? En kort Samtale, hvorudi viises at Overdaadighed fornemmelig er Aarsag til endeel Borgeres ubillige og alt for store Klagemaal over svære Skatter og Byrder. Samt bevises at de Geistlige bærer lige Byrder med deres Medborgere. Holden imellem Demas og Theophilus, begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

En kort Samtale,

hvorudi viises at

Overdaadighed

fornemmelig er Aarsag til endeel

Borgeres ubillige og alt for store Klagemaal over svære Skatter og Byrder.

Samt bevises

at de Geistlige

bærer lige Byrder

med deres Medborgere.

Holden imellem

Demas og Theophilus,

begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Demas og Theophilus.

Demas, der gaaer en Eftermiddag i et smukt Vejr ud for at tage frisk Luft, og bliver staaende strax ved Theophili Huus, ej agtpaagivende, at Theophilus stod i Gadedøren, begynder at tale med sig selv saaledes:

Demas.

Jeg kan ret ærgre mig over de Præster og de samtlige Geistlige, der skal være forskaanede for de tunge og svære Byrder, der trykker os andre, blot for nogle gamle og forslidte Privilegia, de beraaabe sig paa, og som de muelig i de chatolske Tiider, da Verden ej var saa oplyst, som nu, paa een eller anden Slags Maade kan have tilvendt sig, og især kan det meest ærgre mig, at de har Medhold af adskillige. Der boer en Mand i dette Huns, her næst ved, navnlig Theophilus, en skinhellig Mand, som jeg vel er nødt til for een

4

4

anden Aarsage Skyld at holde mig inde med, da han har laant mig en Summa Penge, som jeg vel naar det skulde forlanges, kunde betale, men da jeg ikkun giver ham 4 pr. Cento, siden Obligationen var udad, da ingen maatte i Følge Kongel, allernaadigst udgangne Forordning, som nu er ophæved, tage meer, og jeg af samme Kapital i min Handel profiterer 20 a 30 Rdlr. pr. Cento, vil jeg gierne beholde dem, og derfore tier, saa længe han tier; men sandt at sige, hans skinhellige Væsen staaer mig ei and, sant nok, jeg veed intet, hverken i Ord eller Gierning noget at sætte ud paa ham, men han holder altid med de Geistlige, hvorfore vi aldrig har været tilsammen, uden vi har raget i et Slags Dispytte med hinanden, især da han altid har noget at sige og dadle paa mig og mine Venner, der aldrig ere eller kan blive enige med ham, og de saa, der ere ligesindede med ham; men see! staaer han ei der i Gadedøren, har han hørt hvad jeg har staaet fagte at tale med mig selv, er jeg viis paa, vi kommer i Dispytte, jeg skal sætte et Forsøg paa, om han og har hørt hvad jeg har talet med mig selv; thi jeg er vis paa, han ei dølger, hvad han har hørt, da han altid, saa vidt jeg har fornum- met, uden Forbeholdenhed siger, hvad han meener. Hans Tienere, kiere Theophile! I er ikke feig; thi jeg stod just nu og talede med mig selv om Eder, og de svare Skatter og Byrder

5

5

os i disse knappe Penge-Tider ere paalagde, hvorfor be Geistlige ere befriede.

Theophilus.

Jeg er hans Tienere igien, kiere Demas! jeg har hørt ei allene hvad I har talt, saa vel om de Geistlige, som og om mig, mens hører endogsaa daglig at Eders Venner raisonnerer i samme Tone, endskiønt jeg er, og altid har været aflangt andre Tanker, og er af den uforgribelige Meening, at vi, som Borgere, har til Dato ikke saa stor Aarsag til at klage over saa store Byrder og Tyngder, da de andre Stænder, saavel Militair som Geistlige, ikke ere forskaanede, gid allene Fornødenheden ei udfordrede, at de bleve sværere, men især har vi ei Aarsag at misunde vore Lærere eller Kierkens Betientere deres Friheder, naar vi ikkun ret vidste at skikke os i Tiden, og havde nogen retskaffen Kierlighed til dem, der undeviiser os i Ordet.

Demas.

Jeg tænkte det vel, Theophile! at I var af andre Tanker end jeg og Eders Medborgere, og er det forgieves at vente Eder, og dem, som ere sindede med Eder, at være enige med os. I er en Borgere her i Byen saavel som jeg, men vi seer Eder aldrig i vores Laug og Selskab, uden vi af øvrigheden i en eller anden Sag indkaldes, og Eders Tænkemaade er altid og for det meste imod vores. Frænde er

6

6

Frænde værst, den ene Borger burde dog holde med den anden, saa giør de i de andre Stænder, især maa jeg forundre mig over, at I siger: Vi ikke har saa stor Aarsag, hverken til saa meget at klage over de Skatter og Byrder os paalegges, eller til at misunde de Geistlige deres Frieheder; burde ikke de, saavelsom vi bære Byrden, og bør ikke det ene Lem liide, saavel som de andre. Hvad synes Eder?

Theophilus.

I har Ret, Demas! at den ene Borgere bør bære Byrden med den anden, men I farer vild, troer I ei, at de Geistlige bærer ligesaa store Byrder, som vi, endskiønt de ei klynker saa meget, som mange blant os. Behag at trine ind i mit Huus, saa vil jeg gierne give Eder mine Tanker tilkiende, dog med Forord: 1). At Sagen imellem os bliver afhandlet uden Bitterhed. 2). At I siger mig, hvorudi de os saa utaalelige Byrder, som I klager over, bestaaer, og hvorudi de Geistlige, uandseete deres Privilegia, ikke bærer med os lige Byrder.

