? Secilia Anders Datters anden Skrivelse til Argus! Som Giensvar, paa det til hende fra ham udkomne No. 40 af hans Blade anden Aargang.

Secilia Anders Datters anden Skrivelse til Argus!

Som Giensvar, paa det til hende fra ham udkomne No. 40. af hane Blade anden Aargang.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade No. 245.

2

        

3

Hvem der nu kan være storagtig, det maa være mig. Tænk engang: En stakkels Tienestepige faaer her er heelt Blad fra Argus; og det som meer er; lover han at vil beære, og ligesom opofre hende det næste Blad, han udgiver endnu. Sandelig! det var den største Ære en stakkels Kielderpige i et Billiardhuus kunde vente sig. See hvor rigtig Argus kunde treffe det. Ja kiere Argus! jeg er just saadan en Stakkels Pige, der slider og slæber som et Best, Nat og Dag; og den bansatte Tripning op og ned af den slemme Kiel- dertrappe foraarsager, at mine Been og Skoe ofte faaer en Ulykke.

4

4

Jeg var saa lykkelig at komme just op af Kielderen med mit Forklæde fuldt af Flasker, da Deres smukke og kierkomne Blad blev indbaaren. En af Giesterne tog, og begyndte at læse det; og da han kom til det Sted — "Mindst havde Argus formodet sig den Lykke at blive beæret med saa artig en Skrivelse fra Secilia Anders Datters egen Haand.,, See da steeg Blodet op i mit Ansigt, saa jeg blev baade rød og bleg. Giesterne merkede det; de beloe mig, og spurgte, om jeg var den, han meente. Jeg negtede, og vilde gaaet min Vey; men de anholdt mig, og satte mig i Hefte indtil videre. Denne Arrest var mig ey saa skræksom min kiere Argus; men var just det, jeg gierne vilde.

Jeg berømmede meget i mit Hierte Deres Ædelmodighed kiere Argus. Ak! hvor pikkede ikke det lille Hierte i mig; da jeg hørte: At De vilde skaffe mig en Mand, om jeg ingen anden Prydelse havde end den simple Dyd; og det paa Deres Argiske Parol. Ak! hvilken Glæde var ikke det for en dydig og fattig Pige,

5

5

naar hun kunde faae en smuk Mand. Men min forbundne og kiere Argus! mon saadan en Mand var og som han skulde være? Og, mon det ikke kunde være en Halvtaasse? Daglig Erfarenhed viser jo, at det er ikke Dyden, som søges af vore Tiders Friere; men det er Penge, et deiligt Ansigt, stadselig Klæder, Gesvassighed og en sludderagtig Tunge, som gifter vores Fruentimmer for nærværende Tid. Mon det ikke kunde blive lige saa got bestilt med mig, (naar andre skulde skaffe mig en Mand,) som en fortællede ved denne Leylighed: At der skal være Stæder i London, hvor een kan gaae hen, og naar han giver Præsten 3 Mark 12 Skilling, skaffer han ham ey alleneste en Kiereste i samme Øyeblik, men giør og Brudevielsen for samme Penge, saa de kan strax som Mand og Kone gaae hiem til Sengs med hverandre, uden al anden Omsvøb og Formaliteter; hvilket er den billigste og letteste Maade, man kan faae en Ægte- mage paa; men dermed var ikke Secilia A.D. tient, endskiønt hun gierne gad giftet sig.

Men tillad mig at sige kiere Argus! at mig synes, at De i dette Blad har været mere billig

6

6

og rimelig end i Bladet No. 30; thi saavidt jeg erindrer, var det ikke Kontrabande og fremmede Sil- ketøyer og Stoffer; men Alt blev kiemt med en Kam; og det var Aarsagen til mine Bedrøvelser.

