? Samtale mellem tvende Normænd paa Reisen fra Norge til Kiøbenhavn.

Samtale

mellem

tvende Normænd

paa

Reisen fra Norge til Kiøbenhavn.

Sorøe, 1772.

Trykt i det Ridderl. Akademies Bogtrykkerie, hos Jonas Lindgrens Enke.

2

        

3

Første Samtale.

A. Hvad mener du vel, min Broder, der er Aarsag til den Foragt, eller i det ringeste Ringeagtelse, alt for mange Øvrighedspersoner ere i?

B. Dertil, mener jeg, er mere end een Aarsag. Nemlig: 1) Uduelighed. 2) E- gennyltighed og Partiskhed. 3) For ringe Indkomster. 4) Uanstændigt privat Levnet. 5) Indbyrdes Had, Uenighed, Misundelse og Efterstræbelse imellem Embedsmændene.

4

4

A. Det var vist nok best, naar hver Embedsmand duede til selv at forette det ham betroede Embede. Men forud at faae undersøgt saadan Duelighed er vel ikke altid saa let. At udsætte en Embedsmand, saa- snart han ei befandtes saa duelig, som han burde være, vilde vel og tidt være for Haardt. Enten maatte da til slig Embedsmand gives Pension for at giøre intet, eller ham strax gives en Betjening, hvortil han dog var due- lig. Og denne sidste var vel ikke altid ledig.

B. Den, som i sin Ungdom har lært noget, kan vel, om han ikke alt for gammel kommer til et Embede, snart med Flittighed lære hvad dertil udfordres. Og en saadan kalder jeg ikke uduelig. Om en har Studeringer, om han før har været ved Forretninger, der har Relation til hans Embede, om han er flittig, det kan man dog gierne vide forud. Men mangler dette, kan vel ikke en ansees duelig til et Embede. Da maa man frygte, at hans Befordring dertil skeer mere af private Hensigter, end til al- mindeligt Vel. Under det Navn Embede forstaaer jeg ingen af de saa kaldte hovedløse Betieninger.

5

5 A. Men den, som ei er, eller kan blive duelig til et Embede, kan jo dog lade det forrette ved en anden, som dertil er duelig.

B. Det er sandt; Men er det ikke rart, at en Fremmed, skiønt han derfor vel belønnes, tager sig en Ting saa nær, som den det egentligen anrører? Skal tvende leve af eet Embede, der ikke har des større Indkomster, skeer dit sielden uden Byrde og Skade for det Almindelige. Hvad Fare staaer ikke Embedsmanden tidt, naar den, som styrer hans Embede, ikke er saa redelig, som han burde være, og det saa meget større, som Embedet er vigtigere? Har Embedsmanden Samvittighed, synes mig, han aldrig kan være roelig, da han ikke engang har Forstand til at skiønne, om Embedet forval- tes retteligen eller ei. En Embedsmand, som giør intet, og intet forstaaer at giøre, faaer jo da sin Indkomst for slet intet. Man maatte da troe, saa vil og desværre mangen Embedsmand troe, at Embedet er for deres Skyld, og ikke de for Embedets Skyld. Er Udueligheden saa kiendelig, at hver Mand veed den (og hvor længe kan den vel dølges, om end Fuldmægtigen var beskeden nok til at

6

6

dølge Principalens Uduelighed) kan en saa- dan Embedsmand, hvor anseeligt Embede han end beklæder, aldrig være i Agt og Anseelse.

A. Men, hvorfor nævner du baade Egennyttighed og Partiskhed? Jeg mener det var nok at nævne den sidste; thi hvo viser sig vel partisk, uden Egennytte driver ham dertil?

B. Deri synes mig du feiler, min Broder! der kan vises Partiskhed uden at den er grundet i Egennyttighed. En Embedsmand kan, for Exempel, tilsidesætte sine Embedspligter for Venskabs, for Slægtskabs Skyld, af utidig Frygt enten for den eller den, af ilde anvendt Medlidenhed o. f. v. Giør han det, saa er han jo partisk, men ikke egennyttig. Men den, der i sit Embed for Skienk og Gave, sælger Ære og Samvittighed, den er baade egennyttig og partisk.

