Chr. W. Goebel Et Skrift uden Titel, men sammensat paa det skiønsomste efter det nu brugelige Arbeyde, a quatre couleurs, og af Forsigtighed trækket igiennem Eddike, som tørket siden i Eenebær-røg, alt for at forhindre Smitsomheden. Givet til Friskolernes Nytte

Et Skrift

uden Titel,

men sammensat

paa det skiønsomste

efter

det nu brugelige Arbeyde,

A QUATRE Couleurs,

og af Forsigtighed

trækket igiennem Eddike, samt tørket siden i Eenebær-Røg, alt for at forhindre Smitsomheden.

Givet til

Friskolernes Nytte,

i Betragtning af det gamle Ordsprog:

Jung gewohnt: Alt gethan.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos August Friderich Stein,@boende i Skidenstrædet.

2

        

3

For mange er Begyndelsen haard; og for en Mængde er Slukningen end- nu haardere. Dette kan siges om det Menneskelige Liv, verdslige Forretninger, ja om Skrifter selv. Ligesaa forskiellig den eenes Begyndelse i Verden er imod den andens, ligesaa forskiellig bliver den ogsaa i Slutningen, i Henseende til den Mængde Forandringer, man er underkastet i Verden; og kan det nægtes, at mange Bøgers Slutning (Helst vittige) aldeles ikke svare til Begyndelsen?

Derfor er vel best, at man søger at blive sig selv liig i alt hvad man foretager. Sandt nok, vilde man intet giøre, uden hvad som kunde kaldes fuldkomment, saa vilde dette overstige menneskelige Kræfter. En stor Konge siger:

4

4

A tout étre créé le Ciel accorde un don; Aux animaux l'instinct, aux hommes la raison-

Himlen tilstaaer hver en Skabning en Gave; Dyrene har faaet Tilbøyelser og Menneskene Fornuften.

Saa i Betragtning af disse Ord gaaer jeg videre frem. Dog mærker jeg, at det er ingen let Sag, at skrive et Værk uden Titel. Vilde jeg misbruge det Ord patriot og trække det til min Side, saa blev jeg derved vel meget lettet, men tillige udsat for en større Skam, ifald det befandtes at være usandt. Dertil saa have vi hidindtil haft paa eengang Overflødighed og dyr Tid paa Politica saavel- som paa R—. Pressefriheden haver givet Anledning til Pengepugerie, Forprangerie og deslige, paa Børsen og andre Steder, og uret- færdig Aager drives endogsaa med Patriotis- mus - - - og Pølsesnak.

Rien n'est fi contagieux que l'exemple, & nous ne faisons jamais de grands biens, ni de grand maux, qui n’en produisent de semblables. Nous imitons les bonnes actions par émulation, & les mauvaises par la malignité de notre nature, que la honte retenoit prisonnière, & que l’exemple met en liberté,

5

5

Det er: Intet er saa smitsomt, som Exempler: Vi kan aldrig øve enten store Dyder eller store Laster og tvivle, at de ikke vil frembringe de selvsamme igien. Vi efterligne gode Gierninger ved Efterstræbelse, og Lasterne følger gierne vor fordærvede Na- tur, hvilke for Skam skyld haver holdet sig skiulte, ligesom i et Fængsel, men ved Exempler tager deres fulde Frihed.

Om jeg derfor snakker alleene om mig, og om min egen Sag: saa undgaaer jeg i det mindste derved den Critiqve: at jeg ey skriver hvad jeg ikke forstaaer; her beder jeg, at man ihukommer mine gjorte Precautioner! thi foruden dem var det sandelig den største Forvovenhed at udgive disse Blade.

Da den allernaadigst forundte Pressefrihed ophævede det derpaa værende Monopolium, saa randt mig de gamle Saturnales i Sinde; Jeg troede i min Eenfoldighed, ingen at forarge, men heller meente:

Revenez á la verité, qui que ce soit, qui vous la montre.

For Sandheden en almindelig Frihed.

kunde nu have sit Sted, helst naar man vogtede sig:

Que la gaieté des sots n’atrifte les gens d'esprit.

6

6 Intet af skrive uden hvad som er sædeligt, forstaaeligt, kort sagt, med et got Hierte, og i det mindste med en 1/32 Deel sund Fornuft. Jeg betragtede mig alvorlig og opmuntrede mig med Pope:

See the sole bliss heav’n could on all bestow! which who but feels can taste, but thinks

can know;

yet poor with fortune, and with learning

blind,

the bad must miss; the good, untaught, will find;

slave to no sect, who takes no private road, but looks through nature, up to nature's God;

and knows where faith, law, morals, all

began,

all end, in Love of God, and Love of Man.

Kiend din Lyksalighed! den Eeneste som Himlens Godhed kan til alle skienke: at smage af enhver, der kuns har Følelse, at kiende af enhver, der kuns formaaer at

tænke;

ved Rigdom fattig, og ved Lærdom blind faaer ingen Ond, saa reen en Skat i Eye; den Gode vinder ved et nøysomt Sind og naaer sit Maal paa uoplyste Veye;

7

7

ey Slav' af nogen Sect, og noget synderlig er ey hans Sigt, at sette til sit eene Kald, Naturen er hans Sag, for den saa kiendelig, som derved seer paa Gud, det store Alt i Alt!

og lær: Hvis alt i Troe, Moral og Lov begynder, i Kierlighed til Gud, og Mennesker det

og sig ender.

Altsaa er det Kierlighed til Gud, og en almindelig Menneske-Kierlighed, som eene kan giøre os lyksalige? Ach! hvorfor findes saa megen Ulyksalighed endog i denne vor beste Verden? — Iblandt Aarsagerne kan sikkert regnes tvende Poster: nemlig Guldet og Fordomme. Hvor mangen Rig indbilder sig ikke, alleene at være en Guds Skabning? Hvor mangen stoeler ey alleene paa sin Rigdom, foragter sine Medmennesker, ja Gud selv? Fordommene bliver vel aldrig udryddede af den menneskelige Natur, helst i den Forfatning, hvori Verden nu findes; det lader ret, at Menneskene, saa at sige, elske at falde i noget, enten Misbruge eller Fordomme, thi hvor den eene slippes, tages strax fat paa den anden. Kan det vel nægtes, at prægtige Klæder eller anden Stads bliver holdet for Rigdom, og at mangen een saa kaldet lærd Persons hele Viisdom bestaaer, for det meeste, kuus deri, at han op-

8

8 viser sit Diploma, hvorved han meener at have et større Fortrin, end alle andre, som og at han derved troer sig berettiget og skikket til alt hvad ham forekommer. Langt fra at jeg med disse Ord vil pege paa vore Tiders Skribenter, omendskiønt vel fleere end een bevidner dette med Exempler; Ney, naar den vittigste Na- tion, den som snart er Mynsteret for heele Verden, ønsker forgieves:

Otez du monde l'or & les préjugés,

& tous les hommes feront égaux!

At: Naar Guldet og Fordomme kunde borttages af Verden; saa vilde alle Mennesker være lige!

Saa sees tydelig, at jeg her taler i Almindelighed om disse tvende Anstøds-Steene, som forhindrer en almindelig Menneske-Kierlighed.

Jeg maae frit bekiende, at i den Tid det ikke stridde imod min Pligt *) var jeg forvoven nok, og skrev nogle Ord derom; Anledningen dertil gav mig den velbekiendte Bog, med de tvende ypperlige Zirater. Der fortalte jeg af eget Vidnesbyrd, paa hvad Maade, der om- gaaes i Søndre og Vestre Lande med T - - - Tie - - kom dog ud! med Tieneste-Folk; Jeg tænkte: Vel er der Herrer nok, som beseer

disse.

Jeg skrev i Januarii Maaned.

9

9

disse Lande, men mon disse bekymrer sig ogsaa, jo! jo! om saadanne smaa Ting? det er en Heel anden Sag, og i denne Henseende skri- ver du altsaa noget originalt. Som jeg bur- de, lagde jeg Sandheden for Dagen; jeg hyklede aldeeles ikke, hverken for mig eller mine Brødre, det helligste Skrift ledsagede mig, og Prior:

Charity decent, modest, easy, kind,

softens the High, and rears the abject mind:

Knows with just reins and gentle hand to

guide

betwixt vile shame and arbitrary pride.

lays the rough paths of peevish nature even, and opens in each heart a little heaven.

En anstændig, sædelig, føyelig og gunstig Kierlighed, formilder Tankerne hos de Sto- re, og opløfter de Ringes: den lærer at styre med Retfærdigheds Tøyle og en gavmild Haand. Mellemveyen af Skammen, som følger Nederdrægtigheder, og den som følger en overdreven Hovmod. - - -

jævner de haarde Veye som legges af arrige Gemytter, og aabner (om mueligt) et lidet Himmerig i hvert et Hierte.

