↩

Svar paa

den nyelig udkomne

Piece:

Jeg ligger

for Døden,

kom og

beret mig.

veritas odium parit.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt paa Forlæggerens Bekostning.

2
3

Da Author til denne udkomne Piece om Præsterne, er al for øm til at røre mere op i denne Suppe, har jeg paa hans Vegne foretaget mig at tale noget videre om denne Materie, for at ydmyge en Smule den forvovne Gaards-Karl, der i Fredags Adresse-Avisen af 23 August har brækket alle sine ufordøyede og uforskammede Stumper af sig. Jeg kiender Karlen, og kunde gierne paa en anden Maade expedere ham, men jeg vil bruge samme Gevær, som han har brugt, dog med den Forskiel, uden at fornærme nogen. Min Tale bliver altsaa til den skidne og grove Gaards-Karl, der har skrevet i Avisen under omtalte Dato denne, som følger:

4

Næsevise Smaa-Dievel!

Du af skidne Dunster og urene Luer optændte Orator!

Vel var din Avise-Snak intet andet værd, end at opofre den til Ilden, men det vilde blive for taalelig en Straf for dig; du maae altsaa modtage en anden Straf, der baade er skarpere og mere passende paa dit skiændige Kalumnerie.

Din nedrige og pøbelagtige Siæl, der fremskinner, som Gløder i Mørke, har saavidt bemestret dit onde Legeme, at man snart maatte antage din Snak for et Raserie af en hidsig Syge, men da man har forsikret mig, at du hverken var syg eller rasende, og du den Tid, du skrev dine Tanker, gandske holdt dig fra Brændeviins-Flasken, maae jeg læse dig nogle bittre Sandheder for.

Hvad for en Dievel har indskudt dig eller holdt dig besadt, da du lod dine gloende Ondskabs Brokker lugte i Avisen?

Hvorfor synes du at blive rasende, fordi Author til Piecen om Præsterne ikke vil røbe de iblant dem, der har været skyldige ved een eller anden Begivenhed i deres Embedes Forsømmelse, eller vil dn, uægte Præste-Ven, og ægte Skinhellige! overtale Autor til, at giøre en geistlig Mand ulyk-

5

kelig, fordi du har saa haardt et Hierte, at du gierne ønskede hele Geistligheden knuset og plaget, hvilket altsammen fremskinner af hvad du først i Avisen har indført.

Skammer du dig ikke ved, du dumme Dievel, at tale om listig Slange-Vittighed, som du tør beskylde Piecens Skribent for, da du selv er en heel Samle-Plads af Ondskabens Forgift, og yrtrer overalt i din Snik Snak de giftige Slange-Bid. Hvis du Daare havde havt Forstand til at indsee, i hvad Aand Præste-Piecen var skreven, da havde du neppe røbet dit ildesindede og forvendte Hierte. Veed du det ikke, da vil jeg sige dig det. De idelige Klager, som Autor har hørt over Præsterne, har giort ham øm; han har længe tænkt paa, hvilket der var den rigtigste Vei til at giøre dem noget kierligere og mere paapassende i deres Embede; han har ikke vildet gaae til hver især, at bede dem om en kiendeligere og mere væsentlig Kierlighed imod de dem anbetroede Siæle; dette saae han vel, vilde have giort dem fortrydelige imod ham, og han altsaa intet Got udvirke; nu tænkte han, at den iblant dem, som maatte træffe sig skyldig, skulde nødvendig blues, naar han læste det offentlig, hvorudi han havde feilet, (thi at skiule eens Feil, hvilket paa dette Sted kan kaldes at hæle med det Onde, naar de fører et stort og almindeligt Onde med sig, er ikke alleneste ikke tilladeligt, men strafværdigt, og det havde du vist

6

nok giort; thi man kan let spore af dine grove og ubehøvlede Tanker, at du vist nok hader vore Præster saa meget, at du vilde skiule deres Feil paa saa utilladelig og utidig en Maade, og give denne Gierning ud for en Slags Præste-Venskab og Kierlighed.

Autor glæder sig ogsaa i det Haab og Tanke, at hvad Mangler, der hidindtil er løbet ind i Siæle-Omgangen, vil nu herefter ikke mere mærkes, da hans Piece nødvendig maae giøre en velsignet Frugt og Nytte, og standse et og andet Onde, som kunde have brudt ud; ja retskafne og sande Menigheder maae takke Autor for sin sande og rigtige Kierlighed i at sørge paa saa uformærkt en Maade baade for sin og andres Siæle. Her vilde du maaskee, du Elendige, bilde enfoldige Folk ind, at det er ligegot, enten en Patient nyder Sakramentet eller ei, før han gaaer ud af Verden! nei, du skal have Tak, du Ugudelige! behold kuns du for dig selv denne Troe, hvis du vil dig selv ilde. HErren være lovet! Pøbelen iblant os er allerede saa vel overbeviist om denne Sakramentets Vigtighed, at de langt fra ikke troer din ugudelige Snak. Naar deres Siæle ere nær ved at møde for deres HErre, da er og bliver dette Sakramente i Troen annammet, en sund og salig, kraftig og saftig Styrke og Næring for de afskeedtagende Siele fra Verden. Du vil sige, jeg veed det nok, at det er kuns en Fordom og Overtroe

7

af Pøbelen, at de skal have Præsten hentet og hos sig, naar de mener, snart at døe. O! du Ulyksalige! skal dette være Fordom og Overtroe, o! da HErren bevare enhver redelig Siæl fra at troe det! Skal det være os noget Ligegyldigt, enten vi nyder Sakramentet eller ei, og vil du indbilde Folk, at de ikke skal vise eller have nogen sand og hiertelig Længsel efter denne vigtige og salige Hierte-Styrkning, da HErren bevare os fra dig og dine, du! svorne Præste-Fiende! du forvildrede Synder.

Nok en Oplysning for dig, du dumme og enfoldige Stakkel. (Husk paa, hvor meget du bør være mig forbunden, fordi jeg oplyser dig.) Veed du, at enten denne Piece havde bleven skreven eller ei, saa vidste dog Pøbelen, alt hvad der staaer i den; thi det er just med Pøbelen, at muelige Forsømmelser gaaer for sig i dette Stykke; du har maaskee glemt, at Pøbelen er fattig, og naar saae du, at man viiste Forsømmelse imod store Folk, der har Raad at betale.

Til Slutning skal jeg hilse dig fra Autor, at omendskiønt du kan ikke begribe de lyksalige og nyttige Følger, der vil komme af Piecen om Præsterne, indseer enhver redelig og veltænkende Mand, at vi næst HErrens Hielp, herefter ikke skal opleve mere saa mange Sor-

8

ger og Klager dette anbelangende, men komme til at elske og ære, takke og velsigne vore kierlige og redelige Præster; thi vi formoder, at, enten de faaer at vide eller ei, hvem der har været forsømmelige, de dog gierne kan befale deres Underhavende, at lade vore Bud komme til dem selv; vi vil da takke dem hiertelig. Om min Herr Gaards-Karl skulde faae Lyst at snakke med mig, da behager han at indfinde sig hos mig; jeg boer paa tredie Etage der, hvor han aldrig har været og aldrig kommer.

Philopoimen.