Forsøg til en moralsk Afhandling om Tarveligheds Indflydelse i et Folks Tilstand, Virksomhed og Sæder.

Forsøg

til

en moralsk Afhandling

om

Tarveligheds

Indflydelse

i et Folks Tilstand, Virksomhed og Sæder. af Jens Bech. S. St, Minist. Cand.

Sunt certi - - - fines,

Qvos ultra cirtáqve neqvit consistere rectum,

Horat,

Kiøbenhavn, 1772.

Hos Forlæggeren Gyldendal i Trompeter-Gangen No. 112 for 10 ß.

2
3

Til Hendes Majestæt Juliana Maria.

4

Allernaadigste Dronning!

De lysende Beviser, som Deres

Majestæt har givet Verden, paa en Tænkemaade, der sætter Dem saa vidt over Deres ophøyede Rang, kunde været ligesaa mange Grunde til Undseelighed for mig, da jeg vovede allerunderdanigst, at hellige Deres Majestæt et saa ubetydeligt Arbeide, som nærværende. Men den ædle Ømhed for Menneskeligheden, for Dyd og Religion, er tillige Deres høye Siæls meest glimrende Egenskab: Det er ved

denne Deres Majestæt er stor hos

5

alle Danske og Norske! det er denne, som det ganske Christians Folk erkiender, beundrer, velsigner i Deres høyeste Person! - Det er Overbeviisning om samme, Allernaadigste Dronning! der giør mig dristig nok at fremlegge for Deres Høyeste Aasyn nærværende svage Forsøg: Maaskee kunde deri findes en eller anden Tanke, som stod der til Dydens Fordeel: Hvor megen Yndest vilde da ikke denne vinde hos Deres Majestæt, hvis Hierte har viist sig for Dydens Ret saa ømfølende! — Men dette vilde undsigeligen henrykke

Allernaadigste Dronning,

Deres

allerunderdanigste Tiener

Jens Bech.

6

Forerindring.

Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse opgav en Materie, som foranledigede mig til at opsætte disse Tanker: Det var mig altid en angenem Beskæftigelse, at forsøge mine smaa Evner i moralske Materier: Nogle af mine faa frie Timer opofrede jeg hertil: Jeg giorde mig en Plan, som jeg troede at stemme med Selskabets Hensigt. Almindelige Betragtninger indklædte i en ziirlig Stiil, tænkte jeg, maatte være dets hele Fordring: Men Materien blev paa nye opgivet, og Fordringerne bleve udvidede over de Grændser, som jeg havde hidindtil havt for Øyne: Jeg kiendte Materiens Vildsomhed, og følede mine ringe Evner. Jeg torde ikke vove mig ud paa denne slibrige Bane; ey heller havde Tidens Omstændigheder tilladt mig det. Hvad jeg havde tænkt og skrevet, foreviste jeg en Velynder, og hans Dom smigrede min Egenkierlighed: Jeg blev dristig nok, til at lade det see Lyset, og underkastes fleres Dom, i sær da man ey har seet noget hidindtil udkommet over den opgivne Materie, som Selskabet synes ogsaa nu at have tilbagekaldet.

7

Som alle Dyder ere grundede i den menneskelige Lyksalighed, saa ere Lasterne derimod ligesaa mange Kilder til det modsatte. Alt, hvad der stemmer med Naturens Vedligeholdelse og Fuldkommenhed, er Dyd, og alt, hvad der løber tvertimod, er Last: Dydens Hoved-Grund ligger altsaa i Mennesket selv: Hans egen Natur er den stærkeste Dyds Prædikant: Følg Naturen! er derfor Fornuftens første Røst, og en Regel, der i Vished giver ingen anden efter. Den heele almindelige Erfaring anpriser den, og Naturens Stemme er dens Echo.

Mennesket har en Tilværelse, der er bundet til visse Betingelser: Det føler derfor den Trang, som disse paalegge: Men det fornemmer tillige de Grændser, som bestemme et vist Maal for Fornødenhederne: Overskridelsen af disse væsentlige Skranker er et Feiltrin,

8

hvorved Naturen lider og bringes i Oprør, den er en Forseelse, som drager umiddelbar Straf, og uundgiengelig Hævn efter sig — Den Punkt, hvortil Bestræbelser af dette Slags bør gaae, og hvorved de maae staae stille er Naturens Net-Op; Neden for denne har Trang sit Sæde og oven for den Overdaadighed: Begge fornemmes med Ubehagelighed, og advare Mennesket om Pligts Forsømmelse: Imellem for Lidet og for Meget, som tvende Afveie, falder altsaa den rette Vey, Dydens Middel-Vey.

De Midler, som det sandselige Livs Ophold og Velstand fordrer, ere ikke; saa vanskelige at finde: De ligge udbredede i den forsynlige Naturs Skiød: Almagten frembragte ingen Skabning, som den jo beskikkede sit Underhold: Viisdommen indrettede sin Plan saaledes, at Opholds-Midlerne skulde søges af Dyrene, dog ikke med Møye udfindes eller skielnes: Saa længe de blive ved Naturen, vildfare de ikke: en indvortes Advarsel peger selv paa de Ting, som den behøver; men Naturen er eenfoldig: den veed af intet overflødigt og unyttigt: Mennesket, hvis det vilde være ligesaa eenfoldig, skulde intet fattes: Men da han bruger sin Fornuft og Friehed til at kunstle Naturen, saa taber denne sin Eenfoldighed, og han sin Fornøyelighed — Et Skrit over Grændserne fører

9

let til et andet, og saaledes videre, som den umættelige og flagrende Indbildnings-Kraft, der trodser alle Skranker, henriver Mennesket: Mennesket kommer endelig saa langt bort fra sig selv, at det ikke kan finde sig igien: Han føler endnu som før Menneskelighedens Tarv, men nu saa mangfoldiggiort, at han forgieves søger Midler til at raade Bod derpaa: Den Middel-Vey, som burde holdes, er forladt, og derfor gaaer han feil af Maalet:. Fornøyelighed flyer, lig Skyggen, naar han griber efter den: Ufornøyelighed fører allene Herredømmet i disse grændseløse Egne, som Indbildningen aabner for den lystende Begierlighed. —

Fornøyelighed boer paa Grændsen imellem Trang og Overdaadighed: Tarvelighed er den Vey, som fører derhen; thi den holder sig i en lige Afstand fra For Lidet og For Meget. Den Tarveliges Bestræbelser gaae til Naturens og Velanstændighedens Fordringer at fyldestgiøre: Tarvelighed er altsaa en Dyd, en Hoved-Dyd, der indeholder Sæd til mange andre. Ja hvor fandtes den allene, enten hos enkelte Personer, eller heele Folkeslag? Naar savnede dens Dyrkere de Fordeele, der med tidobbelt Rente erlægge den nægtede Overflødighed? Menneskeligheden

er omgiven med visse Omstændigheder, som giøre Fornøyelser og Elendigheder nød-

10

vendige for den: Tarvelighed forsikrer den de første, og sætter Grændser for de sidste: De naturlige Nødvendigheder ere Kilden til Menneskets naturlige Elendigheder; men Naturen kan tilfredsstilles og altsaa Elendighederne afhielpes: Mennesket har, saavelsom den ringeste Insekt, sin tilmaalte Deel i Naturens almindelige Forraads-Kammer: Han er ligeledes forsynet med de, Redskaber, som behøves for at bane sig Vey til samme, og giøre sig det brugbart: Ved en ordentlig Brug af disse sættes han i Stand til at stilke Naturens Trang; og denne Tilfredstillelse virker hans Fornøyelse: Hvorfor? fordi han fornemmer sin Fuldkommenhed: Han føler sig i en Tilstand, hvor den utaalmodige Begierlighed, Kilden til hans Uroe, ligesom Stormvinden, legger sig, og giør Plads for et umiddelbar følgende Blik-Stille — et ligesaa ubekiendt som umueligt Gode hos Overdaadigheds Elskere!

De mangfoldige selvgiorte Nødvendigheder ere ligesaa mange nye Sorger, der overvælde Sindet, forjage dets Munterhed, og qvæle enhver Fornemmelse af Fornøyelighed.

