Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 13

En

upartisk

Undersøgning

om det

almindeliges Tilstand,

Mangel og Fattigdom i alle Stænder, fra

Ministeren af indtil Straaehytten;

med hosføyede

oeconomiske Tanker.

Kiøbenhavn,

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2
3

Deres

Høygrevelige Excellence

Naadige Høylydende

Herre!

tilskrives dette

underdanigst.

4

O! et Praesidium et dulce Decus meum!

At betitle saa ringe Blader, med saa høyt et Navn som Deres Excellences, et Navn som har et Værd uden for sin verdslige Høyhed, et Værd som udmærker, Philosophen, Patrioten, Menneskevennen, den sande Helt, den virkelig store, et Værd som allerbest beskrives, bestemmes og afbildes blot allene ved at nævne Grev Thott, dette siger jeg, dette kunde synes formasteligt.

Men Deres Excellences Behag i Læsning, Deres Agtelse for end og de smaae Vittigheds Fostre, retfærdiggiør min Frihed, og hvor meget sandere bliver ey den Retfærdiggiørelse, naar jeg faaer tillige sagt, at

5

en underdanig Taknemmlighed, søger al Leylighed, at yttre sin Pligt?

At vilde skrive noget fuldkommen værdigt for Deres Excellences Lærdom, Smag og Indsigt, det vilde opfordre selv en Voltaire og enda tør jeg sige, han var ey værdig nok i alt.

Det er ey mit ringe Værks Indhold, men en Leylighed, at tale til Deres Excellence, som udfordrer Denne Tilskrift.

Her har jeg da selv taget mig en Leylighed, men hvorledes skal jeg best bruge den;

Skal jeg beskrive Deres Excellences Fortienester med de prægtigste Udtryk? om jeg var dumdristig nok for at troe, min svage Pen var et saa vigtigt Arbeyde voxen, og om jeg end havde Held dertil, saa maatte jeg jo frygte, derved at mishage Deres

6

Excellence, som Heller vil at Deres Gierninger end andres Ord, skal være Deres Tolk.

Jeg vil ey afgive mig med et Malerie, som udfordrer en større Kunstners Pensel, men jeg vil ey heller tie, jeg vil følge Deres Excellences egen Tænkemaade, og lade Deres egne Gierninger tale, jeg vil vise mine Landsmænd den Maade at stride den største Eloge, over den værdigste Herre med trende Ord, thi naar man vil udtrykke, den redeligste Minister for Konge og Land, den lærdeste, den retskafneste, den indsigtsfuldeste og beste Herre, skal man skrive: Greve Otto Thott. Kan nogen strive en større Eloge end denne, og er ey min Korthed mere syndig en hele Volumina?

Naadigste Herre, værdige disse Blade et Øyekast, og have Naade for deres

Autor. B.**

7

Fortale.

Jeg har med megen Fornøyelse, erfaret, at et lidet Skrift, under den Titel: de Fattiges Raab til Kongen i deres sande Nødlidenhed, bevist af Extraskatten, Assistencehuset, m. m. har fundet Bifald hos Eendeel i Publico. Opmuntret herved, vil jeg paa nye fordriste mig til at tage Pennen fat og anstille en Undersøgning om det almindeliges Tilstand.

8

I medens mange bruge Pennen til, baade i velmeente og egennyttige Hensigter, baade i ædle og udædle Udtrykke, baade med og uden Smag og Vid, at skrive om den Catastrophe, som giver vor Tidsalder saa gruelig en Merkværdighed, da vil jeg opofre mine ringe Tanker til det almindeliges upartiste Betragtning.

Værdigste Medborgere! Oprigtighed og den ægte Sandhed skal føre min Pen, Varsomhed og Ærefrygt skal styre den.

Aldrig skal jeg udlade nogen Sandhed, som jeg kiender og troer at være saa men aldrig skal jeg heller fremsætte den uden med største Ømhed.

Patrioten eller Landetsven, bør aldrig være adstilt fra Menneskevennen. Patrioten bør opdage og fortælle alle Feyler i det Almindelige, men Menneskevennen bør Nøye vogte sig for ikke at støde nogen ved Opdagelsen. — Satyriske Udtrykke, bittre og bidende Talemaader, have en Tidlang, vanæret vor Patriotisme; den forkeerte Vane at indklæde Sandheder i det stiklende Vid, har en Tidlang hersker hos

9

mange af vore Scribentere, den samme Vane, (jeg tilstaaer Sandhed) har vanærer min egen Pen.

Saa frimodig som denne Bekiendelse er, saa vist skal den ey hos den veltænkede geraade mig til nogen Vanære. — Jeg indseer det er en Feyl og jeg skal og offentlig stræbe igien at rette den.

Moralisten maae og kan gierne bruge Satirens fulde Styrke, fordi han afbilder almindelige Laster og taler om det hele menneskelige Kiøn; lad ham med en Sviftes en Rabners og en Holbergs, Salt-Lud og Eddike tvætte Dydernes Contraster.

Men Patrioten, maae nødvendig, røre ved enkelte Stænder, ja mellem hvert særskilte Personer, thi maae han bruge en Sneedorfs Ømhed.

Den stikkende Patriot forbittrer, og lærer ikkun de mindre fornuftige at lee paa Medborgernes Bekostning. Men den ømme aftvinger den feilende et hemmeligt Bifald, og giør ham værgeløs, just fordi han ey angriber med Vaaben, men kommer til ham som en Ven.

10

Jeg vil fremsætte mine Tanker med den tilbørlige og allerstørste Ømhed, men denne Ømhed skal aldrig lære mig at Hykle, thi Hykleren er enda værre end den stiklende.

Mine Tankers Grundighed, vil jeg ingenlunde selv paastaae mindre roese.

Som Patriot har jeg Ret at sige mine Tanker paa en beskedentlig Maade, jeg opfylder derved min Pligt, just fordi jeg troer jeg bør giøre det. Men om min Indsigt kan være ufuldkommen og min Kundskab feilende det maae ey lægges mig til last; saasnart, ey Skiødesløshed eller Forsætlighed danner min Feyl og saasnart jeg har Grunde for mig som kan bevæge mig til at tænke saaledes.

At jeg ey besidder saa stor Indsigt eller Skarpsindighed, som en anden er mig ingen Skam, men om jeg besaed, mindre Patriotisk Hierte, det var en virkelig Vanære.

Jeg haaber derfore at mine med den største Ømhed, Vaersomhed og Oprigtighed fremsadte Tanker, ey skal mishage og at. deres Feyler med Skaansomhed skal

11

behandles, just fordi jeg hverken er selv klog, indbildt eller paastaaelig, men med største Føyelighed, Selvfornægtelse, ja Taknemmelighed, vil imodtage, tilstaae og erkiende de mere erfarnes og indsigtsfuldes, grundigere Tanker.

Med hvilken Glæde vil jeg ey see mine Tanker aldeles kuldkastede, naar Kuldkastelsen, med det samme tilveyebringer, en bedre og tydeligere Oplysning.

O! det er en sand Glæde at overvindes i patriotiske Sager! vee! den som af en blind Stolthed og Egenkierlighed, opofrer den ædle patriotiske Sandhed, allene for paastaaelig at understøtte sine Sætninger, og for ey at blive overbeviset om at han har feylet, ret ligesom, det var en Skam at feyle (uskyldig).

Komme værdigste Patrioter, legge for Dagen og bevise mine Feyl, lade mig allene vederfares den Ret, at jeg en Ond eller forsættelig har feylet! jeg skal være den første, som med Oprigtighed skal tilstaae det, og med en offentlig Taknemmelighed, ære Underviisningen, der være langt fra mig at jeg med Udflugter eller Spisfindig-

12

hed, skal stræbe at forsvare og underholde

mine Feyltagelser.

Ney, jeg skal handle med den største Aabenhiertighed, jeg skal glæde mig over at min ringe Fornuft, har opvækket de klogeres.

Naar man handler det almindeliges Sag bør aldrig Paastaaelighed have Sted, Hensigten af saadan Handling er jo en almindelig Nytte, og bor ey saa dyrebar en Hensigt, giøre enhver, lærvillig og føyelig.

Jeg fremsætter her nogle Tanker, jeg fremsætter dem med en Indskrænkelse (som har sin Grund i tilfældige Omstændigheder) maaskee jeg — dog — maaskee heller en anden — udførligere kan behandle denne Sag!

Læse, dømme og bedømme dem med den samme Oprigtighed, som jeg har skrevet dem, saa veed jeg vist man ey fordømmer deres

Autor.

13

Sat Voluisse -

Jeg vil begynde min Undersøgning med at bede: det gunstigst maae tillades mig at betragte deres Omstændigheder, som til deels endnu ere og til deels have været, enten Ministre eller af den høyeste Rang og i vigtige Charger.

Langt fra jeg vil sige at jeg i denne Stand finder Fattigdom, men jeg troer dog at finde

14

en slags Mangel, og ved en nøye Bestemmelse af dette Ord, kalder jeg det Mangel, saasnart de sædvanlige Udgifter (som deels Standens Værdighed, deels den glimrende Levemaade udkræver) maae indskrænkes.

Sandt nok, en god og sparsom oeconom. Indskrænker til alle Tider den unyttige Udgift, men naar Indskrænkelsen er større end den en blot god Huusholdningskunst kan lære, naar den gaaer uden for sædvane, naar den bliver almindelig og det just paa en vis Tid, saa synes den at forsikre om en Mangel i Indtægtskilderne.

Jeg vil ey tale om de Høye Standspersoner, som efter en mig uvedkommende, og for mig for høye Statsregel, ere afskedige. At de indskrænke deres Stand, er en begribelig Nødvendighed, thi udgifter maae rettes efter Indkomster, jeg forbigaaer, at en fornemme Herre saalænge han beklæder en offentlig høye Charge, altid er forbunden at føre en større Pragt, end naar han lever saa at sige, privat uden for Embede. Jeg siger med Flid forbunden , thi enten det nu er en væsentlig Nødvendighed, eller en Modens Særsindighed, saa er det dog en almindelig Vane og hvo kan

15

nægte en gammel Vane, den næste Forbindelseskraft, efter en Lov?

Jeg finder da en Indskrænkelse i den afskeedigede Ministers eller høye Embedsmands Levemaade, den har sin anførte Grund. Men jeg synes tillige at spore den, hos den Minister og høye Herre som endnu beklæder sin Charge, og hvad mon Grunden dertil være?

Jeg beder man vil tilgive mig den Feyltagelse som kan være i mine Tanker og tænker jeg da saaledes:

Den Løn Staten tillæger en Herre i de høyeste Charger, uagtet den kan være med den største Billighed og Mildhed bestemmet efter Embedets Vigtighed og Personernes Værdighed, troer jeg dog ingenlunde, den kan i disse kostbare Tider, være tilstrækkelig, til saa anseelig en Herres Udgifter helst naar hans Familie er nogenledes talriig.

De fleste af saadane Standspersoner, have gemeenlig selv Eyendomme, det være Grevskaber, Stammegodser eller Herresæder, det være arvede, eller ved Medgift tilbragte, Eyendomme, de maae bestaae enten i Jordegodser eller Capitaler, af disse skal de have sine mest væsentlige Indkomster.

16

Nu ville vi sætte det er Jordegodser: men hvo veed en, hvormeget Indkomsterne af dem i disse Tider ere formindskede? Qvægsygen, med alle sine Folger, i Kiødets, Fødevahrenes, Giødningens og følgelig Avlingens Forminskelse, hvor gruelig har den ey paa nogen Tid forarmet Jordegods Eyerne. Legge vi til Misvæxt og den have vi virkelig havt paa Rugsæden, formedelst de kolde Vinters, hvor seer da ikke det tydelige Tab? —- Nu ville vi sætte at saadan en Herre ey, er reede Capitaler nu maatte man troe Hans Indkomster vare sikre.

Ney intet mindre, skal Capitalerne fortiene noget maae man jo sætte dem paa Rente, men hvo indseer ey at den Omstændighed, der forarmer den som tager til Laans, strækker sig ogsaa til Udlaaneren, thi naar hine ey kan yde Betalning, hvor skal da denne faae sine Renter, og naar Renterne udeblive, hvor ere da Eyerens Indkomster? Ligesom han hist og her taber Renter og undertiden noget af sin Hoved Stoel, saaledes formindskes jo aarlig hans Indkomster.— Tabet er Soleklart, man behøver ey vidtløftigere at afhandle Aarsagen.

Men hvad bliver nu Følgen? den retviise, den Patriotiske, den Veltænkende Herre, som

17

kiender Statens Sammenhæng, og er alt for ædelsindet, til at giøre Anfordring paa nogen større Løn, i Betragtning af Statens Byrder, men som tillige seer sine Indtægters Formindskelse, og er alt for redelig sindet til at føre Pragt og Stads paa Borgerskabets og de arbeydendes Regning, han maae jo gribe til det anstændigste og lovligste Middel, og det bliver jo nødvendig hans Udgifters Indskrænkelse!

Denne Indskrænkelse strækker sig til mange Dele. Den giør Pengemangel i Kiøbmandens Boe, den standser Arbeydet i Haandverksmandens Lade.

I Anledning af denne Indskrænkelse, maae jeg tale lidt om det kongelige Hoffets Inskrænkelse, vi see da den viseste, den kierligste og beste Monarch! at indskrænke sig selv og i alle muelige Maader at spare. Hvilket mageløst Exempel af en Konge, hvilken Selvfornægtelse af en Eenevolds Herre!

Men maae det være tilladt, allerunderdanigst at sige, at denne i sig selv saa ædle Gierning, udpresser dog mange Taarer. — Herved stoppes betydelige Næringskilder for Borgeren. Mange Hænder som vare sysselsadte med Hoffetsarbeyde, der gik fra Haand i

18

Haand, og var som en Flod der havde utaelte Udløbe, sænkes nu magtesløse ned, og hænge uvirksomme ved den arme Borgers Sider.

Nogen maatte svare: den Grund bør ey komme i Betragtning imod den nytte Hoffetssparsommelighed medfører.

Jeg svarer ja! Sparsommelighed, er for det almindelige en høyst vigtig og nødvendig Dyd, og aldrig troer jeg den kan bedre indskærpes end ved Exempler. I dette Tilfælde, saavelsom i alle andre, bliver Hoffets-Exempel mere virksomt end den strengeste Forordning.

Jeg vil forbigaae den udvortes Glans Majesteten udkræver, skiønt den hos de Mere fornuftige, ey udgiør en Regentes væsentlige Deel, saa opvækker den dog en høye og æres frygtsfuld Forestilling hos Mængden.

Vor Christian, vor store Konge, han er den som ey behøver andet end sit blotte øyesyn, for at opvække hos alle den helligste Ærbødighed, han har sit hele Folkets Kierlighed saa fuldkommen i Eye, at den eenfoldigste Glædes ved allene at see hans Person, uden at forgabe sig i hans Pragt, daglige Exempler bevise dette.

19

Men man forlade mig, at jeg her anfører et Paradoxe, som jeg ved den første bedre Overbeviisning strax vil afsige.

Jeg troer ey allene at en alt for stor Sparsommelighed, saavelsom alle overdrevne Dyder, er skadelig; den vilde medføre en stags Uvirksomhed og en Standselse i den politiske Circulation, og vi kunde saalænge være sparsommelige med de Spartaner, indtil vi blive udarmede med dem. — Men jeg troer og at en vis flags Overdaadighed er høyst nødvendig for at holde Statens Legeme i en bestandig Virksomhed. — Man tillade mig nøyere at forklare denne Mening, som ellers maatte synes alt for forvoven, helst i en Tid, da Oeconomi og Politici, med all Styrke arbeyde paa Overdaadigheds Undergang.

Det være længt fra mig jeg vil forsvare Overdaadighed, jeg anseer den virkelig for høyst skadelig, men jeg troer kun at den bestemmet og i en vis Grad, kan have sin Nytte, og om jeg maae være saa dristig at sige min Mening, da holder jeg for at endeel Skribentere, som overhovedet laste og landlyse Overdaadighed, følge mere den varme Patrio-

20

tes Drift, end den koldsindige Statsmands Overlæg.

Jeg vil da udvikle min Sætning; al den Overdaadighed som yttrer sig i Mad og Drikke, i saadan Pragtsom af Fremmede er forarbeydet, og som vi af dem maae kiøbe, er høyst fordømmelig.

Den første giør Fødevahrerne Dyre for den fattige Medborger, som ofte maae savne det nødvendige fordi Epicuræeren dræber sig selv med det Overflødige. Den anden udtømmer Staten for Penge, og beviser at vi ere saadane Daarer, der lade os saalænge paaklæde og pynte af de fremmede, indtil de til Slutning afklæde os, saa vi blive rent nøgne.

Derimod, den Overdaadighed, man udøver i saadane Ting, som virkelig forarbeydes i Landet og af Landets egen Stof, holder jeg for at være langt mere nyttig end skadelig. En Sammenligning imellem Nytten og Skaden skal oplyse min Sats.

Cajus har Midler, han er overdaadig, han klæder sig yppig, hans Boeskab er prægtigt i den høyeste Grad, (men hans Klæder ere af Landets Tøye og hans Boeskab giort i Landet) han holder Heste og Vogn, mange (unødven-

21

dige) Tienere, han lader sig see en Dag prægtigere en den anden, den eene Klædning, den eene Eqvipage overgaaer den anden, endelig ødelegger han sig til sidst og bliver arm. — Nu raaber strax Huusholderen, det er en Følge af Overdaadighed og et uryggeligt Beviis paa dens ulykkelige Følger.

Jeg overveyer Sagen paa en anden Side, jeg betragter Cajus, han er ulykkelig og Hans Overdaadighed er virkelig Skylden, men jeg betragter hans forødede Midler hvor de ere blevne af, jeg finder hans Snedker, hans Skrædder, kort 3 a fire Handværker og eendeel Kræmmere, disse blomstre af Caji og flere ligesindedes Overdaadighed, de ere alle virksomme Borgere, talrige Familier, og love en lang Række af nyttige Indbyggere.

Jeg begynder at tænke ligesom en Physicus, jeg seer da i Naturens Rige, at Duen er en Føde for Høgen, som igien bliver en Føde for Maddikkerne, og de igien for andre Fugle, der seer jeg den eenes Undergang, er den andens Opkomst, og at en Afvexling udgiør det Hele. — Jeg anvender denne Beviisgrund paa Politiqven, jeg seer Caji Undergang, er de andres Opkomst, jeg seer een Forarmet, som

22

var meget rig, derimod seer jeg 3 a 4re, at være maadelig rige som maaskee ellers vare arme, jeg glæder mig ved at Pengerne ere i Landet, jeg giør Ballanceregning, jeg finder at Nytten overveyer Skaden og jeg begynder at troe, at denne Omvexeling, er nyttig for Statens Rige, som i dette Tilfælde har en stor Overensstemmelse med Naturens Rige.

Dette er nu en ødselhed i høyeste Grad og saadan en som i og for sig selv betragtet, virkelig er lastværdig.

Jeg anpriser ingenlunde denne, men viser allene, hvorvidt den ihenseende det almindelige kan være gavnlig eller skadelig.

Maaskee, jeg begaaer en Feyltagelse i benævnelses Ordet, og kalder det Overdaadighed, som jeg allene burde kalde Pragt, thi jeg paastaaer at en hver som har Leylighed dertil, skal uden at drive det for vidt, være prægtig, det skal han giøre for derved at ophielpe de Arbeydsomme og Kunstneren, som ved de Formuendes alt fore store Sparsommelighed og Indskrænkelse, reent gaae under.

Vil nogen svare dette Eyempel var skadeligt, de mindre og uformuende ville følge det og derved ødelegge sig; da svarer jeg: er

23

nogen saa daarlig at han vil flyve høyere end Fiedrene række, da har han sig selv at takke for sit Fald, og saa bliver dog hans Forarmelse, en Omskiftelse, hvorved een daarlig Øderes Penger komme i fleres Hænder, de blive dog i Staten. Men herfore kunde og nogenledes sættes en nogenlunde sikker Skranke.

Hollænderen, den bekiendte gode Huusholder, lader hverken Haandverkeren eller Kunstneren sulte, han fraadser ey sine Midler op, men han er prægtig i sit Boeskab, og øder anseelige Summer paa Malerier og saadane Kunststykker, hans Fruentimmer bær kostbare Tøyer, men han kiøber dem ey af andre, han har prægtige Lystgaarder og kostbare Haver, men dog er han riig, et Beviis paa at en bestemmet Overdaadighed eller Pragt ey er skadelig. -— Alt hvad som ey er uundværligt, til Nødvendighed, er en Overflødighed, lad dette være Grund nok, for, at jeg bruger det Ord, Overdaadighed, og lad dette være mig en Undskyldning fordi jeg troer at Pragt har sin Nytte i en Stat!

Men nu igien til Hoved Sagen! vi har da meget sandsynlig seet, at man hos de Fornemme i den største Stand, sporer

24

en Indskrænkelse som forudsætter en Mangel. —

Nu ville vi begive os til de andre Stænder, men min Gud, hvor tydelig lyser ey her den blotte Fattigdom og Armod?

Jeg skiælver ved at afmale den forarmede Fabriqveur, den næringsløse Kræmer, den arbeidmanglende Haandverksmand, og i alt den bettlefærdige Borger.

Jeg spørger Fabriqveuren, om Grunden til hans Armod, han veed den knap selv, han svarer jeg Arbeyder idelig men kan dog ey leve! Huusrom, Fødevahrer, Arbeideresløn, Uld, Materialier og alt er dyrt, jeg kan ey afsætte det jeg har forarbeidet. — Han klager over anlægget i det hele og han føler han bliver arm.

Jeg tænker tilbage; jeg erindrer Magazinet, jeg gruer ved at Fabriqver ere anlagte i det saa kostbare Kiøbenhavn. Jeg forundrer mig over Regieringens Mildhed, og veed ey hvorfore Norge skal føyes i den Særsindighed, at tage udenlandske Fabriqvevahrer. Jeg veed Norges Undskyldninger, som for meste Deelen bestaaer i Klædevahrernes (Gatting) Egenskab, som ey er efter deres Landsgout. Jeg begriber at man kan faae Prøvekarter fra Norge,

25

jeg troer Fabriqveurerne baade kan og vil, i mueligste Maade lempe sig derefter i Klædets-Bonité, appreture, Coleur og Sortement, ja saa vidt mueligt Priis. Jeg holder fore at saadan en Caprice, ey bør komme i Betragtning i det Almindelige, thi kan det ey være den ellers (og altid) brave Nordmand ligemeget, enten klædet er af den eller den Bonité, (nok det er godt) naar det allene er giort i Landet? og bør ey den Patriotisme den Nidkierhed, som altid forædler den norske Nation, opvække dem til, frivillig at afsige sig adskillige Beqvemmeligheder, ja endog Fordele, for at ophielpe det Almindelige?

Videre, jeg seer en Forordning, som paa byder 20 Rdr. Specie pCro i Forhøyelsestold, paa udenlandske Fabriqvevahrer i Norge, men jeg veed derhos at Tolden er under Forpagtning, de mægtigste Kiøbmænd ere Forpagtere og Forpagterne have sin egen Taxadeur. Cætera qvis nefcit ? — Endelig ønsker jeg et Generalforbud paa alle fremmede Klæde og Fabriqvevahrer i Norge, som her kan fabriqveres. Million gang bedre, at Nordmanden henter sine Klædevahrer hos sin oprigtige og ømme danske Broder, og tager saa Penger

26

af Hollænderen, Engelskmanden, og andre for sit Landsproducter, (som ey fremmede kan undvære) end at han nu trocherer og tager Vahrer imod Vahrer, ja giver Penger til. Crediten er det eeneste som synes at være i Veyen, den burde Dannemark give, men ey med saa mange Omsvøb, som forhen, Handel imellem Mand og Mand maae være utvungen, Risico maae have Sted, og en alt for mechanisk Forsigtighed tvinger, ja reent qvæler al Handelsgeist.

Jeg gaaer fra Fabriqeuren til Kræmmeren, han klager over sin aftagne Næring, han fortæller mig at den Rige og Fornemme, (ja lige indtil Hoffet selv) indskrænker sig, han anfører Tidernes Besværlighed, og alle Medborgernes Armod og Pengemangel, som et tydeligt Beviis, paa at han intet kan sælge, naar andre ey vil og deels ey kan, kiøbe; intet Salg, ingen Fortjeneste, følgelig bliver han arm, han besværer sig tillige over den store Licent og Told, at Handelen er for meget indskrænket, og i for faae Hænder, han viser mig en hollandsk Toldrulle og siger; saa ringe er Licenten der! han taler om de høye Fragter, noget om Øresund, som jeg ey fortager, han melder om Vexelcursen, og mener den kunde nedsættes, endelig

27

slutter han med de dyre Tider og sin manglende Tilstand, og den, den er Soleklar.

Fra Kiøbmandeu kommer jeg til Haandværkerne. Jeg taler med en Juvelerer, en Guld-en Sølvsmed: O! raabe de: vi ere og maae blive aldeles forarmede i denne Forfatning !

Folk have ey noget at kiøbe Fødevahrer for, mindre Sølv og Guld eller Juveler vore arme Medborgere (arme saavelsom vi) maae fælge hvad de eye af Sølv og Guld for at kiøbe Brød, og tænk, tænk Assistencehuset, laaner ey mere end 2 Mk. paa et Lod arbeydet Sølv af Kiøbenhavns Prøve, hvorledes skal da vi kunde leve, maae vi ey reet undergaae?

Denne Grund er saa tydelig at jeg ey behøver flere. Jeg tænker paa Assistencehuset, 2 Mk. paa et Lod Sølv! min Gud! hvad er det for Assistence eller Hielp?

Her falder mig ind at man til sin Tid, har havt saa mange Projector fore, om at faae Sølvet til at mynte af, man har taelt om Skat af hvert Lod Sølv med mere. Min Slutning bliver denne: for dog af det Onde at trække det meste Godt mueligt er, var det at ønske Regieringen kunde føre sig denne Leylighed til Nytte,

28

og ved alle Leyligheder opkiøbe det Sølv, til en nogenledes billig Priis, som Armod maae sælge. Naar det kom til Mynten, vandt Regieringen derved, og der kom nogen mere klingende Mynt iblandt Folk.

Dog maaske, det er ey af den Betydenhed, at det kunde klække noget og følgelig ingen besynderlig Opmærksomhed værd.

Joderne græde neppe over at det gaaet saaledes med Sølvet. En trængende og besværlig Tid i et Land, er for dem, omtrent det samme, som en almindelig Misvæxt for en Kornpuger, den trængende maae laane, Assistencehusets Laan er alt for lidet og utilstrækkeligt, Joden laaner mere, dermed er den trængende tient for det Øyeblik han faaer det, men at han siden maae give 8 ß. maanedlig af en Rixdaler, eller Cent pro Cento, hvilken tærende Gift er ey det for den Nødtrengende?

De som have en Skilling (desværre de ere faae) at kiøbe for, eller udlaane i denne Tid, de kunde ret Aagre med Medborgernes Nød, ja sue Blodet af dem værre end Iigler.

Men lad os nu gaae videre i vor Undersøgning, og tale et par Ord med den forarmede Kandestøber.

29

Han begynder at søge sin Næringstab lige ifra China. I gamle Tider siger han: brugte man Tinkarr, nu kan man ey æde uden paa Porcelain. Han giør mig denne Sammenligning. Et Douzaine, Suppetallerkener af det beste Tin koster 4 Rdr. Dem kan en Mand bruge al sin Levetid, og enda brugbare, kan han give sin Dotter dem i Medgift. Endelig naar de blive ubrugbare og han vil sælge dem, kan han igien bekomme for dem 14 a 15 Mk. Et Douzaine, Porcellains Tallerkener derimod (af de Chinesiske) kan koste 8 Rixdr. En Time kan ødelegge dem, og saa er intet tilbage, (dette er en virkelig og høystskadelig Overdaadighed, gid den kunde hemmes) Han farer videre ført og klager over at arbeydet Tin indbringes og endelig tillægger de samme Aar: sager som de andre, af Tidernes Besværlighed og den almindelige Armod.

Jeg gaaer fra den eene Haandverksmand til den anden, Klagemaalet høres allevegne og endog de hvis Arbeyde en kan undværes, fom Smeden, Skomageren og Skrædderen, de forsikre at de som ofteste maae bort creditere deres Arbeyde formedelst den almindelige Pengemangel, og saaledes blive de forarmede.

30

Den eene vil hellere fortiene noget end den anden, dette forvolder at den eene ofte Underminerer den anden og tillige selv forarmes med sit Arbeyde, ja de Haandverker som indlade sig i Accorder og Entrepriser, og som for at faae noget under Hænderne, vil iagttage den mueligste Billighed i Prisen, maae tidt bagefter bejamre at de i Følge deres Accord, ofte have arbeydet omsonst og blive ruinerede.

Jeg forsikrer at her gives de Laugsmestere som ey Dovenskab eller Overdaadighed har ruineret, men som dog i disse Tider have søgt om at faae Arbeyde som Svenne og ey have kundet erholde det, et ynkeligt Beviis paa de siette Omstændigheder, og den Uvirksomhed Fattigdommen Foraarsager.

Gaar vi til de andre Borgere, som ey drive Haandverker, men Næringsbrug eller saadant. Omstændigheden er den samme.

Bryggeren klager over de høye Kornpriser og Brændets Kostbarhed. Brendeviisbrenderen ligeledes og over den høye Consumption.

Slagteren siger: man kan nok sætte ham en Taxt for hans Udsalg, men ey for hans

31

Kort; de fleste klage over, at de formedelst Pengemangel, ey kan faae det ud Crediterede ind og følgelig ey kan paa rette Tid giøre Indkiøb, men Summen af alt bliver, at den eene Stands Mange! foraarsager den andens, hvilket er ligesaa naturligt, som at en Machine maae gaae urigtigt, ja aldeles forrykkes, naar et og siden flere Hiul standse.

Gaar vi videre med vor Undersøgning, da troer jeg man ey til nogen Tid skal fra alle Skæder i begge Rigerne, have hørt en mere almindelig Klage over Nød og Mangel, og aldrig troer jeg man i Residensen skal have fundet flere Nødlidende, end her nu findes.

Den som ey veed deraf, skulde neppe forestille sig, hvor mange nøgne, forsultede og elendige Mennesker, Kiøbenhavn paa denne Tid indhegner.

Næringsveyene ere ligesom tillukkede, de som kunde og ville gierne arbeyde kan ey faae noget at fortiene, slet bliver Arbeidet betaelt, og dog ere der tusende Hænder derom.

Mangelen er i den største Stand ganske sandsynlig og Armod og Fattigdom i de andre saa tydelig, at den udæsker enhver Veltænkende Patriotes inderste Medynk.

32

Men hvad hielper det at beklage og vise en Fattigdom som ingen kan nægte? Lader os heller stræbe paa, at finde de beste Midler imod den, og da bliver efter mine Tanker det beste Middel, at vise, de fleste og muelige Næringsveye.

Derved opvækker man Fortjenester, Fortjenesten opmuntrer Arbeydsomheden og Arbeydsomheden er den sande Moder til Rigdom og Velstand i et hvert Land.

Det er ey mueligt at een Person kan kiende vide og retskaffen indsee det heles Forfatning, enhver bør opgive det han indseer, og naar man saaledes samler alles Opgaver, Prøver, og forbedrer dem, enten ved Udvidelser eller Indskrænkelser, maae de ufeylbar medbringe sin Nytte, saafremt de ey ere skrevne hen i Taaget, uden Kundskab og Erfarenhed.

Jeg vil kun skrive om det jeg begriber, jeg vil indskrænke mig til det Sted, jeg kiender best og det skal være Øyemaalet, for mit Opgave.

Jeg vil opsætte mine oeconomisike Tanker, hverken Lyst til Nyt eller flygtige Indfald har dannet dem. Jeg troer virkelig, det jeg taler om, forholder sig saaledes,

33

thi dens Grund og Sammenheng berettiger Mig til den Troe.

Kort, jeg vil skrive oprigtigt og maaskee ei aldeeles ugrundet, thi venter jeg saa meget mere med Skiønsomhed at begiegnes hvor jeg feiler.

Jeg vil ei længere være paastaaelig i nogen Meening, end indtil jeg bedre bliver overbeviset, det er mit Ønske, min Hensigt, Fædrenelanders Nytte og deres Ære, som overbevise

Oeconomiske Tanker.

— * — Ergo tua Rura manebunt,

Et tibi magna fatis, qvamvis Lapis ornnia nudus, Limofoqve, Palus obducat Pafcua - junco.

VIRGIL

Jeg har i Forveien sagt, at jeg vil indskrenke mine Tanker til de Ting og de Stæder jeg kiender, i Følge heraf skal da Norge være Øiemeedet for mine Betænkninger.

34

Norge er som bekiendt et Land, om Hvilket man kan sige med Poeten: Infelix: Lollium & fteriles nafcuntur Aenæ. Men med al sin Ufrugtbarhed, i Henseende Korn-Vare, er dog dette Land beriget med saadanne Eiendomme, som ei allene kan veie op imod, men overveie, mange andre Landes Rigdomme.

Norges Skove, Norges Bierge og Fiskerier ere rige Velstands Kilder, dog er Velstanden i Norge paa de fleste Steder liden og meget mindre end den virkelig kunde og burde være.

Næringsveiene ere alt for faae, og just derfore nærer ei Landet saa mange Indbyggere som det kunde.

Skylden er ingenlunde hos den karrige Natur, Landet har de Producter, som aabne Adgang til mange Næringsveje, men man opsnapper dem langt fra ikke; enten seer man dem ikke eller vil man ei see dem.

Dette første er en Søvnagtighed, det sidste en Vrangvillighed, begge Karakterer, som jeg unødig vil paabyrde, den af sin Munterhed bekiendte, og for sin kiække Tænkemaade virkelig roesværdige Nordmand.

35

Men jeg paastaaer dog, at de ei allene ikke opsnappe alle muelige Næringsveie, men de lade endog de meget kiendelige og betydelige gaae sig reent forbie.

Jeg har her giort en Beskyldning, jeg maa og jeg skal gotgiøre den, og indstil man offentlig enten overbeviser Mig om Min, eller rettere sin egen Feil, saa maa denne Beskyldning hvile paa den norske Nation.

For at gotgiøre min Beskyldning, vil jeg begynde med Norges Kobber, der unægtelig er en af Landets betydelige Rigdomme. — Men hvor ubetænksomt, hvor skiødesløft behandler man ei denne ædle Metal?

Man opsøger den i Biergenes Indvolde, man uddrager, man renser og man smelter den, (meget roesværdigt,) kort man giør det til Kobber og giver det den første Form, men dette er og alt.

Nu made jeg spørge om denne Metal ei kan imodtage flere Skikkelser, end den første som den faaer ved Bjergværket, hvor den smeltes og støbes i runde Plader?

Hvoraf kommer Messing og den saa kaldte Printzmetal? Men det som mere er,

36

at spørge om: Hvorledes maa det være førend den kan forarbeides til Kar, maa den ei være plattet?

Nn bliver det et Spørsmaal: Hvorfore de Norske udskibe sin Kobber og lade den platte i Holland?

Er det ikke skammeligt at lade saa betydelige Fordeele gaae sig saa skiødesløs udaf Hænderne?

Man har Kobberet i Landet, man Har de aller beste Lejligheder at indrette Plat-Møller, hvorfore? fordi Naturen selv saa villig tilbyder sin Hielp, og Landet allevegne har Vandfald, Hvorved et saadant Verk kan drives.

Her i Sielland, hvor man med 3 a 4 Gange større Bekostning end i Norge maa indrette et saadant Verk, (formedelst Naturens Uvillighed,) her, hvor man maa tage Kobberet fra Norge, og betale Fragt deraf, her har man en Platmølle, og jeg troer endog med temmelig Fordeel. — Men i Norge, hvor man har Naturens Fordele, hvor man fører Kobberet lige forbie de Steder hvor det kunde plattes, (jeg meener herved Thronhiem,) der har man ingen Kob-

37

ber-Mølle, der fører man det uarbeidet udaf Landet, og naar vi have havt den Ære at betale Hollænderne Arbejdsløn, at føre vor Product frem og tilbage over Havet, to Gange at betale Fragt, Assurance og andre Omkostninger deraf, saa faaer man Plat-Kobber,

Ædle Nordmænd! er ikke dette en uforsvarlig Efterladenhed? maatte ikke Hollænderne falde paa de Tanker, at Norge var det samme for dem, som Mexico og Peru for Spanierne, mon de ikke hemmelig beleer den Dovenhed og Uvirksomhed hos Eder, som tiener til at berige dem? mon de ikke hemmelig belee Eder, naar I igien kiøbe af dem Eders egne Producter, nemlig det plattede Kobber, det I dog selv langt beqvemmere end dem, kunde forarbeide ?

Hvad om I forandrede Scenen, og selv plattede Eders Kobber, mon I da ikke kunde føre den plattet ud, og lære Hollænderne at betale Eder Arbeidsløn, (af det de ei kan undvære;) i den Sted I nu betale dem, det I gierne kunde og burde undvære?

38

Fandtes ei herved en nye Nærings-Vel for mange Arbeidere, og sparedes ei herved de Penge som udgaae i Arbeidsløn?

Videre, hvad giør Hollænderne med den megen Kobber de aarlig faae fra Norge? mon den forbruges i Amsterdam? nei! men en Hoben forarbejdes der; men Brabank, Flanderen og flere Steder imodtager den, — —

Hvad, om I nu toge den Beslutning, ei allene at platte, men endog for en stor Deel selv at forarbeide Eders Kobber i allehaande Slags Kar, mon ei Hollænderne endnu skulde være nødtvungen til at kiøbe den? Jo intet vissere, og troe mig den vindskibelige Hollænder skulde endda finde Lejlighed at fortiene et par Skilling paa et Stykke, naar han endog maatte betale Eder Arbejdsløn.

Men hvilken ypperlig Næringsvei kunde ei dette blive, hvor mange Arbeidere vilde ei herved leve?

Det er besynderligt, at i Thronhiem i Norge ere neppe mere end 3 Kobbersmedde, og de 2 endda Staaddere, skiønt 3 af de betydeligste Kobberværker ligge i

39

dens Egn. Ligesaa besynderligt er det paa samme Sted at finde en Hoben Kobber-Arbeide, kiøbt af de Svenske, hos hvilke vi faae lettere Priser.

At skibe det raae Kobber ud, og igien kiøbe plattet Kobber, forekommer mig ligesaa daarligt, som om de Norske vilde føre deres Træer udaf Landet, lade dem andre Slæder skiære og selv kiøbe Bræder.

Dette er nu en betydelig Næringsvei de Norske lade sig gaae udaf Hænderne, betragter man nu deres Jernværker, i Besynderlighed i Laurvigen, saa maa man spørge, hvorfore ei i hele Norge findes en Isen-Fabriqve?

Man har Jernet selv, og den norske Nation er saa oplagt til Smedde-Arbeide, at enhver Bonde er fast en Tubalcain, og dog skal de give aarlige Skatter til Engeland, Holland, Nyrnberg og Tyrollerne, for al. Slags Isenkram.

Ja Efterladenheden heri gaaer saa vidt, at man aarlig kiøber store Qvantiteter Søm af Hollænderne og af de Svenske.

Landet har, som sagt, de ypperligste Fordeele til saadanne Fabriqvers Indretning,

40

Huusrom og Brænde, er uendelig, og og Føde-Varene meget ringere, end paa mange andre Slæder, nu maatte man tænke, at Nationen var ei lærvillig, opfindsom eller beqvem til Kunster og Arbeide.

Nei intet mindre! Nationen er ildrig, hurtig, kunstrig og beqvem, kort, Genie er noget som vel ingen kan med Føie aftrette Nordmanden.

Man seer endog i denne Tid, at de berige sig med adskillige priselige Anlægge. Klokkestøberie er i Norge, og i Fald Rygter ei har bedraget mig, skal der ogsaa i denne Tid fabriqveres Fayance-Porcelain. Hvor beqvem var ei Norge til saadanne Anlæg? i Kiøbenhavn kan to Fayance-Fabriqver, foruden Castrup, som nu er den tredie, finde deres Regning. Hvorledes den ene af disse Fabriqver har giort sin Ballance-Regning, begriber jeg ei; thi jeg veed tydelig, at den ene Fabriqveur formedelst manglende Force, har maattet i en ubeleilig Tid kiøbe Brænde til fine Brænde-Ovne i smaae Partier, og endda kost en temmelig Vognleie derpaa, for at bringe det hen til Fabriqven. Men den er at und-

41

skylde, thi Ævnerne har ei været større, men hvad Fortjenesten har blevet, kan man let dømme.

Men at komme til Norge, da kan jeg ei indsee, hvorfore de Norske ei forlængst have indseet Fordeelen af at forarbeide, i det mindste platte, sit Kobber, hvorved anseelige Summer havde været vundet, og hvorfore de ei anrette en Isen-Fabriqve, forarbeide Messing og destige Metaller, og ei kiøbe sine fornødne Søm af andre.

Det er hverken Dovenskab eller Ubeqvemhed som hindrer de Norske fra saadanne Entrepriser, men jeg troer en Hindring bestaaer i følgende:

Naar de Norske begynde en Entreprise, giøre de Anlegget for vidtløftigt og bekosteligt, i det mindste paa endeel Stæder, som for Exempel, i Thronhiem blev for en Snees Aar siden det første Sukkerhuus anlagt, man giorde Bygningen saa vidtløftig, som den skulde have været en heel Baragve eller Casarme, og den øvrige Indretning med lige saa stor Overflødighed og Vidtløftighed.

42

Saaledes ere de Norske for overdaadige i Anlegget, dette giør en Entreprise, forfærdelig kostbar og vansselig.

Dernæst troer jeg de Norske have den Feil, at de ei ved sine Anlægge seer paa Fremtiden, de vil strax og i en Entreprises spædeste Alder have store og betydelige For: deele, naar de ei indsee at de kan erholdes strax, have de ingen Lyst at entrere, thi de Herrer Entrepeneurs see ei paa Eftertiden, men ville i øjeblikket gribe Guld med begge Næverne. Dette siger jeg ej om de Norske i Almindelighed, men paa visse Steder forholder det sig saadan, og i det mindste tænker en stor Deel af de Thronhiemske Entrepreneuers saaledes.

De Skarpsindige som ei have Midler, kunde ei entrere noget, og de Formuende som meget mageligere, (om det ei var ved andet end en Toldforpagtning,) kan høste store Fordele, ville ei have Bryderie med nye Anlægge, med mindre som sagt, Fordelene ere anseelige og strax ved Haanden.

Dette troer jeg virkelig er Aarsagen til at Norge savner de Indretninger som

43

have kundet berige Landet, baade med Penge og arbeidsomme Indvaanere.

Om jeg ei feiler, har der engang ved Thronhiem været en Plathammer eller Kobbermølle, som jeg troer endnu er i den afdøde Kammerherre (S. T.) Schiøllerts eller Arvingers Hænder, men ei mere tiener til det Brug; af hvad Aarsag den er nedlagt, veed jeg ei, om det ei skulde komme deraf, at man ei har anseet den fordeelagtig nok.

En Kobbermølle og en Isen-Fabriqve, ere da efter mine Tanker to uundgiengelige Fabriqver som Norge burde have, for om ei mere i Førstningen, dog i det mindste at arbeide til sit eget Lands Fornødenhed. Hvad om der i Norge blev anlagt et Kanonstøberie, paa eller tæt ved et af dets Jern-Værker, mon det ei skulde blive fordeelagtigere end det vi her har havt?

En Ting maa jeg endnu spørge de kiære Nordmænd om, nemlig: Hvorfore de sende deres Bukkeskind til Holland, skulde det ei være mueligt at de selv kunde forarbeide dem, og var det ei større Fordeel at sælge Carduan end de raae Skind?

44

Det er jammerligt, at alle Produkter skal føres raae ud og kiøbes arbeidede igien, da man dog burde være saa gode Huusholdere, at man burde endog i de Ting man ei kan undvære, saa meget mueligt see paa, at kiøbe af de Fremmede allene Producterne og fortienne Arbeidslønnen i Landet.

Seer dog engang op i brave Nordmænd, og værer ei til evig Tid Hollændernes Vasaller, giøre Eder dog andre og større Fordele af Eders kostelige Metaller! see ei allene paa den nærværende men og paa den tilkommende Slægt, betænke at Mangelen tiltager daglig, Fiskerierne feile ofte, og efter den nærværende Mishandling, er jeg bange Skovene glippe førend I vente det. Opdage derfore nye iNæringsveje, optage i det mindste de som ligge for Eders Fødder, og ere saa betydelige som de ovenanførte, hvis Forsømmelse virkelig er og bliver Eder en Last, indtil I (og det kan I aldrig,) skielligen gotgiør, at det enten er skadeligt eller ugiørligt, selv at platte sit Kobber og arbeide sit Jern.

Skulde denne Uvirksomhed for længe vare, var det at ønske, Regieringen vilde

45

for egen Regning anlægge saadanne, vist fordeelagtige Værker, og naar de komme ret i Gang, og Fordeelen blev tydelig, da imod en anstændig Fordeel igien at overlade dem til Indvaanerne, som derved torde lære at blive opmærksomme, og udvide sine Tanker til andre og flere fordelagtige Anlægge. — —

Norges Mangel paa Kornvarer er og bliver et ligesaa vigtigt som bedrøveligt Gienstand for Patriotens Betragtning.

Hvor tidt og ofte maa ei den arme norske Bonde savne det velsignede Brød, og hvor ofte maa han ei blande det med den til Meel malede Fyrrebark, der er bitrere end Malurt?

Hovedgrunden til Norges Kornmangel ligger i Landets egen Beskaffenhed og Climens Haarhed. Mange Steder som ligge høit oppe i Landet, og som de Norske kalde det til Fields, kan slet ikke avle Korn, formedelst det sildige Foraar og den tidlige Vinter, og i de Slæder som kunde avle

46

Korn, og hvor det i gode Sommere virkelig voxer hyppig, hænder det ofte, at en tidlig og uformodenilig Kulde fordærver og paa en Nat til intet giør den haabesuldeste Høst.

Man maa ingenlunde forurette de Norske, ved at beskylde eller ansee dem for slette Agerdyrke, tvertimod, have de i en Tidlang, (der hvor jeg er bekiendt,) drevet den til en temmelig Høide. Officiererne og Præsterne paa Landet, fortiene en væsentlig Tak og Ære for deres Virksomhed, Flid og gode Exempler i Agerdyrkningens Udvidelse.

Denne samme Berømmelse kan man tillægge Kiøbstedfolkene, thi enhver af dem som er lidt formuende, eier gierne en Avlsgaard i Nærværelsen, den de virkelig med største Flid, Opfindsomhed og Arbejdsomhed dyrke og forbedre, og en Efterstræbelse i at overgaae hinanden i sine Jorders Forbedring, giver en herlig Frugt og et frugtbart Exempel.

Sandt nok, at Almuen, menige Bønder, der saavel som andre Stæder, have sine Fordomme, og indtagen af den gamle

47

Slentrian, ugierne vove, ja ofte belee de nye Forsøge, men desuagtet, lade de sig dog ofte, af sin Officer, sin Præst og den paagrændsende Kiøbstedmand, overtale, særdeles naar de have Fortroelighed til ham, (thi Fortroligheds Erlangelse, er Hovedkunsten i den samtlige norske Nations Bestyrelse,) men endda mere virke Exempler, tbi naar en norsk Bonde seer hos saadan sin Naboe, at de nye Forsøge ere fordeelagtige, strax er han færdig at efterabe, endog de Forsøge, som han i Førstningen virkelig har beleet. —

Nationens Dovenskab eller Ukyndighed i Agerdyrkningen, er da ingenlunde Aarsag til Kornmangel; men hvad kunde de beste Forsøge hielpe, naar Naturen ei vil understøtte, og naar, som sagt, den tidlig indfaldende Kulde, alt for ofte giør de beste Anlægge til Vand.

Men om aldrig den Ulempe var, saa see vi dog, at i de frugtbareste Aar, Norge ingenlunde har Korn nok for sine Indbyggere, men Tilførsel af fremmed Korn skal redde dem fra Brødmangel.

48

Denne Tilførsel, som beroer paa Kiøbmændenes Aarvaagenhed, Indsigt og Tænkemaade, er underkastet saa mange Tilfælde, som Vindelyst og Kiøbmands Egennyttighed kan danne, og de, de ere Aarsagen til at Norges Bønder ofte savne det kiere Brød.

At sætte en Skranke for dette, vilde blive meget vanskeligt, thi om end enhver Kiøbmand som handler med Korn, blev befalet at være forsynet med et vist Quantum, som efter nøie Overveielse kunde synes tilstrækkeligt, om man endog (som i disse Tider fast er ugiørligt,) kunde regulere en nogenledes rimelig Priis, var dog ei Uhældet derved forebygget.

Kiøbmands Handel kan et indskrenkes, Crediter give Lejlighed til megen Aager, Trocheringen selv kan give Lejlighed til utilladelige Fordeele, thi naar Bonden absolute maa have Korn til Brød, kan jeg jo sætte den Pris paa hans Vare, som min Egennyttighed og hans Nødtrang giver Lejlighed til,

Desuden maa man mærke, at de Bønder, som fornemmelig trænge til Kiøbsteden, ere for den meste Deel, de saa kaldte

49

Oplands Indvaanere, disse have lidet eller intet at trochere med, men maa kiøbe for rede Penge, baade Korn og Fiskevare; Pengemangel og Crediter giver Lejlighed til Utaaligt Aager.

De andre som trænge til Kornvarer, ere dem som boe i Fiskerleiene; slaae Fiskerierne got ind, veed Kiøbstæderne strax at benytte sig af Mængden og giøre Priserne ringe, slaae de derimod Feil, (som desværre ofte skeer,) er Hungren et tærende Sværd for de ulyksalige Folk.

De ere da langt værre farne, end de som boe op til det faste Land, thi de have dog nogle Fedevare, og ere gemeenlig i bedre Omstændigheder, thi Skovene ere dem en sikker Fortjenestes Kilde.

Nu maatte man spørge, hvorledes herpaa kunde raades Bod?

Det eneste Middel at afværge den store og saa ofte i Norge indfaldende Brødmangel, var ene og allene denne, allevegne i Landet at anlægge Korn-Magaziner.

Men at give en fuldstændig og retskaffen Plan til saadanne Magaziners Anlæggelse, er et Arbeide, alt for vidtløftigt

50

til disse Blader, og ei heller mueligt for Een allene at udføre.

Intet Land er sig selv mere uligt end Norge, Landets ulige Situation og Beskafskaffenhed giør, at det som kunde være mueligt paa den ene, kunde blive umueligt paa den anden, hvad som kunde være fordeelagtigt paa den ene, kunde blive skadeligt paa den anden Kant; men hvo kan kiende et saa vidtløftigt og ulige beskaffent Land, allevegne saa nøie, at han rigtig kunde bestemme alle Steders sande Fordeel og Skade?

Dette vilde sætte forud en lang Erfarenhed og en saa udvidet Kundskab, som neppe kan forlanges af een, i Henseende dens store Forskiellighed.

Nei! naar man vilde anlægge Magaziner i Norge, maatte man fra et hvert Stift, ikke fra et, men flere Stæder i Stiftet, indhente upartiske Betænkninger og Forslage til Plan for et hvert Stift.

Ved at sammenligne disse, vælge de beste og giøre Udslaget, efter den mere og mindre Lighed, den ene Stæd og det ene Stift har med det andet, vilde man vist

51

finde Middel og Grunde at udkaste en General-Plan efter.

Saasom intet strax er fuldkomment, vilde vel saadan en Plan beholde nogen Mangel, som først ved iværksættelsen vilde opdages, men den kunde let forbedres.

Ifald en almindelig Concurs, til et saa nyttigt Værk skede, og det var mig tilladt, vilde jeg specialiter opgive mine Tanker om en vis Strækning i Norge, og maaskee tillige nogle Generalia, som i Henseende Oplagsstæderne og Sparsommeligheden i Indretningen, i det minste paa de fleste Stæder skulde være tjenlige til Øiemeedet.

Det var at ønske, at vor priselige Landhuusholdnings-Sælskab, der foreviger sig med en klog og nyttig Omsorg for det Almindelige, vilde udsætte Præmier til en Plan for Korn-Magaziner i Norge, nemlig for deres letteste, mueligste og bestandigste, og for det Almindelige, fordeelagtigste Indretning, NB. ikke en General-Plan for hele Norge, men en Special for hver Skift, med hosføiede Iagttagelser, af den mere og mindre Forandring et hvert Sted vilde ud-

52

Det høistpriselige Selskab vil ingenlunde fortørnes over mit Patriotiske Ønske, tvertimod, deres større og almindeligere Indsigt vil bestemme det nøiere og bedre. Jeg ønsker det ingenlunde for min egen Deel; jeg er langt fra ei stolt nok til at troe, jeg derved kuude fortiene nogen Præmie. Nei! naar endog saadan en Indbydelse skede, og jeg da (kunde bruge Pennen,) vilde jeg med Glæde strax opgive mine Tanker til Sælskaber, ingenlunde som en Concurrent, men som en velmenende Patriot, hvis Hovedhensigt var, at vise, Villien er større end Evnerne.

Uforbiegiengelig nødvendige ere saadanne Magaziner, dersom Brødtrang skal forekommes, endog i de gode Aaringer. Men jeg troer derhos, at deres Oprettelse ei maatte blive nogen privat Entreprise, ifald de skulle opnaae Hensigtens rette Nytte. Jeg troer ikkun dette, og forbeholder mig at give til sin Tid, i det minste en antagelig Grund for min Troe.

Imidlertid da Norge lider saa megen Mangel paa Brødkorn, var det at ønske, de Norske vilde lægge sig mere efter de Tings

53

Avling, som nogenledes kunde erstatte Brødets Mangel.

Den af alle Oeonomi saa høit anpriste Potatos-Avling, er noget de Norske burde dyrke med større Iver.

Landet er beqvemt til at frembringe saadanne Væxter som knyttes og groe under Jorden, alle Slags Rødder og Roer voxer der meget gode, og at Potatos der groer meget got, beviser adskillige smaae Forsøge, ja endog endeel betydelige, hvorpaa jeg vil frembringe et Exempel:

I en lille Kiøbsted, navnlig Christiansund, boer en Engelskmand, som forstaaer lidt af Gartner Væsenet, denne har blandt andet, drevet Potatos-Avlingen saa vidt, at han endog til engelske Søefarende aarlig kan afhænde anseeligt. Et nyt Beviis paa at Potatos-Avlingen i Norge got kunde fremmes, naar den med større Flid blev drevet, og man ved oftere igientagne Forsøge, lærte at kiende de beqvemmeste Jordarter.

Det var bedre, at man i Norge anvendte til Potatos-Avling noget af det Land man saaer Roer i; thi omendskiønt de norske Roer ere meget gode, og kan forvares

54

hele Vinteren, saa ere de dog ei saa nyttige som Potatos, thi denne kan man bruge i Mangel af Brød, men hine ædes kun til Kiød og Brødet ligefuldt.

Jeg troer gierne, det vil koste megen Overbeviisning og Umage, at bringe den norske Bonde til at legge Vind paa Potatos-Avlingen, thi de fleste af dem vide ei hvad Potatos er, og vist ei ville æde dem; men en almindelig Overbevisning om dens Nytte i Huusholdningen, Opmuntringer, ja Præmier, vilde maaskee lære dem at begynde derpaa, og Erfarenheden at fortsætte den med Iver, thi naar de lærte at man i Nøds-Tilfælde kunde giøre Brød af den, vilde de ufeilbar elske den Næringsfulde Plante, som i dyre Tider kunde frelse dem fra at æde det bittre Fyrre-Meel, baade i Brød og Grød. —

Til hvilken uendelig Nytte, var ei denne ædle Plante, for de Bønder tillige som boe ved Søekanten, og hvis meste Næring er Fisk, deu de ofte maa æde uden Brød, og i Mangel af Brød tidt bruge tørret Fisk, hvor rigelig kunde de ei derved

55

baade spare paa Brødet og oprette Brødets Savn?

Ulige sundere vilde disse Folk tillige blive, der formedelst den megen Æden, ei allene af Fisk, men Lever af Fisken, og saadanne usunde Ting, gemeenlig see gule og gustne ud, ja inclinere ofte til en Slags Spedalskhed, hvilket fonmodentlig meget kommer deraf, at de have kun lidet Brød at æde til deres Spise, men Brødet er jo det som befordrer Fordøielsen.

Naar nu disse som sagt, aade Potatos til deres Fisk, vilde den ei allene giøre samme Nytte som Brødet, men den stærke Føde som er ved den, forvoldte at de spisede mindre af Fisken, og altsaa bleve sundere og friskere.

De som boe oppe i Landet, og have noget Kiød at æde, kunde og finde deres Regning ved denne nærende Plante; de som ei høist oppe kunde pløie og faae Korn, mon de ei kunde avle Potates? Jeg troer det, thi jeg troer ei den udfordrer saa lang Sommer, og ei heller saa lettelig beskadiges, af en maadelig Kuld.

56

Give den norske Almue paa Landet retskaffen kiendte Fordelen af denne Avling, og give den i Dannemark selv blev mere dyrket. Det er vanskeligt overalt at bibringe den meenige Mand nye Begrebe. — Skrifter hielpe dem lidet eller intet, og at læse noget uden for sin Christendoms Lære, er ganske og aldeles ikke den norske Bondes Sag —

Det var vist ikke af Veien, om en , Afhandling om Potatos Avlingsmaade, dens Nytte og Anvendelse i alle Huusholdningens Dele, med en hosføiet Belønnings Udlovelse for den som gotgiorde at han havde avlet den største Qvantite deraf, blev trykket, og gratis uddeelet, især i Norge, hvor de fleste Bonder ei engang kiende denne Vært —

Det kunde maaskee giøre Indtryk hos en og anden, og saa snart nogle sunde For: Deel derved, blev Bruget strax almindeligt; thi den norske Bonde er aldeles ikke uvillig i at følge Exempler, og at antage Lærdomme, helst naar de enten af deres Siælesørger eller nogen som de have Fortrolighed til, blive dem tilbragte.

57

Ønskeligt var det i et for Korn saa fattigt Land, at faae de Ting opelskede, som nogenledes kan bøde paa dets Mangel, og ligesaa ønskeligt var det, at man ei med det fordærvelige Kornbrændevins, umaadelige Brænden, gjorde Brødet mere dyrt, saavel i Dannemark som i Norge.

Mon ikke nogen skulde være saa Hældig at kunde udfinde den Maade at brænde Brændeviin af andre Ting, der ei vare saa umistelige som Sæden, men kunde have ligesaa god Smag, og giøre ligesaa god Virkning som Brændeviinet, der i sig selv er skadeligt, dog er bleven til noget som er umisteligt.

En saadan Opfindelse, naar den var gjørlig, var høist nyttig, og Opfinderen en god Belønning værd.

Dog jeg vil ende denne Materie, og overlade dens nøiagtigere Afhandling til en hældigere. — Imidlertid vil jeg fremsætte mine Tanker efter beste Skiønsomhed, i flere Tilfælde.

58

In Patris, Croceo mutabit Vellera Luto.

Virg. Eclog.

I blandt andre Ting som i Norge, efter mine Tanker, kunde med Fordeel opelskes, er Faare-Avlingen en væsentlig Deel.

Jeg vil ei tale om Uldens Nytte og umistelige Værdie, thi hvo kiender ei den? Jeg vil ei heller tale om, hvorledes den danske Uld en Tidlang haver været mishandlet og til Fremmede udført; adskillige Besværinger vidne nok herom, og det er ei min Hovedsag.

Man maae ei tænke at jeg med Faa: re-Avlingen i Norge, mener det saaledes, som om derved noget ganske nyk skulde indføres, og ligesom man ei forhen i Norge havde Faar i nogen Mængde. Jo, man har dem endog i nogenledes Mængde, men jeg meener man kunde og burde have or-

59

dentlig indrettede og anseelige Skæferier, men dem har man vist ikke.

Aarsagen til min Paastand ligger i Landets Situation og Beqvemhed dertil. Der gives adskillige omflødde Steder og Øer, hvor saadanne Skæferier med største Beqvemmelighed kunde indrettes. Paa adskillige af disse haver man en temmelig Forraad af Faar, som endog hele Vinteren gaae ud, og ere meesten Deels vilde. — Dette er en gruelig Hovedfeil, thi ved det Faarene gaae i de haarde Vintre ud, bliver Ulden grov, strid og ubøielig, da den i varme og vel indrettede Skæfer-Stalde, vilde blive ulige blødere, og en afgiort Sag er det, at man ei med den rette Nytte og Fordeel kan tage Ulden af disse Faar, dem man fast maa fange som andre vilde Dyr.

Den meeste Deel af deres Uld, faaer man paa den Maade, at man sanker den op, naar Faarene selv have kastet den, og sindes den da i hele Kager, fulde af Grus, smaae Pinde, Stene og Lyng, ganske sammenviklet, men hvor ulige storre vilde ei

60

Fordeelen blive, naar man paa ordentlig Maade og Tid kunde klippe dem, og hvor ulige renere nyttigere og bedre blev ei Ulden? — Ifald nogen vilde indvende, at der til store og talrige Skæfferier i Norge, vilde mangle Høe og Foder, da siger jeg nei! ved en god Oeconomie vil der findes tilstrækkelig nok. Men Oeconnomien med Høet maa være lidt bedre end for nærværende, da de norske Bønder, deels i sine Sætte-Boliger *), deels andre Eiere, paa saadanne Øer, ei flaae og ordentlig indhøste Høet; men lade paa det ene og det andet Sted, Høvder og Faar gaae i Græsset under Bugen, og træde ned ligesaa meget som de æde op, da Kreaturene ofte maa mangle

om

*) Sætte-Boliger, kalde de Norske saadanne Stader, som de foruden sin Bopæl og dens Egne, eie gemeenlig høiere op i Marken, og hvor de formedelst Stædets Fraliggenhed og Veiens Vanskelighed, (maaskee sommetider indbildt) lidt eller intet Høe høste, (Korn slet ikke,) derhen drive de sine Kreature om Sommeren, cg følger med dem en Meierske, (som i Norge kaldes en Budeye,) der hele Sommeren igiennem trækker Smør og Ost sammen af de i den overflødige Græsgang gaaende Kreature.

61

om Vinteren, fordi de have havt saa stor Overflødighed om Sommeren.

Græs voxer overflødigt i Norge, desuden ere Faarene saadanne Kreature, som man med Løv, indsanket af behørige Træer, (hvoraf Norge har nok,) ja, med smaae Qviste, og saadant, meget vel om Vinteren kan fore. Man betragte Vesterkandten af Holsteen, (hvor stor (eller rettere liden) Mængde af Høe der gives; men om jeg ei feiler, ere der de største Skæfferier.

Norge mangler ikke, men har Forraad nok paa Høe og andre Næringsmidler for Kreaturene, og iblant dem Faarene, naar man som gode Huusholdere vil indsanke og bruge dem.

Sønden for Thronhiems Bye, (jeg husker ei hvor mange Mile,) ligge nogle Øer, som kaldes Froeøerne, deres Beboere har temmelig drevet paa Faare-Avlingen, han har produceret Uld, den er bleven spundet, farvet og vævet; adskillige i den samme Familie, have til Hæders baaret Klæder deraf,

62

som have et smukt Anseende. Et priseligt Exempel, som fortienner at bekiendtgiøres og opmuntres. Denne Familie, hvis Navn er Busch, lever endnu, og Prøver af Tøiet samt nærmere Efterretning kunde af dem bekommes, ifald Landhuusholdnings-Sælskabet til sin Betragtning, vilde æske den.

Ligesaa er i samme Circumfirence en anden Øe, kaldet Tarven, hvor Øxne og Faar gaae saa got som vilde, der falder de største Øxne og tillige de største og fedeste Faar. — En Mils Distance fra Thronhiem, ligger en prægtig Øe, kaldet Tutterøen, paa denne Øe har man opelsket lutter Race af engelske Faar, deres Uld har bestandig været og blevet ligesaa god som den Engelske.

Dette bevæger mig til at tænke; at man paa de anførte og flere ligedan beskafne Stæder, med største Fortgang og Nytte kunde indrette ordentlige Skæfferier.

Hvorfore jeg anseer Øerne beqvemmest, er af den Aarsag, at man der er frie for

63

Ulve og saadanne skadelige Rovdyr, som paa det faste Land anrette alt for ofte betydelige Skader. — Dog meener jeg ingenlunde at der faste Land til Skæferie er ubeqvemt, thi man avler jo der og Faar; men jeg giver Øerne Fortrinet, af den ovenanførte Aarsag, saa og fordi en Deel af dem som Froøerne og Tarven, ere ei beqvemme til Korn-Avling.

Det er virkelig en Hovedfeil af de Norske, al de ei drive Faare-Avlingen videre. Hvad man vil indvende imod den norske Uld, at den er grov og strid, er ingen tilstrækkelig Grund. Tutterøen som sagt, giver god Uld, og ved en bedre Behandling blev Ulden bedre, og den grove Uld er ei ubrugbar, rettelig sorteret, vilde den blive nyttig i mangfoldige Brug. — Landet har Foeder og begvemme Steder, Kisdet er ligesaa umisteligt der som andre Steder; man see til det kolde Island, er ei deres Uld og Faarekiød en af deres væsentligste Fordeele? mon man kan have for mange Fordeele i et Land, og mon ei Norge er trængende nok i mange Ting?

64

Da jeg nu taler om Ulden, kunde der ei være meget af Veien at tale om Fabriqvers Anleggelse i Norge, men det er ei mit Øiemeed for denne Sinde. Saa meget vil jeg kun sige, at for det første, kunde de danske Fabriqver rigelig forsyne Norge, allerhelst naar man veed og betragter, at menige Mand i Norge, væver eller forarbeider selv det meste af det Tøi de daglig bruge, En Ting vil jeg allene erindre, at man mange Steder i Norge savner og høilig trænger til en god ulden og linnet Farver; thi skal noget af Betydenhed farves, bliver der gemeenlig skikket Udenlands. Jeg forundrer mig over, at i denne Tid, da Professionisterne ere forlegne, ei en eller flere Farvere have etableret sig i Norge, hvor de vist kunde have en god Udkomme, baade fordi saadanne Professioner mangle der, saa og fordi Brændet (som en Hovedfag for en Farver,) der er i ringe Pris. —

P.S. Adskillige Omstændigheder tvinge mig denne Sinde til at afbryde mine Tanker, men med det første skal en Fortsættelse, lægge nogle oeconomiske Tanker Dannemark angaaende, for Dagen, og maaskee jeg vover at legge en Plan til en Skat, fordelagtigere for Regieringen, jævnere og mindre trykkende for Indbyggerne, end den nuværende Extraskat.

1

Korte Tanker foranledigede af De Fattiges Tilstand

i desse saa overhaandtagende dyre og trøkkende Tiider,

og

Hvorledes de mange Klagemaale

over Betleres Mængde, best mueligt kunde være at afhielpe.

Forfattede

Af den, der baade ønsker, arbejder paa, og glæder sig ved, at kunde forbedre de

Trængendes Vilkaar.

Tronhiem, 1772. Trykt hos Jens Christ; Winding.

2
3

Høy-Velbaarne Herre,

Hr. Diderich Otto von Grambow, Ridder,

Hans Kongel. Majestæts

til Danmark og Norge etc. høystbetroed Stiftbefalingsmand over Tronhjems Stift og Amtmand over Tronhjems Amt,

samt

En værdig Medlem af det Kongelige Nordske Videnskabers lærde Sælskab i Tronhiem.

4

Høygunstige Herre!

Om ikke andet kunde ansees, som bevægende Aarsager til at opvække nogen Agtpaagivenhed, maatte dog desse overhaandtagende dyre Tiider, dertil give Anleedning; allerheldft de endnu har Anseende til at udviide sig, da Efterretningerne fra fremmede Stæder, angaaende Mangelen og Korn-Vahrenes

høye

5

Priiser, spaaer os de bedrøveligste Følger, og at lidet eller intet deraf kand forventes, som desuden vil komme saa dyrt, at den Fattige ej bliver i Stand at kiøbe, og saafremt dette Aar, ikke med en riig Høst velsignes, hvoraf vi kunde faae Tilførsel, maae Hunger og Nød her i Stiftet u-omgienge!ig blive stor, omendskiønt Landet her, endog med det beste Aar blev kronet; men den Alterhøyeste kand giøre langt over det vi forstaae, og hans Miskundhed varer Evindelig; imidlertid giver Tilstanden og Omstændighederne mig Grund til at tænke saaledes, da jeg veed, at mange Bønder heromkring nesten har fortæret deres Sæde-Korn, saa faae Jorder vil blive tilsaaede, og hvilket er Grunden til mine Formodninger, som jeg dog Hiertelig ønsker maatte mislinge. Overalt synes det ikke for meget, om her betimelig

6

kunde udfindes noget for at lette Nøden, som og Deres Høy-Velbaarnhed af en høyft-priisværdig Omsorg for Landet, for længe siden har været betænkt paa, ved de beste Foranstaltninger til at forsyne os med al muelig Tilførsel; og da der i alle Ting, som vel bekiendt, ingen Bemøyelser spares, endog ikke i det mindst betydelige, naar Hensigterne dermed allene har kundet befordre nogen særdeles og almindelig Nytte; Saa giør samme, at jeg herved fordrifter mig i Underdanighed at dedicere desse mine ringe Tanker til Deres Høy-Velbaarnheds høygunstige Beskyttelse og Forsorg, hvortil de og i nærværende Tiid synes at være høyt trængende; og uden videre Vidløftighed beder jeg allerydmygst, at om det alt i og for sig selv ikke kunde følges, det dog høygunstig bliver anseet, og at det ved Luttring af Høye-

7

re Indsigt maatte opnaae sit rette Øyemeed. For Resten uden at sige mere til min Undskyldning for dette ringe Verk, veed jeg, som jeg og underdanig er forsikret om, at Deres Høy-Velbaarnhed ikke anseer den Mangel, som Stiil og Orden maatte indbefatte, men som en Herre der er begavet med moden Indsigt og Skiønsomhed, allene vil uddrage det Nyttige, og antage dette, som et lidet Beviis paa en god Villie, i at efterkomme det mueligste af de Pligter, som jeg skylder Publicum, og som jeg for mine øvrige Forretninger har kundet afsted komme. I saadan underdanig Forsikring, med indbefatted Ønske:

8

At den Allerhøyeste ville mangfoldig-giøre Sine Velsignelser over Deres Høy-Velbaarnhed Selv og Høje Familie, er det, at jeg med dybeste Submission henlever

Deres Høy-Velbaarnhed

og Høygunstige Herres

Tronhiem underdanige

den 24de Martii 1772. Tiener

Christopher Bendix Heide.

9

Bevaagne Læsere!

Det er de overhaandtagne dyre Tiider, og den deraf flydende Nød og Trang, som de Fattige iblandt os, for Livets Ophold liider, der forbinder mig, at tale et Ord til deres Beste, og som jeg saa Hiertelig beder, at maatte holdes mig tilgode, da Hensigten dermed allene er, om mueligt, at kunde forekomme Betleres Antall, og see deres ynkværdig Tilstand noget forbædret. En Sag der ikke med Ligegyldighed, hverken kand eller bør ansees, saafremt vi, det GUD forbyde, ikke skulle paadrage os den Caracteer, som hin, der elskede og bekymrede sig om ingen, uden sig selv, 1 Sam. 25 Cap. Ingen

10

tænke eller dømme anderledes herom, end mine Giærninger forskylder; Jeg har, uden at være anseet, giordt og vil giøre det mueligste, til de Nødlidendes Beste, i samme Hensigt var det og, saavel i Betragtning af de bedrøvelige Følger, som Vinteren spaaede os, formedelst Mangel og høye Priiser paa Levnets-Midler, som og for saavidt giørlig, at lette Publicum for et alt for stort Overløb af Fattige, at jeg inden Tugthuus-Commissionen den 9de October a. p. proponerede, at ville udlevere de Fattige Liin og Strye til Spinding af den Beholdning Tugthuuset, formedelst Lemmernes Afgang, havde, som og blev approberet, og hvormed jeg strax, efter at samme ved Placater var bekiendrgiort, giorde Begyndelse den paafølgende 19de ditto, og som virkelig er kommen de Fartige, hvad Qvinde-Kiønnet angaaer, til en liden Hielp i deres Nød og Trang, saa at jeg overbeviist og i Medhold af Sandhed, tør flatere mig af, dog uden at have giordt meere end hvad jeg efter min ringe Tænkemaade var pligtig at giøre, at have forekommet meget af det Betlerie, som ellers ville have taget

11

Overhaand; Og lad være, at de Ufornøyelige, som maaskee har kundet haft andre Vilkaar, eller vidst bædre Nærings Veye, tildeels ikke har faaet den paastaaede Spinderløn, og derover udeladt sig med Ondskab, og tillige udspredet, at der ikke blev betalt Værdie af det halve Arbejde, saa graverer samme mig dog ikke, allerheldst da jeg efter udsøgte og afpassede Prøver taxerer og udbetaler enhvers Arbejde, som det fortiener, og derforuden, med det over Spindingen holdte Regnskab, kand Viise dem som tænker anderledes; at adskillige, som har beflitted sig paa godt Arbejde, ikke allene ere vel betalte, men og bekommet lidet Tillæg, til Opmuntring; andre derimod, som har været efterladne, skiødesløse og bedragelige, enten i at have spundet slet, haft raadt og fugtigt Garn, eller for stor Mangel paa Vegten, ere decourterede, og deels reent afskeedigede, siden Huuset, enten ved at betale for meget, eller modtage unyttigt Garn, ikke dermed kunde være tient, men mange af de Misfornøyede har dog indfundet sig igien, og efter indstændig Anmodning, bekommet Spinding paa nye, og nu ere nøysomme,

12

andre har og forbædret sig, saa jeg i dette Fald, langt fra tager mig noget af deres Snak, da enhver Veltænkende, desuden veed, hvorvidt samme kand strække sig og staae til Troende; foruden alt dette, giør Spindernes Antall, som nu er steget til 197, og hvoraf nogle faae, af forberørte Aarsager, ikkun ere udgaaede, dette til intet, tilligemed kand det ikke ventes, at der, iblandt et saa stort Antall, jo maae findes nogle Vanartige, der hverken vil sig selv eller andre vel, som dog alt, saa meget muelig maae overbæres, i Betragtning af, at saa mange derved finder en liden Hielp til Livets Ophold, og som søges af dem man mindst venrede, hvilket paa den eene Side letter Byrden, imod at Frygt paa den anden, for at Tugthuuset, i Henseende til de raae Mas terialier skulle tabe, tildeels bekymrer mig, og som giør saa meget, at Spindingen just ikke i Ligning med forrige Tiider kand blive betalt, thi Penge-Mangelen og de tilstødende dyre Tider spaaer mig ikkun faae Kiøbere, saafremt de Formuende, som Patrioter, ikke ville forøge deres Tall, og indfinde sig, naar de, af dette Garn, fabriqverede Dreyler,

13

Lærreder og Strier, engang ved Auction skal afhændes. Hvad ellers der herved faldne Arbejde i sig selv betræffer, saa vil jeg derom ikke videre udlade mig, da de fleeste vel indseer, at det ikke er af de comode Slags, men strækker sig til dem, der tillige udfordrer nogen Taalmodighed og som maaskee faae ville befatte sig med, overalt giør jeg mig al Umage for, at Udfaldet kunde svare til Hensigten i andet Fald, og om nogen Mangel skulle indsnige sig i Henseende til Tab, bliver Aarsagen dertil fornemmelig denne: at Fortienesten af Væver-Arbejdet, som Tugthuuset skulle profitere ved, formedelst de beste Lemmers Afgang, maae overlades andre, siden der ikkun haves faae tilbage, som ere duelige til at oplæres i Vævningen, dog kand Tiiden heri, som i alt andet giøre Forandring. Med dette har jeg ikke i anden Henseende udladt mig, end for at give Underretning og Oplysning om Arbejdet og mit Foretagende, som jeg synes i visse Maader at skylde Publicum, og som jeg overlader at dømme om, efter Indsigt og Hjertelav, ønskende allene, at nogle fleere ville paatage sig en liden Umage af dette Slags,

14

for at hielpe den arbejdsomme Fattige, saa skulle en langt større Virkning deraf fornemmes, end ved de daglig givne Almisser, hvorom jeg nu, efter Forsæt, maae melde nogle Ord; men dersom samme skulle forekomme, eller af nogle ansees, forvidt udstrakte, haaber jeg dog, at de, som indseer Vigtigheden af denne Sags Beskaffenhed, holder sig allene derved, uden at see hen til andet, saa undskyldes og min Frihed, der, som forhen er meldt, ikke har andet Øyemeed, end om mueligt, at kunde forbædre de Fattiges Vilkaar og faa Betleres Antal forringet, i hvilket Tal jeg eene indbefatter Byens, thi de uden om, som strømmer ind i Mængde, bør afviises og søge Ophold, hvor de hiemmehører. Det er tungt og beklageligt, at høre idelige Besværinger over Betleres Mængde, men endnu beklageligere, at ingen tænker paa at omviise dem Arbejde, hvorved de kunde fortiene noget til Livets Ophold, og hvorefter de fleeste sukker og spørger, da deres Nød og Trang er større end maaskee mange indseer, som ikke overveyer, at der dog behøves lidet, baade til at klæde og føde Livet med, hvilket de eene ved

15

Arbejde bør fortiene, men i Mangel deraf ere nødsagede, at betle deres Brød, saafremt de ikke skulle crepere. Vi have gode Stiftelser og Fons for de Trængende, ja saa store og betydelige, som noget andet Stad, men saa længe de leedige Hænder ikke sættes i Bevægelse, ere og bliver de dog utilstrækkelige, om de endog 10 Gange vare forøgede, der findes alletider nok af dem, som dertil synes, at være berettigede, og maaskee saadanne Hielpe-Midler i en ret Forstand og moden Eftertanke skulle befindes ligesaa skadelige, som de ellers ere nyttige, men herom vil jeg ikke yttre mine Tanker saavidt de kunde strække sig, Rummet tillader desuden allene, at sige dette: Haab om at nyde Understøttelse, giør maaskee mange ligegyldige i deres Levnets Forhold, forsikrede om, at naar de mangler, findes der dog alletider Hielp; Og siden Arbejde er saa høyt fornøden at anviises, og hvorved Livet allene bør opholdes; saa paaligger der og enhver, at giøre sit hertil; Her udfordres ikke saa store Forskuder, med 3 a 4 Skilling daglig, behielper den Fattige sig, men det beroer allene paa en saare liden Eftertanke i Henseende til Arbejdet i sig selv, el-

16

ler hvad Slags Materialier dertil skal anvendes, saavelsom og et ringe Bogholderie derover, thi om det forarbejdede ikke strax kunde vendes i Penge, skeede det dog med Tiden, naar gode Aaringer ville formindske de Trængendes Antal, Fortienesten eller Renter af den hertil anvendte ringe Capital, kand vel ikke blive stor, maaskee ikke heller nogen, men foruden den Ære af, og Fornøyelse udi, at kunde foreviise et og andet af de Fattiges Arbejde i Orden satte, i et dertil indrettet Værelse, som efter min ringe Indsigt ville overstige Kostbarheden af de med fremmede Vahrer paa det prægtigste meublerede, maatte dog Fordeelen ballancere med, om ikke overstige det som ellers udgives i Almisse, og omendskiøndt noget ved første Øyekast syntes unødvendigt, eller formeget at lægge Penge i Ting, hvoraf Nytten ikke strax ville indflyde, saa betænke man dog, hvor vel og fornuftigt et saadant Udlæg var anvendt, det maatte og falde enhver baade behageligere og fordeelagtigere, at modtage forarbejdede Ting for deres Penge, end daglig være bebyrdede med Overløb af Tiggere. Havde jeg ikke allerede paataget mig noget af dette Slags, og mine

17

øvrige Forretninger ikke skulle lide derved, ville jeg dog efter Evne og Leylighed have sat nogle Hænder i Arbejde ved Kurv-Binderie og adskilligt smaat Træfang, hvorfor vi, og for utroligt mere, giver Fremmede Arbejds-Lønnen og have dog selv de raae Materialier, hvoraf saa mangfoldige nyttige Slags kand giøres, og hvormeget have vi ikke selv fornøden? Sandelig, det gaar i det Uendelige, og ved en liden Eftertanke kand meget befordres, uden at trænge ind i der Store, hvoriblandt vores raae Kaabber, som den betydeligste Product, for endeel kand regnes; men hvo oplever den Tiid, at deraf mere Arbejdet end Uarbejdel kunde udføres, gyldne Tider for de, i hvis Alder der indtræffer, hvorved det mere, som staaer tilbage at lægge Haand paa, tillige blev forædlet; men Mueligheden heraf sees desværre langt borte, uagted vi dog, som Patrioter og indfødde Børn, ere pligtige, at anvende lidet af den i Landet samlede Formue, til Præmier og Opmuntringer, og hvad ville da vel saadanne ikke udrette; de fleeste maae viide det og samme kand ikke være skiult, da saa mange andre Nationer derved har svinget sig op; men beklageligt, at det hos os ikke

18

kand trænge igiennem, og at Hierterne af Patriotisme end ikke ere saarede, som de ej heller kand blive, saalænge vore Sysler og Hensigter eene ere henvente til egne Fordeele, for at udviide den høyst skadelige Yppighed og overhaand tagne Overdaadighed, hvilken, som det Forunderligste, allene skal bestaae af lutter fremmed Kram; men hvad kand jeg med mine lidet formaaende Kræfter udrette, eller sige, , da saa meget af gode Patrioter er sagt og endnu kunde siges; overalt synes det dog fornøden, at enhver paa det alvorligste eftertænker og betragter de mange heraf flydende Ulykker, og hvor umueligt det vil blive for alle, at følge Strømmen; de Formuende foregaae altsaa andre med følgværdige Exempler; her ere besværlige og trykkende Tiider, og naar da noget af de indbilte Fornødenheder sættes tilside, vil der formodentlig blive lidet tilovers for den arbejdsomme Fattige; Gid det dog maatte komme dertil! og at man i Sælskaber og Samlinger ville handle om og raadføre sig med hinanden, hvad der best kunde befordre de Nødlidendes Vilkaar, og mueligens, at de Fattiges Arbejde derover ville komme i Anseelse, og blive den største Ære for dem, som mest brille-

19

rede dermed. Betænker man da, hvor høystnødvendig det er, at sætte de Farrige i Arbejde, og hvilken stor Forskiel i Udfaldet, imod at give Almisse i Fleng, da dette foraarsager Ørkesløshed, som føder alle Laster, naar hint bliver til en Velsignelse og Statens Styrke. Saa troer jeg og, at naar det første Skrit er giort, vil Forsmagen paa den deraf flydende Fornøyelse, udviide sig til noget Større, øg det skulle være Fornærmeligt imod den Allerhøyestes Velgierninger, at indvende og udlade sig med Mangel paa Evne og Lejlighed, da dog 1 á 10 Rigsdaler eller mere, efter enhvers Omstændigheder, udgives for Døren Aaret igiennem, og 10 gange 10 gange mere uden for det Nødvendige. Jeg haaber, at enhver Fornuftig og Velsindet holder mig dette tilgode, og samme Haab giør mig saa dristig, at jeg tør benytte mig af nogle faae men merkelige Ord, og som er værd at eftertænkes og bevares, nemlig: At vi dog ikke til Beskiæmmelse benytter os af det laante Gode, eller efter Texten, bruger denne Værden, saa vi misbruge den. Til Slutning maae jeg endnu anføre nogle Ord, hvilke formedelst den Connexion de med det foregaaende staar udi, ikke

20

kand udelades, og angaaer, hvorvidt den Formening kand have Sted, som nogle udlader sig med, nemlig: At Hensigten med Tugthuusets Indretning skal være denne: At alle Fattige, uden Forskiel af Alder og Førlighed, som for at opholde Livet, ere nødsagede at betle sit Brød, i Tugthuuset skal hensættes, og at Betlerie paa denne Maade allene bør forekommes og afskaffes. Men foruden at det noksom kand skiønnes, at Tugthuuset i desse høysttrykkende dyre Tiider, ikke er eller kand blive nogen Straf for de Fattige, som i Mangel af Arbejde ere nødsagede, at søge andres Hielp til Livets Ophold, forklarer Tugthuus-Fundatzens 1ste Capitul, hvilke der i Tugthuuset bør ind og antages, og hvoraf jeg finder mig pligtig at give en Afskrift, saavel i Henseende til Overbeviisning, som og for saavidt muelig, at forekomme de skadelige Følger, deraf kunde existere, ifald saadant skulle fremmes. Bemelte Capitul lyder da Ord til andet saaledes:

1ste Post. Arbejds-føre Mands- og Qvindes-Personer i Byen og over det heele Stift, som ikke ville antage got Folkes Tieneste, men med Løsgiengerie og Betlen søger deres Op-

21

hold; hvilke et hvert Districts eller Fogderiets Øfrighed skal til Byen indsende, og tilligemed Attester fra et hvert Stæds Præster om deres Forhold og Beskaffenhed, samt Bøyde-Skudsmaal inden Tinge taget, alt paa slet Papiir, for Stifts-Befalingsmanden og Biskopen, som Ober-Inspecteurer, fremstille, som da, efter Overveyelse af medbringende Attester, skal resolvere og fastsætte, hvad enten de efter visse benævnte Aaringers Forløb skal udlades og stilles paa fri Fod, til Forsøg af Forbedring udi deres Levnet og Vandel, eller at de der for deres Lifs-Tid skal forblive; Hvilket sidste i Særdeeleshed bør at passe sig paa dennem, som i lang Tiid og efter mange Advarfler og Paamindelser ikke har vildet forandre og bædre deres Levnet og Vandel. Naar deslige Mennisker haver Børn, enten i eller uden Ægteskab, og som formedelst een af Forældrenes Indsættelse i Tugthuuset, ikke kand forsørges af den andens Underholdning, da skal Districtet, hvor udi de ere avlede, forsørge dennem paa den Maade, at Sogne-Præsten eller Øfrigheds-Betienterne med een skriftlig Forsikkring skal overlevere og hensætte dennem for Foster-Børn til ærlige og vindski-

22

belige Folk, hvor de for deres Opdragelse og Optugtelse skal forblive i Tieniste alleene for Mad og Klæder indtil deres Attende eller Tyvende Aar, ligesom de ere unge til, naar de antages, og siden for den i Bøyden sædvanlige Løn at forblive hos samme Foster-Forældre, deres Børn eller Arvinger, uden at nogen anden imod deres Villie, saalænge de der nyder forsvarlig Medfart, Kost og Løn, maa antage dennem i Tieneste, alt indtil Mands-Personen er i Stand at kunde nære og forsørge sig selv, og har bøxlet sig Gaard eller Boepæl, og Qvindes-Personen indtil hun paa saadan Maade bliver giftet.

