B** ? En upartisk Undersøgning om det almindeliges Tilstand, Mangel og Fattigdom i alle Stænder, fra Ministeren af indtil Straaehytten; med hosføyede oeconomiske Tanker.

En

upartisk

Undersøgning

om det

almindeliges Tilstand,

Mangel og Fattigdom i alle Stænder, fra

Ministeren af indtil Straaehytten;

med hosføyede

oeconomiske Tanker.

Kiøbenhavn,

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Deres

Høygrevelige Excellence

Naadige Høylydende

Herre!

tilskrives dette

underdanigst.

4

O! et Praesidium et dulce Decus meum!

At betitle saa ringe Blader, med saa høyt et Navn som Deres Excellences, et Navn som har et Værd uden for sin verdslige Høyhed, et Værd som udmærker, Philosophen, Patrioten, Menneskevennen, den sande Helt, den virkelig store, et Værd som allerbest beskrives, bestemmes og afbildes blot allene ved at nævne Grev Thott, dette siger jeg, dette kunde synes formasteligt.

Men Deres Excellences Be- hag i Læsning, Deres Agtelse for @end og de smaae Vittigheds Fostre, retfærdiggiør min Frihed, og hvor meget sandere bliver ey den Retfærdiggiørelse, naar jeg faaer tillige sagt, at

5

en underdanig Taknemmlighed, søger al Leylighed, at yttre sin Pligt?

At vilde skrive noget fuldkommen værdigt for Deres Excellences Lærdom, Smag og Indsigt, det vilde opfordre selv en Voltaire og enda tør jeg sige, han var ey værdig nok i alt.

Det er ey mit ringe Værks Indhold, men en Leylighed, at tale til Deres Excellence, som udfordrer Denne Tilskrift.

Her har jeg da selv taget mig en Leylighed, men hvorledes skal jeg best bruge den;

Skal jeg beskrive Deres Excellences Fortienester med de prægtigste Udtryk? om jeg var dumdristig nok for at troe, min svage Pen var et saa vigtigt Arbeyde voxen, og om jeg end havde Held dertil, saa maatte jeg jo frygte, derved at mishage Deres

6

Excellence, som Heller vil at Deres Gierninger end andres Ord, skal være Deres Tolk.

Jeg vil ey afgive mig med et Ma- lerie, som udfordrer en større Kunstners Pensel, men jeg vil ey heller tie, jeg vil følge Deres Excellences egen Tænkemaade, og lade Deres egne Gierninger tale, jeg vil vise mine Landsmænd den Maade at stride den største Eloge, over den værdigste Herre med trende Ord, thi naar man vil udtrykke, den redeligste Minister for Konge og Land, den lærdeste, den retskafneste, den indsigtsfuldeste og beste Herre, skal man skrive: Greve Otto Thott. Kan nogen strive en større Eloge end denne, og er ey min Korthed mere syndig en hele Volumina?

Naadigste Herre, værdige disse Blade et Øyekast, og have Naade for deres

Autor. B.**

7

Fortale.

Jeg har med megen Fornøyelse, erfaret, at et lidet Skrift, under den Titel: de Fatti- ges Raab til Kongen i deres sande Nødlidenhed, bevist af Extraskatten, Assistencehuset, m. m. har fundet Bifald hos Eendeel i Publico. Opmuntret herved, vil jeg paa nye fordriste mig til at tage Pennen fat og anstille en Undersøgning om det almindeliges Tilstand.

8

I medens mange bruge Pennen til, baade i velmeente og egennyttige Hensigter, baade i ædle og udædle Udtrykke, baade med og uden Smag og Vid, at skrive om den Catastrophe, som giver vor Tidsalder saa gruelig en Merkværdighed, da vil jeg opofre mine ringe Tanker til det almindeliges upartiste Betragtning.

Værdigste Medborgere! Oprigtighed og den ægte Sandhed skal føre min Pen, Varsomhed og Ærefrygt skal styre den.

Aldrig skal jeg udlade nogen Sandhed, som jeg kiender og troer at være saa men aldrig skal jeg heller fremsætte den uden med største Ømhed.

Patrioten eller Landetsven, bør aldrig være adstilt fra Menneskevennen. Patrioten bør opdage og fortælle alle Feyler i det Almindelige, men Menneskevennen bør Nøye vogte sig for ikke at støde nogen ved Opdagelsen. — Satyriske Udtrykke, bittre og bidende Talemaader, have en Tidlang, vanæret vor Patriotisme; den for- keerte Vane at indklæde Sandheder i det stiklende Vid, har en Tidlang hersker hos

9

mange af vore Scribentere, den samme Vane, (jeg tilstaaer Sandhed) har vanærer min egen Pen.

Saa frimodig som denne Bekiendelse er, saa vist skal den ey hos den veltænkede geraade mig til nogen Vanære. — Jeg indseer det er en Feyl og jeg skal og offentlig stræbe igien at rette den.

Moralisten maae og kan gierne bruge Satirens fulde Styrke, fordi han afbilder almindelige Laster og taler om det hele menneskelige Kiøn; lad ham med en Svif- tes en Rabners og en Holbergs, Salt-Lud og Eddike tvætte Dydernes Contraster.

Men Patrioten, maae nødvendig, røre ved enkelte Stænder, ja mellem hvert særskilte Personer, thi maae han bruge en Sneedorfs Ømhed.

Den stikkende Patriot forbittrer, og lærer ikkun de mindre fornuftige at lee paa Medborgernes Bekostning. Men den ømme aftvinger den feilende et hemmeligt Bifald, og giør ham værgeløs, just fordi han ey angriber med Vaaben, men kommer til ham som en Ven.

10

Jeg vil fremsætte mine Tanker med den tilbørlige og allerstørste Ømhed, men denne Ømhed skal aldrig lære mig at Hykle, thi Hykleren er enda værre end den stiklende.

Mine Tankers Grundighed, vil jeg in- genlunde selv paastaae mindre roese.

Som Patriot har jeg Ret at sige mine Tanker paa en beskedentlig Maade, jeg opfylder derved min Pligt, just fordi jeg troer jeg bør giøre det. Men om min Indsigt kan være ufuldkommen og min Kundskab feilende det maae ey lægges mig til last; saasnart, ey Skiødesløshed eller Forsætlighed danner min Feyl og saasnart jeg har Grunde for mig som kan bevæge mig til at tænke saaledes.

At jeg ey besidder saa stor Indsigt eller Skarpsindighed, som en anden er mig ingen Skam, men om jeg besaed, mindre Patriotisk Hierte, det var en virkelig Vanære.

Jeg haaber derfore at mine med den største Ømhed, Vaersomhed og Oprigtighed fremsadte Tanker, ey skal mishage og at. deres Feyler med Skaansomhed skal

11

behandles, just fordi jeg hverken er selv klog, indbildt eller paastaaelig, men med største Føyelighed, Selvfornægtelse, ja Taknemmelighed, vil imodtage, tilstaae og erkiende de mere erfarnes og indsigtsfuldes, grundigere Tanker.

Med hvilken Glæde vil jeg ey see mine Tanker aldeles kuldkastede, naar Kuldkastelsen, med det samme tilveyebringer, en bedre og tydeligere Oplysning.

O! det er en sand Glæde at overvindes i patriotiske Sager! vee! den som af en blind Stolthed og Egenkierlighed, opofrer den ædle patriotiske Sandhed, allene for paastaaelig at understøtte sine Sætninger, og for ey at blive overbeviset om at han har feylet, ret ligesom, det var en Skam at feyle (uskyldig).

Komme værdigste Patrioter, legge for Dagen og bevise mine Feyl, lade mig allene vederfares den Ret, at jeg en Ond eller forsættelig har feylet! jeg skal være den første, som med Oprigtighed skal tilstaae det, og med en offentlig Taknemmelighed, ære Underviisningen, der være langt fra mig at jeg med Udflugter eller Spisfindig-

12

hed, skal stræbe at forsvare og underholde

mine Feyltagelser.

Ney, jeg skal handle med den største Aabenhiertighed, jeg skal glæde mig over at min ringe Fornuft, har opvækket de klogeres.

Naar man handler det almindeliges Sag bør aldrig Paastaaelighed have Sted, Hensigten af saadan Handling er jo en almindelig Nytte, og bor ey saa dyrebar en Hensigt, giøre enhver, lærvillig og føyelig.

Jeg fremsætter her nogle Tanker, jeg fremsætter dem med en Indskrænkelse (som har sin Grund i tilfældige Omstændigheder) maaskee jeg — dog — maaskee heller en anden — udførligere kan behandle denne Sag!

