? Philobergus Plan til en almindelig Pleie-Anstalt i Bergen udi Norge.

Plan til

en almindelig

Pleie-Anstalt

i Bergen udi Norge.

BERGEN, trykt hos K. M. privil. Bogtrykkeri, Hinrich Dedechen.

2

        

3

Bergens nærværende ynkværdige Tilstand giver hertil Anledning. Hvo kand afmale og beskrive den med de virkelige sande Omstændigheder, saaledes, som den gives udi alle Stænder? Hvor ubehagelig skulle den ikke blive at læse, naar den kunde udføres saa, som man føler den ! En kunde ikke føre i Pennen, hvad alle Stænder lider, den ene Stand yderligere frem for den anden. Derfor maatte En i hver Stand fremføre sin Stands Lidenskaber, ei allene de almindelige, men og de særdeles enkle, om de kunde alle vides; men umueligt! Derfore maa de ikke ventes her at blive anførte. Enhver i sin Vei og Stand føler sine Trængsler og Gienvordigheder. Lad den

4

formuende Stand tale; saa skal der høres i Almindelighed en Jammer-Klage, ligesom deres Formue er ude i visse Veie og Grene. Er det Rentenerere: hvor usikre staae deres Penge! Tabes der ikke paa Capitaler, naar Husene sælges for halve, ja mindre Værdie? Hvor mange kand faae Renter? Hvad svares Pandthaverne? nu dristigen, nu redeligen: Der er Eders Pant; giør Eder det saa nyttig, som I best veed og kand! Mange Huse findes ilde medhandlede; og naar saaledes Pandthaveren nødes at modtage; hvor skal han blive af med sit Pant, naar ingen Kiøber gives? Maa det ikke saaledes staae hen tillukt, eller leies bortpaa Lykke og Fromme, indtil en uforventende Kiøber kommer, hvis Bud er ham til Skade; men maa dog heller vælge mindre end større Skade, og dog være uvis paa Renters Erboldelse? Er der formuende Kiøbmænd: hvem skal de sikker sælge til? Creditter gives den ene Tid efter den anden; tilsidst maa der standses. Her vil haves Penge, ingen gives. Her udpantes, her sælges det Udpantede, hvorfor ingen Penge faaes, men igien om- gaaes paa samme Maade. I Mangel heraf, maa oppebies den redelige Betalers

5

Tid og Leilighed. Formindskes ikke saa- ledes den Formuendes Stands Vilkaar og Formue? Dette fæle Stød føler jo og vore offentlige Stiftelser.

Lad Middel-Standen tale; mon ikke deres Tilstand ere haardere, end de forriges? Alt hvad de har eiet, skal de finde at være forsvunden. Har Endeel noget tilbage; saa har de Aarsag at frygte, at det vil blive yderligere, naar det Over- blevne skal bruges til Understøtning og Livs Ophold. Er det Kiøbmænd, som lever af Credit, og vil vedligeholde Handelen; saa maa de og igien kreditere, men paa uvissere Fødder. Den staaer sig vel, der kand handle og tuske Varer mod Varer; men hvor mange gives heraf? Er det Haandværksmænd: er de ikke næsten alle paa Knæerne? som man siger. Hvor saa er det ikke, som kand sige at have Arbeide? Er det Høkere: bliver ikke deres Vilkaar endnu slettere? Naar man allene seer hen til hvem de skal sælge og creditere, mon det ikke bliver Armod og Fattigdom? Her kommer vi til den belydlige Sag, som her egentlig skal blive handlet, nemlig vor Almue, dm gemene Mands

6

ynkværdigste Tilstand. Her maa man blødes og røres over at gaae ind i denne yderste Gienvordighed, men heller spørge: Hvoraf og hvorledes denne Stand lever udi disse misserable Tider? Svaret kand ei andet blive, end at de lever allene af Almisse og af Tiggerie, og paa den allerhaardeste og sletteste Maade, som den Y- derste Hungers Nød kand drive Mennesket til, ja virkelig creperer allerede af Mangel paa Livs Ophold, som efter troværdig Indberetning skal være tvende Mennesker arriveret. Er ikke da Bergens nu værende Tilstand ynkværdig, og Bergen allerynkværdigst at beklage?

Aarsagen, hvoraf denne almindelige Jammer og Elendighed reiser sig, bliver ufeilbar ei allene den i Europa næsten almindelige dyre Tid paa Levnets Midler, som Bergen føler i høi Grad, men og særdeles den aarlige Mislingelse af Fiskerierne, som er for Bergen den betydeligste Post i deres Nærings Veie, hvortil kommer endnu de aarlige svære Contributioner, nu frem for tilforn; den saa ofte paa hinanden over Bergen gangne Giæst, Ildebrand; de i Bergen ilde anlagde kostba

