LYKKENS TEMPEL EN DRØM
(1764)
✂ JEG befandt mig i NØISOMHEDS BOELIG, et Sted, som de to Himlens Døttre, EUSEBIA og ARETE, besynderlig elskte, og selv havde givet dette Navn. Det var beliggende paa en stille og eenlig Høi, og bestoed af nogle ringe og næsten øde Hytter, hvis faa Beboere feilte alt det, som tiener til Beqvemmelighed og Forlystelse, uden at savne noget deraf. Enhver Besværlighed giordes dem let ved ARETES venlige og indtagende Opmuntringer, og fornemmelig ved det Haab, som hendes mere alvorlige Søster stedse underholdt hos dem, at de snart skulde forflyttes til et andet Sted, hvis Herlighed hun ikke noksom kunde berømme. Hun kaldte det den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Det laae, efter hendes Sigende, øverst paa et høit og langt bortliggende Bierg, hvis Top var ganske bedækket med lyse Skyer. Skiønt Øiet ikke blev der nogen Bygning vaer, saa troede dog enhver Eusebias guddommelige Anseelse og kraftige Forsikringer. Hvad mig angaaer, da giorde vel i Begyndelsen alt det, som jeg her saae og hørte, ikke lidet Indtryk i mit unge Hierte: men jeg kiededes snart ved de Besværligheder og den Mangel, som Stedets Beskaffenhed førte med sig. Dette havde alt giort noget Skaar i Virkningen af Eusebias Løfter hos mig, da den ganske svækkedes ved et Syn, som drog min hele Opmærksomhed til sig.
✂ Neden for i en Dal, som visede de yndigste Afvexlinger paa alt det, som kaldes skiønt og behageligt i Naturen, henrykkede en Bygning alle mine Sandser. Den syntes i Prægtighed uden lige. Det Glimrende, hvormed den var bedækket, det Yndige og Kostbare, som omringede den, havde allerede fortryllet mine Tanker, førend EUSEBIA sagde mig, at det var LYKKENS TEMPEL.
63✂ Vel forestillede hun mig dens herlige Anseelse som lutter Blendverk. Vel sagde hun mig, at dette Tempel, som syntes saa prægtigt, var tillige saa brøstfældigt, at en maadelig Nordenvind kunde rive det overende, da tvertimod alle Vindes Raserie ikke kunde giøre Templet oven paa Bierget vaklende. Med hvilken himmelsk Veltalenhed formanede hun mig ikke til at vælge et bestandigt og evigvarende Gode, frem for et kort og forgiængeligt; til at leve i Haabet, og ikke at agte de smaa Uleiligheder, som hendes sande Tilhængere neppe bleve vaer. Hun forestillede mig, hvor besværligt og vanskeligt det var at komme ind i Templet, der laae neden for; og at jeg vist nok, om det lykkedes mig, vilde reent forglemme det øverste Tempel, som dog aleene fortiente min Attraae og Længsel. Bliv her! sagde hun tit til mig, med en bevægelig Røst. Bliv hos mig, for din egen Skyld! og Himlen skal styrke dig. Men saa brændende utaalmodig, som den forelskte Damoet bliver, naar hans strenge Fader formaner ham til at skye den tillokkende Galathee. Saaledes som hans Forstand tvinges undertiden til at troe hans vise Erindringer, men Hiertet hader den lettroende Forstand, og hver en Pligt, som vil skille det ved sin Udvalgte: Saaledes var og alt, hvad EUSEBIA kunde foreholde mig, nu forgiæves. Troede jeg hende, saa var jeg og vred paa mig selv, fordi jeg troede, og jeg troede ikke mere, saa tit jeg vendte mine Øine til Lykkens Tempel. Jeg var alt fuld af den Tanke, hvorledes jeg paa en anstændig Maade skulde forlade Nøisomheds Boelig, da EUSEBIA selv befriede mig fra denne Forlegenhed. »Jeg seer vel, sagde hun, at du feiler Lyst og Mod til at blive her, og hverken mine eller ARETES Grund-Regler tillade os at tvinge nogen. Dit Sind er ganske henvendt til det indtagende Syn, som har fortryllet dig. Din Ungdoms Uerfarenhed bringer det saa med sig. Jeg har Medynk med din Forvirring. Gaae hen til 64 Lykkens Tempel, eftersom du endelig vil derhen. Gaae, giv dig i min Søsters Selskab, og bed hende hielpe dig ind. Vogt dig for alles Raad og Bistand, som ikke høre til hendes Følgeskab. Men enten du kommer ind eller ikke, saa behold for alting det øverste Tempel i Minde. Vend undertiden dine Øine derhen, naar det nederste Tempels Glands synes dig meest indtagende. Lyder du mig ad, saa see vi hinanden ganske vist igien, og maaskee paa en Tid, da du mindst formoder det.« Herpaa trykkede hun mig med en mere end moderlig Ømhed til sit Bryst, og overlod mig til ARETE.
