? Den levende Skoebørstes Lov-Tale, over den store berømte Bygmester af Skoebørste Templets Opbyggelse i Grønland. Udgivet i det Nye-Grønland.

Den

levende Skoebørstes

Lov-Tale, over den store berømte Bygmester

af

Skoebørste Templets Opbyggelse i Grønland.

Udgivet i det Nye-Grønland

Trykt i Kiøbenhavn. 1771.

2

        

3

Fortale.

Jeg træder for første, og maaskee tillige for den sidste Gang, frem paa den lærde Skue-Plads, ikke for at lade see min Færdighed i Skrive-Konsten, eller at udbede mig det høistærede Publici Omdømme, om min sløve Pens grove Træk, men da Auctor til Lov-Talen over det saa kaldede Grøndlandske Skoe Børste

4

Fortale.

Tempel, ikke har rørt det mindste om sammes store Byg-Mester, men alleene om dets Indvielse, troer jeg, og maaskee fleere med mig deri ere eenige, at denne store Jydske Orator selv er Byg-Mesteren, da samme umulig kand være sammenføyet af Juridisk Støv eller skummet af saadan Lærdom, ligesom og at samme ikke er opreist til den foragtede Skoe-Børstes Ære, men at Uretfærdighed og egen Nytte kunde forestilles i en ærbar og uskyl- dig Maske, og Sandheden blive ført bag Lyset, og at Rygen af hans grøn- kanske Bedrifter ikke skulde giøre Ham Veyen trang til den forventende Lykke, lod han Indbyggerne underkiøbe til at oprejse dette Tempel som et Ære- minde, da dog samme bliver hans egen

5

Forta te.'

Vanære. At jeg har nævnet mig med det gangbare Skoe-Borste Navn, er fordi at min Avinds Mand ikke skulde bebreide mig, at have foragtet det Partie, fem jeg vilde Forsvare, og hvorfor jeg ikke lige faa vel har am grebet de siden udkomne Skoebørste Skribentere, men jeg fvarer der til, at jeg af Naturen har megen Afffye for de forraadnede og alt for ilde lug. tende Ureenligheder, hvis stinkende Pøel lettelig kunde foraarsage Væmmelse, har jeg allene vendt mig til Stammen, og ey til dets vilde udspirende Greene, thi bliver den forste af. hugget, vil de sidste ikke sige meget.

Jeg vover mig alt faa ikke paa Kampe Pladsen, for dermed at ind.

6

Fortale.

lægge mig Ære og Berømmelse, eller i den høye Tanke at komme tilbage som en mægtig Seyer Herre, ney der til er mit Hielm for svag og mine Vaaben for sløve, mig er det alt Ære nok at komme nederst paa Listen af disse Skoe- børste Skribentere, og agter jeg derhos ikke om en bidsk Hund bieffer, naar den ikke bider, skulde jeg ellers blive anfaldet af disse Skribentere, haaber jeg at finde Beskiærmelse, hos de saa kaldede svage Skoe-Børster, og skiønt mit Haab er kun svag, vover

jeg mig dog paa Dybet og lader mine Seyl falde.

7

Lige saa lyksalig som et Land er, naar Regenten, med en Uindskrænket Til-ladelse giver enhver Frihed at aabne og skierpe sin Hierne ved enhver forefaldende Lejlighed, og at Viise saa vel Publicum som andre vedkommende Forskiellen imellem det Sande og Falske, ligesaa afskyelig er det! derimod, naar samme bliver ledsaget med en Epicureisk Sectes daarlige Philosophie, hvis fornemste, og høyeste Øyemed er, at see den fortrængte nedlagt under den haarde Armods tunge

