↩

LovTale

over

Sko-Børsten

holden som en Indvielses-Tale

ved Skobørste Templens Oprettelse

i Gammel-Grønland

2
3

Lov-Tale

over

Sko-Børsten.

Forerindring.

Paa Mardehuus øverst i Norge, blev i Aaret 1757. en Auction holdet i Commendantens Huus, paa adskilligt Gods, som var kommet did ned fra Grønland efter en gammel Missionarius. Denne Mand havde i sin Tid været meget agtet iblant Grønlænderne.

Han havde begyndt at samle paa en grønlandsk Historie, hvoraf man fandt Levningerne, men som den af Søevand var bleven vaad, var den mange Steder bleven saa fordervet, at det var umuelig at samle eller læse den. Blant hans Papirer fandtes nærværende Efterretning om Mester Erik, tilligemed Lov-Talen. Den sidste har været noget længere, men nogle Blade af den vare bleven forkomne, derfore er den her saa kort.

Kort efter Ny-Danmark i Aaret 1619. var bleven opfundet af Capitain Jens Munk *) paa den vestlige Deel af Jord-Kloden, var der en Skipper, navnlig Gunner Lange, som feilede fra Randers didhen, i Haab, at han i Hudsons-bayen skulle giøre en anseelig og fordeelagtig Fiskefangst.

Borgemesterens Tiener der i Randers feilede og med denne Skipper didover, baade for at fortiene sig noget ved Reisen, som og for tillige at faae Kundskab

*) See Danske Mænds og Qvinders berømmelige efter- mæle 2. Part, Sid. 526.

4 om et Land, hans Hosbonde vilde han i Fremtiden skulde handle paa, i Fald han saae det ville lønne Umagen saa rundelig, som der gik Ord af.

Paa dette Fartøy gik og en gammel Magister om Bord; Samme var Mester Erik, med Tilnavn Skive, barnfød i Randers. Denne Mester Erik havde i sin Ungdom lært sin Bog meget vel, besad og mange grundige Videnskaber, men som han manglede Velyndere, eller Adgang til de Store, og kiededes ved daglig at trænges blant Svermen af de Uvittige i Rigs-Raadernes Forgemakker, maatte han leve kummerlig i. Kiøbenhavn. Han fik sit Ophold ved at undervise unge Mennesker i Sprog, og især i Matematigven. Da han saae at det ei kunde hielpe ham, at han havde afiagt mange offentlige Prøver paa sin grundige Kunskab i Videnskaberne, reiste han hiem til Jylland til sin Føde-Bye.

Her hørte han en Dag, han spiste hos Borgemesteren, tale om det nye forestaaende Tog; Han beslutter derfore strax at ville drage med, for at øve sig i Styrmands-Konsten.

Det var en let Sag for Mester Erik snart at blive færdig, thi han eiede kun en sort Plydses Kiole, som han gik udi, en Bibel, nogle mathematiske Redskaber, samt Bøger af samme Slags.

Borgemesterens Tiener Lars Knub havde bedre Vilkaar; Han var et ungt Menneske 23. til 24. Aar gammel, som et par Aar havde gaaet i Byens offentlige Skole, men som han selv merkede, at hans Hoved ei var oplagt til Bogen, vidste han af Erfarenhed, ar han vel engang i Tiden kunde komme til at sidde i Raadet med, dersom han først gav sig til at tiene Borgemesteren for Dreng. Det stod ham for Øine, ar det saaledes var gaaet med et par af hans Faders Kammerater, der havde tient tvende Raadmænd saalænge, til de selv kom i deres Hosbonders Sted.

Lars var troe og aarvaagen i sin Herres Tieneste, derfore havde og den gamle Borgemester, som var en stærk bemidlet Mand, lovet ham, at han skulle blive Vrager der i Byen, naar den gamle Vrager ved Døden afgik, men som dette drog noget langt ud, raadede hans goddædige Hosbonde ham, ar han i værende Tid skulle giøre en Reise med Skipper Gunner Lange til Nye-Danmark; Derved kunde han legge sig en

Skilling til beste. Lars havde Lyst til at see Verden, derfor seglede han ogsaa med.

Lykken var dem der i Landet saa gunstig, at de fik en meget riig Ladning inden Borde; Efter tre Maaneders Forløb hidsede de Segl igien, i Tanke at gaae fornøjede hiem, men som de havde biet noget vel længe ud paa Aaret, overfaldt dennem meget Uveier paa Reisen. De vare alt kommen forbi Skotland, derfore tænkte de, nu var al deres Nød overstanden, men da gik den først for Alvor an; En græsselig Storm reiste sig om Natten; Den oprørte Havet fra Bunden af; Master og Stænger gik over Borde, og som de i det samme, til al Uheld, mistede deres Roer, maatte de lade Skibet flyde som et Vrag.

I trende Dage kunde de ingen Ende see paa deres Angest, thi Vinden og Strømmen drev dem bestandig fort, indtil de tilsidst kom saa højt op i Nord, at de kunde see et med Snee bedekket Land forud, og mange Iisbierge blinke sig i Møde. Endnu haabede Skipperen at bjerge Skibet, men den følgende Nat kom de ind imellem Driv-Isen, som skiød Skibet for sig saalænge, til der en Planke blev stødt i tu. Deres Jammer og Nød var her ubeskrivelig; De søgte

vel at stoppe Hullet, men nogle Timer derefter sad Skibet reent fast i Isen, og inden de vidste et Ord deraf, løb det alt fuld af Vand.