✂ To andre unge Mennesker vare alt færdige til at gaae, under dennes Opsigt og Anførelse, til Lykkens Tempel. Efter Eusebias Raad bad jeg hende tage mig med. Hun var villig dertil, skiønt, sagde hun, hendes Tilhængere lede stor Nød for at komme ind. Jeg hørte neppe disse Ord, og min heftige Begiærlighed, at nærme mig til Templet, lod ingen Rum for Mistvivl i mit Hierte. Vi begave os strax paa Veien. ÆRLIGHED, en jevn ærværdig Mand i gammeldags Dragt, og FLID, et karskt og stærkt ungt Menneske, hvis Munterhed svarede til hans Kræfter, fulgte med, for at hielpe ARETE, at bringe mig og mine Selskabs-Brødre ind i Templet. ARETE betragtede med et overbærende Smiil den Iver, hvormed vi hastede ned af Høien. Hun læmpede sig efter vor Utaalmodighed, og vi kom snart til den alleryndigste Dal.
✂ Dens Strækning syntes meget stor. I Midten saae man Templet bygt i en Rundeel, hvortil utallige Vandrende toge deres Kaas fra alle Kanter. Jeg blev, som henrykt over det Skiønne og Indtagende i denne Egn, hvor Naturen syntes at have ødt al sin Rigdom, og ligesom at overgaae sig selv. Her beundrede man den behageligste Afvexling af stolte Cedrer og for Tyngsel nedbøiende Frugt-Træer. Her saaes de klareste Bække først 65 sagte hvidslende at krybe ned fra Klipperne, saa med et raslende Fald ligesom at haste til Dalen, saa atter langsom at skyde sig frem, snart igiennem de grønne Buske, som Mængde og en skiøn Uorden giorde behagelige, snart igiennem det fede Kløver, snart igiennem de deiligste Blomstre, der opfyldte Luften, med et giennemtrængende Ambra. Her hørte man, hvorledes Philomele nu med et klageligt Klukken bejamrede sin arme Ithys, nu med heftigere Slag bebreidede Thereus hans Grumhed, nu igien glemte sin Sorrig, og med sine ulignelige Triller indlod sig i en Vedde-Sang med de øvrige Fugle, som hoppende af Glæde, uafladelig sendte deres qvidrende Røst op imod Himmelen.
✂ De Vandrende bestode mestendeels af unge Mennesker, som gik fordeelte i mange smaa Hobe. Hver Hob havde sin Anførerinde, der skulde ledsage dem til Lykkens Tempel. Hende beviiste de en blind Lydighed og en næsten guddommelig Ære. Disse Anførerinder kaldtes AFFECTER, og paastod alle, at være ARETES Døttre, endskiønt de vare hinanden meget ulige, og det var ikke afgiort, hvor nær enhver af dem kunde regne sig til hendes Slægtskab. Jeg blev vaer, at de havde en langt myndigere og mere befalende Mine, end EUSEBIA og ARETE. Disse behandlede deres Undergivne som Venner, men Affecterne ansaae deres meget mere som Slaver. De befalede, og man maatte adlyde dem uden Modsigelse. Vel smigrede de nogle Øieblik for de Ankommende, men des strængere vare de imod dem, der nogentid havde været i deres Følgeskab. Og alligevel var det forunderligt at see, med hvilken Fornøielse alle underkastede sig deres Herredømme; og hvor ivrig endog de, der lode sig trække ved Lænker af deres Beherskerinder, paastode at være frie.
✂ De Tillokkelser, hvormed enhver af disse Skiønne (thi de havde virkelig Yndigheder) søgte at 66 drage mig til sin Hob, begyndte snart at giøre noget Indtryk i mit Sind. Vel vaerede ARETE sine Efterfølgere (hvis Tal imidlertid var lidt tilvoxet) for AFFECTERNES Selskab, med mindre nogen af dem befandtes under hendes Styrelse; hvilket, lagde hun til, undertiden hændedes, men pleiede ikke at vare ret længe. Men af en vis Døsighed, som denne fortryllende Egn forvoldte hos mig, tabte jeg, uden at mærke det, vor himmelske Ledsagerinde af Sigte, og glemte hende paa nogen Tid. Jeg tog uden Eftertanke Deel i alle de Fornøielser, som Veien og Selskabet tilbøde mig. Dog fulgte jeg ingen vis Anførerinde, men holdt mig snart til den eene, snart til den anden, som jeg saae nogle Vandrende at giøre. Og saaledes tænkte jeg at være fuldkommen fri.