Demas.

I spørger mig, Theophile! som Pilatus om Sandhed, og taler som een, der var fremmed i Israel. Er Eder da ubevidst den Extra- Skat, vi maa betale for hver Person i vores Huse, der er 12 Aar og derover. Føler I ei

7

7

den stærke Indqvarterings-Skat. der udarmer os, hvad vi i Skat maa efter Ligning give for de Fattige og Uformuende, som vi desuden maa forsørge. Jeg er hverken blant de Rigeste eller Fattigste, men jeg slipper intet Aar ringere end imod 100 Rdlr., naar jeg til de Extraordinaire legger de ordinaire Skatter og Byens Onera. Veed I ikke dernæst, at de Geistlige, og an- dre Kongelige Betientere, siden Embeds-Skatten blev paalagt, har været frie for at betale for de Uformuende? At de Geistlige altid har været frie for Indqvartering og de øvrige By- ens Onera, som vi alt maa erlægge. Spørsmaal, har vi da ei nok, og bærer da Geistligheden lige Byrder med os?

Theophilus.

Det er mig meget vel bekiendt, hvad I anfører, angaaende de os allernaadigst paalag- re Skatter. Jeg maa ligesaavel som I erlegge de samme, føle Byrden saavelsom I, men kan derfor ikke holde med, at vi endnu har Aarsag til saa meget at beklage os, hvilket jeg formoder i Enfoldighed at kunde gotgiøre, men da I paa engang fremsetter 2de Ting til at besvare, 1). Eders formeentlige billige Aarsag til Eders store Klagemaal, over de svære Byrder, vi i disse Tider ved Skatter og Indqvarteringer maa bære. 2). At Geistligheden ikke skulde bære lige Byrder med os, da de ere vore Medborgere. Da, paa

8

8

det jeg kan være ordentlig, vil jeg svare Eder efter min ringe Indsigt og enfoldige Tanker saa- ledes, som mit Hierte oprigtig meener, og jeg er overbeviist om, paa et hvert Stykker Sær- deleshed, og da

1), paa Eders Klagemaal over de formeentlige alt for store og svære Byrder.

Jeg tilstaaer Eder, Demas! vi maa vel nu erlegge de Skatter, og bære de Byrder, vore Forfædre ikke have vidst af, men de har og i deres Tid følet deres, og mange da klaget saa- vel som nu: Enhver Tid kan have sin Besværlighed, og enhver tænkt eller tænker at have levet, og lever i de besværligste, maa- skee vore Efterkommere vil prise os, som nu klage, lykkelige frem for dem, ligesom vi prise vore Forfædre lykkeligere end os. Naar jeg sætter forud, som enhver sand Christen bør giø- re, at enhver bør betale hvad han er skyldig, vi ingen bør bedrage, at ingen der har Gudsfrygt og Redelighed for Øine, og vil leve og døe en ærlig Mand, bør, naar dertil er den al- lerminste Mulighed, lade nogen Creditor klage over Forliis, nogen sukke over Fornærmelse, nogen sige, vi ere Bedragere; naar vi vil bevare et ærligt Navn og Rygte, ikke giøre andet, end det vi vil hændes og have; naar jeg sætter forud, at vi vide at Landet er i Gieid, Gielden er stor, Landets Gield er vores Gield,

9

9

den vi efter yderste Evne bør contribuere til at afbetale, ligesaavel som vor particulaire Gield, som vi selv har giort, og der saa meget mere, som Landet til vor Sikkerhed, vor Fred og vores Beste er bragt i Gield. Kiere De- mas! hvorledes kan da Gielden betales, uden vor fromme Landets Fader maa paalegge Un- dersaatterne en og anden Skat, det er, paaleg- ge dem at betale, det de som Landets Børn, og paa Landets Vegne ere blevne skyldige, og som det er dem muelig efter yderste Evne al komme afstæd. Høster man det Gode i gode Tider, saa bør man og taale Byrder, naar Tiderne ere trange, og jo før saadan Gield kan blive afbetalt, desto bedre er og bliver det os, vore Børn og Efterkommere. Troe mig, Demas! at vores milde og naadige Konge, der anseer sine Undersaattere som Børn, der søger Ære i Kierlighed til Fædrenelandet, der har et Hierte, ømmere end Asan eller Menes, ikke uden høieste Fornødenhed, ikke uden med største Øm- hed, og de ømmeste Følelser har seet sig nødsaget til at paalegge os de allerede paalagte Skatter. Den maatte være blind, som ei kan see, at Kongen, i Henseende til egen Kasse, contribuerer hvad ham af samme er muelig, han indskrænker sin Hofstat i højeste Grad, han fo- regaaer sine Undersaattere i Sparsommelighed, han renoncerer endog saa paa de Ting, man tilforn har anseet som brilliante ved et Hof, gid

