Ewald, Johannes PASSIONS-CANTATA SOM I FASTEN OPFØRES AF DET MUSICALISKE SELSKAB ... (1768)

PASSIONS-CANTATA SOM I
FASTEN OPFØRES AF DET
MUSICALISKE SELSKAB
PAA BRYGGERNES
LAUGS-HUUS
(1768)

DEN FØRSTE AFDEELING

Chor.

VOR Harpe er bleven til Sorrig, og vor Orgel il grædendes Lyd.

Arioso.

I Kedrons stille Dale
Er hørt en rædsom Tale;
Thi HErrens Hellige
Er falden. -

Chor.

Ach! - HErrens Hellige er falden.

Guds Vredes Straaler brænder over Horeb;
Og Soelen skiuler sig for HErrens Ild! -
Flye! - flye o Jord! -
Lad Chaos skiule dig for Hævnens Domme! -
Opirred Almagt! - Flyer i Verdner! -
Men stille Skræk omspænder al Naturen;
Thi Dødens Engel staaer for HErrens Ansigt,
Og see, hans Sværd er alt strakt ud til Mord. -
Gud! - Hvem? - men Siælen svimler -
Skal Verdner døe? - skal Aander slettes ud? -

Aria.

Græder I, som boe paa Jorden! -
Taarer dæmper Hævnens Torden! -
Skabning frels din Skabere! -
Thi mod Ham allene brøler
Almagt Vredens Torden ud. -
Men af Skiønsomhed og Glæde,
Vil jeg evig evig græde 129
Hos min Siæls Forløsere,
Naar mit trygge Hierte føler,
At min Synd fordømte Gud. -

Jeg seer Ham. - Gud! - og denne er min Skaber: -
Og Ham, som bød, at Verdner blev af intet! -
Og Ham, som Myriader tiene! -
Hist gaaer Han som den groveste Misdæder
Forhaanet, blodig, fuld af Strimer,
Nedtrykt af et vanæret Træe. -
Af Støvets Børn og af en Orm fordømt,
Opløfter Han sit matte Øye
Forgiæves, for at frelses fra det Høye. -
Skræk skiuler Jehovah. - Og Synd og Dom
Omspænde Skaberen. -

Aria. Hvo kan bestaae for en almægtig Vrede
Og knuses ey, naar HErrens Torden slaaer? -
Hvor skal vor Siæl om Skiul og Frelse lede,
Naar ved Hans Vink en Soele-Kreds forgaaer?
Da stoed Immanuel, Retfærdigheds Forsoner. -
Guddommelige Helt, hvo var saa stor, som du? -
Chor. Du som i bitter Harm nedstyrter Lysets Throner,
See til vor Frelsere, vor Klippe staaer endnu.

Forhænget revner, og en hellig Flamme
Igiennemtrænger det rædsomme Mørke. -
En stille Majestæt omringer Golgatha. -
Han døer. - Og al Naturen bæver,
Og HErrens Rædsel hviler over Jorden,
Og Slangen daaner i sin mørke Huule. -
Nu seer Han kiærlig ned til sine Fiender,
Og salig Glæde tindrer af Hans Øye,
At Han har frelst dem ved sin egen Pine. -
Glad raaber Han: DET ER FULDBRAGT! -
Nu bøyer Han sig ned. - Nu døer Han. -

Chor. O stille Skræk! - Guds Rædsel! - Hiertet standser. - 130
Væmodig Smerte qvæler alle Sandser. -
Forgiæves at vi op mod Korset seer! -
Uskyldigste! - vor Trøst! - Du er ey meer. -
Lad bittre Taarer blende vores Øye! -
Fortiente Smerter døve Sands og Siæl. -
Vor - Gud! - vor Fryd! - hvad kan os nu fornøye? -
Vor Frelser - ach! - vor Glæde - ach! - Farvel.

DEN ANDEN AFDEELING

Chor.

De skal udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med Fryd om din Retfærdighed.

Arioso.

Han fantes ene værdig,
At agtes for retfærdig, -
Han faldt foruden Synd
I Graven. -

Chor. Han faldt foruden Synd i Graven.

Jeg saae: og Mørkets grumme Kiæmpe
Igiennemløb med et forvirret Øye,
De sorte Rulder, hvori Satan skriver
Den mindste Synd, som Adams Børn begaae.
Og Vredes Straaler skiød fra Kiæmpens Øye. -
Saa skar han rasende med Tænder
Og raabte høyt og bandede fortvivled
Ham, som frembragte Himmelen og Jorden,
Og raabte atter med en gruelig Røst:
Han er her ey - Han er foruden Synd! -
Og Helvede gav Gienlyd af hans Røst:
Og i Afgrunden hørtes mange Stemmer,
Som skreg: Gud-Mennesket er uden Synd! -
Da svarte Cherubs Chor i glade Toner:
Hallelujah! - Du Menneskets Forsoner! -
Og Du, som er befundet uden Synd! -
131
Chor. Hallelujah! - Du Menniskets Forsoner! -
Og Du, som er befundet uden Synd! -
Hallelujah! -
Aria.

