↩
Nu jeg er velstaaende pines jeg af Ængstelser og Bekymringer. Og da jeg
hverken kan eller tør leve højt og flot, mærker jeg kun noget til de
Ubehageligheder som 244
Rigdommen medfører, men intet til Behagelighederne. Det kunde jo tyde
paa at det er med Rette at man griner ad mig. Men hvis jeg gjorde én af
Spottefuglene til min Arving, saa vilde han nok ikke sige nej tak til de
Ængstelser og Bekymringer Rigdommen medfører. I Stedet for Spottefugle
vilde man se lige saa mange gabende Ravne og Snyltegæster, parat til at
gøre mig de mest nedværdigende Tjenester. Og saa vilde man klart se at
deres Kritik, deres Raad og deres sarkastiske Bemærkninger slet og ret
var dikteret af Misundelse. Vi lader ofte som om vi foragter de Ting vi
ikke kan faa fat paa. Det er den gamle Historie om Ræven og
Rønnebærrene. De som griner ad mig fordi jeg interesserer mig for Penge,
griner samtidig ad de fleste Mennesker, for det er en almenmenneskelig
Fejl - og de griner saamænd ogsaa ad sig selv. Kun Flottenhejmere som
Catilina, Lucullus og Apicius har efter min Mening større Ret til at le;
men naar den Slags angriber sparsommelige og nærige Mennesker, udsætter
de sig bare for at man griner endnu mere ad dem. Hvis Nærighed virkelig
er Dumhed, saa har man Lov til at sige at Ødselhed er det glade Vanvid.
Det er ikke nemt at forstaa hvorfor gamle Mennesker paa Gravens Rand
skraber Rigdomme sammen som de ikke faar nogen Nytte af. For hvad er
mere tosset end at skaffe sig flere Rejsepenge, jo mindre af Rejsen der
er tilbage? Men det er endnu sværere at forstaa hvorfor fattige
Mennesker øser de Penge ud som de kunde have brugt som Beskyttelse mod
Nød, Sult og Vanære. De første planter Træer til Nytte for andre, ikke
for sig selv; de sidste fælder Træerne saa at hverken de selv eller
deres Efterkommere kan nyde godt af deres Frugter, og de spiser en flot
Frokost, saa at de maa spise elendigt til Middag eller helt sulte. De
riges Sparsommelighed kalder paa Latteren; de fattiges Ødselhed er
medynkvækkende. Man kan sige at begge Parter er syge; de første lider af
Feber, de sidste af Sindssygdom. Mit Helbred tvinger mig til at leve
sparsommeligt og 245
maadeholdent. Hvis jeg faar for meget af noget som helst, saa er det
galt, og jeg bliver uvægerlig syg. Derfor spiser jeg saadan til Frokost
at jeg ogsaa har Appetit til Middagsmaden, og jeg gaar til Fods for
Helbredets Skyld. At skaffe sig Penge paa en hæderlig Maade og at passe
ordentligt paa dem, det er Kendetegnet paa en sparsommelig Mand, og det
er en god Borgers Pligt. Jeg maa ganske vist indrømme at denne
Forudseenhed passer sig bedre for en Familiefader end for en ugift Mand.
Men hvad om jeg fandt paa at gifte mig? Det er jo en Lyst der kommer
over én som en Nysen og helt kan slaa Benene væk under én. For ikke at
tale om de andre uforudsete Ting man kan komme ud for i Livet, og som
gør at man maa tænke paa Fremtiden. Dertil kommer at jeg har arbejdet
paa at moralisere lige saa meget ved mit Liv som ved mine Skrifter; saa
mit gode Eksempel er lige saa nødvendigt som mine Formaninger. Hvis jeg
havde været født i Spanien, hvor Indbyggerne sulter sig og synes at leve
af Luften alene, saa vilde jeg baade ved mine Udtalelser og min Levevis
have prøvet at faa Folk til at leve højt og flot. Men her i Norden, hvor
man med Troens Inderlighed dyrker Ceres og Bacchus, er der Brug for
andre Formaninger og andre Eksempler. Hvis det er dumt at være
forudseende og tage ved Lære af Myrerne, saa fortjener baade
Familiefaderen og Ungkarlen at blive skældt ud; for den Begrundelse som
Familiefaderen lægger som et Slør over sin Paaholdenhed, nemlig at hans
efterladte Børn skal have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af
det, er set med en Filosofs Øjne ganske intetsigende. For Døden løser
alle Baand, og i det andet Liv tales der ikke om jordiske Ting. Den
Slags Pjat vil ikke findes i Paradis - hvis vi da ikke lige som den
jævne Mand forestiller os en kødelig Tilværelse efter Døden. Endelig kan
man ikke siges at dø uden Afkom, naar man gør Samfundet til sin Arving.