↩

Ulven

under

Faare-Skindet, Jeg ligger for Døden, kom og beret mig, afklædt ved en Borger-Mand, som elsker sin Præst, samt

Kiøbenhavns Indbyggeres Erklæring

imod de nedrige Beskyldninger samme Forfatter giør dem.

Kiøbenhavn 1771,

2
3

Vær forsikret Hr. Forfatter af Skandskriftet; — Jeg ligger for Døden, kom og beret mig, at jeg, indtil Heftighed forsvarte Deres Piece, som et Foster

af en dum Nidkierheds opbragte Aand, undskyldende de Ondskabs Stenk, som mødte i de første Blade med det sidste Brev, som jeg den Tid syntes at være ubesmittet; thi sagde jeg: han formaner Præsterne heri ikkun til det, som en-

Hver veed De i Almindelighed giør; hvilket i denne ædle Tænke-Frieheds Tid bør være tilladt at sige Dem, saavel som hver Mand i Landet: men Deres Svar i Adresse-Avisen har røbet Dem; og i Sandhed, jeg, skammer mig ved at have undskyldt Dem; i hvor mange Erklæringer De nu giør, baade for Religionen og Standen, saa behøves dog ikkun liden Forstand til at spore Ulve-Kløerne, hvor snedig De i Piecen søgte at skiule dem. — Pasqvillen selv vil jeg ikke røre ; thi det blev for vidtløftig, siden hver Linie nu lugter meer af Ondskab end Nidkierhed, efter at De ved Deres forvirrede Giensvar har viist Dem i Deres naturlige Gestalt; sandelig naar jeg nu anden gang giennemlæser det nedrige Blad, undrer jeg mig selv over, at jeg kunde falde paa, at undskylde saadanne Udtryk med Dumhed, for Exempel: Præsternes mange Forsømmelser, deres magelige Handlinger, skiendige Opførsel, skammelige Dorsk-Hed, Ord, som hver for sig ere udsøgt til at afmale de største og ugudeligste Skielmere; Ord, som dristede, viser meer Ondskab end man skulde troe et Menneske kunde besidde; jeg tilstaaer Herved offentlig: at Hvor jeg har for-

svaret omskrevne Skandskrift, som et Foster af en dum Nidkierhed; har en ligesaa utidig Iver mod det 8de Bud i min Religion forledet mig dertil; thi havde jeg giort mig de rette Begreb om saa skammelige Beskyldninger mod en heel Byes Geistlighed, eller en venlig havde forklaret mig det, havde Kierligheds Lov aldrig forledet mig til denne Daarlighed; jeg troer da at have givet mine Venner den Erstatning, de kan fordre, og tvivler heller ikke paa, De jo forlader den Heftighed, hvormed jeg forsvarte en liderlig Skribents Ære. Hans uchristelige Giensvar i Adresse-Avisen No. 137 har opklaret mine Øyne; og herefter vil jeg tale om ham, som han fortiener, og ved at sammenligne det første Svar paa Geistlighedens Vegne i adel. Cont. av. No. 135 med hans Giensvar No. 137, haaber jeg at overbevise mine kiere Medborgere, at en graadig Ulv stikker under Faare-Skindet. —

Enten en Præst eller Præste-Ven har besvaret Pasqvillen No. 135; saa seer jeg intet, uden christeligt og kierligt; og jeg troer ingen kan spore andet, som leder efter Ræt og Sandhed.

1) Der fordres at tilkiendegive de Skyldige , at de Uskyldige ey skal mistænkes; — det er jo dens Pligt , som beskylder, og hvem bifalder da ikke denne Fordring? —

2) De burde være overbeviiste, om de beskyldte Præster efter Loven maatte berette i det Sogn, hvor de bleve fordrede; — det kan jo i nærværende Tider ikke nægtes, da Lovene nøye bør efterleves; altsaa og af Præsterne.

3) Om det var Tienerens eller præstens Svar; thi det er med al Forsigtighed ey muelig at forebygge et ubeqvemt Svar af sine Tyende, i Særdeleshed, naar de formodentlig jages af deres Senge; det veed jeg og andre, som ogsaa holder Tieneste-Folk, der ofte uden at berette Hosbonden det, uddeler Svar.

4) Burde de fuldkommen være overbeviiste om Sagens Virkelighed, førend de skrev derom; — det billiger den, som har et qvintin Fornuft.

5) Om de endog var overbeviiste, burde

Kierligheds Lov og Høyagtelse for Religionen dog afholde en retskaffen Christen fra at sværte en heel Byes Geistlighed for deres Menigheder, og derved paa en lumsk Maade give Religionen et farlig Stød.

6) Den sidste Formaning De faaer at bevare Sandhed, og følge Kierligheds Love, ifald de herefter vilde tale om Religionens Sag: er jo en Formaning, som den christelige Religion befaler at give alle; og altsaa maatte jo De , for en Bekiendere deraf, ligesaa kierlig optage en venlig Advarsel De saa Høylig behøvede, som De vilde, at hele Geistligheden skulde optage Deres ubeviiste slemme Beskyldninger og ufortiente Formaninger. —

Dette er Indholdet af det første Svar paa Geistlighedens Vegne; jeg har i min Eenfoldighed overveyet det, og jeg seer intet, uden den allerstørste Billighed; maaskee det kommer deraf, jeg elsker min Præst, — saa faaer Publicum da at dømme; men jeg lover mig af de vel tænkende det Biefald; at Svaret paa Præsternes Vegne, var mod saa haarde Beskyldninger, koldsindig, venlig, grundig, kort og christelig. —

Nu vil jeg ligesaa upartisk mynstre Deres Svar, og efter en Artikel i min Religion , som siger: Vee den, som sige om det Onde got, vil jeg vise mine christne Medborgere, at de er et ont og skarnagtigt Men-

neske, som har søgt at skiule sig under Gudfrygtigheds. Skin; - - men jeg maae forud giøre en Undskyldning for mine kiere Landsmænd, som læser disse Blade; deels fordi jeg, som ulærd, vover at skrive offentlig; deels fordi jeg kiender mig selv af private Breve, at naar jeg kommer til at røre op i saa meget grovt og ugudeligt Tøy, har jeg ont ved at styre mine Sinds-Bevægelser; og endnu mere vil jeg behøve min Kunst her, siden det lumpne Skarn først bedrog mig med sin hykkelske Maske; velan! Kiøbenhavns Borger! vi ere alle beskyldte; kan I kiende Ulven saa got som jeg, skal det være mig kiert. — Staae nu frem Skarn; Faare-Skindet væk jeg vil hielpe at drage Huden af. —

Som fornuftig og retsindig burde Du jo giendrevet ovenstaaende Din Vederparts Grunde; det har Du slet ikke; alt saa handler Du baade mod Fornuft og Billighed, og beviser dermed, at hele Piecen er grundet paa Løgn og Sladder; thi Sandhed søger ikke Udflugter; men Ondskaben kiendes tydeligere ved at gaae Svaret ordentlig igiennem; og dette bliver jeg Dig efter Løfte skyldig. —

1) Neppe kan denne forvirrede Aand sette Pennen paa Papiret, førend han røber sig; Hvorfor gav Du det gode Svar Navn af Tænkerie, et taabelig og opspunden Ord; mon ey for strax, om mueligt at giøre det latterlig og foragtelig; men viid man er blevet alt for opmærksom til at forseres ved saadan Blinde: Værk, Det grundige Svar maatte i det mindste have giort Dig til en mistænkelig Person i deres Tanker, som en ansaae Dig for et Skarn; men dette Ord allene saa ubillig anført kunde bevise, at Du var et spottende Drog.

2) Det glæder mig Hiertelig, siger Du: og i hver Linie viser Du Ondskab, Had og Fortrydelse; — men det glæder mig, at jeg har lært at kiende Dig Skarn! og det Fulde glæde mig af Hiertet, om jeg kunde overbevise mine Medborgere om det samme; imidlertid skal jeg giøre mit Beste, og ey fortryde om det lykkes mig.

3) At dog een; hver Ord lugter; dog, omsider, endelig er da opstaaet een; der kunde jo ey komme Svar; førend Piecen var udkommet; — det maatte jo rygtes først, at et saadan Vidunder var bragt til Verden, før Folk,

som ey sladdrer Dagen bort, kunde faae Lyst at see saadan et Spøgelse; her møder den første fornærmelige Beskyldning mod hele Publicum ; —- ligesom denne ene var den eneste, der vilde og den første, som havde taget Geistlighedens Partie; da man nyelig faae næsten det hele velsindede Publicum at oprøres over en Philopatreias ; ja han maae endnu tiene til Mynster paa et uforskammet Skarn i lærde Patrioters Skrifter; ney! Gud skee Lov: Religionen har dog sine skiulte Velyndere , som staaer i Gabet for en almindelig Fordervelse over Dig og Dine lige; og ingen ærlig Dannemand taaler endnu sin Præst at foragtes eller lide Mangel.

4) Svede Blod og Vand; hvorfra skriver denne Tale-Maade sig, uden fra en nedrig Siel, som en tager i Betænkning at blande Biblens Ord med sit eget Snak, for at sværte Mandens uskyldige Svar paa hans lumpne Blad; Broder til philopatreias 1 med sit bibelske Sprog: salige ere de Fattige; men (i Aanden) udelukte det Skarn; saaledes siger man. Fanden læser Bibelen? Hvad Under Hans Disciple kan ey bedre.

f) Førend han fik disse mangelhaftig Tanker udsvedet? — Hvad mangler nu Svarets Tanker; jeg har viist, at det var kierligt og grundigt; altsaa mangler det intet, uden det, som dit er fuld af — Ondskab; — men det sømmer ingen christelig Mand.