10

10 Men Verden haver sine Epoques; saa- ledes seer man i en vis Tid en Heel Nation opstige, og nedfalde igien i en anden. An- vendelsen er let at giøre. Vilde man skrige sig hæs nu omstunder, og paastaae, at den sande Lyksalighed egentlig bestaaer deri, at giøre andre ogsaa lykkelige, saa finder dette aldeeles ingen Gehør; Sagen er saaledes op- rørt, og forestillet med saa sorte Farver, at det er daarligt, ja endog lastværdigt, at be- stride dette; og det er farligt at gaae imod Strømmen, helst da Misbrugen ikke kan næg- tes, ligesaavelsom at vel mangen een haver anseet Videnskaber som Giækkerie og Lærdom for idel Tant. — Men bliver det derfor en uryggelig Sandhed, at just alle tænker saa- ledes? Hvilket latterligt Indfald var ikke det? Skulde vel et Menneske, kuns med den rin- geste Forstand, naar han er nødsaget at bæ- re laante Klæder, og strax ved Iføringen (mange gange) bærer Navnet, skulde han paa saadan Grund, siger jeg, derfor foragte dem, som havde opofret sig til Videnskaberne? Jeg kan umuelig troe det. Naar jeg seer, at der behøves 7 Aar for at lære endog det ringe- ste Haandværk, saa samtykker mit Hierte strax det ham tilkommende Fortrin; og hvor meget større maae nu naturligviis ikke Ærbødighe- den være for en lærd person? Dog, da Klædninger ey ere nok til at giøre de for-

11

11

nødne Forretninger, og det prægtigste Skildt ey forsikrer mig, at Eyeren er en duelig Mester, saa kan vel ikke heller alle de Folk kaldes lærde, hvilke som jeg haver sagt, alleene stoeler paa deres Lære-Brev. Her kan siges:

A Vous connaitre attachez votre érude Dans vos desirs n'ayez point trop d’ardeur.

Vilde hver een forbinde Selv-Kiendelsen med Videnskaberne, saa vilde man ey viise i sine Begieringer en alt for stor Hidsighed.

Men da dette vel ikke skeer saasnart, saa vil Verden ogsaa fremdeeles rave udi Blindhed; Misbruge og Fordomme; og for en almindelig Menneske-Kierlighed, vil endnu nok mange ønsker forgieves henfalde.

Hvad jeg videre haver sagt, maae enten antages eller forkastes for godt eller slet; nok er det, at alt er grundet paa en bedrøvelig Sandhed og Erfarenhed, det kan hverken gavne mig eller giøre min lidte Skade ringere eller større & c. Men Ak!

Zéle imprudent! zéle maudit!

Saturne y perdroit son credit, mes jambes tirez moi d’affaires!

12

12

Dette kan forklares: Vil din Erke-Tosse være den første som peger sig frem, med dine

Udegiorte Forretninger; - Jo vist har jeg

været saa uhældig, at misfalde Viisdommens Gud, dog NB. ikkuns den falske. Uden at kiende mig, har han den Godhed at til- legge mig et og andet; for Exempel, han vilde gerne ophidse den ærværdige Themis imod mig, paa Grund, at jeg skulde have vanhelliget Lovbogen; men deri tager han mærkelig feil, thi først har mit Liv ey været saa roeligt, at jeg havde kundet giøre en Begyndelse at lære noget i Besynderlighed, og for det andet, saa overeenstemmer det aldeeles ikke med mine Tanker og Tilbøyeligheder. Der er Videnskaber i Verden, som, i hvor nyttige de end ere, bliver skadelige ved uvittige eller halvlærde Personer, og deriblant regner jeg billig Lovkyndigheden. Og da det altid har været mig modbydeligt at leve paa andre Menneskers Skade eller Ruin; hvormeget mindre kan sluttes, at jeg skulde have søgt med nogle Ord (ret eller uret sagt) at giøre andre ulykkelige?

Nu tilstaaer man mig vel, at man kan være et nyttigt Menneske i Verden, uden just at fuske paa Ting, som behøver et Menneskes heele Opmærksomhed! Min Rettesnoer har altid været: at jeg i min Cirkel haver giort

13

13

hvad jeg burde og kunde; at jeg haver beflittet mig paa al kiende mig selv og stun- dom opbygget mig med et og andet:

Apprendre à voir la mort d'un œil plus

intrépide;

à craindre l’appareil des plaisirs d'ici bas;

à mepriser des biens qui ne contentent pas; å mieux placer mes voeux, à saisir le solide.

At lære, at betragte Døden med et uforsagt Mod; at frygte for de jordiske For- nøyelsers Anseende; at foragte de Beqvem- meligheder, som ikke fornøyer; at indskrænke mine Ønsker, at fastholde det grundige.

Saaledes formoder jeg ikke at have ilde anvendt min Tiid; har jeg maattet vandre paa Torne, saa har jeg trøstet mig:

Que c'eft une chofe agréable, que d’esperer l'èternité, qui console en l'adversité,

& rend le mal plus supportable.

At det er en behagelig Ting:at haabe Evigheden; hvilket trøster i Modgang, og giør det Onde meere taaleligt.

14

14

Dog er det sandt, at ihvormeget man ogsaa stræber at vende sine Tanker fra det Verdslige, saa bliver tidt den menneskelige Na- tur endog Mester, og trækker Tankerne til Verden igien. Det kan ey stort undres over, at mit Forliis har smertet mig, og at jeg derfor haver bekiendtgiort det, som og at jeg i en Tiid, da det endnu var tilladt, skrev: At Egennytte for at forfremmes var min største Drivefieder; disse Ord ønskede jeg behageligst nu udslettede; thi nu er det en For- brydelse, og man maatte ey elske sit Liv, ifald man lod sig mærke med saadant noget; Ellers tvivler jeg meget paa, at man i øvrigt med Rette kan beskylde mig for Egennytte. Hvor tungt og haardt det endog er for mig, at jeg for et got Hiertes Skyld, maae miste alt mit Suurfortiente, saa trøster dog min Samvittighed mig dermed, at det er ikke mig som haver forurettet andre. For Resten dersom der med største Ret kan siges om mig:

— — My May of life

is fallen into the fear, the yellow leaf, and that which should accompany old age, as - - - - - - - - - - -

I must not look to have; but in their stead Curses - - - - - - - - - -

saa opmuntrer jeg mig, med en frie og fremmed Oversættelse saaledes:

15

15 Vielleicht gereichte mirs zum Schaden,

menn ich nach Wunsche glücklich wär: darzu gehören stärkre Waden, daß gute Glücke wiegt gar schwer.

Ich könnte mich vielleicht an übrig guten Tagen, aus Ungeschicklichkeit, lahm und gebrechlich

tragen.

Her behøves Taalmodighed! og Tak være min Skiebne, som har sat mig tidlig nok i den beste Skole! Snart alle verdslige LykkesGaver har været mig nægtede; af Beskrivnin- ger og Forestilninger kiender jeg kuns noget til disse Ting; og jeg maae tvivle, at de i Virkeligheden just er det, hvortil min Indbildning skaber dem for mig. Saa nøysom jeg endog er: saa vilde jeg Hiertelig gierne give alt det jeg havde, for selv at prøve og smage hvad Kierlighed er! Denne Sødhed er mig aldeeles ubekiendt, da jeg heel rigtig kan anvende den Engelske Philosophs Ord paa mig: At jeg er et vaklende Træe uden Rødder og uden Greene & c. at jeg indtil denne Dag ingensteds haver fundet den Ømhed eller Forsorg, at jeg engang kunde blive til et faststaaende Træe! Snart var jeg faldet paa de Tanker, at det kunde skee her; i Henseende at jeg snart lige saa længe har været her som i mit Fødeland, men jeg frygter, at jeg tilsidst maae sige:

16

Must I then be to vifitants a gaze, or pity ’d object?

Udlegningen findes fuldkommen i det eene- ste Ord: Spectacle; det er ligemeget i hvad Bemærkelse det skeer, naar det kuns ikke er i det Engelske Sprog; thi jeg forsikrer, at det aldeeles ikke er min Sag, at paradere paa got Folks Næser. — Maaskee det var anderledes med mig, om jeg havde været noget meere be- gierlig, samt om jeg havde havt en større Ind- bildning om mig selv; da man maaskee saale- des ikke vel kunde sige til mig, at jeg var en Tosse, fordi jeg ikke tog imod det Gode, den Stund jeg kunde faae det. Ney, har ingen meere plaget de Mægtige end jeg, saa tør jeg offentlig sige, at de har havt Roe; der hører et Slags Hierte til, som mig fattes, og det kunde hende mig, at jeg med uforrettet Sag maatte tænke:

Muli I at the uncharitable gates of proud great men implore relief in vain!

Dette synges under den bedrøveligste Melodie, jo ynkeligere jo bedre! — Gierne vilde jeg have bedet min Halvbroder Themistocles at giøre mig noget Selskab, da jeg troer, at han ved nærmere Omgang vilde blive overbe- viist, at jeg aldeeles skyer Fianter. Om jeg

17

17

nu giætter ret, saa er dette Ord reen Norsk, men desmeere fornøyer det mig, da han ved liden Efterspørsel kan erfare, at jeg slet ikke har opført mig paa Fianteviis i Norge. Der lader sig ellers meget sige under Skiul og mørke Navne; men hvor ønskeligt var det, at mangen en Reformator betænkte, hvad jeg haver læst i en gammel Reyse-Beskrivelse!

Non judices quodcumque vides; nam qui judicat quodcumaque videt, sæpe ju- dicat quod non est.

Net op forstaaer jeg saa meget af disse Ord, at Udlægningen kan findes i en liden gammel Bog (under 8de Bud), hvormed Ungdommen meget plages, men til Vederlag: jo større den bliver, jo meere forglemmer og tilsidesætter den ogsaa disse Ord.

Med god Overlæggelse har jeg indrettet disse Blade saaledes, at samme ey beqvemt kan blandes med andre Høylærdes; Formen beviiser det tydelig nok; da det er meere be- qvemt i Nødsfald at have Hielp deraf, til at anstikke sin Pibe.

