↩

Anmærkninger over Compagniets Handel paa Island, skrevne af Islandophilus

Andet Hæfte

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade. No. 245.

Indhold.

1. Om Handelens urigtige Udøvelse paa Island og Landets Tilftand.

2. Om Duk- og Tøymager Fabriken paa Reikevig og de dermed forenede Anlæg overhovedet, eller saa kaldte nye Indretninger.

Almindelige Anmærkninger om Handelens urigtige Udøvelse paa Island, og Landets Tilstand.

Man klager i Almindelighed over, at Tilstanden i Island er meget slet, saavel hvad Kompagniets Fordeele, som hvad Indbyggernes angaaer; ja det forstaaer sig selv at hvor der er intet at hente paa et Stæd, der profiterer en Kiøbmand kuns lidet. Saa meget er gandske vist, at alt hvad hidtil er anvendt til Landets Oprejsning, og i sær siden Aaret 1752 med anseelig Bekostning hensadt i Klæde-Manufacturer Svovel-Fabrik eller i de saa kaldte nye Indretninger til Fiskeriets bedre Drift, er næsten altsammen spildt saa at neppe noget andet Stæd kan fremviises, som saa nær i er Seculo har opflugt saa store Penge-Summer, og viist

mindre Frugt deraf, end Island. Et er at undersøge paa hvad Maade disse Anlæg i sær ere saa aldeles forfaldne og Landets bedre Opkomst, som Hensigten af de giordte Bekostninger forsømt, et andet hvor stor Jammer der foruden er iblandt Indbyggerne i Almindelighed, samt hvilke, hvordanne og hvormange de Aarsager ere, som saaledes overhovedet biedrage til Landets ødelæggelse. Visselig: thi det er en afgiort Sag, at Landet ey kan bestaae uden Handel med andre Folk, saasom de, undtagen i Henseende til Fisk og en sulten Bid Kiød, som rækker til en 3die Deel af Indbyggerne, samt hvad lidet Uld og Skind det giver forud, lider den yderste Mangel paa alt hvad til Livets Ophold behøves, ja kan i Mangel paa Træe til Baader og andet Redskab ey engang, uden andre Nationers Hielp, forsyne Landet med de nødvendige Fiske til Folkets Underholdning. Lad saa Kompagniet herefter giøre sit sædvanlige Tab Aar for Aar; da vil vel Landet maaskee ikke længe herefter forfalde af sig selv. Enden paa Legen er den, at Kompagniet ved denne Handels Maade taber anseeligt og maaskee til sidst spiller Bankerot; Men Landet derimod

er ved Kompagniets Handel bleven saa udsuet, at det hverken meere kan taale noget Kompagnie, eller vedligeholde nogen Handel paa Frie-Fod. Min Hensigt har vel været, i følge mit Løfte i forrige Hæfte, paa dette Stæd at holde mig ved Fabrike-Væsenet og de nye Indretninger; dog kan jeg ikke bare mig for med nogle faa Almindelige Anmærkninger ogsaa løseligen at svare til dette andet Spørsmaal.

For en 30 á 40 Aar siden kunde sikkerlig Istand skatteres, ar have i Rulance, 2 Tønder Guld, i Specie Selv; Danske og Engelske Kroner foruden deres brugende Sølv i Bælter, Knapper, og anden Prydelse. Nu derimod er jeg vis paa, de have ikke den 4de Part. Jo de have høyst at regne, hver anden Person, nogle smaae Knapper i sine Trøyer, og Konerne nogle Bælte etc. En stakkels Levning af den gamle Velstand, som ventelig med første vil følge det andet efter, hvis Landets nærværende Forfatning bliver uforandret. Næsten hele Folket er sat i den yderste Fattigdom,og er der end nogle faae af Indbyggerne Hoved-Rige, saa er det og netop faadanne, som, hvis Kompagnie-Handelen i

Dag eller i Morgen ophørde, vilde blive deres egne Brødres Udsuere, og siden reise bort med deres Midler; naar hine foragtet for sin Armod og overgivet af alle var tilsidst færdig at opgive Aanden. Denne Ulighed imellem Indbyggerne er en af de vigtige Aarsager, hvorfor Islænderne ey kan bestaae med Frie-Handel; thi nu, saa længe de oktrøyerede Handels-Stæder ere i Landet, kan Indbyggerne den Fattige saavelsom den Riige, altid, og naar de have Lejlighed at kiøbe, faae efter Haanden og paa sine Stæder i smaae Pluk, ligesom fra første Haand af hvad de behøve, og det som deraf følger, efter den fastsatte Pris, som er lige paa alle Tider og for enhver. Ja dette er ikke det eeneste; thi den fornemste Herlighed, som i Almindelighed tilflyder Indbyggerne af Oktrøyen, er den, at naar de ey have Penge og dog behøve noget paa Handelen; da er man forbunden at lade dem faae paa Kredit, uden derfor at vige 1 ß. fra den givne Taxt a). Derimod hvis Handelen blev sadt paa frie Fod; var det jo en Nødvendighed, at

a) Dette strider ikke imod hvad jeg Pag. 12 i det 1ste Hefte har talt mod den octroyerede Islandske Handel, eftersom jeg der viiser den som den er; men her som den burde være.

Indbyggerne i Almindelighed inden en kort Tid skulle krepere; hvis ikke nogle faa, som havde noget i Ryggen, slog sig tilsammen, for i Fartens Tid at kiøbe det meeste af de tilkommende Skibes Ladning og, siden at sælge det ud igien. Disse vilde da visselig af alle Kræfter giøre dyrt Kiøb for dem som ey i rette Tiid kunde have Leilighed til at forsyne sig med de nødvendige Ting. Nok herom; thi Sagen hør egentlig ikke til min Materie og endnu mindre til dette Stæd; men her tales ikkun om Islænderens Specier, Kroner, hvilke de har ladet gaae sig af Hænderne men ey skaffet sig i Stæden enten andre eller anden Penges Værdie, uden at tale om det kan være Landet til nogen Skade eller Forliis, at de ikke have Kontanter, siden al deres Handel skeer in Natura ved Udbytte af Vahre imod Vahre efter en fingered Priis i den brugelige Bereignings Maade til Fisketal, hvilket jeg dog troer; thi saa længe de havde sine Kontanter, vare de en bestandig Eyendom som kunde gielde i Handel og Vandel med andre Nationer, hvis der var eller skulle blive Frie-Handel; uden at tale herom, siger jeg, bliver det er aabenbare Teign til, at deres De-

bet langt har oversteget deres Kredit, eller at de til sin daglige Fortæring har behøvet meer af andre, end de har kundet lade andre faae tilbage af det, som de selv efterhaanden har kundet erhverve til Udbytte. Dette er ikke een Families, ey en vis Deel af Landets men heele Folkets Skiebne; et vist Beviis for at Landets Tilstand er bleven anseelig forringet; men hvor deres Eyendomme ere blevne af, enten de endnu findes hos nogle faa Rige i Landet, eller hos Kompagniet, tør jeg ikke fastsætte. At Handelen imellem Kompagniet og Bonden egentlig, og hvor det paa begge Sider kan skee eller forlanges, ankommer paa Udbytte, det er sandt; dog alligevel, hvis enten en Mand intet kan erhverve til Udbytte in Natura, eller allerede efter Evne har giort sin Leveranse; saa kan i Følge deraf Oktrøyen ey nægte ham for rede Penge hvad han behøver af Handelen; og hvis en Mand, som allerede har forsynet sit Huus til Fornødenhed, har endnu fleere Vahre at overlevere til Handelen, da betales ham heller end gierne derfor rede Penge, dog er dette noget, som paa nærværende Tid er usædvanligt; undtagen naar en Mand fordrer, af Kiøbmanden

Penge til Forskud eller rettere sagt til Laans, som igien skal betales med Producter, men bliver gierne en ævig Restance; Endelig drives jo og maa drives uden for Kompagniet en stor Handel, imellem Indbyggerne indbyrdes, med Jorder, Baader, Stude, Kiør, Faar, Heste, Fisk, Vanter, Skind, Hoser og Trøyer etc. etc. Denne Handel skeer altid ved Kontanter, det er ogsaa nødvendigt, den maa skee paa denne Maade; thi de Vahre, som een trænger til, har ikke altid en anden at overlade ham. Men i disse Tider er Indbyggernes Penge-Mangel dobbelt besværlig; saa længe en Mands Leveranse paa Handelen sielden rekker net op til hvad han aarlig paa Handelen behøver af Madvare etc. Og hvorfra skal da den stakkels Mand tage Penge, som ingen har og ingen kan erhverve sig. En saadan Mand kan jo tilstdst Hverken faae at kiøbe paa Handelen, eller hos sine egne Medbrødre; thi det er nødvendigt, at først maa han mangle paa et Stæd at betale med og endelig paa begge. Jeg har da beviist, at Penge-Mangel i Landet er en stor Savn, og tillige dermed sagt meget andet, som beviser min Hoved Sætning, at Landet er kommet i en elen-

dig Tilstand, og staaer Fare for en hastig Ødelæggelse. At alt dette, som jeg her har foregivet, er saa i Sandhed, kan tildeels grundig gotgiøres af Handels-Bøgerne, og skulle endnu meer blive soleklart, hvis Landet havde Danske Øvrigheds Betientere, da Tilstanden umuelig kan blive ubekient for enhver, som med en maadelig Opmærksomhed, en kort Tid lever i Landet. Paa nærværende Tid er det Vedkommende om at giøre, at den rette Sammenhæng maa evig blive dulgt. Aarsagen veed Gud og de selv. Almuen er imidlertid høylig at beklage, som skildte ved deres Eyendomme sukker under det haardeste Aag. Jeg har allerede forud sagt, at en Mand neppe kan levere saa meget af Landets Produkter til Handelen aarlig, som han behøver end sige at faae Penge for. Her spørges maaskee nu: Om det ogsaa har gaaet bedre til i forrige Tider? Jo det forstaaer sig selv; thi de have jo havt Penge tillige med andet Sølv, og hvorfra har de faaet der, jeg meener fra Fremmede ved at overlade af det, som Landet frembringer og allerede for 30 Aar siden har de jo meget vel kundet holde paa sine Penge under daværende Oktrøy-Handel med Dannemark; føl-

gelig har de jo med Produkter kundet bestride sin heele Trang baade til os og til hinanden indbyrdes. Denne Forringelse i deres nærværende Kaar har jeg ikkun nødig at nævne; thi at den Aar fra Aar tager til, og Regnskaberne, som jeg vel kiender men ikke derfor har Kopie af, kan paa Forlangende beviise det. Jeg troer ey heller, at Kompagniets Interessentere skal rose sig af Gildet; naar de betragter, hvor mange Aar de idelig har maattet giøre frugtesløse Indskud, og endnu ey kan komme til at nyde den mindste Fordeel af sine Aksier, ey engang de ordinaire Renter af det første Indskud. Sandelig, Kompagniets og Landets Indbyggernes siette Fordeel af hinanden, er saa klar og tydelig, at den strax falder i Øynene, ligemeget fra hvilken Side man først betragter den. Island siger Kompagniets, Kompagniet igien Islands Tilstand og begge sin egen, saasom de virkelig ruinere hinanden indbyrdes. Dette sætter da forud enten et utroeligt Underslæb af den forordnede Direktion eller at intet er at hente paa de Steder, hvor Handelen drives. Jeg har da allerede i Forliiset af Islands forrige Sølv og Kontanter givet et vist Beviis for Landets slet-

te Tilstand, dog siden dette sætter forud en Tid af ikke mindre en 30 á 40 Aar, skulde man vel troe, at ødelæggelsen ikke var saa stor eller saa nær som den virkelig er, og at det endnu kunde have omtrænt ligesaa lang Tid at løbe paa, førend den heele Verden med et har Troen i Hænderne. Men man behøver ikkun at give Agt paa Kompagniets Tilstand og Handels Bøgernes aarlige Restancer, for i en Hast at faae Øynene oplukte. Jeg har vel ogsaa skatteret Landet for nærværende Tid omtrent at eye den 4de Part af de Kontanter, som de havde for 30 á 40 Aar siden; men man kan forsikre sig selv om at Tabet er endnu langt anseeligere. Jeg vover at sige, at de samme som den Tiid vare til og i Rulance i Landet, ere for mange Aar siden, aldeles udfriede, thi man maa vel legge Mærke til, først at i Aaret 1752 er af Kongen skienket til Landet 60000 Rdlr. som siden efter Haanden ere førte derhen, og dernæst at den heele Sum, som nu roulerer blant Folket, er næsten ikke andet en Handelens egne Penge, som den har forstrakt Landet med, og fra det ene Aar til det andet har giort nye Forstrækning til Indbyggerne, uden at de har afbetalt

noget paa det Gamle, og da først see vi, ar heele Sammenhængen er gal; saasom det er næsten ubegribeligt, hvorledes Landet med en saa anseelig Understøtning, langt fra at komme i Stand, Aar efter Aar viiser alt meere og meere sin tilvoxende Fattigdom. For endnu nøyere at kiende den kan man give Agt paa, hvor mange de ere paa Fisker-Havnene, som maa gaae til Søes udi andres Baade, og dog ey ere Tieneste-Tyende, men skal kaldes sine egne og maa ernære Familie; tillige med hvor stort deres Tal er, som have intet at bestille, men med Glæde giver sig til Pulsmænd, hvor de kan blive det, for 8 Fiske om Dagen, naar andre til Søes kan fortiene sig 20 á 30 Fiske hver Fisk til 2 1/4 ß. beregnet. Hvor mange Ægteskabs og og Folke Nummere aftager vel ikke aarlig, hvortil ingen anden Aarsag er end den store Mangel paa Nærings-Veye. Hvor ussel deres Levemaade end er i henseende til Føde og hvad andet, som behøves inden Huuset, bruger og fortærer de dog langt meere af vores Produkter nu end i fordum Tid. Jeg vil reent forbigaae andre til Bekvemmelighed henhørende Ting; smaa forrevne og usle Huuse anseer Islænderne ey for

nogen Mangel, som ved Vanen aldrig har faaet Smag paa noget bedre; ikke heller kan de være misundelige over vore prægtige Bygninger, som de neppe veed af er til. Fornøyede i deres Hytter vilde de henbringe deres Tid; naar de for Resten eyede hvad som er nødvendig til en skikkelig Underholdning. Imidlertid troer jeg dog, at Landet kunde vedligeholde noget af den Overflødighed, som man nu finder hos os, om man vilde, vidste og giorde ret Forsøg paa at bruge og tilegne sig de Rigdomme, som Naturen paa andre Maader har tildeelt Landet til en stor Erstatning for dets Mangler i andre Ting. Men deraf følger ikke det, at de skulde vedligeholde den; men saa meget er vist, at naar Landet er saa rigt af Naturen; da er dets nærværende Uselhed saa meget des større og meere værd at bebreides. Hvem da? De som Skylden endelig falder paa, enten os, eller dem selv, eller begge eller nogle i sær af begge.

