Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

b
c

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER

EFTER TRYK OG HÅNDSKRIFTER

FØRSTE BIND

Udgivet af
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

GYLDENDAL

d

Johannes Ewalds samlede skrifter,
første bind udkom første gang i 1914.
Nærværende 2. oplag er et
uændret fotografisk optryk af
originaludgaven, udført af
Villadsen og Christensen, København
Printed in Denmark 1969

e

Da Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 1914 påbegyndte nærværende udgave af Johannes Ewalds samlede skrifter, var det hensigten foruden trykte arbejder fra Ewalds levetid og utrykte manuskripter også at udgive bevarede forarbejder til de trykte skrifter og de foreliggende forskellige udkast til de utrykte, med andre ord alt, hvad der måtte være bevaret fra Ewalds hånd. Pladshensyn tvang imidlertid Selskabet til at opgive denne tanke og til at nøjes med alene at bringe de trykte og utrykte tekster. Det samme hensyn nødvendiggjorde udeladelsen af den påtænkte litterærhistoriske kommentar, af person- og stedregistrene og af den bibliografiske oversigt over litteraturen om Ewald - grupper som i og for sig også i dag kunne være ønskelige at have, men som dog er mindre væsentlige i forhold til hovedsynspunktet: at gøre det samlede forfatterskab tilgængeligt for forskningen i en videnskabelig forsvarlig udgave.

Med udgivelsen af Georg Nygaards bog: Johannes Ewald-Portrætter (1919) var den planlagte ikonografi overflødiggjort, og at man ligeledes opgav tanken om en særlig Ewald-ordbog, var en naturlig følge af, at Selskabet i mellemtiden var gået i gang med den store Ordbog over det danske Sprog. Den her foreliggende udgave er et fotografisk optryk, og der er derfor ikke foretaget rettelser i teksterne. Et par nyfundne manuskripter meddeles til slut af afdelingsleder, mag. art. Erik M. Christensen.

København i maj 1969

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

f

g h
i

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER
EFTER TRYK OG HAANDSKRIFTER

UDGIVNE AF
HANS BRIX OG V. KUHR
ORDBOG AF H. JUUL-JENSEN

FØRSTE BIND

KØBENHAVN 1914 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

j
k

PLAN FOR UDGAVEN

FORMAALET med nærværende Udgave af Johannes Ewalds Skrifter er: ved Siden af alt det hidtil trykte at fremlægge det righoldige Haandskriftmateriale, hvoraf kun en ringe Del foreligger i tidssvarende Udgivelse.

Stoffet vil efter Kildernes Art blive delt i to Hovedgrupper: Tryk og Manuskripter. Den første Gruppe vil omfatte alle i Ewalds Levetid trykte Arbejder, den anden alle Ewalds i Haandskrift efterladte Kladder, Fragmenter og (ikke i Tryk givne) Renskrifter. Medens Fremgangsmaaden ved Udgivelsen af Mss. først senere vil blive omtalt, skal der her kortelig gøres Rede for de Regler, der er fulgt ved Udgivelsen af Trykkene.

Til Grund for Teksten er lagt Originaltrykkene. Afvigelser i senere Tryk i Ordforraad og Ordstilling meddeles i et Tillægsbind under Afsnittet Varianter. Udgaven følger Tekstgrundlaget i alle Enkeltheder; dog rettes utvivlsomme Trykfejl, og Rettelserne meddeles i Tillægsbindet under Afsnittet Tekstkritik. Paa nogle faa Punkter har man af typografiske Grunde ment det rettest at afvige fra Originalerne: 1. Titlerne er forkortede i Tekstudgaven, men meddelt fuldstændigt i Tillægsbindet under Afsnittet Bibliografi. 2. Originalernes Fremhævelse af Navne o. lign. er gennemgaaende ikke bevaret. 3. Punktum efter Ord, trykt med Versaler eller Kapitæler i Titler, Personbetegnelser o. lign., er udeladt. - Trykkene udgives i kronologisk Rækkefølge, saaledes at Tidspunktet for Skrifternes Tilblivelse, eller, hvor dette ikke kendes, for deres Offentliggørelse, er bestemmende for deres Plads i Udgaven.

I Udgaven af Trykkene har man ment det forsvarligt at meddele Gengivelser af Abildgaards og Chodowieckis Kobberstik, til Trods for at disse ikke findes i Originaltrykkene, men først i den ældste Udgave af Ewalds Samtlige Skrifter (1780-1791). Ved Gengivelsen af de Chodowieckiske Stik har for den overvejende Dels Vedkommende de originale Kobberplader kunnet benyttes, takket være elskværdig Imødekommenhed fra Direktøren for det Schultz'ske Bogtrykkeri. Hr. Kammerjunker de Fontenay. Eftersøgning af Kobberpladerne til de Abildgaardske Stik har derimod trods al anvendt Umage været forgæves; de gengives derfor, ligesom en enkelt tabt og et Par stærkt medtagne Chodowieckiske Kobberplader, i Lystryk.

l

De til Udgaven knyttede Tillæg vil indeholde: 1. Tekstkritiske Oplysninger. 2. Varianter. 3. En litterærhistorisk Kommentar. 4. Alle bevarede Breve fra og til Ewald samt andre Aktstykker til hans Livshistorie. 5. En Bibliografi over Tryk og Udgaver af Ewalds Skrifter. 6. En udførlig Beskrivelse af de Ewaldske Manuskripter med en Samling af facsimilerede Gengivelser af disse. 7. En Fortegnelse over Skrifter og Afhandlinger om Johannes Ewald. 8. En Ikonografi over Ewald-Portrætter med Gengivelse af disse. 9. En fuldstændig Ewald-Ordbog med sproghistorisk Indledning. 10. Person- og Stedregister.

For Udgivelsen af Trykkene bærer Dr. KUHR alene Ansvaret, mens Dr. BRIX'S Arbejde er knyttet til Manuskriptudgivelsen.

Tilsynet med Udgaven føres af Rektor Dr. HENRIK BERTELSEN og Forfatteren NIELS MØLLER.

m

INDHOLD AF FØRSTE BIND

Side
Svar paa det Spørsmaal: Hvorfor var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det Menneskelige Kiøn? (1762) 1
Pyrologia sacra sive Dissertatio critico-sacra de Igne (1763) 44
Lykkens Tempel. En Drøm (1764) 62
De Paradiso (1764) 82
Tanker i Anledning af Hr. Hans Ebbesen og
Jomfrue Christiane Benedicte Huulegaards
Mariage (1765) 87
Meletemata qvædam de pravis scriptoribus
(1765) 89
Klage-Sange opførte paa det Kgl. Universitet
da Kong Frederik V 18. Martii 1766 skulde
føres til sit Hvilested (1766) 95
Sørge-Sange i Christiansborgs SlotsKirke 18.
Martius 1766 da Kong Frederik V skulde føres til sit Hvilested (1766) 98
Kantate i Roeskilde Dom-Kirke 19. Martius 1766
da Kong Frederik V blev samlet med sine
Fædre (1766) 104
Cantate som til Kong Christian VII's og Dronning Caroline Mathildes Salvings-Fest 1. May
1767 ved Taffelet blev opført (1767) 107
Kantata til den i Anledning af Kong Christian
VII's og Dronning Caroline Mathildes Salvings Act 4. Maji 1767 anstillede Doctor-Promotion (1767) 110
Tanker i Anledning af Frue Ryebergs Død (1767) 112
De Poëseos natura et indole (1767)
Tanker i Anledning af Frøken Sophia Dorthea 114
v. Holstein's Dødsfald (1768) 125
Passions-Cantata som i Fasten opføres af Det
Musicaliske Selskab paa Bryggernes Laugs-Huus (1768) 128
I Anledning af Hr. Palludan og Jfr. Lønborg's
Mariage (1768) 134 n
Sørge-Digt over Frue Rahbek (1768) 136
Sørge-Cantata ved Christi Grav som i Fasten
opføres af Det Musicaliske Selskab paa Bryggernes Laugs-Huus (1769) 139
Adam og Ewa eller Den Ulykkelige Prøve, Et
dramatisk Stykke i fem Handlinger med Mellem-Sange (1769) 145
Tanker da Arveprinds Frederik giennemgik
Smaa-Koppernes Indpodning (1769) 266
Til Dronning Juliane Marie paa hendes Fødsels-Fest 4. Sept. 1769 (1769) 268
Rolf Krage. Et Sørgespil, i Fem Handlinger (1770) 271
Rettelser til I. Bind 383

o
1

SVAR PAA DET SPØRSMAAL:
HVORFOR VAR EN GUDDOM-
MELIG FORLØSERE NØD-
VENDIG FOR DET MEN-
NESKELIGE KIØN?
(1762)

TIL SELSKABET FOR SMAGENS
FORBEDRING

HØYE OG GUNSTIGE HERRER!

HVOR dristig er jeg ikke, at jeg tør overlevere de tiligste og (mueligt) umoedne Frugter af mit Arbeide til Kiendere af den fineste Smag: til Dommere, som Erfarenhed viser at være de skarpsindigste? - Sandelig den patriotiske Ædelmodighed allene, som Fædrenelandet og Verden beundrer hos Dem, har kundet give mig denne Dristighed. Deres Godhed, Gunstige Herrer! har overtalt mig til et Foretagende, som ellers kunde fortiene Navn af Forvovent: og Taknemmelighed har giort det til en af mine Hoved-Pligter. Ja, jeg vilde med Rette kaldes utaknemmelig, om jeg ikke nedlagde dette mit første Offer for Deres Fødder, som en ufuldkommen Prøve paa min Skiønsomhed: som et mat Kiendetegn paa min Iver, i at giøre mig stedse værdigere til saa store Mænds Bevaagenhed. Hvor fornøyet vil jeg ikke være, om De tager Villien for Evnen? Men om mit lille Skrift skulde behage Dem, hvor lykkelig er ikke da, Høye og Gunstige Herrer!

Deres underdanigste Tienere

JOHANNES EWALD

GUNSTIGE LÆSERE!

ALLEREDE for to Aar siden skrev jeg dette. Ikke for Præmien. Jeg kiendte mig selv for got, til at kunde have saa stort et Haab. Langt fra den 2 stolte Indbildning, at jeg skulde kunde frembringe de tydeligste, beste og ordentligste Beviis-Grunde i denne vigtige Materie, greb jeg til Pennen og skrev, uden at have nogen anden Hensigt, end min egen Øvelse i Religionens Grund-Sandheder. Den ædelmodige og Christelig sindede Patriot, som den Gang havde søgt at opvække sine Landsmænd til denne ædle Strid, gav mig vel, for saa vidt som Materien angik, Anledning til at udvælge den frem for alle andre. Men jeg forsikrer hellig, at hverken hans ædle Løfter eller den fremsatte Belønning, hverken Begierlighed efter Ære, eller Haab om Gevinst havde mindste Deel i mit Foster. Jeg bragte det til Verden, uden i mindste Maade at tænke paa dets Opdragelse. Dog, jeg maae tilstaae, Gunstige Læsere! at jeg ikke kunde betragte min Nyefødte, uden med en slags Ømhed, som forbød mig reent, at dræbe det i Fødselen. En Ømhed, som er almindelig hos alle Mødre og Skribentere! Reent ud: det behagede mig selv, og jeg ønskede hemmelig, at det maatte behage andre. Jeg foreviiste det til dem, hvis Domme Erfarenhed havde lært mig at være grundede og upartiske. Dets Liv eller Død skulde allene bestemmes ved deres Udsigende. Saa frygtsom som en Moder længes efter at høre Udfaldet paa sin eneste Søns Attestat, saa frygtsom ventede jeg og paa Dommen, endskiønt jeg giorde mig Umage for at være ligegyldig; og hvor fornøyet blev jeg ikke, imellem os at sige, da det, saa got som imod min Formodning, ikke alleneste fandt Biefald, men end- ogsaa, efter visse foregaaende Forandringer, blev kiendt værdig til at see Lyset. Det skal trykkes, raabte jeg henrykt. Ah!... hvor sødt er det dog ikke, at blive kaldt Auctor!

Dog ney, lastværdige Skrive-Lyst, som grunder sig allene paa sig selv! Lastværdige Skribent, som skriver for at skrive, og for at see sit Navn trykt, uden at han kan vente, dermed at være det 3
menneskelige Selskab til ringeste Nytte! Forgiæves beklager Scributius sig over den billige Dom, som fordømmer hans bemalede Papirer til Urteboen. Og da det ikke alleneste er unyttige Materier, men og ufuldkomne og overflødige Afhandlinger over de allernyttigste som ere tienligere i en Urteboe, end i et Bibliothek: hvorledes vil du da [saaledes tænkte jeg] undgaae Scributii Skiebne, da der ere saa mange af de berømteste Lærere, som have afhandlet denne Materie fuldkomnere, bedre og førend du? Kan du vel frembringe noget, som ikke har været sagt før? Kan du vel giøre dine Medborgere en Tieneste, ved at lære dem en Afhandling om en Guddommelig Forløseres Nødvendighed? Ney, det var at bære Vand i Havet. Skrive-Lyst skal aldrig forlede dig til at belade Verden med noget overflødigt. Det skal ligge. Det skal begraves i Forglemmelse... Af denne Aarsag lagde jeg det hen, uden at jeg i to Aar nogen Tid tænkte paa at lade det befordre til Trykken. Og jeg forsikrer, Gunstige Læsere! det havde stedse lagt i Dvale, om ikke nu nye Aarsager, nye Opmuntringer, nye Forsikringer, atter havde bevæget mig til at lade det see Lyset. Iblant andet har den berømmelige Seyervinderes, fra min saa adskillige Afhandlings Maade, ikke giort lidet til at overtale mig. Jeg bringer dig altsaa, Gunstige Læsere! halv frygtsom, halv stolende paa din oprigtige og ædle Tænke-Maade, dette mit første Offer, ikke som noget nyt og usædvanligt; ikke som noget, der kunde have ventet at giøre den Belønnede Palmerne i mindste Maade stridig, men allene som et Tegn paa min Skyldighed og Beredvillighed, efter Evne at giøre mig tienlig til Religionens Forsvar. Vent derfor langt fra ikke alt, eller det beste af alt det, som kan skrives i denne Post. Jeg har nok, om jeg har beviist, at vores Forløsere burde være Guddommelig. Adskillige brave Mænd have forsikret mig herom, og deres Forsikringer har allene kundet 4 giort mig dristig nok til at lade mine Beviis-Grunde læses af dig.

Jeg venter langt fra ikke den sieldne Lykke at undgaae Critiqver. Jeg seer for Exempel mine lærde Læsere smile ved at læse Brochmands Navn her i. De vil billig lee og forundre dem over, at jeg i mine Svar paa Socini Indvendinger imod Christi Guddom og en fuldkommen Fyldestgiørelse (S.§.V. og IX.) haver saa aldeles fulgt denne gamle Læreres Fodspor, at jeg for en god Deel kuns haver været hans Oversettere. Et Systema, som er hundrede Aar gammelt, og som for længe siden er jaget af Pladsen af nyere! Men for det første maae jeg oprigtig tilstaae, at j eg, hverken den Tid dette blev skrevet havde læst, eller efter den Tid har befundet nogen, som har i denne Post besvaret Socini Indvendinger paa en kortere og tillige grundigere Maade, end vores ærværdige Landsmand. Om det og kan gotgiøres, at Biskop Brochmand haver sine Feyl baade som Skribent og som en gammel Skribent: saa bør dog ingen af Delene, efter mine Tanker, ansees som Ting, der kan forandre de anførte Sandheders Væsen. Og saa snart det for det andet er afgiort, at Socinus er anført oprigtig og besvaret rigtig, saa er det nok til min Undskyldning, at Brochmand var Dansk.

Hvad for andre Critiqver mit lille Skrift kan være underkastet, vil Tiden allerbest vise. Jeg vil bede, Gunstige Læsere! at du vil læse det igiennem med Taalmodighed, og ønske, at du maae læse det med Behag. Hvad vores Gud-Menneskes og vores tilfælles Fiender angaaer, saa skal intet være mig kiærere, end om de vil ansee mig som den allerringeste af hans Forsvarere: lige saa vist som det skal være min største Fornøyelse, og en fuldkommen Belønning for mit Arbeyde, om du, min Gunstige Læsere! vil ansee mig for din altid

Hafn. in Colleg. Walch.

d. 2 Junii Ao. 1764,

Tienstberedvillige

JOHANNES EWALD

5

J.N.J.N.

§.I.

HVORFOR var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det menneskelige Kiøn? Var det umueligt, at et dødeligt Menneske kunde forløse sine Medbrødre fra Døden? Var det tvertimod mueligt, var det nødvendigt, at en Guddommelig Person skulde antage en menneskelig Natur og udi den paatage sig de Forseelser, som hans rebelliske Undersaattere havde begaaet imod ham selv? Dristige Spørsmaal! Dristige Fornuft, som med alt for nysgierrige Øyne vil beskue denne vigtige Hemmelighed! Dristige Fange, som vil vide, hvorfor just den, og ikke en anden har løset ham af hans Lænker! men endnu dristigere, ja dumdristige Dødelige, som med en forvoven Frekhed paastaaer, at Christus, vores Forløsere, var, eller paa det mindste kunde, have været et blot Menneske; som paastaaer, at en Guddommelig Forløsere var unødvendig for det menneskelige Kiøn! O Himmel! er det vel mueligt, at Solens prægtige Straaler kan beskinne saadant et Umenneske, som, for at forringe sit eget Haab, for at styrte sig selv i en uovervindelig Tvivlraadighed om det forestaaende Gode, vil negte den allervigtigste Sandhed, en Sandhed, hvorpaa vores hele Vel beroer? Er det mueligt, at Jorden kan have frembragt saa afsagt en Fiende af det menneskelige Kiøn, som om i Fald han kunde, vilde berøve dem deres allerkostbareste Skat? Ja desto værre, alt for mueligt! Socinus, ikke at nævne fast utallige andre, tiener herpaa til et meer end alt for tydeligt Exempel. Han søger at bevise, at det menneskelige Kiøns Forløsere var kun et blot Menneske, som ved et overordentligt helligt Levnet, og derpaa udstandne overordentlige Pinsler, havde forskaffet sine Medbrødre en fuldkommen Adgang til Saligheden. Sandelig, her har 6 Menneskenes afsagte Fiende søgt at rokke ved den allerstærkeste og fasteste Grund-Støtte af vores hele Religion. Men Gud være lovet, at den er bygget paa saadan en Grundvold, som ikke hele Verdens Magt kan giøre vakklende. Denne Sandhed, skiønt den er saa klar, at den kuns bliver negtet af den allermindste og mindst klogeste Deel af de oplyste Mennesker, fortiener dog, ved uimodsigelige Grunde, at befries, endog fra disses ubillige Tiltale. Det er altsaa mit Forsæt, saavidt mueligt, tydelig at bevise den Satz: At en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn.

§.II.

Vi vide, at der er en Gud til, som er almægtig og alvidende (ex Theol. nat. insita). Vi vide, at han hersker over alle Ting. Vi vide, at vi ere hans Skabninger, og følgelig hans Undersaattere. Vi vide altsaa, at vi bør ære og dyrke ham, paa den rette og ham meest behagelige Maade: Det er, at vi maae lære at kiende den sande Religion. Denne Vey bør vi at gaae, om vi vil være vores Skabere behagelige. Gaaer vi en anden, paadrager vi os hans Vrede, og altsaa den største Ulyksalighed. Erfarenhed har viist, at ingen Vey har været saa vanskelig at finde, for de engang faldne Mennesker, som just denne. Dette har det alseende Væsen seet forud. Efter hans uendelige Barmhiertighed har han altsaa givet de ellers uvidende Mennesker tvende Veyvisere, som skal ledsage dem til den sande Religion. Fornuft og Aabenbaring kaldes disse to Veyvisere, som, i Henseende til deres Enighed, kan billig kaldes to Søstre. Men i Henseende til deres ulige Fuldkommenhed, seer jeg ikke, at nogen Lignelse kan passe sig saa got paa dem, som den, der tages af de to store himmelske Veyvisere, som i det første Verdens Nu giorde Forskiel paa Dag og Nat. Aabenbaringen kan billig lignes ved Solen, som haver sit Lys af og i sig selv: da tvertimod Fornuften efter Syndefaldet, (i Henseende 7 til Religionen) maae laane saa got som alt sit Lys af Aabenbaringen: og i den Henseende føyelig kan lignes med Maanen. Dog ligesom det alvise Væsen har til vores Beste anordnet, at Soel og Maane, ved et afvexlende Herredømme, skulde regiere Jordens Indbyggere. Ligesom Solens altforigiennemtrængende Hede, og ved en nøyere Beskuelse reent forblindende Straaler, bliver ikke alleneste angenemmere, men og nyttigere, for de Dødelige, naar de, efter en kort Beskuelse af Maanen, igien med Længsel venter paa dens skinnende Fremgang. Ligesom Maanen paa den anden Side, naar den var allene, vilde blive reent ubrugelig: Saaledes er det og med Aabenbaringen og Fornuften. Begge sammentagne søger at veylede Mennesket til de, til hans Salighed nødvendige Sandheders, Erkiendelse. Den ene vel fuldkomnere end den anden, men dog, den ene ikke uden den andens Hielp. Fornuften mistede, da den faldt tillige med Adam, saaledes sin første Glands, at den kuns, som i et dybt Tusmørke, viser os Grunden til vor Fald (Synden), og Haabet om vores Opreysning (Religionen). Den lader sine Efterfølgere stikke i en uovervindelig Uvished, enten de gaaer galt, eller ret. Den røber sig tidt selv, at den i Steden for den rette Vey, har udvalgt den urette: og saa længe den er gandske allene, maae dens Tilbedere, ved deres idelige Stolpern, Feylskrit og Fald bekiende, at deres Fornuft meget mere kan lignes ved en saakaldet Lygtemand, som fører dem af en Uvidenheds Morads i en anden, end ved en Lede-Stierne, som skulde lede dem paa den rette Vey til Lyksalighed. Aabenbaringens Soel derimod, som strax efter Syndefaldet begyndte at frembryde med en angenem Morgenrøde (Gen.III.) og siden stedse tiltog i Glands og Herlighed, indtil den midt paa Dagen, da Tidens Fylde kom (Gal.IV.) opnaaede sin største Fuldkommenhed, viser os vel de selvsamme 8
Sandheder, som Fornuften forhen har viist os, men langt flere, og i en uendelig større Klarhed. Den forandrer ikke de Sandheders rette Beskaffenhed, som vi forhen haver seet, men den viser os dem saa fuldkommen, at de knap bliver mere kiendelig. Den viser os ikke Ting, som strider imod dem, hvilke Fornuften har viist os, men den viser os Ting, som overgaaer Fornuftens Udforsknings Kraft saa langt, at den ikke med al sin egen Magt kan komme efter det allerringeste Spor, hvorfor de ere, hvorfor de ere saadan og ikke anderledes (Mysteria). Somme af dens Hemmeligheder er af den Beskaffenhed, at den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft (Ratio excitata) kan komme paa Sporet af deres Muelighed, og Aarsagerne til deres Virkelighed. Men for den naturlige Fornuft (Ratio nat.insita) er og bliver de aldeles ubegribelige (M. Indeprehensibilia). Saadan Beskaffenhed har det, med 1 Cor. XV. 51. See jeg siger eder en Hemmelighed: vi skal vel ikke alle sove, men vi skal alle forandres: For den an og for sig selv betragtede Fornuft, er denne Hemmelighed gandske fremmed, og den kan af sig selv ikke falde paa at tænke saadant: men den ved Aabenbaringen engang opvækkede Fornuft kan tydelig begribe Maaden, paa hvilken den er muelig, og sammenføye Begrebene om Tingen (Subject) og om dens Beskaffenhed (Prædic.) Saaledes er det, med Eph. V. 32. Saaledes er det med mange andre Steder, som her vilde blive for vidtløftig at anføre. conf. Matth. XIII. 11. En anden Beskaffenhed har det med nogle Hemmeligheder, hvis Mueligheds Maade, hverken af den naturlige, eller af den ved Aabenbaringen opvakte Fornuft, kan begribes (M. Incomprehensibilia), skiønt deres Muelighed selv, for saa vidt tydelig kan fattes, som de intet Stridende indeholder imod de engang af Fornuften antagne Grund-Sandheder. Hvad de begribelige Hemmeligheder angaaer, da underkaster Aabenbaringen 9 sig gierne Fornuftens Dom og Efterforskning: dog fordrer den igien med Rette, at, naar den intet finder, som strider imod de engang antagne Grund-Sandheder, saa skal den og med en ærbødig Taushed imodtage de Sandheder, som ere høyere, end at den kan begribe dem. Iblant de ubegribelige, dog langt fra ikke ufattelige Hemmeligheder, som vores Aabenbaring indeholder, er denne vel uden al Tvivl den allerstørste og vigtigste Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud er aabenbaret i Kiød, retfærdiggiort i Aand, seet af Engle, prædiket iblant Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed 1 Tim. III. 16. Denne Hemmelighed kanden naturlige Fornuft hverken fatte eller begribe; men den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft kan vel ingen fuldkomne eller adæqvate Begreb giøre sig om den, ikke heller fatte Maaden, paa hvilken den er muelig, dog kan den giøre sig klare og tydelige Begreb om den, og fatte dens Muelighed, Troelighed og Nødvendighed, for saavidt den kan see: 1.) At den intet stridendes indeholder, imod de forud af Fornuften kiendte Grund-Sandheder, og at den altsaa er muelig. 2.) At den haver alle de til sit Øyemærke, nemlig til Menneskenes Forløsning nødvendige Egenskaber, og at den altsaa er troelig. 3.) At alle andre optænkelige Midler fattes de til Menneskenes Forløsning nødvendige Egenskaber, og altsaa er umuelige; men da det, hvis Contrarium er umueligt, kaldes nødvendigt, kan den og begribe, at dette Middel var nødvendigt til det menneskelige Kiøns Forløsning. Jeg slutter altsaa, at den ved Skriften opvækkede Fornuft kan [skiønt ey begribe hvorledes, Tingen har sig, dog] fatte og forstaae, at det baade var mueligt, troeligt og nødvendigt, at det menneskelige Kiøn kunde og skulde have en Guddommelig Forløsere.

§.III.

For at forebygge alle øvrige Indvendinger, som den naturlige Fornuft endnu kunde have at giøre: 10 for at betage den al Tiltale paa denne vigtige Hemmelighed, er det fornødent at vise et kort Indhold af alle de Sandheder, som Fornuften af sin egen Magt, og uden Hielp af Aabenbaringen, paa det allerhøyeste kan vise os i vores Saliggiørelses Orden. Dette at vise, er desto meer nyttigt og nødvendigt, da Fornuftens Sandheder maae henge sammen med de Sandheder, som vi vide af Aabenbaringen, ligesom i en Kiæde, og vi af de førstes ringe Tal og Utilstrækkelighed til Saligheden, bør lære at ansee de sidste med desto større Ærbødighed, og antage en Ting, som en sand Aabenbaring siger at være sand, og en sund Fornuft ikke siger at være usand.

En af de første Grund-Sandheder, som den naturlige Fornuft viser os, er denne: Ingen Ting er uden tilstrækkelig Aarsag. Heraf viser den, at der maae være et Væsen, hvori alle tilfællige Ting har deres Grund, eftersom de ikke kan have deres Grund i dem selv. Den viser, at dette Væsen er ævigt, fordi det er uskabt. Uskabt er det, fordi intet kan være, og tillige ikke være paa eengang; og altsaa kunde det ikke skabe sig selv: men af et andet kunde det heller ikke være skabt, efterdi et Væsen, hvori alle andre havde deres Grund, nødvendig maatte være det første, i hvor langt man endog vilde gaae tilbage. Den viser os videre, af dette Væsens forunderlige Værke, dets Almagt, af deres forunderlige Styrelse, dets Alviished, Alvidenhed og Allestedsnærværelse: heraf dets Fuldkommenhed: af dets Fuldkommenhed og Almagt, dets Uforanderlighed o. s. f. Kort sagt: den naturlige Fornuft viser os, at der er en Gud til, som er et almægtigt, alviist, ævigt, som er det allerfuldkommenste Væsen. Rom. I. 19. Den viser os paa den anden Side vores egen Ufuldkommenhed. Vores Samvittighed siger os, at vores Natur er fordervet, og ikke, som den burdte at være. Den viser os, at vores Ufuldkommenhed maae have en Grund, 11 som, da den ikke kan findes i det allerfuldkommenste Væsen, nødvendig maae være, enten i os selv, eller i en af vores Forfædre. I os selv, siger vores Samvittighed, er den første Grund ikke, eftersom vi ere fødte saadanne, og har fra Barnsbeen været gienstridige. Den første Grund til vores Fordervelse maae altsaa være i en af vores Forfædre. Fornuften siger os videre, at Gud, som det fuldkomneste Væsen, nødvendig maae finde stor Mishag i vores Ufuldkommenhed: han vil altsaa straffe den. Han er almægtig, han kan straffe den: Han er retfærdig, han maae straffe den. Den siger os paa den anden Side: han er og uendelig god og barmhiertig; hvorledes kan han da straffe den fordervede Natur, som vi bliver født med: det Onde, som en anden var Skyld i: den Synd, som vi ikke kan giøre anderledes. Her opvækker Fornuften en tvivlraadig Strid, indtil den endelig lærer os, dog kuns meget uvist at begribe, at Guds uendelige Alviished maae have truffet et Middel imellem hans Retfærdighed og Barmhiertighed: et Middel, hvorved Menneskene kan forbedre og forsone de Feyl, som de ved deres Forfædres Forseelse er bleven bragte i: et Middel, hvorved de kan forsone Guds uendelige Straffe-Retfærdighed.

Dette er den høyeste Spidse, som den naturlig medfødte Fornuft kan begribes at kunde opnaae. Dette er det Maal, som er sat for dens Efterforskninger. Saavidt kan den med Nød komme, og videre ikke. Saasnart den uden Hielp af en sand Aabenbaring, vil gaae videre, for at udgrandske et Forsonings Middel, falder den i de allergroveste Forseelser. Vi kan tydelig see dette paa Hedningernes Exempel, som ved utallige Offere, ja ved deres egne Børns skammelige Opofring, forgiæves har søgt, at forsone den Gud, som de vel vidste, at de havde fortørnet.

§.IV.

Om der altsaa skulde fastsettes et Middel, 12 hvorved alle Mennesker baade skulde og kunde forsone deres fortørnede Skabere: Om det Middel skulde udfindes, hvorved vi kunde blive lyksalige, maatte Aabenbaringen, som vi forhen viiste, komme til Hielp: Men, da der af mange Mennesker, adskillige Skrifter ere udgivne for Aabenbaringer, saa bliver det her til et Spørsmaal: Hvilken af de mange er den retteste? Er det for Exempel Jødernes Talmud? er det Tyrkernes Alcoran? er det Chinesernes Confucius? var det kanskee de Sibylliniske Bøger, eller er det den Bog, som de Christne har antaget til deres Regel og Rette-Snoer? Her finder sig vel tusinde Grunde, som erklærer sig paa den Hellige Skriftes Partie, hvilke at anføre, vilde blive alt for vidtløftig, og vores rette Øyemerke uvedkommende, helst da det er saa klar en Ting, at ikke engang vores Modstandere selv kalder den Hellige Skriftes Gyldighed i Tvivl. Vi troer følgelig, at det er Guds Ord. Gud er sandfærdig. Hans Ord ligeledes. Vi maae troe, hvad vi vide, der er sandt. Og da vi seer, at Fornuften i og for sig selv er utilstrækkelig, til at underrette os om det Middel, hvorved vi kan blive salige, bør vi at troe, hvad den af os antagne og for Sandhed erkiendte Aabenbaring siger os herom, endskiønt det er ubegribeligt, og gaaer over vores Fornuft, saa længe det ikke er ufatteligt eller stridigt imod de Grund-Sandheder, som Fornuften engang har viist os. Mangen en vil vel med Rette studse herved og tænke: Er nogen saa dumdristig, at han tør tale om ufornuftigt i Skriften. Ja meer end alt for mange, desværre! er der, som tænker at finde imodsigende og altsaa imod den sunde Fornuft stridende Ting. Det samme giøre de, som søger at kuldkaste denne allerhelligste Sandhed, at en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn. Det er altsaa min Absigt, da jeg ved det foregaaende tænker at have hæved alle Indvendinger, som den fordervede naturlige Fornuft kan giøre, at vise:

13

1.) Af Aabenbaringen Virkeligheden, og siden Nødvendigheden af en Guddommelig Forløsere.

2.) At giøre fatteligt, af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft, at det var mueligt, og anføre Aarsagerne, hvorfor det var nødvendigt, at vores Forløsere var en Guddommelig Person.

§.V.

Det første et Menneske betragter den os i Skriften aabenbarede Saliggiørelses Orden, opdager han Virkeligheden af vores Satz, og lærer at kiende, at vi virkelig har havt en Guddommelig Forløsere. Vores Forsonere kaldes udtrykkelig Gud Rom. 9. 5. Tit. II. 13. 1 Joh. V. 20. Act. Ap. XX. 28. 1 Tim. III. 16. 1 Pet. IV. 1. Phil. II. 6. Han kaldes Guds Søn Joh. III. 16. Gal. IV. 4.5. Ps. II. 7. Ævig Joh. 1.1. XVII. 5. Col. 1.17. Apoc. I. 8. II. 8. Uendelig og allestedsnærværende Matth. XVIII. 20. XXVIII. 20. Uforanderlig Hebr. 1.11.12. Alvidende Joh. XXI. 17. Almægtig Joh. X. 29. Phil. III. 21. Faderen liig ved og i alle Ting ([x][x][x][x][x][x][x][x][x]) Joh. V. 18. X. 29. 30. XIV. 1. 7. 9. 10. XVI. 15. XVII. 10. 1 Joh. V. 7. Han siges at have skabt alting Col. I. 18. Hebr. I. 2. Joh. I. 3. 1 Cor. VIII. 6. At opholde alting Col. I. 17. Hebr. I. 3. Joh. V. 17. At opvække de Døde Joh. V. 21. VI. 40. At sende den Hellig Aand Joh. XVI. 7. Ham bliver af Skriften tillagt Guddommelig Dyrkelse Joh. V. 23. Act. VII. 59. Hebr. I. 6. Phil. II. 10. 1 Cor. XV. 19. ikke at nævne fast utallige flere Sprog, som her vilde være for vidtløftig at anføre. Af de anførte troer jeg, at man tydelig nok kan see, at vi virkelig har havt en Guddommelig Forløsere. Hvad de Indvendinger angaaer, som Socinianer og andre giør imod Christi Guddoms Virkelighed: saa findes de Styk for Styk anført og besvaret i C. E. Brochmands Syst. Theol. p. 153. & seqv. Joh. XVII. 3. 1 Cor. VIII. 6. Eph. IV. 6. maae iblant adskillige andre fornemmelig tiene til de Redskab, hvormed de vil bestorme vores Grund-Satz. Det vil, som jeg troer, ikke falde Læseren 14 uangenemt, om jeg paa det mindste anfører et af disse deres Hoved-Sprog, for deraf at vise, hvor lettelig alle de øvrige paa samme Maade kan befries fra deres falske Udtolkning. Det vigtigste af dem er, som de mener, Joh. XVII. 3. Dette er det ævige Liv, at de kiende dig den eneste sande Gud, og den du sendte JEsum Christum. Dette er besvart og kan besvares paa adskillige Maader. Vid. Broch. cc. 1.) »Chrysostomus, Cyrillus, Augustinus, Ambrosius vil, at det Ord: den Eneste, ikke allene skal udtydes paa Faderen, men og paa Sønnen. De vil altsaa, at Ordene skal construeres saaledes: At de skal kiende dig, og den du sendte JEsum Christum, (for) den eneste sande Gud. 2.) Hilarius mener, at Faderen vel kaldes den eneste og sande Gud, men at Sønnen og den Hellig Aand, som ere Personer, af samme Væsen, som Faderen, forstaaes tillige derunder og, at det Ord Eneste kuns udelukker Creaturene, men at de Ord, som siges derhos: Og den du sendte JEsum Christum, siges om Christo, saavidt som han er et Menneske. 3.) Andre vil hellere opløse Knuden, ved at sige: det Ord, som staaer i den Græske Grund-Text [x][x]upsi; [x][x][x]ogr;[x], betyder ikke allene den Eneste sande Gud, men kan og betyde En sand Gud. 4.) Auctor selv mener, at denne Indvending kan føyelig ophæves paa saadan Maade: Faderen kaldes med Rette den eneste sande Gud, som haver baade en almægtig og ævig Søn«. Og naar Faderen tages her, som en Person, saa falder det af sig selv, at ingen af de øvrige Guddommelige Personer kan, i den Henseende som Auctor mener, kaldes med samme Navn, som Faderen. Lige saa lidet som Faderen og den Hellig Aand kan kaldes den eneste sande Gud, som er aabenbaret i Kiødet, 1 Tim. III. 16. som har forløst Kirken med sit eget Blod, Act. Ap. XX. 28. lige saa lidet kan Sønnen kaldes den eneste sande Gud, som er Fader til en ævig, almægtig og 15
Guddommelig Søn. Paa lige saa let Maade, som denne deres vigtigste Indvending opløses, paa lige saa let, og lettere Maade opløses alle de andre, som de giøre imod Joh. XX. 28. Rom. IX. 5. Tit. II. 13. 1 Joh. V. 20. Lige saa let tilintetgiøres Socinianernes Blasphemie, som siger, at det Guddommelige Navn, som i Skriften tillegges Christo, ikke maae forstaaes i en egentlig Forstand. conf. Catech. Rac. c. I. p. 39.40. Man maae nemlig merke: 1) Maae man i Skriftens Forklaring aldrig, uden største Nødvendighed, gaae fra Ordenes rette og egentlige Forstand. 2) Kaldes Christus ikke paa saadan Maade Gud, som Moses fordum kaldtes Aarons Gud, eller, som Kongerne paa adskillige Steder kaldes Guder: men saaledes, at alle de Egenskaber, som tillegges og kan tillegges Gud i den alleregentligste Forstand, tillegges ham. Man læse kuns Rom. IX. 5. Ps. XCV. 8. Num. XIV. 22. Es. LXIII. 10. Ps. CII. 26. conf. Hebr. I. 10. Es. VI. 1. conf. Joh. XII. 41. Men der er, saavel af det fierde og femte Seculi Kirke-Fædre, som af vores nyere Skribentere anført saa mange Beviis-Grunde, at det saavel af dem, som af Sagens Beskaffenhed i sig selv, er tydeligt nok, at vi virkelig haver havt en Guddommelig Forløsere. Man har altsaa, for af Aabenbaringen at vise, hvorfor en Guddommelig Forløsere var nødvendig for det menneskelige Kiøn, kuns nødvendig at bruge følgende Fornuft-Slutning: Ingen Fornuftig giør noget uden tilstrækkelig Aarsag. Gud er det viseste Væsen; han giør altsaa intet uden tilstrækkelig Aarsag. Gud har [udelukt alle andre Midler til vores Salighed, og] brugt en Guddommelig Forløsere. Det kan han ikke heller have giort uden en tilstrækkelig Aarsag. Denne Aarsag kan her i denne Fald (da Gud udvalgte sin allerhelligste og uskyldigste Søn) ikke begribes at være i andet, end i alle de forkastede Midlers mindre Fuldkommenhed og Udygtighed, til det Øyemerke, som skulde opnaaes. Saa 16
slutter man videre: de Midler, som den alvise Gud finder udygtige til et vist Øyemerke, ved dem er det umueligt, at samme nogen Tid kan opnaaes, men alle andre Midler, en Guddommelig Forløser undtagen, fandtes af Gud ubeqvemme til ved dem at opnaae sit Øyemerke, nemlig Forløsningen. Det var altsaa umueligt, at Forløsningen kunde opnaaes ved noget andet Middel, end ved en Guddommelig Forløsere. Det, hvis Imodsatte er umueligt, er nødvendigt, men alle andre Midler [] altsaa derfor var en Guddommelig Forløsere nødvendig for det menneskelige Kiøn. Nødvendigheden heraf bevises og af de Sprog, som tillegger Christi Guddommelige Natur, udtrykkelig, væsentlige Dele af hans Midler-Embede, som Es. XXXV. 4.5. 1 Cor. II. 8. Act. III. 15. Rom. VIII. 32. 1 Joh. V. 11-20. Den bevises af de Sprog, i hvilke de væsentlige Egenskaber af en Midlere tillegges begge Christi Naturer, eller et Gudmenneske Jerem. XXXIII. 14. 15. seqv. Act. XX. 28. Den kan bevises af de Sprog, som udfordrer en Midlere der ey kunde have Synd, som Ebr. IV. 15. IX. 26. see §. 13. Den bevises af de Sprog, som udfordrer en Midlere, der kunde befrie os fra Lovens Forbandelse, Deut. XXVII. 26. Gal. III. 13. IV. 5. som kunde bære al Verdens Synd, Joh. I. 29. cet. som var en Prophet, som Moses, Deut. XVIII. 18. 19. en ypperste Præst, som Melchizedech, ([x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x], cet.) Ps. CX. 4. Ebr. VII. en Konge, hvilken var given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Matth. XXVIII. 18. Naar man betragter og nøye overveyer disse Sprog, saavel som utallige andre, haver man ikke fornøden at gaae videre, for at bevise en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, end at sige [x][x][x][x][x] [x][x][x] Gud har sagt det, derfor maae det nødvendig være saaledes. Dette, siger jeg, kunde være nok til at overtale et Menneske, som, frie fra en fordervelig Nysgierrighed, overlader sig til sin Skaberes alvise Raad, og med 17 en ærbødig Taushed tager imod de Midler, som er givet ham til Salighed. Saadanne, siger jeg, tvivler ikke meer om en Guddommelig Forløseres Nødvendighed: men af langt andre Tanker ere de, hvis stolte Fornuft giør sig selv til en uomgiængelig Rette-Snoer, hvorefter den afmaaler al Ting. Hvad der kan komme overeens, ikke med Fornuftens engang fastsatte Sandheder, men med deres egne forudfattede galne Meninger, det tager de an, men det andet enten forkaster de reent, eller udtyder det paa det mindste efter deres eget Gotbefindende: de ere ikke fomøyede med at troe det, fordi Gud har sagt det, men de ville og vide det, det er, deres egen Fornuft skal sige dem, at det er sandt. For at fornøye dem, og for at vise det, som vi forhen sagde, at nemlig denne store Hemmelighed, skiønt den for den naturlige Fornuft er reent fremmed og ukiendelig; skiønt den endog for den opvakte Fornuft er ubegribelig, dog ikke er ufattelig, er det fornødent at vise, at Fornuften langt fra ingen Sandheder indeholder, som strider imod dens Muelighed eller Nødvendighed, men hellere lærer os at vide det, som vi haver troet af Skriften, nemlig, at en Guddommelig Forløsere var muelig, og, hvorfor han var nødvendig.

§.VI.

Fra at bevise Mueligheden, maae man billig giøre en kort Begyndelse, eftersom den er det første, hvorpaa den menneskelige Fornuft beraaber sig, og saasnart den falder, falder og Tingens Virkelighed og Nødvendighed af sig selv. Det Muelig eller Umuelig fastsetter eller ophæver strax al videre Undersøgning om Tingenes Beskaffenhed. Saasnart vi finder noget imodsigendes i en Ting, holder vi den ikke for muelig, og altsaa ikke for værdig at tale meer om. Derfor søger ogsaa disse Religions-Spottere strax at kuldkaste Mueligheden af vores Hoved-Satz, for derved paa engang at giøre baade Virkelighed og Nødvendighed til intet. 18 Jeg vil altsaa, for at gaae ordentlig til Verks, først svare kortelig paa de Indvendinger, som vores Modstandere giør imod dens Muelighed, helst da det er en afgiort Sag, at intet Umueligt kan være nødvendigt.

§. VII.

Hvad Muelighed, raaber her en forvoven Socinus, med en heel Sværm rasend frekke Tilhængere. Plat umueligt er det, at Gud kunde forsone sig selv. At betale og betales, at kiøbe Trælle løs, og tillige selv at faae Løse-Penge for dem, mener de, kan ikke siges paa eengang, om en og den selvsamme. Men, siger de videre, om et Forsonings Værd for vores Befrielse skulde betales til nogen, saa skulde det være til Gud. Det kunde altsaa ikke med nogen Sandheds Skin siges tillige at betales af Gud. Kort: Socinus finder ingen fuldkommen, meget mindre en Guddommelig Fyldestgiørelse i Skriften. Det første ikke, fordi Betalingen ikke er skeet til dem, som holdt os fangen, nemlig Synd, Død, Dievel og Lovens Forbandelse. Rom. VII. 14. Tit. II. 13. 1 Petr. I. 18. Gal. III. 13. (vid. infra). Det sidste holder han umuelig, fordi det gaaer over hans Fornuft, at Gud paa eengang baade kan faae og give Fyldestgiørelse, baade betale og betales. Han holder for umueligt, at Gud kan kiøbe Menneskenes Frihed af sig selv, og selv forsone sig. Men al den Umuelighed, som her kan synes at være i, kan snart ophæves paa følgende Maade. Hvad som intet imodsigendes indeholder, er ikke heller umueligt. Hvad som intet imodsigendes indeholder imod Guds Væsen, det er, hvad som ikke strider imod hans Villie og Egenskaber, det er ikke heller umueligt for Gud. Men at den anden Person i Guddommen, Christus JEsus, paatog sig den menneskelige Natur, for ved sin giørende og lidende Lydighed at gaae i deres Sted, eller som de vil have det, at Gud forsonte sig selv, strider ikke imod Guds Væsen eller 19
Egenskaber, er altsaa ikke heller urimelig for Gud. At det ikke strider imod Guds Egenskaber, kan bevises saaledes: Hvad som forherliger en Ting, kan ikke siges at stride imod den. Men intet kan siges at forherlige Guds Egenskaber mere, end at han har udfundet et Middel, hvorved de alle kunde vises for Menneskene, at være fuldkommen uforkrænkede, og uendelig fuldkomne: og da de syntes, menneskelig Viis at tale, at stride allermeest imod hverandre, dog ingen af dem skulde eller kunde komme det ringeste til Kort. Men dette har den Alvise just giort, da han udfandt det Middel, imellem hans straffende Retfærdighed og uendelige Barmhiertighed. Det var, saa at sige, paa det Point, at Guds Alviished nødvendig maatte udfinde et Middel, hvorved een af disse Egenskaber skulde reddes. Guds strenge Retfærdighed udfordrede uomgiængelig en fuldkommen Fyldestgiørelse (hvilket jeg siden skal vise tydeligere) det er, at alle vores og vore Forfædres onde Gierninger, onde Tanker og onde Ord, skulde dømmes og fordømmes, efter den allerhelligste Lov, som af Gud var foreskrevet Menneskene, eller at alle Mennesker skulde døe ævig. Skulde Gud tvert imod stille sin uendelige Barmhiertighed tilfreds, maatte han betragte os som sine blant de synlige Creature fuldkomneste og tillige ynkværdigste Skabninger, som vare skabte i hans Lignelse, og var bleven ulyksalige ved vore første Forældres Forseelse, førend vi selv kunde indsee vores Ulykke. Den udfordrede en almindelig Naade for alle Mennesker. Hvorledes, vil jeg spørge, kunde vel en af disse Poster vedligeholdes, uden den andens Skade? Hvorledes kunde en fuldkommen Fyldestgiørelse og en fuldkommen Naadesbeviisning paa engang opnaaes førend Guds ubegribelige Alviished udfandt det eneste Middel, nemlig, at forsone sig selv. At dette var det eneste, beviser de Ord, en fuldkommen Fyldestgiørelse paa Menneskenes, 20 og en fuldkommen Naadesbeviisning paa Guds Side tydelig nok, men skal dog siden bevises tydeligere. Og her i dette, som allermeest forherliger og forener Guds Egenskaber, tænker de at finde noget, som strider imod dem, og altsaa var umueligt for Gud. Seer man dog i menneskelige Ting, at det er tilladt en Dommere, paa eengang at være retfærdig og barmhiertig. Han kan selv af Barmhiertighed paatage sig den Gield, som han efter sin Retfærdighed maae fordre af Gieldneren indtil den sidste Skierv. Det blev lagt Zaleucus, en Konge over Locrenserne, til Roes, at han traf en Middel-Vey imellem Retfærdighed og Barmhiertighed, hvorved han søgte at vedligeholde begge indtil det yderste. Han udgav nemlig en Lov, i Følge af hvilken enhver, som blev truffen i Hoer, skulde miste begge sine Øyne. Hans egen Søn var den første, som i den Fald maatte underkaste sig sin Faders strenge Dom. Zaleucus var retfærdig, i det han lod udstikke to Øyne, men medlidende i det, at han lod det ene udstikke paa sig selv, og det andet paa sin Søn. Han forsonede sig selv, og bliver roset derfor. Mon da den alvise Dommere kan af nogle utaknemmelige Gieldnere beskyldes for at have giort Uret, i det han har antaget sig selv til Fyldestgiørelse, for en Gield, som de selv ikke kunde betale? Mon det var umueligt, at Gud kunde forsone sig selv?

§.VIII.

En anden Indvending, som de giør imod en Guddommelig Forløseres Muelighed, er denne, at det streed imod Guds Retfærdighed, og altsaa var umueligt for Gud, at han i sine Straffe-Domme over Menneskene skulde ansee og straffe den alleruskyldigste, helligste og Guddommelige Person, der vidste af ingen Synd at sige, som den største og groveste Syndere. En Dommere, siger de, maae belønne det Gode, og straffe det Onde, han maae frikiende den Uskyldige, og straffe den Skyldige.

21

Men de glemmer at merke, at vores allerhelligste Frelsere blev straffet, ikke fordi Gud ansaae ham som den der havde begaaet de groveste Synder, hvilket streed imod Guds Hellighed, Retfærdighed, Alvidenhed, og alle hans øvrige Fuldkommenheder, men han blev anseet som den, der havde paataget sig al Verdens Synd. Han blev ikke straffet, som en der var selv syndig, men som en, der var giort til Synd for andre, 2 Cor. V. 21. ikke som den der havde paadraget sig, men som den, der havde paataget sig den bundløse Gield, som vi stak i. Han kaldes det ubesmittede Lam. 1 Petr. I. 19. conf. Hebr. IV. 15. VII. 26. Han blev for det andet ikke tvungen til at paatage sig en fremmed Gield, men han paatog sig den frivillig. Joh. X. Kan dog et Menneske, hvis Gierninger er afmaalt efter guddommelige og menneskelige Loves Rette-Snoer: kan dog et Menneske paatage sig en fremmed Gield, uden at derfor den Dommere, som tager derimod, skal kaldes ubillig. Om her skulde indvendes, at det ikke gaaer an i Livs Sager, saa svares med Føye: Gud-Mennesket JEsus var, frem for alle andre, Herre over sit eget Liv. vid. Joh. X. Vil de maaskee kalde det en Ubillighed endog af den lidende Person, at han, som saadant helligt og fuldkomment Væsen, frivillig vilde fornedre sig selv for nogle usle Rebellere; saa beder jeg kuns at betragte efterfølgende Poster: 1) At vi haver havt Guds eget Billede, og altsaa om vi ere, dog ikke haver været saa meget usle. 2) At vi fødes ulyksalige. 3) At det ikke var alleneste et Menneske, som skulde lide, men det hele menneskelige Kiøn. 4) At vores Lidelser ikke kunde fuldendes i een eller to Dage, ikke heller i tre og tredive Aar, i hvilke vores fuldkomneste Frelsere fuldbyrdede sit Midler-Embede, men at vi maatte lide i alle Ævigheders Ævighed v. inf. 5) At vores Frelsere slet intet tabte derved af sine uendelige Fuldkommenheder. Han beviste ikke 22 allene sin uendelige Barmhiertighed, Alviished og Almagt meget tydeligere for de skabte Creature, men forskaffede endog sin antagne menneskelige Natur en uendelig Ære og Herlighed. 6) At han paatog sig det frivillig. 7) At han var almægtig og HErre over sig selv, og altsaa kunde paatage sig det, og endelig for alting 8) At det er en stor Gudfrygtigheds Hemmelighed. 1 Tim. III. 16. Naar man merker alt dette, saa falder, som jeg tænker, Ubilligheden, og med Ubilligheden [Ufatteligheden, det er] Umueligheden af vores Hoved-Satz. Vi har altsaa viist, at Fornuften ingen Grund-Sandheder haver at fremvise imod en Guddommelig Forløseres Muelighed. Vi har seet, at det var mueligt, at Gud kunde forsone sig selv. Nu seer jeg ingen Ting, som kan forhindre os i, saa at sige, at slaae Hovedet paa Sømmet, og giøre det fatteligt af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft: Hvorfor det var umueligt andet, end at Gud skulde forsone sig selv, om han nogen Tid skulde forsones?