✂ Paa Veien fornam jeg, at Lykkens Tempel havde hundrede Porte, og at de Ankommende, som ikke udvalgte den rette, stode stor Fare for at blive udelukte, og at endog mange af dem, som vare komne ind, stødtes pludselig ud igien. Man sagde mig videre, at endeel af de Udelukte eller Udstødte bleve desuagtet stedse ved Templet, og giorde sig uden Ophør al optænkelig Umage for at komme ind; og at der ikkun vare to Opholds-Steder for de andre, hvoraf de nødvendig maatte udvælge det ene: NØISOMHEDS BOELIG, og en Bygning, kaldet LYKKENS LAZARET, som jeg saae at ligge lige over for i et Morads. »De, som mistede Haabet, at komme ind i Lykkens Tempel, satte man til, at gaae alle, nogle faa undtagen, til Lykkens Lazaret, hvis Anseende, saa lidt behageligt det og er, dog synes at love dem flere Beqvemmeligheder, end de kan finde i Nøisomheds usle Hytter. De leve der fattige og foragtede, men de foragte og alting igien, sig selv og deres slette Kaar ikke undtagne. Dorskhed og Letsindighed ere de to Hovedegenskaber, som giøre Forskiel imellem dem. De Dorskes Sindelav bestaaer i en Slags 67 Stoicismus. De ere hærdede til at taale Ondt, og tilskrive deres Vanlykke en Nødvendighed, de ikke kunne undgaae. Intet, i deres Tanker, er fornuftigere, end at legge Hænderne i Skiødet, og lade alting komme an paa Skiæbnen. De andre ere et Slags Epicureer, der dyrke ingen anden Gud, end Bacchus og Venus, og leve vexelviis i Fylderie og Mangel, ligesom det behager Lykkens Børn at være gavmilde eller knappe mod dem. De bande deres Tilstand og spotte med den, alt efter de ere til Sinds. Men aldrig giøre de nogen alvorlig Betragtning derover.« Jeg havde neppe faaet denne Underretning, førend en heel Flok, der just var gaaet fra Lykkens Porte, og vilde til dens Lazaret, kom os i møde. Deres Adfærd svarede fuldkommen til det Begreb, som man havde giort mig om dem. Nogle syntes ligesom følesløse, andre stoiede, løb omkring og bar sig ad, som halv afsindige Mennesker. Nysgierrigheden drev mig til at spørge nogle af disse Vandrende, hvem de vare, og hvorfor de tog denne Vei?
✂ »Jeg heder GIERNE-ROE, svarede den første, i det han med udstrakte Arme og en opsperret Mund, gav sin Søvnighed tilkiende. Jeg haver været ved mange af Templets Porte, men de faa, som stod mig an, vare saa fulde af Folk, at jeg ikke kunde have sluppet derigiennem med hele Lemmer. Jeg gik derfor godvillig tilbage. Paa Veien traf jeg »denne gode Ven (sagde han videre, i det han pegede paa en, som ravede ved Siden af ham) og han berettede mig, at denne Vei var den beste, og at næsten alle fulgte den.«
✂ »Ja, soer hans Selskabs-Broder med en stammende Tunge, vi skal leve som to Herremænd. Jeg veed, saa mange fornuftige Folk gaae ikke til denne Bygning for at tørste.« Han fortalte mig, at hans Navn var IMMERDURST. Han havde været i en heel Deel af Lykkens Porte, men hvorledes han var kommet ud igien, vidste han ikke selv, og 68 (sluttede han) det kunde være ham lige meget. Han sang derpaa en Drikke-Vise, imedens Gierne-Roe stod og gabede.
✂ Jeg havde hørt længere paa denne lystige Broder, om ikke en meget sælsom Machine paa engang havde draget mine Tanker til sig. En Hob Kurve, som syntes at flytte sig paa et Par menneskelige Been, satte mig i Forundring, indtil jeg endelig igiennem en bundløs Kurv, blev et Ansigt vaer. Jeg spurgte denne Person, i det jeg tvang mig, for ikke at briste ud i Latter, af hvem han var fordømt til at bære paa de mange Kurve? »Aha min Herre, svarede han dybsukkende, saa gaaer det, naar man vil giøre sin Lykke ved Giftermaal: Utaknemmelige Kiøn! saaledes at belæsse en Galant-Homme!« Herpaa saae han forbistret op til Himmelen, trampede imod Jorden under et halv Dosin nyemodige Eder, tog Afskeed med en Capriol, og begyndte at fløite og at synge et Stykke af en forlibt Hyrde-Arie, for at fordrive Tiden.
✂ Neppe var han gaaet fra mig, førend jeg fik et meget dybt Compliment af en gammel fortørret Staader, som neppe kunde bedække sit Legeme med nogle sorte Pialter. Jeg spurgte ham om hans Stand og Skiæbne. »Ak min Herre! svarede han, Deres giennemtrængende Øine røbe saadan Skarpsindighed, at jeg tør sværge ved Apollo og Muserne, at de strax har indseet deres ringe Tieneres Bestilling.« - Det var en LEILIGHEDS-POET, der ikke havde ladet noget Bryllup gaae forbi, uden at forsone Amor med Hymen, eller nogen Ligbegiængelse, uden at skiænde paa Dødens Grumhed. Han havde været ved mange af Lykkens Porte, men Templets uskiønsomme Beboere havde aldrig tilladt ham, at komme længere end til Dørtærskelen. Nu var hans poetiske Aare, formedelst uafladelig Brug, noget fortørret, og hans gloende Ansigt gav noksom tilkiende, ved hvilken Hippokrene han søgte at forfriske sine Geister. 69 Efter megen Omsvøb, bad han mig paa Vers om et lidet Viaticum, og det var mig kiært, at jeg kunde slippe ham saa let.
✂ Disse Originaler begyndte at blive mig kiædsommelige. Jeg undgik med Flid, nogle Qvindes-Personer af et fælt Anseende, som vare med i denne Hob, og jeg fattede det faste Forsæt, i hvordan det og maatte gaae mig, aldrig at udvælge Veien til Lykkens Lazaret.