10

10

Undersaatterne vilde herudi følge saa høipriselig et Exempel, og Syrachs Ord opfyldes hos os: Som Regenten i en Stad, saa ere alle Ind- byggerne derudi. Nu Skatterne ere for- nødne, skal Landets Gield betales, og vores Monark giør alt hvad han kan, for at naae dette Øiemærke; men Eders Klagemaal, Demas! er ubillig, og den Byrde I krymper Eder ved, giør I selv besværlig. Vi ere jo ei andet end Borgere, hvo siger Borgere skal leve som Grever, og Grever som Fyrster, hvo har sagt man hver Dag skal leve herlig og i Glæde? Seer til Eders Huus, betragt Eders Huusholdning, Eders Levemaade, med uparti- ske Øine? See om nogen Ting tilkendegiver en tom Kasse, eller at 100 Rdlrs. aarlig Udgift skulde trykke saa farlig meget. Eder Huus er sat i den hærligste Stand udvendig og indvendig, Betrækkene kostbare, enten af Silke eller smukke Malerier; Møblerne, saasom Speile, Comoder, Stole etc. saa prægtige og dyrebare, at de kunde staae i en Ministers Gemak, og hertil haves Penge. Eders Levemaade er ei mindre anseelig; Eders Kiøre- og Ridetøi kostbar, og hertil mangler I ikke Penge. Et eneste Giestebud, af de mange I aarlig holder, der bestaaer af 12, 18 a 20 Personer, 8, 10 a 12 Retter Mad, røde, hvide og desaire Viine i Overflødighed, koster Eder ligesaa meget næsten, som et heelt, eller

11

11

i det minste halvt eller fierdingaars Skat, og hertil har I Penge. Selv klæder I Eder, Eders Hustrue og Børn i Fløiel og Silke, og saaledes som ingen Hofdame, ingen Cavalier, ingen Frøken eller Junker skulde skamme sig ved, og hertil har I Penge nok; men skal Skatter udgives, da er der Klage over al Klage. Sandelig, Demas! jeg vil ei tale om saadan Overdaadighed er syndig, men den er og daarlig, allerhelst da Pengemangelen virkelig er stor, almindelig, saa at den ene ei kan redde den anden, læs herom det patriotiske Ma- gazin, den snilde Patriots indstændigste Be- giering om en udførlig Plan til at forekomme Overdaadighed og Pragt, No. 23, 24. item hans tankefulde Forslag i sørgeløse Tide, No. 26, og endelig om Pengemangelens Aarsager og visse Midler derimod, No. 34, 35. Gud kan og redde af den Nød; Flittighed, Maa- delighed og Sparsommelighed kan raade meget Bod derpaa. Lad Kiødslyst, Øienslyst og Livets Overdaadighed viises i Landflygtighed, Følg vores vise og store Konges store Exempel! Indskrænk tarvelig Eders Oeconomie! lev borgerlig! afkort en halv Snees af Eders over- flødige Giestebuder om Aaret! drik mindre Vin! gaae selv, og lad Eders Fruentimmer gaae tarveligere klæd! brug Møbler, der mere ac- corderer med Borger- end Herrestand. Sæt Tæringen efter Næringen. Naturen er

12

nøiet med lidet. I skal da neppe have saa stor Aarsag til de mange Klagemaal over de Eder paalagde Skatter. Jeg vilde ret ønske, at iblant de mange høipriselige Forordninger vores Konge udgiver, der og maatte komme en Oeconomie Forordning, der indskrænkede under Mulct den store Overdaadighed veed Giestebuder, at enhver Vært, der (Bryllupper og særdeles Soleniteter except.) havde meer end 6 a 8 Fremmede til Giest, skulde mulcteres for hver Person noget vist, og det Politie, som saae igiennem Fingre dermed, straffes paa det haardeste. Det var iligemaade ønskelig at der kunde udfindes en Maade til, at den Overdaadighed, der i Klædedragt og Mobilier har taget saa sterk Overhaand, noget kunde indskrænkes. Af alt hvad jeg har læst, har jeg ei læst noget saa rimelig, saa naturlig, saa fornuftig, saa bestemt, som det Forstag den Indsigtsfulde Philocosmus giver herimod, ved Fastsættelse af Kornprisen, og Consumptions Forhøielse paa de Ting, der til Livets Ophold ei ere saa absolute fornødne, men henhører mere til Overdaadighed. Jeg dømmer allene efter mine Tanker som en enfoldig Borgere. Lad dem, der har Lejlighed dertil, bruge saa kostbare Klæder de vil, saa smukke Mobilier, der kan giøres, men lad det altsammen være af Landets Fabriqver, og af hvad der i Rigerne forarbeides. Vi har selv ganske gode Sager, men bliver for-

13

13

medelst den overmaade Lyst og Begierlighed man har til alt det, der er fremmed og kommer Udenlands fra, liggende usolgt. Det er ikke smukt og got nok, har man ei Klæder efter den franske Mode; Gust paa Maden fra franske Kokke. Speile, Stole, Sænge etc. fra Engeland. Kort, er det ei Udenlands fra, duer det ikke.

Lyst og Attraae —

Demas.

Holt Theophile! det er ei saa meget for den store Lyst og Attraae til det Udenlandske, for saa vidt der er Udenlandsk, at man saa meget begierer det, men fornemmelig, fordi det er bedre, det er at faae ringere, det er ulige smukkere, og hvo vil ei have for mindre penge nettere og bedre Arbeide?

Theophilus.