Tarvelighed er den Modgift, der demper Ulykkens Voldsomhed, og tillige det Kry-

11

derie, der setter Smag paa Lykkens Vellyst: Den holder Hiertet rummeligt for de behagelige Fornemmelser, som et erholdt Gode opvækker, og kuns halv oplukket for de ubehagelige, som Savnet af et attraaet Gode forvolder: Den Lykkelige føler sin heele Lykke, den Ulykkelige føler kuns halv sin Skiebne. Jo færre og svagere Begierlighederne ere, som kunne lide Modstand, des mindre og lemfeldigere bliver Striden, og des taaleligere udholdes den. Lidet skal blive mindre end lidet, førend den, der ikke higede efter meget, skal føle det. Den derimod, som ikkuns har et bestandigt Meer til sin Attraaes Gienstand, fornemmer ligesaa mange emme Steder i Begierligheden, som den har Grader i Styrke: Enhver Begierlighedens Tilvext, (og naar staaer den stille?) er et nyt Væld til Smerter: Han nedslaaes ved ligesaa mange Slags Mangler, som de utøylede Begierligheder have smeddet unaturlige Nødvendigheder. Naturen er en paastaaende Fordrer; den lader ingen Roe, førend den nyder sin Ret: Vaner, tildragne Begierligheder, indlemmes ved Øvelsen i Naturen, og bemægtige sig den samme Ret: Hvor talriig en Yngel af Begierligheder, som Naturen paa sin Bekostning maa underholde? Sindet modtog disse fremmede Gieste, og forbeholdt sig ikke Magt nok til at udjage dem: Og naar slap

12

de ind, uden da Tarvelighed, den eeneste sikre Forskandsning, blev given til Priis?

Saa anpriser da Tarvelighed sig, som en høystnødvendig Dyd til Lyksalighed, Mennesket blot som Menneske betragtet: Vi have hidindtil beskuet dens Smukhed ved et enkelt Lys, skulde vi frygte, for at den skulde tabe sig ved et større? Nu vel! Lader os forlade de enkelte Betragtninger, og anstille nogle vidtløftigere! Lader os gaae ind i de selskabelige Forbindelser, og besee Tarveligheds Medvirkning til disses Hensigt og Vedligeholdelse! — Ja! vi ville begive os ind i de store Stats-Bygninger, og kaste et agtsom Øye paa de Hoved-Pillere, de hvile paa, og de Baand, der forbinde og sammenknytte deres adskillige Deele, de Midler, der lænke de mange forskiellige Hensigter til een almindelig, og foreene de adskillige indbyrdes Forholde under fælles Fordeele. Efter saa store Gienstænder ville vi maale Tarveligheds Værd, og efter Indflydelsen i samme bestemme dens Vigtighed.

Hvad er mere væsentlig for Statens Beste, end den almindelige Kierlighed og indbyrdes Fortroelighed imellem dens Lemmer? hvad setter stærkere Gierde om dens Sikkerhed? Og hvad tilegner Tarvelighed sig

13

Lader os tage den bort, og see, hvorledes det da seer ud! Yppighed tage altsaa Tarveligheds Plads, og være et Øyeblik Formaalet for vor Eftertanke!

Mennesket higer med en naturlig Drift efter at være lykkelig, og ingen Tanke er modbydeligere, end den, der forestiller ham sin Tilstand anderledes: Vil Fornuften ikke heri lempe sig efter hans Forfængelighed, saa tager han sin Tilflugt til den hyklende Indbildningskraft, og lader den skabe sine Dukke-Billeder for at trøste og moere ham: Skulde han vel vilde, at Verden maatte troe det om ham, som han selv saa gierne tvivler om? Skulde han med Ligegyldighed være mindre lykkelig i sine Medmenneskers Øyne? Ney! det er hans Attraae ligesaa modstridende: Menneskene, i sær de selskabelige, maale sig sielden med sig selv, de have bestandig et agtsomt Øye paa Skabninger af deres egen Orden: Den bemærkede Naturens Lighed sætter dem i denne indbyrdes Agtpaagivenhed: denne naturlige Lighed er Kilden til den Iver, hvormed de paastaae den tilfældige: Den medfødte Egenkierlighed forbyder dem at indrømme hinanden Fordeele med Ligegyldighed: Kunne de ikke selv forsvare et vist Fortrin alleene, de ville dog i det ringeste deele det — Lykkelige Iver, hvis de væsentlige For-

14

trin vare dens Maal! og saaledes vilde det være, hvis Menneskene vare blot fornuftige; men de ere tillige sandselige — — og til hvilken bedrøvelig Grad ere de ofte det sidste!

Yppighed er Sandsernes meest fortryllende Blendeverk: Den sætter dem i saa virksom en Tilstand, at Fornuften maa give sig til Hvile, den udmærker tillige sine Tilhængere med forføriske Tegn af lykkelige Mennesker; den angriber saaledes Mennesket paa de to svageste Kanter, og opfordrer det til Opmærksomhed: Den hidindtil tarvelige Borger kan nu ikke see den yppige med Kolsindighed: Den trodsende Anseelse, som Yppighed giver den sidste, oprører den førstes Stolthed. Han føler den alt for sterkt, for ikke at ville hævne sig: Hans Omstændigheder maalede efter hins, spaae ham ikke er uheldigt Foretagende: Sandsernes behagelige Indtryk paa den anden Side forstærke Lidenskaben. Og nu ere de rige Borgeres Gemytter aabnede for den skadeligste Æmulation, som i steden for indbyrdes Godvillighed avler Gierighed og Misundelse: Det bliver nu et tilladeligt Ønske, at kunde bygge sin Lykke paa Ruinerne af en andens: Borgernes Handlings Grunde blive nu saa indskrænkede og snevre, at deres særskildte Eget bliver Maalet for deres Bestræbelser. Statens Styrke og Sikkerhed be-

15

roer paa Mængden, og Mængden er ikke riig, men den er ikke heller klog: Ingensteds ere Sandsernes Indtryk stærkere, ingensteds falske Begreber mere velkomne: Kan der forlanges, at disse skulde være ligegyldige Tilskuere af de færres glimrende Omstændigheder? Kan man formode, at Fornuften her, naar den skal tage Partie, er opklaret nok til at gribe det rette? Ney Sandheds Straaler ere som oftest for svage til at brække igiennem den Taage, hvormed Vankundigheden her har omhyllet Fornuften. Hvad da? De see og høre noget, der paa en tækkelig Maade rører Sandserne: Den glimrende Pragt og smigrende Vellyst indtage dem: De tænke stort, om hvad de fee; thi de see det kuns paa den smukke Side: Den sminkede Anseelse gielder her for den naturlige Skiønhed: Lutter vellystfulde Forestillinger ledsage disse Gienstænder i det ene Øyeblik, men give Sted for de smerteligste i det andet: Indbildningskraften forandrer Scenen: De vende det fortryllede Syn paa dem selv, og den naturlige Ligheds Iver kommer i Bevægelse — Aldrig følede de meer, at de vare ulykkelige! — Hvorfor? Fordi de aldrig maalede deres Skiebne med saa fremmed et Maal: Og nu begynde de at foragte Naturens hidindtil faa og taalelige Fordringer: De udkaste Plan til et bedre og lykkeligere Liv: De begive sig ind paa denne nye Vei til Lyksalig-

16

61

hed, og see ikke, at den fører dem længere derfra: Nogle, som glemte, at de vilde fattes Tære-Penge, forsmægte — Andre holde det længere ud, men blive stedse vaer nogle, som ere foran, og de ville selv være de første: De hige og iile og see bestandig frem ad, uden at agte paa, hvor meget de have lagt tilbage: Nei, en saa vederqvægende Forestilling er ikke meer i deres Magt! Det, som i Begyndelsen var Lyksaligheds Drift, er nu den fordærveligste Kappelyst, der undertrykker de Patriotiske Følelser i Borgernes Bryste, og aabner Gemytterne for Avind og Misundelse over andres, og Misfornøyelse over sin egen Skiebne. Vi forestille os Menneskene, og iblant dem Mængden: Tilfældige Fortrin, udvortes Fordeele vare altid her vigtige Formaale for Iversyge, naar i sær deres Besiddere, som Natur og Stand gav intet forud, fremvise dem som trodsende Udmærknings Tegn: men en saadan Iversyge var altid en Gift, der fortærede Seenerne i Stats Legemet, den nødvendige Fortroelighed og indbyrdes Velvillighed imellem dets Lemmer. Overdaadighed under denne Synspunkt betragtet, er altsaa Statens Vel skadelig.