En liden Fierding Veis fra dem laae det faste Land; Enhver skyndede sig derfore at tage saa meget af Provianten, som de kunde bære. Isen var en stærk Bro, paa hvilken de tryggeligen kunde gaae til Landet, men neppe havde de sadt Foden paa samme, førend en stor Iisskolle trængte hart ind paa Skibet. Ved den paaskyllende Søes Heftighed, kantrede den først Skibet, siden skiød den sig saa længe hen over det, til det omsider sank med Takkel og Tov.

Dette var et bedrøveligt Syn! Det var en ond Dag! Ulykken var saa meget større, som ingen kiendte Landet man var kommen paa. Efter Styrmandens Gisning maatte det være det gamle Grønland. Kulden var saa heftig, at to af Skibets Mandskab frøs ihiel endnu for Aften. Der holdtes Raadslag, hvad man i denne Yderlighed skulle begynde? De fleste Stemmer faldt paa, man skulde stræbe at komme ind i Landet, for at finde nogle af dets Indbyggere, og hos dem noget til Livets Ophold; Man vandrede

8 afstæd; Reisen stod paa i tre Dage, i hvilke elleve Mennesker omkomme i Snedrivene.

Omsider fandt man en Flok vilde Grønlænder, som vare paa Jagt efter tvende hvide Bierne. Det er uvist, enten de mere forskrekkedes, eller mere forundredes, da de først saae disse nye Ankomne. Som ingen forstod deres Tungemaal, maatte man med Fagter forklare sig for dem; De bragte disse Fremmede til deres Hytter, og vederqvægede dem med Melk af deres Rens-Dyr; men hele Mandskabet var saa forkommet af Kulde, at de alle i en Tid af otte Dage døde, saa nær som Lars og Mester Erik.

Disses fornemste Bestræbelse var at lære Landets Sprog. Et heelt Aar gik dermed næsten til Ende. Da de vare kommen saavidt, at de meget vel kunde forklare sig med hinanden, indkode Grønlænderne sig i Samtale med dem om Lyksalighed, og de Maader man hos dem kunde opnaae samme paa. Endskiønt man nu vel vidste, at samme siger kun lidet hos dem, lode Grønlænderne sig dog forstaae med, at de meente, intet Folk var lyksaligere paa Jord-Kloden end de.

Mester Erik syntes han burde betage dem denne Indbildning; Derfore fortalte han dennem adskil-

ligt om andre Landes Lyksalighed, og Indbyggernes Fortrin baade iblant sig selv, og i Almindelighed for Grønlænderne. Nogle af de Fornuftigste faldt da paa at forlange, han skulde sige dem, paa hvad Maade man vissest kunde komme til saadan Lyksalighed i Verden?

Mester Erik begyndte med et mildt Aasyn at beskrive, hvorledes Ungdommen i de Syndre Lande blev opdraget; Derpaa talte han meget om den Maade hvordan man skulde lære at kiende og dyrke den ene sande usynlige Gud; Tilsidst afmalede han de Mennisker, som de lyksaligste Borgere, der havde opofret sig til Videnskaberne, og der havde giort der til deres Hoved-Sag, med deres Forstand og Kyndighed at tiene deres Fæderne-Land. Han viste dem vidtløftigen, baade hvor tungt der er, at komme til nogen grundig Indsigt i Videnskaberne, som og hvor ulige begvemmere saadanne Mennesker ere til at tiene det almindelige, end andre der ingen Ting haver lært: Hans Raad blev derfore: De skulle først lære at kiende de Christnes Gud, og dernest lade sig, tilligemed deres fornemste Ungdom undervise i de første Grund-Regler af de mest fornødne Videnskaber; Han tilbød sin Tieneste til begge Dele.

Grønlænderne indsaae snart de Besværligheder der fulgte med dette Tilbuds Antagelse; De spurgte derfore: Om de blant de Christne, holdtes for de Ypperste, som havde de beste Hoveder, og tillige havde anlagt deres Tid vel? Iligemaade: Om de, frem for andre, bleve forfremmede til Statens anseelige Betieninger og Embeder, som havde opnaaet en grundig Indsigt i Videnskaberne?

Mester Erik trak paa Skuldrene, men dermed vare Grønlænderne ei fornøiede; De vilde Have et reent Svar. Han sagde da: Han maatte, desto verre! tilstaae, at det ei alle Tider hialp blant de Christne, at et Menneske besad mange Videnskaber; han maatte desuagtet, som tiest, staae tilbage for mange Vankundige og ganske Ulærde, men derved leed Landet og i mange Hensigter! Ei! Hvi skulde vi lade Verden blive os saa suur, raabte Grønlænderne, naar vi ei dermed skulde vinde et Fortrin frem for andre mindre duelige! Lars smilede: Dette blev Grønlænderne xaer; De adspurgre ham derfore: Hvad han syntes?

Lars slog til Lyd med Haanden, thi der var et temmeligt stort Murren iblant dem, og sagde: Jeg vil vise eder en langt lettere Vei! For mig kan I be-

11 holde den Troe I haver, thi jeg troer, enhver bliver salig ved sin Troe. Naar I kun lever vel her, og det efter eders Phantasie og Maade, kan det jo være eder ligemeget, hvad der skal hænde eder efter dette Liv, om man ellers skal troe der er noget!

Mester Erik faldt ham med Hæftighed i Talen, og spurgte ham paa Dansk: Om han skulde tale saa Ugudelig, og bibringe eller styrke disse Vilde Uoplyste... Grønlænderne faldt over Mester Erik, og den Fornemmeste af dem, der af Laderne kunde skiønne, der var ei rigtig, gav ham med sin Harpun-Stang et Drag over Nakken, sigende med Hæftighed: Han skulde holde sin Mund! Denne var deres Mand! Hans Lære havde de Lyst at høre, maaskee og at følge; Derpaa bade de, at den gode Lars end videre vilde aabne sine Tanker om Lyksalighed?

