DE STRIDIGE VEIE. (Af Athene, 1815.)

Nei! jeg den holder ei ud den piinlige Vaklen og Strid, der
Evig fødes igien dybt i den qvæstede Barm.
Sømanden ligner min Hu, naar han kiæk vil følge sin Længsel,
Lokket af Bølgernes Smiil, der ham bedrager med List.
Snart ham Vinden omhvirvler i Kamp med den hvislende Søstrøm,
Kraftløs driver han om, skuende Rædsel og Død,
Uvis dog, om den blodig ham venter paa Klipper og Havskiær,
Eller om Dybenes Aand drage ham vil i sit Svælg.
Snart mod Klippen slynges han hen, der saarer ham Barmen,
Kaster saa koldt ham paa ny Bølgen i troløse Favn.
Saaledes drives han rundt, mens Afgrundsmagterne stønne,
Hyllet i Bølgernes Slør, spotte den Døendes Suk.
Skal jeg, du goldeste Field, der dristig kneiser i Stormen,
Skal jeg, strenge Forstand, klamre mig fast ved din Barm?
192 Kold og stenet du staaer, forladt af de krandsende Skove,
Selv af det Grønne forladt, ak! af det venlige Haab.
Aldrig har Duggens Glands og Taaren i Nymphernes Øine
Frem af dit iiskolde Bryst lokket en eneste Blomst.
Mange følge din Vei dog, flygtende Havet og Stor men,
Men før de naae din Top, skue de Dynger af Iis.
Blikket tvinger du streng til at vende med Forsken til Jord sig,
At ei din skærende Kant saare skal uvante Fod.
Lang er Veien, du viser, dog fast og hugget i Steen ud,
Aldrig svigter den falsk under den Vandrendes Fied.
Mig dog lokker den ei, langt heller svæved jeg hist, hvor
Havet, uendelig strakt, viser sit glindsende Speil,
Sleben af dig, Phantasie! det fiernt, hvis Øiet ei skuffer,
Nærmer sig Himlen med Lyst, voxende med den til Eet.
Meget vel vide derom søkyndige Mænd at fortælle,
Om de mangfoldige Skiær, sneehvide Brændingers Hiem,
Om det bundløse Svælg, hvor Nattens og Rædselens Afkom,
Slangebugtet og bleg, lurer paa Menneskets Æt.
»Troløs er Bølgen,« sige de, »aldrig den stiller din Længsel,
Vel den suser ved Nat, pladskende venlig mod Strand,
193 Tro den dog ei, det er Havfrusang, der lokker med Falskhed,
Aldrig Afgrundens Magt slipper dig levende bort.
Ja om du seiled i tusind Secler og atter i tusind,
Aldrig du stiller din Lyst, aldrig din Snekke dog naaer
Did, hvor den himmelske Ring sig bøier mod Vandenes Flade,
Did hvor den sølverne Bro fører til Himmelen op.«
Saadan talte de tidt, dog ei sig stilled min Længsel,
Halvt jeg troed dem kun, halvt end med Tvivlen i Barm.
Ak! thi saa deilig hæved' sig Bølgen, bevæget i Sølvglands,
Giennemvævet af Guld, sendt fra den stigende Sol.
Sandelig ilde bestedt er en Yngling, naar Hiertet i Barmen
Higer i tvivlsomme Slag ud paa den ukiendte Sø.
Tale du kan vel om Stormens Magt, om Havmænd og Uveir,
Er han til Seiler skabt, nytter kun Talen dig lidt.
Lynilden knittrer med Bølgen i Kamp, der strækker sin Tunge
Frygtelig, hvislende, hvid, op af det skumklædte Dyb,
Vælter mod Kølen sig frem, mens Boreas flagrer i Seilet.
Masten sig bøier, liig Siv, pidsket af høstlige Storm,
Vraget splintres ved Nat og kastes til Fremmedes Gysen
Op mod ukiendte Strand - Sømanden gyser dog ei.
Dristig han veier i Sind, hvorlunde med snildere Hu han
194 Og med urokket Mod Bølgen bedrager paa ny.
Sandelig ilde bestedt er en Yngling, naar Hiertet i Barmen
Higer i tvivlsomme Slag ud paa den ukiendte Sø.
Flyer han end troløse Svælg og vælger de steenlagte Veie,
Jager han Drømmen bort, der ham med Tant kun bedrog,
Smægter tilsidst han dog mat og sukkende, fiernet fra Stranden,
I den goldeste Ørk efter den smeltende Sø,
Efter den henrundne Tid, da Kysten laae nær for hans Øie,
Og de syngende Væld gled ham med Giøglen forbi.

AFTENSANG. (Efter det Tydske.)

Intet Blad sig i Skoven rører,
Ingen Larm og Støi jeg hører,
Ingen Lyd;
Og Fuglene sover i Enge,
Vent! det varer ei længe,
Da sover og du.

Maanen sig hæver og svinder,
Aaret kommer og bortrinder
Uden Fryd;
Og Løvet visner i Enge,
Vent! det varer ei længe,
Da visner og du.

195

Seer du ei Stiernernes Klynge,
Hist, hvor Engletunger synge
Herrens Fred;
Det sagtelig klinger i Enge,
Vent! det varer ei længe,
Da synger du med.

LÆNGSEL. (Af Athene 1816.)

Om Dagen jeg søger dig fiern og nær,
Mens du flygter for mig,
Og Ønskerne vanke snart hist, snart her
For at fange dig.

Om Dagen jeg gaaer som en levende Drøm,
Saa sørgende mat,
Og Lyset mig synes en dunkel Strøm,
Saa sort som Nat.

Om Natten jeg sørger og drømmer ei meer,
Da skuer jeg dig,
Mens Maanen glimter, og Stiernen seer
Fra Himlen til mig.

Du kommer og sætter dig elskovsvarm
Paa mit Leie ned,
Du favner og trykker mig til din Barm
Og smiler derved.

196

Jeg vaagner og studser og skuer dig grandt,
»O Elskede, bliv!«
Og alle de Ord, som du talte, som svandt,
De vaagne til Liv.

Og alle de Kysse, der hvirvledes hen
I den dunkle Grav,
De stige som Aander nu op igien
Af Nattens Hav.

Og alle de Glæder, du deelte med mig,
Sig samle paa ny,
Og alle de Taarer, jeg fældte for dig,
For dit Kys bortflye.

SANG AF HAMADRYADEN.

Naar Sneens Lilier dække Marken ene,
Sneehvide Lilie, da jeg mindes dig;
Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene,
Jeg Smekkertbøielige, mindes dig.

Naar Bække blaae mod Sommerstranden rinde,
Du aldrig standsede, jeg mindes dig,
Naar lette Bølger dybt i Havet svinde,
Du Letforsvindende, jeg mindes dig.

Naar mørke Taageslør paa Bierget skride,
Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig,
Naar fierne Stierner over Himlen glide,
Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig.

197

Naar Morgenrøden over Havet svæver,
Du Yndigtrødmende, jeg mindes dig,
Og naar sig Maanen over Skyen hæver,
Du gaadefulde Lys, jeg mindes dig.

Naar giennem Dalen Foraarsvinden iler,
O Længselvækkende, jeg mindes dig,
Og naar den sorte Nat paa Fieldet hviler,
Du Drømmefødende, jeg mindes dig.

DEN ELSKEDE.

De hvideste Perler i Havet er spredt,
Og Bølgerne vandre derover,
Den Skat, du søger og aldrig har seet,
Jeg her at beskrive dig lover.

Først maa hun eie den yndigste Fod
For Hiulet og Væven at træde,
Dertil et ærligt og trofast Mod,
Der deler din Sorg og din Glæde.

En Barm maa hun eie saa varm og saa fuld,
To Arme saa blendende hvide,
Dertil en Tunge saa reen som Guld,
Der tier og taler i Tide.

Og snildt maa hun flette sin Tankes Net,
Og Smilet maa røbe Forstanden,
Hendes Gang maa være saa svævende let,
Som Bølgens, der træder mod Stranden.

198

Og Øiet maa ligne den sagte Strøm,
Hvori sig Fuldmaanen maler,
Men Hiertet maa drømme saamangen Drøm,
Hvorom ei Læberne taler.

Mig Nattergalen i grønnen Lund
Betroed hvor hun havde hiemme,
Jeg lytted dertil i en Midnatsstund,
Og mon det om Morgenen glemme.

DYVEKES SANG I VILHELM ZABERN.

Naar Skytten udsender den hvasse Piil,
Maa Fuglen i Luften dale;
Han bad mig at seile vel hundrede Miil
Til sine forgyldte Sale.

I Bølgen svømmer med Dødens Mod
Den Fisk, der med Angelen leger,
De giøde mit strømmende Hierteblod
I Kongens forgyldte Bæger.

En Ørn opstiger bag salten Sø,
Dens Vinger er' altfor sorte;
Hvo bygger det Skib, der fra Verdens Ø
Kan seile til Himmerigs Porte?

Foroven glimter det høieste Tag,
Med Perler og Guld uden Lige,
At falde derfra er slet ingen Sag,
Men vanskeligt did at stige.

199

CHRISTIANE OEHLENSCHLÄGER.

Andre troe, det er nok,
Naar et Suk, en flygtig medlidende Taare
De offre til Næstens Sorg.

Dig dog syntes kun lidt
En magtesløs Graad,
Men med Tungen skærpet til Kamp,
Med Løvemod i Barmen,
Med Begeistringens Ild
I den blussende Kind
Stred du for Sandhed og Ret.

Og mangen Gang har du trodset
Den faldende Regn
Og den iiskoldtstormende Østvind;
Kun lidet agted du den,
Og lidet den end koldere Vind
Fra Spotterens Læbe,
Naar det gialdt at kæmpe for Menneskers Vel.

Ofte du banked
Paa de Mægtiges Døre,
Ei for dig selv, men for den,
Der uskyldig mod Vanheld stred;
Aldrig den Gang var dig tung,
Der bragte den Trængende Hielp,
Og tidt har du vakt med et dristigt Ord
Af Søvn den slumrende Retfærd.

Havde du levet i Tider,
Hvor det gialdt
200 Med ubøiet Sind
At bøie sin Nakke for Staalet,
At besegle sit Ord med sit Hierteblod,
At offre sit Liv for den Elskedes Frelse,
Da var du vandret til Graven
Med dristig Fod,
Og som Heltinde
Havde sildige Slægter dig priist.

Ogsaa nu vil ei de dig glemme,
Thi en ædel Digter,
Danmarks herligste
Valgte dig fremfor alle vort Lands
Guldlokkede Piger,
Og bandt sin Skiebne til din,
Og længe stod du ved hans Side,
Trofast med skærmende Blik
Vaagende, værgende,
Kæmpende, aldrig hvilende,
Naar det gialdt dine Elskedes Vel.

Men den, som ei mildner sit Ord,
Som ei bøier sit Mod,
Som ei at smigre forstaaer,
Er besværlig tidt,
Thi Sandheds Sol er for stærk for den Svage,
Og Tusmørket elske vi meest,
Naar den langsomtbesnærende Dæmring
Drager sit Slør
Over Himlens rødmende Kind. -

Derfor miskiendte Verden dig,
Og Feighed svimled
201 Ved at skue det Mod,
Som den ei begreb.

Enkelte dog forstode dig,
Og de vide det vel,
At aldrig et troere Hierte slog
I en Qvindes Bryst.

Men Et jeg kiender,
Som paa Jorden du savned,
Et Blik af den valmubekrandsede Aand,
Den i sig selv hvilende,
Der lærte Stiernen at skinne med dæmpet Ildblik,
Med Mildhed og Fred
Fra dens høiere Kreds
Paa Tidens Vexel og Menneskets Vilkaar.

Derfor kom han, den seirende Helt,
Smertens Betvinger,
Forfængelighedens Fiende,
Sandhedens strenge Ven,
At trykke sit Kys paa din Læbe,
At række dig sin sneehvide Seierskrands,
At ryste Støvet af din Aands Vinger,
Og at svale din ildfulde Siæl
I Evighedens Bølger.

AFSKEDSSANG TIL ACADEMISTERNE I SORØE.

Jeg veed et Sted, som jeg har elsket længe,
Dets Navn skal aldrig i mit Hierte døe,
Der leger Fisken mellem Blomsterenge,
202 Der synger Droslen ved den dybe Søe;
Der glider Baaden langsomt under Landet,
Mens Bølgen sukker under Aarens Slag,
Den ranke Hiort tidt speiler sig i Vandet,
Naar Maanens Skin forvandler Nat til Dag,

Jeg veed en Egn, omkrandset rundt af Lunde,
Hvor Bøgen suser for den sagte Vind,
Hvor gamle Minder dybt i Skoven blunde,
Og vie den til stille Tænkning ind;
Bag Lindens Blad dog høres Fugleqvidder,
Og Nattergalen her en Tilflugt fandt,
Hvor store Navne dybt i Barken sidder,
Og voxe større med hvert Aar, der svandt.

