HERR ECKHARD GJESTER IGJEN DANMARK.
✂
Ved Midsommerstide, da Dagen blev lang,
Herr Eckhard kom tilbage til Danmarks Blomstervang,
Han skulde med Kongen handle, han dertil var vant,
Om uindløste Borge, om mangt et gammelt Pant.
✂
Der var saamangen Trætte, saamangen gammel Splid,
Der nu skulde jevnes med Sindighed og Vid;
De holsteenske Grever fæsted til Eckhard Tro,
Thi fiint og behændigt han vidste sig at snoe.
✂
Det Falske med det Sande heel kløgtig han forbandt,
Med Snildhed han forvandled en Myg til en Elephant,
Hvad var klart og tydeligt selv for et lidet Barn,
Det kunde han forvikle, fast som et uredt Garn.
✂
Dertil han ofte brugtes, dog hans vigtigste Grund
Til denne Gang at gjeste den danske Bøgelund,
Var den at fange Kongen og lægge ham i Baand
Og give ham uden Vaaben i Udlandets Haand.
✂
Han samledes med Helvig, naar Sol gik til Ro,
Ved Natlampens Lue, de troede dem ene To,
Hun sagde: »Hvi blev I borte og kom først nu igjen?«
Han svared: »Jeg brugte Tid for at samle sikkre Mænd.
✂
Stridskæmper har jeg hvervet i Meklenborgerland,
Jeg leied og gode Svende ved den pommerske Strand,
Samt ved Mainflodens Bredder og dens krogede Vei,
Det hvide Sølv, I gav mig, spared jeg dengang ei.
✂
Endelig kan vi haabe, snart Hevnen er nær.«
- »Men«, spurgte Fru Helvig, »behøves slig en Hær,
For at fange den Viv, naar hun eensom monne gaae?
Dertil, hvis jeg ei feiler, behøves kun saare Faa.«
✂
Han svared: Ȯdle Frue, hun er saa eensom ei,
Som ofte hun kan synes, hende følge paa Vei
Heel mangen dristig Kæmpe, skjøndt ikke hun det veed,
Thi maae vi have Mænd, som til Kamp er beredt.
✂
Et Skib os ogsaa venter, det vil ei svigte mig,
Det hedder, det er kommet hertil fra Vestervig,
Det ligger nærved Kysten, vor Plan ei svigte kan,
Paa det skal hun seile til det holsteenske Land.«
✂
Han dæmped sin Stemme, han traadte Helvig nær,
Saa hvisked de sammen ved Natlampens Skjær,
Heel tidt de siden fandtes, naar Mørket faldt paa,
Det lod, som Konning Volmer slet Intet mon forstaae.
✂
Han syntes end mere dristig, end ellers han var vant,
Tidt i de dunkle Skove ham Fuldmaanen fandt
Paa den graaspættede Ganger i Midnattens Stund,
Ham fulgte kun hans Falk og en eneste Hund.
✂
Mæled den unge Ditlef, Herr Eckhards Riddersvend:
»Han kaldes mere kløgtig og snild end andre Mænd,
Det er han vel ogsaa, dog ei det mærkes nu.«
- »Ja, Elskov kan forvirre den Klogestes Hu,«
✂
Saa svared ham Herr Eckhard, »men vi maae gribe til,
Naar Leiligheden kommer, da har vi vundet Spil;
Er vi først Alle samlede, det ei mislykkes kan,
Naar Tærningen blot kastes med Kunst og Forstand.«
✂
»Visselig«, svared Ditlef, »I derpaa lide kan,
Møde vi ham i Skoven, er han en fangen Mand,
Dog valgtes han paa Thinge og salvedes til Drot,
Thi maae vi ham ikke dræbe, det ender aldrig godt.
✂
Den Mand er Djævlens Eiendom, ham frelser ingen Bod,
Der dypper sine Hænder i kongeligt Blod,
Ei veed vore Grever om Eders Færd Besked,
Det vilde da og i Holsteen spilde vort Liv og Fred.«
✂
Da tænkte Ridder Eckhard, dog sagde han det ei:
»Enfoldig er de Alle, undtagen ene jeg,
Alle de Andre vandre kun paa den slagne Sti,
Fra Fordom og Overtro er Ingen ganske fri.«
✂
Det lod, som Hr. Eckhard kun bragte fire Mænd
Fra Tydskland til Danmark, dertil sin Riddersvend,
158
Dog kom der flere siden, ført over salten Vand,
Vel fyrretyve Stridsmænd betraadte Sjællands Strand.
✂
De vandred ved Midnat, de fulgtes fem og fem,
Dem skaffed Dronning Helvig et hemmeligt Hjem,
Hun skaffed dem til Bolig et afsides Slot,
Hun tænkte: »Jeg skal skuffe den snilde Danmarks Drot.«
✂
Paa sin Borg dem dulgte den Ridder rig og skjøn
Hr. Folkvar, der elskede Fru Helvig i Løn,
Han gjerne lytted efter, hvad Dronningen bød,
Det voldte ham omsider den ynkeligste Død.
✂
Hemmelig og med Liste de dreve deres Spil,
Dog meente de Begge, det gjalt kun Tovelil,
Paa hende agted Helvig at hevne sin Vee og Qvide,
Om Eckhards Plan mod Kongen hun Intet fik at vide.
✂
»Hvis nogen Dannerkæmpe opdaged vor Vei,
Naar Kongen vi skal fange, da vilde det lykkes ei«,
Saa talte Ridder Eckhard, »da vilde det ilde gaae,
Lettelig dog de skuffes, de kan med Sværd kun slaae;
✂
Thi de er Alle dumme, de gaae kun lige til,
Naar Volmer først er borte, da har vi vundet Spil
Og kan i Landet raade som i Christophers Tider;
Af alle de danske Konger den Herre bedst jeg lider.«