Gustav Strømboe Velmeente Erindringer i Anledning af Hr. Cancellie-Raad Martfelts Forslag til en Reformations Commission, til Anlæg af en Plan for Oeconomie- Commerce- og Finantz-Væsenet i Dannemark.

Velmente Erindringer

i Anledning

af

Hr. Cancellie-Raad Martfelts

Forslag

til en

Reformations

Commission,

til Anlæg af en Plan for

Oeconomie-Commerce- og Finantz-Væsenet

i

Dannemark

ved

Gustavus Strømboe

Proprietair til Kiorboe-Gaard og Næssøen i Aggerhuus Stift.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade i No. 245.

2

        

3

Fortale.

At det Forslag, som Titel-Bladet nævner, og Hr.Martfelt i af- vigte Aar 1771 i Trykken har udgivet, er ligesaa nyt, som betydeligt i sin Natur, stort og nyttigt og vigtigt af Indhold og Hensigt, er ufeylbarlig en Sag, som alle fornuftige og patriotisk sindede Danske og Norske Undersaatter bør give Bifald. Ja Misundelse og Egennytte selv vil hemmelig tilstaae det! De oplyste Mangler i Staten og dens Huusholdning, Maaden hvorledes at remedere og afhielpe samme, den foreslagne Commission og Plan, naar de samme choiseres paa tienligste Maade, er tilfor- ladelig af den Vigtighed og Nytte, at

4

det ikke kan formodes, at en viis Re- gent, en Konge, som elsker sin egen, sine Undersaatters og Rigernes Velstand, vil tilstæde, at lade samme ved Tiden, ligesom ved en rapide Strøm, glide sin Opmærksomhed forbie.

Hr. Martfelts Tænkemaade er i nogle Stykker saa overeensstemmende med hvad jeg har ønsket til den almindelige Velfærd, (dog jeg ikke paa meget nær har tænkt saa meget som han) at jeg med klare Øyne anseer den fornuftige og passelige Plan, med samt en paalidelig Execution deraf, som et fornødent og stort Værk, hvis Fremgang enhver bør inderlig ønske, og til hvis Fuldførelse ingen redelig Untersaat, som har Kundskab og Indsigt enten i det Heele, eller Stykkeviis, bør nægte at frembringe tienlige Materialer. I den For-

5

modning, at det ikke er samme Autor, eller nogen anden, mere eller mindre interesseret, til Mishag, samt i det Haab, at jeg derved kunde encouragere nogen af mine fornuftige og redelige Landsmænd til at yttre sine grundige Tanker i en saa vigtig Sag, paa det saa nyttige Hensigter ikke skulde afløbe forgieves for Norge, om det faldt ind, at Interesserne i noget Tilfælde blev anseet stridige, har jeg paa min Nations Vegne, efterdi Norge er inddraget under Autors Opmærksomhed, til en Begyndelse skrevet disse velmeente Erindringer, med hvilke jeg dog ikke har foresat mig at gaae videre, end til nogle af de ved ham fremsatte Hovedstykker, hvis Virkninger vil have Indflydelse, enten paa begge Rigerne tilfælles, eller paa Norge i Særdeleshed. De øvrige har jeg forbiegaaet som de, der enten ere saa oplyste i Questioner

6

ne og de statuerede Følger, at udi Oplysning ikke behøves Tillæg, eller som de, der ikke i noget Stykke angaaer Norge, og følgelig passer sig bedre paa an- dres end, paa min ringe Indsigt. Jeg har kaldet disse Erindringer velmeente; thi det er hvad jeg med Overbeviisning kan forsikre. Lad derfor, gunstige Læser! denne Egenskab undskylde dem, om de imod min Villie skulde være be- heftede med Feyl eller Mangel.

Jeg skal og vil ikke indlade mig med at raisonnere over RegieringsFormen, hvis Egenskaber Hr. Martfelt i sin Forerindring saa vel har beskrevet; thi maaskee at den Sag oversteeg mit Begreb. Jeg beklager allene i et redeligt Hierte, at under en Regiering af saa mange Ypperligheder og Fortrin skal befindes saa mange bekymrede Borgere, saa mange udarmede

7

Bønder, saa mange Fattige, saa mange Betlere, at derpaa fast ikke er noget Tal. Kort sagt, saa mange ledige Hænder, saa megen Hunger, Jammer og almindelig Fattigdom, hvortil hvert pa- triotiskt Øye her i Landet er et dagligt Vidne, at det vanskelig kan beskrives. Jeg siger, dette beklager jeg, og sande- lig af mit Hierte. Med Hr. Martfelt anseer jeg den absolute Regierings-Form for den fuldkomneste, og i den Anledning ligner den ved et frugtbart Træ af den ypperligste Sort, placeret paa det beleyligste Sted, i tilbørlig Clima, som promitterer en riig Frugt, der er nær ved at være der. Men mærker Herren, at han dog ikke finder Frugten ved Høsten, da bør han giøre denne rimelige Slutning: At Gartneren, eller andre Tyve, har be- røvet Haugen. Pag 51 siger Hr Martfelt: Denne Slutning er

8

værd at erindre! — Faaer vi

et aabent Øye paa vores Tilstand, paa vores Stats Mangler og Feyl, saa vil vi nok deraf lære at indsee, at en alvorlig Hielp og Rættelse uden Tiidsspilde er fornøden. Men den vil

skee, eller ikke skee i Forhold til den Oplysning og Foranstaltning Regenten vil antage. Det bliver imidlertiid ikke vanskeligt, af den nærværende Rigernes Tilstand at lære Stats-Værkets Feyl. Men at kiende et Legems

Svaghed bliver ofte anseet for den halve Kuur.

9

Hr. Martfelt foreslaaer en Commission, som skulde forfærdige en Plan, hvoref- ter, naar den fandt Kongens Behag, Hans Majestæt kunde anlegge og udføre OeconomieCommerce-og Finantz-Væsenet i Dannemark, det vil sige: i begge Rigerne og Fyrstendømmerne. Dette Arbeide i sit heele Begreb er tilforladelig større, nyttigere og vigtigere, end den nye Lov, og dette kan dog i føye Tiid blive forfærdiget og sluttet, naar Regenten har den Lykke at træffe paa habile Kiendere, og retsindige duelige Mænd til denne vigtige Gierning. Fuldførelsen vilde nok beqvemmeligst og allene kunde skee under en separat Commission, som i den Tid var befriet fra andre Occupationer. Formodentlig vilde Hans Majestæt med Fornøyelse tiltage Commissionen Beqvemmeligheder paa Friderichsberg Slot, som der belejligste

10

10 Sted. Men endskiønt alle de 43 Poster, hvilke Hr. Martfeldt som Spørgsmaale har opgivet, indtil den allermindste kunde behøve Reformation, og saadant virkelig kunde medføre sin Nytte, saa dog, endskiøndt dertil er afdeelt Tider, holder jeg det dog for rimeligere, nyttigere og mueligere at foretage, og at see iværksat først allene nogle faa af de betydeligste HovedPoster i vores oeconomiske og handlende Indenog Uden-Rigske Forfatning deres Mangel, og Forbedring; thi udi en Stat, hvor man paastaaer, at der er giort saa lidet, og forsømt saa meget, eller hvor Commercen har saa ringe Figur, vil det befrygtelig blive, at tage Vand over Hoveder, om man vil paatage sig at reformere alle Ting paa engang. Jeg siger det holdes i Almindelighed saa for, men Mueligheden af en Plan til det Heele imod siger jeg ingenlunde. At en Plan med temmelig Fuldkommenhed kan giøres, hvorefter Rigernes baade Oeconomie-og Finantz-Væsen kan anlægges og føres, det lader sig begribe, thi den hele Indtægt og Udgift kan, og bør fornuftigviis i forhaanden med temmelig Vished calenleres, og ef- ter saadan Basis kan en og anden Ting viiselig regleres, indskrænkes, eller forandres. Man begriber tillige, at Commerce efter saadan Plan