Hvorvidt det holder Stik, at udcnlanske Sager kan være smukkere og bedre, kan staae der hen. Det strider dog imod Ordsproget: Enhver tykkes vel om sit. Ofte er det blotte Indbildninger og forudfattede Meeninger hos de fleste, ofte er det blot Ambition, at fordi min Naboe har sine Klæder og Møbler udenlands fra, saa heder det, det er Skam, jeg og ikke har det, jeg er ligesaa god, som han, det er Skam, at have det ringere, mindre, anderledes; den ene vil være med, og som den anden, enten han kan eller ikke, han vil kiøre nogle Aar, skiønt han kunde gaae,

14

14

om han og skal gaae, naar han bliver ældre, da han kunde behøve al kiøre, jeg vil sige: Han vil leve i Overflødighed i Ungdoms og Mandoms Alder, om han endog skal betle naar han bliver gammel. Men dette veed jeg, at de Klæder jeg og mine forbruger i mit Huus, ere ganske gode, skiønt de ere Kiø- benhavnske, indenlandske og hiemmegiorde. Er det ei got og forsvarligt Klæde I her seer i den- ne Klædning, jeg har paa, hvad har I paa den at sige? den er baade fin nok og smuk nok efter min Stand. Det Stykke lærret, I der seer, er arbeidet i mit Huus, og alt hvad min Kone og Bern forbruger, er for det meste National, ligesaa er det og med alle mine Møbler, der alle her ere forarbejdede, undtagen disse Speile, jeg har faaet fra Kiøbenhavn. Jeg er saa ambitieus, eller om I vil kalde det ca- pricieus, at, da jeg er en Normand, og min Hustrue dansk, jeg ei fordrrager andet end nor- ske og danske Sager, som kan faaes. — —.

Demas.

Ja, jeg nægter ikke Theophile! det kan være smukt nok for Indenlandsk at være, men det vi faae fra Engeland eller Frankerige er dog meget smukkere, ligesom og vores eget unægtelig er dyrere end det, vi faae fra disse eller andre fremmede Steder.

15

15

Theohpilus.

Det ved jeg ikke, Demas! om det er dy- rere, naar Omkostninger af Fragt og Told rig- tig bliver erlagt og indberegnet; men sæt! det og var noget dyrere, saa bliver dog Pengene i Landet, og kan det ei være smukt nok for os, som ei ere andet end Borgere, allerhelst da det giør os den samme reele Tjeneste, ja jeg tør sige meer. Vi gjorde viisere, at vi lode os nøie med maadeliqe og ei alt for mange Møbler, endogsaa af Indenlandske, naar de vare for kostbare; thi betænk Demas! hvor stor Kapital ved en ulykkelig Ildebrand hensmelter ei allene i Møbler, hvor stor en Summa tager ei en Kiøbmand derved fra sin Handel, og naar han ved samme kunde profitere 20 a 30 pro Cento, saa koster jo disse Ting ham, meest blot allene for at see paa og giøre sig stor af, saa mange pro Cenro Aarlig; og naar nu dette med me- re skal anskaffes, udfordres Penge, og giør, at man klager over svære Tider og store Byrder. Ere vi da ei selv, og vore Vaniteter Aar- sag til vore Klagemaal?

Demas.

Men skal vi da, Theophile! som ere fødde af fornemme Kiøbmandsfolk, bedre opdragne og vandte end ordinaire Haandværksfolk og Daglønnnere, ei have noget forud for dem, der dog ei giver os meget efter, hvad Stads-Kræ- senhed angaaer. Jeg var for nylig Fadder til

16

16

min Skomagers Barn, hvor vi med Kaffe og Chocholade bleve tracterede, hvor efter et Bord blev frembragt med 8 Confectur Tallerkener garnerede, her var to Slags Aqvaviter, en riig Ponce, endskiønt jeg veed, at de til det altsammen laanede hver Skilling. Lad saadanne Folk bruge de Klæder her fabriqveres, og de Møbler her giøres; men vi som fornemmere, kunde vel tillades at have udenlandske Sager, som dog, (jeg vedbliver min Sats,) ere smukkere og ei kostbarere; thi Fragten har vi ved vore egne Skibs frie, og det skulde være meget, skulde vi ei kunde faae saadanne Bagateller indpracticerede, uden at give Told deraf. Mine Skippere har mange hemmelige Giemmer i mine Skibe, som ingen Toldbetient veed af, og om der end aldrig var, saa har jeg en fortræffelig Guld-Tinctur, der kan giøre disse Seende blinde.

Theophilus

Jeg tilstaaer Eder, min Ven! at de fleste af vore Haandverksfolk ere yppige og tillige fattige, hofmodige, men tillige Staadere, og vil giøre der med de beste og Formuende; men det skeer dog ei i Almindelighed, uden ved visse Lejligheder, som til Brylluper, Barsler og Liigbegiengelser, hvilke de giør over Formue, og Spørsmaal: Om vi og kan laste dem saa meget, at de vil leve, som de beste Kiøbmænd, naar disse igien vil leve som Grever? Vi farer