Jeg veed en By, den er saa taus og stille,
Den synes ringe for den ydre Sands,
Den pragtløs er og dertil meget lille,
Og savner ganske Hovedstadens Glands;
Men hvo, der vandred ved dens dunkle Vove,
Og hvo, der saae dens Roser spire frem,
Og hvo, der hviled i dens gamle Skove,
Han sikkert aldrig vil forglemme dem.

Nei sikkert aldrig dette Sted I glemmer,
Hvor I har vandret tidt ved Venskabshaand,
Hvor Vaaren hilses først af tusind Stemmer,
Imens den smiler som en salig Aand,
Hvor I har skuet Skyens Leeg i Vinden,
Og drømt maaskee Jer bedste Foraarsdrøm,
Og hvor I Taaren rysted' let af Kinden,
Saa den for evig sank i Glemselsstrøm.

203

Her har I forsket i de Vises Skrifter
Og Tanker læst, der aldrig vorde glemt,
Her har I stirret i de dybe Rifter,
Hvor Jordens Aand har sine Skatte giemt,
Her Eders Blik har vendt sig tidt tilbage
Og skuet Tidens underlige Gang,
Og her I grubled over Fremtids Dage,
Mens Haabet sang for Jer sin gamle Sang.

Saa reiser bort! nu Tiden er udrunden,
Og lever vel og kommer snart igien!
Og lad de Blomster, som I her har funden,
Til Frugter modnes, hvor I vandre hen;
Thi Sølv og Guld, dem skal I ikke sanke,
Dem har I aldrig lært at finde her,
Men Aandens Frugt, den indholdsrige Tanke,
Det er den Skat, der er os ene kiær.

GRAVSANG.

Stirrer ei i Graven ned
Med de taarefyldte Blikke!
Thi i Graven er han ikke,
Han er hist i Evighed.

Hisset har en kiærlig Fader
Mangen Bolig fiern og nær,
Venlig staaer hans Stiernehær,
Sine Børn han ei forlader.

204

Vugger han dig blid i Arm,
Læg dig rolig da til Hvile!
Dobbelt venlig vil du smile,
Naar du vaagner ved hans Barm.

Giv ham da din gamle Dragt!
Mens du slumrer under Løvet,
Mens vi stirre ned paa Støvet,
Virker han en ny med Pragt.

Taagen over Graven gaaer,
Vi bevare dunkle Minder,
Men vi see kun hvad der svinder,
Ikke hvad der forestaaer.

Ei ved Døden at betragte
Kan vi granske Livet ud,
Men hvo slaaer sin Lid til Gud,
Han kan Døden vel foragte.

AFTENSANG. (Efter Claudius.)

Alt Skoven sig fordunkler,
Den gyldne Stierne funkler
Paa Himlen reen og blid.
Sin Ret Naturen kræver,
Og over Engen svæver
Den hvide Damp ved Aftentid.

Hvor rolig Jorden hviler
Bag Nattens Slør og smiler
Saa mild og sommervarm;
205 Den ligner stillen Kammer,
Hvori al Dagens Jammer
Forglemmes skal i Søvnens Arm.

Betragter Maanens Lue!
Den er kun halv at skue,
Og er dog skiøn og klar;
Som denne hulde Maane,
Er Meget, som vi haane,
Fordi vort Blik ei blev det var.

Vi stolte Adams Slægter
Kun saare lidet mægter,
Og Meget veed vi ei.
Vi efter Skygger jage,
Og mangen Konst opdage,
Og komme længre fra vor Vei.

Gud Fader i det Høie,
Lær mig at skielne nøie
Det Sande fra dets Skin!
Og, mens jeg er i Live,
Lad liig et Barn mig blive!
Skienk mig et fromt enfoldigt Sind!

Og brister saa mit Hierte,
Skienk uden Sorg og Smerte
Den sidste Hvile mig!
Og naar du den har skienket,
Lad Siælen uforkrænket
Opstige fra dens Grav til dig!

206 Saa kold er Nattens Vove,
Nu vil jeg rolig sove,
Giv mig, o Gud, din Fred!
See naadig til min Slummer,
Og trøst mig i min Kummer,
Og trøst min syge Nabo med!

GUSTAV ADOLPH.

Med Seier krandset stod den svenske Hær,
For første Gang var Tilly overvunden,
Ved Leipzig traf ham Gustav med sit Spær,
Hans Mod er brudt, hans bedste Kraft er svunden;
Sit høie Maal nu stander Kongen nær,
Hans Kæmper alt har Vei bag Elben funden,
Der, liig en Vandsnog, i sin Barndom ranet,
Med Hvislen flyer igien til Oceanet.

I Skoven høres ei den mindste Vind,
Kun fiern og eensom Klosterklokken bæver,
Da standser Kongen, tankefuld i Sind,
Af sine bedste Kæmper Raad han kræver;
Han vier dem i sine Planer ind,
En dunkel Skygge paa hans Pande svæver,
Og Heltens Tale klang i Aftenrøden
Liig Sværdets Tunge, naar den bringer Døden.

Hans Herskerblik, hans Ord, hans Læbes Smiil
Henriver pludselig de raske Kæmper,
Og hver en Helt, han være nok saa vild,
Sig efter Kongens Mening gierne læmper.
207 Kun En alene tvinger ei sin Ild,
Og intet Vink hans Dristighed neddæmper;
Han Seaton hed, og var i Skotland baaren,
Og Kongen havde ham til Ven udkaaren.

Og høi og kraftig hæver sig hans Barm,
Sin Hu at dølge han ei eftertragter,
Men Heltens Tale vækker Kongens Harm,
Han Taushed bød, men Seaton ei det agter;
Da hæver Gustav pludselig sin Arm,
Og Vreden ei at tæmme meer han magter,
Men Seaton blegner, som et Liig, og svinder,
Thi Kongens Haand har rammet Heltens Kinder.

- Men hver en Dag, naar Mørket stander nær,
Naar Faklen tændes og naar Solen viger,
Paa Sletten snart og snart bag dunkle Træer
Forsamles Kongen og den mindste Kriger,
Og knæler ned i Aftnens Rosenskiær,
Mens Nattens Fugl i Østen langsomt stiger,
Og mens den breder sine sorte Vinger,
En deilig Psalme giennem Leiren klinger.

Did ogsaa denne Dag mon Gustav gaae,
Da toner en af Luthers gamle Sange:
»Ved egne Kræfter lidt vi kun formaae,
Dog er der En, der aldrig vorder bange,
Og Ordet urørt skal de lade staae,
Og liden Tak dertil de skulle fange,
Vi have lært det troligt at bevare,
Det er vort Skiold mod Synd og Død og Fare!«

208 Men da nu længst den høie Melodie
Var i den dunkle Natteluft forsvunden,
Da vandrer Kongen hvert et Telt forbi,
En enlig Vei han har i Krattet funden;
Og fremad skrider han paa Nattens Sti,
Og tænker paa den Dag, der er udrunden,
Og paa den Skiald, der havde Psalmen skreven,
Og paa den Ild, hvoraf han frem blev dreven.

»En anden Ild har dreven dig i Dag,«
Saa tænkte han, og mon paa Maanen skue,
Der stod i Luften, som en Lampe svag,
En brukken Ring da syntes ham dens Lue,
Hvis bedste Deel var truffen af et Slag,
Et gyldent Troskabspant, hvis halve Bue
Var reven bort af Tidens dunkle Vande,
Hvori sig Fortids Lys med Taager blande.

»Ak,« sagde Kongen, »hvo er den, hvis Fod
Ei snuble kan, mens end han er i Live?
For heftig blussed stundom vel mit Mod,
Paa Vredens Tiørne kan man let sig rive,
Og Ærens Træ maa giødes tidt med Blod,
Hvis friske Frugter det skal atter give,
Men ærlig Anger kan forsone Brøden,
Og jeg vil kæmpe for min Tro til Døden.«

Da svinder Maanens Ring bag Skyen bort,
En enkelt Stierne blinker kun foroven,
Og Nattens Drage vorder mere sort,
Og Gustav hører nære Trin i Skoven;
209 »Nu,« tænker han, »det er en eensom Hiort,
Det feige Dyr blier tidt ved Nat forvoven.«
Da Skyen atter bort fra Maanen viger,
Og Kongen standses af en enlig Kriger.

Det Seaton er, han ligner fast en Aand,
Der alt med Nattens Rædsler er fortrolig,
Der ikke fængsles meer af hine Baand,
Der binde Siælen fast til Lysets Bolig,
Paa Sværdets Hefte lægger han sin Haand,
Kong Gustav ham betragter taus og rolig,
Da træder Seaton pludselig tilbage,
Og Haanden sank, der vilde Sværdet drage.

»Forvovne! vil du kæmpe nu med mig?«
Saa taler Kongen, »det dig lidet nytter.«
- »Nei, kun min Afsked fordrer jeg af dig,
Da til et bedre Land jeg Foden flytter,
Thi Gustavs Arm er nu en Tidsel liig,
Der saarer Mænd, og Krybet kun beskytter.«
- »Din Afsked skal jeg dig i Teltet skikke.«
Da iler Seaton bort med mørke Blikke.

Og førend Morgenbønnen end er læst,
Et Bud fra Kongen ham hans Afsked bringer,
Og rask bestiger han sin skotske Hest,
Med skarpen Spore han den fremad tvinger,
Hvor Heden strækker sig mod Nord og Vest,
Hvor Lyngen sparsom giennem Sand fremspringer.
Da seer en Rytter han, hvis Kaabe bølger
I Morgnens Vind, og der ham hurtig følger.

210 Stærkt hvirvler Stormen mellem Sand og Steen,
Og ryster Lyngen og dens blege Klokker,
Dog findes her ei nogen Qvist og Green,
Hvoraf den rive kan de grønne Lokker,
Kun Støvet jager den, som letten Reen
Paa Nordens Field opjager Sneens Flokker,
Der, Seaton liig, nu mangle Grund og Kierne,
Og drives uden Rast imod det Fierne.

Tilsidst han kommer til et deiligt Land,
Der skiermes rundt af Dannerkongens Øie,
Der hersker Freden længst, og ingen Mand
Kan der med Spær og Landse Retten bøie,
Der ender sig den lysegule Sand,
Der hviler Seaton mellem Blomsterhøie,
Da seer en Rytter han paa kulsort Ganger,
Og ikke meer at hvile han forlanger.

- »Hvi har Kong Gustav giennem Storm og Blæst,«
Saa taler Seaton, »fulgt mig over Heden?«
- »Jeg var din Konge nys, nu er jeg Giest
I dette Land, der skiermes rundt af Freden.«
- »Hvi kommer væbnet du paa kulsort Hest,
Som Dødens Engel, midt i Livets Eden?«
- »Her er jo Fred, her ender sig mit Rige,
Og, som i Døden er jeg her din Lige.«

- »Hvi binder du din Hest bag disse Træer,
Og drager Sværdet fra din venstre Side?«
- »Jeg er ei Konge meer paa Sletten her,
Som Ligemand, vil jeg med dig nu stride.«
211 - »Jeg veed, at Tvekamp var dig aldrig kiær,
Hvor kan jeg da paa denne Høimod lide?«
- »Et uretfærdigt Slag din Kraft har fældet,
Det skal med Sværdet vorde nu giengieldet.«

Da styrter Seaton pludselig til Jord,
Paa Gustavs Haand hans hede Taare rinder.
»Nei, hvor du staaer, est du en Konge stor,
I intet Land det Herskertegn forsvinder,
Som trykket blev ved et almægtigt Ord,
Da du blev til, paa dine Heltekinder,
Og aldrig kan jeg voxe til din Lige,
Paa Jorden ei, og ei i Himlens Rige.«

- »Vil,« spurgte Gustav, »tro mig tiene du,
Da skal ei meer jeg vredes ved din Tale?«
- »Ja, jeg vil tiene dig med ærlig Hu,
Thi du mit Mod har vakt igien af Dvale.«
- »Vel,« svared Kongen, »du er adlet nu,
Et draget Sværd skal i dit Skiold du male.«
- Saa red de lystig bort i Morgenrøden,
Og snart ved Lützen fandt de begge Døden.