11

11

kan forandres, aabnes, eller anlægges, uagtet Handel vil ikke gierne være bunden, og den strikte efter ingen Plan kan føres, da de Forandringer, som Priserne af Vahrer og Fragter, deres Declination og Forhøyelse, samt Krig og Fred foraarsager, vil disputere derimod. Om Handel i Almindelighed er det ellers min Mening: at en klog Stat omhygelig formee- rer, forbedrer og forædler sine naturlige Producter, baade til den inden-og udenrigste Handels Udbredelse, thi derpaa beroer vist nok en Deel af Statens Styrke. Den setter derved alle Hænder saa vidt mueligt, i en nyttig Rørelse, den holder alle fremmede og ufornødne Manufacturer og Kostbarheder fra sig, men aabner og baner Vei tillige ved Encouragements; eller i det mindste ved lætte Paabuder for sine Handlende og Seilende Undersaatter, til al den Omsalz-Handel, og de Fragter eller Fordeele i og uden for Landet, som Beleilighed, Formue og Muelighed vil tillade. Dette altsammen synes mig at maa uomgiengelig føyes og hænge tilsammen i hver Stat, hvor Handel og Velstand skal florere. Naar Hr. Martfelt tillader at føye saa meget af den Hollandske Plan til den Danske, som han foreslaaer, da bliver i det mindste ieg fuldkom

12

12

men enig med ham derom, og da beviser den i sig selv at være en nyttig, og den beste Plan.

Tillad mig her for et Øyeblik at metamorpho- sere de Kiøbenhavnske og Helsingørske Kiøbmænd, det er: Banqviers, Grosserere og Kiøbmænd til Hollændere — Jeg ponerer de boede alle i

Amsterdam og Sardam, men at et liige Antal af de rette Kiøbmænd derfra havde i stæden Boe- pæl i Kiøbenhavn og Helsingør—Hvad skulde da skee?—Jeg vædder og er temmelig vis paa at vinde, at inden to Aars Forløb, da kunde Holland vanskelig faae kiøbt nogen Ladning Ø- ster-Søes Hvede, Rug eller andre Kornvahre, Seigldug, Hør, Hamp eller Vox, uden fra Kiøbenhavn eller Helsingør, og ieg troer, at alle som har nogen grundig Indsigt i Handel, vil biefalde min Meening; saadan Speculations-Force og Al- vorlighed har Hollænderne i Handel.

De Spørsmaale, som Hr. Martfelt fremsætter til den supponerede Commissions Besvarelse ere:

1.) Om en bestandig Kornpriis for ind-og udgaaende Korn-Vahre i Dannemark kan fastsettes med Nytte, eller er det ufornødent?

13

13

Dertil svares:

Ved indgaaende Korn-Vahre, troer man, at Autor allene forstaaer fremmede Korn-Vahre, disse kunde vel ikke under andre Vilkaar, end et Oplag for igien at udskibes, bringes ind, med mindre Mangel udkrævede, at nogen Deel deraf blev consumeret i Dannemark. Et saadant Oplag burde i det minste for visse beleilige Steder altid være tilladt, thi af alle de Baand og Forsømmelser paa, og udi Handel, hvorom ieg har læst, eller hørt synes mig intet overgaaer denne, at fordi Dannemark selv producerer en Mængde Korn, og fordi der sidder Herremænd eller Proprietairs i Regierings-Collegierne, kan de Handlende ikke faae Frihed til at lægge fremmed Korn op i Landet, for at handle dermed og at blive rige derved. Dersom Hollændere havde giordt denne Paastand, da blev den rimeligere! Om der end ved Underslæb kom aarlig 10 eller 20 Tusin. Tønder utilladelig Korn til Forbrug ind i Landet, kunde der da ikke sælges saa meget meere af Landets eget, og hvad blev Virkningen af den heele Sag vel andet end dette: Landet blev riigt, og nogle tusinde Tønder Korn, om det end ikke kunde forekommes, blev forbyttet. Naar man ellers

14

14 paa et Landkort seer Dannemarks Beliggenhed, saa erkiender man strax samme som et beqvemt Pakhus for Øster-Nord-og VæsterSøen, men de adskillige Strømme og Steder der Udi, som Afdeelinger og Indretninger, skikkede til at imodtage og afgive med Fordeel mange slags Vahre. I mine Tanker beklageligt at det hidind- til er forsømt! Vi søge Indierne og langt fraliggende Lande efter Rigdomme, men have dem nærmere og see dem ikke.

Om Kornprisernes Fastsættelse er der i mange Aar hos adskillige Nationer skrevet vidtløftige og fornuftige Afhandlinger; men pro & contra, og Korn-Staterne selv ere endnu uvisse om, hvorledes til en almindelig Nytte kan antages noget paalideligt og bestandigt Systema, hvorefter at determinere en staaende og fast Priis for Korns Ind-og Udførsel. Ja Engeland, som forlængst og alvorlig har arbeidet derpaa, er endnu stedse underkastet Forandringer af Forbud paa Uførsel, og Tilladelse af Indførsel efter de indfaldende Fornødenheder og Omstændigheder. Er det en Deel af den timelige Lyksalighed at være Indbyg-

ger i et med Korn og andre Levnets Midler over- flødig velsignet Land, da bør den være almin-

15

15

delig og strække sig til alle, men ikke overgives til Disposition af nogle faa. Skal Søefarten, Manufacturer og Fabriqver tiltage og blomstre til Statens Fordeel, da vil Korn og andre Føde-Vahrers Læthed contribuere det allermeste dertil; men naar Korn-Handel skal ansees lige med anden Handel, da bør den være frie og ubebyrdet, for saavidt som Mangel og Nødvendighed vil tillade, og hvordan det end gaaer, maa Agerbruget ikke forfalde! Her er altsaa stridige Meeninger om Kornprisernes Bestemmelse for Ind-og Udførsel, og i denne Sag er det vanskeligt at decidere. Jeg holder for, at en viis Regiering, og en aarvaagen retsindig Oeconomie-Forvaltning ved betimelig Forbud af Udførsel, eller Tilladelse af Indførsel, ligesom Omstændighederne i Tiden udkrævede, best kunde reglere denne Tvist til Fordeel for den fælles Skat, dog synes det tillige billigt, at, naar Kornpriserne i Dannemark udi Begyndelsen af gode Aar oversteg Hvede 3 og en halv Rdlr., Ruug 2 Rdlr., Byg og Malt 1 og en halv Rdlr., Havre 80 ß. pr. Tønde, de andre Sorter i Propor- tion, da kunde et Forbud paa Korn-Udførsel til Fremmede have Sted: men naar Prisen inde i Landet steeg til en halv Rdlr. pr. Tønde derover, da Indførsel af fremmed Korn tillades.

16

16

Derimod bør Norge, saavel Syndenfields som Nordenfields, efter den allerstørste Billighed, til alle Tider være tilladt fremmed Korns Indførsel imod et facil Paabud; thi en saa interesseret Forestilling, som den der i Aa- ret 1734 er mellemløben, bør ikke i en ældgammel Frihed komme Nationen til Præjudice, helst da ikke allene mange Aars Trang til Korn, men i sær dette Aars Mangel og Elendighed over det hele Rige vidner om saadan Korn-Indførsels Fornødenhed.

