↩

Det forvandlede Danmark,

eller

U-partiske Tanker

over

de nyere Forandringer.

Kiøbenhavn, 1772.

Tilkiøbs hos ThehandIer Hans Møller, boende i Lavendel-Strædet No. 78., hvor Tal-lotteriets Ober Collections Skildt sees over Døren.

Trykt med Godiches Skrifter.

Indhold:

I. Det Danske Sprogs Opkomst.

II. Det Danste Cancellie.

III. Finantz-Collegium med de derunder

henhørende Danske, Norske og Tydske Kammer.

IV. Kiøbenhavns Stads-Raad.

V. Den Almindelige Pleye-Anstalt.

Det Danske Sprogs Opkomst. Intet er meere naturligt, intet meere billigt, end at de, som ville æde Dansk Brød, ogsaa bør vænne deres Tunge til det Danske Sprog. Havde dette Princip været antaget for nogle Aar siden, havde vore Lande gandske vist væ-

ret i bedre Forfatning, end de nu ere: Men en utidig Høyagtelse for fremmede Sproge og fremmede Sæder haver efterhaanden skaffet os saa stor en Mængde af fremmede Ædere paa Halsen, at vore Danske Arbeydere, vore Bønder, neppe ere i Stand til, ved deres Sved og Arbeyde at tilveyebringe det fornødne Brød for dem og sig. Mængde af fremmede Projectmagere, som aldeles intet kiende til et Land og dets Forfatning, og hvis Hoved-Hensigt er at forskaffe sig selv Fordeele paa Landets og dets Børns Bekostning, kan ey andet end være Landet skadelig: Og dette Onde forekommes aldrig bedre end ved at bringe Landets Sprog i Anseelse; thi da kan ingen Fremmed saa let giøre sig Haab om nogen Forfremmelse eller Fordeel, uden i Forveyen at have opholdt sig en Tiidlang i Landet, og derved at være bleven saa got som naturaliseret.

Hvor stor en Glæde maa det derfore ikke være for enhver ærlig Dansksindet Mand, at kunne høre af sin egen Konges Mund: Al-

ting skal være Dansk. Disse ere jo Hans Majestets egne Ord udi Forordningen af 13 Februari a. c., hvorved der nye Geheime-Stats-Raad oprettes: Og hvo ville være saa formastelig at tvivle om, at en Konges Ord jo helligen skulle vorde holdte!

Vi erfare allerede en Prøve deraf i KrigsStanden, en Stand, i hvilken det Danste Sprog hidindtil hos os hart ad har været jaget i Landflygtighed, da det Tydske derimod var Hoved-Sproget. Exercice, Forhør,

Krigs-Ret — alting stulle være Tydsk, og man vil endog forsikkre, at det er gaaet saa vidt, at der have været de Auditeurer, hvilke ikke have kunnet skrive et eeneste Dansk Ord, end sige dirigere et heelt Forhør paa Dansk, og disse ere dog af alle og enhver blevne agtede for dygtige og duelige Mænd. Hvad Exercicen i Særdeleshed angaar, da kan intet være mere naturligt, end at de, som i fornøden Tilfælde skulle bruges til Landets Forsvar, og vænnes til at lystre Ordre i Landets eget Sprog. Og hvorfore skulle vel det Danske

Sprog ikke kunne være ligesaa beqvem dertil som noget andet? Det er ikke usædvanligt paa andre Steder at høre commandere i Landets Sprog. Vi behøve ikke at gaae længere end til vore Naboer, de Svenske. De benytte sig af deres eget Sprog. — Og vi behøve ikke engang at lade vore Tanker beskæftige sig med fremmede Nationers Forhold i denne Post. — Vores egen Søe-Etat kan overbeviise os om, at det Danske Sprog, ligesaa vel som noget andet, kan lade sig bruge ved Exercicen. Det er derfor vel, at der endelig engang er kommen dertil, at man og har villet giøre Forsøg paa at indføre Dansk Exercice ved Land-Etaten. Men gid ikke nogen ved denne Anledning maatte blive betroet til, paa Dansk at oversætte de hidindtil brugte Tydske Commando-Ord, uden at besidde den dertil fornødne Indsigt og Styrke i begge Sproge, som er noget sieldent iblant de Militaires. Det Danske Sprog vil ellers staae i Fare for ar blive lemlæstet, og Commando-Ordene kan ikke allene let tabe en stor Deel af den Anseelse, de bør have, men end og blive til Vid-

under for de Anhørende. I No. 44. af det Kiøbenhavnske Addresse-Contoirs Efterretninger for dette Aar, forekommer vel en Prøve af saadan en Oversættelse, men Da Udgiverne af disse Efterretninger ved adskillige Leyligheder Viise sig ar have den Feyl tilfælles med de fleeste Avis-Skrivere, at de, af Begierlighed til at være de første, der kunde anbringe en Nyehed, ikke kan bie med Nyeheden saa længe, indtil det bliver dem mueligt at erhverve tilstrækkelig Kundskab derom; saa var det ligesaa u-rigtigt, af den der forekommende Prøve at ville bedømme den hele Oversættelse, som gandske at ville fordømme Oversættelsen, fordi det fortælles der: at de Ord Zwey hinterste Glieder rückwärts, öfnet euch ere oversatte paa Dansk ved De tvende bagerste Geleder bag til, aabner Eder, som er u-rigtig i meere end en Henseende; thi hverken betyder Ordet rückwärts paa Dansk bag til men baglænds, og detsuden vil det u-nægtelig skurre meget i Danske Ører at høre en Flok Soldater commanderes til at aabne sig bag til. En, som nylig havde læst Niels

Klims Underjordiske Reyse-Beskrivelse, og hørte saadanne Commando-Ord, skulle snart falde paa, at han var iblant lutter Pyglosianer.

