Hauch, Carsten Poetiske Arbejder. - 1929

b

        

c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX · SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

d

        

e

C. HAUCH

UDVALGTE SKRIFTER
III

UDGIVET AF
POUL SCHJÆRFF

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

f

        

g

C. HAUCH

POETISKE ARBEJDER

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1929

i

        

I

INDLEDNING

I.

Den 26. April 1849 opførtes for første Gang »Søstrene paa Kinnekullen«, og for første Gang lykkedes det den som Dramatiker haardtprøvede Digter at vinde Publikum fra Scenen. Belært af sørgelig Erfaring lod Hauch Stykket fremkomme anonymt, og heller ikke den første Udgave i Bogform (fra Juni 1849) bærer noget Forfatternavn. Senere har Hauch naturligvis lagt Navn til sit Arbejde, der er blevet hans populæreste; det foreligger i adskillige Udgaver og er ogsaa i Nutiden blevet opført.

I Novalis' Roman »Heinrich von Ofterdingen«, der udkom 1802, findes (I Del, Kap. V) to skønne Digte, et Par Bergmannslieder; i det første af dem hedder det:

Der ist der Herr der Erde,
Wer ihre Tiefen misst,
Und jeglicher Beschwerde
In ihrem Schoss vergisst.

Digtet er et af de første prægnante Udtryk for et af Romantikens Dogmer, den saakaldte Bjærgmandsromantik, Fordybelsen i den hemmelighedsfulde Natur, der aabnede Indblik i Forstaaelsen af Naturens Liv og af den Enhed, der bestod mellem Naturen og Mennesket. Heri ligger litterært set den almindelige, II europæiske Forudsætning for »Søstrene paa Kinnekullen«; Skuespillet viser, hvorledes Hauch realiserede dette Dogme, der ved sin Mystik maatte tiltale ham saa meget. Novalis øvede en dybtgaaende Indflydelse paa Hauch, hans første Digte gennemspiller Temaer og Tanker fra hans Værker, hans senere Digte i frie Rythmer er beslægtet med Novalis' »Hymnen an die Nacht«. Da Oehlenschläger i »Digte 1803« i »St. Hansaften-Spil« fremsætter den danske Romantiks Program, kommer dette Punkt naturligvis med; der fremstilles i det tredje Perspektivkassebillede, hvorledes Malmen »meies« ud af det »dunkle« Fjæld, mens Bjærgets Aand vredes over Ranet. Oehlenschlägers Indflydelse paa Hauch er bekendt; ogsaa her lærer han af sin Herre og Mester. De danske Romantikere dvæler iøvrigt mere over Jorden end under Jorden, Danmarks Natur tillader ingen synderlig Skildring af Bjærgenes Romantik. Men rundt om i Romantikens Litteratur findes der Værker, som Hauch sikkert har kendt, og som har øvet Indflydelse paa hans Skuespil. I Tysk Tiecks Novelle »Der Runenberg« med Skildringen af Guldets dæmoniske Magt, og Rübezahlsagnene med deres snart straffende, snart lønnende Bjærgaand; i Dansk Oehlenschlägers »Aladdin«, »Vaulundurs Saga« og det dramatiske Eventyr »Rübezahl«, Heibergs »Pottemager Walter«, samt Ingemanns »Valdemar Sejr« (Kullemanden)*); i Svensk endelig Almquists Bondeidyller (»Grimstahamns nybygge« 1839) med deres Skildringer af en jævn og fattig Befolkning.**) Endelig beror Værket paa de i Folkesagn almindelige Forestillinger, at Mennesker kan drages ind i Bjærget, hvor de glemmer alt, og først ved en Kirkeklokkes Klang eller en Sang kaldes tilbage til Menneskene.

Hauch erklærer i Fortalen, at hans Værks Grundtanke ikke er hentet fra noget Folkesagn, men vil *

* III dog heller ikke paastaa, at den i sin Begyndelse er undfanget af ham selv. Der maa altsaa være en egentlig Kilde til Værket. I M. B. Landstads »Norske Folkeviser« fra 1853 findes en Vise om »Margit Hjuxe, som vart inkvervd« (taget ind i Bjærget). Stolt Margit, Datteren fra Gaarden Hjuxe, bereder sig til Kirkegang; ved Bjærgvæggen kommer Bjærgkongen, giver hende Gaver og Vin at drikke. Hun var saa ni Aar i Bjærget og fødte Sønner og Døtre tre, »men Guð skal vita, hot (hvad) eg má lið'!« Derefter hedder det:

Og Margit hon sat með sin handtein og spann,
tiða skér meg lánge,
dá höyrde hon Böheraðs kyrkjeklokkur klang.
Deð er eg som ber sorgi sá tránge.

Aa no hev eg vorið i bergi i fjortan ár,
no lengist eg heim til min faðers gárð.

Stolt Margit hon talað til bergekongin sá:
aa má eg no fá lov til min fáðer at gá?

Bjærgkongen giver hende Tilladelse til at besøge Faderen, men hun maa kun være borte »ein time hell tvo«, og hun hentes grædende ind i Bjærget igen.

Her har vi rimeligvis Hauchs Kilde. I hvert Fald har Visen det tilfælles med Hauchs Skuespil, at Hovedpersonen sidder i Bjærget og spinder, og at »Trylleriet brydes af den religiøse Magt« (Fortalens Ord), hos Hauch den gamle Salme, i Visen Kirkeklokkernes Klang (som Hauch ogsaa kan have kendt fra Folkevisen om Agnete og Havmanden); at det er en Salme i Stedet for Kirkeklokkerne, kan Hauch have fra Folkesagn, hvor en Sang ofte kalder den Indespærrede tilbage til Menneskene. Hauch kan derfor ikke med Rette pege paa, at han selv har opfundet at lade Fortryllelsen løses paa den omtalte Maade, ej heller Tanken om Spinderiet, men vel, at det er Guld, der spindes. Det er ikke muligt at bevise, at IV Landstads Vise er Hauchs Kilde; Landstads Bog udkom først 1853, mens »Søstrene paa Kinnekullen« er fra 1849; men Hauch har maaske som Nordmand kendt Visen fra sin Barndom. Det har ikke været muligt at finde Visen offentliggjort før 1849.

Stoffet maatte ogsaa gribe Hauch rent personligt; han tilhørte den almindelige romantiske Skole i Novalis' Aand, og han var dansk Romantiker i Oehlenschlägers Aand, endelig var han Nordmand og var fra Barndommens Dage i Bergen og Malmanger vel bekendt med og betaget af Bjergnaturen, dens Vælde og dens Mystik. Ogsaa paa et andet Punkt bygger Hauch paa noget personligt: Skildringen af den griske Ulrikka gaar tilbage til hans ene Søster, om hvem han selv fortæller, at hun vurderede de timelige Goder for deres egen Skyld, og at hun var »begavet med et afgjort Samler- og Handelstalent« (»Minder« I, S. 66): om hende vides yderligere (Georg Christensens Indledn S. 6, Noten), at hun blev saa pengegrisk, at der efter hendes Død fandtes Guldstykker, gemt i gamle Strømpeskafter mellem Askerester. Denne Søster er ogsaa Model til Veronica i »Guldmageren«; det tragiske ved Skikkelsen har grebet Hauch. I »Minder« (I, S. 63-66) omtaler han sin anden Søster som dennes fuldstændige Modsætning; det er maaske derfor tilladt at drage den Slutning, at Modsætningen mellem de to Søstre i Skuespillet har sin Rod i det forskellige Naturel hos Digterens egne Søstre; ogsaa i sine Romaner stiller Hauch hyppigt to unge Kvinder over for hverandre, én tiltalende og én frastødende.

II.

Skuespillets Form betinges af, at det er et Eventyr; vi bevæger os baade i den virkelige Verden og i Eventyrets Rige; Hauch skifter derfor i Formen mellem Prosa og Vers. Versformen er det højere Skuespils almindelige, den femfodede Jambe; den anvendes, hvor Fjældkongen optræder, i egen Skikkelse V eller forklædt, og hvor Dialogen i sit Indhold hæver sig op over det dagligdags. Deraf følger ingenlunde, at Personernes Sprog ellers er realistisk; Hauch havde ingen Sans for Replikindividualisme; Sproget er jævnt og ensartet hos alle de Optrædende, typisk for Romantikens Drama.

Stilen karakteriseres af Georg Christensen med Rette som enkel og simpel, men alligevel poetisk. Der bruges kun faa Billeder, men de er ikke almindelige, og de stilistiske Virkemidler er heller ikke mange, dog forstaar Hauch fint at benytte Gentagelsen (Georg Christensens Indledn. anfører Eks. paa dette S. 8-9).

Eventyrpræget søges ligeledes overholdt, ved at Tiden angives som ubestemt; i Manuskriptet angives (til Brug ved Opførelsen), at de to første Akter foregaar 1720, paa den store nordiske Krigs Tid; til Krigen hentydes der kun ganske lidt. Tredje Akt foregaar 1745; Stedets Enhed overholdes heller ikke; dette betinges naturligt af Handlingen og var ogsaa fuldt berettiget i Romantikens Drama, der ligesom Sturm- und Drangtidens betegner en Emancipation fra den franske Regelbundethed.

I Ordet Eventyr gemmes et episk Element. At Stoffet var for episk, erkender Hauch selv, det faldt ogsaa Samtiden for Brystet og anmærkes af Poul Chievitz i hans lille dramatiske Satire »Det kjedelige Drama« 1854. Som Følge heraf er Kompositionen ikke særlig dramatisk, Handlingens Enhed er ikke overholdt, den er tve- eller tredelt; de to Hovedhandlinger skildrer de to Søstre, og i tredje Akt indføres Gustav og Ingeborg, hvorved Enheden yderligere svækkes. Dette betyder ikke, at Stykket ikke danner en Helhed; de to Søstre belyser hverandre som Modsætninger, og de unge Personer i tredje Akt har deres Berettigelse i hele Handlingen, idet det ved dem vises, at det næste Slægtled lærer af det forriges Skæbne.

Personerne er - som i Romanerne - væsentlig Typer. Eventyrverdenens Behersker er Fjældkongen, VI der optræder i flere Forklædninger, og som derved skaber Forbindelsen med de virkelige Personer.

Forrest staar her de to Søstre. Ulrikka er den aktive, haarde og stærke Kvinde; Aanden siger om hende:

Desuden seer saa kjæk hun ud, som om
Hun vilde spinde selv paa egen Haand
Sin Skjebnes Traad.

Og hun spinder sin Skæbnes Traad; besat af Begærlighedens Dæmon træder hun utrættelig Rokkehjulet. Men hun omspindes ogsaa af Skæbnens Traad: med fin Symbolik gøres Rokkehjulet til Handlingens Drivhjul; i Bjærget spinder hun sig Rigdom til, men maa tilsidst, ældet og fattig i Aanden, erkende, at Guldet kan købes for dyrt. Den absolutte Modsætning til den egoistiske Ulrikka er Johanna; Træk for Træk belyses de to Karakterer ved deres modsatte Indstilling over for Faderen, Hjemmet og Bjærgaanden. Johannas Skikkelse staar i Enkeltheder mindre udført overfor Ulrikkas; som en naturlig Følge af Stykkets Økonomi træder de øvrige Personer endnu mere i Baggrunden: Den gamle retskafne Bonde John, den soldatermæssige Jørgen, den unge, pligtopfyldende Axel. Gustav og Ingeborg skildres i lette Rids; den nette og stræbsomme unge Mand savner Mod til at erklære sin Kærlighed til Ingeborg, der i det indre har Muligheder for at blive en ny Ulrikka, en Skæbne, hun dog frelses fra ved dennes Genkomst.

Bjærgaanden har i Aartusinder bygget mellem »Jordens Ribbeen« som det blivende Element i Tidens Vekslen; han drives som Mennesket af Kærlighed og Had, lønner eller straffer, en Blanding af Vælde og Værdighed, og en moraliserende Aand, der udtaler Stykkets Idé og Moral.

Denne fremhæves som saa ofte hos Hauch meget tydeligt. Selve Stykkets Gang med Ulrikkas tragiske VII Lod, med Fortællingen om den gamle Kvinde, og med Henvisningen til den Skæbne, der kan ramme Ingeborg, giver allerede en tydelig Forstaaelse i al Almindelighed: Begæret efter Guld fører til, at Livets Lykke forspildes. Men ligesom bekymret for, at dette alligevel ikke skal blive forstaaet, forklarer Hauch selv i Fortalen: der er ikke blot Tale om Pengebegærlighed eller Havesyge, men om enhver blot udvortes Stræben, hvor Menneskets aandelige Opgave glemmes. Og for endnu en Gang at slaa Grundtanken fast, siger Bjærgaanden:

Der gives mangen Qvinde, mangen Mand,
Som I beundret har og agtet høit,
Der gives Tusinde, som mindst det troe,
Der sadde Nat og Dag som hun i Bjerget
Og spildte Livet paa den samme Viis.

Hvad kan da bryde Trylleriet og bringe Frelsen? Salmen (og Fortalen) siger det: Tonen fra Himlen, og Tonen fra Hjemmet; gennem Salmen klinger Mindet om Hjemmet frem, gennem Salmen loves Guds Fred og Velsignelse. Ideen er klar og tydelig, næsten for tydelig, hvad Hauch ogsaa fik at høre.*)

Men Hauch kunde tage sig enhver Dadel let; han havde med »Søstrene paa Kinnekullen« skabt et Værk, der vel ikke er fuldkomment i alle Enkeltheder, men som ved en umiddelbar Læsning virker som en ædel Helhed, der efterlader et rent og fint Indtryk i Sindet.

* VIII

III.

Den grønne Bog er mig en Ranke,
Som, fuld af Druer søde, blanke,
Mig lokker hid til liflig Lyst;
Og tager jeg mig for at sanke,
En Fest de skabe i mit Bryst.

Med disse kønne Ord hyldes Hauch af Christian Winther, der selv som tresaarig 1855 med »Hjortens Flugt« havde vist, at Aandens Friskhed kan bevares trods graa Haar. »Den grønne Bog« er »Lyriske Digte og Romancer«, som Hauch udsendte 1861, en Versebog, der ved sit rige Indhold maa vække Beundring, en Beundring, der stiger, naar man gør sig klart, at Værket er en halvfjersaarig Mands Frembringelse, et Vidnesbyrd om en levende, stærk og frisk Aand.

Mere end Halvparten af Bogen optages af »Valdemar Atterdag«, et romantisk Digt, hvormed Hauch efter sin Digterskoles Mønster forsøgte sig i Epos'ets Form og i Stoffet paany kappedes med Ingemann. Denne Romancecyklus kan - efter Vilhelm Andersen - ikke som Helhed staa Maal med Oehlenschlägers »Helge« eller Ingemanns »Holger Danske«; vistnok ejer »Valdemar Atterdag« ikke »Helges« anskuelige Plastik eller »Holger Danskes« folketypiske Præg; dog er det et værdifuldt Digterværk ved sin inderlige lyriske Stemning og ved Karakteristikken af Hovedpersonerne; og - der hvor Sammenligningen rettelig bør anstilles - i Behandlingen af Tovestoffet overgaar det langt Ingemanns tilsvarende og slutter sig smukt til den lange Række poetiske Arbejder, der er fremkaldt af dette dragende Sagnstof.

Emnet blev allerede i det 18. Aarhundrede strejfet af den snurrige Barokpoet Wadskiær, i det 19. Aarhundrede har Sagnet fristet mange Poeter, baade smaa og store. Vi holder os til de sidste. Ingemanns Digt »Kong Valdemars Jagt« (»Paa Sjølunds fagre Sletter«) 1816 er kønt og stemningsfuldt, Kongens Jagt opfattes kristelig-moraliserende som en Straf, IX - fordi han jagede i Kirketiden; Jagten skildres nærmest som en Herremands Nedriden af Bondens Ager, der er ikke over Digtet den Fart og det Vejr som over Hauchs tilsvarende. 1834 vender Ingemann i »Prins Otto af Danmark« tilbage til Emnet; Valdemar og Tove er ikke Romanens Hovedpersoner, og de vinder ikke den milde Skjalds Behag, Tove er letfærdig, Valdemar er ham for kold og klog, selv om hans Dygtighed anerkendes:

Og vandt han ikke de danske Sjæle,
Han vandt dog et mærkeligt Eftermæle,

hedder det i »Dronning Margrete« fra 1836.

Oehlenschläger følte sig ogsaa beføjet til at udtale sig om dette poetiske Emne, hvilket skete i Digtet »Valdemar Atterdags Grav« (fra »Fyensreisen« 1835). Musen har her svigtet Digteren, der i de Aar befandt sig i en aandelig Bølgedal;*) heller ikke Henrik Hertz's Drama »Valdemar Atterdag«, skrevet 1837, kan siges at være fremragende, hvorfor det forbigaas i Tavshed. Til Gengæld er J. L. Heibergs »Syvsoverdag« 1840 et overlegent Arbejde, spillende i Filisteriets og Poesiens to Verdener. Fra Tovesagnet er to Motiver hentet: Trylleringen og den vilde Jagt. Smukke lyriske Digte betegner Stemningens Højdepunkter; skøn i Form som i Indhold er Sangen om Kongens Sorg, da han har mistet Tove; og kort, klart og stemningsvækkende er det lille Digt om den vilde Jagt: »Ved Kvæld, ved Nat, I Skov, i Krat - Jægerne fare.« Samme Motiv har Heiberg senere udspundet i Digtet »Valdemars Taarn i Vordingborg« (i »Danmark. Et malerisk Atlas«, 1842). Det staar under Digtene i »Syvsoverdag« og mangler disses suggestive Stemning. Fra samme Aar er H. C. Andersens nydelige Digt »Gurre« (»Hvor Nilen vander Ægypterens Jord«). Et mesterligt lille Arbejde er Chr. Winthers Digt: »Kong Wolmer paa Reisen« (»Nye Digte«, 1851); *

X Kongen rider til sin elskede Tove paa Gurre; let, fint og følsomt skildret, især i Strofen om Toves Tryllemagt. Allerede 1825 havde Chr. Winther i Romancen »Henrik og Else« tegnet Valdemar Atterdag, lyst og muntert fremhævende og forsvarende Kongens Karakter.

Hauchs »Valdemar Atterdag« er en Romancekreds; langsomt, men ikke for langsomt, med den episke Digtnings Ro og gode Tid, føres Handlingen frem gennem Kredsens 29 Digte. For de 18 af disse, Hovedparten, der indeholder den almindelige Fortælling, har Hauch anvendt den gamle germanske Nibelungenstrofe med de fire Langvers, som det blev overført til Dansk, med tre Trykstavelser i hvert Halvvers, uden den tyske Grundforms fire Trykstavelser i ottende Halvvers; Strofen er efter Oehlenschlägers Mønster og Hauchs Natur behandlet med Værdighed og Vægt, det er ikke den lette og smidige »Chr. Winther-Strofe« fra »Hjortens Flugt«; begge Behandlingsmaader er berettigede og viser saavel Verseformens Elasticitet som vore Digteres formelle Alsidighed. For de mere lyriske Partier er valgt andre Former: Folkevisevers med eller uden Omkvæd, Folkevisevers med Præg af Nibelungenverset, urimede, trokæiske Former af spansk Karakter. Finest i metrisk Henseende er »Den vilde Jagt«, begyndende i dalende Rythme, Trokæer, og endende i stigende Rythme, hvorved der ogsaa i Formen gives et Indtryk af Jagtens vilde Fart.

De ovenfor omtalte litterære Behandlinger af Tovesagnet før 1861 har Hauch naturligvis kendt; desuden har han studeret Sagnets Udvikling og den videnskabelige Litteratur. Folkevisernes Tove hører historisk hjemme under Valdemar den Store; omkr. 1600 henlægger Arild Huitfeldt Sagnet til Valdemar Atterdags Tid og fortæller, at Tove stammer fra Rügen; Peder Syv ændrer i sin Folkeviseudgave af 1695 Dronningens Navn til Helvig; i første Halvdel af det 18' Aarhundrede forholdt man sig gennemgaaende XI kritisk overfor Viserne, Gram kalder Tovevisen »den lumpne Vise«, men efterhaanden accepteres den urigtige Henlæggelse af Tiden til Valdemar Atterdag; allerede Erik Pontoppidan gør i »Annales« (II, 43, 64, 217) Tove til Henning Podebusks Søster. Hauch har vel kendt disse Værker, men rimeligvis skaffet sig almindelig Orientering hos Suhm, der i »Historie af Danmark«, Bd. 13, udgivet 1826, men naturligvis skrevet før 1798, Forfatterens Dødsaar, følger sine Forgængere. Det poetiske Vise- og Sagnstof har Hauch videre efterlæst i »Udv. danske Viser fra Middelalderen«, udg. af Abrahamson, Nyerup og Rahbek 1812-14, og i Thieles Folkesagn 1818-23 (samt udvidet Udgave 1843); han har herfra hentet flere Enkeltheder. Om et Par andre Enkeltheder kan følgende Forklaringer opstilles: Navnet paa Hr. Eckhards Svend, Ditlef, er kendt fra Svend Grathe (brugt i Hauchs Tragedie fra 1841) og stammer fra Sakses 14' Bog; i Manuskriptet til »Valdemar Atterdag« kaldes han først Strange, men dette Navn er overstreget, sagtens fordi det vilde minde for meget om Hovedpersonen i »Hjortens Flugt«, der vel i nogen Grad har bidraget til Fremkomsten af Hauchs Værk. Heksen eller Troldkvinden minder om den tilsvarende i Oehlenschlägers »Helge«, og Biskop Erlands Navn er sikkert hentet fra »Axel og Valborg«.

IV.

Digtets Komposition er en episk-lyrisk fremadskridende Udvikling af Handlingen: Valdemars og Toves Kærlighedshistorie, dens korte Lykke, dens voldsomme Udslettelse, Kongens stædige Bitterhed og gudløse Endeligt. Det første, i alle Maader lydefrie Digt »Falken« indeholder i et Symbol det hele Epos' Handling og Idé: Listen overfor Kraften, der sejrer tilsidst, givet under Form af Kampen mellem Hejren og Falken. Denne Indgang er ægte episk og XII forefindes ofte i den gamle fortællende Digtning, hyppigst i Form af en Drøm, saaledes i Nibelungenlied, Gunlaug Ormstunges Saga, Folkeviserne om Hagbard og Signe og Marsk Stig dømmes fredløs. Da Falken efter Kampen flyver bort, sér Kongen under sin Søgen efter den en Jomfru, Tove, til hvem han betages af Elskov. Tove bydes til Hove, og Dramaet udspilles. Mod Kongen kæmper Dronningen, der vil have Slegfreden bortryddet. Tove ryddes vel af Vejen, men Kongen overlistes ikke, Dronningen og de øvrige Sammensvorne faar deres Straf; først efter Døden udsones Konge og Dronning. Op over den episke Handling hæver sig som Højdepunkter en Række lyriske Episoder: de Digte, hvori Toves Betænkelighed ved Forholdet til Kongen faar Udtryk, Valdemars to Sange, Digtet »den vilde Jagt« og Slutningsdigtet, der klinger ud i Tilgivelse og Naade.

I Personkarakteristikken fremhæves, som altid hos Hauch, i første Række det typiske; i de tre Hovedpersoner er det ved Hjælp af mange enkelte Træk lykkedes at stille Typerne tydeligt frem for Blikket.

Kong Valdemar er den dygtige Samler af Danmarks Rige; han evner i Snuhed at tage det op selv med den snilde Hr. Eckhard, han forstaar af Fjender at skabe sig Venner (den gamle tapre Vendelbo); i hans Væsen ligger en fin Humor, som han ikke viger tilbage for at give Udtryk, selv naar han taler om Vorherre (S. 99-100). Med et umiddelbart Blik for kvindelig Skønhed betages han ved Modsætningen til sin kolde Dronning af Toves Skønhed, og da hans Kærlighed har vundet Sejr, er Lykkens Maal fuldt. I »Valdemars Sang« bryder Lykkefølelsen frem. En Folkevisens Ridder giver i Folkevisens Strofe et følt og nænsomt Udtryk for en skøn og ædel Kvindes Virkning paa et mandligt og mandigt Sind. I Digtet gives i en Række Strofer, der alle indledes med og (Polysyndeton), og som danner en Række For- og XIII Bisætninger, en hel Række smaa Billeder af Tove, hendes Skønhed og Magt over Kongen, indtil en Strofe, der indeholder Eftersætningen, tegner hendes Virkning som Helhed:

Det er, som al min Sorg bortveg
Tidt og mangesinde,
Og som jeg lytted til Huldrens Leg,
I vogte den Jomfru vel!

Valdemar er jordisk indstillet, ingen Himmel hvælver sig over hans Sjæl; da Tove berøves ham, er alt derfor kun Smærte, Fortvivlelse og Higen efter Glemsel. (Jfr. Brev fra Hauch til Hostrup af 4/12 1861; »Breve fra og til C. Hostrup«, 1897, S. 488). I alvorlige rimede Jamber udtrykker »Valdemars anden Sang« dette. Glemselsfloden bag de sorte Klipper, »i dunklen Dal, hvor blege Vidier groe« (et böcklinsk Billede af »De dødes Ø«), kan alene bringe Forløsning og Udslettelse, jordisk Ry og Glans er intet mere, Kongen ønsker kun Tilintetgørelse. Kold og haard vil han, selv paa Dødens Tærskel, ikke tilgive Dronningen; efter som Bod at have jaget i den vilde Jagt, faar han Tilgivelse af Herren og tilgiver selv. Tove er en Folkevisejomfru og en hauchsk Jomfru. Hauchs fra Romanerne kendte Teknik at give en Kvindes Væsen og Ydre under Form af Sammenligningen med en Blomst, et Billede eller et Dyr anvendes ogsaa her; i en Virkelighedsskildring er den lidet levendegørende, derimod er den paa sin Plads i dette Middelalderdigt. I denne Stil beskrives hendes Ydre, hendes Indre er rent og kysk. Mod sin Vilje, men ligesom skæbnebestemt, betages hun af Kongens magtfulde Elskov, dog stræber hun - kysk og ægte hauchsk - imod og vil ikke favne sin kongelige Elsker, før Kirken har velsignet deres Pagt; alle Betænkeligheder overvindes dog af Kærligheden, men »den favreste Jomfru i Danmark« bukker under for Listen og Ondskaben, for Dronning Helvig. Hun er dybt religiøs, men utaalsom og hævngerrig XIV og taaler derfor ikke, at en anden Kvinde stiller sig mellem Kongen og hende; denne Kvinde skal knuses; derfor slutter hun sig til Kongens udenvælts Fjender og allierer sig med Hekse og Troldmænd, og Hævnen fuldbyrdes tilsidst. Omkring de tre Hovedpersoner grupperes de løsere skitserede Bipersoner: Vennerne, den gamle Vendelbo, der endog redder Kongens Liv, Toves Broder Henning, den kloge Raadgiver; Fjenderne, den listige Eckhard, Holstenernes Mand, og Folkvar, der elsker Dronningen og derfor tager Del i Anslagene mod Kongen.

Klar og forstaaelig som Handlingen og Personskildringen er Digtets Sprog og Stil; det kendes overalt, at Hauch ikke forgæves har studeret sine Folkeviser og den gamle episke Digtning; i Digtets Tone genklinger de gamle Viser, i Ordforraadet og i mange enkelte Vendinger genkendes deres Udtryksmaade, tilsammen givende en tiltalende middelalderlig Kolorit uden smaalig Higen efter det pasticheagtige. Ejendommelig for Hauch er de mange Billeder, der giver Stilen en særlig Stemning og en ren Skønhed; rent eksempelvis anføres: Tove er »liig Morgenstjernen deilig paa Himmelen blaa«, Pilene flyver i Luften »liig rovlystne Fugle«, Toves Minder fra Rygen kommer trækkende »som Svaner, der mod Nord i Vaaren drage«, Krigernes Hjælme er at skue »som Vand i Maaneglands«; glædelige Vidnesbyrd om den Friskhed og det Liv, den aldrende Digter lægger for Dagen i det sproglige Udtryk.

V.

Med »Valdemar Atterdag« havde Hauch vist, at han evnede at skabe en Romancekreds; allerede tidligere havde han godtgjort, at han magtede den enkelte Romance. En nærmere Karakteristik af Hauchs samtlige Romancer skal ikke her forsøges; gennem hans hele Produktion findes de, gode og ringere, i broget Blanding; her omtales de Romancer, der er XV optaget i nærværende Udvalg. Hauchs Romancer var yndede, og det ikke blot af det læsende Publikum, en Kender som Chr. Winther satte Pris paa dem. I hans Digt »Skuffelse« hedder det om en ung Pige:

Hun kysser vel Hauchs Romancer?
Og deri gjør hun Ret.

I Ungdomsromancerne (»Det dræbte Barn« og »Løftet« f. Eks.) skatter Hauch som Oehlenschläger og Ingemann til den overspændte Romantik; efterhaanden finder han det for ham egnede Stof frem og behandler det i sin egen Tone.

Værdig i Formen, de korrekt glidende Ottaver, og betegnende for Digteren i Indholdet er »Gustav Adolph«, omhandlende en Episode af denne Heltekonges Liv. Kongen erkender sin Forløbelse og tilbyder med Sværd i Haand Seaton Oprejsning som hans Ligemand; overvældet af denne Ædelmodighed styrter Seaton paa Knæ for Kongen, hvis trofaste Mand han fra nu af bliver. Det personlige Æresbegreb, der ledede Hauch i al hans Færd, er her ført ud i sine yderste Konsekvenser; Behandlingen i Romanceform har dog ikke været Hauch nok; i Skuespillet »Æren tabt og vunden« 1851 vendte han tilbage dertil.

Et herligt Digt er »Sløret«. Beundringsværdig er den Kunst, der ud af et lidet poetisk Sted hos Pausanias har skabt et Stykke »græsk« Poesi i Heksametre, let og dog vægtigt henrullende som faa Steder i vor Poesi, et Stykke dansk Homér, primitivt og ædelt, paa Højde med Goethes »Hermann und Dorothea«. Man indsuger med Begejstring de herlige Vers med deres anskueliggørende friske Tillægsord, man nyder, hvor poetisk sikkert Gentagelsen er benyttet, og glæder sig over den lyst og frodigt skildrede Natur og over det lille Epos' tre Skikkelser: den gamle kærlige Fader, den stolte Elsker og Helt, der overlader det til sin Brud selv at vælge sin Skæbne, og den fine, jomfruelige Kvinde, der vel med Sorg XVI forlader sit Hjem og sin Fader, men som af Eros drives til en »hellig« Beslutning: uden et Ord udfolder hun sit Slør og antyder derved, at hun følger sin Fæstemand. Her ligger Digtets Kim og det fine Træk, der har betaget Hauch.

