SANGFUGLEN.

✂ I Skoven synger den vilde Fugl
Saa langt fra den banede Sti,
Dog Mængden kjender den ikke,
Den kommer ei der forbi.

✂ - »Og kjender end Mængden mig ikke,
Det skal ei forstyrre min Fred,
Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At Vaaren skal smile derved.

✂ Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At den kan til Himlen naae,
Og høres af Skovens Alfer
Og alle de Fugle smaa.

✂ Og høre mig Skovens Alfer,
Da svigte mig Tonerne ei,
Og naar jeg har endt mine Sange,
Da kan jeg jo flyve min Vei.

✂ 241 Og naar jeg har endt mine Sange,
Og naar mine Unger har Fjer,
Da flyver jeg til et bedre Land,
Da synger ei her jeg meer.

✂ Da flyver jeg til et bedre Land
Ved Stjernernes natlige Glands,
Hvor Vaaren evindelig fletter
En aldrig visnende Krands.«