[Chr. Bagge] Den skadelige Borger. Et Original Stykke dediceret til Kritike-Direktøren af Anders Sand.

Den skadelige Borger.

Et

Original Stykke

dediceret

til

Kritike-Direktøren

af

Anders Sand.

Kiøbenhavn 1771

2

        

3

Velædle og Højlærde

Hr. Kritike-Direktør!

Den gode gamle Skik at dedicere sine trykte Skrifter til en eller anden god Patron, for at være i en lykkelig Ihukommelse, haver Deres Velædelhed nu bragt udi Gang paa nye.

For saadant bør Dennem baade Ære og Tak

Begge Dele gives Deres Vel. ædelhed herved offentlig.

4

Det maa dog kildre Deres Velædelhed lige ind til Deres lille bette Sjæl, at de kan see Deres Vittighed og Indfald saa høyt paaskjønnet, saa meget meere som De med Dem selv og Deres altid ømme Samvittighed ved, at Deres sande Fortjenester haver den største Deel herudi.

Men ligesom partikulære Hensigter gjerne haves ved alle slags Dedikasioner, og ligesom Deres Velædelhed maaskee haver havt Haab ved Deres Dedikasion at faae Skifte-Akter og Protokoller til Indbinding, saa haver jeg og ligeledes partikulære Hensigter med denne min ydmygste Dedikasion.

Deres Velædelheds Indsigt er saa stor og bekjendt, at det vilde være forgjæves, om en Author søgte at skyv- le endog den mindste Tanke ved sit Arbeydes Udgivelse; jeg gjør derfor

5

af Nødvendighed en Dyd, og tilstaaer, at ligesom Deres Velædelhed kan have havt 2de interesserede Hensigter med Deres Dedikasion, nemlig:

1. At faae Arbeyde udi Hustruens Værksted, thi selv er De jo, som bekjendt, Studiosus.

2. At faae Afgang paa den af Dem bekostede Oversættelse, i Tanke at dersom Værket i sig selv ikke kunde finde Liebhabere nok, vilde Dedikasionen som noget nyt,skjønt opkaaget Tøy, dog skille Dem ved de fleeste af Exemplarerne.

Saa haver jeg iligemaade 2de Hensigter med denne min Dedikasion, nemlig:

1. At erhverve min Person Deres Velædelheds Behag og Patrocinium, nu jeg vil begynde at fremtræde paa Skue-Pladsen og med mine mange til Pressen færdig

6

liggende Haandskrifter at frem-

viise mig en flittig Author.

Hvormed jeg altsaa kan være for- visset om, at mine Traktater vil erholde gode Kritiker udi Deres høytformaaende Fortegnelser.

Og naar saa skeer, opnaaes min anden Hensigt, som er 2. At faae god Aftræk paa mine

Skrifter.

Hvorved jeg ey alleene vil blive skadesløs for mine Omkostninger, men endog, ligesom min Herre, see min umage, Sveed og Spekulasioner skikkelig belønnet.

En Pieces lykkelige eller ulykkelige Forhandling flyder og følger af dens Berømmelse eller Forringelse udi min Herres skjønsomme Fortegnelse, men dens Berømmelse eller Forkastelse af det Venskab eller Uvenskab,

7

som Author kan staae udi hos Dem selv, Deres Haandlangere eller Fuldmægtige;

Dette haver jeg forlængst lagt Mærke til, og er samme tildeels Aarsag at jeg har grebet mig saa stærk an med mine Komplimenter, og at jeg med saadan stor Devosion søger at faae Deres Velædelhed paa min Side, thi Deres Betjentere maa lystre Ordre, og naar min Herre siger: Denne Piece skal berømmes, denne skal lastes, denne, som jeg ey veed Author til, kan skrives saa løselig om; Men denne, hvis Author jeg har et hemmeligt Had til, skal skruppes dygtig af, saa bør de som lydige Tjenere og tjenstagtige Aander efterkomme under Embedes Fortabelse det anbefalede.

