DET FØRSTE OPTRIN
HOTHER OG GEVAR
- ✂
- HOTHER
-
Det er nu ti Vintre viise Gevar, siden jeg tvang den lodne Vildmand til at give mig dette Sværd.. Ikke gav han mig det med sin gode Villie.. Jeg erindrer mig endnu, hvor længe han vred sig og sprellede imellem mine Arme.. hvorledes han græd, og hvor mange Udflugter han søgte, men da han saae, at det var forgieves, og jeg nu havde Mimming i min Haand, tudede han, som en gammel Ulv, rev sig i Skiegget og flyede ind i Skoven.. det er, som om jeg endnu hører, hvorledes han hylede længere og længere borte imellem Fieldene, indtil Lyden af hans Skrig forsvandt i den græsseligste Storm som de Findlandske Trolde nogen Tid har opvakt.. Fra den Dag af er jeg bekiendt med Krig og Orlog.. Døden er mig ikke fremmed, og jeg har seet blodige Optrin, uden at rympe Øienbrynene.. Alfader har givet Guderne Magt til at giøre Hother lyksalig; men Thor selv, har intet, som kan forskrække ham.. Saaledes tænkte jeg i gaaer, viise Gevar..
- ✂
- GEVAR
-
Altings viise Bestyrer finder for got undertiden at erindre os om, at vi ere Mennesker. Støv under Pandseret og Kobber-Hielmen.. Støv i Guld og i
- ✂
-
Skindene af de hvideste Hermeliner. Men jeg giver dig ret.. Naturen selv maatte gyse, da Dagbrækningen viste denne Nats Afskyeligheder.. den uforsagteste og den graaehærdede Helt bør skielve for det, som er modbydeligt for Menneskeligheden...
- ✂
- HOTHER
-
Trehundrede af de kiekkeste Kiemper!.. den ringeste af dem, stolt som en Konge-Søn, og modig som den, der fegter for Dyden selv!.. Man seer endnu den høie Mine i deres Ansigt, hvormed de foragtede Døden og deres Mordere.. Men bemerkede du ikke, Gevar.. den vilde Glæde, det halv fortvivlede Mod, som havde efterladt sig stærke Træk i de faae bevæbnedes Ansigter?.. og om disse er man vis paa at finde en Ring af Fiender, som de har sendt for sig til Valhal.. Ha! til Niflsheim ere Forræderne sendte.. Nogle udmerkede sig ved Mængden af dem de havde dræbt, og disse ere uden Tvivl de, som har vidst, at deres Konge var død..
- ✂
- GEVAR
-
Jeg sagde dig det, at de Danskes Troeskab har neppe sin Lige.. Og Rolf fortiente at herske over de Danske.
- ✂
- HOTHER
-
Det er en Triumpf for Lasterne, naar en dydig døer.. Men saa mange!.. Alle, alle disse troe.. disse ædle!.. I Gaar endnu.. i Gaar betroede de sig til Glæden, og frygtede for den blotte Mistanke, at der kunde være en Forræder i Rolfs Gieste-Sal. Nu rinder deres Blod igiennem Gaderne.. Thi de to.. de to ædleste af dem alle ligge nu vel og.. udstrakte paa Dynger af deres Konges Mordere..
- ✂
- GEVAR
-
Levede de endnu Biarke og Hialte, da du kom tilbage fra Fiorden?..
- ✂
- HOTHER
-
Bedekkede med Saar, uden Skiold og Hielm, stod de endnu som to høie Taarne, der true den
- ✂
-
langt omkring dem sværmende Almue med deres Fald.. Og var det kun faae, som dristede sig til at komme dem nær.. Men jeg kunde høre det, især paa min Hialtes Hug, at hans Arm begyndte at blive mat.. de raabte endnu høit til hinanden, og erindrede sig indbyrdes om Rolfs Dyder og hans Død..
- ✂
- GEVAR
-
Ved Odin, en god Konge er først lykkelig efter sin Død..