I andre Romancer vender Hauch sig mod Norden. »Magnus og Knud Lavard« tegner paa gribende Maade, i Folkevisens Vers, det tragiske Sammenstød mellem to Naturer: den rænkefulde, hævngerrige og den retlinede uden Svig. Et hauchsk Problem, kendt fra Romanerne og »Valdemar Atterdag«. Hvor Digterens Hjærte er, derom kan ikke tvivles. Det lille Digt er fuldendt i sin Korthed og Enkelhed som Uhlands »Die Rache«; gennemtrængt af en skærende Sorg over den fagre Helts Død, afspejlende en sørgmodig Livsbetragtning. »De to Øxer« omhandler en Konflikt mellem en Mester og en Svend, der tror sig Mesterens Lige. Det stemningsrige Ottavedigt, der ligesom gennemskinnes af den »røde« Maane, varierer Temaet fra Goethes »Zauberlehrling« og er efter Digterens eget Udsagn udarbejdet »med Hensyn paa den aandelige Svimmelhed, den Mangel af Ærbødighed for og Erkiendelse af sandt Mesterskab, hvorpaa vore Dage give os saa mange Prøver.« Med Mesteren er Oehlenschläger ment.

I de to sidste Romancer hentes Stoffet paany fra Udlandet. »Sveitseren« behandler det hos Hauch ofte genkommende Motiv: Guldtørsten. For at vinde Guld træder den unge Sveitser i den franske Konges Tjeneste, trods Moderens Advarsel: fremmed Guld opvejer ikke Hjemjordens Muld. Moderen dør, Ungersvenden falder, først i Døden kommer han hjem. Som »Søstrene paa Kinnekullen« indeholder Digtet en Paavisning af, at den ydre Rigdom kun kan købes, ved at man mister Livslykken i Hjemstavnen. »Kanefarten«, et polsk Rejsebillede, hvis Versemaal stammer fra Oehlenschlägers »Kong Frode sidder ved Juletid«, dog uden dettes Gentagelse, er et Vidnesbyrd om, at Polen og dets Sønners Skæbne stadig XVII greb den gamle Digter om Hjærtet. En polsk Fange føres mod Øst ud i det ukendte:

Og Granen sukked og spurgte Maanen,
Hvorhen han kjørte, men Maanen taug.

En grel Virkning opnaas ved at lade denne Digtets sidste Strofe ende uden Rim.

VI.

I Fortalen til »Lyriske Digte« 1842 siger Hauch: »Ingen kan ... meer, end jeg selv, være overbeviist om, at jeg ikke er kaldet til at være lyrisk Digter i allerstrengeste Forstand.« Enhver, der kender Hauchs Lyrik, vil være uenig med Digteren i denne hans Udtalelse. Skiller man ud de Digte (og saadanne findes i enhver Digters Produktion), der er udarbejdede uden særlig Bistand af Muserne, bliver dog tilbage en ansélig Række, hvis Læsning griber Sindet med Andagt.

»Lyriske Digte« 1842, den første større Samling af Hauchs Lyrik, tillader os at skelne denne i dens Genesis, Udvikling og Højdepunkt.

I Samlingen findes optaget nogle Ungdomsdigte, der af Digteren selv ikke vurderes synderlig højt; de genoptrykkes som havende en vis historisk og psykologisk Interesse. Hauchs ene lyriske Udgangspunkt er Novalis; i nærværende Udvalg er ikke optaget noget herhenhørende Digt, da den poetiske Værdi ikke helt svarer til Omfanget. Novalis' Mystik og Panteisme opfylder Digteren, hvis Poesier i denne Stil danner et Sidestykke til Schack Staffeldts overromantiske Digte. Ungdomsdigtenes Ufuldkommenhed skyldes, at deres Frembringer selv som Digter ganske var i »Tilblivelsens Øieblik« (Fortalen); de indeholder dog baade i Tanke og Form meget kønt. Hertil hører »En Phantasie, digtet efter Læsningen af Novalis«, der paa én Gang giver Novalis XVIII og Hauch. Bølgerne, Himmelblaaet og Stjernerne taler til en romantisk Yngling; allerede her ses de Elementer, der danner Hauchs Naturlyrik, og den længselsfulde og fantasifulde unge Mand minder om Digteren selv.

Et Indblik i den unge Hauchs splittede Sind giver »De stridige Veie«, der fremstiller Kampen mellem Forstand og Fantasi, Videnskab og Poesi, symboliseret ved Fjældet og Havet, Billeder fra Barndommen i Norge, de to Kontraster; i Ungdommen og gennem hele Livet stod Hauch foran »stridige Veie« (jfr. Indledn. til »En polsk Familie«, S. XVI).

Ved Siden af Novalis ses allerede nu Tilknytningen til Goethe, Hauchs andet lyriske Udgangspunkt. Det er Goethes »Lied«, hvis Toner Hauch synger efter i Digtet »Længsel«, der i nogen Grad minder om »Nähe des Geliebten«. Goethes »musikalske Lyrik« virkede stærkt paa Hauch, der i flere Uger kunde være optaget af goetheske Verslinjer, og for sig selv sang dem højt til selvlavede Melodier (»Minder« I, S. 234). En ny Side af Hauchs Væsen, den polemiske, kommer frem i »Hunden til Maanen«, et Indlæg i Striden mellem Baggesen og Oehlenschläger. Digtet er en Allegori; paa Jorden staar den bjæffende Hund (Baggesen) og halser ad den »blodig romantiske« Maane (Oehl.), der ikke fordunkles af Hundens »critiske Glam«. Det satiriske Digt indeholder en ondskabsfuld Karakteristik af Baggesen og viser, at Hauch, naar det gjaldt, kunde være baade vittig og skarp. Med sin ridderlige Karakter tager Hauch (i Fortalen) senere Afstand fra den polemiske Ensidighed, der havde fremkaldt den ubillige Dom over en Modstander.*) Endnu en hauchsk Tone klinger frem i disse første Digte. Fra 1816 stammer den smukke »Gravsang« (»Stirrer ei i Graven ned«), hvor vi for første Gang træffer den inderlige *

XIX Salmetone, der senere danner en saa væsentlig Bestanddel i hans Lyrik.

Dette var Genesis, nu følger Udviklingen. I Manddomsaarene fra omkr. 1824 til 1840 strør Hauch rundt i Romaner og Skuespil skønne lyriske Digte, nyt Materiale til Forstaaelse af hans Aand og de Paavirkninger, der bidrog til at forme den. I »Hamadryaden«, skrevet 1824, findes Digtet »Naar Sneens Lilier dække Marken ene«; det synges af Agnes, der bagefter oplyser: »Han sagde mig, den var i Orienten digtet«. Denne Orient ligger imidlertid ret nær, og Hauch tilstaar selv i »Lyriske Digte«s Fortale, at Digtets Hovedtanke genfindes hos Goethe i hans »West-östlicher Divan«; Hauch har udvidet sin Goetheefterdigtning fra dennes »Lieder« til hans orientalske Poesi; Ligheden med Goethes Digt er tydelig, men Forskellen derfra er betegnende for Hauch: hans Digt er et Minde, Goethes en Virkelighed; Hauch siger: jeg mindes dig, Goethe: ich erkenne dich. Det hauchske Tungsind gennemtrænger selv Kærlighedsdigtet. Saaledes ogsaa i »Sang af Bajazet« (»Du kastede dit Blik paa mig«; ogsaa fra 1824), et mesterligt Elskovsdigt, en yderligere Udvidelse af den orientalske Stil, mindende om Højsangen, billedrigt og sanseligt. Men Digteren slutter med en Udtalelse om, at den Elskede er blevet blegere, hun er ikke saa skøn som før:

Jeg glædede mig derover,
Thi det mindede mig om de Dage,
Hvori Tidens Slør skal dække din Deilighed for Verden,
Og hvori jeg alene skal kiende den.

Her ses Hauch, fortrolig med altings Forgængelighed, ligefrem glæde sig derover.

De lyriske Forudsætninger udvides yderligere. Den vemodige slaviske Poesi med dens følelsesfulde Naturbesjæling danner Baggrunden for de dejlige Digte i »En polsk Familie« 1839 (jfr. Indledn. til dette XX Værk, S. XXII). Det maa dog ikke lades ubetonet, at alle disse Paavirkninger, baade i Ungdoms- og Manddomsdigtene, har indgaaet en organisk Forbindelse med Digterens Aand, saa at samtlige Digte, hvor megen fremmed Indflydelse der end kan paapeges, fremtræder som fuldgyldige Udtryk for denne og som ægte dansk Lyrik.

Højdepunktet følger i Bogens øvrige Digte, der er blevet til omkring 1840. Opholdet i det stille poetiske Sorø forlener Digtene med noget mildt og inderligt; Hauchs idealistiske, for alt skønt opladte Sind, hans naturvidenskabelige Studier, Forbindelsen med Datidens betydelige Aander i og uden for Sorø, alt dette bærer Frugt i en Række Digte, der, idet de viser, hvad Digteren beundrer hos Andre, indirekte tegner denne selv og hans Livsanskuelse.

I Sangen om Sorø, »Afskedssang til Academisterne i Sorøe«, har Hauch paa fuldkommen Maade oplukket den Poesi, der for enhver, der føler sig i Pagt med vor historiske Fortid og vor danske Natur, hviler over det lille Sorø. Sangen er et vemodsfyldt Farvel til Stedet; den mindes Venskabet, der knyttes mellem de unge, den mindes Aandens Arbejde, og den giver de Unge en Lærdom med: hav Respekt for Tanken, den Skat, der har Værdi; her sankes ikke Guld og Sølv. Som altid hos Hauch er Naturen skildret alment og typisk; og dog er den levende, thi op af den stiger Stedets stille Stemning og fredfyldte Harmoni.

I Sorø fik de unge Videnskabsdyrkere Sansen opladt for Naturvidenskaben; hvad denne betød for Hauch, ses af Digtet »Ved det skandinaviske Naturforskermøde 1840«, hvis Udtryk og Tanker ligefrem er genoptaget fra Sangen om Sorø (se »Soraner-Bladet«, 10. Aarg., S. 37). Det smukke Digt skal ikke nærmere omtales, da der nedenfor skal dvæles ved en anden Sang om samme Emne. Historien, som doceredes paa Akademiet, gav Blik for de »store Navne«; dette Blik havde Hauch selv; i »Lyriske Digte« findes forstaaende Karakteristikker af Oehlenschläger, XXI A. W. Hauch, Tieck og Thorvaldsen, alle sete med Kærlighedens milde Blik. Men bedst forstod Hauch to Mennesker: Christiane Oehlenschläger og sig selv. De to herhen hørende Digte danner Værkets Højdepunkt og afgiver endnu en Gang Vidnesbyrd om, hvorledes Hauch kunde tilegne sig et Forbillede, men samtidig gøre det til sin Ejendom.

I mægtige frie Rythmer, hvor Linjens Længde betinges af Stemningen, udfolder her Hauchs Digtergenius sig med et Mesterskab, der søger sin Lige. Formen gaar helt tilbage til den antike Poesi, Pindars Hymner og Horats' Oder; Mellemleddet for Hauch er dog Goethe, der i sin Sturm- und Drangtid mestrede den rimløse Ode, der ligefrem sang sig frem hos ham paa hans Vandringer. Paa Hauchs frie rythmiske Digte passer Welhavens Ord:

Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige,
skal Digtet røbe dog.

En storladen Mennesketegning er Digtet om »Christiane Oehlenschläger«. Og hvorfor? Fordi Hauch følte sig kongenial med Oehlenschlägers Hustru. I »Minder« (I, S. 311-315) skildrer han Digterhustruen; i et Brev til Oehlenschläger fra Juli 1841, skrevet ved Efterretningen om Christianes Død, karakteriserer han hende i Udtryk, der genfindes i Mindedigtet. De to Skildringer er som Prosaudkast til Digtet, hvis vægtige Linjer tilsammen danner et Minde for en Kvinde, der stod over det almindelige Maal for et Menneske.

»Bekiendelse« er Samlingens værdige Slutningsdigt. I Billeder af Vaaren og Sommeren tegnes de Sangere, hvis Poesier yndes af Mængden; som Modsætning gives Høsten og Vinterstormen, Digterens egne Sange, som man vender sig bort fra; sjældent har han mærket Paaskønnelse; men han trøster sig: XXII ydre Glans har han aldrig attraaet, han har kun sunget ud af sin Sjæls Inderste, ikke for at opnaa Verdens Ros. Med ædel Selvbevidsthed fæster Digteren sit Blik paa Stjernerne; i deres Rige hører hans Digtning hjemme; hans Tanker lyser ikke for Jorden, men over den. Det havde Hauch faaet ud af Livet, at hans Værk, skønt ikke anerkendt af Mængden, var i Pagt med det Evige.

Efter dette gribende Digt sænkes Mildhed og Fred ind i Sindet, naar man fordyber sig i den sidste Række Digte af Samlingen fra 1842. Vel findes det hauchske Vemod i Digtet »Den Elskede«, der slet ikke er til, og Bearbejdelsen af Goethes Digt »Vanitas vanitatum« rummer et bittert Minde i Linjerne:

Da knalded et Skud bag Skovens Green,
Og ak! jeg misted mit Been,

men ellers raader en mild og ren Gudhengivenhed og Fortrøstning over Digte som de to »Aftensange«, »Psalme«, de gejstlige Digte og »Gudhengivenhed«. Den Tilknytning til Goethes »Lied«, der gav sig til Kende allerede i Ungdommen, er her udvidet med Salmetonen fra de tyske »geistliche Lieder« hos Paul Gerhardt, Matthias Claudius og Novalis.

Kastes sluttelig Blikket tilbage over »Lyriske Digte« fra 1842, ses Samlingen i dens tre Hovedelementer: Genesis, Udvikling og Højdepunkt som én stor Klimaks: i Form fra den simple Vise over Ottaver og Heksametre (i de tidligere omtalte Romancer) til de stolte frie Rythmer, i Forbilleder fra den enkle Lied over østerlandsk og slavisk Poesi til de ophøjede Oder, i Livsanskuelse fra Forstaaelsen af Menneskelivets Forgængelighed til Evighedens lyse Stjernerige.

VII.

Den lyriske Evne beholdt Digteren til det sidste; som Mærkepæle paa hans aandelige Vej knejser endnu tre Digtsamlinger, 1854, 1861 og 1869. Med XXIII Analysen af første Samling fra 1842 er Hauchs lyriske Forudsætninger og Formerne for hans Lyrik i alt væsentlig udtømt; de senere Samlinger betegner ikke i egentlig Forstand ny poetisk Landvinding, de uddyber og udbreder det allerede vundne og vidner om Digterens usvækkede Aand op gennem Aarene. I det følgende karakteriseres derfor ikke de enkelte Samlinger for sig, Digtene grupperes efter de behandlede Motiver og som Dokumenter om Hauchs Livsanskuelse. Samlingen fra 1854 er »Lyriske Digte« fra 1842 i udvidet Form, »Lyriske Digte og Romancer« 1861 indeholder foruden Lyrik »Valdemar Atterdag«, »Nye Digtninger« 1869 en Række Lejlighedsdigte ved Siden af den sidste lyriske Blomstring.

En Række Digte er ren Lyrik og besynger Kærligheden, Fædrelandet og Naturen.

Kærligheden er - som før paapeget - i Hauchs Digte oftest forbundet med Tungsindet, saaledes fra de senere Aar Sangene i »Slottet ved Rhinen« og »Robert Fulton«. I »Sang af Marsk Stig« synges om Kærlighedens besejrende Magt, de sorgfulde Tanker ved Skilsmissen udtrykkes i »Den Forladte«, begge med Tilknytning til Folkevisen; Elskovslykkens Korthed, »den korte Elskovsleg«, besynges i »Den estiske Sangers Qvad«, hvor det korte Møde mellem Morgen- og Aftenrøden fint poetisk og med mytedannende Fantasi er opfattet som Kærlighedens Dragen mellem Jomfru og Ungersvend. Alene i »En ung Piges Klage« tegnes Kærligheden lyst; Digtet har Tone og Stemning fra Goethes »Trost in Tränen«, men dettes resignerende Stemning er afløst af en skælmsk (maaske lidt mut) Finden sig i det uundgaaelige.

Fædrelandet har Hauch ofte tegnet. I »Polsk Fædrelandssang« (»Hvorfor svulmer«) med gribende Vemod; Landets Skæbne har lagt en tung og mørk Farve over Billedet. Denne Opfattelse genfindes, hvor Danmark nævnes i Forbindelse med Polen (»Polen og Danmark«), eller hvor Tabet af Sønderjylland XXIV mindes, især i Samlingen fra 1869, der er præget af den tunge Tid efter Nederlaget. Ellers er det Danmarks Skønhed, der besynges, dets stolte Bygninger (»Frederiksborg«), der lægges i Aske af Ilden, et Varsel om Landets Skæbne, dets lyse og frodige Natur (»Hellebæk«), eller det romantiske, drømmende Land, hvor Troskaben og Modet bor (»Morgendug, der sagte bæver«), det Land, man længes imod fra Sydens Laurbær (»Julesang«).

Hauchs egentlige Fædreland var dog Norge.

Han glemte aldrig Aarene i Malmanger, Livet dér var for ham Poesien, det senere Prosaen. Direkte og indirekte vender han atter og atter tilbage til Mindet om Norge. Det vakre og fagre Norge prises yndefuldt i »Vossevangen«, hvor hver Enkelthed er sét og anmærket med kærlig Glæde, og hvor hver Strofe ender med et jublende Omkvæd. Skønnest af Norgesdigtene er »En Erindring«. Den gamle Mand mindes sin Barndoms Land; af faa og enkle Træk sammensættes Billedet: den sorte Elv med Forellerne, de blussende Roser, de syngende Fugle. Disse simple Træk danner for hans indre Øje det fortryllede Land, saa skønt, at det skal genfødes som hans Bolig efter Døden; det er det samme Land, der tales om i »Sangfuglen«: »Da flyver jeg til et bedre Land«.

Naturen skildres hyppigt hos Hauch; sjældent beskrives den for dens egen Skyld; Hauch saa, som alle Romantikerne, bag Naturens Former en Aandens Verden, Naturen er besjælet og føler med Mennesket.

I »Planternes Liv« skildres smukt Blomsterne, der spirer frem gennem Aarets Tider; men hvad ligger der bagved? Blomsterne er et Billede paa de forløste Aander. Og naar det bliver Vaar (»Vaaren«), er det »Opstandelsens Aand«, der »har berørt det stivnede Jordliv«; paa samme Maade bærer Efteraaret vel Vidne om »Naturens Dødsstund«, men ogsaa om »Gjenfødelsens Magt« (»Høsten«). Eller en religiøs Opfattelse betones gennem Skildringen af Naturen; Gud har skabt den, og han skal loves for sit Værk XXV (»Befrielsens Aand«). Naturen, der saaledes ikke skildres som et Maal, men som et Middel, tegnes derfor i almene, typiske Udtryk, hvad der hænger sammen med Hauchs Sans for det typiske. Enkelte Digte giver dog rene Naturbilleder uden Symbolik, i »Vinteren« den sovende Natur, det bundne Liv, i »Det vaagnende Foraar« Vaarens Sejr; begge Digte er bygget op af næsten lutter Hovedsætninger, der virker med en egen Tilforladelighed.

Fra Naturen vender vi os til Mennesket. Evnen til at forstaa et Menneske med Hjærtet forbliver usvækket hos Digteren; se blot »Mindedigt over J. P. Mynster«, storladent skridende frem i stærke Trokæer, og i almene, men levende Træk ladende Billedet af den rolige, stolte Prælat, Troens Forkæmper, træde klart frem. Eller Digtet »Ved Prof. Chr. Lütkens Død« med Skildringen af en legemlig svag, men aandelig stærk, trofast Sandhedstolker, Digtet »Bernhard Severin Ingemann«, der kønt mindes den elskelige Skjald, »Oldingen med Barnets Uskyld«. Endelig »Sang ved Naturforskermødet i Kjøbenhavn« 1860. Naturens ædle Dyrker (hvor Ordet ædel særlig betones) higer ikke i sin Forsken efter ydre Glimmer, han søger Evighedens Glans; utrættet forsker han, alt er for ham et Vidnesbyrd om »den Eviges Veie«. Og Lønnen? De Skatte, han hæver, skænker han til Verden, »hans Løn er de evige Tanker«. Et overordentligt Digt, poetisk i Billeder som i Stil, stort ved det idealistiske og uselviske Syn paa Forskerens Opgave, skønt ved den Evighedsglans, der lyser derover, et poetisk Vidnesbyrd om Naturvidenskabens høje Betydning for Digteren.

VIII.

Gennem de omtalte Digte er der allerede kastet noget Lys over Digterens Livsanskuelse. Vi vender nu Blikket mod hans Betragtning af Livet, dets Opgaver XXVI og Krav, hans Syn paa Døden, og hans Tanker om det evige Liv.

Da Hauch forlod sit norske Fædreland for at drage til Danmark, indledtes en Livsskæbne, opfyldt af Kampe og Trængsler, men ogsaa rig paa indre Lykke og Trøst. »Fisken fra Fjeldsøen«, en Fabel, symboliserer Digterens Higen mod det fjærne. Ad Floden svømmer Fisken ud mod det store Hav, derude møder den tusind Farer, Lysets Bolig finder den ikke; den længtes tilbage til Fjeldsøen, men »fandt sin Død i Sydens fjerne Bølger«. I Syden, den Verden, der laa uden for Norge, havde Hauch staaet Ansigt til Ansigt med Døden; han havde selv søgt den, men da Kuglen prellede af mod et Ribben, saa han deri et Vink fra Forsynet om, at Livet skulde leves. Modigt og mandigt tog han Livet op, Livet som Kamp og Arbejde:

Vi sendtes hid til Arbeid,
Og ei til Lyst og Leg.

Gennem en aandelig Krise førtes han bort fra sit hidtidige naturfilosofiske Livssyn (selv om Panteismen ikke helt opgives) til en Forsyns- og Evighedstro, forbundet med en vis almindelig, ikke dogmatisk tynget Kristendom, og med et usvigeligt Krav paa at følge det bedste i det eget Indre (se »Et Vendepunkt i mit Liv«, »Minder« II, S. 185-201). I Himlen boede Gud, paa Himlen lyste de evige Stjerner, mod begge hævede Digteren sit Blik. Det ses først i det simple, skønne Digt »Trøst i Modgang«. Han har fattet Livets Lære: Arbejde og Strid, men Trøsten har han ogsaa fundet: her paa Jorden ikke at svige sig selv, efter Livet som Aand at forstaa, at Jordlivets Lidelse og Smerte kun var et Gennemgangsled til Saligheden. I »Psalme« slaar han sin Lid til Herren:

Han, som hører Hjortens Skrig,
Naar den langt fra Kilden vanker,
XXVII Han skal ogsaa høre Dig,
Kast da bort de feige Tanker!

Med denne Trøst kan han fattet bære Mængdens Miskendelse og gaa sine egne Veje. I »Sangfuglen« siges det. I et skønt Symbol har Digteren her fremsat sit Syn paa sig selv, sin Digtning og dens Værdi.

Ensom og længe uforstaaet følte Hauch det som en Nødvendighed og en Styrkelse at indgaa en Pagt med Himlen: et Livssyn uden noget højere kunde kun føre til Fortvivlelse og Ønske om Udslettelse, som vist i Valdemars anden Sang. Livet er strængt at leve, derfor ønsker han det ikke om igen. I »Den forgangne Tid« besvarer han Spørgsmaalet, om det var ønskeligt paany at leve Livet, med et aldrig, men mandigt ender han med en Tak til Gud, fordi han fik Lov at leve Livet med dets Sorger og Glæder, hvor Freden alene fandtes i hans eget Hjærte.

Dødens »dunkle Eventyr« skal enhver bestaa; i to Digte: »Afsked fra Verden« samt »Søvnen og Døden« fremsætter Hauch sit Syn herpaa. Med Frygt, men ogsaa med Længsel betræder Sjælen Dødens Vej; Livet, dets Forsken og Studier, har vist sin Utilstrækkelighed til at løse Gaaderne; kun Barnetroen viser Vej til Himlen. Døden er som Søvnen, den betyder Frihed for Smærte og jordiske Byrder, den bringer Klarhed over Livets Maal, den mildner hver Sorg, undtagen Samvittighedens. I Digtet »Bøn« beder Digteren den »hellige Gud« om at maatte føres gennem Døden til den evige Vaar, hvor Freden bor.

Hauchs Betragtning af Liv og Død er præget af Kristendommen, men han gaar ud over den; det er ikke dennes Himmel, han tænker sig som det egentlige Opholdssted efter Døden, det er selve Himlen med de tusinde Stjerner, Evighedens Symboler; her er Aandernes Opholdssted. Atter og atter møder vi Stjernehimlen i hans Værk. I »Pleiaderne ved Midnat« taler Stjernerne, fra det høje skuer de ned XXVIII paa Verdenerne under dem, disse Verdener, der mener sig evige; de er kun Døgnfluer. Stjernerne selv er ikke engang Evighedens Billede, de er, med deres Millioner af Aar for intet at regne mod Evigheden »i de høie Aanders Rige«.

        

XXIX

        

XXX

SØSTRENE PAA KINNEKULLEN ET DRAMATISK EVENTYR I TRE AKTER

2

        

3

PERSONERNE.

  • John, en gammel Bonde.
  • Ulrikka hans Døttre.
  • Johanna hans Døttre.
  • Jørgen, Ulrikkas Fæstemand.
  • Axel, Johannas Fæstemand.
  • Ingeborg.
  • Gustav, en ung Bonde.
  • Fjeldkongen, kommer frem i flere Forklædninger.

En Olding, en lille Dreng, Chor af Bjergaander o. s. v.

Handlingen foregaar i Omegnen af Venersøen. Tiden er ubestemt; mellem anden og tredie Akt maa der tænkes at hengaae fem og tyve Aar.

4

        

5

FØRSTE AKT.

SVENSK BONDESTUE.

Paa den ene Side af Værelset staaer et lille Bord, hvorpaa en Sykurv og et Fuglebuur, paa den anden Side staaer en Rok, paa Væggen hænge store Bundter af spundet Garn.

ULRIKKA,
pyntet som til en Fest, sidder ved Rokken og spinder.

Det kan dog vare noget, inden vi
Til Gildet gaae - den Tid jeg vil ei tabe;
Thi Tenen er endnu ei ganske fuld,
Skjøndt jeg har spunden fra den aarle Morgen.
- O, tung er Fattigdom! I Slid og Slæb
Gaaer Tiden hen i Morgen som i Dag.

Efter et Ophold.

Og nu jeg skulde gifte mig, og uden Penge
Jeg skulde sætte Bo! - nei, mange Tak!
Der bliver Intet af. Skjøndt Jørgen er
Mig saare kjær, bli'er det dog bedst at vente.

Hun reiser sig og tager Garnet ned af Væggen.

Hvor mange Pund kan dette Garn vel veie!
- Ak, knap et Lispund troer jeg. - Sure Møie!
6 Og Slid, som ingen Ende faaer! - Men dog
Kan uden Linned man sig ikke gifte.
Man maa dog kunne brede Dug paa Bordet,
Til Julen, og naar man har Barn i Kirke,
Og uden Lagen kan man ikke sove.
- Jeg bliver i mit Hoved ganske svimmel,
Naar jeg betænker Alt, hvad der behøves,
Før vi os gifte kan. - Ak ja! - Min Fod
Vil ofte trættes af at træde Hjulet,
Og Haanden mattes af at drage Traaden,
Før det kan skee. Men jeg vil atter spinde.

Hun sætter sig ned og spinder.

ULRIKKA. JOHANNA.

JOHANNA
kommer ind med en Krands og en Kurv med Blomster, ogsaa hun er festlig smykket. Hun sætter Kurven paa Bordet, og tager derpaa nogle Blade, som hun stikker ind i Buret til den lille Fugl.
JOHANNA.

Der kan du see, at jeg dig ikke glemte,
Du lille Stakkel! - See, hvor glad den bliver!
Det var dog godt, at Axel redded dig,
Da du forladt var falden ned af Reden.

ULRIKKA
i sine egne Tanker.

Ja Sindet bliver beesk og bittert, naar
Bestandig vi maae trælle Dagen hen.

JOHANNA
vender sig om til hende.

Der sidder hun igjen og spinder. Ulrikka hold
nu op! Snart er det Tid at gaae til Gilde.

Ulrikka svarer ikke.

7
JOHANNA.

Ulrikka! Du drømmer jo.

ULRIKKA.

Hvad vil du mig? Lad mig i Ro!

JOHANNA.

Ak, saaledes sidder du den hele Dag, ligesom om du var fasttryllet til Rokkehjulet.

ULRIKKA.

Det er jeg ogsaa.

JOHANNA.

Spøg ikke dermed! Mig synes ordentlig, at du i den sidste Tid er bleven ganske bleg. Siden du blev forlovet med Jørgen, synes mig næsten, du tager dig Verden endnu mere nær end før. Hold dog nu op, Ulrikka! du bliver tilsidst syg af bare Anstrengelse.

ULRIKKA.

Jeg maa vel anstrenge mig, hvordan skulde det ellers gaae. Jeg er en fattig Pige, vor Fader kan kun give mig lidet til Udstyr, det Meste, hvad jeg skal have, maa jeg skaffe mig selv.

JOHANNA.

Men din Jørgen er jo dog ikke fattig; han eier jo en lille Gaard og et Stykke Skov dertil og har sex Køer, og Gaarden bliver hvert Aar bedre. Jeg vilde ønske, at Axel blot eiede Fjerdedelen af det, han har.

8
ULRIKKA.

Ja det er en stor Rigdom jeg kommer ind til, og hvis jeg vilde fjase Tiden bort ligesom du, da vilde det see net ud for os.

JOHANNA.

Fjase Tiden bort? I Dag er du saa urimelig, at det kanskee var bedst, om jeg taug ganske stille. Men om jeg saa ikke spinder saa Meget om Aaret som du, saa er jeg dog derfor slet ikke doven; jeg syer jo baade om Fader og om mig selv, og hele den udvendige Gjerning hviler jo dog paa mig; thi i Køkkenet sætter du aldrig din Fod.