Lad nu da Yppighed nedlegge det Zepter, som vi laante den, og som giorde det Almindelige ulykkelig! Lad dens Modsatte, Tarvelighed, bestige Thronen, og giøre Staten

17

salig! — Ja den giør det; thi den regierer ved Love, som ere Yppigheds modsattte: Den indprænter i Borgernes Tænkemaader saadanne Handlings-Grunde, der meede lige til Selskabets Hoved-Maal: Den indbyrdes Godvillighed og det Almindeliges Kierlighed ere nu Drive-Fjedrene til de Borgerlige Handlinger: Hvorledes? — Lad Rigdom og Velstands Midler endog være ulige uddeelte, og de Færres Lod! Tarvelighed setter Grændser for Brugen, eller ville vi heller sige: Forebygger Misbrugen. Og saaledes jævner det Ulige, hvorved Mængden trøstes og tilfredsstilles. Den Nidkierhed, hvormed Menneskene efterjage en vis Lighed, finder ingen Anledning til at opirres: De Fattige ansee de Rige som Statens Skatmestere, og denne Forestilling opvækker heller Kierlighed end Misundelse — De see ikke, hvorfor de skulde ønske det Liggendefæe i andre Hænder. De Rige, hvis Begierligheder lænkes ved Tarvelighed, ere sikre mod indbyrdes List og Efterstræbelser; thi Misundelse er en ubekiendt Syge, hvor man aldrig vidste af Gierighed; og den Gierige blev ikke gierig, førend han først havde tænkt paa at være yppig. Den tarvelige Stat rummer saaledes ingen Fiender inden Selskabets Grændser: og denne indvortes Sikkerhed er en stærk Grund til den udvortes:

18

Den modigste, den meest herskesyge Erobrer vil grue for at anfalde et Folk, hvis Karakteer er Eenighed og almindelig Kierlighed.

Ærekiærhed er en naturlig Lidenskab hos Mennesket, og en Dotter af Egenkierlighed: Den er som Siælen i den sædelige Verden, der indeholder Grund til de fleste Menneskelige Handlinger. — Lader os ikke tvivle om dens Ret til vor Natur, imedens vi føle dens almindelige Herredømme. Den foreskriver os Love, og den handthæver samme: Vi adlyde dem, og vi belønnes; vi overtræde dem; og de blive ikke uhævnede: Den opfylder de Lydiges Sind med Munterhed og velgrundet Tillid, og giver dem Ret til en vis udvortes Friepostighed i Adfærd, og en fortrinlig Agtelse hos deres Lige. — Den nedslaaer Modet hos Forbryderne, og maler deres Sindsforfatning med de ufordeelagtigste Farver i Ansigtets Lineamenter: En fremlysende Selv-Foragt forekommer og tillige billiger andres Ringeagtelse.

Denne naturlige Lidenskab udmærker sig ved sin ædle Bestemmelse: Det Høye og Store er dens Formaal: Menneskelighedens Ære er betroet dens Varetægt: dens Virkning er Menneskets sande Udviklelse: Ja, see, hvor den hisset giennembryder ligesom Menneske-

19

hedens Skranker, og opløfter Mennesket over sig selv; her opreiser den ham, naar han hælder og vilde falde ned fra sit rette Trin til et, under hans Naturs Værdighed. Hvor er den Helt, som ikke følede Ærens uimodstaaelige Magt pan den Tid, da hans uforsagte Mod giorde ham følesløs ved alt andet? — Ære-Lyst er det, som besiæler Helten: For dette noget at vinde, løber han de græsseligste Farligheder i møde: For denne Priis hengiver han Livet og holder sig meer end skadesløs. — Æren skaber ikke allene Krigens, men og Fredens Helte: Er det ikke Ærens fortryllende Kraft, der nærer og muntrer den Indsigtsfulde, imedens han med møysommelige Skridt igiennemvandrer det vildsomme Sandhedernes Land, og opsøger nye Kilder til Statens Floer og Lyksalighed? — Ja! det er endelig Æren, som i Almindelighed omgierder Dyden, og opkaster Dige imod Lasternes Oversvømmelse. De truende Love skrække mindre, end den smigrende Ære lokker: Menneskelighedens alvorlige Fornægttere ere dog sieldne; og kuns disse giøre her Undtagelsen. — Ærekierhed skulde altsaa efter sin høye Bestemmelse drive Mennesket alt videre frem paa Fuldkommenheds Bane, og giøre ham alle Menneskelighedens Pligter hellige og deres Udøvelse behagelig: Den skulde i et vist Forhold imellem flere antænde og

20

vedligeholde den nødvendige Iver til at opfylde denne Forbindelses Pligter. — Ja! den skulde indgive enhver enkelt Person en Nidkierheds Aand til at efterjage visse Fortrin, men kuns saadanne, som Fortjenester af det Almindelige gave Ret til. — Men naar har Æren disse fortreffelige Virkninger i Tænkemaaderne? naar er den en Kilde til saa, væsentlige Fordeele? Naar Fornuften forsvarer endnu sin Ret imod Sandserne: naar Dyder (thi de ere Fornuftens Bud) ere i den behørige Høyagtelse, som de ikke deele med Lidenskabers Forfængeligheder og glimrende Laster: naar almindelige Fortjenester, og de allene udmærkes ved en almindelig Agt. — Men hvor meget bidrager Tarvelighed til alt dette?

Intet giør den sande Ære større Afbræk, end en herskende Yppighed; thi den er blot Sandsernes Pleierske: den udsætter for dem saadan Lokke-Mad, der har alt for yndig en Anseelse til, at den ikke skulde opvække deres Nyde-Lyst- Den giver sig en udvortes Glands, der blender Tilskuernes Øyne, og stiæler hans Høyagtelse: Fornuften lurer gemeenlig, naar Sandserne kildres: det fornuftige Menneske taber sig omsider i det sandselige: Sandserne opkaste sig nu til Dommere, og ved deres Stemmer afgiøres det Høye

21

og Ærværdige: Guldet faaer Fortjenester, og Ære bliver et Rov for Overdaadighed. — Hvor let gaaer dette ikke til? Mængdens Dom fastsætter den borgerlige Ære; og Mængden raisonnerer ikke, men er et Spil for Vankundighed og Fordomme: Det usædvanlige, det, der smigrer Lysterne, bliver her det Store og Ædle. Ville vi nu vide den fortienstlige Borger, den ærede Mand, i en yppig Stat: da gaaer han der, udmærket ved en Pragt, som fordømmer en beundrende Mængde til Armod: Hist boer han, hvor larmende Vellysters Tilberedelser daglig gienlyde fra alle Husets Vinkler: Hvor ti Familier berøves Staten for at være eens Overdaadigheds Befordrere: Her fortrylles de uroelige Dage og tankefulde Nætter ved en bestandig Fornuftens Isøvndysselse. — Og dog er her Middelpunkten for den almindelige Høyagtelse! Behøve vi nu at spørge, hvad Ære er hos et overdaadigt Folk? Den er dets Skiændsel — dets Undergangs Befordring: Et Haardt Udsagn, og dog ikke mindre vist! Den almindelige Erfaring siger det samme: Statens Vel hænger af gode Borgere; og disse kiendes af en udmærket Iver for det almindelige Beste at fremme: Men denne ædle Handlings-Grund, hvorfra har den sin Styrke? Hvad nærer og vedligeholder denne uegennyttige Virksomhed? Selv høy og Ædel af sin

22

Natur underholdes den ved Midler af samme Art: den grundes i Menneskets fornuftige Stolthed, og denne hænger af de sunde Begreber om det Store, og tilfredsstilles ved Følelsen af det, der bestemmer Menneskets Værdighed.

