↩ Jeg holder meget af Montaigne paa Grund af hans Ligefremhed, og jeg vilde holde endnu mere af ham hvis han 214 talte noget mindre om sig selv. Jeg kan godt lide hans Paradokser. Ved Paradokser forstaar jeg Paastande som med virkningsfulde eller i det mindste sandsynlige Argumenter vender sig imod almindelige og rodfæstede Opfattelser. Men hvis Paradokserne ikke er ordentlig underbyggede, saa er det noget af det værste jeg ved. Derfor fik jeg Kvalme af den lille Bog om de menneskelige Dyders Falskhed (de la fausseté des vertus humaines). Dens Forfatter laver nemlig samtlige Dyder om til Laster; han afleder Ydmyghed af Hovmod, Maadehold af Egenkærlighed. Den menneskelige Klogskab gør han Grin med ud fra den Betragtning at de mest dumdristige Handlinger tit fører til de bedste Resultater; men de Eksempler han anfører viser ikke andet end at Lykken tit er bedre end Forstanden. Naar han skal føre Bevis for sine andre Paradokser er han lige saa uheldig. Den der fremsætter den Slags Paastande og forsvarer dem med den Slags Argumenter er en fræk Paradoksmager, og det vil ikke sige meget andet end et Kvaj.