Ewald, Johannes SVAR PAA DET SPØRSMAAL: HVORFOR VAR EN GUDDOMMELIG ... (1762)

SVAR PAA DET SPØRSMAAL:
HVORFOR VAR EN GUDDOM-
MELIG FORLØSERE NØD-
VENDIG FOR DET MEN-
NESKELIGE KIØN?
(1762)

TIL SELSKABET FOR SMAGENS
FORBEDRING

HØYE OG GUNSTIGE HERRER!

HVOR dristig er jeg ikke, at jeg tør overlevere de tiligste og (mueligt) umoedne Frugter af mit Arbeide til Kiendere af den fineste Smag: til Dommere, som Erfarenhed viser at være de skarpsindigste? - Sandelig den patriotiske Ædelmodighed allene, som Fædrenelandet og Verden beundrer hos Dem, har kundet give mig denne Dristighed. Deres Godhed, Gunstige Herrer! har overtalt mig til et Foretagende, som ellers kunde fortiene Navn af Forvovent: og Taknemmelighed har giort det til en af mine Hoved-Pligter. Ja, jeg vilde med Rette kaldes utaknemmelig, om jeg ikke nedlagde dette mit første Offer for Deres Fødder, som en ufuldkommen Prøve paa min Skiønsomhed: som et mat Kiendetegn paa min Iver, i at giøre mig stedse værdigere til saa store Mænds Bevaagenhed. Hvor fornøyet vil jeg ikke være, om De tager Villien for Evnen? Men om mit lille Skrift skulde behage Dem, hvor lykkelig er ikke da, Høye og Gunstige Herrer!

Deres underdanigste Tienere

JOHANNES EWALD

GUNSTIGE LÆSERE!

ALLEREDE for to Aar siden skrev jeg dette. Ikke for Præmien. Jeg kiendte mig selv for got, til at kunde have saa stort et Haab. Langt fra den 2 stolte Indbildning, at jeg skulde kunde frembringe de tydeligste, beste og ordentligste Beviis-Grunde i denne vigtige Materie, greb jeg til Pennen og skrev, uden at have nogen anden Hensigt, end min egen Øvelse i Religionens Grund-Sandheder. Den ædelmodige og Christelig sindede Patriot, som den Gang havde søgt at opvække sine Landsmænd til denne ædle Strid, gav mig vel, for saa vidt som Materien angik, Anledning til at udvælge den frem for alle andre. Men jeg forsikrer hellig, at hverken hans ædle Løfter eller den fremsatte Belønning, hverken Begierlighed efter Ære, eller Haab om Gevinst havde mindste Deel i mit Foster. Jeg bragte det til Verden, uden i mindste Maade at tænke paa dets Opdragelse. Dog, jeg maae tilstaae, Gunstige Læsere! at jeg ikke kunde betragte min Nyefødte, uden med en slags Ømhed, som forbød mig reent, at dræbe det i Fødselen. En Ømhed, som er almindelig hos alle Mødre og Skribentere! Reent ud: det behagede mig selv, og jeg ønskede hemmelig, at det maatte behage andre. Jeg foreviiste det til dem, hvis Domme Erfarenhed havde lært mig at være grundede og upartiske. Dets Liv eller Død skulde allene bestemmes ved deres Udsigende. Saa frygtsom som en Moder længes efter at høre Udfaldet paa sin eneste Søns Attestat, saa frygtsom ventede jeg og paa Dommen, endskiønt jeg giorde mig Umage for at være ligegyldig; og hvor fornøyet blev jeg ikke, imellem os at sige, da det, saa got som imod min Formodning, ikke alleneste fandt Biefald, men end- ogsaa, efter visse foregaaende Forandringer, blev kiendt værdig til at see Lyset. Det skal trykkes, raabte jeg henrykt. Ah!... hvor sødt er det dog ikke, at blive kaldt Auctor!

Dog ney, lastværdige Skrive-Lyst, som grunder sig allene paa sig selv! Lastværdige Skribent, som skriver for at skrive, og for at see sit Navn trykt, uden at han kan vente, dermed at være det 3
menneskelige Selskab til ringeste Nytte! Forgiæves beklager Scributius sig over den billige Dom, som fordømmer hans bemalede Papirer til Urteboen. Og da det ikke alleneste er unyttige Materier, men og ufuldkomne og overflødige Afhandlinger over de allernyttigste som ere tienligere i en Urteboe, end i et Bibliothek: hvorledes vil du da [saaledes tænkte jeg] undgaae Scributii Skiebne, da der ere saa mange af de berømteste Lærere, som have afhandlet denne Materie fuldkomnere, bedre og førend du? Kan du vel frembringe noget, som ikke har været sagt før? Kan du vel giøre dine Medborgere en Tieneste, ved at lære dem en Afhandling om en Guddommelig Forløseres Nødvendighed? Ney, det var at bære Vand i Havet. Skrive-Lyst skal aldrig forlede dig til at belade Verden med noget overflødigt. Det skal ligge. Det skal begraves i Forglemmelse... Af denne Aarsag lagde jeg det hen, uden at jeg i to Aar nogen Tid tænkte paa at lade det befordre til Trykken. Og jeg forsikrer, Gunstige Læsere! det havde stedse lagt i Dvale, om ikke nu nye Aarsager, nye Opmuntringer, nye Forsikringer, atter havde bevæget mig til at lade det see Lyset. Iblant andet har den berømmelige Seyervinderes, fra min saa adskillige Afhandlings Maade, ikke giort lidet til at overtale mig. Jeg bringer dig altsaa, Gunstige Læsere! halv frygtsom, halv stolende paa din oprigtige og ædle Tænke-Maade, dette mit første Offer, ikke som noget nyt og usædvanligt; ikke som noget, der kunde have ventet at giøre den Belønnede Palmerne i mindste Maade stridig, men allene som et Tegn paa min Skyldighed og Beredvillighed, efter Evne at giøre mig tienlig til Religionens Forsvar. Vent derfor langt fra ikke alt, eller det beste af alt det, som kan skrives i denne Post. Jeg har nok, om jeg har beviist, at vores Forløsere burde være Guddommelig. Adskillige brave Mænd have forsikret mig herom, og deres Forsikringer har allene kundet 4 giort mig dristig nok til at lade mine Beviis-Grunde læses af dig.

Jeg venter langt fra ikke den sieldne Lykke at undgaae Critiqver. Jeg seer for Exempel mine lærde Læsere smile ved at læse Brochmands Navn her i. De vil billig lee og forundre dem over, at jeg i mine Svar paa Socini Indvendinger imod Christi Guddom og en fuldkommen Fyldestgiørelse (S.§.V. og IX.) haver saa aldeles fulgt denne gamle Læreres Fodspor, at jeg for en god Deel kuns haver været hans Oversettere. Et Systema, som er hundrede Aar gammelt, og som for længe siden er jaget af Pladsen af nyere! Men for det første maae jeg oprigtig tilstaae, at j eg, hverken den Tid dette blev skrevet havde læst, eller efter den Tid har befundet nogen, som har i denne Post besvaret Socini Indvendinger paa en kortere og tillige grundigere Maade, end vores ærværdige Landsmand. Om det og kan gotgiøres, at Biskop Brochmand haver sine Feyl baade som Skribent og som en gammel Skribent: saa bør dog ingen af Delene, efter mine Tanker, ansees som Ting, der kan forandre de anførte Sandheders Væsen. Og saa snart det for det andet er afgiort, at Socinus er anført oprigtig og besvaret rigtig, saa er det nok til min Undskyldning, at Brochmand var Dansk.

Hvad for andre Critiqver mit lille Skrift kan være underkastet, vil Tiden allerbest vise. Jeg vil bede, Gunstige Læsere! at du vil læse det igiennem med Taalmodighed, og ønske, at du maae læse det med Behag. Hvad vores Gud-Menneskes og vores tilfælles Fiender angaaer, saa skal intet være mig kiærere, end om de vil ansee mig som den allerringeste af hans Forsvarere: lige saa vist som det skal være min største Fornøyelse, og en fuldkommen Belønning for mit Arbeyde, om du, min Gunstige Læsere! vil ansee mig for din altid

Hafn. in Colleg. Walch.

d. 2 Junii Ao. 1764,

Tienstberedvillige

JOHANNES EWALD

5

J.N.J.N.

§.I.

HVORFOR var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det menneskelige Kiøn? Var det umueligt, at et dødeligt Menneske kunde forløse sine Medbrødre fra Døden? Var det tvertimod mueligt, var det nødvendigt, at en Guddommelig Person skulde antage en menneskelig Natur og udi den paatage sig de Forseelser, som hans rebelliske Undersaattere havde begaaet imod ham selv? Dristige Spørsmaal! Dristige Fornuft, som med alt for nysgierrige Øyne vil beskue denne vigtige Hemmelighed! Dristige Fange, som vil vide, hvorfor just den, og ikke en anden har løset ham af hans Lænker! men endnu dristigere, ja dumdristige Dødelige, som med en forvoven Frekhed paastaaer, at Christus, vores Forløsere, var, eller paa det mindste kunde, have været et blot Menneske; som paastaaer, at en Guddommelig Forløsere var unødvendig for det menneskelige Kiøn! O Himmel! er det vel mueligt, at Solens prægtige Straaler kan beskinne saadant et Umenneske, som, for at forringe sit eget Haab, for at styrte sig selv i en uovervindelig Tvivlraadighed om det forestaaende Gode, vil negte den allervigtigste Sandhed, en Sandhed, hvorpaa vores hele Vel beroer? Er det mueligt, at Jorden kan have frembragt saa afsagt en Fiende af det menneskelige Kiøn, som om i Fald han kunde, vilde berøve dem deres allerkostbareste Skat? Ja desto værre, alt for mueligt! Socinus, ikke at nævne fast utallige andre, tiener herpaa til et meer end alt for tydeligt Exempel. Han søger at bevise, at det menneskelige Kiøns Forløsere var kun et blot Menneske, som ved et overordentligt helligt Levnet, og derpaa udstandne overordentlige Pinsler, havde forskaffet sine Medbrødre en fuldkommen Adgang til Saligheden. Sandelig, her har 6 Menneskenes afsagte Fiende søgt at rokke ved den allerstærkeste og fasteste Grund-Støtte af vores hele Religion. Men Gud være lovet, at den er bygget paa saadan en Grundvold, som ikke hele Verdens Magt kan giøre vakklende. Denne Sandhed, skiønt den er saa klar, at den kuns bliver negtet af den allermindste og mindst klogeste Deel af de oplyste Mennesker, fortiener dog, ved uimodsigelige Grunde, at befries, endog fra disses ubillige Tiltale. Det er altsaa mit Forsæt, saavidt mueligt, tydelig at bevise den Satz: At en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn.

§.II.