Og da jeg, efter saa stor en Prøve paa eu sand ærbødighed, ikke kan

8

vente mig andet end Deres Velædel- heds Venskab; saa synes mig allerede, at jeg seer en særdeles Lovtale ey alleene over denne, saavelsom mine øvrige til Trykken i Tiden befordrende Piecer, men endog over min Person og Qvaliteter; hvorefter jeg altsaa, foruden god Aftræk paa mine Exemplarer, kan gjøre mig Haab om at erholde en eller anden vigtig Be- tjening.

Og for end videre at giøre mig skikket til min Herres Høyagtelse og Venskab, haver jeg forkastet det franske eller latinske (c), saavidt som det bemærker (k), saa og det Bogstav (t), saa ofte det skal læses som (s), og meener derudi at finde Bifald af de Allerskjønsomste; omendskjønt jeg imod Kritikens Kiæledegges maade behol- der disse Bogstaver, naar de skal læses efter deres egen Lyd

9

Til Slutning maae jeg ærbødigst erindre Dem om, at De gjorde meget vel udi, om De, for at faae Oldsagerne komplet, vilde ved næste Leylighed lade Deres Udgave ziire med smukke Lykønsknings-Vers, helst efter Formularen i Dorothe Engelbrechts Siunge-Chor; og kunde disse Gratulasions-Stropher, jo fleere jo bedre, beqvemmest og med mindst Bekostning skee af Deres Haandlangere, siden dog sammes Navne ere ubekjendte for den offentlige Deel.

Lidt mindre reen Papiir end i Deres sidste Udgave, ønsker jeg at finde i Deres tilkommende Værker, paa det at underlige Mennesker ikke skal faae Anledning at tale ilde om Dem, og beskylde Dem for, at De tager 4 Sk. for et Ark reent Tryk Papiir. Naar Bladene ere tætte og fulde, kan det være ligemeget, hvormed. Thi Tryk betaler Publicum; men de reene Bla-

10

de skjærer for meget i Øynene paa visse særsindede Smaa-Sjæle. Jeg forbliver med vedbørlig Respekt

min Herres

Sandhedsborg den 1 October 1771.

tienstærbødige Tjener

Anders Sand.

11

Ved en Borger forstaaer jeg udi disse Anmærkninger enhver Undersaat, som er kommet til en Borgerlig Alder eller Forstand, og altsaa haves ikke ved samme nogen Hensigt til et vel erhvervet BorgerskabsBrev.

Ligesom derfor en god Borger kan være uden for den særdeeles Borgerstand, saa kan den og kaldes en ond og skadelig Borger, som i og for sig selv er en ond og skadelig Undersaat, og det uden Forskjæl af Stand eller Værdighed.

Denne Distinksion er nødvendig for fine Kritikusers Skyld.

Det er alleene nogle visse Træk af den skadelige Borger, jeg har foretaget mig at

12

12

udmærke; thi at forskjellige den gandske Ka- raktær, strider baade imod min Tid og mit Forsæt. Kritiken kan legge der Ord Evnen til, saa har den dog engang sagt et vigtig Ord.

Den Karrige er en skadelig Borger; thi ligesom han ikke under sig selv noget, paa Set han ey skal lade sin Skilling komme ud, andre til gode, saa hindrer han Cirkulasionen af sine Midler.

En Bazet-Bankerer er en skadelig Borger; thi Vinde-Syge er hans Fører; og at ødelegge sin Næste er hans Profession.

En Aagrer, som tager 8, 16, 30 a 40 pro Cento, er en skadelig Indvaaner; ja der ere de Jøder, som kræve og faae 4 a 8 Skilling af hver Rigsdaler om Maaneden, som da giør 50 4 100 pro Cento.

Det var at ønske, at vore nidkjære og paapassende Commissærer kunde udfinde et Middel til at komme efter dette fordærvelige og ødeleggende Onde.

13

13 Maaskee de gjorde Staden og de Fattige bedre og vigtigere Tjenester dermed, end med alle deres andre Forretninger, hvoraf endeel ere mere til Inkommendasion, end nogen virkelig Opkomst for Borgerskaber og Indvaanere.