7

re Entrepriser; Handelens slette Orden og Arrangement; Pengemangel; men i sær den ved Batterie opdragne store Hob af Mennesker, hvis Lige neppe findes, hvorover man maa gyse og grues for at høre, mere at see daglig for vore Dørre, som nu helst i denne vedvarende Kulde maa lide med Hungers Nødde allerfæleste Piin-sler. Min GUd! hvor maa ikke Haarene reise sig paa Hovedet over det grusomme Syn og den fæle Lyd, vi daglig maa høre og see langs Gaderne! GUd give os dog engang Raad, Ævne og Middel at forekomme og afværge dette store Onde, som Bergen svømmer udi! Her mangler ikke paa Kongelige Anstalter; her mangler ikke paa Øvrighedens Velvillighed og Ivrighed at hemme samme; her mangler ikke paa Indvaanernes Redebonhed, i at yde efter Ævne; Kierlighed, Goddædighed og Eenighed er her vel til sin høisttrængende Næste; derpaa mangler man ikke Exempler; desforuden gives her aarligen en stor Sum Fattig-Penge, foruden de store Contributioner, som paa saa mange! Maader betales for den Fattige, hvortil maa regnes de daglige Haandskillinger og Uddelinger paa adskillige Maader; Men Maa-

8

den, Maaden allene mangler os; derpaa kommer det an; deri hænger all vor Ulykke og disse ulyksalige Omstændigheder.

Er det den rette Maade, at give Fattige Penge i Hænde? Jeg mener Nei, Hvorledes anvender de fleste Fattige slige Almisse-Penge? Maaskee sig selv og de Ydende til dobbelt Skade. Jeg vil ikke med min Pen fornærme noget Menneske med min gode Villie; det være langt fra; Langt mindre min fattige trængende Næste og Medborger. I den Stand findes, som i alle Stænder, mange slette Gemytter, og maaskee ofte mest deraf i den Stand. Men der gives og mange gode, som kand anvende Penge vel, med Overlæg til sig, og sin Givers store Nytte. Hvo kiender dem ud iblandt saa stor Flok? Umueligt! Kand ikke en om Gaden gaaende Tigger samle sig endeel Skillinger om Dagen?

De Ydende veed ikke af hverandre. Alle omløbende Staadere seer misserabel ud udvortes; de klager og beder ynkelig; og dog kand der være de iblandt, der ofte kand have mere end Giveren. Er ikke Ober-Commissionen for de Fattiges Væsen uskyldig, naar ingen Almisse gives, uden troværdige

9

Mænds Attest? Og hvad kand Ober-Coinmissionen giøre videre paa den Maade, som det nu er, end at uddele Almisse til de værdigste angivne Lemmer? Sat I Eder selv i de Herrers Sted, om I kunde giøre det bedre; Jeg mener Nei. Men jeg er mod Pengers Uddeling; Jeg siger: At Almisse-Penge føder Fattige, nemlig, at Forældre med Børn opmuntres ved Penge-Almisse; de Fattiges Antal derved aldrig formindskes, men heller daglig forøges, og formeres utrolig. Mine Tanker, mit Raad og min Maade skulle være denne, nemlig: At Fattige gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, om det kunde lade sig giøre. Dette overlader jeg til bedre Indsigtsfulde, og Retdømmendes retskafne Eftertanke. Jeg vil gierne frafalde, naar bedre Maade overbevises mig. I Mangel deraf, vedbliver jeg min Sats: At alle Fattige i Almindelighed gives Mad, Drikke, ja Klæder og Brænde, i Steden for Penge; I Særdeleshed de Huus-Arme og Sengeliggende varm. Mad til sit svage Legemes Pleie og Forfriskning, som vore gamle Forfædre haver lært os; og de friske fattige Lemmer passelig Mad med passelig Arbeide tit sit sunde

10

Legems Vedligeholdelse, hvortil for de sidste maa gives passelig Straf eller Belønning.

Nu mangler Manden, hvorfra Bekostningen skal komme, og hvorledes dette store betydelige Værk skal foretages og vedligeholdes, uden at skade eller paabyrde Indvaanerne i Bergen mere end hidtil er skeed. Jeg tilstaaer, at det er mere end een Mands Gierning; men jeg troer og, at det er Alles Skyldighed at vise al muelig Tieneste. I det faste Haab, om all Beredvillighed og beste Bedømmenhed, underkaster jeg min Veltænkende Meening under det retskiønnende Publici Censur, og derpaa fortfarer at forklare min Meening. Manden, hvorfra Bekostningen skal komme til at underholde de Fattige Mad, i Steden for at give Penge, og hvorledes dette skal sættes i Værk, bliver allene denne Sang min Sag at udføre.

