Tanker om Overdaadighed og dens Virkninger.

Tanker om Overdaadighed og dens Virkninger.

ved

Christian Sommerfeldt,

Corresponderende Medlem i der Kongelige Landhusholdings-Sælskab.

Sorøe, 1772.

Trykt hos Jonas Lindgrens Enke.

2
3

Til

Hans Kongelige Høihed

Arve-

Printsen.

4
5

Deres Kongelige Høihed!

Raadigste Arve-Prints

og Herre!

Den Naade, med hvilken Deres Kongelige Høihed anseer alle troe Undersaatters, endog svage Bestræbelser, naar de sigte til det almindeliges Bæste, den er det allene, som giver mig Dristig-

6

hed, at nedlegge for Deres

Kongelige Høihed

disse Blade, som blotte Virkninger af den oprigtige Nidkærhed, med hvilken jeg elsker min Konge og mit Fæderneland, og med hvilken jeg henlever i allerdybeste Ærbødighed

Deres Kongelige Høiheds min Naadigste

Arve-Prints og Herres

underdanigste Tiener

Christian Sommerfeldt.

7

Labor est inhibere volentes.

OVID.

Faa Laster have med deres almindelige

Herredømme fundet saa meget Forsvar, som Overdaadighed har faaet, endog hos brave og anseelige Mænd. Og dersom ikke nogle havde antaget sig Tarveligheds Sag, skulde den neppe faaet Lov at kaldes en Dyd.

Jeg troer ikke at feile meget, naar jeg søger Aarsagen hertil i ubestemte Begreb. Man har taget Tarvelighed for Sparsommelighed, eller maaskee for Karrighed, og meent, at den forbød alle ufornødne Udgifter, og derved standsede Pengenes Omløb.

Eller og man har troet, at Overdaadigheds Undertrykkelse var at afsige alle Livets Be-

8

4

qvemmeligheder og Fornøielser, og at indskrænke sig til det blotte Nødvendige.

Det er ganske vist lettere at skrive baade for og imod Tarvelighed og Overdaadighed, end at bestemme de rette Begreb man bør have derom.

Men om vi end ikke blive i Stand til at treffe det rigtigste, og at anvise enhver sine egentlige Grændser, vil det dog være fornødent, for at kunde forstaaes og dømmes rettelig, at vi fastsætte noget, og tilkiendegive, hvad Meening vi forbinde med Tarvelighed og Overdaadighed, førend vi tale om deres Indflydelse paa et Folks Tilstand.

Vi adskille dem fra de Dyder og Laster, som eegentlig vise sig i Udgifters Indskrænkelse eller Udvidelse, saasom Karrighed, Sparsomhed, Ødselhed. Disse maa skiønnes efter Udgifternes Mængde, og dens Midler og Omstændigheder, som de tillægges. Men Tarvelighed og Overdaad have sin Oprindelse af Maaden, paa hvilken Udgifterne anvendes, enten de ere saa eller mange.

Een kan være ødsel, uden at anvende sine Midler paa Overdaadighed. Dog ligesom

9

5

denne oftest leder Ødselhed ved Haanden; saa understøtte Tarvelighed og god Husholding hinanden *).

Tarvelighed udfordrer heller ikke at indskrænke sig til det blotte Nødvendige. Der gives tilladelige Fornøielser og Beqvemmeligheder; Tarvelighed forbød dem aldrig. Da der gives utilladelige, som ikke just henhøre til Overdaadighed, men til Vellyst, Umaadelighed, o, s. v.

Naar vi fradrage disse Begreb, saa komme vi til at kalde den overdaadig, der (for at give sig Anseelse) unyttigen anvender Bekostninger paa de Ting, som ingen sand Beqvemmelighed eller fornuftig Fornøielse tilveiebringe, eller dog ikke nok deraf, imod hvad de koste.

Af det modsatte sees lettelig, at vi give intet Navn af Tarvelighed, uden den Dyd,

*) Udgifter bestemmes enten af Fornødenhed aleene, eller de gaae der uden for,

Deres Indskrænkelse til det Nødvendige kan enten være ulastelig eller lastværdig. Det første bliver Sparsomhed, det andet Karrighed. Gaae de derimod over Fornødenhed og tillige over Evne, paa en lastværdig Maade, heeder det Ødselhed.