Landet giver ingen Skat til Kongen; thi den meget ringe Oppebørsel, som kommer af Landet, forstaaer ikke til Betienternes Løn, som nødvendig skal holdes. Men dette vil jeg ikke saa

me-

get tale om, fordi det ventelig har været i alle i det mindste i mange Tider saaledes beskaffent; dog alligevel har uden Tvivl Landets usædvanlige slette Tilstand været Aarsagen, hvorfore Kongen har maattet ved nærværende Oktrøyes Oprettelse eftergive nærværende Kompagnie den sædvanlige Forpagtnings Afgift, og det er høystforunderligt, at med alle disse Hielpe-Midler kommer dog Landet og Kompagniet ingen Vei med hinanden, og Indbyggernes Uselhed voxer alligevel Dag for Dag tillige med Hielpen. Man skulde snart troe, naar man kommer først til Landet og skuer Landbunden, hvorledes den er opelsket, at samme var et Afskum af Naturen, eller en Afkrog i Verden, som Skaberen havde dannet, alleene til at beundres for sin Forskrækkelighed, og ikke at beboes af Mennesker, uden af dem, som formedelst grove Misgierninger burde forviises Verden og det Menneskelige Selskab. Men det er dog gandske bekiendt, at Landet forhen har givet af sig adskillige Vexter til Livets Ophold, og ikke længe siden har underholdt en Qvæg-Hiord, som i Godhed og Mængde har overgaaet snart alle andre Nationers, til baade Indbyggernes og an-

dre Landes, i sær Dannemarkes, samt Handelens store Nytte og herlige Fordeele. Jeg taler ikke om paa dette Sted, hvor meget og pludfelig Landet har aftaget i denne sidste Herlighed, skiønt det er en gandske nye og stor Ulykke, som har overgaaet det arme Folk; da den har tildeels saadanne Aarsager, som ere skiulte for Menneskene og som de ikke heller kan afhielpe. Imidlertid feiler ikke, at jo Landets Faar og Fæe er i en langt flottere Tilstand end de kunde og burde være u-anseet Faarepæsten, hvilken de holde for en Guds Straf, men som jeg troer, at Menneskers egen Forseelse og Skiødesløshed har den største Deel i; thi da de Aaret 1758 førde syge Faar til Island, som har bragt Ulykken først i Landet, hvem lærte dem da, ar dette kunde skee uden at befænge de da værende; men giør man en Sammenligning imellem Faarenes Mængde nu og i forrige Tider, i Forhold til Pæstens Overmagt; da vil man lettelig finde, at Pæsten ikke kan have ald Skylden alleene; thi visse Aaringer, naar Pæsten, hverken det samme Aar, eller det forrige, har grasseret saa stærk, som forud, skulde man vente at Faarenes Mængde vilde igien

tage til i Forhold til Pæstens og dens Følgers Aftagelse men tvert imod har undertiden Faare-Mængden i Pæstens gruesommeste Tid været kiendelig større, end i de mildere Aaringer, og hertil hielper vel meget, at man paa de Steder og Tider, hvor og naar Pæsten engang hviler, slagter for meget af de Faar, som burde tiene til Auvel og Omsættelse i Landet; imidlertid flyder dog heraf, at ligesom Faare-Auvelen Aar til andet aftager, saa sættes Græs-Marken i desto ringere Værdie, og derfor behandles skiødesløs, hvorved ald Faare- og Qvæg-Auvl overhovedet bliver ved deres egen Efterladenhed alt slettere og slettere, ja paa sine Steder nu er gandske uddød, som ey kan andet ventes, helst Pæsten et andet Aar igien ikke forsømmer at giøre sit dertil. I Landet har slet ingen Sygdom været iblandt Hornqvæget og dog er deres Qvæg hverken saa got eller meget, som for en kort Tid siden, ja bliver aarlig slettere og færre. Hvad er da Aarsagen til alt dette? jeg troer at Skødesløsheden med Landets Jorder, og især dets herlige Græsmark, er baade den største og naturligste Aarsag. Jeg nægter ikke, at jo en heel Deel besynderlige ulykkelige Tilfælde har anfal-

det og paa visse Tider jammerlig ængslet Landet, ja til deels ængster det endnu. Men et andet er dette, om man ikke kan giøre og virkelig i samme Tilstand, som Landbunden nu er, har giort sig bedre Nytte af Jorden, end man nu giør? Jo visselig baade kan og har man giort det. De har for ikke lang Tid siden haft en saadan Mængde af Qvæg og anden Auvl, som nu ikke engang kunde ernære sig af Landet; men her spørges da: hvad som kan giøres og nu omstunder forsømmes at blive giort? Sæt: At Islænderen alletider i Henseende til deres Jord og Græsmarker havde viist samme Forsømmelse, som de nu viiser, saa er dog Skiødesløsheden en Sag, som æder omkring sig, og tiltager i sin Virkning allerkiendeligst, naar den først engang har begyndt ret at faae Overhaand; thi Virkningen selv og den bestandige Efterladenhed at komme Naturen til Hielp, blive de medvirkende Aarsager, som kappes med hinanden om Fortrinnet. Virkningerne, som vi seer for vore Øyne, nemlig: Landets Skarphed og Qvægets Formindskelse af Aarsager, som ellers ere ubekiendte, viiser, at Landet er meget forsømt og at det nu i sildigere Tider i sær har følt Virkningen deraf Det er

ey underligt, at Virkningen engang bliver størst; thi man søger at drive Naturen saa høyt, at den endelig og pludselig maae døe ud, og man kan sige, at et Land, hvor Indbyggerne saa lang Tid har arbeidet paa sin egen Undergang; men førend dig sildig har haft den Yderste Følelse deraf, det er sandelig af Naturen et rigt og meget

velsignet Land. Island gaaer sin Undergang i Møde med hastige Skrit, men i alt dette nyder dog en særdeles og i andre Lande gandske Ubekiendt Lykke, i Henseende til den Auvel, som endnu kan underholdes af det, som Landbunden kaster af sig. Landet vrimler af Hæste og efter sin Art meget gode, som fornemmelig føde sig selv ude paa Marken baade Vinter og Sommer, og næsten paa samme Maade ernærer

ogsaa Horn-Qvæget sig, der dog trodser andre Nationers i Godhed. Det slaaer nu ikke heller Feil, at jo et Land, som giver gode og fede Ting af sig selv, kan ved Opelskning og en fornuftig Behandling bringes til at give meget Meere af samme Slags. Hekla Med sine Virkninger strækker sig ey over 20 Mile af reigne ind i Landet men slet ikke til de fedeste Steder, eller egentlig til de, som haver særdeles Græsmark og

brugelig Jordbund, derforuden er det befunden, at Pimp-Sanden, som Hekla kaster fra sig ind i Landet, i stæden for at skade, er en særdeles god og forunderlig Giødsel for Jorden. Det er ogsaa ved Forsøg beviist, at Kaal, Rødder, Roer og Potates etc. har en særdeles Lykke til at voxe i Landet, som hvis Indbyggerne kunde bringes til at føre sig det til Nytte, vilde det overmaade meget lette deres Trang til andre Lande. Jeg kiender selv meget vel den Mand, som med god Lykke har giort Forsøg derpaa. Kong Friderik den Femte høisalig Ihukommelse, som har udgivet en Forordning, at Indbyggerne skulde med Magt tilholdes at betiene sig deraf, har nok ogsaa haft god Grund til Befalningen; men den efterleves kun af faa rige iblant Indbyggerne. Ligeledes er forsøgt, at Byg og Havre voxer der, og kan meget vel bringes dertil paa visse Steder; thi at de Bønder fra Jylland, som efter Kongelig Befalning kom did hen for at sætte dette i Verk og tillige lære Indbyggerne den rette Omgangs Maade, maatte reise tilbage igien med uforrettet Sag, deraf kan slet intet bedømmes; thi det gik her, som det gaaer med os i de fleste Tilfælde. Villige og hidsige nok

findes vi til at begynde; men naar vi faaer begynt, har vi og næsten alt hvad vi støtter om; Bønderne fik ingen Undsætning af Vedkommende, som var befalt, og bleve paa alle optænkelige Maader forfulgte af Almuen, som deels var indtagen af Fordomme, deels opirrede af andre, Gud veed af hvilke Aarsager. Imidlertid kan nu et saa herligt Land ikkun forstrække Tilskueren, da det alligevel maaskee er dannet af Naturen, at bære nogenledes de samme Frugter til Livets Ophold, som de andre nordiske Lande, men jeg taler ikke saa meget herom, fordi Islænderen nu omstunder fornærmer sig selv derover, og anseer Agerdyrkning for et foragteligt Verk, i den Tanke at Naturen har givet ham langt ædlere Ting, hvorved han baade har nok at bestille, og saa meget til Overskud af sin Gevinst, at han uden ald Savn kan betale sit Brød etc. hos fremmede, der ere forlegne for hans Produkter. Islænderne kan have Ret deri, naar de kuns vilde og kunde bringe sig deres sande Fordeele til Nytte; men hertil hører u-nægtelig ogsaa Græs-Marken, som skal underholde og fremauvle deres Qvæg. Desuden saa længe de befinder

sig i den Trang, at de formedelst Mangel paa sundere Ting maa giøre sig en Lyst af at spise ilde tillavet Smør, alt for rigelig smurt paa den Fisk, der i Tørkningen er bleven suur for dem, der tiener dem, i stæden for Brød, saa kunde og burde de, for at frelse deres Legeme fra Sygdomme, tilholdes at plante sig Kaal, Rødder, Roer, Potates, som de kan have af deres Jord uden megen Møye og Tidspilde. Potates kunde i Nødstid, naar de har ingen Qvæg eller Fisk at levere paa Handelen, og seer sig fremdeles ingen Udvei at betale deres Kredit, tiene paa en langt bedre Maade for Brød, og hvis de ved Hielp af de andre Ting kunde spare noget paa sit Smør, Tælle, og Kaage-Fisk; da kunde de for samme kiøbe sig paa Handelen Havre eller Rugmeel, Tømmer Jern, Salt etc. Men vilde de ikke spare; da kunde de deg ved disse Ting leve langt sundere og faae Forandring paa deres Spise. Islænderen har nok en megen stor Mængde Fisk, naar man taler om hvad han kunde have i Henseende til Fiskens Mængde og Forskiællighed baade i det vilde Hav og i Ferske-Søer; men han nyder kuns en liden Deel deraf, og er ingen

Tvivl, at han jo knude nyde meget meer, om han var i den Stand, at han kunde giøre sig Havets Eyendom ret nyttig; dog sæt: At han kunde det, saa hielper det dog ikke til at undskylde ham for Græsmarkens Forsømmelse, ikke heller kan Kompagniet være dermed fornøyet; thi Qvæg-Handelen, om den var i god Stand, er Kompagniet nok saa betydelig, som Fiske-Handelen. Desuden er jo omtrænt den halve Deel af Handels Stederne Slagter-Havne, fordi Indbyggerne midt udi Landet fra gammel Tid har ernæret sig af sit Qvæg alleene, og har endnu ingen anden Nærings Vei, kan ey heller faae, thi de kan ikke lange til Fiske-Bankerne Synden og Vesten i Havet med sin daglige Handtering. Endelig jo flere Nærings-Veye et Land har, jo flere Folk kan en Mand ernære, og jo flere Familier kan ogsaa deele Stedet imellem sig. Følgelig kan da ikke Kompagniet og ligesaa lidet Landet selv helst i disse trængende Omstændigheder besinde sig vel derved, at Græsningen forsømmes. En af de særdeles Aarsager til Græsmarkens Forsømmelse i Island er den, at Jord-Eyendommene ikke bortfæstes som i Dannemark og

Norge ved Byxel og skriftlig Akkort, men alleene imellem fire Øyne paa en saa uvis Maade, at Eyermanden leier i Dag fin Jord bort til en Mand, som han i Morgen igien driver fra uden Aarsag. Derimod burde Jorderne fæstes bort paa en fast og sikker Fod til Manden, som leier den, og Konen efter ham etc. Thi om nogen skal forbedre eller opdyrke sin Jord, saa skal det være ham, som fæster den, thi det hender sielden, at Eyermanden ikke leyer den bort, og skeer det ikke, saa er dog han efter sine Tanker i saa god Stand, at Jordens Opelskning kan være hans mindste Sorg; og saa længe hin ikke veed, om han sidder fast et eneste Aar, da skeer ogsaa Forbedringen derefter. Jeg kan ikke begribe Aarsagen til den almindelige Praxis, ikke heller hvorfor Huusholdnings Maaden i Island og Finmarken er saa forskiellig fra Norges; da dog disse Lande er med Norge af en slags Natur undtagen hvad Skovene angaar, og til sit sande Flor burde følgelig staae under een flags Oekonomie. Hvad den øvrige slags Dyrkning af hans Jord angaaer, da, saasom den Sag hører ikke aldeles til mit Øyemerke, gaaer jeg det forbie,

saa meget vil jeg sige, at enhver Islænder burde ved Lovens Magt strængelig tilholdes at indhægne en Deel af hans Jord baade til Græsbund som og til en Have for Kaal, Rødder, Potates etc. Præsterne ere vel allerede dertil forbundne, men der efterleves kun af faa, da dog disse herudi burde og lættest kunde være Almuen et got Exempel. Dette maa da være nok i denne Post, hvoraf man kan slutte sig til Landets slette Tilstand. Her spørges nu om de sande Aarsager overhovedet til dette alt. Jeg vil ikkun paa dette Sted opreigne nogle almindelige:

a). Fordomme eller Skiødesløshed, Forsømmelse, en mindre ordentlig Levemaade og gammel Hævd derpaa, er unægtelig den nærmeste, reeneste og største Aarsag dertil; men nu spørges atter; Hvad igien er Aarsagen hertil? Kompagniet skal vel have Skylden; men det kan umuelig have den allene, thi Indbyggernes egen Uagtsomhed i Nærings Væsenet har maaskee lige saa megen Skyld; derved er Landets gamle Friehandel ødelagt, og oktrøyeret Handel indført i Skeden, hvorover Indbyggerne va-

re bragte til den Armod, at de gandske vare omkomne, hvis ey Kongen bevæget over deres Nød havde af Lands faderlig Omsorg paataget sig Landers Handel; men af den Tilstand, som da var, maa man søge Kilden til det nærværende Onde; thi hvordanne Indbyggerne have været end og for den Tid, det sætter jeg derhen, men saa meget er gandske vist, at om nogen Vindskibeligheds-Aand har oplivet Island nogen Tid, da er samme ved den Leilighed uddød, og Nøden har først tvunget Folket til den overordentlige usle Levemaade, saasom det og forstaaer sig selv, at en særdeles og yderlig Trang har giort den første Begyndelse, det er og siden bleven en Vane og Vanen den anden Natur. Dette og intet andet er den Hævd, som Islænderen har paa disse sine Forfædres gamle Skikke, hvorpaa han idelig beraaber sig. Aarsagen, at de med al denne Uskikkelighed har dog kundet begaae sig nogenledes indtil nu, er deels de store Understøttelser, Landet har haft, deels at Qvæg-Sygen ikke før er kommen ind i Landet, og da Kongen første gang tog derimod, havde det endnu som sagt er en Hoben Kontanter, ventelig en Levning af den gamle Vinski-

belighed, som under deres saa kaldte Frie-Handel blev bevaret paa Kiste-Bunden. Dette Lig gendefæe kom Folket tilgode en Tid lang i Eftertiden siden da de atter fik Handel.

b). Uanseet deres Tænke og Levemaade er ikke poleret, har de dog, siden de ved os atter kom i Handel med andre, faaet meere Smag paa at efterabe den store Verden, end deres Land kan taale, saaledes forfalder Menneskene gierne fra en Yderlighed til en anden. De skal nu bære Lærreder af adskillig Slags etc. De store i Landet af Præster, Embeds Mænd og andre noget formuende paa deres Maade skal bære Silke-Tøy og Fløyel etc. Hvorved hine immer forleedes alt meere og meere at følge efter, saa langt de kan. Underligt, at de dog i den Post ingen Samvittighed giør sig af at vige fra den gamle Slentrian. Ligesaa gaaer det med fortærendes Vare af Meel og andet, som kan forbruges i deres Huusholdning. Det eneste de sparer paa og alt for meget spare, er Saltet, hvoraf man kan slutte sig til, hvor vel og sund deres Levemaade er indrettet. Hvad det angaaer, at en Mand, som forhen tog aarlig en Tønde Meel paa Handelen, tager nu

sex Tønder, da er det langt fra, at en bedre Formue giver dem dertil Anledning, tvertimod kan man sige, at jo meere fattig en Mand bliver, jo meere fordrer han paa Handelen at leve af. For resten kunde det nogenledes undskyldes, om ikke det brugtes u-rettelig; thi i Steden for at anvende noget af deres Meel til Flad-Brød paa norsk Viis, kaage de Meelet i Grød og Rugmeels-Suppe, og bruge lige meget Fisk og andet. Men af alle de Feil, jeg har fundet hos Islænderne, er der ingen som er dem til større Skade end en u-maadelig Brug af Brendevin. Deres meeste Kiøbmanskab fra Handelen bestaaer i Brendevin, hvorved de skammelig forøde sin bæste Fiske-Leveranse, som kunde og burde tilveiebringe dem, enten Kontanter eller andre nyttige Ting, hvorved de kunde udbrede sit Fiskerie, samt anden Næring, leve sømmelig og formeere sin Formue; vel gives det ud for en Forfriskning under det stærke Arbejde til Søes; men det er ogsaa kommen saa vit, at de ei alleene med Brendevin eller rettere sagt med et got Ruus skal opmuntre sig til Arbeidet; men de belønne ogsaa dermed sit Arbeide efter udstanden Møie, og naar de have en ledig Time. Ja

mange er saa aldeeles henfalden til Drik, at saa snart de kun har faaet et Glas, skal de nødvendig have sig en hee! Ruus, førend de holder op. Det forstaaer sig selv, hvordan den Vindskibelighed er, som skal avles af Brendevin, og ligeledes er klart, at den, som drikker Fortienesten op, maa nødvendig blive en fattig Mand, Tobak vil jeg ikke nævne, fordi de dog derved kan beholde sin Forstand og lige Fyrighed; men alligevel bliver det samme Spørsmaal tilovers, nemlig: Om Tobaken kan ansees for en Forfriskning under deres Arbeide allerhelst da de bruge den ikke til at røge eller paa anden Maade for Søe-Folk og andre Arbeidere; men til at snuse, hvorudi Mand og Qvinder, unge og gamle kappes om at overgaaae hinanden, hvorved Tobaken er bleven Islænderen ligesaa uundværlig som Fisken selv, saa længe han herudi maa raade sig selv. Jeg troer ey det Forslag vilde faae mange Modstandere af Indbyggerne, at en Drukkenbolt burde have Laurbær-Krantsen, jeg troer det, fordi de saa flittig endog undervise sine Børn i Kunsten; thi en Dreng paa 10 Aar, er allerede efter sin Alder en Helt i at drikke.

