Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 13

En

upartisk

Undersøgning

om det

almindeliges Tilstand,

Mangel og Fattigdom i alle Stænder, fra

Ministeren af indtil Straaehytten;

med hosføyede

oeconomiske Tanker.

Kiøbenhavn,

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Deres

Høygrevelige Excellence

Naadige Høylydende

Herre!

tilskrives dette

underdanigst.

4

O! et Praesidium et dulce Decus meum!

At betitle saa ringe Blader, med saa høyt et Navn som Deres Excellences, et Navn som har et Værd uden for sin verdslige Høyhed, et Værd som udmærker, Philosophen, Patrioten, Menneskevennen, den sande Helt, den virkelig store, et Værd som allerbest beskrives, bestemmes og afbildes blot allene ved at nævne Grev Thott, dette siger jeg, dette kunde synes formasteligt.

Men Deres Excellences Be- hag i Læsning, Deres Agtelse for @end og de smaae Vittigheds Fostre, retfærdiggiør min Frihed, og hvor meget sandere bliver ey den Retfærdiggiørelse, naar jeg faaer tillige sagt, at

5

en underdanig Taknemmlighed, søger al Leylighed, at yttre sin Pligt?

At vilde skrive noget fuldkommen værdigt for Deres Excellences Lærdom, Smag og Indsigt, det vilde opfordre selv en Voltaire og enda tør jeg sige, han var ey værdig nok i alt.

Det er ey mit ringe Værks Indhold, men en Leylighed, at tale til Deres Excellence, som udfordrer Denne Tilskrift.

Her har jeg da selv taget mig en Leylighed, men hvorledes skal jeg best bruge den;

Skal jeg beskrive Deres Excellences Fortienester med de prægtigste Udtryk? om jeg var dumdristig nok for at troe, min svage Pen var et saa vigtigt Arbeyde voxen, og om jeg end havde Held dertil, saa maatte jeg jo frygte, derved at mishage Deres

6

Excellence, som Heller vil at Deres Gierninger end andres Ord, skal være Deres Tolk.

Jeg vil ey afgive mig med et Ma- lerie, som udfordrer en større Kunstners Pensel, men jeg vil ey heller tie, jeg vil følge Deres Excellences egen Tænkemaade, og lade Deres egne Gierninger tale, jeg vil vise mine Landsmænd den Maade at stride den største Eloge, over den værdigste Herre med trende Ord, thi naar man vil udtrykke, den redeligste Minister for Konge og Land, den lærdeste, den retskafneste, den indsigtsfuldeste og beste Herre, skal man skrive: Greve Otto Thott. Kan nogen strive en større Eloge end denne, og er ey min Korthed mere syndig en hele Volumina?

Naadigste Herre, værdige disse Blade et Øyekast, og have Naade for deres

Autor. B.**

7

Fortale.

Jeg har med megen Fornøyelse, erfaret, at et lidet Skrift, under den Titel: de Fatti- ges Raab til Kongen i deres sande Nødlidenhed, bevist af Extraskatten, Assistencehuset, m. m. har fundet Bifald hos Eendeel i Publico. Opmuntret herved, vil jeg paa nye fordriste mig til at tage Pennen fat og anstille en Undersøgning om det almindeliges Tilstand.

8

I medens mange bruge Pennen til, baade i velmeente og egennyttige Hensigter, baade i ædle og udædle Udtrykke, baade med og uden Smag og Vid, at skrive om den Catastrophe, som giver vor Tidsalder saa gruelig en Merkværdighed, da vil jeg opofre mine ringe Tanker til det almindeliges upartiste Betragtning.

Værdigste Medborgere! Oprigtighed og den ægte Sandhed skal føre min Pen, Varsomhed og Ærefrygt skal styre den.

Aldrig skal jeg udlade nogen Sandhed, som jeg kiender og troer at være saa men aldrig skal jeg heller fremsætte den uden med største Ømhed.

Patrioten eller Landetsven, bør aldrig være adstilt fra Menneskevennen. Patrioten bør opdage og fortælle alle Feyler i det Almindelige, men Menneskevennen bør Nøye vogte sig for ikke at støde nogen ved Opdagelsen. — Satyriske Udtrykke, bittre og bidende Talemaader, have en Tidlang, vanæret vor Patriotisme; den for- keerte Vane at indklæde Sandheder i det stiklende Vid, har en Tidlang hersker hos

9

mange af vore Scribentere, den samme Vane, (jeg tilstaaer Sandhed) har vanærer min egen Pen.

Saa frimodig som denne Bekiendelse er, saa vist skal den ey hos den veltænkede geraade mig til nogen Vanære. — Jeg indseer det er en Feyl og jeg skal og offentlig stræbe igien at rette den.

Moralisten maae og kan gierne bruge Satirens fulde Styrke, fordi han afbilder almindelige Laster og taler om det hele menneskelige Kiøn; lad ham med en Svif- tes en Rabners og en Holbergs, Salt-Lud og Eddike tvætte Dydernes Contraster.

Men Patrioten, maae nødvendig, røre ved enkelte Stænder, ja mellem hvert særskilte Personer, thi maae han bruge en Sneedorfs Ømhed.

Den stikkende Patriot forbittrer, og lærer ikkun de mindre fornuftige at lee paa Medborgernes Bekostning. Men den ømme aftvinger den feilende et hemmeligt Bifald, og giør ham værgeløs, just fordi han ey angriber med Vaaben, men kommer til ham som en Ven.

10

Jeg vil fremsætte mine Tanker med den tilbørlige og allerstørste Ømhed, men denne Ømhed skal aldrig lære mig at Hykle, thi Hykleren er enda værre end den stiklende.

Mine Tankers Grundighed, vil jeg in- genlunde selv paastaae mindre roese.

Som Patriot har jeg Ret at sige mine Tanker paa en beskedentlig Maade, jeg opfylder derved min Pligt, just fordi jeg troer jeg bør giøre det. Men om min Indsigt kan være ufuldkommen og min Kundskab feilende det maae ey lægges mig til last; saasnart, ey Skiødesløshed eller Forsætlighed danner min Feyl og saasnart jeg har Grunde for mig som kan bevæge mig til at tænke saaledes.

At jeg ey besidder saa stor Indsigt eller Skarpsindighed, som en anden er mig ingen Skam, men om jeg besaed, mindre Patriotisk Hierte, det var en virkelig Vanære.

Jeg haaber derfore at mine med den største Ømhed, Vaersomhed og Oprigtighed fremsadte Tanker, ey skal mishage og at. deres Feyler med Skaansomhed skal

11

behandles, just fordi jeg hverken er selv klog, indbildt eller paastaaelig, men med største Føyelighed, Selvfornægtelse, ja Taknemmelighed, vil imodtage, tilstaae og erkiende de mere erfarnes og indsigtsfuldes, grundigere Tanker.

Med hvilken Glæde vil jeg ey see mine Tanker aldeles kuldkastede, naar Kuldkastelsen, med det samme tilveyebringer, en bedre og tydeligere Oplysning.

O! det er en sand Glæde at overvindes i patriotiske Sager! vee! den som af en blind Stolthed og Egenkierlighed, opofrer den ædle patriotiske Sandhed, allene for paastaaelig at understøtte sine Sætninger, og for ey at blive overbeviset om at han har feylet, ret ligesom, det var en Skam at feyle (uskyldig).

Komme værdigste Patrioter, legge for Dagen og bevise mine Feyl, lade mig allene vederfares den Ret, at jeg en Ond eller forsættelig har feylet! jeg skal være den første, som med Oprigtighed skal tilstaae det, og med en offentlig Taknemmelighed, ære Underviisningen, der være langt fra mig at jeg med Udflugter eller Spisfindig-

12

hed, skal stræbe at forsvare og underholde

mine Feyltagelser.

Ney, jeg skal handle med den største Aabenhiertighed, jeg skal glæde mig over at min ringe Fornuft, har opvækket de klogeres.

Naar man handler det almindeliges Sag bør aldrig Paastaaelighed have Sted, Hensigten af saadan Handling er jo en almindelig Nytte, og bor ey saa dyrebar en Hensigt, giøre enhver, lærvillig og føyelig.

Jeg fremsætter her nogle Tanker, jeg fremsætter dem med en Indskrænkelse (som har sin Grund i tilfældige Omstændigheder) maaskee jeg — dog — maaskee heller en anden — udførligere kan behandle denne Sag!

Læse, dømme og bedømme dem med den samme Oprigtighed, som jeg har skrevet dem, saa veed jeg vist man ey fordømmer deres

Autor.

13

Sat Voluisse -

Jeg vil begynde min Undersøgning med at bede: det gunstigst maae tillades mig at betragte deres Omstændigheder, som til deels endnu ere og til deels have været, enten Ministre eller af den høyeste Rang og i vigtige Charger.

Langt fra jeg vil sige at jeg i denne Stand finder Fattigdom, men jeg troer dog at finde

14

14

en slags Mangel, og ved en nøye Bestemmelse af dette Ord, kalder jeg det Mangel, saasnart de sædvanlige Udgifter (som deels Standens Værdighed, deels den glimrende Levemaade udkræver) maae indskrænkes.

Sandt nok, en god og sparsom oeconom. Indskrænker til alle Tider den unyttige Udgift, men naar Indskrænkelsen er større end den en blot god Huusholdningskunst kan lære, naar den gaaer uden for sædvane, naar den bliver almindelig og det just paa en vis Tid, saa synes den at forsikre om en Mangel i Indtægtskilderne.

Jeg vil ey tale om de Høye Standspersoner, som efter en mig uvedkommende, og for mig for høye Statsregel, ere afskedige. At de indskrænke deres Stand, er en begribelig Nødvendighed, thi udgifter maae rettes efter Indkomster, jeg forbigaaer, at en fornemme Herre saalænge han beklæder en offentlig høye Charge, altid er forbunden at føre en større Pragt, end naar han lever saa at sige, privat uden for Embede. Jeg siger med Flid forbunden , thi enten det nu er en væsentlig Nødvendighed, eller en Modens Særsindighed, saa er det dog en almindelig Vane og hvo kan

15

15

nægte en gammel Vane, den næste Forbindelseskraft, efter en Lov?

Jeg finder da en Indskrænkelse i den af- skeedigede Ministers eller høye Embedsmands Levemaade, den har sin anførte Grund. Men jeg synes tillige at spore den, hos den Minister og høye Herre som endnu beklæder sin Charge, og hvad mon Grunden dertil være?

Jeg beder man vil tilgive mig den Feyltagelse som kan være i mine Tanker og tænker jeg da saaledes:

Den Løn Staten tillæger en Herre i de høyeste Charger, uagtet den kan være med den største Billighed og Mildhed bestemmet efter Embedets Vigtighed og Personernes Værdighed, troer jeg dog ingenlunde, den kan i disse kostbare Tider, være tilstrækkelig, til saa anseelig en Herres Udgifter helst naar hans Familie er nogenledes talriig.

De fleste af saadane Standspersoner, have gemeenlig selv Eyendomme, det være Grevskaber, Stammegodser eller Herresæder, det være arvede, eller ved Medgift tilbragte, Eyendomme, de maae bestaae enten i Jordegodser eller Capitaler, af disse skal de have sine mest væsentlige Indkomster.

16

16

Nu ville vi sætte det er Jordegodser: men hvo veed en, hvormeget Indkomsterne af dem i disse Tider ere formindskede? Qvægsygen, med alle sine Folger, i Kiødets, Fødevahrenes, Giødningens og følgelig Avlingens Forminskelse, hvor gruelig har den ey paa nogen Tid forarmet Jordegods Eyerne. Legge vi til Misvæxt og den have vi virkelig havt paa Rugsæden, formedelst de kolde Vinters, hvor seer da ikke det tydelige Tab? —- Nu ville vi sætte at saadan en Herre ey, er reede Capitaler nu maatte man troe Hans Indkomster vare sikre.

Ney intet mindre, skal Capitalerne fortiene noget maae man jo sætte dem paa Rente, men hvo indseer ey at den Omstændighed, der forarmer den som tager til Laans, strækker sig ogsaa til Udlaaneren, thi naar hine ey kan yde Betalning, hvor skal da denne faae sine Renter, og naar Renterne udeblive, hvor ere da Eyerens Indkomster? Ligesom han hist og her taber Renter og undertiden noget af sin Hoved Stoel, saaledes formindskes jo aarlig hans Indkomster.— Tabet er Soleklart, man behøver ey vidtløftigere at afhandle Aarsagen.

Men hvad bliver nu Følgen? den retviise, den Patriotiske, den Veltænkende Herre, som

17

17

kiender Statens Sammenhæng, og er alt for ædelsindet, til at giøre Anfordring paa nogen større Løn, i Betragtning af Statens Byrder, men som tillige seer sine Indtægters Formindskelse, og er alt for redelig sindet til at føre Pragt og Stads paa Borgerskabets og de ar- beydendes Regning, han maae jo gribe til det anstændigste og lovligste Middel, og det bliver jo nødvendig hans Udgifters Indskrænkelse!

Denne Indskrænkelse strækker sig til mange Dele. Den giør Pengemangel i Kiøbmandens Boe, den standser Arbeydet i Haand- verksmandens Lade.

I Anledning af denne Indskrænkelse, maae jeg tale lidt om det kongelige Hoffets Inskrænkelse, vi see da den viseste, den kierligste og beste Monarch! at indskrænke sig selv og i alle muelige Maader at spare. Hvilket mageløst Exempel af en Konge, hvilken Selvfornægtelse af en Eenevolds Herre!

Men maae det være tilladt, allerunder- danigst at sige, at denne i sig selv saa ædle Gierning, udpresser dog mange Taarer. — Herved stoppes betydelige Næringskilder for Borgeren. Mange Hænder som vare sysselsadte med Hoffetsarbeyde, der gik fra Haand i

18

18

Haand, og var som en Flod der havde utaelte Udløbe, sænkes nu magtesløse ned, og hænge uvirksomme ved den arme Borgers Sider.

Nogen maatte svare: den Grund bør ey komme i Betragtning imod den nytte Hoffetssparsommelighed medfører.

Jeg svarer ja! Sparsommelighed, er for det almindelige en høyst vigtig og nødvendig Dyd, og aldrig troer jeg den kan bedre indskærpes end ved Exempler. I dette Tilfælde, saavelsom i alle andre, bliver Hoffets-Exempel mere virksomt end den strengeste Forordning.

Jeg vil forbigaae den udvortes Glans Majesteten udkræver, skiønt den hos de Mere fornuftige, ey udgiør en Regentes væsentlige Deel, saa opvækker den dog en høye og æres frygtsfuld Forestilling hos Mængden.

Vor Christian, vor store Konge, han er den som ey behøver andet end sit blotte øyesyn, for at opvække hos alle den helligste Ærbødighed, han har sit hele Folkets Kierlighed saa fuldkommen i Eye, at den eenfoldigste Glædes ved allene at see hans Person, uden at forgabe sig i hans Pragt, daglige Exempler bevise dette.

19

19

Men man forlade mig, at jeg her anfører et Paradoxe, som jeg ved den første bedre Overbeviisning strax vil afsige.

Jeg troer ey allene at en alt for stor Sparsommelighed, saavelsom alle overdrevne Dyder, er skadelig; den vilde medføre en stags Uvirksomhed og en Standselse i den politiske Circulation, og vi kunde saalænge være sparsommelige med de Spartaner, indtil vi blive udarmede med dem. — Men jeg troer og at en vis flags Overdaadighed er høyst nødvendig for at holde Statens Legeme i en bestandig Virksomhed. — Man tillade mig nøyere at forklare denne Mening, som ellers maatte synes alt for forvoven, helst i en Tid, da Oeconomi og Politici, med all Styrke arbeyde paa Over- daadigheds Undergang.

Det være længt fra mig jeg vil forsvare Overdaadighed, jeg anseer den virkelig for høyst skadelig, men jeg troer kun at den bestemmet og i en vis Grad, kan have sin Nytte, og om jeg maae være saa dristig at sige min Mening, da holder jeg for at endeel Skribentere, som overhovedet laste og landlyse Overdaadighed, følge mere den varme Patrio-

20

20

tes Drift, end den koldsindige Statsmands Overlæg.

Jeg vil da udvikle min Sætning; al den Overdaadighed som yttrer sig i Mad og Drikke, i saadan Pragtsom af Fremmede er forarbeydet, og som vi af dem maae kiøbe, er høyst fordømmelig.

Den første giør Fødevahrerne Dyre for den fattige Medborger, som ofte maae savne det nødvendige fordi Epicuræeren dræber sig selv med det Overflødige. Den anden udtømmer Staten for Penge, og beviser at vi ere saadane Daarer, der lade os saalænge paaklæde og pynte af de fremmede, indtil de til Slutning afklæde os, saa vi blive rent nøgne.

Derimod, den Overdaadighed, man udøver i saadane Ting, som virkelig forarbeydes i Landet og af Landets egen Stof, holder jeg for at være langt mere nyttig end skadelig. En Sammenligning imellem Nytten og Skaden skal oplyse min Sats.

Cajus har Midler, han er overdaadig, han klæder sig yppig, hans Boeskab er prægtigt i den høyeste Grad, (men hans Klæder ere af Landets Tøye og hans Boeskab giort i Landet) han holder Heste og Vogn, mange (unødven

21

21

dige) Tienere, han lader sig see en Dag prægtigere en den anden, den eene Klædning, den eene Eqvipage overgaaer den anden, endelig ødelegger han sig til sidst og bliver arm. — Nu raaber strax Huusholderen, det er en Følge af Overdaadighed og et uryggeligt Beviis paa dens ulykkelige Følger.

Jeg overveyer Sagen paa en anden Side, jeg betragter Cajus, han er ulykkelig og Hans Overdaadighed er virkelig Skylden, men jeg betragter hans forødede Midler hvor de ere blevne af, jeg finder hans Snedker, hans Skrædder, kort 3 a fire Handværker og een- deel Kræmmere, disse blomstre af Caji og flere ligesindedes Overdaadighed, de ere alle virksomme Borgere, talrige Familier, og love en lang Række af nyttige Indbyggere.

Jeg begynder at tænke ligesom en Physicus, jeg seer da i Naturens Rige, at Duen er en Føde for Høgen, som igien bliver en Føde for Maddikkerne, og de igien for andre Fugle, der seer jeg den eenes Undergang, er den andens Opkomst, og at en Afvexling udgiør det Hele. — Jeg anvender denne Beviisgrund paa Politiqven, jeg seer Caji Undergang, er de andres Opkomst, jeg seer een Forarmet, som

22

22

var meget rig, derimod seer jeg 3 a 4re, at være maadelig rige som maaskee ellers vare arme, jeg glæder mig ved at Pengerne ere i Landet, jeg giør Ballanceregning, jeg finder at Nytten overveyer Skaden og jeg begynder at troe, at denne Omvexeling, er nyttig for Statens Rige, som i dette Tilfælde har en stor Overensstemmelse med Naturens Rige.

Dette er nu en ødselhed i høyeste Grad og saadan en som i og for sig selv betragtet, virkelig er lastværdig.

Jeg anpriser ingenlunde denne, men viser allene, hvorvidt den ihenseende det almindelige kan være gavnlig eller skadelig.

Maaskee, jeg begaaer en Feyltagelse i benævnelses Ordet, og kalder det Overdaadighed, som jeg allene burde kalde Pragt, thi jeg paastaaer at en hver som har Leylighed dertil, skal uden at drive det for vidt, være prægtig, det skal han giøre for derved at ophielpe de Arbeydsomme og Kunstneren, som ved de Formuendes alt fore store Sparsommelighed og Indskrænkelse, reent gaae under.

Vil nogen svare dette Eyempel var skadeligt, de mindre og uformuende ville følge det og derved ødelegge sig; da svarer jeg: er

23

23

nogen saa daarlig at han vil flyve høyere end Fiedrene række, da har han sig selv at takke for sit Fald, og saa bliver dog hans Forarmelse, en Omskiftelse, hvorved een daarlig Øderes Penger komme i fleres Hænder, de blive dog i Staten. Men herfore kunde og nogenledes sættes en nogenlunde sikker Skranke.

Hollænderen, den bekiendte gode Huusholder, lader hverken Haandverkeren eller Kunstneren sulte, han fraadser ey sine Midler op, men han er prægtig i sit Boeskab, og øder anseelige Summer paa Malerier og saadane Kunststykker, hans Fruentimmer bær kostbare Tøyer, men han kiøber dem ey af andre, han har prægtige Lystgaarder og kostbare Haver, men dog er han riig, et Beviis paa at en bestemmet Overdaadighed eller Pragt ey er skadelig. -— Alt hvad som ey er uundværligt, til Nødvendighed, er en Overflødighed, lad dette være Grund nok, for, at jeg bruger det Ord, Overdaadighed, og lad dette være mig en Undskyldning fordi jeg troer at Pragt har sin Nytte i en Stat!

Men nu igien til Hoved Sagen! vi har da meget sandsynlig seet, at man hos de Fornemme i den største Stand, sporer

24

24

en Indskrænkelse som forudsætter en Mangel. —

Nu ville vi begive os til de andre Stænder, men min Gud, hvor tydelig lyser ey her den blotte Fattigdom og Armod?

Jeg skiælver ved at afmale den forarmede Fabriqveur, den næringsløse Kræmer, den arbeidmanglende Haandverksmand, og i alt den bettlefærdige Borger.

Jeg spørger Fabriqveuren, om Grunden til hans Armod, han veed den knap selv, han svarer jeg Arbeyder idelig men kan dog ey leve! Huusrom, Fødevahrer, Arbeideresløn, Uld, Materialier og alt er dyrt, jeg kan ey afsætte det jeg har forarbeidet. — Han klager over anlægget i det hele og han føler han bliver arm.

Jeg tænker tilbage; jeg erindrer Magazinet, jeg gruer ved at Fabriqver ere anlagte i det saa kostbare Kiøbenhavn. Jeg forundrer mig over Regieringens Mildhed, og veed ey hvorfore Norge skal føyes i den Særsindighed, at tage udenlandske Fabriqvevahrer. Jeg veed Norges Undskyldninger, som for meste Deelen bestaaer i Klædevahrernes (Gatting) Egenskab, som ey er efter deres Landsgout. Jeg begriber at man kan faae Prøvekarter fra Norge,

25

25

jeg troer Fabriqveurerne baade kan og vil, i mueligste Maade lempe sig derefter i KlædetsBonité, appreture, Coleur og Sortement, ja saa vidt mueligt Priis. Jeg holder fore at saadan en Caprice, ey bør komme i Betragtning i det Almindelige, thi kan det ey være den ellers (og altid) brave Nordmand ligemeget, enten klædet er af den eller den Bonité, (nok det er godt) naar det allene er giort i Landet? og bør ey den Patriotisme den Nidkierhed, som altid forædler den norske Nation, opvække dem til, frivillig at afsige sig adskillige Beqvemmeligheder, ja endog Fordele, for at ophielpe det Almindelige?

Videre, jeg seer en Forordning, som paa byder 20 Rdr. Specie pCro i Forhøyelsestold, paa udenlandske Fabriqvevahrer i Norge, men jeg veed derhos at Tolden er under Forpagtning, de mægtigste Kiøbmænd ere Forpagtere og Forpagterne have sin egen Taxadeur. Cæ- tera qvis nefcit ? — Endelig ønsker jeg et Generalforbud paa alle fremmede Klæde og Fabriqvevahrer i Norge, som her kan fabriqveres. Million gang bedre, at Nordmanden henter sine Klædevahrer hos sin oprigtige og ømme danske Broder, og tager saa Penger

26

26

af Hollænderen, Engelskmanden, og andre for sit Landsproducter, (som ey fremmede kan undvære) end at han nu trocherer og tager Vahrer imod Vahrer, ja giver Penger til. Crediten er det eeneste som synes at være i Veyen, den burde Dannemark give, men ey med saa mange Omsvøb, som forhen, Handel imellem Mand og Mand maae være utvungen, Risico maae have Sted, og en alt for mechanisk Forsigtighed tvinger, ja reent qvæler al Handelsgeist.

Jeg gaaer fra Fabriqeuren til Kræmmeren, han klager over sin aftagne Næring, han fortæller mig at den Rige og Fornemme, (ja lige indtil Hoffet selv) indskrænker sig, han anfører Tidernes Besværlighed, og alle Medborgernes Armod og Pengemangel, som et tydeligt Beviis, paa at han intet kan sælge, naar andre ey vil og deels ey kan, kiøbe; intet Salg, ingen Fortjeneste, følgelig bliver han arm, han besværer sig tillige over den store Licent og Told, at Handelen er for meget indskrænket, og i for faae Hænder, han viser mig en hollandsk Toldrulle og siger; saa ringe er Licenten der! han taler om de høye Fragter, noget om Øresund, som jeg ey fortager, han melder om Vexelcursen, og mener den kunde nedsættes, endelig

27

27

slutter han med de dyre Tider og sin manglende Tilstand, og den, den er Soleklar.

Fra Kiøbmandeu kommer jeg til Haandværkerne. Jeg taler med en Juvelerer, en Guld-en Sølvsmed: O! raabe de: vi ere og maae blive aldeles forarmede i denne Forfatning !

Folk have ey noget at kiøbe Fødevahrer for, mindre Sølv og Guld eller Juveler vore arme Medborgere (arme saavelsom vi) maae fælge hvad de eye af Sølv og Guld for at kiøbe Brød, og tænk, tænk Assistencehuset, laaner ey mere end 2 Mk. paa et Lod arbeydet Sølv af Kiøbenhavns Prøve, hvorledes skal da vi kunde leve, maae vi ey reet undergaae?

Denne Grund er saa tydelig at jeg ey behøver flere. Jeg tænker paa Assistencehuset, 2 Mk. paa et Lod Sølv! min Gud! hvad er det for Assistence eller Hielp?

Her falder mig ind at man til sin Tid, har havt saa mange Projector fore, om at faae Sølvet til at mynte af, man har taelt om Skat af hvert Lod Sølv med mere. Min Slutning bliver denne: for dog af det Onde at trække det meste Godt mueligt er, var det at ønske Regieringen kunde føre sig denne Leylighed til Nytte,

28

28

og ved alle Leyligheder opkiøbe det Sølv, til en nogenledes billig Priis, som Armod maae sælge. Naar det kom til Mynten, vandt Regieringen derved, og der kom nogen mere klingende Mynt iblandt Folk.

Dog maaske, det er ey af den Betydenhed, at det kunde klække noget og følgelig ingen besynderlig Opmærksomhed værd.

Joderne græde neppe over at det gaaet saaledes med Sølvet. En trængende og besværlig Tid i et Land, er for dem, omtrent det samme, som en almindelig Misvæxt for en Kornpuger, den trængende maae laane, As- sistencehusets Laan er alt for lidet og utilstrækkeligt, Joden laaner mere, dermed er den trængende tient for det Øyeblik han faaer det, men at han siden maae give 8 ß. maanedlig af en Rixdaler, eller Cent pro Cento, hvilken tærende Gift er ey det for den Nødtrengende?

De som have en Skilling (desværre de ere faae) at kiøbe for, eller udlaane i denne Tid, de kunde ret Aagre med Medborgernes Nød, ja sue Blodet af dem værre end Iigler.

Men lad os nu gaae videre i vor Undersøgning, og tale et par Ord med den forarmede Kandestøber.

29

29

Han begynder at søge sin Næringstab lige ifra China. I gamle Tider siger han: brugte man Tinkarr, nu kan man ey æde uden paa Porcelain. Han giør mig denne Sammenligning. Et Douzaine, Suppetallerkener af det beste Tin koster 4 Rdr. Dem kan en Mand bruge al sin Levetid, og enda brugbare, kan han give sin Dotter dem i Medgift. Endelig naar de blive ubrugbare og han vil sælge dem, kan han igien bekomme for dem 14 a 15 Mk. Et Douzaine, Porcellains Tallerkener derimod (af de Chinesiske) kan koste 8 Rixdr. En Time kan ødelegge dem, og saa er intet tilbage, (dette er en virkelig og høystskadelig Overdaadighed, gid den kunde hemmes) Han farer videre ført og klager over at arbeydet Tin indbringes og endelig tillægger de samme Aar: sager som de andre, af Tidernes Besværlighed og den almindelige Armod.

Jeg gaaer fra den eene Haandverksmand til den anden, Klagemaalet høres allevegne og endog de hvis Arbeyde en kan undværes, fom Smeden, Skomageren og Skrædderen, de forsikre at de som ofteste maae bort creditere deres Arbeyde formedelst den almindelige Pengemangel, og saaledes blive de forarmede.

30

30

Den eene vil hellere fortiene noget end den anden, dette forvolder at den eene ofte Underminerer den anden og tillige selv forarmes med sit Arbeyde, ja de Haandverker som indlade sig i Accorder og Entrepriser, og som for at faae noget under Hænderne, vil iagttage den mue- ligste Billighed i Prisen, maae tidt bagefter bejamre at de i Følge deres Accord, ofte have arbeydet omsonst og blive ruinerede.

Jeg forsikrer at her gives de Laugsmestere som ey Dovenskab eller Overdaadighed har ruineret, men som dog i disse Tider have søgt om at faae Arbeyde som Svenne og ey have kundet erholde det, et ynkeligt Beviis paa de siette Omstændigheder, og den Uvirksomhed Fattigdommen Foraarsager.

Gaar vi til de andre Borgere, som ey drive Haandverker, men Næringsbrug eller saadant. Omstændigheden er den samme.

Bryggeren klager over de høye Kornpriser og Brændets Kostbarhed. Brendeviisbren- deren ligeledes og over den høye Consumption.

Slagteren siger: man kan nok sætte ham en Taxt for hans Udsalg, men ey for hans

31

31

Kort; de fleste klage over, at de formedelst Pengemangel, ey kan faae det ud Crediterede ind og følgelig ey kan paa rette Tid giøre Indkiøb, men Summen af alt bliver, at den eene Stands Mange! foraarsager den andens, hvilket er ligesaa naturligt, som at en Machine maae gaae urigtigt, ja aldeles forrykkes, naar et og siden flere Hiul standse.

Gaar vi videre med vor Undersøgning, da troer jeg man ey til nogen Tid skal fra alle Skæder i begge Rigerne, have hørt en mere almindelig Klage over Nød og Mangel, og aldrig troer jeg man i Residensen skal have fundet flere Nødlidende, end her nu findes.

Den som ey veed deraf, skulde neppe forestille sig, hvor mange nøgne, forsultede og elendige Mennesker, Kiøbenhavn paa denne Tid indhegner.

Næringsveyene ere ligesom tillukkede, de som kunde og ville gierne arbeyde kan ey faae noget at fortiene, slet bliver Arbeidet betaelt, og dog ere der tusende Hænder derom.

Mangelen er i den største Stand ganske sandsynlig og Armod og Fattigdom i de andre saa tydelig, at den udæsker enhver Veltænkende Patriotes inderste Medynk.

32

32

Men hvad hielper det at beklage og vise en Fattigdom som ingen kan nægte? Lader os heller stræbe paa, at finde de beste Midler imod den, og da bliver efter mine Tanker det beste Middel, at vise, de fleste og muelige Næ- ringsveye.

Derved opvækker man Fortjenester, Fortjenesten opmuntrer Arbeydsomheden og Arbeydsomheden er den sande Moder til Rigdom og Velstand i et hvert Land.

Det er ey mueligt at een Person kan kiende vide og retskaffen indsee det heles Forfatning, enhver bør opgive det han indseer, og naar man saaledes samler alles Opgaver, Prøver, og forbedrer dem, enten ved Udvidelser eller Indskrænkelser, maae de ufeylbar medbringe sin Nytte, saafremt de ey ere skrevne hen i Taaget, uden Kundskab og Erfarenhed.

Jeg vil kun skrive om det jeg begriber, jeg vil indskrænke mig til det Sted, jeg kiender best og det skal være Øyemaalet, for mit Opgave.

Jeg vil opsætte mine oeconomisike Tanker, hverken Lyst til Nyt eller flygtige Indfald har dannet dem. Jeg troer virkelig, det jeg taler om, forholder sig saaledes,

33

33

thi dens Grund og Sammenheng berettiger Mig til den Troe.

Kort, jeg vil skrive oprigtigt og maaskee ei aldeeles ugrundet, thi venter jeg saa meget mere med Skiønsomhed at begiegnes hvor jeg feiler.

Jeg vil ei længere være paastaaelig i nogen Meening, end indtil jeg bedre bliver overbeviset, det er mit Ønske, min Hensigt, Fædrenelanders Nytte og deres Ære, som overbevise

Oeconomiske Tanker.

— * — Ergo tua Rura manebunt,

Et tibi magna fatis, qvamvis Lapis ornnia nudus, Limofoqve, Palus obducat Pafcua - junco.

VIRGIL

Jeg har i Forveien sagt, at jeg vil indskrenke mine Tanker til de Ting og de Stæder jeg kiender, i Følge heraf skal da Norge være Øiemeedet for mine Betænkninger.

34

34 Norge er som bekiendt et Land, om Hvilket man kan sige med Poeten: Infelix: Lollium & fteriles nafcuntur Aenæ. Men med al sin Ufrugtbarhed, i Henseende Korn-Vare, er dog dette Land beriget med saadanne Eiendomme, som ei allene kan veie op imod, men overveie, mange andre Landes Rigdomme.

Norges Skove, Norges Bierge og Fiskerier ere rige Velstands Kilder, dog er Velstanden i Norge paa de fleste Steder liden og meget mindre end den virkelig kunde og burde være.

Næringsveiene ere alt for faae, og just derfore nærer ei Landet saa mange Indbyggere som det kunde.

Skylden er ingenlunde hos den karrige Natur, Landet har de Producter, som aabne Adgang til mange Næringsveje, men man opsnapper dem langt fra ikke; enten seer man dem ikke eller vil man ei see dem.

Dette første er en Søvnagtighed, det sidste en Vrangvillighed, begge Karakterer, som jeg unødig vil paabyrde, den af sin Munterhed bekiendte, og for sin kiække Tænkemaade virkelig roesværdige Nordmand.

35

35

Men jeg paastaaer dog, at de ei allene ikke opsnappe alle muelige Næringsveie, men de lade endog de meget kiendelige og betydelige gaae sig reent forbie.

Jeg har her giort en Beskyldning, jeg maa og jeg skal gotgiøre den, og indstil man offentlig enten overbeviser Mig om Min, eller rettere sin egen Feil, saa maa denne Beskyldning hvile paa den norske Nation.

For at gotgiøre min Beskyldning, vil jeg begynde med Norges Kobber, der unægtelig er en af Landets betydelige Rigdomme. — Men hvor ubetænksomt, hvor skiø- desløft behandler man ei denne ædle Metal?

Man opsøger den i Biergenes Indvolde, man uddrager, man renser og man smelter den, (meget roesværdigt,) kort man giør det til Kobber og giver det den første Form, men dette er og alt.

Nu made jeg spørge om denne Metal ei kan imodtage flere Skikkelser, end den første som den faaer ved Bjergværket, hvor den smeltes og støbes i runde Plader?

Hvoraf kommer Messing og den saa kaldte Printzmetal? Men det som mere er,

36

36

at spørge om: Hvorledes maa det være førend den kan forarbeides til Kar, maa den ei være plattet?

Nn bliver det et Spørsmaal: Hvorfore de Norske udskibe sin Kobber og lade den platte i Holland?

Er det ikke skammeligt at lade saa betydelige Fordeele gaae sig saa skiødesløs udaf Hænderne?

Man har Kobberet i Landet, man Har de aller beste Lejligheder at indrette PlatMøller, hvorfore? fordi Naturen selv saa villig tilbyder sin Hielp, og Landet allevegne har Vandfald, Hvorved et saadant Verk kan drives.

Her i Sielland, hvor man med 3 a 4 Gange større Bekostning end i Norge maa indrette et saadant Verk, (formedelst Naturens Uvillighed,) her, hvor man maa tage Kobberet fra Norge, og betale Fragt deraf, her har man en Platmølle, og jeg troer endog med temmelig Fordeel. — Men i Norge, hvor man har Naturens Fordele, hvor man fører Kobberet lige forbie de Steder hvor det kunde plattes, (jeg meener herved Thronhiem,) der har man ingen Kob-

37

37

ber-Mølle, der fører man det uarbeidet ud- af Landet, og naar vi have havt den Ære at betale Hollænderne Arbejdsløn, at føre vor Product frem og tilbage over Havet, to Gange at betale Fragt, Assurance og andre Omkostninger deraf, saa faaer man Plat-Kobber,

Ædle Nordmænd! er ikke dette en uforsvarlig Efterladenhed? maatte ikke Hollænderne falde paa de Tanker, at Norge var det samme for dem, som Mexico og Peru for Spanierne, mon de ikke hemmelig beleer den Dovenhed og Uvirksomhed hos Eder, som tiener til at berige dem? mon de ikke hemmelig belee Eder, naar I igien kiøbe af dem Eders egne Producter, nemlig det plattede Kobber, det I dog selv langt beqvemmere end dem, kunde forarbeide ?

Hvad om I forandrede Scenen, og selv plattede Eders Kobber, mon I da ikke kunde føre den plattet ud, og lære Hollænderne at betale Eder Arbeidsløn, (af det de ei kan undvære;) i den Sted I nu betale dem, det I gierne kunde og burde undvære?

38

38

Fandtes ei herved en nye NæringsVel for mange Arbeidere, og sparedes ei herved de Penge som udgaae i Arbeidsløn?

Videre, hvad giør Hollænderne med den megen Kobber de aarlig faae fra Norge? mon den forbruges i Amsterdam? nei! men en Hoben forarbejdes der; men Bra- bank, Flanderen og flere Steder imodtager den, — —

Hvad, om I nu toge den Beslutning, ei allene at platte, men endog for en stor Deel selv at forarbeide Eders Kobber i allehaande Slags Kar, mon ei Hollænderne endnu skulde være nødtvungen til at kiøbe den? Jo intet vissere, og troe mig den vindskibelige Hollænder skulde endda finde Lejlighed at fortiene et par Skilling paa et Stykke, naar han endog maatte be- tale Eder Arbejdsløn.

Men hvilken ypperlig Næringsvei kunde ei dette blive, hvor mange Arbeidere vilde ei herved leve?

Det er besynderligt, at i Thronhiem i Norge ere neppe mere end 3 Kobbersmedde, og de 2 endda Staaddere, skiønt 3 af de betydeligste Kobberværker ligge i

39

39

dens Egn. Ligesaa besynderligt er det paa samme Sted at finde en Hoben KobberArbeide, kiøbt af de Svenske, hos hvilke vi faae lettere Priser.

At skibe det raae Kobber ud, og i- gien kiøbe plattet Kobber, forekommer mig ligesaa daarligt, som om de Norske vilde føre deres Træer udaf Landet, lade dem andre Slæder skiære og selv kiøbe Bræder.

Dette er nu en betydelig Næringsvei de Norske lade sig gaae udaf Hænderne, betragter man nu deres Jernværker, i Besynderlighed i Laurvigen, saa maa man spørge, hvorfore ei i hele Norge findes en IsenFabriqve?

Man har Jernet selv, og den norske Nation er saa oplagt til Smedde-Arbeide, at enhver Bonde er fast en Tubalcain, og dog skal de give aarlige Skatter til Engeland, Holland, Nyrnberg og Tyrollerne, for al. Slags Isenkram.

Ja Efterladenheden heri gaaer saa vidt, at man aarlig kiøber store Qvantiteter Søm af Hollænderne og af de Svenske.

Landet har, som sagt, de ypperligste Fordeele til saadanne Fabriqvers Indretning,

40

40

Huusrom og Brænde, er uendelig, og og Føde-Varene meget ringere, end paa mange andre Slæder, nu maatte man tænke, at Nationen var ei lærvillig, opfindsom eller beqvem til Kunster og Arbeide.

Nei intet mindre! Nationen er ildrig, hurtig, kunstrig og beqvem, kort, Genie er noget som vel ingen kan med Føie af- trette Nordmanden.

Man seer endog i denne Tid, at de berige sig med adskillige priselige Anlægge. Klokkestøberie er i Norge, og i Fald Rygter ei har bedraget mig, skal der ogsaa i denne Tid fabriqveres Fayance-Porcelain. Hvor beqvem var ei Norge til saadanne Anlæg? i Kiøbenhavn kan to Fayance-Fabriqver, foruden Castrup, som nu er den tredie, finde deres Regning. Hvorledes den ene af disse Fabriqver har giort sin Ballance-Regning, begriber jeg ei; thi jeg veed tydelig, at den ene Fabriqveur formedelst manglende Force, har maattet i en ubeleilig Tid kiøbe Brænde til fine Brænde-Ovne i smaae Partier, og endda kost en temmelig Vognleie derpaa, for at bringe det hen til Fabriqven. Men den er at und-

41

41

skylde, thi Ævnerne har ei været større, men hvad Fortjenesten har blevet, kan man let dømme.

Men at komme til Norge, da kan jeg ei indsee, hvorfore de Norske ei forlængst have indseet Fordeelen af at forarbeide, i det mindste platte, sit Kobber, hvorved anseelige Summer havde været vundet, og hvorfore de ei anrette en Isen-Fabriqve, forarbeide Messing og destige Metaller, og ei kiøbe sine fornødne Søm af andre.

Det er hverken Dovenskab eller Ubeqvemhed som hindrer de Norske fra saadanne Entrepriser, men jeg troer en Hindring bestaaer i følgende:

Naar de Norske begynde en Entreprise, giøre de Anlegget for vidtløftigt og bekosteligt, i det mindste paa endeel Stæder, som for Exempel, i Thronhiem blev for en Snees Aar siden det første Sukkerhuus anlagt, man giorde Bygningen saa vidtløftig, som den skulde have været en heel Baragve eller Casarme, og den øvrige Indretning med lige saa stor Overflødighed og Vidtløftighed.

42

42

Saaledes ere de Norske for overdaa- dige i Anlegget, dette giør en Entreprise, forfærdelig kostbar og vansselig.

Dernæst troer jeg de Norske have den Feil, at de ei ved sine Anlægge seer paa Fremtiden, de vil strax og i en Entreprises spædeste Alder have store og betydelige For: deele, naar de ei indsee at de kan erholdes strax, have de ingen Lyst at entrere, thi de Herrer Entrepeneurs see ei paa Eftertiden, men ville i øjeblikket gribe Guld med begge Næverne. Dette siger jeg ej om de Norske i Almindelighed, men paa visse Steder forholder det sig saadan, og i det mindste tænker en stor Deel af de Thronhiemske Entrepreneuers saaledes.

De Skarpsindige som ei have Midler, kunde ei entrere noget, og de Formuende som meget mageligere, (om det ei var ved andet end en Toldforpagtning,) kan høste store Fordele, ville ei have Bryderie med nye Anlægge, med mindre som sagt, Fordelene ere anseelige og strax ved Haanden.

Dette troer jeg virkelig er Aarsagen til at Norge savner de Indretninger som

43

43

have kundet berige Landet, baade med Penge og arbeidsomme Indvaanere.

Om jeg ei feiler, har der engang ved Thronhiem været en Plathammer eller Kobbermølle, som jeg troer endnu er i den afdøde Kammerherre (S. T.) Schiøllerts eller Arvingers Hænder, men ei mere tiener til det Brug; af hvad Aarsag den er nedlagt, veed jeg ei, om det ei skulde komme deraf, at man ei har anseet den fordeelagtig nok.

En Kobbermølle og en Isen-Fabriqve, ere da efter mine Tanker to uundgiengelige Fabriqver som Norge burde have, for om ei mere i Førstningen, dog i det mindste at arbeide til sit eget Lands Fornødenhed. Hvad om der i Norge blev anlagt et Kanonstøberie, paa eller tæt ved et af dets JernVærker, mon det ei skulde blive fordeelagtigere end det vi her har havt?

En Ting maa jeg endnu spørge de kiære Nordmænd om, nemlig: Hvorfore de sende deres Bukkeskind til Holland, skulde det ei være mueligt at de selv kunde forarbeide dem, og var det ei større Fordeel at sælge Carduan end de raae Skind?

44

44

Det er jammerligt, at alle Produkter skal føres raae ud og kiøbes arbeidede igien, da man dog burde være saa gode Huusholdere, at man burde endog i de Ting man ei kan undvære, saa meget mueligt see paa, at kiøbe af de Fremmede allene Producter- ne og fortienne Arbeidslønnen i Landet.

Seer dog engang op i brave Nordmænd, og værer ei til evig Tid Hollændernes Vasaller, giøre Eder dog andre og større Fordele af Eders kostelige Metaller! see ei allene paa den nærværende men og paa den tilkommende Slægt, betænke at Mangelen tiltager daglig, Fiskerierne feile ofte, og efter den nærværende Mishandling, er jeg bange Skovene glippe førend I vente det. Opdage derfore nye iNæringsveje, optage i det mindste de som ligge for Eders Fødder, og ere saa betydelige som de ovenanførte, hvis Forsømmelse virkelig er og bliver Eder en Last, indtil I (og det kan I aldrig,) skielligen gotgiør, at det enten er skadeligt eller ugiørligt, selv at platte sit Kobber og arbeide sit Jern.

Skulde denne Uvirksomhed for længe vare, var det at ønske, Regieringen vilde

45

45

for egen Regning anlægge saadanne, vist fordeelagtige Værker, og naar de komme ret i Gang, og Fordeelen blev tydelig, da imod en anstændig Fordeel igien at overlade dem til Indvaanerne, som derved torde lære at blive opmærksomme, og udvide sine Tanker til andre og flere fordelagtige Anlægge. — —

Norges Mangel paa Kornvarer er og bliver et ligesaa vigtigt som bedrøveligt Gienstand for Patriotens Betragtning.

Hvor tidt og ofte maa ei den arme norske Bonde savne det velsignede Brød, og hvor ofte maa han ei blande det med den til Meel malede Fyrrebark, der er bitrere end Malurt?

Hovedgrunden til Norges Kornmangel ligger i Landets egen Beskaffenhed og Climens Haarhed. Mange Steder som ligge høit oppe i Landet, og som de Norske kalde det til Fields, kan slet ikke avle Korn, formedelst det sildige Foraar og den tidlige Vinter, og i de Slæder som kunde avle

46

46

Korn, og hvor det i gode Sommere virkelig voxer hyppig, hænder det ofte, at en tidlig og uformodenilig Kulde fordærver og paa en Nat til intet giør den haabesuldeste Høst.

Man maa ingenlunde forurette de Norske, ved at beskylde eller ansee dem for slette Agerdyrke, tvertimod, have de i en Tidlang, (der hvor jeg er bekiendt,) drevet den til en temmelig Høide. Officiererne og Præsterne paa Landet, fortiene en væsentlig Tak og Ære for deres Virksomhed, Flid og gode Exempler i Agerdyrkningens Udvidelse.

Denne samme Berømmelse kan man tillægge Kiøbstedfolkene, thi enhver af dem som er lidt formuende, eier gierne en Avlsgaard i Nærværelsen, den de virkelig med største Flid, Opfindsomhed og Arbejdsomhed dyrke og forbedre, og en Efterstræbelse i at overgaae hinanden i sine Jorders Forbedring, giver en herlig Frugt og et frugtbart Exempel.

Sandt nok, at Almuen, menige Bønder, der saavel som andre Stæder, have sine Fordomme, og indtagen af den gamle

47

47

Slentrian, ugierne vove, ja ofte belee de nye Forsøge, men desuagtet, lade de sig dog ofte, af sin Officer, sin Præst og den paagrændsende Kiøbstedmand, overtale, særdeles naar de have Fortroelighed til ham, (thi Fortroligheds Erlangelse, er Hovedkunsten i den samtlige norske Nations Bestyrelse,) men endda mere virke Exempler, tbi naar en norsk Bonde seer hos saadan sin Naboe, at de nye Forsøge ere fordeelagtige, strax er han færdig at efterabe, endog de Forsøge, som han i Førstningen virkelig har beleet. —

Nationens Dovenskab eller Ukyndighed i Agerdyrkningen, er da ingenlunde Aarsag til Kornmangel; men hvad kunde de beste Forsøge hielpe, naar Naturen ei vil understøtte, og naar, som sagt, den tidlig indfaldende Kulde, alt for ofte giør de beste Anlægge til Vand.

Men om aldrig den Ulempe var, saa see vi dog, at i de frugtbareste Aar, Norge ingenlunde har Korn nok for sine Indbyggere, men Tilførsel af fremmed Korn skal redde dem fra Brødmangel.

48

48

Denne Tilførsel, som beroer paa Kiøbmændenes Aarvaagenhed, Indsigt og Tænkemaade, er underkastet saa mange Tilfælde, som Vindelyst og Kiøbmands Egennyttighed kan danne, og de, de ere Aarsagen til at Norges Bønder ofte savne det kiere Brød.

At sætte en Skranke for dette, vilde blive meget vanskeligt, thi om end enhver Kiøbmand som handler med Korn, blev befalet at være forsynet med et vist Quantum, som efter nøie Overveielse kunde synes tilstrækkeligt, om man endog (som i disse Tider fast er ugiørligt,) kunde regulere en nogenledes rimelig Priis, var dog ei Uhældet derved forebygget.

Kiøbmands Handel kan et indskrenkes, Crediter give Lejlighed til megen Aager, Trocheringen selv kan give Lejlighed til utilladelige Fordeele, thi naar Bonden absolute maa have Korn til Brød, kan jeg jo sætte den Pris paa hans Vare, som min Egennyttighed og hans Nødtrang giver Lejlighed til,

Desuden maa man mærke, at de Bønder, som fornemmelig trænge til Kiøbsteden, ere for den meste Deel, de saa kaldte

49

49

Oplands Indvaanere, disse have lidet eller intet at trochere med, men maa kiøbe for rede Penge, baade Korn og Fiskevare; Pengemangel og Crediter giver Lejlighed til Utaaligt Aager.

De andre som trænge til Kornvarer, ere dem som boe i Fiskerleiene; slaae Fiskerierne got ind, veed Kiøbstæderne strax at benytte sig af Mængden og giøre Priserne ringe, slaae de derimod Feil, (som desværre ofte skeer,) er Hungren et tærende Sværd for de ulyksalige Folk.

De ere da langt værre farne, end de som boe op til det faste Land, thi de have dog nogle Fedevare, og ere gemeenlig i bedre Omstændigheder, thi Skovene ere dem en sikker Fortjenestes Kilde.

Nu maatte man spørge, hvorledes herpaa kunde raades Bod?

Det eneste Middel at afværge den store og saa ofte i Norge indfaldende Brødmangel, var ene og allene denne, allevegne i Landet at anlægge Korn-Magaziner.

Men at give en fuldstændig og retskaffen Plan til saadanne Magaziners Anlæggelse, er et Arbeide, alt for vidtløftigt

50

50

til disse Blader, og ei heller mueligt for Een allene at udføre.

Intet Land er sig selv mere uligt end Norge, Landets ulige Situation og Beskafskaffenhed giør, at det som kunde være mueligt paa den ene, kunde blive umueligt paa den anden, hvad som kunde være fordeelagtigt paa den ene, kunde blive skadeligt paa den anden Kant; men hvo kan kiende et saa vidtløftigt og ulige beskaffent Land, allevegne saa nøie, at han rigtig kunde be- stemme alle Steders sande Fordeel og Skade?

Dette vilde sætte forud en lang Erfarenhed og en saa udvidet Kundskab, som neppe kan forlanges af een, i Henseende dens store Forskiellighed.

Nei! naar man vilde anlægge Magaziner i Norge, maatte man fra et hvert Stift, ikke fra et, men flere Stæder i Stiftet, indhente upartiske Betænkninger og Forslage til Plan for et hvert Stift.

Ved at sammenligne disse, vælge de beste og giøre Udslaget, efter den mere og mindre Lighed, den ene Stæd og det ene Stift har med det andet, vilde man vist

51

51

finde Middel og Grunde at udkaste en General-Plan efter.

Saasom intet strax er fuldkomment, vilde vel saadan en Plan beholde nogen Mangel, som først ved iværksættelsen vilde opdages, men den kunde let forbedres.

Ifald en almindelig Concurs, til et saa nyttigt Værk skede, og det var mig tilladt, vilde jeg specialiter opgive mine Tanker om en vis Strækning i Norge, og maaskee tillige nogle Generalia, som i Henseende Oplagsstæderne og Sparsommeligheden i Indretningen, i det minste paa de fleste Stæder skulde være tjenlige til Øiemeedet.

Det var at ønske, at vor priselige Landhuusholdnings-Sælskab, der foreviger sig med en klog og nyttig Omsorg for det Almindelige, vilde udsætte Præmier til en Plan for Korn-Magaziner i Norge, nemlig for deres letteste, mueligste og bestandigste, og for det Almindelige, fordeelagtigste Indretning, NB. ikke en General-Plan for hele Norge, men en Special for hver Skift, med hosføiede Iagttagelser, af den mere og mindre Forandring et hvert Sted vilde ud

52

52

Det høistpriselige Selskab vil ingenlunde fortørnes over mit Patriotiske Ønske, tvertimod, deres større og almindeligere Indsigt vil bestemme det nøiere og bedre. Jeg ønsker det ingenlunde for min egen Deel; jeg er langt fra ei stolt nok til at troe, jeg derved kuude fortiene nogen Præmie. Nei! naar endog saadan en Indbydelse skede, og jeg da (kunde bruge Pennen,) vilde jeg med Glæde strax opgive mine Tanker til Sælskaber, ingenlunde som en Concurrent, men som en velmenende Patriot, hvis Hovedhensigt var, at vise, Villien er større end Evnerne.

Uforbiegiengelig nødvendige ere saadanne Magaziner, dersom Brødtrang skal forekommes, endog i de gode Aaringer. Men jeg troer derhos, at deres Oprettelse ei maatte blive nogen privat Entreprise, ifald de skulle opnaae Hensigtens rette Nytte. Jeg troer ikkun dette, og forbeholder mig at give til sin Tid, i det minste en antagelig Grund for min Troe.

Imidlertid da Norge lider saa megen Mangel paa Brødkorn, var det at ønske, de Norske vilde lægge sig mere efter de Tings

53

53

Avling, som nogenledes kunde erstatte Brødets Mangel.

Den af alle Oeonomi saa høit anpriste Potatos-Avling, er noget de Norske burde dyrke med større Iver.

Landet er beqvemt til at frembringe saadanne Væxter som knyttes og groe under Jorden, alle Slags Rødder og Roer voxer der meget gode, og at Potatos der groer meget got, beviser adskillige smaae Forsøge, ja endog endeel betydelige, hvorpaa jeg vil frembringe et Exempel:

I en lille Kiøbsted, navnlig Christiansund, boer en Engelskmand, som forstaaer lidt af Gartner Væsenet, denne har blandt andet, drevet Potatos-Avlingen saa vidt, at han endog til engelske Søefarende aarlig kan afhænde anseeligt. Et nyt Beviis paa at Potatos-Avlingen i Norge got kunde fremmes, naar den med større Flid blev drevet, og man ved oftere igientagne Forsøge, lærte at kiende de beqvemmeste Jordarter.

Det var bedre, at man i Norge anvendte til Potatos-Avling noget af det Land man saaer Roer i; thi omendskiønt de norske Roer ere meget gode, og kan forvares

54

54

hele Vinteren, saa ere de dog ei saa nyttige som Potatos, thi denne kan man bruge i Mangel af Brød, men hine ædes kun til Kiød og Brødet ligefuldt.

Jeg troer gierne, det vil koste megen Overbeviisning og Umage, at bringe den norske Bonde til at legge Vind paa PotatosAvlingen, thi de fleste af dem vide ei hvad Potatos er, og vist ei ville æde dem; men en almindelig Overbevisning om dens Nytte i Huusholdningen, Opmuntringer, ja Præmier, vilde maaskee lære dem at begynde derpaa, og Erfarenheden at fortsætte den med Iver, thi naar de lærte at man i NødsTilfælde kunde giøre Brød af den, vilde de ufeilbar elske den Næringsfulde Plante, som i dyre Tider kunde frelse dem fra at æde det bittre Fyrre-Meel, baade i Brød og Grød. —

Til hvilken uendelig Nytte, var ei denne ædle Plante, for de Bønder tillige som boe ved Søekanten, og hvis meste Næring er Fisk, deu de ofte maa æde uden Brød, og i Mangel af Brød tidt bruge tørret Fisk, hvor rigelig kunde de ei derved

55

55

baade spare paa Brødet og oprette Brødets Savn?

Ulige sundere vilde disse Folk tillige blive, der formedelst den megen Æden, ei allene af Fisk, men Lever af Fisken, og saadanne usunde Ting, gemeenlig see gule og gustne ud, ja inclinere ofte til en Slags Spedalskhed, hvilket fonmodentlig meget kommer deraf, at de have kun lidet Brød at æde til deres Spise, men Brødet er jo det som befordrer Fordøielsen.