6) Udsvede atter malice; — Din Piece maae have kostet megen Sved, siden Du bilder Dig ind, at det koster andre faa meget; ney Uskyldighed er læt at forsvare; jeg har endnu ikke svedet ved at skrive dette. — (Blod er et barnagtigt Udtryk)

7) At Din Iver for Religionener uægte eller ingen, men Had; tænker jeg Du skammer Dig ved at nægte; thi det synes mig maae falde enhver i Øynene, som ey er stok blind. —

8) Men disse Beviser falder alt for mavre i vore fede Skrive-Tider? Hvad vil denne taabelige Snak sige: ja vist er Skrive-Tiden feed; (om jeg maae bruge det underlige Tillægs Ord) men hvad betyder hele Tale: Mac: den ? er Beviserne paa Din Skarnagtighed maa øre; fordi Du ey har seet en Heel Piece af Ære-Titler paa Prænt mod Dig; da er det ey fordi Du jo har fortient den, og det skidne

Blad gav riig Anleedning nok dertil; men intet Under, at Manden for at legge Standens Uskyldighed for Dagen, ey vil mænge sig i en Penne-Krig med saa dum og nedrig en Skribent, som uden Tvivl vilde bruge Skields-Ord til Grunde, og Latter til Beviis. —• Her har Du endelig en Piece, fiin er den just ikke; men jeg haaber efter Fortieneste; siden Du har bidt Hovedet af Skam,, maae du taale at behandles, som et skamløs Menneske, ellers har maaskee en feed Aftens-Smaus af Din værdige Broder, som Du har den løgnagtige Beretning at takke for, hiulpet til at oppuste Din egen Ondskabs Hede; thi hvad kan ey Sult drive et Skarn til; og det er jo en vis Følge af at gifte sig paa et blot Intet; tilstaae derfor oprigtig de sande Drive-Fiedre til Skandskriftet; nemlig Foragt mod Religionen, Had til Standen , Armod og Lyst til at fortiene en Skilling; saa lover jeg Dig, som en ærlig Mand Fortienesten af denne Piece.—

9) Derpaa undskylder han piecens Titel, og skielder Forfatteren af Svaret, for en Avise-Skrivers Handtlanger;

Skields-Ordet skienkes ham; man kan ikke vente Høflighed af saadan en Karl, at Titlen falder underlig og urimelig, tilstaaer han selv; altsaa bliver jeg let færdig med ham i denne Post dog synes mig den var gandske rimelig efter Hensigten med Bladet: nemlig at udbrede Giften, og indsamle desto flere 4 Skillinger; thi jeg tænker dette allerede er bleven aabenbaret ved at anatomere de 4 første Linier af Repliqven.

10) End vidre, siger han: jeg kan forsikre det offentlig, at Piecen ingenlunde har faaet denne Titel allene, for at blive destomere afgiengelig; men allene, fordi jeg vilde begynde mine billige Tanker fra Patiencen af, og ende ved Præsterne. Kan Du indbilde Dig, at nogen ærlig Mand kan troe denne Sladder, da Du saa offentlig lyver; Sagen taler for sig selv. At Du farer med Løgn, er beviist; at der er Ondskab i hver Linie i dit Svar, er kiendelig, at Du er dum i Din Ondskab, vidner hver andet Ord; hvad andre Hensigter da tilbage hos en Skribent af saadanne Egenskaber end anførte; endnu seer jeg flere Løgne i disse Ord; billige

Tanker; kalder Du endnu Din Løgn, billige Tanker og det efterår Manden offentlig har lagt deres Ubillighed for Dagen, mener Du da, alle Kiøbenhavns Borgere ere saa dumme, og Din Slidder Sladder skulde blinde deres Øyne saaledes: at de ey kunde see hvad billigt og ubilligt var; —atter en Løgn i dette Snak. Titlen skal vise Skriftets Indhold; — han maatte da begynde sine ubillige Tanker i Pinien. Piecen fra Patienten, og ende ved Præsterne; — men han begynder strax med Præsternes Vandel, og slutter med JESu Navns Misbrug: — o! Du forvorpne Compan!

11) Hr. Partisant; hvad er det paa Dansk? Jeg er en Dansk Mand, og forstaaer ey Fransk.

12) Jeg blues ved, og sørges over: har Du Blusel, saa skam Dig ved Din Ugierning, og sørg over Din Synd mod HErren og hans Folk.

13) At vores billigste Forventninger ikke kan blive opfyldt, i Henseende til vores præsters Tieneste; hvilke skammelige Beskyldninger grundede paa lutter Digt? ja vist er Syges Berettelse vores billigste Fordringer

af vore Præster; men træd frem Æreskiænder! da Du bliver udfordret, og overbeviis den Præst, som uden gyldig Aarsag har nægtet sin Tienefte: Han bør straffes efter Loven, og jeg vil ey undskylde ham; men de Uskyldige bør være frie; træd frem og siig: hvem Du forstaaer ved vores, siden Du taler i hele Byens Navn; thi jeg og mit Huus vil friekiendes fra Dine skarnagtige Stræger; og gjorde jeg Din Ræt; jeg skulde gaae omkring til hver Mand i det Sogn jeg boer udi; da jeg er vis paa, der vilde findes meget faa, og maaskee slet ingen, som vilde underskrive Dine Beskyldninger mod Geistligheden, saavel som mod Indvaanerne. Er Du ikke da den nedrigste Karl Byen eyer; (thi Din Broder er fængslet) og kunde Du fortryde paa, ar jeg nævnede Dit Navn, at al Verden kunde erkiende Dig, som en 3 Marks Mand; thi jeg kiender Dig personlig Msr. B.

14) Hr. Skribent; (bliver Ære-Ty- ven ved) jeg har hverken Raad eller Lyst til at giennemgaae denne rørende Materie, og de tillige har Skiønsomhed og Indsigt, Hierte og Upartiskhed til at roenke og skrive noget sundt, uden Anstød for

Pøbelen; Denne hele Periode forstaaer jeg intet, jeg har hverken Lyst og de tillige har & c. min ældste Søn som dog har sin Tydning i frisk Minde, kan ikke sige mig, hvor det (og) skal hen; nogle Meninger kan jeg nok udlede; du Har ingen Raad til nye Oplag af samme Suurdey; thi du har vel Hul til hver 4 skilling ligesom den indkommer; at du ingen Lyst havde til at røre ved denne Materie mere, kan ogsaa nok være; thi du kunde vel see du vilde tabe din Ære, dog hvad Ære har du Skurk at Miste? Men hvad Sammenhæng er der nu mellem dette og de følgende prægtige Titler du gir din Modskander, som du tilforn har fraskrevet al Fornuft; I Sandhed, jeg forstaaer ey, hvor jeg , skal giøre af det (og), kan du Nar nu ey skrive nogle faa Linier fattelig og forstaaelig i en Avise, saa maa du være en Østers, og jeg er snart færdig at troe at ey du selv, men en værre Diævel har dicteret Piecen, og du ey forstaaet at reen skrive den; men imidlertid spædt noget til af dit eget onde, men dummere Hierte, og da kommer et Vers dig ret til pas, som den dydige og lærde Hr. Conferentzraad Suhm henegner paa en anden Satans Apostel ved Navn Børge Olsen.

Da Helved Aanden fik af Belzebub at høre, Det Autors onde Skrift, hver Diævel spidser

Øre,

Og see fra Thronen der, med Luer gived om,

. Og fra en Lucifer selv denne Røst udkom:

Ey Adams Børn I her, det mindste skyldig

bliver

Jeg selv dicterte og kun denne var min Skriver.

Uvis, om du forstaaer Tydsk, (Fransk veed jeg du kan blabre, skiønt du ogsaa strandede, da du der vilde være Autor, har jeg oversat det saa got jeg kan; Originalen kan eftersees i Slutningen af Samlinger, udgivne af P. F. Suhm, første Binds andet Stykke, og du skal befinde den passer fortreffelig, en! par nobile fratrum; sag meget Latin forstaaer jeg dog, (paa Dansk) et Stempel i Panden paa Jer begge, og man skulde sværge paa, at Monsr. Børge og Br. vare Tvillinger.

15) Hvem forstaaer du Afskum ved Pøbelen? er der Borgerne du kalder saa? thi de læser Aviserne, saa er du derfor en Hunsvot; Jeg er og en Borger Mand og mig har Sva-

ret i No. 135 ikke stødt, men dit er mig meget forargeligt; og jeg troer, at du billigere kan regnes til Pøblen end en anden brav Borgermand, som paa en ærlig Maade fortiener sit Brød, og bær Byens Byrder. En brav Soldat, en ærlig Matros er ikke Pøbel, vi ere alle som ernære os paa en lovlig Maade, og ikke sætte indbyrdes Splid iblant hinanden fra Mi nistren til Vartovs Lemmer, Kongens troe Undersaatter, Borgere og Indbyggere i Staden. Skam skal du da faae, saa vist som jeg kiender noget til den nye Magistrat, hvis du ey tager dine Ord i dig, og erklære os for redelige Borgere, og Kongens Arve-Undersaatter, ikke fordi din Beskyldning som et infame Skarn giør noget Skaar i vor Ære; men for at lære dig og alle dine Lisse-Brødre, at den saa vise som naadige Skrivefriehed ey beskytter Skielmere, og hanthæver Skarnstykker, ey tillader en heel Byes Rigets Hovedstads Indbyggere offentlig at blameres for alle Landets Børn; thi skiønt de fornuftige i saa vel som uden Byes erkiende dig for et ondt og løgnagtigt Menneske, saa har du dog dine lige i alle Landets Kroge, som troer hvad de seer paa Prent i sær Løgn og Bag-

talelse, saa det dog kommer os til Nachdeel i vor Handel og Vandel; Men saa snart du har erklæret, giør Magistraten Ansøgning at din Erklæring maae opslaaes paa alle Byens Hiørner, og udi Landet oplæses paa Bye- og Birketingene, og saa er jeg tilfreds hvor du bliver af. Jeg forlanger ingen videre Straf; Blegnæse med den Bruungraae Frak. Men at du dog herefter kan vide, hvem Pøbel er, saa er det nedrige og Skarns Gierninger, som udmærke Pøblen, og hvad kan tænkes lumpnere end dit Forsæt; en saadan Æsel vil opløfte sig over andre, fornærme og beskylde hele Byen, fiske i rørte Vande, og sælge sig til at underminere Religionen selv, Grunden til al Velstand og Lyksalighed, fordi det Skarn nylig har forlokket en stakkels Enke, og bragt hende i Armod, efterat han ved sin Løgn og skarnagtige Streger var stråledes sværtet i hele Byen, hvor han var bekiendt, at han en længer kunde fortiene sit Brød. Kiære Landsmænd! Hvor vil der gaae os i disse ulyksalige Tider — Himlens Hevn seer vi tydelig over os, nu ved Lande Plager, nu ved en overordentlig Vinter, nu ved en usædvanlig Tyrke, nu atter igien

ved utidig Regn. — Vi har fortient det, lad os kysse paa Riset, det er got at falde i Herrens Haand; men endnu grueligere seer det ud, naar vi betragter, hvorledes Menneskene forholde sig mod Guds naadige Snert. Jeg vil ikke tale om Byrder og Plager, som hver Dag fordobles, skiønt disse timelige Elendigheder ogsaa bidrage til Ondskabens Udbredelse, men det værste er, at Porte og Dørre aabnes for alle Laster og Ugudeligheden udbryder fra de høyeste Stæder, og som død Kiød æder om sig til de nederste Hytter.

