SANG AF BAJAZET.

✂ Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,
Thi tvende Flammer brændte deri,
De brændte mig i min Siæl.

✂ Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,
Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.

✂ Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,
Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.

✂ En fiin Kløft bølger i din Halses Midte,
Den antyder en større, der sænker sig
Mellem din Barms Hvælvinger.

✂ Dine Arme ere to sneehvide Vandslanger.
Tvillinger, der svømmer efter samme Moder.

✂ Letbøielige ere dine Fingre; hvo vilde trykke dem
Uden med Elskovs milde Tryk?
Og dog saae jeg dem saare hverandre i Vrede.

✂ Jeg vidste hvorfor, og min Siæl forfriskedes,
Liig en Nellik' i Nattens Dug,
Thi den hele Aften havde jeg ikke talt med dig.

✂ Jeg havde ikke talt med dig, thi jeg var syg i Hiertet,
Dødssyg af mine Tvivl.

✂ Da mælte din Haand med et Vredestegn,
Elskov lyste fra dine Fingre, og min Sygdom svandt.

✂ 236 Hvi talte du om andre Qvinder?
Hvi sagde du, jeg skulde elske dem?
Da du vidste, det smertede mig.

✂ Og hvis jeg nu elskede dem,
Vilde du føle nogen Glæde derved?

✂ Dine Læber bedrøve mig, thi de ere for smalle for Kiærlighed,
Og dog skiønnere, end nogen Qvindes, jeg forhen saae.

✂ Paa dit Haars Farve har jeg længe tænkt,
Men kan aldrig udgrunde den;
Thi den svæver imellem Bruunt og Guult.

✂ Dine Øine ere som Morgenen paa Havet.
Dit Hoveds Slør som hængende Taager over Søen.

✂ Men dine Kinders Blomster ere vordne blege,
Og jeg glædede mig derover,
Thi nu skulle de Andre kun halvt frydes
Ved min Roses Glands.

✂ Jeg glædede mig derover,
Thi det mindede mig om de Dage,
Hvori Tidens Slør skal dække din Deilighed for Verden,
Og hvori jeg alene skal kiende den.