Var jeg trættekiær, som jeg ikke er, saa indstævnede jeg min Herre Pseudo-Apollo for Over-Dommeren Signor Minos; venteligt

18

18

blev Udfaldet, at jeg ikke havde nødig at takke Apollo for naadig Dom. Men da jeg elsker Freden over alt, saa vil jeg være fornøyet, om han istemmer med mig:

Connaissons notre aveuglement,

Nos préjugés & nos faiblesses!

Tout ce qui nous paroit si grand,

N’est qu’un amas de petitesles,

Erindret er jeg bleven, at jeg ey bogstaverer ret; rigtig nok! Was Hänsgen nicht lernt, lernt Hans nimmermehr; helst uden Underviisning. Ellers veed jeg, at i andre Lande bliver en Fremmed undskyldt, naar han begaaer Feyl i LandetsSprog, og snart hvert et Land holder saa meget paa sit Sprog, at Fremmede ere nødsagede til at tale det, ligemeget ret eller uret, naar man kuns viiser, man vil lære og ey foragte det; i saadan en Formodning har jeg tænkt, det var bedre at skrive slet Dansk, end slet intet, og er vel tilfreds, naar jeg kuns har opnaaet den Høyde, at man har kundet

forstaae min Meening. Men siges: at

jeg har drevet Spot med mig selv, i det jeg nævner mig aabenhiertet, saa maae jeg svare: Sagens Natur medfører det saaledes, denn wer den Schaden hat, darf vor den Spott nicht sorgen. Slemt nok, at Folk, som tager

19

fyrgetive pro Cento Renter, slipper saa frit, ligesaa vel for det eene, som for det andet; og for Resten siger jeg:

Fine speeches are th'instruments of fools or Knaves, who use them when they want good sense; but honesty needs no disguife or ornament,

Disse Ord at forstaae, maae jeg bede om Forladelse, at efterfølge en velbekiendt og nu Hensoved Autor! og henviise mine gunstige Læsere til det tredie Blad af: Altid noget nyt & c. — Om nu aldeeles ingen Nytte findes i disse Blade, saa tilgiver man mig dog i det mindste den Indbildning, at de ey kan være overflødige. Det er saavel bekiendt, at snart hver en oprørt Materie er blevet forfegtet og de fleeste Gange med den største Hidsighed, samt for et gunstigt Publicum til saare liden Opbyggelse. Skulde det nu kaldes uret, at have givet nogle Ord at læse, angaaende en heel Stand? En Stand, som vil være umistelig, om Levemaaden endog simplificeres efter den Patriarchiske Tids-Alders Smag, da man finder, at i Abrahams Tid allereede har været Tienestefolk.

Det er sandt, det havde været bedre, om en ædeltænkende Herre (i mit Sted) havde

20

20 giort denne Barmhiertighed; men hvo kunde forvente sligt! og Erfarenhed beviiser, at det og havde været en alt for dristig Forventning. Barmhiertighed bliver af alt for mange lagt til Side, naar man meener; med et eller nogle Ark Papir at give Raad til Statens Forbedring; dog formoder jeg, intet fornuftigt Menneske vil troe, at hvad som er skrevet om Tieneste-Folk, er skeet af saadanne, som kan eller er nødsaget at holde en Deel af dem. Derfor ønskede jeg, at disse gode Mænd kunde alle blive til store og rige Herrer! da De paa denne Maade best kunde lære, hvad det er, selv at holde Folk? og den Forskiel vilde ogsaa falde Dem bedre i Øynene, som er imellem gode og slette Tieneste-Tyende.

Dog, for at fornøye (om mueligt) Hvert Menneske, saa fordømmer jeg mit forrige Skrift meget gierne til Fidibus. Og da dette nærværende Skrift kommer maaskee i de Lærdes Hænder, saa vilde jeg og, at det skulde komme til sin rette Bestemmelse; derfor beder jeg ydmygst, at det maae blive skienket til Tieneste-Folkene! Paa saadan Maade bliver det en dobbelt Almisse; thi Pengene anvendes til Friskolernes Nytte, og af dette Skrift har ingen Nytte, uden maaskee de tienende Mennesker. Besynderligt er det, at

21

31

alle Skrifter, som handler om denne Stand, forekaster Uvidenhed paa den eene Side, og paa den anden taler om Lærdom, Menneskenes Forbedring og beslige; men slutter med Lære-Regler, hvilke af det uvittigste Menneske

mage foragtes. Dog sand Fortieneste

har sin egen indvortes Værdie, og er aldrig avindsyg, derfor troer jeg visselig, at mange Rettænkende stiltiendes haver tænkt med mig, at:

The broadest mirth unfeeling folly

wears,

Less pleasing far than virtue’s very tears.

Lystigheden som tales med fuldeste Munde,

opslides i ufølelig Daarlighed, og fornøyer langt fra ikke som Dydens virke-

lige Taarer.

Den mindste Upartiskhed maae ogsaa tilgive, at der ey kan legges bedrevne Mis- gierninger for Dagen; alt hvad en kildrende Vittighed, plantet med Hævn, har kundet opfinde, bestaaer deri: at nogle har været for letsindige; men i Steden for at tilrettesætte dem, optænker studeerte Personer Regler, at forværre dem end meere.

At giøre det Modsatte, er Hensigten, at jeg nu Har taget Pennen; hvad jeg haver

22

22 sagt hidindtil, kan ansees, som en Tilskrift til den snart tabte Menneske-Kierlighed! Hvor forunderligt og foranderligt gaaer det ikke til i Verden! Fleere end een Moralist have sagt længe siden: At i Fald hvert Menneske kiendte sin rette Fader, vilde det foraarsage de største Metamorphoses i Verden. Kan dette nu ikke nægtes? O, hvilken Forsikring findes vel, at Efterslægten skal altid være den selvsamme? Kaster man kuns Øyet til de allernaturligste Forandringer i Verden, saa kan det nok foraarsage alvorlige Tanker; men dette bliver glemt af mange nu omstunder,

Efter min Plan, spiller jeg nu dette Skrift i de Uvittiges, Hænder; jeg forhindrer altsaa dermed, at dette, ligesaa lidet som mit første, vanærer de Lærdes Skrifter; Oven i Kiøbet vil jeg fortælle min egen Critiqve, da jeg saaledes ikke foraarsager noget Menneske den mindste Umage; behageligen antages der- til følgende Lignelse; Et Menneske lærer af sig selv at spille paa Fiolin, foruden Noder og alt andet; I en stor Forsamling træder han frem og lader sig høre; det Meeste er hans egen Phantasie; Naturlig viis fremkommer en Hoben skurrende Toner, omendskiønt han ogsaa benytter sig af nogle gode, som han ha- ver hørt ved een eller anden Leylighed. Nu setter man i Steden for Musik: Skrift, og

23

23

legger til, at Sagens Beskaffenhed, samt Spillerens Temperament medfører, at det ey falder i det Lystige, men intiero serioso; saa er alt sagt.

For de ubilligste Mennesker, som, om de kunde, vilde endog have Luften for sig al- leene, og for disse, som saa at sige render hovedkulds igiennem Verden, vil jeg fremlegge nogle Ord af Young:

Ye deaf to truth! peruse this ------

And trust, for once - -

"Men may live tools, but fools they can-

not die.„

I, som have stoppet eders Øren til for Sandheden!

O læser i det ringeste dette - - - - og troer dog engang: - - - - -

"Menneskene kand nok leve, som Daarer; men umuelig kand de døe, som Daarer.„

24

Il vaut cependant mieux faire une bonne oeuvre publiquement, que de la négliger par modestie

25

Skulde I vel fortryde, om jeg forsøger at give eder nogle gode Raad eller Formaninger? Jeg kalder dem gode, efterdi I selv vil finde dem bedre og langt anderledes, end disse man finder i de Udkomne Spotte-Skrifter imod os. De af eder, som allerede haver søgt ved gode Bøgers Læsning at forbedres, haaber jeg, vil med Fornøyelse læse det igien fra een af eders Medbrødre. Men de, som haver forsømt dette, eller endnu forsømmer det, beder jeg venligst, med Alvor at læse og betragte mine Tanker! naar dette skeer, saa vil disse samtykke med mig: at det er ingen Skam at være uvidende, men vel, om man fremturer deri imod alle Formaninger.

26

26 Omendskiønt jeg egentlig tiltaler mit Kiøn, saa vil dog det andet iligemaade finde meget, som kan være det nyttigt. Men ingen maae tænke, at jeg vil holde mig allene saa overmaade klog, at foreskrive andre Regler; Ney, jeg vil kuns forsøge det; og om jeg ey holder alt for streng Orden, haaber jeg dog, at ingen af mine Lige vil derformedelst forarge sig paa mig! altsaasiger jeg kuns: Prøv dem, Kiere!

Gudsfrygt er den første og største Dyd af alt i Verden; hvo er det Menneske, som derved er bleven ulykkelig? Vidnesbyrd derom findes saa mange i den hellige Skrift saavelsom i de verdslige Historier. Hvem vilde vel nu foragte, eller ansee det med letsindige og koldsindige Tanker? Trænge vi ikke meere til Naade, vi, som en saa saare liden Deel af Verdens Lykke er tilfalden; frem for man- ge andre og Store? For disse er det let at sige: Jeg er mig Gud selv, hvad behøver jeg en anden? thi dem mangler intet; men da os derimod fattes saa meget, saa lad os ved Gudsfrygt giøre vs værdige, at kunde sige med Sandhed: Min Gud og min Fader, jeg er dog ogfaa dit Barn, antag mig, og skienk mig din Naade! I hvis Hierte der kommer saadanne Tanker, den vil ikke modt- villig forsømme at besøge Guds Huse; der-

27

27

ved vil han blive Meere opmuntret og bestyr- ket i sit gode Forsæt; daglig vil han sukke til Gud; han vil anholde i Bønnen, kort: han vil blive en sand Christen. I saadan Til- stand vil han først finde en ret Trøst, naar han synger: Hvo ikkun lader Herren raa- de, og paa ham setter al sin Liid & c. & c.