Satans Redskaber udkryber mere og mere i denne deres Sikkerheds Tid af deres Mørke Huler, og søger at udspye sin Gift nu i een, nu i en anden Gestalt; Men aldrig er den listige Diævel farligere, end naar han ifører sig en Lysets Engels Skikkelse, og under Gudfrygtigheds Maske udskyder sit onde Hiertets gloende Pile; og i sær er vor opvoxende Ungdom al vor Medynk og Bekymring værd; thi hvor ofte seer man ikke disse forgiftige Pile at treffe de spæde og uskyldige Hierter, og efterlade dødelige Saar; Selv har jeg Børn, derfor forlad, at jeg i denne Sag maaskee er lidt

for alvorlig. — Hidtil Dags har min ældste Søn været min Glæde; thi hans Lærer siger: at han baade tyder og giør Stiil til Gavns; men nu frygter jeg jo nærmere Tiden kommer, han skal til Academiet; thi jeg veed der ere saadanne den Ondes Apostle, der lader sig lede til at forlokke og forføre unge Mennesker; ligesom Ulven lurer paa Faaret, eller Ræven efter Gaasen, saaledes lister de deres Gift under Ærligheds og Venskabs Kaabe lidt efter lidt ind paa de ubefæstede Hierter; oppasse dem Nøye hvert Trin de giøre, for stedse at oppuste deres Forfængeligheds og andre i den Alder heftige Lidenskabers Ild, indtil de endelig faaer dem i lys Lue, og nu har de giort Satan den vigtigste Tieneste, Resten er ham en let Sag. Efter det Slangebid hos et ungt Menneske, har jeg gierne tabt Modet for hans Siæls Frelse ; thi jeg kiender Ulvens glubske Kløer og Tænder, naar han faaer et Lam imellem dem; Meget, ja meget sielden dræbes Ulven, og Lammet frelses , og ligesaa sielden lader disse Ulyksalige sig frelse af Slangetræderen Jesus. — Vogter eder derfor i Unge for Garnet, som er opstillet for eder, bedrages

ey ved Rævens smigrende Ord, og føde Stemme, der er Galde og Beskhed i dem og lutter Øgle-Forgift paa hans Tunge; men lærer I Gamle, at Religionens Indskiærpelse paa en fornuftig Maade er det eneste og sikkerste Middel til at bevare vore Børn uskadt fra al Forførelse, i sær fra det fordømmelige Frietænkerie, som uden Tvivl i vore Dage er steget til høyeste Spidse.- Jeg har derfor selv om jeg (som en læg Mand) tør sige det giort min Søn Hr. Professor Guldbergs naturlige Theologie, som en Indledning til den aabenbarede, og i Særdeleshed de uomstødelige Beviis samme rare Mand anfører for den hellige Skrifts Sandhed og Guddommelighed, saa fattelig og rørende som det var mueligt for et 14 Aars Barn af et temmelig got Begreb, og jeg tør sige, uden at være blind i mit eget Barns Betragtning, at mangen Latinist en skulde giøre bedre Rede for sin Religion end han; thi det har været min Hovedsag at anføre mine Børn fra deres spæde Aar mere til at tænke selv, end at lære uden ad — vel sandt! det kunde synes underlig, at jeg, som var kuns i 4de Lectie i Kiøbenhavns latinske Skole, og for lang Tid siden har glemt baade

mine grædske og latinske Gloser vovede at give mig i færd med det vigtige Arbeyde, men oprigtig talt, saa torde jeg ingen anden betroe det; og hidtil har Gud givet Lykke: ja hvis jeg vilde anføre min brave Præstes Vidnesbyrd om mine Børns Kundskab i deres Christendom, maatte jeg frygte mine gode Medborgeres Mistanke til min egen Selv-Roes; derfor vil jeg tie dermed, og allene sige: at skiønt jeg maa ernære mig med borgerlig Haandtering , har dog Gud Baade givet mig Lyst og Tid til at læse mange gode Skrifter paa Tydsk, saavelsom i mit Moders Maal, hvori jeg helst læser, naar jeg kan have Bøgerne; Jeg er vis paa, at hvis Monsr. Br. læste nogle af disse i stæden for hans franske Conqvette-Arier, fik han bedre Begreb om sin Religion end han har. Kiæreste Medborgere! skal noget i denne Tid trøste os, saa er det vist, næst vor egen rette Vandel for Gud, den gode Samvittighed, ikke at have forsømt den vigtigste Pligt i vor Liv; nemlig en god Grundvold til vore Børns, Himlens høyeste Gavers, vore største Skatters, timelige Lyksalighed og evige Salighed. — Jeg .troer intet Gierde at være stærkere om vore Huse og Velfærd, intet. Mid-

del bedre til at afvende Himlens truende Vrede og Landets Ulykke, end naar vore smaae Børn foreener deres spæde Sukke med vores ivrige Bønner om Guds Naade og Velsignelse over Landet i det timelige saavelsom aandelige; Men Hvad Skam burde da de have som vil indprente vore ugyldige Børn ringe og foragtelige Begreber om Ordets Lærere, og hvad Virkning skulde jeg vente, Prædiken hos mine Børn giorde, naar de først fik den foragtelige Tanke om Præsten , at han var en Løgner eller Bedrager; Fy ! du Lands Forræder! Du onde Aand! skam dig saa du har talet om Religionen; var du blevet mine Børns Parleur, skulde jeg skiule din Ondskab , til jeg paa en skikkelig Maade fik dig ud af Huset; og du vil giøre os alle vore Præster foragtelig uden mindste Grund; —

Men jeg maa holde mit Løfte, og gaae Knegtens Svar igiennem.

16) Siger han: skal jeg rigtig nok besvare dem paa en Maade, enhver retsindig og veltænkende skal bifalde. Men er det ikke ærgerlig, at det Bæst tør saaledes tale: han vil vinde de Veltænkendes Dom, som aldrig har en ærlig Tanke i sig: Du vil vinde jeg veed ikke Hvad ?

17) Thi bild dem ikke ind, Herr Skribent, at en ondskabsfuld Bitterhed eller er personlig Had til en eller anden af vore præstemænd har anlediget denne Pieces Værelse, jo vist har det; thi den er bygt paa Usandhed, ellers krøb du ey i Skiul med alle dine Medbrødre det Rakker Pak; — det gaaer med Religionens Foragter, som med Afskummet af andre Mennesker, disse ønsker at der aldrig var Vægtere, Politie og god Orden til, at de frit kunde udøve deres Mørkheds Gierninger; For hine er Præsterne en Brand i Øynene; thi det er .jo egentlig deres Embede at opdage Listen, hvorunder Slangen skiuler sig; men siden jeg nok seer, at de har vildet foragte denne Ulv som en dum Diævel, der ey forstod at giøre det Onde han vilde, saa er det jeg har paataget mig den Uleylighed, at trække Faareskindet af ham, at han ey skal bedrage flere. Men I Herrer Præster bliver mig noget got skyldig derfor.

18) Ney aldeles ikke; jo gandske vist; en 3 Marks Mand staaer ey til troende, og Tyven faaer ikke Lov at værge sig fra Galgen.

19) Jeg elsker og agter en hver retsindig præsi, (hør Ræven) ja jeg hader ikke en præst, naar han end befindes skyldig i en eller anden Forsømmelse eller Forseelse, men jeg hader og afskyer lige frem hans Gierning, traf end denne Gierning ind i min Broders person; hvor er nu den Kierlighed, den Høyagtelse for Standen du raaber paa; (ligger den i disse Fiskekierlinge Ord) skammelige Opførsel, skiendige Handlinger & c, eller i denne Gaase-Snak, Tænkcrie, Svederie, Partisant, Avise Handlanger; jeg seer ingen Høyagtelse, langt mindre Kierlighed ; men du forstaaer ikke hvad begge Dele er, læs din Evangeliums Bog Dreng! saa faaer du nok at see, at Kierligheds Mund aldrig befaler dig , at saasnart din Broder forseer sig, skal du udraabe hans Feyl paa Gader og Stier; Ney; min Religion befaler mig at straffe min Broder i Eenrum, skiule hans Feil, i Særdeleshed naar den kan have farlige Følger; er det ikke aabenbar, han slet ikke kiender Christendommens almindelige Bud , han som saa dumdristig vil have Navn af at forsvare den, og hvor kan man da vente Udøvelse af

Ham; hvorledes skal de troe paa den , hvilken de ikke kiende

20) De vilde have at vide af mig, hvem de Præster vare, hos hvilke Patientens Bud saa smukt blev modtaget og affærdiget. Fordringen var billig; men de Ord smukt imodtaget og affærdiget, viser en ironisk spottende og nedrig Tænke-Maade: atter et af de Tegn, den ommeldte christelige Mand Hr. Conferentzraad Suhm anseer som tydelige Beviis paa Siæle af den nederste Classe.

21) Ney! bild dem ikke ind, Hr. Skribent, at jeg vil giøre ont verre: Herud Michel! see hvor han trækker paa Skindet; han vil ikke giøre ondt værre, trædske Udflugt ; Her skulde fremskinne en Ømhed,for Religionen, og derfor vil han skiule Præsternes Forseelser ; men forgieves ere dine Rævestreger og Slange- Vittighed; thi først skal du bevise at ont var giort, og naar saa var, blev det ey værre ved at sige Sandhed. — Men nu har du ved dit snedige Kneb giort din onde Sag ,ti gange værre, ved at blotte dit forskrekkelige Hierte og diævelske Hensigter i en offentlig Avise.

Præsternes retfærdige Sag derimod er ved Guds Bestyrelse, som veed at gribe den Trædske i sin Trædskhed og opdage Hierternes Raad blevet sole-klar. Folkets Mistanke udryddet, i Fald nogen var opkommet, som let kunde være trolig, siden det staaer fast. Bagtal og lyv med Dristighed, der hænger aldrig noget ved.