En Gravsteen ligger paa den vilde Sti,
Der sank Kong Gustav midt i Kampens Lue,
Og ingen Vandrer kommer der forbi,
Som ikke dvæler ved den siunkne Tue,
Ved Siden af er Marken ganske fri,
Og intet Mindetegn er her at skue,
Der lagdes Seaton ned med Kinder hvide,
Han sank i Døden ved Kong Gustavs Side.

212

DE TO ØXER. (Efter et Sagn fra Christian den Andens Tid.)

Det sidste Dagslys taber sig i Nat,
Den blege Dæmring dybt i Vesten svinder,
Det høie Fruetaarn staaer nu forladt,
Og Himlens Stiernekreds om Hvile minder.
Den arbeidsvante Flok sig fierner brat,
Der forhen svæved under Taarnets Tinder,
Med hurtig Fod den sig mod Hiemmet vender,
Hvor Arnens Lue for den Trætte brænder.

Den gamle Winfred staaer tilbage kun,
Hans strenge Blik paa Kirkemuren svæver,
Sit Dagværk veier han i Nattens Stund,
Hans Tanke klar sig giennem Mørket hæver,
Da stiger Maanen frem paa Himlens Grund,
Dens røde Glimt paa Taarnets Tinde bæver,
Men Winfred vender sig og vandrer ene
Fra Kirken bort bag dæmringslørte Grene.

Og som han træder frem i Maanens Skiær,
En Yngling nærmer sig bag Lindens Buer.
»Hvad vil du, Conrad, bag de høie Træer?
Dit Øie svimmelt giennem Natten luer.«
- »Vi skilles ad, jeg dvæler ei hos Jer,
I har mig dadlet strengt, det ei mig huer,
Derfor som Svend jeg aldrig meer Jer giester,
Min Konst forstaaer jeg, som den bedste Mester.«

- »Viig bort, Dumdristige, fra Winfreds Vei!
Hovmodig Selvtillid din Siæl forvirrer.«
- »Jeg er saa god som I, jeg viger ei,«
213 Giensvarer Conrad, mens hans Læbe dirrer;
»Hvad I formaaer, det mægler ogsaa jeg.
Og skiøndt med Harm Jert Øie paa mig stirrer,
Jeg Trods dog byder Jer i Mod og Kræfter;
Thi Jer i ingen Daad jeg stander efter.«

»Nu,« svarer Winfred, »Hovmod gaaer for Fald;
Dog hvad mod mig du synded, vil jeg glemme;
Men hvis jeg dig som Mester agte skal,
Maa Siælens Vildskab du med Kraft betæmme;
For det at prøve, vil i Taarnets Hal
Vi samles snart; der skal en Kamp bestemme,
Hvo Seierskrandsen til sin Isse fæster.«
- »Vel,« Svaret lød, »jeg der dig sikkert giester.«

Den næste Dag, da mod det fierne Vands
Sølvblanke Speil den klare Sol mon glide,
Mens lange Skyer viftede med Glands,
Liig store Faner, dybt i Vesterlide,
Da hæved dristig sig i Taarnets Krands
Den unge Svend ved Mester Winfreds Side.
En Øxe Winfred i sin Høire svinger,
De blanke Haller ved hans Fodtrin klinger.

»Hør, unge Mand, det er et farligt Spil,«
Saa taler Winfred, mens han langsomt stiger,
»Betænk dig vel, du hører Dybet til,
Hvis du til Side kun en Tomme viger.«
- »Nu,« svarer Conrad med et haanligt Smiil,
»Gaa du tilbage, hvis dig Modet sviger.«
Da vorde tause Mester Winfreds Læber,
Og mere dristig han mod Spidsen stræber.

214 Med faste Skridt bestandig frem de gaae
Paa høie Trapper giennem steile Gange,
Tilsidst det fierne Kirkens Uhr de naae,
Hvor Taarnets Ringe vorde mere trange,
Paa smalle Biælker uden Frygt de staae,
Hvortil befæstet er de Stiger lange,
Hvorhen selv Kiækheds Fod sig sielden vover,
Hvor Nattens Ugle, liig et Gienfærd, sover.

Men dybt i Afgrundssvælget ved sin Fod
Kan Conrad end de store Klokker skue,
Hvis Toner strømme, liig en vældig Flod,
Og for hvis Røster selv de Døde grue.
Dog gaaer han videre med freidigt Mod,
Og snart han svæver over Kuplens Bue,
Den sorte Røg han seer i Dybet dale,
Og Luften blinker giennem Taarnets Sale.

Da standser Winfred pludselig sin Gang:
»Kan du ei høre Klokkerne, der ringer?
Og dybt i Kirken lyder Orglets Klang,
Dets klare Toner sig i Luft opsvinger,
Det spiller, synes mig den samme Sang,
Som naar de Døde man til Graven bringer.«
- »Nei,« svarer Conrad, »det er Luftens Vinde;«
Og atter stige de mod Taarnets Tinde.

Paany dog standser Winfreds faste Fod:
»Seer du det sorte Kors, der hist sig hæver?
Det sattes hid med et gudfrygtigt Mod
Til Skræk for Mørkets Aander, naar de svæver,
Liig Flaggermuus begierlig efter Blod,
Om Taarnets Spiir, hvor Maanens Straale bæver,
215 Der vil vi hvile, før vi vandre længer.«
- »Nei,« Svaret lød, »jeg ei til Hvile trænger.«

Tilsidst de nærme sig til Taarnets Tind,
Og høre Lyden af de gyldne Fløie,
Der snoe sig langsomt i den svage Vind,
Mens Spirets Stierne funkler i det Høie.
Da standser Winfred tredie Gang sit Trin,
Og seer paa Conrad med opmærksomt Øie,
Og peger rolig fremad med sin Finger,
Hvor letten Sky sig giennem Luften svinger.

En Biælke ligger der af stærken Eeg,
I Luften strakt fra Taarnets sidste Bue.
Did nærmer sig - o rædselfulde Leeg!
O, hielp ham Christ, at ei hans Siæl maa grue!
Thi hvis en Tomme kun hans Fod nu veg,
Da aldrig meer han Dagens Lys vil skue.
- Did nærmer Winfred sig og Foden hæver,
Og mellem Jord og Himmel taus han svæver.

Med Øxen i sin Haand han frem mon gaae,
Ei over Biælkens Rand hans Øie trænger,
Ved Taarnets Fod sig vælte Taager graae,
Dets Spidser hæve sig, liig skarpe Tænger;
Den lette Spurv saa høit kan neppe naae,
Muursvalen under ham i Luften hænger,
Med stille Gang den klare Sol nedglider,
Mens Winfred langsomt frem paa Biælken skrider.

Først ved dens Spidse standser han sin Fod,
Høit Øxen blinker i den Stærkes Hænder,
Og fast han hugger den med roligt Mod
216 Og sikker Haand, hvor Egebiælken ender,
Tilbage skrider saa den Mester god,
Med strenge Blik han sig mod Conrad vender:
»Nu hent mig Øxen, Svend, hvis du vil være
Din Mesters Ligemand i Konst og Ære!«

Den unge Mand sig reiser med et Smiil,
Med raske Fied han hen mod Biælken springer,
Hans Øie trænger, liig en dristig Piil,
I Dybet ned, mens kiækt han frem sig svinger.
Da kommer Flaggermusen frem med Iil,
Og væver Mørkets Net med magisk Finger;
Med vildsom Flugt den giennem Luften glider,
Mens fast og dristig Conrads Fod fremskrider.

Til midt paa Broen gaaer han uden Gru,
Der trang imellem Død og Liv hensvæver;
Men der han standser med tvivlraadig Hu;
En selsom Stemme giennem Luften bæver:
»Siig hvilken Øxe, Mester, mener du?
Thi der er to, der sig fra Biælken hæver.«
- Da klinger Winfreds Røst i Aftenrøden:
»Nu hielpe Gud din arme Siæl i Døden!«

O vee, o vee! Knap Ordet er forbi,
Og knap dets Echo Vei i Luften finder,
Før Conrad vakler paa den smalle Sti,
Og ned han styrter fra de høie Tinder.
Fra Dødens Magt ham intet meer kan frie,
Vel hundred Alen dybt hans Legem svinder,
Og Afgrundsslangen ved sit Bytte klæber,
Men Blodet viger bort fra Winfreds Læber.

217

MAGNUS OG KNUD LAVARD.

Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
»Christ give jeg maa svale min Hevn paa Hertug Knud!«

Et Lønbrev han skriver saa tankefuld med Sned:
»Du møde mig i Harrestad, der vil vi tales ved.«
Herr Magnus han spænder sit Glavind ved Lænd,
»Ham hilse Danmarks Piger, mig følge Danmarks Mænd.«

Herr Magnus han rider med Kæmper ved sin Side,
»Nu vil vi bede Hiorten og see hvor den mon lide.«

Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle boe;
Da møder dem Knud Hertug, saa listelig de loe.

»Nu skrifte du, min Frænde, hvad ei du skrifted før,
Hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen døer.

Og hør, min unge Frænde, du synes mig saa bleg,
Nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leeg.«

De jernklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skiær.

Da sprang der frem en Kilde, den sank igien i Hav,
Det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.

O, Danmark, paa Rænker du aldrig dig forstod,
Det har du tidt betalt med dit reneste Blod.

218

SVEITSEREN.

»Farvel du gamle Qvinde, nu gaaer jeg, mens jeg kan,
Til Kongen udi Frankrig, han eier et sieldent Land.

Hans Hofmænd drikke Vinen af blinkende Pocal,
Den drikker og de Vogtere, der stande ved hans Hal.

Han eier Guldklenodier, dertil de Perler hvide,
Dem skienker han de Krigsmænd, der hielpe ham at stride.«

- »Ak Hugi! hvis du reiser og vinder noget Guld,
Det er ei værdt saa meget som det sorteste Muld;

Som det sorteste Muld under sommergrønne Lind,
Og som den vilde Vipstiert, der i Gaarden flyver ind.«

- »Ak Moder! den vilde Vipstiert, den flyver ind og ud,
Den elsker sine Vinger og hader Vinterslud.

Og alle de smaa Fugle, de flyver ad Marken hen,
Slet ingen lærer dem Veien, de komme dog igien.«

- Saa drog han til Frankrig og tiente Kongen tro,
Han mangled ikke Guldet, dog var han sielden fro.

Om Vinteren han sukked, naar Isen laae paa Vand,
Da ønsked han sig Vinger, at flyve til sit Land.

Om Sommeren han sidder med Haanden under Kind,
Saa tankefuld betragter han den sommergrønne Lind.

219 - »Og hør du vilde Vipstiert, mig tykkes, at engang
Jeg saae dig bag Bierget og hørte din Sang.

Du qviddred, som du pleier og vendte din Hals,
Det kan jeg vel erindre, dit Qvad var ei tilfals.

Du vendte dig hvert Øieblik og kom i Gaarden ned,
Flyver du did ad Aare, saa tag min Hilsen med.«

- »Jeg fløi derfra og fløi dertil og sang bag Lindeblad,
Der sad en gammel Qvinde, hun aldrig var glad.

Jeg fløi derfra og fløi dertil et andet Aar igien,
Da bare de den Gamle til Kirkegaarden hen.«

- Den næste Vaar begyndte de Konger en Kiv,
Det maatte mangen Ungersvend betale med sit Liv.

De stærke Skarer mødtes ved Alpernes Fod,
De stridsvante Landser vilde lædske sig i Blod.

Da sank de blege Krigsmænd, som Løvet i Høst,
Blandt dem den unge Sveitser med giennemstunget Bryst.

Den næste Dag drev Hyrden sit Qvæg bag Biergets Top,
Og leged paa sit Alpehorn, da vaagned Hugi op.

220 Og Hyrden leged anden Gang, da smiled Hugi blidt:
»Nu hørte jeg de Toner, jeg tænkte paa saa tidt.«

Og Hyrden leged tredie Gang, da Hugis Øie brast:
»Nu føler jeg tilvisse, jeg kommer hiem i Hast.«

SLØRET. (Efter et græsk Sagn.)

Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Høisal
I den dæmrende Nat, da Ikarios, Høvding i Sparta,
Fæsted sin Datter bort, den yndigtrødmende Jomfru,
Penelopeia med hviden Slør til Drotten Odysseus.
Hundrede Harper klang i den kølige Nat, medens Maanen
Iled med Jomfrugang i den skyfri Luft over Himlen,
Smilende mildt til Pigernes Chor, der dansed i Rækker
Rundt under Fakkelglands, mens de sang de skiønneste Sange.