Naar nu disse som sagt, aade Pota- tos til deres Fisk, vilde den ei allene giøre samme Nytte som Brødet, men den stærke Føde som er ved den, forvoldte at de spisede mindre af Fisken, og altsaa bleve sundere og friskere.

De som boe oppe i Landet, og have noget Kiød at æde, kunde og finde deres Regning ved denne nærende Plante; de som ei høist oppe kunde pløie og faae Korn, mon de ei kunde avle Potates? Jeg troer det, thi jeg troer ei den udfordrer saa lang Sommer, og ei heller saa lettelig beskadiges, af en maadelig Kuld.

56

56

Give den norske Almue paa Landet retskaffen kiendte Fordelen af denne Avling, og give den i Dannemark selv blev mere dyrket. Det er vanskeligt overalt at bibringe den meenige Mand nye Begrebe. — Skrifter hielpe dem lidet eller intet, og at læse noget uden for sin Christendoms Lære, er ganske og aldeles ikke den norske Bondes Sag —

Det var vist ikke af Veien, om en , Afhandling om Potatos Avlingsmaade, dens Nytte og Anvendelse i alle Huusholdningens Dele, med en hosføiet Belønnings Udlovelse for den som gotgiorde at han havde avlet den største Qvantite deraf, blev trykket, og gratis uddeelet, især i Norge, hvor de fleste Bonder ei engang kiende denne Vært —

Det kunde maaskee giøre Indtryk hos en og anden, og saa snart nogle sunde For: Deel derved, blev Bruget strax almindeligt; thi den norske Bonde er aldeles ikke uvillig i at følge Exempler, og at antage Lærdomme, helst naar de enten af deres Siælesørger eller nogen som de have Fortrolighed til, blive dem tilbragte.

57

57

Ønskeligt var det i et for Korn saa fattigt Land, at faae de Ting opelskede, som nogenledes kan bøde paa dets Mangel, og ligesaa ønskeligt var det, at man ei med det fordærvelige Kornbrændevins, umaadelige Brænden, gjorde Brødet mere dyrt, saavel i Dannemark som i Norge.

Mon ikke nogen skulde være saa Hældig at kunde udfinde den Maade at brænde Brændeviin af andre Ting, der ei vare saa umistelige som Sæden, men kunde have ligesaa god Smag, og giøre ligesaa god Virkning som Brændeviinet, der i sig selv er skadeligt, dog er bleven til noget som er umisteligt.

En saadan Opfindelse, naar den var gjørlig, var høist nyttig, og Opfinderen en god Belønning værd.

Dog jeg vil ende denne Materie, og overlade dens nøiagtigere Afhandling til en hældigere. — Imidlertid vil jeg fremsætte mine Tanker efter beste Skiønsomhed, i flere Tilfælde.

58

58

In Patris, Croceo mutabit Vellera Luto.

Virg. Eclog.

I blandt andre Ting som i Norge, efter mine Tanker, kunde med Fordeel opelskes, er Faare-Avlingen en væsentlig Deel.

Jeg vil ei tale om Uldens Nytte og umistelige Værdie, thi hvo kiender ei den? Jeg vil ei heller tale om, hvorledes den danske Uld en Tidlang haver været mishandlet og til Fremmede udført; adskillige Besværinger vidne nok herom, og det er ei min Hovedsag.

Man maae ei tænke at jeg med Faa: re-Avlingen i Norge, mener det saaledes, som om derved noget ganske nyk skulde indføres, og ligesom man ei forhen i Norge havde Faar i nogen Mængde. Jo, man har dem endog i nogenledes Mængde, men jeg meener man kunde og burde have or-

59

59

dentlig indrettede og anseelige Skæferier, men dem har man vist ikke.

Aarsagen til min Paastand ligger i Landets Situation og Beqvemhed dertil. Der gives adskillige omflødde Steder og Øer, hvor saadanne Skæferier med største Beqvemmelighed kunde indrettes. Paa adskillige af disse haver man en temmelig Forraad af Faar, som endog hele Vinteren gaae ud, og ere meesten Deels vilde. — @Dette er en gruelig Hovedfeil, thi ved det Faarene gaae i de haarde Vintre ud, bliver Ulden grov, strid og ubøielig, da den i varme og vel indrettede Skæfer-Stalde, vilde blive ulige blødere, og en afgiort Sag er det, at man ei med den rette Nytte og Fordeel kan tage Ulden af disse Faar, dem man fast maa fange som andre vilde Dyr.

Den meeste Deel af deres Uld, faaer man paa den Maade, at man sanker den op, naar Faarene selv have kastet den, og sindes den da i hele Kager, fulde af Grus, smaae Pinde, Stene og Lyng, ganske sammenviklet, men hvor ulige storre vilde ei

60

60 Fordeelen blive, naar man paa ordentlig Maade og Tid kunde klippe dem, og hvor ulige renere nyttigere og bedre blev ei Ul- den? — Ifald nogen vilde indvende, at der til store og talrige Skæfferier i Norge, vilde mangle Høe og Foder, da siger jeg nei! ved en god Oeconomie vil der findes tilstrækkelig nok. Men Oeconnomien med Høet maa være lidt bedre end for nærværende, da de norske Bønder, deels i sine Sætte-Boliger *), deels andre Eiere, paa saadanne Øer, ei flaae og ordentlig indhøste Høet; men lade paa det ene og det andet Sted, Høvder og Faar gaae i Græsset under Bugen, og træde ned ligesaa meget som de æde op, da Kreaturene ofte maa mangle

om

*) Sætte-Boliger, kalde de Norske saadanne Stader, som de foruden sin Bopæl og dens Egne, eie gemeenlig høiere op i Marken, og hvor de formedelst Stædets Fraliggenhed og Veiens Vanskelighed, (maaskee sommetider indbildt) lidt eller intet Høe høste, (Korn slet ikke,) derhen drive de sine Kreature om Sommeren, cg følger med dem en Meierske, (som i Norge kaldes en Budeye,) der hele Sommeren igiennem trækker Smør og Ost sammen af de i den overflødige Græsgang gaaende Kreature.

61

61

om Vinteren, fordi de have havt saa stor Overflødighed om Sommeren.

Græs voxer overflødigt i Norge, desuden ere Faarene saadanne Kreature, som man med Løv, indsanket af behørige Træer, (hvoraf Norge har nok,) ja, med smaae Qviste, og saadant, meget vel om Vinteren kan fore. Man betragte Vesterkandten af Holsteen, (hvor stor (eller rettere liden) Mængde af Høe der gives; men om jeg ei feiler, ere der de største Skæfferier.

Norge mangler ikke, men har Forraad nok paa Høe og andre Næringsmidler for Kreaturene, og iblant dem Faarene, naar man som gode Huusholdere vil indsanke og bruge dem.

Sønden for Thronhiems Bye, (jeg husker ei hvor mange Mile,) ligge nogle Øer, som kaldes Froeøerne, deres Beboere har temmelig drevet paa Faare-Avlingen, han har produceret Uld, den er bleven spundet, farvet og vævet; adskillige i den samme Familie, have til Hæders baaret Klæder deraf,

62

62

som have et smukt Anseende. Et priseligt Exempel, som fortienner at bekiendtgiøres og opmuntres. Denne Familie, hvis Navn er Busch, lever endnu, og Prøver af Tøiet samt nærmere Efterretning kunde af dem bekommes, ifald Landhuusholdnings-Sælskabet til sin Betragtning, vilde æske den.

Ligesaa er i samme Circumfirence en anden Øe, kaldet Tarven, hvor Øxne og Faar gaae saa got som vilde, der falder de største Øxne og tillige de største og fedeste Faar. — En Mils Distance fra Thronhiem, ligger en prægtig Øe, kaldet Tutterøen, paa denne Øe har man opelsket lutter Race af engelske Faar, deres Uld har bestandig været og blevet ligesaa god som den Engelske.

Dette bevæger mig til at tænke; at man paa de anførte og flere ligedan beskafne Stæder, med største Fortgang og Nytte kunde indrette ordentlige Skæfferier.

Hvorfore jeg anseer Øerne beqvemmest, er af den Aarsag, at man der er frie for

63

63

Ulve og saadanne skadelige Rovdyr, som paa det faste Land anrette alt for ofte betydelige Skader. — Dog meener jeg ingenlunde at der faste Land til Skæferie er ubeqvemt, thi man avler jo der og Faar; men jeg giver Øerne Fortrinet, af den ovenanførte Aarsag, saa og fordi en Deel af dem som Froøerne og Tarven, ere ei beqvemme til Korn-Avling.

Det er virkelig en Hovedfeil af de Norske, al de ei drive Faare-Avlingen videre. Hvad man vil indvende imod den norske Uld, at den er grov og strid, er ingen tilstrækkelig Grund. Tutterøen som sagt, giver god Uld, og ved en bedre Behandling blev Ulden bedre, og den grove Uld er ei ubrugbar, rettelig sorteret, vilde den blive nyttig i mangfoldige Brug. — Landet har Foeder og begvemme Steder, Kisdet er ligesaa umisteligt der som andre Steder; man see til det kolde Island, er ei deres Uld og Faarekiød en af deres væsentligste Fordeele? mon man kan have for mange Fordeele i et Land, og mon ei Norge er trængende nok i mange Ting?

64

64

Da jeg nu taler om Ulden, kunde der ei være meget af Veien at tale om Fabriqvers Anleggelse i Norge, men det er ei mit Øiemeed for denne Sinde. Saa meget vil jeg kun sige, at for det første, kunde de danske Fabriqver rigelig forsyne Norge, allerhelst naar man veed og betragter, at menige Mand i Norge, væver eller forarbeider selv det meste af det Tøi de daglig bruge, En Ting vil jeg allene erindre, at man mange Steder i Norge savner og høilig trænger til en god ulden og linnet Farver; thi skal noget af Betydenhed farves, bliver der gemeenlig skikket Udenlands. Jeg forundrer mig over, at i denne Tid, da Professionisterne ere forlegne, ei en eller flere Farvere have etableret sig i Norge, hvor de vist kunde have en god Udkomme, baade fordi saadanne Professioner mangle der, saa og fordi Brændet (som en Hovedfag for en Farver,) der er i ringe Pris. —

P.S. Adskillige Omstændigheder tvinge mig denne Sinde til at afbryde mine Tanker, men med det første skal en Fortsættelse, lægge nogle oeconomiske Tanker Dannemark angaaende, for Dagen, og maaskee jeg vover at legge en Plan til en Skat, fordelagtigere for Regieringen, jævnere og mindre trykkende for Indbyggerne, end den nuværende Extraskat.

1

Korte Tanker foranledigede af De Fattiges Tilstand

i desse saa overhaandtagende dyre og trøkkende Tiider,

og

Hvorledes de mange Klagemaale

over Betleres Mængde, best mueligt kunde være at afhielpe.

Forfattede

Af den, der baade ønsker, arbejder paa, og glæder sig ved, at kunde forbedre de

Trængendes Vilkaar.

Tronhiem, 1772. Trykt hos Jens Christ; Winding.

2

        

3

Høy-Velbaarne Herre,

Hr. Diderich Otto von Grambow, Ridder,

Hans Kongel. Majestæts

til Danmark og Norge etc. høystbetroed Stiftbefalingsmand over Tronhjems Stift og Amtmand over Tronhjems Amt,

samt

En værdig Medlem af det Kongelige Nordske Videnskabers lærde Sælskab i Tronhiem.

4

Høygunstige Herre!

Om ikke andet kunde ansees, @som bevægende Aarsager til at opvække nogen Agtpaagi- venhed, maatte dog desse overhaand- tagende dyre Tiider, dertil give Anleedning; allerheldft de endnu har An- seende til at udviide sig, da Efterretningerne fra fremmede Stæder, angaaen-

de Mangelen og Korn-Vahrenes høye

5

Priiser, spaaer os de bedrøveligste Følger, og at lidet eller intet deraf kand forventes, som desuden vil komme saa dyrt, at den Fattige ej bliver i Stand at kiøbe, og saafremt dette Aar, ikke med en riig Høst velsignes, hvoraf vi kunde faae Tilførsel, maae Hunger og Nød her i Stiftet u-omgienge!ig blive stor, omendskiønt Landet her, endog med det beste Aar blev kronet; men den Alterhøyeste kand giøre langt over det vi forstaae, og hans Miskundhed varer Evindelig; imidlertid giver Tilstanden og Omstændighederne mig Grund til at tænke saaledes, da jeg veed, at mange Bønder heromkring nesten har fortæret deres Sæde-Korn, saa faae Jorder vil blive tilsaaede, og hvilket er Grunden til mine Formodninger, som jeg dog Hiertelig ønsker maatte mislinge. Overalt synes det ikke for meget, om her betimelig

6

kunde udfindes noget for at lette Nøden, som og Deres Høy-Velbaarnhed af en høyft-priisværdig Omsorg for Landet, for længe siden har været betænkt paa, ved de beste Foranstaltninger til at forsyne os med al muelig Tilførsel; og da der i alle Ting, som vel bekiendt, ingen Bemøyelser spares, endog ikke i det mindst betydelige, naar Hensigterne dermed allene har kundet befordre nogen særdeles og almindelig Nytte; Saa giør samme, at jeg herved fordrifter mig i Underdanighed at dedicere desse mine ringe Tanker til Deres Høy-Velbaarnheds høygunstige Beskyttelse og Forsorg, hvortil de og i nærværende Tiid synes at være høyt trængende; og uden videre Vidløftighed beder jeg allerydmygst, at om det alt i og for sig selv ikke kunde følges, det dog høygunstig bliver anseet, og at det ved Luttring af Høye

7

re Indsigt maatte opnaae sit rette Øyemeed. For Resten uden at sige mere til min Undskyldning for dette ringe Verk, veed jeg, som jeg og underdanig er forsikret om, at Deres Høy-Velbaarnhed ikke anseer den Mangel, som Stiil og Orden maatte indbefatte, men som en Herre der er begavet med moden Indsigt og Skiønsomhed, allene vil uddrage det Nyttige, og antage dette, som et lidet Beviis paa en god Villie, i at efterkomme det mueligste af de Pligter, som jeg skyl- der Publicum, og som jeg for mine øvrige Forretninger har kundet afsted komme. I saadan underdanig Forsikring, med indbefatted Ønske:

8

At den Allerhøyeste ville mangfoldig-giøre Sine Velsignelser over Deres Høy-Velbaarnhed Selv og Høje Familie, er det, at jeg med dybeste Submission henlever

Deres Høy-Velbaarnhed

og Høygunstige Herres

Tronhiem underdanige

den 24de Martii 1772. Tiener

Christopher Bendix Heide.

9

Bevaagne Læsere!

Det er de overhaandtagne dyre Tii- der, og den deraf flydende Nød og Trang, som de Fattige iblandt os, for Livets Ophold liider, der forbinder mig, at tale et Ord til deres Beste, og som jeg saa Hiertelig beder, at maatte holdes mig tilgode, da Hensigten dermed allene er, om mueligt, at kunde forekomme Betleres Antall, og see deres ynkværdig Tilstand no- get forbædret. En Sag der ikke med Li- gegyldighed, hverken kand eller bør ansees, saafremt vi, det GUD forbyde, ikke skulle paadrage os den Caracteer, som hin, der elskede og bekymrede sig om ingen, u- den sig selv, 1 Sam. 25 Cap. Ingen

10

10

tænke eller dømme anderledes herom, end mine Giærninger forskylder; Jeg har, uden at være anseet, giordt og vil giøre det mueligste, til de Nødlidendes Beste, i samme Hensigt var det og, saavel i Betragtning af de bedrøvelige Følger, som Vinteren spaaede os, formedelst Mangel og høye Priiser paa Levnets-Midler, som og for saavidt giørlig, at lette Publicum for et alt for stort Overløb af Fattige, at jeg inden Tugthuus-Commissionen den 9de October a. p. proponerede, at ville udlevere de Fattige Liin og Strye til Spinding af den Beholdning Tugthuuset, formedelst Lemmernes Afgang, havde, som og blev approberet, og hvormed jeg strax, efter at samme ved Placater var bekiendrgiort, giorde Begyndelse den paafølgende 19de ditto, og som virkelig er kommen de Fartige, hvad QvindeKiønnet angaaer, til en liden Hielp i deres Nød og Trang, saa at jeg overbeviist og i Medhold af Sandhed, tør flatere mig af, dog uden at have giordt meere end hvad jeg efter min ringe Tænkemaade var pligtig at giøre, at have forekommet meget af det Betlerie, som ellers ville have taget

11

11

Overhaand; Og lad være, at de Ufornøye- lige, som maaskee har kundet haft andre Vilkaar, eller vidst bædre Nærings Veye, tildeels ikke har faaet den paastaaede Spin- derløn, og derover udeladt sig med Ondskab, og tillige udspredet, at der ikke blev betalt Værdie af det halve Arbejde, saa graverer samme mig dog ikke, allerheldst da jeg efter udsøgte og afpassede Prøver taxerer og udbetaler enhvers Arbejde, som det fortiener, og derforuden, med det over Spindingen holdte Regnskab, kand Viise dem som tænker anderledes; at adskillige, som har beflitted sig paa godt Arbejde, ikke allene ere vel be- talte, men og bekommet lidet Tillæg, til Opmuntring; andre derimod, som har været efterladne, skiødesløse og bedragelige, enten i at have spundet slet, haft raadt og fugtigt Garn, eller for stor Mangel paa Vegten, ere decourterede, og deels reent afskeedigede, siden Huuset, enten ved at betale for meget, eller modtage unyttigt Garn, ikke dermed kunde være tient, men mange af de Misfornøyede har dog indfundet sig igien, og efter indstændig Anmodning, bekommet Spinding paa nye, og nu ere nøysomme,

12

12

andre har og forbædret sig, saa jeg i dette Fald, langt fra tager mig noget af deres Snak, da enhver Veltænkende, desuden veed, hvorvidt samme kand strække sig og staae til Troende; foruden alt dette, giør Spindernes Antall, som nu er steget til 197, og hvoraf nogle faae, af forberørte Aarsager, ikkun ere udgaaede, dette til intet, tilligemed kand det ikke ventes, at der, iblandt et saa stort Antall, jo maae findes nogle Vanartige, der hverken vil sig selv eller an- dre vel, som dog alt, saa meget muelig maae overbæres, i Betragtning af, at saa mange derved finder en liden Hielp til Livets Op- hold, og som søges af dem man mindst ven- rede, hvilket paa den eene Side letter Byrden, imod at Frygt paa den anden, for at Tugthuuset, i Henseende til de raae Mas terialier skulle tabe, tildeels bekymrer mig, og som giør saa meget, at Spindingen just ikke i Ligning med forrige Tiider kand blive betalt, thi Penge-Mangelen og de tilstødende dyre Tider spaaer mig ikkun faae Kiøbere, saafremt de Formuende, som Patrioter, ikke ville forøge deres Tall, og indfinde sig, naar de, af dette Garn, fabriqverede Dreyler,

13

13

Lærreder og Strier, engang ved Auction skal afhændes. Hvad ellers der herved faldne Arbejde i sig selv betræffer, saa vil jeg derom ikke videre udlade mig, da de fleeste vel indseer, at det ikke er af de comode Slags, men strækker sig til dem, der tillige udfordrer nogen Taalmodighed og som maaskee faae ville befatte sig med, overalt giør jeg mig al Umage for, at Udfaldet kunde svare til Hensigten i andet Fald, og om nogen Mangel skulle indsnige sig i Henseende til Tab, bliver Aarsagen dertil fornemmelig denne: at Fortienesten af Væver-Arbejdet, som Tugthuuset skulle profitere ved, formedelst de beste Lemmers Afgang, maae overlades andre, siden der ikkun haves faae tilbage, som ere duelige til at oplæres i Vævningen, dog kand Tiiden heri, som i alt andet giøre Forandring. Med dette har jeg ikke i anden Henseende udladt mig, end for at give Underretning og Oplysning om Arbejdet og mit Foretagende, som jeg synes i visse Maa- der at skylde Publicum, og som jeg overlader at dømme om, efter Indsigt og Hjertelav, ønskende allene, at nogle fleere ville paatage sig en liden Umage af dette Slags,

14

14

for at hielpe den arbejdsomme Fattige, saa skulle en langt større Virkning deraf fornemmes, end ved de daglig givne Almisser, hvorom jeg nu, efter Forsæt, maae melde nogle Ord; men dersom samme skulle forekomme, eller af nogle ansees, forvidt udstrakte, haaber jeg dog, at de, som indseer Vigtigheden af denne Sags Beskaffenhed, holder sig allene derved, uden at see hen til andet, saa undskyldes og min Frihed, der, som forhen er meldt, ikke har andet Øyemeed, end om mueligt, at kunde forbædre de Fattiges Vilkaar og faa Betleres Antal forringet, i hvilket Tal jeg eene indbefatter Byens, thi de uden om, som strømmer ind i Mængde, bør afviises og søge Ophold, hvor de hiemmehører. Det er tungt og beklageligt, at høre idelige Besværinger over Betleres Mængde, men endnu beklageligere, at ingen tænker paa at omviise dem Arbejde, hvorved de kunde fortiene noget til Livets Ophold, og hvorefter de fleeste sukker og spørger, da deres Nød og Trang er større end maaskee mange indseer, som ikke overveyer, at der dog behøves lidet, baade til at klæde og føde Livet med, hvilket de eene ved

15

15

Arbejde bør fortiene, men i Mangel deraf ere nødsagede, at betle deres Brød, saafremt de ikke skulle crepere. Vi have gode Stif- telser og Fons for de Trængende, ja saa store og betydelige, som noget andet Stad, men saa længe de leedige Hænder ikke sættes i Bevægelse, ere og bliver de dog utilstrækkelige, om de endog 10 Gange vare forøgede, der findes alletider nok af dem, som dertil synes, at være berettigede, og maaskee saadanne Hielpe-Midler i en ret Forstand og moden Eftertanke skulle befindes ligesaa skadelige, som de ellers ere nyttige, men herom vil jeg ikke yttre mine Tanker saavidt de kunde strække sig, Rummet tillader desuden allene, at sige dette: Haab om at nyde Understøttelse, giør maaskee mange ligegyldige i deres Levnets Forhold, forsikrede om, at naar de mangler, findes der dog alletider Hielp; Og siden Arbejde er saa høyt fornøden at anviises, og hvorved Livet allene bør opholdes; saa paaligger der og enhver, at giøre sit hertil; Her udfordres ikke saa store Forskuder, med 3 a 4 Skilling daglig, behielper den Fattige sig, men det beroer allene paa en saare liden Eftertanke i Henseende til Arbejdet i sig selv, el-

16

16 ler hvad Slags Materialier dertil skal anven- des, saavelsom og et ringe Bogholderie der- over, thi om det forarbejdede ikke strax kunde vendes i Penge, skeede det dog med Tiden, naar gode Aaringer ville formindske de Trængendes Antal, Fortienesten eller Renter af den hertil anvendte ringe Capital, kand vel ikke blive stor, maaskee ikke heller nogen, men foruden den Ære af, og Fornøyelse udi, at kunde foreviise et og andet af de Fattiges Arbejde i Orden satte, i et dertil indrettet Værelse, som efter min ringe Indsigt ville overstige Kostbarheden af de med fremmede Vahrer paa det prægtigste meublerede, maatte dog Fordeelen ballancere med, om ikke overstige det som ellers udgives i Almisse, og omend- skiøndt noget ved første Øyekast syntes unødvendigt, eller formeget at lægge Penge i Ting, hvoraf Nytten ikke strax ville indflyde, saa betænke man dog, hvor vel og fornuftigt et saadant Udlæg var anvendt, det maatte og falde enhver baade behageligere og fordeelag- tigere, at modtage forarbejdede Ting for de- res Penge, end daglig være bebyrdede med O- verløb af Tiggere. Havde jeg ikke allerede paataget mig noget af dette Slags, og mine

17

17 øvrige Forretninger ikke skulle lide derved, ville jeg dog efter Evne og Leylighed have sat nogle Hænder i Arbejde ved Kurv-Binderie og adskilligt smaat Træfang, hvorfor vi, og for utroligt mere, giver Fremmede Arbejds-Lønnen og have dog selv de raae Materialier, hvoraf saa mangfoldige nyttige Slags kand giøres, og hvormeget have vi ikke selv fornøden? Sandelig, det gaar i det Uendelige, og ved en liden Eftertanke kand meget befordres, uden at trænge ind i der Store, hvoriblandt vores raae Kaabber, som den betydeligste Product, for endeel kand regnes; men hvo oplever den Tiid, at deraf mere Arbejdet end Uarbejdel kunde udføres, gyldne Tider for de, i hvis Alder der indtræffer, hvorved det mere, som staaer tilbage at lægge Haand paa, tillige blev forædlet; men Mueligheden heraf sees desværre langt borte, uagted vi dog, som Patrioter og indfødde Børn, ere pligtige, at anvende lidet af den i Landet samlede Formue, til Præmier og Opmuntringer, og hvad ville da vel saadanne ikke udrette; de fleeste maae viide det og samme kand ikke være skiult, da saa mange andre Nationer derved har svinget sig op; men beklageligt, at det hos os ikke

18

18 kand trænge igiennem, og at Hierterne af Patriotisme end ikke ere saarede, som de ej heller kand blive, saalænge vore Sysler og Hensigter eene ere henvente til egne Fordeele, for at udviide den høyst skadelige Yppighed og overhaand tagne Overdaadighed, hvilken, som det Forunderligste, allene skal bestaae af lutter fremmed Kram; men hvad kand jeg med mine lidet formaaende Kræfter udrette, eller sige, , da saa meget af gode Patrioter er sagt og endnu kunde siges; overalt synes det dog fornøden, at enhver paa det alvorligste eftertænker og betragter de mange heraf flydende Ulykker, og hvor umueligt det vil blive for alle, at følge Strømmen; de Formuende foregaae altsaa andre med følgværdige Exempler; her ere besværlige og trykkende Tiider, og naar da noget af de indbilte Fornødenheder sættes tilside, vil der formodentlig blive lidet tilovers for den arbejdsomme Fattige; Gid det dog maatte komme dertil! og at man i Sælskaber og Samlinger ville handle om og raadføre sig med hinanden, hvad der best kunde befordre de Nødlidendes Vilkaar, og mueligens, at de Fattiges Arbejde derover ville komme i Anseelse, og blive den største Ære for dem, som mest brille

19

19

rede dermed. Betænker man da, hvor høyst- nødvendig det er, at sætte de Farrige i Arbejde, og hvilken stor Forskiel i Udfaldet, imod at give Almisse i Fleng, da dette foraarsager Ørkesløshed, som føder alle Laster, naar hint bliver til en Velsignelse og Statens Styrke. Saa troer jeg og, at naar det første Skrit er giort, vil Forsmagen paa den deraf flydende Fornøyelse, udviide sig til noget Større, øg det skulle være Fornærmeligt imod den Aller- høyestes Velgierninger, at indvende og udlade sig med Mangel paa Evne og Lejlighed, da dog 1 á 10 Rigsdaler eller mere, efter enhvers Omstændigheder, udgives for Døren Aaret igiennem, og 10 gange 10 gange mere uden for det Nødvendige. Jeg haaber, at enhver Fornuftig og Velsindet holder mig dette tilgode, og samme Haab giør mig saa dristig, at jeg tør benytte mig af nogle faae men merkelige Ord, og som er værd at eftertænkes og bevares, nemlig: At vi dog ikke til Beskiæmmelse benytter os af det laante Gode, eller efter Texten, bruger denne Værden, saa vi misbruge den. Til Slutning maae jeg endnu anføre nogle Ord, hvilke formedelst den Con- nexion de med det foregaaende staar udi, ikke

20

20

kand udelades, og angaaer, hvorvidt den Formening kand have Sted, som nogle udlader sig med, nemlig: At Hensigten med Tugthuusets Indretning skal være denne: At alle Fattige, uden Forskiel af Alder og Førlighed, som for at opholde Livet, ere nødsagede at betle sit Brød, i Tugthuuset skal hensættes, og at Bet- lerie paa denne Maade allene bør forekommes og afskaffes. Men foruden at det noksom kand skiønnes, at Tugthuuset i desse høysttrykkende dyre Tiider, ikke er eller kand blive nogen Straf for de Fattige, som i Mangel af Arbejde ere nødsagede, at søge andres Hielp til Livets Ophold, forklarer Tugthuus-Fundatzens 1ste Capitul, hvilke der i Tugthuuset bør ind og antages, og hvoraf jeg finder mig pligtig at give en Afskrift, saavel i Henseende til Overbeviisning, som og for saavidt mue- lig, at forekomme de skadelige Følger, deraf kunde existere, ifald saadant skulle fremmes. Bemelte Capitul lyder da Ord til andet saa- ledes:

1ste Post. Arbejds-føre Mands- og Qvindes-Personer i Byen og over det heele Stift, som ikke ville antage got Folkes Tieneste, men med Løsgiengerie og Betlen søger deres Op-

21

21

hold; hvilke et hvert Districts eller Fogderiets Øfrighed skal til Byen indsende, og tilligemed Attester fra et hvert Stæds Præster om deres Forhold og Beskaffenhed, samt Bøyde-Skudsmaal inden Tinge taget, alt paa slet Papiir, for Stifts-Befalingsmanden og Biskopen, som Ober-Inspecteurer, fremstille, som da, efter Overveyelse af medbringende Attester, skal resolvere og fastsætte, hvad enten de efter visse benævnte Aaringers Forløb skal udlades og stilles paa fri Fod, til Forsøg af Forbedring udi deres Levnet og Vandel, eller at de der for deres Lifs-Tid skal forblive; Hvilket sidste i Særdeeleshed bør at passe sig paa dennem, som i lang Tiid og efter mange Advarfler og Paamindelser ikke har vildet forandre og bædre deres Levnet og Vandel. Naar deslige Mennisker haver Børn, enten i eller uden Ægteskab, og som formedelst een af Forældrenes Indsættelse i Tugthuuset, ikke kand forsørges af den andens Underholdning, da skal Districtet, hvor udi de ere avlede, forsørge dennem paa den Maade, at SognePræsten eller Øfrigheds-Betienterne med een skriftlig Forsikkring skal overlevere og hensætte dennem for Foster-Børn til ærlige og vindski

22

22 belige Folk, hvor de for deres Opdragelse og Optugtelse skal forblive i Tieniste alleene for Mad og Klæder indtil deres Attende eller Tyvende Aar, ligesom de ere unge til, naar de antages, og siden for den i Bøyden sædvanlige Løn at forblive hos samme Foster-Forældre, deres Børn eller Arvinger, uden at nogen anden imod deres Villie, saalænge de der nyder forsvarlig Medfart, Kost og Løn, maa antage dennem i Tieneste, alt indtil MandsPersonen er i Stand at kunde nære og forsørge sig selv, og har bøxlet sig Gaard eller Boepæl, og Qvindes-Personen indtil hun paa saadan Maade bliver giftet.

2. Vanartige og gjenstridige Tieneste-Folk, som ikke kand være i skikkelige Tienister, men udstødes og omflakker hvert Aar eller halv Aar fra den eene til den anden, hvilke, naar de, efter foregaaende Lov og Dom paa visse Aar ere hendømte til Tugthuuset, skal have saadan Dom med sig, og da der indrages og videre behandles.

3. Løsagtige Qvindes-Personer, som alle Advarsler og Paamindelser u-agtet, bliver fremturende udi et forargeligt og skiendeligt Liv og Levnet, de skulle og, ligesom i den Anden

23

23

Post beskrevet er, fremsendes og videre behandles.

4. Uforligelige og liderlige Ægtefolk, som Formaninger og Advarsler ikke har kundet rette, til forligelig og christelig Opførsel imod hinanden; og skal den, hvis Brøst i saa Maade befindes størst at være, eller om de ere lige onde, da begge efter foregaaende Dom, ligesom den Anden Post foresiger, fremsendes og ind- sættes.

5. Qvindes-Personer, som trende gange have avlet i Hoer, bør efter Lovens 6te Bogs 13 Capituls 9 Articul straffes til Kagen; Men som deslige Mennesker, naar de saadan Straf har udstaaet, bliver anseede som u-ærlige og foragtelige, dem ingen vil have i Tieniste, og andre Tieneste-Folk ikke heller vil om- gaaes med i Arbejde og Spiisning, og derover bliver Bøyderne til Tyngsel og Besværing; Saa haver Vi allernaadigst fundet for got, ved vores trykte Forordning, i Trundhiems Stift at tilholde Rettens Betientere sammesteds, saadanne Folk, i Steden for den i Loven dicterte Straf af Kagen, at hendømme til dette Tugtog Verk-Huus udi Sex á Otte Aar, hvor de da tillige med Dommen vorder henbragt, og

24

24

deres Børn af Bøyden at forsørges, efter den 1ste Postes Formeldende.

Dernest og for der 6te Antages i dette Huus unge Børn, dog ikke under 12 Aar, og i Særdeeleshed de, som i Byens Wäysen- Huus ere opfødde, Drenge-Børnene udi Læ- re hos Verk-Mesterne, ligesom ved Haandverker udi Lavene skeer; paa visse Aar, som med Wäysen-Huusets Inspecteurer forud ac- corderes og sluttes om; Efter hvilke Aarin- gers Forløb, om Huuset deres Tieneste fremdeeles behøver, de skulle som Svenne arbejde for Løn, og, naar Huuset dennem ikke længere behøver, eller og, naar de skulle faa Lyst at rejse, for at arbejde hos andre Mestere, og de dertil dygtige ere befundne, da at forsynes med Verk-Mesterens Lære-Brev og Attest. Pi- ge-Børnene lærer at spinde og binde, samt væve, saa og saadan Gierning, som i Huus- holdningen forefalder; Og forbliver de i Huuset, indtil de i smukke Folkes Tieneste antages, eller og, om Huuset nogle af dennem fremdeeles behøver og begiærer at beholde, da indtil de bliver i Ægteskab begiærede; hvilke sidste i saa Fald nyder af Huusets Cassa een passende Ud-eller Hiemgift, som Ober-Forstanderne

25

25

fastsætter og beordrer Forstanderne at udgive. Dog ville Vi, at for de Personer, som nest foregaaende 5te Articul melder om, der for Udyd ere indsatte, og disse unge Børn, som skal lære Haandverker og anden Gierning, skal der udi Huuset udfindes en Destinction og en Art af Separation, paa det at slige unge Børn, ikke af saadant out Samqvem ved daglig Omgiengelse skal forføres.

Som altsaa Viiser, uden at anføre det HøyKongelige Rescript af 11te May 1754. hvad det ommelte angaaer, at af Betlere skal ikkun Arbejdsføre og Modvillige indlemmes i Tugthuuset, og af hvilke man i denne Tiid, desværre! kunde faae alt for mange, om ikke forældede, skrøbelige og unyttige Persohner stulle indtages, som inted Arbejde kunde forrette, men maatte fødes ved Sængen; og lad være at Tugthuuset var pligtig, at imodtage alle, saa bliver det dog efter mit ringe Begreb, for haardt, at ville straffe dem, som, for ikke at crepere af Hunger og Sult, ere nødsagede, at bede om Brød; og hvormed skal de kunde opholde Livet, naar hverken Arbejde eller Fat- tig-Penge er at faae, og om end nogle erholder lidet af de sidste, saa bliver dog 1 a 2 Ort

26

26

Maanedlig utilstrækkelig, naar der ikke ved Arbejde tillige kand fortienes en Skilling, og hvor ringe Føde den Fattige end opholder Livet med, kand han dog i Henne Tiid af 3 Skillmg neppe stille sin Hunger een gang om Dagen, see, dette udgiør Maanedlig nesten en Rigsdaler, ej at melde om Børn, som skal underholdes, og hvad der til Klæder og Varme medgaaer; Jeg kand da, saavidt min Indsigt strækker sig, ikke forestille mig andet, end Følgerne heraf maae blive Hunger og Død, og at de fleste, ville ansee der for den største Velgiærning, om de i Tugthuuset kunde faae Sted, saafremt deres Børn og syge Anrørende derved ikke skulle liide. Saaledes er det og beskaffen med de Fattige fra Landet, som for sin Deel med Glæde skulle modtage den Straf af Tugthuus-Arbejde, naar deres Familie tillige kunde reddes. Og siden man da heraftydelig seer, at der, som forhen meldt, med saadan Straf, i denne Tiid, lider kand udrettes, saa holder jeg for, at alle uden Byes Betlere, alleene bør føres af Byen, og vedkommende Øvrighed paasee, at hver i sit Sogn bleve forsynede. Men da ingen Frygt for Straffen nu har Sted, og Nød bryder alle Love, saa skulle der sikkerste

27

27

Middel, hvorved baade fremmede og inden Byes Betlere kunde afholdes, blive dette: At alle entholder sig fra at give og uddeele Al- misse for Dørene, og hvorved man aldeles ikke øvede Ubarmhiertighed, men i alle Hen- seender ville blive en god Gierning og have de beste Følger, naar der tillige NB. ikke blev forglemt, at anviise og holde enhver til Arbejde, og at man ikke undslog sig for, at betale og modtage det Forarbejdede, som de og maatte beflitte sig paa, naar de saae, at der inted med Betlerie kunde udrettes. Og skulle jeg endnu sige et Ord, da synes mig, at om visse Dage bleve sadte, paa hvilke de Fattige kunde indfinde sig, for at falholde og afsætte deres Arbejde, ville saadan Indretning giøre meget til Flittighed, og at den eene stræbede at overgaae den anden baade i Arbejde og nye Opfindelse deraf. Mandag og Torsdags Formiddage ville hertil maaskee blive de beqvemmeste, og Samlings-Stædet for Raadstuen. Men for at befordre dette Verk, maatte man ikke allene selv være umaget med, at indfinde sig for at afkiøbe det Forarbejdede, som den Fattige selv til enhvers Huus maatte henbringe og der erholde Betaling; men man skulle og være be-

28

28 tænkt paa, at udviide Arbejdet, i at foreskrive dem et og andet nyt og nyttigt; og jeg troer, at om dette Forslag kunde i Verk sættes, ville det i Tiiden upaatvilelig have sin store Nytte.

For Resten bliver det en Sag, som er værd at overveye, og, om ikke en Undersøgning i Henseende til de Fattiges Antal og Omstændigheder, skulle være fornøden, ikke i nogen Hensigt af Tvil og Mistroe om Fattig-Pengenes rigtige Uddelelse, men allene for at kunde komme i Erfaring, om nogen havde tilsneget sig samme, uden dertil at være trængende eller berettigede, og i hvilket Fald, det efter mine uforgribelige Tanker synes best, ar for et hvert Qvarter af Byen maatte udnævnes tvende Mænd, som selv skulle undersøge og nøyagtig beskrive enhver Trængendes Til- stand, hvortil de, for at erholde en ordentlig Indretning, med trykte Formularer maatte forsynes, der skulle indeholde alle de udfordrende Oplysninger i Rubriquer anførte, saasom: Antal, Navne, Alder, Førlighed, Ophodl-Stæd, Nærings-Veje, Føde-Stæd, hvorlænge de have været i Byen, og om de nød Fattig Penge eller ikke og hvor mange,

29

29 saavelsom hvor mange Børn af Drænge og Piger, deres Navne, Alder, Førlighed og hvortil de fremholdes, med mere, som til en fuldkommen Underretning i behøvende Tilfælde maatte eragtes fornøden, i saadanne Mantaller, paa heele Ark indrettede, kunde vel ikke haves flere end 3 Numere paa Siden, da den udførlige Beskrivelse og øvrige Forandringer ville medtage noget Rum, og uden paa samme skulle Qvarterets Numer anføres, som til en vis Tiid maatte være færdige, og indleverede in duplo, hvoraf vedkommende Qvarter- Mænd siden skulle extraderes en bekræfted Gienpart, da den i denne Sag, saa høyt fornødne Oplysning ved dette Middel nøyagtig kunde erholdes; endelig, siden man desværre befinder, at mange ikke ere gode Huusholdere, eller veed at holde til Raa- de, naar de ved en eller anden Leylighed faaer mere, end hvad de til hver Dag have fornøden, som de da til Overflød og Unytte forøder. Saa tænker jeg, at Qvarter-Mændene burde være nærværende og modtage, de Penge, som saadanne, ved en eller anden Leylighed, bleve givne, for deraf igien, Tiid efter anden, at udlevere en-

30

30

hver saa meget, som de til Fornødenhed maakte behøve, men i sær til Børnenes Beste, og at der for alle Ting maatte paa- sees, at ikke Ørkesløshed og Fylderie skulle befordres og tiltage, som der befrygteligste af alt Onde, hvilket og maaskee uformerket ved slige Leyligheder indsniger sig. Og dersom saadanne Mænd, der maae være som Formyndere og have Opsigt med de Fattiges Liv og Levnet, og tillige maa- nedlig maae indlevere Af- og TilgangsLister, samt Forklaring over hvilke der ere blevne mere eller mindre trængende, ikke for deres Møye kunde nyde nogen Belønning, som de dog virkelig ville fortiene, naar Fliid og Omhue udviistes, blev det vel fornødent, at de aarlig omstiftedes, paa det Byrden hermed kunde deeles og blive almindelig, og i hvilket Fald Omstiftelsen synes best at kunde skee Dagen efter Kyndelsmisse, da de nye, forhen maatte være udnævnte, som modtog Mandtallerne efter at de have undersøgt sammes Rigtighed og for de indestaaende Penge, som en eller anden havde tilgode, givet Qvitering.

31

31

Videre vil jeg i denne Sag ikke ud- lade mig, men underkaster mig de Vel- tænkendes Dom, og deres Forsvar, som kand, og som jeg tillige er forsikret om, giør sit Beste i at befordre Hensigterne heraf, da jeg veed og er overbeviiset, at Udøvelsen vil glæde sin Mand og for-

ævige hans Minde.

32

        

1

De Fattiges

Raab til

Kongen

i deres sande Nødlidenhed,

beviist af

Extraskatten, Assistentshuset,

med mere.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2

        

3

Det er kun Tyrannens Grusomhed og Despotens Hovmod, som sætte den sidste Skranke for Underda neres Tillid, gier den Nødliden-

de bange og skielvende for at nærme sig Tronen med Bønner, og jager Bønner ubønhørte tilbage. Aldrig har vort Norden seet en Tyrans Aasyn, aldrig har en slavisk Frygt vanæret en Underdan, i al den Tid den oldenborgske Stamme, med saa megen Lyksalighed og Naade, har baaret disse tvende Rigers Scepter. En kierlig Faders Omhu, og en lydig Søns Tillid, har været Forholdsreglen imellem Monarken og Un- derdanen. Besiælet af den første har Regenten sat sit Vel i vor Lyksalighed, tillidsfulde ved den sidste have vi sat vor Lykke i en sand Lydighed. Vi ere forvissede om, at Kongen troer os, og vee os! om han tænkte anderledes! at han tryg og sikker kan lægge sit Hoved i enhver ærlig Un- dersaatters Skiød; hvorfore troer han det? fordi Troskab opvarmer enhver Underdaners Bryst, Kierlighed til Kongen lyser ud af alles Øine, og den sande Ærefrygt hersker i alles Siæl. Spørge vi, hvad der giør Underdanerne saa troskabs, saa elskovsfulde? da haver Aarsagen og Virke

4

4

ningen en Grund, et Udspring. Man tillade mig at indklæde min Tanke i Lignelser, og at sige, ligesom Skinnet er en naturlig Følge af Solen, og Varmen af Ilden, saaledes Under- danernes Kierlighed af Kongens, de sidstes ere en Rente af den førstes, og begge ere som et Speil, der viser hinandens Billede ganske og uforandret. Forvished om dette, syndede vi imod vor Konge, om vi frygtede for at aabne ham vor Nød. Vi ville ligesaa meget fornærme ham med en tillidsløs Banghed, som med en Uoverlagt Fremfusenhed, naar Ærlighed ofte kan undskylde den Sidstes Misforstaud, saa har Undskyldningen intet Dække for den Førstes Mistanke. Vi ville da klage vor Nød for dig, o Konge! vi ville klage den med en enfoldig Aabenhiertighed, og en hellig Ærbødighed skal ledsage vor Enfoldighed. Vi ville male nogle af vor Elændigheds rørende Scener, vi ville forbyde Geniet at fremstille dem med Opfindelsens fulde Styrke, thi vi frygte, at vi maatte for meget røre dig, da vi vide, at du, du er den Menneskeven, den ømme, som endog med Taarer kan bevidne din Følelse over Nødlidenhed. O, hvilken Konge! hvilken Helt, som kan udgyde Medlidenheds Taarer! MedynksTaarer paa en Konges Kinder! o Himmel!

5

5

hvilket rørende Syn? o! I dyrebare Draaber, I berede eders Helt en Æres Evighed. Vi ville da først male nogle af de ubehagelige Optrin, den saa kaldede Extraskattes Inddrivelse.

I den første Scene møder os den af Alderdom og Armod fortærede Selinde. Vi finde hende hist oppe under Taget af Huset, den besvær- lige Opgang, som tvinger den ubeqvemme Alderdom at klavre møiefuld op til et Sted, hvor man synes at burde unde Svalerne en fri Vaaning, er et tydeligt Kiendemærke paa Armod. Den altid kolde Alderdom kan ei her optøes ved Kakkelovnens Varme, Stedets Beskaffenhed tillader ei den Beqvemmelighed, og naar den end kunde gives, tillod ei Fattigdommen at betieue sig af den Lindring; Selinde maa taale Kuldens Trykkelse udvortes paa Lemmerne, for nogenledes at afværge den sultne Maves Sammentrækkelse. Man seer kun lidt i denne Mørkevaaning, og endda mindre er her at see af Boskab, et gammelt Sengested, meest opfyldt af Straa, er det vigtigste Boskab, men man seer mere end nok, for at see Armoden i sin fulde Afbildning. Her sidder den af Sult, Kuld og Alderdom sam- menkrympede Selinde, om Dagen ved et svagt Lys, og om Aftenen ved en stinkende Lampe, og spinder paa sin Rok. Hun synes fast ved enhver

6

6

udtvundet Traad at afmaale sin tynde Underholdning, Maven knurrer om Kap med hendes Rok, og dens skurrende Toner synes ret at bejamre Selindes Armod. Orphei kunstige Toner bevægede Helvedes Gud Pluto, men hvor er den Rigdoms Gud, den Plutus, som ei kunde smelte ved disse jammerlige Toner? En Drik koldt Vand har ledsket den arme Selinde; en Skofte har næret hende, og mangen gang har hun manglet den sidste, endelig har hun faaet en Smule sammenspundet, nu humper hun afsted dermed, den lade Rige afkorter et Par Skilling af den gamle Stakkels blodsure Arbeide, hun beholder en halv eller heel Mark, glad over denne sieldne Eiendom iler hun hiem; hun tæller sin Skat, hun sukker over det Afkortede, hun giør Beregning over det Be- holdne; nu skal en Taar variat eller Thevand opvarme den afmægtige Gamle, som mange gange i hele fiorten Dage tillige ei har seet Ild paa sit Fyrsted, hun overregner, hun tæller, 8 Skilling skal bevares til den Maaneds Extraskat, 3 a 4 Sk. skal afkortes til Huusleien; nei Selinde, der bliver intet tilovers til din Vederqvægelse.

De gamle Øine, hvis Kristalvædstke er dunkel, flyde nu i Taarer, og de runkne Kinder toes i den Bekymringsflod. Min Gud! maa man ei giøre denne gamle Stakkel Sælskab i at græde,

7

7

og kan man vel nægte hun er ynkværdig! Du overdriver dit Malerie, vil Statsmanden sige; thi den som er i lige Kaar med Selinde, er befriet fra Extraskat. Jeg svarer: Tak være vor Kon- ge, som altid med et livsaligt Øie har seet til den Fattiges Nød, og Skam faae den der vil bagtale eller lægge mindste Skyld paa de redelige Mænd, som have Opsyn med denne Skat. Man skal anmælde sin Nød for Skatte-Commissionen, de Mænd der sidde, tænke vel, og den Fattige bliver befriet. Men, min Ven! har du ei læst om den Syge, som i 38 Aar havde lagt ved Bethesda eller Barmhjertigheds Huus, uden at blive lægt, fordi ingen vilde hielpe ham, Joh. 5. og troen du ei der gives mangen usel Selinde, som ei bliver forskaanet, just fordi hun ei kan faae sin Nød paa rette Maade andraget ? jo jeg troer det, Erfarenhed har sagt mig det, og desværre, desværre! den vilde overbevise dig med, i Fald du kunde og vilde nedlade dig til Ulyksaligheds Undersøgning. Velan! jeg vil udstryge Selindes bedrøvelige Træk af mit Malerie, skiønt de virkelig gives, vil jeg tilstaae dig, de ei ere saa mange, at de i det Hele kan komme i nogen betydelig Betragtning. Jeg vil forandre Scenen, og jeg vil forestille den ulyksalige Dorimont og Hans Elmire. Jeg vil i Forveien giøre dig lidet bekiendt med dette Par.

8

8

Elskov og Ungdom forenede dette Par, da de endda vare i Livets blomstrende Foraar. Dori- mont havde lært et Haandverk, han stolede derpaa, som en Bemidlet paa Renterne af sine sikre Hovedstoler. Elmire havde fra Barns Been tient for sin Føde. Et velklædet Legeme, Arbeidsomhed og Sundhed var hendes Medgift. De komme i Ægteskab, Sæderne og det forvendte Begreb om Modens Velanstændighed udtømmede de saa rede Penger, enhver paa sin Side havde sammensparet, for at fuldbyrde sit Ægteskab med de udvortes Ceremonier. Det lille Overskud, som var tilbage, anvendte Dorimont paa at kiøbe sig fornødent Verktøi; lidt eller intet blev tilovers til Materialiet. Den vakre Elmire og den muntre Dorimont blive velsignede med smukke Børn. Frugtbar bliver hun, hvert Aar en Moder, uden at betænke Følgen, glæder han sig ved at blive saa ofte en Fader. 4 a 5 Aar gaae bort førend Nøden kiendes i sin fulde Styrke; lidet har Dorimont i Førstningen kundet fortiene, noget have de selv havt at gribe til; dette har giort Nøden taalig, og en brændende Kierlighed imellem dette vakre Par har forsukkret den. Dorimont har mangen gang begyndt at ville forestille sig den tilkommende Vanskiebne, men neppe har blevet sin spæde Søn vaer ved den omhyggelige Moders

9

9

Bryst, neppe har han hørt den syngende Elmire dysse den ene Glut i Søvne medens hun dier den anden, førend han har glemt sig selv, og betragtet sin Ægtestand som et Paradiis. Elmire seer sin Mands Fornøjelse, strax er den besværlige Moders Pligten himmelsk Fornøjelse for hende. Saaledes gaae nogle Aar bort, Børnenes Antal formeres, og Børnene voxer, Nødvendighederne stige med Familiens Tiltagelse, men ligesom Udgifterne voxe, formindskes Indkomsterne, thi de besværlige Tider, som trykke Dorimont, trykke tillige hans Medborgere, man afsiger Beqvemmeligheder, nægter sig endog Nødvendigheder, enhver arbeider hvad han kan, og saa got han kan, til sig selv, Haandverkenes Arbeide bliver mindre afsætlig. Dorimont er Haandverksmand, han fortiener mindre og udgiver mere, Fødevarene blive Aar for Aar dyrere. Det Huusgeraad, de Klæder han og hans Elmire meest have sammensanket i deres ugifte Stand, det ombyttes nu med andre Livets Nødvendigheder. Den selv fattige Vert tager engang noget i Betaling for sin Huus- leie, han udpanter i Dag sin fattige Giest, og trækkes selv i Morgen hen i Arrest af en ubarmhjertig Rentener. En anden gang pantsætter den forlegne Dorimont selv et Stykke, for at kiøbe Føde og Klæde. En Tid gaaer, den anden

10

10

følger, Dorimonts Vilkaar forværres; maaned- lig skal han betale 1 Mark i Extraskat, mange Maaneder fortiener han knap 2 Mark. Skattens Inddrivere kommer, Dorimont har ei Penger. Han bliver udpantet 1, 2, 3 og flere gange; een af Børnene bliver nu 12 Aar, nu bliver Skatten maanedlig 24 Sk. Børn, som virkelig burde være en Mands Lykke, ligesom de ere Statens Styrke, Børn, som i hine Regieringsformer kunde befrie en Fader fra Skatter, jo erhverver ham visse Belønninger, de blive Dorimont en Byrde. Kort, Dorimont geraader i den yderste Armod. Denne Armod siger du reiser sig jo ei af Extraskatten, men af Tidernes Besværlighed. Jeg tilstaaer det, men jeg maa spørge dig, om du tykkes at Dorimont i en saa besværlig Tid, og saa fordybet af Armod, maanedlig kan taale at give 24Sk., og om ei den Udgift i saa beklagelig en Forfatning trykker mere end nogle Rixdaler i gode Tider og formanende Omstændigheder? Men nu bliver Dorimont eller Elmire syg, nu har de intet at gribe til, nu græder Børnene for Mad, nu aftørrer Moderen Barnets Taarer, og græder selv, nu har de ulyksalige Gifte ei andet at trøste sig ved, end det bedrøvede Ak, hvorved den ene Elændige udtrykker sin Medlidenhed med den anden, kort, nu ere de ligesaa arme, ja fast armere

11

11

end Selinde, nu skal de og befries fra Extraskat. Her faae vi da 4 Fattige, Selinde, Dorimont, hans Elmire og Barn, Tallet maa herud, vi lægge da disse Byrder paa hans Nabo Cleant.