Men at komme til Hovedsagen igien — Ligesom vi nu, kiære Landsmænd, paa den eene Side have Aarsag til at glæde os over at Fremmede og Ukyndige ikke herefter skulle faae saa stor Indflydelse udi vores Stats Forfatning som hidindtil, og at Fremmede følgelig ikke heller saa lettelig skulle blive præfererede til offentlige (end ikke Militaires Embeder frem for Landets egne Børn, naar disse ere beqvemme dertil, saa er det og paa den anden Side vores Pligt baade at forskaffe os selv, og biebringe vores tilvoxende Ungdom de Indsigter, som kunne giøre os og dem, ligesaa vel som (om ikke bedre end) Fremmede, skikkede til at tiene Fædernelandet, og at forestaae de Embeder, som Gud og Kongen maatte værdige os og dem.

7 II. Det Danske Cancellie. Iblant de nyere Indretninger, haver ingen funden meere almindelig Biefald, end de, som ere skeete ved det Danske Cancellie og Kiøbenhavns Hof- og Stads-Ret. Og endskiøndt denne næsten almindelige Biefald vel kan være grundet; saa synes dog Lovtalen at være noget overdreven, naar Indretningen paa disse tvende Steder ret Periodisk Skrift, Aften-Posten kaldet, iblant Aften-Samtalerne (rettere Aften-Sladder) anprisis som uforbederlig.

Hverken det forrige eller den nye Cancellie-Collegii Instrux har jeg nogensinde seet; mindre læst, og uden at have læst samme, troer jeg ikke, at nogen kan være i Stand til, fuldkommen at bedømme Cancelliets nærvæ-

8 rende Indretning og dens Fordeele frem for den forrige. Det skal derfore og ikke alleene være langt fra min Sag, enten at undersøge eller igiendrive den almindelige Meening, at Cancelliets nærværende Indretning er meget bedre end den forrige, men jeg vil end og, i Egard for den almindelige Meening, forudsætte dette som en afgiort Sandhed. Men er Indretningen derfor u-forbederlig?

Naar visse Poster forholde sig saaledes, som Rygtet siger, kunde Indretningen endnu gandske vist behøve nogen Forbedring, og herom vil jeg melde lidet.

Der siges, og man kan og see det af Stats-Calenderen for dette Aar: at i de fire Departements Contoirer er ikke egentlig nogen Contoir-Chef. Cancellisten maa følgelig tildeels besørge saadanne Forretninger, som ellers maatte tilkomme Contoir-Chefen, om nogen var, og desuagtet er den aarlige Gage for Cancellisterne kun reglementeret til 240 Rdlr., ligesom for de første Cancellister i Generali-

rets-og Commissariats-Collegio, hvor Kongen à parte maa lønne Contoir-Chefer. Denne Gage synes ar være vel liden, og besynderlig siden den blev reglementeret i de Tider, da andre bleve saa vel gagerede. De mange nyemodens Kammer-Secretairer ere jo alle satte paa 500 Rdlr. aarlig Gehalt: Og hvo ville være saa taabelig at troe, at en Cancellist i det Danske Cancellie, enten i Henseende til sine Forretningers Vigtighed eller sine Indsigter og Studeringer, ikke engang skulde være af halv Værd imod een af disse Kammer-Secretairer.

Det heder og: at i Depechen-Contoiret skal besørges alle generelle Sager og alle de Expeditioner, som enten forefalde efter foregaaende Forestillinger og paafølgende Kongelige Resolutioner, eller og udfærdiges efter Formularer; og dog bestaaer dette Contoir, foruden Secretairen, (hvis Løn nu skal være 1500 Rdlr., men i Fremtiden ey bliver meere end 500 Rdlr.) ikkun af trende Copiister, af hvilke den første har 180, den anden 150 og den tredie 120 Rdlr. i

aarlig Gage. Og da de fleeste Expeditioner, som forefalde i Cancelliet, maa være efter bestandige Formularer, synes det meget fatteligt, at trende Copiister ikke vel kan være i Stand til at bestride alt det i Depechen-Contoiret forefaldende Arbeyde, ligesom ikke heller nogen kan have Aarsag til at misunde enten den efterkommende Secretair, eller nu værende tredie Copiist den Gage, dem er tillagt.

End videre siger man: at i Depechen-Contoiret skal alle Expeditioner udleveres, og Sportlerne derfore indcasseres, men da det faldt Depeche-Secretairen umueligt, ved de ham tilstaaede Subalterne Betiente at besørge baade dette og det øvrige Depechen-Contoiret paalagte Arbeyde, paatog den Mand, som forhen var bleven brugt til at indcassere Sportlerne og holde Regnskab derover, sig fremdeles denne Forretning, imod alleene at trække Gage som Cancellist i et Departements-Contoir, hvor Forretningen ikke skal være af større Mængde, end Under-Cancellisten gierne kan forrette baade hans og Cancellistens Partes.

11 Denne Mand nyder altsaa efter den nye Indretning kun 240 Rdlr., endskiøndt han forhen skal have havt meget meere, naar tillige med den Gage, han havde i Cancelliet, agtedes de Fordeele han desforuden havde af den Cancellie-Forvalter, i hvis Contoir han var, samt u-agtet han ved en Kongelig Resolution skal være bleven tillagt 400 Rdlr., saasnart nogen Forandring med den ældste Cancellie-Forvalter forefaldt.

Endelig heder det og: at de Expeditioner, som i de femten sidste Aar før den nye Indretning ere udfærdigede igiennem Cancelliet, ere endnu u-registerede. De haves altsaa alleene i Concept, men naar man bestandig skal løbe med Concepterne, hvor snart kan da ikke et Concept blive forkommet, og hvad u-orden og U-leyligheder kan ikke deraf forvoldes! Om end i Archiv-Contoiret (thi i de andre Contoirer gives vel ikke Tiid og beylighed dertil) blev tænkt paa at fuldføre de manglende Registranter, ville det dog, i Henseende til Mængden, vel have en alt for lang Udseende, siden dette

Contoir, foruden Archivarius og en Registrator, som kan have nok at giøre med de løbende Sager og med bestandig at holde Archivet i god og behørig Orden, ikkun bestaaer af een eeneste Copiist. Imidlertiid synes det dog at være en Sag af Vigtighed, at de manglende Registranter bleve, det første mueligt var, bragte i den fornødne Stand.

