↩

En gammel erfaren Statsmands

politiske

tienlige til den grandseende Publici

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

— — — Tam cernis acutum.

Qvam, aut Aqvila, aut Serpens Epidaurus.

En Muldvarp kan om Solen dømme, Den Blinde Farvens Glands berømme; Min Ven du siger nei!

Men at du Statens Grund kan vide Og dømme rigtigt i Utide,

Det troer jeg heller ei.

3

Vi leve i en Tidsalder, da Statskyndigheden virkelig er blevet en Epidemisk smitsom Sygdom, og her regierer virkelig iblant os en Slags Politisk Pest.

Denne Pest yttrer sig ei paa samme Maade som den Almindelige, den er ei heller dødelig, men ligesaa smitsom.

Denne Pest forvolder allene frekke Phantasier i Hiernen, og en Slags Beskadigelse paa Synet, som forvolder, at det fiirkantede synes rundt, og det runde fiirkantet.

Denne Pest har længe været bekient i Verden, og man troer den har taget mærkelig til, siden det bekiendte Parisiske Blodbad. Den grasserede gruelig i Frankerig, under de be-

4

kiendte Liguer, i Engeland giorde den de Thorys og Wighs rasende, i Holland brød den engang ud i Pletter af Oranie Coleur, og jevnlig huserer den i Tydskland.

Nu er den endelig kommen til Dannemark, efter at den først har passeret Sverrig, hvor den sadte sig dels i Møsserne, deels i Hatterne; men da disse bleve gallonerede, og hine afløftede, ophørte den igien.

Naar har man nogensinde hørt det danske Folk raisonere saa meget om Statssager, som i nærværende Periode? Alle Mennesker ere dybsindige og svangre med politiske Fostre, alle Forsamlinger ere Conseiler, hvor Statssager afgiøres, neppe gaaer en Spækhøkker til Torvs, at kiøbe en Fleskeskinke, uden han viser en dyb politisk Mine, og jeg synes ret at kunde læse af Physionomiet, at der i saadan en Skindpels boer en heel Machiavell.

Dette er ei andet end en blot Enthusiasme; man veed hvad den i en Stat kan udrette, det gamle Rom er Beviis nok derpaa, det blomstrede og blev mægtigt, blot ved Enthusiasme, der var dens Virkning god, men ofte er den meget skadelig, og

5

saadan en politisk Enthusiasme, som for nærværende yttrer sig her, er aldeles utienlig. Man maae stræbe at standse den, men jeg tilstaaer det er vanskeligt; thi Sinds Svagheder at curere, er sielden i den kyndigste Læges Magt.

Jeg vil forsøge hvad jeg kan udrette, og ifald det lykkes mig, troer jeg at jeg giør mig meget forrient af mine Landsmænd og paa Videnskabernes Liste optegnes som en politisk Æsculap.

Jeg er meget for at bruge milde og taalelige Midler, i Følge deraf vil jeg helbrede mine Medborgere allene med et Par Brillers Brug. Det bliver nok nødvendig at jeg i Forveien beskriver disse Brillers Egenskab. Man maae ingenlunde troe, at de ere af den Art som Hr. L** sympatethiske Ringe; nei, intet mindre; de ere af en politisk Beskaffenhed. — — Politiske Briller? ha, ha! vil nogen sige. Ja hvorfore ikke, ligesaa vel politiske Briller, som magnetiske Steene for Tandpine.

Jeg vil kun berette noget af deres Beskaffenhed, og lade Publikum selv dømme om det øvrige.

6

Jeg er en meget gammel Mand, som har kiendt Staten i de Dage da vore nyebagede og nuværende selvgiorte Statsmænd ei engang kunde binde deres Buxer.

Ved at stirre og gloe meget paa Statens Sager, bleve mine Øine svage; thi det buntede er altid meget skadelig for Øinene, men hvad kan være mere buntet og broget end Stats-Maximer? I en lang Tid kunde jeg ei see noget, saa daarlige vare mine Øine, endelig forærede en god Ven mig et par Briller, som igien hialp mig til mit politiske Syn, med den Fordeel, at jeg saae ti Gange bedre end før.

Ved Hielp af disse Briller, saae jeg i den bekiendte Blegdams Krig, at der blev slet intet af; at Peder Czar den Tredie vist nok kom i Fælden; at Kongen af Preussen i den sidste Krig stod sig got; at L***** tog de Franske om Næsen i Hanover; at Engeland ei rettelig førte sig til Nytte sin Seier i sidste Krig; at de Forordninger som udkom i S******** Tid ei kunde blive længe ved Magt, og Utallige flere Ting, som ville

7

blive alt for vitløftige at opregne. Hvorledes jeg ved mine Briller kan see alt dette, skal jeg paa det sidste Blad forklare.