2. Vanartige og gjenstridige Tieneste-Folk, som ikke kand være i skikkelige Tienister, men udstødes og omflakker hvert Aar eller halv Aar fra den eene til den anden, hvilke, naar de, efter foregaaende Lov og Dom paa visse Aar ere hendømte til Tugthuuset, skal have saadan Dom med sig, og da der indrages og videre behandles.

3. Løsagtige Qvindes-Personer, som alle Advarsler og Paamindelser u-agtet, bliver fremturende udi et forargeligt og skiendeligt Liv og Levnet, de skulle og, ligesom i den Anden

23

Post beskrevet er, fremsendes og videre behandles.

4. Uforligelige og liderlige Ægtefolk, som Formaninger og Advarsler ikke har kundet rette, til forligelig og christelig Opførsel imod hinanden; og skal den, hvis Brøst i saa Maade befindes størst at være, eller om de ere lige onde, da begge efter foregaaende Dom, ligesom den Anden Post foresiger, fremsendes og indsættes.

5. Qvindes-Personer, som trende gange have avlet i Hoer, bør efter Lovens 6te Bogs 13 Capituls 9 Articul straffes til Kagen; Men som deslige Mennesker, naar de saadan Straf har udstaaet, bliver anseede som u-ærlige og foragtelige, dem ingen vil have i Tieniste, og andre Tieneste-Folk ikke heller vil omgaaes med i Arbejde og Spiisning, og derover bliver Bøyderne til Tyngsel og Besværing; Saa haver Vi allernaadigst fundet for got, ved vores trykte Forordning, i Trundhiems Stift at tilholde Rettens Betientere sammesteds, saadanne Folk, i Steden for den i Loven dicterte Straf af Kagen, at hendømme til dette Tugtog Verk-Huus udi Sex á Otte Aar, hvor de da tillige med Dommen vorder henbragt, og

24

deres Børn af Bøyden at forsørges, efter den 1ste Postes Formeldende.

Dernest og for der 6te Antages i dette Huus unge Børn, dog ikke under 12 Aar, og i Særdeeleshed de, som i Byens Wäysen-Huus ere opfødde, Drenge-Børnene udi Lære hos Verk-Mesterne, ligesom ved Haandverker udi Lavene skeer; paa visse Aar, som med Wäysen-Huusets Inspecteurer forud accorderes og sluttes om; Efter hvilke Aaringers Forløb, om Huuset deres Tieneste fremdeeles behøver, de skulle som Svenne arbejde for Løn, og, naar Huuset dennem ikke længere behøver, eller og, naar de skulle faa Lyst at rejse, for at arbejde hos andre Mestere, og de dertil dygtige ere befundne, da at forsynes med Verk-Mesterens Lære-Brev og Attest. Pige-Børnene lærer at spinde og binde, samt væve, saa og saadan Gierning, som i Huusholdningen forefalder; Og forbliver de i Huuset, indtil de i smukke Folkes Tieneste antages, eller og, om Huuset nogle af dennem fremdeeles behøver og begiærer at beholde, da indtil de bliver i Ægteskab begiærede; hvilke sidste i saa Fald nyder af Huusets Cassa een passende Ud-eller Hiemgift, som Ober-Forstanderne

25

fastsætter og beordrer Forstanderne at udgive. Dog ville Vi, at for de Personer, som nest foregaaende 5te Articul melder om, der for Udyd ere indsatte, og disse unge Børn, som skal lære Haandverker og anden Gierning, skal der udi Huuset udfindes en Destinction og en Art af Separation, paa det at slige unge Børn, ikke af saadant out Samqvem ved daglig Omgiengelse skal forføres.

Som altsaa Viiser, uden at anføre det Høy-Kongelige Rescript af 11te May 1754. hvad det ommelte angaaer, at af Betlere skal ikkun Arbejdsføre og Modvillige indlemmes i Tugthuuset, og af hvilke man i denne Tiid, desværre! kunde faae alt for mange, om ikke forældede, skrøbelige og unyttige Persohner stulle indtages, som inted Arbejde kunde forrette, men maatte fødes ved Sængen; og lad være at Tugthuuset var pligtig, at imodtage alle, saa bliver det dog efter mit ringe Begreb, for haardt, at ville straffe dem, som, for ikke at crepere af Hunger og Sult, ere nødsagede, at bede om Brød; og hvormed skal de kunde opholde Livet, naar hverken Arbejde eller Fattig-Penge er at faae, og om end nogle erholder lidet af de sidste, saa bliver dog 1 a 2 Ort

26

Maanedlig utilstrækkelig, naar der ikke ved Arbejde tillige kand fortienes en Skilling, og hvor ringe Føde den Fattige end opholder Livet med, kand han dog i Henne Tiid af 3 Skillmg neppe stille sin Hunger een gang om Dagen, see, dette udgiør Maanedlig nesten en Rigsdaler, ej at melde om Børn, som skal underholdes, og hvad der til Klæder og Varme medgaaer; Jeg kand da, saavidt min Indsigt strækker sig, ikke forestille mig andet, end Følgerne heraf maae blive Hunger og Død, og at de fleste, ville ansee der for den største Velgiærning, om de i Tugthuuset kunde faae Sted, saafremt deres Børn og syge Anrørende derved ikke skulle liide. Saaledes er det og beskaffen med de Fattige fra Landet, som for sin Deel med Glæde skulle modtage den Straf af Tugthuus-Arbejde, naar deres Familie tillige kunde reddes. Og siden man da heraftydelig seer, at der, som forhen meldt, med saadan Straf, i denne Tiid, lider kand udrettes, saa holder jeg for, at alle uden Byes Betlere, alleene bør føres af Byen, og vedkommende Øvrighed paasee, at hver i sit Sogn bleve forsynede. Men da ingen Frygt for Straffen nu har Sted, og Nød bryder alle Love, saa skulle der sikkerste

27

Middel, hvorved baade fremmede og inden Byes Betlere kunde afholdes, blive dette: At alle entholder sig fra at give og uddeele Almisse for Dørene, og hvorved man aldeles ikke øvede Ubarmhiertighed, men i alle Henseender ville blive en god Gierning og have de beste Følger, naar der tillige NB. ikke blev forglemt, at anviise og holde enhver til Arbejde, og at man ikke undslog sig for, at betale og modtage det Forarbejdede, som de og maatte beflitte sig paa, naar de saae, at der inted med Betlerie kunde udrettes. Og skulle jeg endnu sige et Ord, da synes mig, at om visse Dage bleve sadte, paa hvilke de Fattige kunde indfinde sig, for at falholde og afsætte deres Arbejde, ville saadan Indretning giøre meget til Flittighed, og at den eene stræbede at overgaae den anden baade i Arbejde og nye Opfindelse deraf. Mandag og Torsdags Formiddage ville hertil maaskee blive de beqvemmeste, og Samlings-Stædet for Raadstuen. Men for at befordre dette Verk, maatte man ikke allene selv være umaget med, at indfinde sig for at afkiøbe det Forarbejdede, som den Fattige selv til enhvers Huus maatte henbringe og der erholde Betaling; men man skulle og være be-

28

tænkt paa, at udviide Arbejdet, i at foreskrive dem et og andet nyt og nyttigt; og jeg troer, at om dette Forslag kunde i Verk sættes, ville det i Tiiden upaatvilelig have sin store Nytte.

For Resten bliver det en Sag, som er værd at overveye, og, om ikke en Undersøgning i Henseende til de Fattiges Antal og Omstændigheder, skulle være fornøden, ikke i nogen Hensigt af Tvil og Mistroe om Fattig-Pengenes rigtige Uddelelse, men allene for at kunde komme i Erfaring, om nogen havde tilsneget sig samme, uden dertil at være trængende eller berettigede, og i hvilket Fald, det efter mine uforgribelige Tanker synes best, ar for et hvert Qvarter af Byen maatte udnævnes tvende Mænd, som selv skulle undersøge og nøyagtig beskrive enhver Trængendes Tilstand, hvortil de, for at erholde en ordentlig Indretning, med trykte Formularer maatte forsynes, der skulle indeholde alle de udfordrende Oplysninger i Rubriquer anførte, saasom: Antal, Navne, Alder, Førlighed, Ophodl-Stæd, Nærings-Veje, Føde-Stæd, hvorlænge de have været i Byen, og om de nød Fattig Penge eller ikke og hvor mange,

29

saavelsom hvor mange Børn af Drænge og Piger, deres Navne, Alder, Førlighed og hvortil de fremholdes, med mere, som til en fuldkommen Underretning i behøvende Tilfælde maatte eragtes fornøden, i saadanne Mantaller, paa heele Ark indrettede, kunde vel ikke haves flere end 3 Numere paa Siden, da den udførlige Beskrivelse og øvrige Forandringer ville medtage noget Rum, og uden paa samme skulle Qvarterets Numer anføres, som til en vis Tiid maatte være færdige, og indleverede in duplo, hvoraf vedkommende Qvarter- Mænd siden skulle extraderes en bekræfted Gienpart, da den i denne Sag, saa høyt fornødne Oplysning ved dette Middel nøyagtig kunde erholdes; endelig, siden man desværre befinder, at mange ikke ere gode Huusholdere, eller veed at holde til Raade, naar de ved en eller anden Leylighed faaer mere, end hvad de til hver Dag have fornøden, som de da til Overflød og Unytte forøder. Saa tænker jeg, at Qvarter-Mændene burde være nærværende og modtage, de Penge, som saadanne, ved en eller anden Leylighed, bleve givne, for deraf igien, Tiid efter anden, at udlevere en-

30

hver saa meget, som de til Fornødenhed maakte behøve, men i sær til Børnenes Beste, og at der for alle Ting maatte paasees, at ikke Ørkesløshed og Fylderie skulle befordres og tiltage, som der befrygteligste af alt Onde, hvilket og maaskee uformerket ved slige Leyligheder indsniger sig. Og dersom saadanne Mænd, der maae være som Formyndere og have Opsigt med de Fattiges Liv og Levnet, og tillige maanedlig maae indlevere Af- og Tilgangs-Lister, samt Forklaring over hvilke der ere blevne mere eller mindre trængende, ikke for deres Møye kunde nyde nogen Belønning, som de dog virkelig ville fortiene, naar Fliid og Omhue udviistes, blev det vel fornødent, at de aarlig omstiftedes, paa det Byrden hermed kunde deeles og blive almindelig, og i hvilket Fald Omstiftelsen synes best at kunde skee Dagen efter Kyndelsmisse, da de nye, forhen maatte være udnævnte, som modtog Mandtallerne efter at de have undersøgt sammes Rigtighed og for de indestaaende Penge, som en eller anden havde tilgode, givet Qvitering.

31

Videre vil jeg i denne Sag ikke udlade mig, men underkaster mig de Veltænkendes Dom, og deres Forsvar, som kand, og som jeg tillige er forsikret om, giør sit Beste i at befordre Hensigterne heraf, da jeg veed og er overbeviiset, at Udøvelsen vil glæde sin Mand og forævige

hans Minde.

32
1

De Fattiges

Raab til

Kongen

i deres sande Nødlidenhed,

beviist af

Extraskatten, Assistentshuset,

med mere.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2
3

Det er kun Tyrannens Grusomhed og Despotens Hovmod, som sætte den sidste Skranke for Underdaneres Tillid, gier den Nødlidende

bange og skielvende for at nærme sig Tronen med Bønner, og jager Bønner ubønhørte tilbage. Aldrig har vort Norden seet en Tyrans Aasyn, aldrig har en slavisk Frygt vanæret en Underdan, i al den Tid den oldenborgske Stamme, med saa megen Lyksalighed og Naade, har baaret disse tvende Rigers Scepter. En kierlig Faders Omhu, og en lydig Søns Tillid, har været Forholdsreglen imellem Monarken og Underdanen. Besiælet af den første har Regenten sat sit Vel i vor Lyksalighed, tillidsfulde ved den sidste have vi sat vor Lykke i en sand Lydighed. Vi ere forvissede om, at Kongen troer os, og vee os! om han tænkte anderledes! at han tryg og sikker kan lægge sit Hoved i enhver ærlig Undersaatters Skiød; hvorfore troer han det? fordi Troskab opvarmer enhver Underdaners Bryst, Kierlighed til Kongen lyser ud af alles Øine, og den sande Ærefrygt hersker i alles Siæl. Spørge vi, hvad der giør Underdanerne saa troskabs, saa elskovsfulde? da haver Aarsagen og Virk-

4

ningen en Grund, et Udspring. Man tillade mig at indklæde min Tanke i Lignelser, og at sige, ligesom Skinnet er en naturlig Følge af Solen, og Varmen af Ilden, saaledes Underdanernes Kierlighed af Kongens, de sidstes ere en Rente af den førstes, og begge ere som et Speil, der viser hinandens Billede ganske og uforandret. Forvished om dette, syndede vi imod vor Konge, om vi frygtede for at aabne ham vor Nød. Vi ville ligesaa meget fornærme ham med en tillidsløs Banghed, som med en Uoverlagt Fremfusenhed, naar Ærlighed ofte kan undskylde den Sidstes Misforstaud, saa har Undskyldningen intet Dække for den Førstes Mistanke. Vi ville da klage vor Nød for dig, o Konge! vi ville klage den med en enfoldig Aabenhiertighed, og en hellig Ærbødighed skal ledsage vor Enfoldighed. Vi ville male nogle af vor Elændigheds rørende Scener, vi ville forbyde Geniet at fremstille dem med Opfindelsens fulde Styrke, thi vi frygte, at vi maatte for meget røre dig, da vi vide, at du, du er den Menneskeven, den ømme, som endog med Taarer kan bevidne din Følelse over Nødlidenhed. O, hvilken Konge! hvilken Helt, som kan udgyde Medlidenheds Taarer! Medynks-Taarer paa en Konges Kinder! o Himmel!

5

hvilket rørende Syn? o! I dyrebare Draaber, I berede eders Helt en Æres Evighed. Vi ville da først male nogle af de ubehagelige Optrin, den saa kaldede Extraskattes Inddrivelse.

I den første Scene møder os den af Alderdom og Armod fortærede Selinde. Vi finde hende hist oppe under Taget af Huset, den besværlige Opgang, som tvinger den ubeqvemme Alderdom at klavre møiefuld op til et Sted, hvor man synes at burde unde Svalerne en fri Vaaning, er et tydeligt Kiendemærke paa Armod. Den altid kolde Alderdom kan ei her optøes ved Kakkelovnens Varme, Stedets Beskaffenhed tillader ei den Beqvemmelighed, og naar den end kunde gives, tillod ei Fattigdommen at betieue sig af den Lindring; Selinde maa taale Kuldens Trykkelse udvortes paa Lemmerne, for nogenledes at afværge den sultne Maves Sammentrækkelse. Man seer kun lidt i denne Mørkevaaning, og endda mindre er her at see af Boskab, et gammelt Sengested, meest opfyldt af Straa, er det vigtigste Boskab, men man seer mere end nok, for at see Armoden i sin fulde Afbildning. Her sidder den af Sult, Kuld og Alderdom sammenkrympede Selinde, om Dagen ved et svagt Lys, og om Aftenen ved en stinkende Lampe, og spinder paa sin Rok. Hun synes fast ved enhver

6

udtvundet Traad at afmaale sin tynde Underholdning, Maven knurrer om Kap med hendes Rok, og dens skurrende Toner synes ret at bejamre Selindes Armod. Orphei kunstige Toner bevægede Helvedes Gud Pluto, men hvor er den Rigdoms Gud, den Plutus, som ei kunde smelte ved disse jammerlige Toner? En Drik koldt Vand har ledsket den arme Selinde; en Skofte har næret hende, og mangen gang har hun manglet den sidste, endelig har hun faaet en Smule sammenspundet, nu humper hun afsted dermed, den lade Rige afkorter et Par Skilling af den gamle Stakkels blodsure Arbeide, hun beholder en halv eller heel Mark, glad over denne sieldne Eiendom iler hun hiem; hun tæller sin Skat, hun sukker over det Afkortede, hun giør Beregning over det Beholdne; nu skal en Taar variat eller Thevand opvarme den afmægtige Gamle, som mange gange i hele fiorten Dage tillige ei har seet Ild paa sit Fyrsted, hun overregner, hun tæller, 8 Skilling skal bevares til den Maaneds Extraskat, 3 a 4 Sk. skal afkortes til Huusleien; nei Selinde, der bliver intet tilovers til din Vederqvægelse.

De gamle Øine, hvis Kristalvædstke er dunkel, flyde nu i Taarer, og de runkne Kinder toes i den Bekymringsflod. Min Gud! maa man ei giøre denne gamle Stakkel Sælskab i at græde,

7

og kan man vel nægte hun er ynkværdig! Du overdriver dit Malerie, vil Statsmanden sige; thi den som er i lige Kaar med Selinde, er befriet fra Extraskat. Jeg svarer: Tak være vor Konge, som altid med et livsaligt Øie har seet til den Fattiges Nød, og Skam faae den der vil bagtale eller lægge mindste Skyld paa de redelige Mænd, som have Opsyn med denne Skat. Man skal anmælde sin Nød for Skatte-Commissionen, de Mænd der sidde, tænke vel, og den Fattige bliver befriet. Men, min Ven! har du ei læst om den Syge, som i 38 Aar havde lagt ved Bethesda eller Barmhjertigheds Huus, uden at blive lægt, fordi ingen vilde hielpe ham, Joh. 5. og troen du ei der gives mangen usel Selinde, som ei bliver forskaanet, just fordi hun ei kan faae sin Nød paa rette Maade andraget ? jo jeg troer det, Erfarenhed har sagt mig det, og desværre, desværre! den vilde overbevise dig med, i Fald du kunde og vilde nedlade dig til Ulyksaligheds Undersøgning. Velan! jeg vil udstryge Selindes bedrøvelige Træk af mit Malerie, skiønt de virkelig gives, vil jeg tilstaae dig, de ei ere saa mange, at de i det Hele kan komme i nogen betydelig Betragtning. Jeg vil forandre Scenen, og jeg vil forestille den ulyksalige Dorimont og Hans Elmire. Jeg vil i Forveien giøre dig lidet bekiendt med dette Par.

8

Elskov og Ungdom forenede dette Par, da de endda vare i Livets blomstrende Foraar. Dorimont havde lært et Haandverk, han stolede derpaa, som en Bemidlet paa Renterne af sine sikre Hovedstoler. Elmire havde fra Barns Been tient for sin Føde. Et velklædet Legeme, Arbeidsomhed og Sundhed var hendes Medgift. De komme i Ægteskab, Sæderne og det forvendte Begreb om Modens Velanstændighed udtømmede de saa rede Penger, enhver paa sin Side havde sammensparet, for at fuldbyrde sit Ægteskab med de udvortes Ceremonier. Det lille Overskud, som var tilbage, anvendte Dorimont paa at kiøbe sig fornødent Verktøi; lidt eller intet blev tilovers til Materialiet. Den vakre Elmire og den muntre Dorimont blive velsignede med smukke Børn. Frugtbar bliver hun, hvert Aar en Moder, uden at betænke Følgen, glæder han sig ved at blive saa ofte en Fader. 4 a 5 Aar gaae bort førend Nøden kiendes i sin fulde Styrke; lidet har Dorimont i Førstningen kundet fortiene, noget have de selv havt at gribe til; dette har giort Nøden taalig, og en brændende Kierlighed imellem dette vakre Par har forsukkret den. Dorimont har mangen gang begyndt at ville forestille sig den tilkommende Vanskiebne, men neppe har blevet sin spæde Søn vaer ved den omhyggelige Moders

9

Bryst, neppe har han hørt den syngende Elmire dysse den ene Glut i Søvne medens hun dier den anden, førend han har glemt sig selv, og betragtet sin Ægtestand som et Paradiis. Elmire seer sin Mands Fornøjelse, strax er den besværlige Moders Pligten himmelsk Fornøjelse for hende. Saaledes gaae nogle Aar bort, Børnenes Antal formeres, og Børnene voxer, Nødvendighederne stige med Familiens Tiltagelse, men ligesom Udgifterne voxe, formindskes Indkomsterne, thi de besværlige Tider, som trykke Dorimont, trykke tillige hans Medborgere, man afsiger Beqvemmeligheder, nægter sig endog Nødvendigheder, enhver arbeider hvad han kan, og saa got han kan, til sig selv, Haandverkenes Arbeide bliver mindre afsætlig. Dorimont er Haandverksmand, han fortiener mindre og udgiver mere, Fødevarene blive Aar for Aar dyrere. Det Huusgeraad, de Klæder han og hans Elmire meest have sammensanket i deres ugifte Stand, det ombyttes nu med andre Livets Nødvendigheder. Den selv fattige Vert tager engang noget i Betaling for sin Huusleie, han udpanter i Dag sin fattige Giest, og trækkes selv i Morgen hen i Arrest af en ubarmhjertig Rentener. En anden gang pantsætter den forlegne Dorimont selv et Stykke, for at kiøbe Føde og Klæde. En Tid gaaer, den anden

10

følger, Dorimonts Vilkaar forværres; maanedlig skal han betale 1 Mark i Extraskat, mange Maaneder fortiener han knap 2 Mark. Skattens Inddrivere kommer, Dorimont har ei Penger. Han bliver udpantet 1, 2, 3 og flere gange; een af Børnene bliver nu 12 Aar, nu bliver Skatten maanedlig 24 Sk. Børn, som virkelig burde være en Mands Lykke, ligesom de ere Statens Styrke, Børn, som i hine Regieringsformer kunde befrie en Fader fra Skatter, jo erhverver ham visse Belønninger, de blive Dorimont en Byrde. Kort, Dorimont geraader i den yderste Armod. Denne Armod siger du reiser sig jo ei af Extraskatten, men af Tidernes Besværlighed. Jeg tilstaaer det, men jeg maa spørge dig, om du tykkes at Dorimont i en saa besværlig Tid, og saa fordybet af Armod, maanedlig kan taale at give 24Sk., og om ei den Udgift i saa beklagelig en Forfatning trykker mere end nogle Rixdaler i gode Tider og formanende Omstændigheder? Men nu bliver Dorimont eller Elmire syg, nu har de intet at gribe til, nu græder Børnene for Mad, nu aftørrer Moderen Barnets Taarer, og græder selv, nu har de ulyksalige Gifte ei andet at trøste sig ved, end det bedrøvede Ak, hvorved den ene Elændige udtrykker sin Medlidenhed med den anden, kort, nu ere de ligesaa arme, ja fast armere

11

end Selinde, nu skal de og befries fra Extraskat. Her faae vi da 4 Fattige, Selinde, Dorimont, hans Elmire og Barn, Tallet maa herud, vi lægge da disse Byrder paa hans Nabo Cleant.

Eleant sidder i en Næringsvei, og har noget at fortiene; han kaldes en Velholden, ikke fordi han virkelig er det i sig selv, men fordi Han maaskee endda ei er bragt til den rette Yderlighed, eller maaskee rettere, fordi han eier en Smule Boskab, som han i bedre Tider har erhvervet sig, og nu undseer sig ved at afhænde, paa det ei hans svage Tilstand skal falde i Ørnene. Cleant har med Kone, Børn og videre, selv 6 at betale for, nu giver han da Extraskat for 10, eller 5 Mark maanedlig; dog, hvad siger jeg, han giver vist 1 Rdl. maanedlig, thi hans egen Person er ansat for 24 Sk. i det mindste. 12 Rdl. adelig synes vel ei at være meget for en Mand i Næringsbrug, men læg dem til hans øvrige Skatter, og ved Tidernes Kostbarhed formerede Udgifter, saa vil man let finde, at de trykkes alt for stærkt, thi da Fortienesterne formindskes for alle andre, følgelig og for Cleant. Cleant betaler med alt dette Extraskatten, han lader sig ei derfor udpante; men den Rixdaler han her udgiver savner han i andre

12

Tilstanden, han laaner selv. Hans Renters Betalning stiger idelig, endelig overstiger den hans Kræfter, han overrumples af en Kreditor, dømmes, exeqveres, arresteres, hvor er nu Cleant? nok en forarmet Familie. Naar vi ville vedblive denne Materie, blev Følgerne tilsidst uoverrækkelige. Jeg er ei taabelig nok for at give Extraskatten ene og allene skyld i Cleants Ruin, jeg vil ei engang anføre den blant Hovedaarsager, jeg vil tilstaae, Cleant uden den kunde blive udarmet i denne Forfatning; men jeg er tillige billig nok at paastaae, at den i saa bedrøvelig Tilstand trænger ind til Marv og Been. Maa du tilstaae mig min Ven, og det kan du vel ei nægte, at man neppe i disse Tider kan ernære sig, saa paastaaer jeg af oven anførte Grunde, at Extraskatten er en alt for svær Byrde, og en Byrde, som ei er eller kan blive delet efter den billigste Forholdsregel, thi hvo kan kiende Borgeres inderste Tilstand? man maa jo nogenledes dømme fra det udvortes, og det bedrager mærkelig, ja alt for meget. Maa jeg vel her nævne det bedrøvelige Norges Skiebne, om hvilket de offentlige Tidender fortælle os, at dets Indbyggere paa sine Steder æde Bark; tænk paa den Tilstand, fordrer 8 Sk. maanedlig af de Forhungrede! o Gud! lad os skiule denne Scene, ved hvilken Barbaren

13

selv maa skielve. Lad os gaae videre; lad os betragte denne Extraskat, og tillad os, som Patrioter, at spørge, om dens Fordele ere saa betydelige, at de kan veie op imod de mange Suk og Taarer, hvormed den udgives? naar de paa dens Inddrivelse medgaaende Omkostninger fraregnes, kort, naar den virkelige Beholdning eftertælles, hvad bliver da Facit? noget maa det vist blive, men jeg tvivler om, at det er af den Betydning, som mange maa skee blindling forestille sig. Jeg anseer virkelig Extraskatten for noget, der fiint og uformærkt udarmer Indbyggerne, uden at kunde tilveiebringe sin Hensigts Nytte, som formodentlig har været at samle et tilstrækkelig Fond til Statens Gield. Aarsagen til min Tanke er denne: Jeg troer, at hvad som saa Draabeviis indflyder, borttæres efterhaanden, førend det kan blive til en ganske Kilde. Jeg troer det, maaskee jeg tager Feil, og overbeviist vil jeg med Glæde bekiende min Feil. Jeg vil ei raabe Ak eller Vee over Opfinderen af denne Skat, dersom en ubemærket Sygdom hemmelig fortærer Statens Styrke, og er meest skadelig, just fordi man ei troer den at være farlig, og derfor giver den et frit Løb. Jeg vil troe Opfinderens Hensigt har været god, (Menneskekierlighed byder det), men jeg troer ingenlunde hans Opfindelse er nyttig,

14

eller at den nogensinde kan opfylde Øiemedet, om Det virkelig har været nok saa got, men ei en bedre, fordelagligere for Regieringen, behageligere og mindre trykkende for Underdanerne, Indtægtsplan kunde udtænkes? maaskee! dog her studser min Pen! Aarsagerne ere Gud og mig selv bekiendte. Jeg vil, jeg tør ei, jeg kan, men jeg maa ei tale meer. Min Konge! mit Fædreneland! jeg elsker eder af Hiertet! denne retfærdige Bekiendelse koster Taarer! Gud velsigne eder begge! Et Par Ord maa jeg endnu opofre den almindelige Nøds Beskrivelse. Jeg seer da, o et skræksomt Blik! jeg seer Assistentshuset vrimle af Trængende. Jeg seer den ærekiere Borger at pantsætte sine beste Klenodier, for at skiule sin Nød, jeg seer den Fattige at laane paa det sidste Stykke, for at stille sin Sult. Men hvilken tydeligere Afmalning behøver man paa Nødens Almindelighed, end at see dette Huus saa opfyldet med Trængende, at den ene øver Voldsomhed imod, ja fast træder den anden under Fødder, for at komme til en Hielp, Der i sig selv er ubetydelig og ringe, og langt fra ei svarer til de Tings halve Værd, som Nødlidenheden der afhænder, og som oftest aldrig mere bliver i Stand til at indløse. Betragte vi Assistentshusets Auctioner, hvor tydelig see vi da ikke, at Nøden sælger, og Pengemangelen kiøber. Hvor mangen Mand maa ei med taarevaade Øine see sine Eiendomme solgte for en tredie Part af sit Værd; Ejendomme, som han i bedre Tider har forhvervet sig med sin Vindfskibelighed, og nu maa

15

see afhændet som Priisgods i hans Nødlidenhed. Huset maa sælge, saa ere i Stand at kiøbe, thi bliver Udfaldet saa sørgeligt for Pantsætteren. Kan ei et Assistentshuus, som bør være de Nødlidendes Tilflugtssted, naar det er vel indrettet, kan ei det endog paa Sølv og Guld, laane det tilbørlige Værd? hvo vilde fordre flere Beviser paa den almindelige Mangel, og hvo vilde da nægte de Manglendes Ulyksalighed, som ei paa saa væsentlige Eiendomme kan faae tilstrækkeligt at laane, helst imod saa betydelige Renter, som Assistentshusets? Jeg har oven fore sagt, naar et Assistentshuus er vel indrettet. Langt fra, at jeg vil skumle over det værendes Indretning, saa meget vil jeg og kan jeg frit sige, i Fald det var mueligt, at det med større Sparsomhed i Udgifterne kunde indrettes, var det got, og naar saadant var mueligt, har man ei allene Ret til at ønske det, men endog Frihed til at paastaae det, thi det var jo det Almindeliges Beste, og hvo skulde ei have Lov at attraa det? Kort, Nøden er almindelig, et hvert Sted indtil en af de offentlige Brændekieldeee, bevidner Forlegenheden, Mangelen og Begierligheden efter at opsnappe den ringeste Fordeel i de Ting, som henhører til Livets Nødvendigheder. Men hvortil tiener nu dette Bedrøvelsens Malerie? mon ei vor Konge kan vide, at Tiderne ere besværlige? mon ei de brave Mænd, som ere om ham, kiende det Almindeliges Nød? Jeg svarer: Kongen kan langt fra ei vide Omstændighederne i sin ganske Udstrækning og inderligste Forfatning,

16

meget deraf er skiult for den ringe Patriot, som af egen Erfarenhed og en daglig Omgang med ligemænd, har Leilighed til at kiende den. Derfore klage vi vor Nød offentlig, paa det de velfortiente Mand, som ere om Kongen, og som virkelig unde Landet vel, skal understøtte vore Klager og Bønner med de Beviisgrunde, som deres Indsigt og redelige Hierter indgiver dem. Vi klage vor Nød for dig, vor Konge! thi du er den, som ønsker, vil og daglig befordrer vort Vel. O vor mageløse Konge! vor Tillid til din Naade, vor Overbeviisning om din Kierlighed imod os er saa stor, at naar du endog maatte svare os: Tie stille mine Børn! det kan ei for nærværende Tid anderledes, blive! saa ville vi med den helligste Glæde høre og adlyde din Røst, ja (Gud afvende den Time) naar Modgangs Taarer flød paa den ene Kind, saa skulle Glædens Taarer over din Kierlighed nedstrømme paa den anden. Vi vide, (forbandet være alt Hyklerie), vi vide du er saa naaderig, saa from og saa kierlig en Regent, at vor Lyksalighed er dig saa kier, som din egen Siæl. Kort, din og vor Glæde opvarmer kun et og det samme Hierte, og, Majestæten undtagen, er du og Folket ikkun en Siæl. Himlen bevare dig, vor Øiesteen! den velsigne dig med din og vores Moder og Broder, med Juliane og Frederik. Elsk os saa længe du lever, og lev saa længe vi elske dig; saa skal dit Liv og vor Lyksalighed opnaae den største Høide! Fortørnes ei, at vi klager vor Nød, du elsker Sandhed; Sandhed talet offentlig og med Beskedentlighed er nyttig, men den skiulte Murren er skadelig, og bliver hielpeløs. Læs vores allerunderdanigste Tanker, din mageløse Forstand kan bedømme dem, din Kierlighed vil bønhøre dem, og vor sande Lydighed vil med Glæde imodtage den Lindring din viise Indsigt og kongelige Magt tilbyder os!

1

Nøiagtig og paalidelig

Efterretning

om de

fattige Syge

eller

Pleie-Patienter

paa Christianshavn,

i de første fire Maaneder efter Pleieanstalternes Begyndelse,

ved

D. Johann Clemens Tode,

Kongel. Hofmedicus og Pleielæge for Christianshavn, Opfostringshuset og Børnehuset.

Kiøbenhavn, i Majo 1772.

2
3

Udtog

af efterfølgende Fortegnelse,

over de

fattige Syge,

eller

Pleie-Patienter

paa Christianshavn,

i de fire første Maaneder efter Pleie-Anstalternes Begyndelse.

Fra den 4 December til den 31 Martii ere

A. Bleven meldt,

af vor Frelseres Kirkes Pleie-Commission 79, af Friderichs Kirkes 17, af Garnisonens 12, af Holmens 2, og af Nicolai 2, tilsammen ----- 112 Personer.

4

B. Formedelst urigtig angiven Opholdssted ei bleven funden 3

C. Funden allerede død eller døende - - - - 3

D. Bortviist som uvedkommende 5, marode 9, selvraadige eller uhjelpelige i da værende Aarstid 4, tilsammen 18

E. Formedelst Alderdom, Svaghed og legemlig Uselhed, recommenderet til det almindelige Hospital - - 6

tilsammen 30 Uantagne.

Af de øvrige 82, som have brugt Hjelpemidler, ere

F. opgiven eller bortblevne - 6 Opgivne.

G. Døde inden den 31 Martii - 6 H. Døde siden samme Dag - 4

tilsammen 10 Døde.

5

I. tilovers samme Dag - 4 Uforbedrede.

K. tilovers i Bedring, dog ei

Helbredet endnu - - - 7 i Bedring.

L. tilovers i Bedring og siden

helbredede - - - 12

M. helbredede og hjulpne inden

den 31 Martii - 43

Tilsammen 55 helbredede.

Iblant de 55 Helbredede, have 13 ligget af farlige og onde Febre, 1 af Pleurisie, 5 af Mæslinger, 10 af andre Febre, 2 af Hemiplegie, 2 af Vattersot o.s.v.

Medicament-Regningen for alle disse 82 Patienter, de 16 med indberegnet, som have ligget i de nye Sygestuer, beløber sig fra den 4 December 1771, til 31 Martii 1772, til 34 Rdlr.

Kiøbenhavn, i Majo 1772.

6
7

I. Af Vor Frelsers Kirkes Pleie-Commission bleve meldt hos mig

Den 11 December 1771.

Margarethe Catharine Bendsens Enke, til Huse i No. 296 i Dronningens-Gade, 45 Aar gammel, syg af Svindsot, kom den 26 Januari i den nye Sygestue i Opfostringshuset, Døde der i April.

2. Ellen Catharine Knudsdatter, ingensteds til Huse, 36 Aar gammel, søgte kuns af faae Pleiepenge uden at være syg, blev bortviist som marode.

8

3. 'Birthe Vincents Datter, til Huse i Kongensgade, 40 Aar gammel, havde vel noget Udslæt, men var frisk nok til at arbeide, vilde i det Almindelige Hospital, og blev borte, da hun ei blev recommetderet didhen.

4. Anne Maria Olsdatter, ingensteds hjemme, 46 Aar gammel, mere forkommen og usel end syg, blev strax recommanderet til Indragelse i det almindelige Hospital.

Den 18 December.

5. Anne Catharina Knudsen, til Huse i No. 374, i Dronningsgaden, 12 Aar gammel, syg af en Ormfeber, blev helbredet.

6. Birthe Hedemark, til Huse i No. 212 i Dronningens Gade, 60 Aar gammel, befængt med noget Udslæt, fik noget at bruge, men kom ei længe derefter i det Almindelige Hospital.

7. Charlotte Reimers, til Huse i Appelbyes Vaaninger, 62 Aar gammel, angreben af Lamhed i venstre Arm og Been, var den 31 Martii i meget god Forbedring, og er nu saa vidt hun kan bruge begge Dele.

9

Den 19 December.

8. Anne Margarethe Johans Datter, liggende i Christianshavns Fattiges-Huus, overvunden af en hæftig slem Feber, i hvilken hun var krøben ud og bleven funden paa Gaden. Døde snart derefter.

Den 23 December.

9. Hans peersen, den sidstmeldtes Søn, til Huse i No. 263 i S. Annegade, 6 Aar gammel, syg af en Feber, af Kulde og Elendighed. Blev helbredet.

Den 27 December.

10. Anne Charlotte Bendsens, til Huse i No. 212 i Dronningens Gade, 31 Aar gammel, befængt med noget Udslet, men ellers frisk. Blev borte, da hun ei fik Pleiepenge.

11. Christian Freiners Enke, til Huse i No. 272. i Baadsmandsstræde 35 Aar gammel, syg af rheumatisk Værk i Ledemodene. Blev helbredet.

12. Dorothea Førsters, til Huse i store Torvegade, 41 Aar gammel, vilde have Pleie-

10

penge, fordi hun havde et Brok; men da samme var forsynet med Baand, blev hun som marode bortviist.

Den 30 December.

13. Morren Mortensen, selv kommen til Chirurgum, 13 Aar gammel, havde et Brok, og blev hjulpen med hehørigt Baand.

Den 2 Januari! 1772.

14. Johanne Margarethe Schephans Enke, til Huse i No. 208, i Dronningens-Gade, 62 Aar gammel, beladt med Udslet, Saar og Bylder. Er nu bleven lægt.

Den 8 Januari.

15. Catharina Sørens-Datter, selv kommen til Chirnrgum, 28 Aar gammel, med fæle ædende Saar. Kom i Børnehusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

16. Dorothea Førsters, selv meldt i Kraft af forrige Anvisning, nu befalden med eu slem Feber. Blev helbredet.

Den 15 Januarii.

17. Eva Catharine Gudmands Enke, til Huse i lille Amager Gade, 50 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev helbredet.

11

18. Anne Dorthea Wiborg, til Huse i No. 240. i Dronningens-Gade, 11 Aar gammel. Skulde kuns trække Pleiepenge, uden selv at være syg. Blev bortviist.

19. Jens Nielsen Holm, til Huse i No. i lille Amager-Gade, 46 Aar gammel, beladt med fæle erdende Saar. Var den 31 Martii i Bedring, men har siden maatte overlades til sin Selvraadighed.

20. Christine Davidsens Enke, til Huse i No. 352 i store Torvegade, 81 Aar gammel, blind og svag af Alderdom. Blev recommenderet til det almindelige Hospital.

Den 16 Januarii.

21. Christen Madsen, til Huse i No. 283. i Prindsens-Gade, 72 Aar gammel, syg af en slem Feber. Døde samme Dag.

22. Niels Sørensen Battum, selvkommen, 61 Aar gammel, var uvedkommende og blev bortviist.

Den 17 Januarii.

23. Friderica Willemans, til Huse i No. 306 i Prindsens Gade, 36 Aar gammel, lam i høire Arm og Been. Blev helbredet.

12

Den 19 Januarii.

24. Guldbrand Larsdatter, i No. 313, i Sophiegaden, 19 Aar gammel, syg af en ond Feber. Døde faa Dage derefter.

Den 22. Januarii.

25. Christen Bagge, til Huse i No. 230, i Dronnigens-Gade, 91 Aar gammel, syg af et Anstød af Asthma. Blev helbredet.

26. Svend Ibsen, til Huse i No. 240 i Dronningens-Gade, 4 Aar gammel, syg af en vedholende Feber, blev helbredet.

27. Bodil Catharine Jens Datter, til Huse i Dronningens Gade, fattedes intet noget landfærdigt og blev som Marode bortviist.

28. Salve Olfens Kone, til Huse i No. 299 i Sophie-Gade, 82 Aar gammel, syg af Lam, hed i Arme og Beene. Døde i April.

29. Ole Knudsen, til Huse i No. 239, i Dronningens Gadn, 52 Aar gammel, syg af en slem Feber, kom den 27 Jan. i Sygestuen i Opfostringshuset og blev der helbredet i April

Den 25 Januarii.

30. Dorothea Maria, 13 Aar gmmmel og

13

31. Anne Christine, 11 Aar gammel, begge til Huse i No. i lille Amager-Gade, beladte med Frost Bylder, bleve helbredede.

Den 29 Januarii.

32. Ole Nielsen, til Huse i No. 333 i lille Amager-Gade, 32 Aar gammel, syg af Mave-Tilfælde, blev helbredet.

33. Anne Christine Burmesters, til Huse i No. 320. i Sophie-Gaden, 13 Aar gammel,

og

34. Hans Burmester, den sidstmeldtes Broder, 7 Aar gammel, begge syg af en Feber, bleve begge helbredede.

Den 31 Januarii.

35. Anne Christine, til Huse i store Torve-Gade hos Holst, 18 Aar gammel, havde en fæl Beenskade efter en Feber, kom i Børnehuusets Sygestue og blev der helbredet.

36. Maren Jensdatter, til Huse i No. 263 i Sophie-Gaden, fandtes at høre til Garnisonen og blev bortviist som Uvedkommende.

14

Den 5 Februarii.

37. Lars Christensen, til Huse i No. 240. i Dronningens-Gade, 10 Aar gammel, befængt med noget Fnat. Blev afviist til Foraaret.

38. Margrethe Christensdatter, den sidstmeldtes Søster, 2 Aar gammel, stærk angreben af tærende Syge af forstoppede Kiærtler. Døde efter nogle Uger.

39. Karen Hansens til Huse i No. 67. i store Kongens-Gade, 30 Aar gammel, syg af en slem Feber, blev helbredet.

40. Søren Jacobsen, til Huse i No. 265 i Prindsens Gade, 46 Aar gammel, mere fattig og uduelig til Arbeide end syg. Blev recommanderet til almindelige Hospital.

41. Lars Olsen, til Huse i No. 23 i Dronningens-Gade, syg af en slem Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han døde.

42. Jens Jensen, til Huse i Applebyes Vaaninger, 29 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han blev helbredet.

15

Den 12 Februari

43. Catharine Bendsens, til Huuse i No. i Prindsensgade, syg af en Feber, maatte overlades til sin egen Selvraadighed.

44. Peder Borkovsky, til Huuse i No. 354 i store Torvegade, 5 Aar gammel, og

45. Christian Borkovsky den sidstmeldtes Broder, 7 Aar gammel (meldt noget seenere,) begge behæftet med medfødt Brok, vilde ei underkaste sig den fornødne lægedom.

46. Peder Ottesen, til Huse i No. 320 i Sophiegaden, 60 Aar gammel, beladt med Brystsyge, blev helbredet.

Den 17 Febr.

47. Brigitte Biering, til Huuse i No. 361 i store Borregade, 41 Aar gammel, behæftet med veneriske levninger i Halsen. Kom i Børnehuusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

48. Else Marie Klod, til Huse i No. 319 i Droningensgade, beladt med Saar og tæreude Syge. Er bleven opgiven som ulægelig og recommenderet til S. Hans Hospital.

16

Den 19 Febr.

49. Mette Catharine Lundgaard, til Huuse i Eenhiørnings-Bastion, 25 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostrings-Huuset, hvor hun blev helbredet.

50. Christine Ols Datter, til Huse i No. 321 i Sophie-Gade, 56 Aar gammel, meere gammel og fordrukken end syg. Blev bortviist fom marode.

51. Mette Catharine Henriks Datter, til Huse i No. 308 i Sophie-Gaden, 19 Aar gammel, syg af en Feber. Blev helbredet.

Den 4 Martii

52. Caroline, til Huse i No. 228 i Dronningens Gade, 2 Aar gammel, behæftet med lidt Fnat og Utøi, hvorfor hun skulde indtages paa en Sygestue. Blev bortviist.

53. Andreas Svend, til Huse i No. 263 i store Torve-Gaden, overvunden af en slem Feber. Døde samme Dag som han blev meldt. 54. Sidse Marie Sørens Datter skulde være til Huse i No. 326 i Prindsens-Gade, var ei at finde.

17

Den 9 Martii.

55. Margarethe Hansen, til Huse i No. 348 i St. Annegade, 25 Aar gammel, syg af en Diarrhøe efter sin Barselseng. Blev helbredet.

Den 11 Martii.

56. Peder Lundqvist, til Huse i No. 272 i store Torvegade, angreben af Brystsyge. Blev bedre.

57. Peder Alexander Magnusens Søn, til Huse i No. 322 i lille Amagergade, 9 Aar gammel, syg af en Ormfeber. Blev helbredet.

58. Dorothea Maria Hansdatter, tit Huse i No. 219. i Dronningens Gade, 25 Aar gammel, syg af Vattersot i Beenene. Blev helbredet i April.

59. Magdalene Melchiorsdatter, til Huse i No. 232, skulde have Pleiepenge, men fattedes intet noget betydeligt, og blev bortviist som marode.

60. Birthe Nielsdatter, til Huse i No. 326, i Prindsens-Gade, 40 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev helbredet deraf, og siden af Trangbrystighed.

18

Den 18 Martii.

61. Anne Cøcilie Bloks Enke, til Huse i No. 117 i store Kongens Gade, 41 Aar gammel, hysterisk, blev bedre.

62. Christine Lundqvist, til Huse i store Torvegade, 3 Aar gammel, beladt med den Engelske Syge. Var den 31 Marti uforandret.

63. Kirstine Peders Datter, til Huse i No. 254 i Dronnings-Gade i en Kielder; 30 Aar gammel, overvunden af en slem raaden Feber. Døde anden Dag derefter.

64. Matthias Danielsen, til Huse i No. 141 i St. Anne-Gade, 91 Aar gammel, svag af Alderdom, recommenderet til det almindelige Hospital.

65. Maren Clausses, som skulde være til Huse i No. 266. i lille Amagergade. Blev ei funden.

Den 20 Martii.

66. Maria Jørgens Datter, til Huse i No. 164 i Undergaden, 12 Aar gammel, beladt med Gaar i Munden. Blev overladt til Doctoren af den Friskole, hun hørte til.

19

Den 24 Martii.

67. Sophie, til Huse i No. 372 i store Torvegade, 20 Aar gammel, beladt med Frostbylder. Kom i Børnehusets Sygestue, og blev der lægt.

68. Peder Engelgren, til Huse i Applebyes Huse i en Kielder, 9 Aar gammel, havde Orme-Tilfælde, og blev helbredet.

69. Jens Jensen, til Huse i No. 89. i Strand Gaden, havde en Skade i Kindbeenet. blev siden borte fra Chirurgo.

Den 26 Marti.

70. Friderich Müller, til Huse i No. 277 i Prindsens-Gade, angreben af en raaden Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuset, hvor han døde,

71. Christine Pedersdatter, til Huse i No. 380 i St. Anne-Gade, 10 Aar gammel, syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

72. Peder Frandsen, og

73. Rasmus Frandsen, til Huse i No. 43. i Strand-Gaden, fandtes at høre til Søe-Etaten og bleve bortviiste som uvedkommende.

Den 30 Martii.

74. Christian Neukammer, til Huse i No. 366. i store Torve-Gade, 56 Aar gammel,

belad med ædende Saar og Vattersot, var

20

den 31 Martii naturligviis uforandret, men er nu dog nogenledes bedre.

75. Fridrich August Rudolph, til Huse i No. 264. i Prindsens-Gade, 12 Aar gammel,

syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

Den 31 Martii.

76. Johanne Gudmands, til Huse i de 4 Amagere i store Torve-Gade, Aar gammel havde en Contusion. Blev helbredet i April.

77. Karen Mortensens Datter, til Huse i No. 329 i Sophie-Gaden, 24 Aar gammel, syg af en slem Feber. Kom anden Dagen i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor hun blev helbredet i April.

Endnu 2 hvis Anviisnings-Sedler jeg har paategnet Attest og derfore ei veed den rette Datum.

78. Erik Kiøstelsens Kone, formedelst Alderdoms Svaghed recommenderet til det almindelige Hospital.

79. N. N. en Pige med veneriske Tilfælde, kom i Børnehuusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

II. Af Friederichs Kirkes Pleiecommission

blev meldt hos mig Den 11 December 1771. 1. Elisabeth Rasmanns, til huse i Kongens-Gade, men funden i en Kielder paa Boden-

21

hoffs Verft, 16 Aar gammel, syg af en Feber. Blev helbredet.

2. Anton Bernhard Brechwedt Steen-Hugger Svend, til Huse i Sophie-Gaden næst ved Isintons, 34 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev bedre men flottede bort.

Den 4 Januarii 1772

3. Johan Friderich Stripp, Væver, 40 Aar gammel, boende i No. 320 i Sophie-Gaden syg af en slem Feber. Blev helbredet.

Den 8 Januarii

4. Elisabeth Rasmanns anden Gang, nu til Huse i Dronningens-Gade No. 231, syg af Chlorosis. Kom i Sygestuen i Opfostrings-Huset og blev helbredet.

Den 29 Januarii

5. 6. Ovenmeldte Stripps tvende Børn, begge af en Feber. Bleve begge helbredede.

Den 4 Februarii.

7. Sophia Reuses, til Huse i store Amager Gade, 40 Aar gammel, syg af Vattersot og siden en uordentlig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor hun siden døde.

Den 17 Februarii.

8. Christian Frank, til Huse i No. 296 i Dronningens-Gade. Befængt med Udstæt. Blev afviist indtil Foraaret.

Den 18 Februarii.

9. Ulrica Elenora Neumanns Enke, til Huse i No. 210 i Dronningens-Gade, 58 Aar gammel, syg af en Inflammation i Brystet, blev helbredet.

22

10. Neumann, sidstmeldtes Søn, 34 Aar gammel, beladt med periodisk Epilepsie. Brugte adskilligt uden nogen Nytte.

11. Anton Friderich Brechvedt, selvmeldt i Kraft af første Anviisning, nu beladt med Vatterfor overalt. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset og blev der helbredet.

Den 16 Februarii.

12. N. N. Ludevigs Datter, til Huse i No. 286 i Prindsens-Gade, 4 Aar gammel, havde chirurgisk Skade, men maatte overlades til Forældernes Selvraadighed.

Den 10 Marti.

13. Anne Mævius Kone, til Huse i No. 254 i Dronningens-Gade, 50 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset og blev der helbredet i April.

Den 27 Marti.

14. Johan Jetsche og

15. Gottfried Jetsche, begge til Huse hos Faderen i No. 239 i Dronningens-Gade, syge af Mæslinger, og begge helbredede i April.

Den 28 Marti.

16. Marie Elisabeth Materne, til Huse i No. 380 i St. Anne-Gade, i en Kielder, syg af en slem Feber. Døde faae Dage derefter.

Den 30 Marti.

17. Margaretha Fischer, til Huse i No. 286 i Prindsens-Gade, Aar gammel, syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

23

III. Af Garnisons Kirkens Pleiecommission er mig, bleven meldt Den 4 December 1971,

1. Johan Pfaff, til Huse i No. 238 i Dronnings-Gade, 45 Aar gammel, syg af Forstoppelser i de indvortes Deele efter en fordervet Salivation. Døde.

Den 27 December.

2. 3. 4. 5. Sergeant Røders 4re Pigebørn til Huse i No. 251 i Dronningens Gade. Alle af megen Fnat og Udslæt. Vare den 31 Martii tildeels bedre.

Den 30 Ianuarii.

6. Pernille Niels Datter, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset og blev der helbredet.

Den 21 Februarii.

7. Georg Winkler, til Huse i No. 221 i Dronningens-Gade, 46 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset hvor hun blev helbredet.

Den 24 Februarii.

8. Anton Gundel, til Huse i No. 238 i Dronningens-Gade, 17 Aar gammel, befængt med Udslæt paa Hovedet. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han siden er bleven bedre.

9. Ferdinand Gundel og

10. Lovise Gundel, den sidst meldtes yngre Sødskende, beladt med samme Skade. Have vel brugt noget, men gav ingen Haab til Forbedring, de kom ligeledes paa Sygestuen.

24

Den 6 Martii.

11. Johan Pfaffs Enke, til Huse i No. 238 i Dronningens-Gade, havde en Byld under Armen og blev lægt.

Den 25 Martii.

12. Johann Hinkler, skulde være til Hufe i Skibet ved Amager-Port. Var ei at finde.

IV. Af Nicolai Kirkes Pleie-Commission

er mig bleven meldt Den 22 Januarii.

1. Anne Catharine Mortensdatter, til Huse i Prindsensgade, 18 Aar gammel, syg af en hidsig Feber, kom i Sygestuen i Opfostringshuset, og blev der helbredet

Den 21 Martii.

2. Anne Petersens Enke, til Huse i No 235 i Dronningensgade, 30 Aar gl., syg af en hidsig Feber, kom i samme Sygestue, og blev helbredet i April.

V. Af Holmens Kirkes Pleie-Commission

er bleven meldt hos mig:

Den 5 Februarii

1. Anne Christine Christophersdatter, og

2. Hans Christophersen, Sødskende, til Huse i No. 36 i Amagergade, begge syge af en Feber. Bleve helbredede.

1

Tanker

om

Norges

Extra-Skats

beqvemmere

Repartition,

Kiøbenhavn 1772,

Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2
3

Man finder i vore oplyste Tider meget som man tilforne har savnet. Mange have ønsket at see saadanne Indretninger, som nu skee til Publici sande Nytte. Men det har indtil nu blevet i Ønsker uden Effect. Iblant andet finder man Trykke-Frieheden indført, en Sag, hvis Nytte taler for sig selv, og hvis Misbrug ingenlunde kan bilancere imod Nytten. Sandhed og Lys begynder at udvikle sig, hvad Under da, at Løgn og Mørket maa vige. Man har tydelig indseet den besynderlige store Nytte, der nødvendig maa flyde af alle Expeditioners Hastighed, hvorved man ufeylbar nærme-

4

re kan og bedre komme til Maalet, end ved den lunkne Koldsindighed, der i visse Tilfælde har faaet Navn af Barmhiertighed, og derved har Retfærdighed faaet sit største Stød til Skade for alle i Landet. Man spaaer sig nu mere end tilforne Straf og Belønning; in Summa lyksalige Tiider. Nu kan man jo udbryde med sine Tanker, nu har man Friehed at skrive i alle Materier. Er man nu saa lykkelig i at kunde give noget nyttig tilkiende, saa har man det Haab, at det kan blive anvendt, og er den Materie, man begynder, enten ikke passelig, eller om den fattes noget i sin Udførelse, da kan begge Dele afhielpes. Dette med mere har givet mig Friehed at prøve, hvorvidt man kunde komme til at naae et forønsket Maal med Landets, jeg mener Norges Extra-Skat. Denne Skat, som tog sin Begyndelse d. 1 Oct. 1762, begyndte med saadan Velvillighed at blive betalt det første Aar, siden Publicum forestillede sig, den umuelig længe kunde staae, da Umueligheden tillige paa Folkets Side at udrede samme, lovede dem et hastigt og got Udfald. Man hørte den Tiid vel Klagemaaler over Skat for 12 Aars gamle Børn, deres Fattige med videre; men det Klagemaal var blandet med Haab og Sukke, ja fuld Forvisning hos dem selv, der kan en vare længe. Fra den Tid af begyndtes

5

der med Bevægelser i Gemytterne, den sande Nød lagde Grundvolden. Der blev Forandring. Samme begyndte d. 1 Sept. 1764, altsaa stod Skatten i 23 Maaneder. Havde denne Forandring existeret 11 Maaneder tilforne, saa havde ey det siden passerede paa meer end et Sted i Landet yttret sig. Men nu at tænke paa nærværende Tid, hvor Folket deels uden Raison klager over Extra-Skatten, hvis Navn alleene er dem fortrædeligt, Mandtaller kiedsommelige at forfatte. Af- og Tilgangs-Lister at forandre. Proprietairs og Beneficiarii stedfe i Striid med Bønderne, de første, som ey kan taale at bære Bøndernes personelle Byrder, de Sidste utaalmodige over at blive stævnede, udsagde af deres Jorder, ved Lov og Dom at blive udpantede, ja tilsidst maae miste deres Levebrød, altsaa er nu den Tillid, som Leylændinger have havt til deres Eyere, det Baand, som stedse har aarsaget fortrolig Kiærlighed, nu paa engang jaget i Landflygtighed. En modtviliig Bonde anseer sig nu meest lykkelig, thi det har lykkedes ham i nogle Aar slet intet at betale, den første hans stiftede Gield er sat i Beroe, derved beroliger han sit Sind i det Haab, det nok bliver saa for Eftertiiden. Den meest fattige stræber af all Magt: og derved geraader i de Yderligheds Omstæn-

6

digheder, hvorved han savner det fornødne til sin og Families fornødne Subsistance, ey at tale om, at han jo virkelig mister Mod og Lyst at stræbe, naar han giver Agt paa, at hans Velvillighed er ham til større Byrde og Straf, imod at hans Naboers Modvillighed samlet med bedre Kræfter og Tilstand bliver ham denne Belønning, at han omsider maaskee slipper. Jeg forestiller mig, at jo simplere af Navn all Landets Jord-Skat blev forfattet, jo bedre. Hvorfor kan ikke Lejlendings, Odels, Rostienestes Munderings, Tiendes, Leedings, Udreednings, Stand-Qvarteers, Delingvents, og Mestermands, in Summa de øvrige saa kaldede, smaa Reedselers Skatter ofte mange i Tallet, alle smeltes under et Navn, og kaldes Lands Skat, ligesom det i Sverrig heder Kron-Skat. Naar nu Extra-Skatten blev lagt under samme Summa, og saaledes reparteret paa hver Fogderies Jordskyld, da blev Sagen anderledes, Navnet af Extra-Skat udeladt, Bonden fik accurat at vide, hvad der kom paa hans matriculerede Jordepart. Oppebørsels Betienten befriet fra mange Udreigninger, grove Mistanker, utaalelige Talemaader, Revisionen blev lætted, de andre Embedsmænd, som har havt med Extra-Skatten i meer end een Tilfælde at be-

7

stille, bleve soulagerede, saa at de kunde komme til at glemme der passerede og med des større Iver antage sig sine øvrige Embeds Parter, der tildeels hidindtil fra Extra-Skattens Begyndelse ere blevne afbrudte ved Fortrædeligheder og Sindets Ærgrelser. Dersom Landet kunde nyde den Lykke, at noget mindre end de anbefalede 2 Rgd p. Familie kunde blive reparered, da vilde de saa meget snarere kunde finde sig idenne Lettelse. Man forestille sig et Jordebrug af 12 Gange større Skyld, end et andet. En styrer 3 Løber Smør, som er 216 Marker, da hver Løb er reduceret til 72 Marker, en anden styrer ikkun 6, 12, a 18 Mk. Disse Sidstes personelle Skat er i Liighed med de Førstes. Umuelig kan nu de, der styre de smaae Brug, saavel og sikker svare deres personelle Byrder, da de ofte maae søge den største Næring af Havet, kiøbe Korn og desuden alt det øvrige, som den, der boer paa den store Gaard, kan have af sin Gaard. Skulde nu Paalægget blive stort paa de store Gaarder, saa lærte Nødvendigheden Bonden at dele sin Gaard i en eller flere Parter, derved blev Agrikulturen ufeylbar forbedret, Peupleringen større med videre. Udi de sidste 24 Aar veed jeg ikke at nogen Skatte-Forordning er udkommen for Norge, hvor ønskelig var der nu ikke, om alle de fra ældgammel Tid ophittede Speciers Navne undertiden

8

12 a 16 i et Fogderie kunde blive reducerede til et Navn, hvor læt vilde det ey blive for alle, som haver med de Slags Jordens Intrader at bestille. I Dannemark heder det jo overalt Hartkorn, hvorfor og ikke Norge sit Jordskylds Navn? Stedsevarende Bryderier, Klammerier, unyttig Skrivning, Tids Spilde foraarsages ved de mangfoldige Species, Rigtigheden kan blive den samme, og Tiden, som det kostbareste, til mere nyttige Ting, anvendt.

Dersom der er mueligt, at Extra-Skatten kan blive lignet udi denne ommelte Form, Landet bekomme sin Myndt, hvis Mangel har aarsaget, og ey andet kan end hindre Handel og Vandel, indenlandske Fabriker blive ærede og opmuntrede, de Studerende bekomme Academie i Landet; da vil Bonden glædes, Kiøbmanden vinde, Flittighed tiltage; og de Lærde vil lære alle med en Mund at udbryde: Velsigned være vor store Konge, som søger gloriam ex amore pa- triæ

1

Samtale

mellem

tvende Normænd

paa

Reisen fra Norge til Kiøbenhavn.

Sorøe, 1772.

Trykt i det Ridderl. Akademies Bogtrykkerie, hos Jonas Lindgrens Enke.

2
3

Første Samtale.

A. Hvad mener du vel, min Broder, der er Aarsag til den Foragt, eller i det ringeste Ringeagtelse, alt for mange Øvrighedspersoner ere i?

B. Dertil, mener jeg, er mere end een Aarsag. Nemlig: 1) Uduelighed. 2) Egennyttighed og Partiskhed. 3) For ringe Indkomster. 4) Uanstændigt privat Levnet. 5) Indbyrdes Had, Uenighed, Misundelse og Efterstræbelse imellem Embedsmændene.

4

A. Det var vist nok best, naar hver Embedsmand duede til selv at forette det ham betroede Embede. Men forud at faae undersøgt saadan Duelighed er vel ikke altid saa let. At udsætte en Embedsmand, saasnart han ei befandtes saa duelig, som han burde være, vilde vel og tidt være for Haardt. Enten maatte da til slig Embedsmand gives Pension for at giøre intet, eller ham strax gives en Betjening, hvortil han dog var duelig. Og denne sidste var vel ikke altid ledig.

B. Den, som i sin Ungdom har lært noget, kan vel, om han ikke alt for gammel kommer til et Embede, snart med Flittighed lære hvad dertil udfordres. Og en saadan kalder jeg ikke uduelig. Om en har Studeringer, om han før har været ved Forretninger, der har Relation til hans Embede, om han er flittig, det kan man dog gierne vide forud. Men mangler dette, kan vel ikke en ansees duelig til et Embede. Da maa man frygte, at hans Befordring dertil skeer mere af private Hensigter, end til almindeligt Vel. Under det Navn Embede forstaaer jeg ingen af de saa kaldte hovedløse Betieninger.

5

A. Men den, som ei er, eller kan blive duelig til et Embede, kan jo dog lade det forrette ved en anden, som dertil er duelig.

B. Det er sandt; Men er det ikke rart, at en Fremmed, skiønt han derfor vel belønnes, tager sig en Ting saa nær, som den det egentligen anrører? Skal tvende leve af eet Embede, der ikke har des større Indkomster, skeer dit sielden uden Byrde og Skade for det Almindelige. Hvad Fare staaer ikke Embedsmanden tidt, naar den, som styrer hans Embede, ikke er saa redelig, som han burde være, og det saa meget større, som Embedet er vigtigere? Har Embedsmanden Samvittighed, synes mig, han aldrig kan være roelig, da han ikke engang har Forstand til at skiønne, om Embedet forvaltes retteligen eller ei. En Embedsmand, som giør intet, og intet forstaaer at giøre, faaer jo da sin Indkomst for slet intet. Man maatte da troe, saa vil og desværre mangen Embedsmand troe, at Embedet er for deres Skyld, og ikke de for Embedets Skyld. Er Udueligheden saa kiendelig, at hver Mand veed den (og hvor længe kan den vel dølges, om end Fuldmægtigen var beskeden nok til at

6

dølge Principalens Uduelighed) kan en saadan Embedsmand, hvor anseeligt Embede han end beklæder, aldrig være i Agt og Anseelse.

A. Men, hvorfor nævner du baade Egennyttighed og Partiskhed? Jeg mener det var nok at nævne den sidste; thi hvo viser sig vel partisk, uden Egennytte driver ham dertil?

B. Deri synes mig du feiler, min Broder! der kan vises Partiskhed uden at den er grundet i Egennyttighed. En Embedsmand kan, for Exempel, tilsidesætte sine Embedspligter for Venskabs, for Slægtskabs Skyld, af utidig Frygt enten for den eller den, af ilde anvendt Medlidenhed o. f. v. Giør han det, saa er han jo partisk, men ikke egennyttig. Men den, der i sit Embed for Skienk og Gave, sælger Ære og Samvittighed, den er baade egennyttig og partisk.

A. En egennyttig Embedsmand, tilstaaer jeg, er ei alene uværdig til sit Embede, men endog strafværdig. Dog, saa længe saadan hans Egennyttighed øves i Stilhed

7

og med Forsigtighed, kan den ei tilveiebringe nogen Ringeagtelse.

B. Egennyttighed kan vel blive skiult, men kun for en meget kort Tid. En viser sin Egennyttighed saa ublu og aabenbar, at han gierne modtog Stikpenge inden Retten, ifald de bleve ham budne. Denne blev strax foragter og forhadt. En anden oppebærer ingen ulovlig Indkomst, uden under fire Øine, inden lukte Dørre, eller lader sin Kone eller Fuldmægtig indcaffere slige Sportler. Denne kan vel agtes for en redelig Mand, saalænge Folk ere enfoldige nok til at tro sligt at være Husbonden ubekiendt. Men saadant got Rygte vedvarer ikke længe. At hans Behandlinger ere uretfærdige, skinner hver Mand i Øinene. Kan dertil ingen anden Grund findes, maa vist Egennyttighed være det. Meget saa af dem, som have kiøbt sig Ret, tie dermed længe. Nogle ere ublu nok til at sige det offentlig. Andre betro det kun til en eller anden saa kaldet Ven. Paa begge Maader kommer det ud.

A. Men det er dog underligt, at den, som af en Embedsmand har kiøbt sig en ulov-

8

lig Tieneste, ei lier dermed. Den Kiøbende er jo lige saa lastværdig, som den Sælgende. Maatte han og ikke frygte, at Embedsmanden ved en anden Lejlighed paa ham vilde hevne saadant Vanrygte.

B. Nei, dermed gaaer vel saaledes til: Den, som er uforskammet nok til at ville kiøbe sig Ret, er og skamløs nok til ei derpaa at lægge Dølgsmaal. Frygt for Embedsmandens Hevn har ikke Sted. Den, jeg har kiøbt før, den der har solgt sig til saa mange andre, maa vist nok endnu være til Fals. Embedsmanden, som har en ond Samvittighed, lader, som han veed intet af alt sligt. Er hans Samvittighed brændemærket, trøster han sig med at hans Skielmstykker ei kan ham overbevises. Imidlertid er en saadan Embedsmand i almindelig Foragt, hvormeget man end giør af ham, naar man behøver hans Hielp og Tieneste.

A. Mig synes dog, at den, som tilsidesætter sin Pligt af Egennyttighed, er foragteligere end den, som giør det af de andre Aarsager, du har opregnet; thi der er dog menneskelig Skrøbelighed i det sidste, men en skielmsk Adfærd i det første.

9

B. Mere strafværdig er den Egennyttige, men lige slet Embedsmand er den ellers Partiske. Saasnart en efterlader det, han veed at være Embedspligt, er han jo en slet Embedsmand. Ingen slet Embedsmand fortiener jo Agtelse.

A. Da Tiden nu er forløben, maa vi tale videre herom ved en anden Samling. Farvel.

B. Farvel, min Broder, lad os snart samles igien.

10

Anden Samtale.

A.

Lad os, kiere Broder! begynde, hvor vi slap.

B. En Embedsmand, som ei har anstændigt Udkomme for sig og sine, kan aldrig være agtet, som han bør.

A. Alle fattes ikke anstændigt Udkomme paa een Maade. En kalder det anstændigt Udkomme, naar han har Klæder, hvori han kan gaae uskammet, Bopæl til Fornødenhed, og stikkelig Klæde og Føde for sig og sine. Men en anden forstaaaer det anderledes. En Embedsmand for Ex., som har kiøbt sig en Rang, hvorved han mener sig ophøiet over andre, der i det Virkelige ere mere end han, vil ikke leve som før. Han mener han bør leve efter sin Rang og ikke efter Embedet. Kan han ei det, saa heder det, han mangler anstændigt Udkomme.

11

B. Vi vil ikke tale noget herom. Rang og Caracterer ere ikke mere til Fals, og de, som have kiøbt den, har ikke meget at pukke derpaa. De kan nu derfor meget vel leve efter det, de virkelig ere.

A. Naar en Embedsmand med en tarvelig Levemaade, som disse Tider virkelig ud. fordrer, har Levebrød for sig og sine, synes mig, han intet har at klage. Naar han saaledes trænger til ingen, kan det, at Han ei har Midler, eller kan aarlig lægge op, ei giøre ham ringeagtet.

B. Ja, det er sandt. Men hvor ynkværdig

er ikke en redelig Embedsmand, der savner nødtørftig Udkomme. Saadan en Mand trænger til at laane, tiest hos sin Undermand. Begierer hans Creditor en ulovlig Tieneste, maa den enten vises, eller Debitor see sig udsat offentlig Skam og Fortred. Opsætsige, som veed, at en Embedsmand ei har det Nødtørftige, end sige det, hvormed han i paakommende Tilfælde kan forsvare sig og sit Embede, vise sig ved alle Lejligheder overhørige. Andre tage deraf Exempel. Heraf flyder baade Embedets og Embedsmandens Foragt.

12

A. Jeg erindrer ved denne Leilighed det jeg, og sluttelig du med, saa tidt har hørt om en vis nu afdød riig og caracteriseret Borger. Øvrigheden vilde ei føie ham i en ubillig Paastand eller Begier. Han lod dem, den ene efter den anden, strax vide, at de til Straf derfor maatte vente deres Obligationer opsagde. Uretfærdige Embedsmænd blive, naar de have alt for lidet at leve af, end mere uretfærdige.

B. Nei, min Broder! deri er jeg ikke enig med dig. En Gierrig og Uretfærdig skraber til sig alt hvad han kan faae, hvad enten hans lovlige Indkomster ere store eller smaa. Den, som kun paa en ulovlig Maade for ei at crepere, vil tage det, hvortil hans lovlige Indkomster ei vare tilstrækkelige, var vist ikke bleven til Skielm uden af Nød. Og saadan en var vist ynkværdig.

A. Det var at ynske, at Indkomsterne vare altid proportionerede efter Embedernes Vigtighed, og derved følgende Arbeide. I Mangel deraf bliver tidt Embederne af de dueligste og redeligste Mænd slet forvaltede. Om intet andet, saa falder gierne en Mand, der

13

ei ved sit Embede seer sit nødtørftige Udkomme, til al Tungsindighed, som giør ham lunken i Embedet.

B. Mig synes, det var ikke vanskeligt, uden Besvær, enten for Kongen eller Publico, at faae visse slet aflagde Embedsmænd skikkelig lønnede.

A. Dine Tanker herom gad jeg nok

høre.

B. Hos os (om andre veed jeg liden Beskeed) ere der de hovedløse Tienester, hvorved ere 8—12 til 1500 Rigsdalers aarlige Inkomster. Naar man undtager eet deraf, er ved ingen af de øvrige mere Arbeide og Skrivning, end som lettelig af Betienten selv kunde og burde forrettes. Naar nu ethvert af disse efter Beskaffenhed havde 5 til 600 Rigsdaler aarlig, kunde da ikke det øvrige henlægges til at forøge slet aflagde Embedsmænds Indkomster.

A. Men var det og Ret at tage fra disse for at give andre det? Enhver burde jo beholde sit.

14

B. Men er det bedre, at Embedsmænd, til hvis Embede behøves Arbeide og Duelighed, skal enten crepere, eller fra duelige og ærlige Mænd giøres til det, som er tvertimod, medens andre giødes for at giøre næsten intet. Almindelig Velfærd bør jo være den høieste Lov. Og den vilde jo vist ved saadan Forandring befordres.

A. Men kan ikke tidt en Mand, om ellers intet andet mangler, være i ringere Agt end han burde, fordi der til hans Embede, skiønt i sig selv vigtigt, er lagt for liden saa kaldet udvortes Ære?

B. Det var ikke ont, om til ethvert vigtigt Embede var lagt den derpaa passende udvortes Anseelse. Derved blev Embedsmanden, naar ellers det øvrige ved ham var som det burde være, dog mere æret hos Almuen og de Taabelige, som udgiør Mængden. Men derimod har en retskaffen Embedsmand hos de Fornuftige, hvis Skiønsomhed dog altid bør være af mere Vægt, altid Ære nok, enten han sidder eller gaaer paa høire eller venstre Side. I hans Embedsforretninger, hvor-

15

ved den rette Ære søges, er han altid fornem nok, naar han er retskaffen.

A. Men naar en for sine Fortjenesters Skyld blev benaadet med en Rang, turde ikke da hans Indkomster derefter forøges?

B. Mig synes: Nei, med mindre han ei ved sit Embede havde derpaa passende nødtørftig Udkomme. Thi ellers fik han jo tvende Belønninger. Og en Mand er lige æred, om han ei i Dag begynder at leve overdaadigere end i Gaar. Skulde dette have Sted, saa var og den Ære virkelig, som man (uden at tragte efter større Rang eller Værdighed) søger i at tractere og giæsterere, især med sine Overmænd, indtil man selv bliver Bedrager og Staadder.

A. Men synes dig ikke, at der ved Embeds-Indkomster burde hensees til de flere el er færre, som Embedsmanden maa og bør underholde?

B. Jo, det synes mig. En Embedsmand er og bliver ugift. En anden er gift og har faa Børn. Den tredie har Kone og

16

mange Børn. I disses Indkomster burde der virkelig være Forskiel, om end alle tre vare i lige Embede. Kunde dog den med en stor Famile soulageres paa andre Maader fremfor den med en mindre. Med enhver Indbygger i Landet synes mig der ved de offentlige Afgifter eller deslige hensees til Mængden af Børn o. s. v.

A. Ja, det var ret at ynske, at sligt toges i Betragtning.

B. Nu faaer vi skilles ad for denne Gang, jeg haaber snart at see dig igien.

A. Jeg længes lige saa meget derefter, som du. Farvel.

17

Tredie Samtale.

A. Nu kommer vi til den Foragt en Embedsmands private Opførsel og Levnet kan sætte ham i.

B. Uanstændig Levemaade kan vise sig i meget; men jeg vil ei her igiennemgaae alt. Naar en Embedsmand, hvor duelig han end ellers er, f. Ex., paa visse Tider er ubeqvem til sit Embede, naar han daglig søger Vertshuse, der spiller og drikker med sine ligemænd, og tiere med sine Undermænd, maa han derved vist nok tabe meget af sin Ære.

A. Skal da en Embedsmand vise sig stolt og hofmodig mod sine Undermænd?

B. Nei, det være langt fra; ved sligt erhverver han sig ingen Høiagtelse. Eet er at være høflig og beleven mod dem, et andet er, offentlig at spille, drikke og drikke Duus med dem. Det første synes mig han bør ved

18

alle Leiligheder, hvor ikke Embedets Pligt udfordrer andet, men det sidste bliver aldrig anstændigt.

A. Men naar en Embedsmand gaaer endnu videre, ja saa vidt, at enhver endog kan sige, han er liderlig, hvad mener du da?

B. Ja saadan en er efter mine Tanker aldeles uværdig til at beklæde noget Embede, hvad Egenskaber han end ellers maatte besidde.

A. Nu kommer vi da til det femte og sidste: Lad os tale noget derom.

B. Naar en høiere Øvrighed ved alle Leiligheder yttrer Foragt over en ringere, kan det neppe feile, at dette sætter den sidste i Foragt hos Almuen. For Exempel, alle Klager, hvor ugrundede de end i sig selv ere, ansees grundede. Pøbelen smigres for og forsikres at skulle faae Ret, førend man veed enten den Klagende har Føie til Klagen eller ikke. En Embedsmand, der vel er i Stand til at forsvare sit Rum bedre end Superieuren, ham gives ved alle Lejligheder de skarpeste uforskyldte Irettesættelser m. v. Hvad bliver vel Følgerne af sligt?

19

A. En Embedsmand, der saaledes begegnes, maa enten daglig ligge til Felts med sin Overmand, eller være aldeles foragtet blant sine Undermænd. Det første giør ham daglig Græmmelse, og betager ham meget af den Tid han ellers anvendte paa Embedsforretninger, og det sidste giør ham baade nedslagen og foragted.

B. Men naar alt hvad i sligt Fald forhandles mellem Høiere- og Under-øvrighedspersoner bekiendtgiøres for Publico, enten ved visse den Høieres saa kaldte Fortrolige, eller ved den selv, som har formaaet Superieuren til at underskrive de af sig forfattede Tilrettesættelser; saa vil der jo meget til at forsmerte sligt for den, som har Følelse af Samvittighed og Ære.

A. Mig synes, at en slig Superieur burde betænke, at han ved sligt efterhaanden bringer sig og sit Embede i Foragt.

B. Ja, det er fandt; Thi naar Pøblen (under dette Navn forstaaer jeg her alle dem, der tænker som Pøbel) først ved Superieurens Hielp har faaet tilsidesat alt hvad en ringere

20

Embedsmand giør og foranstalter, det maa være saa lovligt og saa nødvendigt som det vil, saa bliver snart Superieuren med foragtet.

A. Mig synes end videre: Naar en Superieur, der handler uden Raison, ester sine egne og sine Lederes Passioner og Hensigter, træffer paa en ringere Embedsmand, der veed ar forsvare sig, kommer han tidt uden videre i den Grav, der er graven for den anden.

B. Grunden til Hadet til den ringere Embedsmand ligger vel næsten altid i private og egennyttige Hensigter, hvorunder der Almindelige saaledes maa lide.

A. Vil en Overdommer underkiende en Underdommers Domme, en Superieur tilsidesætte en ringere Embedsmands Foranstaltninger, alene for at ansees som den, der vil skaffe hver Mand Ret, saa handler han ligesaa uviist som uretfærdigt.

B. End, naar en Superieur ved alle Leiligheder yttrer Mishag over, at de ringere ei ere alvorlige nok i al overholde det, hvor-

21

over de ere satte, men saasnart den ringere Embedsmand vil giøre hvad han bør, da tilsidesætter det, hvad tykkes dig derom?

A. Mig synes en saadan Superieur viser, at han enten er meget ond, eller ikke sit Embede voxen.

B. Følgerne deraf, at den ene Embedsmand enten for høiere eller ved alle Leiligheder i offentlige og private Selskaber afmaler en anden Embedsmand (hvis store Ven han dog i hans Øine viser sig) paa det sletteste, mener du de ei maa blive slette?

A. Jo, det kan ikke feile. Bedre var det, at enhver passede paa sit eget, at den ene Embedsmand heller søgte at lette end tynge den anden. En retskaffen Mand, der vil og kan passe paa sit eget, søger ikke at beføre andre. Derimod de, der forrette sit eget slettest, (endskiønt de forstaae at indbilde de Taabelige, at de giør det meget vel) bekymre sig gierne mest om andres, og i Henseende til dem giøre Fluer til Elephanter.

22

B. Men er ikke Egennyttighed den største Aarsag til sligt?

A. Jo, det troer jeg vist; var ikke den, man skulde neppe see den ene Embedsmand at forfølge den anden baade hemmelig og aabenbare, alene for Tabet af en ringe For-Deel, som man tiest ingen Ret har til, og hvilken man aldrig kunde have faaet, uden at det Almindelige derved skulde have tabt langt mere.

B. Men, naar høiere Øvrighedspersoner, eller de, der styre dem, lade alle Ordres og Giensvar paa Forespørseler fra ringere Embedsmænd være tvetydige, hvad synes dig derom?

A. Mig tykkes, at sligt lugter alt for meget af Tingstuderie eller Rabulisterie o. s. v., og altsaa burde være langt fra dem, hvilke vigtige Embeder i Staten ere betroede.

B. Gud give lykkelig Forandring i dette og mere det Almindelige skadeligt.

23
24
1

Plan til

en almindelig

Pleie-Anstalt

i Bergen udi Norge.

BERGEN, trykt hos K. M. privil. Bogtrykkeri, Hinrich Dedechen.

2
3

Bergens nærværende ynkværdige Tilstand giver hertil Anledning. Hvo kand afmale og beskrive den med de virkelige sande Omstændigheder, saaledes, som den gives udi alle Stænder? Hvor ubehagelig skulle den ikke blive at læse, naar den kunde udføres saa, som man føler den ! En kunde ikke føre i Pennen, hvad alle Stænder lider, den ene Stand yderligere frem for den anden. Derfor maatte En i hver Stand fremføre sin Stands Lidenskaber, ei allene de almindelige, men og de særdeles enkle, om de kunde alle vides; men umueligt! Derfore maa de ikke ventes her at blive anførte. Enhver i sin Vei og Stand føler sine Trængsler og Gienvordigheder. Lad den

4

formuende Stand tale; saa skal der høres i Almindelighed en Jammer-Klage, ligesom deres Formue er ude i visse Veie og Grene. Er det Rentenerere: hvor usikre staae deres Penge! Tabes der ikke paa Capitaler, naar Husene sælges for halve, ja mindre Værdie? Hvor mange kand faae Renter? Hvad svares Pandthaverne? nu dristigen, nu redeligen: Der er Eders Pant; giør Eder det saa nyttig, som I best veed og kand! Mange Huse findes ilde medhandlede; og naar saaledes Pandthaveren nødes at modtage; hvor skal han blive af med sit Pant, naar ingen Kiøber gives? Maa det ikke saaledes staae hen tillukt, eller leies bortpaa Lykke og Fromme, indtil en uforventende Kiøber kommer, hvis Bud er ham til Skade; men maa dog heller vælge mindre end større Skade, og dog være uvis paa Renters Erboldelse? Er der formuende Kiøbmænd: hvem skal de sikker sælge til? Creditter gives den ene Tid efter den anden; tilsidst maa der standses. Her vil haves Penge, ingen gives. Her udpantes, her sælges det Udpantede, hvorfor ingen Penge faaes, men igien omgaaes paa samme Maade. I Mangel heraf, maa oppebies den redelige Betalers

5

Tid og Leilighed. Formindskes ikke saaledes den Formuendes Stands Vilkaar og Formue? Dette fæle Stød føler jo og vore offentlige Stiftelser.

Lad Middel-Standen tale; mon ikke deres Tilstand ere haardere, end de forriges? Alt hvad de har eiet, skal de finde at være forsvunden. Har Endeel noget tilbage; saa har de Aarsag at frygte, at det vil blive yderligere, naar det Overblevne skal bruges til Understøtning og Livs Ophold. Er det Kiøbmænd, som lever af Credit, og vil vedligeholde Handelen; saa maa de og igien kreditere, men paa uvissere Fødder. Den staaer sig vel, der kand handle og tuske Varer mod Varer; men hvor mange gives heraf? Er det Haandværksmænd: er de ikke næsten alle paa Knæerne? som man siger. Hvor saa er det ikke, som kand sige at have Arbeide? Er det Høkere: bliver ikke deres Vilkaar endnu slettere? Naar man allene seer hen til hvem de skal sælge og creditere, mon det ikke bliver Armod og Fattigdom? Her kommer vi til den belydlige Sag, som her egentlig skal blive handlet, nemlig vor Almue, dm gemene Mands

6

ynkværdigste Tilstand. Her maa man blødes og røres over at gaae ind i denne yderste Gienvordighed, men heller spørge: Hvoraf og hvorledes denne Stand lever udi disse misserable Tider? Svaret kand ei andet blive, end at de lever allene af Almisse og af Tiggerie, og paa den allerhaardeste og sletteste Maade, som den Yderste Hungers Nød kand drive Mennesket til, ja virkelig creperer allerede af Mangel paa Livs Ophold, som efter troværdig Indberetning skal være tvende Mennesker arriveret. Er ikke da Bergens nu værende Tilstand ynkværdig, og Bergen allerynkværdigst at beklage?

Aarsagen, hvoraf denne almindelige Jammer og Elendighed reiser sig, bliver ufeilbar ei allene den i Europa næsten almindelige dyre Tid paa Levnets Midler, som Bergen føler i høi Grad, men og særdeles den aarlige Mislingelse af Fiskerierne, som er for Bergen den betydeligste Post i deres Nærings Veie, hvortil kommer endnu de aarlige svære Contributioner, nu frem for tilforn; den saa ofte paa hinanden over Bergen gangne Giæst, Ildebrand; de i Bergen ilde anlagde kostba-

7

re Entrepriser; Handelens slette Orden og Arrangement; Pengemangel; men i sær den ved Batterie opdragne store Hob af Mennesker, hvis Lige neppe findes, hvorover man maa gyse og grues for at høre, mere at see daglig for vore Dørre, som nu helst i denne vedvarende Kulde maa lide med Hungers Nødde allerfæleste Piinsler. Min GUd! hvor maa ikke Haarene reise sig paa Hovedet over det grusomme Syn og den fæle Lyd, vi daglig maa høre og see langs Gaderne! GUd give os dog engang Raad, Ævne og Middel at forekomme og afværge dette store Onde, som Bergen svømmer udi! Her mangler ikke paa Kongelige Anstalter; her mangler ikke paa Øvrighedens Velvillighed og Ivrighed at hemme samme; her mangler ikke paa Indvaanernes Redebonhed, i at yde efter Ævne; Kierlighed, Goddædighed og Eenighed er her vel til sin høisttrængende Næste; derpaa mangler man ikke Exempler; desforuden gives her aarligen en stor Sum Fattig-Penge, foruden de store Contributioner, som paa saa mange! Maader betales for den Fattige, hvortil maa regnes de daglige Haandskillinger og Uddelinger paa adskillige Maader; Men Maa-

8

den, Maaden allene mangler os; derpaa kommer det an; deri hænger all vor Ulykke og disse ulyksalige Omstændigheder.

Er det den rette Maade, at give Fattige Penge i Hænde? Jeg mener Nei, Hvorledes anvender de fleste Fattige slige Almisse-Penge? Maaskee sig selv og de Ydende til dobbelt Skade. Jeg vil ikke med min Pen fornærme noget Menneske med min gode Villie; det være langt fra; Langt mindre min fattige trængende Næste og Medborger. I den Stand findes, som i alle Stænder, mange slette Gemytter, og maaskee ofte mest deraf i den Stand. Men der gives og mange gode, som kand anvende Penge vel, med Overlæg til sig, og sin Givers store Nytte. Hvo kiender dem ud iblandt saa stor Flok? Umueligt! Kand ikke en om Gaden gaaende Tigger samle sig endeel Skillinger om Dagen?