Vi vide, at der er en Gud til, som er almægtig og alvidende (ex Theol. nat. insita). Vi vide, at han hersker over alle Ting. Vi vide, at vi ere hans Skabninger, og følgelig hans Undersaattere. Vi vide altsaa, at vi bør ære og dyrke ham, paa den rette og ham meest behagelige Maade: Det er, at vi maae lære at kiende den sande Religion. Denne Vey bør vi at gaae, om vi vil være vores Skabere behagelige. Gaaer vi en anden, paadrager vi os hans Vrede, og altsaa den største Ulyksalighed. Erfarenhed har viist, at ingen Vey har været saa vanskelig at finde, for de engang faldne Mennesker, som just denne. Dette har det alseende Væsen seet forud. Efter hans uendelige Barmhiertighed har han altsaa givet de ellers uvidende Mennesker tvende Veyvisere, som skal ledsage dem til den sande Religion. Fornuft og Aabenbaring kaldes disse to Veyvisere, som, i Henseende til deres Enighed, kan billig kaldes to Søstre. Men i Henseende til deres ulige Fuldkommenhed, seer jeg ikke, at nogen Lignelse kan passe sig saa got paa dem, som den, der tages af de to store himmelske Veyvisere, som i det første Verdens Nu giorde Forskiel paa Dag og Nat. Aabenbaringen kan billig lignes ved Solen, som haver sit Lys af og i sig selv: da tvertimod Fornuften efter Syndefaldet, (i Henseende 7 til Religionen) maae laane saa got som alt sit Lys af Aabenbaringen: og i den Henseende føyelig kan lignes med Maanen. Dog ligesom det alvise Væsen har til vores Beste anordnet, at Soel og Maane, ved et afvexlende Herredømme, skulde regiere Jordens Indbyggere. Ligesom Solens altforigiennemtrængende Hede, og ved en nøyere Beskuelse reent forblindende Straaler, bliver ikke alleneste angenemmere, men og nyttigere, for de Dødelige, naar de, efter en kort Beskuelse af Maanen, igien med Længsel venter paa dens skinnende Fremgang. Ligesom Maanen paa den anden Side, naar den var allene, vilde blive reent ubrugelig: Saaledes er det og med Aabenbaringen og Fornuften. Begge sammentagne søger at veylede Mennesket til de, til hans Salighed nødvendige Sandheders, Erkiendelse. Den ene vel fuldkomnere end den anden, men dog, den ene ikke uden den andens Hielp. Fornuften mistede, da den faldt tillige med Adam, saaledes sin første Glands, at den kuns, som i et dybt Tusmørke, viser os Grunden til vor Fald (Synden), og Haabet om vores Opreysning (Religionen). Den lader sine Efterfølgere stikke i en uovervindelig Uvished, enten de gaaer galt, eller ret. Den røber sig tidt selv, at den i Steden for den rette Vey, har udvalgt den urette: og saa længe den er gandske allene, maae dens Tilbedere, ved deres idelige Stolpern, Feylskrit og Fald bekiende, at deres Fornuft meget mere kan lignes ved en saakaldet Lygtemand, som fører dem af en Uvidenheds Morads i en anden, end ved en Lede-Stierne, som skulde lede dem paa den rette Vey til Lyksalighed. Aabenbaringens Soel derimod, som strax efter Syndefaldet begyndte at frembryde med en angenem Morgenrøde (Gen.III.) og siden stedse tiltog i Glands og Herlighed, indtil den midt paa Dagen, da Tidens Fylde kom (Gal.IV.) opnaaede sin største Fuldkommenhed, viser os vel de selvsamme 8
Sandheder, som Fornuften forhen har viist os, men langt flere, og i en uendelig større Klarhed. Den forandrer ikke de Sandheders rette Beskaffenhed, som vi forhen haver seet, men den viser os dem saa fuldkommen, at de knap bliver mere kiendelig. Den viser os ikke Ting, som strider imod dem, hvilke Fornuften har viist os, men den viser os Ting, som overgaaer Fornuftens Udforsknings Kraft saa langt, at den ikke med al sin egen Magt kan komme efter det allerringeste Spor, hvorfor de ere, hvorfor de ere saadan og ikke anderledes (Mysteria). Somme af dens Hemmeligheder er af den Beskaffenhed, at den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft (Ratio excitata) kan komme paa Sporet af deres Muelighed, og Aarsagerne til deres Virkelighed. Men for den naturlige Fornuft (Ratio nat.insita) er og bliver de aldeles ubegribelige (M. Indeprehensibilia). Saadan Beskaffenhed har det, med 1 Cor. XV. 51. See jeg siger eder en Hemmelighed: vi skal vel ikke alle sove, men vi skal alle forandres: For den an og for sig selv betragtede Fornuft, er denne Hemmelighed gandske fremmed, og den kan af sig selv ikke falde paa at tænke saadant: men den ved Aabenbaringen engang opvækkede Fornuft kan tydelig begribe Maaden, paa hvilken den er muelig, og sammenføye Begrebene om Tingen (Subject) og om dens Beskaffenhed (Prædic.) Saaledes er det, med Eph. V. 32. Saaledes er det med mange andre Steder, som her vilde blive for vidtløftig at anføre. conf. Matth. XIII. 11. En anden Beskaffenhed har det med nogle Hemmeligheder, hvis Mueligheds Maade, hverken af den naturlige, eller af den ved Aabenbaringen opvakte Fornuft, kan begribes (M. Incomprehensibilia), skiønt deres Muelighed selv, for saa vidt tydelig kan fattes, som de intet Stridende indeholder imod de engang af Fornuften antagne Grund-Sandheder. Hvad de begribelige Hemmeligheder angaaer, da underkaster Aabenbaringen 9 sig gierne Fornuftens Dom og Efterforskning: dog fordrer den igien med Rette, at, naar den intet finder, som strider imod de engang antagne Grund-Sandheder, saa skal den og med en ærbødig Taushed imodtage de Sandheder, som ere høyere, end at den kan begribe dem. Iblant de ubegribelige, dog langt fra ikke ufattelige Hemmeligheder, som vores Aabenbaring indeholder, er denne vel uden al Tvivl den allerstørste og vigtigste Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud er aabenbaret i Kiød, retfærdiggiort i Aand, seet af Engle, prædiket iblant Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed 1 Tim. III. 16. Denne Hemmelighed kanden naturlige Fornuft hverken fatte eller begribe; men den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft kan vel ingen fuldkomne eller adæqvate Begreb giøre sig om den, ikke heller fatte Maaden, paa hvilken den er muelig, dog kan den giøre sig klare og tydelige Begreb om den, og fatte dens Muelighed, Troelighed og Nødvendighed, for saavidt den kan see: 1.) At den intet stridendes indeholder, imod de forud af Fornuften kiendte Grund-Sandheder, og at den altsaa er muelig. 2.) At den haver alle de til sit Øyemærke, nemlig til Menneskenes Forløsning nødvendige Egenskaber, og at den altsaa er troelig. 3.) At alle andre optænkelige Midler fattes de til Menneskenes Forløsning nødvendige Egenskaber, og altsaa er umuelige; men da det, hvis Contrarium er umueligt, kaldes nødvendigt, kan den og begribe, at dette Middel var nødvendigt til det menneskelige Kiøns Forløsning. Jeg slutter altsaa, at den ved Skriften opvækkede Fornuft kan [skiønt ey begribe hvorledes, Tingen har sig, dog] fatte og forstaae, at det baade var mueligt, troeligt og nødvendigt, at det menneskelige Kiøn kunde og skulde have en Guddommelig Forløsere.

§.III.

For at forebygge alle øvrige Indvendinger, som den naturlige Fornuft endnu kunde have at giøre: 10 for at betage den al Tiltale paa denne vigtige Hemmelighed, er det fornødent at vise et kort Indhold af alle de Sandheder, som Fornuften af sin egen Magt, og uden Hielp af Aabenbaringen, paa det allerhøyeste kan vise os i vores Saliggiørelses Orden. Dette at vise, er desto meer nyttigt og nødvendigt, da Fornuftens Sandheder maae henge sammen med de Sandheder, som vi vide af Aabenbaringen, ligesom i en Kiæde, og vi af de førstes ringe Tal og Utilstrækkelighed til Saligheden, bør lære at ansee de sidste med desto større Ærbødighed, og antage en Ting, som en sand Aabenbaring siger at være sand, og en sund Fornuft ikke siger at være usand.

En af de første Grund-Sandheder, som den naturlige Fornuft viser os, er denne: Ingen Ting er uden tilstrækkelig Aarsag. Heraf viser den, at der maae være et Væsen, hvori alle tilfællige Ting har deres Grund, eftersom de ikke kan have deres Grund i dem selv. Den viser, at dette Væsen er ævigt, fordi det er uskabt. Uskabt er det, fordi intet kan være, og tillige ikke være paa eengang; og altsaa kunde det ikke skabe sig selv: men af et andet kunde det heller ikke være skabt, efterdi et Væsen, hvori alle andre havde deres Grund, nødvendig maatte være det første, i hvor langt man endog vilde gaae tilbage. Den viser os videre, af dette Væsens forunderlige Værke, dets Almagt, af deres forunderlige Styrelse, dets Alviished, Alvidenhed og Allestedsnærværelse: heraf dets Fuldkommenhed: af dets Fuldkommenhed og Almagt, dets Uforanderlighed o. s. f. Kort sagt: den naturlige Fornuft viser os, at der er en Gud til, som er et almægtigt, alviist, ævigt, som er det allerfuldkommenste Væsen. Rom. I. 19. Den viser os paa den anden Side vores egen Ufuldkommenhed. Vores Samvittighed siger os, at vores Natur er fordervet, og ikke, som den burdte at være. Den viser os, at vores Ufuldkommenhed maae have en Grund, 11 som, da den ikke kan findes i det allerfuldkommenste Væsen, nødvendig maae være, enten i os selv, eller i en af vores Forfædre. I os selv, siger vores Samvittighed, er den første Grund ikke, eftersom vi ere fødte saadanne, og har fra Barnsbeen været gienstridige. Den første Grund til vores Fordervelse maae altsaa være i en af vores Forfædre. Fornuften siger os videre, at Gud, som det fuldkomneste Væsen, nødvendig maae finde stor Mishag i vores Ufuldkommenhed: han vil altsaa straffe den. Han er almægtig, han kan straffe den: Han er retfærdig, han maae straffe den. Den siger os paa den anden Side: han er og uendelig god og barmhiertig; hvorledes kan han da straffe den fordervede Natur, som vi bliver født med: det Onde, som en anden var Skyld i: den Synd, som vi ikke kan giøre anderledes. Her opvækker Fornuften en tvivlraadig Strid, indtil den endelig lærer os, dog kuns meget uvist at begribe, at Guds uendelige Alviished maae have truffet et Middel imellem hans Retfærdighed og Barmhiertighed: et Middel, hvorved Menneskene kan forbedre og forsone de Feyl, som de ved deres Forfædres Forseelse er bleven bragte i: et Middel, hvorved de kan forsone Guds uendelige Straffe-Retfærdighed.

Dette er den høyeste Spidse, som den naturlig medfødte Fornuft kan begribes at kunde opnaae. Dette er det Maal, som er sat for dens Efterforskninger. Saavidt kan den med Nød komme, og videre ikke. Saasnart den uden Hielp af en sand Aabenbaring, vil gaae videre, for at udgrandske et Forsonings Middel, falder den i de allergroveste Forseelser. Vi kan tydelig see dette paa Hedningernes Exempel, som ved utallige Offere, ja ved deres egne Børns skammelige Opofring, forgiæves har søgt, at forsone den Gud, som de vel vidste, at de havde fortørnet.