Lars blev da ved: Videnskaber behøves ingenlunde! Der, hvor jeg er kommet fra, blive flere, som ei have lært noget, hiulpen, end de, som haver lært noget. De faaer Embeder; derpaa lære de, ved lang Øvelse, hvad der udfordres til deres Embeder, og bliver omsider temmelig anseete Mænd. Man kan let slaae sig igiennem Verden, uden at have lært noget. Videnskaber! ha! ha!

hvad ere de? Et forrøget Skolefuxerie, som jeg maae tilstaae kan være artig nok for en Mand i en sort Plydses Kiole, til at forstaae Tiden og Griller med, men til at komme frem i min Verden, hielpe de kun lidt, behøves ei heller. Skulde jeg ei kunde forestaae et Embede, eller dømme en Dom, ligesaa got som den best Studerede, uagtet jeg kun haver seet min Hosbonds Lovbog uden paa? Jeg kan jo læse Bogstaver? Det er sandt! Er den just ei saa ganske ret, saa er den lidt kroget, men det kan være ligemeget. Det kommer ei saa nøie an paa en Haandfuld Noder, naar man forstaaer Mu- siken. Den der haver hiulpet mig frem i Verdendet er Sko-Børsten!

O store Afgud! raabte alle Grønlænderne med een Mund, dig ville vi ogsaa tiene. Kiere Lars! Du kommer os saa snild og vakker for! Dig have vi Lyst at høre og adlyde; Siig os: hvordan seer denne din Afgud ud? Vi vil sette ham over alle vore andre Guder i vore Boliger!

Vil I endelig tilbede Sko-Børsten, som en Afgud, svarede Lars, det staaer til eder. Jeg haver just ikke faldet paa Knæ for den, men dog alligevel Holder jeg af den, ja agter den høit for dens gode Virk-

13 ninger. Den er den Dunkraft, der skruer mig og Mine Lige i Veiret.

Jo vi synes bedre om dig og din Afgud, raabte Grønlænderne, end om Mester Erik og hans Forslag! Hvordan skal vi dyrke din Afgud ? Hvordan. seer han ud?

Lars havde engang saa løseligen hørt, da han stod og vartede op bag sin Hosbonds Stoel, at Rectoren i Randers, som var til Giest hos Borgemesteren, havde fortalt over Bordet om Mahomed, hvilken en anseet Mand han var bleven til blank Tyrkerne ved at opfinde en ny Religion; Det randt ham derfore nu i Tanker, det kunde være en artig Sag, om han opfandt en nye Guds-Dyrkelse, og fortplantede den blant disse vilde Mennesker. Han foreslog dem derfor strax, at de skulde bygge en smuk Tempel til denne deres ny Afgud; Han vilde selv forfærdige hans Billede, og være hans Ypperste-Præst; Men paa det Mester Erik ei skulde forglemmes, da skulde han nyde den Maade at tiene under ham som Tempel-Vogter eller Degn.

Herved vægrede sig Mester Erik; han foreholdt den anden, at det var en himmelraabende Synd, saaledes at forføre denne vankundige Hob. Men Lars, som havde alle Grønlænderne paa sin Side, fik dem lettelig til at true ham paa Livet, hvis han ei villig efterkom alt hvad han befalede ham, bad ham og, han skulde kun lade ham raade, thi dertil var han oplagt.

Templen blev bygget, og det prægtig efter Landets Evne og Maade. Nu faldt Lars paa der skulde holdes en Indvielses Tale i samme. Grønlænderne vidste i Førstningen ei hvad det vilde sige, men da det var bleven dem forklaret, paastode de, at den Ypperste-Præst selv skulde holde den; Men han tilstod reent ud, han var ei i Stand til at sammensette den; saadant var ei hans Sag; Mester Erik kunde let giøre det. Grønlænderne synkes noget underligt herom; Da Lars merkede det, sagde han: Det er vel en Regel i andre Lande, at naar en faaer et Embede, staaer han og Forstanden med det samme, dog slaaer det Feil imellem, som nu her; Men just og derfore haver jeg taget denne gamle Pedant til min Fuldmægtig. Hin Side Havet er det meget brugeligt, særdeles blant de Store, at naar en benaades med et Embede, som han som oftest ei forstaaer, holder han en god Fuld-

mægtig; Denne maae opsette og skrive alt hvad der forefalder i Embeds Sager; Endskiønt nu Herren selv mange gange neppe veed, om det er ret eller galt Fuldmægtigen har sammenskrevet, skriver han dog sit høie Navn derunder, og see! dette er alt nok for ham, baade til at kunde værdigen forestaae sit betydelige Embede i mange Aar, som og tillige en gyldig Grund at tage imod al den Ære der følger et saadant Embede. Hvad skulde nu hindre mig at følge store, ja betydelige Mænds Exempler. For at ligne dem, haver jeg antaget Mester Erik til min Degn og Fuldmægtig; Lader ham giøre mit Embedes Skyldighed, thi just derfore ere saadanne Pedanter til.

Da Grønlænderne hørte, at det var en brugelig Skik i andre oplyste Lande, fandt de sig omsider derudi.

Mester Erik fik da Befaling, at holds en Indvielses Tale til Tempel-Herrens Ære paa den bestemte Dag. Han krympede sig overmaade, men vilde han være sit Liv sikker, maatte han finde sig deri. Nød bryder alle Love.

Den bestemte Dag kom. Det var en deilig Dag i Grønland, thi det var ei alene et meget klart Soelskins Veir, men og derhos en faa reensmagende og klinger Frost, at der samledes Klumper Iis i Mester Eriks store vidt udhængende Øienbryne af Aanden, der udgik af hans Mund og Næse.