- ✂
- HOTHER
-
Rørende var det at see, hvorledes Rude understyttede sin Biarke, og snart bødede for ham med sit Skiold, snart opmuntrede ham med Ord, naar han begyndte at lade Armene synke.. den ædle Rude, jeg kunde see, at en usædvanlig Ild rasede i hendes fromme Øine, naar hun talte.. Ved min Hialtes Fødder laae en død Skioldmøe som jeg ikke kiendte.. Men Aluilde.. hende, som er saa bekiendt for Viisdom, Sagfmodighed, og især for det mageløse Venskab med Rude.. hun anfaldt som en rasende alle dem hun kunde overkomme, og søgte, som det lod, kun at opirre en til at dræbe sig.. Guderne veed, at om disse ædle falde, er det ikke min Skyld.. heller ikke Hiartvars.. Han har ofte nok ladet dem tilraabe Fred og Venskab.. Men dermed opirrer han dem kun.. Jeg raabte og .. men jeg vilde ikke gaae nær, for ei at fortørne min Hialte.. Han blev mig vaer, og saae smilende til mig, uden at svare.. Himmel, og jeg troede at finde Foragt i hans Smiil.. Hvor bittert.. hvor evig smerteligt var det mig, om min Hialte skulde foragte mig i sin Død!
- ✂
- GEVAR
-
Foragte dig?.. Nei min Hother.. det udvortes Skin kan opirre Helten, til at dræbe sin Ven.. til at støde Sværdet i det Bryst, som var ham kierere, end hans eget.. men til at foragte sin Ven, hører hundrede Aars Overbevisning.. den blinde
- ✂
-
Tilbøielighed, som hastig kan falde ned til Foragt, fortiente aldrig Navn af Venskab.. og giør han det, da være det dig en fuldkommen Trøst, at du ikke foragter dig selv.. Men det, som jeg vilde tale med dig om.. Forundrer du dig ikke over den pludselige Forandring hos din Raadgiver?.. I Nat endnu lavede jeg alting til Flugt, og nu lader jeg Asmund holde vore Folk i Beredskab til Landgang.
- ✂
- HOTHER
-
Jeg glemte at forundre mig derover, da jeg saae dem, som i gaaer rustede sig til mange Aars Glæde, nu ligge udstrakte.. døde.
- ✂
- GEVAR
-
Men Skulde er blant de døde, og dette retfærdiggiør mine nye Hensigter. Hiartvar har nu ikke det mindste Skin af Ret til den danske Throne, og han er vist den sidste, som disse saa høit fornærmede vil adlyde.. Biarke, endskiønt nærmere og elsket af sine Landsmænd, er intet uden Rudes Mand.. om han er.. Du er Svanvides Sønnesøn, den næste Arving til Undersaatter, som vil tage imod dig med Glæde, naar de høre dig nævne. Mon nogen vil betænke sig et Øieblik paa at vælge imellem Hiartvar og Hother?..
- ✂
- HOTHER
-
Du smigrer mig?.. Men forlad mig!.. Jeg kan ikke lukke Øiet i for saa indtagende Billeder.. Skygger som Gevar viser mig.. det er sandt, det overgik altid mit største Haab.. men et Kongerige .. Danmark.. at deele med min Nanna.. det kan fortiene Betragtninger, om det og var umueligt.
- ✂
- GEVAR
-
Og hvorfor umueligt?.. de faa overblevne udmattede Svenske kan dog ikke forskrække dig?.. Vore Normænd ere muntre og stærke og gaae i Ilden for deres Konge.
- ✂
- HOTHER
-
Hiartvar er ikke den Mand, som jeg kan frygte for; men det Fiendskab, som var imellem Helge og min Fader... det Had, som Rolf bar til Atisle..
- ✂
- GEVAR
-
Det kan ikke veie op mod det Had, som de Danske maae bære til Hiartvar.. En ubekiendt.. en utaknemmelig.. besmitted med sin og deres Konges Blod.. Før skulde de søge sig en Regent blant Nithers Afkom.. Men.. skiønt de fleste maaskee vil troe, at du har Deel i dette.. er det dog og bekiendt, hvor høit du er fornærmet; og desuden.. her maae jeg sige dig det.. retfærdiggiør dit Navn dig, og man vil ikke tiltænke dig noget uædelt.. og desuden synges allerede om dine Bedrifter, ved alle Giestebude i Norden.. og desuden er du af Dans Afkom..
- ✂
- HOTHER
-
Jeg overlader mig til dig, min Fader..
- ✂
- GEVAR
-
Gunde giør dig allerede bekiendt blant de faa Indbyggere, som denne Nat kan have levnet i Leyre. Asmund venter paa mit Vink, at sætte Folkene i Land. Da skal du tale høit til Hiartvar; og væ ham om han betænker sig paa at flye..l) Vi ere maaskee bemærkede.. Tiden vil lære det øvrige, Hother..
- ✂
- HOTHER
-
De leve!.. det er vore to Helte, som komme understyttede af deres Valkyrier..2) hvilket Syn!..
- ✂
- GEVAR
-
Du vil ikke, at din Hialte skal see dig!3)