De som tiener hos Christelige Herkska- ber, vil jeg raade, heller at forblive der; end med bedre Vilkaar at ombytte med Uchriste- lige. Thi, hvad gavner det Mennesket, om han vinder den gandske Verden; Mert tager Skade paa sin Siel? og det sidste slaaer paa saadanne Steder vel aldrig feil.

Skulde I feile, og derfor blive mis- tænkte, saa bekiender heller reent ud og siger Sandhed; I vil dessnarere faae Forladelse; dette haver jeg saa tidt prøvet, at jeg tilfor- ladeligen kan anprise eder det.. Vel tilstaaer jeg, at man med den nøgne Sandhed, kuns lidt fremkommer nu i denne Verden, (jeg selv er maaskee en Prøve derpaa) men hvad for et afskyeligt Kreatur er ikke en Løgner?

Værer aldrig ørkesløse! Müßigaang ist aller Laster Anfang; og ellers er Ørkesløs- heden en Moder til Fattigdommen;

28

28 Mangel viger ved Arbeidet; Velstand en god Fremgang ere Følgesvende af Flittigheden. Eders Forretninger maae giøres paa det beste, I maae selv fornøye eder, at kunde see at det er vel giort, langt fra at I skulde tænke: O det er godt nok; eller at I skulde bie med eders Arbeide indtil den yderste Time; Ney, med saadanne Tanker er det vel ey mueligt at kunde blive længe i en Tieneste, hvor der sees paa Orden og Nethed. Men naar I ere færdige, og nogen Tid er tilovers for eder, saa anvender den paa det nyttigste I kan; dermed meener jeg, at holde sit eget Tøy i god Stand; og haver man Lyst at giøre noget, saa kan et og andet bestilles; I Frankerig syer de fleeste Tienere deres Manchetter, eller rettere sagt: de broderer, og det er ikke heller saa svært et Hexerie at giøre det; og vil man være om sig (hvilket jeg just ønsker), saa behøver et Menneske endnu meget meere, som jeg ey nævner for Vidtløftigheds Skyld; Kort, for alt hvad man selv forarbeider, sparer man at give sine Penge; dog er det best, man holder sig til det Tarvelige!

En ædel Sag er det, at have Lyst og Evne at lære noget for sit eget Beste; men heri maae gaaes fornuftig til Verks; Enhver maae prøve sin Styrke; Godt at skrive og

29

29

regne, skulde jeg ikke nævne engang; da jeg troer at saadanne, som forsømmer dette, fortiener den største Skam. Ingen maae falde paa de Tanker, at det nu omstunder er til ingen Nytte! Thi lad Forsynet giøre af os hvad det vil, saa vil det alletider belønne den derpaa anvendte Umage, og hvem vilde vel være saa aldeeles uskikket, ey at vide dette! Derhos er det jo stet ingen Byrde, at have lært noget; denne indvortes Skat forbliver alletider hos eder; I bærer ikke tungere paa den, end de, som ere Heel uvidende og ubrugbare, og heele Verden kan ikke fratage Eder det. Men som jeg haver sagt, prøver Eders Evne og Styrke, og vælger en taabeligt, men udsøger det nyttigste frem for det mindre nyttige; dette vil sikkert udfalde altid til eders egen Fordeel! Kort: Søg Raad, pas paa gode Erindringer, brug dem til din Nytte; giør du dette og du falder endog i Vildfarelser, saa har du i dit Fald, ogsaa din Forladelse til Følgesvend. Dog, ifald I havde ogsaa lært noget, saa maae det være langt fra eder, at hovmode eller indbilde eder noget deraf; det er sædvanligt nok, at der gives dem af vor Stand, som holder sig for absolut nødvendige hos et Herskab, og disse Tanker forvolder snart alletider Opsetsighed; men skeer dette, saa beviser man til Eders Skade, at man kan leve for-

30

30 uden Eder. Derfor erindrer Eder: At den klogeste, og den som er skikket til alting, finder dog alletider sine Ligemænd; og i den selvsamme Grad giør man sig foragtelig, hvori man viser sin Hovmod og utilladelige Egenkierlighed.

Til Menneskenes Forbedring hielper intet bedre end gode Bøgers Læsning, hvilke jeg altsaa paa det kierllgste vil anprise Eder! jeg siger gode, thi hvorledes kan man forbedre sig, naar man læser kuns slette? Just derfor ere ey heller alle Bøger tienlige for os; de som handler om de høye Videnskaber, forstaaer vi ikke; en Mængde af de moralske Bøger ere saa vidtløftige, at man har nok at giøre, at oplede Kiernen, for de mange Skaller, og vi behøver kuns egentlig saadanne, som kan afhøvle de groveste Spaaner af vor naturlige Forstand, og det NB. for got Kiøb dertil. Lad os vælge disse! Jeg vil foreslaae nogle, og det vil fornøye mig Hiertelig, om de ere allerede bekiendte for Eder, men hvis ikke, at I saa vilde prøve dem! Næst Guds Ord og gudelige Bøger, nævner jeg:

Hoffmanns Zufriedenheit.

Mayens Weißheit der Menschen nach der Vernunft.

31

31 Disse burde eyes af enhver af og; siden om man haver Leylighed:

Spaldings Bestimmung des Men- schen.

Gellerts Skrifter, men fuldstændig.

Vil man have noget meere, og haver Penge dertil; saa kan tages:

Samling af lærerige Materier, og

Krügers Träume.

Begge sidste ere muntre og lærerige, og ingen vil fortryde de Penge, han udgiver derfor, naar, som jeg haver sagt, hans Ley- lighed tillader det. Men alt hvad jeg beder, er, at I bortkaster Romanerne. Disse er den allerskadeligste Tids-Spilde; de fleste forvolder unaturlige og naragtige Begreb om Verden og om Tingene; og fordærver de ikke Hiertet, saa i det mindste giør de iblant dog irrende Ryttere. Til min Skade, har jeg ved moedne Aar befundet det hos mig selv saaledes.

Den Deel af mine Medbrødre, som tiener Herskaber med Børn, forestiller jeg be-

32

32

synderlig, at I vel vogte eder, at give Dem den ringeste Forargelse! Betænker de haarde Ord: Hvo, som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var tænkt i Havets Dybhed. Lad derfor de smaa Herskaber intet see, eller være Vidne til noget, som I ikke kunde lade see eller være bekiendt af hvem det endog var. Jeg haaber, at I for Alvidenhedens Skyld passer paa alle eders Gierninger og Ord. Men betænker, at en, ellers imellem voxne Folk tilladelig Gierning, Lystighed eller Ord, kan i Nærværelsen af smaa Folk blive utilladelig, efterdi disses smaa Øren og Øyne ere meget skarpe, og indprentes af alt det, de seer eller hører efter deres egne Forestillinger.

Men den Deel, som virkelig tiener unge Herskaber, og Helst dem, som ere hos Dem eene og alleene, beder jeg: Forglemmer aldrig Religionen, og bruger i eders Opførsel al eders Fornuft! Giør I det, saa vil I vogte eder, ikke at være Skyld i Deres Forførelse. Vel veed jeg den bedrøvelige Sandhed, at det for Ungdommen er en snart uimodstaalig Lokke-Mad; men Religionen byder Gudsfrygt, og denne en reen Samvittighed. O! med Hvilken Trøst belønner

33

33 en god Samvittighed det Menneske, som har stræbt at beholde den til sin Eyendom! Lad Verden tumle sig siden, som den vil; lad det falde glædeligt eller kummerligt, denne indvortes Lyksalighed kan ingen borttage, og jeg er stolt af at eye saadan en Lykke.

Vænner man sig til Orden og Rethed, saa letter man meget paa sit Arbeyde. Alle Tieneste-Folkene burde beflitte sig derpaa, samt omhyggeligen lære at omgaaes med alt, hvad de bruger eller haver i deres Hænder af Herskabets Tøy; man maae forestille sig, at omendskiøndt det ey gaaer løs paa vor Bekostning, vi dog bør saaledes passe paa, og holde saaledes til Raads dermed, ligesom det alt var vort eget! og sikkert nok falder det dog engang til vort Regnskab, naar vi haver forbrugt noget til Unytte. Skeede det, saa vilde mange fleere af os kunde glæde sig af en venligere Omgang eller Medfart end ellers. De Klager vilde bortfalde, som man saa tid- hører om Tieneste-Folkenes Skiødesløshed og Ødselhed, og vi vilde ikke mindre end dog kunde leve,

Yppigheden er et Ord, hvilket vi aldeeles ikke skulde kiende! Begynder jeg for det første om Levemaaden, saa burde vi indrette den saaledes, at at vi ikke vænnede os

