Tre Forslage og Planer til det Geistlige Reformations-Verk, som ikke kom i Stand i Struensees Tid. 1.) Om at afskaffe Geistligheden reent, og overalt indføre verdslige Præster. 2.) Om at formindske Geistligheden, og afsette den største Deel Præster. 3.) Om at klippe Geistlighedens Indkomster og ophøre Præsternes Tiende. Til Bestyrkelse for de Philopatreianske Sætninger. Opofrede den samtlig nærværende Geistlighed, af Forfatteren, forhen Præst i Wendsyssel i Nørre-Jylland.

Tre Forslage og Planer

til det Geistlige Reformations-Verk,

som ikke kom i Stand i Struensees Tid.

1.) Om at afskaffe Geistligheden reent, og

overalt indføre verdslige Præster.

2.) Om at formindske Geistligheden, og afsette

den største Deel Præster. z.) Om at klippe Geistlighedens Indkomster, og ophæve Præsternes Tiende.

Til Bestyrkelse for de Philopatreianske

Sætninger.

Opofrede

den samttig nærværende Geistlighed,

af

Forfatteren,

forhen Præst i Wendsyssel i Nørre-Jylland.

Kiøbenhavn, trykt hos P. H. Höecke 1772.

2
3

Høystærede!

Sandhed er ilde liidt. Ret giorde Philopatreias, at han engang for alle erklærede, han agtede alle dem, der skrege og skreve imod ham, ligesaa lidet som den fulde Maane agter Hundene, der giøer ad den. Baade han og hans Patron bleve forfulgte; men Bagtalelse, Had og Forfølgelse har altid været alle store Reformatorers visse Løn; og det synes, at disse ere ligesaa uadskillelige fra dette Embede, som Skyggen fra Legemet. Ja, hvor mangen Een er ikke bleven et Slagtoffer for en blind Almues Fordomme. Det er derfor ikke noget at falde i Forundring over, at benævnte vore nyere Reformatorer har maattet friste noget af den Skiebne. Andre, Høystærede! maae sige og

4

dømme om de Sætninger, Philopatreias har fremsat, alt hvad de vil. Nok, jeg elsker baade ham og hans Anmerkninger; jeg indseer hans Klagers Billighed, hvad Gejstligheden angaaer i sær; hans Sætninger ere sande; hans Slutninger ere rigtige; hans Beviser ere grundige; hans Bedømmelser ere upartiske; hans foreslagne Reformation er fornøden. Jeg frygter ikke for mine Medbrødre, at giøre alt dette, endog nu, offentlig bekiendt; ja jeg bekiender for al Verden, at jeg er en reen Philopatreian, og glæder mig over at kunne fremlegge disse Planer, som jeg har udarbeydet efter hans Forslage. Jeg har opofret dem til den samtlige nu værende Geistlighed; og jeg er forvisset, at enhver falder i Forundring over min kiekke Beslutning; Udbryder: rara avis in terra! og fatter slet ingen Mistillid til min Redelighed. De vide alle, at saa rar, som en sand Patriot er, saa villig er han og til at yde Fædernelandet de kostbareste Offere af egen Ære og Fordeel. Hvo kan giøre for meget for sit Fæderneland? eller, hvo kan elske det for høyt? Siger ikke Finantz-Catechismussen, at Fædernelandet skal elskes af gandske Hierte, Siel og Sind? De blinde Hedninger selv lyser her for os med mange ypperlige Exempler: For Fædernelandet springer en Curtius med en uforfærdet Mine i en bundløs og giftig Hule: For Fædernelandet stikker en Mutius sin Haand i den gloende Ild: For

5

Fædernelandet vaager en Regulus sig ihiel. Det er sandt, jeg har en Søn, som ogsaa er Præst i Øster-Han Herred; men hvad saa mere? Har ikke Paleukus paa engang udstukket Øyet baade paa sig selv og paa sin Søn? Har ikke en Torgusrus og en Fulvius af Kierlighed til Fædernelandet ladet deres egne Sønner henrette? At jeg ikke skal tale om Rhakoces eller Pausaniæ Moder, der selv baer Stene til Døren for Minerva Tempel, for at indsperre og fange sin forræderske Søn. Jeg gaaer med Flid de Christne Exempler forbi, efterdi det Hedenske synes her at være det vægtigste, ligesom det for de sterke Aander er det vigtigste. Der gives jo i Guds-Læren en mystisk Kierlighed, endskiønt den falder lidt uforstaaelig for somme; hvi skulde den da ikke ogsaa kunne have Sted i Stats-Læren? Jeg giør mig nu, uden videre Bekiendelse, fuldkommen Regning paa Deres Tillid, Høystærede! Jeg veed, De er ligeledes en ægte Philopatreian. Vi ville derfor nu ret snakke sammen, og i Fortrolighed overlegge det hele Geistlige Reformations-Verk. Jeg troer gandske vist, det kommer i Stand endnu, endskiønt hverken Philopatreias eller hans Patron kan mere befordre det. Jeg har efter beste Skiønsomhed udkastet tre forskiellige Planer, som her meddeles, for at vælge, forkaste, forandre og forbedre.

6

Første Forslag og Plan.

Om at afskaffe Geistligheden reent, og overalt indføre verdslige Præster.

Geistligheden er Publicum til Byrde, hindrer det Almindeliges Fremvext, og trykker de andre Stænder. Saa har Philopatreias ment, og saa mener jeg med. Vi ville da nu forene vore Kræfter, for at velte denne Byrde af Publicums Skuldre, og hielpe vor Danske Atlas til rette. Han har allerede begyndt at segne under denne Himmel-Byrde. Ak ja! lad os frelse Atlas, førend han sprænges. Lad Soel, Maane og Stierner længe nok falde ned. Hvad skader det? Mængden af disse Lys ere jo dog, formedelst deres viide Afstand, saa svage og til saa liden Nytte, at de gierne kunde mistes. Og hvad Indflydelse kan de vel have paa Jorden? Har ikke Bonde-Praktiken og alle Planet-Bøger for længe siden tabt deres Værd i alle Fornuftiges Øyne, ligesaa fuldt som Bibelens i Frietænkernes? Dersom vi endelig skulde finde det for got, at Soel og Maane skulde endnu nogen Tid blive ved, ihenseende til den Nytte, de synes at giøre os: saa kan det jo og skee. Man kan polere dem, klippe noget af dem, om de skulde være for store, ja,

7

om det skulde giøres nødig, kunde man støbe dem om i en anden Forme, og siden pikke dem fast igien. Skal jeg ellers sige mit Hiertes Tanker, da synes mig, det var nok saa got, at de bleve reent borte. Publicum vilde i Sandhed vinde meget derved. I sær kunde man da faae en herlig og almindelig Maskerade, som vilde strekke sig lige her til Wendsyssel. Man kunde handle med hiinanden, uden at være kiendt, og spare den anseelige Bekostning, at kiøbe Masker. Lad os kuns da give hele Geistligheden sin Demission. Hvad got giør de? maatte jeg spørge. Hvad giør de, uden at fylde Tallet, og æde Grøden? Og jeg tør sværge paa, at det er disse Folk, Horatius har indført at tale saaledes:

Nos numerus sumus, & fruges consumere nati.