De Ydende veed ikke af hverandre. Alle omløbende Staadere seer misserabel ud udvortes; de klager og beder ynkelig; og dog kand der være de iblandt, der ofte kand have mere end Giveren. Er ikke Ober-Commissionen for de Fattiges Væsen uskyldig, naar ingen Almisse gives, uden troværdige

9

Mænds Attest? Og hvad kand Ober-Coinmissionen giøre videre paa den Maade, som det nu er, end at uddele Almisse til de værdigste angivne Lemmer? Sat I Eder selv i de Herrers Sted, om I kunde giøre det bedre; Jeg mener Nei. Men jeg er mod Pengers Uddeling; Jeg siger: At Almisse-Penge føder Fattige, nemlig, at Forældre med Børn opmuntres ved Penge-Almisse; de Fattiges Antal derved aldrig formindskes, men heller daglig forøges, og formeres utrolig. Mine Tanker, mit Raad og min Maade skulle være denne, nemlig: At Fattige gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, om det kunde lade sig giøre. Dette overlader jeg til bedre Indsigtsfulde, og Retdømmendes retskafne Eftertanke. Jeg vil gierne frafalde, naar bedre Maade overbevises mig. I Mangel deraf, vedbliver jeg min Sats: At alle Fattige i Almindelighed gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, i Steden for Penge; I Særdeleshed de Huus-Arme og Sengeliggende varm. Mad til sit svage Legemes Pleie og Forfriskning, som vore gamle Forfædre haver lært os; og de friske fattige Lemmer passelig Mad med passelig Arbeide tit sit sunde

10

Legems Vedligeholdelse, hvortil for de sidste maa gives passelig Straf eller Belønning.

Nu mangler Manden, hvorfra Bekostningen skal komme, og hvorledes dette store betydelige Værk skal foretages og vedligeholdes, uden at skade eller paabyrde Indvaanerne i Bergen mere end hidtil er skeed. Jeg tilstaaer, at det er mere end een Mands Gierning; men jeg troer og, at det er Alles Skyldighed at vise al muelig Tieneste. I det faste Haab, om all Beredvillighed og beste Bedømmenhed, underkaster jeg min Veltænkende Meening under det retskiønnende Publici Censur, og derpaa fortfarer at forklare min Meening. Manden, hvorfra Bekostningen skal komme til at underholde de Fattige Mad, i Steden for at give Penge, og hvorledes dette skal sættes i Værk, bliver allene denne Sang min Sag at udføre.

Til Bekostningen er jeg ikke af den Tanke, at den tvungne Lignings-Maade skulle følges, men at frivillige Gaver i Penge skulle modtages af enhver, ligesom enhver ved aarlig Omgang ville antegne

11

sig for. Dernæst skulle jeg haabe og troe, at enhver retskaffen dydig Siel ved alle givne Leiligheder, af Forsynets Frelst fra Fare og af dets utemmelige Velsignelser til all Lykke og Velgaaende, kunde tænke paa sin trængende Næste, enten i Penge eller i Varer, efter sin Ævne og de ham trofne Omstændigheder; enten med eller uden hans Navn, efter hvers Behag. Endelig var der roesværdigt, om et allene offentlige Steder, men og enhver i sine Huse havde Spare-Bøsser, for at erindre enhver ved alle givne Leiligheder at tænke paa den Fattiges Tarv og Beste; og, naar man er i Samlinger og nyder et Gode frem for dem, der da kunde ydes efter Godbefindende, hvortil maatte støde alt det, som til de Fattige ere henlagde, og om Frugten heraf blev høstet, ville maaskee dydige Siæle legere noget til de Fattige efter sin Tid. Hvortil skulle udvælges visse redelige og retskafne Mænd, hvis Drivefiær skulle allene være Ære og Kierlighed for de Fattige; og saaledes en udi hver Sogn, der skulle forestaae Incassarionen. Hvorledes det skal sættes i Værk Behandlings-Maaden ved Pleie Anstalten, hvorledes de Fattige skal mættes og be-

12

spises, bliver best, synes mig, at visse Huser, hvis Beboere ere dydlge, redelige og Veltænkende Venner, og Velyndere og Velgiørere af Fattige, skulle anmodes og overlades under publiqve Byrders Fritagelse til at paatage sig denne ærefulde Møye, og det udi visse Districter af Byen, hvor de Fattige findes i en Circumference, hvorfra der skulle daglig uddeles Mad og Brød, som saaledes skulle begyndes fra de allerusleste Huus-Arme; hvilke Velsignelser, kand være herligere og sødere end disse! Denne Pleie-Anstalts fuldkomne Behandling, dens Tilstand, saavel dens Indtægt, som Udgift, bør maanedlig, ja ugentlig blive offentlig bekiendtgiort i Trykken, at enbver dydelskende Siel kand see sine rundelige Gaver blive viiseligst uddelet til Güds Ære, sin trængende Næstes beste Nytte, og sin egen store Glæde.

Disse foromtalte, nemlig Fattig-Forstanderne, der skulle have med Incassationen og Annammelsen af Penge og Varer, med Leverancen af det oppebaarne og indkiøbte af Mad-Varer til Spise-Værterne, som igien skulle daglig uddele Portions-

13

viis af Mad og Brød tit de fattige Huus-Arme for det første, men siden, om det kand tilveiebringes, til alle nødtrængende Siele: Disse, hver for sig, saavel Forstanderne, som Spise-Værterne udi et hvert Kirke-Sogn, skulle staae under Sognets Pleie-Commission, der skulle besstaae af Sogne-Præsten, en af Capellanerne, en brav Borger-Mand af hver Rode, som aarlig skulle vælges af Rodens Beboere, og en af Sognets Chirurgi aarlig, hvis Skriver skulle være enten Klokkeren, eller og Skoleholderen paa Sognets fattige Skole; og dens Bud Kirke-Tieneren.

Disse Sogne-Pleie-Commissioner skulle igien staae under en almindelig Pleie-Commission, som skulle sættes af Stiftamtmanden, Biskoppen, Magistraten, Stads-Physicus, Rector og Stads-Hauptmanden, hvis Skriver skulle være Kirke-Skriveren, og Budet Raadstue-Tienerne.

Her er mine ringe velmeente Tanker; Resten maa enhver Fornuftig slutte sig til, hvad enhvers Bestillinger vil blive. Min Hensigt er, at enhver Indvaaner kand ha-

14

ve sine Hænder deri med, bruge sine Tanker, og anvende sin Ævne og Formue til fælles Nytte og Gavn; thi hvad vil der vel siges med den Borgermand af hver Rode, som skulle og burde vælges til at sidde i Sognets Pleie-Commission, andet, end at den Rodes Beboer, som selv har udvalgt ham som Deputeret, kunde omgaaes og gaae ham igien til Haande, saavel i Henseende til det ydende, som til det nydende Partie? Er det ikke overeensstemmende med Pleie-Anstaltens Natur! og Væsen? Pleie-Anstaltens yderligere og ypperligere Hensigt har vi læset fra Kiøbenhavn, hvor vor Allernaadigste Konge derved bliver den allerstørste Konge; thi hvad kand være høinødvendigere for vort fartige Land, end at tænke paa at pleie vore Huus-Arme, skrøbelige Fattige, og vore ubesørgede fattige friske Lemmer? Ulyksalige Land! hvor Hænderne hænger og slænger! Men derimod lyksaligt, hvor Hænderne gaaer, og Lemmerne trives ved Arbeide! Lad da vor paatænkende Pleie-Anstalt bære den Store Autors høipriselige Navn, til et uforgiængeligt Æreminde for vor Velsignede. Landets Fader, den Store, den Gode og den Viise Christian.

15

Hvad hører og seer vi allerede i disse Dage? At vor retfærdige Øvrighed har foranstaltet Collectering, at Meel og Penge kand uddeles; visselig til høist Nødlidende, af Hunger og Svaghed bestædde Fattige. En høit priselig Anstalt! Hvor overflødig viser sig den frivillige Goddædighed iblandt os! Hvad Tak og Velsignelser vil ikke enhver hungrig Siel af Hiertet sende det allerhøieste og mægtigste Væsen!

Velsignede Medborgere! giver, faa skal Eder rigelig igien gives.

Philobergus.

16
1

No. 2.

Den

almindelige

pleie-Anstalt.

Bergen den 2den April 1772.

Trykt hos K. M. privil. Bogtrykker, H. Dedechen.

2

Kiere Bergen! Et Ord endnu, i Følge af seneste afhandlede Materie. Lad ei af at eftertanke samme, og ansee det ikke ligegyldigt. Umueligt bliver det, saa længe der ikke legges Haand paa Verket med et fornuftigt Overlæg. Vanskeligheder og Hindringer gives i alle Foretagender, ligesom Gierningen er betydelig til. Skulle det ei være giørligt at give Fattige Mad i Steden for Penge, naar den Sats var uryggelig og vis forud, at det Almindelige, saavel der ydende, som nydende Partie, vandt derved? Lad os allene korteligen eftertanke, om der skulle være til Skade eller Fordeel. Sæt, at Fattige faaer allene Penge i Hænde; Hvortil Penge i Almin-

3

delighed bruges, oftest til Unytte, vil vi forbigaae, da dog samme kunde hemmes derved. Men sær, at de alle blev anvendt til Mad og Drikke, og betænk, hvor og hvorledes kiøbes det? Hvad og hvor meget faaes der for Pengene, helst udi dyre Tider? Mon de ikke kunde spise to, jeg sætter kuns to Gange, i Steden for en Sang, naar alle deres Spise-Varer kom saa godt, som fra første Haand? Er det ikke en Sandhed? Deres Oeconomie og Huusholdning, hvorledes er den? Deres Spise, hvor sund er den? Bør ikke saadant vides? Videre: Lad Spist-Værter gives; lad de, som sagt, faae Alting fra første Haand; lad dem tilstaaes en retmæssig Fordeel ringe Betydenhed; lad et Magazin af Føde-Varer, ja Brænde, oprettes for de Fattige, hvorfra Spise-Værterne kunde erholde det Fornødne! Kig ind i vor Guarnifons Marqvetenterier; hvorledes gaaer der til? Kunde ikke de hielpe os til en fornuftig Regel? Maatte der ikke ufeylbar ved slige oprettede Spise-Værter spares? Vil ikke 10, ja 20 smaa Gryder koste mere at varme, end en stor? Er det ikke en Sandhed? Skulle det ikke da blive en Fordeel for begge Partier? Unægteligt. Overvey Sagen nøyere; For-

4

søg, og giør dog en Prøve med vore Huus-Arme og sengeliggende Fattige; De har Førstefødsels-Rettigheden dertil. Bergen! det er den første Grund til din Lyksalighed.

Efter vore Huus-Arme og Sengeliggende Fattige bør der jo sørges for vore øvrige Fattige, der haver sunde og friske Lemmer. Gives der nogen, der mangler derpaa, maaskee alt for mange, desverre! saa maa de ved Pleie og Arbeide erholde og vedligeholde Sundheden. Disse bliver ufeilbar af forskiællig Alder, og altsaa af forskiællige Classer, som Børn, Tilvoxende, Voxende og Aldrende af begge Kiøn. Alle ere næsten lige ubeqvemme til Arbeide. Hvad Arbeide her meenes? kunde der efrerspørges; da meenes saadant, som kunde foretages i ledige Timer. Naar gives de? kunde her atter spørges. Svaret kunde vel ei andet blive, meener jeg, end at de gives nu næsten det hele Aar igiennem. Hvad er den gemene Mands almindelige gangbare Arbeide om Aaret andet, end i Foraaret, naar GUd giver Fiskerierne ved Bergen, at gaae og salte Sild, og at flekke, salte og virke Torsk til Klipfisk? Det kand vare næsten i 2de Maaneder, naar begge Velsignelser rigelig gives. Men nu i endeel Aar,

helst i Aar, næsten intet, desverre! Gud see

5

til Bergen! Om Sommeren gives Arbeide for dem i Stevnens Tid, og ved den saa kaldede Stuing paa Skibene, i Følge af Stevnene, i sær sidste. Naar den Tid lægges sammen, kand den udgiøre næsten 3 Maaneder. Her er næsten det gandske Aars Arbeide. Qvinde-Kiønnet kand for den øvrige Tid spinde og knytte, om de kand faae; og om de alle kand spinde og knytte, tvivler jeg høilig paa. Mand-Kiønnet kand jo aldeles ikke spinde og knytte. Gid det ikke blev holdt iblandt os for en Skam, at de blev sat dertil! Naar her tales derom, saa belees det. Kand de sættes lettere til andet Mands-Arbeide, saa er det bedre. Tael, I Fremmede og Bereiste! herom, om det ikke skeer Udenlands, og beskiæm hver Mand, der undseer sig for sligt Arbeide. Her seer man den gemene Mands almindelige Aars Arbeide. Dens særdeles Arbeide, er det af den Værd, at det kand andføres med Fordeel? Ach! det er af en saa liden og ringe Baade for dem, at det kand ved Vished næsten ansees som intet. Der skal dog leves hele Aaret igiennem, og hvad de skal have, koster dem frem for andre Stænder allerdyrest, helst i dyre Tider. Kand og maa nu ikke Tiggerie og Lediggang fødes og taales hos os, som er

6

fornødent Onde? tilsiger man en frisk Betler, at du er for frisk og for ung at betle og tigge, see til, at du kand faae Arbeide; saa er Giensvaret jo: Hvor skal vi faae Arbeide? skaf os! Og ingen Vei veed man at vise dem. I Mangel deraf er det bedre at de tigger sig Brød til, end stiæler samme. Ørkesløshed er en Rod til alle Laster, ja en Forbrydelse imod Staten, helst naar Armod og Hunger er følgagtigtillige. Spørg Misdædere! Mennesker er forpligtet efter Naturens Lov til Arbeide; her vil arbeides, her bedes om Arbeide, og dog kand ikke faae. Er det ikke en Himmel-raabende Synd over Bergen? Bergen! det er og bliver din Undergang, betænk vel, at Ørkesløshed har før kuldkastet Bye og Riger; hvad maa du ei frygte for den saa hos dig overhaandstageude Lediggang og Armod? GUD give dig dog engang opladte Øyne, at du kunde fuldkommen indsee, at det nu er den høyeste Tid for dig at standse dette indgroede fæle Onde ved Arbeide. Kandskee jeg giorde Uret, om jeg beskyldte de Rige for Mangel paa alvorlig Ivrighed at afværge saadant Onde, og de Fattige for Mangel paa Villie til at arbeide; jeg vil troe det; jeg vil lade Erfarenhed vise, hvis Pligter opfyldes; Gud give Begges! saa arbeider Bergen paa sin

7

Opkomst og Lyksalighed. Dette Onde ligger jo ikke i Mangel paa kierlige og priselige Anstalter; vi har jo Fattig-Huser nok; hvad er da Mangelen? Mangelen, troer jeg, er i vor slette Omsorg, først i at forekomme Lediggang og Armod, og dernæst i at sætte vore friske Lediggiængere og Forarmede i Arbeide; Hvad synes du, min kiere Bergen? Er det ikke en Soleklar Sandhed? Bliver ikke begge Dele Øvrighedens og der gandske Borgerskabs fælles Sag? Lad os betragte det første, nemlig den fornødne Omsorg at forekomme Ørkesløshed og derpaa følgende Armod.

Der mangler ikke paa Ømhed og Kierlighed at ville hielpe til rette, næsten alle Tilattersgaaende, helst uskyldige og ulykkelige redelige Mænd, derom har vi mange Beviser, saa det ligger ikke deri; Men den ulovlige og ubillige Underminering, som gaaer i Svang, bliver nok Aarsagen; den bestaar i lutter Uorden og Confussion i Almindelighed hos os, og i den ilde opdragne patriotiske Tænkemaade hos os; thi vil vi see hen til vor indvortes eller indenbyes Handel, hvorledes den ædle Frihed misbruges til Byens Ruin og Ødelæggelse. Kand ikke nu visse Borgere underminere det gandske Borgerskab? Naar Een kand handle

8

en gros og en de tail, som at salte 0g virke Sild og Torsk, og at have Bonde-Handel, tillige at holde Kramboe, Bryggerie, Tapperie og Høkerie paa et og det samme Borger-Brev? Er ikke de fleste Handlende Skippere, naar deres Borger-Brev er kun som Skipper? Kand en Skipper, saalænge han farer, holde Kramboe, og handle a parte hiemme? Kand en Skipper, naar han holder op at fare, handle og slaae sig til hvad han vil, uden at faae forandret Borger-Brevet? Kand en Høker holde Kramboe, Bryggerie og Tapperie tillige? Kand en Kramboe-Handler agere Kiøbmand en gros og Bonde-Handler tillige? Kand en Kiøbmand en de tail handle en gros tillige, og saaledes fremdeles vide versa paa eet og det samme Borger-Brev? Kand fremmede Kræmmere indfinde sig her om Sommeren til Borgerskabets Skade, og dog ingen Rettighed dertil have? Kand Uberettigede taales at giøre Laugene Indpas? Mon det ikke giør Confussion og Uorden i Staden? Mon deri ikke ligger Grunden til Handelens Fordærvelse, Nærings-Veienes Forvirrelse og Formindskelse, og Stadens Ødelæggelse? Mon saadan Handel kand kaldes Fri-Handel, til samtlige Borgerskabets Nytte og Fordeel? Læs, Bergen!

9

dine herlige Privilegier. Kand du erholde større Herlighed i Handelens Frihed, end de du har? Er ikke den regelmæssig, ordentlig og velindrettet Fri-Handel? Mon nogen Handel kand være friere og mere ordentlig indrettet, hvor hverken Handelen selv eller Handels-Manden er indskrænket? Men betragt kuns Nøye dette, om en Borgers Frihed maa gaae saa vidt, at den falder ud til en Selvraadighed. Kand en Kiøbmand giøre hvad han vil, da er vist Handelen underkastet Trældom og ikke Frihed; thi der, som indskrænker Kiøbmanden, indskrænker derfor ikke Handelen. Bør ikke en Borger holde sig til sit Borger-Brev, og ikke videre? Vil han forandre samme, kand han jo; det er tilladt. Altsaa er hverken Handelen eller Handelsmanden indskrænket, naar kuns Orden iagttages. Bergen! er det ikke Sandheder?

Betragter vi nu Byens patriotiske Aand, hvorledes gives den? Er den i alle Handlinger overeensstemmende med Fædrene-Landets og Fædrene-Stadens almindelige Beste? Tænker hver i sin Stand, i hvad der giøres og handles, om der strider imod Landets og Byens Vel? Er egen Interesse nyttig, naar den skader Publicum? Er vor Handelsmand patriotisk, naar vo-

10

re raae Producter udføres, naar Fremmede forarbeider vore Varer? Naar skal saa ærekiære Patrioter opstaae iblandt os? Her gives vel; men kand de Faa stride igiennem den almindelige fordærvede og indgroede Smag af Fremmer? Hvor maatte ikke den Smag blive afskyelig, naar den blev grundig indseet? Give GUd! at denne patriotiske Geist maatte dog engang fæste Rod og boe hos os, og maatte arves paa vore Efterkommere! Enhver giøre sit dertil, efter sin Evne og Formue; enhver i sin Stand være Patrioter, elske sit Land og sin Føde-Bye, ja alle dens Beboere, som sin Næste og Medborger; den ene opmuntre den anden dertil; enhver hade og foragte den, der handler mod Fæderne-Stadens og hver Mands Beste; enhver skye all Snige-Handel og den nedrige Vinding, som er mod Byens og sine Medborgeres Fordeel; enhver blive ved sit, og ikke giøre Indgreb i andres Næring og Brug; hvo der haver en og den samme Nærings-Vei, de samles for at udtænke hvad Feiler og Mangler deri gives, og hvad Fordeler der kand udtænkes? som kand være dem og det Almindelige til Gavn og Nytte, saa at ingen præjudiceres derved. Tael, I Geistlige Mænd! med mig mere herom, fra den offent-

11

lige Stoel, og grund det paa det hellige og hos os saa opklarede herlige Lys. Er det ikke Sandheder? Er ikke da den Omsorg med mere, som ved Spil, Drik, Kroegang og Lediggang, at forekomme Ørkesløshed og den derpaa følgende Armod, høyst fornøden? Har ikke denne Uorden og Confussion, og den ilde medfødte patrioriske Tænkemaade, en temmelig Indflydelse paa vor Almue til dens Lediggang og Armod? Jeg mener Jo. Bergen! vil du begynde at arbeide paa en fornuftig Ordentlighed i din frie Tænkemaade og i din frie Handel, saa arbeider du vist paa den anden Grund til din Lyksalighed. Hvad Omsorg ville du vel synes kunde flyde derudaf? Ville og burde vel ikke det blive naturligviis den Omsorg, at sætte dine friske Lediggiængere og Forarmede udi Arbeide? Hvad mener du Bergen! Jeg veed meget vel, min kiere Bergen! at du ønsker det nu, helst da de Fattige nu ei kand ernære sig, uden at der gives dem Arbeide. Det vil blive i visse Maader en ømmelig og vanskelig Sag at foretage sig, i Henseende til de Fattiges forskiællige Omstændigheder, som umulig kand indsees; thi at behandle dem alle paa een og den samme Maade, ville blive ubarmhjertigt. Taabelige og Blinde ere ikke frie udenlands for

12

Arbeide; derfore skulle her tænkes paa Arbeide for et hvert Kiøn, ja endog for enhver Alder. Skulle der ikke blive Arbeide nok at faae for enhver? Er ikke de fleste Fattige slige Arbeids-Folk, hvis Vindskibelighed mere bestaaer i Kræfter, end i Nethed? Betragt kun de allersimpleste Ting, som en Skoe-Børst. Giver vi ikke Fattige i fremmede Lande derved Brød i Munden, og tager det fra vore egne Fattige, som maa derfore sulte? Har ikke en Borgermand viist deri sin patriotiske Villie? men er han ikke hindret ved fremmede Børsters Indbringelse? En uskikkelig Skam og Vanære for Bergen, at Manufacturers og Haandværkers Undertrykkelse skeer ved den slette Smag af fremmede Varers Indførsel! Saa er da Mangel paa Arbeide og Anviisning til Arbeide Aarsag til, at vore Huser ere fulde med Huus-Arme, og at vore Gader ere besatte af Betlere. Saalænge vi ikke giver vore egne Fattige vort eget Arbeide at giøre, hvad nu Holland og andre Stæder giør for os, saa bliver alle vore Anstalter, i hvor priselige de end kand være, unyttige og forgiæves, og alle vore Almisser og Kierligheds Gierninger utilstrækkelige. Fattigdom har saa Overhaands taget hos os, at den er næsten en

13

utaalelig Last og Byrde for vort Bergen. Skulle de ikke, hvor ringe og usle de end ere, ernære sig selv? Skulle der ikke gives grovt Arbeide nok for dem? Hvo der ville leve og have Føde, og kunde arbeide, skulle arbeide; I Mangel deraf, strax transporteres paa Tugthuset, at arbeide under Tvang, efter at de mildere Midler ere brugte til Overtalelser, og siden efter Forbedring og udviste Flid udlades igien af Tugthuset, hvilket Huus burde dog giøre Byen større Nytte, end det hidtil har giort. Kunde du, Bergen! nu foretage dig dette velsignede Verk, hvor ville du ikke snart undgaae Betlerie, som da maatte oppasses nøyere af Staader-Fogderne, der nu ere unyttige Creature, ja Tiggere selv.

Jeg veed meget vel, min kiere Bergen! at dine Kræfter ere nu alt for svage dertil, saa at det kunde synes for dig umueligt; men lad ikke Modet falde. GUd skal give dig ei allene dine forige, men flere og større Kræfter med Tiden, naar du vil uafladeligen med utrættet Flid og enigt Sind under Guds Bistand begynde med Lidet, og vedblive efter tiltagen Evne og Formue at udvide aarligen der begyndte Lidet med allermueligst Menage og fornuftigste Overlæg.

14

I Begyndelsen maa du ikke tænke paa Fordeel eller Avance; nei, giør dig ei saadanne Begreber; thi hvad Fordeel vil du vente af tvungne og ubevante Lemmer? Den Fordeel maa først være dig nok, at du ei føder Fattige ved Lediggang og Tiggerie, men ved Arbeide; dernæst, at du forebygger de Huus-Armes større Antal; og endeligen, at dine Børn vil i Eftertiden velsigne denne saa herlige Foretagende.

Vil du indhænte snart Fordeel og Gevinst, saa maa du vist begynde med din Ungdom, som kand bøyes og tvinges, som du vil. Hvor var der at ønske, at vore offentlige Fattig-Skoler vare saa berigede, at de kunde udvides, og at vore fattige Børn der kunde leve og lære ligesaavel at arbeide, som at lære deres Christendom, der umuelig kand frembringe sine rette søde Frugter, førend der skeer?

Ligesom Arbeidet tager til, saa kager Ørkesløshed og Armod af, og Flittighed og Rigdom tager til, Menneskers Antall voxer, og Byens Indkomster forøges; da skal der ikke klages over for mange Folk, og da skal der ikke klages over Mangel paa Penge og Rigdom; thi da vil de flyde ind af sig selv. Hvad læste vi nyligen i Aviserne om Uld-Spinderiet, som

15

en Mand anlagde, hvor der var over 5000 ledige Mennesker, men inden 30 Aar over 20000 arbeidsomme og rige Folk? Saadan Nytte kand et eeneste Fabrik ham. Hvad er Sølv og Guld i Verden uden Arbeide og Forsynlighed? Er ikke Rigdom en Velsignelse i den Viises og Flittigheds Hænder, men en Forbandelse i Daarens og den Lades Hænder? Bergen! dette vil blive den 3die Grund til din Lyksalighed.

Enhver, der har Kundskaber og Indsigter om Haandværker, Manufacturer, Fabriker, Oeconomien, Land-Væsenet, Fiskerier, Handel og Vandel, Seilats, hver Slags Næring i sær, og alle Nærings Veies Udbredelse og Formereise, ved Natur- og Kunst-Varer, i hvad der maatte være, bør oplyse Publicum, om det kunde være til nogen Nytte. Hvor kiert var det ikke for mig, og hvor var jeg dem ikke forbunden, om de ville meddele mig deres Kundskaber! saa kunde det tilsendes mig skriftligen, med Udskrift til Philobergus, og afleveres hos den privilegerede Bogtrykker, Sr. Dedechen, i Bergen. Skriv af Kierlighed til det almindelige Vel. Lad Religion, Regiering, Dyd og gode Sæder være helliget og ubesmittede. Lad de Lærde i det Lærde beholde for sig den lærde og høie Skrivemaade. Skriv, som du kand, om det ei er saa vel, som du ønskede, om ei Stilen er saa smuk og saa ordentlig. Skal derfore der Nyttige skiules? Nei, derfore er Pressen aaben, at Kongen og Fædernelandet kand oplyses og veiledes ved rene Sandheder. Frygt ikke for Critiqver og onde Bagva-

16

skelser. Skal derfor er Gode for Publicum qvæles og døe? Nei, naar kun der skrives velmeent, af rene Hierter og af rene Hensigter, uden merkelige og anstødelige Caracterer. Ingen Ting er lettere, end at critisere og udsætte paa alt, om det er det allerbeste. Ligesom Exetiqven og Udsættelsen er over en Ting, saa viser enhver, hvad Indsigt, Hierteog Sindelaug de ere af. Men at giøre en Ting bedre, der bliver Sagen. At overbære og skiule skrøbelige Feiler, er Christendommens Pligter, med mere. Hvad Anstalt og hvad Arbeide skal her nu foretages, til at pleie og sætte vore friske fattige Lemmer i Arbeide? Det er just Sagen. Enhver tale og handle derom, og indkom hver med sine Tanker, saa kand deraf udvælges det Beste. Mon det var best, at de friske Fattige blev pleiet og behandlet paa Publici Reigning, og under offentlig Regenskab, ved de proponerede Pleie-Commissioner? Thi det var best, at hver Rodes Borgermænd, som Deputerede i Commissionen, maatte staae for Leverancerne.

Bergen! her har du mine velmeente Tanker til din nærmere Eftertanke. Ligesom jeg har elsket dig til, saa har jeg skrevet, for at paaminde dig. Tag nu deraf og giør, hvad du vil. Her er min oprigtige Patriotisme.

1

En kort Samtale,

hvorudi viises at

Overdaadighed

fornemmelig er Aarsag til endeel

Borgeres ubillige og alt for store Klagemaal over svære Skatter og Byrder.

Samt bevises

at de Geistlige

bærer lige Byrder

med deres Medborgere.

Holden imellem

Demas og Theophilus,

begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2
3

Demas og Theophilus.

Demas, der gaaer en Eftermiddag i et smukt Vejr ud for at tage frisk Luft, og bliver staaende strax ved Theophili Huus, ej agtpaagivende, at Theophilus stod i Gadedøren, begynder at tale med sig selv saaledes:

Demas.

Jeg kan ret ærgre mig over de Præster og de samtlige Geistlige, der skal være forskaanede for de tunge og svære Byrder, der trykker os andre, blot for nogle gamle og forslidte Privilegia, de beraaabe sig paa, og som de muelig i de chatolske Tiider, da Verden ej var saa oplyst, som nu, paa een eller anden Slags Maade kan have tilvendt sig, og især kan det meest ærgre mig, at de har Medhold af adskillige. Der boer en Mand i dette Huns, her næst ved, navnlig Theophilus, en skinhellig Mand, som jeg vel er nødt til for een

4

anden Aarsage Skyld at holde mig inde med, da han har laant mig en Summa Penge, som jeg vel naar det skulde forlanges, kunde betale, men da jeg ikkun giver ham 4 pr. Cento, siden Obligationen var udad, da ingen maatte i Følge Kongel, allernaadigst udgangne Forordning, som nu er ophæved, tage meer, og jeg af samme Kapital i min Handel profiterer 20 a 30 Rdlr. pr. Cento, vil jeg gierne beholde dem, og derfore tier, saa længe han tier; men sandt at sige, hans skinhellige Væsen staaer mig ei and, sant nok, jeg veed intet, hverken i Ord eller Gierning noget at sætte ud paa ham, men han holder altid med de Geistlige, hvorfore vi aldrig har været tilsammen, uden vi har raget i et Slags Dispytte med hinanden, især da han altid har noget at sige og dadle paa mig og mine Venner, der aldrig ere eller kan blive enige med ham, og de saa, der ere ligesindede med ham; men see! staaer han ei der i Gadedøren, har han hørt hvad jeg har staaet fagte at tale med mig selv, er jeg viis paa, vi kommer i Dispytte, jeg skal sætte et Forsøg paa, om han og har hørt hvad jeg har talet med mig selv; thi jeg er vis paa, han ei dølger, hvad han har hørt, da han altid, saa vidt jeg har fornummet, uden Forbeholdenhed siger, hvad han meener. Hans Tienere, kiere Theophile! I er ikke feig; thi jeg stod just nu og talede med mig selv om Eder, og de svare Skatter og Byrder

5

os i disse knappe Penge-Tider ere paalagde, hvorfor be Geistlige ere befriede.

Theophilus.

Jeg er hans Tienere igien, kiere Demas! jeg har hørt ei allene hvad I har talt, saa vel om de Geistlige, som og om mig, mens hører endogsaa daglig at Eders Venner raisonnerer i samme Tone, endskiønt jeg er, og altid har været aflangt andre Tanker, og er af den uforgribelige Meening, at vi, som Borgere, har til Dato ikke saa stor Aarsag til at klage over saa store Byrder og Tyngder, da de andre Stænder, saavel Militair som Geistlige, ikke ere forskaanede, gid allene Fornødenheden ei udfordrede, at de bleve sværere, men især har vi ei Aarsag at misunde vore Lærere eller Kierkens Betientere deres Friheder, naar vi ikkun ret vidste at skikke os i Tiden, og havde nogen retskaffen Kierlighed til dem, der undeviiser os i Ordet.

Demas.

Jeg tænkte det vel, Theophile! at I var af andre Tanker end jeg og Eders Medborgere, og er det forgieves at vente Eder, og dem, som ere sindede med Eder, at være enige med os. I er en Borgere her i Byen saavel som jeg, men vi seer Eder aldrig i vores Laug og Selskab, uden vi af øvrigheden i en eller anden Sag indkaldes, og Eders Tænkemaade er altid og for det meste imod vores. Frænde er

6

Frænde værst, den ene Borger burde dog holde med den anden, saa giør de i de andre Stænder, især maa jeg forundre mig over, at I siger: Vi ikke har saa stor Aarsag, hverken til saa meget at klage over de Skatter og Byrder os paalegges, eller til at misunde de Geistlige deres Frieheder; burde ikke de, saavelsom vi bære Byrden, og bør ikke det ene Lem liide, saavel som de andre. Hvad synes Eder?

Theophilus.

I har Ret, Demas! at den ene Borgere bør bære Byrden med den anden, men I farer vild, troer I ei, at de Geistlige bærer ligesaa store Byrder, som vi, endskiønt de ei klynker saa meget, som mange blant os. Behag at trine ind i mit Huus, saa vil jeg gierne give Eder mine Tanker tilkiende, dog med Forord: 1). At Sagen imellem os bliver afhandlet uden Bitterhed. 2). At I siger mig, hvorudi de os saa utaalelige Byrder, som I klager over, bestaaer, og hvorudi de Geistlige, uandseete deres Privilegia, ikke bærer med os lige Byrder.

Demas.

I spørger mig, Theophile! som Pilatus om Sandhed, og taler som een, der var fremmed i Israel. Er Eder da ubevidst den Extra-Skat, vi maa betale for hver Person i vores Huse, der er 12 Aar og derover. Føler I ei

7

den stærke Indqvarterings-Skat. der udarmer os, hvad vi i Skat maa efter Ligning give for de Fattige og Uformuende, som vi desuden maa forsørge. Jeg er hverken blant de Rigeste eller Fattigste, men jeg slipper intet Aar ringere end imod 100 Rdlr., naar jeg til de Extraordinaire legger de ordinaire Skatter og Byens Onera. Veed I ikke dernæst, at de Geistlige, og andre Kongelige Betientere, siden Embeds-Skatten blev paalagt, har været frie for at betale for de Uformuende? At de Geistlige altid har været frie for Indqvartering og de øvrige Byens Onera, som vi alt maa erlægge. Spørsmaal, har vi da ei nok, og bærer da Geistligheden lige Byrder med os?

Theophilus.

Det er mig meget vel bekiendt, hvad I anfører, angaaende de os allernaadigst paalagre Skatter. Jeg maa ligesaavel som I erlegge de samme, føle Byrden saavelsom I, men kan derfor ikke holde med, at vi endnu har Aarsag til saa meget at beklage os, hvilket jeg formoder i Enfoldighed at kunde gotgiøre, men da I paa engang fremsetter 2de Ting til at besvare, 1). Eders formeentlige billige Aarsag til Eders store Klagemaal, over de svære Byrder, vi i disse Tider ved Skatter og Indqvarteringer maa bære. 2). At Geistligheden ikke skulde bære lige Byrder med os, da de ere vore Medborgere. Da, paa

8

det jeg kan være ordentlig, vil jeg svare Eder efter min ringe Indsigt og enfoldige Tanker saaledes, som mit Hierte oprigtig meener, og jeg er overbeviist om, paa et hvert Stykker Særdeleshed, og da

1), paa Eders Klagemaal over de formeentlige alt for store og svære Byrder.

Jeg tilstaaer Eder, Demas! vi maa vel nu erlegge de Skatter, og bære de Byrder, vore Forfædre ikke have vidst af, men de har og i deres Tid følet deres, og mange da klaget saavel som nu: Enhver Tid kan have sin Besværlighed, og enhver tænkt eller tænker at have levet, og lever i de besværligste, maaskee vore Efterkommere vil prise os, som nu klage, lykkelige frem for dem, ligesom vi prise vore Forfædre lykkeligere end os. Naar jeg sætter forud, som enhver sand Christen bør giøre, at enhver bør betale hvad han er skyldig, vi ingen bør bedrage, at ingen der har Gudsfrygt og Redelighed for Øine, og vil leve og døe en ærlig Mand, bør, naar dertil er den allerminste Mulighed, lade nogen Creditor klage over Forliis, nogen sukke over Fornærmelse, nogen sige, vi ere Bedragere; naar vi vil bevare et ærligt Navn og Rygte, ikke giøre andet, end det vi vil hændes og have; naar jeg sætter forud, at vi vide at Landet er i Gieid, Gielden er stor, Landets Gield er vores Gield,

9

den vi efter yderste Evne bør contribuere til at afbetale, ligesaavel som vor particulaire Gield, som vi selv har giort, og der saa meget mere, som Landet til vor Sikkerhed, vor Fred og vores Beste er bragt i Gield. Kiere Demas! hvorledes kan da Gielden betales, uden vor fromme Landets Fader maa paalegge Undersaatterne en og anden Skat, det er, paalegge dem at betale, det de som Landets Børn, og paa Landets Vegne ere blevne skyldige, og som det er dem muelig efter yderste Evne al komme afstæd. Høster man det Gode i gode Tider, saa bør man og taale Byrder, naar Tiderne ere trange, og jo før saadan Gield kan blive afbetalt, desto bedre er og bliver det os, vore Børn og Efterkommere. Troe mig, Demas! at vores milde og naadige Konge, der anseer sine Undersaattere som Børn, der søger Ære i Kierlighed til Fædrenelandet, der har et Hierte, ømmere end Asan eller Menes, ikke uden høieste Fornødenhed, ikke uden med største Ømhed, og de ømmeste Følelser har seet sig nødsaget til at paalegge os de allerede paalagte Skatter. Den maatte være blind, som ei kan see, at Kongen, i Henseende til egen Kasse, contribuerer hvad ham af samme er muelig, han indskrænker sin Hofstat i højeste Grad, han foregaaer sine Undersaattere i Sparsommelighed, han renoncerer endog saa paa de Ting, man tilforn har anseet som brilliante ved et Hof, gid

10

Undersaatterne vilde herudi følge saa høipriselig et Exempel, og Syrachs Ord opfyldes hos os: Som Regenten i en Stad, saa ere alle Indbyggerne derudi. Nu Skatterne ere fornødne, skal Landets Gield betales, og vores Monark giør alt hvad han kan, for at naae dette Øiemærke; men Eders Klagemaal, Demas! er ubillig, og den Byrde I krymper Eder ved, giør I selv besværlig. Vi ere jo ei andet end Borgere, hvo siger Borgere skal leve som Grever, og Grever som Fyrster, hvo har sagt man hver Dag skal leve herlig og i Glæde? Seer til Eders Huus, betragt Eders Huusholdning, Eders Levemaade, med upartiske Øine? See om nogen Ting tilkendegiver en tom Kasse, eller at 100 Rdlrs. aarlig Udgift skulde trykke saa farlig meget. Eder Huus er sat i den hærligste Stand udvendig og indvendig, Betrækkene kostbare, enten af Silke eller smukke Malerier; Møblerne, saasom Speile, Comoder, Stole etc. saa prægtige og dyrebare, at de kunde staae i en Ministers Gemak, og hertil haves Penge. Eders Levemaade er ei mindre anseelig; Eders Kiøreog Ridetøi kostbar, og hertil mangler I ikke Penge. Et eneste Giestebud, af de mange I aarlig holder, der bestaaer af 12, 18 a 20 Personer, 8, 10 a 12 Retter Mad, røde, hvide og desaire Viine i Overflødighed, koster Eder ligesaa meget næsten, som et heelt, eller

11

i det minste halvt eller fierdingaars Skat, og hertil har I Penge. Selv klæder I Eder, Eders Hustrue og Børn i Fløiel og Silke, og saaledes som ingen Hofdame, ingen Cavalier, ingen Frøken eller Junker skulde skamme sig ved, og hertil har I Penge nok; men skal Skatter udgives, da er der Klage over al Klage. Sandelig, Demas! jeg vil ei tale om saadan Overdaadighed er syndig, men den er og daarlig, allerhelst da Pengemangelen virkelig er stor, almindelig, saa at den ene ei kan redde den anden, læs herom det patriotiske Magazin, den snilde Patriots indstændigste Begiering om en udførlig Plan til at forekomme Overdaadighed og Pragt, No. 23, 24. item hans tankefulde Forslag i sørgeløse Tide, No. 26, og endelig om Pengemangelens Aarsager og visse Midler derimod, No. 34, 35. Gud kan og redde af den Nød; Flittighed, Maadelighed og Sparsommelighed kan raade meget Bod derpaa. Lad Kiødslyst, Øienslyst og Livets Overdaadighed viises i Landflygtighed, Følg vores vise og store Konges store Exempel! Indskrænk tarvelig Eders Oeconomie! lev borgerlig! afkort en halv Snees af Eders overflødige Giestebuder om Aaret! drik mindre Vin! gaae selv, og lad Eders Fruentimmer gaae tarveligere klæd! brug Møbler, der mere accorderer med Borger- end Herrestand. Sæt Tæringen efter Næringen. Naturen er

12

nøiet med lidet. I skal da neppe have saa stor Aarsag til de mange Klagemaal over de Eder paalagde Skatter. Jeg vilde ret ønske, at iblant de mange høipriselige Forordninger vores Konge udgiver, der og maatte komme en Oeconomie Forordning, der indskrænkede under Mulct den store Overdaadighed veed Giestebuder, at enhver Vært, der (Bryllupper og særdeles Soleniteter except.) havde meer end 6 a 8 Fremmede til Giest, skulde mulcteres for hver Person noget vist, og det Politie, som saae igiennem Fingre dermed, straffes paa det haardeste. Det var iligemaade ønskelig at der kunde udfindes en Maade til, at den Overdaadighed, der i Klædedragt og Mobilier har taget saa sterk Overhaand, noget kunde indskrænkes. Af alt hvad jeg har læst, har jeg ei læst noget saa rimelig, saa naturlig, saa fornuftig, saa bestemt, som det Forstag den Indsigtsfulde Philocosmus giver herimod, ved Fastsættelse af Kornprisen, og Consumptions Forhøielse paa de Ting, der til Livets Ophold ei ere saa absolute fornødne, men henhører mere til Overdaadighed. Jeg dømmer allene efter mine Tanker som en enfoldig Borgere. Lad dem, der har Lejlighed dertil, bruge saa kostbare Klæder de vil, saa smukke Mobilier, der kan giøres, men lad det altsammen være af Landets Fabriqver, og af hvad der i Rigerne forarbeides. Vi har selv ganske gode Sager, men bliver for-

13

medelst den overmaade Lyst og Begierlighed man har til alt det, der er fremmed og kommer Udenlands fra, liggende usolgt. Det er ikke smukt og got nok, har man ei Klæder efter den franske Mode; Gust paa Maden fra franske Kokke. Speile, Stole, Sænge etc. fra Engeland. Kort, er det ei Udenlands fra, duer det ikke.

Lyst og Attraae —

Demas.

Holt Theophile! det er ei saa meget for den store Lyst og Attraae til det Udenlandske, for saa vidt der er Udenlandsk, at man saa meget begierer det, men fornemmelig, fordi det er bedre, det er at faae ringere, det er ulige smukkere, og hvo vil ei have for mindre penge nettere og bedre Arbeide?

Theophilus.

Hvorvidt det holder Stik, at udcnlanske Sager kan være smukkere og bedre, kan staae der hen. Det strider dog imod Ordsproget: Enhver tykkes vel om sit. Ofte er det blotte Indbildninger og forudfattede Meeninger hos de fleste, ofte er det blot Ambition, at fordi min Naboe har sine Klæder og Møbler udenlands fra, saa heder det, det er Skam, jeg og ikke har det, jeg er ligesaa god, som han, det er Skam, at have det ringere, mindre, anderledes; den ene vil være med, og som den anden, enten han kan eller ikke, han vil kiøre nogle Aar, skiønt han kunde gaae,

14

om han og skal gaae, naar han bliver ældre, da han kunde behøve al kiøre, jeg vil sige: Han vil leve i Overflødighed i Ungdoms og Mandoms Alder, om han endog skal betle naar han bliver gammel. Men dette veed jeg, at de Klæder jeg og mine forbruger i mit Huus, ere ganske gode, skiønt de ere Kiøbenhavnske, indenlandske og hiemmegiorde. Er det ei got og forsvarligt Klæde I her seer i denne Klædning, jeg har paa, hvad har I paa den at sige? den er baade fin nok og smuk nok efter min Stand. Det Stykke lærret, I der seer, er arbeidet i mit Huus, og alt hvad min Kone og Bern forbruger, er for det meste National, ligesaa er det og med alle mine Møbler, der alle her ere forarbejdede, undtagen disse Speile, jeg har faaet fra Kiøbenhavn. Jeg er saa ambitieus, eller om I vil kalde det capricieus, at, da jeg er en Normand, og min Hustrue dansk, jeg ei fordrrager andet end norske og danske Sager, som kan faaes. — —.

Demas.

Ja, jeg nægter ikke Theophile! det kan være smukt nok for Indenlandsk at være, men det vi faae fra Engeland eller Frankerige er dog meget smukkere, ligesom og vores eget unægtelig er dyrere end det, vi faae fra disse eller andre fremmede Steder.

15

Theohpilus.

Det ved jeg ikke, Demas! om det er dyrere, naar Omkostninger af Fragt og Told rigtig bliver erlagt og indberegnet; men sæt! det og var noget dyrere, saa bliver dog Pengene i Landet, og kan det ei være smukt nok for os, som ei ere andet end Borgere, allerhelst da det giør os den samme reele Tjeneste, ja jeg tør sige meer. Vi gjorde viisere, at vi lode os nøie med maadeliqe og ei alt for mange Møbler, endogsaa af Indenlandske, naar de vare for kostbare; thi betænk Demas! hvor stor Kapital ved en ulykkelig Ildebrand hensmelter ei allene i Møbler, hvor stor en Summa tager ei en Kiøbmand derved fra sin Handel, og naar han ved samme kunde profitere 20 a 30 pro Cento, saa koster jo disse Ting ham, meest blot allene for at see paa og giøre sig stor af, saa mange pro Cenro Aarlig; og naar nu dette med mere skal anskaffes, udfordres Penge, og giør, at man klager over svære Tider og store Byrder. Ere vi da ei selv, og vore Vaniteter Aarsag til vore Klagemaal?

Demas.

Men skal vi da, Theophile! som ere fødde af fornemme Kiøbmandsfolk, bedre opdragne og vandte end ordinaire Haandværksfolk og Daglønnnere, ei have noget forud for dem, der dog ei giver os meget efter, hvad Stads-Kræ- senhed angaaer. Jeg var for nylig Fadder til

16

min Skomagers Barn, hvor vi med Kaffe og Chocholade bleve tracterede, hvor efter et Bord blev frembragt med 8 Confectur Tallerkener garnerede, her var to Slags Aqvaviter, en riig Ponce, endskiønt jeg veed, at de til det altsammen laanede hver Skilling. Lad saadanne Folk bruge de Klæder her fabriqveres, og de Møbler her giøres; men vi som fornemmere, kunde vel tillades at have udenlandske Sager, som dog, (jeg vedbliver min Sats,) ere smukkere og ei kostbarere; thi Fragten har vi ved vore egne Skibs frie, og det skulde være meget, skulde vi ei kunde faae saadanne Bagateller indpracticerede, uden at give Told deraf. Mine Skippere har mange hemmelige Giemmer i mine Skibe, som ingen Toldbetient veed af, og om der end aldrig var, saa har jeg en fortræffelig Guld-Tinctur, der kan giøre disse Seende blinde.

Theophilus

Jeg tilstaaer Eder, min Ven! at de fleste af vore Haandverksfolk ere yppige og tillige fattige, hofmodige, men tillige Staadere, og vil giøre der med de beste og Formuende; men det skeer dog ei i Almindelighed, uden ved visse Lejligheder, som til Brylluper, Barsler og Liigbegiengelser, hvilke de giør over Formue, og Spørsmaal: Om vi og kan laste dem saa meget, at de vil leve, som de beste Kiøbmænd, naar disse igien vil leve som Grever? Vi farer

17

alle vilde; enhver bør leve efter sin Stand og Formue, sine Indkomme og Næring, og hvad der gaaer over, er daarligt, og saa meget meer, naar man skal laane Penge til at udføre sin Hovmod og Overdaad med Det kunde vel heller ei regnes saa meget til Last eller Skade, om man og fik fremmede udenlandske Sager, naar man kunde give Vare for Vare, og Pengene blive i Landet; men det holder jeg aldeles striidig, baade imod Loven og Samvittigheden noget ufortoldet at indsnige. Man bør give den Told som bør Told, og roser og fornøier man sig end ved at faa slige Vare frie indpracticerede, holder det for en Kiøbmands Pligt, og deres offentlige Troes-Bekiendelse, den de ei dølger: Jeg har indsniget og skal indsnige saa længe jeg lever. Det er Forpagterne, og ei Kongen der lider derved; saa vil det dog engang, naar Samvittigheden vogner, blive den Vedkommende til en ulidelig Besvær. Kort sagt, Demas! jeg holder for, en reen og uskad Samvittighed er bedre end al Verdens Herlighed og alle jordiske Fordele. Men vore Tiders Tænkemaade er nu langt anderledes, kan man allene giøre en Coup, føde sin Hovmod og Vellyst, sin Pragt og Overdaadighed. Da bort Gudsfrygt, Religion, Samvittighed, Christendom, og alle Christendommens Pligter, og de som ei agte disse Ting, ere i Stand til at begaae alle Uordentligheder. De, som ei frygte

18

Gud, troer jeg ei heller ærer Kongen og Kongelige Love, Gudsfrygt er den ene og rene Kilde til al sand Lyksalighed. Det Land, det Huus, det Menneske, hos hvilken den ei findes, er ulyksalig. Lad Spottere og Fritænkere sige og tænke hvad de vil, Tiden, og om ei Tiden, da vil Evigheden engang overbeviise dem her om, da de engang vil komme til, men forsildig, at erkiende deres Daarlighed, tilstaae de Gudfrygtiges Lyksalighed, som de tilforn har rediculeret og spottet, og tale til hverandre med Anger, og sukke af Aands Angest, og sige: "Denne var den, som vi havde før til Latter og til et spottelig Ordsprog. Vi Daarer holdte hans Levned for Galenskab, og hans Endeligt at være skammeligt, hvor ledes er han regnet iblant Guds Børn, og hans Arv iblant de Hellige? Sandelig, vi have faret vild fra Sandheds Vei, og Retfærdigheds Lys skinnede ei for os, og Retfærdigheds Sol oprandt ei for os, Vi gik af idel vrange og fordærvelige Veie, og vandrede igiennem Ørkener, som ikke vare Gange udi, men vi kiendte ikke Herrens Vei. Hvad gavnede os Hovmod? og hvad hialp os Rigdoom med Overdaadighed? Alle de Ting ere farne bort som en Skygge, og som et fremløbende Budskab etc. etc." Ja Demas! jeg seer nok I leer af min Tale, men jeg veed tillige alt for vel, at saadan Tale er for en

19

46

Daare som en Latter, og at Daarers Daarlighed bliver Daarlighed, saa længe de ei søge Visdommen, som er kommen her over ned.

Demas.

Kiere Theophile! I viger nu langt fra vores Sag, og Eders Prædiken kommer ei ved den Materie, vi har at ventilere. Men da jeg har hørt Eders Tanker angaaende det almindelige Klagemaal over de svære Byrder, der paaligger os. Og I meener, at vi ei havde stor Aarsag til Klagemaal, var vores Levemaade ei saa overdaadig, og om enhver i sin Grand og efter sine Indkomme indskrænkede noget; men lad mig tillige høre, hvorledes I vil procedere de Geistliges Sag, og bevise, at de, uanseede deres Privilegier, dog bærer lige Byrder med os.

Theophilus.

Jeg vil tiene Eder, kiære Demas! og da gotgiøre

2). at de Geistlige bærer lige Byrder med os.

I kan da vel ikke nægte, at de Geistlige, saa vel som vi, betaler den saa kaldede Dalers Skat, eller 1 Rdlr. af hver Person i deres Huus, der er over 12 Aar, ligesaa lidet kan I nægte, at de betaler Embeds-Skat, som i de to første Aar var 10 pro Cento af deres Indkomme, og meer end civile Betientere i samme Aaringer, som

20

dog nu vores allernaadigste Monark har formildet, i det de ere giorde lige med de Betientere, der har lige Indkomme med dem; nu dette ere saa aabenbare Sandheder, I ei kan nægte, men vær forsikkret, at foruden de Skatter, de saaledes efter deres allerunderdanigste Pligt, og med villige Hierter erlægger, maa de ligesom skatte af alle deres mange øvrige Forrætninger, af hver en Trolovelse, Brudevielse, Liig, Barnedaab, Høitids-Offer, Præste-Rettighed, og kort sagt, af alle deres Indkomme, som aarlig Aars bliver ringere, da de fleste decorteres af slige Forretningers Betalning en 1/4 en 3die, ja Halvdeelen af hvad de sædvanlig tilforne haver givet. Jeg tilstaaer Tiderne ere vanskelige, og Pengetrang trænger til alle i Almindelighed, føles paa de beste Contoirer, følgelig maa de Ringere føle samme saa meget mere, da de skal have deres Fortjeneste af Fornemmere, men dette veed jeg og, at naar en Haandværksmand eller Dagarbeidere, der hos Præsten skal betale for et Liig eller anden Forretning, giver for Forretningen 24, 15 a 12 skl., sparer han ei 3 a 4 Rdlr. til Brendeviin og andre Tractementer. I kiender vores Præst, saavelsom jeg, og I, og ingen kan udsætte noget, hverken paa hans Levned eller Lærdom, I veed desuden, at han er en troværdig og sandrue Mand. Jeg nægter ikke, han er min Ven, da jeg altid har elsket og æret dem, der har været mine Præster,

21

ligesom jeg og har med denne mangen en fornøielig Time, ved en og anden kort gudelig Afhandling; han har hellig forsikkret mig, at han saaledes decourteres af alle Forretninger, at han maae giøre mange for slet intet, og naar han regner efter Communicanternes Tal, har ei Hoitids-Offer af den 10de Deel af den gemeene Mand, saa at han har forsikkret, at naar han fik 6 skl. af hver Communicant, hver Høitid, kunde og vilde han gierne giøre de fleste af de ørige Forretninger for lidet eller intet; i Henseende til dem, hvis Omstændigheder ere maadelige, og som indcommederes endogsaa af de Mindste Udgifter, ligeledes har han forsikkret, at meer end den tredie Deel bliver ude med deres Præste-Rettighed, paaskyldende, at de Skatter er Aarsag derudi; men jeg bliver ved min Meening: Overdaadighed og slet Huusholdning er fornemmelig Skyld derudi. Disse ere de største Debitorer i vores Land, og derfor billig burde erlegge de største Dele af Skatterne. Jeg beder Eder, kiere Demas! for Guds Skyld betænk, hvad skal nu en Præst giøre? ved Lov og Rettergang at inddrive sine Indkomme vil han ikke, og kan ei føre over sit Hierte, og giorde han det, blev han udraabt for gierrig, ubarmhjertig, ugudelig. At nægte Forretninger, Barnedaab, Jordspaakastelse, Brudeviielse, Trolovelse m. m., tør han ikke under sit Embedes Fortabelse, han maa tie og

22

lide. Sandelig, en Præst bærer ei allene Byrden med andre, mens endogsaa for andre; thi hvad især den gemeene Mand giver i Skat, decourterer de, saa vidt de kan, af Præstens Indkomme i Høitids-Offer og Betalning for Ministerielle Forretninger, da de anseer disse Indkomme som et Gratiale, der dependerer af dem selv, saa de efter eget Behag kan give noget, lidet eller intet, hvilket mig er sagt af en værdig Lærere paa Landet, at Bønderne nøie iagttager samme Substraction. Set nu, kiere Demas! en Præst har 10 a 12 Personer i sit Huus over 12 Aar, hans Indkomme er andsat efter de forrige Aaringers Beregning til 500 Rdlr., har Formands Enke i Kaldet at pensionere til, maa han da ei give i Skat:

1. Af 12 Personer a 1 Rdlr. er - 12 Rdlr.

2. Af Embedets Indkomster 10 pr.

Cento. er - - - 50

3. Til hans Formands Enke, jeg

sætter allene - - 30

A. Akademie-Skat 4 a 5 Rdlr. jeg

setter allene - - 4

5. Til Byens Fattige - - 12

At jeg ei skal tale om meget mere,

som Consumption og andre godvillige Gaver til Trængende.

Saa udgiør jo denne Summa 108 Rdlr.

23

Og har vores Præst forsikkret, han ei noget Aar har sluppet med 116 til 120 Rdlr. Hvad synes Eder nu, kiere Demas! er nu ei Præsternes Byrder de samme som vores, og fast meer i Comparation med Indtægterne, ja imod mange dobbelt saa store; thi gives af 500 Rdlrs. Indkomster 100 Rdlr., det er en femte Deel, hvad Udgift kom der da ei paa os og dem, der har 1000de, ja 1500 Rdlrs. aarlige Fordeele og Indkomster, da Lighed i Udgift billig bør proportioneres efter Lighed i Indtægt. Læs den oprigtige og snille Philodanum, og see der af hans ligesaa fornuftige, som rene Tanker i denne Sag; jeg kiender ham ei, men har glædet mig ved, at han har skrevet Sandhed imod en ubillig Philopatreias, den I dog har rost og troet mere end en Evangelist, endskiønt en Halvfeende tydelig og kort nok seer hans alt for store Had og Bitterhed imod de Geistlige.

Demas.

I er for haard Theophile! i Eders Beskyldninger, men er det saa som I siger, hvoraf kommer det da, at saa mange af Præsterne ere rige og formuende Mænd, fede og Velholdige? thi af 500 Rdlrs. Indkomster, med Decouet af 100 Rdlrs. Udgift, skal man ei, naar man har en Huusholdning af 12 a 14 Personer oplegge mange Kapitaler eller tillegge sig megen Fedme. Jeg veed hvorvidt jeg kan strække

24

det med 1000 Rdlr. om Aaret, og er glad, naar samme kan strække til.

Theophilus.

Hvad Præsternes Rigdom angaaer, troer jeg ei den er i Almindelighed saa stor, som den ofte udraabes for, da en Præst, som rigtig betaler enhver, hvad han er skyldig, og saaledes indretter sin Oeconomie, at han kan komme ud, og ei behøver at laane, siges strax at være riig, og jeg setter, en Mand efter en Snees Aars Tieneste kan ved en tarvelig Levemaade have oplagt et Tusende Rdlr. eller To, var det da saa farlig meget? men det heder strax, at han eier 8 a 1000de Rdlr. Men i Almindelighed seer vi efter de fleste Præsters Død, at deres største Rigdom bestaaer i endeel Bøger, en fattig Enke med mange uopdragne Børn; thi for det øvrige er det vel, naar Effecterne kan til Gieldens Betalning være tilstrækkelige, som dog af Gazetterne for det meste er at see, ikke kan tilstrække, da det gemeenlig heeder: Ar Stervboed ikke formaaer at udstæde de ordentlige Proclamata for Retterne, ja vores Tugthuus skal ei rose sig meget af den 1ste pro Cento der faaer af hvad der arves efter de Geistlige, og om en eller anden Præst efterlader sig noget, og man undersøger, hvor samme er kommen fra, da erfarer man, at det enten er arvet, eller ved Giftermaal indbragt, kort sagt, der er efter mine Tanker umuelig, at en

25

Præst eller anden Embedsmand, der er retsindig, kan uden ved Arv eller Giftermaal, allerhelst naar han sidder med en stor Familie, blot allene af sit Embede, oplegge sig nogen Kapital. Hvad Eders Tale om deres Fedme angaaer, da synes mig Demas! at samme er saa stiklende, at jeg ei gider svare et Ord derpaa. Er der ei i enhver Stand fede Mennesker, og jeg troer i den geistlige et mindre Antal i Proportion af andre Stænder; det er desuden ei altid Overflødighed i Mad og Drikke, der contribuerer til et Menneskes Fedme; thi vi mærke ofte paa mange Fede, at de ei spise eller drikke saa meget, som de mavre; en god Constitution, daglig Motion, Reiser og saadant mere, kan hos de Geistlige være Aarsag til deres Trivelse. Vel nægter jeg ikke, i hvor stor Præfte-Ven jeg er, at der jo og kan findes blant dem de, hvis Fedme kan deriveres af Overflødighed i Mad og Drikke, Ladhed og Søvn; men at tillægge samme den hele Stand, er Uret, over alt saa er ei deres dem tillagde Fedme noget Beviis paa deres store Indkomme; thi skulde der være et Beviis paa Rigdom og store Indkomster, da var Edward Bright, som boer i Weltkuglen, og som ei eier meer end det han staaer og gaaer udi, den rigeste Mand, og maatte have de største Indkomme i Byen, da vel 9 Personer, som jeg, kan rømmes i hans Kiole. Men naar I, Demas! saaledes taler, saa er Eders

26

Tale et Beviis imod Eder paa Eders onde Hiertelaug til dem. Dog! jeg kan tænke, I raisonerer som Eders Venner, i hvis Øine Præster ere Torne, og som gierne ønskede der aldrig var en retskaffen Præstemand til.

Demas.

Nei, Theophile! saa vidt gaaer dog ei mine Tanker og Ønske, De kunde nok være til, naar de ville lade mig og mine Venner i Roe, uden at de altid i private og publiqve Taler skal laste og fordømme os og vore Gierninger. Jeg kan ikke nægte, jeg forgangen ærgrede mig meget over Hr. Jacob, der for kort siden med rene Ord sagde: ”Vel an nu I Rige! græder og hyler over Eders Elændigheder som komme over Eder, Eders Rigdom er raadned og Eders Klæder ere mølædne, Eders Guld og Sølv er forrusted, og deres Rust skal være Eder til Vidnesbyrd og æde Eders Kiød som en Ild, I have samlet liggende Fæe i de sidste Dage. See Arbeidernes Løn, som høstede Eders Land, som blev forholden af Eder, skriger, og Høstfolkenes meget Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren. I levede kræseligen paa Jorden, og vare vellystige: I fødde Eders Hiertet, som paa en Slagtedag. I fordømte, I dræbte den Retfærdige, han staaer Eder ikke imod." Hr. Paul var ei finere,

27

17

der sidste Søndag udtrykkelig havde mit Navn paa Prædikestolen og sagde: "Demas fik Kierlighed til den nærværende Verden." Han kalder os aabenbare naar vi høre derpaa, nu for Saducæer, nu Epicuræer, nu Naturalister, Athister, og jeg veed ikke alt. Og Kiere! hvad Got udrette de gode Mænd hermed? eller hvad Tieneste giøre de i Staten?

Theophilus.

Eders Tale, Demas! indbefatter saa meget at Tiden ei tillader samme vedbørlig at besvare. I siger at kunde fordrage præsterne, naar de vilde lade Eder og Eders Venner i Roe. Der er at sige, naar de ei vilde være retskafne, naar de ei vilde røre Eders Samvittigheder, lade Eder, imod deres Embeds Pligter, sove i Eders gode Søvn, i Eders kiødelige Sikkerhed, velte Eder i Eders skidne Søle, sye Puder under Eders Arme, hykle for Eder og ei sige Sandhed, prædike som Ørene kløe, kort sagt, med Koldsindighed og indifference see Eder gaae til Fordømmelsen. Men Spørsmaal, kan de, tør eller bør. de tie til aabenbare Laster? Medfører ei deres Embede, som Christi Tienere, at sige Sandhed, er det ei deres Pllgt, om muelig, at redde Eder og Eders som Brande af Ilden, at frælse Siæls, som vil døe, og føre vildfarende paa rette Veie? Skal de derfore lastes? Skal

28

de ansees for Fiender, fordi de forkynde Sand, beder, der veilede til Salighed? og om de tiede, om de ei talede det de bør, hvad Straf havde de da ei at vente, og hvorledes skulde de frelse deres egne Siele? Det heder jo af Herren selv: ”Naar jeg siger til den Ugudelige, du skal visseligen døe, og du ikke paaminder ham, og siger det ikke til at paaminde den Ugudelige at vare sig fra den ugudelige Vei, at holde ham

i Live, da skal den samme Ugudelige døe i sin Misgierning, men jeg vil kræve hans Blod

af din Haand; men du, naar du paaminder en Ugudelig, og han ikke omvender sig fra sin Ugudelighed, og fra sin ugudelige Vei, da skal han døe i sin Misgierning; men du, du

friede din Siel." At I synes Hr. Jacob og Hr. Paul har aabenbare Haft Eder paa Prædikestolen, er et Tegn til, Eders Samvittighed har fundet sig rørt, Eders Byld trykket, og de prædiker Guds sande Ord, der trænger igiennem, indtil det adskiller sande Siæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og dømmer over Hiertets Tanker og Sind. I siger endelig: Hvad Got de (sc. Præsterne,) udrette, og hvad Tieneste de giøre L Staten. Til det første maa jeg svare, at der vel er sant, at det synes i disse fordervede Tider, at de lidet eller intet udrette, da Religion og Christendom nu ei mere er en Hovedsag, man giør sig en Ære af at spotte, man Holder Gudsdyrkelse for

29

en Latter, ja de retsindige Lærere beklager det selv, men jeg troer dog ganske vist, Demas! at der endnu findes i Skiul de Knæe, der ei har bøier sig for Baal; de Hænder, der opløftes i Hellighed til Gud; de Hierter, der ere aldeles Gud opofrede, og muelig for disse saa Retfærdiges Skyld indeholder endnu Gud sin Vredes Bue, og ikke skyder til, for deres Skyld muelig, skaanes endnu Verden for total Undergang. Hvad det sidste angaaer: Hvad Tieneste de giøre i Staten. Derpaa vil jeg ei andet svare, end henvise Eder til at betænke hvad Tieneste Geistligheden i Aaret 1660 viste Sal. og Høilovlig Ihukommelse Kong Friderich den Tredie, og hans høipriselige Successorer i Regieringsn, og til dem der egentlig kan have afhandlet samme Materie; dette vil jeg allene her sige, vare ei Præsternes idelige Taler, Paamindelser og Advarsler om den Underdanighed, Hørighed og Lydighed, man er Øvrigheden, Kongen og Kongens Mænd skyldig, og om man allene et Aar skulde aflade at prædike om disse og andre Christendommens Pligter, jeg troer vist, at Verden der er ond, blev langt værre, at der blev i alle Stender et confus Chaos, at Mord, Vold, Uret, Oprør, vilde findes over alt; troe derfore, at Lærestanden ligesaa lidet og mindre kan undværes, som nogen anden Stand. Hin Walders, der vel tog Feil i sine eenfoldige Tanker, om de andre

30

Stænder, meente dog han minst kunde undvære Præstestanden, der han sagde: præsta lyt me hae for Seela Skuld, maatta. dvs. Præsterne maa man have for Sielens Skyld, maa man vide. Men det være hvordan det vil, saa har vi efter mine enfoldige Tanker, lige saa liden Aarsag at misunde Præsterne deres Deel, naar vi upartisk vil eftertænke dette, som vi har Aarsag til det alt for store Klagemaal, naar vi vare mindre overdaadige og vellystige, og mere gudfrygtige og flittige, og naar Gudsfrygt ei legges til Grundvold til alle vore Handler, vil de aldrig lykkes og faae Fremgang, hvilket uden Tvivl vores dyrebare Monark indsaae ved hans Regierings Tiltrædelse, som Gud vilde lade blive til evig Velsignelse, da han allernaadigst befalede, at der skulde holdes en Bededag om Lyksalighed til Kongens Regiering, som og blev holt Trinitatis: Søndag den 25 Mai 1766, og til samme blev udvalgt til Text at afhandle Ps. 127, v. 1. Dersom Herren ikke bygger et Huns, da arbeide de forgieves, som bygge der paa, dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaage Vægterne forgieves.

Demas.

Jeg takker Eder, Theophile! at I saaledes har aabnet mig Eders Tanker, og end-

31

skiønt jeg endnu ei er af Eder fuldkommen overbeviist, saa dog veed jeg, at I har sagt oprigtig hvad I har meent, og som I har begrebet Sagen, meer kan man ei forlange, jeg vil tage samme til nøiere Eftertanke; men det er Tid, at jeg nu gaaer hiem. — Farvel!

Demas.

Paa Hiemveien allene.

Theophilus havde dog ei saa meget Uret i hvad han han har sagt; thi jeg har selv i disse Tider afkortet baade til Høitiderne og ved andre Forretninger noget af det, jeg har været vant til at give Præsterne. Jeg vil desuden og holde et got Bord, daglig drikke et Glas Viin, og have Selskab. Man har jo ikke meeer af Verden. Skulde jeg nu afsige det, da jeg ellers er en velholden Mand. Nei, Theophile! holt mig det til gode, det vilde koste for meget, at fornægte sig selv i det, jeg altid har været vant til, det vilde koste for meget at indeholde de Lyster, der ved en lang øvelse er bleven til en anden Natur. Kort sagt, det vilde koste for meget, at der af en Demas kan blive en Theo- philus.

32
1

Tanker om Overdaadighed og dens Virkninger.

ved

Christian Sommerfeldt,

Corresponderende Medlem i der Kongelige Landhusholdings-Sælskab.

Sorøe, 1772.

Trykt hos Jonas Lindgrens Enke.

2
3

Til

Hans Kongelige Høihed

Arve-

Printsen.

4
5

Deres Kongelige Høihed!

Raadigste Arve-Prints

og Herre!

Den Naade, med hvilken Deres Kongelige Høihed anseer alle troe Undersaatters, endog svage Bestræbelser, naar de sigte til det almindeliges Bæste, den er det allene, som giver mig Dristig-

6

hed, at nedlegge for Deres

Kongelige Høihed

disse Blade, som blotte Virkninger af den oprigtige Nidkærhed, med hvilken jeg elsker min Konge og mit Fæderneland, og med hvilken jeg henlever i allerdybeste Ærbødighed

Deres Kongelige Høiheds min Naadigste

Arve-Prints og Herres

underdanigste Tiener

Christian Sommerfeldt.

7

Labor est inhibere volentes.

OVID.

Faa Laster have med deres almindelige

Herredømme fundet saa meget Forsvar, som Overdaadighed har faaet, endog hos brave og anseelige Mænd. Og dersom ikke nogle havde antaget sig Tarveligheds Sag, skulde den neppe faaet Lov at kaldes en Dyd.

Jeg troer ikke at feile meget, naar jeg søger Aarsagen hertil i ubestemte Begreb. Man har taget Tarvelighed for Sparsommelighed, eller maaskee for Karrighed, og meent, at den forbød alle ufornødne Udgifter, og derved standsede Pengenes Omløb.

Eller og man har troet, at Overdaadigheds Undertrykkelse var at afsige alle Livets Be-

8

4

qvemmeligheder og Fornøielser, og at indskrænke sig til det blotte Nødvendige.

Det er ganske vist lettere at skrive baade for og imod Tarvelighed og Overdaadighed, end at bestemme de rette Begreb man bør have derom.

Men om vi end ikke blive i Stand til at treffe det rigtigste, og at anvise enhver sine egentlige Grændser, vil det dog være fornødent, for at kunde forstaaes og dømmes rettelig, at vi fastsætte noget, og tilkiendegive, hvad Meening vi forbinde med Tarvelighed og Overdaadighed, førend vi tale om deres Indflydelse paa et Folks Tilstand.

Vi adskille dem fra de Dyder og Laster, som eegentlig vise sig i Udgifters Indskrænkelse eller Udvidelse, saasom Karrighed, Sparsomhed, Ødselhed. Disse maa skiønnes efter Udgifternes Mængde, og dens Midler og Omstændigheder, som de tillægges. Men Tarvelighed og Overdaad have sin Oprindelse af Maaden, paa hvilken Udgifterne anvendes, enten de ere saa eller mange.

Een kan være ødsel, uden at anvende sine Midler paa Overdaadighed. Dog ligesom

9

5

denne oftest leder Ødselhed ved Haanden; saa understøtte Tarvelighed og god Husholding hinanden *).

Tarvelighed udfordrer heller ikke at indskrænke sig til det blotte Nødvendige. Der gives tilladelige Fornøielser og Beqvemmeligheder; Tarvelighed forbød dem aldrig. Da der gives utilladelige, som ikke just henhøre til Overdaadighed, men til Vellyst, Umaadelighed, o, s. v.

Naar vi fradrage disse Begreb, saa komme vi til at kalde den overdaadig, der (for at give sig Anseelse) unyttigen anvender Bekostninger paa de Ting, som ingen sand Beqvemmelighed eller fornuftig Fornøielse tilveiebringe, eller dog ikke nok deraf, imod hvad de koste.

Af det modsatte sees lettelig, at vi give intet Navn af Tarvelighed, uden den Dyd,

*) Udgifter bestemmes enten af Fornødenhed aleene, eller de gaae der uden for,

Deres Indskrænkelse til det Nødvendige kan enten være ulastelig eller lastværdig. Det første bliver Sparsomhed, det andet Karrighed. Gaae de derimod over Fornødenhed og tillige over Evne, paa en lastværdig Maade, heeder det Ødselhed.

10

6 der ikke anvender Bekostninger paa ufornødne Ting, uden de fortiene dem ved den virkelige Beqvemmelighed de forskaffe.

I denne Meening ville vi undersøge Overdaadigheds Virkninger i en Stat.

For at giøre vor Tilstand god, udfordres en Anvendelse af vore Kræfter til at forhverve og vedligeholde de Midler, som ere tienlige dertil. Vore Kræfter have et vist Maal, og naar vi søge at drive vor Flid og Stræbsomhed til det høieste, giøre vi intet andet, end nærme os til den Grændse, der indflytter vor Evne. Hvad denne skal udrette, bestemmer Tid og Omstændigheder for en stor Deel, eftersom de enten understøtte eller hindre dens Virkning. Af dette tilsammentaget vil man lettelig forstaae, at det virkelig er ikkun en vis Deel af Midlerne til Velstands Befordring, som kan opnaaes af ethvert Menneske og af ethvert Folk ved deres yderste Flid i Forbindelse med Tid og Omstændigheder.

Det er ogsaa klart, og behøver intet Beviis: at naar vi anvende disse Midler til saadanne Ting, som giøre intet eller lidet til at

11

7

forbedre vor Tilstand; saa tabe vi den Lyksalighed, som derved kunde forhverves. Og kan der da tvivles paa, at Overdaadighed, som, efter det Begreb vi have fastsat derom, saaledes spilder Flid og Midler, jo tillige hindrer Folkenes Lyksalighed? Bliver det ikke herved afgjort, at jo mere et Land er overdaadigt, des mindre er dets Tilstand lykkelig.

Bliver vort Liv behageligere ved en Mængde Steene, som (at jeg skal bruge en berømt Skribents *) Ord) ikke tiener uden til at betynge et Hoved, eller at foruleilige en Finger med en unyttig Glands, eller ved nogle Rader Perler, som hverken have Skiønhed eller Nytte. Befinde vi os bedre i en Klædning, som er stiv og tung af sin Kostbarhed, end i en anden, som er mageligere, men mindre kostbar? Men lad os tage de Bekostninger, som anvendes paa disse og andre deslige Udgifter, hvor mange sande Fornøjelser? hvor mange Beqvemmeligheder? hvor mange Opmuntringer og Forfriskninger skal vi ikke kunde forskaffe os derved.

Der gives Mennesker, som enten ved besynderlige Kræfter og Flid, eller ved gunstige

*) Hr. Melons, som ellers forsvarer Overdaadighed.

12

8

Omstændigheder, eller ved begge tillige, have faaet saadan Overflødighed af Midler, at de have tilovers, naar de endog have forskaffet sig baade det Nødvendige og Behagelige. Der gives de, som meget lettelig kan skaffe sig selv det som hører til Yppighed. Alle disse kunde være overdaadige, uden at de for deres egne Personer saa meget eller saa snart føle de onde Virkninger deraf.

Vi henføre dette til Staterne. Dersom der findes Nationer, som besidde en meget overflødig Rigdom; Lande, som hos sig selv have nok af Overdaadigheds Materialier, uden at mangle til Fornødenhed og Beqvemmelighed; disse kunde da give Overdaadighed Tøilen, uden saa hastig at fornemme dens ødeleggende Magt, især om de ogsaa ere i Stand til, med Fordeel at forsyne andre Landes Yppighed, og saaledes at underholde sin egen Daarlighed paa dens Bekostning, som hersker hos andre.

Men alt dette udretter intet imod Tarvelighed. Lad os fortiene ved andres Overdaadighed, om vi kan. Skal vi derfor sætte det til ved vor egen? Og skulde en Stat ikke finde mere end een Maade, at anvende sin Formue

13

9 til det Almindeliges Nytte og Beqvemmelighed.

Men Lande, som mangle det meeste af de Ting Overdaadighed soger; Lande, som henter mange Fornødenheder fra Fremmede. Naar disse taale Yppighed, naar de bortbytte deres beste Producter, Ting af sand Værd, for unytrige Gøglerier, naar de forene Ødselhed med Overdaadighed. Skal vi da kalde dem daarlige, eller skal vi troe, at de søge ikkun den korteste Vei til Ødeleggelse?

Det er en Meening, som har fundet Bifald uden at være gotgiort: Al Yppighed altid er en Virkning af Rigdom og Sikkerhed. Og jeg troer, at denne Meening er meget Aarsag, at Overdaadighed ikke er anseet med den Afskye den fortiener. Ligesom den omhyggelige Landmand i de heede Sommer-Dage hører Torden med Fornøielse, som Regnens Forbud; saaledes kunde Statsmænd ikke overtale sig til at hade den Yppighed, de ansee som et Tegn til Statens Velstand. Men Erfarenhed modsiger denne Tanke; denne sikre Lærer viser os Mennesker, den viser os Stater, hvor Overdaadighed og Formue ere langt fra at have lige

14

10

Styrke. Og hvor vilde jeg ikke ønske, at vi maatte leede langt borte efter saadanne Exempler.

Men lad Overdaadighed være en Datter af Riigdom; den er en Datter, som dræber sin Moder. Liig disse utidige Frugter, som fremspire paa alt for unge Stammer, blive selv uduelige, og forderve de Træer som have frembragt dem, ved at røve deres beste Nærings-Safter.

Mangle vi vel Exempler af Stater, som have seet deres Velstand spildt ved Yppighed? Exempler, som give os Ret til at slutte: at, om et overdaadigt Folk er nogen Tid formuende, maa det være, fordi det ellers besidder saadanne rige Fordeele, som holde Overdaadighed Stangen, og veie op mod dens ødeleggende Virkninger.

Hvor megen Uorden og Uheld foraarsager ikke Yppighed ved det, den afdrager en Mængde Mennesker fra de Arbeider som frembringe det Fornødne til Livets Ophold og Begvemmelighed. Jo mere disse Arbeideres Tal formindskes, desto besværligere og utaaleligere bliver Arbeidet for de Tilbageværende, og eftersom

15

11 det bliver haardere, maa det og blive mere forsømt, og altsaa de Ting, hvorved Mennesker underholdes, frembringes i en meget ringere Mængde og Godhed, end det ellers var mueligt.

Og dog vil man sige, at Overdaadighed giver mange Mennesker Næring. Jeg veed ikke, om jeg endnu skal opholde mig med at modsige dette. Føde, Klæder, Bolig med noget Boskab, samt Lys og Varme udgiøre det Fornødne til Livets Underholdning. Og de fornemste Beqvemmeligheder bestaae i at have disse Ting paa en god og behagelig Maade. Men hvad giør Yppighed til alt dette? Frembringer eller forbedrer den nogen af disse Deele? Den giør intet andet, end giver nogle Mennesker Lejlighed at tilvende sig en Underholdning, som de giøre intet til at erhverve.

Man sige ikke, at de nødvendige Ting vil altid finde Arbeidere nok, fordi de behøves, og altsaa søges af alle. Overdaadigheds Tieneste er gemeenlig lettere, og ofte anseeligere; der vindes mere ved mindre Umage, og der fattes aldrig Betalere, da Indbildning og Mode

16

12

giør den lige saa fornøden, fom de sande Fornødenheder og Beqvemmeligheder.

Lad os forestille os, at det umaadelige Tal af Mennesker, som ved Ørkesløshed eller unyttigt Arbeide spilde Tiden i Overdaadigheds Tieneste, bliver af Tarvelighed kaldet tilbage til nødvendigt Arbejde. Hvor følelig vil ikke Byrden lettes for enhver af de andre. Eller hvilken Overflødighed af Levnetsmidler vil de ikke blive i Stand til at frembringe, til et langt større Antall Menneskers Underholdning.

Tarvelighed er det sikkerste Middel til at forøge Folkemængden. Et Middel, i Henseende til hvilket Det Spørsmaal gierne kan være uafgjort: Om en Stat kan have for mange Indbyggere. Thi Tarvelighed formeerer ikke deres Tal, uden ved at skaffe fuldkommen Udkomme til flere. Den afskaffer de indbildte Fornødenheder og Beqvemmeligheder, og tilveiebringer de sande i saadan Overflødighed, at det falder ikke vanskeligt for enhver, ved en ret Brug af sine Kræfter at forsikre sig en tilstrækkelig Deel deraf. Saadan Formeerelse maa altld være lige saa fordeelagtig, som den er sikker og overeensstemmende med Naturen, der

17

13 synes emgang for alle at have fastsat denne Grundlov: Ikke at frembringe flere Levende, end dens Producter ere i Stand til at underholde.

Naar Yppighed indfører en Mængde nye Nødvendigheder, og ved at drage Arbeidere fra de nyttige Konster, giøre de rette Fornødenheder rarere, maa det endelig blive kostbart og besværligt at finde anstændig Udkomme. Hvad er mægtigere til at hindre Ægteskaber, end denne Besværlighed? Maa ikke enhver, som besidder en fornuftig Kierlighed til sig selv, billigen betænke sig meget paa at træde ind i en Stand, der vil nedsætte ham og dem som skulle tage Deel i hans Skiebne, til en slettere og mindre agter Levemaade, dersom han ikke er i Stand til at erhverve sig en stor Deel af disse kostbare Nødvendigheder? Mange skulle ikke see sig i denne Stand, førend en alt for langt fremdragen Alder har svækket det Haab, Staten skulde have om, at see sine Indbyggeres Tal formeret ved dem.

Lad derimod under Tarveligheds Regiering disse Hindringer forsvinde, og ubetyngede Giftermaale skal berige Verden med Beboere.

18

14

Disse formeerede skulle igien frembringe Næring for flere, og saaledes begge Deele gaae frem i et bestandigt Forhold, indtil de naae den muelige Høide.

Vi forundres over de gamle Tiders Folkemængde; og dersom ikke hellige og verdslige Skribenteres overeensstemmende Vidnesbyrd aftvang os vort Bifald, skulde vi neppe troe at et Stykke Jord har kundet underholde et Antall Mennesker saa meget større end vi nu tiltroe det at kunde føde. Lad os ligne deres Tarvelighed! Lad os indprentes deres naturlige og enfoldige Smag! og vi skal blive folkerige, vi skal blive stærke og formuende, som de.

Men, hører jeg nogle sige, de nyttige og nødvendige Konster vare ikke i Stand til at beskæftige alle de Hænder som nu tiene Overdaadighed. De vilde mangle Arbeide; og Ørkesleshed, et værre Onde, vilde indtage hyppigheds Sted. Men hvor er det Land, som haver ingen Jord, trængende til Dyrkning? Landmænd vide, hvad der kunde giøres, endog ved den best dyrkede, om den ikke manglede Arbeidere.

19

15

Naar enhver Jordplet er bragt under det nyttigste Brug; naar Moradser ere udtørrede, og Klipper giorte frugtbare; naar vi have dyrket Markerne som vore Urte-Senge, og Skovene som vore Spadsere-Haver; med et Ord: Naar vi have giort alt hvad menneskelig Flid kan udrette, for at afnøde Jorden dens yderste Formue; naar Handelen og andre Håndteringer have faaet saa mange Mennesker, som de nyttigen kunde sætte i Arbeide; naar her fradrages den Tid, som billigen bør forundes til Forfriskning, Hvile og Opmuntring; naar her fradrages de Folk, som gavne Sælskaberne, uden egentlig at arbeide ved Næringsmidlernes Frembringelse, de Folk, som Videnskaberne kunde beskæftige, naar de skulde drives til deres muelige Fuldkommenhed. Naar alt dette er udrettet, og vi endda finde Folk tilovers, da er det først Tid at spørge: om vi skal tillade Yppighed for at undgaae Ørkesløshed.

Og endda har jeg ikke nævnet disse store Verker, som kommer saa nær til det egentlige Øiemærke af Sælskaberne, disse Verker, som zirer og gavner det Almindelige.

20

16

Have vi Kræfter, da lad os opreise Pyramider, om de vare nyttige. Lad os hugge Antoninske Veie igiennem Biergene. Lad os bygge evige Broer. Lad os giøre saa mange andre saadanne Indretninger, som tarvelige Stater aleene uden Besværlighed formaae at iværksætte. Og der behøves ikkun en forbedret Smag til, at finde lige saa stor Fornøielse i at giøre sig prægtig og anseelig ved saadant, der virkelig medfører Ære og Fornøjelse, som ved at behænge sig selv og det man omgaaes, med unyttig kostbar Stads, eller ved at overvælde sine Giæster med en fordærvelig Overflødighed.

For at befordre Orden i det Heele, er der indført en Forskiel imellem Statens Lemmer, hvorved een gives Fortrin for en anden, eftersom han haver vigtigere Forretninger, eller har paa nogen Maade befordret det almindelige Beste. Overdaadighed giør denne Orden unyttig; den sælger Ære til dem som have meest Evne og Villie til at kiøbe den ved daarlig Pragt. Den stolte Borger foragter Rang og Ærestegn, ikke fordi sande Fortienester ophøie ham, men fordi hans Yppighed kan give ham lige Anseelse med Ministeren.

21

17

Vi have endnu betragtet Overdaadighed i sin Indflydelse paa Staterne, og jeg synes den har ikkun viist sig lidet elskværdig. Men vare vi i Stand til at oversee dens Virkninger i private Huse, da skulde vi forskrækkes for de ødeleggelser og Elendigheder, den i mere eller mindre Grad foraarsager i Familierne. Hvor mange Faderløse maa ikke savne det meesi Fornødne, fordi Overdaadighed har forødet deres Arvegods? Hvor mange maa ikke mangle den rene Opdragelse, aleene fordi Yppighed opslugede Midlerne dertil?

En Stats Overdaadighed, svare nogle, er indskrænket til et maadeligt Antall Indbyggere imod de øvrige. Det skader ikke, sige de, om nogle Private ruineres, Haandverksfolk og Handlende leve derved.

