Hauch, Carsten Valdemar Atterdag

VALDEMAR ATTERDAG ET ROMANTISK DIGT

96

        

97

FALKEN.

Det var en deilig Morgen og Solen skinned klar,
Duggen paa alle Blade glimted som et Glar,
Som slebne Diamanter, hvori sig Lyset speiled,
Guldfarvede Skyer igjennem Luften seiled.

De seiled gjennem Luften og monne langsomt flye,
End saaes den blege Maane, den ligned selv en Sky.
De Bønder ginge paa Rad og meied det gule Korn,
Da hørtes gjennem Skoven en Lyd af Jægerhorn.

Meldte den gamle Bonde, der først i Rækken gik:
»Nu jager Konning Volmer alt efter gammel Skik,
Hvor vidt han end færdes paa Hav eller Ø,
Han vender dog tilbage hver Høst til Gurresø.«

Høit over Skovens Hytter opsteg den dunkle Røg,
Der hørtes Glam af Hunde, der saaes den flyvende Høg,
Da sagde de Qvinder, som bandt de fulde Neg:
»Det kunne vi vel fornemme, det er Kongs Volmers Leg.«

98

Mæled igjen den Bonde: »Hold nu med Arbeid op,
Jeg hører Klokker klinge bag Sø og Bøgetop.«
Saa satte de sig i Græsset og bad en sagte Bøn,
Dog stirred end de Piger til Skoven i Løn.

Pludselig paa Sletten kom frem et selsomt Tog.
Foran red Dannerkongen, den Herre snild og klog,
Han var heel rank og smidig, dertil fager at see,
Foran paa hans Sadel sad en Falk, hvid som Snee.

Ham fulgte tredive Svende, de traved frem med Iil,
Dertil femten Hofmænd, der leged med Buer og Piil,
Dem skinnede Guld paa Bryste, det gav en selsom Glands,
Det var som Vaarens Solglimt i Bølgernes Dands.

Da vendte sig Kong Volmer, han vinked med sin Haand:
»Nu skal I Hundene koble samt lægge dem i Baand,
Did er vi nu komne, hvorhen ei Skoven naaer,
Saa vil vi prøve Falken og see, hvad den formaaer«.

Hvisked da en Ungersvend: »Det bør vi Alle sige,
Kongen er en Skytte, der søger sin Lige,
To Raadyr har han fældet, dertil en ædel Hjort,
Alt i den aarle Morgenstund, skjøndt Tiden var kort.«

99

»Ja«, svared en gammel Jæger: »Han har et sjeldent Held,
Uvane Dyr at kue, forstaaer han ogsaa vel;
Selv har han Falken tæmmet, der sidder ham nær,
Den bragtes hid paa Havet fra Islands golde Skjær.

Han selv den giver Føde, den lyder hans Bud,
Naar den i Luften svæver, det er som et Stjerneskud,
Den snor sig, liig en Svale, den skyer ei Ild, ei Vand,
Den Falk er den allerbedste, der kom til Danmarks Strand.«

Mæled da Kong Volmer, han hæved igjen sin Arm:
»Hisset kjører Fru Helvig i sin forgyldte Karm,
Hun og hendes Jomfruer, de langs ad Stranden age,
Hun hører gjerne Munkesang, men elsker ei at jage.«

Ham svared Ridder Folqvard, en ædel Grevesøn:
»Min Drot, I har en Hustru, gudfrygtig og skjøn,
Hun aldrig forsømmer Messen og aldrig Ottesang;
Heelt fagert over Vandet lyder Klokkernes Klang.«

Meldte den gamle Herre, som red Kong Volmer næst:
»Er det ei Synd at jage, naar Messen bliver læst?
Vil ikke Herren vredes, mon Sligt han lide kan?«
- »Ei« svared Konning Volmer: »Han er en fornuftig Mand.

100

Han skabte de fagre Qvinder, dertil den friske Vaar,
Han er ei klostergiven, han sikkert Spøg forstaaer.«
Ved Kongens muntre Tale de Ungersvende loe,
Men rundt i Landet sagde man, at Volmer mangled Tro.

Pludselig fra Sletten sig hæved over Jord
En langhalset Heire, heel usædvanlig stor.
Den seiled, liig en Sky for lette Morgenvinde,
Den svømmed gjennem Luften, den frygted ingen Fjende.

Da sagde Dannerkongen: »Det bli'er et Helteværk,
Min Falk, om Du kan tvinge den Heire stor og stærk.«
Saa tog han af dens Hue og slap den af Baand,
Da rysted den sine Bjælder med kamplysten Aand.

Men neppe fik den Øie paa Heiren stor og lang,
Før let som en Piil den sig i Luften svang.
Den dreied sig i Ringe, den snoede sig i Bue,
Det meente de Jægere, den Leg var værd at skue.

Da Heiren det mærked, at en Fjende var nær,
Da strakte den imod ham sit Næb som et Spær,
Opad den vilde flyve, dog lyktes det ei,
Thi Falken hiin Modige spærred den steile Vei.

Med piilspidse Vinger den svæved i det Høie,
Under den fløi Heiren med speidende Øie,
101 Forsigtig den vendte Næbbet, dog vilde den ikke flye,
Den agted Falken at spidde, naar han sank ned fra Sky.

Da sagde den gamle Ridder: »Gud veed, hvad der vil skee,
Dog maa hver Jæger tilstaae, den Falk er værd at see,
Hør, hvor dens Bjælder klinge, det er et lystigt Spil,
Men det var Jammerskade, hvis den kom noget til.«

»Ei«, svared den Drot behænde, »det har vel ingen Nød,
Thi skjøndt den kun er liden, er den til Seier født;
Den har et sikkert Øie, den feiler ei sit Maal,
Dens Klo er mere hvas, end det skarpeste Staal.«

Da saae man høit i Luften et usædvanligt Syn,
Thi Falken den Modige sig sænked som et Lyn,
Man troede, den var spiddet ved Heirens Landsestik,
Dog sank den ved dens Side, saa den Faren undgik.

Saa greb den sin Fjende om Luftrøret langt,
Heiren kæmped forgjeves, dens Aandedræt blev trangt,
Men Falken slog med Vingerne, den brugte Næb og Klo,
Under dens vilde Favntag blev Heiren lidet fro.

102

Saa daled de fra Luften ned i Græssets Skjød;
Falken stod uforfærdet, men Heiren var død.
Da sagde Konning Volmer: »Den Kamp fik Ende brat,
Atter her en David har fældet en Goliath.«

- »Nu er hans Ord forblommet alt efter gammel Skik«,
Saa hvisked de Riddere, »dog har han Falkens Blik,
Er han ei føer af Lemmer, har han dog Mod for To.
Tidt er han mild i Tale, dog hvas er hans Klo.«

Men Falken hugged Øiet ud paa Heiren den graa,
Saa drak den af dens Hjerteblod, den agted ei derpaa,
At Kongen den venlig lokked og strakte Haanden ud,
For første Gang paa Jagten den trodsed hans Bud.

Da vredtes den Herre, han sig mod Falken vendte,
Han sagde: »Du bær Dig ad som en rovgjerrig Glente,
Med Hunger skal Du tvinges i det mørkeste Buur,
Til ganske Du forglemmer Din trodsige Natur.«

Falken de vilde fange, de kom den ganske nær,
Da steg den atter pludselig og svandt bag Skovens Træer.
Den agted ei deres Lokken, den fløi imod Syd.
Snart døde bort i Luften Bjældernes fjerne Lyd.

103

Da sagde Dannerkongen: »Jeg er af Jagten kjed,
Nu vil jeg søge Falken alene; hvo veed,
Om ikke jeg den finder bag Skovens høie Træer,
Ugjerne jeg den mister, hvor trodsig end den er.«

DEN FREMMEDE JOMFRU.

Saa red den ædle Konning ad Markerne hen,
Der fulgte ham efter kun en eneste Svend,
Men da de kom til Skoven, hvor Veien blev trang,
Da hørte Kongen atter den fjerne Bjældeklang.

Han kaldte paa Svenden, han let af Sadlen sprang,
Han sagde: »Vogt min Ganger og vent mig paa Vang.«
Saa gik han ind i Krattet, selv baned han sig Vei,
Han sagde: »Jeg hører Bjælderne, jeg skuffer mig ei.«

Saa vandred han alene paa den vildsomme Sti,
Da naaede han en Plads, der for Træer var fri,
Der saae han en Jomfru - han troede knap sit Syn,
Sagtelig leged Bladene med Solstraalernes Lyn.

Om Brystet var hun fyldig, i Midien var hun smal,
Eensom og stille hun sad bag Skovens Hal,
Tankefuld drømmende paa den mosgroede Steen;
Hun ligned en deilig og smækker Rosengreen.

De rødeste Koraller smykked hendes Haar,
Midt i Høstens Blomster hun ligned den unge Vaar;
104 Fager hun syntes, liig en Paradisets Aand,
Der saae han ogsaa Falken, den sad paa hendes Haand.

Hun reiste sig med Iil, da den Fremmede hun saae,
Men Falken blev siddende, den agted ei derpaa,
Da standsed den Herre, hans Tanker sig forvilded,
Han troede, han bedaaredes kun af et Tryllebilled.

Dog fatted han sig hurtig, han traadte hende nær,
Og sagde: »Det er fagert at see paa Skoven her,
Og Græsset er fagert, og Falken er skjøn,
Langt skjønnere den Jomfru, der lokked den i Løn.«

Da neied hun for Kongen, skjøndt hun kjendte ham ei,
Hun svared: »Af sig selv den fra Luften fandt Vei,
Frivillig ned den daled og satte sig paa min Haand,
Jeg har den ikke lokket, ei holdt den i Baand.«

Da mæled den Herre: »Jeg ret ei fatte kan,
At Rygtet om Jer Skjønhed blev skjult i dette Land,
At slig en Rose blomstred saa nær ved Øresund,
Og at jeg ei den skued før nu i denne Stund.«

Gjensvared den Jomfru: »Min Broder og jeg,
Vi hid nys ere komne paa Bølgernes Vei.
Min Moder var fra Danmark, hun efterlod os her
En Borg, som I kan skimte bag Krat og bag Træer.«

105

Da sagde Konning Volmer: »Den Falk tilhører mig,
Dog gjerne jeg den afstaaer, hvis den kan tækkes Dig;
Mig synes, Eders Øine ligne den klare Sø,
Ei før i Danmarks Rige jeg skued slig en Mø.«

Hun sænked sine Blikke, hun rødmed som Blod.
»Jeg har vel sagt formeget«, tænkte den Herre god,
»Jeg gjerne længer dvæled, dog bør jeg nu vel gaae,
Dog kan jeg de Drømmetanker af Hovedet ei faae.«

Om hendes Navn han spurgte, han gik endnu dog ei,
Hun sagde: »Tovelille, min Herre, kaldes jeg,
Min Broder hedder Henning, vi kom fra Rygens Strand,
Vi stamme ned fra Konger i det vendiske Land.«

Da svared den Herre: »Jeg selv en Konning er,
Og Alt, hvad I begjerer, jeg gjøre vil for Jer,
Jeg fødtes til Beskytter for undertrykte Mænd
Og værgeløse Qvinder, vi sees vist igjen.«

Saa hilsed han venlig og svandt bag Busk og Krat,
Hun efter ham stirred igjennem Skovens Nat,
Hun sagde ved sig selv: »Der var det i hans Øie,
For hvilket mod min Villie jeg maatte mit Hoved bøie.«

Men Falken steg i Luften, den fulgte ham paa Vei,
Hun tankefuld bortvandred, dog vidste hun ei,
At nu hun havde fængslet med Elskovens Baand
Den Herre, der holdt det hele Danmark i Haand.

106

KONGEN BESØGER TOVELIL OG HENDES BRODER.

Kong Volmer jager den lette Raa,
Det var ved Vintertide,
Han fanger de Dyr baade store og smaa,
De Timer saa sagtelig glide.

Han beder Hare, han beder Hind,
Ei kan han den Jomfru glemme.
Tilsidst han træder i Borgen ind,
Hvor Tovelil havde hjemme.

Han siger: »Jeg jaged paa vilden Sti,«
- Hans Barm den banker urolig -
»Da kom jeg, Hr. Henning, Din Borg forbi,
Thi vilde jeg see Din Bolig.

Jeg veed, I seiled fra Rygens Strand
Til Sjællands blomstrende Enge.
Man priser, Hr. Henning, Din store Forstand,
Dertil kan hos os vi trænge.«

Han talte kun lidet med Tovelil,
Han troer det er bedst at tie,
Han tænker: »Tidt skrider man frem med Iil,
Hvor det var klogest at bie.«

Snart var han alvorlig og snart han loe,
Vel kunde sit Ord han vende,
Han blev i Timer, han blev i to,
Han blev til Dagens Ende.

107

Hans Stemme ligned den Tryllelyd,
Der klinger i Dvergenes Sale,
Hvad Andre vinde ved Sværd og Spyd,
Det ofte han vandt med sin Tale.

Tilsidst han sig vender mod Tovelil,
Hun reiser sig fra sit Sæde,
»At I og Jer Broder er komne hertil
Det vorder os vist til Glæde.«

Den Jomfru sig neier med smilende Mund.
»Jer Tale saa let monne glide,
Dog hviskes det rundt fra Belt til Sund,
At ei man paa den tør lide.«

Hr. Henning mæled: »Et Barn hun er,
Hun kan ei beherske sin Tunge.«
Men Kongen svarer: »Det gaaer mig ei nær,
Hun taler, som Fuglene sjunge.«

Han siger: »I ligner en Lilie paa Qvist,
Guds Engle bringe den Føde,
Men Landet maa værges ved Kløgt og List,
Hvis ei det skal trænges til Døde.

Der lyves saamangen Ridder paa,
Med Klaffer er ondt at stride,
De Herrer i Syden det vel forstaae,
Fra dem kommer Danmarks Qvide.

De agted ei Kongens og Retfærds Bud,
De mente, de her havde hjemme,
Dem har vi drevet af Landet ud,
Det kan de os aldrig glemme.

108

Vort Riges Grændse de voldelig brød,
Og Landet de agted at dele,
Men det skal siges, naar Volmer er død,
Han atter har samlet det Hele.«

Saa talte den Herre dristig og snild,
Han tænkte, det kunde dog hænde,
At Volmer vandt det Elskovs Spil,
Hvis Lykken det saa vilde vende.

Han tænker: »I Morgen er atter en Dag,
Vor Heftighed vil vi dæmpe,
Vi bragte til Ende saamangen Sag,
Skjøndt vi fore frem med Læmpe.«

I Lunden blæser den kolde Vind,
Den Ganger i Stalden sover,
Men Volmer vender Hr. Hennings Sind,
Saa han at tjene ham lover.

Og atter den Herre spøged og loe,
De Timer saa sagtelig glide,
Men da han naaede sin Kongebo,
Da var det ved Midnatstide.