2. og 3. En vis Tid for Korn-Bræn- deviins Distilleringen, samt om Brændeviinsbrændingen paa Landet bør ophæves eller ikke, hvorledes bør enten det ene, eller det andet skee paa beste Maade for Staten?

Aldrig vil jeg troe, at Politici holder KornBrændeviins-Brændingen i sin Frihed til Nytte for Staten, hvor man ikke har Adgang til at forføre, og forgive sine Naboer med Producterne, ligesom Holland i Smughandel med Geneve, har aabnet sig en saa betydelig Afsætning til Engelland, Skottland, og Irland; naar da Korn-Brændeviin formedelst Over-

17

17 daadighed og Liderlighed, i Landet consumeres, falder jo denne Ulykke paa Rigerne selv. Pro- prierairs og Brændeviinsmænd, hvis Interesse det altid er, at see saameget Korn, som mueligt, forødet, maa da allene være de, som paastaae, at denne Operation er nyttig; men Staten betaler disse Privates Fordele heel dyrt formedelst Korn-Forødelsen og Misbruget. En indskrænket Brændings Tilladelse i Kiøbstæderne, under visse Paabuder til Statens Indtægt, maatte det da være, som skulde medføre nogen Nytte, for saavidt som Korn-Brændeviin, i Steden for fremmed Brændeviin, kan requireres til den kongelige Flode, til Søefarten paa Indierne, Grønland, og Iisland rc., eller for saavidt, som det i Rigerne, i Stæden for fremmed, kan ansees fornødent; men skal Misbrug og Menneskers Fordærvelse forebygges, vil Brændeviin baade giøres scarce og kostbar ved et betydeligt Paalæg, naar det i Landet forbruges. Paa ingen Tid begaaer Dannemark større Daarlighed, end selv ak drikke sit Korn i Brændeviin, naar Kornpriserne rundt om ere saa dyre som nu; thi det er ikke Fordele af Landet selv, men af Fremmede, som skal forøge vores Velstand. Om da Proprietairerne ansaae det som noget, der var haardt og ubilligt, om Regieringen efter oven

18

18 meldte 1ste Post fastsatte Priserne for Korns Ind-og Udførsel, kunde de dog vel ikke have noget derimod, at Regieringen siger: Kornet skal ikke skammelig og uforsvarlig forødes til den gemene Mands Fordærvelse — Og dette vilde i Henseende til det Almindelige medføre maaskee en ligesaa nyttig Virkning.

4. En almindelig Brød-Taxt.

Den bør og kan allene grunde sig paa Kornpriserne; naar Kornvahrernes Priser ere facile, da er en læt og billig Brød-Taxt en Følge deraf, den sidste kan formodentlig ikke paa bedre Maade regleres, end ved hvert Steds Øvrighed, efter at nogle Borgere ved Siden af Ba- gere ere hørte.

5. Vahrers Pris paa Markeder.

Denne Post bør rimelig inden Commissionen ventileres. (Den 6, 7, 8, og 9de Post, angaaer Dannemark allene.)

10. Kiøbstædernes ordentlige Mono- polier og Territorial-Rettigheder.

Under dette Navn, og den tilbørlige Indhold, ansees de af Nytte og Fornødenhed i

19

19 Hensigt til den indenrigske Handel; thi Handel og Næring bør paa ingen Maade være et Slags Gribs-Gods for alle; thi da kommer den Vist i Uorden, og gemenlig drager dovne Folk fra Landet til Stæderne, til Folkets Ruin; men al den Handel, som kan føres imellem Steder udenrigsk, bør være frie for alle, som vil betiene sig deraf, med mindre nogen nye og nyttig Branche udkrævede for en Tid noget særdeles Privilegium.

11. Om Lauge.

De har havt sin store Nytte iblant andre Nationer og bragt Kunster Med Haandværker til Fuldkommenhed, følgelig ansees de fornødne. Byrderne og Omkostningerne bør lættes, og Artiklerne for de fleste bedre regleres.

12. Opsigt med de fabriquerede Va- rers Materie og Form.

Denne i tilbørlig Orden vil uden Tvivl blive fornøden og nyttig. Bliver Brød-Taxten let, og andre Levnets Midler i Forhold, hvad skulde da Nægte Danne- mark at drage mange Fabriquer, og me-

20

20

gen Handel til sig, eller hvad bør hindre de danske Hoveder og Hænder at blive liig de Hol- landske, Engelske, Tydske og Franske. (13. 14. og 15de Post overlades til Commissionens Opmærksomhed.)

16. Det Ostindiske Compagnie.

Dette Compagnie kan ikke med Billighed klage over, at det jo har havt sine betydelige Fordele af Staten. Vel er det saa, at Interessenterne, hver for sig, afgiver nogen Contribution til Staten; (dog, dersom der endnu er nogen uden for Rigerne, ere de jo befriede,) men saa længe samme ikke er Formue-Skat, er den vel ikke anderledes, end hvad den alligevel maatte blive, om de ikke vare Interessantere. De fleste have vel og andre Indkomster af Staten, følgelig have de Private den gandske Fordeel af dette Compagnies betydelige Handel: men Staten intet for den givne Frihed, uden den ubetydelige Told af 2 pro Cento, som Kiøberen, eller tildeels Staten selv betaler. Der var da vel ingen Uretfærdighed eller Haardhed derudi, at dette Compagnie, uagtet Kongen selv, samt nogen af det Kongelige Huus, maatte have Actier, for at lette de almindelige Byrder, un-

21

21

en nye Octroy eller Handels Frihed, afgav til Kronen den halve aarlig giørende Fordeel, eller for at forebygge Vidtløftigheder med Regninger, et Par Tønder Guld, hvorved maaskee nogle hollandske og hamborgske Penge kom ind i Landet. Men om Compagniet dertil var uvillig, som man noget nær kan formode, skulle da ikke Staten kunde trænge til, kanskee til større Fordeel, at overlade denne Handels Frihed til et nyt Compagnie. Har de nærværende In- teressentere ikke havt Fordeel nok af Staten? Stakkels Norge! som ligger langt fra, men dog ligger dine Patrioter paa Hiertet, skulde ingen af dine Indbyggere, paa hvad Vilkaar end Monopolii Fornyelsen skeer, kunde blive Interessentere, og i det mindste have Fortrin for Fremmede? Den Sag meriterede nogen Eftertanke, og tilsidst en Forsigtigheds Clausul. Jeg har ellers i lang Tid anseet Christiansand beqvem for et ostindisk Compagnie, og fuldkommen saa beleylig som Kiøbenhavn, eller Gotten- borg, i henseende til Omsats-Handelen. Skulle de chinesiske eller ostindiske Vahre ikke derfra ligesaa beleylig som fra Gottenborg kunde føres til Holland, eller ligesaa commode til Hamborg, Bremen, Lübeck, Danzig, rc. som fra Amsterdam? Hvad vilde en Ladning eller to sige i

22

22 den Europæiske Kreds, hvor Consumtionen aarlig udbreder sig, eller ti mere, naar der blev saa mange færre hos de andre europæiske Nationer. Da vil det fornemmelig komme an paa at drage Handelen til sig, som vi ikke har Øye paa, fordi vi ere uskikkede til Handel, og fordi det ene er gierne det andet imod. De Kon- gelige Finantzer vilde tillige befinde sig vel derved, at kunde om en halv, eller heel Snees Aar, inddrage en Tønde Guld eller to af et Compagnie i Christiansand. Det er mueligt endskiønt det er forsømt. Efter saadanne Indkomster, som kan oplive Handel og tilveyebringe Staten Velstand tillige bør vi med Omhue søge. Men Christiansand er i Norge! (17 og 18de Post har Autor oplyst og fuldkommen udladt sig om.