c). Hertil kommer endnu noget, som jeg er vis paa bidrager meget til Landets Fattigdom, nemlig, at det i de sildigere Tider er bleven en hyppig Sedvane hos Indbyggerne, at skikke sine Børn til Kiøbenhavn, som det heder for Studeringers Skyld. En Nødvendighed er det vel ikke i Almindelighed, thi der lever endnu nogle brave Præstemænd i Island, som og andre Embedsmænd, der aldrig have seet Kiøbenhavn, paa hvilke der dog ventelig ey er noget at udsætte, og som hjemme, enhver i sit Kald, giør ligesaa megen Nytte, som nogen, der har fortæret mange Pengehos os. Jeg tør ikke giøre det Forsiag, at Islænderne skulde selv forsyne deres eget Land og at deres Børn havde ikke noget at reise efter til andre; thi deels er det umueligt, deels, hvis dette kunde skee nogenledes; da skulde Island være et andet Land end det er, og i andre Omstændigheder, saa de maaskee uden Savn kunde ogsaa taale en og anden Lystreise til Kiøbenhavn. Iligemaade synes det ikke billigt eller rimeligt, at misunde eller forbyde et Menneske sin naturlige Ret til at

erhverve sig ald den nyttige Kundskab, Oplysning eller Skikkelighed, som han vil og det efter hans Omstændigheder er ham muelig at erlange,

Men den borgerlige Retviished ophæver tit den naturlige Billighed og maa ophæve den; helst da Erfarenhed lærer, at Vedkommende kan affærdiges ganske got fra deres egne Gymnasier og blive duelige Mænd i deres eget Land. Vel foregives af nogle, at det skal være til Islands Fordeel, at de Islandske Studentere komme hid til Kiøbenhavn, for at bringe Smagen af andre Nationers Kyndighed, Sæder og Vinskibelighed ind i Landet; men en bedrøvelig Erfarenhed hæver meget af dette Argument og beviiser kun det modsatte, at det er skadeligt for Landet, at saa stor en Mængde reiser her need; thi det er rart at finde nogen bereist Islandsk Student, som, naar han er kommet hiem, har forbedret sine Landsmænds Sæder, Kyndighed, Vindskibelighed, og Oekonomie; saadant legge de ikke Vind paa her neere, men paa noget, de selv for saavit de ere enkelte Personer har got af; ja ikke engang siger jeg, foregaaer sine Landsmænd med et got Exempel. De fleeste bliver med ald sin erhvervede Indsigt ey et Haar bedre siden, end før deres Afreise. Derimod naar en ung Person skal udstyres til sin Reise, tager han gierne med sig den største Deel af sin Faders Formue; thi

her i Kiøbenhavn vil han hverken leve paa Islandsk, ikke heller paa simpel Kiøbenhavnsk, men han maa leve som sædvanligt er imellem formuende og vilde Studentere. Naar han nu kommer hiem, vil han ikke heller leve meere paa Jslansk; men driver Nøden ham til at begynde den Islandske Levemaade igien, da overgaaer han sine Landsmænd, ja vel ogsaa sig selv førend han reiste. Den Nytte derfore, som disse berede giør Landet, er langt fra ikke at opmuntre Indbyggerne til Vinskibelighed, men hellere at indføre en meere uordentlig og overflødig Levemaade iblant dem. For Resten kan man sige, at jo mindre Omgang Islænderne har med andre Folk, jo mindre behøver de at vide af Ting, som i sig selv øve unyttige at vide, endog i Religionen selv; thi man har jo meget besynderligt i den, og det, som meest bryder de lærde, er gierne saadanne Ting, som fører mindst Nytte med sig. Sandbeden er kun enfoldig, hvis ikke et slags Misbrug af Lærdom, formedelst Nationernes indbyrdes Omgang skaffede os en Mængde Forførere og falske Propheter i alle Lande paa Halsen. I Henseende til andre Ting er meget baade nyttigt og nødvendigt i andre Lande, som

i Island er ganske unyttigt; thi det har ingen Anvendelse paa Landet og alt det nødvendige kan gandske vist frembringes fra deres egne Gymnasier, naar de allene fik Informatores herfra enten af Nation Danske, eller af Landets Børn, som efter at have henbragt en Deel Tid her ved Akademiet, havde giort sig duelige til en

saadan Post. Jeg taler ikkun her imod hyppige Nedreiser af de Islandske Studerende, og holder tillige for, det skulde være nyttigt for Landet, at ikkun gandske faa Personer fik Tilladelse at reise hid, og de da, som reiste her ned, skulde igien være forbundne til at reise op igien og med deres erhvervede Indsigt gavne deres eget Fæderneland; thi hvad kan nu være ubilligere end at see at de, som ved Lærdom og Skikkelighed udmærker sig frem for andre, enten af Kiedsommelighed til deres eget Fæderne-Land, eller, jeg veed ikke hvilke Aarsager, søger deres Brød her neere, naar de mindre duelige, efter at have tilsat hvad de har, reiser op. Et Ord maa sige endnu om Jurisdiktionen i Island. Jeg holder for, at den høyeste Øvrighed i Landet burde være danske og norske Mænd, som fra vigtige Embeder her

nedre burde promoveres didhen; thi de Indføde hænger enten ved urimelige Vedtægter, eller seer nogen Fordeel derved, at fordølge Landets sande Tilstand. Og førend en saadan Forandring skeer, bliver det en umuelig Sag at faae alt at vide, som er fornødent, langt meer umueligt at faae gode Planer iværksatte; thi de Indføde vide snart ubegribelige Veie at undertrykke alle gode Anlæg og Undersøgelser paa. Jeg holder for, at hvis det nogen Tid maate være de Islandske Studentere i Almindelighed tilladt ar reise hid til os, da burde det være paa den Maade, at de kunde forfremmes hos os, og derimod skee Ombytte til Island af danske Embedsmænd, og det er uden Tivl en Politisk Maade, som bruges af alle Potentater, der vil naturalisere en udyrket og upolered Provinse. Nu kommmer jeg til det, som maaskee paa dette Sted har burdet være og er mit Hoved-Forsæt, da her nemlig er Spørsmaal: Om og hvorvidt Kompagniet, eller rettere sagt Handelen paa Island, saadan som den nu drives og føres, er en Aarsag til den slette Tilstand blant Indbyggerne, og de deri indløbende Omstændigheder? Jeg svarer: Ganske vist er den en meget stor Aarsag;

men man lægge Mærke til, at jeg giør Forskiel imellem Kompagniet eller Kompagniets Handel i Almindelighed, og Kompagniets Handel saa dan, som den nu er og drives; thi om Kompagnie-Handel eller Frie-Handel er meere nyttig for Landet, i den Dispute indlader jeg mig aldeles ikke, og desuden har man vel mærket, at, saavit jeg ved den Sag har rørt, da holder jeg reent for, at Island aldrig nu kan bestaae med Frie-Handel, Det følger ey heller, at Kompagnie-Handel passer sig ilde med Landet, fordi hverken Landet eller Kompagniet for nærværende Tid har nogen Prosit af denne Handel; thi Mangelen kan beroe enten af en Feil i Oktrøyen, som kan rettes, eller af de Personers urigtige Behandling, som Udøvelsen er anbetroed, eller af begge. Men efter min Meeening har begge nogen Skyld, som ventelig af efterfølgende nogenledes kan sees, allerhelst Prøven er engang aflagt, da Inbyggerne, som forud er sagt, indtagne af Kaprise og de Riges egennyttige Indgivelser, fik sin Villie frem og bekom separat Handel. Vel fik Kongen den Tid nogen Afgift af Landet; men Landet blev igien i Bund og Grund udarmet og vor rette Gevinst af Stedet, som skal bestaae i en

fornuftig og billig Handel, blev derved gandske forskiærset; saa at vi med dem og de med os fik føle fra den Dag af, hvor stort Tabet var. Kongen har ogsaa siden maattet eftergive samme Afgift for den Trang, som overkom Landet under den separate Handel; da man i den Sted under en sund og bestandig Oktrøy-Handel har kundet baade have en beholden Kommerse i Landet alletider, og tillige tage af samme, uden Indbyggernes Tab, en taalelig Afgift. Dog i mine Tanker stikker ikke saa meget vores, som langt meer Inbyggernes Fordeel derunder, at Landet staaer under en fornuftig Oktrøy-Handel; kort: Jeg anseer denne Handels Maade for den eneste Vey til Landets Flor baade i Medog Modgang; derimod synes mig intet er meere stridende imod Fornuften, end i denne betrængte Tid, da Landet ey kan taale den mindste nye Forandring at opgive det for de samme Giester, som den Gang udarmede Landet; thi enhver plukkede af det saa meget han kunde overkomme. Den Gang overlode de til Kongen et udsuet og forvirret Land, skulde de endnu engang komme der, vilde de maaskee give os Landet tilbage øde og tomt. Man høver vel, at In-

byggerne indbyrdes idelig raabe paa Frie-Handel; men de bør langt fra ikke finde Gehør deres egen Ulykke, men hellere ansees med Medlidenhed, saasom deres Raab har tvende betydelige Aarsager: 1). Giør nærværende Kompagnie sig forhadt blandt Indbyggerne ved deres Opførsel. 2). Dernæst ophidses Almuen af nogle myndige og mægtige iblant Inbyggerne der, fordi de gierne vil fiske i rørte Vande, benytter sig i nærværende Omstændigheder af de enfoldiges Taabelighed. Hvori er da den nærværende Handel paa Island umålelig? Jo jeg for min Deel vil kuns opreigne følgende: Jeg holder mig først til det, som fornemmelig er sagt denne Sag angaaende i mit første Hæfte Jeg erindrer endnu, at jeg i det første Hæfte tredie og siette Post har talt om Islændernes Klipfisk og Pulsmændene, som faaer sit Arbeide for lidet betalt. Hid hører endnu nogle fleere Ting. Ja jeg erindrer endnu, at dette kan og bør, helst i nærværende Omstændigheder, siges om Islændernes Tørfisk i Almindelighed, den burde i stæden for 40 Fiske, ja jeg vover at sige, kunde uden Kompagniets Tab, betales i det mindste med 45 Fiske, og siden Klip-

fisken i Forhold derefter, lig med den Proportion, som i der første Hæstes tredie Post findes ansat. Billigheden selv og en sund Politik fører det med sig. I alle andre Lande tiltager jo Korn-Priserne, meer eller mindre efter den Velsignelse som Forsyner giver. Ligeledes er det naturligt og af en bestandig Erfarenhed beviist, at Kiød, Flesk og hvad andet som Bonden har at sælge, stiger i Priserne i Forhold til Kornet som er saa dyrt, og derved skeer, at Bonden kan leve saavel i dyre som i lette Tider, hvis ikke en anden besynderlig Konfussion i et Land giør en nye Tilsættelse, som føre saa den den ene, saa den anden Undersaates endelige Undergang med sig. Uden denne lige Balanse er det en klar og hos alle Nationer gotgiort Sag, baade at Bonden ville afskrækkes fra sit Arbeide og blive en udarmet Træl i hvor meget han end vilde arbeide, i sær under en vedvarende Misvext; thi hans Indtægt blev aarlig mindre og hans Udgift lige, naar man forud setter der, som her bør settes, at Prisen paa Handverksmandens og Kiøbmandens Vare blev den samme, der vel i alle Lande lærer sig selv; thi blive disse ikke dyrere under mislingende

Aaringer paa Marken etc. lettere bliver de vist ikke. Men vil man sige, Bondens Vahre i andre Lande stiger eller falder efter Aarenes Frugtbarhed, bliver det alleene derfor billigt, fordi ligesom Bondemandens Vahre stiger, saa stiger ogsaa Borgermandens i samme Forhold. Men skal Borgeren allene have sit ubeskaaret og Bonden klippes, da er det en gal Huusholdning, som haster baade med Bonden og Borgeren til en vis Undergang, ikke heller kan det saa forholde sig i et Land, som eyer en ordentlig Oekonomie; men de maa give noget efter begge, hvorfor det gierne gaaer saa til, at ligesom Borgeren retter sig efter Korn-Priserne, saa tager Bonden sin Skade noget nær igien i sine Føde-Vahre og andet; ligesom det er en klar Sag og af Erfarenheden beviist, at hvor der i et Korn-Land enten indtræffer en bestandig Misvext, eller og der bruges stor Skiødesløshed i Agerdyrkningen, der Henfalder det hele Land Aar til andet i større og større Fattigdom og endelig til den yderste Armod og Velfærts Forlis om ikke Regieringen imidlertid veed paa en fornuftig Maade at redde Landet i Handelen og

den Publike Oekonomies Bestyrelse, saa at Borgeren uden Tab paa sine Vahre kan betale Bonden efter Korn-Priserne etc. Nu er Islænderens Qvæg og Fiske-Fangst hans heele Formue, og Handelen er baade hans Kiøbmand og Haandværksmand. Ligeledes er det bekient, at aldrig nogen Misvext kan føre større Ulykke med sig for Bonden i et Korn-Land, end en bestandig Qvæg-Syge, lige som den nu en Tid lang hos Islænderne grasserende Faarepæst; skal de da for sine Vahre ikke blive bedre betalt nu end forhen, og Kompagniets Priser bestandig blive de samme; da kan man see Udfaldet tydelig for Øynene, og Knuden, hvorfor der nu i Island hersker Armod, er snart opløst, uden at man har nødig længe at søge Aarsagerne dertil. Ney Behandlingen selv med Islænderne forklarer os dem, og jeg troer om Gud end med Magt vilde redde Landet fra Undergang; da vil man vel giøre den Almægtige selv Værket stridigt. Man siger: Fiskeriet paa Island er derimod ved Guds Velsignelse saa meget desto rigere, naar man ikkun retteligen bragte sig det til Nytte. Det er sandt og endnu meere de Handels-Stæder ere Fisker Havne nu, som tilforn aldrig have været

andet end Slagter-Havne. Nu maa man ogsaa betragte, at Fiskeriet nu alleene skal være Bonden ligesaa got som tilforn baade Fiskeriet og Qvæget vare ham, der hænger i ald Sandhed saaledes sammen; jeg vil tie dermed, at det maa saa være, men siger ikkun at de er saa virkelig. Nordlændingen, som fra ældgammel Tid af har drevet Handel med Qvæg og Faar, kan vel ikke reise til Søekanterne, hvor den rette Fiske-Fangst er; men dog holder han sig ved de, hvor han selv er, og giør sig ald muelig Nytte af Sælhunde-Fangsten; ja han driver endog paa sine Stæder større Handel med den, end med Qvæg, Uld, Tælg og Skind. Midt i Landet ligger de allerbeste Græs-Marker udyrkede og høre ingen til, men om de eengang har været i god Stand eller ey, veed jeg ikke. For Resten kan man ikke saa læt beviise mig, at Fiskens overflødige Mængde i Havet er Aarsagen til det store Fiskerie, som nu drives i Landet; jeg tilstaaer, at to Ting kan bidrage meget dertil, men at jo Nøden er den ene, fom har drevet Avelsbonden til paa beste Maade at søge sin Erstatning ved Havet for sit mistede Qvæg og at vi nu paa Island har Fisker-Havne i Steden for