17

17

alle vilde; enhver bør leve efter sin Stand og Formue, sine Indkomme og Næring, og hvad der gaaer over, er daarligt, og saa meget meer, naar man skal laane Penge til at udføre sin Hovmod og Overdaad med Det kunde vel heller ei regnes saa meget til Last eller Skade, om man og fik fremmede udenlandske Sager, naar man kunde give Vare for Vare, og Pengene blive i Landet; men det holder jeg aldeles striidig, baa- de imod Loven og Samvittigheden noget ufor- toldet at indsnige. Man bør give den Told som bør Told, og roser og fornøier man sig end ved at faa slige Vare frie indpracticerede, holder det for en Kiøbmands Pligt, og deres offentlige Troes-Bekiendelse, den de ei dølger: Jeg har indsniget og skal indsnige saa længe jeg lever. Det er Forpagterne, og ei Kongen der lider derved; saa vil det dog engang, naar Samvittigheden vogner, blive den Vedkommende til en ulidelig Besvær. Kort sagt, Demas! jeg holder for, en reen og uskad Samvittighed er bedre end al Verdens Herlighed og alle jordiske Fordele. Men vore Tiders Tænkemaade er nu langt anderledes, kan man allene giøre en Coup, føde sin Hovmod og Vellyst, sin Pragt og Overdaadighed. Da bort Gudsfrygt, Religion, Samvittighed, Chri- stendom, og alle Christendommens Pligter, og de som ei agte disse Ting, ere i Stand til at begaae alle Uordentligheder. De, som ei frygte

18

18

Gud, troer jeg ei heller ærer Kongen og Kon- gelige Love, Gudsfrygt er den ene og rene Kilde til al sand Lyksalighed. Det Land, det Huus, det Menneske, hos hvilken den ei findes, er ulyksalig. Lad Spottere og Fritænkere sige og tænke hvad de vil, Tiden, og om ei Tiden, da vil Evigheden engang overbeviise dem her om, da de engang vil komme til, men forsildig, at erkiende deres Daarlighed, tilstaae de Gudfrygtiges Lyksalighed, som de tilforn har rediculeret og spottet, og tale til hverandre med Anger, og sukke af Aands Angest, og sige: "Denne var den, som vi havde før til Latter og til et spottelig Ordsprog. Vi Daa rer holdte hans Levned for Galenskab, og hans Endeligt at være skammeligt, hvor le- des er han regnet iblant Guds Børn, og hans Arv iblant de Hellige? Sandelig, vi have faret vild fra Sandheds Vei, og Ret- færdigheds Lys skinnede ei for os, og Ret- færdigheds Sol oprandt ei for os, Vi gik af idel vrange og fordærvelige Veie, og van- drede igiennem Ørkener, som ikke vare Gan- ge udi, men vi kiendte ikke Herrens Vei. Hvad gavnede os Hovmod? og hvad hialp os Rigdoom med Overdaadighed? Alle de Ting ere farne bort som en Skygge, og som et fremløbende Budskab etc. etc." Ja Demas! jeg seer nok I leer af min Tale, men jeg veed tillige alt for vel, at saadan Tale er for en

19

46

Daare som en Latter, og at Daarers Daarlighed bliver Daarlighed, saa længe de ei søge Visdommen, som er kommen her over ned.

Demas.

Kiere Theophile! I viger nu langt fra vores Sag, og Eders Prædiken kommer ei ved den Materie, vi har at ventilere. Men da jeg har hørt Eders Tanker angaaende det almindelige Klagemaal over de svære Byrder, der paaligger os. Og I meener, at vi ei havde stor Aarsag til Klagemaal, var vores Levemaade ei saa overdaadig, og om enhver i sin Grand og efter sine Indkomme indskrænkede noget; men lad mig tillige høre, hvorledes I vil procedere de Geistliges Sag, og bevise, at de, uanseede deres Privilegier, dog bærer lige Byrder med os.

Theophilus.

Jeg vil tiene Eder, kiære Demas! og da gotgiøre

2). at de Geistlige bærer lige Byrder med os.

I kan da vel ikke nægte, at de Geistlige, saa vel som vi, betaler den saa kaldede Dalers Skat, eller 1 Rdlr. af hver Person i deres Huus, der er over 12 Aar, ligesaa lidet kan I nægte, at de betaler Embeds-Skat, som i de to første Aar var 10 pro Cento af deres Indkomme, og meer end civile Betientere i samme Aaringer, som

20

20

dog nu vores allernaadigste Monark har formildet, i det de ere giorde lige med de Betientere, der har lige Indkomme med dem; nu dette ere saa aabenbare Sandheder, I ei kan nægte, men vær forsikkret, at foruden de Skatter, de saaledes efter deres allerunderdanigste Pligt, og med villige Hierter erlægger, maa de ligesom skatte af alle deres mange øvrige Forrætninger, af hver en Trolovelse, Brudevielse, Liig, Barnedaab, Høitids-Offer, Præste-Rettighed, og kort sagt, af alle deres Indkomme, som aar- lig Aars bliver ringere, da de fleste decorteres af slige Forretningers Betalning en 1/4 en 3die, ja Halvdeelen af hvad de sædvanlig tilforne ha- ver givet. Jeg tilstaaer Tiderne ere vanskelige, og Pengetrang trænger til alle i Almindelighed, føles paa de beste Contoirer, følgelig maa de Ringere føle samme saa meget mere, da de skal have deres Fortjeneste af Fornemmere, men dette veed jeg og, at naar en Haandværksmand eller Dagarbeidere, der hos Præsten skal betale for et Liig eller anden Forretning, giver for For- retningen 24, 15 a 12 skl., sparer han ei 3 a 4 Rdlr. til Brendeviin og andre Tractementer. I kiender vores Præst, saavelsom jeg, og I, og ingen kan udsætte noget, hverken paa hans Levned eller Lærdom, I veed desuden, at han er en troværdig og sandrue Mand. Jeg nægter ikke, han er min Ven, da jeg altid har elsket og æret dem, der har været mine Præster,

