↩

Sende-Brev fra en Tydsk Skolemester i Kiøbenhavn, til General-Administrationen for det i Kiøbenhavn og Altona oprettede

Tal-Lotterie. I Anledning

af en paa een Tide og egenmægtig

for falsk erklæret

og i Henseende til deres forandrede

Maner og Original-Billetter.

VirtVs Grata Fidesque VincVnt.

Oversat af det Tydske.

I Aaret 1773 den 1ste Martii.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet i No. 150.

2
3

Højtærede Herrer

Lotto-General-Administrationen!

De, mine Herrer! har i de Kiøbenhavnske Adresse-Efterretninger, under No. 28, den 19 Februarii dette Aar, ladet indrykke en Bekiendtgiørelse, som ganske vist maa sette, om ikke hele Publikum, saa dog alligevel min Skolemestersiel i Forbauselse, Skræk og Fortvivlelse. Mit Kald er at lære, straffe, formane og trøste. Efter dette mit Kald skal og vil jeg vandre værdeligen. Her har De Kilden og Øiemedet til min Tilskrift.

De erklærer en original Tallotterie-Billet for falsk og urigtig. Og paa hvad for Grund?

De har efterseet de indsendte Lotto-Lister; De har confereret samme med de til Justits-Directionen indleverede Lister. De har ikke fundet denne Billet derpaa, og derfor slutter De strax med et Fingerknep: Den Billet er falsk.

Mine Herrer! jeg maa spørge Dem: er denne Slutning rigtig? Ingenlunde. Jeg kan have kiøbt og med rede Penge betalt min Billet, og det endda i nogle Vidners Overværelse. Collecteuren kan udelade den af Lotto-Listen. Er det ikke menneskeligt, at forsee sig? Eller han kan vel endog stikke mine Indskuds Penge i sin egen Lomme, quod turpe dictu. Er derfor min kiøbte Lotto-Billet falsk? er jeg derover en Falsarius? quæ qualis quanta, hæc consequentia? Denne Slutning kan maaskee gielde i en christelig Jødeskole, men sandelig ikke i min logikalske Lænestoel.

Jeg veed vel, at De ville svare mig: Jo, efter den Plan, som er bleven bekiendtgiort for Publikum, er den ganske rigtig. Vi har ligefrem med tydelige Ord fastsat, at efter de indsendte, og til den allehøist forordnede Justits-Direction, for hver Trækning, overleverede og forseglede Lister, skal det endelig afgiøres, hvad for Gevinster General-Lotto-Cassen vil udbetale. Jeg tilstaaer gierne, at dersom Planens Ord skal forstaaes saaledes, saa slutter De meget grundig.

Men hvad har da det hele Publikum for en Sikkerhed? og hvortil nytter Original-Lotto-Billetterne? — Reent ud og oprigtig at tilstaae, saa har Publikum slet og aldeles

ingen Sikkerhed, og Original-Billetterne ere sørgelige Kiendetegn paa, at sammes Indehavere har kiøbt quid pro quo, Museskarn for Peber. — Med et Ord, at Tallotteriet fører Publikum bag Lyset, jeg vil ikke sige, endog bedrager det, cum privilegio regio, rege inscio.

Jeg er forbunden til, med Grunde at bevise det, som jeg har skrevet. Nationens Udplyndringer ere Folkenes Forbandelse, og Armodens Undertrykkelse fortiener Strikken. Jeg skylder en Nation, som jeg elsker, dette, at advare den for Fodangler og Selvskud. Og jeg holder for, at jeg forbinder Indsigt med munter Sandhed, i det jeg understaaer mig, først at skrive Dem til, mine Herrer! og hvidske Dem i Øret. Lotto-Loven: Original Listerne skal være Rettesnoren for den endelige Afgiørelse: er en Lov for Slarafferne; Publici Sikkerhed er da en Uting; og Original-Billetterne en Skiervenzel, som Lotteriet kan bruge, ligesom den naadige Herre Kammerjomfruen.

Men skulde denne i Forveien giorte Erindring ingen Indgang finde hos Dem, mine Herrer! saa maae De forlade mig, om jeg offentlig opslaaer det Varebræt paa General-Lotto-Huset: Dette er Veie til Helvede, hvor man farer ned i Dødens Kammere.

Tallotteriet har bestilt General-Ober-og Undercollecteurer. Disse ere blevne forsynede af det med Fuldmagter, og ligesom offentlig stemplede til Publici Sikkerhed, at Tallotteriet vil indestaae for den rigtige Betalning, ved indfaldende Gevinster. Thi dersom dette ikke skulde være Tallotteriets Meening, saa maa jeg sikkert troe, at bemeldte Collections-Huse skal være privilegerede Lommetyve-Huse, hvor man immer kan bringe hen, men aldrig maa hente fra. Og hvo kan have disse vanhellige Tanker i dette Tallotteriets Allerhelligste, uden Lotto-Bespottelser?— Nei, ved denne brændende, men sig selv dog ikke fortærende Buske, maatte vi billig høre den Stemme: Træk dine Skoe af dine Fødder, thi det Sted, som du staaer paa, er et helligt Land; det er det Kongelige octroyerede Lotto. Kan det indsettende Publicum nu ikke troe andet, end at disse saa udmerket betegnede, ja endog tildeels med det Kongel. Navne-Træk bebræmmede Huse, ere offentlige Sikkerheds Huse: saa maa det og være af den klippefaste Meening, at det, som disse garanterede Huse lover, skal og maa holdes af Tallotteriets General-Direction. Thi dette er Begrebet om et Mandatum. Saasnart en Mandans har offentlig authoriseret sin Mandatarium, og den sidste har endog den frie

Magt, at udstæde Qvitteringer og Beviser under Mandantis Haand og Segl: saa giver en Mandans derved Forsikkring, at hans Mandatarii Gierninger skal af hver Mand ansees som hans egne, og ligesom at han, Mandans selv, havde været tilstæde, og forrettet samme i egen Person. De Fordele, som hans Mandatarius ved sin Flid tilbringer ham, ere hans egne. Men den Skade staaer og paa Mandantis Regning, som bliver foraarsaget ved hans Mandatarii Forseelse og Efterladenhed. Mandans maa ikke allene bøde og gotgiøre sin Mandatarii culpam latam, nemlig den Flids og den Troskabs Efterladelse, som alle Mennesker, endog de uflittigste og uagtsomste, pleier at iagttage ved den Videnskab og Forretning, hvortil han har bestilt sin Mandatarium; men endog hans culpam levem, det er den Flids, Troskabs og Agtsomheds Efterladelse, som duelige og i Forretningen ellers erfarne Personer anvender. Ja, Mandans er end videre forpligtet til, endogsaa at svare for sin Mandatarii culpam levissimam, den Flids, Troskabs og Agtsomheds Efterladelse, som de allerdueligste Mænd pleier at udvise i dette Slags Forretning og Handel.