Slagter-Havne, er unægteligt. Her bliver altsaa Spørsmaal, om da dette rige Fiskerie har erstattet eller nu omstunder kan erstatte det lidte Tab med Qvæget? Jeg siger reent ud Ney; og det i sær saa længe Græsmarkerne ligge paa den Maade som nu udyrkede, og man ikke søger at hindre Pæsten fra at komme til de Faar, som endnu ikke har været udsadt for Sygdom. Det virkelige Forhold heraf er saadant; den ældgamle Fiskemand har ogsaa tilforn havt Qvæg, ey alleene til egen Fornødenhed; men og tillige at aflade paa Handelen. Nu maa han hos Nordlændingen, som endnu har lidet tilbage af denne Herlighed, have Kiød, til hans Huusholdning, Uld til Hoser og Trøyer, Skind til sine Søeklæder etc. Hvor langt eller med hvad Omstændigheder han end maa reise efter det; for samme maa han da give Fisk, enten in Natura paa Afdrag eller paa Kredit giøre Fisken i rede Penge paa Handelen; der er nu den Mands Overskud i Fiskeriet, om der ellers er noget; den sande og egentlige Aarsag til, at Fiske-Handelen paa de sædvanlige Fisker-Havne er større nu end tilforn, er denne: De mange Bønder, som tilforn har boet ved Slagter-

Havne, har nn flyttet til Fiske-Stæderne, fordi deres Auvl aldeles er slaaet dem Feil, og de som ikke har kundet flytte sin Boepæl didhen lader dog sine Tienestefolk reise for at tage Lod paa de andres Baade, og disse levere enten sin Andeel i Blødfisk til Fiskemandens Havn, eller ogsaa om de tørke den, skeer det tilfælles med Fiskemanden; saa at Liveransen skeer dog snarest paa Fiskerens Havn. Nordlændingen havde atter i ældre Tider meere Formue end Fiskemanden, fordi han kunde af sin Qvæg-Avel giøre betydelige Liveranser imod rede Penge; aflod ogsaa meere til Fiskeren end han behøvede af ham tilbage i Produkter; hvorfor han havde Kontanter i Behold; nu derimod kan han med ald sin Liveranse i Qvæg-Avel, Fisk eller Sælhunde Tran og rede Penger ikke betale Aar til andet sin Skyld paa Handelen; og der har man tydelig Aarsag til den bedre Nytte, som Avels Bonden giør sig nu omstunder af Havet. Saa sandt som det nu er, at Havet kunde rigelig erstatte endnu den gamle Velstand paa Island, ja give dem meget meer tilbage, end de havde mistet ved Faare-Sygen, om Fiskeriet var i Stand; saa nødven-

digt et det ogsaa, at Bonden maae opmuntres og lettes for med Alvor at lægge sig efter Fiskenet. Forestil os: At en Bonde i Jylland forliste ald sin Agerdyrkning, og skulde opreise al sin Skade ved Stude, Kiør og Hæste, det vilde blive en forfærdelig Hæste-og Kvæg-Auvel, langt større end de Hollandske Studerier, som uden Tvivl, førend den kom til sin Fuldkommenhed, vilde paa en Tid giøre Qvæget dyrt. I Island er det langt besværligere at tage sin Skade igien ved Havet; thi Qvæg-Auvelen var en overmande let Handtering, som førte ingen Umage med sig, uden ikkun at slippe Qvæget ud paa Marken. Derimod udfordres der til Fiskeriet Baader og meget andet Redskab, de skal have fra os, Træe, Jern og Liner etc. hvorudi stikker store Bekostninger og hvorfra skal de tages, naar de ey kan faae det til Laans, hvormed de kan vedligeholde Livet; ja saa længe Materialier og det som udkræves til Livets Ophold er lige dyrt hos os, og Islænderens Vahre i hans Land i lige Mispris, kan det umuelig komme videre med Fiskeriet end det er, tvertimod maa det tage af og det tager ogsaa virkelig af efter Haanden, naar man

lægger vel Mærke til de sidste Aaringer og nogle Aar forud, siden Fiskerier først kom i Stand i Landet; Aarsagerne hertil er let at sinde; thi siden Faarepæsten indtraf, fik det fleere Arbeidere, og den, som før var Auvelsmand, satte strax sin heele Formue i Fiskeriet, hvorved han nu efter Haanden spiller Bankerot. Betænk engang: at en Fiskemand og Baadeyer, som fisker den heele Fangstens Tid med eget Tyende, giør ikkun et maadeligt Fiskerie, om han det heele Aar igiennem fisker 4 til 5 store Hundrede Fiske, hvoraf han ikkun kan levere til Kompagniets Betientere 10 til 11 Vetter god tør og forsvarlig Handels Fisk, da han ingen Liveranse giør i Blødfisk, og Tranen, som derved falder, kan i høyeste beregnes til 1 Vets Værdie. Herfor skal han nu først indkiøbe det nødvendige til sin Huusholdning af Meel, Brød etc. Siden til sit Redskabs aarlige Vedligeholdelse, Træe, Jern, Liner, Tiere etc. og endelig af Landmanden Uld, Vadmel, Skind og Smør. Jeg afdrager vel her hans egen Provision for hans Huus, som dog meest bestaaer i saadan Fisk, der fordi den er bleven bedervet under Tørkningen, ey kan leveres paa

delen; hvad skal da den Mand fortiene, som har ingen Baad, men maa selv med sit Tyende fiske paa en andens Baad, for en Lod pro Persona naar Baadens Lod trækkes fra, og hvor meget mindre den fattige, som ene Person skal tiene alt for baade sig og Familie; sandelig her bliver ikke meget tilovers for den første, og meget mindre for de sidste, at anskaffe sig en nye Baad for, naar han faaer 40 Fiske pr. Vet (40 Fiske er 90 Sk. danske, et stort Hundrede er 120 forsvarlige Fiske og 1 Vet er 40 dito) 45 Fiske pr. Vet kan vel ikke hielpe den fattige saa meget, dog er det en Hielp for ham i Nød og det er just da, man bør hielpe saa meget man kan; thi ellers klipper man ham for meget og jo meer han klippes, destomere kiedes han ved sit Arbeide. Det er saa meget billigere, at han bliver understøttet, som Kompagniet i Oktrøyen har paa adskillige Maader forbeholdet sig imod indfaldende overordentlige Tilfælde et og andet til sin Fordeel, ja endog kan vente en stor Understøttelse af Majestæten. Siger man, at Bonden skal fornemmelig tage sin Skade igien ved tilbørlig at opelske sin Græsmark og det store Qvæg; da maa man vide, at

dette for nærværende Tid er et ganske nyt Project, som efter det almindelige Maade med alle Projecter behøver Opmuntringer, og tillige er en Sag, som er uvis hvad den kaster af sig i Begyndelsen; best da, at det ene hielper det andet og alleene ved saadant Middel er det mueligt, at indbringe en ny og meere fordeelagtig Fiskemaade i Landet, som i mine Tanker er vel høyst nyttig ja nødvendig; men Spørsmaalet er, hvordan den skal settes i Verk, allerhelst da den uden Tvivl vil føre Bekostninger med sig. Nu siger man: ved at betale Fisken i Landet dyrere, maa den tillige blive dyrere for os her neere, som igien skal kiøbe den af Kiøbmændene: Ney det bør ikke skee; thi naar et Skippund Tørfisk koster her 16 Rdlr. synes jeg, at Kompagniet kan og bør taale at give 45 Fiske pr. Vet i Island, især om Korn og andet, som man haaber ved vor viise Regiering, falder hos os i Prisen. Overalt er det bedre, at vi for en kort Tid betaler den dyrere, end at man tilsidst næsten ey faaer nogen Fisk derfra, da den vil blive overmaade dyr af sig selv. Vi tør engang blive saa oplyste af den kiendelige Nød, at vi men alt for sildig betale gierne Islændernes Vahre dyre-

re, bedre da at giøre det nu, medens det kan frugte noget, og fremdeeles skaffe bedre Pris, end vi nu have, billigt er det ogsaa, at vi efter Omstændighederne skal betale Islænderen sin Fisk, hellere end at den stakkels Fiskemand ved sit Arbeyde skal med Kone og Børn geraade i den yderste Hungers Nød, som ikke er en umuelig Sag, helst da han i mislingende Aaringer kan giøre sin heele Regning paa at levere 1 stort Hundrede Fiske til Handelen. Oktrøyen har føyet den allerviiseste Anstalt, at ingen Overflødigheds Vahre skulle komme til Landet. Hvoraf kommer det da, at saadanne Ting føres nu omstunder did hen i Fleng uden at være bestilte af Indbyggerne, end mindre har det Kongelige Kammer-Kollegium givet Tilladelse til slige Vahres Opførsel; hvilket er klart af Direksionens til Landet nye opsendte Taxt, hvorom er talt i mit første Hæfte, ja dette er ey nok, men deres Priser have endog slet intet Forhold til Taxten i de andre Ting, eller til de Vahre, som vi af Islænderen igien skal havs. Man kan ikke undskylde sig med, at man i Landet ere begierlige efter disse Vahre; thi Oktrøygiveren selv har ikke vildet vide af den Begierlighed; hvorfor uden Tvivl vedkommen-

de Kompagniers Betjente, eller ligefrem at sige Direksionen i den Sag er ene høyst lastværdig. Det forstaaer sig selv, at Vahrene ere først i Fleng bragte ind i Landet, førend de ere blevne almindelig begierlige; og om Landet ved disse Ting geraader i Ulykke, hvis er da Skylden? jeg meener den ligger paa Direksionen ligesaavel som den uordentlige Indførsel. Dette har og Forfatteren af Upartiske Tanker om Island rigtig anmærket i Henseende til Tobak og Brendeviin: Handelen, siger han, kniber sig ind ved alt hvad man af fornødne Vahre overlader til Bonden, naar han ey har Fisk, strax at betale med; men Brendevin og slige Ting nægtes ham meget sielden endog paa Kredit, i hvor meget han end vil have. Endnu er det meget forunderligt, at Direksionen i adskillige Ting fører Kompagniet blot af Ærgierighed i store Bekostninger uden enten af os eller Islænderen at blive beviist den eftertragtede Ære; thi det fortiener ey andet end den yderste Foragt, at man afgiør en Sag med 100 Rdlr. som kunde være skikkelig hiulpen med 5 Rdlr. Hertil regner jeg deres bekostelige Pakhuuse, endeel unyttige Betientere, og deres store Processer, som alt

igien skal betales af Bonden; saaledes finder man lettelig Aarsagen til, at Kompagniet i disse Tider profilerer saa lidet. Og maaskee naar man indskrænkede alle saadanne unyttige Bekostninger, skulde man ikke saa meget krympe sig ved at betale Islænderen efter Billighed. Overhovedet synes jeg, at Oktrøyen og Direksionen fører Handelen efter gandske stridige Principer; thi Oktrøyen seer virkelig derpaa, at man fremdeeles maa have bedre Gavn af Landet, skiønt Erfarenheden kan give Anledning at forandre noget i Midlerne; men Direksionens Hoved-Principium synes at være dette: Vi vil betiene os af Lejligheden, mens vi har den, og tage frisk saa lenge der er noget at tage af, hvad det Tilkommende angaaer, da lad dem sørge, som lever lengst. Men om baade Oktrøyen og Kompagniets Betientere engang med foreenede Kræfter fra Grunden af ville omstøde den sidste og igien understøtte den første Principe; da var der ingen Tvivl om, at jo Landet endnu kunde komme sig til fælles Fordeel. Jeg synes ellers det er meget forunderligt, at en saa vigtig Sag er aldeles overgiven til Direksionens Egenraadighed,

hvorimod Billighed og en rigtig Oekonomie siger,

at deres Handels Principe burde ey alleene være dem med et strængt Ansvar foreskrevet, men og at de burde Stykke for Stykke være bundne i Udøvelsen til nøye og Ord for Ord at holde det Kongelig Kammer-Kollegii Foreskrifter; hvorvidt de har giort dette, skal af efterfølgende klarligen blive beviist, Der falder mig noget nyt ind, i det jeg saavel i mit første Hæfte som og i dette giør den Paastand, at Bondens Vahre bør bedre betales. Jeg har længe forundret mig over, af hvad Aarsag Finmarken og alle de Stæder i Norge, hvor Fiskefangst er, maa erlægge Tiende af ald deres bortsælgende Fisk, naar dog Island, som derpaa skal have større Forraad, er aldeeles fritaget for ald saadan Tiende-Afgift; men da alle de Islandske Priser ere saa ringe, og imod ald Billighed nedsatte; da er det visselig ikke at forundres over. Derimod, naar jeg saa ofte foreslaaer de Islandske Fiske-Prisers Forhøyelse; da fremstiller jeg tillige til Skiønfommes Bedømmelse, om ikke saavel Billighed som en fornuftig Oekonomie udkræver, at Islænderen burde til et Fiskum gratis erlægge hver 10de Vet af al den Auvel Tørfisk og Klipfisk, som han leverer paa Handelen. Denne Tiende-Afgift bur-

de paa Handelen ligesom deres øvrige bortsælgende Vahre afleveres. Handelens Betientere, som imodtog samme, burde holde nøye Bog derover og ved Udskibningen overlevere øvrigheden en rigtig Tiende-Angivelse, som de med sin Eed burde stadfæste. Iligemaade bør ogsaa Skipperen paa Tiende-Angivelsen paateigne sin Skibs Ladnings Drægtighed og beedige samme paa Stædet. Af Tiende Angivelsen burde 3 Exemplarer forfærdiges, det ene blev paa Handelen, det andet skulde tilstilles Stiftamtmanden, og det tredie tilkom Landfogden, til hvem Kiøbmanden ogsaa burde erlægge i rede Penge den fulde Tiendes Beløb, efter Landets Pris. Landfogden igien burde derover holde et særskilt Regnskab, som aarlig skulde til Stiftamtmanden indsendes til nærmere Revision og Attestation. Hvad igien Slagter-Havnene angaaer saa og de Steder, hvor Havkalvs- og Sælhunde-Tran falder, da, saafremt Taxten herpaa skal blive den samme, var det billigt, at Kompagniet selv burde af samme erlægge en Afgift, som kunde svare imod den Tiende, som paa Fiske-Liveransen aftrækkes Almuen. Jeg setter altsaa at om Kompagniet bekommer Faarene efter

nærværende Taxt, da bør de af hver Tønde Lamme- eller Oxe-Kiød erlægge 48 Sk. og af 1 Tønde Havkalos og Sælhunde-Tran 48 Sk. danske i Tiende-Afgift. Item burde Kompagniet svare for hver Tønde Salt-Torsk, som bliver udskibet 16 Sk. danske, der vel er noget lidet, men skeer for at lette Kompagniet, som staaer al Hazard med Virkningen; derimod for Torske-Tran burde intet betales, fordi den gaaer ind i Fiskens Tiende-Bereigning. Kompagniet bør ved hver Udskibning lade ved sine Betientere indføre i Regnskabet, hvor megen Klipfisk der udgaar af dets egen Virkning og for samme tilligemed Almuen betale Tiende i samme Slags Fisk, som Kompagniet igien forud bør tage af Almuen i Blødfisk, i hvilken Bonden ligeledes bør svare til Kiøbmanden hver 10 Vet gratis. Nu vil man vel spørge: Til hvad Ende bør denne Fiskus oprettes? Jeg spørger igien: Til hvad Ende betaler Almuen de Udgifter, som nu omstunder ere sædvanlige efter den ubillige Praxis, saasom: Tugthuus-Told, Smør-Leyer, Riis-Hæste etc. Vel ville de aarlige Indkomster paa denne Maade blive noget større; men Landet trænger ogsaa dertil, saa at intet hindrer,

om ikkun Forslaget er mueligt, det er: Om Handelen kan taale denne Forhøyelse i Priserne, som dog ey kan patvivles og neppe komme i Betragtning; men det fornemste Spørsmaal er: Om ikke Almuen selv har denne Forhøyelse saa høyt nødig til eget trængende Brug, at den ey kan taale at give samme til en Fiskus? Og det er af denne Aarsag alleene, jeg ikke drister mig til at giøre en fast Slutning i Sagen; men overdrager den til andres billige Bedømmelse; dog synes jeg, at Erlæggelsen til denne Fiskus kan være Indbyggerne til ligesaa stor Fordel, som, om Prisernes Forhøyelse strax kom dem til Nytte i deres daglige Hantering; thi i det enhver efter hans Formue betalte en vis Deel til denne Fiskum, blev de igien forskaanede fra andre enten mindre nødvendige Udgifter, som de nu giøre eller høystnødvendige, som forsømmes af dem. Til disse sidste hører fornemmelig Præsternes Løn, hvad der med Billighed burde anvendes paa Kirker, Skoler og Ungdommes Undervisning; thi disses Indtægt er for nærværende Tid saa liden, uordentlig og utilstrækkelig, at ingen Ting trænger meere til at sættes paa en fornuftig Fod. Præsternes Exempel er en fastere Regel for Al-

muen end nogen Lov kan blive ,naar da deres Løn er sulten og indknebet; saa henfalde de selv til Vankelmodighed, Kiedsommelighed og deres Embede håndhæver de med Lunkenhed, og hvad skeer: Folket følger sin Ledere og siden mangle de den Ild, Lyst, og Opmuntring, som skulle giøre dem til Mennesker. Ingen maa tænke, at der er noget Skole-Væsen paa Island, fordi jeg sagde, at Skolernes Kasse har en ussel Indtægt. Ney der er slet ingen Skoler; thi de to Gymnasier, som ere i Landet for nogle studerendes Nødvendighed, angaaer aldeeles ikke noget almindeligt Skole-Væsen i Landet. Forunderligt derfore, at det dog i saa lang Tid har knnder begaae sig uden at have Skoler; men derfor er det og i saadan Stand som det er, og man kan af denne ene Kilde udlede Aarsagerne til alle de Mangler, som paa nærværende Tid trykker Landet; de derfor, som arbeide paa og ere bekymrede for at sette Landet i Stand, hanlede efter min Meening viiseligst, om de giorde Begyndelsen fra Skolernes Anlæg. Hertil er det ikke nok at stifte 2 Skoler, hvor en 40 til 50 Personer har Leilighed til at lægge Grund til den Indsigt, hvormed de i Tiden kan gavne deres Fæderne-

land. Ney: Skole-Væsenet maa have en almindelig Hensigt paa ald den raae Ungdom i Landet, hvor de kan opelskes i den sande Christendom, faae det rette Begreb om deres Pligter og vennes til at udøve dem; der bør ogsaa Grund-Risningen lægges til deres Sæder, Tænkekraften skierpes, saa at Forstandens Brug i de modnere Aar kan giøre dem til Mennesker, thi det er en meget urigtig Vey, som de Islandske Patrioter har taget, naar de i Steden for Skolerne har anvendt en stor Summa af de 60000 Rdlr, som Kongen skiænkede til nyttige Indretninger i Island, paa at opbygge et Tugt-Huus, der i sin ziirlige Bygning bærer Prisen for alle de Steder, man finder i Island Ved Opførelsen af denne Bygning er i det mindste tilsat en 6000 Rdlr. hvilke, naar de viiseligen havde bleven anvent, kunde have sat Skole-Væsenet i langt bedre Stand; man vil søge her ved Straf at hæmme Laster, førend man endnu er alvorlig betænkt paa at lære Ungdommen at kiende dem. Man vil tvinge Villien, førend Forstanden endnu er forbedret med den fornødne Kundskab. Enhver inseer derfore lettelig, hvor forkiert denne Behandlings

