? Secilia Anders Datters Skrivelse til Argus, hvori hun med inderlig Bøn beder ham, at han dog vil forbarme sig over hende, og være hende behielpelig i, at hun maa beholde sin Silke Kaabe, og ved sin Forbøn mage det saa hos Hr. **** at han ikke vil skille hende ved al sin Verdens Velfærdt.

Secilia Anders Datters

Skrivelse

til Argus,

hvori hun

med inderlig Bøn beder ham,

at han dog vil forbarme sig over hende,

og være hende behjelpelig i, at hun maa beholde

sin Silke Kaabe,

og

ved sin Forbøn mage det saa

hos Hr. * * * *

at han ikke vil stille hende ved

al sin

Verdens Velfærdt.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt udi det Kongelige Universitets-Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche.

2

        

3

Min kiere Argus! De kan ikke troe med hvilken Bedrøvelse og SindsUroelighed jeg læsede Deres Ugeblad No. 30; Ja Taarene randt mig Strømmeviis ned ad Kinderne, da jeg saae, De var saa ubarmhjertig, at ville skille mig og andre ved al vores Prydelse, og forbyde os al den Ziirlighed der skal smykke os Stakler, og forskaffe os Yndest hos de kiere Mandfolk, der kan langt om længe tilveyebringe os en Mand, som vi saa høyligen trænger til; men De vil ogsaa paa en haard Maade skille og berøve os det beste af vores Eyendom, timelige Velfærdt, og alt hvad os

4

4 kiert er, og De glæder Dem endog derover, at De kunde skue vor Nøgenhed, og at vores Ziir og Prydelse kunde blive solgt paa udenlandske Lusetorve. O, forskrekkeligt! Haaret reiser sig paa mit Hoved, og det var, som een stak mig en Kniv i Hiertet da jeg læsede denne Deres Ubarmhiertighed, og hver gang jeg tænker der- paa, grues jeg: At min kiere Kaabe, min beste Ven i Verden, skulde have denne bedrøvelige Skiæbne og blive saa foragtelig medhandlet, som dog har kostet mig saa mange sure Dage, og møysommelige og vaagne Nætter, før jeg kunde kaldes saa lykkelig, at være Eyere af dette umistelige og kostbare Ting.

Allerkiereste Argus! jeg beder Dem Hiertelig med mine grædende Taare, lad Dem dog bevæges til Medlidenhed, og forbarmer Dem over os og vor kiere Kaabe, og hielp os til at finde saa megen Naade for Hr. * * * * Øyne, at vi dog i det mindste maa beholde den, om der aldeles ingen Naade er at vente for Skiørt og

5

5

Trøye, at de jo maae og skal gaae i Løbet. Ach, min søde Argus! jeg beder Dem saa inderlig endnu engang, lad os dog beholde den; at vi dog kan svøbe os ind deri, efterdi vi skal miste vore andre Silkeklæder; paa det vor Nøgenhed ikke skal aldeles blottes, og De med Deres mange Øyen kunde komme til at see uroelige Ting; som vi just ikke skiøtter om skulde komme for Deres skarpseende Øyen; thi da kunde De blive alt for klarseende.

Jeg har tidt hørt, at min stakkels Moder, endog paa hendes gamle Alder, har begrædt sin Kaabe og andre Klæder, som hun maatte skille sig af med da en Klædeforordning kom ud. Hun var da til største Bedrøvelse nys bleven gift, og kunde altsaa ikke saasnart fortiene sig saadanne Klæder, som maatte bruges, igien. De Klæder, hun havde forhvervet sig imedens hun havde tient, maatte hun ikke bruge. Hun var da nøgen, omendskiønt der laae Klæder i hendes Kiste, og havde slæbet som et Bæst før hun var bleven Eyer

6

6

af dem, og nu vare de ikke til anden Nytte, end at hun kunde græde derover, naar hun saae dem; til Slutningen maatte hun sælge dem bort, men fik neppe saa meget for dem, at hun kunde kiøbe sig Værkens Klæder derfore igien.

Men aldrig saasnart var denne hendes Forvandling skeedt, før der kom Tilladelse, at der maatte bruges de sædvanlige Klæder paa nye igien; hvad hun saa ikke havde grædet før, det skeedte nu; men da var det for silde at tænke paa nogen videre Forandring for hende; thi ingen vilde da give hende saa meget for hendes Værkens Klæder, at hun kunde kiøbe Silketøy derfor igien.

Hun fortalte og: At da Sølv og Guld blev forbuden at bæres paa Klæderne, hvilken Skade det foraarsagede ikke allene Kiøbmændene i Særdeleshed, men endog Landet i Almindelighed. Kiøbmændene der havde givet saa anseelige Penge for det, som nu ikke tiente til andet end at overlevere Ilden det, og lade sig Nøye med det

7

7

lidet Sølv der blev tilbage. Alle de, som havde forsynet sig dermed til Brug, maatte giøre det samme. De nye Klæder, som de nu maatte forskaffe sig igien og torde bruge, lode saa bare, efterdi de vare vante til det glimrende Sølv og Guld paa deres Klæder.