Publikum har ikke udvalgt disse Huse; men Tallotteriet. Skulde samme ikke være

troværdige; skulde saadanne Huse ikke være sikkre; kunde enten Tallotteriet eller Publikum fatte en Mistillid til deres Troskab. Hvorfor vælger og hvorfor har da Tallotteriet udvalgt saadanne Huse til General-Ober-og Under Collecteurer? og særdeles betegnet samme for de i Tallotteriet Spillende, ved Fuldmagter og opsatte Skildter, ja ved Original-Qvitteringer med Haand og Segl, at man der sikkert kunde nedlegge sine Penge, og ansee disse Huse, som Mandatarios cum libera af Tallotteriet. Holder Tallotteriet samme farlige for sig; hvorfor betroer det dem da sit Navn, sin Haand, Vaaben og Segl? Skal de være Publiko til en Snare; hvorfor vil man bruge den offentlige Troe og Love til et Skildt, for i Bund og Grund at ødelegge en heel Nation? saa ukierligt og forvovent kan jeg ikke forestille mig noget Tallotterie i hele Verden. Og skulde det være mueligt, at vor saa ærværdige Lottotribunal kunde fornedre sig saa dybt; saa skulde jeg raabe, alt hvad jeg af fuld Hals kan raabe, til mine Medborgere og alle Nationer paa Jorden: Vogter eder for de falske Propheter som komme til eder i Faareklæder; men indvortes ere de glubende Ulve. Vogter eder for denne Pharisæernes og Lottologisternes Suurdeig. Eders Konge, som saa alvorlig vil eders

Velgaaende, veed slet ikke af disse Lotto-Heltenes Skielmstykker. Han gav et Privilegium, for at giøre sit Folk lykkeligt, men sandelig intet Privilegium, for at aabne Porte og Døre for Bedragerie og Folkenes Plyndring, og med sit høie og hellige Navn at forgylde Huse, hvor man ustraffet kan være en galloneret Spitsbub, og tillige en stemplet Collecteur. — Gaaer hen til eders Fædrenelands Fader. Knæler samtlig for hans Throne, og beder allerunderdanigst, at han vil befale eders Morder-Engel, det usalige Lotto: Det er nok, slip nu med din Haand. Som Menneskeven og Folkefader vil han høre eder, og ikke lade eder, hans om Brød sukkende Børn, ved Tallotteriet rekkes en Steen. Dannemarks Konges Krone er endnu ubesmittet af udsuede Undersaatters Sved og Blod. —

Men holder Tallotteriet sine General-Ober- og Under-Collecteurer sikkre for sig; hvortil tiener da den Lov, at Lotto-Cassen ikkun vil udbetale de Gevinster, som findes paa de indsendte Lister, og ikke dem, hvorpaa Indsetteren har en Original-Lotterie-Seddel? Visselig til et aabenbare Beviis paa, at Tallotteriet har en Mistillid til sine egne Mandatarier; at det vaager ikkun utrættet for sin egen Held; men raaber til Publikum: Enhver for sig, Gud for os alle.

De tillade mig det, mine Herrer General-Administratorer! at jeg forklarer Deres dyre Lov efter sin Indhold og hele Omkreds. Den heder paa got Dansk og i Følge en fornuftig Fortolknings-Kunst:

Ærede Publikum! Vi har vel høitidelig indviet vore tienstagtige Aanders, vore Herrer Collecteurers Vaaninger, med vore Vaabener og Fuldmagter. De ere, lever og røres ogsaa i os. De har ogsaa maattet skaffe os de dyreste Forsikkringer og Cautioner for deres Troskab. Hvo kan imidlertid see dem ind i Hiertet? Faldt dog i Aandernes Verden en General-og Ober-Collecteur hos Herskarernes Herre, og bestod ikke i Sandheden: Saa er dette ogsaa meget let mueligt ved vor nye Lotto-Verdens Skabning. Vi ville altsaa ikke videre troe vore skabte Lotto-Engle, end vi kan see dem; paa det at der skal ikke skee nogen Forstyrrelse i vor Lotto-Skabning. Ikkun deres os tilsendte Lister stal tiene os til en Rettesnor, hvorefter vi ville betale. Ere vore Tienere troe: saa ville de forfærdige rigtige Lister, og derudi indføre dine Spillemaader og dine frembaarne Penge, og saa er baade du og vi betryggede. Forlang ingen videre Sikkerhed af os. Vi ere dig, kiere Publikum! ikke dette skyldige. Men ere vore Herolder og Emissa-

rier Skielmer og Bedragere. Betaler du dem dine Spillemaader, og lader dig give Beviser derfor. Fører de derimod samme ikke an paa deres Lister; men stikker Pengene under, eller indsniger sig en casus pro Amico med, eller maa det og i store Farer for Tallotteriet, ligesom det heder: Som Fyrsten vil, saa siger Dommeren, paa det at han skal bevise ham en Tieneste igien: saa ogsaa hede ligeledes her ved dette Lotto: Som General-Directionen vil, saa siger Collecteuren, paa det at den skal bevise ham en Føielighed og Tieneste igien: saa har vi dog alligevel, som retskafne Fædre, sørget for vort Barn, Tallotteriet. Vore Collecteurers Forseelse, Skiødesløshed og Utroskab kan ikke falde os til Byrde og Besvær. See du dertil, trohiertige Publikum! holdt dig til din Collecteur, hos hvem du har indsat. Listerne allene ere Dommere. Hvorfor er du saa kortsynet? Læs Planen; læs din Original-Billet. Staaer der ikke paa dem begge to,

at vi ikkun ville betale de Gevinster, som mueligt maatte falde, efter de indsendte Lister? Hvad vil du da have af os? Liste og Billet maa stemme overeens; uden denne Overeensstemmelse har du intet at vente af os. Vi har ved vor Lov vildet give dig fordekt at forstaae, at vi ville ikke give det hele Publikum

nogen anden Sikkerhed for sine Indskudde, end vore General-Ober-og Under-Collecteurers ærlige Ansigt. Seer det ikke accurat ud som en stemplet Schmaußel. Saasnart denne Lysens eller Troskabens Engel forandrer sig, eller og maa nødes til at forandre sig, efter en usynlig Magts Befalning: saasnart forandrer ogsaa Publici Sikkerhed sig. Nok er det, vi ere i Behold, om ogsaa hele Publikum gaaer til Grunde.

Mine Herrer! her har De en trohiertig Paraphrasin over Deres Lov. Dømme De selv, om der ved saadan en Sagens Stilling er sørget for Publici Sikkerhed? Jeg tænker, Deres Hierte vil sige, Nei. Og i Deres Inderste ville De finde Aarsag at skamme sig ved, endnu længer at kaldes Fader til en saa bedragelig og skuffende Vanskabning. Af deres Skiød er denne fyrige Brand udsprungen, som setter disse nordiske Riger i fuld Flamme; og fortærer Guld og Sølv, Ertz og Jern, Huse og Fæestalde, ja Brød og Klæder. Men ere de forhærdede nok at raabe til mig: Raison de Lotto: saa maae og skal De derimod ogsaa høre det opvakte Publici Sprog, som i Fremtiden hverken kan eller vil tie:

Det kun idel Blendverk er, og i Grunden løiet. —

Maae De, eller den hele upartiske Verden, ikke indrømme disse efterstaaende Følger deraf? Skal ikkun de af Deres Herrer Collecteurer indsendte Lister gielde, saa maae enten

a). Det indsettende Publikum ganske og allene lade det komme an paa deres Herrer Collecteurers Ærlighed, og lade sin Sikkerhed beroe paa disse Mænds ofte tvetydige Troeskab, saa vel i Henseende til de indskudte Penge, som den forventende Gevinst. Eller

b). Det indsettende Publikum, og ethvert Individuum af samme, maatte, ved sit Indskud i Tallotteriet, enten blive staaende hos sin Collecteur indtil Slutningsdagen, for at eftersee de Lister, som skal indsendes, om og hans Billet er bleven rigtig registreret; eller og ethvert Individuum af det spillende Publikum maatte da, ved Listernes Aflevering i General-Lotto-Huset, atter være nærværende, for at conferere alle Lister, paa det at ikke et understukket Barn skulde være kommet i det ægtefødtes Sted. Derfra maatte man vandre med til Justitz-Directionen, for, ved den Liste som skal forsegles, at befrie sin Billet fra den Mistanke at være en Bastard, og at lade den legitimere, som en upaatvivlelig Lotto-Arving og Medarving. Da, naar alt dette var skeet, og ikke før, kunde enhver af det spillende Publi-

kum sove rolig for sine Penge og sin Lykke. Men ellers ikke. Han maa meget mere imellem Frygt og Bævelse, endogsaa efter den virkelig skeete Trækning, og naar Lykken er gaaen over paa hans Side, befrygte at General-Administrationen lader i Adresse-Aviserne bekiendtgiøre om hans Billet: Udstød Tienesteqvinden med hendes Søn, thi Tiensteqvindens Søn skal ikke arve med den Frieqvindes Søn. Dette Barn staaer ikke med paa Listerne over de ærlig avlede Lotto-Børn, det er af en horagtig og uægte Art:

"Er samme falsk og i alle Maader urigtig, da den ikke er at finde paa de fra samtlige Collecteurerne indleverede Lister."