Vi bedrage os, om vi troe, at saa ere yppige iblant et Folk, fordi der ere saa, hvis Yppighed giør stor Opsigt. Naar denne farlige Fiende finder Indgang, udbreeder den sit Herredømme uformerkt, fra den som staaer ved Tronen indtil den som holder paa Ploven. Enhver er overdaadig efter sin Stand og med sin Formue.

22

18

Den Overdaadige straffer ikke sig selv aleene. Hans Fald rammer oftest Uskyldige tillige; og hvo siger, at han eller de ere mindre magtpaaliggende for Staten, end de Haandverksfolk og Handlende, som hans Daarlighed skal berige. Kan disse ikke leve uden ved deres Medborgeres Ødeleggelse, da lad dem blive langt fra velindrettede Stater, hvilke ikke bygge deres Velstand paa private Ulykker.

Har Overdaadighed nogen Indflydelse paa Sæderne? og er den beqvem til at giøre et Folk dydigt eller lastefuldt? Dette er et vigtigt Spørsmaal, hvis Besvarelse jeg vil søge at udleede af Erfaring og Overdaadigheds Natur.

Man har sagt, at Overdaadighed giør et Folk blødt og qvindagtigt. Og man har uden Tvivl sagt det med Rette.

Vi kalde dem bløde, som ikke kan taale Besværlighed. Besværligheder følge meget ofre med Pligternes Iagttagelse. Et blødt Folk vil altsaa være meget tilbøieligt til at forsømme sine Pligter. Yppighed søger Ophøielse ved overdrevne og indbildte Mageligheder.

23

19

Hvad er da naturligere, end at et overdaadigt Folk er blødt og kiælent.

Qvindagtig er et Ord, som jeg ønskede ikke var kommen i Brug, efterdi det synes at tillægge det eene Kiøn i Almindelighed en ubeviist Last. Men skal man forbinde noget fast Begreb dermed, da maa det vel betegne deres Feil, der anvende for Megen Omhue paa ubetydelige Ting, forsømmende derved de vigtige. Ubetydelige og unyttige Ting ere just Yppigheds Arbeide. Hvad Under da, at de, som elske Overdaadighed, saa sielden ret iagttage det vigtigere.

Overdaadighed foraarsager mere end ordentlige Udgifter, ofte mere end de som komme overens med den Overdaadiges Vilkaar og Indkomster. Disse er der ikke altid Leilighed at formeere tilstrækkelig til Overdaadigheds Brug ved lovlige Midler. Gierrighed, Egennyttiqhed, Lyst til at berige sig paa utilladelige Maader indsnige sig iblant Folkene under Yppigheds Anførsel, ja endog Karrighed, som dog synes at stride derimod. Den Overdaadige maa indskrænke nyttige Udgifter, for at have nok til unyttige.

24

20

Da Overdaadigheds Øiemærke er, at adskille sig fra andre; saa opløser den lettelig det Eenigheds Baand, som er Staternes Styrke, opvækker derimod Misundelse og Efterstræbelse.

Naar Smagen kildres og Synet indtages ved konstige og foranderlige Opfindelser, da skeer det lettelig, at vore Begierligheder gaae uden for den Grændse, Sundhed og Fornødenhed har sat. Yppighed baner da lettelig Vei til Vellyst og Umaadelighed.

Man veed det, og det nægtes ikke lettelig, at Æren er den store Drivefieder og den kraftigste Opmuntring til Dyden. Borttages den sande Ære, da borttages den rette Drift til ædle og store Gierninger. Men hvor Overdaadighed hersker, der udbreeder dens Pragt en Glands, som ganske fordunkler den Æres svage Skin som Dyden bringer. Hvo vil søge Ære ved Dyd paa en besværlig og ofte farlig Vei, naar han kan naae den i større Grad og paa en magelig Maade ved Overdaadighed. Hvo vil undsee sig for at begaae Laster, naar han veed at kunde skiule deres Heslighed med Yppigheds gyldne Dække.

25

21

Mere vil jeg ikke anføre herom. Jeg tør næsten troe, at mine Læsere ville tilstaae, at Overdaadighed er beqvem til at aabne Døren for Lasterne; at Tarvelighed er elskværdig for et Folk, som vil bevare det Retskafne i Sæderne.

Det vigtigste, som synes at være sagt til Overdaadigheds Forsvar, er: at den skulde befordre et Folks Drift, Liv og Virksomhed. Man har foregivet, at Yppigheds Afskaffelse kunde tilstoppe Vindskibelighed selv i dens Kilder.

Det er værd at undersøge, hvorvidt disse Tanker ere grundede

Dristigt og virksomt kalde vi et Folk, i hvilket foregaae mange Bevægelser, som udrette noget nyttigt. Dersom enhver af Statens Lemmer brugte sin Formue og sine Kræfter ivrig til saadant Arbeide, som er nyttigt til Menneskenes Fornødenhed og Beqvemmelighed, da var denne Virksomhed som den burde være.

26

22 Skulde Overdaadighed giøre noget hertil da maatte det være, enten at den ved nye Udgifter opmuntrede Vindskibelighed til at formeere sine Indtægter; eller at den viiste nye Udveie til Fortjeneste; eller og, at den vedflere Udgifter befordrede Pengenes Omløb.

Dersom der ikke gaves utallige Maader og Anledninger at anvende til Nytte og Fornøielse endog Croesi Rigdomme; dersom ikke den menneskelige Begierlighed, stor nok af Naturen, daglig fødde tusinde uopfyldte ønsker; da skulde jeg troe, at Yppigheds Pragt behøvedes til at opvække den. Men da det ikke er Mangel paa Lyst til at forhverve mere, der svækker Vindskibelighed; saa er det og ikke ved at opvække Vinde-Lysten til en alt for stor Grad, men ved at lette Arbeidet, at Vindskibelighed skal befordres. Hiint vil altid være farligt, da Mennesker lettelig falde paa ulovlige Midler, som de snareste og ofte letteste til at opfylde deres Attraae. Allerhelst, da Overdaadighed selv paa mere end een Maade er til Hinder i de ordentlige Nærings-

27

Den forøder unyttigen megen Tid, som kunde anvendes til Fordeel.

De vigtigste Nærings-Brug udfordre et Anlæg af Penge. Naar da Landmanden, naar Haandverksmanden og den Handlende bruger de Penge, som skulde forbedre Jordbruget, som skulde drive Fabriker og Handel, til ufornøden Stads, saa maa Jordbrug og Fabriker og Handel ligge.

End meere, Overdaadighed giør Levemaaden kostbar. Arbeidere kunde ikke lade sig nøie med den Fordeel, som i et tarveligt Land var mere end tilstrækkelig. De maa derfor levere enten slette eller dyre Vare. Begge Deele hindre Afsætningen, og standse Arbeidets Drift.

Vi have allerede erindret, at Overdaadighed egentlig ikke kan siges at give nogen Næring; at den vel skaffer Arbeide, men

28

24

frembringer intet til at lønne sine Arbeidere med, og at disse ikke behøvede at være ørkesløse, om de end ikke arbejdede for Yppighed. Det er ellers anmærket af andre, at om man vil forsvare Overdaadighed paa den Grund, at mange finde Fortjeneste derved, da kunde man lige saa vel rose Drukkenskab og flere Laster, hvoraf mange vide at drage Fordeel.

Overdaadighed, siger man, befordrer Pengenes Omløb. Den foraarsager virkelig, at endeel Penge blive udgivne. Men skulde disse endelig ligge stille, om Tarvelighed herskede? Og er det lige meget, hvorledes Penge løbe om, naar de ikkun løbe, om det og var lige ud af Landet?

Mennesker bestyre ikke deres Udgifter efter een Grund. Der findes de, som heri alleene følge deres Indfald eller naturlige Tilbøjelighed. Dersom denne fører dem til Sparsomhed eller Karrighed, skal Yppighed selv

29

25

neppe formaae at giøre dem ødsele. Og er deres Lyst at udgive Penge, vil de endda finde Leilighed nok at fyldestgiøre den under Tarveligheds taalelige Indskrænkninger.

De som bestemme sine Udgifter efter fornuftigt Overlæg, de indrette dem i Forhold deels til deres Indtægter, deels til de Tings sande Værdie og Nytte, som de derved kunde forskaffe sig. I første Henseende vil deres Husholding omtrent blive uforandret, om Overdaadighed eller Tarvelighed hersker. Og i Betragtning af det sidste vil Yppigheds Bekostninger altid være dem mindst behagelige.

Ald den Forandring da, som Tarvelighed indfører i Henseende til Penges Omløb, bestaaer deri: at den bringer dem igiennem værdigere Hænder, igiennem Hænder, som fortiene det bedre, som ere Staten nyttigere. I steden for at Overdaadighed uddeeler til saadanne, som egentlig ikkun leve af andres Sveed,

30

26 Landet, om dem aldeles ud af Landet, om det, som vort Fæderneland, er af de, som selv

eie den mindste Deel af Yppigheds Vare.

Jeg tør her ikke indlade mig i en vidtløftigere Undersøgning. Mine Vemøielser ere desuden for svage til at udrette noget imod denne vor Velstands mægtige Fiende.

De som have naaet den lykkelige Gave, at skildre Dyder og Laster med rette Farver. Lad dem bestride andre Laster, altid forsikrede om, at røre, at overbevise nogle, og at vinde de Overbeviiste til Dyden. Men den grundigste Skarpsindighed, og den meest rørende Veltalenhed, ere endog for svage til at standse Overdaadigheds Løb. Hvor den har udbreedet sit Herredømme, der underkaster den sig villige og uvillige. Dens Paafund blive Nødvendigheder. At foragte dem, er at stride imod Anstændighed.

31

27

Vi bedrage os, om vi troe, at Overdaadighed altid kommer fra de Fornemme i Landet. Den har ofte sit rette Udspring fra de ringeste Stænder. Disse, altid begierlige efter at skiule deres Stand, efter at ligne de Store, nøder dem til at opfinde noget mere, for at vedligeholde en Forskiel, de ikke ville have giort ukiendelig.

Saaledes faaer Overdaadighed en Fremgang, som den regierende Magt alleene kan hemme, førend den yderste Armod giør det.

O! at dog denne Hoved-Kilde til Rigernes uheldige Tilstand snart maatte stoppes! Da skulde de Retskafne ikke mere sukke over, at udenlandske Mode-Opfindere og udenlandske Ørkesløse fortære vore Landmænds, vore Fiskeres, vore Bergmænds kostbare Sved, Da skulde vore Stater

32

28

opnaae den Formue, det Liv, den Styrke,

som er Statsmandens Maal og Patriotens Ønske.

Hic labor, hine laudem fortes sperate

33
34
35
36
1

Om Overdaadighed,

samt om

Klædedragts

Orden og Skikkelse,

saa og om

anden Eqvipage, Prydelser og Udstafferinger, som bruges til Overfloed,

baade i og uden for Huusene,

dog allene meent det, som tiener ikkun til ufornøden

Pragt og Stads.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Om Yppigheds eller Overdaads skadelige og ødelæggende Virkninger er nok allerede saa meget skrevet, og det tildeels, eller af nogle, saa tydelig og vel, saa der, i den Henseende, synes at ingen kan forestille det bedre; Men da saadanne Skrifter, eller Forestillinger, om Overdaadighedens skadelige Udretninger, ere for det meeste indfattede i Bøger, som indeholder andet meere, og det ikke er enhvers Leylighed at tilkiøbe sig samme, andre har ikkun skrevet i Korthed derom, efter de Lærdes Maade, allene for at opvække den videre Eftertanke, som erfarne og veloplyste Folk kan giøre sig, men er ikke saa hastig og vel begribelig for de ringe oplyste og

4

ulærde Folk, der lettelig forvildes, ved en og anden Indvending, som Overdaadighedens store Anhæng heel snildelig veed at forestille derimod. Det er heller ikke nok dermed, at man forestiller Overdaadighedens skadelige Udretninger, der behøves og at man tillige forestiller, paa hvad Maade den best og beqvemmeliqst kan hindres, om ikke gandske bestrides i sin Fremfart, thi ellers er det allene, ligesom naar nogen beskriver Sygdomme, men giver ingen tienlige Lægemidler eller Recepter derimod, tilkiende. I slig Henseende har jeg da foretaget mig at skrive dette, uagtet at det ikke er, eller har kundet blive saa tilstrækkelig og vel foredraget, som det behøves; thi det er en let Sag at foredrage Feil og Mangler, men heel tungt og besværligt at foreslaae hvad som best kan tiene til at afværge samme, udi en heel Stat eller Rige, hvortil udkræves megen Erfaring og Kundskab udi det heele Stats-Væsen, baade i Stykkeviis og i dens heele Sammenfatning.

5

Den kaldede og ubefalede tør heller ikke skrive gandske frit eller tydelig nok om hver Feyl og Mangel, særlig saavidt Anledningerne eller Ophavs-Aarsagerne angaaer, efterdi Stats-Politiqven udkræver Stiltienhed i visse Deele

Overdaadigheden har og tilsneget sig en saadan ulignelig herskende Magt, over de meest og best oplyste Folk, saa der er ikkun faae, som kan og tør tale eller skrive noget imod dens skadelige Udretninger, ja Souveraine Regentere tør ikke vove, paa eengang, at gribe hende an paa alle Kanter, for gandske at indskrænke hendes Magt og Fremfart; thi om Overdaadigheden skulde blive paa alle Kanter angrebet, paa eengang, saa maatte baade Land og Kiøbstæder blive i lang Tid udmattede, om ikke tildeels reent udarmet derved, særlig hvor den har des armeret Land og Stæders Indbyggere tilforn.

6

Overdaadigheden maa derfor Stykkeviis angribes, ligesom den Tid efter anden har, paa en underfundig Maade, indsneget sig; den maa altsaa først forbydes de fornemste og farligste Vaabens Tilførsel fra andre Riger og Lande, og dernæst belægge alle hendes fornemste Lokkemidler nred Skat og Told, saa at ikkun saa kan faae Lyst til at træde ind i hendes ødelæggelses Tieneste. Men da maatte der og tillige besørges saadanne Udveje og Anstalter for alle dem, som enten bleve fangne eller diserterede fra Overdaadighedens Tieneste, at de kunde finde deres nødtørftige Underholdning, ved nyttige Arbeyder og Udretninger, thi ellers kom mange Mennesker til at betle, og Overdaadighedens-Magt dog ikke behørig hindret eller indskrænket, man kan heller ikke vente at faae den reent forjaget fra noget Land eller Rige, eller fra store Kiøbstæder, hvor den har sit største Anhang.

7

Ligesom mange Mennesker ikke kiender eller veed alt hvad som er Synd, saa veed ey heller alle hvad Overdaadighed er. Derfor vil jeg her, med faae Ord, betegne dens Hoved-Kiendemærke, nemlig: naar man seer Folk i et forarmet Land, at opføre sig prægtig, uden at eje tilstrækkelig Formue dertil, og ellers leve ødsel med Klæder og anden Eqvipage, samt at fortære og slide meere af Fremmedes indførte Vahre, end som nødtørftelig behøves, hvilket udarmer Riget, saa har man deraf saavelsom af unødvendige Arbeyder og Forretninger: Kiendemærker nok paa Overdaadigheden.

Af Kiøbmænd og Kræmmere kan man ikke vente nogen tilstrækkelig Undsætning imod Overdaadigheden, saafremt de ikke ere i saadan Velstand, at de kan forsørge sig og sine, uden at staae i Overdaadighedens Tieneste; thi om ringe bemidlede Handelsmænd, som allene lever af Overdaadighedens Gage, vilde fri-

8

villigen begive sig til at stride imod Overdaadigheden, eller viiste sig uvillig og tvær til hendes Tieneste; saa er for dem ingen bedre Straf at vente, end Midler og Levebrøds Forliis, om ikke yderste Armod og Elændighed, saafremt de ikke blev engageret i anden Tieneste.

At bemøye sig med alvorlige og fornuftige Forestillinger, i Tanke dermed at bringe Overdaadigheden til Raison, eller for at standse hendes Tyrannie, der har man længe seet, at det ikke nytter noget, thi imedens de gode Mænd Hr. Christen og Christopher, og siden deres Sønner og Disciple, prædikede ivrig og idelig imod Overdaadighedens Voldsomheder,

og fordærvelige Fremfart, desmeere forøgte hun sin Magt, ved at anhverve det meeste og beste Mandskab med myntet og umyntet Sølv og Guld, som den med Voldsomheder udpræssede fra den nærende Almue, samt tillige lokkede Folk med saadanne Delicate og Hiertfrydende

9

Liqveurs, som hverken Hr. Christen eller hans Eftermænd vidste at tilberede og langt mindre formanede at anskaffe. Det heele Qvindekiøn i Kiøbstæderne, og nogle paa Landsbyerne, fik og Overdaadigheden forlokket til sit Partie, og ved den Leylighed vidste hun at faae det meeste Guld og Sølv tilbage igien, som hun tilforn og fremdeeles forlokkede Mandkiønnet med, saa Mandkiønnet kunde just ikke rose sig af at faae store Capitaler samlet af Overdaadighedens Hvervings-Penge og Lønninger, allene hun underholdte dem vel, saalænge der var noget at faae hos den nærende Almue; men saasnart der var intet meere at faae ud exeqveret hos Nærestanden, saa gav hun det Stæds Corps Afskeed, og hver maatte søge sin Næring saaledes som de best kunde, ligesom andre afskeedige Soldater, som ikke nyder meere, end fri Vey og frit Vand.

Qvindekiønnet i Kiøbstæderne fik Overdaadigheden først forlokket ved Silke-Klæder,

10

samt fiine Cammerduge og adskillige slags Kniplinger, tilligemed endeel andet Stadstøy; Men da det. gode Qvindekiøn, i Tiden, ikke bleve saa gandske vel fornøyede med Pragt og Stads paa Legemet allene, men vilde og have noget af adskillig slags Stadstøy indvendig i Huusene, samt endeel pralende Eqvipage, og endelig adskilligt til Mavens Dilectering, saa maatte Overdaadigheden til at forskrive alle slags Materialier, Specerier, Simplicia og Compositia fra alle Verdens Kanter, ved den Lejlighed kom Sukker, Thee og Coffe, samt adskillige Liqveurs og Delicatesser i almindelig Brug, og hialp allermeest til Overdaadighedens Herredømmes Udbredelse, og da indrettede hun ligesaa mange Comoedier daglig, som der var Viine- Skienke- og Coffeborde i Kiøbstæderne, vel og hos nogle faae, som havde gode Indkomster, paa Landet.

Saaledes har Overdaadigheden baade med Magt og Intriger i lang Tid grasseret i

11

de fleeste bekiendte Riger og Lande, og ikke forladt samme, førend hun har gandske ruineret den Nærende Almue, som og allene har været hendes Attraae og Hensigt allevegne.

Overdaadigheden veed meget snildelig paa en særdeles Maade at forblinde og forvirre Regierestanden, i sær ved det den lover og anviser rigelige Indkomster, i nogen Tid; men naar de meest trænger, er intet at faae, thi hun sluger alting til sig, saa der bliver intet tilbage, uden de haarde Graasteens Klipper.

Naar Regenterne undertiden vil lade hende actionere, for Falskhed, Utroeskab og Bedragerier, saa veed hun paa tusinde Maader at forsvare sig, og bringer Skylden ud paa andre, og det helst paa de meest Uskyldige, som har været hende imod, hvilke hun ved deslige Lejligheder faaer indbragt under det tyngeste og haardeste Trældoms Aag, eller i en utaalelig Armod.

12

Krigs-Guden Mark og hans Folk har hun faaet gandske forvildet, eller ret forhexet, saa de ere blevne hendes beste Acteurs, saavel til Tragoedier, som til Comoedier at spille. Denne gamle graahærdede Krigshelt faaer Overdaadigheden ved Qvindekiønnet tit til at spille Bold, og at leege med Dukketøy, ligesom smaa Børn, saa man maae Hiertelig lee derover, ja end Meere forunderligt er det, at hun bringer ham undertiden til at forødsle sine Soldaters Lening og Munderings-Penge, saa de baade maae fryse og sulte, og har oftest ikkun Comisbrød og Vand til at leve af, men Anførerne skiller hun af med Helbreden ved for megen Kræsenhed ved Mad og adskillige slags Viine, ligesom med andre fornemme og rige Folk.

Men i disse seenere Tider har hun begyndt at brodere de fornemste af Krigsstanden, med Guld og Sølv udvendig, og tvunget dem til at forbruge deres Madmeel i Haaret og den

13

øvrige Mund-Provision til anden Pral, allene for at giøre dem uduelige til haardføre Krigsmænd.

De Krigsfolk, som driver noget slags Nærings Brug paa Landet og vil leve tarvelig, de tvinger hun i Armod med Skat og andre Udgifter til sin Tieneste.

De som meest hæftig og ivrig taler eller skriver imod hendes Adfærd og herskende Magt, dem ruinerer hun allerførst, saafremt de ellers har noget meere, end det som daglig til Nødtørft behøves. For Resten bringer hun dem ind under Had og alle slags Forfølgelser.

Det er vist nok at Overdaadigheden har i forrige Tider, havt nogen Indpas i Kiøbstæderne i Norge, saavelsom i andre Riger og Lande, men hvem kan viise, at den nogensinde har været saa almindelig, eller haft saa gandske overhaand, som nu i de Norske Kiøbstæder. Man, kan hartad ikke merke at Overdaadig-

14

heden har haft nogen betydelig Indpas hos Borgerstanden i Norge, før henad Slutningen af næstforrige Hundrede Aar; Men nu finder man ordinaire Borgerfolk meere prægtig i Klæder, samt Huus-Meubler og anden Eqvipage, af fremmed indbragt Tøy, end som de Rigeste, af Høye Stands-Folk, i de forrige Tider.

Gemeene Kiøbstæds Folk, ja endog deres Tienestefolk, slider langt meere af Silke og andre fra Fremmede indførte siine Tøye, end som Adelen i lige Proportion af deres Antal, forbrugte i forrige Tider.

Bliver her ikke noget snarlig, ved Regieringen, sat behørig Indskrænkelse for Overdaadigheden udi Norge, og Dannemark tillige, saa kan enhver Erfaren og Forstandig meget vel skiønne, at der for de nu Levende eller deres Børn og Børnebørn, som enten ikke har lært, eller kan arbeyde, for sin Underholdning,

15

ved de rette Nærings-Bruge, vil blive en meget usel, om ikke gandske elændig og jammerlig Tilstand, baade paa Bøygderne og i Kiøbstæderne. Man kan med temmelig Vished spaae, at de, som nu gaaer og slæber de lange Silke-Klæder bag efter deres Fødder paa Gaderne, deres Børn og Børnebørn maa komme til at slæbe under larvede og fillede Klæder, samt fryse, hungre og tørste udi yderste Armod; ja man seer allerede endeel Exempler derpaa.

Saalænge Regieringen ikke føyer tilstrækkelige Anstalter, og behørige Forbude, imod Overdaadigheden, saalænge er ikke at vente nogen tilstrækkelig Modstand fra Undersaatterne; thi om en og anden god Huusfader, eller Huusmoder, kan have nok saa god Villie, og kan være høylig nok foraarsaget, til at indskrænke Overdaadighedens Herredømme; saa kan de dog ikke udrette noget betydeligt dertil, ja end ikke tilfyldest i deres eget Huus, langt

16

mindre noget hos andre, saalænge de ikke har Regentens Befalning eller fastsat Lov at bestyrke sig med. Naar de rette Overdaadigheds Elskere blev ansat, til at betale en anseelig vis Skat, eller noget til Skoler og Fattiges Underholdning aarlig, for overdaadig Klædedragt, samt visse Huus-Meubler og anden unødvendig Eqvipage, saa kunde og Tolden og Consumptionen forhøyes paa de meest undtværlige udlændiske Æde- og Drikkevahre, samt fremmed indført Kram, der ellers kunde blive forfærdiget i Riget, i saa Maade maatte da Overdaadigheden aftage, og Nødtørften for Efterkommerne blive bedre iagttaget, følgelig og en bedre Velstand iblant Kiøbstæds, om ikke iblant Landsbye-Folk.

Vist nok er det, at Ødselhed og Overdaad har faaet Indpas hos endeel Bønderfolk, saavelsom hos andre fornemme Familier, paa Landet i Norge, særlig i de beste Egne, og nærmest omkring Kiøbstæderne, men Armoden

17

har dog afværget den fra de fleeste Bøygde-Lauge, den bliver vel og ved Armoden udryddet fra de beste Egne, thi den har nu næsten udtæret de Ting, hvorved den meest og best har været opfostret og vedligeholdet, og de fleeste føler nu tungt nok dens skadelige Virkninger, der har formindsket deres nødtørftige Underholdning.

Hellers er Overdaadigheden paa Landsbygderne næsten som intet at regne, imod dens herskende Magt og Virkning i Kiøbstæderne, thi man kan temmelig vel udregne, at en eeneste Familie af 3 til 10 Personer, i en Kiøbstæd, hvor Overdaadigheden har faaet gandske Overhaand med sin Pral og Pragt, kan nu, i et Aar, forødsle meere, end som et Hundrede Slæbarbeidere paa Landet kan leve af, eller bringe tilveje i samme Tid; Derfor heder det og, at de maae betale Pragten, som binder sine Skoe med Bast.

18

I de Kiøbstæder, hvor ingen Manufacturer eller Fabriqver er, i saadan Stand bragte, at der kan forfærdiges nogen slags Kram og Tøy, som kan afhændes til Fremmede, saa derved kan indhentes Penge eller nødvendige Vahre fra andre Nationer, der kommer da alle Omkostninger, saavel paa Pragt og Stads, som Kiøbstæds Indbyggernes nødtørftige Underholdning, allene paa Land-Almuens Regning, saavidt de har sin Handel paa samme Kiøbstæd, og det ligesaa sikkert, som ingen Melk kan haves hvor intet Qvæg er, og intet Korn uden ved Agerdyrkning.

Det er ikke Folkemængden, som giør Dyrtid, eller foraarsager Armod og Mangel paa Føde og anden nødtørftig Underholdning, i et Land, eller Rige, saalænge der findes nyttig og udyrket Jordbund, og ingen betydelig Misvext paa Jordens Afgrøde indfalder. Men det er Overdaadigheden, og Folkets ilde Disposition fra de rette Næringsbruge, til Overdaadighedens

19

Tieneste, som foraarsager Dyrtid, og almindelig Armod i et Rige, thi Overdaadigheden forøger alle slags Udgifter, saavel til det publiqve, som private, og naar Guld- og Sølvmynter ikke bliver tilstrækkelig, til hendes Hensigt og Udgifter, saa bringer den Folk til at bruge Papiirs-Sedler i deres Sted, og i saa Maade udlokker den de beste Mynter fra et Land til andet, dog ikke for at berige nogen til Langvarighed, men allene for at opmuntre Folk til en ødsel Levemaade, saa de dessnarere kan blive udarmede. Kort sagt, Overdaadigheden har stedse, ved anrettede Tvistigheder, til de blodigste Krige, samt ved sine Tillokkelser med al slags Overdaadigheds-Kram, tilforn kuldkastes de mægtigste Monarkier, altsaa har de svageste Riger Aarsag nok, til at være aarvaagne, imod hendes Foretagender, og i det mindste hindre hende, ved en og anden betydelig Diversion, thi ved en General-Baraille kunde man lettelig komme til at tabe mere, end vinde, efterdi hun er virkelig snedigere end heele Verdens Gene-

20

raler, og klogere, end de fleeste Statsmænd, ja man seer jo tydelig, at hun forblinder og forvirrer helst de meest polerte Nationer, og indbilder Folk, at hendes værste Daarskabs-Kram er, som en Fornødenhed, eller som noget, som intet retskikket Menneske kan undvære. Naar først ikkun nogle faae Borgere og Borger-Koner er kommen til at bære en nyemodens Klædedragt, i Kiøbstæden, saa bliver det strax anseet og agtet som en Nødvendighed for alle andre i samme Kiøbstæd, ja endog for visse Folk paa Landsbyerne, det samme er og med anden Eqvipage, samt Huusbygninger og Huusmeubler etc. at forstaae.

At see megen fremmed indbragt Kram, særlig til Pragt og Staß, i et Rige, som selv ikke kan yde fyldest Føde og nødtørftige Klæder til alle sine egne Indbyggere, det er et forunderligt Syn, og kan vel ikke lignes med noget, bedre, end som naar man seer unge og daarlige Tieneste-Tyender, at tilkiøbe sig, for deres Løn

21

og Kostpenge, adskillig slags Staß-Tøy og Pynterier, allene for at ville være anseet for noget meere og fornemmere, end de virkelig ere, og kommer derved til at sulte og fryse i lang Tid, hvorved Legemet svækkes og bliver sygeligt. Men der er stor Forskiel paa at skatte frivillig til Overdaadigheden, imod at være ved Herredomme tvungen dertil.

De Indianske Silke-Tøye, samt Sirtser og Catuner etc., saa og Porcelains-Kar, item Tobak, Coffee, Thee, Sukker, adskillige slags Viine og Brændeviine, ulden og Lintøye, samt en uendelig Mængde af al slags smaae Galanterie-Kram, ja endog en god Deel af adskillig slags støbt og smedet Jerntøy, har i lang Tid uddraget en langt større Capital, end som deres nødvendige Vahre, som Riget har Mangel paa, Norge har i lang Tid haft mange Jernværker, saavelsom Kobberværker, saa det en allene har kundet forsyne sig selv, og Dannemark tillige, men og aarlig udført Stang-Jern i Mængde,

22

til mange andre Riger og Lande, alligevel er Jerntøy, i mange slags Arbeider, dyre indkiøbt, baade i Norge og Dannemark, da dog alt saadant arbeidet Jerntøy, burde have været forfærdiget i begge Rigerne, og derfra afhændet til andre Nationer, som ingen Jernværker har, men maa dog nødvendig have alle fornødne Jern-Redskaber, saavel støbt, som smeedet, fiint og grovt. Det skammeligste deriblant er, at Spiger og Jern-Søm, samt Øxer, Leer og Ploug-Jern etc. er bleven indført, baade i Dannemark og Norge, fra andre Riger og Lande.

Silke-Manufacturer og andre deslige, som allene har tient til Overdaadighedens Befordring, har været med store Bekostninger, og Forskude, af publiqve, saavelsom af privates Midler, opklækkede i Dannemark, men de nødvendigste Fabriqver har ikke været agtet for noget betydeligt, førend nu i disse Tider, da Armod og Udarmelsen har mindet noget alvorlig derpaa, ja end være, at naar en og anden

23

privat Mand og retskaffen Patriot har anlagt en eller anden ret tienlig Fabriqve, eller Manufactur, og hans Midler ikke har været tilstrækkelig, til dets Vedligeholdelse og Forfremmelse, saa har ingen Undsætning været for ham at faae, hverken fra det publiqve eller private, men vel adskillige Modstridigheder og Hindringer, eller Dificulteter, vel og nogles totale Ruin. Saaledes gaaer det til udi den Menneskelige Huusholdning, de som anvender Omkostninger, samt Tid og Fliid, paa det Nødvendige, til almindelig Gavn, de fortrykkes og forfølges oftere, end belønnes, en modens Nar, paa Skuepladsen, bliver altid bedre belønnet, end som en patriotisik Entrepeneur. Men en dristig veltalende og klog Smigrer har et stort Fortrin frem for alle, thi deslige Folk giør altid sin største Lykke ved deres Forestillinger, til Riger og Landes Skade, om ikke tildeels gandske Fordærvelse, særlig naar de har Adgang til de høyeste Sræder, eller til dem, som staaer for Roret udi ethvert Regierings Departement.

24

Erfarne og veloplyste Folk, saavel hos os, som i andre Riger og Lande, har forlængst seet og beklaget, at det vilde foraarsage Fordærvelse og Armod iblant Folk, ved Overdaadighedens Forplantelse og frie Fremfart, med al slags unødvendig Indførsel og Brug, af fremmed Kram og Vahre. Men det daarlige og ret Barnagtige Principium, at vores Handelsstæder maatte undergaae, naar Forbud, eller tilstrækkelig Indskrænkelse skeede, imod al ufornøden Kram og Vahre fra Fremmede, det har stedse været agtet, som en Fundamental Troes-Artikel, da det dog har været den vigtigste Sag til Udarmelse, baade til Riget i Almindelighed og Handelsstæderne i Særdeleshed; thi de, som vil og kan giøre retskaffen Regning over endeel indført Kram, eller Fremmedes fabriqverede Vahre, som vi selv har Materier til, de skal besinde tildeels, at naar en Kræmmer i vores Handelsstæder har kundet vinde 10, 15, 25 og fleere pro Cento derved, saa har de Fremmede oftest haft den største Part

25

af samme; i saadanne Henseender kan man med rette sige, som jeg og har hørt mange brave Handelsmænd selv tilstaae, at de fleeste Danske og Norske Handelsmænd har været nødsaget til at være de Fremmedes Høkkere, allene i Mangel af bedre Vejviisning og Regieringens fornødne Foranstaltninger. Her maae man mærke, at omendskiønt de Udenrigske Handelsmænd har tildeels ladet sig Nøye med et meget mindre Handels Salarium, eller Kiøbmands Profit, end som vore egne Handelsmænd, saa har dog de Fremmede desforuden maattet have deres Arbeidsløn for deres forfærdigede og afhændede Kram og Vahre betalte; thi Arbeidslønnen kan ingen Nation taale at bortgive, for de afhændede Vahre ved Handelen, og naar en Nation betaler den anden en stor Summa aarlig i Arbejdsløn for unødvendig Kram eller Vahre, som de selv har Materier til, og kan ved Fliid og Vindskibelighed forfærdige, saa er en saadan Handel ikke meget bedre, end som naar det eene Lands Indbyggere sælger sit

26

Korn til andre, og indkiøber Meel og Gryn fra dem igien.

Her er det at formode, at en og anden Korttænkende kan indvende, ligesom jeg ofte har hørt det af visse Folk, at det er at regne for en stor Klogskab, at besørge ringe, eller uforfærdigede Vahre bortsolgt til Fremmede, og kiøbe bedre og retskaffen forfærdigede Vahre tilbage igien, uagtet at man lægger en god Deel Penge dertil, eller et anseeligt Overskud ved Mængden af ringere eller uforfærdigede Vahre, thi det som de fleeste finder best Smag og Behag i, det bør man helst beflitte sig paa, at forskaffe, ved Handelen, særlig saadant, som giver meest Told, Consumption og Accise Intrader af sig; Men enhver erfaren og oplyst Mand seer nok, hvor ilde samme Indvending grundet, og at det ikke skeer eller er skeet af andre, uden allene af ukyndige Folk, og af

saadanne der lever eller har levet kræsen, og efter eget Behag, paa den Nærende Almues Sveed

27

og Bekostning, med tilstrækkelige Indkomster, og i god Magelighed.

De Indvendinger, som kommer af de arvelige Principia, eller Meeninger, at de Danske og Norske ikke kan forfærdige og tilberede ædende, drikkende og slidende, samt forlystendes Kram og Vahre, saa behagelig og vel, som endeel andre Landes Folk, det viser ikkun, at man har for ringe Tanker om sig i det eene, og alt for store i det andet; thi naar man seer, at Folk kan forfærdige det meere kunstige og vanskeligere, saa har man ikke nødig at bære Tvil om, at de og kan giøre det, som bestaaer af mindre Kunst og Vanskelighed. Naar undtages Taskenspillerie og andre deslige Gøgle-Kunster, saa troer jeg neppe at der er nogen almindelig Kunst til, i Europa, at jo een og anden af den Norske Nation har lærdt eller kan lære den, ligesaavel, som i andre Riger og Lande; men at ikke alle nyttige Kunster og Videnskaber har faaet noget fast og bestandigt

28

Hiemstæd i Norge, det er just ikke Nationen selv Hoved-Aarsag til, hvilket de Erfarne i Riget meget vel veed og skiønner. En Hiemfødning eller Uerfaren, som selv lidet har lærdt, og har ikkun et ringe Begreb, tænker altid, at ingen, i deres Fødebye, kan komme videre, med Kunster og Videnskaber, end hvad de har seet der i Brug og Øvelse; Alt hvad som overstiger den Eenfoldiges Vidskab og Begreb, det agter han og ugiørlig for alle sine Brødre, ey vidende noget retskaffen om enhvers forskiellig Genie, eller Naturens uliige Gaver.

Det har været en stor, og hartad uoprettelig Feil, at de Handlendes Vinding har stedse indtil disse Tider, været forestillet Regieringen, ligesom det virkelig var heele Laudets Vinding, da dog Handelsmændenes Vinding, i mange Ting, kan foraarsage Landet et større Tab, end som en aarlig vis Contribution udgaves til Fremmede.

29

De Republiqver, saasom Wenetia, Genua, Holland, og nogle andre, der, ligesom der Romerske Riges frie Handelsstæder, har været opfostrede og vedligeholdet, allene ved Handel og Vandels Drift paa andre Riger og Landes Bekostning, de har da, indtil disse Tider haft god Fordeel af den frie og almindelige Handel, som de har ført; de Rigdomme, som de har vundet derved, det har andre Riger og Landes Indbyggere maattet betale; men siden de fleeste og fornemste Riger har forlængst begyndt at giøre hiine det efter, saa har der ikke været saa meget, for de første at vinde ved Handelen og deres Fabriqver og Manufacturer, ja mange, baade af de første og seeneres Overdaadigheds Manufacturer og Fabriqver ere allerede komne i Decadence, og har maattet give deres Arbeidere Afskeed, det samme vil nok Efterdags udstrække sig til mange flere, saa at saa eller ingen Fabriqver, eller Manufacturer, vil blive i fuld Hævd og Brug, uden allene hvad ethvert Lands

30

Folk, for sin egen Deel, nødvendig tarver og behøver, dog skeer det nok ikke overalt, førend Overdaadigheden har udtæret den Nærende

Almue for det meeste. Man seer altsaa,

at det er et meget urigtigt Principium, som Folk i de fleeste Stater har haft, at ville ved Handelen vente bestandig at samle Rigdomme, og større Formue, ved Handel og Vandel paa andre Nationers Bekostning, end som det de af eget Lands Producter kunde tilveyebringe, hvilken Indbildning Overdaadigheden har indmineret i Folkets Hoveder saa dybt, at det ikke har været mueligt, at faae det udslættet, førend den yderste Armod har viist det anderledes, baade fra det eene og andet Lands

Folk.

Naar Handelsmænd, eller andre, ved een og anden Lejlighed, har faaet samlet endeel Midler, saa har Overdaadigheden altid passet paa, at deslige Midler ere blevne snarlig adspredte, ved ødsle og nyemodige Arvinger,

31

saa at Midlerne, i disse Tider, sielden vedvarer hos en Familie, til tredie Leed; men forflytter dem, fra en Familie til en anden, og fra et Lands Folk til et andet, allene for derved at faae al Ødelæggelses Kram udspredt iblant al slags Folk, og alle overalt udarmede, den ene ved den anden.

De som tilforn har anvendt store Bekostninger, og indvundet mange Midler, med Overdaadigheds Fabriqver og Manufakturer, de finder det nu selv tungt nok, at de ere ved Overdaadigheden blevne bedragne dermed, da de ikke kan faae saa meget afhændet til andre Landes Folk, at Arbejderne kan erlange sit Ophold derved, og Handelsmændene sin Fordeel deraf. Derfor seer næsten alle Nationer nu, at Overdaadigheden udretter slet ikke andet, end bedrager Folk med at anviise dem anseelige Fordeele og Forlystelser, i en kort Tid, for derved at faae dem desbedre indvikldt i sin Snare, som allene hensigter til Fordærvelse og ødelæggelse.

32

At Overdaadigheden paa visse Tider og Stæder udretter undertiden noget, som tildeels kan eragtes godt og gavnligt for Mennesker, det er kun af Politesse, for derved at giøre Folk godtroende, ved at giøre undertiden noget godt, for dessnarere og kættere at faae sine onde og skadeligste Hensigter fuldført, ligesom de Mennesker, der agter at bedrage andre, da de først giver dem Anledning til at vinde, eller fortiene noget, og siden til at tabe samme og mere.

Bedre kan jeg ikke beskrive Overdaadigheden, de som vil have det kortere og fyndigere, de maa da forskaffe sig andres adskillige Skrifter, som ved Trykken ere udgivne derom, baade i Dansk og andre Lands Sproge.

Det sikreste og beste Middel imod Overdaadigheden, var vel dette, at om alle i et Rige foreenede sig med Tarveligheds Vaaben, det er da, at underholde sig med Landets egne

33

Producter, saavel til tærende, som slidende Vahre, og ey at bruge anden Prunk og Pragt, end allene det, som tiener til Bekvemmelighed og til at betyde Standens Forskiel, saa at en Øvrigheds-Mand kunde kiendes fra en Borger, og en Præst, eller anden Lærer, fra andre Folk, og saa videre med de fleere forskiellige Stænder.

Men saadan usædvanlig Foreening kan man hverken vente begyndt, langt mindre vedligeholdt, uden ved fastsat Lov og Regler dertil, hvilket er saadant, som vedkommer Regieringens Forsorg allene.

Ligesom Forældrenes Exempler virker og udretter meget til Børnenes Forbedring eller Forværrelse, udi deres Opførsel og Forhold, hvad enten det er til det Gode eller Onde, Tienlige eller Skadelige, saa virker og iligemaade Regenternes Exempler paa Undersaatterne.

34

Men samme maa ikke forstaaes saaledes, at en Konge eller Regent skulde ikke opføre sig meere prægtig og kostbar, end som hans Undersaatter; thi de fleeste Mennesker seer og skiønner, at det er tienligt, og anstændigt, om ikke gandske nødvendigt, at en Regent er destingveret med prægtigere Huuse og Huus-Meubler, samt Klæder og anden Eqvipage, end som nogen af de fornemste hans Undersaatter.

Prindser og Prindsesser, som ere fødde og baarne til, eller af Regierestanden, bør vel ikke have alle Ting saa prægtig og kostbart, som de regierende Personer selv, men det er dog, i Henseende til politiske Raisons, baade anstændigere, og har tildeels en fædrisk naturlig Billighed med sig, at saadanne Høybaarne Personer destingveres fra andre Folk, ved at opføre sig mere prægtig i Klæder og anden Eqvipage, vel og udi Huuse og Huus-Meubler, og andet deslige.

35

Men at Undersaattere, hvad enten de ere af høy eller nedrig Stand, Rige eller Ubemidlede, tillades den Frihed, at opføre sig i Lighed, udi Pragt og Anseelse, med Prindser og Prindsesser, i og uden for deres Huuse, det fører stedse og allevegne Fordærvelse og Ødelæggelse med sig, ey allene for godartede Familier i Særdeleshed, men og for Riger, Lande, og Stæder i Almindelighed; thi Midlerne bliver derved forødslede, til Pragt og Overdaad, i stæden for at de altid og allevegne behøves til Commercien og Handelens, saavelsom til fundamental Næringsbrugenes Drift, samt dets Forbedring og Forfremmelse.

De som forøder sine Midler paa Pragt og Stads, hvorved de underholder, om ikke og tillige forlokker, mange Mennesker, fra de rette Næringsbruge, til Overdaadighedens Tieneste, de foraarsager da næsten ligedan Skade, som Banqverotterere, Bedragere og Forrædere, ja undertiden værre og meere uoprettelig Skade.

36

Man har intet sikrere Kiendemærke paa et narrisk Sindelav, end som naar man seer en middelmaadig og ringe Undersaat, at opføre sig lige saa prægtig og kostbar, som de fornemste i Staten.

Regieringen er at ligne med Formyndere, der altid bør paaagte deres Myndlingers Gavn og Beste, ey allene til at paasee deres Interesse ved Arvemidlernes Forvaltning, men og tillige at sætte Myndlingerne til rette, udi deres Levnets Forhold og deres Mtdlers tjenligste Anvendelse, for dem selv og andre; samme ophører vel, saasnart Myndlingen har opnaaet fuldmyndig Alder, men det ophører aldrig for en Regiering, saalænge der er daarlige Begierligheder og utienlige Indfald hos Mennesker; thi det er ikke nok dermed at nogle Feil og Uheld er ved Love forebygget, men alle Feil og Uheld bør forebygges, saavidt det meest og best lader sig giøre, thi ellers fordærver det eene det andet til Ødelæggelse.

37

Guld og Sølv paa Klæder burde aldeeles ikke være nogen Undersaat tilladt at bære i Riget, undtagen hvad ver uforbigiengelig behøvtes til visse Destinctions-Tegn, som dem af Regenten var bleven tillagt, for deraf at kiende dem efter den tillagte Værdighed, frem for andre, enten af lige eller ringere Stand og Embede; thi i saadan Henseende er Ordens-Tegnene heel tienlige, om ikke og tildeels nødvendige. Uden udvortes Tegn, eller Forskiel paa Klæderne, kan man ikke altid, naar det fornødiges, kiende en Øvrighedsmand fra en ringe Betient, eller en Borgemester fra en Borger; thi uden udvortes Tegn eller Forskiel paa Klæderne, seer man ofte, at en Straten-Junker, Spradebasse, eller indbildet Herremand, som er vel udstafferet med Guld eller Sølv paa Klæderne, tilvender sig dermed, hos dem som ham ikke kiender, saadan Ære og Honeur, som siden maa fortrydes af honette og fornemme Folk, efterdi det giver Anledning til adskillige fortrædelige Følger.

38

Ligesaa er det heel forargeligt, at see bekiendte Skiøger tilpyntet, i kostbarere Klæder, end som ærlige Matroner og virkelige Jomfruer, der formedelst deres fattige Tilstand ikke kan destingvere sig med nogen slags kostbar Klædedragt og anden Prunk og Stads.

Guld- og Sølv-Galuner paa Klæder Nytter aldeeles ikke, men foraarsager hovmodige og daarlige Indbildninger, og er til megen Tab og Skade udi Staten; Med Forgyldninger og Forsølvninger er det ligesaa. Støbt eller smedet Guld og Sølv taber aldrig sin Vægt og Værdie saalænge det ikke bruges og slides, som Arbeids-Redskabe, hvortil Jernet er best tienlig, dog kan støbt og smedet Guld og Sølv i visse Maader blive misbrugt, til en Stats Svækkelse, særlig naar Mynter omstøbes, til Zirater og andre ufornødne Ting, vel og om man giør allene Spiise- og Drikke-Kar deraf.

39

Kostbare Perler, fra andre Riger og sande indkiøbt, det er ligesaa daarligt og taabeligt, som naar man seer Børn, hellere at tage en nye og glimrende Mæssing, end en Sølv- eller Guld-Penge af Tusinde gange større Værdie; det samme kan man og sige om de saa kaldede Agater og Ædelsteene, alligevel har de indbildte kloge Europæer, i mange Tider, bortgivet deres beste og meeste Mynter for saadan Kram, og det til de slags Folk, som de har agtet for ringere oplyste, end de selv ere. Mon saadant ikke med rette kan kaldes en mageløs Daarlighed? Vi har ingenlunde været de første, og jeg troer neppe at vi bliver de sidste, som holder saadan Daarskab tienlig.

Vel er Diamanter og Perler eller andre Juveler og Ædelsteene nu hos os forbudne at bæres, efter Forordn, af 16 April og 6 Octobr. 1736, men her indføres nu i dets Sted adskillig anden saadan Stads-Kram,

40

som meget vel kunde undværes, og Qvindekiønnet dog blive gandske vel udpyntet, og ziiret med Rigets egne Naturalia og Composita, som kunde vise sig ligesaa glimrende og brugelige, som hine fremmede Ting; det kommer alt an paa Arbeidet eller Tilberedningen. Det Stads-Tøy, som et Lands Folk ikke selv kan giøre, det bør dem heller ikke være tilladt at bruge eller benytte; thi det er ingen Nødvendighed, men et farligt Middel til Armod cg Afmagts Foraarsagelse, naar Pragt og Stads-Tøy bliver indkiøbt fra Fremmede, endog om det skeede for meget læt eller ringe Priis paa Arbeidslønnen.

Kniplinger, Nunneskiær, Cammerduge, og andet, som af Linnet forfærdiges, burde ikke tillades at indføres, men hver at bruge det som kunde blive tilvirket i Landet; thi derved kom Folk til at anvende Fliid og Midler til at giøre det selv, eller med Midler understøtte dem, som vilde anlægge saadanne Manufacturer.

41

Silke avles ikke i Dannemark og Norge, derfor burde og dets Brug ikke være almindelig tilladt, i det mindste synes det utienligt for Arbeids- eller Almues-Folk af begge Kiøn, saavel i Kiøbstæderne, som paa Landet, ja det synes, at Silke-Klæder burde være allene for dem, som ere fødde og baarne af Regierestanden, jeg meener Konger og Fyrster, samt Prindser og Prindsesser, og ingen andre, i hvor høy Rang de end ellers vare forundte.

Men naar Silke-Klæder skulde forbydes, saa kunde det ikke, uden ved stor Skade skee, saafremt der ikke blev forundt 25 a 30 Aars Frihed, til at afslide de Silke-Klæder, som Folk allerede havde forskaffet sig.

Huus-Meubler af alle slags, saa og Kiøre-Tøye og anden Eqvipage, kunde meget vel forbydes at indføres fra andre Riger og Lande, efterdi alt hvad her i saa Maade be-

42

høves, kan blive forfærdiget i Riget, dog maatte det være tilladt dem, som indfløttede i Riget, fra andre Lande, at indføre de Meubler og Egvipage, som de der havde i Brug, og fremdeeles vilde benytte.

Ingen, uden Kongen, Dronningen, samt Prindser og Prindsesser, burde være tilladt, en parade, at kiøre med fleere end et Forspænd Heste; thi derved kan og blive en god Deel Omkostning sparet for dem, som ellers vil leve tarvelig. En anden Sag er det, paa Reiser, med store Vogne og tunge Læs.

Naar Silke-Klæder blev ikke tilladt at bæres, saa maatte Bomulds-Tøye, tilligemed Sirtser og Cattuner, være for de fornemste Undersaatter tilladt, at bruge til Klæder, dog ikke uden allene det, som blev vævet i begge Rigerne, thi det som fra Asien indføres, ved det Ostindiske Compagnie, maatte forhandles

43

tit andre Landes Folk, som havde Behag i den Kram.

Alle slags hiemmevævet uldent og linnet Tøy, maatte være til frit Brug for alle slags Folk, fra det nederste til det øverste, men af Bomulds-Tøy maatte gemeene Almues Folk ey være videre tilladt at bruge, uden allene Huer, Baand, Vanter, Palatiner og Modester, som vare forfærdigede i Riget.

Alle med Kunst giorde Blomster, og andre til Qvindekiønnets Pyntning brugelige Zirater, som blev forfærdiget i Riget, maatte være hver Stand tilladt at bære paa deres Hoveder, endog om endeel Silke og uægte Metaller blev benyttet dertil, men ingenlunde Guld og Sølv deriblant, ey heller andre Metal-Materier eller Glas-Perler og Steenarter, end allene de slags, som bleve fundne eller ved Kunsten tilberedte i Riget. Til sligt Brug har Norge selv næsten alle behørige

44

Naturalier og Materialier. Det fornødne Silke til slig Stads, kunde meget vel blive avlet i Riget, naar der paa de begvemmeste Stæder, blev plantet Morbær-Træer og Silke-Orme opfostrede, fra Dannemark eller Svertig, hvor det paa nogle Stæder er kommen i Brug. Naar Norges egne Materialier blev smukt og næt udarbejdet, saa bleve de ligesaa anseelige og prunkende, som det der indføres fra andre Riger og Lande.

Mange nye Moder, eller idelige Forandringer paa Klædedragterne, ødsler og ud« armer mange daarlige og taabelige Mennesker, derfor skulde det nok være heel gavnligt, at der blev fastsat, en vis Skikkelse paa de yderste Hæders-Klæder, og det med behørig Forskiel, efter enhvers Stands egentlige Tarv, og saaledes, at den ene Stand kunde kiendes fra den anden, hvilket er baade tienligt og lader sig lættelig giøre, saasom en Arbejdsmand behøver altid korte og gesvindte Klæder,

45

da derimod de, som altid har med stillesiddende Forretninger at bestille, finder sig bedre farne med siidere og anderledes tilskaarne Klæder; ingen behøver 3 a 4 dobbelte Klæder paa Kroppen i Sommertiden, hvilket allene tiener til at matte Legemet med ufornødne Klæder, allene for at have Klæderne complet efter Moeden.

Ligesom de fleeste Mennesker i Nordens kolde Lande, behøver tætte og tykke uldene Klæder i Vintertiden, saa er tynde og lætte Linned-Klæder dennem best tienlig i Sommertiden; det synes derfor, at Naturen selv har føyet sig efter Menneskenes Tarv i den Post, efterdi Ulden erlanges af Faarene, og Linnet kan blive til Fornødenhed avlet af Jorden, saa intet mangler til nødvendige Klæder, som best passer baade for Sommer og Vintertiden, saa alle kan gandske uden Nød, undvære Silke. Men Skikkelsen, eller Facons paa Klæderne, behøver nogen Forskiel, ey

46

allene for Sommer og Vintertiden, men endog for hver særskillig Stand og Handtering, saasom til fiint Haandarbeide et slags, og til grovt Slæbarbeide et andet slags, item til løbende Forretninger noget anderledes, og saa videre for andre fleere. Ligesom Fiskere behøvet visse Skind-Klæder og store Støvler, som en Landmand ikke beqvemmelig kan benytte sig af, saa er det og ligedan beskaffen med andre Stands-Folk, saa det, der er nødvendigt for den eene, er meget, om ikke gandske utienligt for den anden, hvilket Erfaringen allevegne noksom beviser. Forstandige og smukt polerte Læsere maa jeg nu her forud bede, at de forlader mig, da jeg her til Slutning maa udlade mig med saadanne Ord og Talemaader, som eene passer sig paa de Silkeklædte grove og upolerte Folk. Mon ikke en smuk giort og farvet, samt loden Skindpels være en god Vinter-Kiole for alle slags Arbeidsfolk i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, i Vintertiden, vel og for mange andre. Lige-

47

saa sorte og andre farvede Skindbuxer, hiemmeknyttede uldene Strømper og Vanter, samt andet mere, som behøves i Vintertiden. Til Sommer-Klæder kan og Skind meget benyttes, ligesaa vel i Kiøbstæderne, som paa Landet, men fornemmelig Kioler af Linnet, noget anderledes vævet, end som ordinair Lærreder. Qvindekiønnets Sommer-Skiørte kunde være af samme slags, og Erme-Kaaber af adskillige slags Dyreskind, eller lodne Lamskind, for Vinter Kulden, en siin hiemmevævet lærrets Mantel, til Bedækkelse i Sommertiden, og en farvet lærrets Kappe, til at indsvøbe sig i, hvilken er meget lættere at bære, end som en tyk Stoffes eller Klædes-Kappe, naar de reise, eller vilde gaae ud i Byen imedens det regnede, og saaledes i det meere. Men om Qvindekiønnet fremdeeles skulde beholde deres nu brugende Granedeer-Huer, eller Toppe paa Hovedet, saa maatte de endelig lade sig giøre Skind- eller Læder-Futteraler dertil, enten ved Bogbinderne, eller ved Skoemagerne.

48

En Purke bliver en Purke, om man end vil behænge den runden omkring med Guldfryndser, og en utæmmet Foele er ikke meere tienlig, end som et andet vildt Dyr.

Dyd og Dueligheds-Værk,

Giør Folk æret, Midlet stærk.

Dovenhed med Pral og Pragt,

Giør Folk arme og foragt.

1

Forsøg

til

en moralsk Afhandling

om

Tarveligheds

Indflydelse

i et Folks Tilstand, Virksomhed og Sæder. af Jens Bech. S. St, Minist. Cand.

Sunt certi - - - fines,

Qvos ultra cirtáqve neqvit consistere rectum,

Horat,

Kiøbenhavn, 1772.

Hos Forlæggeren Gyldendal i Trompeter-Gangen No. 112 for 10 ß.

2
3

Til Hendes Majestæt Juliana Maria.

4

Allernaadigste Dronning!

De lysende Beviser, som Deres

Majestæt har givet Verden, paa en Tænkemaade, der sætter Dem saa vidt over Deres ophøyede Rang, kunde været ligesaa mange Grunde til Undseelighed for mig, da jeg vovede allerunderdanigst, at hellige Deres Majestæt et saa ubetydeligt Arbeide, som nærværende. Men den ædle Ømhed for Menneskeligheden, for Dyd og Religion, er tillige Deres høye Siæls meest glimrende Egenskab: Det er ved

denne Deres Majestæt er stor hos

5

alle Danske og Norske! det er denne, som det ganske Christians Folk erkiender, beundrer, velsigner i Deres høyeste Person! - Det er Overbeviisning om samme, Allernaadigste Dronning! der giør mig dristig nok at fremlegge for Deres Høyeste Aasyn nærværende svage Forsøg: Maaskee kunde deri findes en eller anden Tanke, som stod der til Dydens Fordeel: Hvor megen Yndest vilde da ikke denne vinde hos Deres Majestæt, hvis Hierte har viist sig for Dydens Ret saa ømfølende! — Men dette vilde undsigeligen henrykke

Allernaadigste Dronning,

Deres

allerunderdanigste Tiener

Jens Bech.

6

Forerindring.

Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse opgav en Materie, som foranledigede mig til at opsætte disse Tanker: Det var mig altid en angenem Beskæftigelse, at forsøge mine smaa Evner i moralske Materier: Nogle af mine faa frie Timer opofrede jeg hertil: Jeg giorde mig en Plan, som jeg troede at stemme med Selskabets Hensigt. Almindelige Betragtninger indklædte i en ziirlig Stiil, tænkte jeg, maatte være dets hele Fordring: Men Materien blev paa nye opgivet, og Fordringerne bleve udvidede over de Grændser, som jeg havde hidindtil havt for Øyne: Jeg kiendte Materiens Vildsomhed, og følede mine ringe Evner. Jeg torde ikke vove mig ud paa denne slibrige Bane; ey heller havde Tidens Omstændigheder tilladt mig det. Hvad jeg havde tænkt og skrevet, foreviste jeg en Velynder, og hans Dom smigrede min Egenkierlighed: Jeg blev dristig nok, til at lade det see Lyset, og underkastes fleres Dom, i sær da man ey har seet noget hidindtil udkommet over den opgivne Materie, som Selskabet synes ogsaa nu at have tilbagekaldet.

7

Som alle Dyder ere grundede i den menneskelige Lyksalighed, saa ere Lasterne derimod ligesaa mange Kilder til det modsatte. Alt, hvad der stemmer med Naturens Vedligeholdelse og Fuldkommenhed, er Dyd, og alt, hvad der løber tvertimod, er Last: Dydens Hoved-Grund ligger altsaa i Mennesket selv: Hans egen Natur er den stærkeste Dyds Prædikant: Følg Naturen! er derfor Fornuftens første Røst, og en Regel, der i Vished giver ingen anden efter. Den heele almindelige Erfaring anpriser den, og Naturens Stemme er dens Echo.

Mennesket har en Tilværelse, der er bundet til visse Betingelser: Det føler derfor den Trang, som disse paalegge: Men det fornemmer tillige de Grændser, som bestemme et vist Maal for Fornødenhederne: Overskridelsen af disse væsentlige Skranker er et Feiltrin,

8

hvorved Naturen lider og bringes i Oprør, den er en Forseelse, som drager umiddelbar Straf, og uundgiengelig Hævn efter sig — Den Punkt, hvortil Bestræbelser af dette Slags bør gaae, og hvorved de maae staae stille er Naturens Net-Op; Neden for denne har Trang sit Sæde og oven for den Overdaadighed: Begge fornemmes med Ubehagelighed, og advare Mennesket om Pligts Forsømmelse: Imellem for Lidet og for Meget, som tvende Afveie, falder altsaa den rette Vey, Dydens Middel-Vey.

De Midler, som det sandselige Livs Ophold og Velstand fordrer, ere ikke; saa vanskelige at finde: De ligge udbredede i den forsynlige Naturs Skiød: Almagten frembragte ingen Skabning, som den jo beskikkede sit Underhold: Viisdommen indrettede sin Plan saaledes, at Opholds-Midlerne skulde søges af Dyrene, dog ikke med Møye udfindes eller skielnes: Saa længe de blive ved Naturen, vildfare de ikke: en indvortes Advarsel peger selv paa de Ting, som den behøver; men Naturen er eenfoldig: den veed af intet overflødigt og unyttigt: Mennesket, hvis det vilde være ligesaa eenfoldig, skulde intet fattes: Men da han bruger sin Fornuft og Friehed til at kunstle Naturen, saa taber denne sin Eenfoldighed, og han sin Fornøyelighed — Et Skrit over Grændserne fører

9

let til et andet, og saaledes videre, som den umættelige og flagrende Indbildnings-Kraft, der trodser alle Skranker, henriver Mennesket: Mennesket kommer endelig saa langt bort fra sig selv, at det ikke kan finde sig igien: Han føler endnu som før Menneskelighedens Tarv, men nu saa mangfoldiggiort, at han forgieves søger Midler til at raade Bod derpaa: Den Middel-Vey, som burde holdes, er forladt, og derfor gaaer han feil af Maalet:. Fornøyelighed flyer, lig Skyggen, naar han griber efter den: Ufornøyelighed fører allene Herredømmet i disse grændseløse Egne, som Indbildningen aabner for den lystende Begierlighed. —

Fornøyelighed boer paa Grændsen imellem Trang og Overdaadighed: Tarvelighed er den Vey, som fører derhen; thi den holder sig i en lige Afstand fra For Lidet og For Meget. Den Tarveliges Bestræbelser gaae til Naturens og Velanstændighedens Fordringer at fyldestgiøre: Tarvelighed er altsaa en Dyd, en Hoved-Dyd, der indeholder Sæd til mange andre. Ja hvor fandtes den allene, enten hos enkelte Personer, eller heele Folkeslag? Naar savnede dens Dyrkere de Fordeele, der med tidobbelt Rente erlægge den nægtede Overflødighed? Menneskeligheden

er omgiven med visse Omstændigheder, som giøre Fornøyelser og Elendigheder nød-

10

vendige for den: Tarvelighed forsikrer den de første, og sætter Grændser for de sidste: De naturlige Nødvendigheder ere Kilden til Menneskets naturlige Elendigheder; men Naturen kan tilfredsstilles og altsaa Elendighederne afhielpes: Mennesket har, saavelsom den ringeste Insekt, sin tilmaalte Deel i Naturens almindelige Forraads-Kammer: Han er ligeledes forsynet med de, Redskaber, som behøves for at bane sig Vey til samme, og giøre sig det brugbart: Ved en ordentlig Brug af disse sættes han i Stand til at stilke Naturens Trang; og denne Tilfredstillelse virker hans Fornøyelse: Hvorfor? fordi han fornemmer sin Fuldkommenhed: Han føler sig i en Tilstand, hvor den utaalmodige Begierlighed, Kilden til hans Uroe, ligesom Stormvinden, legger sig, og giør Plads for et umiddelbar følgende Blik-Stille — et ligesaa ubekiendt som umueligt Gode hos Overdaadigheds Elskere!

De mangfoldige selvgiorte Nødvendigheder ere ligesaa mange nye Sorger, der overvælde Sindet, forjage dets Munterhed, og qvæle enhver Fornemmelse af Fornøyelighed.

Tarvelighed er den Modgift, der demper Ulykkens Voldsomhed, og tillige det Kry-

11

derie, der setter Smag paa Lykkens Vellyst: Den holder Hiertet rummeligt for de behagelige Fornemmelser, som et erholdt Gode opvækker, og kuns halv oplukket for de ubehagelige, som Savnet af et attraaet Gode forvolder: Den Lykkelige føler sin heele Lykke, den Ulykkelige føler kuns halv sin Skiebne. Jo færre og svagere Begierlighederne ere, som kunne lide Modstand, des mindre og lemfeldigere bliver Striden, og des taaleligere udholdes den. Lidet skal blive mindre end lidet, førend den, der ikke higede efter meget, skal føle det. Den derimod, som ikkuns har et bestandigt Meer til sin Attraaes Gienstand, fornemmer ligesaa mange emme Steder i Begierligheden, som den har Grader i Styrke: Enhver Begierlighedens Tilvext, (og naar staaer den stille?) er et nyt Væld til Smerter: Han nedslaaes ved ligesaa mange Slags Mangler, som de utøylede Begierligheder have smeddet unaturlige Nødvendigheder. Naturen er en paastaaende Fordrer; den lader ingen Roe, førend den nyder sin Ret: Vaner, tildragne Begierligheder, indlemmes ved Øvelsen i Naturen, og bemægtige sig den samme Ret: Hvor talriig en Yngel af Begierligheder, som Naturen paa sin Bekostning maa underholde? Sindet modtog disse fremmede Gieste, og forbeholdt sig ikke Magt nok til at udjage dem: Og naar slap

12

de ind, uden da Tarvelighed, den eeneste sikre Forskandsning, blev given til Priis?

Saa anpriser da Tarvelighed sig, som en høystnødvendig Dyd til Lyksalighed, Mennesket blot som Menneske betragtet: Vi have hidindtil beskuet dens Smukhed ved et enkelt Lys, skulde vi frygte, for at den skulde tabe sig ved et større? Nu vel! Lader os forlade de enkelte Betragtninger, og anstille nogle vidtløftigere! Lader os gaae ind i de selskabelige Forbindelser, og besee Tarveligheds Medvirkning til disses Hensigt og Vedligeholdelse! — Ja! vi ville begive os ind i de store Stats-Bygninger, og kaste et agtsom Øye paa de Hoved-Pillere, de hvile paa, og de Baand, der forbinde og sammenknytte deres adskillige Deele, de Midler, der lænke de mange forskiellige Hensigter til een almindelig, og foreene de adskillige indbyrdes Forholde under fælles Fordeele. Efter saa store Gienstænder ville vi maale Tarveligheds Værd, og efter Indflydelsen i samme bestemme dens Vigtighed.

Hvad er mere væsentlig for Statens Beste, end den almindelige Kierlighed og indbyrdes Fortroelighed imellem dens Lemmer? hvad setter stærkere Gierde om dens Sikkerhed? Og hvad tilegner Tarvelighed sig

13

Lader os tage den bort, og see, hvorledes det da seer ud! Yppighed tage altsaa Tarveligheds Plads, og være et Øyeblik Formaalet for vor Eftertanke!

Mennesket higer med en naturlig Drift efter at være lykkelig, og ingen Tanke er modbydeligere, end den, der forestiller ham sin Tilstand anderledes: Vil Fornuften ikke heri lempe sig efter hans Forfængelighed, saa tager han sin Tilflugt til den hyklende Indbildningskraft, og lader den skabe sine Dukke-Billeder for at trøste og moere ham: Skulde han vel vilde, at Verden maatte troe det om ham, som han selv saa gierne tvivler om? Skulde han med Ligegyldighed være mindre lykkelig i sine Medmenneskers Øyne? Ney! det er hans Attraae ligesaa modstridende: Menneskene, i sær de selskabelige, maale sig sielden med sig selv, de have bestandig et agtsomt Øye paa Skabninger af deres egen Orden: Den bemærkede Naturens Lighed sætter dem i denne indbyrdes Agtpaagivenhed: denne naturlige Lighed er Kilden til den Iver, hvormed de paastaae den tilfældige: Den medfødte Egenkierlighed forbyder dem at indrømme hinanden Fordeele med Ligegyldighed: Kunne de ikke selv forsvare et vist Fortrin alleene, de ville dog i det ringeste deele det — Lykkelige Iver, hvis de væsentlige For-

14

trin vare dens Maal! og saaledes vilde det være, hvis Menneskene vare blot fornuftige; men de ere tillige sandselige — — og til hvilken bedrøvelig Grad ere de ofte det sidste!

Yppighed er Sandsernes meest fortryllende Blendeverk: Den sætter dem i saa virksom en Tilstand, at Fornuften maa give sig til Hvile, den udmærker tillige sine Tilhængere med forføriske Tegn af lykkelige Mennesker; den angriber saaledes Mennesket paa de to svageste Kanter, og opfordrer det til Opmærksomhed: Den hidindtil tarvelige Borger kan nu ikke see den yppige med Kolsindighed: Den trodsende Anseelse, som Yppighed giver den sidste, oprører den førstes Stolthed. Han føler den alt for sterkt, for ikke at ville hævne sig: Hans Omstændigheder maalede efter hins, spaae ham ikke er uheldigt Foretagende: Sandsernes behagelige Indtryk paa den anden Side forstærke Lidenskaben. Og nu ere de rige Borgeres Gemytter aabnede for den skadeligste Æmulation, som i steden for indbyrdes Godvillighed avler Gierighed og Misundelse: Det bliver nu et tilladeligt Ønske, at kunde bygge sin Lykke paa Ruinerne af en andens: Borgernes Handlings Grunde blive nu saa indskrænkede og snevre, at deres særskildte Eget bliver Maalet for deres Bestræbelser. Statens Styrke og Sikkerhed be-

15

roer paa Mængden, og Mængden er ikke riig, men den er ikke heller klog: Ingensteds ere Sandsernes Indtryk stærkere, ingensteds falske Begreber mere velkomne: Kan der forlanges, at disse skulde være ligegyldige Tilskuere af de færres glimrende Omstændigheder? Kan man formode, at Fornuften her, naar den skal tage Partie, er opklaret nok til at gribe det rette? Ney Sandheds Straaler ere som oftest for svage til at brække igiennem den Taage, hvormed Vankundigheden her har omhyllet Fornuften. Hvad da? De see og høre noget, der paa en tækkelig Maade rører Sandserne: Den glimrende Pragt og smigrende Vellyst indtage dem: De tænke stort, om hvad de fee; thi de see det kuns paa den smukke Side: Den sminkede Anseelse gielder her for den naturlige Skiønhed: Lutter vellystfulde Forestillinger ledsage disse Gienstænder i det ene Øyeblik, men give Sted for de smerteligste i det andet: Indbildningskraften forandrer Scenen: De vende det fortryllede Syn paa dem selv, og den naturlige Ligheds Iver kommer i Bevægelse — Aldrig følede de meer, at de vare ulykkelige! — Hvorfor? Fordi de aldrig maalede deres Skiebne med saa fremmed et Maal: Og nu begynde de at foragte Naturens hidindtil faa og taalelige Fordringer: De udkaste Plan til et bedre og lykkeligere Liv: De begive sig ind paa denne nye Vei til Lyksalig-

16

61

hed, og see ikke, at den fører dem længere derfra: Nogle, som glemte, at de vilde fattes Tære-Penge, forsmægte — Andre holde det længere ud, men blive stedse vaer nogle, som ere foran, og de ville selv være de første: De hige og iile og see bestandig frem ad, uden at agte paa, hvor meget de have lagt tilbage: Nei, en saa vederqvægende Forestilling er ikke meer i deres Magt! Det, som i Begyndelsen var Lyksaligheds Drift, er nu den fordærveligste Kappelyst, der undertrykker de Patriotiske Følelser i Borgernes Bryste, og aabner Gemytterne for Avind og Misundelse over andres, og Misfornøyelse over sin egen Skiebne. Vi forestille os Menneskene, og iblant dem Mængden: Tilfældige Fortrin, udvortes Fordeele vare altid her vigtige Formaale for Iversyge, naar i sær deres Besiddere, som Natur og Stand gav intet forud, fremvise dem som trodsende Udmærknings Tegn: men en saadan Iversyge var altid en Gift, der fortærede Seenerne i Stats Legemet, den nødvendige Fortroelighed og indbyrdes Velvillighed imellem dets Lemmer. Overdaadighed under denne Synspunkt betragtet, er altsaa Statens Vel skadelig.

Lad nu da Yppighed nedlegge det Zepter, som vi laante den, og som giorde det Almindelige ulykkelig! Lad dens Modsatte, Tarvelighed, bestige Thronen, og giøre Staten

17

salig! — Ja den giør det; thi den regierer ved Love, som ere Yppigheds modsattte: Den indprænter i Borgernes Tænkemaader saadanne Handlings-Grunde, der meede lige til Selskabets Hoved-Maal: Den indbyrdes Godvillighed og det Almindeliges Kierlighed ere nu Drive-Fjedrene til de Borgerlige Handlinger: Hvorledes? — Lad Rigdom og Velstands Midler endog være ulige uddeelte, og de Færres Lod! Tarvelighed setter Grændser for Brugen, eller ville vi heller sige: Forebygger Misbrugen. Og saaledes jævner det Ulige, hvorved Mængden trøstes og tilfredsstilles. Den Nidkierhed, hvormed Menneskene efterjage en vis Lighed, finder ingen Anledning til at opirres: De Fattige ansee de Rige som Statens Skatmestere, og denne Forestilling opvækker heller Kierlighed end Misundelse — De see ikke, hvorfor de skulde ønske det Liggendefæe i andre Hænder. De Rige, hvis Begierligheder lænkes ved Tarvelighed, ere sikre mod indbyrdes List og Efterstræbelser; thi Misundelse er en ubekiendt Syge, hvor man aldrig vidste af Gierighed; og den Gierige blev ikke gierig, førend han først havde tænkt paa at være yppig. Den tarvelige Stat rummer saaledes ingen Fiender inden Selskabets Grændser: og denne indvortes Sikkerhed er en stærk Grund til den udvortes:

18

Den modigste, den meest herskesyge Erobrer vil grue for at anfalde et Folk, hvis Karakteer er Eenighed og almindelig Kierlighed.

Ærekiærhed er en naturlig Lidenskab hos Mennesket, og en Dotter af Egenkierlighed: Den er som Siælen i den sædelige Verden, der indeholder Grund til de fleste Menneskelige Handlinger. — Lader os ikke tvivle om dens Ret til vor Natur, imedens vi føle dens almindelige Herredømme. Den foreskriver os Love, og den handthæver samme: Vi adlyde dem, og vi belønnes; vi overtræde dem; og de blive ikke uhævnede: Den opfylder de Lydiges Sind med Munterhed og velgrundet Tillid, og giver dem Ret til en vis udvortes Friepostighed i Adfærd, og en fortrinlig Agtelse hos deres Lige. — Den nedslaaer Modet hos Forbryderne, og maler deres Sindsforfatning med de ufordeelagtigste Farver i Ansigtets Lineamenter: En fremlysende Selv-Foragt forekommer og tillige billiger andres Ringeagtelse.

Denne naturlige Lidenskab udmærker sig ved sin ædle Bestemmelse: Det Høye og Store er dens Formaal: Menneskelighedens Ære er betroet dens Varetægt: dens Virkning er Menneskets sande Udviklelse: Ja, see, hvor den hisset giennembryder ligesom Menneske-

19

hedens Skranker, og opløfter Mennesket over sig selv; her opreiser den ham, naar han hælder og vilde falde ned fra sit rette Trin til et, under hans Naturs Værdighed. Hvor er den Helt, som ikke følede Ærens uimodstaaelige Magt pan den Tid, da hans uforsagte Mod giorde ham følesløs ved alt andet? — Ære-Lyst er det, som besiæler Helten: For dette noget at vinde, løber han de græsseligste Farligheder i møde: For denne Priis hengiver han Livet og holder sig meer end skadesløs. — Æren skaber ikke allene Krigens, men og Fredens Helte: Er det ikke Ærens fortryllende Kraft, der nærer og muntrer den Indsigtsfulde, imedens han med møysommelige Skridt igiennemvandrer det vildsomme Sandhedernes Land, og opsøger nye Kilder til Statens Floer og Lyksalighed? — Ja! det er endelig Æren, som i Almindelighed omgierder Dyden, og opkaster Dige imod Lasternes Oversvømmelse. De truende Love skrække mindre, end den smigrende Ære lokker: Menneskelighedens alvorlige Fornægttere ere dog sieldne; og kuns disse giøre her Undtagelsen. — Ærekierhed skulde altsaa efter sin høye Bestemmelse drive Mennesket alt videre frem paa Fuldkommenheds Bane, og giøre ham alle Menneskelighedens Pligter hellige og deres Udøvelse behagelig: Den skulde i et vist Forhold imellem flere antænde og

20

vedligeholde den nødvendige Iver til at opfylde denne Forbindelses Pligter. — Ja! den skulde indgive enhver enkelt Person en Nidkierheds Aand til at efterjage visse Fortrin, men kuns saadanne, som Fortjenester af det Almindelige gave Ret til. — Men naar har Æren disse fortreffelige Virkninger i Tænkemaaderne? naar er den en Kilde til saa, væsentlige Fordeele? Naar Fornuften forsvarer endnu sin Ret imod Sandserne: naar Dyder (thi de ere Fornuftens Bud) ere i den behørige Høyagtelse, som de ikke deele med Lidenskabers Forfængeligheder og glimrende Laster: naar almindelige Fortjenester, og de allene udmærkes ved en almindelig Agt. — Men hvor meget bidrager Tarvelighed til alt dette?

Intet giør den sande Ære større Afbræk, end en herskende Yppighed; thi den er blot Sandsernes Pleierske: den udsætter for dem saadan Lokke-Mad, der har alt for yndig en Anseelse til, at den ikke skulde opvække deres Nyde-Lyst- Den giver sig en udvortes Glands, der blender Tilskuernes Øyne, og stiæler hans Høyagtelse: Fornuften lurer gemeenlig, naar Sandserne kildres: det fornuftige Menneske taber sig omsider i det sandselige: Sandserne opkaste sig nu til Dommere, og ved deres Stemmer afgiøres det Høye

21

og Ærværdige: Guldet faaer Fortjenester, og Ære bliver et Rov for Overdaadighed. — Hvor let gaaer dette ikke til? Mængdens Dom fastsætter den borgerlige Ære; og Mængden raisonnerer ikke, men er et Spil for Vankundighed og Fordomme: Det usædvanlige, det, der smigrer Lysterne, bliver her det Store og Ædle. Ville vi nu vide den fortienstlige Borger, den ærede Mand, i en yppig Stat: da gaaer han der, udmærket ved en Pragt, som fordømmer en beundrende Mængde til Armod: Hist boer han, hvor larmende Vellysters Tilberedelser daglig gienlyde fra alle Husets Vinkler: Hvor ti Familier berøves Staten for at være eens Overdaadigheds Befordrere: Her fortrylles de uroelige Dage og tankefulde Nætter ved en bestandig Fornuftens Isøvndysselse. — Og dog er her Middelpunkten for den almindelige Høyagtelse! Behøve vi nu at spørge, hvad Ære er hos et overdaadigt Folk? Den er dets Skiændsel — dets Undergangs Befordring: Et Haardt Udsagn, og dog ikke mindre vist! Den almindelige Erfaring siger det samme: Statens Vel hænger af gode Borgere; og disse kiendes af en udmærket Iver for det almindelige Beste at fremme: Men denne ædle Handlings-Grund, hvorfra har den sin Styrke? Hvad nærer og vedligeholder denne uegennyttige Virksomhed? Selv høy og Ædel af sin

22

Natur underholdes den ved Midler af samme Art: den grundes i Menneskets fornuftige Stolthed, og denne hænger af de sunde Begreber om det Store, og tilfredsstilles ved Følelsen af det, der bestemmer Menneskets Værdighed.

Almindelig nyttige Bestræbelser! hvilken høy og fortryllende Forestilling ledsager ikke disse i reene og veldannede Tænkemaader! — Men lad Statens Hoved-Maal, det almindelige Beste settes af Øyne! lad det i det høyeste gielde hos Mængden, som en Bie-Sag, som en hensigt, der med Ligegyldighed naaes, og med Koldsindighed savnes: Lad Fortienester af det Almindelige være det, man sidst spørger om for at fastsætte Borgerens Rang! — og lad os nu see, hvad der bliver af hin ædle Iver, hin stolte Selvfornægtelse, der udmærker den retskafne Borger! det er at sige: lad os opsøge den svage Side, fra hvilken Mennesket her skal vise sig! — Erfaringen lærer os, at denne er en almindelig Beskaffenhed ved den menneskelige Tænkemaade, at den hos enkelte Personer ikke saa meget dannes efter egen Skiønsomhed og fornuftigt Valg, som den hænger af Mængdens Domme. Den Mode, som er herskende i Menneskets Omgangs-Sirkel, bliver Fornufttens Lov. Ja, det er ikke allene hos dem,

23

som forholdsviis ere de svage og lettænkende, hvor Fornuftens Røst er kuns et Echo af de Fleestes; Ney, endog der, hvor Natur og Dyrkelse har foreenet sig for at opløfte Mennesket over det Almindelige, endog der gielder, skiøndt med Forskiel denne Anmærkning.

Lad Fornuften endog med den tydeligste Stemme erklære sig for det Sande og Ædle, lad den bestyrke sin Paastand med de stærkeste Grunde: Men lad paa samme Tid den almindelige Hob hænge efter det modsatte, og for Fornuftens Sag vise Koldsindighed! Mennesket skal trodse sin Overbeviisning og bestemme sig for det sidste Parti — Fornuften skal fordømme dette Skridt, men tilsidst tvinges til at retfærdiggiøre det: Den skal giøre de ellers uryggeligste Sandheder vaklende ved et letsindig Maaskee! — Saa stor er jo Exemplernes Magt over Tænkemaaderne! og hvorfor? de angribe Fornuften fra den sandselige Side, og derved let bane sig Vey til Hiertet: Her modtages de af en Mængde Tilbøyeligheder, blandt hvilke strax nogle foreene sig med dem, og ved denne Foreening avle de meest vanskabte Fordomme; Fordomme, som klæde sig med Sandheders ærværdige Dragt, og saaledes tildrage sig Menneskets Biefald. Men hvad bliver nu vor Slutning af alt dette? Denne: at Mængdens Dom

24

fastsætter det borgerlig Store og Ærværdige, og at de enkelte Personers Iver, endog hvor den er til en temmelig Grad fornuftig, lænkes og bestemmes heraf. Og, hvad bliver Virkningen? flyder ikke heraf enten Selskabets Velstand eller Undergang, som begge hænge af Borgernes Handlings-Grunde: Er nu den sande Ærekierhed, som besiæler Mængdens Virksomhed, Borgen for det første, saa er derimod den falske en forgiftig Kilde til det sidste: Yppighed er Moder til den falske Ære, og altsaa Statens Fordærvelse; thi den qvæler Fortienester, og giør Borgerne ligegyldige for det Almindelige. Den Rige foragter den møysomme Vey, som Fornuften byder at gaae paa til Ærens Tempel: han veed en mageligere og giennere: — Han viser sit Guld og pukker med sine Fortienester: Overdaadighed har desuden Fordring paa hans heele Virksomhed, og Vellyster indskrænke hans Handlings-Grund for meget til at kunde omfatte meere, end et blot sig selv — Ja! her er just den Sphære, hvor de sandselige Vellyster have omhyllet Fornuften med en Taage, der giør dens Straaler uvirksomme, og indskrænke Synet til det, som er for Fødderne! — Lad os da gaae fra denne til en nederligere Sirkel, hvor Fornuften kan være friere i sine Virkninger, og mindre mod stridet af de sværmende Lyster! — Hvad see

25

vi her? en Mængde tænkende Væsener, der handle som Maskiner, der ved de truende Loves Tvang, ligesom med Svøben over Hovedet, drives til de borgerlige Pligter: En kold Iver for det almindelige Beste, en herskende Fortredelighed i Tænkemaaderne giør dem dorske og uvillige til at foretage et eeneste Skridt over det, som en tvingende Nødvendighed fordrer: De føle ikke Ærens mægtige Drivefieder: de kiende intet til den ædle Kappelyst, der giør Pligterne saa lette. Fædrenelands Elskere! Fortienstlige Borgere! ere her tomme og intet betydende Navne: De ere ikke vandte til at see Fortienester uden i Guldet; og den ærede Mand var altid den yppige. Lad Staten endnu eye en Borger inden fine Grændser, der midt i den herskende Fordærvelse bevarer en Fornuft, der er frie og sund nok til at skielne imellem det virkelig Ædle og det Tilsyneladende; lad hans Forstand være stærk nok til at udfinde Midler til den svage Stats Helbredelse, til dens Floer og Velstand! Lad denne Forstand ledsages af en Tænkemaade, der føler Dydens og sande Fortienesters gandske Værd, og aldrig lod sig forvirre af den falske Æres Fortryllelser! — vist nok her seer Fornuften, og Hiertet føler, men — vor Cato fortvivler: Haabet, som med sin vederqvægende Smiil opliver den alvorlige Eftertanke, maae føre Virke-Kraften af Lige-

26

vægt, og giøre Villien befluttende. — Men Haabet vansmægter her, da det ikke seer, hvor det kan havne og kaste Anker: og Haabets Afmagt er Virksomhedens Død. Vi behøve ikke at hente Beviiser langt borte for at bestyrke vort Udsagn: Den nærværende Verdens Indretning setter Mennesket i adskillige Omstændigheder: han har paa Livets Skueplads meer end en enkelt Rulle at spille: Naturen byder ham at handle som Menneske: Selskabet fordrer af ham en Borger: Han føres her ind i mangfoldige Forholde, hvilke alle giøre Fordring paa det samme Menneske; Hans Hensigter formeeres, og den naturlige Ærekiærhed forlanger at opnaae dem alle. Den store Hensigt, han, som Menneske, har, er Dyden, en Hensigt, for hvilken Fornuften byder at opofre alle de andre.

Men vi kiende den menneskelige Svaghed! vi føle, hvor meget det Nære og Sandselige undertrykker det Fraværende og Fornuftige! Dyden har sine store Belønninger, men ofte maae det kortsynede Menneske see udover Tidens Grændser, for at blive dem vaer. — Skal Dyden derfor beholde Seier, og drage det vankelmodige Menneske paa sin Side, da maae den saa meget mueligt, lempe sig efter hans Svaghed: den maae forbinde det selskabelige Livs Hensigter med sine egne, og laane af nærværende Omstændighe-

27

der saadanne Tillokkelser, som smigre bans Hoved-Begierlighed. — Er den dydigste Mand den meest ærede Borger, saa vil Dyden faae det talrigeste Anhang i Staten: Den borgerlige Ære er iblandt de menneskelige Ting den værdigste Driver til Dyden, og saa længe Æren helliges denne Hensigt, vil den ey mangle de ønskeligste Virkninger; men bliver den et Rov for Pragt og Forfængelighed, saa føler Dyden et Indgreb i sine Rettigheder, som giør den modløs og forsagt: Har Yppighed Hævd paa Æren, saa miste Fortjenester deres Nærings-Middel; og saaledes begraves i Forglemmelse et Pund, der skulde have bragt sin Besidder til Udødelighed, og et Heelt Folk til Lyksalighed. F a en vis Tid, siger Nepos, opstod ikke meer en General i Athenen, der ved Fortienester gjorde sig mærkværdig: og naar begyndte henne sørgelige Epoche? — da den overhaandtagende Yppighed begyndte at forkielne det forhen mandige Athen: da Vellyst fik Herredømme over et Folk, hvis Friehed det saa mægtige Persien forgiæves havde efterstræbt: da Folkets Tænkemaade endelig blev saa indskrænket, at en snæver Skue-Plads indeholdt alt, hvad der var Maalet for dets Biefald og Høyagtelse. — Saaledes standses det store Drive-Hiul i Staten, den sande Ærekierhed og almindelige Fortienester. Kilderne til et Folks Lyksalighed, miste deres

28

Værd, naar en herskende Yppigheds Lyst har indsneget sig i Tænkemaaderne! Er denne Yppigheds, hvem kiender da ikke deraf allerede Tarveligheds Indflydelse? saa modsatte de selv ere hinanden, saa stridige maae og deres Virkninger være.