A. En egennyttig Embedsmand, tilstaaer jeg, er ei alene uværdig til sit Embede, men endog strafværdig. Dog, saa længe saadan hans Egennyttighed øves i Stilhed

7

7

og med Forsigtighed, kan den ei tilveiebringe nogen Ringeagtelse.

B. Egennyttighed kan vel blive skiult, men kun for en meget kort Tid. En viser sin Egennyttighed saa ublu og aabenbar, at han gierne modtog Stikpenge inden Retten, ifald de bleve ham budne. Denne blev strax foragter og forhadt. En anden oppebærer ingen ulovlig Indkomst, uden under fire Øine, inden lukte Dørre, eller lader sin Kone eller Fuldmægtig indcaffere slige Sportler. Denne kan vel agtes for en redelig Mand, saalænge Folk ere enfoldige nok til at tro sligt at være Husbonden ubekiendt. Men saadant got Rygte vedvarer ikke længe. At hans Behandlinger ere uretfærdige, skinner hver Mand i Øinene. Kan dertil ingen anden Grund findes, maa vist Egennyttighed være det. Meget saa af dem, som have kiøbt sig Ret, tie dermed længe. Nogle ere ublu nok til at sige det offentlig. Andre betro det kun til en eller anden saa kaldet Ven. Paa begge Maader kommer det ud.

A. Men det er dog underligt, at den, som af en Embedsmand har kiøbt sig en ulov

8

8

lig Tieneste, ei lier dermed. Den Kiøbende er jo lige saa lastværdig, som den Sælgende. Maatte han og ikke frygte, at Embedsmanden ved en anden Lejlighed paa ham vilde hevne saadant Vanrygte.

B. Nei, dermed gaaer vel saaledes til: Den, som er uforskammet nok til at ville kiøbe sig Ret, er og skamløs nok til ei der- paa at lægge Dølgsmaal. Frygt for Embedsmandens Hevn har ikke Sted. Den, jeg har kiøbt før, den der har solgt sig til saa mange andre, maa vist nok endnu være til Fals. Embedsmanden, som har en ond Samvittighed, lader, som han veed intet af alt sligt. Er hans Samvittighed brændemærket, trøster han sig med at hans Skielmstykker ei kan ham overbevises. Imidlertid er en saadan Embedsmand i almindelig Foragt, hvormeget man end giør af ham, naar man behøver hans Hielp og Tieneste.

A. Mig synes dog, at den, som tilsidesætter sin Pligt af Egennyttighed, er foragteligere end den, som giør det af de andre Aarsager, du har opregnet; thi der er dog menneskelig Skrøbelighed i det sidste, men en skielmsk Adfærd i det første.

9

B. Mere strafværdig er den Egennyttige, men lige slet Embedsmand er den ellers Par- tiske. Saasnart en efterlader det, han veed at være Embedspligt, er han jo en slet Embedsmand. Ingen slet Embedsmand fortie- ner jo Agtelse.

A. Da Tiden nu er forløben, maa vi tale videre herom ved en anden Samling. Farvel.

B. Farvel, min Broder, lad os snart samles igien.

10

10

Anden Samtale.

A.

Lad os, kiere Broder! begynde, hvor vi slap.

B. En Embedsmand, som ei har anstændigt Udkomme for sig og sine, kan aldrig være agtet, som han bør.

A. Alle fattes ikke anstændigt Udkomme paa een Maade. En kalder det anstændigt Udkomme, naar han har Klæder, hvori han kan gaae uskammet, Bopæl til Fornødenhed, og stikkelig Klæde og Føde for sig og sine. Men en anden forstaaaer det anderledes. En Embedsmand for Ex., som har kiøbt sig en Rang, hvorved han mener sig ophøiet over andre, der i det Virkelige ere mere end han, vil ikke leve som før. Han mener han bør leve efter sin Rang og ikke efter Embedet. Kan han ei det, saa heder det, han mangler anstændigt Udkomme.