22) Jeg udbad ellers den Godhed, (om deres Hierte ellers har Raad til det). Knegten kan ikke tale et Ord uden der skal en Spotteglose med; Jeg troer Mandens Hierte kunde have Raad til alt det som er got; thi det lader til, at Pennen har flydt over af det Hiertet var fuld af: og at Svaret er retsindig, er allerede vriit; men vice versa ; ikke en Linie af Stymperens Giensvar er reent, og neppe et Ord uskyldig, altsaa giør man sikkert den Slutning; at Hiertet maa være en Ondskabs Pøl; thi hvor intet got er inde, kan intet got komme ud. — Men nu voxer hans Uforskammenhed jo mere han bliver ved at skrive, og til Slutning bliver han rent gal. —

2 3) Han tør vove at forlange den Godhed, af en Christen Mand at troe en aabenbar Løgn, nemlig denne, at han en har klaget over

alle vore Præster, da han skrev Piecen. Jeg burde nu have Piecen til Hielp for at see hvem de mange skammelige Forsømmelser, skiendige Gierninger, passer sig paa; hvad han forstaaer, naar han siger, han vil undersøge vore Præsters Vandel, hvem de fire Præster i hvis Huus han har haft Bud ere; men Avisen allene kan dømme ham, det er dog en stor Sandhed, at den som skal lyve maae have en god Hukommelse. I Begyndelsen af Avise Svaret nævner han Præsterne; det er dog meer end en; nogle Linier derefter glemmer han den Høflighed, og siger: han blues ved og sørger over, at vore billigste Forventninger ikke kan blive opfyldte, i Henseende til vore Præsters Tieneste; nu er her da ingen redelig Præste-Mand i Byen, hverken Tydsk eller Dansk; -— kort efter nævner han de Præster, hos hvilke Budet blev saa smukt affærdiget; — altsaa rinder det ham ind, han har i Piecen ikkun løyet paa 4re, i det samme bebreyder hans Samvittighed ham noget andet, strax giør han en ydmyg Compliment, at man ey vil troe, at han har klaget over alle Præsterne, og førend han setter Hatten paa, er han saa

høflig at declarere dem alle for brave Mænd', undtagen een; det kalder jeg en Fransk Capriol jeg gir dig ellers 4 Skilling Stymper, om du skikkelig kan rede dig herud af paa Dansk, og jeg tør forsikre min Præst legger 4re til, saa Har du dig en Spise-Seddel; men i Avisen maae det være; thi den holder vi Begge.

24) Men nu fra Spøg til Alvor Spitzbube! denne ene Mand, siger du: har afpresset din og hele Byens Klage; det var en uforskammet Løgn; — du maae dog være en dum Karl, siden du vil bilde Folk ind, at om der i et Lands Hovedstad, Hvor der er en snees Præster, og derover, fandtes een, som ey giorde sin Pligt, skulde denne ene kunde bevæge hele Staden til at beklage sig over dem alle; jeg veed en hvad jeg skal tænke om den Varulv ; nyelig viiste han Slange-Vittighed. Jeg giør saa men ikke ont værre; og nu røber han Østers-Dumhed; men betragter jeg ham nu fra den onde Side, saa seer man dog en Streg af Slangen, i det han skyder Skylden paa Byen, og vil besmykke sin nederdrægtige Tænke-Maade med hele Stadene Samtykke; men jeg mærker nok, det Uhyre har samme Begreb

om Byen, som Philopatreias om Fædrene-Landet; han forstod allene Kiøbenhavn; (det var dog bedre) men denne forstaae ved Byen sig selv, og nogle Øl-Kipper; derfor et Ord Monsr. saa got, som 24; hvis du ikke offentlig igienkalder din Beskyldning mod Byen og dens Geistlighed, saa nævner jeg dit Navn, og skal bevise det lovmæssig; thi jeg kiender baade din Sveede-Broder, din Bogtrykker, som maae skamme sig ved at befordre sligt Skrift til Trykken og giøre sig til Hund for et Beens Skyld, — din Boepæl, dig selv Bleg-Næse med det opslikkede Haar, i den Brungraae Frak, hvide Strømper, sorte Hals-Klud; saa giør hvad jeg befaler, eller pak dig af Staden ; thi ingen ærlig Borger-Mand kan være dig bekiendt. —

25) Nu lyver han i al Oprigtighed igien, da han paa en lumsk Maade vil fordreye Beskyldningen fra Præsterne pga deres Underhavende; altfaa skal al Giften være udøst over eder got Folk! nu gratulerer jeg dem med Hr. Pastor, som imidlertid har maattet bære alle deres Medbrødres Misgierninger; de er nu løst af Band, og deres Kokke-Pige

sat i Stedet; de bliver hans pavelige Hellighed megen Tak skyldig; fordi det varede ikkuns kort; men I stakkels Tieneste-Folk! hvor gaaer det eder? Hvad er Jer Forseelse? Maaskee Phantasten har, siden han skrev sin Piece, tumlet om paa Præstens Gade-Dør, eller i hans Rendesteen, og I har vist den Uhøflighed at vaske ham af med et Koste-Skaft, eller maaskee I har givet ham Kammer-Potten over Hovedet , naar han i sin Phantasie har ravet ved Klokke-Strængen; ja, saa bær jer Forseelse længe nok; hvi lukte I ikke op, og tog til Takke med en liden Douceur af saa vakker en Herre i et par hvide Bomulds-Strømper.

26) Den Tilladelse Monsieur nu forlanger, har jeg og mit Bud altid funden hos min Præst, men naar Præsten enten har været syg eller i andre Embeds Forretninger, derover har jeg aldrig stødt mig Jean de france de la Bruun frakke.

27) Saa finder Resten sig nok. Endnu bære I Skylden I arme Tienestefolk, for de mange skammelige Gierninger og skiendige Handlinger; Naar han kun maa faae Præsten i Tale om Natten, det skal vel være uden Lys med, sag er alting got, saa vil han gierne tage

sine Beskyldninger i sig igien og forstaae dem om Pigerne, men vogter eder kiere Præster, Skarnet røber sig, han har ont i Sinde.

28) Endnu engang, ja endnu engang vil du være Løgnere; ney det var den 28 gang; tæl kuns ester.

29) Hverken Bitterhed eller personlig Had har frembragt denne piece, nye Igientagelse! arme Udflugt; fordi han repeterer det samme 2 a 3 gange, venter han at blive bedre troet; ligesom Matrosen, jo tiere han svær, jo fastere mener han det staaer; kan du ey bedre forsvare dig, naar du har Tid at spinde Finter; hvor vil det gaae dig for en Politie-Ræt.

30) Men en sand Hiertelig og uforfalsket Skyldighed mod Religionen! fye skamme dig for de Ord, du Øgle-Unge; ar der ikke er Sandhed i din Mund, at der er intet got i dit Hierte, ar din Hellighed er hykkelsk, og din forstilte Nidkierhed Øgle-Vittighed, at du har overtraadt al Pligt og Skyldighed mod Religionen, at du ikke engang kiender den Christelige, eller nogen Religion, er saa tydelig viist, at du ey selv uden Skam kan nægte det. Nu hvad er du da? Leg alle dine

Skarnsstykker sammen, og multiplicere dem med alle dine Brødres, saa bliver Factum.

En Sverm ugudelige Kroppe, som er Aarsag til Landets Ulykke, og ikke allene selv gaae Fordummelsens Vey; men paa alle muelige Maader søger at lede andre i Strikken med dem.

Eders Titel veyer meget; men I fortiene den, til I omvende eder, og vil du være,den første i Skaren til at giøre Afbigt, skal du ogsaa offentlig blive udskrevet af de uærliges Tal ; kan jeg tilbyde dig bedre; viis allene saa megen Ære for den Religion, du saa elendig forfægter, og den Agt for Kiøbenhavns Indbyggere du beskylder, saa er alting dig forladt; men hvis du bliver halsstarrig i din Ondskab, er jeg en haard Mand, som ikke hviler før jeg faaer dig og din Svede-Broder, ind til Msr. Børre; tres faciunt Collegium: paa Dansk: lige søger lige.

31) Jeg maae følge ham til Enden; — og Folk har forsikret mig, at her ere mange brave Præste-Mænd i Byen. Hvad er det for Folk! Dumrian! det er dog en ussel Hukommelse den Stakkel har; havde jeg erindret det før, skulde jeg henviist ham til Løgnene;

see nu den 24 Løgn, der klagede hele Byen , og nu har Folk forsikret & c. her staaer du atter igien for 3 Mark og 4 Skilling; — om jeg end vilde sette, at du muelig kunde have truffet en ærlig Mand uden for den Circel Øl-Huse du har taget for Byen; og han kunde have lært dit usle Skraag, da du begyndte at giennemhegle Præstens Kiortel, det du ikke vilde vide, at vi havde brave Præster i Byen; saa var denne Udflugt dog forgieves; thi din Nar har sagt Folk: det er i det mindste 2de Mennesker, og saavidt kunde din Bekiendtskab umuelig komme uden for de sædvanlige Duus-Brødre; slage dig da paa Munden, og siig du løy: saa er jeg færdig med dig i den Punct, og saa seer dog Byen, du har dog sagt en Sandhed din Livs-Tid; det var Gaasesnakken i din Løgn! men nu til Ondskaben; klør 18 Been! det hielper hverken du piber eller skriger, du maae her frem i din naturlige Gestalt; kom kuns med I beskyldte Præste-Piger, og see! hvorledes Pikkel-Herringen seer ud, naar Masqven kommer af ham; I Herrer af Børsten, hielp ham Frakken af; ufle Stymper; ingen Skiorte paa; naa! det er ligemeget nu stille! har du aldrig

af egen Erfarenhed vidst der var nogen brav Præst i Byen; ney: saa maae du hverken have søgt dem i Guds Huse elter deres egne, og dermed Har du atter dømt dig selv blant den Sværm jeg nyelig satte dig; kan du giøre en eneste fornuftig Indvending. Han skiuler, som en Hønse-Tyv; det er et tavs Samtykke; saa lusk da af med det for denne gang; — (havde Knægten erindret sig den 25 Løgn, kunde han søgt Udflugt i den) men det er et Kiød-Hoved med al. sin Klit, —