19 Privates Privilegier.

De udkræve at revideres; ved en Reformation taaler nogle at forandres, samt mange aldeles at ophæves.

20 og 21. Handelen paa Iisland, og om Iisland bør beseyles som en Colonie, eller som en med Rigerne sammenhængende Hoved-Stat?

Neppe kan der blive to Meninger om Nytten af det sidste.

23

23 22. Trænger Dannemark til Forbedring af dens Coffardie-Love rc. og kan vi for vores Søehandels Loves Skyld gierne holde Priis i Fragter med Fremmede?

Her tilstaar jeg vel at de danske og norske Søelove, naar man holder dem imod de engelske og hollandske, som de fuldkomneste i Europa, udkræve en og anden Forbedring, følgelig nægter jeg aldrig Nytten af disse Loves større Fuldkommenhed i Henseende til Tvistigheder, som kunde forefalde imellem Mand og Mand indbyrdes i Rigerne, eller Colonierne; thi længer rækker jo ikke disse Love. Men Hr. Martfelt tilgiver mig, naar jeg paastaar, at Han i Indholdet af denne Question om Fragterne, ikke har fuldkommen yttret det udstrakte Begreb, som lyser i Indholdet af de øvrige betydelige Spørgsmaale; tdi sæt, at Søelovene vare fuldkomne, hvor ubetydeligen kan de end og da contribuere til lette Fragter! Skal da Søelovene fastsætte Hyre, eller Priis paa Victualier, hvoraf vores Søefarts Lethed saa meget dependerer? Det har ingen Lov til denne Tid kundet giøre. Det er sandt, Søe- Passernes Bekostning, Laste-Slave-og Ran

24

24 zon-Penge kan saadan Lov, eller Forordning determinere, og skal vi komme til at segle lige med andre Nationer, da bør vi fornuftig moderere disse Byrder derefter, som hidindtil ikke har været vores Sag formedelst sine Aarsager. Men hvad siger man om gode og nytti- ge Commerce-Tractater med Søe-Magterne,

og hvad mere der giør vores Flag sikkert? Disse Vigtigheder, paa hvilke vores Søefarts Undergang eller Opreysning grunder sig, de gaaer den skarpsindige Hr. Martfelt forbi.

23. og 24. angaaende Told-og Con- sumtions-Rullen.

De i den første indsnegne Baand paa og Fornærmelser mod en udbredende Handel til kiendegivcr, at Forfatterne ikke har havt Lys nok om Handelens Tilstand inden i Rigerne, mindre om den, som er uden for, i hvilke begge Nationerne ved Frihed og ubunden kunde, meget mere end skeet er, giøre sig deelagtige. Mænd, som har en moeden Indsigt derudi, bør vist nok kaldes til Assistence i henseende til en forandret Toldrulle, om den skal indføre tilbørlig Nytte for Staten. Consumtions-Rullen kan formodentlig med Nytte for det Almindeli-

25

25

ge noget forandres og forbedres; men jeg har altiid været af den Mening, at Fattigdom, Flid og Vindskibelighed paa alle muelige Maader bør lættes. Skulde ellers ikke de, som giøre Bekostninger paa at bygge, ligesaa billig kunde svare Consumtion af de forbrugende Mate- rialier, som den Fattige af hvad han æder og drikker? Var det Jern, Træ og Kalk, Norge behøvede fra Dannemark, og Korn Dannemark behøvede fra Norge, da torde det have hendt, at det første havde været belagt med Consumption og det sidste ikke. Der burde ellers iagttages en billig Proportion udi Consumtion i de Staters Provincer, hvor Korn og Fedevare avles, eller ikke avles, i Betragtning af den Fragt, Kiøbmands Profit og Omkostninger, som en Tilførsel medfører, saafremt en Ligevægt for Næring skal finde Sted. (25 Og 26de Post. Den første af disse er under 23 besvaret, den sidste berømmer sig selv)

27. Om Renter.

At de i en Stat, hvor Handel og Ma- nufacturer skal blomstre, bør være facile, har jeg endnu aldrig hørt, at nogen Forstandig har villet disputere, men for saavidt som vi ere

26

26

halvdøde i Handel og Commerce føle vi ikke tilbørlig de skadelige Virkninger deraf, eller laa- ne Øret til nogen Slags Klage derover. Dette anseer man for noget, som er meget rimeligt, at Renterne bør egaliseres med de facileste under andre handlende Nationer, og burde i almindelighed ikke overstige 4 pro Cento; men Banquen burde giøre Udlaan og Discont imod 3 pro Cento, og kunde gierne paa Sølv eller Guld imod 1 og en fierdendeel pro Cento; da, om der var Penge til Cirkulationens Fornødenhed, torde Agerbruget og Handelen i Rigerne komme paa Fode.

28. Den Kiøbenhavnste Banque-Oc- troy, eller Banque.

Denne store og nyttige Indretning hos en handlende Nation har langt fra ikke tilveyebragt Staten den Nytte, som Øyemærket og Privilegierne har sigtet til, i henseende til Handelens Udbredelse og Soulagement. Vil man med Oprigtighed og Skiønsomhed see hen til Banqvens Hovedvirkninger, da skal det befindes, at den fornemmelig har tient til at vedligeholde og at udvide de Kiøbenhavnske Monopolie-Handler, de øvrige Statens Deele til Fornærmelse, som have været excluderede fra Nyt

27

27 ten af begge Operationer, og i henseende til Banquen selv, da har den for den største Deel havt sine Fordele af Kronen og Undersaatterne i den Natur og Form, som kunde disputeres for at være billige; naar da Banquen i sin indskrænkede Forfatning ikke har tient til at hielpe og at befordre den almindelige Handel, som skulde være Hovedsagen, da ere de Grunde, hvorpaa den er tilveyebragt, urigtige, og Ban- quen i sin nærværende Forfatning nærmere at ansee som et Assistence-Huus for en vis Zirkel, overladt til nogle af Statens Lemmer, end en Banque, hvorfra al Handel burde hente Styrke. Her maa jeg for et Minut vige fra Materien, og handle lidet om de Kiøbenhavnske Monopolier, førend jeg udlader mig videre med min endelige Mening om Banquen: Formedelst den Connexion, som de Tid efter anden monopoliserede Compagnier har havt Leilighed at staae udi med det høye Ministerium, Lemmerne af Collegier, eller de Kongelige Favoriter, hvilke ere gemenligen blevne proponerede eller antagne som Directeurer og Med-Interessentere i Indretningerne, här Kiøbenhavn havt Adgang til at erhverve sig alle de Monopolia og udelukende Privilegier i den betydeligste Handel og Anlæg, som Staaten har havt Formue at give, men

