↩

Sandsigerens Betænkning

over den Piece:

Jeg ligger for Døden, kom og beret mig.

Da den blev af ham igiennemseet, rettet, forbedret besvaret og siden til Trykken befordret.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldt-Stræde,

2
3

Og det skedte ved en hændelse, at en Præst drog den samme Vei ned, og der han saae hannem, gik han ham afsides forbie.

Frelserens Hensigt med disse Ord, er ikke at vise, at præster og Leviter ere mere ubarmhjertige end andre Folk; men allene, at de, som roser sig meest af Lovens Retfærdighed, giøre mindst af de Gierninger, som Loven fordrer. Dette sluttes deraf, at det var just en selvgjort Rerfærdig, som Christus den Tid talede med, men ikke med nogen præst eller Levit, da han fremførte den Lignelse om Samaritanen og Leviten.

Det vil maaskee have sin Nytte, om vi i Dag undersøger vore Præsters Vandel. Den har

Her burde staae:

Det vilde maaskee skaffe os og Bogtrykkerne en Skilling at fortiene,

om vi i Dag offentligen

4

har længe kommen os fordækt for, og ikke har svaret til Hensigten og Pligterne, det vigtige Sielesørger-Embede fører med sig.

Denne Materie er endeel delicat; vi vil derfor bruge den mueligste Forsigtighed, ved at betragte Hovedstadens præstelige Villighed.

Jeg har kuns bestemt et Ark til denne Materies Afhandling, kan derfor ikke igiennemgaae alle de Forsømmelser der løber ind i vore alt for magelige Prægen

undersøger vore Præsters Vandel, den har længe kommet os og andre onde og dumme Folk fordækt for, og har ikke svaret til Hensigten og de Pligter, som vi bilde os ind at det vigtige Sielesørger-Embede fører med sig.

Den Materie om Sacramenters Meddelelse, bliver den fordeelagtigste, men er endeel delicat; vi vil derfor bruge den mueligste Forsigtighed med at blamere Hovedstadens præstelige Villighed.

Et Ark er for lidet, naar man havde Hensigt til at gavne nogen med denne Materies Afhandling; men mere end nok, Da man har sat sig for at skade og blamere Præsterne, med at stille sig an, som man havde

5

Præsters Handlinger; men da nogle af dem ere saa skiendige, at jeg endog undseer mig ved tænke paa, at de ere til, vil; vi afmale dem med de rette Farver:

Skal vi tror, at endeel af vore Præster har saa nedrigt et Hierte, at de allene har søgt, at faae Kiolen paa, for at faae magelige Dage, og forfalde plat til en syndig og skammelig Dorskhed og Ligegyldighed i den

havde nogen Forsømmelser og skiendige Handlinger at igiennemgaae, hvilke man dog ikke haver, og alt det man i denne Materie kan sige, er: at Præsterne hverken vil eller skal meddele Sacramentet i Flæng, og dette udlegger den dumme og vankundige Almue til Uvillighed. Men hvad var det at lade trykke.

Hvorfor skulde det være saa utroligt? I veed jo vel, at med den samme Maade som I maaler, skal Eder igien maales. I har jo aldrig taget Gud i Raad med eder, da I skulde vælge Præster. Øvrigheden kalder jo i Flæng, og see hverken paa Guds Aands Gaver hos Candidaterne, ikke heller paa deres Hiertelaug og Levnet!

6

den vigtige Sag at pleie Siele.

Eller skal vi troe, (vi har temmelig stærk Grund Dertil) at en alt for stor timelig Fordeel og alt for rige Indkomster har giort der Sie liste hos dem uendelig sløv, saa at de allene er og vil ansees af enhver, der kan indsee deres skiødesløst Vandel, for alt for legemlige Mennesker.

Bør de ikke ved alle Leiligheder stræbe at vedligeholde den Fortrolighed, retsindige og gudfrygtige Siele har til dem.