§.IX.

Iblant mange Grunde, som kan anføres til Beviis paa en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, er denne den vigtigste: Den der skulde paatage sig at være Menneskenes Forløsere, skulde og paatage sig alle deres Synder, og give et fuldkomment Forsonings Værd for dem, han skulde altsaa være en uendelig, og, da ingen er uendelig, uden Gud allene, en Guddommelig Person. Enhver seer lettelig, at her ere to Poster, som vi skal bevise, om vores Slutning skal gielde: 1) At den, som vilde være Menneskenes Forløsere, skulde give et fuldkomment Forsonings Værd for alle deres Synder. 2) At den, som skulde give et fuldkomment cet. skulde være en uendelig Person. Et fuldkomment Forsonings Værd skulde han give, efterdi Guds Straffe-Retfærdighed, saa længe den skulde blive fuldkommen, og Gud skulde blive Gud, 23
ikke kunde give et Haarbredt efter af Menneskenes Synder. Thi det Onde, saa længe det er ondt, hvor lidet det endog maae synes at være for os, kan ikke forekomme Gud som Got, eller som overeensstemmende med hans allerhelligste Love. Hvad som ikke stemmer overeens med hans Lov, tillader hans uendelige Majestet ikke andet, end at belegge med den Straf, som Lovens Overtrædelse fører med sig. Gud er sig selv heri en Lov, og kan ikke fornegte sig selv. 2 Tim. II. 13. At sige, at Gud kunde give Menneskene eller deres Midlere det allerringeste af Straffen efter, var paa eengang at bestorme alle hans Egenskaber. Det streed, som vi nu sagde, imod Guds uendelige Majestet, at give sine Creature Love, som ikke blev holdt af dem, og dog ikke belegge dem med vedbørlig Straf. Det streed imod hans Retfærdighed, om Lovenes Strenghed ikke blev opfyldt til Pund og Prikke, enten paa Overtræderne selv, eller paa en, som baade vilde og kunde paatage sig deres Overtrædelser. Og da en gyldig Person paatog sig dem, blev Guds Retfærdighed derfor dog den samme. Thi lige saa lidet som Væsenet af en Ting forandres ved en udvortes Hændelse, lige saa lidet kunde og Guds væsentlige Retfærdighed forandres ved en Omvexling af de strafværdige Personer. Det streed videre imod Guds Sanddruehed, at true og ikke holde det, at sige noget, og ikke giøre det. Den Lov Gen. II. 17. hvilken Dag du æder deraf, skal du døe Døden. Den Lov Deut. XXVII. 26. Forbandet være hver den cet. maatte nødvendig opfyldes, om Gud skulde være en sanddrue Gud; Kort, alle Guds Egenskaber, det er, Gud vilde have en fuldkommen Fyldestgiørelse. Aldrig har der været nogen værre Tom i Socini og hans Tilhængeres Øyne, end just dette Ord. De har ventelig seet forud, hvor snart en fuldkommen Forsonings Nødvendighed vilde giøre en Guddommelig Forsonere umistelig. Socinus har derfor brugt 24 alle sine Pile, alle de Indvendinger, som hans med Ondskab indtil Blødhed slebne Fornuft har kundet udpille. Hverken, siger han, findes eller kræves der nogen fuldkommen Fyldestgiørelse i Skriften. Men hans Indvendinger, og vores retsindede Læreres Svar, ere indrettede saaledes, at de sidste nødvendig maae faae Overhaand hos enhver fornuftig Christen. Ingen har, efter mine Tanker, kundet besvare dem bedre eller tydeligere, end vores egen roesværdige Landsmand D. Brochmand i hans Systema Theol. P. I. pag. 885. seqv. conf. Socin. Lib. 2. de Serv. Christo c. I. p. 68.69.70. seq. Jeg vil den Danske Læsere til Behag, og for at giøre vores Satz desto tydeligere, det korteste mueligt er, fremsette Socini Indvendinger, og besvare dem paa samme Maade, som ovenmeldte D. Brochmand har besvaret dem.

Obi. I. Christi Forløsning, siger han, er ingen sand eller fuldkommen Forløsning. Thi da til en sand Forløsning udfordres 1) En Fange. 2) En, som har den Fangne i sin Magt. 3) En Forløsere, 4) Løse-Penge (Forsonings Værd), saa udfordres og, at Løse-Pengene skal betales til den, som har den Fangne i sin Magt; men just denne Post giør Christi Forsoning ufuldkommen; thi skulde han betale til nogen, saa skulde han betale til Gud, og ikke til dem, som holdt os fangne, som var Synd, Død, Dievel og Lovens Forbandelse. Rom. VII. 14. Tit. II. 19. 1 Petr. I. 18. Gal. III. 13.

Resp. 1) Udfordres ikke til et sandt Forsonings Værd, at det skal betales til den, som har den Fangne i sin Magt; men det er nok, naar det er kostbart nok i sig selv, og bliver antaget for gyldig af den, som har Magt til at befrie den Fangne, hvorfor det bliver betalt, hvilket vel ikke kan nægtes om Gud. Og hvad fordres der vel mere af det allerfuldkomneste Forsonings Værd, end at den Fangne, hvorfor det betales, bliver frikiendt. 2) Kan Synd, Død cet. ikke siges at holde os fangne, 25 eftersom den Forseelse, for hvilken vi blev fængslet, var imod Gud; men de maae meget mere lignes ved Kerkermestere, til hvilke vi af Gud er overleverede. Rom. I. 28. 3) Melder den Hellige Skrift ofte, hvorledes ikke allene et Forsonings Værd, men et fuldkomment Forsonings Værd er bleven betalt for os, af Christo til Gud. Eph. V. 2. Hebr. IX. 12.

Obi. II. Gud, siger Socinus, har ofte forladt Synder uden Fyldestgiørelse. 1) Førend Loven kom, hvorpaa han anfører som et Exempel Abel, der kaldes retfærdig af Christo, Matth. XXIII. 35. og af Paulo, Hebr. XI. 4. men da ingen kan være retfærdig, uden den, som Synderne er forladt, og Synderne kuns forlades ved Troen, saa siger han her, at Abel, saavel som Enoch, fik deres Synders Forladelse, ikke fordi de troede paa Christi Fyldestgiørelse, men fordi de troede, at der var en Gud til, som belønnede det Gode. Han anfører Hebr. XI. 6. Han slutter og af Cains Historie Gen. IV. 7. at Gud ikke kræver andet, til at forlade et Menneskes Synder, end at samme skal omvende sig, og forbedre sit Liv og Levnet. Han siger videre 2) At under Loven selv fordrede Gud ingen anden Fyldestgiørelse, end Livets Forbedrelse. Han viser hen til Deut. IV. 30. X. 1. 2. Neh. IX. 6. Ps. XXXII. 2. Ezech. XVIII. 21. i hvilke han siger, at der kræves ikke andet til en Synderes Retfærdiggiørelse, end Bodfærdighed og Omvendelse. Han bekræfter det videre med de Menneskers Exempler, som Gud, efter at han vilde straffe dem som Uomvendte, igien frikiendte, fordi de havde omvendt sig, som Ezechias, Niniviterne, Achab 1 Reg. XXI. 21. 27. 32. Endelig siger han 3) da Gud i den Tid, som kaldes Vredens Tid, ikke krævede nogen anden Fyldestgiørelse, end Omvendelse og Forbedring, hvor meget mindre i Naadens Tid. Han anfører herpaa, som et Beviis, Jer. XXXI. 31. coll. cum Hebr. VIII. 8. Luc. I. 77. Matth. III. 2. Marc. 26 I. 4. Luc. III. 3. cet. Han slutter altsaa fra Delene paa det Hele, og siger: Gud har hverken for under eller efter Loven krævet anden Fyldestgiørelse til Syndernes Forladelse, end Bodfærdighed. Han har altsaa aldrig udfordret andet.

Resp. 1. Hverken Abel, Enoch eller noget Menneske kunde retfærdiggiøres uden ved Troen, Hebr. XI. 6. men at den Troe nødvendig maae indbefatte Christum, som Forsonere, bekræftes imod Socinus af det samme Capitel. Den Troe, som ikke veed af Christo, kan ikke kaldes en Bestandighed om de Ting, som haabes, en fast Overbevisning, om de Ting, som ikke sees. Hebr. XI. 1. Thi den eneste Aarsag, hvorfor et Menneske kan være lige saa bestandig vis om det, som han haaber, og saa fast overbeviist om det, som han ikke seer, som om det han haver og seer, er denne, at Gud for Christi Skyld vil give alt det Nødvendige. Rom. VIII. 32. For det andet, blev Christi Lidelse og Fyldestgiørelse kundgiort strax efter Syndefaldet; og saavel Abels Offer, som alle de Fædres, der levede for Loven, vare sande Forbilleder paa Christi Ofring. For det tredie, havde de samme Haab, som Paulus, der for Christi stadige Bekiendelses Skyld blev trakt for Raadet. Act. XXVI. 6. 7. Endelig er Abraham, alle Troendes levendes Exempel, ikke frelst ved nogen anden Troe, end den, som grundede sig paa Christi Fyldestgiørelse. Rom. IV. 3.4. seqv. Gal. III. 16. 2) Under Loven var det umueligt, at nogen kunde faae Syndernes Forladelse, uden allene ved Christi Blod, hvorpaa Skriften haver utallige Vidnesbyrd. a) Blev ikke engang Moses selv retfærdiggiort paa anden Maade, end ved Troen paa JEsum. Hebr. XI. 26. b) Lærte Moses udtrykkelig, at uden Offernes Blod haabedes Syndernes Forladelse forgiæves, men den Hellig Aand viser tydelig Hebr. IX. 7. 8. at JEsu Christi Blod forebildes ved Offerne. c) Blev Loven ikke givet, for at Menneskene ved at holde den, skulde 27 faae Syndernes Forladelse og blive salige. Act. XV. 10. Rom. VIII. 3. Gal. II. 16. III. 11. d) Veyledede Loven til Christi Fyldestgiørelse. Act. XXIII. 38. 39. Gal. III. 21. 22. 23. 3) At efter Loven i Naadens Tid meget mindre behøvedes en fuldkommen Fyldestgiørelse, end under Loven i Vredens Tid, falder af sig selv, da det er viist, hvorledes den saavel under, som for og efter Loven, var høystnødvendig. Man læse Joh. I. 29. 2 Cor. V. 20. 1 Petr. I. 18. 19. Rom. V. 8.9. 1 Tim. II. 6.

Obi. III. Synderne bliver forladt for Guds store Barmhiertigheds Skyld. Luc. I. 77.

Resp. Guds Barmhiertighed grunder sig ene og allene paa Christi Fyldestgiørelse og Fortieneste. Rom. V. 8.9. 1 Tim. II. 6. Eph. II. 4. 5. 1 Petr. 1. 3.

Obi. IV. Det Nye Testamentes Skribentere udfordrer ikke andet til Syndernes Forladelse, end Forbedring og Omvendelse.

Resp. De fordrer udtrykkelig Omvendelse og Troen paa JEsum. Marc. I. 15. Act. II. 38. seqv.

Obi. V. Det skede ikke i anden Henseende, end fordi enhver Omvendelse var ikke nok til Syndernes Forladelse, men kuns den allene, som Christus havde lært og foreskreven.

Resp. 1.) Bliver Troen paa JEsum lagt til Bodfærdighed, hvor der tales om Syndernes Forladelse, paa det vi jo maae vide, at ikke vor Omvendelse, men Christi Offer var Aarsagen, hvorfor det skede, som er klart af Act. VIII. 37. X. 43. IV. 11. 12. 1 Petr. I. 18. 19. 1 Tim. II. 6. 2) Gives der ingen Omvendelse, uden ved Christi Forsonings Værd. Joh. XV. 3. Eph. II. 4. 3) Viser Paulus tydelig Rom. IV. 5. at der kan gives Synds Forladelse, uden foregaaende Forbedring. 4) Viser Paulus Gal. I. 4. Tit. II. 14. seqv. at vores Lydighed imod Gud laaner al sin Kraft af Christi Død, Værdskyld og Fortieneste.

Obi. VI. Socinus siger, at tilgive Synder af Naade, og at faae fuldkommen Fyldestgiørelse for 28 dem, kan ikke passe sig sammen. Thi hvor der er fuldkommen Fyldestgiørelse, der er ingen Naade.

Resp. Denne Indvending kan ikke holde Stik, eftersom utallige af den Hellige Skriftes Sprog viser, hvorledes Syndernes Forladelse og en fuldkommen Fyldestgiørelse kan passe sig sammen. for Ex. Rom. III. 24. Hebr. IX. 22. Matth. XXVI. 28. Lev. IV. 31. Syndernes Forladelse er af bar Naade, ikke fordi ingen fuldkommen Forsonings Værd var betalt Gud, ikke engang af Christo, hvilket streed imod Es. LUI. 6. 8. Rom. IV. 25. men fordi vi, som vare fangne, ikke gav det ringeste dertil. Den Lignelse, som Socinus anfører af Matth. XVIII. 24. hører hen til Kierlighed imod Næsten, og maae ikke tages i et vidtløftigere Begreb, end Skriftens Mening er.

Obi. VII. Guds Straffe-Retfærdighed er ham ikke væsentlig. Gud kunde altsaa forlade alle Synder, uden en fuldkommen Fyldestgiørelse.

Resp. Der er intet uvæsentligt i Gud. Guds Straffe-Retfærdighed er intet andet, end hans ævige og bestandige Villie, at give enhver sit, og følgelig de Onde Ondt (Straf), den er følgelig lige saa væsentlig som hans Alviished cet. Ps. XI. 7. 2 Tim. II. 13. Num. XXIII. 19. Hebr. VI. 10. Ps. CXLV. 17. 20. Om Guds Straffe-Retfærdighed ikke var væsentlig, kunde Hedningerne ikke kiende den af Naturen. Rom. I. 32. Om Guds Barmhiertighed, (som er imodsat hans Straffe-Retfærdighed) ikke var væsentlig, saa kunde den ikke kaldes ævig. Esa. LIV. 8. Jer. XXXI. 3.

Obi. VIII. Gud kunde ingen Synder forlade, om hans straffende Retfærdighed var ham væsentlig.

Resp. Det tilstaaes uden fuldkommen Fyldestgiørelse, uden Blods Udgydelse var det umueligt for Gud, at forlade Menneskenes Synder, Hebr. IX. 22. men da det fuldkommenste Forsonings Værd, nemlig Christi Blod, kom imellem, streed 29 det ikke videre imod hans Retfærdighed. Hebr.V. 5. IX. 26. Matth. XX. 28.

Obi. IX. Guds straffende Retfærdighed kunde ikke kaldes væsentlig, efterdi han kaldes langsom til Vrede, men hurtig til Barmhiertighed. Guds Barmhiertighed overgik altsaa hans Retfærdighed langt, og kunde denne sidste altsaa ikke kaldes nogen væsentlig Egenskab af Gud, da alle hans Egenskaber ere lige fuldkomne.

Resp. De bliver kaldet ulige, ikke i sig selv, og i Henseende til Guds Væsen, men for saa vidt, som de viser sig ved udvortes Handlinger imod Menneskene. Gud vil heller være barmhiertig, end straffe, i hvilken Henseende han siges og at giøre noget fremmed, naar han straffer. Es. XXVIII. 21. Da nemlig Guds Straffe-Retfærdighed altid sigter paa et Verk, som ikke kommer fra ham selv, men er tvertimod hans Væsen.

Obi. X. En Republik kan efter sit eget Gotbefindende tilgive en Forseelse, som ikke er imod nogen Privat-Person cet.

Resp. For det første nægtes det, eftersom det strider imod Deut. XIX. 21. Prov. XVII. 15. For det andet kan derfra ikke sluttes paa Gud, som er sig selv en Lov, og kan ikke fornægte sig selv. 2 Tim. II. 13.

Obi. XI. Enhver kan give saa meget efter af sin Ret, som han vil.

Resp. Skriften nægter det. Eli og Achab bleve straffede, fordi de havde givet for meget efter af deres Ret 1 Sam. III. IV. 1 Reg. XX. 40. conf. Rom. II. 6. Apoc. II. 23.

Obi. XII. Synden var en Gield til Gud, men et hvert Menneske kunde frit efterlade sin Skyldener al Gielden, den maatte være saa stor som den vilde, hvor meget mere Gud?

Resp. 1) Ikke al Tid, hvilket kan sees af Cananiternes Deut. VII. 16. XIII. 8. og Amalekiternes Exempel 1 Sam. XV. 2. 2) Omendskiønt et 30 Menneske baade kan og er skyldig til at forlade sin Broder hans Forseelser, saa ophæves dog dermed ikke al Retfærdighed iblant Menneskene. Prov. XII. 15. Rom. XIII. 4. 3) Tillader, som vi forhen vidtløftigere viiste, Guds Væsen ikke at give end- og det ringeste af Straffen efter. Deut. IV. 24. Hebr. XII. 29. IX. 22.

Paa denne Maade giøres Indvendingerne imod en fuldkommen Forsonings Nødvendighed af Socinus. Paa denne Maade besvares de af Brochmand, og paa den Maade kan de, efter mine Tanker, besvares paa det korteste og eftertrykkeligste. Jeg troer neppe, at nogen fornuftig Christen, som seer den svage Grund, hvorpaa deres Beviis er bygt, vil give dem Fortrinet for de udtrykkeligste Beviis-Grunde, som den Hellige Skrift meddeler, og den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft oplyser; jeg troer neppe at nogen, som ikke er indtaget af Fordomme, men overveyer alting med en ligegyldig Flid, kan tvivle paa, at jo Menneskenes Forløsere burde give et fuldkomment Forsonings Værd for vore Synder. Til at fastsette en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, udfordres endnu at bevise en Post, nemlig, at den, som skulde give et fuldkomment Forsonings Værd for Menneskenes Synder, maatte nødvendig være en uendelig Person. En fuldkommen Forsoning for uendelige Synder fordrer en uendelig Gyldighed hos den Forsonende. Det er altsaa nok, naar vi viser, at Menneskenes Synder kan kaldes uendelige. Vores Synder ere uendelige. Vi troer af Skriften, og føler i vores dømmende Samvittighed, at vi har giort en Pagt med et uendeligt Væsen, ved hvilken vi forbindes til, at giøre os dets allerhelligste Villie til en Rette-Snoer, hvorefter vi bør indrette og afmaale alle vore Gierninger, Ord og Tanker. Vi veed af Fornuften, at hvem som bryder en Pagt, som han har indgaaet med sin Ligemand, (uden sammes Forseelse eller Samtykke) 31
han synder. Vi vide, at hvem som bryder den Pagt han har giort med sin Overmand og Velgiørere, han synder i en høyere Grad. En Søn, for Exempel, synder mere, ved at bryde den Pagt, som han har giort med sin Fader; En Undersaat mere, ved at overtræde det Forbund, som han har oprettet med sin Konge, end en Ven synder, ved at handle imod den Accord, som forbinder ham til en af hans Ligemænd. Vi kan altsaa begribe, at hvem som bryder den Pagt, han har indgaaet med et uendeligt Væsen, som 1) er Aarsag til, at han er, og at han er vel 2) som kunde med en uindskrænket Myndighed befale, uden at foresette store Belønninger, som bevægende Aarsager til Lydighed, men som dog 3) af stor Naade og Barmhiertighed har loved Menneskene, i Fald de bleve ved at være lydige, foruden Udødelighed, saa stor Viisdom, Hellighed og Retfærdighed, kort, saa store Fuldkommenheder, som deres endelige Væsen kunde bære. Vi veed, siger jeg, at hvem som bryder saa ulige en Pagt med et uendeligt Væsen, giør en uendelig Synd. Vi veed, for det andet, ikke allene af Skriften, at Adam, og med ham al hans Afkom, saa mange Millioner som de og kan være, har paa en modtvillig Maade brudt denne Pagt; men vores Samvittighed siger os og, at vi endnu daglig Dags, og hver Time, overtræder den utallige Gange. Menneskenes Synder kan altsaa kaldes uendelige i adskillige Henseender. Vi viiste før, at Gud fordrede en fuldkommen Forsoning. Menneskenes Synder skulde altsaa straffes efter Lovene. Paa uendelige Synder følger uendelige Straffe. Skulde Menneskene altsaa have en Midlere, som kunde forsone dem fuldkommen med Gud, saa skulde han og kunde udstaae det, som de havde fortient, nemlig uendelige Straffe-Domme af Guds strænge Retfærdighed. Men intet endeligt Creatur kan fatte det Uendelige; thi skiønt en Skabning kan udstaae en Straf, som er 32 uendelig i Varighed: saa er det dog umueligt for ham, at udstaae en Straf, som er uendelig i Størrelse. Det første var ikke nok, til at forsone Gud med, eftersom Menneskene, hver for sig allene, havde fortient en ævigvarende Straf, og det sidste kunde ikke fuldbyrdes, uden af en uendelig Person. Men det er bekiendt, at alt Skabt er endeligt. Intet er uskabt, uden Gud allene. Vi slutter altsaa, at ingen uden Gud kunde være vores Forløsere.

§.X.

Intet Creatur var desforuden værdig til at stille sig frem som en Midlere imellem et uendeligt, almægtigt og alviist Væsen, og imellem sine Ligemænd. En Midleres Pligt er det, at stille begge stridende Partier tilfreds. Gud krævede, som vi før viiste, en fuldkommen Fyldestgiørelse af alle Mennesker; men hvorledes vilde et Creatur fordriste sig til at tilveyebringe det allene, som alle hans Medskabninger ikke kunde forskaffe. Menneskene begierede en fuldkommen og almindelig Naade. Men hvorledes vilde en Skabning vove at begiere det, som ikke Millioner af hans Slags kunde fortiene? Hvorledes vilde vel et syndigt Menneske fordriste sig til at begiere det for andre, som han saae sig selv at være saa uværdig til? En Midlere er desforuden som i visse Tilfælde, saa og i denne, en Dommere, som begge stridende Partier overgiver Fuldmagt, til at mægle dem imellem, og, naar Forliget er truffet, Ret til at drive paa de fastsatte Punkters Fuldbyrdelse. Saaledes maatte vores Forsonere, naar han havde formidlet et Forlig imellem Gud og Menneskene, indstaae, som Ansvar og Selvskyldener, der i saa Maade var pligtig til at handthæve de bevilgede Poster. Han maatte altsaa selv være mægtig til at holde det, som det alt for svage menneskelige Kiøn havde lovet, om han vilde nyde nogen Frugt af sit Midler-Embede. Da han selv havde fuldbyrdet det, som Menneskene havde lovet, og fuldkommen fyldestgiort Guds 33 Retfærdighed, saa kunde han igien med Rette fordre Naade af Gud Joh. XVII. og staae saavel paa den ene Postes Fuldbyrdelse, som paa den andens. [Han kan altsaa med Rette kaldes en Dommere, og siges at have dømt imellem Gud og Menneskene. Men hvilket Creatur vilde vel holdes værdig nok til, at det maatte, og kraftig nok til, at det kunde dømme imellem en alvidende og almægtig Skabere paa den ene, og nogle usle Mennesker paa den anden Side?] Sandelig baade til det første og det sidste, udfordres en uendelig Værdighed, og ingen kunde være vores Forløsere, uden en Guddommelig Person.

§.XI.

Menneskene kunde ikke forsone sig selv med Gud. Thi enten skulde alle Menneskene, hver for sig, fyldestgiøre Gud, eller en Person, som forestillede det hele menneskelige Kiøn. Alle og hver for sig kunde ikke giøre det; thi den første Post, som udfordres til Fyldestgiørelsen af Guds Retfærdighed, er Fuldstrekningen af den Straf, som var lagt paa Lovens Overtrædelse, men vi har forhen viist, at den Synd, som et hvert Menneske har begaaet, ved at bryde en Pagt med et uendeligt Væsen, bliver anseet som uendelig, og altsaa efter Guds Retfærdighed nødvendig belagt med en uendelig Straf. Enten skulde den nu være uendelig i Størrelse, eller i Varighed. I Størrelse, viiste vi før, at den ikke kunde være uendelig, eftersom intet Endeligt kan fatte det Uendelige. Den skulde altsaa være uendelig i Varighed, om den skulde have nogen Liighed med Synden. Den første Post, som et hvert Menneske altsaa skulde fuldbyrde, til at forsone sig selv med Gud, var at straffes ævig: men hvorledes kunde Forsoning og ævig Straf stemme overeens? At hvert Menneske for sig maatte straffes ævig, bevises og deraf: det som skulde opnaaes ved Fyldestgiørelsen, var iblant andet den forrige Uskyldigheds Stand. Den 34 kunde paa det mindste ikke opnaaes, førend Straffen, som dog kuns er en Deel af Fyldestgiørelsen, var fuldbyrdet. Menneskene maatte altsaa endnu under Straffen beholde deres fordervede Natur. Saa længe deres Natur var fordervet, syndede de. Saa længe de syndede, var der Aarsag til nye Straf cet. Det var altsaa umueligt, at et Menneske kunde forsone sig selv med Gud. Hvor meget mindre kunde et forsone dem alle? Ney, til at lide en uendelig Straf for uendelig mange Mennesker, til at fyldestgiøre Guds uendelige Retfærdighed, hørte og en Person af uendelig Værdie og Gyldighed, det er en Guddommelig Person.

§.XII.

Foruden at udstaae en uendelig Straf, hørte endnu en Post til at forrette en Midleres og Forsoneres Embede. Det var ikke nok, at han leed for alle Mennesker, og udstod for dem den Straf, som de ellers burde have udstaaet. Thi derved bleve de vel befriede fra Døden, men ikke fra Lovens Aag, hvorunder de sukkede. Det var nok, til at frelse dem fra Guds Hevn, men ikke til at skaffe dem Guds synderlige Naade, ikke til at skaffe dem i deres forrige Uskyldigheds Stand. Thi lige saa lidet, som en Konge er en Misdædere noget skyldig, fordi han har udstaaet sin vedbørlige Straf; lige saa lidet var vores retfærdigste Lovgivere os det allerringeste skyldig, fordi vi havde lidt efter vores Fortienester. Gud havde engang givet en Lov, hvilken hans Majestet ikke tillod ham at kalde tilbage. Hans Retfærdighed tillod ham ikke heller at ophæve den Forbandelse, som engang var lagt til Lovens Overtrædelse. Loven skulde og maatte opfyldes. Thi lige saa lidet som en Regent befrier en straffet Misdædere fra Lovens Regler, lige saa lidet vilde og kunde Kongernes Konge befrie os fra de engang givne Bud, som bandt vores Gierninger til hans Villie. Loven skulde opfyldes, enten af os selv, eller af vores Midlere. Vi 35 selv kunde umuelig opfylde den. Thi intet Menneske havde efter Syndefaldet Kraft til at efterleve en Lov, som for Syndefaldet var meget vel muelig at efterleve. Act. XV. 10. Rom. VIII. 3. Gal. II. 16. III. 11. cet. Men Lovens Overtrædelse, saa ringe som den og kunde synes at være, vilde giøre os forbandet, og efterlade os i vores forrige Tilstand, nemlig, som Vredens Børn, og Guds afsagte Fiender. Deut. XXVII. 26. Skulde vi altsaa befries fra denne Trældoms Frygt, saa skulde vi have en Midlere, som baade vilde og kunde opfylde end- og denne Post af sit Midler-Embede. Han burdte ikke alleneste 1) opfylde Loven ved en fuldkommen Lydighed, thi det blev fordret af alle Mennesker hver for sig, men han burdte 2) have saadan en Værdighed, at hans Lydighed var lige saa gyldig, som alle Menneskers. Det første skillede ham fra alle Mennesker, og det sidste fra alle Creature. Hertil hørte en uendelig Værdighed, og vi slutter atter, at den som har en uendelig Værdighed, kan ikke være andet end en Guddommelig Person.

§.XIII.

Ikke saa meget for at bevise vores Hoved-Satz, da den allerede er beviist nok i sig selv, som, for at oplyse den noget mere, vil vi endnu legge dette til: Den, som skulde paatage sig Menneskenes Synder, skulde baade være et Menneske, og foruden Synd. At han burdte være et Menneske, er beviist nok, og det var vores rette Øyemerke imod, at anføre flere Beviis-Grunde end denne. Et Menneske havde syndet, et Menneske maatte straffes. At han burde være uden Synd, falder afsig selv, naar man betragter 1) At ingen kan byde sig til at betale for en anden, saa længe han er selv i en bundløs Gield. Det vilde være urimeligt, om en Mordere vilde fortiene Livet til den anden. 2) Ingen, som synder, er fuldkommen, og ingen Ufuldkommen kan forløse Menneskene. Hebr. VII. 26. v. supra. Men vi kan hverken af Fornuften begribe, eller af 36 Aabenbaringen see nogen anden Maade, paa hvilken et virkeligt Menneske, efter Adams Fald, kunde tillige være uden Synd, uden just den eneste, som berettes os, nemlig, naar han tillige var Guddommelig. Vi kan ikke, siger jeg, sammenføye Begrebene, om et af de i Adam faldne Mennesker, og om at være usyndig, paa nogen anden Maade, førend vi faaer en Aabenbaring, som med et fuldkomnere Lys, end den naturlige Fornufts, kan vise os deres Sammenhæng. Men da vores Aabenbaring er den allerfuldkomneste, 2 Tim. III. 15. da den for det andet ikke alleneste havde et Skin af Ufuldkommenhed, om den ey berettede os alle Maader, paa hvilke et Menneske virkelig var bleven, og følgelig andre kunde blive usyndig og salig; men og indeholdt Usandheder, da den saa tidt igientager det, at der hverken haver været, er, eller kan blive nogen anden Maade, paa hvilken et syndigt Menneske kan blive frie fra sine Synder, end ved Troen til det eneste usyndige Gudmenneske JEsum Christum, saa er det troeligt, og jeg tør sige begribeligt, at et Menneske efter Syndefaldet, som er uden Synd, og ikke tillige, enten ved en Guddommelig Forsoning befriet fra sine Synder, eller selv Guddommelig, er noget, som ikke kan begribes, og altsaa en umuelig Ting.

At det af Fornuften ikke kan begribes, bevises saaledes: Et Menneske, som er uden Synd, maae nødvendig have faaet denne Fuldkommenhed, enten ved sine egne Kræfter, eller ved en andens Hielp. Ved sine egne Kræfter kunde han ikke opnaae den, eftersom det er et Menneske efter Syndefaldet umueligt, af sig selv, at tænke noget Got. Rom. VIII. 7. 1 Cor. II. 14. Han maae altsaa have opnaaet denne Fuldkommenhed ved en andens Hielp. Han maae for det andet have opnaaet den, enten efter hans Komme til Verden, eller strax da han kom til Verden. Efter hans Komme til Verden kan det ikke være. Thi, om kuns en Time, et 37
Øyeblik, er forsvunden, i hvilken et Menneske, skiønt endnu i Moders Liv, har havt sin syndige Natur, kan han ikke mere kaldes et Menneske uden Synd, eftersom der dog har været det Nu, i hvilket han har været syndig og syndet. For det andet har vi forhen viist, at Synden umuelig kan ophæves, uden foregaaende Fyldestgiørelse, som enten maatte fuldbyrdes af den syndende Person, eller af en anden i hans Sted. Vilde man sige, at den skulde fuldbyrdes af en anden, saa faldt det af sig selv, eftersom den der havde nødig at forløses selv, kunde ikke paatage sig at forløse det hele menneskelige Kiøn; og man maatte gaae saa længe tilbage, som man vilde, saa maatte paa den Maade en altid forløse den anden, indtil der blev fundet en, som aldrig havde været syndig, og følgelig ikke havde nødig at forløses. Vilde man sige, at den syndige Person selv skulde fyldestgiøre for sine Synder, saa skulde han først belegges med den tilbørlige Straf. Men paa den mindste Gnist af Synden, paa en syndig Natur, følger uden Imodsigelse, at døe Døden Gen. II. 17. Rom. V. 12. eller en ævig Straf. Intet Menneske kunde altsaa efter sin Komme til Verden blive fri for Synd, uden han først blev straffet ævig; hvilket imodsiger sig selv, og er umueligt. Hermed falder og den Indvending, at et Menneske strax i sin Fødsel kunde blive renset og helliggiort. Thi enten er saadant et Menneske kommet hellig til Verden, eller ikke. Er han det første, (som naturlig Viis er umueligt,) saa behøver han ikke at renses: Er han det sidste, saa kan han ikke renses, uden foregaaende tilbørlig Straf v. supra. Et Menneske, som er uden Synd, maae altsaa have opnaaet eller havt denne Fuldkommenhed strax i sin Komme til Verden. Han maae følgelig enten være skabt eller født saaledes. Af den ved Aabenbaringen opvækkede Fornuft kan vi begribe, at vores Forsonere ikke kunde være skabt, eftersom 1) skaber Gud ikke mere Gen. I. 31. 38
2) var han skabt, saa kunde man ikke sige, at han var deelagtig i Menneskenes Kiød og Blod, eller i Slegt med Menneskene, Ebr. II. 14. 3) langt mindre, at han var af Abrahams, Judæ eller Davids Stamme, hvilket vores Forsonere, efter utallige af Aabenbaringens Spaadomme og Vidnesbyrd, maatte være og var. Han maae altsaa være født. Han maae enten være født naturlig Viis af Menneskene, eller paa en overnaturlig Maade, ved et andet helligt Væsen uden for Menneskene. Naturligviis af Menneskene kan han ikke være født, for af Ont kommer intet Got, men det er, som de Grædske siger: [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x] [x][x][x]. Det er engang fastsat, at Synden er gaaet fra Adam til al hans naturlige Afkom. Rom. V. 12. Saavel til de Gudfrygtiges, som til de Ugudeliges Børn. Gen. V. 3. Ps. LI. 7. Joh. III. 6. Rom. III. 12. & 23. Adam var den Person, som forestillede det hele menneskelige Kiøn; og paa al sin (naturlige) Afkoms Vegne indgik den Pagt med Gud, som han siden brød, og følgelig al hans Afkom med ham. Et helligt Menneske kunde altsaa ikke være født naturlig Viis af Menneskene, men der bliver intet andet tilbage, end at han maae være født overnaturlig Viis ved et helligt Væsen, som var uden for Menneskene. Saadant et usyndigt Menneske, siger jeg, maae være kommet til Verden paa en Maade, som vi foruden Aabenbaringen aldrig kan begribe, langt mindre vide med nogen Vished. De Dødeliges Indbildnings Kraft lader vel ikke af at giøre sig tusinde Gisninger, men tusinde Gisninger af feylende Mennesker, er langt fra ikke nok til at overbevise, om en overnaturlig Tings Muelighed, meget mindre om en muelig Tings Vished. Thi et Menneskes Tænke-Maade er saaledes indskrænket, at den af sig selv aldrig indseer den Sammenhæng, som er imellem de overnaturlige Ting og deres Beskaffenhed. Han kan altsaa ikke begribe eller fatte deres Muelighed, uden ved Hielp af Aabenbaringen. Til 39 den maae han og tage sin Tilflugt, naar han vil begribe, at et usyndigt Menneske var, og paa hvilken Maade det var mueligt. Af Skriften kan de overnaturlige Ting ikke begribes, uden paa den Maade, som os i Skriften er aabenbaret. Den Maade, som os der berettes, naar den anføres, som den eneste af sin Art, giør alle Millioner Gisninger til intet. Vi slutter følgelig saaledes: Et usyndigt Menneske efter Syndefaldet kan vi ikke begribe af Fornuften. Dets Mueligheds Maade bliver ikke berettet os anderledes i Skriften, end naar JEsus Christus Guds Søn paatog sig den menneskelige Natur. Et usyndigt Menneske kan altsaa hverken af Fornuften, eller af vores Aabenbaring begribes, uden tillige at være Guds Søn, og dets Muelighed kan efter mine Tanker ikke reddes paa nogen anden Maade, end ved at sige, at Skriften var ufuldkommen, da den kuns nævner denne Maade, paa hvilken et Menneske har kundet blive usyndig uden Hielp af Forsoning. At denne Maade kuns nævnes allene, bevises af Erfarenheden, som og af utallige Sprog. Rom. V. 12. cet. Men om der var flere Maader, paa hvilke der uden Forsoning kunde være et usyndigt Menneske, som ikke nævnedes i Skriften, saa var den ikke saa fuldkommen, som den kunde eller burde at være. Thi vi paastaaer uomgiængelig, at til den allerfuldkomneste Saliggiørelses Orden udfordres, at alle de Maader skal berettes, eller paa det mindste ikke reent udelukkes, paa hvilke der kan gives usyndige og salige Mennesker. Men da den Hellige Skrift er saa fuldkommen, som den kan blive, 2 Tim. III. 15. saa haaber jeg at have gotgiort, at intet usyndigt Menneske, og altsaa ingen Forløsere for det menneskelige Kiøn kan begribes, uden den eneste Guddommelige JEsus.

For endnu mere at oplyse disse vores Argumenter, for at giøre mere begribeligt, at vi ikke, hverken af os selv, eller ved Hielp af Skriften kan 40 begribe noget andet usyndigt Menneske, end et Guddommeligt, vil jeg anføre den første Gisning, som den menneskelige Indbildnings Kraft giør eller kan giøre sig, og tillige vise, hvor ugrundet den er.

Guds Naade, siger jeg, er ubegribelig, som end- og har givet vores Fornuft Beviis-Grunde, hvormed vi kan møde deres Indvendinger, som maaskee vilde tilskrive de skabte Aander, de skabte hellige Væsener, den Ære og Kraft, at de enten kunde frembringe, eller selv forestille et Menneske, som var fri for Synd, og en Midlere for det menneskelige Kiøn. Foruden den Grund, som vi før anførte, at nemlig intet endeligt Creatur kan frembringe noget Uendeligt, merker vi: 1) Strider det imod de skabte Aanders Egenskab, at kunde føde. Matth. XVIII. 2) Om de kunde føde, kunde de ikke føde noget andet end et Væsen af deres Art, det er en Aand, som bestemmer sine Virkninger, ved sin egen Kraft, foruden Hielp af et Legeme. 3) Saadant et Væsen kunde vel paatage sig Skikkelsen af et Legeme ([x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x],) men ingen naturlig eller væsentlig Legeme ([x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]) uden derved at forandre sit eget Væsen, hvilket var umueligt, eftersom ingen Skabning kan bestemme sig til et andet væsentligt Øyemerke, end til det, som den af første Begyndelsen er bestemt til af sin Skabere, (omskabe sit Væsen.) 4) Ingen Skabning eller endelig Ting kan begribes paa eengang at have to Naturer i eet Væsen. Thi eftersom Guds Villie er den Rette-Snoer, hvorefter alle Skabninger maae indrette deres Handlinger: saa er enhver for sig skyldig til at efterleve de Pligter, som ham efter samme tilkommer. Da nu et hvert Creatur tilkommer meget ulige Pligter, somme større og somme mindre, alt efter deres større eller mindre Fuldkommenheder, saa er det ubegribeligt, at et og det samme endelige Væsen kan paa en og den samme Tid efterkomme de Pligter, som tilkommer to adskillige Væsener. 41
Intet blot Creatur er for Exempel allesteds nærværende. Det var altsaa umueligt, at saadant et opdigtet Væsen kunde paa selv samme Tid, paa et Sted bemerke sine Pligter, hvortil det som en Aand var forbunden, og paa selv samme Tid, paa et langt derfra beliggende Sted, iagttage de Pligter, som det efter sin menneskelige Natur var skyldig til at iagttage. Det var altsaa for os ubegribeligt, at en baade kan være Engel og Menneske i et og det samme Væsen, men det maatte nødvendig enten holde op at være et Menneske, og saa kunde det ikke være Menneskenes Forløsere v. supra, eller det maatte holde op at være Engel, og saa er det ikke mere foruden Synd. Jeg seer ikke, at der kan begribes noget Menneske, som er uden Synd, eller nogen anden Skabning, som er tillige et Menneske. Ingen af disse to Ting, siger jeg, kan begribes, uden om Skaberen selv, og paa den Maade, som det er os aabenbaret i Skriften. At det nemlig er den almægtige Guds Søn, som født af Faderen af Ævighed, undfanget af den Hellig Aand, og fød af Jomfrue Maria i Tiden, har paataget sig den menneskelige Natur paa en overordentlig Maade. Her stands, o endelige Fornuft! undersøg ikke med for nysgierrige Øyne denne Fødsels Maade. Søg ikke med overdrevne Slutninger videre om den fødende Person. Viid, at du er endelig og dine Kræfter ere endelige. Fly e for en Soel, som vil forblinde dine Øyne. Lad Forhænget falde; hold op at betragte denne allerhelligste Scene, hvis Forunderlighed og Sandhed, hvis Ufattelighed og Vished vil sette din svage Bolig i den yderste Forvirring. Vær fornøyet med, at du kan see, at denne vigtige Hemmelighed ikke strider imod de Sandheder, som du engang har antaget; vær fornøyet med, at kunde begribe af Aabenbaringen, at dette hemmelige Middel er til sit Øyemerke nødvendigt. Men gaae ikke videre, og undersøg Maaden, paa hvilken det er mueligt. Her 42 maae du troe det, fordi Gud har sagt det, at han sendte sin eenbaarne Søn cet. Joh. III. 16. Guds Søn var den eneste, Guds Søn maatte det være, om noget Menneske skulde fødes foruden Synd. Og intet Menneske kunde fødes hellig, eller være Menneskenes Forløsere, uden han var en Guddommelig Person.

§.XIV.

At anføre flere Aarsager, for at bevise en Guddommelig Forløseres Nødvendighed, vilde være overflødigt, men langt fra ikke vanskeligt. Overflødigt var det, helst da det er den vigtigste Hemmelighed, som vi vel, saavidt nødvendigt er, bør at handthæve for saadanne Spotteres Talemaader, som bekræfter, at den ikke alleneste er over, men endog imod Fornuften, og altsaa umuelig. Vi bør vel, for saa vidt vores endelige Fornuft tillader os, at see ind i saa dyb, hellig og uendelig en Gudfrygtigheds Hemmelighed, søge at forsvare Guds Alviished for saadanne Spotteres Taler, som vil bekræfte, at Gud kunde have udvalgt et andet og bedre Middel til Menneskenes Forløsning, og at altsaa dette Middel var unødvendigt. Alt dette bør vi vel, saavidt mueligt er, at giøre ved Fornuftens Lys, for at beskyde dem med deres egne Pile, eftersom de gierne enten reent forkaster den Hellige Skrift, eller paa det mindste søger at forfalske og at udtyde den efter deres eget Gotbefindende. Men for Resten bør vi med en hellig Forundring og en ærbødig Taushed ansee denne allervigtigste Hemmelighed som noget, der er os aabenbaret af Gud, og vi derfor maae troe, og som noget der er til vores største Gavn og Nytte, og vi derfor bør tage imod med Glæde; kort: som en Sandhed, hvilken vi ikke bør lede igiennem med alt for nysgierrige Øyne, eftersom den gaaer saa høyt over vores Forstand, som Solen over vores Hoveder, og vores Forstands Lys kan lige saa let formørkes ved en alt for 43 nøye Betragtning af denne urandsagelige Hemmelighed, som en Fanges Øyens Lys, der i mange Tider har havt sin Bolig i et mørkt Fængsel, kan udslukkes ved en alt for hastig og nøye stirrende Betragtning af Solens brændendskinnende Straaler.

44

PYROLOGIA SACRA SIVE DISSERTATIO CRITICO-SACRA DE IGNE
(1763)

B.L.

QVICUMQVE, qvamvis exiguam, in sacro codice cogitando, posuit operam, mirificam plane cunctisqve elogiis majorem, Dei nostri sapientiam, nullo negotio perspicit. Omne punctum laturæ sacræ literæ, in eo non acqviescunt, ut ordinem salutis, qviqve eo spectant, articulos fundamentales, verbis exhibeant planissimis, non id solum agunt, ut lac, ut cibos maxime necessarios egentibus præbeant, verum & in eo sunt, ut historiæ inserviant, & habent qvoqve, qvæ ingenio humano, novi qvippe cupido, arrideant ænigmata. [x][x][x][x][x][x][x]x[x][x] hisce, maximum à Spiritu Sancto usum & intendi & obtineri, non est qvi negat. Iis scilicet, curiosa hominum ingenia, ad sacra scrutanda (sanctissimam sane actionem) haud raro alliciuntur. Iis qvoqve intenti interpretes, si non ad salutem necessarias, utiles tamen veritates sæpius indagarunt. Iis deniqve (ut taceam reliqva) eo gratiores reddimur, erga perspicuas eas, qvæ salutem nostram spectant, veritates. Neqve igitur male, neqve actum agit is, qvi talibus eruendis tempus impendit. Parum vero admodum, si non plane nihil, hisce in materiis, sæculo nostro videtur relictum. Eo, qvod fere doleo, jamjam ventum est, ut & in sacrum codicem, qvadrare possit tritum istud: Nihil dici potest, qvod non dictum sit prius. Qvocumqve nos in Critica Sacra vertimus, omnia à doctissimis viris exhausta reperimus. Fuerunt, qvi generalioribus universum codicem commentariis ornarunt: fuerunt &, qvi de singulis specialius egerunt. Qvod igitur à nobis exspectatur, vel exspectari potest, qvum ad veterum 45 metalla fato nostro simus damnati, vel est, ut cogitata veterum, mutatis verbis, pro nostris vendamus, vel, si candidi magis habemur, ut diserta eorum breviora in longum, longiora in compendium trahamus, vel ut modum compositionis, vel voluminis formam, vel ipsum titulum tantum mutemus. Eo magis de ætate nostra hocce fovetur judicium, qvo audacius est novas proferre, qvo difficilius prolatas evincere sententias. Hæcce, lector benignissime, qvum tuum de Pyrologia mea judicium facile viderem, præmittere non dubitavi. Non eqvidem ignoro, qvæ qvantaqve promittat titulus iste, qvem dissertatiunculæ meæ præfixum legis, plane sesqvipedalis, neqve eum humeris meis graviora polliceri diffiteor. Etenim tractatum de igne, & Physico-Mathematicum, & Historico-Criticum, & Critico-Sacrum & omni numero absolutum promittere videtur. Qvam parum vero his respondeat, qvicqvid est dissertatiunculæ nostræ, non est, qvi non viderit. Id, qvod foret Pyrologiæ perfectæ, cuncta, qvæ de igne dici possent, longa serie non recensui. Qvasdam tantum qvæstiones, qvasdam meditationes, digniores, meo judicio, qvæ notarentur, attuli, prout potui brevissime. Melius igitur forsitan & sincerius scripsissem: Annotationes qvædam Critico-Sacræ de igne, ex permultis doctorum libris excerptæ & in aliam formam redactæ. Qvantum vero hocce, ab omni Euphonia discederet, qvem fugerit, non est. Immo, qvemlatet, titulum sæpius dissertationi pretium imponere, haud sane minimum? Qvum deniqve qvædam, & in his ordine prima, pro meis ipsius cogitatis vendere audeam, inscriptionem hanc, in qvam ave tam felici, incidi, lector benignissime, ne supra modum mireris, Pyrologiam meam benigno animo legas, & si qvædam titulo parum respondeant, patienter ea feras, oro, rogo, obsecro.

*

46

Si non alii, Joh. Jac. Schmidius, in Physico suo Biblico, ejusqve capite de igne, habet qvædam, qvæ eundem, ac dissertatio mea, titulum adspirare possent. Sed, qvum Schmidius nec in eo sit, ut specialiores qvaslibet de igne qvæstiones recenseat, nec istius, qvi nostri propositi est, ordinis rationem habeat, in totum ab eo abeundum esse, necesse putavi. Neqve istius, ut cuilibet videre est, sed talem in Pyrologia mea observabo ordinem, ut, eam in qvatuor sectiones redigens, primo de igne stricte & in sensu proprio sumto, postea de impropriis ignis in sacra scriptura significationibus, deinde de poenis igneis, qvarum mentionem facit sacra scriptura, & ultimo de igne sacro, agam, prout poterò, brevissime.

SECTIO I

DE IGNE STRICTE SIC DICTO

Id qvod Hebræis est [x][x][x] et Græcis [x][x][x], variis qvidem sacro codici venit nominibus, sed, qvum Philologica vocum analysis scopum meum excedat, hæc tacito pede praetereo. Qvod ad ipsam ignis essentiam atqve naturam attinet, tam varia hac de re sentierunt, Persae, Thales, Piato, Aristoteles, paucis, veteres pariter ac recentiores Philosophi, ut iis juste conscribendis, ingentia volumina parum sufficerent. Qvicumqve igitur varias has sententias, variaqve pro qvalibet adducta argumenta, legere voluerit, hunc missum volumus ad Lexicon Universale im Art. vom Feuer. Qvod ad me, unicum Hamelii (a) de igne pronuntiatum, silentio præterire neqveo: »Naturam ignis, inqvit, vulgo qvidem haberi notissimam, philosophisqve »nullum exemplum esse paratius, qvo formarum eductionem & generationem rerum omnium explicent: attamen, si rem acriori animo perpendamus, nihil fere æqve in volutum et explicatu arduum, qvam ignis ipsius genesin, naturam &

* 47

phænomena«. Hac in parte cum Hamelio faciens, reliqva, qvæ de doctorum de igne judiciis adferri possent, intacta relinqvo. Qvod vero ad rem nostram facit, primus sacrarum literarum conspectus, ipsa historia creationis, exhibet aliqvid, de igne, dignissimum meo judicio, qvod notetur. In rerum creatarum specifica enarratione, sive res ipsas, sive ordinem spectes, Moses procul dubio id egit, qvod fuit & boni & divinitus inspirati historici. In principio nihil fuisse, deinde Chaos, ex eo aërem, aqvam & terram, ex his reliqva, suis qvæqve diebus formata esse, summo ordine exhibet. Qvo vero hoc magis in Mose mirandum, eo dignius mea sententia est notatu, eum, ne tantillum habere de terrestris ignis origine. Qvod si terrestrem ignem a coelesti diversum judices, sol, sidera, omniaqve coeli ignita corpora eorumqve creatio, ne hilum, ut judico, ad rem nostram faciunt. His diutius perpensis, in varias Scyllas incidi. Iam iam a rapidis sententiarum fluctibus absorbendus, seqventes qvæstiones literis mandavi, ad nullas sentientium partes transiturus, cuncta, vel argumentorum valori, vel æqvo lectoris judicio relicturus.

Qvæstio I.) An alius, praeter istum, qvem soli debemus, ignis adsit, an non? Si adsit, cur Moses mentionem ejus faciat plane nullam? Si non adsit, qvomodo concipi possit ignis in corporibus, qvam longissime à Sole absentibus?

II.) Si ignis terrestris, qvatenus efficax est & visibilis, motui, vel potius collisioni corporum duriorum originem ita debet, ut absente motu, ignem terrestrem numqvam vidissemus vel ullos ejus effectus experti fuissemus; si motus est qvalitas ignis constitutiva, qva sublata, ignis ad minimum id qvod ignis est facere neqvit (ut ex definitione ejus, qvod constet ex minimis, celerrime motis terrestribus, vel sulphureis particulis, colligitur) an ignis tunc, praeter istas, qvæ in corpora 48 penetrarunt, solis igneas particulas, in corporibus frigidis qviescentibus concipi qveat? Si concipi neqvit, an tunc tempore creationis, adfuit ignis terrestris? An, Mose tacente, jure adfirmatur, terram ex qvatuor dementis creatis constare?