21

21

ligesom jeg og har med denne mangen en fornøie- lig Time, ved en og anden kort gudelig Af- handling; han har hellig forsikkret mig, at han saaledes decourteres af alle Forretninger, at han maae giøre mange for slet intet, og naar han regner efter Communicanternes Tal, har ei Hoitids-Offer af den 10de Deel af den ge- meene Mand, saa at han har forsikkret, at naar han fik 6 skl. af hver Communicant, hver Høitid, kunde og vilde han gierne giøre de fleste af de ørige Forretninger for lidet eller intet; i Henseende til dem, hvis Omstændigheder ere maa- delige, og som indcommederes endogsaa af de Mindste Udgifter, ligeledes har han forsikkret, at meer end den tredie Deel bliver ude med de- res Præste-Rettighed, paaskyldende, at de Skatter er Aarsag derudi; men jeg bliver ved min Meening: Overdaadighed og slet Huusholdning er fornemmelig Skyld derudi. Disse ere de største Debitorer i vores Land, og derfor billig burde erlegge de største Dele af Skatterne. Jeg beder Eder, kiere Demas! for Guds Skyld betænk, hvad skal nu en Præst giøre? ved Lov og Rettergang at inddrive sine Indkomme vil han ikke, og kan ei føre over sit Hierte, og giorde han det, blev han udraabt for gierrig, ubarmhjertig, ugudelig. At nægte Forretninger, Barnedaab, Jordspaakastelse, Brudeviielse, Trolovelse m. m., tør han ikke under sit Embedes Fortabelse, han maa tie og

22

22

lide. Sandelig, en Præst bærer ei allene Byr- den med andre, mens endogsaa for andre; thi hvad især den gemeene Mand giver i Skat, de- courterer de, saa vidt de kan, af Præstens Indkomme i Høitids-Offer og Betalning for Ministerielle Forretninger, da de anseer disse Ind- komme som et Gratiale, der dependerer af dem selv, saa de efter eget Behag kan give noget, lidet eller intet, hvilket mig er sagt af en værdig Lærere paa Landet, at Bønderne nøie iagttager samme Substraction. Set nu, kiere Demas! en Præst har 10 a 12 Personer i sit Huus over 12 Aar, hans Indkomme er and- sat efter de forrige Aaringers Beregning til 500 Rdlr., har Formands Enke i Kaldet at pensionere til, maa han da ei give i Skat:

1. Af 12 Personer a 1 Rdlr. er - 12 Rdlr.

2. Af Embedets Indkomster 10 pr.

Cento. er - - - 50

3. Til hans Formands Enke, jeg

sætter allene - - 30

A. Akademie-Skat 4 a 5 Rdlr. jeg

setter allene - - 4

5. Til Byens Fattige - - 12

At jeg ei skal tale om meget mere,

som Consumption og andre godvillige Gaver til Trængende.

Saa udgiør jo denne Summa 108 Rdlr.

23

23

Og har vores Præst forsikkret, han ei noget Aar har sluppet med 116 til 120 Rdlr. Hvad synes Eder nu, kiere Demas! er nu ei Præsternes Byrder de samme som vores, og fast meer i Comparation med Indtægterne, ja imod mange dobbelt saa store; thi gives af 500 Rdlrs. Indkomster 100 Rdlr., det er en femte Deel, hvad Udgift kom der da ei paa os og dem, der har 1000de, ja 1500 Rdlrs. aarlige Fordeele og Indkomster, da Lighed i Udgift billig bør proportioneres efter Lighed i Indtægt. Læs den oprigtige og snille Philodanum, og see der af hans ligesaa fornuftige, som rene Tanker i denne Sag; jeg kiender ham ei, men har glædet mig ved, at han har skrevet Sandhed imod en ubillig Philopatreias, den I dog har rost og troet mere end en Evangelist, endskiønt en Halvfeende tydelig og kort nok seer hans alt for store Had og Bitterhed imod de Geistlige.

Demas.

I er for haard Theophile! i Eders Beskyldninger, men er det saa som I siger, hvoraf kommer det da, at saa mange af Præsterne ere rige og formuende Mænd, fede og Velhol- dige? thi af 500 Rdlrs. Indkomster, med Decouet af 100 Rdlrs. Udgift, skal man ei, naar man har en Huusholdning af 12 a 14 Personer oplegge mange Kapitaler eller tillegge sig megen Fedme. Jeg veed hvorvidt jeg kan strække

24

24

det med 1000 Rdlr. om Aaret, og er glad, naar samme kan strække til.

Theophilus.