Hvem passer sig bedre til at tale med os, naar Herren har behaget at legge os paa vor syge Seng, end en retsindig Præst.

Hvor vil I da faae himmelske Engler til Menigheds Engler?

Nei, I har slet ingen Grund til at troe, at deres Indkomster og. timelige Fordele giøre. dem forsømmelige! i Fald det er sandt, som I siden beretter: at de tydske Præster, og dem i H - - - Sogn vare villige til at komme til Eders fingerede Patient; thi disse har just de rigeste Indkomster.

Dette nægtes ikke. Og jeg mener og at de Retsindige giøre det.

Dette er og sandt.

7

Og er der vel nogen Begivenhed, hvor vi heller ønsker og rimeligst venter nogle kraftige Guds Ord af en redelig Præst, end imens vore Sygdomme varer?

Har vi ikke Ret til at fordre vores Præsters uegennyttige Omhyggelighed i de høitidelige

Timer, hvorudi vi

formoder, at vor Siel vil forlade? vores Legemer, og skal kaldes ind for den Almægtiges Ansigt? Og vil vore Præster vægre sig ved, at indfinde- sig ved disse træn-

Det kan vel være, at man da helst ønskede det; men de sunde Dage ere dog de beste til at høre Guds Ord i. Dersom vi med Begierlighed hører, læser og betragter Guds Ord i vore sunde Dage, saa samle vi os selv Aanden, som siden i vor Sygdoms Tid giver os Styrke og Kraft nok.

Jo vist har I ret, naar I har tilforn beredt Lamperne og kiøbt Olien førend Anskriget fedte: See! Brudgommen kommer, gaaer ud imod ham; og da troer jeg vist, at ingen af de Kiøbmænd, som I har kiøbt Olien af, nægter Eder Hielp i at antænde Lampen. Ja, det baade bør og skal de, heist naar de ikke veed om der er

8

gende Leiligheder, fordi det behager den Almægtige, at vælge Natten til den Tid, da han vil fordre en Patients Siel ud af Verden.

Skal Lazari Træestoel skille ham ved en retsindig Præstes trøstende Tale, fordi han ikke kan skaffe Præsten en fløiels Kanopee at sidde paa?

Kiere Præstemænd! hvordan sørger I for vore Siele, naar I ansee det for en Formastelse imod den Ære, man skylder Eders Høiærværdighd, at vi nødes til at banke paa Eders Porte undertiden om Natten?

Erder vel nogen af os, der veed, om vi om Natten eller om Dagen

Olie i Eders Lampe eller ei. Og det enten den Almægtige vælger Natten eller Dagen til at fordre en Patientes Siel ud af Verden.

Hverken Lazari Træstoel, ikke heller den fløiels Kanopee skal berøve eller give Patienten Ret til at faae Trøst eller Assistence i at optænde den evige Lampe.

Ligesom I og de sørgede som kaldte dem. Thi da kaldte man Præster og Lærere ligesom Ørnene kløede.

Nei! derfor burde I altid at vaage, saa kunde der være Eder

9

skal komme til at trænge ligemeget, naar Brud- til Eders Hielp? gommen kom.

I begriber jo lette- Det begriber Prælig, kiere Præstemænd, sterne meget vel; thi I at vi gierne ønskede, al- ønskede vel snarere, at I drig at bryde Eders aldrig behøvede Guds Søvn ved de sørgelige eller deres Hielp.

Lejligheder, naar Sok og Sygdom har angrebet vore Legemer;

Og det er vel et got Det er Retsindig-Kiendetegn paa Eders heds-Tegn, naar Præ-Nidkierhed og Omhyg- sten ikke i Forveien kiengelighed i Siele. Pleien, der Patientens aandeliat I vægrer Eder ved, at ge Tilstand, enten det berette en Syg, naar skeer om Natten eller denne Forretning treffer Dagen; derfor burde ind om Natten. Folk i deres sunde Dage

fortroligere omgaaes Deres Lærere og Sielesørger. Hvoraf kommer det, ar Folk kommer

faa sielden til Præsten naar de ere friske. Man har forsikret Ja! os paa, at et stakkels sygt Menneske, der

sten naar de ere friste.