10

6 der ikke anvender Bekostninger paa ufornødne Ting, uden de fortiene dem ved den virkelige Beqvemmelighed de forskaffe.

I denne Meening ville vi undersøge Overdaadigheds Virkninger i en Stat.

For at giøre vor Tilstand god, udfordres en Anvendelse af vore Kræfter til at forhverve og vedligeholde de Midler, som ere tienlige dertil. Vore Kræfter have et vist Maal, og naar vi søge at drive vor Flid og Stræbsomhed til det høieste, giøre vi intet andet, end nærme os til den Grændse, der indflytter vor Evne. Hvad denne skal udrette, bestemmer Tid og Omstændigheder for en stor Deel, eftersom de enten understøtte eller hindre dens Virkning. Af dette tilsammentaget vil man lettelig forstaae, at det virkelig er ikkun en vis Deel af Midlerne til Velstands Befordring, som kan opnaaes af ethvert Menneske og af ethvert Folk ved deres yderste Flid i Forbindelse med Tid og Omstændigheder.

Det er ogsaa klart, og behøver intet Beviis: at naar vi anvende disse Midler til saadanne Ting, som giøre intet eller lidet til at

11

7

forbedre vor Tilstand; saa tabe vi den Lyksalighed, som derved kunde forhverves. Og kan der da tvivles paa, at Overdaadighed, som, efter det Begreb vi have fastsat derom, saaledes spilder Flid og Midler, jo tillige hindrer Folkenes Lyksalighed? Bliver det ikke herved afgjort, at jo mere et Land er overdaadigt, des mindre er dets Tilstand lykkelig.

Bliver vort Liv behageligere ved en Mængde Steene, som (at jeg skal bruge en berømt Skribents *) Ord) ikke tiener uden til at betynge et Hoved, eller at foruleilige en Finger med en unyttig Glands, eller ved nogle Rader Perler, som hverken have Skiønhed eller Nytte. Befinde vi os bedre i en Klædning, som er stiv og tung af sin Kostbarhed, end i en anden, som er mageligere, men mindre kostbar? Men lad os tage de Bekostninger, som anvendes paa disse og andre deslige Udgifter, hvor mange sande Fornøjelser? hvor mange Beqvemmeligheder? hvor mange Opmuntringer og Forfriskninger skal vi ikke kunde forskaffe os derved.

Der gives Mennesker, som enten ved besynderlige Kræfter og Flid, eller ved gunstige

*) Hr. Melons, som ellers forsvarer Overdaadighed.

12

8

Omstændigheder, eller ved begge tillige, have faaet saadan Overflødighed af Midler, at de have tilovers, naar de endog have forskaffet sig baade det Nødvendige og Behagelige. Der gives de, som meget lettelig kan skaffe sig selv det som hører til Yppighed. Alle disse kunde være overdaadige, uden at de for deres egne Personer saa meget eller saa snart føle de onde Virkninger deraf.

Vi henføre dette til Staterne. Dersom der findes Nationer, som besidde en meget overflødig Rigdom; Lande, som hos sig selv have nok af Overdaadigheds Materialier, uden at mangle til Fornødenhed og Beqvemmelighed; disse kunde da give Overdaadighed Tøilen, uden saa hastig at fornemme dens ødeleggende Magt, især om de ogsaa ere i Stand til, med Fordeel at forsyne andre Landes Yppighed, og saaledes at underholde sin egen Daarlighed paa dens Bekostning, som hersker hos andre.

Men alt dette udretter intet imod Tarvelighed. Lad os fortiene ved andres Overdaadighed, om vi kan. Skal vi derfor sætte det til ved vor egen? Og skulde en Stat ikke finde mere end een Maade, at anvende sin Formue

13

9 til det Almindeliges Nytte og Beqvemmelighed.

Men Lande, som mangle det meeste af de Ting Overdaadighed soger; Lande, som henter mange Fornødenheder fra Fremmede. Naar disse taale Yppighed, naar de bortbytte deres beste Producter, Ting af sand Værd, for unytrige Gøglerier, naar de forene Ødselhed med Overdaadighed. Skal vi da kalde dem daarlige, eller skal vi troe, at de søge ikkun den korteste Vei til Ødeleggelse?