Læse, dømme og bedømme dem med den samme Oprigtighed, som jeg har skrevet dem, saa veed jeg vist man ey fordømmer deres

Autor.

13

Sat Voluisse -

Jeg vil begynde min Undersøgning med at bede: det gunstigst maae tillades mig at betragte deres Omstændigheder, som til deels endnu ere og til deels have været, enten Ministre eller af den høyeste Rang og i vigtige Charger.

Langt fra jeg vil sige at jeg i denne Stand finder Fattigdom, men jeg troer dog at finde

14

14

en slags Mangel, og ved en nøye Bestemmelse af dette Ord, kalder jeg det Mangel, saasnart de sædvanlige Udgifter (som deels Standens Værdighed, deels den glimrende Levemaade udkræver) maae indskrænkes.

Sandt nok, en god og sparsom oeconom. Indskrænker til alle Tider den unyttige Udgift, men naar Indskrænkelsen er større end den en blot god Huusholdningskunst kan lære, naar den gaaer uden for sædvane, naar den bliver almindelig og det just paa en vis Tid, saa synes den at forsikre om en Mangel i Indtægtskilderne.

Jeg vil ey tale om de Høye Standspersoner, som efter en mig uvedkommende, og for mig for høye Statsregel, ere afskedige. At de indskrænke deres Stand, er en begribelig Nødvendighed, thi udgifter maae rettes efter Indkomster, jeg forbigaaer, at en fornemme Herre saalænge han beklæder en offentlig høye Charge, altid er forbunden at føre en større Pragt, end naar han lever saa at sige, privat uden for Embede. Jeg siger med Flid forbunden , thi enten det nu er en væsentlig Nødvendighed, eller en Modens Særsindighed, saa er det dog en almindelig Vane og hvo kan

15

15

nægte en gammel Vane, den næste Forbindelseskraft, efter en Lov?

Jeg finder da en Indskrænkelse i den af- skeedigede Ministers eller høye Embedsmands Levemaade, den har sin anførte Grund. Men jeg synes tillige at spore den, hos den Minister og høye Herre som endnu beklæder sin Charge, og hvad mon Grunden dertil være?

Jeg beder man vil tilgive mig den Feyltagelse som kan være i mine Tanker og tænker jeg da saaledes:

Den Løn Staten tillæger en Herre i de høyeste Charger, uagtet den kan være med den største Billighed og Mildhed bestemmet efter Embedets Vigtighed og Personernes Værdighed, troer jeg dog ingenlunde, den kan i disse kostbare Tider, være tilstrækkelig, til saa anseelig en Herres Udgifter helst naar hans Familie er nogenledes talriig.

De fleste af saadane Standspersoner, have gemeenlig selv Eyendomme, det være Grevskaber, Stammegodser eller Herresæder, det være arvede, eller ved Medgift tilbragte, Eyendomme, de maae bestaae enten i Jordegodser eller Capitaler, af disse skal de have sine mest væsentlige Indkomster.

16

16

Nu ville vi sætte det er Jordegodser: men hvo veed en, hvormeget Indkomsterne af dem i disse Tider ere formindskede? Qvægsygen, med alle sine Folger, i Kiødets, Fødevahrenes, Giødningens og følgelig Avlingens Forminskelse, hvor gruelig har den ey paa nogen Tid forarmet Jordegods Eyerne. Legge vi til Misvæxt og den have vi virkelig havt paa Rugsæden, formedelst de kolde Vinters, hvor seer da ikke det tydelige Tab? —- Nu ville vi sætte at saadan en Herre ey, er reede Capitaler nu maatte man troe Hans Indkomster vare sikre.

Ney intet mindre, skal Capitalerne fortiene noget maae man jo sætte dem paa Rente, men hvo indseer ey at den Omstændighed, der forarmer den som tager til Laans, strækker sig ogsaa til Udlaaneren, thi naar hine ey kan yde Betalning, hvor skal da denne faae sine Renter, og naar Renterne udeblive, hvor ere da Eyerens Indkomster? Ligesom han hist og her taber Renter og undertiden noget af sin Hoved Stoel, saaledes formindskes jo aarlig hans Indkomster.— Tabet er Soleklart, man behøver ey vidtløftigere at afhandle Aarsagen.

Men hvad bliver nu Følgen? den retviise, den Patriotiske, den Veltænkende Herre, som

17

17

kiender Statens Sammenhæng, og er alt for ædelsindet, til at giøre Anfordring paa nogen større Løn, i Betragtning af Statens Byrder, men som tillige seer sine Indtægters Formindskelse, og er alt for redelig sindet til at føre Pragt og Stads paa Borgerskabets og de ar- beydendes Regning, han maae jo gribe til det anstændigste og lovligste Middel, og det bliver jo nødvendig hans Udgifters Indskrænkelse!

Denne Indskrænkelse strækker sig til mange Dele. Den giør Pengemangel i Kiøbmandens Boe, den standser Arbeydet i Haand- verksmandens Lade.

I Anledning af denne Indskrænkelse, maae jeg tale lidt om det kongelige Hoffets Inskrænkelse, vi see da den viseste, den kierligste og beste Monarch! at indskrænke sig selv og i alle muelige Maader at spare. Hvilket mageløst Exempel af en Konge, hvilken Selvfornægtelse af en Eenevolds Herre!

Men maae det være tilladt, allerunder- danigst at sige, at denne i sig selv saa ædle Gierning, udpresser dog mange Taarer. — Herved stoppes betydelige Næringskilder for Borgeren. Mange Hænder som vare sysselsadte med Hoffetsarbeyde, der gik fra Haand i

18

18

Haand, og var som en Flod der havde utaelte Udløbe, sænkes nu magtesløse ned, og hænge uvirksomme ved den arme Borgers Sider.

Nogen maatte svare: den Grund bør ey komme i Betragtning imod den nytte Hoffetssparsommelighed medfører.

Jeg svarer ja! Sparsommelighed, er for det almindelige en høyst vigtig og nødvendig Dyd, og aldrig troer jeg den kan bedre indskærpes end ved Exempler. I dette Tilfælde, saavelsom i alle andre, bliver Hoffets-Exempel mere virksomt end den strengeste Forordning.

Jeg vil forbigaae den udvortes Glans Majesteten udkræver, skiønt den hos de Mere fornuftige, ey udgiør en Regentes væsentlige Deel, saa opvækker den dog en høye og æres frygtsfuld Forestilling hos Mængden.

Vor Christian, vor store Konge, han er den som ey behøver andet end sit blotte øyesyn, for at opvække hos alle den helligste Ærbødighed, han har sit hele Folkets Kierlighed saa fuldkommen i Eye, at den eenfoldigste Glædes ved allene at see hans Person, uden at forgabe sig i hans Pragt, daglige Exempler bevise dette.

19

19

Men man forlade mig, at jeg her anfører et Paradoxe, som jeg ved den første bedre Overbeviisning strax vil afsige.

Jeg troer ey allene at en alt for stor Sparsommelighed, saavelsom alle overdrevne Dyder, er skadelig; den vilde medføre en stags Uvirksomhed og en Standselse i den politiske Circulation, og vi kunde saalænge være sparsommelige med de Spartaner, indtil vi blive udarmede med dem. — Men jeg troer og at en vis flags Overdaadighed er høyst nødvendig for at holde Statens Legeme i en bestandig Virksomhed. — Man tillade mig nøyere at forklare denne Mening, som ellers maatte synes alt for forvoven, helst i en Tid, da Oeconomi og Politici, med all Styrke arbeyde paa Over- daadigheds Undergang.

Det være længt fra mig jeg vil forsvare Overdaadighed, jeg anseer den virkelig for høyst skadelig, men jeg troer kun at den bestemmet og i en vis Grad, kan have sin Nytte, og om jeg maae være saa dristig at sige min Mening, da holder jeg for at endeel Skribentere, som overhovedet laste og landlyse Overdaadighed, følge mere den varme Patrio-

20

20

tes Drift, end den koldsindige Statsmands Overlæg.

Jeg vil da udvikle min Sætning; al den Overdaadighed som yttrer sig i Mad og Drikke, i saadan Pragtsom af Fremmede er forarbeydet, og som vi af dem maae kiøbe, er høyst fordømmelig.

Den første giør Fødevahrerne Dyre for den fattige Medborger, som ofte maae savne det nødvendige fordi Epicuræeren dræber sig selv med det Overflødige. Den anden udtømmer Staten for Penge, og beviser at vi ere saadane Daarer, der lade os saalænge paaklæde og pynte af de fremmede, indtil de til Slutning afklæde os, saa vi blive rent nøgne.