28

28 der blev spurgt, hvo der fører denne anseelige Handel, skulle de Handlende formodentlig neppe kunde tilegne sig den halve Part deraf. Derimod har alle Stæder og Handlende uden for Kiøbenhavn, det heele tilsammenlagt, besværlig vundet Brød i den Tiid, Kiøbenhavn har draget alle muelige Fordeele til sig ved Handelen paa Indierne, China, Guinea, Middelhavet og Iisland, ved det almindelige Handels Compagnie og ved Banqven. Har de end ikke været alle af liige Fordeel, saa ere de dog occuperede fra de andre Undersaatter, foruden hvilke forlods givne Friheder, den øvrige Handel, som Rigerne kand føre, staar Kiøbenhavn altiid aaben liige med alle andre Stæder. Under alle disse formonds Fordeele har dog de øvrige af Riigernes Kiøbstæder baaret liige Stats-Byrder med Kiøbenhavn. Rimelig maatte man troe, at alle disse Monopolia har tilsammen draget og efterladt betydelige Riigdomme i Kiøbenhavn og Dannemark, i det mindste hvad de øvrige Statens Deele har savnet, men dette bliver end og disputeret, som er meest at beklage! Ikkun hos faa af de Interessentere i disse Indretninger, der kunde ansees for virkelige Kiøbmænd, har nogen betydelig Riigdom haft Indflydelse, og, naar det er skeet, da har Sønner eller Døttre draget Penge-

29

29

ne udaf den nyttige Handels Zirkel, hvorudi de vare fortiente og fremdeles kunde blevet Staten til Fordeel, og ind i Embeds-eller meer ÆreStanden, hvor de til Skade for Staten gemenlig ere blevene forødede. Man veed meget vel, at Regieringen ikke lettelig kan hemme disse Hendelser, det er derfor ikke i den Hensigt de anføres, men man vil fornemmelig godt- giøre, at disse Fordeele, endog for det meste, gaaer op i Røg for Landet, som formodentlig meget vilde forebygges, naar de bleve uddeelte til flere Hænder og Handlende i Rigerne, hvilken Sag er saa betydelig, at den er værdig en viis Regents Opmærksomhed. Naar det ellers er et Stats-Principium at vedligeholde en Ligevægt i Statens Legeme, som den tilforladeligste Nytte for Regieringen selv saavelsom for Rigerne, og den Kiøbenhavnske Banque i sin Forfatning har ageret i 20 Aar; kunde det da ikke medføre Billighed, at denne cesserede, efterdi det statueres af Interessenterne, at ikkun en Ban- que for begge Rigerne er fornøden, og at i det Sted en Banque paa lige Tid blev Norge og norske Interessenters bevilget for saavidt som de kunde supplere den; jeg indseer sandelig ikke nogen Uret derudi, at det skede. Men om det ikke skeer, uagtet saa stor Billighed, kunde da

30

30

ikke Statens Gield og Tilstand udkræve, at Kongen selv ved en paalidelig Direction antog sig Banco-Væsenet, og at den blev en Kongelig Stats-Banque i Navn og Virkning, nu dens Fond i Henseende til Interessenternes Indskud er mindre betydelig, men Revenürne de sam- me? Ventelig kunde herved nogle af de be-

sværlige Byrder, hvilke endog de fattige Undersaatter nu drage, desto før lettes, og dette var allene at tage dem fra Private, og at give dem til Staten, som de egentlig tilhøre.

Alle de, som ikke ere i Embeder, Handel, eller nogen fordeelagtig Rørelse, og dog betale Extra-Skat, afgiver jo samme af den Formue, eller Fordeel de have havt for de forløbne Tider; naar Formue-Skat paabydes, da reguleres den ikke efter den Gevinst enhver give i samme Aar, men efter den Formue, som er tilveyebragt i den foregaaende Tid! Hvad om det Ostindiske Compagnie og Banqven for sine Frie- heder, og paa Grund deraf, (naar man vil at Statens Gield, og den almindelige Klage i Rigerne skal ophøre) blev paalagt, at afgive visse pro Cento i stipulerede Terminer af de Fordeele og Udbytter, samme for nogen Tiid har giort efter Omstændighederne? Kunde det ansees alde-

31

31

les urimeligt! Det blev i det mindste ulige nyttigere for Staten, end fremdeles ved Extra- Skatten at svække de almindelige Kræfter og Rørelser, som udgiør det betydeligste af Statens Velstand og Styrke.

Dersom ellers ikke vores allernaadigste Monarch vil lade sig overtale til at have et aar- vaagent forsigtigt og politiskt Øye med de Kiø- benhavnske Monopolie-Negotianter, hvilke uden Tvivl gierne ville see det bragt derhen, at alle Rigernes Provincer, Siælland, eller Kiøbenhavn undtagen, bleve til Colonier, samt fremdeles en lige saadan Tilsyn med Adelens, Noblessens og Ære-Standens Extravagancer, og kort sagt, med alle de Depencer, hvilke overstige Statens Kræfter, da vil de fleeste, om ikke alle af Rigernes Provincer og Stæder snart forarmes og blive Staten bedrøvelige. Handelen og Søe- Farten vil tilligemed den almindelige Velfærd inden kort Tiid lide Skibbrud, og en Fortømring eller Forhudning vil blive seen, besværlig og kostbar; men Agerbruget og Bergværkerne t Norge, vil i Besynderlighed lide formedelst Bondestandens store Fattigdom og Afmagt. Dog ved alle disse Uleyligheder vil ingen tabe Meere end Re- gieringen i en summarisk Forstand; thi Under

32

32

saatterne (saa at sige) gaae og komme, og de- res personelle Elendighed hører engang op, Regieringen derimod bliver bestandig. Det er dog vist nok saaledes, at Handelen i Kiøbenhavn og Danmark bar en næsten naturlig og incurable Svaghed, thi ubetydelig, svag og mat er den, ja der er maaskee meere af samme Beskaffenhed, som jeg overlader de Stats-Kloge at dømme om. Det synes som de fleste Danske har ikke de fornødne Gaver til at omgaaes og at handle med de Fremmede, i det mindste har de Fremmede ingen synderlig Lyst til at handle med dem, jeg skulle und- see mig for at sige Aarsagen, om den var mig fuldkommen bekiendt, altsaa har Landets naturlige Fordeele, og alle Monopolia samt Privilegier endnu ikke kundet tilveyebringe Rigdom og Velstand, det seer og erfarer man jo tydelig af Landets Tilstand! og til hvad Ende skal de sidste da kontinuere? Dette synes mig at kunde oplyse Commerce-Deputationen om den fornødne Billighed: at foreslaae, hielpe og soutenere Handelens Opkomst i Rigernes øvrige Provincer, hvor den var naturlig, samt hvor den utvungen kunde aabnes, eller drages hen, thi saadant kan ansees i denne Tiid baade for virkelig fornødent og nyttigt for Staten. (29 til 36te Spørsmaal inclusive, vil Com- missionen fornuftig oplyse og reglere)!

33

33 37. Hoved-Maximer i Henseende til Coffardie-Seiladsen?

Nogenledes oplyst i 22de.

38. Hvilke ere de Hoved-Tilfælde, hvori Norge i sær bør ophielpes?

Dette redelige, eftertrykkelige, samt vigtige Spørsmaal er forfattet af en Dansk Mand. Jeg studser derved, naar jeg eftertænker dette, og jeg feiler Ord for at tilkiendegive Ham Landets Obligation derfor; jeg vil troe, at han mener det oprigtigt, og jeg vil overtale mine fornuftige Landsmænd, til det samme. Fiskerierne, Skovvæsenet, Biergværkerne, rc. vil ikke blive forsømt af de Norskes utrættelige Hænder og stærke Sener, naar ikkun Dannemark og Byrderne vil efterlade saa megen Velfærd i Landet, at disse Næringer kan drives. Det er tilforladelig den solideste Maade at understøtte dem paa, thi Staten er endnu for svag til at encouragere disse Ting ved Hielp af Avancer eller Belønninger.