Maade er, og at denne heele Bygning havde blevet unyttig, naar man havde været bekymret for at danne dydige Borgere og indprente Ungdommen Afskye for de Laster, som man i den tilvoxende Alder var bekymret for at straffe hos dem. Præsterne burde ligesom her i Landet være forbundne til at overhøre Ungdommen hver Søndag, flittig besøge Skolerne og have nøye Opsigt med de Unges Fremgang. Næst Skolerne kommer Kirkernes Trang, som ere færdige paa mange Steder at falde ned over Tilhørernes Hoveder, og paa andre have hverken Gulv eller Benker, ja ey engang en jevn Jord-Bund at staae paa; uden at tale om Kirkernes fornødne indvendige Effekter. Hertil behøves den omtalte Fiskus, paa det man af den, ligesom den var i Stand til, efter Haanden kunde tage til de nødvendige Indretninger; og dette burde strax tage sin Begyndelse. Jeg har da med mit Tiende-Forsiag ikke søgt at sue Landet, eller at berige Kongens Kaffe; men ikkun haft Hensigt til Indbyggernes eget Beste. Det kommer nu kun an paa, og dette er mit inderlige Ønske, at Forslaget af vedkommende nøyere maatte blive eftertænkt, og om det befindes

grundet, sat i Verk. Nu vil ventelig Kompagniet synes, at jeg i et og andet af mine giorte Forslage har alleene gaaet løs paa deres blotte Tab, og at have fraviget den Pris og Taxt, som Oktrøyen har meddeelt og fastsat for dem. Men først vil jeg forestille Kompagniet, om de ikke har forpligtet sig til under samme Oktrøyes Bydende i et og alt at søge ligesaa vel Landets almindelige Gavn og Beste, som og deres Handels Interesse, der begge staaer i lige Forbund med hinanden, til fælles Vel. Bliver nu alleene denne Sætning mig tilstaaet, da er jeg strax færdig til at frembringe saadant et Forslag, hvorved Kompagniet skal finde nogen Opretning for det Tab, de synes at have lidt ved den dem meddeelte allernaadigste Oktrøyes Privilegio. Opreisningen bestaaer herudi: Kompagniet skal aldeles være befriet og forskaanet for de Udgifter, som Oktrøyens 10 Post har forbundet dem til. Fremdeles burde den 11 Post udi samme Oktrøy forandres saaledes, at Kompagniet saalenge Faare-Sygen i Island grasserede, skulde befries for at levere det ansadte Qvantum Kiød til Kongens Behov, eller og om samme var uforbigiengelig fornøden, skul-

de Kompagniet for samme blive betalt efter Stadens almindelige og gangbare Priser. Den udi Oktrøyens 34 Post tillagde Føring for Falkenererne med frie Kost paa Skibet og videre Bekostninger, som Kompagniet maa giøre, burde de aldeles være forskaanede for, alleene skulde dem paalegges frie at Hidbringe Falkene og de dertil brugende Betientere. Ligeledes skulde den udi Oktrøyens 37 Post bevilgede Føring for Studenterne fra Landet vorde aldeeles ophævet og reent forbudet, alleene de med Kompagniets Skibe skulde ligesom andre Kongelige Betientere ikkun for deres Personer nyde frie Reise uden Kost eller Tæring. Angaaende den 38 Post, som handler om Land-Physikus samt Medikamenters Brug, som Kompagniet er paalagt at betale, burde de ogsaa være befriede for. Naar nu Hans Majestet allernaadigst fandt for got at befrie Kompagniet for disse bemelte Poster; saa skulle jeg ey andet troe, end at jo Kompagniet fandt nogenledes Opreisning for det, som de udi Kraft af den dem allernaadigst meddelte Oktrøy synes at have tabt. Herfor kan jeg vel have paadraget mig de Islandske Studenteres Ugunst, som jeg herved

synes at have betaget den Hielp, der er nødvendig for dem til deres Underholdning; men jeg vil ikkun henviise dem til mit nyelig giorde Forslag om Tienden, hvoraf de, om det blev fat i Werk, skulde nyde en Deel af den 1/3 Part, som over heele Landet skulde betales, en Deel skulde fornemmelig henlegges til de unge Børns Oplærelse i den første Christendom etc. Hvad Bekostninger der skulle anvendes paa Medici og Medikamenter kunde rigelig bestrides af den i Landet i Almindelighed oppebærende Tugthuus Told, og de, som i smaae Ting havde forseet sig, burde ligesom paa smaa Stæderne i Norrig, men i sær i Nordlændene og Finmarken endnu er brugelig, straffes med at staae i Gabestokken, i Fiæren etc. eller for ringe Tyverie at miste sin Hud i Fengsel, og for grovt dømmes til at kagstryges og brendemerkes og siden sendes til Fæstningen og Spindehuuset. I saadan Henseende skal Kompagniet i Følge Oktrøyens 36 Post for saavit være forbunden til at unde dem og deres medhavende Kost, som Landets Øvrighed skal besørge, en liden Plads for i Skibet. —-

Om Fabriken og de dertil hørende saa kaldte nye Indretninger.

Er vel Fabriker nyttige i Island (jeg taler alleene om Duk- og Tøymager Fabriker) eller bør de oprettes i Landet? intet er vel billigere og mere naturligt, end at et Land selv forarbeider sine raae Produkter, som det kan frembringe; thi om det ey fortiener meere derved, fortienes dog Arbeydlønnen, fleere Familier faae derved Leylighed at ernære sig i Landet, og den Fattige, som intet har at bestille for sig selv, gives Middel i Hænderne til at fortiene Brødet. Island trænger da til selv at forarbeyde sine Vahre, da her ligesom i andre Lande er nok af dem, som kan intet Arbeide faae. Pulsmands Arbeidet vil jeg ikke nævne; thi det betaler sig ikke, og Islænderen tænker som andre: Der er ligesaa got at sove, som at arbeyde for intet; og heraf sees, hvor inskrænket Nærings-Veiene ere, da Pulsmands Arbeidet skal regnes for en Herlighed, helst om Vinteren, da slet inter Arbeide kan faaes paa Søen. Ligeledes, naar Vahrene, som de

selv behøver, forarbeides i Landet, forstaaer det sig, at Fragt og andre saadanne Bekostninger ikke kan, om Billighed maa raade, føres den kiøbende til Last i Prisen. Nu skal det i Island forfærdigede Klæde føres 2 Gange frem og tilbage, fordi det skal stemples og kiendes for got i Kiøbenhavn, dog er der Rimeligviis en stor Forskiæl paa at kiøbe en Alen Klæde, Vadmel, Kiersei og Rask paa Stedet, hvor det forfærdiges, og at kiøbe det paa 2den eller 3die Haand. Kompagniet er vel forbunden at skaffe Klæde til en vis Pris, i hvor det end skal tages, men Aarsagen, hvorfor Kompagniet kan giøre det, er fordi Taxten er endnu ligesaa dyr i den Post for Islænderen, som før Fabrikens Anlæggelse, men uden Tvivl er det skeet til en Lettelse og Opmuntring for det første Interessentskab i Begyndelsen, da alting var besværligt. Det maa ogsaa tilstaaes et Land, om det er mueligt, selv at forarbeide det, Indbyggerne har nødig at klæde sig med, skiøndt de raae Produkter skal hentes ude fra; der er da ingen Aarsag, hvorfor Island skal negtes en Ret, som andre saa hæftig paastaaer. Endnu ligger herudi skiult en anden langt vigtigere Sandhed.

Naar Islænderen skal kiøbe sine Klæde-Vahre hos os, da skal han betale dem efter en Taxt, som i det mindste maa være overeensstemmende med Kompagniets Fordeele, som vel er billigt, men derimod skal de være forbundne til at aflade sin Uld for en skammelig Mispris ved egen Fabrik. Atter har Indbyggerne den Fordeel, at om de maae sælge sine raae Produkter for en overmaade ringe Pris; da bør og kan samme igien komme dem tilgode i Klæde-Priserne, som man vist vil haabe var bleven Frugten allerede, om Behandlingen havde været rigtig, og endnu er det mueligt, om ellers Prisen paa Ulden skal blive den samme, hvorom siden skal tales. Vel har Indbyggerne en ældgammel Maade at forbruge deres Uld paa, førend de aflader den til fremmede, bestaaende i de saa kaldte Puls-Hoser, Vanter og Trøyer, som ere i Foragt og ringe Verdie hos os, men noget meer begierlige af Hollænderen og andre, som igien faaer dem af os; men Sagen er dog den samme ; thi Prisen er indrettet efter Kompagniets Leylighed. Et Par Puls-Hoser skal de selge for 3 1/2 til 4 Fiske, 1 Par 2 Tomme Vanrer 1 1/2 Fisk, og hvis han leverer den raae

Uld, da faaer han paa Handelen for 1 Føring eller 10 Pund, 15 Fiske det er 33 3/4 ß dansk; hvormed han synes selv, at han har mindre Fordeel, dog er det et og det samme, Forskiællen er ikkun den, at han faaer Arbeidslønnen for Puls-Hoserne etc. betalt, men Arbeidet er langt fra ikke betalt uden for saavidt, at deres Fruentimmer ellers slet intet havde at bestille. Det er altsaa meget nyttigt for Landet, at de heller slider sin Uld selv i Klæder, og i den Post ikke har fornøden at trænge til fremmede, som ene kunde være Nytte nok, og om det kunde bringes saavidt, at de af sit Klæde ogsaa kunde forsyne andre, som virkelig, endog i disse Tider, da Fabriken er i saa slet Tilstand, er skeet; thi noget er bestandig kommet til Finmarken, og noget er, efterat det er kiendt for got, blevet i Kiøbenhavn; faa var det jo til dobbelt Nytte for Kompagniet, og jeg troer ikke at nogen derfor vilde eller kunde med nogen Føye nægte Island den Ret, som den naturlige Billighed giver enhver selv at være Herre over sine egne Vahre; item at giøre sig sit saa nyttigt, som han kan, uden en andens billige Rets Fornærmelse. Er det ogsaa mueligt at vedligeholde Fabriker paa

Island? Blev den ret behandlet, da er ingen Tvivl, at det jo er mueligt endog i denne Tid, hvor knap Tid man har paa Ulden, siden Faare-Pæsten har sat det arme Folk i saa elendige Omstændigheder. Ja den ulykkelige Faare-Pæst kan aldrig nok beklages; thi man kan sige, at lige saa nyttigt som Fabrikens Anlæg er for Landet, ligesaa meget var det Paafund tvertimod Naturen at blande de fremmede Vædre Med Landets Faar, omendskiønt de aldrig havde kommet syge ind i Landet. Naturen selv har ved Indbyggernes egen Auvel paa en aldeles ukonstlet Maade og uden Menneskers Hielp, ey alleene ernæret Indbyggerne rigelig; men og giort Lander til et Spise-Kammer i saa mange Aar for Kiøbenhavn og andre Stæder, nu maa det selv sukke for den mindste Smule til den yderste Nødtørftighed, førend det, som skal forsyne dem, kommer fra os. Alligevel i den Stand, som nu Fabriken er, da den har kun 6 Vævstole, kan den gandske got forsynes med Uld af Landet, hvis Anstalter til Indleveringen med meere var i Rigtighed, som nu skal siges; man udfører jo endnu Puls-Hoser, Vanter og Trøyer fra Landet; og Handels

Betienterne kan jo drive Smughandel med Uld, hvorfore kan da ikke Fabriken forsynes? Jeg siger sex Stole, og sex kunde have til strækkelig Uld i Landet; men de to ere kuns for nærværende Tid reserve Stole, og man kan ikke engang sige, at de fire ere i Gang. Men sæt nu: At man til Fabrikens fuldkomne Drift skulle have en anseelig Deel Uld, som jeg vel tilstaaer er nødvendig, saa har dog dens Anlæg kostet meere, end at den skulle skiødesløs behandles, mindre gandske gaae under, hvorved en saa anseelig Penge-Sum frugtesløs var anvendt, og da Hans Kongelige Majestet, af særdeles Naade og Barmhjertighed, har skienket Pengene til Landet; saa er det virkelig Landets egne Penge, som ligger derudi, følgelig ere Vedkommende, til hvilke Pengene er anbetroet og overdragne for at de anvendes til Landets Gavn, Majesteten forbundne til et Ansvar, som udkræver en nøye Opmærksomhed for Behandlingen; og altsaa om end det første Interessentskab vilde eftergive sin Ret til Kompagniet, saa bør dog Interessenterne giøre Regnskab for Pengene og deres Anvendelse. Her tales ikke endnu om, hvorvidt Kompagniet kan

være forbunden til at indgaae hazarderlige Bekostninger med Fabriken og de nye Indretninger, men alleene om den Ret, som Landet har til sammes Vedligeholdelse, og Mueligheden at vedligeholde den. Det er ikke mueligt, at den Penge-Sum kan allerede paa en rigtig Maade have gaaet i Løbet, hverken ved den første Indretnings Drift, da overflødig Uld var i Landet, ikke heller ved Indførsel af fremmed Uld siden Mangelen indtraf, da den ikke var i bedre Stand, end den nu omstunder befindes; med mindre Interessentskabet kan beviise, at ermelte Penge-Sum er bestemt allene til at gotgiøre alle Indretningernes Udgifter, saalænge de række, paa den Maade, at Gevinsten alleene skulle strax høre dem til, uden derfor at giøre noget Forskud af deres egne Penge, og skulde de kunde beviise dette; saa har de uden Tvivl faaet en saa dyrebar Gave paa de Vilkaar, at Gevinsten skulle som en staaende Fond bestandig vedligeholde Indretningerne af sig selv, det er paa anden dansk, at Interessenterne skulde siden, enten de vilde eller ikke, ved alle Hendelser underholde den, med hele In-