Almindelig nyttige Bestræbelser! hvilken høy og fortryllende Forestilling ledsager ikke disse i reene og veldannede Tænkemaader! — Men lad Statens Hoved-Maal, det almindelige Beste settes af Øyne! lad det i det høyeste gielde hos Mængden, som en Bie-Sag, som en hensigt, der med Ligegyldighed naaes, og med Koldsindighed savnes: Lad Fortienester af det Almindelige være det, man sidst spørger om for at fastsætte Borgerens Rang! — og lad os nu see, hvad der bliver af hin ædle Iver, hin stolte Selvfornægtelse, der udmærker den retskafne Borger! det er at sige: lad os opsøge den svage Side, fra hvilken Mennesket her skal vise sig! — Erfaringen lærer os, at denne er en almindelig Beskaffenhed ved den menneskelige Tænkemaade, at den hos enkelte Personer ikke saa meget dannes efter egen Skiønsomhed og fornuftigt Valg, som den hænger af Mængdens Domme. Den Mode, som er herskende i Menneskets Omgangs-Sirkel, bliver Fornufttens Lov. Ja, det er ikke allene hos dem,

23

som forholdsviis ere de svage og lettænkende, hvor Fornuftens Røst er kuns et Echo af de Fleestes; Ney, endog der, hvor Natur og Dyrkelse har foreenet sig for at opløfte Mennesket over det Almindelige, endog der gielder, skiøndt med Forskiel denne Anmærkning.

Lad Fornuften endog med den tydeligste Stemme erklære sig for det Sande og Ædle, lad den bestyrke sin Paastand med de stærkeste Grunde: Men lad paa samme Tid den almindelige Hob hænge efter det modsatte, og for Fornuftens Sag vise Koldsindighed! Mennesket skal trodse sin Overbeviisning og bestemme sig for det sidste Parti — Fornuften skal fordømme dette Skridt, men tilsidst tvinges til at retfærdiggiøre det: Den skal giøre de ellers uryggeligste Sandheder vaklende ved et letsindig Maaskee! — Saa stor er jo Exemplernes Magt over Tænkemaaderne! og hvorfor? de angribe Fornuften fra den sandselige Side, og derved let bane sig Vey til Hiertet: Her modtages de af en Mængde Tilbøyeligheder, blandt hvilke strax nogle foreene sig med dem, og ved denne Foreening avle de meest vanskabte Fordomme; Fordomme, som klæde sig med Sandheders ærværdige Dragt, og saaledes tildrage sig Menneskets Biefald. Men hvad bliver nu vor Slutning af alt dette? Denne: at Mængdens Dom

24

fastsætter det borgerlig Store og Ærværdige, og at de enkelte Personers Iver, endog hvor den er til en temmelig Grad fornuftig, lænkes og bestemmes heraf. Og, hvad bliver Virkningen? flyder ikke heraf enten Selskabets Velstand eller Undergang, som begge hænge af Borgernes Handlings-Grunde: Er nu den sande Ærekierhed, som besiæler Mængdens Virksomhed, Borgen for det første, saa er derimod den falske en forgiftig Kilde til det sidste: Yppighed er Moder til den falske Ære, og altsaa Statens Fordærvelse; thi den qvæler Fortienester, og giør Borgerne ligegyldige for det Almindelige. Den Rige foragter den møysomme Vey, som Fornuften byder at gaae paa til Ærens Tempel: han veed en mageligere og giennere: — Han viser sit Guld og pukker med sine Fortienester: Overdaadighed har desuden Fordring paa hans heele Virksomhed, og Vellyster indskrænke hans Handlings-Grund for meget til at kunde omfatte meere, end et blot sig selv — Ja! her er just den Sphære, hvor de sandselige Vellyster have omhyllet Fornuften med en Taage, der giør dens Straaler uvirksomme, og indskrænke Synet til det, som er for Fødderne! — Lad os da gaae fra denne til en nederligere Sirkel, hvor Fornuften kan være friere i sine Virkninger, og mindre mod stridet af de sværmende Lyster! — Hvad see

25

vi her? en Mængde tænkende Væsener, der handle som Maskiner, der ved de truende Loves Tvang, ligesom med Svøben over Hovedet, drives til de borgerlige Pligter: En kold Iver for det almindelige Beste, en herskende Fortredelighed i Tænkemaaderne giør dem dorske og uvillige til at foretage et eeneste Skridt over det, som en tvingende Nødvendighed fordrer: De føle ikke Ærens mægtige Drivefieder: de kiende intet til den ædle Kappelyst, der giør Pligterne saa lette. Fædrenelands Elskere! Fortienstlige Borgere! ere her tomme og intet betydende Navne: De ere ikke vandte til at see Fortienester uden i Guldet; og den ærede Mand var altid den yppige. Lad Staten endnu eye en Borger inden fine Grændser, der midt i den herskende Fordærvelse bevarer en Fornuft, der er frie og sund nok til at skielne imellem det virkelig Ædle og det Tilsyneladende; lad hans Forstand være stærk nok til at udfinde Midler til den svage Stats Helbredelse, til dens Floer og Velstand! Lad denne Forstand ledsages af en Tænkemaade, der føler Dydens og sande Fortienesters gandske Værd, og aldrig lod sig forvirre af den falske Æres Fortryllelser! — vist nok her seer Fornuften, og Hiertet føler, men — vor Cato fortvivler: Haabet, som med sin vederqvægende Smiil opliver den alvorlige Eftertanke, maae føre Virke-Kraften af Lige-

26

vægt, og giøre Villien befluttende. — Men Haabet vansmægter her, da det ikke seer, hvor det kan havne og kaste Anker: og Haabets Afmagt er Virksomhedens Død. Vi behøve ikke at hente Beviiser langt borte for at bestyrke vort Udsagn: Den nærværende Verdens Indretning setter Mennesket i adskillige Omstændigheder: han har paa Livets Skueplads meer end en enkelt Rulle at spille: Naturen byder ham at handle som Menneske: Selskabet fordrer af ham en Borger: Han føres her ind i mangfoldige Forholde, hvilke alle giøre Fordring paa det samme Menneske; Hans Hensigter formeeres, og den naturlige Ærekiærhed forlanger at opnaae dem alle. Den store Hensigt, han, som Menneske, har, er Dyden, en Hensigt, for hvilken Fornuften byder at opofre alle de andre.

Men vi kiende den menneskelige Svaghed! vi føle, hvor meget det Nære og Sandselige undertrykker det Fraværende og Fornuftige! Dyden har sine store Belønninger, men ofte maae det kortsynede Menneske see udover Tidens Grændser, for at blive dem vaer. — Skal Dyden derfor beholde Seier, og drage det vankelmodige Menneske paa sin Side, da maae den saa meget mueligt, lempe sig efter hans Svaghed: den maae forbinde det selskabelige Livs Hensigter med sine egne, og laane af nærværende Omstændighe-

27

der saadanne Tillokkelser, som smigre bans Hoved-Begierlighed. — Er den dydigste Mand den meest ærede Borger, saa vil Dyden faae det talrigeste Anhang i Staten: Den borgerlige Ære er iblandt de menneskelige Ting den værdigste Driver til Dyden, og saa længe Æren helliges denne Hensigt, vil den ey mangle de ønskeligste Virkninger; men bliver den et Rov for Pragt og Forfængelighed, saa føler Dyden et Indgreb i sine Rettigheder, som giør den modløs og forsagt: Har Yppighed Hævd paa Æren, saa miste Fortjenester deres Nærings-Middel; og saaledes begraves i Forglemmelse et Pund, der skulde have bragt sin Besidder til Udødelighed, og et Heelt Folk til Lyksalighed. F a en vis Tid, siger Nepos, opstod ikke meer en General i Athenen, der ved Fortienester gjorde sig mærkværdig: og naar begyndte henne sørgelige Epoche? — da den overhaandtagende Yppighed begyndte at forkielne det forhen mandige Athen: da Vellyst fik Herredømme over et Folk, hvis Friehed det saa mægtige Persien forgiæves havde efterstræbt: da Folkets Tænkemaade endelig blev saa indskrænket, at en snæver Skue-Plads indeholdt alt, hvad der var Maalet for dets Biefald og Høyagtelse. — Saaledes standses det store Drive-Hiul i Staten, den sande Ærekierhed og almindelige Fortienester. Kilderne til et Folks Lyksalighed, miste deres

28

Værd, naar en herskende Yppigheds Lyst har indsneget sig i Tænkemaaderne! Er denne Yppigheds, hvem kiender da ikke deraf allerede Tarveligheds Indflydelse? saa modsatte de selv ere hinanden, saa stridige maae og deres Virkninger være.