ULRIKKA.

Naa, jeg siger da heller ikke, at du er doven. Men du er dog forlovet ligesaa vel som jeg, du burde derfor ogsaa tænke paa at sanke dig Noget til Bedste; thi den udvendige Gjerning her i Huset kan da ikke tage dig stor Tid, Gud veed, vi leve kun simpelt og tarveligt.

JOHANNA.

Da siger dog Fader altid, at hvad jeg sætter for ham, smager ham godt. Men dig regner jeg ikke paa; du sidder jo her bestandig stille og lader aldrig Guds velsignede Sol skinne paa dig, saa kan man ikke undres over, at Madlysten forgaar dig. Men lad dog nu Fliden være endt for i Dag! Nu kommer snart Axel og Jørgen for at hente os til Gildet, og du veed nok, at Jørgen altid er præcis. Følg da med ud i Haven! Thi jeg skal endnu have nogle smukke Blomster til Bruden.

9
ULRIKKA.

Nej, jeg vil ikke spilde min Tid derpaa, det er galt nok, at jeg har lovet at følge med til Brudegildet; jeg blev langt hellere hjemme; saa kunde jeg dog faae min Teen spunden færdig.

JOHANNA.

O, kom dog med! Det hele Fjeld er grønt, Hæggebærtræerne blomstre, Fuglene synge i Luften. Du alene sidder indesluttet, som i et Fangebuur, og tænker kun paa dit Garn og paa dit Linned og mærker ikke, hvor deiligt der er udenfor.

ULRIKKA.
forlader sin Rok og kommer frem paa Scenen.

Kalder du det deiligt! Ere disse Klipper deilige, hvor kun Fyrren, Granen og Birken vil voxe, og hvor Rugen neppe kan blive moden, før Nattefrosten fordærver den! Det er mig fortalt, at Kornet i andre Lande skal give tyve til tredive Fold; men her ere vi henkastede paa et øde Fjeld, hvor det strengeste Arbeid knap skaffer os det Nødvendige; til Armod ere vi fødte, og i Armod skal vort Liv henglide.

JOHANNA.

Hvad! Er der nogen Egn paa Jorden, som du vilde ombytte med denne! Disse Vandfald, den klare Sø, det høie Fjeld, de mørke Skove og den underlige Travlhed i Hammerværkerne og i de store Savbrug, hvor i al Verden vilde du finde Noget, der lignede det, og hvilket Land paa Jorden kunde erstatte dig dette Sted, hvor vi ere fødte, og hvor vi legede som Børn!

10
ULRIKKA.

Legede! - Det er længesiden jeg legede. Jeg har tidlig følt Livets Tryk.

JOHANNA.

Kom nu og vær ikke saa halsstarrig!

Hun fører hende hen for et lille Speil og sætter pludselig Krandsen paa hendes Hoved.

See engang hvor smukt den klæder dig! Du seer ud, som du selv skulde staae Brud. Ulrikka! Du er dog en smuk Pige.

ULRIKKA.

Du er en morsom En, Johanna! Men du sætter den ikke rigtig.

Hun retter paa Krandsen.

JOHANNA.

Nei, ikke saa! Saadan skal den sidde.

De rette Begge paa den.

See, du er ordentlig bleven rød i Kinderne derved. Saa, kom nu at plukke Blomster, saa skal du fornemme, hvor deiligt Solen skinner, og hvordan Fuglene synge.

ULRIKKA
gaaer igjen hen til sin Rok.

Jeg bryder mig hverken om Solen eller om dine Blomster og Fugle. Jeg vil heller ikke længere maie mig ud med den tossede Krands.

Hun kaster den paa Gulvet.

Det var dumt af mig, at jeg saaledes kunde lade mig besnakke af dig; men du skal ikke forføre mig længere, jeg gaaer ikke fra mit Arbeid, før Jørgen kommer.

Hun sætter sig igjen til at spinde.

11
JOHANNA.

Nei, i Dag er du da ogsaa reent utaalelig.

ULRIKKA.

Ja, saadan er jeg nu engang, og du maa finde dig i mig, som jeg er.

JOHANNA.

Nu er den onde Aand, som sidder i Spinderokken igjen kommen over dig. Hvis du kunde fæste en Strikkestige, der var gjort af dit eget Spind, fast til Himlen, saa kunde du maaskee endnu komme derop; men det er ikke saaledes, vi naae til Himlen, snarere kunde du paa den Vei du gaaer, finde den Stige, der fører ned i Afgrunden.

ULRIKKA.

Jeg forlanger slet ikke at komme høit i Veiret, det passer kun lidt for Smaafolk som du og jeg. Men at jeg gjerne ved min egen Flid vil samle mig Noget til Bedste, til jeg engang skal sætte Foden under eget Bord, det kan da hverken du eller nogen Anden have Noget imod.

JOHN. DE FORRIGE.

JOHANNA.

Hvor har du været henne, Fader? Jeg blev næsten bange for, at Jørgen skulde komme, før vi havde taget Afsked med dig.

JOHN.

Jeg var henne hos vor Nabo Ivar for at spørge ham lidt til Raads angaaende Gaarden. Jeg vilde 12 dog saa nødig sælge det Sted, hvor Eders Moder har lukket sine Øine, og hvor I ere fødte, og hvor vi nu har levet saalænge sammen baade i Modgang og i Medgang.

ULRIKKA.

Nu, sætter I til derpaa, saa lad os hellere flytte i Dag end i Morgen! Det havde vist været bedre, om det var skeet for længe siden, saa havde I maaskee kunnet spare det store Sølvbæger, som I maatte skille Jer ved for halvandet Aar siden ved Juletid.

JOHN.

Det Sølvbæger lader du mig ofte nok høre. De Penge, jeg fik derfor, bleve vel anvendte; thi de gik alle med for at betale Doctor og Medicin, den Gang da Johanna laae i den svære Sygdom, og der var ogsaa Velsignelse ved dem; thi hun kom sig og blomstrede op paa en forunderlig Maade derefter.

JOHANNA.

Jeg troede aldrig, at det kunde være dit Alvor, Fader, naar du tidligere talte om at sælge Gaarden, og jeg begriber heller ikke endnu, hvorledes du kan nenne at skille dig derved.

JOHN.

Ja seer I, Børn, Sagen hænger saaledes sammen: Da jeg giftede mig med Eders salig Mo'er (Gud glæde hendes Sjel), da havde Ingen af os stort at begynde med; men flinke til Arbeide vare vi Begge. Da laante jeg, som I veed, saa mange Penge af vor rige Fætter i Venersborg, som jeg behøvede til at kjøbe denne Gaard for. Jeg har nu i alle disse Aar 13 redelig svaret ham Renter og vel ogsaa afbetalt lidt paa Kjøbesummen. Men nu er Manden død, som I veed, og Arvingerne vil ha'e Alt udbetalt paa eengang. See dertil kan jeg nu ingen Udvei finde, med mindre jeg sælger Gaarden.

JOHANNA.

Jeg kan slet ikke tænke mig, hvordan vi skal leve i noget andet Huus; jeg troer, jeg græder mine Øine ud, naar vi skal flytte herfra.

JOHN.

Nu, giv dig kun tilfreds, Barn! Den Tid den Sorg! Og der kan maaskee endnu findes Raad. Fornøi du dig nu ved Dandsen i Aften og tænk ikke mere paa den Sag! Jeg er saadan en underlig En, at jeg ikke for min Død kan lide at see dig bedrøvet, lille Johanna!

JOHANNA.

Du skulde hellere skjende paa mig, Fader, end tale godt for mig, for det er stygt af mig, naar jeg gjør dig din egen Sorg tungere med mine Klager. Men jeg skal nok finde mig i hvad der skeer; og naar jeg bare beholder dig hos mig, saa kan jeg være glad, hvor jeg saa er.

JOHN.

Beholder mig hos dig! Saa! Vil vi derhen! Du tænker da allerede paa at faae Huus og Hjem? Dertil er du dog vel endnu noget for ung, mit Barn! Tænk dig om! Du er otte Aar og tre Maaneder yngre end din Søster, der dog endnu sidder ugift, men rigtignok er det hendes egen Skyld.

14
JOHANNA.

For ung, Fader! Nei, det var nok ikke godt. Du tænker vist ikke paa, at jeg nu til St. Hans Dag fylder mit attende Aar.

JOHN.

Er du saa gammel alt? Hillemænd! det havde jeg reent glemt.

JOHANNA.

Ja, der kan du see! Det kunde jeg nok vide.

JOHN.

Ja, men der er dog endnu en lille Hage ved den Sag; thi du veed, at Axel skal i Kongens Tjeneste, hvorfor han ikke kan tænke paa at gifte sig i de første Aar.

JØRGEN. DE FORRIGE.

JØRGEN.

God Dag, Ulrikka! God Dag allesammen! Ei I seer godt ud, Piger! Det kan jeg lide, at I allerede er i fuld Stads. Saaledes skal det være. Præcis paa Slaget, hedder det i Felten. Jeg skal hilse fra Axel. I maae ikke vente paa ham, han havde et Ærinde henne hos Hjulmagerens; han kommer først siden efter. Og nu farvel, Fa'er John! Kom nu, Piger, afsted!

ULRIKKA.

Du kommanderer altid, ligesom vi var paa Krigsfod.

15
JØRGEN.

Ja, Kommando maa dertil, hvis Noget skal gaae fremad i denne Verden; Orden maa der være i Alt.

ULRIKKA.

Ja kommandeer du! Jeg gjør dog, hvad jeg vil. Kom og hjelp mig Johanna! Jeg er endnu ikke ganske færdig.

Ulrikka og Johanna gaae indenfor.

JOHN. JØRGEN.

JØRGEN.

Ja saa, slap det derud! Det kunde jeg nok tænke, at der kom et Eftersmæk. Qvinder har bestandig Noget at tage Vare i det sidste Øieblik, og om de saa alt er underveis, saa skal dog i det mindste een af dem tilbage igjen; thi der er altid Noget, som de har forglemt eller forsømt. - Det er ellers to vakkre Piger, I der har, John! I har Ære af dem.

JOHN.

Jeg vilde dog ønske, at du snart hentede den ene, Jørgen! Saa kunde vi dele Æren med hinanden; Du har jo Huus og Hjem, hvad venter I da paa?

JØRGEN.

Ja, det maa I spørge Jer Datter om. I veed jo, at hun har egne Meninger; hun vil endnu ikke.

JOHN.

Vil hun ikke? Ja saa. - I taler om at kommandere, og saa kan I ikke engang kommandere Jeres egen Fæstemø.

16
JØRGEN.

Ja det er ogsaa det Allervanskeligste, Fa'er John! Jeg har været i Krig, som I veed, og havt det strengt nok, mangen Nat har jeg sovet paa den bare Jord, og Himlen har været mit Telt, og en Steen min Hovedpude; Blæst og Regn har tidt slaget mig i Ansigtet, og Kuglerne har pebet omkring mig. Men saameget vil jeg sige Jer, at alt det har været mig lettere at bære end de underlige Griller, Jer Datter af og til har; og hvor glat og fiin hun end seer ud af Ansigt, saa har hun dog et stridere Sind end den stiveste og trodsigste Korporal, naar det Lune kommer over hende.

JOHN.

Ja hør! Du skulde dog engang igjen tale alvorlig med hende og ret vende det Lodne ud, hvis hun gjør Vanskeligheder; thi Tiden svinder, og Ungdommen med den; hun er jo nu alt sex og tyve Aar gammel.

JØRGEN.

Ja, Fa'er John! Der skal Intet mangle fra min Side.

ULRIKKA og JOHANNA
komme tilbage.

DE FORRIGE.

JOHANNA.

Farvel, lille Fa'er!

ULRIKKA og JØRGEN.

Farvel!

17
JOHN.

Farvel, Børn! - Hør, Jørgen! Gaae I lidt i Forveien, Piger! Jeg har et Par Ord at tale med Jørgen.

Ulrikka og Johanna gaae.

JOHN
tager JØRGEN under Armen og fører ham noget længere frem paa Scenen.

Lad mig nu see, Jørgen, at du har Courasi, naar du skal tale med hende.

JØRGEN.

Ja, det skal jeg nok.

JOHN.

Du skal spørge hende, hvad hun bilder sig ind, om hun kan vente sig nogen bedre Mand, end du er.

JØRGEN.

Ja, ja, Fa'er!

JOHN.

Og siig, at hun maa huske paa, hun er sex og tyve Aar og snart bli'er en gammel Tøs.

JØRGEN.

Ja, ja, Fa'er John! det skal have gode Veie.

JOHN.

Du kan spørge hende, hvad hun da vil gjøre, hvis du tilsidst bliver kjed af hendes Opsættelse og lader hende sidde og gifter dig med en anden.

18
JØRGEN.

Godt, Fa'er John.

JOHN.

Du skal vende det Lodne ud, siger jeg dig, saa gi'er hun nok Kjøb.

ULRIKKA
kalder udenfor.

Jørgen!

JOHN.

Guds Død! Nu maa du gaae, ellers bli'er hun vred. - Glem nu ikke, hvad jeg har sagt. - Men lad mig dog see, at du ikke ta'er alt for haardt paa hende, Jørgen!

Jørgen gaaer.

JOHN
alene.

Jeg vilde ønske, det maatte gaae godt, for hun er noget strix af sig.

Han seer længe efter dem, derpaa kommer han længere frem og siger.

Jørgen har ellers Ret, det er to kjønne Pigebørn, jeg der har, saa ranke og klarøiede, som man kan ønske sig. Mangen fornem Herre, som Gud har negtet sin Velsignelse, og som kun har sat nogle grimme Vantrevninger ind i Verden, maa misunde mig, fattige Mand, disse to vakkre Døttre. De ere nu min Glæde og Stolthed; naar Gud vil lade mig beholde dem og lade det gaae dem vel, saa begjerer jeg ikke meer af denne Verden. Johanna vilde beholde mig hos sig, det gode Barn! Hos hende bliver 19 jeg ogsaa helst, thi der vil være godt at boe. - Men Ulrikka er jo dog ogsaa god paa sin Viis, men hun lader sig ikke saadan mærke dermed.

AXEL. JOHN.

AXEL.

Guds Fred, Fa'er! Jeg blev før færdig, end jeg havde tænkt, og saa vilde jeg dog see indenfor, om de var her endnu; men de er alt borte, mærker jeg.

JOHN.

Ja, Axel! Du maa skynde dig efter dem.

Axel vil gaae.

Hør, Axel! Tøv lidt! Jeg har et Par Ord at sige dig: Hvad Tid skal du nu ind at være Soldat?

AXEL.

Til Efteraaret, naar Høsten er forbi, tænker jeg.

JOHN.

Det er dog Skade for min lille Johanna, at hun saaledes skal miste dig i flere Aar. Hør, Axel! Det kunde være, at jeg nu efter St. Hans Dag solgte min Gaard; jeg faaer da vel en Slump Penge under Hænderne. Stort bliver det sagtens ikke, men dog kunde jeg maaskee afsee saameget, at vi kunde kjøbe dig fri, saa vil vi holde Ulrikkas og Johannas Bryllup paa eengang.

AXEL.

Nei, Fa'er! Om I ogsaa havde ligesaamange Sølvdalere at give mig, som der er Stene paa Kinnekullens Ryg, saa skal dog aldrig det skee, at jeg 20 kjøber mig fri for Tjenesten, saalænge der er Krig i Landet.

JOHN.

Hvorfor ikke, Axel?

AXEL.

Fordi det er en Ære at tjene sit Land og sin Konge, og det maa være en daarlig Karl, der i Farens Stund vil undslaae sig derfor.

JOHN.

Ja, jeg tænkte dog, siden du holder saameget af Johanna - og desuden, der er jo saamangen en rig Gaardmands Søn, der har kjøbt sig fri, Axel, og der dog sætter Næsen ligesaa høit i Veiret derfor.

AXEL.

Siig mig nu, Fa'er! Vilde I da have kjøbt Eder fri, da I var ung, hvis I havde havt Raad dertil, og der ellers paa den Tid havde været Ufred i Landet.

JOHN.

Ja, derpaa kan jeg vanskelig svare dig, Axel! thi i min Alder glemmer man let, hvorledes man var tilsinds i sin Ungdom. - Men skynd dig nu afsted! Saa kan du maaskee endnu faae dandse den første Dands med Johanna.

AXEL.

Det maatte være en daarlig Karl, der ikke vilde løbe, om det saa var tyve Miil, for at faae en Dands med Johanna.

21
JOHN
alene.

Det er en brav Dreng, den Axel.

Han gaaer.

KLIPPEEGN VED FODEN AF FJELDET.

ULRIKKA. JOHANNA. JØRGEN.

JOHANNA.

Her kunne vi jo hvile os; Ulrikka er saa træt.

De sætte sig.

ULRIKKA.

Gi'er du nogen Brudegave, Jørgen?

JØRGEN.

Ja Noget maa jeg sagtens give.

ULRIKKA.

Det er en tosset Skik; men hvormeget gi'er du?

JØRGEN.

To Rigsdaler havde jeg tænkt.

Ulrikka vender bort fra ham.

JØRGEN.

Hvad er der nu i Veien? Er du alt vred igjen.

ULRIKKA
grædende.

Jeg har vel Aarsag dertil, naar du saaledes kaster vore Penge bort.

22
JØRGEN.

Men det er dog endnu mine Penge, Ulrikka!

ULRIKKA.

Naar vi blive gifte, saa er det ligesaavel mine som dine. Og troer du ikke, at vi da ville behøve Alt, hvad vi eie! Det kan blive usselt nok alligevel.

JOHANNA.

Tys, I maae ikke skjendes; det er ikke godt, især paa dette Sted, hvor der maaskee ere Flere i Nærheden, end vi kunne see.

JØRGEN.

Ja, i dette Bjerg skal der jo boe en Aand, der hersker over Jordens Skatte, som han undertiden deler med de Faa, der have fundet Naade for hans Øine.

ULRIKKA.

Om hans Naade bryder jeg mig ikke stort, men hans Guld, det kunde jeg nok ha'e Lyst til at faae Fingre paa; for Resten er det dog vel ikke andet end et Eventyr, Alt hvad der fortælles om ham.

JOHANNA.

Der kommer jo en fremmed Mand.

En Mand i Bjergmandsdragt. DE FORRIGE.

BJERGMANDEN.

God Aften, mine Venner! Tør jeg her
Mig hvile lidt ved Eders Side?

23
JØRGEN.

Gjerne.

BJERGMANDEN.

Hvor har I Eders Hjem?

JØRGEN.

I Dalen hist,
En Fjerdingvei herfra, ved Venersøen.

BJERGMANDEN.

Det er et sjeldent Land, en deilig Egn.

ULRIKKA.

Ak, Gud hjelpe os, hvor deilig den er; Grunden er jo det golde Fjeld, Jorden ligger kun som en tynd Skorpe derover, Spaden støder paa den haarde Steen overalt. Kun Græs vil der groe, og neppe det engang; thi Fyrren og Granen fordærve Jordbunden, saa intet Andet vil voxe deri.

BJERGMANDEN.

Og dog jeg siger Jer, at dette Land
Er meget rigt.

JØRGEN.

Ja deri har I Ret,
Rigt er vort Sverrig, som det hele Norden;
Thi vi det Bedste fik, hvad Mænd kan eie.
Er ogsaa Jorden haard og vanskelig,
Saa styrkes vore Muskler dog i Kampen,
Og der er Kraft og Marv i Bondens Been.
Ja, vil I med opmærksomt Blik betragte
De Mænd, der voxe frem bag Sverrigs Fjelde,
24 Da skal I see, at Nordens Kæmpeslægt
Ei er endnu forsvunden; og jeg kunde
Fortælle dig mangfoldige Bedrifter
Om vore Bønder her i disse Dale,
Der klinge fast som Digt og Eventyr,
Og der dog er den rene, nøgne Sandhed.

BJERGMANDEN.

Du kjender kun den ydre Verdens Daad,
Den Rigdom, der i Dybet skjuler sig,
Den Skat, som Aander vogte, seer du ei.

ULRIKKA.

I disse Dale findes ingen Skatte,
Kun Trang og Fattigdom de findes her.

BJERGMANDEN.

Hvad! Taler du igjen om Fattigdom! Jeg siger dig, at dette Fjeld er rigt.
Jeg vandret har igjennem mange Lande,
Og nøie kjender jeg de Tegn, der vise,
Hvor sjeldne Blomster dybt i Jorden spire,
Som ei af Solen laane deres Glands.
Og jeg har seet, at mangen Klippe her,
Og mangen Høi, paa hvilken Qvæget græsser,
En saadan Rigdom gjemmer i sit Skjød,
At ingen Mand paa Jord saameget eier;
Ja, som i Vinternatten Himlen luer,
Af Stjerner smykket og af blege Nordlys,
Saa luer ogsaa Bjerget i sit Indre;
Thi fast som Konger, der har skjult sig bag
En fattig Dragt, saa staae de svenske Fjelde.

25
ULRIKKA.

Er det i Sandhed saa?

BJERGMANDEN.

Ja, tro du mig!
Jeg har et Øie mere skarpt end I,
Og jeg kan skimte selv, hvad Jorden skjuler;
Uhyre Kæmpeslotte kan jeg see
Med hvalte Buer og med høie Sale,
Som ingen jordisk Mester kunde bygge.
Utallige Krystaller blinke rundt
I Fjeldets Ring, og Diamanter lyse,
Og Malmet spirer, Sølvet staaer i Blomster,
Og Guldet slumrer dybt i Klippens Rift,
Som en Fyrstinde ved en Troldmands Kunst
I Stenens hemmelige Kammer fængslet.
Kun Jernet strækker sig mod Dagen op,
Saa du med Haanden fast kan gribe det.

JØRGEN.

Ja, det er og det Bedste; skaf os Jern,
Der smedes kan til Sværd og hvasse Landser,
Da hører Jordens Rigdom Sverrig til.

ULRIKKA.

Men siig, hvorledes skal i Bjergets Dyb
Man trænge ned og fange disse Skatte?

BJERGMANDEN.

Til Jordens inderste forborgne Kammer
Ei Nogen finder Vei ved egen Kraft.

26
JØRGEN.

Man taler meget om en mægtig Aand,
Der kaldes Fjeldets Drot, og der skal færdes
Paa disse Steder; troer I, det er sandt?

BJERGMANDEN.

Det veed jeg ei.

JØRGEN.

Man og fortæller om
En Blomst, som voxe skal paa Fjeldets Top,
Og som en Hyrdedreng, der vogted Qvæg
I Morgenstunden, fandt ved Solens Opgang.
Men da med den han rørte Klippens Væg,
Da splittedes paa Stand den haarde Steen,
En Port sprang op, og han steg ned i Dybet,
Hvor gyldne Støtter han i Stenen saae.
Med Undren skued han den skjulte Rigdom,
Dog gik han bort tilsidst; thi Guldet sad
Saa fast, at ei han kunde løsne det.
Men da han næste Morgen kom tilbage,
Var Bjerget lukket; thi den sjeldne Blomst,
Hvorved det aabned sig, han havde tabt
Og fandt den aldrig siden.

BJERGMANDEN.

Jeg det veed.

ULRIKKA.

Ak, det er vel et Eventyr det Hele?

BJERGMANDEN.

Ja, det kan være.

27
JØRGEN.

Man fortæller dog
Om Enkelte, at de har manet Aanden
Af Dybet frem, men der er Fare ved;
Thi han er grum af Sind og vredes let
Og taaler ingen Modstand.

BJERGMANDEN.

Det kan være.

JOHANNA.

Dog skal han ofte skjenke sjeldne Skatte
Til Gjengjeld for en ringe Høflighed;
Saadan fortælles om en gammel Qvinde,
At hun bag Fjeldet vandred med en Kurv,
Hvori hun sanked Urter, da sig nærmed
En Ubekjendt, der hende venligt hilste.
Men hun ham bød en liden Haandfuld Himbær,
Som nys ved Bjergets Fod hun havde plukket,
Til Gjengjeld fyldte Kurven han med Guld.

ULRIKKA.

Nei, du fortæller galt, han fyldte den
Med vilden Timian og Krusemynt
Og andre Urter, der bag Fjeldet groe.
Men siden da den Gamle vendte hjem
Og nøiere betragted' Kurvens Indhold,
Da tyktes hun, at den var fuld til Randen
Af gamle Stilke, vissent Løv og Ukrud.
Da blev hun vred og troede sig bedragen
Og tømte Kurven i den næste Bæk,
Hvor Stilke, Løv og Ukrud sank til Bunds
Saa hurtig, som det havde været Stene.
28 Men hun gik bort og agted ei derpaa;
Dog næste Morgen, da hun Kurven greb,
Da blev hun vaer en usædvanlig Glands.
Men Glandsen udgik fra et eensomt Blad,
Der sad i Kurven indeklemt tilbage;
Og dette Blad var nu til Guld forvandlet.

JOHANNA.

Ja du har Ret. Da mærked hun tilsidst,
At hun den største Rigdom havde kastet
I Vandet ud, og hun til Bækken gik,
Og søgte der fra Morgen og til Aften,
Saalænge som hun leved, sanked op
Hvert vissent Løv, der ned ad Vandet flød,
Og gjemte det, i Haab at det tilsidst
Sig skulde vise som en sjelden Skat.
I saadant Afsind drev hun hen sit Liv,
Til hun en Morgen død ved Bækken fandtes.

BJERGMANDEN
reiser sig og siger

Farvel! Nu maae vi skilles ad.

JØRGEN.

Farvel!

Alle de Andre reise sig ligeledes.

ULRIKKA.

Farvel!

Bjergmanden gaaer.

Hvor blev han af den gamle Bjergmand?

JOHANNA.

Det saae jo ud, som han gik ind i Bjerget.

29
JØRGEN.

Vist ikke, nei! Han gik kun bagved Klippen.
- Men nu afsted, det bliver Aften snart.

JOHANNA.

Nei, vent et Øieblik! Der kommer Axel.

Hun vinker til Axel og iler ud af Scenen.

JØRGEN. ULRIKKA.

JØRGEN.

Da vi nu er alene, saa vil jeg dog igjen spørge dig, Ulrikka! om vi dog ikke snart skal tænke alvorlig paa vort Bryllup.

ULRIKKA.

Jeg tænker derpaa baade Nat og Dag, Jørgen! og arbeider ogsaa alvorlig, for at bringe dig en Medgift, hvoraf jeg ingen Skam skal ha'e.

JØRGEN.

Ja, derom tale vi ikke nu, men kun om vi ikke skal gjøre en Ende paa al denne Opsættelse og bestemme vor Bryllupsdag. Tiden gaaer hen, mener Fa'er John, og om du saa ikke bringer nogen sønderlig Medgift med, saa skal vi dog nok med Guds Hjelp slaae os igjennem.

ULRIKKA.

Bestemme vor Bryllupsdag! Ja, hvis du bare kan skaffe mig den Blomst, hvorved Bjerget aabner sig, eller ogsaa nogle af de Stilke og det visne Løv, som den gamle Qvinde fik, saa skal Intet være i Veien, men ellers maa du vente lidt endnu, lille Jørgen.

30
JØRGEN.

Nei, Ulrikka! det siger jeg dig, at nu vil jeg ikke vente længere - jeg vil ikke! Du skal give efter; jeg har faaet nok af din Selvraadighed og dit Egensind, og der skal og maa komme en Ende derpaa.

ULRIKKA.

Ja saa! Vil du tage mig med det Onde, Jørgen! saa kunde det nok være, at Enden blev anderledes, end du tænker. Saaledes har du aldrig været imod mig før.

AXEL og JOHANNA. DE FORRIGE.

JOHANNA.

Lad os nu gaae; thi det synes mig næsten, som om Klipperne havde Øren for at høre os, og som jeg saae Dvergene, der række Hovederne frem af Stenen og betragte os.

ULRIKKA.

Ja, Gud give, de vilde komme og skjenke mig noget af den Rigdom, jeg trænger til. Du, som har været Soldat, Jørgen, og har været i Krigen, og har saameget Mod, som der siges, lad mig nu see, om du tør kalde paa Fjeldkongen og bede ham staae os bi! Hvis du skaffer os Hjelp fra den Kant, saa skal der slet Intet være i Veien for, at vi holde vort Bryllup jo før jo heller.

JØRGEN.

Det er en Tale, som ikke sømmer sig, Ulrikka!

31
ULRIKKA.

Ja, du er modig nok, naar du sidder i Kakkelovnskrogen; men jeg skal vise dig, at jeg har mere Mod end du.

Han raaber.

Du som boer i Fjeldet og hersker over Dybets Aander og over Afgrundens Rigdom, jeg besværger dig ved din egen Magt, og ved den skjulte Kraft i Jordens Indvolde, at du kommer frem af dit Bjerg og skjenker mig nogle af de Skatte, du ruger over.

JØRGEN.

Hold op, Ulrikka! Saadan maa du ikke tale.

ULRIKKA.

Du, hvordan du ogsaa nævnes, Fjeldkonge, Hersker over Bjergets Guld! Hvis du ikke er saa døv, som Stenen, du sidder i, saa hør mig!

JØRGEN.

Dersom du nu ikke holder op, saa gaaer jeg min Vei.

ULRIKKA.

Gaa du kun!

Hun raaber atter.

Kom frem af dit Skjul, du Fjeldets Hersker! Hvis du ellers er til, og hvis du har det mindste Mod, og hvis du har Øren for at høre mig.

JØRGEN.

Nu har jeg faaet nok af din Trodsighed for i Aften. Farvel, Ulrikka! Jeg er ikke oplagt nu til at besøge noget Brudegilde. Men hvis du gaaer i dig 32 selv og fortryder, hvorledes du har baaret dig ad imod mig, og endelig giver efter med Hensyn til Brylluppet, saa veed du, hvor jeg er at finde, og du kan da kalde paa mig.

Han gaaer.

ULRIKKA.

Vær saa god! Gaa du kun!

Afsides.

Saa sparer han dog vore to Rigsdaler i Brudegave.

JOHANNA.

Kald ham tilbage, Ulrikka! Lad ham ikke gaae bort i Vrede!

ULRIKKA.

Nei, jeg vil hellere kalde paa Fjeldkongen. Nu vil jeg gjøre det ret for Alvor, Jørgen til Trods.

Hun stiller sig høit op paa Klippen. De følgende Ord danne et Recitativ, ledsaget af Musik.