11

11

B. Vi vil ikke tale noget herom. Rang og Caracterer ere ikke mere til Fals, og de, som have kiøbt den, har ikke meget at pukke derpaa. De kan nu derfor meget vel leve efter det, de virkelig ere.

A. Naar en Embedsmand med en tarvelig Levemaade, som disse Tider virkelig ud. fordrer, har Levebrød for sig og sine, synes mig, han intet har at klage. Naar han saaledes trænger til ingen, kan det, at Han ei har Midler, eller kan aarlig lægge op, ei giøre ham ringeagtet.

B. Ja, det er sandt. Men hvor ynk-

værdig er ikke en redelig Embedsmand, der savner nødtørftig Udkomme. Saadan en Mand trænger til at laane, tiest hos sin Undermand. Begierer hans Creditor en ulovlig Tieneste, maa den enten vises, eller Debitor see sig udsat offentlig Skam og Fortred. Opsætsige, som veed, at en Embedsmand ei har det Nødtørftige, end sige det, hvormed han i paakommende Tilfælde kan forsvare sig og sit Embede, vise sig ved alle Lejligheder overhørige. Andre tage deraf Exempel. Heraf flyder baade Embedets og Embedsmandens Foragt.

12

12

A. Jeg erindrer ved denne Leilighed det jeg, og sluttelig du med, saa tidt har hørt om en vis nu afdød riig og caracteriseret Borger. Øvrigheden vilde ei føie ham i en ubillig Paastand eller Begier. Han lod dem, den ene efter den anden, strax vide, at de til Straf derfor maatte vente deres Obligationer opsagde. Uretfærdige Embedsmænd blive, naar de have alt for lidet at leve af, end mere uretfærdige.

B. Nei, min Broder! deri er jeg ikke enig med dig. En Gierrig og Uretfærdig skraber til sig alt hvad han kan faae, hvad enten hans lovlige Indkomster ere store eller smaa. Den, som kun paa en ulovlig Maa- de for ei at crepere, vil tage det, hvortil hans lovlige Indkomster ei vare tilstrækkelige, var vist ikke bleven til Skielm uden af Nød. Og saadan en var vist ynkværdig.

A. Det var at ynske, at Indkomsterne vare altid proportionerede efter Embedernes Vigtighed, og derved følgende Arbeide. I Mangel deraf bliver tidt Embederne af de dueligste og redeligste Mænd slet forvaltede. Om intet andet, saa falder gierne en Mand, der

13

13

ei ved sit Embede seer sit nødtørftige Udkomme, til al Tungsindighed, som giør ham lunken i Embedet.

B. Mig synes, det var ikke vanskeligt, uden Besvær, enten for Kongen eller Publico, at faae visse slet aflagde Embedsmænd skikkelig lønnede.

A. Dine Tanker herom gad jeg nok

høre.

B. Hos os (om andre veed jeg liden Beskeed) ere der de hovedløse Tienester, hvorved ere 8—12 til 1500 Rigsdalers aarlige Inkomster. Naar man undtager eet deraf, er ved ingen af de øvrige mere Arbeide og Skrivning, end som lettelig af Betienten selv kunde og burde forrettes. Naar nu ethvert af disse efter Beskaffenhed havde 5 til 600 Rigsdaler aarlig, kunde da ikke det øvrige henlægges til at forøge slet aflagde Embedsmænds Indkomster.

A. Men var det og Ret at tage fra disse for at give andre det? Enhver burde jo beholde sit.

14

14

B. Men er det bedre, at Embedsmænd, til hvis Embede behøves Arbeide og Duelighed, skal enten crepere, eller fra duelige og ærlige Mænd giøres til det, som er tvertimod, medens andre giødes for at giøre næsten intet. Almindelig Velfærd bør jo være den høieste Lov. Og den vilde jo vist ved saadan Forandring befordres.

A. Men kan ikke tidt en Mand, om ellers intet andet mangler, være i ringere Agt end han burde, fordi der til hans Embede, skiønt i sig selv vigtigt, er lagt for liden saa kaldet udvortes Ære?