III.) Anne particulæ istæ igneæ (de igne culinari non loqvor) qvas in chalybe, ejusdemqve materiæ corporibus, ante motum exsistere volunt Physici; istæ, qvæ particulas alias terrestres, chalybeas, sulphureas in scintillas mutant: derivari possunt ex aëre, eadem veritatis specie, ac ex chalybe vel silice? Certum est Physicis, aërem continere particulas igneas, licet admodum paucas, sufficientes tamen ad calorem, suumqve sine dubio facientes, ad nonnulla Meteora. Neqve me qvidem fugit, aeris pariter ac aqvæ particulas, nunqvam tanta particularum ignearum copia cingi posse, ut ipsæ candentes appareant, flammamve, alia materia inflammabili absente, producant; idqve ob minorem eorum gravitatem specificam. Hoc vero, me judice, non prohibet, qvo minus vehementius motæ in materiam satis gravem ignisqve capacem transeant, eamqve candefaciant. Hanc qvæstionem, si Physicam in usum receptam spectamus, plane paradoxam, ne literis qvidem mandassem, si nihil fecisset, ad illustrandam eam, qvæ præcedit, qvæstionem: An adsit ignis terrestris, originem a Sole non trahens. Neqve hanc litem, de igne, ex chalybe vehementer concusso exsiliente, ex aëre derivando unqvam faciam meam. Unum hoc assero: Ortum particularum ignearum, in aëre contentarum, facillime concipere possumus, qvum scilicet Soli debeantur: Qvomodo vero chalybi vel ejusmodi materiæ insint, tacente revelatione, nihil asserente experientia, ne hilum scimus. Aër absqve motu, effectu suo monstrat, se particulas igneas continere. Regeres aërem nunqvam qviescere. Sed si & in totum qviesceret aër, eædem tamen particulæ igneæ, utpote a Sole dejectæ in ea 49
adessent, qvod & exinde patet: Qvo tranqvillior aër est tempore æstivo, Sole splendente, eo magis incalescit. A Silice e contrario, ab ejusmodi materia, si qviescit, omnis abest effectus, omne indicium ignis. Non ignoro, Physicos hæc regerere: Ab absentia ignis, ad absentiam caloris, qvidem potest concludi, sed non vice versa. Calor, inqviunt, non est nisi relativum qvid, qvod se per sensationem sensuum nostrorum determinat. Ad remsuam confirmandam seqvens adducunt exemplum: Si unam manum in sinum miseris, alteram in libero aëre pendere sinas, utraqve vero ferrum aliqvod attingas; ferrum calidæ manui videbitur frigidius; frigidæ calidius. Hocce vero, qvum in utraqve manu & calor & ignis, idqve conjunctim adsint, rei eorum parum inservire videtur. Sive manum frigidam in sinum mittas, sive manu frigida ferrum contingas, si particulæ igneæ, utpote ex calidiore corpore in frigidius, in eam redierint, statim calefiet, ignisqve effectum suum necessario monstrabit. Id, qvod calor se determinet, per sensationem sensuum nostrorum, qvum sensus nostri nunqvam calorem sine igne sentiant, nihil aliud est, ac calor se determinat, per ignem, qvem sentimus. Itaqve proprie loqvendo calor non est relativum ad sensus nostros, sed ad ignem qvem sentimus, & qvidem relativum cum correlato suo necessario conjunctum. Neqve ad rem facit, istud Hoockii experimentum, qvo candelam, radiis igneis lunaribus vitro caustico exceptis, accendit, nullam vero in thermometro admoto, caloris mutationem producere potuit. Nemo enim est qvi dubitat, eas particulas igneas, qvæ vitro caustico exceptæ candelam accenderunt, etiam cum calore fuisse conjunctas, an vero hæ thermometro æqve bene ac vitro caustico excipi potuerint; an exceptæ visibilem in therm. mutationem producere potuerint, alia est qvæstio ad nostram nihil faciens. Forsitan igitur & hic, ut in aliis ab 50
tus absentia ad caussæ defectum concludere possemus. Si ignem ex ipso chalybe vehementer concusso, absqve aëris ope prodire contendis. Experire; concute in vacuo. Ignis sane, aëre absente nullo modo vel prodibit, vel manebit. Regeres, aëre esse determinandum ignem ex ferro prodeuntem: sed cur non potius ferro, vel ejusmodi materiis aliis determinandæ sunt particulæ igneæ ex aëre prodeuntes. Qvo durius est aliqvid atqve solidius, eo plures eoqve viciniores habet partes, eoqve majorem habet vim resistendi particulis subtilioribus. Resistere vero & terminos ponere, determinare et circumscribere, hic, ut sentio, unum faciunt, & synonyma appellari qveunt. Ferrum igitur melius particulas igneas determinare potest, qvæ ex aëre prodeunt, ac aër eas, qvæ ex ferro. Inter alios Johann. Kryger in Physica sua §.248. habet, qvæ his maxime adversari videntur. Thesis Auctoris est. Qvia ignis tantum ex calidioribus corporibus, in frigidiora per motum transit; in ferrum malleo ad vehementem calorem usqve ictum ne qvidem transire posset ex aëre, si ambo æqvo caloris gradu essent prædita, qvanto vero minus, qvum ferrum longo majorem habeat gradum caloris ac aër. Sed posito primo, tunc caloris gradibus paribus, ad præcedentem Auctoris Thesin confugere possemus, secundum qvam, corpus, qvo densius est atqve gravius, eo vehementiores atqve plures ignis particulas ad se trahat; qvum vero ferrum aëre multo sit gravius, potius, ut judico, adfirmari potest, qvod ferrum ex aëre particulas igneas trahat, qvam qvod aër ex chalybe. Si vero ferrum malleo cusum aëre sit calidius, nonne speciem veri haberet, si diceremus, motum tantum obstare, qvo minus particulæ igneæ ex aëre in ferrum continuo penetrantes, in aërem frigidiorem revertantur, qvum, cessante motu, eas statim regredi res sit manifesta? Sed neqve charta neqve tempus sufficit his 51 qvæstionibus majore lumine donandis, qvod alias haud magni foret negotii. Concesso igitur, qvod, ut antea monui, facillime concedo, igneas particulas præexistere in ferro, neqve ex aëre in ferrum malleo ad calorem usqve ictum transire posse, utpote ex frigidiore corpore in calidius: qvæstio tamen manet, anne particulæ istæ igneæ, qvas in ferro ante motum existere volunt, primo ex Sole per aërem in ferrum transire potuerint? Qvæstio manet, an Sole absente, ignis particulæ in terra vel chalybe concipi qveant? Et hæc sola est qvæstio, qvam notari voluimus. Ignem hic forsitan mihi obiicies subterraneum. Hunc a Sole ortum trahere, & qvidem maxima veritatis specie negabis. Sed & hic qvæstione qvadam tibi occurrere possum.

IV. His præmissis, qvod 1.) aqva si cum massa ex sulphure et pulvere ferreo facta, vel cum calce viva &c. misceatur, ignem, immo flammas excitet: qvod igitur 2.) fide sit dignissimum, ignem subterraneum, ex Oceani mistione cum tali materia facile inflammabili, oriri, ut &, experientia teste, productus maris, ex montibus ignivomis evomuntur: qvod deniqve 3) fiamma, sine præexistentibus particulis igneis concipi neqveat: His præmissis, inqvam, qværo, anne eadem & majore specie veritatis, adfirmarem: particulas istas igneas, primo a sole haustas, deinde cum materia (ut barbare loqvar) supraterrestri, vel aqveâ, vel aerea, vel aliâ infra terram delatas, vehementiusqve motas, materia sui capaciore reperta, in flammas abiisse: ac adseverarem, particulas istas igneas, in principio una cum ferro creatas, tot sæcula qvievisse, nullumqve plane sui effectum monstrasse; donec certo momento, non sine aqvæ ope ardere incepissent? Sane qvum sacer codex, altum de creatione ignis subterranei servet silentium; qvum pro secundo ex historia naturæ Certum sit, particulas igneas, motu, ex uno corpore in alterum transire: 52 fide, mea sententia, est dignissimum, eas ex eo oriri corpore, in qvo facillime ante motum concipi possunt.

V. Qvæstio est, an, sub statu integritatis, ante maledictionem terræ, immo ante diluvium, magnasqve eo in terra factas convulsiones, ignis unqvam sub terra sit accensus? Resp. Silentium Scripturæ, ingensqve terræ concreata perfectio & fertilitas, huic qvæstioni, negative respondere videntur.

VI. Si porro fides eis sit habenda, (qvod ad ignem culinarem attinet) qvi sebum, sulphur, lignum cet. paucis omnes materias inflammabiles, totas ex particulis igneis constare, adfirmant, qvæ simul ac ignem adspirant, in suam essentiam, in flammas abeunt, duplex hinc oritur qvæstio 1.) Si omnes materiæ inflammabiles, ex partibus mere igneis Constant, cur non nisi admotâ flamma in flammas abeunt? Cur non ad minimum lente consumuntur? Vid. supra. Cur qvædam eorum ut sebum cet. semet ipsas, licet in æternum motæ accendere neqveunt? Nonne ratio ista valere posset: Qvia, qvum neqve dura sint neqve elastica, satis resistentiæ non habent, ad determinandum, igneas particulas ex aëre prodeuntes? 2.) Si ad materiam inflammabilem, particulas igneas, in ipsa materia præexistentes reqvirimus; inde hoc dubium oriretur. Universa terra, omnesqve ejus partes, vel continent particulas igneas vel non. Si continent cur qvævis materia in flammas abire neqvit? Si non continent, qvomodo igne cuncta peritura esse adfirmant sacri vates? Igne supra naturali sine dubio; sed & hic contradictoria efficere neqvit. Sane his ambagibus, ut credo, opus non esset, si vel Ugno vim attrahendi particulas igneas ex aëre, vel igni vim mutandi particulas ligneas in igneas, tribueremus, vel si aliis modis caveremus, ne totam terram nostram daremus igni.

VII. Qvæ ad Consummationem Sæculi attinet 53 est Qvæstio seqvens; Si Certum est, elementa æstuantia esse solvenda ab igne II Petr. III, 10. Si contra Certum est, ignem esse dissolvendum elementum; an justa sit ista locutio: Ignem ab igne dissolvi et annihilari? Vana qvidem, inanis & superflua qvamplurimis videbitur hæcce qvæstio. Suam tamen habet utilitatem. Ad minimum scilicet, contra Scholasticos evincit, sæcula igne supra naturali esse consummanda. Naturalis enim ignis, ignem consumere neqvit. Huc qvoqve facit qvæstio ista; qvo particulæ ignis evanescentis abeant? Si Certum est flammam suas habere particulas easqve igneas, qvæ flamma crescente, vel decrescente, vel plane exstincta, locum tamen reqvirunt, siqvidem naturaliter annihilari neqveant; Certum qvoqve est eas iterum novo igne esse comburendas. Si hic qvoqve fuerit naturalis, alius iterum reqviritur; & sic usqve ad supra naturalem ignem regrediamur, oportet. Sed satis de his qvæstionibus, utpote Physicam maxime spectantibus. Meæ sunt, ut saepius fassus sum, non assertiones, sed qvæstiones, qvas solvendas, viris, me melius in Physica versatis lubentissime relinqvo. Unum addo: Mosen, in recensione rerum creatarum specifica, de creatione ignis, a coelesti diversi, mentionem facere plane nullam, qvum tamen, si adsit, si qvarti elementi nomen mereatur, mentionis fuisset dignissima.

VIII. Qvod vero ad historiam creationis attinet, duas adhuc qvæstiones, notatu satis dignas, huic sectioni non addere non possum. 1.) Qvomodo Adamus, vel in Paradiso, vel postea primum ignem accendit? An chalybis, an vitri caustici ope? Sed & hæc, teste experientia, sine igne præparari neqveunt. 2.) An Adamo, in statu integritatis igne opus fuit? Neqve adfuit frigus, qvod igne fugaret; neqve iste erat, qvi coctis cibis vesceretur; neqve omnibus in rebus, procul dubio, vigens ordo, ulla, præter lunam lumina, Sole absente, exegit. Si 54 sacrificia forsitan Eucharistica facienda forent; Deus, pro more suo, igne miraculoso ea potuit accendere. His qvoqve æqvo Lectoris mei judicio relictis, ad alteram Pyrologiæ meæ sectionem propero, qvæ aget de impropriis ignis in sacro codice significationibus.

SECTIO II

DE IMPROPRIIS IGNIS IN SACRO CODICE SIGNIFICATIONIBUS

Pro diversis ignis qvalitatibus, de objectis plane diversis qvoqve a sacris vatibus enuntiatur. Immo, qvemadmodum nullius rei usus & abusus effectus habet tam contrarios ac ignis; ita qvoqve objecta non solum diversa sed & sibi invicem opposita, in sacro codice cum igne comparantur: Id, qvod cuilibet ex seqventibus patebit.

I. Ignis, qvatenus est elementum omnium purissimum, ipsi Deo tribuitur, utpote enti purissimo pariter atqve sanctissimo, Deut. IV, 24. Es. XXXIII, 14. Ebr. XII, 29.

II. Qvatenus ardet, omnemqve materiam inflammabilem, ut ita loqvar indefesso amore amplectitur; Dei filius, igni assimilatur utpote ardente amore homines proseqvens. Cant.VIII, 6. et 7.

III. Spiritus Sanctus qvoqve ob præcedentes: ignis qvalitates, ignis vocatur. Luc. III, 16. Act. II, 3. Es. IV, 4. I Cor. III, 13. Apoc. IV, 5.

IV. Sancti Angeli, flammæ igneæ appellantur, idqve ob ignis puritatem, vehementiam, celeritatem cet. Ps. CIV, 4. Ebr. I,7. Seraphim qvoqve qvidam eorum nuncupantur, Es. VI, 2. qvod nomen commune habent, cum serpentibus istis ignitis, qvi Israelitis in deserto lethalia vulnera inflixerunt Num. XXI, 6. & cum serpente aeneo v. 8. conf. Deut. VIII, 15. Rex Ezechias, tali serpenti qvoqve comparatur, Es. XIV, 29. Serpentes hi vocantur igniti vel ardentes, ob effectum morsuum eorum, qvi fuit inflammatio vulneris. Ægyptii ignem sub nomine Seraphim coluerunt.

55

V. Verbum divinum qvoqve cum igne comparatur, idqve ob vim, qvam habet illuminandi, inflammandi & renovandi corda hominum, & consumendi adversarios veritatis. Jer. V, 14. C. XX, 8. 9. Apoc. XI, 5. Luc. XII, 49. Act. II, 3. Joh. XII, 48 &c.

VI. Ob vehementiam atqve crudelitatem ignis significat 1.) Iram, vindictam, justitiamqve Dei vindicativam. Exod. XV, 7. Deut. XXXII, 22. Job XV, 34. XXII, 10. Ps. XI, 6. Ebr. X, 27. Jac. V, 3. Apoc. XIV, 18. C. XX, 9. cet. 2.) crucem qvamvis & tentationem, periculum, miseriam, calamitatem & cladem. Ps. CXL, 11. Es. XXIV, 15. Zach. XIII, 9. Luc. XII, 49. Apoc. VIII, 7. C. XV, 2. cet. 3.)desolationem, perniciem, interitum & ruinam Ezech. V, 4. Hos. VIII, 14. Apoc. XVII, 16. XVIII, 8. Es. XXXIII, 11. 4.) bellum. Num. XXI, 28. Jer. XLVIII, 45. Es. I,7. Ps. LXXVIII, 63. cet. Qvicumqve plura dieta ad hæc illustranda desideraverit, hunc missum volumus ad Schmidii Bibl. Physicum. Gap. de Igne p.142.

VII. Lingva venenata qvoqve cum igne comparatur, idqve vel ob formam flammarum mortiferarum, vel ob formam aculeorum præsterum, vel, ut rectissimum, ob ruinam qvam sæpissime & igne & lingva allatam. Prov. XVI, 27, XXVI, 20. Jac. III, 5. 6. Ps. CXX, 3. 4.

VIII. Ob dolorem in corpore humano igne excitatum, plane vehementem; anxietas animæ & mala conscientia qvoqve ignis vocatur Ps. XXXIX, 4. II Cor. XI, 29. I Tim. IV, 2. Qvæstio hic est ad Exegesin pertinens, & haud parum ad Articulum istum de igne infernali faciens: Qvomodo optime evincatur differentia inter ignem, cujus his in locis fit mentio, & inter ignem, de qvo sermo est, ubi loqvitur de igne infernali?

IX. Ob colorem ignis rubicundum, facies rubens, sive iracundia, sive pudore, sive dolore rubescat, qvoqve vocatur facies ignea. Deut. IX, 6. Ps. XXXIX, 4. LVII, 5. Es. XIII, 8. Huc pertinet 56 locutio ista biblica. Prov. XXV, 21. Carbones candentes in caput hostis sui congerere, qvod nihil aliud est, ac pudorem & dolorem de patrato malo in eo excitare.

X. Ignis vocatur amor & licitus, Cant. VIII, 6. conf. Matth. XXIV, 12 & illicitus I Cor. VII, 9.

XI. Ignis deniqe vocatur, qvodcumqve præclara specie est donatum, qvum, teste experientia, color igneus, cunctis sit verior, cunctis præstantior. Job XVIII, 5. Mich. VI, 10. Es. L, 11. Ne vero praeter opinionem, longus nimis sim, his missis, qvæcumqve de sectione tertia, de poenis igneis dici possunt, absolvam, prout potero, brevissime.

SECTIO III

DE PoeNIS IGNEIS, QVARUM MENTIONEM FACIT SACER CODEX

De poenis igneis, qvas Judæi magistratui suo politico dederunt, hic nullus mihi erit sermo, qvum inter historiam Judaicam & sacram distinguat scopus meus. Uti vero ira atqve vindicta divina, devastatio, pernicies, calamitas, bellum, aliaqve judicia Dei punitiva, sæpissime, in sacris literis, ignis nomine veniunt (ut videre est ex dictis ad Sect. II. §. VI. allatis) ita specialiores qvoqve poenas qvasdam, enarrat historia sacra, qvæ qvum a Deo, immediate de hominibus sint sumtæ, ad rem nostram faciunt. Inter has eminent:

I) Incendium istud Sodomiticum, in multis tragicum. Qvodsi ipsam imbris hujus sulphurei essentiam atqve naturam spectes, varia habent, qvæ diutius perpensa, digna evadunt, qvæ notentur. Sunt enim, qvi sentiunt, eum fuisse materiam ex sulphure, pice & sale commistam, flagrantem, qvæ copiosissime ex coelo in Sodomam defluxit. Addunt: tonitrua & fulgura adfuisse, ignem subterraneum, totaqve ex terra emanantia picis ardentis flumina, suum ad hoc incendium fecisse, fide esse tam dignum, qvam qvod dignissimum. 57 Sunt etiam, qvi imbrem istum, non nisi vehementia fulgura fuisse adfirmant, qvæ, qvum in regionem istam, pice aliisqve materiis facile ardentibus repletam descenderent, urbes hasce, cum pagis suis in fumum miserunt. Certum sane est apud Hebræos, Sulphur & ignem, nihil aliud ac sulphur accensum, sulphur accensum vero tonitrua cum fulmine commista indicare. Freqvens eis est & familiare, duo substantiva, tanqvam diversarum rerum symbola conjungere, qvum tamen alterum adjectivi significationem induat. Ita Gen. I, 26. imago & similitudo (imago valde similis). Jer. XXIX. Dabo vobis finem & exspectationem (finem exspectatum). Qvæstio alia est, diutius inter doctos agitata, qvid sibi velit istud v. 24. Dominus pluere fecit ignem & sulphur a Domino de coelo. Qvid, hac de re, sentiant Rabbini Aben Ezra & Salomon, qvid Christiani interpretes, qvid concilium Sirmicum, qvi legere voluerit, eum, qvum ad rem nostram nihil faciat, missum volumus, ad Theodorum Hackspan (b), qvi his de controversiis pluribus agit.

Certum est & profanos historicos incendii hujus monumenta nobis reservasse. Cornelius Tacitus & Philo, suis adhuc temporibus, vestigia ejus agnoverunt. Ex antiqvis, Diodorus Siculus, Plinius, Strabo, ex recentioribus Bisselius plurimiqve, qvi ista loca peragrarunt, Mare Asphalticum nobis descripserunt. Conf. Lib. Sap. X, 6. Qvas ob caussas, & Juda Apostolus Ep. v. 7. ignem Sodomæ, ignem æternum appellat.(c)

Reliqva est adhuc una in hoc incendio qvæstio problematica, dignissima, qvæ notetur: An scilicet Sodoma & Gomorrha reliqvæqve planitiei urbes, ad florentem suum statum unqvam revocabuntur? Ezech. c. XVI, 52-55, qvæstioni huic ansam præbuit. Qvid hac de re sentiant Judæi aliiqve & qvomodo paradoxæ eorum sententiæ refellantur,

* * 58

de eo evolue Hieronymum (d) Willalpandum (e) Hermannum Witsium (f) aliosqve, qvi pluribus de eo disserunt.

II) Post Sodomitas, Nadab & Abihu Aaronis filii, primi vindictæ divinæ ejusmodi poenas dedêre. Ignis à Domino erupit, eosqve consumsit, ut coram Domino obirent. Ita Moses Lev. X, 2. Hic notatu dignæ veniunt duæ, qvæ seqvuntur, qvæstiones. 1) Qvalis fuerit ignis, qvo necati sunt? Resp. Talis fuit, qvalis est tonitru, qvod in solida tantum, nec in rimis repleta corpora effectuose operatur. Illæsis enim, ut ex historia patet, vestibus, corpora non tam combusta, qvam suffocata reliqvit. An immediate de coelo, an ex ipso thuribulo egressus sit ignis, sub judice lis est. 2) Qvodnam fuerit delictum Nadabi & Abihu, tam acerba morte dignum? Hac de qvæstione, licet ad Pyrologiam nihil faciat, pauca tamen non monere non potui. Sunt, qvi eos, sub ipsis sanctissimis actionibus, ebrios fuisse, existimant, idqve ob istam, qvæ poenam eorum subseqvitur admonitionem ad Aaronem & reliqvos filios ejus Lev. X, 9. 10. Sunt, qvi sentiunt, eos in sancta sanctorum irruisse, id, qvod ex collatione primi & secundi versus Lev. XVI. colligunt. Sunt deniqve, qvi putant, eos vices summi sacerdotis, nulla nisi sua auctoritate suscepisse, in Sanctum intrasse, eoqve hanc poenam meruisse delicto. Inter hos eminet Mr. le Clerc. Nobis certum est, magnum satis fuisse peccatum Nadabi & Abihu, licet in sola oblatione ignis alieni qværatur, nam (a) Si contuleris Lev. IX, 24, et VI, 12; distincta Dei, de igne æterno, ad sacerdotes mandata leges. Lev. XVI, 12. Deus suffitum, qvem in sancta sanctorum portaret sacerdos, hoc igne accendi jubet. 2) Id qvod Lev. X, 1. dicitur: Ignem alienum attulerunt, qvod non jussum erat eis, idem

* * * 59

est, ac, qvod prohibitum erat eis conf. Jerem. XXXII, 35. 3) Qvo grandior persona, eo gravius est delictum, idqve ob scandala commissa. Reliqva, qvæ hac de re disseruntur, sunt curiosa, superflua & [x][x][x][x][x][x].

III) Num. XI, 1. Israëlitæ contra Deum murmurantes, igne puniti sunt. Ignis Domini (ita Moses) inter eos arsit & partem eorum, qvi in cornubus, consumsit, & postea v. 2. ignis exstinctus est. Ardere istud & exstingui, qvum in communi sermone fulmini proprie non tribuantur; ignem hunc a fulmine qvidem diversum arguimus, qvalis vero fuerit, qvum [x][x][x][x][x][x][x] sit, pronuntiare neqvimus.

IV) Num. XVI, 35. & XXVI, 10. Ab Israelitis, Korah ejusqve asseclæ proximi igni huic meritas seditionis suæ poenas dederunt. Variæ hic oriuntur qvæstiones: Cujus generis e. g. fuerit delictum eorum? qvalia & unde desumta fuerint ea, qvæ attulerunt thuribula? cet. Notatu dignior, meo judicio, est ista: Qvonam mortis genere ipse Korah sit affectus? Moses qvidem, v. 18. Korah cum ducentis & qvinqvaginta sociis suis coram tabernaculo stetisse affirmat. v. 26 plebem a Koræh, Dathanis & Abirami tentoriis a terra devorandis abigit, & v. 32. Dathanum & Abiramum, una cum cunctis, qvæ Koræh fuerunt, ad tartara descendisse, tradit. An vero ipse Korah igne sit combustus, an a terra absorptus, expressis verbis, nihil ait, nihil negat. Neqve Davides Ps. CVI, 18. reliqvorum poenam enarrans, Koræh verbo mentionem facit. Veteres historici, pariter ac recentiores, hac de re varia sentierunt. Nobis, in materia ad nostrum nihil faciente, certum est ???[x][x][x][x][x][x], in primis, qvum persvasum nobis habeamus, hoc dubium, nunqvam cunctis suffragiis esse tollendum. Qvod ad Qvæstionem: An cuncti filii Koræh a terra absorpti sint? attinet, hanc negandam esse nullo negotio videbis, si 1 Chron. VI, 22. 37. IX, 19. si 2 Chron. XX, 19. si deniqve inscriptiones 60 Psalmorum XLII, XLV, XLVII, XLVIII, XLIX, LXXXI, LXXXV, LXXXVII et LXXXVIII conferes.

V) 2 Reg. I, 10. 12. 14. Duo centuriones, cum centum militibus, Eliam ad Ahasiam regem protracturi, igne coelitus delapso necati referuntur. Conf. Luc. IX, 54.

VI) Hæ, & si aliæ qvædam poenæ igneæ in sacro codice enarrantur, certe non nisi typi ignis istius dici merentur, qvo, teste S. Scriptura, in æternum cruciabuntur mali angeli pariter ac animæ damnatorum Conf. Es. LXVI, 24. Matth. III, 12. V, 22. VII, 19. XIII, 42. 50. XVIII, 8. 9. XXV, 41. Mare. IX, 43. 48. Luc. III, 9. 17. Joh. XV, 6. Ebr. X, 27. Jud. 7. 23. Apoc. XIV, 10. 18. XIX, 20. XX, 10. XXI, 8. De igne hoc ejusqve indole varia diu inter doctos sunt agitata.

1) Fuerunt, qvi ignem hunc plane negarunt, inter qvos notentur:

[x]) Origines, qvi (teste Hieronymo in epistola ad Avitam) Lib.2. [x][x][x][x] [x][x][x][x][x] docuit: ignem, vermes & reliqva inferni tormenta, qvorum mentionem facit Sacer Codex, in sola peccatorum conscientia esse qværenda.

[x]) Cochletius Carmelita Doctor, Parisiensis, in scripto adversus Poliandrum.

[x]) Dicam hanc Calvino qvoqve scribit Bellarm. Lib. IV. de Eccles. c. 9. Hæres. 3.; a Mortono & Poliandro refutatus.

[x]) Doctores Misericordiæ it. Sociniani, qvi damnatorum in inferno annihilationem statuunt. V. Schertz. in Colleg. Anti-Socin. p. 143. sqq.

[x]) Veteres Psycho-Pannychitæ, qvi animas post mortem stertere putabant.

2) Fuerunt, qvi non ignem non vermes solum, sed ignem materialem, corporeum, visibilem & elementarem, vermesqve corporeos in inferno adesse asseruerunt; Inter hos clari sunt:

[x]) Ex patribus, Tertullianus, Augustinus, Gregorius &c.

61

[x]) Ex Pontificiis Bellarminus, Gregorius de Valentiæ, Maldonatus, Barradius.

[x]) Ex Calvinianis Zanchius, Kekermannus, Alstedius cet.

3) Fuerunt, qvi ignem infernalem, invisibilem, incorporeum, omnisqve materiæ expertem esse judicarunt, qvorum præcipui sunt

[x]) Ex Patribus Ambrosius, Chrysostomus, Damascenus.

[x]) Ex Calvinianis Junius: Tilenus, Rainoldus.

4) Sunt deniqve, qvi malunt [x][x][x][x][x][x][x], qvam certi aliqvid statuere.

Hic vero, ne forsitan reditus excedant sumptus Typographici, subsistendum. Qvod de tertia reliqvum est & qvartam, de igne sacro, vel seqvente anno, vel alia data occasione absoluam: Si Deus voluerit & vixerimus.

62

LYKKENS TEMPEL EN DRØM
(1764)

JEG befandt mig i NØISOMHEDS BOELIG, et Sted, som de to Himlens Døttre, EUSEBIA og ARETE, besynderlig elskte, og selv havde givet dette Navn. Det var beliggende paa en stille og eenlig Høi, og bestoed af nogle ringe og næsten øde Hytter, hvis faa Beboere feilte alt det, som tiener til Beqvemmelighed og Forlystelse, uden at savne noget deraf. Enhver Besværlighed giordes dem let ved ARETES venlige og indtagende Opmuntringer, og fornemmelig ved det Haab, som hendes mere alvorlige Søster stedse underholdt hos dem, at de snart skulde forflyttes til et andet Sted, hvis Herlighed hun ikke noksom kunde berømme. Hun kaldte det den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Det laae, efter hendes Sigende, øverst paa et høit og langt bortliggende Bierg, hvis Top var ganske bedækket med lyse Skyer. Skiønt Øiet ikke blev der nogen Bygning vaer, saa troede dog enhver Eusebias guddommelige Anseelse og kraftige Forsikringer. Hvad mig angaaer, da giorde vel i Begyndelsen alt det, som jeg her saae og hørte, ikke lidet Indtryk i mit unge Hierte: men jeg kiededes snart ved de Besværligheder og den Mangel, som Stedets Beskaffenhed førte med sig. Dette havde alt giort noget Skaar i Virkningen af Eusebias Løfter hos mig, da den ganske svækkedes ved et Syn, som drog min hele Opmærksomhed til sig.

Neden for i en Dal, som visede de yndigste Afvexlinger paa alt det, som kaldes skiønt og behageligt i Naturen, henrykkede en Bygning alle mine Sandser. Den syntes i Prægtighed uden lige. Det Glimrende, hvormed den var bedækket, det Yndige og Kostbare, som omringede den, havde allerede fortryllet mine Tanker, førend EUSEBIA sagde mig, at det var LYKKENS TEMPEL.

63

Vel forestillede hun mig dens herlige Anseelse som lutter Blendverk. Vel sagde hun mig, at dette Tempel, som syntes saa prægtigt, var tillige saa brøstfældigt, at en maadelig Nordenvind kunde rive det overende, da tvertimod alle Vindes Raserie ikke kunde giøre Templet oven paa Bierget vaklende. Med hvilken himmelsk Veltalenhed formanede hun mig ikke til at vælge et bestandigt og evigvarende Gode, frem for et kort og forgiængeligt; til at leve i Haabet, og ikke at agte de smaa Uleiligheder, som hendes sande Tilhængere neppe bleve vaer. Hun forestillede mig, hvor besværligt og vanskeligt det var at komme ind i Templet, der laae neden for; og at jeg vist nok, om det lykkedes mig, vilde reent forglemme det øverste Tempel, som dog aleene fortiente min Attraae og Længsel. Bliv her! sagde hun tit til mig, med en bevægelig Røst. Bliv hos mig, for din egen Skyld! og Himlen skal styrke dig. Men saa brændende utaalmodig, som den forelskte Damoet bliver, naar hans strenge Fader formaner ham til at skye den tillokkende Galathee. Saaledes som hans Forstand tvinges undertiden til at troe hans vise Erindringer, men Hiertet hader den lettroende Forstand, og hver en Pligt, som vil skille det ved sin Udvalgte: Saaledes var og alt, hvad EUSEBIA kunde foreholde mig, nu forgiæves. Troede jeg hende, saa var jeg og vred paa mig selv, fordi jeg troede, og jeg troede ikke mere, saa tit jeg vendte mine Øine til Lykkens Tempel. Jeg var alt fuld af den Tanke, hvorledes jeg paa en anstændig Maade skulde forlade Nøisomheds Boelig, da EUSEBIA selv befriede mig fra denne Forlegenhed. »Jeg seer vel, sagde hun, at du feiler Lyst og Mod til at blive her, og hverken mine eller ARETES Grund-Regler tillade os at tvinge nogen. Dit Sind er ganske henvendt til det indtagende Syn, som har fortryllet dig. Din Ungdoms Uerfarenhed bringer det saa med sig. Jeg har Medynk med din Forvirring. Gaae hen til 64 Lykkens Tempel, eftersom du endelig vil derhen. Gaae, giv dig i min Søsters Selskab, og bed hende hielpe dig ind. Vogt dig for alles Raad og Bistand, som ikke høre til hendes Følgeskab. Men enten du kommer ind eller ikke, saa behold for alting det øverste Tempel i Minde. Vend undertiden dine Øine derhen, naar det nederste Tempels Glands synes dig meest indtagende. Lyder du mig ad, saa see vi hinanden ganske vist igien, og maaskee paa en Tid, da du mindst formoder det.« Herpaa trykkede hun mig med en mere end moderlig Ømhed til sit Bryst, og overlod mig til ARETE.

To andre unge Mennesker vare alt færdige til at gaae, under dennes Opsigt og Anførelse, til Lykkens Tempel. Efter Eusebias Raad bad jeg hende tage mig med. Hun var villig dertil, skiønt, sagde hun, hendes Tilhængere lede stor Nød for at komme ind. Jeg hørte neppe disse Ord, og min heftige Begiærlighed, at nærme mig til Templet, lod ingen Rum for Mistvivl i mit Hierte. Vi begave os strax paa Veien. ÆRLIGHED, en jevn ærværdig Mand i gammeldags Dragt, og FLID, et karskt og stærkt ungt Menneske, hvis Munterhed svarede til hans Kræfter, fulgte med, for at hielpe ARETE, at bringe mig og mine Selskabs-Brødre ind i Templet. ARETE betragtede med et overbærende Smiil den Iver, hvormed vi hastede ned af Høien. Hun læmpede sig efter vor Utaalmodighed, og vi kom snart til den alleryndigste Dal.

Dens Strækning syntes meget stor. I Midten saae man Templet bygt i en Rundeel, hvortil utallige Vandrende toge deres Kaas fra alle Kanter. Jeg blev, som henrykt over det Skiønne og Indtagende i denne Egn, hvor Naturen syntes at have ødt al sin Rigdom, og ligesom at overgaae sig selv. Her beundrede man den behageligste Afvexling af stolte Cedrer og for Tyngsel nedbøiende Frugt-Træer. Her saaes de klareste Bække først 65 sagte hvidslende at krybe ned fra Klipperne, saa med et raslende Fald ligesom at haste til Dalen, saa atter langsom at skyde sig frem, snart igiennem de grønne Buske, som Mængde og en skiøn Uorden giorde behagelige, snart igiennem det fede Kløver, snart igiennem de deiligste Blomstre, der opfyldte Luften, med et giennemtrængende Ambra. Her hørte man, hvorledes Philomele nu med et klageligt Klukken bejamrede sin arme Ithys, nu med heftigere Slag bebreidede Thereus hans Grumhed, nu igien glemte sin Sorrig, og med sine ulignelige Triller indlod sig i en Vedde-Sang med de øvrige Fugle, som hoppende af Glæde, uafladelig sendte deres qvidrende Røst op imod Himmelen.

De Vandrende bestode mestendeels af unge Mennesker, som gik fordeelte i mange smaa Hobe. Hver Hob havde sin Anførerinde, der skulde ledsage dem til Lykkens Tempel. Hende beviiste de en blind Lydighed og en næsten guddommelig Ære. Disse Anførerinder kaldtes AFFECTER, og paastod alle, at være ARETES Døttre, endskiønt de vare hinanden meget ulige, og det var ikke afgiort, hvor nær enhver af dem kunde regne sig til hendes Slægtskab. Jeg blev vaer, at de havde en langt myndigere og mere befalende Mine, end EUSEBIA og ARETE. Disse behandlede deres Undergivne som Venner, men Affecterne ansaae deres meget mere som Slaver. De befalede, og man maatte adlyde dem uden Modsigelse. Vel smigrede de nogle Øieblik for de Ankommende, men des strængere vare de imod dem, der nogentid havde været i deres Følgeskab. Og alligevel var det forunderligt at see, med hvilken Fornøielse alle underkastede sig deres Herredømme; og hvor ivrig endog de, der lode sig trække ved Lænker af deres Beherskerinder, paastode at være frie.

De Tillokkelser, hvormed enhver af disse Skiønne (thi de havde virkelig Yndigheder) søgte at 66 drage mig til sin Hob, begyndte snart at giøre noget Indtryk i mit Sind. Vel vaerede ARETE sine Efterfølgere (hvis Tal imidlertid var lidt tilvoxet) for AFFECTERNES Selskab, med mindre nogen af dem befandtes under hendes Styrelse; hvilket, lagde hun til, undertiden hændedes, men pleiede ikke at vare ret længe. Men af en vis Døsighed, som denne fortryllende Egn forvoldte hos mig, tabte jeg, uden at mærke det, vor himmelske Ledsagerinde af Sigte, og glemte hende paa nogen Tid. Jeg tog uden Eftertanke Deel i alle de Fornøielser, som Veien og Selskabet tilbøde mig. Dog fulgte jeg ingen vis Anførerinde, men holdt mig snart til den eene, snart til den anden, som jeg saae nogle Vandrende at giøre. Og saaledes tænkte jeg at være fuldkommen fri.

Paa Veien fornam jeg, at Lykkens Tempel havde hundrede Porte, og at de Ankommende, som ikke udvalgte den rette, stode stor Fare for at blive udelukte, og at endog mange af dem, som vare komne ind, stødtes pludselig ud igien. Man sagde mig videre, at endeel af de Udelukte eller Udstødte bleve desuagtet stedse ved Templet, og giorde sig uden Ophør al optænkelig Umage for at komme ind; og at der ikkun vare to Opholds-Steder for de andre, hvoraf de nødvendig maatte udvælge det ene: NØISOMHEDS BOELIG, og en Bygning, kaldet LYKKENS LAZARET, som jeg saae at ligge lige over for i et Morads. »De, som mistede Haabet, at komme ind i Lykkens Tempel, satte man til, at gaae alle, nogle faa undtagen, til Lykkens Lazaret, hvis Anseende, saa lidt behageligt det og er, dog synes at love dem flere Beqvemmeligheder, end de kan finde i Nøisomheds usle Hytter. De leve der fattige og foragtede, men de foragte og alting igien, sig selv og deres slette Kaar ikke undtagne. Dorskhed og Letsindighed ere de to Hovedegenskaber, som giøre Forskiel imellem dem. De Dorskes Sindelav bestaaer i en Slags 67 Stoicismus. De ere hærdede til at taale Ondt, og tilskrive deres Vanlykke en Nødvendighed, de ikke kunne undgaae. Intet, i deres Tanker, er fornuftigere, end at legge Hænderne i Skiødet, og lade alting komme an paa Skiæbnen. De andre ere et Slags Epicureer, der dyrke ingen anden Gud, end Bacchus og Venus, og leve vexelviis i Fylderie og Mangel, ligesom det behager Lykkens Børn at være gavmilde eller knappe mod dem. De bande deres Tilstand og spotte med den, alt efter de ere til Sinds. Men aldrig giøre de nogen alvorlig Betragtning derover.« Jeg havde neppe faaet denne Underretning, førend en heel Flok, der just var gaaet fra Lykkens Porte, og vilde til dens Lazaret, kom os i møde. Deres Adfærd svarede fuldkommen til det Begreb, som man havde giort mig om dem. Nogle syntes ligesom følesløse, andre stoiede, løb omkring og bar sig ad, som halv afsindige Mennesker. Nysgierrigheden drev mig til at spørge nogle af disse Vandrende, hvem de vare, og hvorfor de tog denne Vei?

»Jeg heder GIERNE-ROE, svarede den første, i det han med udstrakte Arme og en opsperret Mund, gav sin Søvnighed tilkiende. Jeg haver været ved mange af Templets Porte, men de faa, som stod mig an, vare saa fulde af Folk, at jeg ikke kunde have sluppet derigiennem med hele Lemmer. Jeg gik derfor godvillig tilbage. Paa Veien traf jeg »denne gode Ven (sagde han videre, i det han pegede paa en, som ravede ved Siden af ham) og han berettede mig, at denne Vei var den beste, og at næsten alle fulgte den.«

»Ja, soer hans Selskabs-Broder med en stammende Tunge, vi skal leve som to Herremænd. Jeg veed, saa mange fornuftige Folk gaae ikke til denne Bygning for at tørste.« Han fortalte mig, at hans Navn var IMMERDURST. Han havde været i en heel Deel af Lykkens Porte, men hvorledes han var kommet ud igien, vidste han ikke selv, og 68 (sluttede han) det kunde være ham lige meget. Han sang derpaa en Drikke-Vise, imedens Gierne-Roe stod og gabede.

Jeg havde hørt længere paa denne lystige Broder, om ikke en meget sælsom Machine paa engang havde draget mine Tanker til sig. En Hob Kurve, som syntes at flytte sig paa et Par menneskelige Been, satte mig i Forundring, indtil jeg endelig igiennem en bundløs Kurv, blev et Ansigt vaer. Jeg spurgte denne Person, i det jeg tvang mig, for ikke at briste ud i Latter, af hvem han var fordømt til at bære paa de mange Kurve? »Aha min Herre, svarede han dybsukkende, saa gaaer det, naar man vil giøre sin Lykke ved Giftermaal: Utaknemmelige Kiøn! saaledes at belæsse en Galant-Homme!« Herpaa saae han forbistret op til Himmelen, trampede imod Jorden under et halv Dosin nyemodige Eder, tog Afskeed med en Capriol, og begyndte at fløite og at synge et Stykke af en forlibt Hyrde-Arie, for at fordrive Tiden.

Neppe var han gaaet fra mig, førend jeg fik et meget dybt Compliment af en gammel fortørret Staader, som neppe kunde bedække sit Legeme med nogle sorte Pialter. Jeg spurgte ham om hans Stand og Skiæbne. »Ak min Herre! svarede han, Deres giennemtrængende Øine røbe saadan Skarpsindighed, at jeg tør sværge ved Apollo og Muserne, at de strax har indseet deres ringe Tieneres Bestilling.« - Det var en LEILIGHEDS-POET, der ikke havde ladet noget Bryllup gaae forbi, uden at forsone Amor med Hymen, eller nogen Ligbegiængelse, uden at skiænde paa Dødens Grumhed. Han havde været ved mange af Lykkens Porte, men Templets uskiønsomme Beboere havde aldrig tilladt ham, at komme længere end til Dørtærskelen. Nu var hans poetiske Aare, formedelst uafladelig Brug, noget fortørret, og hans gloende Ansigt gav noksom tilkiende, ved hvilken Hippokrene han søgte at forfriske sine Geister. 69 Efter megen Omsvøb, bad han mig paa Vers om et lidet Viaticum, og det var mig kiært, at jeg kunde slippe ham saa let.

Disse Originaler begyndte at blive mig kiædsommelige. Jeg undgik med Flid, nogle Qvindes-Personer af et fælt Anseende, som vare med i denne Hob, og jeg fattede det faste Forsæt, i hvordan det og maatte gaae mig, aldrig at udvælge Veien til Lykkens Lazaret.

Jeg blev endnu mere bestyrket heri, da vi strax efter traf paa to Vandrende, som alene toge den Vei, der førte til Nøisomheds Boelig. Hvilken Forskiel visede sig ikke imellem disse og de andre? En uforsagt, skiønt nedtrykt Dyd fremskinnede af deres hele Væsen. Den ene var en graahærdet Krigsmand, fuld af Ar og Skrammer, hvis mere end tarvelige Klædedragt, bar Vidne om, at han, med sit for Fædrenelandet udgydte Blod, kun havde tilkiøbt sig Mangel og Foragt. Den anden havde tilbragt sine beste Dage med at giøre unge Mennesker beqvemme til at komme ind i Lykkens Tempel, formedelst deres Duelighed og Fortienester. Mange havde ham at takke for, at de var kommet ind, men alle havde glemt at bevise ham samme Velgierning. ARETE selv, havde forgieves giort sit Beste, for at faae disse to Personer bragte ind i Templet, og nu var deres Sind alene henvendt til Nøisomheds Boelig, og til den evige Lyksaligheds Tempel. De giorde sig al Umage, for at overtale mig, til at følge med dem. Jeg stod og nogle Øieblik i Tvivl. Men Lykkens glimrende Tempel, som jeg nu var saa nær, tillod mig ikke at tvivle længe. De maatte lade sig nøie med den Fortrydelse, jeg visede over min Ubesindighed, der havde skildt mig fra Arete, og med det Løfte, som jeg gav dem; at jeg, ligesom de, kun vilde holde mig til hende, for at komme ind i Templet, og, om det ikke lykkedes mig, da tage min Tilflugt aleene til Nøisomheds Boelig. Førend vi skildtes 70 ad, sagde de mig, at Arete alt var ankommen ved Templet, med hendes Følgeskab, og at hun strax var gaaet til den ALMINDELIGE Port, som laae paa den anden Side af Templet. De berettede mig videre, at denne Port, den største af alle Templets Porte, kaldtes den Almindelige, fordi Aretes og Eusebias Venner havde den tilfælles med Affecternes Tilhængere. »De andre Porte, lagde de til, ere egentlig for de sidste aleene, og det skeer kun sielden, at ARETE beqvemmer sig til, at hielpe nogen af hendes Efterfølgere ind igiennem nogle faa af disse Porte, som ikke ere hende saa modbydelige, som de øvrige; hvorimod hendes foregivne Døttre ikke bringe nogen til den Almindelige Port, saa længe de tænke, at kunne skaffe ham ind igiennem een eller anden af de mindre, hvortil enhver af dem paastaaer at have en særdeles Adgang.«

Jeg var nu lige ved dette Tempel, som var alle mine Ønskers Maal. Jo nærmere jeg kom det, jo prægtigere blev det i mine Øine. Her syntes Jorden at have ødet sine Rigdomme. Hvad Indien nogen Tid har frembragt kosteligt, og Europa sammensat konstigt, saaes her i Materien og Bygningsmaaden. Hver Deel for sig var nok, til at sætte min hele Tænkekraft i Arbeide. Egnen var ingensteds saa skiøn og fortryllende, som næst uden for denne ypperlige Bygning. Sandserne og Indbildningskraften, begyndte der allerede at henrykkes ved de behageligste Forestillinger. Kort sagt: Stedet syntes at svare til sit Navn, DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL, som jeg siden fik at læse over den Almindelige Port. Vel blev jeg vaer, at endskiønt Templet var af en umaadelig Høide, Grundvolden i sig selv dog var mere konstig end stærk, og efter al Anseende ikke fast nok, til at bære saa stor en Byrde. Men jeg gav mig ikke Tid til at anstille nogen alvorlig Betragtning herover.

71

Efter det Løfte, jeg kort tilforn havde giort, holdt jeg mig nu fra de tillokkende Anførerinder, som Mængden fulgte op imod Templet. Endnu stod denne Slutning i min Magt; dog havde jeg allerede mærket, at det ikke var saa let en Sag, som jeg indbildte mig i Begyndelsen, at beholde en slags Friehed, ved at antage een af disse Beherskerinder efter den anden; og de fleste, der havde giort, som jeg, saae jeg nu alt lænkebundne. Hver Anførerinde søgte med sin Hob den Port, som hun i sær tilegnede sig, og der tilskyndte hun uafladelig sine Tilhængere at gaae, eller at trænge sig ind. Stod nogen for længe i Tvivl, saa stødte hun ham ind med Magt. Dette Syn bestyrkede mig i mit Forsæt. Jeg tænkte nu kun paa, at finde Arete igien, og at komme ind i Templet ved hendes Hielp. Til den Ende gik jeg ufortøvet omkring til den Almindelige Port, hvor jeg kunde formode at treffe hende. Paa Veien stillede jeg min Nysgierrighed tilfreds, med at besee de Porte, jeg kom forbi.

Den første Port, som drog min Opmærksomhed til sig, var opført af støbt Guld. Oven over Porten forestilledes en Drage, som ruede over en stor Skat, med den Overskrift: O CIVES, CIVES, QVÆRENDA PECUNIA PRIMUM, VIRTUS POST NUMMOS. Paa den ene Side, stod Crassi, og paa den anden Cosmi de Medicis Billed-Støtter. Til denne Port stormede saadan en Mængde, af omskaarne og uomskaarne Jøder, Aagerkarle, Toldforpagtere, Bogholdere, Søefarende etc. etc. at man ikke kunde komme den nær. Et umaadeligt Jøde-Skrig, som ikke sielden løb ud paa Klammerie og Slagsmaal, varede bestandig ved inden for den. Ved denne Port, opholdt sig iblant andre, nogle Personer, som gave sig ud for Philosopher. Disse spurgte de Ankommende i en spodsk Tone, hvad de vilde giøre derinde. O I forblindede Mennesker! sagde de, dersom I kunde see den mindste 72 Deel af det Onde, som hersker i dette Tempel, der lader saa glimrende! Men endskiønt de havde idelig Senecas Lærdomme om Rigdoms Foragt i Munden, saa gav dog den Begiærlighed, hvormed de hemmelig kigede ind i Porten, noksom tilkiende, at de af deres ganske Hierte ønskede, at blive ligesaa rige, som Seneca havde været. Een af de Omstaaende sagde mig, at dette Slags Folk aldrig forlod Lykkens Porte; at de pleiede i Skumringen at snige sig ind, igiennem hvilken Port de best kunde, og at de, naar de kom inden for, forsikkrede høiligen, at det var skeet tvertimod deres Villie og Ønske.

Den anden Port var beklædt med Lotterie-Sedler, og den tredie med Spille-Kort. Ved Siderne vare slet ingen Billed-Støtter. En Mængde af dem, som ikke havde kundet, eller ikke havde vildet trænge sig igiennem den første Port, vendte sig til disse. Men de kom næsten alle hovedkulds tilbage igien. Især saae jeg meget faa af dem, som gik igiennem den tredie Port, at slippe ind i Templet, og naar det skeede, bleve de kun nogle Øieblik inden for. Desuagtet bleve de ved, at giøre nye Forsøg paa at komme ind, og det syntes, at de, ligesom fortryllede, ikke vare mægtige til at forlade denne Port.

Den fierde Port syntes at berøve Lykkens Tempel meget af dens Anseelse. Den var saa meget mindre end de andre, at den mere lignede en Lem end en Port, og de, som vilde herigiennem, maatte i Begyndelsen krybe paa Hænder og Fødder. Oven over Porten forestilledes en gammel krogrygget Mand, med den Overskrift: SAALEDES ER JEG KOMMET IGIENNEM VERDEN. Paa den ene Side stod Sejans og paa den anden Bukinghams Billed-Støtte. Jeg saae mange krybe derind, og kuns to komme ud igien. Den eene havde giort sig vred for et par Knep paa Næsen, som nogle unge Herrer gave ham af Spøg: og den anden 73 havde været saa dum, at giøre en Minister mat i Skakspil. De krøbe begge strax ind paa nye og bleve lykkelig inden for. Denne Port var vel den sikkerste af alle, men den var tillige den skidenste. Thi ingen kunde komme igiennem den, uden at søle sine Klæder i en Hob Skam; eftersom al den Ureenlighed, som samledes i Lykkens Tempel, havde sin Udgang herigiennem.

Den femte Port streed i Henseende til Størrelsen tvertimod den fierde. Over den forestilledes en bevæbnet og kneisende Ungkarl, med den Overskrift: SAALEDES VIL JEG IGIENNEM VERDEN! Paa den eene Side stod Wallensteins og paa den anden Thamas Kulikans Billed-Støtte. De fleste, som gik herind, saae stivt i Veiret, og bleve derfor ikke de Bielker vaer, som laae tvert over Porten. Jeg saae dem og at løbe med saadan Heftighed imod disse Bielker, at et smerteligt Stød, som de fik i Panden, gav dem en kraftig Advarsel at vende om.

Den næste Port var for Skribentere. Oven over den forestilledes en siddende Person, som syntes at skrive uafladelig, og tillige at give noget Skreven fra sig, hvorefter endeel andre rækkede paa engang, i det de lagde Penge paa Bordet. Overskriften var: SAA SKRIVER DU DIG RIIG. Paa Siderne stod Popes og Voltaires Billed-Støtter. Jeg kom denne Port temmelig nær, og jeg blev vaer, at et ungt Menneske med en lang Svøbe, paa engang drev nogle hundrede tilbage, som syntes meget ældre end han. Jeg sprang i Hast tilsides, og spurgte een af dem, som havde faaet de fleste Hug, hvad dette var for et forvovent ungt Menneske? Ak, gav han grædende til Giensvar: Han kalder sig DEN NYE SMAG. Han haver taget sig al Herredømmet til over denne Port. Taareperse- og Skatkiste-Skrivere, Scholiaster, Anagrammatister, stedse færdige Leiligheds-Poeter, og saadanne kan han ingenlunde fordrage. De maa tilbage hver een. 74 Af de andre maa altid de tilbage, som efter hans Tykke have EN FORDÆRVET SMAG. Denne Skribent betroede mig tillige, at han var Forfatter til et Heltedigt i dactyliske Vers, til nogle hundrede meget kunstige Akrosticha og Chronosticha, og til en stor Deel Logogripher, saa sindrige, som nogen i den Franske Mercure. Han førte bittre Klager over Tiderne og deres Uskiønsomhed, og smigrede sig med Efter-Slægtens bedre Indsigt. Ellers mærkede jeg en stor Forskiel paa deres Klædedragt og Adfærd, som vilde igiennem denne Port. Nogle vare ganske bedækkede med Smuds og Støv, andre derimod vare meget pøntelig iklædte. Nogle gik paa saa høie Stylter, at man maatte faae Hoved-Svimmel af at see paa dem; andre gik paa Sokkerne; Nogle bedekkede deres skaldede Hoveder med saa store Parykker, at de syntes levendes Parykkeblokke; andre viiste sig saa skaldede som de vare. De Fruentimmer, som gik ind i denne Port, havde Mandsklæder paa.