Derimod, den Overdaadighed, man udøver i saadane Ting, som virkelig forarbeydes i Landet og af Landets egen Stof, holder jeg for at være langt mere nyttig end skadelig. En Sammenligning imellem Nytten og Skaden skal oplyse min Sats.

Cajus har Midler, han er overdaadig, han klæder sig yppig, hans Boeskab er prægtigt i den høyeste Grad, (men hans Klæder ere af Landets Tøye og hans Boeskab giort i Landet) han holder Heste og Vogn, mange (unødven

21

21

dige) Tienere, han lader sig see en Dag prægtigere en den anden, den eene Klædning, den eene Eqvipage overgaaer den anden, endelig ødelegger han sig til sidst og bliver arm. — Nu raaber strax Huusholderen, det er en Følge af Overdaadighed og et uryggeligt Beviis paa dens ulykkelige Følger.

Jeg overveyer Sagen paa en anden Side, jeg betragter Cajus, han er ulykkelig og Hans Overdaadighed er virkelig Skylden, men jeg betragter hans forødede Midler hvor de ere blevne af, jeg finder hans Snedker, hans Skrædder, kort 3 a fire Handværker og een- deel Kræmmere, disse blomstre af Caji og flere ligesindedes Overdaadighed, de ere alle virksomme Borgere, talrige Familier, og love en lang Række af nyttige Indbyggere.

Jeg begynder at tænke ligesom en Physicus, jeg seer da i Naturens Rige, at Duen er en Føde for Høgen, som igien bliver en Føde for Maddikkerne, og de igien for andre Fugle, der seer jeg den eenes Undergang, er den andens Opkomst, og at en Afvexling udgiør det Hele. — Jeg anvender denne Beviisgrund paa Politiqven, jeg seer Caji Undergang, er de andres Opkomst, jeg seer een Forarmet, som

22

22

var meget rig, derimod seer jeg 3 a 4re, at være maadelig rige som maaskee ellers vare arme, jeg glæder mig ved at Pengerne ere i Landet, jeg giør Ballanceregning, jeg finder at Nytten overveyer Skaden og jeg begynder at troe, at denne Omvexeling, er nyttig for Statens Rige, som i dette Tilfælde har en stor Overensstemmelse med Naturens Rige.

Dette er nu en ødselhed i høyeste Grad og saadan en som i og for sig selv betragtet, virkelig er lastværdig.

Jeg anpriser ingenlunde denne, men viser allene, hvorvidt den ihenseende det almindelige kan være gavnlig eller skadelig.

Maaskee, jeg begaaer en Feyltagelse i benævnelses Ordet, og kalder det Overdaadighed, som jeg allene burde kalde Pragt, thi jeg paastaaer at en hver som har Leylighed dertil, skal uden at drive det for vidt, være prægtig, det skal han giøre for derved at ophielpe de Arbeydsomme og Kunstneren, som ved de Formuendes alt fore store Sparsommelighed og Indskrænkelse, reent gaae under.

Vil nogen svare dette Eyempel var skadeligt, de mindre og uformuende ville følge det og derved ødelegge sig; da svarer jeg: er

23

23

nogen saa daarlig at han vil flyve høyere end Fiedrene række, da har han sig selv at takke for sit Fald, og saa bliver dog hans Forarmelse, en Omskiftelse, hvorved een daarlig Øderes Penger komme i fleres Hænder, de blive dog i Staten. Men herfore kunde og nogenledes sættes en nogenlunde sikker Skranke.

Hollænderen, den bekiendte gode Huusholder, lader hverken Haandverkeren eller Kunstneren sulte, han fraadser ey sine Midler op, men han er prægtig i sit Boeskab, og øder anseelige Summer paa Malerier og saadane Kunststykker, hans Fruentimmer bær kostbare Tøyer, men han kiøber dem ey af andre, han har prægtige Lystgaarder og kostbare Haver, men dog er han riig, et Beviis paa at en bestemmet Overdaadighed eller Pragt ey er skadelig. -— Alt hvad som ey er uundværligt, til Nødvendighed, er en Overflødighed, lad dette være Grund nok, for, at jeg bruger det Ord, Overdaadighed, og lad dette være mig en Undskyldning fordi jeg troer at Pragt har sin Nytte i en Stat!

Men nu igien til Hoved Sagen! vi har da meget sandsynlig seet, at man hos de Fornemme i den største Stand, sporer

24

24

en Indskrænkelse som forudsætter en Mangel. —

Nu ville vi begive os til de andre Stænder, men min Gud, hvor tydelig lyser ey her den blotte Fattigdom og Armod?

Jeg skiælver ved at afmale den forarmede Fabriqveur, den næringsløse Kræmer, den arbeidmanglende Haandverksmand, og i alt den bettlefærdige Borger.

Jeg spørger Fabriqveuren, om Grunden til hans Armod, han veed den knap selv, han svarer jeg Arbeyder idelig men kan dog ey leve! Huusrom, Fødevahrer, Arbeideresløn, Uld, Materialier og alt er dyrt, jeg kan ey afsætte det jeg har forarbeidet. — Han klager over anlægget i det hele og han føler han bliver arm.

Jeg tænker tilbage; jeg erindrer Magazinet, jeg gruer ved at Fabriqver ere anlagte i det saa kostbare Kiøbenhavn. Jeg forundrer mig over Regieringens Mildhed, og veed ey hvorfore Norge skal føyes i den Særsindighed, at tage udenlandske Fabriqvevahrer. Jeg veed Norges Undskyldninger, som for meste Deelen bestaaer i Klædevahrernes (Gatting) Egenskab, som ey er efter deres Landsgout. Jeg begriber at man kan faae Prøvekarter fra Norge,

25

25

jeg troer Fabriqveurerne baade kan og vil, i mueligste Maade lempe sig derefter i KlædetsBonité, appreture, Coleur og Sortement, ja saa vidt mueligt Priis. Jeg holder fore at saadan en Caprice, ey bør komme i Betragtning i det Almindelige, thi kan det ey være den ellers (og altid) brave Nordmand ligemeget, enten klædet er af den eller den Bonité, (nok det er godt) naar det allene er giort i Landet? og bør ey den Patriotisme den Nidkierhed, som altid forædler den norske Nation, opvække dem til, frivillig at afsige sig adskillige Beqvemmeligheder, ja endog Fordele, for at ophielpe det Almindelige?

Videre, jeg seer en Forordning, som paa byder 20 Rdr. Specie pCro i Forhøyelsestold, paa udenlandske Fabriqvevahrer i Norge, men jeg veed derhos at Tolden er under Forpagtning, de mægtigste Kiøbmænd ere Forpagtere og Forpagterne have sin egen Taxadeur. Cæ- tera qvis nefcit ? — Endelig ønsker jeg et Generalforbud paa alle fremmede Klæde og Fabriqvevahrer i Norge, som her kan fabriqveres. Million gang bedre, at Nordmanden henter sine Klædevahrer hos sin oprigtige og ømme danske Broder, og tager saa Penger

26

26

af Hollænderen, Engelskmanden, og andre for sit Landsproducter, (som ey fremmede kan undvære) end at han nu trocherer og tager Vahrer imod Vahrer, ja giver Penger til. Crediten er det eeneste som synes at være i Veyen, den burde Dannemark give, men ey med saa mange Omsvøb, som forhen, Handel imellem Mand og Mand maae være utvungen, Risico maae have Sted, og en alt for mechanisk Forsigtighed tvinger, ja reent qvæler al Handelsgeist.

Jeg gaaer fra Fabriqeuren til Kræmmeren, han klager over sin aftagne Næring, han fortæller mig at den Rige og Fornemme, (ja lige indtil Hoffet selv) indskrænker sig, han anfører Tidernes Besværlighed, og alle Medborgernes Armod og Pengemangel, som et tydeligt Beviis, paa at han intet kan sælge, naar andre ey vil og deels ey kan, kiøbe; intet Salg, ingen Fortjeneste, følgelig bliver han arm, han besværer sig tillige over den store Licent og Told, at Handelen er for meget indskrænket, og i for faae Hænder, han viser mig en hollandsk Toldrulle og siger; saa ringe er Licenten der! han taler om de høye Fragter, noget om Øresund, som jeg ey fortager, han melder om Vexelcursen, og mener den kunde nedsættes, endelig

27

27

slutter han med de dyre Tider og sin manglende Tilstand, og den, den er Soleklar.

Fra Kiøbmandeu kommer jeg til Haandværkerne. Jeg taler med en Juvelerer, en Guld-en Sølvsmed: O! raabe de: vi ere og maae blive aldeles forarmede i denne Forfatning !