32) Til Slutning har du ingen Ære giort de 3 H ved din Roes; thi dit Vidnesbyrd reyser eller fælder ingen, det er dig svaret i Avisen, og jeg vil give dig Raison; thi du er en Løgner! har du ellers nogen Godhed for de 3 Mænd; saa giør dem lige med de andre; saa veed man du Har sagt det, og følgelig er det Løgn; derved blive de alle brave Mænd, undtagen i Løgnerens Mund; kan du begribe dette? Dog, det er ligemeget; de behøve ey den Erstatning, siden den er giort ved at lyve om igien, og enten det skeer een eller ti gange, er ligemeget; men for Publici Oplysning, og din svage Hukommelse vil jeg anføre dine Ord. I Løgnen

No. 3. siger du, at een endelig Har taget deres Partie; altfaa har de været meget uforskammede, siden denne ene Mand i Avisen var den første der bragte Isen, og vovede at forsvare Præsterne ; ney: holdt Skarn! Tiderne ere dog ey endnu, som du ønsker dem; der ere dog de, og har viist sig de, som midt i den onde Slægt tør være bekendt, at de elsker Gud og hans Ord; men at du ey Kiender dem, eller vil Kiende dem, er meget naturlig; men den Løgn strækker sig ogsaa til Borgerne, ja til hele Landet, ligesom Han var den første og eneste christelige Mand i Kongens Riger og Lande. Gud trøste Kongen og hans Throne, hvis alle tænkte, som denne Lands-Forræder! det vilde ey være got at bestyre et Land fuld af Spitzbube, og Guds forgaaende Kroppe; enfin, den Beskyldning er for skammelig; vil Regieringen og Landet skaane dig, derfor bør jeg, som en privat Mand og saa; forlad mig høystærede Publicum! jeg ey før opdagede denne formastelige Beskyldning; nu synes mig Øvrigheden ingen Betænkning bør giøre sig om, at arrestere ham, som den der har begaaet crimen læsæ Majestatis: de behøver kuns at melde det paa Adresse-Contoiret, saa

ere de Anstalter giort, at hans Boepæl kan blive bekiendt; — men nu videre No. 13. siger han: vore billige Forventninger & c. altsaa staaer han endnu ved sine Ord No. 3. — No. 17. begynder han at tvivle om, de alle ere onde, han taler der om een eller anden. No. 19. taler han om retsindige Præster; man har Grund til at haabe han der sigtede til Byens, siden Piecen dog egentlig angaaer Kiøbenhavn. No. 23. lyver han paa een. No. 25. bær Pigerne Skylden for Præsternes Misgierninger. No. 27. er alting got igien. No. 28. svær han paa det samme. No. 29. giør han nye Erklæring, at han aldrig har tænkt paa Præsterne, eller forstaaet de skammelige Gierninger om dem; men allene om deres Piger og Gaards-Karle. No. 31. declarerer han reent ud, at her er mange brave Præste-Mænd i Byen. No. 32. ere de mange faldne til 3, og just nu forliber han sig i H. heed han Hans, undrede jeg mig ikke; tys, her har vi det: —- Jean de france de la Bruun frakke; paa Dansk: Hans Franskmand af Bruun Frakken; det var vel; nu har vi et bestemt Navn til ham, saavel som Philopotroyerne og andre hans Brødre; Skade! disse

nobiliteerte Navne ere mig for lange! velan; Karlen er kuns smækker; thi han sulter, han maae blive sort; jeg skiær væk, hvad jeg kan lige til Navnet; han skal dog afklædes; Frakken, som stamme Navn, falder først væk; kan man tage meer bort; jo Bruun snitter jeg ogsaa af, og de la falder af sig selv; nu staaer Hans Franskmand tilbage; men jeg er en Danne-Mand, jeg fordrager ikke vel de Franske Nykker, derfor gider jeg ey nævnet meer end Hans: der er nok det: naa min gode Hans! kan du intet miste meer, uden at blive ukiendelig: jo vel! endnu seer jeg et overflødig Bogstav. N. nytter til ingen Ting, og der faldt chapeau baen hans Trøste-Stav; ney nu seer du elendig ud: mister han meer, saa taber han B - - - endelig Msr. Has! fandt jeg dit Navn, skiønt giennem Algebra; men kan du rede dig saa got ud af No. 32. skal du hede Hans igien; men heng dig ey for tilig Has; thi vi beholder vore Præster, enten du Has hader dem eller ey; skielv kuns ey I andre Præster ! enten eders Navne begynder af A. B. eller H. naar I kuns ey heder Has ; men tænkte jeg det ikke nok? Nu fortæller man Hasen har hengt

sig af Fortvivlelse: Pots Slapperment! hvem skal løse ham ned! lad ham henge med Judas, Han er jo uærlig? — Endelig blev Byen renset fra det Afskum! lad os nu leve geistlige og verdslige uden Frygt i indbyrdes Kierlighed og Roelighed. Herpaa inviterer jeg min Præst til mig i Aften Moer lille! skiønt hans Navn begynder af X., og det paa Pande-Kage og et Glas Kirsebær-Viin. Luk op Moer! det banker! nu kommer Præsten! er det Jer Faer Knudsen! god Aften; kommer I her saa silde; og nu venter jeg min Præst, for at fortælle ham den glædelige Tidende, at Byen er skilt ved Jerusalems Forstyrrer, Franskmanden, den Bønhase, hvad han Heed? Hasen; I har vel sagte hørt om ham at tale, den Hans Varulv, som vilde giøre os alle til Kieltringer. — Hvad? er han opstaaet, er Hasen opstaaet? Moer! Knudsen siger: at Hasen er opstaaet! naa» den Glæde varede kuns kort, han blev aldrig, saasnart nedkast i Junior Philopatreiases Grav uden Øster-Port, før alle Benene, men i sær Heste-Benene bleve levende, giorde en grumme Allarm, og jog den arme Tyv fra sig, da ingen siden Junior Philopatreias havde for-

uroeliget deres søde Søvn; nu er hele Byen i Oprør igien, og begge disse Spøgelser har efter Beretning aabenbarer sig for Børre Olsen i Slutteriet, og lovet ham deres troelige Assistence. Skole-Mester Beelsebub anviste ham i den korte Tid adskillige durchdrevne Svenne, Han skulde give sig i Cammeratskab med: Formanden var Børre Olsen: ham maatte de for alle Ting skaffe i Friehed, om de skulde sette Fængslet i Brand; foruden ham var mærkværdige Ole Smede-Svend, Hans Lurendreyer, Claus Klumpe, Hæl-Hesten, Giede-Bukken og Vandmanden, Qvinde-List maatte de heller ikke forsmaae: de betydeligste blant dem, vare Birthe Kniv-Smeeds, hun kunde Hexe, Anne Risengrøds, Else Hattemager, Pernille og Susanna, begge i Dybens-Gade: 2 Skoemager-Drenge var nyelig lebet af Stablen i Beeksebubs Skole: de tegnede got, og kunde giøre stor Hielp, naar der skulde stieles Tørklæder eller Snuus-Daaser: — Buldribas heed den ene i Peer Madsens Gang, og Bruunblisse den anden ikke langt fra Trompeter-Gangen: hvor maae Byen ikke frygte for alt dette Utøy inden sine Volde: vi maae i det mindste herefter have dobbelt saa

mange Vægtere, 3 gange saa mange Commissairer, og en Løgte paa hvert Huns. — I øvrigt siger man: at Hasen nu ret ligner Junior philopatreias efter sin Opstandelse; han skal aldeles have glemt sit Moders Maal, og al Dansk Hukommelse; han raser nu ligesaa splitter gal mod de Tydske Præster , som før mod de Danske; det skal være, fordi han glemte at udmærke den Tydske Præst, som gav ham faa retsindig et Svar iblant sine H., Stakkels Tydsker, som tabte sin Credit hos den ærværdige Patriot; nu maae I alle lide derunder: tilforn kunde I mane ham fra eder med et par Tydske Sprichworter; men nu kommer det an paa, at punctere paa Dansk; han skal desuden være meget syg og elendig efter sin Forvandling, og iblant andre Svagheder plages meget af Hunde-Hunger; men det smerteligste er, at han ey kan blive af med sit Vand, som jeg frygter vil anden gang ende hans Dage. Hans troe Stald-Broder, som Har udstaaet faa fore skræffelige Curer, har anvendt al Fliid paa ham, men intet vil slaae an; nu nyelig er en Recept forskreven fra Krappen Eyland, som regner ikke saa ilde! —- det er følgende:

Et Pund Rotte-Krud for en ond Samvittighed.

Et Lod Bulme-Urt for at faae Dansk Hukommelse.

To Lod Opium for det Danske Sprogs

Skyld.

Tyve Gran jalappe Harpix for den rasende Hoved-Pine.

Alt dette indtages paa eengang i en Strippe tyk Melk, og strax indsaltes han i 8te Dage udi stærk Lage; siden skal han hver 8de Dag efter en Skik paa Surate i Ostindien æltes, trilles og trækkes af 4re Matroser, til han bliver et Qvarteer længere, at hver Ledemod kan blive durchsigtig: det maae vedvare et fierding Aar; imidlertid skal han hver 2den Dag bruge en Latværk for den fordømte Skrive-Lyst, alle de plages af der have dantzet under Linien; man siger ovenmeldte Cuur virker forskrækkelig i Maven, men Hoved-Pinen glemmes; for Sygdommen af Vandet vides ey paa hele Krappen Eyland noget probat Raad: — det vil nok følge ham hans Dage igiennem; imidlertid maae han for alting, hverken ryge, snuse eller tykke Tobak- intet Øl eller Brændeviin drikke,

et halv Fransk Brød og et Glas Draaber, for ey at ærgre sig, skal være Hans hverdags Kost; vissen og hæsselig maae han see ud.

33) Er elsket og agtet af alle —

No. 1. Bar hele Landet fuld af Spidsbuber. 12. Blues Hasen paa Byens vegne, 13. Ingen vil opfylde vor & c., Hvorfor skulde vi da agte eder, I skal paa Porten.

19. Er han den eneste Præste-Elsker i Byen, og det lige til at faae Skindet af dem. 24. Falder vor hele Klage ud paa een, han mener vel den stakkels Rottenburg; ney saa men giør vi ikke —

32. Omvender han os alle paa engang til at elske og agte alle H., kort sagt: han raver her ligesom i de forrige Løgne, Has er han, og en Phantast bliver han.