VALDEMARS FEST.

Kong Volmer havde bygget et Slot ved Vordingborg,
Hvor ofte han sig hviled og glemte Verdens Sorg,
Der vexled han med de Hofmænd saamangt et lystigt Ord,
Der spiste hundred Riddere hver Dag ved hans Bord.

109

I Kongeborgens Haller de sad ved Vintertid,
Hvor Væggene var af Marmor halv graa og halv hvid,
Mens Pillerne høit sig løfted og delte sig i Grene,
De ligned Skovens Stammer, forvandlede til Stene.

Heel mangen ædel Jomfru man der i Dandsen saae,
Der dansed og de Kæmper med Staalbrynier paa.
Der blev de favre Lilier med Ridderne bekjendt,
Og lønlige Luer blev i Hjerterne tændt

Det var ved Vintrens Ende, heel nærved Vaarens Tid,
Af vinterligt Sneefog dog Marken var hvid,
Da pleied Konning Volmer hvert Aar at holde Fest,
Der samledes i Borgen saamangen ædel Gjæst.

De kom paa alle Veie fra Nord og fra Syd,
Alt fra den aarle Morgen hørte man Bjældelyd,
De ædelige Fruer aged i gylden Karm,
Did kom og Jomfru Tove, hun frygted ingen Harm.

Der saae man og en Herre for Snildhed bekjendt,
Hans Navn var Hr. Eckhard, han var fra Holsteen sendt.
At lægge skjulte Planer med Kløgt han forstod,
Han fulgtes af en Ridder, der ei var Kongen god.

Den Ridder hed Hr. Vendelbo, han var en tapper Mand,
Hans Gangere de græssed ved Liimfjordens Strand,
110 Han foer ei frem med Læmpe, han var en Herre bold,
Han havde sønderhugget saamangt et Ridderskjold.

Han syntes bred om Brystet, heel fast mon han gaae,
Hans Øine funkled dristig, hans Lokker vare graae,
Hans stærke Glavind glimted som en Lynstraale klar,
Det trængte gjennem Jernet saa let som gjennem Glar.

Eckhard, den Herre, studsed, da han Kongsgaarden saae,
Den vogted hundred Kæmper med Sværd og Brynier blaae,
Da sagde Hr. Eckhard: »Det er et fagert Slot.«
»Ja«, svared en Dannerkæmpe, »Kong Volmer bygger godt.

Han selv har Borgen grundlagt til sin og Landets Hæder,
Sexhundrede Riddere han giver Kost og Klæder,
Meer end hundred Landser ham følge paa Vei,
Og hvad han dem befaler, de negte ham ei.

Et Taarn han ogsaa bygged bag Slotsgaardens Linde,
Paa Spiret staaer en Guldgaas, der dreier sig for Vinde;
I Taarnet er der Celler med Jernbolte stærke,
Hvorfor han det har bygget, det vil hans Fjender mærke.«

111

»At sige«, svared Eckhard, »hvis han kan fange dem;
Men hvo er den Lilievand, som hisset træder frem?
Hendes Kinder er som Roser, Barmen som Snee,
Som Maimaaneds Blomster er den Jomfru at see.«

Svared ham den Kæmpe: »Ved den tangklædte Strand
Hun eier en Borg, hendes Broder er Kongens Mand,
Han er nu vorden Høvding, vi lyde hans Røst,
Man siger, hun er født ved den pommerske Kyst.

Hun eier megen Rigdom, i Fløil gaaer hun klædt,
Man siger, at hun stammer af fyrstelig Æt,
De Sølvklokker klinge, hvor hendes Ganger gaaer,
Fire ere de Jomfruer, der børste hendes Haar.«

TOVELILLES DANDS.

Den høie Dør sig aabned, Kong Volmer fremtreen,
Og skjøndt han ei var smykket med Guld og Ædelsteen,
Han ligned dog en Konning, som Ild var hans Blik,
De Fruer og Jomfruer neied, hvorhen den Herre gik.

Ham fulgte tredive Hofmænd, der lytted til hans Røst,
Om Armene bar de Ringe, dem skinned Guld paa Bryst,
Foran den ædle Marskalk løfted en gylden Stav,
Da Mængden veg tilside som et bølgende Hav.

112

Med mangen ædel Ridder talte den Herre god.
Da Tovelil ham skued, hun rødmed som Blod,
Hun traadte langt tilbage, dog mødtes deres Blik,
Det var som et Solstik, der hurtig kom og gik.

Kong Volmer førte Talen med megen Kløgt og Snilde;
Snart traf hans Ord som Pile, snart som en venlig Kilde
De risled mellem Blomster, han syntes vel tilfreds,
Han satte sig blandt Ridderne, de stod om ham i Kreds.

Mæled da Ridder Folkvar, han stod ved Kongens Stol:
»Der kommer Dronning Helvig, hun skinner som en Sol,
Med alle sine Jomfruer hun sagtelig fremskrider,
Det er som et Tryllenet, der gjennem Hallen glider.

See, min Drot, hvor fagert Guldkronen hende klæder,
De Ædelstene glimte, hvorhen den Frue træder;
Kappen af røden Fløiel er rigt med Guld belagt,
Aldrig nogen Dronning var klædt i større Pragt.«

Da tænkte Volmer Konge, dog sagde han det ei:
»Hist skuer jeg en Jomfru, heel langtfra Helvigs Vei,
Hun vænere maatte tykkes, selv om hun var død,
End den iiskolde Dronning med sin Guldkrone rød.«

113

Pludselig han sig reiste, han treen i Hallen ned,
Ham ingen Hofmand fulgte, heel iilsomt frem han skred,
Indtil han naaede Pladsen, hvor Tovelille stod,
Nysgjerrig Mængdens Blikke fulgte den Herre god.

Den Lilievand sig neied, han traadte hende nær
Og sagde: »Følg mig efter, min Jomfru fiin og skjær!
Nei, frygt kun ingen Fjende, Du har en trofast Ven,
Der vel Dig kan forsvare, hvor Du vender Dig hen.«

Saa fulgte hun den Herre med nedslagne Blik,
De Ungersvende sukked, hvorhen den Jomfru gik,
Men Kongen iled fremad, han standsed ei, før
Han naaede Dronning Helvig med alle hendes Møer.

Mæled da Kong Volmer med stolt og dristigt Mod:
»Her bringer jeg en Jomfru af det ædleste Blod,
For Dyd hun vidt berømmes og for høviske Sæder,
Fuldelig hun fortjener, at I viser hende Hæder.«

Da sagde Dronning Helvig: »I er mig kjær at see,
Hvad Kongen befaler, det bør bestandig skee,
Ofte han rider ene med Falk og med Hund,
Jeg hører, han har mødt Jer alt i den Bøgelund.«

Af Guld en vægtig Kjæde hun tager af sin Arm,
Og selv hun den hænger om Tovelils Barm,
At sidde ved sin Side Fru Helvig hende bad,
Dog vendtes hendes Venskab tilsidst til bittert Had.

114

Fru Helvig sig reiser, hun frem i Dandsen gaaer,
Nær hende dandser Tovelil med guldfagert Haar,
Som en svævende Fugl hun i Dandsen monne glide;
Tilsidst hun dog standsed ved Konning Volmers Side.

Der blev en vældig Trængsel, hvor hun i Dandsen gik,
Der brændte mangt et Hjerte, hvor hun vendte sit Blik,
Da hørtes der en Hvisken: »Det er som Vindens Gang,
Naar den leger med Duggen og Græsset paa Vang.

Ret aldrig saae man Øine med saa selsom en Glands,
Og aldrig nogen Jomfru, der gik saa let i Dands.«
- »Ja«, svared en gammel Kæmpe, han støtted sig til Sværd,
»Langt meer end noget Kongespiir er saadan Jomfru værd.«

Da sagde Ridder Vendelbo, han saae til Dandsen hen:
»Vi trænger ei til Dandsere, men vel til stærke Mænd
Og sværdvante Kæmper, af dem har vi kun Faa,
Og stedse blive de færre, medens Tiderne gaae.«

Spurgte da Dronning Helvig, hun hvilende sad:
»Hvi er der saadan Trængsel om de Dandsendes Rad?«
115 Gjensvared en Terne: »De see paa Tovelil,
Hvor let hun kan sig vende ved Sang og Strængespil.

Det er, som naar om Natten i Fuldmaanens Skjær
De Elverpiger dandse bag Krat og bag Træer
Og dreie sig som Taager, der jages af Vind.«
Det hørte Dronning Helvig med tankefuldt Sind.

KONG VALDEMAR OG HANS GJESTER. Fortsættelse.

I trende Dage varede den danske Konges Fest,
Den ædle Marskalk sørged for hver indbuden Gjest;
Af Spiser og ædle Vine var Kongehallen fuld,
Den rige Herre Volmer da spared ei sit Guld.

Der var stor Lyst og Gammen, der tænktes ei paa Sorg,
De Ædleste med de Bedste bleve paa Kongens Borg
Og stedtes der til Hvile, da Dandsen var endt,
De Andre blev i Byen til Herberge sendt.

Da bød Fru Helvig Tovelil til sig blandt sine Møer,
Hun sagde: »Vi see Jer gjerne, skjøndt ei vi saae Jer før;
I være skal velkommen blandt os paa dette Slot.«
Mæled de danske Kæmper: »Fru Helvig taler godt.«

116

Der redtes og for Vendelbo i Borgen et Leie,
Han havde mødt Kong Volmer tilforn paa Kampens Veie;
Dog vilde ham Kongen vinde, thi han var kjæk og bold,
Med hundrede Kæmper han red under Skjold.

Men denne Gang han bragte kun tyve Svende med,
Ham sendte Jyllands Adel at byde Kongen Fred,
Hans Svende troe ham fulgte, de traadte frem saa trygt,
Deres Øine det viste, at ei de kjendte Frygt.

Tidt havde Jyllands Adel trodset Danmarks Drot,
Den sagde: »Han vil beholde for sig hver Borg og Slot.«
Derfor de mod Kongen havde stridt med væbnet Arm,
Nu sendte de Ridder Vendelbo at mildne Kongens Harm.

Hr. Eckhard og Hr. Vendelbo da mødtes paa Vei,
At begge ham gjested sammen, huede Volmer ei.
Venlig han dog dem modtog, han syntes glad og fro,
Da sagde Hr. Eckhard: »Du skal ham aldrig troe.

Snart er hans Tale hvas, snart den Honning er liig,
Men hvordan han den dreier, han vil bedrage Dig.
Han har Jer længe kuet, han skatter Jert Land,
Saalangt som Møller male til den tangklædte Strand.

117

Os han i Hjertet hader, skjøndt han kalder sig vor Ven,
Alt, hvad til os er pantsat, han løser igjen;
Han jager i vore Skove, han fisker i vort Vand,
Hans Fader Kong Christopher var dog en bedre Mand.«

- »Nej«, svarede Hr. Vendelbo, »han var en ussel Drot,
Ikke dog skal Volmer os skille ved Borg og Slot,
Men vilde han ei negte vor Adel dens Ret,
Maatte vi selv det tilstaae, han hersker ikke slet.«

Den næste Morgen tidlig stod Volmer i Hal
Mellem sine Gjester, han mælede: »Nu skal
I ikke tage Hermelin men Staalbrynier paa,
Ei smykke Jer med Silke, men med de Hjelme graae.

Min Borgegaard sig strækker heel bred og dertil lang,
Der kunne de Heste løbe, der er ei Pladsen trang,
De allerbedste Stridsmænd har ofte kæmpet der,
Der vil i Dag vi lege med Spyd og med Spær.«

»Ja«, svared Hr. Vendelbo, han var i Ord saa brat,
»Den Leg er meget bedre end den, vi saae i Nat,
Først vil vi høre Messen, dertil den Ottesang,
Saa vende vi tilbage og prøve den Heltegang.«

Hvad dem den Herre raadte, blev strax sat i Værk,
De droge til Kirken i staalgraa Pandsersærk,
118 De sagde: »De Ord, han talte, var Guld og Penge værd,
At høre Messen styrker baade Brynier og Sværd.«

Kong Volmer blev paa Borgen, han fulgte dem ei,
Han sagde: »Jeg bliver hjemme, det er for lang en Vei,
Jeg lytter helst til Klokkeklang fra Skovens vilde Sti,
Og elsker kun den Munkesang, der snart er forbi.«

RIDDERSPILLET.

Saasnart de atter stode bag Borgens høie Tind,
Iled de stærke Riddere med kamplystent Sind
Ud i Fegtergaarden, der stakte sig mod Vang,
Der kunde de Heste løbe, der var ei Veien trang.

Hr. Vendelbo skred foran, han let i Sadlen sprang,
Skjøndt klædt i tungen Rustning og med sin Landse lang.
Da sagde Konning Volmer: »Det var et dristigt Spring.«
»Ei«, svared den Ridder, »det var en ringe Ting.

Hvo ei med Spær og Glavind, og klædt i Pandserringe,
Som en flyvende Falk sig kan i Sadlen svinge,
Han due kan til Kjøbmand, men ei til Vaabenfærd,
Ei sømmer ham at bære det staalfarvede Sværd.«

119

Frem gik de Riddere, de grebe de lange Spær,
Og stege paa deres Heste og red hverandre nær;
Hjelmene vare blanke, de Ringbrynier blaae,
De ædelige Fruer i Vinduerne man saae.

Begyndte da de Kæmper den dristige Leg,
Den mægtige Vaabenlarm i Luften opsteg,
Den hørtes over Vandet, den hørtes under Sky,
Saa Fuglene forfærdedes, og Fiskene monne flye.

Kong Volmer og hans Kæmper viste da herligt Mod,
De fegted mod de Fremmede, thi saa den Herre god
Bestemte, det skulde være, de rede frem paa Rad,
Den Drot og hans Hofmænd de skiltes sjelden ad.

Den Herre selv dem førte med Kløgt og Forstand,
Hans graaspættede Ganger var født i Spanieland,
Den var den allerbedste, der græssed ved Aa,
Den kjendte hans Stemme og kunde ham forstaae.

De hugged med Glavind, det var, som Luften sang,
Taarnene gave Gjenlyd, og Borgmuren klang,
Fra Skjoldene sprang Gnister ved Sværdenes Slag,
De sønderbrudte Landser sprang over Borgens Tag.

Saamangen ædel Ridder fra Sadelbuen sank,
Og mangen herlig Adelshjelm, der før skinned blank,
Kløvedes af de Sværde, den mørknedes af Blod;
De Hjelmbuske traadtes under Gangernes Fod.

Guldfarvede Skjolde, med Ædelsteen belagt,
Splintredes i Stykker ved Landsernes Magt,
120 Da sagde Ridder Vendelbo, den Helt med Lokker graae:
»At lege med Sværd og Landser de Hofmænd vel forstaae.«

Han gjorde saamangen Ridder af Kamplegen træt,
Hans Øine de lyste gjennem det Hjelmenet.
Han knuste de Skjolde, han splintred de Spær,
Over hans Isse vaied tre ravnesorte Fjær.