Tarvelighed hos et Folk er som Ædruelighed hos enkelte Personer: den giør, at Tingene sees i deres rette Skikkelse: Pragt og glimrende Forfængelighed blender her ikke synene; Sandserne ere derfor i Fornuftens rette Afhængighed, og denne fastsætter det Store og Ærværdige. — Den sande Ære besiæler Tænkemaaderne, og opliver Handlings-Grundene: her have altsaa Fortjenester deres rette Nærings-Saft, og her fremvoxe de som paa deres egen Grund. — En Miltiadis uforsagte Mod til at gaae en truende Ødeleggelse i Møde, hvad var det andet end een af Tarveligheds uskatteerlige Frugter? Hvorfor søgte ellers det yppige Athen forgiæves efter en Fædrenelands Frelser, hvoraf det tarvelige havde frembragt saa mange? — Ja, hvem kiender noget til hine navnkundige Romere, Verdens Beherskere, uden tillige at erkiende denne Tarveligheds ypperlige Virkning? — Det var Tarvelighed, der dannede og nærede hos dem den ædle Tænkemaade, der søgte en Ære i at opofre egne Fordeele

29

for de Almindelige — det var Tarvelighed, der giorde dem saa klarseende, at endog de meest nøgne Fortienester faldt dem i Øyne og saa billige, at Dyder, i hvor de fandtes, vare berettigede til deres Agtsomhed: Det var i det tarvelige Rom, at en Qvintus Cincinnatus kunde i Stilhed med egne Hænder dyrke sin Jord, og dog forsikre sig sine Medborgeres Agtelse — Her behøves ingen laant Glands for at sette Folket i Opmærksomhed: Fortienester vare alleene nok for at lyse; og deres Besiddere havde ey behov at gaae under Øyne for at blive mærkede — Statens Omsorg selv var at søge og fremdrage dem — Lyksalige Rom, hvis denne Tænkemaade, der vurderede Personer kuns efter Dyden havde fulgt dig igiennem alle dine Aarhundrede! Men Tarvelighed fødte den, og den døde med sin Moder!

Naar Tarvelighed mister Septeret, saa bestiger Egennytte, det Almindeliges største Fiende, Thronen: Yppighed giver Guldet en dobbelt Vægt, og optænder Begierligheden med nye Tillokkelser; thi den samme Mine, der frembragte Guldet fremavlede ogsaa Vellysten: Troeskab, Retffaffenhed, Patriotisme, disse uvurdeerlige Dyder, blive til fals for den Høystbydende — De forkielnede Vellystens Børn have saa mange ømme Si-

30

der; kuns Forføreren veed at betiene sig af dem: Dette forstod den herskesyge Cæsar, og derved tilveyebragte sin Ærgierighed et Offer af Romernes Friehed — Overdaadighed havde alt bøyet dette stolte Folks Hals for at modtage Aaget, som han tragtede at paalegge det: ved at kildre deres vellystige Side, paalistede han dem de Lænker, hans Regiere-Lyst havde smeddet. Gallierne underkaste sig tvungne ved Romernes ødelæggende Jern, men Romerne, deres Overvindere, sælge sig godvillig for Galliernes Guld. Hvor forandrede fra hine! — — Den

Frihed, som de i saa lang en Rekke af Aarhundrede vovede alting for, bliver nu givet til Priis for nogle Stykker Guld, som Cæsar lader udstrøe iblant dem, og som Overdaadighed gav saa stor en Vægt — Den Høymodighed, som altid saae den første Fyldestgiørelse der, hvor Egennytte giorde det største Offer, neddaler og taber sig i en næsten fæisk Graadigbed. Yppighed giver saaledes Guldet en Glands, der fordunkler de i Gemytterne selv helligste Dyder. Tarvelighed derimod vurderer det kuns efter dets sande Værd, og legger det aldrig paa Vægtskaal med Pligterne: Den Tarvelige savner ikke det, som han aldrig attraaede: Hans Begierligheder, som ere attraaede efter Naturens Nødvendigheder, skulde neppe friste ham til

31

et ulovligt Skridt. Aldrig bliver en Epaminondas rig paa Troeskabs Bekostning; Ney! han kan foragte en heel Verdens Guld, naar det skal være Prisen paa hans Kierlighed til Fædrenelandet!— Er Troeskab da Statens Sikkerhed, saa fortiener Tarvelighed at kaldes dens Skyts-Gudinde, ja! den fortiener det paa en dobbelt Maade! Ikke den udvortes Sikkerhed allene, men endog den indvortes handthæves under dens lykkelige Septer: Den giver alle frie Adgang til Retfærdigheds Throne, og lige Fordring paa dens Biestand: Den borgerlige Lighed miskiendes ey her ved Rettens Ulighed: Guldet har ey her den fortryllende Kraft at forblinde Øyene, og giøre fort til hvidt: den mindre formanende staaer derfor ey i Fare for at blive et Rov for den mægtigere: De forgiftige Kilder, hvoraf Partiskhed og Undertrykkelser jævnligst udspringer, ere her tilstoppede: og hvem seer ikke Følgernes Vigtighed? Er Ret kuns Ret, i hvad for Omstændigheder og indbyrdes Forholde de Retsøgende end staae udi, hvor mangen en Uretfærdighed, som blev ellers begaaet paa slige Omstændigheders Regning, skal da qvæles i Fødselen!— Uretfærdigheder, som udmærke sig ved de meest udbreedte og skadeligste Følger; — Thi deres Ophavere ere saadanne, som Lykken har giort det mueligt at giøre Verden enten meget Got eller meget Ondt.

32

Arbeidsomhed er en Pligt, som Naturen selv har giort nødvendig for Mennesker: Det er med Betingelse af dens Iagtagelse, den lover ham sin moderlige Forsorg: Den forknytter de føleligste Straffer med Forsømmelsen Heraf; den bringer Overtrædere til at hade sin egen Tilværelse, de levendes stolteste Fortrin; og blander en dødelig Bitterhed i enhver Fornemmelse af Livet. Men dette Naturens saa alvorlige Bud faaer en nye Vægt af det Selskabelige Liv, for saavidt Mennesket herved gaaer ind i et nyt Forhold, og formeerer sine Forbindtligheder — Det store Stats Legeme udfordrer en vis fornuftmæssig Bevægelse til dets Vedligeholdelse: enhver enkelt Borger er som et Lem deraf, og hans Pligt er at bievirke til det Gandskes Hensigt, overenstemmende med det Forhold, han er sat udi. Thi hvad er vel de adskillige Forholde i Staten andet, end ligesaa mange forskiellige Virke-Kredse, derved indbyrdes Gien-Virkninger bevare en vis Ligevægt i det Heele! Enhver enkelt Sirkel har et bestemt Forhold til det Almindelige, og en vis Indflydelse paa det Gandskes Tilstand. — Lider nu et Lem, saa lider det heele Legeme: mangler een Borger i at opfylde sit Kalds Fordringer, saa taber Staten en Grad af sin Styrke, og kommer et Trin tilbage fra sit Endemaal. En hensigtsmæssig Stræbsomhed i de mindre Sel-

33

skaber er altsaa Siælen i det borgerlige store, og kuns denne forstaae vi ved Arbeydsomhed.

Vel er Mennesket naturligvis tilbøyelig til Virksomhed; thi han elsker sin Tilværelse, og er stolt af at vise den: En gandske uvirksom Tilstand skulde være ham ligesaa modbydelig, som en Forestilling om hans Væsens Tilintetgiørelse. Men vort Menneske er stolt af meer end eet Fortrin: Han føler sin Friehed, og denne er i sær hans Afgud: Han seer i sig selv Herren over sine Handlinger, og opblæst af dette Selv trodser han heele Naturen med sin Uafhængighed — En vis Hensigt fordrer en vis Handlings-Maade, og bestemmer en vis Virke-Kreds for Stræbsomheden: Vort frie, lad os heller sige, selvraadige Menneske bliver deri vaer en Slags Tvang, som modsiger hans Stolthed: Herre over sig selv taaler. han ingen Skranker at settes for ans. Friehed; skal han give efter, da maae det skee for en større Priis, end den, han sætter paa sin Frieheds Udøvelse!