Men vil General-Administrationen for det Kongelige octroyerede Tallotterie vel anmode et Publikum derom, at det skal give sine Penge og sin Lykke hen i saadanne Folkes Hænder, som det neppe kiender, om hvis Sikkerhed det ikke er overbeviist, og om det ogsaa var overbeviist derom, dog alligevel ikke kan vide, hvor nær de ere deres Fald. Dette er at forlange alt for meget af Publico. Og naar De, mine Herrer, forlanger sligt: saa tilstaaer De jo aabenbare, at De ikke kan og vil give Publikum nogen Sikkerhed for sine

Indskudder og for den forventende Lykke. Men kan og vil De ingen tilstrekkelig Sikkerhed give? Hvad for en heslig Skikkelse faaer da ikke Deres hele saa ærværdige som indtagende Lottomine? Med hvilket Navn vil man beære Deres Lotto-Tempel! Gak snart ud paa Rov; skynd dig at giøre Bytte? Og hvorledes skal man nævne dem, som bærer det prægtige Lotto-Segl forfalsket i deres Pande? Man maatte have Aarsag til, at betegne dem verre, end de Retfærdighedens Slagtoffere, der flæber med Lænkerne i vore Gader. Thi disse vilde og leve af deres Medborgeres Bytte; og De ville have hele Nationen til Rov. Maatte jeg til et misbrugt Publici Vel kun for et øjeblik være en Prophet! Jeg skulde da sige de skuffende Lotto Gibeoniter: Hvorfor har I bedraget os, og sagt, vore Collecteurer ere ærlige Folk, vore stemplede Mandatarier, som dog kan være nogle Bedragere? Derfor skal I være forbandede, at der skal ikke ophøre iblant eder, at være Tienere, som hugger Brænde og bærer Vand.

Lotto-Skuepladsens Grundvold er Sikkerhed, og paa denne Pillere maa dens hele Lykke-Tempel hvile. Men kan Deres General-Oberog Under-Collecteurer være delte ved Deres Lov: at de indsendte Lister skal være en endelig Af-

giørelses-Regel for Gevinsten? Aldrig. Den kortsynede Almue maae lade sig skuffe, men vist ikke et tænkende Publikum.

Det settes, at et Selskab spurgte mig og enhver Fornuftig, hvor det med Sikkerhed best skulde giøre sit Indskud til Tal-Lotteriet, og til hvilken Collecteur det skulde henvende sig. Det settes, at de tager 45 Tal paa en Billet, og 45 paa en anden: saa følger, at de paa hver Billet maa have 45 Udtræk, 990 Amber, 14190 Terner, og 148,995 Qvaterner, altsaa paa begge Billetterne 90 Udtræk, 1980 Amber, 28,380 Terner, og 297,990 Qvaterner. Det settes, at dette Selskab besetter deres Spillemaader i Følge Planen, paa Udtrækket 660 Rdlr. 4 Mk., paa Amben 40 Rdlr., paa Ternen 6 Rdlr. 4 Mk., og Qvaternen til 4 Mk., saa maa der bringes 427,730 Rdlr. til Collecteuren, og Selskabet havde da den største Exspectance at vinde fem Qvaterner paa en Billet i den Fald, som baade er den eneste og lettest mueligste i hele Lotto-Spillet,

(vi har just oplevet dette Tilfælde i den 28de Kiøbenhavns Trækning, da de Numere 67, 90, 52, 53, 65, udkom,) og følgelig fik en Paastand paa 621,333 Rdlr. 2 Mk., altsaa paa et Udbytte fra Lotto-Cassen af 193,603 Rdlr.

2 Mk. Hvad skulde jeg, hvad skulde en-

hver redelig Mand, svare dette Selskab paa de forelagte Spørsmaale, paa det at Selskabet kunde være fuldkommen bedekket og betrygget for deres 427,730 Rdlr., saavelsom og for deres muelige Gevinst? Skal jeg henvise det til Generalen, eller Obersten, eller Corporalen ved disse Lotto-Legioner? Ved dem alle sidder Mennesker, som kan fare vild, og bedrage, og i det mindste handle til Fordeel for den Fane, til hvilken de har aflagt Eed. Hvor let kan ikke Billetten i Hastverk være bleven udeladt af Listen? Hvo kan for det ulykkelige Tilfælde, at Collecteuren velter Blekhuset, eller lader det brændende Lys falde ned paa sine Lister, som giør Tallene ukiendelige? Maaskee Collecteuren kan være blevet forhindret, at indsende sine Lister i rette Tid, saa at de ikke ere blevne imodtagne af General-Administrationen, og forseglede af Justitz Direktionen. Alle saadanne menneskelige Svagheder ere de Herrer Collecteurer underkastede. General-Administrationen hæfter for deslige Feil, Forseelser og Tilfælde, som deres Collecteurer begaae, slet og aldeles ikke. Dette har den bekiendtgiort ved dens nye Plan, ja endog ved dens forandrede Original-Billetter. Altsaa ere deres Indskuds Penge, og den derpaa faldende Gevinst, underkastede saadanne, og endda Tusinde flere

Indsigelser, NB. Naar de har vundet noget.

Jeg vil derimod forsikkre Selskabet, om ikke apodictisk, saa dog alligevel meget sandsynligt, at der skal slet intet møde dem af alle disse Viderværdigheder, om de paa den ene Billet ikkun har vundet en Qvaterne, eller en Terne, og paa den anden enten et Udtræk eller en Ambe. Gierne skal vist Collecteuren eller General Administrationen i første Fald udbetale en Qvaterne, 4 Terner, 6 Amber og 5 Udtræk til Selskabet med 276,133 Rdlr. 2 Mrk. og i sidste Fald endnu mere fornøiet, en Terne, 4 Amber og 5 Udtræk, med 128,533 Rdlr. 2 Mrk., af Selskabets egne Indskuds Penge, i det at enten Lotto-Cassen eller Collecteuren beholder tilbage i sit Skiød af Selskabets Penge, i første Fald et Udbytte af 151,596 Rdlr. 4 Mrk., men i den anden Fald endog en Gevinst af 289,196 Rdlr. 4 Mrk. Saaledes drypper man Selskabet i sit eget Fedt, ligesom Kokkersken giør ved den feede Gaas. Men om de 5 udtrakte Tal skulde befindes paa en af disse Billetter: saa kunde jeg ikke være dette Selskab Borgen for ovenmeldte Tilfælde. Thi her var Sagens Stilling ganske anderledes. Forhen taltes om Indsetternes Forliis. Da havde man ladet Collecteuren flippe med