reressentskabets Eiendoms Forliis og anden Straf. Nu lyster mig at vide, om de paa en lovlig Maade kan gorgiøre, at de har anvent saa megen Bekostning paa Indretningerne og i sær Dukmager-Fabriken, som ermelte Gevinster har kundet og burdet give til. Ney visselig ikke; men tvertimod, naar Tilstanden betragtes, kan det aldrig feile, at jo Fonden, fra Fabrikens Velmagts Tid af, maa endnu have en saa anseelig Beholdning, at om samme endnu ret blev anvent skulde den kunde best ride de fornødne Udgifter til Istandsettelsen og fremmed Ulds Indførsel uden Kompagniets (eller at blive ved det Ord Interessentskabets) Tab. Jeg holder for, at de, som have imodtaget Pengene, bør strax stilles til Regnskab. Paa den Maade er Fabrikens Vedligeholdelse muelig, skiønt fremmed Ulds Indførsel skulde være noget meere bekostelig, i det mindste var det et tilstrækkeligt Middel til en maadelig Istandsettelse paa nye; skiønt den gamle Fuldkommenhed, siden Fabriken er nu saa ruineret, vilde blive umuelig, indtil der maaskee i Tidens Længde kunde hittes paa andre Udveie. Hvad videre Kompagniet angaaer, da har jo

samme udi den, med de rette Eiere eller det første Interessentskab ved Imodtagelsen, indgangne Kontrakt forbundet sig til at betale den Sum 30000 Rdlr. om den ey blev forsvarligen underholdt; og for den Sum er Indretningerne ved Overleveringen til Kompagniet eller det nye Interessentskab vurderede. Saadan en Konvension overbeviiser tydelig, at det første Interessentskab selv engang har erkient sit Ansvar, og nu den Sum, som det paa slig Maade har forbeholdet sig hos Kompagniet ved en skiødesløs Behandling, legges til den anden forud ermelte Sum, som kommer det første Interessentskab til Last; da er det uden al Tvivl, at jo det første Interessentskab med samme kunde uden sit Tab udrette meget til Indretningernes Istandsettelse. Jeg holder altsaa for, at Akorten mellem disse Eiere og Kompagniet, burde gaae reent tilbage, Kompagniets tilforpligtede Sum strax udbetales, og ved Hielp af den skulde de første Interessenters forbindes til paa nye og under en nøye Opsigt at istandsætte det, som var forfaldet. Naar de ikke vilde indgange dette, burde de først betale den Gield, som de umiddelbar skylde til Fon-

den, og siden de Bøder, som Kompagniet er pligtig at betale for Indretningernes nærværende slette Tilstand, da vilde maaskee Hans Kongelige Majestet siden, efter sin sædvanlige udviiste Naade imod Landet, sørge for det. Jeg taler paa dette Sted i sær om Dukmager-Fabriken; at den er ruineret, kommer hverken deraf, at Fonden var utilstrækkelig til dens Vedligeholdelse, eller at den jo gierne med en maadelig Bekostning kunde forskaffe det fornødne; thi den Kongelige Forordning af 17de April 1760 tilstaaer jo Almuen i Landet, som arbeider det fineste Garn, en Premie af 50 til 100 Rdlr. overalt i Hans Majestets Riger og Lande samt Assistense af Kiøbenhavns almindelige Magazin. Følgelig kan jo fornødent Garn bekommes; og overalt er der jo ikke Mangel paa Uld i Dannemarkes Riger og Lande. Vil man foregive, at Fabrik-Vahrene paa Island skal igien selges efter Taxten til en Priis, som er alt for ringe for et saa bekosteligt Forstud, i Fabrikeringen, saa maa de beviise, at de kan have de fabrikerede Vahre lettere, som didføres til Landet med samme Taxt, og ere andensteds fabrikerede; og hvis saa er, da

har de jo dog kundet selge Islands Fabrik-Vahre paa andre Steder, og lade Island faae det, som de have lettere, om det er forsvarlig Kiøbmands Gods saa got som de Islandske approberte Fabrik-Vahre. Men det, som her skulle beviises af vedkommende, kan ikke beviises; thi om Fabriken havde kundet fremdeeles drives med Landets egen Uld, som det skeede for Faarepæsten, efter den sædvanlige Pris 15 Fiske eller 33 3/4 ß. for en Føring eller 10 Pund Uld; da burde Handels Priserne i Landet paa de fabrikerede Vahre for lang Tid siden været faldne, og følgelig maa jo Fabriken med de nærværende Priser have sit Udkomme, skiønt Indkiøbs-Prisen af Uld havde faldet noget dyrere. Derimod kan jeg tenke, at Kompagniet for sin Deel, eller dets Direksion har giort sig denne Slutning ved sig selv, at den havde slet ikke noget med Fabriken at bestille, uden ikkun for saavit, de til evig Tid kunde faae Ulden efter den sædvanlige Landets Pris, og dog tage lige meget for de fabrikerede Vahre; men det er et gandske egennyttig, taabelig og urigtig Prinsipe; thi Fabrikens og Handelens Fordeele i Landet ere heel forskiællige og i saa Maade

stridige, at Handelen vel dependerer af Fabrikens men ingenlunde Fabriken af Handelens Fordeele; thi det staaer ingen Sted skrevet, at Fabriken er overladen til Kompagnie Direksionens eller det første Interessentskabs Egenraadighed, eller eget Gotbefindende, ikke til de førstes; thi Kompagniet har udi Kontrakten med Interessentskabet, som forud er sagt, tilforpligtet sig at forøge end sige vedligeholde Fabriken, uden Undtagelse (see Kontraktens 3die Post) og for al Efterladenhed udi sin Pligt, forbundet sig til at betale i Bøder eller Skadens Erstatning, som ligeledes forud er sagt, 30000 Rdlr. ikke heller til de første Eieres Egenraadighed; thi de har efter Kontrakten burdet vedligeholde og forøge Fabriken til almindelig Nytte, af den Aarsag er den given en saa anseelig Understøttelse, som visselig ikke har haft Hensigt til at berige nogle faa særskilte Personer. Ikke heller har Interessenterne kundet forbeholde sig den Sum hos Kompagniet, om det havde staaet i deres Magt at overdrage Fabriken til andres Egenraadighed, og følgelig bør de selv indestaae for al Mishandling og Landets dermed følgende Forliis. Men siger disse: Vi vare ved saadan

Behandling blevne ruinerede Familier, som aldrig kan have været hans Kongelige Majestets Meening; thi da Fabriken aarlig skulle giøre sit Tab, da skulde engang dens Fond faae Ende og Tabet alleene gaae ud paa vores Formue, og som den ikke er evig, saa skulde dog Fabriken engang døe ud af sig selv. Jeg svarer: Lad dem ved Reigning beviise det Tab, de taler om, lad dem for der nærværende kræve deres virkelige Fordring hos Kompagniet, og dertil legge den forrud ermelte Sum, for hvilken de selv umiddelbar indestaaer, om de ellers kan slippe dermed, og siden see til om de virkelig tabe ved Fabrikens Istandsettelse paa nye; da er jeg ogsaa vis paa, at de i de lettere Tider har haft sin Udkomme; og naar de har forbeholdet sig 30000 Rdlr. for Kompagniets Mishandling, har de jo supponeret, at Fabriken har kundet vedligeholdes; ja den Tid været i god Stand. De har for lenge siden burdet giøre Paatale om den Sag til Kompagniet, men siden de have glemt det, staaer det nu hans Kongelige Majestet frit fore at tale herudi. Nei der hører i Sandhed meere til, naar man i et nyt Anlæg bliver understøttet end at tage imod Pengene og giøre sig tilgode deraf,

og siden lade Anlegget ligge. Overalt tales her ikke om hvad som har kundet skee; men hvad som virkelig er skeet. De har ladet Fonden faae Ende og siden med Ydmyghed vent sig til Majesteten om Hielp i den forestaaende Nød efter Konvensionens Strenghed; naar den af Gierningen har kundet beviises at være rigtig og virkelig. Det har ikke tilkommet dem efter en selvgiort Egenraadighed, men Majesteten efter Naade og Miskundhed herudi at raade. Men man spørger endnu: hvad Nytte Fabriken har kundet være for Landet paa denne Fod, at det ey selv kunde forsyne samme med raae Materier? Svar: Landet er Herre over det, som ved Majestætens Naade er Landets eget; har det ey haft anden Fordeel derved, saa har det dog haft Arbeids Lønnen, som de nu har savnet, og imidlertid mangen Gang har lidet Hungers Nød af Mangel paa Arbeide; det er baade Nytte og Rettighed nok for Landet, naar kuns det har været og er mueligt for vedkommende at vedligeholde Fabriken i Landet, og det har i mindste været mueligt, saalænge den af Majestæten tilskienkte Fond endnu ikke har eller kan have Ende. Men endnu et Ord:

Kan Island have nogen særdeeles og betydelig Gavn af en Duk- og Tøymager Fabrikes Vedligeholdelse? Ja; thi derved har Indbyggerne Leilighed til at anvende sin Uld paa en meget nyttig Maade og sig selv til bedre Fordeel, end ved de sædvanlige Puls-Hoser, Trøyer og Vanter. Man spørger paa hvad Maade skal det skee? Jo ved selv at forarbeide Fabrik-Vahre, som burde indleveres paa Hoved-Fabriken raae, samt der appreteres, og burde imodtages paa Handelen, som siden kunde sælge dem til Landets egne Indbyggere, eller om Forraaden blev overflødig, føres hidneer, og i begge Fald med megen Gevinst. F. E. et Støkke Kiersei paa 55 Alen, det forarbeides omtrent af 40 til 44 Pund Uld og selges overalt i Landet til Penge beregnet for 23 Rdlr. 36 ß, derimod af 40 Pund Uld forarbeides 42 Par enkelte Baands Hoser, som i Kiøbenhavn koster 1 Mk. Parret, der udgiør 6 Rdlr. 4 Mark; altsaa udgiør jo 40 Pund Uld i Kiersei forarbeidet 16 Rdlr. 88 ß. meere til Intægt i Handelen, og endskiønt jeg vil efter den sædvanlige Indkiøbs Pris i Kiøbenhavn, naar alle Omkostninger er afdraget, beregne Handelen det hele Stykke

Kiersei for 16 Rdlr. Udgift; saa er dog derved Handelene Profit omtrænt 7 Rdlr. Naar Gevinsten paa 40 Par Puls-Hoser bliver ikkun derimod 2 Rdlr. 88 ß. Fragten uberegnet, og næsten intet, naar Fragten beregnes; dette er nu Handelens Fordeel; Indbyggernes derimod er den: for 42 Par Puls-Hoser faaer Islænderen i det høyeste paa Handelen 3 Rdlr 72 ß. derimod burde han for et Stykke raae Kiersei paa 55 Alen have paa Fabriken 10 Rdlr. thi derved afdrager jeg 6 Rdlr. fra de ovensatte 16 Rdlr. som Fabriken burde have for Appreteringen etc. Nu torde nogen sige, ja Handelen og Indbyggerne forliges vel herudi saavidt, men Fabriken, paa hvis Vedligeholdelse bør nøye sees, taber derved at andre uden for Fabriken forferdiger Vahre til Forhandling, hvorved Fabriken skal ene underholdes. Svar: Ingen vil formode, at Fabriken skulde nogen Tid lide Mangel paa sine Vahres Aftræk, og paa den Maade undertrykkes, meget mindre lider den paa denne Maade, paa en Tid, da den ey kan frembringe noget af det, som den burde; og endelig om det kunde beviises, at den herudi leed noget, da er samme ikkun hvad den

hør lide; thi det et klart, at Hans Majestet har ingen anden Hovedhensigt haft, med et for den Kongelige Kasse saa bekostelig Fabrikes Anlæg, end at den skulde see paa Landets almindelige Nytte, som fornemmelig og for den største Deel ligger skiult i denne Fordeel. Hermed opnaaes i alle Maader Hans Kongelige Majestets allernaadigste Øyemærke, som ikkun har villet, at Fabriken paa Reikevig skulde være et Middel til at giøre dette muelig for Indbyggerne, et Middel til, at i Udøvelsen opmuntre, anspore og gaae dem til Haande, et Middel til bestandig at oplære dem udi Professionen og til sammes Udbredelse i Landet. Til Beviis herfor paaberaaber jeg mig først den Kongelige Resolusion og Bevilling paa Fabrikers Anlæggelse af 4 Januarii 1752. 2det Det Høylovlige Kammer-Kollegii Ordre og Skrivelse til Amtet af 10de og 12te Maji samme Aar, 12te April 1755 og 18de Maji 1757. 3die meener jeg, at ogsaa Islænderen er deelagtig i den forudmelte Kongelige Forordning af 17de April 1760; hvorved overalt udloves Premium til Almuen paa Landet, som leverer ey alleene det fineste Garn; men

ogsaa de beste Fabrik-Vahre samt Assistense af Kiøbenhavns Almindelige Magazin, følgelig maa da vel den Islandske Almue tillades at forfærdige saadanne Vahre og søge Aftræk paa dem. Endnu har det ingen Fare med Fabrikens Aftræk, baade paa de af den selv forarbeidede Vahre i den Stand, som de nu omstunder skikkelig kunde være, og paa de Vahre, som den skulde tilkiøbe sig af Indbyggerne; thi alt dette tilkiøber Landet sig igien af Fabriken, da det vilde være meget smukt, at Indbyggerne kunde slide det, fom de selv havde arbeidet. For Resten, naar Forraaden skulde blive større, saa kom det vel meest an paa gode Vahre, i hvilken Fald ven Islandske, saavelfom alle andre Fabrikers Anlæg, allerede forestiller sig Aftrækken forud, og den Islandske Fabrike har ikke manglet paa Aftræk i sin Velmagts Tid, eller paa den Maade gaaet Krebsgang. Nu vilde man maaskee spørge: Hvorfra vil Fabriken faae sin Uld, naar Islænderen selv har Leilighed og rimeligvis helst selv vil forarbeide sin Uld i Fabrik-Vahre? men hvem har sagt, at den i mislingende Tider skal ikkun drives med Landets egen Uld, kan man i andre Lande

finde sin Regning ved, at til adskillige slags Fabrikers Fornødenhed forskrives den raae Materie hos fremmede; hvorfor skal da den Islandske Fabrike ikke have Uld hos de danske; paa den Maade burde jo Island ikke heller have noget Fiskerie, fordi det skal have Træe, Jern, Tiære og Liner hos de danske til Baader og Redskab; og om Faarene engang ved Herrens Velsignelse igien bleve friske og kunde igienbringe det gamle Forraad paa Uld, da har det ingen Fare med Fabrikens Forsynelse. Overalt jeg finder mig aldeles ikke deri, at fremmed Ulds Indførsel skal falde Fabriken saa dyr, og det kan ikke med nogen Rimelighed beviises, ikke heller at Fabriken skulle beroe paa den Prinsipe, at den i de dyre Aaringer skulle have sin raae Materie for den sædvanlige gamle Priis 15 Fiske for 10 Pund Uld; thi derved skeer Almuen Uret og Fabriken er ogsaa dermed sig selv i Veyen, saasom denne ubillige Pris giør, at de kan ingen Uld faae inde i Landet; og det er klart, at Indbyggernes og Fabrikens Interesse bør altid stemme overeens. Og det er meere Fabrikens egen Interesse, bestandig at kunde vedliggeholdes

med Sikkerhed, end paa en liden Tid at vinde noget. Jeg holder ogsaa for, at om Fabriken i rige Aaringer, da Landet kunde forsyne den selv med Uld, ikke giver lettere Priis paa sine Vahre, som maaskee torde være vanskelig at bestemme; da burde Fabriken, i samme lykkekelige Tider, betale Ulden bedre, i Henseende til Indbyggernes Fordeel; thi al den Uld, som ellers gaaer bort paa Handelen til Puls-Hoser og andet, vilde da komme Fabriken til Gode, hvorved samme uden Omstendigheder kunde meer og meere udbrede sig, og Handelen vilde da i Steden for den slette Fordeel ved ermelte Puls-Hoser etc. giøre meget anseelig Gevinst ved Fabrikens Vahre. Den anden store og besynderlige Nytte, som Indbyggerne har af Fabrikens Vedligeholdelse i Landet, er ogsaa den, at de derved har Leilighed til at faae sin uarbeidede Uld bedre betalt, som kan sorflaane dem fra det unyttige Puls-Hose Arbeide, hvorved den dyrebare Tid, som langt nyttigere kunde anvendes, naar anden Ekonomie blev bragt ind i Landet, spildes. Jeg setter altsaa en almindelig Priis til 25 Fiske for en Føring Ulv, i Steden for 15 Fiske; og

disse 25 Fiske for Føringen er den gangbare Priis i disse knappe Tider imellem Indbyggerne indbyrdes, og tillige burde være Prisen paa Handelen selv i baade god og ond Tid, i Henseende til at Fabriken og Indbyggerne burde staae Last og Brast med Hinanden; thi naar Fabriken betalte Ulden dyrere i gode Aaringer, var det ikke billigt at Indbyggerne atter skulde forhøye Priserne i mislingende Tider; helst denne Priis er nogenledes passet med Fabrikens Udkomme, paa hvilken Indbyggerne bør nøye see, for deres egen Fordeels Skyld. Nytten herudi for Indbyggerne er altsaa den, at de i slette Tider kan paa en beqvem Maade faae sin Uld betalt efter Billighed, og i gode Tider vel betalt, paa andre Vilkaar er det ikke heller mueligt, at Indbyggerne skal sælge sin Uld til Fabriken for den samme Priis i slet som i god Tid; allerhelst naar Fabrikens Priser dog, i den mislingende Tid, meere gaaer ud paa at knappe af for Indbyggerne, end at lade sig nøye med en simpel Udkomme, som nu da Fabriken ikkun giver for en Føring 15 Fiske. Jeg holder ellers for, at jeg paa dette

