VED MIN TILBAGEKOMST TIL NORGE I AARET 1851.

✂ Her saae jeg Lyset først bag Fjeldets Tinde,
Her fandt jeg tidlig alt et venligt Læ;
Her blev jeg vugget paa min Moders Knæ,
Mens Espen skjalv i Nattens sagte Vinde.

✂ Ja, jeg det husker grant, her var jeg hjemme,
Her har jeg fisket i det dybe Vand,
Her har jeg leget paa den blege Strand,
Og aldrig kan min Barndoms Leeg jeg glemme.

✂ Og her jeg vandred i de stille Dale,
Her saae jeg Elven i sit dybe Fald,
Her har jeg anet først min Musas Kald,
Mens Fossen larmed høit i Bjergets Sale.

✂ Her blev med Fjeldets Aander jeg fortrolig,
Og her jeg fandt saa mangen ærlig Ven,
Som sikkert aldrig jeg skal see igjen,
Før hist vi samles i en bedre Bolig.
242 Her svandt min Barndom bag de store Skove,
Hvor Klippens Hvælving liig en Kirke staaer,
Og hvor Solsorten synger sødt hvert Aar
I hellig Eensomhed for Gud at love.

✂ Her førte Drømmens Aand mig tidt tilbage,
Hvor Rosen blomstrer nærved Fjeldets Bryst,
Hvor selv Naturen drømmer om den Lyst,
Som den har følt i Paradisets Dage.

✂ Hvor Vaaren smiler liig en deilig Pige,
Med Øine klare liig den blanke Sø,
Med Blik, der viser, at hun snart maa døe
Og bytte Jorden bort mod Himlens Rige.

✂ Nei aldrig glemmer jeg de gamle Minder,
Og skjøndt jeg fandt et andet Fædreland,
Skjøndt trofast vinker mig den danske Strand,
Min Tanke tidt dog Vei til Norge finder.