✂

SVAR PAA DET SPØRSMAAL:
HVORFOR VAR EN GUDDOM-
MELIG FORLØSERE NØD-
VENDIG FOR DET MEN-
NESKELIGE KIØN?
(1762)

✂

PYROLOGIA SACRA SIVE DISSERTATIO CRITICO-SACRA DE IGNE
(1763)

✂ B.L.

✂ QVICUMQVE, qvamvis exiguam, in sacro codice cogitando, posuit operam, mirificam plane cunctisqve elogiis majorem, Dei nostri sapientiam, nullo negotio perspicit. Omne punctum laturæ sacræ literæ, in eo non acqviescunt, ut ordinem salutis, qviqve eo spectant, articulos fundamentales, verbis exhibeant planissimis, non id solum agunt, ut lac, ut cibos maxime necessarios egentibus præbeant, verum & in eo sunt, ut historiæ inserviant, & habent qvoqve, qvæ ingenio humano, novi qvippe cupido, arrideant ænigmata. [x][x][x][x][x][x][x]x[x][x] hisce, maximum à Spiritu Sancto usum & intendi & obtineri, non est qvi negat. Iis scilicet, curiosa hominum ingenia, ad sacra scrutanda (sanctissimam sane actionem) haud raro alliciuntur. Iis qvoqve intenti interpretes, si non ad salutem necessarias, utiles tamen veritates sæpius indagarunt. Iis deniqve (ut taceam reliqva) eo gratiores reddimur, erga perspicuas eas, qvæ salutem nostram spectant, veritates. Neqve igitur male, neqve actum agit is, qvi talibus eruendis tempus impendit. Parum vero admodum, si non plane nihil, hisce in materiis, sæculo nostro videtur relictum. Eo, qvod fere doleo, jamjam ventum est, ut & in sacrum codicem, qvadrare possit tritum istud: Nihil dici potest, qvod non dictum sit prius. Qvocumqve nos in Critica Sacra vertimus, omnia à doctissimis viris exhausta reperimus. Fuerunt, qvi generalioribus universum codicem commentariis ornarunt: fuerunt &, qvi de singulis specialius egerunt. Qvod igitur à nobis exspectatur, vel exspectari potest, qvum ad veterum 45 metalla fato nostro simus damnati, vel est, ut cogitata veterum, mutatis verbis, pro nostris vendamus, vel, si candidi magis habemur, ut diserta eorum breviora in longum, longiora in compendium trahamus, vel ut modum compositionis, vel voluminis formam, vel ipsum titulum tantum mutemus. Eo magis de ætate nostra hocce fovetur judicium, qvo audacius est novas proferre, qvo difficilius prolatas evincere sententias. Hæcce, lector benignissime, qvum tuum de Pyrologia mea judicium facile viderem, præmittere non dubitavi. Non eqvidem ignoro, qvæ qvantaqve promittat titulus iste, qvem dissertatiunculæ meæ præfixum legis, plane sesqvipedalis, neqve eum humeris meis graviora polliceri diffiteor. Etenim tractatum de igne, & Physico-Mathematicum, & Historico-Criticum, & Critico-Sacrum & omni numero absolutum promittere videtur. Qvam parum vero his respondeat, qvicqvid est dissertatiunculæ nostræ, non est, qvi non viderit. Id, qvod foret Pyrologiæ perfectæ, cuncta, qvæ de igne dici possent, longa serie non recensui. Qvasdam tantum qvæstiones, qvasdam meditationes, digniores, meo judicio, qvæ notarentur, attuli, prout potui brevissime. Melius igitur forsitan & sincerius scripsissem: Annotationes qvædam Critico-Sacræ de igne, ex permultis doctorum libris excerptæ & in aliam formam redactæ. Qvantum vero hocce, ab omni Euphonia discederet, qvem fugerit, non est. Immo, qvemlatet, titulum sæpius dissertationi pretium imponere, haud sane minimum? Qvum deniqve qvædam, & in his ordine prima, pro meis ipsius cogitatis vendere audeam, inscriptionem hanc, in qvam ave tam felici, incidi, lector benignissime, ne supra modum mireris, Pyrologiam meam benigno animo legas, & si qvædam titulo parum respondeant, patienter ea feras, oro, rogo, obsecro.

✂ *

46

✂ Si non alii, Joh. Jac. Schmidius, in Physico suo Biblico, ejusqve capite de igne, habet qvædam, qvæ eundem, ac dissertatio mea, titulum adspirare possent. Sed, qvum Schmidius nec in eo sit, ut specialiores qvaslibet de igne qvæstiones recenseat, nec istius, qvi nostri propositi est, ordinis rationem habeat, in totum ab eo abeundum esse, necesse putavi. Neqve istius, ut cuilibet videre est, sed talem in Pyrologia mea observabo ordinem, ut, eam in qvatuor sectiones redigens, primo de igne stricte & in sensu proprio sumto, postea de impropriis ignis in sacra scriptura significationibus, deinde de poenis igneis, qvarum mentionem facit sacra scriptura, & ultimo de igne sacro, agam, prout poterò, brevissime.

✂

LYKKENS TEMPEL EN DRØM
(1764)

✂ JEG befandt mig i NØISOMHEDS BOELIG, et Sted, som de to Himlens Døttre, EUSEBIA og ARETE, besynderlig elskte, og selv havde givet dette Navn. Det var beliggende paa en stille og eenlig Høi, og bestoed af nogle ringe og næsten øde Hytter, hvis faa Beboere feilte alt det, som tiener til Beqvemmelighed og Forlystelse, uden at savne noget deraf. Enhver Besværlighed giordes dem let ved ARETES venlige og indtagende Opmuntringer, og fornemmelig ved det Haab, som hendes mere alvorlige Søster stedse underholdt hos dem, at de snart skulde forflyttes til et andet Sted, hvis Herlighed hun ikke noksom kunde berømme. Hun kaldte det den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Det laae, efter hendes Sigende, øverst paa et høit og langt bortliggende Bierg, hvis Top var ganske bedækket med lyse Skyer. Skiønt Øiet ikke blev der nogen Bygning vaer, saa troede dog enhver Eusebias guddommelige Anseelse og kraftige Forsikringer. Hvad mig angaaer, da giorde vel i Begyndelsen alt det, som jeg her saae og hørte, ikke lidet Indtryk i mit unge Hierte: men jeg kiededes snart ved de Besværligheder og den Mangel, som Stedets Beskaffenhed førte med sig. Dette havde alt giort noget Skaar i Virkningen af Eusebias Løfter hos mig, da den ganske svækkedes ved et Syn, som drog min hele Opmærksomhed til sig.

✂ Neden for i en Dal, som visede de yndigste Afvexlinger paa alt det, som kaldes skiønt og behageligt i Naturen, henrykkede en Bygning alle mine Sandser. Den syntes i Prægtighed uden lige. Det Glimrende, hvormed den var bedækket, det Yndige og Kostbare, som omringede den, havde allerede fortryllet mine Tanker, førend EUSEBIA sagde mig, at det var LYKKENS TEMPEL.

63

✂ Vel forestillede hun mig dens herlige Anseelse som lutter Blendverk. Vel sagde hun mig, at dette Tempel, som syntes saa prægtigt, var tillige saa brøstfældigt, at en maadelig Nordenvind kunde rive det overende, da tvertimod alle Vindes Raserie ikke kunde giøre Templet oven paa Bierget vaklende. Med hvilken himmelsk Veltalenhed formanede hun mig ikke til at vælge et bestandigt og evigvarende Gode, frem for et kort og forgiængeligt; til at leve i Haabet, og ikke at agte de smaa Uleiligheder, som hendes sande Tilhængere neppe bleve vaer. Hun forestillede mig, hvor besværligt og vanskeligt det var at komme ind i Templet, der laae neden for; og at jeg vist nok, om det lykkedes mig, vilde reent forglemme det øverste Tempel, som dog aleene fortiente min Attraae og Længsel. Bliv her! sagde hun tit til mig, med en bevægelig Røst. Bliv hos mig, for din egen Skyld! og Himlen skal styrke dig. Men saa brændende utaalmodig, som den forelskte Damoet bliver, naar hans strenge Fader formaner ham til at skye den tillokkende Galathee. Saaledes som hans Forstand tvinges undertiden til at troe hans vise Erindringer, men Hiertet hader den lettroende Forstand, og hver en Pligt, som vil skille det ved sin Udvalgte: Saaledes var og alt, hvad EUSEBIA kunde foreholde mig, nu forgiæves. Troede jeg hende, saa var jeg og vred paa mig selv, fordi jeg troede, og jeg troede ikke mere, saa tit jeg vendte mine Øine til Lykkens Tempel. Jeg var alt fuld af den Tanke, hvorledes jeg paa en anstændig Maade skulde forlade Nøisomheds Boelig, da EUSEBIA selv befriede mig fra denne Forlegenhed. »Jeg seer vel, sagde hun, at du feiler Lyst og Mod til at blive her, og hverken mine eller ARETES Grund-Regler tillade os at tvinge nogen. Dit Sind er ganske henvendt til det indtagende Syn, som har fortryllet dig. Din Ungdoms Uerfarenhed bringer det saa med sig. Jeg har Medynk med din Forvirring. Gaae hen til 64 Lykkens Tempel, eftersom du endelig vil derhen. Gaae, giv dig i min Søsters Selskab, og bed hende hielpe dig ind. Vogt dig for alles Raad og Bistand, som ikke høre til hendes Følgeskab. Men enten du kommer ind eller ikke, saa behold for alting det øverste Tempel i Minde. Vend undertiden dine Øine derhen, naar det nederste Tempels Glands synes dig meest indtagende. Lyder du mig ad, saa see vi hinanden ganske vist igien, og maaskee paa en Tid, da du mindst formoder det.« Herpaa trykkede hun mig med en mere end moderlig Ømhed til sit Bryst, og overlod mig til ARETE.

✂ To andre unge Mennesker vare alt færdige til at gaae, under dennes Opsigt og Anførelse, til Lykkens Tempel. Efter Eusebias Raad bad jeg hende tage mig med. Hun var villig dertil, skiønt, sagde hun, hendes Tilhængere lede stor Nød for at komme ind. Jeg hørte neppe disse Ord, og min heftige Begiærlighed, at nærme mig til Templet, lod ingen Rum for Mistvivl i mit Hierte. Vi begave os strax paa Veien. ÆRLIGHED, en jevn ærværdig Mand i gammeldags Dragt, og FLID, et karskt og stærkt ungt Menneske, hvis Munterhed svarede til hans Kræfter, fulgte med, for at hielpe ARETE, at bringe mig og mine Selskabs-Brødre ind i Templet. ARETE betragtede med et overbærende Smiil den Iver, hvormed vi hastede ned af Høien. Hun læmpede sig efter vor Utaalmodighed, og vi kom snart til den alleryndigste Dal.

✂ Dens Strækning syntes meget stor. I Midten saae man Templet bygt i en Rundeel, hvortil utallige Vandrende toge deres Kaas fra alle Kanter. Jeg blev, som henrykt over det Skiønne og Indtagende i denne Egn, hvor Naturen syntes at have ødt al sin Rigdom, og ligesom at overgaae sig selv. Her beundrede man den behageligste Afvexling af stolte Cedrer og for Tyngsel nedbøiende Frugt-Træer. Her saaes de klareste Bække først 65 sagte hvidslende at krybe ned fra Klipperne, saa med et raslende Fald ligesom at haste til Dalen, saa atter langsom at skyde sig frem, snart igiennem de grønne Buske, som Mængde og en skiøn Uorden giorde behagelige, snart igiennem det fede Kløver, snart igiennem de deiligste Blomstre, der opfyldte Luften, med et giennemtrængende Ambra. Her hørte man, hvorledes Philomele nu med et klageligt Klukken bejamrede sin arme Ithys, nu med heftigere Slag bebreidede Thereus hans Grumhed, nu igien glemte sin Sorrig, og med sine ulignelige Triller indlod sig i en Vedde-Sang med de øvrige Fugle, som hoppende af Glæde, uafladelig sendte deres qvidrende Røst op imod Himmelen.

✂ De Vandrende bestode mestendeels af unge Mennesker, som gik fordeelte i mange smaa Hobe. Hver Hob havde sin Anførerinde, der skulde ledsage dem til Lykkens Tempel. Hende beviiste de en blind Lydighed og en næsten guddommelig Ære. Disse Anførerinder kaldtes AFFECTER, og paastod alle, at være ARETES Døttre, endskiønt de vare hinanden meget ulige, og det var ikke afgiort, hvor nær enhver af dem kunde regne sig til hendes Slægtskab. Jeg blev vaer, at de havde en langt myndigere og mere befalende Mine, end EUSEBIA og ARETE. Disse behandlede deres Undergivne som Venner, men Affecterne ansaae deres meget mere som Slaver. De befalede, og man maatte adlyde dem uden Modsigelse. Vel smigrede de nogle Øieblik for de Ankommende, men des strængere vare de imod dem, der nogentid havde været i deres Følgeskab. Og alligevel var det forunderligt at see, med hvilken Fornøielse alle underkastede sig deres Herredømme; og hvor ivrig endog de, der lode sig trække ved Lænker af deres Beherskerinder, paastode at være frie.

✂ De Tillokkelser, hvormed enhver af disse Skiønne (thi de havde virkelig Yndigheder) søgte at 66 drage mig til sin Hob, begyndte snart at giøre noget Indtryk i mit Sind. Vel vaerede ARETE sine Efterfølgere (hvis Tal imidlertid var lidt tilvoxet) for AFFECTERNES Selskab, med mindre nogen af dem befandtes under hendes Styrelse; hvilket, lagde hun til, undertiden hændedes, men pleiede ikke at vare ret længe. Men af en vis Døsighed, som denne fortryllende Egn forvoldte hos mig, tabte jeg, uden at mærke det, vor himmelske Ledsagerinde af Sigte, og glemte hende paa nogen Tid. Jeg tog uden Eftertanke Deel i alle de Fornøielser, som Veien og Selskabet tilbøde mig. Dog fulgte jeg ingen vis Anførerinde, men holdt mig snart til den eene, snart til den anden, som jeg saae nogle Vandrende at giøre. Og saaledes tænkte jeg at være fuldkommen fri.

✂ Paa Veien fornam jeg, at Lykkens Tempel havde hundrede Porte, og at de Ankommende, som ikke udvalgte den rette, stode stor Fare for at blive udelukte, og at endog mange af dem, som vare komne ind, stødtes pludselig ud igien. Man sagde mig videre, at endeel af de Udelukte eller Udstødte bleve desuagtet stedse ved Templet, og giorde sig uden Ophør al optænkelig Umage for at komme ind; og at der ikkun vare to Opholds-Steder for de andre, hvoraf de nødvendig maatte udvælge det ene: NØISOMHEDS BOELIG, og en Bygning, kaldet LYKKENS LAZARET, som jeg saae at ligge lige over for i et Morads. »De, som mistede Haabet, at komme ind i Lykkens Tempel, satte man til, at gaae alle, nogle faa undtagen, til Lykkens Lazaret, hvis Anseende, saa lidt behageligt det og er, dog synes at love dem flere Beqvemmeligheder, end de kan finde i Nøisomheds usle Hytter. De leve der fattige og foragtede, men de foragte og alting igien, sig selv og deres slette Kaar ikke undtagne. Dorskhed og Letsindighed ere de to Hovedegenskaber, som giøre Forskiel imellem dem. De Dorskes Sindelav bestaaer i en Slags 67 Stoicismus. De ere hærdede til at taale Ondt, og tilskrive deres Vanlykke en Nødvendighed, de ikke kunne undgaae. Intet, i deres Tanker, er fornuftigere, end at legge Hænderne i Skiødet, og lade alting komme an paa Skiæbnen. De andre ere et Slags Epicureer, der dyrke ingen anden Gud, end Bacchus og Venus, og leve vexelviis i Fylderie og Mangel, ligesom det behager Lykkens Børn at være gavmilde eller knappe mod dem. De bande deres Tilstand og spotte med den, alt efter de ere til Sinds. Men aldrig giøre de nogen alvorlig Betragtning derover.« Jeg havde neppe faaet denne Underretning, førend en heel Flok, der just var gaaet fra Lykkens Porte, og vilde til dens Lazaret, kom os i møde. Deres Adfærd svarede fuldkommen til det Begreb, som man havde giort mig om dem. Nogle syntes ligesom følesløse, andre stoiede, løb omkring og bar sig ad, som halv afsindige Mennesker. Nysgierrigheden drev mig til at spørge nogle af disse Vandrende, hvem de vare, og hvorfor de tog denne Vei?

✂ »Jeg heder GIERNE-ROE, svarede den første, i det han med udstrakte Arme og en opsperret Mund, gav sin Søvnighed tilkiende. Jeg haver været ved mange af Templets Porte, men de faa, som stod mig an, vare saa fulde af Folk, at jeg ikke kunde have sluppet derigiennem med hele Lemmer. Jeg gik derfor godvillig tilbage. Paa Veien traf jeg »denne gode Ven (sagde han videre, i det han pegede paa en, som ravede ved Siden af ham) og han berettede mig, at denne Vei var den beste, og at næsten alle fulgte den.«

✂ »Ja, soer hans Selskabs-Broder med en stammende Tunge, vi skal leve som to Herremænd. Jeg veed, saa mange fornuftige Folk gaae ikke til denne Bygning for at tørste.« Han fortalte mig, at hans Navn var IMMERDURST. Han havde været i en heel Deel af Lykkens Porte, men hvorledes han var kommet ud igien, vidste han ikke selv, og 68 (sluttede han) det kunde være ham lige meget. Han sang derpaa en Drikke-Vise, imedens Gierne-Roe stod og gabede.

✂ Jeg havde hørt længere paa denne lystige Broder, om ikke en meget sælsom Machine paa engang havde draget mine Tanker til sig. En Hob Kurve, som syntes at flytte sig paa et Par menneskelige Been, satte mig i Forundring, indtil jeg endelig igiennem en bundløs Kurv, blev et Ansigt vaer. Jeg spurgte denne Person, i det jeg tvang mig, for ikke at briste ud i Latter, af hvem han var fordømt til at bære paa de mange Kurve? »Aha min Herre, svarede han dybsukkende, saa gaaer det, naar man vil giøre sin Lykke ved Giftermaal: Utaknemmelige Kiøn! saaledes at belæsse en Galant-Homme!« Herpaa saae han forbistret op til Himmelen, trampede imod Jorden under et halv Dosin nyemodige Eder, tog Afskeed med en Capriol, og begyndte at fløite og at synge et Stykke af en forlibt Hyrde-Arie, for at fordrive Tiden.

✂ Neppe var han gaaet fra mig, førend jeg fik et meget dybt Compliment af en gammel fortørret Staader, som neppe kunde bedække sit Legeme med nogle sorte Pialter. Jeg spurgte ham om hans Stand og Skiæbne. »Ak min Herre! svarede han, Deres giennemtrængende Øine røbe saadan Skarpsindighed, at jeg tør sværge ved Apollo og Muserne, at de strax har indseet deres ringe Tieneres Bestilling.« - Det var en LEILIGHEDS-POET, der ikke havde ladet noget Bryllup gaae forbi, uden at forsone Amor med Hymen, eller nogen Ligbegiængelse, uden at skiænde paa Dødens Grumhed. Han havde været ved mange af Lykkens Porte, men Templets uskiønsomme Beboere havde aldrig tilladt ham, at komme længere end til Dørtærskelen. Nu var hans poetiske Aare, formedelst uafladelig Brug, noget fortørret, og hans gloende Ansigt gav noksom tilkiende, ved hvilken Hippokrene han søgte at forfriske sine Geister. 69 Efter megen Omsvøb, bad han mig paa Vers om et lidet Viaticum, og det var mig kiært, at jeg kunde slippe ham saa let.

✂ Disse Originaler begyndte at blive mig kiædsommelige. Jeg undgik med Flid, nogle Qvindes-Personer af et fælt Anseende, som vare med i denne Hob, og jeg fattede det faste Forsæt, i hvordan det og maatte gaae mig, aldrig at udvælge Veien til Lykkens Lazaret.

✂ Jeg blev endnu mere bestyrket heri, da vi strax efter traf paa to Vandrende, som alene toge den Vei, der førte til Nøisomheds Boelig. Hvilken Forskiel visede sig ikke imellem disse og de andre? En uforsagt, skiønt nedtrykt Dyd fremskinnede af deres hele Væsen. Den ene var en graahærdet Krigsmand, fuld af Ar og Skrammer, hvis mere end tarvelige Klædedragt, bar Vidne om, at han, med sit for Fædrenelandet udgydte Blod, kun havde tilkiøbt sig Mangel og Foragt. Den anden havde tilbragt sine beste Dage med at giøre unge Mennesker beqvemme til at komme ind i Lykkens Tempel, formedelst deres Duelighed og Fortienester. Mange havde ham at takke for, at de var kommet ind, men alle havde glemt at bevise ham samme Velgierning. ARETE selv, havde forgieves giort sit Beste, for at faae disse to Personer bragte ind i Templet, og nu var deres Sind alene henvendt til Nøisomheds Boelig, og til den evige Lyksaligheds Tempel. De giorde sig al Umage, for at overtale mig, til at følge med dem. Jeg stod og nogle Øieblik i Tvivl. Men Lykkens glimrende Tempel, som jeg nu var saa nær, tillod mig ikke at tvivle længe. De maatte lade sig nøie med den Fortrydelse, jeg visede over min Ubesindighed, der havde skildt mig fra Arete, og med det Løfte, som jeg gav dem; at jeg, ligesom de, kun vilde holde mig til hende, for at komme ind i Templet, og, om det ikke lykkedes mig, da tage min Tilflugt aleene til Nøisomheds Boelig. Førend vi skildtes 70 ad, sagde de mig, at Arete alt var ankommen ved Templet, med hendes Følgeskab, og at hun strax var gaaet til den ALMINDELIGE Port, som laae paa den anden Side af Templet. De berettede mig videre, at denne Port, den største af alle Templets Porte, kaldtes den Almindelige, fordi Aretes og Eusebias Venner havde den tilfælles med Affecternes Tilhængere. »De andre Porte, lagde de til, ere egentlig for de sidste aleene, og det skeer kun sielden, at ARETE beqvemmer sig til, at hielpe nogen af hendes Efterfølgere ind igiennem nogle faa af disse Porte, som ikke ere hende saa modbydelige, som de øvrige; hvorimod hendes foregivne Døttre ikke bringe nogen til den Almindelige Port, saa længe de tænke, at kunne skaffe ham ind igiennem een eller anden af de mindre, hvortil enhver af dem paastaaer at have en særdeles Adgang.«

✂ Jeg var nu lige ved dette Tempel, som var alle mine Ønskers Maal. Jo nærmere jeg kom det, jo prægtigere blev det i mine Øine. Her syntes Jorden at have ødet sine Rigdomme. Hvad Indien nogen Tid har frembragt kosteligt, og Europa sammensat konstigt, saaes her i Materien og Bygningsmaaden. Hver Deel for sig var nok, til at sætte min hele Tænkekraft i Arbeide. Egnen var ingensteds saa skiøn og fortryllende, som næst uden for denne ypperlige Bygning. Sandserne og Indbildningskraften, begyndte der allerede at henrykkes ved de behageligste Forestillinger. Kort sagt: Stedet syntes at svare til sit Navn, DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL, som jeg siden fik at læse over den Almindelige Port. Vel blev jeg vaer, at endskiønt Templet var af en umaadelig Høide, Grundvolden i sig selv dog var mere konstig end stærk, og efter al Anseende ikke fast nok, til at bære saa stor en Byrde. Men jeg gav mig ikke Tid til at anstille nogen alvorlig Betragtning herover.