8

8

Byrde, og deres lyksalige Tid vel aldrig frembrød, før saadanne udsle Mennesker, blev giort offentlig Fal paa: skammer eder dog om i ere Mennesker, og finder Følelse af samme, at i tør vove at fremkomme paa den lærde Skueplads med saadanne vanslægtede Misfosters, hvo kunde nogensinde have tænkt, at slige Uhyrer kunde avles midt i Viisdommens Skiød, og troer jeg vist, dersom ikke Landets Love holdt saadanne lidet i Tømme, vilde alting henfalde under et grumt Tyrannie, og faa Frugter vilde kiendes af Menneskeligheden. Af slig Surdey synes mig mange af de fra Trykken udkomne Skrifter ere, og i sær det saa naragtige Skrift om Skoebørste Templets Opbyggelse i det gamle Grønland, hvilket jeg fornemmelig vil fæste mine Tanker paa: ingen tænke, at jeg her med Skoebørsten i den ene Haand, og Pennen i den anden, vil giøre mig saa høye Tanker at vilde spille den fornemste Rolle blandt Musernes Sønner, ney dertil finder jeg mig selv alt for svag og afmægtig, ikke heller har jeg

9

9 dertil anvendt de forløbne unge Aar, som nu ere forsildige for mig at kalde tilbage, men da den lærde Flod er løbet øver sine Bredde, og overskyller hele Landet, saa man seer Skrifter frem- komme med lige saa stridig en Strøm som Vand til Babylon, og ingen vil paatage sig de usle Fredstieneres Forsvar, har jeg som Læg- mand, dristed mig til at vove en liden PenneKamp, Sandheden til Beskiærmelse, og Daa- rernes Phantastiske Indfald til en evig Bestemmelse. Det første Spørsmaal, som jeg maa giøre denne saa høylærde, som store Bygmester er dette, om en Domestiqve nogensinde haver giort større Forfremmelse, end i Sal, og Høylovlig Ihukommelse Kong Friderich hen Fierdes Tid, og monne da nogen være blevet bestikket til Embeder, hvortil de ikke hesad den fornødne Kundskab? ney, der i troer jeg endog Misundelse selv ikke kand nægte Sandheden, og tør nogen, saa nedrig Siæl fremkomme at criticere eller bedømme en saa viis, som lyksalig Regjering Høystsammes var, eller beroede saadannes avantage allene paa Recom-

10

10 mendation, og en paa sand Capacitet og Duelighed, O! Skielv i din Siel, om Du besidder nogen Følelse, som jeg troer der er det eneste, der giør Forskiel imellem Dig og Dyrene.

Det andet Spørsmaal, som jeg maae giøre denne saavel meriterede Skribent, bliver dette, om det er ubilligt, at et Menneske fra Støvet opsvinger sig paa Ærens Trappetrin, naar han dertil findes værdig, og kand hand ikke dertil være beqvem uden hans Hierne er opfyldt med nogle latinske Gloser, eller bør vi som de Egyptier giøre en Oxe til en Gud, fordi den er tegnet med en Hviid Plæt i Panden, det er derfore best, at man ikke uden Forskiæl, ophøyer alle dem, hvis Hierne er tilstoppet med bare latinske og grædske Gloser, uden han tillige besidder Judicium, og mon samme bliver dem i de latinske Skoler indpræntet eller det undfanges i Fødselen, beklageligt er det, at disse af denne saa høylærde Autor berømte Viisdommens Sønner, ofte forfalder, og siælden haver dette

11

11 til deres fornemste Drivere, at være Landet og Riget til Tjeneste med deres Lærdom, følg mig O! store Bygmæster med et tænkende Hierte til de Lærdes Løbebane, nu i denne Tiid da Skrive-Sygen hærsker og er uden for den sunde Fornuftes Grændser, staar ikke enhver færdig, omendskiønt Sværdet er sløv, med en stormende Haand at angribe endog de største Fæstninger, og at underminere Rigets sande Piller, saa der seer ud til efter den udvortes Anseende, at de vilde, om det var mueligt omstøbe den heele Verden, og det ganske Menneskelige Kiøn i en anden Form, og maae jeg bede dig, afdrag først Partiskheds Kjortel, og iføer dig Derimod Retfærdigheds Kaabe, døm saa om Landets fornuftige Patrioter bør være Maalet for slige Fantasters Daar- lige Skrive-Lyst, mig synes, om endskiøndt Munden er taus, Hiertet dog udbryder, og giør dig selv dette høye Spørsmaal, tør saadanne nedrige Siæle kaste Baand og Lænker paa den mildeste Konges Hierte, eller sætte Grændser for Høysammes Maade, og hvad er