Eleant sidder i en Næringsvei, og har noget at fortiene; han kaldes en Velholden, ikke fordi han virkelig er det i sig selv, men fordi Han maa- skee endda ei er bragt til den rette Yderlighed, eller maaskee rettere, fordi han eier en Smule Boskab, som han i bedre Tider har erhvervet sig, og nu undseer sig ved at afhænde, paa det ei hans svage Tilstand skal falde i Ørnene. Cleant har med Kone, Børn og videre, selv 6 at betale for, nu giver han da Extraskat for 10, eller 5 Mark maanedlig; dog, hvad siger jeg, han giver vist 1 Rdl. maanedlig, thi hans egen Person er ansat for 24 Sk. i det mindste. 12 Rdl. adelig synes vel ei at være meget for en Mand i Næringsbrug, men læg dem til hans øvrige Skatter, og ved Tidernes Kostbarhed formerede Udgifter, saa vil man let finde, at de trykkes alt for stærkt, thi da Fortienesterne formindskes for alle andre, følgelig og for Cleant. Cleant betaler med alt dette Extraskatten, han lader sig ei derfor udpante; men den Rixdaler han her udgiver savner han i andre

12

12

Tilstanden, han laaner selv. Hans Renters Betalning stiger idelig, endelig overstiger den hans Kræfter, han overrumples af en Kreditor, dømmes, exeqveres, arresteres, hvor er nu Cleant? nok en forarmet Familie. Naar vi ville vedblive denne Materie, blev Følgerne tilsidst uoverrækkelige. Jeg er ei taabelig nok for at give Extraskatten ene og allene skyld i Cleants Ruin, jeg vil ei engang anføre den blant Hovedaarsager, jeg vil tilstaae, Cleant uden den kunde blive ud- armet i denne Forfatning; men jeg er tillige billig nok at paastaae, at den i saa bedrøvelig Tilstand trænger ind til Marv og Been. Maa du tilstaae mig min Ven, og det kan du vel ei nægte, at man neppe i disse Tider kan ernære sig, saa paa- staaer jeg af oven anførte Grunde, at Extraskatten er en alt for svær Byrde, og en Byrde, som ei er eller kan blive delet efter den billigste Forholdsregel, thi hvo kan kiende Borgeres inderste Tilstand? man maa jo nogenledes dømme fra det udvortes, og det bedrager mærkelig, ja alt for meget. Maa jeg vel her nævne det bedrøvelige Norges Skiebne, om hvilket de offentlige Tidender fortælle os, at dets Indbyggere paa sine Steder æde Bark; tænk paa den Tilstand, fordrer 8 Sk. maanedlig af de Forhungrede! o Gud! lad os skiule denne Scene, ved hvilken Barbaren

13

selv maa skielve. Lad os gaae videre; lad os betragte denne Extraskat, og tillad os, som Patrioter, at spørge, om dens Fordele ere saa betydelige, at de kan veie op imod de mange Suk og Taarer, hvormed den udgives? naar de paa dens Inddrivelse medgaaende Omkostninger fraregnes, kort, naar den virkelige Beholdning eftertælles, hvad bliver da Facit? noget maa det vist blive, men jeg tvivler om, at det er af den Betydning, som mange maa skee blindling forestille sig. Jeg anseer virkelig Extraskatten for noget, der fiint og uformærkt udarmer Indbyggerne, uden at kunde tilveiebringe sin Hensigts Nytte, som formodentlig har været at samle et tilstrækkelig Fond til Statens Gield. Aarsagen til min Tanke er denne: Jeg troer, at hvad som saa Draabeviis indflyder, borttæres efterhaanden, førend det kan blive til en ganske Kilde. Jeg troer det, maaskee jeg tager Feil, og overbeviist vil jeg med Glæde bekiende min Feil. Jeg vil ei raabe Ak eller Vee over Opfinderen af denne Skat, dersom en ubemærket Sygdom hemmelig fortærer Statens Styrke, og er meest skadelig, just fordi man ei troer den at være farlig, og derfor giver den et frit Løb. Jeg vil troe Opfinderens Hensigt har været god, (Menneskekierlighed byder det), men jeg troer ingenlunde hans Opfindelse er nyttig,

14

14

eller at den nogensinde kan opfylde Øiemedet, om Det virkelig har været nok saa got, men ei en bedre, fordelagligere for Regieringen, behageligere og mindre trykkende for Underdanerne, Indtægts- plan kunde udtænkes? maaskee! dog her studser min Pen! Aarsagerne ere Gud og mig selv bekiendte. Jeg vil, jeg tør ei, jeg kan, men jeg maa ei tale meer. Min Konge! mit Fædreneland! jeg elsker eder af Hiertet! denne retfærdige Bekiendelse koster Taarer! Gud velsigne eder begge! Et Par Ord maa jeg endnu opofre den almindelige Nøds Beskrivelse. Jeg seer da, o et skræksomt Blik! jeg seer Assistentshuset vrimle af Trængende. Jeg seer den ærekiere Borger at pantsætte sine beste Klenodier, for at skiule sin Nød, jeg seer den Fattige at laane paa det sidste Stykke, for at stille sin Sult. Men hvilken tydeligere Af- malning behøver man paa Nødens Almindelighed, end at see dette Huus saa opfyldet med Trængende, at den ene øver Voldsomhed imod, ja fast træder den anden under Fødder, for at komme til en Hielp, Der i sig selv er ubetydelig og ringe, og langt fra ei svarer til de Tings halve Værd, som Nødlidenheden der afhænder, og som oftest aldrig mere bliver i Stand til at indløse. Betragte vi Assistentshusets Auctioner, hvor tydelig see vi da ikke, at Nø- den sælger, og Pengemangelen kiøber. Hvor mangen Mand maa ei med taarevaade Øine see sine Eiendomme solgte for en tredie Part af sit Værd; Ejendomme, som han i bedre Tider har forhvervet sig med sin Vindfskibelighed, og nu maa

15

15 see afhændet som Priisgods i hans Nødlidenhed. Huset maa sælge, saa ere i Stand at kiøbe, thi bliver Udfaldet saa sørgeligt for Pantsætteren. Kan ei et Assistentshuus, som bør være de Nødlidendes Tilflugtssted, naar det er vel indrettet, kan ei det endog paa Sølv og Guld, laane det tilbørlige Værd? hvo vilde fordre flere Beviser paa den almindelige Mangel, og hvo vilde da nægte de Manglendes Ulyksalighed, som ei paa saa væsentlige Eiendomme kan faae tilstrækkeligt at laane, helst imod saa betydelige Renter, som Assistentshusets? Jeg har oven fore sagt, naar et Assistentshuus er vel indrettet. Langt fra, at jeg vil skumle over det værendes Indretning, saa meget vil jeg og kan jeg frit sige, i Fald det var mueligt, at det med større Sparsomhed i Udgifterne kunde indrettes, var det got, og naar saadant var mueligt, har man ei allene Ret til at ønske det, men endog Frihed til at paastaae det, thi det var jo det Almindeliges Beste, og hvo skulde ei have Lov at attraa det? Kort, Nøden er almindelig, et hvert Sted indtil en af de offentlige Brændekieldeee, bevidner Forlegenheden, Mangelen og Begierligheden efter at opsnappe den ringeste Fordeel i de Ting, som henhører til Livets Nødvendigheder. Men hvortil tiener nu dette Bedrøvelsens Malerie? mon ei vor Konge kan vide, at Tiderne ere besværlige? mon ei de brave Mænd, som ere om ham, kiende det Almindeliges Nød? Jeg svarer: Kongen kan langt fra ei vide Omstændighederne i sin ganske Udstrækning og inderligste Forfatning,

16

16

meget deraf er skiult for den ringe Patriot, som af egen Erfarenhed og en daglig Omgang med ligemænd, har Leilighed til at kiende den. Derfore klage vi vor Nød offentlig, paa det de velfortiente Mand, som ere om Kongen, og som virkelig unde Landet vel, skal understøtte vore Klager og Bønner med de Beviisgrunde, som deres Indsigt og redelige Hierter indgiver dem. Vi klage vor Nød for dig, vor Konge! thi du er den, som ønsker, vil og daglig befordrer vort Vel. O vor mageløse Konge! vor Tillid til din Naade, vor Overbeviisning om din Kierlighed imod os er saa stor, at naar du endog maatte svare os: Tie stille mine Børn! det kan ei for nærværende Tid anderledes, blive! saa ville vi med den helligste Glæde høre og adlyde din Røst, ja (Gud afvende den Time) naar Modgangs Taarer flød paa den ene Kind, saa skulle Glædens Taarer over din Kierlighed nedstrømme paa den anden. Vi vide, (forbandet være alt Hyklerie), vi vide du er saa naaderig, saa from og saa kierlig en Regent, at vor Lyksalighed er dig saa kier, som din egen Siæl. Kort, din og vor Glæde opvarmer kun et og det samme Hierte, og, Majestæten undtagen, er du og Folket ikkun en Siæl. Himlen bevare dig, vor Øiesteen! den velsigne dig med din og vores Moder og Broder, med Juliane og Frederik. Elsk os saa længe du lever, og lev saa længe vi elske dig; saa skal dit Liv og vor Lyksalighed opnaae den største Høide! Fortørnes ei, at vi klager vor Nød, du elsker Sandhed; Sandhed talet offentlig og med Beskedentlighed er nyttig, men den skiulte Murren er skadelig, og bliver hielpeløs. Læs vores allerunderdanigste Tanker, din mageløse Forstand kan bedømme dem, din Kierlighed vil bønhøre dem, og vor sande Lydighed vil med Glæde imodtage den Lindring din viise Indsigt og kongelige Magt tilbyder os!

1

Nøiagtig og paalidelig

Efterretning

om de

fattige Syge

eller

Pleie-Patienter

paa Christianshavn,

i de første fire Maaneder efter Pleieanstalternes Begyndelse,

ved

D. Johann Clemens Tode,

Kongel. Hofmedicus og Pleielæge for Christianshavn, Opfostringshuset og Børnehuset.

Kiøbenhavn, i Majo 1772.

2

        

3

Udtog

af efterfølgende Fortegnelse,

over de

fattige Syge,

eller

Pleie-Patienter

paa Christianshavn,

i de fire første Maaneder efter Pleie-Anstalternes Begyndelse.

Fra den 4 December til den 31 Martii ere

A. Bleven meldt,

af vor Frelseres Kirkes Pleie-Commission 79, af Friderichs Kirkes 17, af Garnisonens 12, af Holmens 2, og af Nicolai 2, tilsammen ----- 112 Personer.

4

B. Formedelst urigtig angiven Opholdssted ei bleven funden 3

C. Funden allerede død eller døende - - - - 3

D. Bortviist som uvedkommende 5, marode 9, selvraadige eller uhjelpelige i da værende Aarstid 4, tilsammen 18

E. Formedelst Alderdom, Svaghed og legemlig Uselhed, re- commenderet til det almindelige Hospital - - 6

tilsammen 30 Uantagne.

Af de øvrige 82, som have brugt Hjelpemidler, ere

F. opgiven eller bortblevne - 6 Opgivne.

G. Døde inden den 31 Martii - 6 H. Døde siden samme Dag - 4

tilsammen 10 Døde.

5

I. tilovers samme Dag - 4 Uforbedrede.

K. tilovers i Bedring, dog ei

Helbredet endnu - - - 7 i Bedring.

L. tilovers i Bedring og siden

helbredede - - - 12

M. helbredede og hjulpne in-

den den 31 Martii - 43

Tilsammen 55 helbredede.

Iblant de 55 Helbredede, have 13 ligget af farlige og onde Febre, 1 af Pleurisie, 5 af Mæslinger, 10 af andre Febre, 2 af Hemiplegie, 2 af Vattersot o.s.v.

Medicament-Regningen for alle disse 82 Patienter, de 16 med indberegnet, som have ligget i de nye Sygestuer, beløber sig fra den 4 December 1771, til 31 Martii 1772, til 34 Rdlr.

Kiøbenhavn, i Majo 1772.

6

        

7

I. Af Vor Frelsers Kirkes Pleie-Commission bleve meldt hos mig

Den 11 December 1771.

Margarethe Catharine Bendsens Enke, til Huse i No. 296 i Dronningens-Gade, 45 Aar gammel, syg af Svindsot, kom den 26 Januari i den nye Sygestue i Opfostringshuset, Døde der i April.

2. Ellen Catharine Knudsdatter, ingensteds til Huse, 36 Aar gammel, søgte kuns af faae Pleiepenge uden at være syg, blev bortviist som marode.

8

8 3. 'Birthe Vincents Datter, til Huse i Kongensgade, 40 Aar gammel, havde vel noget Udslæt, men var frisk nok til at arbeide, vilde i det Almindelige Hospital, og blev borte, da hun ei blev recommetderet didhen.

4. Anne Maria Olsdatter, ingensteds hjemme, 46 Aar gammel, mere forkommen og usel end syg, blev strax recommanderet til Ind- ragelse i det almindelige Hospital.

Den 18 December.

5. Anne Catharina Knudsen, til Huse i No. 374, i Dronningsgaden, 12 Aar gammel, syg af en Ormfeber, blev helbredet.

6. Birthe Hedemark, til Huse i No. 212 i Dronningens Gade, 60 Aar gammel, befængt med noget Udslæt, fik noget at bruge, men kom ei længe derefter i det Almindelige Hospital.

7. Charlotte Reimers, til Huse i Appel- byes Vaaninger, 62 Aar gammel, angreben af Lamhed i venstre Arm og Been, var den 31 Mar- tii i meget god Forbedring, og er nu saa vidt hun kan bruge begge Dele.

9

9

Den 19 December.

8. Anne Margarethe Johans Datter, liggende i Christianshavns Fattiges-Huus, over- vunden af en hæftig slem Feber, i hvilken hun var krøben ud og bleven funden paa Gaden. Døde snart derefter.

Den 23 December.

9. Hans peersen, den sidstmeldtes Søn, til Huse i No. 263 i S. Annegade, 6 Aar gammel, syg af en Feber, af Kulde og Elendighed. Blev helbredet.

Den 27 December.

10. Anne Charlotte Bendsens, til Huse i No. 212 i Dronningens Gade, 31 Aar gammel, befængt med noget Udslet, men ellers frisk. Blev borte, da hun ei fik Pleiepenge.

11. Christian Freiners Enke, til Huse i No. 272. i Baadsmandsstræde 35 Aar gammel, syg af rheumatisk Værk i Ledemodene. Blev helbredet.

12. Dorothea Førsters, til Huse i store Torvegade, 41 Aar gammel, vilde have Pleie-

10

10 penge, fordi hun havde et Brok; men da samme var forsynet med Baand, blev hun som marode bortviist.

Den 30 December.

13. Morren Mortensen, selv kommen til Chirurgum, 13 Aar gammel, havde et Brok, og blev hjulpen med hehørigt Baand.

Den 2 Januari! 1772.

14. Johanne Margarethe Schephans Enke, til Huse i No. 208, i Dronningens-Gade, 62 Aar gammel, beladt med Udslet, Saar og Bylder. Er nu bleven lægt.

Den 8 Januari.

15. Catharina Sørens-Datter, selv kommen til Chirnrgum, 28 Aar gammel, med fæle ædende Saar. Kom i Børnehusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

16. Dorothea Førsters, selv meldt i Kraft af forrige Anvisning, nu befalden med eu slem Feber. Blev helbredet.

Den 15 Januarii.

17. Eva Catharine Gudmands Enke, til Huse i lille Amager Gade, 50 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev helbredet.

11

11

18. Anne Dorthea Wiborg, til Huse i No. 240. i Dronningens-Gade, 11 Aar gammel. Skulde kuns trække Pleiepenge, uden selv at være syg. Blev bortviist.

19. Jens Nielsen Holm, til Huse i No. i lille Amager-Gade, 46 Aar gammel, beladt med fæle erdende Saar. Var den 31 Martii i Bedring, men har siden maatte overlades til sin Selvraadighed.

20. Christine Davidsens Enke, til Huse i No. 352 i store Torvegade, 81 Aar gammel, blind og svag af Alderdom. Blev recommende- ret til det almindelige Hospital.

Den 16 Januarii.

21. Christen Madsen, til Huse i No. 283. i Prindsens-Gade, 72 Aar gammel, syg af en slem Feber. Døde samme Dag.

22. Niels Sørensen Battum, selvkom- men, 61 Aar gammel, var uvedkommende og blev bortviist.

Den 17 Januarii.

23. Friderica Willemans, til Huse i No. 306 i Prindsens Gade, 36 Aar gammel, lam i høire Arm og Been. Blev helbredet.

12

12

Den 19 Januarii.

24. Guldbrand Larsdatter, i No. 313, i Sophiegaden, 19 Aar gammel, syg af en ond Feber. Døde faa Dage derefter.

Den 22. Januarii.

25. Christen Bagge, til Huse i No. 230, i Dronnigens-Gade, 91 Aar gammel, syg af et Anstød af Asthma. Blev helbredet.

26. Svend Ibsen, til Huse i No. 240 i Dronningens-Gade, 4 Aar gammel, syg af en vedholende Feber, blev helbredet.

27. Bodil Catharine Jens Datter, til Huse i Dronningens Gade, fattedes intet noget landfærdigt og blev som Marode bortviist.

28. Salve Olfens Kone, til Huse i No. 299 i Sophie-Gade, 82 Aar gammel, syg af Lam, hed i Arme og Beene. Døde i April.

29. Ole Knudsen, til Huse i No. 239, i Dronningens Gadn, 52 Aar gammel, syg af en slem Feber, kom den 27 Jan. i Sygestuen i Opfostringshuset og blev der helbredet i April

Den 25 Januarii.

30. Dorothea Maria, 13 Aar gmmmel og

13

13

31. Anne Christine, 11 Aar gammel, beg- ge til Huse i No. i lille Amager-Gade, beladte med Frost Bylder, bleve helbredede.

Den 29 Januarii.

32. Ole Nielsen, til Huse i No. 333 i lille Amager-Gade, 32 Aar gammel, syg af Ma- ve-tilfælde, blev helbredet.

33. Anne Christine Burmesters, til Huse i No. 320. i Sophie-Gaden, 13 Aar gammel,

og

34. Hans Burmester, den sidstmeldtes Broder, 7 Aar gammel, begge syg af en Feber, bleve begge helbredede.

Den 31 Januarii.

35. Anne Christine, til Huse i store Torve-Gade hos Holst, 18 Aar gammel, havde en fæl Beenskade efter en Feber, kom i Børne- huusets Sygestue og blev der helbredet.

36. Maren Jensdatter, til Huse i No. 263 i Sophie-Gaden, fandtes at høre til Garni- sonen og blev bortviist som Uvedkommende.

14

14

Den 5 Februarii.

37. Lars Christensen, til Huse i No. 240. i Dronningens-Gade, 10 Aar gammel, befængt med noget Fnat. Blev afviist til Foraaret.

38. Margrethe Christensdatter, den sidstmeldtes Søster, 2 Aar gammel, stærk angreben af tærende Syge af forstoppede Kiærtler. Døde efter nogle Uger.

39. Karen Hansens til Huse i No. 67. i store Kongens-Gade, 30 Aar gammel, syg af en slem Feber, blev helbredet.

40. Søren Jacobsen, til Huse i No. 265 i Prindsens Gade, 46 Aar gammel, mere fattig og uduelig til Arbeide end syg. Blev recomman- deret til almindelige Hospital.

41. Lars Olsen, til Huse i No. 23 i Dronningens-Gade, syg af en slem Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han døde.

42. Jens Jensen, til Huse i Applebyes Vaaninger, 29 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han blev helbredet.

15

15

Den 12 Februari

43. Catharine Bendsens, til Huuse i No. i Prindsensgade, syg af en Feber, maatte overlades til sin egen Selvraadighed.

44. Peder Borkovsky, til Huuse i No. 354 i store Torvegade, 5 Aar gammel, og

45. Christian Borkovsky den sidstmeldtes Broder, 7 Aar gammel (meldt noget seenere,) begge behæftet med medfødt Brok, vilde ei underkaste sig den fornødne lægedom.

46. Peder Ottesen, til Huse i No. 320 i Sophiegaden, 60 Aar gammel, beladt med Brystsyge, blev helbredet.

Den 17 Febr.

47. Brigitte Biering, til Huuse i No. 361 i store Borregade, 41 Aar gammel, behæftet med veneriske levninger i Halsen. Kom i Børne- huusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

48. Else Marie Klod, til Huse i No. 319 i Droningensgade, beladt med Saar og tæreude Syge. Er bleven opgiven som ulæge- lig og recommenderet til S. Hans Hospital.

16

16

Den 19 Febr.

49. Mette Catharine Lundgaard, til Huuse i Eenhiørnings-Bastion, 25 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Op- fostrings-Huuset, hvor hun blev helbredet.

50. Christine Ols Datter, til Huse i No. 321 i Sophie-Gade, 56 Aar gammel, meere gammel og fordrukken end syg. Blev bortviist fom marode.

51. Mette Catharine Henriks Datter, til Huse i No. 308 i Sophie-Gaden, 19 Aar gammel, syg af en Feber. Blev helbredet.

Den 4 Martii

52. Caroline, til Huse i No. 228 i Dronningens Gade, 2 Aar gammel, behæftet med lidt Fnat og Utøi, hvorfor hun skulde indtages paa en Sygestue. Blev bortviist.

53. Andreas Svend, til Huse i No. 263 i store Torve-Gaden, overvunden af en slem Fe- ber. Døde samme Dag som han blev meldt. 54. Sidse Marie Sørens Datter skulde være til Huse i No. 326 i Prindsens-Gade, var ei at finde.

17

17 Den 9 Martii.

55. Margarethe Hansen, til Huse i No. 348 i St. Annegade, 25 Aar gammel, syg af en Diarrhøe efter sin Barselseng. Blev helbredet.

Den 11 Martii.

56. Peder Lundqvist, til Huse i No. 272 i store Torvegade, angreben af Brystsyge. Blev bedre.

57. Peder Alexander Magnusens Søn, til Huse i No. 322 i lille Amagergade, 9 Aar gammel, syg af en Ormfeber. Blev helbredet.

58. Dorothea Maria Hansdatter, tit Huse i No. 219. i Dronningens Gade, 25 Aar gammel, syg af Vattersot i Beenene. Blev helbredet i April.

59. Magdalene Melchiorsdatter, til Huse i No. 232, skulde have Pleiepenge, men fattedes intet noget betydeligt, og blev bortviist som marode.

60. Birthe Nielsdatter, til Huse i No. 326, i Prindsens-Gade, 40 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev helbredet deraf, og siden af Trangbrystighed.

18

18

Den 18 Martii.

61. Anne Cøcilie Bloks Enke, til Huse i No. 117 i store Kongens Gade, 41 Aar gam- mel, hysterisk, blev bedre.

62. Christine Lundqvist, til Huse i store Torvegade, 3 Aar gammel, beladt med den Engelske Syge. Var den 31 Marti uforandret.

63. Kirstine Peders Datter, til Huse i No. 254 i Dronnings-Gade i en Kielder; 30 Aar gammel, overvunden af en slem raaden Feber. Døde anden Dag derefter.

64. Matthias Danielsen, til Huse i No. 141 i St. Anne-Gade, 91 Aar gammel, svag af Alderdom, recommenderet til det almindelige Hospital.

65. Maren Clausses, som skulde være til Huse i No. 266. i lille Amagergade. Blev ei funden.

Den 20 Martii.

66. Maria Jørgens Datter, til Huse i No. 164 i Undergaden, 12 Aar gammel, beladt med Gaar i Munden. Blev overladt til Doc- toren af den Friskole, hun hørte til.

19

19

Den 24 Martii.

67. Sophie, til Huse i No. 372 i store Torvegade, 20 Aar gammel, beladt med Frost- bylder. Kom i Børnehusets Sygestue, og blev der lægt.

68. Peder Engelgren, til Huse i Applebyes Huse i en Kielder, 9 Aar gammel, havde Orme- Tilfælde, og blev helbredet.

69. Jens Jensen, til Huse i No. 89. i Strand Gaden, havde en Skade i Kindbeenet. blev siden borte fra Chirurgo.

Den 26 Marti.

70. Friderich Müller, til Huse i No. 277 i Prindsens-Gade, angreben af en raaden Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuset, hvor han døde,

71. Christine Pedersdatter, til Huse i No. 380 i St. Anne-Gade, 10 Aar gammel, syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

72. Peder Frandsen, og

73. Rasmus Frandsen, til Huse i No. 43. i Strand-Gaden, fandtes at høre til Søe- Etaten og bleve bortviiste som uvedkommende.

Den 30 Martii.

74. Christian Neukammer, til Huse i No. 366. i store Torve-Gade, 56 Aar gammel,

belad med ædende Saar og Vattersot, var

20

20

den 31 Martii narurligviis uforandret, men er nu dog nogenledes bedre.

75. Fridrich August Rudolph, til Huse i No. 264. i Prindsens-Gade, 12 Aar gammel,

syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

Den 31 Martii.

76. Johanne Gudmands, til Huse i de 4 Amagere i store Torve-Gade, Aar gammel havde en Contusion. Blev helbredet i April.

77. Karen Mortensens Datter, til Huse i No. 329 i Sophie-Gaden, 24 Aar gammel, syg af en slem Feber. Kom anden Dagen i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor hun blev helbredet i April.

Endnu 2 hvis Anviisnings-Sedler jeg har paategnet Attest og derfore ei veed den rette Datum.

78. Erik Kiøstelsens Kone, formedelst Alderdoms Svaghed recommenderet til det almindelige Hospital.

79. N. N. en Pige med veneriske Tilfælde, kom i Børnehuusets Sygestue, hvor hun blev helbredet.

II. Af Friederichs Kirkes Pleiecommission

blev meldt hos mig Den 11 December 1771. 1. Elisabeth Rasmanns, til huse i Kon- gens-Gade, men funden i en Kielder paa Boden-

21

21 hoffs Verft, 16 Aar gammel, syg af en Feber. Blev helbredet.

2. Anton Bernhard Brechwedt Steen- Hugger Svend, til Huse i Sophie-Gaden næst ved Isintons, 34 Aar gammel, syg af en slem Feber. Blev bedre men flottede bort.

Den 4 Januarii 1772

3. Johan Friderich Stripp, Væver, 40 Aar gammel, boende i No. 320 i Sophie-Gaden syg af en slem Feber. Blev helbredet.

Den 8 Januarii

4. Elisabeth Rasmanns anden Gang, nu til Huse i Dronningens-Gade No. 231, syg af Chlorosis. Kom i Sygestuen i OpfostringsHuset og blev helbredet.

Den 29 Januarii

5. 6. Ovenmeldte Stripps tvende Børn, begge af en Feber. Bleve begge helbredede.

Den 4 Februarii.

7. Sophia Reuses, til Huse i store Ama- ger Gade, 40 Aar gammel, syg af Vattersot og siden en uordentlig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor hun siden døde.

Den 17 Februarii.

8. Christian Frank, til Huse i No. 296 i Dronningens-Gade. Befængt med Udstæt. Blev afviist indtil Foraaret.

Den 18 Februarii.

9. Ulrica Elenora Neumanns Enke, til Huse i No. 210 i Dronningens-Gade, 58 Aar gammel, syg af en Inflammation i Brystet, blev helbredet.

22

22 10. Neumann, sidstmeldtes Søn, 34 Aar gammel, beladt med periodisk Epilepsie. Brugte adskilligt uden nogen Nytte.

11. Anton Friderich Brechvedt, selvmeldt i Kraft af første Anviisning, nu beladt med Vat- terfor overalt. Kom i Sygestuen i Opfostrings- huuset og blev der helbredet.

Den 16 Februarii.

12. N. N. Ludevigs Datter, til Huse i No. 286 i Prindsens-Gade, 4 Aar gammel, havde chirurgisk Skade, men maatte overlades til For- ældernes Selvraadighed.

Den 10 Marti.

13. Anne Mævius Kone, til Huse i No. 254 i Dronningens-Gade, 50 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostrings- huuset og blev der helbredet i April.

Den 27 Marti.

14. Johan Jetsche og

15. Gottfried Jetsche, begge til Huse hos Faderen i No. 239 i Dronningens-Gade, syge af Mæslinger, og begge helbredede i April.

Den 28 Marti.

16. Marie Elisabeth Materne, til Huse i No. 380 i St. Anne-Gade, i en Kielder, syg af en slem Feber. Døde faae Dage derefter.

Den 30 Marti.

17. Margaretha Fischer, til Huse i No. 286 i Prindsens-Gade, Aar gammel, syg af Mæslinger. Blev helbredet i April.

23

23

III, Af Garnisons Kirkens Pleiecommission er mig, bleven meldt Den 4 December 1971,

1. Johan Pfaff, til Huse i No. 238 i Dronnings-Gade, 45 Aar gammel, syg af Forstoppelser i de indvortes Deele efter en fordervet Salivation. Døde.

Den 27 December.

2. 3. 4. 5. Sergeant Røders 4re Pigebørn til Huse i No. 251 i Dronningens Gade. Alle af megen Fnat og Udslæt. Vare den 31 Martii tildeels bedre.

Den 30 Ianuarii.

6. Pernille Niels Datter, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset og blev der helbredet.

Den 21 Februarii.

7. Georg Winkler, til Huse i No. 221 i Dronningens-Gade, 46 Aar gammel, syg af en hidsig Feber. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset hvor hun blev helbredet.

Den 24 Februarii.

8. Anton Gundel, til Huse i No. 238 i Dronningens-Gade, 17 Aar gammel, befængt med Udslæt paa Hovedet. Kom i Sygestuen i Opfostringshuuset, hvor han siden er bleven bedre.

9. Ferdinand Gundel og

10. Lovise Gundel, den sidst meldtes yngre Sødskende, beladt med samme Skade. Have vel brugt noget, men gav ingen Haab til Forbedring, de kom ligeledes paa Sygestuen.

24

24

Den 6 Martii.

11. Johan Pfaffs Enke, til Huse i No. 238 i Dronningens-Gade, havde en Byld under Armen og blev lægt.

Den 25 Martii.

12. Johann Hinkler, skulde være til Hufe i Skibet ved Amager-Port. Var ei at finde.

IV. Af Nicolai Kirkes Pleie-Commission

er mig bleven meldt Den 22 Januarii.

1. Anne Catharine Mortensdatter, til Huse i Prindsensgade, 18 Aar gammel, syg af en hidsig Feber, kom i Sygestuen i Opfostringshuset, og blev der helbredet

Den 21 Martii.

2. Anne Petersens Enke, til Huse i No 235 i Dronningensgade, 30 Aar gl., syg af en hidsig Feber, kom i samme Sygestue, og blev helbredet i April.

V. Af Holmens Kirkes Pleie-Commission

er bleven meldt hos mig:

Den 5 Februarii

1. Anne Christine Christophersdatter, og

2. Hans Christophersen, Sødskende, til Huse i No. 36 i Amagergade, begge syge af en Feber. Bleve helbredede.

1

Tanker

om

Norges

Extra-Skats

beqvemmere

Repartition,

Kiøbenhavn 1772,

Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

        

3

Man finder i vore oplyste Tider meget @som man tilforne har savnet. Mange have ønsket at see saadanne Indretninger, som nu skee til Publici sande Nytte. Men det har indtil nu blevet i Ønsker uden Effect. Iblant andet finder man Trykke-Frieheden ind- ført, en Sag, hvis Nytte taler for sig selv, og hvis Misbrug ingenlunde kan bilancere imod Nytten. Sandhed og Lys begynder at udvikle sig, hvad Under da, at Løgn og Mørket maa vige. Man har tydelig indseet den besynderlige store Nytte, der nødvendig maa flyde af alle Expeditioners Hastighed, hvorved man ufeylbar nærme-

4

4

re kan og bedre komme til Maalet, end ved den lunkne Koldsindighed, der i visse Tilfælde har faaet Navn af Barmhiertighed, og derved har Retfærdighed faaet sit største Stød til Skade for alle i Landet. Man spaaer sig nu mere end tilforne Straf og Belønning; in Summa lyksalige Tiider. Nu kan man jo udbryde med sine Tanker, nu har man Friehed at skrive i alle Materier. Er man nu saa lykkelig i at kunde give noget nyttig tilkiende, saa har man det Haab, at det kan blive anvendt, og er den Materie, man begynder, enten ikke passelig, eller om den fattes noget i sin Udførelse, da kan begge Dele afhielpes. Dette med mere har givet mig Friehed at prøve, hvorvidt man kunde komme til at naae et forønsket Maal med Landets, jeg mener Norges Extra-Skat. Denne Skat, som tog sin Begyndelse d. 1 Oct. 1762, begyndte med saadan Velvillighed at blive betalt det første Aar, siden Publicum forestillede sig, den umuelig længe kunde staae, da Umueligheden tillige paa Folkets Side at udrede samme, lovede dem et hastigt og got Udfald. Man hørte den Tiid vel Klagemaaler over Skat for 12 Aars gamle Børn, deres Fattige med videre; men det Klagemaal var blandet med Haab og Sukke, ja fuld Forvisning hos dem selv, der kan en vare længe. Fra den Tid af begyndtes

5

5

der med Bevægelser i Gemytterne, den sande Nød lagde Grundvolden. Der blev Forandring. Samme begyndte d. 1 Sept. 1764, altsaa stod Skatten i 23 Maaneder. Havde denne Forandring existeret 11 Maaneder til- forne, saa havde ey det siden passerede paa meer end et Sted i Landet yttret sig. Men nu at tænke paa nærværende Tid, hvor Folket deels uden Raison klager over Extra-Skatten, hvis Navn alleene er dem fortrædeligt, Mandtaller kiedsommelige at forfatte. Af- og Tilgangs-Lister at forandre. Proprietairs og Beneficiarii sted- fe i Striid med Bønderne, de første, som ey kan taale at bære Bøndernes personelle Byrder, de Sidste utaalmodige over at blive stæv- nede, udsagde af deres Jorder, ved Lov og Dom at blive udpantede, ja tilsidst maae miste deres Levebrød, altsaa er nu den Tillid, som Leylændinger have havt til deres Eyere, det Baand, som stedse har aarsaget fortrolig Kiær- lighed, nu paa engang jaget i Landflygtighed. En modtviliig Bonde anseer sig nu meest lykkelig, thi det har lykkedes ham i nogle Aar slet intet at betale, den første hans stiftede Gield er sat i Beroe, derved beroliger han sit Sind i det Haab, det nok bliver saa for Efter- tiiden. Den meest fattige stræber af all Magt: og derved geraader i de Yderligheds Omstæn

6

6

digheder, hvorved han savner det fornødne til sin og Families fornødne Subsistance, ey at tale om, at han jo virkelig mister Mod og Lyst at stræbe, naar han giver Agt paa, at hans Velvillighed er ham til større Byrde og Straf, imod at hans Naboers Modvillighed samlet med bedre Kræfter og Tilstand bliver ham denne Belønning, at han omsider maaskee slip- per. Jeg forestiller mig, at jo simplere af Navn all Landets Jord-Skat blev forfattet, jo bedre. Hvorfor kan ikke Lejlendings, Odels, Rostienestes Munderings, Tiendes, Leedings, Udreednings, Stand-Qvarteers, Delingvents, og Mestermands, in Summa de øvrige saa kaldede, smaa Reedselers Skatter ofte mange i Tallet, alle smeltes under et Navn, og kaldes Lands Skat, ligesom det i Sverrig heder Kron-Skat. Naar nu Extra-Skatten blev lagt under samme Summa, og saaledes reparteret paa hver Fogderies Jordskyld, da blev Sagen anderledes, Navnet af Extra-Skat udeladt, Bonden fik accurat at vide, hvad der kom paa hans matriculerede Jordepart. Oppebørsels Betienten befriet fra mange Udreigninger, grove Mistanker, utaa- lelige Talemaader, Revisionen blev lætted, de andre Embedsmænd, som har havt med Extra-Skatten i meer end een Tilfælde at be-

7

7

stille, bleve soulagerede, saa at de kunde komme til at glemme der passerede og med des større Iver antage sig sine øvrige Embeds Parter, der tildeels hidindtil fra Extra-Skattens Begyndel- se ere blevne afbrudte ved Fortrædeligheder og Sin- dets Ærgrelser. Dersom Landet kunde nyde den Lykke, at noget mindre end de anbefalede 2 Rgd p. Familie kunde blive reparered, da vilde de saa meget snarere kunde finde sig idenne Lettelse. Man forestille sig et Jordebrug af 12 Gange større Skyld, end et andet. En styrer 3 Løber Smør, som er 216 Marker, da hver Løb er reduceret til 72 Marker, en anden styrer ikkun 6, 12, a 18 Mk. Disse Sidstes personelle Skat er i Liighed med de Førstes. Umuelig kan nu de, der styre de smaae Brug, saavel og sikker svare deres personelle Byrder, da de ofte maae søge den største Næring af Havet, kiøbe Korn og desuden alt det øvrige, som den, der boer paa den store Gaard, kan have af sin Gaard. Skulde nu Paalægget blive stort paa de store Gaarder, saa lærte Nødvendigheden Bonden at dele sin Gaard i en eller flere Parter, derved blev Agrikulturen ufeylbar forbedret, Peupleringen større med videre. Udi de sidste 24 Aar veed jeg ikke at nogen Skatte-Forordning er udkommen for Norge, hvor ønskelig var der nu ikke, om alle de fra ældgammel Tid ophittede Speciers Navne undertiden

8

8 12 a 16 i et Fogderie kunde blive reducerede til et Navn, hvor læt vilde det ey blive for alle, som haver med de Slags Jordens Intrader at bestille. I Dannemark heder det jo overalt Hartkorn, hvorfor og ikke Norge sit Jordskylds Navn? Stedsevarende Bryderier, Klammerier, unyttig Skrivning, Tids Spilde foraarsages ved de mangfoldige Spe- cies, Rigtigheden kan blive den samme, og Tiden, som det kostbareste, til mere nytti- ge Ting, anvendt.

Dersom der er mueligt, at Extra-Skatten kan blive lignet udi denne ommelte Form, Landet bekomme sin Myndt, hvis Mangel har aarsaget, og ey andet kan end hindre Handel og Vandel, indenlandske Fabriker blive ærede og opmuntrede, de Studerende bekomme Academie i Landet; da vil Bonden glædes, Kiøbmanden vinde, Flittighed tiltage; og de Lærde vil lære alle med en Mund at udbryde: Velsigned være vor store Konge, som søger gloriam ex amore pa- triæ

1

Samtale

mellem

tvende Normænd

paa

Reisen fra Norge til Kiøbenhavn.

Sorøe, 1772.

Trykt i det Ridderl. Akademies Bogtrykkerie, hos Jonas Lindgrens Enke.

2

        

3

Første Samtale.

A. Hvad mener du vel, min Broder, der er Aarsag til den Foragt, eller i det ringeste Ringeagtelse, alt for mange Øvrighedspersoner ere i?

B. Dertil, mener jeg, er mere end een Aarsag. Nemlig: 1) Uduelighed. 2) E- gennyltighed og Partiskhed. 3) For ringe Indkomster. 4) Uanstændigt privat Levnet. 5) Indbyrdes Had, Uenighed, Misundelse og Efterstræbelse imellem Embedsmændene.

4

4

A. Det var vist nok best, naar hver Embedsmand duede til selv at forette det ham betroede Embede. Men forud at faae undersøgt saadan Duelighed er vel ikke altid saa let. At udsætte en Embedsmand, saa- snart han ei befandtes saa duelig, som han burde være, vilde vel og tidt være for Haardt. Enten maatte da til slig Embedsmand gives Pension for at giøre intet, eller ham strax gives en Betjening, hvortil han dog var due- lig. Og denne sidste var vel ikke altid ledig.

B. Den, som i sin Ungdom har lært noget, kan vel, om han ikke alt for gammel kommer til et Embede, snart med Flittighed lære hvad dertil udfordres. Og en saadan kalder jeg ikke uduelig. Om en har Studeringer, om han før har været ved Forretninger, der har Relation til hans Embede, om han er flittig, det kan man dog gierne vide forud. Men mangler dette, kan vel ikke en ansees duelig til et Embede. Da maa man frygte, at hans Befordring dertil skeer mere af private Hensigter, end til al- mindeligt Vel. Under det Navn Embede forstaaer jeg ingen af de saa kaldte hovedløse Betieninger.

5

5 A. Men den, som ei er, eller kan blive duelig til et Embede, kan jo dog lade det forrette ved en anden, som dertil er duelig.

B. Det er sandt; Men er det ikke rart, at en Fremmed, skiønt han derfor vel belønnes, tager sig en Ting saa nær, som den det egentligen anrører? Skal tvende leve af eet Embede, der ikke har des større Indkomster, skeer dit sielden uden Byrde og Skade for det Almindelige. Hvad Fare staaer ikke Embedsmanden tidt, naar den, som styrer hans Embede, ikke er saa redelig, som han burde være, og det saa meget større, som Embedet er vigtigere? Har Embedsmanden Samvittighed, synes mig, han aldrig kan være roelig, da han ikke engang har Forstand til at skiønne, om Embedet forval- tes retteligen eller ei. En Embedsmand, som giør intet, og intet forstaaer at giøre, faaer jo da sin Indkomst for slet intet. Man maatte da troe, saa vil og desværre mangen Embedsmand troe, at Embedet er for deres Skyld, og ikke de for Embedets Skyld. Er Udueligheden saa kiendelig, at hver Mand veed den (og hvor længe kan den vel dølges, om end Fuldmægtigen var beskeden nok til at

6

6

dølge Principalens Uduelighed) kan en saa- dan Embedsmand, hvor anseeligt Embede han end beklæder, aldrig være i Agt og Anseelse.

A. Men, hvorfor nævner du baade Egennyttighed og Partiskhed? Jeg mener det var nok at nævne den sidste; thi hvo viser sig vel partisk, uden Egennytte driver ham dertil?

B. Deri synes mig du feiler, min Broder! der kan vises Partiskhed uden at den er grundet i Egennyttighed. En Embedsmand kan, for Exempel, tilsidesætte sine Embedspligter for Venskabs, for Slægtskabs Skyld, af utidig Frygt enten for den eller den, af ilde anvendt Medlidenhed o. f. v. Giør han det, saa er han jo partisk, men ikke egennyttig. Men den, der i sit Embed for Skienk og Gave, sælger Ære og Samvittighed, den er baade egennyttig og partisk.

A. En egennyttig Embedsmand, tilstaaer jeg, er ei alene uværdig til sit Embede, men endog strafværdig. Dog, saa længe saadan hans Egennyttighed øves i Stilhed

7

7

og med Forsigtighed, kan den ei tilveiebringe nogen Ringeagtelse.

B. Egennyttighed kan vel blive skiult, men kun for en meget kort Tid. En viser sin Egennyttighed saa ublu og aabenbar, at han gierne modtog Stikpenge inden Retten, ifald de bleve ham budne. Denne blev strax foragter og forhadt. En anden oppebærer ingen ulovlig Indkomst, uden under fire Øine, inden lukte Dørre, eller lader sin Kone eller Fuldmægtig indcaffere slige Sportler. Denne kan vel agtes for en redelig Mand, saalænge Folk ere enfoldige nok til at tro sligt at være Husbonden ubekiendt. Men saadant got Rygte vedvarer ikke længe. At hans Behandlinger ere uretfærdige, skinner hver Mand i Øinene. Kan dertil ingen anden Grund findes, maa vist Egennyttighed være det. Meget saa af dem, som have kiøbt sig Ret, tie dermed længe. Nogle ere ublu nok til at sige det offentlig. Andre betro det kun til en eller anden saa kaldet Ven. Paa begge Maader kommer det ud.

A. Men det er dog underligt, at den, som af en Embedsmand har kiøbt sig en ulov

8

8

lig Tieneste, ei lier dermed. Den Kiøbende er jo lige saa lastværdig, som den Sælgende. Maatte han og ikke frygte, at Embedsmanden ved en anden Lejlighed paa ham vilde hevne saadant Vanrygte.

B. Nei, dermed gaaer vel saaledes til: Den, som er uforskammet nok til at ville kiøbe sig Ret, er og skamløs nok til ei der- paa at lægge Dølgsmaal. Frygt for Embedsmandens Hevn har ikke Sted. Den, jeg har kiøbt før, den der har solgt sig til saa mange andre, maa vist nok endnu være til Fals. Embedsmanden, som har en ond Samvittighed, lader, som han veed intet af alt sligt. Er hans Samvittighed brændemærket, trøster han sig med at hans Skielmstykker ei kan ham overbevises. Imidlertid er en saadan Embedsmand i almindelig Foragt, hvormeget man end giør af ham, naar man behøver hans Hielp og Tieneste.

A. Mig synes dog, at den, som tilsidesætter sin Pligt af Egennyttighed, er foragteligere end den, som giør det af de andre Aarsager, du har opregnet; thi der er dog menneskelig Skrøbelighed i det sidste, men en skielmsk Adfærd i det første.

9

B. Mere strafværdig er den Egennyttige, men lige slet Embedsmand er den ellers Par- tiske. Saasnart en efterlader det, han veed at være Embedspligt, er han jo en slet Embedsmand. Ingen slet Embedsmand fortie- ner jo Agtelse.

A. Da Tiden nu er forløben, maa vi tale videre herom ved en anden Samling. Farvel.

B. Farvel, min Broder, lad os snart samles igien.

10

10

Anden Samtale.

A.

Lad os, kiere Broder! begynde, hvor vi slap.

B. En Embedsmand, som ei har anstændigt Udkomme for sig og sine, kan aldrig være agtet, som han bør.

A. Alle fattes ikke anstændigt Udkomme paa een Maade. En kalder det anstændigt Udkomme, naar han har Klæder, hvori han kan gaae uskammet, Bopæl til Fornødenhed, og stikkelig Klæde og Føde for sig og sine. Men en anden forstaaaer det anderledes. En Embedsmand for Ex., som har kiøbt sig en Rang, hvorved han mener sig ophøiet over andre, der i det Virkelige ere mere end han, vil ikke leve som før. Han mener han bør leve efter sin Rang og ikke efter Embedet. Kan han ei det, saa heder det, han mangler anstændigt Udkomme.

11

11

B. Vi vil ikke tale noget herom. Rang og Caracterer ere ikke mere til Fals, og de, som have kiøbt den, har ikke meget at pukke derpaa. De kan nu derfor meget vel leve efter det, de virkelig ere.

A. Naar en Embedsmand med en tarvelig Levemaade, som disse Tider virkelig ud. fordrer, har Levebrød for sig og sine, synes mig, han intet har at klage. Naar han saaledes trænger til ingen, kan det, at Han ei har Midler, eller kan aarlig lægge op, ei giøre ham ringeagtet.

B. Ja, det er sandt. Men hvor ynk-

værdig er ikke en redelig Embedsmand, der savner nødtørftig Udkomme. Saadan en Mand trænger til at laane, tiest hos sin Undermand. Begierer hans Creditor en ulovlig Tieneste, maa den enten vises, eller Debitor see sig udsat offentlig Skam og Fortred. Opsætsige, som veed, at en Embedsmand ei har det Nødtørftige, end sige det, hvormed han i paakommende Tilfælde kan forsvare sig og sit Embede, vise sig ved alle Lejligheder overhørige. Andre tage deraf Exempel. Heraf flyder baade Embedets og Embedsmandens Foragt.

12

12

A. Jeg erindrer ved denne Leilighed det jeg, og sluttelig du med, saa tidt har hørt om en vis nu afdød riig og caracteriseret Borger. Øvrigheden vilde ei føie ham i en ubillig Paastand eller Begier. Han lod dem, den ene efter den anden, strax vide, at de til Straf derfor maatte vente deres Obligationer opsagde. Uretfærdige Embedsmænd blive, naar de have alt for lidet at leve af, end mere uretfærdige.

B. Nei, min Broder! deri er jeg ikke enig med dig. En Gierrig og Uretfærdig skraber til sig alt hvad han kan faae, hvad enten hans lovlige Indkomster ere store eller smaa. Den, som kun paa en ulovlig Maa- de for ei at crepere, vil tage det, hvortil hans lovlige Indkomster ei vare tilstrækkelige, var vist ikke bleven til Skielm uden af Nød. Og saadan en var vist ynkværdig.

A. Det var at ynske, at Indkomsterne vare altid proportionerede efter Embedernes Vigtighed, og derved følgende Arbeide. I Mangel deraf bliver tidt Embederne af de dueligste og redeligste Mænd slet forvaltede. Om intet andet, saa falder gierne en Mand, der

13

13

ei ved sit Embede seer sit nødtørftige Udkomme, til al Tungsindighed, som giør ham lunken i Embedet.

B. Mig synes, det var ikke vanskeligt, uden Besvær, enten for Kongen eller Publico, at faae visse slet aflagde Embedsmænd skikkelig lønnede.

A. Dine Tanker herom gad jeg nok

høre.

B. Hos os (om andre veed jeg liden Beskeed) ere der de hovedløse Tienester, hvorved ere 8—12 til 1500 Rigsdalers aarlige Inkomster. Naar man undtager eet deraf, er ved ingen af de øvrige mere Arbeide og Skrivning, end som lettelig af Betienten selv kunde og burde forrettes. Naar nu ethvert af disse efter Beskaffenhed havde 5 til 600 Rigsdaler aarlig, kunde da ikke det øvrige henlægges til at forøge slet aflagde Embedsmænds Indkomster.

A. Men var det og Ret at tage fra disse for at give andre det? Enhver burde jo beholde sit.

14

14

B. Men er det bedre, at Embedsmænd, til hvis Embede behøves Arbeide og Duelighed, skal enten crepere, eller fra duelige og ærlige Mænd giøres til det, som er tvertimod, medens andre giødes for at giøre næsten intet. Almindelig Velfærd bør jo være den høieste Lov. Og den vilde jo vist ved saadan Forandring befordres.

A. Men kan ikke tidt en Mand, om ellers intet andet mangler, være i ringere Agt end han burde, fordi der til hans Embede, skiønt i sig selv vigtigt, er lagt for liden saa kaldet udvortes Ære?

B. Det var ikke ont, om til ethvert vigtigt Embede var lagt den derpaa passende udvortes Anseelse. Derved blev Embedsmanden, naar ellers det øvrige ved ham var som det burde være, dog mere æret hos Almuen og de Taabelige, som udgiør Mængden. Men derimod har en retskaffen Embedsmand hos de Fornuftige, hvis Skiønsomhed dog altid bør være af mere Vægt, altid Ære nok, enten han sidder eller gaaer paa høire eller venstre Side. I hans Embedsforretninger, hvor

15

15 ved den rette Ære søges, er han altid for- nem nok, naar han er retskaffen.

A. Men naar en for sine Fortjenesters Skyld blev benaadet med en Rang, turde ikke da hans Indkomster derefter forøges?

B. Mig synes: Nei, med mindre han ei ved sit Embede havde derpaa passende nødtørftig Udkomme. Thi ellers fik han jo tvende Belønninger. Og en Mand er lige æred, om han ei i Dag begynder at leve overdaa- digere end i Gaar. Skulde dette have Sted, saa var og den Ære virkelig, som man (uden at tragte efter større Rang eller Værdighed) søger i at tractere og giæsterere, især med sine Overmænd, indtil man selv bliver Bedrager og Staadder.

A. Men synes dig ikke, at der ved Embeds-Indkomster burde hensees til de flere el er færre, som Embedsmanden maa og bør underholde?

B. Jo, det synes mig. En Embedsmand er og bliver ugift. En anden er gift og har faa Børn. Den tredie har Kone og

16

16

mange Børn. I disses Indkomster burde der virkelig være Forskiel, om end alle tre vare i lige Embede. Kunde dog den med en stor Famile soulageres paa andre Maader fremfor den med en mindre. Med enhver Indbygger i Landet synes mig der ved de of- fentlige Afgifter eller deslige hensees til Mæng- den af Børn o. s. v.

A. Ja, det var ret at ynske, at sligt toges i Betragtning.

B. Nu faaer vi skilles ad for denne Gang, jeg haaber snart at see dig igien.

A. Jeg længes lige saa meget derefter, som du. Farvel.

17

17 Tredie Samtale.

A. Nu kommer vi til den Foragt en Embedsmands private Opførsel og Levnet kan sætte ham i.

B. Uanstændig Levemaade kan vise sig i meget; men jeg vil ei her igiennemgaae alt. Naar en Embedsmand, hvor duelig han end ellers er, f. Ex., paa visse Tider er ubeqvem til sit Embede, naar han daglig søger Verts- huse, der spiller og drikker med sine ligemænd, og tiere med sine Undermænd, maa han derved vist nok tabe meget af sin Ære.

A. Skal da en Embedsmand vise sig stolt og hofmodig mod sine Undermænd?

B. Nei, det være langt fra; ved sligt erhverver han sig ingen Høiagtelse. Eet er at være høflig og beleven mod dem, et andet er, offentlig at spille, drikke og drikke Duus med dem. Det første synes mig han bør ved

18

18

alle Leiligheder, hvor ikke Embedets Pligt udfordrer andet, men det sidste bliver aldrig anstændigt.

A. Men naar en Embedsmand gaaer end- nu videre, ja saa vidt, at enhver endog kan sige, han er liderlig, hvad mener du da?

B. Ja saadan en er efter mine Tanker aldeles uværdig til at beklæde noget Embede, hvad Egenskaber han end ellers maatte besidde.

A. Nu kommer vi da til det femte og sidste: Lad os tale noget derom.

B. Naar en høiere Øvrighed ved alle Leiligheder yttrer Foragt over en ringere, kan det neppe feile, at dette sætter den sidste i Foragt hos Almuen. For Exempel, alle Kla- ger, hvor ugrundede de end i sig selv ere, ansees grundede. Pøbelen smigres for og forsikres at skulle faae Ret, førend man veed enten den Klagende har Føie til Klagen eller ikke. En Embedsmand, der vel er i Stand til at forsvare sit Rum bedre end Superieuren, ham gives ved alle Lejligheder de skar- peste uforskyldte Irettesættelser m. v. Hvad bliver vel Følgerne af sligt?

19

19

A. En Embedsmand, der saaledes be- gegnes, maa enten daglig ligge til Felts med sin Overmand, eller være aldeles foragtet blant sine Undermænd. Det første giør ham daglig Græmmelse, og betager ham meget af den Tid han ellers anvendte paa Embedsforretninger, og det sidste giør ham baade nedslagen og foragted.

B. Men naar alt hvad i sligt Fald forhandles mellem Høiere- og Under-øvrighedspersoner bekiendtgiøres for Publico, enten ved visse den Høieres saa kaldte Fortrolige, eller ved den selv, som har formaaet Superieuren til at underskrive de af sig forfattede Tilrettesættelser; saa vil der jo meget til at forsmerte sligt for den, som har Følelse af Samvittighed og Ære.

A. Mig synes, at en slig Superieur burde betænke, at han ved sligt efterhaanden bringer sig og sit Embede i Foragt.

B. Ja, det er fandt; Thi naar Pøblen (under dette Navn forstaaer jeg her alle dem, der tænker som Pøbel) først ved Superieurens Hielp har faaet tilsidesat alt hvad en ringere

20

20

Embedsmand giør og foranstalter, det maa være saa lovligt og saa nødvendigt som det vil, saa bliver snart Superieuren med foragtet.

A. Mig synes end videre: Naar en Superieur, der handler uden Raison, ester sine egne og sine Lederes Passioner og Hensigter, træffer paa en ringere Embedsmand, der veed ar forsvare sig, kommer han tidt uden videre i den Grav, der er graven for den anden.

B. Grunden til Hadet til den ringere Embedsmand ligger vel næsten altid i private og egennyttige Hensigter, hvorunder der Almindelige saaledes maa lide.

A. Vil en Overdommer underkiende en Underdommers Domme, en Superieur tilsidesætte en ringere Embedsmands Foranstaltninger, alene for at ansees som den, der vil skaffe hver Mand Ret, saa handler han ligesaa uviist som uretfærdigt.

B. End, naar en Superieur ved alle Leiligheder yttrer Mishag over, at de ringere ei ere alvorlige nok i al overholde det, hvor-

21

21 over de ere satte, men saasnart den ringere Embedsmand vil giøre hvad han bør, da tilsidesætter det, hvad tykkes dig derom?

A. Mig synes en saadan Superieur viser, at han enten er meget ond, eller ikke sit Embede voxen.

B. Følgerne deraf, at den ene Embedsmand enten for høiere eller ved alle Leiligheder i offentlige og private Selskaber afmaler en anden Embedsmand (hvis store Ven han dog i hans Øine viser sig) paa det sletteste, mener du de ei maa blive slette?

A. Jo, det kan ikke feile. Bedre var det, at enhver passede paa sit eget, at den ene Embedsmand heller søgte at lette end tynge den anden. En retskaffen Mand, der vil og kan passe paa sit eget, søger ikke at beføre andre. Derimod de, der forrette sit eget slettest, (endskiønt de forstaae at indbilde de Taabelige, at de giør det meget vel) bekymre sig gierne mest om andres, og i Henseende til dem giøre Fluer til Elephanter.

22

22

B. Men er ikke Egennyttighed den største Aarsag til sligt?

A. Jo, det troer jeg vist; var ikke den, man skulde neppe see den ene Embedsmand at forfølge den anden baade hemmelig og aa- benbare, alene for Tabet af en ringe For- Deel, som man tiest ingen Ret har til, og hvilken man aldrig kunde have faaet, uden at det Almindelige derved skulde have tabt langt mere.

B. Men, naar høiere Øvrighedspersoner, eller de, der styre dem, lade alle Ordres og Giensvar paa Forespørseler fra ringere Embedsmænd være tvetydige, hvad synes dig derom?

A. Mig tykkes, at sligt lugter alt for meget af Tingstuderie eller Rabulisterie o. s. v., og altsaa burde være langt fra dem, hvilke vigtige Embeder i Staten ere betroede.

B. Gud give lykkelig Forandring i dette og mere det Almindelige skadeligt.

23

        

24

        

1

Plan til

en almindelig

Pleie-Anstalt

i Bergen udi Norge.

BERGEN, trykt hos K. M. privil. Bogtrykkeri, Hinrich Dedechen.

2

        

3

Bergens nærværende ynkværdige Tilstand giver hertil Anledning. Hvo kand afmale og beskrive den med de virkelige sande Omstændigheder, saaledes, som den gives udi alle Stænder? Hvor ubehagelig skulle den ikke blive at læse, naar den kunde udføres saa, som man føler den ! En kunde ikke føre i Pennen, hvad alle Stænder lider, den ene Stand yderligere frem for den anden. Derfor maatte En i hver Stand fremføre sin Stands Lidenskaber, ei allene de almindelige, men og de særdeles enkle, om de kunde alle vides; men umueligt! Derfore maa de ikke ventes her at blive anførte. Enhver i sin Vei og Stand føler sine Trængsler og Gienvordigheder. Lad den

4

formuende Stand tale; saa skal der høres i Almindelighed en Jammer-Klage, ligesom deres Formue er ude i visse Veie og Grene. Er det Rentenerere: hvor usikre staae deres Penge! Tabes der ikke paa Capitaler, naar Husene sælges for halve, ja mindre Værdie? Hvor mange kand faae Renter? Hvad svares Pandthaverne? nu dristigen, nu redeligen: Der er Eders Pant; giør Eder det saa nyttig, som I best veed og kand! Mange Huse findes ilde medhandlede; og naar saaledes Pandthaveren nødes at modtage; hvor skal han blive af med sit Pant, naar ingen Kiøber gives? Maa det ikke saaledes staae hen tillukt, eller leies bortpaa Lykke og Fromme, indtil en uforventende Kiøber kommer, hvis Bud er ham til Skade; men maa dog heller vælge mindre end større Skade, og dog være uvis paa Renters Erboldelse? Er der formuende Kiøbmænd: hvem skal de sikker sælge til? Creditter gives den ene Tid efter den anden; tilsidst maa der standses. Her vil haves Penge, ingen gives. Her udpantes, her sælges det Udpantede, hvorfor ingen Penge faaes, men igien om- gaaes paa samme Maade. I Mangel heraf, maa oppebies den redelige Betalers

5

Tid og Leilighed. Formindskes ikke saa- ledes den Formuendes Stands Vilkaar og Formue? Dette fæle Stød føler jo og vore offentlige Stiftelser.