Det er en Meening, som har fundet Bifald uden at være gotgiort: Al Yppighed altid er en Virkning af Rigdom og Sikkerhed. Og jeg troer, at denne Meening er meget Aarsag, at Overdaadighed ikke er anseet med den Afskye den fortiener. Ligesom den omhyggelige Landmand i de heede Sommer-Dage hører Torden med Fornøielse, som Regnens Forbud; saaledes kunde Statsmænd ikke overtale sig til at hade den Yppighed, de ansee som et Tegn til Statens Velstand. Men Erfarenhed modsiger denne Tanke; denne sikre Lærer viser os Mennesker, den viser os Stater, hvor Overdaadighed og Formue ere langt fra at have lige

14

10

Styrke. Og hvor vilde jeg ikke ønske, at vi maatte leede langt borte efter saadanne Exempler.

Men lad Overdaadighed være en Datter af Riigdom; den er en Datter, som dræber sin Moder. Liig disse utidige Frugter, som fremspire paa alt for unge Stammer, blive selv uduelige, og forderve de Træer som have frembragt dem, ved at røve deres beste Nærings-Safter.

Mangle vi vel Exempler af Stater, som have seet deres Velstand spildt ved Yppighed? Exempler, som give os Ret til at slutte: at, om et overdaadigt Folk er nogen Tid formuende, maa det være, fordi det ellers besidder saadanne rige Fordeele, som holde Overdaadighed Stangen, og veie op mod dens ødeleggende Virkninger.

Hvor megen Uorden og Uheld foraarsager ikke Yppighed ved det, den afdrager en Mængde Mennesker fra de Arbeider som frembringe det Fornødne til Livets Ophold og Begvemmelighed. Jo mere disse Arbeideres Tal formindskes, desto besværligere og utaaleligere bliver Arbeidet for de Tilbageværende, og eftersom

15

11 det bliver haardere, maa det og blive mere forsømt, og altsaa de Ting, hvorved Mennesker underholdes, frembringes i en meget ringere Mængde og Godhed, end det ellers var mueligt.

Og dog vil man sige, at Overdaadighed giver mange Mennesker Næring. Jeg veed ikke, om jeg endnu skal opholde mig med at modsige dette. Føde, Klæder, Bolig med noget Boskab, samt Lys og Varme udgiøre det Fornødne til Livets Underholdning. Og de fornemste Beqvemmeligheder bestaae i at have disse Ting paa en god og behagelig Maade. Men hvad giør Yppighed til alt dette? Frembringer eller forbedrer den nogen af disse Deele? Den giør intet andet, end giver nogle Mennesker Lejlighed at tilvende sig en Underholdning, som de giøre intet til at erhverve.

Man sige ikke, at de nødvendige Ting vil altid finde Arbeidere nok, fordi de behøves, og altsaa søges af alle. Overdaadigheds Tieneste er gemeenlig lettere, og ofte anseeligere; der vindes mere ved mindre Umage, og der fattes aldrig Betalere, da Indbildning og Mode

16

12

giør den lige saa fornøden, fom de sande Fornødenheder og Beqvemmeligheder.

Lad os forestille os, at det umaadelige Tal af Mennesker, som ved Ørkesløshed eller unyttigt Arbeide spilde Tiden i Overdaadigheds Tieneste, bliver af Tarvelighed kaldet tilbage til nødvendigt Arbejde. Hvor følelig vil ikke Byrden lettes for enhver af de andre. Eller hvilken Overflødighed af Levnetsmidler vil de ikke blive i Stand til at frembringe, til et langt større Antall Menneskers Underholdning.

Tarvelighed er det sikkerste Middel til at forøge Folkemængden. Et Middel, i Henseende til hvilket Det Spørsmaal gierne kan være uafgjort: Om en Stat kan have for mange Indbyggere. Thi Tarvelighed formeerer ikke deres Tal, uden ved at skaffe fuldkommen Udkomme til flere. Den afskaffer de indbildte Fornødenheder og Beqvemmeligheder, og tilveiebringer de sande i saadan Overflødighed, at det falder ikke vanskeligt for enhver, ved en ret Brug af sine Kræfter at forsikre sig en tilstrækkelig Deel deraf. Saadan Formeerelse maa altld være lige saa fordeelagtig, som den er sikker og overeensstemmende med Naturen, der

17

13 synes emgang for alle at have fastsat denne Grundlov: Ikke at frembringe flere Levende, end dens Producter ere i Stand til at underholde.

