Ewald, Johannes TANKER I ANLEDNING AF HR. HANS EBBESEN ... (1765)

TANKER I ANLEDNING AF HR. HANS EBBESEN, HØRKRÆM- MER HER I STADEN, OG JOM- FRUE CHRISTIANE BENE- DICTE HUULEGAARDS MARIAGE (1765)

HVOR Zephyr hvislende blanttet begroede Eger
Snart deler Solens Magt, snart skiller Skygger ad;
Saa i et sagte Hvift med søde Liljer leger,
Og, da den bøyer dem, opløfter Tornens Blad -
Hvor Skovens Fløytenist snart Sørgestykker spiller,
Og byder Dyr og Træer, at agte paa sit Suk,
Snart kurrer, fløyter, slaaer; snart i afbrudte Triller
Nedfalder Gradeviis fra Slag til søde Kluk -
Hvor - Men kast Penslen bort - I Yndigheders Bolig,
Som knap Naturen selv kand treffe ret igien,
Der boede Celadon, for al Bekymring rolig,
I mættet Nøysomhed og Pagt med Himmelen.
Ey ynket, ey misundt, ey falske Venners Slave,
Ey priist af Rosifleng, ey lastet af Zoil,
Holdt han sin vise Siæl for Himlens største Gave,
Og saae til Verdens Stoy med et hoymodigt Smiil.
Lyksaligste! - mon Guld? mon Purpur? mon en Krone?
Mon Lavrbærkrandse gav din Lykke større Glands?
Ney! siger Celadon - Ney! - med vemodig Tone
Du sukker, vise Siæl! bedaares du af Sands?
Hvem er da lykkelig, naar selv den Vise knurrer
Mod Skiebnens Karrighed? - naar den Lyksaligste -
Men billigt Suk - Hør hist, hvor Turtelduen kurrer,
88 Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee,
For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden!
Fra Celadon til Myg vil alle parre sig.
Selv Adam, hellig, viis, Gud lig, Regent paa Jorden,
Er først i Evas Arm fuldkommen lykkelig.
O ædle Drift! - o Baand! - o søde fælleds Tykke! -
O Følelse! - o Liv! - tie Muse, nu om Roe,
Roes ikke Eenlighed! søg Pynten af vor Lykke,
Hvor Elskov, Overleg og Himlen samler Toe!
Jer nevner Musen ey, I alt for svage Siæle,
Hvis Drift varureen Lyst og kort Begierlighed -
Og Satyr give dem et billigt Eftermæle,
Somharkuns Guld og Rangtil Baandets Øyemed!
Men hvor en hellig Ild i rene Flammer brænder,
Som Dyden tændte op, og Døden slukker ud:
Lyksalige! - hvor To fremrakte glade Hænder,
Som sammenbandtes af Forældre og af Gud.
Lyksalig Ebbesen, som fik Din Christiane
Til Lykkens største Pant af Himlens egen Haand!
Lyksaligt Brudepar, som midt paa Dydens Bane
Blev knyttet evig fast med Elskovs søde Baand.
Skue, Muse! føl og syng om søde Turtelduer!
Siig mig, hvor dette Par? - dog, her faldt Dekket ned -
Naar skildrede en Pen saa rene Elskovs Luer?
Og hvem kand oversee saa stor Lyksalighed?
Hun fik en værdig Mand, og Han en værdig Mage.
Naturen lover selv en talrig Efterslægt.
To Ønsker har kuns Sted; thi hvad er meer tilbage,
END LYKKENS STADIGHED, OG HIMLENS VARETÆGT? E.

89