Lad Middel-Standen tale; mon ikke deres Tilstand ere haardere, end de forriges? Alt hvad de har eiet, skal de finde at være forsvunden. Har Endeel noget tilbage; saa har de Aarsag at frygte, at det vil blive yderligere, naar det Over- blevne skal bruges til Understøtning og Livs Ophold. Er det Kiøbmænd, som lever af Credit, og vil vedligeholde Handelen; saa maa de og igien kreditere, men paa uvissere Fødder. Den staaer sig vel, der kand handle og tuske Varer mod Varer; men hvor mange gives heraf? Er det Haandværksmænd: er de ikke næsten alle paa Knæerne? som man siger. Hvor saa er det ikke, som kand sige at have Arbeide? Er det Høkere: bliver ikke deres Vilkaar endnu slettere? Naar man allene seer hen til hvem de skal sælge og creditere, mon det ikke bliver Armod og Fattigdom? Her kommer vi til den belydlige Sag, som her egentlig skal blive handlet, nemlig vor Almue, dm gemene Mands

6

ynkværdigste Tilstand. Her maa man blødes og røres over at gaae ind i denne yderste Gienvordighed, men heller spørge: Hvoraf og hvorledes denne Stand lever udi disse misserable Tider? Svaret kand ei andet blive, end at de lever allene af Almisse og af Tiggerie, og paa den allerhaardeste og sletteste Maade, som den Y- derste Hungers Nød kand drive Mennesket til, ja virkelig creperer allerede af Mangel paa Livs Ophold, som efter troværdig Indberetning skal være tvende Mennesker arriveret. Er ikke da Bergens nu værende Tilstand ynkværdig, og Bergen allerynkværdigst at beklage?

Aarsagen, hvoraf denne almindelige Jammer og Elendighed reiser sig, bliver ufeilbar ei allene den i Europa næsten almindelige dyre Tid paa Levnets Midler, som Bergen føler i høi Grad, men og særdeles den aarlige Mislingelse af Fiskerierne, som er for Bergen den betydeligste Post i deres Nærings Veie, hvortil kommer endnu de aarlige svære Contributioner, nu frem for tilforn; den saa ofte paa hinanden over Bergen gangne Giæst, Ildebrand; de i Bergen ilde anlagde kostba

7

re Entrepriser; Handelens slette Orden og Arrangement; Pengemangel; men i sær den ved Batterie opdragne store Hob af Mennesker, hvis Lige neppe findes, hvorover man maa gyse og grues for at høre, mere at see daglig for vore Dørre, som nu helst i denne vedvarende Kulde maa lide med Hungers Nødde allerfæleste Piin-sler. Min GUd! hvor maa ikke Haarene reise sig paa Hovedet over det grusomme Syn og den fæle Lyd, vi daglig maa høre og see langs Gaderne! GUd give os dog engang Raad, Ævne og Middel at forekomme og afværge dette store Onde, som Bergen svømmer udi! Her mangler ikke paa Kongelige Anstalter; her mangler ikke paa Øvrighedens Velvillighed og Ivrighed at hemme samme; her mangler ikke paa Indvaanernes Redebonhed, i at yde efter Ævne; Kierlighed, Goddædighed og Eenighed er her vel til sin høisttrængende Næste; derpaa mangler man ikke Exempler; desforuden gives her aarligen en stor Sum Fattig-Penge, foruden de store Contributioner, som paa saa mange! Maader betales for den Fattige, hvortil maa regnes de daglige Haandskillinger og Uddelinger paa adskillige Maader; Men Maa-

8

den, Maaden allene mangler os; derpaa kommer det an; deri hænger all vor Ulykke og disse ulyksalige Omstændigheder.

Er det den rette Maade, at give Fattige Penge i Hænde? Jeg mener Nei, Hvorledes anvender de fleste Fattige slige Almisse-Penge? Maaskee sig selv og de Ydende til dobbelt Skade. Jeg vil ikke med min Pen fornærme noget Menneske med min gode Villie; det være langt fra; Langt mindre min fattige trængende Næste og Medborger. I den Stand findes, som i alle Stænder, mange slette Gemytter, og maaskee ofte mest deraf i den Stand. Men der gives og mange gode, som kand anvende Penge vel, med Overlæg til sig, og sin Givers store Nytte. Hvo kiender dem ud iblandt saa stor Flok? Umueligt! Kand ikke en om Gaden gaaende Tigger samle sig endeel Skillinger om Dagen?

De Ydende veed ikke af hverandre. Alle omløbende Staadere seer misserabel ud udvortes; de klager og beder ynkelig; og dog kand der være de iblandt, der ofte kand have mere end Giveren. Er ikke Ober-Commissionen for de Fattiges Væsen uskyldig, naar ingen Almisse gives, uden troværdige

9

Mænds Attest? Og hvad kand Ober-Coinmissionen giøre videre paa den Maade, som det nu er, end at uddele Almisse til de værdigste angivne Lemmer? Sat I Eder selv i de Herrers Sted, om I kunde giøre det bedre; Jeg mener Nei. Men jeg er mod Pengers Uddeling; Jeg siger: At Almisse-Penge føder Fattige, nemlig, at Forældre med Børn opmuntres ved Penge-Almisse; de Fattiges Antal derved aldrig formindskes, men heller daglig forøges, og formeres utrolig. Mine Tanker, mit Raad og min Maade skulle være denne, nemlig: At Fattige gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, om det kunde lade sig giøre. Dette overlader jeg til bedre Indsigtsfulde, og Retdømmendes retskafne Eftertanke. Jeg vil gierne frafalde, naar bedre Maade overbevises mig. I Mangel deraf, vedbliver jeg min Sats: At alle Fattige i Almindelighed gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, i Steden for Penge; I Særdeleshed de Huus-Arme og Sengeliggende varm. Mad til sit svage Legemes Pleie og Forfriskning, som vore gamle Forfædre haver lært os; og de friske fattige Lemmer passelig Mad med passelig Arbeide tit sit sunde

10

Legems Vedligeholdelse, hvortil for de sidste maa gives passelig Straf eller Belønning.

Nu mangler Manden, hvorfra Bekostningen skal komme, og hvorledes dette store betydelige Værk skal foretages og vedligeholdes, uden at skade eller paabyrde Indvaanerne i Bergen mere end hidtil er skeed. Jeg tilstaaer, at det er mere end een Mands Gierning; men jeg troer og, at det er Alles Skyldighed at vise al muelig Tieneste. I det faste Haab, om all Beredvillighed og beste Bedømmenhed, underkaster jeg min Veltænkende Meening under det retskiønnende Publici Censur, og derpaa fortfarer at forklare min Meening. Manden, hvorfra Bekostningen skal komme til at underholde de Fattige Mad, i Steden for at give Penge, og hvorledes dette skal sættes i Værk, bliver allene denne Sang min Sag at udføre.

Til Bekostningen er jeg ikke af den Tanke, at den tvungne Lignings-Maade skulle følges, men at frivillige Gaver i Penge skulle modtages af enhver, ligesom enhver ved aarlig Omgang ville antegne

11

sig for. Dernæst skulle jeg haabe og troe, at enhver retskaffen dydig Siel ved alle givne Leiligheder, af Forsynets Frelst fra Fare og af dets utemmelige Velsignelser til all Lykke og Velgaaende, kunde tænke paa sin trængende Næste, enten i Penge eller i Varer, efter sin Ævne og de ham trofne Omstændigheder; enten med eller uden hans Navn, efter hvers Behag. Endelig var der roesværdigt, om et allene offentlige Steder, men og enhver i sine Huse havde Spare-Bøsser, for at erindre enhver ved alle givne Leiligheder at tænke paa den Fattiges Tarv og Beste; og, naar man er i Samlinger og nyder et Gode frem for dem, der da kunde ydes efter Godbefindende, hvortil maatte støde alt det, som til de Fattige ere henlagde, og om Frugten heraf blev høstet, ville maaskee dydige Siæle legere noget til de Fattige efter sin Tid. Hvortil skulle udvælges visse redelige og retskafne Mænd, hvis Drivefiær skulle allene være Ære og Kierlighed for de Fattige; og saaledes en udi hver Sogn, der skulle forestaae Incassario- nen. Hvorledes det skal sættes i Værk @Behandlings-Maaden ved Pleie Anstalten, hvorledes de Fattige skal mættes og be-

12

spises, bliver best, synes mig, at visse Huser, hvis Beboere ere dydlge, redelige og Veltænkende Venner, og Velyndere og Velgiørere af Fattige, skulle anmodes og overlades under publiqve Byrders Fritagelse til at paatage sig denne ærefulde Møye, og det udi visse Districter af Byen, hvor de Fattige findes i en Circumference, hvorfra der skulle daglig uddeles Mad og Brød, som saaledes skulle begyndes fra de allerusleste Huus-Arme; hvilke Velsignelser, kand være herligere og sødere end disse! Denne Pleie-Anstalts fuldkomne Behandling, dens Tilstand, saavel dens Indtægt, som Udgift, bør maanedlig, ja ugentlig blive offentlig bekiendtgiort i Trykken, at enbver dydelskende Siel kand see sine rundelige Gaver blive viiseligst uddelet til Güds Ære, sin trængende Næstes beste Nytte, og sin egen store Glæde.

Disse foromtalte, nemlig Fattig-Forstanderne, der skulle have med Incassationen og Annammelsen af Penge og Varer, med Leverancen af det oppebaarne og indkiøbte af Mad-Varer til Spise-Værterne, som igien skulle daglig uddele Portions-

13

viis af Mad og Brød tit de fattige Huus- Arme for det første, men siden, om det kand tilveiebringes, til alle nødtrængende Siele: Disse, hver for sig, saavel Forstanderne, som Spise-Værterne udi et hvert Kirke-Sogn, skulle staae under Sognets Pleie-Commission, der skulle besstaae af Sogne-Præsten, en af Capellanerne, en brav Borger-Mand af hver Rode, som aarlig skulle vælges af Rodens Beboere, og en af Sognets Chirurgi aarlig, hvis Skriver skulle være enten Klokkeren, eller og Skoleholderen paa Sognets fattige Skole; og dens Bud Kirke-Tieneren.

Disse Sogne-Pleie-Commissioner skulle igien staae under en almindelig PleieCommission, som skulle sættes af Stiftamtmanden, Biskoppen, Magistraten, Stads-Physicus, Rector og StadsHauptmanden, hvis Skriver skulle være Kirke-Skriveren, og Budet RaadstueTienerne.

Her er mine ringe velmeente Tanker; Resten maa enhver Fornuftig slutte sig til, hvad enhvers Bestillinger vil blive. Min Hensigt er, at enhver Indvaaner kand ha-

14

ve sine Hænder deri med, bruge sine Tanker, og anvende sin Ævne og Formue til fælles Nytte og Gavn; thi hvad vil der vel siges med den Borgermand af hver Rode, som skulle og burde vælges til at sidde i Sognets Pleie-Commission, andet, end at den Rodes Beboer, som selv har udvalgt ham som Deputeret, kunde omgaaes og gaae ham igien til Haande, saa- vel i Henseende til det ydende, som til det nydende Partie? Er det ikke overeensstemmende med Pleie-Anstaltens Natur! og Væsen? Pleie-Anstaltens yderligere og ypperligere Hensigt har vi læset fra Kiøbenhavn, hvor vor Allernaadigste Konge derved bliver den allerstørste Konge; thi hvad kand være høinødvendigere for vort fartige Land, end at tænke paa at pleie vore Huus-Arme, skrøbelige Fattige, og vore ubesørgede fattige friske Lemmer? Ulyksalige Land! hvor Hænderne hænger og slænger! Men derimod lyksaligt, hvor Hænderne gaaer, og Lemmerne trives ved Arbeide! Lad da vor paatænkende PleieAnstalt bære den Store Autors høipriselige Navn, til et uforgiængeligt Æreminde for vor Velsignede. Landets Fader, den Store, den Gode og den Viise Christian.

15

Hvad hører og seer vi allerede i disse Dage? At vor retfærdige Øvrighed har foranstaltet Collectering, at Meel og Penge kand uddeles; visselig til høist Nødlidende, af Hunger og Svaghed bestædde Fattige. En høit priselig Anstalt! Hvor overflødig viser sig den frivillige Goddædighed iblandt os! Hvad Tak og Velsignelser vil ikke enhver hungrig Siel af Hiertet sende det allerhøieste og mægtigste Væsen!

Velsignede Medborgere! giver, faa skal Eder rigelig igien gives.

Philobergus.

16

        

1

No. 2.

Den

almindelige

pleie-Anstalt.

Bergen den 2den April 1772.

Trykt hos K. M. privil. Bogtrykker, H. Dedechen.

2

Kiere Bergen! Et Ord endnu, i Følge af seneste afhandlede Materie. Lad ei af at eftertanke samme, og ansee det ikke ligegyldigt. Umueligt bliver det, saa længe der ikke legges Haand paa Verket med et fornuftigt Overlæg. Vanskeligheder og Hindringer gives i alle Foretagender, ligesom Gierningen er betydelig til. Skulle det ei være giørligt at give Fattige Mad i Steden for Penge, naar den Sats var uryggelig og vis forud, at det Almindelige, saavel der ydende, som nydende Partie, vandt derved? Lad os allene korteligen eftertanke, om der skulle være til Skade eller Fordeel. Sæt, at Fattige faaer allene Penge i Hænde; Hvortil Penge i Almin-

3

delighed bruges, oftest til Unytte, vil vi forbigaae, da dog samme kunde hemmes derved. Men sær, at de alle blev anvendt til Mad og Drikke, og betænk, hvor og hvorledes kiøbes det? Hvad og hvor meget faaes der for Pengene, helst udi dyre Tider? Mon de ikke kunde spise to, jeg sætter kuns to Gange, i Steden for en Sang, naar alle deres Spise-Varer kom saa godt, som fra første Haand? Er det ikke en Sandhed? Deres Oeconomie og Huusholdning, hvorledes er den? Deres Spise, hvor sund er den? Bør ikke saadant vides? Videre: Lad Spist-Værter gives; lad de, som sagt, faae Alting fra første Haand; lad dem tilstaaes en retmæssig Fordeel ringe Betydenhed; lad et Magazin af Føde-Varer, ja Brænde, oprettes for de Fattige, hvorfra Spise-Værterne kunde erholde det Fornødne! Kig ind i vor Guarnifons Marqvetenterier; hvorledes gaaer der til? Kunde ikke de hielpe os til en fornuftig Regel? Maatte der ikke ufeylbar ved slige oprettede SpiseVærter spares? Vil ikke 10, ja 20 smaa Gryder koste mere at varme, end en stor? Er det ikke en Sandhed? Skulle det ikke da blive en Fordeel for begge Partier? Unægteligt. Overvey Sagen nøyere; For-

4

søg, og giør dog en Prøve med vore HuusArme og sengeliggende Fattige; De har Førstefødsels-Rettigheden dertil. Bergen! det er den første Grund til din Lyksalighed.

Efter vore Huus-Arme og Sengeliggende Fattige bør der jo sørges for vore øvrige Fattige, der haver sunde og friske Lemmer. Gives der nogen, der mangler derpaa, maaskee alt for mange, desverre! saa maa de ved Pleie og Arbeide erholde og vedligeholde Sundheden. Disse bliver ufeilbar af forskiællig Alder, og altsaa af forskiællige Classer, som Børn, Tilvoxende, Voxende og Aldrende af begge Kiøn. Alle ere næsten lige ubeqvemme til Arbeide. Hvad Arbeide her meenes? kunde der efrerspørges; da meenes saadant, som kunde foretages i ledige Timer. Naar gives de? kunde her atter spørges. Svaret kunde vel ei andet blive, meener jeg, end at de gives nu næsten det hele Aar igiennem. Hvad er den gemene Mands almindelige gangbare Arbeide om Aaret andet, end i Foraaret, naar GUd giver Fiskerierne ved Bergen, at gaae og salte Sild, og at flekke, salte og virke Torsk til Klipfisk? Det kand vare næsten i 2de Maaneder, naar begge Vel-

signelser rigelig gives. Men nu i endeel Aar, helst i Aar, næsten intet, desverre! Gud see

5

til Bergen! Om Sommeren gives Arbeide for dem i Stevnens Tid, og ved den saa kaldede Stuing paa Skibene, i Følge af Stevnene, i sær sidste. Naar den Tid lægges sammen, kand den udgiøre næsten 3 Maaneder. Her er næsten det gandske Aars Arbeide. Qvinde-Kiønnet kand for den øvrige Tid spinde og knytte, om de kand faae; og om de alle kand spinde og knytte, tvivler jeg høilig paa. Mand-Kiønnet kand jo aldeles ikke spinde og knytte. Gid det ikke blev holdt iblandt os for en Skam, at de blev sat dertil! Naar her tales derom, saa belees det. Kand de sættes lettere til andet Mands-Arbeide, saa er det bedre. Tael, I Fremmede og Bereiste! herom, om det ikke skeer Udenlands, og be- skiæm hver Mand, der undseer sig for sligt Arbeide. Her seer man den gemene Mands almindelige Aars Arbeide. Dens særdeles Arbeide, er det af den Værd, at det kand andføres med Fordeel? Ach! det er af en saa liden og ringe Baade for dem, at det kand ved Vished næsten ansees som intet. Der skal dog leves hele Aaret igiennem, og hvad de skal have, koster dem frem for andre Stænder allerdyrest, helst i dyre Tider. Kand og maa nu ikke Tiggerie og Lediggang fødes og taales hos os, som er

6

fornødent Onde? tilsiger man en frisk Betler, at du er for frisk og for ung at betle og tigge, see til, at du kand faae Arbeide; saa er Gien- svaret jo: Hvor skal vi faae Arbeide? skaf os! Og ingen Vei veed man at vise dem. I Mangel deraf er det bedre at de tigger sig Brød til, end stiæler samme. Ørkesløshed er en Rod til alle Laster, ja en Forbrydelse imod Staten, helst naar Armod og Hunger er følgagtigtillige. Spørg Misdædere! Mennesker er forpligtet efter Naturens Lov til Arbeide; her vil arbeides, her bedes om Arbeide, og dog kand ikke faae. Er det ikke en Himmel-raabende Synd over Bergen? Bergen! det er og bliver din Undergang, betænk vel, at Ørkesløshed har før kuldkastet Bye og Riger; hvad maa du ei frygte for den saa hos dig overhaandstageude Lediggang og Armod? GUD give dig dog engang opladte Øyne, at du kunde fuldkommen indsee, at det nu er den høyeste Tid for dig at standse dette indgroede fæle Onde ved Arbeide. Kandskee jeg giorde Uret, om jeg beskyldte de Rige for Mangel paa alvorlig Ivrighed at afværge saadant Onde, og de Fattige for Mangel paa Villie til at arbeide; jeg vil troe det; jeg vil lade Erfarenhed vise, hvis Pligter opfyldes; Gud give Begges! saa arbeider Bergen paa sin

7

Opkomst og Lyksalighed. Dette Onde ligger jo ikke i Mangel paa kierlige og priselige Anstalter; vi har jo Fattig-Huser nok; hvad er da Mangelen? Mangelen, troer jeg, er i vor slette Omsorg, først i at forekomme Lediggang og Armod, og dernæst i at sætte vore friske Lediggiængere og Forarmede i Arbeide; Hvad synes du, min kiere Bergen? Er det ikke en Soleklar Sandhed? Bliver ikke begge Dele Øvrighedens og der gandske Borgerskabs fælles Sag? Lad os betragte det første, nemlig den fornødne Omsorg at forekomme Ørkesløshed og derpaa følgende Armod.

Der mangler ikke paa Ømhed og Kierlighed at ville hielpe til rette, næsten alle Tilattersgaaende, helst uskyldige og ulykkelige redelige Mænd, derom har vi mange Beviser, saa det ligger ikke deri; Men den ulovlige og ubillige Underminering, som gaaer i Svang, bliver nok Aarsagen; den bestaar i lutter Uorden og Confussion i Almindelighed hos os, og i den ilde opdragne patriotiske Tænkemaade hos os; thi vil vi see hen til vor indvortes eller indenbyes Handel, hvorledes den ædle Frihed misbruges til Byens Ruin og Ødelæggelse. Kand ikke nu visse Borgere underminere det gandske Borgerskab? Naar Een kand handle

8

en gros og en de tail, som at salte 0g virke Sild og Torsk, og at have Bonde-Handel, tillige at holde Kramboe, Bryggerie, Tapperie og Høkerie paa et og det samme Borger-Brev? Er ikke de fleste Handlende Skippere, naar deres Borger-Brev er kun som Skipper? Kand en Skipper, saalænge han farer, holde Kramboe, og handle a parte hiemme? Kand en Skipper, naar han holder op at fare, handle og slaae sig til hvad han vil, uden at faae forandret BorgerBrevet? Kand en Høker holde Kramboe, Bryggerie og Tapperie tillige? Kand en Kramboe-Handler agere Kiøbmand en gros og Bonde-Handler tillige? Kand en Kiøbmand en de tail handle en gros tillige, og saaledes fremdeles vide versa paa eet og det samme Borger-Brev? Kand fremmede Kræmmere indfinde sig her om Sommeren til Borgerskabets Skade, og dog ingen Rettighed dertil have? Kand Uberettigede taales at giøre Laugene Indpas? Mon det ikke giør Confussion og Uorden i Staden? Mon deri ikke ligger Grunden til Handelens Fordærvelse, Nærings-Veienes Forvirrelse og Formindskelse, og Stadens Ødelæggelse? Mon saadan Handel kand kaldes Fri-Handel, til samtlige Borgerskabets Nytte og Fordeel? Læs, Bergen!

9

dine herlige Privilegier. Kand du erholde større Herlighed i Handelens Frihed, end de du har? Er ikke den regelmæssig, ordentlig og velindrettet Fri-Handel? Mon nogen Han- del kand være friere og mere ordentlig indrettet, hvor hverken Handelen selv eller Handels-Manden er indskrænket? Men betragt kuns Nøye dette, om en Borgers Frihed maa gaae saa vidt, at den falder ud til en Selvraadighed. Kand en Kiøbmand giøre hvad han vil, da er vist Handelen underkastet Trældom og ikke Frihed; thi der, som indskrænker Kiøbmanden, indskrænker derfor ikke Handelen. Bør ikke en Borger holde sig til sit Borger-Brev, og ikke videre? Vil han forandre samme, kand han jo; det er tilladt. Altsaa er hverken Handelen eller Handelsmanden indskrænket, naar kuns Orden iagttages. Bergen! er det ikke Sandheder?

Betragter vi nu Byens patriotiske Aand, hvorledes gives den? Er den i alle Handlinger overeensstemmende med Fædrene-Landets og Fædrene-Stadens almindelige Beste? Tænker hver i sin Stand, i hvad der giøres og handles, om der strider imod Landets og Byens Vel? Er egen Interesse nyttig, naar den skader Publicum? Er vor Handelsmand patriotisk, naar vo-

10

re raae Producter udføres, naar Fremmede forarbeider vore Varer? Naar skal saa ærekiære Patrioter opstaae iblandt os? Her gives vel; men kand de Faa stride igiennem den almindelige fordærvede og indgroede Smag af Fremmer? Hvor maatte ikke den Smag blive afskyelig, naar den blev grundig indseet? Give GUd! at denne pa- triotiske Geist maatte dog engang fæste Rod og boe hos os, og maatte arves paa vore Efterkommere! Enhver giøre sit dertil, efter sin Evne og Formue; enhver i sin Stand være Patrioter, elske sit Land og sin Fø- de-Bye, ja alle dens Beboere, som sin Næste og Medborger; den ene opmuntre den anden dertil; enhver hade og foragte den, der handler mod Fæderne-Stadens og hver Mands Beste; enhver skye all Snige-Handel og den nedrige Vinding, som er mod Byens og sine Medborgeres Fordeel; enhver blive ved sit, og ikke giøre Indgreb i andres Næring og Brug; hvo der haver en og den samme Nærings-Vei, de samles for at udtænke hvad Feiler og Mangler deri gives, og hvad Fordeler der kand udtænkes? som kand være dem og det Al- mindelige til Gavn og Nytte, saa at ingen præjudiceres derved. Tael, I Geistlige Mænd! med mig mere herom, fra den offent-

11

lige Stoel, og grund det paa det hellige og hos os saa opklarede herlige Lys. Er det ikke Sandheder? Er ikke da den Omsorg med mere, som ved Spil, Drik, Kroegang og Lediggang, at forekomme Ørkesløshed og den derpaa følgende Armod, høyst fornøden? Har ikke denne Uorden og Confussion, og den ilde medfødte patrioriske Tænkemaade, en temmelig Indflydelse paa vor Almue til dens Lediggang og Armod? Jeg mener Jo. Bergen! vil du begynde at arbeide paa en fornuftig Ordentlighed i din frie Tænkemaade og i din frie Handel, saa arbeider du vist paa den anden Grund til din Lyksalighed. Hvad Omsorg ville du vel synes kunde flyde derudaf? Ville og burde vel ikke det blive naturligviis den Omsorg, at sætte dine friske Lediggiængere og Forarmede udi Arbeide? Hvad mener du Bergen! Jeg veed meget vel, min kiere Bergen! at du ønsker det nu, helst da de Fattige nu ei kand ernære sig, uden at der gives dem Arbeide. Det vil blive i visse Maader en ømmelig og vanskelig Sag at foretage sig, i Henseende til de Fattiges forskiællige Omstændigheder, som umulig kand indsees; thi at behandle dem alle paa een og den samme Maade, ville blive ubarmhjertigt. Taabelige og Blinde ere ikke frie udenlands for

12

Arbeide; derfore skulle her tænkes paa Arbeide for et hvert Kiøn, ja endog for enhver Alder. Skulle der ikke blive Arbeide nok at faae for enhver? Er ikke de fleste Fattige slige Arbeids-Folk, hvis Vindskibelighed mere bestaaer i Kræfter, end i Nethed? Betragt kun de allersimpleste Ting, som en Skoe-Børst. Giver vi ikke Fattige i fremmede Lande derved Brød i Munden, og tager det fra vore egne Fattige, som maa derfore sulte? Har ikke en Borgermand viist deri sin patriotiske Villie? men er han ikke hindret ved fremmede Børsters Indbringelse? En uskikkelig Skam og Vanære for Bergen, at Manufacturers og Haandværkers Undertrykkelse skeer ved den slette Smag af fremmede Varers Indførsel! Saa er da Mangel paa Arbeide og Anviisning til Arbeide Aarsag til, at vore Huser ere fulde med Huus-Arme, og at vore Gader ere besatte af Betlere. Saalænge vi ikke giver vore egne Fattige vort eget Arbeide at giøre, hvad nu Holland og andre Stæder giør for os, saa bliver alle vore Anstalter, i hvor priselige de end kand være, unyttige og forgiæves, og alle vore Almisser og Kierligheds Gierninger utilstrækkelige. Fattigdom har saa Over- haands taget hos os, at den er næsten en

13

utaalelig Last og Byrde for vort Bergen. Skulle de ikke, hvor ringe og usle de end ere, ernære sig selv? Skulle der ikke gives grovt Arbeide nok for dem? Hvo der ville leve og have Føde, og kunde arbeide, skulle arbeide; I Mangel deraf, strax transporteres paa Tugthuset, at arbeide under Tvang, efter at de mildere Midler ere brugte til Overtalelser, og siden efter Forbedring og udviste Flid udlades igien af Tugthuset, hvilket Huus burde dog giøre Byen større Nytte, end det hidtil har giort. Kunde du, Bergen! nu foretage dig dette velsignede Verk, hvor ville du ikke snart undgaae Betlerie, som da maatte oppasses nøyere af Staader-Fogderne, der nu ere unyttige Creature, ja Tiggere selv.

Jeg veed meget vel, min kiere Bergen! at dine Kræfter ere nu alt for svage dertil, saa at det kunde synes for dig umue- ligt; men lad ikke Modet falde. GUd skal give dig ei allene dine forige, men flere og større Kræfter med Tiden, naar du vil uafladeligen med utrættet Flid og enigt Sind under Guds Bistand begynde med Lidet, og vedblive efter tiltagen Evne og Formue at udvide aarligen der begyndte Lidet med allermueligst Menage og fornuftigste Overlæg.

14

I Begyndelsen maa du ikke tænke paa Fordeel eller Avance; nei, giør dig ei saadanne Begreber; thi hvad Fordeel vil du vente af tvungne og ubevante Lemmer? Den Fordeel maa først være dig nok, at du ei føder Fattige ved Lediggang og Tiggerie, men ved Arbeide; dernæst, at du forebygger de Huus-Armes større Antal; og endeligen, at dine Børn vil i Eftertiden velsigne denne saa herlige Foretagende.

Vil du indhænte snart Fordeel og Gevinst, saa maa du vist begynde med din Ungdom, som kand bøyes og tvinges, som du vil. Hvor var der at ønske, at vore offentlige Fattig-Skoler vare saa berigede, at de kunde udvides, og at vore fattige Børn der kunde leve og lære ligesaavel at arbeide, som at lære deres Christendom, der umuelig kand frembringe sine rette søde Frugter, førend der skeer?

Ligesom Arbeidet tager til, saa kager Ørkesløshed og Armod af, og Flittighed og Rigdom tager til, Menneskers Antall voxer, og Byens Indkomster forøges; da skal der ikke klages over for mange Folk, og da skal der ikke klages over Mangel paa Penge og Rigdom; thi da vil de flyde ind af sig selv. Hvad læste vi nyligen i Aviserne om Uld-Spinderiet, som

15

en Mand anlagde, hvor der var over 5000 ledige Mennesker, men inden 30 Aar over 20000 ar- beidsomme og rige Folk? Saadan Nytte kand et eeneste Fabrik ham. Hvad er Sølv og Guld i Verden uden Arbeide og Forsynlighed? Er ikke Rigdom en Velsignelse i den Viises og Flittigheds Hænder, men en Forbandelse i Daarens og den Lades Hænder? Bergen! dette vil blive den 3die Grund til din Lyksalighed.

Enhver, der har Kundskaber og Indsigter om Haandværker, Manufacturer, Fabriker, Oeconomien, Land-Væsenet, Fiskerier, Handel og Vandel, Seilats, hver Slags Næring i sær, og alle Nærings Veies Udbredelse og Formereise, ved Natur- og Kunst-Varer, i hvad der maatte være, bør oplyse Publicum, om det kunde være til nogen Nytte. Hvor kiert var det ikke for mig, og hvor var jeg dem ikke forbunden, om de ville meddele mig deres Kundskaber! saa kunde det tilsendes mig skriftligen, med Udskrift til Philo- bergus, og afleveres hos den privilegerede Bogtrykker, Sr. Dedechen, i Bergen. Skriv af Kierlighed til det almindelige Vel. Lad Reli- gion, Regiering, Dyd og gode Sæder være helliget og ubesmittede. Lad de Lærde i det Lærde beholde for sig den lærde og høie Skrivemaade. Skriv, som du kand, om det ei er saa vel, som du ønskede, om ei Stilen er saa smuk og saa ordentlig. Skal derfore der Nyttige skiules? Nei, derfore er Pressen aaben, at Kongen og Fæderne- landet kand oplyses og veiledes ved rene Sandheder. Frygt ikke for Critiqver og onde Bagva-

16

skelser. Skal derfor er Gode for Publicum qvæles og døe? Nei, naar kun der skrives velmeent, af rene Hierter og af rene Hensigter, uden merkelige og anstødelige Caracterer. Ingen Ting er lettere, end at critisere og udsætte paa alt, om det er det allerbeste. Ligesom Exetiqven og Udsættelsen er over en Ting, saa viser enhver, hvad Indsigt, Hierte- og Sindelaug de ere af. Men at giøre en Ting be- dre, der bliver Sagen. At overbære og skiule skrø- belige Feiler, er Christendommens Pligter, med mere. Hvad Anstalt og hvad Arbeide skal her nu foretages, til at pleie og sætte vore friske fat- tige Lemmer i Arbeide? Det er just Sagen. Enhver tale og handle derom, og indkom hver med sine Tanker, saa kand deraf udvælges det Beste. Mon det var best, at de friske Fattige blev pleiet og behandlet paa Publici Reigning, og under offentlig Regenskab, ved de proponerede Pleie- Commissioner? Thi det var best, at hver Rodes Borgermænd, som Deputerede i Commissionen, maatte staae for Leverancerne.

Bergen! her har du mine velmeente Tanker til din nærmere Eftertanke. Ligesom jeg har elsket dig til, saa har jeg skrevet, for at paaminde dig. Tag nu deraf og giør, hvad du vil. Her er min oprigtige Patriotisme.

1

En kort Samtale,

hvorudi viises at

Overdaadighed

fornemmelig er Aarsag til endeel

Borgeres ubillige og alt for store Klagemaal over svære Skatter og Byrder.

Samt bevises

at de Geistlige

bærer lige Byrder

med deres Medborgere.

Holden imellem

Demas og Theophilus,

begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Demas og Theophilus.

Demas, der gaaer en Eftermiddag i et smukt Vejr ud for at tage frisk Luft, og bliver staaende strax ved Theophili Huus, ej agtpaagivende, at Theophilus stod i Gadedøren, begynder at tale med sig selv saaledes:

Demas.

Jeg kan ret ærgre mig over de Præster og de samtlige Geistlige, der skal være forskaanede for de tunge og svære Byrder, der trykker os andre, blot for nogle gamle og forslidte Privilegia, de beraaabe sig paa, og som de muelig i de chatolske Tiider, da Verden ej var saa oplyst, som nu, paa een eller anden Slags Maade kan have tilvendt sig, og især kan det meest ærgre mig, at de har Medhold af adskillige. Der boer en Mand i dette Huns, her næst ved, navnlig Theophilus, en skinhellig Mand, som jeg vel er nødt til for een

4

4

anden Aarsage Skyld at holde mig inde med, da han har laant mig en Summa Penge, som jeg vel naar det skulde forlanges, kunde betale, men da jeg ikkun giver ham 4 pr. Cento, siden Obligationen var udad, da ingen maatte i Følge Kongel, allernaadigst udgangne Forordning, som nu er ophæved, tage meer, og jeg af samme Kapital i min Handel profiterer 20 a 30 Rdlr. pr. Cento, vil jeg gierne beholde dem, og derfore tier, saa længe han tier; men sandt at sige, hans skinhellige Væsen staaer mig ei and, sant nok, jeg veed intet, hverken i Ord eller Gierning noget at sætte ud paa ham, men han holder altid med de Geistlige, hvorfore vi aldrig har været tilsammen, uden vi har raget i et Slags Dispytte med hinanden, især da han altid har noget at sige og dadle paa mig og mine Venner, der aldrig ere eller kan blive enige med ham, og de saa, der ere ligesindede med ham; men see! staaer han ei der i Gadedøren, har han hørt hvad jeg har staaet fagte at tale med mig selv, er jeg viis paa, vi kommer i Dispytte, jeg skal sætte et Forsøg paa, om han og har hørt hvad jeg har talet med mig selv; thi jeg er vis paa, han ei dølger, hvad han har hørt, da han altid, saa vidt jeg har fornum- met, uden Forbeholdenhed siger, hvad han meener. Hans Tienere, kiere Theophile! I er ikke feig; thi jeg stod just nu og talede med mig selv om Eder, og de svare Skatter og Byrder

5

5

os i disse knappe Penge-Tider ere paalagde, hvorfor be Geistlige ere befriede.

Theophilus.

Jeg er hans Tienere igien, kiere Demas! jeg har hørt ei allene hvad I har talt, saa vel om de Geistlige, som og om mig, mens hører endogsaa daglig at Eders Venner raisonnerer i samme Tone, endskiønt jeg er, og altid har været aflangt andre Tanker, og er af den uforgribelige Meening, at vi, som Borgere, har til Dato ikke saa stor Aarsag til at klage over saa store Byrder og Tyngder, da de andre Stænder, saavel Militair som Geistlige, ikke ere forskaanede, gid allene Fornødenheden ei udfordrede, at de bleve sværere, men især har vi ei Aarsag at misunde vore Lærere eller Kierkens Betientere deres Friheder, naar vi ikkun ret vidste at skikke os i Tiden, og havde nogen retskaffen Kierlighed til dem, der undeviiser os i Ordet.

Demas.

Jeg tænkte det vel, Theophile! at I var af andre Tanker end jeg og Eders Medborgere, og er det forgieves at vente Eder, og dem, som ere sindede med Eder, at være enige med os. I er en Borgere her i Byen saavel som jeg, men vi seer Eder aldrig i vores Laug og Selskab, uden vi af øvrigheden i en eller anden Sag indkaldes, og Eders Tænkemaade er altid og for det meste imod vores. Frænde er

6

6

Frænde værst, den ene Borger burde dog holde med den anden, saa giør de i de andre Stænder, især maa jeg forundre mig over, at I siger: Vi ikke har saa stor Aarsag, hverken til saa meget at klage over de Skatter og Byrder os paalegges, eller til at misunde de Geistlige deres Frieheder; burde ikke de, saavelsom vi bære Byrden, og bør ikke det ene Lem liide, saavel som de andre. Hvad synes Eder?

Theophilus.

I har Ret, Demas! at den ene Borgere bør bære Byrden med den anden, men I farer vild, troer I ei, at de Geistlige bærer ligesaa store Byrder, som vi, endskiønt de ei klynker saa meget, som mange blant os. Behag at trine ind i mit Huus, saa vil jeg gierne give Eder mine Tanker tilkiende, dog med Forord: 1). At Sagen imellem os bliver afhandlet uden Bitterhed. 2). At I siger mig, hvorudi de os saa utaalelige Byrder, som I klager over, bestaaer, og hvorudi de Geistlige, uandseete deres Privilegia, ikke bærer med os lige Byrder.

Demas.

I spørger mig, Theophile! som Pilatus om Sandhed, og taler som een, der var fremmed i Israel. Er Eder da ubevidst den Extra- Skat, vi maa betale for hver Person i vores Huse, der er 12 Aar og derover. Føler I ei

7

7

den stærke Indqvarterings-Skat. der udarmer os, hvad vi i Skat maa efter Ligning give for de Fattige og Uformuende, som vi desuden maa forsørge. Jeg er hverken blant de Rigeste eller Fattigste, men jeg slipper intet Aar ringere end imod 100 Rdlr., naar jeg til de Extraordinaire legger de ordinaire Skatter og Byens Onera. Veed I ikke dernæst, at de Geistlige, og an- dre Kongelige Betientere, siden Embeds-Skatten blev paalagt, har været frie for at betale for de Uformuende? At de Geistlige altid har været frie for Indqvartering og de øvrige By- ens Onera, som vi alt maa erlægge. Spørsmaal, har vi da ei nok, og bærer da Geistligheden lige Byrder med os?

Theophilus.

Det er mig meget vel bekiendt, hvad I anfører, angaaende de os allernaadigst paalag- re Skatter. Jeg maa ligesaavel som I erlegge de samme, føle Byrden saavelsom I, men kan derfor ikke holde med, at vi endnu har Aarsag til saa meget at beklage os, hvilket jeg formoder i Enfoldighed at kunde gotgiøre, men da I paa engang fremsetter 2de Ting til at besvare, 1). Eders formeentlige billige Aarsag til Eders store Klagemaal, over de svære Byrder, vi i disse Tider ved Skatter og Indqvarteringer maa bære. 2). At Geistligheden ikke skulde bære lige Byrder med os, da de ere vore Medborgere. Da, paa

8

8

det jeg kan være ordentlig, vil jeg svare Eder efter min ringe Indsigt og enfoldige Tanker saa- ledes, som mit Hierte oprigtig meener, og jeg er overbeviist om, paa et hvert Stykker Sær- deleshed, og da

1), paa Eders Klagemaal over de formeentlige alt for store og svære Byrder.

Jeg tilstaaer Eder, Demas! vi maa vel nu erlegge de Skatter, og bære de Byrder, vore Forfædre ikke have vidst af, men de har og i deres Tid følet deres, og mange da klaget saa- vel som nu: Enhver Tid kan have sin Besværlighed, og enhver tænkt eller tænker at have levet, og lever i de besværligste, maa- skee vore Efterkommere vil prise os, som nu klage, lykkelige frem for dem, ligesom vi prise vore Forfædre lykkeligere end os. Naar jeg sætter forud, som enhver sand Christen bør giø- re, at enhver bør betale hvad han er skyldig, vi ingen bør bedrage, at ingen der har Gudsfrygt og Redelighed for Øine, og vil leve og døe en ærlig Mand, bør, naar dertil er den al- lerminste Mulighed, lade nogen Creditor klage over Forliis, nogen sukke over Fornærmelse, nogen sige, vi ere Bedragere; naar vi vil bevare et ærligt Navn og Rygte, ikke giøre andet, end det vi vil hændes og have; naar jeg sætter forud, at vi vide at Landet er i Gieid, Gielden er stor, Landets Gield er vores Gield,

9

9

den vi efter yderste Evne bør contribuere til at afbetale, ligesaavel som vor particulaire Gield, som vi selv har giort, og der saa meget mere, som Landet til vor Sikkerhed, vor Fred og vores Beste er bragt i Gield. Kiere De- mas! hvorledes kan da Gielden betales, uden vor fromme Landets Fader maa paalegge Un- dersaatterne en og anden Skat, det er, paaleg- ge dem at betale, det de som Landets Børn, og paa Landets Vegne ere blevne skyldige, og som det er dem muelig efter yderste Evne al komme afstæd. Høster man det Gode i gode Tider, saa bør man og taale Byrder, naar Tiderne ere trange, og jo før saadan Gield kan blive afbetalt, desto bedre er og bliver det os, vore Børn og Efterkommere. Troe mig, Demas! at vores milde og naadige Konge, der anseer sine Undersaattere som Børn, der søger Ære i Kierlighed til Fædrenelandet, der har et Hierte, ømmere end Asan eller Menes, ikke uden høieste Fornødenhed, ikke uden med største Øm- hed, og de ømmeste Følelser har seet sig nødsaget til at paalegge os de allerede paalagte Skatter. Den maatte være blind, som ei kan see, at Kongen, i Henseende til egen Kasse, contribuerer hvad ham af samme er muelig, han indskrænker sin Hofstat i højeste Grad, han fo- regaaer sine Undersaattere i Sparsommelighed, han renoncerer endog saa paa de Ting, man tilforn har anseet som brilliante ved et Hof, gid

10

10

Undersaatterne vilde herudi følge saa høipriselig et Exempel, og Syrachs Ord opfyldes hos os: Som Regenten i en Stad, saa ere alle Ind- byggerne derudi. Nu Skatterne ere for- nødne, skal Landets Gield betales, og vores Monark giør alt hvad han kan, for at naae dette Øiemærke; men Eders Klagemaal, Demas! er ubillig, og den Byrde I krymper Eder ved, giør I selv besværlig. Vi ere jo ei andet end Borgere, hvo siger Borgere skal leve som Grever, og Grever som Fyrster, hvo har sagt man hver Dag skal leve herlig og i Glæde? Seer til Eders Huus, betragt Eders Huusholdning, Eders Levemaade, med uparti- ske Øine? See om nogen Ting tilkendegiver en tom Kasse, eller at 100 Rdlrs. aarlig Udgift skulde trykke saa farlig meget. Eder Huus er sat i den hærligste Stand udvendig og indvendig, Betrækkene kostbare, enten af Silke eller smukke Malerier; Møblerne, saasom Speile, Comoder, Stole etc. saa prægtige og dyrebare, at de kunde staae i en Ministers Gemak, og hertil haves Penge. Eders Levemaade er ei mindre anseelig; Eders Kiøre- og Ridetøi kostbar, og hertil mangler I ikke Penge. Et eneste Giestebud, af de mange I aarlig holder, der bestaaer af 12, 18 a 20 Personer, 8, 10 a 12 Retter Mad, røde, hvide og desaire Viine i Overflødighed, koster Eder ligesaa meget næsten, som et heelt, eller

11

11

i det minste halvt eller fierdingaars Skat, og hertil har I Penge. Selv klæder I Eder, Eders Hustrue og Børn i Fløiel og Silke, og saaledes som ingen Hofdame, ingen Cavalier, ingen Frøken eller Junker skulde skamme sig ved, og hertil har I Penge nok; men skal Skatter udgives, da er der Klage over al Klage. Sandelig, Demas! jeg vil ei tale om saadan Overdaadighed er syndig, men den er og daarlig, allerhelst da Pengemangelen virkelig er stor, almindelig, saa at den ene ei kan redde den anden, læs herom det patriotiske Ma- gazin, den snilde Patriots indstændigste Be- giering om en udførlig Plan til at forekomme Overdaadighed og Pragt, No. 23, 24. item hans tankefulde Forslag i sørgeløse Tide, No. 26, og endelig om Pengemangelens Aarsager og visse Midler derimod, No. 34, 35. Gud kan og redde af den Nød; Flittighed, Maa- delighed og Sparsommelighed kan raade meget Bod derpaa. Lad Kiødslyst, Øienslyst og Livets Overdaadighed viises i Landflygtighed, Følg vores vise og store Konges store Exempel! Indskrænk tarvelig Eders Oeconomie! lev borgerlig! afkort en halv Snees af Eders over- flødige Giestebuder om Aaret! drik mindre Vin! gaae selv, og lad Eders Fruentimmer gaae tarveligere klæd! brug Møbler, der mere ac- corderer med Borger- end Herrestand. Sæt Tæringen efter Næringen. Naturen er

12

nøiet med lidet. I skal da neppe have saa stor Aarsag til de mange Klagemaal over de Eder paalagde Skatter. Jeg vilde ret ønske, at iblant de mange høipriselige Forordninger vores Konge udgiver, der og maatte komme en Oeconomie Forordning, der indskrænkede under Mulct den store Overdaadighed veed Giestebuder, at enhver Vært, der (Bryllupper og særdeles Soleniteter except.) havde meer end 6 a 8 Fremmede til Giest, skulde mulcteres for hver Person noget vist, og det Politie, som saae igiennem Fingre dermed, straffes paa det haardeste. Det var iligemaade ønskelig at der kunde udfindes en Maade til, at den Overdaadighed, der i Klædedragt og Mobilier har taget saa sterk Overhaand, noget kunde indskrænkes. Af alt hvad jeg har læst, har jeg ei læst noget saa rimelig, saa naturlig, saa fornuftig, saa bestemt, som det Forstag den Indsigtsfulde Philocosmus giver herimod, ved Fastsættelse af Kornprisen, og Consumptions Forhøielse paa de Ting, der til Livets Ophold ei ere saa absolute fornødne, men henhører mere til Overdaadighed. Jeg dømmer allene efter mine Tanker som en enfoldig Borgere. Lad dem, der har Lejlighed dertil, bruge saa kostbare Klæder de vil, saa smukke Mobilier, der kan giøres, men lad det altsammen være af Landets Fabriqver, og af hvad der i Rigerne forarbeides. Vi har selv ganske gode Sager, men bliver for-

13

13

medelst den overmaade Lyst og Begierlighed man har til alt det, der er fremmed og kommer Udenlands fra, liggende usolgt. Det er ikke smukt og got nok, har man ei Klæder efter den franske Mode; Gust paa Maden fra franske Kokke. Speile, Stole, Sænge etc. fra Engeland. Kort, er det ei Udenlands fra, duer det ikke.

Lyst og Attraae —

Demas.

Holt Theophile! det er ei saa meget for den store Lyst og Attraae til det Udenlandske, for saa vidt der er Udenlandsk, at man saa meget begierer det, men fornemmelig, fordi det er bedre, det er at faae ringere, det er ulige smukkere, og hvo vil ei have for mindre penge nettere og bedre Arbeide?

Theophilus.

Hvorvidt det holder Stik, at udcnlanske Sager kan være smukkere og bedre, kan staae der hen. Det strider dog imod Ordsproget: Enhver tykkes vel om sit. Ofte er det blotte Indbildninger og forudfattede Meeninger hos de fleste, ofte er det blot Ambition, at fordi min Naboe har sine Klæder og Møbler udenlands fra, saa heder det, det er Skam, jeg og ikke har det, jeg er ligesaa god, som han, det er Skam, at have det ringere, mindre, anderledes; den ene vil være med, og som den anden, enten han kan eller ikke, han vil kiøre nogle Aar, skiønt han kunde gaae,

14

14

om han og skal gaae, naar han bliver ældre, da han kunde behøve al kiøre, jeg vil sige: Han vil leve i Overflødighed i Ungdoms og Mandoms Alder, om han endog skal betle naar han bliver gammel. Men dette veed jeg, at de Klæder jeg og mine forbruger i mit Huus, ere ganske gode, skiønt de ere Kiø- benhavnske, indenlandske og hiemmegiorde. Er det ei got og forsvarligt Klæde I her seer i den- ne Klædning, jeg har paa, hvad har I paa den at sige? den er baade fin nok og smuk nok efter min Stand. Det Stykke lærret, I der seer, er arbeidet i mit Huus, og alt hvad min Kone og Bern forbruger, er for det meste National, ligesaa er det og med alle mine Møbler, der alle her ere forarbejdede, undtagen disse Speile, jeg har faaet fra Kiøbenhavn. Jeg er saa ambitieus, eller om I vil kalde det ca- pricieus, at, da jeg er en Normand, og min Hustrue dansk, jeg ei fordrrager andet end nor- ske og danske Sager, som kan faaes. — —.

Demas.

Ja, jeg nægter ikke Theophile! det kan være smukt nok for Indenlandsk at være, men det vi faae fra Engeland eller Frankerige er dog meget smukkere, ligesom og vores eget unægtelig er dyrere end det, vi faae fra disse eller andre fremmede Steder.

15

15

Theohpilus.

Det ved jeg ikke, Demas! om det er dy- rere, naar Omkostninger af Fragt og Told rig- tig bliver erlagt og indberegnet; men sæt! det og var noget dyrere, saa bliver dog Pengene i Landet, og kan det ei være smukt nok for os, som ei ere andet end Borgere, allerhelst da det giør os den samme reele Tjeneste, ja jeg tør sige meer. Vi gjorde viisere, at vi lode os nøie med maadeliqe og ei alt for mange Møbler, endogsaa af Indenlandske, naar de vare for kostbare; thi betænk Demas! hvor stor Kapital ved en ulykkelig Ildebrand hensmelter ei allene i Møbler, hvor stor en Summa tager ei en Kiøbmand derved fra sin Handel, og naar han ved samme kunde profitere 20 a 30 pro Cento, saa koster jo disse Ting ham, meest blot allene for at see paa og giøre sig stor af, saa mange pro Cenro Aarlig; og naar nu dette med me- re skal anskaffes, udfordres Penge, og giør, at man klager over svære Tider og store Byrder. Ere vi da ei selv, og vore Vaniteter Aar- sag til vore Klagemaal?

Demas.

Men skal vi da, Theophile! som ere fødde af fornemme Kiøbmandsfolk, bedre opdragne og vandte end ordinaire Haandværksfolk og Daglønnnere, ei have noget forud for dem, der dog ei giver os meget efter, hvad Stads-Kræ- senhed angaaer. Jeg var for nylig Fadder til

16

16

min Skomagers Barn, hvor vi med Kaffe og Chocholade bleve tracterede, hvor efter et Bord blev frembragt med 8 Confectur Tallerkener garnerede, her var to Slags Aqvaviter, en riig Ponce, endskiønt jeg veed, at de til det altsammen laanede hver Skilling. Lad saadanne Folk bruge de Klæder her fabriqveres, og de Møbler her giøres; men vi som fornemmere, kunde vel tillades at have udenlandske Sager, som dog, (jeg vedbliver min Sats,) ere smukkere og ei kostbarere; thi Fragten har vi ved vore egne Skibs frie, og det skulde være meget, skulde vi ei kunde faae saadanne Bagateller indpracticerede, uden at give Told deraf. Mine Skippere har mange hemmelige Giemmer i mine Skibe, som ingen Toldbetient veed af, og om der end aldrig var, saa har jeg en fortræffelig Guld-Tinctur, der kan giøre disse Seende blinde.

Theophilus

Jeg tilstaaer Eder, min Ven! at de fleste af vore Haandverksfolk ere yppige og tillige fattige, hofmodige, men tillige Staadere, og vil giøre der med de beste og Formuende; men det skeer dog ei i Almindelighed, uden ved visse Lejligheder, som til Brylluper, Barsler og Liigbegiengelser, hvilke de giør over Formue, og Spørsmaal: Om vi og kan laste dem saa meget, at de vil leve, som de beste Kiøbmænd, naar disse igien vil leve som Grever? Vi farer

17

17

alle vilde; enhver bør leve efter sin Stand og Formue, sine Indkomme og Næring, og hvad der gaaer over, er daarligt, og saa meget meer, naar man skal laane Penge til at udføre sin Hovmod og Overdaad med Det kunde vel heller ei regnes saa meget til Last eller Skade, om man og fik fremmede udenlandske Sager, naar man kunde give Vare for Vare, og Pengene blive i Landet; men det holder jeg aldeles striidig, baa- de imod Loven og Samvittigheden noget ufor- toldet at indsnige. Man bør give den Told som bør Told, og roser og fornøier man sig end ved at faa slige Vare frie indpracticerede, holder det for en Kiøbmands Pligt, og deres offentlige Troes-Bekiendelse, den de ei dølger: Jeg har indsniget og skal indsnige saa længe jeg lever. Det er Forpagterne, og ei Kongen der lider derved; saa vil det dog engang, naar Samvittigheden vogner, blive den Vedkommende til en ulidelig Besvær. Kort sagt, Demas! jeg holder for, en reen og uskad Samvittighed er bedre end al Verdens Herlighed og alle jordiske Fordele. Men vore Tiders Tænkemaade er nu langt anderledes, kan man allene giøre en Coup, føde sin Hovmod og Vellyst, sin Pragt og Overdaadighed. Da bort Gudsfrygt, Religion, Samvittighed, Chri- stendom, og alle Christendommens Pligter, og de som ei agte disse Ting, ere i Stand til at begaae alle Uordentligheder. De, som ei frygte

18

18

Gud, troer jeg ei heller ærer Kongen og Kon- gelige Love, Gudsfrygt er den ene og rene Kilde til al sand Lyksalighed. Det Land, det Huus, det Menneske, hos hvilken den ei findes, er ulyksalig. Lad Spottere og Fritænkere sige og tænke hvad de vil, Tiden, og om ei Tiden, da vil Evigheden engang overbeviise dem her om, da de engang vil komme til, men forsildig, at erkiende deres Daarlighed, tilstaae de Gudfrygtiges Lyksalighed, som de tilforn har rediculeret og spottet, og tale til hverandre med Anger, og sukke af Aands Angest, og sige: "Denne var den, som vi havde før til Latter og til et spottelig Ordsprog. Vi Daa rer holdte hans Levned for Galenskab, og hans Endeligt at være skammeligt, hvor le- des er han regnet iblant Guds Børn, og hans Arv iblant de Hellige? Sandelig, vi have faret vild fra Sandheds Vei, og Ret- færdigheds Lys skinnede ei for os, og Ret- færdigheds Sol oprandt ei for os, Vi gik af idel vrange og fordærvelige Veie, og van- drede igiennem Ørkener, som ikke vare Gan- ge udi, men vi kiendte ikke Herrens Vei. Hvad gavnede os Hovmod? og hvad hialp os Rigdoom med Overdaadighed? Alle de Ting ere farne bort som en Skygge, og som et fremløbende Budskab etc. etc." Ja Demas! jeg seer nok I leer af min Tale, men jeg veed tillige alt for vel, at saadan Tale er for en

19

46

Daare som en Latter, og at Daarers Daarlighed bliver Daarlighed, saa længe de ei søge Visdommen, som er kommen her over ned.

Demas.

Kiere Theophile! I viger nu langt fra vores Sag, og Eders Prædiken kommer ei ved den Materie, vi har at ventilere. Men da jeg har hørt Eders Tanker angaaende det almindelige Klagemaal over de svære Byrder, der paaligger os. Og I meener, at vi ei havde stor Aarsag til Klagemaal, var vores Levemaade ei saa overdaadig, og om enhver i sin Grand og efter sine Indkomme indskrænkede noget; men lad mig tillige høre, hvorledes I vil procedere de Geistliges Sag, og bevise, at de, uanseede deres Privilegier, dog bærer lige Byrder med os.

Theophilus.

Jeg vil tiene Eder, kiære Demas! og da gotgiøre

2). at de Geistlige bærer lige Byrder med os.