For at raade Bod derpaa, opfandtes de saa kaldede Franier eller Perletakker, som vare meget kostbare i Førstningen, og bleve i største Mængde indført fra fremmede Steder, og troer jeg visselig, at der var ingen Fordeel ved dette Omskifte, men at det heller var en stor Skade for Landet; thi hvad Penge der ikke før gik ud for Sølv-og Guldgaloner, gik nu ud for Perletakker og andre Stoffer. Ja, hun fortalte mig, at mangen en Pige opoffrede sin Kydskhed, for hun kun kunde faae disse begierlige og glimrende Sager.

8

8

Fordeel, som De nu seer med alle Deres Øyne, vil blive meget liden; ja De vil, maaskee med eet Øye, komme til at see den store Skade det vil foraarsage, om dette Forslag vil komme til Fuldkommenhed, om De ellers formedelst Deres alt for store Skarpsindighed kan blive det vaer. Thi en Strøm, som tilstoppes, at den ikke maa have sit naturlige Løb, bryder ud ved Siderne, og derved foraarsager Oversvømmelse, og giør Skade med ødelæggelse. Saaledes gaaer det og med andre Stopninger, de vil dog tilsidst skyde ud og have Luft. .

Jeg veed ikke, hvorfor enten De, eller Hr. **** kan være os saa misundelig, at De ikke kan taale at see os Stakler gaae i saadanne Klæder, som De, saa meget mig er bevidst, ikke giver os en Skilling til, uden det skulde være skeet under Haanden, hvilket vi Uskyldige ikke kan til, at De ere saa godhiertige. Men med Deres Tilladelse, min kiere Argus! vil jeg sige Dem denne Sandhed: At aldrig ved saadan velsignet

9

9

langvarig Fred, har Rigerne været i saadanne bedrøvelige og slette Omstændigheder som nu, uagtet alle de store Anstalter og Forandringer her ere giorte paa en Tiid af 40 Aar.

Jeg har forundret mig meget derover, hvor det kan komme sig, da vi ere saa vel forsynet med saa mange store Patrioter, som dagligen lover os gyldne Tider, uden at vi eengang kan faae dem at see. Af denne Aarsag gik jeg hen til en gammel Spaamand og gav ham 4 Skilling, og bad, han vilde sige mig den tilforladeligste Aarsag: Hvorledes det kunde komme sig.

Han loe af mig, og spurgte: Om jeg ikke kunde see alle de Vanskabninger som nu havde indfunden sig i Verden, og ikke havde havt den Magt i gamle Dage; men herskede nu med en uomskrænket Magt over det menneskelige Kiøn?

Jeg sagde: Ney! Han sagde da: Saa see her igiennem mine Fingre! som han holdt op og

10

10 udspilede. O! hvilket skrekkelig Syn jeg da fik at see. Jeg blev vaer en gruesom Hoben Skabninger af Skabning som Mennesker, men havde Øyen baade for og bag, ja, hver Skabning havde ikke mindre end Hundrede. Disse forunderlige Dyr vare af adskillige Farver, saasom: Sorte, graae, hvide, røde, blaae, brogede, gule, grønne, o.s.v., alle gik og grundede som de skulde hen og prædike; seende omkring sig, og opspilede alle deres mange Øyen paa eengang, og da de bleve mig vaer, kikkede de saa nøye, som de havde seet noget, de ey burde have seet,

Jeg blev forskrekket over dette Syn, og spurgte Manden hvad det skulde betyde? Manden svarede: Det er just dem der har ødelagt baade vores og andre Lande med; vi er just ikke de eeneste der plages med disse Ødelæggere, men hele Europa har den Skiæbne.

Det kom mig noget underligt for, da jeg saae, at de havde ikke andet Redskab end deres

11

11

mange Øyen, og ikke noget andet Vaaben som de kunde beskadige Folk med; maatte derfore spørge: Hvordan det kunde skee. Han svarede: Disse mange Øyen de have, forvilder dem, ligesom Folk der formener sig at have for stor Forstand, giør dem rasende. Ulykken er og dette, at deres Bagøyen ere ikke saa gode som deres Forøyen kan synes at være. Thi hvad deres Forøyen seer, som skal og bør forandres, kan ey deres Bagøyen see hvad der vil flyde af og følge, og om Forandringen fører større Gavn end Skade med sig; dog alligevel blive disse Forøyen brugt som de klarseendes, hvorpaa følger da alle de store Forandringer som man seer, hvilke fører langt større Forvirringer og Ødelæggelser med sig; saasom: Forstyrrelse blant Herremanden og hans Bønder, deres Auvels og Driftes Fordervelse, Forvirring og Svækkelse; Handelens Ruin og Ødelæggelse, og al anden Nærings Undergang og Bedervelse. Thi deres mange Øyen giør dem saa klarseende, at de veed Beskeed om alle Ting, skiønt de aldrig have lært, brugt, seet