Men de ledige Pladse skulde da vel igien besettes med andre? Ney, ikke med andre af det Slags Meel; thi det var ellers at befrygte, at det vilde gaae med disse nye, ligesom med Superintendenterne efter den sidste Reformation, der snart bleve til Biskoper igien. Men for Politikens og Pøbelens Skyld burde man vel dog see sig om en Art af Prædikantere; og disse kunde meget beqvemmeligen være Byefogderne i Kiøbstæderne, samt Birke- og Herreds-Fogderne paa Landet. De første kunde præke paa Raadstuen, og de sidste i Tinghuset. Det vilde og falde dem saa meget beleyligere, at giøre Huus-

8

besøgelser, som det desuden paaligger dem, idelig at inquirere hos hver Mand om Brændeviinstøy. Ved saadanne Huusbesøgelser maatte det dog strængelig forbydes dem, at tage Korn af Bonden; thi det var jo at indføre Tiender igien under et nyt Navn. Jeg kan her ikke bare Mig for at yttre min Fornøyelse. Jeg synes allerede at see en velskabt og lasket Dommer at optaarne sig midt for Disken med en næsten majestetisk Mine, omringet af Avocater, ligesom Apollo af Muser; og stundum pustende at forestille Æolus, naar han lader Vindene fare ud af Sekken, som han har stødt Hul paa; stundum talende, at forfærde Folket med sin Røst, ligesom Jupiter med sin Torden; stundum igien som en Paulus, at slaae til Lyd med Haanden, og i et Øyeblik at drage alles Øyne og Ører til sig, ligesaa hastig som Magneten drager Jernet. Visselig et rørende Syn! Og hvad Frugter kan man ikke vente af en Mand, der paa engang kan prædike, formane, true, dømme og straffe?

Hvad skal vi nu giøre ved Kirkerne? thi nu har vi afskaffet Geistligheden, og nu behøver man dem ikke mere til det gamle Brug. Ingen lang Betænkning. Kirkerne kan bruges til hundrede nyttige Ting. Dog var det vel best at bryde dem ned; thi blev de staaende, saa var det nye Bekostning at reparere dem. De fleste ere dog gamle og brøstfældige. Mig tykkes og vel om, igien at opbygge Baraker af

9

dem til Soldater; Folk, hvis Tak ikke lettelig kan blive for stort. Dette sidste har Philopatreias rigtig nok i sin Tid indseet. Tænk, hvilken en Summa vilde Publicum ikke vinde ved denne Indretning! Ingen Offer, ingen Præste-eller Kirke-Ægter! Hvad der er sparet, er jo fortient; thi, det er at merke, at de foreslagne nye verdslige Præster skulde forrette deres geistlige Embeder for slet intet, eller rettere sagt, for den Løn de oppebærer som Verdslige. Jeg kunde vel her udføre dette nyttige Forslag videre; men da jeg ikke erindrer rettere, end at den skarpsindige Rabner jo allerede fuldstændig har udkastet denne for Publico saa fordeelagtige Plan, saa behøver jeg ikke at afhandle dette vidtløftigere, men vil henvise til ham.

Vi har nu allerede aftakket den skadelige Geistlige Milice. Men vi ville ikke være saa umenneskelige, at slaae Haanden rent af dem. Hvor skal vi nu hen med disse Folk? Vi kan jo giøre af dem, hvor vi vil; thi de ere vore Krigsfanger. Men vi ville ikke være saa slemme imod dem, som Philopatreias syntes at have i Sinde, at lade dem springe over Klingen, som Franzoserne fordum giorde ved Hugonotterne? Havde det skeet den gang, da der var saa god Leylighed dertil, saa havde baade Philopatreias og Struensee giort deres Navne mere udødelige. Thi det er ikke at

10

tvivle paa, at naar det havde gaaet for sig, saa vilde det Blodbad ligesaa vist være blevet kaldet det Kiøbenhavnske Bryllup, eller det Struenseeske Bryllup, eller det Philopatreiiske Bryllup, som hiint det Parisiske. Nu gaaer det slet ikke an; og vi ville heller ikke være saa ubarmhjertige, at udgyde Blod paa saa grov en Maade; Vi ville vise os mere medlidende og resonable; Vi ville ikke i denne Sag gaae til Verks, uden at betænke os vel. Hør engang! Endskiønt de ere unyttige Borgere og Statens Byrde: saa ere de dog Mennesker. Got, at vi betænkte os! Lad os da nu giøre, som Portugal, Spanien og Frankerig har giort

i vore Tider. Lad os sende dem til Paven. Vi kan aldrig lettere komme af med dem. De udgiøre vel ikke stort over to eller tre Skibsladninger; og disse Bekostninger kan ikke være saa store. Det er desuden de sidste man giør paa dem; thi at give disse Protestantiske Jesuiter Pension, som de andre har giort ved de Catholske, det taaler Publicum ikke. De maae forsørge sig selv. Og skulde Rom ikke være formuende nok til at antage sig disse Exulanter, men vilde undskylde sig med, at det havde nok

i sine egne: saa kan de jo, om de lyster, angribe Staden med Magt; saa har mine tappre Forfædre, de gamle Cimbrer giort. Jeg skulde ikke troe, at Børnene skulde frygte mere for Clemens Sværd, end Fædrene for Marii.

11

Jeg gad selv været med, saa gammel som jeg er. Maaskee jeg i denne Krig kunde avancere til General, og døe med Ære, som en Schwerin. Hvilket Avancement for en Jydsk Landsbye-Præst!

Skulde der nu være noget i denne Plan, som efter Nøyere Overleg ikke finder Biefald; da nogen endnu mueligt heller ønskede, at Geistlighedens Undergang skulde blive Krigsstandens Opkomst, da kan det og uden Vanskelighed lade sig giøre; thi lad være, at vi allerede har bragt i Forslag, at Bye-Birke-og Herreds-Fogder skulde være verdslige Præster, saa har jo disse got Folk endnu ikke faaet deres nye Bestallinger. Sandt at sige, synes mig endda nok saa got derom; da Billighed paa den ene Side udkræver, at Krigsstanden, som den værdigste, vigtigste og umisteligste af alle Stænder, bør ophielpes og bedre salareres; og Geistligheden paa den anden Side saa meget mindre kunde klage over Uret, ifald Officiererne bleve tillige forlenede med de vacante geistlige Embeder, som det er vist, at de geistlige Embeder tilforn har været forenede med de militaire. Hvo veed ikke, at Bisperne fordum har ageret Generaler, og Præsterne Officierer, og at hine har anført Armeer og Regimenter, og disse Skvadroner og Compagnier? Kong Nielses Historie bevidner det, i hvis Regierings Tiid der, efter et Slag, fandtes ikke mindre, end Fem Bisper og Tredsindstyve Præster