I kan da vel ikke nægte, at de Geistlige, saa vel som vi, betaler den saa kaldede Dalers Skat, eller 1 Rdlr. af hver Person i deres Huus, der er over 12 Aar, ligesaa lidet kan I nægte, at de betaler Embeds-Skat, som i de to første Aar var 10 pro Cento af deres Indkomme, og meer end civile Betientere i samme Aaringer, som

20

20

dog nu vores allernaadigste Monark har formildet, i det de ere giorde lige med de Betientere, der har lige Indkomme med dem; nu dette ere saa aabenbare Sandheder, I ei kan nægte, men vær forsikkret, at foruden de Skatter, de saaledes efter deres allerunderdanigste Pligt, og med villige Hierter erlægger, maa de ligesom skatte af alle deres mange øvrige Forrætninger, af hver en Trolovelse, Brudevielse, Liig, Barnedaab, Høitids-Offer, Præste-Rettighed, og kort sagt, af alle deres Indkomme, som aar- lig Aars bliver ringere, da de fleste decorteres af slige Forretningers Betalning en 1/4 en 3die, ja Halvdeelen af hvad de sædvanlig tilforne ha- ver givet. Jeg tilstaaer Tiderne ere vanskelige, og Pengetrang trænger til alle i Almindelighed, føles paa de beste Contoirer, følgelig maa de Ringere føle samme saa meget mere, da de skal have deres Fortjeneste af Fornemmere, men dette veed jeg og, at naar en Haandværksmand eller Dagarbeidere, der hos Præsten skal betale for et Liig eller anden Forretning, giver for For- retningen 24, 15 a 12 skl., sparer han ei 3 a 4 Rdlr. til Brendeviin og andre Tractementer. I kiender vores Præst, saavelsom jeg, og I, og ingen kan udsætte noget, hverken paa hans Levned eller Lærdom, I veed desuden, at han er en troværdig og sandrue Mand. Jeg nægter ikke, han er min Ven, da jeg altid har elsket og æret dem, der har været mine Præster,

21

21

ligesom jeg og har med denne mangen en fornøie- lig Time, ved en og anden kort gudelig Af- handling; han har hellig forsikkret mig, at han saaledes decourteres af alle Forretninger, at han maae giøre mange for slet intet, og naar han regner efter Communicanternes Tal, har ei Hoitids-Offer af den 10de Deel af den ge- meene Mand, saa at han har forsikkret, at naar han fik 6 skl. af hver Communicant, hver Høitid, kunde og vilde han gierne giøre de fleste af de ørige Forretninger for lidet eller intet; i Henseende til dem, hvis Omstændigheder ere maa- delige, og som indcommederes endogsaa af de Mindste Udgifter, ligeledes har han forsikkret, at meer end den tredie Deel bliver ude med de- res Præste-Rettighed, paaskyldende, at de Skatter er Aarsag derudi; men jeg bliver ved min Meening: Overdaadighed og slet Huusholdning er fornemmelig Skyld derudi. Disse ere de største Debitorer i vores Land, og derfor billig burde erlegge de største Dele af Skatterne. Jeg beder Eder, kiere Demas! for Guds Skyld betænk, hvad skal nu en Præst giøre? ved Lov og Rettergang at inddrive sine Indkomme vil han ikke, og kan ei føre over sit Hierte, og giorde han det, blev han udraabt for gierrig, ubarmhjertig, ugudelig. At nægte Forretninger, Barnedaab, Jordspaakastelse, Brudeviielse, Trolovelse m. m., tør han ikke under sit Embedes Fortabelse, han maa tie og

22

22

lide. Sandelig, en Præst bærer ei allene Byr- den med andre, mens endogsaa for andre; thi hvad især den gemeene Mand giver i Skat, de- courterer de, saa vidt de kan, af Præstens Indkomme i Høitids-Offer og Betalning for Ministerielle Forretninger, da de anseer disse Ind- komme som et Gratiale, der dependerer af dem selv, saa de efter eget Behag kan give noget, lidet eller intet, hvilket mig er sagt af en værdig Lærere paa Landet, at Bønderne nøie iagttager samme Substraction. Set nu, kiere Demas! en Præst har 10 a 12 Personer i sit Huus over 12 Aar, hans Indkomme er and- sat efter de forrige Aaringers Beregning til 500 Rdlr., har Formands Enke i Kaldet at pensionere til, maa han da ei give i Skat:

1. Af 12 Personer a 1 Rdlr. er - 12 Rdlr.

2. Af Embedets Indkomster 10 pr.

Cento. er - - - 50

3. Til hans Formands Enke, jeg

sætter allene - - 30

A. Akademie-Skat 4 a 5 Rdlr. jeg

setter allene - - 4

5. Til Byens Fattige - - 12

At jeg ei skal tale om meget mere,

som Consumption og andre godvillige Gaver til Trængende.

Saa udgiør jo denne Summa 108 Rdlr.

23

23

Og har vores Præst forsikkret, han ei noget Aar har sluppet med 116 til 120 Rdlr. Hvad synes Eder nu, kiere Demas! er nu ei Præsternes Byrder de samme som vores, og fast meer i Comparation med Indtægterne, ja imod mange dobbelt saa store; thi gives af 500 Rdlrs. Indkomster 100 Rdlr., det er en femte Deel, hvad Udgift kom der da ei paa os og dem, der har 1000de, ja 1500 Rdlrs. aarlige Fordeele og Indkomster, da Lighed i Udgift billig bør proportioneres efter Lighed i Indtægt. Læs den oprigtige og snille Philodanum, og see der af hans ligesaa fornuftige, som rene Tanker i denne Sag; jeg kiender ham ei, men har glædet mig ved, at han har skrevet Sandhed imod en ubillig Philopatreias, den I dog har rost og troet mere end en Evangelist, endskiønt en Halvfeende tydelig og kort nok seer hans alt for store Had og Bitterhed imod de Geistlige.

Demas.

I er for haard Theophile! i Eders Beskyldninger, men er det saa som I siger, hvoraf kommer det da, at saa mange af Præsterne ere rige og formuende Mænd, fede og Velhol- dige? thi af 500 Rdlrs. Indkomster, med Decouet af 100 Rdlrs. Udgift, skal man ei, naar man har en Huusholdning af 12 a 14 Personer oplegge mange Kapitaler eller tillegge sig megen Fedme. Jeg veed hvorvidt jeg kan strække

24

24

det med 1000 Rdlr. om Aaret, og er glad, naar samme kan strække til.

Theophilus.

Hvad Præsternes Rigdom angaaer, troer jeg ei den er i Almindelighed saa stor, som den ofte udraabes for, da en Præst, som rigtig be- taler enhver, hvad han er skyldig, og saaledes indretter sin Oeconomie, at han kan komme ud, og ei behøver at laane, siges strax at være riig, og jeg setter, en Mand efter en Snees Aars Tieneste kan ved en tarvelig Levemaade have op- lagt et Tusende Rdlr. eller To, var det da saa farlig meget? men det heder strax, at han eier 8 a 1000de Rdlr. Men i Almindelighed seer vi efter de fleste Præsters Død, at deres største Rigdom bestaaer i endeel Bøger, en fat- tig Enke med mange uopdragne Børn; thi for det øvrige er det vel, naar Effecterne kan til Gieldens Betalning være tilstrækkelige, som dog af Gazetterne for det meste er at see, ikke kan tilstrække, da det gemeenlig heeder: Ar Stervboed ikke formaaer at udstæde de ordentlige Proclamata for Retterne, ja vores Tugthuus skal ei rose sig meget af den 1ste pro Cento der faaer af hvad der arves efter de Geistlige, og om en eller anden Præst efterlader sig noget, og man undersøger, hvor samme er kommen fra, da erfarer man, at det enten er arvet, eller ved Giftermaal indbragt, kort sagt, der er efter mine Tanker umuelig, at en

25

25

Præst eller anden Embedsmand, der er retsindig, kan uden ved Arv eller Giftermaal, allerhelst naar han sidder med en stor Familie, blot allene af sit Embede, oplegge sig nogen Kapital. Hvad Eders Tale om deres Fedme angaaer, da synes mig Demas! at samme er saa stiklende, at jeg ei gider svare et Ord derpaa. Er der ei i enhver Stand fede Mennesker, og jeg troer i den geistlige et mindre Antal i Proportion af andre Stænder; det er desuden ei altid Overflø- dighed i Mad og Drikke, der contribuerer til et Menneskes Fedme; thi vi mærke ofte paa mange Fede, at de ei spise eller drikke saa meget, som de mavre; en god Constitution, daglig Mo- tion, Reiser og saadant mere, kan hos de Geist- lige være Aarsag til deres Trivelse. Vel nægter jeg ikke, i hvor stor Præfte-Ven jeg er, at der jo og kan findes blant dem de, hvis Fedme kan deriveres af Overflødighed i Mad og Drikke, Ladhed og Søvn; men at tillægge samme den hele Stand, er Uret, over alt saa er ei deres dem tillagde Fedme noget Beviis paa deres store Indkomme; thi skulde der være et Beviis paa Rigdom og store Indkomster, da var Edward Bright, som boer i Weltkug- len, og som ei eier meer end det han staaer og gaaer udi, den rigeste Mand, og maatte have de største Indkomme i Byen, da vel 9 Personer, som jeg, kan rømmes i hans Kiole. Men naar I, Demas! saaledes taler, saa er Eders

26

26

Tale et Beviis imod Eder paa Eders onde Hier- telaug til dem. Dog! jeg kan tænke, I raisonerer som Eders Venner, i hvis Øine Præster ere Torne, og som gierne ønskede der aldrig var en retskaffen Præstemand til.

Demas.

Nei, Theophile! saa vidt gaaer dog ei mine Tanker og Ønske, De kunde nok være til, naar de ville lade mig og mine Venner i Roe, uden at de altid i private og publiqve Taler skal laste og fordømme os og vore Gierninger. Jeg kan ikke nægte, jeg forgangen ærgrede mig meget over Hr. Jacob, der for kort siden med rene Ord sagde: ”Vel an nu I Ri- ge! græder og hyler over Eders Elændighe- der som komme over Eder, Eders Rigdom er raadned og Eders Klæder ere mølædne, Eders Guld og Sølv er forrusted, og deres Rust skal være Eder til Vidnesbyrd og æde Eders Kiød som en Ild, I have samlet lig gende Fæe i de sidste Dage. See Arbeider nes Løn, som høstede Eders Land, som blev forholden af Eder, skriger, og Høstfolkenes meget Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren. I levede kræseligen paa Jorden, og vare vellystige: I fødde Eders Hiertet, som paa en Slagtedag. I for dømte, I dræbte den Retfærdige, han staaer Eder ikke imod." Hr. Paul var ei finere,

27

17

der sidste Søndag udtrykkelig havde mit Navn paa Prædikestolen og sagde: "Demas fik Kier- lighed til den nærværende Verden." Han kalder os aabenbare naar vi høre derpaa, nu for Saducæer, nu Epicuræer, nu Naturalister, Athister, og jeg veed ikke alt. Og Kiere! hvad Got udrette de gode Mænd her- med? eller hvad Tieneste giøre de i Staten?

Theophilus.

Eders Tale, Demas! indbefatter saa me- get at Tiden ei tillader samme vedbørlig at besvare. I siger at kunde fordrage præsterne, naar de vilde lade Eder og Eders Venner i Roe. Der er at sige, naar de ei vilde være retskafne, naar de ei vilde røre Eders Samvittigheder, lade Eder, imod deres Embeds Pligter, sove i Eders gode Søvn, i Eders kiødelige Sikkerhed, velte Eder i Eders skidne Søle, sye Puder under Eders Arme, hykle for Eder og ei sige Sandhed, prædike som Ørene kløe, kort sagt, med Koldsindighed og indifference see Eder gaae til Fordømmelsen. Men Spørsmaal, kan de, tør eller bør. de tie til aabenbare Laster? Medfører ei deres Embede, som Christi Tienere, at sige Sandhed, er det ei deres Pllgt, om muelig, at redde Eder og Eders som Brande af Ilden, at frælse Siæls, som vil døe, og føre vildfarende paa rette Veie? Skal de derfore lastes? Skal

28

28

de ansees for Fiender, fordi de forkynde Sand, beder, der veilede til Salighed? og om de tiede, om de ei talede det de bør, hvad Straf havde de da ei at vente, og hvorledes skulde de frelse deres egne Siele? Det heder jo af Herren selv: ”Naar jeg siger til den Ugudelige, du skal visseligen døe, og du ikke paaminder ham, og siger det ikke til at paaminde den Ugudelige at vare sig fra den ugudelige Vei, at holde ham

i Live, da skal den samme Ugudelige døe i sin Misgierning, men jeg vil kræve hans Blod

af din Haand; men du, naar du paaminder en Ugudelig, og han ikke omvender sig fra sin Ugudelighed, og fra sin ugudelige Vei, da skal han døe i sin Misgierning; men du, du

friede din Siel." At I synes Hr. Jacob og Hr. Paul har aabenbare Haft Eder paa Prædikestolen, er et Tegn til, Eders Sam- vittighed har fundet sig rørt, Eders Byld trykket, og de prædiker Guds sande Ord, der trænger igiennem, indtil det adskiller sande Siæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og dømmer over Hiertets Tanker og Sind. I siger endelig: Hvad Got de (sc. Præsterne,) udrette, og hvad Tieneste de giøre L Staten. Til det første maa jeg svare, at der vel er sant, at det synes i disse fordervede Tider, at de lidet eller intet udrette, da Religion og Christendom nu ei mere er en Hovedsag, man giør sig en Ære af at spotte, man Holder Gudsdyrkelse for

29

29

en Latter, ja de retsindige Lærere beklager det selv, men jeg troer dog ganske vist, Demas! at der endnu findes i Skiul de Knæe, der ei har bøier sig for Baal; de Hænder, der opløftes i Hellighed til Gud; de Hierter, der ere aldeles Gud opofrede, og muelig for disse saa Retfærdiges Skyld indeholder endnu Gud sin Vredes Bue, og ikke skyder til, for deres Skyld muelig, skaanes endnu Verden for total Undergang. Hvad det sidste angaaer: Hvad Tieneste de giøre i Staten. Derpaa vil jeg ei andet svare, end henvise Eder til at betænke hvad Tieneste Geistligheden i Aaret 1660 viste Sal. og Høilovlig Ihukommelse Kong Friderich den Tredie, og hans høipriselige Successorer i Re- gieringsn, og til dem der egentlig kan have af- handlet samme Materie; dette vil jeg allene her sige, vare ei Præsternes idelige Taler, Paa- mindelser og Advarsler om den Underdanighed, Hørighed og Lydighed, man er Øvrigheden, Kongen og Kongens Mænd skyldig, og om man allene et Aar skulde aflade at prædike om disse og andre Christendommens Pligter, jeg troer vist, at Verden der er ond, blev langt værre, at der blev i alle Stender et confus Chaos, at Mord, Vold, Uret, Oprør, vilde findes over alt; troe derfore, at Lærestanden ligesaa lidet og mindre kan undværes, som nogen anden Stand. Hin Walders, der vel tog Feil i sine eenfoldige Tanker, om de andre

30

30

Stænder, meente dog han minst kunde und- være Præstestanden, der han sagde: præsta lyt me hae for Seela Skuld, maatta. dvs. Præsterne maa man have for Sielens Skyld, maa man vide. Men det være hvordan det vil, saa har vi efter mine enfoldige Tanker, lige saa liden Aarsag at misunde Præsterne deres Deel, naar vi upartisk vil eftertænke dette, som vi har Aarsag til det alt for store Klagemaal, naar vi vare mindre overdaadige og vellystige, og mere gudfrygtige og flittige, og naar Gudsfrygt ei legges til Grundvold til alle vore Handler, vil de aldrig lykkes og faae Fremgang, hvilket uden Tvivl vores dyrebare Monark indsaae ved hans Regierings Tiltrædelse, som Gud vilde lade blive til evig Velsignelse, da han allernaadigst befalede, at der skulde holdes en Bededag om Lyksalighed til Kongens Regiering, som og blev holt Trinitatis: Søndag den 25 Mai 1766, og til samme blev udvalgt til Text at afhandle Ps. 127, v. 1. Dersom Herren ikke bygger et Huns, da arbeide de forgieves, som bygge der paa, dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaage Vægterne forgieves.

Demas.

Jeg takker Eder, Theophile! at I saa- ledes har aabnet mig Eders Tanker, og end-

31

31

skiønt jeg endnu ei er af Eder fuldkommen overbeviist, saa dog veed jeg, at I har sagt oprigtig hvad I har meent, og som I har begrebet Sagen, meer kan man ei forlange, jeg vil tage samme til nøiere Eftertanke; men det er Tid, at jeg nu gaaer hiem. — Farvel!

Demas.

Paa Hiemveien allene.

Theophilus havde dog ei saa meget Uret i hvad han han har sagt; thi jeg har selv i disse Tider afkortet baade til Høitiderne og ved andre Forretninger noget af det, jeg har været vant til at give Præsterne. Jeg vil desuden og holde et got Bord, daglig drikke et Glas Viin, og have Selskab. Man har jo ikke meeer af Verden. Skulde jeg nu af- sige det, da jeg ellers er en velholden Mand. Nei, Theophile! holt mig det til gode, det vilde koste for meget, at fornægte sig selv i det, jeg altid har været vant til, det vilde koste for meget at indeholde de Lyster, der ved en lang øvelse er bleven til en anden Natur. Kort sagt, det vilde koste for meget, at der af en Demas kan blive en Theo- philus.

32

        

1

Tanker om Overdaadighed og dens Virkninger.

ved

Christian Sommerfeldt,

Corresponderende Medlem i der Kongelige Landhushol- dings-Sælskab.

Sorøe, 1772.

Trykt hos Jonas Lindgrens Enke.

2

        

3

Til

Hans Kongelige Høihed

Arve-

P r i n t s e n.

4

        

5

Deres Kongelige Høihed!

Raadigste Arve-Prints

og Herre!

Den Naade, med hvilken Deres Kongelige Høihed anseer alle troe Undersaatters, endog svage Bestræbelser, naar de sigte til det almindeliges Bæste, den er det allene, som giver mig Dristig-

6

hed, at nedlegge for Deres

Kongelige Høihed

disse Blade, som blotte Virkninger af den oprigtige Nidkærhed, med hvilken jeg elsker min Konge og mit Fæderneland, og med hvilken jeg henlever i allerdybeste Ærbødighed

Deres Kongelige Høiheds min Naadigste

Arve-Prints og Herres

underdanigste Tiener

Christian Sommerfeldt.

7

Labor est inhibere volentes.

Ovid.

Faa Laster have med deres almindelige

Herredømme fundet saa meget Forsvar, som Overdaadighed har faaet, endog hos brave og anseelige Mænd. Og dersom ikke nogle havde antaget sig Tarveligheds Sag, skul- de den neppe faaet Lov at kaldes en Dyd.

Jeg troer ikke at feile meget, naar jeg søger Aarsagen hertil i ubestemte Begreb. Man har taget Tarvelighed for Sparsommelighed, eller maaskee for Karrighed, og meent, at den forbød alle ufornødne Udgifter, og derved standsede Pengenes Omløb.

Eller og man har troet, at Overdaadigheds Undertrykkelse var at afsige alle Livets Be-

8

4

qvemmeligheder og Fornøielser, og at indskrænke sig til det blotte Nødvendige.

Det er ganske vist lettere at skrive baade for og imod Tarvelighed og Overdaadighed, end at bestemme de rette Begreb man bør have derom.

Men om vi end ikke blive i Stand til at treffe det rigtigste, og at anvise enhver sine egentlige Grændser, vil det dog være fornødent, for at kunde forstaaes og dømmes rettelig, at vi fastsætte noget, og tilkiendegive, hvad Meening vi forbinde med Tarvelighed og Overdaadighed, førend vi tale om deres Indflydelse paa et Folks Tilstand.

Vi adskille dem fra de Dyder og Laster, som eegentlig vise sig i Udgifters Indskrænkelse eller Udvidelse, saasom Karrighed, Sparsomhed, Ødselhed. Disse maa skiønnes efter Ud- gifternes Mængde, og dens Midler og Omstændigheder, som de tillægges. Men Tarvelighed og Overdaad have sin Oprindelse af Maaden, paa hvilken Udgifterne anvendes, enten de ere saa eller mange.

Een kan være ødsel, uden at anvende sine Midler paa Overdaadighed. Dog ligesom

9

5

denne oftest leder Ødselhed ved Haanden; saa understøtte Tarvelighed og god Husholding hinanden *).

Tarvelighed udfordrer heller ikke at indskrænke sig til det blotte Nødvendige. Der gives tilladelige Fornøielser og Beqvemmeligheder; Tarvelighed forbød dem aldrig. Da der gives utilladelige, som ikke just henhøre til Overdaadighed, men til Vellyst, Umaadelighed, o, s. v.

Naar vi fradrage disse Begreb, saa komme vi til at kalde den overdaadig, der (for at give sig Anseelse) unyttigen anvender Bekostninger paa de Ting, som ingen sand Beqvemmelighed eller fornuftig Fornøielse tilveiebringe, eller dog ikke nok deraf, imod hvad de koste.

Af det modsatte sees lettelig, at vi give intet Navn af Tarvelighed, uden den Dyd,

*) Udgifter bestemmes enten af Fornødenhed aleene, eller de gaae der uden for,

Deres Indskrænkelse til det Nødvendige kan enten være ulastelig eller lastværdig. Det første bliver Sparsomhed, det andet Karrighed. Gaae de derimod over Fornødenhed og tillige over Evne, paa en lastværdig Maade, heeder det Ødselhed.

10

6 der ikke anvender Bekostninger paa ufornødne Ting, uden de fortiene dem ved den virkelige Beqvemmelighed de forskaffe.

I denne Meening ville vi undersøge Overdaadigheds Virkninger i en Stat.

For at giøre vor Tilstand god, udfordres en Anvendelse af vore Kræfter til at forhverve og vedligeholde de Midler, som ere tienlige dertil. Vore Kræfter have et vist Maal, og naar vi søge at drive vor Flid og Stræbsomhed til det høieste, giøre vi intet andet, end nærme os til den Grændse, der indflytter vor Evne. Hvad denne skal udrette, bestemmer Tid og Omstændigheder for en stor Deel, eftersom de enten understøtte eller hindre dens Virkning. Af dette tilsammentaget vil man lettelig forstaae, at det virkelig er ikkun en vis Deel af Midlerne til Velstands Befordring, som kan opnaaes af ethvert Menneske og af ethvert Folk ved deres yderste Flid i Forbindelse med Tid og Omstændigheder.

Det er ogsaa klart, og behøver intet Beviis: at naar vi anvende disse Midler til saa- danne Ting, som giøre intet eller lidet til at

11

7

forbedre vor Tilstand; saa tabe vi den Lyksalighed, som derved kunde forhverves. Og kan der da tvivles paa, at Overdaadighed, som, efter det Begreb vi have fastsat derom, saaledes spilder Flid og Midler, jo tillige hindrer Folkenes Lyksalighed? Bliver det ikke herved afgjort, at jo mere et Land er overdaadigt, des mindre er dets Tilstand lykkelig.

Bliver vort Liv behageligere ved en Mængde Steene, som (at jeg skal bruge en berømt Skribents *) Ord) ikke tiener uden til at betynge et Hoved, eller at foruleilige en Finger med en unyttig Glands, eller ved nogle Rader Perler, som hverken have Skiønhed eller Nytte. Befinde vi os bedre i en Klædning, som er stiv og tung af sin Kostbarhed, end i en anden, som er mageligere, men mindre kostbar? Men lad os tage de Bekostninger, som anvendes paa disse og andre deslige Udgifter, hvor mange sande Fornøjelser? hvor mange Beqvemmeligheder? hvor mange Opmuntringer og Forfriskninger skal vi ikke kunde forskaffe os derved.

Der gives Mennesker, som enten ved besynderlige Kræfter og Flid, eller ved gunstige

*) Hr. Melons, som ellers forsvarer Overdaadighed.

12

8

Omstændigheder, eller ved begge tillige, have faaet saadan Overflødighed af Midler, at de have tilovers, naar de endog have forskaffet sig baade det Nødvendige og Behagelige. Der gives de, som meget lettelig kan skaffe sig selv det som hører til Yppighed. Alle disse kunde være overdaadige, uden at de for deres egne Personer saa meget eller saa snart føle de onde Virkninger deraf.

Vi henføre dette til Staterne. Dersom der findes Nationer, som besidde en meget overflødig Rigdom; Lande, som hos sig selv have nok af Overdaadigheds Materialier, uden at mangle til Fornødenhed og Beqvemmelighed; disse kunde da give Overdaadighed Tøilen, uden saa hastig at fornemme dens ødeleggende Magt, især om de ogsaa ere i Stand til, med Fordeel at forsyne andre Landes Yppighed, og saaledes at underholde sin egen Daarlighed paa dens Bekostning, som hersker hos andre.

Men alt dette udretter intet imod Tarvelighed. Lad os fortiene ved andres Overdaadighed, om vi kan. Skal vi derfor sætte det til ved vor egen? Og skulde en Stat ikke finde mere end een Maade, at anvende sin Formue

13

9 til det Almindeliges Nytte og Beqvemme- lighed.

Men Lande, som mangle det meeste af de Ting Overdaadighed soger; Lande, som henter mange Fornødenheder fra Fremmede. Naar disse taale Yppighed, naar de bortbytte deres beste Producter, Ting af sand Værd, for unyt- rige Gøglerier, naar de forene Ødselhed med Overdaadighed. Skal vi da kalde dem daarlige, eller skal vi troe, at de søge ikkun den korteste Vei til Ødeleggelse?

Det er en Meening, som har fundet Bi- fald uden at være gotgiort: Al Yppighed altid er en Virkning af Rigdom og Sikkerhed. Og jeg troer, at denne Meening er meget Aarsag, at Overdaadighed ikke er anseet med den Afskye den fortiener. Ligesom den omhyggelige Landmand i de heede Sommer-Dage hører Torden med Fornøielse, som Regnens Forbud; saale- des kunde Statsmænd ikke overtale sig til at hade den Yppighed, de ansee som et Tegn til Statens Velstand. Men Erfarenhed modsiger denne Tanke; denne sikre Lærer viser os Mennesker, den viser os Stater, hvor Overdaadighed og Formue ere langt fra at have lige

14

10

Styrke. Og hvor vilde jeg ikke ønske, at vi maatte leede langt borte efter saadanne Exempler.

Men lad Overdaadighed være en Datter af Riigdom; den er en Datter, som dræber sin Moder. Liig disse utidige Frugter, som fremspire paa alt for unge Stammer, blive selv uduelige, og forderve de Træer som have frembragt dem, ved at røve deres beste NæringsSafter.

Mangle vi vel Exempler af Stater, som have seet deres Velstand spildt ved Yppighed? Exempler, som give os Ret til at slutte: at, om et overdaadigt Folk er nogen Tid formuende, maa det være, fordi det ellers besidder saa- danne rige Fordeele, som holde Overdaadighed Stangen, og veie op mod dens ødeleggende Virkninger.

Hvor megen Uorden og Uheld foraarsager ikke Yppighed ved det, den afdrager en Mængde Mennesker fra de Arbeider som frembringe det Fornødne til Livets Ophold og Begvemmelighed. Jo mere disse Arbeideres Tal formindskes, desto besværligere og utaaleligere bliver Arbeidet for de Tilbageværende, og eftersom

15

11 det bliver haardere, maa det og blive mere forsømt, og altsaa de Ting, hvorved Mennesker underholdes, frembringes i en meget ringere Mængde og Godhed, end det ellers var mueligt.

Og dog vil man sige, at Overdaadighed giver mange Mennesker Næring. Jeg veed ikke, om jeg endnu skal opholde mig med at modsige dette. Føde, Klæder, Bolig med noget Boskab, samt Lys og Varme udgiøre det Fornødne til Livets Underholdning. Og de fornemste Beqvemmeligheder bestaae i at have disse Ting paa en god og behagelig Maade. Men hvad giør Yppighed til alt dette? Frembringer eller forbedrer den nogen af disse Deele? Den giør intet andet, end giver nogle Mennesker Lejlighed at tilvende sig en Underholdning, som de giøre intet til at erhverve.

Man sige ikke, at de nødvendige Ting vil altid finde Arbeidere nok, fordi de behøves, og altsaa søges af alle. Overdaadigheds Tieneste er gemeenlig lettere, og ofte anseeligere; der vindes mere ved mindre Umage, og der fattes aldrig Betalere, da Indbildning og Mode

16

12

giør den lige saa fornøden, fom de sande Fornødenheder og Beqvemmeligheder.

Lad os forestille os, at det umaadelige Tal af Mennesker, som ved Ørkesløshed eller unyt- tigt Arbeide spilde Tiden i Overdaadigheds Tie- neste, bliver af Tarvelighed kaldet tilbage til nødvendigt Arbejde. Hvor følelig vil ikke Byrden lettes for enhver af de andre. Eller hvilken Overflødighed af Levnetsmidler vil de ikke blive i Stand til at frembringe, til et langt større Antall Menneskers Underholdning.

Tarvelighed er det sikkerste Middel til at forøge Folkemængden. Et Middel, i Hen- seende til hvilket Det Spørsmaal gierne kan være uafgjort: Om en Stat kan have for mange Indbyggere. Thi Tarvelighed formeerer ikke deres Tal, uden ved at skaffe fuldkommen Udkomme til flere. Den afskaffer de indbildte Fornødenheder og Beqvemmeligheder, og til- veiebringer de sande i saadan Overflødighed, at det falder ikke vanskeligt for enhver, ved en ret Brug af sine Kræfter at forsikre sig en tilstrækkelig Deel deraf. Saadan Formeerelse maa altld være lige saa fordeelagtig, som den er sikker og overeensstemmende med Naturen, der

17

13 synes emgang for alle at have fastsat denne Grundlov: Ikke at frembringe flere Levende, end dens Producter ere i Stand til at underholde.

Naar Yppighed indfører en Mængde nye Nødvendigheder, og ved at drage Arbeidere fra de nyttige Konster, giøre de rette Fornødenheder rarere, maa det endelig blive kostbart og besværligt at finde anstændig Udkomme. Hvad er mægtigere til at hindre Ægteskaber, end denne Besværlighed? Maa ikke enhver, som besidder en fornuftig Kierlighed til sig selv, billigen betænke sig meget paa at træde ind i en Stand, der vil nedsætte ham og dem som skulle tage Deel i hans Skiebne, til en slettere og mindre agter Levemaade, dersom han ikke er i Stand til at erhverve sig en stor Deel af disse kostbare Nødvendigheder? Mange skulle ikke see sig i denne Stand, førend en alt for langt fremdragen Alder har svækket det Haab, Staten skulde have om, at see sine Indbyggeres Tal formeret ved dem.

Lad derimod under Tarveligheds Regiering disse Hindringer forsvinde, og ubetyngede Giftermaale skal berige Verden med Beboere.

18

14

Disse formeerede skulle igien frembringe Næring for flere, og saaledes begge Deele gaae frem i et bestandigt Forhold, indtil de naae den muelige Høide.

Vi forundres over de gamle Tiders Folkemængde; og dersom ikke hellige og verdslige Skribenteres overeensstemmende Vidnesbyrd aftvang os vort Bifald, skulde vi neppe troe at et Stykke Jord har kundet underholde et Antall Mennesker saa meget større end vi nu tiltroe det at kunde føde. Lad os ligne deres Tarvelighed! Lad os indprentes deres naturlige og enfoldige Smag! og vi skal blive folkerige, vi skal blive stærke og formuende, som de.

Men, hører jeg nogle sige, de nyttige og nødvendige Konster vare ikke i Stand til at beskæftige alle de Hænder som nu tiene Over- Daadighed. De vilde mangle Arbeide; og Ørkesleshed, et værre Onde, vilde indtage hyppigheds Sted. Men hvor er det Land, som haver ingen Jord, trængende til Dyrkning? Landmænd vide, hvad der kunde giøres, endog ved den best dyrkede, om den ikke manglede

19

15

Naar enhver Jordplet er bragt under det nyttigste Brug; naar Moradser ere udtørrede, og Klipper giorte frugtbare; naar vi have dyrket Markerne som vore Urte-Senge, og Skovene som vore Spadsere-Haver; med et Ord: Naar vi have giort alt hvad menneskelig Flid kan udrette, for at afnøde Jorden dens yderste Formue; naar Handelen og andre Håndteringer have faaet saa mange Mennesker, som de nyttigen kunde sætte i Arbeide; naar her fradrages den Tid, som billigen bør forundes til Forfriskning, Hvile og Opmuntring; naar her fradrages de Folk, som gavne Sælskaberne, uden egentlig at arbeide ved Næringsmidlernes Frembringelse, de Folk, som Videnskaberne kunde beskæftige, naar de skulde drives til deres muelige Fuldkommenhed. Naar alt dette er udrettet, og vi endda finde Folk tilovers, da er det først Tid at spørge: om vi skal tillade Yppighed for at undgaae Ørkesløshed.

Og endda har jeg ikke nævnet disse store Verker, som kommer saa nær til det egentlige Øiemærke af Sælskaberne, disse Verker, som zirer og gavner det Almindelige.

20

16

Have vi Kræfter, da lad os opreise Pyramider, om de vare nyttige. Lad os hugge Antoninske Veie igiennem Biergene. Lad os bygge evige Broer. Lad os giøre saa mange andre saadanne Indretninger, som tarvelige Stater aleene uden Besværlighed formaae at iværksætte. Og der behøves ikkun en forbedret Smag til, at finde lige saa stor Fornøielse i at giøre sig prægtig og anseelig ved saadant, der virkelig medfører Ære og Fornøjelse, som ved at behænge sig selv og det man omgaaes, med unyttig kostbar Stads, eller ved at overvælde sine Giæster med en fordærvelig Overflødighed.

For at befordre Orden i det Heele, er der indført en Forskiel imellem Statens Lemmer, hvorved een gives Fortrin for en anden, eftersom han haver vigtigere Forretninger, eller har paa nogen Maade befordret det almindelige Beste. Overdaadighed giør denne Orden unyttig; den sælger Ære til dem som have meest Evne og Villie til at kiøbe den ved daarlig Pragt. Den stolte Borger foragter Rang og Ærestegn, ikke fordi sande Fortienester ophøie ham, men fordi hans Yppighed kan give ham lige Anseelse med Ministeren.

21

17

Vi have endnu betragtet Overdaadighed i sin Indflydelse paa Staterne, og jeg synes den har ikkun viist sig lidet elskværdig. Men vare vi i Stand til at oversee dens Virkninger i private Huse, da skulde vi forskrækkes for de ødeleggelser og Elendigheder, den i mere eller mindre Grad foraarsager i Familierne. Hvor mange Faderløse maa ikke savne det meesi Fornødne, fordi Overdaadighed har forødet deres Arvegods? Hvor mange maa ikke mangle den rene Opdragelse, aleene fordi Yppighed opslu- gede Midlerne dertil?

En Stats Overdaadighed, svare nogle, er indskrænket til et maadeligt Antall Indbyggere imod de øvrige. Det skader ikke, sige de, om nogle Private ruineres, Haandverksfolk og Handlende leve derved.

Vi bedrage os, om vi troe, at saa ere yppige iblant et Folk, fordi der ere saa, hvis Yppighed giør stor Opsigt. Naar denne farlige Fiende finder Indgang, udbreeder den sit Herredømme uformerkt, fra den som staaer ved Tronen indtil den som holder paa Ploven. Enhver er overdaadig efter sin Stand og med sin Formue.

22

18

Den Overdaadige straffer ikke sig selv aleene. Hans Fald rammer oftest Uskyldige tillige; og hvo siger, at han eller de ere mindre magtpaaliggende for Staten, end de Haand- verksfolk og Handlende, som hans Daarlighed skal berige. Kan disse ikke leve uden ved deres Medborgeres Ødeleggelse, da lad dem blive langt fra velindrettede Stater, hvilke ikke bygge deres Velstand paa private Ulykker.

Har Overdaadighed nogen Indflydelse paa Sæderne? og er den beqvem til at giøre et Folk dydigt eller lastefuldt? Dette er et vigtigt Spørsmaal, hvis Besvarelse jeg vil søge at udleede af Erfaring og Overdaadigheds Natur.

Man har sagt, at Overdaadighed giør et Folk blødt og qvindagtigt. Og man har uden Tvivl sagt det med Rette.

Vi kalde dem bløde, som ikke kan taale Besværlighed. Besværligheder følge meget ofre med Pligternes Iagttagelse. Et blødt Folk vil altsaa være meget tilbøieligt til at forsømme sine Pligter. Yppighed søger Ophøielse ved overdrevne og indbildte Mageligheder.

23

19

Hvad er da naturligere, end at et overdaadigt Folk er blødt og kiælent.

Qvindagtig er et Ord, som jeg ønskede ikke var kommen i Brug, efterdi det synes at tillægge det eene Kiøn i Almindelighed en ube- viist Last. Men skal man forbinde noget fast Begreb dermed, da maa det vel betegne deres Feil, der anvende for Megen Omhue paa ubetydelige Ting, forsømmende derved de vigtige. Ubetydelige og unyttige Ting ere just Yppig- heds Arbeide. Hvad Under da, at de, som elske Overdaadighed, saa sielden ret iagttage det vigtigere.

Overdaadighed foraarsager mere end ordentlige Udgifter, ofte mere end de som komme overens med den Overdaadiges Vilkaar og Indkomster. Disse er der ikke altid Leilighed at formeere tilstrækkelig til Overdaadigheds Brug ved lovlige Midler. Gierrighed, Egennyttiqhed, Lyst til at berige sig paa utilladelige Maader indsnige sig iblant Folkene under Yppigheds Anførsel, ja endog Karrighed, som dog synes at stride derimod. Den Over- Daadige maa indskrænke nyttige Udgifter, for at have nok til unyttige.

24

20

Da Overdaadigheds Øiemærke er, at adskille sig fra andre; saa opløser den lettelig det Eenigheds Baand, som er Staternes Styrke, opvækker derimod Misundelse og Efterstræbelse.

Naar Smagen kildres og Synet indtages ved konstige og foranderlige Opfindelser, da skeer det lettelig, at vore Begierligheder gaae uden for den Grændse, Sundhed og Fornødenhed har sat. Yppighed baner da lettelig Vei til Vellyst og Umaadelighed.

Man veed det, og det nægtes ikke lettelig, at Æren er den store Drivefieder og den kraftigste Opmuntring til Dyden. Borttages den sande Ære, da borttages den rette Drift til ædle og store Gierninger. Men hvor Over- daadighed hersker, der udbreeder dens Pragt en Glands, som ganske fordunkler den Æres svage Skin som Dyden bringer. Hvo vil søge Ære ved Dyd paa en besværlig og ofte farlig Vei, naar han kan naae den i større Grad og paa en magelig Maade ved Over- daadighed. Hvo vil undsee sig for at begaae Laster, naar han veed at kunde skiule deres Heslighed med Yppigheds gyldne Dække.

25

21

Mere vil jeg ikke anføre herom. Jeg tør næsten troe, at mine Læsere ville tilstaae, at Overdaadighed er beqvem til at aabne Døren for Lasterne; at Tarvelighed er elskværdig for et Folk, som vil bevare det Retskafne i Sæderne.

Det vigtigste, som synes at være sagt til Overdaadigheds Forsvar, er: at den skulde befordre et Folks Drift, Liv og Virksomhed. Man har foregivet, at Yppigheds Afskaffelse kunde tilstoppe Vindskibelighed selv i dens Kilder.

Det er værd at undersøge, hvorvidt disse Tanker ere grundede

Dristigt og virksomt kalde vi et Folk, i hvilket foregaae mange Bevægelser, som udrette noget nyttigt. Dersom enhver af Statens Lemmer brugte sin Formue og sine Kræfter ivrig til saadant Arbeide, som er nyttigt til Menneskenes Fornødenhed og Beqvemmelighed, da var denne Virksomhed som den burde være.

26

22 Skulde Overdaadighed giøre noget hertil da maatte det være, enten at den ved nye Udgifter opmuntrede Vindskibelighed til at formeere sine Indtægter; eller at den viiste nye Udveie til Fortjeneste; eller og, at den vedflere Udgifter befordrede Pengenes Omløb.

Dersom der ikke gaves utallige Maader og Anledninger at anvende til Nytte og Fornøielse endog Croesi Rigdomme; dersom ikke den menneskelige Begierlighed, stor nok af Naturen, daglig fødde tusinde uopfyldte ønsker; da skulde jeg troe, at Yppigheds Pragt behøvedes til at opvække den. Men da det ikke er Mangel paa Lyst til at forhverve mere, der svækker Vindskibelighed; saa er det og ikke ved at opvække Vinde-Lysten til en alt for stor Grad, men ved at lette Arbeidet, at Vindskibelighed skal befordres. Hiint vil altid være farligt, da Mennesker lettelig falde paa ulovlige Midler, som de snareste og ofte letteste til at opfylde deres Attraae. Allerhelst, da Overdaadighed selv paa mere end een Maade er til Hinder i de ordentlige Nærings-

27

Den forøder unyttigen megen Tid, som kunde anvendes til Fordeel.

De vigtigste Nærings-Brug udfordre et Anlæg af Penge. Naar da Landmanden, naar Haandverksmanden og den Handlende bruger de Penge, som skulde forbedre Jordbruget, som skulde drive Fabriker og Handel, til ufornøden Stads, saa maa Jordbrug og Fabriker og Handel ligge.

End meere, Overdaadighed giør Leve- maaden kostbar. Arbeidere kunde ikke lade sig nøie med den Fordeel, som i et tarveligt Land var mere end tilstrækkelig. De maa derfor levere enten slette eller dyre Vare. Begge Deele hindre Afsætningen, og standse Arbeidets Drift.

Vi have allerede erindret, at Overdaa- dighed egentlig ikke kan siges at give nogen Næring; at den vel skaffer Arbeide, men

28

24

frembringer intet til at lønne sine Arbeidere med, og at disse ikke behøvede at være ørkesløse, om de end ikke arbejdede for Yppighed. Det er ellers anmærket af andre, at om man vil forsvare Overdaadighed paa den Grund, at mange finde Fortjeneste derved, da kunde man lige saa vel rose Drukkenskab og flere Laster, hvoraf mange vide at drage Fordeel.

Overdaadighed, siger man, befordrer Pengenes Omløb. Den foraarsager virkelig, at endeel Penge blive udgivne. Men skulde disse endelig ligge stille, om Tarvelighed herskede? Og er det lige meget, hvorledes Penge løbe om, naar de ikkun løbe, om det og var lige ud af Landet?

Mennesker bestyre ikke deres Udgifter efter een Grund. Der findes de, som heri alleene følge deres Indfald eller naturlige Tilbøjelighed. Dersom denne fører dem til Sparsomhed eller Karrighed, skal Yppighed selv

29

25

neppe formaae at giøre dem ødsele. Og er deres Lyst at udgive Penge, vil de endda finde Leilighed nok at fyldestgiøre den under Tarveligheds taalelige Indskrænkninger.

De som bestemme sine Udgifter efter for- nuftigt Overlæg, de indrette dem i Forhold deels til deres Indtægter, deels til de Tings sande Værdie og Nytte, som de derved kunde forskaffe sig. I første Henseende vil deres Husholding omtrent blive uforandret, om O- verdaadighed eller Tarvelighed hersker. Og i Betragtning af det sidste vil Yppigheds Be- kostninger altid være dem mindst behagelige.

Ald den Forandring da, som Tarvelighed indfører i Henseende til Penges Omløb, be- staaer deri: at den bringer dem igiennem værdigere Hænder, igiennem Hænder, som fortiene det bedre, som ere Staten nyttigere. I steden for at Overdaadighed uddeeler til saadanne, som egentlig ikkun leve af andres Sveed,

30

26 Landet, om dem aldeles ud af Landet, om det, som vort Fæderneland, er af de, som selv

eie den mindste Deel af Yppigheds Vare.

Jeg tør her ikke indlade mig i en vidtløftigere Undersøgning. Mine Vemøielser ere desuden for svage til at udrette noget imod denne vor Velstands mægtige Fiende.

De som have naaet den lykkelige Gave, at skildre Dyder og Laster med rette Farver. Lad dem bestride andre Laster, altid forsikrede om, at røre, at overbevise nogle, og at vinde de Overbeviiste til Dyden. Men den grundigste Skarpsindighed, og den meest rørende Veltalenhed, ere endog for svage til at standse Overdaadigheds Løb. Hvor den har udbreedet sit Herredømme, der underkaster den sig villige og uvillige. Dens Paafund blive Nødvendigheder. At foragte dem, er at stride imod Anstændighed.

31

27

Vi bedrage os, om vi troe, at Overdaadighed altid kommer fra de Fornemme i Landet. Den har ofte sit rette Udspring fra de ringeste Stænder. Disse, altid begierlige efter at skiule deres Stand, efter at ligne de Store, nøder dem til at opfinde noget mere, for at vedligeholde en Forskiel, de ikke ville have giort ukiendelig.

Saaledes faaer Overdaadighed en Fremgang, som den regierende Magt alleene kan hemme, førend den yderste Armod giør det.

O! at dog denne Hoved-Kilde til Rigernes uheldige Tilstand snart maatte stoppes! Da skulde de Retskafne ikke mere sukke over, at udenlandske Mode-Opfindere og udenlandske Ørkesløse fortære vore Landmænds, vore Fiskeres, vore Bergmænds kostbare Sved, Da skulde vore Stater

32

28

opnaae den Formue, det Liv, den Styrke,

som er Statsmandens Maal og Patriotens Ønske.

Hic labor, hine laudem fortes sperate

33

        

34

        

35

        

36

        

1

Om Overdaadighed,

samt om

Klædedragts

Orden og Skikkelse,

saa og om

anden Eqvipage, Prydelser og Udstafferinger, som bruges til Overfloed,

baade i og uden for Huusene,

dog allene meent det, som tiener ikkun til ufornøden

Pragt og Stads.

Kiøbenhavn, 1773. Trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Om Yppigheds eller Overdaads skadelige og ødelæggende Virkninger er nok allerede saa meget skrevet, og det tildeels, eller af nogle, saa tydelig og vel, saa der, i den Henseende, synes at ingen kan forestille det bedre; Men da saadanne Skrifter, eller Forestillinger, om Overdaadighedens skadelige Udretninger, ere for det meeste indfattede i Bøger, som indeholder andet meere, og det ikke er enhvers Leylighed at tilkiøbe sig samme, andre har ikkun skrevet i Korthed derom, efter de Lærdes Maade, allene for at opvække den videre Eftertanke, som erfarne og veloplyste Folk kan giøre sig, men er ikke saa hastig og vel begribelig for de ringe oplyste og

4

4

ulærde Folk, der lettelig forvildes, ved en og anden Indvending, som Overdaadighedens store Anhæng heel snildelig veed at forestille der- imod. Det er heller ikke nok dermed, at man forestiller Overdaadighedens skadelige Udretninger, der behøves og at man tillige forestiller, paa hvad Maade den best og beqvemmeliqst kan hindres, om ikke gandske bestrides i sin Fremfart, thi ellers er det allene, ligesom naar nogen beskriver Sygdomme, men giver ingen tienlige Lægemidler eller Recepter derimod, tilkiende. I slig Henseende har jeg da foretaget mig at skrive dette, uagtet at det ikke er, eller har kundet blive saa tilstrækkelig og vel foredraget, som det behøves; thi det er en let Sag at foredrage Feil og Mangler, men heel tungt og besværligt at foreslaae hvad som best kan tiene til at afværge samme, udi en heel Stat eller Rige, hvortil udkræves megen Erfaring og Kundskab udi det heele Stats-Væsen, baade i Stykkeviis og i dens heele Sammenfatning.

5

5

Den kaldede og ubefalede tør heller ikke skrive gandske frit eller tydelig nok om hver Feyl og Mangel, særlig saavidt Anledningerne eller Ophavs-Aarsagerne angaaer, efterdi Stats-Politiqven udkræver Stiltien- hed i visse Deele

Overdaadigheden har og tilsneget sig en saadan ulignelig herskende Magt, over de meest og best oplyste Folk, saa der er ikkun faae, som kan og tør tale eller skrive noget imod dens skadelige Udretninger, ja Souveraine Regentere tør ikke vove, paa eengang, at gribe hende an paa alle Kanter, for gandske at indskrænke hendes Magt og Fremfart; thi om Overdaadigheden skulde blive paa alle Kanter angrebet, paa eengang, saa maatte baade Land og Kiøbstæder blive i lang Tid udmattede, om ikke tildeels reent udarmet derved, særlig hvor den har des armeret Land og Stæders Indbyggere tilforn.

6

6

Overdaadigheden maa derfor Stykke- viis angribes, ligesom den Tid efter anden har, paa en underfundig Maade, indsneget sig; den maa altsaa først forbydes de fornem- ste og farligste Vaabens Tilførsel fra andre Riger og Lande, og dernæst belægge alle hendes fornemste Lokkemidler nred Skat og Told, saa at ikkun saa kan faae Lyst til at træde ind i hendes ødelæggelses Tieneste. Men da maatte der og tillige besørges saadanne Udveje og Anstalter for alle dem, som enten bleve fangne eller diserterede fra Overdaadighedens Tieneste, at de kunde finde deres nødtørftige Underholdning, ved nyttige Arbeyder og Udretninger, thi ellers kom mange Mennesker til at betle, og Overdaadighedens-Magt dog ikke behørig hindret eller indskrænket, man kan heller ikke vente at faae den reent forjaget fra noget Land eller Rige, eller fra store Kiøbstæder, hvor den har sit største Anhang.

7

7

Ligesom mange Mennesker ikke kiender eller veed alt hvad som er Synd, saa veed ey heller alle hvad Overdaadighed er. Derfor vil jeg her, med faae Ord, betegne dens Hoved-Kiendemærke, nemlig: naar man seer Folk i et forarmet Land, at opføre sig prægtig, uden at eje tilstrækkelig Formue dertil, og ellers leve ødsel med Klæder og anden Eqvipage, samt at fortære og slide meere af Fremmedes indførte Vahre, end som nødtørf- telig behøves, hvilket udarmer Riget, saa har man deraf saavelsom af unødvendige Arbeyder og Forretninger: Kiendemærker nok paa Overdaadigheden.

Af Kiøbmænd og Kræmmere kan man ikke vente nogen tilstrækkelig Undsætning imod Overdaadigheden, saafremt de ikke ere i saadan Velstand, at de kan forsørge sig og sine, uden at staae i Overdaadighedens Tieneste; thi om ringe bemidlede Handelsmænd, som allene lever af Overdaadighedens Gage, vilde fri-

8

8 villigen begive sig til at stride imod Overdaadigheden, eller viiste sig uvillig og tvær til hendes Tieneste; saa er for dem ingen bedre Straf at vente, end Midler og Levebrøds Forliis, om ikke yderste Armod og Elændig- hed, saafremt de ikke blev engageret i anden Tieneste.

At bemøye sig med alvorlige og fornuftige Forestillinger, i Tanke dermed at bringe Overdaadigheden til Raison, eller for at standse hendes Tyrannie, der har man længe seet, at det ikke nytter noget, thi imedens de gode Mænd Hr. Christen og Christopher, og siden deres Sønner og Disciple, prædikede ivrig og idelig imod Overdaadighedens Voldsomheder,

og fordærvelige Fremfart, desmeere forøgte hun sin Magt, ved at anhverve det meeste og beste Mandskab med myntet og umyntet Sølv og Guld, som den med Voldsomheder udpræssede fra den nærende Almue, samt tillige lokkede Folk med saadanne Delicate og Hiertfrydende

9

9 Liqveurs, som hverken Hr. Christen eller hans Eftermænd vidste at tilberede og langt mindre formanede at anskaffe. Det heele Qvindekiøn i Kiøbstæderne, og nogle paa Landsbyerne, fik og Overdaadigheden forlokket til sit Partie, og ved den Leylighed vidste hun at faae det meeste Guld og Sølv tilbage igien, som hun tilforn og fremdeeles forlokkede Mandkiønnet med, saa Mandkiønnet kunde just ikke rose sig af at faae store Capitaler samlet af Overdaadighedens Hvervings-Penge og Lønninger, allene hun underholdte dem vel, saalænge der var noget at faae hos den nærende Almue; men saasnart der var intet meere at faae ud exeqveret hos Nærestanden, saa gav hun det Stæds Corps Afskeed, og hver maatte søge sin Næring saa- ledes som de best kunde, ligesom andre afskeedige Soldater, som ikke nyder meere, end fri Vey og frit Vand.

Qvindekiønnet i Kiøbstæderne fik Over- daadigheden først forlokket ved Silke-Klæder,

10

10

samt fiine Cammerduge og adskillige slags Kniplinger, tilligemed endeel andet Stadstøy; Men da det. gode Qvindekiøn, i Tiden, ikke bleve saa gandske vel fornøyede med Pragt og Stads paa Legemet allene, men vilde og have noget af adskillig slags Stadstøy indvendig i Huusene, samt endeel pralende Eqvipage, og endelig adskilligt til Mavens Dilectering, saa maatte Overdaadigheden til at forskrive alle slags Materialier, Specerier, Simplicia og Compositia fra alle Verdens Kanter, ved den Lejlighed kom Sukker, Thee og Coffe, samt adskillige Liqveurs og Delicatesser i almindelig Brug, og hialp allermeest til Overdaadighedens Herredømmes Udbredelse, og da indrettede hun ligesaa mange Comoedier daglig, som der var Viine- Skienke- og Coffeborde i Kiøbstæderne, vel og hos nogle faae, som havde gode Indkomster, paa Landet.

Saaledes har Overdaadigheden baade med Magt og Intriger i lang Tid grasseret i

11

11

de fleeste bekiendte Riger og Lande, og ikke forladt samme, førend hun har gandske ruineret den Nærende Almue, som og allene har været hendes Attraae og Hensigt allevegne.

Overdaadigheden veed meget snildelig paa en særdeles Maade at forblinde og forvirre Regierestanden, i sær ved det den lover og anviser rigelige Indkomster, i nogen Tid; men naar de meest trænger, er intet at faae, thi hun sluger alting til sig, saa der bliver intet tilbage, uden de haarde Graasteens Klipper.

Naar Regenterne undertiden vil lade hende actionere, for Falskhed, Utroeskab og Bedragerier, saa veed hun paa tusinde Maader at forsvare sig, og bringer Skylden ud paa andre, og det helst paa de meest Uskyldige, som har været hende imod, hvilke hun ved deslige Lejligheder faaer indbragt under det tyngeste og haardeste Trældoms Aag, eller i en utaalelig Armod.

12

12 Krigs-Guden Mark og hans Folk har hun faaet gandske forvildet, eller ret forhexet, saa de ere blevne hendes beste Acteurs, saavel til Tragoedier, som til Comoedier at spille. Denne gamle graahærdede Krigshelt faaer Overdaadigheden ved Qvindekiønnet tit til at spille Bold, og at leege med Dukketøy, ligesom smaa Børn, saa man maae Hiertelig lee derover, ja end Meere forunderligt er det, at hun bringer ham undertiden til at forødsle sine Soldaters Lening og Munderings-Penge, saa de baade maae fryse og sulte, og har oftest ikkun Comisbrød og Vand til at leve af, men Anførerne skiller hun af med Helbreden ved for megen Kræsenhed ved Mad og adskillige slags Viine, ligesom med andre fornemme og rige Folk.

Men i disse seenere Tider har hun begyndt at brodere de fornemste af Krigsstanden, med Guld og Sølv udvendig, og tvunget dem til at forbruge deres Madmeel i Haaret og den

13

13

øvrige Mund-Provision til anden Pral, allene for at giøre dem uduelige til haardføre Krigsmænd.

De Krigsfolk, som driver noget slags Nærings Brug paa Landet og vil leve tarvelig, de tvinger hun i Armod med Skat og andre Udgifter til sin Tieneste.

De som meest hæftig og ivrig taler eller skriver imod hendes Adfærd og herskende Magt, dem ruinerer hun allerførst, saafremt de ellers har noget meere, end det som daglig til Nødtørft behøves. For Resten bringer hun dem ind under Had og alle slags Forfølgelser.

Det er vist nok at Overdaadigheden har i forrige Tider, havt nogen Indpas i Kiøbstæderne i Norge, saavelsom i andre Riger og Lande, men hvem kan viise, at den nogensinde har været saa almindelig, eller haft saa gandske overhaand, som nu i de Norske Kiøbstæder. Man, kan hartad ikke merke at Overdaadig-

14

14 heden har haft nogen betydelig Indpas hos Borgerstanden i Norge, før henad Slutningen af næstforrige Hundrede Aar; Men nu finder man ordinaire Borgerfolk meere prægtig i Klæder, samt Huus-Meubler og anden Eqvipage, af fremmed indbragt Tøy, end som de Rigeste, af Høye Stands-Folk, i de forrige Tider.