Lars var prægtig iført paa grønlandsk Viis. For at have Deel i Fæstens Ære, havde de overrroiske Qvindfolk foræret ham en lang nedhængende Kiortel, sammenstykket og forfærdiget af vilde Andrekkers glindsende Nakke- og Hoved-Skind, hvis Fiære blinkede mod Solen, som Guld blandet i grønt. Hans Støvle vare af fiint u-fødde Sælhundes Skind.

Med sin egen Haand havde den Ypperste-Præst i mange Dage tilforn forfærdiget en stor Mængde Sko-Børster af allehaande Skikkelser, langskaftede, aflange, fiirkantede og runde. Med samme, der forestilte Afguds-Billedet, havde han giort en hellig, hos Grønlænderne høit anseet Foræring til enhver, som skulde møde ved Fæsten.

Ingen maatte lade sig see i Tempelen, uden han havde et saadant Afguds-Billede i Haanden. De

langskaftede tillod han alene Hovederne, eller Anførerne for hver Hytte, at prunke med; De aflange forætte han Qvinderne; De firkantede gav han alle dem, der paa nogen Maade havde været ham imod, eller vildet hindre denne nye Afguds-Dyrkelse, men de runde glædede han dem med, som med en grønlandsk Enfoldighed havde troet alting, og ladet sig alting vel befalde.

Øverst i Templer; var en overnaturlig stor Sko-Børste opreist, som paa sin lange noget plumpe Skaft stod fast i Jorden. I steden for Øine, vare tvende Børster udrevne. For ved den havde fire krogede Grønlændere opreist et stort Alter, pyntet med mange afhugne Biørne-Lapper og Rensdyr-Horn.

Da nu alle Grønlænderne med Qvinder og voxne Børn vare komne i Tempelen tilhaabe, gik den Ypperste-Præst frem, og tog fire Tutter Skovox op af sin Lomme, dem han, efterat have gaaet trende gange omkring Alteret, med megen Ærbødighed lagde paa samme. Han havde ved et Misgreb stukket dem hos sig, den Tid han merkede Skibet skulde forgaae af den paatrængende Iis, i Tanke det havde været lige saa mange Tutter med Otte-Skilling-Stykker, Han havde giemt i sit Skrin.

Saa snart han havde stillet sig for Alteret, blev paa et afrundet Stykke Hvalfiske-Been frembragt en stor Deel Ild, som blev lagt midt imellem Tutterne. Da det var skeet, bøiede den Ypperste-Præst sig, og gik tre gange tre Skridt baglends tilbage fra Alteret, hvorpaa det ei varede længe, førend Ilden smeltede Skovoxet, og da Tælgen kom til Gløderne, stod hele Alteret paa Øieblikket i lys Lue.

Grønlænderne viste en stoer Glæde ved dette Syn. Da Luen sagtedes, og hele Tempelen var bleven opfyldt med een for dennem behagelig sterk Tælge-Damp og Stank, vinkede den Ypperste-Præst ad Mester Erik, at han skulde trine frem. Han havde intet uden sin sædvanlige sorte Plydses Kiole paa. Han holdte da for Alteret, til alles af Forundring gabende Grønlænderes største Fornøielse, følgende Tale paa Landets Sprog, som af Grønlandsk paa det nøieste oversat, lyder saaledes:

Okausit manniunartut

Ullok ivna ussornartuinnarsoarme

GUDETARSUB SKOBÖRSTERSUB

innermet.

Det er:

En allerydmygst

Indvielse-Tale,

paa den utroelig store Dag,

da en Tempel indvies

den nye Afgud,

den mægtige Sko-Børste

til Ære.

En i sig selv liden ja ringe Ting, er som tiest Anledning til noget stort i Verden. Hvor ofte haver ei en liden Gnist optændt en stor Ildebrand? Store Floder leder sig fra de smaae Vandbække; Af den liden Gran-Knop opløber et

Maste-Træ, som kneiser mod Skyen! Daarlig var derfor den, som af den ringe og uanseelige Begyndelse stedse vilde slutte sig frem til en Giernings, Tings, eller Forehavendes videre Fremgang og Udfald.

Forunderlige Sko-Børste! Du ene est nok for mig at tale om! Hvor est Du ei, i Henseende til Dit Væsen ringe, men dog høistbetydelig! I Hensigt til Dig selv uanseelig, men forskaffer dog Dine Tienere, som tiest, besynderlig stor Anseelse og Ære.

De Lærde! Bog-Ormene! De ansee det for en ringe Begyndelse, naar den raae Dreng triner frem med Dig, anseelige Sko-Børste! i Haanden; Men monne dette Folk ei er slagen med Blindhed? Er det ikke Dig, der viser den rette Gienvei til Hæder ja Embeder? Monne disse Dine Trælle, de dummeste Drenge, ei vinder Anseelse af Klogskab ved Din smutsige Kraft? Monne de ei løftes i Veiret blot paa Grund eller i Anledning af deres Troskab imod Dig? Sligt er og ret; De bør gaae ind, hvor Videnskabernes Dyrkere maae staae uden for.

Tillad derfore mægtige Sko-Børste! at mine Tanker i Dag ved denne Din Tempels Indvielse tør endevende Dig! At jeg tør anstille Betragtninger over Dig selv og Dit Væsen! over det Du est sammensat af, og over det Du saa forunderligen virker; Vox-glindsende Afgud! Du Dine Tilhængeres sværtede men mægtige Forfremmer! Jeg beder Dig, tillad at jeg, hvis Kald det aldrig har været at famle Dig med Hænder, tør trine for dit børstefulde Aasyn! Forlad! Forlad ! det jeg dierves at begrandske alt det Dig tilhører; Dit Udvortes og Indvortes!