✂ Jeg blev endnu mere bestyrket heri, da vi strax efter traf paa to Vandrende, som alene toge den Vei, der førte til Nøisomheds Boelig. Hvilken Forskiel visede sig ikke imellem disse og de andre? En uforsagt, skiønt nedtrykt Dyd fremskinnede af deres hele Væsen. Den ene var en graahærdet Krigsmand, fuld af Ar og Skrammer, hvis mere end tarvelige Klædedragt, bar Vidne om, at han, med sit for Fædrenelandet udgydte Blod, kun havde tilkiøbt sig Mangel og Foragt. Den anden havde tilbragt sine beste Dage med at giøre unge Mennesker beqvemme til at komme ind i Lykkens Tempel, formedelst deres Duelighed og Fortienester. Mange havde ham at takke for, at de var kommet ind, men alle havde glemt at bevise ham samme Velgierning. ARETE selv, havde forgieves giort sit Beste, for at faae disse to Personer bragte ind i Templet, og nu var deres Sind alene henvendt til Nøisomheds Boelig, og til den evige Lyksaligheds Tempel. De giorde sig al Umage, for at overtale mig, til at følge med dem. Jeg stod og nogle Øieblik i Tvivl. Men Lykkens glimrende Tempel, som jeg nu var saa nær, tillod mig ikke at tvivle længe. De maatte lade sig nøie med den Fortrydelse, jeg visede over min Ubesindighed, der havde skildt mig fra Arete, og med det Løfte, som jeg gav dem; at jeg, ligesom de, kun vilde holde mig til hende, for at komme ind i Templet, og, om det ikke lykkedes mig, da tage min Tilflugt aleene til Nøisomheds Boelig. Førend vi skildtes 70 ad, sagde de mig, at Arete alt var ankommen ved Templet, med hendes Følgeskab, og at hun strax var gaaet til den ALMINDELIGE Port, som laae paa den anden Side af Templet. De berettede mig videre, at denne Port, den største af alle Templets Porte, kaldtes den Almindelige, fordi Aretes og Eusebias Venner havde den tilfælles med Affecternes Tilhængere. »De andre Porte, lagde de til, ere egentlig for de sidste aleene, og det skeer kun sielden, at ARETE beqvemmer sig til, at hielpe nogen af hendes Efterfølgere ind igiennem nogle faa af disse Porte, som ikke ere hende saa modbydelige, som de øvrige; hvorimod hendes foregivne Døttre ikke bringe nogen til den Almindelige Port, saa længe de tænke, at kunne skaffe ham ind igiennem een eller anden af de mindre, hvortil enhver af dem paastaaer at have en særdeles Adgang.«
✂ Jeg var nu lige ved dette Tempel, som var alle mine Ønskers Maal. Jo nærmere jeg kom det, jo prægtigere blev det i mine Øine. Her syntes Jorden at have ødet sine Rigdomme. Hvad Indien nogen Tid har frembragt kosteligt, og Europa sammensat konstigt, saaes her i Materien og Bygningsmaaden. Hver Deel for sig var nok, til at sætte min hele Tænkekraft i Arbeide. Egnen var ingensteds saa skiøn og fortryllende, som næst uden for denne ypperlige Bygning. Sandserne og Indbildningskraften, begyndte der allerede at henrykkes ved de behageligste Forestillinger. Kort sagt: Stedet syntes at svare til sit Navn, DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL, som jeg siden fik at læse over den Almindelige Port. Vel blev jeg vaer, at endskiønt Templet var af en umaadelig Høide, Grundvolden i sig selv dog var mere konstig end stærk, og efter al Anseende ikke fast nok, til at bære saa stor en Byrde. Men jeg gav mig ikke Tid til at anstille nogen alvorlig Betragtning herover.
71✂ Efter det Løfte, jeg kort tilforn havde giort, holdt jeg mig nu fra de tillokkende Anførerinder, som Mængden fulgte op imod Templet. Endnu stod denne Slutning i min Magt; dog havde jeg allerede mærket, at det ikke var saa let en Sag, som jeg indbildte mig i Begyndelsen, at beholde en slags Friehed, ved at antage een af disse Beherskerinder efter den anden; og de fleste, der havde giort, som jeg, saae jeg nu alt lænkebundne. Hver Anførerinde søgte med sin Hob den Port, som hun i sær tilegnede sig, og der tilskyndte hun uafladelig sine Tilhængere at gaae, eller at trænge sig ind. Stod nogen for længe i Tvivl, saa stødte hun ham ind med Magt. Dette Syn bestyrkede mig i mit Forsæt. Jeg tænkte nu kun paa, at finde Arete igien, og at komme ind i Templet ved hendes Hielp. Til den Ende gik jeg ufortøvet omkring til den Almindelige Port, hvor jeg kunde formode at treffe hende. Paa Veien stillede jeg min Nysgierrighed tilfreds, med at besee de Porte, jeg kom forbi.
