Hauch, Carsten II.

II.

Skuespillets Form betinges af, at det er et Eventyr; vi bevæger os baade i den virkelige Verden og i Eventyrets Rige; Hauch skifter derfor i Formen mellem Prosa og Vers. Versformen er det højere Skuespils almindelige, den femfodede Jambe; den anvendes, hvor Fjældkongen optræder, i egen Skikkelse V eller forklædt, og hvor Dialogen i sit Indhold hæver sig op over det dagligdags. Deraf følger ingenlunde, at Personernes Sprog ellers er realistisk; Hauch havde ingen Sans for Replikindividualisme; Sproget er jævnt og ensartet hos alle de Optrædende, typisk for Romantikens Drama.

Stilen karakteriseres af Georg Christensen med Rette som enkel og simpel, men alligevel poetisk. Der bruges kun faa Billeder, men de er ikke almindelige, og de stilistiske Virkemidler er heller ikke mange, dog forstaar Hauch fint at benytte Gentagelsen (Georg Christensens Indledn. anfører Eks. paa dette S. 8-9).

Eventyrpræget søges ligeledes overholdt, ved at Tiden angives som ubestemt; i Manuskriptet angives (til Brug ved Opførelsen), at de to første Akter foregaar 1720, paa den store nordiske Krigs Tid; til Krigen hentydes der kun ganske lidt. Tredje Akt foregaar 1745; Stedets Enhed overholdes heller ikke; dette betinges naturligt af Handlingen og var ogsaa fuldt berettiget i Romantikens Drama, der ligesom Sturm- und Drangtidens betegner en Emancipation fra den franske Regelbundethed.

I Ordet Eventyr gemmes et episk Element. At Stoffet var for episk, erkender Hauch selv, det faldt ogsaa Samtiden for Brystet og anmærkes af Poul Chievitz i hans lille dramatiske Satire »Det kjedelige Drama« 1854. Som Følge heraf er Kompositionen ikke særlig dramatisk, Handlingens Enhed er ikke overholdt, den er tve- eller tredelt; de to Hovedhandlinger skildrer de to Søstre, og i tredje Akt indføres Gustav og Ingeborg, hvorved Enheden yderligere svækkes. Dette betyder ikke, at Stykket ikke danner en Helhed; de to Søstre belyser hverandre som Modsætninger, og de unge Personer i tredje Akt har deres Berettigelse i hele Handlingen, idet det ved dem vises, at det næste Slægtled lærer af det forriges Skæbne.

Personerne er - som i Romanerne - væsentlig Typer. Eventyrverdenens Behersker er Fjældkongen, VI der optræder i flere Forklædninger, og som derved skaber Forbindelsen med de virkelige Personer.

Forrest staar her de to Søstre. Ulrikka er den aktive, haarde og stærke Kvinde; Aanden siger om hende:

Desuden seer saa kjæk hun ud, som om
Hun vilde spinde selv paa egen Haand
Sin Skjebnes Traad.

Og hun spinder sin Skæbnes Traad; besat af Begærlighedens Dæmon træder hun utrættelig Rokkehjulet. Men hun omspindes ogsaa af Skæbnens Traad: med fin Symbolik gøres Rokkehjulet til Handlingens Drivhjul; i Bjærget spinder hun sig Rigdom til, men maa tilsidst, ældet og fattig i Aanden, erkende, at Guldet kan købes for dyrt. Den absolutte Modsætning til den egoistiske Ulrikka er Johanna; Træk for Træk belyses de to Karakterer ved deres modsatte Indstilling over for Faderen, Hjemmet og Bjærgaanden. Johannas Skikkelse staar i Enkeltheder mindre udført overfor Ulrikkas; som en naturlig Følge af Stykkets Økonomi træder de øvrige Personer endnu mere i Baggrunden: Den gamle retskafne Bonde John, den soldatermæssige Jørgen, den unge, pligtopfyldende Axel. Gustav og Ingeborg skildres i lette Rids; den nette og stræbsomme unge Mand savner Mod til at erklære sin Kærlighed til Ingeborg, der i det indre har Muligheder for at blive en ny Ulrikka, en Skæbne, hun dog frelses fra ved dennes Genkomst.

Bjærgaanden har i Aartusinder bygget mellem »Jordens Ribbeen« som det blivende Element i Tidens Vekslen; han drives som Mennesket af Kærlighed og Had, lønner eller straffer, en Blanding af Vælde og Værdighed, og en moraliserende Aand, der udtaler Stykkets Idé og Moral.

Denne fremhæves som saa ofte hos Hauch meget tydeligt. Selve Stykkets Gang med Ulrikkas tragiske VII Lod, med Fortællingen om den gamle Kvinde, og med Henvisningen til den Skæbne, der kan ramme Ingeborg, giver allerede en tydelig Forstaaelse i al Almindelighed: Begæret efter Guld fører til, at Livets Lykke forspildes. Men ligesom bekymret for, at dette alligevel ikke skal blive forstaaet, forklarer Hauch selv i Fortalen: der er ikke blot Tale om Pengebegærlighed eller Havesyge, men om enhver blot udvortes Stræben, hvor Menneskets aandelige Opgave glemmes. Og for endnu en Gang at slaa Grundtanken fast, siger Bjærgaanden:

Der gives mangen Qvinde, mangen Mand,
Som I beundret har og agtet høit,
Der gives Tusinde, som mindst det troe,
Der sadde Nat og Dag som hun i Bjerget
Og spildte Livet paa den samme Viis.

Hvad kan da bryde Trylleriet og bringe Frelsen? Salmen (og Fortalen) siger det: Tonen fra Himlen, og Tonen fra Hjemmet; gennem Salmen klinger Mindet om Hjemmet frem, gennem Salmen loves Guds Fred og Velsignelse. Ideen er klar og tydelig, næsten for tydelig, hvad Hauch ogsaa fik at høre.*)

Men Hauch kunde tage sig enhver Dadel let; han havde med »Søstrene paa Kinnekullen« skabt et Værk, der vel ikke er fuldkomment i alle Enkeltheder, men som ved en umiddelbar Læsning virker som en ædel Helhed, der efterlader et rent og fint Indtryk i Sindet.

* VIII