VED PROF. CHRISTIAN LÜTKENS DØD 1856.

✂ Aand, som Intet kunde bøie,
Ingen Sygdom, intet Savn,
Høie Sjæl, som Faa kun kjendte,
Fandt Du nu Din rette Havn?

✂ 249 Aldrig nogen Aand jeg mødte,
Mere fri og mere stærk,
Uberørt af Ros og Dadel,
Virked Du kun for Dit Værk.

✂ Fri og stærk, trods Sygdoms Lænke,
Fast og tro, trods Verdens Svig,
Ubekjendt, og dog saa mægtig,
Uden Guld, og dog saa rig.

✂ Større vist, end mangen Storhed,
Der dog prises høit paa Jord,
Aldrig, for at tækkes Nogen,
Har Du sagt et usandt Ord.

✂ Til Du sank i Gravens Bolig,
Var Du stedse Sandheds Tolk,
Høit for Frihed slog Dit Hjerte,
Høit for Danmarks Land og Folk.

✂ Faste Sjæl og stærke Tænker,
Med et Hjerte tro som Guld,
Skjøndt Dit ædle Hoved blegned,
Skjøndt Dit Legem sank i Muld;

✂ Skjøndt besløret her Du vandred,
Bøiet længst mod Gravens Rand:
Skal Du hist dog mægtig straale,
Som en Sol i Aanders Land.