Underlig nok est Du skabt og bleven til i Moders Liv! Af Guder-Historien er os Dødelige først bleven bekiendt, at Gudinden Skada, som boer paa Biergene, og er gift med Niord, Vindenes Gud, engang lavede til Barsel, men hun kom for tilig ned; Hun fødde et utidigt Foster, og see det var Dig. *)

*) Vel taler Edda ei noget herom, dog er Historien ganske vis, og lige saa sandfærdig, som alle de andre i denne gamle Danske Guder-Historie.

Hverken min Tunge eller Pen kan beskrive hvor utrøstelig Gudinden blev, da hun saae Din børsterige Skabning! I den første Skræk snappede hun Dig i sine Arme; Hun skyndte sig derpaa over Broen Bifrost, den Menneskene ansee for Regnbuen, fra Jorden op til Himmelen. Der fløi hun igiennem Guder-Boligen Asgaards Porte, begav sig saa hastigen ind i deres Forsamling, hvor hun i Olfader Odins Fraværelse kastede Dig for Krigs-Gudens Thors Fødder.

Hun bad væmodig, at han vilde dræbe Dig, paa det Du ei skulde være hende til daglig Qval og Drøvelse! Men see! Som der stak noget mere end almindeligt, en virkelig Guder-Art i Dig, kunde det ei skee.

Hele Guder-Mængden tog Deel i Bierg-Gudindens Bedrøvelse, thi der blev et kort Stille over. den ganske Guder-Sahl; Men imedens alle Guderne tav, kom Odin.

Nu blev man en blusende Nyfigenhed vaer, som malte sig paa alle Gudindernes Kinder.

Blant Himmel-Boerne bestaaer denne Lidenskab i en velgrundet Attraae, at vide alle saadanne Omstændigheder ved en Hændelse, hvoraf noget got kan uddrages til den Lidendes Nytte. De Nordiske Gudinder have siden vildet fortplante denne Dyd paa det smukke Kiøn blant Menneskene, men den udartede saaledes, at den er bleven til en Soet, hvis Virkning daglig kiendes, naar de Syge brænde af Begierlighed at vide alting, særdeles deres Medborgeres Feil-Trin.

Denne roesværdige Nysgierrighed bragte Gudinderne til at anmode Gudinden Skada, hun vrlde berette dem, hvorledes; hun var kommen afstæd? Hun fandtes villig at efterkomme deres Begiering: Man veed hendes Ord vare disse:

„Jeg var gaaet fra Biergene ned i Lunden, for at lade Niord, min Herre, blæse mig en frisk Urt- og Blomster-Lugt i Møde; Min Tilstand krævede det; Jeg gik der heel fornøied omkring en deilig Plæt Jord, hvilken den flittige Bonde havde besaaed med Hamp.

Ved det den sterke Hamp stod i sin beste Grøde, og var voxet meget høi, gik jeg og forlystede mig med at see paa den, som paa en lille tyk Skov, i hvis Toppe Vinden spillede frem og tilbage, mig til Behag.

Den sagte Bevægelse i Røret var næsten at høre paa, som naar et velklingende Cither er langt borte fra det lurende Øre. Længe har jeg ei været saa vel til Mode, gik og derfore med Lyst omkring den tyk bevoxne Jord.

Jeg maae sige, at denne Egn i sig selv var mig frem for andre saare behagelig. Det var ei alene for Stedets Beliggenhed, som den smilende Natur indbyder enhver til, da Ageren, som ligger for Enden af en Fiske-rig Søe, er tæt omgiærdet med Himmel-høie Gran, og de rankeste Æske-Træer, Bierge og Skov nogensinde kan fremvise, men mest fordi disse unge Æske-Træer ere just opløbne af det Frø Vindens Gud, mig til Fornøjelse, har blæst didhen fra den store Ask, under hvilken Guderne holde Ret.

25 Mine fortroelige Veninder, de tre Valkyrier, som bestandig opholder sig under den store Ask, nemlig Urd, som raader for det Forbigangne, Werandi, som byder over det Nærværende, og Skulde, som befaler over det Tilkommende, disse Tre, der raade for Menneskenes Dage og Alder, hvor længe de skal leve, og hvorledes det skal gaae dem bestandig i Livet, de have øst Vand af den i Nærheden overløbende Kilde, kaldet de forbigangne Tings Bek, hvormed de have vandet dem saalænge, at de ere opløbne til den omtalte mageløse Høide.

Det var en temmelig Tid jeg havde vanket omkring denne Jord, førend jeg tilsidst uformerkt kom til Agerens Ende. Paa dette Sted var just et sumpigt Sted, i hvilket trende Vildbasser laae og solede sig mod Solen. Ved det jeg, uden selv at vide det, var pludseligen kommen over dem, forfærdedes Svinene, og fore ud af deres vaade Leje lige imod mig. Jeg derimod, som hidindtil havde fløttet Fødderne fordybet i en stille Roe, forskrekkedes end mere, og vilde have flygtet; Men ak!

26 I Guder! Her hendte just den Ulykke, som gav dette Misfoster sin Skikkelse! I det jeg vilde have flygtet til Siden, faldt jeg over det ene Sviin, som maatte treffe sig, just var det mest tilsølede, og det mest urene blant dem alle. ,,

Bierg-Gudinden standsede noget paa dette Sted i sin Tale, eftersom der blev et stort Murren iblant Guder-Hoben over det, som hendet var.

Vred-ladende reiste Skiønheds-Gudinden Freya sig op, og raabte: Der har vidst den tredske Lokke været! Misundelses fortrædelige Gud! Men Odin! Saa utilladelig en Gierning

maae dog umuelig gaae ustraffet bort.