§.IV.

Om der altsaa skulde fastsettes et Middel, 12 hvorved alle Mennesker baade skulde og kunde forsone deres fortørnede Skabere: Om det Middel skulde udfindes, hvorved vi kunde blive lyksalige, maatte Aabenbaringen, som vi forhen viiste, komme til Hielp: Men, da der af mange Mennesker, adskillige Skrifter ere udgivne for Aabenbaringer, saa bliver det her til et Spørsmaal: Hvilken af de mange er den retteste? Er det for Exempel Jødernes Talmud? er det Tyrkernes Alcoran? er det Chinesernes Confucius? var det kanskee de Sibylliniske Bøger, eller er det den Bog, som de Christne har antaget til deres Regel og Rette-Snoer? Her finder sig vel tusinde Grunde, som erklærer sig paa den Hellige Skriftes Partie, hvilke at anføre, vilde blive alt for vidtløftig, og vores rette Øyemerke uvedkommende, helst da det er saa klar en Ting, at ikke engang vores Modstandere selv kalder den Hellige Skriftes Gyldighed i Tvivl. Vi troer følgelig, at det er Guds Ord. Gud er sandfærdig. Hans Ord ligeledes. Vi maae troe, hvad vi vide, der er sandt. Og da vi seer, at Fornuften i og for sig selv er utilstrækkelig, til at underrette os om det Middel, hvorved vi kan blive salige, bør vi at troe, hvad den af os antagne og for Sandhed erkiendte Aabenbaring siger os herom, endskiønt det er ubegribeligt, og gaaer over vores Fornuft, saa længe det ikke er ufatteligt eller stridigt imod de Grund-Sandheder, som Fornuften engang har viist os. Mangen en vil vel med Rette studse herved og tænke: Er nogen saa dumdristig, at han tør tale om ufornuftigt i Skriften. Ja meer end alt for mange, desværre! er der, som tænker at finde imodsigende og altsaa imod den sunde Fornuft stridende Ting. Det samme giøre de, som søger at kuldkaste denne allerhelligste Sandhed, at en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn. Det er altsaa min Absigt, da jeg ved det foregaaende tænker at have hæved alle Indvendinger, som den fordervede naturlige Fornuft kan giøre, at vise:

13

1.) Af Aabenbaringen Virkeligheden, og siden Nødvendigheden af en Guddommelig Forløsere.

2.) At giøre fatteligt, af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft, at det var mueligt, og anføre Aarsagerne, hvorfor det var nødvendigt, at vores Forløsere var en Guddommelig Person.

§.V.

Det første et Menneske betragter den os i Skriften aabenbarede Saliggiørelses Orden, opdager han Virkeligheden af vores Satz, og lærer at kiende, at vi virkelig har havt en Guddommelig Forløsere. Vores Forsonere kaldes udtrykkelig Gud Rom. 9. 5. Tit. II. 13. 1 Joh. V. 20. Act. Ap. XX. 28. 1 Tim. III. 16. 1 Pet. IV. 1. Phil. II. 6. Han kaldes Guds Søn Joh. III. 16. Gal. IV. 4.5. Ps. II. 7. Ævig Joh. 1.1. XVII. 5. Col. 1.17. Apoc. I. 8. II. 8. Uendelig og allestedsnærværende Matth. XVIII. 20. XXVIII. 20. Uforanderlig Hebr. 1.11.12. Alvidende Joh. XXI. 17. Almægtig Joh. X. 29. Phil. III. 21. Faderen liig ved og i alle Ting ([x][x][x][x][x][x][x][x][x]) Joh. V. 18. X. 29. 30. XIV. 1. 7. 9. 10. XVI. 15. XVII. 10. 1 Joh. V. 7. Han siges at have skabt alting Col. I. 18. Hebr. I. 2. Joh. I. 3. 1 Cor. VIII. 6. At opholde alting Col. I. 17. Hebr. I. 3. Joh. V. 17. At opvække de Døde Joh. V. 21. VI. 40. At sende den Hellig Aand Joh. XVI. 7. Ham bliver af Skriften tillagt Guddommelig Dyrkelse Joh. V. 23. Act. VII. 59. Hebr. I. 6. Phil. II. 10. 1 Cor. XV. 19. ikke at nævne fast utallige flere Sprog, som her vilde være for vidtløftig at anføre. Af de anførte troer jeg, at man tydelig nok kan see, at vi virkelig har havt en Guddommelig Forløsere. Hvad de Indvendinger angaaer, som Socinianer og andre giør imod Christi Guddoms Virkelighed: saa findes de Styk for Styk anført og besvaret i C. E. Brochmands Syst. Theol. p. 153. & seqv. Joh. XVII. 3. 1 Cor. VIII. 6. Eph. IV. 6. maae iblant adskillige andre fornemmelig tiene til de Redskab, hvormed de vil bestorme vores Grund-Satz. Det vil, som jeg troer, ikke falde Læseren 14 uangenemt, om jeg paa det mindste anfører et af disse deres Hoved-Sprog, for deraf at vise, hvor lettelig alle de øvrige paa samme Maade kan befries fra deres falske Udtolkning. Det vigtigste af dem er, som de mener, Joh. XVII. 3. Dette er det ævige Liv, at de kiende dig den eneste sande Gud, og den du sendte JEsum Christum. Dette er besvart og kan besvares paa adskillige Maader. Vid. Broch. cc. 1.) »Chrysostomus, Cyrillus, Augustinus, Ambrosius vil, at det Ord: den Eneste, ikke allene skal udtydes paa Faderen, men og paa Sønnen. De vil altsaa, at Ordene skal construeres saaledes: At de skal kiende dig, og den du sendte JEsum Christum, (for) den eneste sande Gud. 2.) Hilarius mener, at Faderen vel kaldes den eneste og sande Gud, men at Sønnen og den Hellig Aand, som ere Personer, af samme Væsen, som Faderen, forstaaes tillige derunder og, at det Ord Eneste kuns udelukker Creaturene, men at de Ord, som siges derhos: Og den du sendte JEsum Christum, siges om Christo, saavidt som han er et Menneske. 3.) Andre vil hellere opløse Knuden, ved at sige: det Ord, som staaer i den Græske Grund-Text [x][x]upsi; [x][x][x]ogr;[x], betyder ikke allene den Eneste sande Gud, men kan og betyde En sand Gud. 4.) Auctor selv mener, at denne Indvending kan føyelig ophæves paa saadan Maade: Faderen kaldes med Rette den eneste sande Gud, som haver baade en almægtig og ævig Søn«. Og naar Faderen tages her, som en Person, saa falder det af sig selv, at ingen af de øvrige Guddommelige Personer kan, i den Henseende som Auctor mener, kaldes med samme Navn, som Faderen. Lige saa lidet som Faderen og den Hellig Aand kan kaldes den eneste sande Gud, som er aabenbaret i Kiødet, 1 Tim. III. 16. som har forløst Kirken med sit eget Blod, Act. Ap. XX. 28. lige saa lidet kan Sønnen kaldes den eneste sande Gud, som er Fader til en ævig, almægtig og 15
Guddommelig Søn. Paa lige saa let Maade, som denne deres vigtigste Indvending opløses, paa lige saa let, og lettere Maade opløses alle de andre, som de giøre imod Joh. XX. 28. Rom. IX. 5. Tit. II. 13. 1 Joh. V. 20. Lige saa let tilintetgiøres Socinianernes Blasphemie, som siger, at det Guddommelige Navn, som i Skriften tillegges Christo, ikke maae forstaaes i en egentlig Forstand. conf. Catech. Rac. c. I. p. 39.40. Man maae nemlig merke: 1) Maae man i Skriftens Forklaring aldrig, uden største Nødvendighed, gaae fra Ordenes rette og egentlige Forstand. 2) Kaldes Christus ikke paa saadan Maade Gud, som Moses fordum kaldtes Aarons Gud, eller, som Kongerne paa adskillige Steder kaldes Guder: men saaledes, at alle de Egenskaber, som tillegges og kan tillegges Gud i den alleregentligste Forstand, tillegges ham. Man læse kuns Rom. IX. 5. Ps. XCV. 8. Num. XIV. 22. Es. LXIII. 10. Ps. CII. 26. conf. Hebr. I. 10. Es. VI. 1. conf. Joh. XII. 41. Men der er, saavel af det fierde og femte Seculi Kirke-Fædre, som af vores nyere Skribentere anført saa mange Beviis-Grunde, at det saavel af dem, som af Sagens Beskaffenhed i sig selv, er tydeligt nok, at vi virkelig haver havt en Guddommelig Forløsere. Man har altsaa, for af Aabenbaringen at vise, hvorfor en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn, kuns nødvendig at bruge følgende Fornuft-Slutning: Ingen Fornuftig giør noget uden tilstrækkelig Aarsag. Gud er det viseste Væsen; han giør altsaa intet uden tilstrækkelig Aarsag. Gud har [udelukt alle andre Midler til vores Salighed, og] brugt en Guddommelig Forløsere. Det kan han ikke heller have giort uden en tilstrækkelig Aarsag. Denne Aarsag kan her i denne Fald (da Gud udvalgte sin allerhelligste og uskyldigste Søn) ikke begribes at være i andet, end i alle de forkastede Midlers mindre Fuldkommenhed og Udygtighed, til det Øyemerke, som skulde opnaaes. Saa 16
slutter man videre: de Midler, som den alvise Gud finder udygtige til et vist Øyemerke, ved dem er det umueligt, at samme nogen Tid kan opnaaes, men alle andre Midler, en Guddommelig Forløser undtagen, fandtes af Gud ubeqvemme til ved dem at opnaae sit Øyemerke, nemlig Forløsningen. Det var altsaa umueligt, at Forløsningen kunde opnaaes ved noget andet Middel, end ved en Guddommelig Forløsere. Det, hvis Imodsatte er umueligt, er nødvendigt, men alle andre Midler [] altsaa derfor var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det menneskelige Kiøn. Nødvendigheden heraf bevises og af de Sprog, som tillegger Christi Guddommelige Natur, udtrykkelig, væsentlige Dele af hans Midler-Embede, som Es. XXXV. 4.5. 1 Cor. II. 8. Act. III. 15. Rom. VIII. 32. 1 Joh. V. 11-20. Den bevises af de Sprog, i hvilke de væsentlige Egenskaber af en Midlere tillegges begge Christi Naturer, eller et Gudmenneske Jerem. XXXIII. 14. 15. seqv. Act. XX. 28. Den kan bevises af de Sprog, som udfordrer en Midlere der ey kunde have Synd, som Ebr. IV. 15. IX. 26. see §. 13. Den bevises af de Sprog, som udfordrer en Midlere, der kunde befrie os fra Lovens Forbandelse, Deut. XXVII. 26. Gal. III. 13. IV. 5. som kunde bære al Verdens Synd, Joh. I. 29. cet. som var en Prophet, som Moses, Deut. XVIII. 18. 19. en ypperste Præst, som Melchizedech, ([x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x], cet.) Ps. CX. 4. Ebr. VII. en Konge, hvilken var given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Matth. XXVIII. 18. Naar man betragter og nøye overveyer disse Sprog, saavel som utallige andre, haver man ikke fornøden at gaae videre, for at bevise en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, end at sige [x][x][x][x][x] [x][x][x] Gud har sagt det, derfor maae det nødvendig være saaledes. Dette, siger jeg, kunde være nok til at overtale et Menneske, som, frie fra en fordervelig Nysgierrighed, overlader sig til sin Skaberes alvise Raad, og med 17 en ærbødig Taushed tager imod de Midler, som er givet ham til Salighed. Saadanne, siger jeg, tvivler ikke meer om en Guddommelig Forløseres Nødvendighed: men af langt andre Tanker ere de, hvis stolte Fornuft giør sig selv til en uomgiængelig Rette-Snoer, hvorefter den afmaaler al Ting. Hvad der kan komme overeens, ikke med Fornuftens engang fastsatte Sandheder, men med deres egne forudfattede galne Meninger, det tager de an, men det andet enten forkaster de reent, eller udtyder det paa det mindste efter deres eget Gotbefindende: de ere ikke fomøyede med at troe det, fordi Gud har sagt det, men de ville og vide det, det er, deres egen Fornuft skal sige dem, at det er sandt. For at fornøye dem, og for at vise det, som vi forhen sagde, at nemlig denne store Hemmelighed, skiønt den for den naturlige Fornuft er reent fremmed og ukiendelig; skiønt den endog for den opvakte Fornuft er ubegribelig, dog ikke er ufattelig, er det fornødent at vise, at Fornuften langt fra ingen Sandheder indeholder, som strider imod dens Muelighed eller Nødvendighed, men hellere lærer os at vide det, som vi haver troet af Skriften, nemlig, at en Guddommelig Forløsere var muelig, og, hvorfor han var nødvendig.