Hvad Præsternes Rigdom angaaer, troer jeg ei den er i Almindelighed saa stor, som den ofte udraabes for, da en Præst, som rigtig be- taler enhver, hvad han er skyldig, og saaledes indretter sin Oeconomie, at han kan komme ud, og ei behøver at laane, siges strax at være riig, og jeg setter, en Mand efter en Snees Aars Tieneste kan ved en tarvelig Levemaade have op- lagt et Tusende Rdlr. eller To, var det da saa farlig meget? men det heder strax, at han eier 8 a 1000de Rdlr. Men i Almindelighed seer vi efter de fleste Præsters Død, at deres største Rigdom bestaaer i endeel Bøger, en fat- tig Enke med mange uopdragne Børn; thi for det øvrige er det vel, naar Effecterne kan til Gieldens Betalning være tilstrækkelige, som dog af Gazetterne for det meste er at see, ikke kan tilstrække, da det gemeenlig heeder: Ar Stervboed ikke formaaer at udstæde de ordentlige Proclamata for Retterne, ja vores Tugthuus skal ei rose sig meget af den 1ste pro Cento der faaer af hvad der arves efter de Geistlige, og om en eller anden Præst efterlader sig noget, og man undersøger, hvor samme er kommen fra, da erfarer man, at det enten er arvet, eller ved Giftermaal indbragt, kort sagt, der er efter mine Tanker umuelig, at en

25

25

Præst eller anden Embedsmand, der er retsindig, kan uden ved Arv eller Giftermaal, allerhelst naar han sidder med en stor Familie, blot allene af sit Embede, oplegge sig nogen Kapital. Hvad Eders Tale om deres Fedme angaaer, da synes mig Demas! at samme er saa stiklende, at jeg ei gider svare et Ord derpaa. Er der ei i enhver Stand fede Mennesker, og jeg troer i den geistlige et mindre Antal i Proportion af andre Stænder; det er desuden ei altid Overflø- dighed i Mad og Drikke, der contribuerer til et Menneskes Fedme; thi vi mærke ofte paa mange Fede, at de ei spise eller drikke saa meget, som de mavre; en god Constitution, daglig Mo- tion, Reiser og saadant mere, kan hos de Geist- lige være Aarsag til deres Trivelse. Vel nægter jeg ikke, i hvor stor Præfte-Ven jeg er, at der jo og kan findes blant dem de, hvis Fedme kan deriveres af Overflødighed i Mad og Drikke, Ladhed og Søvn; men at tillægge samme den hele Stand, er Uret, over alt saa er ei deres dem tillagde Fedme noget Beviis paa deres store Indkomme; thi skulde der være et Beviis paa Rigdom og store Indkomster, da var Edward Bright, som boer i Weltkug- len, og som ei eier meer end det han staaer og gaaer udi, den rigeste Mand, og maatte have de største Indkomme i Byen, da vel 9 Personer, som jeg, kan rømmes i hans Kiole. Men naar I, Demas! saaledes taler, saa er Eders

26

26

Tale et Beviis imod Eder paa Eders onde Hier- telaug til dem. Dog! jeg kan tænke, I raisonerer som Eders Venner, i hvis Øine Præster ere Torne, og som gierne ønskede der aldrig var en retskaffen Præstemand til.

Demas.

Nei, Theophile! saa vidt gaaer dog ei mine Tanker og Ønske, De kunde nok være til, naar de ville lade mig og mine Venner i Roe, uden at de altid i private og publiqve Taler skal laste og fordømme os og vore Gierninger. Jeg kan ikke nægte, jeg forgangen ærgrede mig meget over Hr. Jacob, der for kort siden med rene Ord sagde: ”Vel an nu I Ri- ge! græder og hyler over Eders Elændighe- der som komme over Eder, Eders Rigdom er raadned og Eders Klæder ere mølædne, Eders Guld og Sølv er forrusted, og deres Rust skal være Eder til Vidnesbyrd og æde Eders Kiød som en Ild, I have samlet lig gende Fæe i de sidste Dage. See Arbeider nes Løn, som høstede Eders Land, som blev forholden af Eder, skriger, og Høstfolkenes meget Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren. I levede kræseligen paa Jorden, og vare vellystige: I fødde Eders Hiertet, som paa en Slagtedag. I for dømte, I dræbte den Retfærdige, han staaer Eder ikke imod." Hr. Paul var ei finere,

27

17

der sidste Søndag udtrykkelig havde mit Navn paa Prædikestolen og sagde: "Demas fik Kier- lighed til den nærværende Verden." Han kalder os aabenbare naar vi høre derpaa, nu for Saducæer, nu Epicuræer, nu Naturalister, Athister, og jeg veed ikke alt. Og Kiere! hvad Got udrette de gode Mænd her- med? eller hvad Tieneste giøre de i Staten?

Theophilus.

Eders Tale, Demas! indbefatter saa me- get at Tiden ei tillader samme vedbørlig at besvare. I siger at kunde fordrage præsterne, naar de vilde lade Eder og Eders Venner i Roe. Der er at sige, naar de ei vilde være retskafne, naar de ei vilde røre Eders Samvittigheder, lade Eder, imod deres Embeds Pligter, sove i Eders gode Søvn, i Eders kiødelige Sikkerhed, velte Eder i Eders skidne Søle, sye Puder under Eders Arme, hykle for Eder og ei sige Sandhed, prædike som Ørene kløe, kort sagt, med Koldsindighed og indifference see Eder gaae til Fordømmelsen. Men Spørsmaal, kan de, tør eller bør. de tie til aabenbare Laster? Medfører ei deres Embede, som Christi Tienere, at sige Sandhed, er det ei deres Pllgt, om muelig, at redde Eder og Eders som Brande af Ilden, at frælse Siæls, som vil døe, og føre vildfarende paa rette Veie? Skal de derfore lastes? Skal