Du, som bygger dybt under Bjerge blaae,
Du, som hersker over Alfer smaa,
Over Dverges Hær, over Trolde graae,
Hør mig, hvis du kan min Røst forstaae!
Jeg besværger dig ved den dunkle Nat,
At du skjenker mig din skjulte Skat.

JOHANNA.

Det er afskyeligt af dig.

BJERGETS AANDER
i Baggrunden.

Hvis du færdes vil i den dunkle Nat,
Skal du finde der den skjulte Skat.

33
AXEL.

Hør, hvilket besønderligt Echo!

ULRIKKA.

Bjergets Herskeraand, som af kolden Jord
Suger Næring og i Dybet boer,
Der, hvor Guldets Green sig bag Fjeldet snoer,
Der, hvor Sølv og Ædelstene groer,
Jeg besværger dig ved den dunkle Nat,
At du skjenker mig din skjulte Skat.

BJERGETS AANDER.

Hvis du vier dig til den dunkle Nat,
Skal du finde der den skjulte Skat.

Tordenskrald og Lyn imellem Klipperne. Pludseligt Mørke.

JOHANNA.

Kom for Himlens Skyld! Lad os flye!

AXEL.

Seer du de glindsende Øine hist mellem Grantræerne?

JOHANNA.

Afsted, afsted!

De flye og rive Ulrikka med sig. Tordenveiret vedvarer.

FJELDKONGEN
kommer frem af Bjerget, iført en prægtig Klædning, med et gyldent Kongesmykke om Hovedet.
FJELDKONGEN.

Forgjeves skal du ei mig have kaldt.
- De feige Mennesker! De trodse Faren,
34 Saalænge som de troe, det ei er Alvor;
Men ryster jeg mit Hovedhaar imod dem,
Og høre de den mindste Gjenlyd kun
Af Aandens Røst i Dybet, da de flye
Som vilde Geder, der paa Klippen springe,
Naar de fornemme Bjørnens fjerne Brummen.

Tæppet falder.

35

ANDEN AKT.

NÆSTE MORGEN. DEN SAMME STUE SOM I BEGYNDELSEN AF FØRSTE AKT.

JOHANNA. ULRIKKA.

ULRIKKA
er sysselsat med at haspe Garn.
JOHANNA.
gaaer nynnende op og ned i Værelset med sit Strikketøi i Haanden.
JOHANNA.

Det var et fornøieligt Gilde i Gaar, og Dandsen gik lystig; jeg havde ikke tænkt, at jeg ovenpaa den Skræk paa Henveien skulde have moret mig saa godt.

ULRIKKA.

Et fornøieligt Gilde! O, ja saamænd, men det var ogsaa en ganske fornøielig Betaling, at sige for Brudefolkene, der fik den, ikke for os. Jørgen alene vilde jo give to Rigsdaler i Brudepenge.

JOHANNA.

Men han kom jo ikke til at give dem.

36
ULRIKKA.

Det var ikke hans Skyld. For Resten har jeg saamænd slet ikke moret mig; jeg er heller ikke rask, jeg har ikke lukket et Øie den hele Nat.

JOHANNA.

Ja det er let at begribe, hvoraf det kommer; men hvorfor bar du dig ogsaa saaledes ad og lod den stakkels Jørgen gaae bort i Vrede?

ULRIKKA.

Han bliver nok god igjen.

JOHANNA.

Du er ikke ret venlig imod Jørgen; du driller og trodser ham tidt, og dog veed du, at han saa trofast elsker dig.

ULRIKKA.

Netop derfor har jeg Lyst at drille ham, Johanna! Han kan jo dog ikke tvivle paa, at jeg af Hjertet er ham god. Det var ogsaa tosset af ham at tage sig den Spøg saa nær.

JOHANNA.

Men det var heller ingen smuk Spøg, Ulrikka!

ULRIKKA.

Ak, hvad kan det skade, om jeg paakalder en Aand, som rimeligviis ikke er til? Men er den til, da maa Jørgen jo snarere takke og agte mig, fordi jeg ikke skjelver for den som et Barn for en Bussemand, men tværtimod vover at anraabe den om Hjelp; thi hvis den virkelig kunde og vilde hjelpe 37 mig, da var det jo ligesaameget til Jørgens Fordeel, som til min.

JOHANNA.

Ulrikka! jeg kan ikke lide, at du taler saaledes; husk, at vi engang skulle aflægge Regnskab for ethvert utilbørligt Ord, vi have talet.

ULRIKKA.

Skulde det være sandt, Johanna, da vilde vi Alle have et vanskeligt Regnskab at aflægge, du ikke mindre end vi Andre.

Det banker paa Døren.

JOHANNA.

Det banker.

ULRIKKA.

Det er nok Jørgen; det vidste jeg vel, at han ikke længe kunde holde sin Vrede fast.

Det banker igjen. Johanna aabner Døren.

DE FORRIGE. EN OLDING
i Tiggerdragt, med en tyk Knortestok i Haanden kommer ind, hilser ærbødigt og bøier sig for begge Pigerne.
OLDINGEN.

Tilgiv en gammel Mand hans Dristighed!
Men jeg har vandret alt i flere Timer;
Og da jeg nu er træt og mat og hungrig
Og saae den lette Røg, der langsomt stiger
I Luften op fra Eders Arnested:
Da voved jeg mig hid og beder Jer,
At I ei negte vil en gammel Mand
En Plads ved Eders Arne, samt en Drik
Af Eders Bæger og en Smule Brød.

38
ULRIKKA.

Gaa, gamle Mand! Vi har ei nogen Plads
For Betlere, der stryge Landet rundt.

JOHANNA.

Ulrikka dog!

ULRIKKA.

Vi eie selv kun lidet;
Vort Brød er skaaret tyndt, vi har ei Raad
At dele det.

JOHANNA.

Det er vor Faders Villie,
- Det veed du meget vel - at ingen Fattig
Skal vises bort med Haardhed fra vor Dør.

Til Oldingen.

Følg med mig ind i Køkkenet, du Gamle!
Der kan du hvile dig ved Arnestedet,
Mens jeg i Hast et Maaltid dig bereder.

OLDINGEN.

Det vented jeg af dig. Et Blik, hvori
En saadan Sjel sig speiler, kan ei skuffe.

JOHANNA.

Det synes mig, som denne Mand har seet
En bedre Tid.

OLDINGEN.

Det har jeg ogsaa.

De gaae.

39
ULRIKKA
alene,
holder et Øieblik inde med sit Arbeide og seer efter dem.

Aldrig
Det ender godt med hendes Ødselhed.
Til ingen Betler negter hun en Gave.
Hun tænker ei derpaa, at mange Bække,
- De være nok saa ringe - dog tilsidst
Kan sig forene til en mægtig Flod.
Og var det hendes Eiendom alene,
Hun saadan skjenked bort, saa fik det være,
Men det er Husets allersidste Skjerv,
Det Arvegods, som ogsaa mig tilhører,
Som tankeløs hun kaster hen i Vinden.

JOHN. ULRIKKA.

JOHN.

God Morgen, Barn! Du seer ikke ganske rask ud. Er du kanskee bedrøvet over, at Gildet og Dandsen saa snart fik Ende?

ULRIKKA.

Jeg er ikke saadant et Barn, at jeg skulde græmme mig derover; jeg sidder langt hellere hjemme med et Stykke tørt Brød og arbeider, end jeg sidder til Høibords med Hænderne i Skjødet; men jeg er ikke ganske vel; vi havde et haardt Veir paa Henveien, og jeg har ikke lukket et Øie den hele Nat.

JOHN.

Ja, saa begriber jeg endelig vel, at du kan være daarlig tilmode. Men hvor er Johanna gaaet hen?

40
ULRIKKA.

Hun fulgte med en Betler ud i Køkkenet, hvor hun giver ham vor Davre at spise, kan jeg tænke, saa maae vi siden see, hvor vi faae Noget fra.

JOHN.

O, jeg kjender vel Johanna, min Davre har jeg alt faaet, hun beholder vel ogsaa Noget tilovers til dig.

ULRIKKA.

Hun er ødsel, og I er ødsel, saa maa Huset staae eller falde, som det kan.

JOHN.

Det Huus falder ikke saa let, mit Barn, der understøttes af den Fattiges Velsignelse.

ULRIKKA.

Det Slags Understøttelse trænge vi ikke til; er der ellers Nogen, der vil understøtte mig med Penge eller Penges Værd, saa skal han være mig velkommen, han være hvem han vil.

JOHN.

Du er dog aldrig endnu gaaet sulten tilsengs, Ulrikka!

ULRIKKA.

Jeg veed ikke, hvorfor alle Slags Tiggere just vælge vort Huus til Tilflugtssted; min Skyld er det ikke, og der er dog mange Folk i Bøigden, der bedre kan hjelpe dem end vi.

41
JOHN.

Lad os nu hellere tale om andre Ting! Siig mig, hvad Svar gav du Jørgen paa hans Andragende om snart at holde Bryllup? Thi jeg veed, han vilde tale med dig derom.

ULRIKKA.

Det har lange Udsigter, og mangen Teen maae endnu spindes fuld, før det kan skee.

JOHN
afsides.

Saa har han ikke talt hende rigtig donnert til. Høit. Du er alt for hevngjerrig paa denne Verdens Gods, mit Barn! Men dog veed jeg, at du har Jørgen kjær; derfor meente jeg, det skulde lykkes ham at vende dit Sind.

ULRIKKA.

Nei, Fader! Da kjender I ikke Eders Datter ret. Netop fordi jeg har Jørgen kjær, vil jeg ikke begynde paa Noget, som baade han og jeg tilsidst maatte angre; thi tidlig Armod giver furet Kind, som I veed.

JOHN.

De Aar, der svinde hen i Gridskhed og Havesyge, give ogsaa en furet Kind, min Datter! Du har nu spundet paa dit Udstyr i ti Aar, og jeg tænker, du bliver ikke færdig dermed, før du ved Siden deraf har spunden Traaden til din egen Liigsærk.

42
JOHANNA
træder ind med den Gamle.

DE FORRIGE.

OLDINGEN.

Ak, det er Eders Fader, kan jeg tænke.
Nu siger jeg mangfoldig Tak til Alle,
Som dette Huus beboe. Jeg ønsker Eder
Til Lykke, gamle Mand, med Eders Døttre.
Huusholderisk og flittig er den Ene;
Desuden seer saa kjæk hun ud, som om
Hun vilde spinde selv paa egen Haand
Sin Skjebnes Traad. Den Anden er saa venlig
Og mild, som Sommersolens Skin paa Bjerget.
Nu byder jeg Farvel og takker Jer
Endnu engang for Eders Gjestfrihed.

Han rækker Faderen Haanden.

JOHN.

Jert Ansigt og Jer Tale vidner om,
At I er meer end en sædvanlig Betler,
Derfor vil heller ikke vi som Betler
Behandle Jer. - I været har i Dag
Vor Gjest. Men det er Skik i disse Dale,
Naar os en Gjest for første Gang besøger,
At skjenke ham en Gave ved hans Bortgang.

Han giver ham en lille Sølvpenge.

ULRIKKA
afsides.

Hans Ødselhed snart kjender ingen Grændser.

43
OLDINGEN.

Jeg takker Jer; jeg fandt i Eders Huus
En større Skat, end jeg mig havde ventet.

Til Søstrene.

Har Ingen af Jer noget Bud, som jeg
Besørge kan?

JOHANNA.

Hvorhen gaaer Eders Vei?

OLDINGEN.

Mig er det ligegyldigt, hvor jeg gaaer,
Naar jeg tilsidst et gjestfrit Tag kun finder,
Et venligt Ansigt og en aaben Haand.

JOHANNA.

Hvis saa det er, da har jeg vel et Bud;
Thi naar mod Øst I vandrer langs med Søen
Og kommer til det Sted, hvor Skoven ender,
Da vil I see et lidet Huus til Venstre;
Ved Huset staaer der tvende Hæggetræer,
Som I kan kjende paa de hvide Blomster.
Der boer min Fæstemand, hans Navn er Axel,
Ham skal I flittig hilse fra Johanna,
Da vil han neppe lade Jer gaae bort
Med tomme Hænder.

OLDINGEN.

Det skal sikkert skee.

Til Ulrikka.

Skal ogsaa jeg til Eders Fæstemand
En Hilsen bringe?

44
ULRIKKA.

Det behøves ikke;
Hvis I har Lyst at bringe nogen Hilsen,
Da kan I hilse ham, som boer i Bjerget.

OLDINGEN.

I mener Fjeldets Konge?

ULRIKKA.

Ja, har I
Bekjendtskab til ham?

OLDINGEN.

Nu, det kunde være,
At han ei ganske var mig ubekjendt.

ULRIKKA.

Saa bed ham, at han skjenker mig den Skat,
Som jeg i Gaar begjered'.

OLDINGEN.

Det skal skee.

JOHN.

Tys, tys! Hold op med slig letfærdig Tale!

Oldingen gaaer. John raaber efter ham:

Bi lidt! Jeg vil en Gjenvei vise Jer.

Han følger efter ham.

JOHANNA. ULRIKKA.

JOHANNA.

Ulrikka! Jeg begriber ei din Færd,
Det synes jo, som om du virkelig
45 Med al den Kraft, du eier i dit Hjerte,
Vil mane frem en Aand, der skal dig bringe
Den Rigdom, som du higer efter.

ULRIKKA.

Ak,
Det er jo dog kun Spøg.

JOHANNA.

Men fast det synes,
Som denne Fremmede det tog for Alvor.

ULRIKKA.

Nu vel, hvad skader det?

JOHANNA
lægger Haanden paa Søsterens Arm.

Siig mig, Ulrikka!
Hvad tykkes dig om denne Mand?

ULRIKKA.

Mig tykkes,
Det var en pjaltet, uforskammet Betler.

JOHANNA.

Men var der ikke Noget i hans Træk
Og Aasyn, der dig forekom bekjendt?

ULRIKKA.

Bekjendt! Det var jo første Gang vi saae ham.

JOHANNA.

Saa syntes det mig ogsaa, men tilsidst,
Da han dig spurgte, hvem han skulde hilse,
Hvem minded da han om?

46
ULRIKKA.

Det veed jeg ikke.

JOHANNA.

Jo, jeg kan see det paa dit Øiekast,
Du veed det nok, hvem ligned han, Ulrikka?

ULRIKKA.

Den Bjergmand, som vi talte med i Gaar.

JOHANNA.

Ja, saadan minded han om denne Mand,
At det mig syntes, som det var den samme.

ULRIKKA
der igjen er sysselsat med at haspe.

Det var en flygtig Liighed, intet meer.

JOHN. DE FORRIG E.

JOHN.

Det var en underlig Betler; der var noget Fornemt i hans Væsen, der ikke passede til hans Stand.

JOHANNA.

Det synes ogsaa mig.

JOHN.

Men er det ikke sært, Børn, at det tykkes mig, som denne Mand ikke var mig ganske ubekjendt?

JOHANNA.

Har du ogsaa seet ham før?

JOHN.

Det har jeg dog vel neppe; men jeg har havt at bestille med En, der lignede ham, det er vist.

47
JOHANNA.

Hvem var det?

JOHN.

Ja, det hænger nu sammen med det Sølvbæger, vi saa tidt har talt om; I veed jo, at jeg, da jeg vilde gaae til Byen dermed, mødte en Fremmed, der gav sig i Snak med mig, og før jeg ret selv vidste deraf, havde jeg fortalt ham mit Ærinde. Han bad da om at see Sølvbægeret, veiede det i Haanden og sagde, at han havde Lyst at kjøbe det. Enden derpaa blev da, at han gav mig saamange Penge derfor, som han sagde, det var værdt; og glad blev jeg, thi det var langt meer, end jeg ventede at faae derfor i Byen.

JOHANNA.

Ja, lille Fader, den Historie kjende vi, men hvad har den med den gamle Mand at gjøre?

JOHN.

Nu, havde du blot givet en Smule Tid, kunde du have sparet dig det Spørgsmaal. Tingen er den, at den Fremmede, der afkjøbte mig mit Bæger og denne gamle Mand lignede hinanden paa et Haar, saa det bares mig for tilsidst, ligesom de begge bleve til een Person. Men det var da Noget, der kun syntes saa for mine Øine; det var et Slags Øienforblindelse maa jeg troe. Men jeg staaer her og snakker og tænker ikke paa, at der er meget for mig at bestille, inden Middagstiden kommer.

Han gaaer.

JOHANNA. ULRIKKA.

JOHANNA.

Er det dog ei et selsomt Sammentræf?

48
ULRIKKA.

Hvad vil du bryde dig om Sligt, Johanna!
Vor Fader er nu bøiet dybt af Alder
Og mener tidt, at han har Ting oplevet,
Der dog ei Andet er end Digt og Drømme,
Som han i ørkesløse Øieblik,
- Thi derpaa han ei lider nogen Mangel -
Selv af sin egen Hjerne spinder ud.

JOHANNA.

Du taler ei ærbødigt om din Fader.

ULRIKKA.

Jeg ønsker intet Andet end hans Vel
Og hjalp ham gjerne, hvis jeg kunde det.
Men sige maa jeg dog, hvad der er Sandhed;
Thi til at styre med Forstand sin Gaard
Og Eiendom, dertil han meer ei duer.

AXEL
kommer ind med en stor Pakke i Haanden.

DE FORRIGE.

AXEL.

God Dag, Johanna! Her jeg bringer dig
En vægtig Pakke. Hvad den indeholder,
Maa Himlen vide.

JOHANNA.

Hvad, en Pakke!
Du tager sikkert feil, den kan til mig
Ei være.

AXEL.

Jo, den er til dig. Seer du,
Jeg var paa Veien til din Faders Gaard
Og vandred langs med Venersøens Bred;
49 Men da jeg kom forbi den lille Holm,
Med høie Fyrretræer rundt bekrandset,
Som I fra Eders Vinduer kan see,
Da mødte jeg en Mand som Betler klædt,
En pjaltet Kappe hang ham ned fra Skuldren,
En vældig Knortekjep han bar i Haanden.
Han nærmed sig paa Stand og standsed mig
Og spurgte mig, om ei mit Navn var Axel;
Men da han det erfoer, da sagde han,
At han en Hilsen bragte fra Johanna.
Derefter gav han Pakken i min Haand,
Som han forbød at aabne, før den var
I dine Hænder.

ULRIKKA.

Hvad kan det da være!

JOHANNA.

Min Sjel er fuld af sære Anelser
Om Fryd og Sorg.

ULRIKKA.

Og denne Gave kommer
Fra ham, den pjaltede, den gamle Betler!

AXEL.

Lad os nu see, hvad Pakken indeholder!

Johanna aabner den, et stort Sølvbæger, dækket med et Laag, kommer til Syne.
ULRIKKA.

Du himmelske, du store Gud! Det er
Vort eget Bæger, som vor Fader solgte!

50
AXEL.

Lad see, Johanna! Lad os aabne Laaget!
Thi Bægeret er sikkert ikke tomt,
Dertil det var for vægtigt.

Johanna aabner det.

AXEL.

Hei, Hurra!
Af blanke Dalere til Randen fyldt!

JOHANNA.

Min Axel, see, hvad siger du! Kan vi
Vort eget Øie troe?

ULRIKKA.

Du store Gud!
Det er det klare Sølv.

JOHANNA.

Det synes mig
Et Trylleri.

ULRIKKA.

Og dette kommer Alt
Fra ham, den pjaltede den gamle Betler!

AXEL.

Ja vist, det kommer Alt fra ham! Hurra!
Nu skal vort Bryllup staae. Nei det er sandt,
Jeg maa jo først i Kongens Tjeneste.
- Men see, Johanna! Nær ved Bægrets Rand
Der stikker noget frem; det ligner næsten
Et vissent Blad - dog nei, jeg tager feil,
Det er et Stykke gammelt Pergament,
Med Jord bedækket. - Nei, jeg feiler atter,
Det ligner Skrift - det er en skreven Seddel.

51
JOHANNA
tager Seddelen og læser.

»Til Johanna, for at hun kan indløse sin Faders Gaard, fra hendes Ven den gamle Betler.«

Hun kaster sig i Axels Arme.

Min Axel, nu behøve vi ei meer
At ængstes for vor Fremtid. Gud velsigne
Den gamle Mand, hvad Navn han ogsaa bærer.
- Dog jeg kan neppe troe det end. - Det Hele
Mig forekommer næsten som en Drøm.

AXEL.

Johanna, nei, det er ei nogen Drøm,
Det er en Sandhed, klar som Dagens Lys,
Og som du gribe kan med dine Hænder.

JOHANNA.

Ja, du har ganske Ret, min Axel! Nei,
Det er ei nogen Drøm, Gud være lovet!
Det er en Sandhed, klar som Dagens Lys,
Og som vi gribe kan med vore Hænder.
- Ulrikka, kom og see og glæd dig dog!
Nu vil vi skaffe dig et prægtigt Udstyr;
Hvor kan du da see saa alvorlig ud!
O, vær dog glad og munter, min Ulrikka!
Der kan du see, Vorherre hjelper nok,
Naar man til ham kun sætter rigtig Lid.
- Men jeg er ganske som forvirret. Kom!
Vi søge vil vor Fader op. Han maa
Med egne Øine strax sin Lykke see.

AXEL.

Hurra! det er en Dag, en rigtig Dag,
Som vore Børn og Børnebørn skal mindes
52 Og feire som en Fest. Det er en Dag,
Den vil vi huske baade her og hisset.

Han tager Bægeret, han og Johanna gaae.

ULRIKKA
alene. Hun staaer først et Øieblik taus, derpaa siger hun:

Ha! - Er jeg vaagen eller drømmer jeg!
- Det svimler for mit Blik. - Fra ham det kommer,
Fra denne gamle Betler, dækt med Støv,
Med sønderreven Kappe, furet Kind,
Der bøied sig i Døren, da jeg ham
Betragted! - Og hvem er da han? - Hvorfra
Har han sin Rigdom? - Er han da en Aand,
Et mægtigt Væsen, der i Dybet boer!
- Jeg tvivler ikke meer - det maa saa være?
- Der gives Aander altsaa, der har Magt
At hjelpe Mennesket, at skjenke Rigdom,
At lukke Bjerget op, hvor Guldet voxer,
Hvor Diamanten glimter i sin Skjønhed,
Lange mere herlig end den fagre Lilie,
Den lethenvisnelige Blomst paa Marken;
Hvor Sølvet vaskes hvidt af Fjeldets Strøm
I Klippens ubekjendte dybe Hal,
Hvorhen den blege Bjergmand, trods sit Slid,
Dog aldrig finder Vei. - Ha, er det saa!
- Og har jeg selv maaskee ham kaldet frem
Ved min Besværgelse af Jordens Indre!
- Og nu han kom og banked paa min Dør,
Men jeg ham ikke kjendte- bød ham gaae
Og taled haardt ham til - og nu en Anden
Skal høste Frugten af min spildte Møie!

Hun holder lidt inde.

53 - Et Øiebliks Medlidenhed - et mildt,
Et venligt Ord - en Skive Brød, ei større,
End de, hun kasted bort til hundred Andre,
Det har nu virket meer end alt mit Slid.

Hun sætter sig ned et Øieblik og holder Haanden for Øinene. Det banker igjen paa Døren, hun farer op og siger:

Mon det er ham igjen, den gamle Betler!
- Kom ind!

ULRIKKA. EN PJALTET DRENG.

ULRIKKA.

Jeg aldrig nogen Tigger meer
Tør vise bort.

Hun seer paa Drengen.

Og dog med ham jeg vel
Tør vove det. Gaa bort! Du faaer ei Noget.

DRENGEN.

Jeg vil heller Intet ha'e; jeg bringer Jer kun et
Brev; jeg fik det af en gammel Mand paa Veien.

ULRIKKA.

En gammel Mand! Var det en Betler, siig!

DRENGEN.

Det veed jeg ikke.

Giver hende en sammenrullet Lap Papir og gaaer.

ULRIKKA
idet hun vikler det op.

Lad see! - Det er jo intet Brev - det er
Et stort og sammenrullet Blad. Hvad nu!
Du skjulte Magt, der over Jorden hersker!
54 Det ligner jo det skrevne Blad, som Axel
I Bægret nylig mellem Sølvet fandt.

Læser.

»Begiv dig strax og alene til det Sted mellem Klipperne, hvor du i Gaar paakaldte Fjeldkongen, og kald igjen paa ham, saa skal, hvis du finder dig i de Vilkaar, som han foreskriver dig, dit Ønske vorde opfyldt«.

Hun lader Seddelen synke.

Saa vorde Digt og Eventyr til Sandhed,
Og Sandhed vorder nu til Digt. Jeg strax
Vil gaae - endskjøndt hver Fiber i mit Legem
Af Banghed og Forventning skjelver. - Ja,
Jeg strax vil gaae, før end de Andre komme.
- Jeg veed ei, om det er en selsom Drøm,
Udklækket i mit eget Hjertes Afgrund,
Men er det saa, da gid jeg aldrig vaagne!

Gaaer.

JOHANNA. AXEL. JOHN. JØRGEN.

JØRGEN.

Aldrig har jeg oplevet en saa forunderlig Tilskikkelse. Men hvor er Ulrikka? Jeg kan ikke holde det ud længere, før jeg har forligt mig med hende.

JOHN.

Hun kommer nok, hun pleier sjelden at gaae langt bort fra Huset. - Men hvem kan dog denne gamle Mand have været! Jeg kan ikke faae Andet i mit Hoved, end at det var en fornem Herre, der havde forklædt sig.

55
JOHANNA.

Ja, saadan kan det forklares; men jeg veed nok, hvad jeg troer.

JOHN.

Men du siger jo dog, at han nøie spurgte dig ud om Gaarden, og om hvormegen Gjeld, der heftede derpaa.

JOHANNA.

Ja, det er sandt.

JØRGEN.

I al denne Hurlumhei har jeg glemt, hvad jeg egentlig kom for. Der er sluttet Fred, Axel, de Udkommanderede har faaet Hjemlov. Nu kan du med Ære blive her og gifte dig, naar du vil.

JOHANNA
styrter i Axels Arme.

Axel, Freden er sluttet! Gud være lovet!

JOHN.
lægger sine Hænder paa deres Hoveder.

Nu, Gud velsigne Jer, I gode Børn!
Og lad os takke ham, der fra sin Himmel
Har sendt en saadan venlig Straale ned
Til denne mosbeklædte Hyttes Tag.
Jeg Pengene har eftertalt; der er
Netop saameget, saa vi kan betale
Vor hele Skyld og eie Gaarden gjeldfrit.
- Og nu vi holde vil Johannas Bryllup,
Saasnart vi kan, det har hun vel fortjent;
Thi hende skylde vi, næst Gud og næst
Den gamle Vandringsmand, vor hele Lykke.

56
JOHANNA.

Gud være lovet, Axel! Nu behøve
Vi ei at flytte fra vort stille Hjem;
Her ved den klare Sø, hvor hvert et Træ
Og hver en Steen en kjær Erindring gjemmer,
Her skal vi boe og bygge med hverandre,
Indtil os Herrens Engel vinker bort
Hiinsides Graven til en bedre Hjemstavn.

JØRGEN.

Men hvor er dog Ulrikka?

JOHN
gjemmer Pengene.

Giv kun Tid!
Hun kommer nok.

JOHANNA
afsides.

Jeg veed ei, hvad det er,
Men midt i Glæden føler jeg dog Noget,
Som ængster mig. Høit. Det er dog bedst, vi see,
Hvor hun er bleven af.

Johanna, Jørgen og Axel gaae.

JOHN
idet han følger dem.

Nu giv kun Tid,
Jeg siger! Giv kun Tid! Hun kommer nok.

DEN SAMME FJELDEGN SOM I FØRSTE AKT.

ULRIKKA
alene.

Her er det altsaa - her paa dette Sted,
Hvor halv i Alvor, halv i trodsig Spøg
Jeg kaldte ham for første Gang af Dybet.
57 - Jeg haaber vist, at han ei skuffer mig.
- Jeg holder jo hans Løfte her i Haanden,
Det lille skrevne Blad, som sikkrer mig,
Hvad Tusinde forgjeves higer efter.

Læser.

»Hvis du dig finder i de Vilkaar, som
Han foreskriver dig.«

Lader Papiret synke.

Hvad kan han fordre,
Hvori jeg ikke finder mig, naar blot
Han skjenker mig den Rigdom, jeg forlanger!
- Her er det da! - Men skjøndt mit Hjerte higer
Saa heftig til sit Maal, som Bjergets Reen
I Sommerheden paa de golde Klipper,
Naar den tørstig, higer efter Vand:
Saa er der i mit Bryst en Stemme dog,
Der vil mig holde fra mit Forsæt. - Ha,
Det er kun ussel Feighed, intet Andet!
Og den skal ei mig standse paa min Vei.

Hun kalder.

Du skjulte Magt i Dybet! Fjeldets Hersker!
Her staaer jeg alt, som du det har befalet.

FJELDKONGEN. ULRIKKA.
Fjeldkongen kommer op af Jorden, han er klædt som i Enden af første Akt; i Haanden bærer han sin tykke Knortekjep.
FJELDKONGEN.

Nu, her staaer ogsaa jeg.

ULRIKKA.
afsides, idet hun træder et Par Skridt tilbage.

Ja, ganske rigtig!
58 Hans Ansigt kjender jeg igjen.

Høit.

Er du
En venligsindet Aand?

FJELDKONGEN.

Nei, ei mod dig.

ULRIKKA.

Hvad er du da?

FJELDKONGEN.

Jeg er en Aand,
Der i Aartusinder, før du blev født,
Har bygget her imellem Jordens Ribbeen.
Jeg er den Blivende, mens Tiden vexler;
Og dog jeg svinger mig saa let og hurtig
Fra Jordens Middelpunkt til Fjeldets Top,
Som Svalen flyver over Bondens Tag.
Jeg er den Magt, som styrer Dybets Ild
Og leder Vandet i de dunkle Dale,
Som intet Menneske paa Jord har seet.
Ja, jeg er den, der løfter truende
Mit Ansigt fra det aldrig maalte Dyb
Og vækker Svimmelhed i Sjelens Indre,
Saa Livet boler med sin egen Død.
Og dog jeg hjelper tidt den fattige Bjergmand,
Der med en nøisom Flid i Fjeldets Vraa
Arbeider Nat og Dag; jeg leder ham
Med en usynlig Finger til de Gange,
Hvor Malmen i Forklædning skjuler sig,
Mens bort den avindsyge Dverg jeg jager,
Der, svøbt i giftig Dunst, vil qvæle ham.