Sted har den rette Leilighed til at melde om en af de betydeligste Aarsager, hvorfor Fabriken paa nærværende Tid kan ingen Uld faae i Landet. Det forstaaer sig selv, at naar Fabriken har forlanget Ulden for en høyst ubillig Mispriis; da har Indbyggerne, for at Undgaae Fabriken, søgt paa ald anden muelig Maade at anvende sin Uld, allerhelst, Misprisen er saa urimelig og ubillig, at den Deel af Indbyggerne, som har ingen Faare-Avl, nemlig Fiskemanden, reiser Landet omkring, og byder for den raae Uld til sin Fornødenhed 25 Fiske, en tredie Deel meere end 15 Fiske, som Fabriken tilstaaer Almuen, og paa den Grund har Islænderne forarbeidet ald den Uld i Puls-Hoser, som de selv ikke har forbrugt til deres Huus, eller og afladet den, saavit mueligt har været at snige sig fra Fabrik-Betienternes Øyne, til sine trængende Landsmænd, som altid har vidst Middel at giøre sig den nyttig, endog uden Fornødenhed, til grovt Vadmel, et Slags ulden Segldug og andet, Handelen til liden Fordeel, naar Islænderen kan giøre rede for sin Trang til Handelen, Nu torde man spørge paa hvad

Maade der har været mueligt for Fabriken, ar faae den mindste Smule Uld i Landet, da deres egne giver saa meget meer end Fabriken; thi der væves dog endnu noget lidet, i hvor uselt og usynligt det end er. Har vel og Fabriken siden den Tid Faare-Pesten indkom været i en bedre Drift, end nu omstunder, og det endog ved Landets egen Uld? Jo; thi Handelen og Fabriken har meest siden den Tid været et Korpus, og naar Handelen lyster noget, som er i Bondens Formue, da er det ingen synderlig Kunst at tvinge sig det til; thi naar Handelen veed, at Bonden har disse eller andre Vare i Besiddelse, som de ere begierlige efter eller trænger til, viiser de sig uvillige til at give Kredit, eller levere andre Vare, som han helst ønsker sig, med mindre han igien vil levere hvad Handelen trænger til; saaledes gaaer det ogsaa med Ulden, og paa saadan Maade tvinges Bonden, dog jeg siger ikke det i alle Maader er billigt; thi hverken bør man betage Bonden frie Ret til at giøre sig sine Vare saa nyttige som han kan, og naar Handelen endelig troer sig berettiget til at tvinge ham

dem af, bør de i det mindste betale ham dem, eftersom de er værd til; thi 15 Fiske Føringen endog i denne for Landet bedrøvelige Tid, er en høyst ubillig Paastand, allerhelst Fabriken skulde kunde have sin Udkomme ved fremmede Ulds Brug, og det feiler aldrig, at de jo har Landets Uld for bedre Priis end Fremmede, endog om de betalte 25 Fiske per Føring til Fabrikens Vedligeholdelse, samt derom udfærdige Ordre til vedkommende Betiente, om Assistense for Fabriken; men Handels Betienterne, i Steden for nu at agere Kompagniets Sag, har saa meget des flittigere brugt Handelens Riis til egen Fordeel, at anskaffe sig Uld til Smug-Handel, og her er endelig den største Uretfærdighed, som i denne Sag gaaer ud over Bonden; thi det er ey nok, at hans Vare for saa liden Priis tvinges ham af, men han skal ej engang have den Fornøyelse og see, at hans Uld bliver anvent i Landet, som dog kunde komme hans Efterkommere tilgode; men at Fremmede skal føre sig den til Nytte. Jeg har talt med en vis Mand, som var i Island og vovede sig til, for Fabrikens Beste, at erby-

byde overalt i Landet 25 Fiske for en Føring Uld, og derom gav Efterretning til de bæste Slagterhavnes Betientere, med Begiæring af Assistense, samt skikkede endelig Folk til Havnene for at afhente den; men da han Haabede paa denne Maade at faae 150 til 200 Føringer; bekom han netop 28, og Buddene kom alligevel over de Handels Betiente, som havde store Sække liggende med Uld for egen Regning. Dog siger jeg ikke, at just disse faaer Ulden for 15 Fiske Føringen; de give vel, vil man haabe 25, men det er nok, at de paa en lumsk Maade berøver Fabriken sin Ret, misbruger Kompagniets Magt, og giør Nar af Indbyggerne. Imidlertid naar disse gode Folk kan, til sin anseelige Profit, drive Smug-Handel med Ulden til 25 Fiske Føringen i den første Indkiøbs Priis; Hvorfor kan da ikke Fabriken have sin Udkomme paa en lovlig Maade med samme Priis. Jeg vil ogsaa paa dette Stæd, røre noget i en vigtig Sag, som ellers ikke er saa god at komme efter eller blive klog paa; men af ovensagde giver dog nogen Grund for sig; nem-

lig: hvorfor Kompagniets Direksion ophørte at bruge Magten til Ulds Inddrivelse a 15 Fiske Føringen, og hellere besluttede at kaste Fabriken om kuld? Alle Aarsager dertil kan man vel ikke, (som sagt er) saa let komme efter; Taabelighed, Egennytte, Hovmod og Skiødesløshed ere vel de visse og almindelige Aarsager; men naar man tillige seer noget ind i de forrige Tider, kan man i Særdeleshed herfor give følgende Aarsager: Siden det første Interessentskab havde faaet sin Fornøyelse i forud ermelte anseelige, og meget vigtige Subsidie-Sum af Hans Kongelige Majestæts Kasse, og derved allerede strax giort en betydelig Gevinst uden egen Bekostning, blev der i Tide kied af at giøre sig megen Omstændighed eller Bryderie for Fabriken og de nye Indretninger, naar Faare-Pesten begyndte at viise sig, og de havde med ald Magelighed høstet Frugten i den gode Tid. Dog have de haft en liden Følelse af Frygt, og nogenledes preserverer sig imod Regnskabs Dagen i den Sum, som de for Fabrikens Værdis etc. har for en og anden Hendelse været

god for ved Overleveringen til Kompagniet. Kompagniet, som atter fik Magten i Hænderne, har derimod troet ved gode Midler at komme bedre til rette med Almuen om den Uld, som endnu kunde faaes i Landet og dens Priis a 15 Fiske per Føring, hvorved man skulde foreene Fabrikens og Handelens Interesse. Derpaa har Kompagniets Direksion selv lært Bonden at blive klogere, og ved Klogskab at overvinde Magten. Desuden har det vel aldrig været Direksionens Tanker med meget Bryderie og Overlæg at antage sig Fabriken; men Hovedsagen har nok været at bemægtige sig Ulden saa længe man har kundet, og Landet har kastet noget af sig, som endelig kan forstaaes deraf, at siden Fabriken er næsten bleven nedlagt, er dog Direksionen i Stand til at inddrive endeel Uld a 15 Fiske Føringen, hvoraf kun en liden og snart umærkelig Deel kommer op tilbage til Fabriken fra Kiøbenhavn. Man har altsaa kuns benøttet sig af Fabriken, saa længe den var i god Stand, men nu den helder, støder alle efter. Forunderligt er det, at

Kompagniets Direksion har tordet vove en saa skiødesløs og egennyttig Behandling med Fabriken, da dog Kompagniet ikke, som det første Interesentskab, har nogensteds at vende sig om Reservasion. Men ermelte Direksion har i mine og mange andres Tanker, viist saa: store Prøver paa Overmod og Forvovenhed i andre Ting, at man sikkert kan troe de har forestillet sig, at Regnskabs Dagen skulde blive i en evig Forglemmelse; saa at Hoved-Feilen i hele Kompagniets Væsen paa Island bestaaer ikkun derudi, at dets og Direksionens Pligters Udøvelse har for meget ankommet paa Direksionens Egenraadighed, men maaskee at man alt for meget har seet igiennem Fingre med dem i andre Ting, hvor de slet ingen Egenraadighed har kundet tilegne sig. Om det er gaaet lige saadan til med det første Interessentskab, under dets Forvaltning, eller om disse har strax i Begyndelsen giort alt hvad de burde giøre, det setter jeg til videre derhen. Aarsagen hvorfor Fabriken i deres Tid havde dog noget Udseende af en Fabrik, ja var i temmelig

god Stand, er den, at Interessenterne fik overflødig af Landets Uld for 15 Fiske Føringen, hvorved de vandt anseelig; saa at det i denne Henseende er høylig at forundre, hvorudi den store af Hans Kongelig Majestæt givne Understøttelses Sum ligger. Desuden var Sagen den Tid nye, og dets Aarsag udsat for større Opmærksomhed; men alting bliver gammelt ved Tiden; og naar engang Slintrianen kommer ind, er den fremdeles ikke saa god at udrydde. Endnu maae jeg til dette Sted giøre en Anmærkning: Islænderen bør tilstaaes paa Handelen 25 Fiske for en Føring Uld, enten den skal komme Fabriken til gode eller ey, enten Fabriken skal vedligeholdes eller ikke; thi den arme Mand, naar Han skal eudog imodtage sin ordentlige Provision hos os, i den egentlige Handels Tid ved Skibenes Ankomst, har gemeenlig ingen anden Raad, end at skille sig ved alt det, som findes i hans Huus og kan blive Handels Vare, er da nogen uarbeidet Uld i hans Eye, leverer han den paa Handelen, saa at i hvor ærlig man endog vilde omgaaes paa Handelen, saa be-

røver dog Nøden ham sine Vare for en ubillig Pris, hvorved da baade han selv og Handelen virkelig ruineres; thi Manden, som skal handles med, bliver en udgaaende Staader; og det er en gandske beviist Sag, at man endog, hvis man giver ham 25 Fiske, haver paa Handelen sin rigelige Fordeel med hans Uld, paa hvad Maade den end bliver anvent hos os. Jeg har anmerket, at mangen Betient har i sin Smug-Handel været saa redelig at give Bonden 30 Fiske per Føring, og dog seet sig gandske beholden med Kiøbet. Skulde det da behage Majesteten paa en Oekonomisk Fod at lade i Stand sette Fabriken paa nye, burde alt Puls-Hose Arbeide forbydes at imodtages paa Handelen; og streng Opsigt holdes, at dermed ikke heller blev dreven nogen Smug-Handel, paa det Bonden til baade sin egen og Handelens Fordeel maatte derved bringes til at anvende sin Uld, som han selv kunde og vilde arbeyde udi Garn og raae Fabriks-Vare, fiint Vadmel, Kiersey, Rask etc. som paa Hoved-Fabriken skulde for Handels Vare leveres,

samt siden der appreteres og for Fabrikens Regning gaae ind i Handelen. Skulde Indbyggerne derved faae nogen Smag paa, selv at arbeide Fabriks-Vare, da var just det net op Fabrikens Hoved-Hensigt, og slet ingen Tab for Fabriken i de gode Aaringer; ikke heller at regne for Tab i de onde Aaringer; thi da bliver det derforuden en Nøvendighed at drive Fabriken med fremmed Uld, som ogsaa er gandske vel mueligt; imidlertiid var det megen Fordeel for baade Indbyggerne og Handelen. Skulde det derimod behage Majesteten at lade Ulden-Fabriken gaae under; da kan vel ikke Puls-Hose Arbeydet betages Bonden; saasom det i den Fald er den eeneste Maade, Bonden veed at forædle sin Uld paa; men da er dog Prisen alt for ringe, og Bonden burde nyde gotgiort paa Handelen for et par gode Enkelbaands Hoser 5 Fiske, for 3de Par fuldkomne Enkelbaands Vanter 5 Fiske, for 1 Par gode 2 Tomme Vanter 2 Fiske, 1 Alen grovt og got Vadmel 8 Fiske; thi det er uden Tvivl rettere, at Hollænderen betaler os noget bedre disse Vare, end at den ar-

me Islandske Bonde skal lide saa megen Uret, og med sin Sveed og Arbeide betale vores og Hollænderens Magelighed eller Egennytte. En sær betydelig Mishandling begaaes ogsaa med det Islandske Puls-Gods, nemlig: de Hoser og Vanter, som sammesteds forarbeides, ere ikkun slette baade af Størrelse og Dannelse, hvorved de i Handel baade her og paa fleere Stæder bliver mindre begierlige, taber sin Priis og forrige Anseelse. De sande Aarsager hertil ere meget naturlige, naar man allene betragter, at ligesom Uldens Mangel i Island mærkelig udi en 12 a 16 Aar haver tiltaget, er benevnte Gods bleven slettere forarbeydet af Indbyggerne og indleveret i Handelen, de sidste kan vel ey andet end være misfornøyet, at de skal antage disse efter en fastsat Taxt, og det bliver de første, nemlig: de Islandske Indbyggere umueligt i nærværende Tider at aflevere dem efter den Priis, som Oktroyens Taxt foreskriver. De saa kalte Puls-Trøyer burde aldeles afskaffes, deels fordi de ikke ere saa meget begierlige, deels fordi de medtager en heel Hoben baade Tiid

og Garn. Ligeledes burde ogsaa Islænderen tilstaaes paa Handelen for en Føring Tælle, 24 Fiske, en Føring Smør 24 Fiske, og et got graat Raaffind 24 Fiske, som i alle Maader har Billighed og Handelens Udkomme til Øyemeed. Kiød-Taxten burde ogsaa forhøyes, ligesaavel som Kompagniets Direksion har i sin nye Taxt skierpet de forud forhøyede Priser paa de til Landet kommende Overflødigheds Vare. NB. Kiød-Taxten er de levende Faars bestemte Priis; dog betragtes hvad forud er sagt om Tiende-Afgiften; thi om det blev sat i Verk, da afstaaer jeg fra denne Sætning, at Søydernes Taxt skulde forhøyes. Jeg paastaaer vel overalt at Islænderen bør betales bedre for sine Vare, som er ingen Kunst, men der bliver maaskee en Kunst at forsvare de gamle Prisers Billighed; man beviise mig at jeg derved beskiærer Handelen eller paastaaer nogen Ubiliighed. Hvordan er da den Historiske Oprindelse til Fabriken og dennes videre Skiebne hidintil? Saa ypperlig, nyttig, billig og klog, som Hensigten og den Oekonomiske Oprindelse har

været; thi den er grundet paa den almindelige sande Nytte for Landet og Handelen, saa bagvent og med en oplyst Oekonomie ilde overeensstemmende synes ogsaa den Historiske Oprindelse at være: Landfogden Skule Magnusen, tillige med nogle fleere af de rigeste Islændere, har først giort Planen imellem sig selv, og derpaa blev Landfogden, som Deputered udvalgt at reise hid, for personlig at fremsætte og igiennemgaae Projektet hos Høye Vedkommende, som igien skulle udvirke Maiestætens Allernaadigste Approbation; han havde ikke heller ret længe opholdt sig her, førend han uden synderlig Umage fandt største Bifald, ey alleene af høye vedkommende Kollegier, men endogsaa i Særdeleshed af andre høye Personer. Endelig fandt ogsaa Projekter Kongelig Allernaadigst Bifald, blev iværksat og forstrakt med 60000 Rigsdaler. Hertil er det vel og meget vel bestilt. Sagen var høystnyttig og høysalig Ihukommelse Kong Friderik den 5te som aldrig sad paa Tronen med i inknebne end sige bundne Hænder, naar det kom an paa at under-