✂ Den første Port, som drog min Opmærksomhed til sig, var opført af støbt Guld. Oven over Porten forestilledes en Drage, som ruede over en stor Skat, med den Overskrift: O CIVES, CIVES, QVÆRENDA PECUNIA PRIMUM, VIRTUS POST NUMMOS. Paa den ene Side, stod Crassi, og paa den anden Cosmi de Medicis Billed-Støtter. Til denne Port stormede saadan en Mængde, af omskaarne og uomskaarne Jøder, Aagerkarle, Toldforpagtere, Bogholdere, Søefarende etc. etc. at man ikke kunde komme den nær. Et umaadeligt Jøde-Skrig, som ikke sielden løb ud paa Klammerie og Slagsmaal, varede bestandig ved inden for den. Ved denne Port, opholdt sig iblant andre, nogle Personer, som gave sig ud for Philosopher. Disse spurgte de Ankommende i en spodsk Tone, hvad de vilde giøre derinde. O I forblindede Mennesker! sagde de, dersom I kunde see den mindste 72 Deel af det Onde, som hersker i dette Tempel, der lader saa glimrende! Men endskiønt de havde idelig Senecas Lærdomme om Rigdoms Foragt i Munden, saa gav dog den Begiærlighed, hvormed de hemmelig kigede ind i Porten, noksom tilkiende, at de af deres ganske Hierte ønskede, at blive ligesaa rige, som Seneca havde været. Een af de Omstaaende sagde mig, at dette Slags Folk aldrig forlod Lykkens Porte; at de pleiede i Skumringen at snige sig ind, igiennem hvilken Port de best kunde, og at de, naar de kom inden for, forsikkrede høiligen, at det var skeet tvertimod deres Villie og Ønske.
✂ Den anden Port var beklædt med Lotterie-Sedler, og den tredie med Spille-Kort. Ved Siderne vare slet ingen Billed-Støtter. En Mængde af dem, som ikke havde kundet, eller ikke havde vildet trænge sig igiennem den første Port, vendte sig til disse. Men de kom næsten alle hovedkulds tilbage igien. Især saae jeg meget faa af dem, som gik igiennem den tredie Port, at slippe ind i Templet, og naar det skeede, bleve de kun nogle Øieblik inden for. Desuagtet bleve de ved, at giøre nye Forsøg paa at komme ind, og det syntes, at de, ligesom fortryllede, ikke vare mægtige til at forlade denne Port.
✂ Den fierde Port syntes at berøve Lykkens Tempel meget af dens Anseelse. Den var saa meget mindre end de andre, at den mere lignede en Lem end en Port, og de, som vilde herigiennem, maatte i Begyndelsen krybe paa Hænder og Fødder. Oven over Porten forestilledes en gammel krogrygget Mand, med den Overskrift: SAALEDES ER JEG KOMMET IGIENNEM VERDEN. Paa den ene Side stod Sejans og paa den anden Bukinghams Billed-Støtte. Jeg saae mange krybe derind, og kuns to komme ud igien. Den eene havde giort sig vred for et par Knep paa Næsen, som nogle unge Herrer gave ham af Spøg: og den anden 73 havde været saa dum, at giøre en Minister mat i Skakspil. De krøbe begge strax ind paa nye og bleve lykkelig inden for. Denne Port var vel den sikkerste af alle, men den var tillige den skidenste. Thi ingen kunde komme igiennem den, uden at søle sine Klæder i en Hob Skam; eftersom al den Ureenlighed, som samledes i Lykkens Tempel, havde sin Udgang herigiennem.
✂ Den femte Port streed i Henseende til Størrelsen tvertimod den fierde. Over den forestilledes en bevæbnet og kneisende Ungkarl, med den Overskrift: SAALEDES VIL JEG IGIENNEM VERDEN! Paa den eene Side stod Wallensteins og paa den anden Thamas Kulikans Billed-Støtte. De fleste, som gik herind, saae stivt i Veiret, og bleve derfor ikke de Bielker vaer, som laae tvert over Porten. Jeg saae dem og at løbe med saadan Heftighed imod disse Bielker, at et smerteligt Stød, som de fik i Panden, gav dem en kraftig Advarsel at vende om.
✂ Den næste Port var for Skribentere. Oven over den forestilledes en siddende Person, som syntes at skrive uafladelig, og tillige at give noget Skreven fra sig, hvorefter endeel andre rækkede paa engang, i det de lagde Penge paa Bordet. Overskriften var: SAA SKRIVER DU DIG RIIG. Paa Siderne stod Popes og Voltaires Billed-Støtter. Jeg kom denne Port temmelig nær, og jeg blev vaer, at et ungt Menneske med en lang Svøbe, paa engang drev nogle hundrede tilbage, som syntes meget ældre end han. Jeg sprang i Hast tilsides, og spurgte een af dem, som havde faaet de fleste Hug, hvad dette var for et forvovent ungt Menneske? Ak, gav han grædende til Giensvar: Han kalder sig DEN NYE SMAG. Han haver taget sig al Herredømmet til over denne Port. Taareperse- og Skatkiste-Skrivere, Scholiaster, Anagrammatister, stedse færdige Leiligheds-Poeter, og saadanne kan han ingenlunde fordrage. De maa tilbage hver een. 74 Af de andre maa altid de tilbage, som efter hans Tykke have EN FORDÆRVET SMAG. Denne Skribent betroede mig tillige, at han var Forfatter til et Heltedigt i dactyliske Vers, til nogle hundrede meget kunstige Akrosticha og Chronosticha, og til en stor Deel Logogripher, saa sindrige, som nogen i den Franske Mercure. Han førte bittre Klager over Tiderne og deres Uskiønsomhed, og smigrede sig med Efter-Slægtens bedre Indsigt. Ellers mærkede jeg en stor Forskiel paa deres Klædedragt og Adfærd, som vilde igiennem denne Port. Nogle vare ganske bedækkede med Smuds og Støv, andre derimod vare meget pøntelig iklædte. Nogle gik paa saa høie Stylter, at man maatte faae Hoved-Svimmel af at see paa dem; andre gik paa Sokkerne; Nogle bedekkede deres skaldede Hoveder med saa store Parykker, at de syntes levendes Parykkeblokke; andre viiste sig saa skaldede som de vare. De Fruentimmer, som gik ind i denne Port, havde Mandsklæder paa.