34

34

til noget, som vi efterdags, eller naar vi kommer til at leve for os selv, maae savne! Kort: Lever saaledes som det kan blive mueligt og venteligt for eder selv! For det andet, om Yppigheds Klæder; Her vil jeg holde eder for Fremtiden alt for kloge til; er det nu fornødent at erindre eder, at I maae spare paa Skillingen? Thi eders heeke Udsigt maae jo være i eders ihændehavende Penge. Derfor seer vel til, hvorledes I anvender dem og hvad I kiøber derfor! udsøger altid det stær- keste og beste i sit Slags samt Godhed, frem for der lette og glimrende; men bortkaster aldrig hvad I fortiener! Man giver det at forstaae, at I løber for meget paa Masquerader for got Folkes Fødder, og er det sandt, saa er disse Penge kuns slet udgivet, og jeg haaber at i Fremtiden bliver eders Penge anvendte bedre! Ligeledes at I ikke vover eders Penge meere paa Spil! Hvilken Naragtighed er ikke det: at man ved Spil først vil være forvisset om, at jeg, eller en anden, skal eye, hvad allerede er mit? Men skeer det i Tanke for at vinde, saa er det let at begribe, at det Tab en anden lider, smerter ham ligesaa meget, fom det kan smerte mig, naar jeg taber mine faa og surtfortiente Skillinger. Spil er ellers opfundet for de Rige, og tiener til at deres Overflødighed kommer paa en Tidsfordrivende Maade mindre Folk til Beste; Saaledes vred

35

man hvilke priselige Velgierninger der bliver stiftet af det Kiøbenhavnske Lotterie, og hvor mange Mennesker der helbredes ved Kortstemplingen paa det Kongel. Friderichs Hospital, uden at regne den Mængde Mennesker, som derved lever, da ved det sidste allene vedligeholdes tvende Fabriqver. — Modens Forandringer koster ogsaa en heel Hoben Penge, derfor holder eder saa meget mueligt derfra! det er en gammel afgiort Sag at — ved sine saa hastige Moder trænger til at giøre Opfindelserne alt lettere og lettere; tag til en Prøve de smaa Lapper paa en forskaaren Hat! O Brødre lad saadanne bæres af Folk som haver overflødige Penge og kan ombytte dem saa tidt de lyster, eller som fortiener Penge paa en lettere Maade end vi! Bliver det eder tilladt, saa bortkaster ey saa meget, hvad som kan tiene til Føde! Mon det er ikke taa- beligt at kaste der beste Meel i Haarene og siden opholde Livet med det groveste? Om mine Søstre troer jeg (de tillader mig vel dette Navn?) at de haver selv Forstand nok, ikke at udgive Deres fleeste Penge for Spindevæve; men heller beslitte sig at samle og at henlegge noget til en tilkommende Huusholdnings Brug!

Svage og letsindige Gemytter forfalder let til den Daarlighed, at indbilde sig meget i

36

36

andres laante Klædninger, og derfor seer andre Folk, som ey saa net ere udpyntede, over Skuldrene; Kiere! lader os ikke meere bebreydes for denne Feil! Holder intet Menneske for nedrigt, at bevise ham Artighed! Ved en artig eller venlig Omgang taber jo slet intet Menneske; og hvor meget meere maae vi be- flitte os derpaa? Jeg beder for alt, foragter ingen Bonde! Her maae jeg sige, at jeg har hørt Klager af nogle, at de ved forefaldne Kongereiser ikke ere blevne behandlede paa det artigste af mit Brødrelaug i Følgen: dog, da de fleeste af disse gamle Vedkommende vel nu ere ombyttede, saa bliver dette kuns en venlig Formaning for de nuværende eller tilkommende Udvalgte, om de ellers faaer Tid at læse dette Skrift!

I de ældgamleste Tider har man sat Kierlighed til Fædrenelandet iblandt Dyderne; Ædle og Uædle betænkte, at de fra deres Fødsel af til deres Ungdoms Aar havde saa at sige været Staten til Byrde, derfor betalte de det ogsaa saasnart de kunde, og deraf fik Staten sin Styrke. De Ædle tiente Staten med uegennyttige Raad & c. og de Uædle tiente dem og Staten igien ved deres Hænder & c.; af de sidste vare de fleeste Trælle, men efter en troe Tieneste og en retskaffen Opførsel vare de Ædle ædle nok, at friekiende dem,

37

37

og saaledes tog de Deel i den mellemste Classe af Staten. Hvorvidt dette kan passe sig i den nærværende Tidsalder, veed jeg aldeles ikke; det kommer større Hoveder til at ransage end mit. Men det veed jeg af Erfarenhed, at man handler kuns slet, naar man forlader sit Fædreneland; Min Samvittighed bebreyder og forekaster mig tidt nok, at jeg har været den største Daare, at tiene Fremmede med mine beste Aar, samt at jeg underkastede mig den yderste Foragt, ifald jeg gik nu hiem, og vilde tiene mit Fædreneland med . . . Lev-

ningerne. Her er et Speil, jeg vil foreholde den Deel af mine Brødre, som ved et fyrigt Blod maatte falde paa min urigtig tagne Vey. Vær forsikret, at om langt eller kort vil snart enhver græmme sig over det giorde, alt ligesom der gaaer mig nu.

En Mængde af disse Tiders Skribenter, som har forlystet sig og andre i at for- haane os, jamrer saa meget over store Au- dience-Penge. Det kan altsaa ey være overflødigt at sige noget derom. Jeg haver tient tvende Ministrer NB. af første Rang, alt i alt har jeg nu tient en god Deel Aar, og veed dog ikke hvad Audience-Penge er, men vel, at mange, som begierer Audience, har kostet og endnu koster mig mangen en god Skilling. Er mine Brødre nu alle ligesaa

38

38 frie derfor som jeg, saa kunde vi sige dem med Rette i Øynene, at det er Usandfær- dighed. Men jeg vil betragte det nærmere og setter: at en anden Herre havde noget at tale med min Herre; tør jeg vel fordriste mig at nægte ham Indgangen? O! med saadan en Tiener vilde man jo snart være færdig, og efter Rimeligheden maatte det dog skee ved saadanne, naar Audience-Penge skal finde Sted. Vilde man sige at mindre Folk end Herrer maatte ofre til Tienere, saa begriber jeg det ikke heller, undtagen jeg vil sætte Haandværkerne, som arbeider for Herskabet; (og som ingen brave Tienestefolk vil afvise) saa ere de fleeste i den Tilstand at de kommer for ar have, og altsaa taaler al- deeles ey at give. Hvilken en Mængde Suplicanter løber ey omkring! og ønskeligt var det, at man kunde afsondre de hyppige usandfærdige og ugrundede Supliqver fra de sande og altsaa nødlidende! Mangen en Tiener faaer vel suure Miner eller onde Ord for denne Sag af sit Herskab; De vil ey, (og umuelig kan de ogsaa) give til enhver kommende Tigger; Maae Tieneren altsaa afvise dem, saa faaer han Skylden mestendeels allene paa sin Hals.

Dog nu bliver at afgiøre: Hvorledes de Tienere sig haver at forholde, som ere

39

39

hos Herskaber, hvilke kan forfremme andre Folk enten selv eller ved deres Ord; Saa- danne Steder er nok bekiendte og bliver alt- saa ligesom bestormede; thi ingensteds har jeg seer, at allehaande Slags Folk og Stæn- der søger om Bestillinger, som det skeer her. Men Tienernes Pligt er at melde dem alle frit, jeg siger frit; dog om nu een iblandt de mange Lykkelige faldt paa de Tanker: See disse Tienere haver vel forbundet sig at tiene denne Herre, men ikke mig; jeg er blevet hjulpen, og var jeg ikke kommen der, saa havde de kundet blive ved deres Forretninger; desuden giøres kuns lidt for intet nu omstunder; jeg selv vil jo være belønnet for det jeg haver søgt og nu erholdet; Leben und leben laßen! See her er noget for eder I ..... Skeer det saaledes, saa kan I modtage det med den reeneste Samvittighed; thi ellers kunde man med Rette forekaste eder en dum Hovmod; Navnet af Audience-Penge bortfalder ogsaa, Tingene ere forandrede; Men da bør disse lykkelige Tienere betænke deres mange Brødre, som aldrig smage hvad saadant er. Dog tvivler jeg meget paa, at der vil findes de, som bliver rige ved saadanne Gaver. De fleeset med deres Bestalninger i Lommen vil knap værdige eder et Nik med Hovedet, langt mindre et Farvel. Alligevel vil jeg igientage

40

40 min Meening, som er: Aldrig at begiere noget; thi der var bettelagtigt, men vel tage imod det, som gives eder af Generosite. Om Haandværkerne maae jeg endnu sige disse faa Ord: At naar Tienere ere saa lykkelige at være hos christelige Herskaber, de ey vil have nødig, hverken at klage over de første eller sidste, men om ikke, saa beklager jeg dem meget.

Maaskee mange af' eder længes efter at høre noget om verdslige Forfremmelser? men her er gode Raad dyre; efter Ordsproget: Stehen hier die Ochsen am Berge; havde jeg skrevet for en god Deel Aar siden, saa maaskee det havde kundet hielpe, men nu er det for seent. Mit Raad havde været i saadan Tiid: At vi ey burde være saa graadige, at ikke enhver af os burde have holdet sig skikket til alting, og derfor plaget Herrerne! Kan der vel nægtes, at det ikke er skeet saaledes? Haver Herrerne ikke maattet søge alle Canaler, kuns for at have Roe? See her er Kilden til Misbrugene, og til vor Ulykke; Nu staaer vi hvor vi staaer. Punctum. Vel er det sandt, at man kan anvende Hr. Krügers Ord snart til alle Menneskelige Forfremmelser fra de ringeste til de største og det over heele Verdens Klode; Han taler om denne Sag og spørger Quis? Hvo et blesen forfremmet? ~ Hr. Ignorantius

41

41 Superhus. — qvibus auxiliis? . . . .

Det veed han selv best, maaskee ved Penge, kan være ved Patroner eller ved Forklædet? & c. & c. Og altsaa seer man, at enhver Na- tion, enhver Stand, og ethvert Menneske benytter sig af alle forefaldende Leyligheder til sin Forfremmelse, og Mueligt tidt ved krumme Veye; tilligemed findes her den tilstræk- kelige Grund til eet og andet i denne vor beste Verden, ligesom den har været og vil være, indtil Verdens Ende.

