Holberg, Ludvig Uddrag fra Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Nu jeg er velstaaende pines jeg af Ængstelser og Bekymringer. Og da jeg hverken kan eller tør leve højt og flot, mærker jeg kun noget til de Ubehageligheder som 244 Rigdommen medfører, men intet til Behagelighederne. Det kunde jo tyde paa at det er med Rette at man griner ad mig. Men hvis jeg gjorde én af Spottefuglene til min Arving, saa vilde han nok ikke sige nej tak til de Ængstelser og Bekymringer Rigdommen medfører. I Stedet for Spottefugle vilde man se lige saa mange gabende Ravne og Snyltegæster, parat til at gøre mig de mest nedværdigende Tjenester. Og saa vilde man klart se at deres Kritik, deres Raad og deres sarkastiske Bemærkninger slet og ret var dikteret af Misundelse. Vi lader ofte som om vi foragter de Ting vi ikke kan faa fat paa. Det er den gamle Historie om Ræven og Rønnebærrene. De som griner ad mig fordi jeg interesserer mig for Penge, griner samtidig ad de fleste Mennesker, for det er en almenmenneskelig Fejl - og de griner saamænd ogsaa ad sig selv. Kun Flottenhejmere som Catilina, Lucullus og Apicius har efter min Mening større Ret til at le; men naar den Slags angriber sparsommelige og nærige Mennesker, udsætter de sig bare for at man griner endnu mere ad dem. Hvis Nærighed virkelig er Dumhed, saa har man Lov til at sige at Ødselhed er det glade Vanvid. Det er ikke nemt at forstaa hvorfor gamle Mennesker paa Gravens Rand skraber Rigdomme sammen som de ikke faar nogen Nytte af. For hvad er mere tosset end at skaffe sig flere Rejsepenge, jo mindre af Rejsen der er tilbage? Men det er endnu sværere at forstaa hvorfor fattige Mennesker øser de Penge ud som de kunde have brugt som Beskyttelse mod Nød, Sult og Vanære. De første planter Træer til Nytte for andre, ikke for sig selv; de sidste fælder Træerne saa at hverken de selv eller deres Efterkommere kan nyde godt af deres Frugter, og de spiser en flot Frokost, saa at de maa spise elendigt til Middag eller helt sulte. De riges Sparsommelighed kalder paa Latteren; de fattiges Ødselhed er medynkvækkende. Man kan sige at begge Parter er syge; de første lider af Feber, de sidste af Sindssygdom. Mit Helbred tvinger mig til at leve sparsommeligt og

        

245 maadeholdent. Hvis jeg faar for meget af noget som helst, saa er det galt, og jeg bliver uvægerlig syg. Derfor spiser jeg saadan til Frokost at jeg ogsaa har Appetit til Middagsmaden, og jeg gaar til Fods for Helbredets Skyld. At skaffe sig Penge paa en hæderlig Maade og at passe ordentligt paa dem, det er Kendetegnet paa en sparsommelig Mand, og det er en god Borgers Pligt. Jeg maa ganske vist indrømme at denne Forudseenhed passer sig bedre for en Familiefader end for en ugift Mand. Men hvad om jeg fandt paa at gifte mig? Det er jo en Lyst der kommer over én som en Nysen og helt kan slaa Benene væk under én. For ikke at tale om de andre uforudsete Ting man kan komme ud for i Livet, og som gør at man maa tænke paa Fremtiden. Dertil kommer at jeg har arbejdet paa at moralisere lige saa meget ved mit Liv som ved mine Skrifter; saa mit gode Eksempel er lige saa nødvendigt som mine Formaninger. Hvis jeg havde været født i Spanien, hvor Indbyggerne sulter sig og synes at leve af Luften alene, saa vilde jeg baade ved mine Udtalelser og min Levevis have prøvet at faa Folk til at leve højt og flot. Men her i Norden, hvor man med Troens Inderlighed dyrker Ceres og Bacchus, er der Brug for andre Formaninger og andre Eksempler. Hvis det er dumt at være forudseende og tage ved Lære af Myrerne, saa fortjener baade Familiefaderen og Ungkarlen at blive skældt ud; for den Begrundelse som Familiefaderen lægger som et Slør over sin Paaholdenhed, nemlig at hans efterladte Børn skal have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af det, er set med en Filosofs Øjne ganske intetsigende. For Døden løser alle Baand, og i det andet Liv tales der ikke om jordiske Ting. Den Slags Pjat vil ikke findes i Paradis - hvis vi da ikke lige som den jævne Mand forestiller os en kødelig Tilværelse efter Døden. Endelig kan man ikke siges at dø uden Afkom, naar man gør Samfundet til sin Arving.