§.VI.

Fra at bevise Mueligheden, maae man billig giøre en kort Begyndelse, eftersom den er det første, hvorpaa den menneskelige Fornuft beraaber sig, og saasnart den falder, falder og Tingens Virkelighed og Nødvendighed af sig selv. Det Muelig eller Umuelig fastsetter eller ophæver strax al videre Undersøgning om Tingenes Beskaffenhed. Saasnart vi finder noget imodsigendes i en Ting, holder vi den ikke for muelig, og altsaa ikke for værdig at tale meer om. Derfor søger ogsaa disse Religions-Spottere strax at kuldkaste Mueligheden af vores Hoved-Satz, for derved paa engang at giøre baade Virkelighed og Nødvendighed til intet. 18 Jeg vil altsaa, for at gaae ordentlig til Verks, først svare kortelig paa de Indvendinger, som vores Modstandere giør imod dens Muelighed, helst da det er en afgiort Sag, at intet Umueligt kan være nødvendigt.

§. VII.

Hvad Muelighed, raaber her en forvoven Socinus, med en heel Sværm rasend frekke Tilhængere. Plat umueligt er det, at Gud kunde forsone sig selv. At betale og betales, at kiøbe Trælle løs, og tillige selv at faae Løse-Penge for dem, mener de, kan ikke siges paa eengang, om en og den selvsamme. Men, siger de videre, om et Forsonings Værd for vores Befrielse skulde betales til nogen, saa skulde det være til Gud. Det kunde altsaa ikke med nogen Sandheds Skin siges tillige at betales af Gud. Kort: Socinus finder ingen fuldkommen, meget mindre en Guddommelig Fyldestgiørelse i Skriften. Det første ikke, fordi Betalingen ikke er skeet til dem, som holdt os fangen, nemlig Synd, Død, Dievel og Lovens Forbandelse. Rom. VII. 14. Tit. II. 13. 1 Petr. I. 18. Gal. III. 13. (vid. infra). Det sidste holder han umuelig, fordi det gaaer over hans Fornuft, at Gud paa eengang baade kan faae og give Fyldestgiørelse, baade betale og betales. Han holder for umueligt, at Gud kan kiøbe Menneskenes Frihed af sig selv, og selv forsone sig. Men al den Umuelighed, som her kan synes at være i, kan snart ophæves paa følgende Maade. Hvad som intet imodsigendes indeholder, er ikke heller umueligt. Hvad som intet imodsigendes indeholder imod Guds Væsen, det er, hvad som ikke strider imod hans Villie og Egenskaber, det er ikke heller umueligt for Gud. Men at den anden Person i Guddommen, Christus JEsus, paatog sig den menneskelige Natur, for ved sin giørende og lidende Lydighed at gaae i deres Sted, eller som de vil have det, at Gud forsonte sig selv, strider ikke imod Guds Væsen eller 19
Egenskaber, er altsaa ikke heller urimelig for Gud. At det ikke strider imod Guds Egenskaber, kan bevises saaledes: Hvad som forherliger en Ting, kan ikke siges at stride imod den. Men intet kan siges at forherlige Guds Egenskaber mere, end at han har udfundet et Middel, hvorved de alle kunde vises for Menneskene, at være fuldkommen uforkrænkede, og uendelig fuldkomne: og da de syntes, menneskelig Viis at tale, at stride allermeest imod hverandre, dog ingen af dem skulde eller kunde komme det ringeste til Kort. Men dette har den Alvise just giort, da han udfandt det Middel, imellem hans straffende Retfærdighed og uendelige Barmhiertighed. Det var, saa at sige, paa det Point, at Guds Alviished nødvendig maatte udfinde et Middel, hvorved een af disse Egenskaber skulde reddes. Guds strenge Retfærdighed udfordrede uomgiængelig en fuldkommen Fyldestgiørelse (hvilket jeg siden skal vise tydeligere) det er, at alle vores og vore Forfædres onde Gierninger, onde Tanker og onde Ord, skulde dømmes og fordømmes, efter den allerhelligste Lov, som af Gud var foreskrevet Menneskene, eller at alle Mennesker skulde døe ævig. Skulde Gud tvert imod stille sin uendelige Barmhiertighed tilfreds, maatte han betragte os som sine blant de synlige Creature fuldkomneste og tillige ynkværdigste Skabninger, som vare skabte i hans Lignelse, og var bleven ulyksalige ved vore første Forældres Forseelse, førend vi selv kunde indsee vores Ulykke. Den udfordrede en almindelig Naade for alle Mennesker. Hvorledes, vil jeg spørge, kunde vel en af disse Poster vedligeholdes, uden den andens Skade? Hvorledes kunde en fuldkommen Fyldestgiørelse og en fuldkommen Naadesbeviisning paa engang opnaaes førend Guds ubegribelige Alviished udfandt det eneste Middel, nemlig, at forsone sig selv. At dette var det eneste, beviser de Ord, en fuldkommen Fyldestgiørelse paa Menneskenes, 20 og en fuldkommen Naadesbeviisning paa Guds Side tydelig nok, men skal dog siden bevises tydeligere. Og her i dette, som allermeest forherliger og forener Guds Egenskaber, tænker de at finde noget, som strider imod dem, og altsaa var umueligt for Gud. Seer man dog i menneskelige Ting, at det er tilladt en Dommere, paa eengang at være retfærdig og barmhiertig. Han kan selv af Barmhiertighed paatage sig den Gield, som han efter sin Retfærdighed maae fordre af Gieldneren indtil den sidste Skierv. Det blev lagt Zaleucus, en Konge over Locrenserne, til Roes, at han traf en Middel-Vey imellem Retfærdighed og Barmhiertighed, hvorved han søgte at vedligeholde begge indtil det yderste. Han udgav nemlig en Lov, i Følge af hvilken enhver, som blev truffen i Hoer, skulde miste begge sine Øyne. Hans egen Søn var den første, som i den Fald maatte underkaste sig sin Faders strenge Dom. Zaleucus var retfærdig, i det han lod udstikke to Øyne, men medlidende i det, at han lod det ene udstikke paa sig selv, og det andet paa sin Søn. Han forsonede sig selv, og bliver roset derfor. Mon da den alvise Dommere kan af nogle utaknemmelige Gieldnere beskyldes for at have giort Uret, i det han har antaget sig selv til Fyldestgiørelse, for en Gield, som de selv ikke kunde betale? Mon det var umueligt, at Gud kunde forsone sig selv?

§.VIII.

En anden Indvending, som de giør imod en Guddommelig Forløseres Muelighed, er denne, at det streed imod Guds Retfærdighed, og altsaa var umueligt for Gud, at han i sine Straffe-Domme over Menneskene skulde ansee og straffe den alleruskyldigste, helligste og Guddommelige Person, der vidste af ingen Synd at sige, som den største og groveste Syndere. En Dommere, siger de, maae belønne det Gode, og straffe det Onde, han maae frikiende den Uskyldige, og straffe den Skyldige.

21

Men de glemmer at merke, at vores allerhelligste Frelsere blev straffet, ikke fordi Gud ansaae ham som den der havde begaaet de groveste Synder, hvilket streed imod Guds Hellighed, Retfærdighed, Alvidenhed, og alle hans øvrige Fuldkommenheder, men han blev anseet som den, der havde paataget sig al Verdens Synd. Han blev ikke straffet, som en der var selv syndig, men som en, der var giort til Synd for andre, 2 Cor. V. 21. ikke som den der havde paadraget sig, men som den, der havde paataget sig den bundløse Gield, som vi stak i. Han kaldes det ubesmittede Lam. 1 Petr. I. 19. conf. Hebr. IV. 15. VII. 26. Han blev for det andet ikke tvungen til at paatage sig en fremmed Gield, men han paatog sig den frivillig. Joh. X. Kan dog et Menneske, hvis Gierninger er afmaalt efter guddommelige og menneskelige Loves Rette-Snoer: kan dog et Menneske paatage sig en fremmed Gield, uden at derfor den Dommere, som tager derimod, skal kaldes ubillig. Om her skulde indvendes, at det ikke gaaer an i Livs Sager, saa svares med Føye: Gud-Mennesket JEsus var, frem for alle andre, Herre over sit eget Liv. vid. Joh. X. Vil de maaskee kalde det en Ubillighed endog af den lidende Person, at han, som saadant helligt og fuldkomment Væsen, frivillig vilde fornedre sig selv for nogle usle Rebellere; saa beder jeg kuns at betragte efterfølgende Poster: 1) At vi haver havt Guds eget Billede, og altsaa om vi ere, dog ikke haver været saa meget usle. 2) At vi fødes ulyksalige. 3) At det ikke var alleneste et Menneske, som skulde lide, men det hele menneskelige Kiøn. 4) At vores Lidelser ikke kunde fuldendes i een eller to Dage, ikke heller i tre og tredive Aar, i hvilke vores fuldkomneste Frelsere fuldbyrdede sit Midler-Embede, men at vi maatte lide i alle Ævigheders Ævighed v. inf. 5) At vores Frelsere slet intet tabte derved af sine uendelige Fuldkommenheder. Han beviste ikke 22 allene sin uendelige Barmhiertighed, Alviished og Almagt meget tydeligere for de skabte Creature, men forskaffede endog sin antagne menneskelige Natur en uendelig Ære og Herlighed. 6) At han paatog sig det frivillig. 7) At han var almægtig og HErre over sig selv, og altsaa kunde paatage sig det, og endelig for alting 8) At det er en stor Gudfrygtigheds Hemmelighed. 1 Tim. III. 16. Naar man merker alt dette, saa falder, som jeg tænker, Ubilligheden, og med Ubilligheden [Ufatteligheden, det er] Umueligheden af vores Hoved-Satz. Vi har altsaa viist, at Fornuften ingen Grund-Sandheder haver at fremvise imod en Guddommelig Forløseres Muelighed. Vi har seet, at det var mueligt, at Gud kunde forsone sig selv. Nu seer jeg ingen Ting, som kan forhindre os i, saa at sige, at slaae Hovedet paa Sømmet, og giøre det fatteligt af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft: Hvorfor det var umueligt andet, end at Gud skulde forsone sig selv, om han nogen Tid skulde forsones?