I Anledning af dette her anførte, drister jeg mig til at giøre nogle Forslage, hvilke, om de end ikke skulle blive fulgte, som og var for meget at vente, dog vist formodes, ingenlunde at skulle kunde med Føye ansees for u-grundede. Og disse ere følgende:

1.) At i Departements Contoirene skulle Cancellisternes Løn forbedres. Vedblive de forommeldte nyemodens Kammer-Secretairer paa den Foed, de nu ere, kan der vel ikke være nogen Tvivl om, at en Cancellist jo, ligesaa vel som een af dem, kunde fortiene Aarlig 500 Rdlr.; Men da der ventelig med Tiden, i Henseende til disse

13 mange Kammer-Secretairer, vil skee en Forandring, saa kan den for dem paa nærværende Tiid reglementerede Gage vel ikke tiene til nogen Regel og Rettesnoer at fastsætte Cancellisternes Gehalt efter. En Cancellist kunde vel og lade sig Nøye, om han just ikke fik 500 Rdlr; Dog maatte det være meere end 300 Rdlr.; thi 300 Rdlr, som er den ringeste Gage for en Assessor i Hofog Stads-Retten, kan jo enhver Student, saasnart han med beste Caracter har erholdet Juridisk Examen paa Latin, giøre sig Haab om, og der udfordres dog meget meere til at være Cancellist i et Departements-Contoir, end simpel Assessor i Hof-og Stads-Retten, foruden det at den første bestandig maae have meget Arbeyde, og den sidste undertiden har lidet, og undertiden slet intet.

2.) At i Depechen-Contoiret skulle Copiisternes Antal formeeres, og ingen af dem have ringere Gage end 150 Rdlr, som formeenes at være det ringeste, nogen, i den

Stand burde have til sin nødtørftige Underholdning.

3.) At Cancelliet burde have sin egen à parte Sportel-Casserer, som ikke skulle dependere af Depeche-Secretairen, men umiddelbar staae under Cancellie-Collegio: og da denne maa være en vederhæftig Mand, og ikke enhver følgelig er beqvem dertil, synes 5 eller 600 Rdlr. at være det mindste, Sportel-Cassereren kunne tillegges i aarlig Gage.

4.) At for efterkommende Depeche-Secretaire burde Gagen, i Steden for de reglementerede 500 Rdlr., i det mindste være 800 Rdlr., siden dog ingen saa meget hastig kan vente at blive Depeche-Secretaire, naar den ordentlige Cancellie-Tour i Forveyen skal passeres, og den nu værende Justice-Secretaire ved Høyeste Ret endog har saa meget, endskiøndt han strax efter erholdet Juridisk Examen og nogle faa Ugers Sæde i Hof-og Stads-Retten var saa lykkelig at erholde dette Embede.

Om Depeche-Secretairens Løn for Eftertiden end og blev reglementeret til 1000 eller 1200 Rdlr., kunne derpaa vel ikke være andet at sige, end at han, skiøndt en Subalterne, i første Tilfælde fik ligesaa meget som, og i sidste meere end een af sine Foresatte, siden Gagen for den fierde Deputeret kun skal være reglementeret til 1000 Rdlr. Men da der ikke kan være nogen Tvivl om, at jo den fierde Deputeredes Gage, i fald Cancelliet ellers bestandig skal bestaae af fire Deputerede og fire Departements, ved Leylighed vil blive forøget, siden 1000 Rdlr. ey alleene synes at være for lidet i Hensigt til en Deputeredes Rang, men endog er mindre end nogen af de Committerede i Kammerne haver, saa bortfalder af sig selv det Argument, som ellers til Nachdeel for Depeche-Secretairen kunde drages af den for den fierde Deputerede nu fastsatte Gage.

5.) Paa Extra-Løn skulle antages er Antal Copiister, hvilke, under Tilsyn af Archivario eller Registrator i Archivarii Fra-

16 værelse, skulle registrere de gamle efterliggende og u-registrerede Expeditioner.

Imod disse Forslage vil ventelig indvendes, at de sigte alle til at forøge Udgifterne, men naar paa den eene Side betragtes, at de ved Cancelliet faldende Sportler ikke alleene ere tilstrækkelige til at lønne dets samtlige Betiente, men at der endog kan blive nogen anseelig Overskud, og man paa den anden Side overveyer, at en Arbeyder er sin Løn værd, og hvor skadelige Følger det kan foraarsage et Land, naar Betienterne i Collegierne ikke ere saaledes aflagde, at de kunne leve af de dem tillagte Indkomster, og derudover, snarere end ellers, forledes til at giøre sig en eller anden u-tilladelig Sportel paa andres Bekostning; saa bortfalder lettelig den Vigtighed og Styrke, som Indvendingen ellers kunne synes at være af.

Endnu kunde være en Post at erindre. — Dog dette er kun Punctilier i vore oplyste Tider. Burde ikke Navnene paa de subalter-

17 ne Betieninger i Cancelliet saaledes forandres, at Cancellisterne skulle føre Navn af Secretairer og Under-Cancellisterne af Cancellister? Cancellisterne kunde dog ligesaa vel tilkomme Benævnelse af Secretaire, og forundes en Plads inden for Døren af Rang-Forordningen, som vore mange itzige Kammer-Secretairer. Men dette kunde maaske og have den Følge, at U-kyndige i saa Fald snart skulle falde paa at regne Cancellisterne ind under Antallet af de paa nærværende Tid saa got som intet betydende Cancellie-Secretairer, hvorpaa Forleggerne af den Altonaiske Stats-Calender for dette Aar have bemoyet sig med at give en Fortegnelse, som er ligesaa u-rigtig som u-nyttig.

III.

Finants-Collegium

med de derunder henhørende

Danske

Norske

Tydske

Kammer.

Da Cameral-Videnskaberne hidindtil saa got som intet ere blevne dyrkede hos os, er det ikke at undre over, at Finantz-Collegium og de derunder sorterende trende Kammere, have foraarsaget en almindelig Opmærksomhed. Hos den derimod, som havde læst von Justi og andres Cameralske Skrifter, og troede, at de Mænd, der bleve betroede til at giøre og udføre den nye Plan, ogsaa vidste at fore sig allerede etablerede Cameral-Principer til Nytte, kunde Opmærksomheden ikke

være saa stor; thi den kunde ikke være uvidende om de Grunde, paa hvilke nogle Cameralister ansee et eeneste Hoved-Collegium i et Land for nyttigt, og vil, at Betiente skal være skikkeligen aflagde: hvilke tvende Principers Antagelse og Udførsel synes at have forvoldet den meeste Opsigt.