✂ Oven over den syvende Port forestilledes en Harleqvin, siddendes paa Lykkens Skuldre. Paa den ene Side saaes Bruti og paa den anden Claudii Billede. Porten var meget rum og magelig. Nogle tusinde virkelige og forstilte Narre og Tosser stormede herind, og det var sielden, at nogen kom tilbage igien. Ingen af dem saaes med Narrekappe. Endog Hofnarrene kiendte man alene ved deres Adfærd.
✂ Over den ottende Port forestilledes en saa kaldet PETIT MAITRE, med en tom Pengepung i Haanden. Overskriften var: DET SKAL EN RIIG BRUD GIØRE GOT IGIEN. Paa begge Sider stod en Hob Billeder, af de betydeligste Mænd, som havde giort deres Lykke ved Giftermaal; men de vare alle saa smaa, at jeg ikke kunde læse Navnene. De, som vilde igiennem denne Port, trængede sig frem med den største Tillid til deres Fortienester, men de fleste kom tilbage beladte med Kurve.
75✂ Den niende Port var aleene for Fruentimmer. En Mængde paa det omhyggeligste pyntede Smukke stode her med stor Længsel efter at komme ind. Dette opvakte min Nysgierrighed. Jeg trængede mig nærmere til Porten, for at besee den nøiere. De syntes alle at blive fortrydelige derover. Somme holdt Hænderne for Øinene, og andre stødte mig tilbage. Saa meget saae jeg dog, at Porten var opført af heelt Speilglas. Oven over den saae man Venus siddende ved et Natbord, med alt Tilbehør, og noget tilsides Hymen, som syntes nøie at betragte hende. Overskriften var: VED NATUR OG KUNST. Paa den ene Side stod Monimes, og paa den anden Roxelanes Billed-Støtte. Alle gik ind med en fornøiet Mine, men naar nogle kom ud igien, kunde man læse en kiendelig Bedrøvelse af deres Ansigter. Jeg havde allerede spurgt en Deel af dem, hvorfor de maatte vende tilbage, og altid faaet et forvendt Svar, da min Nysgierrighed endelig blev stillet tilfreds af den mindst bedrøvede. Vi maa blive staaendes tæt inden for Porten, sagde hun, indtil et af de Mandfolk, som er kommet ind i Lykkens Tempel, vil hente os af; og de, som ikke blive afhentede, ere nødte til at vende tilbage. Hun fortalte mig videre, at en stor Deel af disse Forskudte prøvede paa, at komme igiennem een af de to følgende Porte.
✂ Den tiende Port, som iligemaade var for Fruentimmer alene, gik jeg forbi, uden at blive noget andet vaer, end Phrynes og Laidis Billed-Støtter, og over Porten en Guld-Regn, som faldt i Danaes Skiød. De som kom her igiennem, blev i Almindelighed stødt ud igien, naar de havde været en kort Tid i Templet: og saa begave de sig enten lige til LYKKENS LAZARET, eller og til den følgende Port.
✂ Den ellevte Port var udziret med Rosenkrandse, Pønitentse-Sække, Riis, Pidske og Bønne-Bøger. Oven over den forestilledes en tredobbelt Krone, som var omgiven med Cardinals-Hatte, 76 Biskops-Huer og Stave. Tartuffes Billed-Støtte stoed midt for den. Han slog Øinene stedse ned imod Jorden, men med Hænderne syntes han at række efter de Værdighedstegn, som stoed oven over Porten. Alle de af begge Kiøn, som gik herind, havde Maske paa. Jeg sluttede af alt dette, at denne Port var for de Skinhellige.
✂ Den tolvte Port hængte sammen med den ellevte ved en hemmelig Gang. Oven over den stoed disse Ord: AUDE ALIQVID BREVIBUS GYARIS & CARCERE DIGNUM, SI VIS ESSE ALIQVIS! Den syntes at være overstænkt med Blod. Paa den ene Side stoed Irenes, og paa den anden Cromvells Billed-Støtte. Det var et halsbrækkende Arbeide at komme igiennem denne Port, da den var fuld af Fald-Luger. Dette, tilligemed dens gruelige Anseende, giorde, at meget faa gik herind. Ja ingen, endog den dristigste, vovede sig herigiennem uden Skielven og Gysen. Jeg ilede fra dette fæle Syn.
