V.
✂ Med »Valdemar Atterdag« havde Hauch vist, at han evnede at skabe en Romancekreds; allerede tidligere havde han godtgjort, at han magtede den enkelte Romance. En nærmere Karakteristik af Hauchs samtlige Romancer skal ikke her forsøges; gennem hans hele Produktion findes de, gode og ringere, i broget Blanding; her omtales de Romancer, der er XV optaget i nærværende Udvalg. Hauchs Romancer var yndede, og det ikke blot af det læsende Publikum, en Kender som Chr. Winther satte Pris paa dem. I hans Digt »Skuffelse« hedder det om en ung Pige:
✂
Hun kysser vel Hauchs Romancer?
Og deri gjør hun Ret.
✂ I Ungdomsromancerne (»Det dræbte Barn« og »Løftet« f. Eks.) skatter Hauch som Oehlenschläger og Ingemann til den overspændte Romantik; efterhaanden finder han det for ham egnede Stof frem og behandler det i sin egen Tone.
✂ Værdig i Formen, de korrekt glidende Ottaver, og betegnende for Digteren i Indholdet er »Gustav Adolph«, omhandlende en Episode af denne Heltekonges Liv. Kongen erkender sin Forløbelse og tilbyder med Sværd i Haand Seaton Oprejsning som hans Ligemand; overvældet af denne Ædelmodighed styrter Seaton paa Knæ for Kongen, hvis trofaste Mand han fra nu af bliver. Det personlige Æresbegreb, der ledede Hauch i al hans Færd, er her ført ud i sine yderste Konsekvenser; Behandlingen i Romanceform har dog ikke været Hauch nok; i Skuespillet »Æren tabt og vunden« 1851 vendte han tilbage dertil.
✂ Et herligt Digt er »Sløret«. Beundringsværdig er den Kunst, der ud af et lidet poetisk Sted hos Pausanias har skabt et Stykke »græsk« Poesi i Heksametre, let og dog vægtigt henrullende som faa Steder i vor Poesi, et Stykke dansk Homér, primitivt og ædelt, paa Højde med Goethes »Hermann und Dorothea«. Man indsuger med Begejstring de herlige Vers med deres anskueliggørende friske Tillægsord, man nyder, hvor poetisk sikkert Gentagelsen er benyttet, og glæder sig over den lyst og frodigt skildrede Natur og over det lille Epos' tre Skikkelser: den gamle kærlige Fader, den stolte Elsker og Helt, der overlader det til sin Brud selv at vælge sin Skæbne, og den fine, jomfruelige Kvinde, der vel med Sorg XVI forlader sit Hjem og sin Fader, men som af Eros drives til en »hellig« Beslutning: uden et Ord udfolder hun sit Slør og antyder derved, at hun følger sin Fæstemand. Her ligger Digtets Kim og det fine Træk, der har betaget Hauch.
✂ I andre Romancer vender Hauch sig mod Norden. »Magnus og Knud Lavard« tegner paa gribende Maade, i Folkevisens Vers, det tragiske Sammenstød mellem to Naturer: den rænkefulde, hævngerrige og den retlinede uden Svig. Et hauchsk Problem, kendt fra Romanerne og »Valdemar Atterdag«. Hvor Digterens Hjærte er, derom kan ikke tvivles. Det lille Digt er fuldendt i sin Korthed og Enkelhed som Uhlands »Die Rache«; gennemtrængt af en skærende Sorg over den fagre Helts Død, afspejlende en sørgmodig Livsbetragtning. »De to Øxer« omhandler en Konflikt mellem en Mester og en Svend, der tror sig Mesterens Lige. Det stemningsrige Ottavedigt, der ligesom gennemskinnes af den »røde« Maane, varierer Temaet fra Goethes »Zauberlehrling« og er efter Digterens eget Udsagn udarbejdet »med Hensyn paa den aandelige Svimmelhed, den Mangel af Ærbødighed for og Erkiendelse af sandt Mesterskab, hvorpaa vore Dage give os saa mange Prøver.« Med Mesteren er Oehlenschläger ment.
✂ I de to sidste Romancer hentes Stoffet paany fra Udlandet. »Sveitseren« behandler det hos Hauch ofte genkommende Motiv: Guldtørsten. For at vinde Guld træder den unge Sveitser i den franske Konges Tjeneste, trods Moderens Advarsel: fremmed Guld opvejer ikke Hjemjordens Muld. Moderen dør, Ungersvenden falder, først i Døden kommer han hjem. Som »Søstrene paa Kinnekullen« indeholder Digtet en Paavisning af, at den ydre Rigdom kun kan købes, ved at man mister Livslykken i Hjemstavnen. »Kanefarten«, et polsk Rejsebillede, hvis Versemaal stammer fra Oehlenschlägers »Kong Frode sidder ved Juletid«, dog uden dettes Gentagelse, er et Vidnesbyrd om, at Polen og dets Sønners Skæbne stadig XVII greb den gamle Digter om Hjærtet. En polsk Fange føres mod Øst ud i det ukendte:
✂
Og Granen sukked og spurgte Maanen,
Hvorhen han kjørte, men Maanen taug.
✂ En grel Virkning opnaas ved at lade denne Digtets sidste Strofe ende uden Rim.