Naar Yppighed indfører en Mængde nye Nødvendigheder, og ved at drage Arbeidere fra de nyttige Konster, giøre de rette Fornødenheder rarere, maa det endelig blive kostbart og besværligt at finde anstændig Udkomme. Hvad er mægtigere til at hindre Ægteskaber, end denne Besværlighed? Maa ikke enhver, som besidder en fornuftig Kierlighed til sig selv, billigen betænke sig meget paa at træde ind i en Stand, der vil nedsætte ham og dem som skulle tage Deel i hans Skiebne, til en slettere og mindre agter Levemaade, dersom han ikke er i Stand til at erhverve sig en stor Deel af disse kostbare Nødvendigheder? Mange skulle ikke see sig i denne Stand, førend en alt for langt fremdragen Alder har svækket det Haab, Staten skulde have om, at see sine Indbyggeres Tal formeret ved dem.

Lad derimod under Tarveligheds Regiering disse Hindringer forsvinde, og ubetyngede Giftermaale skal berige Verden med Beboere.

18

14

Disse formeerede skulle igien frembringe Næring for flere, og saaledes begge Deele gaae frem i et bestandigt Forhold, indtil de naae den muelige Høide.

Vi forundres over de gamle Tiders Folkemængde; og dersom ikke hellige og verdslige Skribenteres overeensstemmende Vidnesbyrd aftvang os vort Bifald, skulde vi neppe troe at et Stykke Jord har kundet underholde et Antall Mennesker saa meget større end vi nu tiltroe det at kunde føde. Lad os ligne deres Tarvelighed! Lad os indprentes deres naturlige og enfoldige Smag! og vi skal blive folkerige, vi skal blive stærke og formuende, som de.

Men, hører jeg nogle sige, de nyttige og nødvendige Konster vare ikke i Stand til at beskæftige alle de Hænder som nu tiene Overdaadighed. De vilde mangle Arbeide; og Ørkesleshed, et værre Onde, vilde indtage hyppigheds Sted. Men hvor er det Land, som haver ingen Jord, trængende til Dyrkning? Landmænd vide, hvad der kunde giøres, endog ved den best dyrkede, om den ikke manglede Arbeidere.

19

15

Naar enhver Jordplet er bragt under det nyttigste Brug; naar Moradser ere udtørrede, og Klipper giorte frugtbare; naar vi have dyrket Markerne som vore Urte-Senge, og Skovene som vore Spadsere-Haver; med et Ord: Naar vi have giort alt hvad menneskelig Flid kan udrette, for at afnøde Jorden dens yderste Formue; naar Handelen og andre Håndteringer have faaet saa mange Mennesker, som de nyttigen kunde sætte i Arbeide; naar her fradrages den Tid, som billigen bør forundes til Forfriskning, Hvile og Opmuntring; naar her fradrages de Folk, som gavne Sælskaberne, uden egentlig at arbeide ved Næringsmidlernes Frembringelse, de Folk, som Videnskaberne kunde beskæftige, naar de skulde drives til deres muelige Fuldkommenhed. Naar alt dette er udrettet, og vi endda finde Folk tilovers, da er det først Tid at spørge: om vi skal tillade Yppighed for at undgaae Ørkesløshed.

Og endda har jeg ikke nævnet disse store Verker, som kommer saa nær til det egentlige Øiemærke af Sælskaberne, disse Verker, som zirer og gavner det Almindelige.

20

16

Have vi Kræfter, da lad os opreise Pyramider, om de vare nyttige. Lad os hugge Antoninske Veie igiennem Biergene. Lad os bygge evige Broer. Lad os giøre saa mange andre saadanne Indretninger, som tarvelige Stater aleene uden Besværlighed formaae at iværksætte. Og der behøves ikkun en forbedret Smag til, at finde lige saa stor Fornøielse i at giøre sig prægtig og anseelig ved saadant, der virkelig medfører Ære og Fornøjelse, som ved at behænge sig selv og det man omgaaes, med unyttig kostbar Stads, eller ved at overvælde sine Giæster med en fordærvelig Overflødighed.

