SANG VED NATURFORSKERMØDET I KJØBENHAVN, I SOMMEREN 1860.

✂ Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands,
Der falmer i Tidernes Vande,
Han agter kun og ønsker og søger den Glands,
Der lyser fra Evighedens Strande.

✂ Og Ørkenens Veie, de standser ei hans Fod,
Ei Vindenes dræbende Skare,
Og Iispolens Aande, den kuer ei hans Mod.
Han ændser ei Savn eller Fare.

✂ De mægtige Skikkelser i Verdens ældste Grav,
De Rædsler, som Bølgedybet gjemmer,
De blinkende Verdner i Melkeveiens Hav,
Og Afgrundens vældige Stemmer;

✂ Og Rosernes Rødmen og Nattergalens Sang,
Mens Skovduen reder sit Leie,
Og Døgnfluens Flagren og Himmellysets Gang,
De vise ham den Eviges Veie.

✂ Og Stjernedybets Gaader, dem grunder han ud,
Ei Tidernes Lænker ham fanger,
Og Lynet han tvinger at vorde Tankens Bud,
Og Dampen er hans dristige Ganger.

✂ De rigeste Skatte han finder under Muld,
Hans Aand gjennem Afgrunden vanker,
Han skjenker dem til Verden, han lønnes ei med Guld,
Hans Løn er de evige Tanker.

✂ 251 De Tanker, der flyve som Svaner over Sø,
Til Under for de fjerneste Lande,
Og aldrig kan ældes og aldrig kan døe,
Og sænkes i Glemselens Vande.