Tarvelighed hos et Folk er som Ædruelighed hos enkelte Personer: den giør, at Tingene sees i deres rette Skikkelse: Pragt og glimrende Forfængelighed blender her ikke synene; Sandserne ere derfor i Fornuftens rette Afhængighed, og denne fastsætter det Store og Ærværdige. — Den sande Ære besiæler Tænkemaaderne, og opliver Handlings-Grundene: her have altsaa Fortjenester deres rette Nærings-Saft, og her fremvoxe de som paa deres egen Grund. — En Miltiadis uforsagte Mod til at gaae en truende Ødeleggelse i Møde, hvad var det andet end een af Tarveligheds uskatteerlige Frugter? Hvorfor søgte ellers det yppige Athen forgiæves efter en Fædrenelands Frelser, hvoraf det tarvelige havde frembragt saa mange? — Ja, hvem kiender noget til hine navnkundige Romere, Verdens Beherskere, uden tillige at erkiende denne Tarveligheds ypperlige Virkning? — Det var Tarvelighed, der dannede og nærede hos dem den ædle Tænkemaade, der søgte en Ære i at opofre egne Fordeele

29

for de Almindelige — det var Tarvelighed, der giorde dem saa klarseende, at endog de meest nøgne Fortienester faldt dem i Øyne og saa billige, at Dyder, i hvor de fandtes, vare berettigede til deres Agtsomhed: Det var i det tarvelige Rom, at en Qvintus Cincinnatus kunde i Stilhed med egne Hænder dyrke sin Jord, og dog forsikre sig sine Medborgeres Agtelse — Her behøves ingen laant Glands for at sette Folket i Opmærksomhed: Fortienester vare alleene nok for at lyse; og deres Besiddere havde ey behov at gaae under Øyne for at blive mærkede — Statens Omsorg selv var at søge og fremdrage dem — Lyksalige Rom, hvis denne Tænkemaade, der vurderede Personer kuns efter Dyden havde fulgt dig igiennem alle dine Aarhundrede! Men Tarvelighed fødte den, og den døde med sin Moder!

Naar Tarvelighed mister Septeret, saa bestiger Egennytte, det Almindeliges største Fiende, Thronen: Yppighed giver Guldet en dobbelt Vægt, og optænder Begierligheden med nye Tillokkelser; thi den samme Mine, der frembragte Guldet fremavlede ogsaa Vellysten: Troeskab, Retffaffenhed, Patriotisme, disse uvurdeerlige Dyder, blive til fals for den Høystbydende — De forkielnede Vellystens Børn have saa mange ømme Si-

30

der; kuns Forføreren veed at betiene sig af dem: Dette forstod den herskesyge Cæsar, og derved tilveyebragte sin Ærgierighed et Offer af Romernes Friehed — Overdaadighed havde alt bøyet dette stolte Folks Hals for at modtage Aaget, som han tragtede at paalegge det: ved at kildre deres vellystige Side, paalistede han dem de Lænker, hans Regiere-Lyst havde smeddet. Gallierne underkaste sig tvungne ved Romernes ødelæggende Jern, men Romerne, deres Overvindere, sælge sig godvillig for Galliernes Guld. Hvor forandrede fra hine! — — Den

Frihed, som de i saa lang en Rekke af Aarhundrede vovede alting for, bliver nu givet til Priis for nogle Stykker Guld, som Cæsar lader udstrøe iblant dem, og som Overdaadighed gav saa stor en Vægt — Den Høymodighed, som altid saae den første Fyldestgiørelse der, hvor Egennytte giorde det største Offer, neddaler og taber sig i en næsten fæisk Graadigbed. Yppighed giver saaledes Guldet en Glands, der fordunkler de i Gemytterne selv helligste Dyder. Tarvelighed derimod vurderer det kuns efter dets sande Værd, og legger det aldrig paa Vægtskaal med Pligterne: Den Tarvelige savner ikke det, som han aldrig attraaede: Hans Begierligheder, som ere attraaede efter Naturens Nødvendigheder, skulde neppe friste ham til

31

et ulovligt Skridt. Aldrig bliver en Epaminondas rig paa Troeskabs Bekostning; Ney! han kan foragte en heel Verdens Guld, naar det skal være Prisen paa hans Kierlighed til Fædrenelandet!— Er Troeskab da Statens Sikkerhed, saa fortiener Tarvelighed at kaldes dens Skyts-Gudinde, ja! den fortiener det paa en dobbelt Maade! Ikke den udvortes Sikkerhed allene, men endog den indvortes handthæves under dens lykkelige Septer: Den giver alle frie Adgang til Retfærdigheds Throne, og lige Fordring paa dens Biestand: Den borgerlige Lighed miskiendes ey her ved Rettens Ulighed: Guldet har ey her den fortryllende Kraft at forblinde Øyene, og giøre fort til hvidt: den mindre formanende staaer derfor ey i Fare for at blive et Rov for den mægtigere: De forgiftige Kilder, hvoraf Partiskhed og Undertrykkelser jævnligst udspringer, ere her tilstoppede: og hvem seer ikke Følgernes Vigtighed? Er Ret kuns Ret, i hvad for Omstændigheder og indbyrdes Forholde de Retsøgende end staae udi, hvor mangen en Uretfærdighed, som blev ellers begaaet paa slige Omstændigheders Regning, skal da qvæles i Fødselen!— Uretfærdigheder, som udmærke sig ved de meest udbreedte og skadeligste Følger; — Thi deres Ophavere ere saadanne, som Lykken har giort det mueligt at giøre Verden enten meget Got eller meget Ondt.

32

Arbeidsomhed er en Pligt, som Naturen selv har giort nødvendig for Mennesker: Det er med Betingelse af dens Iagtagelse, den lover ham sin moderlige Forsorg: Den forknytter de føleligste Straffer med Forsømmelsen Heraf; den bringer Overtrædere til at hade sin egen Tilværelse, de levendes stolteste Fortrin; og blander en dødelig Bitterhed i enhver Fornemmelse af Livet. Men dette Naturens saa alvorlige Bud faaer en nye Vægt af det Selskabelige Liv, for saavidt Mennesket herved gaaer ind i et nyt Forhold, og formeerer sine Forbindtligheder — Det store Stats Legeme udfordrer en vis fornuftmæssig Bevægelse til dets Vedligeholdelse: enhver enkelt Borger er som et Lem deraf, og hans Pligt er at bievirke til det Gandskes Hensigt, overenstemmende med det Forhold, han er sat udi. Thi hvad er vel de adskillige Forholde i Staten andet, end ligesaa mange forskiellige Virke-Kredse, derved indbyrdes Gien-Virkninger bevare en vis Ligevægt i det Heele! Enhver enkelt Sirkel har et bestemt Forhold til det Almindelige, og en vis Indflydelse paa det Gandskes Tilstand. — Lider nu et Lem, saa lider det heele Legeme: mangler een Borger i at opfylde sit Kalds Fordringer, saa taber Staten en Grad af sin Styrke, og kommer et Trin tilbage fra sit Endemaal. En hensigtsmæssig Stræbsomhed i de mindre Sel-

33

skaber er altsaa Siælen i det borgerlige store, og kuns denne forstaae vi ved Arbeydsomhed.

Vel er Mennesket naturligvis tilbøyelig til Virksomhed; thi han elsker sin Tilværelse, og er stolt af at vise den: En gandske uvirksom Tilstand skulde være ham ligesaa modbydelig, som en Forestilling om hans Væsens Tilintetgiørelse. Men vort Menneske er stolt af meer end eet Fortrin: Han føler sin Friehed, og denne er i sær hans Afgud: Han seer i sig selv Herren over sine Handlinger, og opblæst af dette Selv trodser han heele Naturen med sin Uafhængighed — En vis Hensigt fordrer en vis Handlings-Maade, og bestemmer en vis Virke-Kreds for Stræbsomheden: Vort frie, lad os heller sige, selvraadige Menneske bliver deri vaer en Slags Tvang, som modsiger hans Stolthed: Herre over sig selv taaler. han ingen Skranker at settes for ans. Friehed; skal han give efter, da maae det skee for en større Priis, end den, han sætter paa sin Frieheds Udøvelse!

Alle modsatte Begierligheder, som giøre Fordring paa den, maae overbalanceres af een eeneste, og en meer end tilstrækkelig Fyldestgiørelse maae forføde denne Selvfornægtelse: Skal Fornuften styre det saa tøyleløse

Menneske paa sin foreskrevne eenformige Vey,

da maae den Viise ham i det klareste Lys de

34

meest tillokkende Gienstænder, der kunne trøste ham over det formeente Offer, han har giort af sin Egenmægtighed. — Den fornuftige Arbeidsomhed, som har til Maal, at afbetale Naturens og Selskabets Fordringer giør en stærk Paastand paa Menneskets Virksomhed: Skal den ikke Frække ham, saa maae den under de haabefuldeste Smiile skiule en vis Mine af Strenghed, som er den naturlig. Dens Udøvelse maae være ledsaget af saadanne Omstændigheder og Følger, som med en nær Vished spaae om det lykkelige Menneske: Arbeydsfomheds Bane maae være bestrøet med de yndigste Blomster og nydeligste Frugter, hvis Mennesket skal blive ved at betræde den, og ikke svæve ud i Lysternes friere Marker. Men vi ville see Tarveligheds Indflydelse paa dette nye Formaal!

Tarvelighed rydder ligesom Tornene af Arbeydesomheds Bane, i det den udelukker den Skare af Bekymringer, som tilvandte Begierligheder føde af sig, og saaledes bevare en munter og oprømmet Sindsforfatning der er som Sielen i Stræbsomhed. Tarvelighed giver Arbeidet de kraftigste Tillokkelser og betager det sin skrækkende Anseelse, i det den foreviiser dets fordeelagtigste Side: Den tarvelige finder Vellyst i Arbeydet selv; thi hans Arbeyde forsikkrer ham hans Lykke: Han seer Frugterne, af sin Vindskibelighed an, som

35

gandske sine egne: Hans Sveed og Møye erstattes ved hans Omstændigheders Sikkerhed og Velstand, hvor til han ved et hvert Arbeyde legger en nye Grundsteen: Det forudseende rige Haab opliver bestandig hans Fyrighed under Arbeydet; og ved Enden krones hans Forventning med det forhaabede Udfald — Saaledes glemmer den nøysomme Agermand, at Ploven er besværlig, imedens hans Tillidsfulde Haab seer en rig Høst i Møde — I Høstens heede Dage vederqvæges hans vansmegtende Aand ved Forventning af opfyldte Lader — Den tarvelige Søemand trodser alle de Farligheder, spotter alle de Vanskeligheder, som Vandet, dette utroe og skræksomme Element, fører med sig: Haabet lader ham hisset skimte et Glimt af en roelig og ubekymret Eftertid, der skal være Belønning for hans udstandne Møye: Han seer sig der under de meest fortrylende Billeder: som Ægtemand, en lykkelig Gienstand for en øm Mages Kierlighed som Huusfader, Maalet for en skiønsom Families Pleye og Omhyggelighed, og endelig som Borger, en velfortient Medlem af Selskabet. — —

Hvor fremmede er slige oplivende Forestillinger for den overdaadige. Jo meer han har faaet Smag paa Yppighed, desto væmmeligere forekommer ham Arbeyde. Denne

36

fremmede Vellysters Begierlighed, som har skiult sig blandt Naturens egne Drifter, drager til sig allene alt, hvad der skulde nære og underholde disse. Stræbsomhed uden Hensigt er en Kontrast: Et vist Maal og Øyemeed er Vindskibelighedens Spore: Men Overdaadighed setter Maalet ud i det Uendelige, og Arbeydsomhed taber sin Sigte-Punkt af Syne: Tusinde Fornødenheder udgiøre her et Bundløs Svælg, der opsluger Arbeyders Frugter, og efterlader det forrige Tomme i Omstændighederne: En Mængde hungrende Begierligheder, som maae underholdes, rive det forhvervede af Hænderne, og deele det iblandt sig som et tilfældigt Bytte: Og endda hungrige strekke de sig efter mere. Den overdaadige bliver hængende i det samme, og seer sig intet at forfremmes ved Arbeide: Han har forladt Naturen, og Naturen forlader nu ham. Skal han tilfredsstille sine umættelige Begierligheder: Skal han paa nogen Maade afhielpe den Trang, som en Skok Fornødenheder truende advare ham om, da maae han gribe enhver Leilighed, opsnappe et hvert Middel, som en Slumpelykke tilbyder, og kuns Egennytte billiger. Han skeier nu ud af Naturens forelagte Bane, og betræder enhver Stie, som List og underfundighed opdager: Hans eeneste Forretning bliver nu at udtænke Middel imod Arbeyde; en ligesaa

37

unaturlig som ulyksalig Bestræbelse! et Forehavende, der først gav Vold og Uretfærdigheder deres Væsen og Tilværelse, og aabnede en nye Kilde til det Menneskelige Kiøns Elendigheder!

Men Arbeyde viser den yppige meere end een afskrækkende Side. Naturlig viis har Mennesket en stærk Ære-Lyst, men som kuns, veyledet af Fornuften bliver ved at være den sande; forladt derimod af samme, vanslægter til den uægte og falske: Yppighed er en Moder til den sidste: Den fortryller Fornuften med et sandselig Blendeverk, og bedrager Egenkierligheden med indbildte Fordeele: Den yppige Prunker med en laant Glands af Lykke og Høyhed; og selv bedaaret af en saa kildrende Indbildning, stræber han kuns at bedrage Tilskuerne med den samme: At Arbeide røber en Slags Mangel, og ligesom tilkiendegiver det ikke lykkeligste Menneske: Hvad er meere stridende mod den yppiges Lidenskab? Hans Valgsprog er: Heller at synes end at være — hvor lidet vandt han da, efter Hans Tanker, om han med Forliis af sin Indbildnings Lykke tilkiøbte sig en virkelig! Den tarvelige derimod betragter Arbeydet fra en gandske anden Synspunkt: Han handler efter en Tænkemaade, som af den

38

falske Ære er ukrænket; han følger en Fornuft, der er frie og hænger af ingen fremmed Indbildning: Naturens Vink er hans Signal: Han seer ingen Skam, uden i at være den ulydig, og ingen Ære, uden i at opfylde dens Fordringer.

Hvor store ere ikke da Tarveligheds Fortjenester af Staten! Den befordrer Arbeydsomhed — Og denne er den saa vigtige Bevægelse, der vedligeholder det borgerlige Legems Sundhed, og forebygger indvortes Sygdomme: Thi Ørkesløshed er for det selskabelige Legeme, ligesom alt for megen Stilhed for det naturlige: Denne fordærver Vædderne, og blander en dødelig Forgift, i disse Livets Kilder, hin forvender Tænkemaaderne, og, i det den standser de hensigtsmæssige Bestræbelser, giør den virksomme til de modsatte: Den unddrager ikke alleene Staten de Midler, som skulde vedligeholde og befordre dens Vel; men ved en afskyelig Forvandling blive selv de, der skulde arbeyde for dens Velstand, Stiftere til dens Ulykke og Undergang — List, Uretfærdigheder, Partier, disse giftige Uhyrer i Staten, ere Ørkesløsheds Yngel! — Ja, hvilken Last maatte vi ikke nævne, naar vi vilde opregne alle de Vanskabninger, som avles i ørkesløse Hierner? —

39

Tvivle vi i denne Sag, saa kiende vi ikke Mennesket: Er han ikke virksom til det Rette, saa er han det til det Vrange: Her er ingen Middelstand, en plat uvirksom Ligegyldighed strider mod hans Natur. Tarvelighed bereeder den Modgift, der forekommer saa farligt et Onde, i det den gier Folket arbeydsom: Ja, den udbreder Sundhed og Liv overalt i det borgerlige Legeme: En munter Stræbsomhed og indbyrdes Kappelyst besiæler Lemmerne, og de enkelte Hensigter befordres overeensstemmende med den almindelige: Fornøyelighed og Velstand herske i Deelene, og en blomstrende Velmagt og tillidsfuld Sikkerhed i det Heele. Arbeydsomhed har den fordeelagtigste Indflydelse paa Folkets Karakteer: Den udbreder et alvorligt Stille over Tænkemaaderne, og saaledes giør dem skikkede til at høre den sagte talende Fornuft, der gemeenlig overstøyes af Lidenskaberne, og belees af Lysterne: Og har Fornuften vundet denne Fordeel over Hierterne, hvor vigtig et Skridt har den da ikke giort til Dyden og den almindelige Lyksaligheds Befordring.

Den tarvelige Arbeydsomhed er og den Grundsteen, hvorpaa Statsbygningens anden Piller, den udvortes Sikkerhed, hviler: Tarvelighed forsikkrer Staten de Vaaben og Værgemidler, som kunne trodse den modigste Fiende: Arbeydsomhed har øvet de hænder,

40

der skulle bruge dem, og hærdet de Personer, som skulle underkastes den heele Tyngde: Folket føler sit Mod, og er overbeviist om sine Kræfter: Med en velgrundet Selvtillid anseer det hin graadige Erobrer, og aftvinger hans Stolthed en hemmelig Ærefrygt

Ja, hvor var det Folk, som blev stort ved Bedrifter, og en var udmærket ved denne Egenskab? — Det mægtigste og vidtløftigste Herredømme opstoed, blomstrede og forsvandt med den samme! — Vi giennemløbe med et nysgierigt Øye de gamle Romeres Historie, og forfølge med Agtpaagivenhed disse navnkundige Verdens Herrer igiennem en lang Følge af Aarhundrede, som alle ere mærkede med Tapperheds Spoer, og glimre af ærefulde Bedrifter: Vi see dem i Marken, det er, i Feldtoge mod heele Verden, og studse ved de Under, der møde os: Vi see Hemmeligheder, og forlange Historiens Oplysning i dette Mørke — — Den viser os tilbage til Rom, og fører os ind i Tarveligheds Tempel og Arbeydsomheds Skoele: Og her see vi vore Romere at indvies og dueliggiøres til at være Verdens Konger. Det var i samme ærværdige Skoele hine Macedoniske Helte havde været Lærlinger: Det var her, de havde forsynet sig med den Sinds og Legems Styrke, hvorved de siden kunde overstige de steyleste Vanskeligheders Bierge, som en Ærgierighed, der hævede sig op over Menneskeheden, kuns nogen-

41

finde vilde opkaste: De maatte have lært den Kunst, at undvære meget, hvis de skulde forskaffe en Alexander Alting — Forgieves havde en overvættes Herskelyst besvangret Indbildningskraften med sine ligesaa glimrende som vidtløftige Udkaste, hvis en Macedonisk Arbeydsomhed ey allereede havde lagt Grunden til deres Muelighed: Forgieves havde Overmod stilet sin Flugt til Skyerne, hvis det ey havde laant Tarveligheds Vinger! — — Saaledes foreene Naturen og Erfarenheden deres Stemmer til anprise Tarvelighed, som en ogsaa for Folkets udvortes Tilstand høystvigtiq Egenskab — Ja, Tarveligheds Fiende selv, Yppighed, maae tabe til dens Fordeel! — Har Verden seet Tarvelighed at legge Grund til de største Statsbygninger, og at bringe et ringe agtet Folk til en Høyde, der overskyggede alle omkring liggende, og indjog en rædsom Ærefrygt i de længst bortværende: den har ikke mindre seet, de mægtigste og meest Grundfæstede Regieringer at undergraves af Overdaadighed, og falde under deres egen svinglende Høyde: Denne var jo Assyriens Skiebne! — Dette var Persiens Endeligt! — Ja, det udødelige Rom selv fik heri sit Bane Saar! Laderos ikke undres derover! Overdaadighed tærer just det, som udgiør en Stats Styrke, og berøver den sit Forsvar: En angribende Fiende kommer kuns her for at tage i Besiddelse et Bytte, der er bestemt for den lystende: Haardførhed — Selvtillid og det Slags Egenskaber, som spaae

42

om Strid og Modstand, fulgte Tarvelighed i Landflygtighed! Hvorledes skulde den kielne gaae Besværligheder i Møde, og see et Onde modig under Øyne, da hans bløde Syn aldrig fordrog Skyggen deraf? — Ney! Han flyer forsrækket tilbage i Vellystens Arme, eller og i en zittrende Stilling oppebier sin Skiebne: At leve, og at forlyste sig var ham altid lige betydende Ting, og det Sidste Prisen paa det Første: Lad Vellystens fortryllende Yndigheder unddrages hans Syn, og see ham fortvivle! — thi hvad skulde holde ham i Ligevægt? — Haabet er Modets Stytte; jo fornuftigere det er, desto fastere: Et Mod, som opreist skal bane sig Vey igiennem en lang Rad af Viderværdigheder, maae være grundet i et Haab, som Fornuften har giort vidt udseende: Men Vellystens Kieledægger tænke kuns paa et nærværende Vel: Deres kortsynede Haab seer intet uden for et enkelt Nu; og med dette stiger og falder Modet — Livet er Vellyst, og uden denne Intet! En Sardanapalus aflegger paa Baalet denne Bekiendelse i alle sine Brødres Navn.

Hører Folkemængden med til en Stats Styrke, saa tillegge vi Tarvelighed i denne henseende en nye Fortjeneste Frugtbare Dyd!

Ey alleene Folkets Lyksaligheds Midler udvælde fra denne Kilde, men endog det Menneskelige Kiøn selv frugtbargiøres ved dens lykkelige Indflydelse! — Det Skridt fra Eenligheds over i Ægtestanden fører Mennesket ind i en videre

43

Sirkel: Han kommer i et nyt Forhold, og formeerer sine Forbindelser: Hans enkelte Selv bliver her ligesom deelt og mangfoldiggiort, (i det ringeste formodentlig viis) og hans Fornødenheder blive fleere: Men den tarvelige har kuns de naturlige for Øyne, og han seer heri ikke de Vanskeligheder, der skulde skrække ham fra at fyldestgiøre en Pligt, hvormed Naturen selv har forbundet saa stærke Tilskyndelser: Det Ordsprog, at der skabes ingen Mund, der jo og skabes Brød, klingrer ligesaa sandt som trøsterigt for den tarveliges Ørne — Overdaadighed derimod opkaster her de største Hindringer, og tæller et saadant Skridt iblandt de forvovneste: Den yppige seer alt i sin snævre Kreds Fornødenheder nok for hans Virksomhed, og, kaster han et Blik over i Ægtestanden, da forstørres de, og opdynges til en Høyde, som neppe Synet maaler — Indbildningen fyldes med de meest strækkende Billeder Han føler alt den heele

Byrde at trykke hans ømme Skuldre

Han seer Vellysterne flye Og kan vel det

ægteskabelige Venskab selv spaae ham Opreysning nok for dette Tab? — Men! Det kræver Gien-Venskab; For viid en Plan for hans ænge Hierte, der kuns omfatter et blot Sig Selv! — Skulde han nu betænke sig paa at opofre, hvad han skylder Naturen og Selskabet? — Ney, han tager en Beslutning, hvorved han afkaster begges Forbindelser — En Beslutning, der maaskee dømte til ævigt Mørke en Borger, som

44

engang ved skinnende Fortienester skulde have

Lyset vidt og bredt i Verden — Maaskee en

Kriger, hvis Tapperhed skulde have lært hans Folk at triumphere over dets stolteste Fiender — Maaskee en Fredshelt, ved hvis Indsigts fulde Redelighed Staten engang skulde blomstre— — Ja! Maaskee — dog, tale vi om den overdaadige Fader, saa giver Erfaringen, desværre! Grund til ubehageligere Formodninger! — — Ney! Lad den overdaadige blive i sin ænge Sirkel, og Staten skal tabe mindre! — Hans Opdragelse-Maade spaaer den uduelige, og hans Huusholdning den forarmede Borger! En Families Forsørgelse skal blive ham en Fristelse til ulovlige Udskeyelser, og hans efterladte Armod en ligesaa farlig Snare for hans Børns Uskyldighed.

Tarveligheds Roes er ikke mindre, at danne gode Mennesker, end bevare retskafne Borgere. Vi tvivle ikke længer om det sidste, og vi ere næsten ved det samme overbeviiste om det første — Ja, dens Indskydelse er i den sædelige Verden ligesaa fordeelagtig, som mangfoldig! — I hvad Forhold skulle vi beundre den? Hvilken Dyd skal helst, som til Overflod, endnu legge os dens sædelige Værd for Dagen? — Lad det være hin store Hoveddyd, Menneskekierlighed! — En Dyd, der er saa vigtig for det Menneskelige Kiøns Vel; og en Pligt, som en hemmelig Røst advarer os om i vor saa naturlige Medlidenheds Fornemmelse Lader

45

os dog ikke være saa ligegyldige ved vore stolteste Fortrin, at vi skulde udleede den fra en kortsynet Egennytte! — Har dog hin store Ophaver prydet den fornuftige Natur med saa mange Udmærknings-Tegn, som vidne om dens himmelske Adel, hvorfor ikke og med denne saa ædle, saa gudlignende Drift, Godheds, Velvilligheds Tilbøyelighed? — Yttrer dog denne sig endog der, hvor Egennyttighed saae sit største Tab for Øyne! — Ja, ere dog dens egne umiddelbare Belønninger store nok for at trodse den

meest glimrende Vinding! Siger, I

Menneske-Venner! Fandt I ikke i eders Dyd selv Fyldestgiørelse nok?— Saae I ikke med en høymodig Foragt ned paa Jordens forgiengelige Herligheder, da Menneskekierlighed indhviskede den lurende Ærekiærhed de meest smigrende

Berømmelser? da den gav Eder Ret til

at være stolte af Eders Tilværelse, fordi I fortiente den? Ja, da Eders Sindsforfatning

var gandske Biefald, og gandske Overeenstemmelse — Ædele Virkninger vidne om en ædel Aarsag: Medlidenheds Følger røbe en Guddommelig Oprindelse: den Haand, som dannede Naturen, plantede i samme denne Drift, som en til de herligste Frugter opspirende Sæd — Ja, dens Vigtighed i de menneskelige Vilkaar er os selv et Beviis herpaa: Verden er en Afvexling af Ondt og Godt, og en Skueplads af lykkelige og ulykkelige: Medlidenhed er det Baand, som paa nogen Maade foreener disse

46

Ulige: Den er den Kanal, igiennem hvilken det Overflødige i hiins Lykke nedflyder og raader Bod paa det manglende i dennes: Den er som en Kilde, hvis udvældende Strøm gyder Lindring i den plagedes Smerte, og kommer tilbage til sit Udspring med fordobblet Vellyst: Den forhøyer her Lykkens Sødhed, imedens den hist dæmper Ulykkens Voldsomhed — Ja, den er i Almindelighed Menneskelighedens Ære og Siælen i det Selskabelige Liv, hvis væsentlige Hensigt just bestemmes ved de forskiellige Sammenvirkninger til indbyrdes og almindelig Lyksaligheds Befordring — Er nu denne vigtige Dyd, Menneskekierlighed, grundet i en naturlig Drift, saa har den og en naturlig Ret til at yttre sig og bestemme Menneskets Virksomhed, og denne Ret berøves den først, naar alt for meget indrømmes andre Begierligheder, der grændse saa nær til denne, at den maae qvæles og tilbageholdes ved disses unaturlige Tilvæxt — Aldrig er Egenkierligheden i sin naturlige Bestemmelse ufordragelig med Menneskekierlighed; men bliver hins Gienstand, Meneskets Selv, alt for udvidet og forstørret, saa indtager den det heele Hierte, og Menneskekierligheden maae rømme: Overdaadighed avler utallige Fornødenheder, og sysselsætter Selvkierligheden med ligesaa mange egne Sorger: Sindet kan ikke rumme fleere: Forgieves blotter en fremmed Elendighed sin ynkværdigste Side for at opfordre Menneskeligheden: rusende Begierligheder skulle forstærke

47

Selvkierligheden, og overvælde den kiempeude Medlidenhed Men her see vi atter Tarveligheds

Indflydelse fra den fordeelagtigste Synspunkt: Tarvelighed holder Hiertet aabent for fremmed Nødlidenheds Indtrykke, i det den tillukker det for selvgiorte Fornødenheders Sorger: Alt, hvad Lykken gav den tarvelige over Nødtørft, gav den ham over hans Attraae: Begierligheden beholder midt i Overflødigheden sin Hvilepunkt i det naturlige Net-op: Fornødenhedernes ringe Antal hindrer Egennyttens Tilvext: Medlidenheds Driften kan derfor virke med sin fulde Styrke, og opfylde Naturens goddædige Hensigt: Langt fra at modstrides af Egenkierligheden, skal den selv drage denne i sine Fordeele, ved at vise den Menneskeheden med en nye Glands i enhver menneskekierlig Handling. —

Skulde det ikke vare klart af alt, hvad hidindtil er sagt, at Tarvelighed danner vedsædede Mennesker, da vi have seet hvorledes den i Almindeliged vogter Dydens Ære, og unddrager Lasterne den blendende Glands, hvori Overdaadighed indhyller dem? Vi have stedse øynet det rettænkende Menneske, førend vi saae den brave Borger, og vor priiste Dyd viiste os den fordeelagtigste Indflydelse paa en retskaffen Tankemaade — Lad Overdaadighed have sine Forsvarere, Lovtalere, hvilken Last har ey havt sine! — Fornuft og Erfaring vil dog stedse tale til Dydens, Tarveligheds Roes. Den Viise Pythagoras kom til et Folk; hvor overhaandtagende Laster beredte Staten en nærforestaaende Undergang: Krotonienserne havde jaget Dyden i Landflygtighed, og vare afvandte fra dydige Fornemmelser; hvad Under, at de ikke føle Laster-

48

nes omædende Gift! Vor Philosoph røres af en ædel Medlidenhed over disse Ulykkeliges Skiebne: Han tænker paa Middel til at redde dem; og en opklaret Fornuft gav ham Midlet ved Haanden: Skal et sygt Legem fuldkommen helbredes, da maae Sygdommen fra Grunden udryddes: Denne kloge Mand gik derfor til Verks efter samme Regel: Han opdager Kilden til Statens Svagheds og den stræber han for alting at stoppe: Men Kilden var Overdaadighed! — — Derfra udgydede sig den Flod af Laster, der havde qvalt Dyderne! Der fra den Dunst, der omtaagede Øynene, og fordunklede Fortienesters og den sande Æres Glands! Nu lærer vor Vise dem Midlerne til Statens Reysning og deres Velstands Sikkerhed; og Dyderne ere disse Midler! See! derfor berømmer og anpriser han Tarvelighed! Først og sidst indprænter han Folket denne Dyd, som Moder til alle andre Dyder *). Vi vide den ønskelige Virkning af hans Bestræbelser hos det fordærvede Folk: Et almindeligt Had til Overdaadighed, og en ligesaa brændende Iver for Tarvelighed besiæler Gamle og unge, Mænd og Qvinder. Hvor overbevisende maae hans Underviisning have været! Hvor talende de Exempler, hvormed han bestyrkede den; thi han brugte baade Fornuft og Erfaring til at lære dem den Sandhed, at Tarvelighed er en Kilde til et Folks Lyksalighed. Dette mit Forsøg har samme Hensigt; jeg har valgt samme Midler til dette Øyemeed; havde jeg været ligesaa lykkelig i at vælge, og ligesaa heldigt at anvende dem, da skulde jeg og blive deelagtig i den sidste Lykke, fuldkommen at naae min Hensigt — Men en saa dristig Forventning maatte forudsette liden Selvkundskab,

eller megen Selvkierlighed.

*) Just. L. XX. 4 Cap. velut genetricem virtutum

Frugalitem omnibus ingerebat.

1

Om

Danmarks og Norges

Tilstand i

Henseende

til

Handelen,

Sorøe, 1772.

Trykt hys Jonas Lindgrens Enke.

2
3

Naar man vil grundig dømme om et Lands Magt og Velstand, saa er det ei en ringe Sag at være vel underrettet om dets Handel; og om den kan man ei faae bedre Underretning end af Told-Bøgerne, som ere de rette Stats-Thermometra: men disse ere altid blevne holdte hemmelige hos os, hvilket aleene er nok for at tilkiendegive, at det ei maa være ret fat med os i denne Post, og at Handelen ei maa falde ud til vor Fordeel. Endelig haver jeg faaet fat paa nogle Told-Bøger, hvilke beklageligen stadfæste denne Sandhed, særdeles i Henseende til Dannemarks Det er derfore en Sag, som er Regieringens heele Opmærksomhed værdig, at Handelen kunde i det

4

mindste komme til Lighed, og er det mueligt, til vor Fordeel; thi delte er den rette Stats Spare- og Vinde-Konst. At Kongen sparer paa sine Betientere, paa sit Hof, derved vinder Landet intet, og følgeligen Kongen ei heller. I det høieste kan saadant ei tiene til andet, end at betale den Gield, Kongen er skyldig til sine egne Undersaatter, og dermed kan det umuelig haste, saa længe Kongen og Landet ere saa meget skyldige til Udenlandske. Thi jeg kan ei troe, at man tænker paa at samle en Skat, en Tanke, der ellers ei er saa ganske at forkaste, da det vilde være paa en meget ubeqvem Tid, saalænge Landet aarligen taber i sin Handel med Fremmede, og maae desuden betale saa mange Renter til dem. Jeg tager derfore ei i Betænknig frit ud at erklære: At de, som have raadet Kongen til saadan Sparsommelighed, have aldeles intet forstaaet af Statskonsten, og været ganske ukyndige Mænd. Men derfore forkaster jeg ei en viis Sparsommelighed, tvertimod jeg antager, at den er Grunden til al Velstand; men den bestaaer i at forbyde saa mange fremmede Yppigheds-Varer, som mueligt, eller og at belægge dem med den høistmuelige Told, og derimod at opmuntre og lette mange indenlandske Næringsveie og Haandvær-

5

ker. Men heri maa man i Begyndelsen følge Sullys og ei Colberts Plan; det er at sige, henvende alle sine Tanker til Agerdyrkningen, og til at hemme Indførselen af fremmede Yppigheds Varer, paa det at den indenlandske Handel kan i det mindste komme til en Ligevægt. Har man Kræfter dertil, da er det got med det samme at ophielpe Fiskerier, Bergværker, Qvæg-Handel, Forstvæsenet. Hvis ikke, maa dette komme siden. Derpaa er det først Tid at tænke paa en Handel med Yppigheds-Varer, og paa deres Arbeidelse i Landet, hvorved det dog vilde være nyttigt, saa meget mueligt, at hindre, at saadanne Varer ei bleve forbrugte og fortærede i Landet. Dog forstaaer det sig af sig selv, at dette maa skee efter nøie Overlæg, efter en nøie Afveigning af Landets Kræfter, og efter de Forbindelser, som vi staae udi med fremmede Stater, at det ei skal gaae, som udi Christian den Fjerdes Tid, da man ved at forhøje Tolden i Sundet paadrog sig mægtige og farlige Fiender. Det som synes gavnligt, er ofte ikke gavnligt, og hvad som er let i Tanken og paa Papiret, bliver ofte vanskeligt i Udførselen. Mine Tanker underkaster jeg derfore gierne saadanne Mænd, som en Oeder, ea Martfeldt, en Capitain Lütken, en Philoda-

6

nus, en Philocosmus, Forfatteren af Asan, deres Omdømme. Maaskee det og var nyttigt, at al indenlands Told, saavel for indsom udgaaende Varer, blev ophævet, thi derved vilde den indenlandske Handel, som er Grunden til den udenlandske, til Skibsfart og til Søemagten, udvides. Rente-Kammeret tabte intet derved, naar Tolden paa indkommende fremmede Yppighed-Varer blev forhøjet, saaog Consumtionen, hvilket sidste er efter Philocosmi viise Forslag, og som desuden bliver med Fordeel brugt i Holland, og uden Tvil vilde giøre meget til at forbedre vor Agerdørkning og Qvæg-Handel, helst naar det blev forbundet med en toldfrie Udførsel af Korn og feede Vare til fremmede Steder, ja endog med Belønninger udi visse Tilfælde, udsatte for saadan Udførsel; hvorved det dog forstaaer sig af sig selv, at saadan Udførsel ei maatte tillades, uden naar Varene vare i visse Priser, paa det man ei selv skulde komme til at mangle. Men nu er det Tid at vende mig til mit egentlige Øiemærke.

For da at vise Tilstanden af Dannemarks nu værende slette Handel, vil jeg lægge de 2de Aar 1767 og 1768 til Grund. For den Tid havde Handelen allereede i nogle Aar været

7

paa samme Fod, og efter den Tid er det snarere blevet værre end bedre med den, allerhelst man udi værende Aar 1771 haver ladet hidføre en Hoben fremmed Korn og feede Vare, maaskee af Nødvendighed, men desto værre: thi det viser, at vor Sygdom er reent fortvilet, og at vore Indretninger maa trækkes med saadanne Svagheder, der nødvendigen ville inden føie Tid drage Statens Død efter sig, dersom ei herpaa raades Bod udi Tide. Udi bemeldte Aar 1767 var Pengebeløbet af de fra Dannemark udførte Vare 731674 Rdlr. 26 Sk., og derimod af de indførte Vare 1449069 Rdlr. 91 Sk., følgelig blev i det Aar meere ind- end udført 717395 Rdlr. 69 Sk. Men da af disse indførte Vare bleve igien udførte for 59123 Rdlr. 34 Sk., saa er i alt kun blevet meere ind-end udført for 658272 Rigsdaler 31 Sk., hvilken Summa Landet altsaa haver tabt udi bemeldte Aar. Af alle de Lande, som vi have handlet med, er Tabet størst til Rusland, thi der beløber det sig til 295538 Rdlr. 63 Sk.; Til Frankerige 172001 Rdlr. 67 Sk., det meste for de kiere Vine og Brændevine; Til Lybek 150757 Rdlr. 92 Sk.; Til Engelland, Skotland og Irland 100831 Rdlr. 3 Sk.; Til Kønigsberg og det Bran-

8

denborgske Preussen 115284 Rdlr. 1 Sk.; Til Dantzig og Polsk Preussen 13867 Rdlr. 76 Sk.; Tik det Fyrstelige Holsten 30554 Rdlr. 66 Sk.; Til Wismar og Svensk Pommern 15603 Rdlr. 94 Sk.; Til Portugal 4535 Rdlr. 80 Sk.; Til Spanien 28191 Rdlr. 26 Sk. Med hvem vunde vi da? Det skal jeg nu fortælle Eder, kiere Landsmænd! Med Sverrig vunde vi bemeldte Aar 7663 R. 43 Sk.; med Holland 10450 Rdlr. 78 Sk.; paa Middel Havet 22021 Rdlr. 95 Sk., og med Altona, Hamborg og Tydskland 169678 Rdlr. 45 Sk., udi hvilken sidste Post vel burde fradrages, hvad som henføres til Altona, eftersom det staaer under vor Konge. Men jeg vil dog ei gaae Eder saa stærkt paa Klingen, baade for ei at mistrøste Eder, da Tabet desuden er stort nok, saa og fordi jeg nu for det første giør det egentlige Dannemark til mit Øiemærke. Efter dette Aar at dømme, sees dæ letteligen, med hvilke Lande Dannemarks Handel maatte udvides, nemlig med Sverrig, Hamborg, Holland og paa Middel-Havet, og med hvilke det især maatte indskrænkes, hvad Indførslen angaaer, nemlig Kønigsberg, Lybek, Rusland, Engeland etc. og Frankerige fornemmelig; dog altsammen under mangfoldige Ind-

9

skrænkelser og Betingelser, nemlig Freds-Tracrater, politiske Omstændigheder, Varenes meere og mindre Nødvendighed. Mærkeligt er det, at til det Fyrstelige Holsten, Frankerig, Portugal, Spanien, er slet intet bleven udført, hvilket giør Handelen med de tvende sidste Riger meget skadelig, hvorvel man ei har tabt betydelige Summer med dem. Den Franske Handel bliver af alle den skadeligste, saasom den ei aleene bringer intet ind, og kun aleene ud, men endog opsluger saa stor en Summa, som 172001 Rdlr. 67 Sk., hvortil kommer, at den ved Snighandel endda opsluger en anseelig Summa desuden. Hvad det Fyrstelige Holsten derimod angaaer, da er det maaskee mueligt, at vort Holsten igien vinder med det, hvorom jeg dog ei kan sige noget med Vished, da jeg ingen vis Efterretning har derom.

Vi see altsaa af det nu anførte, at Dannemark haver over Hovedet tabt anseelig udi sin Handel i Aaret 1767, Nu ville vi see især, hvilke Landskaber og hvilke Byer, der ere Skyld herudi. Sielland, iberegnet Bornholm, Møen, Samsøe, haver indført for 1190409 Rdlr. 29 Sk., deraf igien udført 51798 Rigsdaler 10 Skilling, følgelig i

10

alt 1138567 Rdlr. 19 Sk., og derimod udført 421679 Rdlr. 93 Sk., altsaa haver Sielland tabt i bemeldte Aar 716931 Rdlr. 22 Sk., hvoraf bliver klart, at Danmarks Under-Balance kommer egentligen dette Landskab til Last, eller rettere, egentligen Kiøbenhavn, som haver indført for 1066145 Rdlr. 75 Sk. og kun udført for 411397 Rdlr. 60 Sk., følgeligen tabt 654748 Rdlr. 15 Sk. De øvrige Stæder, som ere Skyld i Under-Ballancen, ere: Helsingøer, som har indført for 20784 Rdlr. 64 Sk. og udført for 2672 Rdlr., tabt altsaa 18112 Rdlr. 64 Sk.; Kiøge indført for 2695 Rdlr. 70 Sk., og intet udført; Corsøer indført 2607 Rdlr. 66 Sk., udfort 18 9 Rdlr., altsaa tabt 2413 Rdlr. 66 Sk.; Schelschiør indført for 3234 Rdlr. 72 Sk., og intet udført; Rørvig indført for 32160 Rdlr. 56 Skill., udført 13096 Rdlr. 9 Sk., tabt 19064 Rdlr. 47 Sk.; Callundborg indført for 1190 Rdlr. 4 Sk., udført for 1185 Rdlr., tabt 5 Rdlr. 4 Sk.; Karrebeksminde, det er Nestveds Toldsted, indført for 4287 Rdlr. 80 Sk, udført for 72 Rdlr., tabt 4215 Rdlr. 80 Sk.; Wordingborg indført for 234 Rdlr. 66 Sk., udført for 54 Rdlr., tabt 180 Rdlr.

11

66 Sk.; Samsøe indført for 779 Rdlr. 16 Sk., intet udført; Stege indført for 1411 Rdlr. 74 Sk., udført for 516 Rdlr. 64 Sk., tabt 895 Rdlr. 10 Sk.; Bornholm indført for 2404 Rdlr. 80 Sk., udført for 1767 Rdlr. 56 Sk., tabt 637 Rdlr. 24 Skill.; Dragøe indført for 284 Rdlr. 64 Sk., udført for 40 Rdlr., tabt 244 Rdlr. 64 Sk. Af saa mangfoldige Steder haver Præstøe aleene vundet i Handel med Fremmede i formeldte Aar 1767, thi den indførte for 389 Rdlr. og udførte derimod for 720 Rdlr., vandt altsaa 331 Rdlr., en liden Summa, men Gud give, at de dog alle havde vundet saa meget. Heraf sees ellers ogsaa, hvor ubetydelig alle disse smaa Byers Handel er, naar Helsingøer og Rørvig undtages. Dog maae mærkes, at Callundborg, Karrebeksminde, eller Nestved, Corsøer, Schielschiør, have en ubetydelig Kornhandel med Norge, hvorved de vinde anseeligen, og som foraarsager, at disse Stæder ei bliver ganske blottede for Penge og Handel. Ligeledes vinder og Bornholm fra Kiøbenhavn. Men endskiønt saadan Handel aldeles ei er unyttig, tvertimod saa nyttig, at det var at ynske, at den kunde endnu ti dobbelt formeeres, saa vinder dog derved den heele

12

Stat intet, i Henseende til Fremmede, men det befordrer kun det indvortes Omløb, og hindrer, at visse Parter ei ganske forgaae, og at andre ei faae en alt for umaadelig Tilvæxt.

Men nu ville vi vende os til at betragte, fra hvilke Lande disse Byer enten vinde, eller med hvilke de og tabe. Fra Sverrig vandt Kiøbenhavn 47018 Rdlr. 27 Sk.; fra Holland 21282 Rdlr. 41 Sk., og fra Middel-Havet 11294 Rdlr. 18 Sk. Derimod tabte det med det Fyrstelige Holsten 5201 Rdlr. 13 Sk.; med Frankrige 162965 Rdlr. 25 Sk.; med Portugal 584 Rdlr. 62 Sk., og med Spanien 27422 Rdlr. 58 Sk., og det paa saadan Maade, at den slet ikke førte noget didhen igien. Til de andre Lande førte den vel hen, men tabte dog med dem, nemlig med Danzig og Polsk Preussen 11828 Rdlr. 76 Sk.; med Kønigsberg og det Brandenborgske Preussen 113497 Rdlr. 38 Skill.; med Lybek 145774 Rdlr. 84 Sk.; med Rusland 144889 Rdlr. 2 Sk.; med Altona, Hamborg etc. 51006 Rdlr 21 Sk.; med Wismar og Svensk Pommern 15003 Rdlr. 33 Sk.; med Engelland etc. 98964 Rdlr. 71 Sk. Hvad de øvrige Byer og Lande angaaer, da vil jeg ei anføre Summerne, saa-

13

som de kun ere ubetydelige, men aleene mælde med hvilke Lande de have vundet eller tabt, hvoraf enhver let kan see med hvilke de ei have handlet. Helsingøer vandt med Sverrig, og tabte med alle de øvrige, og handlede dog med dem alle, undtagen med det Fyrstelige Holsten; Kiøge handlede ei uden med Sverrig og Lybek, og tabte med dem begge, men anseelig med det første; Corsøer tabte med Sverrige, Kønigsberg, med Lybek noget anseeligt, med Altona etc., med det Fyrstelige Holsten en temmelig Deel; Skielschiør tabte med alle dem, den handlede med, og førte aleene ind og ikke ud, nemlig med Sverige, med Lybek noget anseeligt, ligeledes med Altona etc., med det Fyrstelige Holsten, med Wismar; Rørvig tabte med Sverrige 17824 Rdlr. 62 Sk., med Altona etc. 11636 Rdlr., med Lybek, det Fyrstelige Holsten, med Holland 2611 Rdlr. 32 Sk., med Frankerig: vandt derimod med Engelland 2210 Rdlr., og paa Middel-Havet 10882 Rdlr. 77 Sk.; Callundborg tabte med Sverrige, Lybek, det Fyrstelige Holsten, Holland, og vandt med Engelland; Carrebeksminde tabte anseeligt med Sverrige og Rusland, og vandt noget lidet med Lybek; Wordingborg tabte med Sverrige, Lybek, Altona etc, og handlede

14

ei med andre; Præstøe tabte med Sverrige og vandt med Lybek, Altona etc.; Samsøe tabte med Lybek og det Fyrstelige Holsten, og handlede med ingen andre; Stege tabte 1000 Rdlr. 24 Sk. med Sverrige, med Altona etc., og vandt med Lybek; Bornholm tabte med Sverrige, Lybek, Altona etc.; Dragøe tabte med Sverrige, Kønigsberg, Wismar. Af denne Fortegnelse kan man og mærke, at disse smaa Stæder have kun ringe Kræfter, da deres Handel gaaer næsten ikke uden for Øster-Søen, og bliver desuden beklageligen kun lidet ført ved egne, men meest ved fremmede Skibe, som siden skal vises.

Naar man overveier, at Fyen, Jylland, Slesvig og Holsten derimod have vundet i bemeldte Aar i deres Handel med Fremmede, saa bliver det klart heraf, at den fornemste Aarsag til vor Undervægt er Yppigheden, og dernæst Mangel paa Manufacturer, thi Yppigheden yttrer sig meest i en Hovedstad, som Kiøbenhavn, og naar den ei ved Manufacturer enten kan tilstrækkeligen formindske Indførselen eller og formeere Udførselen, og den derhos ei har eller kan have Korn og feede Vare at udføre, som Provincerne, fordi disse ei afkaste meere, end der kan udføres fra deres egne Handels-

15

Steder, saa maa saadan en Bye nødvendig komme i en stor Undervægt. Vil man derhos betragte, at den dog kun haver den tolvte Deel af det egentlige Dannemarks Indvaanere, saa flyder deraf, at dens Yppighed er i det mindste tolv Gange saa stor, som det heele Riges. Fyens Fortjeneste udi bemeldte Aar er ellers saa ringe, at den neppe kan og bør komme i Betragtning, thi den beløber sig kun til 924 Rdlr. 89 Sk., hvilket atter viser, hvorledes Yppigheden er størst nærmest Hovedstaden. Dens Handel var paa samme Lande, som Siellands, undtagen paa Portugal, Spanien og Middel-Havet. Af dens Byer have Faaborg, Rudkiøbing paa Langeland, Naschov, Nysted, Draxminde, Brandholm, alle i Lolland, Nykiøbing og Stubbekiøbing paa Falster, vundet, og somme noget anseeligt efter deres Beskaffenhed, men ingen meere end Brandholm. Hvorimod Nyborg, Kierteminde, Assens, Middelfart have tabt, og Odense aleene 12932 Rdlr. 93 Sk. Svendborg haver hverken ført ind, fra eller ud til Fremmede. Det er værd at lægge Mærke til, at alle de Stæder, som egentligen ligge paa Fyen, have tabt, undtagen Faaborg, og at de Langelandske, Lollandske og Falsterske Byer have

16

vundet, hvortil Aarsagen maa være de mange Herremænd, der boe i Fyen og fortære meget, hvorimod Falster den Gang ingen Herremænd endnu havde, og Lolland vel endeel, men som, i det mindste Vinteren over, opholdte sig i Kiøbenhavn, og derover ei fortærede der i Landet saa mange Yppigheds-Vare, som de Fyenske, hvoraf de fleste stedse boe paa deres Godser, hvilket sidste er dog ellers i alle Henseender det rette. Men da nu Falster er bleven solgt til Herremænd, saa er det at befrygte, at Indførselen vil og der efterhaanden komme til at overstige Udførselen, og i det mindste blive lige med den. Om nogen vil spørge, hvorledes det er mueligt, at Sielland og Fyen kan tilsidst have nogle Penge tilovers, som de dog virkeligen have, efterdi denne Huusholdning haver staaet saaledes ved Magt i en temmelig Deel Aar, da svarer jeg, at de have igien vundet paa deres Korn og feede Vare til Norge og Kiøbenhavn, og det en anseelig Deel Meere end de have tabt med Fremmede. I saadan Henseende er en Bye som Kiøbenhavn nyttig, men for dens Yppighed med Udenlandske burde derimod sættes Skranker, da den er saa stor, at den næsten eene opfluger, ei alene det øvrige Dannemarks og Holsteens Fortieneste med Fremmede,

17

men endog Norges. Om end Norge skulde give noget af sin Fortieneste aarligen bort til Dannemark, da kunde det ansees som en Giengave for den Fred, Beskyttelse og milde Love, som den nyder under de Danske Kongers Regiering, hvorvel den selv ei lidet tiener til igien at beskytte Dannemark, men at nu næsten dens heele Fortieneste aarligen opsluges af Dannemark, eller rettere Kiøbenhavn, det er en Sag, som jeg ei veed hvad Navn jeg skal give den. Men hvorledes er det mueligt, at Kiøbenhavn kan blive ved Magt, naar den taber baade til Fremmede og til Dannemark og Holsten? Jeg svarer, at den og bliver ved Magt saaledes som den kan, at den begaaer sig ved at vinde fra Norge, ved de rige Slægter, som aarligen drage didhen fra Landskaberne, ved Floden, den stærke Besætning, Hoffet, alle Collegier, Universitæcet, som foraarsage, at de fleeste af Kongens Indkomster gives der ud. Dette er i sig selv ei Uret, thi der bør dog være een stor Bye i det mindste i Landet, og i visse Ting kan det ei være anderledes. Saadan en Bye er paa nogen Maade at ansee som Maven i Legemet. Den tiener best til at holde Korn og seede Vare i nogen skikkelig Priis, da deres alt for ringe Priis vilde foraarsage Landets U-

18

rugtbarhed, og betage Agermanden Mod. Men saadan en Bye bør ei sue saaledes til sig, at den i lang Tid kan aarligen afgive omtrent 6 Tønder Guld til Fremmede, og dog selv være i Behold, thi dette maae den igien vinde fra det heele øvrige Land, og naar det ei vinder ligesaa meget igien fra Fremmede, som det beklageligen haver i nogle Aar ei giort, naae dertil lægges de høie Renter af vor Giæld, saa maa dette tilsidst falde ud til Landets fuldkomne Ødelæggelse og Banquerote; og det saa meget meere, som Kongen og Ministrene ere i Kiøbenhavn, hvor Velstanden sidst døer, hvor nogles Pragt og Overdaad skiuler de flestes Armod, som de ofte ei vide af det øvrige Lands Tilstand; ja, som de iblandt ei engang ville troe den skielvende Sandhed der undertiden nærmer sig til dem, blindede af den Glands, der omgiver dem, og derfra sluttende til Resten af Landet. Naar betænkes, at Fremmede ei tage uden reede Penge af os, eller i det mindste Varer, for hvilke vi ellers havde faaet reede Penge, og at Undervægten i vor Handel giør, at vi tabe i det mindste nogle og 20 pro Cento paa vore Vexler med Fremmede, naar man vil jævne dem med alle de Lande, hvor vi drive Handel, saa er det let at begribe, hvi man in-

19

gen klingende Mynt haver, og hvorfore vi selv have nu kun næsten lutter Bancosædler. Man haver da ei nødig at gribe til de Beskyldninger, at visse Mænd have ført de reede Penge ud af Landet, hvorved, om man sigter til Kiøbmænd, er Beskyldningen endog daarlig, thi de giøre det ei, uden for at vinde, og vinde de, saa vinder Landet med, lige meget enten det strax bliver i reede Penge eller i Vare, hvilke dog efterhaanden let kunne omvexles til reede Penge. Ei at tale om, at Penge ere, hvor høie Tanker man end kan have om dem, dog kun Rigdoms Tegn, og at Folk, Vare, Qvæg, ve! dyrkede Jorder, Skibe, ere de egentlige Rigdomme, ja at det Tilfælde kan komme, som bekiendt er, at der kan være for mange reede Penge i Landet; Dog, vi ere nu omstunder langt fra denne Ulykke. For at raade Bod paa denne Pengemangel skabte man paa eengang mange Tønder Guld, Bancosædler af een Rigsdaler, hvorved man vel for en Tid befordrede det indvortes Omløb, men man dog kun meddelte Landet en indbildt Rigdom, imod en virkelig, som Penge altid bør ansees for, i Forhold af Papir, da alle Folk ere blevne eenige om at ansee de første for virkelige Rigdomme, hvorimod de sidste have ingen anden

20

Credit end Vexler, og derfore komme med Protest tilbage, saasnart man tviler paa, eller er vis om Udstedernes slette Tilstand. De blive altsaa i Landet, og foraarsage derved, at de reede Penge kunne endnu meere uformærkt gaae bort for en Tid, indtil Sygdommen bliver saa ulægelig, at den just derved ei meere kan skiules; Naar dette Onde ei standses, faa bliver Følgen denne, at man tilsidst maae, af Mangel paa reede Penge lade de Fremmede beholde Varene, og at man derover kommer til at pløie, saae og høste for dem, saa at de besidde os alle med Hud og Haar. En sørgelig Prøve faae man derpaa, da Kiøbenhavn blev for lumpne 5 Tønder Guld pantsat til Genua. End meere, disse mange Penge, thi hvor indbildte de end ere, saa ere de dog Penge for os til en Tid, der paa eengang falde ligesom ned af Himmelen, foraarsage, at alle Vare stige pludseligen hos os til næsten dobbelt, hvorved den fattige Mand, som er det stærkeste Antal i Landet, bliver elændig plaget; Jordegods stiger derover til en dobbelt Værdie imod forhen; man raaber Triumph, og slutter deraf Landets gode Tilstand. Slutningen vilde være rigtig, dersom Jordegodsernes Stigen var foraarsaget i Forhold ved en Mængde meere avlet Korn og

21

Fæe, og dets Udførsel, fornemmelig til Fremmede; men da nu Qvæg-Handelen haver ved Qvægsygen taget af, som derimod haver, ved den derved foraarsagede Qvægets Rarhed, opdrevet dets Priser- og Kornavlingen og Udførselen haver, i Forhold med Jordegodsernes høie Priser, ei nær tiltaget, hvilket man af Toldbøgerne havde kunnet let erfare, saa bliver den sande Aarsag til Jordegodsernes Stigen ingen anden, end bemeldte pludselige Formeerelse af Bancosædlerne, og den paa samme Tid udgivne Forordning om Nedsættelse fra 5 til 4 pro Cento, hvilken man meente at være nød til at udstede, fordi Landet var nu blevet saa meget rigere; ei indseende, at dette var kun et Øiebliks Rigdom, men derimod en langvarig Armod. Man faldt og paa et andet Middel, som man giorde sig ei lidet til af; Man vexlede Bancosædler i Hamborg med Tab af nogle pro Cento, og fik derfore klingende Mynt ind i Landet; men alt hvad vi siden solgte til Hamborg blev os betalet med Bancosædler, og atter med Tab af nogle pro Cento, saa at det Onde blev tilsidst saa stort, at naar man vilde vexle en Bancosæddel i Hamborg, skeede det ved Tab af 10 pro Cento. Vor Banques

Credit blev herved svækket, og end meere ved det

22

man ei her i Kiøbenhavn kunde faae mere end den tiende Deel i klingende Mynt paa hver Seddel, og at man med væbnede Soldater afviste dem, som vilde vexle, og paastode meere. Ens egne Undersaatter kunde man herved vel skrække bort, men ei Fremmede. Man slog og Ducater til 2 Rigsdaler, man satte dem pludselig op til 13 Mark, og ligesaa pludselig ned igien til 12 Mark. Ved hver Operation tabte Landet nogle 1000 Rigsdaler. Sandt nok, Regieringen var i Trang for Penge, og Frankeriges Opførsel havde lært en at gribe til Midler, der hielpe for eet Øieblik, og forarme for Secula. Hvor meget bedre havde det været, at følge Engellands Mønster, der aldrig rører ved sin Mynt? Efterhaanden indsaae man disse Feil; man vilde ændre dem. Under Paaskud, at Sølvet var i høi Priis udenlands, lod man det komme ned fra Kongsberg og solgte det i Natura til Hamborgerne, hvorved man fornemmelig tænkte, at bringe Lagien ned. Denne Hensigt fik man og tildeels opnaaet; men naar beregnes, hvad Norge haver derved tabt i sit første Omløb, hvad Førslen af Sølvet igiennem Sverrige har kostet, hvad Skade der er lidet paa Fordeelene af Mynten, saa frygter jeg for, at derved er meere bleven

23

tabt end vundet. Slige Konster berige ei et Land, men en stadig Mønt-Fod, en sparsom Huusholdning, en god Agerdørkning, en udbredet og fordeelagtig Handel. Kiøbenhavn skulde egentligen være den store Handels-Stad, og jeg har viist, at den lever kun af Landets Rigdomme; Dens nærværende ynkelige Tilstand vidner dette tilfulde. Nogle faa rige Slægters Bortgang, endeel Lønningers Afskaffelse og Formindskelse giøre al den gisper. Er delte en Handels-Stad?

Jylland viser os i Aaret 1767 en yndigere Udsigt; Den haver dog vundet 47723 Rdlr. 94 Sk., og det uden Tvil meest ved sin Stude-Handel. Dersom dette Land vandt hvert Aar saa meget fra Fremmede, og Kiøbenhavn ei paa adskillige Maader igien opslugede dets Gevinst, saa maatte der tilsidst blive meget riigt. Det haver handlet paa alle de samme Lande som Sielland, undtagen paa Middel-Havet. Følgende af dens Byer have vundet: Schagen, Colding, hvis Handel er alene 81129 Rdlr. 33 Sk., altsammen vundet paa Stude-Handelen, der altsaa ei aleene eene tilveiebringer Jyllands Fordeel i den fremmede Handel, men endog vinder igien hvad de fleste Byer tabe ved deres Yppighed, som derfore

24

14 maae desværre være langt større end den burde, og hvoraf sees hvor betydelig en Green af Dannemarks Handel Stude-Handelen er, og derfore al Regieringens Opmærksomhed værdig. Warde har vundet 29688 Rdlr. 8 Sk., ogsaa ved Stude-Handelen; Ringkiobing 11135 Rdlr 54 Sk., uden Tvil ved Korn-Handel, og Ribe 73576 Rdlr. 72 Sk., ogsaa ved Stude og Svine-Handel. Fladstrand og Hiøring have slet ingen Handel drevet med Fremmede, hverken ud eller ind. Thisted tabte 1036 Rdlr. 59 Sk,, Lessøe 509 Rdlr. 73 Sk,, Randers 8655 Rdlr. 57 Sk,, og Weyle 329 Rdlr., og alle disse Byer førte aleene ind, og ikke ud. Alle de andre Byer have ogsaa tabt, hvorvel de have ført ud. Aarhuus tabt 8072 Rdlr. 79 Skill.; Horsens 12947 Rdlr. 65 Sk.; Mariager 2853 Rdlr, og Aalborg 109429 Rdlr. 18 Sk., hvilker giør den til den skadeligste Bye i Landet, næst Kiøbenhavn, saa at den derfore ogsaa i denne Henseende bør kaldes det lille Kiøbenhavn. De andre Byers Tab er just ei stort. men dog stort nok for dem efter deres Omstændigheder. Af de Lande, som Jylland handler med, haver det vundet 218254 Rdlr. 14 Sk. med Altona, Hamborg og Tydsk-

25

land, hvilket kommer aleene af Stude- og Svine-Handelen, og derimod tabt med alle de øvrige. Med Frankerige, Portugal og Spanien haver det intet havt uden Tab, hvorvel kun tabt med det første 4149 Rdlr., med det andet 3772 Rdlr. 64 Sk., og med det tredie 723 Rdlr. 64 Sk. Men dets store Tab haver det havt med Rusland, hvor det beløber sig til 136252 Rdlr. 49 Sk. Med Sverrige og Lybek driver det og en meget ufordeelagtig Handel, som paa det første beløber sig til et Tab af 6498 Rdlr. 76 Sk., og paa det andet til 5988 Rdlr. 61 Sk.

For det Slesvigske og Holstenske har jeg ingen Beregning fra det Aar, men fra Norge har jeg en almindelig, efter hvilken derfra er udført for 1598669 Rdlr. 81 Sk., og indført for 1279678 Rdlr. 33 Sk., af fortoldede Vare, følgeligen vunden 318991 Rdlr. 48 Sk. Heraf følger, at Norge har i bemeldte Aar udført dobbelt saa mange Vare som Dannemark, og indført en syvende Deel mindre; altsaa har det en syvende Deel mindre Yppighed end Dannemark, hvilket dog er lidet nok, naar betænkes, at her er Hoved-Staden, at der er mange ferre Byer end her, og ingen Herremænd paa Landet. I Almindelighed

26

betragtet, overgaaer altsaa det heele Norske Folkes Yppighed det Danske Folkes, hvilket ogsaa skal befindes at forholde sig saaledes, naar man nøie kiender begge Folk. Forskiellen bliver dog denne, at Norge har meere Raad til at være yppig end Dannemark, og at det følgelig, i Henseende til sine Indtægter, er mindre yppigt end Dannemark. Heraf sees ellers, hvor meget vigtigere et Rige Norge er i denne Henseende, end Dannemark, naar endog Holsten og Slesvig regnes til det sidste, som siden skal vises; Og dette er Norge aleene ved sine naturlige Producter, som dog i mange Maader kunde forædles; hvilket samme endelig ogsaa gielder om Dannemark. Men heraf sees, hvor ubillig deres Klage er, som raabe, at Norge bringer Kongen saa lidet ind i sædvanlige Skatter og i Extra-Skat imod Dannemark, ei betænkende først, hvor lidet det derimod igien koster Kongen, og hvor meget Dannemark ved Kornhandel og paa andre Maader vinder fra det, udi hvilket Norge kunde spare noget anseeligt, naar det havde Lov at hente Kornet, hvor det kunde faaes for best Kiød. Dog, jeg er vis paa, at de ædle Norske ei fortryde paa, at de overlade noget af deres Overflødighed til Dannemark, siden de ere og

27

bør paa en vis Maade ansees for eet Folk, og lyde under een Konges Scepter, og det nu næsten udi en Tid af 400 Aar. Men dette kunne de fortryde paa med Rette, at de, saa at sige, skulle føde deres Brødre de Danske, og at de, i Særdeleshed Kiebenhavnerne, fortære næsten hvad de fortiene, da dog ingen Aarsag dertil er, og Dannemark ved en god Oeconomie vel kunde erhverve selv. Lad de Danskes Yppighed kun blive i samme Grad som de Norskes, det er at sige, lad dem formindske den en syvende Deel, strax spares derved aarligen 2 Tønder Guld; Lad dem saa søge meere at udvide og forbedre deres Qvægog Korn Handel, deres Manufakturer etc. Det skulde være ilde, om derved ei kunde vindes og spares 1 Tønde Guld. Ved alt dette vilde Norge ogsaa vinde. Skeer dette ei, da er Fabelen om de tvende Søstre rigtig, som staaer bag i den smukke Afhandling om en Norsk Hyrdes Indtagelse i et Fiæld. Men foruden ovenmeldte Summa haver og Norge, og det aleene fra Tronhiem, udskibet 2702 Skpd. 17 Lpd. 12 Pund Kobber, hvilken, beregnet til en maadelig Priis af 70 1/8 Rdlr. for Skpd., udgiør 189539 Rdlr. 95 Sk. Naar nu hertil lægges, at af de indførte Vare ere igien ud-

28

førte for 201552 Rdlr. 13 Sk, saa bliver heele Norges Gevinst 710083 Rdlr. 60 Sk., hvilken det egentlige Dannemark haver næsten tilsat i samme Aar. Følgeligen haver begge Riger, tagne under eet, arbeidet det Aar forgieves. Herved forefalder følgende Anmærkninger at giøres: Først, at Kobberet er en af Norges betydeligste Næringsveie, og burde derfore ei ansees med saa ringe Øine, som det skeer af endeel; dernæst, at Norge fører det, man i den høieste Meening kan kalde Handel, nemlig, kiøber og indfører fra Fremmede, for igien at udføre og sælge til andre Fremmede; thi endskiønt derved kan undertiden tabes, saa maa man dog tiltroe de Handlende saa megen Forstand, at de ei vedblive dermed, naar derved ei meere og oftere vandtes end tabtes; Og giør derfore Regieringen altid best at blande sig saa lidet som mueligt i particulaire Folkes Handel, thi de forstaae best, hvorledes de skulle føre sig op for at vinde, og naar de vinde, saa vinder Staten med. I Henseende til først anførte Summa af Norges Handels Gevinst, maae mærkes, at det haver vundet med Sverrige 1518 Rdlr. 82 Skill., med Lybek 9191 Rdlr. 22 Skill., med Wismar og Svensk Pommern 4216 Rdlr. 17 Sk., med Engel-

29

land 286049 Rdlr. 49 Sk., hvilket meest kommer af Bord- eller Bredde-Handelen, med Holland 237478 Rdlr. 79 Sk., med Spanien 51672 Rdlr. 35 Sk., og med Middel-Havet 86651 Rdlr. 50 Sk. Derimod haver det tabt med Dantzig 118900 Rigsdaler 78 Sk., og det formedelst den Mængde Rug, som der indkiøbes, endskiønt didhen føres en Hoben Sild; med Kønigsberg 63181 Rdlr. 54 Sk., hvortil er samme Aarsag; med Rusland 88072 Rdlr. 43 Sk., til hvilket Hør og Hamp er Aarsag; med Altona etc. 3058 Rdlr., hvortil Brændevinet er meest Aarsag, da dog ellers didhen er bleven ført for 109425 Rdlr. 8 Skill.; med det Fyrstelige Holsten 7549 Rigsdaler 49 Skill.; med Frankerige 48258 Rdlr. 37 Sk., som og kommer af Viin og Brændeviin, da dog derhen i Fisk og Raun er bleven ført for 128370 Rigsdaler 66 Sk.; og med Portugal 29672 Rdlr.

31 Sk., som kommer af Saltet. Endskiønt Norge nu saaledes taber med mange Lande, saa bør man dog derfore ei strax erklære dens Handel med dem for skadelig, thi Salt kan det ei undvære til sit Fiskerie, Korn er det umisteligt, da det endnu ei er i Stand til at forsyne sig selv fuldkommen dermed, og det Nordenfieldske,

30

som har frie Korn-Indførsel, kan faae det for bedre Kiøb fra Dantzig, Kønigsberg etc., end fra Dannemark, og dernæst fører det meget ind for at føre ud igien. Dets Handel derimod med Altona etc. og Frankerige er skadelig, da den meest beroer paa Brændeviin, og burde derfore paa en god Maade indskrænkes. Dets Handel med Sverrige er og af større Vigtighed end det synes, thi Naboelauget giør, at det vinder endda langt meere fra Sverrige ved Snighandel, hvilken dog fordum haver været langt større end nu.

1768 blev indført i Dannemark for 1407620 Rdlr. 7 Skill., og udført for 666521 Rdlr. 25 Sk., og af de indførte igien udført for 54942 Rdlr. 86 Sk., altsaa meere ind- end udført for 686155 Rdlr.

88 Sk. Atter et beklageligt Udslag, og endda noget slettere end det forrige Aar. I Henseende til de Lande, som det haver tabt eller vundet med, forholder det sig ligesom i forrige Aar. Med Rusland har det råbt 277080 Rdlr. 52 Sk., med Frankerige 186520 Rdlr. 49 Sk., med Lybek 185312. Rdlr. 20 Sk., med Engelland etc. 113118 Rdlr.

90 Sk., med Sverrig 13474 Rdlr. 12 Sk., i den Sted vi forrige Aar vunde noget fra det;

31

med Kønigsberg etc. 81159 Rdlr. 7 Skill.; med det Fyrstelige Holsten 33762 Rigsdaler 37 Sk.; med Wismar etc. 18367 Rigsdaler 60 Sk., med Holland 55234 Rdlr. 44 Sk., hvor der i forrige Aar blev vundet noget; med Portugal 26612 Rdlr. 85 Sk.; med Spanien 16598 Rdlr. 33 Sk. Derimod have vi vundet med Dantzig etc. 29855 Rdlr. 81 Sk., hvor der forrige Aar blev tabt; med Altona etc. 208665 Rdlr. 14 Sk., og paa Middel; Haver 27621 Rdlr. 28 Sk. Dog, fra dette sidste bør drages de aarlige Foræringer, men endda bliver der noget tilovers; ei at tale om, at vi derved holde endeel Søefolk i Farten. Men 1770 og nærværende 1771 er vel ei aleene Fordeelen mindre, men endog utrolige Bekostninger medgaaet til Flodens Udrustning, som neppe 52 Aars Seilads af disse tvende Aars Beskaffenhed kan hente ind igien. Kiøbenhavn har været det gamle Svælg, udført 317687 Rdlr. 93 Sk., og derimod indført for 1031170 Rdlr. 44 Sk., følgelig aleene tilsat alt hvad Landet haver tabt, og endda noget mere; som de øvrige Landskaber have vundet igien. Dette store Tab har det havt i sin Handel med Kønigsberg, Rusland, Engelland, Holland og Frankerige især; tabt

32

ogsaa med alle andre, undtagen paa Middel-Havet. Helsingøer har ligeledes tabt omtrent 14800 Rdlr. Alle de andre smaa Kiøbstæder haver ligeledes tabt, undtagen Præstøe igien, som haver vundet 320 Rdlr. 36 Sk. Samsøe haver og vundet 660 Rdlr. 42 Sk., Stege 235 Rdlr. 70 Skill., og Bornholm 1067 Rdlr. 23 Sk., hvilket kommer af den fordeelagtige Handel den dette Aar har ført med Altona etc. Fyen haver i dette Aar været sær uheldig, og tabt 21174 Rigsdaler 49 Skill. Tabet kommer egentlig paa Nyborg, Odense, Kjerteminde, Assens, Faaborg, Middelfart, Naschov, Nysted, Nykiøbing, Stubbekiøbing, hvorimod Svendborg, Rudkiøbing, Draxminde og Bandholm have vundet. Bogense har hverken ført ind eller ud. Det er ellers gierne mueligt, at alle disse Byer kan i sig selv have vundet, men fra de urette Stæder, i Henseende til Landets almindelige Beste, nemlig fra Norge og Kiøbenhavn. Jylland haver indført for 209020 Rigsdaler 29 Sk., og udført for 307169 Rigsdaler 44 Sk., altsaa vundet 88149 Rigsdaler 15 Skilling, hvoraf sees, hvilket vigtigt Landskab Jylland er for Dannemark. Aalborg er her det gamle Svælg, og haver tilsat 113689 Rigsdaler

33

77 Skill. Thisted, Fladstrand, Aarhuus, Horsens, Randers, Grenaae, Ebbeltoft, Mariager, Fridericia, Weyle, have tabt. Schagen, Læsøe, Ribe, Colding, Warde, Ringkiøbing, derimod vundet, hvilket altsammen næsten aleene beroer paa Stude- og Svine-Handelen, thi de have vel vundet noget lidet med Dantzig og Wismar, men det anseelige med Altona etc. Med Spanien og paa Middel-Havet have de slet ingen Handel drevet. Fra Frankerige og Portugal have de aleene udført og intet didhen ført. Med Holland, Engelland, det Fyrstelige Holsten, Lybek, Kønigsberg, Sverrig, have de og tabt. Men deres store Tab er skeet med Rusland, thi det beløber sig til i 110115 Rigsdaler 42 Skilling. Byen Hiøring haver hverken ført ud eller ind.

I det Slesvigske blev 1768 indført for 465838 Rigsdaler 27 Skilling, og udført for 487851 Rigsdaler 16 Skilling, følgeligen vundet 22012 Rigsdaler 85 Skilling, hvilket er bleven vundet med Altona etc., thi derfra blev indført for 200387 Rigsdaler 11 Skilling, og udført didhen for 336705 Rigsdaler 14 Skilling; saaog med Holland,

34

hvorfra Indførselen var 53221 Rigsdaler 40 Skilling, og Udførselen didhen 80950 Rigsdaler. Derimod er der anseelig bleven tabt med Sverrig, Dantzig, Kønigsberg, Wismar, Engelland, Frankeriqe, noget med Lybek, og ganske lidet med Portugal, hvorhen ei det mindste er bleven udført. Af alle Byer har Flensborg tabt meest, thi den har indført for 202456 Rigsdaler 32 Skilling, og kun udført for 17874 Rigsdaler 8 Skilling, og dette Tab er meest skeet med Sverrig, Kønigsberg, Rusland, Altona etc., Frankerige, hvorhen intet er udført, men indført derimod for 34846 Rigsdaler 16 Skilling. Apenrade og Femern have og tabt temmelig. Derimod have Husum, Tønningen, Friderichstad, Slesvig vunder noget anseelig, alle med Altona etc.; Schlesvig desuden med Lybek, og Tønningen med Holland; hvorimod Tønningen haver tabt med Lybek 18638 Rigsdaler 14 Skill. Alle de øvrige Slæder, Hadersleb, Bredsted, Sønderborg, Norborg, Tøndern, Ekernførde, Schleyminde, Marstal, Friderichsorth, Wiik paa Føhr, have alle tabt.

35

I det Holsteenske blev indført for 158419 Rigsdaler 5 Skilling, og udført for 198443 Rigsdaler 19 Skilling, altsaa vundet 40024 Rigsdaler 14 Skill., hvilke fornemmeligen ere blevne vundne ved Altona etc. og Holland. Wilster, Brochdorff, St. Margarethe, Heiligenhaven, Itzehoe, have fornemmeligen, vundet dette; Dog har Wewelssleth, Lürkenborg, Kellinghufen, Ultzborg, Oldesloe, Bramsted, ogsaa vundet noget. Derimod Rendsborg og Glückstadt tabt anseeligen; Crempe har og tabt noget lidet, og Segeberg har ført for 1360 Rdlr. 36 Sk. baade ud og ind.

Norge har 1763 ført ind for 1457009 Rigsdaler 83 Skilling, og ud for 1520637 Rigsdaler; Naar hertil lægges 217998 Rigsdaler 50 Skilling for igien udførte af de indførte Vare, og 2923 Skippund 9 Lispd. Kobber fra Tronhiem, a Skpd. 66 1/2 Rigsdaler, som udgiør 144409 Rigsdaler 41 Skilling, saa bliver hele Norges Gevinst 476085 Rigsdaler 8 Skilling. Af den førstanførte Summa har den vundet 5695 Rigsdaler 14 Skilling fra Lybek, 5829 Rigsdaler 32 Skill, fra Wismar, 270957

36

Rigsdaler 24 Skill fra Engelland, 271503 Rigsdaler 80 Skilling fra Holland, 26039 Rigsdaler 22 Skill, fra Spanien, og 39161 Rigsdaler 6 Skilling paa Midel-Havet, men derimod tabt 11625 Rigsdaler 60 Skilling med Sverrig, 184362 Rigsdaler med Dantzig, 121606 Rigsdaler 12 Skilling med Kønigsberg, hvilke tvende høie Artikler maa være blevne foraarsagede ved stærk Korn-Indkiøb, og ringe Sild-Udsalg, med Rusland 92791 Rigsdaler 27 Skilling, som og maa være kommet af stærk Korn-Indkiøb, med Altona 29905 Rigsdaler 75 Skilling, hvilket Brændevinet har foraarsaget, thi didhen blev dog ført for 111846 Rigsdaler 38 Skilling, med det Fyrstelige Holsten 7199 Rigsdaler 6 Skilling, med Frankerige 69108 36 Skilling, som atter kommer af Brændeviin og Viin, thi didhen blev ført for 100600 Rigsdaler 78 Skilling Vare, med Portugal 38910 Rigsdaler 45 Skilling. Af denne heele Indførsel har Agershuus Stift havt for 465748 Rigsdaler 82 Skilling, Christiansands 95780 Rigsdaler 86 Skilling, Bergens 421754 Rigsdaler 64 Skilling, og Tronhiems 254999 Rdlr. 89 Skilling, og derimod af Udførselen Aggershuus 513448

37

Rigsdaler 9 Skill., Christiansand 103660 Rigsdaler 56 Skilling, Bergen 695760 Rigsdaler 76 Skill., og Tronhiem 207098 Rigsdaler 52 Skillitig; altsaa har Bergen meest vundet, hvilket Fiskerierne giøre, og dernæst Tronhiem, naar Kobberet lægges til dens Udførsel, som det bør; og Christiansand bliver, baade i Henseende til Ind- og Udførsel, det ringeste Stigt. Aggershuus Stigt har igien udført af de indførte Vare for 198339 Rigsdaler 51 Skilling, og derved kommer det til ovenanførte Summa af udførte Vare. De andre Stifter have og vel paa samme Maade udført noget, men kun af ringe Betydning, og Tronhiem kun for 744 Rdlr., hvilket viser, ar Kiøbmændene i Aggershuus forstaae denne vigtige Handels Deel bedre end de andre. Af Byer i Aggershuus Stigt have Sand, Holmestrand, Laurvig, vundet noget, Kragerøe endeel, men Langesund omtrent 77000 Rdlr., og Friderichstad omtrent 52500 Rigsdaler, hvilket kommer af de mange udskibede Bord. Derimod haver Drammen tabt over 63000 Rdlr., og Christiania omtrent 16500 Rdlr., paa begge Stæder foraarsagede ved Kornmangel og Yppighed; dog maa man tilstaae, at Yppigheden i Christiania maa dog ei engang naae

38

Aalborgs. Friderichshald har og tabt over 25000 Rdlr.; Dertil ere foranførte begge Grunde ogsaa Aarsag. Moss har tabt noget over 400 Rigsdaler, men Tønsberg omtrent 7800 Rdlr., hvortil Korn Indkiøb maa være Aarsag. I Christiansand har Øster-Risøer vundet henimod 26000 Rigsdaler, og Mandal noget over 2000 Rdlr. Derimod har Christiansand tabt omtrent 5200 Rdlr., Arendal over 12400 Rdlr., og Flekkefiord over 2300 Rdlr. Aggerhuus Stift har tabt med Sverrig over 25000 Rdlr.; med Dantzig 76040 Rd. 48 Sk.; med Kønigsberg 53202 Rdlr. 64 Sk., paa begge Steder fornemmelig for Korn, og intet derimod ført til disse tvende Stæder; med Lybek 7403 Rdlr. 83 Sk.; med Rusland 4750 Rdlr. 60 Sk.; med Altona over 38700 Rdlr.; med det Fyrstelige Holsten 6160 Rdlr. 32 Skill.; med Wismar 140 Rdlr.; med Holland 24500 Rdlr., hvilket nok meest kommer af Yppighed, og hvilken Artikel er betydelig, da didhen er bleven ført for 124108 Rdlr. 35 Sk.; med Frankerige henimod 54000 Rdlr., meest for Vine og Brændevine; med Portugal omtrent 14500 Rdlr.; med Spanien 3682 Rdlr. 48 Skill., og intet didhen ført. Derimod haver det vun-

39

det 118456 Rdlr, 41 Sk. fra Engelland, og det aleene paa Bord, hvilket viser, hvor vigtigt et Land Engelland er for dette Stift, saa og, hvor vigtig en Handel Bordene ere for det. Skulde derfore Skovene engang med Tiden blive udhugne, eller Bord-Prisen og Søgningen formeget formindskes, da vilde det være ude med dette Stift, med mindre Kornavlingen kunde imedens noget forbedres, nye Næringsveis opfindes; og Yppighed indskrænkes. I den anseelige Udførsel til Holland har Foldals Kobber-Værk ei liden Deel. Christiansand har vundet med Engelland noget over 37000 Rdlr, og med Holland næsten 15000 Rdlr.; derimod tabt 268 Rd. med Frankerige, 3903 Rdlr. 15 Sk. med Portugal, og 3572 Rdlr. 8 Sk. paa Middelhavet; ligeledes 304 Rdlr. 24 Skill, med Sverrig, 24065 Rdlr. med Dantzig, 15836 Rdlr. 36 Sk. med Kønigsberg, paa begge Stæder for Kornvare; 435 Rdlr. 75 Skill, med Lybek, 7700 Rdlr. 71 Sk. med Rusland, 1773 Rdlr. 22 Sk. med Altona, og 208 Rdlr. med det Fyrstelige Holsten, uden at føre noget til bemeldte Lande og Stæder igien. I Bergens Stigt har Bergens Bye indført for 367669 Rdlr. 55 Sk., og udført for 668304 Rdlr. 5 Sk.; altsaa

40

er Bergens Handel, i Henseende til Udførselen, dobbelt saa stor som Kiøbenhavns, og dens Handel langt fordeelagtigere, eller rettere, fordeelagtig, og Kiøbenhavns ufordeelagtig, Stavanger har indført for 29085 Rd. 9 Sk., og udført for 27456 Rdlr. 70 Skill. Dette Stift har vundet med Sverrig omtrent 11800 Rdlr., med Lybek 13500 Rdlr., med Altona etc. 35000 Rdlr., med Wismar 10500 Rdlr., med Frankerige 1500 Rdlr., med Spanien 861 Rdlr., med Holland 291420 Rdlr. 69 Sk., og paa Middelhavet 42700 Rdlr. Derimod tabt med Dantzig 64000 Rdlr., med Kønigsberg 25500 Rdlr., med Rusland 52800 Rdlr., med det Fyrstelige Holsten 740 Rdlr., med Engelland 2100 Rdlr., og med Portugal 2700 Rdlr. I Tronhiems Stigt har Tronhiems Bye indført for 214001 Rdlr. 74 Sk., og udført for 108416 Rdlr. 42 Skill.; altsaa er denne Byes Fornødenheder og Yppighed størst af de Norske Byer; dog erstattes ei aleene dette Tab ved Kobberet, men der vindes endog, naar det medberegnes. Christiansand har indført for 33390 Rdlr. 87 Sk., og udført for 87369 Rdlr. 10 Skill., hvilken Udførsel kommer af Stor-Silden. Molde har indført for 7607

41

Rdlr. 24 Sk., og udført for 11313 Rdlr. Dette Stigt har vundet med Engelland 68800 Rdlr., og med Spanien 28860 Rdlr. Derimod tabt med Sverrig 1980 Rdlr., med Dantzig 20400 Rigsdaler, med Königsberg 27100 Rdlr., med Rusland 27500 Rdlr., med Altona 24400 Rdlr., med Wismar 4580 Rdlr., med Holland 10300 Rdlr., med Frankerige 16500 Rdlr., og med Portugal 16750 Rdlr. Det eneste Tab skeer ved Korn og Salt.