71

✂ Efter det Løfte, jeg kort tilforn havde giort, holdt jeg mig nu fra de tillokkende Anførerinder, som Mængden fulgte op imod Templet. Endnu stod denne Slutning i min Magt; dog havde jeg allerede mærket, at det ikke var saa let en Sag, som jeg indbildte mig i Begyndelsen, at beholde en slags Friehed, ved at antage een af disse Beherskerinder efter den anden; og de fleste, der havde giort, som jeg, saae jeg nu alt lænkebundne. Hver Anførerinde søgte med sin Hob den Port, som hun i sær tilegnede sig, og der tilskyndte hun uafladelig sine Tilhængere at gaae, eller at trænge sig ind. Stod nogen for længe i Tvivl, saa stødte hun ham ind med Magt. Dette Syn bestyrkede mig i mit Forsæt. Jeg tænkte nu kun paa, at finde Arete igien, og at komme ind i Templet ved hendes Hielp. Til den Ende gik jeg ufortøvet omkring til den Almindelige Port, hvor jeg kunde formode at treffe hende. Paa Veien stillede jeg min Nysgierrighed tilfreds, med at besee de Porte, jeg kom forbi.

✂ Den første Port, som drog min Opmærksomhed til sig, var opført af støbt Guld. Oven over Porten forestilledes en Drage, som ruede over en stor Skat, med den Overskrift: O CIVES, CIVES, QVÆRENDA PECUNIA PRIMUM, VIRTUS POST NUMMOS. Paa den ene Side, stod Crassi, og paa den anden Cosmi de Medicis Billed-Støtter. Til denne Port stormede saadan en Mængde, af omskaarne og uomskaarne Jøder, Aagerkarle, Toldforpagtere, Bogholdere, Søefarende etc. etc. at man ikke kunde komme den nær. Et umaadeligt Jøde-Skrig, som ikke sielden løb ud paa Klammerie og Slagsmaal, varede bestandig ved inden for den. Ved denne Port, opholdt sig iblant andre, nogle Personer, som gave sig ud for Philosopher. Disse spurgte de Ankommende i en spodsk Tone, hvad de vilde giøre derinde. O I forblindede Mennesker! sagde de, dersom I kunde see den mindste 72 Deel af det Onde, som hersker i dette Tempel, der lader saa glimrende! Men endskiønt de havde idelig Senecas Lærdomme om Rigdoms Foragt i Munden, saa gav dog den Begiærlighed, hvormed de hemmelig kigede ind i Porten, noksom tilkiende, at de af deres ganske Hierte ønskede, at blive ligesaa rige, som Seneca havde været. Een af de Omstaaende sagde mig, at dette Slags Folk aldrig forlod Lykkens Porte; at de pleiede i Skumringen at snige sig ind, igiennem hvilken Port de best kunde, og at de, naar de kom inden for, forsikkrede høiligen, at det var skeet tvertimod deres Villie og Ønske.

✂ Den anden Port var beklædt med Lotterie-Sedler, og den tredie med Spille-Kort. Ved Siderne vare slet ingen Billed-Støtter. En Mængde af dem, som ikke havde kundet, eller ikke havde vildet trænge sig igiennem den første Port, vendte sig til disse. Men de kom næsten alle hovedkulds tilbage igien. Især saae jeg meget faa af dem, som gik igiennem den tredie Port, at slippe ind i Templet, og naar det skeede, bleve de kun nogle Øieblik inden for. Desuagtet bleve de ved, at giøre nye Forsøg paa at komme ind, og det syntes, at de, ligesom fortryllede, ikke vare mægtige til at forlade denne Port.

✂ Den fierde Port syntes at berøve Lykkens Tempel meget af dens Anseelse. Den var saa meget mindre end de andre, at den mere lignede en Lem end en Port, og de, som vilde herigiennem, maatte i Begyndelsen krybe paa Hænder og Fødder. Oven over Porten forestilledes en gammel krogrygget Mand, med den Overskrift: SAALEDES ER JEG KOMMET IGIENNEM VERDEN. Paa den ene Side stod Sejans og paa den anden Bukinghams Billed-Støtte. Jeg saae mange krybe derind, og kuns to komme ud igien. Den eene havde giort sig vred for et par Knep paa Næsen, som nogle unge Herrer gave ham af Spøg: og den anden 73 havde været saa dum, at giøre en Minister mat i Skakspil. De krøbe begge strax ind paa nye og bleve lykkelig inden for. Denne Port var vel den sikkerste af alle, men den var tillige den skidenste. Thi ingen kunde komme igiennem den, uden at søle sine Klæder i en Hob Skam; eftersom al den Ureenlighed, som samledes i Lykkens Tempel, havde sin Udgang herigiennem.

✂ Den femte Port streed i Henseende til Størrelsen tvertimod den fierde. Over den forestilledes en bevæbnet og kneisende Ungkarl, med den Overskrift: SAALEDES VIL JEG IGIENNEM VERDEN! Paa den eene Side stod Wallensteins og paa den anden Thamas Kulikans Billed-Støtte. De fleste, som gik herind, saae stivt i Veiret, og bleve derfor ikke de Bielker vaer, som laae tvert over Porten. Jeg saae dem og at løbe med saadan Heftighed imod disse Bielker, at et smerteligt Stød, som de fik i Panden, gav dem en kraftig Advarsel at vende om.

✂ Den næste Port var for Skribentere. Oven over den forestilledes en siddende Person, som syntes at skrive uafladelig, og tillige at give noget Skreven fra sig, hvorefter endeel andre rækkede paa engang, i det de lagde Penge paa Bordet. Overskriften var: SAA SKRIVER DU DIG RIIG. Paa Siderne stod Popes og Voltaires Billed-Støtter. Jeg kom denne Port temmelig nær, og jeg blev vaer, at et ungt Menneske med en lang Svøbe, paa engang drev nogle hundrede tilbage, som syntes meget ældre end han. Jeg sprang i Hast tilsides, og spurgte een af dem, som havde faaet de fleste Hug, hvad dette var for et forvovent ungt Menneske? Ak, gav han grædende til Giensvar: Han kalder sig DEN NYE SMAG. Han haver taget sig al Herredømmet til over denne Port. Taareperse- og Skatkiste-Skrivere, Scholiaster, Anagrammatister, stedse færdige Leiligheds-Poeter, og saadanne kan han ingenlunde fordrage. De maa tilbage hver een. 74 Af de andre maa altid de tilbage, som efter hans Tykke have EN FORDÆRVET SMAG. Denne Skribent betroede mig tillige, at han var Forfatter til et Heltedigt i dactyliske Vers, til nogle hundrede meget kunstige Akrosticha og Chronosticha, og til en stor Deel Logogripher, saa sindrige, som nogen i den Franske Mercure. Han førte bittre Klager over Tiderne og deres Uskiønsomhed, og smigrede sig med Efter-Slægtens bedre Indsigt. Ellers mærkede jeg en stor Forskiel paa deres Klædedragt og Adfærd, som vilde igiennem denne Port. Nogle vare ganske bedækkede med Smuds og Støv, andre derimod vare meget pøntelig iklædte. Nogle gik paa saa høie Stylter, at man maatte faae Hoved-Svimmel af at see paa dem; andre gik paa Sokkerne; Nogle bedekkede deres skaldede Hoveder med saa store Parykker, at de syntes levendes Parykkeblokke; andre viiste sig saa skaldede som de vare. De Fruentimmer, som gik ind i denne Port, havde Mandsklæder paa.

✂ Oven over den syvende Port forestilledes en Harleqvin, siddendes paa Lykkens Skuldre. Paa den ene Side saaes Bruti og paa den anden Claudii Billede. Porten var meget rum og magelig. Nogle tusinde virkelige og forstilte Narre og Tosser stormede herind, og det var sielden, at nogen kom tilbage igien. Ingen af dem saaes med Narrekappe. Endog Hofnarrene kiendte man alene ved deres Adfærd.

✂ Over den ottende Port forestilledes en saa kaldet PETIT MAITRE, med en tom Pengepung i Haanden. Overskriften var: DET SKAL EN RIIG BRUD GIØRE GOT IGIEN. Paa begge Sider stod en Hob Billeder, af de betydeligste Mænd, som havde giort deres Lykke ved Giftermaal; men de vare alle saa smaa, at jeg ikke kunde læse Navnene. De, som vilde igiennem denne Port, trængede sig frem med den største Tillid til deres Fortienester, men de fleste kom tilbage beladte med Kurve.

75

✂ Den niende Port var aleene for Fruentimmer. En Mængde paa det omhyggeligste pyntede Smukke stode her med stor Længsel efter at komme ind. Dette opvakte min Nysgierrighed. Jeg trængede mig nærmere til Porten, for at besee den nøiere. De syntes alle at blive fortrydelige derover. Somme holdt Hænderne for Øinene, og andre stødte mig tilbage. Saa meget saae jeg dog, at Porten var opført af heelt Speilglas. Oven over den saae man Venus siddende ved et Natbord, med alt Tilbehør, og noget tilsides Hymen, som syntes nøie at betragte hende. Overskriften var: VED NATUR OG KUNST. Paa den ene Side stod Monimes, og paa den anden Roxelanes Billed-Støtte. Alle gik ind med en fornøiet Mine, men naar nogle kom ud igien, kunde man læse en kiendelig Bedrøvelse af deres Ansigter. Jeg havde allerede spurgt en Deel af dem, hvorfor de maatte vende tilbage, og altid faaet et forvendt Svar, da min Nysgierrighed endelig blev stillet tilfreds af den mindst bedrøvede. Vi maa blive staaendes tæt inden for Porten, sagde hun, indtil et af de Mandfolk, som er kommet ind i Lykkens Tempel, vil hente os af; og de, som ikke blive afhentede, ere nødte til at vende tilbage. Hun fortalte mig videre, at en stor Deel af disse Forskudte prøvede paa, at komme igiennem een af de to følgende Porte.

✂ Den tiende Port, som iligemaade var for Fruentimmer alene, gik jeg forbi, uden at blive noget andet vaer, end Phrynes og Laidis Billed-Støtter, og over Porten en Guld-Regn, som faldt i Danaes Skiød. De som kom her igiennem, blev i Almindelighed stødt ud igien, naar de havde været en kort Tid i Templet: og saa begave de sig enten lige til LYKKENS LAZARET, eller og til den følgende Port.

✂ Den ellevte Port var udziret med Rosenkrandse, Pønitentse-Sække, Riis, Pidske og Bønne-Bøger. Oven over den forestilledes en tredobbelt Krone, som var omgiven med Cardinals-Hatte, 76 Biskops-Huer og Stave. Tartuffes Billed-Støtte stoed midt for den. Han slog Øinene stedse ned imod Jorden, men med Hænderne syntes han at række efter de Værdighedstegn, som stoed oven over Porten. Alle de af begge Kiøn, som gik herind, havde Maske paa. Jeg sluttede af alt dette, at denne Port var for de Skinhellige.

✂ Den tolvte Port hængte sammen med den ellevte ved en hemmelig Gang. Oven over den stoed disse Ord: AUDE ALIQVID BREVIBUS GYARIS & CARCERE DIGNUM, SI VIS ESSE ALIQVIS! Den syntes at være overstænkt med Blod. Paa den ene Side stoed Irenes, og paa den anden Cromvells Billed-Støtte. Det var et halsbrækkende Arbeide at komme igiennem denne Port, da den var fuld af Fald-Luger. Dette, tilligemed dens gruelige Anseende, giorde, at meget faa gik herind. Ja ingen, endog den dristigste, vovede sig herigiennem uden Skielven og Gysen. Jeg ilede fra dette fæle Syn.

✂ Den trettende Port var tillukt. Oven over den forestilledes en Mand som arbeidede i et Bergværk, med den Overskrift: UFORTRØDEN ARBEIDE OVERVINDER ALTING. Origenis Billedstøtte stoed paa den eene, og Hugonis Grotii paa den anden Side. Jeg sluttede heraf, at denne Port var for de Flittige, men jeg faldt i stor Forundring over at den var lukt. Dog begreb jeg snart Aarsagen, da jeg læste en Seddel, som var heftet paa Porten, af følgende Indhold: EFTERSOM LYKKENS EGNE BØRN, SOM ERE FØDTE OG OPDRAGNE I DETTE TEMPEL, PAA NOGEN TID HAR FUNDET SIG BESVÆREDE AF DET UMAADELIGE OVERLØB, SOM SKEER IGIENNEM DENNE PORT, SAA HAVER GUDINDEN FUNDET FOR GOT, IKKE AT LADE DEN STAAE AABEN, UDEN FIRE DAGE OM AARET. Dagene vare ikke nævnede.

✂ Den fiortende, femtende og sextende Port, hvor- af den ene førte Dyd, den anden Gudsfrygt, og 77 den tredie Ærlighed til Overskrift, vare ligeledes lukte, med hosføiet Efterretning: AT NØGLERNE VARE FORKASTEDE, OG EFTERSOM LAASENE VARE DIRKEFRIE, KUNDE DE IKKE AABNES, UDEN AT BRYDES OP MED MAGT, (HVILKET SYNTES AT OVERGAAE MENNESKELIGE KRÆFTER.) IMIDLERTID VILDE MAN HAVE DEM, SOM AGTEDE SIG IGIENNEM DISSE PORTE, HENVIISTE TIL DEN ALMINDELIGE.

✂ Min Længsel, efter at naae DEN ALMINDELIGE PORT, tog herved mærkelig til, og jeg opholdt mig ikke længe med at besee de andre Porte, som jeg maatte forbi. Dog saae jeg, uagtet min Iilfærdighed, over een af dem en Klædebørste og en Skoebørste, sadte krydsviis, og omgivne med en Ærekrands. Over en anden Port blev jeg Vulcanus vaer, som saae igiennem Fingrene. Dens Zirater bestoed fornemmelig i Overflødigheds Horn. Over de to næste faldt mig Mercurii og Ganymedis Billeder i Øinene. Nogle andre Porte vare for Projectmagere, nye Paalægs og nye Moders Opfindere. Ja hvem skulde tænke det, der var endog Porte for Luftspringere, Liniedandsere, Gøglere og Taskenspillere.

✂ Efter en møisom og langvarig Gang kom jeg endelig til den almindelige Port. Den var vel ti gange saa stor som nogen af dem, jeg hidindtil havde seet. Oven over den var skrevet med store gyldene Bogstaver: DEN ALMINDELIGE PORT TIL DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Lige over for den stoed Cæsars Billed-Støtte, og paa Fodstykket de Ord: PER FAS AUT NEFAS. En utallig Mængde af alle Stænder, dog især af Studerende, stormede hertil. Med et Navn kaldte de sig SKIKKELIGE FOLK. Der var, uagtet Portens Størrelse, saadan en Trængsel, at den eene traadde paa den anden, og at en Deel kom tilbage med forslaaede Lemmer. Dette begyndte at giøre mit Haab noget vaklende, da jeg saae ARETE at staae 78 ved min Side. Hvor glad, hvor henrykt, men tillige hvor skamfuld blev jeg ikke? O Følelser, som ere den ubekiendte, der aldrig saae ARETE! Yndige, guddommelige ARETE, raabte jeg, i det jeg med en brændende Heftighed kastede mig i hendes aabne Arme, tilgiv mig min Forseelse; vær som tilforn min hulde Veninde, og jeg skal aldrig mere tilside sætte dine Erindringer.

✂ Hun tog mig herpaa ved Haanden, og førte mig op imod Porten. ÆRLIGHED gik ved min anden Side, og FLIID gik foran, for at giøre os Plads. Saaledes bragte de mig, skiønt temmelig forstødt, igiennem den inderste Dør.

✂ Til enhver af Portene svarede indentil en Dør. LEILIGHED, et skiønt og venligt, men derhos noget vægelsindet Fruentimmer, løb omkring, og aabnede snart den eene, snart den anden, ligesom det faldt hende ind, og slog dem hastig til igien. De fleste kom ind, imedens Dørene stod aaben. De andre fik dem selv med Møie aabnede, og saasnart de vare inden for, faldt Dørene af dem selv til igien. Jeg var iblant de sidste, og Fliid hialp mig at støde Døren op.

✂ Her var det, at jeg baade saae og følte, hvad jeg tilforn kuns havde giettet mig til. Jeg stod en Tid lang henrykt, og var nær ved at blive overbeviist om, at jeg var i Himmelen. Dog saa indtagen, som jeg var, kunde jeg dog ikke andet end forundre mig over, at Trængselen inden for, var næsten lige saa stor, som den der var i Portene. Enhver søgte, at nærme sig til et overmaade prægtigt og kostbart Alter, hvorpaa Gudinden sad, med Overflødigheds Horn i Haanden. Hun syntes at vinke ad enhver, med et indtagende Smiil, og hun øsede over de Omkringstaaende, udaf hendes Horn, de Kostbarheder, hvormed det var opfyldt. De nærmeste fik det meste, og de andre maatte som oftest nøies med det, som de første igien godvillig overlode til dem.

79

✂ Uagtet, at jeg var iblant de sidstes Tal saa var jeg dog i Begyndelsen vel fornøiet, med de faa Gaver, som faldt i mit Lod. Men MISUNDELSE lod mig ikke længe blive i denne Roelighed. Dette tørre og skeeløiede Skrækbillede, som bestandig sneg sig omkring i Templet, særdeles længst Æra Alteret, havde neppe blæst sin Aande paa mig, førend jeg paa engang blev følesløs imod alle mine Lyksaligheder. Fra dette Øieblik, stak intet mig i Øinene, uden det, som andre havde, og intet kunde trøste mig, uden Haabet om at blive lige saa lykkelig som de. Nu saae jeg først med Fortrydelse, at mange havde faaet et langt fornemmere og mageligere Sted i Lykkens Tempel end jeg. I sær, var det mig meget utaaleligt, at mange, som jeg havde seet krybe igiennem den lave Port, var alt langt nærmere oppe ved Alteret, og havde faaet langt kostbarere Gaver, end jeg. Jeg stræbede længe forgieves at komme op til dem: indtil endelig en Mand af stor Anseelse, som havde seet mig komme ind i Templet ved ARETES Hielp, rakte mig Haanden, og hialp mig længere op. Arist (saaledes heed denne værdige Mand) beviiste samme Redebonhed imod alle ARETES Venner, og man blev tydelig vaer, at en oplyst Velgiørenhed var Drivefieren til alle hans Handlinger.

✂ Nu var jeg kommet Gudinden saa nær, at jeg kunde see hende lige i Ansigtet. Nu begyndte jeg, at mærke noget falskt og tvunget i hendes venlige Smiil, som jeg tilforn ikke havde blevet vaer. Man kunde aldrig være vis paa hendes Godhed. Thi en Deel, som havde været lang Tid oppe ved Alteret, og var bleven holdt for hendes største Yndlinger, lod hun hovedkulds støde ud af Templet, uden at giøre dem mindste Regnskab, hvorfor? Tvertimod mange andre, som gierne havde været fornøiede med, at blive tæt inden for Døren, kaldte hun op og satte dem næsten oven paa Alteret. Denne Falskhed og Ubestandighed vilde 80 nogle lede fra hendes Blindhed, andre fra Mangel paa Forstand. Hvorledes det og var, saa beholdt hun dog endnu Yndigheder nok, til at fortrylle mig. Jeg var nu tæt oppe ved Alteret, og efter mine Tanker stod intet tilbage, som jeg kunde ønske. Jeg svømmede i et Hav af Vellyster, og holdt mig nogle Øieblik for det lyksaligste Menneske paa Jorden. Men FRYGT og KIÆDSOMMELIGHED, to Fruentimmer, som opholdt sig næst oppe ved Alteret, lod mig ikke længe blive i denne søde Vildfarelse. Den blege og skiælvende FRYGT foruroeligede mig idelig ved at pege paa dem, som bleve stødte tilbage af andre, der trængede sig frem igien i deres Sted. Jeg spaaede mig hvert Minut den samme Skiæbne. KIÆDSOMMELIGHED, en overmaade feed og ubeqvem Person, kunde, eller gad neppe røre sig, og bar et Bundt Valmue under Armen. Hun gabede bestandig, og kom derved alle de omkringstaaende Lykkens Yndlinger til at gabe med. Jeg gabede, som de andre, og begreb nu, at Lykkens Tempel meget uegentlig kaldtes den TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL.

✂ Jeg tænkte paa dette, da jeg mærkede, at min ædelmodige Beskyttere, Arist, var gaaet tilside bag ved Lykkens Alter. Han saae stivt op til et Sted, som jeg snart kiendte igien. Det var den Bierg-Top, hvorpaa EUSEBIA havde sagt mig, at den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL var beliggende. Da Arist endelig vendte sine Øine derfra, saae jeg, at en roelig og ubeskrivelig Glæde, havde udbredet sig over hans hele Ansigt. Hver af hans Øiekast gav den Ligegyldighed tilkiende, hvormed han betragtede Lykkens meest glimrende Gaver. Herved kom jeg EUSEBIAS Formaning ihu, hvilken i den Tummel, som jeg havde været i, var gaaet mig reent af Tankerne. Jeg saae op imod det usynlige Tempel paa Bierget, med en Attraa, som svarede til den Ringeagtelse, hvormed jeg begyndte at ansee det andet. Da jeg vendte 81 mig om igien, blev jeg med Forundring vaer, at de Ting, hvormed jeg var omringet, havde tabt en stor Deel af deres forrige Glands. Jo tiere jeg saae op mod den evige Lyksaligheds Tempel, desmere tog denne Fordunkling til. Tilsidst blev alting mørk for mine Øine. Frygt og Kiædsommelighed alene, stod endnu kiendelige ved min Side. Men hvilket Syn! - EUSEBIA, den guddommelige EUSEBIA, fremstillede sig selv pludselig for mine Øine. Jeg kastede mig i hendes Arme, og raabte fuld af Glæde og Forundring: EUSEBIA i Lykkens Tempel! Af denne min Sinds-Bevægelse, og mit eget heftige Skrig, vaagnede jeg.

82

✂

DE PARADISO
(1764)

✂

TANKER I ANLEDNING AF HR.
HANS EBBESEN, HØRKRÆM-
MER HER I STADEN, OG JOM-
FRUE CHRISTIANE BENE-
DICTE HUULEGAARDS
MARIAGE
(1765)

✂ HVOR Zephyr hvislende blanttet begroede Eger
Snart deler Solens Magt, snart skiller Skygger ad;
Saa i et sagte Hvift med søde Liljer leger,
Og, da den bøyer dem, opløfter Tornens Blad -
Hvor Skovens Fløytenist snart Sørgestykker spiller,
Og byder Dyr og Træer, at agte paa sit Suk,
Snart kurrer, fløyter, slaaer; snart i afbrudte Triller
Nedfalder Gradeviis fra Slag til søde Kluk -
Hvor - Men kast Penslen bort - I Yndigheders Bolig,
Som knap Naturen selv kand treffe ret igien,
Der boede Celadon, for al Bekymring rolig,
I mættet Nøysomhed og Pagt med Himmelen.
Ey ynket, ey misundt, ey falske Venners Slave,
Ey priist af Rosifleng, ey lastet af Zoil,
Holdt han sin vise Siæl for Himlens største Gave,
Og saae til Verdens Stoy med et hoymodigt Smiil.
Lyksaligste! - mon Guld? mon Purpur? mon en Krone?
Mon Lavrbærkrandse gav din Lykke større Glands?
Ney! siger Celadon - Ney! - med vemodig Tone
Du sukker, vise Siæl! bedaares du af Sands?
Hvem er da lykkelig, naar selv den Vise knurrer
Mod Skiebnens Karrighed? - naar den Lyksaligste -
Men billigt Suk - Hør hist, hvor Turtelduen kurrer,
88 Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee,
For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden!
Fra Celadon til Myg vil alle parre sig.
Selv Adam, hellig, viis, Gud lig, Regent paa Jorden,
Er først i Evas Arm fuldkommen lykkelig.
O ædle Drift! - o Baand! - o søde fælleds Tykke! -
O Følelse! - o Liv! - tie Muse, nu om Roe,
Roes ikke Eenlighed! søg Pynten af vor Lykke,
Hvor Elskov, Overleg og Himlen samler Toe!
Jer nevner Musen ey, I alt for svage Siæle,
Hvis Drift varureen Lyst og kort Begierlighed -
Og Satyr give dem et billigt Eftermæle,
Somharkuns Guld og Rangtil Baandets Øyemed!
Men hvor en hellig Ild i rene Flammer brænder,
Som Dyden tændte op, og Døden slukker ud:
Lyksalige! - hvor To fremrakte glade Hænder,
Som sammenbandtes af Forældre og af Gud.
Lyksalig Ebbesen, som fik Din Christiane
Til Lykkens største Pant af Himlens egen Haand!
Lyksaligt Brudepar, som midt paa Dydens Bane
Blev knyttet evig fast med Elskovs søde Baand.
Skue, Muse! føl og syng om søde Turtelduer!
Siig mig, hvor dette Par? - dog, her faldt Dekket ned -
Naar skildrede en Pen saa rene Elskovs Luer?
Og hvem kand oversee saa stor Lyksalighed?
Hun fik en værdig Mand, og Han en værdig Mage.
Naturen lover selv en talrig Efterslægt.
To Ønsker har kuns Sted; thi hvad er meer tilbage,
END LYKKENS STADIGHED, OG HIMLENS VARETÆGT? E.