Men da Natten var endt, og den rosenkindede Eos
Steg fra ægæiske Strand henover de østlige Høie,
Vaagned den sindrige Helt, den behændige Konning Odysseus.
Støtted sig tankefuld til sin Haand, dog ei længe han dvæled,
Før han fra Leiet opsprang, samt axled den prægtige Kiortel,
221 Kastede Kaaben omkring sin Barm og omspændte sit Glavind.
Derpaa befaled han Svendenes Flok med Iil at fremdrage
Den letrullende Vogn, der paa Kobberhiul sig bevæged.
Selv han til Stalden gik, hvor de rigeligtnærede Heste
Stode med stærken Hov og rysted de vaiende Manker.
Lidet kun brød sig den øvrige Flok om Konningens Ankomst,
Tvende dog kiendte ham vel samt dreied de smidige Nakker
Rundt ved hans Trin; dem i Fordumstid ham Ikarios skienked.
Derfor han elsked dem høit blandt Gangernes Flok, og han vasked
Tidt i klareste Vand de rigtnedfaldende Manker;
Tidt han hented dem selv den saftige Kløver, der voxer
Bag Taygetes's Bierg i Dalen dybt, hvor Eurotas
Evig det deiligste Græs forfrisker med rullende Bølger.
Spiiltougenderne løste han nu, men Gangerne fulgte
Frivillig Drottens Fied, og han spændte dem begge for Karmen,
Derpaa med høien Røst han kalded Ikarios Datter.

Flux Penelope hørte den kaldende Drot, og hun adlød;
Med behændige Fied fremtreen den herlige Jomfru,
222 Artemis liig, hun stod paa den grønsværdækkede Gaardsplads
Tankefuld med et Suk og betragted den græsrige Fielddal,
Hvor i de lethenglidende Barndomsdage hun leged.
Aldrig meer hun skulde den see, thi med Helten Odysseus
Drog hun nu bort til et ukiendt Land, der sig skiuler bag Bølgen.

Ogsaa Ikarios kom, thi den valmukrandsede Slummer
Krysted i Favn ham kortere nu, end den pleied i Fordums-
Tid, naar han træt hiemvendte sin Fod fra Jagt eller Krigstog.
Men da han Gangerne saae og den inderligtelskede Datter,
Der ham favned med Graad, da blegned hans mandige Kind, og
Ordene fløi af hans Mund, liig en Vinterstorm over Heden.

»Rænkefuldeste Mand! thi aldrig sagde du forhen,
At du til Ithakas Øe vilde strax hiemføre min Datter,
Hvor Vandfuglene skriger i Sky, hvor den giøende Sælhund
Tidt opklavrer paa Land, for at flye den sorte Poseidon;
Alle de Havuhyrer, der fostredes af Amphitrite,
Driver hun rundt om din Øe, hvor Vinden evindelig suser.

223 Selv den tidseltyggende Ged med Forfærdelse seer dem,
Naar den springer fra Steen til Steen paa det høie Neriton.
Bedre det visselig var at færdes i qvægrige Sparta,
Ved Eurotas, den hellige Flod, hvor Bierne sværme,
Hvor krumhornede Oxer i Kløvermarkerne vandre,
Mens de vælige Føl, med Halen høit og med Manken
Flagrende vildt heniler i Flok til den herlige Flodseng.«

Ham giensvared med Iil den behændige Konning Odysseus:
»Rigeligtmalkende Køer, der i Flok omvandre paa Sletten,
Eier du visselig her i fieldombeltede Sparta,
Ved Eurotas, den hellige Flod, hvor Bierne sværme.
Mig behager dog meer det skovbekrandste Neriton,
Hvor Vandfuglene skriger i Sky, og den giøende Sælhund
Tidt opklavrer paa Land, for at flye den sorte Poseidon;
Mig behager langt meer den i Kreds sig dreiende Svale,
Der omflagrer min Borg, og de tidseltyggende Geder,
Der opklattre fra Steen til Steen mellem Ithakas Fielde.«

Saa han talte, da nærmed sig langsomt Penelopeia;
Begge den herlige Vogn besteg, og med løsnede Tømmer
224 Hestene traved saa let, som den Vildt opsporende Jagthund,
Naar bag skaldede Green den Artemis viser et Daadyr.

Nær Lakedaimon en Lund man seer, hvor den hellige Flodgud
Med ustandselig Kraft fremvælter sin Strøm, for at lædske
Den veifarende Mand og de Hiorde, der græsse paa Sletten;
Høitopstræbende Popler danner om Kilden en Halvkreds,
Mens den smidige Vandpiil helder sig ud over Bølgen.
Men da Odysseus saae de evindeligsusende Popler,
Dreied han Tømmen omkring, og forlod bestøvede Landvei,
Thi forsmædelig Tørst ham drev mod den hellige Kilde.
Men da Tørsten var slukt, og igien han nærmed sig Veien,
Saae han en ilende Fiirspændsvogn, hvorom Støvet sig hvirvled,
Liig den hvidgraa Dunst, der fra Solnedgang og til Midnat
Vælter sig langsomt frem over Moser og fugtige Engbund.
Paa den prægtige Vognstol sad i skinnende Kiortel
Drotten Ikarios; selv han styred de vælige Heste.
Men da han nærmere kom, han Tømmerne dreied behændig,
225 Til de rullende Hiul ved Siden løb af Odysseus,
Da fra den straalende Vognstol høit han hæved sin Stemme:
»Du, som jeg elsked saa høit, som Jorden det hellige Dagslys,
Vil du forlade mig nu, da meest jeg behøver dit Selskab?
Ei kan det glæde mig da min herlige Hiord at betragte,
Ei de rødmende Bær i Morbærlunden at plukke;
Ei at hvile ved rislende Bæk, hvor de salige Nympher
Samles ved Midnatstid, for i Ring at dandse paa Sletten;
Visne vil jeg da snart, som den høitopklattrende Vedbænd,
Naar den rives fra Barken løs, hvor den grønnedes forhen,
Herlig at skue for Mænd, og til Fryd for springende Geder.«

Inderlig græd Penelope da og strakte sin Arm ud
Mod den herlige Drot, Odysseus taug, og med Svøben
Drev han de vælige Gangere frem, saa Hiulene gnistred.

Atter Ikarios hæved sin Røst, mens Støvet sig hvirvled
Høit bag rullende Hiul og skiulte de mægtige Vognspor:
»Aldrig Penelopeia, du forhen viste mig Haardhed,
226 Og jeg fortiente den ei, thi jeg trofast vogted din Barndom.
Men nu favner mig snart den hæsligtblikkende Dødsmø,
Da kan du reise til Ithakas Land, thi vandrer jeg engang
Over Forfærdelsens Eng, hvor den rædsomme Persephoneia
Stirrer paa mig, da svinder Tanken i Barm, og jeg glemmer
Hurtig i Skyggernes Kreds, hvad her bevæged mit Hierte.«

Inderlig græd Penelope da og strakte sin Arm ud
Mod den herlige Drot, men Odysseus taug, og med Svøben
Drev han de vælige Gangere frem, saa Hiulene gnistred.

Atter Ikarios hæved sin Røst, mens Støvet sig hvirvled
Høit bag rullende Hiul, og skiulte de mægtige Vognspor.

»Er da meer ubøielig du, end Aidos Behersker?
Ham dog rørte den thrakiske Skiald, der til Erebos nedsteg
Efter sin elskede Viv, men du er jo haard som en Klippe.
Vil du ei høre mit Ord, velan da jeg drager tilbage
Til mit eensomme Hiem, for at vente den iiskolde Dødsmø.
227 Ingen Beslægtet følger mig da, ingen grædende Jomfru
Skærer en Lok af sit Haar, for at smykke min afsides Grav, kun
Regnen og Duggen skal græde for mig, og Biergenes Nympher
Skal beplante min Grav med vild Cypres og med Hvidtiørn,
Maanen skal skienke den Lys i den sildige Nat, medens Stormen
Sukkende farer forbi, men stum er Penelopes Tunge!«

Intet Penelope svared, men vendte sit Blik mod Odysseus,
Dragende dybt sit Veir, da standsed han Vognen og udbrød:

»Vel, du mægtige Drot, du fast bevæger mit Hierte,
Sielden det gavner en Mand, med Magt at tvinge sin Hustru.
Lad da Penelope selv, den Herlige, vælge sin Lod, thi
Ofte taler en styrende Gud fra Qvindernes Læber,
Vil hun svigte den Mand, hun valgte nys i sin Ungdom,
Da maa hun drage med dig til det fieldombeltede Sparta,
Jeg dog følger dig ei, mig binder usigelig Længsel
Fast til Ithakas Øe, hvor Bølgerne, sorte som Bly, sig
Vælte mod Strand, thi der jeg skued det herlige Dagslys.«
228 Ængstelig vented Ikarios nu og Helten Odysseus
Den afgiørende Stund, naar Penelope valgte sin Skiebne.
Men hun rødmed og taug og vendte sit Blik mod Odysseus,
Skovduen liig, der iilsomtflyvende kæmper mod Stormen.
Vingernes Slag og det higende Hierte driver den fremad,
Men tilbage den driver igien den susende Stormvind.
Saadan vakled Penelopes Sind, thi hun inderlig ønsked
Aldrig at svigte den Mand, hun valgte sig nys i sin Ungdom;
Oldingen elsked hun dog, og den vidtsigstrækkende Fielddal,
Hvor i sin Barndomstid, beskiermet af Skovenes Nympher,
Ofte hun vandred paa vildsom Sti ved Eurotas's Flodbred.

Helten Odysseus greb da den Tvivlendes Haand, og han udbrød:
»Ei dig tvinge jeg vil, skiøndt af Attraa banker mit Hierte;
Derfor sige du frit, om den mægtige Viv, Aphrodite,
Driver dig med ustandselig Kraft mod Ithakas Fieldøe,
Eller til Sparta følge du vil, hvor Ikarios venter
Den besnærende Gud Hermeias, hvem Siælen maa følge
229 Over Okeanos Strøm til den evigdæmrende Slette,
Hvor Asphodelosblomsterne groe med det høie Granattræ,
Hvor, som Taager i Høst, omflagre de flygtige Skygger.«

End Penelope rødmende sad, dog pludselig vakte
Eros, den mægtige Gud, i Hiertet en hellig Beslutning.
Frem hun strakte sin Haand mod det høitopviklede Slør og
Folded det ud, saa det dybt nedsank i mangfoldige Bugter,
Over Aasyn og Blik, dog rødmed hun end giennem Sløret,
Fuldmaanen liig, naar den rødmer bag Sky i den sildige Vaarnat.

Vel begreb nu den aldrende Drot Penelopes Mening,
Og han trygled ei meer, men vendte sin Vogn imod Sparta;
Dog hvor det dybtnedfaldende Slør havde skiult hendes Øine,
Kneised en Støtte snart til Blufærdigheds hellige Guddom,
Huggen af Marmorsteen, som et Minde for kommende Slægter.

230

HUNDEN TIL MAANEN. (En Allegorie, skreven under Baggesens Angreb paa Oehlenschläger.)