Tilsidst han greb en Landse, forfærdelig og lang,
Mod Borgens Port han kasted den, det gav en vældig Klang,
Da brast de tunge Laase, op sprang den Dør saa stærk,
Da meente de Kæmper, det var et Helteværk.

Dog saae de til Kong Volmer, den Herre stolt og fast,
De meente, han vilde vredes ved dette Landsekast,
Men han sad ganske rolig paa sin ædelbaarne Hest,
Han sagde: »Man hente Smeden, han læger den Vunde bedst.«

Men da nu Solen daled paa den vestlige Sti,
Raabte den Drot behænde: »Nu er vor Leg forbi.«
Ugjerne sprang de Stridsmænd af Gangerne ned,
Men var ei Mørket kommet, var Kampen bleven ved.

Saa greb Konning Volmer en Guldkjæde svær
Og nærmed sig Hr. Vendelbo ved Faklernes Skjær,
121 Og hængte den om hans Nakke, det var en herlig Krands,
Perler og ædle Stene forhøiede dens Glands.

Han sagde: »Hr. Ridder, I er en farlig Mand,
En mere vældig Stridshelt ei findes i vort Land;
Jert Spær knuser Jern, som var det Bøgeriis,
Visselig I fortjener at bære Kampens Priis.«

Ham svared Hr. Vendelbo: »I tale saadan ei,
Jeg har vel kjendt de Stridsmænd, der bedre var end jeg.
Men det er længe siden, thi Tiderne gaae,
Og de, som da var unge, have nu Lokker graae.«

Da mæled atter Kongen: »Den Leg skal længe mindes,
I Dag har vi prøvet, hvor gode Kæmper findes,
Om end de kunne voxe ved Nordhavets Strande,
Eller de skulle hentes fra fremmede Lande.

Ville de holde sammen, der rundt i Landet boe,
Og være vort Danmark mod Udlandet troe,
Da Riget end skal stande, naar vi længst er død,
En Falk er kun liden og dog til Seier født.«

Saa samledes i Hallen de ædle Riddersmænd,
Fru Helvig var der ikke, hun var ei Kampens Ven,
Og heller ei Hr. Eckhard, men Tovelil man saae,
Liig Morgenstjernen deilig paa Himmelen blaa.

122

Saa mellem de andre Stjerner stod den Jomfru skjær;
De neied sig alle, da Kongen kom dem nær.
Saa satte sig de Gjester ved Bordet i Rad,
De ædelige Fruer mellem Ridderne sad.

Den stærke Viin i Bægerne fast som i Strømme randt,
Kong Volmer drak kun lidet, han dertil var vant;
I Høisædet sad han med Staalbrynie paa,
Det lyste som Lynglimt, hvorhen den Herre saae.

Han bød Ridder Vendelbo at træde til sig hen,
Han sagde: »Jeg ønsker at have Jer til Ven,
Gjerne med Jyllands Adel jeg nu vil slutte Fred,
Og lover at forglemme, hvad forhen er skeet.«

Han sagde: »Hr. Ridder, I er en ærlig Mand
Og ønsker ei, at Danmark slides af Ulvetand,
Hvis I for os vil kæmpe og være Landets Skjold,
Da skal vi det vel frelse fra Udlandets Vold.«

Hvad meer de Herrer talte, det er mig ei bekjendt,
Tilsidst da de skiltes, og Maaltidet var endt,
Sagde den Drot til Tove: »Hvis Du mig glæde vil,
Saa synger Du nu en Vise til Guldharpens Spil.«

Den Lilievand rødmer, hun Guldharpen slaaer,
De Riddere da syntes, at Vinter blev til Vaar;
De lytted til den Harpeleg, de lytted til den Sang,
Da syntes det dem Sommer, skjøndt Snee laae paa Vang.

123

Fru Helvig hørte Sangen fra Hallen, hvor hun sad,
Hun spurgte: »Hvorfra kommer det selsomme Qvad?«
Gjensvared den Terne: »Det er Fru Tovelil,
Der Guldharpen slaaer, mens hun synger dertil.

Det ligner de Sange ved Fuldmaanens Glands,
Som Dvergene qvæde til Elverpigers Dands.«
Da lytted Fru Helvig, til Sangen var endt;
Men hvad hun dengang tænkte, det blev kun seent bekjendt.

HERR ECKHARD OG HANS PLANER.

Den næste Morgen jaged Kong Volmer under Ø,
Ham fulgte mangen Ridder samt mangen deilig Mø.
De rede paa høie Heste paa den sneedækte Vei;
Dronningen hørte Messen, hun elsked Jagten ei.

Tidlig ved første Hanegal, før Munkene holdt Bøn,
Hr. Eckhard blev kaldet til Kongen i Løn,
De Hofmænd lytted udenfor, dog Alt var længe tyst,
Omsider hæved Volmer sin stærke Kongerøst.

»Betænk, hvad I forlanger«, mæled den høie Drot,
»I vilde skille Danmark ved Fyen og Riberslot,
Med Brand I trued Odense, dog har sig Lykken vendt,
End Odense vi eier, og Byen er ikke brændt.

124

De Panter, jeg har indløst, høre nu Danmark til,
Dem faaer I ei tilbage ved List og Rænkespil,
Og heller ei de Borge, jeg vandt ved Lov og Dom,
Selv om I der har hersket, før jeg til Verden kom.

Mit Vaaben er en Løve, dertil et liggende Skjold,
Det kan jeg fuldtvel reise, naar jeg gjestes med Vold;
Og havde jeg ei standset det gamle falske Spil,
Da var der ei længer nu noget Danmark til.«

Hvad Hr. Eckhard svared, de Hofmænd ei forstode,
Han blev fra Jagten hjemme, han var ei vel tilmode,
Heel tankefuld han sad med Haanden under Kind,
Da traadte den unge Ditlef, hans Svend, i Hallen ind.

»Min Herre, hvorfor rider I ei Kong Volmer næst,
Hvi sidder I tilbage som en foragtet Gjest?
I tidt har viist mig Tillid, I veed, jeg er Jer tro,
Saa siig, hvi her I sidder, som i en Munkebo.«

Da svared Ridder Eckhard: »Visselig var det bedre,
Om Konning Volmer hviled i Muld hos sine Fædre,
Ham har den lede Djævel nu gjort til Danmarks Drot;
Han vil for sig alene besidde Land og Slot.

125

Alt hvad til os er pantsat ved Danmarks hvide Strand,
Det vinder han tilbage, man veed ei selv hvordan,
At ham de valgte til Konge, det blev vor Storheds Grav,
Han vil alene raade fra Sund til Vesterhav.«

- »Ja«, svared den unge Ditlef, »vi kjende vel hans Rygte,
Der er ei den paa Jord, som vi mere maa frygte;
Thi selv naar Land og Borge han synes at give hen,
Saasnart sig Lykken vender, han tager dem igjen.«

Gjensvared Ridder Eckhard: »Du kjender ham ei slet,
Heel kunstig kan han flette sin Tale som et Net,
Snart er hans Ord heel hvasse, som det skarpeste Staal,
Snart smutter han Dig af Haanden, fast som en smidig Aal.

Hvile han ikke kjender og lader ei Andre Ro,
Nu har han ogsaa fristet Hr. Peder Vendelbo,
Hemmelig alt de samles, jeg veed det ganske vist,
Jeg frygter, han er daaret af Dankongens List.

Fra Fyen er vi fordrevne ved en svigefuld Pagt;
Alle de fyenske Byer er under Danmark lagt,
Svigter nu Hr. Vendelbo og følger Volmers Hær,
Da miste vi og i Jylland, hvad end vi eie der.«

126

- »Ja«, svared den unge Ditlef, »skal atter med Fred
I Danmark vi herske, maa han fra Thronen ned,
Alt er det engang hændet, og det kan skee igjen,
At Danmarks Konge fanges af udlændiske Mænd.«

»Du veed«, ham svared Eckhard, »jeg tidt har tænkt derpaa,
Dog vogte ham hans Kæmper, hvorhen han monne gaae,
Ham vogte hundred Glavind ved Nat og ved Dag,
Ditlef, min gode Væbner, det bli'er en farlig Sag.«

- »Dog tidt han rider ene bag Birk og Bøgeriis,
Ei er han da forsigtig, endskjøndt han kaldes viis,
Han rider uden Følge med Høg og med Hund,
Da beder han den tamme Hind alt i den Rosenlund.«

- »Dersom alt Andet glipper, vi prøve kan derpaa,
Men denne Gang, min Ditlef, ere vi altfor faa,
Dog har med Lybek og Gulland han nylig yppet Tvist,
Kan de ham overvinde, behøves ei vor List.«

JAGTEN.

Under de høie Bøge var hugget mangen Sti,
Der red Konning Volmer med sit Følge forbi;
De vilde Dyr i Skoven ei glæded sig derved,
Den jagtlystne Skare lod dem kun liden Fred.

127

Foran de ædle Gjester red Danmarks høie Drot,
Staalbuen at spænde forstod den Herre godt,
Kjølver og lette Pile fløi gjennem Skovens Net,
De bladløse Bøge kun skjulte Vildtet slet.

Solstraalerne blinked i Luften klar og blaa,
Paa alle Veie speided de Sporhunde graae,
Bønderne gik i Rækker og gjente Vildtet til,
Da begyndte de Jægere det lystige Spil.

Herlig klang i Skoven de gyldenblanke Horn,
Mens Hundeglammet gjenlød fra Krat og fra Torn,
De Riddere sig spredte bag Busk og høien Bøg,
De jaged kun med Mynder, men ei med flyvende Høg.

De ædelige Fruer dem fulgte med Lyst,
De blanded deres Stemmer med Jægernes Røst,
Sadlerne vare spændte med silkehvide Baand,
Med Sølvertøilen leged da mangen fager Haand.

Hundeglammet opsteg høit under vilden Sky,
Ei vidste Hjorten og Hinden, hvorhen de skulde flye,
Daadyr og letten Hare kunde sig ikke skjule,
Pilene fløi i Luften, liig rovlystne Fugle.

Tovelil den Fagre heel nærved Kongen red,
Sig løste hendes Fletninger, de faldt i Vinden ned,
Da flagred over Skuldrene det udslagne Haar,
Liig guldfarvede Skyer, der bagved Solen gaaer.

128

Hun sad heel rank paa Hesten, heel kjæk var hendes Aand,
Da spændte hun sin Bue med hviden Jomfruhaand
Og sigted mod et Raadyr, som flygted med Iil,
Da sank det til Jorden for den vingelette Piil.

Kong Volmer smiled venlig, han tænkte ved sig:
»Blandt alle Verdens Qvinder hun passer bedst for mig.«
Han sagde: »Favre Jomfru, I har Lykken til Ven,
I seirer uden Møie, hvor I Jer vender hen.«

Hvorlænge Jagten vared, har Ingen mig fortalt,
Ei heller kan jeg sige, hvormeget Vildt der faldt,
Dog hvisked en gammel Jæger, han syntes lidet fro:
»Skal alle Dyr da skydes, som her i Skoven boe?

Hvis saa de vilde færdes endnu i Dage tre,
Da fik man i Skoven ingen Hjort meer at see,
Daadyr og letten Hare, Alt blev ødelagt,
Gud frelse de gode Skove fra denne vilde Jagt!«

Til Kongeborgen atter det lange Følge red,
Gjennem de Hestedækner trængte Gangernes Sved;
Da sagde de Riddere: »Det var en herlig Fest,
Men denne Dag paa Jagten, den var dog allerbedst.«

- Fru Helvig saae fra Vinduet i Borggaarden ned,
Hvor Tovelil den Fagre ved Kongens Side red;
129 Da smiled hun heel selsomt, hun bort fra Vinduet gaaer,
Hun sagde: »Jomfru Tove heel mangen Kunst forstaaer.«

Saa sprang de stolte Riddere fra Gangerne til Jord,
Dem førte den ædle Marskalk til det kongelige Bord,
Hvo sammen vilde blive, de skiltes ei ad,
De ædelige Fruer mellem Ridderne sad.

Den stærke Viin i Bægerne fast som i Strømme randt,
Kong Volmer drak kun lidet, han dertil var vant,
I Høisædet sad han med Jagtklædning paa,
Det lysned som Lynglimt, hvorhen den Herre saae.

Da skued man Hr. Eckhard ved Dronningens Side,
Hvad hemmelig de talte, fik Ingen at vide;
Hendes Kinder vare blege, hun syntes tankefuld,
Da leged atter Tovelil paa Harpen af Guld.

Fra Dronningens Side Hr. Eckhard ikke veg,
Men Dankongen lytted til Tovelilles Leg;
Et Blik dog han kasted til Helvig saa brat
Som Lynet, der tændes og slukkes i Nat.

Tilsidst til Jomfru Tove Hr. Henning nærmed sig,
Han sagde: »Tovelille, Kong Volmer elsker Dig.«
Gjensvared den Jomfru: »I tale dog ei saa!
Den Tro han gav Fru Helvig, vist aldrig brydes maa.«

130

- »Og dog min favre Søster, Du er af Fyrsteblod,
Fru Helvig selv ei stammer af ædlere Rod,
Og vel det kunde hændes, hvis Dronningen var død,
At Du maatte bære hendes Guldkrone rød.«

Da reiste sig den Jomfru med blussende Kind,
Hun iled gjennem Hallen som den flygtige Hind,
Hun vilde ham ikke høre, men hvad der meer er hændt,
Og hvad de siden talte, det er mig ei bekjendt.

FRU HELVIG.

Hr. Eckhard og Fru Helvig heel tidt hinanden saae,
De mødtes i Hallen, naar Mørket faldt paa,
De mødtes og i Lunden paa den eensomme Vei,
Men Dankongen lod, som han mærked det ei.

En Aften da Hr. Eckhard hos Dronningen sad,
Han hvisked: »Eders Herre gjør Jer nok lidet glad;
Dog stol paa Jer Broder, der ved Slien mon boe,
Dertil paa Holsteens Grever, de er Jer huld og troe.

Hvis I da mærker Noget til Dankongens Spil,
I bør det ei fordølge, men skrive dem det til,
Og vil I da blot lyde vort hemmelige Raad,
Visselig skal vi standse Jer Kummer og Graad.