en skarp Irettesettelse, fordi han havde forskrevet et Tal, eller vel endog udeladt Billetten, eller ladet Blekhuset eller Lyset falde paa sin Liste, eller, at han har biet for sildig og for længe med Listernes Indsendelse, eller begaaet nogen anden Forseelse. — Men nu er Talen om Lotteriets Forliis. Den Summa af 193,603 Rdlr. 2 Mrk. er ingen Katte-L*** at miste. Nu torde General-Administrationen tale af en anden Tone: Vigilantibus sunt scripta jura. Maaskee det heder nu: Collecteurens indsendte Lister vare ikke lovmæssige: derfor vare samme blevne forkastede af General Administrationen; eller man vil maaskee sige: Collecteuren er kommen for sildig med dem; eller: han har slet ikke indsendt dem; eller den Billet har ikke været anført paa Listen; eller man torde endnu foregive ganske nye opfundne Udflugter, for at slippe for den Gevinst, for hvilken intet Menneske kunde være Borgen, da Listerne skal være det ægte Krinomenon paa Afgiørelsen.

Ved General Administrationens Indsigelse maatte da ikke mit Selskab see skievt til mig og sige: Hvo veed om det er Sandhed, at vor Tienesteqvinde er en H***. Jeg vilde, dog ikkun ved at stiele mig dertil, søge at faae sagt Selskabet ved et Vink: Det maatte være en slet

Ræv, som ikke vidste at finde meer end eet Hul. Derhos vilde jeg unde mit Selskab den store Lykke, at om det end maatte gaae hiem uden Gevinst, dets Indskudspenge dog ikke desuden og maatte blive plyndret fra det, og Collecteuren enten havde taget eller maattet tage Flugten med alle Indskuds-Pengene. Thi en aarlig hemmelig Lotto-Pension er en kraftig Universal-Medicin imod Lotteriets Sprængning, og for alle dets onde Tilfælde og Besvimelser. Der kunde jo vel ogsaa opstaae en Lotto-Ypperstepræst, som, ved saadanne Begivenheder og Oprør kunde træde frem blant Lotto-Folket, og spaae: Det er bedre at et Menneske døer for Folket, end at det hele Tallotterie gaaer til Grunde. Lad Collecteuren heller hede en Skielm; han har dog under Haanden noget af Lotteriet at leve af; end at Tallotteriet selv skulde hede en Skielm og gaae til Grunde. Pereat pars ut conservetur totum.

For at overbevise Selskabet endnu mere om Indskudspengenes og den maaskee faldende Gevinstes Usikkerhed ved nærværende Tallotteriets Indretning, vilde jeg forestille det: Om ikke følgende Fald kan være muelig, altsaa og meget let og uformerkt insnige sig i Tallotteriets Verden, og der komme til Virkelighed.

Er det ikke mueligt, (nam possibile est, quod non involvit contradictionem; og jeg taler ikkun om det, som ingen Modsigelse har i sig), at en Collecteur, hos hvem der er skeet Indskud af nogle tusinde Rigsdaler, enten kan have brugt og tilsat dette fede Stykke til smaa og trængende Udgifter? Maaskee Gellerts syge Kone vil og døe hos ham; eller maaskee han har sat sin Ring, sit Tørklæde og sin Stav i Pant hos en Thamar ved Veien, og har brugt Pengene til at indløse Pantet; eller maaskee der har mødt ham andre uformodentlige Udgifter: eller, at han henvender sig til General-Administrationen, tilkiendegiver saadant for den, og, udbeder sig Forholds-Ordre.

Er det videre ikke mueligt? at enten Collecteuren selv eller General-Administrationen foreslaaer: vel at imodtage Indskuddet, men ikke anføre det med paa de Lister, som forseigles af Justits-Directionen. I Fald nu Indsetteren skulde tabe, og denne Fald er ved et simpelt Udtræk 89 Gange, ved en Ambe 4004 Gange, ved en Terne 117,479. Gange, og ved en Qvaterne 2,555,189 Gange, og naar jeg tager 5 Tal paa en Lotto-Billet, og tænker at vinde 5 Qvaterner, da 225,562,274 Gange før muelig, end at jeg skulde vinde een

Gang: saa bliver Indskuddet for General-Administrationen og tildeels for Collecteuren. Men skulde til al Ulykke for Tallotteriet, Indsetteren vinde, som iblant Millioner Fald ikke indtreffer eengang, Hvorfor dette Haandverk kan drives med megen Tillforladelighed: saa er det mueligt, at General-Administrationen i Følge dens Plan vil undskylde sig dermed: Det findes ikke paa de indsendte og af Justits-Directionen forseglede Lister; følgelig er General-Lotto-Cassen ikke forbunden til at udbetale samme. Justits-Directionen kan heller ikke dømme anderledes, end efter de dem leverede og forseglede Lister, og efter den nye Plan. Collecteuren maatte og skulde ligeledes undskylde sig med Original-Seddelen, paa hvilken der tydelig staaer, at Gevinstens Udbetalning skal ikkun skee saafremt, at Listerne ere lovmæssig blevne indsendte.

Med denne Forsikkring har Indsetteren været tilfreds, altsaa har han stiltiende samtykt derudi, at han ikkun i den Fald forlanger sin Gevinst igien, naar og om de forseglede Lister ere blevne lovmæssig indleverede til Justits-Directionen. I alle andre Tilfælde har han ved Original-Lotterie-Seddelens Imodtagelse frasagt sig Betalningen. Nu er Collecteuren ved en Hændelse bleven hindret fra at indsende

Lister rigtig. For Ex. Han selv eller hans Børn havde paa en uforsigtig Maade veltet Blekhuset eller revet det brændende Lys om, som var ulykkeligviis faldet paa Lottolisterne, hvorved samme vare blevne fordervede. Collecteuren var paa Slutnings-Dagen ganske pludselig blevet angreben af en dødelig Colik, eller Sovesyge; eller hans Kone havde fornummet falske Fødselssmerter; eller hans Barn var faldet i Ilden; og han havde maattet løbe efter Accoucheuren, Jordemoderen og Lægen. Disse Omstændigheder og Ægteskabspligter havde hindret ham fra at indsende Listerne; i det minste havde saadant giort ham saa forvirret, at han ikke behørig kunde besørge altsammen. For saadanne casus fortuitos & maxime insperatos kan ingen Collecteur hæfte og indestaae. Nok i saa Fald, at Indsetteren fik sine Indskuds-Penge tilbage igien. Han kunde jo nok engang forsøge sin Lykke. Ere disse Fald ikke muelige? — Hic murus aheneus esto, nil conscire fibi, nulla pallescere culpa. Og hvorledes skal Publikum kunde vogte sig og blive betrygget for disse utilladelige Kneb? Vil mit Selskab, vil den hele spillende Nation, ja ville De, mine Herrer General-Administratorer! ikke give mig Deres lydelige Bifald, at disse Fald ere muelige, og ikke blot kan henregnes

til Chimærer? Maas De da altsaa ikke tiltage mig, at naar de indsendte Lister ikkun allene skal være de Regler, hvorefter Gevinsternes Udbetalning skal afgiøres: saa har Publikum ingen Sikkerhed for alle muelige Fald ved Lotteriet?