12

paa Valpladsen. Dersom nu Generaler igien kom til at agere Bisper, og Officiererne bleve præster, da var det jo ikke andet, end den allerretfærdigste Jus talionis eller Giengieldelses-Ret. Ja, ifald man saa synes, skal det derved have sit Forblivende: Krigsstanden skal connecteres med den Geistlige. Dermed meener jeg nu at have betaget al Umag med at opfinde en nye og maaskee vanskeligere Plan til denne Stands bedre Belønning. Lad Generaler tilligemed blive Bispe, lad Obrister blive Provste, lad Majorer, Ritmestere og Capitainer blive Præste, lad Lieutenanter blive Residerende Capellaner, lad Cornetter og Fændrikker blive Capellaner pro Persona, lad Vagtmestere og Commandeer-Sergeanter blive Degne, og lad Corporaler blive Skoleholdere; altsaa følger det af sig selv, at enhver indtager de til Embedet henhørende Residentzer, Gaarde, Boliger og Huse, og dermed ere de alle hiulpne. Men da Bispe-Residentzerne ere alt for faa imod de førstes Tal, saa kunde i mine Tanker Professorernes legges hertil; thi jeg holder for, at disse ere ikke til mere Nytte, end Bisperne, og gierne tilligemed dem kunde afgaae.

Jeg fornøyer mig ret selv over denne Plan. Hvor ofte bliver ikke de nu værende Geistliges Embede frugtesløft, af den Aarsag, at Tilhørerne har ingen Frygt for dem? De veed, at de ikke maae flaae dem, uden med Munden, og at

13

de meest skal udrette alle Ting med gode Ord og Formaninger. Meget slette og svage Motiver for Almuen i disse Tider, der hver Dag bliver klogere og klogere. Men, som jeg nylig har hørt høyt og dyrt forsikkre af von Thyboe, saa vilde det gaae langt bedre til, og frugte meget mere, naar en Snees Stokke-Prygl ledsagede Prædikantens Tale og gav hans Ord et fuldkomment Indtryk, og et Par kraftige Eeder overvandt den Gienstridige, og bragte ham til fuldkommen Lydighed. Hvor smukt, sagde han, vilde det desuden ikke staae, naar den samme Haand lægede, som havde saaret, og den samme Mund trøstede, som havde forskrekket? Med eet Ord: Jeg troer selv, Sagen lader sig rigtig giøre. Men, hele Verden vil have Exempler. Det er derfor en Lykke for mig, at jeg har et ved Haanden: I et Naboe-Land laae en Krigshær for nyelig til Felts. En Deserteur skulde hænges, som ogsaa gik for sig. Felt-Præsten, som var af et blødt og føleligt Gemyt, falder i Afmagt ved et saa skrekkende Syn, som han første gang var Tilskuer af. Man fører ham til Siden, og er sysselsat med at bringe ham til rette. Imidlertid brister Grenen paa Træet, og den Hængte staaer endnu levende med sine Been paa Jorden. Man vil hænge ham paa nye; men han undslaaer sig sterkt derfor, i den Tanke, han engang har udstaaet sin Straf. Man igien tager nogle gange sin Anmodning til Delinquenten;

14

men han afslaaer den ligesaa tidt. Hvad skal man nu giøre? Præsten er borte og besvimet. Den ved Executionen commanderende Lieutenant paatager sig hans Partes, træder frem, klapper Misdæderen paa Skulderen, og igientager nogle gange diste trøstelige Ord: Mein Sohn! laß dich hübsch hangen, du sollst, hohle mich der Teufel, seelig werden. Og strax lod han sig godvillig hænge. I dette Exempel har man jo det største Beviis paa Sagens Muelighed; mere kan man jo ikke forlange. Planen lader sig uden Tvivl iverksette, saavel i Krigs-som i Freds-Tider; i de første tør man ikke frygte for, at Officieren skal falde i Afmagt, og i de sidste tør man ikke være bange for, at han skal mangle Tid til Embedet.

Skulde ellers denne Plan blive forkastet, saa vilde man nu behage, at tage den anden i Overvejelse. Den er noget mildere.

Anden Plan og Forslag.

Om at formindske Geistligheden, og afsette den største Deel Præster.

Saasnart jeg var bleven færdig med den første Plan, merkede jeg først, at den syntes noget for haard. Jeg begyndte at frygte, at jeg

15

havde begaaet en stor Stats-Feyl i dens Udkastelse. Det er for meget, tænkte jeg, at vi jager Geistligheden reent ud af Landet. Ney, det gaaer stet ikke an. Patriotismen vil sette sig derimod med Hænder og Fødder. Den vil tage et kraftigt Beviis af Folkemængdens Formindskelse, som derved vilde foraarsages, Landet til ubodelig Skade, og hvilken Cassen paa Friderichs-Hospital alt for seent vilde oprette. Et Beviis, som jeg for min Part ikke drister mig til at bestride, og som nogen anden giør vel ikke heller. Spanien begræder endnu Jødernes og Mohrenes Tab, Frankerig føler med Svie Hugonotternes, Saltzborg har ikke glemt Emigranternes, og Polen vil snart komme til at savne Dissidenterne. Geistligheden maae altsaa blive i Landet. Men de skal ernære sig selv med deres Hænders Arbeyde, til billig Straf for deres lange Ørkesløshed. Jeg siger, de skal arbeyde; og naar man vil lade dem giøre det til Krigsstandens Nytte og Tieneste, saa profiterer den Stand dobbelt ved dem, ifald det skulde falde ud efter mit Forslag, at Officiererne skulde blive giorte til Præster. Jeg seer ellers meget vel, at dette Forslag og denne min Plan er ikke saa let at faae iverksat nu, som i den Tid Philopatreias og Struensee regierede. Vil man ikke destomindre spørge: Hvorledes skulde dette gaae til, at man kunde sette de afsaffede Præster i Arbeyde til Krigsstandens

16

Nytte? Da svarer jeg: Det skal skee, ved at sende dem til Dannemarks Ætna, til den Danske Vulcani Verksted, hvor den Nordiske Jupiters og andre Guders Lynilds-Straaler bliver smeddede. Her, veed man, de kan blive tagne i Tieneste. De Vittigste iblant dem kan bruges til Handtlangere ved Kanonstøberiet; de Middelmaadige kan settes paa Krudtmøllen; og de Sletteste kan man paalegge at hugge Brænde, og saaledes at forrette Gibeoniternes Tieneste ved denne ildsprudende Guds Tempel.