12

12

Hensigten af saadannes daarlige Philosophie, uden at de med Magt vil udrydde den liden Gnist, af Menneske Kiærlighed, som endnu ulmer i deres Medborgeres Bryste, og da de selv ere følesløse til det gode, men derimod fyrrige og aarvaagne til at udtømme ald den Ondskabs Bærme, som deres Hierte er opfyldt med, ved det mindste Feiltrin, som uskyldigen kan begaaes af Mennesker i Skrøbelighed, men tillad mig at give Eder I Herrer Skribentere en liden Formaning, nedbryd først de svage og uduelige Piller, da I siden kan op- rense de af Eders prægtige Marmor formente troe Pillere, og bedøm ikke det, hvortil Eders Tænke Kraft er ligesaa svag som Eders Forstand, lærer først at stille Avnerne fra Hveden, førend i begynder at udsaae Eders saa gif- tige Sæd, thi at skiære alle over en Kam, er i sig selv formastelig og tillige ufornuftig og troer jeg vist, at der iblandt disse, som Eders daarlige Pen har antastet findes nogle, som ere værdige at tillægges, sand Ære og Berømmelse; thi hvad nytter det at igiennemhægle

13

13 Personer uden Forskiæl, og ey at viise, hvorledes Tingene bør og skulde være, lige saa lidet som at sige den vildfarende Vandringsmand, at være afviget fra sin Vey uden at følge Ham paa den rette, men der gaar Eder som Holberg faa viiselig har sagt udi sine moralske Tanker! nogle fatyrisere af Ondskab, for at hævne sig over deres Fiender, andre udaf Kaadhed, for at lade see Deres Geist, hvilke begge Deele jeg troer at være Eders fornemste Spore, eller tænker I mægtige Skribentere, at fordi Landers milde Fader har tilladt Eders Lærdoms Sæd at blive udsaaet, uden at blive kigget eller beskaaret af en viis og fornuftig Urtegaards Mand, at derfor Diiger, Dæmninger og Giærder ere sløifede, og lige som Æret være opgivet for alle onde Lysters og Lasters fæle og rasende Strømme, ney vaer Dig Du dumdristige og forvovne, at Du ikke kommer Solens mægtige Straaler for nær, da Du læt, af dens fortærende Brynde kan blive forbrændt, som ellers kunde tiene Dig til vederqvægende Varme, og skulle

14

14

Eders Fornufts Kiste derved være blevet betynget af en ond Aands farlige Indflydelse, til at udspye alt det onde, som i saa lang Tiid har lagt nedgravet i Eders Ondskabs Barm, der mere sigter til, om det var Eder mueligt at iage Goddædighed i Landflygtighed, og at omskabe Mennesker til Stok og Steen; O I vittige hierneløse Hoveder, I døbte Vantroende, som ved Forbedring kuns ere blevne stemmere, som kun ere tvættede, for at blive endnu urenere, er dette Hensigten af den mildeste Monarkes allernaadigste Tilladelse, at Eders fnysende Galskab kunde med en utøylet Fart anfalde uden Forskiæl, Fredens sande Dyrkere, og udædske dem til Vaaben hvis høyeste Lyksaligheds Ønske allene er at Freden ævig maa omgiærde Deres svage Paulun, skal da dette være Kilden til Landets sande Lyksalighed, og dets trængende Manglers Forbedring, men ach des værre findes her ikke alt for mange af saadanne Kilder, der har sit Udløb fra en stinkende og ureen Pøel, thi vil jeg af en følende Medynk over den rable Forstand, have

15

15 Eder, som den levende Skoe-Børstes Doctor, den almindelige Recept, i tiide Recommenderet, forsøm da ikke denne min saa velmeneme Cuur, da i ved Tiidens Forhalning mueligen kan blive Incurable, og I som ved en klarere Lykkes Kilde ere blevne drukne og raver igiennem Glædens Labyrint, hvor Sandserne efter at de have revet sig løs fra Fornuftens Lænker, vildt omsvæve, og besynge den falske Roelighed, til den omsider dræber Eders urolige Siæl! glem dog aldrig der gamle og heel vigtige Ordsprog, at man bør heller tie med Forsigtighed, end tale med Vankundighed.