Grunden til bemelte Blad var jo tagen af den da paa Tapetet værende Klæde-Anordning, der skulde foreskrive alle Slags Stænder deres Klædedragt; herover viste De jo kiere Argus en usigelig Glæde, og malede det af som den største Lykke, Landet kunde skee; med disse Ord deriblant: At den Almindeliges og Ordinaire Mands kostbare Silke-Klæder skulde (som de ikke havde kostet dem og Landet noget) udføres og sælges paa udenlandske Luse-Torve; kunde saadant andet end skiere en stakkels Pige til Marv og Been, som saa ofte ved adskillige Anlæg og Anstalter er afklæd saa nøgen, at hun fast ey har mere tilbage en den stakkels Kaabe, hvormed hun kan indsvøbe sig, for at skiule sin Nøgenhed. Mon Haaret ikke kunde reyse sig paa dens Hoved, naar man hørte, at dette Flag til Tutlarest skulde og have den bedrøvelig Skieb-

7

7

ne, at dandse om blant udenlandske Luse-Kram, og den stakkels Pige skulde splitter nøgen staae tilbage igien.

Jeg beder, betænk dog kiere Argus! at vi ere jo alle Mennesker, har en Begyndelse og en Ende, og et Udspring. Var det da ikke smerteligt, at just, de der ved deres Svig, Treskhed og for den almindelige Mand høyst skadelige Paafund, have tilveyebragt, og forskaffet sig, alle andre vores Formue og Velfært, skulde just have faaet Privilegium, at smykke og udstafere deres fyndige Krop mere end vi Stakler, som de ved deres Umettelighed har forarmet, paa det de desmere kunde drive Spot med os, og holde os i Foragt? De giør det nok alligevel, og lader sig mærke, hvor smaa Dyr vi ere, og neppe vil ansee os for deres Medmennesker; ret som vores Kroppe ey skulde være dannet af samme Malm som deres. Jeg veed vel, at De kiere Argus vil spørge, som en Deel andre: Om der ikke skal være Forskiel paa Folk? Jeg svarer jo! men det bor ikke være i Stads og Forfængelighed, eller overordentlig Klædedragt, som er al

8

8 lene den usle Ormesækkes Skiul; men det, hvormed fornemme Folk burde prange, og skinne frem for andre, skulde bestaae: I Dyd, Duelighed og alle glimrende Egenskaber, at de kunde være som Veyvisere for andre og give dem gode Exempler; see, da vilde De være meget større i mine Øyne, end nu med al deres Stads og Forfængelighed.

Skulde det ikke og have blevet en ubodelig Skade for alle de mange Mennesker, der handle med, og forfærdige disse mange Klæder og Stads, og holder dem ved lige? Mener han, at Mennesken nogen Tid havde kundet ophitte saa meget forundringsværdig Kram, og paatvunget Folk til at plages dermed; havde ikke Naturen selv ført dem an, og paa Spor, paa det det ene Menneske skulde føde det andet, efter Tidernes Omstændighed? Hvorfor vil man da forvirre Naturen i sin Virkning? Mon her ikke allerede er ødelagt mange Næringsveye nok, mange tusinde Mennesker til yderste Armod, og hele Landets Ruin, allene ef- ter daarlige og selvkloge Menneskers Opfund og indbildte Klogskab? Jo desværre, og vi ere blevne det alt for seent vaer, men endskiønt vi øyensyn

9

9

lig kan see det, bliver man immer ved og vil endnu giøre det værre. Siig mig allene noget, kiere Argus! af alle de Paafund, som nu i en Tid af 40 Aar med saa store Bekostninger er anlagt, der haver tilveyebragt Landet nogen sand Fordeel uden at de i visse Maader har giort det langt større Skade; saa skal Secilia Anders Datter paa Timen holde sin Mund.

Men tillad mig, indtil det skeer kiere Argus! at jeg vedbliver min Pølsesnak, De veed selv, at naar Kieften kommer i gang paa Qvindfolkene, at den ey er saa let at tilstoppe igien; og helst om Kielderpigens, der gierne vil have det sidste Ord.