Ugudelige og tyranniske Projektmagere, især naar de have saa stor Indflydelse udi Regjærings-Sagerne, at deres Forslage let- telig kan blive antagne og finde Vey til Approbasion, ere høystskadelige Borgere.

Hyklere i Almindelighed ere skadelige Undersaatter; men deriblant ere de hykkelske Kritikuser de allerskadeligste. Thi som Ar- beyderne udi Kritiken stedse udgive sig for ærekjære, sandrue, vittige og upartiske Mænd, saa lider Sandheden og det Almindelige aller- meest ved disse Slags Hyklere, naar de kalde Got ont, og Ondt godt.

Naar nidkjære og retsindige Undersaattere angribe de offentlig isvang-gaaende Indgreb udi Religion, Menneskelighed, naturlig

14

14

Billighed, o. s. v. da er strax den hykkelske Kritikus ved Haanden og affærdiger disse re- deligfindede Patrioter paa en ret ubarmhjertig Maade, ja, er næsten færdig at udtømme Gammelstrands-Matron-Lexikon, for at faae grove og gemeene Expressioner udstødte imod saadanne ærlig sindede Skribentere.

Den Minister, som rekommenderer og un- derstøtter Tal-Lotterier, er en skadelig Herre; thi jo fattigere Undersaatterne ere, jo mere vove de udi saadant Lotterie, som lover dem Guld-Bjerge, og viser store Præmier for en ringe Skilling.

Tresker det ind, ar nogle saa kan vinde et hundrede Daler eller to engang, imellem alt det store Tab, som ellers er almindelig for Indsætterne, strax bliver saadant med ophøyet Stemme i de offentlige Efterretninger fra Kollektørerne udbasunet, og saa megen Støy og Væsen gjort af et Par Amber og en toe Skillings-Terne, som der var vunden en hel Herregaard med sin fulde Besætning. Lutrer Lokkemad, som udkastes for ar fange den taabelige Fisk.

15

15

Kollektørerne oprette Kompagnier paa mange Nummere, gjøre store Forklaringer og Forsikringer om en mægtig Gevinst, lige indtil der ringer med Klokken og Kassen skal snoes, da falder det dem først i Tanke, at det maaskee kan hændes, at Gevinsten vil blive liden. Men, naar Tallene ere med stor Pomp udtrokne, saa adskilles Læberne, saavel paa Kollektørerne, der undertiden selv vove af et got Hjerte en temmelig Summa, som og paa den gandske Skare; undtagen nogle faa, som ere bestemte til at gjøre sig lykkelige.

Imod Træknings-Tiden fortrække heele Mængden med hurtige Skridt og glade Ansigter, og endeel gjøre allerede Overslag paa, hvortil de vil anvende Qvarternen; Men, naar Trækningen er til Ende, og enhver har faaet sin Skjæbne til Livs, da aftrække de besynderlig langsom hjem ad, ligesom de frygtede for at komme udi deres Eenlighed, eller i Tale med Slægt og Venner.

Det er meere at ønske end haabe, at Lotto-Administrasionen maatte blive befalet at fremlegge for Publikum hver Træknings Bi-

16

16

lanz; Maaskee de Enfoldige kunde, om saa skeede, blive derved noget bedre oplyst og overvunden fra deres ulykkelige Tillid og Fordomme. Af bare Resonnemangs og Forestillinger lader vores danske Publikum sig ikke konvincere; thi, saafremt det var muelig derved at overvinde Mængden, maatte det have skeet efter den stærke Advarsel og de oprigtige og hjertelige Bønner, som derom ere udstædte i den af Forlæggeren altid berømmelige Kanneworfiske Fortegnelse, i Anledning af de adskillige imod dette Tal-Lotterie udstyrede Piecer.

Naar Minervæ Kjeledegge og Viisdommens Sønner ikke kan bevæge Gemytter ved udstuderede Overtalelser, saa kan intet uden haandgribelige Argumenter, og saadanne, som man ikke, uden at fornægte sine Øyne deres Virkninger, kan imodstaae, overvinde et falsk Haab.