Gemeene Kiøbstæds Folk, ja endog deres Tienestefolk, slider langt meere af Silke og andre fra Fremmede indførte siine Tøye, end som Adelen i lige Proportion af deres Antal, forbrugte i forrige Tider.

Bliver her ikke noget snarlig, ved Regieringen, sat behørig Indskrænkelse for Over- daadigheden udi Norge, og Dannemark tillige, saa kan enhver Erfaren og Forstandig meget vel skiønne, at der for de nu Levende eller deres Børn og Børnebørn, som enten ikke har lært, eller kan arbeyde, for sin Underholdning,

15

15

ved de rette Nærings-Bruge, vil blive en meget usel, om ikke gandske elændig og jammerlig Tilstand, baade paa Bøygderne og i Kiøbstæderne. Man kan med temmelig Vished spaae, at de, som nu gaaer og slæber de lange Silke-Klæder bag efter deres Fødder paa Gaderne, deres Børn og Børnebørn maa komme til at slæbe under larvede og fillede Klæder, samt fryse, hungre og tørste udi yder- ste Armod; ja man seer allerede endeel Exempler derpaa.

Saalænge Regieringen ikke føyer tilstrækkelige Anstalter, og behørige Forbude, imod Overdaadigheden, saalænge er ikke at vente nogen tilstrækkelig Modstand fra Undersaatterne; thi om en og anden god Huusfader, eller Huusmoder, kan have nok saa god Villie, og kan være høylig nok foraarsaget, til at indskrænke Overdaadighedens Herredømme; saa kan de dog ikke udrette noget betydeligt dertil, ja end ikke tilfyldest i deres eget Huus, langt

16

16 mindre noget hos andre, saalænge de ikke har Regentens Befalning eller fastsat Lov at bestyrke sig med. Naar de rette Overdaadigheds Elskere blev ansat, til at betale en anseelig vis Skat, eller noget til Skoler og Fattiges Underholdning aarlig, for overdaadig Klædedragt, samt visse Huus-Meubler og anden unødvendig Eqvipage, saa kunde og Tolden og Consumptionen forhøyes paa de meest undtværlige udlændiske Æde- og Drikkevahre, samt fremmed indført Kram, der ellers kunde blive forfærdiget i Riget, i saa Maade maatte da Overdaadigheden aftage, og Nødtørften for Efterkommerne blive bedre iagttaget, følgelig og en bedre Velstand iblant Kiøbstæds, om ikke iblant LandsbyeFolk.

Vist nok er det, at Ødselhed og Overdaad har faaet Indpas hos endeel Bønderfolk, saavelsom hos andre fornemme Familier, paa Landet i Norge, særlig i de beste Egne, og nærmest omkring Kiøbstæderne, men Armoden

17

17

har dog afværget den fra de fleeste Bøygde- Lauge, den bliver vel og ved Armoden udryddet fra de beste Egne, thi den har nu næsten udtæret de Ting, hvorved den meest og best har været opfostret og vedligeholdet, og de fleeste føler nu tungt nok dens skadelige Virkninger, der har formindsket deres nødtørftige Underholdning.

Hellers er Overdaadigheden paa Landsbygderne næsten som intet at regne, imod dens herskende Magt og Virkning i Kiøbstæderne, thi man kan temmelig vel udregne, at en eeneste Familie af 3 til 10 Personer, i en Kiøbstæd, hvor Overdaadigheden har faaet gandske Over- haand med sin Pral og Pragt, kan nu, i et Aar, forødsle meere, end som et Hundrede Slæbarbeidere paa Landet kan leve af, eller bringe tilveje i samme Tid; Derfor heder det og, at de maae betale Pragten, som binder sine Skoe med Bast.

18

18

I de Kiøbstæder, hvor ingen Manufacturer eller Fabriqver er, i saadan Stand bragte, at der kan forfærdiges nogen slags Kram og Tøy, som kan afhændes til Fremmede, saa derved kan indhentes Penge eller nødvendige Vahre fra andre Nationer, der kommer da alle Omkostninger, saavel paa Pragt og Stads, som Kiøbstæds Indbyggernes nødtørftige Underholdning, allene paa Land-Almuens Regning, saavidt de har sin Handel paa samme Kiøbstæd, og det ligesaa sikkert, som ingen Melk kan haves hvor intet Qvæg er, og intet Korn uden ved Agerdyrkning.

Det er ikke Folkemængden, som giør Dyrtid, eller foraarsager Armod og Mangel paa Føde og anden nødtørftig Underholdning, i et Land, eller Rige, saalænge der findes nyttig og udyrket Jordbund, og ingen betydelig Misvext paa Jordens Afgrøde indfalder. Men det er Overdaadigheden, og Folkets ilde Disposition fra de rette Næringsbruge, til Overdaadighedens

19

19

Tieneste, som foraarsager Dyrtid, og almindelig Armod i et Rige, thi Overdaadigheden forøger alle slags Udgifter, saavel til det publiqve, som private, og naar Guld- og Sølvmynter ikke bliver tilstrækkelig, til hendes Hensigt og Udgifter, saa bringer den Folk til at bruge Papiirs-Sedler i deres Sted, og i saa Maade udlokker den de beste Mynter fra et Land til andet, dog ikke for at berige nogen til Langvarighed, men allene for at opmuntre Folk til en ødsel Levemaade, saa de dessnarere kan blive udarmede. Kort sagt, Overdaadigheden har stedse, ved anrettede Tvistigheder, til de blodigste Krige, samt ved sine Tillokkelser med al slags Overdaadigheds-Kram, tilforn kuldkastes de mægtigste Monarkier, altsaa har de svageste Riger Aarsag nok, til at være aarvaagne, imod hendes Foretagender, og i det mindste hindre hende, ved en og anden betydelig Diversion, thi ved en General-Baraille kunde man lettelig komme til at tabe mere, end vinde, efterdi hun er virkelig snedigere end heele Verdens Gene-

20

20

raler, og klogere, end de fleeste Statsmænd, ja man seer jo tydelig, at hun forblinder og forvirrer helst de meest polerte Nationer, og indbilder Folk, at hendes værste Daarskabs-Kram er, som en Fornødenhed, eller som noget, som intet retskikket Menneske kan undvære. Naar først ikkun nogle faae Borgere og Borger-Koner er kommen til at bære en nyemodens Klædedragt, i Kiøbstæden, saa bliver det strax anseet og agtet som en Nødvendighed for alle andre i samme Kiøbstæd, ja endog for visse Folk paa Landsbyerne, det samme er og med anden Eqvipage, samt Huusbygninger og Huusmeubler etc. at forstaae.

At see megen fremmed indbragt Kram, særlig til Pragt og Staß, i et Rige, som selv ikke kan yde fyldest Føde og nødtørftige Klæder til alle sine egne Indbyggere, det er et forunderligt Syn, og kan vel ikke lignes med noget, bedre, end som naar man seer unge og daarlige Tieneste-Tyender, at tilkiøbe sig, for deres Løn

21

og Kostpenge, adskillig slags Staß-Tøy og Pynterier, allene for at ville være anseet for noget meere og fornemmere, end de virkelig ere, og kommer derved til at sulte og fryse i lang Tid, hvorved Legemet svækkes og bliver sygeligt. Men der er stor Forskiel paa at skatte frivillig til Overdaadigheden, imod at være ved Herredomme tvungen dertil.

De Indianske Silke-Tøye, samt Sirtser og Catuner etc., saa og Porcelains-Kar, item Tobak, Coffee, Thee, Sukker, adskillige slags Viine og Brændeviine, ulden og Lintøye, samt en uendelig Mængde af al slags smaae Galanterie-Kram, ja endog en god Deel af adskillig slags støbt og smedet Jerntøy, har i lang Tid uddraget en langt større Capital, end som deres nødvendige Vahre, som Riget har Mangel paa, Norge har i lang Tid haft mange Jernværker, saavelsom Kobberværker, saa det en allene har kundet forsyne sig selv, og Dannemark tillige, men og aarlig udført Stang-Jern i Mængde,

22

22

til mange andre Riger og Lande, alligevel er Jerntøy, i mange slags Arbeider, dyre indkiøbt, baade i Norge og Dannemark, da dog alt saadant arbeidet Jerntøy, burde have været for- færdiget i begge Rigerne, og derfra afhændet til andre Nationer, som ingen Jernværker har, men maa dog nødvendig have alle fornødne Jern-Redskaber, saavel støbt, som smeedet, fiint og grovt. Det skammeligste deriblant er, at Spiger og Jern-Søm, samt Øxer, Leer og Ploug-Jern etc. er bleven indført, baade i Dan- nemark og Norge, fra andre Riger og Lande.

Silke-Manufacturer og andre deslige, som allene har tient til Overdaadighedens Be- fordring, har været med store Bekostninger, og Forskude, af publiqve, saavelsom af privates Midler, opklækkede i Dannemark, men de nødvendigste Fabriqver har ikke været agtet for noget betydeligt, førend nu i disse Tider, da Armod og Udarmelsen har mindet noget alvor- lig derpaa, ja end være, at naar en og anden

23

23

privat Mand og retskaffen Patriot har anlagt en eller anden ret tienlig Fabriqve, eller Manufactur, og hans Midler ikke har været tilstrækkelig, til dets Vedligeholdelse og Forfremmelse, saa har ingen Undsætning været for ham at faae, hverken fra det publiqve eller private, men vel adskillige Modstridigheder og Hindringer, eller Dificulteter, vel og nogles totale Ruin. Saaledes gaaer det til udi den Menneskelige Huusholdning, de som anvender Omkostninger, samt Tid og Fliid, paa det Nødvendige, til almindelig Gavn, de fortrykkes og forfølges oftere, end belønnes, en modens Nar, paa Skuepladsen, bliver altid bedre belønnet, end som en patriotisik Entrepeneur. Men en dristig veltalende og klog Smigrer har et stort Fortrin frem for alle, thi deslige Folk giør altid sin største Lykke ved deres Forestillinger, til Riger og Landes Skade, om ikke tildeels gandske Fordærvelse, særlig naar de har Adgang til de høyeste Sræder, eller til dem, som staaer for Roret udi ethvert Regierings Departement.

24

24 Erfarne og veloplyste Folk, saavel hos os, som i andre Riger og Lande, har forlængst seet og beklaget, at det vilde foraarsage Fordærvelse og Armod iblant Folk, ved Overdaadighedens Forplantelse og frie Fremfart, med al slags unødvendig Indførsel og Brug, af fremmed Kram og Vahre. Men det daarlige og ret Barnagtige Principium, at vores Handelsstæder maatte undergaae, naar Forbud, eller tilstrækkelig Indskrænkelse skeede, imod al ufornøden Kram og Vahre fra Fremmede, det har stedse været agtet, som en Fundamental Troes-Artikel, da det dog har været den vigtigste Sag til Udarmelse, baade til Riget i Almindelighed og Handelsstæderne i Særdeleshed; thi de, som vil og kan giøre retskaffen Regning over endeel indført Kram, eller Fremmedes fabriqverede Vahre, som vi selv har Materier til, de skal besinde tildeels, at naar en Kræmmer i vores Handelsstæder har kundet vinde 10, 15, 25 og fleere pro Cento derved, saa har de Fremmede oftest haft den største Part

25

25

af samme; i saadanne Henseender kan man med rette sige, som jeg og har hørt mange brave Handelsmænd selv tilstaae, at de fleeste Danske og Norske Handelsmænd har været nødsaget til at være de Fremmedes Høkkere, allene i Mangel af bedre Vejviisning og Regieringens fornødne Foranstaltninger. Her maae man mærke, at omendskiønt de Udenrigske Handels- mænd har tildeels ladet sig Nøye med et meget mindre Handels Salarium, eller Kiøbmands Profit, end som vore egne Handelsmænd, saa har dog de Fremmede desforuden maattet have deres Arbeidsløn for deres forfærdigede og afhændede Kram og Vahre betalte; thi Arbeidslønnen kan ingen Nation taale at bortgive, for de afhændede Vahre ved Handelen, og naar en Nation betaler den anden en stor Summa aarlig i Arbejdsløn for unødvendig Kram eller Vahre, som de selv har Materier til, og kan ved Fliid og Vindskibelighed forfærdige, saa er en saadan Handel ikke meget bedre, end som naar det eene Lands Indbyggere sælger sit

26

26

Korn til andre, og indkiøber Meel og Gryn fra dem igien.

Her er det at formode, at en og anden Korttænkende kan indvende, ligesom jeg ofte har hørt det af visse Folk, at det er at regne for en stor Klogskab, at besørge ringe, eller uforfærdigede Vahre bortsolgt til Fremmede, og kiøbe bedre og retskaffen forfærdigede Vahre tilbage igien, uagtet at man lægger en god Deel Penge dertil, eller et anseeligt Overskud ved Mængden af ringere eller uforfærdigede Vahre, thi det som de fleeste finder best Smag og Behag i, det bør man helst beflitte sig paa, at forskaffe, ved Handelen, særlig saadant, som giver meest Told, Consumption og Accise Intrader af sig; Men enhver erfaren og oplyst Mand seer nok, hvor ilde samme Indvending grundet, og at det ikke skeer eller er skeet af andre, uden allene af ukyndige Folk, og af

saadanne der lever eller har levet kræsen, og efter eget Behag, paa den Nærende Almues Sveed

27

27

og Bekostning, med tilstrækkelige Indkomster, og i god Magelighed.

De Indvendinger, som kommer af de arvelige Principia, eller Meeninger, at de Danske og Norske ikke kan forfærdige og tilberede ædende, drikkende og slidende, samt forlystendes Kram og Vahre, saa behagelig og vel, som endeel andre Landes Folk, det viser ikkun, at man har for ringe Tanker om sig i det eene, og alt for store i det andet; thi naar man seer, at Folk kan forfærdige det meere kunstige og vanskeligere, saa har man ikke nødig at bære Tvil om, at de og kan giøre det, som bestaaer af mindre Kunst og Vanskelighed. Naar und- tages Taskenspillerie og andre deslige GøgleKunster, saa troer jeg neppe at der er nogen almindelig Kunst til, i Europa, at jo een og anden af den Norske Nation har lærdt eller kan lære den, ligesaavel, som i andre Riger og Lande; men at ikke alle nyttige Kunster og Videnskaber har faaet noget fast og bestandigt

28

28

Hiemstæd i Norge, det er just ikke Nationen selv Hoved-Aarsag til, hvilket de Erfarne i Riget meget vel veed og skiønner. En Hiemfødning eller Uerfaren, som selv lidet har lærdt, og har ikkun et ringe Begreb, tænker altid, at ingen, i deres Fødebye, kan komme videre, med Kunster og Videnskaber, end hvad de har seet der i Brug og Øvelse; Alt hvad som overstiger den Eenfoldiges Vidskab og Begreb, det agter han og ugiørlig for alle sine Brødre, ey @vidende noget retskaffen om enhvers forskiellig Genie, eller Naturens uliige Gaver.

Det har været en stor, og hartad uoprettelig Feil, at de Handlendes Vinding har stedse indtil disse Tider, været forestillet Regieringen, ligesom det virkelig var heele Laudets Vinding, da dog Handelsmændenes Vinding, i mange Ting, kan foraarsage Landet et større Tab, end som en aarlig vis Contribution udgaves til Fremmede.

29

29

De Republiqver, saasom Wenetia, Genua, Holland, og nogle andre, der, ligesom der Romerske Riges frie Handelsstæder, har været opfostrede og vedligeholdet, allene ved Handel og Vandels Drift paa andre Riger og Landes Bekostning, de har da, indtil disse Tider haft god Fordeel af den frie og almin- delige Handel, som de har ført; de Rigdomme, som de har vundet derved, det har andre Riger og Landes Indbyggere maattet betale; men siden de fleeste og fornemste Riger har forlængst begyndt at giøre hiine det efter, saa har der ikke været saa meget, for de første at vinde ved Handelen og deres Fabriqver og Manufacturer, ja mange, baade af de første og seeneres Overdaadigheds Manufacturer og Fabriqver ere allerede komne i Decadence, og har maattet give deres Arbeidere Afskeed, det samme vil nok Efterdags udstrække sig til mange flere, saa at saa eller ingen Fabriqver, eller Manufacturer, vil blive i fuld Hævd og Brug, uden allene hvad ethvert Lands

30

30

Folk, for sin egen Deel, nødvendig tarver og behøver, dog skeer det nok ikke overalt, før- and Overdaadigheden har udtæret den Næren-

de Almue for det meeste. Man seer altsaa,

at det er et meget urigtigt Principium, som Folk i de fleeste Stater har haft, at ville ved Handelen vente bestandig at samle Rigdomme, og større Formue, ved Handel og Vandel paa andre Nationers Bekostning, end som det de af eget Lands Producter kunde tilveyebringe, hvilken Indbildning Overdaadigheden har indmineret i Folkets Hoveder saa dybt, at det ikke har været mueligt, at faae det udslættet, førend den yderste Armod har viist det anderledes, baade fra det eene og ander Lands

Folk

Naar Handelsmænd, eller andre, ved een og anden Lejlighed, har faaet samlet endeel Midler, saa har Overdaadigheden altid passet paa, at deslige Midler ere blevne snarlig adspredte, ved ødsle og nyemodige Arvinger,

31

31

saa at Midlerne, i disse Tider, sielden vedvarer hos en Familie, til tredie Leed; men forflytter dem, fra en Familie til en anden, og fra et Lands Folk til et andet, allene for derved at faae al Ødelæggelses Kram udspredt iblant al slags Folk, og alle overalt udarmede, den ene ved den anden.

De som tilforn har anvendt store Bekostninger, og indvundet mange Midler, med Overdaadigheds Fabriqver og Manufakturer, de finder det nu selv tungt nok, at de ere ved Overdaadigheden blevne bedragne dermed, da de ikke kan faae saa meget afhændet til andre Landes Folk, at Arbejderne kan erlange sit Ophold derved, og Handelsmændene sin Fordeel deraf. Derfor seer næsten alle Nationer nu, at Overdaadigheden udretter slet ikke andet, end bedrager Folk med at anviise dem anseelige Fordeele og Forlystelser, i en kort Tid, for derved at faae dem desbedre indvikldt i sin Snare, som allene hensigter til Fordærvelse og ødelæggelse.

32

32

At Overdaadigheden paa visse Tider og Stæder udretter undertiden noget, som tildeels kan eragtes godt og gavnligt for Mennesker, det er kun af Politesse, for derved at giøre Folk godtroende, ved at giøre undertiden noget godt, for dessnarere og kættere at faae sine onde og skadeligste Hensigter fuldført, ligesom de Mennesker, der agter at bedrage andre, da de først giver dem Anledning til at vinde, eller fortiene noget, og siden til at tabe samme og mere.

Bedre kan jeg ikke beskrive Overdaa- digheden, de som vil have det kortere og fyndigere, de maa da forskaffe sig andres adskillige Skrifter, som ved Trykken ere udgivne derom, baade i Dansk og andre Lands Sproge.

Det sikreste og beste Middel imod Over- daadigheden, var vel dette, at om alle i et Rige foreenede sig med Tarveligheds Vaaben, det er da, at underholde sig med Landets egne

33

33

Producter, saavel til tærende, som slidende Vahre, og ey at bruge anden Prunk og Pragt, end allene det, som tiener til Bekvemmelighed og til at betyde Standens Forskiel, saa at en Øvrigheds-Mand kunde kiendes fra en Borger, og en Præst, eller anden Lærer, fra andre Folk, og saa videre med de fleere for- skiellige Stænder.

Men saadan usædvanlig Foreening kan man hverken vente begyndt, langt mindre vedligeholdt, uden ved fastsat Lov og Regler dertil, hvilket er saadant, som vedkommer Regieringens Forsorg allene.

Ligesom Forældrenes Exempler virker og udretter meget til Børnenes Forbedring eller Forværrelse, udi deres Opførsel og Forhold, hvad enten det er til det Gode eller Onde, Tienlige eller Skadelige, saa virker og iligemaade Regenternes Exempler paa Undersaat- terne.

34

34

Men samme maa ikke forstaaes saaledes, at en Konge eller Regent skulde ikke opføre sig meere prægtig og kostbar, end som hans Undersaatter; thi de fleeste Mennesker seer og skiønner, at det er tienligt, og anstændigt, om ikke gandske nødvendigt, at en Regent er destingveret med prægtigere Huuse og Huus-Meubler, samt Klæder og anden Eqvipage, end som nogen af de fornemste hans Undersaatter.

Prindser og Prindsesser, som ere fødde og baarne til, eller af Regierestanden, bør vel ikke have alle Ting saa prægtig og kostbart, som de regierende Personer selv, men det er dog, i Henseende til politiske Raisons, baade anstændigere, og har tildeels en fædrisk naturlig Billighed med sig, at saadanne Høybaarne Personer destingveres fra andre Folk, ved at opføre sig mere prægtig i Klæder og anden Eqvipage, vel og udi Huuse og Huus-Meubler, og andet deslige.

35

35

Men at Undersaattere, hvad enten de ere af høy eller nedrig Stand, Rige eller Ubemidlede, tillades den Frihed, at opføre sig i Lighed, udi Pragt og Anseelse, med Prindser og Prindsesser, i og uden for deres Huuse, det fører stedse og allevegne Fordærvelse og Øde- læggelse med sig, ey allene for godartede Familier i Særdeleshed, men og for Riger, Lande, og Stæder i Almindelighed; thi Midlerne bliver derved forødslede, til Pragt og Overdaad, i stæden for at de altid og allevegne behøves til Commercien og Handelens, saavelsom til fundamental Næringsbrugenes Drift, samt dets Forbedring og Forfremmelse.

De som forøder sine Midler paa Pragt og Stads, hvorved de underholder, om ikke og tillige forlokker, mange Mennesker, fra de rette Næringsbruge, til Overdaadighedens Tie- neste, de foraarsager da næsten ligedan Skade, som Banqverotterere, Bedragere og Forrædere, ja undertiden værre og meere uoprettelig Skade.

36

36 Man har intet sikrere Kiendemærke paa et narrisk Sindelav, end som naar man seer en middelmaadig og ringe Undersaat, at opføre sig lige saa prægtig og kostbar, som de fornemste i Staten.

Regieringen er at ligne med Formyndere, der altid bør paaagte deres Myndlingers Gavn og Beste, ey allene til at paasee deres Interesse ved Arvemidlernes Forvaltning, men og tillige at sætte Myndlingerne til rette, udi deres Levnets Forhold og deres Mtdlers tjenligste Anvendelse, for dem selv og andre; samme ophører vel, saasnart Myndlingen har opnaaet fuldmyndig Alder, men det ophører aldrig for en Regiering, saalænge der er daarlige Begierligheder og utienlige Indfald hos Mennesker; thi det er ikke nok dermed at nogle Feil og Uheld er ved Love forebygget, men alle Feil og Uheld bør forebygges, saavidt det meest og best lader sig giøre, thi ellers fordærver det eene det andet til Ødelæggelse.

37

37

Guld og Sølv paa Klæder burde aldeeles ikke være nogen Undersaat tilladt at bære i Riget, undtagen hvad ver uforbigiengelig behøvtes til visse Destinctions-Tegn, som dem af Regenten var bleven tillagt, for deraf at kiende dem efter den tillagte Værdighed, frem for andre, enten af lige eller ringere Stand og Embede; thi i saadan Henseende er Ordens-Tegnene heel tienlige, om ikke og tildeels nødvendige. Uden udvortes Tegn, eller Forskiel paa Klæderne, kan man ikke altid, naar det fornødiges, kiende en Øvrig- hedsmand fra en ringe Betient, eller en Borgemester fra en Borger; thi uden udvortes Tegn eller Forskiel paa Klæderne, seer man ofte, at en Straten-Junker, Spradebasse, eller indbildet Herremand, som er vel udstafferet med Guld eller Sølv paa Klæderne, tilvender sig dermed, hos dem som ham ikke kiender, saadan Ære og Honeur, som siden maa fortrydes af honette og fornemme Folk, efterdi det giver Anledning til adskillige fortrædelige Følger.

38

38

Ligesaa er det heel forargeligt, at see bekiendte Skiøger tilpyntet, i kostbarere Klæder, end som ærlige Matroner og virkelige Jomfruer, der formedelst deres fattige Tilstand ikke kan destingvere sig med nogen slags kostbar Klædedragt og anden Prunk og Stads.

Guld- og Sølv-Galuner paa Klæder Nytter aldeeles ikke, men foraarsager hovmodige og daarlige Indbildninger, og er til megen Tab og Skade udi Staten; Med Forgyldninger og Forsølvninger er det ligesaa. Støbt eller smedet Guld og Sølv taber aldrig sin Vægt og Værdie saalænge det ikke bruges og slides, som Arbeids-Redskabe, hvortil Jernet er best tienlig, dog kan støbt og smedet Guld og Sølv i visse Maader blive misbrugt, til en Stats Svækkelse, særlig naar Mynter omstøbes, til Zirater og andre ufornødne Ting, vel og om man giør allene Spiise- og DrikkeKar deraf.

39

39

Kostbare Perler, fra andre Riger og sande indkiøbt, det er ligesaa daarligt og taabeligt, som naar man seer Børn, hellere at tage en nye og glimrende Mæssing, end en Sølv- eller Guld-Penge af Tusinde gange større Værdie; det samme kan man og sige om de saa kaldede Agater og Ædelsteene, alligevel har de indbildte kloge Europæer, i mange Tider, bortgivet deres beste og meeste Mynter for saadan Kram, og det til de slags Folk, som de har agtet for ringere oplyste, end de selv ere. Mon saadant ikke med rette kan kaldes en mageløs Daarlighed? Vi har ingenlunde været de første, og jeg troer neppe at vi bliver de sidste, som holder saadan Daarskab tienlig.

Vel er Diamanter og Perler eller andre Juveler og Ædelsteene nu hos os forbudne at bæres, efter Forordn, af 16 April og 6 Octobr. 1736, men her indføres nu i dets Sted adskillig anden saadan Stads-Kram,

40

40

som meget vel kunde undværes, og Qvindekiønnet dog blive gandske vel udpyntet, og ziiret med Rigets egne Naturalia og Composita, som kunde vise sig ligesaa glimrende og brugelige, som hine fremmede Ting; det kommer alt an paa Arbeidet eller Tilberedningen. Det Stads-Tøy, som et Lands Folk ikke selv kan giøre, det bør dem heller ikke være tilladt at bruge eller benytte; thi det er ingen Nødvendighed, men et farligt Middel til Armod cg Afmagts Foraarsagelse, naar Pragt og Stads-Tøy bliver indkiøbt fra Fremmede, endog om det skeede for meget læt eller ringe Priis paa Arbeidslønnen.

Kniplinger, Nunneskiær, Cammerduge, og andet, som af Linnet forfærdiges, burde ikke tillades at indføres, men hver at bruge det som kunde blive tilvirket i Landet; thi derved kom Folk til at anvende Fliid og Midler til at giøre det selv, eller med Midler understøtte dem, som vilde anlægge saadanne Manufacturer.

41

41

Silke avles ikke i Dannemark og Norge, derfor burde og dets Brug ikke være almindelig tilladt, i det mindste synes det utienligt for Arbeids- eller Almues-Folk af begge Kiøn, saavel i Kiøbstæderne, som paa Landet, ja det synes, at Silke-Klæder burde være allene for dem, som ere fødde og baarne af Regierestanden, jeg meener Konger og Fyrster, samt Prindser og Prindsesser, og ingen andre, i hvor høy Rang de end ellers vare forundte.

Men naar Silke-Klæder skulde forbydes, saa kunde det ikke, uden ved stor Skade skee, saafremt der ikke blev forundt 25 a 30 Aars Frihed, til at afslide de SilkeKlæder, som Folk allerede havde forskaffet sig.

Huus-Meubler af alle slags, saa og Kiøre-Tøye og anden Eqvipage, kunde meget vel forbydes at indføres fra andre Riger og Lande, efterdi alt hvad her i saa Maade be-

42

42

høves, kan blive forfærdiget i Riget, dog maatte det være tilladt dem, som indfløttede i Riget, fra andre Lande, at indføre de Meubler og Egvipage, som de der havde i Brug, og fremdeeles vilde benytte.

Ingen, uden Kongen, Dronningen, samt Prindser og Prindsesser, burde være til- ladt, en parade, at kiøre med fleere end et Forspænd Heste; thi derved kan og blive en god Deel Omkostning sparet for dem, som ellers vil leve tarvelig. En anden Sag er det, paa Reiser, med store Vogne og tunge Læs.

Naar Silke-Klæder blev ikke tilladt at bæres, saa maatte Bomulds-Tøye, tilligemed Sirtser og Cattuner, være for de fornemste Undersaatter tilladt, at bruge til Klæder, dog ikke uden allene det, som blev vævet i begge Rigerne, thi det som fra Asien indføres, ved det Ostindiske Compagnie, maatte forhandles

43

43

tit andre Landes Folk, som havde Behag i den Kram.

Alle slags hiemmevævet uldent og linnet Tøy, maatte være til frit Brug for alle slags Folk, fra det nederste til det øverste, men af Bomulds-Tøy maatte gemeene Almues Folk ey være videre tilladt at bruge, uden allene Huer, Baand, Vanter, Palatiner og Modester, som vare forfærdigede i Riget.

Alle med Kunst giorde Blomster, og andre til Qvindekiønnets Pyntning brugelige Zirater, som blev forfærdiget i Riget, maatte være hver Stand tilladt at bære paa deres Hoveder, endog om endeel Silke og uægte Metaller blev benyttet dertil, men ingenlunde Guld og Sølv deriblant, ey heller andre Metal-Materier eller Glas-Perler og Steenarter, end allene de slags, som bleve fundne eller ved Kunsten tilberedte i Riget. Til sligt Brug har Norge selv næsten alle behørige

44

44

Naturalier og Materialier. Det fornødne Silke til slig Stads, kunde meget vel blive avlet i Riget, naar der paa de begvemmeste Stæder, blev plantet Morbær-Træer og SilkeOrme opfostrede, fra Dannemark eller Sver- tig, hvor det paa nogle Stæder er kommen i Brug. Naar Norges egne Materialier blev smukt og næt udarbejdet, saa bleve de ligesaa anseelige og prunkende, som det der indføres fra andre Riger og Lande.

Mange nye Moder, eller idelige Forandringer paa Klædedragterne, ødsler og ud« armer mange daarlige og taabelige Mennesker, derfor skulde det nok være heel gavnligt, at der blev fastsat, en vis Skikkelse paa de yderste Hæders-Klæder, og det med behørig Forskiel, efter enhvers Stands egentlige Tarv, og saaledes, at den ene Stand kunde kiendes fra den anden, hvilket er baade tienligt og lader sig lættelig giøre, saasom en Arbejdsmand behøver altid korte og gesvindte Klæder,

45

45

da derimod de, som altid har med stillesiddende Forretninger at bestille, finder sig bedre farne med siidere og anderledes tilskaarne Klæder; ingen behøver 3 a 4 dobbelte Klæder paa Kroppen i Sommertiden, hvilket allene tiener til at matte Legemet med ufornødne Klæder, allene for at have Klæderne complet efter Moeden.

Ligesom de fleeste Mennesker i Nordens kolde Lande, behøver tætte og tykke uldene Klæder i Vintertiden, saa er tynde og lætte Linned-Klæder dennem best tienlig i Sommertiden; det synes derfor, at Naturen selv har føyet sig efter Menneskenes Tarv i den Post, efterdi Ulden erlanges af Faarene, og Linnet kan blive til Fornødenhed avlet af Jorden, saa intet mangler til nødvendige Klæder, som best passer baade for Sommer og Vintertiden, saa alle kan gandske uden Nød, undvære Silke. Men Skikkelsen, eller Facons paa Klæderne, behøver nogen Forskiel, ey

46

46

allene for Sommer og Vintertiden, men endog for hver særskillig Stand og Handtering, saasom til fiint Haandarbeide et slags, og til grovt Slæbarbeide et andet slags, item til løbende Forretninger noget anderledes, og saa videre for andre fleere. Ligesom Fiskere behøvet visse Skind-Klæder og store Støvler, som en Landmand ikke beqvemmelig kan benytte sig af, saa er det og ligedan beskaffen med andre Stands-Folk, saa det, der er nødvendigt for den eene, er meget, om ikke gandske utienligt for den anden, hvilket Erfaringen allevegne noksom beviser. Forstandige og smukt polerte Læsere maa jeg nu her forud bede, at de forlader mig, da jeg her til Slutning maa udlade mig med saadanne Ord og Talemaa- der, som eene passer sig paa de Silkeklædte grove og upolerte Folk. Mon ikke en smuk giort og farvet, samt loden Skindpels være en god Vinter-Kiole for alle slags Arbeidsfolk i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, i Vintertiden, vel og for mange andre. Lige-

47

47

saa sorte og andre farvede Skindbuxer, hiemmeknyttede uldene Strømper og Vanter, samt andet mere, som behøves i Vintertiden. Til Sommer-Klæder kan og Skind meget benyttes, ligesaa vel i Kiøbstæderne, som paa Landet, men fornemmelig Kioler af Linnet, noget anderledes vævet, end som ordinair Lærreder. Qvindekiønnets Sommer-Skiørte kunde være af samme slags, og Erme-Kaaber af adskillige slags Dyreskind, eller lodne Lamskind, for Vinter Kulden, en siin hiemmevævet lærrets Mantel, til Bedækkelse i Sommertiden, og en farvet lærrets Kappe, til at indsvøbe sig i, hvilken er meget lættere at bære, end som en tyk Stoffes eller Klædes-Kappe, naar de reise, eller vilde gaae ud i Byen imedens det regnede, og saaledes i det meere. Men om Qvindekiønnet fremdeeles skulde beholde deres nu brugende Granedeer-Huer, eller Toppe paa Hovedet, saa maatte de endelig lade sig giøre Skind- eller Læder-Futteraler dertil, enten ved Bogbinderne, eller ved Skoemagerne.

48

48

En Purke bliver en Purke, om man end vil behænge den runden omkring med Guldfryndser, og en utæmmet Foele er ikke meere tienlig, end som et andet vildt Dyr.

Dyd og Dueligheds-Værk,

Giør Folk æret, Midlet stærk.

Dovenhed med Pral og Pragt,

Giør Folk arme og foragt.

1

Forsøg

til

en moralsk Afhandling

om

Tarveligheds

Indflydelse

i et Folks Tilstand, Virksomhed og Sæder. af Jens Bech. S. St, Minist. Cand.

Sunt certi - - - fines,

Qvos ultra cirtáqve neqvit consistere rectum,

Horat,

Kiøbenhavn, 1772.

Hos Forlæggeren Gyldendal i Trompeter-Gangen No. 112 for 10 ß.

2

        

3

Til Hendes Majestæt Juliana Maria.

4

Allernaadigste Dronning!

De lysende Beviser, som Deres

Majestæt har givet Verden, paa en Tænkemaade, der sætter Dem saa vidt over Deres ophøyede Rang, kunde været ligesaa mange Grunde til Undseelighed for mig, da jeg vovede allerunderdanigst, at hellige Deres Majestæt et saa ubetydeligt Arbeide, som nærværende. Men den ædle Ømhed for Menneskeligheden, for Dyd og Religion, er tillige Deres høye Siæls meest glimrende Egenskab: Det er ved

denne Deres Majestæt er stor hos

5

alle Danske og Norske! det er denne, som det ganske Christians Folk erkiender, beundrer, velsigner i Deres høyeste Person! - Det er Overbeviisning om samme, Allernaadigste Dronning! der giør mig dristig nok at fremlegge for Deres Høyeste Aasyn nærværende svage Forsøg: Maaskee kunde deri findes en eller anden Tanke, som stod der til Dydens Fordeel: Hvor megen Yndest vilde da ikke denne vinde hos Deres Majestæt, hvis Hierte har viist sig for Dydens Ret saa ømfølende! — Men dette vilde undsigeligen henrykke

Allernaadigste Dronning,

Deres

allerunderdanigste Tiener

Jens Bech.

6

Forerindring.

Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse opgav en Materie, som foranledigede mig til at opsætte disse Tanker: Det var mig altid en angenem Beskæftigelse, at forsøge mine smaa Evner i moralske Materier: Nogle af mine faa frie Timer opofrede jeg hertil: Jeg giorde mig en Plan, som jeg troede at stemme med Sel- skabets Hensigt. Almindelige Betragtninger indklædte i en ziirlig Stiil, tænkte jeg, maatte være dets hele Fordring: Men Materien blev paa nye opgivet, og Fordringerne bleve udvidede over de Grændser, som jeg havde hidindtil havt for Øyne: Jeg kiendte Materiens Vild- somhed, og følede mine ringe Evner. Jeg torde ikke vove mig ud paa denne slibrige Bane; ey heller havde Tidens Omstændigheder tilladt mig det. Hvad jeg havde tænkt og skrevet, foreviste jeg en Velynder, og hans Dom smigrede min Egenkierlighed: Jeg blev dristig nok, til at lade det see Lyset, og underkastes fleres Dom, i sær da man ey har seet noget hidindtil udkommet over den opgivne Materie, som Selskabet synes ogsaa nu at have tilbagekaldet.

7

Som alle Dyder ere grundede i den men- neskelige Lyksalighed, saa ere Lasterne derimod ligesaa mange Kilder til det modsatte. Alt, hvad der stemmer med Naturens Vedligeholdelse og Fuldkommenhed, er Dyd, og alt, hvad der løber tvertimod, er Last: Dydens Hoved-Grund ligger altsaa i Mennesket selv: Hans egen Natur er den stærkeste Dyds Prædikant: Følg Naturen! er derfor Fornuftens første Røst, og en Regel, der i Vished giver ingen anden efter. Den heele almindelige Erfaring anpriser den, og Naturens Stemme er dens Echo.

Mennesket har en Tilværelse, der er bundet til visse Betingelser: Det føler derfor den Trang, som disse paalegge: Men det fornemmer tillige de Grændser, som bestemme et vist Maal for Fornødenhederne: Overskridelsen af disse væsentlige Skranker er et Feiltrin,

8

8 hvorved Naturen lider og bringes i Oprør, den er en Forseelse, som drager umiddelbar Straf, og uundgiengelig Hævn efter sig — Den Punkt, hvortil Bestræbelser af dette Slags bør gaae, og hvorved de maae staae stille er Naturens Net-Op; Neden for denne har Trang sit Sæde og oven for den Overdaadighed: Begge fornemmes med Ubehagelighed, og advare Mennesket om Pligts Forsømmelse: Imellem for Lidet og for Meget, som tvende Afveie, falder altsaa den rette Vey, Dydens Middel-Vey.

De Midler, som det sandselige Livs Ophold og Velstand fordrer, ere ikke; saa vanskelige at finde: De ligge udbredede i den forsynlige Naturs Skiød: Almagten frembragte ingen Skabning, som den jo beskikkede sit Underhold: Viisdommen indrettede sin Plan saaledes, at Opholds-Midlerne skulde søges af Dyrene, dog ikke med Møye udfindes eller skielnes: Saa længe de blive ved Naturen, vildfare de ikke: en indvortes Advarsel peger selv paa de Ting, som den behøver; men Naturen er eenfoldig: den veed af intet overflødigt og unyttigt: Mennesket, hvis det vilde være ligesaa eenfoldig, skulde intet fattes: Men da han bruger sin Fornuft og Friehed til at kunstle Naturen, saa taber denne sin Eenfoldighed, og han sin Fornøyelighed — Et Skrit over Grændserne fører

9

9

let til et andet, og saaledes videre, som den umættelige og flagrende Indbildnings-Kraft, der trodser alle Skranker, henriver Mennesket: Mennesket kommer endelig saa langt bort fra sig selv, at det ikke kan finde sig igien: Han føler endnu som før Menneskelighedens Tarv, men nu saa mangfoldiggiort, at han forgieves søger Midler til at raade Bod derpaa: Den MiddelVey, som burde holdes, er forladt, og derfor gaaer han feil af Maalet:. Fornøyelighed flyer, lig Skyggen, naar han griber efter den: Ufornøyelighed fører allene Herredømmet i disse grændseløse Egne, som Indbildningen aabner for den lystende Begierlighed. —

Fornøyelighed boer paa Grændsen imellem Trang og Overdaadighed: Tarvelighed er den Vey, som fører derhen; thi den holder sig i en lige Afstand fra For Lidet og For Meget. Den Tarveliges Bestræbelser gaae til Naturens og Velanstændighedens Fordringer at fyldestgiøre: Tarvelighed er altsaa en Dyd, en Hoved-Dyd, der indeholder Sæd til mange andre. Ja hvor fandtes den allene, enten hos enkelte Personer, eller heele Folkeslag? Naar savnede dens Dyrkere de Fordeele, der med tidobbelt Rente erlægge den nægtede Overflødighed? Menneskelighe-

den er omgiven med visse Omstændigheder, som giøre Fornøyelser og Elendigheder nød-

10

10

vendige for den: Tarvelighed forsikrer den de første, og sætter Grændser for de sidste: De naturlige Nødvendigheder ere Kilden til Menneskets naturlige Elendigheder; men Naturen kan tilfredsstilles og altsaa Elendighederne afhielpes: Mennesket har, saavelsom den ringeste Insekt, sin tilmaalte Deel i Naturens almindelige Forraads-Kammer: Han er ligeledes forsynet med de, Redskaber, som behøves for at bane sig Vey til samme, og giøre sig det brugbart: Ved en ordentlig Brug af disse sættes han i Stand til at stilke Naturens Trang; og denne Tilfredstillelse virker hans Fornøyelse: Hvorfor? fordi han fornemmer sin Fuldkommenhed: Han føler sig i en Tilstand, hvor den utaalmodige Begierlighed, Kilden til hans Uroe, ligesom Stormvinden, legger sig, og giør Plads for et umiddelbar følgende Blik-Stille — et ligesaa ubekiendt som umueligt Gode hos Overdaadigheds Elskere!

De mangfoldige selvgiorte Nødvendigheder ere ligesaa mange nye Sorger, der overvælde Sindet, forjage dets Munterhed, og qvæle enhver Fornemmelse af Fornøyelighed.

Tarvelighed er den Modgift, der demper Ulykkens Voldsomhed, og tillige det Kry-

11

11

derie, der setter Smag paa Lykkens Vellyst: Den holder Hiertet rummeligt for de behagelige Fornemmelser, som et erholdt Gode opvækker, og kuns halv oplukket for de ubehagelige, som Savnet af et attraaet Gode forvolder: Den Lykkelige føler sin heele Lykke, den Ulykkelige føler kuns halv sin Skiebne. Jo færre og svagere Begierlighederne ere, som kunne lide Modstand, des mindre og lemfeldigere bliver Striden, og des taaleligere udholdes den. Lidet skal blive mindre end lidet, førend den, der ikke higede efter meget, skal føle det. Den derimod, som ikkuns har et bestandigt Meer til sin Attraaes Gienstand, fornemmer ligesaa mange emme Steder i Begierligheden, som den har Grader i Styrke: Enhver Begierlighedens Tilvext, (og naar staaer den stille?) er et nyt Væld til Smerter: Han nedslaaes ved ligesaa mange Slags Mangler, som de utøylede Begierligheder have smeddet unaturlige Nødvendigheder. Naturen er en paastaaende Fordrer; den lader ingen Roe, førend den nyder sin Ret: Vaner, tildragne Begierligheder, indlemmes ved Øvelsen i Naturen, og bemægtige sig den samme Ret: Hvor talriig en Yngel af Begierligheder, som Naturen paa sin Bekostning maa underholde? Sindet modtog disse fremmede Gieste, og forbeholdt sig ikke Magt nok til at udjage dem: Og naar slap

12

12

de ind, uden da Tarvelighed, den eeneste sikre Forskandsning, blev given til Priis?

Saa anpriser da Tarvelighed sig, som en høystnødvendig Dyd til Lyksalighed, Mennesket blot som Menneske betragtet: Vi have hidindtil beskuet dens Smukhed ved et enkelt Lys, skulde vi frygte, for at den skulde tabe sig ved et større? Nu vel! Lader os forlade de enkelte Betragtninger, og anstille nogle vidtløftigere! Lader os gaae ind i de selskabelige Forbindelser, og besee Tarveligheds Medvirkning til disses Hensigt og Vedligeholdelse! — Ja! vi ville begive os ind i de store Stats-Bygninger, og kaste et agtsom Øye paa de Hoved-Pillere, de hvile paa, og de Baand, der forbinde og sammenknytte deres adskillige Deele, de Midler, der lænke de mange forskiellige Hensigter til een almindelig, og foreene de adskillige indbyrdes Forholde under fælles Fordeele. Efter saa store Gienstænder ville vi maale Tarveligheds Værd, og efter Indflydelsen i samme bestemme dens Vigtighed.

Hvad er mere væsentlig for Statens Beste, end den almindelige Kierlighed og indbyrdes Fortroelighed imellem dens Lemmer? hvad setter stærkere Gierde om dens Sikkerhed? Og hvad tilegner Tarvelighed sig

13

13 Lader os tage den bort, og see, hvorledes det da seer ud! Yppighed tage altsaa Tarveligheds Plads, og være et Øyeblik Formaalet for vor Eftertanke!

Mennesket higer med en naturlig Drift efter at være lykkelig, og ingen Tanke er modbydeligere, end den, der forestiller ham sin Tilstand anderledes: Vil Fornuften ikke heri lempe sig efter hans Forfængelighed, saa tager han sin Tilflugt til den hyklende Indbildningskraft, og lader den skabe sine Dukke-Billeder for at trøste og moere ham: Skulde han vel vilde, at Verden maatte troe det om ham, som han selv saa gierne tvivler om? Skulde han med Ligegyldighed være mindre lykkelig i sine Medmenneskers Øy- ne? Ney! det er hans Attraae ligesaa modstridende: Menneskene, i sær de selskabelige, maale sig sielden med sig selv, de have bestandig et agtsomt Øye paa Skabninger af deres egen Orden: Den bemærkede Naturens Lighed sætter dem i denne indbyrdes Agtpaagivenhed: denne naturlige Lighed er Kilden til den Iver, hvormed de paastaae den tilfældige: Den medfødte Egenkierlighed forbyder dem at indrømme hinanden Fordeele med Ligegyldighed: Kunne de ikke selv forsvare et vist Fortrin alleene, de ville dog i det ringeste deele det — Lykkelige Iver, hvis de væsentlige For-

14

14

trin vare dens Maal! og saaledes vilde det være, hvis Menneskene vare blot fornuftige; men de ere tillige sandselige —— og til hvilken bedrøvelig Grad ere de ofte det sidste!

Yppighed er Sandsernes meest fortryllende Blendeverk: Den sætter dem i saa virksom en Tilstand, at Fornuften maa give sig til Hvile, den udmærker tillige sine Tilhængere med forføriske Tegn af lykkelige Mennesker; den angriber saaledes Mennesket paa de to svageste Kanter, og opfordrer det til Opmærksomhed: Den hidindtil tarvelige Borger kan nu ikke see den yppige med Kolsindighed: Den trodsende Anseelse, som Yppighed giver den sidste, oprører den førstes Stolthed. Han føler den alt for sterkt, for ikke at ville hævne sig: Hans Omstændigheder maalede efter hins, spaae ham ikke er uheldigt Foretagende: Sandsernes behagelige Indtryk paa den anden Side forstærke Lidenskaben. Og nu ere de rige Borgeres Gemytter aabnede for den skadeligste Æmulation, som i steden for indbyrdes Godvillighed avler Gierighed og Misundelse: Det bliver nu et tilladeligt Ønske, at kunde bygge sin Lykke paa Ruinerne af en andens: Borgernes Handlings Grunde blive nu saa indskrænkede og snevre, at deres særskildte Eget bliver Maalet for deres Bestræbelser. Statens Styrke og Sikkerhed be-

15

15

roer paa Mængden, og Mængden er ikke riig, men den er ikke heller klog: Ingensteds ere Sandsernes Indtryk stærkere, ingensteds falske Begreber mere velkomne: Kan der forlanges, at disse skulde være ligegyldige Tilskuere af de færres glimrende Omstændigheder? Kan man formode, at Fornuften her, naar den skal tage Partie, er opklaret nok til at gribe det rette? Ney Sandheds Straaler ere som oftest for svage til at brække igiennem den Taage, hvormed Vankundigheden her har omhyllet Fornuften. Hvad da? De see og høre noget, der paa en tækkelig Maade rører Sandserne: Den glimrende Pragt og smigrende Vellyst indtage dem: De tænke stort, om hvad de fee; thi de see det kuns paa den smukke Side: Den sminkede Anseelse gielder her for den naturlige Skiønhed: Lutter vellystfulde Forestillinger ledsage disse Gienstænder i det ene Øyeblik, men give Sted for de smerteligste i det andet: Indbildningskraften forandrer Scenen: De vende det fortryllede Syn paa dem selv, og den naturlige Ligheds Iver kommer i Bevægelse — Aldrig følede de meer, at de vare ulykkelige! — Hvorfor? Fordi de aldrig maalede deres Skiebne med saa fremmed et Maal: Og nu begynde de at foragte Naturens hidindtil faa og taalelige Fordringer: De udkaste Plan til et bedre og lykkeligere Liv: De begive sig ind paa denne nye Vei til Lyksalig-

16

61

hed, og see ikke, at den fører dem længere der- fra: Nogle, som glemte, at de vilde fattes Tære-Penge, forsmægte — Andre holde det længere ud, men blive stedse vaer nogle, som ere foran, og de ville selv være de første: De hige og iile og see bestandig frem ad, uden at agte paa, hvor meget de have lagt tilbage: Nei, en saa vederqvægende Forestilling er ikke meer i deres Magt! Det, som i Begyndelsen var Lyksaligheds Drift, er nu den fordærveligste Kappelyst, der undertrykker de Patriotiske Følelser i Borgernes Bryste, og aabner Gemytterne for Avind og Misundelse over andres, og Misfornøyelse over sin egen Skiebne. Vi forestille os Menneskene, og iblant dem Mængden: Tilfældige Fortrin, udvortes Fordeele vare altid her vigtige Formaale for Iversyge, naar i sær deres Besiddere, som Natur og Stand gav intet forud, fremvise dem som trodsende Udmærknings Tegn: men en saadan Iversyge var altid en Gift, der fortærede Seenerne i Stats Legemet, den nødvendige Fortroelighed og indbyrdes Velvillighed imellem dets Lemmer. Overdaadighed under denne Synspunkt betragtet, er altsaa Statens Vel skadelig.

Lad nu da Yppighed nedlegge det Zepter, som vi laante den, og som giorde det Almindelige ulykkelig! Lad dens Modsatte, Tarvelighed, bestige Thronen, og giøre Staten

17

17

salig! — Ja den giør det; thi den regierer ved Love, som ere Yppigheds modsattte: Den indprænter i Borgernes Tænkemaader saadanne Handlings-Grunde, der meede lige til Selskabets Hoved-Maal: Den indbyrdes Godvillighed og det Almindeliges Kierlighed ere nu Drive-Fjedrene til de Borgerlige Handlinger: Hvorledes? — Lad Rigdom og Velstands Midler endog være ulige uddeelte, og de Færres Lod! Tarvelighed setter Grændser for Brugen, eller ville vi heller sige: Forebygger Misbrugen. Og saaledes jævner det Ulige, hvorved Mængden trøstes og tilfredsstilles. Den Nidkierhed, hvormed Menneskene efterjage en vis Lighed, finder ingen Anledning til at op- irres: De Fattige ansee de Rige som Statens Skatmestere, og denne Forestilling opvækker heller Kierlighed end Misundelse — De see ikke, hvorfor de skulde ønske det Liggendefæe i andre Hænder. De Rige, hvis Begierligheder lænkes ved Tarvelighed, ere sikre mod indbyrdes List og Efterstræbelser; thi Misundelse er en ubekiendt Syge, hvor man aldrig vidste af Gierighed; og den Gierige blev ikke gierig, førend han først havde tænkt paa at være yppig. Den tarvelige Stat rummer saaledes ingen Fiender inden Selskabets Grændser: og denne indvortes Sikkerhed er en stærk Grund til den udvortes:

18

18

Den modigste, den meest herskesyge Erobrer vil grue for at anfalde et Folk, hvis Karakteer er Eenighed og almindelig Kierlighed.

Ærekiærhed er en naturlig Lidenskab hos Mennesket, og en Dotter af Egenkierlighed: Den er som Siælen i den sædelige Verden, der indeholder Grund til de fleste Menneskelige Handlinger. — Lader os ikke tvivle om dens Ret til vor Natur, imedens vi føle dens almindelige Herredømme. Den foreskriver os Love, og den handthæver samme: Vi adlyde dem, og vi belønnes; vi overtræde dem; og de blive ikke uhævnede: Den opfylder de Lydiges Sind med Munterhed og velgrundet Tillid, og giver dem Ret til en vis udvortes Friepostighed i Adfærd, og en fortrinlig Agtelse hos deres Lige. — Den nedslaaer Modet hos Forbryderne, og maler deres Sindsforfatning med de ufordeelagtig- ste Farver i Ansigtets Lineamenter: En fremlysende Selv-Foragt forekommer og tillige billiger andres Ringeagtelse.

Denne naturlige Lidenskab udmærker sig ved sin ædle Bestemmelse: Det Høye og Store er dens Formaal: Menneskelighedens Ære er betroet dens Varetægt: dens Virkning er Menneskets sande Udviklelse: Ja, see, hvor den hisset giennembryder ligesom Menneske-

19

19

hedens Skranker, og opløfter Mennesket over sig selv; her opreiser den ham, naar han hælder og vilde falde ned fra sit rette Trin til et, under hans Naturs Værdighed. Hvor er den Helt, som ikke følede Ærens uimodstaaelige Magt pan den Tid, da hans uforsagte Mod giorde ham følesløs ved alt andet? — Ære-Lyst er det, som besiæler Helten: For dette noget at vinde, løber han de græsseligste Farligheder i møde: For denne Priis hengiver han Livet og holder sig meer end skadesløs. — Æren skaber ikke allene Krigens, men og Fredens Helte: Er det ikke Ærens fortryllende Kraft, der nærer og muntrer den Indsigtsfulde, imedens han med møysommelige Skridt igiennemvandrer det vildsomme Sandhedernes Land, og opsøger nye Kilder til Statens Floer og Lyksalighed? — Ja! det er endelig Æren, som i Alminde- lighed omgierder Dyden, og opkaster Dige imod Lasternes Oversvømmelse. De truende Love skrække mindre, end den smigrende Ære lokker: Menneskelighedens alvorlige Fornægt- tere ere dog sieldne; og kuns disse giøre her Undtagelsen. — Ærekierhed skulde altsaa efter sin høye Bestemmelse drive Mennesket alt videre frem paa Fuldkommenheds Bane, og giøre ham alle Menneskelighedens Pligter hellige og deres Udøvelse behagelig: Den skulde i et vist Forhold imellem flere antænde og

20

20

vedligeholde den nødvendige Iver til at opfylde denne Forbindelses Pligter. — Ja! den skulde indgive enhver enkelt Person en Nidkierheds Aand til at efterjage visse Fortrin, men kuns saadanne, som Fortjenester af det Almindelige gave Ret til. — Men naar har Æren disse fortreffelige Virkninger i Tænkemaaderne? naar er den en Kilde til saa, væsentlige Fordeele? Naar Fornuften forsvarer endnu sin Ret imod Sandserne: naar Dyder (thi de ere Fornuftens Bud) ere i den behørige Høyagtelse, som de ikke deele med Lidenskabers Forfængeligheder og glimrende Laster: naar almindelige Fortjenester, og de allene udmærkes ved en almindelig Agt. — Men hvor meget bidrager Tarvelighed til alt dette?