Disse Briller vil jeg nu udlaane at sætte paa Publici Næse, for igien at giøre det retseende.

Skulde det falde nogen ind at spørge, om Publicum har en Næse, som kan sættes Briller paa? Da svarer jeg, ja det forstaaer sig selv. Exempler bevise det; sadte ikke Cromvel Briller paa hele Engellands Næse, da han blev Protector? sadte ikke Jan Lau dem paa halve Europæ Næse, da han solgte missisippiske Actier? Beviser ei den daglige Erfarenhed hvor ofte Publicum sættes Briller paa Næsen, snart af en Markskriger, snart af en missisippisk Entrepreneur?

Jeg er forsikkret at manges Næse svier i Dag den Dag af de Briller en og anden har sadt samme got Folk paa.

8

Det bliver altsaa en afgiort Sandhed, at et hvert Publikum har en Næse, ja, stundom en lang Næse, som der baade kan sættes og virkelig bliver sat Briller paa.

Men et andet Spørsmaal bliver det, om man og bør sætte Publikum Briller paa Næsen?

Jeg nægter ei, at denne Knude er meget vanskelig at løse, ja den kan give den beste Politicus ligesaa meget at bestille, som Cirkelens Qvadratur kan give en Mathematicus.

Jeg drister mig ingenlunde til at sige, at jeg tilgavns kan sige hvad jeg i dette. Tilfælde tænker, og er da min Mening denne: I alle de Sager som angaae allene den borgerlige Vandel indbyrdes, naar man betragter en Republiqve i sin egen indvortes Forfatning, uden for den Sammenhæng den kan have med andre Stater, er det høist billigt at sætte Pnblikum Briller paa.

9

Ifald man derfore, for Exempel Skyld, vilde med adskillige glimrende Grunde overtale Publikum til at understøtte et eller andet Anlæg, og allene vise dem den fordeelagtige, men omhyggelig skiule den skadelige og betyngende Deel, da var det Uret, i Følge heraf, bør ingen Stand eller Mand sættes Briller paa, i alt det som angaaer hans Indkomster eller Udgifter, dens Forandring eller Indskrænkelse, dens Gevinst eller Forliis; alle saadanne Briller ere utilbørlige, de maa være slebne, dannede og indfattede, saa kunstigen, net og glimrende, som de vil og kan, det er dog et publiqve Bedrag, og alt det Bedrag som fører Skade med for nogen, er lastværdig. I saadan Tilfælde bør man aldrig sige andet end man mener, aldrig love mere end man virkelig agter at holde, aldrig give en Ting et Navn, som lover noget større, end det Sagen just indeholder.

Jeg vil oplyse med et Exempel, om jeg var en Hververe, og for at lokke Folk til mig, engagerede dem under Navn af Underofficerer, og de kun bleve Musqveteers,

10

eller om jeg antog dem under Navn af Husarer, og de kun bleve Dragoner, da bedrog jeg dem jo ved at give den Stand de gik ind i et Navn som ei egentlig tilkom den og saaledes sadte jeg de Anhvervede Briller paa, derimod naar jeg gav enhver Ting sit rette Navn, saa havde ingen noget at beklage sig over; thi naar jeg ingen Forbeholdenheder, ingen Tvetydighed fremsætter i en Kontract, saa kan jeg med en god Samvittighed æske dens Opfyldelse af enhver, som frivillig indtræder i den.

Betragter jeg derimod Publikum i Sammenhæng med andre Stater, og seer paa de Handlinger som kan være imellem det ene og andet Folkes Overhoved. Kort, naar jeg betragter Stats-Affaires, saadanne som have Indflydelse i den høie og fine Politiqve, saa finder jeg mange Tilfælde, hvori man virkelig kan og bør sætte Publikum Briller paa.

Aarsagen er denne: Et hvert Folk har et Overhoved, som det engang har betroet sin Bestyrelse, sin Magt og Velfærds

11

Befordring. Enten dette Overhoved bestaaer af en eller flere Personer, kan være ligemeget, nok er det, Regieringen bør afgiøre og beslutte alle Folkets Handlinger med andre Nationer, i alt det som angaaer det Almindelige. Naar nu Regieringen, eller Regenten lænker sine Hensigter og deres Iværksættelse saaledes, at Øiemeedet, nemlig Statens sande Vel opnaaes, saa er og bør det være Publikum ligemeget, paa hvad Maade det skeer.