89

✂

MELETEMATA QVÆDAM DE
PRAVIS SCRIPTORIBUS
(1765)

✂ IN istis, qvæ nova nobis qvovis hebdomade referunt, pagellis, nuper, neqve ut verum fatear, sine risu, legi, novo jamjam chartæ generi conficiendo Germanos esse intentos: Scilicet, ne panni qvidem laceratæ satis Germaniae auctoribus eorum, ne dicam scributiis, amplius sufficiunt: Plantae, nunc, arbusta, arbores, innumerabilia, immensurabilia, immo horribilia eruditionis monumenta ære perenniora reddent sæculoqve novissimo reddent intacta. Misso vero joco, ne huic per se satis utili arti aliqvid detrahere videar; tibi, Lector benigne, ingenue fateor, me ingentem hanc, quæ mundum inundat immo fere suffocat librorum multitudinem, haud alias considerare, ac permagnam sentinam, in qvam argenteæ qvædam qvædam pretiosioris metalli monetæ, fato suo ceciderunt. Aut sexcenties repetita sub novo vero titulo luci edita, aut putida figmenta, aut aniles ineptias, aut inanes logomachias, ne dicam crimina læsæ & humanæ & divinæ majestatis, publice nunc fere ubicumqve vendunt bibliopolæ, & pro novis vendunt, & pro bonis vendunt. Si in myriadibus librorum qvinqvaginta, si qvadraginta, si triginta, immo si viginti & decem justi essent, cavendum foret ne una cum malis hi perirent, sed nunc - at vero aromatopolis consulamus, rogo illos addicere nolumus. Ignosce mihi, L.B., Hasce qverelas, utpote justas. Tute evolve proximum qvemcumqve & si paucos excepero, me verum dixisse invenies. Varias, talium scributiorum, majoris lucis gratia, ideas, in medium proferre mihi est in mente. Simplex, aut ut Mæcenati cuidam aduletur, aut ut offulam qvandam obtineat, aut ut pro obtenta gratias agat, aut aliis deniqve de causis, in Autorum classem pervenire, sibi & utile putat & 90 necesse. Neqve mora. An simplex cerebro careat, hic nihil interest. Qvid cerebrum ad Autorem? Anne eruditis immo anne cuipiam opus edendum placeat necne, qvid hoc ad rem? Sibi tantum & Patrono suo scribit simplex. Sibi vero ipsi errata qvælibet facile ignoscet, & Mæcenati sine dubio tempus ad legendum librum ejus vix sufficiet. Aliqvid tamen scribendum. Unde vero hoc? Hercule; Gratia istud probatum, Lexicon Universale, vel alia qvaliacumqve subsidia bene novit simplex. Inde ingentem aboletarum sententiarum farraginem compilat. De suis qvicqvam addere egregie cavet. Operi vel opusculo ita compilato, ante omnia studet titulum præfigere, cui pondus insit, id est, plane sesqvipedalem. An vero id, qvod in libro continetur, indicet titulus, necne, ad rem facere minime putat. Immo, ut lectori primo conspectu sanctum incutiat horrorem, pagellis, in qvibus de barba Cæsaris agit, titulum de bombogranotympotaratandinibus præfigere haud dubitabit. En simplicem autorem. Qvid vero si simplici alienas plumas detraheremus? - Hem qvam idearum colluviem, qvalem judiciorum sentinam, qvantum ratiociniorum Chaos.

✂ Versifex, ne genuinorum Apollinis filiorum oblitus, videar, aut in lautiore paululum prandio, aut in qvibusdam imperialibus, vel minoris qvoqve pretii præmio, aut in paucorum applausu, rationem versuum pangendorum videt ita sufficientem, ut nihil magis. Tunc vero Versifex! - Sudat, alget, bibit, currit, fremit, immo insanit; qvum vero diu eum ita parturire videris, prodibit nil nisi ridiculus mus. Rythmos qvosdam videbis vel ita cothurnatos, ut sensum qvemdam illis extorqvere ad Herculeos labores pertineat, qvum scilicet ipse Versifex eos neqvaqvam intelligat; vel qvoqve compactos ad tritum istud exemplar: Nuper qvidam doctus coepit scribere versus; vel deniqve ex ærariis poëticis compilatos. Ne, de ineptiis, de 91 adulatione, de spurcitie, inutilia verba faciam. Ita Versifex. Qvid vero si Versifices a Parnasso abigeremus, qvot tunc restarent poëtæ? Juvencus (sit venia barbaræ huic incogitati juvenis appellationi) cuncta qvæ in mentem veniunt luci mandare haud dubitat, qvæ sibi placent omnibus piacere certo putans. Qvid vero de næniis Garruli, qvid de sentina Sordidi amplius loqvar. Cur diffamatoriarum, cur tumultuariarum, cur deniqve blasphemarum mentionem faciam? Satis hæ primo conspectu sese vituperant; tuaqve, in istis patientia L. B. abuti nefas puto. Paucas tantummodo, cur tanta pravorum autorum existat multitudo, rationes in medium proferam prout potero brevissime; prolatas vero tuo ipsius iudicio relinqvam. Palmam sine dubio in his obtinebit lucrum, qvod ex pravis libris majus in bibliopolas redundat, qvam ex bonis. Hoc vero rursus a pravo plurimorum lectorum gustu derivari, nemo, me judice, est, qvi non videat. Optimos qvoqve scriptores, si marsupio consulere vellent, publico gustui sese interdum oportuit accomodare. Id, qvod videre est ex ipsis, qvorum etiam cineres deosculamur, heroïbus. Qvid vero plebi scribere aliud est ac male seribere? Plebs scilicet serie propositis atqve enodatis veritatibus raro delectata, ea tantum, qvæ risum excitare qveunt, exoptat, legit, approbat. An vero hæc interno qvodam valore gaudeant necne parum interest, qvum occulta cuncta plebis mentem excedant.

✂ Ad secundam referimus Inventionem artis typographicæ.

✂ Tertia in ordine merito venit ineptum plurimorum doctorum, de Philosophicis, Theologicis aliisqve immo de ineptiis contendendi studium. Qvis est, qvi ignoret qvot qvantaqve inutilia bibliothecarum pondera rixæ doctæ genuerint?

✂ Ad qvartam pertinet vanus iste honor, qvem iuvenes plurimi immo seqvioris sexus homines 92 jamjam in autoris nomine ponunt. Illi nomen vix sibi inditum in doctis recensionibus jam legere cupiunt. Hæ mente, qvam corpore foecundiores; partum interdum edunt novimestre qvidem majorem, sed ita qvoqve deformem, ut sepulchro dignior sit, qvam educatione.

✂ Qvinta, &, ut reliqvas minores præteream, ultima sine dubio est necessitas scribendi, minus idoneis interdum imposita. Hic habes, L. B. rationem, cur, ut alios taceam, ipse ego hodie tibi hisce pagellis, si legeris, forsitan molestus, sin vero minus saltem sim inutilis. Ita enim leges optimi pieqve defuncti fundatoris Collegii nostri jubent, ut publice qvilibet qvotannis disserat. Optimam pii viri fuisse intentionem, nemo, me judice, erit, qvi iverit inficias. Magnum sane Musarum alumnis, ex tali exercitio & qvoad eloqventiam latinam & qvoad artem demonstrandi evenit emolumentum. Cunctos vero dissertationi conscribendæ æqve pares non esse ex meo videbis exemplo. Neqve perdoctam neqve ambiguam materiam enodare meum fuit. Docti nihil profero. Citationes habeo plane nullas. Paucis: Dissero, non, ut sim Autor, sed ut disseram; tuaqve solum fretus benevolentia, in gratiam opponentium luci mando Theses subseqventes

✂

KLAGE-SANGE OPFØRTE PAA
DET KONGELIGE UNIVERSITET
DA KONG FREDERIK DEN
FEMTE DEN 18DE MARTII
1766 SKULDE FØRES
TIL SIT HVILESTED
(1766)

✂

SØRGE-SANGE I CHRISTIANS-
BORGS SLOTS-KIRKE DEN 18DE
MARTIUS 1766 DA KONG FRE-
DERIK DEN FEMTE SKULDE
FØRES TIL SIT HVILESTED
(1766)

✂

KANTATE I ROESKILDE DOM-
KIRKE DEN 19DE MARTIUS 1766
DA KONG FREDERIK DEN
FEMTE BLEV SAMLET
MED SINE FÆDRE
(1766)

✂

Chor.

✂ Begr. 4, 20.

✂ HERRENS Salvede, som var vor Næses Aand, blev fanget i Gravene, om hvilken vi sagde, under hans Skygge vil vi leve.

✂

EN UNDERSAAT

Jeg seer de majestætisk tause Huuler,
Jeg seer de stolte Boeliger, som skiuler
Monarkers Been.
Jeg øyner alt det Sted,
Hvor Nordens Fryd skal graves ned:
Et bange Koldt omløber alle Aarer.
Alting forvirres - Hiertet synes haardt som Steen
Og Steene synes selv at smelte hen i Taarer.

✂

Arie.

✂ Kan en Steen sin Stivhed glemme,
Marmor, skiælv da ved at giemme
Stolte Cimbrers største Skat.
Tause Mørke, kan du græde,
Græd, da Nordens Soel og Glæde,
Synker i en evig Nat.
Kan en Steen sin Stivhed glemme,
Marmor, skiælv da ved at giemme
Stolte Cimbrers største Skat.

✂

EN STEMME AF GRAVENE

En Lyd af Suk blev hørt i Tausheds Bolig. -
Hvad Graad tør vel forstyrre dette Sted,
Hvor Nordens Helte hvile sig i Fred? -
Hvo skriger der, hvor Konger sover rolig? -
Jeg seer dit Tab, forladte Norden: 105
Det kan, det bør udpresse Jammerskrig
Af dig og Jorden.
Fortæl de Levende din Nød;
Land raabe Lande til, at Frederik er død.
Men, vil du ikke ved at græde,
Forstyrre Støvets Roe og Siælens Glæde,
Saa tie for Himmelen og mig:
Og huusk, om slig en Sorg sig nogen Tid besinder,
At du vel taber, men han vinder.

✂

Arie.

✂ O Grav, Du Ærens sikker Havn!
Siig Evigheden, at du giemte
Den store Frederik den Femte
Vær evig stolt ved dette Navn!
Naar Jorden selv sin Fordring glemmer,
Paa det Kostbare, som du giemmer,
Og ikke sees, før vakt af Gud:
Da vær et synligt Æreminde,
Som Ild og Vand og skarpe Vinde,
Og Ondskab selv ey slukker ud.
O Grav, Du Ærens sikker Havn!
Siig Evigheden, at du giemte
Den store Frederik den Femte
Vær evig stolt ved dette Navn!

✂

RYGTET

Det Navn, som Frederik fortiente,
Det søde Navn af Landets hulde Fader,
Af Undersaatters Lyst og Glæde,
Og af den viiseste Regent,
Det Navn skal Sandhed selv paa dette Gravsted prente,
Med varig Skrift, som Tiden ikke skader,
Og ingen Gift skal skade denne Prent.
Hans Roes skal læses af den sidste Alder,
Og selv den Slægt, som er tilstæde,
Naar Steen og Grav og Verden falder,
Skal see, at Jorden giemte,
Kuns Legemet af Frederik den Femte.

106

✂

Chor. Naar Have tørres ud, naar Bierge smulrer bort,
Naar Soele slukkes og naar Verdener forsvinder,
Da er det Tidens Værk, men Tiden er for kort.
Vor Frederik til Dig og Dine Æreminder.
Udødelige Navn, ræk Evigheden Hænder,
Bliv stort hos Cimbrerne, og Norden prise Dig,
Til den syvstiemed Pol i fulde Flammer brænder.

✂ DA KONGE, DA BLIV GLEMT, NAAR NORDEN GLEMMER SIG.

107

✂

CANTATE SOM TIL KONG CHRI-
STIAN DEN SYVENDES OG
DRONNING CAROLINE MA-
THILDES SALVINGS-FEST
DEN 1STE MAY 1767 VED
TAFFELET BLEV
OPFØRT

✂ (1767)

✂

SYNGENDE PERSONER

• RETFÆRDIGHED
• MAGTEN
• VIISDOM
• FREDENS ENGEL
• UNDERSAATTERNE

Chor.

✂

UNDERSAATTERNE

✂ FRED med den Salvede!
Hans Krone skinnede
Af Viisdom, Dyd og Magt.
Vi saae vor Christian,
Og hørte Folkets Bønner -
Vor Slægt døe førend Han!
Og yngste Sønne-Sønner,
Skal vidne om Hans Pragt!

Aria.

✂

RETFÆRDIGHED

✂ Christians skarpe Øye
Tindrer i det Høye -
Nedrig Ondskab skielv! -
Naar hans Dommes Torden
Buldrer over Jorden,
Flygte Frekhed selv! -

✂ Men milde Straaler skiød fra Heltens Øye
Til dem som krøb i Støvet under Thronen -
Han bøyer sig og rekker dem sit Scepter,
Og smiler ved at kaldes Armods Trøst - 108
Saaledes ligner Christian den Høye,
Som paa Sin Throne ey de Mindste glemmer,
Og med en Faders milde Røst
Opløfter Ydmyge af Støvet. -

✂

MAGTEN

Afmægtig Stolthed falde under Thronen!
Og naar Han sidder for at dømme Folket,
Da staaer jeg ved hans høyre Side.

Aria.

✂

MAGTEN

Flyer Laster, flyer for Christians Domme,
Den Onde flygte om han kan!
Men Landet fyldes op med Fromme,
Som bygge under Christian -
Thi Magt blev givet Ham paa Jorden,
Magt til Retfærdighed og Dom,
Hans Slutning staaer saa fast som Norden,
Hans Bud skal intet støde om.

✂

VIISDOM

Hist seer jeg een ærværdig Skare
Af Viisdoms Venner og af sølvgraae Fædre,
Som zittrende opløfte Røst og Hænder. -
Vi saae den Salvede: -
Og Han var viis som een af Herrens Engle. -
Hvor saligt er det Land, hvis Konge kiender
Gud, Landets Nytte og sig selv? -
Saaledes talede den Viise,
Og Glædes-Taare trilte af hans blege Kinder.

Aria.

✂

FREDENS ENGEL

✂ Christian, salved Held i Norden,
Du, som elsker varig Fred!
Hos dig vil jeg boe paa Jorden:
At du bekrandst med unge Palme
Maae spare Undersaatters Blod -
Kroner, som Tyranner bære,
Svømme bort i Blod og Sveed; 109
Men din Krands skal evig være -
Heltes Laurbær Kroner falme,
Og til dem er Du for god.

✂ Lev længe Christian! Lev længe med Mathilde!
Velsignelser fra Himmelen og Jorden,
Fra Havet og fra alt det Skabte,
Og fra det Skabtes milde Skaber
Skal strømme paa de høye Salvede -
De være Menneskets Fomøyelse! -
Troe Undersaatters Lyst og Glæde,
En Skat, som Norden sildig taber -
Og sildig skal først Nordens Sønner græde;
Thi medens Christian lever med Mathilde
Skal alting være lutter Glæde,
Og hver skal boe i sit Paulun med Fred.

Chor.

✂

UNDERSAATTERNE

✂ Fred med den Salvede!
Hans Krone skinnede
Af Viisdom, Dyd og Magt.
Vi saae vor Christian,
Og hørte Folkets Bønner -
Vor Slægt døe førend Han!
Og yngste Sønne-Sønner
Skal vidne om Hans Pragt!

110

✂

KANTATA TIL DEN I ANLED-
NING AF KONG CHRISTIAN
DEN SYVENDES OG DRON-
NING CAROLINE MATHIL-
DES SALVINGS ACT, DEN
4DE MAJI 1767 ANSTILLEDE
DOCTOR-PROMOTION

✂ (1767)

✂

SYNGENDE PERSONER

• VIDENSKABERNE
• VIISDOM
• NORDENS ENGEL
• LYKSALIGHED
• UNDERSAATTERNE

✂

TANKER I ANLEDNING AF
FRUE RYEBERGS DØD
(1767)

✂ AZOR, som frygter for at græde
Kryb! - Led i Støvet efter Glæde,
Og følg din jordiske Natur -
Men langt fra disse stille Skygger
Hvor Sorrig Helligdomme bygger,
Som taaler ingen Epicur.

✂ Vanhellig Sværm af glade Daarer
Og Misantrop som leer af Taarer
Flye - Musen græder ey for dig
Nu brøler Torden Stemmer brøler,
At ingen hører hvad jeg føler,
Som hindrer eller spotter mig.

✂ Og du hvis spæde Taarer rinde
Ved allermindste Modgangs Vinde
Din Graad vanhelliger mit Suk.
Kuns Viisdom og et ædelt Hierte
Fortiene Deel i slig en Smerte
Som er til Daaren selv for smuk.

✂ Men I, som lever for at være
Guds, Menneskets og eders Ære,
Som elsker Dyden, hvor den er,
Og du, hvis kiælne Hierte banker
Opsvulmet af de bittre Tanker
At have havt og været kiær.

✂ Græd! - flyder viise Taarer flyder
Ved Templet som bestemt til Dyder
Faldt ved et uforventet Stød -
For Himlen skal den Fromme græde
Og sige at hans Trøst og Glæde
Er - ach! - er alt for tilig død.

113

✂ From og i al sin Vey retfærdig
Ung, yndig, elsket og elskværdig -
Hvad kan vel Døden røve meer? -
Klag Dyd, thi billig er din Klage,
Og brist i Graad forladte Mage
Ved dit tilbage blevne Leer. -

✂ Og da, naar Efter-Tiden glemmer
De Levninger, som Jorden giemmer
Af Ryebergs døde Ægte Ven;
Da vædes Hendes Eftermæle
Med Taarer af de store Siæle,
Hvis Suk er meere, end min Pen.

114

✂

DE POËSEOS NATURA ET
INDOLE
(1767)

✂

TANKER I ANLEDNING AF FRØ-
KEN SOPHIA DORTHEA V.
HOLSTEIN'S DØDSFALD
(1768)

✂ DEN Aand, for hvilken Dødelige blegne,
Mord-Engelen stoed over Cimbrers Egne -
Teutonen skialv - og Odins stolte Sønner,
Fornedrede der Helte-Sprog til Bønner -
Tie tusinde laae ved Machaons Fod -
Faae vilde viise - ingen havde Mod. -
Skioldungen selv fandt ingen Smag i Ære,
Hvortil han intet Vidne kunde være, -
I gyldne Kiæder hang den Riges Hierte
Og Slaverie var alt hvad han begierte -
Den Kiælne frygtede den kolde Jord. -
Og Frækhed skialv, thi Gud kan holde Ord. -
Det andet Tross, een Sværm af halve Siæle,
Som skilles kuns fra Fæe ved Gang og Mæle,
Krøb sagte bort, - i Haab at Kiæmpens Øye,
Saa skarpt det var, ey mærkte dem saa nøye -
Han saae dem, men udstrakte ey sit Sværd
Af alle dem var ingen Døden værd. -
Da saae jeg Dydens Billede fremtræde -
I Øyet spilled Majestætisk Glæde -
Ey kied af Livet, men til Døden færdig. -
Til Throner og til Herrens Alter værdig
Usminket yndig og usminket from,
Var den Heltinde, som jeg synger om. -
Men ach! - min Sang! - det matte Hierte stræber,
At trænge sig til uopladte Læber -
Lad Taarer skildre! - dybe Suk skal sige,
At knap Naturen kiendte Hendes Liige -
Men Øye tael, hvad Sorg min Pen forbød. -
Siig Himmelen! - Siig! - ach! at Hun er død.
Men du Tyran, ubøyelig ved Taarer,
Som slaaer kuns hvor du mange Hierter saarer,
Og du Barbar, som graadig til dig river 126
De Dydige, som Himmelen os giver,
- Siig Grunden til dit Valg! - Og hvi din Lyst
Kuns mættedes ved Blod af Hendes Bryst.
De Viise spurgte jeg, og dem, som Jorden,
Har sadt til Regler for det Heeles Orden:
Hvad Led det var i Verdens store Kiæde
Som knytter Graad umiddelbar med Glæde? -
Og hvi det kommer at hos Mennesker
Det Gode til det Onde Aarsag er? -
En gammel Harpax lever sig til Plage,
En Dydig døer i sine beste Dage. -
En Tidsel groer, - en deylig Rose falder. -
Fortred og Laster krones kuns med Alder. -
Siig du, som veedst, at alt sin Aarsag har,
Om Laster sundt; om Dyd forgiftet var?
Men Skiæbnens Børn, I Zenons viise Daarer
Opblæste smaae, som nægte Jorden Taarer,
Og os til Trøst kuns denne Sætning lære:
Nu er det saa, og saadan skal det være! -
Hvem skrev den Dom, og hvilken Moders Haand
Har knyttet sligt et ulyksaligt Baand?
Men siig Socrat, hvad Løn kan Dyden vente?
Er Suk og Taarer det, som den fortiente?
Tyrannen elsker Slaven som adlyder. -
Hvor var da den, som bød og straffer Dyder?
Men Mørke taler, Lov og Evighed,
Er al den Trøst, det Intet, som I veed! -
Da steeg min Siæl; høyt bag Naturens Skranke,
Blandt Evigheder svimlede min Tanke. -
Og hvor man giennem Natten glimter Straaler
Et uskabt Lys, som Cherub neppe taaler;
Der søgte min forvovne Siel at see,
De Baand, som sammenknytter Tingene. -
Forvirret trængte mit forgrædte Øye,
Igiennem mørke Virvler til den Høye. -
Her laae de Rulder, hvori Almagt skriver;
Den store Bog, som uforandret bliver. -
Jeg saae at Verdner flyede for de Bud
Som tordnede fra Bogen og fra Gud. - 127
Da var det, hellig Skræk betog mit Hierte
Jeg skialv. - Forvovne, siig, hvad du begierte!
Hvo var den Orm som dristig torde krybe,
Op til det Høye og besee det Dybe?
Alviisdom talte. - Almagt svarte Ja. -
Hvi taler Støv? - hvi svarer Ormen da. -
See og fortæl! - men Glædes Taarer rinde -
Jeg saae! - mit Øye kiendte min Heltinde -
Som Orion! - men tier matte Toner, -
Hun var- Hun stod, som Brud hos sin Forsoner;
Tie matte Graad! - thi heele Himlen leer: -
Og vor Heltinde græder aldrig meer. -

128

✂

PASSIONS-CANTATA SOM I
FASTEN OPFØRES AF DET
MUSICALISKE SELSKAB
PAA BRYGGERNES
LAUGS-HUUS
(1768)

✂

I ANLEDNING AF HR. PALLU-
DAN OG JFR. LØNBORG'S
MARIAGE
(1768)

✂ BORT vilde Lattert - Kiendetegn paa Daarer! -
Bacchanter rase - Glæden fælder Taarer. -
Den kildres kun, den glædes ey som leer. -
Skrig følesløse Pøbel! - støy din Glæde! -
Men under Skyggen skal min Muse græde. -
Den larme mindre, men den føle meer!

✂ Naar Zephis seer sig elsket af den Høye,
Da spiller Taarer i det kiælne Øye. -
Da flyer hun Verden for at føle Gud. -
Kuns du min Friestad, Helligdommens Skygge,
Hvorunder ingen vilde Lyster bygge,
Kuns du var værd at skiule Himlens Brud. -

✂ Naar Mentor ædel, som en anden Skaber,
Seer, at det raae sig meer og meere taber,
Og Mennesket opvoxer ved hans Haand -
Da - Himmel! - Philomele, troe Veninde;
Du ene saae de fromme Taarer rinde,
Naar Engle deelte Glæden med hans Aand.