Maane, mit Blik forhadt, stat still' og hør paa min Biæffen!
Stands Afsindige, hviil paa din Vei! thi du iler mod Nedgang.
Ingen saa dristig, som du, saa stor, saa blodig romantisk,
Tindrer blandt Midnatslys og blandt høitblinkende Stierner.
Nøites du med beskednere Glands, da funkled du ærbart
I din spærrede Ring, og ei du andre fordunkled.
Derfor med critiske Glam jeg dadler i Stiernernes Navn dig;
Thi du nedsender forvirrende Blus afsindigt til Jorden.
Alle de Blomster, paa Marken jeg seer, fordærver din Veemod,
Hvert et Træ phantastisk gyselig staaer i din Skygge,
Strækker med Giøglerkraft sin Green, fornegtende Sandhed!
Selv til Mennesket tidt den afsindige Drøm har du nedsendt,
Thi naar du stirrer med Speiderblik til Jomfruens Vindue,
Straaler usædeligt ned paa en Barms halvdækkede Hvælving,
Paa Guldfletningens Flod med din Glands, med Valmuestænglen,
Ofte forbudt, forvildende Lyst du vækker i Sindet.
Derfor jeg lider dig ei, forførende lefler din Straale,
231 Mangler Klarheden reent og svæver chaotisk i Dæmring.
Lidt kun du Konst forstaaer, liig Tyven du kommer i Tusmørk,
Thi bør jeg som Vægter ved Midnat hindre din Idræt.
Ingen saa godt som jeg undervise dig kan, thi jeg fatted
Konsten fra Grund, jeg kan bringe dig flux bortkastede Tørklæd;
Stokken igien jeg henter i Vand og bærer forsigtig
Madkurven fyldt og bestiæler den ei, skiøndt gierne jeg lysted.
Hvad forstaaer vel af Sligt, Ubehøvlede, du i din Natglands?
Slikker du Selskabets Spyt, naar Høfligheden det byder?
Kan du kiækt dig betvinge, som jeg, der mig reiser paa to Been,
Skiøndt min Natur er et fiirbenet Dyrs? Hvad eller forstaaer du
Konstig paa lodne Poter dramatisk en fransk Menuet at
Dandse til Pibernes Lyd? Deraf jeg roser mig dristig,
Skiøndt det kosted mangfoldige Prygl og Ærgrelse fuldtop.
Intet du fatter af Sligt, du svæver phantastisk i Luften,
Lunefuld kun i vexlende Glands med foranderlig Skive.
Mig fastholder den classiske Lænke, dens hellige Jernbaand,
232 Daglig til Hundehuset, saa nær ved Gratiers Vaaning,
Snedkeren limed det fast og Maleren strøg det med Rødkridt,
Men om Natten jeg gaaer med en dyrkiøbt Smags Politietegn.
Dog haardnakket du tier endnu og løber i Taaget,
Aldrig du holder mig Stand bag din Skyes vildtvexlende Digtning.
Ha, phantastiske Trold! hvi ei naaer min critiske Tand dig?
Upartisk jeg myrded dig da, thi mit Med er uskyldigt,
Kun for Stiernernes Ære jeg biæffer og udrækker Tungen.
Men du foragted mit Glam, det høit optirred til Harm mig;
Thi ved ustandsede Vandfald hist jeg tiente paa Møllen,
Stial behændig af Kiøkkenets Søm en hængende Pølse.
Svendene mærkede dog min Svig, de mig fulgte med Stænger,
Men det var Nat, og jeg glammede fælt med gnistrende Harmblik,
Da dem betog forfærdelig Frygt; en Syndernes Hevner,
En Gienganger kaldte de mig, en uløselig Gaade.
Da jeg bemærkede Sligt, strax viste jeg frygteligt Tænder,
Folkene knæled for mig, stolt søndersled jeg min Pølse;
233 Men da svæved du frem, og de saae i din høiere Lysning
Sort med skaldet og dinglende Svands en langøret Hund kun.
Alle med Skoggerlatter bespotted den paniske Skræk da,
Saarende Slag og Spark forfulgte mig Stakkel paa Flugten,
Pølsen tabte jeg reent, fra den Tid jeg hader dit Aasyn,
Upartisk for min Pølses Skyld og for Stiernernes Ære.
At mig Misundelse drev, du troede, men ak det var Pølse.
Var jeg en Avindsyg, da siig: Mon jeg før havde rost dig?
Det har jeg giort dog tilforn, erindrer du vel, det var Vinter,
Sneen var falden i Dal, du bestraalede Fieldenes Iistop,
Maanskin dæmrende skialv paa den utaalmodige Biergstrøm,
Men hver Fieldkløfts Gab en Grav fast ligned fra Oldtid,
Viste bag brustne Steen tykskægget en Fortidens Krigshelt,
Mens Fieldskraaningens Spids var svøbt i Demantog Metalglands;
Thi du laante til Natten dit Skin, og du blomstred i Mørket,
Selsomt faldt da dit Lys paa Sneen, jeg løb over Sletten,
234 Og mig behaged den Skygge, som sort jeg kasted i Maanskin,
Større jeg skued i Skyggen mig selv og roste dig dengang.
Klog jeg raadte dig da at straale ved Vinterens Tid kun,
At foragte den brogede Blomst med barnlige Lysglands,
Somren i Morgenland og det høistletsindige Foraar.
Du dog undveg enfoldig mig steds og fulgte mit Raad ei.
Men jeg berømte dig end og logred behændig med Halen,
Bød dig dale til Jord og sætte dig frit ved min Side,
Høit, høit, høiere steds, skiøndt steds jeg dybere nedsank.
Broderskab jeg dig ædel tilbød og at skure din Skive
Med min behændige Svands, og at lære Belysningens Konst dig.
Men du ønsked mit Broderskab ei, lod haant ad min Konst og
Ad min behændige Svands; sligt jeg tilgiver dig aldrig.
Derfor et dagsky Murmeldyr jeg kalder dig høit nu,
Ret en Drømmer i Sky, en Ildbrand-digtende Reiser.
Og jeg det klart kan see, skiøndt tilforn dig elsked' Apollo,
Skiøndt han dig sendte sit Lys, du snart opsluges af Skyen;
Maanelampen, som aldrig jeg fik, gaaer ud inden kort Tid,
Mens jeg lænket til Vaulundurs Steen høit biæffer min Viisdom.

235

SANG AF BAJAZET.

Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,
Thi tvende Flammer brændte deri,
De brændte mig i min Siæl.

Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,
Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.

Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,
Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.

En fiin Kløft bølger i din Halses Midte,
Den antyder en større, der sænker sig
Mellem din Barms Hvælvinger.

Dine Arme ere to sneehvide Vandslanger.
Tvillinger, der svømmer efter samme Moder.

Letbøielige ere dine Fingre; hvo vilde trykke dem
Uden med Elskovs milde Tryk?
Og dog saae jeg dem saare hverandre i Vrede.

Jeg vidste hvorfor, og min Siæl forfriskedes,
Liig en Nellik' i Nattens Dug,
Thi den hele Aften havde jeg ikke talt med dig.

Jeg havde ikke talt med dig, thi jeg var syg i Hiertet,
Dødssyg af mine Tvivl.

Da mælte din Haand med et Vredestegn,
Elskov lyste fra dine Fingre, og min Sygdom svandt.

236 Hvi talte du om andre Qvinder?
Hvi sagde du, jeg skulde elske dem?
Da du vidste, det smertede mig.

Og hvis jeg nu elskede dem,
Vilde du føle nogen Glæde derved?

Dine Læber bedrøve mig, thi de ere for smalle for Kiærlighed,
Og dog skiønnere, end nogen Qvindes, jeg forhen saae.

Paa dit Haars Farve har jeg længe tænkt,
Men kan aldrig udgrunde den;
Thi den svæver imellem Bruunt og Guult.

Dine Øine ere som Morgenen paa Havet.
Dit Hoveds Slør som hængende Taager over Søen.

Men dine Kinders Blomster ere vordne blege,
Og jeg glædede mig derover,
Thi nu skulle de Andre kun halvt frydes
Ved min Roses Glands.

Jeg glædede mig derover,
Thi det mindede mig om de Dage,
Hvori Tidens Slør skal dække din Deilighed for Verden,
Og hvori jeg alene skal kiende den.

237

BEKIENDELSE.

Lykkelig den Sanger,
Som Vaaren skienker
En Krands af Violer,
Giennemflettet med Crocus,
Med Anemonens flygtige Blomst,
Og den blaa Hyacint,
Hvis Lokker glindser i Duggen.

End lykkeligere den,
Om hvis Harpe Sommeren slynger et Net
Af blussende Roser,
Fremavlet af den seirende Phoebus
Og den østlige Sky,
Der rødmer ved at see ham,
Liig den frygtsomme Jomfru,
Der aner sin Brudgoms Nærhed.

Men jeg blev henviist
Til den dunkle Egn
I Skyggen af den sildige Høst,
Hvor jeg lytted til Jordens Stemme,
Naar den sukker ved Midnat
Over sine visnede Børn,
Og fylder Siælen med Veemod,
Medens Stiernerne blinker i Vinden.

Derfor vendte sig Mange bort fra min Sang,
Som fra Vinterstormen og Høstens Blæst;
Og ikke har Folket
I tætte Klynger
Lyttet til min Harpe,
Der aldrig bekrandstes af Blomster.
238 Har jeg fremlokket Taarer i Nogens Øie,
Eller bragt hans Barm til at svulme,
Eller lært ham fra det visnede Jordliv
At hæve Blikket mod Himlen,
Lidet hørte jeg derom.

Thi sielden har et Haandtryk,
Et venligt Blik,
End sieldnere en smeltet Menneskesiæl
Betalt mig for min Sang.

Et dog trøster mig:
Den ydre Glands har mig aldrig bedaaret;
Aldrig har Smiger lokket en Tone frem
Paa min Læbe.
Heller jeg taug - langt heller -
End jeg hæved min Røst,
Naar ei i min Siæls Dyb Sangen fødtes,
Og gierne kiøbte jeg min Musas Frihed
Med Verdens Glimmer;
Med dette Adelsbrev vil jeg smykke min Harpe,
Som ingen Blomster bekrandse.

Et Andet trøster mig end:
Thi jeg stirred paa Tidernes Løb,
Og skiøndt dybt mig smerted Menneskets Qval,
Saa følte jeg dog den høie Giengieldelses Ret,
Hvis hellige Finger,
Idet den fælder sit Offer,
Over dets Grav
Henpeger mod Evigheden.

Og tidt har Maanens vexlende Skive
Skinnet paa min Vei
239 I det falmede Løv;
Og tidt saae jeg Syvstiernen
Og den himmelske Svane
Blinke med dobbelt Glands
I den mørke Høstnat;
Da aned jeg, at der gives Tanker, der,
Stiernerne liig,
Ikke lyse for Jorden, men over den.

SANG AF MARSK STIG.

Det dæmred alt i Skoven, jeg treen i Hallen ind,
De Jomfruer jeg skued ved Faklernes Skin;
Den Første ligned Vaaren, der snart i Blomster staaer,
Den Anden gik i Dandsen med udslagne Haar;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Den Tredie gav mig Haanden, den var saa hvid som Snee,
Den Fjerde har to Øine som Stjerner at see,
Den Femte kunde synge den yndeligste Sang,
Den Sjette kasted Runer, der gjorde Barmen trang;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Den Syvende sig bøied saa let som Pilens Green,
Den Ottende slog Harpen, da smelted hver Steen,
Den Niende var deilig som Lilien i sin Pragt,
Hun har mit Hjerte bundet med Kjærligheds Magt;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Hun Elskov ikke kjender, dog kan hun skifte Sind,
Men aldrig kan hun skifte sin favre Rosenkind,
240 Og aldrig kan hun skifte sit Aasyn uden Feil,
Og aldrig kan jeg glemme det klare Jomfruspeil;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

- Den Lilievand sig hviled udi den grønne Lund,
Da nærmed sig en Ridder med Falk og med Hund,
Da skifted hun sin Tanke, da skifted hun sit Sind,
Og snart hun ogsaa skifted sin favre Rosenkind;
Thi ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

SANGFUGLEN.

I Skoven synger den vilde Fugl
Saa langt fra den banede Sti,
Dog Mængden kjender den ikke,
Den kommer ei der forbi.

- »Og kjender end Mængden mig ikke,
Det skal ei forstyrre min Fred,
Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At Vaaren skal smile derved.

Saa høit vil jeg hæve min Stemme,
At den kan til Himlen naae,
Og høres af Skovens Alfer
Og alle de Fugle smaa.

Og høre mig Skovens Alfer,
Da svigte mig Tonerne ei,
Og naar jeg har endt mine Sange,
Da kan jeg jo flyve min Vei.

241 Og naar jeg har endt mine Sange,
Og naar mine Unger har Fjer,
Da flyver jeg til et bedre Land,
Da synger ei her jeg meer.

Da flyver jeg til et bedre Land
Ved Stjernernes natlige Glands,
Hvor Vaaren evindelig fletter
En aldrig visnende Krands.«

VED MIN TILBAGEKOMST TIL NORGE I AARET 1851.

Her saae jeg Lyset først bag Fjeldets Tinde,
Her fandt jeg tidlig alt et venligt Læ;
Her blev jeg vugget paa min Moders Knæ,
Mens Espen skjalv i Nattens sagte Vinde.

Ja, jeg det husker grant, her var jeg hjemme,
Her har jeg fisket i det dybe Vand,
Her har jeg leget paa den blege Strand,
Og aldrig kan min Barndoms Leeg jeg glemme.

Og her jeg vandred i de stille Dale,
Her saae jeg Elven i sit dybe Fald,
Her har jeg anet først min Musas Kald,
Mens Fossen larmed høit i Bjergets Sale.

Her blev med Fjeldets Aander jeg fortrolig,
Og her jeg fandt saa mangen ærlig Ven,
Som sikkert aldrig jeg skal see igjen,
Før hist vi samles i en bedre Bolig.
242 Her svandt min Barndom bag de store Skove,
Hvor Klippens Hvælving liig en Kirke staaer,
Og hvor Solsorten synger sødt hvert Aar
I hellig Eensomhed for Gud at love.

Her førte Drømmens Aand mig tidt tilbage,
Hvor Rosen blomstrer nærved Fjeldets Bryst,
Hvor selv Naturen drømmer om den Lyst,
Som den har følt i Paradisets Dage.