59
ULRIKKA.

Saa elsker du da Stræbsomhed og Flid?
Der er et Baand, der binder dig til os.

FJELDKONGEN.

Ja Elementet og dets Aander drives
Som Mennesket af Kjærlighed og Had;
Vi alle styres af en selsom Drift,
Som selv den Øverste blandt dem, der skabtes,
Ei ret forstaaer. Vi længes og vi haabe,
Vi vente som Naturen paa Forløsning,
Og hver en Aand, som har erkjendt sit Maal,
Han elsker det, som tyder derpaa hen.

ULRIKKA.

Dit Ord er gaadefuldt - men siig mig nu,
Om du kan hjelpe mig.

FJELDKONGEN.

Dig hjelpe! Nei,
Det kan jeg ei, det kan du ene selv.

ULRIKKA.

Hvad kan da du?

FJELDKONGEN.

Hvad du forlanger, kan jeg,
Jeg skjenker dig den Skat, du higer efter.

ULRIKKA.

Nu vel, saa skjenk mig den.

FJELDKONGEN.

Du skal den faae,
Hvis du de Vilkaar underkaster dig,
Som jeg bestemmer.

60
ULRIKKA.

Saa bestem dem da!

FJELDKONGEN.

Du skal mig følge ned i Bjergets Indvold,
Det Arbeid, som du hidtil drevet har,
Det skal du ogsaa drive der.

ULRIKKA.

Hvorledes?

FJELDKONGEN.

Du spinde skal det røde Guld i Bjerget,
Og hvad du spinder, skal du eie selv.

ULRIKKA.

Ha, hvilken Rigdom skal jeg da mig sanke!
Men siig, hvorlænge tør jeg Guldet spinde?

FJELDKONGEN.

Saalænge til du troer, du eier nok.

ULRIKKA.

Nu mangen Gang maa Hjulet dreie sig,
Før det vil skee.

FJELDKONGEN.

Naar du er mæt af Guld,
Da kald paa Fjeldets Drot, og sad jeg end
I Jordens Indre tusind Mile borte
Og lytted til min Moders Hjerteslag,
Jeg som et Lyn dog ved din Side staaer,
Og du skal atter skue Dagens Glands.

ULRIKKA.

Velan, saa kom!

61
FJELDKONGEN.

Nei, hør mit Ord til Ende!
I Bjerget er der ingen Sommerluft,
Der voxer intet Græs og ingen Blomster,
Der synger ingen Fugl i Træets Grene,
Der vifter aldrig nogen Foraarsvind;
Kun Hjulet, der sig snoer, og Bjergets Fos,
Bestandig vexlende og dog de samme,
Skal Tidens Gang forkynde for dit Øre,
Men ikke for din Sjæl.

ULRIKKA.

Nu ligegodt,
Naar kun det Guld, jeg spinder, vorder mit.

FJELDKONGEN.

Det har jeg lovet dig.

ULRIKKA.

Velan, saa kom!

FJELDKONGEN.

Et Brød du finde skal hver Dag i Hulen,
Og Klippens kolde Vand skal lædske dig.

ULRIKKA.

Nu meer behøves ei, naar blot det Guld,
Som gjennem Tenen løber, vorder mit.

FJELDKONGEN.

Det har jeg sagt.

ULRIKKA.

Saa kom!

62
FJELDKONGEN.

Betænk dig vel!
End er det Tid! Du træde kan tilbage.

ULRIKKA.

Hvordan! Du bryde vil dit Ord!

FJELDKONGEN.

Nei aldrig.

ULRIKKA.

Saa kom! jeg finder mig i alle Vilkaar.

FJELDKONGEN
rækker hende sin Haand.

Velan! - Tag Afsked da med Livets Sommer!
Nu skal du boe, hvor Solen aldrig kommer.

De synke begge ned i Jorden.

EN BJERGHULE.
Klippevægge springe frem paa begge Sider.
FLERE DVERGE,
hvis Stemmer høres bag Scenen.
EN STEMME.

Hvor er I?

EN ANDEN STEMME.

Her og hist og overalt!

EN TREDIE STEMME.

Vi smelte Marmor ind i Fjeldets Rift.

EN FJERDE STEMME.

Vi hamre Stene fast om Sølvets Træ.

63
EN FEMTE STEMME.

Vi hærde Vandets Draaber, hænge dem
Som Drypsteen under Klippens Loft.

Man hører Hammerslag hist og her i Bjerget.

FØRSTE STEMME.

Tys, tys!
Der kommer Fjeldets Drot.

FJELDKONGEN. FLERE DVERGE,
der ikke sees.

FJELDKONGEN.

Hver Bjergets Aand
Skal lytte til min Røst.

FØRSTE STEMME.

Vi høre dig.

ANDEN STEMME.

Vi lyde dig; naar du os kalder, da
Vi komme flux; Alt, hvad i Fjeldet boer,
Hver Alf og Dverg kun venter paa dit Bud.

FØRSTE STEMME.

Skal Fjeldskred falde fra den steile Klint
Og dække Bondens Ager, saa hans Haab
Forsvinder? Skal vi Dybets Taager sanke
Og fylde dem med Gift og onde Dunster,
Der bringe Pest og Sygdom over Landet?
Skal sig fra Fjeldets Tind en Alf opsvinge
Og hænge som et Luftsyn under Himlen
Med uheldsvangre Blik, i Flammer svøbt,
Og true Folket med sit strakte Glavind?
64 Hvad eller skal vi skjerme Bondens Hjord
Og varme Jorden og befrugte den,
Saa hvert et Ax med Kjerne fylder sig,
Og Træet bugner af den modne Frugt?

ANDEN STEMME.

Godt eller Ondt, det er os ligemeget.
Befal, og vi dit Bud udrette skal,
Endnu før Nattens Heste har fuldbragt
Den sidste Trediedeel af deres Halvkreds,
Endnu før Maanen sig bag Fjeldet skjuler.

FJELDKONGEN.

Saa vender Eders Blik mod Bjergets Midte!
Der sidder hun i Klippens Ring og spinder
Den røde Guldtraad, hun, som lokket blev
Af en ubændig Higen efter Rigdom
I Fjeldet ind, hvor Dybets Lygtemænd
Med Ædelstenens kolde Flammer lege.
Om hende skal en Tryllekreds I snoe,
Saa hendes Tanker dreie sig som Tenen,
Saa fast hun fanges i sit eget Spind,
Saa ei hun agte skal paa Tidens Gang,
Saa Dagene skal glide hen som Skygger,
Der aldrig tælles, og der ei bemærkes.

FØRSTE STEMME.

Dit Bud skal skee.

ANDEN STEMME.

Herfrem I Fjeldets Børn!

65
FØRSTE STEMME.

Vi dandse Haand i Haand med Fodtrin lette,
Vi hendes Sjel til Hjulets Ring skal flette.

Fjeldkongen gaaer. Baggrunden aabner sig, hvor ULRIKKA først sidder taus og spinder, noget efter synger hun, idet hun bliver ved at spinde, følgende Sang:

En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie,
Bestandig i Kreds maa sig Guldtenen dreie,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

I Gaar var jeg Gjest i den Fattiges Hytte,
I Dag ei med Konger min Lod vil jeg bytte;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

See Sølvaaren glimter i Fjeldvæggens Stene,
Men Fjeldet er koldt, og jeg sidder alene,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

I Afgrunden lyser ei Sol eller Stjerne,
Min Fæstemand vandrer forladt i det Fjerne;
Men ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

De faldende Floder i Dybene synge,
Men Mathed og Søvn paa mit Øielaag tynge;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

Hun falder i Søvn. Musiken vedbliver, men i Søvne falder hun ind med Omqvædet. 66

Jeg aldrig tør hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

Musiken vedbliver endnu, og efter et lidet Mellemrum gjentages det samme Omqvæd som et Echo af et
CHOR AF BJERGAANDER.

Du aldrig tør hvile, du Hjulet maa træde,
Du Hørren maa snoe, du maa Guldtraaden væde.

Tæppet falder, Musiken hendøer lidt efter lidt.

67

TREDIE AKT.

FEM OG TYVE AAR SILDIGERE.

Det samme Værelse som i første Akt, dog er det pynteligere og har et mere velhavende Udseende.

JOHANNA
alene i Høitidsdragt.

Det bliver vist en klar og deilig Dag;
Ja denne Morgen minder mig om den,
Da jeg for fem og tyve Somm're siden
Til Kirken vandred med min Axel. Selsomt
Omskifter Tiden; Meget er der skeet
I disse fem og tyve Aar. Min Fader
Er død, min Søster, vor Ulrikka - nei,
Det er jo sandt, det skede før vort Bryllup -
Hun fandt sin Grav i Venersøens Dyb,
Den stakkels Pige! Saa fortælles der.
Dog Ingen veed det ret. - Forunderligt!
Hver Gang jeg seer min Datter, maa jeg paa
Ulrikka tænke. Dog hun hende ligner
Af Aasyn ei. Men hvor bli'er Gustav af!
Jeg havde tænkt, før vi til Kirken gaae,
At tale med ham ærligt, uden Omsvøb.
Det burde jeg forlængst alt have gjort;
68 Jeg veed ei selv, hvad der mig holdt tilbage.

Gaaer til Døren og spørger.

ER

Gustav ikke der?

JOHANNA. GUSTAV.

GUSTAV.

Jeg ønsker dig
Til Lykke til dit Sølvbryllup, Johanna!

JOHANNA.

Tak, Gustav! Du har trolig hjulpet os;
Det veed jeg nok.

GUSTAV.

Det har vi Alle gjort;
Den hele Bøigd er i Bevægelse.
Vi pyntet har med Grønt den store Lade;
De bedste Spillemænd har jeg bestilt.
Det bli'er et prægtigt Gilde, kan du troe;
I mange Vintre skal ved Arnen vi,
Mens Røgen hvirvler sig i Luften op,
Om denne Fest med Glæde tale.

JOHANNA
rækker ham sin Haand.

Tak
For alt dit Venskab! Du er flink og brav
Og tro som Guld. Jeg ønsked' aldrig mig
En bedre Svigersøn.

GUSTAV.

Og jeg ei finder
I hele Sverrig nogen bedre Moder.

69
JOHANNA.

Min Ven! Du kan vel neppe tvivle paa,
At jeg dit Hjertes Attraa kjender.

GUSTAV.

Ja,
Det kan jeg tænke vel; thi du er klog,
Det er ei let at holde Noget skjult
For dig.

JOHANNA.

Har du ei talt med Ingeborg?

GUSTAV.

Desværre nei; thi naar jeg hende seer,
Da er det som min Hals blev snøret sammen,
Og intet Ord jeg over Læben bringer;
Dog veed hun det, derom jeg tvivler ei.

JOHANNA.

Og troer du da, hun har dig kjær, min Gustav?

GUSTAV.

Oprigtig talt, jeg har det længe haabet,
Mig syntes, hendes Øine røbed det,
Men dette Haab er nu forsvundet fast.

JOHANNA.

Hvad frygter du? Du er den raskeste,
Den smukkeste blandt alle Dalens Svende;
Der gives ingen Pige her i Egnen,
Der siger Nei, naar du begjerer hende.

GUSTAV.

Ja, Moder, det er godt; men der er Mange,
Som eie meer end jeg.

70
JOHANNA.

Der er dog Ingen
I Bøigden, som forstaaer sit Arbeid bedre.

GUSTAV.

Jeg tænker nok, jeg hende kan forsørge,
Og det gik ogsaa ganske godt indtil -

JOHANNA.

Nu da?

GUSTAV.

Indtil den rige Konrad Person
Et Hammerværk i Egnen kjøbte sig.

JOHANNA.

Har du da Frygt for ham?

GUSTAV.

Nei, ellers ei,
Det er en daarlig Karl; men Penge har han
Saa tykt som Sand paa Venersøens Bund;
Og derfor frygter jeg, at med sit Guld
Han hende blender, thi hun er mod ham
Langt mere blid og venlig end mod mig.

JOHANNA.

Nu ja, jeg vil oprigtig sige dig,
At han har beilet alt til hendes Haand.

GUSTAV.

Den visne Karl, forsøger han paa Sligt!
Jeg skal ham bøie sammen som en Vante.

71
JOHANNA.

Vær rolig, Gustav! Det forlanger jeg. -
Men for at vise dig, hvor liden Grund
Du har til Frygt, vil end i Dag jeg tale
Med Ingeborg om Konrads Frieri;
Og vi skal see, med hvilken Afsky hun
Ham viser bort.

GUSTAV.

Gjør, som du vil, Johanna!
Thi du er klogest af os Alle.

JOHANNA.

Gaa,
Og vær besindig! Overiil dig ei!

Han gaaer.

JOHANNA
alene.

Paa denne Higen efter Guld jeg kjender
Ulrikkas Sind igjen. Mit stakkels Barn,
Gud skjenke dig den Kraft, at du dit Hjerte
Kan vende bort fra denne Verdens Rigdom!

JOHANNA. INGEBORG.

INGEBORG.

God Morgen, Moder! Meget Held og Lykke
Til denne smukke Dag!

Hun kysser hende.

JOHANNA.

Gud være med dig,
Mit gode Barn, og skjenke dig sin Fred!
Men siig mig nu, er Alt istand til Festen?

72
INGEBORG.

Ja, Intet er forglemt, det vist jeg mener.
Den store Lade pyntet er med Blomster,
De lange Borde staae til begge Sider;
Sneehvide Duge har vi bredt derover,
Og grønne Krandse har vi heftet rundt
Derom. Ja, du kan troe, det bliver smukt!
De store Søsterkager staae der alt
Og give Lyst til strax deri at skære.
Det gamle Bæger er i Midten stillet,
Og Sølvet blinker som en sjelden Blomst
Af større Varighed end alle de,
Som Leen meier bort i Høstens Tid.
Vi faae en munter Dag, det veed jeg vist;
Kun Eet mig ængster: Troer du ei, o, Moder!
At dette Gilde koster meer, end vi
Kan taale? Bedre var det sikkert, om
Lidt mere tarvelig vi havde været
Og sparet til en anden Leilighed,
Hvad nu til ingen Nytte spises op.

JOHANNA
tager hende under Hagen med Venlighed, men dog bebreidende.

Nu vil du atter hen, min Ingeborg!
Hvor jeg det ikke lider. Du er sparsom
Og flittig - næsten altfor flittig, som
Mig synes. Meget sjelden er du ledig;
Du gjør dit Arbeid næsten altfor godt,
Og dog -

INGEBORG.

Men er det ei en stor Bekostning,
Naar hele Bøigden skal beværtes her?
Og Ingen bliver væk, det kan du troe.

73
JOHANNA.

Hvis Nogen lytted' til dit Ord og ei
Dit Øie saae og dine friske Læber,
Da synes mig, han maatte troe, min Datter!
At du den Gamle var, og jeg den Unge;
Thi jeg maaskee ta'er Livet altfor let,
Men du kun taler om at spare sammen.
Og skjøndt jeg ei er ødsel, er dog du
Langt meer huusholderisk end jeg. Desuden
Du sidder ved din Væv den hele Dag
Og tidt om Aftnen med, og saadan gaaer
Din Ungdom hen. Men det er ei nødvendigt;
Thi skjøndt vi ei har samlet store Skatte,
Vi mangled aldrig dog, hvad vi behøved'.

INGEBORG.

Ja, hvem kan vide, hvordan Alt sig vender!
Der kan jo komme Misvæxt, Hungersnød
Og Sygdom mellem Qvæget. - Og desuden,
Jeg maa dog ogsaa tænke paa mig selv,
Hvo veed, hvad der kan skee!

JOHANNA.

Mit kjære Barn!
Du tænker altfor meget paa dig selv,
Du minder mig bestandig meer og meer
Om min ulykkelige Søster.

INGEBORG.

Det
Du tidt har sagt; de Fleste sige dog,
Jeg ganske ligner dig.

74
JOHANNA.

Af Ansigt, ja,
Men ei af Sind, deri du ligner hende.
Hun ogsaa flittig var og huuslig og
Forsynlig, sparsom, men kun altfor sparsom;
Hun tænkte paa sit Udstyr Nat og Dag
Og spandt og spandt, og det fik ingen Ende,
Tilsidst - dog lad om andre Ting os tale.

Betragter hende opmærksomt.

Veed du, at du har faaet nys en Frier?

INGEBORG.

Og hvem er det?

JOHANNA.

Ja, du vil lee deraf.
Det er den gamle Konrad, der har kjøbt
Det store Hammerværk ved Elven.

INGEBORG.

Hvad!
Den rige Konrad! Moder, er det muligt!

JOHANNA.

Ja, han har dig begjeret af din Fader,
Men han ham viste bort naturligviis.

INGEBORG.

Det skulde han dog ikke have gjort;
Thi hvem kan vide! - Det dog kunde være,
Jeg ikke sagde Nei.

JOHANNA.

Hvor vil du hen!
Han seer jo næsten ud, som om han stod
Paa Gravens Bred.

75
INGEBORG.

Men han er meget rig.

JOHANNA.

See mig i Øiet, Ingeborg! - Har du
For Konrad da den mindste Godhed?

INGEBORG.

Det
Vil jeg just ikke sige, men -

JOHANNA.

Min Datter!
Jeg troede ganske vist, du elsked Gustav.

INGEBORG.

Ak, det kan ikke nytte stort, selv om
Jeg eengang havde tænkt derpaa; thi han
Jo Intet eier.

JOHANNA.

Jo, han eier Meget;
Har du ei seet, hvor deiligt Kornet groer,
Og hvordan Qvæget trives paa den Gaard,
Som han bestyrer?

INGEBORG.

Ak, men denne Gaard
Tilhører ikke Gustav.

JOHANNA.

Den, som har
Saa arbeidsvant en Haand som han, mit Barn,
Vil aldrig lide Mangel. Dertil er
76 Han rask og smuk og kjæk og har et Hjerte,
Som du kan bygge paa i Liv og Død.

INGEBORG.

Den stakkels Gustav! - Nei det gaaer ei an,
Derpaa tør jeg aldeles ikke tænke.

JOHANNA
afsides.

Naar Børn er smaa, saa siger jo et Ordsprog,
Da træde de paa deres Moders Forklæd,
Men naar de voxe til, da træde de
Paa hendes Hjerte.

Høit.

Vi vil ei dig tvinge;
Dog skal du ei bestemme dig endnu,
Du skal ei ved et overilet Valg
Berede dig en altfor sildig Anger.

AXEL. DE FORRIGE.

AXEL.

God Dag, min elskte Hustru! Jeg har neppe
Havt Tid at see dig end.

Til Ingeborg.

God Morgen, Barn!
Gaa ned og tag imod de Fremmede!
Thi Stuen er alt fuld, den hele Bøigd
Har samlet sig. Snart maa vort Tog begynde,
Hvis vi skal Kirken naae til rette Tid.

Ingeborg gaaer.

77

AXEL. JOHANNA.

AXEL
seer efter Ingeborg.

Hun er et Billed af din fagre Ungdom;
Den ene Draabe Vand kan ikke ligne
Den anden meer. Det er, som om jeg saae
Dig selv for fem og tyve Vintre siden.

JOHANNA
smilende.

Ja, det var dengang, nu er det forbi.

AXEL.

Tro ei, at det bedrøver mig, Johanna!
Nei, nei! Hvor deilig du end var, min Hustru!
Saa er en Viv som du dog mere værd,
End selv den fagreste blandt Egnens Piger.

JOHANNA.

Hvad jeg er bleven, takker dig jeg for.

AXEL.

Hvad mener du, Johanna? Skal jeg takkes,
Fordi du stedse var saa god og trofast,
Fordi saa klogt du styret har vort Huus,
Fordi du Ingeborg har draget op
Ret til en tugtig og forstandig Pige!

JOHANNA.

Har da det Ordsprog du forglemt, min Axel!
For Qvindens Daarskab Manden Regnskab staaer.
78 Hvis dette taler sandt, og Ret skal skee,
Da maa, naar Qvinden gaaer den bedre Vej,
Han ogsaa derfor dele hendes Løn.

AXEL.

Hvis ei jeg kjendte dig saavel, Johanna!
Og saae dit Øie, der er fyldt med Taarer,
Da vilde fast jeg troe, du spotted mig.

JOHANNA.

O, Axel! Dig jeg skylder alt mit Held,
Hver Glæde, jeg paa denne Jord har nydt.
Thi du det Gode freded i min Sjel;
Og hvis mig Herren, naar mit Liv er endt,
Optager naadig i sit Paradiis,
Da maa jeg atter takke dig, min Ven!
Thi du har ledet mig til Himlens Indgang.

AXEL.

Slig Tale kunde sømme sig for mig,
Men ei for dig, Johanna! Du er den, min Hustru!
Der har mig skjenket al min Fred og Lykke,
Og uden hvem selv Himmeriges Bolig
Mig vilde være kun til liden Glæde;
Ja naar jeg seer dit Øie, tænker jeg
Paa Paradisets Blomster; Fredens Træ
Du plantet har ved denne Hyttes Indgang;
En venlig Aand beskjermer dig, Johanna!
Og i dit Fjed Velsignelsen fremspirer.

79

DE FORRIGE. JØRGEN fulgt af INGEBORG, GUSTAV og mange Gjester.

JØRGEN.

Nu, Gud velsigne Jer! God Dag, Johanna!
Guds Fred, min Ven! Et Par, som ligner Jer,
Det findes ei i hele Dalen her,
Det er en afgjort Sag. Men nu maae vi
Afsted; thi Kirken ligger, som I veed,
Hiinsides Fjeldet, det en Stund vil vare,
Før vi kan naae derhen.

AXEL.

Saa kommer, Børn!

Der begynder en geistlig Sang.

JOHANNA.

Den Psalme kjender jeg, det var jo den,
Som vi hver Søndag med vor Fader sang.

Toget sætter sig i Bevægelse, Tonerne forsvinde i det Fjerne.

SAMME BJERGHULE SOM I ANDEN AKT.

ULRIKKA.
sidder ved sin Rok og spinder; hun har et meget gammelt Udseende, sølvgraae Haar, og synger den samme Vise som i anden Akt.

En Skat jeg alt har, snart jeg flere skal eie,
Bestandig i Kreds maa sig Guldtenen dreie,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.
80 I Gaar var jeg Gjest i den Fattiges Hytte,
I Dag ei med Konger min Lod jeg vil bytte;
Dog ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

See Sølvaaren glimter i Fjeldvæggens Stene,
Men Fjeldet er koldt, og jeg sidder alene,
Og ei tør jeg hvile, jeg Hjulet maa træde,
Jeg Hørren maa snoe, jeg maa Guldtraaden væde.

Der høres pludselig Psalmetoner foroven; hun holder op med at spinde og synge og lytter efter.

CHOR FOROVEN.

Kast dine Sorger paa Herren, din Gud!
Han, som ei Rigdom og Glimmer bedaarer,
Han, som har talt dine Suk, dine Taarer,
Han af din Kummer skal hjelpe dig ud.

ULRIKKA.

Ha, hvad er det? - Jeg er til Mode, som
Jeg vaagned af en Søvn. - Er al min Rigdom
Da kun en Drøm? - Dog nei! - Den hele Fjeldvæg
Er jo behængt med gyldent Spind. - Der staaer
Min fyldte Teen. - Nu er det næsten nok.
- Hvad nok! Nei, der kan aldrig blive nok.
Og jeg maa spinde meer endnu - langt meer.

CHORET FOROVEN.

Hellig er Gud, og retfærdig hans Vei,
Snart han med Fred og Velsignelse kommer,
Snart som den strenge, den straffende Dommer,
Dog i din Nød han forlader dig ei. -

ULRIKKA.

Den Psalme kjender jeg, det var jo den,
Som vi hver Søndag med vor Fader sang.
81 - Der er dog sikkert gaaet Uger hen,
Mens jeg ved Rokken spandt i denne Hule.
- Ja Maaneder maaskee - thi naar man ved
Sit Arbeid sidder, svinder Tiden hurtig;
Og Nat og Dag kan vexle her i Bjerget,
Uagtet man det ikke mærker.

Hun lytter igjen.

Stedse
Den samme Sang! - Gud veed dog, hvad det er,
Der saadan mig bevæger. - Fast jeg troer,

hun tager sig til Øinene.

Jeg fælder Taarer. - Jeg kan ikke mindes,
At jeg har grædt tilforn. - Er det maaskee
Min Søster, der i Dag sit Bryllup holder?
Thi denne Psalme skulde synges jo,
Ved hver en Fest, det var vor Faders Bud,
Hvad enten saa den passed eller ei.
- Gud veed, hvorfor han elsked den saa høit.
- Men jeg kan ikke sidde rolig længer;
Thi det mig synes, som min Søsters Røst
Jeg hører. - Jeg vil reise mig.

Hun reiser sig og kommer frem i Forgrunden.

Jeg fryser,
Og mine Fødder vakle. - Ja, det er
Ei noget Under; thi jeg har kun sjelden
Dem brugt til Gang, mens jeg i Bjerget leved'.
- Ha, det er koldt i Fjeldet, som i Visen
Der staaer; jeg længes efter Sol og Stjerner
Og Maaneglands og efter Himlen blaa.
- Endnu bli'er Sangen ved. Det klinger smukt.
- Ha, vil I atter græde, dumme Øine!
- I har jo ingen Nød; snart har I endt
Jert Dagværk og kan rolig lukke Jer.
82 - Min Fader sagde tidt: Du bli'er ei mæt
Af Rigdom, før din Mund er fuld af Jord.
- Nu skal han see. Ja han skal undre sig.
- Og Jørgen og Johanna. - Har jeg Raad
At skjenke hende Noget af mit Guld!
- Nei, nei! - Det gaaer ei an! - Men dog jeg vil
Af Bjerget op, jeg vil ei længer blive.
- Ja, Jørgen, nu skal ogsaa vi tilsidst
Vort Bryllup holde!

Hun kalder.

Kom, du Fjeldets Drot,
Og hør mit Kald! Jeg vil af Hulen op.

FJELDKONGEN. ULRIKKA.

FJELDKONGEN
staaer pludselig for hende og siger:

Det kan du, men da lukkes Bjergets Port,
Og aldrig vender du til os tilbage.

ULRIKKA.

Kan da jeg aldrig spinde Guldtraad meer?

FJELDKONGEN.

Nei aldrig.

ULRIKKA.

Saa er det bedst, jeg spinder lidt endnu,
Thi Ingen vide kan, hvad han behøver.

Hun sætter sig igjen til Rokken, Sangen lyder atter stærkere.

ULRIKKA
kommer igjen frem.

Nei! Jeg har ingen Ro for disse Toner;
De drage mig af Bjerget op. Jeg kan
Ei blive længer.

83
FJELDKONGEN.

Godt, din Villie skee!
Og alt dit gyldne Spind skal følge dig.

ULRIKKA.

Ja, kan jeg ogsaa være vis derpaa?

FJELDKONGEN.

Du, jammerlige Skabning, tvivler du!
Hvis ei mit Ord jeg agted og mit Løfte,
Da knuste jeg dig nu mod Klippens Væg.
Hvad bryder jeg - der eier hver en Skat
Fra Fjeldets Top til Jordens Middelpunkt -
Hvad bryder jeg mig om den Smule Guld,
Som du har spunden her! - Afsted paa Stand!
Dog førend Dagens sidste Straaler svinde,
Vil i dit Ungdoms Hjem dit Guld du finde.

Han leder hende ud, men bliver selv tilbage, seer efter hende og siger:

En Taage har sig lagt omkring din Sjel,
Saa ei din egen Tilstand du begriber;
Først naar du kommer op til Dagens Lys,
Da vil du mærke, hvordan Tiden spandt
Sit Sølverspind omkring din egen Tinding,
Mens du har spundet Guld i Bjergets Hal.

Han gaaer.

DEN SAMME KLIPPEEGN SOM I FØRSTE AKT.

JOHANNA. INGEBORG. AXEL. JØRGEN. GUSTAV.
Flere af Følget.
AXEL.

Her ville vi vente. De Andre ere blevne noget tilbage, der er Smaafolk imellem dem, som ikke kan 84 komme saa hurtig frem. Saavidt jeg kan see paa Solen, har vi ogsaa god Tid.

JOHANNA.

Her var det, Axel, hvor vi mødtes første Gang; kan du det mindes, da jeg kom fra Kirken og gik ned ad Fjeldstien?

JØRGEN.

Og her var det, hvor jeg sidste Gang saae Ulrikka, og hvor vi blev ueens. Jeg gik da hjem; Gud veed, at jeg i mit Hjerte ikke var vred paa hende. Jeg tænkte ogsaa, at Alt næste Dag skulde blive godt, men da jeg kom, var hun borte for bestandig.

AXEL.

Ja det var en underlig Tid, der gik foran og fulgte paa, en Glædens og en Sorgens Tid; vi fik ved en forunderlig Tilskikkelse, hvad vi behøvede, den gamle John beholdt sin Gaard, jeg førte min Johanna til Alteret, men Ulrikka var og blev forsvunden.

JØRGEN.

Fra den Dag, da hun forsvandt, var der paa Jorden ingen Lykke for mig mere.

INGEBORG.

Men hvordan kunde hun dog saaledes forsvinde?

JØRGEN.

Ja, det veed Ingen; der var ikke nogen Plet i Omegnen, som vi ikke gjennemsøgte, men Alt var forgjeves.

85
JOHANNA.

Tal ikke derom, Ingeborg! Seer du ikke, hvor bedrøvet Jørgen bliver!

JØRGEN.

Lad hende kun tale! Det er en gammel Sorg, skjøndt aldrig glemt; og snart haaber jeg at finde hende der igjen, hvor en naadig Gud vil tilgive os vore Synder.

JOHANNA.

Vil du ikke see efter, Jørgen, hvor de Andre blive af? Du kan dog endnu bedst kommandere dem.

Jørgen gaaer.

AXEL.

Ulrikka var en deilig Pige dengang; næst efter Johanna var der ingen smukkere i den hele Egn. Vi kaldte Jer de fagre Søstre paa Kinnekullen.

ULRIKKA. DE FORRIGE.

ULRIKKA
kommer frem bag et Klippestykke, talende med sig selv.

Naar jeg nu blot kan faae mit Guld igjen.
- Jeg haaber dog - han loved det saa vist.
- Desuden blev han vred, saa ei jeg voved'
At tale til ham meer om denne Sag.
- Dog var det ikke vel betænkt, Ulrikka!
At du betroed ham din hele Velfærd.
- Men jeg kan Intet see, mig Dagen blender.