For at befordre Orden i det Heele, er der indført en Forskiel imellem Statens Lemmer, hvorved een gives Fortrin for en anden, eftersom han haver vigtigere Forretninger, eller har paa nogen Maade befordret det almindelige Beste. Overdaadighed giør denne Orden unyttig; den sælger Ære til dem som have meest Evne og Villie til at kiøbe den ved daarlig Pragt. Den stolte Borger foragter Rang og Ærestegn, ikke fordi sande Fortienester ophøie ham, men fordi hans Yppighed kan give ham lige Anseelse med Ministeren.

21

17

Vi have endnu betragtet Overdaadighed i sin Indflydelse paa Staterne, og jeg synes den har ikkun viist sig lidet elskværdig. Men vare vi i Stand til at oversee dens Virkninger i private Huse, da skulde vi forskrækkes for de ødeleggelser og Elendigheder, den i mere eller mindre Grad foraarsager i Familierne. Hvor mange Faderløse maa ikke savne det meesi Fornødne, fordi Overdaadighed har forødet deres Arvegods? Hvor mange maa ikke mangle den rene Opdragelse, aleene fordi Yppighed opslugede Midlerne dertil?

En Stats Overdaadighed, svare nogle, er indskrænket til et maadeligt Antall Indbyggere imod de øvrige. Det skader ikke, sige de, om nogle Private ruineres, Haandverksfolk og Handlende leve derved.

Vi bedrage os, om vi troe, at saa ere yppige iblant et Folk, fordi der ere saa, hvis Yppighed giør stor Opsigt. Naar denne farlige Fiende finder Indgang, udbreeder den sit Herredømme uformerkt, fra den som staaer ved Tronen indtil den som holder paa Ploven. Enhver er overdaadig efter sin Stand og med sin Formue.

22

18

Den Overdaadige straffer ikke sig selv aleene. Hans Fald rammer oftest Uskyldige tillige; og hvo siger, at han eller de ere mindre magtpaaliggende for Staten, end de Haandverksfolk og Handlende, som hans Daarlighed skal berige. Kan disse ikke leve uden ved deres Medborgeres Ødeleggelse, da lad dem blive langt fra velindrettede Stater, hvilke ikke bygge deres Velstand paa private Ulykker.

Har Overdaadighed nogen Indflydelse paa Sæderne? og er den beqvem til at giøre et Folk dydigt eller lastefuldt? Dette er et vigtigt Spørsmaal, hvis Besvarelse jeg vil søge at udleede af Erfaring og Overdaadigheds Natur.

Man har sagt, at Overdaadighed giør et Folk blødt og qvindagtigt. Og man har uden Tvivl sagt det med Rette.

Vi kalde dem bløde, som ikke kan taale Besværlighed. Besværligheder følge meget ofre med Pligternes Iagttagelse. Et blødt Folk vil altsaa være meget tilbøieligt til at forsømme sine Pligter. Yppighed søger Ophøielse ved overdrevne og indbildte Mageligheder.

23

19

Hvad er da naturligere, end at et overdaadigt Folk er blødt og kiælent.

Qvindagtig er et Ord, som jeg ønskede ikke var kommen i Brug, efterdi det synes at tillægge det eene Kiøn i Almindelighed en ubeviist Last. Men skal man forbinde noget fast Begreb dermed, da maa det vel betegne deres Feil, der anvende for Megen Omhue paa ubetydelige Ting, forsømmende derved de vigtige. Ubetydelige og unyttige Ting ere just Yppigheds Arbeide. Hvad Under da, at de, som elske Overdaadighed, saa sielden ret iagttage det vigtigere.

Overdaadighed foraarsager mere end ordentlige Udgifter, ofte mere end de som komme overens med den Overdaadiges Vilkaar og Indkomster. Disse er der ikke altid Leilighed at formeere tilstrækkelig til Overdaadigheds Brug ved lovlige Midler. Gierrighed, Egennyttiqhed, Lyst til at berige sig paa utilladelige Maader indsnige sig iblant Folkene under Yppigheds Anførsel, ja endog Karrighed, som dog synes at stride derimod. Den Overdaadige maa indskrænke nyttige Udgifter, for at have nok til unyttige.