Det synes da, at De ligesom vil besmykke den udviste Glæde i Bladet No. 30, over at jeg skulde miste mine Silkeklæder og anden Stads; ved det de beskylder mig, at jeg pryder mig med fremmede og indstiaalne Vahre. Men hvormed kan De min kiere Argus bevise dette. Jeg har ærligt kiøbt det hos Kræmmeren, og givet mine rede Penge der- for; altsaa bliver det mig uvedkommende, jeg kan aldeles ey lugte, hvad enten det er giort inden eller

10

10

Udenlands; altsaa bliver det en Sag imellem Kiøbmændene, Tolbetienterne og dem. Skal jeg være den fierde Mand, og undgielde med mine Klæders Forliis det Tolbetienterne ikke efterkommer deres Pligt, og Kræmmerne indsniger. Men bemelte Blad, (saavidt jeg erindrer) giør ingen Undtagelse; men alle Silke-Klæder skal dandse af Lan- det, som tilhører den saa kaldede nedrige Stand. Men see her kiere Argus! hvilken en stor Sandhed her kommer frem af Deres Mund. De sige jo: "At jeg som en stakkels Kielderpige kunde jo sagte have strabaseret et halvt Fierdingaar læn gere, for at faae en Silke-Kaabe af vort eget Arbeyde.„ En herlig Trøst. Men De maatte gierne have sagt et halv Aar, som jeg har maattet arbeydet for disse gode Fabriqueurer for intet, paa det de kan leve des overdaadigere. Hvi sælge de ikke deres Vahre for samme Pris, og af den Godhed, som man kan faae dem Udenlands for? Har de ikke kostet Landet saa store og utroelige Kapitaler, at de burde være forpligtet dertil? Skal al Handel og Næring gaae til Grunde for disse Opædere, der aarlig sætter Landet i en utaalelig Skat? Kan der

11

11

komme mere paa mig at betale i Skat, for at bære en Stakkels Kaabe af Silke, end et halvt Aars Løn, og endda bliver den mig misundet? Vilde ikke al Snighandel ophøre, naar de holdt Pris med Fremmede, af hvem man kiøber det lettere paa 3die à fierde Haand? De har nu arbeydet paa dem med saa store Bekostninger, og saa lang Tid, at Landet er udarmet, og endnu skal vi betale dem dobbelt Arbeydsløn. Hvad Fordeel for udenlandsk Handel? Og hvorledes vil her komme til at see ud tilsidst i Landet? Det er i Ivrighed, jeg saaledes udlader mig imod disse almindelige Ødelæggere; da mig just randt i Tanker mine kiere Brødre, som havde opofret sig til Søemandsvæsenet, som maatte med mange Tusinde tage af Landet for at søge deres Næring hos Fremmede; da næsten al Søefarten blev fordervet og ødelagt ved disse mange Anstalters Opfindelse; og det saa ganske, at i de Stæder, som fordum havde en 3 à 24 Stykker Fartøyer, findes nu neppe 2 à 3 smaa Jagter. Jeg troer vist, at De kiere Argus skal mærke det samme paa den Stæd, hvor De er; thi hele Landet har følet Virkningen deraf, og alle Stæder trues

12

12 derover med Undergang. Mon disse mange Søe- folk var en stor Deel af Landets Styrke, som det nu er skilt ved; og mon alle de Anstalter med Fabriquer og Manufacturer kan oprette det Tab paa Folk i Landet, som de just har skilt os ved, og sat de øvrige i en meget ussel og bedrøvelig Tilstand.

Jeg seer vel kiere Argus! at De vil føre mig til Gemytte min Broder; om han var Silke- Fabriqueur; at jeg skulde unde ham heller Penge for Silketøy end Fremmede. Ja det er sandt, saafremt han handlede ærlig med mig, og ikke vil- de trække mig op; det var og hans Pligt, at sælge mig det saa ringe, som jeg kunde kiøbe det af en Fremmed; thi han, som min Broder, maatte have de Tanker, at jeg som en fattig Tienestepige ey havde saa store Fortienester, at jeg kunde miste noget; og altsaa, naar jeg fornam at han, som min Broder, vilde være saadan et Skarn til at optrække mig, at jeg maatte betale ham en tredie Deel mere end jeg kunde kiøbe det af en Fremmed; synes De dog jeg burde blive ved at handle med saadan en uforskammet Broder, der vilde berige sig af min Fattigdom, jeg mener ney.

13

13

Jeg troer ikke heller kiere Argus! hvor kier De havde Deres Broder, at De vilde handle med ham, naar De saae, at han vilde tage 3 Rigsdaler for det, De kunde kiøbe af en anden for 2 Rigsd., og helst naar De blev vaer, at han forødede paa en overdaadig Maade det, han bedrog Dem fra; thi skal man være Sødskende, bør den ene bevise sig som en Broder af den anden, men ikke som en Optrækker.