12

12 eller haver nogen Kundskab deri. Tænk engang, sagde han: Naar de, som aldrig har været ved Jordens Drift, men allene ved Hielp af deres mange Øyen vil undervise Bonden, som fra Barns Been har dyrket Jorden, hvorledes han skal pløye, saae og føre sig hans Jord og Auvel

til Nytte og Fordeel, og de, som ikke selv kan holde deres eget Huus, vil lære Bonden at holde Huus, som dog kan komme ud med mindre end den tivende Part af deres Indkomster, dog alligevel laster ham som en slet Huusholder og vil lære ham en bedre; saaledes gaaer det og med deres skarpseende Øyen i al Handel, Næring og Brug, de seer grandgivelig hvad Skade alting fører med sig, men deres Bagøyen kan aldrig blive vaer, hvor stor Skade det forvolder at Han-

delen og Næringsveyene bliver enten forknyttet eller aflagt og forbuden, og for deres skyld, og ingen anden, er det kommen saa vidt, at her fast ingen Næring og Ophold er at finde i Landet, og derfor er det at alle vore Kiøbstæder gaaer under og blive øde, og Folkene deri seer ilde ud baade i

13

-3

13.

Klæder og af Sult; saa aldrig nogentid har her i Landet været mindre fornøden at forordne Klædedragt end nu, da den største Deel af Nød gaaer med Skindpelse, og flere vil der komme til at benytte sig af denne Dragt, hvis disse Insecter skal faae videre Fremgang, og da vil al NæringeSæd blive reent fortæret.

Jeg veed vel, blev han ved: At disse skarpseende Øyen ikke endnu vil have skyld for Landets Fordervelse, og legge Skylden paa Landprangere og Bissekræmmere; men da dette Slags Folk ere nesten lige saa gamle som Landet, saa er dette Paaskud ligesaavel grundet som alt andet deres Kram; thi at de kan giøre nogen Skade til det almindelige Beste, kan jeg ikke see, der just kunde have saa slette Følger, som de vil indbilde os.

Ville de kuns bemøye et par af deres mange Øyen, og blade i vores gamle Historier, saa skulle de faae at see, at disse for dem saa onde Mennesker og Landets ødelæggere og Prangere, som

14

14

de kalder dem, har været til da alle Kiøbstæderne i Landet har været i deres største Flor og Velstand, og i nogle hundrede Aar har dog Kiøbstæderne besværget sig over dem; thi her er at merke, at det ene Menneske er altid avindsyg over det andet som vil ernære sig, ligesom der ikke flere skulle have deres Føde end de. Men i hvor de end blader, skal de aldrig finde, at Landet nogentid har været saa plaget af saa mange skarpseende Indsigter og Projectmagere, som i vore Tider, der vender op og ned paa alle Ting, og det er just dem, som have fordervet Landet.

Man kan allene, sagde han: betragte andre Naboelande, som ere plagede med dette Ondskab, saavel som vi, og maaskee endda mere. Men see, hvad disse har forhvervet ved dem og deres mange Anstalter, de har ikke forsømt noget af alt det hvad vores Projectmagere vil der skal skee, og hvad de indbildte dem med deres mange Øyen at kunde see, at være deres Land til Fordeel. Men hvad har de baadet derved. Disse saa

15

15 mægtige Lande som have været en Skrek for deres Naboer, og ført langvarige og blodige Krige, have dog altid, saa snart de kun en kort Tiid have havt Fred, været i en god Tilstand; indtil den Tiid da disse Forstyrrere udbredede sig og fik Magt. Disse, har efter mine Tanker, giort større Skade end deres mægtigste Fiender nogensinde har kundet giort dem. Man hører nu ikke andet end Jammer og Pengemangel, nogles Penge er nesten falden til sin halve Værdis udenlands, mangfoldige Familier ere der, som her, sat uden for deres Næring og mistet deres Formue, og Folk af Mangel paa Ophold strømme udaf Landet for at søge deres Føde i andre Lande, endskiønt alle Forbude og Anstalter ere giorte derimod; saa- ledes kan det og gaae med os. Hvorpaa han gik bort.

Kiere Argus! betragt dette nøye med Deres mange Øyen, og see, om det og forholder sig saa, som denne Spaamand sagde, og om det er sandt. Giv os da et godt Raad hvorledes vi best skal

16

16

kunde fordrive dette Utøy, der er det menneskelige Kiøn til saa stor Plage og Fordervelse, og hvad De giør saa see endelig til og lav det saa, jeg maa beholde min uskyldige Kaabe.

Og hermed vil jeg indslutte mig tillige med min Kaabe i min kiere Arguses Gunst og Be- vaagenhed.

Skreven i Visbye, den 31 Julii 1772.

Secilia Anders Datters

egen Haand.

P. S. Jeg kan ikke undlade af bare Glæde, at give Dem tilkiende, at her siges at vores allernaadigste Konge skal have casseret den Klædeanordning Hr. **** havde sammensmedet, Gud glæde altid Hans Majestæt derfore. Hvis det er sandt, vil Han ikke allene glæde Eyeren, men og dem, som forfærdiger, og har deres Levebrød ved disse Klæders Forarbeydelse og Istandholdelse.