Monne vel noget sligt maae kunde hændes en Gudinde? Olfader Odin skaffer vidst Ret, Gudinde! naar hun fremdeles har fortalt os, hvad hun end videre oa tilsidst haver udstaaet.

Mægtige Sko-Børste! Gudinden Din moder fortsatte da Din Fødsels-Historie suk- kende saaledes:

„Jeg glemmer aldrig denne Dags Vanheld! Det Fald jeg giorde, var endog saa uhældig i sig selv, at havde jeg ei med den ene Haand faaet fat paa en ung Ask, og med den anden i nogle Hampe-Stængler, havde jeg ufeilbarlig busset over Ende med Ansigtet ud i Svine-Sølen. Men mægtige Odin! I hielperige Guder! Hvad jeg end haver lidt, vil jeg dog ei kræve Hævn over den, som haver tillavet mig dette Bad, dog vil jeg aabenbare Eder, hvo der haver været Ophavsmand til samme. Rigtig nok reiser det sig altsammen fra Lokke, Misundelses glatkievede Gud.

Han havde hørt, det Videnskabernes Gud Brage talede med mig. Det angrede ham, at samme lovede, det hans Sønner paa Jorden skulle dyrke mine Døttre: At de skulde ansee det Foster jeg bar under mit Bryst, som deres Forlystelsers Gudinde, og Skialdrenes besynderlige Tilhold; For at spilde mig denne Fornøielse, fandt han paa dette Stykke.

Virkningen af hans Skalkefund følede jeg, desto værre! strax. Fra det samme Øie-

28 blik jeg styrtede over Svinet, fornam jeg til et svart Hold i min venstre Side. De dermed følgende Smerter forøgedes daglig saalænge, indtil at Fødsels Pinen i u-rette Tid nærmede sig. Naturen kunde ei hielpe sig. Jeg er derfore Gudinden Iduna en evigvarende Tak skyldig, at hun vilde komme mig til Hielp i Nødens Tid. Hun aabnede min venstre Side, ak! med en sønderbrudt Offer-Kniv! Af denne Aabning væltede strax dette ulyksalige Guder-Foster frem, og plumpede til min Sorg ud i Verden. „

Guder pleier ei at forfærdes, dog saae man her, hvad man ellers aldrig faaer at see! Ved det første Øiekast Gudinden Din Moder skiød hen paa Dig, store Afgud! overfaldt en saa utroelig Skrek og Redsel hendes hele Væsen, saa hun bævede værre end et Menneske! Hun skielvede som et Espe-Løv! Forbauset over Din Skabning, skreeg hun op mod Skyen. Hun løb derpaa til, næsten som i Vildelse, og svøbte Dig sit utidige Foster, i et kostelig tilberedt Kalveskind, det en Jydsk Skomager nyligen tilforn havde ofret paa hendes Alter i Leire Skove.

29 Hun fløi mere end hun gik med Dig igiennem Himmel-Boligen Asgaards Porte; Men aldrig haver nogen teed sig saa vaanefuld for Guderne, som da Skov-Gudinden trinte ind for deres Forsamling; Alle saae hun var forskrekket, thi Angest-Perlerne stode paa hendes forkøsne Aasyn.

Men værdiges nu at høre mig Du selsomme, ja endog i de sildigste Tider mægtige Afgud!

Imedens Din Moder Skada forlangede af Krigs-Guden Thor, han med en Lynild skulde omkomme Dig, eller giøre Dig til et Intet, krøbst Du, mægtige Afgud! omkring blant Gudernes Fødder; Du viskede med Dit loddene Ansigt, Bryst og Bug al Støven af deres Fodblade. O! herlige Sindbillede paa Ydmyghed. Store Exempel! Priisværdige Adfærd!

Odin selv raabte til Dig: Stat op, Du haarede Halv-Gud!. men Du vilde ikke.

Deiligheds Gudinden Freya, nødtes derpaa at reise sig anden Gang af sit Sæde, da Du vilde krybe under hendes Skiørt; Med pene Fingre greb hun Dig om Livet; Hun tog Dig op, og viiste Dig frem for hele Guder-Hoben. Man fandt, at Du var haard paa Din Ryg som et Træ; Man saae sterke trevlede Seener ligge paa denne Din Ryg; Men de stiveste Børster skiulede hele Fordelen af Din Krop. Da blev det kundbar, at Din Frue Moders Fald, det hun ved den Lejlighed greb efter, og det hun holdte sig ved, var Aarsag til Din fordervede Skabning.

Nu raadsloge Guderne over Dig; Men Odin selv fældte Dommen: „Fordi Du bestandigen holdte Dig til de nedrige Dele, skulde Du og herefter gives den nedrigere Deel blant Menneskene til Beskyttere og Gud; Imidlertid skulde Dig dog undes Magt at forfremme Dine Dyrkere til ufortient Ære og Værdighed i Verden; Du skal endog have Magt at løfte dem af Støvet, paa Dommer-Bænkene og saare betydelige Ære-Sæder.„

De andre Guder lagde dette til: „Vi vil taale at denne krybende Halv - Guds Dyrkere Mage opstaae under Nord - Polen som Briller, der af Nødvendighed stal fettes paa alle de Embeds-Mænds Næser, somere foddei taager Veir. Disse Briller stal kaldes Fuldmægtige, og under dette Navn forunde vi dem Magt at bestyre hele Provintser og Amter. Naar de komme op at ride, da vil den, hvis Næse disse tyk-stebne Briller findes paa, ei kunde see eller skiønne anderledes om forekommende Embeds-Sager, end som Glasstue i Brillerne vil forestille det. Border imidlertid Taagen ved Brillens Kraft forvandlet til et yderligt Mørke, førhielpes Brille-Bæreren strax til et neget klarere Syn, naar Vedkommende forstaae uformerkt med krumme Næver at forgylde Brille - Boilen ordentlig.„

Herpaa blev Dit Offer bestemt. Det blev tilladt, at samme torde frembringes i smaae Kurve, fyldte med Kønrøg, sammensmeltet Tælg og Vox, og lidet grøn Sæbe, sag vel som al anden stags Sværte.