39. Kan Dannemark glemme Norges Fordele uden at glemme sig selv?

Skriften bruger paa et Stæd denne Tale- maade: Kan en Moder forglemme sit diende Barn, at hun ey forbarmer sig over sin Lives

34

34 Frugt, rc. som tilkendegiver, at en saa naturlig Ihukommelse og Kierlighed kan blive tilsidesat hos Mennesker. Ja visselig kan Dannemark forglemme Norge og har alt for ofte giort det. Derpaa ere mange Beviser, men det nægtes ikke, at Dannemark jo af Stats-Feyl, som ikke er indseet, deri har forglemt sig selv. Hvem kunde man ellers rimelig slutte sig til at Norges Velstand naturlig skulde være angelegen, uden Kongen allene. Der har i det mindste ikke i dette Seculum eller, saavidt jeg af Historien erindrer, nogen Tid været nogen Norsk i Geheim-Conseil, eller i Ministerium, heller ikke har nogen, som har havt Anseelse, eller Forestillingerne, beklædet noget Collegium, hvori Landets Fordeel er afhandlet, indtil de allernyeste og maaskee ubestandigste Tider. Skulde man da troe, at danske og tydske Adels- mænd formedelst Fødselen arver en Slags Kierlighed og Omsorg for Norge? Nei! Det er ikke noget Argument, som kan stoles paa. Idet mindste er det ikke beviist, men vel at mange brave Mænd af begge Nationer ere blevne gode Patrioter, naar de ere blevne placerede her i Landet, og have lært at indsee noget af Huusholdningen, men da have de gemeenligen ikke formaaet mere. Det kunde vel hænde, at Kongen engang faldt paa de Tanker at spørge: Hvorfor

35

35

mon Vi ikke have nogen af Vores Norske Undersaatter i disse vigtige Charger og Embeder? Og maaskee Hans Majestæt skulde finde Behag udi at eftersøge Aarsagerne. Jeg vilde ønske at det stod til mig at oplyse den Sag. Jeg paastaaer ikke at de Norske ere mere kloge, men ikkun, at de ere lige saa kloge som de Danske og Tydske; og endskiønt den adelige og i Ære-Standen ophøyde Ungdom, formedelst Adgang og Formue, har den største Apparence til Lærdom, som er en Moder til Viisdom, ligesom til en dydig, fornuftig, og høy Opdragelse, saa er det desværre alt for ofte i disse seenere og fordærvede Tider befunden, at baade Naturens Gaver, og disse Fortrin ere, naar de skulle bære Frugt, enten hos mange forsømte, eller formedelst Daarligheder misbrugte. Dog er det bekiendt og nægtes ikke, at der under Adelen endnu befindes nogle meget studerede og grundlærde Mænd; ja nogle kunde maaskee formedelst deres ypperlige Videnskaber blive gode Professorer, men det godtgiør endnu ikke, at de ere ypperlige Stats-Ministre. Thi hver den, som skal gaae Kongen tilhaande i denne Forretning, maa fornemmelig kiende dette Studium, nem- lig: At giøre Kongen glad og Rigerne lykkelige. Hans redelige og største Omsorg bør være, at befordre og forplante Vindskibelighed; at vaage

36

36

over en fornuftig Oeconomie, over Rigernes beste og fornuftigste Dyrkelse, over Handelen og Søe- farten rc. Men med disse Egenskaber er sandelig ikke alle Adelsmand, eller Lærde begavede, hvilket ikke vil blive ret vanskelig at bevise. Var Kongen saa naadig, at ville tilstaae sine Undersaatter, indtil en tarvelig Proprietair inclusive, hver et anstændigt og rimeligt Ønske, da ville jeg un- derstaae mig at udbede: At Hans Majestæt ville betiene sig af Adelen og den høyeste Ærestand (med mindre nogen havde en prøvet og distingveret Capacitet) til at giøre Parade og Anseelse ved Hoffet med; men af de ringere Stænder til at udføre Forretninger. For denne allerunderdanigste Begiering har jeg mine skiulte Raisons, og kunde maaskee kalde 40 Aars Vidnesbyrd til Hiem- mel derfor. Thi ligesom det er tilforladeligt, at de mindre Classer har større Leilighed til at anvende den gandske Tid paa at lære de Videnskaber, som ere dem fornødne, og som skal giøre deres Lykke, men ikke saa mange Anledninger til at lokkes derfra; saa er det tillige naturligt og billigt, at de arbeyder baade med større Lyst og med større Frygt. Men nær havde jeg glemt Norge. Hvem har da kiendt Norge, hvo har elsket det uden Kongen? Hvem har kundet forestille Monarken Norges Angelegenheder og

37

37 tillige i det rette Lys godtgiøre, at Norges Vel- stand, Rigdom, og Flor er tillige Dannemarks Velstand og Styrke, eller hvem kan giøre dette?

Naar Finanz-Collegiet har faaet Revenüerne ind, Admiralitetet har faaet de fornødne Matroser, og General-Comissariatet, eller Regimenterne de aarlige Recruter fra Norge, ligesom fra en forpagtet Colonie, men alle har faaet deres Gage af Staten udi beleylig Tid, saa har de formodentlig troet, at alle Ting stod vel til end og i Norge. Men hvad er nu Aarsag til den almindelige Landets Fattigdom og store Mange, end og til Livets fornødne Ophold? Intet uden dette, at Dannemark har glemt eller forsømt Norge! — Velstand og Interesserne synes at være blevne holdt for stridige. Hvorfor maa Kongen nu paa de fleste Stæder i Riget ved Udpantning og Execution lade inddrive hos sine fattige Undersaatter baade de ordinaire Skatter og Extra-Skatten? Hvad Styrke og Nytte i Staten er det at have saa forarmede Indbyggere, at Kongen nødes til at forstrække dem Brød, uden Haab om Betalning? Hvorfor ligger nu al Handel, Flid og Næring ligesom død under Fortvivlelse om Opreisning? Fordi Dannenmark har ikke betimelig villet høre Norges Anliggenheder, men

38

38 har tilladt Plage-Fogderne, de danske Proprietairs, Forpagtere og Kornpugere ofte tilforn, men i Særdeleshed nu paa fiortende Aar, at udsue Norge for den meste Tid med utaalelige Kornpriser, hvorved Landet er skilt ved 7 til 8te Millioner rede Penge, som det ellers havde eyet i Circulation til Handel og Skatter, naar Indførsel af fremmed Korn i rette Tid var bleven permitteret. Næsten i lige Tid er Extra-Skatten bleven betalt, saa at her kan giøres Regning for Norges yderlige Pengemangel. Under denne Operation taale de Danske dog tillige at kaldes fattige paa Penge. Snart skulle jeg være af den Mening, at de frygtede for en Formue-Skat, og i Forhaanden trak sig i Skiul, for at spare paa sine Penge. — Om Handelen imellem Danmark og Norge indbyrdes har jeg læst noget i en Tractat, hvis Autor kalder sig Philo-Dano-Norvagus, og derfor med Tilladelse refererer mig dertil, hvor jeg synes den er temmelig tydelig afhandlet.

Derved glæder jeg mig imidlertiid at Norges Elendigheder er nær ved Modenhed. — En selsom Glæde hos en Patriot, ja jeg veed ikke Hvad enten jeg skal lee eller græde derover! Dog har jeg denne Grund for min Meening, at alle

39

39 violente Svagheder medfører en hastig Forandring, og jeg haaber, at Norges Elendigheder ere komne til den Modenhed, at Kongens Viisdom vil indsee en Reformations Fornødenhed i Stats-og Finance-Forvaltningen, og derudi indlemme saa mange af de, der grundig kiende Norges Forfatning, samt alting i Regierings Collegierne, at Regieringen ikke mere løber Fare for at føres bag Lyset, og Staten at blive forqvaklet.