Folk have ey noget at kiøbe Fødevahrer for, mindre Sølv og Guld eller Juveler vore arme Medborgere (arme saavelsom vi) maae fælge hvad de eye af Sølv og Guld for at kiøbe Brød, og tænk, tænk Assistencehuset, laaner ey mere end 2 Mk. paa et Lod arbeydet Sølv af Kiøbenhavns Prøve, hvorledes skal da vi kunde leve, maae vi ey reet undergaae?

Denne Grund er saa tydelig at jeg ey behøver flere. Jeg tænker paa Assistencehuset, 2 Mk. paa et Lod Sølv! min Gud! hvad er det for Assistence eller Hielp?

Her falder mig ind at man til sin Tid, har havt saa mange Projector fore, om at faae Sølvet til at mynte af, man har taelt om Skat af hvert Lod Sølv med mere. Min Slutning bliver denne: for dog af det Onde at trække det meste Godt mueligt er, var det at ønske Regieringen kunde føre sig denne Leylighed til Nytte,

28

28

og ved alle Leyligheder opkiøbe det Sølv, til en nogenledes billig Priis, som Armod maae sælge. Naar det kom til Mynten, vandt Regieringen derved, og der kom nogen mere klingende Mynt iblandt Folk.

Dog maaske, det er ey af den Betydenhed, at det kunde klække noget og følgelig ingen besynderlig Opmærksomhed værd.

Joderne græde neppe over at det gaaet saaledes med Sølvet. En trængende og besværlig Tid i et Land, er for dem, omtrent det samme, som en almindelig Misvæxt for en Kornpuger, den trængende maae laane, As- sistencehusets Laan er alt for lidet og utilstrækkeligt, Joden laaner mere, dermed er den trængende tient for det Øyeblik han faaer det, men at han siden maae give 8 ß. maanedlig af en Rixdaler, eller Cent pro Cento, hvilken tærende Gift er ey det for den Nødtrengende?

De som have en Skilling (desværre de ere faae) at kiøbe for, eller udlaane i denne Tid, de kunde ret Aagre med Medborgernes Nød, ja sue Blodet af dem værre end Iigler.

Men lad os nu gaae videre i vor Undersøgning, og tale et par Ord med den forarmede Kandestøber.

29

29

Han begynder at søge sin Næringstab lige ifra China. I gamle Tider siger han: brugte man Tinkarr, nu kan man ey æde uden paa Porcelain. Han giør mig denne Sammenligning. Et Douzaine, Suppetallerkener af det beste Tin koster 4 Rdr. Dem kan en Mand bruge al sin Levetid, og enda brugbare, kan han give sin Dotter dem i Medgift. Endelig naar de blive ubrugbare og han vil sælge dem, kan han igien bekomme for dem 14 a 15 Mk. Et Douzaine, Porcellains Tallerkener derimod (af de Chinesiske) kan koste 8 Rixdr. En Time kan ødelegge dem, og saa er intet tilbage, (dette er en virkelig og høystskadelig Overdaadighed, gid den kunde hemmes) Han farer videre ført og klager over at arbeydet Tin indbringes og endelig tillægger de samme Aar: sager som de andre, af Tidernes Besværlighed og den almindelige Armod.

Jeg gaaer fra den eene Haandverksmand til den anden, Klagemaalet høres allevegne og endog de hvis Arbeyde en kan undværes, fom Smeden, Skomageren og Skrædderen, de forsikre at de som ofteste maae bort creditere deres Arbeyde formedelst den almindelige Pengemangel, og saaledes blive de forarmede.

30

30

Den eene vil hellere fortiene noget end den anden, dette forvolder at den eene ofte Underminerer den anden og tillige selv forarmes med sit Arbeyde, ja de Haandverker som indlade sig i Accorder og Entrepriser, og som for at faae noget under Hænderne, vil iagttage den mue- ligste Billighed i Prisen, maae tidt bagefter bejamre at de i Følge deres Accord, ofte have arbeydet omsonst og blive ruinerede.

Jeg forsikrer at her gives de Laugsmestere som ey Dovenskab eller Overdaadighed har ruineret, men som dog i disse Tider have søgt om at faae Arbeyde som Svenne og ey have kundet erholde det, et ynkeligt Beviis paa de siette Omstændigheder, og den Uvirksomhed Fattigdommen Foraarsager.

Gaar vi til de andre Borgere, som ey drive Haandverker, men Næringsbrug eller saadant. Omstændigheden er den samme.

Bryggeren klager over de høye Kornpriser og Brændets Kostbarhed. Brendeviisbren- deren ligeledes og over den høye Consumption.

Slagteren siger: man kan nok sætte ham en Taxt for hans Udsalg, men ey for hans

31

31

Kort; de fleste klage over, at de formedelst Pengemangel, ey kan faae det ud Crediterede ind og følgelig ey kan paa rette Tid giøre Indkiøb, men Summen af alt bliver, at den eene Stands Mange! foraarsager den andens, hvilket er ligesaa naturligt, som at en Machine maae gaae urigtigt, ja aldeles forrykkes, naar et og siden flere Hiul standse.

Gaar vi videre med vor Undersøgning, da troer jeg man ey til nogen Tid skal fra alle Skæder i begge Rigerne, have hørt en mere almindelig Klage over Nød og Mangel, og aldrig troer jeg man i Residensen skal have fundet flere Nødlidende, end her nu findes.

Den som ey veed deraf, skulde neppe forestille sig, hvor mange nøgne, forsultede og elendige Mennesker, Kiøbenhavn paa denne Tid indhegner.

Næringsveyene ere ligesom tillukkede, de som kunde og ville gierne arbeyde kan ey faae noget at fortiene, slet bliver Arbeidet betaelt, og dog ere der tusende Hænder derom.

Mangelen er i den største Stand ganske sandsynlig og Armod og Fattigdom i de andre saa tydelig, at den udæsker enhver Veltænkende Patriotes inderste Medynk.

32

32

Men hvad hielper det at beklage og vise en Fattigdom som ingen kan nægte? Lader os heller stræbe paa, at finde de beste Midler imod den, og da bliver efter mine Tanker det beste Middel, at vise, de fleste og muelige Næ- ringsveye.

Derved opvækker man Fortjenester, Fortjenesten opmuntrer Arbeydsomheden og Arbeydsomheden er den sande Moder til Rigdom og Velstand i et hvert Land.

Det er ey mueligt at een Person kan kiende vide og retskaffen indsee det heles Forfatning, enhver bør opgive det han indseer, og naar man saaledes samler alles Opgaver, Prøver, og forbedrer dem, enten ved Udvidelser eller Indskrænkelser, maae de ufeylbar medbringe sin Nytte, saafremt de ey ere skrevne hen i Taaget, uden Kundskab og Erfarenhed.

Jeg vil kun skrive om det jeg begriber, jeg vil indskrænke mig til det Sted, jeg kiender best og det skal være Øyemaalet, for mit Opgave.

Jeg vil opsætte mine oeconomisike Tanker, hverken Lyst til Nyt eller flygtige Indfald har dannet dem. Jeg troer virkelig, det jeg taler om, forholder sig saaledes,

33

33

thi dens Grund og Sammenheng berettiger Mig til den Troe.

Kort, jeg vil skrive oprigtigt og maaskee ei aldeeles ugrundet, thi venter jeg saa meget mere med Skiønsomhed at begiegnes hvor jeg feiler.

Jeg vil ei længere være paastaaelig i nogen Meening, end indtil jeg bedre bliver overbeviset, det er mit Ønske, min Hensigt, Fædrenelanders Nytte og deres Ære, som overbevise

Oeconomiske Tanker.

— * — Ergo tua Rura manebunt,

Et tibi magna fatis, qvamvis Lapis ornnia nudus, Limofoqve, Palus obducat Pafcua - junco.

VIRGIL

Jeg har i Forveien sagt, at jeg vil indskrenke mine Tanker til de Ting og de Stæder jeg kiender, i Følge heraf skal da Norge være Øiemeedet for mine Betænkninger.

34

34 Norge er som bekiendt et Land, om Hvilket man kan sige med Poeten: Infelix: Lollium & fteriles nafcuntur Aenæ. Men med al sin Ufrugtbarhed, i Henseende Korn-Vare, er dog dette Land beriget med saadanne Eiendomme, som ei allene kan veie op imod, men overveie, mange andre Landes Rigdomme.

Norges Skove, Norges Bierge og Fiskerier ere rige Velstands Kilder, dog er Velstanden i Norge paa de fleste Steder liden og meget mindre end den virkelig kunde og burde være.

Næringsveiene ere alt for faae, og just derfore nærer ei Landet saa mange Indbyggere som det kunde.