Jer Andagt og Jer Gudsfrygt er vidt i Landet kjendt,
Men med Kong Volmers Fromhed er det nok slet bevendt,
131 Og turde han det vove, han lagde Kirken øde,
Han raner ofte Kalk og Disk for sine Mænd at føde.«

Sukkende svared Helvig: »Det tidt mig voldte Sorg,
At sanke Guld og Rigdom, at vinde Slot og Borg,
Derefter kun han higer, kun Eet han tænker paa,
At samle det delte Danmark, hvordan det saa skal gaae.«

Svared Hr. Eckhard listig: »Han tænker Eet endnu,
At tale med Fru Tove, dertil staaer hans Hu,
Skeer det ei ved Dagslys, det skeer ved Midnatstide.«
Da blev Fru Helvigs Kinder som et Liinklæde hvide.

Hun reiste sig og iled til Vinduet hen;
Hun sagde: »Der seer jeg Kongen, han rider ud igjen,
Hvor rider han saa silde, jeg kan det ei forstaae?
Er det nu Tid at jage, da Natten falder paa?«

- »I ligner de tause Stjerner paa Himmelens Vei,
I gaaer Jer stille Bane og taler derom ei,«
Saa mæled Ridder Eckhard, »det er Jer vante Skik,
Dog læser jeg skjulte Tanker i Jert tindrende Blik.

Kong Volmer, Eders Herre, har vist en stor Forstand,
Muligt, at dog han finder i Jer sin Overmand,
Han bruger mange Kunster, han kjender mangen List,
Dog i den Kunst at tie I overgaaer ham vist.«

132

Pludselig udbrød Helvig: »Jeg er vel nødt dertil,
Jeg maa min Tanke skjule, dog nu jeg tale vil:
Hun eller jeg maa falde, nu Ordet er sagt,
Hun har omspundet Kongen med farlig Tryllemagt.

Der gives stærke Runer, kastes de for vor Fod,
Det næsten er umuligt at staae dem imod,
Dem har hun lært tilvisse, dem monne hun vel forstaae,
Bliver hun her i Danmark, maa jeg til Grunde gaae.«

Gjensvared Hr. Eckhard: »Det er en farlig Sag,
Hr. Henning hende vogter ved Nat og ved Dag;
Mens Kongen er i Leding, Henning hans Høvedsmand
Skal blive her tilbage og værne Sjællands Strand.

Mig følger kun min Væbner og dertil tvende Mænd;
Men hvis I kan vente, til jeg kommer igjen
Med flere stærke Kæmper, og I mig hjelpe vil,
Muligt kan da det lykkes, hvad Eders Hu staaer til.«

Ham svared Fru Helvig: »Hun her ei blive kan,
Gift hende med en Træl, der boer i et andet Land!
Dog jeg maa synes reen og for Mistanke fri,
Det kunde blive farligt, hvis jeg blanded mig deri.«

- »Naar Volmer først er borte, kan hun ei skade Dig,
Men vender han tilbage, da stol kun paa mig!«
Saa mæled Ridder Eckhard, han Hallen forlod,

Det syntes, som Kong Volmer ei deres Færd forstod.
133 Da mødte Herr Eckhard Ditlef, sin gode Svend,
Han sagde: »Vi har ved Hoffet endnu dog en Ven,
Saa siger et gammelt Ordsprog: Mands List er vel behænde,
Men Qvindelist er større, thi den er uden Ende.

Muligt dog det Ordsprog vil denne Gang slaae feil,
Tovelil vil hun fange, det klare Jomfruspeil,
Dog vi vil fange Kongen, det er et bedre Spil,
Og uden at hun veed det, skal hun hielpe dertil.

Thi uden Guld og Pendinge ei vindes denne Krig,
Men Helvig eier Skatte, hun synes meget rig,
Jeg vil da samle Stridsmænd i Tydskland, vort Hjem,
Men det er saare billigt, at hun betaler dem.«

- Fru Helvig lod en Troldqvinde hente til sin Borg,
Ei heller for hende hun dulgte sin Sorg,
Da neied sig og sagde den alderstegne Qvind:
»Vel kjender jeg den, der kan vende Kongens Sind.

Jeg kjender vel en Mester, han Kunsten forstaaer,
I Vælskland han fødtes, heel Meget han formaaer,
Paa Vindens Hest han rider over Krat, over Torn,
Han seiler over Havet paa Eisdyrets Horn.

Og han kan vende Veiret blot ved sin Stemmes Klang,
Og han kan standse Stormens og Stjernernes Gang
Og lære Skovens Ulve at trække Bondens Plov.«
- »Ja«, svared Fru Helvig, »jeg har alt hørt hans Lov.«

134

HEXEN SPAAER KONG VALDEMAR.

Kong Volmer rider ved Maaneglands,
Ham standser en gammel Qvinde,
»Vel mødt«, hun siger, »Du Danmarks Drot!
Alt under de susende Linde!

Vel mødt«, hun siger, »Du Danmarks Drot!
Ved Maanskin og Midnatstide,
Saa gjerne jeg Dig Din Skjebne spaaer,
Ifald Du den lyster at vide.

Saa gjerne jeg Dig din Skjebne spaaer,
Du drages det vel til Minde!
Ret aldrig Du træder saa vild en Sti,
At ei Du skal Veien finde.

Ret aldrig Du træder saa vild en Sti,
At Du skal Veien glemme,
Ret aldrig flyver en Fugl saa høit,
Du kan den fuldtvel tæmme.

Ret aldrig flyver en Fugl saa høit,
At ei Din Piil den naaer,
Og aldrig Du finder det krumme Jern,
Som ei Du at rette forstaaer.

Og aldrig Du finder det krumme Jern,
Som ei Du rette kan,
Og mødte Du Keiseren selv i Rom,
Du er saa god som han.

135

Og mødte Du Keiseren selv i Rom,
Du er jo vel hans Lige,
Der er ei den Ridder i Danmark til,
Som ei for Dig maa vige.

Der er ei den Ridder i Danmark til,
Hvis Mod Du ei kan bøie,
I Alting er Dig Lykken god,
Hvorhen Du vender Dit Øie.

I Alting er Dig Lykken god,
Dog Eet jeg vil Dig raade:
Vend aldrig Din Hu til Slegfredqvind!
Det bliver Dig ei til Baade.

Vend aldrig Din Hu til Slegfredqvind!
Hun bliver Dig til en Snare
Og volder Dig Kummer og Sorg og Spee
Og sætter Din Sjæl i Fare.

Hun volder Dig Kummer og Sorg og Spee,«
Saa sang hun ved Midnatstid,
Da svared den Herre: »Jeg vel kan see,
Fru Helvig har sendt Dig hid.«

VALDEMAR BEILER TIL TOVELILLE.

Eng og Ager grønnedes, der blomstred Bøg og Riis,
Skovduen og Gjøgen sang paa vante Viis,
Og Stæren fløited liflig, det var ved Pindsetid,
Hvidtjørnen var at skue som Sneen saa hvid.

136

Herr Henning var ei hjemme, han red i Kongens Bud,
Da vandred Jomfru Tovelil ad Slotsporten ud,
Hun satte sig ved Borgen, nærved en Rosenhæk,
Der snoede sig bag Blomster den rislende Bæk.

Den ligned en Sølvtraad, spunden under Jord,
For at flettes i det Bælte, der sig om Sjælland snoer,
Der sad den fagre Jomfru med Haand under Kind,
Da saae hun Kong Volmer ved den lysgrønne Lind.

Hun reiste sig hurtig, hun rødmed som Blod,
Og neied sig for Kongen, da sagde den Herre god:
»Heel fager er den Bæk og de blomstrende Træer,
Dog fagrere den Jomfru, som stander dem nær.

Jeg drager nu i Leding, de Kjøbmænd af Hardervig
Og Lybek og Venden os true nu med Krig,
Og Væverlauget i Visby os gjeste vil med Vold,
Vævspolen dog ei knuser saa let mit gode Skjold.«

Han sagde: »Jeg har Skibe, bygget med stor Forstand,
Som Stormfugle trodse de det oprørte Vand,
Men blæser Børen gunstig, og er den ei for svag,
Seile de tredive Mile selv paa en Vinterdag.

Paa Strømmen og paa Vinden forstaaer jeg mig vel,
Og Vandbølgens Veie har ofte bragt mig Held,
Dog vil det noget vare, en Sommer vil gaae hen,
Før jeg tilbage vender og seer Dig igjen.«

137

- Hun svared: »Gud skjenke Jer saamangen Time blid,
Som Stjerner, der følges ad i Midnattens Tid,
Gud skjenke Danmarks Rige saamangt et Seiersaar,
Som Pilen har Blomster i den tidlige Vaar.«

Han sagde: »Tovelille, jeg farer ei med Svig,
Jeg noget har paa Hjerte, som jeg vil sige Dig,
Jeg kan ei reise bort, før jeg Ordet har sagt,
Du fanget har Kong Volmer med Elskovens Magt.«

Hun svared: »Min Herre, I tale dog ei saa!
Jer Troskab til Fru Helvig vist aldrig brydes maa.«
Han sagde: »Fru Helvig har aldrig gjort mig glad,
Tidt fyldte hun mit Hjerte med Bitterhed og Had.

Aldrig kan hun trættes af Messer og Psalmesang,
Og aldrig hun finder nogen Præken for lang,
Men hørte hun end daglig de Kirkemesser ni,
For hævngjerrige Tanker hun blev dog aldrig fri.

At spinde falske Rænker nu hun ogsaa har lært
Af Eckhard fra Sachsen, det er mig meget kjært,
Jo mere hun sig blander i mine Fjenders Svig,
Desdybere skal hun falde til Gavn for mig og Dig.«

Han sagde: »Tovelille, hvis Du vil elske mig,
Jeg selv og mine Borge skulle da tjene Dig,
Og naar Fru Helvigs Rænker har voldet hendes Fald,
Skal Du Guldkronen bære i Dannerkongens Hal.«

138

Hun svared: »Jeg stammer af kongelig Rod,
Langt heller vil jeg døe end besmitte det Blod,
Hvoraf jeg ud er sprungen; saa hjelpe mig Gud!
Du favner mig aldrig, før jeg vorder Din Brud.«

Da tænkte den Herre: »Hun er en ædel Qvinde,
En velbefæstet Borg, heel vanskelig at vinde,
Dog strax at tabe Modet var aldrig Volmers Sag,
Der kommer vel engang en beqvemmere Dag.«

Han sagde: »For Ingen paa Jord jeg bøied mig,
Dog nu jeg mig bøier, Tovelille, for Dig,
Jeg giver Dig til Afsked mit kongelige Ord,
Hvis Gud vil mig hjelpe, Du herske skal i Nord.«

Saa hilsed han med Haanden, saa gik den Herre væk,
Hun satte sig atter ved den rislende Bæk,
Og lytted igjen til den underlige Sang,
Hun sagde: »Mig synes, jeg har drømt det engang.

I Drømme vi skue med indadvendt Blik,
Hvad aldrig i Dagslyset Ord og Stemme fik,
Der hvile mange Tanker i Drømmenes Dyb,
Ukjendte for Lyset som Havbundens Kryb.«

HJEMKOMSTEN.

Kong Volmer havde seiret, Visby var ødelagt,
De vendiske Stæder skjalv for Kongens Magt.

Saa seiled han tilbage paa Bølgen den blaa,
En stor og sjelden Rigdom man i hans Værge saae,

139

Guld og ædle Smykker af høi og sjelden Værd,
Dem havde han vundet ved sin dristige Færd.

Smykker, der glimtede som Solen i Vaar,
Og Fløil og Skarlagen og Zobel og Maar.

Og silkesyede Klæder og kunstigskaarne Kar,
Og indiske Stene, Klenodier af Glar.

Og udhugne Billeder og hviden Hermelin,
Og staalblanke Brynier og det fineste Liin.

Og Filsbeen og Ibenholt og Rav og Koral,
Og Perler, der var hentede fra Havfruens Hal.

Det kunde man nu samlet hos Dankongen see,
Han havde Gulland vundet i Træfninger tre.

Ham hjalp den ædle Ridder Herr Peder Vendelbo,
Han stred nu ved hans Side og var ham huld og tro.

Dog tænkte han i Hjertet: Det var en egen Krig,
Dog det maa Kongen svare for, det ei vedkommer mig.«

Den Vinter holdt Kong Volmer heel mangen herlig Fest,
Der var ham Tovelille den kjæreste Gjest.

Heel venlig hende hilsed og hans kongelige Viv,
Dog ønsked hun hemmelig at spilde hendes Liv.

Hun smykked hendes Haar med det klareste Guld,
Dog ønsked hun hemmelig, hun laae i sorten Muld.

140

Det lod og, som Kong Volmer sin Dronning havde kjær,
I Hallen heel ofte de sad hinanden nær.

Dog sagde han til Tovelil: »Om Du vil hende troe,
Det er som Du vil træde paa Vand og trøsket Bro.«

At vinde den Jomfru, dertil stod end hans Hu,
Dog tænkte han, »det er ei paa Tiden endnu.«

Han røbed vel sin Elskov, naar i Lunden de gik,
Dog sjelden med sin Tunge, heel ofte med sit Blik.

- Fru Helvig havde ventet alt i Maaneder tre,
I Ingen af dem lod Herr Eckhard sig see.

Da bad hun til Himlen saamangen ivrig Bøn,
Og talte desuden med den Troldqvind i Løn.

Hun hented hendes Mester, i Hallen han stod,
Han sagde: »De himmelske Lys er os imod.

Før de vandrende Stjerner paa Himmelen blaa
Sig gunstig forbinde, kan jeg Intet formaae.

Thi Lykken beroer paa Øieblikkets Magt.«
Alt hvad de dengang talte, det blev til Volmer sagt.

SKRIFTEMAALET.

Verdens Frelser var opstanden,
Folket sig med Andagt bøied,
Thi det var en Paaskemorgen,
Alle Kirkens Klokker klang.

141

Blaae og gyldenrøde Smykker
Om det høie Alter svæved,
Mens de hvide Seiersfaner
Under Loftets Hvælving hang.

Mange Lys i Kirken brændte,
Fire for hver Helgens Billed
Hundred for den høie Jomfru
Og for den opstandne Gud.

Solens gyldenblanke Luer
Glimted gjennem Østens Vindue,
Trængte frem som Seierherrer,
Der fra Himlen bragte Bud.

Psalmesang og Orgeltoner
Svæved, som en Hær af Aander
Gjennem Kirkens lange Gange
Med usynligt Vingeslag.

Sangen lød om Himlens Herre,
Der med Dødens Magter kæmped,
Seired over Synd og Smerte
Og opstod paa denne Dag.

Tovelil i Kirken traadte,
Svøbt i sorten Silkeklæde,
Der den smalle Midie dækked
Og det høie Jomfrubryst.

Eensom gik hun uden Følge,
Neied dybt for hver en Helgen,
Bad en Bøn til Himlens Dronning
Med en sagte, stille Røst.