Meere end en Omstændighed bragte Mængden paa de Tanker, at Finantz-Collegium skulde være det fornemmeste Collegium. Man saae, at det, i Henseende til Værelser, succederede det forrige Geheime-Conseil. Man troede, at dets Deputerede vare alle saadanne Mænd, som havde besynderlig Adgang til Geheime Cabinets-Ministeren. Man hørte, at deres Gage var anseelig, og meere end dobbelt saa meget, som nogen af dem i eller 2 Maaneder i Forveyen, i Relation til deres da iværende Situation, kunde nogensinde have drømt om. Man erfarede og, at, endskiønt Geheime Cabinets-Ministeren i de sidste Tider parapherede de Forordninger, som igiennem det Danske og Tydske Cancellie bleve udstedte,

oven for de Deputerede, fandt man dog ikke hans Navn paa de Forordninger, som bleve udfærdigede igiennem Finantz-Collegium og vare parapherede af dets Deputerede. Og Rygtet gik, at Geheime Cabinets-Ministeren ogsaa havde tiltænkt dette Collegio det øverste Sted næst efter sig selv udi Stats-Calenderen for dette Aar.

At de Deputerede i Finantz-Collegio ville have dette Collegium anseet for det ypperste Collegium, og under det og dets trende subordinerede Kammere indtrække alt hvad der lugtede af Cameral-Oeconomie- eller Politie-Væsen, kan man saa meget mindre fortænke dem udi, som de, foruden at have andre Cameralisters Meening for sig, og tillige have ventelig dermed villet viise, at de gierne ville have noget tilstrækkeligt Arbeyde for de 3000 Rdlr., enhver af dem var bleven tillagt. Det var derfore ikke forunderligt, at de, foruden det forrige Rente-og General-Told-Kammers Sager, efterhaanden trak en Deel andre Sager til sig, og udvirkede først, at det for-

rige General-Commerce-Collegium blev ophævet, dernæst at General-Landvæsens Commissionen, i Henseende til Landvæsenet i Almindelighed, saa got som intet beholdte tilbage, uden det blotte Navn, og endelig at begge Cancellierne og maatte afgive en Deel Forretninger, som forhen derunder vare henlagte: Men det er end og at undre over, at Finantz-Collegium og Kammerne ikke endnu fik fleere Forretninger, som dem med ligesaa god Grund kunde have tilkommet, saasom Postvæsenet og Commissariats Sagerne baade ved Land-og Søe-Etaten. Dog maaskee det og med Tiden havde skeet, dersom ikke de bekiendte Omstændigheder sidstafvigte 17 Januarii vare indløbne, siden hvilken Tid det lader, ligesom man ey havde Aarsag at vente, at Finantz-Collegium med sine Kammere skal gribe videre om sig, end allereede skeet er.

Mængden, som mærkede, hvorledes Finantz-Collegium og Kammerne efterhaanden udvidede sine Grændser, og ikke indsaae den rette, men ville dog udfinde nogen Grund

dertil, faldt lettelig paa, at de Foresattes besynderlige Indsigter i en og anden Forretning maatte forvolde, at Forretningen derunder blev lagt. Saaledes opdagedes lettelig en Grund, hvorfore Medicinal-og Jordemødre-, samt Pest-og andre Sundheds-Foranstaltninger snarere burde henhøre under Finantz-Collegium end under Cancellierne, iblant hvis Deputerede ikke var nogen Medicus. Saa fandtes og lettelig en Grund, hvorfore Kiøbstædernes Regnings-Væsen snarere burde sortere under Finantz-Collegium end under Cancellierne, som ikke havde nogen Mathematicus iblant sine Deputerede. Men naar slige Grunde virkelig havde kommet i Betragtning, vare der mange fleere Ting, som skulle have været lagte under Finantz-Collegio, saasom iblant andet de skiønne Videnskaber. Imidlertid kan det dog ikke negtes, at, uden Hensigt til Personlige Indsigter, synes der meget vanskeligt at udfinde nogen Grund, hvorfore et Dansk Lotterie skulle henhøre under et Tydsk Kammer.

Ligesom Forretningerne i Finantz-Collegio og Kammerne saaledes tilvoxte, skulde man snart have frygtet for, at deres Mængde tilsidst skulle have blevet overlegen. Vel hørte man tale om Forretningernes Mængde og i sær om det deraf flydende stærke Arbeyde for de Herrer Secretairer (endskiønt onde Mennesker heller ikke glemte at erindre, at Forretninger falde i Almindelighed besværligst for U-kyndige og U-bevandte.) Men de Foresatte viiste i Gierningen, at de vidste at raade Bod derpaa, i hvor stor en Mængde og Vidtløftighed Forretningerne end kunde voxe til, ved efterhaanden at faae oprettet et nyt Bureau efter et andet.

Dette, saavelsom Antagelsen af det forommeldte Cameral-Princip, at Betiente bør være vel aflagte, maatte nødvendig forvolde, at denne Indretning blev meere bekostelig end den forrige. Denne større Bekostning faldt saa meget meere i Øynene, som dens Etablissement just skeede paa en Tid, da man paa saa mange andre Kanter søgte at indskrænke

24 Statens Udgifter. I sær syntes de mange etablerede Secretariater og Archiver at forøge Bekostningen.

Men, endskiønt det vel var at formode, at de, der vare saa lykkelige at blive bragte i Forslag til Secretairer, gierne havde taget imod Secretariaterne, u-agtet Lønnen havde været mindre, end den blev fastsat til; saa kan man dog ikke heller ansee 500 Rdlr. for saa overmaade stor en Løn, naar man forudsætter, som rimelig synes, at paa den Tid, da denne Gage blev reglementeret, maa det have været et Princip, at ingen skulle være Secretaire uden beqvemme, studerede og Cameral-kyndige Subjecta. —

Og, hvad Archiverne angaaer, da, omendskiønt der vel ikke kan være nogen Tvivl om, at deres nye og nærværende Forfatning, og de derved placerede Betiente jo maa koste 3 (om ikke 4 eller 5) Gange saa meget som forhen; saa kan man og igien have Aarsag at vente, at den saa nyttige Orden nu kan, og i

25 Fremtiden vil i disse Archiver blive bragt til en langt større Fuldkommenhed, end forhen har været muelig, hvilket neppe kan feyle, naar til Archivarii eller Archiv-Secretairer udsees slige Mænd, hvis Hoved-Studia ere af det Slags, hvorved Ordentlighed er ligesom noget væsentligt, saasom Urte-og Insect-Læren, Landmaalings Kunsten, rc.