24

20

Da Overdaadigheds Øiemærke er, at adskille sig fra andre; saa opløser den lettelig det Eenigheds Baand, som er Staternes Styrke, opvækker derimod Misundelse og Efterstræbelse.

Naar Smagen kildres og Synet indtages ved konstige og foranderlige Opfindelser, da skeer det lettelig, at vore Begierligheder gaae uden for den Grændse, Sundhed og Fornødenhed har sat. Yppighed baner da lettelig Vei til Vellyst og Umaadelighed.

Man veed det, og det nægtes ikke lettelig, at Æren er den store Drivefieder og den kraftigste Opmuntring til Dyden. Borttages den sande Ære, da borttages den rette Drift til ædle og store Gierninger. Men hvor Overdaadighed hersker, der udbreeder dens Pragt en Glands, som ganske fordunkler den Æres svage Skin som Dyden bringer. Hvo vil søge Ære ved Dyd paa en besværlig og ofte farlig Vei, naar han kan naae den i større Grad og paa en magelig Maade ved Overdaadighed. Hvo vil undsee sig for at begaae Laster, naar han veed at kunde skiule deres Heslighed med Yppigheds gyldne Dække.

25

21

Mere vil jeg ikke anføre herom. Jeg tør næsten troe, at mine Læsere ville tilstaae, at Overdaadighed er beqvem til at aabne Døren for Lasterne; at Tarvelighed er elskværdig for et Folk, som vil bevare det Retskafne i Sæderne.

Det vigtigste, som synes at være sagt til Overdaadigheds Forsvar, er: at den skulde befordre et Folks Drift, Liv og Virksomhed. Man har foregivet, at Yppigheds Afskaffelse kunde tilstoppe Vindskibelighed selv i dens Kilder.

Det er værd at undersøge, hvorvidt disse Tanker ere grundede

Dristigt og virksomt kalde vi et Folk, i hvilket foregaae mange Bevægelser, som udrette noget nyttigt. Dersom enhver af Statens Lemmer brugte sin Formue og sine Kræfter ivrig til saadant Arbeide, som er nyttigt til Menneskenes Fornødenhed og Beqvemmelighed, da var denne Virksomhed som den burde være.

26

22 Skulde Overdaadighed giøre noget hertil da maatte det være, enten at den ved nye Udgifter opmuntrede Vindskibelighed til at formeere sine Indtægter; eller at den viiste nye Udveie til Fortjeneste; eller og, at den vedflere Udgifter befordrede Pengenes Omløb.

Dersom der ikke gaves utallige Maader og Anledninger at anvende til Nytte og Fornøielse endog Croesi Rigdomme; dersom ikke den menneskelige Begierlighed, stor nok af Naturen, daglig fødde tusinde uopfyldte ønsker; da skulde jeg troe, at Yppigheds Pragt behøvedes til at opvække den. Men da det ikke er Mangel paa Lyst til at forhverve mere, der svækker Vindskibelighed; saa er det og ikke ved at opvække Vinde-Lysten til en alt for stor Grad, men ved at lette Arbeidet, at Vindskibelighed skal befordres. Hiint vil altid være farligt, da Mennesker lettelig falde paa ulovlige Midler, som de snareste og ofte letteste til at opfylde deres Attraae. Allerhelst, da Overdaadighed selv paa mere end een Maade er til Hinder i de ordentlige Nærings-

27

Den forøder unyttigen megen Tid, som kunde anvendes til Fordeel.

De vigtigste Nærings-Brug udfordre et Anlæg af Penge. Naar da Landmanden, naar Haandverksmanden og den Handlende bruger de Penge, som skulde forbedre Jordbruget, som skulde drive Fabriker og Handel, til ufornøden Stads, saa maa Jordbrug og Fabriker og Handel ligge.