Men Kiere! I Sandhed ere vi gaaet for vidt; vi har vildet ophøye os for meget! Nu maae vi høre, at man siger os: Ihr Mücken, wollt ihr euch zu Elephanten machen, so erndtet auch davor ein wohlverdientes Lachen.

I de allerhaardeste Tilfælde, som det Menneskelige Liv er underkastet, er sandelig det eeneste og heste Lægemiddel: Taalmodighed. Den vil I sikkert finde i de Bøger, jeg har foreslaaet eder, og en Hoben Trøst dertil. Bliver vi ved Læsning af dem for det første kuns saa eftertænksomme, at vi med Fornuftens Øyne betragter Verden og Verdens Forandringer, O! saa vil vi finde, at alt er langt anderledes, end vi ellers forestillede os det. Vi vil lære, at skille det

42

42 Sande fra det Usande; det Bestandige fra det Ubestandige; vi vil blive forvissede om, at det meeste man holder i Verden for Lyksalighed, bestaaer kuns i den Indbildning, man haver derom; og den Værdie, enhver sætter selv derpaa. At det er daarligt, at qvæle sig og tragte efter de Ting, som ikke ere i Stand til fuldkommen at fornøye, og som, foruden den Ubestandigbed de ere underkastede, kuns varer en saa saare stakket Tiid.

Den største Lykke i Verden er en god Samvittighed, Sundhed og Nøysomhed; har vi de to første, saa behøves en meget til den sidste; Naturen er fornøyet med lidet! Haver vi Næring og Klæder, saa har vi det nødvendigste, og derom vil vi bede! Denne Verden er ey skabt, for at alle Mennesker skal være lige; den unævnbare Forskiæl giør ved Sammensætningen et Heelt; i det Heele

maae være Tieneste-Folk. Vi er det;

og hvi skulde vi være misfornøyede med den Stand, Forsynet har sat os udi?

Lad os eftertænke alvorlig, om vi ikke har faaet vor beskikkede Deel! og giør vi det, saa vil mangen een lade blive at murre imod Skiæbnen. Derhos er det den allervisseste Sandhed, at: Ingen Stand for sig

43

43

betragtet, kan foraarsage enten Ære eller Skam; men forretter man sin Deel paa det beste, kuns heri ligger den sande Ære. Forretter nu enhver af os sin Tieneste paa det beste ham mueligt er, og han formaaer dog ikke derved at tilfredsstille sit Herskab; (thi hvor forskiellige Tænke- maader findes ikke i Verden?) saa kan han trøste sig endog, at han haver giort sit. Og overalt saa vil vi finde, at det ingensteds er fuldkomment, allevegne vil der fattes noget, og for den Aarsags Skyld maae vi lære at være taalmodige.

Men Ungdom og Alvorlighed ere stridige Ting, og følger sielden med hverandre; feg kan derfor ey troe, at mine Tanker vil antages af alle for brugelige eller gyldige, og i saadant Fald maae jeg anprise eder Raadet af Hr. Rasmus Ligefrem, denne giver eder dog i det mindste Løfter om Forfremmelser, hvilke ellers ingensteds haver Sted for os. Denne Herre kiender nok Verden, og han veed meget vel, at naar Lykkens Canal bliver viist Menneskene, de nok kommer og raver der Udi, Ligesom det troes af den største Mængde af Mennester, samt vedholdes af en indgroet Sædvane, at ringe Folk ere ulykkelige, saa ere hans Tanker det selvsamme, hvortil han legger endnu Forhaanel-

44

44 sen. Taalmodig maae vi lide det! (de Utaalmodige haver kuns at imodtage trende Stød af Fahnen, saa kan de blive ærlige Karle igien). Lykkelig er den, som lider uskyldig!

Men giør Hr. Ligefrem os evig ulykkelige, saa seer man strax, at hans Evighed bestaaer i denne Verden. —— Ney,

ringe Folk har andre Tanker om Evigheden. Det vilde see sort ud anderledes, og havde de ingen Trøst om et tilkommende bedre Liv, naar det nærværende er sørgeligt for dem, saa havde de jo intet! —— Intet! —— græsseligt! Jeg tier stille.

O Brødre! ingen maae være i Stand til at fratage os denne Trøst! Bestræber eder af mueligste Kræfter, at leve retskaffent; Retskaffenhed forsøder Modgang i denne Verden, den tilveyebringer Taalmodighed, og denne overvinder alt. Saaledes kan vi leve i det fasteste Haab: At den nærværende Tids Lidelser ere ikke den Herlighed værd, som skal aabenbares paa os. Saaledes kan vi betragte, at vore Lidelser, skyldige eller uskyldige, følger med Tidens hastige Løb til sin ventelige og snareste Ende.

45

45

Jeg husker paa intet meere i Besyn- derlighed; lad det være nok sagt, at vi alvorlig tænke, ved alle vore Gierninger at beholde en reen Samvittighed! Alt kommer forunderlig for Dagen, es ist nichts so klein gesponnen, es kommt doch endlich an die Sonnen. —— En god og christelig Om-

gang imellem os og med hverandre, er det eeneste, jeg beder om endnu! Hvor tidt er vel mangt et bravt Herskab ikke plaget med Tieneste-Folkenes indbyrdes Ueenighed? Men om nu mine velmeente Regler ikke bliver foragtede af eder, saa haaber jeg, man ikke meere vil see vore Feyl averterede i Aviserne,

O gid alle Tieneste-Folk, Mandfolk og Fruentimmer, vilde beflitte sig paa, af yderste Kræfter at beskiæmme ved en udadelig Opførsel alle de Folk, fom giøre sig lystige paa vores Regning, hvoriblant vel og- saa findes De, man billig kan kalde Fjender og Forfølgere! Lader os bede for Dem, at De bliver omvendte og aflader med Deres Haardhed, eller dog i det mindste forvandler Deres Hævn til Billighed!

Dog forudsat, at alt hvad jeg haver sagt, ogsaa skede; saa bliver vi dog enhver Dag ældre, og den beste Opførsel kan ikke borttage den kummerlige og elændige Udsigt,

46

45

som en Mængde af os vil have for Fremtiden! Kommer man til den Alder af 40 Aar og derover saa tænker man heel anderledes end imellem de Aar af 12 til 20. — Ellers finder man at heele Verden i vor Tids- Alder agter Spilleværk Høyere end alvorlige og grundige Ting. Hvormeget meere skeer det nu ikke af Ungdommen? Jeg undrer mig altsaa ikke, at man holder det i sine Drenge- Aar for en stor Sag, at hænge paa en Karet eller paa en Hest, uden at nævne en broged Klædning o. d. I. men desmeere er det forunderligt, at Folk som skulde have mere Forstand ikke raader dem fra saadant, og helst nu omstunder. Her staaer Tankerne stille! — @Paa den eene Side skriges om overflødige Tienere, og paa den anden tages nye for Fode an, hvor de endog kommer fra; da dog heele Verden veed, at naar tilsidesettes (hvilket i en vis Alder sikkert skeer) Letsindigheden og de romanagtige Griller, saa er Udsigten for de fleeste her værende Tienere vel denne: At de forbander sig selv og de Folk, som haver raa- det dem dertil, da de saa slet haver anvendt deres unge Aar: (hvilket bestaaer mestendeels derudi, at de har maattet lære at leve uordentlig og imod Naturen, og nu er Spørsmaal til hvilket jævnt Arbeide de siden kan være skikkede?) At vi falder vore Herskaber til Last, og om disse forstøder os, falder vi heele Sta-

47

47 ten til Byrde! Den allerstørste Partiskhed og heele Verdens Fordomme maae tilstaae, at vi ere i en meget usædvanlig Forfatning imod alle andre Mennesker. Men hvorledes det end er, saa berettiger det os aldeeles ikke at handle imod vore Pligter. En usædvan- lig Sag kan blive lindret af en anden ligesaa usædvanlig; dertil kommer jeg, og udbeder mig derfor eders heele Opmærksomhed! Ingen kan nægte at mange formaae meere end nogle; vilde vi nu alle være enige imellem os selv, og efterfølge de paa andre Steder brugelige Skikke, i at sammenskyde Penge, (men ikke her i en lige Hensigt) for derved at hielpe nogle, saa var allerede Begyndelse giort til en Muelighed, at en skikkelig gammel Tiener ey blev udsat den yderligste Tilstand i Fremtiden. Men da i dette Fald vel kan forventes noget, men ikke noget klækkeligt, og at et Menneske betragtet som gammel og svag, om end ved en liden Hielp dog umuelig kommer ud af al Sorrigfuldheden; men foreenet med hans Liige med sammenfatte Kræfter og indbyrdes Hielp, er det ey alleene meere giørligt, men nærmer sig faaledes ogsaa den viiseste Skabers Hensigt, at et Menneske skal være det andet behielpeligt. Saa vil jeg nu fremlegge eder mine Tanker herom i Haab at I vil overveye dem alvorlig.