Oven over den syvende Port forestilledes en Harleqvin, siddendes paa Lykkens Skuldre. Paa den ene Side saaes Bruti og paa den anden Claudii Billede. Porten var meget rum og magelig. Nogle tusinde virkelige og forstilte Narre og Tosser stormede herind, og det var sielden, at nogen kom tilbage igien. Ingen af dem saaes med Narrekappe. Endog Hofnarrene kiendte man alene ved deres Adfærd.

Over den ottende Port forestilledes en saa kaldet PETIT MAITRE, med en tom Pengepung i Haanden. Overskriften var: DET SKAL EN RIIG BRUD GIØRE GOT IGIEN. Paa begge Sider stod en Hob Billeder, af de betydeligste Mænd, som havde giort deres Lykke ved Giftermaal; men de vare alle saa smaa, at jeg ikke kunde læse Navnene. De, som vilde igiennem denne Port, trængede sig frem med den største Tillid til deres Fortienester, men de fleste kom tilbage beladte med Kurve.

75

Den niende Port var aleene for Fruentimmer. En Mængde paa det omhyggeligste pyntede Smukke stode her med stor Længsel efter at komme ind. Dette opvakte min Nysgierrighed. Jeg trængede mig nærmere til Porten, for at besee den nøiere. De syntes alle at blive fortrydelige derover. Somme holdt Hænderne for Øinene, og andre stødte mig tilbage. Saa meget saae jeg dog, at Porten var opført af heelt Speilglas. Oven over den saae man Venus siddende ved et Natbord, med alt Tilbehør, og noget tilsides Hymen, som syntes nøie at betragte hende. Overskriften var: VED NATUR OG KUNST. Paa den ene Side stod Monimes, og paa den anden Roxelanes Billed-Støtte. Alle gik ind med en fornøiet Mine, men naar nogle kom ud igien, kunde man læse en kiendelig Bedrøvelse af deres Ansigter. Jeg havde allerede spurgt en Deel af dem, hvorfor de maatte vende tilbage, og altid faaet et forvendt Svar, da min Nysgierrighed endelig blev stillet tilfreds af den mindst bedrøvede. Vi maa blive staaendes tæt inden for Porten, sagde hun, indtil et af de Mandfolk, som er kommet ind i Lykkens Tempel, vil hente os af; og de, som ikke blive afhentede, ere nødte til at vende tilbage. Hun fortalte mig videre, at en stor Deel af disse Forskudte prøvede paa, at komme igiennem een af de to følgende Porte.

Den tiende Port, som iligemaade var for Fruentimmer alene, gik jeg forbi, uden at blive noget andet vaer, end Phrynes og Laidis Billed-Støtter, og over Porten en Guld-Regn, som faldt i Danaes Skiød. De som kom her igiennem, blev i Almindelighed stødt ud igien, naar de havde været en kort Tid i Templet: og saa begave de sig enten lige til LYKKENS LAZARET, eller og til den følgende Port.

Den ellevte Port var udziret med Rosenkrandse, Pønitentse-Sække, Riis, Pidske og Bønne-Bøger. Oven over den forestilledes en tredobbelt Krone, som var omgiven med Cardinals-Hatte, 76 Biskops-Huer og Stave. Tartuffes Billed-Støtte stoed midt for den. Han slog Øinene stedse ned imod Jorden, men med Hænderne syntes han at række efter de Værdighedstegn, som stoed oven over Porten. Alle de af begge Kiøn, som gik herind, havde Maske paa. Jeg sluttede af alt dette, at denne Port var for de Skinhellige.

Den tolvte Port hængte sammen med den ellevte ved en hemmelig Gang. Oven over den stoed disse Ord: AUDE ALIQVID BREVIBUS GYARIS & CARCERE DIGNUM, SI VIS ESSE ALIQVIS! Den syntes at være overstænkt med Blod. Paa den ene Side stoed Irenes, og paa den anden Cromvells Billed-Støtte. Det var et halsbrækkende Arbeide at komme igiennem denne Port, da den var fuld af Fald-Luger. Dette, tilligemed dens gruelige Anseende, giorde, at meget faa gik herind. Ja ingen, endog den dristigste, vovede sig herigiennem uden Skielven og Gysen. Jeg ilede fra dette fæle Syn.

Den trettende Port var tillukt. Oven over den forestilledes en Mand som arbeidede i et Bergværk, med den Overskrift: UFORTRØDEN ARBEIDE OVERVINDER ALTING. Origenis Billedstøtte stoed paa den eene, og Hugonis Grotii paa den anden Side. Jeg sluttede heraf, at denne Port var for de Flittige, men jeg faldt i stor Forundring over at den var lukt. Dog begreb jeg snart Aarsagen, da jeg læste en Seddel, som var heftet paa Porten, af følgende Indhold: EFTERSOM LYKKENS EGNE BØRN, SOM ERE FØDTE OG OPDRAGNE I DETTE TEMPEL, PAA NOGEN TID HAR FUNDET SIG BESVÆREDE AF DET UMAADELIGE OVERLØB, SOM SKEER IGIENNEM DENNE PORT, SAA HAVER GUDINDEN FUNDET FOR GOT, IKKE AT LADE DEN STAAE AABEN, UDEN FIRE DAGE OM AARET. Dagene vare ikke nævnede.

Den fiortende, femtende og sextende Port, hvor- af den ene førte Dyd, den anden Gudsfrygt, og 77 den tredie Ærlighed til Overskrift, vare ligeledes lukte, med hosføiet Efterretning: AT NØGLERNE VARE FORKASTEDE, OG EFTERSOM LAASENE VARE DIRKEFRIE, KUNDE DE IKKE AABNES, UDEN AT BRYDES OP MED MAGT, (HVILKET SYNTES AT OVERGAAE MENNESKELIGE KRÆFTER.) IMIDLERTID VILDE MAN HAVE DEM, SOM AGTEDE SIG IGIENNEM DISSE PORTE, HENVIISTE TIL DEN ALMINDELIGE.

Min Længsel, efter at naae DEN ALMINDELIGE PORT, tog herved mærkelig til, og jeg opholdt mig ikke længe med at besee de andre Porte, som jeg maatte forbi. Dog saae jeg, uagtet min Iilfærdighed, over een af dem en Klædebørste og en Skoebørste, sadte krydsviis, og omgivne med en Ærekrands. Over en anden Port blev jeg Vulcanus vaer, som saae igiennem Fingrene. Dens Zirater bestoed fornemmelig i Overflødigheds Horn. Over de to næste faldt mig Mercurii og Ganymedis Billeder i Øinene. Nogle andre Porte vare for Projectmagere, nye Paalægs og nye Moders Opfindere. Ja hvem skulde tænke det, der var endog Porte for Luftspringere, Liniedandsere, Gøglere og Taskenspillere.

Efter en møisom og langvarig Gang kom jeg endelig til den almindelige Port. Den var vel ti gange saa stor som nogen af dem, jeg hidindtil havde seet. Oven over den var skrevet med store gyldene Bogstaver: DEN ALMINDELIGE PORT TIL DEN TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL. Lige over for den stoed Cæsars Billed-Støtte, og paa Fodstykket de Ord: PER FAS AUT NEFAS. En utallig Mængde af alle Stænder, dog især af Studerende, stormede hertil. Med et Navn kaldte de sig SKIKKELIGE FOLK. Der var, uagtet Portens Størrelse, saadan en Trængsel, at den eene traadde paa den anden, og at en Deel kom tilbage med forslaaede Lemmer. Dette begyndte at giøre mit Haab noget vaklende, da jeg saae ARETE at staae 78 ved min Side. Hvor glad, hvor henrykt, men tillige hvor skamfuld blev jeg ikke? O Følelser, som ere den ubekiendte, der aldrig saae ARETE! Yndige, guddommelige ARETE, raabte jeg, i det jeg med en brændende Heftighed kastede mig i hendes aabne Arme, tilgiv mig min Forseelse; vær som tilforn min hulde Veninde, og jeg skal aldrig mere tilside sætte dine Erindringer.

Hun tog mig herpaa ved Haanden, og førte mig op imod Porten. ÆRLIGHED gik ved min anden Side, og FLIID gik foran, for at giøre os Plads. Saaledes bragte de mig, skiønt temmelig forstødt, igiennem den inderste Dør.

Til enhver af Portene svarede indentil en Dør. LEILIGHED, et skiønt og venligt, men derhos noget vægelsindet Fruentimmer, løb omkring, og aabnede snart den eene, snart den anden, ligesom det faldt hende ind, og slog dem hastig til igien. De fleste kom ind, imedens Dørene stod aaben. De andre fik dem selv med Møie aabnede, og saasnart de vare inden for, faldt Dørene af dem selv til igien. Jeg var iblant de sidste, og Fliid hialp mig at støde Døren op.

Her var det, at jeg baade saae og følte, hvad jeg tilforn kuns havde giettet mig til. Jeg stod en Tid lang henrykt, og var nær ved at blive overbeviist om, at jeg var i Himmelen. Dog saa indtagen, som jeg var, kunde jeg dog ikke andet end forundre mig over, at Trængselen inden for, var næsten lige saa stor, som den der var i Portene. Enhver søgte, at nærme sig til et overmaade prægtigt og kostbart Alter, hvorpaa Gudinden sad, med Overflødigheds Horn i Haanden. Hun syntes at vinke ad enhver, med et indtagende Smiil, og hun øsede over de Omkringstaaende, udaf hendes Horn, de Kostbarheder, hvormed det var opfyldt. De nærmeste fik det meste, og de andre maatte som oftest nøies med det, som de første igien godvillig overlode til dem.

79

Uagtet, at jeg var iblant de sidstes Tal saa var jeg dog i Begyndelsen vel fornøiet, med de faa Gaver, som faldt i mit Lod. Men MISUNDELSE lod mig ikke længe blive i denne Roelighed. Dette tørre og skeeløiede Skrækbillede, som bestandig sneg sig omkring i Templet, særdeles længst Æra Alteret, havde neppe blæst sin Aande paa mig, førend jeg paa engang blev følesløs imod alle mine Lyksaligheder. Fra dette Øieblik, stak intet mig i Øinene, uden det, som andre havde, og intet kunde trøste mig, uden Haabet om at blive lige saa lykkelig som de. Nu saae jeg først med Fortrydelse, at mange havde faaet et langt fornemmere og mageligere Sted i Lykkens Tempel end jeg. I sær, var det mig meget utaaleligt, at mange, som jeg havde seet krybe igiennem den lave Port, var alt langt nærmere oppe ved Alteret, og havde faaet langt kostbarere Gaver, end jeg. Jeg stræbede længe forgieves at komme op til dem: indtil endelig en Mand af stor Anseelse, som havde seet mig komme ind i Templet ved ARETES Hielp, rakte mig Haanden, og hialp mig længere op. Arist (saaledes heed denne værdige Mand) beviiste samme Redebonhed imod alle ARETES Venner, og man blev tydelig vaer, at en oplyst Velgiørenhed var Drivefieren til alle hans Handlinger.

Nu var jeg kommet Gudinden saa nær, at jeg kunde see hende lige i Ansigtet. Nu begyndte jeg, at mærke noget falskt og tvunget i hendes venlige Smiil, som jeg tilforn ikke havde blevet vaer. Man kunde aldrig være vis paa hendes Godhed. Thi en Deel, som havde været lang Tid oppe ved Alteret, og var bleven holdt for hendes største Yndlinger, lod hun hovedkulds støde ud af Templet, uden at giøre dem mindste Regnskab, hvorfor? Tvertimod mange andre, som gierne havde været fornøiede med, at blive tæt inden for Døren, kaldte hun op og satte dem næsten oven paa Alteret. Denne Falskhed og Ubestandighed vilde 80 nogle lede fra hendes Blindhed, andre fra Mangel paa Forstand. Hvorledes det og var, saa beholdt hun dog endnu Yndigheder nok, til at fortrylle mig. Jeg var nu tæt oppe ved Alteret, og efter mine Tanker stod intet tilbage, som jeg kunde ønske. Jeg svømmede i et Hav af Vellyster, og holdt mig nogle Øieblik for det lyksaligste Menneske paa Jorden. Men FRYGT og KIÆDSOMMELIGHED, to Fruentimmer, som opholdt sig næst oppe ved Alteret, lod mig ikke længe blive i denne søde Vildfarelse. Den blege og skiælvende FRYGT foruroeligede mig idelig ved at pege paa dem, som bleve stødte tilbage af andre, der trængede sig frem igien i deres Sted. Jeg spaaede mig hvert Minut den samme Skiæbne. KIÆDSOMMELIGHED, en overmaade feed og ubeqvem Person, kunde, eller gad neppe røre sig, og bar et Bundt Valmue under Armen. Hun gabede bestandig, og kom derved alle de omkringstaaende Lykkens Yndlinger til at gabe med. Jeg gabede, som de andre, og begreb nu, at Lykkens Tempel meget uegentlig kaldtes den TIMELIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL.

Jeg tænkte paa dette, da jeg mærkede, at min ædelmodige Beskyttere, Arist, var gaaet tilside bag ved Lykkens Alter. Han saae stivt op til et Sted, som jeg snart kiendte igien. Det var den Bierg-Top, hvorpaa EUSEBIA havde sagt mig, at den EVIGE LYKSALIGHEDS TEMPEL var beliggende. Da Arist endelig vendte sine Øine derfra, saae jeg, at en roelig og ubeskrivelig Glæde, havde udbredet sig over hans hele Ansigt. Hver af hans Øiekast gav den Ligegyldighed tilkiende, hvormed han betragtede Lykkens meest glimrende Gaver. Herved kom jeg EUSEBIAS Formaning ihu, hvilken i den Tummel, som jeg havde været i, var gaaet mig reent af Tankerne. Jeg saae op imod det usynlige Tempel paa Bierget, med en Attraa, som svarede til den Ringeagtelse, hvormed jeg begyndte at ansee det andet. Da jeg vendte 81 mig om igien, blev jeg med Forundring vaer, at de Ting, hvormed jeg var omringet, havde tabt en stor Deel af deres forrige Glands. Jo tiere jeg saae op mod den evige Lyksaligheds Tempel, desmere tog denne Fordunkling til. Tilsidst blev alting mørk for mine Øine. Frygt og Kiædsommelighed alene, stod endnu kiendelige ved min Side. Men hvilket Syn! - EUSEBIA, den guddommelige EUSEBIA, fremstillede sig selv pludselig for mine Øine. Jeg kastede mig i hendes Arme, og raabte fuld af Glæde og Forundring: EUSEBIA i Lykkens Tempel! Af denne min Sinds-Bevægelse, og mit eget heftige Skrig, vaagnede jeg.

82

DE PARADISO
(1764)

§. I.

LOCUM Paradiso amoeniorem nec habet Sacra Scriptura, nec habuit mundus. Habent sibi Gentiles, hortos Adonidis, narrent nobis de pensilibus Semiramidis, obtrudant poma Atlantis; nunqvam tamen horto (ut biblice loquar) voluptatis, similem qvemdam monstrabunt. Ibi omnis generis arbores, visu pulcherrimæ; ibi arbor vitæ; ibi tandem arbor scientiæ boni & mali fuerunt vid. Gen.2,9. Ibi

ver erat æternum; placidique tepentibus auris

Mulcebant Zephyri natos sine semine flores. Ne mireris igitur, Lector B., si amoenitas loci mihi persvasit potius in Paradiso commorari, quam dissertationem de foedo isto Phlegethonte Tartareo, ut anno ab hoc proximo promisi, continuare. Qvum qvæstiones utrimque occurrentes, sint æque difficiles, non vero æque iucundæ; qvas inveni iucundissimas, in medium proferam, prolatasque pro virili examinabo, tua L. B. æqvitate fretus atqve benevolentia.

§. II.

Qvæstiones, qvæ in dissertatione de Paradiso, notatu videntur dignissimæ, sunt seqventes.

1.) De Origine atqve Etymologia vocis [x]x[x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x].

2.) Ubi fuerit Paradisus?

3.) An adhuc exstet?

4.) Qvænam fuerint celebres istæ arbores vitæ & scientiæ boni & mali?

5.) His ut qvinta adiici potest qvæstio, de raptu Pauli in Paradisum; de qvo narratur 2. Cor. 12,4.

Hæ sunt, qvas, prout Charta & tempus suffecerint, partim hodie, partim alia data occasione, enucleabimus, qvæstiones.

83

§. III.

Ter in primis vocem [x]x[x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], in sacris literis legimus, scil. [x]) Luc. 23, ubi salvator in cruce pendens latronem affatus est his verbis: hodie mecum eris in Paradiso [x]). 2. Cor. 12, v. 4. ubi Paulus dicit, se raptum fuisse [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x]). Apoc.2, 7. & his qvidem verbis: Vincenti, dabo ei, comedere ex arbore vitæ, qvæ est in medio Paradisi Dei. De Origine hujus vocis varii varia cogitarunt. Græci putarunt, vocabulum esse Origine Græcum. Huic sententiæ accessit Svidas, qvi illud compositum existimavit ex [x][x][x]??? et [x][x][x][x] rigo, nec non Gellius, qvi in libro II. cap. 20. dicit: vivaria qvæ nunc vulgus dicit, sunt, qvos [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] Græci appellitant: et alia (a). Rem propius tetigisse videntur, qvi vocem Persis originem debere, asserunt. Inter hos eminent Julius Pollux libr. 9, cap. 2., qvi asserit vocem istam esse exoticam, & in usum græcum venisse, eodem modo quo [x][x][x][x] [x][x][x]x[x][x][x][x][x] & alia; Hesychius, qvi dicit [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] significare Persarum [x][x][x]x[x][x][x][x][x][x], id est, locum ubi diversantur Persarum reges.

§. IV.

Diodorus Siculus (b), huic voci quoqve tribuit originem persicam, aut si non ipse, tamen interpres ejus Rhodomannus. Hic enim [x][x][x][x][x][x][x]???[x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], qvem Diodorus, a Sidoniis deletum narrat, per regium Paradisum vertit. Quodsi credidisset, vocem [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] vulgari græca lingva hortum significare, vertisset utiqve [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] per hortum, æqve ac [x]???[x][x][x] per hortum vertitur. Nunc vero, qvum vocem in versione sua retineat, eo indicare videtur, eam exoticam esse, i. e. Persicam. Idem Diodorus Siculus in libr. 2. [x]???[x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x]x???[x], hortum pensilem, qvem prope arcem babylonicam, a Cyro Rege exstructum narrat, [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] vocat.

* * 84

§. V.

Non raro praeterea reperitur vox Paradisi, apud Græcos Scriptores, vix tamen alibi, qvam ubi de Persicis hortis & vivariis scribunt. Conferas ex. gr. Joseph. Libr. 10. ???[x][x][x][x][x][x] cap. 2. & alios. Conferas inprimis, cunctis antiqviorem & clariorem Xenophontem, qvi sæpe vocem [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] usurpat, sed non alibi, qvam ubi de rebus persicis agit. Sic in oecumenico suo, narrat, Reges Persarum operam navare, ut in omnibus provinciis horti habeantur, in qvibus commode vivere possint. Addit vero, ubi de istis hortis agit, [x]??? [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], ex qvo apparet, eos duntaxat persico nomine paradisos appellatos fuisse. Si enim [x]???[x][x][x] & [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] tunc temporis vernacula Græca æqve freqventata fuissent, non sane illud [x]??? [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] addidisset, suffecisset enim [x][x][x][x][x][x] eos appellasse. Idem Xenophon qvoqve narrat, Paradisos Persarum Regum, non solum omnium generum, qvæ terra producere solet, arboribus atqve plantis fuisse refertos, verum etiam variis animalibus domitis & indomitis. Vid. Lib. 1. Expeditionum Cyri

§. VI.

Post Xenophontis ætatem vox ista se ita in græcam lingvam insinuasse videtur, ut græca civitate donata, postea non modo persicos, sed & qvosvis amoenos hortos significaret, imo etiam septa ista, qvibus feræ includebantur (c). Hoc præcipue tribuendum est Macedonibus, qvi tunc temporis universum orientem, adeoque etiam ipsos Persarum Paradisos, invaserunt, occuparunt. Sic qvoqve 70 interpretes voce [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] usi sunt, eaqve verterunt vocem hebraicam [x][x][x] ut Gen. 2, 9, 3, 23. Es. 1, 29. Jerem. 29, 5. & qvidemita, ut non speciatim protoplastoram habitaculum, verum qvem vishortum amoenum ea significare voluerint. Sic & Josephus hortum Eden, modo [x]???[x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] (d).

* * 85

§. VII.

Græci interpretes vero non solum Hebraeum ??? per [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] vertunt, verum etiam ??? eodem modo interpretantur. Ter in sacris literis reperitur hæc vox sc. Eccl. cap. 2, v. 5. Cantic. 4, 13. Neh. 2, 9. In ultimo loco divinus scriptor narrat, se a Rege Persarum petiisse, ut literas sibi daret, ad Asaphum Præfectum sylvæ, qvæ in textu vocatur ??? adeoqve hinc constat ad hebræos qvoqve translatam fuisse hanc vocem, & ab iis usurpatam, partim pro horto, ut Eccl. 2, 5. & Cant. 4, 13. partim pro sylva, ut Neh. 2, 9. Et hocce est, qvod de Origine et Etymologia vocis [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] dictum volui.

§. VIII.

Secunda qvæstio, qvam in medium proferre promisimus, est ista de situ Paradisi, nunquam, ut sperari potest, cunctis suffragiis decidenda. Divinus historiographus qvidem, qvatuor flumina, qvæ hortum irrigarunt, denominat; sed licet perfectam & omni numero absolutam descriptionem eorum nobis tradidisset: valde tamen difficilia inventu forent: qvum diluvium universale, quum tot specialia, qvum deniqve tot tantiqve terræ motus, orbem sensim perturbaverint, si non plane mutaverint. Ipsa experientia docet, veteres chartas geographicas, mundum exhibere, ab hodierno plane diversum. Mirum non est igitur, tot tantasqve turbas a doctis, de situ horti motas esse. Mirum non est, hanc qvæstionem nodo Gordio difficiliorem solutu esse, qvum vero dici possit, nullam partem terra fere indicari posse, qvam non unus aliquis ad minimum pro loco Paradisi habuerit. Hoc bene intellexit Huetius, circa hanc qvæstionem in multis clarissimus. Audi ipsum, varias sentientium partes recitantem (e). »Dantur, inqvit, qvi Paradisum, in tertio, in qvarto, in lunari coelo immo in ipsa luna & in medio æthere

* 86

collocant. Modo extra, modo supra, modo infra terram, & in occulto hominibusqve ignoto loco situm volunt. Qvidam illi sub polo Arctico, in Tartaria, ubi nunc mare Caspicum est, locum tribuunt. Alii, eum in terris orientem spectantibus, in littoribus Gangis qværunt; insulam Ceilan nobis monstrant, ideoqve vocem ab indis deducunt. Alii eum in China, alii in Armenia, alii in Africa, alii sub Æqvatore, alii sub montibus Lunæ, unde Nilus oritur, eum in venire volunt. Plurimi pro Asia loqvuntur: qvidam in Armeniam eunt, alii ad Mesopotamiam, aut ad Assyriam, aut ad Persiani, aut ad Babyloniam, aut Arabiam, aut deniqve terram promissam se conferunt, & locum ejus reperire student. Fuerunt &, qvi in Europa Paradisum invenirent.« Hactenus Huetius. Ipse putavit, hortum istum divinum, intra ipsas origines Tigris & Euphratis, Phasis & Araxis, situm fuisse, sed a P. Calmeto solide refutatus(f). Immo, qvod omnem fidem excedit, Rudbekkius, si recte memini, in patria sua Svecia Paradisum collocat.

§. IX.

Hic habes, L. B., varias de situ Paradisi, sententias. Tute videbis, qvam difficile foret, ex tanta multitudine, veram monstrare, monstratamqve solidis argumentis demonstrare. Id igitur, qvod humeris nostris gravius est, missum facimus, sine pluribus ambagibus, ad tertiam tendentes qvæstionem. An scilicet, adhuc exstet Paradisus. Sed & hæc, spatii ergo, in seqventem annum est differenda; qvo istam, una cum reliqvis, absolutam, luci mandabimus. Si Deus voluerit & vixerimus.

* 87

TANKER I ANLEDNING AF HR.
HANS EBBESEN, HØRKRÆM-
MER HER I STADEN, OG JOM-
FRUE CHRISTIANE BENE-
DICTE HUULEGAARDS
MARIAGE
(1765)

HVOR Zephyr hvislende blanttet begroede Eger
Snart deler Solens Magt, snart skiller Skygger ad;
Saa i et sagte Hvift med søde Liljer leger,
Og, da den bøyer dem, opløfter Tornens Blad -
Hvor Skovens Fløytenist snart Sørgestykker spiller,
Og byder Dyr og Træer, at agte paa sit Suk,
Snart kurrer, fløyter, slaaer; snart i afbrudte Triller
Nedfalder Gradeviis fra Slag til søde Kluk -
Hvor - Men kast Penslen bort - I Yndigheders Bolig,
Som knap Naturen selv kand treffe ret igien,
Der boede Celadon, for al Bekymring rolig,
I mættet Nøysomhed og Pagt med Himmelen.
Ey ynket, ey misundt, ey falske Venners Slave,
Ey priist af Rosifleng, ey lastet af Zoil,
Holdt han sin vise Siæl for Himlens største Gave,
Og saae til Verdens Stoy med et hoymodigt Smiil.
Lyksaligste! - mon Guld? mon Purpur? mon en Krone?
Mon Lavrbærkrandse gav din Lykke større Glands?
Ney! siger Celadon - Ney! - med vemodig Tone
Du sukker, vise Siæl! bedaares du af Sands?
Hvem er da lykkelig, naar selv den Vise knurrer
Mod Skiebnens Karrighed? - naar den Lyksaligste -
Men billigt Suk - Hør hist, hvor Turtelduen kurrer,
88 Og husk, at Celadon er ikke skabt af Snee,
For Cloris sukker han - O Skabnings vise Orden!
Fra Celadon til Myg vil alle parre sig.
Selv Adam, hellig, viis, Gud lig, Regent paa Jorden,
Er først i Evas Arm fuldkommen lykkelig.
O ædle Drift! - o Baand! - o søde fælleds Tykke! -
O Følelse! - o Liv! - tie Muse, nu om Roe,
Roes ikke Eenlighed! søg Pynten af vor Lykke,
Hvor Elskov, Overleg og Himlen samler Toe!
Jer nevner Musen ey, I alt for svage Siæle,
Hvis Drift varureen Lyst og kort Begierlighed -
Og Satyr give dem et billigt Eftermæle,
Somharkuns Guld og Rangtil Baandets Øyemed!
Men hvor en hellig Ild i rene Flammer brænder,
Som Dyden tændte op, og Døden slukker ud:
Lyksalige! - hvor To fremrakte glade Hænder,
Som sammenbandtes af Forældre og af Gud.
Lyksalig Ebbesen, som fik Din Christiane
Til Lykkens største Pant af Himlens egen Haand!
Lyksaligt Brudepar, som midt paa Dydens Bane
Blev knyttet evig fast med Elskovs søde Baand.
Skue, Muse! føl og syng om søde Turtelduer!
Siig mig, hvor dette Par? - dog, her faldt Dekket ned -
Naar skildrede en Pen saa rene Elskovs Luer?
Og hvem kand oversee saa stor Lyksalighed?
Hun fik en værdig Mand, og Han en værdig Mage.
Naturen lover selv en talrig Efterslægt.
To Ønsker har kuns Sted; thi hvad er meer tilbage,
END LYKKENS STADIGHED, OG HIMLENS VARETÆGT? E.

89

MELETEMATA QVÆDAM DE
PRAVIS SCRIPTORIBUS
(1765)

IN istis, qvæ nova nobis qvovis hebdomade referunt, pagellis, nuper, neqve ut verum fatear, sine risu, legi, novo jamjam chartæ generi conficiendo Germanos esse intentos: Scilicet, ne panni qvidem laceratæ satis Germaniae auctoribus eorum, ne dicam scributiis, amplius sufficiunt: Plantae, nunc, arbusta, arbores, innumerabilia, immensurabilia, immo horribilia eruditionis monumenta ære perenniora reddent sæculoqve novissimo reddent intacta. Misso vero joco, ne huic per se satis utili arti aliqvid detrahere videar; tibi, Lector benigne, ingenue fateor, me ingentem hanc, quæ mundum inundat immo fere suffocat librorum multitudinem, haud alias considerare, ac permagnam sentinam, in qvam argenteæ qvædam qvædam pretiosioris metalli monetæ, fato suo ceciderunt. Aut sexcenties repetita sub novo vero titulo luci edita, aut putida figmenta, aut aniles ineptias, aut inanes logomachias, ne dicam crimina læsæ & humanæ & divinæ majestatis, publice nunc fere ubicumqve vendunt bibliopolæ, & pro novis vendunt, & pro bonis vendunt. Si in myriadibus librorum qvinqvaginta, si qvadraginta, si triginta, immo si viginti & decem justi essent, cavendum foret ne una cum malis hi perirent, sed nunc - at vero aromatopolis consulamus, rogo illos addicere nolumus. Ignosce mihi, L.B., Hasce qverelas, utpote justas. Tute evolve proximum qvemcumqve & si paucos excepero, me verum dixisse invenies. Varias, talium scributiorum, majoris lucis gratia, ideas, in medium proferre mihi est in mente. Simplex, aut ut Mæcenati cuidam aduletur, aut ut offulam qvandam obtineat, aut ut pro obtenta gratias agat, aut aliis deniqve de causis, in Autorum classem pervenire, sibi & utile putat & 90 necesse. Neqve mora. An simplex cerebro careat, hic nihil interest. Qvid cerebrum ad Autorem? Anne eruditis immo anne cuipiam opus edendum placeat necne, qvid hoc ad rem? Sibi tantum & Patrono suo scribit simplex. Sibi vero ipsi errata qvælibet facile ignoscet, & Mæcenati sine dubio tempus ad legendum librum ejus vix sufficiet. Aliqvid tamen scribendum. Unde vero hoc? Hercule; Gratia istud probatum, Lexicon Universale, vel alia qvaliacumqve subsidia bene novit simplex. Inde ingentem aboletarum sententiarum farraginem compilat. De suis qvicqvam addere egregie cavet. Operi vel opusculo ita compilato, ante omnia studet titulum præfigere, cui pondus insit, id est, plane sesqvipedalem. An vero id, qvod in libro continetur, indicet titulus, necne, ad rem facere minime putat. Immo, ut lectori primo conspectu sanctum incutiat horrorem, pagellis, in qvibus de barba Cæsaris agit, titulum de bombogranotympotaratandinibus præfigere haud dubitabit. En simplicem autorem. Qvid vero si simplici alienas plumas detraheremus? - Hem qvam idearum colluviem, qvalem judiciorum sentinam, qvantum ratiociniorum Chaos.

Versifex, ne genuinorum Apollinis filiorum oblitus, videar, aut in lautiore paululum prandio, aut in qvibusdam imperialibus, vel minoris qvoqve pretii præmio, aut in paucorum applausu, rationem versuum pangendorum videt ita sufficientem, ut nihil magis. Tunc vero Versifex! - Sudat, alget, bibit, currit, fremit, immo insanit; qvum vero diu eum ita parturire videris, prodibit nil nisi ridiculus mus. Rythmos qvosdam videbis vel ita cothurnatos, ut sensum qvemdam illis extorqvere ad Herculeos labores pertineat, qvum scilicet ipse Versifex eos neqvaqvam intelligat; vel qvoqve compactos ad tritum istud exemplar: Nuper qvidam doctus coepit scribere versus; vel deniqve ex ærariis poëticis compilatos. Ne, de ineptiis, de 91 adulatione, de spurcitie, inutilia verba faciam. Ita Versifex. Qvid vero si Versifices a Parnasso abigeremus, qvot tunc restarent poëtæ? Juvencus (sit venia barbaræ huic incogitati juvenis appellationi) cuncta qvæ in mentem veniunt luci mandare haud dubitat, qvæ sibi placent omnibus piacere certo putans. Qvid vero de næniis Garruli, qvid de sentina Sordidi amplius loqvar. Cur diffamatoriarum, cur tumultuariarum, cur deniqve blasphemarum mentionem faciam? Satis hæ primo conspectu sese vituperant; tuaqve, in istis patientia L. B. abuti nefas puto. Paucas tantummodo, cur tanta pravorum autorum existat multitudo, rationes in medium proferam prout potero brevissime; prolatas vero tuo ipsius iudicio relinqvam. Palmam sine dubio in his obtinebit lucrum, qvod ex pravis libris majus in bibliopolas redundat, qvam ex bonis. Hoc vero rursus a pravo plurimorum lectorum gustu derivari, nemo, me judice, est, qvi non videat. Optimos qvoqve scriptores, si marsupio consulere vellent, publico gustui sese interdum oportuit accomodare. Id, qvod videre est ex ipsis, qvorum etiam cineres deosculamur, heroïbus. Qvid vero plebi scribere aliud est ac male seribere? Plebs scilicet serie propositis atqve enodatis veritatibus raro delectata, ea tantum, qvæ risum excitare qveunt, exoptat, legit, approbat. An vero hæc interno qvodam valore gaudeant necne parum interest, qvum occulta cuncta plebis mentem excedant.

Ad secundam referimus Inventionem artis typographicæ.

Tertia in ordine merito venit ineptum plurimorum doctorum, de Philosophicis, Theologicis aliisqve immo de ineptiis contendendi studium. Qvis est, qvi ignoret qvot qvantaqve inutilia bibliothecarum pondera rixæ doctæ genuerint?

Ad qvartam pertinet vanus iste honor, qvem iuvenes plurimi immo seqvioris sexus homines 92 jamjam in autoris nomine ponunt. Illi nomen vix sibi inditum in doctis recensionibus jam legere cupiunt. Hæ mente, qvam corpore foecundiores; partum interdum edunt novimestre qvidem majorem, sed ita qvoqve deformem, ut sepulchro dignior sit, qvam educatione.

Qvinta, &, ut reliqvas minores præteream, ultima sine dubio est necessitas scribendi, minus idoneis interdum imposita. Hic habes, L. B. rationem, cur, ut alios taceam, ipse ego hodie tibi hisce pagellis, si legeris, forsitan molestus, sin vero minus saltem sim inutilis. Ita enim leges optimi pieqve defuncti fundatoris Collegii nostri jubent, ut publice qvilibet qvotannis disserat. Optimam pii viri fuisse intentionem, nemo, me judice, erit, qvi iverit inficias. Magnum sane Musarum alumnis, ex tali exercitio & qvoad eloqventiam latinam & qvoad artem demonstrandi evenit emolumentum. Cunctos vero dissertationi conscribendæ æqve pares non esse ex meo videbis exemplo. Neqve perdoctam neqve ambiguam materiam enodare meum fuit. Docti nihil profero. Citationes habeo plane nullas. Paucis: Dissero, non, ut sim Autor, sed ut disseram; tuaqve solum fretus benevolentia, in gratiam opponentium luci mando Theses subseqventes

DE CREATIONE

I.) Dictum Gen. 1, 1. et Joh. 1, 3. minime ita verbaliter paralella dici possunt, ut Hebraeum ??? eandem habeat significationem, ac Græcum ???[x] [x][x][x]???. Alias, aut ad scholasticorum qvorundam sententiam, qvi mundi æternitatem possibilem, aut ad socinianorum somnium, qvi Verbi substantialis æternitatem impossibilem statuunt, aliqvid facere viderentur. Illud indicat ipsud rerum finitorum initium, qvod a sana ratione concipi neqvit æternum. Hoc vero tempus ante Creationem (conf. v. 3. seqv.) qvod, qvum ad res 93 successivas nullam habuerit relationem, nihil fuit nisi ipsa æternitas.

II.) Caelum, cujus mentio fit in versu primo historiæ Creationis, sine dubio indicat universum mundorum a gyro nostro diversorum systema, neqve, ut idem cum extenso isto, de qvo v. 7 & 8. considerali potest. Mosis tantum fuit terræ nostræ, eorumqve, qvæ ad eam pertinent, coelestium corporum historiam litteris dare. Qvod vero de reliqvorum gyrorum creatione præmisit, ad sine dubio Polytheorum refutationem fecit. Aut enim primus isti versus est totius Creationis summarium contentum, aut non. Si summarium contentum, nonne initium istud historiæ: Et terra erat vasta cet. materiæ præexistentiam, immo nonne Mosis silentium æternitatem qvodammodo stabiliret. Si vero non, nonne foret repetitio, contradictionis speciem prae se ferens, idem coelum & primo creationis initio, & tertio die creatum esse.

III.) Impossibile plane non est, si, id qvod Mosis fuit consideramus, gyros hos a nostro diversos, ante hexaëmeron creatos fuisse, & per ??? v. 16. planetas indicari.

IV.) Terra, de qva dicitur vers. 1. nihil est, nisi materia inhabilis postea in formam redacta, qvæ, qvod ante hexaëmeron creata sit, fide dignum est, qvum & Moses, de tempore Creationis ejus nihil indicet, & ad primum diem lucis creationem referat.

V.) Terra ista ante diluviana, sine dubio aqvis superstructa, & ab hodierna, igne scilicet peritura, qvoad indolem plane fuit diversa.

VI.) Creator in eligendo hexaëmero hominum conceptui sese accommodavit. Nam ut atomos, ita qvoqve id, qvod in temporis atomo factum narratur, concipere neqvimus. Irrito conatu Philo de Opificio mundi p.3. huic Creationis tempori improprium sensum tribuere studet.

VII.) Qvidam voluerunt primam istam lucem v.3. varias ignis istius particulas fuisse, qvæ 94 postea conjunctæ solem constituerunt. Alii putarunt, ipsum solem fuisse, qvi jam ante qvartum diem, qvo creatio ejus refertur, exstiterit. Rabbinorum qvidam docuerunt, fuisse præclarum divinæ præsentiæ specimen, qvod vulgo Schekinah appellant. Si vero, ut supra, supponimus, stellas fixas, jam ante hexaëmeron exstitisse, prima hæc lucis creatio in eo forsitan constitit, qvod: Elementis in ordinem redactis, abactaqve magna ista caligine v. 2. ex mistione fluidorum & solidorum sine dubio orta, stellæ fixæ in terra factæ sint conspicuæ. Terra vero & majore lumine, & calore, ad vegetabilia tertio die creata, conservanda, indigente, solem demum additum fuisse. Regeres: unde tunc nox, qvum stellis simus circumfusi? Forsitan vero situm tunc terra habuit ab hodierno plane diversum & a reliqvis corporibus remotiorem. Forsitan qvarto demum die, stellæ huic, cui solis nomen damus propius admota, & tunc primum in regularem gyrum suum fuit circumacta. Forsitan qvoqve hæc: Fuit dies & fuit nox, primo, secundo & tertio die ab historiographo secundum captum hominum dieta sunt, qvum tamen a qvarto primum die tempora certa, dies & annos incepisse adfirmet. Sed problemata sunt.

VIII.) A silentio historiographi de Creatione ignis, forsitan ad derivationem omnis ignis, & culinaris, & elementaris, a sole posset concludi.

IX.) Ad Qvæstionem de Anni tempore, qvo Mundus creatus sit, recte ita cum P. Calmet (ad Genes. p. 20.): De hac qvæstione dici potest, eam numqvam plene solvi posse & determinari, eamqve contradictionem qvodammodo involvere, qvum impossibile sit, ver aut autumnum, simul in toto mundo, sex dierum spatio creato, viguisse. Qvod ergo vel pro vere, vel pro autumno dici potest, id ratione unius climatis neqvit demonstrari, contrario, ratione alterius & huic oppositi non demonstrato.

95

KLAGE-SANGE OPFØRTE PAA
DET KONGELIGE UNIVERSITET
DA KONG FREDERIK DEN
FEMTE DEN 18DE MARTII
1766 SKULDE FØRES
TIL SIT HVILESTED
(1766)

FOR PARENTATIONEN

Chorus.

Begr. 5, 16, 17.

VORT Hoveds Crone er affalden; o vee! at vi have saa syndet. Derfor ere vore Hierter bedrøvede, og vores Øyne ere blevne mørke.

Aria. Mistrøstighed, som ønsker at forhæles,
Gaaer skuulende igiennem Viisdoms Dør;
Tvivlraadig Taare standser - Sukket qvæles -
Selv Hiertet tør ey slaae saa stærkt som før,
Kys HErrens Haand! - lad den Alviise raade! -
Men Hiertet brast og Taarestrømme flød.
Forgiæves raaber Viisdom: Sørg med Maade!
Ach! Hiertet svarer: Frederik er Død.
Recitativ. Den engang visse Død! - Hans Fryd! - vor Christian!
Saa sukkede den Viise, men han græd;
Jeg saae det vel - og Viisdom fældte Taarer! -
Hiin hærdet Philosoph, som Skiebnen ey kan bøye,
Opløftede sin Stemme som en Spæd! -
Men Dyden tørrer selv sit Øye -
Religionen sukker - Lægedomme saarer! -
Veltalenhed afbryder Ord og Røst,
Og den, som skulde trøste, søger Trøst.
Er store Fyrster da ey Dødelige? -
Har Nordens Konge tabt ved at ombytte Rige? - 96
Kan Christian ey stille Suk og Nød? -
Ja - ach men! - ach vor Frederik er Død!
Aria.

Hvor Slaget traf det ømme Hierte,
Der hialp ey Lægedom og Raad.
Ney Taarer stiller kuns min Smerte,
Kuns Smerte dæmmer for min Graad.
Hør Himmel, hør min høye Klage! -
I Verdner hører paa mit Skrig! -
Mit Liv gik bort - Jeg blev tilbage,
Og lever nu foruden mig.

Chorus.

Hør Himmel, hør vor høye Klage!
I Verdner hører paa vort Skrig!

EFTER PARENTATIONEN

Aria.

Udødelige Eftermæle,
Du Straale fra de store Siæle,
Som ingen Alder skygger for!
Kostbare Rest af Nordens Glæde,
Du skal dog ikke graves ned! -
Skiønt Himlen lader os tillige
Her savne det Udødelige,
Som giordte Frederik til vor.
Et Tab, som Danske vil begræde
Til sidste Slægters sidste Sæd.

Recitativ. Slægt sige Slægt, hvad vores Alder taber!
En Konge? - ney, vi tabte meer,
Hvor mange Konger er ey let forglemte? -
En blodig Helt? - ney, Jorden fryder sig,
At Dødens Offerpræst er dødelig.
Vi - ach vi tabte Frederik -
En Soel for os - Et Speil for sine Lige -
En Ven af Jorden og af Himmelen -
En Fader for sit Rige -
Religionens Forsvar - Dydens Ven - 97
Forfremmere af Vid og Videnskaber -
Betrængtes Trøst og alles Glæde -

EN KONGE, SOM FØRST død GAV AARSAG TIL AT GRÆDE.

Chor. Vor Klage trænge til de sidste Sønne-Sønner;
Og Verdner høre Nordens Jammer an!
Men Himle lyder nu af hæse Cimbrers Raab.
Hør HErre Zebaoth, hør Myriaders Bønner
Vær du en sikker Muur om Nordens Trøst og Haab

LAD SØNNE-SØNNERNE FØRST TABE CHRISTIAN.

98

SØRGE-SANGE I CHRISTIANS-
BORGS SLOTS-KIRKE DEN 18DE
MARTIUS 1766 DA KONG FRE-
DERIK DEN FEMTE SKULDE
FØRES TIL SIT HVILESTED
(1766)

FOR DEN FØRSTE PARENTATION

UNDERSAATTERNE
Chor. O Skræk! hvad seer jeg her? - den Mægtige i Norden
Er falden - Stille Sort, du Vidne til vor Nød,
Og du vort Suk fortæl Indbyggerne paa Jorden,
At Frederik den Femte - ach! at Han er død.
Kuns du o Himmel maae ey see os græde;
Bort Glæde bort! - vort Tab beriger dig;
Men skiælv forladte Jord! - Vor fælleds Glæde,
Vor Frederik var - ey bestemt for dig.
EN UNDERSAAT

Ach! bange Hierte,
Det er forgiæves
At du med Heftighed nedtrykkes og ophæves.
Du kan vel føle, hvad der saarer,
Du kan vel føle til din Smerte:
At skildre den, staaer ikke i din Magt.
Selv Øyet søger frygtsom Skiul i Taarer,
Og tør halvblendet ey betragte
Den Grav, hvori dets Fryd er lagt.
Og Tungen, skiælvende ved det, som Øyet seer,
Tør neppe sige sagte:
Min Frederik, Han er - ach - ikke meer.

Arie.

Ægyptisk Mørke skiulte Norden;
Afgrunden aabnede sit Skiød;
Døds-Domme brøltes ud med Torden,
Og Lynild viiste Skræk og Død: 99
Da streed jeg med afbrudte Sukke
Mod Himmelen, som vilde slukke
Den Soel, som glædte Cimbrien.
Men nu mit taareblendte Øye
Seer smagtende op til det Høye,
Nu øyner jeg min Soel igien.

Chor. Vor Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi
vi have syndet.

FOR DEN ANDEN PARENTATION

RELIGIONEN
Som Egens tætte Skygge
Giør Nattergaler trygge
For Ørnens Kløer og Slangens Braad;
Som Plads-Regn ikke giør dem vaad;
Og Solens alt for stærke Heede
Selv ey kan trænge til der Reede:
Saaledes giorde Frederik mig rolig;
Hans Hierte var min Tempel og hans Land mit Slot;
Han skiulte mig for frække Aanders Spot;
Han skyggede for Overtroens Heede,
Og var en trofast Muur mod bittre Fienders Vrede;
Men hvem forstyrrede min Boelig?
DYDEN
Arie. Som Klippen staaer, skiønt Bølger, Storm og Torden
Forbittred' rasend' støder, hviner, slaaer;
Som Solens Gang, og som Naturens Orden;
Kuns ved sin Skabers Almagts Bud forgaaer:
Saa stod min Frederik, min Klippe og min Stytte,
Hvem rokkede dens Grund, Jehova, uden du?
UNDERSAATTERNE
Chor. Græd Dyd, men ey for dig; du giorde kuns et Bytte:
See op til Christian: din Klippe staaer endnu.
100

FOR DEN TREDIE PARENTATION

FREDEN
Da Vester-Havet brusede med Torden,
Og Tydsklands Bierge svømmede i Blod;
Da Ild og Luft og Hav var enige med Jorden,
At være mig, sig selv og Himmelen imod;
Da flygtede jeg hen
Til Frederik i Norden,
Og fandt udi hans aabne Arme Skiul igien.
Hans Slot var mit Paulun; Hans Navn min Ære.
Hans ædle Hierte var min Sikkerhed.
Trods blodig Lorbær-Krands stod Olie-Greenen færdig
At pryde Frederik, som han var værdig; -
Men ach! jeg synker ned,
Cypresser, ach Cypresser skal det være!
LYKSALIGHEDEN
Arie.

See du, som Slaget ikke rører,
Og døm fra det du seer og hører,
Om vores Sorrig er for stor!
See Nordens Fryd og Cimbrers Glæde
Omhyllet med et Sørge-Klæde,
Og selv Lyksalighed i Flor.

UNDERSAATTERNE
Chor.

Ja vi, som Slag og Smerte rører,
Vi sukker mere end man hører,
Og føler mere end man troer.

EFTER DEN TREDIE PARENTATION

VIDENSKABERNE
Kan Viisdom selv ey holde Taarerne tilbage,
Og er Fornuftens Slutninger for svage?
Har Alderdommen, har de Viises Røst,
Har selv Naturens Stemme
Og har Erfarenhed ey nogen Trøst,
Hvorved vi kan vort Tab forglemme? 101
Ney bryder Taare-Kilder bryder,
Og vider, at hvor Pligt og Troeskab byder,
Og hvor en Konges Død er Grunden til vort Suk,
Er Taarer selv en Ziir for Videnskaber;
Men nu, vor Frederik er det vi taber,
Nu, ach! nu er al Klage smuk.

Arie.

TAALMODIGHED

Græder Nordens Nationer;
Lader Suk og Jammer-Toner
Stige op mod Himmelen.
Flyder, flyder salte Taarer,
Slig et Tab kan fordre Graad.
Men selv Fryd var ingen Brøde,
Thi er Frederik blant Døde,
Lever Christian igien:
Og den samme Gud, som saarer,
Giver Lægedom og Raad.

DE AFSKEEDSTAGENDE UNDERSAATTER
Chor.

O matte Skræk! - vi gyse - Tungen stræber
Forgiæves at oplukke vore Læber.
Forgiæves hæves Hiertet for at see
Sin Skat endnu engang blant Levende.
Fornyede Taare-Strømme blender Øyet,
Oplivet Smerte døver Sands og Siæl.
Vor - Gud! - vor Siæl og Hierte er nedbøyet;
Vor Konge - ach - vor Fader - ach - Farvel!

DA DEN HØYSALIGE KONGE BLEV UDFØRT

Motetto med Klage-Sange.

Chor.

Job. 30, 31.

Vor Harpe er bleven til Sorrig, og vor Orgel til grædendes Lyd.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

102
Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.

* * *

Chor.

Begr. 5, 17.

Derfor var vort Hierte svagt; derfore ere vore Øyne formørkede.

Solo.

Lad det forgrædte Øye
Sig end engang fornøye,
Vi seer vor Frederik
Ey meere. -

Chor.

Vi seer vor Frederik ey meere.

* * *

Chor.

1 Kong. 3, 6.

Han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og Retfærdighed, og i Hiertets Oprigtighed mod dig.

Solo.

O Ynk! - saa bær da Norden
Din største Skat til Jorden!
Op Cimbrer følger med
Og klager! -

Chor.

Op Cimbrer, følger med og klager! -

* * *

Chor.

Psalm. 145, 7.

De skal udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med Fryd om din Retfærdighed.

Solo.

Viis, Naadig og Retfærdig,
Dig og Din Throne værdig! -
Tag disse Navne med
I Graven -

Chor.

Tag disse Navne med i Graven.

* * *

103
Chor.

Zach. 11, 2.

Hyyl Fyr; thi Ceder er falden - Hyyler Basans eger; thi den største Skov er nedfalden.

Solo.

Farvel vor Døde Glæde!
Vi kan ey meer end græde, -
Tag disse Taarer med
I Graven -

Chor.

Tag disse Taarer med i Graven!

* * *

Chor.

Psalm. 112, 6.

En Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.

Solo.

Hold Taare op at trille,
Og du vor Cithar - stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven -

Chor.

Nu bæres Kongen bort til Graven.

104

KANTATE I ROESKILDE DOM-
KIRKE DEN 19DE MARTIUS 1766
DA KONG FREDERIK DEN
FEMTE BLEV SAMLET
MED SINE FÆDRE
(1766)

Chor.

Begr. 4, 20.

HERRENS Salvede, som var vor Næses Aand, blev fanget i Gravene, om hvilken vi sagde, under hans Skygge vil vi leve.

EN UNDERSAAT
Jeg seer de majestætisk tause Huuler,
Jeg seer de stolte Boeliger, som skiuler
Monarkers Been.
Jeg øyner alt det Sted,
Hvor Nordens Fryd skal graves ned:
Et bange Koldt omløber alle Aarer.
Alting forvirres - Hiertet synes haardt som Steen
Og Steene synes selv at smelte hen i Taarer.
Arie.

Kan en Steen sin Stivhed glemme,
Marmor, skiælv da ved at giemme
Stolte Cimbrers største Skat.
Tause Mørke, kan du græde,
Græd, da Nordens Soel og Glæde,
Synker i en evig Nat.
Kan en Steen sin Stivhed glemme,
Marmor, skiælv da ved at giemme
Stolte Cimbrers største Skat.