End meere, Overdaadighed giør Levemaaden kostbar. Arbeidere kunde ikke lade sig nøie med den Fordeel, som i et tarveligt Land var mere end tilstrækkelig. De maa derfor levere enten slette eller dyre Vare. Begge Deele hindre Afsætningen, og standse Arbeidets Drift.

Vi have allerede erindret, at Overdaadighed egentlig ikke kan siges at give nogen Næring; at den vel skaffer Arbeide, men

28

24

frembringer intet til at lønne sine Arbeidere med, og at disse ikke behøvede at være ørkesløse, om de end ikke arbejdede for Yppighed. Det er ellers anmærket af andre, at om man vil forsvare Overdaadighed paa den Grund, at mange finde Fortjeneste derved, da kunde man lige saa vel rose Drukkenskab og flere Laster, hvoraf mange vide at drage Fordeel.

Overdaadighed, siger man, befordrer Pengenes Omløb. Den foraarsager virkelig, at endeel Penge blive udgivne. Men skulde disse endelig ligge stille, om Tarvelighed herskede? Og er det lige meget, hvorledes Penge løbe om, naar de ikkun løbe, om det og var lige ud af Landet?

Mennesker bestyre ikke deres Udgifter efter een Grund. Der findes de, som heri alleene følge deres Indfald eller naturlige Tilbøjelighed. Dersom denne fører dem til Sparsomhed eller Karrighed, skal Yppighed selv

29

25

neppe formaae at giøre dem ødsele. Og er deres Lyst at udgive Penge, vil de endda finde Leilighed nok at fyldestgiøre den under Tarveligheds taalelige Indskrænkninger.

De som bestemme sine Udgifter efter fornuftigt Overlæg, de indrette dem i Forhold deels til deres Indtægter, deels til de Tings sande Værdie og Nytte, som de derved kunde forskaffe sig. I første Henseende vil deres Husholding omtrent blive uforandret, om Overdaadighed eller Tarvelighed hersker. Og i Betragtning af det sidste vil Yppigheds Bekostninger altid være dem mindst behagelige.

Ald den Forandring da, som Tarvelighed indfører i Henseende til Penges Omløb, bestaaer deri: at den bringer dem igiennem værdigere Hænder, igiennem Hænder, som fortiene det bedre, som ere Staten nyttigere. I steden for at Overdaadighed uddeeler til saadanne, som egentlig ikkun leve af andres Sveed,

30

26 Landet, om dem aldeles ud af Landet, om det, som vort Fæderneland, er af de, som selv

eie den mindste Deel af Yppigheds Vare.

Jeg tør her ikke indlade mig i en vidtløftigere Undersøgning. Mine Vemøielser ere desuden for svage til at udrette noget imod denne vor Velstands mægtige Fiende.

De som have naaet den lykkelige Gave, at skildre Dyder og Laster med rette Farver. Lad dem bestride andre Laster, altid forsikrede om, at røre, at overbevise nogle, og at vinde de Overbeviiste til Dyden. Men den grundigste Skarpsindighed, og den meest rørende Veltalenhed, ere endog for svage til at standse Overdaadigheds Løb. Hvor den har udbreedet sit Herredømme, der underkaster den sig villige og uvillige. Dens Paafund blive Nødvendigheder. At foragte dem, er at stride imod Anstændighed.

31

27

Vi bedrage os, om vi troe, at Overdaadighed altid kommer fra de Fornemme i Landet. Den har ofte sit rette Udspring fra de ringeste Stænder. Disse, altid begierlige efter at skiule deres Stand, efter at ligne de Store, nøder dem til at opfinde noget mere, for at vedligeholde en Forskiel, de ikke ville have giort ukiendelig.

Saaledes faaer Overdaadighed en Fremgang, som den regierende Magt alleene kan hemme, førend den yderste Armod giør det.

O! at dog denne Hoved-Kilde til Rigernes uheldige Tilstand snart maatte stoppes! Da skulde de Retskafne ikke mere sukke over, at udenlandske Mode-Opfindere og udenlandske Ørkesløse fortære vore Landmænds, vore Fiskeres, vore Bergmænds kostbare Sved, Da skulde vore Stater

32

28

opnaae den Formue, det Liv, den Styrke,

som er Statsmandens Maal og Patriotens Ønske.

Hic labor, hine laudem fortes sperate

33
34
35
36