B. Det var ikke ont, om til ethvert vigtigt Embede var lagt den derpaa passende udvortes Anseelse. Derved blev Embedsmanden, naar ellers det øvrige ved ham var som det burde være, dog mere æret hos Almuen og de Taabelige, som udgiør Mængden. Men derimod har en retskaffen Embedsmand hos de Fornuftige, hvis Skiønsomhed dog altid bør være af mere Vægt, altid Ære nok, enten han sidder eller gaaer paa høire eller venstre Side. I hans Embedsforretninger, hvor

15

15 ved den rette Ære søges, er han altid for- nem nok, naar han er retskaffen.

A. Men naar en for sine Fortjenesters Skyld blev benaadet med en Rang, turde ikke da hans Indkomster derefter forøges?

B. Mig synes: Nei, med mindre han ei ved sit Embede havde derpaa passende nødtørftig Udkomme. Thi ellers fik han jo tvende Belønninger. Og en Mand er lige æred, om han ei i Dag begynder at leve overdaa- digere end i Gaar. Skulde dette have Sted, saa var og den Ære virkelig, som man (uden at tragte efter større Rang eller Værdighed) søger i at tractere og giæsterere, især med sine Overmænd, indtil man selv bliver Bedrager og Staadder.

A. Men synes dig ikke, at der ved Embeds-Indkomster burde hensees til de flere el er færre, som Embedsmanden maa og bør underholde?

B. Jo, det synes mig. En Embedsmand er og bliver ugift. En anden er gift og har faa Børn. Den tredie har Kone og

16

16

mange Børn. I disses Indkomster burde der virkelig være Forskiel, om end alle tre vare i lige Embede. Kunde dog den med en stor Famile soulageres paa andre Maader fremfor den med en mindre. Med enhver Indbygger i Landet synes mig der ved de of- fentlige Afgifter eller deslige hensees til Mæng- den af Børn o. s. v.

A. Ja, det var ret at ynske, at sligt toges i Betragtning.

B. Nu faaer vi skilles ad for denne Gang, jeg haaber snart at see dig igien.

A. Jeg længes lige saa meget derefter, som du. Farvel.

17

17 Tredie Samtale.

A. Nu kommer vi til den Foragt en Embedsmands private Opførsel og Levnet kan sætte ham i.

B. Uanstændig Levemaade kan vise sig i meget; men jeg vil ei her igiennemgaae alt. Naar en Embedsmand, hvor duelig han end ellers er, f. Ex., paa visse Tider er ubeqvem til sit Embede, naar han daglig søger Verts- huse, der spiller og drikker med sine ligemænd, og tiere med sine Undermænd, maa han derved vist nok tabe meget af sin Ære.

A. Skal da en Embedsmand vise sig stolt og hofmodig mod sine Undermænd?

B. Nei, det være langt fra; ved sligt erhverver han sig ingen Høiagtelse. Eet er at være høflig og beleven mod dem, et andet er, offentlig at spille, drikke og drikke Duus med dem. Det første synes mig han bør ved

18

18

alle Leiligheder, hvor ikke Embedets Pligt udfordrer andet, men det sidste bliver aldrig anstændigt.

A. Men naar en Embedsmand gaaer end- nu videre, ja saa vidt, at enhver endog kan sige, han er liderlig, hvad mener du da?

B. Ja saadan en er efter mine Tanker aldeles uværdig til at beklæde noget Embede, hvad Egenskaber han end ellers maatte besidde.

A. Nu kommer vi da til det femte og sidste: Lad os tale noget derom.

B. Naar en høiere Øvrighed ved alle Leiligheder yttrer Foragt over en ringere, kan det neppe feile, at dette sætter den sidste i Foragt hos Almuen. For Exempel, alle Kla- ger, hvor ugrundede de end i sig selv ere, ansees grundede. Pøbelen smigres for og forsikres at skulle faae Ret, førend man veed enten den Klagende har Føie til Klagen eller ikke. En Embedsmand, der vel er i Stand til at forsvare sit Rum bedre end Superieuren, ham gives ved alle Lejligheder de skar- peste uforskyldte Irettesættelser m. v. Hvad bliver vel Følgerne af sligt?