48

48

Nu setter jeg: Vi opretter en Casse, hvori alle ugifte Tjenestefolk af begge Kiøn frievillig indlegger penge, hvilke igien anvendes til Nytte og Hielp for Tieuestefolk, og det saaledes, at 12 Tienere af Mandkiønnet, 18 af Fruentimmer-Kiønnet, og 6 enten Kudske eller Gaardskarle i eet Huus ved fælles Hielp lever og holder en Huusholdning med hinanden, og derfra indgaser i Evigheden. Dette er i Korthed min Hovedplan, og nu vil jeg oplyse den videre:

1) Enhver Tiener som var tilfreds saaledes at slutte sine Dage og som jeg vil kalde Expectant, maatte for hvert Aar han er gammel, indlegge en vis Summe Penge til en Fond i Caffen, og saa siden tilskyde enten Maanedlig eller Quartaliter, indtil han blev er Lem af saadant et omtalt Sted.

2) Alle andre Tienere unge eller gamle, hos store eller smaa Herskaber maatte for Broderlig Kierligheds Skyld indlegge en Summe til Caffens Fond, for at bevise, at der kan være Folk iblandt os med velsindede Tanker, og ligesaa tilbyde enten Maanedlig eller Quartali-

49

49

ter, men dette i en mindre Summe end de første og disse kalder jeg: God- giørende Brødre,

3) Dette iagttages ligeledes ved Fruentimmer-Kiønnet; disse bliver ligeledes inddeelt i Expectantinder, og

4) Godgiørende Søstre, alt med for- omtalte Viikaar.

5) Hvad sig Kudskens og Gaardskarlene anbelanger, saa maatte det staae dem frit, hvortil de vilde beqvemme sig; om nogen af dem havde Lyst at blive Expectant, eller i det mindste eye det Hæders-Navn: Godgiørende Broder.

(I en dertil indrettet Bog indføres Navnene, Alder, Opholdssted, enhver Persons Indskudspenge, paa hvilke Viikaar han eller hun indtræder, samt hvad i Efterskud Maanedlig eller Quartaliter erlegges.)

Kunde det nu være mueligt, at ved saadanne Indlegge og tilskydende Penge, kunde indrettes et Huus, hvor det ovenmeldte Tal af 36 Personer kunde rummes, saa indsees rettelig, at disse, som jeg har sagt forhen, kunde

50

50 underholdes langt mindre bekosteligt ved een Oeconomie og ved fælle Hielp, og selv levede de med megen mindre Sorrig.

Efter en troe Tieneste og god Opførsel i nogle Aar, tør vi sikkert give os det fasteste Haab, at vore Herskaber, naar de seer, at vi selv først legge Haand paa Værket, vil efter Deres sædvanlige Barmhjertighed (hvorpaa sees saa mange daglige Prøver) ædelmodig række os Haanden dertil. Jeg maae videre forklare denne min Meening: Tjenestefolkene tiener troe og redeligt og efter deres Sindelag lader sig indskrive og betaler enten som Expectanter efter No. 1. eller No. 2. og Fruentimmere ligesaa under No. 3. eller No. 4. og iligemaade indskrives og antegnes alle, hvilke under No. 5. haver Lyst enten til første eller anden Classe. Saaledes kan Herskaberne være forvissede at finde og beholde troe Tieneste- folk, da disse giver af deres Løn noget taale- ligt for Fremtiden; Taber de deres Raskhed og ere Expectanter, saa tør jeg sikkert fordriste mig at paastaae, Herskaberne vil ædelmodig give noget aarligen for disses øvrige Livstid til Hielp. Hvor mange Velgjerninger bliver ikke givet til Ubekiendte? Og hvem tør tvivle, at et Herskab ikke heller vil give noget til et Menneske, han har havt Omgang med?

51

51

Mig er indfaldet et Ønske, som kan giøre min Plan meere muelig, som er: At den store Gud vilde regiere een eller anden formuende Patriot, som har ingen Arvinger, at giøre sig udødelig: ved at skienke eller testamentere saadant et omtalt Sted og Huus til denne Brug! Med den fuldkomneste Rettighed kunde man kalde det: MONUMEN- TUM PIETATIS. . . . . .

Hvor usikkert saadant et Haab endog nu er, vil jeg dog fremlegge eder meere af min Plan, at I bedre kan dømme om Mueligheden eller Umueligheden deraf, og da mine Bygnings-Materialier og Indretninger koster saa lidet, saa vil jeg bygge og indrette alt hvad mig synes, NB. her paa Papiret.

En sand Patriot, den ædedelste Menneske-Ven! har foræviget sig, med at skienke et Huus til Tieneste-Folkene, for deri at bereede sig til Indgangen i en anden Verden, hvorpaa kuns faa har havt Tid at tænke, og meget mindre giort det. Dette Huus er enten i Kiøbenhavn, eller bedre uden for i Nærheden; dertil ligger en Smule Jord til Have eller Græsmark; her har vi allerede noget at bestille; vi arbeyder nu allesammen, vi alle udgiør kuns een eeneste Familie; vi behøver ingen Directeur, ingen Inspecteur eller andre

52

52 Bestillinger, hvad Navn de kan have. Enhver besørger under sit Beste det almindelige Beste af vor heele Selskab. Mandfolkene paatager sig Indkiøbet af fornødne Ting, holder Regnskabs-Bøger derover, ja selv holder

en Dagbog over Forretningerne, og legger el-

lers Haand til alt, hvad forefalder og os alle gavnligt er; de ombytter de nødvendige besynderlige Forretninger imellem sig. Fruentimmerne gaaer Tour à Tour i Kiøkkenet, andre sørger for Husets Reenlighed, andre igien arbeyder for Husets Tarv og Nytte; Kudskene og Gaardskarlene rækker Haanden, just paa den Maade, som de har giort i den store Verden. Alt arbeyder; alt arbeyder for sig, og Nytten falder til alle.

Husets Indretninger mage være paa det tarveligste. Jeg haver ikke seet et bedre Mynster, baade for Orden og Beqvemmelighed, end i Greenwich Hospital. Dette følger jeg en Miniature:

For tolv Mandfolk maatte indrettes en Stue, hvori enhver Person for sig havde sin besynderlige Afdeeling til en Seng, et Chatol, et Bord og tvende Stole. I Midten af Stuen maatte staae en Kakkelovn, at vi alle havde lige godt af Varmen. Enhver meublerede sit levende Gravsted ester eget Tykke. Omkring i

53

53 Stuen maatte være Stole eller Bænke, samt Bord: at man saaledes enten kunde være for sig i sit eget, eller og uden for i de andres Selskab.

For Fruentimmerne behøvedes tvende paa den selvsamme Maade indrettede Stuer; en- hver til 9 Personer, og i alt det selvsamme.

For de under No. 5. anførte, maatte, i Fald det behørige dertil contribueredes, ilige- maade være en Stue, ligesaa indrettet.

En Spise-Stue er fornøden, saa rummelig, at tvende Borde kan staae i samme, Hver til 18 Personer; det eene for Mand- og det andet for Fruentimmer-Kiønnet. I denne Stue bliver ophængt en stor Tavle, hvorpaa øverst staaer Stifterens saa velfortiente Navn og Berømmelse, og siden Navnene af Herskaberne, (NB. det Ord Herskab tager jeg i den vidløftigste Forstand; thi enhver Person, som holder Tienestefolk, om det endog var kuns en eeneste, kalder jeg saaledes;) som til Deres havte Tienestefolk nu til Huset giver i Godhed aarligen en fastsat Penge-Summe eller andet. Hvilket derpaa skrives, tilligemed Navnene af Lemmerne, hvor længe de haver tient o. s. v.

54

54

For farlige Sygdomme eller i yderste Svagheder, var det godt, at have for hvert Kiøn en liden Sygestue, med nogle Senge; Communications-Kakkelovne var det beste og Mindst bekosteligste dertil. I alle andre Anstød af Sygdomme forbliver de i deres eget Rumer, da de andre i Kammeret rækker dem Haanden.

Et afpasset Kiøkken, Kielder, SpiseKammer og andet, som hører til en Huusholdning, nævner jeg ikke, da jeg forudsetter, at enhver indseer det selv. Ligesaa lidet taler jeg om de fornødne Anstalter for Andagten, Sædeligheden, Beskæftigelsen o. a. m. Gid vi vare først saa nær, at vi behøvede at skrive derom.

Men dette maae jeg sige, at vi trænger til en Formynder, som kan give os Raad i de Sager, vi ellers ingen Kundskab haver om. Jeg skulde og troe, at S. T. de Høye og Ædle Herrer, som bestyre den Kiøbenhavnske Banqve, ved ydmygst Bøn sig lader formaae at imodtage vore Penge, ligesom de indkomme, og udgiøre et hundrede Rigsdaler, og derfor beregner Renter. Da i denne Fald vi altid kan giøre den visseste Regning, som ellers vil være os umuelig, uden at tale om Tab og andre Omstændig

55

55 heder. Men da vi rette os efter vor Formynders beste Leylighed, og gaaer til ham, for at føge de behøvende Raad: saa tør vi haabe, at der vil findes saadant et redeligt Gemyt, som uden Belønning heri vil gaae os til Haande.

En anden Sag er det om en Medi- cus. Efter al Formodning vil tidt behøves Reparation paa vore gamle forslidte Kroppe; i denne Tilstand kan vi ey gaae til ham, men han maae umage sig at komme til os, og altsaa maae vi regne paa en aarlig Belønning for en Medicus, samt fornødne Me- dicamenter.