Ja! Byen er fuld af megen Sladder, og det synes til, at hele

10

længtes Hiertelig efter een af Eder forleden Nat, for at meddele det Sacramcmet, maatte høre til sin største Bedrøvelse, hvorledes Eders haardehiertede og slette Underhavende havde affærdiget dets Bud.

En sagde: skammer

I Eder ikke, at banke

saa sildig paa Præstens

Port? (Klokken var den Gang 11.)

denne Relation er fingeret, paa det man kunde have noget at sladdre om Præsterne; men i Fald det er sandt, saa er det Tegn til, at det stakkels Menneske har været en af de daarlige Jomfruer, som aldrig har kiøbt Olie, førend da det hedte: Seer Brudgommen kommer, gaaer ud imod ham. Thi ellers kunde han strax have faaet Bud til sin Skriftefader. Eller den Præst som han havde betroet sin Siels Ledsagelse til, og han havde vist nok ikke nægtet at komme. Det var og uforskammet giort, at larme saaledes om Natten paa den Præstes Port, som ikke var Patientens Skrifte- fader.

11

En anden skreeg ud igiennem den lukte Port, som desværre ikke blev aabnet for Budets Forhaabninger: Er det nu Tid paa, at komme til Præsten? [Det var og et ganske passende Svar; thi denne var vel ligesaa lidet Patientens Skriftefader, som den første.]

Den tredie svarte:

Præsten befinder sig ikke vel, kan altsaa ikke komme. [Han var altså selv høilig undskyldt.]

Den fierde sagde:

(hvem veed om det var sandt?) at Præsten var til Giæst, og havde andet at tænke paa, end at berette Folk. [Ja det troer jeg vist nok, at det er Løgn, og at hele dette Svar er fingeret.]

Saaledes blev Patientens Bud affærdidiget hos de fleste. Fortællelsen siger videre, at Budet kom hen til een af de tydske Præster, som vi takker Hiertelig paa den Syges Vegne for hans Svar, som var dette: Jeg vil gier- [Altså siger Beretningen, at iblant 6 Præster vare 3de tienstvillige, nemlig en tydsk, en dansk, og den Syge. De 3de andre vare undskylte. Altsaa har I jo intet noget klage over, hvad vil I da sige med al denne]

12

gierne strax komme, hvis

Patienten kan forstaae

tydsk. [Sladder som I meddeler Publico.]

Omsider traf Budet til en vis Præst i H--- Sogn, som Verden kiender at være en redelig og retsindig Mand; han gik ikke afsides forbie, men kom hid ned til Patientens største Glæde.

[Det er ingen Retsindigheds Tegn, at en Præst er hurtig til at meddele Sacramente, men til at lære, straffe, formane og trøste i rette Tid, det er Tegn paa Retsindighed. Og hvo veed om Patientens Glæde var ret grundet.]

Men nu spørger vi: kunde Patienten ikke imidlertid have død, og hvem skulde vi saa beskylde for en Forsømmelighed, i en af de vigtigste Forretninger, uden vore Præster?

[Det kunde gierne skeet, og Patienten kunde alligevel gaaet ind i Brudehuset med Brudgommen, naar den tilforn i Tide havde forsynet sig med den Hellig Aand, som er Olien i Lampen. Og om Patienten havde maattet staae uden fore, saa kunde han ikke beskylde nogen uden sin egen aandelige Søvnagtighed.]

13

Nu ønsker vi derfor at vide til Grunde, om Præsterne havde Skyld, eller deres slette Underhavende; [Ere I da saa dumme, at I ikke kan begribe det, da I dog selv fortæller hele Historien?]