✂ Den trettende Port var tillukt. Oven over den forestilledes en Mand som arbeidede i et Bergværk, med den Overskrift: UFORTRØDEN ARBEIDE OVERVINDER ALTING. Origenis Billedstøtte stoed paa den eene, og Hugonis Grotii paa den anden Side. Jeg sluttede heraf, at denne Port var for de Flittige, men jeg faldt i stor Forundring over at den var lukt. Dog begreb jeg snart Aarsagen, da jeg læste en Seddel, som var heftet paa Porten, af følgende Indhold: EFTERSOM LYKKENS EGNE BØRN, SOM ERE FØDTE OG OPDRAGNE I DETTE TEMPEL, PAA NOGEN TID HAR FUNDET SIG BESVÆREDE AF DET UMAADELIGE OVERLØB, SOM SKEER IGIENNEM DENNE PORT, SAA HAVER GUDINDEN FUNDET FOR GOT, IKKE AT LADE DEN STAAE AABEN, UDEN FIRE DAGE OM AARET. Dagene vare ikke nævnede.
✂ Den fiortende, femtende og sextende Port, hvor- af den ene førte Dyd, den anden Gudsfrygt, og 77 den tredie Ærlighed til Overskrift, vare ligeledes lukte, med hosføiet Efterretning: AT NØGLERNE VARE FORKASTEDE, OG EFTERSOM LAASENE VARE DIRKEFRIE, KUNDE DE IKKE AABNES, UDEN AT BRYDES OP MED MAGT, (HVILKET SYNTES AT OVERGAAE MENNESKELIGE KRÆFTER.) IMIDLERTID VILDE MAN HAVE DEM, SOM AGTEDE SIG IGIENNEM DISSE PORTE, HENVIISTE TIL DEN ALMINDELIGE.
✂ Min Længsel, efter at naae DEN ALMINDELIGE PORT, tog herved mærkelig til, og jeg opholdt mig ikke længe med at besee de andre Porte, som jeg maatte forbi. Dog saae jeg, uagtet min Iilfærdighed, over een af dem en Klædebørste og en Skoebørste, sadte krydsviis, og omgivne med en Ærekrands. Over en anden Port blev jeg Vulcanus vaer, som saae igiennem Fingrene. Dens Zirater bestoed fornemmelig i Overflødigheds Horn. Over de to næste faldt mig Mercurii og Ganymedis Billeder i Øinene. Nogle andre Porte vare for Projectmagere, nye Paalægs og nye Moders Opfindere. Ja hvem skulde tænke det, der var endog Porte for Luftspringere, Liniedandsere, Gøglere og Taskenspillere.
✂ Efter en møisom og langvarig Gang kom jeg endelig til den almindelige Port. Den var vel ti gange saa stor som nogen af dem, jeg hidindtil havde seet. Oven over den var skrevet med store gyldene Bogstaver: DEN ALMINDELIGE PORT TIL DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Lige over for den stoed Cæsars Billed-Støtte, og paa Fodstykket de Ord: PER FAS AUT NEFAS. En utallig Mængde af alle Stænder, dog især af Studerende, stormede hertil. Med et Navn kaldte de sig SKIKKELIGE FOLK. Der var, uagtet Portens Størrelse, saadan en Trængsel, at den eene traadde paa den anden, og at en Deel kom tilbage med forslaaede Lemmer. Dette begyndte at giøre mit Haab noget vaklende, da jeg saae ARETE at staae 78 ved min Side. Hvor glad, hvor henrykt, men tillige hvor skamfuld blev jeg ikke? O Følelser, som ere den ubekiendte, der aldrig saae ARETE! Yndige, guddommelige ARETE, raabte jeg, i det jeg med en brændende Heftighed kastede mig i hendes aabne Arme, tilgiv mig min Forseelse; vær som tilforn min hulde Veninde, og jeg skal aldrig mere tilside sætte dine Erindringer.
✂ Hun tog mig herpaa ved Haanden, og førte mig op imod Porten. ÆRLIGHED gik ved min anden Side, og FLIID gik foran, for at giøre os Plads. Saaledes bragte de mig, skiønt temmelig forstødt, igiennem den inderste Dør.
✂ Til enhver af Portene svarede indentil en Dør. LEILIGHED, et skiønt og venligt, men derhos noget vægelsindet Fruentimmer, løb omkring, og aabnede snart den eene, snart den anden, ligesom det faldt hende ind, og slog dem hastig til igien. De fleste kom ind, imedens Dørene stod aaben. De andre fik dem selv med Møie aabnede, og saasnart de vare inden for, faldt Dørene af dem selv til igien. Jeg var iblant de sidste, og Fliid hialp mig at støde Døren op.
✂ Her var det, at jeg baade saae og følte, hvad jeg tilforn kuns havde giettet mig til. Jeg stod en Tid lang henrykt, og var nær ved at blive overbeviist om, at jeg var i Himmelen. Dog saa indtagen, som jeg var, kunde jeg dog ikke andet end forundre mig over, at Trængselen inden for, var næsten lige saa stor, som den der var i Portene. Enhver søgte, at nærme sig til et overmaade prægtigt og kostbart Alter, hvorpaa Gudinden sad, med Overflødigheds Horn i Haanden. Hun syntes at vinke ad enhver, med et indtagende Smiil, og hun øsede over de Omkringstaaende, udaf hendes Horn, de Kostbarheder, hvormed det var opfyldt. De nærmeste fik det meste, og de andre maatte som oftest nøies med det, som de første igien godvillig overlode til dem.