✂ Og naar Arist løsriver sig fra spæde
Som rundt omkring ham stamle Tak og Glæde,
Og Moderen opløfter Hænderne. -
Da gaaer han bort i lange Trin og stræber
Til Skyggen - Glæden zittrer i de fulde Læber. -
Han lukker Øyet for at kunde see. -

✂ Og Du min Damon, naar Du henrykt tænker
Paa Dydens Baand og paa de kiælne Lænker,
Som knytte dig til din Lyksalighed;
Da er kuns Skyggen og de stille Dale
Og Maanen og aarvaagne Nattergale
De Vidner, som din fulde Glæde veed. 135
Derhen min Muse! - Stille Vestenvinde! -
Og stille rislende skal Bækken rinde! -
Og Echo du skal tie til min Frydt -
Men saligt Chor af Aander vær tilstæde,
Og føl det at min Muse føler Glæde
Og græder Venskab og belønnet Dyd! -

✂ Da skal det staae med Taarer i mit Øye:
Min Damon er belønnet af den Høye. -
Min Ven - og Himlen føle det: min Ven -
Da svare Cherub med de gyldne Toner
Min Ven - og atter Ven af sin Forsoner,
Og Almagts Tordner buldre det igien! -

✂ Saa voxte fordum Sionitens Glæde;
Op til sin Gud og til sit rette Sæde,
Saa skal min Harpe kuns for Engle slaae.
Men naar du selv i Glæden kan fornemme
En kiælen Cithar og en afbrudt Stemme;
Da sig, det er min Ven jeg hører paa. -

✂ Min Ven! - saa synger jeg fortætte Skygger. -
En værdig Hyrde! - Gud hans Hytte bygger! -
Hans Hiord! - hans Chioris! - hans Lyksalighed!
Men da skal Clio slaae de høye Strænge;
Høyt skal jeg raabe: Lad den vare længe!
GUD! - LAD DEN EVIG EVIG BLIVE VED! -

136

✂

SØRGE-DIGT OVER FRUE
RAHBEK
(1768)

✂ O! Viisdoms Dybt hvori Cheruber svimle,
O Vei! hvis Maal kun den Alviise veed,
Og Du, o Skræk for alle skabte Himle!
Du aldrig skaanende Retfærdighed!
Tør Støvets Broder med et dristigt Øie
See op mod Lyset? - Tør han see sin Gud?
Og tør vel Leeret trætte med den Høie,
Og spørge ham om Aarsag til hans Bud?
Ja Lys! som Englers Øine neppe taaler,
Lad min forvovne Siel beskue Dig; -
Thi bittre Taarer brække Dine Straaler,
Og Dødens Skygger giør Dig taalelig;
Min Aand er knust - det bange Hierte banker,
Og hver en Nerve føler Vredens Dom.
Hvor skal jeg da henvende mine Tanker,
Om ei til ham, hvorfra min Smerte kom?
Tie! kiælne Harpe! thi min Aand vil høre
Den Røst, som Himle flye, og Dommens Røst,
Hans Torden være liflig i mit Øret
Og Verdener skal falde mig til Trøst -
Hist, hvor Chiddekel ned mod Træet strømmer,
Derhen, min Aand! at høre Skræk og Død;
At Naaden tordner, og at Gud fordømmer -
Hør det! og kald det Lindring i Din Nød. -
Døe! Mand! saa sagde han, som skabte Jorden,
Og al Din Afkom smulre bort i Støv.
Da bad Naturen mod den strænge Torden;
Men ingen hørte - Naaden selv var døv. -
En evig Lov gik ud fra Dommens Troner,
Som selv Al-Godhed ei kan slette ud -
Hvorfor det største Offer ei forsoner,
Som dræber Alt, endog hver Jordens Gud.
Forgiæves spreller Du mod Dødens Smerte,
Og krymper Dig, naar Du skal klædes af. 137
O Mand! som giemmer Herren i Dit Hierte -
Og Du! skal døe, og giemmes i en Grav.
Forgiæves byder Croesus Millioner;
I Guld nedgravet er hans Kiød kun Høe;
Selv Jordens Guder paa de største Troner
Er Adams Slægt, og fødes for at døe. -
Forgiæves skinne jordiske Gudinder,
Som Stiemer; thi og de skal slukkes ud,
Det er kun Væirlys, som i Hast forsvinder,
Og hendes Døttre, som fortørnte Gud;
Forgiæves stoler hiin paa sine Kræfter;
Forgiæves denne paa de unge Aar;
Det er ei Ting, som Døden spørger efter,
De ere Støv, og Støv er det, den slaaer.
Kan Dyder da? kan Millioner Taarer?
Kan Guld og Rang og Ungdom ei befrie?
Hvi sukker da formastelige Daarer
Mod Himmelen? og hvad begræde vi?
Vi vil - men flyder! flyder Taare-Floder?
Ak usle Trøst! som kom af andres Nød;
Høit vil jeg græde - Ak! hun var min Moder,
Hun var det - Himmel! og nu er hun død.
Men tænk ei, Jord! at jeg alleene taber,
Og Du! som elsker Dyd, og Du! har tabt:
Til Ziir for Dig, til Ære for sin Skaber,
Til Dyden og til Døden var hun skabt.
Blodtørstige Tyran! Dit skumle Øie
Saae ei paa Rosen, da Du slog den om.
Ung var hun, yndig, elsket af den Høie,
Sin Næstes Fryd, sin Skabers Helligdom.
Hun faldt! Hvi gik ei Solen her tilbage?
Hvi frelstes hun ei nogle Aar endnu?
Høit vil vi græde - billig er vor Klage.
Hvorhaardt! hvor haardtt o Herret straffer Du;
Og Du! som nu har tabt Dit halve Hierte;
Foreen Dit Suk med mit, opløft Din Røst! -
Hør den, o Jord! o Himmel! hør vor Smerte!
Du sendte Sorgen, send os nu Din Trøst. - -
Hvo førte mig til Trøstens sande Kilde? 138
Og hvilken salig Aand erindrer mig,
At den Alviise aldrig handler ilde,
Og at min Klage var formastelig?
Skal jeg uskiønsom knurre mod din Glæde?
O Salige! og sørge, naar Du leer? -
I stille Skygger sagte vil jeg græde; -
Og fælde Taarer, som Du ikke seer;
Thi var ei Himmelen Din rette Boelig?
Og hvem belønner Dyden, meer end Gud?
Der lever Du ufristet, glad og rolig,
Og Engle kalde Dig Din Skabers Brud.
Du er lyksalig - Vi, som blev tilbage,
Kuns vi har tabt ved Din Lyksalighed;
Tilgiv os da; tilgiv os denne Klage;
Og om vi længes efter samme Sted.

139

✂

SØRGE-CANTATA VED CHRISTI
GRAV SOM I FASTEN OPFØ-
RES AF DET MUSICALISKE
SELSKAB PAA BRYGGER-
NES LAUGS-HUUS
(1769)

✂

ADAM OG EWA ELLER DEN
ULYKKELIGE PRØVE
ET DRAMATISK STYKKE
I FEM HANDLINGER
MED MELLEM-
SANGE
(1769)

✂ HANDLENDE PERSONER

✂

ADAM. - EWA.

✂ Af de gode Aander.

✂ ELOAH, den øverste iblant Englene.

✂ MICHAEL, den øverste Strids-Engel.

✂ RAPHAEL, Retfærdigheds besynderlige Sendebud.

✂ GABRIEL, Al-Godheds Sendebud.

✂ URIEL, Soelens Engel.

✂ IRMIEL, Fredens Engel og Adams Ven.

✂ ITHURIEL, Mandindens Skyts-Engel.

✂ ZEPHON, Paradiesets Engel.

✂ OBADDON, Dødens Engel.

✂ Chor af gode Aander.

✂ Af de onde Aander.

✂ BAAL, den øverste blant de onde Aander.

✂ MOLOCH, Ildens Aand.

✂ SATAN.

✂ ABDIEL ABBADONA.

✂ Chor af onde Aander.

✂

DEN FØRSTE HANDLING

✂

Denne første Handling begynder i Dagbrekningen. - En majestetisk Taushed hersker over Jorden. - Mørke og truende Skyer synes ligesom at ville forhindre Soelen i at staae op. - Skue-Pladsen forestiller den Deel af Eden, som ventelig har været en af de smukkeste. - I dens Mitte staaer det prægtige og dødelige Træ. - Det synes at være skilt fra de andre, for at kunde udbrede sin særdeeles yndige Lugt desto friere; og for ikke at blande sine farlige Skygger med andre. - Bag ved opløfter en ujævn Rad af nogle langtbortliggende Klipper sig over en Skov af de smukkeste Frugt-Træer. - Ved en Side flyder Chiddekel, ved hvis Bred Naturen har dannet en behagelig Grotte. - I denne synes Irmiel at sidde i dybe Tanker, indtil han efter nogen Taushed gaar frem paa Skue-Pladsen og aabner Handlingen saaledes: SAA stærk er Venskabs Magt. - Velsignede blant Dage,
Du, som min glade Aand tør ønske sig tilbaget -
Her - var det ikke her, at jeg den første gang
Fornam min Adams Røst og Lyden af hans Sang?
Bort! - bag ved Klipperne og til de mørke Huuler
Skal Tvivlens Skygge flye, hvori min Fryd sig skiuler. - 146
Thi Herrens Vældige skal leyres om min Ven;
Og Almagt raabte Fred! - Hvo tør vel bryde den? -

✂

Irmiel har neppe sagt dette sidste, førend Zephon, som er Paradiesets Engel, kommer med en usædvanlig Hastighed og en betydende Mine ind paa Skuepladsen. Fredens Aand, som det ømmeste Venskab, en Tildragelse som Uriel, Sodens Engel, har fortalt ham den forrige Aften, og nogle klagelige Raab, som han selv troer at have hørt den sidste Nat, har giort opmærksom ved de mindste Hændelser, bliver uroelig over at see denne Aand paa en Tid da han ikke ventede det, og siger: Men Zephon! - hvi saa snart? - min Ven?

✂

ZEPHON

Gud vaager over
De salige. -

✂

IRMIEL

Men du! - See heele Jorden sover
Og Klippens høye Top er neppe hvid endnu;
Men du! - hvad har du seet og hvad befrygter du? -

✂

ZEPHON

Jeg stoed i Livets Træ; men mit aarvaagne Øye
Var stivt mod Hvelvingen og heftet til det Høye.
Naar Nattens Lys blev blegt og Skyen gik forbi,
Da søgte jeg en Aand, jeg veed ey hvem, deri. -
Som naar Udrydderen, den mørke Kiæmpe skiuler
Sig i en Sky e og gaaer taus over Vredens Huuler. -
Af-Grunden føler ham, endskiønt han skiuler sig. -
Selv Himlen seer hans Skræk. - Saa forekom det mig.
Men al Naturen taug. - Og Havets muntre Vinde
Stoed stille. - Bækkenselv varvaersom i atrinde. -
See, sagde jeg, det skeer, at de maae slumre trygt
De toe Lyksalige. - Men...

✂

IRMIEL

Ak, fortæl din Frygt! -

✂

ZEPHON

Tit syntes mig, at Skræk sneg sig blant tausse Skygger
I Lunden - hvor din Ven paa Palme-Hytten bygger. -
Tit syntes Maanen mig at sagtnes i sin Gang;
Og næsten troede jeg at Natten var for lang. 147
Da foer en Storm forbi - og see den stolte Ceder,
Hvorunder, som du veedst, din Adam helst tilbeder,
Sank for den stærke Storm. - Da blev det tausst igien
Og strax gav Dagens Lys et Skin paa Himmelen.
Jeg bad min Bøn endnu; Da Himlens Hvelving rørtes
Og Røst, som Magtens Røst paa Herrens Klippev hørtes. -
Da foer jeg til din Ven. Men fandt at begge to
Sov i hinandens Arm i en lyksalig Roe. -
Dog saae jeg Skyggergaae forbi Mandindens Øye. -
Hun legte med en Drøm, som syntes at fomøye -
Og kiælent strakte hun de hvide Arme ud,
Som for at hente Fryd og at omfavne Gud.
Men Bulderet toeg til, og i en heftig Torden
Gik en af Magterne mod Østen over Jorden.
Hør! - -

Der høres et stærkt Torden-Slag, og man seer en brændende Støtte, som nedlader sig paa det Bierg, som ligger bagerst paa Skue-Pladsen, hvilket er det samme, som paa andre Steder i Stykket kaldes Herrens Bierg.

✂

IRMIEL

Thronens Vægtere! - Doms - Almagts Sendebud! -
Dag, mørk af Hændelser, hvor vil du falde ud? -
Rædsomme Majestet, som hviler over Eden! -
Med Frygt staaer Soelen op - og - hvad skal skee herneden? -
De stærke nærme sig - Den viise stirrer ned. -
Maaskee han veedde Ting hvorom jeg intet veed. -
Men seer jeg ey et Lys bag Tvivlens skumle Skygger? -
Rædsomme Muelighed, hvorpaa min Gisning bygger! -
Men Natten skiule dig! -

✂

ZEPHON

Dit ømme Venskab giør,
At du kun frygter det, som undersøges bør. -

148

✂

IRMIEL

Hvor Øyet ikke naaer og Gisning ene leder,
Forvilder den sig tit imellem Mueligheder,
Og fattes Overvægt, da følger Slutningen
Med Længsel eller Frygt, hvorhen de trække den. -
Og hvem opdager det, som skiultes af den Høye? -
Men - Gudt - hvi svæver steds det værste for mit Øye? -

✂

ZEPHON

Din Ven er Almagts Ven - Fortvivlelsen i Baand. -

✂

IRMIEL

Ney, Zephon, slig en Frygt bedrø ver ey min Aand. -
Jeg veed det bittre Had. - Den heele Himmel hørte
De Skrig fra Fængslerne, da han ved Chaos rørte. -
Den gamle Kiæmpe krøb af Harm oplivet frem
Og Mørkets Aander skreg, at Himlen hørte dem. -
Mord-Sværdet blinkte alt - den dødelige Lue
Gik ud fra Thronerne - Dom syntes alt at true
Tyrannens frekke Hær. - Da Stemmen raabte: Fred! -
Og de fordømte sank i Ulyksalighed. -
Jeg veed, Fortvivlede, som fattes og misunde
Al Glæde, svage Sværm, du vilde om du kunde! -
Du vilde dræbe dem. - Men Fiendskab uden Magt
Bestrides med et Smiil og dæmpes med Foragt. -
Trods, frekke Afmagt, brøl og ras i dine Lænker! -
Ney! - Men en anden Ting, som intet Baand indskrænker,
Hvor Almagt frelser ey -

✂

ZEPHON

Og hvilken? -

✂

IRMIEL

Troer du vel:
Jeg frygter Fienden ey, som Mandens egen Siel? -
God - men ey fast endnu - det onde kan han giøre. -

✂

ZEPHON

Men viis. -

✂

IRMIEL

Ak! - Viisdom selv kan lade sig forføre. - 149
Blev Moloch ey forført? -

✂

ZEPHON

Og hvo forfører her? -

✂

IRMIEL

Her svimler just min Aand i mørke Gisninger. -
Snart frygter jeg den Drift, som i hans eget Hierte
Steds længtes efter meer og fik hvad den begierte. -
Han kiender ey det Maal hvortil hans Evner naae,
Og veed kun hvad det er at ønske og at faae. -
Mon ey hans Ønske selv trods Viisdom tør fortryde
At see sit sidste Trin og lade sig forbyde?
Og dog er dette vist. - Thi heele Himlen veed
At Herren vel er god, men fordrer Lydighed.

✂

ZEPHON

I Strid med Ønskerne, maae Syn og Viisdom vinde. -

✂

IRMIEL

De maae - men Aanders Syn har ladet sig forblinde. -
Og hvor først Ønsket var, der fandt Forstanden let
Om ey at billige dog at undskylde det. -
Men om hans Viisdom vandt, blev dog en Strid tilbage. -
Ak! har han ikke hængt sit Hierte til sin Mage? -
Hun vælger lige frit, hvem siger lige vel? -

✂

ZEPHON

Saa reen som Dagens Lys er hendes muntre Siæl.

✂

IRMIEL

Ja - denne Munterhed, Uskyldighedens Skygge,
Hvor yndig? - men en Grund, hvorpaa man mindst kan bygge! -
Indbildnings-Kraften selv har fleere Fristelser -
Forstanden seer kun Ting - den giør sig Billeder.
Hvor heftig er den Ild? - Den kiælne Taare triller
Ved mindste Følelser. - Det muntre Øye spiller
Og Siælen viser sig i hvert et Ledemod;
Saasnart hun synger om, hvorledes Gud var god. -
Men mørke Gisninger, som falde steds tilbage! - 150
Om denne muntre Siæl først lader sig bedrage
Da frygt dig Adamt - Fly et - Da er den Fare nær,
Hvorpaa hvert Øyeblik et rædsomt Forbud er! -

✂

ZEPHON

See! - Cedrens Skygge flyer - den stolte Løve flygter -
Han kommer - hvilken Magt, som selv Naturen frygter! -

✂

IRMIEL

Iil hen til Herrens Bierg! - til Lunden iil og see
Om Søvnen har forladt de to Forenede! -
Bed med dem! - iil og bed. -

✂

Zephon gaaer og Irmiel bliver endnu ved. Guds Rædsel er paa Jorden. -
Den store Raphael! - mørk er han - skiult i Torden -
Forved ham lyner Skræk - Men standser han ey her? -
Det Træ, hvis stolte Pragt mig steds et Rætsel er! -
Min Gud! - min Ven! - min Frygt! -

✂

Imedens Irmiel siger dette sidste, kommer Raphael, en af de syv, under stærke Tordenslag til den mittelste Deel af Skue-Pladsen. Irmiel gaaer noget tilsides af Ærbødighed for denne mægtige Aand. Raphael synes nogle Øyeblik at staae henrykt i dybe Betragtninger. Efter nogen Taushed opløfter han sin høyre Haand for at velsigne Jorden og siger: Den Herre Herre være
Med Jorden! - Alting skee til Elschadaihs Ære! -

✂

Det tordner, og Raphael tier igien nogle Øyeblik. Endelig siger han ligesom vaagnende af en Drøm. Men seer jeg ey det Træ, som Ordet taler om? -
Her staaer Naturens Skræk og Herrens Helligdom -
Rædsomme Træ, din Frugt, dit Syn forkynder Fare! -
Men at du først i Dag saa nøye tages vare! -
Du vogtes ved min Arm! - Det er, som hvert et Dyr
Alt af en medskabt Frygt for disse Skygger flyer. -
Men Herrens Billeder! - Dem maae det kunde skade! -
De kiender ey dets Kraft! - Dem skal jeg ey tillade! - 151
Alviisdoms Raad er skiult, men Almagts Bud stoed fast
Om Himlens Hvelving sank og Firmamentet brast. -
Jeg svimler. - Store Dag, men mørk for Aanders Øye! -
Hvor usædvanlig stærk var Stemmen fra det Høye? -
Hvor mørk blev Thronen ey, da den sig høre loed? -
Og Lyset sluktes der, hvor Skiæbnens Engel stoed. -
»Stig ned til Edens Skov! - Staae ved de store Skygger,
»Hvorunder ingen Fugl sin trygge Rede bygger! -
»De være Jordens Skræk! -

✂

IRMIEL,

(i det han gaaer nærmere.) Hvorledes? - Troer jeg vel? -

✂

RAPHAEL

Hist seer jeg Fredens Aand den glade Irmiel. -

✂

IRMIEL

Forunderlige Aand! - Du Skræk for Mørkets Kiæmper,
Som med en vældig Arm Tyranners Frekhed dæmper! -
Din Røst er Dommens Røst. - En Soele-Kreds forgaaer,
Naar du til Hævn bered for Herrens Throne staaer.

✂

RAPHAEL

Min Magt er Herrens - Tael! -

✂

IRMIEL

See Vægterne paa Jorden,
Fornam Lyd af din Gang og Røsten af din Torden -
Da saae jeg undrende den Stærke komme ned. -
Naturen bæver for dit Ansigt - har du Fred? -

✂

RAPHAEL

Og hvo tør bryde den? -

152

✂

IRMIEL

Ak! - -

✂

RAPHAEL

Du, hvis Øyne tindre
Af evig Godheds Lov! - Suk! -

✂

IRMIEL

Som jeg ey kan hindre! -
Min Adam! - om min Ven? - Ak! - ubekiendte Ak,
Som voldsom trænger ind blant salig Fryd og Tak! -

✂

RAPHAEL

Om ham var Herrens Ord: Hvem vover vel at røre
Den, som behager mig? -

✂

IRMIEL

Da Stemmen loed sig høre
Og Cherubs høye Chor igien istemte Fred,
Saae jeg i Aanden glad en evig Roelighed. -
Men -

✂

RAPHAEL

Er den Evighed ey muelig? - Herren skiænkte
Din Ven en troefast Muur - En Siæl, som rigtig tænkte;
Skiønt Valgets Friehed giør, at det vilkaarligt er. -
Men prøvet -

✂

IRMIEL

Hvilket Bud? - Er Prøvens Time nær? -
Naar? -

✂

RAPHAEL

Viid da Fredens Aand! - I Dag kan intet Øye
Beskue Thronens Glands. - Saa rædsom er den
Høye. -
De største Aander troer og alle giette nu,
Men Over-Englen selv veed ikke meer end du, -
En Aand vil have hørt en Lyd af Strid herneden,
Som rørte Thronen selv; og Kiæmpers Raab i
Eden. -
En har bemærket Blod paa Jorden - En har hørt
Et Raab fra Dybene, at Viisdom var forført. -

153

✂

IRMIEL

Og har ey Uriel fornummet Lyd af spæde
Mod Vesten? - Stemmer, som ved Soelens Nedgang græde? -
Og ynkelige Raab, Ulykkers Sende-Bud,
Som dristig stiger op at nærme sig til Gud? -
Jeg selv - jeg vandrede ved Floden - Jorden hvilte
I usædvanlig Roe - før Morgen-Røden smilte:
Da hørte jeg et Skrig af Ulyksalige
Som streed med Skræk og Straf, hist, bag ved Biergene. -
Guds Rædsel hviler over Klippen - Stormen tuder
Bag Eden - Jorden bæver under sine Guder.

✂

RAPHAEL

Men selv de viise seer af slige Billeder,
At noget forestaaer og ikke hvad det er. -
Forgiæves forskes her - Thi hvilken Skabning følger
Med Viisdoms skiulte Spor og seer hvad Herren dølger? -
Her er det store Svælg - Vi see kuns Muelighed -
Gud fatter Tingen selv - Vi giette - Herren veed.

✂

IRMIEL

Men slemme Skygger flyer! - flyer langt fra Mandens Boelig!