Intet giør den sande Ære større Afbræk, end en herskende Yppighed; thi den er blot Sandsernes Pleierske: den udsætter for dem saadan Lokke-Mad, der har alt for yndig en Anseelse til, at den ikke skulde opvække deres Nyde-Lyst- Den giver sig en udvortes Glands, der blender Tilskuernes Øyne, og stiæler hans Høyagtelse: Fornuften lurer ge- meenlig, naar Sandserne kildres: det fornuftige Menneske taber sig omsider i det sandselige: Sandserne opkaste sig nu til Dommere, og ved deres Stemmer afgiøres det Høye

21

21

og Ærværdige: Guldet faaer Fortjenester, og Ære bliver et Rov for Overdaadighed. — @Hvor let gaaer dette ikke til? Mængdens Dom fastsætter den borgerlige Ære; og Mængden raisonnerer ikke, men er et Spil for Vankundighed og Fordomme: Det usædvanlige, det, der smigrer Lysterne, bliver her det Store og Ædle. Ville vi nu vide den fortienstlige Borger, den ærede Mand, i en yppig Stat: da gaaer han der, udmærket ved en Pragt, som fordømmer en beundrende Mængde til Armod: Hist boer han, hvor larmende Vellysters Tilberedelser daglig gienlyde fra alle Husets Vinkler: Hvor ti Familier berøves Staten for at være eens Overdaadigheds Befordrere: Her fortrylles de uroelige Dage og tankefulde Nætter ved en bestandig Fornuftens Isøvndysselse. — Og dog er her Middelpunkten for den almindelige Høyagtelse! Behøve vi nu at spørge, hvad Ære er hos et overdaadigt Folk? Den er dets Skiændsel — dets Undergangs Befordring: Et Haardt Udsagn, og dog ikke mindre vist! Den almindelige Erfaring siger det samme: Statens Vel hænger af gode Borgere; og disse kiendes af en udmærket Iver for det almindelige Beste at fremme: Men denne ædle Handlings-Grund, hvorfra har den sin Styrke? Hvad nærer og vedligeholder denne uegennyttige Virksomhed? Selv høy og Ædel af sin

22

22 Natur underholdes den ved Midler af samme Art: den grundes i Menneskets fornuf- tige Stolthed, og denne hænger af de sunde Begreber om det Store, og tilfredsstilles ved Følelsen af det, der bestemmer Menneskets Værdighed.

Almindelig nyttige Bestræbelser! hvilken høy og fortryllende Forestilling ledsager ikke disse i reene og veldannede Tænkemaader! — Men lad Statens Hoved-Maal, det almindelige Beste settes af Øyne! lad det i det høyeste gielde hos Mængden, som en Bie- Sag, som en hensigt, der med Ligegyldighed naaes, og med Koldsindighed savnes: Lad Fortienester af det Almindelige være det, man sidst spørger om for at fastsætte Borgerens Rang! — og lad os nu see, hvad der bliver af hin ædle Iver, hin stolte Selvfornægtelse, der udmærker den retskafne Borger! det er at sige: lad os opsøge den svage Side, fra hvilken Mennesket her skal vise sig! — Erfaringen lærer os, at denne er en almindelig Beskaffenhed ved den menneskelige Tænkemaade, at den hos enkelte Personer ikke saa meget dannes efter egen Skiønsomhed og fornuftigt Valg, som den hænger af Mængdens Domme. Den Mode, som er herskende i Menneskets Omgangs-Sirkel, bliver Fornuft- tens Lov. Ja, det er ikke allene hos dem,

23

23

som forholdsviis ere de svage og lettænkende, hvor Fornuftens Røst er kuns et Echo af de Fleestes; Ney, endog der, hvor Natur og Dyrkelse har foreenet sig for at opløfte Mennesket over det Almindelige, endog der gielder, skiøndt med Forskiel denne Anmærkning.

Lad Fornuften endog med den tydeligste Stemme erklære sig for det Sande og Ædle, lad den bestyrke sin Paastand med de stærkeste Grunde: Men lad paa samme Tid den almindelige Hob hænge efter det modsatte, og for Fornuftens Sag vise Koldsindighed! Mennesket skal trodse sin Overbeviisning og bestemme sig for det sidste Parti — Fornuften skal fordømme dette Skridt, men tilsidst tvinges til at retfærdiggiøre det: Den skal giøre de ellers uryggeligste Sandheder vaklende ved et letsindig Maaskee! — Saa stor er jo Exemplernes Magt over Tænkemaaderne! og hvorfor? de angribe Fornuften fra den sandselige Side, og derved let bane sig Vey til Hiertet: Her modtages de af en Mængde Tilbøyeligheder, blandt hvilke strax nogle foreene sig med dem, og ved denne Foreening avle de meest vanskabte Fordomme; Fordomme, som klæde sig med Sandheders ærværdige Dragt, og saaledes tildrage sig Menneskets Biefald. Men hvad bliver nu vor Slutning af alt dette? Denne: at Mængdens Dom

24

24

fastsætter det borgerlig Store og Ærværdige, og at de enkelte Personers Iver, endog hvor den er til en temmelig Grad fornuftig, lænkes og bestemmes heraf. Og, hvad bliver Virkningen? flyder ikke heraf enten Selskabets Velstand eller Undergang, som begge hænge af Borgernes Handlings-Grunde: Er nu den sande Ærekierhed, som besiæler Mængdens Virksomhed, Borgen for det første, saa er derimod den falske en forgiftig Kilde til det sidste: Yppighed er Moder til den falske Ære, og altsaa Statens Fordærvelse; thi den qvæler Fortienester, og giør Borgerne ligegyldige for det Almindelige. Den Rige foragter den møysomme Vey, som Fornuften byder at gaae paa til Ærens Tempel: han veed en mageligere og giennere: — Han viser sit Guld og pukker med sine Fortienester: Overdaadighed har desuden Fordring paa hans heele Virksomhed, og Vellyster indskrænke hans Handlings-Grund for meget til at kunde omfatte meere, end et blot sig selv — Ja! her er just den Sphære, hvor de sandselige Vellyster have omhyllet Fornuften med en Taage, der giør dens Straaler uvirksomme, og indskrænke Synet til det, som er for Fødderne! — Lad os da gaae fra denne til en nederligere Sirkel, hvor Fornuften kan være friere i sine Virkninger, og mindre mod stridet af de sværmende Lyster! — Hvad see

25

25 vi her? en Mængde tænkende Væsener, der handle som Maskiner, der ved de truende Loves Tvang, ligesom med Svøben over Hovedet, drives til de borgerlige Pligter: En kold Iver for det almindelige Beste, en herskende Fortredelighed i Tænkemaaderne giør dem dorske og uvillige til at foretage et eeneste Skridt over det, som en tvingende Nødvendighed fordrer: De føle ikke Ærens mægtige Drivefieder: de kiende intet til den ædle Kappelyst, der giør Pligterne saa lette. Fædrenelands Elskere! Fortienstlige Borgere! ere her tomme og intet betydende Navne: De ere ikke vandte til at see Fortienester uden i Guldet; og den ærede Mand var altid den yppige. Lad Staten endnu eye en Borger inden fine Grændser, der midt i den herskende Fordærvelse bevarer en Fornuft, der er frie og sund nok til at skielne imellem det virkelig Ædle og det Tilsyneladende; lad hans Forstand være stærk nok til at udfinde Midler til den svage Stats Helbredelse, til dens Floer og Velstand! Lad denne Forstand ledsages af en Tænkemaade, der føler Dydens og sande Fortienesters gandske Værd, og aldrig lod sig forvirre af den falske Æres Fortryllelser! — vist nok her seer Fornuften, og Hiertet føler, men — vor Cato fortvivler: Haabet, som med sin vederqvægende Smiil opliver den alvorlige Eftertanke, maae føre Virke-Kraften af Lige-

26

26

vægt, og giøre Villien befluttende. — Men Haabet vansmægter her, da det ikke seer, hvor det kan havne og kaste Anker: og Haabets Afmagt er Virksomhedens Død. Vi behøve ikke at hente Beviiser langt borte for at bestyrke vort Udsagn: Den nærværende Verdens Indretning setter Mennesket i adskillige Omstæn- han har paa Livets Skueplads meer end en enkelt Rulle at spille: Naturen byder ham at handle som Menneske: Selskabet fordrer af ham en Borger: Han føres her ind i mangfoldige Forholde, hvilke alle giøre Fordring paa det samme Menneske; Hans Hensigter formeeres, og den naturlige Ærekiærhed forlanger at opnaae dem alle. Den store Hensigt, han, som Menneske, har, er Dyden, en Hensigt, for hvilken Fornuften byder at opofre alle de andre.

Men vi kiende den menneskelige Svaghed! vi føle, hvor meget det Nære og Sand- selige undertrykker det Fraværende og Fornuftige! Dyden har sine store Belønninger, men ofte maae det kortsynede Menneske see udover Tidens Grændser, for at blive dem vaer. — Skal Dyden derfor beholde Seier, og drage det vankelmodige Menneske paa sin Side, da maae den saa meget mueligt, lempe sig efter hans Svaghed: den maae forbinde det selskabelige Livs Hensigter med sine egne, og laane af nærværende Omstændighe-

27

27

der saadanne Tillokkelser, som smigre bans Hoved-Begierlighed. — Er den dydigste Mand den meest ærede Borger, saa vil Dyden faae det talrigeste Anhang i Staten: Den borgerlige Ære er iblandt de menneskelige Ting den værdigste Driver til Dyden, og saa længe Æren helliges denne Hensigt, vil den ey mangle de ønskeligste Virkninger; men bliver den et Rov for Pragt og Forfængelighed, saa føler Dyden et Indgreb i sine Rettigheder, som giør den modløs og forsagt: Har Yppighed Hævd paa Æren, saa miste Fortjenester deres Nærings-Middel; og saaledes begraves i Forglemmelse et Pund, der skulde have bragt sin Besidder til Udødelighed, og et Heelt Folk til Lyksalighed. F a en vis Tid, siger Nepos, opstod ikke meer en General i Athenen, der ved Fortienester gjorde sig mærkværdig: og naar begyndte henne sørgelige Epoche? — da den overhaandtagende Yppighed begyndte at forkielne det forhen mandige Athen: da Vellyst fik Herredømme over et Folk, hvis Friehed det saa mægtige Persien forgiæves havde efterstræbt: da Folkets Tænkemaade endelig blev saa indskrænket, at en snæver SkuePlads indeholdt alt, hvad der var Maalet for dets Biefald og Høyagtelse. — Saaledes standses det store Drive-Hiul i Staten, den sande Ærekierhed og almindelige Fortienester. Kilderne til et Folks Lyksalighed, miste deres

28

28 Værd, naar en herskende Yppigheds Lyst har indsneget sig i Tænkemaaderne! Er denne Yppigheds, hvem kiender da ikke deraf allerede Tarveligheds Indflydelse? saa modsatte de selv ere hinanden, saa stridige maae og deres Virkninger være.

Tarvelighed hos et Folk er som Ædrue- lighed hos enkelte Personer: den giør, at Tingene sees i deres rette Skikkelse: Pragt og glimrende Forfængelighed blender her ikke synene; Sandserne ere derfor i Fornuftens rette Afhængighed, og denne fastsætter det Store og Ærværdige. — Den sande Ære besiæler Tænkemaaderne, og opliver HandlingsGrundene: her have altsaa Fortjenester deres rette Nærings-Saft, og her fremvoxe de som paa deres egen Grund. — En Miltiadis uforsagte Mod til at gaae en truende Ødeleggelse i Møde, hvad var det andet end een af Tarveligheds uskatteerlige Frugter? Hvorfor søgte ellers det yppige Athen forgiæves efter en Fædrenelands Frelser, hvoraf det tarvelige havde frembragt saa mange? — Ja, hvem kiender noget til hine navnkundige Romere, Verdens Beherskere, uden tillige at erkiende denne Tarveligheds ypperlige Virkning? — Det var Tarvelighed, der dannede og nærede hos dem den ædle Tænkemaade, der søgte en Ære i at opofre egne Fordeele

29

for de Almindelige — det var Tarvelighed, der giorde dem saa klarseende, at endog de meest nøgne Fortienester faldt dem i Øyne og saa billige, at Dyder, i hvor de fandtes, vare berettigede til deres Agtsomhed: Det var i det tarvelige Rom, at en Qvintus Cincinnatus kunde i Stilhed med egne Hænder dyrke sin Jord, og dog forsikre sig sine Medborgeres Agtelse — Her behøves ingen laant Glands for at sette Folket i Opmærksomhed: Fortienester vare alleene nok for at lyse; og deres Besiddere havde ey behov at gaae under Øyne for at blive mærkede — Statens Omsorg selv var at søge og fremdrage dem — @Lyksalige Rom, hvis denne Tænkemaade, der vurderede Personer kuns efter Dyden havde fulgt dig igiennem alle dine Aarhundrede! Men Tarvelighed fødte den, og den døde med sin Moder!

Naar Tarvelighed mister Septeret, saa bestiger Egennytte, det Almindeliges største Fiende, Thronen: Yppighed giver Guldet en dobbelt Vægt, og optænder Begierligheden med nye Tillokkelser; thi den samme Mine, der frembragte Guldet fremavlede ogsaa Vellysten: Troeskab, Retffaffenhed, Patriotisme, disse uvurdeerlige Dyder, blive til fals for den Høystbydende — De forkielnede Vellystens Børn have saa mange ømme Si-

30

30

der; kuns Forføreren veed at betiene sig af dem: Dette forstod den herskesyge Cæsar, og derved tilveyebragte sin Ærgierighed et Offer af Romernes Friehed — Overdaadighed havde alt bøyet dette stolte Folks Hals for at modtage Aaget, som han tragtede at paalegge det: ved at kildre deres vellystige Side, paalistede han dem de Lænker, hans Regiere-Lyst havde smeddet. Gallierne underkaste sig tvungne ved Romernes ødelæggende Jern, men Romerne, deres Overvindere, sælge sig godvillig for Galliernes Guld. @Hvor forandrede fra hine! — — Den

Frihed, som de i saa lang en Rekke af Aarhundrede vovede alting for, bliver nu givet til Priis for nogle Stykker Guld, som Cæsar lader udstrøe iblant dem, og som Overdaadighed gav saa stor en Vægt — Den Høymodighed, som altid saae den første Fyldestgiørelse der, hvor Egennytte giorde det største Offer, neddaler og taber sig i en næsten fæisk Graadigbed. Yppighed giver saaledes Guldet en Glands, der fordunkler de i Gemytterne selv helligste Dyder. Tarvelighed derimod vurderer det kuns efter dets sande Værd, og legger det aldrig paa Vægtskaal med Pligterne: Den Tarvelige savner ikke det, som han aldrig attraaede: Hans Be- gierligheder, som ere attraaede efter Naturens Nødvendigheder, skulde neppe friste ham til

31

31

et ulovligt Skridt. Aldrig bliver en Epaminondas rig paa Troeskabs Bekostning; Ney! han kan foragte en heel Verdens Guld, naar det skal være Prisen paa hans Kierlighed til Fædrenelandet!— Er Troeskab da Statens Sikkerhed, saa fortiener Tarvelighed at kaldes dens Skyts-Gudinde, ja! den fortiener det paa en dobbelt Maade! Ikke den udvortes Sikkerhed allene, men endog den indvortes handthæves under dens lykkelige Septer: Den giver alle frie Adgang til Retfærdigheds Throne, og lige Fordring paa dens Biestand: Den borgerlige Lighed miskiendes ey her ved Rettens Ulighed: Guldet har ey her den fortryllende Kraft at forblinde Øyene, og giøre fort til hvidt: den mindre formanende staaer derfor ey i Fare for at blive et Rov for den mægtigere: De forgiftige Kilder, hvoraf Partiskhed og Undertrykkelser jævnligst udspringer, ere her tilstoppede: og hvem seer ikke Følgernes Vigtighed? Er Ret kuns Ret, i hvad for Omstændigheder og indbyrdes Forholde de Retsøgende end staae udi, hvor mangen en Uretfærdighed, som blev ellers begaaet paa slige Omstændigheders Regning, skal da qvæles i Fødselen!— Uretfærdigheder, som udmærke sig ved de meest ud- breedte og skadeligste Følger; — Thi deres Ophavere ere saadanne, som Lykken har giort det mueligt at giøre Verden enten meget Got eller meget Ondt.

32

32

Arbeidsomhed er en Pligt, som Natu- ren selv har giort nødvendig for Mennesker: Det er med Betingelse af dens Iagtagelse, den lover ham sin moderlige Forsorg: Den forknytter de føleligste Straffer med Forsømmelsen Heraf; den bringer Overtrædere til at hade sin egen Tilværelse, de levendes stolteste Fortrin; og blander en dødelig Bitterhed i enhver Fornemmelse af Livet. Men dette Naturens saa alvorlige Bud faaer en nye Vægt af det Selskabelige Liv, for saavidt Mennesket herved gaaer ind i et nyt Forhold, og for- meerer sine Forbindtligheder — Det store Stats Legeme udfordrer en vis fornuftmæssig Bevægelse til dets Vedligeholdelse: enhver enkelt Borger er som et Lem deraf, og hans Pligt er at bievirke til det Gandskes Hensigt, overenstemmende med det Forhold, han er sat udi. Thi hvad er vel de adskillige Forholde i Staten andet, end ligesaa mange forskiellige Virke-Kredse, derved indbyrdes Gien-Virkninger bevare en vis Ligevægt i det Heele! Enhver enkelt Sirkel har et bestemt Forhold til det Almindelige, og en vis Indflydelse paa det Gandskes Tilstand. — Lider nu et Lem, saa lider det heele Legeme: mangler een Borger i at opfylde sit Kalds Fordringer, saa taber Staten en Grad af sin Styrke, og kommer et Trin tilbage fra sit Endemaal. En hensigtsmæssig Stræbsomhed i de mindre Sel-

33

33

skaber er altsaa Siælen i det borgerlige store, og kuns denne forstaae vi ved Arbeydsomhed.

Vel er Mennesket naturligvis tilbøyelig til Virksomhed; thi han elsker sin Tilværelse, og er stolt af at vise den: En gandske uvirksom Tilstand skulde være ham ligesaa modbydelig, som en Forestilling om hans Væsens Tilintetgiørelse. Men vort Menneske er stolt af meer end eet Fortrin: Han føler sin Friehed, og denne er i sær hans Afgud: Han seer i sig selv Herren over sine Handlinger, og opblæst af dette Selv trodser han heele Naturen med sin Uafhængighed — En vis Hensigt fordrer en vis Handlings-Maade, og bestemmer en vis Virke-Kreds for Stræbsomheden: Vort frie, lad os heller sige, selvraadige Menneske bliver deri vaer en Slags Tvang, som modsiger hans Stolthed: Herre over sig selv taaler. han ingen Skranker at settes for ans. Friehed; skal han give efter, da maae det skee for en større Priis, end den, han sætter paa sin Frieheds Udøvelse!

Alle modsatte Begierligheder, som giøre Fordring paa den, maae overbalanceres af een eeneste, og en meer end tilstrækkelig Fyldestgiørelse maae forføde denne Selvfornægtelse: Skal Fornuften styre det saa tøyleløse

Menneske paa sin foreskrevne eenformige Vey,

da maae den Viise ham i det klareste Lys de

34

34

meest tillokkende Gienstænder, der kunne trøste ham over det formeente Offer, han har giort af sin Egenmægtighed. — Den fornuftige Arbeidsomhed, som har til Maal, at afbetale Naturens og Selskabets Fordringer giør en stærk Paastand paa Menneskets Virksomhed: Skal den ikke Frække ham, saa maae den under de haabefuldeste Smiile skiule en vis Mine af Strenghed, som er den naturlig. Dens Udøvelse maae være ledsaget af saadanne Omstændigheder og Følger, som med en nær Vished spaae om det lykkelige Menneske: Ar- beydsfomheds Bane maae være bestrøet med de yndigste Blomster og nydeligste Frugter, hvis Mennesket skal blive ved at betræde den, og ikke svæve ud i Lysternes friere Marker. Men vi ville see Tarveligheds Indflydelse paa dette nye Formaal!

Tarvelighed rydder ligesom Tornene af Arbeydesomheds Bane, i det den udelukker den Skare af Bekymringer, som tilvandte Begierligheder føde af sig, og saaledes bevare en munter og oprømmet Sindsforfatning der er som Sielen i Stræbsomhed. Tarvelighed giver Arbeidet de kraftigste Tillokkelser og betager det sin skrækkende Anseelse, i det den foreviiser dets fordeelagtigste Side: Den tarvelige finder Vellyst i Arbeydet selv; thi hans Arbeyde forsikkrer ham hans Lykke: Han seer Frugterne, af sin Vindskibelighed an, som

35

35 gandske sine egne: Hans Sveed og Møye erstattes ved hans Omstændigheders Sikkerhed og Velstand, hvor til han ved et hvert Arbeyde legger en nye Grundsteen: Det forudseende rige Haab opliver bestandig hans Fyrighed under Arbeydet; og ved Enden krones hans Forventning med det forhaabede Udfald — Saaledes glemmer den nøysomme Agermand, at Ploven er besværlig, imedens hans Tillidsfulde Haab seer en rig Høst i Møde — I Høstens heede Dage vederqvæges hans van- smegtende Aand ved Forventning af opfyldte Lader — Den tarvelige Søemand trodser alle de Farligheder, spotter alle de Vanskeligheder, som Vandet, dette utroe og skræksomme Element, fører med sig: Haabet lader ham hisset skimte et Glimt af en roelig og ubekymret Eftertid, der skal være Belønning for hans ud- standne Møye: Han seer sig der under de meest fortrylende Billeder: som Ægtemand, en lykkelig Gienstand for en øm Mages Kierlighed som Huusfader, Maalet for en skiønsom Families Pleye og Omhyggelighed, og endelig som Borger, en velfortient Medlem af Selskabet. —

Hvor fremmede er slige oplivende Forestillinger for den overdaadige. Jo meer han har faaet Smag paa Yppighed, desto væmmeligere forekommer ham Arbeyde. Denne

36

36

fremmede Vellysters Begierlighed, som har skiult sig blandt Naturens egne Drifter, drager til sig allene alt, hvad der skulde nære og underholde disse. Stræbsomhed uden Hensigt er en Kontrast: Et vist Maal og Øyemeed er Vindskibelighedens Spore: Men Overdaadighed setter Maalet ud i det Uendelige, og Arbeydsomhed taber sin SigtePunkt af Syne: Tusinde Fornødenheder ud- giøre her et Bundløs Svælg, der opsluger Arbeyders Frugter, og efterlader det forrige Tomme i Omstændighederne: En Mængde hungrende Begierligheder, som maae underholdes, rive det forhvervede af Hænderne, og deele det iblandt sig som et tilfældigt Bytte: Og endda hungrige strekke de sig efter mere. Den overdaadige bliver hængende i det samme, og seer sig intet at forfremmes ved Arbeide: Han har forladt Naturen, og Naturen forlader nu ham. Skal han tilfredsstille sine umættelige Begierligheder: Skal han paa nogen Maade afhielpe den Trang, som en Skok Fornødenheder truende advare ham om, da maae han gribe enhver Leilighed, opsnappe et hvert Middel, som en Slumpelykke tilbyder, og kuns Egennytte billiger. Han skeier nu ud af Naturens forelagte Bane, og betræder enhver Stie, som List og underfundighed opdager: Hans eeneste Forretning bliver nu at udtænke Middel imod Arbeyde; en ligesaa

37

37

unaturlig som ulyksalig Bestræbelse! et Forehavende, der først gav Vold og Uretfærdigheder deres Væsen og Tilværelse, og aabnede en nye Kilde til det Menneskelige Kiøns Elendigheder!

Men Arbeyde viser den yppige meere end een afskrækkende Side. Naturlig viis har Mennesket en stærk Ære-Lyst, men som kuns, veyledet af Fornuften bliver ved at være den sande; forladt derimod af samme, vanslægter til den uægte og falske: Yppighed er en Moder til den sidste: Den fortryller Fornuften med et sandselig Blendeverk, og bedrager Egenkierligheden med indbildte Fordeele: Den yppige Prunker med en laant Glands af Lykke og Høyhed; og selv bedaaret af en saa kildrende Indbildning, stræber han kuns at bedrage Tilskuerne med den samme: At Arbeide røber en Slags Mangel, og ligesom tilkiendegiver det ikke lykkeligste Menneske: Hvad er meere stridende mod den yppiges Lidenskab? Hans Valgsprog er: Heller at synes end at være — hvor lidet vandt han da, efter Hans Tanker, om han med For- liis af sin Indbildnings Lykke tilkiøbte sig en virkelig! Den tarvelige derimod betragter Ar- beydet fra en gandske anden Synspunkt: Han handler efter en Tænkemaade, som af den

38

38 falske Ære er ukrænket; han følger en Fornuft, der er frie og hænger af ingen fremmed Indbildning: Naturens Vink er hans Signal: Han seer ingen Skam, uden i at være den ulydig, og ingen Ære, uden i at opfylde dens Fordringer.

Hvor store ere ikke da Tarveligheds Fortjenester af Staten! Den befordrer Ar- beydfomhed — Og denne er den saa vigtige Bevægelse, der vedligeholder det borgerlige Legems Sundhed, og forebygger indvortes Sygdomme: Thi Ørkesløshed er for det selskabelige Legeme, ligesom alt for megen Stilhed for det naturlige: Denne fordærver Vædderne, og blander en dødelig Forgift, i disse Livets Kilder, hin forvender Tænkemaaderne, og, i det den standser de hensigtsmæssige Bestræbelser, giør den virksomme til de modsatte: Den unddrager ikke alleene Staten de Midler, som skulde vedligeholde og befordre dens Vel; men ved en afskyelig Forvandling blive selv de, der skulde arbeyde for dens Velstand, Stiftere til dens Ulykke og Undergang — List, Uretfærdigheder, Partier, disse giftige Uhyrer i Staten, ere Ørkesløsheds Yngel! — Ja, hvilken Last maatte vi ikke nævne, naar vi vilde opregne alle de Vanskabninger, som avles i ørkesløse Hierner? —

39

39

Tvivle vi i denne Sag, saa kiende vi ikke Mennesket: Er han ikke virksom til det Rette, saa er han det til det Vrange: Her er ingen Middelstand, en plat uvirksom Ligegyldighed strider mod hans Natur. Tarvelighed bereeder den Modgift, der forekommer saa farligt et Onde, i det den gier Folket ar- beydfom: Ja, den udbreder Sundhed og Liv overalt i det borgerlige Legeme: En munter Stræbsomhed og indbyrdes Kappelyst besiæler Lemmerne, og de enkelte Hensigter befordres overeensstemmende med den almindelige: Fornøyelighed og Velstand herske i Deelene, og en blomstrende Velmagt og tillidsfuld Sikkerhed i det Heele. Arbeydsomhed har den fordeelagtigste Indflydelse paa Folkets Karakteer: Den udbreder et alvorligt Stille over Tænkemaaderne, og saaledes giør dem skikkede til at høre den sagte talende Fornuft, der gemeenlig overstøyes af Lidenskaberne, og belees af Lysterne: Og har Fornuften vundet denne Fordeel over Hierterne, hvor vigtig et Skridt har den da ikke giort til Dyden og den al- mindelige Lyksaligheds Befordring.

Den tarvelige Arbeydsomhed er og den Grundsteen, hvorpaa Statsbygningens anden Piller, den udvortes Sikkerhed, hviler: Tarvelighed forsikkrer Staten de Vaaben og Værgemidler, som kunne trodse den modigste Fiende: Arbeydsomhed har øvet de hænder,

40

40

der skulle bruge dem, og hærdet de Personer, som skulle underkastes den heele Tyngde: Folket føler sit Mod, og er overbeviist om sine Kræfter: Med en velgrundet Selvtillid anseer det hin graadige Erobrer, og aftvinger hans Stolthed en hemmelig Ærefrygt

Ja, hvor var det Folk, som blev stort ved Bedrifter, og en var udmærket ved denne Egenskab? — Det mægtigste og vidtløftigste Her- redømme opstoed, blomstrede og forsvandt med den samme! — Vi giennemløbe med et nysgierigt Øye de gamle Romeres Historie, og forfølge med Agtpaagivenhed disse navnkundige Verdens Herrer igiennem en lang Følge af Aarhundrede, som alle ere mærkede med Tapperheds Spoer, og glimre af ærefulde Bedrifter: Vi see dem i Marken, det er, i Feldtoge mod heele Verden, og studse ved de Under, der møde os: Vi see Hemmeligheder, og forlange Historiens Oplysning i dette Mørke — — Den viser os tilbage til Rom, og fører os ind i Tarveligheds Tempel og Ar- beydsomheds Skoele: Og her see vi vore Romere at indvies og dueliggiøres til at være Verdens Konger. Det var i samme ærværdige Skoele hine Macedoniske Helte havde været Lærlinger: Det var her, de havde forsynet sig med den Sinds og Legems Styrke, hvorved de siden kunde overstige de steyleste Vanskeligheders Bierge, som en Ærgierighed, der hævede sig op over Menneskeheden, kuns nogen-

41

41

finde vilde opkaste: De maatte have lært den Kunst, at undvære meget, hvis de skulde forskaffe en Alexander Alting — Forgieves havde en overvættes Herskelyst besvangret Indbildningskraften med sine ligesaa glimrende som vidtløftige Udkaste, hvis en Macedonisk Arbeydsomhed ey allereede havde lagt Grunden til deres Muelighed: Forgieves havde Overmod stilet sin Flugt til Skyerne, hvis det ey havde laant Tarveligheds Vinger! — — Saaledes foreene Naturen og Erfarenheden deres Stemmer til anprise Tarvelighed, som en ogsaa for Folkets udvortes Tilstand høystvigtiq Egenskab — Ja, Tarveligheds Fiende selv, Yppighed, maae tabe til dens Fordeel! — Har Verden seet Tarvelighed at legge Grund til de største Statsbygninger, og at bringe et ringe agtet Folk til en Høyde, der overskyggede alle omkring liggende, og indjog en rædsom Ærefrygt i de længst bortværende: den har ikke mindre seet, de mægtigste og meest Grundfæstede Regieringer at undergraves af Overdaadighed, og falde under deres egen svinglende Høyde: Denne var jo Assyriens Skiebne! — Dette var Persiens Endeligt! — Ja, det udødelige Rom selv fik heri sit Bane Saar! Laderos ikke undres derover! Overdaadighed tærer just det, som udgiør en Stats Styrke, og berøver den sit Forsvar: En angribende Fiende kommer kuns her for at tage i Besiddelse et Bytte, der er bestemt for den lystende: Haardførhed — Selvtillid og det Slags Egenskaber, som spaae

42

42

om Strid og Modstand, fulgte Tarvelighed i Landflygtighed! Hvorledes skulde den kielne gaae Besværligheder i Møde, og see et Onde modig under Øyne, da hans bløde Syn aldrig fordrog Skyggen deraf? — Ney! Han flyer forsrækket tilbage i Vellystens Arme, eller og i en zittrende Stilling oppebier sin Skiebne: At leve, og at forlyste sig var ham altid lige betydende Ting, og det Sidste Prisen paa det Første: Lad Vellystens fortryllende Yndigheder unddrages hans Syn, og see ham fortvivle! — thi hvad skulde holde ham i Ligevægt? — Haa- bet er Modets Stytte; jo fornuftigere det er, desto fastere: Et Mod, som opreist skal bane sig Vey igiennem en lang Rad af Viderværdigheder, maae være grundet i et Haab, som Fornuften har giort vidt udseende: Men Vellystens Kieledægger tænke kuns paa et nærværende Vel: Deres kortsynede Haab seer intet uden for et enkelt Nu; og med dette stiger og falder Modet — Livet er Vellyst, og uden denne Intet! En Sardanapalus aflegger paa Baalet denne Bekiendelse i alle sine Brødres Navn.

Hører Folkemængden med til en Stats Styrke, saa tillegge vi Tarvelighed i denne henseende en nye Fortjeneste Frugtbare Dyd!

Ey alleene Folkets Lyksaligheds Midler udvælde fra denne Kilde, men endog det Menneskelige Kiøn selv frugtbargiøres ved dens lykkelige Indflydelse! — Det Skridt fra Eenligheds over i Ægtestanden fører Mennesket ind i en videre

43

43

Sirkel: Han kommer i et nyt Forhold, og formeerer sine Forbindelser: Hans enkelte Selv bliver her ligesom deelt og mangfoldiggiort, (i det ringeste formodentlig viis) og hans Fornødenheder blive fleere: Men den tarvelige har kuns de naturlige for Øyne, og han seer heri ikke de Vanskeligheder, der skulde skrække ham fra at fyldestgiøre en Pligt, hvormed Naturen selv har forbundet saa stærke Tilskyndelser: Det Ordsprog, at der skabes ingen Mund, der jo og skabes Brød, klingrer ligesaa sandt som trøsterigt for den tarveliges Ørne — Overdaadighed derimod opkaster her de største Hindringer, og tæller et saadant Skridt iblandt de forvovneste: Den yppige seer alt i sin snævre Kreds Fornødenheder nok for hans Virksomhed, og, kaster han et Blik over i Ægtestanden, da forstørres de, og opdynges til en Høyde, som neppe Synet maa- ler — Indbildningen fyldes med de meest strækkende Billeder Han føler alt den heele

Byrde at trykke hans ømme Skuldre

Han seer Vellysterne flye Og kan vel det

ægteskabelige Venskab selv spaae ham Opreysning nok for dette Tab? — Men! Det kræver Gien-Venskab; For viid en Plan for hans ænge Hierte, der kuns omfatter et blot Sig Selv! — Skulde han nu betænke sig paa at opofre, hvad han skylder Naturen og Selskabet? — Ney, han tager en Beslutning, hvorved han afkaster begges Forbindelser — En Beslutning, der maaskee dømte til ævigt Mørke en Borger, som

44

44

engang ved skinnende Fortienester skulde have

Lyset vidt og bredt i Verden — Maaskee en

Kriger, hvis Tapperhed skulde have lært hans Folk at triumphere over dets stolteste Fiender — Maaskee en Fredshelt, ved hvis Indsigts fulde Redelighed Staten engang skulde blomstre— — Ja! Maaskee — dog, tale vi om den overdaadige Fader, saa giver Erfaringen, desværre! Grund til ubehageligere Formodninger! — — Ney! Lad den overdaadige blive i sin ænge Sirkel, og Staten skal tabe min- dre! — Hans Opdragelse-Maade spaaer den uduelige, og hans Huusholdning den forarmede Borger! En Families Forsørgelse skal blive ham en Fristelse til ulovlige Udskeyelser, og hans efterladte Armod en ligesaa farlig Snare for hans Børns Uskyldighed.

Tarveligheds Roes er ikke mindre, at danne gode Mennesker, end bevare retskafne Borgere. Vi tvivle ikke længer om det sidste, og vi ere næsten ved det samme overbeviiste om det første — Ja, dens Indskydelse er i den sædelige Verden ligesaa fordeelagtig, som mangfoldig! — I hvad Forhold skulle vi beundre den? Hvilken Dyd skal helst, som til Overflod, endnu legge os dens sædelige Værd for Dagen? — Lad det være hin store Hoveddyd, Menneskekierlighed! — En Dyd, der er saa vigtig for det Menneskelige Kiøns Vel; og en Pligt, som en hemmelig Røst advarer os om i vor saa naturlige Medlidenheds Fornemmelse Lader

45

45

os dog ikke være saa ligegyldige ved vore stolteste Fortrin, at vi skulde udleede den fra en kortsynet Egennytte! — Har dog hin store Ophaver prydet den fornuftige Natur med saa mange Udmærknings-Tegn, som vidne om dens himmelske Adel, hvorfor ikke og med denne saa ædle, saa gudlignende Drift, Godheds, Velvilligheds Tilbøyelighed? — Yttrer dog denne sig endog der, hvor Egennyttighed saae sit største Tab for Øyne! — Ja, ere dog dens egne umiddelbare Belønninger store nok for at trodse den

meest glimrende Vinding! Siger, I

Menneske-Venner! Fandt I ikke i eders Dyd selv Fyldestgiørelse nok?— Saae I ikke med en høymodig Foragt ned paa Jordens forgiengelige Herligheder, da Menneskekierlighed indhviskede den lurende Ærekiærhed de meest smigrende

Berømmelser? da den gav Eder Ret til

at være stolte af Eders Tilværelse, fordi I for- tiente den? Ja, da Eders Sindsfor-

fatning var gandske Biefald, og gandske Over- eenstemmelse — Ædele Virkninger vidne om en ædel Aarsag: Medlidenheds Følger røbe en Guddommelig Oprindelse: den Haand, som dannede Naturen, plantede i samme denne Drift, som en til de herligste Frugter opspirende Sæd — Ja, dens Vigtighed i de menneskelige Vilkaar er os selv et Beviis herpaa: Verden er en Afvexling af Ondt og Godt, og en Skueplads af lykkelige og ulykkelige: Medlidenhed er det Baand, som paa nogen Maade foreener disse

46

46

Ulige: Den er den Kanal, igiennem hvilken det Overflødige i hiins Lykke nedflyder og raader Bod paa det manglende i dennes: Den er som en Kilde, hvis udvældende Strøm gyder Lindring i den plagedes Smerte, og kommer tilbage til sit Udspring med fordobblet Vellyst: Den forhøyer her Lykkens Sødhed, imedens den hist dæmper Ulykkens Voldsomhed — Ja, den er i Almindelighed Menneskelighedens Ære og Siælen i det Selskabelige Liv, hvis væsentlige Hensigt just bestemmes ved de forskiellige Sammenvirkninger til indbyrdes og almindelig Lyksaligheds Befordring — Er nu denne vigtige Dyd, Menneskekierlighed, grundet i en naturlig Drift, saa har den og en naturlig Ret til at yttre sig og bestemme Menneskets Virksomhed, og denne Ret berøves den først, naar alt for meget indrømmes andre Begierligheder, der grændse saa nær til denne, at den maae qvæles og tilbageholdes ved disses unaturlige Tilvæxt — Aldrig er Egenkierligheden i sin naturlige Bestemmelse ufordragelig med Menneskekierlighed; men bliver hins Gienstand, Meneskets Selv, alt for udvidet og forstørret, saa indtager den det heele Hierte, og Menneskekierligheden maae rømme: Overdaadighed avler utallige Fornødenheder, og sysselsætter Selvkierligheden med ligesaa mange egne Sorger: Sindet kan ikke rumme fleere: Forgieves blotter en fremmed Elendighed sin ynkværdigste Side for at opfordre Menneskeligheden: rusende Begierligheder skulle forstærke

47

47 Selvkierligheden, og overvælde den kiempeude Medlidenhed Men her see vi atter Tar-

veligheds Indflydelse fra den fordeelagtigste Synspunkt: Tarvelighed holder Hiertet aabent for fremmed Nødlidenheds Indtrykke, i det den tillukker det for selvgiorte Fornødenheders Sorger: Alt, hvad Lykken gav den tarvelige over Nød- tørft, gav den ham over hans Attraae: Begierligheden beholder midt i Overflødigheden sin Hvilepunkt i det naturlige Net-op: Fornødenhedernes ringe Antal hindrer Egennyttens Tilvext: Medlidenheds Driften kan derfor virke med sin fulde Styrke, og opfylde Naturens goddædige Hensigt: Langt fra at modstrides af Egenkierligheden, skal den selv drage denne i sine Fordeele, ved at vise den Menneskeheden med en nye Glands i enhver menneskekierlig Handling. —

Skulde det ikke vare klart af alt, hvad hidindtil er sagt, at Tarvelighed danner vedsædede Mennesker, da vi have seet hvorledes den i Almindeliged vogter Dydens Ære, og unddrager Lasterne den blendende Glands, hvori Overdaadighed indhyller dem? Vi have stedse øynet det rettænkende Menneske, førend vi saae den brave Borger, og vor priiste Dyd viiste os den fordeelagtigste Indflydelse paa en retskaffen Tankemaade — Lad Overdaadighed have sine Forsvarere, Lovtalere, hvilken Last har ey havt sine! — Fornuft og Erfaring vil dog stedse tale til Dydens, Tarveligheds Roes. Den Viise Pythagoras kom til et Folk; hvor overhaandtagende Laster beredte Staten en nærforestaaende Undergang: Krotonienserne havde jaget Dyden i Landflygtighed, og vare afvandte fra dydige Fornemmelser; hvad Under, at de ikke føle Laster-

48

48 nes omædende Gift! Vor Philosoph røres af en ædel Medlidenhed over disse Ulykkeliges Skiebne: Han tænker paa Middel til at redde dem; og en opklaret Fornuft gav ham Midlet ved Haanden: Skal et sygt Legem fuldkommen helbredes, da maae Sygdommen fra Grunden ud- ryddes: Denne kloge Mand gik derfor til Verks efter samme Regel: Han opdager Kilden til Statens Svagheds og den stræber han for alting at stoppe: Men Kilden var Overdaadighed! — — Derfra udgydede sig den Flod af Laster, der havde qvalt Dyderne! Der fra den Dunst, der omtaagede Øynene, og fordunklede Fortienesters og den sande Æres Glands! Nu lærer vor Vise dem Midlerne til Statens Reysning og deres Velstands Sikkerhed; og Dyderne ere disse Midler! See! derfor berømmer og anpriser han Tarvelighed! Først og sidst indprænter han Folket denne Dyd, som Moder til alle andre Dyder *). Vi vide den ønskelige Virkning af hans Bestræbelser hos det fordærvede Folk: Et almindeligt Had til Overdaadighed, og en ligesaa brændende Iver for Tarvelighed besiæler Gamle og unge, Mænd og Qvinder. Hvor overbevisende maae hans Underviisning have været! Hvor talende de Exempler, hvormed han bestyrkede den; thi han brugte baade Fornuft og Erfaring til at lære dem den Sandhed, at Tarvelighed er en Kilde til et Folks Lyksalighed. Dette mit Forsøg har samme Hensigt; jeg har valgt samme Midler til dette Øyemeed; havde jeg været ligesaa lykkelig i at vælge, og ligesaa heldigt at anvende dem, da skulde jeg og blive deelagtig i den sidste Lykke, fuldkommen at naae min Hensigt — Men en saa dristig Forventning maatte forudsette liden Selvkund-

skab, eller megen Selvkierlighed.

*) Just. L. XX. 4 Cap. velut genetricem vir-

tutum Frugalitem omnibus ingerebat.

1

Om

Danmarks og Norges

Tilstand i

Henseende

til

Handelen,

Sorøe, 1772.

Trykt hys Jonas Lindgrens Enke.

2

        

3

Naar man vil grundig dømme om et Lands Magt og Velstand, saa er det ei en ringe Sag at være vel underrettet om dets Handel; og om den kan man ei faae bedre Underretning end af Told-Bøgerne, som ere de rette Stats-Thermometra: men disse ere altid blevne holdte hemmelige hos os, hvilket alee- ne er nok for at tilkiendegive, at det ei maa være ret fat med os i denne Post, og at Handelen ei maa falde ud til vor Fordeel. Endelig haver jeg faaet fat paa nogle Told-Bøger, hvilke beklageligen stadfæste denne Sandhed, særdeles i Henseende til Dannemarks Det er derfore en Sag, som er Regieringens heele Opmærksomhed værdig, at Handelen kunde i det

4

4 mindste komme til Lighed, og er det mueligt, til vor Fordeel; thi delte er den rette Stats Spare- og Vinde-Konst. At Kongen sparer paa sine Betientere, paa sit Hof, derved vinder Landet intet, og følgeligen Kongen ei heller. I det høieste kan saadant ei tiene til andet, end at betale den Gield, Kongen er skyldig til sine egne Undersaatter, og dermed kan det umuelig haste, saa længe Kongen og Landet ere saa meget skyldige til Udenlandske. Thi jeg kan ei troe, at man tænker paa at samle en Skat, en Tanke, der ellers ei er saa ganske at forkaste, da det vilde være paa en meget ubeqvem Tid, saalænge Landet aarligen taber i sin Handel med Fremmede, og maae desuden betale saa mange Renter til dem. Jeg tager derfore ei i Betænknig frit ud at erklære: At de, som have raadet Kongen til saadan Sparsommelighed, have aldeles intet forstaaet af Statskonsten, og været ganske ukyndige Mænd. Men derfore forkaster jeg ei en viis Sparsommelighed, tvertimod jeg antager, at den er Grunden til al Velstand; men den bestaaer i at forbyde saa mange fremmede Yppigheds-Varer, som mueligt, eller og at belægge dem med den høistmue- lige Told, og derimod at opmuntre og lette mange indenlandske Næringsveie og Haandvær-

5

5

ker. Men heri maa man i Begyndelsen følge Sullys og ei Colberts Plan; det er at sige, henvende alle sine Tanker til Agerdyrkningen, og til at hemme Indførselen af fremmede Yppigheds Varer, paa det at den indenlandske Handel kan i det mindste komme til en Ligevægt. Har man Kræfter dertil, da er det got med det samme at ophielpe Fiskerier, Bergværker, QvægHandel, Forstvæsenet. Hvis ikke, maa dette komme siden. Derpaa er det først Tid at tænke paa en Handel med Yppigheds-Varer, og paa deres Arbeidelse i Landet, hvorved det dog vilde være nyttigt, saa meget mueligt, at hindre, at saadanne Varer ei bleve forbrugte og fortærede i Landet. Dog forstaaer det sig af sig selv, at dette maa skee efter nøie Overlæg, efter en nøie Afveigning af Landets Kræfter, og efter de Forbindelser, som vi staae udi med fremmede Stater, at det ei skal gaae, som udi Christian den Fjerdes Tid, da man ved at forhøje Tolden i Sundet paadrog sig mægtige og farlige Fiender. Det som synes gavnligt, er ofte ikke gavnligt, og hvad som er let i Tanken og paa Papiret, bliver ofte vanskeligt i Udførselen. Mine Tanker underkaster jeg derfore gierne saadanne Mænd, som en Oeder, ea Martfeldt, en Capitain Lütken, en Philoda-

6

6

nus, en Philocosmus, Forfatteren af Asan, deres Omdømme. Maaskee det og var nyttigt, at al indenlands Told, saavel for ind- som udgaaende Varer, blev ophævet, thi derved vilde den indenlandske Handel, som er Grunden til den udenlandske, til Skibsfart og til Søemagten, udvides. Rente-Kammeret tabte intet derved, naar Tolden paa indkommende fremmede Yppighed-Varer blev forhøjet, saaog Consumtionen, hvilket sidste er efter Philocosmi viise Forslag, og som desuden bliver med Fordeel brugt i Holland, og uden Tvil vilde giøre meget til at forbedre vor Ager- dørkning og Qvæg-Handel, helst naar det blev forbundet med en toldfrie Udførsel af Korn og feede Vare til fremmede Steder, ja endog med Belønninger udi visse Tilfælde, udsatte for saa- dan Udførsel; hvorved det dog forstaaer sig af sig selv, at saadan Udførsel ei maatte tillades, uden naar Varene vare i visse Priser, paa det man ei selv skulde komme til at mangle. Men nu er det Tid at vende mig til mit egentlige Øiemærke.

For da at vise Tilstanden af Dannemarks nu værende slette Handel, vil jeg lægge de 2de Aar 1767 og 1768 til Grund. For den Tid havde Handelen allereede i nogle Aar været

7

7

paa samme Fod, og efter den Tid er det snarere blevet værre end bedre med den, allerhelst man udi værende Aar 1771 haver ladet hidføre en Hoben fremmed Korn og feede Vare, maaskee af Nødvendighed, men desto værre: thi det viser, at vor Sygdom er reent fortvilet, og at vore Indretninger maa trækkes med saadanne Svagheder, der nødvendigen ville inden føie Tid drage Statens Død efter sig, dersom ei herpaa raades Bod udi Tide. Udi bemeldte Aar 1767 var Pengebeløbet af de fra Dannemark udførte Vare 731674 Rdlr. 26 Sk., og derimod af de indførte Vare 1449069 Rdlr. 91 Sk., følgelig blev i det Aar meere ind- end udført 717395 Rdlr. 69 Sk. Men da af disse indførte Vare bleve igien udførte for 59123 Rdlr. 34 Sk., saa er i alt kun blevet meere ind-end udført for 658272 Rigsdaler 31 Sk., hvilken Summa Landet altsaa haver tabt udi bemeldte Aar. Af alle de Lande, som vi have handlet med, er Tabet størst til Rusland, thi der beløber det sig til 295538 Rdlr. 63 Sk.; Til Frankerige 172001 Rdlr. 67 Sk., det meste for de kiere Vine og Brændevine; Til Lybek 150757 Rdlr. 92 Sk.; Til Engelland, Skotland og Irland 100831 Rdlr. 3 Sk.; Til Kønigsberg og det Bran-

8

8

denborgske Preussen 115284 Rdlr. 1 Sk.; Til Dantzig og Polsk Preussen 13867 Rdlr. 76 Sk.; Tik det Fyrstelige Holsten 30554 Rdlr. 66 Sk.; Til Wismar og Svensk Pommern 15603 Rdlr. 94 Sk.; Til Portugal 4535 Rdlr. 80 Sk.; Til Spanien 28191 Rdlr. 26 Sk. Med hvem vunde vi da? Det skal jeg nu fortælle Eder, kiere Landsmænd! Med Sverrig vunde vi bemeldte Aar 7663 R. 43 Sk.; med Holland 10450 Rdlr. 78 Sk.; paa Middel Havet 22021 Rdlr. 95 Sk., og med Altona, Hamborg og Tydskland 169678 Rdlr. 45 Sk., udi hvilken sidste Post vel burde fradrages, hvad som henføres til Altona, eftersom det staaer under vor Konge. Men jeg vil dog ei gaae Eder saa stærkt paa Klingen, baade for ei at mistrøste Eder, da Tabet desuden er stort nok, saa og fordi jeg nu for det første giør det egentlige Dannemark til mit Øiemærke. Efter dette Aar at dømme, sees dæ letteligen, med hvilke Lande Dannemarks Handel maatte udvides, nemlig med Sverrig, Ham- borg, Holland og paa Middel-Havet, og med hvilke det især maatte indskrænkes, hvad Indførslen angaaer, nemlig Kønigsberg, Lybek, Rusland, Engeland etc. og Frankerige fornemmelig; dog altsammen under mangfoldige Ind-

9

9 skrænkelser og Betingelser, nemlig Freds-Tracrater, politiske Omstændigheder, Varenes meere og mindre Nødvendighed. Mærkeligt er det, at til det Fyrstelige Holsten, Franke- rig, Portugal, Spanien, er slet intet bleven udført, hvilket giør Handelen med de tvende sidste Riger meget skadelig, hvorvel man ei har tabt betydelige Summer med dem. Den Franske Handel bliver af alle den skadeligste, saasom den ei aleene bringer intet ind, og kun aleene ud, men endog opsluger saa stor en Summa, som 172001 Rdlr. 67 Sk., hvor- til kommer, at den ved Snighandel endda op- sluger en anseelig Summa desuden. Hvad det Fyrstelige Holsten derimod angaaer, da er det maaskee mueligt, at vort Holsten igien vinder med det, hvorom jeg dog ei kan sige noget med Vished, da jeg ingen vis Efterretning har derom.

Vi see altsaa af det nu anførte, at Dannemark haver over Hovedet tabt anseelig udi sin Handel i Aaret 1767, Nu ville vi see især, hvilke Landskaber og hvilke Byer, der ere Skyld herudi. Sielland, iberegnet Bornholm, Møen, Samsøe, haver indført for 1190409 Rdlr. 29 Sk., deraf igien udført 51798 Rigsdaler 10 Skilling, følgelig i

10

10

alt 1138567 Rdlr. 19 Sk., og derimod udført 421679 Rdlr. 93 Sk., altsaa haver Sielland tabt i bemeldte Aar 716931 Rdlr. 22 Sk., hvoraf bliver klart, at Danmarks Under-Balance kommer egentligen dette Land- skab til Last, eller rettere, egentligen Kiøbenhavn, som haver indført for 1066145 Rdlr. 75 Sk. og kun udført for 411397 Rdlr. 60 Sk., følgeligen tabt 654748 Rdlr. 15 Sk. De øvrige Stæder, som ere Skyld i Under-Ballancen, ere: Helsingøer, som har indført for 20784 Rdlr. 64 Sk. og udført for 2672 Rdlr., tabt altsaa 18112 Rdlr. 64 Sk.; Kiøge indført for 2695 Rdlr. 70 Sk., og intet udført; Corsøer indført 2607 Rdlr. 66 Sk., udfort 18 9 Rdlr., altsaa tabt 2413 Rdlr. 66 Sk.; Schelschiør indført for 3234 Rdlr. 72 Sk., og intet udført; Rørvig indført for 32160 Rdlr. 56 Skill., udført 13096 Rdlr. 9 Sk., tabt 19064 Rdlr. 47 Sk.; Callundborg indført for 1190 Rdlr. 4 Sk., udført for 1185 Rdlr., tabt 5 Rdlr. 4 Sk.; Karrebeksminde, det er Nestveds Toldsted, indført for 4287 Rdlr. 80 Sk, udført for 72 Rdlr., tabt 4215 Rdlr. 80 Sk.; Wordingborg indført for 234 Rdlr. 66 Sk., udført for 54 Rdlr., tabt 180 Rdlr.

11

11

66 Sk.; Samsøe indført for 779 Rdlr. 16 Sk., intet udført; Stege indført for 1411 Rdlr. 74 Sk., udført for 516 Rdlr. 64 Sk., tabt 895 Rdlr. 10 Sk.; Bornholm indført for 2404 Rdlr. 80 Sk., udført for 1767 Rdlr. 56 Sk., tabt 637 Rdlr. 24 Skill.; Dragøe indført for 284 Rdlr. 64 Sk., ud- ført for 40 Rdlr., tabt 244 Rdlr. 64 Sk. Af saa mangfoldige Steder haver Præstøe aleene vundet i Handel med Fremmede i formeldte Aar 1767, thi den indførte for 389 Rdlr. og udførte derimod for 720 Rdlr., vandt alt- saa 331 Rdlr., en liden Summa, men Gud give, at de dog alle havde vundet saa meget. Heraf sees ellers ogsaa, hvor ubetydelig alle disse smaa Byers Handel er, naar Helsingøer og Rørvig undtages. Dog maae mærkes, at Callundborg, Karrebeksminde, eller Nestved, Corsøer, Schielschiør, have en ubetydelig Kornhandel med Norge, hvorved de vinde anseeligen, og som foraarsager, at disse Stæder ei bliver ganske blottede for Penge og Handel. Ligeledes vinder og Bornholm fra Kiø- benhavn. Men endskiønt saadan Handel aldeles ei er unyttig, tvertimod saa nyttig, at det var at ynske, at den kunde endnu ti dobbelt formeeres, saa vinder dog derved den heele

12

12

Stat intet, i Henseende til Fremmede, men det befordrer kun det indvortes Omløb, og hindrer, at visse Parter ei ganske forgaae, og at andre ei faae en alt for umaadelig Tilvæxt.

Men nu ville vi vende os til at betragte, fra hvilke Lande disse Byer enten vinde, eller med hvilke de og tabe. Fra Sverrig vandt Kiøbenhavn 47018 Rdlr. 27 Sk.; fra Holland 21282 Rdlr. 41 Sk., og fra MiddelHavet 11294 Rdlr. 18 Sk. Derimod tabte det med det Fyrstelige Holsten 5201 Rdlr. 13 Sk.; med Frankrige 162965 Rdlr. 25 Sk.; med Portugal 584 Rdlr. 62 Sk., og med Spanien 27422 Rdlr. 58 Sk., og det paa saadan Maade, at den slet ikke førte noget didhen igien. Til de andre Lande førte den vel hen, men tabte dog med dem, nemlig med Danzig og Polsk Preussen 11828 Rdlr. 76 Sk.; med Kønigsberg og det Brandenborgske Preussen 113497 Rdlr. 38 Skill.; med Lybek 145774 Rdlr. 84 Sk.; med Rusland 144889 Rdlr. 2 Sk.; med Altona, Hamborg etc. 51006 Rdlr 21 Sk.; med Wismar og Svensk Pommern 15003 Rdlr. 33 Sk.; med Engelland etc. 98964 Rdlr. 71 Sk. Hvad de øvrige Byer og Lande angaaer, da vil jeg ei anføre Summerne, saa-

13

13

som de kun ere ubetydelige, men aleene mælde med hvilke Lande de have vundet eller tabt, hvoraf enhver let kan see med hvilke de ei have handlet. Helsingøer vandt med Sverrig, og tabte med alle de øvrige, og handlede dog med dem alle, undtagen med det Fyrstelige Holsten; Kiøge handlede ei uden med Sverrig og Lybek, og tabte med dem begge, men anseelig med det første; Corsøer tabte med Sverrige, Kønigsberg, med Lybek noget anseeligt, med Altona etc., med det Fyrstelige Holsten en temmelig Deel; Skielschiør tabte med alle dem, den handlede med, og førte aleene ind og ikke ud, nemlig med Sverige, med Lybek noget anseeligt, ligeledes med Altona etc., med det Fyrstelige Holsten, med Wismar; Rørvig tabte med Sverrige 17824 Rdlr. 62 Sk., med Altona etc. 11636 Rdlr., med Lybek, det Fyrstelige Holsten, med Holland 2611 Rdlr. 32 Sk., med Frankerig: vandt derimod med Engelland 2210 Rdlr., og paa Middel-Havet 10882 Rdlr. 77 Sk.; Callundborg tabte med Sverrige, Lybek, det Fyrstelige Holsten, Holland, og vandt med Engelland; Carrebeksminde tabte anseeligt med Sverrige og Rusland, og vandt noget lidet med Lybek; Wordingborg tabte med Sverrige, Lybek, Altona etc, og handlede

14

14

ei med andre; Præstøe tabte med Sverrige og vandt med Lybek, Altona etc.; Samsøe tabte med Lybek og det Fyrstelige Holsten, og hand- lede med ingen andre; Stege tabte 1000 Rdlr. 24 Sk. med Sverrige, med Altona etc., og vandt med Lybek; Bornholm tabte med Sverrige, Lybek, Altona etc.; Dragøe tabte med Sverrige, Kønigsberg, Wismar. Af denne Fortegnelse kan man og mærke, at disse smaa Stæder have kun ringe Kræfter, da deres Handel gaaer næsten ikke uden for Øster-Søen, og bliver desuden beklageligen kun lidet ført ved egne, men meest ved fremmede Skibe, som siden skal vises.