§.IX.

Iblant mange Grunde, som kan anføres til Beviis paa en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, er denne den vigtigste: Den der skulde paatage sig at være Menneskenes Forløsere, skulde og paatage sig alle deres Synder, og give et fuldkomment Forsonings Værd for dem, han skulde altsaa være en uendelig, og, da ingen er uendelig, uden Gud allene, en Guddommelig Person. Enhver seer lettelig, at her ere to Poster, som vi skal bevise, om vores Slutning skal gielde: 1) At den, som vilde være Menneskenes Forløsere, skulde give et fuldkomment Forsonings Værd for alle deres Synder. 2) At den, som skulde give et fuldkomment cet. skulde være en uendelig Person. Et fuldkomment Forsonings Værd skulde han give, efterdi Guds Straffe-Retfærdighed, saa længe den skulde blive fuldkommen, og Gud skulde blive Gud, 23
ikke kunde give et Haarbredt efter af Menneskenes Synder. Thi det Onde, saa længe det er ondt, hvor lidet det endog maae synes at være for os, kan ikke forekomme Gud som Got, eller som overeensstemmende med hans allerhelligste Love. Hvad som ikke stemmer overeens med hans Lov, tillader hans uendelige Majestet ikke andet, end at belegge med den Straf, som Lovens Overtrædelse fører med sig. Gud er sig selv heri en Lov, og kan ikke fornegte sig selv. 2 Tim. II. 13. At sige, at Gud kunde give Menneskene eller deres Midlere det allerringeste af Straffen efter, var paa eengang at bestorme alle hans Egenskaber. Det streed, som vi nu sagde, imod Guds uendelige Majestet, at give sine Creature Love, som ikke blev holdt af dem, og dog ikke belegge dem med vedbørlig Straf. Det streed imod hans Retfærdighed, om Lovenes Strenghed ikke blev opfyldt til Pund og Prikke, enten paa Overtræderne selv, eller paa en, som baade vilde og kunde paatage sig deres Overtrædelser. Og da en gyldig Person paatog sig dem, blev Guds Retfærdighed derfor dog den samme. Thi lige saa lidet som Væsenet af en Ting forandres ved en udvortes Hændelse, lige saa lidet kunde og Guds væsentlige Retfærdighed forandres ved en Omvexling af de strafværdige Personer. Det streed videre imod Guds Sanddruehed, at true og ikke holde det, at sige noget, og ikke giøre det. Den Lov Gen. II. 17. hvilken Dag du æder deraf, skal du døe Døden. Den Lov Deut. XXVII. 26. Forbandet være hver den cet. maatte nødvendig opfyldes, om Gud skulde være en sanddrue Gud; Kort, alle Guds Egenskaber, det er, Gud vilde have en fuldkommen Fyldestgiørelse. Aldrig har der været nogen værre Tom i Socini og hans Tilhængeres Øyne, end just dette Ord. De har ventelig seet forud, hvor snart en fuldkommen Forsonings Nødvendighed vilde giøre en Guddommelig Forsonere umistelig. Socinus har derfor brugt 24 alle sine Pile, alle de Indvendinger, som hans med Ondskab indtil Blødhed slebne Fornuft har kundet udpille. Hverken, siger han, findes eller kræves der nogen fuldkommen Fyldestgiørelse i Skriften. Men hans Indvendinger, og vores retsindede Læreres Svar, ere indrettede saaledes, at de sidste nødvendig maae faae Overhaand hos enhver fornuftig Christen. Ingen har, efter mine Tanker, kundet besvare dem bedre eller tydeligere, end vores egen roesværdige Landsmand D. Brochmand i hans Systema Theol. P. I. pag. 885. seqv. conf. Socin. Lib. 2. de Serv. Christo c. I. p. 68.69.70. seq. Jeg vil den Danske Læsere til Behag, og for at giøre vores Satz desto tydeligere, det korteste mueligt er, fremsette Socini Indvendinger, og besvare dem paa samme Maade, som ovenmeldte D. Brochmand har besvaret dem.

Obi. I. Christi Forløsning, siger han, er ingen sand eller fuldkommen Forløsning. Thi da til en sand Forløsning udfordres 1) En Fange. 2) En, som har den Fangne i sin Magt. 3) En Forløsere, 4) Løse-Penge (Forsonings Værd), saa udfordres og, at Løse-Pengene skal betales til den, som har den Fangne i sin Magt; men just denne Post giør Christi Forsoning ufuldkommen; thi skulde han betale til nogen, saa skulde han betale til Gud, og ikke til dem, som holdt os fangne, som var Synd, Død, Dievel og Lovens Forbandelse. Rom. VII. 14. Tit. II. 19. 1 Petr. I. 18. Gal. III. 13.

Resp. 1) Udfordres ikke til et sandt Forsonings Værd, at det skal betales til den, som har den Fangne i sin Magt; men det er nok, naar det er kostbart nok i sig selv, og bliver antaget for gyldig af den, som har Magt til at befrie den Fangne, hvorfor det bliver betalt, hvilket vel ikke kan nægtes om Gud. Og hvad fordres der vel mere af det allerfuldkomneste Forsonings Værd, end at den Fangne, hvorfor det betales, bliver frikiendt. 2) Kan Synd, Død cet. ikke siges at holde os fangne, 25 eftersom den Forseelse, for hvilken vi blev fængslet, var imod Gud; men de maae meget mere lignes ved Kerkermestere, til hvilke vi af Gud er overleverede. Rom. I. 28. 3) Melder den Hellige Skrift ofte, hvorledes ikke allene et Forsonings Værd, men et fuldkomment Forsonings Værd er bleven betalt for os, af Christo til Gud. Eph. V. 2. Hebr. IX. 12.

Obi. II. Gud, siger Socinus, har ofte forladt Synder uden Fyldestgiørelse. 1) Førend Loven kom, hvorpaa han anfører som et Exempel Abel, der kaldes retfærdig af Christo, Matth. XXIII. 35. og af Paulo, Hebr. XI. 4. men da ingen kan være retfærdig, uden den, som Synderne er forladt, og Synderne kuns forlades ved Troen, saa siger han her, at Abel, saavel som Enoch, fik deres Synders Forladelse, ikke fordi de troede paa Christi Fyldestgiørelse, men fordi de troede, at der var en Gud til, som belønnede det Gode. Han anfører Hebr. XI. 6. Han slutter og af Cains Historie Gen. IV. 7. at Gud ikke kræver andet, til at forlade et Menneskes Synder, end at samme skal omvende sig, og forbedre sit Liv og Levnet. Han siger videre 2) At under Loven selv fordrede Gud ingen anden Fyldestgiørelse, end Livets Forbedrelse. Han viser hen til Deut. IV. 30. X. 1. 2. Neh. IX. 6. Ps. XXXII. 2. Ezech. XVIII. 21. i hvilke han siger, at der kræves ikke andet til en Synderes Retfærdiggiørelse, end Bodfærdighed og Omvendelse. Han bekræfter det videre med de Menneskers Exempler, som Gud, efter at han vilde straffe dem som Uomvendte, igien frikiendte, fordi de havde omvendt sig, som Ezechias, Niniviterne, Achab 1 Reg. XXI. 21. 27. 32. Endelig siger han 3) da Gud i den Tid, som kaldes Vredens Tid, ikke krævede nogen anden Fyldestgiørelse, end Omvendelse og Forbedring, hvor meget mindre i Naadens Tid. Han anfører herpaa, som et Beviis, Jer. XXXI. 31. coll. cum Hebr. VIII. 8. Luc. I. 77. Matth. III. 2. Marc. 26 I. 4. Luc. III. 3. cet. Han slutter altsaa fra Delene paa det Hele, og siger: Gud har hverken for under eller efter Loven krævet anden Fyldestgiørelse til Syndernes Forladelse, end Bodfærdighed. Han har altsaa aldrig udfordret andet.

Resp. 1. Hverken Abel, Enoch eller noget Menneske kunde retfærdiggiøres uden ved Troen, Hebr. XI. 6. men at den Troe nødvendig maae indbefatte Christum, som Forsonere, bekræftes imod Socinus af det samme Capitel. Den Troe, som ikke veed af Christo, kan ikke kaldes en Bestandighed om de Ting, som haabes, en fast Overbevisning, om de Ting, som ikke sees. Hebr. XI. 1. Thi den eneste Aarsag, hvorfor et Menneske kan være lige saa bestandig vis om det, som han haaber, og saa fast overbeviist om det, som han ikke seer, som om det han haver og seer, er denne, at Gud for Christi Skyld vil give alt det Nødvendige. Rom. VIII. 32. For det andet, blev Christi Lidelse og Fyldestgiørelse kundgiort strax efter Syndefaldet; og saavel Abels Offer, som alle de Fædres, der levede for Loven, vare sande Forbilleder paa Christi Ofring. For det tredie, havde de samme Haab, som Paulus, der for Christi stadige Bekiendelses Skyld blev trakt for Raadet. Act. XXVI. 6. 7. Endelig er Abraham, alle Troendes levendes Exempel, ikke frelst ved nogen anden Troe, end den, som grundede sig paa Christi Fyldestgiørelse. Rom. IV. 3.4. seqv. Gal. III. 16. 2) Under Loven var det umueligt, at nogen kunde faae Syndernes Forladelse, uden allene ved Christi Blod, hvorpaa Skriften haver utallige Vidnesbyrd. a) Blev ikke engang Moses selv retfærdiggiort paa anden Maade, end ved Troen paa JEsum. Hebr. XI. 26. b) Lærte Moses udtrykkelig, at uden Offernes Blod haabedes Syndernes Forladelse forgiæves, men den Hellig Aand viser tydelig Hebr. IX. 7. 8. at JEsu Christi Blod forebildes ved Offerne. c) Blev Loven ikke givet, for at Menneskene ved at holde den, skulde 27 faae Syndernes Forladelse og blive salige. Act. XV. 10. Rom. VIII. 3. Gal. II. 16. III. 11. d) Veyledede Loven til Christi Fyldestgiørelse. Act. XXIII. 38. 39. Gal. III. 21. 22. 23. 3) At efter Loven i Naadens Tid meget mindre behøvedes en fuldkommen Fyldestgiørelse, end under Loven i Vredens Tid, falder af sig selv, da det er viist, hvorledes den saavel under, som for og efter Loven, var høystnødvendig. Man læse Joh. I. 29. 2 Cor. V. 20. 1 Petr. I. 18. 19. Rom. V. 8.9. 1 Tim. II. 6.