Jeg veed alt de Indvendinger, som man her vil giøre: Det kunde være farligt, vil man sige. De kunde, for at hævne sig, fornagle Kanonerne, komme Mørserne til at springe ved første Prøve, og forderve Krudet, saa at det i paakommende Tilfælde ikke kunde lange til Fjendernes Mure. Og, om end intet af alt dette skeede: saa kunde maaskee Vulcanus, der, som nogle ville sige, ikke selv skal være saa haard, som de Vaaben han smedder, fatte Medlidenhed

med disse nye Cycloper, naar han engang kom til at tale med dem, og fik Kundskab om deres Lidelse, og i Stedet for at fordobble samme med en Pharao, tvertimod lette dem, efter en Christians Exempel. Men hertil var gode Raad. Man kiender Vulcani Hunde, og veed, de ere gode Støvere. Har de i gamle Dage, som Hedningernes Guds-Lære forsikkrer os om, ved deres skrekkelige Buldren, Bieffen og Biden kundet

17

afholde alle onde Mennesker fra deres Herre saa kan de vel giøre det samme endnu. Skulde det ikke ville hielpe, kan jo de Tre af hans fæle Smedde-Svende, Brontes, Steropes og Pyrakmon passe paa dem, og strekke dem med deres Forhammere. Eller, om alting skulde slaae feyl, saa kan jo Cacus, Cæculus og Polyphemus reent opsluge dem; det er jo dog deres Natur, at æde Mennesker. Jeg skulde ikke tvivle om, at man jo forstaaer det Tungemaal hvorudi jeg her taler; thi jeg er vis paa, at der er flere, end Philopatreias, der forstaaer Tolv adskillige Sprog, og, ligesaa vel som han, har en temmelig Indsigt i Alskens Tungemaal.

Men nu erindrer jeg først, at man endog i Grevens Tid holdt for, at den Geistlige Stand var en umistelig Stand i et Land. Man vilde maaskee altsaa den gang ikke engang have havt den reent afskaffet; og derfor gaaer det vel nu des mindre an, da vi ikke lever meer i Grevens Tid. Man havde ellers da med Billighed at sige paa den: at de Geistlige ere deels for mange og deels har for store Indkomster. Ingen af Delene er siden blevet forandret; altsaa kan man have det samme at sige paa den endnu. Jeg faaer derfor vel at giøre en anden Plan, om mine Forslage skal sinde Bifald; og her er en:

Hvad det første angaaer, nemlig de Geistliges alt for store Antal, da har det dermed

18

gode Veye. Man kan jo afskiere alle overflødige Lemmer paa det geistlige Legeme. Af 11 Lemmer paa dette Legeme, kan man i mine Tanker sikkert afskiere de 10. Man kan tage Øyet, Øret, Næsen, Tungen, Haanden, Foden og andre deslige unyttige Lemmer bort; det er jo dog ikke dem, som giver Legemet Liv. Nok, naar kun Hiertet bliver tilbage. Jeg veed ikke, om jeg har giort mig fattelig nok ved denne Plans Udkastelse. Jeg vil sige saa meget: Lad 10 Præster af 11ve blive reducerede, saa ville de vist nok svinde, og ikke blive for mange. Men skulde nogen synes, at dette Snit var vel stort, da een Præst i saa Maade vilde faae, for største Deelen, over 20 Kirker at forsyne, ja mange 30 Kirker og derover; og følgelig, i Stedet for tilforn at have havt intet at bestille, da vilde faae alt for meget at forrette: Saa tykkes mig, det var vel best, at giøre et almindeligt Reglement, og at fastsette Kirkernes Tal lige for enhver. Lad da hver Præst faae 10 Kirker, saa veed jeg ingen kan klage. Saa gammel som jeg er, kunde jeg dog gierne forsyne 7 Kirker, foruden de 3, jeg har. Tænk, hvilken Fordeel vilde dette være for Publico! thi det forstaaer sig selv, at Præsten ikke skulde have Indkomsterne, uden af det eller de Sogne, hvor han boede, og som han fra først af var kaldet til. Indkomsterne af de øvrige Sogne kunde man bruge til adskilligt. Man kunde dynge dem sammen i en Hob, for

19

at tage Præmier af, at uddele iblant allehaande nye Projectmagere; eller at kiøbe Sølvbægere for, at uddele iblant Bønderne; eller at udsette Belønninger af for dem, som beviisliggiorde, at have formeret Cassen med de fleste Børn; eller lade dem gaae lige ind i Krigs-Cassen, for derfra at uddeles imellem Soldaterne, saa at de kunde faae noget meer at leve af. Dersom dette var blevet iverksat i Philopatreiases Tid, saa vilde jeg have raadet til, at han deraf skulde havt sin aarlige Løn. Jeg har aldrig lignet andre derudi, at have været ubarmhiertig sindet imod ham; thi det skar mig i mit Hierte, og jeg ansaae det for den største Ubillighed, at saadan en Viisdommens Søn skulde gaae nøgen. Jeg kan aldrig udsige de Følelser, som jeg fandt, da jeg hørte, at denne Vice-General-Stats-Chirurgus tilligemed Ober-General-Stats-Chirurgen ikke havde faaet disse Titler med den tilhørende aarlige Gase, som de maaskee havde tiltænkt sig selv, og som ingen saa retskaffen og velsindet Philopatreian misundte dem. Meget got erindrer jeg endnu, at mange spotviis sagde: „Hvilken Capitalist og rig Mand vil Philopatreias ikke blive i en Hast! naar han faaer 200 Rdlrs. Indkomst om Aaret af hvert af de nye Præste-Districter.„ Jeg eftertænkte Sagen; jeg elskede Manden; og jeg sagde i mit Hierte: Ney, Gud bevare ham derfra! Thi, Kamelen randt mig i der samme

20

i Tanker: Den kan jo lettere gaae igiennem et Naals-Øye, end en Riig kan komme i Himmelen. Jeg elskede denne elskværdige Mand langt Høyere, end at jeg vilde see ham fordømt. Jeg tog derfor strax mit første Ønske tilbage igien; og, da jeg var forsikkret om, at han altid selv troede den Lærdom, som han foreskrev andre, saa ønskede jeg ham nu tvertimod, og det af et got Hierte, at han maatte blive saa fattig som en Kirkerotte, og saa nøgen som han var; eller, om det endda ikke var nok, da saa nøgen som han kom af Moders Liv.

Dette var en kort Afvigelse fra min Hoved-Materie, hvortil jeg under Pennens Løb blev forledet af en tilgivelig Kierlighed og Omsorg for en Mands Velfærd, so jeg dog nu ikke derved kan befordre.