Og er Tallotteriet ikke forbundet hertil, i Fald det ellers vil forhverve sig og vedligeholde det almindelige Væsens Tillid? Man fortrøste os ikke med de Herrer General-Ober-og Under-Collecteurers ærlige Ansigt og Embedsmine. Nei, disse kan ligesaa vel sminke sig, som vore forrustede Natnympher og vore skrumpne udtiente Enker, naar de venter deres fyrige Galan. Endog de ærværdigste Treknudede Parykker paa en General-Ober-og Under-Collecteur, skal ikke bringe mig til at troe, at der er Sikkerhed og Betryggelse hos ham, saa længe ikkun hans Lister skal være mine Dommerinder. Den ærlige Mine er ikke den redelige Mands Arv allene. Ofte synes en Ertsbedrager derudi meer at ligne Ærlighedens Original, end den uforfalskede Menneskevens beste Hierte. Det Meum & Tuum er en kildrende og øm Sag. Hvor let kunde min ærligladende Herr Collecteur, efter sin Phantasie, indsvøbe mit ham paa Aager hengivne Pant i Tørklædet, og naar jeg saa

med

med Aager vilde hente det tilbage igien, foresladdre mig uudfindelige Undskyldninger: "Jeg vidste at du var en streng Mand, og vilde vinde." Hvor let kunde jeg da, ligesom Orbil fra Lænestolen snorke imod ham: Du skalkagtige Tiener! — — og saa fik jeg min frygtbare Hr. General-Fiskal paa Halsen; mistede min Tieneste, og blev pebet ud af Landet. Nei, derfor bevare mig min ertsbrave Cubach, naar jeg om Morgenen læser hans Bønnebog for en Skolemester. Jeg vil meget heller slet intet sette i Lotteriet; men troe for mig selv, og paa mueligste Maade søge at faae Publikum til at troe, at det er en mislig Sag med Tallotteriets Sikkerhed, saa længe blot allene de Herrer Collecteurers Lister skal være den eneste basis in decidendo. Der bliver alt for mange Smuthuller tilovers for det snilde Lotto, og det har alt for megen Friehed til at sætte os en Voxnæse paa, og uformerkt og uhævnet, ligesom vore unge Koner, at krone os med Horn. Men tillige at sige herved: Madame! diverteer sig brav denne Nat; det maae være en Smag for Adelen, visselig ikke for de borgerlige, og allermindst for min tydske Skolemester-Mave.

Høigunstige Herrer General-Lotto-Administratorer! De ville ikke fortørnes. Skolemeste-

re ere vante til at sige Sandhed, og ligeledes, efter deres Maade, at dele Ordet retteligen, paa det at en forvildtret Ungdom maae forbedre sig. Jeg har ikke kundet aflegge denne min bedrøvelige Mode, og derfor aabenbaret min Tænkemaade, saaledes som Sagen er beskaffen.

Uden Tvivl faaer jeg til Svar: vil Publikum ikke troe vore Herrer Collecteurers blotte Ansigt, følgelig ikke vandre den første Vei med os: Velan! saa er der til sammes Sikkerhed intet andet tilovers, end at det indsettende Publikum maa overbevise sig selv om vore Herrer Collecteurers Troskab, og selv være nærværende ved Listernes Aflevering. Paa den Maade kan det blive fuldkommen forvisset om sit Indskud, og den derpaa faldende Gevinst.

De tillader, mine Herrer! at jeg spørger: Vil Publikum giøre dette? og om det ogsaa vilde, er det da i sig selv mueligt? Det fornuftige Publikum elsker Rolighed i deres Fornøielser, og torde vel ikke frivillig beslutte sig til, med store Summer at tilkiøbe sig den nyebagede Karakteer af en Lottolaqvai. At optage Nationens Tros iblant Lotto-Disciplerne og Lotto-Broderskabet, og dermed at giøre en Parade i Landet, maatte bringe Lotteriet liden Ære, og endda færre Penge.

Men det settes, at Lotto-Enthusiasteriet havde fortryllet hele Nationen; og enhver Indsetter vilde fornedre sig saa dybt, at gaae i Procession fra sin Collecteurs Huus til General-Lotto-Huset. Hvilket et Optog! — Man kunde ikke forestille sig noget mere comisk i Verden, end denne Lotto-Revue. Og vor allerdurchlauchtigste Konge, og Allerhøistsammes Kongelige Huus skulde forglemme Opera, Comoedier, Balle og Maskerader, for at see med paa dette Naturens Skuespil.

Foran Hr. General-eller Ober-Collecteur, Chapeau bas, med pudret Paryk, en rød Kappe og rigelig med Galoner besat Klædning, hvide Silkestrømper, og en Kaarde ved Siden; i begge Hænder en rød Fløiels Pude, hvorpaa hans Lotto-Lister, disse Pagtens og Rettens Bøger, laae indsvøbte i hvidt Atlas. Paa begge Sidder fire af hans Under-Collecteurer, som Holdte fast ved de fire Snippe af Puden. Strax bag efter ham gik hans øvrige Collecteurer, af hvilke to bare Slæbet af hans Kappe. Herpaa uden Rang-Forordning, samtlige Lotto-Ledsagerne, med deres Original-Billetter i i Hænderne.

Den lynende unge Grevinde, og jevnsides hende den smutsige Skorsteensfeier. Den florerende Hofstutser, og hos ham den forslidte

sminkende Theater-Skiønne. Den indtagende fine Frøken, og hos Hende Dragoneren med sin Snurbart. Den pomaderte strudsende Straaejunker, og den tykarmede skidne Malkepige. Den blødagtige og eklende adlede Forpagter-Dame, og hos hende Mester Fiks med den afskavede Koehuud. Den sukkende Bedesyster, og den bandende Høvidsmand. Den krybende Nonne og den frekke Baadsmand. Den opsømmede Kiøbmands Kone, og en maskeret Spidsbub. Den muntre Coiffure-Kræmmerske, og en krybende Rentenerer. Den forsmægtende Enke og den reducerede Officier. En faderløs ubildet begrædt Pige, og en sig brystende ubarmhiertig Geistlig. En fladdrende Vaskerkone og en vindbeutlende Advocat. En fuldmelket Amme, og den balsamiske Medicus. Den raske Skarnager-Pige og den hoppende Barbeer. En haltende Hospitals-Kierling, og den besparede Berider. En kroget og nedbøiet Bestemama, og en ung Student. Den frekke Coqvette og en lappet og laset Hitting. Den brugbare Kammerjomfrue, og en forældet afstødt Rideknægt. En vinkende Koblerske og en murmlende Jøde. En beliggen Ægtekone og en bestukken Dommer. Jeg vil slutte Troppen med min August, og synge med alle en Skolemester-Basses Triller:

Mach End, o Herr! mach Ende,

Mit aller unser Noth,

Stärck unsre Füß und Hände;

Und laß uns bis im Tod;

O Lotto! deiner Pflege

Und Treu empfolen seyn:

Sonst gehen unsre Wege,

Einst zum Spital hinein.

Det er:

Ak, at dog snart sig ender

Vor hverdags større Nød!

Styrk Fødder og styrk Hænder For os indtil vor Død!

Ak, Lotto! at din Pleie

Os ei unddrages skal!

Thi ellers alles Veie

Gaaer til vort Hospital.

Hvad lykkes De, mine Herrer! om saadant et majestætisk Optrin? Hopper ikke Deres Lotto-Hierte af Glæde i Deres Liv; naar De tager imod os ved Deres Lottohuus, og føler sig selv i den Storhed, allene at være Skaber af et saadant allerbetragtningsværdigst Spektakel? Hvor vil hele Europa blive opmerksomt og spile Øine! Kiøbenhavn og Altona ville vrimle af fremmede Herskaber. Europas samtlige Tallotterier ville danne sig efter Deres. De ville komme til at hede Bestemama, og stige fra General til Trinet at blive Generalissimus for alle Tallotterier i Verden.