EN STEMME AF GRAVENE
En Lyd af Suk blev hørt i Tausheds Bolig. -
Hvad Graad tør vel forstyrre dette Sted,
Hvor Nordens Helte hvile sig i Fred? -
Hvo skriger der, hvor Konger sover rolig? -
Jeg seer dit Tab, forladte Norden: 105
Det kan, det bør udpresse Jammerskrig
Af dig og Jorden.
Fortæl de Levende din Nød;
Land raabe Lande til, at Frederik er død.
Men, vil du ikke ved at græde,
Forstyrre Støvets Roe og Siælens Glæde,
Saa tie for Himmelen og mig:
Og huusk, om slig en Sorg sig nogen Tid besinder,
At du vel taber, men han vinder.
Arie.

O Grav, Du Ærens sikker Havn!
Siig Evigheden, at du giemte
Den store Frederik den Femte
Vær evig stolt ved dette Navn!
Naar Jorden selv sin Fordring glemmer,
Paa det Kostbare, som du giemmer,
Og ikke sees, før vakt af Gud:
Da vær et synligt Æreminde,
Som Ild og Vand og skarpe Vinde,
Og Ondskab selv ey slukker ud.
O Grav, Du Ærens sikker Havn!
Siig Evigheden, at du giemte
Den store Frederik den Femte
Vær evig stolt ved dette Navn!

RYGTET
Det Navn, som Frederik fortiente,
Det søde Navn af Landets hulde Fader,
Af Undersaatters Lyst og Glæde,
Og af den viiseste Regent,
Det Navn skal Sandhed selv paa dette Gravsted prente,
Med varig Skrift, som Tiden ikke skader,
Og ingen Gift skal skade denne Prent.
Hans Roes skal læses af den sidste Alder,
Og selv den Slægt, som er tilstæde,
Naar Steen og Grav og Verden falder,
Skal see, at Jorden giemte,
Kuns Legemet af Frederik den Femte.
106
Chor. Naar Have tørres ud, naar Bierge smulrer bort,
Naar Soele slukkes og naar Verdener forsvinder,
Da er det Tidens Værk, men Tiden er for kort.
Vor Frederik til Dig og Dine Æreminder.
Udødelige Navn, ræk Evigheden Hænder,
Bliv stort hos Cimbrerne, og Norden prise Dig,
Til den syvstiemed Pol i fulde Flammer brænder.

DA KONGE, DA BLIV GLEMT, NAAR NORDEN GLEMMER SIG.

107

CANTATE SOM TIL KONG CHRI-
STIAN DEN SYVENDES OG
DRONNING CAROLINE MA-
THILDES SALVINGS-FEST
DEN 1STE MAY 1767 VED
TAFFELET BLEV
OPFØRT

(1767)

SYNGENDE PERSONER

  • RETFÆRDIGHED
  • MAGTEN
  • VIISDOM
  • FREDENS ENGEL
  • UNDERSAATTERNE

Chor.

UNDERSAATTERNE

FRED med den Salvede!
Hans Krone skinnede
Af Viisdom, Dyd og Magt.
Vi saae vor Christian,
Og hørte Folkets Bønner -
Vor Slægt døe førend Han!
Og yngste Sønne-Sønner,
Skal vidne om Hans Pragt!

Aria.

RETFÆRDIGHED

Christians skarpe Øye
Tindrer i det Høye -
Nedrig Ondskab skielv! -
Naar hans Dommes Torden
Buldrer over Jorden,
Flygte Frekhed selv! -

Men milde Straaler skiød fra Heltens Øye
Til dem som krøb i Støvet under Thronen -
Han bøyer sig og rekker dem sit Scepter,
Og smiler ved at kaldes Armods Trøst - 108
Saaledes ligner Christian den Høye,
Som paa Sin Throne ey de Mindste glemmer,
Og med en Faders milde Røst
Opløfter Ydmyge af Støvet. -

MAGTEN
Afmægtig Stolthed falde under Thronen!
Og naar Han sidder for at dømme Folket,
Da staaer jeg ved hans høyre Side.

Aria.

MAGTEN
Flyer Laster, flyer for Christians Domme,
Den Onde flygte om han kan!
Men Landet fyldes op med Fromme,
Som bygge under Christian -
Thi Magt blev givet Ham paa Jorden,
Magt til Retfærdighed og Dom,
Hans Slutning staaer saa fast som Norden,
Hans Bud skal intet støde om.
VIISDOM
Hist seer jeg een ærværdig Skare
Af Viisdoms Venner og af sølvgraae Fædre,
Som zittrende opløfte Røst og Hænder. -
Vi saae den Salvede: -
Og Han var viis som een af Herrens Engle. -
Hvor saligt er det Land, hvis Konge kiender
Gud, Landets Nytte og sig selv? -
Saaledes talede den Viise,
Og Glædes-Taare trilte af hans blege Kinder.

Aria.

FREDENS ENGEL

Christian, salved Held i Norden,
Du, som elsker varig Fred!
Hos dig vil jeg boe paa Jorden:
At du bekrandst med unge Palme
Maae spare Undersaatters Blod -
Kroner, som Tyranner bære,
Svømme bort i Blod og Sveed; 109
Men din Krands skal evig være -
Heltes Laurbær Kroner falme,
Og til dem er Du for god.

Lev længe Christian! Lev længe med Mathilde!
Velsignelser fra Himmelen og Jorden,
Fra Havet og fra alt det Skabte,
Og fra det Skabtes milde Skaber
Skal strømme paa de høye Salvede -
De være Menneskets Fomøyelse! -
Troe Undersaatters Lyst og Glæde,
En Skat, som Norden sildig taber -
Og sildig skal først Nordens Sønner græde;
Thi medens Christian lever med Mathilde
Skal alting være lutter Glæde,
Og hver skal boe i sit Paulun med Fred.

Chor.

UNDERSAATTERNE

Fred med den Salvede!
Hans Krone skinnede
Af Viisdom, Dyd og Magt.
Vi saae vor Christian,
Og hørte Folkets Bønner -
Vor Slægt døe førend Han!
Og yngste Sønne-Sønner
Skal vidne om Hans Pragt!

110

KANTATA TIL DEN I ANLED-
NING AF KONG CHRISTIAN
DEN SYVENDES OG DRON-
NING CAROLINE MATHIL-
DES SALVINGS ACT, DEN
4DE MAJI 1767 ANSTILLEDE
DOCTOR-PROMOTION

(1767)

SYNGENDE PERSONER

  • VIDENSKABERNE
  • VIISDOM
  • NORDENS ENGEL
  • LYKSALIGHED
  • UNDERSAATTERNE

FOR PROMOTIONEN

Chor.

UNDERSAATTERNE

DU saae din Vældige
I Herrens Helligste
Lyksaligt Dannemark!
Din store Christian
Var stor i Herrens Øye -
Sin Aand, Kraft fra det Høye
Og Viisdom skiænkte Han
Din salvede Monark.

Aria.

VIDENSKABERNE
Her i den store Christians Skygge
Og under Viisdoms Varetægt
Skal Kunsterne sig Templer bygge,
Som staaer til Verdens sidste Slægt -
Ægyptens Pyramider falder -
Men roelig og belønnet Fliid,
Lad Nordens allersidste Alder
See Støtter fra din gyldne Tiid!
111
VIISDOM
Den Vise saae en Stjerne over Norden,
En Soel randt op fra Cimbrers kolde Egne;
Da troede han at kiende Visdoms Straaler,
Og henrykt raabte han til sine Brødre,
Og Vise iilte hid fra alle Kanter,
LYKSALIG KONGE, SOM VIL HERSKE OVER VISE!
LYKSALIGT LAND, SOM STYRES AF EN VIIS!

EFTER PROMOTIONEN

Aria.

NORDENS-ENGEL

At visere og bedre
Var efter Christian
Blandt Oldenborgske Fædre
Skal aldrig blive sagt:
Den kaldes stoer, som Han
Blandt Kongerne i Norden,
Som elsker Viisdoms Orden,
Og ærer Himlens Magt.

LYKSALIGHED
Ulykker flygtede for Christians Straaler,
Og hærdet Sorrig søgte mørke Huler,
Hvor de useete kunde bygge;
Men i Hans Alder fandt de ingen Skygge;
Thi Glæden skinnede i heele Norden.
NORDENS-ENGEL
Lyksalig Slægt som døde før Din Glæde,
Og tabte Lyset før Din Soel!
Chorus.

Land, Land, opløft dit Raab!
Tael til den Evige
Om all din Trøst og Haab!
Godheds bundløse Kilde!
Udøs du Fromheds Løn
Paa dine Salvede
Vor Christian, vor Mathilde,
Vor Lyst - vort Liv - vor Bøn!

112

TANKER I ANLEDNING AF
FRUE RYEBERGS DØD
(1767)

AZOR, som frygter for at græde
Kryb! - Led i Støvet efter Glæde,
Og følg din jordiske Natur -
Men langt fra disse stille Skygger
Hvor Sorrig Helligdomme bygger,
Som taaler ingen Epicur.

Vanhellig Sværm af glade Daarer
Og Misantrop som leer af Taarer
Flye - Musen græder ey for dig
Nu brøler Torden Stemmer brøler,
At ingen hører hvad jeg føler,
Som hindrer eller spotter mig.

Og du hvis spæde Taarer rinde
Ved allermindste Modgangs Vinde
Din Graad vanhelliger mit Suk.
Kuns Viisdom og et ædelt Hierte
Fortiene Deel i slig en Smerte
Som er til Daaren selv for smuk.

Men I, som lever for at være
Guds, Menneskets og eders Ære,
Som elsker Dyden, hvor den er,
Og du, hvis kiælne Hierte banker
Opsvulmet af de bittre Tanker
At have havt og været kiær.

Græd! - flyder viise Taarer flyder
Ved Templet som bestemt til Dyder
Faldt ved et uforventet Stød -
For Himlen skal den Fromme græde
Og sige at hans Trøst og Glæde
Er - ach! - er alt for tilig død.

113

From og i al sin Vey retfærdig
Ung, yndig, elsket og elskværdig -
Hvad kan vel Døden røve meer? -
Klag Dyd, thi billig er din Klage,
Og brist i Graad forladte Mage
Ved dit tilbage blevne Leer. -

Og da, naar Efter-Tiden glemmer
De Levninger, som Jorden giemmer
Af Ryebergs døde Ægte Ven;
Da vædes Hendes Eftermæle
Med Taarer af de store Siæle,
Hvis Suk er meere, end min Pen.

114

DE POËSEOS NATURA ET
INDOLE
(1767)

§. 1.

Ut pictura poësis erit similisqve poësi
Sit pictura: refert par aemula qvæqve sororem,
Altérnantqve vices & nomina: Muta poësis
Dicitur hæc: Pictura loqvens solet illa vocari.

VERSUS hi, qvibus Dufresnoy carmen suum de Varte graphicâ speciose satis orditur, omne id continent, qvo eorum, qvi a Simonide ad nostra usqve tempora elegantius de poësi cogitarunt, qvamplurimi, artem hanc definiverunt aut definire studuerunt. Picturam animatam & loqventem, aurium picturam, nec non alia permulta hisce synonyma, qvibus poësin vulgo delineare cupiunt, primo intuitu piacere, inficias eqvidem non iverim, verum si praeter ipsam rem, præstantissimum artis hujus doctorem Marmontelium consulueris, rei definiendæ haud sufficere facile invenies. Si ipsam rem consideras; istud qvidem cum pictura commune habet poësis, qvod res absentes ut præsentes sistat, pulchramqve, vel imitatione dignam naturam imitetur: ut dotes istas ingenii atqve intelligentiæ, pictoribus et poëtis æqve necessarias tacito pede præteream, verum, si vel imitationis perfectionem vel rerum imitandarum copiam spectas, toto sane coelo differunt. Qvam enim certum est nos plura verba habere qvam colores, remqve qvam libet accuratius & exactius scribi posse, qvam pingi, ita Certum, affectus qvoslibet actionesqve insignes, perfecte magis a poeta imitari, qvam a pictore. Picturæ etiam optimæ interprete sæpius egent, ita vero non poësis. Poêtæ, sui ipsius interpreti, ne dicam ipsa rerum nomina, minutias dictioni addere licet, qvas penicillo exprimere ipse Raphaël frustra conaretur. Picturæ 115
semper eadem manet facies, in rebus etiam maxime mutationi obnoxiis. Desperantem e. g. ubi pictum videris, iratum ferocem, minisqve repletum vultum invenies. Hanc desperantis imitationem bonam qvidem, neqvaqvam vero perfectam esse, facile concedes, si Didonem in Virgilio loqventem audiveris, vel si Iunonem ejusdem iratam, vel si Fenelonis Calypsonem legeris. Hic non minas solum, verum etiam lachrymas invenies. Ita enim se habet cum desperante, ut omnibus affectibus, ipsaqve ratione turbatis modo ferox sit modo tristis, modo audax, modo timidus; numqvam vero diutius eundem vultum, eundem animum retineat. Hæc vero magis ad istam, cujus antea mentionem fecimus rerum imitandarum copiam spectare videntur: qvam ut paucis attingamus, nemo me judice, non credet, poetæ latiorem admodum hac in re patere campum, ac pictori. Pictor e. g., ita Marmontel, licet rem dum movetur arripit, non tamen aliter eam exhibet ac qvietam: Poëta, ut res non minori velocitate, progredì videatur in versibus qvam in natura ipsâ, efficit. Hic etiam res sibi succedentes unâ complectitur, ut in versu isto: Jamqve rubescebat, stellis aurora fugatis, qvi & ad præteritum & ad præsens tempus pertinet. Pictor tantum, qvæ oculis, non vero ita, qvæ reliqvis sensibus obnoxia sunt, imitatur. Virgilii istud: Qvadrupedante putrem sonitu qvatit ungula campum qvis qvæso bene satis pingeret? Qvis penicillo exprimet istud: Clamorqve virum, stridorqve rudentûm? Num Apelles tonitruum fragorem, vel levia Zephyrorum murmura delineare potuerit? vel qvomodo Boucherius, si Venerem pinget oculis ostendet: Ambrosias comas divinum vertice odorem spirantes? Porro non solum imaginum colore affectuumqve facunda enarratione commovet poësis, sed physica qvoqve sonorum elegantiâ aures dulcissima perfundit voluptate. Illa ars pictoris colores æqvat: hæc Musices 116 svavitatem addit. Qvam Musices atqve picturæ in poësi conjunctionem, qvicunqve Græcos inprimis poëtas consuluerit facile perspiciet. Horum enim lingva, omnium, ad harmoniam istam, nemine nesciente, fuit aptissima. Qvid vero multa? Ex allatis patere satis puto, ut majorem imitationis perfectionem omittam, plura admodum ad poësin pertinere objecta, qvam qvæ ad picturam, ideoqve si definitionis instar, cuiqvam phrasin istam, picturam loqventem, adhibere lubuerit eam definito suo valde angustiorem ideoqve falsam esse facile perspiciet. Si vero metaphora placet speculum tamen loqvens qvam pictura loqvens, accuratius foret dictum.

§. II.

Me vero hâc in parte diutius versatum esse, nemo non mirabitur, qvicunqve hanc phrasin, metaphoræ tantum nec definitionis instar, ab artis magistris, ut credere est in medium prolatam crediderit, in primis, qvum de natura atqve indole, non vero de synonymis poëseos dicere statuerim. Definitionum vero potius qvarumcumqve optimarum recensionem optabit pariter atqve sperabit. Hic vero non fateri non possum, qvod si, ut Histriones Apollinis jactitare solent, poësis est ars divina, duo istud in eo, me iudice, consistat necesse est, qvod definitione aut careat, aut carere videatur.

§. III.

Optimi certe, qvicunqve hac in re fuerunt ut poësin definirent, vel metaphoras ut supra, vel circumscriptiones nobis dederunt, etiam has interdum nimis angustas, iusto interdum effusiores. Ita acutissimus ipse Marmontel, eum in modum, poësin circumscribere potius qvam definire mihi videtur, ut sit: Imitatio stilo harmonico facta, modo fidelis, modo ornatior, rerum, qvas natura, cum in physicis tum in moribus, habet maxime idoneas ad afficiendas ex poetæ arbitrio 117
phantasiæ & sensuum vires ut videre est ex ejusd. Poetiqve Francoise T. 1. p. 58. Ut alia, qvæ hac in descriptione minus accurata, mihi videntur, tacito pede præteream; stylus inprimis harmonicus ibi superfluum qvid puto; qvippe qvi poësin in magnas nimis angustias redigit. Licet enim eximium hæc harmonia poësi addat decus tamen si rem ipsam spectes, ad essentiam ejus nullo jure refertur. Neqve enim Telemach. Fenelonis neqve Idyll. Gesneri neqve Youngii meditationes nocturnas, neqve demum tot, qvot exstant, comoedias, ob rhythmi defectum, poëseos nomine privaturum esse, ingenue fateor. Si porro, ut vult, per naturam intelligimus complexum universum rerum voluntati supremæ subjectarum; poësin se ultra naturam extendere facile me judice, patet; qvum Deum loqventem toties imitati sint sacri vates, ut nihil dicam de idolis paganorum, qvæ licet numqvam exstiterint, tamen naturæ autores ideoqve extra naturam fuisse crediderunt, qvi illos imitati sunt, poëtæ. Ita qvomodo, si stricte loqvendum, spiritus Miltonis, vel ad physica, vel ad moralia referes entia? Accuratissimus Batteux, qvod bene factis vidit poësin ad nullum plane principium universale reduci posse, si non ad principium imitationis totius, hac in re demonstrandâ carmina dogmatica qvæcunqve, si non etiam odas, in qvibus scilicet ipsi sentimus neqve alienorum affectuum imitatione indigemus, vel ante ocula plane non habuit, vel poëticorum numero extrudit. Filum Ariadneum sane, qvo hoc ex labyrintho evadat anxie satis, sed frustra qværit, & acute magis, qvam solide hâc de re disserit. Qvi hoc recte perspexit celeberrimus Schlegel, aliam eamqve adæqvatiorem Poëseos definitionem nobis daturus, dum Scyllam vult evitare, in Charybdim me judice incidit. Si enim angusta nimis foret hæc poëseos definitio: Est imitatus pulchræ naturæ stilo harmonico expressa, lata nimis videtur ista Schlegeli, 118 qvod sit: Maxime sensualis vel sensus afficiens & jucundissima pulchri vel boni, vel etiam & pulchri et boni per literas expressio. Qvum enim primo an veri vel ficti boni sit nullo apice asserat, qvomodo ab eloqventia poësin discernat hæc definitio plane nescio. Ipse enim eloqventiam totidem verbis boni & pulchri per literas expressionem, deinde nominat. Veri ideam hic qvidem addit; si vero secundo, ut in eloqventia definiendâ veri, ita in poësi ficti ideam differentiæ specificæ loco adhibuisset; ipse, ut bene vidit, id, qvod alii obtrudit, carmina dogmatica poëseos honore privasset; ut & omnes tropos & figuras ad eloqventiam pertinere, tacite negare videtur veri notio.

§. IV.

Ut de iis, qvi vel in fictione vel in versificatione, vel demum in enthusiasmo essentiam poëseos qvæsiverunt, haud multa faciam verba; istud tantum monebo, partes loco totius amplexos fuisse; qvod Batteux solide satis demonstravit, qvem conferant, qvicumqve hâc de re voluerint esse certiores. His qvoqve missis, qvi, jam allatis longe inferiores, loco definitionum elogia poëseos plane sesqvipedalia in medium proferunt, eamqve modo artem plane divinam, modo omnium artium complexum modo præstigiatricem, modo creatricem vocant; unum tantum asseram: ab Aristotele, usqve ad Boilavium & Marmontelium neminem adhuc accuratam omniqve numero absolutam, poëseos definitionem in medium protulisse. Qvidam ex parte tantum de poësi egerunt, ut Aristoteles: de Tragoediâ scilicet & carmine epico. Alios, ut Horatium, ipsa poëseos ratio poësin recte definire non sivit. Qvilibet facile videt, poëtam potius pingere, qvam definire versus hosce:

Ingenium cui sit, cui mens divinior atqve os, Magna sonatorum, des nominis hujus honorem. Hor. Lib. 1. Serm. IV. v. 43. Alios sine dubio ipsa 119 artis amplitudo inter arctos definitionis limites eam redigere vetuit. Sunt enim, ut supra, poëseos partes, qvæ ad principium imitationis referri, & sunt, qvæ non referri possunt. Dantur carmina, qvorum objectum est naturæ imitatio, sunt qvoqve qvæ ipsam naturam scopi instar habent. Sunt deniqve mixta, ubi utræqve suis funguntur partibus. Si vero imitatio certum principium non est, ex qvo essentia poëseos deduci, & ad qvod omnes artis hujus species referri possunt; plurimis consentientibus tale principium habemus plane nullum. De principio fictionis, versificationis & enthusiasmi antea diximus. His addi potest istud, qvod Racine senior affectuum vel perceptionis loqvelam appellat; qvod vero epicum carmen, nec non qvamplurimum, qvod cum poësi commune habet pictura, excludere videtur. Summe venerabilis Dr. Cramer, optime huic defectui obviam iri credidit, si & verarum & fictarum perceptionum mentio fieret.

§. V.

Qvod vero omnium maxime poësi definiendæ obest, sunt limites, qvi poësin a prosa discernerent, ita confines, ut prorsus confusi numqvam fere appareant. Ut supra monui sub forma prosæ poêsin sæpius invenies: immo & prosam sub poëseos habitu sæpissime inveniri, nemo erit, versificium nostrorum haud prorsus ignarus, qvi inficias iverit. Istud efficit ut duæ hæ artes eloqventia nempe & poesis pari passu sæpius ambulent & recte satis distingvi neqveant. Hi vero qvi ex arbitraria elegantiâ rhythmo sc. & stilo harmonico essentiale poëseos formant; si Poëtarum nomina iis derogare dubitamus ejusmodi artis definitionem stabilient, qvod sit Sermo, qvi habet pedes vel rhythmos.

§. VI.

Ne vero me multum de nihilo dixisse mihi qvisqvam obiiciat, utpote qvi naturam atqve indolem 120 poëseos traditurus, non qvid sit, verum tantum qvid non sit, dixerim, totusqve in eo fuerim, ut demonstrarem, eam ad unum principium universale referri plane non posse ideoqve nec definiri: paucis qvalecumqve meum hâc de re sit iudicium in medium proferam idqve non, qvod me excellentius qvid tot tantisqve viris dicere vel rem acu melius tangere posse, mihi habeam persvasum, verum, ut promissi memor partibus meis qvodammodo fungar. Poësin igitur ita circumscribere lubet, ut sit: Ars rebus eximiis, vel fictis, vel per se ita pulchris ut nulla fictione egeant; sermone vel physica qvadam sonorum elegantia vel styli saltem sublimitate insigni, prolatis, animum lectorum vel auditorum ita commovendi, ut in qvemcumqve lubuerit affectum, qvalemcumqve sententiam transeant. Ita, qvantum ad particulam propositionis hujus primam, omnes Poëseos species sive Epica sint carmina sive dogmatica sive deniqve alia, ad generalem ejus notionem melius puto referri, qvam si cum Batteux ad imitationis principium omnia redigere conarer. Sæpius monui non pulchræ solum naturæ imitationem, verum etiam ipsam pulchram naturam poëseos objectam esse. Ita perceptiones, qvas ipsi sentimus, ita dogmata, qvæ licet nullam fictionem patiantur, tamen vel stilo tantum harmonico, vel iucundiore tradendi ordine vel deniqve aliis ornamentis ad poëseos dignitatem evehi possunt; ita qvoqve res sæpius per se pulcherrimæ, qvibus colores etiam optimi nihil decoris addere possent. Secundo, isto: vel physicâ quadam sonorum elegantiâ vel styli sublimitate cet. differentiam qvamdam specificam poëseos ab eloqventia, indicare volui, ut ipse credo, exiguo satis successu. Limites qvippe utriusqve artis nimis latent, qvominus exacte satis unquam determinari possint. vid. supra: Hoc nihilominus certum est; poëtas semper utrisqve & harmonico & soluto stilo usos fuisse & 121
uti posse, ita vero non oratores. Istum sibi semper vindicarunt vates, hunc cum disertis communem habuerunt. Et hæc me iudice est unica semper stabilita inter utrosqve differentia. Alias easqve permultas esse notas characteristicas eqvidem non negaverim. Harum vero nullæ omni tempore omnibus sui generis speciebus competunt. Ita veritatem oratori, fictionem poetæ vulgo tribuunt: sed Poëtam in dogmaticis vera, Oratorem in Panegyricis ficta sæpius proferre qvis nescit? Metaphoras, Allegoriæ & Ironiæ utrisqve sunt communes. Scopum porro poëseos voluptatem tantum, eloqventiæ vero & voluptatem & emolumentum esse asserunt. Qvicumqve vero & hanc poëseos scopum sæpius fuisse negant, in historiis male versati sint, necesse est. Ut innumera alia omittam; ad Æsopicum dogmata tradendi, hominibusqve virtutes inculcandi modum tantummodo provocabo. Qvid de usu Poëseos historico? Omnia fere qvæ de Theogonia, Mythologia & statutis veterum ad nostra usqve pervenerunt tempora, poëtis debentur. Ut nihil dicam de divinâ istâ vi citharæ Davidicæ. Verum etiam, ne voluptatem qvidem semper poëseos scopum esse mihi habeo persvasum. Certe cum in omnes affectus dominium suum exercet, tristitiam & moerorem æqve ac lætitiam interdum producit, fovet interdum. Ex optimarum qvarumcumqve Tragoediarum enodatione, nullam sane aliam percipio voluptatem, qvam relativam istam qvæ ex autoris perfectione oritur. Et si perciperem, scopum suum sane autor non obtinuisset. Hac de causa qvoqve potius poëseos scopum in productione affectuum qvoad Epica cet. & sententiarum qvoad dogmatica qværere volui; qvam in communem istam de voluptate, unico hujus artis fine, opinionem pedibus ire. Tantum de generali Poëseos notione. In singulas partes ejus inqvirere, qvum sint fere innumeræ, opus foret cui haud annus sufficeret, eoqve magis 122 superfluum, qvum tot tantiqve viri ante me, qvæcumqve de iis dici possunt omni numero absolverint.

§. vii.

Ut vero in notione artis hujus evolvendâ ipsius artis magistri; ita qvoqve in laudibus illi tribuendis vel detrahendis toto coelo discrepant reliqvi. Sunt, qvi plane contemnunt. Horum pleriqve vel sunt Maecenates, docti qvidem interdum, sed omnia, qvæ ad poësin spectant, fastidientes, dum scilicet ab istis qvibus qvotidie obruuntur næniis ad reliqva artis concludunt: vel etiam divites moriones, qvi dum ex paupertate complurium Poëtarum de artis utilitate judicent, eam flocci putant: vel deniqve docti qvidam superbiores, qvi, si labores suos Herculeos, cum leviusculis Poëtarum jocis, ut loqvi solent, forte comparare instituunt; nihil plane utile, nihil erudito homine dignum in poësi inveniunt. Horum, cum invidiâ ducantur, omnium sine dubio acerrimum est odium. Missos vero hosce facimus, qvum & supra poëseos usum ipsi evicerimus, & sapientioribus qvibuscumqve constet, falli qvi ultimum eruditionis gradum Poësi deberi asserunt. Falluntur vero etiam alii, qvi nimiis laudibus artem hanc ad caelum usqve tollunt. Ut vero abunde pateat, qvæ qvantæqve laudes bono partibusqve suis rite fungenti poëtæ debeantur, attributa ejus necessaria pariter ac officia, exponam ut potero brevissime, totus hac in re Marmontelium secuturus.

§. VIII.

Dotes igitur poëtæ necessariæ sunt intelligentia, phantasia & vires animi sentientes. Hæ qvidem in poëta ita nato præminent & dominantur, sed nisi lumine illius iuventur, sæpissime errant. Intelligentiæ vires pro variis poëseos generibus varie sese exserunt; qvæqve facultatum animi habet, ubi regnet carminum genus. Altitudo animi 123 cernitur in Odâ carmine Epico & Tragoedia: facilitas in Epistolis familiaribus: acumen in Epigrammate: in Comoedia omnes fere sese exserunt vires. Facultatem praeterea habere debet sui ipsius obliviscendi, induendi personam illius, qvam pingere vult, illius mores cupiditatesqve adsumendi, eosqve sermones usurpandi, eaqve agendi, qvæ si ille ipse adesset ageret & usurparet. Hæc facultas, consvetudine hominum, naturæ consideratione & exemplorum cujusvis generis imitatione formatur: ab ipsa natura vero acceperit necesse est poeta animum tenerum, cereum flecti & efficacem. Sensu seu gustu veri & pulchri gaudeat. Hic suâ naturâ non differt a sagacitate ingenii animiqve facultate sentiente connatâ, qvod vero ab arte accedit, studio & usu sibi acqvirat poeta. Judicium aurium inprimis ad eum pertinet. Præter cognitionem artis ipsius tam qvod ad regulas, qvam qvod ad exempla, Poeta se ipsum nosse debet ingeniiqve vires habere exploratas, atqve ita, an sibi Musæ faveant necne, intelligere. Lingvæ cognitionem habeat perfectissimam. Hominem in primis cognoscat, neqve nudum tantum, sed qvam consvetudo, pro loci & temporis differentia, naturæ simplicitati mutationem & faciem attulerit. Huc pertinent religio, leges, disciplina, mores, diversæ imperiorum formæ cet. Mores inprimis hominum respiciat. Naturam & simplicem & arte, ut ita loqvar, emendatam habeat cognitam. Mythologiæ neqvaqvam debet esse ignarus. Veteres pariter ac recentiores poëtas sibi familiares reddere, omniumqve artium cognitionem sibi utilem credere debet. Ex hisce qvæ pluribus in sæpe nominato Marm. exponuntur, satis patere credo, poetæ, qvi & dotibus arti suæ necessariis præditus est, & dotes hasce justo more excoluit, haud ultimas laudes deberi; immo poësin haud immerito, si non ad utilissimas tamen ad difficillimas artes referri.

124

§. IX.

Ante vero qvam hæc qvaliacumqve fuerint de poësi Meletemata finivero, ex nuper allatis boni Poëtæ reqvisitis duo monita non possum non elicere. Sunt scilicet. qvi invito etiam Apolline Parnassum scandere volunt. Hi licet omnibus naturæ dotibus careant; hunc defectum lectione sedulâ assiduis meditationibus immo anxio sudore emendare student. His dictum volo: Poëtam nasci; non fieri. Sunt alii, excellenti ingenio, omnibusque, quæ natura ad Poëtam procreandum suppeditare potest, præditi; qvi vero connatis dotibus freti, omnia ad illas excolendas necessaria prorsus omittunt. Hi persuasum sibi habeant: Bonam Poëtam fieri non nasci.

125

TANKER I ANLEDNING AF FRØ-
KEN SOPHIA DORTHEA V.
HOLSTEIN'S DØDSFALD
(1768)

DEN Aand, for hvilken Dødelige blegne,
Mord-Engelen stoed over Cimbrers Egne -
Teutonen skialv - og Odins stolte Sønner,
Fornedrede der Helte-Sprog til Bønner -
Tie tusinde laae ved Machaons Fod -
Faae vilde viise - ingen havde Mod. -
Skioldungen selv fandt ingen Smag i Ære,
Hvortil han intet Vidne kunde være, -
I gyldne Kiæder hang den Riges Hierte
Og Slaverie var alt hvad han begierte -
Den Kiælne frygtede den kolde Jord. -
Og Frækhed skialv, thi Gud kan holde Ord. -
Det andet Tross, een Sværm af halve Siæle,
Som skilles kuns fra Fæe ved Gang og Mæle,
Krøb sagte bort, - i Haab at Kiæmpens Øye,
Saa skarpt det var, ey mærkte dem saa nøye -
Han saae dem, men udstrakte ey sit Sværd
Af alle dem var ingen Døden værd. -
Da saae jeg Dydens Billede fremtræde -
I Øyet spilled Majestætisk Glæde -
Ey kied af Livet, men til Døden færdig. -
Til Throner og til Herrens Alter værdig
Usminket yndig og usminket from,
Var den Heltinde, som jeg synger om. -
Men ach! - min Sang! - det matte Hierte stræber,
At trænge sig til uopladte Læber -
Lad Taarer skildre! - dybe Suk skal sige,
At knap Naturen kiendte Hendes Liige -
Men Øye tael, hvad Sorg min Pen forbød. -
Siig Himmelen! - Siig! - ach! at Hun er død.
Men du Tyran, ubøyelig ved Taarer,
Som slaaer kuns hvor du mange Hierter saarer,
Og du Barbar, som graadig til dig river 126
De Dydige, som Himmelen os giver,
- Siig Grunden til dit Valg! - Og hvi din Lyst
Kuns mættedes ved Blod af Hendes Bryst.
De Viise spurgte jeg, og dem, som Jorden,
Har sadt til Regler for det Heeles Orden:
Hvad Led det var i Verdens store Kiæde
Som knytter Graad umiddelbar med Glæde? -
Og hvi det kommer at hos Mennesker
Det Gode til det Onde Aarsag er? -
En gammel Harpax lever sig til Plage,
En Dydig døer i sine beste Dage. -
En Tidsel groer, - en deylig Rose falder. -
Fortred og Laster krones kuns med Alder. -
Siig du, som veedst, at alt sin Aarsag har,
Om Laster sundt; om Dyd forgiftet var?
Men Skiæbnens Børn, I Zenons viise Daarer
Opblæste smaae, som nægte Jorden Taarer,
Og os til Trøst kuns denne Sætning lære:
Nu er det saa, og saadan skal det være! -
Hvem skrev den Dom, og hvilken Moders Haand
Har knyttet sligt et ulyksaligt Baand?
Men siig Socrat, hvad Løn kan Dyden vente?
Er Suk og Taarer det, som den fortiente?
Tyrannen elsker Slaven som adlyder. -
Hvor var da den, som bød og straffer Dyder?
Men Mørke taler, Lov og Evighed,
Er al den Trøst, det Intet, som I veed! -
Da steeg min Siæl; høyt bag Naturens Skranke,
Blandt Evigheder svimlede min Tanke. -
Og hvor man giennem Natten glimter Straaler
Et uskabt Lys, som Cherub neppe taaler;
Der søgte min forvovne Siel at see,
De Baand, som sammenknytter Tingene. -
Forvirret trængte mit forgrædte Øye,
Igiennem mørke Virvler til den Høye. -
Her laae de Rulder, hvori Almagt skriver;
Den store Bog, som uforandret bliver. -
Jeg saae at Verdner flyede for de Bud
Som tordnede fra Bogen og fra Gud. - 127
Da var det, hellig Skræk betog mit Hierte
Jeg skialv. - Forvovne, siig, hvad du begierte!
Hvo var den Orm som dristig torde krybe,
Op til det Høye og besee det Dybe?
Alviisdom talte. - Almagt svarte Ja. -
Hvi taler Støv? - hvi svarer Ormen da. -
See og fortæl! - men Glædes Taarer rinde -
Jeg saae! - mit Øye kiendte min Heltinde -
Som Orion! - men tier matte Toner, -
Hun var- Hun stod, som Brud hos sin Forsoner;
Tie matte Graad! - thi heele Himlen leer: -
Og vor Heltinde græder aldrig meer. -

128

PASSIONS-CANTATA SOM I
FASTEN OPFØRES AF DET
MUSICALISKE SELSKAB
PAA BRYGGERNES
LAUGS-HUUS
(1768)

DEN FØRSTE AFDEELING

Chor.

VOR Harpe er bleven til Sorrig, og vor Orgel il grædendes Lyd.

Arioso.

I Kedrons stille Dale
Er hørt en rædsom Tale;
Thi HErrens Hellige
Er falden. -

Chor.

Ach! - HErrens Hellige er falden.

Guds Vredes Straaler brænder over Horeb;
Og Soelen skiuler sig for HErrens Ild! -
Flye! - flye o Jord! -
Lad Chaos skiule dig for Hævnens Domme! -
Opirred Almagt! - Flyer i Verdner! -
Men stille Skræk omspænder al Naturen;
Thi Dødens Engel staaer for HErrens Ansigt,
Og see, hans Sværd er alt strakt ud til Mord. -
Gud! - Hvem? - men Siælen svimler -
Skal Verdner døe? - skal Aander slettes ud? -

Aria.

Græder I, som boe paa Jorden! -
Taarer dæmper Hævnens Torden! -
Skabning frels din Skabere! -
Thi mod Ham allene brøler
Almagt Vredens Torden ud. -
Men af Skiønsomhed og Glæde,
Vil jeg evig evig græde 129
Hos min Siæls Forløsere,
Naar mit trygge Hierte føler,
At min Synd fordømte Gud. -

Jeg seer Ham. - Gud! - og denne er min Skaber: -
Og Ham, som bød, at Verdner blev af intet! -
Og Ham, som Myriader tiene! -
Hist gaaer Han som den groveste Misdæder
Forhaanet, blodig, fuld af Strimer,
Nedtrykt af et vanæret Træe. -
Af Støvets Børn og af en Orm fordømt,
Opløfter Han sit matte Øye
Forgiæves, for at frelses fra det Høye. -
Skræk skiuler Jehovah. - Og Synd og Dom
Omspænde Skaberen. -

Aria. Hvo kan bestaae for en almægtig Vrede
Og knuses ey, naar HErrens Torden slaaer? -
Hvor skal vor Siæl om Skiul og Frelse lede,
Naar ved Hans Vink en Soele-Kreds forgaaer?
Da stoed Immanuel, Retfærdigheds Forsoner. -
Guddommelige Helt, hvo var saa stor, som du? -
Chor. Du som i bitter Harm nedstyrter Lysets Throner,
See til vor Frelsere, vor Klippe staaer endnu.

Forhænget revner, og en hellig Flamme
Igiennemtrænger det rædsomme Mørke. -
En stille Majestæt omringer Golgatha. -
Han døer. - Og al Naturen bæver,
Og HErrens Rædsel hviler over Jorden,
Og Slangen daaner i sin mørke Huule. -
Nu seer Han kiærlig ned til sine Fiender,
Og salig Glæde tindrer af Hans Øye,
At Han har frelst dem ved sin egen Pine. -
Glad raaber Han: DET ER FULDBRAGT! -
Nu bøyer Han sig ned. - Nu døer Han. -

Chor. O stille Skræk! - Guds Rædsel! - Hiertet standser. - 130
Væmodig Smerte qvæler alle Sandser. -
Forgiæves at vi op mod Korset seer! -
Uskyldigste! - vor Trøst! - Du er ey meer. -
Lad bittre Taarer blende vores Øye! -
Fortiente Smerter døve Sands og Siæl. -
Vor - Gud! - vor Fryd! - hvad kan os nu fornøye? -
Vor Frelser - ach! - vor Glæde - ach! - Farvel.

DEN ANDEN AFDEELING

Chor.

De skal udbrede din store Godheds Ihukommelse, og synge med Fryd om din Retfærdighed.

Arioso.

Han fantes ene værdig,
At agtes for retfærdig, -
Han faldt foruden Synd
I Graven. -

Chor. Han faldt foruden Synd i Graven.

Jeg saae: og Mørkets grumme Kiæmpe
Igiennemløb med et forvirret Øye,
De sorte Rulder, hvori Satan skriver
Den mindste Synd, som Adams Børn begaae.
Og Vredes Straaler skiød fra Kiæmpens Øye. -
Saa skar han rasende med Tænder
Og raabte høyt og bandede fortvivled
Ham, som frembragte Himmelen og Jorden,
Og raabte atter med en gruelig Røst:
Han er her ey - Han er foruden Synd! -
Og Helvede gav Gienlyd af hans Røst:
Og i Afgrunden hørtes mange Stemmer,
Som skreg: Gud-Mennesket er uden Synd! -
Da svarte Cherubs Chor i glade Toner:
Hallelujah! - Du Menneskets Forsoner! -
Og Du, som er befundet uden Synd! -
131
Chor. Hallelujah! - Du Menniskets Forsoner! -
Og Du, som er befundet uden Synd! -
Hallelujah! -
Aria.

Slaae Cithar, slaae i sagte Toner,
Og syng om Menniskets Forsoner,
Og om det reene Offerlam! -
Opløft dit taareblendte Øye,
Og see, hvorledes i det Høye
Retfærdighed omfavner Ham! -

Chor.

Slaaer Harper, slaaer i høye Toner,
Og synger om vor Synds Forsoner,
Og om det reene Offerlam! -

Langt under Chaos er de mørke Huuler
Hvor Synd fortvivled skiuler sig i Plager,
For Himmelen og for Algodheds Straaler. -
Her boer den stolte, fordum Lysets Kiempe -
Og Satan og den grumme Moloch,
Og Millioner styrtede Rebeller
Omkastes her blandt Svovel-Havets Bølger. -
Derhen, I Adams Børnt - Retfærdigheden kalder-
Fornam I ey den Røst i Moders Liv,
Som raabte: bort, til de Fordømte! -
Saa tordnede den store Vredes Engel. -
Men Godhed svarede mod Vreden.
Og Naadens Straaler skiulte Jorden -
Og Vreden stred med Naadens Fyrste,
Og, ach! vor Helt var saaret! - Ach Han døde! -
Men frygt dig ey! - thi Seyer-Fanen flyver. -
Hør Myriaderne, som raabe:
Triumpf! - Han vandt! - Frygt ikke Vredens Torden!
Triumpf! -Triumpf! - og Fred paa Jorden.

Chor. Triumpf! -Triumpf! - og Fred paa Jorden.
132

DEN TREDIE AFDEELING

Aria.

O Graad, du Glædens tause Tolk,
Prent Saligheder i mit Øye!
Raab Taare: Frelse fra det Høyet -
Og Støvets Børn er HErrens Folk! -
Naar Hævnens Torden-Flammer brænder,
Da er jeg tryg i JEsu Hænder,
Og hører ey den Piintes Graad. -
Trodst - vil jeg ned mod Satan raabe,
Hvad Seyer har du nu at haabe? -
Og trods, o Død! - Hvor er din Braad? -
O Graad, du Glædens tause Tolk,
Prent Saligheder i mit Øye!
Raab Taare: Frelse fra det Høye! -
Og Støvets Børn er HErrens Folk! -

Men Himlen taug, - Seraphen selv holdt inde,
At tordne ned mod Dybet. -
Og Asaphs Chor og Citherne var stille. -
Thi Eliel, som synger HErrens Sange,
Og taler om de underlige Ting,
Og om det Høye og det Dybe,
Og det som ingen Skabning fatter,
Og Gabriel, den store Glædes Engel,
Stoed op for Thronen med de gyldne Harper. -
Da svarede den stærke Aand og sang:
Hvo fatter Lammets Godhed? -
Og at den Evige var død for Støvet -
At Helligheden bar paa Verdens Synder -
Og at den Faldne reyste sig igien? -
Men Glædens Engel og de glade Aander
Opfylder Himlene med Lammets Roes. -
Og Jorden skingrede af Lammets Roes. -
I Dybet selv udbrøltes Lammets Roes.

Arioso.

Lad Himlene fornemme
Den Frelstes glade Stemme! - 133
Og mærker Støvets Sang
Om Lammet! -

Chor. Op! - mærker Støvets Sang om Lammet! -
Stor var Han - fød af Evigheders Fader. -
Selv evig - Først blandt alle Aander. -
Han skabte Seraphim og Himlens Kiæmper;
Og Han nedstyrtede de stolte Fyrster;
Og Han fremkaldte Chaos af sit Intet;
Og Han befæstede den store Himmel,
Og dannede de stolte Bølger,
Og Jorden og alt det, som er paa Jorden: -
Da saae Han fra sin Throne, for at kiende,
Om Alting stoed i samme gode Orden? -
Og Alting stoed. - Kuns Mennisket var falden
Og værdigt, at udslettes blandt det Skabte. -
Da bar den Stærke Medynk med sin Skabning,
Og Han som ene kunde frelse,
Steg ned til Støvet fra sin Throne. -
Men Cithar tiet - hvor er de høye Toner,
Som siger Verdner: Gud var min Forsoner?
Hvem synger værdigt om Hans Blod? -
Chor. Naar Himle fly e din Røst, naar Verdner skiule sig,
Naar Vreden taler og naar Almagts Torden brøler,
Da er det Verdners Skræk, men ingen Skræk for mig,
Som, Frelsere, da først din fulde Frelse føler. -
Guddommelige Helt, da vil jeg evig priise. -
Min Sang skal, Cherubs lig, opfylde Himlene. -
Lov skee den Evige, den Stærke, den Alviise!
Og evig Tak den Gud, som frelste Syndere!
Arioso.

Bliv Taare ved at trille! -
Men du min Cithar - Stillet -
Lad Hiertet roelig føle
Sin Frelse. -

Chor.

Lad Hiertet roelig føle sin Frelset -

134

I ANLEDNING AF HR. PALLU-
DAN OG JFR. LØNBORG'S
MARIAGE
(1768)

BORT vilde Lattert - Kiendetegn paa Daarer! -
Bacchanter rase - Glæden fælder Taarer. -
Den kildres kun, den glædes ey som leer. -
Skrig følesløse Pøbel! - støy din Glæde! -
Men under Skyggen skal min Muse græde. -
Den larme mindre, men den føle meer!

Naar Zephis seer sig elsket af den Høye,
Da spiller Taarer i det kiælne Øye. -
Da flyer hun Verden for at føle Gud. -
Kuns du min Friestad, Helligdommens Skygge,
Hvorunder ingen vilde Lyster bygge,
Kuns du var værd at skiule Himlens Brud. -

Naar Mentor ædel, som en anden Skaber,
Seer, at det raae sig meer og meere taber,
Og Mennesket opvoxer ved hans Haand -
Da - Himmel! - Philomele, troe Veninde;
Du ene saae de fromme Taarer rinde,
Naar Engle deelte Glæden med hans Aand.

Og naar Arist løsriver sig fra spæde
Som rundt omkring ham stamle Tak og Glæde,
Og Moderen opløfter Hænderne. -
Da gaaer han bort i lange Trin og stræber
Til Skyggen - Glæden zittrer i de fulde Læber. -
Han lukker Øyet for at kunde see. -

Og Du min Damon, naar Du henrykt tænker
Paa Dydens Baand og paa de kiælne Lænker,
Som knytte dig til din Lyksalighed;
Da er kuns Skyggen og de stille Dale
Og Maanen og aarvaagne Nattergale
De Vidner, som din fulde Glæde veed. 135
Derhen min Muse! - Stille Vestenvinde! -
Og stille rislende skal Bækken rinde! -
Og Echo du skal tie til min Frydt -
Men saligt Chor af Aander vær tilstæde,
Og føl det at min Muse føler Glæde
Og græder Venskab og belønnet Dyd! -

Da skal det staae med Taarer i mit Øye:
Min Damon er belønnet af den Høye. -
Min Ven - og Himlen føle det: min Ven -
Da svare Cherub med de gyldne Toner
Min Ven - og atter Ven af sin Forsoner,
Og Almagts Tordner buldre det igien! -

Saa voxte fordum Sionitens Glæde;
Op til sin Gud og til sit rette Sæde,
Saa skal min Harpe kuns for Engle slaae.
Men naar du selv i Glæden kan fornemme
En kiælen Cithar og en afbrudt Stemme;
Da sig, det er min Ven jeg hører paa. -

Min Ven! - saa synger jeg fortætte Skygger. -
En værdig Hyrde! - Gud hans Hytte bygger! -
Hans Hiord! - hans Chioris! - hans Lyksalighed!
Men da skal Clio slaae de høye Strænge;
Høyt skal jeg raabe: Lad den vare længe!
GUD! - LAD DEN EVIG EVIG BLIVE VED! -

136

SØRGE-DIGT OVER FRUE
RAHBEK
(1768)

O! Viisdoms Dybt hvori Cheruber svimle,
O Vei! hvis Maal kun den Alviise veed,
Og Du, o Skræk for alle skabte Himle!
Du aldrig skaanende Retfærdighed!
Tør Støvets Broder med et dristigt Øie
See op mod Lyset? - Tør han see sin Gud?
Og tør vel Leeret trætte med den Høie,
Og spørge ham om Aarsag til hans Bud?
Ja Lys! som Englers Øine neppe taaler,
Lad min forvovne Siel beskue Dig; -
Thi bittre Taarer brække Dine Straaler,
Og Dødens Skygger giør Dig taalelig;
Min Aand er knust - det bange Hierte banker,
Og hver en Nerve føler Vredens Dom.
Hvor skal jeg da henvende mine Tanker,
Om ei til ham, hvorfra min Smerte kom?
Tie! kiælne Harpe! thi min Aand vil høre
Den Røst, som Himle flye, og Dommens Røst,
Hans Torden være liflig i mit Øret
Og Verdener skal falde mig til Trøst -
Hist, hvor Chiddekel ned mod Træet strømmer,
Derhen, min Aand! at høre Skræk og Død;
At Naaden tordner, og at Gud fordømmer -
Hør det! og kald det Lindring i Din Nød. -
Døe! Mand! saa sagde han, som skabte Jorden,
Og al Din Afkom smulre bort i Støv.
Da bad Naturen mod den strænge Torden;
Men ingen hørte - Naaden selv var døv. -
En evig Lov gik ud fra Dommens Troner,
Som selv Al-Godhed ei kan slette ud -
Hvorfor det største Offer ei forsoner,
Som dræber Alt, endog hver Jordens Gud.
Forgiæves spreller Du mod Dødens Smerte,
Og krymper Dig, naar Du skal klædes af. 137
O Mand! som giemmer Herren i Dit Hierte -
Og Du! skal døe, og giemmes i en Grav.
Forgiæves byder Croesus Millioner;
I Guld nedgravet er hans Kiød kun Høe;
Selv Jordens Guder paa de største Troner
Er Adams Slægt, og fødes for at døe. -
Forgiæves skinne jordiske Gudinder,
Som Stiemer; thi og de skal slukkes ud,
Det er kun Væirlys, som i Hast forsvinder,
Og hendes Døttre, som fortørnte Gud;
Forgiæves stoler hiin paa sine Kræfter;
Forgiæves denne paa de unge Aar;
Det er ei Ting, som Døden spørger efter,
De ere Støv, og Støv er det, den slaaer.
Kan Dyder da? kan Millioner Taarer?
Kan Guld og Rang og Ungdom ei befrie?
Hvi sukker da formastelige Daarer
Mod Himmelen? og hvad begræde vi?
Vi vil - men flyder! flyder Taare-Floder?
Ak usle Trøst! som kom af andres Nød;
Høit vil jeg græde - Ak! hun var min Moder,
Hun var det - Himmel! og nu er hun død.
Men tænk ei, Jord! at jeg alleene taber,
Og Du! som elsker Dyd, og Du! har tabt:
Til Ziir for Dig, til Ære for sin Skaber,
Til Dyden og til Døden var hun skabt.
Blodtørstige Tyran! Dit skumle Øie
Saae ei paa Rosen, da Du slog den om.
Ung var hun, yndig, elsket af den Høie,
Sin Næstes Fryd, sin Skabers Helligdom.
Hun faldt! Hvi gik ei Solen her tilbage?
Hvi frelstes hun ei nogle Aar endnu?
Høit vil vi græde - billig er vor Klage.
Hvorhaardt! hvor haardtt o Herret straffer Du;
Og Du! som nu har tabt Dit halve Hierte;
Foreen Dit Suk med mit, opløft Din Røst! -
Hør den, o Jord! o Himmel! hør vor Smerte!
Du sendte Sorgen, send os nu Din Trøst. - -
Hvo førte mig til Trøstens sande Kilde? 138
Og hvilken salig Aand erindrer mig,
At den Alviise aldrig handler ilde,
Og at min Klage var formastelig?
Skal jeg uskiønsom knurre mod din Glæde?
O Salige! og sørge, naar Du leer? -
I stille Skygger sagte vil jeg græde; -
Og fælde Taarer, som Du ikke seer;
Thi var ei Himmelen Din rette Boelig?
Og hvem belønner Dyden, meer end Gud?
Der lever Du ufristet, glad og rolig,
Og Engle kalde Dig Din Skabers Brud.
Du er lyksalig - Vi, som blev tilbage,
Kuns vi har tabt ved Din Lyksalighed;
Tilgiv os da; tilgiv os denne Klage;
Og om vi længes efter samme Sted.

139

SØRGE-CANTATA VED CHRISTI
GRAV SOM I FASTEN OPFØ-
RES AF DET MUSICALISKE
SELSKAB PAA BRYGGER-
NES LAUGS-HUUS
(1769)

DEN FØRSTE AFDEELING

Chor.

HERRENS Salvede, som var vor Næses Aand, blev fanget i Gravene, om hvilken vi sagde: under hans Skygge vil vi leve.

