↩ Mine legemlige Skrøbeligheder har nok afbrudt mig i mine Studier og mit Arbejde, men samtidig har de paa en vis Maade været til Gavn for dem. De Onder som konstant plager mig har nemlig tvunget mig til at leve næsten som Eneboer, saa at jeg lever isoleret i en By der er fuld af Uro og Forlystelser, midt i Politikkens og Hoflivets Hurlumhej, midt i Klangen af Trompeter og Trommer og utallige andre Gener som plejer at forstyrre intellektuelt Arbejde, og som anses for uundgaaeligt i Handelsstæder og Fæstningsbyer. Jeg slider ikke de store Mænds Trapper; for siden jeg var ung har jeg været tilfreds med min Plads i Tilværelsen og har blæst paa den Overfladeglans og de tomme Titler som andre jager efter. Hvis de store sammen med Titler, Æreshverv og andre Herligheder ogsaa uddelte legemlig Sundhed, saa vilde jeg til Stadighed antichambrere hos dem som Ansøger; men da det ikke er Tilfældet holder jeg mig hjemme og dyrker kun mine Bøger. Naar jeg bærer mig saadan ad mener jeg det er fordi den engelske Folkekarakter har smittet af paa mig. Før i Tiden sagde Englænderne tit om mit Ansigt: »He looks as an Englishman«, han ser ud som en Englænder. Men mit Sindelag er endnu mere engelsk. Jeg holdt af dette Folkeslag, og de holdt af mig. Jeg lignede dem meget i Væremaade og Interesser; for jeg siger min Mening lige ud, og jeg slutter mig ikke til nogen filosofisk Skole, men udplukker af dem alle det som for mig ser rigtigt ud.