MAGNUS OG KNUD LAVARD.

✂ Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
»Christ give jeg maa svale min Hevn paa Hertug Knud!«

✂ Et Lønbrev han skriver saa tankefuld med Sned:
»Du møde mig i Harrestad, der vil vi tales ved.«
Herr Magnus han spænder sit Glavind ved Lænd,
»Ham hilse Danmarks Piger, mig følge Danmarks Mænd.«

✂ Herr Magnus han rider med Kæmper ved sin Side,
»Nu vil vi bede Hiorten og see hvor den mon lide.«

✂ Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle boe;
Da møder dem Knud Hertug, saa listelig de loe.

✂ »Nu skrifte du, min Frænde, hvad ei du skrifted før,
Hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen døer.

✂ Og hør, min unge Frænde, du synes mig saa bleg,
Nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leeg.«

✂ De jernklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skiær.

✂ Da sprang der frem en Kilde, den sank igien i Hav,
Det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.

✂ O, Danmark, paa Rænker du aldrig dig forstod,
Det har du tidt betalt med dit reneste Blod.