Jeg har allereede nævnt Andagten, (dette er en Hoved-Artikel, som i sin Fuldkommenhed spares til sin Tid,) i Korthed vil jeg kuns sige: at foruden Morgen- og Aften Bøn, de Friske besøger enhver sin Kirke, og for de Syge eller disse, som forbliver i Hu- set, læses udaf en grundig og opbyggelig Bog. Og, da hvert retskaffent Menneske lever eller dog burde leve saaledes, at han al- tid er reysefærdig til at forlade denne Verden; O! hvor meget meere maae dette være vor største Attaae! og vi derfor bestræbe os, at bevise dette ved det sædeligste og opbyggeligste Levnet.

56

56 Er det saa, saa kan vi haabe og for- vente, at een og anden Sielesørger, ubedet og os uvidende, vil komme og forrette een saa kaldet Visitats hos os, hvortil vi hver Dag og hver Time mane findes i en udadelig Forfatning. Men saasnart det tegner sig med een af Lemmerne til en betydelig Sygdom, saa maae han strax bestille sit Huus, og af sin Sielesørger modtage Naadens Midler, da vi andre siden med ham bede, og saa vente: Hvad Guds Villie er!

Her er mine Tanker om saadan en nogenledes Grundridsning; denne bør betragtes som et Udkast, og ikke som noget fuldkomment, da dette er for meget for eet Menneske. Jeg haver kuns fremlagt eder mine Tanker og haa- ber, at de bliver af eder overveyede og afgjort, enten at de ere muelige eller ikke. Af manges Tanker og Planer kan bedre fastsættes noget vist, end af et eeneste Menneskes Indfald. Derfor beder jeg alle og enhver, som tiener; prøv dem med Alvorlighed, og giør et Overslag;

a) Om een af os indrettet Casse ikke er tien- lig i vor Forfatning?

b) Om den Understøttelse, som kan ventes af saadan en Casse, bliver i Almin-

57

57 delighed bedre for et eenligt Liv, eller som jeg det setter, at leve i Selskab og ved fælles Hielp? Og om saa er:

e) Om mit antagne Tal af 36 Personer, efter min Inddeling, passer sig eller ikke?

a) Hvilken Penge-Summe kan ansættes fornuftigviis for dem, som under No.

1. vil lade sig indskrive som Expectan- ter, samt i hvilken Tid og hvor meget Tilskudene bør eller kan være?

e) Hvilket er det beste, enten man overla-

der til de godgiørende Brødre under No.

2, hvad de selv agter at indskyde, for at fortiene saadant et Navn, eller man veyleder dem, ved at angive en billig Summe, og saaledes siden med Tilskuds-Pengene?

f) Det selvsamme Spørsmaal, at oplyse for

No. 3 og No. 4. men begge settes billigere efter deres Kræfter!

g) Hvad det rimeligste er for No. 5.? Om

der og findes Expectanter eller Godgiørende? samt den beste Maade at fastsette noget om dem?

58

58 Men Verden er saa foranderlig, og Menneskene endnu meere, derfor maatte settes den Fald, at een eller anden, som havde la- det sig indskrive som Expectant, forandrede si- tie Tanker, eller smuttede sig ind i en anden Stand, og derfor dog ikke tabte alle sine Penge, men efter Billigheds Regler fik noget udbetalt igien. Dog maatte her betragtes: paa hvilke Vilkaar han forandrer sine Tanker, og om disse ikke ere saaledes, at han uden Skade kan skienke dem til sine Brødre, som han forlader? Altsaa fastsettes:

h) Hvad som udbetales en Expectant, naar han træder i en anden Stand, og behøver Penge at begynde den med?

Forandringerne kan føre med sig, at da af No. 1. udtræder nogle, igien andre af No. 2. faaer Lyst til at indtræde. I dette Fald kan bruges den Regel, som bliver fastsat for d).

Ligeledes gielder det om No. 3. og No. 4. samt No. 5., hvor overalt tænkes paa begge ovenmeldte Tilfælde.

For at undgaae Vildfarelser i denne Sag, var vel det beste, at alle Tjenestefolk med hinanden giorde Overlæg, hvor meget

59

59

der behøvedes til saadan en Huusholdning i alt, og til en afpasset Skikkelighed for 36 Personer. Det sikkerste er i saadan en Be- regning, at man setter Udgifterne noget høye- re og Indtægten noget mindre, da paa denne Maade man ey let kan blive bedragen, og ellers kan en erfaren Kok og Huushol- derske give den beste Underretning derom.

Men Kiere! ingen Overilelse kan her finde Sted; betænker, at det er en vigtig Sag, der ikke ligesom Maaneds-Duer kan fremavles i en stakket Tid! Aaringer vil henløbe, førend Maalet opnaaes; men dette maae ikke afskrække os. Da det er ethvert Menneskes Pligt, at stræbe saa vidt han kan; og som det er tilladeligt, at sørge for Fremtiden, saa maae dette drive os des meere til at bevise for Verden, ar vi efter vore ringe Kræfter og Formue tragter at hielpe os saa vidt mueligt er, og ikke falde for Letsindigheds Skyld det Almindelige til Byrde.

Efter Rimeligheden kan en antages, at vi over vor Huses Tarv kunde forarbeyde noget, og derved fortiene endeel til dets Nytte, da jeg billigen forudsetter, at der behøves nok at anskaffes et og andet, saasom Linnet & c. samt at der behøves Arbeyde, at vedligeholde saadan en Indretning; hvor alt

60

60 Hvad mueligt er, maa besørges ved vore Hænder. Dertil kommer endnu, at man alletider mane regne paa nogle Skrøbelige, og altsaa uduelige til Arbeyde.

Men jeg understaaer mig at sige: Ak naar vi først har lagt Grundvolden, og der legges os ellers ingen Forhindringer i Veyen, men heller at vi bliver unterstøttede af Magthavende! saa siger jeg: kan vi sikkert vente, at mange Veltænkende i Løndom, eller og bekiendte Ædelmodige vil række os Haanden. Sagen er klar; i en god og fornuftig indrettet Huusholdning’, kan paa det nyttigste anvendes alt, hvad som frembringes af Jorden, ligesom ait, hvad der forarbeydes af Mennesker. Og det bliver for en Mængde lettere, at bortgive endeel Producter, (hvori de end ogsaa bestaaer) end at bortskienke rede Penge. Jeg kunde være vidtløftig ved denne Post, i Fald jeg vilde videre forklare den; men det kan være nok, at man vil indsee ved en saare liden Eftertanke, at alt, hvad der bruges og kan bruges i et Huus, baade Aandeligt og Legemligt, kan her blive en Gud behagelig Almisse; dog ikke anderledes, kan vi forvente sligt at fortiene, end ved en best mueligst Opførsel.

61

61

Jeg henlægger nu min Pen, og venter paa eders Omdømme og Beslutninger. Mine Tanker kommer af et godt Hierte; noget haver jeg sett i Verden, og noget tænkt. Forskiellige Huusholdnings-Maader ere mig bekiendte, men derfor holder jeg mig ikke for ufeylbar. Jeg begierer ikke heller et Fortrin, eller egen Fordeel, paa hvilket (jeg beder) ingen maae tænke! Vil I meddeele mig Eders Tanker, saa vil jeg overveye dem efter min Leylighed og Skiønsomhed, og jeg er bekiendt nok. .... Jeg beklager ikkun, at jeg intet kan sige til den Deel af os, som ere gifte!

Men det skal giøre mig ondt, om jeg udsetter mig for Foragt, eller om den vildeste @Vittighed skulde søge at giøre mig latterlig. Efter min ringe Forstand, haver jeg fremsat saadanne Tanker, hvorved Lovene efterleves og ved hvilke Menneskeligheden haver ingen Skam. Naar slet intet paatænkes, vil mange af os slutte Livet i Elendighed. Himlen nedkaster ingen Hielp! Men, giør vi hvad vi kan, saa kan vi ogsaa vente og haabe, at vore Bestræbelser bliver velsignede.

Vil man indvende, at der ere saa mange Nærings-Veye i Verden, saa siger jeg: jeg veed det, men hvor er Proportionen

62

62 imellem Nærings-Veyene og Mængden af Mennesker? Enhver tænker dog for sig, og forskiellig imod en anden. Taabeligt er, at begynde noget, i hvad det end er, uden god Indsigt, Kræfter, Formue, og NB. Lyst. Bliver det Menneske ikke kuns en slet Soldat, som dertil haver ingen Lyst? En Bonde, som mangler Indsigt & c. kommer sig aldrig, og dette gielder i alle Stænder og NæringsVeye.

Men om nu ogsaa en god Deel af os traadde ind i een eller anden Stand, faa meener jeg, det er intet urimeligt at sige: at der dog vil findes i en Kongelig Residents-Stad 12 à 18 af Tiener-Standen, som for Mangel paa een af Delene, vil komme til at trænge til en besynderlig Hielp, og meere end sikkert er det med Fruentimmer-Kiønnet; og just denne Hielp har jeg viist eder. Skulde jeg nu have skrevet forgieves? Betænker eder vel, kiere Brødre og Systre! Siger saa meget I best synes, paa behørige Steder, og følger siden de beste og grundigste Raad! Jeg kan aldeeles ikke troe, at vi forstørrer Unaaden og Foragten ved saadanne Austalter!

Har en avindsyg Vittighed bygget et fantastisk Tempel, og holdt en Indvielses- Tale: saa er det jo roesværdigt, at vi opfø-

63

63

rer denne Bygning, saa vidt vi formaaer; hvortil den første Steen nu er bleven lagt.

Men kan intet hielpe, saa har jeg dog i det mindste skrevet Pia Desderia! og til Slutning beder jeg eder alvorlig at betænke, og dermed at trøste eder: At det vigtigste Ønske er ikke, at leve lyksalig, men at døe vel!

Christian W. Goebel.

64