Den, som er Aarsag udi Kronens umaadelige Gjeld, har været en skadelig Mand for alle Undersaatter; men den eller de, som hindrer en retfærdig Examinasion, og kan,

17

17

men ikke vil, udvirke en Kongelig Ordre om Tilbagegivelsen, ere endnu værre end Mis- gjerningsmanden selv.

Thi saadant vilde give Anledning til at indkalde og ophæve den for de Fattige saa haardt nedtrykkende og den sidste Smule bortførende Extra-Skat.

De, som tage hemmelig Stikpenge for at vedligeholde en eller anden fornærmelig Indretning, ere skadelige, efterdi de lade deres egne og andre private Mænds Interesse over- balancere de publiske Fordeele.

De, som udvirke Befordringer efter den puure Yndest eller Rekommendasioner, men ikke fornemlig anseer paa Graderne af Qvalifikasionen, ere adelige Mænd, og tiene Kongen og Landet utroe og partiisk. Dette nægte endog ikke Hyklerne selv; men de kan ikke lide, at man oplyser Kongen og Regjæringen, at der virkelig befindes saadanne Befordrings-Herrer. Thi da Hyklerne

have Haab om at tilvinde sig Yndest, og

18

18 under denne Yndest at tilveyebringe sig en god Betjening, eller om de have den, da Rang og Høyhed: saa frygte de for at blive kuperet i deres Lykke, og derfore udskrige, baa- de mundtlig og skriftlig, Sandheds-Sigerne for grove Skribentere, som ikke ere værd at reflektere paa.

Hvad skal man giøre med Sandhed, naar man ikke maae bruge eller anføre den?

Mon vores Danske Ærlighed skal ligesom vores Danske Myndter forviises Riget?

Bare der ingen Hælere, bleve der ingen Stjælere; og havde vi ikke den mægtige Hob af dristige og Samvittigheds-løse Hyklere, som vi virkelig allevegne ere opspændte med, da skeede aldrig saa store Anfald paa Religion, Menneskelighed, Patriotismus, naturlig Billighed og andre Dyder, som der nu skeer.

Det er vore offentlige Kritikemagere, der, i Stæden for at skjende og laste de ærlige og troegivne Undersaatter, burde stække Vingerne paa vore hykkelske Skribentere; Men da disse Mænd, som burde være Sandheds Elskere og dens Berømmere, selv afgive

19

19

sig med Hykle-Posen, og blæse hver Dag Vind der, saa kan de paa ingen Maade fordrage, ar derpaa skeer nogen Anfald, men ere færdige som halve Bødler og Skarprettere, at hugge Næse og Øren af brave Mænd, fordi de tale hvad Sandhed og Ret er.

Men ligesom vi have oplevet den Tid, da Pietismus er bleven forvandlet til Naturalismus og Atheismus, Ærlighed til Falskhed, og ligesom Hyklerie haver fordrevet Sandhed; saa vil vist den Dag komme, at Religionen bliver stadfæstet med Exempler, Naturalisten fordømt, Falskheden udstødt, og Hyklerne faaer sin høystfortjente Løn.

Naturaliske og fanatiske Skrifter, rettede lige imod vores helligste og salige Reli- gion, bedømme vore lærde Kritikuser med en Facilitet og Ømhed, som viiser, at de ere ikke meget bedre sindede imod Gud og Religionen end Forfatteren selv.

Derimod, saasnart en Author rører no- get ved en af deres Afguder, da ere de fær- dige at bevæge Himmel og Jord; Himlen

20

20

for at berede ham et Helvede, og Jorden for at opsluge ham levende.