Jeg vil føre Dem kiere Argus til Ge- mytte! at De og jeg var Søskende, tilligemed en Deel andre: Vore Forældre vare rige og mægtige Folk, havde og erhvervet denne Rigdom ved en tienlig Næring og Haandtering, som de vare opdragne og vandte til, og som Naturen og Forsynet havde forsynet dem med i al Overflødighed; hermed var en Deel af vore Sødskende ikke fornøyet, men vilde have Alting selv; de med deres Forestillinger faaer vore Forældre paa samme Tanker, at de vil tilberede Alt selv, paa det deres Lykke kan blive fuldkommen, og de ikke har nødig at trenge til deres Naboer for det ringeste; for at sætte dette des

14

14 bedre i Verk, bliver den forrige Handel og Næringsbrug, deels afskaffet, deels forknyttet og forvildet. Vore Naboer hører dette, bliver opmærksomme, og giør derfore samme Anstalter, at de kan undvære os. En af vore Brødre bliver oplært med store Bekostninger for at fuldføre det Begyndte: Han indbilder sig derover, at han er mere end alle vi andre Sødskende, og anseer sig som een der er vore Forældres, deres hele Husets Velfært. Han lever derpaa frisk paa alle vores Bekostning, vores Næring tager daglig af, og vi maa samtlig understøtte ham, indtil vi derover med Forældre sættes i de aller- bedrøveligste Omstændigheder. Mine Søstre og jeg nødes til at spinde for ham, hermed kan vi fortiene om Dagen 6 à 8 Skilling, som agtes for en stor Velgierning, at han skaffer os den Fortieneste, og derfor pretenderer, at vi bør betale ham for de Klæder, vi skal slide mere end vi kunde kiøbe det af Fremmede, foruden at betale Byrder for at understøtte ham. Han derimod kan fordøye 50 a 100 Rigsdaler paa en

15

15

Dag til hans Vellyst. Hvad synes kiere Argus om saadan en Broder; er De med saadan en fornøyet, som ødelegger baade vore Forældre og os. Jeg vil ey sige hvad mig synes han for- tiente, men jeg kunde gierne med en MangleStok smøre hans Ryg, og drive det Afskum paa Døren med samt sit Kram; paa det vores Forældres Huus kunde komme i sin forrige Stand, og vi kunde blive befriede fra denne Byrde og Ødeleggelse.

Holla! nu ringer det, og jeg maa bryde af til en anden gang og løbe ind, jeg havde dog saa meget at sige Dem min kiere Argus, kunde jeg ikkun faae Leylighed til at fuldføre det, dersom det skulde ikke være Dem til Besvær, og De vilde ikke tage det ilde op. Deres næste Blad skal være mig velkommen, ja jeg endog længes derefter. Jeg forsikkrer Dem paa, at jeg ikke skal lade mig mærke med Spaamanden; thi ham søger jeg ikke om Underviisning, uden jeg er i Betryk. Men jeg ønskede min kiere Argus,

16

16 at De lige saa oprigtig vilde lade mig beholde mine stakkels Klæder i Fred, saa og forskaane mig for Deres Latin; thi hvem kan forlange, at en stakkels Kielderpige skal forstaae det. Og saaledes er jeg Deres forbundne og hengivne

Skrevet den 6 October 1772.

Secilia Anders Datters

egen Haand.

P. S. Til det respective Publicum:

Kunde Secilia Anders Datter være saa lykkelig at fin- de Yndest hos en Deel af sine kiere Landsmænd, at De vilde have den Godhed at kiøbe og læse hendes Blade, for at understøtte hende, at hun kan bekoste samme til Trykken, da forsikkrer hun, at giøre sig al Umag for at fornøye Dem Med sit enfoldige

Qvindfolk-Sludder, ja maaskee mange store og vigtige Sandheder kan derved opdages, som hidindtil have været skiulte. Og hermed indslutter jeg mig i mine kiere Landsmænds Bevaagenhed.