79✂ Uagtet, at jeg var iblant de sidstes Tal saa var jeg dog i Begyndelsen vel fornøiet, med de faa Gaver, som faldt i mit Lod. Men MISUNDELSE lod mig ikke længe blive i denne Roelighed. Dette tørre og skeeløiede Skrækbillede, som bestandig sneg sig omkring i Templet, særdeles længst Æra Alteret, havde neppe blæst sin Aande paa mig, førend jeg paa engang blev følesløs imod alle mine Lyksaligheder. Fra dette Øieblik, stak intet mig i Øinene, uden det, som andre havde, og intet kunde trøste mig, uden Haabet om at blive lige saa lykkelig som de. Nu saae jeg først med Fortrydelse, at mange havde faaet et langt fornemmere og mageligere Sted i Lykkens Tempel end jeg. I sær, var det mig meget utaaleligt, at mange, som jeg havde seet krybe igiennem den lave Port, var alt langt nærmere oppe ved Alteret, og havde faaet langt kostbarere Gaver, end jeg. Jeg stræbede længe forgieves at komme op til dem: indtil endelig en Mand af stor Anseelse, som havde seet mig komme ind i Templet ved ARETES Hielp, rakte mig Haanden, og hialp mig længere op. Arist (saaledes heed denne værdige Mand) beviiste samme Redebonhed imod alle ARETES Venner, og man blev tydelig vaer, at en oplyst Velgiørenhed var Drivefieren til alle hans Handlinger.
✂ Nu var jeg kommet Gudinden saa nær, at jeg kunde see hende lige i Ansigtet. Nu begyndte jeg, at mærke noget falskt og tvunget i hendes venlige Smiil, som jeg tilforn ikke havde blevet vaer. Man kunde aldrig være vis paa hendes Godhed. Thi en Deel, som havde været lang Tid oppe ved Alteret, og var bleven holdt for hendes største Yndlinger, lod hun hovedkulds støde ud af Templet, uden at giøre dem mindste Regnskab, hvorfor? Tvertimod mange andre, som gierne havde været fornøiede med, at blive tæt inden for Døren, kaldte hun op og satte dem næsten oven paa Alteret. Denne Falskhed og Ubestandighed vilde 80 nogle lede fra hendes Blindhed, andre fra Mangel paa Forstand. Hvorledes det og var, saa beholdt hun dog endnu Yndigheder nok, til at fortrylle mig. Jeg var nu tæt oppe ved Alteret, og efter mine Tanker stod intet tilbage, som jeg kunde ønske. Jeg svømmede i et Hav af Vellyster, og holdt mig nogle Øieblik for det lyksaligste Menneske paa Jorden. Men FRYGT og KIÆDSOMMELIGHED, to Fruentimmer, som opholdt sig næst oppe ved Alteret, lod mig ikke længe blive i denne søde Vildfarelse. Den blege og skiælvende FRYGT foruroeligede mig idelig ved at pege paa dem, som bleve stødte tilbage af andre, der trængede sig frem igien i deres Sted. Jeg spaaede mig hvert Minut den samme Skiæbne. KIÆDSOMMELIGHED, en overmaade feed og ubeqvem Person, kunde, eller gad neppe røre sig, og bar et Bundt Valmue under Armen. Hun gabede bestandig, og kom derved alle de omkringstaaende Lykkens Yndlinger til at gabe med. Jeg gabede, som de andre, og begreb nu, at Lykkens Tempel meget uegentlig kaldtes den TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL.
✂ Jeg tænkte paa dette, da jeg mærkede, at min ædelmodige Beskyttere, Arist, var gaaet tilside bag ved Lykkens Alter. Han saae stivt op til et Sted, som jeg snart kiendte igien. Det var den Bierg-Top, hvorpaa EUSEBIA havde sagt mig, at den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL var beliggende. Da Arist endelig vendte sine Øine derfra, saae jeg, at en roelig og ubeskrivelig Glæde, havde udbredet sig over hans hele Ansigt. Hver af hans Øiekast gav den Ligegyldighed tilkiende, hvormed han betragtede Lykkens meest glimrende Gaver. Herved kom jeg EUSEBIAS Formaning ihu, hvilken i den Tummel, som jeg havde været i, var gaaet mig reent af Tankerne. Jeg saae op imod det usynlige Tempel paa Bierget, med en Attraa, som svarede til den Ringeagtelse, hvormed jeg begyndte at ansee det andet. Da jeg vendte 81 mig om igien, blev jeg med Forundring vaer, at de Ting, hvormed jeg var omringet, havde tabt en stor Deel af deres forrige Glands. Jo tiere jeg saae op mod den evige Lyksaligheds Tempel, desmere tog denne Fordunkling til. Tilsidst blev alting mørk for mine Øine. Frygt og Kiædsommelighed alene, stod endnu kiendelige ved min Side. Men hvilket Syn! - EUSEBIA, den guddommelige EUSEBIA, fremstillede sig selv pludselig for mine Øine. Jeg kastede mig i hendes Arme, og raabte fuld af Glæde og Forundring: EUSEBIA i Lykkens Tempel! Af denne min Sinds-Bevægelse, og mit eget heftige Skrig, vaagnede jeg.
82