Ey allene enhver ærlig Skrift-Forfatter, som seer sine redeligste Hensigter skamslikkede, fordreyede og forhudlede af disse hykkelske og partiiske Bedømmere, haver Ret til at udpiibe saadanne slette Aktører fra deres kritiske Theater, men endog enhver Læser, som bedrages af de urigtige Beretninger, som disse Kritikmagere uden for Sandheden give, have Aarsag at være misfornøyet med dem, og at lade deres Fortegnelser ligge ukjøbte hos Forleggeren, indtil han tilligemed sammes Forfattere giøre en alvorlig Poenitense, og renser deres Udgaver fra alle personelle Partiiskheder.

Det nægtes ikke, at nogle slette Skrifter ere bedømmede efter Fortjeneste; men det er ligesaa vist, at alle hykkelske Skrifter ere i- mod Fortjeneste ophøyede; da andre sande og med patriotiske og ærlige Hensigter og Iver geleydede Skrifter ere imod ald redelig Upartiiskhed af puure Philautie blevne fornedrede, og med Foragt og Skjeldsord, i Stæ

21

21

den for en vittig Berømmelse, blevne behand- lede.

Ja, disse Piece-Dømmere ere ofte saa malicieuxe, at de, enten af egen Drift eller efter Mesters Ordre, nævne Forfattere, deels positive, og deels med Omsvøb, tvertimod deres egen Regel pag. 113. hvor det heeder: ,,at det er vist utilladelig at udpege, skjønt paa en forblommet Maade, den, som man formoder at være Forfatter af det Skrift, som angribes; i det mindste naar man ikke med upaatvilelig Vished veed det.,, Jeg vil tillegge, at det vist er Tegn til et nedrig, skadelig og til Fortræd hengiven Gemyt, at nævne en Forfatter, som ikke nævner sig selv, om man endog efter Gjetteverk og Bye-Snak synes at vide det; thi at nævne upaatvilelig Vished, hvor Forfatternes Tilstaaelse mangler, og Tingsvidne derom ikke haves, er Kontradiksion og lutter Sladder, som Børn og gale Folk alleene reflekterer paa.

22

22 De som forvirre og forbittre Undersaat- terne ved deres interessede og deels urimelige Forslage, som de vide Vey og Leylighed til at gjøre antagelige, ere skadelige Herrer; Deriblant hører den, som kan have Hjerte og Tilbøyelighed til at kaste Foragt paa Rasionen, og udsøge tydske Mænd til Medlem udi en dansk Magistrat; Tydskere, som ikke forstaaer det Sprog, som de Folk tale, der skal dømmes eller orddeeles.

Enten maae disse Sproget Ukyndige tie, og altsaa være unyttige Embedsmænd, eller og have en Tolk, paa hvis Redelighed en Stads Velfærd skal ankomme; Men Følgen deraf bliver dog denne, at den, som kan meest Tydsk og deri best forklare sig, haver den største Ret, men den der stammer og ikke kan komme fort i det Tydske, maae lade sig nøye, om han faaer denne Afviisning: Hvem som stammer, den lyver, uagtet at ikke Sagen, men Sproget er Aarsag udi en seen Forklaring, og at Talerens Tanker maae være mere henvendte paa Ordene end paa hans Sags Nødtørft i sig selv.

23

23 Den bare Erindring, at saadant var mueligt, kunde føre enhver redelig sindet Un- dersaat og Borger udi et tungt Homør, men at Virkeligheden deraf er til, maae bringe endog det taaligste Gemyt, naar samme har den ringeste Deel af en sund og ærekjær Patriotisme, udaf ald sin Kontenance og Taalmodighed.

En Stad er aldrig saa liden, at jo deri maae findes nogle faae ærlige og udi Stadens Partikularier kyndige Borgere, og altsaa bliver det ikke efter Nødvendigheden men efter Kaprice, at man forbigaaer ey alleene Stadens men endog Rigets indfødde og boesatte Borgere.

Til Beslutning herpaa vil jeg alleene erindre, at naar saa tydelig oplyste Sandheder ikke skal blive antagelige eller til Forandring reflekterede, er det forbie med ald Moral og Forbedring hos os, og den Nytte, som Trykke-Frieheden burde frugte, vil altsaa blive til et Chimere og bestaae udi den puure Indbildning.

24