Men forlad mig min gunstige Læser, at jeg har forladt min Cuurs og ikke fulgt min Formands Kiølvand, men ingen kan deri fortænke mig, at jeg som en uerfaren Søemand maae holde Landkandten, for ikke at blive anfaldet af de rasende Bølgers skummende Gab: lige som jeg ikke heller haaber, at det Respective Publicum skulde ansee mig for saa Forvoven og Dumdristig, at jeg vilde bedømme uden

16

16

Forskiel alle de nu i denne Tid udkomne Skrift- rer, som uværdige at komme for Lyset, eller paa kaste en evig forglemmelse. Ney dertil er mit Syn for kort, og min Tænkekraft for slap, uden de, hvis Træk ere saa grove at endog den Blinde som ey kand see, dog føle det saa som en Junior Philopatreias, og alle de som har brugt Skoebørsten til deres Pen: men at der jo gives nogle som ere værdige at kaldes Viisdommens Sønners ægte Sæd, var ligesaa formastelig at imodsige, som at jeg vilde nægte, jeg ikke havde Skoebørsten til mit fornødne Brug. Endelig i det jeg med saadanne adspredde Tanker, lister mig med mit svage Skib saa sagte forbi de blinde Skiær og Klipper, kommer mig et Land i Sigte, hvor efter jeg retter Coursen, og da Ankeret er i Grund, gaaer strax i Land, og faar da at vide at samme er det gamle Grønland, og Havnen hvorpaa jeg ankrede kaldtes Formalia, allene dette Navn kom mig til at skiælve, dog gaar jeg bedre ind i Landet, og faaer da dette Tempel i Sigte der varmed adskillige Prydelser af Figurer besadt,

17

17

Her faldt mig da i Betragtning Sandhedens Figur med tilbunden Mund, dernest Retviished med Øynene udstukket, i det jeg med saadanne dybe Tanker, staaer og betragter disse Figurer, kommer en gammel Mand, som tiltaler mig saaledes: du beseer det yderste af dette Tempel, uden at kiende hvad du seer, det er opført af mange forbrændte Retfærdigheds Documenter, og det som du seer hisset staae i den prægtige Prydelse, er Uretfærdighed, det som følger der efter, er Egen nytte, for den alle maae bukke; dette er alt opført af de rige Indbyggere i Landet, for at efterlade denne Tyran et udødeligt Æreminde, og samme gav Anledning til, at han fik en juridisk Perle hvori var en ægte militairisk Steen, ved Ankomsten til hans Fødeland. Du har nu beseet det yderste af Bygningen, følg mig nu efter og besee det inderste, her begyndte mit Øye at standse, da jeg saae en mægtig Tingstuud at sidde og

18

18

dømme, som jeg meget berømte for hans Flit- lighed, da han med den ene Haand skrev Dommen, og med den anden modtog noget, som man kalder juridisk Smør, see sagde min Leeder, paa denne Maade kand jeg faae dig fradømt din liden Eyendom, som du haver, og tilsidst afdrage dig din Kiortel, ved dette Ord frygtede jeg at miste den Kiortel, som ikke tilhørte mig, men min Herre, og ilede fra dette ulyksalige Land, og kom til mit Skib, for at gaae til Seyls, men i det jeg vinder Anker, brast Touget, og Ankeret blev forliist, dog, alligevel vover jeg uden samme, som ellers er den Seylendes fornemste Haab, at fortsætte min Hiemreyse, trøstende mig ved en Høyere Biestand, og maa- skee min Auctor glædede sig i Taushed, om som en skibbruden Mand skulde komme tilbage, men jeg leer ad Modgangs stormende Bølger, saa længe mit Skib ikke er læk, og trøster mig i det søde Haab, engang at havne