Alle modsatte Begierligheder, som giøre Fordring paa den, maae overbalanceres af een eeneste, og en meer end tilstrækkelig Fyldestgiørelse maae forføde denne Selvfornægtelse: Skal Fornuften styre det saa tøyleløse

Menneske paa sin foreskrevne eenformige Vey,

da maae den Viise ham i det klareste Lys de

34

meest tillokkende Gienstænder, der kunne trøste ham over det formeente Offer, han har giort af sin Egenmægtighed. — Den fornuftige Arbeidsomhed, som har til Maal, at afbetale Naturens og Selskabets Fordringer giør en stærk Paastand paa Menneskets Virksomhed: Skal den ikke Frække ham, saa maae den under de haabefuldeste Smiile skiule en vis Mine af Strenghed, som er den naturlig. Dens Udøvelse maae være ledsaget af saadanne Omstændigheder og Følger, som med en nær Vished spaae om det lykkelige Menneske: Arbeydsfomheds Bane maae være bestrøet med de yndigste Blomster og nydeligste Frugter, hvis Mennesket skal blive ved at betræde den, og ikke svæve ud i Lysternes friere Marker. Men vi ville see Tarveligheds Indflydelse paa dette nye Formaal!

Tarvelighed rydder ligesom Tornene af Arbeydesomheds Bane, i det den udelukker den Skare af Bekymringer, som tilvandte Begierligheder føde af sig, og saaledes bevare en munter og oprømmet Sindsforfatning der er som Sielen i Stræbsomhed. Tarvelighed giver Arbeidet de kraftigste Tillokkelser og betager det sin skrækkende Anseelse, i det den foreviiser dets fordeelagtigste Side: Den tarvelige finder Vellyst i Arbeydet selv; thi hans Arbeyde forsikkrer ham hans Lykke: Han seer Frugterne, af sin Vindskibelighed an, som

35

gandske sine egne: Hans Sveed og Møye erstattes ved hans Omstændigheders Sikkerhed og Velstand, hvor til han ved et hvert Arbeyde legger en nye Grundsteen: Det forudseende rige Haab opliver bestandig hans Fyrighed under Arbeydet; og ved Enden krones hans Forventning med det forhaabede Udfald — Saaledes glemmer den nøysomme Agermand, at Ploven er besværlig, imedens hans Tillidsfulde Haab seer en rig Høst i Møde — I Høstens heede Dage vederqvæges hans vansmegtende Aand ved Forventning af opfyldte Lader — Den tarvelige Søemand trodser alle de Farligheder, spotter alle de Vanskeligheder, som Vandet, dette utroe og skræksomme Element, fører med sig: Haabet lader ham hisset skimte et Glimt af en roelig og ubekymret Eftertid, der skal være Belønning for hans udstandne Møye: Han seer sig der under de meest fortrylende Billeder: som Ægtemand, en lykkelig Gienstand for en øm Mages Kierlighed som Huusfader, Maalet for en skiønsom Families Pleye og Omhyggelighed, og endelig som Borger, en velfortient Medlem af Selskabet. — —

Hvor fremmede er slige oplivende Forestillinger for den overdaadige. Jo meer han har faaet Smag paa Yppighed, desto væmmeligere forekommer ham Arbeyde. Denne

36

fremmede Vellysters Begierlighed, som har skiult sig blandt Naturens egne Drifter, drager til sig allene alt, hvad der skulde nære og underholde disse. Stræbsomhed uden Hensigt er en Kontrast: Et vist Maal og Øyemeed er Vindskibelighedens Spore: Men Overdaadighed setter Maalet ud i det Uendelige, og Arbeydsomhed taber sin Sigte-Punkt af Syne: Tusinde Fornødenheder udgiøre her et Bundløs Svælg, der opsluger Arbeyders Frugter, og efterlader det forrige Tomme i Omstændighederne: En Mængde hungrende Begierligheder, som maae underholdes, rive det forhvervede af Hænderne, og deele det iblandt sig som et tilfældigt Bytte: Og endda hungrige strekke de sig efter mere. Den overdaadige bliver hængende i det samme, og seer sig intet at forfremmes ved Arbeide: Han har forladt Naturen, og Naturen forlader nu ham. Skal han tilfredsstille sine umættelige Begierligheder: Skal han paa nogen Maade afhielpe den Trang, som en Skok Fornødenheder truende advare ham om, da maae han gribe enhver Leilighed, opsnappe et hvert Middel, som en Slumpelykke tilbyder, og kuns Egennytte billiger. Han skeier nu ud af Naturens forelagte Bane, og betræder enhver Stie, som List og underfundighed opdager: Hans eeneste Forretning bliver nu at udtænke Middel imod Arbeyde; en ligesaa

37

unaturlig som ulyksalig Bestræbelse! et Forehavende, der først gav Vold og Uretfærdigheder deres Væsen og Tilværelse, og aabnede en nye Kilde til det Menneskelige Kiøns Elendigheder!

Men Arbeyde viser den yppige meere end een afskrækkende Side. Naturlig viis har Mennesket en stærk Ære-Lyst, men som kuns, veyledet af Fornuften bliver ved at være den sande; forladt derimod af samme, vanslægter til den uægte og falske: Yppighed er en Moder til den sidste: Den fortryller Fornuften med et sandselig Blendeverk, og bedrager Egenkierligheden med indbildte Fordeele: Den yppige Prunker med en laant Glands af Lykke og Høyhed; og selv bedaaret af en saa kildrende Indbildning, stræber han kuns at bedrage Tilskuerne med den samme: At Arbeide røber en Slags Mangel, og ligesom tilkiendegiver det ikke lykkeligste Menneske: Hvad er meere stridende mod den yppiges Lidenskab? Hans Valgsprog er: Heller at synes end at være — hvor lidet vandt han da, efter Hans Tanker, om han med Forliis af sin Indbildnings Lykke tilkiøbte sig en virkelig! Den tarvelige derimod betragter Arbeydet fra en gandske anden Synspunkt: Han handler efter en Tænkemaade, som af den

38

falske Ære er ukrænket; han følger en Fornuft, der er frie og hænger af ingen fremmed Indbildning: Naturens Vink er hans Signal: Han seer ingen Skam, uden i at være den ulydig, og ingen Ære, uden i at opfylde dens Fordringer.

Hvor store ere ikke da Tarveligheds Fortjenester af Staten! Den befordrer Arbeydsomhed — Og denne er den saa vigtige Bevægelse, der vedligeholder det borgerlige Legems Sundhed, og forebygger indvortes Sygdomme: Thi Ørkesløshed er for det selskabelige Legeme, ligesom alt for megen Stilhed for det naturlige: Denne fordærver Vædderne, og blander en dødelig Forgift, i disse Livets Kilder, hin forvender Tænkemaaderne, og, i det den standser de hensigtsmæssige Bestræbelser, giør den virksomme til de modsatte: Den unddrager ikke alleene Staten de Midler, som skulde vedligeholde og befordre dens Vel; men ved en afskyelig Forvandling blive selv de, der skulde arbeyde for dens Velstand, Stiftere til dens Ulykke og Undergang — List, Uretfærdigheder, Partier, disse giftige Uhyrer i Staten, ere Ørkesløsheds Yngel! — Ja, hvilken Last maatte vi ikke nævne, naar vi vilde opregne alle de Vanskabninger, som avles i ørkesløse Hierner? —

39

Tvivle vi i denne Sag, saa kiende vi ikke Mennesket: Er han ikke virksom til det Rette, saa er han det til det Vrange: Her er ingen Middelstand, en plat uvirksom Ligegyldighed strider mod hans Natur. Tarvelighed bereeder den Modgift, der forekommer saa farligt et Onde, i det den gier Folket arbeydsom: Ja, den udbreder Sundhed og Liv overalt i det borgerlige Legeme: En munter Stræbsomhed og indbyrdes Kappelyst besiæler Lemmerne, og de enkelte Hensigter befordres overeensstemmende med den almindelige: Fornøyelighed og Velstand herske i Deelene, og en blomstrende Velmagt og tillidsfuld Sikkerhed i det Heele. Arbeydsomhed har den fordeelagtigste Indflydelse paa Folkets Karakteer: Den udbreder et alvorligt Stille over Tænkemaaderne, og saaledes giør dem skikkede til at høre den sagte talende Fornuft, der gemeenlig overstøyes af Lidenskaberne, og belees af Lysterne: Og har Fornuften vundet denne Fordeel over Hierterne, hvor vigtig et Skridt har den da ikke giort til Dyden og den almindelige Lyksaligheds Befordring.

