Ewald, Johannes DET FØRSTE OPTRIN

DET FØRSTE OPTRIN

RUDE OG ALUILDE

RUDE

Nei!... Jeg kan ikke sige hvorledes... men jeg kunde ikke blive der længere... Dog maaskee det var bedre, om jeg blev... Men den Formodning er ubillig... Jeg kunde ikke faae Biarke i Tale. Kunde jeg kun komme til at tale med Biarke... Nei... Saaledes slog mit Hierte ikke siden den forskrekkelige Time, da Agner... O I Guder...

ALUILDE

Tillad mig, ædle Rude...

RUDE

Aldrig glemmer jeg, hvorledes mit Bryst... den gang... var beklemt... da jeg nu havde rakt ham hans Høthing Aluilde... Og han smilende trykte min Haand til Afskeed... Erindrer du dig Heltens Mine Aluilde?...

ALUILDE

Den var stolt, som Biarkes... Munter som Einheriarnes, naar de gaae til Bords i Valhal.

RUDE

Ikke var hans Øine røde, ikke heller var hans Aarer opsvulmede til Kamp... Det var...

ALUILDE

Kongen venter...

RUDE

Det var til evig Afsked... Og den ædle Mands sidste Ord... Du hørte hans sidste Ord...

ALUILDE

Falder jeg, sagde denne Høihiertede, da skal Odin Valfaudr sende mig en Valkyrie, som ligner

* 277

min Rude... Men du Frigga, bøi hendes Hierte til den dydige Biarke.

RUDE

Og da han havde sagt dette, gik han hastig bort i Kamp med den stærke Biarke... Den ædle!... Han flyede for sin Bruds Taarer og for hendes udstrakte Armer... Længe efterat han var borte, stod jeg endnu med udstrakte Arme... Jeg stod som følesløs... og vidste ikke at jeg græd...

ALUILDE

Beste Fyrstinde!...

RUDE

Men endda slog mit Hierte ikke saa høit... Jeg fandt ikke den Angst, jeg finder nu, førend da Kiemperne med et blev tause... Thi da fornam jeg, at det gik for sig... Du saae med hvilken Uroelighed jeg hvert Øieblik løb hen for at see... og stod rystende ved Døren. Men jeg torde ikke lukke den op for at see... Da svulmede mit Bryst saa høit, som det svulmer nu... Jeg hadede ikke Biarke... Hvorledes kan jeg have hadet ham nogentid, da jeg elsker ham nu?... Han havde alt længe min Høiagtelse... Hvor tit forbandede jeg ikke den Uværdige, som gav Anledning til Tvedragt, imellem ham og Agner... imellem de to ypperste, de beste Mænd?... Dog, mine Bønner... Alfader du vedst, at mine Bønner og mine Løfter var for Agner... Men min Frygt, og1) dette, dette var imod ham... Hvert Øieblik saae jeg i skrekkende Billeder den døende Brudgom... Det isnede i mig... Jeg følte det grusomme Hug, førend Leyre Kiemper raabte: Ak Agner!...

ALUILDE

Ædleste, beste Fyrstinde!...

RUDE

Hvad vil du?... tael!...

* 278
ALUILDE

Længe hører jeg paa dig med Forundring... Saa stor en Dag var ikke paa Leyre siden Hiartvars og Skuldes Bryllups-Fest. Overalt udbreder Rolf sin Glæde over deres uformodentlige Ankomst... Hvor man kommer, høres Frydeskrig... Og Kongens Søster, den muntre Rude, søger Eensomhed, og taler om forglemt Sorg... og Anelser...

RUDE

Ingen forglemt Sorg Aluilde!... Den er ikke forglemt... Min Biarke har ikke glemt den... Han er fra den Dag tungsindet, og elsker eensomme Stæder... Vi græde ofte med hverandre over Agner... Og er det ikke i Morgen, at min Biarke og jeg gaae hen for at opfylde vort aarlige Løfte ved Agners Høi... Den Dag er os hellig... Og den var os altid meer velkommen, end noget af Rolfs Giestebude... Men...

ALUILDE

Denne Uroelighed er dig dog usædvanlig...

RUDE

Jeg veed ikke, hvorfor jeg længes saa inderlig efter at græde ved Agners Høi... Denne Nat... er mørk og skummel Aluilde...Var den forbi!... men min Frygt... Denne Angest... er maaskee ugrundet...