Havde Præsterne Skyld, da bejamre og beklager vi, at de ikke vil have den Kierlighed og Omhue for vore Siele, at umage sig til os om Natten, [Det seer I jo selv, at de havde ingen skyld, altsaa er jo Eders Klagemaal forgieves.]

Og ønsker, at Herren vilde give dem Raade til herefter mere og alvorligere at iagttage de væsentligste Pligter af deres saa vigtige Embede, da Herren har sat dem til at vaage over vore Siele, at de maatte giøre det herefter med Glæde, og ikke med Suk, Vegren og Fortrødenhed. [Og Præsterne ønsker, at I ville lyde Eders Ledsagere og være dem underdanige, da de vaage for Eders Siele, som de der skal giøre Regnskab, at de kunde giøre det med Glæde, og ikke sukkende; thi det er Eder ikke gavnligt.]

Havde deres Underhavende Skyld, da [Omendskiønt Gaardskarlen kunde have]

14

vilde vi hiertelig udbede os den Kierlighed vore Præster, at De aldrig mere vilde tillade en ugudelig og haardfør Gaardskarl den Myndighed, at affærdige vore dem tilsendte Bud, [Skyld, kan dog Præsten ikke forbyde ham at spørge: hvem der banker paa Dørren? med mindre han skulde holde Gaardskarl til slet ingen Nytte.]

Naar herren har paalagt os Korset, [Lille Børn! tael ikke om Korset, det veed I ikke hvad er; I burde at kalde det: en Byrde; som de kan lette os i at bære.]

Og at vores Præster vil befale alle deres Underhavende og Tyende, at føre vore Bud lige til Præsten selv, og høre hans eget Svar, [Det kan ikke alletider lade sig giøre; thi Præsten kan være i de Forretninger, at det sømmer sig ikke at han fører Eders Bud til Præsten selv.]

Give Gud, det altid maa være christeligt, og overeensstemmende med den Fortrolighed og

Kierlighed, vi saa gierne ønskede, at maatte [Ja! det vil jeg nok paa alle retsindige Præsters Vegne love, at det skal blive.]

15

faae Leilighed til at beholde til dem.

Kiere Præster!

Der seer ynkeligt ud med vor kiere Religion og Gudsdyrkelsen; [Ja helst på Eders Side, som ere Forfattere af denne Piece.]

Den faaer hver Dag et nyt Knæk. [Det vil jeg nok troe.]

Anvender dog alle Eders Bønner og Møie paa at ophielpe den, førend den ganske kuldkastes; [Ja! men I maa arbeide noget med; Præsternes Bønner allene kan sandelig ikke giøre Sagen klar.]

Undsee Eder ikke

ved, og frygter ikke paa saa utidig en Maade for Straf, eller Fængsler, Trudsler eller mavre Straf og Indkomster. [Her maa være glemt: undsee Eder ikke ved at straffe Regenteres Ugudeligheder (thi ellers har det ingen Mening) og frygter saa ikke for Straf og Fængsler & c.]

Opbygger det danske Zions forfaldne Mure, førend Men- [Murene om Zion staaer nok, endskiønt Menneske-Fienden saaer Klinten: men det var]

16

neske-Fienden faaer udsaaet al sin Klinte.

[bedre, at bede Præsterne at rykke Klinten op, førend den for meget melerer sig med Hveden. Men dette er engang ikke giørligt.]

Lader Sandheden høre paa de Tider og de Steder, hvor Herren haver givet Eder Magt og Myndighed at tale. [Det skal de giøre alletider og alle Steder; thi de har altid Magt og Myndighed til at tale, naar Omstændighederne tillade det.]

Frygter ikke for at lade Lovens Torden rulle over de Mægtiges stolte Hoveder! Herren er mægtigere end dem alle.