Til Bekostningen er jeg ikke af den Tanke, at den tvungne Lignings-Maade skulle følges, men at frivillige Gaver i Penge skulle modtages af enhver, ligesom enhver ved aarlig Omgang ville antegne

11

sig for. Dernæst skulle jeg haabe og troe, at enhver retskaffen dydig Siel ved alle givne Leiligheder, af Forsynets Frelst fra Fare og af dets utemmelige Velsignelser til all Lykke og Velgaaende, kunde tænke paa sin trængende Næste, enten i Penge eller i Varer, efter sin Ævne og de ham trofne Omstændigheder; enten med eller uden hans Navn, efter hvers Behag. Endelig var der roesværdigt, om et allene offentlige Steder, men og enhver i sine Huse havde Spare-Bøsser, for at erindre enhver ved alle givne Leiligheder at tænke paa den Fattiges Tarv og Beste; og, naar man er i Samlinger og nyder et Gode frem for dem, der da kunde ydes efter Godbefindende, hvortil maatte støde alt det, som til de Fattige ere henlagde, og om Frugten heraf blev høstet, ville maaskee dydige Siæle legere noget til de Fattige efter sin Tid. Hvortil skulle udvælges visse redelige og retskafne Mænd, hvis Drivefiær skulle allene være Ære og Kierlighed for de Fattige; og saaledes en udi hver Sogn, der skulle forestaae Incassario- nen. Hvorledes det skal sættes i Værk @Behandlings-Maaden ved Pleie Anstalten, hvorledes de Fattige skal mættes og be-

12

spises, bliver best, synes mig, at visse Huser, hvis Beboere ere dydlge, redelige og Veltænkende Venner, og Velyndere og Velgiørere af Fattige, skulle anmodes og overlades under publiqve Byrders Fritagelse til at paatage sig denne ærefulde Møye, og det udi visse Districter af Byen, hvor de Fattige findes i en Circumference, hvorfra der skulle daglig uddeles Mad og Brød, som saaledes skulle begyndes fra de allerusleste Huus-Arme; hvilke Velsignelser, kand være herligere og sødere end disse! Denne Pleie-Anstalts fuldkomne Behandling, dens Tilstand, saavel dens Indtægt, som Udgift, bør maanedlig, ja ugentlig blive offentlig bekiendtgiort i Trykken, at enbver dydelskende Siel kand see sine rundelige Gaver blive viiseligst uddelet til Güds Ære, sin trængende Næstes beste Nytte, og sin egen store Glæde.

Disse foromtalte, nemlig Fattig-Forstanderne, der skulle have med Incassationen og Annammelsen af Penge og Varer, med Leverancen af det oppebaarne og indkiøbte af Mad-Varer til Spise-Værterne, som igien skulle daglig uddele Portions-

13

viis af Mad og Brød tit de fattige Huus- Arme for det første, men siden, om det kand tilveiebringes, til alle nødtrængende Siele: Disse, hver for sig, saavel Forstanderne, som Spise-Værterne udi et hvert Kirke-Sogn, skulle staae under Sognets Pleie-Commission, der skulle besstaae af Sogne-Præsten, en af Capellanerne, en brav Borger-Mand af hver Rode, som aarlig skulle vælges af Rodens Beboere, og en af Sognets Chirurgi aarlig, hvis Skriver skulle være enten Klokkeren, eller og Skoleholderen paa Sognets fattige Skole; og dens Bud Kirke-Tieneren.

Disse Sogne-Pleie-Commissioner skulle igien staae under en almindelig PleieCommission, som skulle sættes af Stiftamtmanden, Biskoppen, Magistraten, Stads-Physicus, Rector og StadsHauptmanden, hvis Skriver skulle være Kirke-Skriveren, og Budet RaadstueTienerne.

Her er mine ringe velmeente Tanker; Resten maa enhver Fornuftig slutte sig til, hvad enhvers Bestillinger vil blive. Min Hensigt er, at enhver Indvaaner kand ha-

14

ve sine Hænder deri med, bruge sine Tanker, og anvende sin Ævne og Formue til fælles Nytte og Gavn; thi hvad vil der vel siges med den Borgermand af hver Rode, som skulle og burde vælges til at sidde i Sognets Pleie-Commission, andet, end at den Rodes Beboer, som selv har udvalgt ham som Deputeret, kunde omgaaes og gaae ham igien til Haande, saa- vel i Henseende til det ydende, som til det nydende Partie? Er det ikke overeensstemmende med Pleie-Anstaltens Natur! og Væsen? Pleie-Anstaltens yderligere og ypperligere Hensigt har vi læset fra Kiøbenhavn, hvor vor Allernaadigste Konge derved bliver den allerstørste Konge; thi hvad kand være høinødvendigere for vort fartige Land, end at tænke paa at pleie vore Huus-Arme, skrøbelige Fattige, og vore ubesørgede fattige friske Lemmer? Ulyksalige Land! hvor Hænderne hænger og slænger! Men derimod lyksaligt, hvor Hænderne gaaer, og Lemmerne trives ved Arbeide! Lad da vor paatænkende PleieAnstalt bære den Store Autors høipriselige Navn, til et uforgiængeligt Æreminde for vor Velsignede. Landets Fader, den Store, den Gode og den Viise Christian.

15

Hvad hører og seer vi allerede i disse Dage? At vor retfærdige Øvrighed har foranstaltet Collectering, at Meel og Penge kand uddeles; visselig til høist Nødlidende, af Hunger og Svaghed bestædde Fattige. En høit priselig Anstalt! Hvor overflødig viser sig den frivillige Goddædighed iblandt os! Hvad Tak og Velsignelser vil ikke enhver hungrig Siel af Hiertet sende det allerhøieste og mægtigste Væsen!

Velsignede Medborgere! giver, faa skal Eder rigelig igien gives.

Philobergus.

16