ALUILDE

Og hvad har kundet opvække Frygt hos den høihiertede Rude?...

RUDE

Hos mig?... Jeg kan feile... men... Jeg kan ikke sige dig det Aluilde...1)

ALUILDE

Udøs dit Hierte for den, som du altid har værdiget din Fortroelighed!... Siig mig!... Hvad grunder du paa?

RUDE

Jeg tænkte paa Uluilde Haddings Dotter,

* 279

hvorledes hun forførte sine Mænd til Utroeskab mod deres Konge... den stolte!...

ALUILDE

Hvilken Mistanke forraade disse Forestillinger! ... Men Skulde!... Det kan jeg aldrig troe... og blev ikke Hiartvar altid holdt for en god Mand i Kongens Gaard?... Endog førend Rolf gav ham Sverrig og sin Søster?... Skulde han kunde glemme saa store Velgierninger?... det er umueligt... Og er det ikke et stort Tegn paa Ydmyghed og Troeskab, at de selv bringe den aarlige Skat.

RUDE

Det synes i det mindste saaledes... Men Hiartvar er ung... veedst du og, om hans Dyd er hærdet nok til at imodstaae Stoltheds Fristelser?... og Kierlighed?... Kierlighed er tyrannisk over unge Hierter, Aluilde!...

ALUILDE

Men Skulde er hans Gemal, og...

RUDE

Har du seet Skibene?... Dem, som han skal have bragt Skatten paa?... Hvorledes see de ud?...

ALUILDE

Viggo har seet dem... Han siger, de ere lange, som Vitthes den Friislænders, og som Sachsernes Skibe... Men ilde har Hiartvar forseet sig med Folk, om han blev overfaldet af Søerøvere, eller om en Storm reiser sig, naar han kommer ud af Isse-Fiord... Nogle faa ubevæbnede Drenge gaae omkring paa Dekket...

RUDE

Ere de lystige?... Raabe de?...

ALUILDE

Viggo bemærkede, at de var overmaade tause.

RUDE

Ha!... Hiartvar og hans Kiemper ere og tause 280 ... Og den skarpsindige Viggo sluttede sig til intet deraf, at de vare saa tause i denne almindelige Glæde?... Aluilde?...

ALUILDE

Viggo tænker kun lidet i Dag... Jeg har aldrig seet ham saa lystig...

RUDE

Glæden har giort dem alle drukne... rasende... Imidlertid er ingen betænkt paa Kongens Sikker- hed, om noget skulde forefalde,.. Ingen... Ingen ... Som om det var umueligt at noget kunde forefalde. Som om Guderne havde tilsoeret os en evig Fred... Saa ubekymrede, saa trygge, saa søvnige har jeg aldrig seet Rolfs Kiemper... og Rolf!... han er selv mindst betænkt paa sin Sikkerhed... Hvad giorde han, da du gik ud af Salen for at lede om mig?...

ALUILDE

Han heldede sit Hoved fortroeligt op til den unge Hiartvar; og sagde ham ofte noget i Øret... Beggerne staae sielden stille...

RUDE

Ha!... Skulde var meget begierlig efter den Ære at fylde Beggerne for Fyrsterne i Dag... Jeg vilde ikke være hende imod... Hun var altid meer høihierted end jeg... Men... Nøder hun Kongen til at drikke, eller begierer han?

ALUILDE

Kort førend Kongen savnede dig, befalede hun Uffe Skiald, at synge Atisle Hothbrods Søns Sang... Kongen udtømmede tre Beggere til hans Erindring, og vilde at den skulde gaae omkring til alle Giesterne... Ingen af vore Kiemper vegrede sig...

RUDE

Men Hiartvars tog sig vel i agt... Loke i Udgaard, eller en anden af Gudernes Fiender, har opfundet den Sædvane, at vise sin Glæde over en stor

281

Handling, ved at giøre sig uskikket til alle andre... Hiartvar, sagde du, og hans Kiemper vilde ikke udtømme de tre Beggere?...

ALUILDE

Hiartvar... men det vil jeg fortælle dig siden... Men der var den unge Hagbarth... Han sagde høit, at Atisle havde været hans eedsorne Ven, og at det ikke var ved Beggerne, at han vilde erindre sig hans ynkelige Død... Det gav en stor Opmerksomhed i Gieste-Salen... Men Skate tog Ordet, den ærværdige aldrende Kiempe, som er saa viis og fyndig i alt, hvad han siger, han, som sidder næst ved Hagbarth... Han sagde, at Atisles Fald var Seierherrens Lykke, og at man destofør burde undskylde Hagbarth, da det endog syntes, at være en uædel Skik, at glæde sig over sine døde Fienders Vanheld... Kongen og Biarke roeste ham for denne Tale, og saae til hinanden; men Hialte sprang op som en afsindig og omfavnede den unge Hagbarth...