✂

RAPHAEL

I Almagts trygge Skiød er den Udvalgte roelig. -
Og har du seet endnu at Frygten naaede dem? -

✂

IRMIEL

Ney - Skræk og Skygge flyer, hvor Adam træder frem. -
Han kiender ingen Frygt; thi Ordets Glæde hviler
Paa den Uskyldige - den heele Skabning smiler
Mod Herrens Billeder som intet andet veed,
End Gud, hans Godheds Lov og der' Lyksalighed. -

✂

RAPHAEL

Hør da! - Mon Støvet ey blev dannet af den Høye? - 154
Et ubesiælet Leer fandt Naade for hans Øye. -
Nu blev det Godheds Lov - Guds Ære - Herrens Ven -
Mon Godhed vil da selv nedbryde det igien? -
Den Stund de Lydige for Herrens Aasyn vandre,
Staaer denne Slutning fast, som intet kan forandre. -
Og saae du Livets Træ? - Snart bryder Frugten frem. -

✂

IRMIEL

Men om -

✂

RAPHAEL

Jeg veed din Frygt - da hvile det paa dem! -
Gud gav dem Siælens Lys, at de maae see den Orden,
Som fordrer Lydighed af Himmelen og Jorden;
Og om de bryde den, og negte hvad de see;
Da brænde Hævnens Ild paa de Gienstridige! -
Men du, som ellers steds i Glædens kiælne Tone
Sang Herrens Godheds Lov ved Foden af hans Throne;
Hvor blevst du Adams Ven? - Velsignede fortæl,
Hvi Urims glade Chor nu savner Irmiel? -

✂

IRMIEL

Da Rygtet hørtes om den nyelig skabte Klode,
Da hastede min Aand, at kiende den Algode. -
Du veedst, at naar du sang Retfærdighed og Dom,
Var Godhed al min Lyst og det jeg talte om.
Fuld af det søde Haab, at see ham og at lære
Af unge Cherubim nye Sange til hans Ære; -
Forloed jeg Urims Lund. - Men naar udmaaler vi
Det store Godheds Hav, som Verdner bruser i? -
Snart hørte jeg en Sang af Virvler - Sang af Strømme,
Hvori de stolte Lys med prægtig Orden svømme. -
Harmonisk susede de Godheds Lovsang ud,
Og veltedes og faldt for at ophøye Gud. -
Gudt - raabte jeg - hvor godt - og syntes at fornemme,
At heele Skabningen besvarede min Stemme. - 155
Min høye Røst blev svag - min Fryd - min Aand blev træt. -
Da - men, o strænge Aand, tør jeg bekiende det? -
Jeg saae medlidende mod Vredens mørke Huuler,
Hvor Straf og Ondskab sig for Guds Algodhed skiuler. -
Ak! raabte jeg- og i har seet hans Godheds Magt! -
Og i har seet! - men Gud! - i saae det med Foragt! -
Ak! - Mørke! - hvilken Dom, som Synet neppe taaler! -
Hvor grum, hvor tyk en Nat, som skiuler Godheds Straaler! -
Saa raabte jeg og gik i min uvisse Gang
Mod dette Mørke, som oplivede min Sang. -
Naturens Røst forsvandt - Jeg hørte Chaos kaage,
Vredt og oprørt endnu - Svøbt i en fugtig Taage
Begræder det sit Tab - Saa mødte Natten mig,
Men veeg strax skamfuld bort og vilde skiule sig. -
Da kom et Gysende - Da hørte jeg et Bulder
Af Vredens Ocean, som over Dybet rulder. -
Et Bragen som af Ild - Jeg saae bag Nattens Floer,
Et Glimt af heslig Ild, som op af Dybet foer. -
Saa hørte jeg et Brøl af rasende Fordømte,
Som bandede den Gud, hvis Hævn de selv udtømte. -
Saa Skrig - men jeg fornam, at Trudsler, Skræk og Skrig
Toeg til i Helvede saa snart det følte mig.
Iil, hørte jeg en Røst, høy som Eloahs Torden
Iil Fredens kiælne Aand, iil brølte den til Jordent -
Forkynd den Fryd og Fredt - men svage kom ihu,
At Freds-Forstyrreren er ikke død endnu! -

✂

RAPHAEL

Guds Ild forstyrre hamt - var det ey Lysets Kiæmpe,
Som bød Eloah Trods? - Men Hævneren skal dæmpe 156
Hans Hovmod - Dommens Dag, da bande han sit Liv! -

✂

IRMIEL

Jeg taug; skiønt Mørkets Aand blev ved at søge Kiv. -
Han spottede min Magt - Bryd, raabte han, de Lænker,
Hvormed din Gud af Frygt min stærke Arm indskrænker! -
Forsøg det, om du kan! -

✂

RAPHAEL

Ha! - den Forbandede! -

✂

IRMIEL

Da vil jeg, blev han ved, nedrive Thronerne. -
Saa hørte jeg en Aand, som talte til den Høye
Om Ret og Billighed - kan kiælen Medynk bøye
Den strænge Dommere? kan Viisdom, raabte han,
Belønne den, som god, der mueligt synde kan? -

✂

RAPHAEL

Den Frekke veed, at Gud kun prøvede bekræfter. -
Rædsomme Øyeblik, som Ondskab længes efter! -
Du nærmer dig - i Dag -

✂

(Dette følgende siger han i en Art af Henrykkelse.) I Dag forkyndes Bud,
Som prøver Mennisket, om det adlyder Gud. -
Men nedrige Rebell! - Gud er allene værdig
Til Dom - men Afgrund hør, at Almagt er retfærdig! -
Hør det forvovne Sværm, og hyl! - og du Tyran
Som revst dem ned med dig, fæld Taarer om du kan! -
Langt borte seer jeg alt en rædsom Time komme,
Da Himlen bæver selv for Hævnens strænge Domme! -
Jeg hører grumme Vraal, fra et usynligt Sted. -
Thi Helvede blev skiult af Guds Retfærdighed. -
Et Ild-Hav tændtes! - Skræk! - og hist en evig Jammer! -
Og hist Fortvivlelsen i Millioner Flammer! - 157
Hvor mange tusinde? - hvem? - men de flyve bort! -
Gud! - til at see din Dom er selv mit Syn for kort! -

✂

Efter at have taugt nogle Øyeblik, siger han til den af Forundring ligeledes tause Irmiel. Men du! -

✂

IRMIEL

Han bandede min Ven - men Dybet rørtes
Ved Buldret af de Skrig, som i hans Huule hørtes.
Jeg hørte dem endnu, da jeg til Jorden kom. -
Her fandt jeg bedre Ting og det jeg søgte om. -
O Evigheder, som af dine Kilder rinde
Bundløse Godheds Svælg! - hvor er din Grund at finde? -
Monader raabe her Al-Godheds Lovsang ud,
Og Verdner i et Støv ophøye Himlens Gud. -
Smaae Ting, som neppe sees og dog til Glæde skabte
Opholdte hvert et Trin - Cherubens Øye tabte
Sig blant lyksaligt Støv - Hvor er den Skaber god,
Som danner sig et Mid at giøre vel imodt -
Saa sang min glade Aand i skygge-fulde Dale
Og over Klipperne, da jeg fornam en Tale
Lig de udvalgtes Sprog, en Røst fra denne Skov,
Som talte Herrens Ting og sang hans Godheds Lov. -
Afbrudt som Aschers Røst, naar Salighedens Straaler
Udbredes over ham og han dem neppe taaler;
Og raaber kuns o God... og faaer ey Godhed sagt,
Før han udmatted daaner under Godheds Magt
Henrykt, som Eliel, naar han sin Sang istemmer
Om Herrens Gierninger - sig selv tilsidst forglemmer;
Og da han føler Gud; kan neppe raabe: See! -
Og ikkuns peger taus mod Soele-Kredsene. -
Saa henrykt var den Sang, som jeg fra Skoven hørte. -
Naturen hørte den - Thi Cedrene blev rørte
I Skoven hørtes Gud og bag den tykke Skov 158
Gav mørke Klipper Lyd af den Algodes Lov. -
Det var min Adams Røst - Jeg fandt ham under Skygger,
Hvor hine Cedrer Skiul for Soelens Straaler bygger. -
Der stoed den Salige - Som Ordet viser sig
For Herrens Hellige - saa forekom han mig. -
Ey fremmed ey med Frygt gik han mig strax i møde
Med yndig Majestet - Han toeg af Jordens Grøde
Det beste, som han saae og bød mig af sin Haand,
Uvidendes endnu, at Irmiel var Aand. -
Da nævnede jeg Gud - og strax - men Busken rørtes
Det var Mandindens Gang og hendes Røst, som hørtes. -

✂

RAPHAEL

Hun kommer -

✂

IRMIEL

Jeg vil gaae at spørge Himmelen
Hvad Fare? - Hvad jeg har at frygte for min Ven? -
Men du! -

✂

RAPHAEL

Jeg veed min Lov -

✂

IRMIEL

Gud! giv min Glæde Kræfter! -

✂

IRMIEL vil gaae, men da han seer Ewa, som kommer ind fra den anden Side af Skue-Pladsen, vender han sig om og udstrækker sine kiærlige Arme snart mod hende, snart mod Himmelen. Et ømt og foruroeligt Venskab tindrer i hans Øyne, og han udtrykker de ivrigste Forbønner, som han offrer til Al-Godhed med sine Gebærder. - Mandinden gaaer langsom med nedslagne Øyne og sammenfoldne Hænder og seer intet af det omkringstaaende. - Hun synes at vaere i de dybeste Tanker. - Endelig udbryder hun saaledes: Mig længes inderlig - men veed jeg selv hvorefter? -
Gud! -

✂

RAPHAEL

Han velsigne dig! -

✂

EWA

Jeg! - Godhed! - Gud! - min Siæl!
Hvor evig god var han, som skabte mig saa vel? -

✂

RAPHAEL

Hun føler Glæden. -

159

✂

EWA

Gud! - hvad savner da mit Hierte? -
En hellig Længsel! - ak! - og alt for søde Smerte,
Som kryber i mit Bryst - (I det hun løfter Øynene noget op.)
Men den Almægtige
Maae boe paa dette Sted - Hvi bæve Cedrene? -

✂

RAPHAEL

Og jeg vil skiule mig. Det spæde Øye taaler
Et Glimt af Godheds Gud, men ey hans Rædsels
Straaler. -

✂

RAPHAEL skiuler sig i et temmelig mat Skin, som siden bestandig bliver seet omkring Kundskabets Træ. Irmiel efterlader, i det han svinger sig op over Haven en himmelsk Glands, som længe sætter Ewa i en sød Henrykkelse. Efterat hun har betragtet dens sidste Straaler, seer hun sig rundt omkring og raaber: O Glands! - o Salighed! - og jeg begiære meer! -
O Ting, som Hiertet veed og Øyet ikke seer! -
Ufattelige Lyst, som strømmer fra det Høye! -
Men Bierget synker bort og Soelen flyer mit Øye
Og Siælen tænker ey og Hiertet skilles ad
Og daaner henrykt i et sødt jeg veed ey hvad. -
Gud har opfyldt mit Bryst - Gud! - knæler Myriader
Og agter paa min Sang om Evigheders Fader! -
Men siig henrykte Siæl, til andre Verdner siig,
At Gud er al din Fryd, og at han boer i dig! -
Hvor sød en Tanke? - Himmel! - Glædes Taare rinde. -
Gud - Gud har skabt mig - Mig - og skabt mig til Mandinde. -
O saligt! - evig evig vil jeg tale om
Det gode som jeg har og ham hvorfra det kom. -
Hvert flygtigt Øyekast opdager - Tanker finde,
Og Glæde voxer op, hvor Skyggerne forsvinde. -
Et bundløst Svælg af got begynder stedse der,
Hvor Siælen svimler alt og troer at Bunden er. -
Siig, sagte Vesten-Vind, som med Narcissen leger
Og susende igien adskiller tætte Eger
Og deeler Skyggerne og hvifter Lilier om;
Hvem kaldte dig herhid, da du fra Vesten kom? -
Og du, som risler ned fra moesbegroede Klipper, 160
Og skummende af Hast op over Stenen slipper;
Saa standser ved en Rod og krummer dig og vred
For Hinder i din Drift med Trudsler rasler ned. -
Og du min muntre Fugl, som under tætte Skygger
Snart klukker, floyter, slaaer og snart din Rede bygger,
Saa trilrende igien ophøyer Gud og mig,
Hvem uden Godhed selv har kundet skabe dig? -
Min Skygge hvem er du? - og hvem er den du følger? -
Og i min Skiønheds Speyl, Chiddekels klare Bølger,
Hvor yndig stræber i, at vise Øyet meer,
End det i Dal og Skov og al Naturen seer? -

✂

(I det hun bliver Kundskabets Træ vaer.) Men dette Træ! - hvor smukt! - hvor stort! - hvad maae det hede? -
I disse Skygger skal min Mand i Dag tilbedet -
Hans Ceder er ey meer. - Her min udvalgte Ven,
Her vil jeg bringe dig din Middags-Føde hen;

✂

Ved disse sidste Ord nærmer Mandinden sig nogle Trin til Træet, for at betragte det nøyere. Men paa Raphaels Befalning gaaer strax en mørk Skye over Træet og en stærk Plads-Regn nøder hende til i en Hast at vende om, for at søge sin Tilflugt i den Grotte, hvori Irmiel saaes i Begyndelsen af Handlingen. Men da Regnen holder op i samme Øyeblik, bliver hun staaende uden for, med Øynene vendte imod Chiddekel. Efterat hun nogen Tid har betragtet denne Flod, peger hun hen mod det Sted, hvor den synes at tabe sig imellem Buskene, og siger: Hist, hvor den krumme Flod imellem Roser skummer,
Der vaagnede jeg først - op af en evig Slummer. -
Der er det, at jeg først mig selv opdaget har,
Og, om jeg før var til, først følte, at jeg var. -
Hvor undredes jeg da? - Jeg spurgte Træer og Steene,
Naar og hvorfra jeg kom og om jeg var allene;
Og om de mig ey før paa andre Steder saae,
Og hvem der bragte mig til Stedet, hvor jeg laae? -
Jeg! - raabte jeg - jeg er - Er! - men hvor skal jeg lære.
Hvad er dog vel en jeg, hvad er det vel at være? -
En Tanke? - Ney jeg seer - Men hvad frembragte mig? - 161
Gav du mig vel, o Flod, et Liv som fattes dig? -
Ney! - Gavi tausse Træer det Mæle, som i tabte? -
Ney! - Har jeg skabt mig selv? Hvor stoed jeg da jeg skabte? -
Hvor var jeg før jeg blev? Ney! - da du gode du,
Som gav mig Liv og Lys, da kom jeg dig ihu. -
Da bad jeg første gang - Mit nyelig skabte Hierte
Fandt nye Bevægelser. - Det følte, det begierte,
Det brændte og det sloeg. - Uvist til hvem det bad
Og uvist selv hvorom, bad det, jeg veed ey hvad. -
Snart saae jeg henrykt om til Flodens klare Bølger,
Hvor, naar jeg gaaer derved, mit Billede mig følger. -
Jeg fandt, at jeg var smuk og Hiertet svulmede
Af Glæde over mig op til min Skabere. -
Snart saae jeg henrykt om og fandt - at jeg var ene. -
Men Gud, og du min Lyst! - Fra hine tætte Greene
Gik Saligheder ud - o søde andet Bliv! -
Jeg saae en anden Jeg og fandt et dobbelt Liv. -
Ah Elskov! - Følelse, som quæler alle Tanker! -
Og du mit kiælne Suk, som i mit Hierte banker,
Og stedse voxende opløfter Siæl og Bryst,
Og sænker Sands og Vid i - ak! - i lutter Lyst! -
Tie! - Gud er al min Sang - Gud, alt det godes Skaber! -
Og du bundløse Svælg, hvori min Siæl sig taber! -
Da mørknes Soelene, naar Siælen sank i dig,
Og følte Skaberen og at den var ham lig! -

✂

Ewa, som har talt denne sidste Linie ud med en større Heftighed, synes nogen Tid at forundre sig over den næsten usædvanlige Gienlyd, som omtalte Bierg og den omkring liggende Skov giver af det sidste Ord, og siger endelig: Lig! - svarte Cedrene - men Gud! - hvi slaaer mit Hierte
Nu meere stærk end før? Min Mand! -

✂

Hun gaaer hastig af og Raphael lader sig strax igien see. - Hans Mine er mørk og eftertænkende. - Det er ikke uden efter nogen Taushed at han udbryder i følgende ord: Min Aand begierte,
At kiende Viisdoms Vey - Høyt steeg jeg for at see,
Hvor heele Kiæden slap, som samler Tingene? - 162
Da saae jeg Ting ved Ting og i en fremmed Orden
Hang Overtrædelsen imellem Gud og Jorden;
Men Enden saae jeg ey - Thi Lyset sluktes ud
De sidste Soele sank og Verdner sank i Gud. -
Hvor var jeg? - Aanden bæver - Millioner Himle
Flyer under Thronen - Gud! - her maae din stærke svimle. -
Hold op min Aand, hold op at forske meere der,
Hvor alt det første Trin en bundløs Afgrund er i -
Men denne Salige! - Thi her tør Aanden giette -
Mon hun har seet sin Gud og ham som skabte dette? -
Forstaaer hun Almagts Lov og kiender hun den Dom,
Som styrter Verdner i det Dyb hvoraf de kom? -
Ah! - slutter Aanden ret - Det kiælne Øye tindrer
Af sikker Salighed, som ingen Frygt forhindrer. -
Smiil Godheds Billede! - syng henrykt: Gud er god -
Men mit i Glæden frygt at giøre ham imod! -
At elske ham som god og lyde som retfærdig,
Giør Siælen allerførst sin heele Skaber værdig. -
Tak voxer af sig selv, hvor Godhed strømmer ned;
Men Takken føder Pligt - Pligt fordrer Lydighed. -
Uskyldig! - Men hvor let opfyldes ey de Pligter,
Som øyensynlig kun til egen Nytte sigter? -
Og fleere veed hun ey; men Aand og Slutning seer,
At Herren visselig engang vil fordre fleer. -
Da er det allerførst, at Villien adlyder,
Naar Grunden til dens Valg er den, at Herren byder. -
Thi fandt Forstanden got, naar Haab og Længsel bød,
Da var det ikke ham, dem var det vi adlød. -
Hans uindskrænkte Magt at give og at tage
Kan fordre Lydighed i Ting som mindst behage. -
Da prøves Skabningen - men den forskudte døer,
Som lyder naar han vil og ikke naar han bør. - 163
Og Gud! - Jeg seer en Lov - men bittert - Blodet rinder
Fra Bierget - Taarer triller af de blege Kinder. -
En Røst fra Dalene! - Lyd, Ewa, lyd din Gud! -
Nu gielder det - i Dag - at holde Prøven ud! -
Lyd - men en rædsom Nat! - bag mørke Evigheder
Udtordnes Verdners Dom - Den mægtige tilbeder.
Men Herlighedens Straaler slukkes - Thronen flyer -
Og Magten skiuler sig bag Evighedens Skyer! -
Ret! - skielv af hellig Frygt, min Aand og lær at kiende,
At Gud er ene Gud og ene uden Ende! -
Staae paa dit sidste Trin! - See Verdner under dig! -
Hvor stoer er jeg? - men han! - er ubegribelig. -
Med majestetisk Smiil seer Evigheders Fader
De største Virvler an, som vrimlende Monader: -
Ophøy dig da min Aand og vær et større Gran! -
Men, hvo var evig, evig, evig stoer som han? -

✂ ENDE PAA DEN FØRSTE HANDLING

✂

MELLEM-SANG

✂

Skue-Pladsen forestiller det ovenomtalte Herrens Bierg. - Dets høye Toppe ere bedekkede med lyse og prægtige Skyer, imellem hvilke man Tid efter anden seer nogle af de salige Aander, som stirrer ned imod Eden. Ved Foden af Bierget, sidder to Cheruber, hver under sit Træ, saaledes at de vende Ansigterne imod hinanden. De synes, i det de stemme deres gyldene Harper ligesom at udfordre hinanden til en Vedde-Sang. - Den ene begynder og synger saaleedes: Naar ved et Vink af Almagts Øye
Utalte Verdner velte fra det Høye;
Og naar igien ved et almægtigt Bud
Den Himmel styrtes som var næst ved Gud. -
Naar Thronen bæver under Evigheders Fader,
Og skiuler den umaalte Evighed. -
Da knæler, knæler Myriader! -
Da skiul dig Cherub for hans Herlighed.

✂

DEN ANDEN

Men naar et Suk af Mid igiennem trænger Himle, 164
Hvor Seraph selv maae knæle, skiælve, svimle. -
Naar den, som knuser Verd'ner ved et Bud,
Omskaber Støvet til en anden Gud. -
Og da naar Almagt elsker Kiød og Blod,
Da stiger Godheds Lov-Sang op af Jorden
Og Baal brøler selv mod Hævnens Torden. -
Ja Gud - Den strænge Gud er evig god. -

✂

DEN FØRSTE

Da naar jeg brændende den Evige tilbeder
Omhylles jeg i Hast med skabte Evigheder. -
Snart synke Himlene - Snart hæver Dybet sig
Og Verdner boble op, hvori jeg svimler...

✂

DEN ANDEN

Men evig gode Gud! - Den Grund hvorfor du skaber,
Den er det store Svælg, hvori min Aand sig taber! -
Da Myriader alt udraabte: Gud er god! -
Besiælte han et Leer at giøre vel imod. -

✂

DEN FØRSTE

Et Ildbierg tændtes hist - Jeg saae den Høye! -
Almægtige, hvo var saa stor som du? -

✂

DEN ANDEN

Her krøb en Orm, og et almægtigt Øye
Kom - thi jeg saae det - denne Orm ihu. -

✂

DEN FØRSTE

Almagt! -

✂

DEN ANDEN

Godhed! -
Hvo var stor

✂

DEN FØRSTE

Herre! -

✂

DEN ANDEN

Fader! -

✂

DEN FØRSTE

Hvo var stor

✂

DEN ANDEN

Og god

✂

BEGGE

Som du?

165

✂

DEN FØRSTE

Svarer, svarer Myriader! -

✂

CHOR AF DE SALIGE AANDER, SOM SEES OVEN PAA BIERGET

Verdners Herre, Støvets Fader,
Hvo var stor og god som du?

✂ ENDE PAA MELLEM-SANGEN

✂

DEN ANDEN HANDLING

Skue-Pladsen er uforandret ligesom den var i den første. Raphael, som endnu bevogter Kundskabets Træ og Irmiel, som er kommet tilbage fra de høyere Egne aabne denne Handling.

✂

IRMIEL

Jeg hørte Herrens Røst, da saae mit skarpe Øye,
Al-Godhed kiæmpende med Rædsler i det Høye. -
I Dag er Dommens Dag. -

✂

RAPHAEL

Du Adams ømme Ven
Saae dens Nødvendighed. -

✂

IRMIEL

Ja.

✂

RAPHAEL

Og at frygte den? -

✂

IRMIEL

Et Bud! - et Øyeblik - o Tanke! - mueligt fælde
Den salige - min Ven - om Adam skal det gielde! -
Nu skielve Klipperne og see det bange Dyr,
Som løber hid og did og veed ey hvad det flyer! -
Af Havet stiger Skræk. - I Vesten seer jeg Torden,
Som venter Almagts Vink at sønderknuse Jorden. -
Bag Bierget ulmer Skræk - ak Adam! - ak min Ven! -

✂

RAPHAEL

Men nyelig skabt! - en Lov! - mon han vil bryde den? -

✂

IRMIEL

Ret! - nyelig skabt - en Trøst! - thi kunde han forglemme 166
Sin Skabers Røst saa snart og trodse Magtens Stemme? -
Hvor evig god er Gud i al sin Majestet,
Som viser hvad ham bør, før han vil fordre det? -
Som med Velgierninger først kiøbte Mandens Hierte,
Som skabte selv hans Bøn, og alt hvad han begierte;
Og da hans heele Siæl endnu var fuld af Gud -
Ney, ney han bryder ey det allerførste Bud! -
Men om hans høye Siæl først hærdet ved at byde
Uventet hørte Bud og maatte selv adlyde. -
Da mueligt - da maaskee - men hvilken Muelighed,
Som - ak! - som er endnu, som aldrig fattes Sted? -
Den rædselfulde Dag! -

✂

RAPHAEL

Og om din Adam vilde
Af egensindig Lyst, af Overmod forspilde
Det som ey røves ham, og om han med Foragt
Forkastede sin Gud og trodsede hans Magt?