34) Hans sidste Ord, hans Haand og Segl før han døde første gang , maa jeg have med; hvorfor ære vi da alle ikkuns de tre H.? op stod Jeppe Skomager og talede fyndige Ord; fordi de fortiente det; nu vel! Hasen gav eder Testimonium! men vidste vi ey, at I vare brave Folk før, saa maatte vi tvivle om det nu; thi Hasen har vi seet at have levet som en Løg-

ner, død" som en Bedrager, opstaaet som en gal Mand, og skal nu atter gaae i fortvivlende Tanker, fordi hans 4 Skill. Piecer ey løber saa vel af som han ønskede, og skrive maae de skrueløse Hierner, som have passeret Linien; thi ellers sprækker den af Lærdom opblæste Mave, før de tvende Aar er omme, som er den længste Tid de efter deres Forvandling kan leve. qvid brévi fortes jaculamur ævo multa —

Horatz —

Atter slaaer jeg om mig med Latinen, det kildrer mig ligesom de gamle Kudske ved Drengenes Pidske-Smekken, naar jeg kan erindre mig en guldalders Talemaade af min mægtige Phrasekiste; men maaskee Stymperen tabte sin latinske Hukommelse med paa sin underjordiske Reise, saa faaer jeg give ham det paa Høytydsk. Wenn unser Leben von so kurzer Dauer ist, warum machen wir so unzähliche Entwürfe? og hermed ender jeg Hasens Levnetsløb; en vigtig Sandhed vilde jeg til Slutning sige ham, hvis han vilde benytte sig af den; og det i Fransk Fortrolighed, at enhver ey skulde løbe dermed; Her er den:

Les plus grands foux sont ceux, qvi ne pensent

pas etre

C´est ne l’etre pas trop, qve de savoir gv’ on l´est — Fontenelle Paa Dansk:

Tag Svøftet ind i Tide;

Thi ellers maae du vide,

At Publicum ophidses Og meer end Penne spidses.

Vel havde jeg lovet et Register over Hans Hases Skarnstykker; men det gaaer over mine Kræfter. — Har du selv saa megen Sands tilbage i din visnende Tilstand, saa sammenleg alle disse Løgne , de Modsigelser, de Dumheder, de Beskyldninger, de Rævestreger du har sammendynget i en Avises Avertissement, og du skal see, den belovede Sum rigtig udkommer, og den mildeste Straf jeg kunde betitle dig med, var Kiøbenhavns offentlige Has.

Bær da dit Navn med Ære saa længeder er Stumpe igien af din Bruungraae Frak, og Bomulds Strømper; Jeg skal formaae Kiøbenhavns Geistlighed til offentlige Bønner for dig og alle dine Kamerater, halv saavel som heel galne, at I dog engang med oplyste Øyne maae

see, at I ere de nedrigste Kroppe under Solen; Afskummet af det menneskelige Selskab. Freds Forstyrrere, infima fex plebis; og alt Hvad mere nedrigt; I selv kan optænke, at I maae kiende, erkiende, bekiende det og forandre eder mens I endnu kan. Selv skal jeg endnu som en ærlig Borger sørge for dit Legems Beste; Du skal komme i Pesthuset til Sommer igien , hvis du kan taale din Friehed saa længe, og at du imidlertid en skal fryse fordervet i Vinter, skienkes hermed en nye Skiorte; din Kone skal nyde Almisse, Hvis hun befindes uskyldig. Har du flere Børn end den der døde sidst, skal de blive sat paa OpfostringsHuset; Gak nu og siig alle dine Duusbrødre, at Kiøbenhavn ikke allene har Borgere som sikionnec paa Fortjenester, men endog kan tilgive Misdædere; Hvad synes dig, er jeg ikke raisonable? blot nu ey meer din Uskiønsomhed; men svar: jo! jeg er den uværdigste Br. Bønhase.

Høystærede Medborgere!

Jeg haaber saa tydelig, at Have viist, at Forfatteren af Skandskriftet er et ont og ugudeligt Menneske, som under en listig Gudfrygtigheds

Maske har søgt at udspye sin Gift, Hvor den vilde gribe om sig, og paa denne lumske Maade give vor allerhelligste Religion et farligt Stød; men endnu har jeg det stærkeste Beviis tilbage, som ene og allene kunde fælde ham, og overbevise al Verden, at han er det Skarn jeg i Piecen gier ham til. — Vi har 2de Sogne-Kirker i Kiøbeuh., som begynder af H. Holmens: nemlig og Hellig-Geistes! — selv kiender jeg en Præst ved Holmens Menighed, Han er en ærlig Mand, Han Har forsikret paa” sit gode Navn og Rygte, at Han Har forhørt Hos sine Medbrødre; (thi de omgaaes i Eenighed og Kierlighed) og alle 3 vil i nødvendig Tilfælde bevidne, at de ey i lang Tid er udkaldet til nogen Syg, efterat Klokken var flaget 11; hvilket dog er meget usædvanlig. Min Skrifte-Fader, som just ikke heder H., langt mindre Has; men er en christelig Mand, som jeg ingenlunde taber min Tillid til; fordi en Has Har beskyldt Ham; han kiender een af Præsterne i Hellig-Geistes Sogn, hvis Ærlighed er ligesaa bekiendt, som min egen Præstes: han har forsikret paa begge den Menigheds Præsters Vegne, at de ey i lang Tid i Sogn eller uden fore har

været udkaldet efter Kl. 11, lad nu den Syge, om han ey er død, opstaae, og sige: jo, jeg Havde Bud, og er Patienten indgaaet i Ævigheden; lever vel dog noget Menneske ; Huset, hvor den Syge laae; lad dem da melde sig; thi Løgneren har sagt, at en Mand af H. Sogn, efterår 4 Præster havde afviist Patientens Bud, endelig indfandt sig. Siden nu ingen har efter saa mange Anmodninger i de offentlige Tidender, ey heller efter denne Indbydelse kan bevise det Modsatte! seer ethvert fornuftig og chistelig Menneske, hvor vederstyggelig det Billede har været, jeg har Havt for mig; thi Dievelen er dog efter Guds Ord Løgnens Fader, og hvad er da denne, som opdigter og glæder sig i en saa forskrækkelig Løgn, hvad er han, siger jeg: uden sin Faders ægte Søn : JEsu Christi Navns offentlige Bespottere og Vanærer, En heel Stands, en heel Byes og Lands Æreskiændere; ikke desto mindre Høytærede Herrer Medborgere! er mit Raad dette med Foragt og tZEdelmodighed denne gang at forbigaae saa ussel en Stympers Beskyldninger, og endogsaa ved dette Exempel vise , at vi elske og agte vore Lærere ligesaa

Høyt, som andre christne Borgere og Nationer i Verden, da de allerede have viist, at de betragtede ham, som en liden Myg, hvis Stik ikke vilde giøre synderlig Virkning hos deres vel: sindede Menigheder. — Vi kan være visse paa, at Himlens Hevn ligesaavel finder ham og Hans Brødre , naar de blive fuldmodne, som deres værdige Formand, der straffede sig selv ved det Riis, hvormed han saa uskyldig havde hudflettet andre; jeg mener hans dumdristige og uforskammede Pen. —

Imidlertid siden man ey kan vente andet i disse Tiders Forfatning, da Frækheden ikke alleneste finder sine store Elskere, men endog mægtige Beskiermere, end at Satans skiulte Apostler lit efter lit vil stikke Hovederne frem af deres forte Huuler, og udspye deres Gift mod Gud, saavel som mod Menneskene, saa var det dog at ønske, at alle maatte i deres Ondskab blive slagne med ligesaa stor Blindhed, som denne Hykler; thi at skielde Præsterne ud paa den ene Side for de arrigste Skielmere under Solen, og siden opmuntre disse Skielmere ved deres Forbønner i JEsu Navn at forebygge Landets forfaldne Sager, var: alt for dum en Stræg af en Pharisæer. —=

O! HErre Gud! dit dyrebare Navn skal være deres Skalkheds Skiul og Gavn.

P.S. Hasen har nu atter faaet en Unge; men da den anretter saa forskrækkelige Ulykker, hvor den faaer Indpas, uudskylder Publicum mig, jeg ey vover at hosføye den; mit eget Huns og følgende Brev kan bevidne, hvor farligt det er at lade denne forberede Has-Unge komme inden sine Døre. —

Hvad tykkes dig udvalgte Ven Om denne Bog her sendes;

Bør man ey dømme saadan hen Af Bødelen at brændes;

Er det da ey forskrækkeligt,

Forfærdeligt, uhørligt,

Bespotteligt, uchristeligt,

Dumdristigt, utilbørligt,

At saadan Bog dog trykkes skal Blant skikkelige Bøger,

Blant Monsieur Svares Bøgers Tal, Forunderlig Optøyer;

Bør saadan Pies at komme frem For Publicum at selges,

Der burde, som unyttig slem Af Bødelen at brændes;

Den fulgte med en anden Bog,

Som just jeg vilde have,

Og derfor fik jeg denne Pog,

Som oven paa til Gave!

Af Førstningen jeg tænkte saa,

Du kan jo ogsaa fylde.

Og gierne kan faae Lov at staae I et Hul paa en Hylde.

Pots Slapperment! bevare mig, Saasnart var Bogen ikke Indsat paa Hylden læmpelig,

Før den tog til at vrikke;

Niels Klim, som nærmest stod derved, Begyndte sig at røre;

Tilskueren den Danske med,

Vil Has af Hylden kiøre,

Has maatte skyde Rykken ud,

Og falde ned af Hylden;

Jeg sagde ved mig selv: par bleu!

Hvo mon vel have Skylden;

Jeg tog den op og satte den Imellem Holbergs Helter,

Og Oxenstiern — men Hillemænd! Han den af Hylden velter.

Jeg byttet mange Steder om.

Hos Guldberg, Kraft og Crosa, Hos Johan Arndts Christendom,

Hos Suhm og Printz Menosa; Men ingen vilde laane Huus,

Sig alle sammen trykte,

Saa Has han peeb, som liden Muus Der for sit Liv mon frygte,

Han peeb for sig saa ynkelig,

Ach! Maner mig i Lærde:

Jeg faer jo ey med List og Sviig, Hvad er her da paa Færde;

Jeg skal ma fante! vise at Jeg er dog ingen Vase;

Thi vil jeg kun jeg havde fat

Paa Brune Hans Bønhase; Han er en Karl, som sig forstaaer Paa saadanne Optøger,

Og ikke Vrag paa mindste slaaer Af liderlige Bøger.

Fra Fyen lod han mig bringe ind, Og gav mig til Boglader,

Hvad kan jeg til, jeg arme Skind, Jeg har saa slet en Fader;

Men meld mig nu min ædle Ven!

