Hauch, Carsten VOSSEVANGEN. En Bondekarls Sang af et utrykt Lystspil

VOSSEVANGEN.
En Bondekarls Sang af et utrykt Lystspil.

Paa Vossevangen der vil jeg boe,
Der voxer Kløver over Høie,
Der gaaer hver Ungkarl med blanke Skoe
Og med en sølvknappet Trøie.
Der danse Piger med Baand i Haar,
De lange Fletninger til Jorden naaer.
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.

Og der staaer Hasel og Birk og El,
Og der staaer Blaabær paa Lien,
Og der staaer Geden saa høit paa Fjeld,
Og Elven løber forbi 'en.
Paa Marken voxer den grønne Løg,
Og Hjorden vogtes af den vilde Gjøg;
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.

Der staaer en Seljepiil i Dalen trang,
Der boer en Huldre bag Stene.
Der falder Tiden mig aldrig lang,
Selv naar jeg sidder der alene;
252 For Engen dufter, og Droslen slaaer,
Og Huldren synger, mens Elven gaaer;
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.