AFTENSANG.
(Efter Claudius.)

✂ Alt Skoven sig fordunkler,
Den gyldne Stierne funkler
Paa Himlen reen og blid.
Sin Ret Naturen kræver,
Og over Engen svæver
Den hvide Damp ved Aftentid.

✂ Hvor rolig Jorden hviler
Bag Nattens Slør og smiler
Saa mild og sommervarm;
205 Den ligner stillen Kammer,
Hvori al Dagens Jammer
Forglemmes skal i Søvnens Arm.

✂ Betragter Maanens Lue!
Den er kun halv at skue,
Og er dog skiøn og klar;
Som denne hulde Maane,
Er Meget, som vi haane,
Fordi vort Blik ei blev det var.

✂ Vi stolte Adams Slægter
Kun saare lidet mægter,
Og Meget veed vi ei.
Vi efter Skygger jage,
Og mangen Konst opdage,
Og komme længre fra vor Vei.

✂ Gud Fader i det Høie,
Lær mig at skielne nøie
Det Sande fra dets Skin!
Og, mens jeg er i Live,
Lad liig et Barn mig blive!
Skienk mig et fromt enfoldigt Sind!

✂ Og brister saa mit Hierte,
Skienk uden Sorg og Smerte
Den sidste Hvile mig!
Og naar du den har skienket,
Lad Siælen uforkrænket
Opstige fra dens Grav til dig!

✂ 206 Saa kold er Nattens Vove,
Nu vil jeg rolig sove,
Giv mig, o Gud, din Fred!
See naadig til min Slummer,
Og trøst mig i min Kummer,
Og trøst min syge Nabo med!