142

Iled saa til Sakristiet,
Knæled der i Skriftestolen,
Taarebadet, fjern fra Mængden,
Hvisked hun med blegen Mund:

Om en Ild, der lønlig brændte,
Som ei Vievand kunde slukke,
Som ei Bønner kunde dæmpe,
Dybt i Hjertets stille Grund;

Om en aldrig standset Længsel,
Om en Leg af Lyst og Smerte,
Om en Drøm, der Hjertet lokked
Meer end Vaar og Fuglesang.

Saadan hvisked, saadan talte
Dybt i Støv den blege Jomfru,
Længe vented hun paa Gjensvar,
Da tilsidst en Stemme klang:

»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove,
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!

Du maa flye, hvis Du vil seire
Mod den farligste blandt Fjender,
Han, som alt i Paradiset
Har forgiftet Qvindens Blod.

Har ei Verdens høie Frelser
I sin Qval det aabenbaret?
Du korsfæste maa Dit Hjerte
For hos Gud at finde Trøst.

143

Bed til Syndens Overvinder,
Som i Dag steg op af Graven,
At en Kobbermuur han bygger
Mellem Dig og Verdens Lyst.«

Saadan talte streng alvorlig
Munken til den blege Jomfru,
Der for ham i Støvet knæled,
Mens hun skjælved ved hans Røst.

LUFTBILLEDET.

Tankefuld den favre Jomfru
Satte sig ved hviden Strand,
Hvor de gyldne Solens Straaler
Speiled sig med Glands og Bæven
I det klare, sølvblaa Vand.

Var det kun et selsomt Luftsyn,
Gjøgleri af Skyens Aander,
Var det Sandhed eller Drømme?
Men hun syntes, at hun saae
Dybt i Syd det fjerne Rygen
Med dets Kirker og dets Taarne,
Med Arconas Mure graae,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaa.

- Og hun hørte fjerne Toner,
Liig et Qvad fra Hjemmets Strande,
Medens Bølgen sagte hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:
144 »Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«

Saadan hvisked Bølgens Stemme,
Saadan Luftens Aander sang,
Og det var, som om hun hørte
Hjemmets fjerne Klokkeklang.

Halvforglemte gamle Minder
Kom da trækkende som Svaner,
Der mod Nord i Vaaren drage,
Og med store Vinger svinge
Sig igjennem Luftens Flod.

Legesøstre fra sin Barndom
Med de Blik, som Lysets Engle
Skjenke kun til Uskylds Alder,
Venner, som hun længst forlod,
Saae hun i de gyldne Skyer,
Der, liig Paradisets Roser,
Mellem Jord og Himmel svæved,
Medens atter Sangen bæved,
Medens atter Bølgen hvisked
Ved den blege Jomfrus Fod:

»Vend tilbage, vend tilbage
Over Sø og salten Vove
Til den Ø, hvorpaa Du fødtes,
Hvor Din Barndoms Vugge stod!«

145

TOVELIL TALER MED SIN BRODER.

Længe hviled i det Fjerne
Dybt i Syd det sære Billed,
Liig en gylden Barndomsdrøm,
Dog tilsidst det svandt og blegned,
Som en flygtig Sky, der svinder
Hen i Luftens klare Strøm.

Tovelil, den favre Jomfru,
Sad endnu ved Strandens Vover,
Bleg i Kind, med Haand paa Bryst.
»Ja,« hun sukked, »jeg maa flygte
Som en Trækfugl bort i Høst,
Til det Land, hvorfra jeg stammer,
Hvor min første Drøm jeg drømte,
Hvor de gamle Minder slumre
Ved Arconas Klippekyst.«

- Da hun saae sin kloge Broder,
Der til hendes Tale lytted,
»Hvad!« han raabte, »det er Vanvid,
Vil Du flye fra Danmarks Strand,
Hvor Dig Glands og Hæder vente,
Hvor en høitbegavet Konge
Lægger for Din Fod sin Rigdom,
Ja, sit Scepter og sit Land.«

»Ak,« hun svared, »jeg har skuet
Høit i Sky det fjerne Rygen
Med Arconas Mure graae,
Med de steile hvide Klipper,
Dunkle Skove, høie Taarne,
146 Med de velbekjendte Borge,
Blinkende med Sølverfløie,
Hvilende paa gyldne Skyer
I det klare Himmelblaa.

Barndomsvenner har jeg skuet
I de fjerne Skyer staae,
Vist det var et Tegn fra Himlen,
Som jeg lyde skal og maa.«

Men han svared: »Det er Drømme,
Vanvid har Din Hu forvildet;
Avindsyge, lumske Fjender
Har Din Sjæl med Trolddom daaret;
Husk, at skjøndt Dig Kongen elsker
Meer end al sin Magt paa Jord,
Har han aldrig end Din Uskyld
Saaret med et dristigt Ord.

Her Dig Danmarks Krone vinker
I sin Lue gyldenrød,
Hisset boe kun Savn og Længsel
Og en ubemærket Død.«

Og hun lytted til hans Tale,
Fatted atter Haab og Mod,
Dvæled end i Danmarks Dale
Ved de blanke, klare Vande,
Nær ved Havets Sølverflod,
Aldrig vendte hun tilbage
Til den Ø, hvorpaa hun fødtes,
Ved Arconas Klippefod.

147

RINGEN.

De Stjerner blinke med Sølverskjær,
Høit over de drømmende Linde,
Fru Helvig vandrer bag Skov og Træer,
Kun efterfulgt af en Qvinde.

En Lygte bærer den Qvinde graa,
De Stjerner blinke paa Vove,
Kun lidet hun taler, tilsidst de naae
Et Hus bag de natlige Skove.

De liste sig ind ad en Laage trang,
Den Troldqvinde Veien kjender,
Saa ile de frem ad en hemmelig Gang,
Det lysner, hvor Gangen ender.

Sig aabner en Hal saa hvælvet høi,
Hvor Flammer om Væggene spille,
Der høres ei Larm eller mindste Støi,
Alt er som i Graven stille.

Som Stjerner det blinker i Kuplen blaa,
Der høit over Salen sig hvælver,
I Midten et Marmorbord mon staae,
Fru Helvig i Hjertet skjælver.

Paa Væggen stod en vidunderlig Skrift,
Tolv Billeder kunde hun skue,
Hvert Billed tolked en egen Bedrift,
Belyst af en flammende Lue.

148

Paa Bordet laae der en opslagen Bog,
Men læse den kunde hun ikke.
Det var, som hun skimted i hver en Krog
En Aand med funklende Blikke.

Pludselig saae man en Olding staae
I Hallen ved Dronningens Side,
Hans Kinder var blege, hans Øine graae,
Hans Haar vare skinnende hvide.

En Ring med Ædelstene besat
Han høit mellem Fingrene hæver;
»Min Datter,« han siger, »her er den Skat,
Den Talisman, som Du kræver.

En underlig Magt i den Ring er lagt,
En Magt, der vil dæmpe Din Smerte,
Thi den kan betvinge den Stoltes Foragt
Og tæmme det vildeste Hjerte.

Hvad enten Du bær den i Lysets Skjær,
Eller skjult for Menneskets Øie,
Den bringer dog den, som Du meest har kjær,
Til efter Din Hu sig at bøie.

Og Ingen saa stor, blandt Helte paa Jord,
Og utvingelig fri vil Du finde,
At ikke den Aand, som i Ringen boer,
Kan bøie hans Hu til en Qvinde.

Og spottes hver Bøn af en Jomfru skjøn,
Der ei til Kjærlighed kjender,
Hun skjenker sin Beiler dog Elskovs Løn,
Naar Ringen han mod hende vender.

149

I Hjerternes Grund opdaged jeg kun
En Magt, der kan Trolddommen bøie,
Det skeer, naar Du hæver i Farens Stund
Din Hu til Gud i det Høie.«

- Men Lykken, der syntes Fru Helvig god,
Hun aldrig paa Jord skal eie,
Thi sagte med List og med dristig Fod
Kong Volmer har fulgt hendes Veie.

Han useet træder i Hallen ind,
Den skjulte Gang har han funden,
Han iler frem som den Midnatsvind,
Der leger med Løvet i Lunden.

Og Ringen han greb med behændig Haand,
Han fæsted den til sin Finger,
Fru Helvig vorder saa bleg som en Aand,
Den lønlige Sorg hende tvinger.

Men Oldingen sukker: »Nu Magten er hans,
De Timer saa sagtelig glide,
Din Lykke sig nærmed i funklende Glands,
Hvi greb Du den ei i Tide?«

Dog Kongen mæler: »Du rømmer mit Land,
Før næste Dag er til Ende,
Et Skib skal dig bringe til Tydsklands Strand,
Men Hexen lader jeg brænde.«

Det hjalp ei, at Helvig om Naade ham bad,
Til Baalet han Troldqvinden dømmer,
Men Helvig tier og skjuler sit Had,
Om Hevnen hun hemmelig drømmer.

150

KONGENS KJÆRLIGHED VINDER SEIER.

Om nu det var den Trolddom, der var i Ringen lagt,
Eller det var Elskovs og Kjærligheds Magt,
Der paa Tovelil virked, dog siges det for vist,
At hun for Kongens Villie sig bøied tilsidst.

Men efter den Time hun aldrig var fro,
Og aldrig meer hun spøgte, og aldrig meer hun loe;
Kongen sig ængsted, han halv sin Daad fortrød,
Han frygted, den skulde volde den Jomfru hendes Død.

Han sendte hende Hermelin og Skarlagens Klæder
Og Perler og Klenodier og kostbare Kjæder,
De allerbedste Skatte fra Gullands rige Kyst,
Dog fandt den æde Jomfru deri kun liden Trøst.

Den hvideste Silke blev lagt for hendes Fod,
Han smykked hendes Midie med Rubinernes Blod,
Han smykked hendes Haller med Narhvalens Tand,
Dog sukked end i Stilhed den favre Lilievand.

Han sagde: »Tovelille, Du sørge dog ei saa!
Alt, hvad Din Hu begjerer, det skal Du ogsaa faae,
Alt, hvad jeg Dig har lovet, det opfyldes skal,
Guldkronen skal Du bære i Dankongens Hal.«

Hun svared: »Min Herre, det længe vare kan,
Og da maaskee Jer lokker en anden Lilievand.«
Gjensvared Konning Volmer: »Nei, før jeg skifter Sind,
Skal ved Jagthornets Klang Du standse vilden Vind.

151

Paa det jeg Dig kan vise min Tillid og min Tro,
Jeg vil en Skat Dig skjenke, der sikkrer Din Ro,
En Skat, der henter Kræfter fra Aandernes Rige,
Visselig Du paa Jorden ei finder dens Lige.«

Saa tog han af sin Finger den Ring stor og rund,
Den glimted som Stjerner i Midnattens Stund,
Den skinned i Hallen med usædvanlig Glands,
Sig Ædelstene fletted om Ringen i Krands.

Han lagde den i Tovelilles sneehvide Haand,
Han sagde: »Nu jeg bindes til Dig med slige Baand,
At selv om jeg det vilde, de aldrig briste kan,
Med denne Ring jeg vier Dig til Dronning i mit Land.«

Derefter han fortalte, hvordan ved Stjerneskjær
Han havde fulgt Fru Helvig bag Busk og bag Træer,
Hvordan han erhverved ved Hurtighed og Mod
Den Skat, som ei Fru Helvig at gribe forstod.

Mæled end den Herre: »Havde mig Nogen sagt,
At slige sære Kræfter, at saadan Tryllemagt
I natvandrende Stjerner og Stene kunde boe,
Jeg havde derom tvivlet, dog nu jeg maa det troe.«

Den Jomfru ham hørte med skjælvende Mod,
Blussende saae hun Ringen, hun sagde: »Min Herre god,
I har med den mig voldet stor Kummer og Spee,
Dog vil jeg den ei miste, mens jeg kan Lyset see.

152

Den er som Ild at skue, og dog saa kold som Snee,
Jeg hænger den ved mit Hjerte, den skal ei Dagen see,
Med Tryllemagt, min Herre, I drog mig til Jer hen,
Saa maa jeg Jer vel binde paa samme Viis igjen.«

Svared med Smiil Kong Volmer: »Du stole frit paa mig!
Heel stærkt er det Baand, der binder mig til Dig,
Naar Ringen Du monne bære, da vil med sølvgraae Haar
Saa høit af mig Du elskes, som i Din Ungdomsvaar.

Dog Himlen være lovet, der end er længe til,
Med eller uden Ringen jeg dog Dig elske vil,
Der gives ei paa Jord noget fastere Baand.«
- »Nei,« svarede Fru Tove, »naar blot af Kirkens Haand

Velsignet det bliver, men indtil det kan skee,
Jeg aldrig ganske glemmer min Kummer og Spee.«
- »Ak« svared den Drot behænde, »der var en anden Tid,
Jeg ofte derom forsked, inden jeg kom hid.

Ved Hoffet hos Keiseren jeg læste tidt derom,
Der hersked andre Sæder i Grækenland og Rom,
Der havde man andre Guder, der leved man mere fri,
Jeg næsten kunde sørge, fordi det er forbi.«

153

Da korsed sig den Jomfru, hun angst paa ham saae,
Hun sagde: »Min ædelig Herre, I tale dog ei saa!
Det var jo dog kun Hedninger, som høre Djævlen til,
Gud fri og bevar os for onde Aanders Spil!« ,

Svared den Drot behænde: »Ængst Dig ei for mig!
Jeg siger ei til Andre, hvad jeg har sagt til Dig;
Jeg veed, at nu der hersker en renere Tro,
Dog var man i gamle Dage ved Livet mere fro.«

VALDEMARS SANG.

Min Falk den fløi over Mark og Vang,
Tidt og mangesinde,
I Skoven jeg saae hende første Gang,
I vogte den Jomfru vel!

Og Falken den fløi hende ganske nær
Tidt og mangesinde,
Vi fandt hinanden bag Skovens Træer,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar jeg lytter til hendes Sang
Tidt og mangesinde,
Da falder mig Tiden ret aldrig lang,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar hun i sit Vindue staaer
Tidt og mangesinde,
Og naar hun fletter sit lange Haar,
I vogte den Jomfru vel!

154

Og naar hun træder i Dandsen let
Tidt og mangesinde,
Det er, som hun fletted et Tryllenet,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar hun sidder ved grønnen Lind
Tidt og mangesinde,
Det er, som hun standsede Veir og Vind,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar vi sees i den Rosenlund
Tidt og mangesinde,
Og naar jeg kysser den favre Mund;
I vogte den Jomfru vel!

Og naar jeg trykker den Haand saa hvid
Tidt og mangesinde,
Og naar vi samles ved Midnatstid;
I vogte den Jomfru vel!

Det er, som al min Sorg bortveg
Tidt og mangesinde,
Og som jeg lytted til Huldrens Leg,
I vogte den Jomfru vel!

Naar Gud kun hende vil unde mig
Tidt og mangesinde,
Begjerer jeg ei hans Himmerig,
I vogte den Jomfru vel!