Hvor Vaaren smiler liig en deilig Pige,
Med Øine klare liig den blanke Sø,
Med Blik, der viser, at hun snart maa døe
Og bytte Jorden bort mod Himlens Rige.

Nei aldrig glemmer jeg de gamle Minder,
Og skjøndt jeg fandt et andet Fædreland,
Skjøndt trofast vinker mig den danske Strand,
Min Tanke tidt dog Vei til Norge finder.

SANG TIL ADAM OEHLENSCHLÄGER DEN 14. NOVEMBER 1849. Mel.: Danmark deiligst Vang og Vænge, o. s. v.

Aldrig skal Dit Navn forgjettes i det høie Nord,
Medens Mænd paa Bølgen færdes og paa grønnen Jord;
Echo skal Dit Qvad gjentage,
Kaste det med Klang tilbage
Mellem Fjeld og dunkle Skove
Til den salte Vove.
243 Der, hvor Granen høi og dristig trodser Vintrens Vind,
Medens Elvens Skum sig styrter over Klippens Tind;
Der, hvor hundred Nattergale
Fløiter i de dybe Dale,
Staae de Borge, Du har bygget
Og mod Storm betrygget.

Hver en Alder har vi skuet i Dit Digterspeil,
Den, som end i Tidens Bølger gaaer for fulde Seil,
Den, som under Myrther blunder,
Den, som snart mod Graven stunder,
Den, som end i Vuggen hviler
Og til Sorgen smiler.

Elskovs Fryd og Suk og Klage længst af Verden glemt,
Viisdoms gamle dunkle Lære bag et Billed gjemt;
Sandhed skjult bag Tidens Strømme,
Nordens Kraft og Østens Drømme,
Høie Glimt fra Oldtids Dage
Kaldte Du tilbage.

Nordens Aand har Du forstaaet, som den Faa forstod,
Dine Sanges dybe Kilder sprang fra Livets Rod;
Derfor vi dem aldrig glemme,
Stedse Danmark skal dem gjemme;
Før skal Bjerg og Dal forsvinde,
Før de gaae af Minde.

244

MINDEDIGT OVER J. P. MYNSTER.

Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaaer,
Men den høie Polens Stjerne fast og uforandret staaer.
Saadan var Du, saadan stod Du, stedse med et roligt Mod,
Midt i Verdens vilde Kredsgang vakled aldrig dog Din Fod.

Tunge Storme, sorte Skyer, droge frem fra Vest til Øst,
Rolig stod Du midt i Stormen, dobbelt klar i Livets Høst,
Aldrig rokket, stærk og sikker, med et lyst og stille Blik
Saae Du fra Dit høie Standpunkt, hvad paa Jorden kom og gik.

- Al den Herlighed, der fandtes blandt Mangfoldige fordeelt,
Har Du samlet i Din Tanke til et stort og mægtigt Heelt,
Du Dit Huus paa Klippen bygged, dybt og fast blev Grunden lagt,
Du har viist, at Sjælens Ungdom kan betvinge Tidens Magt.

Skarp Forstand med høi Begeistring var forbunden i Dit Bryst,
Aldrig har i Herrens Tempel før vi hørt en saadan Røst,
245 Kløgt og Vid og hellig Alvor mon hos Dig tilsammen boe,
Ordets Glød paa Dine Læber vidned om Din dybe Tro.

Villiens Kraft og mandig Styrke parred Du med Tankens Vægt,
Derfor stod Du som et Bolværk mod en vild og vantro Slægt,
Derfor skal Din Daad ei glemmes, aldrig glemmes skal Dit Ord,
Førend Troen reent er flygtet fra den kolde, dunkle Jord.

FREDERIKSBORG.

Deilige Slot med de glimtende Fløie,
Aldrig i Norden Din Lige man saae,
Issen Du strakte mod Himlen den høie,
Foden Du vasked i Bølgen den blaa.

Kløgtig med Kunst har en kongelig Mester
Manet Dig frem over Vandenes Strøm,
Hvælvet Dit Tag over tusinde Gjester,
Fængslet i Stenen sin deiligste Drøm.

Skjøn som en Rose fra Feernes Riger,
Fast som det Ord, der blev talt af en Helt,
Stolt som et Fjeld, der mod Lyset opstiger,
Blinked Dit Taarn under Stjernernes Telt.

246 Rolig Du stod ved vor Fryd og vor Klage,
Tolk for den mægtigste Villies Bedrift,
Stor som et Sagn fra de hengangne Dage,
Hugget i Stenen med gaadefuld Skrift.

Dristig sig bævende, svævende, ranke,
Strakte Du hundrede Spiir mod det Blaa,
Høi som en hellig, udødelig Tanke,
Vendt imod Himlen, mens Tiderne gaae.

Tusinde Billeder, mægtige Minder,
Vidner om Fortidens Storhed og Glands,
Vældige Runer, mod Dannemarks Fjender,
Vogted Du trolig bag Bøgenes Krands.

Hvilken Larm, man raaber Brand,
Trommen hvirvler, hvilken Jammer!
Kongeborgen staaer i Flammer,
Iil til Hjelp, hver Byens Mand!

Vee, o vee, hvor vil det gaae!
Alle Vindver selsomt lyser,
Vinden tuder, Hjertet gyser,
Vore Sprøiter er for smaa.

Stærke Mure, Fortids Pragt,
Hvad vi meente stod betrygget,
Og for Evigheden bygget,
Synker nu for Luens Magt.

247 Gud, see naadig til os ned!
Stenen brast og Bjælker knage,
Ildens frygtelige Drage
Hersker nu i Kongens Sted.

Hører I, hvor Klokken slaaer?
Som en Bøn om Hjelp det klinger,
Sidste Gang i Luft den ringer,
Før den smelter og forgaaer.

Ingen Redning meer vi veed,
Ilden sig mod Kirken vender,
Tag og Spiir og Taarne brænder,
Nu de sank i Luen ned.

Falden er det stærke Huus.
Mon det skal et Varsel være,
Danmarks Glands og Danmarks Ære
Skal de synke nu i Gruus?

Nei, langt heller vil vi døe,
Ingen Frygt vort Mod skal binde,
Selv i Sorgen Kraft vi finde
For at frelse Danmarks Ø.

FÆDRELANDSSANG.

Morgendug, der sagte bæver i den lune Vind,
Blomsterduft, der langsomt svæver fra den gamle Lind,
Alfeleg bag Skovens Sale,
Fuglesang i Foraarsdale,
248 Maanens Lys paa Bølgens Strømme,
Det er Danmarks Drømme.

Heltedaad, der aldrig glemmes selv i Tidens Høst,
Store Sagn, der evig gjemmes skal ved Sagas Bryst,
Hjerter, der af Troskab lue,
Mod, som Døden ei kan kue,
Ydmygt Sind i Glands og Lykke,
Det er Danmarks Smykke.

Slige Drømme, slige Smykker, hvo kan glemme dem!
Vilde Nogen her vel bytte Danmarks gamle Hjem,
Hvor i Læ bag Egens Skygger
Skovens Fugl med Frihed bygger,
Mod det Land, hvor Vestens Slaver
Malm af Jord opgraver.

Nei, vi vil vort Hjem ei bytte bort for nogen Priis,
Her vi virke vil og leve paa de Danskes Viis,
Stærke, som vor Oldtids Minder,
Fuld af Kraft mod Danmarks Fjender,
Troe som Guld mod Drot og Rige,
Dem vi aldrig svige.

VED PROF. CHRISTIAN LÜTKENS DØD 1856.

Aand, som Intet kunde bøie,
Ingen Sygdom, intet Savn,
Høie Sjæl, som Faa kun kjendte,
Fandt Du nu Din rette Havn?

249 Aldrig nogen Aand jeg mødte,
Mere fri og mere stærk,
Uberørt af Ros og Dadel,
Virked Du kun for Dit Værk.

Fri og stærk, trods Sygdoms Lænke,
Fast og tro, trods Verdens Svig,
Ubekjendt, og dog saa mægtig,
Uden Guld, og dog saa rig.

Større vist, end mangen Storhed,
Der dog prises høit paa Jord,
Aldrig, for at tækkes Nogen,
Har Du sagt et usandt Ord.

Til Du sank i Gravens Bolig,
Var Du stedse Sandheds Tolk,
Høit for Frihed slog Dit Hjerte,
Høit for Danmarks Land og Folk.

Faste Sjæl og stærke Tænker,
Med et Hjerte tro som Guld,
Skjøndt Dit ædle Hoved blegned,
Skjøndt Dit Legem sank i Muld;

Skjøndt besløret her Du vandred,
Bøiet længst mod Gravens Rand:
Skal Du hist dog mægtig straale,
Som en Sol i Aanders Land.

250

SANG VED NATURFORSKERMØDET I KJØBENHAVN, I SOMMEREN 1860.

Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands,
Der falmer i Tidernes Vande,
Han agter kun og ønsker og søger den Glands,
Der lyser fra Evighedens Strande.

Og Ørkenens Veie, de standser ei hans Fod,
Ei Vindenes dræbende Skare,
Og Iispolens Aande, den kuer ei hans Mod.
Han ændser ei Savn eller Fare.

De mægtige Skikkelser i Verdens ældste Grav,
De Rædsler, som Bølgedybet gjemmer,
De blinkende Verdner i Melkeveiens Hav,
Og Afgrundens vældige Stemmer;

Og Rosernes Rødmen og Nattergalens Sang,
Mens Skovduen reder sit Leie,
Og Døgnfluens Flagren og Himmellysets Gang,
De vise ham den Eviges Veie.

Og Stjernedybets Gaader, dem grunder han ud,
Ei Tidernes Lænker ham fanger,
Og Lynet han tvinger at vorde Tankens Bud,
Og Dampen er hans dristige Ganger.

De rigeste Skatte han finder under Muld,
Hans Aand gjennem Afgrunden vanker,
Han skjenker dem til Verden, han lønnes ei med Guld,
Hans Løn er de evige Tanker.

251 De Tanker, der flyve som Svaner over Sø,
Til Under for de fjerneste Lande,
Og aldrig kan ældes og aldrig kan døe,
Og sænkes i Glemselens Vande.

VOSSEVANGEN. En Bondekarls Sang af et utrykt Lystspil.

Paa Vossevangen der vil jeg boe,
Der voxer Kløver over Høie,
Der gaaer hver Ungkarl med blanke Skoe
Og med en sølvknappet Trøie.
Der danse Piger med Baand i Haar,
De lange Fletninger til Jorden naaer.
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.

Og der staaer Hasel og Birk og El,
Og der staaer Blaabær paa Lien,
Og der staaer Geden saa høit paa Fjeld,
Og Elven løber forbi 'en.
Paa Marken voxer den grønne Løg,
Og Hjorden vogtes af den vilde Gjøg;
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.

Der staaer en Seljepiil i Dalen trang,
Der boer en Huldre bag Stene.
Der falder Tiden mig aldrig lang,
Selv naar jeg sidder der alene;
252 For Engen dufter, og Droslen slaaer,
Og Huldren synger, mens Elven gaaer;
Ja, tro Du mig,
Jeg siger Dig,
Der er det fagert at leve.

DEN FORLADTE. En ung Piges Sang af et utrykt Lystspil.

De Bølger de skylle, de skylle mod Land,
Under Lide,
De Tanker de færdes saavidt over Vand,
Mig tvinger den lønlige Qvide.

Paa Bjerget der brænder, der brænder et Baal
Under Lide,
At skilles fra sin Ven, er den beskeste Skaal,
Mig tvinger den lønlige Qvide.

Ak vidste, ja vidste jeg, hvor nu han mon gaae
Under Lide,
Hvo Kjærlighed ei kjender, han kan mig ei forstaae,
Mig tvinger den lønlige Qvide.

HØSTEN.