✂

IRMIEL

Ak! om - det kan han ey - Ney -

✂

RAPHAEL

Og hvorledes falde? -

✂

IRMIEL

Han kunde -

✂

RAPHAEL

Vilde du ham da din Adam kalde? -
Den som fortørner Gud, kan nogen elske den? -

✂

IRMIEL

Ey elske ham, som god, men - ynke ham som Ven.
Og om et hastigt Bud med et tilbage tager
Det, som han elsker høyt - en Ting, som meest behager;
Hvor farlig er den Strid imellem Lyst og Pligt? -
Maaskee hans største Lyst. -

167

✂

RAPHAEL

Dit Venskab frygter sligt. -
Har Irmiel forglemt, at Godhed selv befaler? -

✂

IRMIEL

Dog fandt de viise Skræk i Aandens mørke Taler. -
Selv Dommens store Aand, som talte Mørkets Sag,
Og alle Magterne skialv ved det Ord i Dag! -
Med Vrede svarte han: »Jeg vil, jeg skal forbyde,
»At Satan selv maae see, om de min Røst adlyde? -
Og neppe var det sagt, før Raab og huule Skrig
Steg op fra Fængslerne og Kiæmpen rørte sig. -
Da bad jeg - Urim bad - og alle stærke bade
Mod Mørket - »Ærens Gud! - den onde som vi hade! -
»Mon han skal trodse os og din Velsignede? -
Men Herrens Rædsel var paa alle Magterne. -
Al-Godheds Omsorg selv er Farens visse Skygge. -
Hvor rædsom er den Ting, som Gud vil forebygge? -
Hvor Almagt hielper ey? -

✂

RAPHAEL

Hans egen Kraft! -

✂

IRMIEL

Men hør,
Hvad Ildens grumme Aand fortalte Mørket før! -
Min Frygt - en Andelse, som giorte mig uroelig -
Hvad du vil kalde det, drev mig til Vredens Boelig. -
En rædsom Taushed var i Dybet - og jeg saae
Af-Grundens Tienere i Kreds om Moloch staae. -
Høyt brølte Ildens Aand - som Stormen var hans Tale. -
»Ild! - skreg han - »Røg af Blod fra skyggefulde Dale! -
Og Helvede gav Agt - Man troer at han kan see
De Ting, som forestaaer igiennem Flammerne. -
Han soer ved Hævnens Hav og ved de grumme Luer, 168
Da ellers Frekhed selv for disse Navne gruer;
»At Fængslet aabnedes og at en mægtig Aand
»Foer ned fra Himmelen, at løse Mørkets Baand.
»Og at den nye Planet, som Mennisket beboede
»Blev mørk - At Skræk og Død i Glædens Skygger groede -
»Kamp med den Hellige! - men Mørkets Kiæmper vandt! -
Saa hørte jeg han skreg, da Ild og Skrig forsvandt. -
Men Raab, som Raab til Krig foer over alle Huuler,
Hvori Hevngierrighed sig ellers frygtsom skiuler. -
Den bittre Klage taug for Buldret af de Raab,
Hvormed Fortvivlelsen udbredede sit Haab. -
Hvad om Forføreren?...

✂

RAPHAEL

Guds Stemme skal han høre! -
For Viisdom er det Synd at lade sig forføre. -
Og hvilken Aand kan see, om den adlyder Gud,
Som seer og hører kun Velgierning, Magt og Bud? -
Gav Guds Retfærdighed ey Valget stærke Skranker;
Al-Godhed, synlig Magt, og ordentlige Tanker? -
Men fleere gav han ey; og overtrædes de,
Faldt den forsætlig fra, som faldt ved Fristelse.
Hvor mange tusinde faldt for den strænge Vrede,
Som ey forledte selv, men loed sig kun forlede? -
Mon Herren knuser dem, og elsker Mennisker,
Fordi de mueligt blot ey veed hvad Ondskab er? -
At den uskyldige, som giør hvad Gud befalte,
Foragtede hans Bud ifald en anden talte,
Er mueligt - Straffet Synd beholdt en evig Ret,
Som tvinger Dommeren endog at prøve det. -

✂

IRMIEL

Men den Forbandede!...

✂

RAPHAEL

Hvem uden den fortabte,
Vil friste Herrens Ven og myrde den han skabte? -
Du Herre Herre mærk hans Ondskab og min Bøn, 169
Og giv hans Villie den fulde Giernings Løn! -

✂

IRMIEL

Og du Al-Godheds Gud, fornem hvad jeg begierte! -
Læg dobbelt Viisdoms Kraft i Dag i Mandens Hierte! -
Oplys ham, at han seer, at du er ene Gud,
Som hersker over alt og foreskriver Bud! -
Og naar min Røst er høy i Strid med Mørkets Sønner;
Da skal du høre den og mærke mine Bønner! -
Og holde Adam fast med en usynlig Magt;
Og fra din Throne selv skal Frelse blive bragt! -
En fremmed Følelse! -

(Der høres Torden langt borte.)

✂

RAPHAEL

Jeg hører alt - Han kommer. -
Jeg hører høye Trin af en almægtig Dommer. -
See Soelen flyer hans Gang og Himlen skiuler sig! -
O Gud! - saa gik du før; da Aander flyede dig! -

(Manden lader sig see imellem Træerne.)

✂

IRMIEL

Men seer du ey min Ven, som udaf Skoven iiler? -

✂

RAPHAEL

Din Gud velsigne dig! -

✂

IRMIEL

Uskyldige, du smiiler -
Ak! - vidste du? - i Dag! - Ak Herre Herre hør! -
Byd ham at leve steds! -

✂

RAPHAEL

Og handle som han bør! -

✂

RAPHAEL forsvinder. - Fredens Engel gaaer bag nogle Træer for at høre Mandens Tanker. - Adam, som alt er kommet nærmere frem paa Skue-Pladsen, udtrykker efter nogen Taushed sine Tanker paa følgende Maade. En salig Glæde - Gud! - Jeg følte disse Tanker. -
Og skiønt hin mørke Høy, skiønt Biergene var Skranker
For Videnskab om alt, saa føder det jeg seer
En Hob - og hvilken Hob af Gisninger til meer? - 170
Sæt Synet selv til Maal! - Lad første Skygge være
En Grændse for min Magt og Grændse for min Ære! -
O Nok! - o meer end nok! - Jeg er - jeg har - jeg veed. -
Men fly e min Siæl et Svælg af bundløs Muelighed! -
Da først et halv-mørkt Rødt fra hine grønne Høye
Af-brød en evig Nat og aabnede mit Øye;
Da skimtede jeg mig - Stolt saae jeg rundt omkring,
Mæt af mig selv og glad ved Skyggerne af Ting. -
Da Bæk og Flod og Skov, uvidendes om eder
Bortsank min glade Siæl i spæde Mueligheder,
Og drukken af mit Haab saae jeg kun Haab og mig,
Og troede, at jeg var fuldkommen lykkelig. -
Mit Liv var Drøm endnu - Men strax en Ild frembryder,
Som majestetisk sig op over Høyen skyder. -
Da voxte Verdner op - min Siæl blev doppelt klar;
Da Tanker viiste at, og Soelen hvor jeg var. -
Da var en ujævn Rad af glimrend-hvide Stene,
Og Skovens mørke Grønt mit Øyes Lyst allene. -
O Godhed raabte jeg, og Godhed svarede
En Røst fra høye Træer og Røst fra Klipperne.
Hvor henrykt saae jeg ham; som førend jeg begierte,
Gav Hiertet denne Lyst, og gav mig selv et Hierte? -
Jeg følte, men jeg taug, til Godhed gav det Mod,
At raabe Gud! - min Gud! - min Skabere var god! -
Jeg bad om Evighed, for evig at betragte
Dal, Klippe og mig selv - Men Gud! - og du som bragte
Mig til den søde Egn, hvor Soelen bliver ved
At vise hvert et Trin en nye Lyksalighed! -

✂

En usædvanlig Klarhed sees over Biergene i Østen, og den udbreder sig meer og meer over Eden. Manden synes en Tid-lang at forundre sig herover. Endelig siger han: Men denne Dag! hvor stoer? - endnu den allerstørste! 171
Meer taus, end Herrens Dag! - meer herlig end den første! -
Alting fremviser sig - Alting vil være seet -
Og Dagens Lys stoed op med større Majestet. -
Meer heftig end i gaaer slaaer Lærken høy e Triller;
At jeg maae høre den, og mærke hvad den spiller. -
Naturen bryster sig og viser al sin Pragt;
Og selv dens mindste Deel vil raabeførst: Betragt! -
Saa voxer Jordens Glands. -

✂

Nogle Stemmer, som raabe tre gange Hellig, og som bliver afbrudte ved stærke Tordenslag lader sig høre over Herrens Bierg. Adam bliver meere opmærksom og siger: Men hører jeg de Stemmer,
Dem som forkynde Gud? - Den Røst, som jeg fornemmer! -
Mandinden sagde før, at usædvanlig Lyd...
Men i Naturens Lov er al Forandring Dyd. -

✂

Alting bliver stille igien, men Soelen synes at ville skiule sig bag mørke og truende Skyer. Adam raaber efter nogen Taushed: Kun du o mørke Skye, som svækker Lysets Straaler,
Flye! - Ligner det ey den, som ingen Skygge taaler? -
Og trættedes den Lyst at stirre paa dets Gang,
Om Bækkens Rislen taug og Lærken ikke sang? -
Om ey den lille Urt, som saa fortryllend lugter;
Om hine høye Træer; og om de søde Frugter
Ey var; - Om Hiertet ey fandt søde Følelser; -
Og Siælen ey var stolt ved Tanken, at den er. -
Men Gud! - Jeg er - jeg veed - og Glæden som jeg finder,
Er ingen flygtig Vind, som blæser og forsvinder. -
Og roelig seer min Siæl, at Skygger slettes ud;
Thi Øyet saae mig selv, og Hiertet følte Gud. -
I Intets tause Nat og førend jeg begierte;
Før Hiertet kiendte Gud og før jeg havde Hierte
Mon da mit Intet bad, at komme sig ihu? -
Hvem overtalte dig, Algodhed, uden du? -
Gud! - da jeg ikke var - men Svælg af mørke Dage! - 172
Min Siæl omfavner sig og tør ey see tilbage. -
Da kiendte ingen mig - Hvem ønskede mit Liv? -
Hvem agtede mit Støv, før Godhed sagde: Bliv? -
Da blev det - og til Mig - til mig, som seer og kiender,
Og som af Kiærlighed til den Al-Gode brænder;
Og som er viis og glad, og som har Gud til Ven. -
O Gud! - din Godheds Magt! - hvo kan begribe den? -
Lad større Skabninger med et ublendet Øye
Beskue Thronens Ild og stirre paa den Høye! -
Men Seraph øyner ey Al-Godheds Grændse der,
Hvor før et Intet var og nu en Adam er. -

✂

EWA,

(synger bag paa Skue-Pladsen.) Her ved den rislende Bæk - Her under Skyggerne;
Her vil jeg prise den evige. -

✂

ADAM

Mandinden lover Herren. - Vinde hvifter sagte! -

✂

EWA

Her i det klare Speyl - Her vil jeg glad betragte
Guds Ære - Mandens Fryd - Naturens Under - Mig! -

✂

ADAM

Men jeg vil prise den, min Fryd, som skabte dig. -
Jeg trettede med Gud - Skal jeg da ene være
Min Skabere din Priis og Tolken af din Ære? -
Og om de prise dig, blev jeg uroelig ved,
Hvem kiender mig, min Siæl og min Lyksalighed? -
Hvor yndig parres dog de kiælne Turtel-Duer? -
Saa talte jeg og fandt, at ubekiendte Luer
Optændtes i min Siæl, og mit bespændte Bryst
Blev varmt af uvis Drift og af uroelig Lyst.
Men du, jeg veed ey hvad, som rørtes i mit Hierte,
Og Tvivl, som blandede Suk, Længsel, kiælen Smerte,
Blant søde Følelser, som Haab og Tillid fandt,
I lignede den Vind, som blæste og forsvandt! - 173
Min tankefulde Aand blev uformærkt fornøyet
Ved Skygger som fløy bort - og strax opmuntres Øyet
Ved en lyksalig Røst. -

✂

EWA,

(som kommer med en uroelig Hastighed ind paa Skue-Pladsen.) Min Adam kom at see,
Hvor hurtig alle Dyr flyer under Skyggerne! -
Fra Klippen skinner Ild, som Øyet neppe taaler;
Dog brænder den ey heed, som Himmel-Lysets Straaler. -
Jeg sang Mandindens Sang, da jeg med et fornam
Et Vær, som reiste sig fra Østen...

Tre stærke Tordenslag forkynde Guds besynderlige Nærværelse, og strax derpaa lader Eloah, den store Engel, som taler i hans Navn, sig see i Skyerne, i en Skikkelse, som kommer overeens med hans majestetiske Embede.

✂

ADAM

Det er ham. -
Hør Buldret af hans Gang! - hvor rædsom er hans Torden? -
Gud!

✂

ELOAH,

(i Skyerne.)

✂

Adam! -
ADAM

Det er Ham - Og Herren er paa Jorden.

✂

EWA

Han er forfærdelig, saa naadig som han er. -

✂

ADAM

Iil, bed i Skyggerne! - men jeg vil blive her. -

✂

(Ewa gaaer og Adam bliver ved allene.) Rædsomme Herlighed, at tale med den Høye! -

✂

ELOAH,

(i det han nedlader sig paa Jorden.) Men den retfærdige fandt Naade for hans Øye.

✂

ADAM,

(forundret.) Hvad taler denne Aand? - og hvad betyder det? -
Hvad er Retfærdighed? - og hvad at handle ret? -

✂

ELOAH

Hvad nøysomt uden Knur i sine Skranker bliver,
Og følger Reglerne, som Almagt foreskriver. -

174

✂

ADAM

Men hvilken Lov? - hvad Maal? -

✂

ELOAH

Retfærdig uden Bud
Og salig uden Maal er ingen uden Gud. -
Mærk at Uvidenhed og mægtig Drift indskrænker
Siælløse Dyr! - Men du, hvis Siæl fornuftig tænker. -

✂

ADAM

Jeg bæver. -
ELOAH

Adam mærk den Herre Herres Ord! -

✂

Det tordner første Gang. Adam falder paa Knæ og Eloah tier nogle Øyeblik. Jeg skiænkte dig dit Liv, en Siæl og denne Jord. -
Jeg skabte selv din Bøn og Ønsker i dit Hierte,
Og jeg opfyldte alt og meer end du begierte. -
Den Stund du kiender det og kommer mig ihu,
Skal ingen være stor og dyrebar, som du.
Fremdeeles siger han, min Stemme bygte Jorden;
Mon jeg ey knuser den med Røsten af min Torden? -
Jeg talte i min Harm og Soele sluktes ud -
See! - Himle fly e min Røst! - Jeg Herren jeg er Gud! -

Det tordner anden gang, og der høres en Stemme, som raaber: Hellig, Hellig, Hellig er Herren vor Gud og han er allene værdig, at tage Magten og Æren og Herredømmet i Himmelen og paa Jorden.

✂

ELOAH,

(efter at have taugt noget.) Leer var du i min Haand, o Mand, som Himlen ærer,
Som frem for tusinde mit Væsens Aftryk bærer! -
Blant Støvet laae du skiult, da jeg fremkaldte dig. -
Mon det er alt for stort om du adlyder mig? -
Saa hør da Herrens Bud: Jeg skiænkte eder Livet,
Og af min milde Haand er alting eder givet:
Kun denne er min Pagt: At røre hvad i vil;
Allene Kundskabs Træ skal høre Herren til! -
Den Dag du seer mit Træ og af dets Frugt begierer,
Da frygt min grumme Harm, frygt Ilden, som fortærer! -
Og om du smagte den; da brød du Herrens Bud. -
Da døer du Døden - Mærk! - Jeg Herren, jeg er Gud! -

175

✂

Det tordner tredie gang og en Stemme raaber Hellig, Hellig, Hellig er Gud og hans Domme ere retfærdige; hvorpaa en anden Røst svarer: Væ dem, som overtræde hans Befalninger! - Under disse Raab, som blive afbrudte med bestandig Lynild og Torden, svinger Eloah sig i Veiret, og paa hans Vink følger Raphael. De efterlade dem en hellig Glands og blive først usynlige paa Toppen af Herrens Bierg. Adam som betragter alt dette med en hellig Forundring og en dyb Taushed, reiser sig først op efter at alting er forbi og udbryder saaledes: Lov skee den evige! - Magt, Herlighed og Ære
Er Herrens - Han er Gud, og adlydt bør han være! -
Er Jorden ikke hans? - og om han toeg min Siæl,
Hvo tør bebreide ham: Det giør du ikke vel? -
Ey smage denne Frugt! - Har jeg havt Lyst at smage? -
Hvor got at Almagt ey vil fordre meer tilbage? -
Hvor naadig var han ey, at han det selv forbød,
Som mueligt uden ham, alt havde vært vor Død? -
Forskrækkelige Frugt! - at døe! - her skialv mit Hierte -
Ifald jeg havde spiist, og om jeg nu begierte -
Da blev mit Øye mørkt - og dette som jeg seer
Blev mørkt - og Siælen sov - og Hiertet sloeg ey meer. -
Min Gud! - tør Skabningen oplade sine Læber? -
Er dette Træes Natur saa dannet at det dræber? -
Og hvorfor er det skabt? - Men det tilhører Gud -
Hvi spørger da min Siæl om Aarsag til hans Bud? -
Men var det ey din Røst, elskværdige Mandinde? -
Du er - og ak min Siæl! - Lad Glædes Taarer rinde! -
Hvor got? Thi var du det, som Skaberen forbød,
Hvor tungt var da mit Valg imellem Liv og Død? -
Kom! - kom! - Din høye Siæl skal lære at adlyde! -
Hør Budet og den Straf! - men Gud! - hvorledes byde? -
Mit ømme Hierte slaaer - nu frygter Munden sig,
Først ved det Ord at døe - ak! - er hun dødelig? -
Du, som min Siæl har kiær, hvi stirrer du saa nøye? -
Hvi gaaer du tankefuld? - og Mørkhed i dit Øye? -

176

✂

EWA

Jeg følte Herrens Magt og min henrykte Aand
Har seet at Verdner faldt ved Vinket af hans Haand. -
Jeg bad i Skyggerne, da usædvanlig Torden
Bortrev mig, som det loed, langt bort og bag ved Jorden. -
Der saae jeg slemme Ting - Ild var, hvor Luften er,
Og Ilden vrimlede med grimme Skabninger. -
Og alle græd - men ey, som dine Taarer rinde,
Naar du omfavner din lyksalige Mandinde. -
Ey som vort kiælne Suk opløfter os til Gud,
Thi Graaden hvinede og Sukket brøltes ud. -
De bad til Skaberen - men Gud! - de bad om Vrede,
Og spottede hans Gunst og alt hvorom vi bede; -
Da saae jeg grumme Slag og Skræk og andet meer,
Hvoraf vort Øye her endnu slet intet seer. -
Det gresselige Syn! - Jeg havde lukt mit Øye,
Da jeg fornam en Røst, som raabte fra det Høye:
»Her seer du Vredens Sted! - Mandinde kom ihu,
»At alle disse var lyksalige som du! -
Da vaagnede min Aand- Gud! - skabte Godhed Pine? -
Men leve Skabninger, som ey kan kaldes dine? -
Hvi dannede du dem? - Ak! - vor Lyksalighed
Maaskee kan flyttes bort og hen til Vredens Sted. -

✂

ADAM

Den kan - men Gud er god. -

✂

EWA

Hvormed kan vi fortiene
Hans Godhed meer end de? - Hvi elskes vi allene? -

✂

ADAM

Utalte tusinde udraabe: Gud er god -
Den mindste Ting er skabt, at giøres vel imod. -
Men hør en Lov! -

✂

EWA

O Mand! - hvor yndig er din Stemme? - 177
Tael! - at jeg maae! - men Gud! - ney aldrig kan jeg glemme! -
Al-Godhed er saa stræng! - kom Adam, kom og siig
Et Ord, et lifligt Ord, som kan fornøye mig! -
Fortæl mig Godheds Lov! -

✂

ADAM

Hvert Øyeblik kan vise
Den samme Godheds Spor i Ting, som tause prise
Vor Skabere - du seer af tusind' ædle Spor
At vor Velgiørere var ey allene vor. -
Selv det umælende, som vel paa Gaven skiønner,
Men ey paa Giveren; som ønsker uden Bønner,
Og mættes uden Tak; selv dem kom Gud ihu;
Thi er det mindste Mid ey mæt og glad, som du?

✂

EWA

Men hvad Lyksalighed? - kan de begribe - finde? -
Ah! - slaaer dit Hierte saa? - Lad Glædes Taarer rinde! -
Smiil! - kiekke Løve - tael! - og hæv dig op til mig,
Og siig, at du som jeg er Gud og Manden lig! -
Ney! -

✂

ADAM

Men en mættet Drift og steds opfyldte Sandser,
Og den Uvidenhed, hvorved alt Ønske standser
Giør dem lyksalige i roelig Nøysomhed. -
De ønske, seer og faae det beste, som de veed. -
Det glad ved stille Roe - hiint stolt af Moed og Kræfter
Veed intet større Got, ey meer at længes efter. -
Hvem saae vel dig med Frygt og hvem adlød mit Bud,
Om Orm og Elephant var Lignelser af Gud? -
Deel ud med lige Maal! - Giv Middet Ørnens Vinge,
Lad Ørnen Seraph lig, sig op til Thronen svinge! -
Da faldt det Fortrin bort som nu Seraphen har,
Men Middet blev ey da meer nøysomt end det var. - 178
Ney! - Nok og Nøysomhed, den Skabnings fæ leds Glæde,
Gav Herren til et Skiæl, som ingen overtræde -
Alviis var Godheds Lov - Bemærk det stolte Dyr,
Som hist i høye Spring igiennem Busken flyer! -
Han reiser Takkerne, og naar han vender Øyet,
Er han i Farten selv ved Byrdens Vægt fornøyet. -
Nu stilles han igien af en uventet Elv
Og holt imens han drak et Øye med sig selv. -
Glad ved en mættet Drift, stolt af det Mod han føler,
Fomøyet med sig selv, seer han sig om og brøler. -
Han troer ey at en Fugl sang meere sødt end han,
Og ønsker ey at see hvad Ørnen øyne kan. -
Har Hunden bedre Lugt og Løven større Kræfter;
Da kiender han det ey og længes ey derefter. -
Muldvarpen, gnavende i Jordens sorte Skiød
Troer ey, som Fuglen troer, at Druens Saft er sød;
Den nøyes med sit Muld. - Hin, som i Floden leger,
Misunder Fuglen ey de skyggefulde Eger. -
Og Ormen selv, som seer kun sligt et Støv og sig,
Seer Støvet an for smukt og sig for lykkelig. -

✂

EWA

Mæt - roelig - nøysom - glad - og hvad er meer tilbage? -
Men Frygt! - det stærke Dyr er farligt for det svage -

✂

ADAM

Og her var Godhed viis - Thi hvilket Dyr er skabt,
Som reent er værgeløst, som steds maae give tabt? -
Hvor stærk er Løven ey? - men see! - den lille Flue
Tør trodse Dyrets Moed - Forgiæves vil den true -
Den spæde Fiende leer, og mærk hvor uforsagt
Den sværmer, stikker, slaaer og skiemter med dens Magt! -
Min Løve, skiul din Harm og taal at den dig gnaver,
Som drukken af Triumpf af al sin Fare raver! - 179
Ja gode Skabere! - hvor stoer? - hvor viis? - hvor god,
Er Verdens Orden ey? - du veite Kraft med Mod -
Du deelte Magt og List - du grovst det Hul som bringer
Et Mid i Sikkerhed og du gavst Fluen Vinger. -
Du bygte Sneglens Huus; - O ædle Lige-Vægt
I Verden og i Støv. - I mig og Myrens Slægt! -
Tilbed o Jord den Gud, som veite da han skabte,
Og bød, at ey Natur sig i Naturen tabte! -
Som under Ordens Lov uddeelte nok til hver,
At ingen ønsker meer end det han har og er! -

✂

EWA

Og jeg vil prise ham, som i sin vise Orden
Har sadt stoer over stoer og os til størst paa Jorden! -
Hvor lykkelig er jeg! -

✂

ADAM

Hvor got at Fuglen med
Kan quiddre, klukke, slaae om sin Lyksalighed! -
Hvor lifligt falder den og stiger høyt og falder
I søde Triller bort! - Ah! Yndige du kalder
Henrykt din Skaber god og søger ved at slaae,
At tvinge Skoven til at sige ligesaa! -
Foreen dig da min Røst med al Naturens Stemme! -
Lad Skov og Bierg og Skye min høye Lyd fornemme! -
Cherubens glade Chor, skal mærke paa min Sang,
Naar Godheds Lov fra mig mod andre Verdner klang! -
Da sende Himlen selv et naadigt Svar tilbage! -

✂

En Torden rulder langsom fra Herrens Bierg over Haven. Imidlertid falder Adam og Ewa paa Knæ, saaledes at de omfavne hinanden. Den reeneste og saligste Glæde tindrer i deres Øyne. Naar det er forbi staaer de op og Adam rækker sin høyre Haand op imod Himmelen og siger med en stor Heftighed: Men om - Ja Jehovah - om stolt uskiønsom Klage! -
Om - men Umuelighed! - om jeg forglemte dig,
Og ene aldrig mæt var utaknemmelig; 180
Da døe jeg Døden! - Skræk! - men meer! - byd at jeg taber
Din Godhed! - at jeg døer og hades af min Skaber! -
Da visne Græs og Skov! - da slukkes Lyset ud! -
Da buldre Tordner ned fra Hævnen og fra Gud! -
Da skal jeg døende - da skal mit brustne Øye
See Skræk og Had i Gud og Rædsler i den Høye. -
Skræk for de mindste Ting - for Støv! - for Ormens Tand! -

✂

EWA,

(kiælen.) Og jeg skal smertefuld erindre mig min Mand! -

✂

Det tordner atter, men stærkere end før, hvorpaa Adam vender sig mod Mandinden, og siger til hende med en Mine som fordrer hendes Samtykke. Vær Nøysomhed en Lov som ingen overtræde! -

✂

EWA,

(i det hun giver Adam Haanden.) Ja Adam! -

✂

ADAM,

(i det han rekker Hænderne op imod Himmelen.) Ja min Gud! -

Det tordner tredie gang og mange glade Stemmer lade sig hore.