Obi. III. Synderne bliver forladt for Guds store Barmhiertigheds Skyld. Luc. I. 77.

Resp. Guds Barmhiertighed grunder sig ene og allene paa Christi Fyldestgiørelse og Fortieneste. Rom. V. 8.9. 1 Tim. II. 6. Eph. II. 4. 5. 1 Petr. 1. 3.

Obi. IV. Det Nye Testamentes Skribentere udfordrer ikke andet til Syndernes Forladelse, end Forbedring og Omvendelse.

Resp. De fordrer udtrykkelig Omvendelse og Troen paa JEsum. Marc. I. 15. Act. II. 38. seqv.

Obi. V. Det skede ikke i anden Henseende, end fordi enhver Omvendelse var ikke nok til Syndernes Forladelse, men kuns den allene, som Christus havde lært og foreskreven.

Resp. 1.) Bliver Troen paa JEsum lagt til Bodfærdighed, hvor der tales om Syndernes Forladelse, paa det vi jo maae vide, at ikke vor Omvendelse, men Christi Offer var Aarsagen, hvorfor det skede, som er klart af Act. VIII. 37. X. 43. IV. 11. 12. 1 Petr. I. 18. 19. 1 Tim. II. 6. 2) Gives der ingen Omvendelse, uden ved Christi Forsonings Værd. Joh. XV. 3. Eph. II. 4. 3) Viser Paulus tydelig Rom. IV. 5. at der kan gives Synds Forladelse, uden foregaaende Forbedring. 4) Viser Paulus Gal. I. 4. Tit. II. 14. seqv. at vores Lydighed imod Gud laaner al sin Kraft af Christi Død, Værdskyld og Fortieneste.

Obi. VI. Socinus siger, at tilgive Synder af Naade, og at faae fuldkommen Fyldestgiørelse for 28 dem, kan ikke passe sig sammen. Thi hvor der er fuldkommen Fyldestgiørelse, der er ingen Naade.

Resp. Denne Indvending kan ikke holde Stik, eftersom utallige af den Hellige Skriftes Sprog viser, hvorledes Syndernes Forladelse og en fuldkommen Fyldestgiørelse kan passe sig sammen. for Ex. Rom. III. 24. Hebr. IX. 22. Matth. XXVI. 28. Lev. IV. 31. Syndernes Forladelse er af bar Naade, ikke fordi ingen fuldkommen Forsonings Værd var betalt Gud, ikke engang af Christo, hvilket streed imod Es. LUI. 6. 8. Rom. IV. 25. men fordi vi, som vare fangne, ikke gav det ringeste dertil. Den Lignelse, som Socinus anfører af Matth. XVIII. 24. hører hen til Kierlighed imod Næsten, og maae ikke tages i et vidtløftigere Begreb, end Skriftens Mening er.

Obi. VII. Guds Straffe-Retfærdighed er ham ikke væsentlig. Gud kunde altsaa forlade alle Synder, uden en fuldkommen Fyldestgiørelse.

Resp. Der er intet uvæsentligt i Gud. Guds Straffe-Retfærdighed er intet andet, end hans ævige og bestandige Villie, at give enhver sit, og følgelig de Onde Ondt (Straf), den er følgelig lige saa væsentlig som hans Alviished cet. Ps. XI. 7. 2 Tim. II. 13. Num. XXIII. 19. Hebr. VI. 10. Ps. CXLV. 17. 20. Om Guds Straffe-Retfærdighed ikke var væsentlig, kunde Hedningerne ikke kiende den af Naturen. Rom. I. 32. Om Guds Barmhiertighed, (som er imodsat hans Straffe-Retfærdighed) ikke var væsentlig, saa kunde den ikke kaldes ævig. Esa. LIV. 8. Jer. XXXI. 3.

Obi. VIII. Gud kunde ingen Synder forlade, om hans straffende Retfærdighed var ham væsentlig.

Resp. Det tilstaaes uden fuldkommen Fyldestgiørelse, uden Blods Udgydelse var det umueligt for Gud, at forlade Menneskenes Synder, Hebr. IX. 22. men da det fuldkommenste Forsonings Værd, nemlig Christi Blod, kom imellem, streed 29 det ikke videre imod hans Retfærdighed. Hebr.V. 5. IX. 26. Matth. XX. 28.

Obi. IX. Guds straffende Retfærdighed kunde ikke kaldes væsentlig, efterdi han kaldes langsom til Vrede, men hurtig til Barmhiertighed. Guds Barmhiertighed overgik altsaa hans Retfærdighed langt, og kunde denne sidste altsaa ikke kaldes nogen væsentlig Egenskab af Gud, da alle hans Egenskaber ere lige fuldkomne.

Resp. De bliver kaldet ulige, ikke i sig selv, og i Henseende til Guds Væsen, men for saa vidt, som de viser sig ved udvortes Handlinger imod Menneskene. Gud vil heller være barmhiertig, end straffe, i hvilken Henseende han siges og at giøre noget fremmed, naar han straffer. Es. XXVIII. 21. Da nemlig Guds Straffe-Retfærdighed altid sigter paa et Verk, som ikke kommer fra ham selv, men er tvertimod hans Væsen.

Obi. X. En Republik kan efter sit eget Gotbefindende tilgive en Forseelse, som ikke er imod nogen Privat-Person cet.

Resp. For det første nægtes det, eftersom det strider imod Deut. XIX. 21. Prov. XVII. 15. For det andet kan derfra ikke sluttes paa Gud, som er sig selv en Lov, og kan ikke fornægte sig selv. 2 Tim. II. 13.

Obi. XI. Enhver kan give saa meget efter af sin Ret, som han vil.

Resp. Skriften nægter det. Eli og Achab bleve straffede, fordi de havde givet for meget efter af deres Ret 1 Sam. III. IV. 1 Reg. XX. 40. conf. Rom. II. 6. Apoc. II. 23.

Obi. XII. Synden var en Gield til Gud, men et hvert Menneske kunde frit efterlade sin Skyldener al Gielden, den maatte være saa stor som den vilde, hvor meget mere Gud?

Resp. 1) Ikke al Tid, hvilket kan sees af Cananiternes Deut. VII. 16. XIII. 8. og Amalekiternes Exempel 1 Sam. XV. 2. 2) Omendskiønt et 30 Menneske baade kan og er skyldig til at forlade sin Broder hans Forseelser, saa ophæves dog dermed ikke al Retfærdighed iblant Menneskene. Prov. XII. 15. Rom. XIII. 4. 3) Tillader, som vi forhen vidtløftigere viiste, Guds Væsen ikke at give end- og det ringeste af Straffen efter. Deut. IV. 24. Hebr. XII. 29. IX. 22.

Paa denne Maade giøres Indvendingerne imod en fuldkommen Forsonings Nødvendighed af Socinus. Paa denne Maade besvares de af Brochmand, og paa den Maade kan de, efter mine Tanker, besvares paa det korteste og eftertrykkeligste. Jeg troer neppe, at nogen fornuftig Christen, som seer den svage Grund, hvorpaa deres Beviis er bygt, vil give dem Fortrinet for de udtrykkeligste Beviis-Grunde, som den Hellige Skrift meddeler, og den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft oplyser; jeg troer neppe at nogen, som ikke er indtaget af Fordomme, men overveyer alting med en ligegyldig Flid, kan tvivle paa, at jo Menneskenes Forløsere burde give et fuldkomment Forsonings Værd for vore Synder. Til at fastsette en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, udfordres endnu at bevise en Post, nemlig, at den, som skulde give et fuldkomment Forsonings Værd for Menneskenes Synder, maatte nødvendig være en uendelig Person. En fuldkommen Forsoning for uendelige Synder fordrer en uendelig Gyldighed hos den Forsonende. Det er altsaa nok, naar vi viser, at Menneskenes Synder kan kaldes uendelige. Vores Synder ere uendelige. Vi troer af Skriften, og føler i vores dømmende Samvittighed, at vi har giort en Pagt med et uendeligt Væsen, ved hvilken vi forbindes til, at giøre os dets allerhelligste Villie til en Rette-Snoer, hvorefter vi bør indrette og afmaale alle vore Gierninger, Ord og Tanker. Vi veed af Fornuften, at hvem som bryder en Pagt, som han har indgaaet med sin Ligemand, (uden sammes Forseelse eller Samtykke) 31
han synder. Vi vide, at hvem som bryder den Pagt han har giort med sin Overmand og Velgiørere, han synder i en høyere Grad. En Søn, for Exempel, synder mere, ved at bryde den Pagt, som han har giort med sin Fader; En Undersaat mere, ved at overtræde det Forbund, som han har oprettet med sin Konge, end en Ven synder, ved at handle imod den Accord, som forbinder ham til en af hans Ligemænd. Vi kan altsaa begribe, at hvem som bryder den Pagt, han har indgaaet med et uendeligt Væsen, som 1) er Aarsag til, at han er, og at han er vel 2) som kunde med en uindskrænket Myndighed befale, uden at foresette store Belønninger, som bevægende Aarsager til Lydighed, men som dog 3) af stor Naade og Barmhiertighed har loved Menneskene, i Fald de bleve ved at være lydige, foruden Udødelighed, saa stor Viisdom, Hellighed og Retfærdighed, kort, saa store Fuldkommenheder, som deres endelige Væsen kunde bære. Vi veed, siger jeg, at hvem som bryder saa ulige en Pagt med et uendeligt Væsen, giør en uendelig Synd. Vi veed, for det andet, ikke allene af Skriften, at Adam, og med ham al hans Afkom, saa mange Millioner som de og kan være, har paa en modtvillig Maade brudt denne Pagt; men vores Samvittighed siger os og, at vi endnu daglig Dags, og hver Time, overtræder den utallige Gange. Menneskenes Synder kan altsaa kaldes uendelige i adskillige Henseender. Vi viiste før, at Gud fordrede en fuldkommen Forsoning. Menneskenes Synder skulde altsaa straffes efter Lovene. Paa uendelige Synder følger uendelige Straffe. Skulde Menneskene altsaa have en Midlere, som kunde forsone dem fuldkommen med Gud, saa skulde han og kunde udstaae det, som de havde fortient, nemlig uendelige Straffe-Domme af Guds strænge Retfærdighed. Men intet endeligt Creatur kan fatte det Uendelige; thi skiønt en Skabning kan udstaae en Straf, som er 32 uendelig i Varighed: saa er det dog umueligt for ham, at udstaae en Straf, som er uendelig i Størrelse. Det første var ikke nok, til at forsone Gud med, eftersom Menneskene, hver for sig allene, havde fortient en ævigvarende Straf, og det sidste kunde ikke fuldbyrdes, uden af en uendelig Person. Men det er bekiendt, at alt Skabt er endeligt. Intet er uskabt, uden Gud allene. Vi slutter altsaa, at ingen uden Gud kunde være vores Forløsere.

§.X.