Slaae Cithar, slaae i sagte Toner,
Og syng om Menniskets Forsoner,
Og om det reene Offerlam! -
Opløft dit taareblendte Øye,
Og see, hvorledes i det Høye
Retfærdighed omfavner Ham! -

Chor.

Slaaer Harper, slaaer i høye Toner,
Og synger om vor Synds Forsoner,
Og om det reene Offerlam! -

Langt under Chaos er de mørke Huuler
Hvor Synd fortvivled skiuler sig i Plager,
For Himmelen og for Algodheds Straaler. -
Her boer den stolte, fordum Lysets Kiempe -
Og Satan og den grumme Moloch,
Og Millioner styrtede Rebeller
Omkastes her blandt Svovel-Havets Bølger. -
Derhen, I Adams Børnt - Retfærdigheden kalder-
Fornam I ey den Røst i Moders Liv,
Som raabte: bort, til de Fordømte! -
Saa tordnede den store Vredes Engel. -
Men Godhed svarede mod Vreden.
Og Naadens Straaler skiulte Jorden -
Og Vreden stred med Naadens Fyrste,
Og, ach! vor Helt var saaret! - Ach Han døde! -
Men frygt dig ey! - thi Seyer-Fanen flyver. -
Hør Myriaderne, som raabe:
Triumpf! - Han vandt! - Frygt ikke Vredens Torden!
Triumpf! -Triumpf! - og Fred paa Jorden.

Chor. Triumpf! -Triumpf! - og Fred paa Jorden.
132

DEN TREDIE AFDEELING

Aria.

O Graad, du Glædens tause Tolk,
Prent Saligheder i mit Øye!
Raab Taare: Frelse fra det Høyet -
Og Støvets Børn er HErrens Folk! -
Naar Hævnens Torden-Flammer brænder,
Da er jeg tryg i JEsu Hænder,
Og hører ey den Piintes Graad. -
Trodst - vil jeg ned mod Satan raabe,
Hvad Seyer har du nu at haabe? -
Og trods, o Død! - Hvor er din Braad? -
O Graad, du Glædens tause Tolk,
Prent Saligheder i mit Øye!
Raab Taare: Frelse fra det Høye! -
Og Støvets Børn er HErrens Folk! -

Men Himlen taug, - Seraphen selv holdt inde,
At tordne ned mod Dybet. -
Og Asaphs Chor og Citherne var stille. -
Thi Eliel, som synger HErrens Sange,
Og taler om de underlige Ting,
Og om det Høye og det Dybe,
Og det som ingen Skabning fatter,
Og Gabriel, den store Glædes Engel,
Stoed op for Thronen med de gyldne Harper. -
Da svarede den stærke Aand og sang:
Hvo fatter Lammets Godhed? -
Og at den Evige var død for Støvet -
At Helligheden bar paa Verdens Synder -
Og at den Faldne reyste sig igien? -
Men Glædens Engel og de glade Aander
Opfylder Himlene med Lammets Roes. -
Og Jorden skingrede af Lammets Roes. -
I Dybet selv udbrøltes Lammets Roes.

Arioso.

Lad Himlene fornemme
Den Frelstes glade Stemme! - 133
Og mærker Støvets Sang
Om Lammet! -

Chor. Op! - mærker Støvets Sang om Lammet! -
Stor var Han - fød af Evigheders Fader. -
Selv evig - Først blandt alle Aander. -
Han skabte Seraphim og Himlens Kiæmper;
Og Han nedstyrtede de stolte Fyrster;
Og Han fremkaldte Chaos af sit Intet;
Og Han befæstede den store Himmel,
Og dannede de stolte Bølger,
Og Jorden og alt det, som er paa Jorden: -
Da saae Han fra sin Throne, for at kiende,
Om Alting stoed i samme gode Orden? -
Og Alting stoed. - Kuns Mennisket var falden
Og værdigt, at udslettes blandt det Skabte. -
Da bar den Stærke Medynk med sin Skabning,
Og Han som ene kunde frelse,
Steg ned til Støvet fra sin Throne. -
Men Cithar tiet - hvor er de høye Toner,
Som siger Verdner: Gud var min Forsoner?
Hvem synger værdigt om Hans Blod? -
Chor. Naar Himle fly e din Røst, naar Verdner skiule sig,
Naar Vreden taler og naar Almagts Torden brøler,
Da er det Verdners Skræk, men ingen Skræk for mig,
Som, Frelsere, da først din fulde Frelse føler. -
Guddommelige Helt, da vil jeg evig priise. -
Min Sang skal, Cherubs lig, opfylde Himlene. -
Lov skee den Evige, den Stærke, den Alviise!
Og evig Tak den Gud, som frelste Syndere!
Arioso.

Bliv Taare ved at trille! -
Men du min Cithar - Stillet -
Lad Hiertet roelig føle
Sin Frelse. -

Chor.

Lad Hiertet roelig føle sin Frelset -

134