✂

EWA,

(efter nogen Taushed.) O Følelser! -

✂

ADAM

O Glæde! -

✂

EWA

Men Adam kiender du de smukke Skabninger,
Som glæde sig med os og veedst du hvem det er? -
Ak! hvor jeg elsker dem! -

✂

ADAM

Troer du at dette Øye
Kan see Guds Almagts Maal og oversee den Høye? -
Han skabte tusinde, fuldkomne, meer end vi,
Som har en anden Egn at love Herren i. -
Hvem saae de salige, de stærke Myriader? -
Hvem talte vel din Hær o Evigheders Fader? -
Ak! - denne Jord! - en Plet! -

181

✂

EWA,

(afsides.) Jeg er ey stor som før.

✂

ADAM,

(som hører det.) Hvad tabte du? -

✂

EWA

En Drøm. -

✂

ADAM

Da er du som du bør. -
Men om det er en Ting, en Eyendom du taber...

✂

EWA

Hvorledes? -

✂

ADAM

Den er tabt -

✂

EWA

Hvem toeg den da? -

✂

ADAM

Din Skaber. -

✂

EWA

Og hvilken? - ak min Siæl! - oplys mig! - om det er -
Jeg svimler i et Svælg af slemme Gisninger. -
Ak! om det var min Mand! -

✂

ADAM

Og om? -

✂

EWA

Ney Godheds Kilde
Vil ey bedrøve mig - min Gud! -

✂

ADAM

Og om han vilde? -

✂

EWA

Da var han Skabere - men Adam! -

✂

ADAM

Ney vor Gud
Er stræng i Dom og Straf men naadig i sit Bud. -
Seer du det høye Træ, hvis underlige Frugter...

✂

EWA

Som seer saa deyligt ud - det som saa yndigt lugter? -

182

✂

ADAM

Det...

✂

EWA

Jeg besaae det før - først før - naar er det skabt,
Og hvad? -

✂

ADAM

Kun dette Træ - kun dette har du tabt. -
Kundskab paa got og ont - den Frugt af disse
Greene -

✂

EWA,

(noget nedslaget.)

✂ Er en Fuldkommenhed, som - fattedes allene.

✂

ADAM,

(heftig.) Men skielv! - det er den Frugt, som Herren dig forbød, -
At røre den er Gift, at smage den er Død. -

✂

EWA

Død! - og just dette Træ? -

✂

ADAM

Den Skabere, som sørger
For Soele-Kredses Gang, fornærmes naar man spørger
Om Aarsag til hans Bud - Nok at han vil det ey! -
Og hvem tør sige Ja, naar Herren siger Ney? -

✂

EWA

Min Siæl ophøyer sig. - Ak! Glædes Taarer flyder! -
Min Sang skal prise ham, som intet meer forbyder! -
Dig min Lyksalighed, dig vil jeg synge om! -
Men Synet selv skal flye for Herrens Helligdom! -

✂

De gaaer begge Haand i Haand op imod Irmiels Grotte, men de vender sig strax om, som om de havde forglemt noget, og Mandinden begynder at synge:

✂ Tid kan blotte Floders Grunde,
Havets Svælg kan øses ud. -
Men ey Evigheder kunde
Tømme dig algode Gud. -
Stierner taltes, men dit Alt,
Godhed, bliver aldrig talt.

183

✂

ADAM

✂ Soelen hielper spæde Poder
Med en Faders Omhu frem.

✂

EWA

✂ Jorden, Blomsters ømme Moder,
Deeler Liv og Kraft med dem.

✂

BEGGE

✂ Men Guds Godhed og hans Ord
Skabte Blomster, Soel og Jord. -

✂

ADAM

✂ Da mit Intet blev og tænkte
Var jeg henrykt ved mit Bliv. -
Men den Gud som Livet skiænkte,
Gav mig og et saligt Liv. -

✂

BEGGE

✂ Til vort Intet har han lagt
Viisdom, Hellighed og Magt.

✂

EWA

✂ Naar mit Længsel-fulde Øye
Tindrer af en hellig Brand,
Vil jeg knæle for den Høye,
Som forbandt mig med min Mand.

✂

BEGGE

✂ Gud! - hvor sødt har ey din Haand
Knyttet os i evigt Baand? -

✂

ADAM

✂ Urandsagelige Skaber! -

✂

EWA

✂ O Bundløse Godheds Hav! -

✂

BEGGE

✂ Siæl og Sands og Vid sig taber
I det gode, som han gav. -

✂

EWA

✂ God i Gaver! -

184

✂

ADAM

✂ God i Bud! -

✂

BEGGE

✂ Evig, evig gode Gud! -

✂ ENDE PAA DEN ANDEN HANDLING

✂

MELLEM-SANG

Skue-Pladsen forestiller det samme, som i den første Mellem-Sang, med den Forskiæl, at i Steden for de to salige Aander sees nu Irmiel allene ved Foden af Bierget. - Han sidder i dybe Tanker, indtil Choret af de salige Aander oven paa Bierget, som igientage de sidste Ord af Mandens og Mandindens Sang, giver ham sin sædvanlige Munterhed.

✂

CHOR

✂ Evig, evig gode Gud! -

✂

IRMIEL

✂ Godhed, hvor min Aand maae svimle! -
Evig Godhed! - hører Himle! -
Godhed vil jeg synge om. -
Uriel oplys din Skaber,
At min Aand maae fatte Gud! -
Men, hvor Støvet blev ham værdigt,
Mægtigt, helligt og retfærdigt,
Og sin Skabers Helligdom;
Er det Svælg, hvor jeg mig taber,
Og hvor Soelen slukkes ud. -

✂

Uriel, Soelens Engel, kommer i en Straale ned paa Skue-Pladsen. - Hans Hastighed og hans uroelige Mine giver tilkiende at han bringer en vigtig Tidende. IRMIEL og alle de øvrige Engle forsamle sig omkring ham, da han fortæller det følgende: En giftig Damp staaer op af Baals Boelig,
Og op af Dampen stiger grumme Flammer. -
Jeg hørte Skrig af rasende Fordømte,
Og Skrig og Flamme voxer op mod Jorden. -
En mægtig Aand stoed ved Af-Grundens Porte
Og rørte ved de tunge Lænker.
Jeg saae ham selv - den grumme, Vredens Kiæmpe-
Ild dryppede som Taarer af hans Øye;
Men Jorden selv gav Gienlyd af hans Raab.
Og Vægterne, 185
Og Abdiel og den strænge Obbaddon,
Og Sether, som frembærer Hævnens Skaaler,
Har vendt dem mod det Høye. -
Har Himlen Frygt? - har Helvede vel Haab? -

✂

IRMIEL

See! - var det ey den store Mørkets Time,
Som Aanden saae i mange svage Syner! -
Op, op i Salige! - op, op at bede! -
I stærke Aander, i som staae for Thronen,
Og Cherubs Chor, som bærer gyldne Harper,
Og Mørkets Skræk, i brændende Serapher! -
Og i som bringe Verdner Almagts Bud! -
Vi vil for Mandens Frelse sukke,
Og raabe til den evig gode;
At han fordobbler nu sin Kiæmpes Kræfter,
Og lægger dobbelt Viisdom i hans Hierte,
At han maae holde fast ved Gud! -

✂

URIEL

Ja dig Hellige Gud! - dig, du Almægtige! -
Dig, som dannede Soelene! -

✂

IRMIEL

Og dig bundløse Godheds Kilde! -

✂

ZOPHIEL

Og dig som styrtede Kiæmperne,
Satan og Moloch og Lysets mægtige Søn! -

✂

IRMIEL

Dig Herre paakalde vi -

✂

CHOR

Herre bønhør vor Bøn! -

✂

En mørk Skye, som under denne Sang er steget op i Vesten, udbreder sig meer og meer, indtil den ved de sidste Ord, skygger for den største Deel af Herrens Bierg og giør

✂ ENDE PAA MELLEM-SANGEN

186

✂

DEN TREDIE HANDLING

✂

Den mørke Skye, som er seet imod Slutningen af Mellem-Sangen har nedladt sig mit paa Skue-Pladsen, som i det øvrige er uforandret ligesom den var i de to forrige. Baal, Moloch, Satan og Abdiel tillige med en Sværm af andre mindre vigtige Rebeller gaaer efter Orden udaf Skyen, som strax forsvinder. - De synes alle at forundre sig over Lyset og den Herlighed, som hersker i Eden. Baal alleene, som det bitterste Had og en indgroet Fortvivlelse har giort ligegyldig imod al Glæde, søger at afvende de øvrige fra deres Betragtninger ved følgende Anmærkning: Fornam i hine Raab fra Bierget? - Kiæmper sukke! -
Ha! - Himlens Vældige! - ney! - Sclaver veed at bukke,
Og Bøn er Svages Lov - den Stærke fordrer Kiek,
Og frygter Gaver meer end al Tyrannens Skræk. -

✂

ABDIEL ABBADONA

Skræk! -

✂

BAAL

Men jeg frygtes dog. - Dybt i Af-Grundens Fængsel
Veed Himlen hvad jeg vil, og agter paa min Længsel. -
Og Fængsel? - hvilken Tvang? - det Slag hvorved jeg faldt! -
Faldt? - og hvomed? - Jeg staaer og byder overalt! -

✂

SATAN

Ney, Herre, veedst du ey, hvad Hævneren sig kalder? -
Priis Godheds Egenskab! - den Arm, hvorved du falder
Opløfter dig igien. - Medlidenhed -

✂

ABDIEL

Ney List -

✂

MOLOCH

Ney Skiæbnens Magt. -

✂

BAAL

Ney Frygt. -

✂

ABDIEL

Ak! - kun vort Fald er vist! -

✂

BAAL

Ha Sclave! -

187

✂

ABDIEL

Ha Tyran! - faae, hvad du længtes efter! -
Faae det, og styrt ham! - viis engang de stolte Kræfter! -
Men glem ey Stridens Dag! -

✂

BAAL

O grumme Dag! - o Skam! -

✂

ABDIEL

At flye! - at skiule dig! - og dog at trodse ham! -

✂

SATAN

Den fromme Abdiel, skabt til uskyldig Glæde
Erindrer ret. -Betænk! - hvor billig bør vi græde? -
Knæl, Aanders Fyrste, knæl! - endnu i Dag maaskee. -

✂

ABDIEL

Spot grumme! -

✂

SATAN

Græd og faae din Synds Forladelse! -

✂

ABDIEL

Ney evig evig Skræk! - Soel, som mit skabte Øye
Først saae! - og du o Glands, som hersker i det Forbandet...

✂

SATAN,

(som falder ham i Ordet.) Men din Frygt! - hvi skialv du ikke nu? -
Hvis er den stolte Glands og hvem forbander du? -

✂

ABDIEL

Mig selv - min Synd - mit Fald - mit Liv og dig, Forræder! -

✂

SATAN

Endnu et Øyeblik! - et Ord og Helten græder. -

✂

ABDIEL

Ak at! - ak at min Graad maae slette Hævnens Gud,
Og mig og Helvede og heele Verden ud! -

(Han gaaer bort i Fortvivlelse.)

✂

BAAL

Han flyer, den svage Aand! - hvor liden Drift til Ære! - 188
Han synker under sig og kiædes ved at være. -
Den er først ædel, stolt, som selv i Lidelser
Steds uforanderlig erindrer, hvad han er. -
I Mørkets ægte Børn! - Først du, hvis skarpe Øye
Seer det tilkommende, det Dybe og det Høye;
Min Førstefødde hør! - og Støtte for min Magt,
Hvis List er Himlens Skræk, o vise Aand giv agt! -
Men du, hvis ædle Mod fortiente bedre Skiebne,
Stridbare Guders Slægt, dig skal min Harm bevæbne;
Og naar i see vor Spot og mærke paa vor Skam,
Da tændes Flammer op, som kan fortære ham! -
Hør det du tause Nat! - I Skrækkens mørke Dale,
Fornemmer hvad jeg soer og agter paa min Tale! -
Om jeg - Jeg Herren ey nedstyrter Støvets Gud,
Da slette Hævnens Ild mit Navn for evig ud! -
Som om det ey var nok! - Ha! - Sclaven findes værdig! -
Eloah har mit Navn! - Hvor skiønsom? - hvor retfærdig? -
Fordi han knælende vil raabe: Han er god! -
Krøb denne Træl derop, hvor Lysets Engel stoed! -
Men er han ey en Aand? - Skiønt Sclave har han Kræfter. -
Saae han hvad Friehed var, da længtes han derefter. -
Dog er han ey af Støv. - Men Spot! - En Orm - et Gran -
Et Støv er meer end jeg! - Saa bittert spotter han! -

✂

MOLOCH

Da Stierne-Himlen brast - Jeg blues ved at nævne
Vort Vanheld - Himlen sank - Fald, som jeg vist skal hævne! -
Da laae jeg følesløs. - Død - som af Torden rørt,
Fornam jeg intet før din høye Røst blev hørt. -
Med Rædsel vaagnende fornam jeg at du brølte,
Høyt over Klippens Ryg - Jeg veed ey hvad jeg følte. - 189
Tilgiv min Svaghed! - Skræk! - Jeg skialv den gang jeg saae
Det alt for skumle Sted og Mørket, hvor jeg laae. -
Men denne Skræk forsvandt - Et ædelmodigt Hierte
Opløftes - Sclaven kun begraver sig i Smerte. -
Du saae den Bitterhed, hvormed jeg kom ihu
At jeg var ey saa stoer og ey saa piint som du. -
Da Herre, ved din Arm opstoed et mægtigt Rige
I Mørket - skræksomt - stort - blant Throner uden lige -
Jeg saae det - og mit Haab oplivedes igien -
Men grumme Dag! - o Spot! - kan Moloch bære den? -
Du veedst den Rest af Lys - hvorledes jeg beskuer
De Ting som forestaaer i disse mørke Luer. -
Den Dag besaae jeg dem i prægtig Offer-Dragt,
Og Helvede tilbad, saa snart det saae min Pragt. -
Da fandt jeg Aandens Kraft - da foer mit aabne Øye
Igiennem Soelene og jeg besaae det Høye. -
Men Harm! - du saae min Harm! - Jeg skreg afbrudte Ord,
Da Synet heftede ved den besiælte Jord. -
Du Herre hørte mig - Støv! - skreg jeg - Støv! - uværdigt
Til Trinet af min Foed - du helligt! - du retfærdigt! -
Du Arving til mit Lys! - og du min Fiendes Ven! -
Hans Tempel! - Moloch op! - op at nedbryde den! -
Da foer jeg rasende med Flammen op mod Jorden. -

✂

SATAN

Da var det, at du skialv for Buldret af hans Torden,
Og, da du viiselig igien til Dybet foer,
Din Fiendes Undergang i frygtsom Stilhed soer -
Du Mørkets tappre Helt og du hans Vaabendrager,
Foragter Abdiel! - leer af hans bittre Klager! - 190
Men glemmer ey derhos, at Trudsler uden Magt
Og Kraftesløse Skrig fortiene meer Foragt! -
Jeg saae det stolte Støv - dets Storhed er ubillig,
Og til at knuse det er ingen meere villig -
Støv kaldtes i vort Sted - besiæltes os til Spot -
Os ene til Foragt begraves det i Got. -
Ey din Fortvivlelse og ey dit skarpe Øye
Har aabnet Dybets Port og bragt os til det Høye;
Men at vi os til Harm maae see, hvor god han er,
Fremviser han i Dag de stolte Yndlinger. -

✂

BAAL

Ha! - Yndling! - døe! - forgaae! - og Helvede skal høre -

✂

SATAN

At du har seet -

✂

BAAL

Og dræbt -

✂

SATAN

Ney ikke turdet røre. -
Troe! - Himlens stolte Børn see Vrede uden Magt...

✂

BAAL

Ha! - Vrede see de! - Harm! -

✂

SATAN

Men see den med Foragt. -
Hvad nytter Heltemod, som ey foreent med Kræfter
Kan give Trudsler Vægt og dog maae give efter?
Hør! -

✂

BAAL

Og hvorledes Hævn? -

✂

SATAN

Forstaae hvad jeg fornam! -
Adspreed dit Raserie og lær at kiende ham! -
Almægtig er et Navn, hvortil han seer sig værdig,
Men ey hans Stolthed nok - Han kalder sig retfærdig. -
Fra os - fra dig til Støv betragter han enhver
Langt fra særdeeles Gunst, saaledes som han er. - 191
Den Uret, som vi leed, var Straffen vi fortiente,
Og al Ulydighed kan intet bedre vente. -
Saa raabte han - Jeg stoed paa Pynten af mit Fald,
Da jeg fornam den Røst blant stærke Tordenskrald. -
Usminket Grusomhed formørkede hans Ære;
Thi viis og god og stræng og alting vil han være. -
Tyrannen skiules saa - men Skiul, som er bestemt
Til Hævn! - til Verdners Fald! - som ey skal blive glemt! -
Naar du besaae dig selv - dit Mod og Magtens Skygge;
Og du paa Ild og Røg forgieves vilde bygge;
Da forskede min Aand, og fandt den Grund hvorpaa
Vor Hævn og Støvets Fald og Himlens Spot skal staae. -
Har vi fortient vor Fald - er Hævnens Gud retfærdig -
Da maae, da skal han...

✂

BAAL

Døe -

✂

SATAN

Befindes han uværdig. -

✂

BAAL

Det er han. -

✂

SATAN

Men en Træl, som frygter sin Tyran,
Adlyder let. -

✂

BAAL

En Træl! - hvad Liv fortiener han? -
Strafværdig Nedrighed! - Døe, den som kan adlyde! -
Hvor Valget ey er Lov. - Ha Bud! -

✂

SATAN

Hans Lyst at byde
Er alt det Haab jeg seer - Og uden strænge Bud,
Hvad retter vel din Harm og dine Trudsler ud? -

192

✂

BAAL

Men Støvet! - er det stort? - og kan det overtræde? -
Blindt! - kiælent! - frygtsomt! - svagt og overøst med Glæde! -
Fortryllet i hans Magt! -

✂

SATAN

Og dog er dette vist,
At, veed jeg først det Bud...

✂

BAAL

Da tving det! -

✂

SATAN

Men med List. -
Vel har mit høye Raab lært Hævneren at skiønne,
At det uprøvet var for tiligt at belønne;
Jeg tvang ham til sig selv, og til en billig Dom,
Som mueligt styrter dem til det, hvoraf de kom. -
Men her er Hævnens Maal - Hvor Lydighed skal prøves
Maae Valget være frit og intet voldsomt øves. -
Og vel! - tillades Tvang - da Herre kom ihu,
At den som elsker dem er vel saa stærk som du! -
Adlyde de - maaskee - da er ey meer tilbage...

✂

BAAL

End Had - end Baals Had. -

✂

SATAN

Og end afmægtig Klage. -

✂

BAAL

Og du nedtrykker mig! -

✂

SATAN

Tie Herre! - seer du der? -
See det kostbare Par! - see Himlens Yndlinger! -

✂

Adam og Ewa gaae tvert over Skue-Pladsen, saaledes, at de vende Ryggen imod de faldne Aander. - Irmiel gaaer tæt bag- ved sin Ven og Ithuriel en Aand, som er sendt ned til Mandindens nøyere Beskyttelse lader hende ikke ud af Øynene. - Det heele Tross af onde Aander flyer saa snart de see disse to mægtige Fyrster, og vil skiule sig for den Glands, som følger med dem. - Moloch selv gaaer nogle Skrit tilbage. - Satan bliver staaende forrest paa Skue-Pladsen og skeder til dem med den lumske og nedrige Mine, som er hans Ondskab saa egentlig. - 193 Baal allene bliver staaende ubevægelig paa sit Sted og seer efter dem med et trodsigt og foragtende Blik. - Som de komme ham af Sigte forøges hans Grumhed. - Da de ere reent borte gaaer han selv nogle Trin frem, som for at forfølge dem. - Men han bliver med et staaende og viser nogentid den yderste Fortvivlelse i Geberderne. - Han søger Iænge at skiule sin Smerte og sin Skræk; men da de blive meer og meer kiendelige stamper han i Jorden og holder Haanden for Øynene. - Det er et stærkt og vedvarende Lynild, hvilket han meget vel kiender, som har sadt ham i denne Forfatning. - De øvrige af hans Selskab ere mere frygtsomme, skiønt mindre Pinefulde end han. - Ingen af dem tør lukke Munden op, førend det er forbi. - Da er Moloch den første, som siger: Og her er Helvede - Obaddons grumme Straaler
Gik over Hvelvingen. -

✂

Baal, som kiender denne sin Yndlings Røst, tager Haanden fra Øynene, opløfter den imod Himmelen, og brøler meer end siger: O Evighed, som maaler
Forbittred Hævn med mig, hold op! - men ney, bliv ved
At knuse mig med dem! - Lad alting trykkes ned! -
Knus Jehovah dit Værk, om du har Ild tilbage! -

✂

Man seer atter det forrige Lynild og denne gang følger et stærkt Torden-Slag, hvorved Baal segner og ligger nogle Minuter som i Afmagt. Endelig reiser han sig igien og siger med en spottende Mine: Den Ild er alt for stærk til Sclaver og til svage -
Men, da du slaaer kun dem, som troer at ligne dig;
Hvi slaaer du ey din Jord? - den er guddommelig. -

✂

(Og efter en Pause.) Ha! - Støvet blive Gud! -

✂

SATAN,

(som er kommet frem igien da alting er stille.) En mægtig Gud som døde! -
Som smulrer bort i Støv, ved allerførste Brøde! -
En svag og opblæst Træl! -

✂

BAAL

Ha! - Bitterhed! - Jeg seer
Min Styrke hos en Træl - mit Lys - min Glands i Leer!
Ret! - jeg nedtryktes kun - men du skal leve roelig,
Glad i Vellysters Arm - i Yndigheders Boelig! -
Ret! - Himlens kiælne Søn! - Hvor from? - hvor spag? - hvor tam?
Tys! - Virvler veltes ey! - hvi tør i skrække ham? - 194
Et sammenelted Leer! - En Siæl som Brusk indskrænker! -
Hvis Tanke selv er Brusk! - som stedse sclavisk tænker! -
Som skielver ved at troe, at større Glands har Sted;
End et indhegnet Støv og Orme Salighed! -
Hvor skiønsomt? - Dette Støv! - nedtrykt af Himlens Gaver! -
Ret! - mig til Spot! - naar jeg i mørke Huuler raver! -
Naar Lysets Aand - o Skam! - maae trygle Lov at see,
Er han af Stolthed blind og lukker Øynene! -
Ret! - mig til Spot! - men ney! - slaae, piin mig, knuus mig Torden! -
Din Lynild brænde til det inderste af Jorden! -
Hævn-Bierge styrte ned og styrte knald i knald,
Indtil de trykke mig til Grunden af mit Fald! -
Ras Himmel! - ras! - brøl! - brænd! - og naar din Straale rammer,
Da trodser jeg endnu og trodser dine Flammer! -
Men grumme Pinebænk! - en Jord-Klump! - min Foragt! -
Men jeg afmægtig! - holdt! - føl Prøver af min Magt! -

✂

Baal løber i dette Raserie hen imod det Sted, hvor han har seet Manden og Mandinden blive borte; men Eloah møder ham i Indgangen af Skoven. - Den grumme Kiæmpe gaaer vel noget tilbage, men viser i det øvrige meer Fortvivlelse end Frygt. Den store Eloah seer til ham med en Majestet som passer sig paa hans Høyhed. - Hans Mine viser meer Foragt end Vrede; og det er med en Roelighed, som er grundet paa hans Overmagt, at han siger: Afmægtigt Raserie! - hvo er vel den, som vover
At true Himlens Ven, som Almagt vaager over? -
Mon Baal har forglemt den store Herrens Dag,
At han staaer op endnu, og trodser mod hans Slag? -

✂

BAAL

Slaae! - knuus! - dræb! -

✂

ELOAH

Med Foragt - Saae Herren ey dit Hierte,
At Enden paa din Straf var alt hvad du begierte? - 195
Men evig evig Baal evig skal du see,
At du har reist dig op mod den Almægtige! -

✂

BAAL

Min Lyst er ingen Straf. -

✂

ELOAH

Men see det dig til Plage,
At Synden kun var stoer, men Kræfterne for svage. -

✂

BAAL

Skræk! -

✂

ELOAH

Had er Ondskabs Løn, men Haanhed og Foragt
Uddeelte Viisdoms Lov til Ondskab uden Magt. -

✂

BAAL

Foragt! her faldt jeg først - og du, som saae min Torden! -
Du, som forsvandt mod mig dybt blant Seraphers Orden! -
Og du, som saae min Glands! -

✂

ELOAH

Og Skrækkens skumle Skye,
Hvori du skiulte dig, da Stemmen raabte: Flye! -

✂

BAAL

Og har Obaddon ey fortalt den grumme Vrede? -
Den...