19

19 der, hvor min Lykkes Soel ikke er underkastet Formørkelse, des Aarsag er jeg tryg end og paa Spidsen af den farligste Klippe, naar Udyd skiælver paa Filsbeen Sengens bløde Leye, skulle ellers disse af Eder ringe agtede Skoebørster have giort Eder Skaar i den for meente Deel af Lykke, eller med deres Villie have besudlet Eders røde med Karetqvaste behængte Kiortel, tør jeg paa Deres Vegne forsikre Dem, om all den Satisfaction, som de formaner at tilveyebringe, om det og var at overfarve Eder med Røgelsen fra det løgnagtige grønlandske Tempels Alter, og du som saa meget allarmeres over din Næstes Velgaaende, trin dog tilbage for et Øyeblik i Tiiden, for at besee dine egne Handlinger, maaske den lille Orm Samvittigheden, hvor stærk den end snork sover, mueligen kan giøre Dig skamrød i dine egne Gierninger, og da vil den ondskab, som du saa længe har øvet under ærlig-

20

20 heds Maske, lættelig kiendes i sin heslige Gestalt, og føre dig paa Veyen til Retfærdighed. Jeg maa da tilsidst spørge, om en Tiener fører et an-, stændigt, ædrueligt og skikkeligt Levnet, og besidder desuden nogle Naturens Gaver, læser fligtig, er vindskibelig i sine smaae Forretninger, og iblandt betroes nogle af sin Herres Handlinger, enten ved at læse eller at reenskrive samme for ham, og i sine ledige Timer lader andre læse for sig, og derefter tør driste sig til at tage Examen, mon saadan Person er ubeqvem til en Justiß Betjening eller anden Civil Tieneste? herpaa tør jeg æske de Jydske Juristers og enhver fornuftig Embedsmands upar- tiske Svar, og mon ikke ligesaa mange, Dom- me af Oberretterne være underkiendt, som er afsagt af en høy studeret Mand, mod de der er Dømt af en Mand med Privat Examen, da de første med mere Frækhed tør bøye Retten, forladende sig paa fornemme Patroner, og muelig

21

21 en forventende Arv; Skade at Embeder ikke er arvelig paa Sønnen, som denne Auctor nok gierne ønskede, da derimod de sidste er mere varlig og frygtsom, for ikke at forspilde deres Timelige, giennem en trang Vey erhvervede Lykke, og ey kan giøre sig Haab om dette glipper, at naae et bedre, eller vente Understøttelse af nogen.

Endelig til sidst, bør jeg ikke forglemme den Tak, som jeg er denne berømmelige Lære- mæster skyldig, da Han i sit Skrift, har viist os nogle Mathematiske Observationer paa Støvlerne, saa og de horizontale Kneb, hvormed Hans Hierneløse Hoved er opfyldt, thi ønskede jeg gierne at blive antaget under Hans Information, dersom jeg ikke frygtede, at samme vilde blive lige saa kostbar som hans Bog, men at jeg ikke skal ansees for Utaknemlig, vil jeg dog ophøye Ham med den efterfølgende, og paa Ham passende Lovsang.

22

22 Een Ugle flyven kom fra Jydske Skov

og Dale

Ret stolt udaf sin Sang fra Hoved indtil

Hale Og heel indtaget af sit skurrende Tuuhuu, Hvor findes vel en Fugl en Sangere

som du:

Strax Nattergalen høyt opstemmer sine

triller,

Hvis søde Harmonie paa Fløyte tonen

spiller

I sin Uskyldighed den lover Skaberen, Skiøndt Uglens Tuuden Ham sit Echo tager hen:

23

23

Nu aabner Hand sit Gab og som en Oxe

brøler,

Saa Hand sig hees og stum i egen Dumhed soler

Strax lasters funkle Krudt slaar Ild til Ondskabs Tynder

Og Daaren tiender ey en eneste Ham

ynder.

Her yppedes en Striid, hvo er paa Uglens Side

Een sladdervoren Gaas paa den hånd nok

kand lide

Thi Daarens Merke blev udi Hands Pande skreven

Og

24

24 Som et unyttig Drog, han kiendelig er

Bleven

Een Stork fra Ebbeltoft et værdig gam-

mel bæst

Hand bliver Dommere og maaske Uglens

Præst,

Hands Dom heel kiendelig for alles Øyne

sees,

Som Nar og Taabe Hand af Verden maae

belees.