RUDE

Der er noget indtagende i disse to Kiemperes Mine... En vis Høihed, især hos den yngste... Jeg veed ikke... men de afnødede mig strax en Beundring, som nærmede sig til Ærbødighed...

ALUILDE

Da du siger saa meget, tør jeg legge til, at Hiartvar seer ud imod dem, som en Almues Mand... Ikke handlede han forsigtig, da han tog dem i sit Følge.

RUDE

Velsigned være Hiartvar, for det Indfald, at han tog dem med... Ak!... at alt hans Følge lignede disse!... Den Aabenhiertighed, den Ærlighed, som skinner ud af deres Øine, forjager al Mistanke... Der er ikke den skumle, den krybende Mine, som... Men du vilde fortælle noget om Hiartvar...

ALUILDE

Det var om Atisles Erindring... Han havde før

282

altid fundet paa en Undskyldning, naar Beggerne gik omkring; men den gang kunde han neppe bie til Kongen havde drukket... Det fortrød Hialte... Han sagde, at det tilkommer Biarke, som havde vundet Seieren og vovet sit Liv mod Atisle, at erindre det, førend den, der havde sovet sig til Frugterne deraf... Du veedst, at Hialte brænder af Venskab til din Mand, og nu har desuden Viinen giort ham ubetænksom.

RUDE

Hvorledes tog Kongen det?

ALUILDE

I Begyndelsen enten hørte han det ikke, eller lod, som han ikke hørte det... Men Hialte blev meer og meer høirøsted; og havde Biarke ikke selv tilsidst sat ham temmelig haardt til rette, skulde vi have hørt en underlig Leg. Der mumledes om blant Giesterne, at han havde skieldet... Jeg hørte det ikke... og i det samme begyndte Skulde at synge en ny Sang til Urses Ære, hvorledes hun foragtede Guldet...

RUDE

Og Kongen igien?...

ALUILDE

Som du let kan begribe... Du veedst, hvor høit han elsker sin Moder...

RUDE

Aluilde!... Ha!... Det er aldrig rigtigt Aluilde! ... Gaae, og siig til Kongen... Nei, til Biarke... Hvisk til Biarke, at han sniger sig bort fra Giestebudet, og tager Hialte med sig og Viggo!... til mig ... Gaae snart og bring dem til mig... Snart!.. det er yderst magtpaaliggende, og hvert Øieblik er kostbart1)... Skulde, Skulde!... Jeg kiender din umættelige Stolthed... Og dine sidste Ord... Jeg hørte kun de sidste Ord, af din

* 283

fulde Samtale med Hiartvar... Din Forvirrelse da du blev mig vaer... Hiartvars uroelige, skumle, frygtsomme Mine... Alt dette... Jeg maae have Oplysning derom... Venskab... Velgierninger... Blod... Naturens Røst... Den største Utaknemmelighed!... hvilken forvirred Sammenhæng!... Og Hiartvar, som burde skamme sig, om han frygtede for at herske!... Ha Troeløse!... Han frygter sig dog endnu. For at overtræde de helligste Pligter frygter han sig maaskee endnu... Men du, du laver dig til, at udøse Broderens Blod, og frygter dig ikke... ikke for de retfærdige, de straffende Guder... ikke for dig selv!... Og hvad skulde de mange bevæbnede Kiemper sige, som hun talte om?... mod nogle overvældede, sovende, Vaabenløse?... Ha!. overvældede og vaabenløse!... Men Hiartvar har dog ikke saa mange bevæbnede Kiemper... Biarke, Biarke, hvor bliver du?... Du fandt dog ellers meer Fornøielse i din Rudes Selskab... i at tale om Guderne og om Dydens Magt... med din Rude... end i den sværmende Støi... af Rasende... Men i Dag... Det er Skiebnens Magt... Det er Gudernes Hævn1)... Viggo! ... Hvor blive de andre?... Hans Øine staae stive ... Han har ladet sig overvinde af sin Konges Glæde, den forstandige Viggo!...