Skylden er ingenlunde hos den karrige Natur, Landet har de Producter, som aabne Adgang til mange Næringsveje, men man opsnapper dem langt fra ikke; enten seer man dem ikke eller vil man ei see dem.

Dette første er en Søvnagtighed, det sidste en Vrangvillighed, begge Karakterer, som jeg unødig vil paabyrde, den af sin Munterhed bekiendte, og for sin kiække Tænkemaade virkelig roesværdige Nordmand.

35

35

Men jeg paastaaer dog, at de ei allene ikke opsnappe alle muelige Næringsveie, men de lade endog de meget kiendelige og betydelige gaae sig reent forbie.

Jeg har her giort en Beskyldning, jeg maa og jeg skal gotgiøre den, og indstil man offentlig enten overbeviser Mig om Min, eller rettere sin egen Feil, saa maa denne Beskyldning hvile paa den norske Nation.

For at gotgiøre min Beskyldning, vil jeg begynde med Norges Kobber, der unægtelig er en af Landets betydelige Rigdomme. — Men hvor ubetænksomt, hvor skiø- desløft behandler man ei denne ædle Metal?

Man opsøger den i Biergenes Indvolde, man uddrager, man renser og man smelter den, (meget roesværdigt,) kort man giør det til Kobber og giver det den første Form, men dette er og alt.

Nu made jeg spørge om denne Metal ei kan imodtage flere Skikkelser, end den første som den faaer ved Bjergværket, hvor den smeltes og støbes i runde Plader?

Hvoraf kommer Messing og den saa kaldte Printzmetal? Men det som mere er,

36

36

at spørge om: Hvorledes maa det være førend den kan forarbeides til Kar, maa den ei være plattet?

Nn bliver det et Spørsmaal: Hvorfore de Norske udskibe sin Kobber og lade den platte i Holland?

Er det ikke skammeligt at lade saa betydelige Fordeele gaae sig saa skiødesløs udaf Hænderne?

Man har Kobberet i Landet, man Har de aller beste Lejligheder at indrette PlatMøller, hvorfore? fordi Naturen selv saa villig tilbyder sin Hielp, og Landet allevegne har Vandfald, Hvorved et saadant Verk kan drives.

Her i Sielland, hvor man med 3 a 4 Gange større Bekostning end i Norge maa indrette et saadant Verk, (formedelst Naturens Uvillighed,) her, hvor man maa tage Kobberet fra Norge, og betale Fragt deraf, her har man en Platmølle, og jeg troer endog med temmelig Fordeel. — Men i Norge, hvor man har Naturens Fordele, hvor man fører Kobberet lige forbie de Steder hvor det kunde plattes, (jeg meener herved Thronhiem,) der har man ingen Kob-

37

37

ber-Mølle, der fører man det uarbeidet ud- af Landet, og naar vi have havt den Ære at betale Hollænderne Arbejdsløn, at føre vor Product frem og tilbage over Havet, to Gange at betale Fragt, Assurance og andre Omkostninger deraf, saa faaer man Plat-Kobber,

Ædle Nordmænd! er ikke dette en uforsvarlig Efterladenhed? maatte ikke Hollænderne falde paa de Tanker, at Norge var det samme for dem, som Mexico og Peru for Spanierne, mon de ikke hemmelig beleer den Dovenhed og Uvirksomhed hos Eder, som tiener til at berige dem? mon de ikke hemmelig belee Eder, naar I igien kiøbe af dem Eders egne Producter, nemlig det plattede Kobber, det I dog selv langt beqvemmere end dem, kunde forarbeide ?

Hvad om I forandrede Scenen, og selv plattede Eders Kobber, mon I da ikke kunde føre den plattet ud, og lære Hollænderne at betale Eder Arbeidsløn, (af det de ei kan undvære;) i den Sted I nu betale dem, det I gierne kunde og burde undvære?

38

38

Fandtes ei herved en nye NæringsVel for mange Arbeidere, og sparedes ei herved de Penge som udgaae i Arbeidsløn?

Videre, hvad giør Hollænderne med den megen Kobber de aarlig faae fra Norge? mon den forbruges i Amsterdam? nei! men en Hoben forarbejdes der; men Bra- bank, Flanderen og flere Steder imodtager den, — —

Hvad, om I nu toge den Beslutning, ei allene at platte, men endog for en stor Deel selv at forarbeide Eders Kobber i allehaande Slags Kar, mon ei Hollænderne endnu skulde være nødtvungen til at kiøbe den? Jo intet vissere, og troe mig den vindskibelige Hollænder skulde endda finde Lejlighed at fortiene et par Skilling paa et Stykke, naar han endog maatte be- tale Eder Arbejdsløn.

Men hvilken ypperlig Næringsvei kunde ei dette blive, hvor mange Arbeidere vilde ei herved leve?

Det er besynderligt, at i Thronhiem i Norge ere neppe mere end 3 Kobbersmedde, og de 2 endda Staaddere, skiønt 3 af de betydeligste Kobberværker ligge i

39

39

dens Egn. Ligesaa besynderligt er det paa samme Sted at finde en Hoben KobberArbeide, kiøbt af de Svenske, hos hvilke vi faae lettere Priser.

At skibe det raae Kobber ud, og i- gien kiøbe plattet Kobber, forekommer mig ligesaa daarligt, som om de Norske vilde føre deres Træer udaf Landet, lade dem andre Slæder skiære og selv kiøbe Bræder.

Dette er nu en betydelig Næringsvei de Norske lade sig gaae udaf Hænderne, betragter man nu deres Jernværker, i Besynderlighed i Laurvigen, saa maa man spørge, hvorfore ei i hele Norge findes en IsenFabriqve?

Man har Jernet selv, og den norske Nation er saa oplagt til Smedde-Arbeide, at enhver Bonde er fast en Tubalcain, og dog skal de give aarlige Skatter til Engeland, Holland, Nyrnberg og Tyrollerne, for al. Slags Isenkram.

Ja Efterladenheden heri gaaer saa vidt, at man aarlig kiøber store Qvantiteter Søm af Hollænderne og af de Svenske.

Landet har, som sagt, de ypperligste Fordeele til saadanne Fabriqvers Indretning,

40

40

Huusrom og Brænde, er uendelig, og og Føde-Varene meget ringere, end paa mange andre Slæder, nu maatte man tænke, at Nationen var ei lærvillig, opfindsom eller beqvem til Kunster og Arbeide.

Nei intet mindre! Nationen er ildrig, hurtig, kunstrig og beqvem, kort, Genie er noget som vel ingen kan med Føie af- trette Nordmanden.

Man seer endog i denne Tid, at de berige sig med adskillige priselige Anlægge. Klokkestøberie er i Norge, og i Fald Rygter ei har bedraget mig, skal der ogsaa i denne Tid fabriqveres Fayance-Porcelain. Hvor beqvem var ei Norge til saadanne Anlæg? i Kiøbenhavn kan to Fayance-Fabriqver, foruden Castrup, som nu er den tredie, finde deres Regning. Hvorledes den ene af disse Fabriqver har giort sin Ballance-Regning, begriber jeg ei; thi jeg veed tydelig, at den ene Fabriqveur formedelst manglende Force, har maattet i en ubeleilig Tid kiøbe Brænde til fine Brænde-Ovne i smaae Partier, og endda kost en temmelig Vognleie derpaa, for at bringe det hen til Fabriqven. Men den er at und-

41

41

skylde, thi Ævnerne har ei været større, men hvad Fortjenesten har blevet, kan man let dømme.

Men at komme til Norge, da kan jeg ei indsee, hvorfore de Norske ei forlængst have indseet Fordeelen af at forarbeide, i det mindste platte, sit Kobber, hvorved anseelige Summer havde været vundet, og hvorfore de ei anrette en Isen-Fabriqve, forarbeide Messing og destige Metaller, og ei kiøbe sine fornødne Søm af andre.

Det er hverken Dovenskab eller Ubeqvemhed som hindrer de Norske fra saadanne Entrepriser, men jeg troer en Hindring bestaaer i følgende:

Naar de Norske begynde en Entreprise, giøre de Anlegget for vidtløftigt og bekosteligt, i det mindste paa endeel Stæder, som for Exempel, i Thronhiem blev for en Snees Aar siden det første Sukkerhuus anlagt, man giorde Bygningen saa vidtløftig, som den skulde have været en heel Baragve eller Casarme, og den øvrige Indretning med lige saa stor Overflødighed og Vidtløftighed.

42

42

Saaledes ere de Norske for overdaa- dige i Anlegget, dette giør en Entreprise, forfærdelig kostbar og vansselig.