Paa deres nye Reoler,

Om de ey kan fornemme den,

At skiere Caprioler.

Poet er jeg ikke; jeg vil derfor i solut Stiil besvare min Ven, og underrette det Offentlige paa eengang, de forunderlige Tildragelser, den nye Hase-Unge foraarsagede i mit Huus; jeg var ikke Hiemme, da dette Brev kom; men min Søn lagde aldrig saasnart Piecen paa Hylden; før alle Bøgerne tumlede ned, og laae stiv døde, undtagen Schrivers Seelen: Schatz i 3 Folianter , de giorde en forstrækkelig Allarm, og forfulgte den arme Hase-Pies rundt om i Stuen; men Draaren kommer efter det Bæst, om een ikke vismede fra dem alle tre; hver Menneske løb af Stuen, undtagen Else Bornholms, vor Kokke-Pige, hun vendte i en Snup sin Hue, fik Has-Piecen fast med en Ildtang, Hvor stærk han væsede; derpaa tog hver Bog sin Plads, og tilsidst Schriver med, under en forstrækkelig Brumlen; Ellen stod længe i Betænkning, hvor hun Fulde giøre af Hase-Ungen nu vilde hun hugge den i Stykker, og nedgrave hver Deel paa sit Sted, nu vilde hun

kaste den i Brønden, og legge et Halmstraae derover; omsider smeed hun den i Steegerset af Frygt, han skulde stikke hende i Fingrene; men nu var hundrede og eet ude; just var Middags-Gryden kommet paa Ilden med Ærter udi; men hver en Ært løb af Gryden, Ild gik der i Skorstenen, og en Lyd under en stærk Røg og Damp lod sig høre ongefær saaledes: B - - r - - u - - un; Hele Huset var i største Forvirrelse da jeg kom hiem, og det var den første gang i 12 samfælde Aar Moer lille og jeg har været til Munds sammen; thi knap kom jeg ind af Dørren, uden at vide et Ord af alt dette, før hun Hilsede mig med disse Ord: hvad tænker dumed det forhexede Tøy du bringer os paa Halsen, og hvad er det for Trold-Karle du holder Brev-Vexling med? — Nu kan du have det, som du har lavet det; hverken Lars eller Peer vil tiene længere; Drengen er løbet bort, og jeg gaaer bag efter, Du og Ellen kan blive sammen.

Jeg studsede, saasom enhver vel kan tænke; men da jeg fik Sagens hele Sammenhæng at vide, lod jeg hente Præsten, som ey vilde troe det; men gav os omsider den Formaning at bede, frygte Gud,

og et) lade sasdant Dievelskab mere komme i Huset; —dette Raad lykkedes ogsaa, og Huset er nu gandske roelig , undtagen i Ellens Kammer; thi hun Ioe: af Faders Raad, og passtod, at en Heste-Skoe over Dørren skulde nok holde Spøgelset ude; hver Nat spøger det Hos hende, ja saa gar trækker Dynen af Sengen (dog efter hendes egen Fortælning; thi min mindste Datter, som ligger hos hende, fornemmer intet dertil.)

Her seer da Læserne Aarsagen, hvorfor jeg ey tør forgifte mit Skrift med at hosføye den nye Hase-Unge; thi den er 10 gange værre end den første;, maaskee andre i Byen, som kan have kiøbt den, har fornummet andre Optøyer; og jeg er meget nysgierrig at vide det;

— jeg er vis paa, den staaer ikke i nogen gudelig og christelig Bog-Samling. —

Den gamle Has skal, efterat han er blevet af med dette Misfoster, befinde sig temmelig vel; den 30 August lod han sig med sin Lisette første Gang efter sin Opkomst see udi Rosenborg Have i fuld Mundur, Haaret kruset

og pudret, Frakken børstet og lappet, hvide

Bomulds-Strømper stoppede med sort Garn;

thi, som han er egensindig i alt, saa og i Moden.

Ifald ellers nogen har Lyst at kiende ham Nøye, saa har han foruden ofte omskrevne Mærker, disse overordentlige Egenskaber; han smiler og snøvler efter Moden, han sparker efter Takten, han præsenterer ypperlig en Tobaks-Daase, og kan tage Hatten af, saa det knager i Hierterne paa Dybens-Gadens Jomfruer, han lugter altid vel af Desmer, og Støvler kommer aldrig paa hans Bern, at Tran-Lugten en skal foraarsage hans Kisselinker Vapeurs, altid taler han Fransk med sin Lisette, skiønt hun, som en gammel Enke, allene forstaaer Dansk —

Et besynderlig Uheld samme Aften udmærker ham endnu Nøyere; en Raqvet sprang op, tog hans nye chapeau bas i Luften, og afsveed den smule Haar han havde; — han er nu saa lunefuld, at han hverken vil bære Paryk eller Hat meer, for at giøre sit skallede Author-Hoved desmeere bekiendt. — Den Angest, som paakom ham, at han skulde fare i Luften med, foraarsagede ham en nye Sygdom, som kaldes Vandskræk, og bestaaer derudi, at han aldrig

tør gaae over en Rendesteen, men kryber over paa dem alle 4re; desuden har 3 af hans gamle Svagheder paa nye indfunden sig; — nemlig Ærgelse, Tilbøyelighed til Vattersot og Urin Smerte; den første fik han for nogle Dage, da hans jomfruelige Billede passerede Ulke-Gaden, og af en Hændelse kaster sine omvankende Øyne paa sit lille Noer, som just var klistret paa en søndret Rude; her standsede han, svor, og brast endelig ud i disse Ord: mon Dieu, par bleu, Uskiønsomme! er det Æren man skal have for sine vigtige Værker, sin Natte-Grublen, sit vansmægtende Legeme; Diable m´ enporte; man ich mehr schreibe. Hidsigheden forgik ham omsider, og han besluttede paa andre Steder i Byen at forsøge Folkets Skiønsomhed over det, som duede noget, og som han just befandt sig uden for sit gamle Øl-Huus, tog han den nærmeste Ven, og faldt først derind; Stuen var just fuld, han fik sit Kruus-Bier med, for ved Bord-Enden at beskue af Tobak-Smøgernes Ansigter, hvad de dømte om hans Mesterstykker; men hvor blegnede han ey, da Skoe-Flikkeren tændte sin Pibe ved hans Pies, uden at læse meer end Tit-

len, med disse Ord: dit Bæst bør brændes, og havde jeg Kløer paa din Fader, den Spitzbube, som vil giøre os alle til Skielmere; faa skulde han føle mine Næver med; her faldt Hasen i Afmagt, og tabte Skindhuen, han den Tid just havde faaet paa, for at skiule sig, og nu kiendte de alle Hans Has ; — een gav ham en cinqve neuf, en anden en cingve dous, een en tertz i Rykken, en anden er Slag paa Skallen, tilsidst kom Verten, og.gav ham et Puf for Enden, saa han faldt næsgrus ud af Døren, og ikke allene maatte krybe over Rendestenen, men lige hiem forbie Trompeter-Gangen hvor han styrte uden for B - - S - - Port; nu var gode Raad dyre; Junior Philopatreias og Birthe Jorde-Moder, bleve strax hentede; hun cureerte Saarene med en Heste-Salve, og bagede Skindet saaledes, at han herefter kunde taale Hug, uden at blive blodig; Junior Philopatreias forsømte Heller ey sin Pligt. — 3 Lispd. Krabben Eylandske Piller gik med, til at udjage Galden, og forebygge Ærgrelse,naar han herefter vilde probere sin Author-Lykke ; en Pot gammel Øl blev hver Dag fordøyet, og Galden derved aldeles fordrevet. — Vandskrækken standsede ved en Mixtur af 2 Pund

Spansk Tobak, kogt i en Pot Vestindisk Rom; ved denne Cuur og Lisse forfarne Lægers, troelige Biestand blev vor Author saa rap i en Maaned, at han forsøgte at liste sig ud i Nye-Boder, hvor han endelig meente at finde den fornuftige Pøbel, han ey kunde finde andre Steder i Byen; men her spøgede Hasen i hver andet Huus, og neppe var han kommet Halv Veyen førend Ecchoet af Bruunhas, Bønhas. Rakkerhas, Skaphas, has Ha-aa-aas, skrallede ham saaledes Ørnene, at Angest og Fortvivlelse betog ham, og han flæbede tilbage igien. En Hierte-Skyrkning burde han nu have, og hvad var bedre end en Pæl Rom og to flamske Sild; Docter Junior drak selv 2 Pæle, og spiste 3 Sild; — men nu fik vor Forfatter sit Bane-Saar, han havde glemt at tage sit Pund Piller ind, og til al Uheld kiendte han sin Piece, som havde været om Sildene, just da han tyggede paa Hovedet af den sidste. — Sygdommen, som ey. var gandske udryddet af Legemet, slog sig til Vattersot , og af Ærgrelse standsede Vandet. — Hele Krappen Eylands Apothek var nu utilstrækkelig; — Maven svolmede af Lærdom, og den eneste Lindring

han fandt, var ved at skrive; — Han skreeg og raabte af fuld Hals.

La plume a la main je me mets a ecrire Je reve, mais en vain, a ce qv’il faut dire. Under disse Ord brast Maven, 3 Oxe-Hoveder Vand udløb, og 2 smaae Hase-Unger, hvoraf den ene druknede; Urinen fik tillige Aabning, men med en Smerte, som dræbte Olde-Faderen, i disse fortvivlende Ord, som siden blev hans Gravskrift.

Mon Dieu Par bleu Comment va-il Bønhase grand Esprit Diable m’emporte Bruunhase ci gisant J´ai vecu sans gloire & je meurs en pissant, pissant, pissant, Lærer af dette Marmor I opvoxende Hase, at agte paa

eders Ammers Spaadomme

ey først i Dræk at skrive , om I vil Lærde blive.

I Stedet for Liig-Vers, indsendte en god Ven Maren Ammes Spaadom om vor Afdøde, saaledes lydende:

Imens det lille Noer hos Ammen lallede,

Og knap et Ord, ja knap en Lyd udrallede; Man mærkede hos ham forborgen Skrive-Lyst, Før han endnu, forlod sin Ammes Melk og

Bryst.