Storken er flygtet længst, og Sangerfuglenes Qviddren
Høres ei meer i Skovens Krat, deres Tunger forstummed,
253 En efter En forsvandt og fulgte sin herskende Dronning
Nattergalen paa Vei; selv de lethenglidende Svaler
Fletter ei meer under Sky i kunstigslyngede Kredse,
Baarne ved Vingernes Kraft, et usynligt Net gjennem Luften.
Nys før Dæmringens Stund jeg dem saae, de flagred i talløs-
Sværmende Flok, tilsidst de sig hviled paa Gavl og paa Tagryg.
Men da Morgensolen opsteg og speiled sit Aasyn
I Dugperlernes Ring paa de dybtnedbøiede Græsstraae,
Svundne de var af vor Bye, de fløi i den kølige Høstnat
Ned imod Syd, dem ledte paa Vei det sildige Maanskin.
Vindens Fugl kun dvæler endnu, og Uglen i Taarnet
Skriger ved Midnatstid, thi den hader det herlige Dagslys;
Derfor den glæder sig meest, naar Mørket opløfter sit Hoved,
Høit den synger en Gravsang over det visne Naturliv,
Mens det fletter sin Dødningkrands af det spraglede Løvværk,
Mindende fjernt om Vaarens Pragt, som Oldingen minder
Om den Barndomsstund, da Livet begynder sit Kredsløb.
Ak, hvor forskjellige dog! Thi nu den faldende Plaskregn
254 Strømmer paa Jorden ned, mens Skyen hensmelter i Taarer,
Stormen sig dreier i Hvirvelflugt med uendelig Susen,
River den sidste Bladpragt bort fra de skjælvende Grene;
Træder saa Fuldmaanens Aasyn frem bag de drivende Skyer
Ligner den fast et Lig, som ved Midnat stiger af Graven,
Kaster paa Jord et Dødningskjær med selsomme Miner.
- Dog jeg elsker den Tid, da Naturen aner sin Dødsstund;
Aldrig syntes den mig saa stor og uendelig herlig,
Selv naar Vaaren gjester vort Land, med de deilige Blikke,
Liig Hyacinthens Blomst, med Auriklernes Krands om sin Tinding,
Som i den kølige Høstens Tid, naar den vilde Kastanies
Træ og den knudrede Eg med den rødligfarvede Bladkrands
Vente paa Døden med Ro. Ja selv i den vildeste Plaskregn,
Eller naar Stormen i Hvirvelflugt med uendelig Susen
River den sidste Bladpragt bort fra de skjælvende Grene,
Eller naar Fuldmaanens lysende Hoved sig viser ved Midnat,
Kastende ned et Dødningskjær paa det falmede Landskab,
Synes Naturen endnu mig stor og deilig at skue.
255 Dybt bag det visnede Løv sig gjemmer en hemmelig Tanke
Om Gjenfødelsens Magt; den skjulte Knop er tilstede,
Minder endnu bag Vintersnee om Opstandelsens Foraar,
Og om det Liv, der aldrig skal døe; naar den deiligste Pragtblomst
Blegner i Støvets Land, da glimte de evige Stjerner
Høit paa det natklare Blaa med dobbelt Glands, og hvad Dagen
Aldrig at skimte formaaer, det i Midnatsmørke vi skue.
Derfor, Du hellige Høst, er Du Jordens Ven, og Dig elsker
Høit hver alvorlig Natur, Du Naturens tragiske Musa;
Thi naar Jordlivsglandsen henveires i Støv og i Stormvind,
Drager Dit evige Lysvæld Menneskets Blik mod det Høie.

HELLEBÆK.

Sangrige Danmark, Du Moder til Helte,
Smilende mildt under Bølgernes Dands,
Aldrig jeg skued Dit søgrønne Bælte,
Smykket med Perler, i skjønnere Glands.

Alt hvad er spredt for den Vandrendes Øie
Rundt i vort Land, det har samlet sig her,
Kornrige Dale med grønklædte Høie,
Indsø med Hav og de deiligste Træer;

256 Duftende Kløver bag dæmrende Skove,
Mægtige Bøge, der speiles i Vand,
Roser, der blusse ved rullende Vove,
Rislende Bække, der lege ved Strand.

Snekker, der Vei gjennem Dybet sig baner,
Færdes paa Søen i tusinde Tal,
Glide paa Bølge, liig sneehvide Svaner,
Himlen sig speiler i Vandets Krystal.

Stormen dog vexler med solklare Dage,
Kattegat bruser mod Sverriges Strand,
Kullen det kaster mod Danmark tilbage,
Deiligt at se er det stormende Vand.

Uveiret svinder, og Maanen sig hæver,
Klar som en Aand, der opstiger af Muld,
Lysende Drømme paa Bølgerne svæver,
Vandet sig blander med Straaler af Guld.

Alferne Vei over Lysbroen finder,
Lege med Maanskin, med Luft og med Hav,
Kronborg jeg seer med de glimtende Tinder
Kneisende stolt over Seklernes Grav.

Langsomt nedstiger den dalende Maane,
Solen forjager den flygtige Sky,
Nærmere skuer jeg Sverrig og Skaane,
Venskab fornyes, naar Taagerne flye.

Deilige Strand, med vor Oldtid fortrolig,
Fremtidens Syner dog ligge dig nær;
Kunde jeg vælge paa Jord mig en Bolig,
Visselig troer jeg, jeg valgte den her.

257

FISKEN FRA FJELDSØEN. En Fabel.

Høit imod Norden i en stille Dal
En Sø sig snoede mellem Klipper graae,
Omkrandset rundt af store dunkle Skove,
Hvor Øxens Lyd endnu var aldrig hørt,
Men tusind Fugle bygged i dens Grene,
Sikkre for Jægrens Piil og for hans Snarer,
Og tusind Fiske leged dybt i Søen,
Hvor ingen Fiskerkrog, bag Madding skjult,
Fristed til Nydelser, der bragte Døden,
Hvor intet Fiskergarn i Dybets Gange,
Udspredt med snedig Kunst, dem kunde fange.

En Fjeldfisk nærmed sig den dunkle Bred,
Der var den klækket ud bag Skovens Grene,
Hvor Bølgen risled under sorte Stene,
Mens Pilen luded over Vandet ned.

En vældig Flod forbandt det stille Bjergvand
Med det uendelige store Hav,
Man hørte tydelig dens fjerne Brusen,
Mens Aftensolen ved dens Udspring lued,
Den unge Fjeldfisk det med Undren skued.
»Ak!« tænkte den, mens sagte frem den svømmed,
Hvor El og Birk og Piil om Søen skygged,
»Her er det koldt og mørkt, som var det Midnat,
Men hisset glimter det med røde Lyn,
Naar jeg det seer, det blænder fast mit Syn.«

De dunkle Bølger under Klippen glide,
Det var som om de hvisked ved dens Side
Om store Vandringer og fjerne Reiser,
258 Om sære Eventyr, da de sig hæved
Op under Himlen mellem Luftens Skyer,
Og let bevingede mod Maanen svæved,
Saa var de sunkne ned igjen paa Jord,
Og havde hvilet sig i Fjeldets Sale,
Og havde suset gjennem lyse Dale,
Og havde sænket sig i dunkle Huler,
Og havde styrtet sig i Havets Strømme,
Og havde leget dybt i Afgrundsdybet,
Og havde drømt uendelige Drømme,
Og skuet underlige, vilde Syner
Samt gylden Overflod i lune Vande,
Og sølvblaae Fiske ved de fjerne Strande,
Og sjeldne Skatte, der ei fandtes her
I disse Skygger under Nordens Træer.

- Da blev den greben af en selsom Drift,
Det stille Bjergvand syntes den et Fængsel,
En mægtig Higen drog den mod det Fjerne,
Den vilde vandre med den gyldne Flod
Imod den store ubekjendte Sø,
Hvor sølvblaae Fiske leged under Ø,
Og der med Aftenglandsen var fortrolig,
Den meente, Solen havde der sin Bolig.

Og den sig nærmed til den brede Strøm,
Og den blev greben af de vilde Vande,
Og den blev ført mod ubekjendte Strande,
Det var, som drømte den en selsom Drøm.

Men ak! den Glands og Herlighed, den søgte,
Den gyldne Overflod, den fandt den ei,
259 Men tusind Farer krydsede dens Vei,
Søulven mødte den bag sorte Stene,
Sælhunden trued den med skarpe Tænder,
Og den blev jaget af den glubske Hai,
Uhyrer skued den paa Havets Bund,
Og fæle Kæmpedyr, der suged sig
Med tusind Munde fast om deres Bytte,
Og uden Ledemod sig frem bevæged;
Og Hvirvelvinde hørte tidt den suse,
Og vilde Brændinger mod Klippen bruse,
Og overalt den skued Angst og Nød
Og stumme Rædsler, Kamp og Mord og Død,
Og Livets Vugge, det uhyre Hav,
Syntes den nu kun som en dunkel Grav,
Og aldrig blev den meer i Hjertet fro,
Og hvor den vandred, fandt den aldrig Ro,
Og skjøndt med mangen Strand den blev fortrolig,
Den ingensteds fandt Vei til Lysets Bolig.

Da drømte den igjen om svundne Dage,
Og længtes inderlig derhen tilbage,
Hvor Fjeldets Sø bag Nordens Skov sig dølger,
Hvor glad den leged i sin Barndoms Tid,
Men aldrig fandt den Veien mere did,
Den fandt sin Død i Sydens fjerne Bølger.

EN ERINDRING.

En Elv bag tvende Klipper
I Dybet jeg saae,
Dens Bølger vare sorte,
De Klipper dunkelgraae.

260 Der groede Hindbærbuske,
Der stod et Rosentræ,
Der sad jeg tidt som Barn
Bag Fjeldet i Læ.

De Klipper var saa dunkle,
Heel dybt var Elvens Vand,
Forellerne sig skjulte
Bag Klippernes Rand.

Der slog ei Nattergale,
Der hørtes Gjøgen ei,
Men Droslen og Solsorten
De sang paa Skovens Vei.

Heel ofte stod jeg eensom
Vel Elvens dunkle Bred,
Min Fiskerstang jeg sænked
I Vandbølgen ned.

Der fanged jeg Foreller,
Der var jeg glad og fro,
Jeg troede vist, at Alfer
Bag Klipperne mon boe.

Jeg syntes, at jeg saae dem
Bag Dalens Taager staae,
Og naar jeg derpaa tænker,
Det end mig synes saa.

Dog det er længe siden,
Og Timerne bortrandt,
Men hvad jeg der opleved,
Mig ei af Minde svandt.

261 Hvor vidt og fjernt jeg vandred
Til Sydens Lande ned,
Dog aldrig har jeg skuet
Saa underligt et Sted.

Jeg maatte det forlade,
Jeg saae det aldrig meer.
Dog tidt i mine Drømme
Klart jeg endnu det seer.

Naar Eventyr jeg hørte
Om et fortryllet Land,
Da maatte tidt jeg tænke
Paa Elvens dybe Vand;

Og paa de dunkle Klipper,
Og paa det Rosentræ,
Hvor tidt jeg sad bag Busken
Og Fjeldet i Læ.

Og skal af Jordens Minder
Et Hjem jeg bygge hist,
Da vil den Elv gjenfødes,
Det veed jeg ganske vist.

Dertil de dunkle Klipper
I Dalen dyb og trang,
Og Roserne, der blussed
Ved Vandbølgens Sang.

262

DEN FORGANGNE TID.

»Vilde forfra Du begynde Dit forsvundne Liv igjen
Med dets Fryd og lange Smerte?« saa Du spørger mig, min Ven,
»Med dets Kamp og vilde Stræben, med dets korte Ungdomsleg,
Med dets lette Regnbufarver, der med Pragt i Skyen steg,
Med den Tid, da Hjertet banked i sin første Elskovsdrøm,
Før Din unge Kraft blev kuet i den tunge Modgangsstrøm,
Med de Skuffelser og Syner, der som Taager svandt i Luft,
Med de lyse Morgendrømme, med den milde Rosenduft,
Dengang Sommerfuglestøvet laante Dine Vinger Glands,
Da din Tinding end var smykket med den friske Foraarskrands?«

- Aldrig vilde jeg begynde mit forgangne Liv igien,
Med dets korte Morgendrømme, der i Sky blev veiret hen,
Med dets lyse Regnbufarver, der kun var et løiet Skin,
Med dets Skuffelser og Syner, der svandt hen som letten Vind,
Med dets tunge bittre Kampe, Somrens Arbeid, Høstens Slud,
Dengang alle Haabets Stjerner syntes slukt i Taager ud.
263 Men at jeg har Livet levet fra dets Foraar til dets Høst,
Lært dets Glæder at vurdere, at forstaae dets Sorg og Lyst,
Og at finde midt i Stormen i mit eget Hjerte Fred,
Derfor takker jeg den Gud, der sendte mig i Støvet ned.

TRØST I MODGANG.

Vender sig Lykken fra Dig,
Bli'er Du i Støvet traadt,
Og bli'er af Fjender spottet,
Af Venner selv forraadt,

Du skal det lidet agte,
Naar Du Dig selv ei sveg,
Vi sendtes hid til Arbeid,
Og ei til Lyst og Leg.

Men hist, hvor Aander svømme,
Paa Melkeveiens Hav,
Hvor Livets hvide Svaner
Opstaae af Tid og Grav,

Der skal det aabenbares,
Hvad Du har tænkt saa tidt,
At den skal høiest glædes,
Som allermeest har lidt.