Saaledes staaer det til, mine kiere Landsmænd, med vor udenlandske Handel, og er det deraf klart, at Dannemark fortærer hvad Norge fortiener. Dersom man nu og vidste, hvad der ved Snighandel føres ud og ind af Landet, da kunde man giøre Beregningen over vort Tab og Gevinst desto sikrere. Saa meget er vist, at endskiønt Helsingøer udfører adskilligt paa denne Maade, og de flere Skæder i Riget venteligen ogsaa, saa er det dog beklageligen alt for vist, at der føres langt meere ind, hvortil den høie Told fornemmelig er Aarfag. Naar betænkes, hvilken græsselig Mængde af fremmed Tøi, der slides overalt i de Danske Landskaber, hvilken uhørlig Mængde af Caffe,

42

der fortæres, og hvor lidet der dog angives, at nu forbigaae fleere saadanne Poster, da troer jeg, at man ei sætter for meget, om man antager, at Dannemark fører aarligen for 2 Tønder Guld meere ind end ud. Hvad Norge derimod angaaer, da holder jeg for, at det snarere vinder paa denne Maade, i det mindste, at det holder Ligevægten; thi Friderichshald og flere Byer have vundet utroligen derved; dog er Gevinsten nu meget mindre. Den Mængde af Betientere, som de Norske Toldforpagtere holder, og den Kundskab de have om alle muelige Maader at snige ind paa, hindrer og, at Snighandelen kan langt fra ei være saa stor i Norge, som i Dannemark. Dersom saadan Handel blev meest ført med udgaaende Vare, da synets Kongen vel ved første øjekast at tabe, men Landet vandt dog, og han altsaa virkeligen med. For at giøre en rigtig Beregning over vort Tab, maae og Renterne af vor store Giæld komme i Betragtning. Indeværende Aar 1771 udgives den udenlandske Giæld kun for at være 7 Millioner. Men i Aaret 1768 har den vist været 10. Da nu heraf aarligen gaaet 5 pro Cento, saa beløbe disse Renter sig til Tønder Guld. Altsaa bliver vort Tab 1768, for Dannemark 686155 Rdlr. 88

43

Sk., ved Snighandel 2 Tønder Guld, ved Renter 3 1/2, tilsammen 12 Tønder Guld 36155 Rdlr. 88 Sk., foruden hvad vi tabe ved vore Vexler, som maa løbe til noget anseeligt, og ved vore Bancosædler. Vor Gevinst bliver derimod for Norge 476085 Rdlr. 8 Sk., for det Slesvigste 22012 Rdlr. 85 Sk, for Holsten 40024 Rigsdaler 14 Sk. Tolden i Sundet kan omtrent have indbragt 250000 Rdlr., og Kongsberg Sølv-Værk lige saa meget. Altsaa beløber vor Gevinst sig til 1038122 Rdlr. 11 Skill., og følgeligen bliver vor reene Tab 190033 Rdlr. 77 Sk.

Hvorledes det staaer til med vor Skibsfart, kan sees af følgende Efterretning, at udi Aaret 1767 havde Kiøbenhavn 236 Skibe, Dragøe 87, som dog kun alle vare smaa, Helsingør 9, Kiøge 2, Corsøer 13, Schielschør 7, Rørvig ingen, Callundborg 11, Karrebeksminde ingen, Wordingborg 4, Præstøe 4, Samsøe 12, Stege 6, Bornholm 21, Nyborg 14, Odense 27, Kierteminde 11, Assens 1, Faaborg 21, Svendborg 34, Middelfart 5, Bogense 3, Rudkiøbing 14, Naschov 17, Nyested 8, Draxminde 3, Bandholm 12, Nyekiøbing 11, Stubbekiøbing 2, Aarhuus 30, Horsens 18, Randers

44

19, Grenaa 8, Ebbeltoft 8, Hadsund 17, Ribe 9, Colding 3, Fridericia 4, Weyle 1, Warde 9, Ringkiøbing 3, List ingen, Aalborg 50, Thisted 26, Fladstrand 5, Hiøring 8, Skagen 5, Læssøe ingen. Udi Norge havde Friderichshald 13, Friderichstad 6, Moss 11, Sand 6, Christiania 7, Drammen 24, Tønsberg 48, Holmestrand 17, Laurvig 20, Langesund 34, Kragerøe 16, Øster-Risør 53, Arendal 71, Christiansand 32, Mandal 16, Flekkefiord 40, Bergen 54, Stavanger 35, Tronhiem 67, Christiansund 14, Molde 10. Udi Fyrstendømmene havde Altona 59, Hadersleben 9, Flensborg 119, Sønderborg 97, Norborg 2, Bredstedt 1, Tøndern 11, Tønningen 8, Friderichstadt 9, Slesvig 3, Cappeln 50, Eckernførde 34, Apenrade 63, Femern 38, Husum 10, Wyck 20, Erreskiøbing 31, Marstal 30, Rensborg 6, Heiligenhaven 17, Glückstadt 14, St. Margarethe 7, Brockdorf 3. Heraf sees, at Dannemark, foruden Kiøbenhavn, har 582 Skibe, og med den 818; Norge 594, og Fyrstendømmene 641. Disse Skibes Drægtighed beløber sig for Kiøbenhavn til 11843 1/2 Commerce Læst, for det øvrige Dannemark til 8297, for Norge til 25394, og for Altona aleene til 4239. Men for

45

Fyrstendømmene er mig ei bekiendt. Kiøbenhavn har 2495 indskrevne Matroser, det øvrige Danmark 2382, Norge 4100, Fyrstendommene 2738, og Altona 574, tilsammen 12789. Men i dette Antal Skibe og Matroser ere ei beregnede de smaa Baade, som fare imellem de Danske Øer, og de Fartøier, som bruges til Fiskerierne, saavel i Danmark som i Norge, hvilke i Bergens og Tronhiems Stifter beløbe sig vel til 250, og ere rigeligen besatte med 1500 Matroser. Altona haver og fleere Skibe og Matroser, thi her ere kun anførte de, som fare paa Middelhavet; da de øvrige Skibe næsten holde 1000 Matroser i Farten. Desuden lønner og Kongen i Kiøbenhavn til Holmens og Flodens Tieneste omtrent 5000 Matroser. Dersom man paa en vis Kant vil betragte Kongens Lande, da kan Vigtigheden af Dannemark ansees for 29, af Norge for 11, af det Slesvigske 8 1/4, af Holsten 5 1/2, af Oldenborg og Delmenhorst 2 3/4, og af de Vestindiske Colonier 1 3/4.

Jeg har siden kommet over, at 1763 er bleven indført til Norge for 691655 Rdlr. 40 Sk., og udført for 722741 Rdlr. 62 Sk., og desuden Kobber udført 145947

46

Rdlr. 38 Sk.; 1764 indført 1605014 Rdlr. 22 Sk., og udført 1612441 Rdlr., og Kobber udført 163191 Rdlr. 10 Skill.; 1765 indført 2116974 Rdlr. 54 Sk., og udført 1677678 Rdlr. 48 Sk., og Kobber udført 529338 Rdlr. 75 Sk.; og 1766 indført 1560486 Rdlr. 15 Sk., og udført 1356667 Rigsdaler 25 Skill., og Kobber 473683 Rdlr. 30 Sk. Til Slesvig og Holsten er 1763 indført for 595126 Rdlr. 54 Sk., og udført 444916 Rdlr. 50 Sk., og af de indførte igien udført for 36081 Rdlr. 4 Sk.; 1764 indført 437202 Rdlr. 44 Sk., udført 627006 Rdlr. 15 Sk., og af de indførte paa nye udført 167590 Rdlr. 18 Sk.; 1765 indført 582013 Rdlr. 24 Sk., og udført 75542 9Rdlr: 5 Sk., og desuden 33678 Rdlr.; og 1766 indført 531022 Rdlr. 42 Sk., og udført 842451 Rdlr. 18 Sk., og desuden 38760 Rdlr. 36 Sk.

Efter en vis Forhold bør Siellands Vigtighed ansees for 16 3/4; Møens 1/4; Fyens 2 3/4; Lollands 3/4; Falsters 1/2; Jyllands 6 1/4; Bornholms 1/8; Islands 1/8; Aggershuus Stift 4 1/2; Christiansands 1 3/4; Bergens 2; Tronhiems 2 1/4; Sauger 1/8, Kobber-Værkers 1/4.

Pag. 16. For Brandholm læs Bandholm.

47
48
1

Anmærkninger over

Kompagniets Handel

paa Island,

skrevne

af

Islandophilus.

Første Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Brødrene Berling.

2

Indhold 1ste Post, om Punderten.

2. Gildingen. 3. Klipfisk-Virkningen. 4. nye Indretning ved Fiskeriet, 5. den nye opsendte Taxt. 6. Pulsmændene.

7. Fabriqven

3

Vi har med Rette til alle Tider anseet Island, som et betydeligt Forraads-Kammer, hvis Forbedring og Vedligeholdelse bliver saa meget mere vigtigt for os som de Vare, vi hente derfra ere nødvendige. I den Henseende ere mange Bekostninger anvendte; den sidste af vor allernaadigste Konge opsendte Commission viiser endnu tydeligere, at den Omsorg, han bær for sine Undersaatter i Almindelighed, strækker sig og til Island, som det Lem paa Statens Legeme, der kunde bidrage meget til de øvriges Vedligeholdelse, naar det engang selv var sat i Stand. Vi fattes heller ikke paa dem, som ved Skrifter har søgt at give Oplysning om en Deel af de

4

Mangler, som trykke Folket, giort nye Forslag til bedre Indretninger. I Henseende til de første veed jeg ikke, om Islænderne har meest Aarsag at frygte eller haabe; men hos de sidste finder jeg ikke saadanne Forslag, som i en Hast eller lettelig kan iværksættes til Beste for dette forarmede Folk. En i lang Tid grasserende Faare-Pest, som endnu for nærværende Tiid efterlader de bedrøveligste Spoer, har sat Landet i en ynkværdig Tilstand. Derimod har Algodheden fra en anden Side ladet dem nyde Frugten af sin Forsorg, saasom deres Vande i nogle Aar har været velsignede med en overflødig Mængde Fiske, der, som jeg troer hartad er i Stand til at bøde paa den Mangel, som trykker Land-Bonden, naar den til Indbyggernes Fordeel retteligen blev anbragt. Men hvormeget heri fattes, hvor mange store Feil der indsniger sig ved Compagniets Handel paa Island, har en lang Erfarenhed lært mig at indsee, hvilke jeg i dette nærværende Skrift har troet mig forbunden til at legge for Dagen; Hverken skal Hyklerie drive min Pen til Folkets Udsuelse, ikke heller vil jeg stride for Landets Opkomst til Compagniets Undergang.

5

Jeg ønsker Forandringer, thi de ere nødvendige, men saadanne, som kan bestaae tilligemed Landets og Compagniets sande Fordeele; det er de, som uden at giøre Skaar i Compagniets lovlige Indkomster, kan forskaffe den Fattige al den Frugt, som hans Sveed og Arbeide, der ofte er blandet med de største Livs-Farer, giver ham Ret til at fordre. Men jeg vil komme nærmere til mit Forsæt, og viise Stykkeviis de Forandringer, som ere nødvendige, og Maaden paa hvilken de best kan skee til Handelens og Landets Opkomst.

Om Punderten.

Først har man Aarsag at undre over, hvorfor Island mere end alle andre Steder, hvor Fiskehandelen drives, skal nægtes vedbørlig Balance og Skaalevægt, der saavel til den Sælgendes, som Kiøbendes Sikkerhed kan bruges uden Mistanke om nogen af Parternes Forurettelse. Derimod naar Ober eller Under-Kiøbmanden ved den Islandske Handel bruger efter gammel Praxin den saa kaldede Pundert eller Bismer, hvis Indretning er saa ubestemt,

6

at saasnart Fisken, som skal indveyes fra Almuen, ey gaaer liige op udi Førings-Tallet, det er hvert ti Pund, maae Resten tages paa Gisning eller Slump, da viiser tydelig den daglige Erfarenhed hvormeget ont den har i Følge med sig. Bonden mistænker altiid og disputerer oftest, at man ikke har veyet hans Fisk ret; ja Ivrigheden paa Bondens Side gaaer mangen Gang saavidt, at han griber fat efter Punderten (som er i Under-Kiøbmandens Haand til Bestyrelse, for selv igien at efterveye. Kiøbmanden erklærer dette for en Ærerørig Beskyldning, helst under denne Foregivende, at det skeer i den hele Almues Nærværelse; og anseer det paa denne Grund, ey mindre for en aabenbar Tort, end unyttig Tiids Spilde og Ubeqvemhed, da Almuen ved Føyelighed i denne Post vilde komme i en ond Vane Den væsentlige Frugt heraf er endelig denne: Bonden i Almindelighed holder sig for bedragen i Vægten, hvorudover de indbyrdes knurre imod Octroyen og føder daglig meere og meere det ingroede Had til den Danske Nation. For Resten beskylder jeg ingen;

7

men spørger ikkun, om man vel i slig Forfatning tør love sig al Oprigtighed paa Kiøbmandens Side; i det mindste kan ingen nægte, at det jo giver al for megen Anledning til og Formodning om Forurettelse, da en Kiøbmand formedelst den slette Skilsmisse i Vægten næppe kan undgaae Forseelse; enten maa han fraveye sig selv, eller ved at sætte sig selv i Sikkerhed, fornærme Bonden; en redelig vil derfore ansee en bedre Indretning for en stoer Lykke, og i Henseende til den Ureedelige har man alletider Aarsag at frygte for Ordsproget: Leylighed giør Tyve. Islænderen er endelig ved Vanen bragt derhen, at han troer sig ingen Ret efter Loven til at bemægtige sig Punderten til Efterveyning, og skal han have den, medfører det dog megen Uleylighed og unyttig Strid. For at undgaae alt dette, holder jeg for nødvendigt at Island saavel som andre Stæder med vedbørlig Balance og Skaalvægt samt tilhørige Lodder fra 5 Lisp. til 1 Punds Størrelse uopholdeligen forsynes og, ved Allernaadigst Befalning strængeligen tilholdes at bruge den. Jeg seer ikke heller at den-

8

ne Forandring har imod sig den ringeste Indvending at befrygte; thi den er ikke bygget paa Bekostninger, paa ingen Umuelighed og ingen onde Følger.

Om Gildingen.

Den efter gammel Praxin brugelig saa kaldede Gilding eller Slumpregning paa Blødfisken, som leveres til Handelen, gaaer endrm vissere ud paa at fornærme Bonden; og som Punderten i Henseende til Kiøbmanden er uefterrettelig, saa er Gildingen ikke mindre; en brav og ærlig Mand anseer Bondens og sin egen Sikkerhed for lige vigtige Pligter, af hvilke han dog ikke kan opfylde den ene, uden at overtræde den anden, og Blod-Iglen slipper ikke af Hænderne den Leylighed, han finder for sig til at udsue sin Broder, førend enten denne ikke har meere at mætte hans Begierlighed med, eller han selv er færdig at sprække; min Meening er derfore den samme, som om Punderten: Begge ere skadelige; begge bør afskaffes. Bondens leverede Blødfisk bør ligesom Tør-

9

fisken veyes fra ham med Skaale-Vægt; en Kongelig Middel-Priis bør ansættes for samme. Jeg troer, det var billigt, om Islænderen, ligesom det skeer i Finmarken, betales for sin Blødfisk pr. Vog eller 36 Skaalpund 16 Skilling Dansk, der udgiør for en Vett, eller 80 Pund Netto 35 5/9 Sk.; men i Henseende til Landets egen brugelige Beregnings-Maade i Fiske-Tal bør samme ansættes saa meget mindre nemlig 15 Fiske pr. Bett. Intet er lettere end at giøre saadan Indretning, den er billig, lover de største Fordeele, og vil blive nødvendig til Landets Opkomst. Under! at en retsindig og vel oplyst Direction ey for længe siden har anmærket saadan en Forandring som høystnødvendig, der ville give Bonden en utroelig større Villighed, Lyst og Fyrighed til at drive og besørge Fiskeriet, hvorpaa ingen tvivler, der kiender lidet til Landets tilligemed Folkets Tilstand og Tænkemaade. Men jeg vil komme nærmere til Sagen og oplyse min Paastand ved følgende Anmærkninger.

10

1.) Handelen kan ikke ansætte Fiskenes Pris efter dens Værdie saadan, som den tages op, og leveres fra Søen, men efter dens Anseende til Tørfisk; derfore naar den leveres frisk, maae den nødvendig skatteres i Blinde; den Skade, som flyder heraf for en af Parterne, er uundgaaelig; thi ingen har endnu ved den længste Erfarenhed bragt det dertil, at han kan bedømme en Fisk i dens raae Natur, hvad samme, naar den bliver tør, kan veye, eller i Prisen ansættes til. En anden Uvished paa Kiøbmandens Side reyser sig af luften og det forskiellige Værligt, der har paa den bløde Fisk saa stor Indflydelse, at naar det paa nogle Dage tillige falder i fugtigt Værligt, tager den Skimmel til sig, staaer Fare for at blive suur, ja en stor Deel raadner bort. Imod alle disse farlige Mueligheder maae derfor en Kiøbmand see sig sikker i den første Annammelse. Enten skeer det ved en Kongelig ansat Middel-Priis, eller det maa komme an paa Kiøbmandens gode Samvittighed og hvad han finder for got; i sidste Henseende er det Gilding, der egent-

11

lig bestaaer i 2de Slags Anslaaende, først til Tallet: hvormange ugilde Fiske, der kan udgiøre en Gild, og andet, hvor høyt disse for gildtagne kan beregnes i Tørfisk; er nu en Kiøbmand retsindet forstaaer det sig selv at han best er fornøyet med en Kongelig Taxt, thi skeer det ved Gilding, gaaer rimeligviis Egen-Sikkerhed for Bondens Tab, skiøndt Kiøbmanden ikke vil være en Udsuer, og vil han i den Fald handle efter en Angestfuld Samvittighed, er han ikke længere Kiøbmand.

2) Bondens Tab og Misfornøyelse er den visseste og nærmeste Frugt af Gildingen; dette gaaer saaledes til: Den fattige Fiskemand, som om Morgenen Klokken 4 udroede fra sit Huus og til Fiskgrunden 2 a 3 Miile Vey bort, kommer om Aftenen 5 a 6 Slet tilbage med en Fangst af 20 til 30 Fiske; og efterat han til sin arme Hustrue og mange Børns Nødtørft har afleverer den Fisk, de skal kaage til Aften, reiser han baade hungrig, vaad og træt en halv, ja vel en heel Miil til Handelen, for

12

at levere sin øvrige Fangst. Naar nu Kiøbmanden, eller rettere hans Karl eller Dreng, ikke kan forenes med ham om Gildingen, i det en alt for ubillig Medfart giør Bonden paastaaende, og han ikke vil lade alle Ting komme an paa Kiøbmandens eget Gotbefindende, kan han alletiider vente sig følgende Svar: Du kan tage din Fisk hiem med og tørke den selv. Begierer da Bonden paa den Tid af Aaret, som Blødfisken leveres enten lidet Brød, Meel eller Tobak etc. til den nødvendige Vederqvægelse for sig selv eller til Underholdning for en fattig Familie som bie ham hjemme; svares enten: Det har jeg ikke, eller og: Du har faaet din Provision af Handelen afvigte Sommer for 8te a 9 Maaneder siden. Hvad flyder nu af dette som jeg billig kalder Mishandling? Enten maae Bonden aflade sin Fisk med et høyst ubilligt Tab, eller eftergive af sin trængende Begiærlighed. Det første bliver det visseste, thi det sidste siger Naturen ney til; i begge Tilfælde bliver han misfornøyet, dorsk og opsætsig; med et Ord: Han taber Lysten og Compagniet saavelsom han selv mi-

13

ster den Fordeel, de ellers bestandig kunde love sig. Et ulyksaligt Folk, som undergives slig en Octroy-Handels Egenraadighed! Der var at ønske at vor dyrebare Monark maatte komme til den sande Oplysning om de Islandske Bønders Tilstand, de vilde da heller ikke komme til at savne de lyksaligste Frugter af den Omsorg, han saa utrættet viiser til de Danske Bønders Beste. Deraf vilde visselig udkomme vigtige Ting; Compagniet kunde det aldrig blive til Skade, saavidt sammes sande Fordeel ey kan beroe paa Udsuelser, og Directionen er tillige frie, naar man ey vil paastaae at samme berige sig ved Underslæb.

Om Klipfiskens Tilvirkning.

Det vilde blive den Islandske Bonde til synderlig Opmuntring og Fordeel, hvis Handelen af egen Menneske-Kierlighed eller ved Lovens Magt tilholdtes at paadrive og lære Bonden selv at virke baade Dansk og Terreneuvisk Klipfisk, og betale ham samme efter den for Finmarken ansatte Taxt; nem-

14

lig for 1 Vog eller 36 Pd. god Dansk Klipfisk, 64 Sk. Dansk; dog efter Islands Beregnings-Maade ansætter jeg dem saa meget mindre, nemlig en Vett til 55 Fiske eller Dansk Courant 1 Rdlr. 27 3/4 Skilling, og til Afdrag for den Terreneuviske Klipfiskes Forskiellighed fra den Danske ansættes for den første eller Terreneuviske ikkun 50 Fiske eller i Rdlr. 16 1/2 pr. Vett. Bonden vilde herved baade finde sig skadesløs og fornøyet. Jeg tør forsikkre at der hverken behøvedes Tvang eller vidtløftig Underviisning til at sætte dette Anslag i Værk; thi nogle Exempler har allerede viist, at Islænderen baade kan og vil; den Fordeel han kan love sig og hans idelige Knurren i samme Henseende, er endnu et tydeligere Beviis for det sidste. Men Sagen er den: Ingen Slags Klipfisk er i Taxten for courante Vahre anfatte og følgelig imodtages den ikke af Kiøbmændene paa Handelen, under foregivende at Handelens Committerede understaae sig ikke at handle efter Gotbefindende, at gaae uden for Taxten eller Octroyens Bydende. Alligevel er ingen Ting i Verden meere stri-

15

dende imod al menneskelig Ret, og Billighed, end at forbyde et Lands Indbyggere selv at forædle sine egne raae Materier, som de med Sveed og et utroeligt Arbeide maae anskaffe sig; dette indseer og Islænderne selv og taler om denne Sag ved alle Leyligheder Han paastaaer især, og det med Føye, al naar han selv, i Henseende til al anden Slags Fisk, ved hvis Tørkning og Tilbereedelse meest voves, skal staae Hazarten, da berettiges han ogsaa til denne Extra-Virkning, han synes derfore Octroyen har lagt samme under Compagniet ligesom for at bringe al muelig Hazard paa Islænderens Side; og berøve ham al den Fordeel der kan vindes uden Fare, hvilket i sær gielder om den Terreneuviske Klipfisk, der egentlig ikke staaer den Fare, som hiin for at blive suur og slimet. Jeg seer ellers paa Compagniets Side ingen Aarsag, hvorfor de afholder Islænderen fra selv at tilvirke sin Fisk uden Mangel paa den fornødne Indsigt; thi den Fordeel, som Islænderen kan love sig af Tilvirkningen, bliver paa Compagniets Side altid større og vissere. Nyelig ansatte jeg Priisen for den

16

Fr.

W

2

i

:i

pi

Terreneuviske Klipfisk til 50, og for den Danske til 55 Fiske; vil man nu sammenregne alle de Bekostninger, som Handelen anvender paa Klipfisken og dens Tilvirkning, da skal den raae Fisk, de til Virkningen fornødne Sager, Pulsmændenes Arbeids-Løn beløbe sig just til samme Priis, hvorfor Islænderen kan og bør levere den tilvirked, hvilket jeg veed at Kiøbmændenes Regnskaber skal gorgiøre; Det er altsaa uden Modsigelse, at den Kost og Løn, som de de Danske Bekienteer oppebære, der allene bruges ved Tilvirkningen, kan spares, til en anseelig Fordeel for Compagniet; uden at tale om, hvad de samme fortære paa Steder af Landets Provision. Derforuden er det naturligt, at Kiøbmændene paa Handelen vil ved Fiskens Modtagelse eller Casse: ting have en skarpere Tilsyn med Islænderen, end med sig selv; en nye og større Fordeel for Compagniet end man skulde forestille sig. —- Hertil kommer den 3die Frugt Compagniet kan love sig af Klipfiskens Tilvirkning, naar den besørges af Bonden. Handelen maae nu imodtage Blød-

17

fisken overhovedet uden Forskiel paa store og smaa; derimod naar Islænderen tilvirker den selv, anordner han allene den største og beste til Klipfisk; thi hans egen Fordeel udkræver det. Jo større og feedere en Fisk er, desto snarere bliver den bedærvet ved den almindelige Tørkning; men bevares ved Saltet i Klipfiskvirkningen. Det samme kommer Compagniet tilgode paa to Maader, først i Henseende til Fiskens indvortes Bonite og Anslaaende i Vægt, dernæst vover de intet ved de smaae Fisk, som i Tørkningen oftest bliver saa fordærvet, saa mange Gange skrabet og omskrabet, at den tilsidst er uduelig til Klipfisk. Nu hvad Islænderen angaaer, finder han og store Fordeele ved selv at tilvirke sin Fisk; derved faaer han ftit Valg til at anstaae den store paa en Maade, som best kan gavne ham, og dette Valg hielper meget til at han kan levere den virked under den Priis, som Handelen selv har den for; thi der er en stor Forskiel paa Omhue, Aarvaagenhed og Sparsommelighed, naar den Islandske Bonde tilvirker Fisken selv og bruger det fornødne

18

for egen Regning; og naar Kiøbmædene paa Handelen antegner dette i sine Regnskaber paa Compagniets Bekostning; Men en anden Fordeel.

Ved selv at arbeide sin Klipfisk, undgaaer Bonden den forhadte Gilding, som i Mangel paa denne Udvey bliver ham en Nødvendighed; nødvendig, thi Bondemanden maa være selv tilstæde ved Haardfiskens første Behandling, hvortil han i Fangstens Tiid har ingen Leylighed men vel til at salte den ned til Klipfisk, og en Dags Forandring i Værlighed kan give ham Tiid nok til at bestyre del øvrige, indtil den egentlige Tiid at være paa Søen, er forbie. For Resten maae den Fattige deran, saa længe Handelen er forlegen, og Blødfisken er at bekomme; thi ellers har han ingen Tilflugt i Nødens Tid, naar hans Tilstand hiemme kræver nogen Hielp uden for den engang bestemte Provision, hvilket tilligemed Bondens Credit paa Handelen, er det Tugtens Riis, der ved adskillige Leiligheder aver den Fattige. Men det er ey den naturlige Billig-

19

hed, ey Fordele allene, som taler for Bondens Sag, men tillige den nøyeste Overensstemmelse med Lovgiverens Villie. Hans Kongelige Majestets allernaadigste Villie fremlyser tydelig af Octroyens 27de Post, hvor det heeder udtrykkelig: At Kompagniet skal paa Handelen imodtage Klipfisk af Almuen og befordre dens Virkning til fælles Brug. Tilsidst maae jeg erindre at min Meening i Henseende til Virkningen er ingenlunde denne, at all Levering af Blødfisk er skadelig; thi naar Gildingen blev afskaffet, skulle det mangen Gang af Bonden ansees for en stor Fordeel, at han kunde levere sin Fisk, saasnart han faaer den op af Søen, for ikke ved sammes Behandling at blive hindret i Fangsten; ey heller kan man uden at komme til at lide Mangel, pludselig og paa eengang ophøre med Klipfiskens Tilvirkning paa Handelen for at lide paa Bonden allene Men man tillade ikkun i Begyndelsen begge Deele at staae tilsammen; og give Bonden idelige Opmuntringer; jeg tør da forsikre, at Klipfiskens Tilvirkning paa Handelen skal inden kort Tid blive aldeles unødvendig.

20

Om den nye Indretning ved Fiskeriet.

Compagniets Direction har afvigte Aar oversendt til Island en Deel Fiskere og Baade-Byggere fra Sundmør i Norge for at sætte Fiskeriet i større Drift til Islændernes Fordeel; en ædel Hensigt. — Skade allene at Midlerne ere ilde valgte, som kunde biedrage til at opnaae samme. Jeg forundrer mig over at Compagniet kunde fatte saadanne Anlæg, og med saa store: Bekostninger sætte dem i Værk, uden tillige at betænke, hvor lidet de samme Ting ere gavnlige eller skadelige for alle; eller at fordi Sundmøringerne og fleere paa de Norske Kyster, hvor Naturen selv paa mange Steder har lagt Hinder for det brusende Havs Anfald, kan udsætte deres Garn inde i Fiordene og i temmelig haardt Værlig igien søge og optage dem, gielder dog det samme derfor ikke om Island. Det aabne og vilde Hav støder næsten ind paa Landet fra alle Sider uden at blive hindret af Skiær eller Klipper, saa at Folket neppe, naar det

21

falder i haart Vær uden største Livs Fare kan komme i Land, end sige bierge sig under store Vaad og Garn, og paa aabne Baade optage samme af det vilde Hav. Anderledes er det med Hollænderne og andre Nationer, deres Anlæg ere alt for fornuftige, og den Forsigtighed med hvilken de iværksætte dem, alt for stor; til dem maae det vilde Hav udlevere sine Fiske i det de baade ved Garn og Liner 5 Miile fra de yderste Klipper af landet, paa de der beliggende Fiske-Grunde drive Fiskeriet; en besynderlig Skade for Islænderne! derved, betager de dem den største Deel af Fangsten, i det de stanser Fisken i sit Løb ind i Fiordene og de Viige, hvor Islænderne paa sine aabne og smaae Baade allene tør udvove sig, og søge dem; havde derfore Compagniets Direktion i saadanne Ting hvori de selv ere ukyndige taget fornuftigere Folk i Raad med sig vilde de allerede ilde anvændte og unyttig giorte Bekostninger (der maaskee beløber sig til 8 a 9000 Rdlr.) blevet spart for Compagniet. Havde Directionen saa stor en Summa at sætte i Vove, vilde de giøre bekoste-

22

lige Anlæg, torde de, i det mindste efter mine Tanker, have lovet sig større Fordeel om de i Landet havde ladet bygge smaae Fisker-Bysser med Dæk udi for bestandig at blive der; Man kunde da om Foraaret først i Martii Maaned om ikke paa et saa paa et andet Sted strax begynde Fiskeriet, bringe det ligesaa vidt, som Hollænderne og love sig ligesaa stor Fordeel, som disse; de beste Søemænd af Islænderne kunde bruges hertil som Matroser, allene i Begyndelsen torde det have været nødvendig, at en fra Norge bevant Søe-Mand blev beskikket paa enhver Fisker-Byse, som Formand eller Skipper. Dette allerede anførte kan være nok til at Viise Directionen, hvorlidet de oversendte Fiskere tillige med deres Garn har været de Midler, som kunde tiene til Compagniets Hensigt eller sætte Fiskeriet i større Drift.

Om ubenævnte Vahre og den af Compagniet opsendte nye Taxt. Man har Aarsag at forundre sig, i henseende til den i afvigte Aar fra Com-

23

pagniets Direction til Landet opsendte Taxt paa de Vahre og Kiøbmands Sager, der ikke udi den Kongelige egentlige Taxt findes benævnt eller Stykkeviis anført, hvorfore samme ikke i det mindste er bleven authorisert og udgiven med Kongelig Cammer-Collegii Underskrift. Vel finder jeg herom noget forud af en anden at være berørt, dog siden jeg har begynt, vil jeg tillige hermed aflegge med faae Ord mit Vidnesbyrd.

Compagniet saavelsom Indbyggerne, og de sidste ey mindre end de første, er en Kongelig Octroy undergiven, saa at Indbyggerne i ingen Henseende ere forbundne til i Blinde at overlade sig til Compagniets Redelighed og Godhiertighed, eller paa nogen Maade at underkaste sig sammes egenraadige Gotbefindende. I Følge heraf reyse sig tvende svære Spørsmaale, som jeg ikke lettelig seer afgiorte til Compagniets Fordeel. 1) Om de har til Island paa egen Bevaagenhed opsendt Vahre, som i Fundaßen ikke til Handels Troquade ere ansatte, hvorledes har de da dristet sig dertil?

24

Men 2) tilkommer egentlig at spørge: Hvorledes Compagniet har understaaet sig paa egen Myndighed at udgive og ansætte en over det hele Land almindelig herskende Taxt, som dog i Følge oven sagde bør have en offentlig Beskyttelse for sig. Et er det at Islænderens egen Begierlighed og undertiden Trang er Aarsag til, at han i virkelig Kiøb og Salg underkaster eller stiltiendes lader sig nøye med Compagniets Selvraadighed, og et andet om Compagniet derfore eyer Magt at misbruge stig Begivenhed paa Island til deres Fordeel og om ikke de skylder Island, Fædrenelandet og Kongen Forsikkring paa at de ikke misbruge den virkelig; hvilken bor vise sig deri, at de lader Kongens eller den af Kongen udnævnte Øvrigheds Taxt og Myndighed være deres Forskrift. Vel finder man at visse Vahre ere til Priis ansatte paa Compagniets Billighed og eget Ansvar. Men man mærke 1) Octroyens reene Ord i disse Ansættelser, grundede, saavidt Octroyen angaaer, paa sammes 17de Post, hvor det hedder, slige Sager at være de, der i Taxken ey har kundet til en vis

25

Priis bestemmes. Hvilket Ord kunde ey bør trækkes uden for Lovens Context, som er Lovstifterens Meening; 2) Samme 17de Post, sammenlignet med den 18de, giør udtrykkelig Forskiel paa utaxerede, og i Taxten ubenævnte Vahre, og den Kongelige Taxt, hvorpaa disse Octroyens Poster igien grunde sig, giør ey allene samme Forskiel; men har ogsaa udtrykkelig og Stykkeviis nævnt de utaxerede og til Compagniets Billighed overladte Vahre ved Navn. 3) Den Kongelige Taxt har ey allene navngivet samme Vahre engang Stykke-viis; men ogsaa nævnt den anden Gang, nemlig i Materien eller til sit Slags, og udi samme taxeret dem, saa at det ikkun er en vis Bonite og anden Forandring af de forud virkelig taxerede Sager, som ansættes for utaxerte, hvorfor de sidste eller til Kiøbmandens Billighed overladte Vahre har dog en Liighed af Taxt for sig, der kan tiene den Kiøbende til en Forsikring og Efterretning, f. E. Et Par Mands Skoe af smurt Læder 45 Fiske, bedre Skoe efter deres Værd. 4) De i Taxten ubenævnte Vahre kan umuelig i nogen

26

Henseende ansees for utaxerte, thi Taxten siger udtrykkelig, at de skal sælges for Indkiøbs Prisen med 3 Fiske Forskud pr. Rdl. i Kroner, og skiøndt Octroyens 18de Post har forandret samme til 12 Skilling Dansk, det er Fisk pr. Rdlr. Courant, saa bliver endog Spørsmaal: Hvad egentlig og nærmest skal i Henseende til de virkelig utaxerede Vahre forstaaes ved de Ord: Billighed og deres Værd, og om ikke dette er det samme, som Indkiøbs-Prisen tilligemed de 5 1/3 Fisk i Forskud udi de i Taxten ubenævnte Sager, helst Compagniet for sine Billigheds-Priiser ere satte i Ansvar, (Octroyens 17de Post) har end Octroyen tilstaaet Compagniet den Friehed, at opføre og sælge visse i Octroyen anførte Sager efter eget Gotbefindende, og Billighed; saa flyder dog ikke deraf, at Compagniet kan giøre det samme med utallige andre, som i Taxten ere ubenævnte, og for hvilke overhoved er ansat en almindelig Taxt. Dette maae da være i Henseende til de egentlig utaxerte og til Kiøbmandens Billighed overladte Vahre. Nu og i Følge dette, kom-

27

mer jeg igien til de saa kaldede ubenævnte Vahre, og den nye Taxt, som Compagnie-Directionen paa egen Myndighed har opsendt over samme.

1. Det er af Compagnie-Directionens Taxt bekiendt, som og af hosfølgende Breve til Islands Kiøbmænd, at f. E. en Alen Kattun, som i Kiøbenhavn haves for 26 a 28 Skilling, koster i Island 20 Fiske eller 45 Sk. Danske, etc. etc. saa har og samme Taxt ophøyet Priiserne paa de fleste Vahre over den sædvanlige, der af Almuen endog før Taxten var, paaanket for dens Dyrhed, Directionen har ey heller udsat paa Taxten, hvorlænge den skal gielde, uden allene indtil den anderledes til Sinds vorder. Men hvorledes besidder Directionen Mod nok til at giøre saadanne Forandringer? Paa egen Haand at opsende Vahre, som i Taxten ere ubenævnte, og tillige overtræde Octroyens 18de Post, som tilholder, at alle saadanne Vahre skal leveres efter Indkiøbs-Priisen og 5 1/3 Fisk Forskud pr. Rdlr. Courant; man forstaae det nu, hvor-

28

dan man vil; enten om Vahre, som af Almuen ere forlangte eller paa egen Haand opsendte, saa ere de dog og forblive saadanne, som i Octroyen og den Kongelige Taxt ikke ere til Troquade ansatte og den i Posten for samme bestemte Priis bør være uforanderlig; Thi den har overladt til ingen, uden til Lovstifteren allene at øve nogen Vold eller Magt over sig. Hensigten af Loven Viiser ellers tydelig at den taaler ingen Forandring; den er allene beskiæftiget med at forbyde slige Vahres Indførsel, for at hindre Overdaad og for at forekomme Landets Udsuelse ved en Mængde Vahre, der formedelst Vidtløftigheden en kunde ansættes til en almindelig Priis. Derfore har Lovstifteren paa engang vildet betage Vedkommende al Haab, paa det Gierrigheden paa den eene og Daarligheden paa den anden Side ey skulde række hinanden Haanden imod hans Hensigt. Den i Oxtroyens 18de Post ansatte Priis er altsaa Lovstifterens Middel ved hvilket at komme til sit Øyemeed, som følgelig ved ingen Slags Forandring bør overtrædes eller svækkes. Ingen der forstaaer at

29

indsee Naturen af en Lov, som er en Dommeres og enhver Lovens Handthæveres Pligt, tvivler derpaa.

2. Af foran sagde Directionens Skrivelse sees videre, at samme nægte Sysselmændene at vide Indkiøbe-Priiserne paa alle de saa kaldte utaxerede Vahre, under Foregivende at det er noget dem uvedkommende. Dette synes en anderledes, at kunde forstaaes, end at Directionen herefter ikke vil dependere af Indkiøbs-Prisen; thi om end ikke Vahrene i Henseende til Priisens ulovlige Ansættelse ere confisquable, saa tilhører der dog Sysselmandene, at besværge sig derover, om end Almuen tier stille dermed; men paa hvad Grund Directionen understaaer sig at kalde Sysselmændenes Embeds-Forretninger, Confiscationer etc. for en Dristighed indseer jeg ikke; Det kan umuelig være nok at Indkiøbs-Priiserne ere Grunden til Handelen; men den Kiøbende maae ogsaa vide dem, om han skal betale derefter; thi ellers er Taxt og Octroy ikkun en død Bogstav uden Virksomhed, saasom det da staaer

30

i de Sælgendes fulde Magt, at handle efter Behag og ond Vinde-Lyst, til Trods for Loven. Indkiøbs-Priiserne kaldes ikke forgiæves et Udlæg og de 5 Fiske pr Rdlr. et Forskud eller Vederlag for et giort Forskud. Men herved mærkes, at Compagniet og Kiøbmændene paa Island i Henseende til disse Vahre ikke egentlig ere at ansee for Handelsmand, men allene for Indbyggernes specielles Commissionairer; ligesom jeg da ikke spørger af en Commissionair, hvad han vil have for det medbragte; men ikkun hvad han har lagt ud for mig; saa bør og disse Vahrers Indkiøbs-Priiser og sammes Tilkiendegivelse være Indbyggernes Rettesnor og Grund. Den Kongelige Taxt sætter ogsaa denne Slags Handel i Hiemførelse med Islændernes Breve, som blive indløste enten fra det Kongelige Cancellie eller Rente-Cammer. Indbyggerne have altsaa Ret til Vahrene, saasnart som de forlanges og ere paa Stædet; men ere ikke forbundne at betale dem, forend de faaer Indkiøbs-Priiserne at vide.

31

3. Man lade end Directionens Taxt have saa uskyldig en Hensigt, som den best vil og kan; saa, bør den dog ikke taales; thi den giver en ond Vane, paakaster Indbyggerne et uformærkt Aag, og lægger Grundvold til Uretfærdighed, som visselig vil flyde heraf, naar Islænderne bliver tilvant ikkun at efterspørge Compagniets Taxt og glemme sine Privilegier. Indkiøbs-Priiserne ere af Lovstifteren ansatte for Grundvold til Betalingen og er altsaa en Kongelig Anordning, der formedelst Lovstifterens Høyhed bør holdes ubrødelig; hvorledes har da Compagniets Direction dristet sig til, herudi at giøre nogen Endring, og paa hvad Maade vil den fralegge sig de Mistanker, som deraf flyder; Thi den, som tiltager sig en ubehørig Magt, han bor ogsaa tilregnes de onde Forsætter, som dermed kan være foreenede. Der siges vel, at Directionens Taxt er besynderlig udgiven Kiøbmændene i Island til Efterretning, paa Grund af indløben Uliighed i deres Regnskaber; men hvorfra er da den Ulighed kommen? thi de bør have at sælge efter IIndkiøbs-Priisen; er det skeet, fordi

32

det har været dem af Compagniet nogen Gang (som dog neppe formodes) tilladt at sælge under Octroyens Taxt; da spørges: Hvorledes kommer det sig, at de vil og tør paanøde Indbyggerne slige Vahre, der skal være bestilte, naar de komme til Landet? Overalt kan Compagniets Taxt nogenledes være Indbyggerne Borgen for de der værende samtlige Kiøbmænds redelige Medhandling; men kan ingenlunde retfærdiggiøre Directionen selv. Det er, som forud er sagt, af deres egne Skrivelser gotgiort, at Almuen har klaget over Vahrenes Dyrhed og sammes Forhold til Indkiøbs-Priisen, saa og at Taxren for samme Aarsags Skyld er af Directionen med Forhøyelse i de fleste Poster opsendt, og i alle Kiøbmands-Boderne befalet at opslaaes, til Efterretning for Indbyggerne. Dette vidner, at Taxten hensigter til Indbyggerne og hvad meere? Compagnie-Directionen lader Indbyggerne samtlig i Naade blive vitterligt; At alt hvad, som hertil er skeet, har saaledes forholdet sig efter Directionens Villie og Samtykke, der efterdags skal være Ind-

33

byggerne en Lov. Hvormed beviser nu Directionen, at slig Behandling er grundet i Octroyen og medfører ingen Forurettelse? Ja! dette har været Almuens Hoved-Spørsmaal, hvortil dog Directionen ey har givet et eeneste Ord til Svar.

4. Det er nu blevet en almindelig Brug, tvertimod Octroyens 18de Post, at indføre til Island saadanne Vahre, som den Kongelige Taxt ikke til Troqvade har udnævnt, uden de af Indbyggerne forud ere Stykkeviis bestilte, og endskiønt Directionen til deres Forsvar vover at beraabe sig paa den ovenanførte Post selv, og tillige med Høylovlig Cammer-Collegii Tilladelse, saa dog alligevel, hvis ikke samme Tilladelse er grundet paa noget besynderligt derom udstædet Kongelig Rescript, burde Vedkommende strængelig stilles til Ansvar for at gotgiøre de Grunde, hvorpaa samme er, skeet og blevet almindelig; thi det er en klar Sag, at Octroyens 18de Post derved aldeles er bleven kuldkastet; allerhelst naar

34

dermed er foreenet Priisernes Forhøyelse over og imod den Taxt, som i Posten ansættes.

Man pleyer ellers i Almindelighed at beraabe sig paa 2de Grunde; først siger man: En almindelig Brug og en almindelig Begiærlighed berettiger Vahrenes Indførsel. Men beviser dette ikke, at Lovstifteren allerede har tabt sit Øyemærke; thi det er just denne almindelige Brug og Begiærlighed, som han har vildet afværge eller svække, som derfor ey kan lægges til Grund tvertimod Octroyeus reene Ord; Altsaa burde i den Sted Vedkommende svare for, paa hvad Maade det først er bleven brugelig. Indbyggerne maae dog nogen Gang have bekommet Vahrene uden at de vare almindelig begiærlige. Ved hvad Leylighed er det skeet? Ja! om Vedkommende derudi ere uskyldige. Hvordan har de dog understaaet dem, at vedligeholde det, som Lovstifteren har vildet svække. Andet siger man: Der ere saadanne Ting, som

35

ingenlunde kan undværes. Lovstifteren har og derfore befalet, at Indbyggerne efter Forlangende maa faae, hvad som helst Compagniet eller Vedkommende anseer at være nødvendigt. Og som Compagniet maa sælge de til Troquade egentlig ansatte Vahre efter en bestandig Taxt, oftest under Indkiøbs-Priisen; saa har Lovstifteren i disse nødvendige Ting, der uden for vildet unde Kompagniet en Douceur, som ikke maae trækkes for vidt. Desuden giælder ingen Slutning, f. E. fra høystnødvendige Ting til Peber-Kager, uægte Guld-Galuner og Korten-Spil, item Kaffee-Bønner, Thee og Sukker. Ja det er endelig en uomstødelig Fortolknings-Regel: Jo mere Lovstifteren har forbeholdt sig; des mere bør ogsaa Vedkommende indskrænke deres Myndighed i Lovens Anvendelse.

5. Efterat jeg saaledes har viist adskillige Feyl ved Compagniets Handel paa Island, vil jeg nu anføre min Meening, som et Middel nyttigt for Eftertiden.

36

1). Havde Compagniets Direction i Stæden for Taxt rettet sig efter de utaxerede Vahres Indkiøbs-Priiser og deres efter Octroyen pr. Minut beløbende Forskud; da havde Islænderen faaet den Tart, han bør at have og Directionen opfyldt deres Pligt. Det er og forunderligt, at ikke den Sag er bleven almindelig fra Octroyens Begyndelse af, i det mindste fra den Tid Vahrenes Indførsel til Landet, først er bleven uindskrænket; Directionens Sikkerhed i Henseende til de residerende Kiøbmænd, samt Compagniets og Indbyggernes Sikkerhed i Henseende til begge, har visselig udfordret det; Ja en almindelig Rettesnor bør være almindelig bekiendt. Det er altsaa for Vedkommende Umagen værd at anholde hos Monarken om Befaling til at Compagniet for fremtiden i Henseende til de utaxerede Vahres overeensstemmende med Octroyen skal forholde sig.

2) Jeg har vel i Begyndelsen erindret om ikke Directionen for sin Taxt har burdet ansøge og erhverve det Kongelig Cam-

37

mer-Collegii Underskrift; jeg vil lade staae ved sit Værd, om samme har kundet bevilge den saadan, som den nu er; nok at Directionen har opsendt den paa egen Bevaagenhed og Myndighed, ja bekiendtgiør, at det ey dependerer af det Kongelig Cammer-Collegio, i Henseende til Vahrenes Priis,

Enhver fornuftig maae vel bringes herved til Forundring og Eftertanke, samt ønske en Allernaadigst Forandring om det saa i Sandhed foreholder sig, at Compagniets Direction dependerer i denne Sag af ingen Øvrighed, som har Magt til at holde over deres Opførsel. Jeg paastaaer, det er nødvendigt, at der blev sat et ordentligt og bestemt Forum, hvorunder Directionen for

sine Priiser, som og alt andet, maatte sortere ved paakommende Paaankelse; at vide Indkiøbs-Priiserne, det vil endog lidet eller intet gavne Indbyggerne paa Island, uden tillige at have saavidt mueligt er, Øvrighedens Autoritet og Forsikring for sammes oprigtige Angivelse. Thi Compagnie-Directionen er i ingen Maade Islændernes Øvrig-

38

hed, og det vilde falde Islænderne deels umueligt, deels og alt for vidtløftigt og omstændeligt, ved enhver forefaldende Tvivls-Maal, paa behørig Sted at forespørge sig: I Sandhed ingen Ting er, meere stridende imod god Orden end at en Handels-Committered, som er bunden til Taxt, skulde enten selv give den, eller eye Magt selv at fordreye den.

Mit Forslag er derfor, med faa Ord at sige, saadant. For det Første: Der burde betimelig for Skibenes Afgaaende fra Kiøbenhavn en trykt særskildt Fortegnelse oprettes, over enhver Kiøbmands medhavenbe utaxerede Vahre og sammes Indkiøbs-Priiser med beløbende Forskud, for ved Ankomsten til Island i alle Kiøbmands-Boder offentlig at opslaaes og et Exemplar heraf at meddeles Sysselmændene; Disse Fortegnelser burde i rette Tiid i det Kongelige Cammer-Collegio leveres til al muelig Undersøgelse, og efter befunden Rigtighed, saavidt muelig har været at udfinde, paategnes

39

under det høylovlig Kammer-Collegii Seigl og vedbørlig Underskrift, at paa samme har i det Kongelige Collegio ikke været noget at udsætte, som burde skee Indbyggerne, men især hans Kongelig Majestæt og Reedeligheden selv til Borgen og Forsikring. For det andet; Hvis en dette lættelig lader sig giøre; da er ingen anden Udvey til at forebygge Misbrug og Underslæb, end at udviide den Kongelige bestandige Taxt med endnu de Vahre, som videre kunde ansees uforbigiængelig nødvendige. Skulde nogen af Indbyggerne siden forlange og paa Handelen bestille nogle Vahre endog derudenfor; da maatte samme ikke, uden i meget rare og besynderlige Tilfælde og det paa Formsmessig Ansøgning, tillade ham at faae.

3) Jeg har i Begyndelsen ogsaa nævnt noget om den Forskiæl, som Octroyen synes at giøre imellem de i dens 18de Post taxerte Vahre og andre, som i den Kongelige Taxt ansættes til Priis med det Ord: Deres Værd, og derformedelst reent over-

40

lades til Kiøbmandens Billighed. Det var høyst fornøden, at ønske, det vilde behage den viise Lovstifter ogsaa at bestemme noget vist i den Henseende; paa det ingen Ting maatte beroe paa Compagniets og Directionens Selvraadighed, hvilket naturligviis føder Misbrug af sig, og er skadelig for Landet.

Om Pulsmændene.

Det er og bleven en almindelig Maade at undertrykke og udsue den Islandske Bonde paa, nemlig den fattige, som enten ey formaaer selv at eye Baad og en altid kan faae Dags Lod i en andens, eller kan være kommen i Giæld til Handelen: at de maae lade sig leye og bruge som Pulsmænd dvs. Daglønner paa Handelen, som bruges til at forrette det grove; Hvorfor dennem ikkun betales daglig a Mand 8 til 10 Fiske, i den Sted at de kunde indbringe 30, ja vel 40 Fiske daglig i Fiskeriets Tiid, og

41

naar Veyret vilde tillade det. Jeg vil herudi korteligen giøre min Paastand: Den øvrige Tiid af Aaret kan være nok med 6 a 8 Fiske daglig; mens fra medio Aprilis omtrent til ultimum Augusti beregnet, bør have paa egen Kost 12 Fisk pr. Dag, som baade kan meget vel og uden Savn taales af Handelen, som og nogenledes holde den fattige Arbeidere skadesløs, imod hvad han ellers kunde erhverve. Pulsmanden er en uundværlig Perfon paa Handelen og kan ikke afskaffes; Men hvis vi behøve hans Arbeide, saa maa det og være en Nærings-Vey for ham, samt hans Betaling skee i Forhold til hans Arbeide, det Gavn han giør os, og det han oftest virkelig forsømmer ved at tiene os. Ja sandelig er det ansatte dog lidet nok, naar man tænker baade at han mestendeel maae fanges med Kneb, som og at han omtrent fra medio Aprilis til ultimum Augusti skal fortiene, Hvad han skal leve af hele den øvrige Tid af Aaret. Han har vel den liden Leylighed imellem at fortiene sig, som sagt er, en

42

6 a 8 Fiske om Dagen, den Tid han og de andre har ingen Næring af Søen; men just derfore faaer han ey mere end de 12 Fiske i Fangstens Tiid, ja hvis han skulde bestandig den Tiid arbeide, som Pulsmand, uden at imellem komme paa Søen, da kunde han umuelig derved have sin Udkomme. Det var at ønske, at Klipfisk-Virkningen paa Handelen ophørede snart; saa havde man og færre Pulsmænd fornøden i Fangstens Tiid, Fiskeriets Dyrkelse til Afbræk.

Jeg legger hertil en almindelig Beregning paa Compagniets Gevinst ved Fiske-Handelen paa Island, til end videre Efterretning, saavel i denne, som udi anden Henseende overhoved.

Et Skpd. koster i Island 3 Rdlr. 72 Sk. og i Dannemark 16 Rdlr. Compagniet betaler 1 Skpd. Dansk Klipfisk med 4 Rdlr. 66 Sk. paa Island og faaer igien 16 til 17 Rdlr. For Terreneuvisk Klipfisk 4 Rdlr. 66 Sk., undertiden noget ringere,

43

og faaer igien 17 til 18. Rdlr. 1 Tønde Tran i Island 4 Rdlr. 21 Sk, og gielder her 13 a 14 Rrdlr. etc. Fra disse Udsælgnings-Priiser. skal nu afdrages to Ting: 1) Compagniets Bekostning paa Transporten. 2) Den Forliis, som Compagniet giør ved de Vahre, som de efter den Kongelige Taxt gemeenlig maae sælge under Indkiøbs-Priisen; Dog kan ikke tvivles, at jo Compagniet vinder vel meere end 50. pro Cento, og følgelig at de bør behandle Islænderen efter Billighed.

Hvad Fabriqven og de nye Indretninger i Island er angaaende, derom havde jeg vel sat mig for noget at røre paa dette Sted. Men saasom jeg finder at det kræver Vidtløftighed; vil jeg sige det kun med faa Ord: Man arbeider paa sammes reene Undergang. Gierningen skal tale for sig selv, og Udfaldet vise Sandheden af mine Ord, men som sagt er, jeg sparer dette, for den fornødne Udførligheds Skyld, til en anden Leylighed.

44

P.S. Efterat mit Skrift til Trykken var overleveret, kom mig for Øyne et Svar paa Islandophili indleverede Tanker til Magasinet for Patriotiske Skribentere No. 65 og 66, hvilket Autor, for at skille det fra andre, har betegnet med hosstaaende Mærke (ᛉ) Er det dydigt og roesværdigt, at paadigte nogen en Meening, for siden al igiendrive den og legge samme til Grund for flere ligesaa sindriige Anmærkninger, bliver denne Forfatter en berømmelig Skribent: Jeg vil i mit andet Hæfte finde Leylighed til at vise begge Deelene.

45
46
47

j*

48
1

Anmærkninger over Compagniets Handel paa Island, skrevne af Islandophilus

Andet Hæfte

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager boende paa Nørregade. No. 245.

2

Indhold.

1. Om Handelens urigtige Udøvelse paa Island og Landets Tilftand.

2. Om Duk- og Tøymager Fabriken paa Reikevig og de dermed forenede Anlæg overhovedet, eller saa kaldte nye Indretninger.

3

Almindelige Anmærkninger om Handelens urigtige Udøvelse paa Island, og Landets Tilstand.

Man klager i Almindelighed over, at Tilstanden i Island er meget slet, saavel hvad Kompagniets Fordeele, som hvad Indbyggernes angaaer; ja det forstaaer sig selv at hvor der er intet at hente paa et Stæd, der profiterer en Kiøbmand kuns lidet. Saa meget er gandske vist, at alt hvad hidtil er anvendt til Landets Oprejsning, og i sær siden Aaret 1752 med anseelig Bekostning hensadt i Klæde-Manufacturer Svovel-Fabrik eller i de saa kaldte nye Indretninger til Fiskeriets bedre Drift, er næsten altsammen spildt saa at neppe noget andet Stæd kan fremviises, som saa nær i er Seculo har opflugt saa store Penge-Summer, og viist

4

mindre Frugt deraf, end Island. Et er at undersøge paa hvad Maade disse Anlæg i sær ere saa aldeles forfaldne og Landets bedre Opkomst, som Hensigten af de giordte Bekostninger forsømt, et andet hvor stor Jammer der foruden er iblandt Indbyggerne i Almindelighed, samt hvilke, hvordanne og hvormange de Aarsager ere, som saaledes overhovedet biedrage til Landets ødelæggelse. Visselig: thi det er en afgiort Sag, at Landet ey kan bestaae uden Handel med andre Folk, saasom de, undtagen i Henseende til Fisk og en sulten Bid Kiød, som rækker til en 3die Deel af Indbyggerne, samt hvad lidet Uld og Skind det giver forud, lider den yderste Mangel paa alt hvad til Livets Ophold behøves, ja kan i Mangel paa Træe til Baader og andet Redskab ey engang, uden andre Nationers Hielp, forsyne Landet med de nødvendige Fiske til Folkets Underholdning. Lad saa Kompagniet herefter giøre sit sædvanlige Tab Aar for Aar; da vil vel Landet maaskee ikke længe herefter forfalde af sig selv. Enden paa Legen er den, at Kompagniet ved denne Handels Maade taber anseeligt og maaskee til sidst spiller Bankerot; Men Landet derimod

5

er ved Kompagniets Handel bleven saa udsuet, at det hverken meere kan taale noget Kompagnie, eller vedligeholde nogen Handel paa Frie-Fod. Min Hensigt har vel været, i følge mit Løfte i forrige Hæfte, paa dette Stæd at holde mig ved Fabrike-Væsenet og de nye Indretninger; dog kan jeg ikke bare mig for med nogle faa Almindelige Anmærkninger ogsaa løseligen at svare til dette andet Spørsmaal.

For en 30 á 40 Aar siden kunde sikkerlig Istand skatteres, ar have i Rulance, 2 Tønder Guld, i Specie Selv; Danske og Engelske Kroner foruden deres brugende Sølv i Bælter, Knapper, og anden Prydelse. Nu derimod er jeg vis paa, de have ikke den 4de Part. Jo de have høyst at regne, hver anden Person, nogle smaae Knapper i sine Trøyer, og Konerne nogle Bælte etc. En stakkels Levning af den gamle Velstand, som ventelig med første vil følge det andet efter, hvis Landets nærværende Forfatning bliver uforandret. Næsten hele Folket er sat i den yderste Fattigdom,og er der end nogle faae af Indbyggerne Hoved-Rige, saa er det og netop faadanne, som, hvis Kompagnie-Handelen i

6

Dag eller i Morgen ophørde, vilde blive deres egne Brødres Udsuere, og siden reise bort med deres Midler; naar hine foragtet for sin Armod og overgivet af alle var tilsidst færdig at opgive Aanden. Denne Ulighed imellem Indbyggerne er en af de vigtige Aarsager, hvorfor Islænderne ey kan bestaae med Frie-Handel; thi nu, saa længe de oktrøyerede Handels-Stæder ere i Landet, kan Indbyggerne den Fattige saavelsom den Riige, altid, og naar de have Lejlighed at kiøbe, faae efter Haanden og paa sine Stæder i smaae Pluk, ligesom fra første Haand af hvad de behøve, og det som deraf følger, efter den fastsatte Pris, som er lige paa alle Tider og for enhver. Ja dette er ikke det eeneste; thi den fornemste Herlighed, som i Almindelighed tilflyder Indbyggerne af Oktrøyen, er den, at naar de ey have Penge og dog behøve noget paa Handelen; da er man forbunden at lade dem faae paa Kredit, uden derfor at vige 1 ß. fra den givne Taxt a). Derimod hvis Handelen blev sadt paa frie Fod; var det jo en Nødvendighed, at

a) Dette strider ikke imod hvad jeg Pag. 12 i det 1ste Hefte har talt mod den octroyerede Islandske Handel, eftersom jeg der viiser den som den er; men her som den burde være.

7

Indbyggerne i Almindelighed inden en kort Tid skulle krepere; hvis ikke nogle faa, som havde noget i Ryggen, slog sig tilsammen, for i Fartens Tid at kiøbe det meeste af de tilkommende Skibes Ladning og, siden at sælge det ud igien. Disse vilde da visselig af alle Kræfter giøre dyrt Kiøb for dem som ey i rette Tiid kunde have Leilighed til at forsyne sig med de nødvendige Ting. Nok herom; thi Sagen hør egentlig ikke til min Materie og endnu mindre til dette Stæd; men her tales ikkun om Islænderens Specier, Kroner, hvilke de har ladet gaae sig af Hænderne men ey skaffet sig i Stæden enten andre eller anden Penges Værdie, uden at tale om det kan være Landet til nogen Skade eller Forliis, at de ikke have Kontanter, siden al deres Handel skeer in Natura ved Udbytte af Vahre imod Vahre efter en fingered Priis i den brugelige Bereignings Maade til Fisketal, hvilket jeg dog troer; thi saa længe de havde sine Kontanter, vare de en bestandig Eyendom som kunde gielde i Handel og Vandel med andre Nationer, hvis der var eller skulle blive Frie-Handel; uden at tale herom, siger jeg, bliver det er aabenbare Teign til, at deres De-

8

bet langt har oversteget deres Kredit, eller at de til sin daglige Fortæring har behøvet meer af andre, end de har kundet lade andre faae tilbage af det, som de selv efterhaanden har kundet erhverve til Udbytte. Dette er ikke een Families, ey en vis Deel af Landets men heele Folkets Skiebne; et vist Beviis for at Landets Tilstand er bleven anseelig forringet; men hvor deres Eyendomme ere blevne af, enten de endnu findes hos nogle faa Rige i Landet, eller hos Kompagniet, tør jeg ikke fastsætte. At Handelen imellem Kompagniet og Bonden egentlig, og hvor det paa begge Sider kan skee eller forlanges, ankommer paa Udbytte, det er sandt; dog alligevel, hvis enten en Mand intet kan erhverve til Udbytte in Natura, eller allerede efter Evne har giort sin Leveranse; saa kan i Følge deraf Oktrøyen ey nægte ham for rede Penge hvad han behøver af Handelen; og hvis en Mand, som allerede har forsynet sit Huus til Fornødenhed, har endnu fleere Vahre at overlevere til Handelen, da betales ham heller end gierne derfor rede Penge, dog er dette noget, som paa nærværende Tid er usædvanligt; undtagen naar en Mand fordrer, af Kiøbmanden

9

Penge til Forskud eller rettere sagt til Laans, som igien skal betales med Producter, men bliver gierne en ævig Restance; Endelig drives jo og maa drives uden for Kompagniet en stor Handel, imellem Indbyggerne indbyrdes, med Jorder, Baader, Stude, Kiør, Faar, Heste, Fisk, Vanter, Skind, Hoser og Trøyer etc. etc. Denne Handel skeer altid ved Kontanter, det er ogsaa nødvendigt, den maa skee paa denne Maade; thi de Vahre, som een trænger til, har ikke altid en anden at overlade ham. Men i disse Tider er Indbyggernes Penge-Mangel dobbelt besværlig; saa længe en Mands Leveranse paa Handelen sielden rekker net op til hvad han aarlig paa Handelen behøver af Madvare etc. Og hvorfra skal da den stakkels Mand tage Penge, som ingen har og ingen kan erhverve sig. En saadan Mand kan jo tilstdst Hverken faae at kiøbe paa Handelen, eller hos sine egne Medbrødre; thi det er nødvendigt, at først maa han mangle paa et Stæd at betale med og endelig paa begge. Jeg har da beviist, at Penge-Mangel i Landet er en stor Savn, og tillige dermed sagt meget andet, som beviser min Hoved Sætning, at Landet er kommet i en elen-

10

dig Tilstand, og staaer Fare for en hastig Ødelæggelse. At alt dette, som jeg her har foregivet, er saa i Sandhed, kan tildeels grundig gotgiøres af Handels-Bøgerne, og skulle endnu meer blive soleklart, hvis Landet havde Danske Øvrigheds Betientere, da Tilstanden umuelig kan blive ubekient for enhver, som med en maadelig Opmærksomhed, en kort Tid lever i Landet. Paa nærværende Tid er det Vedkommende om at giøre, at den rette Sammenhæng maa evig blive dulgt. Aarsagen veed Gud og de selv. Almuen er imidlertid høylig at beklage, som skildte ved deres Eyendomme sukker under det haardeste Aag. Jeg har allerede forud sagt, at en Mand neppe kan levere saa meget af Landets Produkter til Handelen aarlig, som han behøver end sige at faae Penge for. Her spørges maaskee nu: Om det ogsaa har gaaet bedre til i forrige Tider? Jo det forstaaer sig selv; thi de have jo havt Penge tillige med andet Sølv, og hvorfra har de faaet der, jeg meener fra Fremmede ved at overlade af det, som Landet frembringer og allerede for 30 Aar siden har de jo meget vel kundet holde paa sine Penge under daværende Oktrøy-Handel med Dannemark; føl-

11

gelig har de jo med Produkter kundet bestride sin heele Trang baade til os og til hinanden indbyrdes. Denne Forringelse i deres nærværende Kaar har jeg ikkun nødig at nævne; thi at den Aar fra Aar tager til, og Regnskaberne, som jeg vel kiender men ikke derfor har Kopie af, kan paa Forlangende beviise det. Jeg troer ey heller, at Kompagniets Interessentere skal rose sig af Gildet; naar de betragter, hvor mange Aar de idelig har maattet giøre frugtesløse Indskud, og endnu ey kan komme til at nyde den mindste Fordeel af sine Aksier, ey engang de ordinaire Renter af det første Indskud. Sandelig, Kompagniets og Landets Indbyggernes siette Fordeel af hinanden, er saa klar og tydelig, at den strax falder i Øynene, ligemeget fra hvilken Side man først betragter den. Island siger Kompagniets, Kompagniet igien Islands Tilstand og begge sin egen, saasom de virkelig ruinere hinanden indbyrdes. Dette sætter da forud enten et utroeligt Underslæb af den forordnede Direktion eller at intet er at hente paa de Steder, hvor Handelen drives. Jeg har da allerede i Forliiset af Islands forrige Sølv og Kontanter givet et vist Beviis for Landets slet-

12

te Tilstand, dog siden dette sætter forud en Tid af ikke mindre en 30 á 40 Aar, skulde man vel troe, at ødelæggelsen ikke var saa stor eller saa nær som den virkelig er, og at det endnu kunde have omtrænt ligesaa lang Tid at løbe paa, førend den heele Verden med et har Troen i Hænderne. Men man behøver ikkun at give Agt paa Kompagniets Tilstand og Handels Bøgernes aarlige Restancer, for i en Hast at faae Øynene oplukte. Jeg har vel ogsaa skatteret Landet for nærværende Tid omtrent at eye den 4de Part af de Kontanter, som de havde for 30 á 40 Aar siden; men man kan forsikre sig selv om at Tabet er endnu langt anseeligere. Jeg vover at sige, at de samme som den Tiid vare til og i Rulance i Landet, ere for mange Aar siden, aldeles udfriede, thi man maa vel legge Mærke til, først at i Aaret 1752 er af Kongen skienket til Landet 60000 Rdlr. som siden efter Haanden ere førte derhen, og dernæst at den heele Sum, som nu roulerer blant Folket, er næsten ikke andet en Handelens egne Penge, som den har forstrakt Landet med, og fra det ene Aar til det andet har giort nye Forstrækning til Indbyggerne, uden at de har afbetalt

13

noget paa det Gamle, og da først see vi, ar heele Sammenhængen er gal; saasom det er næsten ubegribeligt, hvorledes Landet med en saa anseelig Understøtning, langt fra at komme i Stand, Aar efter Aar viiser alt meere og meere sin tilvoxende Fattigdom. For endnu nøyere at kiende den kan man give Agt paa, hvor mange de ere paa Fisker-Havnene, som maa gaae til Søes udi andres Baade, og dog ey ere Tieneste-Tyende, men skal kaldes sine egne og maa ernære Familie; tillige med hvor stort deres Tal er, som have intet at bestille, men med Glæde giver sig til Pulsmænd, hvor de kan blive det, for 8 Fiske om Dagen, naar andre til Søes kan fortiene sig 20 á 30 Fiske hver Fisk til 2 1/4 ß. beregnet. Hvor mange Ægteskabs og og Folke Nummere aftager vel ikke aarlig, hvortil ingen anden Aarsag er end den store Mangel paa Nærings-Veye. Hvor ussel deres Levemaade end er i henseende til Føde og hvad andet, som behøves inden Huuset, bruger og fortærer de dog langt meere af vores Produkter nu end i fordum Tid. Jeg vil reent forbigaae andre til Bekvemmelighed henhørende Ting; smaa forrevne og usle Huuse anseer Islænderne ey for

14

nogen Mangel, som ved Vanen aldrig har faaet Smag paa noget bedre; ikke heller kan de være misundelige over vore prægtige Bygninger, som de neppe veed af er til. Fornøyede i deres Hytter vilde de henbringe deres Tid; naar de for Resten eyede hvad som er nødvendig til en skikkelig Underholdning. Imidlertid troer jeg dog, at Landet kunde vedligeholde noget af den Overflødighed, som man nu finder hos os, om man vilde, vidste og giorde ret Forsøg paa at bruge og tilegne sig de Rigdomme, som Naturen paa andre Maader har tildeelt Landet til en stor Erstatning for dets Mangler i andre Ting. Men deraf følger ikke det, at de skulde vedligeholde den; men saa meget er vist, at naar Landet er saa rigt af Naturen; da er dets nærværende Uselhed saa meget des større og meere værd at bebreides. Hvem da? De som Skylden endelig falder paa, enten os, eller dem selv, eller begge eller nogle i sær af begge.

Landet giver ingen Skat til Kongen; thi den meget ringe Oppebørsel, som kommer af Landet, forstaaer ikke til Betienternes Løn, som nødvendig skal holdes. Men dette vil jeg ikke saa

me-

15

get tale om, fordi det ventelig har været i alle i det mindste i mange Tider saaledes beskaffent; dog alligevel har uden Tvivl Landets usædvanlige slette Tilstand været Aarsagen, hvorfore Kongen har maattet ved nærværende Oktrøyes Oprettelse eftergive nærværende Kompagnie den sædvanlige Forpagtnings Afgift, og det er høystforunderligt, at med alle disse Hielpe-Midler kommer dog Landet og Kompagniet ingen Vei med hinanden, og Indbyggernes Uselhed voxer alligevel Dag for Dag tillige med Hielpen. Man skulde snart troe, naar man kommer først til Landet og skuer Landbunden, hvorledes den er opelsket, at samme var et Afskum af Naturen, eller en Afkrog i Verden, som Skaberen havde dannet, alleene til at beundres for sin Forskrækkelighed, og ikke at beboes af Mennesker, uden af dem, som formedelst grove Misgierninger burde forviises Verden og det Menneskelige Selskab. Men det er dog gandske bekiendt, at Landet forhen har givet af sig adskillige Vexter til Livets Ophold, og ikke længe siden har underholdt en Qvæg-Hiord, som i Godhed og Mængde har overgaaet snart alle andre Nationers, til baade Indbyggernes og an-

16

dre Landes, i sær Dannemarkes, samt Handelens store Nytte og herlige Fordeele. Jeg taler ikke om paa dette Sted, hvor meget og pludfelig Landet har aftaget i denne sidste Herlighed, skiønt det er en gandske nye og stor Ulykke, som har overgaaet det arme Folk; da den har tildeels saadanne Aarsager, som ere skiulte for Menneskene og som de ikke heller kan afhielpe. Imidlertid feiler ikke, at jo Landets Faar og Fæe er i en langt flottere Tilstand end de kunde og burde være u-anseet Faarepæsten, hvilken de holde for en Guds Straf, men som jeg troer, at Menneskers egen Forseelse og Skiødesløshed har den største Deel i; thi da de Aaret 1758 førde syge Faar til Island, som har bragt Ulykken først i Landet, hvem lærte dem da, ar dette kunde skee uden at befænge de da værende; men giør man en Sammenligning imellem Faarenes Mængde nu og i forrige Tider, i Forhold til Pæstens Overmagt; da vil man lettelig finde, at Pæsten ikke kan have ald Skylden alleene; thi visse Aaringer, naar Pæsten, hverken det samme Aar, eller det forrige, har grasseret saa stærk, som forud, skulde man vente at Faarenes Mængde vilde igien

17

tage til i Forhold til Pæstens og dens Følgers Aftagelse men tvert imod har undertiden Faare-Mængden i Pæstens gruesommeste Tid været kiendelig større, end i de mildere Aaringer, og hertil hielper vel meget, at man paa de Steder og Tider, hvor og naar Pæsten engang hviler, slagter for meget af de Faar, som burde tiene til Auvel og Omsættelse i Landet; imidlertid flyder dog heraf, at ligesom Faare-Auvelen Aar til andet aftager, saa sættes Græs-Marken i desto ringere Værdie, og derfor behandles skiødesløs, hvorved ald Faare- og Qvæg-Auvl overhovedet bliver ved deres egen Efterladenhed alt slettere og slettere, ja paa sine Steder nu er gandske uddød, som ey kan andet ventes, helst Pæsten et andet Aar igien ikke forsømmer at giøre sit dertil. I Landet har slet ingen Sygdom været iblandt Hornqvæget og dog er deres Qvæg hverken saa got eller meget, som for en kort Tid siden, ja bliver aarlig slettere og færre. Hvad er da Aarsagen til alt dette? jeg troer at Skødesløsheden med Landets Jorder, og især dets herlige Græsmark, er baade den største og naturligste Aarsag. Jeg nægter ikke, at jo en heel Deel besynderlige ulykkelige Tilfælde har anfal-

18

det og paa visse Tider jammerlig ængslet Landet, ja til deels ængster det endnu. Men et andet er dette, om man ikke kan giøre og virkelig i samme Tilstand, som Landbunden nu er, har giort sig bedre Nytte af Jorden, end man nu giør? Jo visselig baade kan og har man giort det. De har for ikke lang Tid siden haft en saadan Mængde af Qvæg og anden Auvl, som nu ikke engang kunde ernære sig af Landet; men her spørges da: hvad som kan giøres og nu omstunder forsømmes at blive giort? Sæt: At Islænderen alletider i Henseende til deres Jord og Græsmarker havde viist samme Forsømmelse, som de nu viiser, saa er dog Skiødesløsheden en Sag, som æder omkring sig, og tiltager i sin Virkning allerkiendeligst, naar den først engang har begyndt ret at faae Overhaand; thi Virkningen selv og den bestandige Efterladenhed at komme Naturen til Hielp, blive de medvirkende Aarsager, som kappes med hinanden om Fortrinnet. Virkningerne, som vi seer for vore Øyne, nemlig: Landets Skarphed og Qvægets Formindskelse af Aarsager, som ellers ere ubekiendte, viiser, at Landet er meget forsømt og at det nu i sildigere Tider i sær har følt Virkningen deraf Det er

19

ey underligt, at Virkningen engang bliver størst; thi man søger at drive Naturen saa høyt, at den endelig og pludselig maae døe ud, og man kan sige, at et Land, hvor Indbyggerne saa lang Tid har arbeidet paa sin egen Undergang; men førend dig sildig har haft den Yderste Følelse deraf, det er sandelig af Naturen et rigt og meget

velsignet Land. Island gaaer sin Undergang i Møde med hastige Skrit, men i alt dette nyder dog en særdeles og i andre Lande gandske Ubekiendt Lykke, i Henseende til den Auvel, som endnu kan underholdes af det, som Landbunden kaster af sig. Landet vrimler af Hæste og efter sin Art meget gode, som fornemmelig føde sig selv ude paa Marken baade Vinter og Sommer, og næsten paa samme Maade ernærer

ogsaa Horn-Qvæget sig, der dog trodser andre Nationers i Godhed. Det slaaer nu ikke heller Feil, at jo et Land, som giver gode og fede Ting af sig selv, kan ved Opelskning og en fornuftig Behandling bringes til at give meget Meere af samme Slags. Hekla Med sine Virkninger strækker sig ey over 20 Mile af reigne ind i Landet men slet ikke til de fedeste Steder, eller egentlig til de, som haver særdeles Græsmark og

20

brugelig Jordbund, derforuden er det befunden, at Pimp-Sanden, som Hekla kaster fra sig ind i Landet, i stæden for at skade, er en særdeles god og forunderlig Giødsel for Jorden. Det er ogsaa ved Forsøg beviist, at Kaal, Rødder, Roer og Potates etc. har en særdeles Lykke til at voxe i Landet, som hvis Indbyggerne kunde bringes til at føre sig det til Nytte, vilde det overmaade meget lette deres Trang til andre Lande. Jeg kiender selv meget vel den Mand, som med god Lykke har giort Forsøg derpaa. Kong Friderik den Femte høisalig Ihukommelse, som har udgivet en Forordning, at Indbyggerne skulde med Magt tilholdes at betiene sig deraf, har nok ogsaa haft god Grund til Befalningen; men den efterleves kun af faa rige iblant Indbyggerne. Ligeledes er forsøgt, at Byg og Havre voxer der, og kan meget vel bringes dertil paa visse Steder; thi at de Bønder fra Jylland, som efter Kongelig Befalning kom did hen for at sætte dette i Verk og tillige lære Indbyggerne den rette Omgangs Maade, maatte reise tilbage igien med uforrettet Sag, deraf kan slet intet bedømmes; thi det gik her, som det gaaer med os i de fleste Tilfælde. Villige og hidsige nok

21

findes vi til at begynde; men naar vi faaer begynt, har vi og næsten alt hvad vi støtter om; Bønderne fik ingen Undsætning af Vedkommende, som var befalt, og bleve paa alle optænkelige Maader forfulgte af Almuen, som deels var indtagen af Fordomme, deels opirrede af andre, Gud veed af hvilke Aarsager. Imidlertid kan nu et saa herligt Land ikkun forstrække Tilskueren, da det alligevel maaskee er dannet af Naturen, at bære nogenledes de samme Frugter til Livets Ophold, som de andre nordiske Lande, men jeg taler ikke saa meget herom, fordi Islænderen nu omstunder fornærmer sig selv derover, og anseer Agerdyrkning for et foragteligt Verk, i den Tanke at Naturen har givet ham langt ædlere Ting, hvorved han baade har nok at bestille, og saa meget til Overskud af sin Gevinst, at han uden ald Savn kan betale sit Brød etc. hos fremmede, der ere forlegne for hans Produkter. Islænderne kan have Ret deri, naar de kuns vilde og kunde bringe sig deres sande Fordeele til Nytte; men hertil hører u-nægtelig ogsaa Græs-Marken, som skal underholde og fremauvle deres Qvæg. Desuden saa længe de befinder

22

sig i den Trang, at de formedelst Mangel paa sundere Ting maa giøre sig en Lyst af at spise ilde tillavet Smør, alt for rigelig smurt paa den Fisk, der i Tørkningen er bleven suur for dem, der tiener dem, i stæden for Brød, saa kunde og burde de, for at frelse deres Legeme fra Sygdomme, tilholdes at plante sig Kaal, Rødder, Roer, Potates, som de kan have af deres Jord uden megen Møye og Tidspilde. Potates kunde i Nødstid, naar de har ingen Qvæg eller Fisk at levere paa Handelen, og seer sig fremdeles ingen Udvei at betale deres Kredit, tiene paa en langt bedre Maade for Brød, og hvis de ved Hielp af de andre Ting kunde spare noget paa sit Smør, Tælle, og Kaage-Fisk; da kunde de for samme kiøbe sig paa Handelen Havre eller Rugmeel, Tømmer Jern, Salt etc. Men vilde de ikke spare; da kunde de deg ved disse Ting leve langt sundere og faae Forandring paa deres Spise. Islænderen har nok en megen stor Mængde Fisk, naar man taler om hvad han kunde have i Henseende til Fiskens Mængde og Forskiællighed baade i det vilde Hav og i Ferske-Søer; men han nyder kuns en liden Deel deraf, og er ingen

23

Tvivl, at han jo knude nyde meget meer, om han var i den Stand, at han kunde giøre sig Havets Eyendom ret nyttig; dog sæt: At han kunde det, saa hielper det dog ikke til at undskylde ham for Græsmarkens Forsømmelse, ikke heller kan Kompagniet være dermed fornøyet; thi Qvæg-Handelen, om den var i god Stand, er Kompagniet nok saa betydelig, som Fiske-Handelen. Desuden er jo omtrænt den halve Deel af Handels Stederne Slagter-Havne, fordi Indbyggerne midt udi Landet fra gammel Tid har ernæret sig af sit Qvæg alleene, og har endnu ingen anden Nærings Vei, kan ey heller faae, thi de kan ikke lange til Fiske-Bankerne Synden og Vesten i Havet med sin daglige Handtering. Endelig jo flere Nærings-Veye et Land har, jo flere Folk kan en Mand ernære, og jo flere Familier kan ogsaa deele Stedet imellem sig. Følgelig kan da ikke Kompagniet og ligesaa lidet Landet selv helst i disse trængende Omstændigheder besinde sig vel derved, at Græsningen forsømmes. En af de særdeles Aarsager til Græsmarkens Forsømmelse i Island er den, at Jord-Eyendommene ikke bortfæstes som i Dannemark og

24

Norge ved Byxel og skriftlig Akkort, men alleene imellem fire Øyne paa en saa uvis Maade, at Eyermanden leier i Dag fin Jord bort til en Mand, som han i Morgen igien driver fra uden Aarsag. Derimod burde Jorderne fæstes bort paa en fast og sikker Fod til Manden, som leier den, og Konen efter ham etc. Thi om nogen skal forbedre eller opdyrke sin Jord, saa skal det være ham, som fæster den, thi det hender sielden, at Eyermanden ikke leyer den bort, og skeer det ikke, saa er dog han efter sine Tanker i saa god Stand, at Jordens Opelskning kan være hans mindste Sorg; og saa længe hin ikke veed, om han sidder fast et eneste Aar, da skeer ogsaa Forbedringen derefter. Jeg kan ikke begribe Aarsagen til den almindelige Praxis, ikke heller hvorfor Huusholdnings Maaden i Island og Finmarken er saa forskiellig fra Norges; da dog disse Lande er med Norge af en slags Natur undtagen hvad Skovene angaar, og til sit sande Flor burde følgelig staae under een flags Oekonomie. Hvad den øvrige slags Dyrkning af hans Jord angaaer, da, saasom den Sag hører ikke aldeles til mit Øyemerke, gaaer jeg det forbie,

25

saa meget vil jeg sige, at enhver Islænder burde ved Lovens Magt strængelig tilholdes at indhægne en Deel af hans Jord baade til Græsbund som og til en Have for Kaal, Rødder, Potates etc. Præsterne ere vel allerede dertil forbundne, men der efterleves kun af faa, da dog disse herudi burde og lættest kunde være Almuen et got Exempel. Dette maa da være nok i denne Post, hvoraf man kan slutte sig til Landets slette Tilstand. Her spørges nu om de sande Aarsager overhovedet til dette alt. Jeg vil ikkun paa dette Sted opreigne nogle almindelige:

a). Fordomme eller Skiødesløshed, Forsømmelse, en mindre ordentlig Levemaade og gammel Hævd derpaa, er unægtelig den nærmeste, reeneste og største Aarsag dertil; men nu spørges atter; Hvad igien er Aarsagen hertil? Kompagniet skal vel have Skylden; men det kan umuelig have den allene, thi Indbyggernes egen Uagtsomhed i Nærings Væsenet har maaskee lige saa megen Skyld; derved er Landets gamle Friehandel ødelagt, og oktrøyeret Handel indført i Skeden, hvorover Indbyggerne va-

26

re bragte til den Armod, at de gandske vare omkomne, hvis ey Kongen bevæget over deres Nød havde af Lands faderlig Omsorg paataget sig Landers Handel; men af den Tilstand, som da var, maa man søge Kilden til det nærværende Onde; thi hvordanne Indbyggerne have været end og for den Tid, det sætter jeg derhen, men saa meget er gandske vist, at om nogen Vindskibeligheds-Aand har oplivet Island nogen Tid, da er samme ved den Leilighed uddød, og Nøden har først tvunget Folket til den overordentlige usle Levemaade, saasom det og forstaaer sig selv, at en særdeles og yderlig Trang har giort den første Begyndelse, det er og siden bleven en Vane og Vanen den anden Natur. Dette og intet andet er den Hævd, som Islænderen har paa disse sine Forfædres gamle Skikke, hvorpaa han idelig beraaber sig. Aarsagen, at de med al denne Uskikkelighed har dog kundet begaae sig nogenledes indtil nu, er deels de store Understøttelser, Landet har haft, deels at Qvæg-Sygen ikke før er kommen ind i Landet, og da Kongen første gang tog derimod, havde det endnu som sagt er en Hoben Kontanter, ventelig en Levning af den gamle Vinski-

27

belighed, som under deres saa kaldte Frie-Handel blev bevaret paa Kiste-Bunden. Dette Lig gendefæe kom Folket tilgode en Tid lang i Eftertiden siden da de atter fik Handel.

b). Uanseet deres Tænke og Levemaade er ikke poleret, har de dog, siden de ved os atter kom i Handel med andre, faaet meere Smag paa at efterabe den store Verden, end deres Land kan taale, saaledes forfalder Menneskene gierne fra en Yderlighed til en anden. De skal nu bære Lærreder af adskillig Slags etc. De store i Landet af Præster, Embeds Mænd og andre noget formuende paa deres Maade skal bære Silke-Tøy og Fløyel etc. Hvorved hine immer forleedes alt meere og meere at følge efter, saa langt de kan. Underligt, at de dog i den Post ingen Samvittighed giør sig af at vige fra den gamle Slentrian. Ligesaa gaaer det med fortærendes Vare af Meel og andet, som kan forbruges i deres Huusholdning. Det eneste de sparer paa og alt for meget spare, er Saltet, hvoraf man kan slutte sig til, hvor vel og sund deres Levemaade er indrettet. Hvad det angaaer, at en Mand, som forhen tog aarlig en Tønde Meel paa Handelen, tager nu

28

sex Tønder, da er det langt fra, at en bedre Formue giver dem dertil Anledning, tvertimod kan man sige, at jo meere fattig en Mand bliver, jo meere fordrer han paa Handelen at leve af. For resten kunde det nogenledes undskyldes, om ikke det brugtes u-rettelig; thi i Steden for at anvende noget af deres Meel til Flad-Brød paa norsk Viis, kaage de Meelet i Grød og Rugmeels-Suppe, og bruge lige meget Fisk og andet. Men af alle de Feil, jeg har fundet hos Islænderne, er der ingen som er dem til større Skade end en u-maadelig Brug af Brendevin. Deres meeste Kiøbmanskab fra Handelen bestaaer i Brendevin, hvorved de skammelig forøde sin bæste Fiske-Leveranse, som kunde og burde tilveiebringe dem, enten Kontanter eller andre nyttige Ting, hvorved de kunde udbrede sit Fiskerie, samt anden Næring, leve sømmelig og formeere sin Formue; vel gives det ud for en Forfriskning under det stærke Arbejde til Søes; men det er ogsaa kommen saa vit, at de ei alleene med Brendevin eller rettere sagt med et got Ruus skal opmuntre sig til Arbeidet; men de belønne ogsaa dermed sit Arbeide efter udstanden Møie, og naar de have en ledig Time. Ja

29

mange er saa aldeeles henfalden til Drik, at saa snart de kun har faaet et Glas, skal de nødvendig have sig en hee! Ruus, førend de holder op. Det forstaaer sig selv, hvordan den Vindskibelighed er, som skal avles af Brendevin, og ligeledes er klart, at den, som drikker Fortienesten op, maa nødvendig blive en fattig Mand, Tobak vil jeg ikke nævne, fordi de dog derved kan beholde sin Forstand og lige Fyrighed; men alligevel bliver det samme Spørsmaal tilovers, nemlig: Om Tobaken kan ansees for en Forfriskning under deres Arbeide allerhelst da de bruge den ikke til at røge eller paa anden Maade for Søe-Folk og andre Arbeidere; men til at snuse, hvorudi Mand og Qvinder, unge og gamle kappes om at overgaaae hinanden, hvorved Tobaken er bleven Islænderen ligesaa uundværlig som Fisken selv, saa længe han herudi maa raade sig selv. Jeg troer ey det Forslag vilde faae mange Modstandere af Indbyggerne, at en Drukkenbolt burde have Laurbær-Krantsen, jeg troer det, fordi de saa flittig endog undervise sine Børn i Kunsten; thi en Dreng paa 10 Aar, er allerede efter sin Alder en Helt i at drikke.

