EN ERINDRING.

✂ En Elv bag tvende Klipper
I Dybet jeg saae,
Dens Bølger vare sorte,
De Klipper dunkelgraae.

✂ 260 Der groede Hindbærbuske,
Der stod et Rosentræ,
Der sad jeg tidt som Barn
Bag Fjeldet i Læ.

✂ De Klipper var saa dunkle,
Heel dybt var Elvens Vand,
Forellerne sig skjulte
Bag Klippernes Rand.

✂ Der slog ei Nattergale,
Der hørtes Gjøgen ei,
Men Droslen og Solsorten
De sang paa Skovens Vei.

✂ Heel ofte stod jeg eensom
Vel Elvens dunkle Bred,
Min Fiskerstang jeg sænked
I Vandbølgen ned.

✂ Der fanged jeg Foreller,
Der var jeg glad og fro,
Jeg troede vist, at Alfer
Bag Klipperne mon boe.

✂ Jeg syntes, at jeg saae dem
Bag Dalens Taager staae,
Og naar jeg derpaa tænker,
Det end mig synes saa.

✂ Dog det er længe siden,
Og Timerne bortrandt,
Men hvad jeg der opleved,
Mig ei af Minde svandt.

✂ 261 Hvor vidt og fjernt jeg vandred
Til Sydens Lande ned,
Dog aldrig har jeg skuet
Saa underligt et Sted.

✂ Jeg maatte det forlade,
Jeg saae det aldrig meer.
Dog tidt i mine Drømme
Klart jeg endnu det seer.

✂ Naar Eventyr jeg hørte
Om et fortryllet Land,
Da maatte tidt jeg tænke
Paa Elvens dybe Vand;

✂ Og paa de dunkle Klipper,
Og paa det Rosentræ,
Hvor tidt jeg sad bag Busken
Og Fjeldet i Læ.

✂ Og skal af Jordens Minder
Et Hjem jeg bygge hist,
Da vil den Elv gjenfødes,
Det veed jeg ganske vist.

✂ Dertil de dunkle Klipper
I Dalen dyb og trang,
Og Roserne, der blussed
Ved Vandbølgens Sang.