Dernæst troer jeg de Norske have den Feil, at de ei ved sine Anlægge seer paa Fremtiden, de vil strax og i en Entreprises spædeste Alder have store og betydelige For: deele, naar de ei indsee at de kan erholdes strax, have de ingen Lyst at entrere, thi de Herrer Entrepeneurs see ei paa Eftertiden, men ville i øjeblikket gribe Guld med begge Næverne. Dette siger jeg ej om de Norske i Almindelighed, men paa visse Steder forholder det sig saadan, og i det mindste tænker en stor Deel af de Thronhiemske Entrepreneuers saaledes.

De Skarpsindige som ei have Midler, kunde ei entrere noget, og de Formuende som meget mageligere, (om det ei var ved andet end en Toldforpagtning,) kan høste store Fordele, ville ei have Bryderie med nye Anlægge, med mindre som sagt, Fordelene ere anseelige og strax ved Haanden.

Dette troer jeg virkelig er Aarsagen til at Norge savner de Indretninger som

43

43

have kundet berige Landet, baade med Penge og arbeidsomme Indvaanere.

Om jeg ei feiler, har der engang ved Thronhiem været en Plathammer eller Kobbermølle, som jeg troer endnu er i den afdøde Kammerherre (S. T.) Schiøllerts eller Arvingers Hænder, men ei mere tiener til det Brug; af hvad Aarsag den er nedlagt, veed jeg ei, om det ei skulde komme deraf, at man ei har anseet den fordeelagtig nok.

En Kobbermølle og en Isen-Fabriqve, ere da efter mine Tanker to uundgiengelige Fabriqver som Norge burde have, for om ei mere i Førstningen, dog i det mindste at arbeide til sit eget Lands Fornødenhed. Hvad om der i Norge blev anlagt et Kanonstøberie, paa eller tæt ved et af dets JernVærker, mon det ei skulde blive fordeelagtigere end det vi her har havt?

En Ting maa jeg endnu spørge de kiære Nordmænd om, nemlig: Hvorfore de sende deres Bukkeskind til Holland, skulde det ei være mueligt at de selv kunde forarbeide dem, og var det ei større Fordeel at sælge Carduan end de raae Skind?

44

44

Det er jammerligt, at alle Produkter skal føres raae ud og kiøbes arbeidede igien, da man dog burde være saa gode Huusholdere, at man burde endog i de Ting man ei kan undvære, saa meget mueligt see paa, at kiøbe af de Fremmede allene Producter- ne og fortienne Arbeidslønnen i Landet.

Seer dog engang op i brave Nordmænd, og værer ei til evig Tid Hollændernes Vasaller, giøre Eder dog andre og større Fordele af Eders kostelige Metaller! see ei allene paa den nærværende men og paa den tilkommende Slægt, betænke at Mangelen tiltager daglig, Fiskerierne feile ofte, og efter den nærværende Mishandling, er jeg bange Skovene glippe førend I vente det. Opdage derfore nye iNæringsveje, optage i det mindste de som ligge for Eders Fødder, og ere saa betydelige som de ovenanførte, hvis Forsømmelse virkelig er og bliver Eder en Last, indtil I (og det kan I aldrig,) skielligen gotgiør, at det enten er skadeligt eller ugiørligt, selv at platte sit Kobber og arbeide sit Jern.

Skulde denne Uvirksomhed for længe vare, var det at ønske, Regieringen vilde

45

45

for egen Regning anlægge saadanne, vist fordeelagtige Værker, og naar de komme ret i Gang, og Fordeelen blev tydelig, da imod en anstændig Fordeel igien at overlade dem til Indvaanerne, som derved torde lære at blive opmærksomme, og udvide sine Tanker til andre og flere fordelagtige Anlægge. — —

Norges Mangel paa Kornvarer er og bliver et ligesaa vigtigt som bedrøveligt Gienstand for Patriotens Betragtning.

Hvor tidt og ofte maa ei den arme norske Bonde savne det velsignede Brød, og hvor ofte maa han ei blande det med den til Meel malede Fyrrebark, der er bitrere end Malurt?

Hovedgrunden til Norges Kornmangel ligger i Landets egen Beskaffenhed og Climens Haarhed. Mange Steder som ligge høit oppe i Landet, og som de Norske kalde det til Fields, kan slet ikke avle Korn, formedelst det sildige Foraar og den tidlige Vinter, og i de Slæder som kunde avle

46

46

Korn, og hvor det i gode Sommere virkelig voxer hyppig, hænder det ofte, at en tidlig og uformodenilig Kulde fordærver og paa en Nat til intet giør den haabesuldeste Høst.

Man maa ingenlunde forurette de Norske, ved at beskylde eller ansee dem for slette Agerdyrke, tvertimod, have de i en Tidlang, (der hvor jeg er bekiendt,) drevet den til en temmelig Høide. Officiererne og Præsterne paa Landet, fortiene en væsentlig Tak og Ære for deres Virksomhed, Flid og gode Exempler i Agerdyrkningens Udvidelse.

Denne samme Berømmelse kan man tillægge Kiøbstedfolkene, thi enhver af dem som er lidt formuende, eier gierne en Avlsgaard i Nærværelsen, den de virkelig med største Flid, Opfindsomhed og Arbejdsomhed dyrke og forbedre, og en Efterstræbelse i at overgaae hinanden i sine Jorders Forbedring, giver en herlig Frugt og et frugtbart Exempel.

Sandt nok, at Almuen, menige Bønder, der saavel som andre Stæder, have sine Fordomme, og indtagen af den gamle

47

47

Slentrian, ugierne vove, ja ofte belee de nye Forsøge, men desuagtet, lade de sig dog ofte, af sin Officer, sin Præst og den paagrændsende Kiøbstedmand, overtale, særdeles naar de have Fortroelighed til ham, (thi Fortroligheds Erlangelse, er Hovedkunsten i den samtlige norske Nations Bestyrelse,) men endda mere virke Exempler, tbi naar en norsk Bonde seer hos saadan sin Naboe, at de nye Forsøge ere fordeelagtige, strax er han færdig at efterabe, endog de Forsøge, som han i Førstningen virkelig har beleet. —

Nationens Dovenskab eller Ukyndighed i Agerdyrkningen, er da ingenlunde Aarsag til Kornmangel; men hvad kunde de beste Forsøge hielpe, naar Naturen ei vil understøtte, og naar, som sagt, den tidlig indfaldende Kulde, alt for ofte giør de beste Anlægge til Vand.

Men om aldrig den Ulempe var, saa see vi dog, at i de frugtbareste Aar, Norge ingenlunde har Korn nok for sine Indbyggere, men Tilførsel af fremmed Korn skal redde dem fra Brødmangel.

48

48

Denne Tilførsel, som beroer paa Kiøbmændenes Aarvaagenhed, Indsigt og Tænkemaade, er underkastet saa mange Tilfælde, som Vindelyst og Kiøbmands Egennyttighed kan danne, og de, de ere Aarsagen til at Norges Bønder ofte savne det kiere Brød.

At sætte en Skranke for dette, vilde blive meget vanskeligt, thi om end enhver Kiøbmand som handler med Korn, blev befalet at være forsynet med et vist Quantum, som efter nøie Overveielse kunde synes tilstrækkeligt, om man endog (som i disse Tider fast er ugiørligt,) kunde regulere en nogenledes rimelig Priis, var dog ei Uhældet derved forebygget.

Kiøbmands Handel kan et indskrenkes, Crediter give Lejlighed til megen Aager, Trocheringen selv kan give Lejlighed til utilladelige Fordeele, thi naar Bonden absolute maa have Korn til Brød, kan jeg jo sætte den Pris paa hans Vare, som min Egennyttighed og hans Nødtrang giver Lejlighed til,

Desuden maa man mærke, at de Bønder, som fornemmelig trænge til Kiøbsteden, ere for den meste Deel, de saa kaldte

49

49

Oplands Indvaanere, disse have lidet eller intet at trochere med, men maa kiøbe for rede Penge, baade Korn og Fiskevare; Pengemangel og Crediter giver Lejlighed til Utaaligt Aager.

De andre som trænge til Kornvarer, ere dem som boe i Fiskerleiene; slaae Fiskerierne got ind, veed Kiøbstæderne strax at benytte sig af Mængden og giøre Priserne ringe, slaae de derimod Feil, (som desværre ofte skeer,) er Hungren et tærende Sværd for de ulyksalige Folk.

De ere da langt værre farne, end de som boe op til det faste Land, thi de have dog nogle Fedevare, og ere gemeenlig i bedre Omstændigheder, thi Skovene ere dem en sikker Fortjenestes Kilde.

Nu maatte man spørge, hvorledes herpaa kunde raades Bod?