Kommer længere frem imod Forgrunden, de Andre betragte hende med Forundring. 86

Det synes mig, som i den sidste Tid
Jeg mistet har en Deel af mine Kræfter.
- Jeg er til Mode, som om jeg i Bjerget
Var vorden selv til Steen. Jeg er saa kold
Som lis og stiv i alle mine Lemmer.
- Men nu begynder jeg at skimte Lyset.

AXEL.

Hvor kommer dog den gamle Qvinde fra!

INGEBORG.

Hvor underlig hun gaaer!

JOHANNA.

Jeg aldrig saae
Et Ansigt, der saa selsomt furet var
Af Tiden.

INGEBORG.

Hun mig bringer til at gyse.

ULRIKKA.

Her er en stor Forsamling kan jeg see.

AXEL.

Hvem er du, gamle Qvinde?

ULRIKKA.

Gamle Qvinde
Han siger. Det kan ikke være mig,
Han taler til. Men seer jeg ret!

Hun gaaer pludselig hen og tager Ingeborg i Haanden.

Johanna!
Saa er det dig! Saa har jeg gjettet rigtig!
Du holder virkelig i Dag dit Bryllup.

87
INGEBORG.

O, Moder, frels mig dog fra denne Qvinde!

ULRIKKA.

Johanna, Søster! kjender du mig ei!
Jeg er Ulrikka jo.

JOHANNA.

Ei hvilket Vanvid!
Ulrikka er forlængesiden død.

ULRIKKA.

Nei, jeg er ikke død, det seer I jo!
Fjeldkongen lokked mig i Bjerget ind,
Der sad jeg eensom ved min Rok og spandt
I Fjeldets dunkle Hal, jeg veed ei selv
Hvorlænge. Men jeg skal det vise snart,
At ikke jeg har spildt min Tid.

JOHANNA
betragter hende længe.

Kan Saadant
Da være muligt!

ULRIKKA.

Er ei Jørgen her?
Nu er vor Fremtid sikkret, haaber jeg;
Thi nu jeg samlet har, hvad vi behøve.

JOHANNA.

Jeg mindes disse Træk - hun ligner grant
Min Fader i hans allersidste Tid.

88
ULRIKKA.

Vel var der klamt og fugtigt hist i Bjerget,
Og hvide Dunster steg af Dybet op
Og dreied sig som Røg igjennem Hulen,
Dog neppe kunde de mig saa forandre,
At Ingen her igjen vil kjendes ved mig.

JOHANNA.

Ja, det er græsseligt, men det er sandt;
Igjennem denne Væv af Rynker jeg
Gjenkjende kan Ulrikkas Aasyn.

INGEBORG.

Hvad,
Du store Gud! Ulrikka, som forsvandt
For meer end fem og tyve Somm're siden!

ULRIKKA.

For meer end fem og tyve Somm're siden!
Hvad siger du! En Maaned eller to
Jeg siddet har i Bjerget, længer ei.

EN OLDING
imellem Hoben.

Jo, du har været borte fra vor Bøigd
I fem og tyve Aar og fjorten Uger.

ULRIKKA.

En Gysen gaaer mig gjennem Marv og Been.
- Men det er ikke sandt! - I drive Spot
Med mig. Der staaer Johanna jo.

Hun peger paa Ingeborg.

Hun er
Endnu saa ung, som da vi skiltes ad.

89
JOHANNA.

Ulykkelige! Det er ikke mig,
Det er min Datter, jeg er selv Johanna.

OLDINGEN.

Betragt i Bækken der dit eget Billed,
Saa skal du see, vi ei bedrage dig.

ULRIKKA.

Hvad siger du, er dette Billed mit?

OLDINGEN.

Du stakkels Qvinde! ja det er dit Billed.

ULRIKKA.

Du store Gud! mit Haar er hvidt som Snee,
Mit Ansigt er af Rynker gjennemfuret,
Og disse Hænder er af Ælde graae.
- Det er et Eventyr langt mere grusomt
Og græsseligt, end Alt hvad Mennesker
Har fundet op tilforn - og dog - hver Trevl
i dette Legem vidner jo derom:
Det er den gyselige nøgne Sandhed.

JOHANNA
slutter hende i sine Arme.

Du stakkels Søster, du hos os skal boe,
Jeg og min Axel skal dig trofast pleie.

JØRGEN kommer hurtig. DE FORRIGE.

JØRGEN.

Ha, hvilket Eventyr fortælles her!
- Og dog - du store Himlens Gud! - Det er
90 Ei noget Eventyr! - O, Vee! Det er
Jo Sandhed. - Det er virkelig Ulrikka.

ULRIKKA.

Hvem er dog denne Mand?

JØRGEN.

Jeg er jo Jørgen, kjender du mig ei?

ULRIKKA.

Ak, er det dig! - Jeg troer fast, at jeg drømmer.
- Men du er ogsaa bleven gammel, Jørgen!

JØRGEN.

I al min Tid jeg ugift levet har,
Thi aldrig har jeg kunnet glemme dig.

ULRIKKA.

Nu jeg det føler, at jeg snart maa døe.

JØRGEN.

Var det paa saadan Viis, vi skulde samles!

ULRIKKA.

O, jeg Ulykkelige! Jeg har solgt
Mig selv for Guld! O, bed for mig, min Ven!
Nu vilde jeg med dig min Rigdom dele;
Men Livets Væld er i mit Bryst fortørret,
Og snart mit Timeglas til Ende rinder.

Hun støtter sig til Jørgen.

Du skal mig føre til min Faders Huus;
Thi hvor min Vugge stod, der vil jeg døe.
Men alt mit Guld - som nu jeg gyser for,
91 Den Skat, som jeg saa dyrt har kjøbt, jeg skjenker
Til Kirker og til faderløse Børn.

Hun gaaer, fulgt af Jørgen.

BJERGMANDEN,
der ubemærket er kommen ind.
DE FORRIGE,
med Undtagelse af Jørgen og Ulrikka.
BJERGMANDEN.

I troe nu vel, hun er den Eneste,
Der saadan spunden har sin Ungdom bort,
Og der sit Liv har offret hen for Guld;
Men jeg, som veed det bedre, jeg Jer siger:
Der gives mangen Qvinde, mangen Mand,
Som I beundret har og agtet høit,
Der gives Tusinde, som mindst det troe,
Der sadde Nat og Dag som hun i Bjerget
Og spildte Livet paa den samme Viis.

Bjergmanden gaaer.

DE FORRIGE uden Bjergmanden.

INGEBORG
styrter i sin Moders Arme.

O, Moder, kan du mig min Synd forlade!

JOHANNA.

Min gode Datter!

INGEBORG.

Ja, jeg føler det,
Jeg stod paa Bredden af det samme Svælg
Som hun, som din ulykkelige Søster.

92
JOHANNA.

Fat dig, min Ingeborg! Du er jo ung,
Du har endnu ei spildt som hun dit Liv.

INGEBORG.

O, Moder, kald paa Gustav! Bed, at han
Tilgiver mig!

JOHANNA.

Det vil han gjerne, Barn!

Hun vinker, Gustav nærmer sig, Ingeborg rækker ham sin Haand.

JOHANNA.

Saa skjenke Gud Jer da en bedre Skat,
End den, som hun paa Jorden har erhvervet!

Psalmetonerne begynde igjen. Johanna tilligemed de to Elskende danne en Gruppe, om hvilken de Øvrige samle sig. Musiken vedbliver, medens Tæppet langsomt falder.

93

Enhver tænkende Læser vil uden Tvivl let gjennemskue den Hovedidee, der ligger til Grund for dette lille Eventyr; ikke blot om Pengebegjerlighed og Havesyge er her Spørgsmaal, men om enhver blot udvortes og eensidig Stræben, under hvilken den egentlige aandelige Opgave, som ethvert Menneske har at løse, forglemmes og forsømmes, og under hvilken Mennesket, hvormeget han ogsaa i den udvortes Verden kan virke, dog i sit Inderste staaer stille, medens Tiden uigjenkaldelig svinder hen. Enhver saadan Stræben finder, hvis Forfatteren ikke ganske har forfeilet sit Maal, i Dramaets Hovedperson sin Repræsentant; og enten man sidder i et Bjerg, eller foran en Skriverpult, eller slumrer paa en Sopha i et Pallads, naar dog den indre Udvikling forsømmes, derpaa kommer det naturligviis aldeles ikke an.

Uagtet det er vist, at Mennesket, naar det omsider vaagner af en saadan Slummer, maa vaagne til Forfærdelse, saa er dog i den strengeste Retfærdighed, saaledes som den høiere Styrelse afveier den, netop den største Mildhed indsluttet. Ogsaa heraf har Forf. i dette Drama stræbt at give et Bilede; thi var Ulrikka bleven gift, og havde hun fremdeles levet under de sædvanlige prosaiske Forhold, da havde hun ved sin Havesyge sandsynligviis ikke blot forbittret sin Mands og de Børns Liv, som Forsynet muligviis vilde betroe til hendes Omsorg, men hun havde da vel neppe paa denne Side Graven faaet Øinene op for sin egen Forvildelse. Nu derimod, da Alt, hvad hun begjerer, skjenkes hende i den høieste Fylde, lærer hun endelig tilsidst at indsee Værdien af alle de Gaver, hvoraf Menneskets Sjel ingen Vinding har, og hvis Overflod 94 snarere bidrager til at forhærde og forstene den. Saaledes vorder endelig gjennem den dybe Forfærdelse paa Gravens Rand en Udsigt aabnet til Befrielse fra den lavere Verdens Lænker og til Forsoning med det høiere Liv.

Grundtanken i det hele Digt er aldeles ikke hentet fra noget Folkesagn, hvorvel det kunde synes saa; dog vil Forf. heller ikke paastaae, at den i sin Begyndelse er undfanget af ham selv. Dens Modificationer derimod, Maaden, hvorpaa Ulrikka befries, idet Trylleriet brydes af den religiøse Magt og ved Toner fra hendes Barndomshjem, ligeledes Tanken om Guldspinderiet, og den Idee overhovedet, at Spinderokken skulde være Handlingens Drivhjul, alt dette kan Forf. vel tilegne sig som sine egne Opfindelser. Den Dristighed, hvormed Forf. har vovet at behandle et Æmne, der nærmest tilhører den episke Verden, i den dramatiske Form, vil maaskee finde sin bedste Undskyldning i selve Fremstillingen paa Scenen, hvor vore fortræffelige Skuespillere og Skuespillerinder fuldkommen have vidst at overvinde alle de Vanskeligheder, som Æmnets episke Natur medførte.

VALDEMAR ATTERDAG ET ROMANTISK DIGT

96

        

97

FALKEN.

Det var en deilig Morgen og Solen skinned klar,
Duggen paa alle Blade glimted som et Glar,
Som slebne Diamanter, hvori sig Lyset speiled,
Guldfarvede Skyer igjennem Luften seiled.

De seiled gjennem Luften og monne langsomt flye,
End saaes den blege Maane, den ligned selv en Sky.
De Bønder ginge paa Rad og meied det gule Korn,
Da hørtes gjennem Skoven en Lyd af Jægerhorn.

Meldte den gamle Bonde, der først i Rækken gik:
»Nu jager Konning Volmer alt efter gammel Skik,
Hvor vidt han end færdes paa Hav eller Ø,
Han vender dog tilbage hver Høst til Gurresø.«

Høit over Skovens Hytter opsteg den dunkle Røg,
Der hørtes Glam af Hunde, der saaes den flyvende Høg,
Da sagde de Qvinder, som bandt de fulde Neg:
»Det kunne vi vel fornemme, det er Kongs Volmers Leg.«

98

Mæled igjen den Bonde: »Hold nu med Arbeid op,
Jeg hører Klokker klinge bag Sø og Bøgetop.«
Saa satte de sig i Græsset og bad en sagte Bøn,
Dog stirred end de Piger til Skoven i Løn.

Pludselig paa Sletten kom frem et selsomt Tog.
Foran red Dannerkongen, den Herre snild og klog,
Han var heel rank og smidig, dertil fager at see,
Foran paa hans Sadel sad en Falk, hvid som Snee.

Ham fulgte tredive Svende, de traved frem med Iil,
Dertil femten Hofmænd, der leged med Buer og Piil,
Dem skinnede Guld paa Bryste, det gav en selsom Glands,
Det var som Vaarens Solglimt i Bølgernes Dands.

Da vendte sig Kong Volmer, han vinked med sin Haand:
»Nu skal I Hundene koble samt lægge dem i Baand,
Did er vi nu komne, hvorhen ei Skoven naaer,
Saa vil vi prøve Falken og see, hvad den formaaer«.

Hvisked da en Ungersvend: »Det bør vi Alle sige,
Kongen er en Skytte, der søger sin Lige,
To Raadyr har han fældet, dertil en ædel Hjort,
Alt i den aarle Morgenstund, skjøndt Tiden var kort.«

99

»Ja«, svared en gammel Jæger: »Han har et sjeldent Held,
Uvane Dyr at kue, forstaaer han ogsaa vel;
Selv har han Falken tæmmet, der sidder ham nær,
Den bragtes hid paa Havet fra Islands golde Skjær.

Han selv den giver Føde, den lyder hans Bud,
Naar den i Luften svæver, det er som et Stjerneskud,
Den snor sig, liig en Svale, den skyer ei Ild, ei Vand,
Den Falk er den allerbedste, der kom til Danmarks Strand.«

Mæled da Kong Volmer, han hæved igjen sin Arm:
»Hisset kjører Fru Helvig i sin forgyldte Karm,
Hun og hendes Jomfruer, de langs ad Stranden age,
Hun hører gjerne Munkesang, men elsker ei at jage.«

Ham svared Ridder Folqvard, en ædel Grevesøn:
»Min Drot, I har en Hustru, gudfrygtig og skjøn,
Hun aldrig forsømmer Messen og aldrig Ottesang;
Heelt fagert over Vandet lyder Klokkernes Klang.«

Meldte den gamle Herre, som red Kong Volmer næst:
»Er det ei Synd at jage, naar Messen bliver læst?
Vil ikke Herren vredes, mon Sligt han lide kan?«
- »Ei« svared Konning Volmer: »Han er en fornuftig Mand.

100

Han skabte de fagre Qvinder, dertil den friske Vaar,
Han er ei klostergiven, han sikkert Spøg forstaaer.«
Ved Kongens muntre Tale de Ungersvende loe,
Men rundt i Landet sagde man, at Volmer mangled Tro.

Pludselig fra Sletten sig hæved over Jord
En langhalset Heire, heel usædvanlig stor.
Den seiled, liig en Sky for lette Morgenvinde,
Den svømmed gjennem Luften, den frygted ingen Fjende.

Da sagde Dannerkongen: »Det bli'er et Helteværk,
Min Falk, om Du kan tvinge den Heire stor og stærk.«
Saa tog han af dens Hue og slap den af Baand,
Da rysted den sine Bjælder med kamplysten Aand.

Men neppe fik den Øie paa Heiren stor og lang,
Før let som en Piil den sig i Luften svang.
Den dreied sig i Ringe, den snoede sig i Bue,
Det meente de Jægere, den Leg var værd at skue.

Da Heiren det mærked, at en Fjende var nær,
Da strakte den imod ham sit Næb som et Spær,
Opad den vilde flyve, dog lyktes det ei,
Thi Falken hiin Modige spærred den steile Vei.

Med piilspidse Vinger den svæved i det Høie,
Under den fløi Heiren med speidende Øie,
101 Forsigtig den vendte Næbbet, dog vilde den ikke flye,
Den agted Falken at spidde, naar han sank ned fra Sky.

Da sagde den gamle Ridder: »Gud veed, hvad der vil skee,
Dog maa hver Jæger tilstaae, den Falk er værd at see,
Hør, hvor dens Bjælder klinge, det er et lystigt Spil,
Men det var Jammerskade, hvis den kom noget til.«

»Ei«, svared den Drot behænde, »det har vel ingen Nød,
Thi skjøndt den kun er liden, er den til Seier født;
Den har et sikkert Øie, den feiler ei sit Maal,
Dens Klo er mere hvas, end det skarpeste Staal.«

Da saae man høit i Luften et usædvanligt Syn,
Thi Falken den Modige sig sænked som et Lyn,
Man troede, den var spiddet ved Heirens Landsestik,
Dog sank den ved dens Side, saa den Faren undgik.

Saa greb den sin Fjende om Luftrøret langt,
Heiren kæmped forgjeves, dens Aandedræt blev trangt,
Men Falken slog med Vingerne, den brugte Næb og Klo,
Under dens vilde Favntag blev Heiren lidet fro.

102

Saa daled de fra Luften ned i Græssets Skjød;
Falken stod uforfærdet, men Heiren var død.
Da sagde Konning Volmer: »Den Kamp fik Ende brat,
Atter her en David har fældet en Goliath.«

- »Nu er hans Ord forblommet alt efter gammel Skik«,
Saa hvisked de Riddere, »dog har han Falkens Blik,
Er han ei føer af Lemmer, har han dog Mod for To.
Tidt er han mild i Tale, dog hvas er hans Klo.«

Men Falken hugged Øiet ud paa Heiren den graa,
Saa drak den af dens Hjerteblod, den agted ei derpaa,
At Kongen den venlig lokked og strakte Haanden ud,
For første Gang paa Jagten den trodsed hans Bud.

Da vredtes den Herre, han sig mod Falken vendte,
Han sagde: »Du bær Dig ad som en rovgjerrig Glente,
Med Hunger skal Du tvinges i det mørkeste Buur,
Til ganske Du forglemmer Din trodsige Natur.«

Falken de vilde fange, de kom den ganske nær,
Da steg den atter pludselig og svandt bag Skovens Træer.
Den agted ei deres Lokken, den fløi imod Syd.
Snart døde bort i Luften Bjældernes fjerne Lyd.

103

Da sagde Dannerkongen: »Jeg er af Jagten kjed,
Nu vil jeg søge Falken alene; hvo veed,
Om ikke jeg den finder bag Skovens høie Træer,
Ugjerne jeg den mister, hvor trodsig end den er.«

DEN FREMMEDE JOMFRU.

Saa red den ædle Konning ad Markerne hen,
Der fulgte ham efter kun en eneste Svend,
Men da de kom til Skoven, hvor Veien blev trang,
Da hørte Kongen atter den fjerne Bjældeklang.

Han kaldte paa Svenden, han let af Sadlen sprang,
Han sagde: »Vogt min Ganger og vent mig paa Vang.«
Saa gik han ind i Krattet, selv baned han sig Vei,
Han sagde: »Jeg hører Bjælderne, jeg skuffer mig ei.«

Saa vandred han alene paa den vildsomme Sti,
Da naaede han en Plads, der for Træer var fri,
Der saae han en Jomfru - han troede knap sit Syn,
Sagtelig leged Bladene med Solstraalernes Lyn.

Om Brystet var hun fyldig, i Midien var hun smal,
Eensom og stille hun sad bag Skovens Hal,
Tankefuld drømmende paa den mosgroede Steen;
Hun ligned en deilig og smækker Rosengreen.

De rødeste Koraller smykked hendes Haar,
Midt i Høstens Blomster hun ligned den unge Vaar;
104 Fager hun syntes, liig en Paradisets Aand,
Der saae han ogsaa Falken, den sad paa hendes Haand.

Hun reiste sig med Iil, da den Fremmede hun saae,
Men Falken blev siddende, den agted ei derpaa,
Da standsed den Herre, hans Tanker sig forvilded,
Han troede, han bedaaredes kun af et Tryllebilled.

Dog fatted han sig hurtig, han traadte hende nær,
Og sagde: »Det er fagert at see paa Skoven her,
Og Græsset er fagert, og Falken er skjøn,
Langt skjønnere den Jomfru, der lokked den i Løn.«

Da neied hun for Kongen, skjøndt hun kjendte ham ei,
Hun svared: »Af sig selv den fra Luften fandt Vei,
Frivillig ned den daled og satte sig paa min Haand,
Jeg har den ikke lokket, ei holdt den i Baand.«

Da mæled den Herre: »Jeg ret ei fatte kan,
At Rygtet om Jer Skjønhed blev skjult i dette Land,
At slig en Rose blomstred saa nær ved Øresund,
Og at jeg ei den skued før nu i denne Stund.«

Gjensvared den Jomfru: »Min Broder og jeg,
Vi hid nys ere komne paa Bølgernes Vei.
Min Moder var fra Danmark, hun efterlod os her
En Borg, som I kan skimte bag Krat og bag Træer.«

105

Da sagde Konning Volmer: »Den Falk tilhører mig,
Dog gjerne jeg den afstaaer, hvis den kan tækkes Dig;
Mig synes, Eders Øine ligne den klare Sø,
Ei før i Danmarks Rige jeg skued slig en Mø.«

Hun sænked sine Blikke, hun rødmed som Blod.
»Jeg har vel sagt formeget«, tænkte den Herre god,
»Jeg gjerne længer dvæled, dog bør jeg nu vel gaae,
Dog kan jeg de Drømmetanker af Hovedet ei faae.«

Om hendes Navn han spurgte, han gik endnu dog ei,
Hun sagde: »Tovelille, min Herre, kaldes jeg,
Min Broder hedder Henning, vi kom fra Rygens Strand,
Vi stamme ned fra Konger i det vendiske Land.«

Da svared den Herre: »Jeg selv en Konning er,
Og Alt, hvad I begjerer, jeg gjøre vil for Jer,
Jeg fødtes til Beskytter for undertrykte Mænd
Og værgeløse Qvinder, vi sees vist igjen.«

Saa hilsed han venlig og svandt bag Busk og Krat,
Hun efter ham stirred igjennem Skovens Nat,
Hun sagde ved sig selv: »Der var det i hans Øie,
For hvilket mod min Villie jeg maatte mit Hoved bøie.«

Men Falken steg i Luften, den fulgte ham paa Vei,
Hun tankefuld bortvandred, dog vidste hun ei,
At nu hun havde fængslet med Elskovens Baand
Den Herre, der holdt det hele Danmark i Haand.

106

KONGEN BESØGER TOVELIL OG HENDES BRODER.

Kong Volmer jager den lette Raa,
Det var ved Vintertide,
Han fanger de Dyr baade store og smaa,
De Timer saa sagtelig glide.

Han beder Hare, han beder Hind,
Ei kan han den Jomfru glemme.
Tilsidst han træder i Borgen ind,
Hvor Tovelil havde hjemme.

Han siger: »Jeg jaged paa vilden Sti,«
- Hans Barm den banker urolig -
»Da kom jeg, Hr. Henning, Din Borg forbi,
Thi vilde jeg see Din Bolig.

Jeg veed, I seiled fra Rygens Strand
Til Sjællands blomstrende Enge.
Man priser, Hr. Henning, Din store Forstand,
Dertil kan hos os vi trænge.«

Han talte kun lidet med Tovelil,
Han troer det er bedst at tie,
Han tænker: »Tidt skrider man frem med Iil,
Hvor det var klogest at bie.«

Snart var han alvorlig og snart han loe,
Vel kunde sit Ord han vende,
Han blev i Timer, han blev i to,
Han blev til Dagens Ende.

107

Hans Stemme ligned den Tryllelyd,
Der klinger i Dvergenes Sale,
Hvad Andre vinde ved Sværd og Spyd,
Det ofte han vandt med sin Tale.

Tilsidst han sig vender mod Tovelil,
Hun reiser sig fra sit Sæde,
»At I og Jer Broder er komne hertil
Det vorder os vist til Glæde.«

Den Jomfru sig neier med smilende Mund.
»Jer Tale saa let monne glide,
Dog hviskes det rundt fra Belt til Sund,
At ei man paa den tør lide.«

Hr. Henning mæled: »Et Barn hun er,
Hun kan ei beherske sin Tunge.«
Men Kongen svarer: »Det gaaer mig ei nær,
Hun taler, som Fuglene sjunge.«

Han siger: »I ligner en Lilie paa Qvist,
Guds Engle bringe den Føde,
Men Landet maa værges ved Kløgt og List,
Hvis ei det skal trænges til Døde.

Der lyves saamangen Ridder paa,
Med Klaffer er ondt at stride,
De Herrer i Syden det vel forstaae,
Fra dem kommer Danmarks Qvide.

De agted ei Kongens og Retfærds Bud,
De mente, de her havde hjemme,
Dem har vi drevet af Landet ud,
Det kan de os aldrig glemme.

108

Vort Riges Grændse de voldelig brød,
Og Landet de agted at dele,
Men det skal siges, naar Volmer er død,
Han atter har samlet det Hele.«

Saa talte den Herre dristig og snild,
Han tænkte, det kunde dog hænde,
At Volmer vandt det Elskovs Spil,
Hvis Lykken det saa vilde vende.

Han tænker: »I Morgen er atter en Dag,
Vor Heftighed vil vi dæmpe,
Vi bragte til Ende saamangen Sag,
Skjøndt vi fore frem med Læmpe.«

I Lunden blæser den kolde Vind,
Den Ganger i Stalden sover,
Men Volmer vender Hr. Hennings Sind,
Saa han at tjene ham lover.

Og atter den Herre spøged og loe,
De Timer saa sagtelig glide,
Men da han naaede sin Kongebo,
Da var det ved Midnatstide.

VALDEMARS FEST.

Kong Volmer havde bygget et Slot ved Vordingborg,
Hvor ofte han sig hviled og glemte Verdens Sorg,
Der vexled han med de Hofmænd saamangt et lystigt Ord,
Der spiste hundred Riddere hver Dag ved hans Bord.

109

I Kongeborgens Haller de sad ved Vintertid,
Hvor Væggene var af Marmor halv graa og halv hvid,
Mens Pillerne høit sig løfted og delte sig i Grene,
De ligned Skovens Stammer, forvandlede til Stene.

Heel mangen ædel Jomfru man der i Dandsen saae,
Der dansed og de Kæmper med Staalbrynier paa.
Der blev de favre Lilier med Ridderne bekjendt,
Og lønlige Luer blev i Hjerterne tændt

Det var ved Vintrens Ende, heel nærved Vaarens Tid,
Af vinterligt Sneefog dog Marken var hvid,
Da pleied Konning Volmer hvert Aar at holde Fest,
Der samledes i Borgen saamangen ædel Gjæst.

De kom paa alle Veie fra Nord og fra Syd,
Alt fra den aarle Morgen hørte man Bjældelyd,
De ædelige Fruer aged i gylden Karm,
Did kom og Jomfru Tove, hun frygted ingen Harm.

Der saae man og en Herre for Snildhed bekjendt,
Hans Navn var Hr. Eckhard, han var fra Holsteen sendt.
At lægge skjulte Planer med Kløgt han forstod,
Han fulgtes af en Ridder, der ei var Kongen god.

Den Ridder hed Hr. Vendelbo, han var en tapper Mand,
Hans Gangere de græssed ved Liimfjordens Strand,
110 Han foer ei frem med Læmpe, han var en Herre bold,
Han havde sønderhugget saamangt et Ridderskjold.

Han syntes bred om Brystet, heel fast mon han gaae,
Hans Øine funkled dristig, hans Lokker vare graae,
Hans stærke Glavind glimted som en Lynstraale klar,
Det trængte gjennem Jernet saa let som gjennem Glar.

Eckhard, den Herre, studsed, da han Kongsgaarden saae,
Den vogted hundred Kæmper med Sværd og Brynier blaae,
Da sagde Hr. Eckhard: »Det er et fagert Slot.«
»Ja«, svared en Dannerkæmpe, »Kong Volmer bygger godt.

Han selv har Borgen grundlagt til sin og Landets Hæder,
Sexhundrede Riddere han giver Kost og Klæder,
Meer end hundred Landser ham følge paa Vei,
Og hvad han dem befaler, de negte ham ei.

Et Taarn han ogsaa bygged bag Slotsgaardens Linde,
Paa Spiret staaer en Guldgaas, der dreier sig for Vinde;
I Taarnet er der Celler med Jernbolte stærke,
Hvorfor han det har bygget, det vil hans Fjender mærke.«

111

»At sige«, svared Eckhard, »hvis han kan fange dem;
Men hvo er den Lilievand, som hisset træder frem?
Hendes Kinder er som Roser, Barmen som Snee,
Som Maimaaneds Blomster er den Jomfru at see.«

Svared ham den Kæmpe: »Ved den tangklædte Strand
Hun eier en Borg, hendes Broder er Kongens Mand,
Han er nu vorden Høvding, vi lyde hans Røst,
Man siger, hun er født ved den pommerske Kyst.

Hun eier megen Rigdom, i Fløil gaaer hun klædt,
Man siger, at hun stammer af fyrstelig Æt,
De Sølvklokker klinge, hvor hendes Ganger gaaer,
Fire ere de Jomfruer, der børste hendes Haar.«

TOVELILLES DANDS.

Den høie Dør sig aabned, Kong Volmer fremtreen,
Og skjøndt han ei var smykket med Guld og Ædelsteen,
Han ligned dog en Konning, som Ild var hans Blik,
De Fruer og Jomfruer neied, hvorhen den Herre gik.

Ham fulgte tredive Hofmænd, der lytted til hans Røst,
Om Armene bar de Ringe, dem skinned Guld paa Bryst,
Foran den ædle Marskalk løfted en gylden Stav,
Da Mængden veg tilside som et bølgende Hav.

112

Med mangen ædel Ridder talte den Herre god.
Da Tovelil ham skued, hun rødmed som Blod,
Hun traadte langt tilbage, dog mødtes deres Blik,
Det var som et Solstik, der hurtig kom og gik.

Kong Volmer førte Talen med megen Kløgt og Snilde;
Snart traf hans Ord som Pile, snart som en venlig Kilde
De risled mellem Blomster, han syntes vel tilfreds,
Han satte sig blandt Ridderne, de stod om ham i Kreds.

Mæled da Ridder Folkvar, han stod ved Kongens Stol:
»Der kommer Dronning Helvig, hun skinner som en Sol,
Med alle sine Jomfruer hun sagtelig fremskrider,
Det er som et Tryllenet, der gjennem Hallen glider.

See, min Drot, hvor fagert Guldkronen hende klæder,
De Ædelstene glimte, hvorhen den Frue træder;
Kappen af røden Fløiel er rigt med Guld belagt,
Aldrig nogen Dronning var klædt i større Pragt.«

Da tænkte Volmer Konge, dog sagde han det ei:
»Hist skuer jeg en Jomfru, heel langtfra Helvigs Vei,
Hun vænere maatte tykkes, selv om hun var død,
End den iiskolde Dronning med sin Guldkrone rød.«

113

Pludselig han sig reiste, han treen i Hallen ned,
Ham ingen Hofmand fulgte, heel iilsomt frem han skred,
Indtil han naaede Pladsen, hvor Tovelille stod,
Nysgjerrig Mængdens Blikke fulgte den Herre god.