Naar jeg antager en Kunstner til at iværksætte et eller andet betydeligt for mig, saa kan jeg med al Rette paastaae, at det han iværksætter skal blive mig gavnligt og brugeligt, men om jeg vilde forlange han derhos skulde aabenbare mig det fine i sin Kunst og den Maade paa hvilken han fuldfører sit Arbeide, var jeg jo høist ubillig og urimelig, ja min Nysgierighed var jo aldeles latterlig.

Ligesaa naar jeg har givet mig under en Regent, kan jeg paastaae (NB. jeg taler som et helt Folk,) at han skal befor-

12

dre min Lyksalighed og Sikkerhed i alle Dele, men at være saa næsviis at ville vide Maaden, hvorledes, var utilgiveligt.

Naar derfore delicates og betydelige Ting imellem Regent og Regent afhandles, da er det høist billigt, at Regieringen sætter Publikum et Slags Briller paa Næsen, eller rettere talt, giver det noget at løbe med; thi det Almindeliges Nysgierighed er ingenlunde skiult for nogen Regiering. Dersom Publikum, overhovedet talt, var fornuftigt, vilde det vist aldrig bekymre sig med at raisonere om Ting, hvis Udfald det allene bør være deelagtig i, men hvis Udførelses Maade, slet og aldeles ikke gaaer det an.

Som Statsmand, vilde jeg derfore aldrig giøre mig nogen Samvittighed over at sætte hver den af Publico Briller paa Næsen, som jeg mærkede var næseviis nok for at ville kige ind i uvedkommende Ting.

13

Man seer jo at Hoffer selv indbyrdes, sætte hverandre Blaar for Øinene, og dertil ere de efter den fine Stats-Kunstes Regler, forbundne.

Nu har jeg da beviset at Publikum Baade kan og bør sættes Briller paa Næsen, altsaa troer jeg ogsaa mig beføiet til at giøre det, og det saa meget mere, da jeg giør det i en god Hensigt, og for at gavne og tiene det dermed.

Jeg har fortalt dem noget af mine Brillers Beskaffenhed, nu vil jeg sige dem det øvrige: Saasnart man vil rettelig betragte nogen vigtig Stats-Sag og vide Udfaldet deraf saaledes, som den Sandhed bliver, da skal man 2de Gange tage mine Briller paa Næsen, første Gang seer man slet ikke andet end en stor og vidt udstrakt Taage hvis Ende Synet ingenlunde kan overrække, i denne Taage bliver man vaer adskillige Figurer og Forestillinger, som baade paa en forunderlig og behagelig Maade, beskiæftiger Tankerne og Indbildningskraften; naar man nu en Times Tid har

14

seet ind i denne Taage, hvoraf man intet vist kan udtyde eller begribe, om man saa vil vide Sagens rette Sammenhæng og Udfald, da skal man tage Brillerne af og vende den anden Side af Glasset til Ansigtet, og da kan man tydelig læse det følgende.

Naar du betragter en Ting, som du ei forstaaer, da skal du smukt skikkelig holde din Mund og ei raisonere et Ord derom, men som en fornuftig Mand opbie Udfaldet, derved vinder du 3de Fordeele; for det første sparer du dig den Umage at bryde dit Hoved med at dømme om det du ei begriber, for det andet belees du ei for din Doms Taabelighed, og for det tredie fortørner du ingen med dens Dristighed.—

Kiære Publikum, var ikke dette et smuk og nyttig Skrift? ere ikke de Briller uforlignelige, som lære eder at see saadant? — O! at I ville saa flitigen bruge, som jeg er beredvillig at laane eder disse

15

Briller, da skulle man ei høre saa mange vrange Domme om Statens Sager, saa mange unyttige og dristige Raisonements.

Da skulde enhver lære at kiende at hvad ei som Skræder, Skoemager, Øltapper, eller hvilken anden brav ærlig Borgermand han kan være, er skabt eller oplært til at indsee og begribe, mindre at bedømme Statens Sager.

Skulde Bruget af disse Briller kunde hielpe nogen, som med politisk Syge er beladt, da skal det være mig usigelig kiert. Imidlertid saasnart en politisk Raptus og Snakkesyge igien overkommer eder, da værer saa god at erindrer hvad I kan læse igiennem den anden Side af mine Briller, denne Erindring tør maaskee komme een eller anden til at slaae sig paa Munden og med Skamfuldhed bekiende sin Uforstand. —

16

P. S. Et Exemplar af dette Blad burde ligge paa alle Stæder hvor Forsamlinger skeer, og en Gang hver Dag og læses, saa standsede vist den politiske Pest; thi Skam udretter ofte mere end Straf.