Overalt bør man troe, at det ikke har manglet dem, som have giort og udført Planen, paa en god Intention, om end og alle Følgerne ikke fuldkommen svare dertil. Dog havde det vel været at ønske, at det heele Systeme i sin gandske Omkreds kunde have blevet overseet, førend man begyndte paa at etablere det, og at Sagernes Fordeeling under de forskiellige Bureau strax ved Indretningens Begyndelse kunde have skeet paa saadan Fod, at ingen Forandring siden derved havde behøvedes; thi det kan ikke andet end foraarsage den største Irring og U-orden, naar de Sager, som i Gaar hørte under et Bureau, i Dag henlegges under det andet, og i Morgen under det tredie.

Det havde vel og været got, at Correspondencen enten aldeles ikke havde blevet skildt fra Revisionen, eller og (om derimellem endelig skulle giøres nogen Skilsmisse, for ikke at beholde det Gamle) dog kun havde blevet separeret fra Revisionen, for saavidt som den ikke derudi paa nogen Maade kunde have Indflydelse; thi i Revisions Sager kan Correspondencens Separation fra Revisionen ey andet end forvolde bestandig Communication imelmellem Revisions-og Correspondence-Contoirerne, hvorved Arbeydet maa forøges, foruden det at Revisor, af U-videnhed om hvad der igiennem Correspondence-Contoiret er passeret, lettelig kan giøre et heelt Kammer-Collegium ridicul, ved at giøre om en eller anden Post saadan Antegnelse, som ikke kunde have faaet Sted, naar en derom i Forveyen ergangen Kammer-Collegii Skrivelse, som gandske afgiorte Sagen, havde været ham bekiendt.

Det vilde og uden Tvivl have været til stor Lettelse for Forretningerne i Finantz-Col-

legio og de trende nye Kammere, om de, som ved Forandringen bragte de Subalterne Betiente i Forslag, havde været overbeviiste om, at de, som forhen vare brugte ved Forretningerne, ogsaa fremdeeles kunde have været ligesaa beqvemme til de Forretninger, de forhen vare brugte til, som de nye, der bleve placerede, og u-agtet de Indsigter, de maaskee kunde have i et eller andet Videnskab, dog vare u-kyndige om de forhen giorte Foranstaltninger; thi hvor let kan det ikke skee, at, heldst naar baade Cheffen og Secretairen i et Bureau ere fremmede for Tingene, og u-vidende om hvad der i Forveyen er passeret, kan tages en Plie, gandske stridende imod forhen giorte Foranstaltninger, saasom f. E. at beordre Auctions Holdelse over en Jagt-Rettighed, u-agtet samme kunde være overdraget en privat Person i Forpagtning paa visse Aar, hvoraf endnu de fleeste vare tilbage.

Dette maa være nok om Finantz-Collegii og dets subordinerede Kammeres nærværende Forfatning, hvis Vidtløftighed ey tillader at

28 betragte, samme en detail: Og da der vel ikke kan vare længe, førend de vil blive undersøgte af den Kongelige Commission, som er anordnet til at undersøge og bedømme de i de sidste Tider giorte Indretninger, og høybemeldte Commission bestaaer af lutter Finantz-kyndige Ministre, som bedre end nogen anden kan være i Stand til at skiønne paa Fordeelene af og Manglene ved nærværende Forfatning; saa kan man med første vente den Forandring, der maatte være fornøden, og ikke have nogen Tvivl om, at jo det gode og nyttige ved nærværende Forfatning (om noget er) vil blive vedligeholdet, ligesom det skadelige afskaffet.

29 IV. Kiøbenhavns Stads-Raad.

Jeg troer ikke, at man giør vores Nation

U-ret, naar man til vore Nationale Feyl henregner Misfornøyelse med det nærværende. Denne Feyl yttrer sig næsten ved alle Leyligheder, og i sær mærkede man den ved den forrige Kiøbenhavnske Magistrats Ophævelse og det nye Stads-Raads Oprettelse.

Førend den 3 April 1771 hørte man Mængden med Misfornøyelse tale om den da værende Magistrat, om dens Magt og Myndighed, om dens Indkomster, og om dens Forhold imod de simple Borgere. Alle næsten ligesom med en Mund ønskede Forandring og ventede med Længsel derefter.

Men aldrig saasnart vendede Bladet sig for den da regierende Magistrat, aldrig saasnart blev det bekiendt, at den nye Ober-Præsident ved et Pro memoria havde communiceret den sin Afskeed, og aldrig saasnart fik man at

læse denne nye Ober-Præsidents Placat om det nye Stads-Raads Oprettelse, førend Mængden strax igien var af andre Tanker, og troede, at Staden var bedre tient med den gamle Magistrat end det nye Stads-Raad. Dette maatte man saa meget meere undre over, som Ober-Præsidenten ved sin Placat dog havde forsikret Stadens Indvaanere om nogle Poster, som, man skulde have ventet, havde været den almindelige Mand meget behagelige.

Nogle troede, at denne Forandring streed imod Konge-Loven, og andre, at den ikke kunde bestaae med Stadens Privilegier.