Og naar vi kan mødes paa vante Viis
Tidt og mangesinde,
Maa selv han beholde sit Paradiis,
I vogte den Jomfru vel!

155

HERR ECKHARD GJESTER IGJEN DANMARK.

Ved Midsommerstide, da Dagen blev lang,
Herr Eckhard kom tilbage til Danmarks Blomstervang,
Han skulde med Kongen handle, han dertil var vant,
Om uindløste Borge, om mangt et gammelt Pant.

Der var saamangen Trætte, saamangen gammel Splid,
Der nu skulde jevnes med Sindighed og Vid;
De holsteenske Grever fæsted til Eckhard Tro,
Thi fiint og behændigt han vidste sig at snoe.

Det Falske med det Sande heel kløgtig han forbandt,
Med Snildhed han forvandled en Myg til en Elephant,
Hvad var klart og tydeligt selv for et lidet Barn,
Det kunde han forvikle, fast som et uredt Garn.

Dertil han ofte brugtes, dog hans vigtigste Grund
Til denne Gang at gjeste den danske Bøgelund,
Var den at fange Kongen og lægge ham i Baand
Og give ham uden Vaaben i Udlandets Haand.

Han samledes med Helvig, naar Sol gik til Ro,
Ved Natlampens Lue, de troede dem ene To,
Hun sagde: »Hvi blev I borte og kom først nu igjen?«
Han svared: »Jeg brugte Tid for at samle sikkre Mænd.

156

Stridskæmper har jeg hvervet i Meklenborgerland,
Jeg leied og gode Svende ved den pommerske Strand,
Samt ved Mainflodens Bredder og dens krogede Vei,
Det hvide Sølv, I gav mig, spared jeg dengang ei.

Endelig kan vi haabe, snart Hevnen er nær.«
- »Men«, spurgte Fru Helvig, »behøves slig en Hær,
For at fange den Viv, naar hun eensom monne gaae?
Dertil, hvis jeg ei feiler, behøves kun saare Faa.«

Han svared: Ȯdle Frue, hun er saa eensom ei,
Som ofte hun kan synes, hende følge paa Vei
Heel mangen dristig Kæmpe, skjøndt ikke hun det veed,
Thi maae vi have Mænd, som til Kamp er beredt.

Et Skib os ogsaa venter, det vil ei svigte mig,
Det hedder, det er kommet hertil fra Vestervig,
Det ligger nærved Kysten, vor Plan ei svigte kan,
Paa det skal hun seile til det holsteenske Land.«

Han dæmped sin Stemme, han traadte Helvig nær,
Saa hvisked de sammen ved Natlampens Skjær,
Heel tidt de siden fandtes, naar Mørket faldt paa,
Det lod, som Konning Volmer slet Intet mon forstaae.

Han syntes end mere dristig, end ellers han var vant,
Tidt i de dunkle Skove ham Fuldmaanen fandt
Paa den graaspættede Ganger i Midnattens Stund,
Ham fulgte kun hans Falk og en eneste Hund.

157

Mæled den unge Ditlef, Herr Eckhards Riddersvend:
»Han kaldes mere kløgtig og snild end andre Mænd,
Det er han vel ogsaa, dog ei det mærkes nu.«
- »Ja, Elskov kan forvirre den Klogestes Hu,«

Saa svared ham Herr Eckhard, »men vi maae gribe til,
Naar Leiligheden kommer, da har vi vundet Spil;
Er vi først Alle samlede, det ei mislykkes kan,
Naar Tærningen blot kastes med Kunst og Forstand.«

»Visselig«, svared Ditlef, »I derpaa lide kan,
Møde vi ham i Skoven, er han en fangen Mand,
Dog valgtes han paa Thinge og salvedes til Drot,
Thi maae vi ham ikke dræbe, det ender aldrig godt.

Den Mand er Djævlens Eiendom, ham frelser ingen Bod,
Der dypper sine Hænder i kongeligt Blod,
Ei veed vore Grever om Eders Færd Besked,
Det vilde da og i Holsteen spilde vort Liv og Fred.«

Da tænkte Ridder Eckhard, dog sagde han det ei:
»Enfoldig er de Alle, undtagen ene jeg,
Alle de Andre vandre kun paa den slagne Sti,
Fra Fordom og Overtro er Ingen ganske fri.«

Det lod, som Hr. Eckhard kun bragte fire Mænd
Fra Tydskland til Danmark, dertil sin Riddersvend,
158 Dog kom der flere siden, ført over salten Vand,
Vel fyrretyve Stridsmænd betraadte Sjællands Strand.

De vandred ved Midnat, de fulgtes fem og fem,
Dem skaffed Dronning Helvig et hemmeligt Hjem,
Hun skaffed dem til Bolig et afsides Slot,
Hun tænkte: »Jeg skal skuffe den snilde Danmarks Drot.«

Paa sin Borg dem dulgte den Ridder rig og skjøn
Hr. Folkvar, der elskede Fru Helvig i Løn,
Han gjerne lytted efter, hvad Dronningen bød,
Det voldte ham omsider den ynkeligste Død.

Hemmelig og med Liste de dreve deres Spil,
Dog meente de Begge, det gjalt kun Tovelil,
Paa hende agted Helvig at hevne sin Vee og Qvide,
Om Eckhards Plan mod Kongen hun Intet fik at vide.

»Hvis nogen Dannerkæmpe opdaged vor Vei,
Naar Kongen vi skal fange, da vilde det lykkes ei«,
Saa talte Ridder Eckhard, »da vilde det ilde gaae,
Lettelig dog de skuffes, de kan med Sværd kun slaae;

Thi de er Alle dumme, de gaae kun lige til,
Naar Volmer først er borte, da har vi vundet Spil
Og kan i Landet raade som i Christophers Tider;
Af alle de danske Konger den Herre bedst jeg lider.«

159

KAMPEN I SKOVEN.

Kong Volmer havde dvælet, til Mørket faldt paa
I Borgen, hvor Tovelil mon Guldharpen slaae,
Nu vilde han tilbage, thi Midnat var nær,
Man skimted end mod Norden et rødligt Aftenskjær.

Da hvisked Kong Volmer til Henning, sin gode Ven:
»Du skal i Nat mig følge med femten sikkre Mænd,
I Morges, da jeg red paa den eensomme Vei,
Mødte jeg tvende Stridsmænd, hvis Blik mig hued ei.

Jeg alt har talt i Eenrum med Ridder Vendelbo,
Nylig han kom fra Jylland, han er mig huld og tro;
Det er vor fælles Hensigt, skjøndt Faa kun det veed,
Fra Stimænd at rense Landet og skaffe Skoven Fred.«

Forsmædelig brændte Heden, da Sol paa Himlen stod,
Men siden blev det svalt, da den sank i sit Blod.
Kongen var klædt i Rustning, han satte Hjelmen paa,
I Fakkellyset speiled sig hans Ringbrynie blaa.

Saa gik han ud i Gaarden under høien Lind
Og svøbte sig i sin Kappe, heel tankefuld i Sind,
Saa sprang han paa sin Ganger, den hæved letten Fod,
I Vinduet Jomfru Tove fast som i Drømme stod.

Saa red han ud af Porten, fulgt af sin Riddersvend,
Da mødte ham Hr. Henning med femten stærke Mænd,
160 Foran dem glimted Fakler, de vare klædt i Jern,
Med Spær og lange Glavind de syntes et mægtigt Værn.

Med opbundne Hjelme de vented Kongens Bud,
Da sagde den Drot behænde: »Sluk Eders Fakler ud!
Mens Sommernatten glider, Lyset aldrig døer,
Det skimtes selv i Mørket som bag et luftigt Slør.

Holder Jer lidt tilbage under de høie Træer!
Truer os da en Fjende, er I dog stedse nær;
Jeg haaber, det skal vorde dem selv til Angst og Spee,
Her er langt Fleer tilstede, end I og jeg kan see.«

Det strax blev iværksat, som Dankongen bød,
Nærved hans egen Ganger kun glimted en Fakkel rød;
Han sagde: »Vil Nogen speide min natlige Sti,
Da ønsker jeg slet ikke, han skal hindres deri.«

Paa Vang de hvide Taager sig bredte som et Hav,
I Skoven var det stille i bælmørken Grav,
Pludselig dog hørtes en Lyd af Hestetrin,
Paa Sletten i det Fjerne glimted et rødligt Skin.

Ridende Mænd man skued, de kom alt mere nær;
De staalgraae Pandsersærke, de blankslebne Spær
Skinned i Fakkellyset, de iled som til Dands,
Hjelmene var at skue som Vand i Maaneglands.

161

De red, som bedst de kunde, agted ei Krat og Torn;
Da blæste Konning Volmer høit i sit Jægerhorn,
I Luften hørtes Gjenlyd fra Nord og fra Syd,
Det var, som der blev svaret med en forstærket Lyd.

De standsed ved Skoven, heel nærved Kongens Ganger,
De rasled med Pandserringe, de tænkte: »Vi ham fanger.«
Raabte da Ridder Eckhard: »I er en ufri Mand,
I maa Jer Skjebne bære, altsom I vil og kan.«

Atter de trængte fremad, de vilde Kongen naae,
Da Henning og hans Stridsmænd de ved hans Side saae.
Meldte da Kong Volmer, han klapped sin Gangers Hals:
»Nu vil vi se, Hr. Eckhard, om Danmark er tilfals.«

Atter raabte Hr. Eckhard, det høit i Skoven lød:
»Hvis ei vi dem Alle fælde, det bli'er vor visse Død!
Fremad, brave Kæmper! nu staaer mig trolig bi!
Vi er halvtredsindstyve, og de knap meer end ti.«

Med udstrakte Landser de red hverandre nær,
Da saae man ridende Stridsmænd paany ved Skovens Træer;
Det brused som en Hvirvelvind, der kommer ned fra Sky,
Da saae man og Hr. Vendelbo, han agted ei at flye.

162

»Før I skal Kongen fange«, han raabte med høien Røst,
»Før skal I riste blodige Runer i mit Bryst.«
Meldte da Kong Volmer, den Herre snild og rig:
»Hvo bedst kan lægge Planer, det skal nu vise sig.

I meente, Hr. Eckhard, jeg Intet kunde see,
Alt hvad Jer Hu begjerte, det syntes og at skee,
I haabed mig at skue fangen ved Eders Fod,
I meente, jeg var blind og slet Intet forstod.«

End lyste Fakkelglandsen ved Bøgenes Stammer,
Sværdene var at skue som blege Nordlysflammer.
Der kløvedes høie Hjelme, det lød som Hammerslag,
Da klang gjennem Skoven et vældigt Vaabenbrag.

Det klang gjennem Skoven, det hørtes over Land,
Blodet flød fra Brynierne som rindende Vand,
Der knustes mange Skjolde, der brødes mangt et Spær,
Fem og tredive Stridsmænd da bleve slagne der.

Foran stred Hr. Vendelbo, han brød de Skjoldes Hegn
Og mærked mangen Kriger med Dødens sikkre Tegn;
Han øved i Nattens Dæmring heel mangen dristig Daad,
Hans Sværd skar i Jernet, som Saxen skærer Traad.

Ditlef den unge Væbner heel dristig Vei sig brød,
Ham voldte Ridder Vendelbo tilsidst en hurtig Død;
163 Red da frem Hr. Eckhard, han kom til Kongen nær,
Han tænkte ham i Hjertet at ramme med sit Spær.

Da vendte sig Kongens Ganger, den Herre fri og bold
Behændig undgik Døden, dog knustes hans Skjold.
Hr. Eckhard vilde flygte, han var kun lidet fro,
Da styrted ham i Støvet Hr. Peder Vendelbo.

Dankongen havde seiret, ham Lykken var god,
Han skued sine Fjender i Støvet ved sin Fod,
De Fleste vare døde, kun Faa monne flye,
Hr. Eckhard førtes fangen til nærmeste By.

Da smiled Konning Volmer, den Herre syntes fro,
Han sagde, mens han rakte sin Haand til Vendelbo:
»Ifald en enkelt Stridsmand et Slag kunde vinde,
Jeg mener, saadan Helt man i Jer maatte finde.«

Han sagde: »Jeg kjendte deres Planer og List,
Alt hvad vilde komme, jeg længe har vidst.«
Ham svared Hr. Henning: »Jeg kan dog ikke see,
Hvordan I kunde vide, hvad i Nat vilde skee.«

Han svared: »Jeg kjendte deres hemmelige Raad,
Men voved dog at vente, til det viste sig i Daad;
Thi lod jeg dem drive det forræderske Spil,
Til Handlingen røbed, hvad de sigtede til.

Jeg vidste det Sted, hvor de samled deres Magt,
Hvo der dem skaffed Tilflugt, det blev mig ogsaa sagt,
164 Saa talte jeg med de Stridsmænd, jeg kunde stole paa,
Og skjulte dem paa Steder, der kun kjendtes af Faa.

Jeg skjulte dem paa Steder, som ingen Speider vidste,
Hvor Skovfuglen slumrer bag Løv og bag Qviste;
I Kulsvierhytter de fandt deres Bo,
Der leved de forklædte for Fjenden i Ro.

Saa red jeg heel dristig bag Busk og bag Krat,
Hvor Huus ei var bygget, ved Maanskin og Nat,
Min Falk og min Ganger kun fulgte mig paa Vei,
Men skjøndt jeg syntes ene, dog var jeg det ei.

Til Gurreslot er Veien jo heller ikke lang,
De skjulte Kæmper lytted efter Valdhornets Klang;
Jeg vidste, de kjendte Tiden, naar jeg bag Skoven red,
Daglig om Fjendens Planer man bragte mig Besked.«

Han vendte sig til Eckhard med streng, alvorlig Røst:
»Den Sæd I har nedlagt, gav Jer en daarlig Høst;
I brugte mange Kunster, men brugte dem slet,
Nu er I bleven fangen i Eders eget Net.

Jeg bygget har et Taarn med Spiir og høien Tinde,
Der dreier sig en Guldgaas under Skyen for Vinde,
Den har Jer længe ventet, derunder skal I boe,
Der kan I lægge Planer i den dybeste Ro.«

Da Kongen kom hjem, og da Natten bortveg,
Fortalte han Fru Helvig om sin dristige Leg,
165 Han sagde: »Med Hr. Eckhard det var kun slet bevendt,
Og mener jeg, Fru Helvig, I har ham nøie kjendt.«

Da skjalv Dronning Helvig og blegned som et Lig,
Hun svared: »Hr. Eckhard kun talte lidt med mig,
Jeg saae ham saare sjelden, han syntes from og klog,
Hans hemmelige Planer var mig en lukket Bog.«

KONGEN REISER TIL TYDSKLAND.