Det eneste Middel at afværge den store og saa ofte i Norge indfaldende Brødmangel, var ene og allene denne, allevegne i Landet at anlægge Korn-Magaziner.

Men at give en fuldstændig og retskaffen Plan til saadanne Magaziners Anlæggelse, er et Arbeide, alt for vidtløftigt

50

50

til disse Blader, og ei heller mueligt for Een allene at udføre.

Intet Land er sig selv mere uligt end Norge, Landets ulige Situation og Beskafskaffenhed giør, at det som kunde være mueligt paa den ene, kunde blive umueligt paa den anden, hvad som kunde være fordeelagtigt paa den ene, kunde blive skadeligt paa den anden Kant; men hvo kan kiende et saa vidtløftigt og ulige beskaffent Land, allevegne saa nøie, at han rigtig kunde be- stemme alle Steders sande Fordeel og Skade?

Dette vilde sætte forud en lang Erfarenhed og en saa udvidet Kundskab, som neppe kan forlanges af een, i Henseende dens store Forskiellighed.

Nei! naar man vilde anlægge Magaziner i Norge, maatte man fra et hvert Stift, ikke fra et, men flere Stæder i Stiftet, indhente upartiske Betænkninger og Forslage til Plan for et hvert Stift.

Ved at sammenligne disse, vælge de beste og giøre Udslaget, efter den mere og mindre Lighed, den ene Stæd og det ene Stift har med det andet, vilde man vist

51

51

finde Middel og Grunde at udkaste en General-Plan efter.

Saasom intet strax er fuldkomment, vilde vel saadan en Plan beholde nogen Mangel, som først ved iværksættelsen vilde opdages, men den kunde let forbedres.

Ifald en almindelig Concurs, til et saa nyttigt Værk skede, og det var mig tilladt, vilde jeg specialiter opgive mine Tanker om en vis Strækning i Norge, og maaskee tillige nogle Generalia, som i Henseende Oplagsstæderne og Sparsommeligheden i Indretningen, i det minste paa de fleste Stæder skulde være tjenlige til Øiemeedet.

Det var at ønske, at vor priselige Landhuusholdnings-Sælskab, der foreviger sig med en klog og nyttig Omsorg for det Almindelige, vilde udsætte Præmier til en Plan for Korn-Magaziner i Norge, nemlig for deres letteste, mueligste og bestandigste, og for det Almindelige, fordeelagtigste Indretning, NB. ikke en General-Plan for hele Norge, men en Special for hver Skift, med hosføiede Iagttagelser, af den mere og mindre Forandring et hvert Sted vilde ud

52

52

Det høistpriselige Selskab vil ingenlunde fortørnes over mit Patriotiske Ønske, tvertimod, deres større og almindeligere Indsigt vil bestemme det nøiere og bedre. Jeg ønsker det ingenlunde for min egen Deel; jeg er langt fra ei stolt nok til at troe, jeg derved kuude fortiene nogen Præmie. Nei! naar endog saadan en Indbydelse skede, og jeg da (kunde bruge Pennen,) vilde jeg med Glæde strax opgive mine Tanker til Sælskaber, ingenlunde som en Concurrent, men som en velmenende Patriot, hvis Hovedhensigt var, at vise, Villien er større end Evnerne.

Uforbiegiengelig nødvendige ere saadanne Magaziner, dersom Brødtrang skal forekommes, endog i de gode Aaringer. Men jeg troer derhos, at deres Oprettelse ei maatte blive nogen privat Entreprise, ifald de skulle opnaae Hensigtens rette Nytte. Jeg troer ikkun dette, og forbeholder mig at give til sin Tid, i det minste en antagelig Grund for min Troe.

Imidlertid da Norge lider saa megen Mangel paa Brødkorn, var det at ønske, de Norske vilde lægge sig mere efter de Tings

53

53

Avling, som nogenledes kunde erstatte Brødets Mangel.

Den af alle Oeonomi saa høit anpriste Potatos-Avling, er noget de Norske burde dyrke med større Iver.

Landet er beqvemt til at frembringe saadanne Væxter som knyttes og groe under Jorden, alle Slags Rødder og Roer voxer der meget gode, og at Potatos der groer meget got, beviser adskillige smaae Forsøge, ja endog endeel betydelige, hvorpaa jeg vil frembringe et Exempel:

I en lille Kiøbsted, navnlig Christiansund, boer en Engelskmand, som forstaaer lidt af Gartner Væsenet, denne har blandt andet, drevet Potatos-Avlingen saa vidt, at han endog til engelske Søefarende aarlig kan afhænde anseeligt. Et nyt Beviis paa at Potatos-Avlingen i Norge got kunde fremmes, naar den med større Flid blev drevet, og man ved oftere igientagne Forsøge, lærte at kiende de beqvemmeste Jordarter.

Det var bedre, at man i Norge anvendte til Potatos-Avling noget af det Land man saaer Roer i; thi omendskiønt de norske Roer ere meget gode, og kan forvares

54

54

hele Vinteren, saa ere de dog ei saa nyttige som Potatos, thi denne kan man bruge i Mangel af Brød, men hine ædes kun til Kiød og Brødet ligefuldt.

Jeg troer gierne, det vil koste megen Overbeviisning og Umage, at bringe den norske Bonde til at legge Vind paa PotatosAvlingen, thi de fleste af dem vide ei hvad Potatos er, og vist ei ville æde dem; men en almindelig Overbevisning om dens Nytte i Huusholdningen, Opmuntringer, ja Præmier, vilde maaskee lære dem at begynde derpaa, og Erfarenheden at fortsætte den med Iver, thi naar de lærte at man i NødsTilfælde kunde giøre Brød af den, vilde de ufeilbar elske den Næringsfulde Plante, som i dyre Tider kunde frelse dem fra at æde det bittre Fyrre-Meel, baade i Brød og Grød. —

Til hvilken uendelig Nytte, var ei denne ædle Plante, for de Bønder tillige som boe ved Søekanten, og hvis meste Næring er Fisk, deu de ofte maa æde uden Brød, og i Mangel af Brød tidt bruge tørret Fisk, hvor rigelig kunde de ei derved

55

55

baade spare paa Brødet og oprette Brødets Savn?

Ulige sundere vilde disse Folk tillige blive, der formedelst den megen Æden, ei allene af Fisk, men Lever af Fisken, og saadanne usunde Ting, gemeenlig see gule og gustne ud, ja inclinere ofte til en Slags Spedalskhed, hvilket fonmodentlig meget kommer deraf, at de have kun lidet Brød at æde til deres Spise, men Brødet er jo det som befordrer Fordøielsen.

Naar nu disse som sagt, aade Pota- tos til deres Fisk, vilde den ei allene giøre samme Nytte som Brødet, men den stærke Føde som er ved den, forvoldte at de spisede mindre af Fisken, og altsaa bleve sundere og friskere.

De som boe oppe i Landet, og have noget Kiød at æde, kunde og finde deres Regning ved denne nærende Plante; de som ei høist oppe kunde pløie og faae Korn, mon de ei kunde avle Potates? Jeg troer det, thi jeg troer ei den udfordrer saa lang Sommer, og ei heller saa lettelig beskadiges, af en maadelig Kuld.

56

56

Give den norske Almue paa Landet retskaffen kiendte Fordelen af denne Avling, og give den i Dannemark selv blev mere dyrket. Det er vanskeligt overalt at bibringe den meenige Mand nye Begrebe. — Skrifter hielpe dem lidet eller intet, og at læse noget uden for sin Christendoms Lære, er ganske og aldeles ikke den norske Bondes Sag —

Det var vist ikke af Veien, om en , Afhandling om Potatos Avlingsmaade, dens Nytte og Anvendelse i alle Huusholdningens Dele, med en hosføiet Belønnings Udlovelse for den som gotgiorde at han havde avlet den største Qvantite deraf, blev trykket, og gratis uddeelet, især i Norge, hvor de fleste Bonder ei engang kiende denne Vært —

Det kunde maaskee giøre Indtryk hos en og anden, og saa snart nogle sunde For: Deel derved, blev Bruget strax almindeligt; thi den norske Bonde er aldeles ikke uvillig i at følge Exempler, og at antage Lærdomme, helst naar de enten af deres Siælesørger eller nogen som de have Fortrolighed til, blive dem tilbragte.

57

57

Ønskeligt var det i et for Korn saa fattigt Land, at faae de Ting opelskede, som nogenledes kan bøde paa dets Mangel, og ligesaa ønskeligt var det, at man ei med det fordærvelige Kornbrændevins, umaadelige Brænden, gjorde Brødet mere dyrt, saavel i Dannemark som i Norge.