28

28

de ansees for Fiender, fordi de forkynde Sand, beder, der veilede til Salighed? og om de tiede, om de ei talede det de bør, hvad Straf havde de da ei at vente, og hvorledes skulde de frelse deres egne Siele? Det heder jo af Herren selv: ”Naar jeg siger til den Ugudelige, du skal visseligen døe, og du ikke paaminder ham, og siger det ikke til at paaminde den Ugudelige at vare sig fra den ugudelige Vei, at holde ham

i Live, da skal den samme Ugudelige døe i sin Misgierning, men jeg vil kræve hans Blod

af din Haand; men du, naar du paaminder en Ugudelig, og han ikke omvender sig fra sin Ugudelighed, og fra sin ugudelige Vei, da skal han døe i sin Misgierning; men du, du

friede din Siel." At I synes Hr. Jacob og Hr. Paul har aabenbare Haft Eder paa Prædikestolen, er et Tegn til, Eders Sam- vittighed har fundet sig rørt, Eders Byld trykket, og de prædiker Guds sande Ord, der trænger igiennem, indtil det adskiller sande Siæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og dømmer over Hiertets Tanker og Sind. I siger endelig: Hvad Got de (sc. Præsterne,) udrette, og hvad Tieneste de giøre L Staten. Til det første maa jeg svare, at der vel er sant, at det synes i disse fordervede Tider, at de lidet eller intet udrette, da Religion og Christendom nu ei mere er en Hovedsag, man giør sig en Ære af at spotte, man Holder Gudsdyrkelse for

29

29

en Latter, ja de retsindige Lærere beklager det selv, men jeg troer dog ganske vist, Demas! at der endnu findes i Skiul de Knæe, der ei har bøier sig for Baal; de Hænder, der opløftes i Hellighed til Gud; de Hierter, der ere aldeles Gud opofrede, og muelig for disse saa Retfærdiges Skyld indeholder endnu Gud sin Vredes Bue, og ikke skyder til, for deres Skyld muelig, skaanes endnu Verden for total Undergang. Hvad det sidste angaaer: Hvad Tieneste de giøre i Staten. Derpaa vil jeg ei andet svare, end henvise Eder til at betænke hvad Tieneste Geistligheden i Aaret 1660 viste Sal. og Høilovlig Ihukommelse Kong Friderich den Tredie, og hans høipriselige Successorer i Re- gieringsn, og til dem der egentlig kan have af- handlet samme Materie; dette vil jeg allene her sige, vare ei Præsternes idelige Taler, Paa- mindelser og Advarsler om den Underdanighed, Hørighed og Lydighed, man er Øvrigheden, Kongen og Kongens Mænd skyldig, og om man allene et Aar skulde aflade at prædike om disse og andre Christendommens Pligter, jeg troer vist, at Verden der er ond, blev langt værre, at der blev i alle Stender et confus Chaos, at Mord, Vold, Uret, Oprør, vilde findes over alt; troe derfore, at Lærestanden ligesaa lidet og mindre kan undværes, som nogen anden Stand. Hin Walders, der vel tog Feil i sine eenfoldige Tanker, om de andre

30

30

Stænder, meente dog han minst kunde und- være Præstestanden, der han sagde: præsta lyt me hae for Seela Skuld, maatta. dvs. Præsterne maa man have for Sielens Skyld, maa man vide. Men det være hvordan det vil, saa har vi efter mine enfoldige Tanker, lige saa liden Aarsag at misunde Præsterne deres Deel, naar vi upartisk vil eftertænke dette, som vi har Aarsag til det alt for store Klagemaal, naar vi vare mindre overdaadige og vellystige, og mere gudfrygtige og flittige, og naar Gudsfrygt ei legges til Grundvold til alle vore Handler, vil de aldrig lykkes og faae Fremgang, hvilket uden Tvivl vores dyrebare Monark indsaae ved hans Regierings Tiltrædelse, som Gud vilde lade blive til evig Velsignelse, da han allernaadigst befalede, at der skulde holdes en Bededag om Lyksalighed til Kongens Regiering, som og blev holt Trinitatis: Søndag den 25 Mai 1766, og til samme blev udvalgt til Text at afhandle Ps. 127, v. 1. Dersom Herren ikke bygger et Huns, da arbeide de forgieves, som bygge der paa, dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaage Vægterne forgieves.

Demas.

Jeg takker Eder, Theophile! at I saa- ledes har aabnet mig Eders Tanker, og end-

31

31

skiønt jeg endnu ei er af Eder fuldkommen overbeviist, saa dog veed jeg, at I har sagt oprigtig hvad I har meent, og som I har begrebet Sagen, meer kan man ei forlange, jeg vil tage samme til nøiere Eftertanke; men det er Tid, at jeg nu gaaer hiem. — Farvel!

Demas.

Paa Hiemveien allene.

Theophilus havde dog ei saa meget Uret i hvad han han har sagt; thi jeg har selv i disse Tider afkortet baade til Høitiderne og ved andre Forretninger noget af det, jeg har været vant til at give Præsterne. Jeg vil desuden og holde et got Bord, daglig drikke et Glas Viin, og have Selskab. Man har jo ikke meeer af Verden. Skulde jeg nu af- sige det, da jeg ellers er en velholden Mand. Nei, Theophile! holt mig det til gode, det vilde koste for meget, at fornægte sig selv i det, jeg altid har været vant til, det vilde koste for meget at indeholde de Lyster, der ved en lang øvelse er bleven til en anden Natur. Kort sagt, det vilde koste for meget, at der af en Demas kan blive en Theo- philus.

32