At Forandringen streed imod Konge-Loven, kunde ingen falde paa, uden den, der hverken havde læst Konge-Loven, eller vidste at giøre sig noget Begreb om et Riges Fundamental-Lov. Men ligesom det paa den eene Side var formeget at forlange, at Mængden skulle kunde være i Stand til at giøre sig noget tydeligt Begreb om en Fundamental-Lov, saa kan man og paa den anden Side undskylde Mængden dermed, at Konge-Loven

ikke er saa almindelig bekiendt, som den burde være, og som den og aldrig kan blive, saafremt deraf ikke giøres en nye og simpel Oplag, hvorudi ventelig det General Auditeur Rothe forundte Privilegium er hinderlig.

Hvad Trøst den forrige Magistrat ellers kunde finde i Konge-loven, viiser dens 4 Artikel, hvor det heeder: Skal og Kongen eene have Magt og Myndighed at isette og afsette alle Betiente, høye og lave, være sig hvad Navn og Titel de have kunde, efter sin egen frie Villie og Tykke, saa at alle Embeder og Bestillinger, i hvad Myndighed de haver, skal af Kongens Eenevolds-Magt, saasom af en Kilde have sin første Oprindelse.

At nogle have anseet Forandringen, som stridende imod Stadens Privilegier, er vel fornemmelig kommen deraf, at disse Privilegier ikke ere i hver Mands Hænder; thi, endskiøndt samme baade i Aaret 1661 er bleven trykt separat af Academiets da værende Bogtrykker Christen Jensøn Vering, og siden indrykket saa vel i en Samling af Forordnin-

32 ger fra Recessen 1643 den 8 Martti og til den 8 Martii 1664 som og i et Par andre seenere Skrifter, saa er dog den første alt for rar og de sidste alt for dyre dertil. Og man maa undre over, at ingen Bogtrykker i de nyere Tider haver paataget sig at besørge en nye og separat Udgave, da det dog var at formode, at, naar samme kunne haves for nogle Skillinger, kiøbte næsten enhver Borger et Exemplar deraf, hvorved Forleggeren kunde have en anseelig Fordel.

Det af Stadens Privilegier, som i Henseende til Forandringen ellers skulde kunde komme under Betragtning, skulle vel være den 2 Art. og den derudi indeholdende Anordning om de 32 Mænd. Men Spørsmaal: Til hvad Nytte vare de 32 Mænd, og er det ikke et større Privilegium for Borgerskabet nu at have 2 Representanter i Raadet, end forhen 32 Mænd uden for Raadet?

Privilegierne sige vel: at de 32 Mænd tillige med Præsidenten, Borgemestere og Raad Stadens og Meenighedens Beste, saa vel som dets Indtegt og Udgift

efter Tidens Beskaffenhed kan overveye, og derom handle. Men af det, at De kunde overveye og handle, flyder ingenlunde, at de og virkelig have overveyet og handlet conjunctim med Magistraten om Stadens Beste; og, hvad de sidste Tider angaaer, da synes det og troligt, at det ikke er skeedt, siden U-eenigheden mellem Magistraten og de 32 Mænd vel ikke kunde have gaaet saa vidt, at den kunde udbryde til en offentlig Process. Hertil kom endnu, at, i Steden for at Borgerskabet efter Stadens Privilegier syntes at være berettiger til, tillige med Magistraten at udnevne de 32 Mænd, var det ved Praxin bleven indført, at Magistraten alleene udnævnte dem. Og hvad ville det vel sige, at 32 Mænd: sad for sig selv rundt omkring et stort Bord, og vare beskæftigede med at giøre adskillige skriftlige Forslag til en Magistrat, som, de forud troede, ikke ville reflectere derpaa. — Nu derimod har Borgerskabet kun 2 Repræsentantere i Steden for de forrige 32; men da disse 2 sidde i Raadet, og tillige med Raadet underskrive alt hvad der forefalder, maae de nødvendig blive underrettede om alle i

34 Raadet forekommende Ting, og saa meget desto bedre være i Stand til, ved alle Leyligheder at paasee Stadens og meenige Mands Beste.

Paa nærværende Tid, da man er u-vis om, enten den gamle eller nye Indretning i Raad-Stuen skal komme til at prævalere, er

Mængden det neutraleste, den nogensinde har været. Tiden vil nu lære, om den forrige og dissolverede Magistrat igien skulle blive restitueret i sine forrige Rettigheder og Herligheder. At det Valg, som sidstafvigte 3 April skulle have gaaet for sig, efter Høyere Ordre blev udsat, giver vel en stor Grad af Formodning om Forandring i den nu værende Indretning. Dog var det ikke at ønske, at Raadstuen gandske og aldeles skulle komme paa forrige Foed igien; thi saa maatte den i sig selv

nyttige Indretning, Kiøbenhavns Hof-og Stads-Ret, nødvendig gaae over styre. Men herom mere ved en anden Leylighed.

35 V. Den Almindelige Pleye-Anstalt. Aldrig kan nogen Indretning være bygget paa prægtigere Grund-Sætninger end den saa kaldte almindelige Pleye-Anstalt.

Intet kan være vissere, end at Mangel paa Næring, Ørkesløshed, saadanne Forældres Sygdom og tiilige Død, som sidde i Næring og en slet Børne Opdragelse og Pleye, ere de farligste Kilder til Armod i et Land, og at derimod, naar den Borger, som gierne vil arbeyde, og intet har at arbeyde, kan blive forsynet med Arbeyde; naar Lediggiængere kan blive tvungen til Arbeyde; naar man pleyer den i sin Sygdom, som ved Sygdom er bleven forarmet, frelser ham fra uduelige Lægers Hænder, og ved fornuftige Læger og tienlige Midler forhindrer nyttige Borgeres tiilige Død i Staten; naar man pleyer og opdrager hielpeløse Børn, og giør dem brugbare til deres eget og det almindelige Beste; saa

opholdes mange Mennesker, vindes mange brugbare Borgere for Staten, afvendes megen Mangel og Elendighed, og forekommes de fleeste Aarsager til Armod.