Recit Skræk har omspændt mig - Al Naturen tier,
Og Vinden hvisler ey som før i Cedren,
Og Bækken triller sagte ned af Klippen,
Og Sangerinden priser ey sin Skaber. -
Men dybt i Lunden under skumle Skygger
Omkryber Skræk og vinker ad Naturen,
Og peger steds - hist bag ved Mørket.
Gud! hvilket Gysende i alle Aarer! -
Og hvad er skiult i den rædsomme Huule? -
Min Siæl blev svag - thi her er Dødens Skygger! -
Men seer jeg ey den fromme Sions Datter?
Og Taarer drypper af de blege Hænder,
Som understøtte det nedslagne Ansigt.
Hvem skiuler denne Grav, O Sions Datter? -
Og jeg vil græde i den Frommes Nød. -
Udøs dit Hierte? - hvem er død? -
Arioso.

Graad skiule steds mit Øye
For Haab og for den Høye;
Det stirre kun derhen,
Hvor de har skiult min Ven.

Chor.

Vi stirre kun derhen,
Hvor de har skiult vor Ven.

140
Chor.

Derfor var vort Hierte svagt; derfor ere vores Øyne formørkede.

Recit Han kaldte sig sit Folks Forløser -
Hvor henrykt saae mit Øye da den Frelse,
Som Fædrene har seet i mørke Syner? -
Og har han ey opfyldt det som var skrevet
Af Seerne, af dem som Gud indblæste? -
Han var Betrængtes Trøst, de Syges Læge,
De Dødes Liv, og han var Livets Fyrste. -
Nu er han død og skiules her i Graven. -
O HErre, styrk mig, at jeg seer Din Frelse! -
Og mægtig var han frem for alle Skabte. -
Hvem var som han blant Himliske Propheter?
Saa underlig, saa myndig i sin Lærdom?
Hvem giorte Tegn som han ved Almagts Finger? -
Han eene var usmittet og retfærdig,
Og Navnet af sit Folks Forløser værdig.
Nu er han død, og skiules her i Graven, -
O HErre styrk mig! - styrk min Troe og byd,
At jeg endnu engang maae see Din Fryd!
Aria.

Salige, holdt op at græde,
Snart er Dødens Magt forbi -
Snart skal Juda see den Glæde,
Som hans Synd har skiult heri.

Kun det Kiød blev Ormens Føde,
Som en Synd besmittede;
Men Guds Salvede, som døde,
Skal ey see Forraadnelse.

Salige, holdt op at græde,
Snart er Dødens Magt forbi -
Snart skal Juda see den Glæde,
Som hans Synd har skiult heri.

Recit. Langt borte hvidsler Slangen - Almagts Fiende
Snoer sig forgieves om i store Bugter, 141
Og kan ey naae den Hellige, han hader -
Saa jager han med den halvknuste Braad,
Og aander Gift, som Lunden visner ved. -
Men hellig Røgelse og Livets Lugt
Staar op af Graven - og en salig Hær
Omringer den. - Hvor er den Orm, som vover
At komme Livets Fyrste nær,
Naar han i Almagts Arme sover? -
Men Lyd af Skrig og af usalig Graad
Blev hørt fra Dybet - Stille du min Sang!
Mit bange Øre syntes at fornemme
Et Raab, som Hævnens Raab og Dommens Stemme.
Aria.

Kommer, Fordømte og skuer
Det jeg forgie ves tilbød!
Hører min Seyer og bæver! -
Jordens Forsonere kræver
Eder alleene til Dom.

Men de Udvalgte, som troede,
Smage det Himliske Gode,
Som fra Forjættelsen kom;
Thi fra de straffende Luer
Frelste jeg dem ved min Død.

Arioso.

En liflig Straale brekker
De svangre Tordendekker;
Og giennem Hævnens Røst
Blev hørt et Ord om Trøst.

Chor.

Igiennem Hævnens Røst
Blev hørt et Ord om Trøst.

DEN ANDEN AFDEELING

Arioso.

Et reen formørket Øye
Kan Glimt af Haab fornøye -
Men kun det Haab er trygt,
Som blandes ey med Frygt.

142
Chor.

Ak i - kun det Haab er trygt,
Som blandes ey med Frygt.

Recit. Jeg vreed mig paa det kummerfulde Leye,
Og Søvnen flyede det forgrædte Øye,
Og al min Tanke var: MIN VEN ER BORTE
Tit søgte jeg, at tvinge den til Glæde
Til Festen og den underlige Pagt,
Til Offerne og Helligdommens Pragt
Og Lammets Blod, som hindrer Dødens Magt;
Men Hiertet raabte: AK! DIN VEN ER BORTE! -
Tit søgte jeg at tænke paa Hans Ord,
Som forud sagde selv det grumme Mord,
Og at det kunde kun befrie vor Jord;
Men alting svarte: AK! DIN VEN ER BORTE! -
Da syntes mig, at høre glade Raab -
Da græd jeg - da oplivedes mit Haab. -
Men en usynlig Magt drev mig derhen,
Endnu engang at see min Ven.
Aria.

Himlens Stærke vaager over
HErrens Salvede, som sover -
Hør! - Cherubens Harpe lover,
Magter tordne nær herved.
Skielver, Dristige, som vover,
At betræde dette Stæd!
Himlens Stærke vaager over
HErrens Salvede, som sover -
Hør! - Cherubens Harpe lover,
Magter tordne nær herved.

Recit Her laae Han - Er ey denne Josephs Huule?
Her staaer Cypressen - Svimler da mit Øye? -
Og hvor er Steenen, den som laae for Huulen? -
O! alt for grumme, blinde Pharisæer!
Forfølger I ham selv i Jordens Giemmer? -
Har dog en Hedning undt ham Hvile. -
Men mueligt har han ved et nyt Mirakel 143
Opvakt sig selv? Han vakte ham af Nain
Og Lazarus - O søde Haaby du smigrer!
Hvad er jeg, at jeg venter Glæde? -
Ney Ven! - Ney Død! - ney - evig vil jeg græde.
Men Lunden bæver - En af Himlens Magter
Gik over Lunden - Og en salig Lyd! -
Og hvem er den, som kalder mig til Fryd?
Aria.

Jord, hør den Fryd som jeg forkynder!
Han som var død for dine Synder,
Har overvundet Dødens Magt.
Giv Gienlyd Jord af glade Toner!
Han lever Menniskets Forsoner!
Triumph! thi Frelsen er fuldbragt!

Recit Han lever! - hvilken Strøm af salig Glæde,
Som oversvømmer Siæl og Hierte,
Og løfter mig høyt over Jorden,
Og trykker mig dybt i min Frelse? -
Triumph! - Jeg veed min Frelser lever! -
Og hvad kand skade mig? - hvem skal jeg frygte? -
Men hen, at see Ham! - Stille Glædes Taarer! -
Hvi vil I hindre mig, at see min Glæde? -
Hen, at tilbede Ham! - men Glæde bandt
Min Tunge - og jeg daaner i min Glæde,
Og Blodet gyser, og mit Hierte banker,
Og salig Fryd opsluger mine Tanker. -
O hører det i Magter! - svarer Troner! -
Triumph! - Han lever Menniskets Forsoner! -
Triumph! - den Juda Løve vandt! -
Chor. Han har vundet! - Jeg veed hvad jeg haaber. -
Triumpherer i Slægter, og raaber:
Han har stillet Retfærdigheds Harm!
Solo.

Mod Dom og Hævnens Torden
Fandt jeg et Skiul paa Jorden
I min Forløsers Arm.

144
Chor. Han har vundett - Jeg veed hvad jeg haaber. -
Triumpherer I Slægter, og raaber:
Han har lagt vore Fiender i Baand!
Solo.

Spye Slange Gift og Galde!
Men tør du overfalde
Min Siæl i JEsu Haand?

Chor. Han har vundet! - Jeg veed hvad jeg haaber. -
Triumpherer I Slægter, og raaber:
Ved Hans Seyer er Frelsen fuldbragt!
Solo.

O tier matte Toner! -
At priise sin Forsoner
Staaer ey i Støvets Magt.

Chor. Han har vundet! - Jeg veed hvad jeg haaber. -
Triumpherer I Slægter, og raaber:
Ved hans Seyer er Frelsen fuldbragt!
145

ADAM OG EWA ELLER DEN
ULYKKELIGE PRØVE
ET DRAMATISK STYKKE
I FEM HANDLINGER
MED MELLEM-
SANGE
(1769)

HANDLENDE PERSONER

ADAM. - EWA.

Af de gode Aander.

ELOAH, den øverste iblant Englene.

MICHAEL, den øverste Strids-Engel.

RAPHAEL, Retfærdigheds besynderlige Sendebud.

GABRIEL, Al-Godheds Sendebud.

URIEL, Soelens Engel.

IRMIEL, Fredens Engel og Adams Ven.

ITHURIEL, Mandindens Skyts-Engel.

ZEPHON, Paradiesets Engel.

OBADDON, Dødens Engel.

Chor af gode Aander.

Af de onde Aander.

BAAL, den øverste blant de onde Aander.

MOLOCH, Ildens Aand.

SATAN.

ABDIEL ABBADONA.

Chor af onde Aander.

DEN FØRSTE HANDLING

Denne første Handling begynder i Dagbrekningen. - En majestetisk Taushed hersker over Jorden. - Mørke og truende Skyer synes ligesom at ville forhindre Soelen i at staae op. - Skue-Pladsen forestiller den Deel af Eden, som ventelig har været en af de smukkeste. - I dens Mitte staaer det prægtige og dødelige Træ. - Det synes at være skilt fra de andre, for at kunde udbrede sin særdeeles yndige Lugt desto friere; og for ikke at blande sine farlige Skygger med andre. - Bag ved opløfter en ujævn Rad af nogle langtbortliggende Klipper sig over en Skov af de smukkeste Frugt-Træer. - Ved en Side flyder Chiddekel, ved hvis Bred Naturen har dannet en behagelig Grotte. - I denne synes Irmiel at sidde i dybe Tanker, indtil han efter nogen Taushed gaar frem paa Skue-Pladsen og aabner Handlingen saaledes: SAA stærk er Venskabs Magt. - Velsignede blant Dage,
Du, som min glade Aand tør ønske sig tilbaget -
Her - var det ikke her, at jeg den første gang
Fornam min Adams Røst og Lyden af hans Sang?
Bort! - bag ved Klipperne og til de mørke Huuler
Skal Tvivlens Skygge flye, hvori min Fryd sig skiuler. - 146
Thi Herrens Vældige skal leyres om min Ven;
Og Almagt raabte Fred! - Hvo tør vel bryde den? -
Irmiel har neppe sagt dette sidste, førend Zephon, som er Paradiesets Engel, kommer med en usædvanlig Hastighed og en betydende Mine ind paa Skuepladsen. Fredens Aand, som det ømmeste Venskab, en Tildragelse som Uriel, Sodens Engel, har fortalt ham den forrige Aften, og nogle klagelige Raab, som han selv troer at have hørt den sidste Nat, har giort opmærksom ved de mindste Hændelser, bliver uroelig over at see denne Aand paa en Tid da han ikke ventede det, og siger: Men Zephon! - hvi saa snart? - min Ven?
ZEPHON
Gud vaager over
De salige. -
IRMIEL
Men du! - See heele Jorden sover
Og Klippens høye Top er neppe hvid endnu;
Men du! - hvad har du seet og hvad befrygter du? -
ZEPHON
Jeg stoed i Livets Træ; men mit aarvaagne Øye
Var stivt mod Hvelvingen og heftet til det Høye.
Naar Nattens Lys blev blegt og Skyen gik forbi,
Da søgte jeg en Aand, jeg veed ey hvem, deri. -
Som naar Udrydderen, den mørke Kiæmpe skiuler
Sig i en Sky e og gaaer taus over Vredens Huuler. -
Af-Grunden føler ham, endskiønt han skiuler sig. -
Selv Himlen seer hans Skræk. - Saa forekom det mig.
Men al Naturen taug. - Og Havets muntre Vinde
Stoed stille. - Bækkenselv varvaersom i atrinde. -
See, sagde jeg, det skeer, at de maae slumre trygt
De toe Lyksalige. - Men...
IRMIEL
Ak, fortæl din Frygt! -
ZEPHON
Tit syntes mig, at Skræk sneg sig blant tausse Skygger
I Lunden - hvor din Ven paa Palme-Hytten bygger. -
Tit syntes Maanen mig at sagtnes i sin Gang;
Og næsten troede jeg at Natten var for lang. 147
Da foer en Storm forbi - og see den stolte Ceder,
Hvorunder, som du veedst, din Adam helst tilbeder,
Sank for den stærke Storm. - Da blev det tausst igien
Og strax gav Dagens Lys et Skin paa Himmelen.
Jeg bad min Bøn endnu; Da Himlens Hvelving rørtes
Og Røst, som Magtens Røst paa Herrens Klippev hørtes. -
Da foer jeg til din Ven. Men fandt at begge to
Sov i hinandens Arm i en lyksalig Roe. -
Dog saae jeg Skyggergaae forbi Mandindens Øye. -
Hun legte med en Drøm, som syntes at fomøye -
Og kiælent strakte hun de hvide Arme ud,
Som for at hente Fryd og at omfavne Gud.
Men Bulderet toeg til, og i en heftig Torden
Gik en af Magterne mod Østen over Jorden.
Hør! - -

Der høres et stærkt Torden-Slag, og man seer en brændende Støtte, som nedlader sig paa det Bierg, som ligger bagerst paa Skue-Pladsen, hvilket er det samme, som paa andre Steder i Stykket kaldes Herrens Bierg.

IRMIEL
Thronens Vægtere! - Doms - Almagts Sendebud! -
Dag, mørk af Hændelser, hvor vil du falde ud? -
Rædsomme Majestet, som hviler over Eden! -
Med Frygt staaer Soelen op - og - hvad skal skee herneden? -
De stærke nærme sig - Den viise stirrer ned. -
Maaskee han veedde Ting hvorom jeg intet veed. -
Men seer jeg ey et Lys bag Tvivlens skumle Skygger? -
Rædsomme Muelighed, hvorpaa min Gisning bygger! -
Men Natten skiule dig! -
ZEPHON
Dit ømme Venskab giør,
At du kun frygter det, som undersøges bør. -
148
IRMIEL
Hvor Øyet ikke naaer og Gisning ene leder,
Forvilder den sig tit imellem Mueligheder,
Og fattes Overvægt, da følger Slutningen
Med Længsel eller Frygt, hvorhen de trække den. -
Og hvem opdager det, som skiultes af den Høye? -
Men - Gudt - hvi svæver steds det værste for mit Øye? -
ZEPHON
Din Ven er Almagts Ven - Fortvivlelsen i Baand. -
IRMIEL
Ney, Zephon, slig en Frygt bedrø ver ey min Aand. -
Jeg veed det bittre Had. - Den heele Himmel hørte
De Skrig fra Fængslerne, da han ved Chaos rørte. -
Den gamle Kiæmpe krøb af Harm oplivet frem
Og Mørkets Aander skreg, at Himlen hørte dem. -
Mord-Sværdet blinkte alt - den dødelige Lue
Gik ud fra Thronerne - Dom syntes alt at true
Tyrannens frekke Hær. - Da Stemmen raabte: Fred! -
Og de fordømte sank i Ulyksalighed. -
Jeg veed, Fortvivlede, som fattes og misunde
Al Glæde, svage Sværm, du vilde om du kunde! -
Du vilde dræbe dem. - Men Fiendskab uden Magt
Bestrides med et Smiil og dæmpes med Foragt. -
Trods, frekke Afmagt, brøl og ras i dine Lænker! -
Ney! - Men en anden Ting, som intet Baand indskrænker,
Hvor Almagt frelser ey -
ZEPHON
Og hvilken? -
IRMIEL
Troer du vel:
Jeg frygter Fienden ey, som Mandens egen Siel? -
God - men ey fast endnu - det onde kan han giøre. -
ZEPHON
Men viis. -
IRMIEL
Ak! - Viisdom selv kan lade sig forføre. - 149
Blev Moloch ey forført? -
ZEPHON
Og hvo forfører her? -
IRMIEL
Her svimler just min Aand i mørke Gisninger. -
Snart frygter jeg den Drift, som i hans eget Hierte
Steds længtes efter meer og fik hvad den begierte. -
Han kiender ey det Maal hvortil hans Evner naae,
Og veed kun hvad det er at ønske og at faae. -
Mon ey hans Ønske selv trods Viisdom tør fortryde
At see sit sidste Trin og lade sig forbyde?
Og dog er dette vist. - Thi heele Himlen veed
At Herren vel er god, men fordrer Lydighed.
ZEPHON
I Strid med Ønskerne, maae Syn og Viisdom vinde. -
IRMIEL
De maae - men Aanders Syn har ladet sig forblinde. -
Og hvor først Ønsket var, der fandt Forstanden let
Om ey at billige dog at undskylde det. -
Men om hans Viisdom vandt, blev dog en Strid tilbage. -
Ak! har han ikke hængt sit Hierte til sin Mage? -
Hun vælger lige frit, hvem siger lige vel? -
ZEPHON
Saa reen som Dagens Lys er hendes muntre Siæl.
IRMIEL
Ja - denne Munterhed, Uskyldighedens Skygge,
Hvor yndig? - men en Grund, hvorpaa man mindst kan bygge! -
Indbildnings-Kraften selv har fleere Fristelser -
Forstanden seer kun Ting - den giør sig Billeder.
Hvor heftig er den Ild? - Den kiælne Taare triller
Ved mindste Følelser. - Det muntre Øye spiller
Og Siælen viser sig i hvert et Ledemod;
Saasnart hun synger om, hvorledes Gud var god. -
Men mørke Gisninger, som falde steds tilbage! - 150
Om denne muntre Siæl først lader sig bedrage
Da frygt dig Adamt - Fly et - Da er den Fare nær,
Hvorpaa hvert Øyeblik et rædsomt Forbud er! -
ZEPHON
See! - Cedrens Skygge flyer - den stolte Løve flygter -
Han kommer - hvilken Magt, som selv Naturen frygter! -
IRMIEL
Iil hen til Herrens Bierg! - til Lunden iil og see
Om Søvnen har forladt de to Forenede! -
Bed med dem! - iil og bed. -
Zephon gaaer og Irmiel bliver endnu ved. Guds Rædsel er paa Jorden. -
Den store Raphael! - mørk er han - skiult i Torden -
Forved ham lyner Skræk - Men standser han ey her? -
Det Træ, hvis stolte Pragt mig steds et Rætsel er! -
Min Gud! - min Ven! - min Frygt! -
Imedens Irmiel siger dette sidste, kommer Raphael, en af de syv, under stærke Tordenslag til den mittelste Deel af Skue-Pladsen. Irmiel gaaer noget tilsides af Ærbødighed for denne mægtige Aand. Raphael synes nogle Øyeblik at staae henrykt i dybe Betragtninger. Efter nogen Taushed opløfter han sin høyre Haand for at velsigne Jorden og siger: Den Herre Herre være
Med Jorden! - Alting skee til Elschadaihs Ære! -
Det tordner, og Raphael tier igien nogle Øyeblik. Endelig siger han ligesom vaagnende af en Drøm. Men seer jeg ey det Træ, som Ordet taler om? -
Her staaer Naturens Skræk og Herrens Helligdom -
Rædsomme Træ, din Frugt, dit Syn forkynder Fare! -
Men at du først i Dag saa nøye tages vare! -
Du vogtes ved min Arm! - Det er, som hvert et Dyr
Alt af en medskabt Frygt for disse Skygger flyer. -
Men Herrens Billeder! - Dem maae det kunde skade! -
De kiender ey dets Kraft! - Dem skal jeg ey tillade! - 151
Alviisdoms Raad er skiult, men Almagts Bud stoed fast
Om Himlens Hvelving sank og Firmamentet brast. -
Jeg svimler. - Store Dag, men mørk for Aanders Øye! -
Hvor usædvanlig stærk var Stemmen fra det Høye? -
Hvor mørk blev Thronen ey, da den sig høre loed? -
Og Lyset sluktes der, hvor Skiæbnens Engel stoed. -
»Stig ned til Edens Skov! - Staae ved de store Skygger,
»Hvorunder ingen Fugl sin trygge Rede bygger! -
»De være Jordens Skræk! -
IRMIEL,
(i det han gaaer nærmere.) Hvorledes? - Troer jeg vel? -
RAPHAEL
Hist seer jeg Fredens Aand den glade Irmiel. -
IRMIEL
Forunderlige Aand! - Du Skræk for Mørkets Kiæmper,
Som med en vældig Arm Tyranners Frekhed dæmper! -
Din Røst er Dommens Røst. - En Soele-Kreds forgaaer,
Naar du til Hævn bered for Herrens Throne staaer.
RAPHAEL
Min Magt er Herrens - Tael! -
IRMIEL
See Vægterne paa Jorden,
Fornam Lyd af din Gang og Røsten af din Torden -
Da saae jeg undrende den Stærke komme ned. -
Naturen bæver for dit Ansigt - har du Fred? -
RAPHAEL
Og hvo tør bryde den? -
152
IRMIEL
Ak! - -
RAPHAEL
Du, hvis Øyne tindre
Af evig Godheds Lov! - Suk! -
IRMIEL
Som jeg ey kan hindre! -
Min Adam! - om min Ven? - Ak! - ubekiendte Ak,
Som voldsom trænger ind blant salig Fryd og Tak! -
RAPHAEL
Om ham var Herrens Ord: Hvem vover vel at røre
Den, som behager mig? -
IRMIEL
Da Stemmen loed sig høre
Og Cherubs høye Chor igien istemte Fred,
Saae jeg i Aanden glad en evig Roelighed. -
Men -
RAPHAEL
Er den Evighed ey muelig? - Herren skiænkte
Din Ven en troefast Muur - En Siæl, som rigtig tænkte;
Skiønt Valgets Friehed giør, at det vilkaarligt er. -
Men prøvet -
IRMIEL
Hvilket Bud? - Er Prøvens Time nær? -
Naar? -
RAPHAEL
Viid da Fredens Aand! - I Dag kan intet Øye
Beskue Thronens Glands. - Saa rædsom er den
Høye. -
De største Aander troer og alle giette nu,
Men Over-Englen selv veed ikke meer end du, -
En Aand vil have hørt en Lyd af Strid herneden,
Som rørte Thronen selv; og Kiæmpers Raab i
Eden. -
En har bemærket Blod paa Jorden - En har hørt
Et Raab fra Dybene, at Viisdom var forført. -
153
IRMIEL
Og har ey Uriel fornummet Lyd af spæde
Mod Vesten? - Stemmer, som ved Soelens Nedgang græde? -
Og ynkelige Raab, Ulykkers Sende-Bud,
Som dristig stiger op at nærme sig til Gud? -
Jeg selv - jeg vandrede ved Floden - Jorden hvilte
I usædvanlig Roe - før Morgen-Røden smilte:
Da hørte jeg et Skrig af Ulyksalige
Som streed med Skræk og Straf, hist, bag ved Biergene. -
Guds Rædsel hviler over Klippen - Stormen tuder
Bag Eden - Jorden bæver under sine Guder.
RAPHAEL
Men selv de viise seer af slige Billeder,
At noget forestaaer og ikke hvad det er. -
Forgiæves forskes her - Thi hvilken Skabning følger
Med Viisdoms skiulte Spor og seer hvad Herren dølger? -
Her er det store Svælg - Vi see kuns Muelighed -
Gud fatter Tingen selv - Vi giette - Herren veed.
IRMIEL
Men slemme Skygger flyer! - flyer langt fra Mandens Boelig!
RAPHAEL
I Almagts trygge Skiød er den Udvalgte roelig. -
Og har du seet endnu at Frygten naaede dem? -
IRMIEL
Ney - Skræk og Skygge flyer, hvor Adam træder frem. -
Han kiender ingen Frygt; thi Ordets Glæde hviler
Paa den Uskyldige - den heele Skabning smiler
Mod Herrens Billeder som intet andet veed,
End Gud, hans Godheds Lov og der' Lyksalighed. -
RAPHAEL
Hør da! - Mon Støvet ey blev dannet af den Høye? - 154
Et ubesiælet Leer fandt Naade for hans Øye. -
Nu blev det Godheds Lov - Guds Ære - Herrens Ven -
Mon Godhed vil da selv nedbryde det igien? -
Den Stund de Lydige for Herrens Aasyn vandre,
Staaer denne Slutning fast, som intet kan forandre. -
Og saae du Livets Træ? - Snart bryder Frugten frem. -
IRMIEL
Men om -
RAPHAEL
Jeg veed din Frygt - da hvile det paa dem! -
Gud gav dem Siælens Lys, at de maae see den Orden,
Som fordrer Lydighed af Himmelen og Jorden;
Og om de bryde den, og negte hvad de see;
Da brænde Hævnens Ild paa de Gienstridige! -
Men du, som ellers steds i Glædens kiælne Tone
Sang Herrens Godheds Lov ved Foden af hans Throne;
Hvor blevst du Adams Ven? - Velsignede fortæl,
Hvi Urims glade Chor nu savner Irmiel? -
IRMIEL
Da Rygtet hørtes om den nyelig skabte Klode,
Da hastede min Aand, at kiende den Algode. -
Du veedst, at naar du sang Retfærdighed og Dom,
Var Godhed al min Lyst og det jeg talte om.
Fuld af det søde Haab, at see ham og at lære
Af unge Cherubim nye Sange til hans Ære; -
Forloed jeg Urims Lund. - Men naar udmaaler vi
Det store Godheds Hav, som Verdner bruser i? -
Snart hørte jeg en Sang af Virvler - Sang af Strømme,
Hvori de stolte Lys med prægtig Orden svømme. -
Harmonisk susede de Godheds Lovsang ud,
Og veltedes og faldt for at ophøye Gud. -
Gudt - raabte jeg - hvor godt - og syntes at fornemme,
At heele Skabningen besvarede min Stemme. - 155
Min høye Røst blev svag - min Fryd - min Aand blev træt. -
Da - men, o strænge Aand, tør jeg bekiende det? -
Jeg saae medlidende mod Vredens mørke Huuler,
Hvor Straf og Ondskab sig for Guds Algodhed skiuler. -
Ak! raabte jeg- og i har seet hans Godheds Magt! -
Og i har seet! - men Gud! - i saae det med Foragt! -
Ak! - Mørke! - hvilken Dom, som Synet neppe taaler! -
Hvor grum, hvor tyk en Nat, som skiuler Godheds Straaler! -
Saa raabte jeg og gik i min uvisse Gang
Mod dette Mørke, som oplivede min Sang. -
Naturens Røst forsvandt - Jeg hørte Chaos kaage,
Vredt og oprørt endnu - Svøbt i en fugtig Taage
Begræder det sit Tab - Saa mødte Natten mig,
Men veeg strax skamfuld bort og vilde skiule sig. -
Da kom et Gysende - Da hørte jeg et Bulder
Af Vredens Ocean, som over Dybet rulder. -
Et Bragen som af Ild - Jeg saae bag Nattens Floer,
Et Glimt af heslig Ild, som op af Dybet foer. -
Saa hørte jeg et Brøl af rasende Fordømte,
Som bandede den Gud, hvis Hævn de selv udtømte. -
Saa Skrig - men jeg fornam, at Trudsler, Skræk og Skrig
Toeg til i Helvede saa snart det følte mig.
Iil, hørte jeg en Røst, høy som Eloahs Torden
Iil Fredens kiælne Aand, iil brølte den til Jordent -
Forkynd den Fryd og Fredt - men svage kom ihu,
At Freds-Forstyrreren er ikke død endnu! -
RAPHAEL
Guds Ild forstyrre hamt - var det ey Lysets Kiæmpe,
Som bød Eloah Trods? - Men Hævneren skal dæmpe 156
Hans Hovmod - Dommens Dag, da bande han sit Liv! -
IRMIEL
Jeg taug; skiønt Mørkets Aand blev ved at søge Kiv. -
Han spottede min Magt - Bryd, raabte han, de Lænker,
Hvormed din Gud af Frygt min stærke Arm indskrænker! -
Forsøg det, om du kan! -
RAPHAEL
Ha! - den Forbandede! -
IRMIEL
Da vil jeg, blev han ved, nedrive Thronerne. -
Saa hørte jeg en Aand, som talte til den Høye
Om Ret og Billighed - kan kiælen Medynk bøye
Den strænge Dommere? kan Viisdom, raabte han,
Belønne den, som god, der mueligt synde kan? -
RAPHAEL
Den Frekke veed, at Gud kun prøvede bekræfter. -
Rædsomme Øyeblik, som Ondskab længes efter! -
Du nærmer dig - i Dag -
(Dette følgende siger han i en Art af Henrykkelse.) I Dag forkyndes Bud,
Som prøver Mennisket, om det adlyder Gud. -
Men nedrige Rebell! - Gud er allene værdig
Til Dom - men Afgrund hør, at Almagt er retfærdig! -
Hør det forvovne Sværm, og hyl! - og du Tyran
Som revst dem ned med dig, fæld Taarer om du kan! -
Langt borte seer jeg alt en rædsom Time komme,
Da Himlen bæver selv for Hævnens strænge Domme! -
Jeg hører grumme Vraal, fra et usynligt Sted. -
Thi Helvede blev skiult af Guds Retfærdighed. -
Et Ild-Hav tændtes! - Skræk! - og hist en evig Jammer! -
Og hist Fortvivlelsen i Millioner Flammer! - 157
Hvor mange tusinde? - hvem? - men de flyve bort! -
Gud! - til at see din Dom er selv mit Syn for kort! -
Efter at have taugt nogle Øyeblik, siger han til den af Forundring ligeledes tause Irmiel. Men du! -
IRMIEL
Han bandede min Ven - men Dybet rørtes
Ved Buldret af de Skrig, som i hans Huule hørtes.
Jeg hørte dem endnu, da jeg til Jorden kom. -
Her fandt jeg bedre Ting og det jeg søgte om. -
O Evigheder, som af dine Kilder rinde
Bundløse Godheds Svælg! - hvor er din Grund at finde? -
Monader raabe her Al-Godheds Lovsang ud,
Og Verdner i et Støv ophøye Himlens Gud. -
Smaae Ting, som neppe sees og dog til Glæde skabte
Opholdte hvert et Trin - Cherubens Øye tabte
Sig blant lyksaligt Støv - Hvor er den Skaber god,
Som danner sig et Mid at giøre vel imodt -
Saa sang min glade Aand i skygge-fulde Dale
Og over Klipperne, da jeg fornam en Tale
Lig de udvalgtes Sprog, en Røst fra denne Skov,
Som talte Herrens Ting og sang hans Godheds Lov. -
Afbrudt som Aschers Røst, naar Salighedens Straaler
Udbredes over ham og han dem neppe taaler;
Og raaber kuns o God... og faaer ey Godhed sagt,
Før han udmatted daaner under Godheds Magt
Henrykt, som Eliel, naar han sin Sang istemmer
Om Herrens Gierninger - sig selv tilsidst forglemmer;
Og da han føler Gud; kan neppe raabe: See! -
Og ikkuns peger taus mod Soele-Kredsene. -
Saa henrykt var den Sang, som jeg fra Skoven hørte. -
Naturen hørte den - Thi Cedrene blev rørte
I Skoven hørtes Gud og bag den tykke Skov 158
Gav mørke Klipper Lyd af den Algodes Lov. -
Det var min Adams Røst - Jeg fandt ham under Skygger,
Hvor hine Cedrer Skiul for Soelens Straaler bygger. -
Der stoed den Salige - Som Ordet viser sig
For Herrens Hellige - saa forekom han mig. -
Ey fremmed ey med Frygt gik han mig strax i møde
Med yndig Majestet - Han toeg af Jordens Grøde
Det beste, som han saae og bød mig af sin Haand,
Uvidendes endnu, at Irmiel var Aand. -
Da nævnede jeg Gud - og strax - men Busken rørtes
Det var Mandindens Gang og hendes Røst, som hørtes. -
RAPHAEL
Hun kommer -
IRMIEL
Jeg vil gaae at spørge Himmelen
Hvad Fare? - Hvad jeg har at frygte for min Ven? -
Men du! -
RAPHAEL
Jeg veed min Lov -
IRMIEL
Gud! giv min Glæde Kræfter! -
IRMIEL vil gaae, men da han seer Ewa, som kommer ind fra den anden Side af Skue-Pladsen, vender han sig om og udstrækker sine kiærlige Arme snart mod hende, snart mod Himmelen. Et ømt og foruroeligt Venskab tindrer i hans Øyne, og han udtrykker de ivrigste Forbønner, som han offrer til Al-Godhed med sine Gebærder. - Mandinden gaaer langsom med nedslagne Øyne og sammenfoldne Hænder og seer intet af det omkringstaaende. - Hun synes at vaere i de dybeste Tanker. - Endelig udbryder hun saaledes: Mig længes inderlig - men veed jeg selv hvorefter? -
Gud! -
RAPHAEL
Han velsigne dig! -
EWA
Jeg! - Godhed! - Gud! - min Siæl!
Hvor evig god var han, som skabte mig saa vel? -
RAPHAEL
Hun føler Glæden. -
159
EWA
Gud! - hvad savner da mit Hierte? -
En hellig Længsel! - ak! - og alt for søde Smerte,
Som kryber i mit Bryst - (I det hun løfter Øynene noget op.)
Men den Almægtige
Maae boe paa dette Sted - Hvi bæve Cedrene? -
RAPHAEL
Og jeg vil skiule mig. Det spæde Øye taaler
Et Glimt af Godheds Gud, men ey hans Rædsels
Straaler. -
RAPHAEL skiuler sig i et temmelig mat Skin, som siden bestandig bliver seet omkring Kundskabets Træ. Irmiel efterlader, i det han svinger sig op over Haven en himmelsk Glands, som længe sætter Ewa i en sød Henrykkelse. Efterat hun har betragtet dens sidste Straaler, seer hun sig rundt omkring og raaber: O Glands! - o Salighed! - og jeg begiære meer! -
O Ting, som Hiertet veed og Øyet ikke seer! -
Ufattelige Lyst, som strømmer fra det Høye! -
Men Bierget synker bort og Soelen flyer mit Øye
Og Siælen tænker ey og Hiertet skilles ad
Og daaner henrykt i et sødt jeg veed ey hvad. -
Gud har opfyldt mit Bryst - Gud! - knæler Myriader
Og agter paa min Sang om Evigheders Fader! -
Men siig henrykte Siæl, til andre Verdner siig,
At Gud er al din Fryd, og at han boer i dig! -
Hvor sød en Tanke? - Himmel! - Glædes Taare rinde. -
Gud - Gud har skabt mig - Mig - og skabt mig til Mandinde. -
O saligt! - evig evig vil jeg tale om
Det gode som jeg har og ham hvorfra det kom. -
Hvert flygtigt Øyekast opdager - Tanker finde,
Og Glæde voxer op, hvor Skyggerne forsvinde. -
Et bundløst Svælg af got begynder stedse der,
Hvor Siælen svimler alt og troer at Bunden er. -
Siig, sagte Vesten-Vind, som med Narcissen leger
Og susende igien adskiller tætte Eger
Og deeler Skyggerne og hvifter Lilier om;
Hvem kaldte dig herhid, da du fra Vesten kom? -
Og du, som risler ned fra moesbegroede Klipper, 160
Og skummende af Hast op over Stenen slipper;
Saa standser ved en Rod og krummer dig og vred
For Hinder i din Drift med Trudsler rasler ned. -
Og du min muntre Fugl, som under tætte Skygger
Snart klukker, floyter, slaaer og snart din Rede bygger,
Saa trilrende igien ophøyer Gud og mig,
Hvem uden Godhed selv har kundet skabe dig? -
Min Skygge hvem er du? - og hvem er den du følger? -
Og i min Skiønheds Speyl, Chiddekels klare Bølger,
Hvor yndig stræber i, at vise Øyet meer,
End det i Dal og Skov og al Naturen seer? -
(I det hun bliver Kundskabets Træ vaer.) Men dette Træ! - hvor smukt! - hvor stort! - hvad maae det hede? -
I disse Skygger skal min Mand i Dag tilbedet -
Hans Ceder er ey meer. - Her min udvalgte Ven,
Her vil jeg bringe dig din Middags-Føde hen;
Ved disse sidste Ord nærmer Mandinden sig nogle Trin til Træet, for at betragte det nøyere. Men paa Raphaels Befalning gaaer strax en mørk Skye over Træet og en stærk Plads-Regn nøder hende til i en Hast at vende om, for at søge sin Tilflugt i den Grotte, hvori Irmiel saaes i Begyndelsen af Handlingen. Men da Regnen holder op i samme Øyeblik, bliver hun staaende uden for, med Øynene vendte imod Chiddekel. Efterat hun nogen Tid har betragtet denne Flod, peger hun hen mod det Sted, hvor den synes at tabe sig imellem Buskene, og siger: Hist, hvor den krumme Flod imellem Roser skummer,
Der vaagnede jeg først - op af en evig Slummer. -
Der er det, at jeg først mig selv opdaget har,
Og, om jeg før var til, først følte, at jeg var. -
Hvor undredes jeg da? - Jeg spurgte Træer og Steene,
Naar og hvorfra jeg kom og om jeg var allene;
Og om de mig ey før paa andre Steder saae,
Og hvem der bragte mig til Stedet, hvor jeg laae? -
Jeg! - raabte jeg - jeg er - Er! - men hvor skal jeg lære.
Hvad er dog vel en jeg, hvad er det vel at være? -
En Tanke? - Ney jeg seer - Men hvad frembragte mig? - 161
Gav du mig vel, o Flod, et Liv som fattes dig? -
Ney! - Gavi tausse Træer det Mæle, som i tabte? -
Ney! - Har jeg skabt mig selv? Hvor stoed jeg da jeg skabte? -
Hvor var jeg før jeg blev? Ney! - da du gode du,
Som gav mig Liv og Lys, da kom jeg dig ihu. -
Da bad jeg første gang - Mit nyelig skabte Hierte
Fandt nye Bevægelser. - Det følte, det begierte,
Det brændte og det sloeg. - Uvist til hvem det bad
Og uvist selv hvorom, bad det, jeg veed ey hvad. -
Snart saae jeg henrykt om til Flodens klare Bølger,
Hvor, naar jeg gaaer derved, mit Billede mig følger. -
Jeg fandt, at jeg var smuk og Hiertet svulmede
Af Glæde over mig op til min Skabere. -
Snart saae jeg henrykt om og fandt - at jeg var ene. -
Men Gud, og du min Lyst! - Fra hine tætte Greene
Gik Saligheder ud - o søde andet Bliv! -
Jeg saae en anden Jeg og fandt et dobbelt Liv. -
Ah Elskov! - Følelse, som quæler alle Tanker! -
Og du mit kiælne Suk, som i mit Hierte banker,
Og stedse voxende opløfter Siæl og Bryst,
Og sænker Sands og Vid i - ak! - i lutter Lyst! -
Tie! - Gud er al min Sang - Gud, alt det godes Skaber! -
Og du bundløse Svælg, hvori min Siæl sig taber! -
Da mørknes Soelene, naar Siælen sank i dig,
Og følte Skaberen og at den var ham lig! -
Ewa, som har talt denne sidste Linie ud med en større Heftighed, synes nogen Tid at forundre sig over den næsten usædvanlige Gienlyd, som omtalte Bierg og den omkring liggende Skov giver af det sidste Ord, og siger endelig: Lig! - svarte Cedrene - men Gud! - hvi slaaer mit Hierte
Nu meere stærk end før? Min Mand! -
Hun gaaer hastig af og Raphael lader sig strax igien see. - Hans Mine er mørk og eftertænkende. - Det er ikke uden efter nogen Taushed at han udbryder i følgende ord: Min Aand begierte,
At kiende Viisdoms Vey - Høyt steeg jeg for at see,
Hvor heele Kiæden slap, som samler Tingene? - 162
Da saae jeg Ting ved Ting og i en fremmed Orden
Hang Overtrædelsen imellem Gud og Jorden;
Men Enden saae jeg ey - Thi Lyset sluktes ud
De sidste Soele sank og Verdner sank i Gud. -
Hvor var jeg? - Aanden bæver - Millioner Himle
Flyer under Thronen - Gud! - her maae din stærke svimle. -
Hold op min Aand, hold op at forske meere der,
Hvor alt det første Trin en bundløs Afgrund er i -
Men denne Salige! - Thi her tør Aanden giette -
Mon hun har seet sin Gud og ham som skabte dette? -
Forstaaer hun Almagts Lov og kiender hun den Dom,
Som styrter Verdner i det Dyb hvoraf de kom? -
Ah! - slutter Aanden ret - Det kiælne Øye tindrer
Af sikker Salighed, som ingen Frygt forhindrer. -
Smiil Godheds Billede! - syng henrykt: Gud er god -
Men mit i Glæden frygt at giøre ham imod! -
At elske ham som god og lyde som retfærdig,
Giør Siælen allerførst sin heele Skaber værdig. -
Tak voxer af sig selv, hvor Godhed strømmer ned;
Men Takken føder Pligt - Pligt fordrer Lydighed. -
Uskyldig! - Men hvor let opfyldes ey de Pligter,
Som øyensynlig kun til egen Nytte sigter? -
Og fleere veed hun ey; men Aand og Slutning seer,
At Herren visselig engang vil fordre fleer. -
Da er det allerførst, at Villien adlyder,
Naar Grunden til dens Valg er den, at Herren byder. -
Thi fandt Forstanden got, naar Haab og Længsel bød,
Da var det ikke ham, dem var det vi adlød. -
Hans uindskrænkte Magt at give og at tage
Kan fordre Lydighed i Ting som mindst behage. -
Da prøves Skabningen - men den forskudte døer,
Som lyder naar han vil og ikke naar han bør. - 163
Og Gud! - Jeg seer en Lov - men bittert - Blodet rinder
Fra Bierget - Taarer triller af de blege Kinder. -
En Røst fra Dalene! - Lyd, Ewa, lyd din Gud! -
Nu gielder det - i Dag - at holde Prøven ud! -
Lyd - men en rædsom Nat! - bag mørke Evigheder
Udtordnes Verdners Dom - Den mægtige tilbeder.
Men Herlighedens Straaler slukkes - Thronen flyer -
Og Magten skiuler sig bag Evighedens Skyer! -
Ret! - skielv af hellig Frygt, min Aand og lær at kiende,
At Gud er ene Gud og ene uden Ende! -
Staae paa dit sidste Trin! - See Verdner under dig! -
Hvor stoer er jeg? - men han! - er ubegribelig. -
Med majestetisk Smiil seer Evigheders Fader
De største Virvler an, som vrimlende Monader: -
Ophøy dig da min Aand og vær et større Gran! -
Men, hvo var evig, evig, evig stoer som han? -

ENDE PAA DEN FØRSTE HANDLING

MELLEM-SANG

Skue-Pladsen forestiller det ovenomtalte Herrens Bierg. - Dets høye Toppe ere bedekkede med lyse og prægtige Skyer, imellem hvilke man Tid efter anden seer nogle af de salige Aander, som stirrer ned imod Eden. Ved Foden af Bierget, sidder to Cheruber, hver under sit Træ, saaledes at de vende Ansigterne imod hinanden. De synes, i det de stemme deres gyldene Harper ligesom at udfordre hinanden til en Vedde-Sang. - Den ene begynder og synger saaleedes: Naar ved et Vink af Almagts Øye
Utalte Verdner velte fra det Høye;
Og naar igien ved et almægtigt Bud
Den Himmel styrtes som var næst ved Gud. -
Naar Thronen bæver under Evigheders Fader,
Og skiuler den umaalte Evighed. -
Da knæler, knæler Myriader! -
Da skiul dig Cherub for hans Herlighed.
DEN ANDEN
Men naar et Suk af Mid igiennem trænger Himle, 164
Hvor Seraph selv maae knæle, skiælve, svimle. -
Naar den, som knuser Verd'ner ved et Bud,
Omskaber Støvet til en anden Gud. -
Og da naar Almagt elsker Kiød og Blod,
Da stiger Godheds Lov-Sang op af Jorden
Og Baal brøler selv mod Hævnens Torden. -
Ja Gud - Den strænge Gud er evig god. -
DEN FØRSTE
Da naar jeg brændende den Evige tilbeder
Omhylles jeg i Hast med skabte Evigheder. -
Snart synke Himlene - Snart hæver Dybet sig
Og Verdner boble op, hvori jeg svimler...
DEN ANDEN
Men evig gode Gud! - Den Grund hvorfor du skaber,
Den er det store Svælg, hvori min Aand sig taber! -
Da Myriader alt udraabte: Gud er god! -
Besiælte han et Leer at giøre vel imod. -
DEN FØRSTE
Et Ildbierg tændtes hist - Jeg saae den Høye! -
Almægtige, hvo var saa stor som du? -
DEN ANDEN
Her krøb en Orm, og et almægtigt Øye
Kom - thi jeg saae det - denne Orm ihu. -
DEN FØRSTE
Almagt! -
DEN ANDEN
Godhed! -
Hvo var stor
DEN FØRSTE
Herre! -
DEN ANDEN
Fader! -
DEN FØRSTE
Hvo var stor
DEN ANDEN
Og god
BEGGE
Som du?
165
DEN FØRSTE
Svarer, svarer Myriader! -
CHOR AF DE SALIGE AANDER, SOM SEES OVEN PAA BIERGET
Verdners Herre, Støvets Fader,
Hvo var stor og god som du?

ENDE PAA MELLEM-SANGEN

DEN ANDEN HANDLING

Skue-Pladsen er uforandret ligesom den var i den første. Raphael, som endnu bevogter Kundskabets Træ og Irmiel, som er kommet tilbage fra de høyere Egne aabne denne Handling.

IRMIEL
Jeg hørte Herrens Røst, da saae mit skarpe Øye,
Al-Godhed kiæmpende med Rædsler i det Høye. -
I Dag er Dommens Dag. -
RAPHAEL
Du Adams ømme Ven
Saae dens Nødvendighed. -
IRMIEL
Ja.
RAPHAEL
Og at frygte den? -
IRMIEL
Et Bud! - et Øyeblik - o Tanke! - mueligt fælde
Den salige - min Ven - om Adam skal det gielde! -
Nu skielve Klipperne og see det bange Dyr,
Som løber hid og did og veed ey hvad det flyer! -
Af Havet stiger Skræk. - I Vesten seer jeg Torden,
Som venter Almagts Vink at sønderknuse Jorden. -
Bag Bierget ulmer Skræk - ak Adam! - ak min Ven! -
RAPHAEL
Men nyelig skabt! - en Lov! - mon han vil bryde den? -
IRMIEL
Ret! - nyelig skabt - en Trøst! - thi kunde han forglemme 166
Sin Skabers Røst saa snart og trodse Magtens Stemme? -
Hvor evig god er Gud i al sin Majestet,
Som viser hvad ham bør, før han vil fordre det? -
Som med Velgierninger først kiøbte Mandens Hierte,
Som skabte selv hans Bøn, og alt hvad han begierte;
Og da hans heele Siæl endnu var fuld af Gud -
Ney, ney han bryder ey det allerførste Bud! -
Men om hans høye Siæl først hærdet ved at byde
Uventet hørte Bud og maatte selv adlyde. -
Da mueligt - da maaskee - men hvilken Muelighed,
Som - ak! - som er endnu, som aldrig fattes Sted? -
Den rædselfulde Dag! -
RAPHAEL
Og om din Adam vilde
Af egensindig Lyst, af Overmod forspilde
Det som ey røves ham, og om han med Foragt
Forkastede sin Gud og trodsede hans Magt?
IRMIEL
Ak! om - det kan han ey - Ney -
RAPHAEL
Og hvorledes falde? -
IRMIEL
Han kunde -
RAPHAEL
Vilde du ham da din Adam kalde? -
Den som fortørner Gud, kan nogen elske den? -
IRMIEL
Ey elske ham, som god, men - ynke ham som Ven.
Og om et hastigt Bud med et tilbage tager
Det, som han elsker høyt - en Ting, som meest behager;
Hvor farlig er den Strid imellem Lyst og Pligt? -
Maaskee hans største Lyst. -
167
RAPHAEL
Dit Venskab frygter sligt. -
Har Irmiel forglemt, at Godhed selv befaler? -
IRMIEL
Dog fandt de viise Skræk i Aandens mørke Taler. -
Selv Dommens store Aand, som talte Mørkets Sag,
Og alle Magterne skialv ved det Ord i Dag! -
Med Vrede svarte han: »Jeg vil, jeg skal forbyde,
»At Satan selv maae see, om de min Røst adlyde? -
Og neppe var det sagt, før Raab og huule Skrig
Steg op fra Fængslerne og Kiæmpen rørte sig. -
Da bad jeg - Urim bad - og alle stærke bade
Mod Mørket - »Ærens Gud! - den onde som vi hade! -
»Mon han skal trodse os og din Velsignede? -
Men Herrens Rædsel var paa alle Magterne. -
Al-Godheds Omsorg selv er Farens visse Skygge. -
Hvor rædsom er den Ting, som Gud vil forebygge? -
Hvor Almagt hielper ey? -
RAPHAEL
Hans egen Kraft! -
IRMIEL
Men hør,
Hvad Ildens grumme Aand fortalte Mørket før! -
Min Frygt - en Andelse, som giorte mig uroelig -
Hvad du vil kalde det, drev mig til Vredens Boelig. -
En rædsom Taushed var i Dybet - og jeg saae
Af-Grundens Tienere i Kreds om Moloch staae. -
Høyt brølte Ildens Aand - som Stormen var hans Tale. -
»Ild! - skreg han - »Røg af Blod fra skyggefulde Dale! -
Og Helvede gav Agt - Man troer at han kan see
De Ting, som forestaaer igiennem Flammerne. -
Han soer ved Hævnens Hav og ved de grumme Luer, 168
Da ellers Frekhed selv for disse Navne gruer;
»At Fængslet aabnedes og at en mægtig Aand
»Foer ned fra Himmelen, at løse Mørkets Baand.
»Og at den nye Planet, som Mennisket beboede
»Blev mørk - At Skræk og Død i Glædens Skygger groede -
»Kamp med den Hellige! - men Mørkets Kiæmper vandt! -
Saa hørte jeg han skreg, da Ild og Skrig forsvandt. -
Men Raab, som Raab til Krig foer over alle Huuler,
Hvori Hevngierrighed sig ellers frygtsom skiuler. -
Den bittre Klage taug for Buldret af de Raab,
Hvormed Fortvivlelsen udbredede sit Haab. -
Hvad om Forføreren?...
RAPHAEL
Guds Stemme skal han høre! -
For Viisdom er det Synd at lade sig forføre. -
Og hvilken Aand kan see, om den adlyder Gud,
Som seer og hører kun Velgierning, Magt og Bud? -
Gav Guds Retfærdighed ey Valget stærke Skranker;
Al-Godhed, synlig Magt, og ordentlige Tanker? -
Men fleere gav han ey; og overtrædes de,
Faldt den forsætlig fra, som faldt ved Fristelse.
Hvor mange tusinde faldt for den strænge Vrede,
Som ey forledte selv, men loed sig kun forlede? -
Mon Herren knuser dem, og elsker Mennisker,
Fordi de mueligt blot ey veed hvad Ondskab er? -
At den uskyldige, som giør hvad Gud befalte,
Foragtede hans Bud ifald en anden talte,
Er mueligt - Straffet Synd beholdt en evig Ret,
Som tvinger Dommeren endog at prøve det. -
IRMIEL
Men den Forbandede!...
RAPHAEL
Hvem uden den fortabte,
Vil friste Herrens Ven og myrde den han skabte? -
Du Herre Herre mærk hans Ondskab og min Bøn, 169
Og giv hans Villie den fulde Giernings Løn! -
IRMIEL
Og du Al-Godheds Gud, fornem hvad jeg begierte! -
Læg dobbelt Viisdoms Kraft i Dag i Mandens Hierte! -
Oplys ham, at han seer, at du er ene Gud,
Som hersker over alt og foreskriver Bud! -
Og naar min Røst er høy i Strid med Mørkets Sønner;
Da skal du høre den og mærke mine Bønner! -
Og holde Adam fast med en usynlig Magt;
Og fra din Throne selv skal Frelse blive bragt! -
En fremmed Følelse! -

(Der høres Torden langt borte.)

RAPHAEL
Jeg hører alt - Han kommer. -
Jeg hører høye Trin af en almægtig Dommer. -
See Soelen flyer hans Gang og Himlen skiuler sig! -
O Gud! - saa gik du før; da Aander flyede dig! -

(Manden lader sig see imellem Træerne.)