Men, at komme til Præsterne igien; da maaskee jeg gaaer alt for viidt i mit Forslag og Plan. Maaskee, naar man har klaget over Geistlighedens alt for store Antal, man ikke har havt Hensigt til Landet, mindre til Vendsyssel, hvor jeg sidder; men ikkun til Kiøbstæderne; og iblant dem ikkun til Kiøbenhavn; og iblant Kiøbenhavns Kirker ikkun til Holmens. Det synes i det mindste at kunne sluttes af Philopatreiases 3 à 4 præster til een Kirke. I Anledning af dette og nogle andre høye Steder hos den gode Philopatreias, har adskillige klaget over, at han var ikke let at forstaae; men

21

jeg har alletider undskyldt ham og sagt: at det var noget, han havde tilfælles med alle store Authores; nok, at man forstaaer overalt hans Hoved-Meening, og den er god, i hvad man end har skraalet og skrevet derimod. Havde nu Geistlighedens Reformation skuldet skee i Philopatreiases Tid, og det efter denne Plan: saa havde det været en let Sag, at applicere Curen allene paa Residentzens Geistlige, og hverken han eller hans Patron havde derved behøvet at sætte en Fod uden for Porten. Men det gik nu ikke da for sig.

Hvo tør imidlertid sige, at denne Reformation er ikke endnu ligesaa fornøden, som den var den gang? Hvo siger, at Philopatreias beholder ikke altid Ret derudi, at der er alt for mange Præster i Kiøbenhavn. Tænk engang! 36 Præster i een Bye; det er jo forskrækkeligt. Ney, det gaaer aldrig an! Publicum kan aldrig holde det ud! Vi maae laane Philopatreiases Sav, og skiere de 30 Lemmer bort af dette monstreuse Legeme. Sex er ganske vist nok. Der bliver endda ikkun tre Kirker eller Prædike-Steder til hver Præst, og det kan de magelig overkomme, helst da Kirkerne ligger i een Bye, og saa tæt paa hverandre. Jeg seer altsaa heller ikke, hvortil de skulde behøve Heste og Vogne. Lad dem gaae med deres Been paa Jorden, ligesom Borgemesteren i Corsøer. Saa giorde deres Forgjengere Apostlerne! de vare jo

22

alle Fodgiengere; deres Efterfølgere bør derfor være ligesaa. Det kan slet ikke tiene til at undskylde dem, at der staaer i Bibelen, at Philippus har kiørt i Phaeton med Dronningens af Morlands Kammerherre og Skatmester Candaces; og det endda i en nyemodig Phaeton, som Kobberstykket i Billedbibelen udviser. Ney vist ikke. Det er en egen Grille, at de endelig skal kiøre, fordi de har Raad dertil. Jeg har selv en gammel Chaise med tre Hjul og ligesaa mange Messing-Knappe, saa høy, at naar Folk seer mig sidde i den, skulde de tænke, at jeg var ganske krogrygget, da jeg dog, Gud skee Lov, er skabt ganske lige. Jeg har faaet den til Medgivt med min Kone for 34 Aar siden; Men jeg forsikkrer oprigtig, at jeg vil aldrig bruge den mere, saasnart jeg hører, at man følger min Plan; thi det bliver da alt for meget for en Landsbye Præst at kiøre i Chaise. Jeg troer heller ikke, det kunde gaae an uden Forargelse, omendskiønt jeg tog de tre Messing-Knappe af, hvilket jeg dog hiertelig gierne vilde giøre for min Kones Skyld, naar det kunde saa passere.

Det er sandt, District Præsterne kunde ikke vel undvære Heste, Vogne og Kudske paa Landet, naar min Plan bliver fulgt. Ney, de maae have dem, det gaaer ellers aldrig got. Jeg beder derfor, at man i saa Fald vil for Guds Skyld tænke paa, at hver District-Præst (thi Sognepræster bliver de fra den Dag ikke

23

mere kaldede) faaer i det mindste 10 Kirker at forsyne, og ak disse Kirker ligger halve og hele Mile fra hverandre. Dog vil jeg endda tilstaae, at man paa Landet kunde undvære dem, dersom der var nogen, som dristede sig til at omstøbe enhver af disse Præster til en hellig Anders, der prædikede Høymesse i Joppe og Aftensang i Slagelse, og fuldendte denne vidtløftige Sogne-Reyse uden Heste og Vogn.

Men nu, da jeg er kommen saa viidt med denne Plan, at jeg er færdig at slutte den: saa tykkes mig, den er endnu for haard. Thi, Begyndelsen skulde vel skee i Kiøbenhavn, hvor Reformationen synes at være meest fornøden; men jeg gruer allerede for at legge Haand derpaa. Vist nok er det, det er kun een Bye, men det er og en stor Bye. Hvor mange Snese af Vendsysseler, Skagener, Fladstrande, Sæbyer og Hiøringer, meener man vel ikke, vilde gaae med, til at udgiøre et eneste Kiøbenhavn? Det er derfor best, at man endnu forud betænker hvad man giør, førend man griber til at reformere efter denne Plan, paa det man ikke i Overiilelse skulde foretage noget, hvorover Kiøbenhavns Publicum, som det mægtigste og anseeligste, skulde faae Aarsag til at anke. Det er i Sandhed ikke at skiemte med, og allermindst den brave Holmens Magt, der vil vist nok holde fast ved deres fire Præster. Om man derfor synes saa, kunde Kiøbenhavns Præster

24

blive som de ere, indtil man nøyere faaer overlagt Sagen med hinanden, hvortil jeg altid skal bidrage mit ringe Raad; og imidlertid kunde man ogsaa, om det saaledes maatte finde Behag, indtil videre, lade Præsternes Tal paa Landet blive som det er, i sær siden det dog ikke lader til, at man i Struensees Tid havde noget synderligt at klage over Geistlighedens alt for store Antal paa Landet. Man kunde maaskee altsaa, ved at henlegge denne Plan til videre, forebygge en Opstand af Almuen, som vel ønsker sig Afslag i Skatternes og Udgivternes Summa, men ikke i Præsternes. Almuens Opstand er forskrekkelig! Natten imellem den 17 og 18 Januarii viiste Kiøbenhavn det. Ach! Hvor ere dog vore Menneskelige Kræfter stakkede og indskrænkede! hvor koster det dog ikke megen Granskning og meget Arbeyde, at være en retskaffen Projectmager! Der vil meget Arbeyde til, at blive en lykkelig Reformator! Vi ville nu see, om jeg har været lykkeligere i den tredie Plan.

Tredie Forslag og Plan.

Om at klippe Geistlighedens Indkomster, og ophæve Præsternes Tiende.

25

Denne Plan, som jeg har havt mig forbeholden,

og, som jeg haaber, skal vist staae Stik imod de skarpeste Undersøgninger, har jeg med Flid giemt til sidst; og troer sikkerlig, enhver vil faae Aarsag til at sige om den: Enden kroner Verket.

Vi har ladet de Geistlige blive baade som de ere, og saa mange, de ere. Got nok: men deres Indkomster ere for store; de maae dog beklippes. Denne Beslutning ville vi ingenlunde forandre. Philopatreias indsaae denne Sag i sin Tid; og hans Patron var meget tilbøyelig til, at faae klippet deres Indkomster. Troe mig, dersom han kun noget længer var bleven siddende i Roe ved Roeret: saa havde han nok styret saaledes for Geistligheden, at de ikke havde faaet for meget at leve af. Han havde da vist nok nedlagt sin Doctor-Hat, for at vise sig en færdig Jøde, og ladet see, at han forstod at klippe de indviede Aagerkarle, ligesaa got som disse Ducaterne.

