SLUTNING.
✂
Valdemars og Helvigs Datter
Hersked nu ved Nordens Strand,
Aar for Aar der læstes Messer
I det hele danske Land.
✂
Messer for de Dødes Sjæle
Paa den høie Dronnings Bud,
At Kong Volmer og hans Hustru
Kunde fries af Skærsild ud.
✂
Bønner steg fra Issefjorden
Til det fjerne Vesterhav,
Allerivrigst bad Hr. Erland
Ved den døde Konges Grav.
✂
Skjøndt hans Haar var hvidt af Ælde,
Læste Messer dog hans Mund,
End det hed, at Kongen jaged
Over Sø ved Øresund.
✂
Erland stod i Sorø Kirke,
Eensom han i Choret treen,
Hvor den sorte Marmorkiste
Dækked Konning Volmers Been.
✂
Tredive Vintre var forsvundne,
Siden Liget her blev sat,
Trende Gange ved dets Kiste
Læstes Messer Dag og Nat.
✂
Solen alt i Vest var dalet,
Mørket spredtes over Jord,
Maanen sendte sine Straaler
Ind i Kirkens høie Chor;
✂
Gled forbi de lange Vinduer,
Stirred ned paa Kongens Grav,
Nærved den stod Biskop Erland,
Støttet til sin Sølverstav.
✂
Og han syntes, at der svæved
Gjennem Luft en Foraarsvind,
Lyse Skikkelser sig vugged
I det klare Maaneskin.
✂
Og det var, som om de peged
Mod en fjern og deilig Strand,
Og det var, som om han skued
Livets lyse Morgenland,
✂
Hvor forløste Sjæle mindes
Jorden som en dunkel Drøm,
Og hvor Aanden, som en Due,
Svæver over Dødens Strøm.
✂
Pludselig ved Erlands Side
Klang det liig en venlig Trøst,
Og han syntes, at han kjendte
Volmer paa hans skjønne Røst:
✂
»Herrens Miskundhed og Godhed
Sletted ud min Brøde svar,
Hvad jeg synded, er tilgivet,
Som jeg selv tilgivet har.
✂
Tidens Haardhed og dens Vantro
Straffer en retfærdig Gud,
Men den Fred, som Naaden skjenker,
Maales ei af Tiden ud.«