IRMIEL
Men seer du ey min Ven, som udaf Skoven iiler? -
RAPHAEL
Din Gud velsigne dig! -
IRMIEL
Uskyldige, du smiiler -
Ak! - vidste du? - i Dag! - Ak Herre Herre hør! -
Byd ham at leve steds! -
RAPHAEL
Og handle som han bør! -
RAPHAEL forsvinder. - Fredens Engel gaaer bag nogle Træer for at høre Mandens Tanker. - Adam, som alt er kommet nærmere frem paa Skue-Pladsen, udtrykker efter nogen Taushed sine Tanker paa følgende Maade. En salig Glæde - Gud! - Jeg følte disse Tanker. -
Og skiønt hin mørke Høy, skiønt Biergene var Skranker
For Videnskab om alt, saa føder det jeg seer
En Hob - og hvilken Hob af Gisninger til meer? - 170
Sæt Synet selv til Maal! - Lad første Skygge være
En Grændse for min Magt og Grændse for min Ære! -
O Nok! - o meer end nok! - Jeg er - jeg har - jeg veed. -
Men fly e min Siæl et Svælg af bundløs Muelighed! -
Da først et halv-mørkt Rødt fra hine grønne Høye
Af-brød en evig Nat og aabnede mit Øye;
Da skimtede jeg mig - Stolt saae jeg rundt omkring,
Mæt af mig selv og glad ved Skyggerne af Ting. -
Da Bæk og Flod og Skov, uvidendes om eder
Bortsank min glade Siæl i spæde Mueligheder,
Og drukken af mit Haab saae jeg kun Haab og mig,
Og troede, at jeg var fuldkommen lykkelig. -
Mit Liv var Drøm endnu - Men strax en Ild frembryder,
Som majestetisk sig op over Høyen skyder. -
Da voxte Verdner op - min Siæl blev doppelt klar;
Da Tanker viiste at, og Soelen hvor jeg var. -
Da var en ujævn Rad af glimrend-hvide Stene,
Og Skovens mørke Grønt mit Øyes Lyst allene. -
O Godhed raabte jeg, og Godhed svarede
En Røst fra høye Træer og Røst fra Klipperne.
Hvor henrykt saae jeg ham; som førend jeg begierte,
Gav Hiertet denne Lyst, og gav mig selv et Hierte? -
Jeg følte, men jeg taug, til Godhed gav det Mod,
At raabe Gud! - min Gud! - min Skabere var god! -
Jeg bad om Evighed, for evig at betragte
Dal, Klippe og mig selv - Men Gud! - og du som bragte
Mig til den søde Egn, hvor Soelen bliver ved
At vise hvert et Trin en nye Lyksalighed! -
En usædvanlig Klarhed sees over Biergene i Østen, og den udbreder sig meer og meer over Eden. Manden synes en Tid-lang at forundre sig herover. Endelig siger han: Men denne Dag! hvor stoer? - endnu den allerstørste! 171
Meer taus, end Herrens Dag! - meer herlig end den første! -
Alting fremviser sig - Alting vil være seet -
Og Dagens Lys stoed op med større Majestet. -
Meer heftig end i gaaer slaaer Lærken høy e Triller;
At jeg maae høre den, og mærke hvad den spiller. -
Naturen bryster sig og viser al sin Pragt;
Og selv dens mindste Deel vil raabeførst: Betragt! -
Saa voxer Jordens Glands. -
Nogle Stemmer, som raabe tre gange Hellig, og som bliver afbrudte ved stærke Tordenslag lader sig høre over Herrens Bierg. Adam bliver meere opmærksom og siger: Men hører jeg de Stemmer,
Dem som forkynde Gud? - Den Røst, som jeg fornemmer! -
Mandinden sagde før, at usædvanlig Lyd...
Men i Naturens Lov er al Forandring Dyd. -
Alting bliver stille igien, men Soelen synes at ville skiule sig bag mørke og truende Skyer. Adam raaber efter nogen Taushed: Kun du o mørke Skye, som svækker Lysets Straaler,
Flye! - Ligner det ey den, som ingen Skygge taaler? -
Og trættedes den Lyst at stirre paa dets Gang,
Om Bækkens Rislen taug og Lærken ikke sang? -
Om ey den lille Urt, som saa fortryllend lugter;
Om hine høye Træer; og om de søde Frugter
Ey var; - Om Hiertet ey fandt søde Følelser; -
Og Siælen ey var stolt ved Tanken, at den er. -
Men Gud! - Jeg er - jeg veed - og Glæden som jeg finder,
Er ingen flygtig Vind, som blæser og forsvinder. -
Og roelig seer min Siæl, at Skygger slettes ud;
Thi Øyet saae mig selv, og Hiertet følte Gud. -
I Intets tause Nat og førend jeg begierte;
Før Hiertet kiendte Gud og før jeg havde Hierte
Mon da mit Intet bad, at komme sig ihu? -
Hvem overtalte dig, Algodhed, uden du? -
Gud! - da jeg ikke var - men Svælg af mørke Dage! - 172
Min Siæl omfavner sig og tør ey see tilbage. -
Da kiendte ingen mig - Hvem ønskede mit Liv? -
Hvem agtede mit Støv, før Godhed sagde: Bliv? -
Da blev det - og til Mig - til mig, som seer og kiender,
Og som af Kiærlighed til den Al-Gode brænder;
Og som er viis og glad, og som har Gud til Ven. -
O Gud! - din Godheds Magt! - hvo kan begribe den? -
Lad større Skabninger med et ublendet Øye
Beskue Thronens Ild og stirre paa den Høye! -
Men Seraph øyner ey Al-Godheds Grændse der,
Hvor før et Intet var og nu en Adam er. -
EWA,
(synger bag paa Skue-Pladsen.) Her ved den rislende Bæk - Her under Skyggerne;
Her vil jeg prise den evige. -
ADAM
Mandinden lover Herren. - Vinde hvifter sagte! -
EWA
Her i det klare Speyl - Her vil jeg glad betragte
Guds Ære - Mandens Fryd - Naturens Under - Mig! -
ADAM
Men jeg vil prise den, min Fryd, som skabte dig. -
Jeg trettede med Gud - Skal jeg da ene være
Min Skabere din Priis og Tolken af din Ære? -
Og om de prise dig, blev jeg uroelig ved,
Hvem kiender mig, min Siæl og min Lyksalighed? -
Hvor yndig parres dog de kiælne Turtel-Duer? -
Saa talte jeg og fandt, at ubekiendte Luer
Optændtes i min Siæl, og mit bespændte Bryst
Blev varmt af uvis Drift og af uroelig Lyst.
Men du, jeg veed ey hvad, som rørtes i mit Hierte,
Og Tvivl, som blandede Suk, Længsel, kiælen Smerte,
Blant søde Følelser, som Haab og Tillid fandt,
I lignede den Vind, som blæste og forsvandt! - 173
Min tankefulde Aand blev uformærkt fornøyet
Ved Skygger som fløy bort - og strax opmuntres Øyet
Ved en lyksalig Røst. -
EWA,
(som kommer med en uroelig Hastighed ind paa Skue-Pladsen.) Min Adam kom at see,
Hvor hurtig alle Dyr flyer under Skyggerne! -
Fra Klippen skinner Ild, som Øyet neppe taaler;
Dog brænder den ey heed, som Himmel-Lysets Straaler. -
Jeg sang Mandindens Sang, da jeg med et fornam
Et Vær, som reiste sig fra Østen...

Tre stærke Tordenslag forkynde Guds besynderlige Nærværelse, og strax derpaa lader Eloah, den store Engel, som taler i hans Navn, sig see i Skyerne, i en Skikkelse, som kommer overeens med hans majestetiske Embede.

ADAM
Det er ham. -
Hør Buldret af hans Gang! - hvor rædsom er hans Torden? -
Gud!
ELOAH,
(i Skyerne.)
Adam! -
ADAM
Det er Ham - Og Herren er paa Jorden.
EWA
Han er forfærdelig, saa naadig som han er. -
ADAM
Iil, bed i Skyggerne! - men jeg vil blive her. -
(Ewa gaaer og Adam bliver ved allene.) Rædsomme Herlighed, at tale med den Høye! -
ELOAH,
(i det han nedlader sig paa Jorden.) Men den retfærdige fandt Naade for hans Øye.
ADAM,
(forundret.) Hvad taler denne Aand? - og hvad betyder det? -
Hvad er Retfærdighed? - og hvad at handle ret? -
ELOAH
Hvad nøysomt uden Knur i sine Skranker bliver,
Og følger Reglerne, som Almagt foreskriver. -
174
ADAM
Men hvilken Lov? - hvad Maal? -
ELOAH
Retfærdig uden Bud
Og salig uden Maal er ingen uden Gud. -
Mærk at Uvidenhed og mægtig Drift indskrænker
Siælløse Dyr! - Men du, hvis Siæl fornuftig tænker. -
ADAM
Jeg bæver. -
ELOAH

Adam mærk den Herre Herres Ord! -

Det tordner første Gang. Adam falder paa Knæ og Eloah tier nogle Øyeblik. Jeg skiænkte dig dit Liv, en Siæl og denne Jord. -
Jeg skabte selv din Bøn og Ønsker i dit Hierte,
Og jeg opfyldte alt og meer end du begierte. -
Den Stund du kiender det og kommer mig ihu,
Skal ingen være stor og dyrebar, som du.
Fremdeeles siger han, min Stemme bygte Jorden;
Mon jeg ey knuser den med Røsten af min Torden? -
Jeg talte i min Harm og Soele sluktes ud -
See! - Himle fly e min Røst! - Jeg Herren jeg er Gud! -

Det tordner anden gang, og der høres en Stemme, som raaber: Hellig, Hellig, Hellig er Herren vor Gud og han er allene værdig, at tage Magten og Æren og Herredømmet i Himmelen og paa Jorden.

ELOAH,
(efter at have taugt noget.) Leer var du i min Haand, o Mand, som Himlen ærer,
Som frem for tusinde mit Væsens Aftryk bærer! -
Blant Støvet laae du skiult, da jeg fremkaldte dig. -
Mon det er alt for stort om du adlyder mig? -
Saa hør da Herrens Bud: Jeg skiænkte eder Livet,
Og af min milde Haand er alting eder givet:
Kun denne er min Pagt: At røre hvad i vil;
Allene Kundskabs Træ skal høre Herren til! -
Den Dag du seer mit Træ og af dets Frugt begierer,
Da frygt min grumme Harm, frygt Ilden, som fortærer! -
Og om du smagte den; da brød du Herrens Bud. -
Da døer du Døden - Mærk! - Jeg Herren, jeg er Gud! -
175
Det tordner tredie gang og en Stemme raaber Hellig, Hellig, Hellig er Gud og hans Domme ere retfærdige; hvorpaa en anden Røst svarer: Væ dem, som overtræde hans Befalninger! - Under disse Raab, som blive afbrudte med bestandig Lynild og Torden, svinger Eloah sig i Veiret, og paa hans Vink følger Raphael. De efterlade dem en hellig Glands og blive først usynlige paa Toppen af Herrens Bierg. Adam som betragter alt dette med en hellig Forundring og en dyb Taushed, reiser sig først op efter at alting er forbi og udbryder saaledes: Lov skee den evige! - Magt, Herlighed og Ære
Er Herrens - Han er Gud, og adlydt bør han være! -
Er Jorden ikke hans? - og om han toeg min Siæl,
Hvo tør bebreide ham: Det giør du ikke vel? -
Ey smage denne Frugt! - Har jeg havt Lyst at smage? -
Hvor got at Almagt ey vil fordre meer tilbage? -
Hvor naadig var han ey, at han det selv forbød,
Som mueligt uden ham, alt havde vært vor Død? -
Forskrækkelige Frugt! - at døe! - her skialv mit Hierte -
Ifald jeg havde spiist, og om jeg nu begierte -
Da blev mit Øye mørkt - og dette som jeg seer
Blev mørkt - og Siælen sov - og Hiertet sloeg ey meer. -
Min Gud! - tør Skabningen oplade sine Læber? -
Er dette Træes Natur saa dannet at det dræber? -
Og hvorfor er det skabt? - Men det tilhører Gud -
Hvi spørger da min Siæl om Aarsag til hans Bud? -
Men var det ey din Røst, elskværdige Mandinde? -
Du er - og ak min Siæl! - Lad Glædes Taarer rinde! -
Hvor got? Thi var du det, som Skaberen forbød,
Hvor tungt var da mit Valg imellem Liv og Død? -
Kom! - kom! - Din høye Siæl skal lære at adlyde! -
Hør Budet og den Straf! - men Gud! - hvorledes byde? -
Mit ømme Hierte slaaer - nu frygter Munden sig,
Først ved det Ord at døe - ak! - er hun dødelig? -
Du, som min Siæl har kiær, hvi stirrer du saa nøye? -
Hvi gaaer du tankefuld? - og Mørkhed i dit Øye? -
176
EWA
Jeg følte Herrens Magt og min henrykte Aand
Har seet at Verdner faldt ved Vinket af hans Haand. -
Jeg bad i Skyggerne, da usædvanlig Torden
Bortrev mig, som det loed, langt bort og bag ved Jorden. -
Der saae jeg slemme Ting - Ild var, hvor Luften er,
Og Ilden vrimlede med grimme Skabninger. -
Og alle græd - men ey, som dine Taarer rinde,
Naar du omfavner din lyksalige Mandinde. -
Ey som vort kiælne Suk opløfter os til Gud,
Thi Graaden hvinede og Sukket brøltes ud. -
De bad til Skaberen - men Gud! - de bad om Vrede,
Og spottede hans Gunst og alt hvorom vi bede; -
Da saae jeg grumme Slag og Skræk og andet meer,
Hvoraf vort Øye her endnu slet intet seer. -
Det gresselige Syn! - Jeg havde lukt mit Øye,
Da jeg fornam en Røst, som raabte fra det Høye:
»Her seer du Vredens Sted! - Mandinde kom ihu,
»At alle disse var lyksalige som du! -
Da vaagnede min Aand- Gud! - skabte Godhed Pine? -
Men leve Skabninger, som ey kan kaldes dine? -
Hvi dannede du dem? - Ak! - vor Lyksalighed
Maaskee kan flyttes bort og hen til Vredens Sted. -
ADAM
Den kan - men Gud er god. -
EWA
Hvormed kan vi fortiene
Hans Godhed meer end de? - Hvi elskes vi allene? -
ADAM
Utalte tusinde udraabe: Gud er god -
Den mindste Ting er skabt, at giøres vel imod. -
Men hør en Lov! -
EWA
O Mand! - hvor yndig er din Stemme? - 177
Tael! - at jeg maae! - men Gud! - ney aldrig kan jeg glemme! -
Al-Godhed er saa stræng! - kom Adam, kom og siig
Et Ord, et lifligt Ord, som kan fornøye mig! -
Fortæl mig Godheds Lov! -
ADAM
Hvert Øyeblik kan vise
Den samme Godheds Spor i Ting, som tause prise
Vor Skabere - du seer af tusind' ædle Spor
At vor Velgiørere var ey allene vor. -
Selv det umælende, som vel paa Gaven skiønner,
Men ey paa Giveren; som ønsker uden Bønner,
Og mættes uden Tak; selv dem kom Gud ihu;
Thi er det mindste Mid ey mæt og glad, som du?
EWA
Men hvad Lyksalighed? - kan de begribe - finde? -
Ah! - slaaer dit Hierte saa? - Lad Glædes Taarer rinde! -
Smiil! - kiekke Løve - tael! - og hæv dig op til mig,
Og siig, at du som jeg er Gud og Manden lig! -
Ney! -
ADAM
Men en mættet Drift og steds opfyldte Sandser,
Og den Uvidenhed, hvorved alt Ønske standser
Giør dem lyksalige i roelig Nøysomhed. -
De ønske, seer og faae det beste, som de veed. -
Det glad ved stille Roe - hiint stolt af Moed og Kræfter
Veed intet større Got, ey meer at længes efter. -
Hvem saae vel dig med Frygt og hvem adlød mit Bud,
Om Orm og Elephant var Lignelser af Gud? -
Deel ud med lige Maal! - Giv Middet Ørnens Vinge,
Lad Ørnen Seraph lig, sig op til Thronen svinge! -
Da faldt det Fortrin bort som nu Seraphen har,
Men Middet blev ey da meer nøysomt end det var. - 178
Ney! - Nok og Nøysomhed, den Skabnings fæ leds Glæde,
Gav Herren til et Skiæl, som ingen overtræde -
Alviis var Godheds Lov - Bemærk det stolte Dyr,
Som hist i høye Spring igiennem Busken flyer! -
Han reiser Takkerne, og naar han vender Øyet,
Er han i Farten selv ved Byrdens Vægt fornøyet. -
Nu stilles han igien af en uventet Elv
Og holt imens han drak et Øye med sig selv. -
Glad ved en mættet Drift, stolt af det Mod han føler,
Fomøyet med sig selv, seer han sig om og brøler. -
Han troer ey at en Fugl sang meere sødt end han,
Og ønsker ey at see hvad Ørnen øyne kan. -
Har Hunden bedre Lugt og Løven større Kræfter;
Da kiender han det ey og længes ey derefter. -
Muldvarpen, gnavende i Jordens sorte Skiød
Troer ey, som Fuglen troer, at Druens Saft er sød;
Den nøyes med sit Muld. - Hin, som i Floden leger,
Misunder Fuglen ey de skyggefulde Eger. -
Og Ormen selv, som seer kun sligt et Støv og sig,
Seer Støvet an for smukt og sig for lykkelig. -
EWA
Mæt - roelig - nøysom - glad - og hvad er meer tilbage? -
Men Frygt! - det stærke Dyr er farligt for det svage -
ADAM
Og her var Godhed viis - Thi hvilket Dyr er skabt,
Som reent er værgeløst, som steds maae give tabt? -
Hvor stærk er Løven ey? - men see! - den lille Flue
Tør trodse Dyrets Moed - Forgiæves vil den true -
Den spæde Fiende leer, og mærk hvor uforsagt
Den sværmer, stikker, slaaer og skiemter med dens Magt! -
Min Løve, skiul din Harm og taal at den dig gnaver,
Som drukken af Triumpf af al sin Fare raver! - 179
Ja gode Skabere! - hvor stoer? - hvor viis? - hvor god,
Er Verdens Orden ey? - du veite Kraft med Mod -
Du deelte Magt og List - du grovst det Hul som bringer
Et Mid i Sikkerhed og du gavst Fluen Vinger. -
Du bygte Sneglens Huus; - O ædle Lige-Vægt
I Verden og i Støv. - I mig og Myrens Slægt! -
Tilbed o Jord den Gud, som veite da han skabte,
Og bød, at ey Natur sig i Naturen tabte! -
Som under Ordens Lov uddeelte nok til hver,
At ingen ønsker meer end det han har og er! -
EWA
Og jeg vil prise ham, som i sin vise Orden
Har sadt stoer over stoer og os til størst paa Jorden! -
Hvor lykkelig er jeg! -
ADAM
Hvor got at Fuglen med
Kan quiddre, klukke, slaae om sin Lyksalighed! -
Hvor lifligt falder den og stiger høyt og falder
I søde Triller bort! - Ah! Yndige du kalder
Henrykt din Skaber god og søger ved at slaae,
At tvinge Skoven til at sige ligesaa! -
Foreen dig da min Røst med al Naturens Stemme! -
Lad Skov og Bierg og Skye min høye Lyd fornemme! -
Cherubens glade Chor, skal mærke paa min Sang,
Naar Godheds Lov fra mig mod andre Verdner klang! -
Da sende Himlen selv et naadigt Svar tilbage! -
En Torden rulder langsom fra Herrens Bierg over Haven. Imidlertid falder Adam og Ewa paa Knæ, saaledes at de omfavne hinanden. Den reeneste og saligste Glæde tindrer i deres Øyne. Naar det er forbi staaer de op og Adam rækker sin høyre Haand op imod Himmelen og siger med en stor Heftighed: Men om - Ja Jehovah - om stolt uskiønsom Klage! -
Om - men Umuelighed! - om jeg forglemte dig,
Og ene aldrig mæt var utaknemmelig; 180
Da døe jeg Døden! - Skræk! - men meer! - byd at jeg taber
Din Godhed! - at jeg døer og hades af min Skaber! -
Da visne Græs og Skov! - da slukkes Lyset ud! -
Da buldre Tordner ned fra Hævnen og fra Gud! -
Da skal jeg døende - da skal mit brustne Øye
See Skræk og Had i Gud og Rædsler i den Høye. -
Skræk for de mindste Ting - for Støv! - for Ormens Tand! -
EWA,
(kiælen.) Og jeg skal smertefuld erindre mig min Mand! -
Det tordner atter, men stærkere end før, hvorpaa Adam vender sig mod Mandinden, og siger til hende med en Mine som fordrer hendes Samtykke. Vær Nøysomhed en Lov som ingen overtræde! -
EWA,
(i det hun giver Adam Haanden.) Ja Adam! -
ADAM,
(i det han rekker Hænderne op imod Himmelen.) Ja min Gud! -

Det tordner tredie gang og mange glade Stemmer lade sig hore.

EWA,
(efter nogen Taushed.) O Følelser! -
ADAM
O Glæde! -
EWA
Men Adam kiender du de smukke Skabninger,
Som glæde sig med os og veedst du hvem det er? -
Ak! hvor jeg elsker dem! -
ADAM
Troer du at dette Øye
Kan see Guds Almagts Maal og oversee den Høye? -
Han skabte tusinde, fuldkomne, meer end vi,
Som har en anden Egn at love Herren i. -
Hvem saae de salige, de stærke Myriader? -
Hvem talte vel din Hær o Evigheders Fader? -
Ak! - denne Jord! - en Plet! -
181
EWA,
(afsides.) Jeg er ey stor som før.
ADAM,
(som hører det.) Hvad tabte du? -
EWA
En Drøm. -
ADAM
Da er du som du bør. -
Men om det er en Ting, en Eyendom du taber...
EWA
Hvorledes? -
ADAM
Den er tabt -
EWA
Hvem toeg den da? -
ADAM
Din Skaber. -
EWA
Og hvilken? - ak min Siæl! - oplys mig! - om det er -
Jeg svimler i et Svælg af slemme Gisninger. -
Ak! om det var min Mand! -
ADAM
Og om? -
EWA
Ney Godheds Kilde
Vil ey bedrøve mig - min Gud! -
ADAM
Og om han vilde? -
EWA
Da var han Skabere - men Adam! -
ADAM
Ney vor Gud
Er stræng i Dom og Straf men naadig i sit Bud. -
Seer du det høye Træ, hvis underlige Frugter...
EWA
Som seer saa deyligt ud - det som saa yndigt lugter? -
182
ADAM
Det...
EWA
Jeg besaae det før - først før - naar er det skabt,
Og hvad? -
ADAM
Kun dette Træ - kun dette har du tabt. -
Kundskab paa got og ont - den Frugt af disse
Greene -
EWA,
(noget nedslaget.)

Er en Fuldkommenhed, som - fattedes allene.

ADAM,
(heftig.) Men skielv! - det er den Frugt, som Herren dig forbød, -
At røre den er Gift, at smage den er Død. -
EWA
Død! - og just dette Træ? -
ADAM
Den Skabere, som sørger
For Soele-Kredses Gang, fornærmes naar man spørger
Om Aarsag til hans Bud - Nok at han vil det ey! -
Og hvem tør sige Ja, naar Herren siger Ney? -
EWA
Min Siæl ophøyer sig. - Ak! Glædes Taarer flyder! -
Min Sang skal prise ham, som intet meer forbyder! -
Dig min Lyksalighed, dig vil jeg synge om! -
Men Synet selv skal flye for Herrens Helligdom! -
De gaaer begge Haand i Haand op imod Irmiels Grotte, men de vender sig strax om, som om de havde forglemt noget, og Mandinden begynder at synge:

Tid kan blotte Floders Grunde,
Havets Svælg kan øses ud. -
Men ey Evigheder kunde
Tømme dig algode Gud. -
Stierner taltes, men dit Alt,
Godhed, bliver aldrig talt.

183
ADAM

Soelen hielper spæde Poder
Med en Faders Omhu frem.

EWA

Jorden, Blomsters ømme Moder,
Deeler Liv og Kraft med dem.

BEGGE

Men Guds Godhed og hans Ord
Skabte Blomster, Soel og Jord. -

ADAM

Da mit Intet blev og tænkte
Var jeg henrykt ved mit Bliv. -
Men den Gud som Livet skiænkte,
Gav mig og et saligt Liv. -

BEGGE

Til vort Intet har han lagt
Viisdom, Hellighed og Magt.

EWA

Naar mit Længsel-fulde Øye
Tindrer af en hellig Brand,
Vil jeg knæle for den Høye,
Som forbandt mig med min Mand.

BEGGE

Gud! - hvor sødt har ey din Haand
Knyttet os i evigt Baand? -

ADAM

Urandsagelige Skaber! -

EWA

O Bundløse Godheds Hav! -

BEGGE

Siæl og Sands og Vid sig taber
I det gode, som han gav. -

EWA

God i Gaver! -

184
ADAM

God i Bud! -

BEGGE

Evig, evig gode Gud! -

ENDE PAA DEN ANDEN HANDLING

MELLEM-SANG

Skue-Pladsen forestiller det samme, som i den første Mellem-Sang, med den Forskiæl, at i Steden for de to salige Aander sees nu Irmiel allene ved Foden af Bierget. - Han sidder i dybe Tanker, indtil Choret af de salige Aander oven paa Bierget, som igientage de sidste Ord af Mandens og Mandindens Sang, giver ham sin sædvanlige Munterhed.

CHOR

Evig, evig gode Gud! -

IRMIEL

Godhed, hvor min Aand maae svimle! -
Evig Godhed! - hører Himle! -
Godhed vil jeg synge om. -
Uriel oplys din Skaber,
At min Aand maae fatte Gud! -
Men, hvor Støvet blev ham værdigt,
Mægtigt, helligt og retfærdigt,
Og sin Skabers Helligdom;
Er det Svælg, hvor jeg mig taber,
Og hvor Soelen slukkes ud. -

Uriel, Soelens Engel, kommer i en Straale ned paa Skue-Pladsen. - Hans Hastighed og hans uroelige Mine giver tilkiende at han bringer en vigtig Tidende. IRMIEL og alle de øvrige Engle forsamle sig omkring ham, da han fortæller det følgende: En giftig Damp staaer op af Baals Boelig,
Og op af Dampen stiger grumme Flammer. -
Jeg hørte Skrig af rasende Fordømte,
Og Skrig og Flamme voxer op mod Jorden. -
En mægtig Aand stoed ved Af-Grundens Porte
Og rørte ved de tunge Lænker.
Jeg saae ham selv - den grumme, Vredens Kiæmpe-
Ild dryppede som Taarer af hans Øye;
Men Jorden selv gav Gienlyd af hans Raab.
Og Vægterne, 185
Og Abdiel og den strænge Obbaddon,
Og Sether, som frembærer Hævnens Skaaler,
Har vendt dem mod det Høye. -
Har Himlen Frygt? - har Helvede vel Haab? -
IRMIEL
See! - var det ey den store Mørkets Time,
Som Aanden saae i mange svage Syner! -
Op, op i Salige! - op, op at bede! -
I stærke Aander, i som staae for Thronen,
Og Cherubs Chor, som bærer gyldne Harper,
Og Mørkets Skræk, i brændende Serapher! -
Og i som bringe Verdner Almagts Bud! -
Vi vil for Mandens Frelse sukke,
Og raabe til den evig gode;
At han fordobbler nu sin Kiæmpes Kræfter,
Og lægger dobbelt Viisdom i hans Hierte,
At han maae holde fast ved Gud! -
URIEL
Ja dig Hellige Gud! - dig, du Almægtige! -
Dig, som dannede Soelene! -
IRMIEL
Og dig bundløse Godheds Kilde! -
ZOPHIEL
Og dig som styrtede Kiæmperne,
Satan og Moloch og Lysets mægtige Søn! -
IRMIEL
Dig Herre paakalde vi -
CHOR
Herre bønhør vor Bøn! -
En mørk Skye, som under denne Sang er steget op i Vesten, udbreder sig meer og meer, indtil den ved de sidste Ord, skygger for den største Deel af Herrens Bierg og giør

ENDE PAA MELLEM-SANGEN

186

DEN TREDIE HANDLING

Den mørke Skye, som er seet imod Slutningen af Mellem-Sangen har nedladt sig mit paa Skue-Pladsen, som i det øvrige er uforandret ligesom den var i de to forrige. Baal, Moloch, Satan og Abdiel tillige med en Sværm af andre mindre vigtige Rebeller gaaer efter Orden udaf Skyen, som strax forsvinder. - De synes alle at forundre sig over Lyset og den Herlighed, som hersker i Eden. Baal alleene, som det bitterste Had og en indgroet Fortvivlelse har giort ligegyldig imod al Glæde, søger at afvende de øvrige fra deres Betragtninger ved følgende Anmærkning: Fornam i hine Raab fra Bierget? - Kiæmper sukke! -
Ha! - Himlens Vældige! - ney! - Sclaver veed at bukke,
Og Bøn er Svages Lov - den Stærke fordrer Kiek,
Og frygter Gaver meer end al Tyrannens Skræk. -
ABDIEL ABBADONA
Skræk! -
BAAL
Men jeg frygtes dog. - Dybt i Af-Grundens Fængsel
Veed Himlen hvad jeg vil, og agter paa min Længsel. -
Og Fængsel? - hvilken Tvang? - det Slag hvorved jeg faldt! -
Faldt? - og hvomed? - Jeg staaer og byder overalt! -
SATAN
Ney, Herre, veedst du ey, hvad Hævneren sig kalder? -
Priis Godheds Egenskab! - den Arm, hvorved du falder
Opløfter dig igien. - Medlidenhed -
ABDIEL
Ney List -
MOLOCH
Ney Skiæbnens Magt. -
BAAL
Ney Frygt. -
ABDIEL
Ak! - kun vort Fald er vist! -
BAAL
Ha Sclave! -
187
ABDIEL
Ha Tyran! - faae, hvad du længtes efter! -
Faae det, og styrt ham! - viis engang de stolte Kræfter! -
Men glem ey Stridens Dag! -
BAAL
O grumme Dag! - o Skam! -
ABDIEL
At flye! - at skiule dig! - og dog at trodse ham! -
SATAN
Den fromme Abdiel, skabt til uskyldig Glæde
Erindrer ret. -Betænk! - hvor billig bør vi græde? -
Knæl, Aanders Fyrste, knæl! - endnu i Dag maaskee. -
ABDIEL
Spot grumme! -
SATAN
Græd og faae din Synds Forladelse! -
ABDIEL
Ney evig evig Skræk! - Soel, som mit skabte Øye
Først saae! - og du o Glands, som hersker i det Forbandet...
SATAN,
(som falder ham i Ordet.) Men din Frygt! - hvi skialv du ikke nu? -
Hvis er den stolte Glands og hvem forbander du? -
ABDIEL
Mig selv - min Synd - mit Fald - mit Liv og dig, Forræder! -
SATAN
Endnu et Øyeblik! - et Ord og Helten græder. -
ABDIEL
Ak at! - ak at min Graad maae slette Hævnens Gud,
Og mig og Helvede og heele Verden ud! -

(Han gaaer bort i Fortvivlelse.)

BAAL
Han flyer, den svage Aand! - hvor liden Drift til Ære! - 188
Han synker under sig og kiædes ved at være. -
Den er først ædel, stolt, som selv i Lidelser
Steds uforanderlig erindrer, hvad han er. -
I Mørkets ægte Børn! - Først du, hvis skarpe Øye
Seer det tilkommende, det Dybe og det Høye;
Min Førstefødde hør! - og Støtte for min Magt,
Hvis List er Himlens Skræk, o vise Aand giv agt! -
Men du, hvis ædle Mod fortiente bedre Skiebne,
Stridbare Guders Slægt, dig skal min Harm bevæbne;
Og naar i see vor Spot og mærke paa vor Skam,
Da tændes Flammer op, som kan fortære ham! -
Hør det du tause Nat! - I Skrækkens mørke Dale,
Fornemmer hvad jeg soer og agter paa min Tale! -
Om jeg - Jeg Herren ey nedstyrter Støvets Gud,
Da slette Hævnens Ild mit Navn for evig ud! -
Som om det ey var nok! - Ha! - Sclaven findes værdig! -
Eloah har mit Navn! - Hvor skiønsom? - hvor retfærdig? -
Fordi han knælende vil raabe: Han er god! -
Krøb denne Træl derop, hvor Lysets Engel stoed! -
Men er han ey en Aand? - Skiønt Sclave har han Kræfter. -
Saae han hvad Friehed var, da længtes han derefter. -
Dog er han ey af Støv. - Men Spot! - En Orm - et Gran -
Et Støv er meer end jeg! - Saa bittert spotter han! -
MOLOCH
Da Stierne-Himlen brast - Jeg blues ved at nævne
Vort Vanheld - Himlen sank - Fald, som jeg vist skal hævne! -
Da laae jeg følesløs. - Død - som af Torden rørt,
Fornam jeg intet før din høye Røst blev hørt. -
Med Rædsel vaagnende fornam jeg at du brølte,
Høyt over Klippens Ryg - Jeg veed ey hvad jeg følte. - 189
Tilgiv min Svaghed! - Skræk! - Jeg skialv den gang jeg saae
Det alt for skumle Sted og Mørket, hvor jeg laae. -
Men denne Skræk forsvandt - Et ædelmodigt Hierte
Opløftes - Sclaven kun begraver sig i Smerte. -
Du saae den Bitterhed, hvormed jeg kom ihu
At jeg var ey saa stoer og ey saa piint som du. -
Da Herre, ved din Arm opstoed et mægtigt Rige
I Mørket - skræksomt - stort - blant Throner uden lige -
Jeg saae det - og mit Haab oplivedes igien -
Men grumme Dag! - o Spot! - kan Moloch bære den? -
Du veedst den Rest af Lys - hvorledes jeg beskuer
De Ting som forestaaer i disse mørke Luer. -
Den Dag besaae jeg dem i prægtig Offer-Dragt,
Og Helvede tilbad, saa snart det saae min Pragt. -
Da fandt jeg Aandens Kraft - da foer mit aabne Øye
Igiennem Soelene og jeg besaae det Høye. -
Men Harm! - du saae min Harm! - Jeg skreg afbrudte Ord,
Da Synet heftede ved den besiælte Jord. -
Du Herre hørte mig - Støv! - skreg jeg - Støv! - uværdigt
Til Trinet af min Foed - du helligt! - du retfærdigt! -
Du Arving til mit Lys! - og du min Fiendes Ven! -
Hans Tempel! - Moloch op! - op at nedbryde den! -
Da foer jeg rasende med Flammen op mod Jorden. -
SATAN
Da var det, at du skialv for Buldret af hans Torden,
Og, da du viiselig igien til Dybet foer,
Din Fiendes Undergang i frygtsom Stilhed soer -
Du Mørkets tappre Helt og du hans Vaabendrager,
Foragter Abdiel! - leer af hans bittre Klager! - 190
Men glemmer ey derhos, at Trudsler uden Magt
Og Kraftesløse Skrig fortiene meer Foragt! -
Jeg saae det stolte Støv - dets Storhed er ubillig,
Og til at knuse det er ingen meere villig -
Støv kaldtes i vort Sted - besiæltes os til Spot -
Os ene til Foragt begraves det i Got. -
Ey din Fortvivlelse og ey dit skarpe Øye
Har aabnet Dybets Port og bragt os til det Høye;
Men at vi os til Harm maae see, hvor god han er,
Fremviser han i Dag de stolte Yndlinger. -
BAAL
Ha! - Yndling! - døe! - forgaae! - og Helvede skal høre -
SATAN
At du har seet -
BAAL
Og dræbt -
SATAN
Ney ikke turdet røre. -
Troe! - Himlens stolte Børn see Vrede uden Magt...
BAAL
Ha! - Vrede see de! - Harm! -
SATAN
Men see den med Foragt. -
Hvad nytter Heltemod, som ey foreent med Kræfter
Kan give Trudsler Vægt og dog maae give efter?
Hør! -
BAAL
Og hvorledes Hævn? -
SATAN
Forstaae hvad jeg fornam! -
Adspreed dit Raserie og lær at kiende ham! -
Almægtig er et Navn, hvortil han seer sig værdig,
Men ey hans Stolthed nok - Han kalder sig retfærdig. -
Fra os - fra dig til Støv betragter han enhver
Langt fra særdeeles Gunst, saaledes som han er. - 191
Den Uret, som vi leed, var Straffen vi fortiente,
Og al Ulydighed kan intet bedre vente. -
Saa raabte han - Jeg stoed paa Pynten af mit Fald,
Da jeg fornam den Røst blant stærke Tordenskrald. -
Usminket Grusomhed formørkede hans Ære;
Thi viis og god og stræng og alting vil han være. -
Tyrannen skiules saa - men Skiul, som er bestemt
Til Hævn! - til Verdners Fald! - som ey skal blive glemt! -
Naar du besaae dig selv - dit Mod og Magtens Skygge;
Og du paa Ild og Røg forgieves vilde bygge;
Da forskede min Aand, og fandt den Grund hvorpaa
Vor Hævn og Støvets Fald og Himlens Spot skal staae. -
Har vi fortient vor Fald - er Hævnens Gud retfærdig -
Da maae, da skal han...
BAAL
Døe -
SATAN
Befindes han uværdig. -
BAAL
Det er han. -
SATAN
Men en Træl, som frygter sin Tyran,
Adlyder let. -
BAAL
En Træl! - hvad Liv fortiener han? -
Strafværdig Nedrighed! - Døe, den som kan adlyde! -
Hvor Valget ey er Lov. - Ha Bud! -
SATAN
Hans Lyst at byde
Er alt det Haab jeg seer - Og uden strænge Bud,
Hvad retter vel din Harm og dine Trudsler ud? -
192
BAAL
Men Støvet! - er det stort? - og kan det overtræde? -
Blindt! - kiælent! - frygtsomt! - svagt og overøst med Glæde! -
Fortryllet i hans Magt! -
SATAN
Og dog er dette vist,
At, veed jeg først det Bud...
BAAL
Da tving det! -
SATAN
Men med List. -
Vel har mit høye Raab lært Hævneren at skiønne,
At det uprøvet var for tiligt at belønne;
Jeg tvang ham til sig selv, og til en billig Dom,
Som mueligt styrter dem til det, hvoraf de kom. -
Men her er Hævnens Maal - Hvor Lydighed skal prøves
Maae Valget være frit og intet voldsomt øves. -
Og vel! - tillades Tvang - da Herre kom ihu,
At den som elsker dem er vel saa stærk som du! -
Adlyde de - maaskee - da er ey meer tilbage...
BAAL
End Had - end Baals Had. -
SATAN
Og end afmægtig Klage. -
BAAL
Og du nedtrykker mig! -
SATAN
Tie Herre! - seer du der? -
See det kostbare Par! - see Himlens Yndlinger! -
Adam og Ewa gaae tvert over Skue-Pladsen, saaledes, at de vende Ryggen imod de faldne Aander. - Irmiel gaaer tæt bag- ved sin Ven og Ithuriel en Aand, som er sendt ned til Mandindens nøyere Beskyttelse lader hende ikke ud af Øynene. - Det heele Tross af onde Aander flyer saa snart de see disse to mægtige Fyrster, og vil skiule sig for den Glands, som følger med dem. - Moloch selv gaaer nogle Skrit tilbage. - Satan bliver staaende forrest paa Skue-Pladsen og skeder til dem med den lumske og nedrige Mine, som er hans Ondskab saa egentlig. - 193 Baal allene bliver staaende ubevægelig paa sit Sted og seer efter dem med et trodsigt og foragtende Blik. - Som de komme ham af Sigte forøges hans Grumhed. - Da de ere reent borte gaaer han selv nogle Trin frem, som for at forfølge dem. - Men han bliver med et staaende og viser nogentid den yderste Fortvivlelse i Geberderne. - Han søger Iænge at skiule sin Smerte og sin Skræk; men da de blive meer og meer kiendelige stamper han i Jorden og holder Haanden for Øynene. - Det er et stærkt og vedvarende Lynild, hvilket han meget vel kiender, som har sadt ham i denne Forfatning. - De øvrige af hans Selskab ere mere frygtsomme, skiønt mindre Pinefulde end han. - Ingen af dem tør lukke Munden op, førend det er forbi. - Da er Moloch den første, som siger: Og her er Helvede - Obaddons grumme Straaler
Gik over Hvelvingen. -
Baal, som kiender denne sin Yndlings Røst, tager Haanden fra Øynene, opløfter den imod Himmelen, og brøler meer end siger: O Evighed, som maaler
Forbittred Hævn med mig, hold op! - men ney, bliv ved
At knuse mig med dem! - Lad alting trykkes ned! -
Knus Jehovah dit Værk, om du har Ild tilbage! -
Man seer atter det forrige Lynild og denne gang følger et stærkt Torden-Slag, hvorved Baal segner og ligger nogle Minuter som i Afmagt. Endelig reiser han sig igien og siger med en spottende Mine: Den Ild er alt for stærk til Sclaver og til svage -
Men, da du slaaer kun dem, som troer at ligne dig;
Hvi slaaer du ey din Jord? - den er guddommelig. -
(Og efter en Pause.) Ha! - Støvet blive Gud! -
SATAN,
(som er kommet frem igien da alting er stille.) En mægtig Gud som døde! -
Som smulrer bort i Støv, ved allerførste Brøde! -
En svag og opblæst Træl! -
BAAL
Ha! - Bitterhed! - Jeg seer
Min Styrke hos en Træl - mit Lys - min Glands i Leer!
Ret! - jeg nedtryktes kun - men du skal leve roelig,
Glad i Vellysters Arm - i Yndigheders Boelig! -
Ret! - Himlens kiælne Søn! - Hvor from? - hvor spag? - hvor tam?
Tys! - Virvler veltes ey! - hvi tør i skrække ham? - 194
Et sammenelted Leer! - En Siæl som Brusk indskrænker! -
Hvis Tanke selv er Brusk! - som stedse sclavisk tænker! -
Som skielver ved at troe, at større Glands har Sted;
End et indhegnet Støv og Orme Salighed! -
Hvor skiønsomt? - Dette Støv! - nedtrykt af Himlens Gaver! -
Ret! - mig til Spot! - naar jeg i mørke Huuler raver! -
Naar Lysets Aand - o Skam! - maae trygle Lov at see,
Er han af Stolthed blind og lukker Øynene! -
Ret! - mig til Spot! - men ney! - slaae, piin mig, knuus mig Torden! -
Din Lynild brænde til det inderste af Jorden! -
Hævn-Bierge styrte ned og styrte knald i knald,
Indtil de trykke mig til Grunden af mit Fald! -
Ras Himmel! - ras! - brøl! - brænd! - og naar din Straale rammer,
Da trodser jeg endnu og trodser dine Flammer! -
Men grumme Pinebænk! - en Jord-Klump! - min Foragt! -
Men jeg afmægtig! - holdt! - føl Prøver af min Magt! -
Baal løber i dette Raserie hen imod det Sted, hvor han har seet Manden og Mandinden blive borte; men Eloah møder ham i Indgangen af Skoven. - Den grumme Kiæmpe gaaer vel noget tilbage, men viser i det øvrige meer Fortvivlelse end Frygt. Den store Eloah seer til ham med en Majestet som passer sig paa hans Høyhed. - Hans Mine viser meer Foragt end Vrede; og det er med en Roelighed, som er grundet paa hans Overmagt, at han siger: Afmægtigt Raserie! - hvo er vel den, som vover
At true Himlens Ven, som Almagt vaager over? -
Mon Baal har forglemt den store Herrens Dag,
At han staaer op endnu, og trodser mod hans Slag? -
BAAL
Slaae! - knuus! - dræb! -
ELOAH
Med Foragt - Saae Herren ey dit Hierte,
At Enden paa din Straf var alt hvad du begierte? - 195
Men evig evig Baal evig skal du see,
At du har reist dig op mod den Almægtige! -
BAAL
Min Lyst er ingen Straf. -
ELOAH
Men see det dig til Plage,
At Synden kun var stoer, men Kræfterne for svage. -
BAAL
Skræk! -
ELOAH
Had er Ondskabs Løn, men Haanhed og Foragt
Uddeelte Viisdoms Lov til Ondskab uden Magt. -
BAAL
Foragt! her faldt jeg først - og du, som saae min Torden! -
Du, som forsvandt mod mig dybt blant Seraphers Orden! -
Og du, som saae min Glands! -
ELOAH
Og Skrækkens skumle Skye,
Hvori du skiulte dig, da Stemmen raabte: Flye! -
BAAL
Og har Obaddon ey fortalt den grumme Vrede? -
Den...
ELOAH
Han har hørt dit Skrig. -
BAAL
Dog aldrig hørt mig bede. -
Ey hine Trældoms Raab - ey nedrigt Hyklerie -
I Lyset er du Træl - i Lænker er jeg frie. -
ELOAH
Først Stolthed, siden Skræk forblinder Ondskabs Øye. -
Først saae du ey hans Magt, og trodsede den Høye;
Nu seer du kun hans Magt og stræng Retfærdighed. -
196
BAAL
Og mig - mig seer jeg selv -
ELOAH
Og blues ey derved? -
BAAL
Er jeg ey den som er og var og steds skal være? -
Mon ikke tusinde min Magt og Viisdom ære? -
See Soelen flyer mit Trin og Himlen skiuler sig,
Naar Dybet buldrende med Skræk forkynder mig! -
Hans Magt -
ELOAH,
(heftig.) Forbandede! - skiul dig i Skrækkens Skygger,
Hvor Ondskab tætte Skiul for Helligdommen bygger! -
Der brøl din Lovsang ud! - ras! - bryst dig af din Skam! -
Men Herren straffe dig ifald du spotter ham! -
(Efter en lille Pause.) Fald ned og hør din Lov! -
Baal og hans heele Følge falder paa Knæ. - Denne stolte Fyrste viser tydelig ved Maaden paa hvilken han giør det, hvor meget det er imod hans Villie, og at det er en usynlig Magt, som tvinger ham dertil. - Hans Tilstand noder ham til at raabe: Skræk! -
ELOAH
Gud er ene værdig,
At kaldes stor og stærk og hellig og retfærdig. -
Var han ey den som var før Verdens Grund blev lagt? -
Han - han fremkaldte den - og Aander saae hans Magt. -
Hans Navn opfylder alt - I Dybet og paa Jorden
Staaer alting ved hans Vink og knuses ved hans Torden -
Hans Aand gav Leeret Siæl - Han blæste Throner om
Og ingen giør som han Retfærdighed og Dom. -
Den stolte reiste sig - opblæst af skabte Kræfter
197Stoed han mod Thronen - trodsig - higende derefter. -
Da talte Jehovah - Fald! - og dybt faldt han ned
Og blev et skræksomt Tegn paa Guds Retfærdighed. -
Han Herren, han er Gud - Er Helligdommens Straaler
Ey reene? - Thronens Ild, som ingen Smitte taaler? -
Al Ondskab skiule sig, og hver gienstridig Aand
Flye for den Helligste og for hans Almagts Haand! -
Men dyrebar er den og elsket af den Høye,
Som agterpaa hans Bud og vandrer for hans Øye. -
Han er som Raphael - hans Glæde skal bestaae,
Naar Dag og Aar og Tid og Tiderne forgaae! -
See til mit Billede! - saa sagde han som skabte,
Og han som styrtede - Det har hvad Baal tabte. -
See, det er saare got - Mig Herren ligner det! -
Og heele Himlens Hær saae hen til Mennisket. -
Fremdeeles sagde han: Om det min Røst adlyder,
Og uden stolte Knur giør, hvad jeg Herren byder;
Da skal det see min Glands og kaldes Almagts Ven! -
En Skat i Herrens Haand, hvo kan borttage den? -
Men gaaer det Mørkets Vey, og hører ey min Stemme;
Da døe det Satans Død! - at Verden maae fornemme:
Om den opløfter Synd, som trykker Ondskab ned? -
Jeg Herren jeg er Gud - Gud er Retfærdighed! -
Da gik et hastigt Bud fra Thronen - bæver Jorden
Ey nu for Adams Trin, og den udstrakte Torden? -
I Dag er Prøvens Dag - og Adams Liv og Død
Hang alt paa Kundskabs Vægt før Uriel frembrød. -
At ey den faldne nu skal sige: Vi Forførte
Blev styrtede - Han stoed, fordi han intet hørte;
At Mørket selv maae see den evig strænge Dom: 198
Opkaldte Herren dig. - Kom frem Bedrager! - kom! -
Forsøg dog ikke meer! - Forskudte, som jeg hader,
Vov ey at prøve meer end Himmelen tillader! -
Thi om du rører dem i der' Uskyldighed;
Da styrte Herrens Ild paa Baals Isse ned! -
Og - mueligt er det dog - og om han overtræder;
Da veed jeg at din Aand sig først af Ondskab glæder. -
Men Skræk! - ti dobbelt Skræk skal være Glædens Løn:
Saa vist, som Herren er og mærker paa min Bøn! -
Naar Eloah har sagt dette sidste, skiuler han sig i en lys Skye og gaaer under stærke Torden-Slag op til de salige Boeliger. - Baal og hans Følge ligger imidlertid som begravede i en dyb Afmagt. - De tør ikke opløfte Øynene, førend den Glands, hvormed den salige Aand opfylder alt det omkringværende er forsvundet imellem Skyerne. - Baal er da den første som springer fortvivled op og raaber: Harm! -
SATAN
Var det ey mit Ord, at Magten intet nytter? -
Mon du vil knuse den, som Himmelen beskytter? -
Vi maae...
BAAL
Hvad maae vi? - tael - jeg brister - raad
mig - siig! -
SATAN
Hvor Magten er for svag der dræbes best med
Svig. -
BAAL
Ha Sclave! - ah! - mit Fald! - er ingen Magt tilbage! -
Og for at hævne mig skal jeg - o Skam! - bedrage! -
SATAN
Vi maae...
BAAL
Jeg vil - jeg skal - og nu o Himmel nu
Nedstyrtes, knuses, døe, jeg, Adam eller du! -
SATAN
Den Time da hans Vel befæstes eller falder,
Et Nu, som Himmelen ey selv tilbage kalder,
Er mueligt alt for kort - Døm, om det spildes bør,
Med et afmægtigt Raab, som uden Virkning døer! -
199
BAAL
Jeg fatter - men et Raad! - mit Had - den Harm som blinder,
Giør at jeg intet seer og intet Middel finder. -
Kryb! - overtal! - ja bed! - og vær de svage lig! -
Kun, at du fælder dem, og at du hævner mig! -
SATAN
Men glemmer du den Skræk, hvormed vor Fiende truer? -
BAAL
Hvad Skræk for mig? - Foragt er det hvorfor jeg gruer! -
Foragtet af mig selv! - Ha! - ringe mod et Støv! -
Hans Hævn er tømt - og jeg mod alle Trudsler døv. -
SATAN
Vel! - du opmuntrer mig - du veedst jeg kan bedrage! -
Kun...
BAAL
Hvad? -
SATAN
En ringe Tvivl, som er endnu tilbage. -
Et Bud er givet dem - men hvilket? -
BAAL
Nedrige! -
Det skiulte du! -
Her bliver en Pause. - De onde Aander see hinanden an, uden at vide hvad de skal sige. - Satan, som under en forstilt Føyelighed og Lydighed imod Baal skiuler en Stolthed, som er endnu større end hans; og i denne Andledning smigrer sig selv med den Viisdom, som han troer at besidde frem for de andre, smiiler hemmelig og tier, som for at vente Svar af de andre. - Moloch som er en stærk, modig og grum Aand, men tillige ikke har den beste Domme-Kraft; er af den Aarsag den første som giver sin Meening tilkiende, i det han gaaer hastig af og siger: Jeg gaaer at spørge Flammerne. -
BAAL
O Spot! -
SATAN
Og du kan troe: han, som vil undres over -
Som for at kaldes stræng sin Yndlings Velfærd vover -
Som trodser al vor List med sine Mennisker -
Han skulde skiule det, hvorved just Prøven er! - 200
Ney! - men Bekymringer streed med hans stolte
Hjerte - Han Røst var skielvende - hans Øye skiulte Smerte -
Han saae sin Yndlings Tab og taug: - men Soel og Jord
Forgik, før han bedroeg og spøgte med sit Ord. -
Det viser sig...
BAAL
Og da? -
SATAN
Da... skal han overtræde! -
BAAL
Du overvælder mig med - hvilket Ord! - med Glæde. -
Men Tiden sagde du...
SATAN
Jeg skal ey spilde den. -
BAAL
Saa lindres Helvede ved en fornuftig Ven! -
Naar Baal har raabt dette ud, med en Heftighed, hvormed han søger at tilkiendegive en Art af Glæde, som han dog ikke finder; svøber han sig i en mørk Skye og farer af med et stærkt Bulder. Alle de øvrige onde Aander af hans Følgeskab følge efter. - Satan, som bliver allene tilbage paa Skue-Pladsen, staaer nogentid og seer efter ham med en haanlig Mine, og med en Bitterhed, som viser, at det onde, som han har i Sinde at giøre, er allermindst af Venskab til ham. - Naar han er borte siger han: Ven! - han fornedrer sig - Hvor dyrebar en Gave
Hans ædle Venskab er! - nu Ven og før hans Sclave! -
Men kiøler jeg hans Harm - og faaer han hvad han vil -
Tyran! - i Helvede var Venskab aldrig til. -
Jeg skulde vove mig! - og trodse Himlens Vrede! -
Blot for din Storhed! - Ha! - hvor værdig at tilbede! -
Hvor farlig er din Magt? - begriber han det vel,
At han er stoer ved mig og hersker ved sin Træl? -
Men du bedrager dig, Tyran, ifald du tænker;
At alt hvad jeg betvang skal bære dine Lænker! -
Hvor længe taaler jeg det usle Pralerie? - 201
Jeg blev en Sclaves Træl i Haab at blive frie. -
Men Satan op at slaae! - mon heele Mørket gielder
Den Jord jeg river ned, og Kiæmpen, som jeg fælder? -
Hvad ligner vel mit Navn, naar bange Soele see,
At jeg har skadet ham og dræbt hans Billede? -
Naar, om han ikke selv, dog en som han kan falde,
Og de, som ligne ham først mig for Herre kalde -
Da hør det Evighed! - da kom mit Navn ihu! -
Raab Afgrund: Satan! - Gud! - hvo var saa stor som du? -
Her under Skyggerne - her i den stille Glæde
Vil jeg befæste mig - Her bygger jeg mit Sæde. -
Hist er et skummelt Bierg - der skal mit Alter staae! -
Og Blod og helligt Blod skal stænke sig derpaa! -
Imedens Satan endnu taler kommer Raphael, som er sendt ned for at underrette IRMIEL og Ithuriel, om de onde Aanders Ankomst til Eden, deres onde Hensigter, og deres Frieheds Grændser, tilligemed disse to salige Aander ind paa Skue-Pladsen. Han er just i en dyb Samtale med Fredens Aand om de Skranker, som Retfærdighed foreskriver hans Venskab, da han hører de sidste Ord, som Satan taler: Han vender sig om og seer ham; og siger med sin sædvanlige Majestet intet uden: Forbandede! -
Satan flyer, saasnart Raphael har sagt dette Ord: og denne vender sig derpaa til Mandindens Ven og siger: Men du! - hvad giør din nye Veninde? -
ITHURIEL
I Lunden gaaer hun - taus - men stille Taarer rinde -
Dybt sukker hun og tit - og seer mod Skyerne. -
Nu bad hun - og jeg bad med den uskyldige. -
RAPHAEL
Din Bøn, Ithuriel er kommet for den Høye. -
Bliv ved! - hun være stor og kostbar i dit Øye! -
Bed! - vaag! - giv agt paa alt! - saa lyder Herrens Ord:
»Gaaer ey Bedrageren omkring betænkt paa Mord! -
Forman! -
ITHURIEL Hun veed hans Dom - har ey Afgrundens Vægter 202
Viist hende Vredens Sted og de fortabte Slægter? -
Og jeg - før sang jeg høyt om Guds Retfærdighed -
Hvorledes Satan faldt...
RAPHAEL
Og hun...
ITHURIEL Hun skialv derved.
RAPHAEL
Nok! - meer tillades ey. -
IRMIEL
En Lyd af tunge Vinger,
Som langsom susende sig ned mod Træet svinger -
Det er Obaddons Flugt - Jeg kiender Dødens Aand -
Ak! - og det grumme Sværd, som blinker i hans Haand! -
Og Skiulet - Dommens Skiul er for Seraphens Øye! -
Ak Adam! -
ITHURIEL Han opløfter Haanden til den Høye. -
IRMIEL Han kommer. -
Obaddon. den første iblant Dødens Engle, kommer langsom ned paa Skue-Pladsen. - Hans Øyne ere tilbundne for at betage ham al Medlidenhed, ifald Mennisket smager af den forbudne Frugt. - I den høyre Haand holder han det forskrækkelige Sværd. - Den venstre opløfter han imod Himmelen, som for at kræve den til Vidne, at intet i Verden skal kunde frelse dem fra hans Arm, ifald de synde. - I det øvrige er han usædvanlig mørk og hans Geberder synes at give tilkiende at han har al sin Pligt og al sin naturlige Strænghed nødig for at kunde holde sit Ord. - Ingen af de salige Aander tør nærme sig til denne forfærdelige Kiæmpe, uden Raphael, som siger: Mørke Aand, hvis Vink er Dødens Bud,
Hvad er dit Ærinde? -
OBADDON
Fred dem, som love Gud! -
RAPHAEL
Lov skee hans store Navn! -
OBADDON
Men Dødens Skræk skal være
Paa de Forbandede, som handle mod hans Ære! -
203
RAPHAEL
De døe! -
IRMIEL
Ak! -
OBADDON
Lyd af Suk i Busken! - Sorrigs Lyd
Af Glædens Mund! -
IRMIEL,
(i det han gaaer nærmere.) O Aand! - hvor kan du bringe Fryd? -
See Morderen, som høyt opløfter Sværdet! - Livet
Flyer for hans Ansigt! - ak! - med Dom og Skræk omgivet! -
Og Herrens Rædsel er paa Jorden. -
OBADDON
Fromme Aand,
Jeg skialv som du - og tungt er Sværdet i min Haand. -
Da frekke Aander sank i Afmagt - dybt i Huuler,
Hvor Livets Glæde sig bag evigt Mørke skiuler -
Da sloeg min Arm med Lyst og Ønsket forekom
Hans Harm og ventede med Længsel Vredens Dom. -
I Dag! - Gud! - Hævnens Gud! - opirr mig selv til Vrede,
Om jeg skal dræbe dem! - Lad Medynk ey forlede! -
Jeg føler ey den Harm - ak! - Døden blegner selv -
Al-Godhed trykker mig og Naaden raaber: skielv! -
Hvem sagde: Dødens Aand opløfter kiælne Arme
Til Bøn? - og hvem har hørt, at Vreden skreg: forbarme! -
Ha! - overtræde de - og bryde Herrens Pagt -
Og trodse Godhed selv - og spotte med hans Magt -
Da! - men ak at de staae! - jeg selv jeg vil advare - 204
Mit Sværd skal lyne Skræk - min Røst skal tordne Fare! -
Og om de lyde ham; da skiælv Forbandede! -
Da føl ti dobbelt Død! -
IRMIEL
Om ey...
OBADDON
Da skiælve de! -
Naar Dødens Aand har sagt dette sidste, skiuler han sig strax i en Cypress, hvorunder en Hændelse har bragt ham til at staae. - Irmiel seer op imod Himmelen med opløftede Hænder, men Raphael tager ham ved Haanden og ledsager ham udaf Skue-Pladsen. - Han vinker og af Ithuriel, som førend han endnu gaaer, siger: Min Gud! - ak Naadens Gud, hvis Rigdom aldrig tømmes! -
Lad Prøven gaae forbi! - Byd, at hun ey fordømmes! -
En dristig Bøn! - men Gud skal Ondskab myrdeden,
Som du har givet mig? - min Fryd! - min Trøst! - min Ven! -
Satan, som endnu har hørt dette sidste af Ithuriels Bøn, kommer frem igien, saa snart han er borte og siger med sin sædvanlige Spot: Det var Ithuriel - ham, som i bittre Toner
Begræd vort Fald - og stolt tilbød sig som Forsoner. -
»Tag Herre, tag mit Liv og frels min Abdiel! -
Sandt! - slig en Kiærlighed begribes ikke vel. -
Men viid Ynkværdige: det staaer i Skiæbnens Bøger,
At du skal aldrig naae den Høyhed, som du søger. -
Din Venskab er en Gift - din Bøn er Dødens Bud,
Og den du elsker høyt skal hastig slettes ud! -
I det han taler, gaaer han hen imod den Cypress hvori Obaddon har skiult sig. - Han veed ikke af denne Aands Ankomst, og da han føler hans Nærværelse, raaber han: Dog hvilken stille Skræk? - Som hvor Obaddon bygger
Sit truende Paulun blant Dødens skumle Skygger -
Hans Rædsel følger mig - Skræk! - hvor uendelig! -
Selv Mandens Paradies er Helvede for mig! - 205
Men kommer ey de to? - hvor salige? - hvor fromme? -
Her vil jeg skiule mig. -
Satan skiuler sig bag ved Irmiels Grotte, som er lige over for det Sted hvor Dødens Engel er skiult; for at luure paa hvad Manden og Mandinden tale/og derefter at indrette sin Plan. - Disse to Salige vise med deres Miner at de har været i en alvorlig Samtale. - Ewa gaaer langsom, slaaer Øynene ned og støtter sig paa Mandens Arm. - Adam seer ned til hende med den ømmeste Kiærlighed. - Begge Skyts-Englene følge dem saaledes at de ikke blive seet af dem. - Adam er den første som taler og siger til Mandinden: Du skialv ved Hævnens Domme. -
En frygtsom Taare faldt - tungt faldt den paa mit Bryst,
Da han besang hans Dom og Aanders Herske-Lyst. -
De har fortient den Straf - Vi vil fortiene Glæde. -
Medlidenhed er spildt. -
EWA
Ak Adam lad mig græde! -
Thi kun igiennem Taarer taaler jeg at see
Min Gud - den strænge Gud - og den retfærdige. -
Ak, om i havde giort hvad eders Herre vilde! -
Ak Ulyksalige! - men - ak! - det er for silde -
Saa smuk en Skabning! - Gud! - har dog for evig tabt -
For evig alt - ak om! - ak om den ey var skabt! -
ADAM
Ey skabt til Dom og Straf - stoer og sin Skaber værdig
Var Overtræderen - viis - hellig og retfærdig -
Hans Glæde var som din, uskyldig, tryg og stoer,
Før han Al-Godhed selv et evigt Fiendskab soer.
Gav Godhed ey en Aand tilstrekkelige Kræfter,
At kunde see hans Bud og rette sig derefter? -
Og overtrædes de blev Godhed selv misbrugt. -
EWA
Som, om vi trodsige nu smagte Kundskabs Frugt! -
Et koldt jeg veed ey hvad omløber alle Aarer 206
Min Adam - og jeg fælder ubekiendte Taarer;
Saa snart jeg seer et Træ, som kunde - dræbe dig. -
Kom Adam, flye et Sted, som kun mishager mig! -
ADAM
Den reene Lydighed er sikker uden Skranker -
Skal Øyet, skal en Sands beherske vore Tanker? -
EWA
Og dog er dette vist, skiønt Siælen elsker Gud;
Er Legemet dog ey saa roeligt ved hans Bud. -
ADAM
Mandinde! -
EWA
Synet kan...
ADAM
Ey friste...
EWA
Men bedrøve...
At see den Muelighed...
ADAM
Vi skylde denne Prøve,
Og evig evig Tak den Skabere som bød;
At Verden bar vort Liv og kun et Træ vor Død. -
EWA
Men Gud! - et Træ vor Død! - hvor farligt! - om vi smagte! -
Et Bid vor Død! - hvor snart? - det dræber at betragte -
Udstrakte jeg min Haand - ak Adam! - om vi nu -
Kun i et Øyeblik - da Skræk! - da døde du. -
Kom Beste! - kom min Ven! - hist i de tause Skygger -
Hist, hvor den tætte Busk et Skiul for Døden bygger;
Der vil vi glade smage den Lyksalighed,
Som ey af Tvivl og Frygt og ey af Mangel veed. -
207
ADAM