Heimdal, som er Gudernes Herold, fik den store Befaling offentligen at udraabe, at Dine Dyrkere bestandigen skulle have Dit Billede for sig, thi naar Din Efterlignelse ideligen samledes i deres Hænder, kunde de bedre ihukomme den Ærefrygt de vare Dig skyldige.

Men see! Det er nu Tid at vende min Tale til Eder, Skind-pelsede Tilhørere og høitærede Venner! I veed selv, Hvorledes jeg er kommen til at tale for Eder i Dag. Den oplyste Deel blant Eders Folk haver begiert af os at vide, hvilken der var den tryggeste Vei til Ære og Anseelse under Nord-Polen, og hvilken blant Guderne man burde holde sig til for at naae saadant sit Øiemeed. De, mine Venner, lagde dette til, de vilde sette dette Afguds Billede over alle deres andre Guders; Uden Forbehold haver den Ypperste-Præst skriftet Dem Sandheden: Han haver sagt Dem, at Sko-Børsten eiede i saa fald største Magt. At den haver hiulpet mange, og giør saa endnu den Dag i Dag er.

Virkningen af deres Tillid til den Ypperste-Præstes Ord, sees her i Dag. Denne mod

33 Field-Ryggen opførte Bygning, denne efter Landets Maade prægtige Ære-Tempel, skal blive Efter-Slægten et evigvarende Mindes-Merke om eders Nidkierhed for Gudernes Ære og Troe til de hielpsomme Guder. Den børsterige Gud skal igien lade Eder vederfares Naade; Endog de, der neppe have sund Sands, de der ere mest vankundige og dumme iblant eder, skal komme til Ære ved ham. Jo mere smutsige hans troe Tienere, i al Enfoldighed, haver giort deres Fingre og Hænder, til hans Tieneste, jo mere skal han fette dem over de best fortiente i Landet, paa Ærens bløde Hynder.

Mig er befalet, ved Indvielsen at holde en Lov-Tale til Tempel-Herrens, den mægtige Sko-Børstes Ære; Men jeg vil uden Blusel bekiende min egen Uformuenhed.

Skulde jeg opregne halvdelen af det, der hører til at beskrive denne anseelige Afguds Vælde, vilde den længste Dags Lysen her under Nord-Polen, ei strekke til for mig. Blant den store og forskrekkelige Mængde af det, der kunde, og maaskee burde siges, vil jeg derfore

alene foretage mig at vise, hvad vores Afgud egentlig fordrer af sine nidkiere og rette Tilbedere.

Som man er selv, saa ønsker man og gierne at sinde andre. Vores Afgud seer selv Hiertelig enfoldig ud. Eders nye Afgud elsker og derfore Enfoldigheds Anseelse over alle Ting, om den endog gik til Taabelighed.

Videnskaber, med Kundskab i verdslige Ting, fordrer han saa lidet, at han snarere afskyer disse Egenskaber, fordi de der have besiddet dem, sielden have villet dyrke ham. De der have lært noget retskaffent i Verden, især de, der fra Ungdommen af har lagt Vind paa boglige Konster, ere ham saare forhadte. Han haver merket, at disses Hob haver været spæ over ham og hans Hielp; De have forhaanet hans Dyrkelse, og troet sig for ædel-tænkende til, at ville frembære ham noget Offer. Afguden haver og derfore i sin Harme skieldet dem; I sin store Vrede kaldede han dem, Viisdommens Sønner, hvilket i Sko-Børste-Sproget er det mest forhadte Skields-Ord, der kan optænkes.

35 Men endog her seer vi intet skeer uden tilstrekkelig Aarsag. Vores Afgud haver havt største Føie til det han haver giort. Erfarenhed haver viist ham, at den bog-lærde Flok staaer i de vrange Tanker, at det bør dennem at gaae alt længere og længere frem i deres Kundskab. De vil see dybere ind i Sandhederne, og adskillige Tings Natur og virkelige Sammenhæng, end andre have giort. De vil ei lade sig nøie med hvad andre have giort for dem. De finde paa Nyt, ja de prøve det; Men Daarer! Hvor farligt er ei sligt? Dog mest farligt for en værdig Tilbeder af vores Sko-Børste. Til det første hører megen og god Kundskab, men til det sidste iblant ogsaa Lykke, naar saadanne nye Forsøg og Opdagelser skal iverksettes og prøves. Saadanne Foretagender ere almindeligen underkastede megen Fare; de ere geleidede af ei forud-seete Fortrædeligheder. See! for alt saadant bliver I fri, opmerksomme Tilhørere! naar I kun beflitter Eder paa denne af vores Afgud høit anpriste Dyd. Med Sølv-Bogstaver og Guld-Stifter skal derfore ogsaa disse hans Bud-Ord indklamres i en Aske-graae Marmor-Tavle:

36 Du maae aldrig gaae længere, end Din Formand gik for Dig.

Bliv uryggeligen ved at følge de gamle Formularer, uden at undersøge, om de ere vel indrettede, eller ei.

At undersøge en gammel Skik, er allerede Synd, men at forandre den, bringer Dig Fordærvelse; Thi vide maae Du: De Gamle have ingen Narre været.