Men saa prægtige som disse Grund-Sætninger ere, saa vanskelig lade de sig og udføre og bringe til Virksomhed: Og det kan ingenlunde feyle, at Directionen for den almindelige Pleye-Anstalt jo allereede maa have erfaret dette. Det var og i den Henseende vel, at det Fattiges Væsen ikke overalt i Hans Majestets Riger og Lande efter denne Plan blev indrettet, førend Følgen først her i Staden var bleven bestyrket: Og det havde maaskee endda været bedre, om et mindre Stæd, end Kiøbenhavn, havde været bleven brugt til Lære-Klud.

Til at kunde med Arbeyde forsyne enhver, som gierne ville arbeyde, men intet har at arbeyde, (naar Føden skal komme ud deraf for den Arbeydende) er det langt fra ikke nok, at man aabner et Magazin af Uld, Hør og Bomuld, og deraf til Bearbeydelse udleverer een eller fleere Pund til dem, der maatte forlange saadant, imod at de enten sætte Pandt

eller stiller Caution, og ved de be-arbeydede Vahres Tilbageleverelse imodtager Arbeybs-Lønnen. Hvor kan den Faltige i Almindelighed være i Stand til at tilveyebringe enten Pande eller Caution? Den Fattiges heele Eyendom bestaaer som oftest i det, den staaer og gaaer udi, og dette er endda kuns af saare ringe Værdie: Og hvo vil vel være Borgen for den Fattige? I disse interesserede Tider kan ingen saa let af andre vente sig nogen Tieneste, som ikke selv er i Stand til at giøre nogen Gientieneste. Men sæt engang, at en Nødlidende, som for Resten intet eyede, uden det, den behøvede til at skiule sit Legeme udi, var saa lykkelig at kunde tilveyebringe enten Pandt eller Caution, og at denne paa Pandtet eller Cautionen fik af et Magazin et Pund Hør at spinde, men intet forud af Spinde-Lønnen. — Den maatte jo dog, naar ikke andensteds fra kunde haves noget Tilstød, nødvendig døe af Sult, førend Hørret kunde blive spunden, og den heele Spinde-Løn fortient.

At alle Lediggiængere kunde tvinges til Arbeyde, er meere at ønske end at formode.

Det er en u-negtelig Sandhed: Lediggang er alle Lasters Anfang: Og kunne Lediggang hæmmes, ville Staten vist vinde meget: Men hidindtil har man manglet tilstrækkelige Anstalter eller (maaskee rettere) tilstrækkelig Iværksættelse af de anbefalede Anstalter.

Der gives i sær tvende Slags Lediggiængere, hvis Udryddelse ville være nyttig i meere end en Henseende. Det eene findes iblant Mand-Kiønnet og det andet iblant Qvinde-Mønnet.

Det første Slags ere de, som bortdrive Tiden med at spille. Denne Nærings Vey er saa meget meere lastværdig, naar den, der benytter sig deraf, haver lært noget andet, hvorved den kunde ernære sig. For dem, som noget jevnlig vil komme paa offentlige Vertshuse, skal det ikke være u-sædvanligt at see en forløben Barbier-Svend, Bildthugger-Svend, Kobbersmed-Svend eller anden saadan Person practicere Spille-Haandværker og det i en temmelig høy Grad, hvorimod de aldeles intet bekymre sig om den Profession, de have lært, og hvoraf de til Skikkelighed kunde ernære sig. Dette Slags Lediggiængere har

39 man i de sidste Tider saa lidet bekymret sig om at udrydde eller forekomme, at det endog tvertimod har ladet, ligesom man ville befordre samme, ved at udstæde sollenne Spille-Privilegier, hvorved saadanne Hazard-Spil offentlig ere blevne introducerede, som allereede for 18 Aar siden ved en Forordning vare blevne forbudne. Disse Spille-Privilegier vil man forhaabe at skulle for Eftertiden gandske ophøre, og at den sidste Terminus skulle have været sidstafvigte Paaske, til hvilken Tid et bekiendt Billiard-Huus paa Østergade her i Staden skal have været forsynet med Privilegium exclusivum

Til det andet Slags Lediggiængere hører den her i Staden værende store Mængde af løse Qvinder, som ikke alleene selv ere u-nyttige for Staten, men end og giøre mange fleere u-nyttige tillige med sig. Deres Antal maatte i de sidste Tider efter Omstændighederne nødvendig meget forøge sig, og deres Mængde end og paa nærværende Tiid kan ey andet end falde i Øynene: Besynderlig mærkes den, naar en Mands-Person alleene lidt ud paa Aftenen maa passere nogle Gader

igiennem, da det neppe skal feyle, at jo fleere end een af de paa Fragt løbende Mammeseller vil invitere ham hiem med sig. Og er det ikke en stor Skam, at man bestandig hver Aften i nogle Gader skal kunde see unge fridske opsminkede Fruentimmer staae at henge i Dørrene og agere Lokke-Duer, for at forføre forbiegaaende Mandfolk ind paa de cryptiske Vertshuuse. At dette var bleven en Mode førend sidstafvigte 17 Januarii, var just ikke saa meget at undre over, men at nogen Vertshuusholder efter den Tiid benytter sig af saadant Skildt, er temmelig dumdristigt. Da, nemlig den 17 Januarii, kunde man see, hvilke, Pøbelen tænkte, vare slette Huuse, og nu synes denne seenere Opførsel at viise, at Pøbelen, i det mindste i Henseende til nogle, ikke haver tænkt u-rigtig.

Disse tvende Slags Lediggiængere vil den almindelige Pleye-Anstalt ligesaa lidet være i Stand til at udrydde, som der hidindtil er bekiendt, at den har føyet nogen Anstalt dertil. Skarp Politie og Nøye Opsigt over de allereede giorte Anordningers Efterlevelse kan og skal udrette det beste: Og hvor var det ikke

at ønske, at Kiøbenhavn, ifald den (som Rygtet siger) skal have en nye Politiemester, da maatte faae saadan en Mand, som i sine unge Aar selv havde lidt Skibbrud paa Spilleog Hore-Huse, og derved fuldkommen var bleven overbeviist om begge Deeles Skadelighed.