Hr. Folkvar blev ført til Nyborg under Ø,
Der maatte den Herre med Qval og Skjændsel døe.
Da Dronningen det hørte, da glemte hun at lee,
Hun sagde: »Gud give mig at hevne Din Spee!«

Den luegyldne Snekke sig gynged under Strand,
Dankongen vilde drage til Keiserens Land,
I Tovelils Hal den ædle Herre stod,
Han vilde med hende tale, før han Danmark forlod.

Han sagde: »Bort jeg seiler paa Bølgen den blaa,
Nu har jeg de Beviser, jeg ventede paa,
Jeg gjester Keiser Karl, han var mig stedse god,
Han vil i denne Sag vist ei være mig imod.

Den falske Mynt, de præged for mig at bedrage,
Den skal jeg med Renter dem give tilbage;
Al Fru Helvigs Ondskab jeg gjennemskuet har,
Som man i Skoven raaber, saa faaer man ogsaa Svar.

166

For Helgene hun knæled og smelted hen i Graad,
Hexeqvinder og Voldsmænd dog sad i hendes Raad.
Lad hende gaae i Kloster! der kan hun gjøre Bod,
Den Slægt, hvorfra hun stammer, var aldrig Danmark god.

Den Slægt, hvorfra hun stammer, var stedse svigefuld,
Til Eckhard, den Forræder, hun skjenked sit Guld,
Paa det jeg kunde gives i mine Fjenders Vold,
Utysker og grumme Stimænd stod udi hendes Sold.«

Da spurgte Jomfru Tove: »Er I da vis derpaa?«
Han svared: »Hvad Skjebne den falske Viv skal faae,
Det vil jeg overlade til Keiserens Dom,
Jeg ogsaa til Paven har skrevet derom.

Han er mig meget gunstig, den Herre klog og rig,
At skilles fra Fru Helvig han neppe negter mig;
Lad hende gaae i Kloster! jeg vil ei hendes Død,
Men Du skal arve Kronen, som Helvig forbrød.«

Han sagde: »Derfor lod jeg, som Intet jeg saae,
For at det kunde vise sig, hvorvidt hun vilde gaae,
Paa det det kunde rygtes og blive vidt bekjendt,
At hvad hun nu maa lide, det har hun vel fortjent.

Nu reiser jeg til Tydskland at ende vor Kiv,
Snart er jeg her tilbage, da vorder Du min Viv,
Snart har vi vundet Seier, vor Lykke stunder til,
Dog vaer Dig for Fru Helvig og hendes falske Spil!

167

Din Broder mig følger som sprogkyndig Mand,
Dog lade vi dem tilbage, der vel Dig vogte kan,
Hvad Helvig Dig befaler, det agte Du ei paa,
Hun skader Dig vist aldrig, naar ei hun kan Dig naae.«

Saa trykked han Fru Tove heel kjærlig til sit Bryst,
Han sagde: »Nu jeg skilles fra Livets bedste Lyst,
Dog snart som Brud og Dronning Du sidder ved min Side.«
Alt hvad de dengang talte, Fru Helvig fik at vide.

Hun sagde: »Den bedrog mig, som meest jeg stoled paa,
Dog vil jeg mig hevne, hvordan det skal gaae,
Ja, selv om han mig vier til Fængsel eller Død,
Skal hun dog aldrig bære min Guldkrone rød.

Jeg veed, at Verdens Glæder som Støv svinde hen,
Folkvar jeg maatte miste, min troeste Ven,
Med Spot og med Skjændsel han maatte Døden lide,
Derfor skal hende times den bittreste Qvide.

Før frygted jeg at miste min Høihed og min Magt,
Intet nu meer jeg frygter, thi Alt er ødelagt,
Jeg veed, han vil forskyde sin ædelbaarne Viv,
Det skal den Slegfredqvinde betale med sit Liv.

Før hun skal ægte Volmer og boe i Kongens Hal,
Jeg tænde vil et Brudeblus, som seent forglemmes skal,
168 Jeg selv vil tænde Blusset og lede Brudens Fjed
Til Leiet, som jeg snildelig har for hende redt.«

Neppe var Kongen borte, saa lod hun til sig stevne
Folkvars rige Frænder, som ønsked ham at hevne,
De svor ved alle Helgene og ved den høie Christ,
Ærlig at hjelpe Dronningen med Magt og med List.

Hun sagde: »Jeg hende sender et Brev med Kongens Segl,
Jeg kjender den Mand, som uden mindste Feil
Hans Haand kan efterskrive; der gaaer saa vild en Sø,
Vi sige, han er dreven tilbage til vor Ø.

Jeg vandt ved Guld en Tjener, som jeg kan stole paa,
Han tidt i Volmers Ærind den Slegfredqvinde saae;
Naar han bringer Brevet som Kongens vante Bud,
Haaber jeg vist, hun kommer og vorder Dødens Brud.«

Mæled de stolte Herrer: »Den Hevn er kun liden,
En anden Slegfredviv han møder vel med Tiden.«
Hun svared: »Ingen stærkere Hevn kan I finde,
Han elsker ei sit Kongespiir saa høit som denne Qvinde.«

Saa drog hun til Kirken og knæled til Jord,
Mens Psalmesangen toned fra Orgel og Chor,
Det var som Varselsrøster, der klang i det Høie,
Dog kunde de til Mildhed Fru Helvig ei bøie.

169

Ei de kunde dæmpe den hevngjerrige Lyst,
Skjøndt hun med Vievand væded sit Aasyn og sit Bryst,
Hun korsed sig og neied og bøied sig til Jord,
Og talte til de Helgene saamangt et lønligt Ord.

»Saafremt over Tovelil I give mig Magt,
Da bygger jeg for Eder med kostelig Pragt
En Kirke, der skal synes et Vidunder i Nord,
Og smykker Eders Billeder med Guld og Perlemor.

Ja, naar jeg blot maa raade for Tovelilles Liv,
Da skal jeg siden leve som den frommeste Viv
Og tjene Jer til Gjengjeld med Alt, hvad jeg forstaaer,
Og klæde Jer hver Vinter i Zobel og Maar.«

Saa talte Dronning Helvig med Suk og blegen Kind,
Mens Læberne skjælved som Espeløv i Vind,
Hun folded sine Hænder, hun bad med sagte Røst,
I Dronningens Andagt fandt Mængden megen Trøst.

FRU HELVIGS HEVN.

Fru Tove sad i Gaarden, da stod ved Borgeled
Den Svend, som heel ofte med Dankongen red.
Mæled den fagre Lilie: »Er Du paa Øen her?
Jeg meente, Du fulgte Kongen og var ham stedse nær.«

170

Han svared med List og med svigefuld Hu:
»Uveir os drev tilbage, vi er her endnu,
Dog haabe vi, at Børen snart atter vorder blid,
Ved Strand maa Kongen vente den, skjøndt helst han kom hid.«

Saa gav han til Tovelil et velforseglet Brev,
Hun læste det og sagde: »Din Herre selv det skrev,
Hans Haand jeg gjenkjender, han vil, at med Dig
Jeg ride skal til Borgen, der venter han mig.

Han byder mig at følge med Iil Dig paa Vei.«
- »Saa skynd Jer, ædle Frue, betænk Jer kun ei!
En Ganger han Jer sender, den hurtigste han eier;
Vi maae nu nytte Tiden, før Vinden sig dreier.«

Saa steg hun paa den Ganger, den stod paa vilden Sti,
Men da hun kom til Skoven, den Rosenlund forbi,
Skued hun flere Ryttere, de slog om hende Kreds,
De sagde, dem sendte Volmer, da blev hun vel tilfreds.

Bag Skov og grønne Marker paa høien Hest hun red,
De jernklædte Ryttere bestandig fulgte med,
De Gangere traved hurtig, det gik som letten Vind,
Saa traadte hun til Dronningen i Steenstuen ind.

Da sagde Fru Helvig: »I har nok taget feil,
I Søndags ved Hanegal gik Kongen under Seil,
I Søndags ved Hanegal sit Skib han besteg,
Ham fanger Du vist ikke nu med Din Runeleg.«

171

Da mæled Tovelille, hun bleg tilbage viger:
»I aldrig bør lytte til, hvad Klaffere siger,
Jeg vil det høit besværge ved Jesu Christi Blod,
Med Runer at lege jeg aldrig forstod.

Men havde jeg forstaaet at slaae de Runeslag,
Neppe var jeg kommen til Dig her i Dag.«
Svared Fru Helvig: »Du vented paa min Død,
Da haabed Du at bære min Guldkrone rød.«

Da sukked den Lilie: »I lade mig nu gaae,
Da lover jeg ret aldrig at tænke derpaa;
Paa Rygen i Klarakloster jeg giver mig ind,
Der blegned alt i Løndom saamangen Jomfrus Kind.«

- »Forlængst jeg har udvalgt til Dig en Klosterbo,
Der lade nok de Riddere tilsidst Dig i Ro;
Jeg skjenker Dig en Celle heel liden og trang,
Jeg tænker, derhen falder ei Konning Volmers Gang.«

Lader da Fru Helvig en Badstue hede,
Hun byder sine Terner den Jomfru did at lede,
Hun siger: »Lidt det hjelper, Du kæmper imod,
Maaskee Du der kan svale Dit hidsige Blod.«

Saa førte de den Jomfru i Badstuen ind,
Hun sagde: »Jeg aander en brændende Vind.«
Hun vred sine Hænder, hun sukked i sin Nød:
»Ak vee mig, jeg skuer for Øine min Død!

172

Som Ild er at føle det glohede Vand,
Christ give, jeg var bleven paa Rygen i mit Land,
Jeg burde vendt tilbage, jeg gjorde det ei,
Derfor maa jeg nu vandre den qvalfulde Vei.

Men vidste Konning Volmer, hvad her jeg maa lide,
Han lod Jer dyrt betale min Angst og min Qvide.«
Gjenmæled den Terne ved Badstuens Dør:
»Det skulde Du have sagt ham en liden Kjende før.«

Det hjalp ei, at hun kæmped med de Terner i Løn,
Der hjalp ingen Taarer, der hjalp ingen Bøn,
De sagde: »Vi maae gjøre, hvad Dronningen bød.«
Saa sænked de den Lilievand i Bølgernes Skjød.

Fru Helvig sad i Borgen ved de Jomfruers Side,
Hun spurgte: »Hvi er Eders Kinder saa hvide?
Jeg veed ei, hvad der kommer og hvordan det vil gaae,
Dog de, som er tilstede, dem kan vi stole paa.«

Saa bød hun en Sang dem i Hallen at qvæde,
Hun meente, hun hørte Tovelil i Badstuen græde,
Tilsidst der hørtes Dødsskrig, det i Borggaarden lød:
»Den favreste Jomfru i Danmark er død.«

Mæled da Fru Helvig, hun ned i Gaarden seer:
»Nu daarer Du vist aldrig de Ungersvende meer
Og kaster i Dandsen for dem Dit Tryllenet,
Jeg tænker, af at dandse jeg har nu gjort Dig træt.«

173

Fru Helvig ind ad Døren i Badstuen treen,
Da drypped der Taarer fra hviden Marmelsteen,
De Jomfruer græd, men Dronning Helvig loe,
Hun sagde: »Selv hun ønsked i et Kloster at boe.«

Saa vendte sig Fru Helvig, hun mon ad Liget true,
Hun sagde: »Jeg har svalet Din Elskovens Lue;
Jeg lader med Bly nu Din Kiste rundt beslaae,
Bag Vandbølgens Veie i Dybet skal den staae.

Der fløiter ei Stær, ei Gjøg og Nattergale,
Der lytter Du vist aldrig til de Beileres Tale,
Der flyver ei Fugl, der glammer ei Hund,
Der kysser vist aldrig Konning Volmer Din Mund.

Der lokker Du ham aldrig med Guldharpens Klang,
Der følger Du ham aldrig paa Jagt over Vang,
Og bærer hans Falk paa Din sneehvide Haand,
Og fængsler ham med List og med troldkyndig Aand.

Der tænker jeg, Du slumrer for hans Elskov i Fred,
Jeg haaber, han finder ikke Veien derned,
Der mærker Du kun lidet til Storm og Vintervinde
Og glemmer Din Skam, at Du var en Slegfredqvinde.«

VALDEMAR VENDER TILBAGE.

Kong Volmers høie Snekke sig gynged under Ø,
Dronning Helvig den speided alt langt udi Sø,
Da sagde til de Terner den kongelige Viv:
»Hvis Nogen os forraader, det gjelder hendes Liv.«

174

Hun sagde: »Min Hu mig forkynder intet Godt,
En Kirke vil jeg bygge saa høi som et Slot,
Og hundrede Voxlys skal brænde deri
For Helgenes Billeder, om de vil staae mig bi.«

Kong Volmer stod i Stavnen, han troede Lykken nær,
Han haabed snart at favne den, han meest havde kjær.
Han bragte Brev tilbage fra Pavens egen Haand,
Ham Kirken havde løst fra hans Ægteskabsbaand.

Hans Skib kasted Anker, han selv paa Stranden stod,
Da hørte han de Tidender, der ginge ham imod,
I Borgportens Hvælving ham mødte det Bud,
At den, som meest han elsked, var vorden Dødens Brud.

Da skjalv den Herres Læber, han sortned som Jord,
Han satte sig i Hallen, han mæled intet Ord.
Meldte da Dronning Helvig: »Hun døde her af Pest,
Den er nu i Danmark den allerværste Gjest.

Den har alt lagt i Graven saamangen faver Mø,
Hendes Legem vi sænked i den dybeste Sø,
Paa det ikke Smitten til Andre skulde naae.«
Kong Volmer sad stille, han svared ei derpaa.

Med dødningblege Læber han sad i Dage tre,
Kun dem, Hr. Henning bragte, dem vilde han see,
Da meldte den liden Hofdreng, han sagde det i Løn:
»Jer Hustru har myrdet den Jomfru saa skjøn.

175

Hun fandt i de glohede Bølger sin Død,
Vi hørte hendes Skrig i den yderste Nød;
Paa guldfarvet Sadel hun red gjennem By,
Men bares bort i Kisten, beslagen med Bly.«

Da reiste sig Kong Volmer med dirrende Fod,
Han slog sin Haand mod Bordet, saa den drypped med Blod,
Saa lod han Dronning Helvig bringe til sig ned,
Hun spurgte: »Min Herre, hvi er I dog saa vred?«

Han sagde: »Jeres Lige man finder ei paa Jord,
Med mine værste Fjender I Eder sammensvor.«
Hun svared: »Min Herre, skjøndt det synes Jer saa,
At gjøre Jer mindste Skade jeg aldrig tænkte paa.

Jeg meente, det gjaldt kun om Tovelilles Sag,
Mig Eckhard havde skuffet med List og Bedrag,
Jer Frihed at røve, det faldt mig aldrig ind,
Jeg vilde Jer kun skille fra den listige Qvind.«

Han svared: »I har viist os, hvad Ondskab formaaer,
I Grusomhed og Avind Jer Ingen overgaaer,
Og heller ei i Rænker, hverken Viv eller Mand,
En Djævel fra Helved knap dertil er istand.«

Han bød, hun skulde føres i Fangetaarnet ind,
Hvor Guldgaasen blinked og dreied sig for Vind;
Han sagde: »Der tilvisse Du bliver, til Du døer.«
Hun bad kun til Afsked at skue sine Møer.