Thi Smerten er kun Vrangen
Af Salighedens Dragt,
I Dybets dunkle Kilder
Speiler sig Lysets Pragt.

264

AFSKED FRA VERDEN.

Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa,
Den blege Død har lammet mine Kræfter,
Det dunkle Eventyr jeg skal bestaae,
Som Sjælen frygter og dog længes efter.

Hvad meest jeg elsked, fandt i Graven Skjul,
Og ingen Ungdomsven jeg har tilbage,
Jeg stod i Verden som en fremmed Fugl,
Hvis Sang kun var et Suk fra svundne Dage.

Hvad jeg har virket, har jeg fast forglemt,
Det spredtes rundt som Løv for kolde Vinde,
Kun Eet jeg veed, det har mit Hjerte gjemt,
Min Barndoms Tro, den gik mig ei af Minde.

Og jeg har forsket rundt i mangen Bog,
Og jeg har siddet ved de Vises Side,
Trods deres Ord dog blev jeg lige klog
Paa det, som allerhelst jeg vilde vide.

Thi Jordens Kløgt ei give kan Besked
Om hvad der skimtes gjennem Gravens Rifter,
Og hvad enfoldig Fromhed her ei veed,
Det sees ei heller i de Vises Skrifter.

Dog var der Een, hvis Øie længer saae,
Hvis Ord skal staae, naar Jordens Kløgt forsvinder,
»Hvo ikke bli'er som en af dise Smaa,«
Saa talte han, »ei Himlens Veie finder.«

Du Frelsens Aand, forlad da Du mig ei!
Og tag den Kundskab bort, der mig forvilder!
Udslet min Synd og led Du mig paa Vei,
Igjennem Dødens Nat til Livets Kilder!

265

PLEIADERNE VED MIDNAT.

Vi ere de natlige Væversker,
Der sanke de usynlige Traade
Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,
Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,
Aldrig trættede,
Flyvere uden Vinger,
Med hvem dog ingen Fugl
Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,
Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,
Nysudrugede,
Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,
Drømmer om Æoner og Evigheder,
Og troe, at Enden er der,
Skjøndt de ei endnu have fuldendt
Et eneste Kredsløb
Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,
De Lysøiede,
Hvis Blik funkler igjennem Sløret,
Og der bærer utallige Verdners Tryk,
Uden at mærke det;
Og der ligne svulmende Druer,
Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,
Er kun et kløvet Sekund,
For kort til at vort Øies Blink
Deri
Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre,
Som kredser i Melkeveiens Ring.
266 For os er Eders længste Sorg
Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag
Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,
Og selv de længste Baner,
Hvori lysende Verdner dreie sig,
Ere for Intet at regne
Mod Evighedens usynlige Kreds,
Hvortil Tiderne aldrig naae;
Og skjøndt vi udmaale dem
Med Millioner af Aar,
Ere de kun som en Strøm,
Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,
Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,
I de høie Aanders Rige,
Som forløstes fra Tidernes Tryk.

KANEFARTEN. Et polsk Reisebillede.

Nu Natten længes og Dagen er kort,
Og Somren er dragen til Syden bort.

Og Droslen og Stæren fløi over Sø,
Hvis ei de var flygtet, da maatte de døe.

Nu gjalder det høit i Vindens Horn,
Mens Sneen glimter bag Busk og Torn.

Der kommer en Slæde, den glider forbi,
Mens Ulvene tude paa vilden Sti.

267 I Slæden sidder en fangen Mand,
Han ligner et Gjenfærd paa Gravens Rand.

Han ligner et Gjenfærd, han ligner en Død,
Christ give, han hviled i Jordens Skjød.

Men Vinden leger med Sneens Flokker,
Med Hestens Manke, med Fangens Lokker.

Og Slæden glider saa let forbi
Foruden Bjælder paa vilden Sti.

Den glider mod Øst paa sorte Gænger,
En liden Sky under Maanen hænger,

Paa sorte Gænger i hviden Snee,
Den næste Dag var ei Spor at see.

Og Granen sukked og spurgte Maanen,
Hvorhen han kjørte, men Maanen taug.

DEN ESTISKE SANGERS QVAD.

Hvergang sig Solen sænker
Mod Nattens dunkle Hjem,
Stiger en fager Jomfru
Bag Vestens Taager frem;
Hun svæver i Purpurskyer
Med deiligt skinnende Haar,
Hun kalder sig Aftenrøde,
Og ligner den unge Vaar.

Over de gyldne Lokker
Funkler en Stjerne stor,
268 Rundt om den fagre Tinding
En Rosenkrands sig snoer;
Den Jomfru sig langsomt nærmer
Til Solens stærke Gud,
Hans luende klare Fakkel
Hun slukker i Vesten ud.

Hvergang sig Solen hæver
Atter af Nattens Grav,
Seer man en deilig Ungersvend,
Han boer ved et sølvblaat Hav;
Naar han i Østen stiger,
Er Dagens Konge nær,
Han kalder sig Morgenrøde,
Han gløder i Purpurskjær.

Over hans gyldne Lokker
Funkler en Stjerne stor,
Rundt om hans fagre Tinding
En Rosenkrands sig snoer;
Hvor han sit Øie vender,
Der Nattens Taager flye,
Solgudens klare Fakkel
Den tænder han paany.

Morgen- og Aftenrøde
De have hinanden kjær,
Dog skiller dem Dagens Himmel,
Og Mørkets Aandehær;
Ene naar Nattergalen
Synger i Skov og Lund,
Kan Morgen- og Aftenrøde
Samles i Nattens Stund.

269 Da see de hinanden i Øiet,
Og træde hinanden nær,
Og favnes ved Midnatstide
Bag Skovens dunkle Træer;
Da blusse de skjønneste Roser,
Dem Lærken hilser med Sang,
Det er deres deilige Børn,
De smykke nu Mark og Vang.

Da slukkes ei Solens Fakkel,
Den glimter som bag et Slør,
Den gribes af Morgenrøden,
Endnu før den ganske døer;
Han favner den deilige Jomfru,
Hun giver ham Faklen hen,
Saa favner han atter den Lilievand,
Saa viger hun bort igjen.

Men hviler han altfor længe
Ved Brudens deilige Bryst,
Da kalder ham Nattergalen,
Da hæver den høit sin Røst;
Den melder med klagende Stemme,
At Midnatstimen veg,
Den bringer ham til at ende
Den korte Elskovsleg.

BERNHARD SEVERIN INGEMANN.

Reen uskyldig kun Du leved for dit ædle Digterkald.
Derfor Danmark aldrig glemmer Dig, sin elskelige Skjald;
270 Tro Du var imod Din Konge, mod Dit Land og mod Din Gud,
Alle Dine bedste Sange sprang af denne Troskab ud.

Som en Fugl fra Paradiet var Du fløiet til os ned,
Fjernt Du stod fra Verdens Vrimmel, i Din Sjæl var evig Fred,
Og med Stjerneglands i Øie svømmed Du i Tidens Strøm,
Drømte selv bag hvide Lokker mangen selsom Digterdrøm.

Men i Drømmen var der Sandhed, i Din Leg alvorlig Tro,
Let kan Dine Digtervinger derfor naae til Lysets Bo,
Ingen dunkel Plet formørker, ingen Skyld betynger dem,
Oldingen med Barnets Uskyld har de ført nu til hans Hjem.

Unge Roser skal fremspire af Din Gravhøi Aar for Aar,
Danmarks Døttre skal med Taarer vandre did i Høst og Vaar,
Nattergalen ovenover skal forkynde ved sin Sang,
At Du Danmarks Hjerte smelted ved Din Harpes milde Kang,

271

EN UNG PIGES KLAGE.

Ja Stjernerne var Skyld deri,
Den fjerne lyse Hær,
Thi da jeg dem betragted,
Han kom mig sagte nær.

Og paa min Læbe trykked han
Et Kys ved Stjerneglands,
Da jeg mig vilde værge,
Da var alt Kysset hans.

En anden Gang i Maaneskin
Han stod bag Havens Træer,
Og da jeg mindst det vented,
Han kom mig atter nær.

Og atter da han kyssed mig,
Og tog mig i sin Arm,
Og da jeg vilde vredes,
Da loe han af min Harm.

Naar Maanelys og Stjerneglands
Med Amor er i Pagt,
Hvor kan en stakkels Pige
Da modstaae Elskovs Magt.

DET VAAGNENDE FORAAR.

Taagen splittes, Isen brister, Solen høit paa Himlen staaer,
Vintren paa sin hvide Ganger flygter for den unge Vaar,
272 Sneen i dens Lokker smælter, falder ned som Regn paa Vang,
Stormen suser i det Fjerne, det er Vintrens Afskedssang.

Krybet, der i Jorden slumred, hæver sig mod Lysets Hjem,
Og den gule Crocus blomstrer, og Violen pipper frem
Frygtsom end og skjult i Græsset for at see, om det er sandt,
At den milde Vaar har seiret, og at Vinterisen svandt.

Frøen dukker op af Kjæret, Pilen speiler sig i Vand,
Rosenbusken staaer i Knopper, Viben skriger under Strand,
Lærken stiger, Stæren fløiter, Droslen slaaer sit vante Slag,
Gjøgen synger, som den pleier, Storken gjæster Bondens Tag.

Og det jubler høit i Skoven, høit det klinger under Sky
Om det hellige Vidunder, som er skeet i Aar paany,
Om den Green, der skjalv i Vintren, som et dødt og vissent Siv,
Og nu skyder friske Blade, blomstrer i fornyet Liv.

273 Bølgen vugger sig ved Kysten, driver end sin gamle Leg
Med de lette Lysets Alfer, der fra Solens Ring nedsteg.
See, da kommer letbevinget Svalen over salten Hav,
En Magnet den har i Brystet, som Naturens Aand den gav.

Som den fast og sikkert leder, saa den sig forvilder ei
Gjennem Nat og Blæst og Taager paa de lette Skyers Vei
Til de blomsterklædte Dale, hvor i Nord dens Rede staaer,
Hvor den favnes af den milde, den aurikelkrandste Vaar.

BØN.

Hellige Gud,
Du, som gav den letbevingede Svale
En Viser i Brystet,
Der fører den sikkert
Selv i det dunkleste Natmulm
Over det ukjendte Hav
Til de fjerne Strande,
Hvortil dens Higen driver den,
Giv Du ogsaa mig,
Hvad Du ikke negtede
Den ringe huusvilde Fugl,
Giv mig en Magnet i mit Bryst,
274 Der, uden at svigte,
Kan føre mig gjennem Gravens Nat,
Over Dødens dæmrende ubekjendte Vande,
Til den evige Vaar,
Hvor intet Blad gnaves af Ormen,
Hvor en høiere Sol lyser
End den, der glimter i Støvets Verden;
Til det Land, hvor Freden boer,
Og hvortil en aldrig betvungen
Hellig Længsel drager mig.

Og som jeg skuede klart,
Skjøndt langt borte,
Svævende i Aftenrødens Glands,
I mine bedste,
Stilleste Øieblik.

JULESANG FOR DE NORDISKE KUNSTNERE I ROM. Mel.: Och Jungfrun hon skulle sig åt Ottesången gå.

Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul,
Her er godt at boe,
Her holde vi den deiligste fagreste Juul,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Her spørges ei om Titler, om Rang og Ridderbaand,
Her er godt at boe,
Her spørges kun, om Kunsten har adlet din Aand,
Men Veien til Hjemmet er lang.

275 Her tales ei om Statskløgt og ei om Politik,
Her er godt at boe,
Her samles vi som Venner alt efter gammel Skik,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Her staae de store Minder, som i tusind Aar de stod,
Her er godt at boe,
Mens Kongestole knuses og trædes under Fod,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Og Oldtidens Billeder de trodse Tidens Strøm,
Her er godt at boe,
Her drømmer mangen Kunstner sin yndeligste Drøm,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Hans Drøm kan vorde Sandhed til Hæder for hans Land,
Her er godt at boe,
Her voxer høit og dristig Enhver, der voxe kan,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Og Nordens varme Hjerte og Nordens dybe Sands,
Her er godt at boe,
De vil sig her forene med gamle Tiders Glands,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst,
Her er godt at boe,
Og naar I staae med Seier paa Fædrelandets Kyst,
Men Veien til Hjemmet er lang.

276 Gud give da, I finde maae bag Nordens gamle Træer
Der er godt at boe,
Enhver, som I har elsket, Enhver, som har Jer kjær,
Men Veien til Hjemmet er lang.

Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul,
Der er godt at boe,
Og feire høit i Norden igjen en fager Juul,
Men Veien til Hjemmet er lang.