Mon ikke nogen skulde være saa Hældig at kunde udfinde den Maade at brænde Brændeviin af andre Ting, der ei vare saa umistelige som Sæden, men kunde have ligesaa god Smag, og giøre ligesaa god Virkning som Brændeviinet, der i sig selv er skadeligt, dog er bleven til noget som er umisteligt.

En saadan Opfindelse, naar den var gjørlig, var høist nyttig, og Opfinderen en god Belønning værd.

Dog jeg vil ende denne Materie, og overlade dens nøiagtigere Afhandling til en hældigere. — Imidlertid vil jeg fremsætte mine Tanker efter beste Skiønsomhed, i flere Tilfælde.

58

58

In Patris, Croceo mutabit Vellera Luto.

Virg. Eclog.

I blandt andre Ting som i Norge, efter mine Tanker, kunde med Fordeel opelskes, er Faare-Avlingen en væsentlig Deel.

Jeg vil ei tale om Uldens Nytte og umistelige Værdie, thi hvo kiender ei den? Jeg vil ei heller tale om, hvorledes den danske Uld en Tidlang haver været mishandlet og til Fremmede udført; adskillige Besværinger vidne nok herom, og det er ei min Hovedsag.

Man maae ei tænke at jeg med Faa: re-Avlingen i Norge, mener det saaledes, som om derved noget ganske nyk skulde indføres, og ligesom man ei forhen i Norge havde Faar i nogen Mængde. Jo, man har dem endog i nogenledes Mængde, men jeg meener man kunde og burde have or-

59

59

dentlig indrettede og anseelige Skæferier, men dem har man vist ikke.

Aarsagen til min Paastand ligger i Landets Situation og Beqvemhed dertil. Der gives adskillige omflødde Steder og Øer, hvor saadanne Skæferier med største Beqvemmelighed kunde indrettes. Paa adskillige af disse haver man en temmelig Forraad af Faar, som endog hele Vinteren gaae ud, og ere meesten Deels vilde. — @Dette er en gruelig Hovedfeil, thi ved det Faarene gaae i de haarde Vintre ud, bliver Ulden grov, strid og ubøielig, da den i varme og vel indrettede Skæfer-Stalde, vilde blive ulige blødere, og en afgiort Sag er det, at man ei med den rette Nytte og Fordeel kan tage Ulden af disse Faar, dem man fast maa fange som andre vilde Dyr.

Den meeste Deel af deres Uld, faaer man paa den Maade, at man sanker den op, naar Faarene selv have kastet den, og sindes den da i hele Kager, fulde af Grus, smaae Pinde, Stene og Lyng, ganske sammenviklet, men hvor ulige storre vilde ei

60

60 Fordeelen blive, naar man paa ordentlig Maade og Tid kunde klippe dem, og hvor ulige renere nyttigere og bedre blev ei Ul- den? — Ifald nogen vilde indvende, at der til store og talrige Skæfferier i Norge, vilde mangle Høe og Foder, da siger jeg nei! ved en god Oeconomie vil der findes tilstrækkelig nok. Men Oeconnomien med Høet maa være lidt bedre end for nærværende, da de norske Bønder, deels i sine Sætte-Boliger *), deels andre Eiere, paa saadanne Øer, ei flaae og ordentlig indhøste Høet; men lade paa det ene og det andet Sted, Høvder og Faar gaae i Græsset under Bugen, og træde ned ligesaa meget som de æde op, da Kreaturene ofte maa mangle

om

*) Sætte-Boliger, kalde de Norske saadanne Stader, som de foruden sin Bopæl og dens Egne, eie gemeenlig høiere op i Marken, og hvor de formedelst Stædets Fraliggenhed og Veiens Vanskelighed, (maaskee sommetider indbildt) lidt eller intet Høe høste, (Korn slet ikke,) derhen drive de sine Kreature om Sommeren, cg følger med dem en Meierske, (som i Norge kaldes en Budeye,) der hele Sommeren igiennem trækker Smør og Ost sammen af de i den overflødige Græsgang gaaende Kreature.

61

61

om Vinteren, fordi de have havt saa stor Overflødighed om Sommeren.

Græs voxer overflødigt i Norge, desuden ere Faarene saadanne Kreature, som man med Løv, indsanket af behørige Træer, (hvoraf Norge har nok,) ja, med smaae Qviste, og saadant, meget vel om Vinteren kan fore. Man betragte Vesterkandten af Holsteen, (hvor stor (eller rettere liden) Mængde af Høe der gives; men om jeg ei feiler, ere der de største Skæfferier.

Norge mangler ikke, men har Forraad nok paa Høe og andre Næringsmidler for Kreaturene, og iblant dem Faarene, naar man som gode Huusholdere vil indsanke og bruge dem.

Sønden for Thronhiems Bye, (jeg husker ei hvor mange Mile,) ligge nogle Øer, som kaldes Froeøerne, deres Beboere har temmelig drevet paa Faare-Avlingen, han har produceret Uld, den er bleven spundet, farvet og vævet; adskillige i den samme Familie, have til Hæders baaret Klæder deraf,

62

62

som have et smukt Anseende. Et priseligt Exempel, som fortienner at bekiendtgiøres og opmuntres. Denne Familie, hvis Navn er Busch, lever endnu, og Prøver af Tøiet samt nærmere Efterretning kunde af dem bekommes, ifald Landhuusholdnings-Sælskabet til sin Betragtning, vilde æske den.

Ligesaa er i samme Circumfirence en anden Øe, kaldet Tarven, hvor Øxne og Faar gaae saa got som vilde, der falder de største Øxne og tillige de største og fedeste Faar. — En Mils Distance fra Thronhiem, ligger en prægtig Øe, kaldet Tutterøen, paa denne Øe har man opelsket lutter Race af engelske Faar, deres Uld har bestandig været og blevet ligesaa god som den Engelske.

Dette bevæger mig til at tænke; at man paa de anførte og flere ligedan beskafne Stæder, med største Fortgang og Nytte kunde indrette ordentlige Skæfferier.

Hvorfore jeg anseer Øerne beqvemmest, er af den Aarsag, at man der er frie for

63

63

Ulve og saadanne skadelige Rovdyr, som paa det faste Land anrette alt for ofte betydelige Skader. — Dog meener jeg ingenlunde at der faste Land til Skæferie er ubeqvemt, thi man avler jo der og Faar; men jeg giver Øerne Fortrinet, af den ovenanførte Aarsag, saa og fordi en Deel af dem som Froøerne og Tarven, ere ei beqvemme til Korn-Avling.

Det er virkelig en Hovedfeil af de Norske, al de ei drive Faare-Avlingen videre. Hvad man vil indvende imod den norske Uld, at den er grov og strid, er ingen tilstrækkelig Grund. Tutterøen som sagt, giver god Uld, og ved en bedre Behandling blev Ulden bedre, og den grove Uld er ei ubrugbar, rettelig sorteret, vilde den blive nyttig i mangfoldige Brug. — Landet har Foeder og begvemme Steder, Kisdet er ligesaa umisteligt der som andre Steder; man see til det kolde Island, er ei deres Uld og Faarekiød en af deres væsentligste Fordeele? mon man kan have for mange Fordeele i et Land, og mon ei Norge er trængende nok i mange Ting?

64

64

Da jeg nu taler om Ulden, kunde der ei være meget af Veien at tale om Fabriqvers Anleggelse i Norge, men det er ei mit Øiemeed for denne Sinde. Saa meget vil jeg kun sige, at for det første, kunde de danske Fabriqver rigelig forsyne Norge, allerhelst naar man veed og betragter, at menige Mand i Norge, væver eller forarbeider selv det meste af det Tøi de daglig bruge, En Ting vil jeg allene erindre, at man mange Steder i Norge savner og høilig trænger til en god ulden og linnet Farver; thi skal noget af Betydenhed farves, bliver der gemeenlig skikket Udenlands. Jeg forundrer mig over, at i denne Tid, da Professionisterne ere forlegne, ei en eller flere Farvere have etableret sig i Norge, hvor de vist kunde have en god Udkomme, baade fordi saadanne Professioner mangle der, saa og fordi Brændet (som en Hovedfag for en Farver,) der er i ringe Pris. —

P.S. Adskillige Omstændigheder tvinge mig denne Sinde til at afbryde mine Tanker, men med det første skal en Fortsættelse, lægge nogle oeconomiske Tanker Dannemark angaaende, for Dagen, og maaskee jeg vover at legge en Plan til en Skat, fordelagtigere for Regieringen, jævnere og mindre trykkende for Indbyggerne, end den nuværende Extraskat.