19

19

A. En Embedsmand, der saaledes be- gegnes, maa enten daglig ligge til Felts med sin Overmand, eller være aldeles foragtet blant sine Undermænd. Det første giør ham daglig Græmmelse, og betager ham meget af den Tid han ellers anvendte paa Embedsforretninger, og det sidste giør ham baade nedslagen og foragted.

B. Men naar alt hvad i sligt Fald forhandles mellem Høiere- og Under-øvrighedspersoner bekiendtgiøres for Publico, enten ved visse den Høieres saa kaldte Fortrolige, eller ved den selv, som har formaaet Superieuren til at underskrive de af sig forfattede Tilrettesættelser; saa vil der jo meget til at forsmerte sligt for den, som har Følelse af Samvittighed og Ære.

A. Mig synes, at en slig Superieur burde betænke, at han ved sligt efterhaanden bringer sig og sit Embede i Foragt.

B. Ja, det er fandt; Thi naar Pøblen (under dette Navn forstaaer jeg her alle dem, der tænker som Pøbel) først ved Superieurens Hielp har faaet tilsidesat alt hvad en ringere

20

20

Embedsmand giør og foranstalter, det maa være saa lovligt og saa nødvendigt som det vil, saa bliver snart Superieuren med foragtet.

A. Mig synes end videre: Naar en Superieur, der handler uden Raison, ester sine egne og sine Lederes Passioner og Hensigter, træffer paa en ringere Embedsmand, der veed ar forsvare sig, kommer han tidt uden videre i den Grav, der er graven for den anden.

B. Grunden til Hadet til den ringere Embedsmand ligger vel næsten altid i private og egennyttige Hensigter, hvorunder der Almindelige saaledes maa lide.

A. Vil en Overdommer underkiende en Underdommers Domme, en Superieur tilsidesætte en ringere Embedsmands Foranstaltninger, alene for at ansees som den, der vil skaffe hver Mand Ret, saa handler han ligesaa uviist som uretfærdigt.

B. End, naar en Superieur ved alle Leiligheder yttrer Mishag over, at de ringere ei ere alvorlige nok i al overholde det, hvor-

21

21 over de ere satte, men saasnart den ringere Embedsmand vil giøre hvad han bør, da tilsidesætter det, hvad tykkes dig derom?

A. Mig synes en saadan Superieur viser, at han enten er meget ond, eller ikke sit Embede voxen.

B. Følgerne deraf, at den ene Embedsmand enten for høiere eller ved alle Leiligheder i offentlige og private Selskaber afmaler en anden Embedsmand (hvis store Ven han dog i hans Øine viser sig) paa det sletteste, mener du de ei maa blive slette?

A. Jo, det kan ikke feile. Bedre var det, at enhver passede paa sit eget, at den ene Embedsmand heller søgte at lette end tynge den anden. En retskaffen Mand, der vil og kan passe paa sit eget, søger ikke at beføre andre. Derimod de, der forrette sit eget slettest, (endskiønt de forstaae at indbilde de Taabelige, at de giør det meget vel) bekymre sig gierne mest om andres, og i Henseende til dem giøre Fluer til Elephanter.

22

22

B. Men er ikke Egennyttighed den største Aarsag til sligt?

A. Jo, det troer jeg vist; var ikke den, man skulde neppe see den ene Embedsmand at forfølge den anden baade hemmelig og aa- benbare, alene for Tabet af en ringe For- Deel, som man tiest ingen Ret har til, og hvilken man aldrig kunde have faaet, uden at det Almindelige derved skulde have tabt langt mere.

B. Men, naar høiere Øvrighedspersoner, eller de, der styre dem, lade alle Ordres og Giensvar paa Forespørseler fra ringere Embedsmænd være tvetydige, hvad synes dig derom?

A. Mig tykkes, at sligt lugter alt for meget af Tingstuderie eller Rabulisterie o. s. v., og altsaa burde være langt fra dem, hvilke vigtige Embeder i Staten ere betroede.

B. Gud give lykkelig Forandring i dette og mere det Almindelige skadeligt.

23

        

24