Intet Creatur var desforuden værdig til at stille sig frem som en Midlere imellem et uendeligt, almægtigt og alviist Væsen, og imellem sine Ligemænd. En Midleres Pligt er det, at stille begge stridende Partier tilfreds. Gud krævede, som vi før viiste, en fuldkommen Fyldestgiørelse af alle Mennesker; men hvorledes vilde et Creatur fordriste sig til at tilveyebringe det allene, som alle hans Medskabninger ikke kunde forskaffe. Menneskene begierede en fuldkommen og almindelig Naade. Men hvorledes vilde en Skabning vove at begiere det, som ikke Millioner af hans Slags kunde fortiene? Hvorledes vilde vel et syndigt Menneske fordriste sig til at begiere det for andre, som han saae sig selv at være saa uværdig til? En Midlere er desforuden som i visse Tilfælde, saa og i denne, en Dommere, som begge stridende Partier overgiver Fuldmagt, til at mægle dem imellem, og, naar Forliget er truffet, Ret til at drive paa de fastsatte Punkters Fuldbyrdelse. Saaledes maatte vores Forsonere, naar han havde formidlet et Forlig imellem Gud og Menneskene, indstaae, som Ansvar og Selvskyldener, der i saa Maade var pligtig til at handthæve de bevilgede Poster. Han maatte altsaa selv være mægtig til at holde det, som det alt for svage menneskelige Kiøn havde lovet, om han vilde nyde nogen Frugt af sit Midler-Embede. Da han selv havde fuldbyrdet det, som Menneskene havde lovet, og fuldkommen fyldestgiort Guds 33 Retfærdighed, saa kunde han igien med Rette fordre Naade af Gud Joh. XVII. og staae saavel paa den ene Postes Fuldbyrdelse, som paa den andens. [Han kan altsaa med Rette kaldes en Dommere, og siges at have dømt imellem Gud og Menneskene. Men hvilket Creatur vilde vel holdes værdig nok til, at det maatte, og kraftig nok til, at det kunde dømme imellem en alvidende og almægtig Skabere paa den ene, og nogle usle Mennesker paa den anden Side?] Sandelig baade til det første og det sidste, udfordres en uendelig Værdighed, og ingen kunde være vores Forløsere, uden en Guddommelig Person.

§.XI.

Menneskene kunde ikke forsone sig selv med Gud. Thi enten skulde alle Menneskene, hver for sig, fyldestgiøre Gud, eller en Person, som forestillede det hele menneskelige Kiøn. Alle og hver for sig kunde ikke giøre det; thi den første Post, som udfordres til Fyldestgiørelsen af Guds Retfærdighed, er Fuldstrekningen af den Straf, som var lagt paa Lovens Overtrædelse, men vi har forhen viist, at den Synd, som et hvert Menneske har begaaet, ved at bryde en Pagt med et uendeligt Væsen, bliver anseet som uendelig, og altsaa efter Guds Retfærdighed nødvendig belagt med en uendelig Straf. Enten skulde den nu være uendelig i Størrelse, eller i Varighed. I Størrelse, viiste vi før, at den ikke kunde være uendelig, eftersom intet Endeligt kan fatte det Uendelige. Den skulde altsaa være uendelig i Varighed, om den skulde have nogen Liighed med Synden. Den første Post, som et hvert Menneske altsaa skulde fuldbyrde, til at forsone sig selv med Gud, var at straffes ævig: men hvorledes kunde Forsoning og ævig Straf stemme overeens? At hvert Menneske for sig maatte straffes ævig, bevises og deraf: det som skulde opnaaes ved Fyldestgiørelsen, var iblant andet den forrige Uskyldigheds Stand. Den 34 kunde paa det mindste ikke opnaaes, førend Straffen, som dog kuns er en Deel af Fyldestgiørelsen, var fuldbyrdet. Menneskene maatte altsaa endnu under Straffen beholde deres fordervede Natur. Saa længe deres Natur var fordervet, syndede de. Saa længe de syndede, var der Aarsag til nye Straf cet. Det var altsaa umueligt, at et Menneske kunde forsone sig selv med Gud. Hvor meget mindre kunde et forsone dem alle? Ney, til at lide en uendelig Straf for uendelig mange Mennesker, til at fyldestgiøre Guds uendelige Retfærdighed, hørte og en Person af uendelig Værdie og Gyldighed, det er en Guddommelig Person.

§.XII.

Foruden at udstaae en uendelig Straf, hørte endnu en Post til at forrette en Midleres og Forsoneres Embede. Det var ikke nok, at han leed for alle Mennesker, og udstod for dem den Straf, som de ellers burde have udstaaet. Thi derved bleve de vel befriede fra Døden, men ikke fra Lovens Aag, hvorunder de sukkede. Det var nok, til at frelse dem fra Guds Hevn, men ikke til at skaffe dem Guds synderlige Naade, ikke til at skaffe dem i deres forrige Uskyldigheds Stand. Thi lige saa lidet, som en Konge er en Misdædere noget skyldig, fordi han har udstaaet sin vedbørlige Straf; lige saa lidet var vores retfærdigste Lovgivere os det allerringeste skyldig, fordi vi havde lidt efter vores Fortienester. Gud havde engang givet en Lov, hvilken hans Majestet ikke tillod ham at kalde tilbage. Hans Retfærdighed tillod ham ikke heller at ophæve den Forbandelse, som engang var lagt til Lovens Overtrædelse. Loven skulde og maatte opfyldes. Thi lige saa lidet som en Regent befrier en straffet Misdædere fra Lovens Regler, lige saa lidet vilde og kunde Kongernes Konge befrie os fra de engang givne Bud, som bandt vores Gierninger til hans Villie. Loven skulde opfyldes, enten af os selv, eller af vores Midlere. Vi 35 selv kunde umuelig opfylde den. Thi intet Menneske havde efter Syndefaldet Kraft til at efterleve en Lov, som for Syndefaldet var meget vel muelig at efterleve. Act. XV. 10. Rom. VIII. 3. Gal. II. 16. III. 11. cet. Men Lovens Overtrædelse, saa ringe som den og kunde synes at være, vilde giøre os forbandet, og efterlade os i vores forrige Tilstand, nemlig, som Vredens Børn, og Guds afsagte Fiender. Deut. XXVII. 26. Skulde vi altsaa befries fra denne Trældoms Frygt, saa skulde vi have en Midlere, som baade vilde og kunde opfylde end- og denne Post af sit Midler-Embede. Han burdte ikke alleneste 1) opfylde Loven ved en fuldkommen Lydighed, thi det blev fordret af alle Mennesker hver for sig, men han burdte 2) have saadan en Værdighed, at hans Lydighed var lige saa gyldig, som alle Menneskers. Det første skillede ham fra alle Mennesker, og det sidste fra alle Creature. Hertil hørte en uendelig Værdighed, og vi slutter atter, at den som har en uendelig Værdighed, kan ikke være andet end en Guddommelig Person.

§.XIII.

Ikke saa meget for at bevise vores Hoved-Satz, da den allerede er beviist nok i sig selv, som, for at oplyse den noget mere, vil vi endnu legge dette til: Den, som skulde paatage sig Menneskenes Synder, skulde baade være et Menneske, og foruden Synd. At han burdte være et Menneske, er beviist nok, og det var vores rette Øyemerke imod, at anføre flere Beviis-Grunde end denne. Et Menneske havde syndet, et Menneske maatte straffes. At han burde være uden Synd, falder afsig selv, naar man betragter 1) At ingen kan byde sig til at betale for en anden, saa længe han er selv i en bundløs Gield. Det vilde være urimeligt, om en Mordere vilde fortiene Livet til den anden. 2) Ingen, som synder, er fuldkommen, og ingen Ufuldkommen kan forløse Menneskene. Hebr. VII. 26. v. supra. Men vi kan hverken af Fornuften begribe, eller af 36 Aabenbaringen see nogen anden Maade, paa hvilken et virkeligt Menneske, efter Adams Fald, kunde tillige være uden Synd, uden just den eneste, som berettes os, nemlig, naar han tillige var Guddommelig. Vi kan ikke, siger jeg, sammenføye Begrebene, om et af de i Adam faldne Mennesker, og om at være usyndig, paa nogen anden Maade, førend vi faaer en Aabenbaring, som med et fuldkomnere Lys, end den naturlige Fornufts, kan vise os deres Sammenhæng. Men da vores Aabenbaring er den allerfuldkomneste, 2 Tim. III. 15. da den for det andet ikke alleneste havde et Skin af Ufuldkommenhed, om den ey berettede os alle Maader, paa hvilke et Menneske virkelig var bleven, og følgelig andre kunde blive usyndig og salig; men og indeholdt Usandheder, da den saa tidt igientager det, at der hverken haver været, er, eller kan blive nogen anden Maade, paa hvilken et syndigt Menneske kan blive frie fra sine Synder, end ved Troen til det eneste usyndige Gudmenneske JEsum Christum, saa er det troeligt, og jeg tør sige begribeligt, at et Menneske efter Syndefaldet, som er uden Synd, og ikke tillige, enten ved en Guddommelig Forsoning befriet fra sine Synder, eller selv Guddommelig, er noget, som ikke kan begribes, og altsaa en umuelig Ting.