Vilde Kongen lade sig forestille, at de danske Undersaatter i denne Tid paastaae, og tage af deres trængende og fattige norske Brødre 4 Rdlr. for en Tønde dansk Byg eg Malt, samt 5 Rdlr. for en Tønde Ruug, som er mere end 300 pro Cento imod den forrige og rette Værdie, og at Aarsagen til denne ubarmhjertige Handel er denne: At Dannemark ubehindret har solgt sit Korn til Fremmede, men Norge derimod har været forbuden betimelig at forsyne sig med, og at indføre fremmed Korn, da var jeg begierlig efter at vide, hvad Tak Directionen for Oeconomien kunde vente. Jeg bliver rørt og bedrøvet, naar jeg tænker paa, at Dannemark og Norge, der eye saa mange naturlige Producter og Fordeele, ligger under Skat for

40

40

at betale Interesser til Fremmede, fordi Rigerne ikke eye selv det, som udkræves til Statens Fornødenheder. Hvorledes vilde det gaae, om Kongen i denne Sag med alle sine Omstændigheder blev fuldkommen oplyst? At saadant endnu ikke er skeet, maa man billig falde i Forundring over, da Kiøbenhavn dog eyer saa mange Lærde, redelige, forstandige og indsigtsfulde Mænd, saa mange Patrioter — Ere de da alle visse Herrers Dependents, og nægte sin Konge maaskee den allervigtigste Tieneste, som af Undersaatter kunde giøres?

Naar man kortelig vil eftersee, hvad Re- gierings-Collegierne i en Tid af 30 til 40 Aar har udført i henseende til Norges Velstand, eller ved at erindre Norge, da skal det befindes, at samme har fornemmelig bestaaet herudi: Nu og da eller rettere ofte er det bleven befalet, at man skulde opgive hvad som kunde ophielpe den norske Handel og Søefarten i Almindelighed, og dermed har da Embedsmænd og Borgere adskillige Gange for nogen Tid været occuperede. Stundom er der ved circulair Ordres til Stifterne, Amterne og Betienterne, eller fra det ene Stæd til det andet befalet Embedsmænd el- ler Indbyggerne at opgive hvad som tiente til

41

41 Skovenes Conservation — nu til Biergværkernes Fordeel — nu til Fiskeriernes Opkomst, nu til Agerdyrkningens Fremgang. For mere end 20 Aar siden flød der strømmeviis omkring i Landet Invitationer fra en vis høy Mand, som indbød Patrioterne, at indgive alle Forslage, som vare nyttige til denne Hensigt, saa at hele Landet troede: Nu er Saturni eller de gyldne Tider nær ved! I dette Haab blev nogen Tid fordreven. Nu er Nationerne tilfælles bleven inviteret til at tage Deel i den Handel, Fragter og Fordeele, hvilke Krige imellem Søemagterne i Europa gav Anledning til, følgelig foreskrevet Reglement om hvad Kiøbmands-Vare, som vare tilladelige, hvorledes Seyladsen var permitteret og hvad Passer med flere Dokumenter, dertil Sikkerhed skulle bekostes, og Tiden har lært, at det sidste var Kiernen af Indholdet: thi da Undersaatterne formedelst saadan Anledning søgte efter disse Fordeele, bleve de fleste af Nationens Skibe opbragte, ført i Processer, samt mange Ladninger, men nogle Skibe con- demuerede; saa at denne Handel og Apparance, forsvant af sig selv andre Nationer til Bytte, hvis Sag stod i en anden Situation. For at curere dette Onde paafulgte en anden Ophævelse. Et Trommeslag igiennem alle Landets Kiøbstæ-

42

42

der befalede alle de Undersaatter, der havde taget Skade ved Opbringelser og Ophold, Røverier rc. at indkomme med deres beviislige Prætentioner. Dette blev efterlevet med Bekostning af Protester, Domme, Tingsvidner og RaadstueAttester. Dermed er Tiden passeret! Men i hvor voldsomme og umenniskelige end nogle Opbringelser have været, og i hvor beviislig stridige de end alle have været imod de i Reglementet paaberaabte subsisterende Tractater, saa har dog disse billige og Landet betydelige Prætensioner soved hen, da vel ikke en eneste af de Norske Undersaatter indtil denne Tid har nydt den allermindste Opretning. Ligesaa nyttig er omtrent de øvrlge Foranstaltninger i Henseende til Norges Velstand afløben i den gandske Tid. De i den Tid etablerede tvende General-Forst- Ampter ere de eeneste Indretninger som i Norge er foreløbene; men var man end ikke paa anden Maade overbeviist, at de samme var Landet aldeeles unyttige, Kongen forgieves bekostelige og Staten virkelig skadelige, da maatte man rimelig præsumere det deraf, at Finance-Collegiet selv har anseet det fornødent at hæve dem. De har imidlertid kostet Staten et par Tønder Guld. Ligesaa kortelig vil man ansee nogle af de Poster, som ere blevne efter

43

43 ladte. Danmark har selv i lang Tiid beklaget og endelig for eendeel Aar siden fuldkommen indseet de skadelige Virkninger af Fællesskaber eller Samejer i de adskillige Jord-Stykker og Ejendomme, som har haft disse Egenskaber; i denne Anledning ere de til den almindelige Nytte blevne Ejerne uddeelte! Det synes ikke at kunde feile, at et lige saadant og fornuftig Skridt ville i Norge, ja maaskee i den gandske Verden, medføre samme Nytte; men, uagtet derom fra Norge er giort mange Ansøgninger og Forestillinger, ja trykte og publicerede Forslage, som har overbeviist Collegium om Skovenes Udlæggelse og Jordens skadelige Forsømmelse, samt at endskiønt Deeling fuldkommen er tilladt, kunde ingen privat Foreening imellem Ejerne heele Landet over supponeres, eller bringes i Rigtighed, saa har det dog ikke til denne Tiid været mueligt, at bringe denne høyst nyttige Ting til Forestilling ved et Paabud, end sige til at reusere. Det høye General Landets Oeconomie-og Commerce-Collegii Instruction, som stod i Kraft i nogle og Tredive Aar, gav Norge Haab om at der strax skulle bleven oprettet et Oeconomie-og Commerce-Collegium, som og siden mange Gange er ansøgt, og ved adskillige Lejligheder

44

44 oplyst at være saa høyt fornøden. Samme skal og seenere ved et Kongelig Løfte være forsikret; — Hvem kan da have været denne Vigtighed for Landet hinderlig? — Sandelig ikke nogen Norsk eller nogen Ven af Norge.

Ikke ret længe siden er der giort en Fo-

restilling til vedkommende Departement, at det blev anseet nyttigt for det Almindelige, om der blev en Myndt oprettet inden AggerhuusFæstning, og i denne Tiid var det ikke skadeligt, om der blev en Myndt indrettet i hvert Stift, men dette fandt ikke Collegii Approbation. Derimod seer man nu Fremmede, end og offentlig paa Auktioner, at kiøbe alle Slags Guld og Sølv til smaa Priser, for ubehindret at udføre det af Landet; Disse ere en Deel af de Poster, som i Henseende til at befordre Nor-

ges Velstand ere blevne forsømte. Jeg bilder

mig da ind, at alle disse gamle og ligesom i afpassede Tider giorte Collegii-Udrustninger successive ere skeedte, for at tilkiendegive, at Lemmerne dog beklædte Collegiet, og for at persvadere Kongen tillige med Undersaatterne til at troe, at Rigernes Flor og Velstand var nu under Arbeide; — Saaledes vil det ufeilbarlig altid gaae med Ukyndighed og med Lejesvenne.