Den tarvelige Arbeydsomhed er og den Grundsteen, hvorpaa Statsbygningens anden Piller, den udvortes Sikkerhed, hviler: Tarvelighed forsikkrer Staten de Vaaben og Værgemidler, som kunne trodse den modigste Fiende: Arbeydsomhed har øvet de hænder,

40

der skulle bruge dem, og hærdet de Personer, som skulle underkastes den heele Tyngde: Folket føler sit Mod, og er overbeviist om sine Kræfter: Med en velgrundet Selvtillid anseer det hin graadige Erobrer, og aftvinger hans Stolthed en hemmelig Ærefrygt

Ja, hvor var det Folk, som blev stort ved Bedrifter, og en var udmærket ved denne Egenskab? — Det mægtigste og vidtløftigste Herredømme opstoed, blomstrede og forsvandt med den samme! — Vi giennemløbe med et nysgierigt Øye de gamle Romeres Historie, og forfølge med Agtpaagivenhed disse navnkundige Verdens Herrer igiennem en lang Følge af Aarhundrede, som alle ere mærkede med Tapperheds Spoer, og glimre af ærefulde Bedrifter: Vi see dem i Marken, det er, i Feldtoge mod heele Verden, og studse ved de Under, der møde os: Vi see Hemmeligheder, og forlange Historiens Oplysning i dette Mørke — — Den viser os tilbage til Rom, og fører os ind i Tarveligheds Tempel og Arbeydsomheds Skoele: Og her see vi vore Romere at indvies og dueliggiøres til at være Verdens Konger. Det var i samme ærværdige Skoele hine Macedoniske Helte havde været Lærlinger: Det var her, de havde forsynet sig med den Sinds og Legems Styrke, hvorved de siden kunde overstige de steyleste Vanskeligheders Bierge, som en Ærgierighed, der hævede sig op over Menneskeheden, kuns nogen-

41

finde vilde opkaste: De maatte have lært den Kunst, at undvære meget, hvis de skulde forskaffe en Alexander Alting — Forgieves havde en overvættes Herskelyst besvangret Indbildningskraften med sine ligesaa glimrende som vidtløftige Udkaste, hvis en Macedonisk Arbeydsomhed ey allereede havde lagt Grunden til deres Muelighed: Forgieves havde Overmod stilet sin Flugt til Skyerne, hvis det ey havde laant Tarveligheds Vinger! — — Saaledes foreene Naturen og Erfarenheden deres Stemmer til anprise Tarvelighed, som en ogsaa for Folkets udvortes Tilstand høystvigtiq Egenskab — Ja, Tarveligheds Fiende selv, Yppighed, maae tabe til dens Fordeel! — Har Verden seet Tarvelighed at legge Grund til de største Statsbygninger, og at bringe et ringe agtet Folk til en Høyde, der overskyggede alle omkring liggende, og indjog en rædsom Ærefrygt i de længst bortværende: den har ikke mindre seet, de mægtigste og meest Grundfæstede Regieringer at undergraves af Overdaadighed, og falde under deres egen svinglende Høyde: Denne var jo Assyriens Skiebne! — Dette var Persiens Endeligt! — Ja, det udødelige Rom selv fik heri sit Bane Saar! Laderos ikke undres derover! Overdaadighed tærer just det, som udgiør en Stats Styrke, og berøver den sit Forsvar: En angribende Fiende kommer kuns her for at tage i Besiddelse et Bytte, der er bestemt for den lystende: Haardførhed — Selvtillid og det Slags Egenskaber, som spaae

42

om Strid og Modstand, fulgte Tarvelighed i Landflygtighed! Hvorledes skulde den kielne gaae Besværligheder i Møde, og see et Onde modig under Øyne, da hans bløde Syn aldrig fordrog Skyggen deraf? — Ney! Han flyer forsrækket tilbage i Vellystens Arme, eller og i en zittrende Stilling oppebier sin Skiebne: At leve, og at forlyste sig var ham altid lige betydende Ting, og det Sidste Prisen paa det Første: Lad Vellystens fortryllende Yndigheder unddrages hans Syn, og see ham fortvivle! — thi hvad skulde holde ham i Ligevægt? — Haabet er Modets Stytte; jo fornuftigere det er, desto fastere: Et Mod, som opreist skal bane sig Vey igiennem en lang Rad af Viderværdigheder, maae være grundet i et Haab, som Fornuften har giort vidt udseende: Men Vellystens Kieledægger tænke kuns paa et nærværende Vel: Deres kortsynede Haab seer intet uden for et enkelt Nu; og med dette stiger og falder Modet — Livet er Vellyst, og uden denne Intet! En Sardanapalus aflegger paa Baalet denne Bekiendelse i alle sine Brødres Navn.

Hører Folkemængden med til en Stats Styrke, saa tillegge vi Tarvelighed i denne henseende en nye Fortjeneste Frugtbare Dyd!

Ey alleene Folkets Lyksaligheds Midler udvælde fra denne Kilde, men endog det Menneskelige Kiøn selv frugtbargiøres ved dens lykkelige Indflydelse! — Det Skridt fra Eenligheds over i Ægtestanden fører Mennesket ind i en videre

43

Sirkel: Han kommer i et nyt Forhold, og formeerer sine Forbindelser: Hans enkelte Selv bliver her ligesom deelt og mangfoldiggiort, (i det ringeste formodentlig viis) og hans Fornødenheder blive fleere: Men den tarvelige har kuns de naturlige for Øyne, og han seer heri ikke de Vanskeligheder, der skulde skrække ham fra at fyldestgiøre en Pligt, hvormed Naturen selv har forbundet saa stærke Tilskyndelser: Det Ordsprog, at der skabes ingen Mund, der jo og skabes Brød, klingrer ligesaa sandt som trøsterigt for den tarveliges Ørne — Overdaadighed derimod opkaster her de største Hindringer, og tæller et saadant Skridt iblandt de forvovneste: Den yppige seer alt i sin snævre Kreds Fornødenheder nok for hans Virksomhed, og, kaster han et Blik over i Ægtestanden, da forstørres de, og opdynges til en Høyde, som neppe Synet maaler — Indbildningen fyldes med de meest strækkende Billeder Han føler alt den heele

Byrde at trykke hans ømme Skuldre

Han seer Vellysterne flye Og kan vel det

ægteskabelige Venskab selv spaae ham Opreysning nok for dette Tab? — Men! Det kræver Gien-Venskab; For viid en Plan for hans ænge Hierte, der kuns omfatter et blot Sig Selv! — Skulde han nu betænke sig paa at opofre, hvad han skylder Naturen og Selskabet? — Ney, han tager en Beslutning, hvorved han afkaster begges Forbindelser — En Beslutning, der maaskee dømte til ævigt Mørke en Borger, som

44

engang ved skinnende Fortienester skulde have

Lyset vidt og bredt i Verden — Maaskee en

Kriger, hvis Tapperhed skulde have lært hans Folk at triumphere over dets stolteste Fiender — Maaskee en Fredshelt, ved hvis Indsigts fulde Redelighed Staten engang skulde blomstre— — Ja! Maaskee — dog, tale vi om den overdaadige Fader, saa giver Erfaringen, desværre! Grund til ubehageligere Formodninger! — — Ney! Lad den overdaadige blive i sin ænge Sirkel, og Staten skal tabe mindre! — Hans Opdragelse-Maade spaaer den uduelige, og hans Huusholdning den forarmede Borger! En Families Forsørgelse skal blive ham en Fristelse til ulovlige Udskeyelser, og hans efterladte Armod en ligesaa farlig Snare for hans Børns Uskyldighed.