176

Hun sukked: »Jeg vil, at der læses over mig
De Bønner og Vigilier, der læses over Lig,
Og lad dem synge Psalmer, som om jeg nu var død
Og alt var bestedt i Skærsildens Nød.«

Den Herre red i Tanker heel tidt ved Gurresø,
Hvor før han havde jaget med den ædelbaarne Mø,
Han satte sig ved Vandet ved den skovklædte Strand,
Ham fulgte hans Falk, den sørgede som han.

Det lod, som om Sorgen havde sløvet hans Aand,
Det lod, som Danmarks Fjender igjen fik overhaand;
Han sagde: »Hvad agter jeg de Menneskers Kiv,
Jeg er kjed af at herske, jeg er kjed af mit Liv.«

Da mæled en Dannerkæmpe: »Min ædle Herre god,
I spilde dog ei saa Eders Kraft, Eders Mod!
Paa Jorden har I tabt Eders kjæreste Ven,
Hos Gud i det Høie I findes igjen.«

Han svared: »Eders Drømme jeg kan ei forstaae,
At vi skal atter samles, det troer jeg ikke paa,
I den jordiske Sommer min Lykke jeg fandt,
Alt Andet mig synes kun Daarskab og Tant.«

VALDEMARS ANDEN SANG.

Jeg veed en Flod, jeg saae den kun i Drømme,
Dog vist jeg veed, at den paa Jord er til,
Bag Nattens Hal den skjuler sine Strømme,
Og neppe mærke vi dens Bølgespil.

177

Bag sorte Klipper vælde frem dens Vande
I dunklen Dal, hvor blege Vidier groe,
Dens Bølger gaae mod ubekjendte Lande,
Og Søvn og Glemsel i dens Haller boe.

Og mangt et Seiersminde den henveired,
Og mangt et Kongespiir og Heltenavn,
Og favre Blik, der Helten selv beseired,
De tabte Glandsen i dens dunkle Favn.

Om tusind Sorger end Din Hu betynge,
Om giftig Klaffer følger Dig paa Vei,
Og selv om Morgenstjerner Dig besynge,
I Glemselsfloden dog det mærkes ei.

O, favre Flod, saa skjenk mig da en Bolig
Og dæk mit Hoved med Dit blege Net,
Skjenk mig et Læ, hvor jeg kan slumre rolig,
Af Verdens bittre Frugter er jeg mæt.

Thi jeg har elsket, haabet, drømt og levet,
Og stridt og kæmpet, til min Lok blev graa,
Paa Smertens Torn har jeg mig blodig revet,
Paa Sorgens Veie lærte jeg at gaae.

Min Glæde svandt, mig saarer nu dens Minde,
Og ei jeg trøstes kan af Rygtets Glands,
Den største Ros, som Verden kan opfinde,
Jeg bytter gjerne for en Valmukrands.

Jeg veed det vist, Du kan min Smerte læge,
Mig Drømmen førte til de dunkle Træer,
178 Hvorunder Dine Vande sig bevæge,
Et gammelt Viisdomsord jeg hørte der.

Om Sjælens Hjemvee hvisked Nattens Vinde,
Som Vuggesang det klang i Dybets Skjød:
»O sødt at døe, at glemmes og hensvinde,
Langt bedre dog, om aldrig Du var født.

Henveires skal Dit Liv og Dine Drømme
Og al Din Gjerning, mens Du Lyset saae,
Mod Fredens Lande vandre mine Strømme,
Vil der Du hvile, maa Du først forgaae.«

HVORLEDES DET SIDEN GIK.

Atter dog sig reiste Kong Volmer i sin Kraft
Og gjenvandt den Styrke, han før havde havt,
Og styred atter Riget mellem Klipper og Skjær,
Hans Snildhed virked mere for Landet end en Hær.

Han sagde: »Jeg er ærlig, saavidt det strækker til,
Dog sætter for et Løfte jeg Danmark ei paa Spil.«
Snart gik han paa den lige, snart paa den krumme Sti,
Hr. Henning og Hr. Vendelbo stod ham i Kampen bi.

Snart var ham Lykken gunstig, snart var den ham imod,
At gribe den i Flugten dog godt han forstod,
End vandt han tilbage saamangen pantsat Borg,
Intet dog kunde dæmpe hans hemmelige Sorg.

179

Og aldrig han elsked igjen nogen Mø;
Heel ofte han jaged endnu ved Gurresø
Og hviled i Skyggen ved den skovklædte Strand
Og stirred som i Drømme paa det speilklare Vand.

Did vendte han tilbage hver Sommer og hver Høst,
Thi Jagten var paa Jord nu hans eneste Lyst,
Naar han fælded den hurtige Hjort med sin Piil,
Da skued man igjen paa hans Læber et Smiil.

Han brød sig kun lidet om Vaar og Fuglesang,
Han agted ei heller paa de Jomfruers Gang,
Naar i Dandsen de traadte, da meente mangen Viv,
Det kom af den Ring, der laae skjult under Siv.

Thi Rygtet havde spredt sig om Ringen og dens Magt,
Ingen dog kunde sige, hvorfra det var bragt,
Man meente, Jomfru Tove, da hun frygted sin Død,
Havde kastet den i Dybet i Bølgernes Skjød.

Det syntes, som Kong Volmer var bleven mere grum,
End før han havde været, sin Sorg bar han stum,
Dog hvad der var syndet, hvad Helvig forbrød,
Det mangen Svend og Terne betalte med sin Død.

Fru Helvig sad i Taarnet med sneehvide Haar,
Der havde hun alt siddet i femten lange Aar,
Høit over Jordens Vrimmel, fra Himlen udelukt,
Hendes Læbe var blegnet, og Øiets Ild var slukt.

180

KONG VALDEMARS SIDSTE STUND.

Kong Volmer styred Landet i fem og tredive Aar,
I onde med gode Dage, i Vinter som i Vaar,
Han vandt igjen tilbage saamangen pantsat Ø,
Nu nærmed sig den Time, da Kongen skulde døe.

Han sagde: »Vidt jeg færdedes paa Hav og paa Strøm,
Ved Gurresø dog drømte jeg min fagreste Drøm,
Man troede, jeg var lykkelig, dog vared Lykken kort,
Thi den, jeg høiest elsked, blev reven fra mig bort.

Maatte det mig forundes at drømme den Drøm igjen,
Og kunde jeg samles med min kjæreste Ven,
Jeg opgav gjerne Himlen, selv om den findes kan,
Og boede helst med Tovelil ved Gurresøens Strand.«

Ind traadte Biskop Erland, en Herre from og reen,
Tilside veg hver Hofmand, da han i Hallen treen,
Han sagde: »Mig sender Helvig, Jer ulykkelige Viv,
Nu er det vel paa Tiden at ende den Kiv.«

Det var den samme Herre, for hvem ved Paasketide
Tovelil havde skriftet engang sin Elskovs Qvide,
Da som en Munk i Kloster endnu han maatte boe,
Vidt var han bekjendt for sin Gudsfrygt og Tro.

Han agtedes alt som Helgen, før han blev lagt i Grav,
Hans Dyd man havde lønnet nu med en Biskopstav;
Han var i Borg og Hytte de Undertryktes Ven,
Han lindred mangen Kummer, hvor han sig vendte hen.

181

Han sagde: »Jeg om Helvig har talt til Eder tidt,
Min ædelige Herre, dog hjalp det kun lidt,
Før var hendes Lokker som Ibenholt at see,
Nu er de saa hvide som nyfalden Snee.

Alt Dødens Træk jeg skuer omkring Din blege Mund,
Saa tilgiv Din Hustru i Livets sidste Stund;
Alt længst sin svare Gjerning hun skrifted ved min Fod,
Hun har havt Tid til Anger og til oprigtig Bod.

Og husk, at for Dig selv nu Dommen forestaaer.«
- »Jeg tilgi'er hende aldrig, hvordan det saa gaaer,«
Gjensvared Kong Volmer, han vendte sig om;
Forgjeves minded Bispen igjen om Herrens Dom.

Han sagde: »Betænk Dig, lad bedre Tanker raade,
Husk, at høit Du trænger nu selv til Herrens Naade!
I Dag alt skal Du vandre paa den ukjendte Vei.«
- »Nei,« svared atter Kongen, »jeg hende tilgi'er ei.«

Døden til ham sig nærmed, den paa hans Leie sad,
Den greb ham alt om Hjertet, dog holdt han fast sit Had,
Det sortned for hans Øie, sig aabned Gravens Vei,
Dog svæved paa hans Læber endnu et sagte »Nei.«

End dvæled Bispen længe, han stirred tankefuld
Paa Kongens Lig og sagde: »Saa synker i Muld
De mægtigste Kræfter, den høieste Jordens Kløgt,
Vel den, som ei sin Lykke paa Jorden blot har bygt.«
182 Den samme Dag, da Klokkerne ved Kongens Baare klang,
Aanded og Dronning Helvig i Luft for sidste Gang,
Dem, som i Livet skiltes ad, forened Dødens Magt,
Og i den samme Time de blev i Graven lagt.

DEN VILDE JAGT.

Da man troede, Danmarks Drot
Slumred alt i Graven rolig,
Fløi en Tale fast utrolig
Gjennem By og Land og Slot,
Rygtet sagde: »Kongen jager
End ved Nat paa Sjællands Ø
Over Skov og Mark og Ager,
Meest dog nærved Gurresø.«
Paa Gangeren høi den Herre man saae
Ved Midnatstid over Lunde,
Ham fulgte de Skygger og Dødninger graae
Og glammende sorte Hunde.

Sagn i Tidens Afgrund gjemt
Vendte nu igjen tilbage,
Kæmper fra de svundne Dage,
Fabelhelte, halv forglemt,
Hedningkonger, længst bortvegne,
En utallig Qvindehær
Troede man af Grav opstegne,
For at ride Volmer nær.
Som Vinger det sused bag Skov og Vang,
Sig Dvergen i Dybet gjemmer,
I Luften hørte man Valdhornklang
Og Skrig og selsomme Stemmer.

183

Kongens Blikke var som Lyn,
Aldrig fandt han Rast og Hvile,
Stedse mon han fremad ile,
Saae man da et selsomt Syn:
Nærmest ved Kong Volmers Side
Traved over Mark og Sø
Mellem Skygger graae og hvide
Let og rank en deilig Mø.
Hendes Lokker flagred i vilden Blæst,
Hun sukked i Nattens Vinde,
Bleg som Døden paa sneehvid Hest,
Og dog den deiligste Qvinde.

Over Borg og høien Huus
Svæved Falk og Ravn og Ugle,
Dybets ubekjendte Fugle,
Store, dunkle Flaggermuus.
Blege Lys paa Nattens Kinder,
Dyr med hundred Ledemod,
Ulve graae med Hexeqvinder
Seiled gjennem Luftens Flod.
Og Vindenes Hviin og Jægernes Kald
Og Latter og Hundenes Gjøen
Og Hestenes Vrinsken og Pidskeknald
Hørtes i Luft over Søen.

Foran flygted Hjort og Raa,
Vilden Daa og letten Hare,
Baarne som paa Vinger snare
Mellem Nattens Skyer graae.
Allerforrest saae man ile
Høi og bleg en saaret Hind,
184 Truffen alt af mange Pile
Skjælved den i Nattens Vind.
Tidt sagde de Bønder, naar sammen de gik,
Og Talen sig saa kunde føie,
At naar man betragtede Hindens Blik,
Da ligned det Helvigs Øie.

Skov og Træer, liig Tryllenet,
Stod i Luften uden Rødder,
Hjorten flygted uden Fødder,
Blev dog ei af Flugten træt;
Sorten Snog og røden Drage
Dukked frem af Dybets Skjød,
Liig en Aand mon Stormen klage,
Dømt til evig Qval og Død.
Men Maanen stod som en Trold i Blod,
Den agted ei Jordens Jammer,
Den koglede Skygger med grusomt Mod
Frem af Afgrundens Flammer.

Stedse naar i Høstens Stund
Nattestormen kom tilbage,
Sukked over Bondens Tage,
Hvisked han med blegen Mund:
»Hjelp os Christ og Himlens Frue,
Frels os fra den Ondes Magt!
Vind og Veir og Djævle true,
Det er Konning Volmers Jagt.«
De meente, det var en afgjort Sag,
Som ingen Bøn kunde vende,
At han skulde jage til Dommens Dag,
Til Verdens og Tidernes Ende.

185

SLUTNING.

Valdemars og Helvigs Datter
Hersked nu ved Nordens Strand,
Aar for Aar der læstes Messer
I det hele danske Land.

Messer for de Dødes Sjæle
Paa den høie Dronnings Bud,
At Kong Volmer og hans Hustru
Kunde fries af Skærsild ud.

Bønner steg fra Issefjorden
Til det fjerne Vesterhav,
Allerivrigst bad Hr. Erland
Ved den døde Konges Grav.

Skjøndt hans Haar var hvidt af Ælde,
Læste Messer dog hans Mund,
End det hed, at Kongen jaged
Over Sø ved Øresund.

Erland stod i Sorø Kirke,
Eensom han i Choret treen,
Hvor den sorte Marmorkiste
Dækked Konning Volmers Been.

Tredive Vintre var forsvundne,
Siden Liget her blev sat,
Trende Gange ved dets Kiste
Læstes Messer Dag og Nat.

186

Solen alt i Vest var dalet,
Mørket spredtes over Jord,
Maanen sendte sine Straaler
Ind i Kirkens høie Chor;

Gled forbi de lange Vinduer,
Stirred ned paa Kongens Grav,
Nærved den stod Biskop Erland,
Støttet til sin Sølverstav.

Og han syntes, at der svæved
Gjennem Luft en Foraarsvind,
Lyse Skikkelser sig vugged
I det klare Maaneskin.

Og det var, som om de peged
Mod en fjern og deilig Strand,
Og det var, som om han skued
Livets lyse Morgenland,

Hvor forløste Sjæle mindes
Jorden som en dunkel Drøm,
Og hvor Aanden, som en Due,
Svæver over Dødens Strøm.

Pludselig ved Erlands Side
Klang det liig en venlig Trøst,
Og han syntes, at han kjendte
Volmer paa hans skjønne Røst:

187

»Herrens Miskundhed og Godhed
Sletted ud min Brøde svar,
Hvad jeg synded, er tilgivet,
Som jeg selv tilgivet har.

Tidens Haardhed og dens Vantro
Straffer en retfærdig Gud,
Men den Fred, som Naaden skjenker,
Maales ei af Tiden ud.«

188