Jeg var saa mæn saa nidkier i Struensees Tid, at holde med dette Forslag og arbeyde paa denne Plan, at jeg troer neppe Philopatreias var det mere. Til et Beviis derpaa, vil jeg kun fortælle dette: Jeg reyste i den Tid engang til Sæbye, for at sælge nogle faa Tønder Korn; Der fandt jeg en Præst fra Børlum-Herred, en af mine gamle Skole-Camerater, som var

26

kommet der til Byen, for at udsette en Capital paa 500 Rdlr., som han nyelig havde arvet. Da jeg hørte saadant, spurgte jeg ham: om han havde sin Forstand, og om han havde læst det Nye fra Kiøbenhavn, at man der holdt for, det ikke var Præsterne tilladt, at have Penge paa Rente. Han spurgte mig, hvor han da skulde giøre af sine Penge? Jeg svarede ham, han skulde giøre ligesom Aristippus, kaste dem i Stranden. Synes man vel, at nogen kunde være mere nidkier, end jeg her var i den Sag?

Endnu maae jeg fortælle et Beviis paa min Nidkierhed i at holde over de Philopatreianske Sætninger. Jeg havde engang en Besøgelse af en af mine Medbrødre fra Hvætboe-Herred. Han fortalte mig iblant andet, at han ofte blev budet til Bords hos Herren paa L * * * og der fik et got Glas Viin. Jeg, som ikke havde smagt Viin, siden jeg for syv Aar siden var i Aalborg, og desuden den gang nyelig havde læst Philopatreias, skammede ham ud derfor, og foreholdt ham, at det var en Præst uanstændigt, at drikke Viin. Han vilde overbevise mig med Bryllupet i Cana og med Pauli Ord til Timotheum. Jeg veed ikke endnu, hvorvidt han kan have ret; men synes, at derimod kunde indvendes, ihenseende til det første: at endskiønt det var Viin ved Bryllupet i Cana, staaer der dog ikke, at Apostlerne drak noget af den; og ihenseende

27

til det sidste: at Timotheus var Biskop. Nok er det, han fik ikke andet hos mig, end Øl.

End videre: Da jeg i et nødvendigt Ærende engang var reyst ud i Horns-Herred, kom jeg til at spise hos en Præst, der iblant andet satte skiønne Østers for mig, hvilke falder meget gode der ved Strandkanten, som man veed. Jeg ivrede mig over denne Yppighed, og sagde, at det ikke var for Landsbye-Præster at spise Østers. Ingen maae heller tænke, at jeg smagede dem. Men, hvad mener man vel, han loe ad mig, og sagde: jeg talede som en enfoldig Mand. Jeg kan endnu ærgre mig derover, da jeg veed, at jeg derudi har fuldkommen ret; thi, om det end skal kunde bevises, at Apostlerne har kiørt Phaeton og drukket Viin: saa veed jeg dog vist, at der findes ikke mindste Spor til, at de har spiist Østers. Hvad skal man derfor sige, om saadan en Mand?

Men jeg maae komme til mit Forslag og Plan igien, at klippe Geistlighedens Indkomster og ophæve Præsternes Tiende. Ihenseende til det første, er det best at begynde fra Toppen af. Og vil man have mine Tanker, om den beste og beqvemmeste Maade, at klippe Geistligheden i Kiøbenhavn, saavelsom i de andre Kiøbstæder, da ere de disse:

Det skulde strængelig forbydes alle og enhver, fra den Høyeste til den Ringeste, at give Kirkernes Underbetientere, være sig Capellan,

28

Blokker, Graver, Bælgetræder, eller Vægter, den allermindste Skilling, eller Skillings Værd. Alle disse skulde Sognepræsterne selv lønne, efter et billigt fastsat Reglement, der i mine Tanker kunde være saaledes:

Taarn-Vægteren - 300 Rdlr.

Bælge-Træderen - 200 -

Graveren - 150 -

Klokkeren - 50 -

Capellanen - 50 -

———— Summa 800 Rdlr. Og hvor der ere To Capellaner

850 Rdlr.

———— Men til Holmens Kirke, hvor

der ere Tre - 900 Rdlr.

Man vil vel aldrig falde i Forundring over denne Orden og Inddeling, naar man overveyer, at jeg herudi har fulgt Philopatreias Grundregel: Lønnen bør være proportioneret efter Arbeydet. Denne Grundregel har man just her lagt til Grund. Er det ikke et strængere Arbeyde, at vaage Dag og Nat under aaben Himmel, i Regn, i Storm, og i Uveyr, og det endda høyt oppe under Skyerne, end at træde de stiveste og største Bælge? Er det ikke sterkere Arbeyde, at træde de svære og store Bælge, som maae skee uden Ophør, end at grave en Grav, hvorved man kan puste, saa

29

tidt man vil? Er det ikke stivere at grave, end at ringe en Klokke nogle faa Minuter? Og endelig, er det ikke tungere, at ringe de store Stormklokker, end at døbe et Barn, vie et Par Folk, eller at snakke en halv Times Tid ? Her er altsaa god Proportion, og det bør der være. Naar nu saadan en liden Pension blev paalagt de gode Kiøbenhavnske og andre Kiøbstæd-Præster; dog ihenseende til de sidste modereret dog proportioneret efter enhver Kiøbstæds Omstændighed og Storhed; thi Præsterne f. Ex. i Fladstrand, Hiøring og Sæbye her i Wendsyssel kunde umuelig pensere saa meget: saa vilde tvende herlige Fordeele derved tilveyebringes: Publicum sparede, og Kiøbstæd-Præsterne fik anseeligt mindre, end de nu har, som var et ypperligt Middel til at fordrive deres Dorskhed og Vankundighed, og tvertimod at giøre dem arbeydsomme og lærde.