45

45

Alle Fornuftige vil da nu vel indsee, at det ikke er Tiid længer at spilfægte med Statens Velfærd, og man bør troe, at Kongen selv tænker saa — GUD give Ham da Lykke til at vælge redelige og duelige Mænd til Forretningerne, samt til en for Rigerne tienlig Forandring! — Den sidste skal vanskelig opnaaes under noget brillant Collegium af forrige Natur. Repeterede Ventilationer blive endnu utilstrækkelige, om de ere ukyndige; og ofte vil et stort Collegium og en duelig eller beqvem Secretair sige et og det selv samme. Jeg holder for, at et hvert Collegium eller Departement, som giør Kongen nogen Forestilling af Vigtighed i Sammenhæng til Staten, bør først derpaa i en Protocol ordentlig votere, da bliver Kongen i Stand til at see, hvor der er Skiønsomhed eller Meriter, og hvor de maatte mangle. Faa og duelige Mænd arbeider ellers mere, men koster mindre. Jeg veed ikke, om det skulde falde saa galt ud, om de, som i denne Tiid ere an- seete derfor, fik Tilladelse at foreslaae andre? Det bliver Effecten af saadanne Mænds modne Indsigt, og at enhver er sin Gierning voxen, som skal opreyse Staten under Kongens høye Tilsyn.

46

46 Det skulde tillige efter mine Tanker medføre Nytte for Staten, om alle de, der vare Ejere af noget betydeligt Landgods, eller af nogen anseelig Formue, bleve, saa meget mueligt, forskaanede for Embeder, for saavidt som de uden Tab, af andre kunde beklædes — deraf vilde følge, at de første med større Fremgang kunde see sine Herligheder og Landet forbedret, og at de sidste ville henvende sig til nogen for Landet nyttig Handel, Manufacturer eller Fabriqver, hvorhos tillige nogle nyttige Hoveder og Hænder, som nu have maaskee lidet at bestille, kunde blive sadt i Rørelse — Jeg indseer ikke, at dette

kunde skade Staten. (40, 41, 42 og 43 Spørsmaale underkastes den supponerede Commissions Overvejelse.)

Disse ere da alle de af Hr. Martfelt fremsatte Spørsmaale, i Følge hvilke han fornuftig har imagineret sig baade Indvendinger, Svar og Virkninger. Bliver hans Arbeide overgivet i redelige og skiønsomme Mænds Hænder til Eftertanke og Undersøgning, og disse Erindringer eller andre kunde meritere at holdes ved Siden af nogle Poster, da torde Kongen formodentlig faae en Plan at see af større Indhold, men mindre Kostbarhed, end de sædvanlige.

47

47 Et staaer endnu tilbage, at kaste et Øye hen til de Personer, som skulle udgiøre den foreslagne Reformations Commission, om Kongen samtykker den. Hr. Martfelt fastsætter dem fra 3 til 7 i Tallet, samt opgiver adskillige Stænder dertil, men har Objectioner imod de fleeste. Endelig siger han, det er jo Tiden man vælger duelige Mænd til alle vigtige Forretninger; jeg lægger et Mærke til, at han skrev det Aar 1771, saadanne Mænd skulle det være siger han: men hvorledes kan de udmerkes uden ved en bekiendt redelig og distingveret Capacitet, de ere jo end og uvisse paa at blive choiserede dertil. De Handlende mærker jeg, at Autor ikke har den beste Idé om til denne Gierning, men for saavidt som Handelen udgiør et af Statens Velfærds Hovedstykker, og dens Fremgang rneest beroer paa, om den fornuftig bliver anlagt og udført, samt beskiermet med fornødne Forbund hos fremmede og allierede Stater, saa maa det tillades mig at sige: at hvis ikke nogle af de forstandigste Kiøbmænd i Rigerne tillige træder ind i Reformations Commissionen, og for Eftertiden i alt hvad der angaaer Commerce, da skal Staten besværlig kunde vendte den Lykke at see Handelen udbredet og beskiærmet. Saaledes tænker jeg ikke i alle Deele herom lige med Hr. Martfelt,

48

48 men formedelst vigtige Aarsager holder det uom- giengelig fornødent, at Reformations Commis- sionen bør bestaae af 1.) Tvende formedelst deres ! Retsindighed og Duelighed bekiendte indfødte Danske Politici. 2.) Een fornuftig Handlende af Aalborg. 3.) Trende Norske Handlende af liae Egenskaber, den eene af Christiania og den anden af Bergen, samt een Norsk Mand be- kiendt for en solide Politique. 4.) Een Handlende af Flensborg, samt een af Førstendømmerne berømt for Kundskab i Politiquen, og 5.) Een, som formedelst Erfarenhed havde giort sig Po- litiqven, Oeconomien og Handelen i de Vest- Indiske Colonier bekiendt, disse udgiøre tilsammen 9 Personer.

Dersom Kongen fandt Behag udi den Maade at vælge dem paa, hvilken jeg foreslaaer, da skulde de udvælges ved hvert Steds Magistrat, og de hvert Sted anordnede Mænd; men in duplo, og saaledes forestilles, paa det at Commissionens Fremgang ikke skulle lide Ophold, om een havde gyldig Aarsag at undskylde sig. Blev Valget da ikke ønskeligt, faldt Skylden paa Undersaatterne selv. For denne Commission maatte Proprietairs, Compagnierne og Banqven eller andre paagieldende komme

49

49 ind at forestille enhver sin Tarv, men Commis- sionen blev da voxen til at adskille det nyttige fra det skadelige til Statens Fordeel, og derefter at forfatte saadan Plan, som Hans Majestet efter Velbehag maatte finde for godt at approbere.

Hvad ville det gavne Kongen eller Sta- ten, om nogen vilde sige, at det med Oecono- mie-Handel, og med Rigernes Velstand stoed vel til, og at det var tienligst, at alle Ting uden Reformation kom i den gamle Tour? Saa- dant kan jo intet forstandigt Menneske antage enten for Sandhed eller Nytte. Deraf følger, — at forestille Sagen i det rette Lys, og derved at disponere Nationerne, og alle Stænder indbyrdes til Kiærlighed, Eenighed og Fordragelighed, og til at arbeide med hverandre til Fordeel for det heele Rige. See! det er en virkelig Oprigtighed imod Staten. For at imodtage alle for Staten nyttige Forslag, burde vel skee en speciel Indretning. Det bør vel ikke beroe paa et Collegium efter Behag, at antage eller forskyde dem, og ingen Ting har været saa indtagende som dette: at Kongen paa en privat Maade har vildet antage Efterretning fra Undersaattere direkte.

50

50 Endskiønt jeg ikke har den Ære at være

Hr. Martfelt bekiendt, saa kan jeg dog skiult bære Høyagtelse for Hans Patriotismum og Tænkemaade; men at bevidne Ham min skyldige Hengivenhed offentlig, kunde ikke paa an- den Maade skee, uden ved at giøre disse mine vel meente Erindringer, som er Vidne derom, ved

Trykken bekiendte. Imidlertiid ere de vel i og for sig selv intet, men ved siden af Hr. Martfelts Arbeide kunde de dog blive noget. — En- fin! i dette Øyemærke vil jeg vove at udgive dem, og overlade til Ham og andre fornuftige Patrioter at skiønne, om de kunde tiene til nogen Oplysning, eller om de Overhovedet have fortient at blive bekiendte; eller om de paa nogen Maade kunne gavne Staten, hvilket er og bliver Maalet for mine Ønsker.