Naar man overveier, at Fyen, Jylland, Slesvig og Holsten derimod have vundet i bemeldte Aar i deres Handel med Fremmede, saa bliver det klart heraf, at den fornemste Aarsag til vor Undervægt er Yppigheden, og dernæst Mangel paa Manufacturer, thi Yppigheden yttrer sig meest i en Hovedstad, som Kiøbenhavn, og naar den ei ved Manufacturer enten kan tilstrækkeligen formindske Indførselen eller og formeere Udførselen, og den derhos ei har eller kan have Korn og feede Vare at udføre, som Provincerne, fordi disse ei afkaste meere, end der kan udføres fra deres egne Handels-

15

15

Steder, saa maa saadan en Bye nødvendig komme i en stor Undervægt. Vil man derhos betragte, at den dog kun haver den tolvte Deel af det egentlige Dannemarks Indvaanere, saa flyder deraf, at dens Yppighed er i det mindste tolv Gange saa stor, som det heele Riges. Fyens Fortjeneste udi bemeldte Aar er ellers saa ringe, at den neppe kan og bør komme i Betragtning, thi den beløber sig kun til 924 Rdlr. 89 Sk., hvilket atter viser, hvorledes Yppigheden er størst nærmest Hovedstaden. Dens Handel var paa samme Lande, som Siel- lands, undtagen paa Portugal, Spanien og Middel-Havet. Af dens Byer have Faa- borg, Rudkiøbing paa Langeland, Naschov, Nysted, Draxminde, Brandholm, alle i Lolland, Nykiøbing og Stubbekiøbing paa Falster, vundet, og somme noget anseeligt efter deres Beskaffenhed, men ingen meere end Brandholm. Hvorimod Nyborg, Kierteminde, Assens, Middelfart have tabt, og Odense aleene 12932 Rdlr. 93 Sk. Svendborg haver hverken ført ind, fra eller ud til Fremmede. Det er værd at lægge Mærke til, at alle de Stæder, som egentligen ligge paa Fyen, have tabt, undtagen Faaborg, og at de Langelandske, Lollandske og Falsterske Byer have

16

16 vundet, hvortil Aarsagen maa være de mange Herremænd, der boe i Fyen og fortære meget, hvorimod Falster den Gang ingen Herremænd endnu havde, og Lolland vel endeel, men som, i det mindste Vinteren over, opholdte sig i Kiøbenhavn, og derover ei fortærede der i Landet saa mange Yppigheds-Vare, som de Fyenske, hvoraf de fleste stedse boe paa deres Godser, hvilket sidste er dog ellers i alle Henseender det rette. Men da nu Falster er bleven solgt til Herremænd, saa er det at befrygte, at Indførselen vil og der efterhaanden komme til at overstige Udførselen, og i det mindste blive lige med den. Om nogen vil spørge, hvorledes det er mueligt, at Sielland og Fyen kan tilsidst have nogle Penge tilovers, som de dog virkeligen have, efterdi denne Huusholdning haver staaet saaledes ved Magt i en temmelig Deel Aar, da svarer jeg, at de have igien vundet paa deres Korn og feede Vare til Norge og Kiøbenhavn, og det en anseelig Deel Meere end de have tabt med Fremmede. I saadan Henseende er en Bye som Kiøbenhavn nyttig, men for dens Yppighed med Udenlandske burde derimod sættes Skranker, da den er saa stor, at den næsten eene opfluger, ei alene det øvrige Dannemarks og Holsteens Fortieneste med Fremmede,

17

17

men endog Norges. Om end Norge skulde give noget af sin Fortieneste aarligen bort til Dannemark, da kunde det ansees som en Giengave for den Fred, Beskyttelse og milde Love, som den nyder under de Danske Kongers Regiering, hvorvel den selv ei lidet tiener til igien at beskytte Dannemark, men at nu næsten dens heele Fortieneste aarligen opsluges af Danne- mark, eller rettere Kiøbenhavn, det er en Sag, som jeg ei veed hvad Navn jeg skal give den. Men hvorledes er det mueligt, at Kiøbenhavn kan blive ved Magt, naar den taber baade til Fremmede og til Dannemark og Holsten? Jeg svarer, at den og bliver ved Magt saaledes som den kan, at den begaaer sig ved at vinde fra Norge, ved de rige Slægter, som aarligen drage didhen fra Landskaberne, ved Floden, den stærke Besætning, Hoffet, alle Collegier, Universitæcet, som foraarsage, at de fleeste af Kongens Indkomster gives der ud. Dette er i sig selv ei Uret, thi der bør dog være een stor Bye i det mindste i Landet, og i visse Ting kan det ei være anderledes. Saadan en Bye er paa nogen Maade at ansee som Maven i Lege- met. Den tiener best til at holde Korn og seede Vare i nogen skikkelig Priis, da deres alt for ringe Priis vilde foraarsage Landets U-

18

18

rugtbarhed, og betage Agermanden Mod. Men saadan en Bye bør ei sue saaledes til sig, at den i lang Tid kan aarligen afgive omtrent 6 Tønder Guld til Fremmede, og dog selv være i Behold, thi dette maae den igien vinde fra det heele øvrige Land, og naar det ei vinder ligesaa meget igien fra Fremmede, som det beklageligen haver i nogle Aar ei giort, naae dertil lægges de høie Renter af vor Giæld, saa maa dette tilsidst falde ud til Landets fuldkomne Ødelæggelse og Banquerote; og det saa meget meere, som Kongen og Ministrene ere i Kiøbenhavn, hvor Velstanden sidst døer, hvor nogles Pragt og Overdaad skiuler de flestes Armod, som de ofte ei vide af det øvrige Lands Tilstand; ja, som de iblandt ei engang ville troe den skielvende Sandhed der undertiden nærmer sig til dem, blindede af den Glands, der omgiver dem, og derfra sluttende til Resten af Landet. Naar betænkes, at Fremmede ei tage uden reede Penge af os, eller i det mindste Varer, for hvilke vi ellers havde faaet reede Penge, og at Undervægten i vor Handel giør, at vi tabe i det mindste nogle og 20 pro Cento paa vore Vexler med Fremmede, naar man vil jævne dem med alle de Lande, hvor vi drive Handel, saa er det let at begribe, hvi man in-

19

19 gen klingende Mynt haver, og hvorfore vi selv have nu kun næsten lutter Bancosædler. Man haver da ei nødig at gribe til de Beskyldninger, at visse Mænd have ført de reede Penge ud af Landet, hvorved, om man sigter til Kiøbmænd, er Beskyldningen endog daarlig, thi de giøre det ei, uden for at vinde, og vinde de, saa vinder Landet med, lige meget enten det strax bliver i reede Penge eller i Vare, hvilke dog efterhaanden let kunne omvexles til reede Penge. Ei at tale om, at Penge ere, hvor høie Tanker man end kan have om dem, dog kun Rigdoms Tegn, og at Folk, Vare, Qvæg, ve! dyrkede Jorder, Skibe, ere de egentlige Rigdomme, ja at det Tilfælde kan komme, som bekiendt er, at der kan være for mange reede Penge i Landet; Dog, vi ere nu omstunder langt fra denne Ulykke. For at raade Bod paa denne Pengemangel skabte man paa een- gang mange Tønder Guld, Bancosædler af een Rigsdaler, hvorved man vel for en Tid befordrede det indvortes Omløb, men man dog kun meddelte Landet en indbildt Rigdom, imod en virkelig, som Penge altid bør ansees for, i Forhold af Papir, da alle Folk ere blevne eenige om at ansee de første for virkelige Rigdomme, hvorimod de sidste have ingen anden

20

20

Credit end Vexler, og derfore komme med Pro- test tilbage, saasnart man tviler paa, eller er vis om Udstedernes slette Tilstand. De blive altsaa i Landet, og foraarsage derved, at de reede Penge kunne endnu meere uformærkt gaae bort for en Tid, indtil Sygdommen bliver saa ulægelig, at den just derved ei meere kan skiu- les; Naar dette Onde ei standses, faa bliver Følgen denne, at man tilsidst maae, af Mangel paa reede Penge lade de Fremmede beholde Varene, og at man derover kommer til at pløie, saae og høste for dem, saa at de besidde os alle med Hud og Haar. En sørgelig Prøve faae man derpaa, da Kiøbenhavn blev for lumpne 5 Tønder Guld pantsat til Genua. End meere, disse mange Penge, thi hvor indbildte de end ere, saa ere de dog Penge for os til en Tid, der paa eengang falde ligesom ned af Himmelen, foraarsage, at alle Vare stige pludseligen hos os til næsten dobbelt, hvorved den fattige Mand, som er det stærkeste Antal i Landet, bliver elændig plaget; Jordegods stiger derover til en dobbelt Værdie imod forhen; man raaber Triumph, og slutter deraf Landets gode Tilstand. Slutningen vilde være rigtig, dersom Jordegodsernes Stigen var foraarsaget i Forhold ved en Mængde meere avlet Korn og

21

21

Fæe, og dets Udførsel, fornemmelig til Fremmede; men da nu Qvæg-Handelen haver ved Qvægsygen taget af, som derimod haver, ved den derved foraarsagede Qvægets Rarhed, opdrevet dets Priser- og Kornavlingen og Udførselen haver, i Forhold med Jordegodsernes høie Priser, ei nær tiltaget, hvilket man af Toldbøgerne havde kunnet let erfare, saa bliver den sande Aarsag til Jordegodsernes Stigen ingen anden, end bemeldte pludselige Formeerelse af Bancosædlerne, og den paa samme Tid udgivne Forordning om Nedsættelse fra 5 til 4 pro Cento, hvilken man meente at være nød til at udstede, fordi Landet var nu blevet saa meget rigere; ei indseende, at dette var kun et Øiebliks Rigdom, men derimod en langvarig Armod. Man faldt og paa et andet Middel, som man giorde sig ei lidet til af; Man vexlede Bancosædler i Hamborg med Tab af nogle pro Cento, og fik derfore klingende Mynt ind i Landet; men alt hvad vi siden solgte til Hamborg blev os betalet med Bancosædler, og atter med Tab af nogle pro Cento, saa at det Onde blev tilsidst saa stort, at naar man vilde vexle en Bancosæddel i Hamborg, skeede det ved Tab af 10 pro Cento. Vor Banques

Credit blev herved svækket, og end meere ved det

22

22 man ei her i Kiøbenhavn kunde faae mere end den tiende Deel i klingende Mynt paa hver Seddel, og at man med væbnede Soldater afviste dem, som vilde vexle, og paastode meere. Ens egne Undersaatter kunde man herved vel skrække bort, men ei Fremmede. Man slog og Ducater til 2 Rigsdaler, man satte dem pludselig op til 13 Mark, og ligesaa pludselig ned igien til 12 Mark. Ved hver Operation tabte Landet nogle 1000 Rigsdaler. Sandt nok, Regieringen var i Trang for Penge, og Frankeriges Opførsel havde lært en at gribe til Midler, der hielpe for eet Øieblik, og forarme for Secula. Hvor meget bedre havde det været, at følge Engellands Mønster, der aldrig rører ved sin Mynt? Efterhaanden indsaae man disse Feil; man vilde ændre dem. Under Paaskud, at Sølvet var i høi Priis udenlands, lod man det komme ned fra Kongsberg og solgte det i Natura til Hamborgerne, hvorved man fornemmelig tænkte, at bringe Lagien ned. Denne Hensigt fik man og tildeels op- naaet; men naar beregnes, hvad Norge haver derved tabt i sit første Omløb, hvad Førslen af Sølvet igiennem Sverrige har kostet, hvad Skade der er lidet paa Fordeelene af Mynten, saa frygter jeg for, at derved er meere bleven

23

23

tabt end vundet. Slige Konster berige ei et Land, men en stadig Mønt-Fod, en sparsom Huusholdning, en god Agerdørkning, en udbredet og fordeelagtig Handel. Kiøbenhavn skulde egentligen være den store Handels-Stad, og jeg har viist, at den lever kun af Landets Rigdomme; Dens nærværende ynkelige Til- stand vidner dette tilfulde. Nogle faa rige Slægters Bortgang, endeel Lønningers Afskaffelse og Formindskelse giøre al den gisper. Er delte en Handels-Stad?

Jylland viser os i Aaret 1767 en yndigere Udsigt; Den haver dog vundet 47723 Rdlr. 94 Sk., og det uden Tvil meest ved sin Stude-Handel. Dersom dette Land vandt hvert Aar saa meget fra Fremmede, og Kiøben- havn ei paa adskillige Maader igien opslugede dets Gevinst, saa maatte der tilsidst blive meget riigt. Det haver handlet paa alle de samme Lande som Sielland, undtagen paa Middel-Havet. Følgende af dens Byer have vundet: Schagen, Colding, hvis Handel er alene 81129 Rdlr. 33 Sk., altsammen vundet paa Stude-Handelen, der altsaa ei aleene eene til- veiebringer Jyllands Fordeel i den fremmede Handel, men endog vinder igien hvad de fleste Byer tabe ved deres Yppighed, som derfore

24

14 maae desværre være langt større end den burde, og hvoraf sees hvor betydelig en Green af Dannemarks Handel Stude-Handelen er, og der- fore al Regieringens Opmærksomhed værdig. Warde har vundet 29688 Rdlr. 8 Sk., ogsaa ved Stude-Handelen; Ringkiobing 11135 Rdlr 54 Sk., uden Tvil ved Korn-Handel, og Ribe 73576 Rdlr. 72 Sk., ogsaa ved Stude og Svine-Handel. Fladstrand og Hiøring have slet ingen Handel drevet med Fremmede, hverken ud eller ind. Thisted tabte 1036 Rdlr. 59 Sk,, Lessøe 509 Rdlr. 73 Sk,, Randers 8655 Rdlr. 57 Sk,, og Weyle 329 Rdlr., og alle disse Byer førte aleene ind, og ikke ud. Alle de andre Byer have ogsaa tabt, hvorvel de have ført ud. Aarhuus tabt 8072 Rdlr. 79 Skill.; Horsens 12947 Rdlr. 65 Sk.; Mariager 2853 Rdlr, og Aalborg 109429 Rdlr. 18 Sk., hvilker giør den til den skadeligste Bye i Landet, næst Kiøbenhavn, saa at den derfore ogsaa i denne Henseende bør kaldes det lille Kiøbenhavn. De andre Byers Tab er just ei stort. men dog stort nok for dem efter deres Omstændigheder. Af de Lande, som Jylland handler med, haver det vundet 218254 Rdlr. 14 Sk. med Altona, Hamborg og Tydsk-

25

25 land, hvilket kommer aleene af Stude- og Svi- ne-Handelen, og derimod tabt med alle de øvrige. Med Frankerige, Portugal og Spanien haver det intet havt uden Tab, hvorvel kun tabt med det første 4149 Rdlr., med det andet 3772 Rdlr. 64 Sk., og med det tredie 723 Rdlr. 64 Sk. Men dets store Tab haver det havt med Rusland, hvor det beløber sig til 136252 Rdlr. 49 Sk. Med Sverrige og Lybek driver det og en meget ufordeelagtig Handel, som paa det første beløber sig til et Tab af 6498 Rdlr. 76 Sk., og paa det an- det til 5988 Rdlr. 61 Sk.

For det Slesvigske og Holstenske har jeg ingen Beregning fra det Aar, men fra Norge har jeg en almindelig, efter hvilken derfra er udført for 1598669 Rdlr. 81 Sk., og indført for 1279678 Rdlr. 33 Sk., af fortoldede Vare, følgeligen vunden 318991 Rdlr. 48 Sk. Heraf følger, at Norge har i be- meldte Aar udført dobbelt saa mange Vare som Dannemark, og indført en syvende Deel mindre; altsaa har det en syvende Deel mindre Yppighed end Dannemark, hvilket dog er lidet nok, naar betænkes, at her er Hoved-Staden, at der er mange ferre Byer end her, og ingen Herremænd paa Landet. I Almindelighed

26

26

betragtet, overgaaer altsaa det heele Norske Folkes Yppighed det Danske Folkes, hvilket ogsaa skal befindes at forholde sig saaledes, naar man nøie kiender begge Folk. Forskiel- len bliver dog denne, at Norge har meere Raad til at være yppig end Dannemark, og at det følgelig, i Henseende til sine Indtægter, er mindre yppigt end Dannemark. Heraf sees ellers, hvor meget vigtigere et Rige Norge er i denne Henseende, end Dannemark, naar endog Holsten og Slesvig regnes til det sidste, som siden skal vises; Og dette er Norge aleene ved sine naturlige Producter, som dog i mange Maader kunde forædles; hvilket samme endelig ogsaa gielder om Dannemark. Men heraf sees, hvor ubillig deres Klage er, som raabe, at Norge bringer Kongen saa lidet ind i sædvanlige Skatter og i Extra-Skat imod Danne- mark, ei betænkende først, hvor lidet det derimod igien koster Kongen, og hvor meget Dannemark ved Kornhandel og paa andre Maader vinder fra det, udi hvilket Norge kunde spare noget anseeligt, naar det havde Lov at hente Kornet, hvor det kunde faaes for best Kiød. Dog, jeg er vis paa, at de ædle Norske ei fortryde paa, at de overlade noget af deres Overflødighed til Dannemark, siden de ere og

27

27 bør paa en vis Maade ansees for eet Folk, og lyde under een Konges Scepter, og det nu næsten udi en Tid af 400 Aar. Men dette kunne de fortryde paa med Rette, at de, saa at sige, skulle føde deres Brødre de Danske, og at de, i Særdeleshed Kiebenhavnerne, for- tære næsten hvad de fortiene, da dog ingen Aarsag dertil er, og Dannemark ved en god Oeconomie vel kunde erhverve selv. Lad de Danskes Yppighed kun blive i samme Grad som de Norskes, det er at sige, lad dem formindske den en syvende Deel, strax spares derved aarligen 2 Tønder Guld; Lad dem saa søge meere at udvide og forbedre deres Qvægog Korn Handel, deres Manufakturer etc. Det skulde være ilde, om derved ei kunde vindes og spares 1 Tønde Guld. Ved alt dette vilde Norge ogsaa vinde. Skeer dette ei, da er Fabelen om de tvende Søstre rigtig, som staaer bag i den smukke Afhandling om en Norsk Hyrdes Indtagelse i et Fiæld. Men foruden oven- meldte Summa haver og Norge, og det aleene fra Tronhiem, udskibet 2702 Skpd. 17 Lpd. 12 Pund Kobber, hvilken, beregnet til en maadelig Priis af 70 1/8 Rdlr. for Skpd., udgiør 189539 Rdlr. 95 Sk. Naar nu hertil lægges, at af de indførte Vare ere igien ud-

28

28

førte for 201552 Rdlr. 13 Sk, saa bliver heele Norges Gevinst 710083 Rdlr. 60 Sk., hvilken det egentlige Dannemark haver næsten tilsat i samme Aar. Følgeligen haver begge Riger, tagne under eet, arbeidet det Aar for- gieves. Herved forefalder følgende Anmærk- ninger at giøres: Først, at Kobberet er en af Norges betydeligste Næringsveie, og burde der- fore ei ansees med saa ringe Øine, som det skeer af endeel; dernæst, at Norge fører det, man i den høieste Meening kan kalde Handel, nemlig, kiøber og indfører fra Fremmede, for igien at udføre og sælge til andre Fremmede; thi end- skiønt derved kan undertiden tabes, saa maa man dog tiltroe de Handlende saa megen Forstand, at de ei vedblive dermed, naar derved ei meere og oftere vandtes end tabtes; Og giør derfore Regieringen altid best at blande sig saa lidet som mueligt i particulaire Folkes Handel, thi de forstaae best, hvorledes de skulle føre sig op for at vinde, og naar de vinde, saa vinder Staten med. I Henseende til først anførte Summa af Norges Handels Gevinst, maae mærkes, at det haver vundet med Sverrige 1518 Rdlr. 82 Skill., med Lybek 9191 Rdlr. 22 Skill., med Wismar og Svensk Pommern 4216 Rdlr. 17 Sk., med Engel-

29

29

land 286049 Rdlr. 49 Sk., hvilket meest kommer af Bord- eller Bredde-Handelen, med Holland 237478 Rdlr. 79 Sk., med Spanien 51672 Rdlr. 35 Sk., og med MiddelHavet 86651 Rdlr. 50 Sk. Derimod haver det tabt med Dantzig 118900 Rigsdaler 78 Sk., og det formedelst den Mængde Rug, som der indkiøbes, endskiønt didhen føres en Hoben Sild; med Kønigsberg 63181 Rdlr. 54 Sk., hvortil er samme Aarsag; med Rus- land 88072 Rdlr. 43 Sk., til hvilket Hør og Hamp er Aarsag; med Altona etc. 3058 Rdlr., hvortil Brændevinet er meest Aarsag, da dog ellers didhen er bleven ført for 109425 Rdlr. 8 Skill.; med det Fyrstelige Holsten 7549 Rigsdaler 49 Skill.; med Frankerige 48258 Rdlr. 37 Sk., som og kommer af Viin og Brændeviin, da dog derhen i Fisk og Raun er bleven ført for 128370 Rigsdaler 66 Sk.; og med Portugal 29672 Rdlr.

31 Sk., som kommer af Saltet. Endskiønt Norge nu saaledes taber med mange Lande, saa bør man dog derfore ei strax erklære dens Handel med dem for skadelig, thi Salt kan det ei undvære til sit Fiskerie, Korn er det umisteligt, da det endnu ei er i Stand til at forsyne sig selv fuldkommen dermed, og det Nordenfieldske,

30

30

som har frie Korn-Indførsel, kan faae det for bedre Kiøb fra Dantzig, Kønigsberg etc., end fra Dannemark, og dernæst fører det meget ind for at føre ud igien. Dets Handel derimod med Altona etc. og Frankerige er skadelig, da den meest beroer paa Brændeviin, og burde derfore paa en god Maade indskrænkes. Dets Handel med Sverrige er og af større Vigtighed end det synes, thi Naboelauget giør, at det vinder endda langt meere fra Sverrige ved Snighandel, hvilken dog fordum haver været langt større end nu.

1768 blev indført i Dannemark for 1407620 Rdlr. 7 Skill., og udført for 666521 Rdlr. 25 Sk., og af de indførte igien udført for 54942 Rdlr. 86 Sk., altsaa meere ind- end udført for 686155 Rdlr.

88 Sk. Atter et beklageligt Udslag, og endda noget slettere end det forrige Aar. I Henseende til de Lande, som det haver tabt eller vundet med, forholder det sig ligesom i forrige Aar. Med Rusland har det råbt 277080 Rdlr. 52 Sk., med Frankerige 186520 Rdlr. 49 Sk., med Lybek 185312. Rdlr. 20 Sk., med Engelland etc. 113118 Rdlr.

90 Sk., med Sverrig 13474 Rdlr. 12 Sk., i den Sted vi forrige Aar vunde noget fra det;

31

31

med Kønigsberg etc. 81159 Rdlr. 7 Skill.; med det Fyrstelige Holsten 33762 Rigsdaler 37 Sk.; med Wismar etc. 18367 Rigsdaler 60 Sk., med Holland 55234 Rdlr. 44 Sk., hvor der i forrige Aar blev vundet noget; med Portugal 26612 Rdlr. 85 Sk.; med Spanien 16598 Rdlr. 33 Sk. Derimod have vi vundet med Dantzig etc. 29855 Rdlr. 81 Sk., hvor der forrige Aar blev tabt; med Altona etc. 208665 Rdlr. 14 Sk., og paa Middel; Haver 27621 Rdlr. 28 Sk. Dog, fra dette sidste bør drages de aarlige Foræringer, men endda bliver der noget tilovers; ei at tale om, at vi derved holde endeel Søefolk i Farten. Men 1770 og nærværende 1771 er vel ei aleene Fordeelen mindre, men endog utrolige Bekostninger medgaaet til Flodens Udrustning, som neppe 52 Aars Seilads af disse tvende Aars Beskaffenhed kan hente ind igien. Kiøbenhavn har været det gamle Svælg, udført 317687 Rdlr. 93 Sk., og derimod indført for 1031170 Rdlr. 44 Sk., følgelig aleene tilsat alt hvad Landet haver tabt, og endda noget mere; som de øvrige Landskaber have vundet igien. Dette store Tab har det havt i sin Handel med Kønigsberg, Rusland, Engelland, Holland og Frankerige især; tabt

32

32

ogsaa med alle andre, undtagen paa MiddelHavet. Helsingøer har ligeledes tabt omtrent 14800 Rdlr. Alle de andre smaa Kiøbstæder haver ligeledes tabt, undtagen Præstøe igien, som haver vundet 320 Rdlr. 36 Sk. Samsøe haver og vundet 660 Rdlr. 42 Sk., Stege 235 Rdlr. 70 Skill., og Bornholm 1067 Rdlr. 23 Sk., hvilket kommer af den fordeelagtige Handel den dette Aar har ført med Altona etc. Fyen haver i dette Aar været sær uheldig, og tabt 21174 Rigsdaler 49 Skill. Tabet kommer egentlig paa Nyborg, Odense, Kjerteminde, Assens, Faaborg, Middelfart, Naschov, Nysted, Nykiøbing, Stubbekiøbing, hvorimod Svendborg, Rudkiøbing, Draxminde og Bandholm have vundet. Bogense har hverken ført ind eller ud. Det er ellers gierne mueligt, at alle disse Byer kan i sig selv have vundet, men fra de urette Stæder, i Henseende til Landets almindelige Beste, nemlig fra Norge og Kiøbenhavn. Jylland haver indført for 209020 Rigsdaler 29 Sk., og udført for 307169 Rigsdaler 44 Sk., altsaa vundet 88149 Rigsdaler 15 Skilling, hvoraf sees, hvilket vigtigt Landskab Jylland er for Dannemark. Aalborg er her det gamle Svælg, og haver tilsat 113689 Rigsdaler

33

33

77 Skill. Thisted, Fladstrand, Aarhuus, Horsens, Randers, Grenaae, Ebbeltoft, Mariager, Fridericia, Weyle, have tabt. Schagen, Læsøe, Ribe, Colding, Warde, Ringkiøbing, derimod vundet, hvilket altsammen næsten aleene beroer paa Stude- og Svine-Handelen, thi de have vel vundet noget lidet med Dantzig og Wismar, men det anseelige med Altona etc. Med Spanien og paa Middel-Havet have de slet ingen Handel drevet. Fra Frankerige og Portugal have de aleene udført og intet didhen ført. Med Holland, Engelland, det Fyrstelige Holsten, Lybek, Kønigsberg, Sverrig, have de og tabt. Men deres store Tab er skeet med Rusland, thi det beløber sig til i 110115 Rigsdaler 42 Skilling. Byen Hiøring haver hverken ført ud eller ind.

I det Slesvigske blev 1768 indført for 465838 Rigsdaler 27 Skilling, og udført for 487851 Rigsdaler 16 Skilling, følgeligen vundet 22012 Rigsdaler 85 Skilling, hvilket er bleven vundet med Altona etc., thi derfra blev indført for 200387 Rigsdaler 11 Skilling, og udført didhen for 336705 Rigsdaler 14 Skilling; saaog med Holland,

34

34

hvorfra Indførselen var 53221 Rigsdaler 40 Skilling, og Udførselen didhen 80950 Rigsdaler. Derimod er der anseelig bleven tabt med Sverrig, Dantzig, Kønigsberg, @Wismar, Engelland, Frankeriqe, noget med Lybek, og ganske lidet med Portugal, hvor- hen ei det mindste er bleven udført. Af alle Byer har Flensborg tabt meest, thi den har indført for 202456 Rigsdaler 32 Skilling, og kun udført for 17874 Rigsdaler 8 Skilling, og dette Tab er meest skeet med Sver- rig, Kønigsberg, Rusland, Altona etc., Frankerige, hvorhen intet er udført, men indført derimod for 34846 Rigsdaler 16 Skilling. Apenrade og Femern have og tabt temmelig. Derimod have Husum, Tønningen, Friderichstad, Slesvig vunder noget anseelig, alle med Altona etc.; Schlesvig desuden med Lybek, og Tønningen med Holland; hvorimod Tønningen haver tabt med Lybek 18638 Rigsdaler 14 Skill. Alle de øvrige Slæder, Hadersleb, Bredsted, Sønderborg, Norborg, Tøndern, Ekernførde, Schleyminde, Marstal, Friderichs- orth, Wiik paa Føhr, have alle tabt.

35

35

I det Holsteenske blev indført for 158419 Rigsdaler 5 Skilling, og udført for 198443 Rigsdaler 19 Skilling, altsaa vundet 40024 Rigsdaler 14 Skill., hvilke fornemmeligen ere blevne vundne ved Altona etc. og Holland. Wilster, Brochdorff, St. Margarethe, Heiligenhaven, Itzehoe, have fornemmeligen, vundet dette; Dog har Wewelssleth, Lürkenborg, Kellinghufen, Ultzborg, Oldesloe, Bramsted, ogsaa vundet noget. Derimod Rendsborg og Glückstadt tabt anseeligen; Crempe har og tabt noget lidet, og Segeberg har ført for 1360 Rdlr. 36 Sk. baade ud og ind.

Norge har 1763 ført ind for 1457009 Rigsdaler 83 Skilling, og ud for 1520637 Rigsdaler; Naar hertil lægges 217998 Rigsdaler 50 Skilling for igien udførte af de indførte Vare, og 2923 Skippund 9 Lispd. Kobber fra Tronhiem, a Skpd. 66 1/2 Rigsdaler, som udgiør 144409 Rigsdaler 41 Skilling, saa bliver hele Norges Gevinst 476085 Rigsdaler 8 Skilling. Af den førstanførte Summa har den vundet 5695 Rigsdaler 14 Skilling fra Lybek, 5829 Rigsdaler 32 Skill, fra Wismar, 270957

36

36 Rigsdaler 24 Skill fra Engelland, 271503 Rigsdaler 80 Skilling fra Holland, 26039 Rigsdaler 22 Skill, fra Spanien, og 39161 Rigsdaler 6 Skilling paa Midel-Havet, men derimod tabt 11625 Rigsdaler 60 Skilling med Sverrig, 184362 Rigsdaler med Dan- tzig, 121606 Rigsdaler 12 Skilling med Kønigsberg, hvilke tvende høie Artikler maa være blevne foraarsagede ved stærk Korn-Indkiøb, og ringe Sild-Udsalg, med Rusland 92791 Rigsdaler 27 Skilling, som og maa være kommet af stærk Korn-Indkiøb, med Altona 29905 Rigsdaler 75 Skilling, hvilket Brændevinet har foraarsaget, thi didhen blev dog ført for 111846 Rigsdaler 38 Skilling, med det Fyrstelige Holsten 7199 Rigsdaler 6 Skilling, med Frankerige 69108 36 Skilling, som atter kommer af Brændeviin og Viin, thi didhen blev ført for 100600 Rigsdaler 78 Skilling Vare, med Portugal 38910 Rigsdaler 45 Skilling. Af denne heele Indførsel har Agershuus Stift havt for 465748 Rigsdaler 82 Skilling, Christiansands 95780 Rigsdaler 86 Skilling, Bergens 421754 Rigsdaler 64 Skilling, og Tronhiems 254999 Rdlr. 89 Skilling, og derimod af Udførselen Aggershuus 513448

37

37 Rigsdaler 9 Skill., Christiansand 103660 Rigsdaler 56 Skilling, Bergen 695760 Rigsdaler 76 Skill., og Tronhiem 207098 Rigsdaler 52 Skillitig; altsaa har Bergen meest vundet, hvilket Fiskerierne giøre, og dernæst Tronhiem, naar Kobberet lægges til dens Udførsel, som det bør; og Christiansand bliver, baade i Henseende til Ind- og Udførsel, det ringeste Stigt. Aggershuus Stigt har igien udført af de indførte Vare for 198339 Rigsdaler 51 Skilling, og derved kommer det til ovenanførte Summa af udførte Vare. De andre Stifter have og vel paa samme Maade udført noget, men kun af ringe Betydning, og Tronhiem kun for 744 Rdlr., hvilket viser, ar Kiøbmændene i Aggershuus forstaae denne vigtige Handels Deel bedre end de andre. Af Byer i Aggershuus Stigt have Sand, Holmestrand, Laurvig, vundet noget, Kragerøe endeel, men Langesund omtrent 77000 Rdlr., og Friderichstad omtrent 52500 Rigsdaler, hvilket kommer af de mange udskibede Bord. Derimod haver Drammen tabt over 63000 Rdlr., og Christiania omtrent 16500 Rdlr., paa begge Stæder foraarsagede ved Kornmangel og Yppighed; dog maa man tilstaae, at Yppigheden i Christiania maa dog ei engang naae

38

38

Aalborgs. Friderichshald har og tabt over 25000 Rdlr.; Dertil ere foranførte begge Grunde ogsaa Aarsag. Moss har tabt noget over 400 Rigsdaler, men Tønsberg omtrent 7800 Rdlr., hvortil Korn Indkiøb maa være Aarsag. I Christiansand har Øster-Risøer vundet henimod 26000 Rigsdaler, og Mandal noget over 2000 Rdlr. Derimod har Chri- stiansand tabt omtrent 5200 Rdlr., Arendal over 12400 Rdlr., og Flekkefiord over 2300 Rdlr. Aggerhuus Stift har tabt med Sverrig over 25000 Rdlr.; med Dantzig 76040 Rd. 48 Sk.; med Kønigsberg 53202 Rdlr. 64 Sk., paa begge Steder fornemmelig for Korn, og intet derimod ført til disse tvende Stæder; med Lybek 7403 Rdlr. 83 Sk.; med Rusland 4750 Rdlr. 60 Sk.; med Altona over 38700 Rdlr.; med det Fyrstelige Holsten 6160 Rdlr. 32 Skill.; med Wismar 140 Rdlr.; med Holland 24500 Rdlr., hvilket nok meest kommer af Yppighed, og hvilken Artikel er betydelig, da didhen er bleven ført for 124108 Rdlr. 35 Sk.; med Frankerige henimod 54000 Rdlr., meest for Vine og Brændevine; med Portugal omtrent 14500 Rdlr.; med Spanien 3682 Rdlr. 48 Skill., og intet didhen ført. Derimod haver det vun-

39

39

det 118456 Rdlr, 41 Sk. fra Engelland, og det aleene paa Bord, hvilket viser, hvor vigtigt et Land Engelland er for dette Stift, saa og, hvor vigtig en Handel Bordene ere for det. Skulde derfore Skovene engang med Tiden blive udhugne, eller Bord-Prisen og Søgningen formeget formindskes, da vilde det være ude med dette Stift, med mindre Kornavlingen kunde imedens noget forbedres, nye Næringsveis opfindes; og Yppighed indskrænkes. I den anseelige Udførsel til Holland har Foldals Kobber-Værk ei liden Deel. Christiansand har vundet med Engelland noget over 37000 Rdlr, og med Holland næsten 15000 Rdlr.; derimod tabt 268 Rd. med Frankerige, 3903 Rdlr. 15 Sk. med Portugal, og 3572 Rdlr. 8 Sk. paa Middelhavet; ligeledes 304 Rdlr. 24 Skill, med Sverrig, 24065 Rdlr. med Dantzig, 15836 Rdlr. 36 Sk. med Kønigsberg, paa begge Stæder for Kornvare; 435 Rdlr. 75 Skill, med Lybek, 7700 Rdlr. 71 Sk. med Rusland, 1773 Rdlr. 22 Sk. med Altona, og 208 Rdlr. med det Fyrstelige Holsten, uden at føre noget til bemeldte Lande og Stæder igien. I Bergens Stigt har Bergens Bye indført for 367669 Rdlr. 55 Sk., og udført for 668304 Rdlr. 5 Sk.; altsaa

40

40

er Bergens Handel, i Henseende til Udførselen, dobbelt saa stor som Kiøbenhavns, og dens Handel langt fordeelagtigere, eller rettere, fordeelagtig, og Kiøbenhavns ufordeelagtig, Stavanger har indført for 29085 Rd. 9 Sk., og udført for 27456 Rdlr. 70 Skill. Dette Stift har vundet med Sverrig omtrent 11800 Rdlr., med Lybek 13500 Rdlr., med Altona etc. 35000 Rdlr., med Wismar 10500 Rdlr., med Frankerige 1500 Rdlr., med Spanien 861 Rdlr., med Holland 291420 Rdlr. 69 Sk., og paa Middelhavet 42700 Rdlr. Derimod tabt med Dantzig 64000 Rdlr., med Kønigsberg 25500 Rdlr., med Rusland 52800 Rdlr., med det Fyrstelige Holsten 740 Rdlr., med Engelland 2100 Rdlr., og med Portugal 2700 Rdlr. I Tronhiems Stigt har Tronhiems Bye indført for 214001 Rdlr. 74 Sk., og udført for 108416 Rdlr. 42 Skill.; altsaa er denne Byes Fornødenheder og Yppighed størst af de Norske Byer; dog erstattes ei aleene dette Tab ved Kobberet, men der vindes endog, naar det medberegnes. Christiansand har indført for 33390 Rdlr. 87 Sk., og udført for 87369 Rdlr. 10 Skill., hvilken Udførsel kommer af Stor-Silden. Molde har indført for 7607

41

41

Rdlr. 24 Sk., og udført for 11313 Rdlr. Dette Stigt har vundet med Engelland 68800 Rdlr., og med Spanien 28860 Rdlr. Derimod tabt med Sverrig 1980 Rdlr., med Dantzig 20400 Rigsdaler, med Königsberg 27100 Rdlr., med Rusland 27500 Rdlr., med Altona 24400 Rdlr., med Wismar 4580 Rdlr., med Holland 10300 Rdlr., med Frankerige 16500 Rdlr., og med Portugal 16750 Rdlr. Det eneste Tab skeer ved Korn og Salt.

Saaledes staaer det til, mine kiere Landsmænd, med vor udenlandske Handel, og er det deraf klart, at Dannemark fortærer hvad Norge fortiener. Dersom man nu og vidste, hvad der ved Snighandel føres ud og ind af Landet, da kunde man giøre Beregningen over vort Tab og Gevinst desto sikrere. Saa meget er vist, at endskiønt Helsingøer udfører adskilligt paa denne Maade, og de flere Skæder i Riget venteligen ogsaa, saa er det dog bekla- geligen alt for vist, at der føres langt meere ind, hvortil den høie Told fornemmelig er Aar- fag. Naar betænkes, hvilken græsselig Mængde af fremmed Tøi, der slides overalt i de Danske Landskaber, hvilken uhørlig Mængde af Caffe,

42

42 der fortæres, og hvor lidet der dog angives, at nu forbigaae fleere saadanne Poster, da troer jeg, at man ei sætter for meget, om man antager, at Dannemark fører aarligen for 2 Tønder Guld meere ind end ud. Hvad Norge derimod angaaer, da holder jeg for, at det snarere vinder paa denne Maade, i det mindste, at det holder Ligevægten; thi Friderichshald og flere Byer have vundet utroligen derved; dog er Gevinsten nu meget mindre. Den Mængde af Betientere, som de Norske Toldforpagtere holder, og den Kundskab de have om alle mue- lige Maader at snige ind paa, hindrer og, at Snighandelen kan langt fra ei være saa stor i Norge, som i Dannemark. Dersom saadan Handel blev meest ført med udgaaende Vare, da synets Kongen vel ved første øjekast at tabe, men Landet vandt dog, og han altsaa virkeligen med. For at giøre en rigtig Beregning over vort Tab, maae og Renterne af vor store Giæld komme i Betragtning. Indeværende Aar 1771 udgives den udenlandske Giæld kun for at være 7 Millioner. Men i Aaret 1768 har den vist været 10. Da nu heraf aarligen gaaet 5 pro Cento, saa beløbe disse Renter sig til Tønder Guld. Altsaa bliver vort Tab 1768, for Dannemark 686155 Rdlr. 88

43

43

Sk., ved Snighandel 2 Tønder Guld, ved Renter 3 1/2, tilsammen 12 Tønder Guld 36155 Rdlr. 88 Sk., foruden hvad vi tabe ved vore Vexler, som maa løbe til noget anseeligt, og ved vore Bancosædler. Vor Gevinst bliver derimod for Norge 476085 Rdlr. 8 Sk., for det Slesvigste 22012 Rdlr. 85 Sk, for Holsten 40024 Rigsdaler 14 Sk. Tolden i Sundet kan omtrent have indbragt 250000 Rdlr., og Kongsberg Sølv-Værk lige saa meget. Altsaa beløber vor Gevinst sig til 1038122 Rdlr. 11 Skill., og følgeligen bliver vor reene Tab 190033 Rdlr. 77 Sk.

Hvorledes det staaer til med vor Skibsfart, kan sees af følgende Efterretning, at udi Aaret 1767 havde Kiøbenhavn 236 Skibe, Dragøe 87, som dog kun alle vare smaa, Helsingør 9, Kiøge 2, Corsøer 13, Schielschør 7, Rørvig ingen, Callundborg 11, Karrebeksminde ingen, Wordingborg 4, Præstøe 4, Samsøe 12, Stege 6, Bornholm 21, Nyborg 14, Odense 27, Kierteminde 11, Assens 1, Faaborg 21, Svendborg 34, Middelfart 5, Bogense 3, Rudkiøbing 14, Naschov 17, Nyested 8, Draxminde 3, Bandholm 12, Nyekiøbing 11, Stubbekiøbing 2, Aarhuus 30, Horsens 18, Randers

44

44

19, Grenaa 8, Ebbeltoft 8, Hadsund 17, Ribe 9, Colding 3, Fridericia 4, Weyle 1, Warde 9, Ringkiøbing 3, List ingen, Aalborg 50, Thisted 26, Fladstrand 5, Hiøring 8, Skagen 5, Læssøe ingen. Udi Norge havde Friderichshald 13, Friderichstad 6, Moss 11, Sand 6, Christiania 7, Drammen 24, Tønsberg 48, Holmestrand 17, Laurvig 20, Langesund 34, Kragerøe 16, Øster-Risør 53, Arendal 71, Christiansand 32, Mandal 16, Flekkefiord 40, Bergen 54, Stavanger 35, Tronhiem 67, Christiansund 14, Molde 10. Udi Fyrstendømmene havde Altona 59, Hadersleben 9, Flensborg 119, Sønderborg 97, Norborg 2, Bredstedt 1, Tøndern 11, Tønningen 8, Fri- derichstadt 9, Slesvig 3, Cappeln 50, Eckernførde 34, Apenrade 63, Femern 38, Husum 10, Wyck 20, Erreskiøbing 31, Marstal 30, Rensborg 6, Heiligenhaven 17, Glückstadt 14, St. Margarethe 7, Brockdorf 3. Heraf sees, at Dannemark, foruden Kiøbenhavn, har 582 Skibe, og med den 818; Norge 594, og Fyrstendømmene 641. Disse Skibes Drægtighed beløber sig for Kiøbenhavn til 11843 1/2 Commerce Læst, for det øvrige Dannemark til 8297, for Norge til 25394, og for Altona aleene til 4239. Men for

45

45

Fyrstendømmene er mig ei bekiendt. Kiøbenhavn har 2495 indskrevne Matroser, det øvrige Danmark 2382, Norge 4100, Fyr- stendommene 2738, og Altona 574, tilsammen 12789. Men i dette Antal Skibe og Matroser ere ei beregnede de smaa Baade, som fare imellem de Danske Øer, og de Fartøier, som bruges til Fiskerierne, saavel i Danmark som i Norge, hvilke i Bergens og Tronhiems Stifter beløbe sig vel til 250, og ere rigeligen besatte med 1500 Matroser. Altona haver og fleere Skibe og Matroser, thi her ere kun anførte de, som fare paa Middelhavet; da de øvrige Skibe næsten holde 1000 Matroser i Farten. Desuden lønner og Kongen i Kiøbenhavn til Holmens og Flodens Tieneste omtrent 5000 Matroser. Dersom man paa en vis Kant vil betragte Kongens Lande, da kan Vigtigheden af Dannemark ansees for 29, af Norge for 11, af det Slesvigske 8 1/4, af Holsten 5 1/2, af Oldenborg og Delmenhorst 2 3/4, og af de Vestindiske Colonier 1 3/4.

Jeg har siden kommet over, at 1763 er bleven indført til Norge for 691655 Rdlr. 40 Sk., og udført for 722741 Rdlr. 62 Sk., og desuden Kobber udført 145947

46

46

Rdlr. 38 Sk.; 1764 indført 1605014 Rdlr. 22 Sk., og udført 1612441 Rdlr., og Kobber udført 163191 Rdlr. 10 Skill.; 1765 indført 2116974 Rdlr. 54 Sk., og udført 1677678 Rdlr. 48 Sk., og Kobber udført 529338 Rdlr. 75 Sk.; og 1766 indført 1560486 Rdlr. 15 Sk., og udført 1356667 Rigsdaler 25 Skill., og Kobber 473683 Rdlr. 30 Sk. Til Slesvig og Holsten er 1763 indført for 595126 Rdlr. 54 Sk., og udført 444916 Rdlr. 50 Sk., og af de indførte igien udført for 36081 Rdlr. 4 Sk.; 1764 indført 437202 Rdlr. 44 Sk., udført 627006 Rdlr. 15 Sk., og af de indførte paa nye udført 167590 Rdlr. 18 Sk.; 1765 indført 582013 Rdlr. 24 Sk., og udført 75542 9Rdlr: 5 Sk., og desuden 33678 Rdlr.; og 1766 indført 531022 Rdlr. 42 Sk., og udført 842451 Rdlr. 18 Sk., og desuden 38760 Rdlr. 36 Sk.

Efter en vis Forhold bør Siellands Vig- tighed ansees for 16 3/4; Møens 1/4; Fyens 2 3/4; Lollands 3/4; Falsters 1/2; Jyllands 6 1/4; Bornholms 1/8; Islands 1/8; Aggershuus Stift 4 1/2; Christiansands 1 3/4; Bergens 2; Tronhiems 2 1/4; Sauger 1/8, Kobber-Værkers 1/4.

Pag. 16. For Brandholm læs Bandholm.

47

        

48

        

1

Anmærkninger over

Kompagniets Handel

paa Island,

skrevne

af

Islandophilus.

Første Hæfte.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Brødrene Berling.

2

Indhold 1ste Post, om Punderten.

2. Gildingen. 3. Klipfisk-Virkningen. 4. nye Indretning ved Fiskeriet, 5. den nye opsendte Taxt. 6. Pulsmændene.

7. Fabriqven

3

Vi har med Rette til alle Tider anseet Island, som et betydeligt ForraadsKammer, hvis Forbedring og Ved- ligeholdelse bliver saa meget mere vigtigt for os som de Vare, vi hente derfra ere nødvendige. I den Henseende ere mange Bekostninger anvendte; den sidste af vor allernaadigste Konge opsendte Commission viiser endnu tydeligere, at den Omsorg, han bær for sine Undersaatter i Almindelighed, strækker sig og til Island, som det Lem paa Statens Legeme, der kunde bidrage meget til de øvriges Vedligeholdelse, naar det engang selv var sat i Stand. Vi fattes heller ikke paa dem, som ved Skrifter har søgt at give Oplysning om en Deel af de

4

4

Mangler, som trykke Folket, giort nye Forslag til bedre Indretninger. I Henseende til de første veed jeg ikke, om Islænderne har meest Aarsag at frygte eller haabe; men hos de sidste finder jeg ikke saadanne Forslag, som i en Hast eller lettelig kan iværksættes til Beste for dette forarmede Folk. En i lang Tid grasserende Faare-Pest, som endnu for nærværende Tiid efterlader de bedrøveligste Spoer, har sat Landet i en ynkværdig Tilstand. Derimod har Algodheden fra en anden Side ladet dem nyde Frugten af sin Forsorg, saasom deres Vande i nogle Aar har været velsignede med en over- flødig Mængde Fiske, der, som jeg troer hartad er i Stand til at bøde paa den Mangel, som trykker Land-Bonden, naar den til Indbyggernes Fordeel retteligen blev anbragt. Men hvormeget heri fattes, hvor mange store Feil der indsniger sig ved Compagniets Handel paa Island, har en lang Erfarenhed lært mig at indsee, hvilke jeg i dette nærværende Skrift har troet mig forbunden til at legge for Dagen; Hverken skal Hyklerie drive min Pen til Folkets Udsuelse, ikke heller vil jeg stride for Landets Opkomst til Compagniets Undergang.

5

5

Jeg ønsker Forandringer, thi de ere nødvendige, men saadanne, som kan bestaae tilligemed Landets og Compagniets sande Fordeele; det er de, som uden at giøre Skaar i Compagniets lovlige Indkomster, kan forskaffe den Fattige al den Frugt, som hans Sveed og Arbeide, der ofte er blandet med de største LivsFarer, giver ham Ret til at fordre. Men jeg vil komme nærmere til mit Forsæt, og viise Stykkeviis de Forandringer, som ere nødvendige, og Maaden paa hvilken de best kan skee til Handelens og Landets Opkomst.

Om Punderten.

Først har man Aarsag at undre over, hvorfor Island mere end alle andre Steder, hvor Fiskehandelen drives, skal nægtes vedbørlig Balance og Skaalevægt, der saavel til den Sælgendes, som Kiøbendes Sikkerhed kan bruges uden Mistanke om nogen af Parternes Forurettelse. Derimod naar Ober eller UnderKiøbmanden ved den Islandske Handel bruger efter gammel Praxin den saa kaldede Pundert eller Bismer, hvis Indretning er saa ubestemt,

6

6

at saasnart Fisken, som skal indveyes fra Almuen, ey gaaer liige op udi Førings-Tallet, det er hvert ti Pund, maae Resten tages paa Gisning eller Slump, da viiser tydelig den daglige Erfarenhed hvormeget ont den har i Følge med sig. Bonden mistænker altiid og disputerer oftest, at man ikke har veyet hans Fisk ret; ja Ivrigheden paa Bondens Side gaaer mangen Gang saavidt, at han griber fat efter Punderten (som er i UnderKiøbmandens Haand til Bestyrelse, for selv igien at efterveye. Kiøbmanden erklærer dette for en Ærerørig Beskyldning, helst under denne Foregivende, at det skeer i den hele Almues Nærværelse; og anseer det paa denne Grund, ey mindre for en aabenbar Tort, end unyttig Tiids Spilde og Ubeqvemhed, da Almuen ved Føyelighed i denne Post vilde komme i en ond Vane Den væsentlige Frugt heraf er endelig denne: Bonden i Almindelighed holder sig for bedragen i Vægten, hvorudover de indbyrdes knurre imod Octroyen og føder daglig meere og meere det ingroede Had til den Danske Nation. For Resten beskylder jeg ingen;

7

7

men spørger ikkun, om man vel i slig Forfatning tør love sig al Oprigtighed paa Kiøbmandens Side; i det mindste kan ingen nægte, at det jo giver al for megen Anledning til og Formodning om Forurettelse, da en Kiøbmand formedelst den slette Skilsmisse i Vægten næppe kan undgaae Forseelse; enten maa han fraveye sig selv, eller ved at sætte sig selv i Sikkerhed, fornærme Bonden; en redelig vil derfore ansee en bedre Indretning for en stoer Lykke, og i Henseende til den Ureedelige har man alletider Aarsag at frygte for Ordsproget: Leylighed giør Tyve. Islænderen er endelig ved Vanen bragt derhen, at han troer sig ingen Ret efter Loven til at bemægtige sig Punderten til Efterveyning, og skal han have den, medfører det dog megen Uleylighed og unyttig Strid. For at undgaae alt dette, holder jeg for nødven- digt at Island saavel som andre Stæder med vedbørlig Balance og Skaalvægt samt tilhørige Lodder fra 5 Lisp. til 1 Punds Størrelse uopholdeligen forsynes og, ved Allernaadigst Befalning strængeligen tilholdes at bruge den. Jeg seer ikke heller at den-

8

8

ne Forandring har imod sig den ringeste Indvending at befrygte; thi den er ikke bygget paa Bekostninger, paa ingen Umuelighed og ingen onde Følger.

Om Gildingen.

Den efter gammel Praxin brugelig saa kaldede Gilding eller Slumpregning paa Blød- fisken, som leveres til Handelen, gaaer endrm vissere ud paa at fornærme Bonden; og som Punderten i Henseende til Kiøbmanden er uefterrettelig, saa er Gildingen ikke min- dre; en brav og ærlig Mand anseer Bon- dens og sin egen Sikkerhed for lige vigtige Pligter, af hvilke han dog ikke kan opfylde den ene, uden at overtræde den anden, og Blod-Iglen slipper ikke af Hænderne den Ley- lighed, han finder for sig til at udsue sin Broder, førend enten denne ikke har meere at mætte hans Begierlighed med, eller han selv er færdig at sprække; min Meening er derfore den samme, som om Punderten: Begge ere skadelige; begge bør afskaffes. Bondens leverede Blødfisk bør ligesom Tør-

9

9

fisken veyes fra ham med Skaale-Vægt; en Kongelig Middel-Priis bør ansættes for samme. Jeg troer, det var billigt, om Islænderen, ligesom det skeer i Finmarken, betales for sin Blødfisk pr. Vog eller 36 Skaalpund 16 Skilling Dansk, der udgiør for en Vett, eller 80 Pund Netto 35 5/9 Sk.; men i Henseende til Landets egen bru- gelige Beregnings-Maade i Fiske-Tal bør samme ansættes saa meget mindre nemlig 15 Fiske pr. Bett. Intet er lettere end at giøre saadan Indretning, den er billig, lover de største Fordeele, og vil blive nødvendig til Landets Opkomst. Under! at en retsindig og vel oplyst Direction ey for længe siden har anmærket saadan en Forandring som høystnødvendig, der ville give Bonden en utroelig større Villighed, Lyst og Fyrighed til at drive og besørge Fiskeriet, hvorpaa ingen tvivler, der kiender lidet til Landets tilligemed Folkets Tilstand og Tænke- maade. Men jeg vil komme nærmere til Sagen og oplyse min Paastand ved følgende Anmærkninger.

10

10 1.) Handelen kan ikke ansætte Fiskenes Pris efter dens Værdie saadan, som den tages op, og leveres fra Søen, men efter dens Anseende til Tørfisk; derfore naar den leveres frisk, maae den nødvendig skat- teres i Blinde; den Skade, som flyder heraf for en af Parterne, er uundgaaelig; thi ingen har endnu ved den længste Erfarenhed bragt det dertil, at han kan bedømme en Fisk i dens raae Natur, hvad samme, naar den bliver tør, kan veye, eller i Prisen ansættes til. En anden Uvished paa Kiøbmandens Side reyser sig af luften og det forskiellige Værligt, der har paa den bløde Fisk saa stor Indflydelse, at naar det paa nogle Dage tillige falder i fugtigt Vær- ligt, tager den Skimmel til sig, staaer Fare for at blive suur, ja en stor Deel raadner bort. Imod alle disse farlige Mueligheder maae derfor en Kiøbmand see sig sikker i den første Annammelse. Enten skeer det ved en Kongelig ansat Middel-Priis, eller det maa komme an paa Kiøbmandens gode Samvittighed og hvad han finder for got; i sidste Henseende er det Gilding, der egent-

11

11

lig bestaaer i 2de Slags Anslaaende, først til Tallet: hvormange ugilde Fiske, der kan udgiøre en Gild, og andet, hvor høyt disse for gildtagne kan beregnes i Tørfisk; er nu en Kiøbmand retsindet forstaaer det sig selv at han best er fornøyet med en Kongelig Taxt, thi skeer det ved Gilding, gaaer ri- meligviis Egen-Sikkerhed for Bondens Tab, skiøndt Kiøbmanden ikke vil være en Udsuer, og vil han i den Fald handle efter en Angestfuld Samvittighed, er han ikke længere Kiøbmand.

2) Bondens Tab og Misfornøyelse er den visseste og nærmeste Frugt af Gildingen; dette gaaer saaledes til: Den fattige Fiskemand, som om Morgenen Klokken 4 udroede fra sit Huus og til Fiskgrunden 2 a 3 Miile Vey bort, kommer om Aftenen 5 a 6 Slet tilbage med en Fangst af 20 til 30 Fiske; og efterat han til sin arme Hustrue og mange Børns Nødtør