Men derfor maae De, mine Herrer! ja først og fornemmelig, sørge for: a). At De har saa meget Rum i Deres General-Lotto-Huus, at vi alle kan i det ringeste staae mageligt, b). At der er saa megen Tid tilovers, at enhver kan egenhændig revidere Lottolisterne. c). At de fraværende, fra alle Jordens Ender og Hiørner, kan paa Slutningsdagen indfinde sig enten i Kiøbenhavn eller Altona; hvortil jeg, med Respect for alle andres foreslagende Midler, vil bringe i Forslag, at laane Faustes Kappe. d). At de ere os Borgen for al Tumult, samt for vore Lemmer og vort Liv, for vore Klæder, Hatte, Hovedtøier, Uhrer, Kaarder, Stokke og Børser, ja skaffer Damerne Sikkerhed for haandgribelige Discourser, og e). At De indgiver Deres saavel ærlige som bedragelige Herrer General-Ober-og Under-Collecteurer et standhaftigt Mod, en trøstig Siel, og den kostbare Martyr-Freidighed, samt velmenende lader dem i Forveien velsigne og berede, til at udstaae alle muelige Arter af Dødens Bitterheder, ifald de ikke har forfattet deres Lister rigtigt, og overensstemmende med Original-Billetterne, eller spildt Blek paa dem, eller forbrændt dem med Lyset, eller paa anden Maade fordervet dem ved Casus fortuitos. eller blevet for længe ude med dem, og det

som endda er det allererste, om de slet ikke skulde have bragt dem med sig.

Saasnart De, mine Herrer! har opfyldt og kan opfylde disse 5 Puncter: saasnart vil jeg med Hierte og Mund bekiende, at Publikum kan paa saadan Maade faae nogenledes Sikkerhed. Men saalænge De her ville beskytte sig med Umuelighed: saalænge vil det ogsaa være umueligt, at Publicum kan betræde denne Vei og slaae sig til Rolighed, i Henseende til den manglende Sikkerhed. De seer altsaa, at dette er en ubanet Vei, og som er forsynet med en uigiennemtrængelig Forhugning og Afgrøftning, paa hvilken ingen kan komme af Stedet, og meget mindre naae til det forvissede Sikkerheds Maal.

Duer nu denne Vei ikke, og ere Deres Herrers Collecteurers recommenderede Ærlighed et Rør, som kan bevæges hid og did af Vinden: saa er ligeledes Deres Original-Billetter det samme. Med dette Lapperie kan og skal vi slet intet bevise; af en Slumpelykke maaskee ikkun dette allene, ifald General-Cassen ikke vil udbetale Gevinsten, at den Lotto-Collecteur som har givet os Lotterie-Seddelen, har været en indskreven og af Professionen stemplet Ertsbedrager. Og saadanne Lotto-Skamflikker har Publikum Afskye for, og

vil i den Fald og derfor være dekket og betrygget af Lotteriet. Hvad hielper os tusinde Original-Billetter, som Beviser paa, at denne eller den Collecteur er en Bedrager. Dette fylder ikke vor Børs. Tallotteriet toer sine Hænder i Uskyldighed, og leer bagefter hemmelig ad Publici Lettroenhed og Forblindelse.

De melder vel, mine Herrer! og forsikkrer Publikum helligen i Deres Plan: ”At naar Indskuddet er betalt, saa skal Indsetteren bekomme en Billet eller et Beviis." Og hvortil? Til Beviis paa, at Deres Collecteur er en Skielm, eller kan blive en Skielm, eller vil blive en Skielm? Nei, ingenlunde, dette var et alt for bedrøveligt Beviis, som jeg ikke vil have for Penge; men som De udtrykkelig har skrevet, og som der staaer trykt i Deres Lotterie-Plan, til Beviis:

1). At Indsetteren har indsat saa og saa

meget; saavelsom og

2). NB. At Tallotteriet, i Fald han

skulde vinde paa en eller flere udvalgte Spillemaader, skal udbetale ham Gevinsten efter ovenmeldte Proportion.

Maae De, efter disse Deres egne Ord, som De saa høitidelig har givet og tilsagt Publikum, ikke tilstaae og bifalde følgende Slutninger?

Alle de, som har en Original-Billet i Hænder, beviser, at de har betalt. Major probatur ved Lotterie-Planens Ord.

Atqui. Peer, Povl, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze, og om det endog var Fandens Oldemoder, har en Original-Billet i Hænder. Minor probatur ved Original-Billettens Foreviisning.

Ergo. Beviser Peer, Povl, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze og Fandens Oldemoder, at de har betalt.

Videre.

Alle dem, som beviser, at de har betalt, skal NB. Lotteriet, (ikke Collecteuren) udbetale Gevinsten, i Fald de vinder. Major probatur ved Lotterie-Planens Ord.

Atqui. Peer, Povl, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze og Fandens Oldemoder beviser, at de har betalt. Minor probatur ved foregaaende Slutnings Sætning.

Ergo. Skal Lotteriet (og ikke Collecteuren) udbetale Gevinsten til Peer, Povl, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze og Fandens Oldemoder, i Fald de vinder.

Af en tilstøvet Skolemester, omskabt til en

pyntet Philosoph; fra at være Risets Com-

mandeur, ophøiet til et academisk Scepter; ganske splinter nye ukaldet Lærer i Logiken og Consequentierne til det bedragne Publici Nytte, og til det slet indrettede Tallotteries Forbedring, slutter jeg videre:

Alle de vinder, som ved Indsetningen har udvalgt de Tal, og taget Original-Billetter derpaa, hvilke Veisendrengen trækker ud af Lykkehjulet paa Træknings-Dagen.

Major probatur. Af Lotto-Planens egne Ord, der lyder saaledes: ”Paa denne Maade, hvorved hverken kan skee noget Bedragerie eller nogen Forseelse, bliver altsaa fem Numere udtrakte af de i Lykkehiulet indlagte Numere fra 1 til 90, som endelig afgiør, hvad de, som har indsat derudi, har vundet eller tabt, efter deres Indskuds Beskaffenhed?”

Atqui. Povl, Peder, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze og Fandens Oldemoder har udvalgt de Tal, som ere blevne trakte ud af Lykkehiulet, og har taget Original-Billet til Beviis derpaa. Minor probatur. Ved Original-Seddelens Foreviisning og ved den første Syllogisme.

Ergo. Vinder Povl, Peer, Hans, Claus, Grethe, Trine, Luzze og Fandens Oldemoder.

Endnu den sidste Slutning.

Alle de, som har en Original-Billet til Beviis paa, at de ikke allene har betalt, men endog at de har udvalgt et eller alle de Tal, som ere blevne trukne ud af Lykkehiulet; skal af Lotteriet have Betalning, efter deres Indskuds Beskaffenhed, og efter den bestemte Lotto-Proportion.

Major probatur. Ved sig selv og ved den anden Syllogisme.

Atqui. Povl, Peer, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze og Fandens Oldemoder har en Original-Billet til Beviis paa, at de ikke allene har betalt Indskuddet, men endog at de har udvalgt nogle eller og alle Tallene, som ere blevne udtrakte af Lykkehiulet.

Minor probatur. Ved Original-Billettens Eftersyn, og ved at holde samme og de udtrakte Nnmere imod hiinanden.