✂

ELOAH

Han har hørt dit Skrig. -

✂

BAAL

Dog aldrig hørt mig bede. -
Ey hine Trældoms Raab - ey nedrigt Hyklerie -
I Lyset er du Træl - i Lænker er jeg frie. -

✂

ELOAH

Først Stolthed, siden Skræk forblinder Ondskabs Øye. -
Først saae du ey hans Magt, og trodsede den Høye;
Nu seer du kun hans Magt og stræng Retfærdighed. -

196

✂

BAAL

Og mig - mig seer jeg selv -

✂

ELOAH

Og blues ey derved? -

✂

BAAL

Er jeg ey den som er og var og steds skal være? -
Mon ikke tusinde min Magt og Viisdom ære? -
See Soelen flyer mit Trin og Himlen skiuler sig,
Naar Dybet buldrende med Skræk forkynder mig! -
Hans Magt -

✂

ELOAH,

(heftig.) Forbandede! - skiul dig i Skrækkens Skygger,
Hvor Ondskab tætte Skiul for Helligdommen bygger! -
Der brøl din Lovsang ud! - ras! - bryst dig af din Skam! -
Men Herren straffe dig ifald du spotter ham! -

✂

(Efter en lille Pause.) Fald ned og hør din Lov! -

✂

Baal og hans heele Følge falder paa Knæ. - Denne stolte Fyrste viser tydelig ved Maaden paa hvilken han giør det, hvor meget det er imod hans Villie, og at det er en usynlig Magt, som tvinger ham dertil. - Hans Tilstand noder ham til at raabe: Skræk! -

✂

ELOAH

Gud er ene værdig,
At kaldes stor og stærk og hellig og retfærdig. -
Var han ey den som var før Verdens Grund blev lagt? -
Han - han fremkaldte den - og Aander saae hans Magt. -
Hans Navn opfylder alt - I Dybet og paa Jorden
Staaer alting ved hans Vink og knuses ved hans Torden -
Hans Aand gav Leeret Siæl - Han blæste Throner om
Og ingen giør som han Retfærdighed og Dom. -
Den stolte reiste sig - opblæst af skabte Kræfter
197Stoed han mod Thronen - trodsig - higende derefter. -
Da talte Jehovah - Fald! - og dybt faldt han ned
Og blev et skræksomt Tegn paa Guds Retfærdighed. -
Han Herren, han er Gud - Er Helligdommens Straaler
Ey reene? - Thronens Ild, som ingen Smitte taaler? -
Al Ondskab skiule sig, og hver gienstridig Aand
Flye for den Helligste og for hans Almagts Haand! -
Men dyrebar er den og elsket af den Høye,
Som agterpaa hans Bud og vandrer for hans Øye. -
Han er som Raphael - hans Glæde skal bestaae,
Naar Dag og Aar og Tid og Tiderne forgaae! -
See til mit Billede! - saa sagde han som skabte,
Og han som styrtede - Det har hvad Baal tabte. -
See, det er saare got - Mig Herren ligner det! -
Og heele Himlens Hær saae hen til Mennisket. -
Fremdeeles sagde han: Om det min Røst adlyder,
Og uden stolte Knur giør, hvad jeg Herren byder;
Da skal det see min Glands og kaldes Almagts Ven! -
En Skat i Herrens Haand, hvo kan borttage den? -
Men gaaer det Mørkets Vey, og hører ey min Stemme;
Da døe det Satans Død! - at Verden maae fornemme:
Om den opløfter Synd, som trykker Ondskab ned? -
Jeg Herren jeg er Gud - Gud er Retfærdighed! -
Da gik et hastigt Bud fra Thronen - bæver Jorden
Ey nu for Adams Trin, og den udstrakte Torden? -
I Dag er Prøvens Dag - og Adams Liv og Død
Hang alt paa Kundskabs Vægt før Uriel frembrød. -
At ey den faldne nu skal sige: Vi Forførte
Blev styrtede - Han stoed, fordi han intet hørte;
At Mørket selv maae see den evig strænge Dom: 198
Opkaldte Herren dig. - Kom frem Bedrager! - kom! -
Forsøg dog ikke meer! - Forskudte, som jeg hader,
Vov ey at prøve meer end Himmelen tillader! -
Thi om du rører dem i der' Uskyldighed;
Da styrte Herrens Ild paa Baals Isse ned! -
Og - mueligt er det dog - og om han overtræder;
Da veed jeg at din Aand sig først af Ondskab glæder. -
Men Skræk! - ti dobbelt Skræk skal være Glædens Løn:
Saa vist, som Herren er og mærker paa min Bøn! -

✂

Naar Eloah har sagt dette sidste, skiuler han sig i en lys Skye og gaaer under stærke Torden-Slag op til de salige Boeliger. - Baal og hans Følge ligger imidlertid som begravede i en dyb Afmagt. - De tør ikke opløfte Øynene, førend den Glands, hvormed den salige Aand opfylder alt det omkringværende er forsvundet imellem Skyerne. - Baal er da den første som springer fortvivled op og raaber: Harm! -

✂

SATAN

Var det ey mit Ord, at Magten intet nytter? -
Mon du vil knuse den, som Himmelen beskytter? -
Vi maae...

✂

BAAL

Hvad maae vi? - tael - jeg brister - raad
mig - siig! -

✂

SATAN

Hvor Magten er for svag der dræbes best med
Svig. -

✂

BAAL

Ha Sclave! - ah! - mit Fald! - er ingen Magt tilbage! -
Og for at hævne mig skal jeg - o Skam! - bedrage! -

✂

SATAN

Vi maae...

✂

BAAL

Jeg vil - jeg skal - og nu o Himmel nu
Nedstyrtes, knuses, døe, jeg, Adam eller du! -

✂

SATAN

Den Time da hans Vel befæstes eller falder,
Et Nu, som Himmelen ey selv tilbage kalder,
Er mueligt alt for kort - Døm, om det spildes bør,
Med et afmægtigt Raab, som uden Virkning døer! -

199

✂

BAAL

Jeg fatter - men et Raad! - mit Had - den Harm som blinder,
Giør at jeg intet seer og intet Middel finder. -
Kryb! - overtal! - ja bed! - og vær de svage lig! -
Kun, at du fælder dem, og at du hævner mig! -

✂

SATAN

Men glemmer du den Skræk, hvormed vor Fiende truer? -

✂

BAAL

Hvad Skræk for mig? - Foragt er det hvorfor jeg gruer! -
Foragtet af mig selv! - Ha! - ringe mod et Støv! -
Hans Hævn er tømt - og jeg mod alle Trudsler døv. -

✂

SATAN

Vel! - du opmuntrer mig - du veedst jeg kan bedrage! -
Kun...

✂

BAAL

Hvad? -

✂

SATAN

En ringe Tvivl, som er endnu tilbage. -
Et Bud er givet dem - men hvilket? -

✂

BAAL

Nedrige! -
Det skiulte du! -

✂

Her bliver en Pause. - De onde Aander see hinanden an, uden at vide hvad de skal sige. - Satan, som under en forstilt Føyelighed og Lydighed imod Baal skiuler en Stolthed, som er endnu større end hans; og i denne Andledning smigrer sig selv med den Viisdom, som han troer at besidde frem for de andre, smiiler hemmelig og tier, som for at vente Svar af de andre. - Moloch som er en stærk, modig og grum Aand, men tillige ikke har den beste Domme-Kraft; er af den Aarsag den første som giver sin Meening tilkiende, i det han gaaer hastig af og siger: Jeg gaaer at spørge Flammerne. -

✂

BAAL

O Spot! -

✂

SATAN

Og du kan troe: han, som vil undres over -
Som for at kaldes stræng sin Yndlings Velfærd vover -
Som trodser al vor List med sine Mennisker -
Han skulde skiule det, hvorved just Prøven er! - 200
Ney! - men Bekymringer streed med hans stolte
Hjerte - Han Røst var skielvende - hans Øye skiulte Smerte -
Han saae sin Yndlings Tab og taug: - men Soel og Jord
Forgik, før han bedroeg og spøgte med sit Ord. -
Det viser sig...

✂

BAAL

Og da? -

✂

SATAN

Da... skal han overtræde! -

✂

BAAL

Du overvælder mig med - hvilket Ord! - med Glæde. -
Men Tiden sagde du...

✂

SATAN

Jeg skal ey spilde den. -

✂

BAAL

Saa lindres Helvede ved en fornuftig Ven! -

✂

Naar Baal har raabt dette ud, med en Heftighed, hvormed han søger at tilkiendegive en Art af Glæde, som han dog ikke finder; svøber han sig i en mørk Skye og farer af med et stærkt Bulder. Alle de øvrige onde Aander af hans Følgeskab følge efter. - Satan, som bliver allene tilbage paa Skue-Pladsen, staaer nogentid og seer efter ham med en haanlig Mine, og med en Bitterhed, som viser, at det onde, som han har i Sinde at giøre, er allermindst af Venskab til ham. - Naar han er borte siger han: Ven! - han fornedrer sig - Hvor dyrebar en Gave
Hans ædle Venskab er! - nu Ven og før hans Sclave! -
Men kiøler jeg hans Harm - og faaer han hvad han vil -
Tyran! - i Helvede var Venskab aldrig til. -
Jeg skulde vove mig! - og trodse Himlens Vrede! -
Blot for din Storhed! - Ha! - hvor værdig at tilbede! -
Hvor farlig er din Magt? - begriber han det vel,
At han er stoer ved mig og hersker ved sin Træl? -
Men du bedrager dig, Tyran, ifald du tænker;
At alt hvad jeg betvang skal bære dine Lænker! -
Hvor længe taaler jeg det usle Pralerie? - 201
Jeg blev en Sclaves Træl i Haab at blive frie. -
Men Satan op at slaae! - mon heele Mørket gielder
Den Jord jeg river ned, og Kiæmpen, som jeg fælder? -
Hvad ligner vel mit Navn, naar bange Soele see,
At jeg har skadet ham og dræbt hans Billede? -
Naar, om han ikke selv, dog en som han kan falde,
Og de, som ligne ham først mig for Herre kalde -
Da hør det Evighed! - da kom mit Navn ihu! -
Raab Afgrund: Satan! - Gud! - hvo var saa stor som du? -
Her under Skyggerne - her i den stille Glæde
Vil jeg befæste mig - Her bygger jeg mit Sæde. -
Hist er et skummelt Bierg - der skal mit Alter staae! -
Og Blod og helligt Blod skal stænke sig derpaa! -

✂

Imedens Satan endnu taler kommer Raphael, som er sendt ned for at underrette IRMIEL og Ithuriel, om de onde Aanders Ankomst til Eden, deres onde Hensigter, og deres Frieheds Grændser, tilligemed disse to salige Aander ind paa Skue-Pladsen. Han er just i en dyb Samtale med Fredens Aand om de Skranker, som Retfærdighed foreskriver hans Venskab, da han hører de sidste Ord, som Satan taler: Han vender sig om og seer ham; og siger med sin sædvanlige Majestet intet uden: Forbandede! -

✂

Satan flyer, saasnart Raphael har sagt dette Ord: og denne vender sig derpaa til Mandindens Ven og siger: Men du! - hvad giør din nye Veninde? -

✂

ITHURIEL

I Lunden gaaer hun - taus - men stille Taarer rinde -
Dybt sukker hun og tit - og seer mod Skyerne. -
Nu bad hun - og jeg bad med den uskyldige. -

✂

RAPHAEL

Din Bøn, Ithuriel er kommet for den Høye. -
Bliv ved! - hun være stor og kostbar i dit Øye! -
Bed! - vaag! - giv agt paa alt! - saa lyder Herrens Ord:
»Gaaer ey Bedrageren omkring betænkt paa Mord! -
Forman! -

✂

ITHURIEL Hun veed hans Dom - har ey Afgrundens Vægter 202
Viist hende Vredens Sted og de fortabte Slægter? -
Og jeg - før sang jeg høyt om Guds Retfærdighed -
Hvorledes Satan faldt...

✂

RAPHAEL

Og hun...

✂

ITHURIEL Hun skialv derved.

✂

RAPHAEL

Nok! - meer tillades ey. -

✂

IRMIEL

En Lyd af tunge Vinger,
Som langsom susende sig ned mod Træet svinger -
Det er Obaddons Flugt - Jeg kiender Dødens Aand -
Ak! - og det grumme Sværd, som blinker i hans Haand! -
Og Skiulet - Dommens Skiul er for Seraphens Øye! -
Ak Adam! -

✂

ITHURIEL Han opløfter Haanden til den Høye. -

✂

IRMIEL Han kommer. -

✂

Obaddon. den første iblant Dødens Engle, kommer langsom ned paa Skue-Pladsen. - Hans Øyne ere tilbundne for at betage ham al Medlidenhed, ifald Mennisket smager af den forbudne Frugt. - I den høyre Haand holder han det forskrækkelige Sværd. - Den venstre opløfter han imod Himmelen, som for at kræve den til Vidne, at intet i Verden skal kunde frelse dem fra hans Arm, ifald de synde. - I det øvrige er han usædvanlig mørk og hans Geberder synes at give tilkiende at han har al sin Pligt og al sin naturlige Strænghed nødig for at kunde holde sit Ord. - Ingen af de salige Aander tør nærme sig til denne forfærdelige Kiæmpe, uden Raphael, som siger: Mørke Aand, hvis Vink er Dødens Bud,
Hvad er dit Ærinde? -

✂

OBADDON

Fred dem, som love Gud! -

✂

RAPHAEL

Lov skee hans store Navn! -

✂

OBADDON

Men Dødens Skræk skal være
Paa de Forbandede, som handle mod hans Ære! -

203

✂

RAPHAEL

De døe! -

✂

IRMIEL

Ak! -

✂

OBADDON

Lyd af Suk i Busken! - Sorrigs Lyd
Af Glædens Mund! -

✂

IRMIEL,

(i det han gaaer nærmere.) O Aand! - hvor kan du bringe Fryd? -
See Morderen, som høyt opløfter Sværdet! - Livet
Flyer for hans Ansigt! - ak! - med Dom og Skræk omgivet! -
Og Herrens Rædsel er paa Jorden. -

✂

OBADDON

Fromme Aand,
Jeg skialv som du - og tungt er Sværdet i min Haand. -
Da frekke Aander sank i Afmagt - dybt i Huuler,
Hvor Livets Glæde sig bag evigt Mørke skiuler -
Da sloeg min Arm med Lyst og Ønsket forekom
Hans Harm og ventede med Længsel Vredens Dom. -
I Dag! - Gud! - Hævnens Gud! - opirr mig selv til Vrede,
Om jeg skal dræbe dem! - Lad Medynk ey forlede! -
Jeg føler ey den Harm - ak! - Døden blegner selv -
Al-Godhed trykker mig og Naaden raaber: skielv! -
Hvem sagde: Dødens Aand opløfter kiælne Arme
Til Bøn? - og hvem har hørt, at Vreden skreg: forbarme! -
Ha! - overtræde de - og bryde Herrens Pagt -
Og trodse Godhed selv - og spotte med hans Magt -
Da! - men ak at de staae! - jeg selv jeg vil advare - 204
Mit Sværd skal lyne Skræk - min Røst skal tordne Fare! -
Og om de lyde ham; da skiælv Forbandede! -
Da føl ti dobbelt Død! -

✂

IRMIEL

Om ey...

✂

OBADDON

Da skiælve de! -

✂

Naar Dødens Aand har sagt dette sidste, skiuler han sig strax i en Cypress, hvorunder en Hændelse har bragt ham til at staae. - Irmiel seer op imod Himmelen med opløftede Hænder, men Raphael tager ham ved Haanden og ledsager ham udaf Skue-Pladsen. - Han vinker og af Ithuriel, som førend han endnu gaaer, siger: Min Gud! - ak Naadens Gud, hvis Rigdom aldrig tømmes! -
Lad Prøven gaae forbi! - Byd, at hun ey fordømmes! -
En dristig Bøn! - men Gud skal Ondskab myrdeden,
Som du har givet mig? - min Fryd! - min Trøst! - min Ven! -

✂

Satan, som endnu har hørt dette sidste af Ithuriels Bøn, kommer frem igien, saa snart han er borte og siger med sin sædvanlige Spot: Det var Ithuriel - ham, som i bittre Toner
Begræd vort Fald - og stolt tilbød sig som Forsoner. -
»Tag Herre, tag mit Liv og frels min Abdiel! -
Sandt! - slig en Kiærlighed begribes ikke vel. -
Men viid Ynkværdige: det staaer i Skiæbnens Bøger,
At du skal aldrig naae den Høyhed, som du søger. -
Din Venskab er en Gift - din Bøn er Dødens Bud,
Og den du elsker høyt skal hastig slettes ud! -

✂

I det han taler, gaaer han hen imod den Cypress hvori Obaddon har skiult sig. - Han veed ikke af denne Aands Ankomst, og da han føler hans Nærværelse, raaber han: Dog hvilken stille Skræk? - Som hvor Obaddon bygger
Sit truende Paulun blant Dødens skumle Skygger -
Hans Rædsel følger mig - Skræk! - hvor uendelig! -
Selv Mandens Paradies er Helvede for mig! - 205
Men kommer ey de to? - hvor salige? - hvor fromme? -
Her vil jeg skiule mig. -

✂

Satan skiuler sig bag ved Irmiels Grotte, som er lige over for det Sted hvor Dødens Engel er skiult; for at luure paa hvad Manden og Mandinden tale/og derefter at indrette sin Plan. - Disse to Salige vise med deres Miner at de har været i en alvorlig Samtale. - Ewa gaaer langsom, slaaer Øynene ned og støtter sig paa Mandens Arm. - Adam seer ned til hende med den ømmeste Kiærlighed. - Begge Skyts-Englene følge dem saaledes at de ikke blive seet af dem. - Adam er den første som taler og siger til Mandinden: Du skialv ved Hævnens Domme. -
En frygtsom Taare faldt - tungt faldt den paa mit Bryst,
Da han besang hans Dom og Aanders Herske-Lyst. -
De har fortient den Straf - Vi vil fortiene Glæde. -
Medlidenhed er spildt. -

✂

EWA

Ak Adam lad mig græde! -
Thi kun igiennem Taarer taaler jeg at see
Min Gud - den strænge Gud - og den retfærdige. -
Ak, om i havde giort hvad eders Herre vilde! -
Ak Ulyksalige! - men - ak! - det er for silde -
Saa smuk en Skabning! - Gud! - har dog for evig tabt -
For evig alt - ak om! - ak om den ey var skabt! -

✂

ADAM

Ey skabt til Dom og Straf - stoer og sin Skaber værdig
Var Overtræderen - viis - hellig og retfærdig -
Hans Glæde var som din, uskyldig, tryg og stoer,
Før han Al-Godhed selv et evigt Fiendskab soer.
Gav Godhed ey en Aand tilstrekkelige Kræfter,
At kunde see hans Bud og rette sig derefter? -
Og overtrædes de blev Godhed selv misbrugt. -

✂

EWA

Som, om vi trodsige nu smagte Kundskabs Frugt! -
Et koldt jeg veed ey hvad omløber alle Aarer 206
Min Adam - og jeg fælder ubekiendte Taarer;
Saa snart jeg seer et Træ, som kunde - dræbe dig. -
Kom Adam, flye et Sted, som kun mishager mig! -

✂

ADAM

Den reene Lydighed er sikker uden Skranker -
Skal Øyet, skal en Sands beherske vore Tanker? -

✂

EWA

Og dog er dette vist, skiønt Siælen elsker Gud;
Er Legemet dog ey saa roeligt ved hans Bud. -

✂

ADAM

Mandinde! -

✂

EWA

Synet kan...

✂

ADAM

Ey friste...

✂

EWA

Men bedrøve...
At see den Muelighed...

✂

ADAM

Vi skylde denne Prøve,
Og evig evig Tak den Skabere som bød;
At Verden bar vort Liv og kun et Træ vor Død. -

✂

EWA

Men Gud! - et Træ vor Død! - hvor farligt! - om vi smagte! -
Et Bid vor Død! - hvor snart? - det dræber at betragte -
Udstrakte jeg min Haand - ak Adam! - om vi nu -
Kun i et Øyeblik - da Skræk! - da døde du. -
Kom Beste! - kom min Ven! - hist i de tause Skygger -
Hist, hvor den tætte Busk et Skiul for Døden bygger;
Der vil vi glade smage den Lyksalighed,
Som ey af Tvivl og Frygt og ey af Mangel veed. -

207

✂

ADAM

Elskværdlgste! - (efter nogen Betænkning) Velan! -

De gaaer og Forføreren kommer frem igien og raaber: Triumpf! - snart har jeg vundet -
Den Gift, som dræber dig - skielv Adam! - den er fundet -
Og Satan fandt den - skielv! - Bed Himlen skiule dig! -
Jeg er betænkt paa Mord - og hvo forhindrer mig? -
Hvad staaer mod Satans List? - blot om jeg ham forfører;
At han ved denne Frugt engang med Læben rører. -
Om ikke Syn og Lyst - da skal min bittre Spot -
Hans Stolthed og det Haab at kiende ont og got -
Selv Loven, som forbød - Han som forbød at smage,
Selv han skal friste dem - Jeg vil - jeg skal bedrage. -
Var Moloch mig for klog? - og om ey dig, da den,
Som, Adam, sikkert nok bedrager dig igien! -
Med Latter skal jeg see de bange Taarer rinde,
Naar du beskylder og begræder din Mandinde. -
Og naar du ømmer dig, og spreller mod min Magt,
Og døer - da vil jeg see til Himlen med Foragt.
Jeg - vil jeg sige - - jeg har lært Cheruben græde. -
Den kiælne Cither slaaer ey meer om evig Glæde -
Og Engle frygte mig - og skiælve for min Haand -
Thi Livet er ey meer - en Gud har tabt sin Aand. -
Og atter sige: Skræk! - hvem ligner den som falder,
Og den, som døende mig for sin Morder kalder? -
Hvis er det Billede, som Døden sletter ud? -
Da skal jeg see med Skræk, at jeg har dræbt en Gud! -

✂

Da Satan siger disse bespottelige Ord gaaer en Straale ud fra det Traf hvor Obaddon er skiult; hvorved den onde Aand, efter at have givet adskillige Tegn paa de yderste Smerter tilsidst segner og bliver liggendes i Afmagt paa Skuepladsen.

✂ ENDE PAA DEN TREDIE HANDLING

208