Tarveligheds Roes er ikke mindre, at danne gode Mennesker, end bevare retskafne Borgere. Vi tvivle ikke længer om det sidste, og vi ere næsten ved det samme overbeviiste om det første — Ja, dens Indskydelse er i den sædelige Verden ligesaa fordeelagtig, som mangfoldig! — I hvad Forhold skulle vi beundre den? Hvilken Dyd skal helst, som til Overflod, endnu legge os dens sædelige Værd for Dagen? — Lad det være hin store Hoveddyd, Menneskekierlighed! — En Dyd, der er saa vigtig for det Menneskelige Kiøns Vel; og en Pligt, som en hemmelig Røst advarer os om i vor saa naturlige Medlidenheds Fornemmelse Lader

45

os dog ikke være saa ligegyldige ved vore stolteste Fortrin, at vi skulde udleede den fra en kortsynet Egennytte! — Har dog hin store Ophaver prydet den fornuftige Natur med saa mange Udmærknings-Tegn, som vidne om dens himmelske Adel, hvorfor ikke og med denne saa ædle, saa gudlignende Drift, Godheds, Velvilligheds Tilbøyelighed? — Yttrer dog denne sig endog der, hvor Egennyttighed saae sit største Tab for Øyne! — Ja, ere dog dens egne umiddelbare Belønninger store nok for at trodse den

meest glimrende Vinding! Siger, I

Menneske-Venner! Fandt I ikke i eders Dyd selv Fyldestgiørelse nok?— Saae I ikke med en høymodig Foragt ned paa Jordens forgiengelige Herligheder, da Menneskekierlighed indhviskede den lurende Ærekiærhed de meest smigrende

Berømmelser? da den gav Eder Ret til

at være stolte af Eders Tilværelse, fordi I fortiente den? Ja, da Eders Sindsforfatning

var gandske Biefald, og gandske Overeenstemmelse — Ædele Virkninger vidne om en ædel Aarsag: Medlidenheds Følger røbe en Guddommelig Oprindelse: den Haand, som dannede Naturen, plantede i samme denne Drift, som en til de herligste Frugter opspirende Sæd — Ja, dens Vigtighed i de menneskelige Vilkaar er os selv et Beviis herpaa: Verden er en Afvexling af Ondt og Godt, og en Skueplads af lykkelige og ulykkelige: Medlidenhed er det Baand, som paa nogen Maade foreener disse

46

Ulige: Den er den Kanal, igiennem hvilken det Overflødige i hiins Lykke nedflyder og raader Bod paa det manglende i dennes: Den er som en Kilde, hvis udvældende Strøm gyder Lindring i den plagedes Smerte, og kommer tilbage til sit Udspring med fordobblet Vellyst: Den forhøyer her Lykkens Sødhed, imedens den hist dæmper Ulykkens Voldsomhed — Ja, den er i Almindelighed Menneskelighedens Ære og Siælen i det Selskabelige Liv, hvis væsentlige Hensigt just bestemmes ved de forskiellige Sammenvirkninger til indbyrdes og almindelig Lyksaligheds Befordring — Er nu denne vigtige Dyd, Menneskekierlighed, grundet i en naturlig Drift, saa har den og en naturlig Ret til at yttre sig og bestemme Menneskets Virksomhed, og denne Ret berøves den først, naar alt for meget indrømmes andre Begierligheder, der grændse saa nær til denne, at den maae qvæles og tilbageholdes ved disses unaturlige Tilvæxt — Aldrig er Egenkierligheden i sin naturlige Bestemmelse ufordragelig med Menneskekierlighed; men bliver hins Gienstand, Meneskets Selv, alt for udvidet og forstørret, saa indtager den det heele Hierte, og Menneskekierligheden maae rømme: Overdaadighed avler utallige Fornødenheder, og sysselsætter Selvkierligheden med ligesaa mange egne Sorger: Sindet kan ikke rumme fleere: Forgieves blotter en fremmed Elendighed sin ynkværdigste Side for at opfordre Menneskeligheden: rusende Begierligheder skulle forstærke

47

Selvkierligheden, og overvælde den kiempeude Medlidenhed Men her see vi atter Tarveligheds

Indflydelse fra den fordeelagtigste Synspunkt: Tarvelighed holder Hiertet aabent for fremmed Nødlidenheds Indtrykke, i det den tillukker det for selvgiorte Fornødenheders Sorger: Alt, hvad Lykken gav den tarvelige over Nødtørft, gav den ham over hans Attraae: Begierligheden beholder midt i Overflødigheden sin Hvilepunkt i det naturlige Net-op: Fornødenhedernes ringe Antal hindrer Egennyttens Tilvext: Medlidenheds Driften kan derfor virke med sin fulde Styrke, og opfylde Naturens goddædige Hensigt: Langt fra at modstrides af Egenkierligheden, skal den selv drage denne i sine Fordeele, ved at vise den Menneskeheden med en nye Glands i enhver menneskekierlig Handling. —

Skulde det ikke vare klart af alt, hvad hidindtil er sagt, at Tarvelighed danner vedsædede Mennesker, da vi have seet hvorledes den i Almindeliged vogter Dydens Ære, og unddrager Lasterne den blendende Glands, hvori Overdaadighed indhyller dem? Vi have stedse øynet det rettænkende Menneske, førend vi saae den brave Borger, og vor priiste Dyd viiste os den fordeelagtigste Indflydelse paa en retskaffen Tankemaade — Lad Overdaadighed have sine Forsvarere, Lovtalere, hvilken Last har ey havt sine! — Fornuft og Erfaring vil dog stedse tale til Dydens, Tarveligheds Roes. Den Viise Pythagoras kom til et Folk; hvor overhaandtagende Laster beredte Staten en nærforestaaende Undergang: Krotonienserne havde jaget Dyden i Landflygtighed, og vare afvandte fra dydige Fornemmelser; hvad Under, at de ikke føle Laster-

48

nes omædende Gift! Vor Philosoph røres af en ædel Medlidenhed over disse Ulykkeliges Skiebne: Han tænker paa Middel til at redde dem; og en opklaret Fornuft gav ham Midlet ved Haanden: Skal et sygt Legem fuldkommen helbredes, da maae Sygdommen fra Grunden udryddes: Denne kloge Mand gik derfor til Verks efter samme Regel: Han opdager Kilden til Statens Svagheds og den stræber han for alting at stoppe: Men Kilden var Overdaadighed! — — Derfra udgydede sig den Flod af Laster, der havde qvalt Dyderne! Der fra den Dunst, der omtaagede Øynene, og fordunklede Fortienesters og den sande Æres Glands! Nu lærer vor Vise dem Midlerne til Statens Reysning og deres Velstands Sikkerhed; og Dyderne ere disse Midler! See! derfor berømmer og anpriser han Tarvelighed! Først og sidst indprænter han Folket denne Dyd, som Moder til alle andre Dyder *). Vi vide den ønskelige Virkning af hans Bestræbelser hos det fordærvede Folk: Et almindeligt Had til Overdaadighed, og en ligesaa brændende Iver for Tarvelighed besiæler Gamle og unge, Mænd og Qvinder. Hvor overbevisende maae hans Underviisning have været! Hvor talende de Exempler, hvormed han bestyrkede den; thi han brugte baade Fornuft og Erfaring til at lære dem den Sandhed, at Tarvelighed er en Kilde til et Folks Lyksalighed. Dette mit Forsøg har samme Hensigt; jeg har valgt samme Midler til dette Øyemeed; havde jeg været ligesaa lykkelig i at vælge, og ligesaa heldigt at anvende dem, da skulde jeg og blive deelagtig i den sidste Lykke, fuldkommen at naae min Hensigt — Men en saa dristig Forventning maatte forudsette liden Selvkundskab,

eller megen Selvkierlighed.

*) Just. L. XX. 4 Cap. velut genetricem virtutum

Frugalitem omnibus ingerebat.