↩
Den polemiske eller systematiske Teologi har jeg givet mig saa lidt af
med, at jeg nok vilde dumpe hvis jeg indstillede mig til teologisk
Embedseksamen. Paa den anden Side har jeg et grundigt Kendskab til
Jødefolkets og Kristendommens Historie, og jeg har med største Omhu sat
mig ind i Kristentroens Grundsætninger. Desuden har jeg, ud fra den
Overbevisning at det er et Menneskes Pligt at undersøge alt, læst
skiftevis ortodokse og kætterske Bøger. Alt hvad England i vor Tid har
udspyet imod Religionen har jeg gennemlæst. Men den Uro som Toland,
Collins, Tindal, Woolston og Moralfilosoffen (the moral Philosopher) har
fremkaldt i mit Sind, har andre, som kæmper energisk for Troen, haft
Held til at faa Bugt med. Baade det mest kristelige og det mest
ukristelige man kan forestille sig kommer nu til Dags hertil over Havet
fra England. I Sammenligning med Woolston virker Hobbes og Spinoza sobre
og tilbageholdende, saa groft og frækt raser han mod Religionen. At man
læser den Slags Bøger bliver normalt lagt én til Last, fordi det er et
Tegn paa at man render efter alt nyt; men det er ogsaa et Tegn paa at
man har Omsorg for sin Sjæl og er bekymret for sin 222
Frelse. Vi berømmer dem der gennemgaar alle
mulige Anstrengelser og Farer for at opdage ét eller andet ukendt Land;
men vi misbilliger dem der i Bekymring for hvordan Tilstanden efter
Døden er udforsker alle Veje og besejler alle Have for at naa til Havns
i det forjættede Land. De fleste bliver, som Cicero siger, som af en
Storm blæst hen i én eller anden Overbevisning, og saa bliver de
hængende ved den som et Albueskæl paa en Klippeside. Den Slags Mennesker
plejer man at lovprise; tit bliver de regnet for Helgener. Men den
Lovprisning bliver ydet som Løn for Dvaskhed, Sløseri og Slaphed; for et
Menneske som ikke synes det er Umagen værd omhyggeligt at udforske Vejen
til den evige Lyksalighed, han er ikke meget andet end et Dyr. Men hvem
kan gøre dette naar han bliver ved med at hænge i det samme Dynd? Og
hvordan kan man kalde dem for troende som aldrig undersøger det de tror
paa? Man kan bedre undskylde en Kætter som har gennemtænkt det hele end
en troende som ikke har gjort det. Den der har den rette Tro uden at
have tænkt Sagerne igennem og uden nogen Sinde at have tvivlet, han tror
ved en Tilfældighed; og han kan kun haabe paa at faa Naaden ved en
Tilfældighed. Men den der anspænder alle sine Sanser, vender hver Sten
og prøver alle Vidnesbyrd for at finde frem til Sandheden, hans Forsøg
er dog prisværdigt, selv om han ikke finder Sandheden; og han kan vente
sig en mild Dom af den høje himmelske Dommer, som dømmer helt anderledes
end Menneskene. Heraf kan man se hvor uretfærdigt vi bærer os ad naar vi
fordømmer dem som omhyggeligt eftersøger Sandheden, det vil sige dem som
ved at sammenholde slette og gode Bøger prøver paa at faa Sandheden
frem. For Undersøgelse er Søgen efter Erkendelse, og Undersøgelsens Maal
er at finde Sandheden. Da den logiske Tænkning fører fra det erkendte
til det uerkendte, siger Cicero, saa kan jeg ikke forstaa hvordan det
gaar til at de fleste hellere vil gaa galt i Byen og stædigt forsvare
den Opfattelse de én Gang har forelsket sig i, end finde ud af hvad der
med størst 223 Sikkerhed lader
sig fastholde. Med dette for Øje afstaar jeg ikke fra at læse Bøger der
angriber Religionen; og jeg har den største Respekt for dem som finder
en Løsning paa Problemerne. Jeg er yderst tolerant over for dem der
tager fejl; de eneste jeg ikke tolererer er de intolerante. Der er tre
Religionsprincipper som jeg har bidt mig fast i: For det første ikke at
tro paa noget som strider mod Sanserne og de almindelige Begreber, for
det andet ikke at give min Tilslutning til noget Dogme som er i Modstrid
med den Tro jeg bekender mig til, og for det tredje at forkaste alt hvad
der strider imod Guds Egenskaber. Derfor vilde Dogmet om
Transsubstantiationen være nok til at holde mig væk fra den katolske
Nadver i al Evighed; for jeg hverken kan eller bør nægte at stole paa
mine egne Øjne og Sanser. Hvis man giver Slip paa de almindelige
Begreber bliver alt jo flydende, vagt og ubestemt. Derfor holder jeg mig
paa tre Skridts Afstand af Læren om Intolerance, som de første
Reformatorer bebrejdede Katolikkerne, fordi den ødelægger Grundlaget for
den protestantiske Religion. Derfor faar jeg ogsaa Kuldegysninger over
Dogmet om den absolutte Forudbestemmelse - det ser jo ud til at gøre Gud
til Syndens Ophavsmand. Jeg er heller ikke enig med dem der uden Forskel
fordømmer alle Hedninger, og som sender Sokrates, Epiktet, Aristides og
andre fremragende Mænd lige lukt til Helvede. Jeg vil ikke have noget
som helst at gøre med dem der tænker sig Gud. Dyrkelsen af en streng og
umild Gud overlader saadan. Jeg tror paa en Gud som er algod og en Ven
af Menneskeheden jeg til andre. Ud fra den samme Betragtning ligger jeg
i evig Strid med dem der præker mod uskyldige Fornøjelser, siger at man
bør hænge med Hovedet og betragter servil Frygtsomhed som en kristen
Dyd. For hvad andet er det end at lave en god og mild Fader om til en
streng og haard Herre og at skabe en evigt tordnende Jupiter eller en
manikæisk Gud.