støtte og befordre sit Folkes Velfært og sande Ære. Gaven var kongelig, Hensigten faderlig, og Nytten selv deraf har kundet og burdet giøre den Høysalige Konges Regimente levende iblant Millioner Efterkommere. Ja det var ikke i sig selv at laste, men høylig at berømme, at Skule Magnusens Forslag fandt Bifald hos alle, om det ikkun var skeet paa rigtige Grunde, og med Overlæg i den sande Hensigt udført; men dette manglede desværre, da det blev alt for meget overdraget til Interessenternes og fornemmelig til Skule Magnusens Egenraadighed. De som forvaltede Fabriken burde 4re Gange om Aaret giøre Regnskab for Amtmanden, og Amtmanden burde igien bekiendtgiøre Sysselmændene, hvad Fabrikens Indtægt og Udgift i den Tiid havde været, de skulde atter paa deres Landsting, som holdes engang om Aaret, lade oplæse dette for Almuen, som derved kunde faae nogen Efterretning om Fabrikens Bestyrelse; og paa den Maade kunde de høste nogen Frugt af Fonden. Nu derimod er Fonden forræret; hvis de første Interessenter ey

have nget at rette for sig med; men just derfor holder jeg og for, at Interessenterne kan fældes i Bøder, fordi Fonden er dem overleveret paa god Troe, og de have selv været sine egne Tilsynsmand. Kongen havde skiænket denne Sum til Fabrikers, Fiskeriets og Agerdyrknings Anlæg; men hvorvidt dette er efterkommer, skal jeg korteligen fortælle. For Fondes samt Intessenternes Indskud, blev strax bragt paa Beenene toe saa kaldede Hukkerter, en Plov og dertil hørende Agerdyrknings Redskab, tvende Svovel-Fabriker, og fornemmelig en Ulden-Fabrike paa Reikevig, som her tales om; hvilket alt blev i Virkelighed tillige med Inventariummet overdraget til nærværende Kompagnie i Kiøbenhavn, imod 50 fulde Handels Aksier, for hvilke Kompagniet har forbundet sig at indestaae, tilligemed Fabrikens Inventarium, og samme Aksier ere de, som af mig forhen er skatteret for 30000 Rdlr. Skal nu disse 30000 Rdlr. komme Fonden til Last, hvor er da en Deel af den anden halve Sum? har den skuldet tiene. Interessenterne til et aarligt Indskud, faa har

den jo burdet af Gevinsten gaae ind igien aarlig med nogen Rente til et nyt Indskud. Ligeledes om noget af Fabrikens Tilbehør var ved ulykkelig Hendelse eller paa andre Maader forkommet; saa burde jo samme, naar Skaden ikke var alt for stor, oprettes af Gevinsten, og dersom der var noget i Behold, burde det ligeledes i de første Aar fremdeles gaae ind igien til et nyt Iudskud for Interessenternes Regning; og om der endnu var noget anseligere tilovers, skulde det henlegges til den Fond, som Kongen engang har givet; hvilket derfor tilligemed Fonden, der altid selv har været en meget raisonnabel Interessent, burde staae Last og Brast ved alle Tilfælde. Kan de nu beviise at de har anvendt Fonden redelig og rigtig, og at Indskudet aldrig har betalt sig selv, da er de frie; men begge Deele er maaskee umuelige at beviise, og i sær den sidste, saa meget meere, hvis de ere i Stand til vel at beviise den første. Ja om de kun kan beviise, at de ingen virkelig Gevinst har giort, kan de ogsaa blive frie; men en rigtig Regnskabs Dag vil sige andet. Ulden-Fabrikens Tilstand i der første Interessentskabs Tid

var saaledes: Saa megen Uld man vilde have til 20, ja vel og 40 Vævstole, kunde faaes for 33 3/4 ß. per 10 Pund; hvorpaa der kunde arbeides 3 Slags Klæde, foruden Vadmel, Kiersey, Rask og Ems. Hvad har vel ikke den Fabrike kundet og burdet vinde med et saa anseelig Forskud, fra 1752, da den begyndte, og for det første til 1764, da den gik over til nærværende Handels-Kompagnie; thi naar man havde vundet saa længe man kunde vinde, ønskede man sig skilt ved Fabriken, og overdrog den derfore med Glæde til Handels-Kompagniet, og da var det Kongens Kasse sidste Gang følede sit Tab af den Islandske Handel. Her fremkom nu det nærværende Islandske Kompagnie og sammes Direksion paa Skuepladsen, som efter den dem givne Allernaadigste Oktroy tog Handelen paa sig, foruden Indretningernes Væsen i de gamle Besidderes Stæd, dog maaskee paa det de Islandske Interessentere kunde være bedre holdne i sin Sag end Kongen i sin, har Kompagniet maattet forskrive sig i visse Tilfælde til at erstatte Skaden, Indretningerne til en Sikkerhed; hvilken Erstatning, som jeg dog meener hører med

rette Kongen til i Bøder, uvedkommende de nu besindende Indretninger og dens Sums fulde Gotgiørelse, der kommer det første Interessentskab til Last, da nærværende Kompagnie ikke har nydt en Hvid af Fonden. Man antog strax til at forvalte Indretningerne en Direkteur, som i Begyndelsen var den gamle Interessent og Hoved-Mand Skule Magnusen selv, en Inspekteur, en Ober-og en Under-Bogholder, der tilsammen blev tilstaaet i Løn for Aaret omtrent 1000 Rdlr. Dette bnrde og maatte være, da Stiftelsen behøvede Betientere, hvis Fabriken ellers paa en retflaffen Maade var bleven behandlet; men Faare-Pæsten, som allerede var indkommen i Landet, aabnede Almuens Øyne, at 15 Fiske for en Føring Uld var ingen Betaling, hvorfor den paa alle muelige Maader søgte Udveye for at undgaae Handelens Tvang, hvorved Kompagniet savnede den fornødne raae Uld i Landet; i mindste fik de ikke saa meget som baade kunde stille Fabrikens Trang og deres Vinde-Lyst; thi i hvor lidet end Kompagniets Direksion har kiert sig om Fabrikens Tilstand; saa er det ingenlunde nogen Rimelighed, at Han-

100

delens Betientere i Island en skulde have inddrevet meer i et Aar end 10 Skippund Uld, som er det høyeste Middeltall, jeg kan sætte Kompagniets Direksion har forsynet Fabriken med om Aaret den heele Tid, sam de for samme har været ansvarlig; naar jeg undtager de 2de første Aar; langt mindre har de vildet beqvemme sig til at give Bonden bedre Betaling, end sige i Mangel af Landets Uld, at drive Fabriken med fremmed Uld. Ja da man endelig Aar 1767 giorde en Balanse-Regning, kom man foruden de føranførte Betienteres aarlige Løn, omtrent tilkort 7000 Rdlr. paa 3de Aar, uden at man for disse Penge kunde komme til den mindste Rigtighed, hvor engang Pengene vare tagne Vejen, hvor stort blev da ikke det Tab, som man fandt Reede i; thi den mindste Deel af Udgiften om Aaret var gaaet til Uld, saa kunde den langt fra ikke betale sig, hvilket giver Andledning til nogle besynderlige Anmærkninger; thi det fortiener i Sandhed ald Opmærksomhed paa en andens Regning, at udgive Penge til unyttige Ting og at spare i andet, som kunde være til Nytte. Af de 20 Vævstole, som tilforn blev

101

vedligeholdet, ere nu kun 4 ordinaire i Drift, foruden 2 reserve Stole, hvilke, skiønt de i Tallet ere forskiellige fra de forrige, drives slet nok. 150 Arbeidere bestaaende af Svenne, Drenge, Personer, som fik aarlig Løn, Ugelønnere og Stykkeviis Arbeydere gik af, og i denne Tilstand er Fabriken paa Reikevig for nærværende Tid under Kompagniets strænge Opsyn. Landfogden Skule Magnusen fik ved samme Leilighed ogsaa Afsked. De arme Arbeids-Folk, som alle vare indfødde Islændere, oplærte i Kunsten med megen Tidsspilde, og somme med Bekostning, (NB. Fabrikens) følede denne Forandring allermeest. Hvad den almindelige Skade angaaer, saa var dette kun en ordentlig Bekiendtgiørelse af en gammel Fallit, der længe i Gierningen havde været den samme. Det Publike og i sær Fonden havde længe ingen Nytte haft af Fabriken; men Arbeiderne havde dog til den sidste Tid høstet nogen Frugt af den. Det Almindelige havde kun lidet at holde sig til, men disse slet intet, og ved denne Leilighed syntes best hvad Gavn Landet havde haft af Fabrikens Vedligeholdelse; thi saa stor en Mængde Folk hav-

102

de nu intet at ernære sig med; hvilke, om Fabriken var bleven redelig bestyret, havde ikke tilligemed mange fleere manglet Arbeide. Jeg forsikrer, at i Island kunde være nok at flye dets Indbyggere at bestille, om en ordentlig Huusholdning herskede i Landet, og at der tillige aldrig skulle være Mangel paa drivelige Folk, naar der ikkun gaves tilstrækkelige Nærings Veje. Men nu, da Landet paa sine Steder ligner en Udørken, er der dog virkelig iblant Indbyggerne Folk tilovers, der sukker om Brød, indtil de, ved Landets bedre Ophielpning, kan sætte sig selv i Stand og derved lade andre Folk leve med sig. De stakkels Fabrikes Folk! den Tid de havde anvent paa sin Lærdom var forgiæves, unyttig, og de selv overalt bedragne. Her er nu den Historiske Fortællelse om Fabriken. Hvad skal man nu vel foretage med de, som har forbrudt sig i alt dette? Maaskee det kunde ikke være af Vejen endnu engang noget nøyere at handle om denne Sag; men for at betage min gunstige Læser ald Tanke om at jeg er Hevngierrig, og at jeg i en saa betydelig Sag vil opkaste mig til Dommer, overlades dette til andre for-

103

nuftiges Bedømmelse; jeg for min Deel haaber at have viist, hvorvit Omgangen med Fabriken har været skadelig eller ikke. Nu maae jeg med faa Ord ogsaa melde noget om Sammenhængen med de øvrige Indretninger. Til Agerdyrkningen giordes af forommelte Fond saadan Anstalt: Fire Bønder fra Jylland blev forskrevne tilligemed det behøvende Agerdyrknings Reedskab; men disse fik neppe det som behøvedes til Livets Ophold, langt mindre Assistense i sine Forretninger; endelig reyste de derfra med uforrettet Sag; thi det var just ikke Interessentskabet om Agerdyrkningen at giøre. Vist er det, at Bønderne og deres Forretning blev af Almuen foragtet, men Almuen har ved øvrighedens Myndighed og Hielp kundet irettesættes. Imidlertid blev dog den Gang viist, at Byg og Havre ere paa adskillige Slæder ligesaavel her som i Senjen, Tromsøen i Nordlandene, og Alten i Finmarken, muelige at frembringe, skiønt det vel i Begyndelsen vil koste noget Bryderie og Umage. Den anden Indretning, nem-

104

lig: Fiskeriet, synes ikke heller at have været Interessentskabets Spill, saasom det alleene var dem om Landets Uld at giøre; jeg sætter derhen, om vedkommende selv har forstaaet paa Hvad Maade man best kunde giøre sig Havets Rigdomme nyttige, men dette har de nøye indseet, at Fiskerie og Agerdyrkning paa Island vilde være en Sag, der meget vilde bidrage til, at Ansøgningen her neere om Forstrækning fik Bifald. Det er meget forunderligt, at de tvende Hukkerter, som blev kiøbt herneere, og egentlig var bestemt til Fiskeriets bedre Drift, ikke blev brugt dertil, men til at bringe Vare til og fra Norge, Skotland og Øerne deromkring; desforuden blev en liden Jagt bygget i Island, som skulde gaae til Kiøbenhavn med Vare, om den af Kunsten end havde været giort saa subtiil, at den kunde staaet i en Valnødde-Skal; her neere blev den endelig solgt, og nu er ingen af disse Fartøyer til, som virkelig er Skade for Fiskeriet; thi med dem kunde man ventelig gaae længere ud i Søen,

105

end med de almindelige Islandske Baade; og de kunde have fleere Fiskere og Snøre inden Borde, ja ogsaa ligge ude og holde Søen, naar de almindelige Baade maa gaae hiem igien, for et lidet paakommende Uveyr. Blant disse alle giør det mig meest ont for den lille Jagt, som havde været saa høyst nyttig i Landet, for ved alle Slags Leiligheder at underholde Kommunikationen til Søes, og Transporten af Vare imellem de Indenlands Havne. Tvende Svovel-Fabriker blev ogsaa oprettet, hvoraf den ene er gandske gaaet under; Aarsagen dertil skal være denne, at Svovel-Matericn er gaaet ud. Træe-Huuset og noget andet forfaldet Redskab er tilovers. Den anden Svovel-Fabrike Norder paa Landet, er endnu i god Stand. Dette er det eneste i det heele Anlæg, som er bleven vedligeholdet, men om dette kan have opsluget saa mange Penge, maa Vedkommende forsvare; jeg tvivler saa meget meer, som dets Opretning umuelig har været kostbar, hvorimod det altid med anseelig Fordeel

106

har betalt Interessentskabet det aarlige Forskud. Jeg har nu saavit fuldført mit Forsæt efter den Kyndighed, som jeg har haft Leylighed at erhverve mig om dette Land, i en 40 Aars Tiid, som jeg med megen Besværlighed har omvanket i de haarde Lande Finmarken og Island. I ald den Tid har det været min særdeles store Lyst, efter min Evne at, indsee disse Landes egentlige Lidende og sande Fordeel; og om noget til deres Opreisning og Forbedring kunde udfindes. Paa de Stæder, hvor jeg har opholdet mig i Island, findes ikke de beste Jorder. En merkelig Vildfarelse, som jeg iblant andet har fornummet hos Islænderne er den, at de lade gode Jorder ligge udyrkede, og om jeg skal sige min Sandhed; da er jeg selv den Mand, der (som forud er sagt) har giort meget lykkelige Prøver med at plante paa Stædet, Kaal, Rødder, Roer og PotateS, som jeg engang ved Skibenes Ankomst sidst i Junii Maaned begynte at saae i Jorden, og ved samme Skibes Afgang sidst i Augusti, havde saa fær-

107

dige, at jeg skikkede nogenledes modne Prøver af enhver Sort hid neer til det Kongelig Kammer-Kollegium; hvorvit samme den Gang blev anseet er mig ubevist. Jeg har længe troet, det havde været til Islands Opkomst, om dets Indbyggere ligesom de andre Nordiske Landes vare ved Tvangs Midler bragte til at dyrke sine Jorder, hvorved de i Tiden med Billighed kunde fortiene den samme Roes som de. Mit hjertelige Ønske er, at Island selv engang maatte indsee, hvad den rige Natur tilbyder dem; da torde det maaskee ligne sig med et hvert andet Nordisk Land i Rigdom og Velmagt i Forhold til sin Folke-Mængde, og skal jeg selv leve noget længere, ønskede jeg snart at opleve den Dag, da disse 3de Lande, Grønland, Island og Finmarken vare komne i en bedre Betragtning, end hidindtil skeet er; og jeg maa storlig forundre mig over at disse Lande der lige saavel som Dannemark er vores, altid skulde blive anseet som Stevbørn. Dannemark med sine tilhørende Riger og Lan-

108

de er jo et Land, som ey allene af egne Produkter kan rigelig ernære sig selv til Fornødenhed; men kan endog forsyne andre Lande, imod de Overflødigheds Vare, som vi igien faaer fra dem; og kan, naar det bliver sat paa en ret Oekonomisk Fod, som saa utrættet arbeydes paa, med sine Exporter, indbringe et anseeligt Overskud til en stor National Gevinst fra andre Lande i reede Kontanter. Det har jo altid været vores Handels og Huusholdnings Principe, at handle med egne Produkter, hvorfor giøre vi det da ikke? Dannemark, Norge og de Tydske Stater tilsammen har jo Korn, Fede-Vare og Tømmer at aflade til Fremmede; men Island, Finmarken og Grøriland tilbyder os jo sin Fisk, hvorfor betiene vi os da ikke retteligen af denne Leilighed. Jeg troer ikke Dannemark du endnn baade kan og vil foragte disse Herlige Rigdomme, som af Naturen tilbydes dig; stræb alleene at faae dem i dine Hænder! paa det at du i Tiden kan i Magt og Velstand trodse de andre Europæiske Lan-

109

de, og ikke, som hidtil er skeet, staae dig selv i Lyset. Tag dig det fortrængte Island an, som med udstrakte Arme anraaber dig om Hielp.

110
111
112

Anmærkninger over Compagniets Handel paa Island, skrevne af Islandophilus. Andet Hæfte.

Anmærkninger over Compagniets Handel paa Island, skrevne af Islandophilus

Andet Hæfte

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade. No. 245.