Den Lilievand sig neied, han traadte hende nær
Og sagde: »Følg mig efter, min Jomfru fiin og skjær!
Nei, frygt kun ingen Fjende, Du har en trofast Ven,
Der vel Dig kan forsvare, hvor Du vender Dig hen.«

Saa fulgte hun den Herre med nedslagne Blik,
De Ungersvende sukked, hvorhen den Jomfru gik,
Men Kongen iled fremad, han standsed ei, før
Han naaede Dronning Helvig med alle hendes Møer.

Mæled da Kong Volmer med stolt og dristigt Mod:
»Her bringer jeg en Jomfru af det ædleste Blod,
For Dyd hun vidt berømmes og for høviske Sæder,
Fuldelig hun fortjener, at I viser hende Hæder.«

Da sagde Dronning Helvig: »I er mig kjær at see,
Hvad Kongen befaler, det bør bestandig skee,
Ofte han rider ene med Falk og med Hund,
Jeg hører, han har mødt Jer alt i den Bøgelund.«

Af Guld en vægtig Kjæde hun tager af sin Arm,
Og selv hun den hænger om Tovelils Barm,
At sidde ved sin Side Fru Helvig hende bad,
Dog vendtes hendes Venskab tilsidst til bittert Had.

114

Fru Helvig sig reiser, hun frem i Dandsen gaaer,
Nær hende dandser Tovelil med guldfagert Haar,
Som en svævende Fugl hun i Dandsen monne glide;
Tilsidst hun dog standsed ved Konning Volmers Side.

Der blev en vældig Trængsel, hvor hun i Dandsen gik,
Der brændte mangt et Hjerte, hvor hun vendte sit Blik,
Da hørtes der en Hvisken: »Det er som Vindens Gang,
Naar den leger med Duggen og Græsset paa Vang.

Ret aldrig saae man Øine med saa selsom en Glands,
Og aldrig nogen Jomfru, der gik saa let i Dands.«
- »Ja«, svared en gammel Kæmpe, han støtted sig til Sværd,
»Langt meer end noget Kongespiir er saadan Jomfru værd.«

Da sagde Ridder Vendelbo, han saae til Dandsen hen:
»Vi trænger ei til Dandsere, men vel til stærke Mænd
Og sværdvante Kæmper, af dem har vi kun Faa,
Og stedse blive de færre, medens Tiderne gaae.«

Spurgte da Dronning Helvig, hun hvilende sad:
»Hvi er der saadan Trængsel om de Dandsendes Rad?«
115 Gjensvared en Terne: »De see paa Tovelil,
Hvor let hun kan sig vende ved Sang og Strængespil.

Det er, som naar om Natten i Fuldmaanens Skjær
De Elverpiger dandse bag Krat og bag Træer
Og dreie sig som Taager, der jages af Vind.«
Det hørte Dronning Helvig med tankefuldt Sind.

KONG VALDEMAR OG HANS GJESTER. Fortsættelse.

I trende Dage varede den danske Konges Fest,
Den ædle Marskalk sørged for hver indbuden Gjest;
Af Spiser og ædle Vine var Kongehallen fuld,
Den rige Herre Volmer da spared ei sit Guld.

Der var stor Lyst og Gammen, der tænktes ei paa Sorg,
De Ædleste med de Bedste bleve paa Kongens Borg
Og stedtes der til Hvile, da Dandsen var endt,
De Andre blev i Byen til Herberge sendt.

Da bød Fru Helvig Tovelil til sig blandt sine Møer,
Hun sagde: »Vi see Jer gjerne, skjøndt ei vi saae Jer før;
I være skal velkommen blandt os paa dette Slot.«
Mæled de danske Kæmper: »Fru Helvig taler godt.«

116

Der redtes og for Vendelbo i Borgen et Leie,
Han havde mødt Kong Volmer tilforn paa Kampens Veie;
Dog vilde ham Kongen vinde, thi han var kjæk og bold,
Med hundrede Kæmper han red under Skjold.

Men denne Gang han bragte kun tyve Svende med,
Ham sendte Jyllands Adel at byde Kongen Fred,
Hans Svende troe ham fulgte, de traadte frem saa trygt,
Deres Øine det viste, at ei de kjendte Frygt.

Tidt havde Jyllands Adel trodset Danmarks Drot,
Den sagde: »Han vil beholde for sig hver Borg og Slot.«
Derfor de mod Kongen havde stridt med væbnet Arm,
Nu sendte de Ridder Vendelbo at mildne Kongens Harm.

Hr. Eckhard og Hr. Vendelbo da mødtes paa Vei,
At begge ham gjested sammen, huede Volmer ei.
Venlig han dog dem modtog, han syntes glad og fro,
Da sagde Hr. Eckhard: »Du skal ham aldrig troe.

Snart er hans Tale hvas, snart den Honning er liig,
Men hvordan han den dreier, han vil bedrage Dig.
Han har Jer længe kuet, han skatter Jert Land,
Saalangt som Møller male til den tangklædte Strand.

117

Os han i Hjertet hader, skjøndt han kalder sig vor Ven,
Alt, hvad til os er pantsat, han løser igjen;
Han jager i vore Skove, han fisker i vort Vand,
Hans Fader Kong Christopher var dog en bedre Mand.«

- »Nej«, svarede Hr. Vendelbo, »han var en ussel Drot,
Ikke dog skal Volmer os skille ved Borg og Slot,
Men vilde han ei negte vor Adel dens Ret,
Maatte vi selv det tilstaae, han hersker ikke slet.«

Den næste Morgen tidlig stod Volmer i Hal
Mellem sine Gjester, han mælede: »Nu skal
I ikke tage Hermelin men Staalbrynier paa,
Ei smykke Jer med Silke, men med de Hjelme graae.

Min Borgegaard sig strækker heel bred og dertil lang,
Der kunne de Heste løbe, der er ei Pladsen trang,
De allerbedste Stridsmænd har ofte kæmpet der,
Der vil i Dag vi lege med Spyd og med Spær.«

»Ja«, svared Hr. Vendelbo, han var i Ord saa brat,
»Den Leg er meget bedre end den, vi saae i Nat,
Først vil vi høre Messen, dertil den Ottesang,
Saa vende vi tilbage og prøve den Heltegang.«

Hvad dem den Herre raadte, blev strax sat i Værk,
De droge til Kirken i staalgraa Pandsersærk,
118 De sagde: »De Ord, han talte, var Guld og Penge værd,
At høre Messen styrker baade Brynier og Sværd.«

Kong Volmer blev paa Borgen, han fulgte dem ei,
Han sagde: »Jeg bliver hjemme, det er for lang en Vei,
Jeg lytter helst til Klokkeklang fra Skovens vilde Sti,
Og elsker kun den Munkesang, der snart er forbi.«

RIDDERSPILLET.

Saasnart de atter stode bag Borgens høie Tind,
Iled de stærke Riddere med kamplystent Sind
Ud i Fegtergaarden, der stakte sig mod Vang,
Der kunde de Heste løbe, der var ei Veien trang.

Hr. Vendelbo skred foran, han let i Sadlen sprang,
Skjøndt klædt i tungen Rustning og med sin Landse lang.
Da sagde Konning Volmer: »Det var et dristigt Spring.«
»Ei«, svared den Ridder, »det var en ringe Ting.

Hvo ei med Spær og Glavind, og klædt i Pandserringe,
Som en flyvende Falk sig kan i Sadlen svinge,
Han due kan til Kjøbmand, men ei til Vaabenfærd,
Ei sømmer ham at bære det staalfarvede Sværd.«

119

Frem gik de Riddere, de grebe de lange Spær,
Og stege paa deres Heste og red hverandre nær;
Hjelmene vare blanke, de Ringbrynier blaae,
De ædelige Fruer i Vinduerne man saae.

Begyndte da de Kæmper den dristige Leg,
Den mægtige Vaabenlarm i Luften opsteg,
Den hørtes over Vandet, den hørtes under Sky,
Saa Fuglene forfærdedes, og Fiskene monne flye.

Kong Volmer og hans Kæmper viste da herligt Mod,
De fegted mod de Fremmede, thi saa den Herre god
Bestemte, det skulde være, de rede frem paa Rad,
Den Drot og hans Hofmænd de skiltes sjelden ad.

Den Herre selv dem førte med Kløgt og Forstand,
Hans graaspættede Ganger var født i Spanieland,
Den var den allerbedste, der græssed ved Aa,
Den kjendte hans Stemme og kunde ham forstaae.

De hugged med Glavind, det var, som Luften sang,
Taarnene gave Gjenlyd, og Borgmuren klang,
Fra Skjoldene sprang Gnister ved Sværdenes Slag,
De sønderbrudte Landser sprang over Borgens Tag.

Saamangen ædel Ridder fra Sadelbuen sank,
Og mangen herlig Adelshjelm, der før skinned blank,
Kløvedes af de Sværde, den mørknedes af Blod;
De Hjelmbuske traadtes under Gangernes Fod.

Guldfarvede Skjolde, med Ædelsteen belagt,
Splintredes i Stykker ved Landsernes Magt,
120 Da sagde Ridder Vendelbo, den Helt med Lokker graae:
»At lege med Sværd og Landser de Hofmænd vel forstaae.«

Han gjorde saamangen Ridder af Kamplegen træt,
Hans Øine de lyste gjennem det Hjelmenet.
Han knuste de Skjolde, han splintred de Spær,
Over hans Isse vaied tre ravnesorte Fjær.

Tilsidst han greb en Landse, forfærdelig og lang,
Mod Borgens Port han kasted den, det gav en vældig Klang,
Da brast de tunge Laase, op sprang den Dør saa stærk,
Da meente de Kæmper, det var et Helteværk.

Dog saae de til Kong Volmer, den Herre stolt og fast,
De meente, han vilde vredes ved dette Landsekast,
Men han sad ganske rolig paa sin ædelbaarne Hest,
Han sagde: »Man hente Smeden, han læger den Vunde bedst.«

Men da nu Solen daled paa den vestlige Sti,
Raabte den Drot behænde: »Nu er vor Leg forbi.«
Ugjerne sprang de Stridsmænd af Gangerne ned,
Men var ei Mørket kommet, var Kampen bleven ved.

Saa greb Konning Volmer en Guldkjæde svær
Og nærmed sig Hr. Vendelbo ved Faklernes Skjær,
121 Og hængte den om hans Nakke, det var en herlig Krands,
Perler og ædle Stene forhøiede dens Glands.

Han sagde: »Hr. Ridder, I er en farlig Mand,
En mere vældig Stridshelt ei findes i vort Land;
Jert Spær knuser Jern, som var det Bøgeriis,
Visselig I fortjener at bære Kampens Priis.«

Ham svared Hr. Vendelbo: »I tale saadan ei,
Jeg har vel kjendt de Stridsmænd, der bedre var end jeg.
Men det er længe siden, thi Tiderne gaae,
Og de, som da var unge, have nu Lokker graae.«

Da mæled atter Kongen: »Den Leg skal længe mindes,
I Dag har vi prøvet, hvor gode Kæmper findes,
Om end de kunne voxe ved Nordhavets Strande,
Eller de skulle hentes fra fremmede Lande.

Ville de holde sammen, der rundt i Landet boe,
Og være vort Danmark mod Udlandet troe,
Da Riget end skal stande, naar vi længst er død,
En Falk er kun liden og dog til Seier født.«

Saa samledes i Hallen de ædle Riddersmænd,
Fru Helvig var der ikke, hun var ei Kampens Ven,
Og heller ei Hr. Eckhard, men Tovelil man saae,
Liig Morgenstjernen deilig paa Himmelen blaa.

122

Saa mellem de andre Stjerner stod den Jomfru skjær;
De neied sig alle, da Kongen kom dem nær.
Saa satte sig de Gjester ved Bordet i Rad,
De ædelige Fruer mellem Ridderne sad.

Den stærke Viin i Bægerne fast som i Strømme randt,
Kong Volmer drak kun lidet, han dertil var vant;
I Høisædet sad han med Staalbrynie paa,
Det lyste som Lynglimt, hvorhen den Herre saae.

Han bød Ridder Vendelbo at træde til sig hen,
Han sagde: »Jeg ønsker at have Jer til Ven,
Gjerne med Jyllands Adel jeg nu vil slutte Fred,
Og lover at forglemme, hvad forhen er skeet.«

Han sagde: »Hr. Ridder, I er en ærlig Mand
Og ønsker ei, at Danmark slides af Ulvetand,
Hvis I for os vil kæmpe og være Landets Skjold,
Da skal vi det vel frelse fra Udlandets Vold.«

Hvad meer de Herrer talte, det er mig ei bekjendt,
Tilsidst da de skiltes, og Maaltidet var endt,
Sagde den Drot til Tove: »Hvis Du mig glæde vil,
Saa synger Du nu en Vise til Guldharpens Spil.«

Den Lilievand rødmer, hun Guldharpen slaaer,
De Riddere da syntes, at Vinter blev til Vaar;
De lytted til den Harpeleg, de lytted til den Sang,
Da syntes det dem Sommer, skjøndt Snee laae paa Vang.

123

Fru Helvig hørte Sangen fra Hallen, hvor hun sad,
Hun spurgte: »Hvorfra kommer det selsomme Qvad?«
Gjensvared den Terne: »Det er Fru Tovelil,
Der Guldharpen slaaer, mens hun synger dertil.

Det ligner de Sange ved Fuldmaanens Glands,
Som Dvergene qvæde til Elverpigers Dands.«
Da lytted Fru Helvig, til Sangen var endt;
Men hvad hun dengang tænkte, det blev kun seent bekjendt.

HERR ECKHARD OG HANS PLANER.

Den næste Morgen jaged Kong Volmer under Ø,
Ham fulgte mangen Ridder samt mangen deilig Mø.
De rede paa høie Heste paa den sneedækte Vei;
Dronningen hørte Messen, hun elsked Jagten ei.

Tidlig ved første Hanegal, før Munkene holdt Bøn,
Hr. Eckhard blev kaldet til Kongen i Løn,
De Hofmænd lytted udenfor, dog Alt var længe tyst,
Omsider hæved Volmer sin stærke Kongerøst.

»Betænk, hvad I forlanger«, mæled den høie Drot,
»I vilde skille Danmark ved Fyen og Riberslot,
Med Brand I trued Odense, dog har sig Lykken vendt,
End Odense vi eier, og Byen er ikke brændt.

124

De Panter, jeg har indløst, høre nu Danmark til,
Dem faaer I ei tilbage ved List og Rænkespil,
Og heller ei de Borge, jeg vandt ved Lov og Dom,
Selv om I der har hersket, før jeg til Verden kom.

Mit Vaaben er en Løve, dertil et liggende Skjold,
Det kan jeg fuldtvel reise, naar jeg gjestes med Vold;
Og havde jeg ei standset det gamle falske Spil,
Da var der ei længer nu noget Danmark til.«

Hvad Hr. Eckhard svared, de Hofmænd ei forstode,
Han blev fra Jagten hjemme, han var ei vel tilmode,
Heel tankefuld han sad med Haanden under Kind,
Da traadte den unge Ditlef, hans Svend, i Hallen ind.

»Min Herre, hvorfor rider I ei Kong Volmer næst,
Hvi sidder I tilbage som en foragtet Gjest?
I tidt har viist mig Tillid, I veed, jeg er Jer tro,
Saa siig, hvi her I sidder, som i en Munkebo.«

Da svared Ridder Eckhard: »Visselig var det bedre,
Om Konning Volmer hviled i Muld hos sine Fædre,
Ham har den lede Djævel nu gjort til Danmarks Drot;
Han vil for sig alene besidde Land og Slot.

125

Alt hvad til os er pantsat ved Danmarks hvide Strand,
Det vinder han tilbage, man veed ei selv hvordan,
At ham de valgte til Konge, det blev vor Storheds Grav,
Han vil alene raade fra Sund til Vesterhav.«

- »Ja«, svared den unge Ditlef, »vi kjende vel hans Rygte,
Der er ei den paa Jord, som vi mere maa frygte;
Thi selv naar Land og Borge han synes at give hen,
Saasnart sig Lykken vender, han tager dem igjen.«

Gjensvared Ridder Eckhard: »Du kjender ham ei slet,
Heel kunstig kan han flette sin Tale som et Net,
Snart er hans Ord heel hvasse, som det skarpeste Staal,
Snart smutter han Dig af Haanden, fast som en smidig Aal.

Hvile han ikke kjender og lader ei Andre Ro,
Nu har han ogsaa fristet Hr. Peder Vendelbo,
Hemmelig alt de samles, jeg veed det ganske vist,
Jeg frygter, han er daaret af Dankongens List.

Fra Fyen er vi fordrevne ved en svigefuld Pagt;
Alle de fyenske Byer er under Danmark lagt,
Svigter nu Hr. Vendelbo og følger Volmers Hær,
Da miste vi og i Jylland, hvad end vi eie der.«

126

- »Ja«, svared den unge Ditlef, »skal atter med Fred
I Danmark vi herske, maa han fra Thronen ned,
Alt er det engang hændet, og det kan skee igjen,
At Danmarks Konge fanges af udlændiske Mænd.«

»Du veed«, ham svared Eckhard, »jeg tidt har tænkt derpaa,
Dog vogte ham hans Kæmper, hvorhen han monne gaae,
Ham vogte hundred Glavind ved Nat og ved Dag,
Ditlef, min gode Væbner, det bli'er en farlig Sag.«

- »Dog tidt han rider ene bag Birk og Bøgeriis,
Ei er han da forsigtig, endskjøndt han kaldes viis,
Han rider uden Følge med Høg og med Hund,
Da beder han den tamme Hind alt i den Rosenlund.«

- »Dersom alt Andet glipper, vi prøve kan derpaa,
Men denne Gang, min Ditlef, ere vi altfor faa,
Dog har med Lybek og Gulland han nylig yppet Tvist,
Kan de ham overvinde, behøves ei vor List.«

JAGTEN.

Under de høie Bøge var hugget mangen Sti,
Der red Konning Volmer med sit Følge forbi;
De vilde Dyr i Skoven ei glæded sig derved,
Den jagtlystne Skare lod dem kun liden Fred.

127

Foran de ædle Gjester red Danmarks høie Drot,
Staalbuen at spænde forstod den Herre godt,
Kjølver og lette Pile fløi gjennem Skovens Net,
De bladløse Bøge kun skjulte Vildtet slet.

Solstraalerne blinked i Luften klar og blaa,
Paa alle Veie speided de Sporhunde graae,
Bønderne gik i Rækker og gjente Vildtet til,
Da begyndte de Jægere det lystige Spil.

Herlig klang i Skoven de gyldenblanke Horn,
Mens Hundeglammet gjenlød fra Krat og fra Torn,
De Riddere sig spredte bag Busk og høien Bøg,
De jaged kun med Mynder, men ei med flyvende Høg.

De ædelige Fruer dem fulgte med Lyst,
De blanded deres Stemmer med Jægernes Røst,
Sadlerne vare spændte med silkehvide Baand,
Med Sølvertøilen leged da mangen fager Haand.

Hundeglammet opsteg høit under vilden Sky,
Ei vidste Hjorten og Hinden, hvorhen de skulde flye,
Daadyr og letten Hare kunde sig ikke skjule,
Pilene fløi i Luften, liig rovlystne Fugle.

Tovelil den Fagre heel nærved Kongen red,
Sig løste hendes Fletninger, de faldt i Vinden ned,
Da flagred over Skuldrene det udslagne Haar,
Liig guldfarvede Skyer, der bagved Solen gaaer.

128

Hun sad heel rank paa Hesten, heel kjæk var hendes Aand,
Da spændte hun sin Bue med hviden Jomfruhaand
Og sigted mod et Raadyr, som flygted med Iil,
Da sank det til Jorden for den vingelette Piil.

Kong Volmer smiled venlig, han tænkte ved sig:
»Blandt alle Verdens Qvinder hun passer bedst for mig.«
Han sagde: »Favre Jomfru, I har Lykken til Ven,
I seirer uden Møie, hvor I Jer vender hen.«

Hvorlænge Jagten vared, har Ingen mig fortalt,
Ei heller kan jeg sige, hvormeget Vildt der faldt,
Dog hvisked en gammel Jæger, han syntes lidet fro:
»Skal alle Dyr da skydes, som her i Skoven boe?

Hvis saa de vilde færdes endnu i Dage tre,
Da fik man i Skoven ingen Hjort meer at see,
Daadyr og letten Hare, Alt blev ødelagt,
Gud frelse de gode Skove fra denne vilde Jagt!«

Til Kongeborgen atter det lange Følge red,
Gjennem de Hestedækner trængte Gangernes Sved;
Da sagde de Riddere: »Det var en herlig Fest,
Men denne Dag paa Jagten, den var dog allerbedst.«

- Fru Helvig saae fra Vinduet i Borggaarden ned,
Hvor Tovelil den Fagre ved Kongens Side red;
129 Da smiled hun heel selsomt, hun bort fra Vinduet gaaer,
Hun sagde: »Jomfru Tove heel mangen Kunst forstaaer.«

Saa sprang de stolte Riddere fra Gangerne til Jord,
Dem førte den ædle Marskalk til det kongelige Bord,
Hvo sammen vilde blive, de skiltes ei ad,
De ædelige Fruer mellem Ridderne sad.

Den stærke Viin i Bægerne fast som i Strømme randt,
Kong Volmer drak kun lidet, han dertil var vant,
I Høisædet sad han med Jagtklædning paa,
Det lysned som Lynglimt, hvorhen den Herre saae.

Da skued man Hr. Eckhard ved Dronningens Side,
Hvad hemmelig de talte, fik Ingen at vide;
Hendes Kinder vare blege, hun syntes tankefuld,
Da leged atter Tovelil paa Harpen af Guld.

Fra Dronningens Side Hr. Eckhard ikke veg,
Men Dankongen lytted til Tovelilles Leg;
Et Blik dog han kasted til Helvig saa brat
Som Lynet, der tændes og slukkes i Nat.

Tilsidst til Jomfru Tove Hr. Henning nærmed sig,
Han sagde: »Tovelille, Kong Volmer elsker Dig.«
Gjensvared den Jomfru: »I tale dog ei saa!
Den Tro han gav Fru Helvig, vist aldrig brydes maa.«

130

- »Og dog min favre Søster, Du er af Fyrsteblod,
Fru Helvig selv ei stammer af ædlere Rod,
Og vel det kunde hændes, hvis Dronningen var død,
At Du maatte bære hendes Guldkrone rød.«

Da reiste sig den Jomfru med blussende Kind,
Hun iled gjennem Hallen som den flygtige Hind,
Hun vilde ham ikke høre, men hvad der meer er hændt,
Og hvad de siden talte, det er mig ei bekjendt.

FRU HELVIG.

Hr. Eckhard og Fru Helvig heel tidt hinanden saae,
De mødtes i Hallen, naar Mørket faldt paa,
De mødtes og i Lunden paa den eensomme Vei,
Men Dankongen lod, som han mærked det ei.

En Aften da Hr. Eckhard hos Dronningen sad,
Han hvisked: »Eders Herre gjør Jer nok lidet glad;
Dog stol paa Jer Broder, der ved Slien mon boe,
Dertil paa Holsteens Grever, de er Jer huld og troe.

Hvis I da mærker Noget til Dankongens Spil,
I bør det ei fordølge, men skrive dem det til,
Og vil I da blot lyde vort hemmelige Raad,
Visselig skal vi standse Jer Kummer og Graad.

Jer Andagt og Jer Gudsfrygt er vidt i Landet kjendt,
Men med Kong Volmers Fromhed er det nok slet bevendt,
131 Og turde han det vove, han lagde Kirken øde,
Han raner ofte Kalk og Disk for sine Mænd at føde.«

Sukkende svared Helvig: »Det tidt mig voldte Sorg,
At sanke Guld og Rigdom, at vinde Slot og Borg,
Derefter kun han higer, kun Eet han tænker paa,
At samle det delte Danmark, hvordan det saa skal gaae.«

Svared Hr. Eckhard listig: »Han tænker Eet endnu,
At tale med Fru Tove, dertil staaer hans Hu,
Skeer det ei ved Dagslys, det skeer ved Midnatstide.«
Da blev Fru Helvigs Kinder som et Liinklæde hvide.

Hun reiste sig og iled til Vinduet hen;
Hun sagde: »Der seer jeg Kongen, han rider ud igjen,
Hvor rider han saa silde, jeg kan det ei forstaae?
Er det nu Tid at jage, da Natten falder paa?«

- »I ligner de tause Stjerner paa Himmelens Vei,
I gaaer Jer stille Bane og taler derom ei,«
Saa mæled Ridder Eckhard, »det er Jer vante Skik,
Dog læser jeg skjulte Tanker i Jert tindrende Blik.

Kong Volmer, Eders Herre, har vist en stor Forstand,
Muligt, at dog han finder i Jer sin Overmand,
Han bruger mange Kunster, han kjender mangen List,
Dog i den Kunst at tie I overgaaer ham vist.«

132

Pludselig udbrød Helvig: »Jeg er vel nødt dertil,
Jeg maa min Tanke skjule, dog nu jeg tale vil:
Hun eller jeg maa falde, nu Ordet er sagt,
Hun har omspundet Kongen med farlig Tryllemagt.

Der gives stærke Runer, kastes de for vor Fod,
Det næsten er umuligt at staae dem imod,
Dem har hun lært tilvisse, dem monne hun vel forstaae,
Bliver hun her i Danmark, maa jeg til Grunde gaae.«

Gjensvared Hr. Eckhard: »Det er en farlig Sag,
Hr. Henning hende vogter ved Nat og ved Dag;
Mens Kongen er i Leding, Henning hans Høvedsmand
Skal blive her tilbage og værne Sjællands Strand.

Mig følger kun min Væbner og dertil tvende Mænd;
Men hvis I kan vente, til jeg kommer igjen
Med flere stærke Kæmper, og I mig hjelpe vil,
Muligt kan da det lykkes, hvad Eders Hu staaer til.«

Ham svared Fru Helvig: »Hun her ei blive kan,
Gift hende med en Træl, der boer i et andet Land!
Dog jeg maa synes reen og for Mistanke fri,
Det kunde blive farligt, hvis jeg blanded mig deri.«

- »Naar Volmer først er borte, kan hun ei skade Dig,
Men vender han tilbage, da stol kun paa mig!«
Saa mæled Ridder Eckhard, han Hallen forlod,

Det syntes, som Kong Volmer ei deres Færd forstod.
133 Da mødte Herr Eckhard Ditlef, sin gode Svend,
Han sagde: »Vi har ved Hoffet endnu dog en Ven,
Saa siger et gammelt Ordsprog: Mands List er vel behænde,
Men Qvindelist er større, thi den er uden Ende.

Muligt dog det Ordsprog vil denne Gang slaae feil,
Tovelil vil hun fange, det klare Jomfruspeil,
Dog vi vil fange Kongen, det er et bedre Spil,
Og uden at hun veed det, skal hun hielpe dertil.

Thi uden Guld og Pendinge ei vindes denne Krig,
Men Helvig eier Skatte, hun synes meget rig,
Jeg vil da samle Stridsmænd i Tydskland, vort Hjem,
Men det er saare billigt, at hun betaler dem.«

- Fru Helvig lod en Troldqvinde hente til sin Borg,
Ei heller for hende hun dulgte sin Sorg,
Da neied sig og sagde den alderstegne Qvind:
»Vel kjender jeg den, der kan vende Kongens Sind.

Jeg kjender vel en Mester, han Kunsten forstaaer,
I Vælskland han fødtes, heel Meget han formaaer,
Paa Vindens Hest han rider over Krat, over Torn,
Han seiler over Havet paa Eisdyrets Horn.

Og han kan vende Veiret blot ved sin Stemmes Klang,
Og han kan standse Stormens og Stjernernes Gang
Og lære Skovens Ulve at trække Bondens Plov.«
- »Ja«, svared Fru Helvig, »jeg har alt hørt hans Lov.«

134

HEXEN SPAAER KONG VALDEMAR.

Kong Volmer rider ved Maaneglands,
Ham standser en gammel Qvinde,
»Vel mødt«, hun siger, »Du Danmarks Drot!
Alt under de susende Linde!

Vel mødt«, hun siger, »Du Danmarks Drot!
Ved Maanskin og Midnatstide,
Saa gjerne jeg Dig Din Skjebne spaaer,
Ifald Du den lyster at vide.

Saa gjerne jeg Dig din Skjebne spaaer,
Du drages det vel til Minde!
Ret aldrig Du træder saa vild en Sti,
At ei Du skal Veien finde.

Ret aldrig Du træder saa vild en Sti,
At Du skal Veien glemme,
Ret aldrig flyver en Fugl saa høit,
Du kan den fuldtvel tæmme.

Ret aldrig flyver en Fugl saa høit,
At ei Din Piil den naaer,
Og aldrig Du finder det krumme Jern,
Som ei Du at rette forstaaer.

Og aldrig Du finder det krumme Jern,
Som ei Du rette kan,
Og mødte Du Keiseren selv i Rom,
Du er saa god som han.

135

Og mødte Du Keiseren selv i Rom,
Du er jo vel hans Lige,
Der er ei den Ridder i Danmark til,
Som ei for Dig maa vige.

Der er ei den Ridder i Danmark til,
Hvis Mod Du ei kan bøie,
I Alting er Dig Lykken god,
Hvorhen Du vender Dit Øie.

I Alting er Dig Lykken god,
Dog Eet jeg vil Dig raade:
Vend aldrig Din Hu til Slegfredqvind!
Det bliver Dig ei til Baade.

Vend aldrig Din Hu til Slegfredqvind!
Hun bliver Dig til en Snare
Og volder Dig Kummer og Sorg og Spee
Og sætter Din Sjæl i Fare.

Hun volder Dig Kummer og Sorg og Spee,«
Saa sang hun ved Midnatstid,
Da svared den Herre: »Jeg vel kan see,
Fru Helvig har sendt Dig hid.«

VALDEMAR BEILER TIL TOVELILLE.

Eng og Ager grønnedes, der blomstred Bøg og Riis,
Skovduen og Gjøgen sang paa vante Viis,
Og Stæren fløited liflig, det var ved Pindsetid,
Hvidtjørnen var at skue som Sneen saa hvid.