At det af Fornuften ikke kan begribes, bevises saaledes: Et Menneske, som er uden Synd, maae nødvendig have faaet denne Fuldkommenhed, enten ved sine egne Kræfter, eller ved en andens Hielp. Ved sine egne Kræfter kunde han ikke opnaae den, eftersom det er et Menneske efter Syndefaldet umueligt, af sig selv, at tænke noget Got. Rom. VIII. 7. 1 Cor. II. 14. Han maae altsaa have opnaaet denne Fuldkommenhed ved en andens Hielp. Han maae for det andet have opnaaet den, enten efter hans Komme til Verden, eller strax da han kom til Verden. Efter hans Komme til Verden kan det ikke være. Thi, om kuns en Time, et 37
Øyeblik, er forsvunden, i hvilken et Menneske, skiønt endnu i Moders Liv, har havt sin syndige Natur, kan han ikke mere kaldes et Menneske uden Synd, eftersom der dog har været det Nu, i hvilket han har været syndig og syndet. For det andet har vi forhen viist, at Synden umuelig kan ophæves, uden foregaaende Fyldestgiørelse, som enten maatte fuldbyrdes af den syndende Person, eller af en anden i hans Sted. Vilde man sige, at den skulde fuldbyrdes af en anden, saa faldt det af sig selv, eftersom den der havde nødig at forløses selv, kunde ikke paatage sig at forløse det hele menneskelige Kiøn; og man maatte gaae saa længe tilbage, som man vilde, saa maatte paa den Maade en altid forløse den anden, indtil der blev fundet en, som aldrig havde været syndig, og følgelig ikke havde nødig at forløses. Vilde man sige, at den syndige Person selv skulde fyldestgiøre for sine Synder, saa skulde han først belegges med den tilbørlige Straf. Men paa den mindste Gnist af Synden, paa en syndig Natur, følger uden Imodsigelse, at døe Døden Gen. II. 17. Rom. V. 12. eller en ævig Straf. Intet Menneske kunde altsaa efter sin Komme til Verden blive fri for Synd, uden han først blev straffet ævig; hvilket imodsiger sig selv, og er umueligt. Hermed falder og den Indvending, at et Menneske strax i sin Fødsel kunde blive renset og helliggiort. Thi enten er saadant et Menneske kommet hellig til Verden, eller ikke. Er han det første, (som naturlig Viis er umueligt,) saa behøver han ikke at renses: Er han det sidste, saa kan han ikke renses, uden foregaaende tilbørlig Straf v. supra. Et Menneske, som er uden Synd, maae altsaa have opnaaet eller havt denne Fuldkommenhed strax i sin Komme til Verden. Han maae følgelig enten være skabt eller født saaledes. Af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft kan vi begribe, at vores Forsonere ikke kunde være skabt, eftersom 1) skaber Gud ikke mere Gen. I. 31. 38
2) var han skabt, saa kunde man ikke sige, at han var deelagtig i Menneskenes Kiød og Blod, eller i Slegt med Menneskene, Ebr. II. 14. 3) langt mindre, at han var af Abrahams, Judæ eller Davids Stamme, hvilket vores Forsonere, efter utallige af Aabenbaringens Spaadomme og Vidnesbyrd, maatte være og var. Han maae altsaa være født. Han maae enten være født naturlig Viis af Menneskene, eller paa en overnaturlig Maade, ved et andet helligt Væsen uden for Menneskene. Naturligviis af Menneskene kan han ikke være født, for af Ont kommer intet Got, men det er, som de Grædske siger: [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x] [x][x][x]. Det er engang fastsat, at Synden er gaaet fra Adam til al hans naturlige Afkom. Rom. V. 12. Saavel til de Gudfrygtiges, som til de Ugudeliges Børn. Gen. V. 3. Ps. LI. 7. Joh. III. 6. Rom. III. 12. & 23. Adam var den Person, som forestillede det hele menneskelige Kiøn; og paa al sin (naturlige) Afkoms Vegne indgik den Pagt med Gud, som han siden brød, og følgelig al hans Afkom med ham. Et helligt Menneske kunde altsaa ikke være født naturlig Viis af Menneskene, men der bliver intet andet tilbage, end at han maae være født overnaturlig Viis ved et helligt Væsen, som var uden for Menneskene. Saadant et usyndigt Menneske, siger jeg, maae være kommet til Verden paa en Maade, som vi foruden Aabenbaringen aldrig kan begribe, langt mindre vide med nogen Vished. De Dødeliges Indbildnings Kraft lader vel ikke af at giøre sig tusinde Gisninger, men tusinde Gisninger af feylende Mennesker, er langt fra ikke nok til at overbevise, om en overnaturlig Tings Muelighed, meget mindre om en muelig Tings Vished. Thi et Menneskes Tænke-Maade er saaledes indskrænket, at den af sig selv aldrig indseer den Sammenhæng, som er imellem de overnaturlige Ting og deres Beskaffenhed. Han kan altsaa ikke begribe eller fatte deres Muelighed, uden ved Hielp af Aabenbaringen. Til 39 den maae han og tage sin Tilflugt, naar han vil begribe, at et usyndigt Menneske var, og paa hvilken Maade det var mueligt. Af Skriften kan de overnaturlige Ting ikke begribes, uden paa den Maade, som os i Skriften er aabenbaret. Den Maade, som os der berettes, naar den anføres, som den eneste af sin Art, giør alle Millioner Gisninger til intet. Vi slutter følgelig saaledes: Et usyndigt Menneske efter Syndefaldet kan vi ikke begribe af Fornuften. Dets Mueligheds Maade bliver ikke berettet os anderledes i Skriften, end naar JEsus Christus Guds Søn paatog sig den menneskelige Natur. Et usyndigt Menneske kan altsaa hverken af Fornuften, eller af vores Aabenbaring begribes, uden tillige at være Guds Søn, og dets Muelighed kan efter mine Tanker ikke reddes paa nogen anden Maade, end ved at sige, at Skriften var ufuldkommen, da den kuns nævner denne Maade, paa hvilken et Menneske har kundet blive usyndig uden Hielp af Forsoning. At denne Maade kuns nævnes allene, bevises af Erfarenheden, som og af utallige Sprog. Rom. V. 12. cet. Men om der var flere Maader, paa hvilke der uden Forsoning kunde være et usyndigt Menneske, som ikke nævnedes i Skriften, saa var den ikke saa fuldkommen, som den kunde eller burde at være. Thi vi paastaaer uomgiængelig, at til den allerfuldkomneste Saliggiørelses Orden udfordres, at alle de Maader skal berettes, eller paa det mindste ikke reent udelukkes, paa hvilke der kan gives usyndige og salige Mennesker. Men da den Hellige Skrift er saa fuldkommen, som den kan blive, 2 Tim. III. 15. saa haaber jeg at have gotgiort, at intet usyndigt Menneske, og altsaa ingen Forløsere for det menneskelige Kiøn kan begribes, uden den eneste Guddommelige JEsus.

For endnu mere at oplyse disse vores Argumenter, for at giøre mere begribeligt, at vi ikke, hverken af os selv, eller ved Hielp af Skriften kan 40 begribe noget andet usyndigt Menneske, end et Guddommeligt, vil jeg anføre den første Gisning, som den menneskelige Indbildnings Kraft giør eller kan giøre sig, og tillige vise, hvor ugrundet den er.

Guds Naade, siger jeg, er ubegribelig, som end- og har givet vores Fornuft Beviis-Grunde, hvormed vi kan møde deres Indvendinger, som maaskee vilde tilskrive de skabte Aander, de skabte hellige Væsener, den Ære og Kraft, at de enten kunde frembringe, eller selv forestille et Menneske, som var fri for Synd, og en Midlere for det menneskelige Kiøn. Foruden den Grund, som vi før anførte, at nemlig intet endeligt Creatur kan frembringe noget Uendeligt, merker vi: 1) Strider det imod de skabte Aanders Egenskab, at kunde føde. Matth. XVIII. 2) Om de kunde føde, kunde de ikke føde noget andet end et Væsen af deres Art, det er en Aand, som bestemmer sine Virkninger, ved sin egen Kraft, foruden Hielp af et Legeme. 3) Saadant et Væsen kunde vel paatage sig Skikkelsen af et Legeme ([x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x],) men ingen naturlig eller væsentlig Legeme ([x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]) uden derved at forandre sit eget Væsen, hvilket var umueligt, eftersom ingen Skabning kan bestemme sig til et andet væsentligt Øyemerke, end til det, som den af første Begyndelsen er bestemt til af sin Skabere, (omskabe sit Væsen.) 4) Ingen Skabning eller endelig Ting kan begribes paa eengang at have to Naturer i eet Væsen. Thi eftersom Guds Villie er den Rette-Snoer, hvorefter alle Skabninger maae indrette deres Handlinger: saa er enhver for sig skyldig til at efterleve de Pligter, som ham efter samme tilkommer. Da nu et hvert Creatur tilkommer meget ulige Pligter, somme større og somme mindre, alt efter deres større eller mindre Fuldkommenheder, saa er det ubegribeligt, at et og det samme endelige Væsen kan paa en og den samme Tid efterkomme de Pligter, som tilkommer to adskillige Væsener. 41
Intet blot Creatur er for Exempel allesteds nærværende. Det var altsaa umueligt, at saadant et opdigtet Væsen kunde paa selv samme Tid, paa et Sted bemerke sine Pligter, hvortil det som en Aand var forbunden, og paa selv samme Tid, paa et langt derfra beliggende Sted, iagttage de Pligter, som det efter sin menneskelige Natur var skyldig til at iagttage. Det var altsaa for os ubegribeligt, at en baade kan være Engel og Menneske i et og det samme Væsen, men det maatte nødvendig enten holde op at være et Menneske, og saa kunde det ikke være Menneskenes Forløsere v. supra, eller det maatte holde op at være Engel, og saa er det ikke mere foruden Synd. Jeg seer ikke, at der kan begribes noget Menneske, som er uden Synd, eller nogen anden Skabning, som er tillige et Menneske. Ingen af disse to Ting, siger jeg, kan begribes, uden om Skaberen selv, og paa den Maade, som det er os aabenbaret i Skriften. At det nemlig er den almægtige Guds Søn, som født af Faderen af Ævighed, undfanget af den Hellig Aand, og fød af Jomfrue Maria i Tiden, har paataget sig den menneskelige Natur paa en overordentlig Maade. Her stands, o endelige Fornuft! undersøg ikke med for nysgierrige Øyne denne Fødsels Maade. Søg ikke med overdrevne Slutninger videre om den fødende Person. Viid, at du er endelig og dine Kræfter ere endelige. Fly e for en Soel, som vil forblinde dine Øyne. Lad Forhænget falde; hold op at betragte denne allerhelligste Scene, hvis Forunderlighed og Sandhed, hvis Ufattelighed og Vished vil sette din svage Bolig i den yderste Forvirring. Vær fornøyet med, at du kan see, at denne vigtige Hemmelighed ikke strider imod de Sandheder, som du engang har antaget; vær fornøyet med, at kunde begribe af Aabenbaringen, at dette hemmelige Middel er til sit Øyemerke nødvendigt. Men gaae ikke videre, og undersøg Maaden, paa hvilken det er mueligt. Her 42 maae du troe det, fordi Gud har sagt det, at han sendte sin eenbaarne Søn cet. Joh. III. 16. Guds Søn var den eneste, Guds Søn maatte det være, om noget Menneske skulde fødes foruden Synd. Og intet Menneske kunde fødes hellig, eller være Menneskenes Forløsere, uden han var en Guddommelig Person.

§.XIV.

At anføre flere Aarsager, for at bevise en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, vilde være overflødigt, men langt fra ikke vanskeligt. Overflødigt var det, helst da det er den vigtigste Hemmelighed, som vi vel, saavidt nødvendigt er, bør at handthæve for saadanne Spotteres Talemaader, som bekræfter, at den ikke alleneste er over, men endog imod Fornuften, og altsaa umuelig. Vi bør vel, for saa vidt vores endelige Fornuft tillader os, at see ind i saa dyb, hellig og uendelig en Gudfrygtigheds Hemmelighed, søge at forsvare Guds Alviished for saadanne Spotteres Taler, som vil bekræfte, at Gud kunde have udvalgt et andet og bedre Middel til Menneskenes Forløsning, og at altsaa dette Middel var unødvendigt. Alt dette bør vi vel, saavidt mueligt er, at giøre ved Fornuftens Lys, for at beskyde dem med deres egne Pile, eftersom de gierne enten reent forkaster den Hellige Skrift, eller paa det mindste søger at forfalske og at udtyde den efter deres eget Gotbefindende. Men for Resten bør vi med en hellig Forundring og en ærbødig Taushed ansee denne allervigtigste Hemmelighed som noget, der er os aabenbaret af Gud, og vi derfor maae troe, og som noget der er til vores største Gavn og Nytte, og vi derfor bør tage imod med Glæde; kort: som en Sandhed, hvilken vi ikke bør lede igiennem med alt for nysgierrige Øyne, eftersom den gaaer saa høyt over vores Forstand, som Solen over vores Hoveder, og vores Forstands Lys kan lige saa let formørkes ved en alt for 43 nøye Betragtning af denne urandsagelige Hemmelighed, som en Fanges Øyens Lys, der i mange Tider har havt sin Bolig i et mørkt Fængsel, kan udslukkes ved en alt for hastig og nøye stirrende Betragtning af Solens brændendskinnende Straaler.

44