30

c). Hertil kommer endnu noget, som jeg er vis paa bidrager meget til Landets Fattigdom, nemlig, at det i de sildigere Tider er bleven en hyppig Sedvane hos Indbyggerne, at skikke sine Børn til Kiøbenhavn, som det heder for Studeringers Skyld. En Nødvendighed er det vel ikke i Almindelighed, thi der lever endnu nogle brave Præstemænd i Island, som og andre Embedsmænd, der aldrig have seet Kiøbenhavn, paa hvilke der dog ventelig ey er noget at udsætte, og som hjemme, enhver i sit Kald, giør ligesaa megen Nytte, som nogen, der har fortæret mange Pengehos os. Jeg tør ikke giøre det Forsiag, at Islænderne skulde selv forsyne deres eget Land og at deres Børn havde ikke noget at reise efter til andre; thi deels er det umueligt, deels, hvis dette kunde skee nogenledes; da skulde Island være et andet Land end det er, og i andre Omstændigheder, saa de maaskee uden Savn kunde ogsaa taale en og anden Lystreise til Kiøbenhavn. Iligemaade synes det ikke billigt eller rimeligt, at misunde eller forbyde et Menneske sin naturlige Ret til at

erhverve sig ald den nyttige Kundskab, Oplysning eller Skikkelighed, som han vil og det efter hans Omstændigheder er ham muelig at erlange,

31

Men den borgerlige Retviished ophæver tit den naturlige Billighed og maa ophæve den; helst da Erfarenhed lærer, at Vedkommende kan affærdiges ganske got fra deres egne Gymnasier og blive duelige Mænd i deres eget Land. Vel foregives af nogle, at det skal være til Islands Fordeel, at de Islandske Studentere komme hid til Kiøbenhavn, for at bringe Smagen af andre Nationers Kyndighed, Sæder og Vinskibelighed ind i Landet; men en bedrøvelig Erfarenhed hæver meget af dette Argument og beviiser kun det modsatte, at det er skadeligt for Landet, at saa stor en Mængde reiser her need; thi det er rart at finde nogen bereist Islandsk Student, som, naar han er kommet hiem, har forbedret sine Landsmænds Sæder, Kyndighed, Vindskibelighed, og Oekonomie; saadant legge de ikke Vind paa her neere, men paa noget, de selv for saavit de ere enkelte Personer har got af; ja ikke engang siger jeg, foregaaer sine Landsmænd med et got Exempel. De fleeste bliver med ald sin erhvervede Indsigt ey et Haar bedre siden, end før deres Afreise. Derimod naar en ung Person skal udstyres til sin Reise, tager han gierne med sig den største Deel af sin Faders Formue; thi

32

her i Kiøbenhavn vil han hverken leve paa Islandsk, ikke heller paa simpel Kiøbenhavnsk, men han maa leve som sædvanligt er imellem formuende og vilde Studentere. Naar han nu kommer hiem, vil han ikke heller leve meere paa Jslansk; men driver Nøden ham til at begynde den Islandske Levemaade igien, da overgaaer han sine Landsmænd, ja vel ogsaa sig selv førend han reiste. Den Nytte derfore, som disse berede giør Landet, er langt fra ikke at opmuntre Indbyggerne til Vinskibelighed, men hellere at indføre en meere uordentlig og overflødig Levemaade iblant dem. For Resten kan man sige, at jo mindre Omgang Islænderne har med andre Folk, jo mindre behøver de at vide af Ting, som i sig selv øve unyttige at vide, endog i Religionen selv; thi man har jo meget besynderligt i den, og det, som meest bryder de lærde, er gierne saadanne Ting, som fører mindst Nytte med sig. Sandbeden er kun enfoldig, hvis ikke et slags Misbrug af Lærdom, formedelst Nationernes indbyrdes Omgang skaffede os en Mængde Forførere og falske Propheter i alle Lande paa Halsen. I Henseende til andre Ting er meget baade nyttigt og nødvendigt i andre Lande, som

33

i Island er ganske unyttigt; thi det har ingen Anvendelse paa Landet og alt det nødvendige kan gandske vist frembringes fra deres egne Gymnasier, naar de allene fik Informatores herfra enten af Nation Danske, eller af Landets Børn, som efter at have henbragt en Deel Tid her ved Akademiet, havde giort sig duelige til en

saadan Post. Jeg taler ikkun her imod hyppige Nedreiser af de Islandske Studerende, og holder tillige for, det skulde være nyttigt for Landet, at ikkun gandske faa Personer fik Tilladelse at reise hid, og de da, som reiste her ned, skulde igien være forbundne til at reise op igien og med deres erhvervede Indsigt gavne deres eget Fæderneland; thi hvad kan nu være ubilligere end at see at de, som ved Lærdom og Skikkelighed udmærker sig frem for andre, enten af Kiedsommelighed til deres eget Fæderne-Land, eller, jeg veed ikke hvilke Aarsager, søger deres Brød her neere, naar de mindre duelige, efter at have tilsat hvad de har, reiser op. Et Ord maa sige endnu om Jurisdiktionen i Island. Jeg holder for, at den høyeste Øvrighed i Landet burde være danske og norske Mænd, som fra vigtige Embeder her

34

nedre burde promoveres didhen; thi de Indføde hænger enten ved urimelige Vedtægter, eller seer nogen Fordeel derved, at fordølge Landets sande Tilstand. Og førend en saadan Forandring skeer, bliver det en umuelig Sag at faae alt at vide, som er fornødent, langt meer umueligt at faae gode Planer iværksatte; thi de Indføde vide snart ubegribelige Veie at undertrykke alle gode Anlæg og Undersøgelser paa. Jeg holder for, at hvis det nogen Tid maate være de Islandske Studentere i Almindelighed tilladt ar reise hid til os, da burde det være paa den Maade, at de kunde forfremmes hos os, og derimod skee Ombytte til Island af danske Embedsmænd, og det er uden Tivl en Politisk Maade, som bruges af alle Potentater, der vil naturalisere en udyrket og upolered Provinse. Nu kommmer jeg til det, som maaskee paa dette Sted har burdet være og er mit Hoved-Forsæt, da her nemlig er Spørsmaal: Om og hvorvidt Kompagniet, eller rettere sagt Handelen paa Island, saadan som den nu drives og føres, er en Aarsag til den slette Tilstand blant Indbyggerne, og de deri indløbende Omstændigheder? Jeg svarer: Ganske vist er den en meget stor Aarsag;

35

men man lægge Mærke til, at jeg giør Forskiel imellem Kompagniet eller Kompagniets Handel i Almindelighed, og Kompagniets Handel saa dan, som den nu er og drives; thi om Kompagnie-Handel eller Frie-Handel er meere nyttig for Landet, i den Dispute indlader jeg mig aldeles ikke, og desuden har man vel mærket, at, saavit jeg ved den Sag har rørt, da holder jeg reent for, at Island aldrig nu kan bestaae med Frie-Handel, Det følger ey heller, at Kompagnie-Handel passer sig ilde med Landet, fordi hverken Landet eller Kompagniet for nærværende Tid har nogen Prosit af denne Handel; thi Mangelen kan beroe enten af en Feil i Oktrøyen, som kan rettes, eller af de Personers urigtige Behandling, som Udøvelsen er anbetroed, eller af begge. Men efter min Meeening har begge nogen Skyld, som ventelig af efterfølgende nogenledes kan sees, allerhelst Prøven er engang aflagt, da Inbyggerne, som forud er sagt, indtagne af Kaprise og de Riges egennyttige Indgivelser, fik sin Villie frem og bekom separat Handel. Vel fik Kongen den Tid nogen Afgift af Landet; men Landet blev igien i Bund og Grund udarmet og vor rette Gevinst af Stedet, som skal bestaae i en

36

fornuftig og billig Handel, blev derved gandske forskiærset; saa at vi med dem og de med os fik føle fra den Dag af, hvor stort Tabet var. Kongen har ogsaa siden maattet eftergive samme Afgift for den Trang, som overkom Landet under den separate Handel; da man i den Sted under en sund og bestandig Oktrøy-Handel har kundet baade have en beholden Kommerse i Landet alletider, og tillige tage af samme, uden Indbyggernes Tab, en taalelig Afgift. Dog i mine Tanker stikker ikke saa meget vores, som langt meer Inbyggernes Fordeel derunder, at Landet staaer under en fornuftig Oktrøy-Handel; kort: Jeg anseer denne Handels Maade for den eneste Vey til Landets Flor baade i Medog Modgang; derimod synes mig intet er meere stridende imod Fornuften, end i denne betrængte Tid, da Landet ey kan taale den mindste nye Forandring at opgive det for de samme Giester, som den Gang udarmede Landet; thi enhver plukkede af det saa meget han kunde overkomme. Den Gang overlode de til Kongen et udsuet og forvirret Land, skulde de endnu engang komme der, vilde de maaskee give os Landet tilbage øde og tomt. Man høver vel, at In-

37

21

byggerne indbyrdes idelig raabe paa Frie-Handel; men de bør langt fra ikke finde Gehør deres egen Ulykke, men hellere ansees med Medlidenhed, saasom deres Raab har tvende betydelige Aarsager: 1). Giør nærværende Kompagnie sig forhadt blandt Indbyggerne ved deres Opførsel. 2). Dernæst ophidses Almuen af nogle myndige og mægtige iblant Inbyggerne der, fordi de gierne vil fiske i rørte Vande, benytter sig i nærværende Omstændigheder af de enfoldiges Taabelighed. Hvori er da den nærværende Handel paa Island umålelig? Jo jeg for min Deel vil kuns opreigne følgende: Jeg holder mig først til det, som fornemmelig er sagt denne Sag angaaende i mit første Hæfte Jeg erindrer endnu, at jeg i det første Hæfte tredie og siette Post har talt om Islændernes Klipfisk og Pulsmændene, som faaer sit Arbeide for lidet betalt. Hid hører endnu nogle fleere Ting. Ja jeg erindrer endnu, at dette kan og bør, helst i nærværende Omstændigheder, siges om Islændernes Tørfisk i Almindelighed, den burde i stæden for 40 Fiske, ja jeg vover at sige, kunde uden Kompagniets Tab, betales i det mindste med 45 Fiske, og siden Klip-

38

fisken i Forhold derefter, lig med den Proportion, som i der første Hæstes tredie Post findes ansat. Billigheden selv og en sund Politik fører det med sig. I alle andre Lande tiltager jo Korn-Priserne, meer eller mindre efter den Velsignelse som Forsyner giver. Ligeledes er det naturligt og af en bestandig Erfarenhed beviist, at Kiød, Flesk og hvad andet som Bonden har at sælge, stiger i Priserne i Forhold til Kornet som er saa dyrt, og derved skeer, at Bonden kan leve saavel i dyre som i lette Tider, hvis ikke en anden besynderlig Konfussion i et Land giør en nye Tilsættelse, som føre saa den den ene, saa den anden Undersaates endelige Undergang med sig. Uden denne lige Balanse er det en klar og hos alle Nationer gotgiort Sag, baade at Bonden ville afskrækkes fra sit Arbeide og blive en udarmet Træl i hvor meget han end vilde arbeide, i sær under en vedvarende Misvext; thi hans Indtægt blev aarlig mindre og hans Udgift lige, naar man forud setter der, som her bør settes, at Prisen paa Handverksmandens og Kiøbmandens Vare blev den samme, der vel i alle Lande lærer sig selv; thi blive disse ikke dyrere under mislingende

39

Aaringer paa Marken etc. lettere bliver de vist ikke. Men vil man sige, Bondens Vahre i andre Lande stiger eller falder efter Aarenes Frugtbarhed, bliver det alleene derfor billigt, fordi ligesom Bondemandens Vahre stiger, saa stiger ogsaa Borgermandens i samme Forhold. Men skal Borgeren allene have sit ubeskaaret og Bonden klippes, da er det en gal Huusholdning, som haster baade med Bonden og Borgeren til en vis Undergang, ikke heller kan det saa forholde sig i et Land, som eyer en ordentlig Oekonomie; men de maa give noget efter begge, hvorfor det gierne gaaer saa til, at ligesom Borgeren retter sig efter Korn-Priserne, saa tager Bonden sin Skade noget nær igien i sine Føde-Vahre og andet; ligesom det er en klar Sag og af Erfarenheden beviist, at hvor der i et Korn-Land enten indtræffer en bestandig Misvext, eller og der bruges stor Skiødesløshed i Agerdyrkningen, der Henfalder det hele Land Aar til andet i større og større Fattigdom og endelig til den yderste Armod og Velfærts Forlis om ikke Regieringen imidlertid veed paa en fornuftig Maade at redde Landet i Handelen og

40

den Publike Oekonomies Bestyrelse, saa at Borgeren uden Tab paa sine Vahre kan betale Bonden efter Korn-Priserne etc. Nu er Islænderens Qvæg og Fiske-Fangst hans heele Formue, og Handelen er baade hans Kiøbmand og Haandværksmand. Ligeledes er det bekient, at aldrig nogen Misvext kan føre større Ulykke med sig for Bonden i et Korn-Land, end en bestandig Qvæg-Syge, lige som den nu en Tid lang hos Islænderne grasserende Faarepæst; skal de da for sine Vahre ikke blive bedre betalt nu end forhen, og Kompagniets Priser bestandig blive de samme; da kan man see Udfaldet tydelig for Øynene, og Knuden, hvorfor der nu i Island hersker Armod, er snart opløst, uden at man har nødig længe at søge Aarsagerne dertil. Ney Behandlingen selv med Islænderne forklarer os dem, og jeg troer om Gud end med Magt vilde redde Landet fra Undergang; da vil man vel giøre den Almægtige selv Værket stridigt. Man siger: Fiskeriet paa Island er derimod ved Guds Velsignelse saa meget desto rigere, naar man ikkun retteligen bragte sig det til Nytte. Det er sandt og endnu meere de Handels-Stæder ere Fisker Havne nu, som tilforn aldrig have været

41

andet end Slagter-Havne. Nu maa man ogsaa betragte, at Fiskeriet nu alleene skal være Bonden ligesaa got som tilforn baade Fiskeriet og Qvæget vare ham, der hænger i ald Sandhed saaledes sammen; jeg vil tie dermed, at det maa saa være, men siger ikkun at de er saa virkelig. Nordlændingen, som fra ældgammel Tid af har drevet Handel med Qvæg og Faar, kan vel ikke reise til Søekanterne, hvor den rette Fiske-Fangst er; men dog holder han sig ved de, hvor han selv er, og giør sig ald muelig Nytte af Sælhunde-Fangsten; ja han driver endog paa sine Stæder større Handel med den, end med Qvæg, Uld, Tælg og Skind. Midt i Landet ligger de allerbeste Græs-Marker udyrkede og høre ingen til, men om de eengang har været i god Stand eller ey, veed jeg ikke. For Resten kan man ikke saa læt beviise mig, at Fiskens overflødige Mængde i Havet er Aarsagen til det store Fiskerie, som nu drives i Landet; jeg tilstaaer, at to Ting kan bidrage meget dertil, men at jo Nøden er den ene, fom har drevet Avelsbonden til paa beste Maade at søge sin Erstatning ved Havet for sit mistede Qvæg og at vi nu paa Island har Fisker-Havne i Steden for

42

Slagter-Havne, er unægteligt. Her bliver altsaa Spørsmaal, om da dette rige Fiskerie har erstattet eller nu omstunder kan erstatte det lidte Tab med Qvæget? Jeg siger reent ud Ney; og det i sær saa længe Græsmarkerne ligge paa den Maade som nu udyrkede, og man ikke søger at hindre Pæsten fra at komme til de Faar, som endnu ikke har været udsadt for Sygdom. Det virkelige Forhold heraf er saadant; den ældgamle Fiskemand har ogsaa tilforn havt Qvæg, ey alleene til egen Fornødenhed; men og tillige at aflade paa Handelen. Nu maa han hos Nordlændingen, som endnu har lidet tilbage af denne Herlighed, have Kiød, til hans Huusholdning, Uld til Hoser og Trøyer, Skind til sine Søeklæder etc. Hvor langt eller med hvad Omstændigheder han end maa reise efter det; for samme maa han da give Fisk, enten in Natura paa Afdrag eller paa Kredit giøre Fisken i rede Penge paa Handelen; der er nu den Mands Overskud i Fiskeriet, om der ellers er noget; den sande og egentlige Aarsag til, at Fiske-Handelen paa de sædvanlige Fisker-Havne er større nu end tilforn, er denne: De mange Bønder, som tilforn har boet ved Slagter-

43

Havne, har nn flyttet til Fiske-Stæderne, fordi deres Auvl aldeles er slaaet dem Feil, og de som ikke har kundet flytte sin Boepæl didhen lader dog sine Tienestefolk reise for at tage Lod paa de andres Baade, og disse levere enten sin Andeel i Blødfisk til Fiskemandens Havn, eller ogsaa om de tørke den, skeer det tilfælles med Fiskemanden; saa at Liveransen skeer dog snarest paa Fiskerens Havn. Nordlændingen havde atter i ældre Tider meere Formue end Fiskemanden, fordi han kunde af sin Qvæg-Avel giøre betydelige Liveranser imod rede Penge; aflod ogsaa meere til Fiskeren end han behøvede af ham tilbage i Produkter; hvorfor han havde Kontanter i Behold; nu derimod kan han med ald sin Liveranse i Qvæg-Avel, Fisk eller Sælhunde Tran og rede Penger ikke betale Aar til andet sin Skyld paa Handelen; og der har man tydelig Aarsag til den bedre Nytte, som Avels Bonden giør sig nu omstunder af Havet. Saa sandt som det nu er, at Havet kunde rigelig erstatte endnu den gamle Velstand paa Island, ja give dem meget meer tilbage, end de havde mistet ved Faare-Sygen, om Fiskeriet var i Stand; saa nødven-

44

digt et det ogsaa, at Bonden maae opmuntres og lettes for med Alvor at lægge sig efter Fiskenet. Forestil os: At en Bonde i Jylland forliste ald sin Agerdyrkning, og skulde opreise al sin Skade ved Stude, Kiør og Hæste, det vilde blive en forfærdelig Hæste-og Kvæg-Auvel, langt større end de Hollandske Studerier, som uden Tvivl, førend den kom til sin Fuldkommenhed, vilde paa en Tid giøre Qvæget dyrt. I Island er det langt besværligere at tage sin Skade igien ved Havet; thi Qvæg-Auvelen var en overmande let Handtering, som førte ingen Umage med sig, uden ikkun at slippe Qvæget ud paa Marken. Derimod udfordres der til Fiskeriet Baader og meget andet Redskab, de skal have fra os, Træe, Jern og Liner etc. hvorudi stikker store Bekostninger og hvorfra skal de tages, naar de ey kan faae det til Laans, hvormed de kan vedligeholde Livet; ja saa længe Materialier og det som udkræves til Livets Ophold er lige dyrt hos os, og Islænderens Vahre i hans Land i lige Mispris, kan det umuelig komme videre med Fiskeriet end det er, tvertimod maa det tage af og det tager ogsaa virkelig af efter Haanden, naar man

45

lægger vel Mærke til de sidste Aaringer og nogle Aar forud, siden Fiskerier først kom i Stand i Landet; Aarsagerne hertil er let at sinde; thi siden Faarepæsten indtraf, fik det fleere Arbeidere, og den, som før var Auvelsmand, satte strax sin heele Formue i Fiskeriet, hvorved han nu efter Haanden spiller Bankerot. Betænk engang: at en Fiskemand og Baadeyer, som fisker den heele Fangstens Tid med eget Tyende, giør ikkun et maadeligt Fiskerie, om han det heele Aar igiennem fisker 4 til 5 store Hundrede Fiske, hvoraf han ikkun kan levere til Kompagniets Betientere 10 til 11 Vetter god tør og forsvarlig Handels Fisk, da han ingen Liveranse giør i Blødfisk, og Tranen, som derved falder, kan i høyeste beregnes til 1 Vets Værdie. Herfor skal han nu først indkiøbe det nødvendige til sin Huusholdning af Meel, Brød etc. Siden til sit Redskabs aarlige Vedligeholdelse, Træe, Jern, Liner, Tiere etc. og endelig af Landmanden Uld, Vadmel, Skind og Smør. Jeg afdrager vel her hans egen Provision for hans Huus, som dog meest bestaaer i saadan Fisk, der fordi den er bleven bedervet under Tørkningen, ey kan leveres paa

46

delen; hvad skal da den Mand fortiene, som har ingen Baad, men maa selv med sit Tyende fiske paa en andens Baad, for en Lod pro Persona naar Baadens Lod trækkes fra, og hvor meget mindre den fattige, som ene Person skal tiene alt for baade sig og Familie; sandelig her bliver ikke meget tilovers for den første, og meget mindre for de sidste, at anskaffe sig en nye Baad for, naar han faaer 40 Fiske pr. Vet (40 Fiske er 90 Sk. danske, et stort Hundrede er 120 forsvarlige Fiske og 1 Vet er 40 dito) 45 Fiske pr. Vet kan vel ikke hielpe den fattige saa meget, dog er det en Hielp for ham i Nød og det er just da, man bør hielpe saa meget man kan; thi ellers klipper man ham for meget og jo meer han klippes, destomere kiedes han ved sit Arbeide. Det er saa meget billigere, at han bliver understøttet, som Kompagniet i Oktrøyen har paa adskillige Maader forbeholdet sig imod indfaldende overordentlige Tilfælde et og andet til sin Fordeel, ja endog kan vente en stor Understøttelse af Majestæten. Siger man, at Bonden skal fornemmelig tage sin Skade igien ved tilbørlig at opelske sin Græsmark og det store Qvæg; da maa man vide, at

47

dette for nærværende Tid er et ganske nyt Project, som efter det almindelige Maade med alle Projecter behøver Opmuntringer, og tillige er en Sag, som er uvis hvad den kaster af sig i Begyndelsen; best da, at det ene hielper det andet og alleene ved saadant Middel er det mueligt, at indbringe en ny og meere fordeelagtig Fiskemaade i Landet, som i mine Tanker er vel høyst nyttig ja nødvendig; men Spørsmaalet er, hvordan den skal settes i Verk, allerhelst da den uden Tvivl vil føre Bekostninger med sig. Nu siger man: ved at betale Fisken i Landet dyrere, maa den tillige blive dyrere for os her neere, som igien skal kiøbe den af Kiøbmændene: Ney det bør ikke skee; thi naar et Skippund Tørfisk koster her 16 Rdlr. synes jeg, at Kompagniet kan og bør taale at give 45 Fiske pr. Vet i Island, især om Korn og andet, som man haaber ved vor viise Regiering, falder hos os i Prisen. Overalt er det bedre, at vi for en kort Tid betaler den dyrere, end at man tilsidst næsten ey faaer nogen Fisk derfra, da den vil blive overmaade dyr af sig selv. Vi tør engang blive saa oplyste af den kiendelige Nød, at vi men alt for sildig betale gierne Islændernes Vahre dyre-

48

re, bedre da at giøre det nu, medens det kan frugte noget, og fremdeeles skaffe bedre Pris, end vi nu have, billigt er det ogsaa, at vi efter Omstændighederne skal betale Islænderen sin Fisk, hellere end at den stakkels Fiskemand ved sit Arbeyde skal med Kone og Børn geraade i den yderste Hungers Nød, som ikke er en umuelig Sag, helst da han i mislingende Aaringer kan giøre sin heele Regning paa at levere 1 stort Hundrede Fiske til Handelen. Oktrøyen har føyet den allerviiseste Anstalt, at ingen Overflødigheds Vahre skulle komme til Landet. Hvoraf kommer det da, at saadanne Ting føres nu omstunder did hen i Fleng uden at være bestilte af Indbyggerne, end mindre har det Kongelige Kammer-Kollegium givet Tilladelse til slige Vahres Opførsel; hvilket er klart af Direksionens til Landet nye opsendte Taxt, hvorom er talt i mit første Hæfte, ja dette er ey nok, men deres Priser have endog slet intet Forhold til Taxten i de andre Ting, eller til de Vahre, som vi af Islænderen igien skal havs. Man kan ikke undskylde sig med, at man i Landet ere begierlige efter disse Vahre; thi Oktrøygiveren selv har ikke vildet vide af den Begierlighed; hvorfor uden Tvivl vedkommen-

49

de Kompagniers Betjente, eller ligefrem at sige Direksionen i den Sag er ene høyst lastværdig. Det forstaaer sig selv, at Vahrene ere først i Fleng bragte ind i Landet, førend de ere blevne almindelig begierlige; og om Landet ved disse Ting geraader i Ulykke, hvis er da Skylden? jeg meener den ligger paa Direksionen ligesaavel som den uordentlige Indførsel. Dette har og Forfatteren af Upartiske Tanker om Island rigtig anmærket i Henseende til Tobak og Brendeviin: Handelen, siger han, kniber sig ind ved alt hvad man af fornødne Vahre overlader til Bonden, naar han ey har Fisk, strax at betale med; men Brendevin og slige Ting nægtes ham meget sielden endog paa Kredit, i hvor meget han end vil have. Endnu er det meget forunderligt, at Direksionen i adskillige Ting fører Kompagniet blot af Ærgierighed i store Bekostninger uden enten af os eller Islænderen at blive beviist den eftertragtede Ære; thi det fortiener ey andet end den yderste Foragt, at man afgiør en Sag med 100 Rdlr. som kunde være skikkelig hiulpen med 5 Rdlr. Hertil regner jeg deres bekostelige Pakhuuse, endeel unyttige Betientere, og deres store Processer, som alt

50

igien skal betales af Bonden; saaledes finder man lettelig Aarsagen til, at Kompagniet i disse Tider profilerer saa lidet. Og maaskee naar man indskrænkede alle saadanne unyttige Bekostninger, skulde man ikke saa meget krympe sig ved at betale Islænderen efter Billighed. Overhovedet synes jeg, at Oktrøyen og Direksionen fører Handelen efter gandske stridige Principer; thi Oktrøyen seer virkelig derpaa, at man fremdeeles maa have bedre Gavn af Landet, skiønt Erfarenheden kan give Anledning at forandre noget i Midlerne; men Direksionens Hoved-Principium synes at være dette: Vi vil betiene os af Lejligheden, mens vi har den, og tage frisk saa lenge der er noget at tage af, hvad det Tilkommende angaaer, da lad dem sørge, som lever lengst. Men om baade Oktrøyen og Kompagniets Betientere engang med foreenede Kræfter fra Grunden af ville omstøde den sidste og igien understøtte den første Principe; da var der ingen Tvivl om, at jo Landet endnu kunde komme sig til fælles Fordeel. Jeg synes ellers det er meget forunderligt, at en saa vigtig Sag er aldeles overgiven til Direksionens Egenraadighed,

hvorimod Billighed og en rigtig Oekonomie siger,

51

at deres Handels Principe burde ey alleene være dem med et strængt Ansvar foreskrevet, men og at de burde Stykke for Stykke være bundne i Udøvelsen til nøye og Ord for Ord at holde det Kongelig Kammer-Kollegii Foreskrifter; hvorvidt de har giort dette, skal af efterfølgende klarligen blive beviist, Der falder mig noget nyt ind, i det jeg saavel i mit første Hæfte som og i dette giør den Paastand, at Bondens Vahre bør bedre betales. Jeg har længe forundret mig over, af hvad Aarsag Finmarken og alle de Stæder i Norge, hvor Fiskefangst er, maa erlægge Tiende af ald deres bortsælgende Fisk, naar dog Island, som derpaa skal have større Forraad, er aldeeles fritaget for ald saadan Tiende-Afgift; men da alle de Islandske Priser ere saa ringe, og imod ald Billighed nedsatte; da er det visselig ikke at forundres over. Derimod, naar jeg saa ofte foreslaaer de Islandske Fiske-Prisers Forhøyelse; da fremstiller jeg tillige til Skiønfommes Bedømmelse, om ikke saavel Billighed som en fornuftig Oekonomie udkræver, at Islænderen burde til et Fiskum gratis erlægge hver 10de Vet af al den Auvel Tørfisk og Klipfisk, som han leverer paa Handelen. Denne Tiende-Afgift bur-

52

de paa Handelen ligesom deres øvrige bortsælgende Vahre afleveres. Handelens Betientere, som imodtog samme, burde holde nøye Bog derover og ved Udskibningen overlevere øvrigheden en rigtig Tiende-Angivelse, som de med sin Eed burde stadfæste. Iligemaade bør ogsaa Skipperen paa Tiende-Angivelsen paateigne sin Skibs Ladnings Drægtighed og beedige samme paa Stædet. Af Tiende Angivelsen burde 3 Exemplarer forfærdiges, det ene blev paa Handelen, det andet skulde tilstilles Stiftamtmanden, og det tredie tilkom Landfogden, til hvem Kiøbmanden ogsaa burde erlægge i rede Penge den fulde Tiendes Beløb, efter Landets Pris. Landfogden igien burde derover holde et særskilt Regnskab, som aarlig skulde til Stiftamtmanden indsendes til nærmere Revision og Attestation. Hvad igien Slagter-Havnene angaaer saa og de Steder, hvor Havkalvs- og Sælhunde-Tran falder, da, saafremt Taxten herpaa skal blive den samme, var det billigt, at Kompagniet selv burde af samme erlægge en Afgift, som kunde svare imod den Tiende, som paa Fiske-Liveransen aftrækkes Almuen. Jeg setter altsaa at om Kompagniet bekommer Faarene efter

53

nærværende Taxt, da bør de af hver Tønde Lamme- eller Oxe-Kiød erlægge 48 Sk. og af 1 Tønde Havkalos og Sælhunde-Tran 48 Sk. danske i Tiende-Afgift. Item burde Kompagniet svare for hver Tønde Salt-Torsk, som bliver udskibet 16 Sk. danske, der vel er noget lidet, men skeer for at lette Kompagniet, som staaer al Hazard med Virkningen; derimod for Torske-Tran burde intet betales, fordi den gaaer ind i Fiskens Tiende-Bereigning. Kompagniet bør ved hver Udskibning lade ved sine Betientere indføre i Regnskabet, hvor megen Klipfisk der udgaar af dets egen Virkning og for samme tilligemed Almuen betale Tiende i samme Slags Fisk, som Kompagniet igien forud bør tage af Almuen i Blødfisk, i hvilken Bonden ligeledes bør svare til Kiøbmanden hver 10 Vet gratis. Nu vil man vel spørge: Til hvad Ende bør denne Fiskus oprettes? Jeg spørger igien: Til hvad Ende betaler Almuen de Udgifter, som nu omstunder ere sædvanlige efter den ubillige Praxis, saasom: Tugthuus-Told, Smør-Leyer, Riis-Hæste etc. Vel ville de aarlige Indkomster paa denne Maade blive noget større; men Landet trænger ogsaa dertil, saa at intet hindrer,

54

om ikkun Forslaget er mueligt, det er: Om Handelen kan taale denne Forhøyelse i Priserne, som dog ey kan patvivles og neppe komme i Betragtning; men det fornemste Spørsmaal er: Om ikke Almuen selv har denne Forhøyelse saa høyt nødig til eget trængende Brug, at den ey kan taale at give samme til en Fiskus? Og det er af denne Aarsag alleene, jeg ikke drister mig til at giøre en fast Slutning i Sagen; men overdrager den til andres billige Bedømmelse; dog synes jeg, at Erlæggelsen til denne Fiskus kan være Indbyggerne til ligesaa stor Fordel, som, om Prisernes Forhøyelse strax kom dem til Nytte i deres daglige Hantering; thi i det enhver efter hans Formue betalte en vis Deel til denne Fiskum, blev de igien forskaanede fra andre enten mindre nødvendige Udgifter, som de nu giøre eller høystnødvendige, som forsømmes af dem. Til disse sidste hører fornemmelig Præsternes Løn, hvad der med Billighed burde anvendes paa Kirker, Skoler og Ungdommes Undervisning; thi disses Indtægt er for nærværende Tid saa liden, uordentlig og utilstrækkelig, at ingen Ting trænger meere til at sættes paa en fornuftig Fod. Præsternes Exempel er en fastere Regel for Al-

55

muen end nogen Lov kan blive ,naar da deres Løn er sulten og indknebet; saa henfalde de selv til Vankelmodighed, Kiedsommelighed og deres Embede håndhæver de med Lunkenhed, og hvad skeer: Folket følger sin Ledere og siden mangle de den Ild, Lyst, og Opmuntring, som skulle giøre dem til Mennesker. Ingen maa tænke, at der er noget Skole-Væsen paa Island, fordi jeg sagde, at Skolernes Kasse har en ussel Indtægt. Ney der er slet ingen Skoler; thi de to Gymnasier, som ere i Landet for nogle studerendes Nødvendighed, angaaer aldeeles ikke noget almindeligt Skole-Væsen i Landet. Forunderligt derfore, at det dog i saa lang Tid har knnder begaae sig uden at have Skoler; men derfor er det og i saadan Stand som det er, og man kan af denne ene Kilde udlede Aarsagerne til alle de Mangler, som paa nærværende Tid trykker Landet; de derfor, som arbeide paa og ere bekymrede for at sette Landet i Stand, hanlede efter min Meening viiseligst, om de giorde Begyndelsen fra Skolernes Anlæg. Hertil er det ikke nok at stifte 2 Skoler, hvor en 40 til 50 Personer har Leilighed til at lægge Grund til den Indsigt, hvormed de i Tiden kan gavne deres Fæderne-

56

land. Ney: Skole-Væsenet maa have en almindelig Hensigt paa ald den raae Ungdom i Landet, hvor de kan opelskes i den sande Christendom, faae det rette Begreb om deres Pligter og vennes til at udøve dem; der bør ogsaa Grund-Risningen lægges til deres Sæder, Tænkekraften skierpes, saa at Forstandens Brug i de modnere Aar kan giøre dem til Mennesker, thi det er en meget urigtig Vey, som de Islandske Patrioter har taget, naar de i Steden for Skolerne har anvendt en stor Summa af de 60000 Rdlr, som Kongen skiænkede til nyttige Indretninger i Island, paa at opbygge et Tugt-Huus, der i sin ziirlige Bygning bærer Prisen for alle de Steder, man finder i Island Ved Opførelsen af denne Bygning er i det mindste tilsat en 6000 Rdlr. hvilke, naar de viiseligen havde bleven anvent, kunde have sat Skole-Væsenet i langt bedre Stand; man vil søge her ved Straf at hæmme Laster, førend man endnu er alvorlig betænkt paa at lære Ungdommen at kiende dem. Man vil tvinge Villien, førend Forstanden endnu er forbedret med den fornødne Kundskab. Enhver inseer derfore lettelig, hvor forkiert denne Behandlings

57

5

Maade er, og at denne heele Bygning havde blevet unyttig, naar man havde været bekymret for at danne dydige Borgere og indprente Ungdommen Afskye for de Laster, som man i den tilvoxende Alder var bekymret for at straffe hos dem. Præsterne burde ligesom her i Landet være forbundne til at overhøre Ungdommen hver Søndag, flittig besøge Skolerne og have nøye Opsigt med de Unges Fremgang. Næst Skolerne kommer Kirkernes Trang, som ere færdige paa mange Steder at falde ned over Tilhørernes Hoveder, og paa andre have hverken Gulv eller Benker, ja ey engang en jevn Jord-Bund at staae paa; uden at tale om Kirkernes fornødne indvendige Effekter. Hertil behøves den omtalte Fiskus, paa det man af den, ligesom den var i Stand til, efter Haanden kunde tage til de nødvendige Indretninger; og dette burde strax tage sin Begyndelse. Jeg har da med mit Tiende-Forsiag ikke søgt at sue Landet, eller at berige Kongens Kaffe; men ikkun haft Hensigt til Indbyggernes eget Beste. Det kommer nu kun an paa, og dette er mit inderlige Ønske, at Forslaget af vedkommende nøyere maatte blive eftertænkt, og om det befindes

58

grundet, sat i Verk. Nu vil ventelig Kompagniet synes, at jeg i et og andet af mine giorte Forslage har alleene gaaet løs paa deres blotte Tab, og at have fraviget den Pris og Taxt, som Oktrøyen har meddeelt og fastsat for dem. Men først vil jeg forestille Kompagniet, om de ikke har forpligtet sig til under samme Oktrøyes Bydende i et og alt at søge ligesaa vel Landets almindelige Gavn og Beste, som og deres Handels Interesse, der begge staaer i lige Forbund med hinanden, til fælles Vel. Bliver nu alleene denne Sætning mig tilstaaet, da er jeg strax færdig til at frembringe saadant et Forslag, hvorved Kompagniet skal finde nogen Opretning for det Tab, de synes at have lidt ved den dem meddeelte allernaadigste Oktrøyes Privilegio. Opreisningen bestaaer herudi: Kompagniet skal aldeles være befriet og forskaanet for de Udgifter, som Oktrøyens 10 Post har forbundet dem til. Fremdeles burde den 11 Post udi samme Oktrøy forandres saaledes, at Kompagniet saalenge Faare-Sygen i Island grasserede, skulde befries for at levere det ansadte Qvantum Kiød til Kongens Behov, eller og om samme var uforbigiengelig fornøden, skul-

59

de Kompagniet for samme blive betalt efter Stadens almindelige og gangbare Priser. Den udi Oktrøyens 34 Post tillagde Føring for Falkenererne med frie Kost paa Skibet og videre Bekostninger, som Kompagniet maa giøre, burde de aldeles være forskaanede for, alleene skulde dem paalegges frie at Hidbringe Falkene og de dertil brugende Betientere. Ligeledes skulde den udi Oktrøyens 37 Post bevilgede Føring for Studenterne fra Landet vorde aldeeles ophævet og reent forbudet, alleene de med Kompagniets Skibe skulde ligesom andre Kongelige Betientere ikkun for deres Personer nyde frie Reise uden Kost eller Tæring. Angaaende den 38 Post, som handler om Land-Physikus samt Medikamenters Brug, som Kompagniet er paalagt at betale, burde de ogsaa være befriede for. Naar nu Hans Majestet allernaadigst fandt for got at befrie Kompagniet for disse bemelte Poster; saa skulle jeg ey andet troe, end at jo Kompagniet fandt nogenledes Opreisning for det, som de udi Kraft af den dem allernaadigst meddelte Oktrøy synes at have tabt. Herfor kan jeg vel have paadraget mig de Islandske Studenteres Ugunst, som jeg herved

60

synes at have betaget den Hielp, der er nødvendig for dem til deres Underholdning; men jeg vil ikkun henviise dem til mit nyelig giorde Forslag om Tienden, hvoraf de, om det blev fat i Werk, skulde nyde en Deel af den 1/3 Part, som over heele Landet skulde betales, en Deel skulde fornemmelig henlegges til de unge Børns Oplærelse i den første Christendom etc. Hvad Bekostninger der skulle anvendes paa Medici og Medikamenter kunde rigelig bestrides af den i Landet i Almindelighed oppebærende Tugthuus Told, og de, som i smaae Ting havde forseet sig, burde ligesom paa smaa Stæderne i Norrig, men i sær i Nordlændene og Finmarken endnu er brugelig, straffes med at staae i Gabestokken, i Fiæren etc. eller for ringe Tyverie at miste sin Hud i Fengsel, og for grovt dømmes til at kagstryges og brendemerkes og siden sendes til Fæstningen og Spindehuuset. I saadan Henseende skal Kompagniet i Følge Oktrøyens 36 Post for saavit være forbunden til at unde dem og deres medhavende Kost, som Landets Øvrighed skal besørge, en liden Plads for i Skibet. —-

61

Om Fabriken og de dertil hørende saa kaldte nye Indretninger.

Er vel Fabriker nyttige i Island (jeg taler alleene om Duk- og Tøymager Fabriker) eller bør de oprettes i Landet? intet er vel billigere og mere naturligt, end at et Land selv forarbeider sine raae Produkter, som det kan frembringe; thi om det ey fortiener meere derved, fortienes dog Arbeydlønnen, fleere Familier faae derved Leylighed at ernære sig i Landet, og den Fattige, som intet har at bestille for sig selv, gives Middel i Hænderne til at fortiene Brødet. Island trænger da til selv at forarbeyde sine Vahre, da her ligesom i andre Lande er nok af dem, som kan intet Arbeide faae. Pulsmands Arbeidet vil jeg ikke nævne; thi det betaler sig ikke, og Islænderen tænker som andre: Der er ligesaa got at sove, som at arbeyde for intet; og heraf sees, hvor inskrænket Nærings-Veiene ere, da Pulsmands Arbeidet skal regnes for en Herlighed, helst om Vinteren, da slet inter Arbeide kan faaes paa Søen. Ligeledes, naar Vahrene, som de

62

selv behøver, forarbeides i Landet, forstaaer det sig, at Fragt og andre saadanne Bekostninger ikke kan, om Billighed maa raade, føres den kiøbende til Last i Prisen. Nu skal det i Island forfærdigede Klæde føres 2 Gange frem og tilbage, fordi det skal stemples og kiendes for got i Kiøbenhavn, dog er der Rimeligviis en stor Forskiæl paa at kiøbe en Alen Klæde, Vadmel, Kiersei og Rask paa Stedet, hvor det forfærdiges, og at kiøbe det paa 2den eller 3die Haand. Kompagniet er vel forbunden at skaffe Klæde til en vis Pris, i hvor det end skal tages, men Aarsagen, hvorfor Kompagniet kan giøre det, er fordi Taxten er endnu ligesaa dyr i den Post for Islænderen, som før Fabrikens Anlæggelse, men uden Tvivl er det skeet til en Lettelse og Opmuntring for det første Interessentskab i Begyndelsen, da alting var besværligt. Det maa ogsaa tilstaaes et Land, om det er mueligt, selv at forarbeide det, Indbyggerne har nødig at klæde sig med, skiøndt de raae Produkter skal hentes ude fra; der er da ingen Aarsag, hvorfor Island skal negtes en Ret, som andre saa hæftig paastaaer. Endnu ligger herudi skiult en anden langt vigtigere Sandhed.

63

Naar Islænderen skal kiøbe sine Klæde-Vahre hos os, da skal han betale dem efter en Taxt, som i det mindste maa være overeensstemmende med Kompagniets Fordeele, som vel er billigt, men derimod skal de være forbundne til at aflade sin Uld for en skammelig Mispris ved egen Fabrik. Atter har Indbyggerne den Fordeel, at om de maae sælge sine raae Produkter for en overmaade ringe Pris; da bør og kan samme igien komme dem tilgode i Klæde-Priserne, som man vist vil haabe var bleven Frugten allerede, om Behandlingen havde været rigtig, og endnu er det mueligt, om ellers Prisen paa Ulden skal blive den samme, hvorom siden skal tales. Vel har Indbyggerne en ældgammel Maade at forbruge deres Uld paa, førend de aflader den til fremmede, bestaaende i de saa kaldte Puls-Hoser, Vanter og Trøyer, som ere i Foragt og ringe Verdie hos os, men noget meer begierlige af Hollænderen og andre, som igien faaer dem af os; men Sagen er dog den samme ; thi Prisen er indrettet efter Kompagniets Leylighed. Et Par Puls-Hoser skal de selge for 3 1/2 til 4 Fiske, 1 Par 2 Tomme Vanrer 1 1/2 Fisk, og hvis han leverer den raae

64

Uld, da faaer han paa Handelen for 1 Føring eller 10 Pund, 15 Fiske det er 33 3/4 ß dansk; hvormed han synes selv, at han har mindre Fordeel, dog er det et og det samme, Forskiællen er ikkun den, at han faaer Arbeidslønnen for Puls-Hoserne etc. betalt, men Arbeidet er langt fra ikke betalt uden for saavidt, at deres Fruentimmer ellers slet intet havde at bestille. Det er altsaa meget nyttigt for Landet, at de heller slider sin Uld selv i Klæder, og i den Post ikke har fornøden at trænge til fremmede, som ene kunde være Nytte nok, og om det kunde bringes saavidt, at de af sit Klæde ogsaa kunde forsyne andre, som virkelig, endog i disse Tider, da Fabriken er i saa slet Tilstand, er skeet; thi noget er bestandig kommet til Finmarken, og noget er, efterat det er kiendt for got, blevet i Kiøbenhavn; faa var det jo til dobbelt Nytte for Kompagniet, og jeg troer ikke at nogen derfor vilde eller kunde med nogen Føye nægte Island den Ret, som den naturlige Billighed giver enhver selv at være Herre over sine egne Vahre; item at giøre sig sit saa nyttigt, som han kan, uden en andens billige Rets Fornærmelse. Er det ogsaa mueligt at vedligeholde Fabriker paa

65

Island? Blev den ret behandlet, da er ingen Tvivl, at det jo er mueligt endog i denne Tid, hvor knap Tid man har paa Ulden, siden Faare-Pæsten har sat det arme Folk i saa elendige Omstændigheder. Ja den ulykkelige Faare-Pæst kan aldrig nok beklages; thi man kan sige, at lige saa nyttigt som Fabrikens Anlæg er for Landet, ligesaa meget var det Paafund tvertimod Naturen at blande de fremmede Vædre Med Landets Faar, omendskiønt de aldrig havde kommet syge ind i Landet. Naturen selv har ved Indbyggernes egen Auvel paa en aldeles ukonstlet Maade og uden Menneskers Hielp, ey alleene ernæret Indbyggerne rigelig; men og giort Lander til et Spise-Kammer i saa mange Aar for Kiøbenhavn og andre Stæder, nu maa det selv sukke for den mindste Smule til den yderste Nødtørftighed, førend det, som skal forsyne dem, kommer fra os. Alligevel i den Stand, som nu Fabriken er, da den har kun 6 Vævstole, kan den gandske got forsynes med Uld af Landet, hvis Anstalter til Indleveringen med meere var i Rigtighed, som nu skal siges; man udfører jo endnu Puls-Hoser, Vanter og Trøyer fra Landet; og Handels

66

Betienterne kan jo drive Smughandel med Uld, hvorfore kan da ikke Fabriken forsynes? Jeg siger sex Stole, og sex kunde have til strækkelig Uld i Landet; men de to ere kuns for nærværende Tid reserve Stole, og man kan ikke engang sige, at de fire ere i Gang. Men sæt nu: At man til Fabrikens fuldkomne Drift skulle have en anseelig Deel Uld, som jeg vel tilstaaer er nødvendig, saa har dog dens Anlæg kostet meere, end at den skulle skiødesløs behandles, mindre gandske gaae under, hvorved en saa anseelig Penge-Sum frugtesløs var anvendt, og da Hans Kongelige Majestet, af særdeles Naade og Barmhjertighed, har skienket Pengene til Landet; saa er det virkelig Landets egne Penge, som ligger derudi, følgelig ere Vedkommende, til hvilke Pengene er anbetroet og overdragne for at de anvendes til Landets Gavn, Majesteten forbundne til et Ansvar, som udkræver en nøye Opmærksomhed for Behandlingen; og altsaa om end det første Interessentskab vilde eftergive sin Ret til Kompagniet, saa bør dog Interessenterne giøre Regnskab for Pengene og deres Anvendelse. Her tales ikke endnu om, hvorvidt Kompagniet kan

67

være forbunden til at indgaae hazarderlige Bekostninger med Fabriken og de nye Indretninger, men alleene om den Ret, som Landet har til sammes Vedligeholdelse, og Mueligheden at vedligeholde den. Det er ikke mueligt, at den Penge-Sum kan allerede paa en rigtig Maade have gaaet i Løbet, hverken ved den første Indretnings Drift, da overflødig Uld var i Landet, ikke heller ved Indførsel af fremmed Uld siden Mangelen indtraf, da den ikke var i bedre Stand, end den nu omstunder befindes; med mindre Interessentskabet kan beviise, at ermelte Penge-Sum er bestemt allene til at gotgiøre alle Indretningernes Udgifter, saalænge de række, paa den Maade, at Gevinsten alleene skulle strax høre dem til, uden derfor at giøre noget Forskud af deres egne Penge, og skulde de kunde beviise dette; saa har de uden Tvivl faaet en saa dyrebar Gave paa de Vilkaar, at Gevinsten skulle som en staaende Fond bestandig vedligeholde Indretningerne af sig selv, det er paa anden dansk, at Interessenterne skulde siden, enten de vilde eller ikke, ved alle Hendelser underholde den, med hele In-

68

reressentskabets Eiendoms Forliis og anden Straf. Nu lyster mig at vide, om de paa en lovlig Maade kan gorgiøre, at de har anvent saa megen Bekostning paa Indretningerne og i sær Dukmager-Fabriken, som ermelte Gevinster har kundet og burdet give til. Ney visselig ikke; men tvertimod, naar Tilstanden betragtes, kan det aldrig feile, at jo Fonden, fra Fabrikens Velmagts Tid af, maa endnu have en saa anseelig Beholdning, at om samme endnu ret blev anvent skulde den kunde best ride de fornødne Udgifter til Istandsettelsen og fremmed Ulds Indførsel uden Kompagniets (eller at blive ved det Ord Interessentskabets) Tab. Jeg holder for, at de, som have imodtaget Pengene, bør strax stilles til Regnskab. Paa den Maade er Fabrikens Vedligeholdelse muelig, skiønt fremmed Ulds Indførsel skulde være noget meere bekostelig, i det mindste var det et tilstrækkeligt Middel til en maadelig Istandsettelse paa nye; skiønt den gamle Fuldkommenhed, siden Fabriken er nu saa ruineret, vilde blive umuelig, indtil der maaskee i Tidens Længde kunde hittes paa andre Udveie. Hvad videre Kompagniet angaaer, da har jo

69

samme udi den, med de rette Eiere eller det første Interessentskab ved Imodtagelsen, indgangne Kontrakt forbundet sig til at betale den Sum 30000 Rdlr. om den ey blev forsvarligen underholdt; og for den Sum er Indretningerne ved Overleveringen til Kompagniet eller det nye Interessentskab vurderede. Saadan en Konvension overbeviiser tydelig, at det første Interessentskab selv engang har erkient sit Ansvar, og nu den Sum, som det paa slig Maade har forbeholdet sig hos Kompagniet ved en skiødesløs Behandling, legges til den anden forud ermelte Sum, som kommer det første Interessentskab til Last; da er det uden al Tvivl, at jo det første Interessentskab med samme kunde uden sit Tab udrette meget til Indretningernes Istandsettelse. Jeg holder altsaa for, at Akorten mellem disse Eiere og Kompagniet, burde gaae reent tilbage, Kompagniets tilforpligtede Sum strax udbetales, og ved Hielp af den skulde de første Interessenters forbindes til paa nye og under en nøye Opsigt at istandsætte det, som var forfaldet. Naar de ikke vilde indgange dette, burde de først betale den Gield, som de umiddelbar skylde til Fon-

70

den, og siden de Bøder, som Kompagniet er pligtig at betale for Indretningernes nærværende slette Tilstand, da vilde maaskee Hans Kongelige Majestet siden, efter sin sædvanlige udviiste Naade imod Landet, sørge for det. Jeg taler paa dette Sted i sær om Dukmager-Fabriken; at den er ruineret, kommer hverken deraf, at Fonden var utilstrækkelig til dens Vedligeholdelse, eller at den jo gierne med en maadelig Bekostning kunde forskaffe det fornødne; thi den Kongelige Forordning af 17de April 1760 tilstaaer jo Almuen i Landet, som arbeider det fineste Garn, en Premie af 50 til 100 Rdlr. overalt i Hans Majestets Riger og Lande samt Assistense af Kiøbenhavns almindelige Magazin. Følgelig kan jo fornødent Garn bekommes; og overalt er der jo ikke Mangel paa Uld i Dannemarkes Riger og Lande. Vil man foregive, at Fabrik-Vahrene paa Island skal igien selges efter Taxten til en Priis, som er alt for ringe for et saa bekosteligt Forstud, i Fabrikeringen, saa maa de beviise, at de kan have de fabrikerede Vahre lettere, som didføres til Landet med samme Taxt, og ere andensteds fabrikerede; og hvis saa er, da

71

har de jo dog kundet selge Islands Fabrik-Vahre paa andre Steder, og lade Island faae det, som de have lettere, om det er forsvarlig Kiøbmands Gods saa got som de Islandske approberte Fabrik-Vahre. Men det, som her skulle beviises af vedkommende, kan ikke beviises; thi om Fabriken havde kundet fremdeeles drives med Landets egen Uld, som det skeede for Faarepæsten, efter den sædvanlige Pris 15 Fiske eller 33 3/4 ß. for en Føring eller 10 Pund Uld; da burde Handels Priserne i Landet paa de fabrikerede Vahre for lang Tid siden været faldne, og følgelig maa jo Fabriken med de nærværende Priser have sit Udkomme, skiønt Indkiøbs-Prisen af Uld havde faldet noget dyrere. Derimod kan jeg tenke, at Kompagniet for sin Deel, eller dets Direksion har giort sig denne Slutning ved sig selv, at den havde slet ikke noget med Fabriken at bestille, uden ikkun for saavit, de til evig Tid kunde faae Ulden efter den sædvanlige Landets Pris, og dog tage lige meget for de fabrikerede Vahre; men det er et gandske egennyttig, taabelig og urigtig Prinsipe; thi Fabrikens og Handelens Fordeele i Landet ere heel forskiællige og i saa Maade

72

stridige, at Handelen vel dependerer af Fabrikens men ingenlunde Fabriken af Handelens Fordeele; thi det staaer ingen Sted skrevet, at Fabriken er overladen til Kompagnie Direksionens eller det første Interessentskabs Egenraadighed, eller eget Gotbefindende, ikke til de førstes; thi Kompagniet har udi Kontrakten med Interessentskabet, som forud er sagt, tilforpligtet sig at forøge end sige vedligeholde Fabriken, uden Undtagelse (see Kontraktens 3die Post) og for al Efterladenhed udi sin Pligt, forbundet sig til at betale i Bøder eller Skadens Erstatning, som ligeledes forud er sagt, 30000 Rdlr. ikke heller til de første Eieres Egenraadighed; thi de har efter Kontrakten burdet vedligeholde og forøge Fabriken til almindelig Nytte, af den Aarsag er den given en saa anseelig Understøttelse, som visselig ikke har haft Hensigt til at berige nogle faa særskilte Personer. Ikke heller har Interessenterne kundet forbeholde sig den Sum hos Kompagniet, om det havde staaet i deres Magt at overdrage Fabriken til andres Egenraadighed, og følgelig bør de selv indestaae for al Mishandling og Landets dermed følgende Forliis. Men siger disse: Vi vare ved saadan

73

Behandling blevne ruinerede Familier, som aldrig kan have været hans Kongelige Majestets Meening; thi da Fabriken aarlig skulle giøre sit Tab, da skulde engang dens Fond faae Ende og Tabet alleene gaae ud paa vores Formue, og som den ikke er evig, saa skulde dog Fabriken engang døe ud af sig selv. Jeg svarer: Lad dem ved Reigning beviise det Tab, de taler om, lad dem for der nærværende kræve deres virkelige Fordring hos Kompagniet, og dertil legge den forrud ermelte Sum, for hvilken de selv umiddelbar indestaaer, om de ellers kan slippe dermed, og siden see til om de virkelig tabe ved Fabrikens Istandsettelse paa nye; da er jeg ogsaa vis paa, at de i de lettere Tider har haft sin Udkomme; og naar de har forbeholdet sig 30000 Rdlr. for Kompagniets Mishandling, har de jo supponeret, at Fabriken har kundet vedligeholdes; ja den Tid været i god Stand. De har for lenge siden burdet giøre Paatale om den Sag til Kompagniet, men siden de have glemt det, staaer det nu hans Kongelige Majestet frit fore at tale herudi. Nei der hører i Sandhed meere til, naar man i et nyt Anlæg bliver understøttet end at tage imod Pengene og giøre sig tilgode deraf,

74

og siden lade Anlegget ligge. Overalt tales her ikke om hvad som har kundet skee; men hvad som virkelig er skeet. De har ladet Fonden faae Ende og siden med Ydmyghed vent sig til Majesteten om Hielp i den forestaaende Nød efter Konvensionens Strenghed; naar den af Gierningen har kundet beviises at være rigtig og virkelig. Det har ikke tilkommet dem efter en selvgiort Egenraadighed, men Majesteten efter Naade og Miskundhed herudi at raade. Men man spørger endnu: hvad Nytte Fabriken har kundet være for Landet paa denne Fod, at det ey selv kunde forsyne samme med raae Materier? Svar: Landet er Herre over det, som ved Majestætens Naade er Landets eget; har det ey haft anden Fordeel derved, saa har det dog haft Arbeids Lønnen, som de nu har savnet, og imidlertid mangen Gang har lidet Hungers Nød af Mangel paa Arbeide; det er baade Nytte og Rettighed nok for Landet, naar kuns det har været og er mueligt for vedkommende at vedligeholde Fabriken i Landet, og det har i mindste været mueligt, saalænge den af Majestæten tilskienkte Fond endnu ikke har eller kan have Ende. Men endnu et Ord:

75

Kan Island have nogen særdeeles og betydelig Gavn af en Duk- og Tøymager Fabrikes Vedligeholdelse? Ja; thi derved har Indbyggerne Leilighed til at anvende sin Uld paa en meget nyttig Maade og sig selv til bedre Fordeel, end ved de sædvanlige Puls-Hoser, Trøyer og Vanter. Man spørger paa hvad Maade skal det skee? Jo ved selv at forarbeide Fabrik-Vahre, som burde indleveres paa Hoved-Fabriken raae, samt der appreteres, og burde imodtages paa Handelen, som siden kunde sælge dem til Landets egne Indbyggere, eller om Forraaden blev overflødig, føres hidneer, og i begge Fald med megen Gevinst. F. E. et Støkke Kiersei paa 55 Alen, det forarbeides omtrent af 40 til 44 Pund Uld og selges overalt i Landet til Penge beregnet for 23 Rdlr. 36 ß, derimod af 40 Pund Uld forarbeides 42 Par enkelte Baands Hoser, som i Kiøbenhavn koster 1 Mk. Parret, der udgiør 6 Rdlr. 4 Mark; altsaa udgiør jo 40 Pund Uld i Kiersei forarbeidet 16 Rdlr. 88 ß. meere til Intægt i Handelen, og endskiønt jeg vil efter den sædvanlige Indkiøbs Pris i Kiøbenhavn, naar alle Omkostninger er afdraget, beregne Handelen det hele Stykke

76

Kiersei for 16 Rdlr. Udgift; saa er dog derved Handelene Profit omtrænt 7 Rdlr. Naar Gevinsten paa 40 Par Puls-Hoser bliver ikkun derimod 2 Rdlr. 88 ß. Fragten uberegnet, og næsten intet, naar Fragten beregnes; dette er nu Handelens Fordeel; Indbyggernes derimod er den: for 42 Par Puls-Hoser faaer Islænderen i det høyeste paa Handelen 3 Rdlr 72 ß. derimod burde han for et Stykke raae Kiersei paa 55 Alen have paa Fabriken 10 Rdlr. thi derved afdrager jeg 6 Rdlr. fra de ovensatte 16 Rdlr. som Fabriken burde have for Appreteringen etc. Nu torde nogen sige, ja Handelen og Indbyggerne forliges vel herudi saavidt, men Fabriken, paa hvis Vedligeholdelse bør nøye sees, taber derved at andre uden for Fabriken forferdiger Vahre til Forhandling, hvorved Fabriken skal ene underholdes. Svar: Ingen vil formode, at Fabriken skulde nogen Tid lide Mangel paa sine Vahres Aftræk, og paa den Maade undertrykkes, meget mindre lider den paa denne Maade, paa en Tid, da den ey kan frembringe noget af det, som den burde; og endelig om det kunde beviises, at den herudi leed noget, da er samme ikkun hvad den

77

hør lide; thi det et klart, at Hans Majestet har ingen anden Hovedhensigt haft, med et for den Kongelige Kasse saa bekostelig Fabrikes Anlæg, end at den skulde see paa Landets almindelige Nytte, som fornemmelig og for den største Deel ligger skiult i denne Fordeel. Hermed opnaaes i alle Maader Hans Kongelige Majestets allernaadigste Øyemærke, som ikkun har villet, at Fabriken paa Reikevig skulde være et Middel til at giøre dette muelig for Indbyggerne, et Middel til, at i Udøvelsen opmuntre, anspore og gaae dem til Haande, et Middel til bestandig at oplære dem udi Professionen og til sammes Udbredelse i Landet. Til Beviis herfor paaberaaber jeg mig først den Kongelige Resolusion og Bevilling paa Fabrikers Anlæggelse af 4 Januarii 1752. 2det Det Høylovlige Kammer-Kollegii Ordre og Skrivelse til Amtet af 10de og 12te Maji samme Aar, 12te April 1755 og 18de Maji 1757. 3die meener jeg, at ogsaa Islænderen er deelagtig i den forudmelte Kongelige Forordning af 17de April 1760; hvorved overalt udloves Premium til Almuen paa Landet, som leverer ey alleene det fineste Garn; men

78

ogsaa de beste Fabrik-Vahre samt Assistense af Kiøbenhavns Almindelige Magazin, følgelig maa da vel den Islandske Almue tillades at forfærdige saadanne Vahre og søge Aftræk paa dem. Endnu har det ingen Fare med Fabrikens Aftræk, baade paa de af den selv forarbeidede Vahre i den Stand, som de nu omstunder skikkelig kunde være, og paa de Vahre, som den skulde tilkiøbe sig af Indbyggerne; thi alt dette tilkiøber Landet sig igien af Fabriken, da det vilde være meget smukt, at Indbyggerne kunde slide det, fom de selv havde arbeidet. For Resten, naar Forraaden skulde blive større, saa kom det vel meest an paa gode Vahre, i hvilken Fald ven Islandske, saavelfom alle andre Fabrikers Anlæg, allerede forestiller sig Aftrækken forud, og den Islandske Fabrike har ikke manglet paa Aftræk i sin Velmagts Tid, eller paa den Maade gaaet Krebsgang. Nu vilde man maaskee spørge: Hvorfra vil Fabriken faae sin Uld, naar Islænderen selv har Leilighed og rimeligvis helst selv vil forarbeide sin Uld i Fabrik-Vahre? men hvem har sagt, at den i mislingende Tider skal ikkun drives med Landets egen Uld, kan man i andre Lande

79

finde sin Regning ved, at til adskillige slags Fabrikers Fornødenhed forskrives den raae Materie hos fremmede; hvorfor skal da den Islandske Fabrike ikke have Uld hos de danske; paa den Maade burde jo Island ikke heller have noget Fiskerie, fordi det skal have Træe, Jern, Tiære og Liner hos de danske til Baader og Redskab; og om Faarene engang ved Herrens Velsignelse igien bleve friske og kunde igienbringe det gamle Forraad paa Uld, da har det ingen Fare med Fabrikens Forsynelse. Overalt jeg finder mig aldeles ikke deri, at fremmed Ulds Indførsel skal falde Fabriken saa dyr, og det kan ikke med nogen Rimelighed beviises, ikke heller at Fabriken skulle beroe paa den Prinsipe, at den i de dyre Aaringer skulle have sin raae Materie for den sædvanlige gamle Priis 15 Fiske for 10 Pund Uld; thi derved skeer Almuen Uret og Fabriken er ogsaa dermed sig selv i Veyen, saasom denne ubillige Pris giør, at de kan ingen Uld faae inde i Landet; og det er klart, at Indbyggernes og Fabrikens Interesse bør altid stemme overeens. Og det er meere Fabrikens egen Interesse, bestandig at kunde vedliggeholdes

80

med Sikkerhed, end paa en liden Tid at vinde noget. Jeg holder ogsaa for, at om Fabriken i rige Aaringer, da Landet kunde forsyne den selv med Uld, ikke giver lettere Priis paa sine Vahre, som maaskee torde være vanskelig at bestemme; da burde Fabriken, i samme lykkekelige Tider, betale Ulden bedre, i Henseende til Indbyggernes Fordeel; thi al den Uld, som ellers gaaer bort paa Handelen til Puls-Hoser og andet, vilde da komme Fabriken til Gode, hvorved samme uden Omstendigheder kunde meer og meere udbrede sig, og Handelen vilde da i Steden for den slette Fordeel ved ermelte Puls-Hoser etc. giøre meget anseelig Gevinst ved Fabrikens Vahre. Den anden store og besynderlige Nytte, som Indbyggerne har af Fabrikens Vedligeholdelse i Landet, er ogsaa den, at de derved har Leilighed til at faae sin uarbeidede Uld bedre betalt, som kan sorflaane dem fra det unyttige Puls-Hose Arbeide, hvorved den dyrebare Tid, som langt nyttigere kunde anvendes, naar anden Ekonomie blev bragt ind i Landet, spildes. Jeg setter altsaa en almindelig Priis til 25 Fiske for en Føring Ulv, i Steden for 15 Fiske; og

81

disse 25 Fiske for Føringen er den gangbare Priis i disse knappe Tider imellem Indbyggerne indbyrdes, og tillige burde være Prisen paa Handelen selv i baade god og ond Tid, i Henseende til at Fabriken og Indbyggerne burde staae Last og Brast med Hinanden; thi naar Fabriken betalte Ulden dyrere i gode Aaringer, var det ikke billigt at Indbyggerne atter skulde forhøye Priserne i mislingende Tider; helst denne Priis er nogenledes passet med Fabrikens Udkomme, paa hvilken Indbyggerne bør nøye see, for deres egen Fordeels Skyld. Nytten herudi for Indbyggerne er altsaa den, at de i slette Tider kan paa en beqvem Maade faae sin Uld betalt efter Billighed, og i gode Tider vel betalt, paa andre Vilkaar er det ikke heller mueligt, at Indbyggerne skal sælge sin Uld til Fabriken for den samme Priis i slet som i god Tid; allerhelst naar Fabrikens Priser dog, i den mislingende Tid, meere gaaer ud paa at knappe af for Indbyggerne, end at lade sig nøye med en simpel Udkomme, som nu da Fabriken ikkun giver for en Føring 15 Fiske. Jeg holder ellers for, at jeg paa dette

82

Sted har den rette Leilighed til at melde om en af de betydeligste Aarsager, hvorfor Fabriken paa nærværende Tid kan ingen Uld faae i Landet. Det forstaaer sig selv, at naar Fabriken har forlanget Ulden for en høyst ubillig Mispriis; da har Indbyggerne, for at Undgaae Fabriken, søgt paa ald anden muelig Maade at anvende sin Uld, allerhelst, Misprisen er saa urimelig og ubillig, at den Deel af Indbyggerne, som har ingen Faare-Avl, nemlig Fiskemanden, reiser Landet omkring, og byder for den raae Uld til sin Fornødenhed 25 Fiske, en tredie Deel meere end 15 Fiske, som Fabriken tilstaaer Almuen, og paa den Grund har Islænderne forarbeidet ald den Uld i Puls-Hoser, som de selv ikke har forbrugt til deres Huus, eller og afladet den, saavit mueligt har været at snige sig fra Fabrik-Betienternes Øyne, til sine trængende Landsmænd, som altid har vidst Middel at giøre sig den nyttig, endog uden Fornødenhed, til grovt Vadmel, et Slags ulden Segldug og andet, Handelen til liden Fordeel, naar Islænderen kan giøre rede for sin Trang til Handelen, Nu torde man spørge paa hvad

83

Maade der har været mueligt for Fabriken, ar faae den mindste Smule Uld i Landet, da deres egne giver saa meget meer end Fabriken; thi der væves dog endnu noget lidet, i hvor uselt og usynligt det end er. Har vel og Fabriken siden den Tid Faare-Pesten indkom været i en bedre Drift, end nu omstunder, og det endog ved Landets egen Uld? Jo; thi Handelen og Fabriken har meest siden den Tid været et Korpus, og naar Handelen lyster noget, som er i Bondens Formue, da er det ingen synderlig Kunst at tvinge sig det til; thi naar Handelen veed, at Bonden har disse eller andre Vare i Besiddelse, som de ere begierlige efter eller trænger til, viiser de sig uvillige til at give Kredit, eller levere andre Vare, som han helst ønsker sig, med mindre han igien vil levere hvad Handelen trænger til; saaledes gaaer det ogsaa med Ulden, og paa saadan Maade tvinges Bonden, dog jeg siger ikke det i alle Maader er billigt; thi hverken bør man betage Bonden frie Ret til at giøre sig sine Vare saa nyttige som han kan, og naar Handelen endelig troer sig berettiget til at tvinge ham

84

dem af, bør de i det mindste betale ham dem, eftersom de er værd til; thi 15 Fiske Føringen endog i denne for Landet bedrøvelige Tid, er en høyst ubillig Paastand, allerhelst Fabriken skulde kunde have sin Udkomme ved fremmede Ulds Brug, og det feiler aldrig, at de jo har Landets Uld for bedre Priis end Fremmede, endog om de betalte 25 Fiske per Føring til Fabrikens Vedligeholdelse, samt derom udfærdige Ordre til vedkommende Betiente, om Assistense for Fabriken; men Handels Betienterne, i Steden for nu at agere Kompagniets Sag, har saa meget des flittigere brugt Handelens Riis til egen Fordeel, at anskaffe sig Uld til Smug-Handel, og her er endelig den største Uretfærdighed, som i denne Sag gaaer ud over Bonden; thi det er ey nok, at hans Vare for saa liden Priis tvinges ham af, men han skal ej engang have den Fornøyelse og see, at hans Uld bliver anvent i Landet, som dog kunde komme hans Efterkommere tilgode; men at Fremmede skal føre sig den til Nytte. Jeg har talt med en vis Mand, som var i Island og vovede sig til, for Fabrikens Beste, at erby-

85

byde overalt i Landet 25 Fiske for en Føring Uld, og derom gav Efterretning til de bæste Slagterhavnes Betientere, med Begiæring af Assistense, samt skikkede endelig Folk til Havnene for at afhente den; men da han Haabede paa denne Maade at faae 150 til 200 Føringer; bekom han netop 28, og Buddene kom alligevel over de Handels Betiente, som havde store Sække liggende med Uld for egen Regning. Dog siger jeg ikke, at just disse faaer Ulden for 15 Fiske Føringen; de give vel, vil man haabe 25, men det er nok, at de paa en lumsk Maade berøver Fabriken sin Ret, misbruger Kompagniets Magt, og giør Nar af Indbyggerne. Imidlertid naar disse gode Folk kan, til sin anseelige Profit, drive Smug-Handel med Ulden til 25 Fiske Føringen i den første Indkiøbs Priis; Hvorfor kan da ikke Fabriken have sin Udkomme paa en lovlig Maade med samme Priis. Jeg vil ogsaa paa dette Stæd, røre noget i en vigtig Sag, som ellers ikke er saa god at komme efter eller blive klog paa; men af ovensagde giver dog nogen Grund for sig; nem-

86

lig: hvorfor Kompagniets Direksion ophørte at bruge Magten til Ulds Inddrivelse a 15 Fiske Føringen, og hellere besluttede at kaste Fabriken om kuld? Alle Aarsager dertil kan man vel ikke, (som sagt er) saa let komme efter; Taabelighed, Egennytte, Hovmod og Skiødesløshed ere vel de visse og almindelige Aarsager; men naar man tillige seer noget ind i de forrige Tider, kan man i Særdeleshed herfor give følgende Aarsager: Siden det første Interessentskab havde faaet sin Fornøyelse i forud ermelte anseelige, og meget vigtige Subsidie-Sum af Hans Kongelige Majestæts Kasse, og derved allerede strax giort en betydelig Gevinst uden egen Bekostning, blev der i Tide kied af at giøre sig megen Omstændighed eller Bryderie for Fabriken og de nye Indretninger, naar Faare-Pesten begyndte at viise sig, og de havde med ald Magelighed høstet Frugten i den gode Tid. Dog have de haft en liden Følelse af Frygt, og nogenledes preserverer sig imod Regnskabs Dagen i den Sum, som de for Fabrikens Værdis etc. har for en og anden Hendelse været

87

god for ved Overleveringen til Kompagniet. Kompagniet, som atter fik Magten i Hænderne, har derimod troet ved gode Midler at komme bedre til rette med Almuen om den Uld, som endnu kunde faaes i Landet og dens Priis a 15 Fiske per Føring, hvorved man skulde foreene Fabrikens og Handelens Interesse. Derpaa har Kompagniets Direksion selv lært Bonden at blive klogere, og ved Klogskab at overvinde Magten. Desuden har det vel aldrig været Direksionens Tanker med meget Bryderie og Overlæg at antage sig Fabriken; men Hovedsagen har nok været at bemægtige sig Ulden saa længe man har kundet, og Landet har kastet noget af sig, som endelig kan forstaaes deraf, at siden Fabriken er næsten bleven nedlagt, er dog Direksionen i Stand til at inddrive endeel Uld a 15 Fiske Føringen, hvoraf kun en liden og snart umærkelig Deel kommer op tilbage til Fabriken fra Kiøbenhavn. Man har altsaa kuns benøttet sig af Fabriken, saa længe den var i god Stand, men nu den helder, støder alle efter. Forunderligt er det, at

88

Kompagniets Direksion har tordet vove en saa skiødesløs og egennyttig Behandling med Fabriken, da dog Kompagniet ikke, som det første Interesentskab, har nogensteds at vende sig om Reservasion. Men ermelte Direksion har i mine og mange andres Tanker, viist saa: store Prøver paa Overmod og Forvovenhed i andre Ting, at man sikkert kan troe de har forestillet sig, at Regnskabs Dagen skulde blive i en evig Forglemmelse; saa at Hoved-Feilen i hele Kompagniets Væsen paa Island bestaaer ikkun derudi, at dets og Direksionens Pligters Udøvelse har for meget ankommet paa Direksionens Egenraadighed, men maaskee at man alt for meget har seet igiennem Fingre med dem i andre Ting, hvor de slet ingen Egenraadighed har kundet tilegne sig. Om det er gaaet lige saadan til med det første Interessentskab, under dets Forvaltning, eller om disse har strax i Begyndelsen giort alt hvad de burde giøre, det setter jeg til videre derhen. Aarsagen hvorfor Fabriken i deres Tid havde dog noget Udseende af en Fabrik, ja var i temmelig

89

god Stand, er den, at Interessenterne fik overflødig af Landets Uld for 15 Fiske Føringen, hvorved de vandt anseelig; saa at det i denne Henseende er høylig at forundre, hvorudi den store af Hans Kongelig Majestæt givne Understøttelses Sum ligger. Desuden var Sagen den Tid nye, og dets Aarsag udsat for større Opmærksomhed; men alting bliver gammelt ved Tiden; og naar engang Slintrianen kommer ind, er den fremdeles ikke saa god at udrydde. Endnu maae jeg til dette Sted giøre en Anmærkning: Islænderen bør tilstaaes paa Handelen 25 Fiske for en Føring Uld, enten den skal komme Fabriken til gode eller ey, enten Fabriken skal vedligeholdes eller ikke; thi den arme Mand, naar Han skal eudog imodtage sin ordentlige Provision hos os, i den egentlige Handels Tid ved Skibenes Ankomst, har gemeenlig ingen anden Raad, end at skille sig ved alt det, som findes i hans Huus og kan blive Handels Vare, er da nogen uarbeidet Uld i hans Eye, leverer han den paa Handelen, saa at i hvor ærlig man endog vilde omgaaes paa Handelen, saa be-

90

røver dog Nøden ham sine Vare for en ubillig Pris, hvorved da baade han selv og Handelen virkelig ruineres; thi Manden, som skal handles med, bliver en udgaaende Staader; og det er en gandske beviist Sag, at man endog, hvis man giver ham 25 Fiske, haver paa Handelen sin rigelige Fordeel med hans Uld, paa hvad Maade den end bliver anvent hos os. Jeg har anmerket, at mangen Betient har i sin Smug-Handel været saa redelig at give Bonden 30 Fiske per Føring, og dog seet sig gandske beholden med Kiøbet. Skulde det da behage Majesteten paa en Oekonomisk Fod at lade i Stand sette Fabriken paa nye, burde alt Puls-Hose Arbeide forbydes at imodtages paa Handelen; og streng Opsigt holdes, at dermed ikke heller blev dreven nogen Smug-Handel, paa det Bonden til baade sin egen og Handelens Fordeel maatte derved bringes til at anvende sin Uld, som han selv kunde og vilde arbeyde udi Garn og raae Fabriks-Vare, fiint Vadmel, Kiersey, Rask etc. som paa Hoved-Fabriken skulde for Handels Vare leveres,

91

samt siden der appreteres og for Fabrikens Regning gaae ind i Handelen. Skulde Indbyggerne derved faae nogen Smag paa, selv at arbeide Fabriks-Vare, da var just det net op Fabrikens Hoved-Hensigt, og slet ingen Tab for Fabriken i de gode Aaringer; ikke heller at regne for Tab i de onde Aaringer; thi da bliver det derforuden en Nøvendighed at drive Fabriken med fremmed Uld, som ogsaa er gandske vel mueligt; imidlertiid var det megen Fordeel for baade Indbyggerne og Handelen. Skulde det derimod behage Majesteten at lade Ulden-Fabriken gaae under; da kan vel ikke Puls-Hose Arbeydet betages Bonden; saasom det i den Fald er den eeneste Maade, Bonden veed at forædle sin Uld paa; men da er dog Prisen alt for ringe, og Bonden burde nyde gotgiort paa Handelen for et par gode Enkelbaands Hoser 5 Fiske, for 3de Par fuldkomne Enkelbaands Vanter 5 Fiske, for 1 Par gode 2 Tomme Vanter 2 Fiske, 1 Alen grovt og got Vadmel 8 Fiske; thi det er uden Tvivl rettere, at Hollænderen betaler os noget bedre disse Vare, end at den ar-

92

me Islandske Bonde skal lide saa megen Uret, og med sin Sveed og Arbeide betale vores og Hollænderens Magelighed eller Egennytte. En sær betydelig Mishandling begaaes ogsaa med det Islandske Puls-Gods, nemlig: de Hoser og Vanter, som sammesteds forarbeides, ere ikkun slette baade af Størrelse og Dannelse, hvorved de i Handel baade her og paa fleere Stæder bliver mindre begierlige, taber sin Priis og forrige Anseelse. De sande Aarsager hertil ere meget naturlige, naar man allene betragter, at ligesom Uldens Mangel i Island mærkelig udi en 12 a 16 Aar haver tiltaget, er benevnte Gods bleven slettere forarbeydet af Indbyggerne og indleveret i Handelen, de sidste kan vel ey andet end være misfornøyet, at de skal antage disse efter en fastsat Taxt, og det bliver de første, nemlig: de Islandske Indbyggere umueligt i nærværende Tider at aflevere dem efter den Priis, som Oktroyens Taxt foreskriver. De saa kalte Puls-Trøyer burde aldeles afskaffes, deels fordi de ikke ere saa meget begierlige, deels fordi de medtager en heel Hoben baade Tiid

93

og Garn. Ligeledes burde ogsaa Islænderen tilstaaes paa Handelen for en Føring Tælle, 24 Fiske, en Føring Smør 24 Fiske, og et got graat Raaffind 24 Fiske, som i alle Maader har Billighed og Handelens Udkomme til Øyemeed. Kiød-Taxten burde ogsaa forhøyes, ligesaavel som Kompagniets Direksion har i sin nye Taxt skierpet de forud forhøyede Priser paa de til Landet kommende Overflødigheds Vare. NB. Kiød-Taxten er de levende Faars bestemte Priis; dog betragtes hvad forud er sagt om Tiende-Afgiften; thi om det blev sat i Verk, da afstaaer jeg fra denne Sætning, at Søydernes Taxt skulde forhøyes. Jeg paastaaer vel overalt at Islænderen bør betales bedre for sine Vare, som er ingen Kunst, men der bliver maaskee en Kunst at forsvare de gamle Prisers Billighed; man beviise mig at jeg derved beskiærer Handelen eller paastaaer nogen Ubiliighed. Hvordan er da den Historiske Oprindelse til Fabriken og dennes videre Skiebne hidintil? Saa ypperlig, nyttig, billig og klog, som Hensigten og den Oekonomiske Oprindelse har

94

været; thi den er grundet paa den almindelige sande Nytte for Landet og Handelen, saa bagvent og med en oplyst Oekonomie ilde overeensstemmende synes ogsaa den Historiske Oprindelse at være: Landfogden Skule Magnusen, tillige med nogle fleere af de rigeste Islændere, har først giort Planen imellem sig selv, og derpaa blev Landfogden, som Deputered udvalgt at reise hid, for personlig at fremsætte og igiennemgaae Projektet hos Høye Vedkommende, som igien skulle udvirke Maiestætens Allernaadigste Approbation; han havde ikke heller ret længe opholdt sig her, førend han uden synderlig Umage fandt største Bifald, ey alleene af høye vedkommende Kollegier, men endogsaa i Særdeleshed af andre høye Personer. Endelig fandt ogsaa Projekter Kongelig Allernaadigst Bifald, blev iværksat og forstrakt med 60000 Rigsdaler. Hertil er det vel og meget vel bestilt. Sagen var høystnyttig og høysalig Ihukommelse Kong Friderik den 5te som aldrig sad paa Tronen med i inknebne end sige bundne Hænder, naar det kom an paa at under-

95

støtte og befordre sit Folkes Velfært og sande Ære. Gaven var kongelig, Hensigten faderlig, og Nytten selv deraf har kundet og burdet giøre den Høysalige Konges Regimente levende iblant Millioner Efterkommere. Ja det var ikke i sig selv at laste, men høylig at berømme, at Skule Magnusens Forslag fandt Bifald hos alle, om det ikkun var skeet paa rigtige Grunde, og med Overlæg i den sande Hensigt udført; men dette manglede desværre, da det blev alt for meget overdraget til Interessenternes og fornemmelig til Skule Magnusens Egenraadighed. De som forvaltede Fabriken burde 4re Gange om Aaret giøre Regnskab for Amtmanden, og Amtmanden burde igien bekiendtgiøre Sysselmændene, hvad Fabrikens Indtægt og Udgift i den Tiid havde været, de skulde atter paa deres Landsting, som holdes engang om Aaret, lade oplæse dette for Almuen, som derved kunde faae nogen Efterretning om Fabrikens Bestyrelse; og paa den Maade kunde de høste nogen Frugt af Fonden. Nu derimod er Fonden forræret; hvis de første Interessenter ey

96

have nget at rette for sig med; men just derfor holder jeg og for, at Interessenterne kan fældes i Bøder, fordi Fonden er dem overleveret paa god Troe, og de have selv været sine egne Tilsynsmand. Kongen havde skiænket denne Sum til Fabrikers, Fiskeriets og Agerdyrknings Anlæg; men hvorvidt dette er efterkommer, skal jeg korteligen fortælle. For Fondes samt Intessenternes Indskud, blev strax bragt paa Beenene toe saa kaldede Hukkerter, en Plov og dertil hørende Agerdyrknings Redskab, tvende Svovel-Fabriker, og fornemmelig en Ulden-Fabrike paa Reikevig, som her tales om; hvilket alt blev i Virkelighed tillige med Inventariummet overdraget til nærværende Kompagnie i Kiøbenhavn, imod 50 fulde Handels Aksier, for hvilke Kompagniet har forbundet sig at indestaae, tilligemed Fabrikens Inventarium, og samme Aksier ere de, som af mig forhen er skatteret for 30000 Rdlr. Skal nu disse 30000 Rdlr. komme Fonden til Last, hvor er da en Deel af den anden halve Sum? har den skuldet tiene. Interessenterne til et aarligt Indskud, faa har

97

den jo burdet af Gevinsten gaae ind igien aarlig med nogen Rente til et nyt Indskud. Ligeledes om noget af Fabrikens Tilbehør var ved ulykkelig Hendelse eller paa andre Maader forkommet; saa burde jo samme, naar Skaden ikke var alt for stor, oprettes af Gevinsten, og dersom der var noget i Behold, burde det ligeledes i de første Aar fremdeles gaae ind igien til et nyt Iudskud for Interessenternes Regning; og om der endnu var noget anseligere tilovers, skulde det henlegges til den Fond, som Kongen engang har givet; hvilket derfor tilligemed Fonden, der altid selv har været en meget raisonnabel Interessent, burde staae Last og Brast ved alle Tilfælde. Kan de nu beviise at de har anvendt Fonden redelig og rigtig, og at Indskudet aldrig har betalt sig selv, da er de frie; men begge Deele er maaskee umuelige at beviise, og i sær den sidste, saa meget meere, hvis de ere i Stand til vel at beviise den første. Ja om de kun kan beviise, at de ingen virkelig Gevinst har giort, kan de ogsaa blive frie; men en rigtig Regnskabs Dag vil sige andet. Ulden-Fabrikens Tilstand i der første Interessentskabs Tid

98

var saaledes: Saa megen Uld man vilde have til 20, ja vel og 40 Vævstole, kunde faaes for 33 3/4 ß. per 10 Pund; hvorpaa der kunde arbeides 3 Slags Klæde, foruden Vadmel, Kiersey, Rask og Ems. Hvad har vel ikke den Fabrike kundet og burdet vinde med et saa anseelig Forskud, fra 1752, da den begyndte, og for det første til 1764, da den gik over til nærværende Handels-Kompagnie; thi naar man havde vundet saa længe man kunde vinde, ønskede man sig skilt ved Fabriken, og overdrog den derfore med Glæde til Handels-Kompagniet, og da var det Kongens Kasse sidste Gang følede sit Tab af den Islandske Handel. Her fremkom nu det nærværende Islandske Kompagnie og sammes Direksion paa Skuepladsen, som efter den dem givne Allernaadigste Oktroy tog Handelen paa sig, foruden Indretningernes Væsen i de gamle Besidderes Stæd, dog maaskee paa det de Islandske Interessentere kunde være bedre holdne i sin Sag end Kongen i sin, har Kompagniet maattet forskrive sig i visse Tilfælde til at erstatte Skaden, Indretningerne til en Sikkerhed; hvilken Erstatning, som jeg dog meener hører med

99

rette Kongen til i Bøder, uvedkommende de nu besindende Indretninger og dens Sums fulde Gotgiørelse, der kommer det første Interessentskab til Last, da nærværende Kompagnie ikke har nydt en Hvid af Fonden. Man antog strax til at forvalte Indretningerne en Direkteur, som i Begyndelsen var den gamle Interessent og Hoved-Mand Skule Magnusen selv, en Inspekteur, en Ober-og en Under-Bogholder, der tilsammen blev tilstaaet i Løn for Aaret omtrent 1000 Rdlr. Dette bnrde og maatte være, da Stiftelsen behøvede Betientere, hvis Fabriken ellers paa en retflaffen Maade var bleven behandlet; men Faare-Pæsten, som allerede var indkommen i Landet, aabnede Almuens Øyne, at 15 Fiske for en Føring Uld var ingen Betaling, hvorfor den paa alle muelige Maader søgte Udveye for at undgaae Handelens Tvang, hvorved Kompagniet savnede den fornødne raae Uld i Landet; i mindste fik de ikke saa meget som baade kunde stille Fabrikens Trang og deres Vinde-Lyst; thi i hvor lidet end Kompagniets Direksion har kiert sig om Fabrikens Tilstand; saa er det ingenlunde nogen Rimelighed, at Han-

100

delens Betientere i Island en skulde have inddrevet meer i et Aar end 10 Skippund Uld, som er det høyeste Middeltall, jeg kan sætte Kompagniets Direksion har forsynet Fabriken med om Aaret den heele Tid, sam de for samme har været ansvarlig; naar jeg undtager de 2de første Aar; langt mindre har de vildet beqvemme sig til at give Bonden bedre Betaling, end sige i Mangel af Landets Uld, at drive Fabriken med fremmed Uld. Ja da man endelig Aar 1767 giorde en Balanse-Regning, kom man foruden de føranførte Betienteres aarlige Løn, omtrent tilkort 7000 Rdlr. paa 3de Aar, uden at man for disse Penge kunde komme til den mindste Rigtighed, hvor engang Pengene vare tagne Vejen, hvor stort blev da ikke det Tab, som man fandt Reede i; thi den mindste Deel af Udgiften om Aaret var gaaet til Uld, saa kunde den langt fra ikke betale sig, hvilket giver Andledning til nogle besynderlige Anmærkninger; thi det fortiener i Sandhed ald Opmærksomhed paa en andens Regning, at udgive Penge til unyttige Ting og at spare i andet, som kunde være til Nytte. Af de 20 Vævstole, som tilforn blev

101

vedligeholdet, ere nu kun 4 ordinaire i Drift, foruden 2 reserve Stole, hvilke, skiønt de i Tallet ere forskiellige fra de forrige, drives slet nok. 150 Arbeidere bestaaende af Svenne, Drenge, Personer, som fik aarlig Løn, Ugelønnere og Stykkeviis Arbeydere gik af, og i denne Tilstand er Fabriken paa Reikevig for nærværende Tid under Kompagniets strænge Opsyn. Landfogden Skule Magnusen fik ved samme Leilighed ogsaa Afsked. De arme Arbeids-Folk, som alle vare indfødde Islændere, oplærte i Kunsten med megen Tidsspilde, og somme med Bekostning, (NB. Fabrikens) følede denne Forandring allermeest. Hvad den almindelige Skade angaaer, saa var dette kun en ordentlig Bekiendtgiørelse af en gammel Fallit, der længe i Gierningen havde været den samme. Det Publike og i sær Fonden havde længe ingen Nytte haft af Fabriken; men Arbeiderne havde dog til den sidste Tid høstet nogen Frugt af den. Det Almindelige havde kun lidet at holde sig til, men disse slet intet, og ved denne Leilighed syntes best hvad Gavn Landet havde haft af Fabrikens Vedligeholdelse; thi saa stor en Mængde Folk hav-

102

de nu intet at ernære sig med; hvilke, om Fabriken var bleven redelig bestyret, havde ikke tilligemed mange fleere manglet Arbeide. Jeg forsikrer, at i Island kunde være nok at flye dets Indbyggere at bestille, om en ordentlig Huusholdning herskede i Landet, og at der tillige aldrig skulle være Mangel paa drivelige Folk, naar der ikkun gaves tilstrækkelige Nærings Veje. Men nu, da Landet paa sine Steder ligner en Udørken, er der dog virkelig iblant Indbyggerne Folk tilovers, der sukker om Brød, indtil de, ved Landets bedre Ophielpning, kan sætte sig selv i Stand og derved lade andre Folk leve med sig. De stakkels Fabrikes Folk! den Tid de havde anvent paa sin Lærdom var forgiæves, unyttig, og de selv overalt bedragne. Her er nu den Historiske Fortællelse om Fabriken. Hvad skal man nu vel foretage med de, som har forbrudt sig i alt dette? Maaskee det kunde ikke være af Vejen endnu engang noget nøyere at handle om denne Sag; men for at betage min gunstige Læser ald Tanke om at jeg er Hevngierrig, og at jeg i en saa betydelig Sag vil opkaste mig til Dommer, overlades dette til andre for-

103

nuftiges Bedømmelse; jeg for min Deel haaber at have viist, hvorvit Omgangen med Fabriken har været skadelig eller ikke. Nu maae jeg med faa Ord ogsaa melde noget om Sammenhængen med de øvrige Indretninger. Til Agerdyrkningen giordes af forommelte Fond saadan Anstalt: Fire Bønder fra Jylland blev forskrevne tilligemed det behøvende Agerdyrknings Reedskab; men disse fik neppe det som behøvedes til Livets Ophold, langt mindre Assistense i sine Forretninger; endelig reyste de derfra med uforrettet Sag; thi det var just ikke Interessentskabet om Agerdyrkningen at giøre. Vist er det, at Bønderne og deres Forretning blev af Almuen foragtet, men Almuen har ved øvrighedens Myndighed og Hielp kundet irettesættes. Imidlertid blev dog den Gang viist, at Byg og Havre ere paa adskillige Slæder ligesaavel her som i Senjen, Tromsøen i Nordlandene, og Alten i Finmarken, muelige at frembringe, skiønt det vel i Begyndelsen vil koste noget Bryderie og Umage. Den anden Indretning, nem-

104

lig: Fiskeriet, synes ikke heller at have været Interessentskabets Spill, saasom det alleene var dem om Landets Uld at giøre; jeg sætter derhen, om vedkommende selv har forstaaet paa Hvad Maade man best kunde giøre sig Havets Rigdomme nyttige, men dette har de nøye indseet, at Fiskerie og Agerdyrkning paa Island vilde være en Sag, der meget vilde bidrage til, at Ansøgningen her neere om Forstrækning fik Bifald. Det er meget forunderligt, at de tvende Hukkerter, som blev kiøbt herneere, og egentlig var bestemt til Fiskeriets bedre Drift, ikke blev brugt dertil, men til at bringe Vare til og fra Norge, Skotland og Øerne deromkring; desforuden blev en liden Jagt bygget i Island, som skulde gaae til Kiøbenhavn med Vare, om den af Kunsten end havde været giort saa subtiil, at den kunde staaet i en Valnødde-Skal; her neere blev den endelig solgt, og nu er ingen af disse Fartøyer til, som virkelig er Skade for Fiskeriet; thi med dem kunde man ventelig gaae længere ud i Søen,

105

end med de almindelige Islandske Baade; og de kunde have fleere Fiskere og Snøre inden Borde, ja ogsaa ligge ude og holde Søen, naar de almindelige Baade maa gaae hiem igien, for et lidet paakommende Uveyr. Blant disse alle giør det mig meest ont for den lille Jagt, som havde været saa høyst nyttig i Landet, for ved alle Slags Leiligheder at underholde Kommunikationen til Søes, og Transporten af Vare imellem de Indenlands Havne. Tvende Svovel-Fabriker blev ogsaa oprettet, hvoraf den ene er gandske gaaet under; Aarsagen dertil skal være denne, at Svovel-Matericn er gaaet ud. Træe-Huuset og noget andet forfaldet Redskab er tilovers. Den anden Svovel-Fabrike Norder paa Landet, er endnu i god Stand. Dette er det eneste i det heele Anlæg, som er bleven vedligeholdet, men om dette kan have opsluget saa mange Penge, maa Vedkommende forsvare; jeg tvivler saa meget meer, som dets Opretning umuelig har været kostbar, hvorimod det altid med anseelig Fordeel

106

har betalt Interessentskabet det aarlige Forskud. Jeg har nu saavit fuldført mit Forsæt efter den Kyndighed, som jeg har haft Leylighed at erhverve mig om dette Land, i en 40 Aars Tiid, som jeg med megen Besværlighed har omvanket i de haarde Lande Finmarken og Island. I ald den Tid har det været min særdeles store Lyst, efter min Evne at, indsee disse Landes egentlige Lidende og sande Fordeel; og om noget til deres Opreisning og Forbedring kunde udfindes. Paa de Stæder, hvor jeg har opholdet mig i Island, findes ikke de beste Jorder. En merkelig Vildfarelse, som jeg iblant andet har fornummet hos Islænderne er den, at de lade gode Jorder ligge udyrkede, og om jeg skal sige min Sandhed; da er jeg selv den Mand, der (som forud er sagt) har giort meget lykkelige Prøver med at plante paa Stædet, Kaal, Rødder, Roer og PotateS, som jeg engang ved Skibenes Ankomst sidst i Junii Maaned begynte at saae i Jorden, og ved samme Skibes Afgang sidst i Augusti, havde saa fær-

107

dige, at jeg skikkede nogenledes modne Prøver af enhver Sort hid neer til det Kongelig Kammer-Kollegium; hvorvit samme den Gang blev anseet er mig ubevist. Jeg har længe troet, det havde været til Islands Opkomst, om dets Indbyggere ligesom de andre Nordiske Landes vare ved Tvangs Midler bragte til at dyrke sine Jorder, hvorved de i Tiden med Billighed kunde fortiene den samme Roes som de. Mit hjertelige Ønske er, at Island selv engang maatte indsee, hvad den rige Natur tilbyder dem; da torde det maaskee ligne sig med et hvert andet Nordisk Land i Rigdom og Velmagt i Forhold til sin Folke-Mængde, og skal jeg selv leve noget længere, ønskede jeg snart at opleve den Dag, da disse 3de Lande, Grønland, Island og Finmarken vare komne i en bedre Betragtning, end hidindtil skeet er; og jeg maa storlig forundre mig over at disse Lande der lige saavel som Dannemark er vores, altid skulde blive anseet som Stevbørn. Dannemark med sine tilhørende Riger og Lan-

108

de er jo et Land, som ey allene af egne Produkter kan rigelig ernære sig selv til Fornødenhed; men kan endog forsyne andre Lande, imod de Overflødigheds Vare, som vi igien faaer fra dem; og kan, naar det bliver sat paa en ret Oekonomisk Fod, som saa utrættet arbeydes paa, med sine Exporter, indbringe et anseeligt Overskud til en stor National Gevinst fra andre Lande i reede Kontanter. Det har jo altid været vores Handels og Huusholdnings Principe, at handle med egne Produkter, hvorfor giøre vi det da ikke? Dannemark, Norge og de Tydske Stater tilsammen har jo Korn, Fede-Vare og Tømmer at aflade til Fremmede; men Island, Finmarken og Grøriland tilbyder os jo sin Fisk, hvorfor betiene vi os da ikke retteligen af denne Leilighed. Jeg troer ikke Dannemark du endnn baade kan og vil foragte disse Herlige Rigdomme, som af Naturen tilbydes dig; stræb alleene at faae dem i dine Hænder! paa det at du i Tiden kan i Magt og Velstand trodse de andre Europæiske Lan-

109

de, og ikke, som hidtil er skeet, staae dig selv i Lyset. Tag dig det fortrængte Island an, som med udstrakte Arme anraaber dig om Hielp.