2.) Den som dernest ved denne vores børsterige guds Hielp vil giøre sin Lykke, maae i Begyndelsen ei være Ære-kier. Ære i Verden kommer af sig selv; Naar han længe nok haver bøiet sig, kan han være vis paa, han skal komme til at reise sig desto høiere. Hvad er billigere, end at den, der længe haver staaet bag ved en Stoel, tilsidst selv setter sig paa den, og det som Hosbonde og Herre.

3.) Dumdristighed er en ypperlig Dyd! Den bør enhver høiligen at beflitte sig paa. Den kan giøre Ier-Tegn!

4.) Alt hvad han ei forstaaer, det skal han foragte. Videnskaber skal han ansee som

Giækkerie, og al Lærdom for idel Tant, vel betænkende, at man gierne kan blive lykkelig i Verden, uden at have lært noget.

5. ) Endskiønt vores Afgud er en stor Hader af

al grundig Indsigt, seer han dog igiennem Fingre med, om nogen skulde besidde en naturlig Beqvemhed til at kunde forrette en og anden Haand-Gierning. Sunde og føre Kroppe kræver han; Derfore lider han ingen iblant sit Folk, som enten er een-øiet, halt eller lemlæstet paa Hænder og Arme. Dum maae de gierne være, men ei døve eller stumme.

6. ) Sluttelig kræves som en Hoved-Sag, at

han maae forstaae troeligen at kunne børste et Par Støvler. Dette er det sværeste. Her er Enden men og tillige Knuden. Det er ei saa ringe en Ting, at børste et par Støvler regel-ret, som Folk i Almindelighed troer; Skam at tale om, saa ligger i denne ene Handling mere Matematiqve skiult, end nogen tager sig i Agt for. Rundhovede Tilhørere! Jeg vil bevise hvad jeg siger.

38 Den som vil børste et par Støvler regelmessig, bruger virkelig, dog uden selv at vide det, næsten alle de Linier, baade krumme og lige, som den matematiske Lære nogensinde fremviser. Agter kun nøie, om han ei griber Støvlen horizontal med Gulvet udi Borgerstuen; Derpaa holder han den ret paa tvers for ved sig. Naar dette er skeed udstrækker han sin Arm over Sko-Børsten, og lader den igien synke lige ned i en perpendicular Linie, for at tage sit Afguds-Billede vertical i Haanden. Det er Ærbødighed, som kræver, at han skal vende samme lige op og ned. Naar dette er skeed, føres Afguds-Billedet udi en parabolisk Linie til Støvlen, hvilket da skeer udi en saadan Bue-Linie, som man almindelig seer Bomber tage i Luften. Herpaa begynder han forsigtigen at børste med Paralel-Linier, eller rigtig afpassede Mellemrum. Jo nøiagtigere dette skeer, jo bedre. Til Hælen og Foden, til Skaftet og til Kraven, bruges ganske adskilte Linier; De hyperboliske Linier, der ere, som det Strøg Cometerne iagttage i deres Løb, bruges egentlig til Hælen, men Spiral-Linien til Foden. En Cirkel-Linie kan beqvemmeligst bruges til Skaf-

tenes Blankning. Til Støvle-Kraven derimod hører den elliptiske aflange Linie, fordi den gaaer frem paa den Maade, som Planeterne bruge i deres Løb. Resten vil Tiden ei tillade at tale om, for ei at trette Eders Øren.

Merker nøie! Saa megen Kunst hører til at børste et Par Støvler. Hvo skulde have troet, at saa meget Hovedbrud var forbunden med saadan Gierning. Det vilde være umuelig at overkomme et saadant Arbeide for en læg Mand, dersom ei denne Eders nye og mægtige Afgud havde erholdet den Gunst hos de andre Guder, at alle hans sande Tilbedere skulle see sig denne Færdighed medfød.

De besidder naturlig-viis al den Beqvemhed, der hører til saadan Gierning. Er det ei noget stort? Andre derimod, som lægger sig efter Videnskaber, besidde intet forud af Naturen. De veed intet uden hvad de møisommeligen maae lære. Deraf er den Slutning visseligen draget, at den, som af Naturen besidder Beqvemhed til et, besidder den og til et andet. Den som de milde Guder i Søvne skienker noksom Styrke og

40 Beqvemhed til at børste en stor Mands Støvler, den har de ogsaa skienket overflødig Beqvemhed til at forestaae alle slags Embeder.

Mægtige Sko-Børste! Du haver alt længe i andre Lande uddeelt Embeder, som velfortiente Belønninger for de med Dig forrettede vigtige Tienester; Men aldrig endnu er man faldet paa, at oprette Dig nogen Tempel. Hvo skulde have tænkt, den første skulde opreises til Din Ære saa høit her oppe i Nord. Jeg falder selv i en ligesaa billig som hellig Forundring. Lyksalige de, som blive Dine Tilhængere. Lykkelige de, som Du under Sted i Din anseelige Orden.

Er det mig tilladt at ønske noget, da vil jeg ønske, at Din Tempel maae staae, indtil Lærdom forskaffer sine Besiddere Fortrin for de Vankundige. Gid hverken Snee eller de skarpe Vinde maae beskadige den, førend de saa kaldede smukke Videnskaber skal bane Veien til Forfremmelse for deres Dyrkere. Skeer det, da tør hænde, Du vil see Din Ære-Tempel Moesgroet af Ælde.

Lovtale over Sko-Børsten holden som en Indvielses-Tale ved Skobørste Templens Oprettelse i Gammel-Grønland.

LovTale

over

Sko-Børsten

holden som en Indvielses-Tale

ved Skobørste Templens Oprettelse