Ergo. Maae og skal Lotteriet, efter Indskuddets Beskaffenhed, og den bestemte Lotto-

Proportion, udbetale Gevinsten til Povl, Peer, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze, ja om det endog var til Fandens Oldemoder.

ID QUOD ERAT DEMONSTRANDUM.

Her har De, mine Herrer! Methodo demonstrativa, Deres hele offentlige Tilsagn. Saalænge min gode ærlige philosophiske Mamaken: BArbArA cElArEnt, rc. endnu lever; saalænge denne endnu bliver tilbedet af alle dens logicalske Børn: saalænge har jeg sluttet ret; og saa sandt har De, mine Herrer, ogsaa tilsagt os i Deres Plan, at De vilde betale os, og saalænge maatte De være forbundne til at holde Deres Tilsagn. Lotteriet maatte betale Gevinsten; om Poul, Peer, Hans, Claus, Grethe, Thrine, Luzze rc. havde en ægte stemplet Original-Lotto-Billet, hvorpaa de Numere stode, som vare blevne trakte ud af Lykkehiulet. O ønskelige Udsigt for det vindende Publikum! ædelt og ædelmodigt Tilbud af et ærligt Lotto!

Men Scenen forandrer sig pludselig. I det vi endnu tilraaber Tallotteriet:

At love et Løfte og samme at holde,

Kan Gamle og Unge stor Ære forvolde! Saa synes Monsieur Harleqvin paa Lottotheatret at kikke frem bag ved Dekket og svare:

At love noget Stort er altid Adeligt;

Men Bondeagtigt er at ville holde sligt! I bedrager Eder, mine got Folk! Eders Original-Billetter gielder slet intet. Nei Collecteurernes Lister skal afgiøre Sagen.

"Saadan Lotterieseddel, som har vundet, er ganske falsk, og i alle Maader urigtig, da den ikke er at finde paa de fra samtlige Collecteurerne indleverede Lister?"

Gesvindt ungersk Vand, Slagbalsom hid! Ak! min kiere Mutter BArbArA har faaet et Slag.

Og min Syster Nationen ligger i sidste Aandedræt, Hvad! mine Herrer! Originale, ægte stemplede Lotto-Billetter skal intet gielde? Ikkun de indsendte Lister skal afgiøre Sagen? Pak alt dette Lapperie sammen! Vek da med dette Snavs, som skal slet intet gielde, slet intet beviise. — Nei, førend jeg vil lade min kiere Mutter, Logiken, og min Syster, Nationen, døe; før vil jeg heller kalde paa Hans:

Hans spann eilend Ochsen an,

Komm, und führe Dieses grobe Fuder Mist,

Das so sehr abscheulich ist.

Von der Thüre.

Eller og:

Hans spænd for det skimled Øg,

Og læs paa alt dette Møg,

Som Du strax skal kiøre bort Uden for den første Port.

Mine Herrer Lotto-General-Administratorer! De ville med den ene Haand give os et Stykke Sukker, og med den anden Haand ville De give os Pidsk? Med den ene Haand ville De lokke os, og recommendere os Original-Lotto-Billetterne, som Beviser, at vi skal være Deres Lottos ægte Arvinger; og med den anden Haand ville De overlade vore Penge, vor Lykke, vor Rolighed, ja vor Ærlighed til Deres ofte uagtsomme, ja vel endog troløse Collecteurers, Lotto-Listers Kiendelse og Vilkaar. Ved deres Magtsprog skal vor Skiebne blive afgiort og paakiendt, enten vi ere ægte Børn eller Bastarder, enten vi ere ærlige Folk eller Skielmer. Børn vugger man paa denne Maade i Søvn, men ikke gamle Folk, ikke et heelt Publikum, ikke en over sine Rettigheder aarvaagen Nation.

Hvad, om denne Deres Yndlings-Regel skulde blive almindelig? Hvad skulde da alle Qvitteringer i hele Verden nytte? Forpagteren og Bonden skulde da, naar han til den Kongel. Oppebørsels Betient betaler sin Forpagtning og Skat, Borgeren, naar han erlegger sine Afgifter; Skyldneren, naar han betaler sine Renter, flænge de af de Kongel. Befuldmægtigede udstædte Qvitteringer for deres Fødder, og derimod maatte sige, Strænge Junker! den Qvittering nytter mig til slet intet; jeg maa og skal lade det komme an paa Deres ærlige Ansigt, om De vil være en Skielm eller en ærlig Mand imod mig. De kan enten beregne Kongen Pengene eller stikke dem i Deres egen Lomme. De kan enten indsende Deres Regnskabs-Lister rigtig, eller løbe bort. Qvitteringen er intet Beviis, at jeg har erlagt Betalningen; men efter Kongelig Forordning skal Deres indsendte Regnskab allene afgiøre, enten jeg har betalt eller ikke.

Kunde vel saadan en Lov blive indført i en velindrettet Stat, uden Undersaatternes Ruin? Skulde man ikke forbande alle Qvitteringer ud af Verden, som Skiervenzel? og hvor mange Uskyldige skulde da blive et Offer for Bedragerie, og et Rov for privilegerede Straten-og Landrøvere. Vor Konge og hans Allerdurchlauchtigste Kongel. Forfædre, har aldrig tænkt paa saadant et Don

Quichottisik Eventyr i deres Stater. Læser de Ord, mine Herrer! som ere uudslukkelig indgravne paa den Kongelige Throne: Hader det Onde og holder fast ved det Gode.

Og De vilde indføre denne nye Mode ved en Lotto-Lov. De ville ved Deres Befuldmægtigede lade stikke os Qvitteringer i Hænderne, som slet intet gielder, og ikke engang duer til det mindste Tørklæde? Og dette for vore rede Penge? De, mine Herrer! ville ikke troe Deres egne Qvitteringer, men blot Deres Collecteurers Lister? Hvad skal vi da med denne Ballast? Maa dette ikke kaldes at kiøbe de Fattige for et Par Skoe, og at sælge Avner for Korn? O tempora! O mores! meget heller ville vi kaste Original-Billetterne, dette Gadeskarn, i Cloaket, end trekkes med disse smudsige og stinkende Vare; og dersom vi ikke kan dæmpe vor Lotto-Lyst, da reent ud sige til vor Collecteur: Herre! vil I blive en Canallie imod mig: see der, saa skienker jeg Jer mit Indskud, tilligemed den derpaa faldende Gevinst, og jeg vil at I skal blive en ærlig Mand. Men, vil I derimod handle som en redelig Mand med mig, saa giver mig derpaa Jeres Haand, og tager Jeres Skidt-Original-Seddel tilbage igien. Men lader de Ord fæste paa Jeres Lotto-Optogsbygning. Matth. 16 Cap. 2 og 3. v.

Naar det er blevet Aften, sige I: det bliver en skiøn Dag; thi Himmelen er rød: Og om Morgenen; det bliver Storm i Dag; thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! skal jeg da svare. Udvælder der ogsaa baade sødt og bittert af eet Hul? — —

Dette, mine Herrer General-Lotto-Administratorer! ere en foragtelig og tilstøvet Skolemesters Tanker. Kaster De fra Toppen af Deres Lotto-Bygning et gunstigt Øiekast ned paa samme: saa skal De forbedre sig. Dette er en retskaffen Skolemesters Øiemed ved hans forvildtrede Ungdom, og jeg er tilstrekkelig betalt for mit sure Arbeide. Men ville De stene mig med Deres 90 Numer-Capseler: saa kalder jeg alle mine Skoledrenge til Hielp, og Vee da Deres Lotto, naar det først geraader i Gadedrenges og Børns Hænder. De maae ikke lade mig sukke.