110
111
112
1

Breve

om

Agerdyrkningens

Muelighed

i

Island,

fra

Hans Finnsen.

Det første af 23 October 1769. til

A. Thorarensen.

Oversat af Islandsk.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Hermann Höecke 1772.

2

Plin. Libr. 9. Epist. 37.

Alioqvi nullum justius genus reditus, qvam qvod terra, cælum, annus, refert. Ad hoc magnam fidem, acres oculos, numerosas manus poscit: Experiendum tamen, & qvasi in veteri morbo qvælibet mutationis auxilia tentanda sunt.

3

Høystærede Ven!

Skiønt jeg er aldeles ikke mægtig at igiendrive de Modsigelser, som mange giøre imod Agerdyrkningens Muelighed her i Island, eller give nogen Oplysning i det, som behøver at iagttages ved sammes Begyndelse, saa vil jeg dog vise min Redebonhed i at optegne adskilligt derhenhørende, som jeg haaber, af Dem bliver vel anseet og forbedret, at det af Dem igiennemseet, forøget og rettet, kunde siden give Anledning til at giøre nogle Forsøg med Agerdyrkningen, naar man i Forveyen indsaae dens Muelighed.

Jeg vil ikke paa dette Sted holde Jordbruget en Lovtale, det roser sig selv, og vore Kiøbmænds-Regninger bevise hvor nyttigt det er. Det er, med et Ord saa at sige, Grunden

4

til ald timelig Lykke, og ingen Indretning, være sig af hvad Navn den være vil, kan uden det have Sted (a); men Kornavlingen er Agerdyrkningens beste og nyttigste Deel. Om Agerdyrkningen heder det iblant andet i den Memorial, som Parlamentet i Rouen gav ind for Kongen af Frankerig Ao. 1660: (b) at den er en skabende Kraft, som giver alle deres Liv og Ophold; en Kraft, som beroer ikke paa andre end sig selv, men paa hvilken alt beroer; Et Middel til at udstaae Krig med; Seierens Siel; Handelens Drift, Grund til Vindskibelighed, og den første Aarsag til Formuens Formerelse. De Franske kan og sige, hvad Agerdyrkningen duer til; thi ofte have de nødst til at forsømme de fordeelagtigste Foretagender, endog medens de have gaaet best for sig, naar Mangel paa Brød har paaengang adspredet alting hos dem.

Jeg veed, at ingen nægter Agerdyrkningen sin Nytte; men hvad gavner os, vil kanskee nogen sige, Guldet i Peru, saa kostbart det end er, medens vi intet have selv? Hertil

(a) Hamburgisches Magazin.

(b) L’ami des bommes.

5

svares: at, naar vi vide af en Ting at sige, som baade er god, og ret umistelig, da er det vor Pligt at udforske, om samme muelig kan haves for os.

Sysselmanden, John Snorresen, er den største Ære værdig for det han haver lært os (a), at Skylden var hos os allene, hvis vi ikke toge imod Agerdyrkningens Fordeele. Men hvor tydelig han end har beviist dette, da høres dog endnu en og anden Modsigelse, skiønt af ringe Betydenhed de fleste, imod Agerdyrkningens Muelighed her i Island; som for Ex. disse følgende:

1) Agerdyrkningen er ikke saa fordeelagtig, som mange andre Ting, der kunde indføres i Landet. Jeg tilstaaer, at Fabriqver, hvor de florere med god Handel, forskaffe langt flere reede Penge; men derfor er ikke afgiort, at de ere et Land tienligere (b). Jeg kan føre mange Beviser herpaa; men jeg lader mig nøye med allene at røre ved dette: at Fabriqver umuelig kan have Sted uden Agerdyrkning; at de føre med sig store Ud-

(a) Traclat. de Agricult. Islandorum.

(D) Physicalisch-Oeconomischer Patriot.

6

gifter, som fleste gaae ud af Landet. Agerdyrkningen er Grundvolden, deraf skal de Materialier tages, som ved Fabriqver bør giøres kostbarere.

Fabriqver og Agerdyrkning komme mig ligedan for som Agerdyrkning og Plov-Oxen. Oxen arbeyder og forskaffer Giødning, tvende Ting, som Agerdyrkningen ikke maae undvære; selv er han ikke saa mange Tilfælde underkastet, som Agerdyrkningen, men koster dog ikke saa mange Penge som den; han er det, som først skal tænkes paa, og ikke maae fattes. En stor Statsmand skal bekræfte dette med mig, nemlig Cato; han siger (a): Non maria plus conferunt mercatori, non in rubrum littus Indicumve merces petitæ, qvam sedulus ruris lar Confr. Proverb. 14, 4.

2) Agerdyrkningen slaaer ofte feyl: Ikke ret ofte, og dog oftere i de varme, end de kolde Lande. Hr. Mirabeau (b) siger, at i Frankerige mister Bonden ofte 1/2 eller 1/4 af sine Indkomster; og Wargentin (c) siger, at

(a) de re ruft.

(b) L'ami des hommes.

(c) Svenska Wetenskaps Acad. Handlingar.

7

Kornavlingen faaer langt oftere Skade ved for stærk Varme og Hagel i de varme Lande, end af Frost i de kolde; ja i Dannemark selv, regner man, at Misvæxt paa Korn indfalder hvert femte Aar (a). Desuagtet mærker man ikke, at disse Nationer forsømme Agerdyrkningen. Lad os give Agt paa os selv i andre Poster, som ere ligedanne. Hvor ofte fiske vi ikke lidet, og alligevel Udreede vi aarlig Baader til Fiskeavlingen? Hvor ofte have vi ikke Misvæxt paa Græsset, og dog giøde vi altid vore Hiemmarke? Agerdyrkeren saaer altid i Haabet (b).

3) Det er ikke efter Islændernes Natur og Levemaade, at beflitte sig paa Agerdyrkning. Det kan nok være; men det, som ikke er, kunde blive. Her er nok sagt, om Agerdyrkningen var nyttig og muelig. Det første nægter ingen; det sidste burdte, hvis det ikke er sandt, at igiendrives med fuldkomne Beviser. Men jeg tilstaaer gierne, at Agerdyrkningen aldrig bliver eller

(a) Dannemarks og Norges Oeconomiske-Magazin.

(b) Jac. 5, 7.

8

bør blive Islændernes Hoved-Idræt (a); den var ligevel god, ja, umistelig til at forskaffe mangen een Livs-Ophold, til at forbedre Engene, forøge Creaturernes Tal, som alle Tider, tilligemed Fiskeriet, bliver Hovedposten. Ellers er der vel endnu ikke Tid til at tage Folk vare, for at legge for stor Flid paa Agerdyrkningen?

4) Vi forstaae der ikke, og disse Nyeheder ere ikke for os, Bønderne. Jeg besvarer det sidste først, at det er gandske imod Erfarenheden; thi neppe meener jeg, og hvad siger jeg, ikke jeg allene, men endogsaa alle de, som kiende Island, og have skrevet om det, at Almuen er i noget Land vittigere end her (b), hvorpaa man har Utallige Exempler. Dette er os til Ære: lad os derfor ikke klynke for stærk, os selv til Vanære. Det er sandt, at vi endnu ingen Indsigt have i Agerdyrkningen, de fleste have aldrig seet en Plov eller Kornax: men er Agerdyrkningen god og nyttig, da lader os ikke spare nogen Umage eller Bekostning paa at faae Kundskab om

(a) Erichsen om Islands Opkomst.

(b) Undalini Descriptio Norveg. Olai Magni Hist. Septentr.

9

den, og af Kundskaben Nytten. Jeg siger end meer: at i det Land, hvor der er et frit og oplyst Folk, og hvor enhver har sin Eyendom for sig, burde det være lettest ar indføre nye Næringsveye.

5) Endskiønt her blev paa et eller ander Sted befaaet en liden plæt, da var der intet værdt; men store Agre har Folk hverken Leylighed, plads eller Kræfter til at dyrke. Herpaa kan svares: For kan man føre sig en Ting til Nytte, end den er udsøgt eller gandske fuldkommen. Hvor Græs voxer, der kan saaes, og ikke behøves der stor Plads eller Bekostning til at dyrke et Stykke Land paa 1/4 Tønde Meel, som jeg vil gierte mig til ar kunde være i det høyeste 12 Alen i Fiirkant (a). Efter den nye Agerdyrknings-Maade, som Engelland har opfundet, og Frankerig forbedret, blev det 8 1/2 Alen i Fiirkant (b); og monne ikke mangen en ville paatage sig den Umage, at opspade dobbelt saa stor Plads, naar Leyligheden om For- eller Efter-Aaret best tillod det. Romerne

(a) Allgemeine Landwissenschaft in England,

(b) Du Hamel Traité de l’Agrie.

10

vilde, at hver Familie, hvor stor den ogsaa var, skulde nøyes med et Stykke Land af ongefær 45 Favnes Strækning i Fiirkant (a), som baade skulde tiene for Ager, Hiemmark, Eng og Græsning; og det nøyedes de med i en lang Tid, saa længe de passede paa og dyrkede denne lille Plæt; men da de siden fik større Land under Hænder, maatte de beklage, at det var Landets Fordervelse (b).

6) Vi have ikke større Hiemmark eller Eng, end der just behøves til vore nødvendigste Creatures Underhold. Dersom dette er sandt, da er det først og fornemmelig af Mangel paa Dyrkning; og endskiønt det bliver dyrket efter den nu almindelige Maade, da er det liden Forbedring imod den, som ved Agerdyrkning og Pløyning allene skee kan. Jo mindre Hiemmark en har, jo bedre burde han bruge den sig til Nytte. Agerdyrkningen giver baade Korn for Mennesket og Straae for Creaturene: Creaturene

(a) Livii Hist. Rom. Journ. étranger.

(b) Latifundia perdidere Italiam. Varro de Re

Rustica;

Laudato ingentia rura Exiguum colito. - Virg.

11

give af sig Føde for Mennesket, og Giødsel for Jorden: og Jorden bær da tredobbelt Frugt igien, om den saa blev bestemt til en Græsmark, saa selv Hiemmarken og Enge kan paa ingen sikkrere Maade forbedres, end med Ploven, som her blev for vidtløftig at udføre. De som tykkes, at de ikke kan Undvære noget af deres Hiemmarke til Kornavling, de maae trøste sig derved, at, hvor der voxer noget Græs, der kan anlegges en Ager, enten det er Hiemmeeller Uder-Marker; og i det beste Stykke af Tunene, kunde maaskee Grunden erfares at være for feed til Agerdyrkningens Anleggelse.

7) Jeg har allerede i No. i. vist, at Agerdyrkningen er fordeelagtigere for et Land end Fabriqver, i Fald en af Deelene skulde mangle; men nogle have fattet den Meening, eftersom der siges i Mercure Danois for Juillet 1754. at her til Lands kunde Kornavlingen ikke lønne Bekostningen, endskiønt den lykkedes. Jeg begriber ikke, hvad Forskiel der kan være imellem os og andre Nationer i denne Post, eftersom Agerdyrkningen i den heele Verden kan bestride saa meget:

12

Verktøyene giøre det ikke; thi behændige Bønder forarbeyde mange Ting, som synes at udkræve større Kunst: Tienestefolkes Løn og Kost Heller ikke; thi dette haves tree Gange lettere her end andre Stæder, hvor der er nogen Handel: Svære Afgifter ikke heller; thi vi betale, som oftest, ikke meer end 4 Rdlrs. Afgivt for saa stor en Landstrækning, som kunde lignes ved et Grevskab hos andre Nationer: Høy Priis paa Creature ikke heller; thi her faaes de for langt lettere Priis, end i noget Kornland, og ere ikke saa kostbare at underholde: Høy Priis paa den Jordens Afgrøde, som vi kom til at miste ved Agerdyrkningens Indførsel, giør det heller ikke; thi den er ingen. Det var ellers let at regne det ene imod det andet, Høeavling og Agerdyrkning paa lige stort Stykke Land, som snart vilde giøre Udfaldet tydeligt og øyensynligt. Og vist nok haver det ikke giort lidet Indtryk paa Gunnar as Hlydarenda, at see Kornet moedent paa Ageren, siden han da vendte tilbage og vilde ikke reyse længere, endskiønt han vidste, at det kom til at koste ham Livet.

13

8) Derved er saa meget Arbejde; Ja, noget, dog ikke nær saa meget som ved mange andre Ting, som man mindre trænger til. Der er intet, som intet koster. Og hvad er en Uges Arbeyde at regne for en, som ikke seer sig andre Udveye til at leve, og have god Udkomue for sig selv, Kone og Børn? Og det er tillige vist, at ald Kornavling hos fremmede Nationer udkræver ikke nær saa stærk Arbeyde, som det Islandske Meel i Skaftesells-Syssel; men Vanen giør det der og paa andre Stæder til intet, som dem synes utaalelig, der ikke ere vante dertil.

9) Høeavlingen staaer i Veyen, som dog ikke maae forsømmes. Der er vel ingen, som vil raade til at forsømme gandske Høeavlingen; men det kan ligevel derpaa svares: at ligesom Agerdyrkningen er meere fordeelagtig, saa lønner den ogsaa bædre Umagen end Høeavlingen; og mon da ikke det Meere burde foretrækkes det Mindre? Et lidet Forsøg i Agerdyrkning er ikke at regne for nogen Hinder i Høeavling, besynderlig efterdi Høsten ikke falder ind før end først i August;

14

ikke at tale om det Foder for Creaturene, som Agerdyrkningen giver af sig: saa at det kan næsten være det samme i Henseende til Foderet for Creaturene, om hvilket her var dog heele Tvistigheden.

10) Der ere blevne giorte Forsøg nok med den Agerdyrkning. De vare her for 15 Aar siden, som havde Indsigt deri; men alligevel sees nu ingen Frugt deraf. Sandt nok, at det er lige nær siden som før, men baade Snorresen (a) og Balle (b), men allerbest Professor Erichsen (c), have udtrykkelig viist alle, hvor lidt disse Forsøg kunde antages for Beviser; og dog maaskee Omgangsmaaden dermed er endnu ikke uden tildeels bleven bekiendt. Den Mængde Giødsel, som da blev brugt paa seed Jord, og den alt for sieldne Pløyning med brede Fuurer, havde sine naturlige Virkninger, og man fik meere Afgrøde, end ventes kunde: Straae nok, men ingen Kierne.

(a) Tractat, de Agric. Island.

(b) Oeconomiske Tanker om Island til høyere Eftertanke

(c) Om Islands Opkomst.

15

Agerdyrkningens Modsigere i Island have ingen større Anstøds-Steen fundet, end Luftens og Jordens Ubeqvemhed. Det kan paa mange Maader besvares. Sysselmand Snorresen (a) har gaaet den korteste Vey; og de af ham anførte Beviser kan ingen modsige, at Agerdyrkningen er muelig her i Island, eftersom den haver virkelig været her i Brug. Og vist nok har det ikke blevet ved blotte Forsøg, som nogle have tænkt, eller som Hr. Arngrim paa Mel siger at haver været i sin Tid; thi oftere end engang tales i Historierne om de Agre som aldrig vare ufrugtbare, og tillige siges der at de endog have været til, som solgte Korn: Stúrl. libr. 5 Cap. 47. Men det er ikke Nyt, at Agerdyrkningen holdes der for umuelig, hvor den endnu ikke er bragt i Stand, hvorpaa ligesaa mange Beviser haves, som der ere Lande til, om hvilkes Ungdoms-Aar, om jeg saa maatte sige, nogle Historier ere skrevne. Thi den Tid var, at Agerdyrkningen blev anseet for en umuelig Ting i Græcien, Italien, Frankerig og Tydskland. Det er bekiendt at at for 150 Aar siden førdte de Holland-

(a) Tractat. de Agric. Island.

16

ske Kaal og Næper (Roer) til Engeland, og hvad siger jeg, længe siden i Mands Minde til Dannemark, og for 30 Aar siden til Norge (a). Jeg har selv seet at Skippere fra de smaae Øer i Dannemark have i Kiøbenhavn kiøbt mange Vognlæs Kaal og støttet hjem. Det som her er bleven sagt om Madurterne, giælder ligesaa om Agerdyrkningen, og viser at man ofte ikke veed hvad Landets Constitution taaler, og maae give enhver det stiltiende Raad: Forsøg og Prøv. Men mig synes som jeg hører mange Modsigelser om detre Lands og Veyrligets Beskaffenhed, hvilke alle giøre det besværligere her i Landet end paa andre Stæder, og haardere end Agerdyrkningen kunde taale: Jeg vil kortelig betragte hver Post for sig.

11) Vi boe saa langt op imod Nord-polen, at det ikke kan have Sted hos os, som glæder og ernærer dem, som boe nær under Ecliptia. Vist nok: men ikke viser det Agerdyrkningens Umulig-

(a) Schiönning Tanker om Agerdyrkn. i Norge. Kopenhagener Magazin. Lütkens Tanker til høyere Eftertanke.

17

hed. Vi boe ikke længere hen imod Norden end vore Forfædre (a), som for 500 Aar siden havde Korn-Avling; ikke længere imod Norden end den udødelige Gisle Magnusson paa Hlydarenda, som for lidet meer end Mands Alder siden, eller neppe det, høstede aarlig en Tønde modent Korn (b); ikke længere imod Norden end den Ære- og Roeeværdige Apotheker Biörn Johnsen, som for saa Uger siden har høstet Modent Byg og Havre; og tilsidst ikke engang saa langt til Nord, som mange andre, der dyrke Jorden og faae got Korn. Men sandt at sige: det kommer hverken mest an paa Norden eller Sønden, i Henseende til Agerdyrkningen, Paa Qvito, som ligger ret under Ecliptica (c), ere neppe 2000 Favne til et Iisbierg og den stærke Kulde fra de forbrændte Landsbyer: Paa Moxa, som ligger ved Siden af den forrige (d), og er et slet

(a) Snorronii Tract. de Agric. Island,

(b) Mercure Danois. Thorlacii Diff. de Islandia.

(c) Voyage á l’Amerique par Mr. de la Condamine.

(d) Relation de la Mission en Moxe.

18

Land, er enten utaalelig Varme eller Kulde, som foraarsages af de Iisbierge, som der ere ikke langt fra: Og den bekiendte Drake maatte rømme ud af Nenalbion formedelst Kulde, endskiønt dette Land ligger under den 42 Grad. (a) Dette er om et Lands sydlige Beliggenhed at sige (i Henseende til Agerdyrkningen), men den nordlige Beliggenhed er ikke aldeles ubeqvem for Agerdyrkningen. Jeg vil nu ikke tale om Jordarter, som ofte ere de beste, hvor Sneen ligger som længst (b); men ogsaa siger Doct. Derham (c), at i Engeland, da stærk Kulde faldt ind, havde den giort større Skade Sønden paa Landet end Norden paa. Ja, paa Tromsøen blev først Aar 1730 begyndt at saae Byg, som lykkedes vel (d), og dog er det Herred under den 70 Grad; ligesaa langt til Nord blev, noget for Laugmand Bechers Tid, begyndt med at faae Korn i den Svenske Finmark (e), som lykkedes ogsaa vel; og i

(a) Almindelige Reysebeskrivelse.

(b) Debes Færöa referata.

(c) Allgemeine Landwissenschaft in England.

(d) Ströms Søndmørs Beskrivelse.

(e) Erichsens Islands Opkomst.

1

19

Lapland, under den 68 og 69 Grad, er god Kornavling (a): hvilke Lande ligge alle høyere imod Nord end Hornstrander, eller den nordeste Pynt af Island.

12) Iisbiergene foraarsage Kulde, hvor de ere i Nærheden. Sandt nok, eftersom jeg nyelig erindrede, men ikke til Skade, hvilket alle høye Fielde i Verden vise; thi de ere alle Iisbierge, endog i de varmeste Lande. Men at de giøre ikke Agerdyrkningen umuelig, endog noget langt hen under Nord-Polen, det vil jeg vise med et Exempel, som skal være Nordfiord i Norge, som ligger ved Siden af Sydpynten paa Island, for aaben Hav, men inderst i Fiorden er idelig Iis, der er dog Kornavlingen det, som Indbyggerne mest og best ernære sig med; ja, der voxe Humle, Næper, Kirsebær, Blommer, Pærer, Æbler, saa at adskillige Bønder der have aarlig kunder sælge af sin Have for 30, 50, 100 Rdlr. (b)

(a) P. Juul; gode Bonde.

(b) P. Juul gode Bonde. Søndmørs Beskrivelse.

20

13) Dette erindrer mig om Hav-Kulde, den kolde Taage og kolde Veyr, som gierne følge med Driviis, og jeg nægter ikke, at jeg har været mest bange for dette, til jeg læste hos Hr. Ström, at det Slags Veyrlig haver i de næstforegaaende 30 Aar været almindelig i Søndmør; og tilskriver han det Driviisen (a). Han siger: at omendskiønt det forknytter baade Græs og Korn saaledes, at det efter ald Anseende ville forvisne, da har han dog ofte erfaret, hvor hastig og ret forunderlig Fremvext det har faaet, saasnart det fik 8 Dages Varme og got Veyr, og aldrig, siger han, har dette kolde og taagede Veyr foraarsaget noget almindeligt Uaar.

Det er alle bekient, at ligesaa snart Driviisen er bleven landfast hos os, bliver det varmt og mildt i Veyret, saa at Folk, som boe op til Fields, og aldrig seer Søen, erfarer af Veyret, hvorvidt det er med Driviisen. Samme Hr. Ström siger fremdeles, at engang var den kolde Taage saa stærk, at Kornet stod umodent her indtil langt ud paa Efterhøsten, saa det enten maatte blive liggendes under Sneen,

(a) Søndmørs Beskrivelse.

21

eller høstes grønt: men Udfaldet viste, at det, som ey var blevet beskadiget af Frost, førend det blev bedækket med Snee, befandtes ved Jule-Tider, da Sneen igien optøede, ret deyligt guult og moedent. Alle vide, at Vester-Deelen af Norge ligger aaben for Stormvinde og Hav-Kulde, og ligevel solgte to Herreder sammesteds allene 30000 Tønder Korn, for 50 Aar siden (a).

14) Kulde og Frost ere store Hindringer for Kornavlingen: Men ikke saa store, som mangen en tænker. Baade siger Wargentin dette om Sverrig (b), og Heide om Norge (c), at de varme Lande have ligesaa store og mange Hindringer for sin Kornavling, som Kulden er hos disse; og dog har Sysselmand Snorresen givet os Exempel paa Sommerkulden i Sverrig (d), hvis Lige vi sielden have. Jeg vil nu ikke tale om, hvor let det er at forhindre Kulden med at brænde Feye-Skarn og fordærvet Høe, naar det seer ud til Frost, og

(a) P. Juul gode Bonde.

(b) Rön uti Landthushälningen.

(c) Dannemarks og Norges oeconomiske Magazin.

(6) Tractat. de Agricult. Islandor.

22

see til, at Røgen skal drives over Kornet; thi de Svenske (a) have giort Forsøg dermed, og befundet, at neppe gives der saa stærk Frost, at det kan skade med Røg, og at Røgen endogsaa giør meer til Sagen end Ovn-Varme i at forhindre Iislag. Det er og alle vel bekiendt, at det er ellers her en Sædvane, om Foraaret at brænde Høe-Levninger, Feye-Skarn og udueligt Høe, som er blevet tilbage i Høeladen. At saae dybt, er ligeledes er Middel imod Frost (b). Men jeg siger endnu meere: Den sædvanlige Kulde her i Landet kan ikke forhindre Agerdyrkningen; thi de Lande ere til, hvor Iisen aldrig tøer op den hele Sommer, og ligevel er der Kornavling. I Grønland har Sæd voxet, det viser for de ældgamle Tider det Kongelige Speyl; og paa nye er det blevet bekræftet af Hr. Egede (c); og dog regner han, at Sommeren begynder der først i Junii Maaned, og endes midt i September Maaned, ja at Søen endog begynder der at bedækkes

(a) Linnæi Skänska Resan. Svenska Vetensk. Acad. Hanbl.

(b) Allgemeine Landivissenschaft in England.

(c) Mercure Danois.

23

med Iis midt i August. Nattekulden er ikke mindre i Sverrig (a) end hos os. Og eftersom Korn kan voxe og blive modent i Norge i 6 á 7 Uger, efter Hr. Schiönnings Sigende (b); saa vil jeg bede enhver Fornuftig og Erfaren at betænke, om ikke her til Lands er sædvanlig got og mildt Veyr i dobbelt saa lang Tid? Og i Sandhed var Kulden ikke derudi Aarsag, at de Forsøg mislingede, som bleve giorte hos os til Agerdyrkningen for 15 Aar siden; thi Straaet var altid stort og høyt, i Stæden for at det skulde været blevet lavt og smalt, i Fald Kulden havde forknyttet det i Væxten, Dette bekræftes end videre deraf, at i denne Sommer, som efter de flestes Skiønnende var en af de koldeste, har dog Apothekeren Biörn Johnsen høstet moedent Korn; og fordi vore gamle Annaler sammenligne ofte Uaar, i Henseende til Græs og Korn; naar det heder: fordervedes meget Agre og Høe (c). Jeg haver nok sagt, til Beviis, at Kornavlingen er ey, i Henseende til Kulden,

(a) Svenska Vetenskaps Acad. Handl.

(b) Om Agerdyrkningen i Norge.

(c) Skálhollts Annáll.

24

saa vanskelig, som Mange meene; men jeg kan dog ikke entholde mig fra at fortælle følgende Exempel derpaa, som findes i Svenska Vetenskabs Academiets Handlingar 1750 som lyder saaledes: Natten for den 12 Junii kom saa stærk Frost, at Vandet allevegne var bedækket med Iis. Rugen stod i fuld Blomster, blev bleg og tør, men hvor Jorden var maver, skadede den; thi der var den endnu ikke begyndt at blomstre. Ligevel skiød Roden af det visnede nye Skud, som voxede vel, og førte meget god Frugt; Men stærk Frost faldt igien ind efter Sædvane den 21de August, og ligevel blev dette to Gange forfrosne Korn kort siden indhøstet med tredobbelt Fordeel. Dette er mærkværdig, at Frost giør Rug ingen Skade, førend det begynder at blomstre, aldrig i Vind, og neppe, uden just i Dagbrækningen. De Vædsker ere de skadeligste, som opkomme af Moradser, og standse paa Ageren i Frost og stille Veyr, især om der kommer Regn paa (a).

25

15) Nogle ville sige: Sommeren er saa kort, den begynder sildig, og endes tidlig. Dette har jeg allerede deels besvaret, og derpaa ført til Exempel det, som Hr. Egede og Schiönning sige om Grønland og Norge. Det kan ikke nægtes, at jo de Aar kunde falde ind, da heele Arbeydet var forgieves. De indfalde allevegne i alle Lande; som for Ex. Aar 1709 døde 2000 Mennesker af Hunger i Agenois (a), et Herred Sønden paa i Frankerig, fordi at saadant et Aar faldt ind: Men enhver Fornuftig giør ingen almindelig Slutning af det, som en eller anden Gang kan hænde, men af det, som oftest og venteligt skeer.

Jeg vil nu ikke tale om Sommerens Langvarighed, det er vist, at den i middelmaadige Aaringer giør ikke Kornavlingen umuelig, som sees kunde nu i dette Aar, som kan regnes iblant de koldeste og sildigst begyndte Sommere; thi alle vide, at det Islandske Meel selv mislingede, Græsbanker paa Heederne vare næsten gandske hvide ved

(a) L´anti des hommes.

26

36

St. Hansdags-Tider, og Folk maatte langt hen paa Foraaret beklage sig over Mangel paa Græsning for deres Heste imellem Bygde-Laverne; og ligevel see vi nu dette Aars moedent Korn, saavel af den Siellandske som den Færøiske Art. Endnu meere: Alle kalde det haardt Foraar hos os, naar der ikke bliver begyndt med at udsprede Giødningen paa Hiemmarkerne først i Junii Maaned; det er at forstaae: Frosten er da, som oftest, borte af Jordsværen, og da sige Agerdyrkningens Mestere (a), at det fleste Slags Korn kan saaes. Men i Skaane selv (b), strax ved Kiøbenhavn, er den almindelige Sæde-Tid de første aatte Dage af Junii Maaned; og at det kan sees, at det er ligesaa langt henimod Norden, som til Syd, da saaer de ogsaa i den Svenske Finmarken paa samme Tid under den 70 Grad (*); og vi adsprede Giødningen

(a) Allgeim Landwissenschaft in England. Ström

Søndmørs Beskrivelse. Liers Præstegields Beskrivelse. P. Juul gode Bonde.

(b) Linnæi Skänska Resan.

(c) Skalholt ligger ikke længere til Nord end 64 Grad. Thorlac. Differt. de Islandia.

27

paa vore Hiemmarker sidst i April, og, som oftest, om Kaarsmisse, eller først i May Maaned.

I Norge (a) blev først saaet Byg Aar 1750 den 13de og 18de Junii, og var dog det Aar intet Uaar; og i Finmarken, naar der først blev begyndt at saae (b) under Grad 70, blev faaet midt i Junii Maaned: men, naar mon vi har af saa middelmaadig Aar at sige, at Hiemmemarker ey have kundet blive dyrkede førend ved Sct. Hansdags-Tider? Saasom nu Sommeren hos os ikke begynder overmande sildig, saa endes den almindelig ikke førend sidst i August, og endog ofte ikke førend god Tid derefter. I den Svenske Finmarken, (jeg nævner særdeles de Lande, som ligge længere henimod Nord end vi) blev Aar 1732 saaet Byg (c) den 31 May; det blev fuldkommen modent indhøstet den 28de Julii, (da vi sædvanlig meye Græs paa vore Hiemmarker) det var 58 Dage. Rug blev saaet samme Sted Aar og Dag, og blev Hø-

(a) Linnæi Amænitat. Academ.

(b) Erichsen Islands Opkomst.

(c) Samling af Rön uti Landthushålningen.

28

stet moedent den 5 August; det voxede da og blev moedent paa 66 Dage. Fra 1740 til 1749 var Høste-Tiden der alletider efter den 21 August, men dog førend Maaneden var til Ende (a). Augustus kaldes gemeenlig Høstens Maaned; thi Indhøstningen skeer i den enten tidlig eller stidig, eftersom Veyret falder. Monne ikke, som oftest, er mildt og got Veyr hos os, jeg vil ikke sige 6 til 7 Uger af Sommeren, en Tid, i hvilken Schiönning siger, at Korn voxer i Norge, men endog dobbelt saa længe? Gunnar paa Hlidarenda, hans Uheld viser os, naar Høstetiden haver været hos vore Forfædre. Det var paa en Tid, at Agrene vare blege, nemlig: Høstetiden var kommen, og Høe-Slætten var nyelig forbie paa Hiemmemarkerne, som Niala melder. Natte-Frost i August kommer her hverken før eller stærkere end i Sverrig (b); og ligesaa let var det paa Mange Slæder at befordre Kornets Væxt med at vande Ageren, ligesom det bruges i Guldbrandsdalen i Norge (c).

(a) Linnæi Amænit. Academ.

(b) Svenska Wetensk. Acad. Handl.

(c) Kopenhagener Magazin.

29

16) Gud har saa længe hiulpet os foruden Kornavling, saa kan han ogsaa giøre det samme herefter. Han har ikke vildet give os et Kornland at beboe. Lader os være fornøyede med den os bestemte Deel. Gud seer vel for os. Sielden føre Forandringer noget got med sig. Saaledes siger den eenfoldige Gudfrygtighed; men saaledes brede ogsaa de Lade og Selvkloge ofte Kappen over deres Blusel. Det er langt fra at jeg vil dømme nogen, endnu mindre vil jeg friste nogen til at knurre imod Gud sin Skaber; men ligevel beder jeg, at det maatte blive mig tilladt at fremsætte disse saa Spørsmaale: Hielper Gud os uden. Midler, som Fornuften lærer os til at søge vores Livs-Ophold? Hvoraf viide vi det, at vi ikke boe i et Kornland, eller at det er imod Guds Villie, at vi dyrke Jorden for at faae Korn til at voxe? Ere vi i alt andet saa fornøyede, eller maaskee det er den Fornøyelse som ellers kaldes Ladhed, Dovenskab, Dorskhed? I Fald aldrig havde skeet nogen Forandring i Verden, hvorledes mon det da havde gaaet? Eller er det mueligt at leve i Verden uden

30

Forandringer? Lader os blive kloge af de Feyl, som Minorkanerne blive bespottede for, at da man lærte dem at beskiere og indpode Træer, saa de kunde blive smukkere, og bære meere, større og bedre Frugter, saa svarede de (a): at det vilde de ikke giøre; thi ingen vidste bedre end Gud hvorledes et Træe burdte voxe, og derfor skulde han være selvraadig i den Sag.

Endskiønt der ere flere Modsigelser, som een eller anden kunde giøre imod Agerdyrkningen her i Island, da husker jeg nu for denne Gang ikke flere, og dette lange og kiedsommelige Register viser ikke andet, end at der er ingen Alvor, hvor der bliver begyndt med mange og ubetydelige Undskyldninger. Der er dog adskilligt, som kunde give got Haab om Agerdyrkningens Muelighed og Fremgang hos os, om man vilde af alle Kræfter legge Vind paa at faae den indført.

Det er af Erfarenheden noksom beviist, at jo længere man kommer hen imod Østen i Europa, jo koldere og haardere er Veyret, f. Ex. Stockholm og Petersborg ligge begge lige

(a) The History of Minorca.

31

langt hen imod Norden, og dog ere alle Vande i Petersborg bedækkede med Iis, naar alt staaer grønt og blomstrende i Stockholm. Kiøbenhavn og Moscau ligge ogsaa begge lige langt hen imod Norden, dog er sielden Vinterføre i et længer i Kiøbenhavn end syv Dage, i Moscau derimod som oftest fra først i November Maaned til midt i April (a). Ligesaa er ofte stærkere Kulde i Nord-America og Tartariet under 50 Grad, end i Europa under 60 eller 70, og følgelig skulde her i Landet være meget mildere Luft end paa andre Stæder, som ligge ligesaa langt hen imod Norden; thi Island ligger ret til Vest i Europa. Irland, som ligger ligesaa langt hen imod Vesten som Island, er bekiendt for sin milde Luft (b), og største Forskiel siges der imellem Norge og Sverrig, som dog kun deeles fra hinanden ved en vidtløftig Field-Strækning. Norge viser hvad den kan bringe tilveye med de mange Træe-Frugter, som Hr. Schiött (c) og Ström (d) opregne.

(a) Memoires de l’Academie des Sciences á Berlin.

(b) Camdeni Britannia.

(c) Dannemarks og Norges oeconomiske Magazin.

(d) Søndmørs Beskrivelse.

32

Ethvert Lands Plads har desuden noget til sin Fordert, i Fald det bliver ret brugt. Det som ligger langt hen imod Norden, har lange Sommer-Dage, saa Solens Virkning bliver desto stærkere, Nær ved Søe-Kanten falder stor Kiærne og stort Straae, men op til Fiælds er Straaet mindre men Kornene flere, omendskiønt de ere mindre.

Hvor Sæde-Tiden formedelst Foraars-Kulden er sildig, der er derfor ikke altid sildig Høstetid; thi til Fields tøer Sneen sildigere op, men Sommervarmen er der igien stærkere. Ved Søekanten er Hav-Taage og Hav-Blæst, men der mislinges dog sielden Korn; thi Sneen formilder baade stærk Frost og stærk Varme; og saaledes mager Gud det for Menneskene i de naturlige Ting, at ere der Besværligheder, saa ere der ogsaa Fordeele, hvilket i Særdeleshed bør tiene til Opmuntring, at legge Vind paa Agerdyrkningen, for det Lands Indbyggere, som have alle Arter af Lands-Beskaffenhed, baade ved Søekanten og til Fields.

Men, omendskiønt nu dette Lands Beskaffenhed og Veyrliget var haardt, som jeg

33

dog ikke fuldkommelig tilstaaer, og strider imod Sal. Hr. Assessor Horrebows giorte Observationer, da kan dog ikke tvivles paa, at det jo blev bedre, naar det blev dyrket. —— Hvorledes beskriver ikke Tacitus Tydskland, og Ovidius de Pontiske Lande i deres Tid? Hvad siger Cæsar om Frankerig, og Horatius om Italien selv, naar det lignes ved disse Landes nu værende Tilstand? Var der ikke saadan Tid i Armenien, at reysende Folk maatte binde Bretter paa Hestenes Fødder, ja endog rømme Landet formedelst Kulde, som dog var et af de varme Lande? Dette kommer ikke eeneste deraf, at Ecliptica nærmer sig altid meer og meer til Nordpolen (a); men først og fornemmelig deraf, at disse Lande ere blevne dyrkede, saasom daglig Erfarenhed viser i America, og de Vestindiske Provincer, at, hvor der for 20 eller 30 Aar siden ikke kunde blive bebygt formedelst bestandig Taage og Kulde, og Folk derfor tvivlede paa, at kunde blive til nogen Nytte, uden til at hugge Træer, de ere nu ved Jorddyrkningen blevne

(a) Euleri Opp. Mathemat.

34

til de sundeste, mildeste og frugtbareste Lande. Derimod: Judæa, Egypten og Spanien (a), hvor det heste og frugtbareste Land var, og den sundeste og mildeste Luft, ere formedelst Jorddyrkningens Forsømmelse blevne mindre beboelige, saa at Luft og Jord synes i alt forandret fra sin forrige gode Art og rigelige Velsignelse, hvormed disse Lande underholdte sine gamle lykkelige Indbyggere, der med Arbeydsomhed og Flid søgte deres Livsophold.

Jeg vil intet af dette henføre paa vort Fæderneland, men ikkun erindre, at Folk, endog paa beste Alder, indbilder sig at finde, at Veyrliget er mildere nu end det var i deres Ungdoms-Aar, hvortil Jorddyrkningen vilde dog vel endnu meere giøre.

Det er derfor vor Pligt at begynde, og endskiønt vi for det første ikke kunde udrette meget, da have vi dog den roelige og trøstende Samvittighedens, Guds og gode Mænds Vidnesbyrd, at vi have søgt at efterkomme vor Pligt. Vi maae giøre Forsøg oftere end

(a) Le Citoyen. L'esprit des loix. Journal

étranger.

35

een Gang, især nu, eftersom vi have et levende Exempel for Øynene, ar Tingen er giørlig. Naar det engang haver gaaet got, da er alt lettere siden; thi da veed man Omgangen dermed, da har man givet Agt paa de Feyl, som maaskee ere blevne begaaede, da er Kornet blevet vant til Veyrliget, saa at det taaler da stærkere Kulde; hvilket sidstleden Foraar var got at see paa det Danske og Islandske Kaalfrøe, at det første ikke engang kom tilsyne, just naar det Islandske taalte baade stærk og langvarig Kulde. Det behøver ogsaa kortere Tid til at blive moedent, naar det er blevet vant til Clima; thi de Linné (a) har forsøgt i Sverrig, at det indenlandske Tobaks-Frøe haver voxet der en heel Maaned førend det udenlandske. Var

ey dette, hvem vilde da vel troe, at Tobak fra Florida, og Potatos fra Virgnien, som man i Førstningen tvivlede paa at kunde vore nogensteds i Europa (b), kunde lykkes her hos os; eller at Kommen, som endog i Kornlande

(a) Svenska Wetensk. Acad. Handlingar.

(b) Samling af Rön uti Landthushålningen.

36

holdes for vanskelig Sæd, skulde være 100 Aar gammel hos os, siden det blev saaet, og at det endog kommer op af sig selv, meer end Folk vil, som dog Erfarenheden alt har lært? (a) Saaledes har Gud nedlagt Kræfter hos Naturen selv, til at belønne Menneskets Lydighed, og at det skulde lidt efter lidt gaae lettere og lettere, i Fald Mennesket ikke legger Haand paa Ploven, for strax at see tilbage, og forkaste alt Haab.

Men saa got som nu Korn og Brød er, saa ere der dog større Fordeele ved, og noget, som er af større Betydenhed. Alle tilstaae, at Avlingen af Hiemme- og Udemarkerne udgiøre den betydeligste Deel af den Islandske Oeconomie; men de kan aldrig vel og fuldkommelig holdes ved Magt, uden Agerdyrkning, nemlig uden Pløyning og Grøfter. Dette ere de beste Midler imod Mose, høye og tette Tuer, stemt og lidet Græs, og eftersom Hiemme- og Udmarker ere paa den Maade tilberedde i Forveyen, saa tiene de vel

(a) Snorron. Tract, de Agric. Island. Halldor.

sens Efterretning om Havedyrkningen.

37

29 til hvilket som man vil, enten til Græsmark eller Ager. Derfor, hvor en Græsmark i nogen Tid ikke er bleven røgtet, saa kan den med god Dyrkning blive til den beste Ager; og naar den i 3 a 6 Aar er bleven brugt for Ager, saa kan den igien blive til den beste Græsmark. Saaledes burde Korn- og Høe-Avling rekke hinanden Haanden; og paa denne Maade ere mange fremmede Nationer blevne saa rige og mægtige, som de nu ere, og beklage sig nu selv (a), at de have for sildig begyndt; thi mest og best har Agerdyrkningen taget til i de næstforegaaende 100 Aar.

Men, da vi ere de sidste, saa lader os dog ikke anvende den mindste Flid paa at efterkomme vores Pligt. Lader os ikke begynde med alt for vidtløftige Anlæg, et slet Udfald maaskee kunde betage os ald Lyst og Mod til at giøre nye Forsøg. Den Kongelige Resolution af 26 Febr. 1754 befaler, at enhver Bonde paa 40 Hundredes Gaard (*) skal forsøge Agerdyrkning paa et Stykke Land, af

(a) Les interêts de France. ’

(*) Een af de store.

38

ongefær 15 Alens Længde, og 12 Alens Bredde, og saa i Proportion af Gaardens Dyrhed. Lad nu dem giøre Forsøg, som have Fornuft og Formue dertil, paa saa liden en Plæt; lad dem giøre det paa en tredie Deel eller en fierde Deel deraf, ja, lad dem forsøge med nogle faae Sæde-Korn: det er dog det ringeste Lydigheds- og Taknemmeligheds-Tegn, som de bør og kan vise den Konge, der beviste Island saa mange og store Velgierninger; Men lad dem da giøre det med Flid og Agtsomhed, thi saa er der bedre, om det aldrig var saa lidt, end at opspade og udlegge store Marker, kaste deri den første Sæd, den beste man kan faae fat paa, og siden slaae Skylden paa Qvæg, Heste, Frost og alt andet, end det som er virkelig Aarsag til, at det mislinger. Vi bør med desto større Lyst og Alvorlighed efterkomme vores Pligt, da vor nu regierende Allernaadigste Konge Selv viser den største Kierlighed og Omhyggelighed for Agerdyrkningens Fremgang. Han haver, foruden det Kongel. Danske Ager-Academie, oprettet med stor Bekostning et Oecnomie-Collegium, og har

39

givet store Penge-Summer og Privilegier til det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Sælskab. Lader os vise i denne Post, at vi ere saa gode Kongers værdige Undersaatter; det er nu Landets Indbyggeres Pligt at adlyde, at vaagne op af Søvnen, at sørge for sig selv og sine Efterkommere; og det var ingen Ære for dem, om de nu ikke vilde med begge Hænder imodtage en fremmed Patriotes Tilbud, som selv vil paatage sig at lære dem Veyen til Lyksalighed, og selv endog vil bære den sværeste Byrde. Det skulde være Følesløshed, om vi nu ikke vilde giøre Forsøg, da en værdig Landsmand desuden viser os tydelig, at Sagen er giørlig. Maaskee at disse heldige Omstændigheder intet virke hos os; men det skal være vanskelig at sige, naar vi kan vente dem bedre. Derfor var det best, at gode og kyndige Mænd foreenede deres Kræfter, og hver for sig, forsøgte noget lidet i Agerdyrkningen, og med Raad og Daad var hinanden behielpelige til at faae den efterhaanden indført i Landet.

40

Jeg glemte hvad det var, som jeg agtede at skrive, som var at svække de Modsigelser, nogle giøre imod Agerdyrkningen her i Landet. Der ere de fleste, som tale andre efter, det som de før have hørt; jeg vil derfor til Slutning anføre her en lærd Mands Ord, som ikke levede udi denne Projecters og Nyeheders Alder, men havde den største Erfarenhed og Kyndighed i Landhuusholdningen, om de kanskee, som efter andres Mund holde alting nyt for ugiørligt, vilde ogsaa for denne Gang paa samme Grund troe den, der bedre kiendte Agerdyrkningen end fleste andre; det er Amtmand Juel (a), der saaledes taler: "Vel ere de fleste bragte udi den Meening, at udi Wardehuus Amt, og nogle faa og smaae Fogderier udi Nordlands Amts nordeligste Part, kan Korn-Sæd ey blive moent; men jeg tør paa min gods Troe forsikkre, af den Kyndighed jeg haver om Landet og Jorddyrkningen, at Bygkorn skal kunde blive moent (*) om ikke just overalt, saa dog paa

(a) P. Juul gode Bonde.

(*) Erfarenheden har efter Authors Død viist, at

han forstod hvad han skrev: vid. Nordlands Trompet.

41

de fleste Stæder, og blive høstet ind, førend Slud, Snee og Kuld om Høsten paakommer. Ligeledes udi Island, sær for Sønden, indtil paa 66 Grader (*) i det mindste, naar Ageren er feed, tør, sandig, ey for dyb, ligger i Ly og Læ for nordlige kolde Vinde, mod Østen, Sønden og indtil Vesten, vel soelbar, spades møer, renses for Ukrud. —

De, som ere af anden Meening, foregive , at Sneen bliver for længe beliggende saa høyt oppe i Landet, men overveye maaskee ikke, at naar Skoven afhugges, driver Vinden Sneen af den slette Plads bort, hen til Skoven, i dybe Dale, og til Aaer og Vand; ey heller, at hvor Sneen ligger paa en Ager, eller paa Muld, smeltes eller tæres den meget før bort end Sneen, der ligger paa Græsmark eller Eng, og arker snarere paa Eng og Græsmark, end paa Lyng-Hecde og vild Mark; Saa tæres og Sneen hastig bort, naar Lyng, Sand, Muld-Barr, Avner og andet saadant, strøes oven paa den, hvilket de Bønder, som boe i kolde Egne til

(*) Nemlig hele Island,

42

Fields, vide at betiene sig af, for hvilke det ikke er vanskeligt at pløye og saae, endskiønt at Sneen, et Bøsseskud fra Ageren, ligger i Skoven en heel eller halv Favn høy.

Den Snee, eller Slud, som stundum kan falde ned i Mængde, efterat Ageren er saaet, befordrer meget Sædens Fremvext, ogom end imod Høsten kan falde Snee, kort førend Kornet bliver afmeyet, gaaer den dog strax bort igien, og bliver derefter got Veyr i nogen Tid. — Det er af Historier eller Krøniker beviist, at udi Ferrøe blev ey saaet Korn i nogle Hundrede Aar; ja, at for to Hundrede Aar saaede ikkun nogle saa Bønder Korn paa Suder-Øen; men siden er dog ved Prøver befunden, at Korn voxer paa alle de Færrøeiske Øer, og nu omstunder overflødig. Ligeledes blev ingen Korn-Sæd brugt udi Nordlands-Amt i mange Hundrede Aar; dog voxer der nu got Korn, fast alle Slags, især dybt inde i Fjordene, naar Ageren med nogenledes Flid bliver dyrket.

Hvad Island angaaer, da kan de der befindende mange Ager-Reene noksom bevid-

43

ne, at der i gamle Tider haver længe været Korn-Sæd; derforuden haver Hr. Professor og Assessor Arnas Magnussen viist mig en Islandsk Historie-Bog, hvorudi findes skrevet, at paa den Gaard Røghoele paa Røgenæs, slog Kornet aldrig feyl. — Videre har jeg seet, adskillige Fiorde udi Nordlands-Amt, hvor Rug og andet Korn voxer, og have havt Snee liggende heele Sommeren paa maadelig høye Fielde, ikkun et Kanon-Skud, og vel kortere, fra Bønder-Gaardene; men af alle Fiorde, hvor Korn rigelig voxer, fortiener Asta-Fjorden, som den nordeligste Fiord, særlig her at erindres, saasom den er beliggende paa 68 og en halv Grad: I hvilken Fiord for 200 Aar siden ikke det ringeste haver været saaet, og for mindre end 100 Aar gandske lidet. Og ligger saa denne Fiord to Grader nordligere end Island for Norden, Item nordligere end Grønland.„ Dette ere Amtmand Juels Tanker og Ord. Jeg kan ikke sige, at jeg har forgieves anført dem, eller det andet, som jeg selv haver herom sammenskrevet, om

44

nogen derved fattede bedre Tanker om Agerdyrkningens Muelighed i Island, og blev opmuntret til at vise dem i Gierningen.

Skal min Lydighed være fuldkommen, er der endnu tilbage, at fornøye Deres Begiering i at erindre det, som særdeles bør iagttages, i Henseende til den Sæd, som jeg for kort siden skikkede Dem, nemlig: Rug, Byg, Havre, Erter og Vikker; men i Forveyen vil jeg kortelig erindre det, som over Hovedet behøver at gives Agt paa ved ald Agerdyrkning; men dog formoder jeg, at man fra en Kaal-Have slutter sig det til, som alle deraf kan vide, som f. Ex. at Ageren bør være tør, saa at Kulden ey skal giøre den Skade, være got smulret og opspadet, ligge i Lye for nordlige Vinde, men vel mod Solen, indhegnet baade til at afværge Kulde og Kreaturernes Overløb, o. s. v. Det var at ønske, at Ageren blev saa omhyggelig røgtet som Kaal-Haven sædvanlig, særdeles hvor Jordbunden er lav og sumpig, at forhøye Ageren med at føre Muld paa den, eller grave dybe Grøfter rundt om den, at Vandet kunde rinde bort, hvilket Erfarenheden vil vise, at er Umagen værdt.

45

Grunden til Agerdyrkningen er at kiende Jordarterne; ellers har den ingen Art, og kommer an paa en blot Slumpe-Lykke. Men derom kunde skrives mange og store Bøger; thi der findes neppe den Jord, som ikke er blandet med flere Slags Materier (a). Man dømmer da efter det, som tydeligst viser sig, og kalder det Sand-Jord, hvoraf den meste Deel er Sand, endskiønt der tillige er Muld og Leer, eller begge Dele.

Jordarterne ere over Hovedet tre Slags, nemlig: Sand, Muld og Leer. Hver for sig har sin særskilte Natur og Kiendetegn.

Sand-Jord (b) er haard at føle imellem Fingrene, klæber ey sammen, og forandres ey eller opløses i Vand. Den tager vel imod Vædske, men bliver snart tør igien. I Sand-Jord kan tidlig saaes, thi den er ey underkastet saa megen Skade af Kulde som af

(a) Vallerii Mineralriket.

(b) Vallerii Mineralriket. Allgemeine Landwissenschaft in England. Lüders von Erdarten. Zinchens oeconomisches Lexicon. Liers Præstegields Beskrivelse. Brauner om Ager og Eng. Cronstedt Mineralogie. Kirkerup om Agerdyrkning. Rothof Hushålls Magazin,

46

Varme. Den er løs, og behøver derfor lidt at pløyes; alt hvad der bliver saaet i den, voxer hastig; grov Sand er gierne frugtbarere end den fiine. Heede-Jord er ikke andet end fiin Sand, som seer ud ligesom Muld, men kiendes derpaa, at den ikke hovner eller opløses i Vand; Den er ufrugtbar. Rød Sand er sielden frugtbar, maaskee fordi at den er blandet med Okker; men ald Slags Mineralisk Jord (ochra) er ufrugtbar.

Muld-Jord (a) er den feedeste; den opløses og hovner i Vand, kan lettelig smulres imellem Fingrene, og brænder i Ilden. Endskiønt den bliver tørret imod Solen, bliver den ey meget hvid; Den er meer vedklæbende end Sand-Jord, men bestaaer ikke af saa haarde Klumpe som Leer-Jord, sætter ikke heller saa haard Skorpe efter stærk Regn og hastig paakommende Soelskin. Den beholder længer Vædsken ved sig end Sand-Jord, og korter end Leer-Jord. Det verste er, at den driver Væxterne meer i Straae end Kierne, og maae derfor ikke giødes til Korn-

(a) Autth. citt.

47

avling; den beholder ogsaa Vand i sig, og er derfor skadelig i koldt Veyr. Hiemmemarken, især rundt om Gaardene selv, er ved langvarig Giødning mestendeels bleven til Muld-Jord. Morads, og Sump-Jord hører tildeels hertil; den er fuld af suur Vædske, som kan forbedres med at blande den med Sand, Aske, Mergel, eller noget deslige, som haver meget alcalisk ved sig.

Leer-Jord (a) er den tredie Jordart, som er i alle Maader forskiellig fra Sand-Jord. Den er sey og haard for Ploven, feed og meer vedklæbende end andre Jordarter. Den bliver meget blød i Vand, men hovner ikke meget op; og naar den er blød, kan den som en Dey bringes i alle Slags Former, som holde sig og blive haarde, naar Leeren er bleven tør. Leer-Jord er seen til at tage imod Vædske, men beholder den længe ved sig; den bliver meget haard, naar den bliver tør, og giort heed ved Ilden, da bliver den ogsaa meer hvidagtid. Skorpen sprekker ved Tørhed, men holder længe Fugtigheden ved sig

(a) Autth. iid.

48

neden under. Efterdi den er saa sey, maae den vel pløyes eller smulres, hvilket fordrer mindst Umage, naar Skorpen først begynder at sprække. Denne Jordart giver den beste Kierne, og slaaer sielden feyl uden ved for megen Regn og paakommende Kulde, som paa den Maade kan giøre Skade.

Naar Agerdyrkeren først kiender sin Jord, maae han siden vide, til hvilket Sædeslag hver Art for sig er tienligst, og hvorledes han kan forbedre den Jordart, som han har.

Muld-Jord er tienlig for alle Værter, som have store Blade, f. E. Kaal, Salat; og s. v. thi den har den meste Nærings-Saft ved sig.

Sand-Jord er den beste for de Væxter, som skyde Rødder; f. E. Potatos, gule og hvide Roer, og m. thi den er løs og varm, saa at Rødderne kan slaae sig ud; og Leer-Jord for ald kiernefuld Sæd. Dog er ald Slags veltillavet Jord frugtbar fa) hvad Sæd

(a) Allgemeine Landwissenschaft in England. Külbel

de fertilit. terræ.

49

der saa bliver saaet i den; og ingen Jord er saa, at den ey kan forbedres, og ingen Giødsel, (a) at den kan ey tiene til nogen Forbedring, naar den bliver ret brugt.

Jorden forbedres paa mange Maader; De fornemste ere følgende: 1) Vaad og lav Ager forbedres med dybe Grøfter, saa mange som behøves, baade ivers og langs; Ageren skal forhøyes med den Jord, som bliver optagen af Grøfterne, og altid maae der sees til, at Vandet kan have sin frie Fart fra Ageren. Hvis dette, som den allernødvendigste Fore bedring i Henseende til Ageren, bliver forsømt, kan alt ander ikke nytte. 2) Maae en Ager forbedres med Pløyning, eller, hvilket bedre er, med at spade Mulden op og smulre den. Dette er bedre end nogen Giødning, og bør, hvor der er Leer-Bund, eller naar et Stykke Jord bliver først optaget til Agerland, først at skee om Efterhøsten, og siden igien om Foraaret. Naar Mulden bliver vel smulret, giver den Sæde-Kornet (b) ald sin Nærings-Kraft,

(a) Abhandl. der Naturforsch. Gesellschaft in Zürch. (b) Allgemeine Landwissenschaft in England.

50

Rødderne Plads og Leylighed til at trække til sig den Kraft, som Luften giver, Jorden bliver desto frugtbarere, Ukrudet formindskes, Kornet voxer desto snarer og bliver moedent, og Høstetiden lønner tilsidst rigelig Umagen, 3) Med Jordblandning, hvilken ogsaa er meget nyttig; thi hvad den ene Jordart har skadelig hos sig, har derimod en anden ikke. Derfor var det, f. Ex. at Ægypterne førte Sand paa deres Agre, efterat Nilstrømmen havde brudt løs paa dem, og efterladt sig en Mængde Leer.

Giødsel er en Art af denne Jordblandning, hvormed mavre og haarde Agre blive forbedrede. Giødsel (Møg) giør to Slags Nytte, enten tiener den til at feede eller opløse Ageren: Muld er feed, og Sand er løs nok, derfor er det især Leer-Jord, som har Nytte af Giødning. Men, eftersom Møg, naar for meget bliver brugt deraf, giver Straae men ingen Kierne, og ubrændt Giødning foraarsager meget Ukrud: saa have de store Agerdyrknings-Mestere, Tull og Du-Hamel, (a) paastaaet, at en Ager ikke burde giødes,

(a) Traité de 1'agriculture.

51

men i dets Sted ofte pløyes; Hvoraf sees, at Giødning bør bruges enten varsom, eller ogsaa slet ikke paa en sey og feed Ager.

Jeg vil ikke tale meer om disse eller andre Forbedringer, men kortelig erindre Sædens Udkastelse, og det, som dertil hører; og er da Sæden selv det første. Mange have givet Raad og Regler, hvorfra vi skulde forskaffe os Sæde-Korn, hvilke vist nok ere gode men ikke altid lette at efterleve. Nogle vil faae det fra Færøe, andre fra Finmarken; nogle fra Guldbrandsdalen i Norge, nogle fra Søndmør, og nogle endogsaa fra Island (a). Fra Island? Ja, det Korn, som voxer i Skaftefields-Syssel burdte forplantes paa flere Steder i Landet, og ved Røgten blive til Havre, Byg eller Rug. Lad dette ikke komme Dem saa fremmet for; De største lærde Mand og heele Academier ere endnu af to slags Meeninger (b), om ikke voxe Havre,

(a) Oeconomiske Journal. Piihl Descript. Guldbrandsdal. Ströms Søndmørs Beskrivelse. Snorron. de Agric, Island.

(0) Oeconemisch-Physicalische Abhandl. Svenska Wetenskaps Acad. Handlingar. Comm. Ac. Petropolit.

52

hvor der bliver saaet Rug, og vexelviis; Hvorfor kunde da Sandhavre ikke blive til Rug? Jeg tør i saa Fald intet sige, men min enfoldige Bekiendelse er denne: at hvad man saaer, det høster man; og ligesom Ørne fødes af Ørne, saa har og hvert Græs sin Art og beholder samme: Men Meel-Stangen, som her kaldes saa, og der siges, er den samme, som Korn voxer paa i Skaftefells-Syssel, er ikke andet end Elymus arenarius (a) eller Sandhavre, som best voxe i Flyve-Sand, som jeg selv har erfaret. Hvis man vilde giøre Forsøg med dem, ikke som Korn, men plante dem paa Svensk eller Hollandsk Maade (b), saa var det meget got ved Søekanten, eller hvor store Sand-Strækninger ere; de forbedre Landet, give Korn, og Roden er efter Ridderens de Linné (c) Vidnesbyrd, bleven i Sverrig brugt til Spise. Men jeg kommer igien til de foreskrevne Regler, angaaende Sæde-Kornets Stamme-Jord. De ere vel gode nok, hvor de magelig kan efterleves, men

(a) Linnæi Skånska Resan.

(b) Hannöverische nützliche Samlungen.

(c) Gottländska Resan.

53

ikke saa nødvendige, at man behøver at tvivle om Agerdyrkningens Fremgang, endskiønt dem ikke kan til Punkt og Prikke blive efterlevet. Det kommer ikke heller aldeles an paa at faae Sæde-Korn fra nordlig beliggende Stæder, for at det desto snarere skal voxe og blive moedent; thi det Engelske Hot-Spurs (a) eller tidlig voxne Byg behøver ey meer end 9 Ugers Tid at voxe; og de Norske faae ingensteds bedre Sæde-Havre end fra Polen (b).

Der ere adskillige Meeninger om, enten det er bedre at bløde Kornet, førend det bliver saaet, eller ikke (c). Jeg vil allene anføre det, som de, der rose samme, have til sit Forsvar; nemlig, at det bidrager til Sædens tidlige Vext, og er derfor nødvendig, især naar Sædetiden var sildig, at det giver mange og store Rødder, at det bliver derved beqvemt til at skyde mange Straae, og at det er uimodstgelig got i feed Jord.

(a) Allgemeine Landwissenschaft in England.

(b) Dannemarks og Norges Oeconomiske Magazin.

(c) Böye erfarna Hushållare.

54

Om Sæde-Tiden give de fornemste Agerdyrkere adskillige Kiendemærker (a): f. Ex. naar Mulden klæber lidt ved Redskaberne eller Haanden, naar Løvet begynder at springe paa Birke-Træer (b), og s. v.; men det sikkerste Merke om Sæde-Tiden er, naar den slimagtige Vinterkulde ikke er længer i Jorden (c), men dog ligevel de Vædsker, som befordre Sædens Frugtbarhed. Denne Regel er mest at agte i Henseende til Byg, thi Havre kan saaes før, og Foraars-Rug saa tidlig man vil, naar Jorden er sandagtig og ligger i Lye. Ja, paa Søndmør (d) bliver Sneen oventil bestrøet med Avner, Sand og deslige, at den desto før kan tøe op, og Jorden blive pløyet; og i Sverrig er bleven forsøgt at saae oven paa Sneen (e) noget efter Jule-Tider, som ogsaa lykkedes.

En sandagtig og høy Ager kan besaaes før end en leeragtig og sumpig.

(a) Liers Præstegields Beskrivelse.

(b) Linnæi Amænit. Acad.

(c) Lüders Nachricht an die Husener, (d) Ström Søndmørs Beskrivelse.

(e) Svenska Wetenskaps Acad. Handlingar.

55

Hvad Maaden angaaer, at udkaste Sæden (a), da kan saaes før og dybere end sædvanlig, naar Foraars-Veyret falder tørt. Fremmet Frøe, gammelt, og det som har voxet i feed Jord, skal saaes vidtløftig. Jo feedere Jorden er, jo mindre tet skal saaes, ellers faaer Straaet ikke Kræfter til at modstaae Vinden, og maae derfor nedslaaes. Gamle Bønder i Norge (b) have det Mundhæld, at 7 Korn bør saaes i en Mands, men 5 i en Hestes Fodspor, hvilket Hr. Ström siger dog er for tet; men Mag. Schiött (c) vil at endog 3 Tommer skal være imellem hvert Korn, naar der første Gang bliver giort Forsøg med noget slags Frøe. Den nye Engelske og Franske Agerdyrknings-Maade er at saae 10 Gange vidtløftigere (d) end tilforne sædvanlig skeede, eller endnu utettere, f. Ex. at saae Erter i 2 Rade en Fod fra hinanden, men 4

(a) Autth. citt.

(b) Ström Søndmørs Beskrivelse.

(c) Dannemarks og Norges Oeconomiske Magazin.

(d) Allgem. Landwissenschaft in England. Trai é de l’Agricult par Mr. Du Hamel.

56

Fod ud af paa hver Side. Den store verdsligvise Wolf (a) har ført den Maade ind at saae dybt, det afværger Skade af Frost, og forøger Straaerne, i Fald der ikke er bleven saaet saa dybt, at der intet kan komme op, eller og Solens og Nat-Dugens Virkninger kan trænge ind til Roden. Hverken er got at saae i stærk Blæst eller Plads-Regn (b); men best var, om Leyligheden tillod det, at smulre Jorden om Eftermiddagen, og saae imod Aftenen strax derpaa, at baade Ageren og Sæden kunde komme til at ligge under Nat-Duggen, men nedharve Kornet Morgenen derpaa med en Rive, eller paa en anden Maade at bestrøe den besaaede Ager med Muld. I Fald Plads-Regn kom paa den nyelig udkastede Sæd, og siden Tørke, saa er det tienlig for Kornet, især Havre og Byg, at smulre med en Rive den Skorpe som har sat sig paa Agegeren, en Uges Tid ester Sædens Udkastelse. Det kan og giøres nødigt, naar der er bleven saaet dybt, og det varer længe inden Kornet Udspiirer.

(a) Von Vermehrung des Getråydes.

(b) Lüders Anleitung für Leute auf der Heide.

57

Kort førend Kornet er bleven moedent (a), begynder der at blive løst i Axet; men bliver fast igien efter 3 á 4 Dage, og da er den beste Høste-Tid. Men der kan være de Omstændigheder, at det ey kan beroe saa længe, og kan man ligevel meye Kornet, men lade det heller i Knipper staae ude paa Marken nogen Tid for at komme sig. Naar Toppen paa Axet er ikke længer grøn, men Kornet er blevet gult, og begynder at blive haardt inden i Axet, eller ogsaa det falder ud for Næglen, og Straaet næst neden for Axet er blevet haardt, saa er Høste-Tiden. Naar det hænder sig at man ikke har Leylighed til at bie efter noget af alt dette, kan man ligevel have Nytte af Kornet, med at tørre det ved Ild, ligesom de i Skaftefield-Syssel giøre ved det Islandske Meel, og hvortil de Svenske bygge særdeeles Huuse (b); Eller med at male Axet heelt og holden tillige med det øvrige af Straaet selv, ligesom Dale-Karlene i Sverrig giøre (c).

(a) Svenska Wetenskaps Acad. Handlingar.

(b) Böye erfarna Svenska Hushållaren.

(c) Rothof Hus??

58

Jeg vil intet videre skrive om Kornets Indbiærgning; thi den bestaaer deri at det bliver vel tørret førend det bliver bragt i Laden, og varsom medhandlet, at Kornene ikke falde udaf Axet; ikke heller om dets Forvaring, som best kan skee med at Kornet og Avnerne blive tilsammen; ikke heller om dets Tærskning, som bedre lader sig vise end beskrive; hvorfor jeg vil til Slutning kortelig erindre de Dem tilskikkede Sæde-Arter:

Rug (a) taaler best Kulde, men uden Fugtighed, og bliver derfor af de Svenske holdt for at være den beqvemmeste Kornart for de kolde Lande, i hvilken Post Sal. Baron Hastfer har været eenig med sine Landsmænd (b) for saavidt som Island angaaer. Naar Frøet er blaae-graat af Couleur, tungt og haardt at føle, er der got. Det behøver længere Tid til at blive moedent end Byg eller

(a) Zinchens oeconomisches Lexicon. Allgemeine Landwissenschaft in England. Brauner om Ager og Eng. Liers Præstegields Beskrivelse. Rothof Hushälls Magazin. Lüders Anleitung für Leute auf der Heide. Böye erfarna Svenska Hushällaren.

(b) Erichsen om Islands Opkomst.

59

Havre, og de underste Korn i Axet bliver før modne end de øverste, saa de første falde ofte bort til Spilde. Rug voxer best i feed Sand-Jord! den er to Slags: Vinter-Rug, som bliver saaet sidst i August eller først i September, og Foraars-Rug, som bliver saaet saa tidlige som muelig, om Foraaret. I Fald Vinter-Rugen er om Foraaret, naar Sneen tøer op, bleven for høy; kan man lade Faar gaae paa Ageren, i Fald den ikke er saa vaad at den trædes til Skade, eller meye Toppen, ellers bliver Straaet høyt og Axet lidet; Rug maae got tørres, førend det bliver henlagt til at glemmes. Ligesom de Svenske rose Rug, saa holde ogsaa de Norske den for en vanskelig Sæde-Art hos sig.

Byg (a) er det som behøver den korteste Tid til at blive modent, og bliver derfor anseet for den beqvemmeste i de Nordlige Lande. Dass siger at i Senien, nordest j Norge, under 69 1/2 Grad, bliver saaet Byg og Rug paa alle Stæder, dog mislinger Rugen undertiden, men Sommeren er for kort til

(a) Autth. iid.

60

at Havre kan voxe. Byg bliver saaet paa Tromsøen endnu længere hen imod Norden, og Debes siger, at paa Færøerne er den det beste og visseste Sæde-Korn, og giver 20 á 30 fold Frugt, og voxer der best efterat Natten begynder at blive lang. Det var og det Korn som her i Landet kunde længst holdes ved lige, i Fald ellers andet Korn endda er blevet saaet her. Sæde-Byg skal være kort og tyk, og Kornene grove og tunge. Det skal saaes noget dybt i feed, tør og i sær leeragtig Ager. Ny Giødning maae aldeeles ikke føres paa en Byg-Ager. Best er, ikke at høste Byg førend den holder op at knarke, hvilket man hører at den giør om Sommeren, naar den er fuldvoxen, og i varmt Veyr.

Havre (a) taale beder Fugtighed og Kulde end Byg; de saaes noget tettere og behøve ikke saa god Jord som Byg. De ere beqvemmeste for en nye Ager, og ere i Almindelighed blevne brugte der, hvor Agerdyrkningen endnu ikke er bleven sat i Stand.

(a) Auth. citt.

61

Erter (a) blive saaede i feed Leer-Jord 2/3 utettere end Rug, eller i der høyeste en Pot paa 120 Qvadrat-Alens Land. De blive sildig modne, men kan meyes grønne; thi de tørres og blive gule i Knipperne. De trives hverken i Heede- eller i Sand-Jord.

Vikker (b) skal saaes i høy og sandagtig Jord, men mindst i feed, sumpig eller sey Leer-Jord. De feede og rense Ageren, og voxe best i fugtige Aaringer. Høste-Tiden er, naar Straaet begynder at blive brunt.

Til Slutning maae jeg med ald Føye bede om Forladelse for dette Brev; det er for langt og dog ikke opbyggeligt nok for Dem, som haver begiert det af mig, og for kort og ubeqvemt for andre som maaskee kunde see det, og jeg især havde i Sigte for at opmuntre til at lade gamle og indgroede Fordomme fare om haardere Clima i Island end at Kornet kunde taale det.

(a) & (b) Auth. citt.

62

Brevet er da i Sandhed en Vanskabning, som gaaer Feyl af den rette Vey, og skikker sig ikke til nogen Hensigt; dog bliver det derved, at jeg skikker det til Dem saaledes som det er: Jeg beder at De vil forbedre og rette det, og bruge det deraf, som bruges kan.

63

Det

sidste Brev

af 14 May 1772.

til

B. Johnsen.

Gandske vist, Høystærede! er det Deres Iver for at tiene det Almindelige, og Deres Venskab for mig, som ikke tillade Dem at ansee mit Brev af 23 Oktober 1769. til Hr. Th*** med rette Øyne. Brevet er langt fra ikke saaledes som jeg vilde ønske, om det skulde bringes for Lyset. Ofte har jeg sagt Dem dette, ofte har De igien anmodet mig om at omstøbe, at forbedre, at rette det; men i mine nærværende Omstændigheder er det mig umueligt, ja endog selv at besørge en Oversættelse deraf; i hvilket alt De selv maae endog

64

give mig Bifald, naar De betragter Sagen nøyere. Desuden da jeg skrev dette Brev, kunde det den Gang have haft sin Nytte, men nu synes Agerdyrkningens Muelighed udi vores Fæderneland at have faaet en anden Udsigt, da vi baade have Begyndelse til et Agerdyrknings Selskab, og en Underviisning om Agerdyrkningen; og det som er det fornemste. Deres egne anstilte Prøver, som have faaet et ønskeligt Udfald. Dersom De altsaa lader bemeldte Brev trykke, maatte det følge med Deres egne Erfaringer; thi saa gaaer der Syn for Sagn; og, om det saa synes, kunde følgende Anmærkninger lægges dertil:

1) Nogle have ikke villet antage det for Beviis i denne Sag, at de gamle Kirkestole udi Island tillegge Kirkerne saa eller saa meget Korn, eftersom de anser det for blot Inventarium; men den ældste af dem alle, som angaaer Reykholt, og ansees for at være skreven af Snorre Sturlesen selv, legger udtrykkelig til, at Kornet skal være nedlagt, eller nedpløyet.

65

2) Endskiønt man aldeles kan biefalde Sal. Sysselmand Snorresen, at efter den store Pest 1402 er Agerdyrkningen kommen af Brug udi Island, saa findes dog Spor til, at den ikke den Gang er gandske ophørt. Thi ved Reformations-Tiden, kort efter Aar 1500, findes skreven, at Biskop Martini Fader har til alle Høytideligheder brugt nyt hiemmeavlet Korn.

3) Nogle holde for, at de Gamles Sæd har kuns været Sandhavre, saaledes som de nu bruges i Skastefields-Syssel, og males til Meel. Jeg vil ikke tale om, at de Gamle pløyede, at der tales om Agre der, hvor hverken Sandhavre nu findes, eller Sand-Havrenes naturlige Jord, og at man endnu i gandske forskiellig Jord seer Fuurene; men heele Indvendingen falder bort, naar man veed, at Sandhavre kaldes udi Island, Melr, nu saavel som tilforn. Nials-Saga Cap. 153.

4) Der kunde endnu anføres adskillige Exempler af sildig Saaen og Høsten, som f, Ex. I Fior var man endnu paa sine Stæder

66

her i Sielland ikke færdig med at sædelegge Jorden, førend henimod St. Hans-Dag; og efter medium Octobr. saae man her paa Markerne endnu Sæd, baade flak og i Stakke. Deslige Exempler afgiøre ikke Sagen; men naar man veed, at Korn er blevet moedent i Island; at det er kommet op af Jorden i den stærkeste Kuld; at den udi Island avlede Sæd kom tidligere op end den beste fremmede; at den Islandske endog gav niefold og bedre Korn, end den, som opvoxte af fremmed, da dog denne var moeden, og brugt til Sæd; at den Islandske skiød sig saa stærk ud i Islandsk Jord, uden Giødning, at af et Sæde-Korn udspirede 7 til 11 Straae gemeenlig, og da man tællede Kiernene efter i nogle af dem uden Valg, fandtes i ethvert fra 38 til 66; at der voxede en hvide Roe paa 5 1/2 Pd. Vægt i (S.T.) Hr. Stiftamtmand Thodals Have paa Bessested, og at alt dette skeede udi Aaret 1770, et Aar, som formedelst langvarig Foraars-Kulde og Tørhed, og den ubeleyligste paafølgende fordervelige Regn ikke kan mindes saadan en udi Island selv: alt dette

67

er Dem selv deels bekiendt, deels kan jeg af egen Erfarenhed vidne det. Naar man har saadanne virkelige Prøver, kan man ikke længer tvivle, jeg legger til, naar man igientager samme Prøver; og da de første have havt saa ønskeligt et Udfald, saa er det en Opmuntring til at blive ved, hvorpaa aldeles ikke kan tvivles, at De jo vil giøre, og hvortil jeg ønsker Dem ligesaa lykkeligt et Udfald, som Deres Iver og Flid er stor for at tiene Fædrenelandet.