Nu har vi da beklippet Geistlighedens Indkomster i Kiøbstæderne; nu maae vi ud paa Landet, hvor jeg tænker Præsterne ville blive ligesaa bange for os, som Kiøbmændene for Visitørerne, der nu og da kommer uformodentlig over dem fra Kiøbenhavn: eller som Bønderne for Birkefogden, naar han kommer for at inquirere om Brændeviins-Tøy, og de har forsømt at indfinde sig med den sædvanlige Skieppe. Ja, ja, vi kommer med denne Plan heller ikke for det Gode, vi agter at giøre nogen, uden

30

Publico. Landsbye-Præsterne skal klippes ligesaavel som Kiøbstæd-Præsterne; de har ogsaa for meget at leve af. Men, fra hvilken Ende skal vi begynde? Fra Wendsyssel? Ja vel, og saa avancerer vi lige indtil Øresund, og et Stykke ud i Østersøen. Jeg vil selv være den første. Hvo der har Pacem pacer sig selv først, sagde en af mine Forfædre, Hr. Peder i Raa-Ager, da han voterede paa sig selv til Bisp. Men jeg meener, at have større Ære af at sige saa, end han; thi det gielder ikke her om at blive Bisp, men kun om at blive forkljppet Præst. Hvor meget skal jeg da troe, at jeg efter denne Plan kan komme til at miste? Alle mine Tre Sogne indbringer mig 400 Sldlr. Deraf gaaer meer end de Hundrede til Kongelige Skatter og Enke-Pension; thi jeg maae ikke forglemme, her at anmelde, at jeg har en gammel Enke her paa Kaldet, som er 75 Aar gammel; Jeg har desforuden Kone og otte Børn, og forrenter 420 Rdlr. Men jeg veed meget vel,

at alt dette er noget, som ikke kommer Sagen ved. Jeg siger det langt fra heller ikke, for at opvekke nogen til Medlidenhed mod mig, om Reformations-Verket maatte efter denne Plan blive iverksat i min Livestid; thi det kommer jo ikke an paa mere, end at jeg kan æde mit Brød uden Smør og Suul, og drikke Vand i Stedet for Øl. Hvor mange trives ikke ved denne Kost langt bedre, end andre ved Suppe og Steeg?

31

Og, naar det desuden tiener til at ophielpe mit Fæderneland, og giøre mig selv lærdere, saa mister jeg med Glæde det halve, om man saa synes. Dog vil jeg vel ikke derved blive synderlig lærd i Digtekunsten, ifald det er sandt, hvad hiin gamle Romerske Poet har sagt: Nulla placere diu, nec vivere carmina possunt, Qvæ feribuntur aqvæ potoribus.

Men, det kan endelig være ligemeget; thi jeg har aldrig været Poet, og agter ikke heller at blive det. Ney, man maae ikke troe, at jeg er bange; jeg har eengang sagt, at jeg er en Patriot, og det var jo Skam, om jeg ikke skulde vise det i Gierningen, naar det gielder. Jo, mit gamle ærlige Jydske Blod siger: præsta te virum.

Dog slutter jeg allerede, og det uden Tvivl gandske rigtig, at dersom denne min Plan bliver fulgt, saa er man saa ømhiertet, at man ikke først vil sige Dommen af paa mig, som saa trolig søger at befordre Patriotiske Hensigter. Jeg vil derfor heller ikke friste nogen ærlig Mand længer. Det vilde maaskee ogsaa blive for viidtløftigt, saaledes at giennemgaae hver Præst, og det var at befrygte, at vor Commission da vilde vare ligesaa længe som en Polsk Rigsdag. Det er derfor best, at expedere Sagen kort og got. Tienderne maae bort og reent ophæves; thi hvor staaer der skrevet, at præsterne skal oppebære Tiender?

32

hvilket Philopatreias efter sin grundige Indsigt allerede for længe siden har anmerket. Tienderne maae bort, siger jeg nok engang, og slet intet Vederlag derfor; thi ellers blev jo Staten ikke hiulpet. Hvorfor kan Landsbye-Præfter ikke ligesaa vel leve uden Tiender, som Kiøbenhavns Præster? Lad dem leve af deres Offer og Accidencer allene. Disse faaer vi at lade dem beholde; thi at afskaffe disse med, og derimod at tillegge dem en aarlig vis Løn, det kan jo ikke skee, med mindre man havde en god Casse og anseelig Fond at tage af, eller der skulde paalegges en vis aarlig Skat; men hvor faaer vi den fra uden Statens nye Skade? Man seer heraf, at omendskiønt jeg er en ægte Philopatreian, saa afviger jeg dog i et og andet fra den Plan, Philopatreias har lagt til Geistlighedens Reformation. Tager jeg feyl, saa vil jeg gierne tage imod Overbeviisning; men treffer jeg det rigtigere end han, er det saa langt fra, at jeg derover tilegner mig nogen Ære, som jeg meget mere betænker det gamle Ordsprog: facile est inventis addere. Jeg siger, at Landsbye-Præsterne skal leve af deres Offer og Accidencer allene; og jeg frygter endda for, at de ville faae for meget paa mange Steder. Jeg har hørt sige, at Præsterne i Fyen og Sielland skal faae 24 ß. og ofte en To Mark for at døbe et Barn. Nu kan man slutte neden fra og op ad, og dømme saa, hvor

33

store Accidencer der maae falde; da jeg og andre Præster i Wendsyssel maae døbe et Barn for 8 ß., og mangen et for 4 ß.

Men til at forebygge, at Landsbye-Præsterne ikke skulle blive for feede af deres Offer og Accidencer, veed jeg et ypperligt Forslag. Man maatte see til, at bringe de nye Forvaltere og de gamle Ridefogder paa sin Side. Disse Folk ville gandske vist her giøre en vigtig Tieneste; og jeg tænker vist, at man for en billig Douceur fik dem til at gaae til Haande herudi; thi paa den ene Side kan de allerede got lide saadanne Forandringer, og paa den anden Side ere de meget tienstagtige Aander. Det var jo ingen Ting, om man gav enhver af dem aarligen en Tut, imod at de forbandt sig til, ved alle Leyligheder at disputere Præsterne deres Eyendomme, Rettigheder og Herligheder, (thi endnu har vi ladet Præsterne beholde deres Gaarde og Jorder; men jeg kan og giøre en Plan til at tage disse fra dem) og naar de ikke godvillig vilde afstaae et Stykke efter et andet, da, paa deres rige Herskabers Pung, at udmatte dem med Processer. Disse kunde de indbilde, at Præsterne vare Chicaneurer, og mage det saa, at de ikke nogen Tid skulde komme til at tale med dem: saa fik de lettelig en uindskrænket Fuldmagt til at behandle dem efter eget Behag. Ja, maaskee det desuden blev dem mueligt, ved nogle smaa Kunster, endog at bringe en og anden

34

Dommer paa deres Side; thi de ere overmaade vittige, og jo yngere, jo klogere. Fremdeles maatte de forbyde Bønderne, at kiøre Giødskning eller Brændsel for Præsterne (thi Korn-Ægterne forsvandt tilligemed Tienderne,) item, at lade holde Liig-Prædiken over deres afdøde Venner, som og, at ofre dem meer, end 1 ß. Danske; og det alt under de haardeste Trudseler, enten af et got Livfuldt Hug, eller fordobblet Hoverie, eller Ildebrands Nægtelse, og overalt nøyeste Oppasselse. Man maae sikkert troe mig, at dette er et souveraint Middel, til at forebygge Landsbye-Præsternes alt for store Indkomster; og jeg vil ikke troe, at nogen skal kunne udfinde noget bedre, om de end vilde bryde deres Hoved nok saa meget. Jeg forsikkrer oprigtig, at dersom denne Plan lykkelig bliver iverksat, saa skal aldrig nogen mere faae Aarsag til at forarge sig over deres Silke-Klæder, feede Ansigter, eller Actier, hvilke tre Caracterer jeg tilstaaer, at være meget uanstændige for en Præst.