[Dette var ret nok talt.] I Bisper, Provster og

Præster! forener Eders Bønner og Forbønner! den Retfærdiges Bøn formaaer meget, naar den er alvorlig; [Her burde staae: Alle I sande Christne! forener Eders Bønner og Forbønner med Lærernes Bønner.]

Med hvad andet Vaaben skal vi afven- [Jo! ogsaa fornemmelig med vores Levnet]

17

de det Uveir, der truer det kiere Dannemark, uden med vore brændende

Bønner? [og Lydighed mod Guds Bud.]

Fler, imens det er Tid, førend Herren flytter sin Lysestage reent og aldeles fra os. [Her burde sættes: Lader os alle skynde os til sand Omvendelse, mens det er Tid, førend & c.]

Mørkhedens Fyrste løber i fuld Trav med vor Let-Troe til sit Helvede; men lader os rive ham Byttet af Hænderne! giører Eders muelige dertil! [Mørkhedens Fyrste løber i vor Tid i fuld Trav med vor Vantroe og Letsindighed til sit Helvede & c. Folk er i vor Tid ikke lettroende, men vantroe i høieste Grad.]

I som Præster ere net op kaldede til at forstyrre Satans Rige. [Her skulde staae: I som Præster, tilligemed Konger og Fyrster som Øvrighed, ere net op kaldede til at forstyrre Satans Rige.]

Nu vil Verden saa

gierne sove, men I have

jo mange Maader at vaagne Folk paa: Et [Dette er altsammen sandt nok.]

18

tidig Snert af Lovens Riis kan ofte vaagne Synderen, naar han ligger og strækker sig paa sit Lasters Leie. Den søde og rørende Klang af Evangelii Lokkestemme kan giøre en hastig og salig Forandring paa Synderens Hierte.

Sandheder, talte i en oprigtig Aands Reenhed, har mere at sige hos Synderen, end man mange gange tænker.

[Det er og ret.]

Det er mueligt, at mange af vore frække Umennesker kan endnu falde ned med en forstrækket Stokmester, og raabe: hvad skal jeg giøre, at jeg kan blive salig.

[Det er ikke allene mueligt, men endog ganske vist, at det ofte skeer, og det skal engang vist skee med alle de Gienstridige. Efter Herrens Ord ved Propheten, saa sandt jeg lever, skal hvert Knæ bøie sig, og hver Tunge skal bekiende Gud.]

19

O! forhaler ikke dette vigtige Svar: Troe paa den Herre Jesum, saa skal du blive salig. [Ja! i fald de begynde at raabe betimelig i Naadens Tid. Førend Herren begynder at lee ad frække Syndere

i deres Ulykke, da nytter det ikke at sige: Troe paa den Herre Jesum.]

Naar alt dette bliver sat til Formaningen, saa er den retsindig, christelig, billig, og ingen sand Gudstiener vægrer sig for at adlyde den.

Vide et judicavi die Imo Septembris,

Hafniæ 1771. Sandsigeren.

20

P. S.

Sandsigeren skiøtter ikke om, at melere sig med den Fisker-Kierling, som strax efter Avertissementet i Avisen af 23de August, har givet sig i Klammerie med Præstens Gaardskarl. Hun veed vel selv best, hvorledes hun skal komme til rette med Karlen; thi hun har vel tidt tilforn været ved Porten, for at sælge Fisk. Jeg mener: den som har givet Svar paa den nylig udkomne Piece: Jeg ligger for Døden, kom og beret mig! Man kan nok see, at den gode Kone er af det ringeste Pøbelkram, siden hun troer ikke, at andre ere overbeviiste om Sacramentets Vigtighed, uden allene Pøblen; og altsaa, er det best, man ikke rører ved Skarn, paa det man ikke skal smørre sig. Lad hende kun gaae og braute deraf, at hun har tugtet Præsterne til at passe fattige Folk flittigere op end tilforn, og at hun har oplyst den eenfoldige stakkels Gaardskarl.