136

Herr Henning var ei hjemme, han red i Kongens Bud,
Da vandred Jomfru Tovelil ad Slotsporten ud,
Hun satte sig ved Borgen, nærved en Rosenhæk,
Der snoede sig bag Blomster den rislende Bæk.

Den ligned en Sølvtraad, spunden under Jord,
For at flettes i det Bælte, der sig om Sjælland snoer,
Der sad den fagre Jomfru med Haand under Kind,
Da saae hun Kong Volmer ved den lysgrønne Lind.

Hun reiste sig hurtig, hun rødmed som Blod,
Og neied sig for Kongen, da sagde den Herre god:
»Heel fager er den Bæk og de blomstrende Træer,
Dog fagrere den Jomfru, som stander dem nær.

Jeg drager nu i Leding, de Kjøbmænd af Hardervig
Og Lybek og Venden os true nu med Krig,
Og Væverlauget i Visby os gjeste vil med Vold,
Vævspolen dog ei knuser saa let mit gode Skjold.«

Han sagde: »Jeg har Skibe, bygget med stor Forstand,
Som Stormfugle trodse de det oprørte Vand,
Men blæser Børen gunstig, og er den ei for svag,
Seile de tredive Mile selv paa en Vinterdag.

Paa Strømmen og paa Vinden forstaaer jeg mig vel,
Og Vandbølgens Veie har ofte bragt mig Held,
Dog vil det noget vare, en Sommer vil gaae hen,
Før jeg tilbage vender og seer Dig igjen.«

137

- Hun svared: »Gud skjenke Jer saamangen Time blid,
Som Stjerner, der følges ad i Midnattens Tid,
Gud skjenke Danmarks Rige saamangt et Seiersaar,
Som Pilen har Blomster i den tidlige Vaar.«

Han sagde: »Tovelille, jeg farer ei med Svig,
Jeg noget har paa Hjerte, som jeg vil sige Dig,
Jeg kan ei reise bort, før jeg Ordet har sagt,
Du fanget har Kong Volmer med Elskovens Magt.«

Hun svared: »Min Herre, I tale dog ei saa!
Jer Troskab til Fru Helvig vist aldrig brydes maa.«
Han sagde: »Fru Helvig har aldrig gjort mig glad,
Tidt fyldte hun mit Hjerte med Bitterhed og Had.

Aldrig kan hun trættes af Messer og Psalmesang,
Og aldrig hun finder nogen Præken for lang,
Men hørte hun end daglig de Kirkemesser ni,
For hævngjerrige Tanker hun blev dog aldrig fri.

At spinde falske Rænker nu hun ogsaa har lært
Af Eckhard fra Sachsen, det er mig meget kjært,
Jo mere hun sig blander i mine Fjenders Svig,
Desdybere skal hun falde til Gavn for mig og Dig.«

Han sagde: »Tovelille, hvis Du vil elske mig,
Jeg selv og mine Borge skulle da tjene Dig,
Og naar Fru Helvigs Rænker har voldet hendes Fald,
Skal Du Guldkronen bære i Dannerkongens Hal.«

138

Hun svared: »Jeg stammer af kongelig Rod,
Langt heller vil jeg døe end besmitte det Blod,
Hvoraf jeg ud er sprungen; saa hjelpe mig Gud!
Du favner mig aldrig, før jeg vorder Din Brud.«

Da tænkte den Herre: »Hun er en ædel Qvinde,
En velbefæstet Borg, heel vanskelig at vinde,
Dog strax at tabe Modet var aldrig Volmers Sag,
Der kommer vel engang en beqvemmere Dag.«

Han sagde: »For Ingen paa Jord jeg bøied mig,
Dog nu jeg mig bøier, Tovelille, for Dig,
Jeg giver Dig til Afsked mit kongelige Ord,
Hvis Gud vil mig hjelpe, Du herske skal i Nord.«

Saa hilsed han med Haanden, saa gik den Herre væk,
Hun satte sig atter ved den rislende Bæk,
Og lytted igjen til den underlige Sang,
Hun sagde: »Mig synes, jeg har drømt det engang.

I Drømme vi skue med indadvendt Blik,
Hvad aldrig i Dagslyset Ord og Stemme fik,
Der hvile mange Tanker i Drømmenes Dyb,
Ukjendte for Lyset som Havbundens Kryb.«

HJEMKOMSTEN.

Kong Volmer havde seiret, Visby var ødelagt,
De vendiske Stæder skjalv for Kongens Magt.

Saa seiled han tilbage paa Bølgen den blaa,
En stor og sjelden Rigdom man i hans Værge saae,

139

Guld og ædle Smykker af høi og sjelden Værd,
Dem havde han vundet ved sin dristige Færd.

Smykker, der glimtede som Solen i Vaar,
Og Fløil og Skarlagen og Zobel og Maar.

Og silkesyede Klæder og kunstigskaarne Kar,
Og indiske Stene, Klenodier af Glar.

Og udhugne Billeder og hviden Hermelin,
Og staalblanke Brynier og det fineste Liin.

Og Filsbeen og Ibenholt og Rav og Koral,
Og Perler, der var hentede fra Havfruens Hal.

Det kunde man nu samlet hos Dankongen see,
Han havde Gulland vundet i Træfninger tre.

Ham hjalp den ædle Ridder Herr Peder Vendelbo,
Han stred nu ved hans Side og var ham huld og tro.

Dog tænkte han i Hjertet: Det var en egen Krig,
Dog det maa Kongen svare for, det ei vedkommer mig.«

Den Vinter holdt Kong Volmer heel mangen herlig Fest,
Der var ham Tovelille den kjæreste Gjest.

Heel venlig hende hilsed og hans kongelige Viv,
Dog ønsked hun hemmelig at spilde hendes Liv.

Hun smykked hendes Haar med det klareste Guld,
Dog ønsked hun hemmelig, hun laae i sorten Muld.

140

Det lod og, som Kong Volmer sin Dronning havde kjær,
I Hallen heel ofte de sad hinanden nær.

Dog sagde han til Tovelil: »Om Du vil hende troe,
Det er som Du vil træde paa Vand og trøsket Bro.«

At vinde den Jomfru, dertil stod end hans Hu,
Dog tænkte han, »det er ei paa Tiden endnu.«

Han røbed vel sin Elskov, naar i Lunden de gik,
Dog sjelden med sin Tunge, heel ofte med sit Blik.

- Fru Helvig havde ventet alt i Maaneder tre,
I Ingen af dem lod Herr Eckhard sig see.

Da bad hun til Himlen saamangen ivrig Bøn,
Og talte desuden med den Troldqvind i Løn.

Hun hented hendes Mester, i Hallen han stod,
Han sagde: »De himmelske Lys er os imod.

Før de vandrende Stjerner paa Himmelen blaa
Sig gunstig forbinde, kan jeg Intet formaae.

Thi Lykken beroer paa Øieblikkets Magt.«
Alt hvad de dengang talte, det blev til Volmer sagt.

SKRIFTEMAALET.

Verdens Frelser var opstanden,
Folket sig med Andagt bøied,
Thi det var en Paaskemorgen,
Alle Kirkens Klokker klang.

141

Blaae og gyldenrøde Smykker
Om det høie Alter svæved,
Mens de hvide Seiersfaner
Under Loftets Hvælving hang.

Mange Lys i Kirken brændte,
Fire for hver Helgens Billed
Hundred for den høie Jomfru
Og for den opstandne Gud.

Solens gyldenblanke Luer
Glimted gjennem Østens Vindue,
Trængte frem som Seierherrer,
Der fra Himlen bragte Bud.

Psalmesang og Orgeltoner
Svæved, som en Hær af Aander
Gjennem Kirkens lange Gange
Med usynligt Vingeslag.

Sangen lød om Himlens Herre,
Der med Dødens Magter kæmped,
Seired over Synd og Smerte
Og opstod paa denne Dag.

Tovelil i Kirken traadte,
Svøbt i sorten Silkeklæde,
Der den smalle Midie dækked
Og det høie Jomfrubryst.

Eensom gik hun uden Følge,
Neied dybt for hver en Helgen,
Bad en Bøn til Himlens Dronning
Med en sagte, stille Røst.

142

Iled saa til Sakristiet,
Knæled der i Skriftestolen,
Taarebadet, fjern fra Mængden,
Hvisked hun med blegen Mund:

Om en Ild, der lønlig brændte,
Som ei Vievand kunde slukke,
Som ei Bønner kunde dæmpe,
Dybt i Hjertets stille Grund;

Om en aldrig standset Længsel,
Om en Leg af Lyst og Smerte,
Om en Drøm, der Hjertet lokked
Meer end Vaar og Fuglesang.

Saadan hvisked, saadan talte
Dybt i Støv den blege Jomfru,
Længe vented hun paa Gjensvar,
Da tilsidst en Stemme klang:

»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove,
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!

Du maa flye, hvis Du vil seire
Mod den farligste blandt Fjender,
Han, som alt i Paradiset
Har forgiftet Qvindens Blod.

Har ei Verdens høie Frelser
I sin Qval det aabenbaret?
Du korsfæste maa Dit Hjerte
For hos Gud at finde Trøst.

143

Bed til Syndens Overvinder,
Som i Dag steg op af Graven,
At en Kobbermuur han bygger
Mellem Dig og Verdens Lyst.«

Saadan talte streng alvorlig
Munken til den blege Jomfru,
Der for ham i Støvet knæled,
Mens hun skjælved ved hans Røst.

LUFTBILLEDET.

Tankefuld den favre Jomfru
Satte sig ved hviden Strand,
Hvor de gyldne Solens Straaler
Speiled sig med Glands og Bæven
I det klare, sølvblaa Vand.

Var det kun et selsomt Luftsyn,
Gjøgleri af Skyens Aander,
Var det Sandhed eller Drømme?
Men hun syntes, at hun saae
Dybt i Syd det fjerne Rygen
Med dets Kirker og dets Taarne,
Med Arconas Mure graae,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaa.

- Og hun hørte fjerne Toner,
Liig et Qvad fra Hjemmets Strande,
Medens Bølgen sagte hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:
144 »Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«

Saadan hvisked Bølgens Stemme,
Saadan Luftens Aander sang,
Og det var, som om hun hørte
Hjemmets fjerne Klokkeklang.

Halvforglemte gamle Minder
Kom da trækkende som Svaner,
Der mod Nord i Vaaren drage,
Og med store Vinger svinge
Sig igjennem Luftens Flod.

Legesøstre fra sin Barndom
Med de Blik, som Lysets Engle
Skjenke kun til Uskylds Alder,
Venner, som hun længst forlod,
Saae hun i de gyldne Skyer,
Der, liig Paradisets Roser,
Mellem Jord og Himmel svæved,
Medens atter Sangen bæved,
Medens atter Bølgen hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:

»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«

145

TOVELIL TALER MED SIN BRODER.

Længe hviled i det Fjerne
Dybt i Syd det sære Billed,
Liig en gylden Barndomsdrøm,
Dog tilsidst det svandt og blegned,
Som en flygtig Sky, der svinder
Hen i Luftens klare Strøm.

Tovelil, den favre Jomfru,
Sad endnu ved Strandens Vover,
Bleg i Kind, med Haand paa Bryst.
»Ja,« hun sukked, »jeg maa flygte
Som en Trækfugl bort i Høst,
Til det Land, hvorfra jeg stammer,
Hvor min første Drøm jeg drømte,
Hvor de gamle Minder slumre
Ved Arconas Klippekyst.«

- Da hun saae sin kloge Broder,
Der til hendes Tale lytted,
»Hvad!« han raabte, »det er Vanvid,
Vil Du flye fra Danmarks Strand,
Hvor Dig Glands og Hæder vente,
Hvor en høitbegavet Konge
Lægger for Din Fod sin Rigdom,
Ja, sit Scepter og sit Land.«

»Ak,« hun svared, »jeg har skuet
Høit i Sky det fjerne Rygen
Med Arconas Mure graae,
Med de steile hvide Klipper,
Dunkle Skove, høie Taarne,
146 Med de velbekjendte Borge,
Blinkende med Sølverfløie,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaa.

Barndomsvenner har jeg skuet
I de fjerne Skyer staae,
Vist det var et Tegn fra Himlen,
Som jeg lyde skal og maa.«

Men han svared: »Det er Drømme,
Vanvid har Din Hu forvildet;
Avindsyge, lumske Fjender
Har Din Sjæl med Trolddom daaret;
Husk, at skjøndt Dig Kongen elsker
Meer end al sin Magt paa Jord,
Har han aldrig end Din Uskyld
Saaret med et dristigt Ord.

Her Dig Danmarks Krone vinker
I sin Lue gyldenrød,
Hisset boe kun Savn og Længsel
Og en ubemærket Død.«

Og hun lytted til hans Tale,
Fatted atter Haab og Mod,
Dvæled end i Danmarks Dale
Ved de blanke, klare Vande,
Nær ved Havets Sølverflod,
Aldrig vendte hun tilbage
Til den Ø, hvorpaa hun fødtes,
Ved Arconas Klippefod.

147

RINGEN.

De Stjerner blinke med Sølverskjær,
Høit over de drømmende Linde,
Fru Helvig vandrer bag Skov og Træer,
Kun efterfulgt af en Qvinde.

En Lygte bærer den Qvinde graa,
De Stjerner blinke paa Vove,
Kun lidet hun taler, tilsidst de naae
Et Hus bag de natlige Skove.

De liste sig ind ad en Laage trang,
Den Troldqvinde Veien kjender,
Saa ile de frem ad en hemmelig Gang,
Det lysner, hvor Gangen ender.

Sig aabner en Hal saa hvælvet høi,
Hvor Flammer om Væggene spille,
Der høres ei Larm eller mindste Støi,
Alt er som i Graven stille.

Som Stjerner det blinker i Kuplen blaa,
Der høit over Salen sig hvælver,
I Midten et Marmorbord mon staae,
Fru Helvig i Hjertet skjælver.

Paa Væggen stod en vidunderlig Skrift,
Tolv Billeder kunde hun skue,
Hvert Billed tolked en egen Bedrift,
Belyst af en flammende Lue.

148

Paa Bordet laae der en opslagen Bog,
Men læse den kunde hun ikke.
Det var, som hun skimted i hver en Krog
En Aand med funklende Blikke.

Pludselig saae man en Olding staae
I Hallen ved Dronningens Side,
Hans Kinder var blege, hans Øine graae,
Hans Haar vare skinnende hvide.

En Ring med Ædelstene besat
Han høit mellem Fingrene hæver;
»Min Datter,« han siger, »her er den Skat,
Den Talisman, som Du kræver.

En underlig Magt i den Ring er lagt,
En Magt, der vil dæmpe Din Smerte,
Thi den kan betvinge den Stoltes Foragt
Og tæmme det vildeste Hjerte.

Hvad enten Du bær den i Lysets Skjær,
Eller skjult for Menneskets Øie,
Den bringer dog den, som Du meest har kjær,
Til efter Din Hu sig at bøie.

Og Ingen saa stor, blandt Helte paa Jord,
Og utvingelig fri vil Du finde,
At ikke den Aand, som i Ringen boer,
Kan bøie hans Hu til en Qvinde.

Og spottes hver Bøn af en Jomfru skjøn,
Der ei til Kjærlighed kjender,
Hun skjenker sin Beiler dog Elskovs Løn,
Naar Ringen han mod hende vender.

149

I Hjerternes Grund opdaged jeg kun
En Magt, der kan Trolddommen bøie,
Det skeer, naar Du hæver i Farens Stund
Din Hu til Gud i det Høie.«

- Men Lykken, der syntes Fru Helvig god,
Hun aldrig paa Jord skal eie,
Thi sagte med List og med dristig Fod
Kong Volmer har fulgt hendes Veie.

Han useet træder i Hallen ind,
Den skjulte Gang har han funden,
Han iler frem som den Midnatsvind,
Der leger med Løvet i Lunden.

Og Ringen han greb med behændig Haand,
Han fæsted den til sin Finger,
Fru Helvig vorder saa bleg som en Aand,
Den lønlige Sorg hende tvinger.

Men Oldingen sukker: »Nu Magten er hans,
De Timer saa sagtelig glide,
Din Lykke sig nærmed i funklende Glands,
Hvi greb Du den ei i Tide?«

Dog Kongen mæler: »Du rømmer mit Land,
Før næste Dag er til Ende,
Et Skib skal dig bringe til Tydsklands Strand,
Men Hexen lader jeg brænde.«

Det hjalp ei, at Helvig om Naade ham bad,
Til Baalet han Troldqvinden dømmer,
Men Helvig tier og skjuler sit Had,
Om Hevnen hun hemmelig drømmer.

150

KONGENS KJÆRLIGHED VINDER SEIER.

Om nu det var den Trolddom, der var i Ringen lagt,
Eller det var Elskovs og Kjærligheds Magt,
Der paa Tovelil virked, dog siges det for vist,
At hun for Kongens Villie sig bøied tilsidst.

Men efter den Time hun aldrig var fro,
Og aldrig meer hun spøgte, og aldrig meer hun loe;
Kongen sig ængsted, han halv sin Daad fortrød,
Han frygted, den skulde volde den Jomfru hendes Død.

Han sendte hende Hermelin og Skarlagens Klæder
Og Perler og Klenodier og kostbare Kjæder,
De allerbedste Skatte fra Gullands rige Kyst,
Dog fandt den æde Jomfru deri kun liden Trøst.

Den hvideste Silke blev lagt for hendes Fod,
Han smykked hendes Midie med Rubinernes Blod,
Han smykked hendes Haller med Narhvalens Tand,
Dog sukked end i Stilhed den favre Lilievand.

Han sagde: »Tovelille, Du sørge dog ei saa!
Alt, hvad Din Hu begjerer, det skal Du ogsaa faae,
Alt, hvad jeg Dig har lovet, det opfyldes skal,
Guldkronen skal Du bære i Dankongens Hal.«

Hun svared: »Min Herre, det længe vare kan,
Og da maaskee Jer lokker en anden Lilievand.«
Gjensvared Konning Volmer: »Nei, før jeg skifter Sind,
Skal ved Jagthornets Klang Du standse vilden Vind.

151

Paa det jeg Dig kan vise min Tillid og min Tro,
Jeg vil en Skat Dig skjenke, der sikkrer Din Ro,
En Skat, der henter Kræfter fra Aandernes Rige,
Visselig Du paa Jorden ei finder dens Lige.«

Saa tog han af sin Finger den Ring stor og rund,
Den glimted som Stjerner i Midnattens Stund,
Den skinned i Hallen med usædvanlig Glands,
Sig Ædelstene fletted om Ringen i Krands.

Han lagde den i Tovelilles sneehvide Haand,
Han sagde: »Nu jeg bindes til Dig med slige Baand,
At selv om jeg det vilde, de aldrig briste kan,
Med denne Ring jeg vier Dig til Dronning i mit Land.«

Derefter han fortalte, hvordan ved Stjerneskjær
Han havde fulgt Fru Helvig bag Busk og bag Træer,
Hvordan han erhverved ved Hurtighed og Mod
Den Skat, som ei Fru Helvig at gribe forstod.

Mæled end den Herre: »Havde mig Nogen sagt,
At slige sære Kræfter, at saadan Tryllemagt
I natvandrende Stjerner og Stene kunde boe,
Jeg havde derom tvivlet, dog nu jeg maa det troe.«

Den Jomfru ham hørte med skjælvende Mod,
Blussende saae hun Ringen, hun sagde: »Min Herre god,
I har med den mig voldet stor Kummer og Spee,
Dog vil jeg den ei miste, mens jeg kan Lyset see.

152

Den er som Ild at skue, og dog saa kold som Snee,
Jeg hænger den ved mit Hjerte, den skal ei Dagen see,
Med Tryllemagt, min Herre, I drog mig til Jer hen,
Saa maa jeg Jer vel binde paa samme Viis igjen.«

Svared med Smiil Kong Volmer: »Du stole frit paa mig!
Heel stærkt er det Baand, der binder mig til Dig,
Naar Ringen Du monne bære, da vil med sølvgraae Haar
Saa høit af mig Du elskes, som i Din Ungdomsvaar.

Dog Himlen være lovet, der end er længe til,
Med eller uden Ringen jeg dog Dig elske vil,
Der gives ei paa Jord noget fastere Baand.«
- »Nei,« svarede Fru Tove, »naar blot af Kirkens Haand

Velsignet det bliver, men indtil det kan skee,
Jeg aldrig ganske glemmer min Kummer og Spee.«
- »Ak« svared den Drot behænde, »der var en anden Tid,
Jeg ofte derom forsked, inden jeg kom hid.

Ved Hoffet hos Keiseren jeg læste tidt derom,
Der hersked andre Sæder i Grækenland og Rom,
Der havde man andre Guder, der leved man mere fri,
Jeg næsten kunde sørge, fordi det er forbi.«

153

Da korsed sig den Jomfru, hun angst paa ham saae,
Hun sagde: »Min ædelig Herre, I tale dog ei saa!
Det var jo dog kun Hedninger, som høre Djævlen til,
Gud fri og bevar os for onde Aanders Spil!« ,

Svared den Drot behænde: »Ængst Dig ei for mig!
Jeg siger ei til Andre, hvad jeg har sagt til Dig;
Jeg veed, at nu der hersker en renere Tro,
Dog var man i gamle Dage ved Livet mere fro.«

VALDEMARS SANG.

Min Falk den fløi over Mark og Vang,
Tidt og mangesinde,
I Skoven jeg saae hende første Gang,
I vogte den Jomfru vel!

Og Falken den fløi hende ganske nær
Tidt og mangesinde,
Vi fandt hinanden bag Skovens Træer,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar jeg lytter til hendes Sang
Tidt og mangesinde,
Da falder mig Tiden ret aldrig lang,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar hun i sit Vindue staaer
Tidt og mangesinde,
Og naar hun fletter sit lange Haar,
I vogte den Jomfru vel!

154

Og naar hun træder i Dandsen let
Tidt og mangesinde,
Det er, som hun fletted et Tryllenet,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar hun sidder ved grønnen Lind
Tidt og mangesinde,
Det er, som hun standsede Veir og Vind,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar vi sees i den Rosenlund
Tidt og mangesinde,
Og naar jeg kysser den favre Mund;
I vogte den Jomfru vel!

Og naar jeg trykker den Haand saa hvid
Tidt og mangesinde,
Og naar vi samles ved Midnatstid;
I vogte den Jomfru vel!

Det er, som al min Sorg bortveg
Tidt og mangesinde,
Og som jeg lytted til Huldrens Leg,
I vogte den Jomfru vel!

Naar Gud kun hende vil unde mig
Tidt og mangesinde,
Begjerer jeg ei hans Himmerig,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar vi kan mødes paa vante Viis
Tidt og mangesinde,
Maa selv han beholde sit Paradiis,
I vogte den Jomfru vel!

155

HERR ECKHARD GJESTER IGJEN DANMARK.

Ved Midsommerstide, da Dagen blev lang,
Herr Eckhard kom tilbage til Danmarks Blomstervang,
Han skulde med Kongen handle, han dertil var vant,
Om uindløste Borge, om mangt et gammelt Pant.

Der var saamangen Trætte, saamangen gammel Splid,
Der nu skulde jevnes med Sindighed og Vid;
De holsteenske Grever fæsted til Eckhard Tro,
Thi fiint og behændigt han vidste sig at snoe.

Det Falske med det Sande heel kløgtig han forbandt,
Med Snildhed han forvandled en Myg til en Elephant,
Hvad var klart og tydeligt selv for et lidet Barn,
Det kunde han forvikle, fast som et uredt Garn.

Dertil han ofte brugtes, dog hans vigtigste Grund
Til denne Gang at gjeste den danske Bøgelund,
Var den at fange Kongen og lægge ham i Baand
Og give ham uden Vaaben i Udlandets Haand.

Han samledes med Helvig, naar Sol gik til Ro,
Ved Natlampens Lue, de troede dem ene To,
Hun sagde: »Hvi blev I borte og kom først nu igjen?«
Han svared: »Jeg brugte Tid for at samle sikkre Mænd.

156

Stridskæmper har jeg hvervet i Meklenborgerland,
Jeg leied og gode Svende ved den pommerske Strand,
Samt ved Mainflodens Bredder og dens krogede Vei,
Det hvide Sølv, I gav mig, spared jeg dengang ei.

Endelig kan vi haabe, snart Hevnen er nær.«
- »Men«, spurgte Fru Helvig, »behøves slig en Hær,
For at fange den Viv, naar hun eensom monne gaae?
Dertil, hvis jeg ei feiler, behøves kun saare Faa.«

Han svared: Ȯdle Frue, hun er saa eensom ei,
Som ofte hun kan synes, hende følge paa Vei
Heel mangen dristig Kæmpe, skjøndt ikke hun det veed,
Thi maae vi have Mænd, som til Kamp er beredt.

Et Skib os ogsaa venter, det vil ei svigte mig,
Det hedder, det er kommet hertil fra Vestervig,
Det ligger nærved Kysten, vor Plan ei svigte kan,
Paa det skal hun seile til det holsteenske Land.«

Han dæmped sin Stemme, han traadte Helvig nær,
Saa hvisked de sammen ved Natlampens Skjær,
Heel tidt de siden fandtes, naar Mørket faldt paa,
Det lod, som Konning Volmer slet Intet mon forstaae.

Han syntes end mere dristig, end ellers han var vant,
Tidt i de dunkle Skove ham Fuldmaanen fandt
Paa den graaspættede Ganger i Midnattens Stund,
Ham fulgte kun hans Falk og en eneste Hund.

157

Mæled den unge Ditlef, Herr Eckhards Riddersvend:
»Han kaldes mere kløgtig og snild end andre Mænd,
Det er han vel ogsaa, dog ei det mærkes nu.«
- »Ja, Elskov kan forvirre den Klogestes Hu,«

Saa svared ham Herr Eckhard, »men vi maae gribe til,
Naar Leiligheden kommer, da har vi vundet Spil;
Er vi først Alle samlede, det ei mislykkes kan,
Naar Tærningen blot kastes med Kunst og Forstand.«

»Visselig«, svared Ditlef, »I derpaa lide kan,
Møde vi ham i Skoven, er han en fangen Mand,
Dog valgtes han paa Thinge og salvedes til Drot,
Thi maae vi ham ikke dræbe, det ender aldrig godt.

Den Mand er Djævlens Eiendom, ham frelser ingen Bod,
Der dypper sine Hænder i kongeligt Blod,
Ei veed vore Grever om Eders Færd Besked,
Det vilde da og i Holsteen spilde vort Liv og Fred.«

Da tænkte Ridder Eckhard, dog sagde han det ei:
»Enfoldig er de Alle, undtagen ene jeg,
Alle de Andre vandre kun paa den slagne Sti,
Fra Fordom og Overtro er Ingen ganske fri.«

Det lod, som Hr. Eckhard kun bragte fire Mænd
Fra Tydskland til Danmark, dertil sin Riddersvend,
158 Dog kom der flere siden, ført over salten Vand,
Vel fyrretyve Stridsmænd betraadte Sjællands Strand.

De vandred ved Midnat, de fulgtes fem og fem,
Dem skaffed Dronning Helvig et hemmeligt Hjem,
Hun skaffed dem til Bolig et afsides Slot,
Hun tænkte: »Jeg skal skuffe den snilde Danmarks Drot.«

Paa sin Borg dem dulgte den Ridder rig og skjøn
Hr. Folkvar, der elskede Fru Helvig i Løn,
Han gjerne lytted efter, hvad Dronningen bød,
Det voldte ham omsider den ynkeligste Død.

Hemmelig og med Liste de dreve deres Spil,
Dog meente de Begge, det gjalt kun Tovelil,
Paa hende agted Helvig at hevne sin Vee og Qvide,
Om Eckhards Plan mod Kongen hun Intet fik at vide.

»Hvis nogen Dannerkæmpe opdaged vor Vei,
Naar Kongen vi skal fange, da vilde det lykkes ei«,
Saa talte Ridder Eckhard, »da vilde det ilde gaae,
Lettelig dog de skuffes, de kan med Sværd kun slaae;

Thi de er Alle dumme, de gaae kun lige til,
Naar Volmer først er borte, da har vi vundet Spil
Og kan i Landet raade som i Christophers Tider;
Af alle de danske Konger den Herre bedst jeg lider.«

159

KAMPEN I SKOVEN.

Kong Volmer havde dvælet, til Mørket faldt paa
I Borgen, hvor Tovelil mon Guldharpen slaae,
Nu vilde han tilbage, thi Midnat var nær,
Man skimted end mod Norden et rødligt Aftenskjær.

Da hvisked Kong Volmer til Henning, sin gode Ven:
»Du skal i Nat mig følge med femten sikkre Mænd,
I Morges, da jeg red paa den eensomme Vei,
Mødte jeg tvende Stridsmænd, hvis Blik mig hued ei.

Jeg alt har talt i Eenrum med Ridder Vendelbo,
Nylig han kom fra Jylland, han er mig huld og tro;
Det er vor fælles Hensigt, skjøndt Faa kun det veed,
Fra Stimænd at rense Landet og skaffe Skoven Fred.«

Forsmædelig brændte Heden, da Sol paa Himlen stod,
Men siden blev det svalt, da den sank i sit Blod.
Kongen var klædt i Rustning, han satte Hjelmen paa,
I Fakkellyset speiled sig hans Ringbrynie blaa.

Saa gik han ud i Gaarden under høien Lind
Og svøbte sig i sin Kappe, heel tankefuld i Sind,
Saa sprang han paa sin Ganger, den hæved letten Fod,
I Vinduet Jomfru Tove fast som i Drømme stod.

Saa red han ud af Porten, fulgt af sin Riddersvend,
Da mødte ham Hr. Henning med femten stærke Mænd,
160 Foran dem glimted Fakler, de vare klædt i Jern,
Med Spær og lange Glavind de syntes et mægtigt Værn.

Med opbundne Hjelme de vented Kongens Bud,
Da sagde den Drot behænde: »Sluk Eders Fakler ud!
Mens Sommernatten glider, Lyset aldrig døer,
Det skimtes selv i Mørket som bag et luftigt Slør.

Holder Jer lidt tilbage under de høie Træer!
Truer os da en Fjende, er I dog stedse nær;
Jeg haaber, det skal vorde dem selv til Angst og Spee,
Her er langt Fleer tilstede, end I og jeg kan see.«

Det strax blev iværksat, som Dankongen bød,
Nærved hans egen Ganger kun glimted en Fakkel rød;
Han sagde: »Vil Nogen speide min natlige Sti,