Nu kunde jeg gierne slutte alle mine Forslage og Planer til det hele geistlige Reformations-Verk, dersom jeg endnu ikke maatte legge et Par Ord til om Geistlighedens unaturlige Dragt. Philopatreias havde i sin Tid stor Ret i at caracterisere dem saaledes; og hvad der var Ret den gang, maae jo nødvendig være Ret endnu. Den bør enten reent afskaffes, eller og gandske forandres. Naar vor Geistligbed

35

skal reformeres, saa bør Præsternes Klæder, saavelsom Kirke-Ceremonierne, ogsaa være reformeerte. Man har dog længe ønsket og arbeydet paa en Synkretismus imellem de Reformeerte og Lutherske; men da de første endnu ikke har vildet beqvemme sig dertil, saa er det jo billigt, at de sidste giøre det. Kan man ikke tage fat paa en god skarp Reformations-Sax, og giøre som Hanon giorde ved Davids Tienere: afskiere Halvdelen af deres Klæder, indtil deres Artse, og lade dem saa fare, klippede baade paa Klæder og paa Pung. Hvad skal denne underlige Dragt til? Den er i mine Tanker endog til Skade for Staten og Folkemængden. En Præst i sin lange Kiole er jo intet andet, end en Bussemand for Almuen. Qvinder og Børn løber ofte bævende i Skiul for ham, hvor han kommer frem. Hvor let kunde frugtsommelige Koner ikke derover fare ilde og Børn faae et Slag, og altsaa crepere og døe, Folke-Mængden til en stor Skade.

Jeg har hidindtil endnu ikke talt et got Ord enten for mig selv, eller for den hele Præstelige Orden; og hvorfor skulde jeg giøre det, naar jeg finder, at det strider imod den Kierlighed, jeg er mit Fædemeland skyldig, da jeg engang har erklæret mig for en reen Philopatreian. Men skulde denne min sidste Plan, som i mine Tanker er den beste, nogen Tid blive udvalgt og fulgt: saa maae jeg, i hvor nødig jeg vil,

36

giøre en Bøn for Præsterne, og udbede en liden Tieneste; nemlig, at alle Præsterne maae blive skilte ved deres Koner og Børn. Deri er en stor Fornødenhed. Havde det været saa lykkeligt, at denne Reformation var skeet i Philopatreiases og Struensees Tid, saa havde dette kun kostet den første et Ord til den sidste, hans høytformaaende Patron; og det vilde ladt artigt, naar en sildig Efterslægt i en skimlet Krønike kunde have læst disse berømmelige Mænds rare Levnets-Historie og Helte-Bedrifter, og iblant andre heel merkværdige Ting dette fornyede Disticon:

177 ac 2 Danorum Clerus abegit

Uxores iterum, non fine clade gravi.

Inclytus hoc fecit Borealis Philopatreias.

Nempe, Struense duce, hic ipse novator

erat.

Forklaring over Philopatreias.

Den gode Mand, som jeg har hørt, nu gandske mistrøstig skal have nedlagt sin Pen, og ingen flere Forslage eller Reformationer tænker paa, fordi det er løbet saa slet af med hans mægtige Patron, der skulde have befordret baade ham og hans patriotiske Projecter: saa

37

vil formodentlig hans Skrift blive glemt og ikke mere paaseet i Dannemark; hvilket skulde være stor Skade for det almindelige Beste. Jeg kan ikke nægte, at det gik mig jo meget nær til Hierte, da jeg fik den Nyehed at høre fra Kiøbenhavn, og jeg tvivlede i Førstningen derom; thi man lyver ofte og meget imellem Kiøbenhavn og Wendsyssel. Det var dog alt for sandt; og nu skal Philopatreias glemmes! Man har endog paa nogen Tid her i Wendsyssel giort Nar af ham, og drevet Spot med ham; thi anderledes kan jeg ey ansee den Forklaring over hans Navn, som en ung Baecalaureus, der nylig er kommet hiem hertil fra Academiet, har udstrøet, og som jeg af alting meest har ærgret mig over. Denne unge Monsieur, som fast i alle Ting har sære Meeninger, hvilke han forsvarer med ligesaa stor Paastaaenhed, som en Decanus paa Klosteret sin Thesis, har saadan besynderlig Meening om den uinteresserede Patriots, den gode Philopatreias Navns Bemerkelse, som jeg til Dato endnu ikke har kundet faae ham til at afstaae fra, hverken med Onde eller med Gode, i hvor megen Umag jeg har giort mig derfor. Han vil have, at Philopatreias ikke er noget ordentligt og rigtigt Navn; men at hvert Bogstav betyder et heelt Ord, ligesom i en Deel gamle Romerske Inscriptioner, og forklarer det paa denne Maade paa Latinsk:

38

P.H.I.L.O.P.A.T.R.E.I.A.S.

Paginis His Insulis Luculenter Omnibus Protervus Autor Testimonium Reliquit Erroris, Invidiæ, Audaciæ, Stultitiæ.

Og paa Dansk saaledes:

Pralerie, Had, Irringer, Lumpenhed, Ondskab, Partiskhed, Aabenbar Taabelig Reformation Er Indholdet Af Skriftet.

Er det ikke en uforskammet Forklaring paa saa got et Navn, som Philopatreias er! Men hvad skal man giøre ved saadanne unge Kiettere, som denne Baccalaureus? Han burde straffes.

Anmerkning.

Forfatteren af dette Skrift, min Fader, er død siden han lagde den sidste Haand derpaa. Han overlevede dog den 17de Januarii; men ikke mange flere Dage. Om han døde af nogen Sorg, som tilsloges hans Avnesot, skal jeg ikke kunne sige. Havde han levet, vilde det uden Tvivl have gaaet ham nær til Hierte, om Han havde seet alt hans Arbeyde og Flid at være spildt og unyttig. Han troede i det mindste, at Dannemark havde meget, som endnu

39

trængte til Reformation; og derover udkastede og afskrev han med egen Haand disse og adskillige andre Forslage og Planer, som henhørte til Rigets nyere Reformations-Verk. Da jeg fandt alle saadanne Manuscripter iblant min Sal. Faders efterladte Papirer, holdt jeg det for min sønlige Pligt, at redde dem fra den Undergang, som jeg ikke kunde frelse ham selv fra, for derved offentlig at fremlegge et Vidnesbyrd om min Kierlighed til ham, og tillige at give Publicum en Idee om hans Tænke-og Skrive-Maade. Finder man Behag i samme, og mig fremdeles spares Liv og Helsen, skal hans øvrige Manuscripter snart følge efter. Jeg tænker vist, at man endnu vil røre noget op iblant det Gamle; men maaskee man i Reformations-Verket ingen flere Original-Forandringer vil giøre. Det vil komme mere an paa Tænkemaaden end Trangen dertil.

40