Den eeneste Anstalt, som hidindtil vides, at den almindelige Pleye-Anftalt haver føyet for at kunde tvinge Lediggiængere til Arbeyde, bestaaer derudi, at der ere antagne nogle, som Mængden kalder de stærke Karle, hvilke nyder een Rixdaler for enhver Fattig Tryglende, de opbringer. Denne Anstalt ansees af Mængden for bekostelig, og kunde vel og haves med mindre Bekostning. Dog skader det ikke, at de lønnes vel, naar man ikkun kunde være forsikrede om, at de vare saa redelige, at de ikke, af Begierlighed til at formeere deres u-visse Indkomster, strakte deres Commission videre end de burde, hvormed en nøye Opsigt vil være fornøden, paa det at den U-skyldige ey skal blive fornærmet.

At pleye den i sin Sygdom, som ved Sygdom er bleven forarmet, frelse ham fra u-duelige Lægers Hænder og ved fornuftige

Læger og tienlige Midler forhindre nyttige Borgeres tillige Død i Staten, tænkte man allereede paa i Høystsalig Kong Friderich den Femtes Regierings Tid. Friderichs Hospital kan være et Vidne derom. Man beklagede alleene, at denne Stiftelse ikke har tilstrækkelig til at Modtage alle de Fattige af Borger-Standen, som ønskede sig Plads der. Men nu, nu ere alle fattige Borgere udelukte fra at høste nogen Frugt af denne saa priisværdige Stiftelse: Og de Syges Mængde vil neppe tillade den almindelige Pleye-Anstalt, nogensinde at give nogen saa god Pleye og Cuur i sin Sygdom, som den fattige Borger tilforn nød paa Friderichs Hospital. At enhver fattig Huus-Fader nu kan giøre sig Haab om to Mark, og enhver Huus-Moder eller enkelt Person om halv saa meget ugentlig, saa

længe de ere syge, er vel bedre end intet; men hvorvidt skal dog de to eller den eene Mark kunde strække?

At frelse Folk fra u-duelige Lægers Hænder, er en stor Velgierning imod Staten. Men hvad for Anstalter den almindelige Pleye-Anstalt dertil enten maatte have eller være sin-

det at ville føye, er hidindtil u-bekiendt. I forrige Aarhundrede blev allereede tænkt paa denne Sag, og til den Ende anordnet, at Chirurgi lige saa lidet som Qvaksalvere maatte befatte sig med indvortes Svagheder. Og der ville, indtil andre og bedre Anstalter blive føyede, vist have sin store Nytte, om derover de i denne Post allereede giorte Anordninger Nøye blev holdet, at ikke nogen Barbeer-Svend skulde driste sig til at practicere indvortes, og falskelig anmasse sig det ædle Docter-Navn, som paa nærværende Tid ikke er u-sædvanligt.

Den almindelige Pleye-Anstalt forsikrer den fattige Borger om gandske frie Hielp af en duelig Læge og frie Lægemidler. — Dette er vel got; men førend han kan giøre sig Haab om at nyde dette, maa først hans Trang af hans Kirke-Sogn bevidnes; Og forinden dette Vidnesbyrd kan erhverves, er det jo mueligt, at den Syge kan crepere. Det er høystpriisværdigt, at Hans Majestæt af sin egen Casse lønner trende Læger for de Fattiges Skyld, men skal Hans Majestæts allernaadigste Hensigt rettelig opnaaes, vil det

uden Tvivl være fornødent, at enhver Fattig faaer Adgang til Lægerne selv, uden nogen foregaaende Vidtløftighed, og at den gamle Stad bliver forsynet med meere end een Læge; thi Antallet af de Syge, som trænge til frie Læge, maae i den gamle Stad være langt større, end enten paa Christianshavn, eller i den nye Stad.

Paa det at hielpeløse Børn kunde blive pleyede, opdragne og giorte brugbare til deres eget og det almindelige Beste, have vore høystsalige Konger Friderich den Fierde indrettet Vaysenhuuset og Friderich den Femte Opfostrings-Huuset. Begge Stiftelserne i sig selv kunde i forrige Tider ikke noksom anpriises, og man beklagede alleene, at de ligesaa lidet som Friderichs Hospital vare tilstrækkelige til at tage imod alle dem, som kunde behøve at høste Frugten af de viiseste Kongers reddeligste Hensigter. — Men nu omstunder, da Tænkemaaden med Tiderne forandres, ere de, fornemmelig Vaysenhuuset, blevne anseede for, ikke at være beqvemme til Børns Pleye og Opdragelse. Den almindelige Pleye-Anstalt vil benytte sig af beqvemmere Midler,

og man forventer med Længsel at blive overbeviist om, at Følgen fuldkommen svarer til Hensigten.

Den almindelige Pleye-Anstalt vil og sørge for Almisser. I den Publico meddeeke Underretning om denne Indretning fortælles, at et Magazin af er par tusind Tønder Rug og ligesaa mange Tønder Kartufler skulde sidste Vinter forsyne de trængende med Levnets-Midler. Med Kartufler skal Almisse-Lemmer og overalt være blevne forsynede, og i et par Kirke-Sogne, af Begyndelsen og førend den 17 Januarii, med meget meere, end de skiøttede om. Man hørte adskillige Fattige beklage sig over, at de i Steden for en Mark i Penge, som de havde giort sig Regning paa, og hvoraf de vare det meeste skyldig bort, maatte tage til Takke med en halv Skieppe Kartufler og een Skilling i Penge, og i Steden for to Mark med en heel Skieppe Kartufler og to Skilling i klingende Myndt, hvilket de saa meget mindre kunde finde sig udi, som de troede, at de kunde have havt meere Nytte af at faae bare Penge, ligesom forhen, og at de, naar de havde haft Pen-

46 gene, og selv hos de Handlende ville have kiøbt Kartufler, kunde have faaet en halv Skeippe for tolv Skilling. —

Tiden vil nu lære, om og hvorvidt den almindelige Pleye-Anstalt ogsaa i Tiden vil være i Stand til ar opfylde det betydelige Løfte, den frievillig haver givet Publico, nemlig:

at enhver ogsaa tilforladelig skal blive hiulpet. Gid den aldrig maa mangle Penge til at udføre saa vigtigt og vidtløftigt et Foretagende med!!!