Elskværdlgste! - (efter nogen Betænkning) Velan! -

De gaaer og Forføreren kommer frem igien og raaber: Triumpf! - snart har jeg vundet -
Den Gift, som dræber dig - skielv Adam! - den er fundet -
Og Satan fandt den - skielv! - Bed Himlen skiule dig! -
Jeg er betænkt paa Mord - og hvo forhindrer mig? -
Hvad staaer mod Satans List? - blot om jeg ham forfører;
At han ved denne Frugt engang med Læben rører. -
Om ikke Syn og Lyst - da skal min bittre Spot -
Hans Stolthed og det Haab at kiende ont og got -
Selv Loven, som forbød - Han som forbød at smage,
Selv han skal friste dem - Jeg vil - jeg skal bedrage. -
Var Moloch mig for klog? - og om ey dig, da den,
Som, Adam, sikkert nok bedrager dig igien! -
Med Latter skal jeg see de bange Taarer rinde,
Naar du beskylder og begræder din Mandinde. -
Og naar du ømmer dig, og spreller mod min Magt,
Og døer - da vil jeg see til Himlen med Foragt.
Jeg - vil jeg sige - - jeg har lært Cheruben græde. -
Den kiælne Cither slaaer ey meer om evig Glæde -
Og Engle frygte mig - og skiælve for min Haand -
Thi Livet er ey meer - en Gud har tabt sin Aand. -
Og atter sige: Skræk! - hvem ligner den som falder,
Og den, som døende mig for sin Morder kalder? -
Hvis er det Billede, som Døden sletter ud? -
Da skal jeg see med Skræk, at jeg har dræbt en Gud! -
Da Satan siger disse bespottelige Ord gaaer en Straale ud fra det Traf hvor Obaddon er skiult; hvorved den onde Aand, efter at have givet adskillige Tegn paa de yderste Smerter tilsidst segner og bliver liggendes i Afmagt paa Skuepladsen.

ENDE PAA DEN TREDIE HANDLING

208

MELLEM-SANG

Skue-Pladsen forestiller en mørk og ubehagelig Dal, som er omringet af mange afskyelige og steile Klipper, paa hvilke man seer en Deel af de onde Aander i adskillige Forretninger. - Saaledes seer man hvorledes Adramelech er beskæftiget med at mynstre og opmuntre nogle af sine afmægtige Krigs Folk. - En Mængde endnu mindre og mørkere Aander grave under Mammons Anførsel i en anden, og lede med stor Besværlighed efter den Metal hvormed de siden har forgiftet Jorden. Den tykkiske og skumle Belial, fordum den smukkeste iblant Cherubim, sidder allene paa Toppen af en Høy, og grunder paa hvorledes han kan skade en af sine medfaldne. - Lige overfor seer man under Skyggerne af nogle heslige Træer den bedrøvede og fortvivlede Abdiel Abbadona. - Han holder Haanden for Øynene, og stræber forgiæves at skiule sig for sig selv. - Man seer Baal-Peor efterabe Cherubernes reeneste Venskab med de kaadeste og hesligste Geberder, og Tammutz, som er i Færd med at forbedre sin sønderbrudte Cither, for at besynge Afgrundens Vellyster. - I Dalen staaer et Alter paa en liden Forhøyning, paa hvilket man seer en mat og svovelfarvet Lue. - Rundt omkring dette gaaer en Deel af Molochs Tienere med mange og latterlige Ceremonier; - De bliver opmærksomme ved et Bulder som de hører bag ved Klipperne; og den, som synes at være fornemmest iblant dem begynder at synge: Lyd som af mægtige Vær og Lyd af brusende Strømme
Susede ned over Klipperne - Dræbende Tordener
Buldrede - See han kommer - Orions Førstefødde!
CHOR
Bæver i Aander tilbeder i vældige Kiæmper! -
DEN ANDEN
See han kommer - den stærke som var og som skal være -
Han - den udvalgte - lysende - skiøn som Morgenrøden
Kommer han frem - og skrækkelig som de grumme Luer. -
CHOR
Bæver i Aander, tilbeder i vældige Kiæmper! -
DEN TREDIE
Hvo var mægtig som han og stoed for hans brændende Vrede?
Hvo kan taale hans Ansigts Skimmer? - For ved hans Ansigt
Flyede Mørket, og Dybene zittrede for ved hans Torden.
CHOR
Bæver i Aander! - tilbeder i mægtige Kiæmper! -
Under denne Sang er Ildens grumme Konge kommet ned til Alteret. - Hans Mine er vigtig og eftertænkende. - Hans mørke Majestet har indprentet en sclavisk Ærbødighed i hans Tienere; De gaae tilside stirrende paa ham med Frygt 209 og Beundring og opmærksomme ved hans mindste Vink. - Imedens han med mange Ophævelser betragter den Ild, som i Helvede kaldes den underlige; gaaer en Sangere frem og synger den derved brugelige

SANG

Flye, Himmel, flye bag tykke Svovel-Damper! -
Lad Nattens skumle Dekke falde ned! -
Ved Helligdommens underlige Lamper
Seer Moloch meer end Lysets Arving veed. -
Men naar han overseer det Høye
Da kom o Dyb hans store Navn ihu! -
Naar Himle synker i hans Øye
Brøl Afgrund, Moloch hvo var stor som du?

DEN FØRSTE AF ILDENS PRÆSTER
Stille Sangere stille! - Tie du Gudernes Yndling! -
Seer du ey at han henrykt udstrækker de brændende Hænder? -
Moloch vil tale - bæver i Aander og hører paa Moloch! -
MOLOCH,
(i Henrykkelse.) Jeg saae ham - brændende saae jeg ham - fnysende - stormende -
Mægtige Flammer gik ud fra hans Ansigt - ud for at dræbe. -
Brænder ey Luften? - Skyen er tung af dræbende Flammer. -
Ned over Træet synker den Skye med dræbende Flammer. -
Hvor skal han flye? - Ved Døren vaager en ventende Morder -
Skiul dig i Skyggen! - I Skyggen luurer den ventende Morder. -
Nu fremrekker hun Haanden og griber efter Døden -
Efter den dræbende Flamme, som svæver over Træet -
Gaaer ey Seraph Obaddon nærmere hen til Træet? -
See! - nu rørte de - see! - nu smagte de - Skrækkens Engel 210
Har opløftet sit Sværd - nu svinger han det - nu slaaer han. -
CHOR
Triumpf! - Han døde den som var vor Fiende,
Om den vor Fiende sagde: See, min Yndling -
Den Yndling, som var Arving til vor Ære
Triumpf! - Triumpf, han er ey meer! -
Moloch giver ved mange græsselige Ophævelser tilkiende, at den Aand som er over ham tvinger ham til at sige noget meere, hvorpaa hans øverste Tienere siger: Stille Sangere stille! -
Moloch vil tale - bæver i Aander og hører paa Moloch. -
MOLOCH
Et helligt Bierg! - et andet Træ! - jeg svimler -
Et Træ! - mit Syn forvildes af uvisse Flammer -
Et helligt Træ hist paa de skumle Bierge! -
Som bærer... Aanden zittrer i de mørke Flammer. -
Et Træ som bærer - ak! - som bærer - Livet -
Men Manden knæler og omfavner Træet. -
Traf du ham ey du stærke Obaddon? -
Men under Træet knæler Dødens Fyrste. -
Nu kysse de - nu smiile de. - Vældige Kiæmpe
Dræbte du ey din Fiende - men Mørkets Kiæmpe
Ligger - ak! - tie min Mund! - ligger - ak! - ligger bundet. -
Moloch qualt af den mægtige Aand, som har presset denne Spaadom af ham falder om i Afmagt. - Alle hans Tienere begynde herpaa et hesligt Klage-Skrig, hvoraf de omkringliggende Klipper give det græsseligste Gienskrald. - En mørk Røg stiger herpaa op af den Flamme, som er paa Alteret. - Denne udbreder sig meer og meer indtil den skiuler den heele Skue-Plads og giør ENDE PAA MELLEM-SANGEN

DEN FIERDE HANDLING

Skue-Pladsen er i denne uforandret, som den har været i de tre forrige. - Fredens Aand, som af Aarsager, hvilke han siden giver tilkiende, staaer ved Kundskabets Træ, aabner denne Handling. - Efter en liden Taushed, i hvilken han ved Miner giver sin tilvoxende Uroelighed tilkiende, udbryder han saaledes: Hvor langsom er din Gang du Dagens Lys! - du stræber
Mod Østen - seer du alt det Øyeblik som dræber? -
Ak Uriel! - maaskee - maaskee du aldrig seer 211
Min Ven - min beste Ven og min Veninde meer! -
Hvi flyer du mig, min Roe? - hvor Frygt Altare bygger
For den Almægtige - Her under Dødens Skygger
Sang Fredens Aand - og skialv - og Glæden skiulte sig
Bag Træet - Glæde, Himmel, Gud, hvi flyer i mig? -
Al-Godhed! - Harpen slaaer om Godhed - stille Torden! -
At Godheds Lov-Sang kan udbredes over Jorden! -
Høyt over Dommens Stemme skal min Harpe slaae -
Høyt over Vreden skal min Aand mod Døden spaae -
Af Godhed drukken spaaer min Aand mod Døden - Livet
Har dræbt dig, Død! - hvor er den Magt, som var dig givet? -
Hvem toeg den - men jeg svimler - mørke Gisninger! -
Hvad føler jeg? - hvor er jeg? - og hvad giør jeg her? -
Dog - her hvor Døden groer - her - om min Ven vil smage -
Maaskee jeg med mit Suk kan kalde ham tilbage -
Maaskee paa Faldets Pynt - min aabne Arm - mit Raab! -
Men Godhed! - skiul mig Gud - ak skiul mig for mit Haab! -
Ney Soel! - dig kun o Soel, og dig du tause Ceder
Betroes Cherubens Frygt - Jeg klager kun for eder! -
Kun i skal see den bange Taare - ak min Ven! -
Om du - ak om du dog - dog maatte føle den! -
Du er endnu - du er- og Himmel deel min Glæde! -
Han staaer endnu - min Ven - han staaer - hvorfor da græde? - 212
Men staaer han ey som Rør i Gihon? - ak som Rør! -
En Blæst, og Røret faldt! - et Ord, og Manden døer! -
Har ey Mandinden ham? - Skræk! - om hun først begierte! -
Ak! - negter den et Bid, som negter ey sit Hierte? -
Hun seer - hun undrer sig - hun frygter for at see -
O Tegn! - men Zephon...
Zephon, Jordens Enggel, trækker Satan uagtet al hans Modstræbelse ind paa Skue-Pladsen. - Han har fundet ham i et Bedragerie, og tvinger ham nu til at følge med sig til Irmiel, for at forklare sine Hensigter dermed; efter det Løfte han har giort denne nidkiære Ven, at oplyse ham i alt det, som gaaer for sig i Eden. - Han raaber endnu førend Satan bliver seet, ind i Scenen: Kom! - kom frem Bedragere! -
IRMIEL

Hvad...

ZEPHON
Følg! -
SATAN
Høyviise Aand, hvad kalder du bedrage? -
ZEPHON
Du kiender ey den Frugt, som Gud forbød at smage -
SATAN
Ney. -
ZEPHON
Og hvad drev dig til, at sammenblande den
Med Frugt af andre Træer? - hvad drev dig? -
SATAN
Himmelen -
ZEPHON
Skiælv, Satan! - Himmelen kan lade sig bevæbne. -
Frygt for dens Torden! - tael! - hvad drev dig? -
SATAN
Vel! - min Skiæbne. -
ZEPHON,
(til Irmiel.) Og veedst du Irmiel, at denne Nedrige
Har nyelig vildet dræbe Herrens Billede? - 213
Du veedst - i Mandens Dal, det Træ, hvis spæde Greene,
Af Frugter bugnende med Lilier sig forene! -
Tit var det Adams Lyst, naar Dagen brændte varm,
At gaae til dette Træ ved sin Mandindes Arm. -
Der sanke de den Frugt, som Træet gierne taber -
Saa see - saa smage de og prise deres Skaber -
Der saae jeg agtsom hen fra Cedren - Herrens Magt
Holdt Øyet stivt derhen og Rædsler skreeg: Betragt! -
Da voxte Skyggerne - men midt paa Himlen straalte
Den fulde Soel med Glands, som Jorden neppe taalte -
Dog voxte Skyggerne ved Træet - og jeg saae
En Støtte, som af Røg, tæt over Træet staae. -
Da zittrede dets Løv og faldt - de grønne Frugter
Faldt - tykke Greene sank - og Stammen sank i Bugter. -
Og Naboe-Blomstret sank - da flyede Sangeren
For Røgen. - Dyret flyede - Dagen flyede den. -
Saa skyder Straalen ey af Skyen - Soele falde
I mindre Fald, naar Dom og Hævnens Tordner knalde,
End jeg til Træet - Tael, saa skreg jeg, hvo du er! -
Tael i den Herres Navn! - siig, hvad du søger her! -
Da krøb han sclavisk frem og i hans Morder-Hænder
Var Dødens Frugt...
SATAN
Hvad Død? - Navn, som jeg ikke kiender! -
Naar døde Livet? - naar? -
ZEPHON
Da, Sclave, da naar Gud
Nedstyrter en Rebell, som trodser mod hans Bud. -
SATAN
Og har jeg fristet ham? -
214
ZEPHON
Forrædere, du tænker,
At slig Forstillelse kan skiule dine Rænker. -
Men blues du derved, da skiul dem før i Skam! -
Erkiend din Ondskab! -
SATAN
Vel! - og om jeg frister ham? -
IRMIEL
Gud! - din Retfærdighed! - du som mit Hierte hader! -
Mørk er din Aand - og mørk blant Nattens Myriader -
Gift er din Tanke - tredsk - og steds betænkt paa Mord -
Og du, Tyran, og du betræde Herrens Jord! -
SATAN
Og du tør knurre! -du! - naar din Tyran befaler! -
Hvorlænge hører han paa Sclavens frekke Taler? -
Viid! - ikke jeg - han selv - han ønsker Mandens Død. -
IRMIEL
Dens Død, som ligner ham? -
SATAN
Just det, som han fortrød! -
Kan Thronen taale Støv? - er kun en Aand strafværdig,
Fordi han ligner ham? - og er han ey retfærdig? -
Vel skabte han det stort - bequemt at ligne sig -
Men han fortrød det snart - han, han bevæbner
For selv at synes...
IRMIEL
Skiælv! - hvad var jeg at jeg hørte
Paa Spotteren? -
SATAN
Og jeg, om dine Trudsler rørte?
IRMIEL
Fortabte! -
215
Zephon, som seer paa Irmiels Øyne, at han er fortørnet, viser i sær mod Slutningen af denne Samtale, alle Tegn til den heftigste og utaalmodigste Vrede. - Irmiel har ikke sagt det Ord, Fortabte, førend han giør sig rede til at knuuse Bespotteren. - Irmiel selv nedlægger den Palme-Green, som han ellers bestandig bærer i Haanden; og i steden for den salige Fromhed som stedse tindrer i hans Øyne, viser han nu med sit funklende og næsten grumme Øyekast, at ingen er heftigere end den taalmodige naar han bliver opirret. - Dog ere de Betragtninger, som hans omme Venskab giør, det vigtigste som bringer ham ud af sin Character. - Satan paa sin Side, skiønt ellers saa frygtsom, som den nedrigste Bedragere, er nu imod Sædvane trodsig, deels af Nød, deels fordi han veed at de ikke kan forjage ham af Eden. Han laver sig til Strid med Tilberedelser, som vilde synes forskrækkelige for dem, som ikke kiendte ham. Saaledes staaer det til, da Michael den øverste af Strids-Englene og en af de syv som staae for Thronen kommer uformodentlig ned paa Skue-Pladsen. - Denne Aand har paa Guds Befalning Opsigt over, at de onde Aander intet voldsomt tager dem for i hans Have. - Da han seer disse Tilberedelser til Striid holder han det for sin Pligt, at komme sine salige Venner til Hjelp. - Han er som en Strids Engel bevæbnet fra Haand og til Fod. - Men han foragter Satan formeget, til at giøre andet end vise ham sit skinnende Skiold og sige: See dig selv og flye Forbandede! -
Satan, som bliver bange for sin egen heslige Skikkelse flyer og Irmiel siger til Erke-Engelen: Ak! - Herre! - han vil dræbe den Uskyldige. -
MICHAEL
Vi veed det - See den Stund, i hvilken Aander lære,
At Guds Retfærdighed er evig som hans Ære! -
Thi naar blev Fængslet svagt, at Satan brød dets Dør,
Og er Obaddons Arm ey nu saa stærk som før? -
IRMIEL
Hvem uden Lysets Gud kan løse Mørkets Lænker? -
Men Adam...
MICHAEL
Veed sin Lov og har en Siæl som tænker -
Hvad bør forføre den, som hørte Herrens Bud? -
Hvad frister til at døe og til at trodse Gud? -
Da skulde billigt Suk gaae ud fra Molochs Huuler,
Hvor Synd forgiæves sig bag slig Undskyldning skiuler -
Et Øye som har seet og en oplyst Forstand,
Bør ey forføres. -
IRMIEL
Ak! -
MICHAEL
Du sukker? -
216
IRMIEL
Ak den kan. -
Du kiender Satans List. -
MICHAEL
Har ey mit skarpe Øye
Fulgt med de lumske Trin, og talt dem i det Høye? -
See heele Himlens Hær, som agtsom stirrer ned! -
Kun Dommens Engel seer paa Guds Retfærdighed. -
Hvem styrede dit Syn i Cedren Zephon? - hvem opvakte
Din Harm, da Navnet ham til dine Fødder trakte? -
Og lidet for hans List! - Alting forsøger han -
Tregange saae jeg han forandrede sin Plan. -
IRMIEL
Stoed ey Ithuriel i Lunden? - stille Vinde
Sneg hvislende forbi den slumrende Mandinde -
Og Satan var i Vinden - Dyrene fornam
Hans Skræk og flyede før Cheruben kiendte ham -
Som Skygger flaggre tit omkring et henrykt Øye,
Naar det beskuer Gud og daaner i den Høye -
Snart skimter Aanden Ting - snart mørke Billeder
Af det Tilkommende, men veed ey hvad det er. -
Saa fandt den vise Aand ham svævende - Han hørte,
At Ord som Glædes Ord ved Ewas Læber rørte -
Men Satan svævede for Ewa - da tilbad
Ithuriel - og Søvn og Skygge skiltes ad -
Naturen vaagnede - da søgte Mandens Mage
Et Billede, hvis Tab hun syntes at beklage -
I Lunden søgte hun og under Skyggerne -
Hun græd. -
ZEPHON
Ak! - Mørket spaaer mod denne Salige -
Jeg stoed paa Herrens Bierg, og syntes at fornemme
En Lyd fra Chaos - Gienlyd af en heftig Stemme;
Det var som Molochs Røst, naar den vil naae til Gud,
Og mellem Flammerne fortvivled brager ud - 217
Det raabte: »See hun gaaer! - og atter: »See, hun rørte
»Ved Træet! - det var alt hvad jeg paa Bierget hørte. -
MICHAEL
De Viise selv vil troe, at om Mandinden staaer,
Al Satans Sviig ey op til Mandens Hierte naaer. -
IRMIEL
Hvor heftig føler hun? - da Skræk, naar den begierte,
Hvor Forestilling, Syn, og Haanden selv er Hierte! -
Hvor Øyet, som et Speyl steds viser hvad det seer;
Og Suk bebreyder det, at Siælen føler meer! -
Tit saae jeg undrende, hvor heftigt Hiertet stræber
Til Munden - Ønsker quæles i de fulde Læber. -
MICHAEL
Den Siæl bequem til Fryd - den Drift til Salighed,
Er Godheds Helligdom og det den glædes ved -
IRMIEL
Naar ey udvortes Skin det muntre Syn forblinder,
At det Lyksalighed i det Forbudne finder! -
MICHAEL
Men Siælens Lys er stort, og Hiertet føler Gud,
Og Øret negter ey, at det har hørt hans Bud. -
Er Manden ikke viis, hvis Ord er hende søde,
Som Druen? - mon han taug, og saae det at hun døde? -
Al-Godhed vaager selv, og Himlen holder Vagt -
Ha! - vil hun døe, da maae hun dræbe sig med Magt! -
Fornam du ikke før den Røst? - hvad Herren talte,
Til dem som elske ham, og giør hvad han betalte? -
Hvem sagde han er god som Herren? - hvem har sagt,
Til Intet: Bliv! - ved hvem er Verdens Grundvold lagt? -
Var jeg ey Herren - stoer - uendelig i Ære, 218
Før Støvets Broder vidste, hvad det var at være? -
Var jeg i Trang, da Leer blev dannet af min Haand,
Og længtes mig, at jeg meddeelte det min Aand? -
Al-Godhed ermit Navn - saa sagde han, hvis Vrede
Fortærer Aander - Navn, som Støvet skal tilbede! -
Oploed jeg ey min Haand for Manden - han har smagt
Mit Gode - see min Ven, med den j eg giorde Pagt! -
Hvor yndig er han? - viis - og stoer i Aanders Øye -
Hvor frygtet af sin Jord? - hvor elsket af den Høye? -
Hans Røst er Glædens Røst - Han frygter ey den Arm
Som knuuser Throner - See! - han kiender ey min Harm. -
Fremdeeles sagde han: har Adam hørt min Torden? -
Har Ewa seet min Skræk? - og frygtes jeg paa Jorden? -
Saa sandt jeg Herren er: Adlyde de mit Bud,
Skal de kun dyrke mig, som Miskunheders Gud! -
Og see! - den Tiid er nær, da Fristelser ophøre! -
Thi er min Arm ey tung paa den som vil forføre? -
Fortvivled seer han alt, at Tiden raaber ham
Til evig Afmagt og Misundelse og Skam! -
Endnu et Øyeblik uskyldig! - og jeg bygger
Mit Helligdoms Paulun i de rædsomme Skygger. -
Mit Træ skal Manden da tilbede Godhed ved,
Til e vigt Vidnesbyrd paa sin Uskyldighed! -
IRMIEL
Gud give! -
ZEPHON
RAPHAEL...
Denne Salige kommer ind paa Skue-Pladsen med en Hastighed, som er ham usædvanlig. - Den Kiærlighed som han bærer for de to Uskyldige, især til Mandinden, siden den Tid han hørte hende tale i den første Handling, viser sig først nu i sin fulde Styrke, da hun er i Fare. - Han synes strax at forundre sig over at forefinde Michael, men han har neppe omfavnet denne sin Med-Tienere, førend han siger til de andre med en kiendelig Uroelighed: 219I, Mandens Venner, hører! -
I Busken hvisler alt den Stemme, som forfører. -
See sidsker Slangen ey omkring det sikkre Bryst,
Hvor Siælen slumrer Synd og drømmer giftig Lyst? -
Saa siger Godheds Gud: mon den Udvalgte sover,
At Ondskab sig saa nær til hendes Hierte vover? -
Og kiender hun den Orm, hun varmer i sit Skiød;
Og at den aander Gift og hvisler Skræk og Død? -
Hvo vækker hende? - Brøl Obaddon med din Torden! -
Saa siger Herren - Død, din Skræk advare Jorden! -
Og du o Zephon kald Naturens Stemmer frem,
At om hun glemmer mig hun dog maae høre dem!
IRMIEL
- og jeg! -
RAPHAEL
O ømme Ven! - Ithuriel tilbeder -
Foreen dit Suk med hans! - maaskee han flyer for eder -
Her taales ingen Tvang - Bøn skrækker kun en Aand,
Som frygter Naaden meer end Almagts bundne Haand -
Den store Dommens Aand saae paa de gyldne Skaaler;
Og Adams Skaal var tung - nedtrykt af Naadens Straaler. -
Ak! var hans Skaal ey let, om Godhed ey blev ved,
At laane den sin Vægt mod Guds Retfærdighed? -
Hans Hierte deelte sig alt i ulige Deele,
Til Gud og Ewa - Hun tilegner sig det heele -
Men du, o Salige, bed! - storm til Naaden! - raab,
Mod Mørkets sidste Magt og Ondskabs største Haab! -
IRMIEL

O Gud! -

ZEPHON
En mægtig Røst...
220

Man hører en stærk Torden. -

RAPHAEL
Var det ey Dybets Vægter,
Som raabte anden gang paa de fortabte Slægter? -
Den onde hørte det, og saae sin sidste Tid
Og skialv - fortvivlende fordobler han sin Flid. -
IRMIEL
Ak at! -
ZEPHON
Mandinden...
RAPHAEL,
(til Irmiel.) Gaae! - dit Venskab kan forlede
Din Arm - Retfærdighed tillader kun at bede. -
IRMIEL
Min Gud! - min Ven! - min Frygt! -

(Han gaaer af.)

RAPHAEL
Jeg frygter selv at see
Det Slag, som truer - Gud! - Beskierm dit Billede! -
Han gaaer op til den, som har sendt ham; og Michael, hvis Fuldmagt ikke straekker sig videre end til at afvende al Voldsomhed følger umiddelbar efter. - Zephon gaaer til Side. - Mandinden kommer overmaade dybsindig ind paa Skuepladsen. - Isteden for den uskyldige Glæde seer man efterhaanden Lyst, Frygt og andre heftige Lidenskaber afvexie i hendes Geberder. - Hun udtrykker dem nogentid med Suk og andre Bevægelser uden at tale. - Ithuriel, som bliver staaende i Indgangen af Skue-Pladsen er nedslagen og bedrøvet. - Han fæster undertiden sine Øyne paa hende med den ømmeste Kiærlighed; og udtrykker sin Frygt andretider med at holde Haanden for Øynene. - Han vinker ad hende, men hun er for henrykt i sine Tanker til at give agt derpaa. - Naar dette stumme Optrin har varet noget vender hun sig om for at gaae bort, og Ithuriel giver sin Glæde tilkiende derover. - Men hun gaaer strax tilbage igien og siger efter at have betragtet Træet: Det smukke Træe! - maaskee! - ney Ewa! - ney Forræder! -
Det er forgiæves, om du dig i Haabet glæder! -
Jeg skulde glemme Gud! - Skræk! - dig, som skabte mig; -
Som gav mig Siæl og alt - jeg skulde glemme dig! -
Og dog... ney! - Tanke flye!... men det jeg undrer over, 221
Er denne Dristighed - Betænk det, hvad han vover! -
Han frygter ey dens Magt, som truer - Gisninger! -
Hvor fører i mig hen? - O Gud hvad giør jeg her? -
Hun løber forskrækket imod Enden af Skue-Pladsen. - Men hun vender om igien og siger efter nogen Taushed: Den hade mig? - hvorfor? - den synes at befale,
Og raader kun - saa viis - saa yndig er hans Tale. -
Den mørke Majestet - den Høyhed lover meer,
End det mit svage Syn - mit blinde Øye seer. -
Et Bid! - da kiendte jeg den, og utalligt andet. -
Hvem er det? - mueligt - Skræk! - en falden - en forbandet! -
Jeg skielver - seer jeg ey, at selv det stærke Dyr,
Saa snart den nærmer sig, af alle Kræfter flyer? -
Og den! - jeg saae det før - du skialv, saa snart en Torden
Blev hørt fra Bierget - naar en Storm gik over Jorden -
Og neppe skiulte du de Suk, som trængte frem
Af dit beklemte Bryst - Ha! - viid, jeg hørte dem. -
Saa ene af sit Slag - thi hvilken anden Slange
Kan tale tydelig? - Han taler selv om mange -
De smukke Seraphim! - dog - men utidig Frygt! -
Hos Gud - i Mandens Arm kan Ewa slumme trygt. -
Og Godhed - Almagt - Gud, han skulde vel tillade,
At Mordere kom ind og at de kunde skade! -
Jeg veed ja hvad jeg giør - jeg giør kun hvad jeg vil -
Om han kan friste mig, hvad kan han tvinge til? -
Og friste? - raader han, at jeg skal ey adlyde? -
Han viser kun, hvorfor Gud fandt for got at byde. -
Det var min Tvivl - han kom, just da jeg tænkte paa,
Hvorfor den smukke Frugt skal uden Nytte staae. - 222
Han siger sig ja sendt, for bedre at forklare
Det mørke Bud, og den dermed forbundne Fare. -
Maaskee han siger os, hvorledes denne Frugt
Kan smages uden Synd? - hvortil den bliver brugt? -
Her bliver en temmelig lang Pause, i hvilken Ewa stirrer paa den forbudne Frugt. - Hendes Øyne vise tydelig den steds voxende Lyst. - Endelig siger hun som imod sin Villie: Frugt, som behager! - Skræk! - som synes at behage! -
Frugt! - Foden vakkler frem, og Siælen flyer tilbage -
Hvad giør du Ewa? - Flye! - din Skabere forbød -
Dog ey at see... o Skræk! - o tør du see din Død? -
Frygt har omspændt min Siæl - det bange Hierte banker -
Ogbliverkoldt - og døer. - Uordentlige Tanker! -
Hvi flyer du mig min Siæl? - Jeg svimler - Jorden flyer -
Og Soelen skiuler sig bag Dødens tunge Skyer. -
Saa døer jeg da? - Ha du, som var mit Hiertes Glæde,
Lev! - uden mig - men lev! - lev vel! - hold op at græde! -
Ha! -Taarer dræber ey! - jeg er alt død - min Ven,
Og du min Lyst, og du vil dræbe mig igien! -
Forglem mig! - hvilket Ord? - Ney - meer end Dødens Smerte! -
Dit Hierte glemme mig? - før sønderriv dit Hierte! -
Men Gud! - hvor er jeg? - See! - Jeg har ey smagt endnu -
Jeg er uskyldig - Gud! - og du! - hvi dræber du? -
Men jeg har tænkt en Synd - hvad Synd? - kan Tanker dræbe? -
Siæl smag din fulde Lyst! - men rør den ey min Læbe! -
At roese Herrens Træ, det er at prise Gud - 223
Hans Træ! - hvor deiligt? - ak! - hvor yndigt seer det ud? -
Den tause Majestet! - de underlige Kræfter! -
Den Frugt! - hvem saae dets Frugt, og længtes ey derefter? -
Selv Skyggen! - Billede, dig vil jeg kysse, dig! -
Hun bøyer sig virkelig ned, for at omfavne den Skygge, som hun selv tiltroer nogle af Træets forunderlige Kræfter, men paa Zephons Befalning skielver Jorden, og hun springer forskrækket tilbage og siger: Men Skyggen selv er Død - og den vil dræbe mig. -
Ney! - Ney! - han vil det selv. - Til Herrens Helligdomme
Tør intet omgiort Støv, og ingen Skabning komme. -
Og ret! - thi han har skabt - og ham tilhører det -
Frugt! - god til Gud! - og-ak! - for god til Mennisket! -
Hvorfor? - men dristige, du trætte med din Skaber! -
Flye for det mørke Svælg, hvori din Siæl sig taber! -
For Glædens Skygger - Flye! - See dem endnu! - men skielv! -
Flye for din Lyst! - din Skræk! - din Fristelse! - dig selv! -
Er Eden i en Plet? - hist i de brede Skygger,
Hvorunder Nøysomhed hos salig Glæde bygger -
Derhen min Siæl! - derhen at føle tilladt Fryd! -
At høste Frugter af din seyerrige Dyd! -
Min Busk, som leger med de muntre Vestenvinde,
Glæd dig, thi du skal see den levende Mandinde! -
Og see min Salighed, og sige hvislende
Til Vinden: Salighed, og den Uskyldige! -
Men mærk det stille Dal, naar jeg med fulde Læber
Fortæller dig min Strid, og om den Frugt, som dræber! -
Og at jeg var den nær, og saae den og fornam
At Døden kom mig nær; og følte Skræk og Skam! -
Da skal det bange Dyr forsamles - og de spæde, 224
Som mættes af min Haand, skal skynde sig og græde
Og trænge sig i Kreds omkring mig, bævende
Ved hver en rædsom Ting, som havde kundet skee. -
Da skal jeg prise ham, som styrede mit Hierte
Ved Dødens Frugt, at jeg - ak! - at jeg ey begierte. -
Du smigrer dig min Siæl - ney, hør det Dyr og skielv! -
Jeg havde Lysten - men jeg styrede mig selv. -
Da skal i undres Dyr, at jeg kan overvinde
Saa stort et Creatur, som mig - som en Mandinde -
Da - Gud! - men hvilken Roes? - Ney ikke jeg, men Frygt
Har vundet - See, jeg flyer blot for at leve trygt. -
Hvad flyer jeg? - Døden - vel - Men kan det ikke være,
At jeg blind i min Frygt flyer Herlighed og Ære? -
O Ewa, Ewa! - Skræk! - og mørke Gisninger,
Hvor fører i mig hen? - o Gud, hvad giør jeg her? -
Ney Adam! - ved din Arm vil jeg oplede Glæde. -
Der zittrer ey min Fod af Frygt at overtræde -
Der...
Hun er ved Enden af denne sidste Tale kommet imod Udgangen af Skue-Pladsen - men ved det allerulykkeligste Indfald, vender hun sig endnu engang om og siger: Kom du falske Ven, at jeg maae sige dig,
At Adam ene giør Mandinden lykkelig! -
Hvor skiuler du dig? - kom! - prøv, om du kan forføre! -
Du flyer mig - Nedrige! - kom! - at jeg ret maae høre;
Hvorvit...
Forføreren har længe ventet efter dette Øyeblik. - Han har adskillige gange viist sig i Indgangen af Skue-Pladsen; men Ithuriels Bøn har holdt ham tilbage, saalænge Mandinden selv ikke kaldte ham. - Nu bliver han denne salige Forbedere for stærk; og kommer ind i Skikkelse af en prægtig-skinnende, majestetisk, opretgaaende, os ubekiendt Slange, omtrænt som Ægypternes Serapis, eller Philisternes Dagon. (*) Han siger det efterfølgende med en forestilt
* 225
Koldsindighed. - Uagtet al den Behiertighed, som hans Ondskab hielper ham i at antage, viser han dog af og til, at han meget vel fø er Herrens Rædsel, sin tilstundende Dom og Obaddons Nærværelse. - Han siger endnu i Indgangen: Du kalder mig -
EWA
Ha! - Ney! -
SATAN
Din høye Røst -
Din Graad Mandinde...
EWA
Flye! -
SATAN
Men du begierte Trøst. -
* 226
EWA
Ja - jeg behøver den - men ey af dig Forræder! -
SATAN
Jeg? - Vel! -

(han lader, som han vil gaae.)

EWA
Bliv! -
SATAN
Og hvorfor? -
EWA
Ak! -
SATAN
Salige, du græder! -
* * * 227
EWA
Ak! -
SATAN
At beklage sig i slig Lyksalighed! -
EWA
Ret! - falske! -
SATAN
Men jeg gaaer - din Glæde...
EWA
Ret! - Bliv ved! -
SATAN
Hvad kan du ønske meer? - fornøyet - mæt og roelig,
I Adams kiælne Arm - i en bevogtet Boelig -
* 228
Tryg - ey at tale om den Friehed som du har,
At see...
EWA
Men...
SATAN
Siig mig en, som meer lyksalig var! -
EWA
Jeg kiender ey - for blind...
SATAN
Vel -
EWA
Vel? -
SATAN
Hvo kan udgrunde
Al-Godheds Dyb? -
EWA
Heri? -
SATAN
Blind kan du ey misunde. -
Du ønsker ikke Ting, hvoraf du intet veed -
Fornøyet...
EWA

Men et Dyr har samme Salighed. -

SATAN
Og er du meer? -
EWA
Ha! - viid! - Jeg hersker over Jorden. -
SATAN
Og frygter for et Træ, og zittrer for en Torden? -
EWA
Jeg? - men jeg frygter kun, at giøre Gud imod,
Og at fortørne den, som selv er evig god. -
* 229
SATAN
Ret! - Gud er evig god - naar troer du at han taber
Sin Evighed, sig selv, sit Væsens Egenskaber? -
EWA
Gud! - han forandres ey -
SATAN
Og om han dræbte dig,
Da var det Godhed? -
EWA
Ney - men vil han dræbe mig? -
SATAN
Dog troer du, at han kan. -
EWA
Om jeg uskiønsom rører;
Da...
SATAN
Han bør takke dig, at han ey selv ophører! -
Thi, sæt, det faldt dig ind, at handle mod hans Bud,
Da holdt hans Godhed op - du kan forandre Gud! -
EWA
At synde...
SATAN
Kald det Synd! - men kan din Feyl forlede
Den Viiseste til Harm, og Godhed selv til Vrede? -
En vigtig Ting - en Frugt opirre Skaberen! -
Som om hans Tab var stort, ifald du smagte den! -
Han byder: Smag den ey! - vel! - Han har Ret at byde -
Han skabte dig -
EWA
Og jeg? -
SATAN
En Sclave bør adlyde! -
EWA
En Sclave? -
SATAN
Tvang og Frygt blev aldrig kiendt af Frie. -
Men frygt ham! - mon jeg vil forhindre dig deri? - 230
Kun dette har jeg sagt, at frelse Himlens Ære. -
Han vil ey dræbe dig - men adlydt vil han være. -
EWA
Han truer dog med Død. -
SATAN
Men veedst du hvad det er,
At døe? -
EWA
Da holdt vi op at være...
SATAN
Mennisker. -
Hvorledes slettes ud? - Kan Lyset andet føde, End Lys? -
EWA
Ney. -
SATAN
Og en Gud frembringe Ting, som døde? -
Meer - din indblæste Siæl? -
EWA
Er Herrens -
SATAN
og en deel
Af Gud skal kunde døe! - hvad om han døde heel? -
EWA
Jeg svimler...
SATAN
Kundskabs Frugt oplyse Siælens Øye,
Og slukke Siælens Lys! -
EWA
Hvor tungt at sammenføye? -
SATAN
Den viser got og ont, og hvem ifald du døer? -
EWA
Tvivl! - Gud! - hvad giør jeg? - svar! -
SATAN
Adlyde, som du bør. -
Om... men jeg tier -
EWA
Tael! -
231
SATAN
Ney! - Himmelen og Jorden
Har Viisdom givet Lov, og foreskrevet Orden. -
Bemærk, at Skabningen opstiger Led fra Led,
Fra Støv til dig - Fra dig... men
EWA
Og hvortil? - Bliv ved! -
SATAN
Betænk, om alle Dyr vil fordre Guddoms Ære;
Om hver en Træl staaer op, og selv vil adlydt være;
Om... Evigheden selv blev snart ukiendelig
Blant Skabte! frist mig ey! - det er for høyt for dig. -
EWA
O grumme Ven! - Jeg var lyksalig - nøysom - roelig -
Jeg sov i Mandens Arm - og Glæden var min Boelig -
Og du kan dræbe mig? - du kalder dig min Ven -
SATAN
Jeg dræbe? - See din Død, og frygt dig kun for den! -
EWA
Du spotter! - ak min Gud! - du elsker mig! - min Fader,
Du elsker mig! - og jeg - jeg troe det, at du hader? -
Kan Almagt frygte sig? - og kan Al-Godhed selv
Misunde? - ney Tyran! - ney Siæl! - ney Hierte skielv! -
Gud lyve! - Gud for mig! - hvorledes kan han sige,
At den er dødelig? -
SATAN
Han taaler ingen Lige. -
EWA
Og du som veed det ey: Han skabte Mennisket
Sig lig - Et Billede paa Herren kaldes det. -
232
SATAN
Men du som ligner den, der overseer det Høye;
Hvad fattes da dit Syn? - hvad skiules for dit øye? -
EWA
O Gud! - o Ven! - o Lyst! - o mørke Gisninger,
Hvor fører i mig hen? - o Gud! - hvad giør jeg her? -
Hun gaaer nogle Skrit tilbage, men bliver strax staaende og siger: Men, om jeg blev en Gud! - mon den Algode vilde
Misunde mig? - og vil min Skabere mig ilde? -
Ney, ney han er min Ven -
SATAN
Men han er evig god -
Og al Fuldkommenhed er stridig derimod,
Thi mod Utrængende kan ingen Godhed vises. -
EWA
Ha, skabte han en Frugt, og frygter at den spises? -
SATAN
At forekomme Ting, hvis Grund er evig lagt
I Almagts Væsen selv, det overgaaer hans Magt. -
Der findes Skabninger, som af sig selv frembryde,
Som af hans Overflod altid nødvendig flyde -
Han skaber Ting af Valg - men andre føder han,
Ved Almagts Virksomhed, som ey forandres kan. -
Sæt Soelen uden Ild! - lad Træet forebygge,
At det ey nu, som før blev Aarsag til en Skygge! -
EWA
Ak! -
SATAN
Har du seet den Sæd, som Cedren kaster ned,
Hvor den meddeeler Støv sit eget Væsen ved? -
EWA
Ja -
SATAN
Viid da! - Herrens Træ... men ney! - jeg vil bedrage
Jeg vil forføre dig -
233
EWA
Siig Ven! - siig tør jeg smage? -