I Sanden Maren seer ham Stræger at afmale Med Fingrene og hør, hvor hendes Taarer tale Et sælsom Hiertes Sprog, der rørt af andres Vel I Glæde over dem sig næsten glemmer selv. Saa skal du naae engang en Ære, som ey falmer: O Glut! saa raabte hun og skrive skal os Psalmer, Som jeg skal nyne paa, udi min Malke-Gang, Og fordre Skoven op til Gienlyd af min Sang; Hun henrykt stod og saae sin Patte-Glut at rage Udi det skidne Dynd ! ach jeg mig maae bedrage! Hun raabte om igien, du Kingo ey vil blive. Men snarere Hans Wurst,og vis vas vil du skrive, Man jo ey vente tør, den skrive skal med Fynd, Som første Udkast giør udi det skidne Dynd. Opfyldelsen har viist, Maren Amme talte sant; Man Amme Spaadom ey derfor bør kalde tant;

Thi Skields-Ord var Hans Plan, og Hvad Han

skrev var Fias,

Han levede derfor og døde en BønHas —

Bønhas.

Den oprigtige Maren vukker endnu unge Has under denne Sang til Amindelse efter Stamme-Faderen.

Eya boleya

Og gamle Has døde Bort udi Møde Visililulle:

Du føde smaae Glut,

Skriv aldrig i Put;

Thi det bliver Fias Min lille Bruunhas,

Og Eye boleye,

Troe nu Maren Amme. Følgende Dom fra Jupiters Throne, kunde maaskee ellers tiene gamle saavel som unge Hase til Lærdom, og andre Mennesker i disse Tider til Trøst. -- Fortuna, Lykkens Gudinde, besværede sig engang over sit Embeds Byrder, og begierede Afskeed, siden hun med al sin Flid dog ingen kunde giøre til Maade;

Skrønt jeg egentlig, sagde hun, befordrer Dyderne, saa græde og klynke de dog bestandig, at de skal overskriges og vanæres af Lasterne; og skiønt jeg i alle muelige Maader føyer mig efter disse, ere de de dog altid misfornøyede med min Opførsel. — Jeg kan bevise, blev hun ved, at jeg har fulgt mangen ung Springer lige til Døren af Horehuset, hvor jeg for Ærbarheds skyld en har kundet gaae ind, ja jeg har opvartet mangen Skøllehals endog i Kroehuset, indtil han paa det sidste har overspyet mig, at jeg endelig er gaaet bort med skidne Hænder; det samme kan jeg sige om utallige Spillere, Banqveroteurs og deslige, indtil jeg af Frygt at de tilsidst skulle spille, stadse og fiase mig bort med, har maattet overgive dem til, deres egne Veye; ikke desto mindre ere de saa uforskammede, at de altid tilskrive mig deres Uheld, raabende idelig; Ach! du onde og misundelige Lykke; hvor deler du dine Gaver uskiønsom ud. Fortienester forbigaae du med en taus Foragt; Mave-Lærdom, overlagte Beskyldninger, Hase-Løgne, franske Caprioler, Ederkoppe Gift sees sielden paa din Forestillings Liste. Ach! man maae briste af Ærgrelse, man maatte

forsværge at tiene sit Fædreneland, man maatte nedlegge Pennen, og ikke mere væve for Evig Heden. Hvem er det derimod, du ubillige belønner? Den elendige Gudsfrygt, den simple Uskyldighed, den eenfoldige Ærlighed; Er det ikke aabenbare Partiskhed? Jupiter stevnede. Gudinden og begge Parterne ind for en Herredag, og da han havde udhørt alles Klager, fældede han denne uigienkaldelige Dom; Bliv De ikkuns ved Madame, at efterkomme deres Embede ligesaa viselig som tilforn, og bryd sig slet ikke om Menneskets ubillige Domme. —

Til Lasterne, som ved dette Svar spidsede Ørne; sagde han: skriger I kuns til I blive hæse, I skal dog straffe jer selv med eders egne Misgierninger. Pakker jeg strax fra min Throne; Til Dyderne, som stod og saae ned til Jo den, ventende med Angest deres Dom; blev Ordene! Bliv I ikkun; ved i Uskyldighed at fortsætte eders Vandel uden at røres ved Skraalehalsenes Overraaben, og kan eders egen gode Samvittighed og det Vidnesbyrd, at jeg kiender Eder ey være jer nok, saa trøste eder ved, at der endnu gives Stære, som giør Forskiel paa

Eslernes Skryden og Nattergalens Sang, og derpaa fortalt dem følgende:

Et Esel stod just ved sin Stald,

Og hørte paa en Nattergal,

Som slog sin Morgensang;

Hør! sagde Eslet til sin Eselinde,

Nu der igien den lille Sangerinde!

, Kuns Skade! at dens Stemme er for svag, Jeg vedder, at jeg den kan døve,

Og i det samme sang til Prøve,

Mod Haven hen et vældig Ya-og!

Det hele Syngechor af Fugle kom, Forbavset flyvende saae sig om De sang ey meer,” men tavse lurte paa.

Det skrekkelige Skrald Forskrekkede vel og den lille Nattergal, Men den nysgierig sig et Stæd udsaae,

At see Uhyret som saaledes kunde skryde, Den fløy da op og kom paa Tagets Side, Den kigede i Gaarden ned,

Hvor ham det lange Øre først i Øyet stak, Dernæst den hele Skrigere,

Den saae og sagde ach!

Vor hele Fugleflok strax fulgte den og faae Fra Taget, tæt ved Stalden Eslet staae,

O! sagde da en Stær,

Jeg vidste vel, at det en Esel var.

Denne Fortælning oplivede Dyderne, og de gik friemodig fra Jupiters Trone med det Forsæt aldrig herefter at røres ved Esle-Skryden, om de endog overstaalede hele Byen; men uforfærdede føre deres Vandel for Guds og Menneskens Øyne; Lasterne luskede af i største Fortvivlelse skelende den ene paa den anden — og Madam Fortuna tiltraadde med Munterhed sit Embede efter sin sædvanlige Plan; Lærdommen heraf falder af sig selv i Øynene! gid ikkuns begge Partierne herefter vilde føre sig den til Nytte ; — og just nu erindrer jeg mig en Maxime af Gracian; siden den ey interesserer alle lige meget, vil jeg hosføye den i det Sprog den findes

. Maxime 138.

L'art de laisser aller les choses, comme elles peu vent, fur tout qvand la mer est orageuse!

Il y a des tempetes & des ouragans dans la vie humaine; c'est prudence de se retirer

au port pour les laisser passer Très souvent les remedes font empirer les Maux Qyand la mér des humeurs est agitée, laissez faire a la nature; si c’est la mer des moeurs, laissez faire a la morale; il faut autant d’habilité au Medicin pour ne pas ordonner; & qvelqve fois la finesse de l'art consiste da vantage a ne point appliqver de reméde; Ce sera donc le moyen de calmer les orages populaires qve de se tenir en repos; ceder alors au tems fera vaincre ensuite. Une fontaine devient trouble, pour peu qv'on la re mue, & son eau ne devient claire, qv'en cessant d'y toucher. Il n'y a point de meilleur remede a de certaines desordres, qve de les laisser passer. Car a la fin ils s'arrétent euxmémes,

Skulde ellers nogen, som ey forstaaer Fransk, være nysgierrig efter at vide, hvad det er paa Dansk; saa er Indholden kortelig — Rør ey for meget ved Skarn; thi jo mere det røres, jo værre det stinker.

Høystærede Medborgere!

For den alvidendes Øyne vidnes, at intet uden en reen Nidkierhed for den Religion jeg tilbeder, har givet mig Pennen i Haanden , for

ester min Evne at dræbe i Fødselen, eet af Dievelens afskyelige Fostere, som havde iført sig Helligheds Kaabe. Uden at have rørt meget ved den uforskammede første Piece ; selv troer jeg, at have beviist dette af hans Svar i Adresse-Avisen. I sit andet Blad viser han sig i samme Dragt, skielder og smelder Manden, som allerførst saa koldsindig besvarede ham for en Gaards-Karl, listig Dievel, lader sig mærke med, at han har ont i Sinde; thi jeg forstaaer ey anderledes de Ord: (jeg tiender nok den Gaards-Karl, jeg kunde gierne expedere ham paa en anden Maade); spøger med Sacramentet, og til Slutning tilstaaer, at han aldrig vil bruge det, siden ingen Præst maae komme til ham, hvor han boer; — saa det vil være vanskelig at sige, enten dette Umenneske besidder meest Dumhed eller Ondskab: — begge Dele sporer man i en temmelig høy Grad, og af de hidtil udkomne smudskede Piecer, har jeg endnu ingen kiendt værre; det var mig derfor en let Sag at drage Masqven af ham, og blotte hans glubske Kløer og listige Braad, som han søgte at skiule under Gudfrygtigheds Skin; men om dette er skeet paa den rette Maade: derom bør jeg ikke døm-

me. — Mine Tanker ere, at naar man har overbeviist den fornuftige Verden om saa uforskammet et Menneskes falske Sag og urene Hensigter, giør man best i at fremstille ham til Latter for Vankundigheden; det første troer jeg at have opfyldt ; men det sidste veed jeg vel, jeg ey har giort saa got, som jeg burde og vilde, siden det er aldeles ikke mit Naturel; jeg tager derfor gierne mod alle de billige Critiqver jeg i saa Fald kan fortiene, og den beste bliver vel, ikke at befatte mig med det, Naturen har nægtet mig; — man har Beviiis i Hænderne, at Forfatteren af Skandskriftet er den afskildrede Person; kan nu Philodanus, en Siel af første Rang klage over en forvirret Philopatreiæ Aand , saa paastaaer jeg, at jeg kunde ey træffe afskyeligere Billede for min første offentlige Tanker. — Skulde der da hist og her forekomme saadanne Ord, Udtryk eller Indfald, som skurrer i sine og uskyldige Øren, saa haaber jeg Læserne skienker Skarnet dem; til Ham er det ey nok, men for et ærværdig Publicum for meget, og tilgiver mig, Baade som Borger der er vandt til at tale naturlig, og som den der første Gang triner frem, som Forfatter for den offent-

ligste Ret, hvilket jeg Livs-Tid aldrig havde tænkt at blive: torde jeg haabe dette af retsindige og fornuftige Dommere, tabte jeg ey aldeles Modet om min egen Ringhed; men imidlertid vil jeg trøste mig ved at have vildet giort noget til min Herres Ære, overbeviist om, at den, som randsager Hierter, og prøver Nyrer, ogsaa skal tage Villien for Gierningen.