Nihil ille deos, nil Carmina curat.

Men ville De nu ikke maaskee spørge mig? Næsevise Skolemester! hvorledes skal vi da fange det an, at Publikum kan faae Sikkerhed og vi dog ikke tabe derved? Du veed, at vore Herrer Collecteurer kan giøre tusinde Underslæb med Original-Billetterne, og derved meget let sprænge Lotteriet. Men du veed ogsaa, at det, at vedligeholde dette Lotto, er ret angroet til vort Hierte,

ja er bundet os fast paa vor Siel. Lad os Herom høre din Skolevittighed. Hic Rhodus! hic falta! Kun sagte mine Herrer! et Øieblik Taalmodighed. Jeg maa først sette mine gamle Skolebriller paa, at jeg selv ret kan see og læse Spørsmaalet.

Skal Spørsmaalet forstaaes saaledes, at Tallotteriet aldrig skal tabe eller udbetale store Gevinster: saa svarer jeg: at det er bedre, at De nedbryder det hele Lotto-Theater, end at De for de lede Penges Skyld ville blive Landets og Folkets Bedragere. Men skal Spørsmaalet sige saa meget: hvorledes det beqvemmest og sikkerst kan indrettes, at Tallotteriet ikke ved de Herrer Collecteurers Underslæb paa en forsetlig Maade skal tabe, og derved blive ødelagt og gaae til Grunde:

saa er, mine Herrer! dette den gamle og ærlige Skolemesters uforgribelige Raad:

1). Først og fornemmelig maae De med alle Høitideligheder besvære Vindesygen og Gierrigheden: Faer her ud du urene Aand, og giv Plads for Redeligheds Aand og for den Aand som er nøisom og tilfreds med det der er forhaanden. Thi de, som ville vorde rige, falder i fordervelige Snarer, og i mange stadelige Lyster.

2). De see sig om og opsøge saadanne Mænd, som ikke ville giøre det for billigst Priis, men som ere af de redeligste og sikkerste; som har øvet sig i at bevare en god Samvittighed baade for Gud og Næsten; og setter saadanne Mænd til General-Ober-og Under-Collecteurer, og lader de to første ganske og aldeles indestaae for de sidste.

3). Maae De numerere alle Deres Original-Billetter efter ethvert General-eller Ober-Collections-Contoir; De maae ved hver Trækning tælle alle Collecteurer samme nøiagtig til imod en Qvittering; De maae registrere samme, og lade sig de Billetter, som ikke ere blevne solgte, levere tilbage ved Lotto-Listernes Indsendelse, derpaa strax eftersee Listerne, og fraregne Billetterne, hvorefter de indsendte bliver opskrevne. For at lette Arbeidet for den paa Contoiret siddende Revisor, var det tienligt, at paalegge alle Collecteurer, ingen Original-Billetter at rive i Stykker, i Fald en eller anden ved en Forseelse blev ubrugbar, men alligevel at vedlegge samme in Originali, og ved Afleveringen at anmerke det skriftligt, og tilligemed Numerne, paa det at samme kan blive casserede af General-Administrationen. Videre, at gaae til Verks, i Henseende til Original-Billetternes Uddelelse eller Salg,

efter Numerne, saaledes som samme følger paa hiinanden. Fattedes en eller flere af disse Original-Billetter, efter at Confereringen var skeet: saa skulde ikke allene General-og Ober-Collecteuren indestaae derfor, men saadant skulde endog, endnu førend Trækningen skeede, bekiendtgiøres ved de offentlige Tidender, og Seddelen med sit benævnte Numer casseres.

4). Under-Collecteurerne skulde tre Dage for hver Trækning indlevere deres Lister til General-og Ober-Collecteuren om Morgenen, som, naar han havde revideret og underskrevet dem, sendte samme til General-Administrationen om Middagen, og derhos skulde tilkiendegive, hvor mange Original-Billetter han havde betroet til enhver af hans Under-Collecteurer, hvor mange der af dem vare afsatte, og om de usolgte vare blevne rigtig leverede tilbage igien. Derhos skulde han vedlegge de fra Under-Collecteurerne tilbage bekomne Original-Billetter, i Fald han ikke selv behøvede dem. Men saasnart der skulde fattes en Original-Billet, maatte han anmerke sligt, tilligemed det manglende Numer, paa det at den hastigste Foranstaltning kunde i den Henseende træffes. General-og Ober-Collecteurerne skulde to Dage for hver Trækning aflevere deres Lottolister og Original-Billetter om Morgenen. Ikkun nogle

faa General-Collecteurer maatte tillades, at colligere længer og sildigere.

5). Alle de indsendte Lister, hvoriblant og skulde være en, paa hvilken vel Original-Billetternes Numere samt Spillemaader, men ingenlunde hvor høit Tallene vare besatte, maatte anføres, skulde stemples; og den Liste, hvorpaa ikke stod, hvor høit Tallene vare besatte, skulde strax leveres enhver Collecteur tilbage, paa det at han, Dagen førend Trækningen skede, kunde udhænge samme offentlig for sin Dør, til hver Mands Eftersyn.

6). I de andre Steder, uden for Kiøbenhavn og Altona, skulde Original-Billetterne til hver Trækning uddeles til de sammesteds boende Collecteurer af Stadens Øvrighed eller af en anden vederhæftig og sikker Person, til hvem General-Administrationen havde sendt dem for et heelt Aar forud; og de Billetter, som ikke vare solgte ved Listernes Afsendelse, skulde tillige leveres tilbage igien med et Exemplar af de Lottolister, som sendtes til Altona eller Kiøbenhavn, dog uden Penge-Indskuddets Benævnelse. Derpaa skulde Billetterne strax confereres med Listen; men det ommeldte Exemplar af Listen skulde forsegles med Stadens Segl eller med den Befuldmægtigedes Signet, og ligeledes udhænges af den Collecteur, som samme-

steds befandtes. Skulde der fattes en Original-Billet: saa blev samme strax bekiendtgiort og casseret ved Udraaber og Aviser, hvor det sidste kunde skee, og dette Tilfælde desuden ved Listernes Indsendelse berettet til General-Administrationen. Collecteuren maatte i saa Fald hæfte derfor.

Holder De, mine Herrer! disse nye Regler passelige for Deres Lotto-Sprog: saa behager De at berige Deres Grammatik dermed. Jeg skal ret bryste mig af, om jeg og kan blive anseet som Lotto-Sprogkyndig. Maaskee De udvælger mig til Deres Medlem. Men maa jeg bede, ikke til en Æres-Medlem. Dette fylder intet i Maven. Ville De derimod giøre mig til Deres General-Original-Lotto-Billet-Secretair

med en aarlig

Løn af 800 Rdlr.? Velan! der ligger min Skolemester-Nathue. Her staaer Lotto-Matadoren. Charlotte! giv mig min Peruqve. Hierte! hvor er min Kaarde?

Men duer mine Regler ikke i Deres Kram; og heder det hos Dem:

At mumle og skumle den got ved jo har, Som sidder i Krogen og kiendt ikke var.

Saa recommenderer jeg mig til Dem og Deres Lotto. Horchen Sie nach dem Ende, siger Cotelmann, da levede han endnu. Jeg er, mine Herrer General-Administratorer!

Deres

Skrevet Kiøbenhavn

i Lænestoelen

Sub Nro. 52. 53. 65. 90.

I Gaden,

som kaldes den Rigtige Den 1 Martii 1773.

aabenhiertede Skolemester. VirtVs Grata Fidesque VineVnt,